[sideskift][side 1248]

27.1.1 Dansk drama

L. Fayes norske "Førstefødselsretten" (1844) havde Heiberg læst "for længe siden" (Coll.S.nr.235 26.7.1845) og fundet det "simpelt og smagløst .. den yderst kluderagtige Diction i næsten uudtalelige Vers" måtte være nok til at forkaste stykket (l.c.). Remitteret (Cp udat.).

C.L. Bangs anonymt indleverede "Kongen vaagner" var som historisk drama hverken "Historie eller Poesie. Skildringen af Kongen har noget Usselt, der allermindst passer paa Christian II. Desuden er det Hele vidