[sideskift][side 714]

17.1.1 Dansk drama

Oehlenschläger fortsatte trods alle forhindringer med at producere også for teatret. "Socrates" forholdt Molbech sig særdeles akademisk til, thi nok indrømmede han, at det "har giort et behageligere Indtryk paa mig, end flere af Øhlenschlægers sidste, for Theatret forfattede Arbeider", men han anførte i sit votum, at havde stykket været indsendt "af en ung eller ubekiendt Forfatter", var det blevet afvist med følgende begrundelse: "Stykket fortiener Opmærksomhed ved dets Nyhed, ved mange smukke Partier, ved en ædlere og renere Aand, end den, man i vore Dage pleier at mærke noget til hos dramat[iske] Forfattere, i det mindste indenfor vore Enemærker; Forfatteren fortiener Opmuntring, og det maa tilraades ham, enten at lade sit Stykke henligge en Tid lang, for derefter ved en fornyet Betragtning at komme til Erkiendelse af, hvor det kan trænge til Forandring, Forkortning og Omarbeidelse". Da stykket imidlertid var forfattet af Oehlenschläger, var det kun censors opgave at undersøge, hvorvidt det havde "noget mærkeligt Anstød mod scenisk Decorum", hvilket ikke var tilfældet, hvorefter Molbech lagde til, at det "endog - fra en vis Side betragtet, og abstraheret fra den sceniske Fremstilling, har færre Anstød mod Smagen, end maaskee de fleste af Digterens nyeste Arbeider for Theatret"; Oehlenschläger måtte da enten "efter nærmere Eftertænkning, eller ved Overværelse af Prøverne" beskære stykket for de af Molbech omtalte "livsfarlige Langvarigheder" (31.5.1835). Molbech overlod professor æstetices det videre fornødne, fordi denne efter affæren i okt. 1834 ved lex oehlenschläger stod lige med censuren - overfor publikums dom. Kirstein indskrænkede sig til at anføre "Aldeles enig" (18.7.1835), hvilket i denne sammenhæng nærmest må opfattes som en kode, uforståelig uden kendskab til sammenstødet i okt. 1834. Den 29. aug. 1835 uddeltes rollerne (PRFD), men først den 15. okt. 1835 oplæstes stykket (Journal), hvorefter Oehlenschläger og Ryge foretog en lang række sproglige korrektioner samt en række forkortelser (DKTB) (1); premieren fandt sted den 16. dec. 1835 (opført ialt 4 gange).

En tragedie uden titel men behandlende "David og Saul"-temaet kunne rigtignok ikke antages, men Molbech mente, at den hverken manglede "Glimt af Poesie og poetisk Natur-Talent, eller [var] .. ganske uden dramatiske og sceniske Elementer", der måske kunne føre til noget, "hvis Forf. besad Evne og Smag til at foretage sig et grundigt og alvorligt Studium". Han var derfor villig til overfor [sideskift][side 715]forfatteren at beklage den "megen Tid og Umage", der var "spildt af Mangel paa Modenhed til at arbeide for Theatret" (15.6.1835). Kirstein var aldeles enig, men frarådede at motivere afslaget, fordi en sådan "Ytring .. snarere kunde vække hans Utilfredshed end smigre ham, og saaledes maaskee give Anledning til offentlige Yttringer og Modbemærkninger" (30.7.1835). Molbech bøjede sig for dette argument, hvorpå stykket returneredes på vanlig vis den 6. aug. 1835 (Kp.nr.125).

Anonymus indsendte den 12. april 1835 sine to deklamationsnumre "Fødselsdagen" og "Trolovelsen" (I.B.nr.229), som Molbech var intet mindre end rystet over; thi her fandt han en forfatter, som "ei engang [har] noget Øre for den simpleste Rhythmus i danske Vers .. [og lagde han til] et .. bedrøveligt versificeret Fuskeri, hvor jambiske og trochæiske Linier vexle i en hoppende Styltedands ..[medens det] i Compositionsevne .. staaer endnu længere tilbage" (26.8.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (7.10.1835). Remitterede den 23. okt. 1835 (Kp.nr.189).

N.C. Bondgaard indsendte den 6. juni 1835 sine to skuespil "Skinsyge, Kiærligheds Banemand" og "Den uventede Opdagelse" (I.B.nr. 231). Molbech forkastede dem uden videre motivering end deres og forfatterens "Stilling i Livet" (6.9.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (14.10.1835), hvorpå de returneredes den 23. okt. 1835 (Kp. nr.190).

Anonymus' "Balder og Nanna" mente Molbech, teatercensuren i Nordahl Bruns periode ville have remitteret med "i det mindste .. stærke Opmuntringer og Complimenter", mens han måtte vurdere det ganske anderledes: "Forf., der i det hele endog fører et taalelig correct Sprog, og undertiden slumper til at sige noget poetisk smukt, er ikke desmindre saa reent uden Begreb om hvorledes et mythisk Drama fra Nordens Fabeltid omtrent maatte være, naar det i vor Tid skulde være læseligt, at man ikke kan undres over, han endnu mindre begriber, at man ved at høre hans svage og aandløse Declamationsscener paa Theatret, maatte sove ind før Enden af 1ste Act" (19.10.1835). Atter engang var Kirstein "Aldeles enig" (9.11.1835). Returneret den 17. nov. 1835 (Kp.nr.207).

Forfatteren til "Fødselsdagen" og "Trolovelsen" leverede også en tragedie "Digteren", som Molbech alene på grund af versbehandlingen ville forkaste; endvidere "vilde Stykket, med et saadant Indhold, og en saa fuskeragtig Behandling af alle dramatiske Motiver [sideskift][side 716]og Forhold, være ubrugeligt". Molbech angav selv grunden hertil, idet han var overbevist om, at det skyldtes, "at vore dramatiske Begyndere ganske mangle den førstnævnte Betingelse (Studium og Theorie) i det de, reent uden at studere dramatiske Mønsterværker, abstrahere deres forvirrede og uklare Forestillinger om et Drama allene af de Billeder og Indtryk, deres udannede Sands modtager fra Theatret" (31.10.1835). Også her var Kirstein "Aldeles enig" (9.11.1833). Returneret den 17. nov. 1835 (Kp.nr.206).

Holsts lille forspil eller deklamationsstykke "Smeden i Neumark" har næppe været særligt anonymt for censorerne. Molbech mente ikke, det gjorde "store Prætensioner", men han håbede, at den "pibekiære Portion" af publikum heller ikke ville "giøre større Prætensioner, end [stykket) .. kan taale". Han var rede til at gøre forsøget "om ei, for andet, saa for dog engang at vise, at det kun er af Nødvendighed, man maa øve den evige Strenghed mod dramatiske Begyndere" (29.12.1835). Synes antagelsen end betinget, må det dog bemærkes, at Molbech ikke stod Holst i vejen, hvilket også hans mange sproglige rettelser i manuskriptet viser (Coll.S. 251) (2). Kirstein lagde sig på den samme linje, idet han erklærede: "[besad] dette Stykke [ikke] .. fortrinlige Egenskaber .. [ville han] dog .. ikke .. modsætte [sig] .. dets Opførelse" (30.12.1835). Roller uddeltes den 22. febr. 1836 (PRFD), mens premieren fandt sted den 7. april 1836 (opført ialt 5 gange, fortrinsvis før balletter).

Behandlingen af disse ni skuespil synes ikke ekstraordinær, når man undtager antagelsesproceduren for Oehlenschlägers og Holsts arbejder; thi i begge tilfælde gjorde forfatterens bekendtskab med teaterbestyrelsen udslaget. Molbechs overbærenhed med unge dramatikere synes måske påfaldende, ihukommende behandlingen af Andersen, men det skal nok understreges, at såvel genren som disse anonymes manglende opbakning fra indflydelsesrige personer gjorde det nemmere for Molbech at udtrykke en vis largesse for disse forfatteres produkter. Særdeles bemærkelsesværdigt er det, at Kirstein i den officielle censurprotokol synes ganske uartikuleret med sit evigt gentagne "Aldeles enig": ansvaret hvilede nok ikke udelukkende på Molbech, men det skriftlige materiale tillader kun denne slutning.

[sideskift][side 717]

17.1.2 Dansk lystspil

Behandlingen af Hertz' lystspil "Den eneste Feil" er mere end pikant. Den 27. maj 1835 læste han stykket i den Heibergske kreds i Brogade, Dagen efter sendte Heiberg ham sin meget begejstrede vurdering: "Det er i høi Grad originalt og ualmindeligt, maaskee især fordi det er saa naturligt; thi det Naturlige forekommer os næsten Fremmed og Ualmindeligt paa Scenen .. Alt kommer anderledes, end man, ifølge de sceniske Traditioner, venter det; intet Coquetterie, ingen Stræben efter Effect. Især Petrines Characteer udtaler sig med en saa stor Natur og Sandhed, at den just derved er bleven høist ualmindelig .. Naturen er her Resultatet af den største Kunst. Sligt røber den sande Mester .. Men er det nu ikke fortvivlende, at .. de æsthetiske Dommere (at sige Theatrets) neppe kan see Forskjel paa Deres rimede Lystspil og et Fuskeri som den under Titel af Navnet eller det tredobbelte Frieri opførte Platitude ? [jf. s.499] - Dog vi maae trøste os med, at Muserne see Meget, som undgaaer Molbechs Øie" (Borup nr.322). Heibergs begejstring må uden tvivl betegnes som ægte, selv om han selvfølgelig ikke veg tilbage for at krydre den med polemik mod de autoriserede smagsdommere, in casu Molbech, Hertz indleverede stykket umiddelbart efter oplæsningen for Heibergs, hvorefter han søgte en hurtig afgørelse fra teatercensuren. To gange opsøgte han forgæves Molbech, hvorefter denne svarede ham den 21. juni 1835, at det dog ikke hastede så meget, thi når det gjaldt hans stykker, vil "der jo ei .. kunne være nogen Tvivl om .. Antagelse" (NkS 1706). Den 22. juni 1835 læste Molbech tidligt om morgenen 1. akt, mens han først dagen efter læste stykket til ende (l.c.). Til sin hustru rapporterede han, at han på sin rejse havde "ikke just med meget stor Satisfaction, maattet læse Hertzs nye Comedie - hvori der kun er lidet comisk" (NkS 3295 28.6.1835). Hans votum adskiller sig da også klart fra Heibergs, idet han ikke skjulte sin skuffelse over især handlingens unaturlighed: "dette, frygter jeg, vil forekomme enkelte Tilskuere i det mindste lidt tvungent, men en stor Deel Andre baade i Parquet og Gallerie, ja vel ogsaa i mange Loger, vel kleint og vel fiint udtænkt - helst da det spindes ud i 2 lange Acter .. Om Charakterer er her ikke meget at sige; dog tilstaaer jeg, med nogen Forundring at have fundet især Bipersonerne behandlede alt for meget en bagatelle, og tildeels imod al naturlig Consequents .. Og hvorfor skal ogsaa Petrine, der (1. Act. 6 Sc.) omtales af Tanten som fuldkommen reen for al [sideskift][side 718]Bagtalelse - som "en from Gudsengel, hos hvem der ei er Plads til haarde Domme" - forceres til at bagtale saa dygtigt, som i l. A[kt] 4de Scene? - Denne naive Glut bliver ogsaa pludselig i samme Scene ("Naar Søvnen vore Øine lukker" o.s.v.) ganske høi-poetisk og dybsindig, taler (lidt ulogisk i Udtrykket) om "Siælens indre Sandser", og dynger det ene Billede ovenpaa det andet" ("(Lund.) 28. Jun. 1835") (1). Heiberg havde ret, thi Molbech var ikke fyldestgjort efter læsningen af lystspillet. Det fremgår imidlertid af censurprotokollen, at Molbech gjorde en tilføjelse til ovenstående votum; det er blot ikke muligt at tidsfæste dette korrektiv: "Dette vilde dog kun være Smaating [Molbechs ankeposter], i Fald det Hele paa Scenen ret vilde falde i Traad, og ikke bliver for langt udspundet" (Cp). Den 8. juli istemte Kirstein sit "Aldeles enig" (Cp). Medio juli skrev Hertz til sin broder Sylvester Hertz: "[Stykket har] Ved Heiberg og Andre .. faaet et Renommée i Byen, noget, der iøvrigt ligesaa let kan skade som gavne det .. Denne saa fordeelagtige Dom vil neppe g[an]ske finde Gjenklang i Publicum thi unægteligt tager Heiberg (velbekjendt med de Vanskeligheder, et rimet Lystspil giver at overvinde) Hensyn til Egenskaber ved dette Stykke, for hvilke det store Publ[ikum] desværre ikke har Øre. Imidlertid har det hidtil mødt velvillig Anerkjendelse hos Alle, der have læst det. Molbechs Dom kjender jeg endnu ikke" (NkS 1706 14.7.1835). Stykket blev antaget til opførelse med henblik på at åbne sæsonen den 1. sept. 1835 (opført ialt 10 gange i den behandlede periode, jf. s.1282) (2).

"Elskovsprøven" besad ifølge Molbech "En høi Grad af Trivialitet i Dialog og Diction, en ikke mindre Raahed og Formløshed i Plan og Composition, og Mangel paa Smag og Tact for det Komiske eller virkelig Underholdende i et Lystspil" (19.9.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (2.10.1835). Returneret den 6. okt. 1835 (Kp.nr.177) (3).

"Et Stykke, kaldet: "Den Ulykkelige Flytning, Comidie i 1 Agt, af N.F. Nielsen" var indsendt, hvilket befandtes saaledes under al Kritik, at det uden videre Censur kunde tilbagesendes" (Dp 11.12.1835).

Nybagt teolog, indsendte Hans Herman Bruun sit lystspil "Apothekeren som Homøopath" (4), som Molbech raillerede en del over, idet han gjorde det klart, at "Satire uden Salt, og Rimeri uden Smag, ere allerede hver for sig slette Ingredientser; naar de nu forenes [sideskift][side 719]i en Comedie uden Plan, bliver Sammensætningen endnu værre end Simplicia" (10.12.1835). Kirstein var atter "aldeles enig" (16.1.1836). Returneret den 30. jan. 1836 (Kp.nr.20).

Hertz' lystspil "Sparecassen" indleverede han den 4. febr. 1836, hvorpå Kirstein læste det først, dog uden at nedfælde en skriftlig censur. Molbech konstaterede, at "der i det Hele ei kan være Spørgsmaal om dette Stykkes Antagelse", men kun om graden af antagelighed: "Som originalt og nationalt dramatisk Product, vil det neppe mangle Bifald; maaskee endog giøre den Lykke over min Forventning, som "den eneste Feil" opnaaede; thi locale og nationale Figurer og Situationer have altid meer end 100 pct. forud for de samme i et fremmedt Stykke" (7.2.1836 (5)). Molbech beklagede, at Hertz "atter har brugt en Lotterieseddel, skiøndt med Variation, som dramatisk Motiv. Dette frygter jeg nemlig, vil nu reent betage Forfatteren Udsigten til at faae sit lille vakkre nationale Eenactsstykke: ["11.18.35"] opført [jf. s.841], hvilket mange med mig sætte Priis paa, og gierne ønskede engang at see paa Scenen" (l.c.). Den 13. febr. 1836 meddelte Molbech Hertz om stykkets antagelse, idet lingvisten Molbech brugte en del plads på sproglige petitesser, hvad han selv undskyldte (NkS 1706). Dagen efter tilbageviste Hertz sprogkorrekseriet under henvisning til lokalkolorittens tarv (NkS 2336). Senere på dagen forsøgte Molbech at gendrive Hertz' ræsonnementer, men hvad vigtigere var, kom han nu i tanke om, at Kirstein ville have det sted væk, "hvor Talen er om at skienke til Bombebøssen 3 [Rbd] og nogle Skill: hvilket forekommer ham som en Spot - og mig at være noget hen i den Kant". Herudover lagde han til, at "der er en Omstændighed, Deres Stykke eller dets Forhold vedkommende, hvorom jeg nok gad tale med Dem" (NkS 1706). Hvad Molbech gemte på, røbes ikke af det bevarede materiale, men Hertz foretog ændringer i sit manuskript inden stykket blev udskrevet (NkS 2336) (6). Kirstein daterede sit votum den 17. febr. 1836, hvori han ganske tilsluttede sig Molbechs antagelsesdom. Rollebesætningen gav anledning til diverse skriverier, men den 7. marts 1836 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 26. maj 1836 (opført ialt 36 gange i den behandlede periode).

Den 22. april 1836 indleverede Ryge en anonymus' komedie "Reisen til Onklen" (Dp). Censorernes beskæftigelse hermed ses ikke.

Sneedorff Birchs dramolet "Den falske Tand" var endnu "mere umodent" [sideskift][side 720]end hans "Titania" (jf. s.596) "og baade fra Indholdets og Dialogens Side uheldigt, og for vort Theaters Standpunkt upassende .. Jeg vil ikke tale om, at det hele Stykke næsten kun er Opkog af franske Stykker, vi alt have havt paa Scenen", noterede Molbech, hvis interesse for forfatteren ikke rakte til hans produktion for teatret (18.4.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (14.5.1836 (7)). Remitteret den 30. april 1836 (Kp.nr.59).

Omarbejdelsen af "En eneste Soldat" (jf. s.640) fandt H.C. Andersen selv "ret drolligt at læse, men jeg troer ikke det kan spilles" (BHH 118 19.11.1635). Han gav Mad. Kragh "En rigtig Soldat" til en Sommerforestilling (BHH 8.3.1836) og måske på denne baggrund indsendte han det til censur (Dp 11.3.1836). Molbech voterede: "Det Hele er i Smag og Sammensætning som om det var skrevet af en Skoledreng for Skoledrenge - og er et beklageligt Beviis paa, hvormegen Tid Hr. Andersen maa have tilovers, for at versificere dette dumme Tøi" (17.5.1836). Kirstein var endnu skarpere i sin dom, thi han proponerede, "at Hr Andersen anmodes om, ikke paa ny [at indsende] .. dette eller andre af hans Arbeider, naar de af Censuren blive forkastede, førend "25 Aar derefter"" (28.5.1836 (7)). Remitteret på sædvanlig måde den 21. maj 1836 (Kp.nr.69) (8).

Det skal understreges, at bekendtskab med censorerne ikke var udslaggivende. Stykkernes kvalitet var afgørende for censorernes beslutninger. Hertz' to lystspil var Molbech kun neutralt velvillig overfor, ingenlunde begejstret. H.C. Andersens og Sneedorff Birchs produkter blev brutalt afvist af Molbech på grund af deres litterære svagheder. Kirsteins holdning til stykkerne fremgår overhovedet ikke, med undtagelse af hans dulgte indvending vedr. Bombebøssen i Hertz' "Sparekassen". Når man betænker hans artikulerede indsats i de første sæsoner, synes omslaget markant; det er imidlertid nok kun tilsyneladende, hvilket netop anken imod omtalte detalje i Hertz' lystspil dokumenterer. Kirstein har formentlig arbejdet bag kulisserne i et langt større omfang, end det overleverede materiale lader ane.

[sideskift][side 721]

17.2.1 Oversat drama

Vignys drama "Chatterton" (TF 12.2.1835) leverede Reitzel til teatret den 4. juni 1835 (TK 1836 2.kv.nr.60), men hverken censorer eller Heiberg ses at have beskæftiget sig dermed. Dette vigtige værk i fransk romantisme såvel som Vignys øvrige værker for scenen omtales overhovedet ikke i censurmaterialet.

"Yelva" (jf. s.712) optoges tilsyneladende uden forhandlinger i teatrets repertoire; repremiere den 4. sept. 1835 (opført ialt 27 gange) (1).

"En Moder" (jf. s.709) antog Molbech til teatrets repertoire, fordi opførelsen "til Sommerskuespillene .. [efter] min Mening om Stykket [ikke] forringedes" (19.9.1835). Kirstein indskrev intet i protokollen ved denne lejlighed. Molbech affattede i dec. 1835 endnu en censur, der var aldeles sammenfaldende med den forrige, dog under hensyntagen til Sommerforestillingen, "hvor der i det mindste ved en god Fremstilling af de fleste Roller var sørget for dets Anbefaling". Netop med denne udtalelse slog Molbech sig selv på munden i sin sondring mellem antagelse til Sommerforestillinger og til teatrets repertoire (jf. s.708). Opført den 4. jan. 1836 (kun denne ene gang) (2).

I denne sæson kulminerede Molbechs opgør med det Hugoske drama. Rosenkilde rørte ved dette for Molbech brandfarlige emne, da han i sommeren 1835 beskæftigede sig med en oversættelse af "Angelo" (TF 28.4.1835). Professor Abrahams havde leveret ham et eksemplar af dramaet: "Det anseer jeg for det meest fuldendte Dramatiske jeg har læst", meddelte Rosenkilde professoren, hvorpå han fortsatte: "Det er et Par Steder stærkt men - Man bør ikke hævne det, men Ærefrygtsfuldt bukke for vor Tids storagtigste Genius! Hvor jeg bliver haanet, kommer denne Roes ud mellem Trynerne! ha! ha! Dette Stykke slaaer vel Mol-[bech] ihjel! Handling i een Stigen - Situationer den ene bedre end den Anden - Caract[ererne] sande, store dybe - og et Sprog! - siden Løverdag ikke fra Stolen - jeg har oversat den!" (Abr.Autogr.S. udat.). Rosenkildes ekstatiske begejstring, som også Molbech måtte stå model til, modsvarer Molbechs mange tordenudladninger på de foregående sider. I august tilsendte Molbech imidlertid Rosenkilde et langt brev, hvortil han henviste i censurprotokollen, hvori han på den klareste måde udtalte sig om et af de vigtigste emner for denne undersøgelse: scenens indvortes og udvortes konveniens eller den dramatiske dekorum: "Jeg har endelig selv læst det meget omtalte nyeste Drama [sideskift][side 722]af Victor Hugo Angelo om hvis Oversættelse, og dennes besynderlige Skiebne, De for ikke længe siden fortalte mig endeel, som endnu ikke er mig ret forklarligt. De har oversat Stykket - eller det meste deraf - uden at have giennemlæst det til Ende? - Eller De har giennemlæst det, men først under Oversættelsen fundet, at det ikke passede for vor Scene? - Besynderligt og lærerigt! - Det er naturligt, at det nu vil interessere mig mere at tale med Dem om dette Hugoske Drama jeg mener, at naar man kiender hans Tragoedier er dette Udtryk nok; kiender man dem ikke, hvorledes skal vi andre da forklare os deres ganske eiendommelige Væsen ved et eller flere Epitheta? Jeg har i flere Aar baade villet besøge Dem, og havt Anledning dertil. Nu er her een mere, som maaskee endelig engang bringer mig ud til Dem. I Grunden vil det dog vist være mig behageligere, at see Dem i Deres Huuskreds, end at tale med Dem om Angelo. Thi hvad skal jeg, paa det Punkt, hvorpaa jeg staaer i Livet, egentlig sige Dem andet om dette Drama, end at det er mig langt mere en traurig Byrde, end en reen, æsthetisk Nydelse, at læse et genialt Product af den Art, som dette, af en Digter, et poetisk Genie, som V. Hugo. En saadan dramatisk Poesie er jeg hverken skabt, eller dannet til. Jeg er deels opvoxen med, deels i modnere Aar dannet ved de græske og ældre franske Tragedier, ved Shakspeare, Schiller og Goethe. Jeg er bleven amalgameret ned den æsthetiske Grund-Idee, at Konst altid er noget andet, selv end den mest effectfulde, eller den mest sublime, men raae Natur; at Sørgespillet skal vise og fremstille os den mørke, den tragiske Side af Livet: men ikke for selv at blive os til Pinsel, thi Konstens Væsen er at opløfte, rense, forædle, styrke, ja vi kan vel sige lyksaliggiøre Menneskets høiere Natur - ikke at pine den; og mindst, endnu at forstærke Pinselen i langt høiere Grad ved at lade den foregaae paa Scenen selv. Er det franske, det tydske, eller vort eget Publicums Nerver saa slappe og floue, at de behøve saa drastiske Pirremidler, som V. Hugo tillaver for dem? - Jeg veed det ikke; men kun, at mine i det mindste ikke ere det. - Heller ikke behøver jeg vel videre for Dem at udvikle, efter hvilke Motiver jeg vilde stemme imod et Stykkes Antagelse paa det Kongel. Theater af den Natur, som dettes; thi jeg maa forudsætte, at De har følt, dannet og udviklet disse Motiver for Dem selv i det De lod det begyndte Arbeide fare. Jeg priser Dem derfor; thi det er priisværdigt, at De kan føle, at vort danske National-Theater [sideskift][side 723]ikke kan være indrettet, eller bør aabnes for slige dramatiske Helvedsmaskiner, som V. Hugos og Dumas' Tragedier. Thi ere disse vel andet end et Slags monstreuse "Attentater" paa den dram[atiske] Konst, hvis Virkning - om ikke med Hensigt - er at sprænge Konstens Skiønhed og Smagens Reenhed i Luften? - Jeg kan ikke see andet (og det giør mig ondt, her at skulle sætte en genial Digter, som Hugo, ved Siden af den, der blot misbruger et Slags Talent, som Al. Dumas, pour faire de l'argent & de l'éclat.) - thi jeg seer, som ovenfor alt er sagt - hos V. Hugo, som Dramatiker, vel meget Genie, men tillige megen Raahed og vild Tøilesløshed; dyb, mægtig, voldsom, opoffrende qvindelig Elskov - men opfattet isoleret, som et afsondret psychologisk Phænomen, og derfor i sig selv mere som glødende Kiønsdrift, end som Kiærlighed, skiøndt Digteren har søgt i et af Forholdene (hos Catharina) at dække dette med en saakaldt Delicatesse, som her kun bliver unaturlig og urimelig. Fordi han som dramat[isk] Digter ei har kunnet overvælde eller bemægtige sig Formen, saaledes som han kan det, som Lyriker. Han hengiver sig derfor i sine Dramer, som i Romanerne, ganske til sine Ideers febersyge Retning, og sin Phantasies vildt blussende Ild, til den uordentlig giærende og groteske Virken. Deraf opstaaer disse convulsiviske, ubændige, med febrilsk Ild og Heftighed pulserende Tragedier, med et umaadeligt Overmaal af tragisk Stof - men tillige med desto mere crasse materielle, mere legemlig end aandelig=tragisk Virkning som bedst kan lignes med den, man modtager ved Læsningen af moralsk-rædsomme, Menneskets ethiske Nerver giennemskærende Criminalhistorier. - Gaa for Ex. til Grunds i Angelo: hvad finder De andet, end grove, sandselige, materielle Midler for at virke tragisk og rystende paa Tilskuernes Nerver? Et despotisk Uhyre af en ægteskabelig Tyran - og ikke det mindste videre - en dramatisk Maskine eller Marionetfigur, der sættes i Bevægelse, for at frembringe visse rædsomme Virkninger i Dramaet: en af disse fragmentariske Situationer, Charakterer (om jeg saa maa sige) der vises os kun i enkelte Stykker og Stumper, hvor de ved Tale eller Handling skulle frembringe en rystende eller frapperende Situation. Dernæst en Kone, som er et Offer for denne Tyran; men ogsaa for sin Lidenskab - og dette sidste er egentlig Hovedsagen; thi ikke i nogen moralsk Opoffrelse af denne, men i Opoffrelsen for denne, bestaaer Catharinas Fortieneste. Ja det er sandt, nu er og en Italierinde, som i 7 Aar kan elske, i [sideskift][side 724]lang Tid ogsaa samles med Elskeren, og ikke nyde! - og dette kalder Victor Hugo Natur! Vi vil skienke ham denne overordentlig sieldne Natur; men ikke det slette, usle Moralprincip, der skal ligge til Grund for Catharinas Skyldfrihed, og for den Delicatesse, hvormed man siger, at Forholdene i dette Skuespil ere behandlede. At en Kone kan elske en Anden, tillade ham Alt, undtagen den yderste Gunst, og Klage over Mandens Skinsyge - kan vel være i sin Orden fra hendes Side; men maa ikke fremstilles som Basis for en tragisk Heroines Fortræffelighed. - Endelig see vi en Actrice og Courtisane, som den monstreuse Tyran elsker og forguder, men ubønhørt - det sidste ogsaa af Delicatesse; thi Courtisanen, som dog offentlig vil gieide for Mandens Maitresse brænder for Fruens Elsker. - Denne, vist nok med megen Ild og Styrke udkastede, men kun i et enkelt Punkt virkende Charakteer - hvad er den vel andet, end en Repetition af Marion de l'Orme? - Det er, med Forf.s elegante Udtryk "la Femme noir de la Societé" - paa ældre Dansk "Skiøgen" - i det nyere Sprog: "et offentlig Fruentimmer", som V. Hugo her atter finder sin Lyst i at berede en Opoffrelse. Ingen af os vil vel negte, at den ædle, ja sublime Menneskenatur en og anden Gang ogsaa vil kunde findes i en af de ulykkeligste Classer af menneskelige Væsener, der gives i det borgerlige Selskab, netop fordi den er en af de allerdybest vanslægtede; men vore Sædelighedsbegreber oprøres i det mindste ved, at see V. Hugo vælge sine Idealer for den qvindelige Heroine paa Scenen, med Forkiærlighed i den Classe af Fruentimre, der have ophørt at være det - ikke i det de overtræde Sædeligheds og Kydskheds-Lovene; men i det de ophæve dem; ikke i det de begaae eet, eller mange "Fejltrin"; men i det de have ophørt at kunde begaae dem; i det de sælge for Penge, hvad der fornedrer Qvinden til Dyr, naar det ikke længere gives. I det jeg nu har meddeelt Dem nogle af de første Indtryk, som Indholdet af Angelo ved Læsningen har efterladt sig hos mig: var der ikke mindre at sige om Formen og den dramat[iske] Behandling; men dette maa her forbigaaes eller udsættes til en anden Gang. Kun et Par Ord i Alm[indelighed] faaer jeg Tid at tilføie. Man vil ei kunne negte, at V. Hugo neppe har skrevet noget Stykke, med bedre Anlæg og Plan, med større Eenhed i samme, end dette - men heller ei maa man glemme, at [H]Omodei er en reen Maskine, som han bruger som blindt Redskab i Planen; og med en saadan materiel Hielp maa enhver Plan kunne udføres. Stykket er [sideskift][side 725]paa Scenen sikkert umaadelig effectfuldt - men netop Umaadeligheden er en Feil mod den dramat[iske] Konst. Naar der i en scenisk Fremstilling ingen fornuftig Gradation gives, naar Alt fra den første Scene til den sidste er en uafbrudt Strøm af de stærkeste Effecter, hvor bliver da tilsidst Effecten af? - Og her er endog Effecten ikke blot lagt i Handlinger og Situationer, men i Sentiments, Lidenskaber og deres Udtryk. Man dadler det Unaturlige, Overspændte i den gamle franske Tragedie - men er det ikke drevet til sin høieste Høide, baade i Stof og i Dialog, i den nye? - Dialogen forekommer her vel mere naturlig, fordi den er i Prosa; og den er virkelig i enkelte Partier, som jeg troer, meget naturlig. Men betragtes Stykket nærmere, vilde den hele Udtryksmaade, de afrevne Sætninger, de enkelte umaadelig lange Repliker, som vexle med et Par Ord af den anden Interlocutor, m.m. hos os i det mindste komme til at klinge affecteret. - Saa meget i Dag. Mundtlig mere" (BHS 16.8.1835, koncept).

Molbech præciserede sine forudsætninger som dramaturg, idet han sondrede mellem lyksaliggørelsen i Schillers tragedier og pinslen i de franske dramaer. Fremstillingen af kønsdriften i stedet for kærligheden var ikke tragisk men utilstedelig. Hugos forkærlighed for at vise kærlighed mellem ludere og deres elskere var intet mindre end overskridelse af Molbechs sædelighedsbegreber, også selv om Hugo søgte at fremstille forholdene med Delicatesse. Molbech var derimod ikke i tvivl om Hugos geni, om end det blev misbrugt i dramaturgisk henseende (3).

Da H.P. Holst den 17. aug. 1835 indsendte sin oversættelse (I.B.nr. 232) (4) behøvede Molbech derfor kun at rekapitulere hovedpunkterne i sin skrivelse til Rosenkilde. Han var ikke i tvivl om, at teatret kunne opnå en økonomisk gevinst; men der var andet som var afgørende for ham, thi opførtes sådanne stykker, kunne det ikke "andet end frembringe en Omvæltning" i publikums "Smag og Modtagelighed for Repertoirets sædvanlige Genre's". Usædeligheden i stykket karakteriserede Molbech som værende "i Situationernes .. indre Væsen, i Principerne, hvorefter de, uden al moralsk Sky, uden Agtelse for vore Sædelighedsbegreber, bringes til umiddelbar Anskuelse .. [eksemplificeret i:] at lidenskabelig Elskov, endog i dens isolerede, materielle, og derved ogsaa til blot Sandselighed nedsynkende Yttring, kan forædles til straalende Heroisme, afvaske alle Kydskhederne og Sædelighedens Pletter, og hæve det Fruentimmer, der sælger sit Legeme, [sideskift][side 726]endog paa et høiere Trin af moralsk Værdighed, end Ægtekonen, der i det mindste med Siælsstyrke kæmper imod en hendes Hierte udfyldende Lidenskab" (25.8.1835). Molbechs præcisering af det principielle i Turderingen af det Hugoske drama tydeliggør hans etiske opfattelse af teatrets og tidens dekorum. Forargelsen over Hugos drama forblev imidlertid en halvprivat affære, hvor meget Rosenkilde end har læst højt af direktørens brev. Molbechs principfasthed tegner alene direktionen, idet Kirstein blot tilføjede "Aldeles enig" (7.10.1835), hvilket ikke siger noget om, hvad økonomidirektøren forestillede sig. Holstein forholdt sig ligeledes uartikuleret med sit "ikke Antaget" (udat.). Den 23. okt. 1835 afsendtes sædvanlig svarskrivelse (Kp.nr.187). Teaterdirektionen blev imidlertid presset endnu engang, da en anonymus ("F.B.") indsendte en ny oversættelse (I.B.nr.270 4.11.1835). Den blev imidlertid ikke læst af teatercensorerne, fordi stykket i sig selv var "ganske upassende for vor Skueplads" (Dp 4.12.1835 og Kp.nr. 220 udat.). Molbechs opfattelse var aldeles knæsat i teaterdirektionen. Se s.999 og s.1166.

Hvids oversættelse af Lenz-Kühnes bearbejdelse "Margarethe von Valois und die Missvergnügten im Jahre 1579" (1835) af d'Epagny & A. Jarrys "Les Mal-contents de 1579" (PSM 26.4.1834) behandledes på linje med Hugos "Angelo". Endnu engang måtte Molbech læse et drama, hvor fyrsternes "Chronique scandaleuse" blev præsenteret. Principielt om dette forhold afgjorde Molbech: "langt fra at ville udstrække dette saa vidt, at kronede Hoveders Feil, Laster og Forbrydelser aldeles skulde forvises fra den sceniske Fremstilling: holder jeg for, at dette vel maa kunne skee, hvor det griber ind i den ægte Tragedies eller i det høiere Dramas historiske Forhold; men ikke, hvor det blot gaaer ud paa at kildre et fordærvet Tilbøielighed ved Scandal, Løsagtighed og den groveste moralske Fordærvelse .. at vælge de Konger og Dronninger, man vil bringe paa Scenen, blandt de moralske Udskud i deres Stand, er i ethvert Tilfælde langt fra at være Veien til at nære den simple Agtelse for Regenterne, som monarchiske Repræsentanter for den statsstyrende Magt - en Agtelse, der i vor Tid synes meer og meer at tabe sig; og uden hvilken dog monarchiske Regieringer, neppe i nogen Skikkelse, kunne tænkes at have varig Bestand paa Fornuftudviklingens nærværende Standpunkt. - Betragtet fra dette Synspunkt er det indleverede Skuespil ligesaa værdigt til at sættes ved Siden [sideskift][side 727]af Victor Hugos scandalfulde "Le Roi s'amuse" [jf. s.508], som det fra den dramatiske og poetiske Side staaer dybt under denne Digters Dramer". Den dramaturgiske kritik indskrænkede sig til en påpegning af kompositionens råhed, "hvor Begivenhederne følge uden dybere indvortes Nødvendighed, men mekanisk sammenstablede, for at kunne Slag i Slag spænde, overraske og ryste Tilskuerne; ligesom Charaktererne ogsaa ere plumpe, overlæssede og tildeels fordreiede Carricaturer". Molbech konkluderede: "At Henrik III og hans Hof i øvrigt vel kunde fremstilles meget værre, end her er skeet, uden at træde Historien for nær, er ligesaa vist, som det, efter min Overbeviisning, vil være anstødeligt for vores Sæder og paa et kongeligt Theater indecent, at fremstille den personificerede Usselhed, Nedrighed, Troløshed, Gemeenhed og hyklerske Ugudelighed i en Konges Person, om endog denne Konge er den franske Henrik III - og en saa skamløs, fordærvet og lastefuld Charakteer i en Dronnings Person, som Margrethes" (7.9.1835). Molbechs synspunkter vedrørende denne klasse af franske dramer kunne næppe præciseres mere, thi det afgørende for ham var for det første; hensynet til teatrets dekorum, dernæst hensynet til suverænen samt endelig dramaturgiske indvendinger. Rækkefølgen er afgørende, thi den betød, at Hugos kunstnerisk særdeles acceptable skuespil forkastedes på grund af deres anstød mod Det kongelige Teaters og Suverænens Decore. Kirstein tiltrådte Molbechs dom, "Saa ondt det gjør mig for Oversætteren og den Tid han har anvendt paa dette Arbeide" (22.9.1835).

Om sommeren (1835) begyndte Heiberg sit arbejde med Calderons "La Nina de Gomez Arias" (1638). Den 1. okt. 1835 meddelte han direktionen, at han allerede havde "begyndt paa Omarbeidelsen": "Sujettet er høist romantisk, og spiller tillige i det Tragiske .. Gomez Arias er en Art Don Juan; men Stykket er dog allerede derved væsenlig forskjelligt fra alle de med Don Juan betegnede Stykker, at ikke Forføreren, men den Forførte (her Dorotea) er Hoved-Characteren" (Borup nr.329). Det var afgørende for Heiberg at transformere Calderon rigtigt: omarbejdedes hans stykke "for vor Tid og for vort Land, istedenfor at oversætte ham ordret eller næsten ordret", kunne Calderon undgå Shakespeares skæbne. Videre beskrev han sit arbejde; "Stykket bliver deels i Prosa, deels i meget lyriske Versemaal, omtrent som i Alferne. Musik bliver ikke anvendt deri; idetmindste vil der forekomme en militair Marche" (l.c.). - [sideskift][side 728]Endnu i november 1835 arbejdede Heiberg med bearbejdelsen (Borup nr.333), men da direktionen ikke pressede ham for dette stykke, gik arbejdet dermed i stå. Andre opgaver tog hans tid. Se s.970.

Midt i trængslerne med de franske eller fransk inspirerede dramatikere plejede Molbech sin tidligt vedkendte foretrukne dramatiker: Schiller, Allerede i okt, 1833 havde han håbet at få "Maria Stuart" (1800) frem på ny. Problemet var som før set Rahbeks oversættelse. Allerede i marts 1834 leverede Reitzel et eksemplar (TK 1835 2.kv.nr.247), hvorpå Molbech gennemgik det på ny. Først den 28. nov, 1834 fik han direktionens billigelse til "paa ny at bringe [stykket] paa Scenen" (Dp). Revisionen skulle Sille Beyer foretage efter Molbechs retningslinjer. Den 19. sept. 1835 sendte han hende oversættelsen efter at have "giennemgaaet" den (NkS 439). Dagen efter indleverede hun sit arbejde. Hans votum bliver da at betragte nok så meget som en vurdering af egen indsigt som lærlingens evner: Forkortningerne i dialogen var "fornemmelig [sket] med Hensyn paa Tiden" men han indskrænkede sig i øvrigt til at udtrykke sin glæde over, at teatret igen kunne spille "dette saa længe henlagte Sørgespil, som endnu hører og stedse vil høre til de mest ægte, og tillige for den sceniske Virkning bedst beregnede Tragoedier, den tydske Literatur eier" (5.10.1835). Kirstein kendte ikke Rahbeks oversættelse, men fandt Sille Beyers "heldig", selv om han ønskede "endeel Forandringer foretagne med sidste Act" (14.10.1835) (5). Den 18. dec. 1835 bestemte direktionen rollebesætningen (Dp), hvorpå "Bøger" uddeltes den 17. febr. 1836 (PRFD). Først den 1. sept. 1836 opførtes tragedien for første gang i Sille Beyers oversættelse (opført ialt 3 gange i den behandlede periode) (6).

Oversættelsen af Dumas' "Catherine Howard" (PSM 2.6.1834), indleveret af en anonym kvindelig oversætter, var under al kritik. Molbech læste kun den ene af fem akter; Kirstein ikke engang "en heel Act"; men Molbech lagde dog til, at stykket ikke kunne antages, fordi det var af samme art som "Angelo, Maria Tudor, og flere af samme Skole" (31.10.1835). Returneret den 17. nov. 1835 (Kp.nr.209).

Det af Saabye leverede drama "Les dernières scènes de la Fronde" (TF 5.7.1834) skrevet af Millian, tilsendt Heiberg den 30. nov. 1835 (jf. s.740) ville ikke interessere "Andre end Dem, som ere meer end almindelig indviede i Frankrigs Historie fra hiin Tid .. [sideskift][side 729]Intet af egenlig positiv Værdi, ingen Characterer, som vække Interesse, ingen Phantasien henrivende Begivenheder, skjøndt de vel paa deres Maade ere spændende, endelig ingen tilfredsstillende Opløsning (Borup nr.335 17.12.1835). Heiberg kategoriske afvisning fristede ikke til yderligere kommentarer fra censorerne.

Fra Frederiksberg Slot tilsendte bureau- og ekspeditionschef ved Hofmarskallatet H.H. Schönberg, som et resultat af sit ophold i Hannover sommeren 1835, to skuespil af Holbein "Der Juwelier" og "Maria Petenbeck" (hhv. Wien 1834 og Berlin 1833), som han agtede at oversætte "efter Forfatterens Ønske", ifald direktionen ville antage dem til opførelse (I.B.nr.202 20.9.1835). Molbech var ikke begejstret for nogen af dem; han fandt, at der overhovedet ikke kunne være tale om en oversættelse men højst om en kraftig bearbejdelse. "Der Juwelier" smagte "om ei af Fiæleboden, dog af en alt for lidt dannet provinciel Theaterverden, [som] umuligen kunne passe for vort Theaters Horizont - naar man endog vil tage denne i en Mellemhøide". "Maria Petenbeck" derimod kunne "uden Tvivl .. giøre mere Regning, fra Indholdets Side, paa at vinde et Slags Bifald paa vort Theater .. [selv om] den Lykke, dette Drama, selv i omarbeidet Skikkelse, skulde giøre paa vort Theater, dog neppe vilde strække sig til dettes "fine Portion"". Molbech var på det rene med, at "Heiberg - een af de saare Faa, der kunde paatage sig en .. Omdannelse, her uden Tvivl helst vil frabede sig Arbeidet" (22.11.1835). Kirstein var nok enig med Molbech i vurderingen af stykkerne, men måtte "dog henstille om man ikke skulde gjøre et Forsøg med, at fornemme om Prof. Heiberg maatte være oplagt til at foretage en Bearbeidelse deraf" (28.11.1835). Kirsteins anførelse af Heibergs oplagthed er på samme tid en frækhed og en miskendelse, i forbindelse med Molbechs negative indstilling en uforståelig dumhed. Direktionen bestemte den 4. dec. 1835, at Heibergs "Betænkning" over disse stykker skulle indhentes, idet man kun opfordrede ham til at forelægge direktionen de "Forandringer", der, ifald stykkerne var brugbare, "maatte være passende at foretage" (Kp.nr.221 7.12.1835). Heiberg var lutter foragt over for disse stykker: "Skulde jeg .. gjøre Forslag til deres Omarbeidelse, da vilde jeg foreslaae at sende dem til Balletmesteren, for at lade ham gjøre dem til Balletter; .. Dialogen selv [er], som i alle Hr. v. Holbeins Stykker, saa under al Critik, at det ikke kunde være til andet end Gavn, om [sideskift][side 730]ethvert Ord blev taget ud af dem". I forhold til Molbech var han af modsat mening aed hensyn til stykkernes indbyrdes værdi, thi stoffet i "Der Juwelier" havde "noget romantisk Interessant .. Jeg selv har engang havt isinde at skrive en Opera over samme Sujet [7]". Dialogen i "Karla Petenbeck" bevægede "sig i lutter Floskler og trivielle Sentenser", hvorefter Heiberg konkluderede, "at de hos os ikke vilde gjøre Lykke, undtagen paa en Fjælebod" (Borup nr.335 17.12.1835). Heibergs veloplagte votum ligner mere end noget andet Rahbeks sønderlemmende kritik af Heibergs egne fjællebodsstykker. I direktionens svarskrivelse til Schönberg henviste man direkte til Heibergs vedlagte responsum ("den af ham .. for Stykkerne meget ufordeelagtige Erklæring"), idet main dog af hensyn til Schönbergs position ikke undlod at takke ham "for den Opmærksomhed", han havde "viist det Kgl. Theater, ved Meddelelsen af bemeldte Stykker, som, opførte i Tydskland, kunne blive betragtede fra ganske andre Synspuncter, end hos os; og for det hertil feiede velvillige Tilbud, at oversætte samme for Theatret" (Kp.nr.7 5.1.1836).

Mad. Birch=Pfeiffers "Die Günstlinge" (Berlin 23.7.1834), i Hvids oversættelse "Potemkin", voldte Molbech store problemer, thi han kunne ikke nægte, at såvel dialog som karakterskildring var "ret god" eller "uden at være fortrinlig, dog heller ei [var] uheldig". Dette i forening "med Stykkets dramatiske Handling" bestemte ham til at mene, at stykket "for Mængden vilde give en med Bifald optagen Scene-Føde". På den anden side forargedes han over "Catharinas liderlige, al qvindelig Værdighed og Anstændighed fornegtende Privatliv", selv om "Forfatterinden (havde det end været en Mand) har dækket noget af den værste Smuds med et halv naivt, halv-sentimentalt Flor; og dækket Keiserindens vellystige Tilbøieligheder af den laveste Art, deels med et Slags naiv Elskovstrang .. deels med at stille hendes virkelig godmodige, sandseligt-milde Charakteer i Forgrunden" (28.12.1835). Som de franske kongers færden kunne den russiske zaritsas seksualliv selvfølgelig ikke tåles fremstillet på den københavnske scene, end ikke i denne halvsentimentale version. Ikke desto mindre mente Kirstein, "at man vel kunne forsvare at bringe dette Stykke til Opførelse hos os, og da det efter hvad jeg ogsaa erindrer af at bivaane en Fremstilling deraf i Hamborg [8] har en ikke ringe Theatereffect, troer jeg at maatte stemme for dets Antagelse" (16.1.1836). Her kolliderede [sideskift][side 731]Kirsteins oplevelse at stykket i Hamborg med den politiske situation i København, thi uagtet forskellene med hensyn til teatersmagen i København og Hamborg, var de politiske relationer til Rusland aldeles forskellige. Holsteins endelige "Decision om dette Stykkes Antagelse" (Dp 29.1.1836) var derfor ikke vanskelig: Den russiske gesandt i Danmark, baron Nikolaj, havde øjeblikkelig rapporteret til St. Petersborg, havde Holstein givet efter for Kirsteins anbefaling. Endnu engang havde Hvid oversat et (teater)-politisk ikke-opførligt stykke.

Over to af Saabye tilsendte dramer fældede Heiberg den 21. jan. 1836 dom: (1) "Un secret de famille" (TV 2.7.1834) af Ancelot & Decomberousse: "Et væmmeligt Produkt. En Kone gifter sin Datter med en af sine Elskere. Om der herved begaaes Blodskam, eller ikke, er uvist. I første Tilfælde vil man ikke indsee, hvorledes Opløsningen kam være tilfredsstillende (hvilket den, efter Forfatterens Mening skal være); og i det andet Tilfælde er der ingen Grund til al den Graad, Krampe og Fortvivlelse, hvormed Tilskueren pines i fire lange Acter" (UjBr). (2) "Leonard, ou le pendu" (TG 22.2.1834) af J.B. Pellisier aftvang Heiberg en række principielle udtalelser om det franske boulevard-teater: "Dette Stykke hører til Théâtre de la Gaité. Jeg kunde derfor gjerne have sparet mig den ringe Uleilighed at læse det; thi at man hverken fra dette Theater eller fra Ambique-comique eller de andre brillante Pøbeltheatre paa Boulevarden kan hente Noget, der er brugbart for os, veed man omtrent iforveien. Nærværende Stykke hører ganske under samme Categorie. Gemene Forbrydelser, fremstilte fra deres reelle Side, uden Spor af tragisk Opfatning, svulstig Dialog, convulsive Tanker, Ord og Handlinger, - det er hvad der characteriserer dette Stykke, som alle dets Søskende. Knald-Effecten, som gaaer crescendo igjennem det Hele, culminerer tilsidst i Explosionen af et Skib, der springer i luften for Tilskuernes Øine" (l.c.). Heibergs udladning er tidligere mødt (jf. s.643) men her underbygget med eksemplificering, der godtgør hans afsky for det folkelige teater. Molbechs og Heibergs opfattelse af denne teaterform var aldeles identisk.

Dramatikeren Victor Ducange havde Molbech indtil 1836 ikke erindret for nogen glimrende indsats, men læsningen af "Le testament de la pauvre femme" (TG 1.9.1832) overbeviste ham om, "at det fortiente at bringes paa Scenen hos os". Molbech glødede: "Om den [sideskift][side 732]Simpelhed og Naturlighed, som hersker i dette Stykkes Charakteertegning og Situationsmaleri, ligesom paa en udmærkende Maade i Dialog og Diction, om disse ikke dybt, men med Reenhed og ei uden Styrke og Consistents udkastede dramatiske Figurer - om den Sandhed i Følelsen, den Varme i dens Udtryk, der hæver nogle Scener til betydende dramatisk Effect - og om den hele Alvor, der næsten nærmer dette Drama til Tragediens Grændser, ville i deres virkelig heldige Samvirken tilfredsstille Theatrets Publicum, som de have tilfredsstillet mig: er jeg langt fra at turde forudsige". Molbech var blevet ophidset over piberiet i teatret, ja han fremførte, at det var en antaget "Grundsætning: at et Stykke, hvorefter der pibes, pibes eengang, pibes af 5, 15, 55 eller 100, henlægges". Hans konklusion, hvor urealistisk det end må forekomme, var da denne: "At min Theatercensur, i Følge af disse Omstændigheder, herefter langt mere vil indskrænke sig til en Yttring af min Mening om Stykkets dramat[iske] Værd, og om Muligheden af dets Udførelse ved vort Personale, end til Yttringer af en Mening om Stykkets Antagelighed, med Hensyn til det pibende Publicum: maa Enhver finde naturligt nok" (3.2.1836). Molbech kunne dog, som de senere vota bærer vidnesbyrd om, ikke selv efterleve denne urimelige fordring. Minimumskravene til en teatercensor var at denne skulle have føling med teatrets publikum, så at han kunne tilfredsstille dets behov, såvel som at opfylde de kunstneriske krav fra skuespillerne og endelig også at sørge for de kunstnerisk-moralske aspekter ved repertoiret. Molbech følte sig tydeligt nok i kun kaldet til at varetage sidstnævnte opgave. Kirstein var ganske enig med Molbech med hensyn til stykkets kvaliteter, men gendrev hans tale om henlæggelse af udpebne stykker ved henvisning til opførelserne af "Robert af Normandiet" (jf. s.600) og "Prindsen af China" (jf. s.753) (17.2.1836). Dateringen af Kirsteins votum er vigtig, fordi rollebesætningen allerede var blevet bestemt den 5. febr. 1836 og Molbech personligt havde forestået oplæsningen den 6. febr. 1836 (Journal, NkS 439). Den 11. febr. 1836 meddelte Molbech Holstein, at stykkets opførelse måtte udsættes indtil videre på grund af Jfr. Petersens uformuenhed (9) og dette til trods for, at "jeg hidtil varmt har interesseret mig for dette Drama, da jeg baade er den, som først har foreslaaet det til Opførelse, og giort mig al Umage for at bringe det i en vort Theater værdig Form paa. Scenen [10]" (Coll.BrS.IV.koncept). Hvorvidt der blev ændret [sideskift][side 733]på rollebesætningen vides ikke (÷ PRFD, Dp), men i sommermødet bestemtes det, "at [stykket] skulle indstuderes til Opførelse i September Maaned eller i Begyndelsen af Saisonen" (Dp udat.). Men intet videre blev foretaget vedrørende dette stykke (jf. s.972).

De to dramer, tilsendt teatret af Saabye fra Paris (jf. s.745) kunne Heiberg ikke acceptere: Han refererede handlingen i Rimbauts "Angélina" (TP 6.10.1835), hvorefter teaterdirektionen selv måtte kunne indse det urimelige i at benytte dette stykke, mens Mallian & Boulés melodrama "La tache de sang" (TG 19.11.1835) karakteriseredes som et stykke, "som det med Urette saa kaldte Théâtre de la gaîté opvarter med"; plottet var "i dette Theaters sædvanlige svulstige Dialog" (Censurer 12.2.1836) (jf. s.731).

Casimir Delavignes "Don Juan d'Autriche, ou la vocation" (TF 17.10.1835) var Molbech nok ikke så begejstret for, som rygtet havde været: Da Delavigne som en af de første, "poetisk opdraget i den gamle, nationale, saakaldte classiske Skole" ikke blot havde forladt "dennes foreskrevne Bane, for .. at indbringe, hvad der lod sig benytte af den romantiske Poesies høiere Frihed", men nu også den klassiske tragedies "Former, og leveret et romantisk og tragisk Drama .. i Prosa" måtte Molbech blive betænkelig. Han fortsatte: "Mange Partier af dette have derved virkelig ogsaa faaet mere Frihed og Natur, men paa andre Punkter seer man ogsaa Spor af, at denne Forvandling fra Classiker til Romantiker ikke er gaaet af, uden at C. Delavigne er falden til noget af den søgte Maneer, som meer eller mindre hænger ved den nyere franske dramatiske Skole, hvor Alt er beregnet paa Theater-Effect .. Imidlertid vil dette Skuespil upaatvivlelig ogsaa paa vor Scene vinde meget af det Bifald, det har tilkæmpet sig i Paris" (12.2.1836). Vel netop fordi det var Delavignes udgave af Hugos teatereffekt, ville Molbech acceptere dette stykke. Jf. hans inkonsekvens med hensyn til omtalen af stykkets sceneheld s.732. Kirstein mindedes "ikke i lang Tid at have læst noget Stykke, der i den Grad som dette har interesseret mig" (17.2.1836). Borgaards oversættelse kommenterede ingen af censorerne, selv om der blev foretaget mindre rettelser (11). Roller uddeltes den 11. marts 1836 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 30. april 1836 (opført ialt 14 gange i den behandlede periode, jf. s.1193).

Blandt de fra Saabye tilsendte stykker i perioden febr.- april 1836 (jf. s.746) var følgende seriøse skuespil:

[sideskift][side 734](1) "Etienne et Robert" (TVR 11.3.1833) af P. Deslandes & N. Vogien havde "nogen Lighed med En Time i et Stervbo [jf. s.591]; men den Grundvold som det hviler paa, forekommer usandsynlig; og det Hele synes mig indsnerpet, uden poetisk Expansion" (UJBr 24.3.1836). Stykket kunne måske have været benyttet, havde Heiberg ikke oversat "Le serrurier" i 1834

(2) Dennery & Tilleuls drama "La Marchesa, ou la courtisane de Rome" (TAC 3.6.1834) kom fra Théâtre de l'Ambigu-Comique, hvorfor Heiberg var idel afsky: "Gift og Dolk, Voldtægt, Liderlighed, Overtrumfen af udsøgte Grusomheder. Dog ikke uden en vis dramatisk Technik, der vel kan gjøre sin Virkning paa et grovt organiseret publicum" (l.c.). Heibergs melodi var efterhånden ligeså entonet som Molbechs, når det gjaldt Hugo.

(3) "Un fils" (TAC 20.10.1835) af Lemoine-Montigny var "i samme Art som alle Stykker fra Ambigu-Comique og Gaité" (UjBr 31.3.1836).

(4) "Une liaison" (TF 21.4.1834) af Mazères & Empis, og
(5) "Térésa" af Dumas, se s.799, hvortil Heibergs betænkning mangler, jf. s.748. Heibergs opgave forekom i særdeleshed utilfredsstillende, thi hvad kunne han andet end afvise disse nulliteter. Udfordringer levnedes der ham ikke, men det var da vel ikke tilsigtet?

Denne sæson kom da helt til at stå i den nyere franske dramatiks tegn. Hugo, Dumas og med dem Lenz-Kühne stempledes som usædelige og upassende for kongens teater i København. Molbechs private brev til Rosenkilde er desuden en fremragende kilde til belysning af intelligentsiaens moralkodex i 1830rnes København. Delavignes skuespil kunne passere, selv om Molbech ikke undlod at bemærke, at den ældre Delavigne havde taget vel rigeligt ved lære af de unge franskmænd. Holbeins stykker forkastedes ved hjælp af Heibergs dræbende censur, hvorved der nok kan skjule sig en uomtalt chikane (Schönbergs gamle teaterinteresse turde Holstein ikke forbigå, derfor skulle Heiberg som teaterdigter moralisere). Molbechs nederlag med hensyn til Ducanges drama skjuler mere end det umiddelbart viser, thi netop Ducange var en mediator mellem Hugo og den ældre franske skole, jf. forrige sæson hvor Molbech også søgte middelvejen. Molbechs eneste spinkle succes var da genoptagelsen af "Maria Stuart" i Sille Beyers oversættelse, hvor oppositionen i "Kjøbenhavnsposten" dog forstod at forbitre glæden. Kirstein synes yderlig passiv i denne sæson, når det gjaldt censurering [sideskift][side 735]af disse stykker. Kun vedrørende "Die Günstlinge" gjorde han sig gældende, idet han henviste til opførelsen i Hamborg. Han blev dog underkendt af Holstein. Holsteins rolle i øvrigt synes stærkt beskåret. Hovedresultatet var, at Molbech og Heiberg bestemte teatrets repertoire, når det gjaldt det seriøse udenlandske drama, idet førstnævnte udmanøvrerede de egentlige tilbud (Hugo, Dumas og Lenz-Kühne), mens Heiberg afviste Boulevard-teatrenes udgaver heraf. Heibergs ambitiøse projekt med en bearbejdelse af Calderons stykke led foreløbig nederlag. Hans øvrige indsats i denne sæson kom nærmest til at ligne en opfejning af nulliteter.

Saabyes leverancer fra Paris såvel af seriøse skuespil som af lystspil må stort set betragtes som en bragende fiasko: hans udvælgelseskriterier kendes ikke, men det står fast, at der var tale om en alvorlig diskrepans mellem Saabye på den ene side og Molbech/Heiberg på den anden. Formentlig har Saabye blot sendt alt hjem, som han kunne få fat på, uden at man behøver at tillægge ham nogen bestemt repertoirepolitik.

Grosserer Hans Rudolph Saabye, født 1751, var Rybergs kompagnon fra 1789 og siden formand for Grosserer-Societetet indtil sin død i 1817 (jf. Rasch: Niels Ryberg. Aarhus 1964; Lorenzen: Grosserer-Societetet. Kbh.1942). Hans ældste søn Niels Saabye, født 1782, giftede sig i 1807 med Anna Marie Krøyer, født 1786, men han døde allerede i 1818. I 1829 indgik hun ægteskab med prins Christians kabinetssekretær J.G. Adler, født 1784, se s.LII. Saabyes anden søn, Peter Saabye, født 1784, giftede sig i 1810 med solodanserinde Augusta Laurwald (jf. Overskou IV 217). Han leverede partiturer til teatret i 1816ff (for et beløb af ca. 1200 fr.) og 1835ff (for ca. 2000 fr.). I sommeren 1835 kom han og hustruen til Paris (jf. Heiberg Fam.Br.s.76). I 1838 bevilgedes han friplads i Hofparkettet som modydelse for sine leverancer. Kirstein udvirkede dette for sin ven (Orig.Kgl.Res. 1838 nr.48). Saabye leverede 3. gang teatertekster i 1841f, da han med sin kone Augusta Nielsen på ny drog til Paris, se s.1080). Saabyes teaterinteresse og især dansen udgjorde ringen i hans liv.

[sideskift][side 736]

17.2.2 Oversat lystspil

Scribe & Rougemonts vigtige comedie-vaudeville "Avant, pendant et apres" (GD 28.6.1828), med den danske titel "Familien Surgy", var Molbech en modstander af, formelt på grund af dets manglende dramatiske kvalitet, reelt på grund af dets politiske indhold: "Hos os vilde man kun finde liden Smag i mechaniske Personer, der i langvarige og temmelig stive Dialoger udkramme forslidte Forhold og Maximer, som vel for største Deel ere trivielle nok for Enhver, der endog blot i Avisen har fulgt Tidens Historie; men deels derfor, deels fordi de dog ligge ganske udenfor vor Sphære, ei kunne berøre vort Publicum paa en underholdende Maade. At see et saadant Stykke i Kiøbenhavn, vilde paa en Maade være, at repetere et Cospendium af den fr[anske] Revolutionshistorie; men derfor gaaer man ikke paa Comedie" (2.7.1835 Lund). Ihukommende Molbechs almindelige usikkerhed over for publikums interesser synes denne vurdering meget skråsikker, men ikke mindre karakteristisk for Molbechs konservatisme. Kirstein fortsatte denne linje, idet han mente, at 1. akt "vilde .. maaskee ved vore Komikeres Anstrængelser more endeel af Publikum, 2^dn Act maaskee tildeels interessere det, men 3^de Act sikkerligen keede det betydeligen" (28.7.1835). Stykket synes kun indirekte at have vakt politisk betænkelighed. Remitteret den 26. okt. 1835 (Kp.nr.194). Se s.774.

"Kærlighed og Mimik" (jf. s.709) antog Molbech til opførelse i teatrets repertoire, "i Fald man finder at kunne trænge til et i det Hele saa lidt betydende Product" (19.9.1835). Kirstein [NJ tilføjelse: overstreget i kladden] erindrede imidlertid vanskelighederne i 1829 (jf. s.357), hvorfor han antog stykket "for Saisonen" "forudsat at Hr. Bournonville ikke vil eller kan gjøre Vanskelighed ved at udføre det mimiske Partie" (19.9.1835). Givet den 14. og 19. dec. 1835 med Bournonville som Arthur.

"Fader og Datter" (jf. s.711) blev antaget til opførelse i teatrets repertoire af begge censorer. Molbech fandt nu ingen hindring derfor; det havde endog været opført "som det siges, med Bifald" ved Sommerforestillingen (17.9.1835). Af Kirstein blev det antaget, fordi "Udfaldet af Sommerforestillingen .. har svaret til .. Forventning", hvilket betød: "ikke stor Lykke" (19.9.1835). Rollerne uddeltes den 12. okt. 1835 (PRFD), hvorpå eneste forestilling for teatrets regning fandt sted den 13. nov. 1835.

"Matrosen" (jf. s.712) fandt Molbech "uden store Prætensioner, uden Anstødsstene, og kan, efter min Mening være antageligt" (9.9.1835). [sideskift][side 737]Rollerne uddeltes den 12. sept. 1835 (PRFD), men først den 2. okt. 1835 erklærede Kirstein sig "Aldeles enig". Opført første gang for teatrets regning den 19. okt. 1835 (opført ialt 13 gange).

"Jean" (jf. s.712) optoges i teatrets repertoire uden at censorernes antagelse markeredes officielt. Rollerne uddeltes den 12. sept. 1835 (PRFD), hvorpå stykket opførtes første gang for teatrets regning den 23. sept. 1835 (opført ialt 25 gange) (1).

Den 12. sept. 1835 sendtes Heiberg 8 stykker til betænkning, tilsendt teatret af Saabye; heraf var de to syngestykker (jf. s.753):
(1) "Discretion" (GD 19.6.1835) af Dumanoir & C. Pillet
(2) "La belle-mere, ou l'enfant gaté" (GE 16.10.1832) af ??
(3) "L'art de payer ses dettes" (TV 10.12.1831) af Duveyrier & Varner
(4) "L'apprenti, ou l'art de faire une maitresse" (TVR 15.5.1834) af brdr. Cognard, A. Dennery & Ach. d'Artois
(5) "La fille mal élevée", se s.813.
(6) "Manette" (PR 28.4.1835) af Bayard & Lurieu.
Beklageligvis er Heibergs betænkning gået tabt. Af deliberationsprotokollen fremgår resultatet af hans bedømmelse: "ikkun 2: "L'art de payer ses dettes", og "la fille mal-elevée" [kunne] muligen .. komme i Betragtning til Bearbeidelse for Theatret" (Dp 25.9.1835). Hvorvidt Heiberg selv tilbød at bearbejde dem får stå hen.

Scribe & Duveyriers "Le confident" (GD 5.1.1826) - i H.P. Holsts oversættelse "Speilet, eller den Fortrolige" - stempledes af Molbech som "Et ubetydeligt, lidt eller slet ikke piquant, men uskadeligt og ret net udført Stykke", hvilket direktionen ville lade opføre sammen med Bournonvilles "Valdemar" (jf. s.764) til dronningens fødselsdag, på grund af "Øieblikkets Trang til et Eenactsstykke, og i Mangel af noget bedre" (27.9.1835). Om de ændrede planer, se s.738. Kirstein var som sædvanlig "Aldeles enig" (2.10.1835). Roller uddeltes allerede den 16. okt. 1835 (PRFD), men stykket blev først opført den 10. jan. 1836 (opført ialt 5 gange) (2).

Rektor Dorphs nyoversættelse af Colmans "The jealous Wife" (jf. s.296) hilste Molbech med følgende principielle bemærkninger: "det maa være Directionen magtpaaliggende, ligesaa vel at holde det gamle Lystspil i 5 Acter paa Scenen, som ogsaa i Særdelesh[ed] ei at opgive Benyttelsen af den rige komiske Skat af den diærve, lystige, naturtroe Comedie, som Englands dramat[iske] Literatur besidder, og hvori den vel kan siges, nærmest af enhver fremmed Literatur [sideskift][side 738]at slutte sig til vor egen, eller den Holbergske National-Comedie" (6.10.1835). N.T. Bruun havde i årene før 1820 forsøgt at øge engelsk dramatiks repræsentation i teatrets repertoire, mens Molbech i sin censortid vel ikke bevidst forsøgte at forøge antallet af engelske stykker, men udtrykte sympati herfor, når lejlighed gaves. Kirstein var "Aldeles enig" (14.10.1835). Ingen af censorerne omtalte i deres vota, at de havde gjort antegnelser i Dorphs oversættelse, men ifølge Dorph selv havde direktionen tilstillet ham manuskriptet "med det udtrykkelige Tilkjendegivende, at det ganske overlodes til mig selv, hvorvidt jeg vilde gjøre Brug .. af de vedtegnede Smaa-Notitser. Med al skyldig Agtelse for Directionens Meninger og efter egen bedste Overbeviisning bleve Rettelserne af mig foretagne, og Stykket derefter uden videre opført" den 27. febr. 1836 (I.B.nr.153 8.8.1837) (opført ialt 8 gange i denne oversættelse, jf. s.1001).

Heibergs oversættelse af Dennerys "Le changement d'uniforme" (TVR 3.6.1835) under titel af "Kiolen giør ikke Manden" (I.B.nr. 174 5.10.1835) modtog Molbech med åbne arme, thi her var ikke "grov Slibrighed, anstødelig Tvetydighed eller reen Scandal", men det var "skiøndt i sig selv ikke betydeligere, end mange andre, en og underholdende Bagatelle, som efter min Mening passer godt for vor Scene, og uden Tvivl der vil giøre Lykke". Heibergs oversættelse var nok "behandlet med Talent og sikker Lethed", men udeladelse af en række replikker (i 9.sc.) var Molbech ked af; hvad værre var: Heiberg havde tilladt sig at benytte følgende replik: ""jeg forskriver mig heel og holden til Diævlen"". Kommentaren var intet mindre end principiel: "Den klinger i sin Plumphed anstødelig paa Theatret - her, hvor den staaer blot persiflerende, endnu meget mere; og paa en Tid, da vore første Theologer kives om Diævelens Existents, og Striden om dette Dogme, foruden at frembringe et reent Schisma blan[d]t vore allerede stærkt schismatiske Geistlige, allerede har givet Anledning nok til Conversationsspøg, forekommer det mig bedst at holde Ordet selv saameget muligt udelukket fra Theatret. Men særdeles i nærværende casus, vilde det vist være meget upassende, at lade Hds Majestæt høre paa denne Phrase i et Stykke, der gives for at fetere Hendes Fødselsdag, eller i sammes Anledning" (14.10.1835). Heiberg ændrede følgelig den famøse replik: "Serafin: .. jeg kaster mig i Armene paa Verden, jeg forskriver mig heel og holden til den, .. Amalie Men [sideskift][side 739]det er jo en Djævel af et Menneske" (1835 p.41). Den oftere påviste sammenhæng mellem kongehusets officielle religion og teatrets politik for religiøse emner manifesteres her klarere end mange andre steder, og dronningen kunne heller ikke ved sin nærværelse i teatret billige det ene partis holdning ved at påhøre den af Molbech udpegede replik. Kirstein var enig "i det Væsentlige" af Molbechs votum men utilfreds med "de Friheder Heiberg har tilladt sig i Hovedscenen - den 8^d hos ham", selv om det blev nemmere at udføre Serafins rolle (Waltz) og vanskeligere at give Amalies (fru Heiberg) (14.10.1835). Først den 24. okt. 1835 påbegyndtes prøverne (Journal); premiere den 28. okt. 1835 (opført ialt 3 gange).

De af Saabye afsendte 6 stykker sendtes Heiberg til bedømmelse den 4. nov, 1835 (Kp.nr.199). Udover de andetsteds behandlede stykker, se s.742 og s.744 drejede det sig om "Le violin de l'Opéra" (GD 3.7.1835) af Decomberousse & Lauzanne, hvis handling ifølge Heiberg var "uden egenlig Interesse, og [hvor] Opløsningen" beroede "paa meget udelicate Forhold" (Borup nr.333 13.11.1835). Det sidste stykke "Charlotte Brown" (TF 7.4.1835) af Mme de Bawr var "en absolut Flauhed i det rørende Slags, ganske hvad man kalder en Kotzebuiade" (l.c.).

Svend Rosing indleverede i efteråret 1834 en oversættelse af 1. akt af Shakespeares "As you like it", "saaledes som dette Stykke opføres i England" (Dp 4.10.1834). Shakespeare-interessen var ikke betydelig i 1830rne, men teatret lod dog flere gange roller udskrive til forskellige af Shakespeares stykker, jf. de enkelte sæsoner, afd. 9. Først den 17. nov. 1835 forelå Molbechs afgørelse, der er hans eneste længere redegørelse for Shakespeares fremstilling på den danske scene i 1830rne: "Foretagendet, at bringe et Shakspearesk Lystspil paa vor Scene, i en ligefrem Oversættelse, har jeg altid anseet for meget voveligt; og troer allermindst det vil lykkes i nærværende Tid. - At bearbeide disse Dramer, vil være endnu vanskeligere end at oversætte dem; skiøndt det, naar man havde et Talent dertil, uden Tvivl var den eneste Maade, hvorpaa de kunde gives med noget Haab om Bifald. - Allerede for flere Aar siden mislykkedes Forsøget med et oversat Lystspil af Shakspeare [jf. s.368] og hvis endog dette, som jeg troer, var langt mere skikket for vor Scene end "de lystige Koner i Windsor" kan man dog ei oversee den store Vanskelighed det vil have for vore Skuespillere, [sideskift][side 740]at sætte sig ind i en Shaksp. Comedie, at give den, som et scenisk Heelt med dens originale Characteer, og skaffe den Indgang Publicum. - Vi saae næstforrige Vinter, hvor lidt det vilde lykkes med et Drama i Shaksp. Stiil ("The Wife, af Sheridan Knowles), der har giort overordentlig Lykke i England - og det virkelig en ikke ufortjent Lykke. - Men naturligviis maae vi tænke os her langt andre nationale Betingelser; og erindre os, at Opførelsen af Sh. er traditionel i England, ligesom Opførelsen af Holberg hos os. - At man endnu kan give dennes Comedier paa vort Theater, har ikke blot sin Grund i deres Værdie; men ogsaa deri, at de ved Tradition har forplantet sig en Skole paa vort Theater, som bevarer den ejendommelige og nationale Characteer, hvori de maa spilles, og holder Publicum ligesom i Øvelse med at see dem, - Hvis man i 10 Aar reent vilde ophøre med at give Holbergs Comedier, vilde det være forbi med dem, baade blandt Theaterpersonalet og hos Publicum" (NkS 1861 afskrift ved Rindom). Molbechs opfattelse af såvel Shakespeare som Holberg synes ganske rimelig, set ud fra en historisk synsvinkel. Men spørgsmålet er, om teaterdirektøren ikke også i forholdet Shakespeare skulle søge at danne publikums smag. Molbechs politik gik imidlertid ud på at omarbejde lystspillene, hvilket han endnu ikke havde fundet Sille Beyer moden til. Rosings oversættelse var "ordret tro, men undertiden ogsaa ved denne Ordrethed forfeilende Meningen, og meget ofte stiv og tvungen" (l.c.). Kirstein havde nægtet at censurere denne prøve-oversættelse, mens Molbech henstillede til Rosing, hvorvidt han ville fuldføre oversættelsen "efter et nøiere Studium af Originalen, af de bedste tydske Oversættelser og andre Hjælpemidler" (l.c.). Rosing opgav sit forehavende. Under Heibergernes vejledning udførte Sille Beyer bearbejdelsen af Shakespeareske lystspil til romantiske skuespil, jf. s.1317.

En ny sending af Saabye ekspederedes til Heiberg den 30. nov. 1835 (Kp.nr.215). Udover de s.728 og s.731 omtalte stykker drejede det sig om Ancelot & Roux-Labories komedie "Heureuse comme une princesse (TF 17.7.1834), som Heiberg "længe [havde] .. kjendt og været i Besiddelse af", men tvivlet om dets egnethed for Det kgl. Teater, "uagtet det i Paris har gjort stor lykke. Det Piquante er altfor søgt, Sammenhængen for løs, det Vilkaarlige i Begivenhedernes Udvikling altfor synligt; og endelig synes mig Prindsesse Adelaides hele Forhold .. at have vel meget af det Frivole". Da Heiberg [sideskift][side 741]efter den fornyede gennemlæsning "idetmindste [var] tvivlsom", overlod han afgørelsen til direktionen; hvorved hans læsning højst fik en negativ implikation (UjBr 11.12.1835). Se s.1167.

"Les boudeurs" (TV 1.5.1835) af Longpré tvivlede Heiberg på ville forstås af det større publikum, da det omend på en ret vittig måde gav en "Skildring af de allernyeste politiske Forhold i Frankrige" (UjBr 11.12.1835). Afgørelsen om dette stykkes anvendelighed var hermed truffet af Heiberg.

Duveyriers "Elle est folie" (TV 20.1.1835) havde Molbech haft til gennemlæsning, hvilket resulterede i en afvisning (votum tabt), hvorpå det sendtes til Heiberg, der i teatret, ifølge Kirstein, "yttrede at han havde begyndt at læse dette, der ikke havde behaget ham" (NkS 2336 4.12.1835). Kirstein havde for så vidt opgivet at læse det, "da jeg har nok desforuden. Hvad der imidlertid dog har bevæget mig dertil, er deels at jeg senere i tydske Blade og i en Fortale til en Samling af tydske Oversættelser - ni fallor af Blum [3] - havde fundet det anprist, som en af de hæderlige Undtagelser fra den senere franske Dramaturgies vandige Frembringelser, og deels" Heibergs reaktion. "Denne Opposition mellem vore første danske og de af mig læste tydske Dramaturgers Anskuelser gjorde mig nysgjerrig og jeg gav mig derfor i Aften ifærd med det. Det interesserede mig ved Gjennemlæsningen; men jeg kunde desuagtet da jeg var færdig ikke andet end slaae mig til det danske Partie, hvilket jeg ogsaa efter igjen at have ladet det passere Revue for mine Tanker maa holde mig til, saafremt det ikke maatte kunne forandres" (l.c.). Kirsteins omstændelige udredning vedr. en forandring skal her udelades, men ville ifølge ham selv medføre, at det anstødelige forsvandt, og stykket i stedet fik "en ganske moralsk Tendents: at vise til hvilken Yderlighed Mistænksomhed og Jalousi under concurrerende tilsyneladende mistænkelige Omstændigheder kan føre. Da min høistærede Herr Collega ikke har meddelt mig Præmisserne til Deres Dom om Stykket, vilde det interessere mig at erfare, om maaskee samme Følelse som fremkaldte min første Dom derom skulde have ledet Deres, og hvorvidt De maatte antage at Stykket med den antydede eller en anden Forandring kunde gjøres antageligt" (l.c.). Molbechs svar af 11. dec. 1835 er desværre gået tabt, men uanset hvad det har været, fastholdt Heiberg sin opfattelse af stykket: "Sujettet, som er saa uheldigt at ligne Ninas, kan i Interesse ingenlunde maale sig med dette [jf. s.141]; [sideskift][side 742]og i Behandlingen er der desuden en god Portion falsk Sentimentalitet og rørende Flauhed" (UjBr 11.12.1835). Afgørelsen var truffet; et halvt år senere optrådte fru Heiberg i Holbergs "Nina" se s.774. Se s.1313.

I nov, 1835 afskibede H.E. Kirstein elleve stykker, som må formodes at vare kommet til Danmark inden årets udgang:
(1) "Cathérine, ou la croix d'or", se s.744.
(2) "Clotilde" (GD 25.7.1832) af Ancelot
(3) "La consigne", se s.896.
(4) "Le dernier chapitre" (PR 19.11.1832) af Duveyrier, Dumanoir & Julien de Mallian
(5) "Mon bonnet de nuit" (TV 11.7.1835) af Duval & Barriere
(6) "L'ami Grandet", se s.818.
(7) "Naissance et mariage" (TVR 13.12.1834) af Lafitte & Eug. Cormon
(8) "La chanoinesse", se s.746.
(9) "Les papillottes" (TV 17.1.1834) af Arago & Ancelot
(l0) "Les liaisons dangereuses" (TV 20.2.1834) af Ancelot & Boniface
(11) "Pere et parrain" (TV 11.11.1833) af Ancelot & A. Bourgeois

Ingen af disse stykker blev behandlet formedelst H.E. Kirsteins initiativ: de fire stykker, som blev behandlet af censorerne, kom alle til teatrets kundskab på anden måde end ved H.E. Kirsteins hjælp. De afsendte stykker ekspederedes til teatrets bibliotek; hvorvidt Molbech eller Kirstein siden læste dem får stå hen. Betydningen af H.E. Kirsteins sendinger skal derfor ikke overvurderes, men i 1833 hjalp han helt oplagt broderen til at passificere Heiberg, jf. s.616ff (4).

Ang. Scribe & Duveyriers "La petite soeur" se s.766.

Anonymus' oversættelse af Ths. Moores "M.P. or the blue Stockings" (1811), omdannet fra opera til lystspil, var ulæselig, hvorfor Molbech kun læste et par "enkelte Scener af hver Act"; dette var nok til at afsløre, at stykket var alt for "nationalt-engelsk" til at det kunne spilles på Det kgl. Teater (27.12.1835). Kirstein fandt afskriften så ulæselig, at han af denne grund mente sig fritaget for at fælde en dom (16.1.1836). Returneret den 30. jan. 1836 (Kp.nr.21).

Scribe & Cerfbeers "Une chaumiere et son coeur" (GD 12.5.1835) blev læst af Molbech (votum kendes ikke), inden det den 4. nov. [sideskift][side 743]1835 blev tilstillet Heiberg, som syntes, det "ikke [var] uden Interesse, men minder vel meget om andre Stykker af Scribe ["Den første Kiærlighed", se s.414, "Formynder og Myndling", se s.325 og "Et Feiltrin", se s.502" (Borup nr.333 13.11.1835); han var ikke egentlig interesseret i at oversætte det til teatret. Molbech var betydeligt mere positiv, idet han fandt, at "Situationerne ere baade vel udtænkte og udførte, og Handlingen .. spænder og vedligeholder Interessen lige til Enden .. Charaktereme i dette lille Drama ere vel ikke af stor Betydenhed, men dog saameget marquerede, at de behøve at udføres af gode Skuespillere". Borgaards oversættelse var Molbech som helhed tilfreds med på trods af nogle friheder, denne havde taget sig. Han havde dog ikke kunnet nære sig for at indsætte en række replikker, som Borgaard "uden Grund ..[havde] udeladt .. jeg [har] derfor ogsaa .. søgt at faae [disse] restituerede i Oversættelsen" (18.1.1836) (5). Rollerne var blevet uddelt den 15. jan. 1836 (PRFD), mens oplæsningen fandt sted den 20. jan. 1836 (Journal). Kirstein indskrænkede sig til at erklære sig "Aldeles enig" (21.1.1836). Censorernes officielle votering synes noget forsinket i forhold til stykkets indstudering, men rettelserne, som Molbech foretog, nåede dog at blive indført i rollehæfter og sufflørbog. "En Hytte og hans Hjerte" opførtes første gang den 3. febr. 1836 (ialt opført 11 gange (6)).

Den 2. jan. 1836 tilsendtes Heiberg endnu 7 franske stykker til betænkning (Kp.nr.3). De tre af dem havde H.E. Kirstein afsendt fra Bordeaux i april 1834, mens Saabye havde leveret resten (TK 1835 4.kv.nr.328). Der henvises til s.733 og s.757.

"Vingt ans plus tard" (TV 26.6.1834) af Bayard & Chapelle var, ifølge Heiberg, "maaskee det mindst forkastelige .. Et Par Figurer af den simple Folkeklasse ere ikke slet tegnede, og det Eneste der har nogen Interesse. Men Planen er altfor usammenhængende" (UjBr 21.1.1836).

"Domino rose" (TVR 20.2.1834) af Ancelot & A. Decomberousse var "vittigt og morsomt; men deels er det i høi Grad uanstændigt; deels er det en Politihistorie, som neppe vil behage ovenpaa Michel Perrin [jf. s.710], som har en ganske anden poetisk Værdi" (l.c.).

"Le mentor faubourin" (TVR 1.2.1834) af Jaime & Dumanoir var en "Skildring af de lavere Folkeclassers Liv i Paris. Denne Gjenstand [sideskift][side 744]har neppe synderlig Interesse for os, og allermindst, naar, saaledes som her, Handlingen i og for sig selv er trukken ved Haarene, og mere forceret latterlig, end naturlig comisk" (l.c.).

"La fille de Dominique" (PR 22.6.1833) af Villeneuve & Ch. de Livry havde allerede Seemann omtalt i sin rapport til direktionen (UjBr 10.7.1833) - hvor Mll. Dejazet havde fortryllet også ham - mens Heiberg fandt, at det var blot et "opkog af den fortærskede Idee, at lade et Fruentimmer, der vil engageres ved en Skuespillertroupe, optræde i forskjellige Costumer og Characterer, for derved at give Prøver paa sit Talent" (l.c.). Afvisningen af disse stvkker var helt i overensstemmelse med den hidtil førte repertoire politik (kvalitet og anstændighed). Forskellen mellem parisisk og københavnsk teater har været formidabel. Monopolet på Kgs. Nytorv indskrænkede Udbuddet ganske utroligt meget; Heiberg bidrog villigt hertil.

Den 4. nov, 1835 tilsendtes Heiberg bl.a. 3 franske stykker (jf. s.739). alle bearbejdelser af samme sujet: "Cathérine ou la croix d'or" (Brazier & Duveyrier), "La croix d'or" (Dupeuty & Rougemont) og "L'if de Croissey" (Chapeau, Varin & Chapelle) (hhv. TV 2.5.1835, PR. 2.5.1835 og TVR 11.5.1835). Han mente, at man "af Catherine og L'if de Croissey (.. La Croix d'or duer ikke meget) kunde .. sammensætte et ret interessant Stykke. Sange ville neppe kunde undgaaes". Første akt i Catherine "er høist original og interessant; men den anden svarer ikke til de Forventninger, som den første opvækker. Her maatte .. gjøres noget Nyt, hvortil jeg vel kunde gjøre et Forslag, ifald Directionen ønsker det" (Borup nr.333 13.11.1835). To dage efter læste Molbech "Cathérine ou la croix d'or": "Et interessant Sujet .. behandlet med Lethed og dog med Effect .. Jeg maa bemærke, at de saakaldte 2 Acter ere to fuldkommen adskilte Dramer, hvoraf det sidste kun fortsætter det førstes afsluttede Handling .. Det forekommer mig, at Stykket ogsaa paa dansk kan blive til en Vaudeville, uden at tabe; men at det heller ikke egentlig vil vinde stort derved, og at Musik derfor gierne kan undværes her" (Coll.S. 344 15.11.1835). Det blev imidlertid ikke tilfældet, hvilket Molbech i øvrigt ikke videre påtalte. Heibergs plan til en omarbejdelse ses ikke i det bevarede materiale. Om hans bearbejdelse noterede Molbech: "[Han] har fulgt disse franske Originaler; men han har, ikke allene ved at sammenstøbe dem, men ved at forandre og tilføie saameget, at man paa mange Steder [sideskift][side 745]neppe gienkiender noget af hine, egentlig giort et tredie, og nyt Drama ud af dem. Dette er (maaskee paa nogle Steder, hvor Dialogen forekommer mig lidt udtrukket) lykkedes ham fortrinlig vel. Den anden Act .. er hos Heiberg næsten den smukkeste og bedst behandlede; og det danske Stykke, foruden at det er langt mere rundt og udfyldt, vidner om en Smag i vor dramat[iske] Literatur, og en Elegants i Sprog, Tone og Colorit, som intet af de 3 franske Skuespil paa langt nær nærmer sig" (20.1.1836). Molbechs overstrømmende billigelse blev kølnet af Kirsteins votum; han mente nok, at stykket havde vundet ved indlæggelsen af Pitois (fra "L'if de Croissey"), men at forviklingen i 2. akt ikke spændte interessen nok, fordi Heiberg "næsten fra Begyndelsen af anden Act allerede lader Tilskuerne vide at den her først optrædende unge Lieutenant er den, der har faaet Guldkorset, hvilket efter min Formening ogsaa ved Siden af nogle vel lange Monologer og Repliker er Hovedgrunden til at anden Act selv hos Heiberg ikke er saa interessant som første" (21.1.1836). Den 6. febr. 1836 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå "Guldkorset" havde premiere den 4. marts 1836. Stykket gav anledning til en polemik mellem Heiberg og Overskou (7) (opført ialt 26 gange i den behandlede periode, jf. s.1375).

Den 23. jan. 1836 afsendtes endnu 6 franske stykker til Heibergs bedømmelse (Kp.nr.19). Ang. de to dramer, se s.733. Heiberg indsendte den 12. febr. 1836 sit responsum. Hans votum over Ancelot (& Mme Ancelot?)'s "Reine, Cardinal et page, ou Buckingam" (TV 5.12.1832) adskiller sig fra langt de fleste af hans vota derved, at hans kritik er scenisk-dramaturgisk: ".. dette Stykke fordrer ikke blot et usædvanligt Ensemble af de spillende Personer (hvilket her maaskee kunde være vanskeligt nok at tilveiebringe), men det fordrer endydermere, hvad vi allermindst kunne præstere (da vi dog ikke have nogen reel Scene-Instruction): et overordentligt Ensemble mellem de spillende Personer paa den ene Side, og Corps de ballet, Chorister og Statister paa den anden Side. Kunde dette tilveiebringes, vilde Stykket maaskee behage, men uden dette vil det bestemt falde" (Cens.). Indholdet viser teatrets situation i midten af 1830rne; stykket blev hverken antaget eller opført.

Desnoyer & Chapelles "Vive le divorce! ou Ma femme m'adore" (TV 13.5.1833) var "Et Non plus ultra af Platitude" (l.c.), mens Dennery & Ach. d'Artois' "La femme qui se venge" (TVR 14.11.1835) var "Saa intetsigende, at Intet kan siges derom" (l.c.). Modsætningen mellem [sideskift][side 746]disse skældsord og forestående dramaturgiske vurdering er karakteristisk for Heibergs kritik: det afgjort dårlige afvistes med foragt, mens det muligt gode forsøgtes vurderet.

Duvert & Lauzannes "Le jugement de Salomon" (TVR 3.11.1835) "har (dog i Anlægget, meer end i Udførelsen) enkelte comiske Ideer; men i det Hele synes det mig dog mislykket" (l.c.).

Fra sine bekendte havde Heiberg hørt berømmet Théaulon, Nézel & Overnays "Judith et Holopherne" (PR 26.8.1834), "men .. nu, da jeg har læst det", svarede det ingenlunde til hans forventninger: "Sujettet er unægtelig interessant, og vilde, behandlet af en Digter, f.Ex. af Mérimée, vistnok frembyde originale Partier. Men saaledes som det her er behandlet, forekommer det mig altfor overfladisk og ubetydeligt" (l.c.). Trods denne udtalte skepsis indleverede Heiberg det til teatercensorernes gennemlæsning. Primo marts returnerede man det, "idet man forøvrigt" forbeholdt "sig nærmere at yttre sig om hvorvidt" stykket "maatte ansees passende til Opførelse paa det Kongelige Theater" (Kp.nr.34). Intet videre ses om dette stykke.

Scribe & Cornus "La chanoinesse" (GD 31.12.1833) indleverede oversat af N.V. Dorph i jan. 1836 (Cp 210). Molbechs censur over "Stiftsdamen" former sig som et 23 linjer langt handlingsreferat samt er kort nedsablende vurdering ("temmelig plat udførte Handling, .. forslidte Personer og staaende Charakterer"); det afgørende for Molbech var, at "Stykket er et Slags Variation af Philippe .. som unegtelig vel ogsaa i sig selv er bedre, [og] blev antaget [jf. s.417]; men uheldigviis vilde Ingen, uden par force spille Frøkenens Rolle, hvorved Stykket gik tilbage; og samme Vei bør vel ogsaa dette gaae - der heller ikke er for godt oversat" (4.3.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (5.3.1836). Se s.1060.

Tre sendinger hver med seks franske stykker tilstilledes Heiberg i perioden febr. - april 1836, hvorved sæsonen 1835/36 indtager en helt speciel plads i teatercensurinstitutionens historie i den behandlede periode: Heibergs mulighed for at præge repertoiret med hensyn til udenlandske (franske) nyheder nåede et foreløbigt højdepunkt. Det står imidlertid nok uimodsagt, at hans indflydelse kunne være blevet langt større i disse år, om han havde forsøgt at skabe en opinion for de skuespil, som havde ekstraordinære kvaliteter (eksempelvis Hugo) og som direktionen ikke ønskede frem på scenen. Heibergs optagethed af andre gøremål (Højskolen) [sideskift][side 747]forhindrede ham måske heri; han havde i hvert fald siden 1832 afsløret, at han havde andre smagskriterier end sine foresatte, uden at han ville sætte en trumf bag disse for at se dem opfyldt.

De første seks stykker, som Saabye tilsendte teatret, afvistes alle.
(1) "Les deux créoles" (GD 9.9.1835) af Bayard & Vanderburch var "et rørende Stykke. Opløsningen høist utilfredsstillende. Hovedcharacteren (Henri) altfor elendig" (UjBr 24.3.1836).
(2) "Un roi en vacances" (forbudt af censuren i Frankrig) var "en ganske prosaisk, triviel Fremstilling af det franske Told=, Vei=, Skatte= &c=Væsen" (l.c.).
(3) "Le commis et la grisette" (PR 10.7.1834) af P. de Kock, Labie & Ch. Monnier var en "af de mange, for os uinteressante Skildringer af den lavere Klasses Kiærlighedsforhold i Paris" (l.c.). Ingen tvivl om Heibergs placering i det sociale hierarki eller sympatier, mens
(4) "Sous clé" (TIV 21.5.1833) af Leuven, Pittaud de Forges & Dumanoir hidrørte "fra den Tid, da Theatrenes Uanstændighed gik det høieste Punkt. Catastrophen (et Mandfolk springer ind i Sengen til et Fruentimmer) har derfor i flere Aar baade i Bladene og af Reisende [8] været omtalt som et Non plus ultra i denne Retning af den dramatiske Kunst" (l.c.). Se s.1046.

Heibergs despekt for boulevardteatre, folkelighed og liderlighed synes aldeles rodfæstet. Om de to sidste stykker fra denne sending se s.734.

Den anden sending (Kp.nr.46 26.3.1836) omfattede fem lystspil; om dramaet se s.734.

(1) "Un mariage raissonable", se s.806.
(2) "La pensionnaire mariée", se s.841.
(3) "Un mariage sous l'empire", se s.924.
(4) "La tirelire" (PR 5.11.1835) af Jaime & brdr. Cogniard var et "Stykke, hvis hele Moral er den vistnok udisputeerlige Sætning, at det er bedre at sætte sine Penge i Sparekassen, end at tabe dem i Spil" (UjBr 31.3.1836), mens
(5) "L'ombre du mari" (PR 6.6.1835) af Altaroche & Ch. Desnoyer var en "usammenhængende Farce om en Ægtemand, der spøger efter sin Død. De comiske Situationer, som Sujettet gav Anledning til at udvikle, ere ei engang benyttede" (l.c.).

Direktionen konkluderede, at ingen af stykkerne var "tjenlige til Oversættelse eller Bearbeidelse for Theatret" (Dp 2.4.1836), men [sideskift][side 748]ikke desto mindre bestilte den selv nr. 1 oversat og nr, 2 og 3 indleveredes af andre oversættere.

Den sidste sending i sæsonen afgik den 6. april 1836 (Kp.nr.51). Deliberationsprotokollen anfører ikke Heibergs bedømmelse som indkommet, men det behøver ikke at betyde, at Heiberg ikke afgav en sådan, lystspillene var følgende:
(1) "L'alibi" (TF 24.7.1833) af Alex. de Longpré
(2) "Le tapissier" (TVR 5.1.1835) af Ancelot & Alexis Decomberousse
(3) "Périchole, ou la vierge du soleil" (PR 21.10.1835) af Théaulon & Pittaud de Forges
(4)"Une passion" (TV 15.2.1833) af Chapeau, Varin & (?)
De forkastede stykker kom fortrinsvis fra boulevardteatrene, hvorfor det kan konstateres, at teatrets agent i Paris ikke var vidende om teaterdigterens og teatercensorernes i dette spørgsmål sammenfaldende fordømmelse. Var teaterdigteren med en afvisning sat ud af beslutningsprocessen, kunne teatercensorerne meget vel på ny blive prøvet, når en af de såkaldte private oversættere leverede teatret en oversættelse eller bearbejdelse af et boulevardstykke, hvor bearbejdelsen måske kunne slippe igennem censuren, om ikke andet så til en sommerforestilling.

Borgaards oversættelse af Bayard & Duports "La fille de l'avare" (GD 7.1.1835) indkom til censur den 28. april 1836 (Cp 213) efter en forudgående forhandling med Kirstein; ifølge denne havde Borgaard erklæret, "at han havde isinde at oversætte" dette stykke, hvilket Kirstein "reent ud erklærede" sig "imod, naar han ikke vilde foretage en Forandring dermed ["At Datteren tager sin Mødrene Arv, istedetfor, som i Originalen, Faderens Eiendom"], som vel noget har mildnet, men dog ikke ganske udslettet det ubehagelige Indtryk, som dette Stykke, med al sin Theatereffect, i moralsk Henseende gjorde paa mig ved at gjennemlæse det i Originalen" (NkS 2336 29.10.1836 adr. Molbech). Molbech var ikke synderligt begejstret: "Som Charakteerstykke har det dertil for lidt Naturlighed; den Gierriges Charakteer er godt nok motiveret og anlagt, men langt fra ikke udført med Shakspearsk eller Molierisk Konst og Sandhed". Slutningen ønskede han ændret, hvilket ikke blev efterkommet (KTS 206 og 278) (5.5.1836). Kirstein nedfældede forløbet inden oversættelsen, idet han mente, at forandringen ville betyde, at stykket "til Nød [ville] undgaae den Kritik for Immoralitet, som jeg selv .. gjorde Oversætteren opmærksom paa" (28.5.1836). I [sideskift][side 749]sommermødet 1836 bestemtes det til opførelse som et af de første stykker i den kommende sæson (PRFD 3.6.1836); premieren fandt sted den 20. okt. 1836 (opført ialt 5 gange) (9).

Alene ved antallet af indleverede, cirkulerende og tilsendte stykker - af denne genre - er denne sæson helt enestående. Censorerne synes virkelig at have givet Heiberg indflydelse på repertoirets sammensætning, idet han vurderede langt de fleste af de ovenfor omtalte stykker. Saabyes tilsendte stykker må være indsamlet helt summarisk, idet afstanden mellem hans kriterier og direktionens / den attacherede censors synes alarmerende stor. Alle var enige om platituderne og deres omfang. Kun ganske få stykker bragte egentlige diskussioner: når det gjaldt oversatte, franske lystspil var det næsten altid et spørgsmål om varetagelse af den udvortes konveniens. Forskellen mellem Molbech og Heiberg i denne sæson synes minimal. Heiberg så imidlertid muligheder i stykkernes sujetter, men det var ikke ensbetydende med en antagelse eller en opførelse. "Kiolen giør ikke Manden" og "Guldkorset" var resultatet af Heibergs anstrengelser: Overskous angreb på Heibergs produkt kaldte dramaturgen og polemikeren frem i Heiberg.

Kirsteins indsats i denne sæson i forbindelse med disse mange stykker indskrænkede sig til et minimum: kun hans mange overvejelser i anledning af striden mellem danske og tyske dramaturger synes interessant, fordi den viser hvorledes han dog søgte alternativer til dansk dramaturgis førstemænd.

Molbechs manglende konsekvens med hensyn til optagelse af skuespil opført ved Sommerforestillingerne synes uvederhæftig i sin argumentation. Også forfølgelse eller understøttelse af oversættere var fortsat et yndet vurderingskriterium for ham.

Politisk og religiøs censur forekommer omend ikke i udpræget grad: endnu engang kom Heiberg til at anvende udtryk, direktionen ikke kunne lade passere: Heibergs circumspektion kan næppe tænkes at have fungeret ubevidst, hvilket vel er det mest tankevækkende i denne sammenhæng.

I Shakespeare-oversættelsesproblemet var Molbech allerede i 1835 af samme observans som Heiberg 10-15 år senere, hvilket unægtelig giver de Sille Beyerske oversættelser deres rette perspektiv.

I 1838 opregnede Saabye, at han ialt havde tilsendt teatret 277 brochurer (teksthæfter inden for alle behandlede kategorier). De unævnte er udeladt, fordi kun Kirstein læste dem uden skriftlige kommentarer (Konceptforest. nr.47 1838).

[sideskift][side 750]

17.3.1 Dansk opera

Samarbejdet mellem Overskou og Muth-Rasmussen om "Duellanterne" varede i to et halvt år. Da censorerne fik librettoen til censur, var ingen af dem venligt stemt; Molbech noterede, at Overskous "Syngestykker .. allene ell. fornemmelig skrives for et Publicum i Parterret, 2den og 3die Etage, der hverken tager det nær med Vittighedens Uægthed, med Dialogens Trivialitet og Plathed, eller med Handlingens og Intrigens dramatiske Ubetydelighed og Mathed, naar det allene faaer et Par Carricaturer og en god Portion Restaurations=Vittigheder og Viinkielder-Indhold til Bedste .. Da man imidlertid bør haabe, at Musiken vil bære noget af Farcens trivielle Ubetydelighed, maa man, i det mindste i Betragtning heraf, lade dette med saameget andet maadeligt Gods, hvormed det Publicum, der med hvert Aar mere og mere synes at faae Herredømmet i Theatret, nemlig det udannede eller halvdannede, tager til Takke, naar kun Rosenkilde, Phister eller Foersom kunne bringe det i Latter" (15.7.1835). Molbechs programerklæring om publikum blev unægtelig kuldkastet med årene, men hans vurdering skal selvfølgelig udelukkende anvendes som levning, idet publikums reale sammensætning ikke kendes. Molbech tog primært hensyn til det dannede publikum, hvilket netop hans censurer er det bedste bevis på; at han så tillod antagelse af dette stykke, viser kun hans hensyntagen til de ændrede tidsomstændigheder. Kirstein havde allerede inden sin censur mundtligt meddelt Overskou, at han ikke kunne antage stykket med mindre, at den ene af stykkets hovedpersoners karakter blev ændret, så at publikum ikke kunne "gjenkjende et her i Byen velbekjendt, forhen i Theatrets Tjeneste staaende, Individuum [1]" (18.7.1835). Om denne omarbejdelse kendes intet. Muth-Rasmussen, meddelte selv, at hans musikkomposition var blevet bedømt positivt af flere kendere, men hvorvidt De musikkyndiges Komite udtalte sig vides ikke. Rollerne uddeltes den 12. aug. 1835 (PRFD); den 28. aug. 1835 besværede Siboni sig over, at han ikke var blevet rådspurgt om stykkets antagelse (I.B.nr.177). Premieren fandt sted den 1. sept. 1835; stykket blev givet anden gang den 14. sept. 1835, hvorpå det blev henlagt på grund af den kraftige modstand fra publikum (2).

F.J. Hansen havde benyttet sujettet i Duveyrier & Carmouches comedie-vaudeville "Le mariage impossible" (jf. s.576) til sit syngestykke "Det improviserede Giftermaal". Forud for afgørelsen i direktionsmødet den 9. okt. 1835 tilskrev Molbech privat Hansen om [sideskift][side 751]direktionens stillingtagen til den franske original; han foreslog ham at foretage en forandring i bearbejdelsen: "nemlig derved, at Georg og Laurette vedblive at fremtræde ikkun som Brud og Brudgom - at Brylluppet eller Vielsen f Ex: forestilles først at skulle finde Sted om Aftenen - at Georg udtrykkelig yttrer dette, og sin Raadvildhed, hvad han skal gribe til, naar det kritiske Øieblik, Vielsens Ceremonie indtræder - at Laurette kunde tale om ham som sin Brudgom, sin Forlovede etc. - Jeg indseer, at dette vilde medføre ikke liden Umage i Dialogens Omarbeidelse; men troer, at der .. behøves mindre Forandring af Syngetexten, med Undtagelse af Finalet til 1^ste Act, hvori de to Fruentimre fremtræde som Nygifte, og hvor Slutnings-Choret klinger som ironisk Spot mod Ægteskab, Vielses=Ceremonie, etc: som endnu ved Musikens buldrende Harmonie skal forstærkes" (Coll.BrS. 5.10.1835) (3). Molbech gjorde det helt klart, at den falske vielse ikke kunne tillades fremstillet på skuepladsen på grund af "vore Sæders Convenients, i Forening med den varsomme Agtelse, der paa Scenen maa vises imod religiøse Forhold, Skikke og Ceremonie" (l.c.). Kirstein anså det for overflødigt at læse Hansens bearbejdelse, før hans ændringer måtte indkomme, da han "tilstrækkeligen" erindrede behandlingen af "Le mariage impossible" (7.10.1835). Den 19. okt. 1835 erklærede Molbech sig tilfreds med de af Hansen præsterede forandringer, mens Kirstein ikke var enig med Molbech om, "at det Anstødelige .. ganske [var] bortfaldet". Han havde i manuskriptet angivet "flere Steder, hvor der i denne Henseende endnu maatte foretages nogle Rettelser". Derudover var han i almindelighed betænkelig ved at bringe stykket på scenen på grund af den "fremtrædende Unaturlighed i Situationen" i slutningsscenen: at hverken brud eller brudgom - ladt alene tilbage - tænder lyset i deres bolig, "hvor Bruden dog i det mindste maatte have Lys for at klæde sig i sin Brudedragt inden hun afhentes til Vielsen, og Brudgommen uden Tvivl dog maa have fundet Lys i Soveværelset, eftersom han (eller hun) har kunnet komme til Rette med at tage Brudens Brudedragt paa" (22.10.1835). Kirsteins snusfornuft kan synes overvældende, men det blev dog måske udslaggivende for stykkets skæbne; thi det kom så vidt vides aldrig videre.

Molbech var skeptisk overfor Overskous fjællebodsstykke, men advarede og fik ændret Hansens libretto, hvilken dog Kirstein var end mere skrap og fordringsfuld overfor. Overskou fik dog opført [sideskift][side 752]sit stykke, om end det hastigt blev henlagt, Hansens stykke nåede end ikke til rolleudskrivningen. Agtelsen for de religiøse emner var intet mindre end et konstituerende element ved teatercensuren.

[sideskift][side 753]

17.3.2 Oversat opera

Sammen med de s.737 omtalte comedie-vaudevilles tilsendtes Heiberg den 12. sept. 1835 to små syngestykker:
(1) "La prova d'un opéra séria" (PR 4.7.1835) med tekst af Théaulon & Nézel og musik af Pilati, og
(2) "Les deux reines" (OC 6.8.1835) med tekst af Soulie & Aug. Arnould og musik af H. Monpou.
Ingen af dem fandt Heiberg anbefalelsesværdige, hvorfor der ej heller skete videre.

I Meyerbeers opera "Robert-le-Diable" (jf. s.600) besluttede direktionen "at optage det oprindelige Scenerie med de fra Sarkophagerne opstaaende og derefter dandsende Nonner" (Dp 10.4.1835). Materialet røber desværre ikke hvem der gav tilladelsen til at denne omdiskuterede scene nu kunne tåles på Kgs. Nytorv; givet således første gang den 8. nov. 1835.

Aubers opera-féerie "Le cheval de bronze" (OC 23.3.1835), med Scribes libretto, blev gennemlæst af censorerne umiddelbart før, Lose leverede klaverudtog og partitur (TK 1836 1.kv.nr.290 7.12.1835). Molbech var meget betaget af denne opera, som han ventede sig særdeles meget af: "det forekommer mig, at [teksten] .. baade indeholder en rig Mængde af gode musicalske Motiver for et komisk-fantastisk Syngespil; og at Indholdet baade er opfundet og udført paa en ny og underholdende Maade, .. Af det for vor hele intellectuelle Kreds saa fremmede og for Anskuelsen saa lidet fattelige chinesiske Liv, har Scribe kun valgt enkelte Forhold, som han let og læseligt kunde berøre saaledes, at de beqvemt lode sig anbringe i en Operatext; og har derhos baade med Phantasie og komisk Virkning benyttet det Eventyrlige, hvad enten dette Stof grunder sig paa en eller anden chinesisk Digtning, eller det er hans egen Opfindelse" (Coll.S.344 10.11.1835). Molbech ville på grund af Scribes store omhyggelighed med syngeteksten men også på grund af dialogens karakter ønske en særdeles habil oversætter: "Jeg raader derfor særdeles til, at vælge f.Ex. Hertz til Oversætter, hvis han er at formaae dertil, og man ei kan faae Heiberg til at giøre det. Ogsaa skal jeg gierne paatage mig at conferere herom med begge, hvis det hos den Sidste kan hielpe noget, og hvis Directionen, i fornødent Tilfælde, vil tilstaae den første - noget mere end den sædvanl[ige] Betaling, hvilket jo gierne betingelsesviis kunde skee udenfor Reglementet" (l.c.). Men sagen skulle afgøres på en anden måde end Molbech forestillede sig, idet direktionen [sideskift][side 754]udbad sig Heibergs vurdering af stykket. Han frakendte simpelthen Scribe kompositoriske evner: "Det skulde jo være et dramatisk Eventyr; men det Eventyrlige er blot lagt i overnaturlige Begivenheder, af hvilke enhver Digter jo kan requirere saa mange han vil; hvorimod der ikke er Spor af eventyrlig Tone og Colorit, eller af den lyriske Opfatning, der skulde gjøre det Eventyrlige naturligt, og bringe Tilskuerne til at troe derpaa. Det synes, som om Digteren, ved at overlade det Eventyrlige til Maskinmesteren har troet at kunne spare sig selv den Uleilighed at aabne en indvortes, eventyrlig Verden for Tilskuerne. Men hvor Phantasien ikke er med, der ville Ginene være vantroe .. Det samme synes mig at gjælde med Hensyn paa den nationale Tone og Colorit. Naar man derfor, saavel i denne, som i den først omtalte Henseende, abstraherer fra det Factiske, fra Begivenhederne (som blot udvortes), fra det udvortes, synlige Costume og fra Navnene, forekommer det mig, at der hverken af det Chinesiske eller af det Eventyrlige bliver Mere tilbage, end at Handlingen meget vel kunde foregaae i Paris" (Borup nr.334 14.11.1835). Heiberg gjorde sig til talsmand for det eventyrliges rigtige dramaturgiske anvendelse, jf. hans egen udvikling fra "Alferne" til "Fata Morgana". I dette øjeblik ville han langt hellere beskæftige sig med bearbejdelsen "Guldkorset" (jf. s.744), idet han dog tilbød at "gjennemsee en Andens Bearbeidelse af Le cheval de bronze, og være opmærksom paa, at det Hele, men især Romancer, Viser og andre cantable Steder, samt Dialogen, fremtræde i det passeligste Udtryk" (l.c.). Hvorvidt Hertz blev bedt om assistance vides ikke, men en anden af teatrets oftere benyttede operaoversættere C.F. Güntelberg blev attacheret (Dp 20.11.1835). Rollerne uddeltes den 15. jan. 1836 endnu inden censuren havde bedømt Güntelbergs oversættelse (PRFD). Molbech konstaterede, at den "vel ikke [var] Heibergsk; men i øvrigt, saavidt jeg kan bedømme det, ret god og upaaklagelig" (26.1.1836) (1). Det som optog Molbech var Heibergs sønderlemmende kritik af originalen: "[Det] er deels en noget outreret Kritik; deels rammer den mere Syngespillet som et selvstændigt poetisk Værk, end som en Operatext .. I det Hele driver Prof. Heiberg Fordringen til en Opera fra Handlingens eller Indholdets Side meget videre, end jeg. Muligen - jeg vil endog gierne antage det - har han Retten paa sin Side, og jeg Uret; men at han i Alm[indelighed] har Publicum paa sin Side, tvivler jeg paa. Dette søger i Operaen ulige mere [sideskift][side 755]efter det Udvortes, end efter det Indvortes, og bryder sig lidet om det Eventyrlige har den sande, indre poetiske Grund, som vi fordre af et Digt, der ei skal synges og spilles tillige paa Scenen, naar det blot er der, er synligt, og underholdende" (l.c.). Molbechs forsvar synes jo pauvert eller egentlig selvmodsigende. Allerede den 18. dec. 1835 var rollebesætningen blevet vedtaget "efter at Professor Sibonis Mening derom var hørt" (Dp). Kirstein fik først indført sit votum efter premieren; han oplyste til historikeren, at han ved første gennemlæsning "mere heldede til Prof Heibergs end min Herr Collegas Side", men ved opførelsen "behagede [den ham] .. bedre end ved Læsningen" (30.1.1836). Musikken havde dog både Molbech og Kirstein været enige om fra begyndelsen. "Prindsen af China" opførtes første gang den 29. Jan. 1836 i anledning af kongens fødselsdag (opført ialt 17 gange i den behandlede periode, jf. s.891) (2).

Scribes tekst til Gomis' syngestykke "Le portefaix" (OC 16.6.1835) var Molbech temmelig skeptisk overfor: "[Jeg] kan .. ikke andet end yttre min Frygt for, at baade Sujettet til dette Syngestykke, og sammes Behandling, vil udsætte det for en uheldig Modtagelse -.. Sujettet har en dobbelt, for vor theatralske Anstændighedsmaalestok temmelig drøi og anstødelig Situation - som der vist nok i Grunden kommer lidet Anstødeligt ud af; .. Men derimod indeholde begge Situationer Lejligheder nok til at fremkalde Mishag; .. Derimod forekommer det mig i det mindste, som denne Text har mange særdeles gode musicalske Motiver; .. Jeg kan naturligviis hverken bedømme, eller forudsee om maaskee en særdeles heldig Benyttelse af disse ved Componisten kunde udrette saameget, at man derover glemte, Stykkets svage og anstødelige Sider"; han håbede, at en omarbejdelse af dialogen kunne give det "en noget lettere, muntrere, mere komisk Charakteer" (Coll.S.344 6.11.1835). Det vides ikke hverken hvornår Güntelberg fik overdraget oversættelsesarbejdet eller indleverede sin færdige oversættelse "Lastdrageren". Ej heller kendes censorernes vurdering af hans oversættelse. Roller uddeltes den 12. nov. 1836 (PRFD), hvorpå stykket havde premiere den 8. marts 1837; kun opført denne ene gang, jf. Overskou V, 299.

Aubers syngestykke "Lestocq, ou l'intrigue et l'amour", med Scribes tekst (OC 24.5.1834) var bekendt fra Schleswig-Holstenske Skuespiller Selskabs opførelser på Vesterbroes Theater (28., 29., 31.8. og 3.9.1835 Adresseavisen). Var dette udslaggivende for at [sideskift][side 756]teatret leveredes klaverudtog og partitur den 28. aug. 1835 (TK 4.kv.nr.339)? - Heiberg blev pålagt at oversætte syngestykket, men den 1. okt. 1835 anmodede han om at måtte blive fritaget herfor; Rosenkilde blev derpå beordret at oversætte stykket (Borup nr.329). Oversættelsen indkom i febr. 1836, hvorpå rollerne straks uddeltes (PRFD 19.2.1836). Kun fordi direktionen (in casu Holstein) havde bedt Rosenkilde oversætte stykket, ville Molbech ikke forkaste oversættelsen: "Jeg veed ikke at have læst nogen, til Opførelse antagen Opera-Oversættelse, hvori Sangnummerne vare behandlede mere skiødesløst, smagløst, med mere Fattigdom i Anvendelsen af den poetiske Form, i at finde Riim og i at giengive Originalens Mening, som man næsten ikke gienfinder i et eneste Vers, en eneste Linie i den hele Opera - eller hvori den prosaiske Dialog var oversat med en saa selvraadig og barbarisk Vilkaarlighed, som her. Uagtet de ikke faa, saavel af min Hr. Collega, som af mig selv hist og her indstrøede Rettelser og Forandringer (forudsat, at disse endnu, da Oversættelsen, som det synes, allerede er udskrevet til Theatrets Brug, og Partierne uddeelte, kunne benyttes [3], vil denne Operatext dog altid beholde en Raahed og en knudret, uhielpsom Tunghed i sin Charakteer, der maa stikke meget af imod den Heibergske Fiinhed og Elegants, og den Overskouske routinerede Lethed" (29.2.1836). Som vanligt, når det gjaldt Rosenkildes arbejder, skete antagelsen med visse delikate kollusioner, hvilket Molbechs votum kun altfor tydeligt afslører. Vedrørende rollebesætningen mente Molbech, det ville være vanskeligt at opføre denne opera "under den Forudsætning at Jomfru Zrza intet Parti faar", fordi han ikke mente, den kunne "gives med éclat, eller paa en saa tilfredsstillende Maade, som for 2-3 Aar siden" (l.c.) (4). Kirsteins "Aldeles enig" (1.3.1836) viste Molbech denne gang dækkede over, at han havde gennemrettet Rosenkildes oversættelse på et tidligere tidspunkt. Den af censorerne rettede oversættelse blev prøvet af skuespillerne første gang den 7. marts 1836, hvorpå premieren fandt sted den 5. apr. 1836 (opført ialt 14 gange, jf. s.1002.

Partituret til Marschners opera "Hans Heiling" (jf. s.603) blev først købt i jan. 1836 (TK 1.kv.nr.188) (5). Den 5. jan. 1836 anmodedes Overskou - efter "oftere af enkelte af [direktionens] .. Medlemmer gjentagne Erindringer" om at levere nogle "af de af Dem for lang Tid siden til Oversættelse for Theatret modtagne Stykker", [sideskift][side 757]hvis han ikke inden 14 dage med bestemthed kunne levere de færdige oversættelser, om at returnere de tilsendte stykker (Kp. nr.6), Overskous selvhævdende maner (anprisning af sin indsats som syngespiloversætter, 19 oversættelser indtil da) hindrede ham dog ikke i at tilbagelevere "Hans Heiling" (og "Alkalden i Molorido", jf. s.661) (I.B.nr.9 8.1.1836). Derpå fik C.F. Güntelberg overdraget oversætterarbejdet, som afsluttedes den 9. apr. 1836, da han sendte den færdige oversættelse til Molbech privat; han gav Molbech frie hænder til at rette: "med Ærbødighed vil Jeg modtage enhver af Deres Rettelser" (Coll.BrS.). Rollerne uddeltes den 15. apr. 1836 (PRFD), og efter Kirchheiners sygdom fik Chr. Hansen sit gennembrud i den af Marschner selv ledede indstudering, opført første gang i hoffets nærværelse den 13. maj 1836 (opført 24 gange i den behandlede periode, jf. s.1334) (6). Jf. s.766.

Adams syngestykke "Le chalet" (OC 25.9.1834), også med Scribe (i kompagniskab med Duveyrier) som librettist, blev tilsendt af Saabye den 13. aug. 1835 (Konceptforest. nr. 47 1838), Forhandlinger om originalen synes ikke bevaret, men meningsdivergenser har der været (7); hvilke forbliver imidlertid en hemmelighed. Censorernes vota fra 1836 oplyser kun, at Molbech fandt Borgaards oversættelse "Schweitzerhytten" "fuldkommen antagelig" (22.4.1836), mens Kirstein mente, at operetten ville "blive en god Vinding for vort Repertoire" (14.5.1836). Roller blev uddelt den 2. Juli 1836 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 14. sept. 1836 (opført 15 gange i den behandlede periode, jf. s.1054).

Udover de allerede nævnte partiturer tilsendte Saabye følgende:
(1) Halevys opera-comique "La langue musicale" (OC 11.12.1830) med tekst af Lurieu & Moreau.
(2) Prévosts opera-bouffon "Cosimo" (OC 13.10.1835) med tekst af P. Duport & V. de St.-Hilaire.
(3) Aubers opera-comique "Emma, ou la promesse imprudente" (OC 7.7.1821) med tekst af Planard.
(4) M. Rifauts opera-comique "La sentinelle perdue" (OC 1.12.1834) med tekst af St.-Georges.
(5) Adams opera-comique "Une bonne fortune" (OC 23.1.1834) med tekst af E. Mennechet & Féréol.
(6) Adams opera-comique "La marquise" (OC 28.2.1835) med tekst af St.-Georges & Leuven.
Ingen af dem synes vigtige på nogen måde, Saabyes leverancer var uden kvalitet.

[sideskift][side 758]Som så ofte før fortaber behandlingen af udenlandske operaer/syngestykker sig i visse kroge, hvor papir ikke har været nedvendigt eller ønskeligt. Interessantest er oplagt behandlingen af "Le cheval de bronze", hvor Heiberg og Molbech ternede sammen, først og fremmest fordi Heiberg formulerede sit program for det eventyrlige drama. Molbechs forsøg på en gendrivelse synes "faktisk" mere publikumsorienteret end mange andre vota fra hans hånd: netop et sådant votum viser hvor vanskeligt det er at sammenfatte Molbechs repertoirepolitik, fordi han efter i en lang periode at have argumenteret for det mest dannede publikums smag, pludselig sprang ned på et lavere niveau for at kunne tilbagevise Heibergs ideale fordringer til kvalitet og argumentation i en dramatikers komposition. Heibergs krav kunne måske skyldes helt aktuelle forhold: at han ikke ønskede at forstyrres i sin plan om oversættelse af de tre franske stykker, der blev til "Guldkorset". Det er også karakteristisk at såvel Molbech som Kirstein har beskæftiget sig med disse operaer/syngestykker på et tidligt tidspunkt, fordi deres forcensur var nok aldeles afgørende for det endelige valg; hvilket er den egentlige, ironiske pointe i denne sammenhæng, thi fik de en middelmådig oversættelse leveret, kunne de dog altid so oder so foretage de nødvendige rettelser, omend det i dag kan være svært at påvise præcist hvor meget de rettede i disse stykker.

[sideskift][side 759]

17.4.1 Dansk vaudeville

Den anonymt indleverede vaudeville "Landsbyeselskabet" affærdigedes "som ussel indtil Latterlighed, ja næsten til Ubegribelighed" af Molbech (udat.). Remitteret den 23. okt. 1835 (Kp.nr.188) (1).

Vedr. Hertz' vaudeville "Debatten i Politivennen" findes intet materiale i Det kgl. Teaters arkiv. Opmuntret af Heibergs positive modtagelse af "Den eneste Feil" (jf. s.717) gjorde Hertz vaudevillen færdig i sommeren 1835 (NkS 1706 13.6.1835). I begyndelsen af august blev den antaget (NkS 1706 6.8.1835). Roller uddeltes den 5. sept. og 9. okt. 1835 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 3. dec. 1835. Den 8. dec. 1835 rapporterede han til broderen: "Nu er den gaaet to G[an]g[e] (i Torsd[ags][3.12.1835] og i Løverdags [5.12.1835]) begge G[an]g[e] for fuldt Huus og med udeelt Bifald. Paagrund af Titelen "Debatten i Politivennen" troede Nogle, den var en personlig Satire, og før Stykkets 2^den Opførelse taltes endog om, at En og Anden vilde gaa hen og pibe. Jeg var selv ikke g[an]ske rolig derfor, da jeg veed, at blot Een har nødig at sige om et nyt Stykke: "der skal pibes iaften" for at det virkeligt kan skee. Men det skeete Gudskelov ikke; tvertimod var Bifaldet den anden Aften meget stærkere end første Aften; og jeg tvivler ikke paa, at det vil skaffe godt Huus oftere. Det er aldeles localt .. Det spilles ypperligt. Fru Heiberg er herlig som en ung Kbh. Pige .. Mest glæder det mig, at man er saa alm[indelig] tilfreds med Melodi-valget. (Flere Melodier har jeg fra min Reise) .. "Lille Grethe kom at høre["] .. behager meget .. Den er i øvrigt .. anvendt i Maskerade-Intermezzet i Holb[ergs] Maskerade" (NkS 1706). Et halvt år senere fortsatte Hertz: "Med større Grund kan Du klage, at jeg ikke strax efter 1ste Forestilling sender Dig Underretning om Udfaldet. Dette gjør jeg imidlertid ugjerne. Meget ofte i den senere Tid afgjøres Stykkets Skæbne først ved den 2den Forestilling. Den første Aften ere Folk, der desværre saa lidt gaae efter deres egen Dom og det umiddelbare Indtryk, baade bange for at klappe og at pibe. Den anden Aften har alt en anden Mening dannet sig blandt Publicum. Yndest, Jalousie, Bifald og Forkastelse, Indsigt og Dumhed, ædle og uædle Lidenskaber have regjeret, og ofte kommer det an paa Tilfældet, hvo der seirer. Gaaer først det Rygte, at et nyt Stykke 2den Aften skal udpibes, saa hører der meget til at frelse det. Men til at bringe dette Rygte ud blandt Folk kræves ikke andet, end at Logeprangerne hvidske til Enhver, de tilbyde en Billet: Der skal pibes iaften! - for saaledes lettere [sideskift][side 760]og fordelagtigere at blive af med Billetten. Ved 2den Forestilling af "Debatten" var det et temmeligt almindeligt Rygte, at man vilde pibe, fordi, som Nogle meente, Stykket indeholdt en Satire, ikke paa Politivennen, men paa Kjøbenhavnsposten og de Mange, der skrive i den. Huset var propfuldt, og jeg, saa godt som Skuespillerne og mine Venner, vare forberedte paa en Meningskamp i det Mindste. Men Lykken vilde, at det baade under og efter Stykket fik langt mere Bifald end 1ste Aften, og nu var Stykket in salvo og Publicums Mening pludseligt aldeles utvivlsomt til dets Fordeel" (Breve fra og til Henrik Hertz. Kbh.1895 s.42f, 20.6.1836), Hertz' oplysninger om de "faktiske" forhold sætter unægtelig censorernes bekymring om stykkernes sceneheld i et skarpt lys, hvor det helt klart må erkendes, at partiånden iblandt teatrets publikum ikke blev mindre med årene. (Opført 33 gange i den behandlede periode, jf. s.1141) (2).

Andersen omarbejdede tvillingevaudevillerne i sommeren 1836 (jf. s.605) (BEC 224) - "Skilles og mødes" kom de til at hedde. Collin bad om at læse stykket, før det sendtes til Molbech (BJC 122); hans dom kendes ikke. Den 6. sept. 1835 indsendte Andersen sit stykke: "Kjærlighed til det gamle Sujet .. lod lig i dette Forår tage fat paa det igjen .. I denne Sommer har jeg .. skabt et aldeles nyt Arbeide deraf" (UjBr). Molbech refererede i protokollen Andersens brev, idet han samtidig betroede den, at han endnu ikke havde læst "Improvisatoren". Om vaudevillerne ytrede han sig: "Endeel have de vundet i Læselighed, og tabt endeel af deres Flauhed og lapsevorne Trivialitet. - .. men er der endog kommet noget bedre Smag i Diction og Dialog, saa ere Stykkerne uden Tvivl omtrent ligesaa usaltede og ubetydelige, som de dengang vare. Et slags Godmodighed, der hviler over dem, i Forening med det Nationale i Localiteten og med nogle taalelig gode Sange, vil maaskee dog stemme Publicum til Fordeel for disse, sikkert ikke ved nogen piquant Egenskab tillokkende eller bestikkende dramatiske Arbeider. Da tillige enkelte Scener .. under Fremstillingen synes at kunne tage sig ret vel ud - og da Hr. Andersen .. har et i Antal betydeligt Publicum, som vel heller ikke i Theatret vil forlade ham: mener jeg, at disse Vaudeviller i deres nærværende Form vel kunne antages, uagtet jeg ikke troer at kunne love dem, hvad Holberg kalder Langvarighed .. paa Scenen" (29.10.1835). Kirstein mente, at censorerne "til Nød kunne være bekjendte at antage det Andersenske [sideskift][side 761]Vaudeville-Par i den nye noget forbedrede Skikkelse" (9.11.1835). Tydeligvis ønskede hverken Molbech eller Kirstein endnu engang vanskelige, kontroversielle forhandlinger med Godfather Collin. Antagelsen synes meget betinget af begges hensyntagen til Collins pressionsvirksomhed i 1833. Den 17. nov, 1835 meddeltes Andersen, at stykkerne var antaget, på det af Kirstein foreslåede vilkår, at de talte som to stykker (Kp.nr.205). Inden udskrivningen bad man Andersen overveje censorernes "Vedtegninger" (l.c.); Andersen rettede en del i stykkerne (3), hvorpå roller uddeltes den 4. jan. 1836 og på ny den 1. marts 1836 (PRFD), hvilket alt andet lige antyder uroligheder vedr. dette stykkes fremstilling på scenen; premiere fandt dog sted den 16. april 1836 (opført 3 gange).

Forfatterne, på nær den anonyme, var så bekendte af direktionen, at enhver form for kollusion er tænkelig. Andersens protektor leverede dog det bedste eksempel på en sådan kollusion, idet teaterdirektørerne ikke længere modstod Collins uudtalte pression; proceduren vedr. "Debatten i Politivennen" er derimod ikke kendt.

[sideskift][side 762]

17.4.2 Oversat vaudeville

Da direktionen skulle tage stilling til, hvorvidt Overskous bearbejdelse "Michel Perrin eller Politispionen uden at vide det" (jf. s.710) skulle optages i teatrets repertoire, nedlagde Molbech protest (9.9.1835). Holstein indskrev et "Antaget" (udat.), hvorved det blev angivet, at han og Kirstein alene antog stykket for teatrets repertoire; materialet afslører intet om forhandlinger. Opført første gang for teatrets regning den 26. sept. 1835 (ialt 27 gange i den behandlede periode).

"Kiærlighed paa Flasker" (jf. s.711) nægtede Molbech sin stemme til optagelse i teatrets repertoire, fordi "man .. saavidt jeg kan spore, [ikke] har fundet det brugeligt ved Sommerforestillingerne, og da det desuden er at haabe, at den smukke Musik til Elskovsdrikken [jf. s.837] (hvis Opførelse vil giøre denne Vaudeville aldeles overflødig) ei vil blive henlagt" (19.9.1835). Kirstein kunne "heller ikke stemme for Antagelse til Theatrets Brug" (19.9.1835). Eksperimentet kostede vaudevillen livet på scenen, jf. s.####.

Ryge indsendte sin oversættelse af Chapelle, Varin & Chapeaus "Ma femme et mon parapluie" (TVR 23.6.1835) ult. febr. 1836. Molbech erklærede rent ud: "I min Smag falder dette Stykke kun lidt, under Læsningen; men jeg vil derfor ikke indestaae for, at enkelte Scener, ved Spillets Hielp, jo muligen kunne more mig, endskjøndt det hele, ved den herskende bizarre Plathed, ei vil kunne behage mig". Set afgørende var derfor: "Haar Dr. Ryge nævner sig som Oversætter, troer jeg man kan lade Stykket prøve sin Lykke" (1.3.1836). Altså fordi Ryge var oversætter antog Molbech stykket, fordi Ryge derved kunne lægge ryg til en evt. udpibning. Kirstein var "Aldeles enig" (1.3.1836). Roller uddeltes den 5. marts 1836 (PRFD); stykket opførtes den 6. april 1836 men faldt igennem (1).

I en (tabt) skrivelse af 30. nov. 1835 udtrykte Molbech sin frygt for at publikum "for det Slibriges Skyld" ikke ville lade vaudevillen "Vert-vert" (PR 15.3.1832), af Leuven & Pittaud de Forges, som A.E. Boye havde tilsendt ham, passere (2). Kirstein tilsluttede sig denne mening, idet han lagde til, at "[det] vil [næppe] .. kunne borttages uden at gjøre det til et andet Stykke .. Maaskee man dog kunde sende det til Heiberg for at høre om han mueligen [rett.: maaskee] kunde angive en Udvei hertil" (NkS 2336 5.12.1835). Den 14. dec. 1335 returnerede Molbech vaudevillen til Boye med oplysning om censorernes vurdering (citater fra Kirsteins brev), idet han tilføjede, at Heibergs officielle bistand [sideskift][side 763]var overflødig; fordi han mente, at "Oversætteren eller Bearbeideren .. selv vilde kunne finde" en udvej til ophævelse af det slibrige i stykket: "Imidlertid skal Jeg, om det ønskes, gierne sende Stykket privatim til H[eiberg] og udbede mig hans Mening derom" (NkS 1458). Herom vides imidlertid intet. I april 1836 indkom en oversættelse af stykket (3). Molbech mente, at dens sceneheld aldeles ville afhænge af, om fru Heiberg ville "og tillige med Lyst spille Vert-verts Rolle" .. "Situationerne kunne vist uden stor Vanskelighed hist og her endnu gives noget mere delicat Anstrøg. Saaledes kunde vel Officereren i Stedet for det endnu temmelig anstødelige Anlæg paa at vinde Actricens Gunst, kun giøre dette paa Skrømt, i Anledning af en opstaaet Væddestrid .. Vaudevillen troer jeg, godt udført, vilde more selv paa vort Theater. At give den til en Sommerforestilling vilde altid være en god Prøve" (27.5.1836). Molbechs ønske om at prøve en frivolitet ved Sommerforestillingerne kan kun forstås, hvis oversætteren var A.E. Boye; jf. Molbechs brev til Stage i 1835 s.708. Kirsteins censur "Aldeles enig" (28.6.1836) er aldeles misvisende, ihukommende hans forcensur fra dec. 1835. Stykket blev ikke opført ved Sommerforestillingerne, men derimod uddeltes rollerne den 6. okt. 1836 (PRFD). Fordi fru Heiberg nægtede at udføre hovedrollen overtog Md. Kragh rollen den 3. nov. 1836 (PRFD), men selv om oplæsning af stykket "Poppedrengen" afholdtes den 14. dec. 1836 (Journal), blev stykket aldrig opført (4).

"Michel Perrin" protesterede Molbech imod blev optaget i teatrets repertoire; ligesom det var tilfældet med "Et Feiltrin" i 1832, kom Overskous oversættelse alligevel på scenen for teatrets regning, dels på grund af Holstein og Kirsteins stemmer, dels grundet publikums reaktion ved Sommerforestillingerne. Interessant er det jo også, at Ryge kunne tiltvinge en oversættelse på scenen, imod enhver begejstring hos censorerne: resultatet blev en pibekoncert. "Vert-vert"s behandling er mindre konventionel, fordi A. E. Boye optrådte som kommissionær: anstødsstenene syntes næsten fjernet, men skuespillerindens oplagthed manglede i forste omgang, siden teatrets. De tre skuespillere formåede således at indvirke ganske kraftigt på censurinstitutionens beslutningsproces.

[sideskift][side 764]

17.5.0 Ballet

Denne sæson er ganske karakteristisk for Bournonvilles balletrepertoire. Af ialt 43 balletter tegnede årets ballet "Valdemar" (1) sig for ikke mindre end 17 opførelser, mens det foregående års nye ballet "Tyrolerne" blev givet otte gange. I december 1835 opførtes kun "Valdemar", isens man i febr. 1836 fremviste fem forskellige balletter ("Tyrolerne", "Faust", "Valdemar", "Nina" og "Amors og Balletmesterens Luner").

Ang. vanskelighederne med at finde et passende skuespil til dronningens fødselsdag i denne sæson, se s.737 og s.738. Bournonville havde friere hænder med hensyn til kreeringen af denne ballet, og problemet for ham var blot at få indstuderingen færdig til den rette tid. Bournonville kreerede kun denne ene nye ballet i denne sæson.

"Afguden" blev givet en gang, jf. s.104, mens Galeottis gamle ballet "Bjergbøndernes Børn og Speilet" (2) blev bragt frem på ny; opført første gang den 25. april 1836.

Springer, "grotesk Dandser ved det keiserl: HofTheater i St. Petersborg", indleverede "Domi, den amerikanske Abe, eller Kampen med Slangen"; præmisser for forkastelsen kendes ikke (Kp.nr.158 31.8.1835).

Bournonville rejste i ca. 10 dage i april 1836, hvor det havde været hans agt at optræde i Berlin, men ifølge hans egne optegnelser var det umuligt. Grev Redern opfordrede ham til at komme igen til oktober. Efter at have set balletten "Polterabend", som var "mærkværdig af Flauhed og Usselhed, Brandsprøiter m.m." stilnedes hans oplagthed: "Den Glæde dette vakte hos Berlinerne gav mig kun en svag Tanke om den Lykke mine Productioner kunde opnaae - vistnok paastod Olsen at naar mine Balletter kom, vilde Folk faae Øjnene op, men jeg frygter meere den slette Smag end den onde Villie" (NkS 3258A 22.4.1836). Den 23. apr. 1836 indstuderede han dog Pas de deux af "Tyrolerne" med Mlle Wagou "i paakommende Tilfælde" (l.c.); dagen efter opgav han efter en ny visit hos v. Redern sit forehavende. Taglioni omgikkes han såvel på teatret som privat, snen forholdet synes at have været køligt og venskabeligt, mens aftenselskabet hos Delcour var langt mere sprudlende.

De spanske dansere Francisco Font, Mariano Camprubi, Manuela Dubinon og Dolores Serral vakte furore i Paris i jan. 1834 og i London i maj 1834 (3). I 1835 optrådte Font & Co. 13 gange i Hamborg (16.6. - 24.7.): "Der Beifall, den sie in Breslau fanden, veranlasste [sideskift][side 765]Sc. Excellentz den General Rautenstrauch, sie zu den kalischer Festlichkeiten zu engagiren, wo eie die Ehre hatten, fünf Mal vor den dort anwesenden hohen Herrschaften aufzutreten [jf. Th. Schiemann: Geschichte Russlands unter Kaiser Nikolaus I. Berlin 1913. Bd.III 265f]. Von dort gingen sie nach Warschau, wo sie vier Mal, und nach Moskau, wo sie sieben Mal tanzten, und wie die Attestate des dortigen Intendanten, Hrn. v. Sagoski, bestätigen, überall sich des grössten Beifalls erfreuten" (Hamburgische Correspondenten nr.168 18.7.1836). I Königsberg gav de 6 forestillinger; derfra agtede de sig til København (I.B.nr.78 3.4.1836), men direktionen meddelte dem, "dass die Arrangements der Vorstellungen auf dem hiessigen Köngl. Theater, und übrige Umstände, es nicht zulassen, auf diesen Antrag einzugehen, oder Ihnen das Köngl. Theater zu öffentlichen Vorstellungen einzuraumen" (Kp.nr.55 16.4.1836). I juli 1836 optrådte de endnu 4 gange i Hamborg: "Nach ihren hier beendeten Vorstellungen werden sie nach Braunschweig, Frankfurt a.M. &c gehen, und später über Frankreich nach Madrid zurückkehren" (Hamburgische Correspondenten nr.168 18.7.1836). Se s.1010.

[sideskift][side 766]

17.6.0 Særarrangementer

Aftenunderholdninger og koncerter blev i denne sæson næsten fordoblet (1). Mlle Lithander havde Molbech hørt i Lund, hvorpå han rekommanderede hendes optræden i København (NkS 3295 25.6.1835). Geturtsdagssangen til dronningens fødselsdag blev forfattet af Heiberg (÷ Poet.Skr.Bd.9; tr. i KfP nr.57 1835), mens sangen til kongens fødselsdag i jan. 1836 blev skrevet af Güntelberg (tr. Dagen 30.1.1836).

Teatrets mangeårige kapelmester Claus Schall døde den 10. aug. 1835. I den anledning arrangerede teatret en mindeaften til hans ære. Oehlenschläger skrev et forspil "Schalls Minde", og Mehuls opera "Josef og hans Brødre i Ægypten" (2) opførtes i overværelse af majestæterne (jf. BEC I 239 28.8.1835).

Musikkonservatoriets særlige stilling gjorde, at forestillingerne den 15. nov. 1835 og den 4. april 1836 ikke behøvedes godkendt af teaterdirektionen (jf. s.684). Borgaards oversættelse af Scribe & Duveyriers "La petite soeur" (GD 6.6.1821) passerede da følgelig heller ikke censuren, men opførtes heller ikke senere for teatrets regning.

I anledning af J.P. Frydendahls død den 20. febr. 1836 leverede Heiberg til mindeforestillingen den 15. marts 1836 sit forspil "Muserne": "jeg har længe maattet tænke derpaa, og har forkastet mangen Idee, inden jeg fandt en, hvormed jeg selv var tilfreds; og da jeg endelig vilde begynde paa Udførelsen af den, gjorde min Sygdom en uforudseet Standsning deri" (I.B.nr.56 11.3.1836). Efter forspillet blev givet Cherubinis opera "De to Dage" (3), mens "Muserne" den 18. marts 1836 blev givet sammen med "Preciosa" (4).

Heinrich Marschners besøg i København i forsommeren 1836 blev forhandlet via Overskou og H.H. Schönberg (Palsbos Saml. 12.4.1836; Marschners Erinnerungen 1918). Selv om underhåndsforhandlingerne med Marschner om kapelmesterstillingen (efter Schalls pensionering) var endt uden resultat i 1834, nærede både han og de implicerede (hertil hørte også Kirstein) store forventninger til hans gæsteoptræden i København i 1836: kildematerialet røber imidlertid intet om nye forhandlinger om kapelmesterstillingen i 1836. Den 1. maj 1836 gav Marschner en stor koncert på teatret (5), hvortil prins Christian Frederik bemærkede: "han førte sine Ouverturer godt an" (Dagbog), mens han ikke kommenterede koncertens indhold eller forløb hos dronningen den 5. maj 1836. Hovedbegivenheden var Marschners egen direktion af "Hans Heiling" den 13. maj 1836 (jf. s.756).

[sideskift][side 767]

17.7.0 Genoptagelser

Tydeligvis foretog man en renovation af repertoiret den 15. juni 1835: 10 af 17 stykker blev imidlertid ikke genoptaget.

De genoptagede stykker:
(1) Bredal/Andersens "Bruden fra Lammermoor" (jf. s.469), sidst opført den 30.11.1832, genoptoges den 11.9.1835 (2 opførelser).

(2) Rolleforandringer i Holbelns "Dobbeltgængeren" foranledigedes af fru Heibergs afgivelse af sin rolle. Eneste opførelse med den nye rollebesætning fandt sted den 4.11.1835; uddelt på ny den 5.9.1836 uden resultat.

(3) Også i Scribe & Duveyriers "Frierens Besøg" afgav fru Heiberg sin rolle. Først efter en ny rolleuddeling den 18.1.1836 lykkedes det at få stykket frem den 12.4.1836 (endnu 12 opførelser i den behandlede periode).

(4) Patrats komedie "De to Grenaderer eller Feiltagelserne", opført 1. gang den 10.3.1801, sidst givet den 27.12.1834, genoptoges den 17.10.1835 (endnu 13 opførelser).

(5) Efter en forudgående rolleforandring (24.3.1835) lykkedes det nu at få Boyeldieus "Den hvide Dame" (jf. s.232), sidst opført den 13.3.1835, på scenen den 13.10.1835. Se s.951.

(6) Boyeldieus "Johan fra Paris", opført 1. gang den 1.2.1815, sidst givet den 25.5.1829, genoptoges den 21.9.1835 (sidste opførelse i den behandlede periode).

(7) Meyerbeers "Robert af Normandiet" (jf. s.600), sidst opført den 12.5.1834, genoptoges den 8.11.1835. Se s.1089.

De ikke umiddelbart genoptagede/henhvilende stykker:
(1) Hertz' "Herr Burchardt og hans Familie" (jf. s.218), sidst givet den 7.3.1833. Ej siden opført.

(2) Oehlenschlägers "Correggio", se s.1001.

(3) Weyse/Heibergs "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.545), sidst opført den 23.3.1835, opførtes først på ny i 1838. Se s.950.

(4) Bayards "En Time i et Stervbo" (jf. s.591), sidst givet den 25.11.1834, blev ej oftere opført.

(5) Himmels "Fanchon", opført 1. gang den 29.10.1814, sidst givet den 13.4.1833, genoptoges først den 17.10.1837, se s.890.

(6) Duvals "Henrik den Femtes Ungdom", se s.615.

(7) D'Alayracs "Huuskjøbet", se s.686.

(8) Wessels "Kjærlighed uden Strømper", se s.1337.

(9) Kuhlau/Oehlenschlägers "Røverborgen", opført 1. gang den 26.5.1814, sidst givet den 21.3.1834, opførtes først på ny den 2.3. 1838. Se s.890.

[sideskift][side 768](10) Weyse/Oehlenschlägers "Sovedrikken", opført 1. gang den 21.4.1809, sidst givet den 18.3.1834, opførtes først på ny den 20.12.1838. Se s.890.

Senere i sæsonen uddeltes følgende stykker:
(1) D'Alayracs syngestykke "Adolph og Clara eller De to Arrestanter", opført 1. gang den 17.12.1801, sidst givet den 5.6.1832. Sidste opførelse fandt sted den 6.4.1837.

(2) Cimarosas syngestykke "Det hemmelige Ægteskab", se s.1093.

(3) Pigault Lebruns "Værtshuset eller Det unge Ægtepar", opført 1. gang den 8.1.1802, sidst givet den 25.9.1828, genoptoges den 22. okt. 1835 (eneste opførelse).

(4) Shakespeares "Hamlet" (jf. s.255) uddeltes på ny den 28.9.1835, men selv senere rolleforandringer medførte ingen genoptagelse i den behandlede periode. Se s.1053.

I november 1835 gjorde man sig lidt større anstrengelser:
(5) Isouards syngestykke "Cendrillon", opført 1. gang den 29.10.1812 og sidst givet den 26.3.1833 genoptoges den 20.12.1835 (endnu 3 opførelser i den behandlede periode).

(6) Schillers sørgespil "Kabale og Kjærlighed", opført 1. gang den 1.9.1817, sidst givet den 20.3.1829, genoptoges den 18.2.1836 (2 opførelser).

(7) Holbergs "Diderich Menschenskræk", opført 1. gang den 18.11.1750, sidst givet den 18.5.1833, genoptoges den 30.11.1835. Se s.1282.

(8) Holbergs "Den pantsatte Bondedreng", opført 1. gang den 16.6.1751, sidst givet den 26.11.1828, genoptoges den 5.12.1835 (endnu 4 gange i den behandlede periode).

(9) Den 5.12.1835 uddeltes rollerne til "Geert Westphaler" (1 akt), opført 1. gang den 5.5.1751, sidst givet den 23.3.1830. Genoptaget den 18.12.1835.

(10) Den 26.1.1836 uddeltes rollerne til "Den ellevte Juni", opført 1. gang den 18.6.1749 og sidst givet den 26.2.1827. Sidste opførelse i den behandlede periode fandt sted den 15.2.1836.

(11) Bredal/Overskous syngestykke "Guerillabanden" (jf. s.471), sidst opført den 21.5.1835, uddeltes på ny den 3.3.1836, men først den 5.11.1836 kom stykket atter på scenen (2 sidste opførelser). Se s.1406.

Ikke mindre end fire Holberg-stykker blev genoptaget. Oehlenschlägers stilling afspejles ved at hverken "Røverborgen" eller "Sovedrikken" på ny kom frem. - Netop en sæson som denne synes at vise afstanden mellem intentioner og realiseringen deraf. Den ældre komedie og det ældre syngestykke dominerede fuldstændigt genoptagelserne.

[sideskift][side 769]

17.8.0 Direktorialt

Heibergs forsøg på at godtgøre en indflydelse på - i hvert fald - teatrets oversatte repertoire afsløres ubarmhjertigt af ham selv i en skrivelse til direktionen, den 1. okt. 1835: "Naar det franske Theater, den Kilde, som vi fordetmeste øste af, ikke længere staaer os bi, da er det vanskeligt at sige, i hvilken af de nyere dramatiske Litteraturer vi skulle see os om efter Forstærkning; thi som bekjendt er Alt, hvad der i de sidste Aar er hentet fra engelske og tydske Theatre, næsten uden Undtagelse mislykket, hvilket ikke er besynderligt, da vi i denne Industriegreen ere vante til indenlandske Fabricata af bedre Qualitet, end de engelske eller tydske. Men at det franske Theater, vor eneste Trøst i Nøden, daglig bliver slettere, og derved ubrugeligere for os, er altfor iøinefaldende til at nægtes. Foruden de 8 Stykker, som Directionen for kort siden sendte mig, og hvorom jeg for en Uge siden aflagde min Beretning [jf. s.737], har jeg endnu gjennemgaaet henved 50 andre, saavel ældre som nyere franske Stykker, uden at finde et eneste, som jeg vilde vove at anbefale. Det er at haabe, at den nye Theatercensur i Frankrig, netop ved at paalægge Forfatterne betydelige Indskrænkninger, derved vil nøde dem til at gribe sig mere an, til at søge det Poetiske istedenfor at gribe politisk Bysnak og uvittig Frivolitet, og at den saaledes vil - mod de Flestes Forventning - bidrage til at hæve den dramatiske Litteratur fra dens nuværende dybe Fald; men det vil dog først om længere Tid vise sig, hvorvidt disse gode Frugter ville fremkomme, eller ei" (Borup nr.329). Heibergs status over den franske dramatiske litteratur aftegner det skifte i hans generelle dramaturgiske opfattelse, som indtraf i midten af 30rne, hvor flere spor tyder på en udvikling henimod det eventyrlige, lyriske skuespil ("Alferne" og "Fata Morgana"); hans afvisning af politik, frivolitet og trivialitet understeger dette. Heiberg fortsatte: "I denne almindelige Misvæxt er det faldet mig ind at gjennemgaae en Deel Skuespil af den ældre spanske Litteratur, fornemmelig af Calderon, i det Haab her at finde en hidtil ubenyttet Kilde for vort Repertoire". Jeg "indseer .. fuldkomment, at de spanske Skuespil umuligen kunne bringes paa vor Scene i en ordret Oversættelse, men at de maae undergaae en meget væsenlig Omstøbning. Dog gjælder det her at træffe den rette Middelvei mellem Formeget og Forlidet. Hvad der ikke bør udslettes af Omarbeidelsen, er det spanske Dramas lyriske Præg, eftersom dette er characteristisk for Digtarten, [sideskift][side 770]og det desuden synes, at vort Publicum i den senere Tid har faaet Interesse for det lyriske Drama. Erfaringen har viist os, at Shakspeare kun gjør maadelig Lykke paa vor Scene. Jeg frygter ikke for at det Samme skal blive Tilfældet med Calderon, naar man gjør for denne Digter hvad man undlod at gjøre for Shakspeare, nemlig at omarbeide ham for vor Tid og for vort Land, istedenfor at oversætte ham ordret eller næsten ordret" (l.c.). Denne skrivelse fra Heiberg er fornemmelig hans mest ambitiøse og betydende som teaterdigter og -oversætter - med henblik på hans positive forsøg på at udstikke en repertoirepolitik for det oversatte skuespil. En påvisning af det kontemporære franske teaters mådelighed men samtidig en påvisning af renæssancedramatikernes mulighed som en inspiration til fornyelse. Den af Heiberg påpegede omarbejdelse af såvel Calderon som Shakespeare skulle ved Sille Beyers mellemkomst udfoldes først med Calderon i slutningen af 30rne siden med Shakespeare i 40rne og 50erne. Heibergs eget tilbud om at afstikke vejen ved en bearbejdelse af "La Nina de Gomez Arias" blev ikke til virkelighed, jf. s.727. Heibergs øgede aktivitet kulminerede med Paris-rejsen, hvor han netop selv på stedet ville opsøge nyheder, "der kunde have Interesse for det danske Theater" (Borup nr.337 21.1.1836). Resultatet af rejsens indkøb er behandlet s.807. Efter denne tid tilsendtes Heiberg oftere andre oversætteres arbejder (ekss. er legio), hvorved hans indsats måske ikke blev overvældende, men hans opgave rent faktisk blev således som Molbech havde foreslået i dec. 1833, jf. s.618. Derpå afventede Heiberg situationen indtil aug. 1838, hvor enden på Kirsteins gerning ved teatret blev bestemt. Heibergs forsøg på fuldstændigt at eliminere Molbechs dominans lykkedes imidlertid ikke. Thi den kgl. resolution af 10. aug. 1839 gav kun Heiberg lejlighed til "at gaa Directionen for de Kongelige Skuespil tilhaande ved Censuren af saadanne indleverede originale Skuespil og Oversættelser, om hvis Brugbarhed for Skuespladsen, Directionen maatte forlange hans Betænkning .. at gjøre Forslag til Oversættelse af fremmede dramatiske Arbeider til brug for Skuepladsens Repertoire; at bivaane Directionens Censurforhandlinger i dens Møder saa ofte dertil maatte være Anledning" (Borup nr.427). Fik Heiberg ikke opfyldt sit ønske om forud for censorerne at sortere stykkerne, fik han dog direkte adgang til at øve indflydelse på forcensuren, også ved de egentlige direktionsforhandlinger.

[sideskift][side 771]Heibergs elendige økonomi fortsatte, hvorfor han i 1835 samlede sine ansøgninger til et angreb på teatrets dårlige aflønning af hans arbejder. Hans enorme regnestykke er at finde Borup nr.323, ifølge hvilket han ansøgte om et ekstrahonorar på 5.818.6 S. & T. Efter likvidering af gæld til forskellige kgl. kasser ville han derpå have 2.882.8 S. & T. til den private gæld. Heibergs opgørelse gjaldt selvfølgelig først og fremmest afviklingen af hans gæld, men samtidig betød regnestykket et almindeligt opgør med teatrets dårlige honorering af dramatikere i Danmark. Direktionens negative indstilling findes Borup nr.326 (højst eftergivelse af forskuddet fra 1828, jf. s.391). Pointen, som Borup ikke bringer, er imidlertid, at Heiberg henvendte sig (formelt til Moltke) til Collin (Coll.BrS.XXIIb nr.105), som derpå diskuterede sagen med kongen, hvorpå Collin bevilgedes 2000 Rbd. til afvikling af Heibergs gæld i i løbet af perioden dec. termin 1835 - juni termin 1839:

"Allerunderdanigst Forestilling.
Efter Deres Majestæts mundtlige allernaadigste Befaling indstilles allerunderdanigst at en Sum af 2000^rbd maa af Finantkassen successive anvises til Conferentsraad Collin for at anvendes efter den ham allernaadigst meddeelte Bestemmelse, nemlig 600^rbd i Dec. d.A., 400^rd i Junii 1836, 400^rbd i Junii 1837, og 300^rbd i hvert af de to følgende Aars Junii Maaneder, for hvis Anvendelse han til hver Termin aflægger allerunderdanigst Regnskab.
Kiøbenhavn, d. 27 Nov. 1835

allerunderdanigst
A Moltke"

(Finansdeputationen, Resolutionsprotokol 1835 II Nr.232) (1). Den bekendte formulering "en vis Udgift" blev suppleret med "den ham allernaadigst meddeelte Bestemmelse": kun Heibergs håndskrift i bilagene røbede for mig sammenhængen. Thi ville majestæten for følgernes skyld ikke bevilge Heiberg ekstrahonoraret, kunne dette åbenbart - skjult - lade sig gøre, når Collin stod som garant. Da nu den gamle gæld således var sikret en "fornuftig" afvikling, kunne Heibergs da have lyst til at rejse. Allerede i 1834 havde de ønsket dette, men på grund af kønnet, var det ikke muligt for fru Heiberg (jf. Vessely til Hertz 14.7.1834 NkS 1706 V).

I jan. 1836 indgik hun med den af Heiberg konciperede ansøgning (Breve nr.50), hvorpå direktionen bevilgede hende 600 r.S. (l.c. nr.51), mens Finanskassen lagde ekstra 400 r.S. ovenpå til hende og 700 r.S. til Heiberg (l.c. nr.52). Resultatet af rejsen stod aldeles [sideskift][side 772]ikke i forhold til det bevilgede beløb, jf. s.807. Da denne sæson indeholder topmålet af Heibergske ansøgninger er disse trukket frem og sat i relation til produktionen. Til hver original, som Heiberg siden producerede, fulgte et ekstrahonorar enten det nu udvirkedes ved ansøgning eller surmuleri eller kokette breve fra fruen. Afslutningen for denne periode er da kultusminister Madvigs likvidering af Heibergs forskud fra juli 1828 (Borup nr. 671 29.9.1849). Borup har i "Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg" været alt for tilbageholdende med at oplyse om den sande sammenhæng mellem Heibergs utallige gratifikationer og dramatikerens/teateroversætterens produktivitet/præstationer: Gjorde faderen op med den enevældige monark, forstod sønnen at malke de kgl. kasser for anselige beløb, set i relation til hans ordinære indkomster.

Skuespildirektør C. Becker søgte via Kancelliet om tilladelse til at give 6 forestillinger på Vesterbro Teater med den groteske danser Springer (I.B.nr.206 1.10.1835), hvilket direktionen afviste under henvisning til teatrets privilegium af 11. sept. 1750, samt plakat af 25. juli 1817 og følgende argumenter: "en Undtagelse fra de anførte Bestemmelser, midt under det Kgl. Theaters Saison, [er] endnu aldrig .. bleven tilstaaet", omend supplikanterne havde henvendt sig direkte til kongen. Også Beckers trups "ringe konstneriske Værd" måtte tale imod en sådan disposition. "Forsaavidt Suppl. forøvrigt yttrer, at bemeldte Springers Fag ligger udenfor den egentlige Skuespillerkonst, og at altsaa de intenderede Forestillingers Opførelse ikke vilde komme i Collision med forberørte Bestemmelser, undlader Directn: ikke tjenst: at bemærke, at omendskiøndt Springer vel ikke egentlig kan ansees som Skuespiller, optræder han dog kun i dialogiserede dramatiske Compositioner, der forøvrigt udføres ved Skuespilleres Assistance" (Kp.nr.175 6.10.1835). Direktionen vogtede efter forestillingerne i 1833 og 1834 nøje eller nidkært over det erhvervede monopol: selv i grænsetilfældet Springer tillod man ingen eksperimenter.

Da brdr. Price i april 1836 ønskede - udover de sædvanlige ekvilibristiske forestillinger - at give tyske og franske vaudeviller i de tre sommaermånder på Vesterbro Teater (jf. I.B.nr.88 14.4.1836) gav direktionen Danske Kancelli en særdeles grundig og indholdsrig argumentation for det skadelige i almindelighed ved disse truppers optræden og i særdeleshed omkostningerne for Det kgl. [sideskift][side 773]Teater, som i alt væsenligt var skrevet næsten ordret af efter betænkningen over Pettolettis ansøgning i 1834 (D.K. 2. Dept. Brevsag nr.1584-85 1836) (jf. s.691).

[sideskift][side 774]

17.9.0 Sommerforestillinger

Sommerforestillingerne bevilgedes ved kgl. resolution af 16. febr. 1836 (Kgl.Res.nr.8), mens Delcours gæstespil blev bevilget den 3. maj 1836 (Kgl.Res.nr.17).

Heiberg omarbejdede sin halvt fallerede "Nina" (jf. s.141) men arkivmaterialet røber intet om censorernes læsning i 1836. Kun opført den 1. juni 1836 ved fruens sommerforestilling; se s.950.

Heibergs vaudeville "Nei" præsteredes til samme lejlighed; Molbechs censur var vel ikke overstrømmende, men dog positiv: "Denne, om endog korte og ikke meget komisk betydende, dog morende, med Lethed og Elegants behandlede Vaudeville, der tillige i den opfattede og heldigt anbragte Idee .. har noget originalt og piquant", som gjorde den "meget antagelig" (23.5.1836). Han ønskede, at den kun blev spillet "den ene Gang for Fru Heiberg" ved Sommerforestillingerne, for ikke at teatret skulle sætte for meget til derved. Den spilledes ikke destomindre 3 gange i juni måned (Borup nr.346). Se s.832.

Brdr. Cogniards "la courte-paille" (FD 24.8.1833) i Dorphs oversættelse censureredes samme dag af Molbech. Den franske soldaterkomedie, som teatret efterhånden var blevet fortrolig med, kedede Molbech, men han gav efter "naar jeg blot maa være fri for at see det opføres. Skulde Publicum endog ønske det opført tiere for Theatrets Regning - for mig gierne" (Coll.S.344). "Det korteste Straa" blev kun opført den 6. juni 1836 (0).

Scribe & Rougemonts forkastede "Avant, pendant et apres" (jf. s.736) indleveredes på ny med henblik på opførelse ved Sommerforestillingerne. Molbech gav Kirstein stykket uden selv på ny at nedfælde sin vurdering. Resultatet blev, at "Før, under og efter den franske Revolution" opførtes den 9. juni 1836, men ikke oftere.

Théaulon, de Forges & Lurieus "Le ramoneur" (PR 26.11.1834), i Borgaards oversættelse, stempledes af Molbech som "et Slags Opkog af Savoyarder [jf. s.615], med "Zusatz" af flere fra andre Stykker hentede Elementer". Der var tale om "et Stykke, hvori hverken Charakterer, Situationer eller Intrigen kunne kaldes nye, piquante og tiltrækkende, eller naturlige og poetisk-interessante .. det forekommer mig, at selv Vaudeville-Sangen paa flere Steder maa indtræde snarere til Hinder og Skade, end til Gavn for Stykket. Jeg .. ønsker kun at blive befriet for at see det, endog kun eengang" (Coll.S.344 23.5.1836). "Skorsteensfeierdrengene" opførtes dog den 9. juni 1836, men kun denne ene gang.

[sideskift][side 775]Over Overskou og Arnesens epokegørende, lyrisk-burleske tryllespil "Capriciosa" var Molbech fuld af foragt: "Dette Stykke er et meget udførligt og vidtløftigt practisk Beviis paa, hvorledes man vil skrive for Publicum og for Penge, ved at lægge et virkeligt godt, og tillige ikke uheldigt opfattet poetisk Motiv for et sligt .. dramatisk Arbeide, paa Pine= og Strækkebænken, [og] kan, om ikke reent faae Livet af det, dog, som man siger, seipine Stykket og dets dramatiske Liv saaledes, at det, i Stedet for den muntre, populaire Sundhed og Raskhed, som det i de første Scener synes at bebude, slæber sig i uendeligt Virrvarr giennem 5 lange Acter, indtil det dog omsider faaer en Ende". Men Molbech holdt ikke inde med denne udladning, thi han fortsatte: "Contrasten imellem Heibergs Alfer [jf. s.638] og Overskous Capricciosa, er ikke større, end den altid maa være, naar det poetiske Genie, og naar den færdige og routinerede dramatiske Skriver og Rimer, tager sig for at bringe et romantisk=eventyrligt Sujet paa Scenen. Af dette Stykkes Mangler ere heller ingen mere i Øinefaldende, end det sædvanlige Overskouske Deficit i Genie og Smag". Molbech var ganske klar over, at såvel "en meget talrig Deel af Publicum" og "en .. heel Deel af Personalets talentfulde Individer" ville sætte overordentlig pris på stykket, men han ville ligefuldt ikke være sindet at give et stykke "af en saa stærkt udtalt Fiælebods= og Farce-Charakteer" adgang til teatrets repertoire, "i Følge min Mening om den Grad, hvortil man i det mindste bør sørge for, at den bedre Smag, om ei just med et nedbrydes, dog efterhaanden undværes paa vort Theater" (Coll.S.344 2.6.1836) (1). Måske som et resultat af Kirsteins læsning forlangte teaterdirektionen, at der blev foretaget ændringer i Kakadues og Franks replikker (Kp.nr.77 2.6.1836) (2). Stykket opførtes første gang den 11. juni 1836 efter den af Holst fremsagte "Prolog" (DKTR) (opført 4 gange ved Sommerforestillingerne). Se s.784.

Andersens bearbejdelse "En urolig Aften" censerede Molbech udelukkende med henblik på benyttelse til Sommerskuespillene. Dommen var skånselsløs: "det [har] ikke .. enten dramatisk eller scenisk Interesse, hvilke Mangler jeg tvivler om kunne dækkes ved, at Hr. A. efter sin Sædvane har taget endeel brillante eller fameuse Melodier af store Operaer til adskillige af sine overflødige og ubetydelige Vaudevillesange. Derimod kan der vist nok intet være i Veien for Stykkets Brug til en Sommerforestilling, hvortil jeg vil ønske [sideskift][side 776]det Held, i Haab om at vi, for Theatrets Repertoire maa blive forskaanede for dette og lignende af Hr. A.s oversatte Vaudeviller ved hvilke han synes at bestræbe sig for, at de ei skulle fordunkle hans Originaler" (Coll.S.344 15.6.1836 (3)). Kirsteins votum kendes ikke, om han overhovedet læste stykket. Om morgenen den 15. juni 1836 tilskrev Andersen Collin: "jeg er dog nysgjærrig om det tager sig ud" (BEC I 243) og om aftenen: "Siig mig da hvorledes en urolig Aften tog sig ud" (BEC I 244): Der blev dog ikke tale om nogen opførelse.

Arnesens forkastede lystspil "Tak for Ballet" (jf. s.401) opførtes den 20. juni 1836, uden at censorerne på ny skriftligt ses at have behandlet det (eneste opførelse).

Borgaards bearbejdelse af Scribe & Duveyriers "Le mal du pays, ou la Batelière de Brientz" (GD 28.12.1827) leveredes Kirstein til læsning med henblik på opførelse ved en sommerforestilling. Han fandt "det meget lidt interessant" (Cp 1836 13), men oplyste ikke om han fandt det forkasteligt. Se s.805.

I teatrets repertoire danner "Capriciosa" et meget vigtigt skel, når det gælder det nationale lystspil. Som tidligere og senere blev nyskabelsen introduceret via Sommerforestillingerne. Molbechs modstand mod dette stykke var lige så stor og indædt som ved "Et Feiltrin", "Kean" og "Gabrielle de Belle=Isle": Hans egne smags- og sædelighedsbegreber blev intet mindre end undergravet. - Sommerforestillingerne som helhed betragtet fik i øvrigt ikke den betydning, de havde haft de nærmest foregående år.

Delcour henvendte sig på ny i 1836 til Holstein, mens Kirstein havde overværet nogle af skuespillerselskabets forestillinger i Hamborg (4). Ansøgningen gjaldt om tilladelse til at opføre skuespil i juli og aug. 1836. Direktionens begrundelse for, at netop dette selskab kunne tilstedes adgang til at opføre skuespil i sommermånederne var, at selskabets dygtige personale optrådte i stykker, som var identiske med Det kgl. Teaters repertoire, "hvorfor Directionen maa antage, at det kunde være i flere Henseender til Gavn for det Kongelige Theaters Personale, at bivaane Forestillinger af dette Selskab" (Orig.Kgl.Res.nr.17 2.5.1836). Man indstillede til Frederik VI, at perioden for forestillinger indskrænkedes fra juli måned til midten af august, hvilket bifaldtes den 3. maj 1836 (l.c.). Først den 7. aug. 1836 ankom selskabet til København (5). Den 11. aug. 1836 begyndte forestillingerne, hvorpå [sideskift][side 777]selskabet ramtes af det uheld, at kongens svigerfader, prins Carl af Hessen, døde den 17. aug. 1836. Teatret lukkedes i perioden den 20.-28. aug. samt den 30. aug. 1836 (I.B.nr.185 og 187 20. og 24.8.1836). Straks den 21. aug. 1836 ansøgte Delcour (med Holsteins accept) om at give endnu seks forestillinger i sept. 1836 på onsdage og søndage, hvor danske forestillinger ikke blev givet (in Orig.Kgl.Res.nr.32). Kongen tilstod dog kun forestillinger på teatret indtil "indeværende Maaneds Udgang" (l.c. 22.8.1836) endog med den tilføjelse, "at den Forestilling, der med allernaadst: Tilladelse er bestemt at gives til Indtægt for Instructeur Stage forinden Saisonens Begyndelse, derved ikke forhindres" (Kp.nr.144 23.8.1836) . Selskabets repertoire findes aftrykt i Overskou V 246 (6). Repertoiresammensætningen er højst bemærkelsesværdig, idet samtlige præsenterede stykker tilhørte lystspillet eller vaudevillen. Teatrets egen repertoirepolitik blev følgelig understøttet ved dette gæstespil (således som anført i direktionens forestilling til kongen), hvorved der ikke kan siges at være afstedkommet nogen fornyelse af Det kgl. Teaters repertoire, for slet ikke at tale om evt. konkurrence. Påfaldende er det også, at selskabets repertoire stort set domineredes af (var kopieret efter) Théâtre du Gymnase Dramatique (7).

I sommermånederne siden 1833 havde udenlandske trupper opført skuespil, vaudeviller eller operaer på Pettolettis teater (1833 Beckerske trup; i 1834 først Beckers siden Bornholdts selskab; i 1835 og 1836 optrådte Bornholdts selskab på ny i København). Men kun Delcours trup fik tilladelse til at opføre skuespil på teatret på Kgs. Nytorv. Først i 1836 ekstenderedes spilletiden til sept. måned, idet Frederik VI som et kompromis bevilgede Delcours og Bornholdts selskaber ret til at give forestillinger "indtil den 7^de d.M. inclusive" (I.B.nr.189 3.9.1836) (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.2954-55, 3009 1836) (8). Laurencon misforstod storsindet, da han den 19. sept. 1836 for en eneste gang ønskede at opføre vaudevillen "Le garcon à trois visages" (I.B.nr.203). Under henvisning til Danske Kancellis afslag til fam. Price i maj 1836 (jf. s.772) havde Laurencon at forholde sig (Kp.nr.173 23.9.1836).

---

Noter

[sideskift][side 1592]

17.1.1 note 1

(1) Eksemplarerne (DKTB) har været henholdsvis sufflørbog og Ryges rollehefte (?), men kun det ene har optaget alle Oehlenschlägers rettelser (s.109, 126f, 217ff). Da Oehlenschlägers manuskript ikke mere eksisterer kan sammenligning ikke foretages mellem det indleverede manuskript og det på scenen anvendte eksemplar. NkS 830 bc er Oehlenschlägers trykmanuskript. I "Søndagen" anvendte Overskou megen plads på stykket og især teatrets betalingsregulativ (jf. Overskou V 154-162). Stykket blev opført 3 gange i dec. 1835, mens 4. forestilling først fandt sted den 6.10.1836. Den 24.1.1836 skrev Overskou: "Det er meget let at udregne hvad det har indbragt Forfatteren: Forudbetalingen er 150 Rbdlr.; Indtægten af første Forestilling kan anslaaes til omtrent 300 Rbdlr. og af de to andre i Gjennemsnit til 150 Rbdlr. hver. Altsaa har Digteren for Opførelsen af sin Tragoedie paa Nationens eneste offentlige Theater faaet omtrent 300 Rbdlr. Saa neget angaaende Indtægten. Med Hensyn til Henlæggelsen vil man maaskee indvende: at Directionen er bemyndiget til at henlægge Stykket, men ikke forpligtet dertil, og at det altsaa godt kan opføres oftere. Men for det Første er der ingen Grund til at vente, at Directionen i dette Tilfælde, mere end i noget andet, ikke vil holde sig til Forskrifterne, og for det Andet maatte de to Forestillinger som, hvis man gjorde det, endnu skulde gives for at skaffe Digteren en Indtægt, der vel vilde beløbe sig til omtrent 90-100 Rbdlr., ansees ganske som en Naade fra Directionens og en Opoffrelse fra Theatrets Side; man vil altsaa let kunne slutte sig til [at,] Stykket, paa Grund af de tagne Bestemmelser, ikke kan opføres, men maa ansees som et skjønt Meteor der er svævet over Nationaltheatret" (nr. 4 24.1.1836; første artikel bragt i nr.3 17.1.1836). De tre første forestillinger indbragte Oehlenschläger 278.52 Rbd. (TK 1836 1.kv. nr.96 11.1.1836). For den 4. forestilling udbetaltes han 36.48 Rbd. (TK 1836 4.kv.nr.119 11.10.1836). Molbech noterede forestillingsindtægterne for de to første forestillinger (hhv. 245 og 144 Rbd.): "Dette er ved Øhl. Stykker hidtil uden Exempel" (NkS 439) (jf. Overskou V 256f). - Den 13.4.1835 forelæste Oehlenschläger tragedien for prins Christian Frederik: "den er ej for Theatret, men høres med Interesse - især Socrates Caracter" (KGA Dagbøger). Den 19.12.1835 så prinsen stykket i teatrets "jeg fandt [det] meget underholdende" (l.c.).

17.1.1 note 2

(2) På indersiden af omslaget skrev Molbech: "NB. Er dette Stykke ikke bearbeidet efter et tydsk Skuespil?". Nedenunder skrev Holst: "Nei!!!!!!" (Coll.S.251). De første 10 1/2 scene - af 15 - er bevaret (l.c.). Overalt har Molbech gennemrettet stykket: De Holstske plumpheder i sproget er konsekvent erstattet med Molbechs korrektere udtryk, det såkaldte højere teatertalesprog. Der ses ingen rettelser af Kirstein eller Holstein. Sufflørbog ses ikke bevaret (KB).

17.1.2 note 1

(1) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). I Hertz' manuskript (NkS 2412 IV.3) findes ingen anmærkninger/rettelser. Ifølge Lauritz Nielsen Danske Digteres Originalmanuskripter 163 er det "Rettet Renskrift (Trykmanuskript)". Den trykte udgave "Kjærligheds Veie. Nytaarsgave for 1836" indeholder ingen ændringer (s.17= I.4, s.33 = II.1). (

17.1.2 note 2

(2) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB), men eksemplaret (DKTB) udviser udstregninger i slutningen (af politisk karakter); blyantsudstregningerne er inferiøre. Da Blyants antegnelser [sideskift][side 1593]ikke kan tidsfæstes, skal udstregningerne ikke anføres, Stykket blev genoptaget i 1871.

17.1.2 note 3

(3) Ej afhentet: tekst og tilbagesendelsesskrivelse in RA DKT afd. G Ikke antagne stykker uden forfatternavn.

17.1.2 note 4

(4) Se Erslew I 221. Stykket blev trykt i 1837 under titlen: "Apothekeren i homøopatisk Knibe".

17.1.2 note 5

(5) Ifølge NkS 1706 V nr.205 13.2.1836 læste Molbech først stykket den 9.2.1836. Brevet giver også oplysning om Kirsteins læsning.

17.1.2 note 6

(6) NkS 2412, 2) III (= Lauritz Nielsen Danske Digteres Originalmanuskripter s .164 VI 2) er dels Hertz' vanlige løse lapper samt en kladde, hvor rettelser bl.a. er foretaget til den 1. trykte udgave "Lyriske og dramatiske Digte" I Deel 1841. Sufflørbog eksisterer ikke (KB, DKTB), men på Teatermuseet findes Hertz' originalmanuskript med mange store og små rettelser. En redegørelse for disse vil kræve en specialundersøgelse. - I sin anmeldelse i "Søndagen" skrev Overskou: "Dette Stykkes Stof er just ikke nyt, men af den Art, at det fortjener ofte at fremstilles i nye Skikkelser, da det griber dybt ind i Folkets Natur og har mangesidig Interesse. Digteren har behandlet det i en meget simpel Handling; men dette kan kun ansees som en Mangel af dem, der, forvænnede ved de nyere franske Stykker, der vakle imellem at være Intriguelystspil og Charakteercomedier, aldeles miskjende den egentlige Characteercomedies Natur .. Den Lystspildigter, der føler, at han har sin Styrke i Characteerskildring, bør ikke overlæsse sit Værk med Handling, da dens Gjennemførelse ofte hindrer hans Genie fra frit at udvikle sine Personers Individualitet, og vi troe derfor, at Hr. Hertz, hvis Talent for Lystspillet netop yttrer sig meest i Characteerskildringen, har gjort fuldkommen rigtigt i, saavel i dette Stykke, som i Emma [jf. s.362], at anlægge Handlingen meget simpelt, ligesom han har gjort rigtiet i at gjøre den mere sammensat i Amors Geniestreger [jf. s.356], hvis Hovedhensigt ikke er Characteerskildring. Dermed mene vi ikke, at Handlingen ikke behøver at have en kunstmæssig Form; hvor lille den end er, bør den tvertimod ikke endes før med Stykkets Slutning, og i denne Henseende kunne vi ikke andet end foretrække Emma for Sparekassen, thi her vedvarer Stykket endnu noget efter at den egentlige Handling er endt. Charactererne, der ere tagne ud af Hverdagslivet, ere særdeles godt og consequent udførte .. Situationerne ere ikke beregnede paa at gjøre en stærk Effect, men flere af dem ere behandlede med ægte comisk Styrke, som f. Ex. den fortræffelige Scene, hvori Madame Rust fortæller Skaarup, at han har vundet. I vor paa gode Charakteerlystspil meget fattige Tid er dette Stykke en sand Berigelse for Scenen og vækker tillige en meget behagelig Forventning om, hvad man i dette Fag for Fremtiden kan vente. Besynderligt er det, at Forfatteren har kaldt sit Stykke: Sparekassen, da denne aldeles ikke har nogen Indflydelse paa dets Gang" (nr.25 19.6.1836). Jf. Overskou V 267f.

17.1.2 note 7

(7) Kirstein har postdateret sit votum; jf. hans datering af votum over "Sparekassen".

17.1.2 note 8

(8) Stykket blev trykt i 1838. Jf. Heibergs artige brev til Andersen (Borup nr.398).

17.2.1.

17.2.1 note 1

(1) Sufflørbogen KTS 836 indeholder helt uvæsentlige blyantsrett.

17.2.2 note 2

(2) Sufflørbogen KTS 539 indeholder helt uvæsentlige blyantsrett.

17.2.1 note 3

(3) Se Molbechs artikel i Maanedsskrift for Litteratur Bd.VIII s.535-562.

[sideskift][side 1594]

17.2.1 note 4

(4) Den eneste udeladelse Holst havde foretaget var i 3. akt 5.sc., "der synes lagt an paa at frembringe en nerverystende Effekt", hvilket han håbede ikke "vil .. vække Mishag" (I.B.nr.232).

17.2.1 note 5

(5) Det kan ikke oplyses, hvorvidt Kirsteins ønske blev imødekommet, da Sille Beyers manuskript er gået tabt. Sufflørbogen fra 1836 eksisterer ikke (KTS 514 er yngre).

17.2.1 note 6

(6) Fejl i A & C II 56. - "Kjøbenhavnsposten" skrev den 7.9.1836; "Uden at indlade os paa, om eller hvorvidt det er passende, nu igjen at fremdrage denne Tragedie, ville vi blot gjøre opmærksom paa, at Oversættelsen er Schillers Værk aldeles uværdig. Det er bekjendt, at Schillers livfulde og kraftige Sprog er et integrerende og vigtigt Moment i Bedømmelsen af ham som Digter. I denne Oversættelse derimod er al den Glands og Duft, som fremblomstrer under Schillers Pen, og den poetiske Begejstring, som gjennemtrænger og forherliger hans Sprog, til sidste Spor bortdunstet og forsvundet .. Det vedkommer os ikke, at undersøge eller omtale, hvilke eller hvilke Slags Grunde, der kunde have bevæget Hr. Justitsr. M. til at besørge og antage netop denne Oversættelse. Saameget er imidlertid vist, at Theatret ikke er, og ikke kan eller bør være nogenslags Fattigforsørgelsesanstalt, hverken i aandelig eller legemlig Forstand. - Misligheder ved andre offentlige Institutioner kunne hæmmes ad den lovmedholdelige Vei. Saadanne Misligheder derimod, som de her paatalte, kunne nok ikke hæmmes ad nogenslags officiel Vei; men Publicum maa med godmodig Taalighed see paa dem, og finde sig i dem. Men desto stærkere opfordres vi til alvorlig Dadel at fremstille for Publicum en saadan Fremfærd, og saa lade dette dømme. - Da det vel kan ansees Som notoriskt, at ikke een, men flere af vore aandrige og talentfulde Digtere vilde paa given Anledning have paataget sig det behagelige Hverv - og kun en Digter burde dette betroes - at oversætte Schillers Tragedier for Theatret, og da det endvidere er forsikkret, at en af disse udtrykkelig havde tilbudt en saadan Oversættelse, saa paastaae vi med fuld Føie, at den paaankede Fremgangsmaade er en Forsyndelse mod Schillers Manes og mod alle Muser og Gratier, er en utilbørlig Brug af en Magt, som Stilling og Omstændigheder have lagt i Vedkommendes Haand, er, uden at omtale pligtmæssigt Hensyn til Theaterkassens Tarv, en Mangel af Agtelse for Theatret, der, som en dannende Konstanstalt, skal belemres med saadant et Fuskerarbeide, - er en Mangel af Agtelse for dets Konstnere, som skulle nedtrykkes og udmattes under Vægten af saa treven, mat, prosaisk en Sprogmasse, som denne Oversættelse frembyder, det er endelig Mangel af Agtelse for det danske Publicum, der, under de samme Betingelser for sig, kunde have havt en ganske anden theatralsk Nydelse ved en poetisk Bearbeidelse af Schillers Værk, end den, der nu bydes den ved sammes danske Beenrad: hvorfor ogsaa enhversomhelst Yttring af Mishag paa det bestemteste maa antages ikke at angaae hiint, men kun denne" (nr.255). Molbech ignorerede angrebet, mens Sille Beyer en uge senere i "Kjøbenhavnsposten" blot svarede ved at aftrykke originalens og sin egen oversættelses tekst uden Rahbeks oversættelse: "Hvorvidt alle disse Steder ere feilagtige, henstiller jeg med det Øvrige af Oversættelsen til Kyndiges Bedømmelse, uden Frygt for, at de ville tage Hensyn til en Recension, der heelt igjennem røber, hvad der har fremkaldt den. - Endnu maa jeg blot tilføie, at ved Stykkets Opførelse var der intet Spor af, at "en treven, mat, prosaisk Sprogmasses Vægt" nedtrykkede Theatrets Konstnere. Enhver af dem, som man med Rette giver [sideskift][side 1595]dette Navn, viste atter denne Aften, i usvækket Kraft, det Talent, der har skjenket Publicum saa mange Nydelser, og Mad. Nielsens mesterlige Udførelse af Hovedrollen henrev Alle til den mest levende Beundring" (nr.263 15.9.1836).

17.2.1 note 7

(7) Om Heibergs planer ses intet bevaret.

17.2.1 note 8

(8) Stykket opførtes i Hamborg 1. gang den 13.5.1835. Birch-Pfeiffer gæsteoptrådte i Hamborg i egne og andres stykker i perioden 22.4.-14.5.1835 (Hamburgische Correspondente).

17.2.1 note 9

(9) I sin dagbog noterede Molbech den 10.4.1835: "Jfru Petersens 1ste Debut i Fornuftgiftermaalet - det første Genie f. Theatret, jeg i 5 Aar har seet fremkomme" (NkS 439).

17.2.1 note 10

(10) Da oversætterens manuskript ikke er bevaret (KB), og KTS 194b kun indeholder ganske få, sproglige rettelser af Molbech, kan det ikke afgøres hvor meget, der ligger i Molbechs formulering. KTS 194a er en afskrift af KTS 194b. Stykket blev trykt i DKTR 1836.

17.2.1 note 11

(11) Sufflørbogen KTS 135 indeholder få blyantsrettelser (modificerede replikker vedrørende deres følelser) samt to blækudstregninger (af Molbech?) vedrørende elskovsforhold og endelig en af Liebe omskrevet slutning: Arsena: "Endnu engang Farvel mine Børn! For sidste Gang Farvel! Mig see I aldrig mere!" hvorpå der tilføjedes: "Hun gaaer bort med Donna Florinda, fulgt af alle Hoffolkene. Don Philip og Don Juan staae begge tause med Øinene fæstede til Jorden. Saasnart Alle, undtagen Peblo, som bliver paa Scenen, ere borte, hæve de begge langsomt deres Hænder, som for at see efter den forsvundne Fader. Deres Blikke mødes. Don Juan seer veemodigt spørgende paa Kongen. Denne aabner sine Arme, Don Juan kaster sig i dem og Peblo knæler ved Siden af Don Juan med foldede Hænder. Teppet falder" (KTS 135). Regieanmærkningen har tydeligvis skullet gøre afslutningen mere forsonende. - Fru Heiberg nægtede at spille Donna Florindas rolle, og selv om Holstein og Molbech gjorde deres yderste, lykkedes det dem ikke at formå hende til at give rollen. Jfr. Kofoed remplacerede hende (BHS 29.3.1836 Molbech til Holstein; TM 3.4.1836 Molbech til Johanne Luise Heiberg, utr.; Dp). - Af Overskous vigtige anmeldelse i "Søndagen" skal citeres: "[Den historiske tragedie] er skabt i Frankrige af Lemercier, som i sine to meget interessante Comedier: Pinto, og Mallet, har behandlet denne Skuespilart med megen Fiinhed. Casimir Delavigne, en Digter, der forener en stor Besindighed, Tænksomhed og Smag med sit Genie, har imidlertid i sin Don Juan af Østerrige behandlet den med en langt større Kunst, og med meget Held gjort Udviklingen af et Par Charakterer, der i Historien have et ægte tragisk Præg, til Gjenstand for Comedien. Med en Ironie, der beherskes af den høieste Grad af Smag og Fiinhed, har han aabnet os Karl den Femtes og Philip den Andens Inderste .. Stykkets Plan er lagt med den største Skarpsindighed; Digteren har constrasteret sine Personer ypperligt, uden at Contrasterne ere anlagte saa stærkt at de røbe Hensigten. Sæderne ere fortræffeligt skildrede, og de fine, med Smag anbragte Træk, ere saa sande og klare, at Tidens Aand og Personernes Charakteer forene sig til et herligt Billede, fuldendt i dets Enkeltheder og harmonisk sammensmeltet til et Heelt. Det Eneste, der er svagt i dette Stykke, som er et ypperligt Studium for Lystspildigteren og et af de Værker, der baade udvikler Skuespillernes Evner og danner Publicums Smag, er Slutningen, hvori Forfatteren altfor meget har ladet Karl den Femte fremtræde som den Mægtige, han har ophørt at være; det vilde maaskee have været [sideskift][side 1596]bedre, om han blot ved sin faderlige Anseelse havde løst Knuden. Dette interessante Værk, der, som enhver der kjender Originalen, vil tilstaae, er meget vanskeligt at fordanske saaledes, at det kraftige Sprog faaer den Lethed og Runding, der er nødvendig for den sceniske Fremstilling, er oversat af Hr. Borgaard med meget Held. De Forkortninger, som maatte gjøres formedelst Originalens Længde, ere foretagne med megen Omhue for at bevare Personernes Charakteer, Handlingens Gang og Motivernes Klarhed" (nr.25 19.6.1836).

17.2.2 note 1

(1) Sufflørbogen KTS 383 er afskrevet af Dorphs egen afskriver. Hvornår Dorph selv har rettet i sin oversættelse fremgår ikke af materialet. Han har foretaget to former for rettelser: For det første gjorde han sproget mere talesprogsnært; for det andet slettede han mange danske udtryk, og gav det i stedet for de franske. Stykket har tydeligvis vundet derved. Slutningen blev ændret, idet Jean på Rigolards foranledning præsterer et regulært frieri, hvorpå duellen med Walbruck ophidser tilskueren end mere, men stykket endes med de elskendes forening samtidig med at et brev oplyser om Walbrucks afrejse til udlandet (ændringen blev indført af Liebe).

17.2.2 note 2

(2) I NkS 2611 noterede Molbech "legi C.M." (udat.). Hans rettelser i afskriften er ganske få og ubetydelige. Sufflørbogen KTS 692 udført af Liebe - indeholder ingen rettelser på nær Madam rettet til Frue.

17.2.2 note 3

(3) Ifølge Goedeke XI,1 467ff blev stykket ikke oversat eller udgivet af Carl Blum.

17.2.2 note 4

(4) TK 1837 1.kv.nr.130.

17.2.2 note 5

(5) Sufflørbogen KTS 358 giver ingen hjælp til opklaring af dette problem: der er strøget ganske få steder (medierende i social og følelsesmæssig henseende).

17.2.2 note 6

(6) Opført sidste gang den 7.11.1837. Da fru Heiberg afgav sin rolle forsøgte direktionen en rolleforandring den 16.9.1838 (PRFD), men stykket kom ikke oftere frem.

17.2.2 note 7

(7) I sufflørbogen KTS 300 blev slettet et par replikker om venskabs betydning (s.175ff). I DKTR anførtes: "En lille Fortælling i Anecdotform har i Frankrig fremkaldt flere dramatiske Bearbeidelser af Sujettet. To af disse har den danske Bearbeider benyttet, og dertil føiet sine egne Modificationer, især i anden Act, hvori Characterernes og Handlingens Udvikling ere for en stor Deel, og Dialogen heelt igiennem nye" (s.28). Heiberg optog ligesom "Seer Jer i Speil" dette stykke i sine Samlede Skrifter. - Overskous og Heibergs polemik om bearbejdelsen belyser mere ordkløveren Heiberg end de reelle problemer ved omarbejdelsen af anden akt. Heibergs smagsdiktatur og Overskous indsigelse herimod endte med Heibergs beretning om "den Overskou'ske Polemiks dødelige Afgang". Overskou protesterede, hvorpå Heiberg lakonisk dekreterede: "Naar Dette drives altfor vidt,/Saa bliver det omsider lidt/Tyndt" (Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade nr.124 7.6.1836). En redegørelse for polemikkens indhold ville kræve en specialundersøgelse (Overskous bidrag tryktes i Dagen nrr.59, 71, 83 og 124, hhv. 9. og 23.3., 6.4. og 25.5.1836; Heibergs svar udkom, i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade nrr.83, 85, 91 og 100, hhv.15. og 30.3., 20.4. og 7.6.1836, de tre første optaget i Pros.Skr.Bd.IV 79-121).

17.2.2 note 8

(8) Seemann havde set stykket, da det var nyt. Han stemplede vaudevillen som "i høi Grad gemeen", men beundrede Mlle Déjazetis utroligt modulerede spil (UjBr 10.7.1833).

[sideskift][side 1597]

17.2.2 note 9

(9) Forholdet mellem Borgaard og, Molbech var blevet retableret, idet Molbech mundtligt havde meddelt Borgaard, at han havde antaget stykket til opførelse (I.B.nr.103 16.5.1836). Stykket blev opført sidste gang den 14.11.1836; trods rolleforandringer den 4.11.1837 kom stykket ikke oftere frem. - "Kjøbenhavnsposten"s anmelder diskuterede forholdet mellem Balzacs roman "Eugenie Grandet", den franske komedie samt den danske bearbejdelse. Han formulerede sig afsluttende om emnet: "Den danske Bearbeidelse har nu atter ført Sujettet tilbage til den simple Uenighed, som imellem Fader og Datter er opstaaet derved, at hun har anvendt sin Formue paa en anden Maade end han ønskede, eller rettere - thi saaledes seer det nu ud - derved, at hun har hindret ham i at forbruge hendes Penge, og vi indsee i Sandhed ikke rettere, end at det, om det end saaledes er smukt og godt i Novellen, dog neppe vilde kunde falde Nogen ind at gjøre et sligt Hverdagskjævleri til Gjenstand for et Skuespil; det maatte da i det Mindste være af en anden og langt finere Art end her er Talen om. Det kommer derhos nu til at see næsten pudseerligt ud, at Datteren, bragt til Fortvivlelse over at Faderen ikke vil redde hendes Onkel, siger sig løs fra alle Baand, der knytte hende til hendes Fader, og at; hun siden beskriver sin Tilstand i Gjerningens Øjeblik som næsten bevidstløs, naar der ud af alt dette ikke kommer andet, end at hun har gjort hvad der var ret og godt, og det vil endelig neppe synes at være psychologisk rigtigt, at hun, over en aldeles ulastelig Handling, skulde kunne komme til at føle sig saa ulykkelig, som nu er Tilfældet, efter at man til Novellens Handling har føiet den franske Comedies Følger. Frygtede man for, at Publicum skulde mene, at det ikke alene under ethvert Forhold, enhver Omstændighed og udøvet af en nok saa ædel Natur, bliver en ikke blot slethen umoralsk, men derhos plat og gemeen Handling, at berøve en Anden hans Eiendom, en Handling, som al Skjønhedssands maa forjage fra Konstens Enemærker - en Frygt, der i øvrigt ikke er vor - saa havde det dog vist været langt at foretrække, ikke at opføre et saadant Stykke, end nu, efterat man har afsjælet det, at bringe dets døde Legeme paa Scenen. Vi troe ogsaa, at der vilde have været andre Midler til at tilfredsstille Publicums maaskee noget kildne Følelse, som tillige vilde have været i Stykkets sande Interesse. Der er saaledes i Stykket Intet gjort for, at det kan blive os anskueligt, hvorledes Eugenie kan have forelsket sig i den maaskee noget vel sløsede Charles, som ikke gjengjelder hendes Kjærlighed, medens at det i Novellen er et af de smukkeste Partier, hvorledes den unge i spidsborgerlige kedelige Omgivelser levende Pige ved den smukke livsglade Fætters pludselige Tilsyneladelse ligesom vækkes til et nyt Liv, som hun fra nu af kun lever i ham; og, imedens at Charles Fader hist er en, den gamle Grandet temmelig uvedkommende, og derhos ved sin egen Ødselhed forarmet Person, hvis Brev endog ikke er uligt et vel anlagt Krigspuds, er det i Novellen hans egen ved uheldige Begivenheder i Ulykke geraadede Broder, som det vilde være en blodig Synd ikke at redde fra i Undergang. - Den væsentligste Interesse er egentlig, saa synes det os, for det meste forbi med den første Akt; thi det er næsten uhyggeligt at see den Gjerriges Afsindighed over hans stjaalne Penge. Et saadant dyrisk Raseri er hverken skjønt eller poetisk, naar det ikke kan afvindes en komisk Side, og det er ikke Skuespillerens Skyld, naar Tilskuerne, i Følelsen heraf, søge Stof til Latter, hvor det ellers ikke [sideskift][side 1598]var at finde. Opløsningen have Forfatterne tildeele søgt at motivere ved at give den Gjerrige en stor Deel Godhed og Ømhed for hans Datter, hvilket i Stykket heelt igjennem endog i hans fortvivlelse lader sig tilsyne, men det synes os, at Hr. Rosenkilde ikke lader dette Moment stærkt nok fremtræde i de Scener, hvori han er fortvivlet, og at Forfatternes Hensigt som Følge heraf tildeels forfeiles. - Dersom vi skulde kalde Noget i dette Skuespil umoralsk, da vilde det være Charles's vel Kotzebuiske Opoffrelse af sin egen Kjærlighed af Taknemnelighed for sin Cousine og det at han for hendes Kjærlighed byder hende sine egne forfalskede Varer, men om en Deel af det vi her have yttret ville vi overhovedet henvise vore Læsere til Slutningen af Poul Møllers Anmeldelse af Novellen Extremerne " (nr. 315 8.11.1836). Se Møllers anmeldelse i "Maanedsskrift for Literatur", bd.XV 135-63 = Efterladte Skr. II 126-57.

17.3.1.

17.3.1 note 1

(1) Kan ikke identificeres.

17.3.1 note 2

(2) Jf. Overskou V 255, hvor fiaskoen tilskrives musikkens manglende kvaliteter. Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer (KB). - Kjøbenhavnsposten skrev: "ved Dækkets Fald [ytrede der sig] deelte Meninger om [Duellanterne] .. Applausen fulgtes af Hyssen, og et Par Piber lode sig høre, hvilke end ikke bragtes til at forstumme ved de forstærkede Bifaldsytringer og den lydeligt ytrede Trudsel om "at kaste Piberne ud". Meningsstriden ophørte først efterat Slagene paa Gongongen havde paabudt Taushed, og endda lød et Par Gange: "Ud med Piberne" , som af det utilfredse Parti repliceredes ved Raabet: "Ud med Klapperne!" (nr.208 2.9.1835).

17.3.1 note 3

(3) Brevet og Molbechs votum er næsten enslydende, idet votummet direkte henviser til Molbechs brev til Hansen. Jf. behandlingen af fru Gyllembourgs "Fregatskibet Svanen" s.448.

17.3.2 note 1

(1) Mellem 1. og 2. korrektur havde Molbech teksten til censur. Hans rettelser godtog Güntelberg "med tilbørlig Agtelse for en saa udmærket Sprogkjender". Udover transliterationen af kinesiske navne oplyser brevet blot "Det Øvrige, der ogsaa havde stødt mig, er rettet; men at gjøre Forandringer, større nemlig, i Dialogen, vil i denne Hast blive meget vanskeligt, ja, fast umuligt" (Coll.BrS.III.3 21.1.1836).

17.3.2 note 2

(2) Sufflørbogen mangler. Hvad den trykte udgave anfører er i denne sammenhæng underordnet. Rettelser i partituret er underordnet. - Prins Christian Frederik så ofte denne opera: Den 29.1.1836 noterede han "smuk Musik"; 4. forestilling så han "med Fornøjelse" (16.2.1836). Den 26.4.1836 hørte han "2 Acter"; den 12.10.1836, den 6.11.1837 og den 6.4.1839 hørte han operaen (6 af 12 mulige gange). - Anmelderen i "Iris" skrev: "Ogsaa undlod man ikke at pibe forsvarligen ved den første Opførelse, efter Hs. Majestæts Fødselsdag, og nu troede man Stykkets Skjæbne afgjort; men, mærkeligt nok, ved næste Forestilling, da man alt havde udspredt det Rygte, at endeel Parterresøgende vare blevne enige om at give sig til at valtse, for paa en naiv Maade at gjøre sig, i Ordets egentlige Forstand, lystige over Jfr. Zrza's Arie, i 2den Akt, hvori der forekommer et Thema., der ligner en Valts, - da hørtes ikkun een eneste lille uskyldig Fløitetone, der dog strax forstummede og forblev maalløs af Skræk over at være saa allene .. Endeligen, endnu mere mærkeligt! - ved den derpaa følgende Forestilling, applauderede man stærkt og Publikum lod til at være meget vel fornøiet. [sideskift][side 1599]Heraf kan vistnok med Føle drages den Slutning, at Musiken maae, ved at høres oftere, have tiltalt Øret og have forsonet Folk med hiint gjøglende Sujet. Rigtignok kan denne, i det Hele taget, ikke komme i Sammenligning med Aubers foregaaende Operaer .. men man nikker dog venlig ad hine Bekjendtere og forlader neppe Theatret uden at føle en uimodstaaelig Trang til at gjentage for sig adskillige af hine mange smagfulde og oplivende Melodier, som man kalder Dandsemusik, fordi den levende indre Bevægelse, som de opvække, meddeler sig lige indtil Benene" (nr.9. 28.2.1836). Anmelderen i "Musikalsk Tidende" var endnu mindre begejstret: "[Stykket havde gjort lykke i Paris og København, men ikke i Tyskland] .. ubehageligt vilde det være, om den Dom, hvori de fleste Kritikere stemme overeens, nemlig at Musiken i denne Opera er særdeles gehaltløs, og Handlingen deri - Velanstændigheden temmelig nærgaaende, skulde vække Formodning om, at vi her havde mindre Sands for gedigen Musik, og regnede det mindre nøie med det Moralske, end i Tydskland; hvilke Beskyldninger vi dog strax vilde tilbagevise, ved at gjøre opmærksom paa de mange gedigne Compositioner, der her have vundet levende Erkjendelse, og paa den Misbilligelse, som flere frivole Stykker af den nyere franske Skole her have mødt .. [Efter musikforlæggerens formodede anprisning af musikkens kvaliteter] kan [man] saaledes egentlig ikke sige, at Stykket er valgt, i det mindste ikke, at det er udvalgt [til kongens fødselsdag]" (nr.8 6.3.1836).

17.3.2 note 3

(3) Sufflørbogen er et eksempel på. Molbechs flid. Rosenkildes bogsprog blev utallige steder skrevet om (ganske få ord hist og her) til et dannet teatertalesprog. Syngenumrenes tekst findes ikke anført i KTS 458; korrektionerne blev ikke indført af Molbech eller Kirstein men ved rolleskriveren. -Anmelderen i "Musikalsk Tidende" citerede "det Schillingske "Universal=Lexicon der Tonkunst", hvor Aubers virksomhed karakteriseredes: "I at fremhæve smaa pikante Træk og Situationer, i Valg og Bedømmelse af Sujetter, kort i alle de Egenskaber, som en Theatercomponist kan erhverve sig ved Erfaring, under flittig Udøvelse af sin Kunst, er han at anbefale som et Mønster; men de væsentlige Egenskaber, videnskabelige, æsthetiske og andre philosophiske Kundskaber, kan han, efter hine Frembringelser at dømme, kun besidde i en yderst ringe Grad, eller ogsaa anvender han dem efter falske Principer, hvilket forudsætter en ikke mindre Mangel paa virkelig kunstnerisk Dannelse. Og derfor regne vi ham i en vis Henseende mellem Forstyrrerne af den ægte dramatiske Musik". - .. "Lestocq" [er], endskjøndt langt fra saa Chinesisk som "Prindsen af China" .. dog saa Aubersk, at den med fuldkommen Ret kan henføres under samme Categorie, som alle hans andre Operaer, ihvorvel den, efter vor Mening, indeholder flere smukke Satser, end de fleste af Componistens tidligere Arbeider, ligesom ogsaa nogle af de combinerede Nummere forekomme os mindre fattige, end sædvanligt" (nr.20 26.6.1836).

17.3.2 note 4

(4) Jfr. Zrza fik ikke noget parti i stykket; jf. Overskou V 261; jf. Schepelern II 462.

17.3.2 note 5

(5) Jf. Marschner til Overskou 18.12.1834 (NBU), hvor Marschner bad om bestemt besked derom.

17.3.2 note 6

(6) Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer (KB). Den trykte udgave (1836) er derfor interesseløs i denne sammenhæng. - Prins Christian Frederik noterede: "Med Kongen og Dr. bivaanet Forestillingen af Operaen Hans Heiling, som Marschner selv anførte; udtryksfuld Musik" (Dagbog 13.5.1836). - Overskou anmeldte [sideskift][side 1600]stykket i "Søndagen": "Texten til Hans Helling hører i een Henseende til de bedre Operatexter. Næsten ethvert Numer er godt motiveret, det vil sige, Dialogen har ved dets Begyndelse en saadan Varme og Kraft, at Overgangen fra Tale til Sang ikke bliver skjærende; Syngenumerne have desuden en god Form for den musikalske Behandling, Versene ere lette og skrevne i Rhythmer, der passe godt til de Følelser, de skulle udtrykke. I en anden Henseende er Texten maadelig; thi Stoffet, som er taget af et Eventyr af Körner og egner sig særdeles godt til at behandles som Opera, er ikke i det Hele udviklet paa en poetisk Maade eller i effectfulde Situationer .. og Stykket mangler store Situationer, hvorved Operaen især skal gjøre Virkning. Denne Mangel fremtræder især stærkt i Finalen, der ere meget matte og ubetydelige. Istedetfor at de skulde bringe Effecten paa dens høieste Spidse, slappes de ved Theatercoups .. Selv den sidste Finale, der dog er den bedste, er saa mat, at man har anseet det for nødvendigt at gribe til det, for en høiere Kunstanstalt uværdige, Middel, at sætte Varme i den ved den bengalske Flamme. Denne Mangel paa Effect i Finalerne er saameget mere mærkelig, da Forfatteren er en udmærket Skuespiller .. Musiken til dette Værk er sikkert en af de meest udmærkede fremmede Compositioner, der siden Jægerbrudens Opførelse ere komne paa vor Scene .. Componisten har ikke ved en tvungen eller søgt Originalitet stræbt at lægge for Dagen, at han er en lærd Musikus, men tvertimod, i Følelsen af sit Herredømme over Udtrykkets Midler, ladet sin Phantasie udvikle sig med Frihed i characteristiske Melodier og, som uden Hensigt, ladet sin Lærdom aabenbare sig i Maaden hvorpaa han giver sit Genies Inspirationer Udtryk. Hvad der især er beundringsværdigt hos denne Tonedigter, er den Objectivitet, der saa levende fremtræder i hans Værker; Melodie og Udtryk gaae stedse ud fra Stoffets Charakteer og hans Personers Inderste; det er ikke hans Følelser han tillægger dem, men deres Følelser, der udtrykke sig ved ham" (nr.25 19.6.1836).

17.3.2 note 7

(7) Jf. Kirstein til Molbech 29.10.1836 NkS 2336. Sufflørbogen KTS 657 indeholder rettelser fra en senere tid.

17.4.1 note 1

(1) Ej afhentet. Tekst og tilbagesendelsesskrivelse findes i teatrets arkiv afd. G Ikke antagne stykker uden forfatternavn.

17.4.1 note 2

(2) Sufflørbogen KTS 121 indeholder mange blyantsudstregninger, som ikke kan dateres. Ændringerne kan gerne henføres til genoptagelsen i 1843, jf. s.1141. NkS 2412 røber lige at Molbech har læst VIII 2.2.

17.4.1 note 3

(3) Der ses ikke foretaget ændringer i "Spanierne i Odense" KTS 691, hvorimod der blev slettet i anden afdeling "Fem og tyve Aar derefter" KTS 200: I fjerde scene slettedes sangen om Eduard og Kunigunde, hvilket Andersen begrundede med: "Ideen til dette Nummer er taget af Nestroys Farce: Lumpacivagabundus" (tr. udg. s.13). De øvrige, få udstregninger gjaldt andersensk naturmaleri eller følelsesfulde udladninger, der vel slettedes først og fremmest på grund af det retarderende element. Andersens manuskript, Coll.S. 21 I 5.2., indeholder ingen vedtegninger af censorerne, hvorfor Andersen nok har leveret en renskrift, som nu ikke mere eksisterer; jf. Lauritz Nielsen Danske Digteres Originalmanuskripter s.16). En nøjagtig redegørelse for forholdet mellem manuskript og sufflørbøger vil kræve en specialundersøgelse: her skal blot anføres, at afsnittet om sjælens adel blev kraftigt omarbejdet og siden forkortet i KTS 200.

[sideskift][side 1601]

17.4.2 note 1

(1) Overskou anmeldte stykket i "Dagen": "Aldrig har det danske Theater, i de 88 Aar det har staaet, ladet Dækket rulle op for et Smørerie, der har været mere plat, gemeent og usselt. Det glæder os inderligt, at Publicums, aldrig mere alvorligt, eenstemmigt og retfærdigt udtalte, Mishag har frelst Scenen fra oftere at besudles med denne plumpe Gemeenhed og Personalet fra at nedværdiges ved dens Fremstilling. Det er klart, at Theatrets Bestyrelse kun af særdeles Grunde har tilladt dette usædelige Mikmaks Opførelse; men vi kunne ikke tilbageholde vor Forundring over, at den ikke har fordret den localiserende Oversætters Navn offentliggjort, for at den hele Skam foren saadan Nedværdigelse af den kongelige danske Skueplads kunde falde paa den, som ved sin Anseelse har været istand til at faae et Stykke opført, der saa oprørende træder al god Smag og Sædelighed under Fødder" (7.4.1836). Se s.828ff samt note 7 til 18.4.1.: Derfor omtalte Overskou ikke Ryges oversættelse i Teaterhistorien bd.V.

17.4.2 note 2

(2) Citeret efter Kirsteins referat.

17.4.2 note 3

(3) Den blev altså ikke produceret af Boye?

17.4.2 note 4

(4) Molbechs rettelser i sufflørbogen KTS 819 er få men ganske karakteristiske for ham, thi også her jævnede han det ordrette bogsprog og ved småords placering fik han straks forbedret teksten, så et dannet talesprog fik form. I DKTB findes Liebes regiliste (rollefordeling) (udat.).

17.5.0.

17.5.0 note 1

(1) Balletten blev set af prins Christian Frederik den 28.10.1835: "et sandt Kunstværk"; den 9. forestilling den 17.12.1835 så ; han "med stor Fornøjelse". Derpå så han balletten den 8.1., 14.2., 13.3., 11.4. ("i Theatret, Kongen saa Ball. Valdemar 6 Gang"), 27.5., 5.10., 27.11.1837, 1.5.1838, 27.6.1838, 11.12.1838. Balletten opførtes 35 gange i Frederik VIs levetid; 55 gange i den behandlede periode. Der er uden diskussion tale om kongehusets mest foretrukne ballet. Valget af forestilling i 1838 i anledning af kong Friedrich Wilhelm af Preussens officielle besøg i Danmark underbygger klart dette. Ifølge Ryges opstilling over produktionsomkostninger var det samtidig teatrets dyreste ballet i delperioden 1829-1839: "Gratiernes Hylding" 411.2.3.; "Søvngængersken" 732.5.11; "Soldat og Bonde" 145.0.7; "Paul og Virginie" 1413.3.4; "Victors Bryllup" 474.3.15; "Faust" 1439.5.14; "Veteranen" 1140.2.6; "Nina" 726. 5.12; "Tyrolerne" 1146.0.0; "Valdemar" 2668.4.4; "Sylphiden" 2157.2.5;"Don Quixotte" 1336.0.4.Rbd. (DKTB).

17.5.0 note 2

(2) Opført 1. gang den 23.9.1802; sidst givet den 5.4.1825.

17.5.0 note 3

(3) Ivor Guest: The Romantic Ballet in Paris. Bond.1966 131; Ivor Guest: The Romantic Ballet in England. Lond.1954 122. Balletlitteraturen synes ikke at kunne oplyse om Dolores Serrals eller de øvriges optræden i Spanien.

17.6.0 note 1

(1) Caroline Lithanders aftenunderholdning indeholdt bl.a. arie af Bellinis "La somnambula", duet af Rossinis "Armida", recitativ og arie af Rossinis "Beleiringen af Corinth, Oehlenschlägers "Guldhornene" med Hartmanns musik blev fremsagt af Waltz og endelig "Fantasie og Variationer over Favorit=Melodien "au clair de la lune", for Fortepiano, med Orchester=Accompagnement, af Moschelles, udføres af Undertegnede" (13.9.1835). - Kirchheiners aftenunderholdning indeholdt bl.a. "Ouverture af Mendelsohn=Bartholdy, Fantasi over Göthes Digt "Meeres=Stille und glücklige Fart", "Den engelske Capitain", af Carl Bagger, [sideskift][side 1602]fremsiges af Hr. Waltz, "Stor Fest=Ouverture af Marschner", "Det kan ei passe sig, af Hr. Th. Overskou, fremsiges af Md. Holst", arie med kor og duet af Paers "Achilles" og "Epilog af Hr. H. Hertz, fremsiges af Undertegnede" (29.11.1835). - Sablers' aftenunderholdning den 21.2.1836 indeholdt bl.a "Ouverture (ny) af Hr. Musiklærer Hansen, (Eleve af Musikconservatoriet)", "Arie (ny) af Operaen: "il Pirata", af Bellini, synges af Undertegnede", "Thema med Variationer for Violin, af Mollique, udføres af Hr. Gade (Eleve af Hr. Concertmester Wexschall)", "Scene og Terzetto af Operaen: "Othello", af Rossini, synges af Jomfrue Christensen, Hr. Faaborg og Undertegnede", "Min huuslige Lyksalighed, nyt Digt af Hr. C. Borgaard, fremsiges af Hr. Seemann", "Tanker ved en ituslagen Jydepotte, af H.C. Andersen, (med Musik, ny), fremsiges af Hr. Waltz", "Divertissement for Flaute af Lindpaitner, foredrages af Hr. Helsted (Eleve af Hr. Capelmusicus Petersen)", "Epilog af Hr. Th. Overskou, til en Melodie af Lindpaitner (hvormed Jfr. Lithander sluttede sin første Aftenunderholdning), synges af Undertegnede".

17.6.0 note 2

(2) Opført 1. gang den 10.10.1816; sidst givet den 21.11.1833.

17.6.0 note 3

(3) Opført 1. gang den 14.4.1803; sidst givet den 9.12.1835.

17.6.0 note 4

(4) Opført 1. gang den 29.10.1822 (se s.62); sidst givet den 21.1.1836.

17.6.0 note 5

(5) "Ouverturerne og Syngenummerne anføres af H. Marschner" (Th.Pl.) Musikalsk Tidende anmeldte aftenunderholdningen: "De to herlige Ouverturer .. nemlig til Operaen "Slottet ved Aetna" og "Lucretia", udmærkede sig ved en mesterlig Instrumentation, der, saa stærk som den var, aldrig udartede til blot Larm .. Ogsaa bleve de, under Componistens egen Direction, udførte af det kgl. Capel med en Præcision, et Liv og en Begeistring, der udgik fra Anføreren, og meddeelte sig de Spillende, over hvilke Hr. Marschner udøvede det Herredømme, som er givet Manden med erkjendt Genie, og en derpaa grundet Navnkundighed; og det maa glæde enhver Musiker, at Capellet ved denne Leilighed saa glimrende fyldestgjorde de Forventninger, den udmærkede Kunstner, som en Følge af dets Renommee, nærede om det. Md. Marschner sang en Arie af Bellinis Opera "I Puritani", ligeledes en stor Scene og Arie af "Slottet ved Aetna", der tilligemed Ouverturen til samme Opera maatte vække Ønsket om, snart at faae det hele Værk at høre [jf. s.826]. En stærk Stemme, en betydelig Færdighed, men, fremfor Andet, et levende, fyrigt, sjælfuldt Udtryk, gjør hende til en ypperlig Sangerinde. Især henrev hun ved Foredraget af nogle skjønne Romancer: Le Ranz des vaches d'Appenzell, af Meyerbeer; en Sang af Hr. Marschner, og La Danza Tarantella neapolitana af Rossini. Hvor mange Bravoursangerinder vilde Romancen ikke være et Skjær, hvorpaa deres hele Kunst strandede?" (nr.16. 24.5.1836).

17.8.0.

17.8.0 note 1

(1) Forestillingen er skrevet af Collin personligt, mens Moltke blot underskrev den.

17.9.0. note 0

(0) NkS 2580 er Dorphs autograf: hans rettelser er inferiøre. Sufflørbog ses ikke (KB).

17.9.0 note 1

(1) Koncept til Cp aldrig indført i denne form, se s.784.

17.9.0 note 2

(2) Antoges på betingelse af udeladelse af 1. akt p. 38-39 "i medfølgende Manuscript) fra Ordene "Seer Du" i Kakadues Replik, indtil Enden af hans Sang "keithaandet blev" Pag 39, hvilken Sang saaledes ganske bortfalder. - Ligeledes i 3 Act (p: 176 i Manuspt.) hvor der i Franks sidste Replik i Stedet for "Onkel Harboe". maa sættes et andet Navn" (Kp.nr.77). Begge dele blev rettet.

[sideskift][side 1603]

17.9.0 note 3

(3) Erstattedes i Cp mod "neppe ville" og "Saa lidt der i øvrigt kan være i Veien for, at dette Stykke - om man finder sin Regning derved, - gives til en Sommerforestilling: saa ønskeligt vil det være, at vi for Theatrets Repertoire maa blive forskaanede for dette Stykke, og lignende af Hr. Andersens oversatte Vaudeviller, ved hvilke det synes at være hans Bestræbelse, at de ei skulle fordunkle hans Originaler" (18.6.1836). Jf. Edv. Collins afskrift A&C 268. - Kirsteins votum kendes ikke.

17.9.0 note 4

(4) Kirstein var fraværende fra begyndelsen af april 1836. Delcours selskab optrådte i Hamburg i perioden

17.9.0 note 5

(5) Bournonville var i Berlin i april 1836, hvor han også traf Delcour. Bournonvilles korrespondance med Delcour er ikke bevaret, men den 22.7.1836 tilskrev han Delcour, som da var i Hannover. Den 30.7.1836 meddelte Delcour, at selskabet først kunne komme til København den 7.8.1836 i stedet for den 1.8. 1836 (NkS 3258 I).

17.9.0 note 6

(6) Den 16.8.1836 opførtes imellem stykkerne: Fantasi over franske Themaer for Violin, af Kallivoda, udføres af Wallerstein (musikdirektør for Delcours selskab) og Stort potpouri over Themaer af Norma, Capuletti og Montecchi, componeret og udført af Wallerstein. Den 17.8.1836 opførtes La suite d'un bal masqué og Le jeune homme à marier: kun denne plakat er trykt på fransk; stykkerne opførtes ikke på teatret

17.9.0 note 7

(7) Molbech kommenterede gæstespillet: "Skiøndt ikke uden Fortienester, ville de ei fordunkle vore egne, undtagen ved deres correcte Spil og ypperlige Skole. Vel ogsaa ved deres elegante Udførelse af det finere Lystspil" (Dagbog NkS 439 11.8.1836). Molbech besøgte også forestillingerne i den følgende uge, "som .. hver Gang mere indtager og behager mig" (15.16.8.1836). Den 26.8.1836 besøgte han "Mad. Brice, som jeg fandt af en ligesaa behagelig og dannet Tone i Conversationen udenfor, som paa Theatret" (NkS 439). Den 20.8.1836 gav N.P. Nielsen følgende vurdering af den franske trup: "De franske Skuespillere har jeg kun seet een Gang, og skjøndt det var meget slette Stykker, bleve de dog givet fortræffeligt, og vidnede om mange Fuldkommenheder, som vi savne, ikke med Hensyn til Talenter, men fornemmelig til Bestyrelse. Dog det er en gammel Jerimiade, som stundom varierer paa en nye Maade, men Themaet lyder dog altid: Irthum in allen Ecken!" (NBD 2.rk. adr. C. Bang). - Overskou sammenlignede skuespiller for skuespiller de franske med de danske, hvorpå han konkluderede: "Vort Theater staaer saaledes sikkert over det franske med Hensyn til Kræfterne, det er, enkelte Kunstnere, men det franske staaer langt over vort i Henseende til deres Anvendelse eller den egentlige theatralske Kunst, som skal forene de enkelte Talenters Virksomhed til et skjønt, harmonisk Heelt. Det er langtfra ikke nok med at Rollerne ere udmærket godt lærte; det er ikke det, som giver en Forestilling Præcision. Endogsaa mange Skuespillere have denne taabelige Indbildning; men derfor kan en Forestilling gaae meget elendigt. At have lært sin Rolle er en nødvendig Betingelse for at kunne sige den, men ikke nok til at spille den, og endnu mindre til at bringe den i en kunstnerisk Forbindelse med de andre. Dertil hører først og fremmest en Styrer af hele Indstuderingen, en kunstforstandig Mand, der ikke bilder sig ind at have opfyldt sin Pligt, som Kunstner, ved at sige Personerne, hvor de skulle komme ind, men som gjør opmærksom paa Scenens Gang, udvikler den tydeligt (man burde ikke behøve at tilføie) og artigt. Der hører dernæst dertil, [sideskift][side 1604]at der ansættes saamange Prøver, at det Hele kan faae Fasthed og at der paa disse Prøver hersker Alvor, og endeligen udfordres Aftale mellen de Spillende om hvorledes Scenerne skulle gaae, hvorpaa de prøves indtil man med Lethed, og uden at den Ene vil spille paa den Andens Bekostning, kan udføre det Aftalte. Det er en stor Feil, at man lader den Prøve, der gaaer uden nogen stor Standsning, være den sidste .. Franskmændene have mange Prøver, de halve ere imidlertid saa godt som fuldkomne Forestillinger, der kun give den tilbørlige Fasthed - saaledes bliver den hele Fremstilling et Kunstværk og ikke et slet sammensat Mosaikstykke" (Søndagen nr.34 21.8.1836). Ryge reagerede: "Dette har fornærmet mig, og jeg har derfor besluttet offentligen at fralægge mig de Beskyldninger bemeldte Yttringer involvere. Men da en saadan Retfærdiggiørelse nødvendigt maa understøttes ved factiske Argumenter, saa vil jeg ikke kunne undgaae at berøre Omstændigheder, som det maaskee vil være den høie Direction ubehageligt, at see offentligen fremsatte, og jeg har derfor troet, at skylde baade den høie Direction og mig selv, først at forsøge, om jeg ikke paa en lemfældigere og maaskee Theatret mere værdig Maade kan opnaae min Hensigt. Til den Ende vover jeg i dybeste Ærbødighed at bede den høie Direction, gunstigst og overeens-stemmende med Sandheden at meddele mig et ostensibelt og til Offentliggiørelse ved Trykken indrettet Vidnesbyrd [:] "at den høie Direction i de Aar, jeg har fungeret som Instructeur en scene ved det Kongelige Theater [siden 1829], i alle Henseender har været tilfreds med mine Præstationer i dette Embede, og at, hvis der maaskee undertiden skulde have været noget at anke paa Ensemblet ved Forestillingerne af de Stykker, jeg har sat i Scenen, saadant ikke kan tilregnes mig, hverken med Hensyn paa min Duelighed til eller Virksomhed i bemeldte mit Embede" (I.B.nr.176 25.8.1836). Direktionen reagerede ikke (Dp 26.8.1836); Ryge havde selv anført grunden!

17.9.0 note 8

(8) Delcour rejste til Hamborg den 9.9.1836 efter alle de mange forgæves forsøg på at give ekstra forestillinger i september 1836 (NkS 3258 adr. Bournonville).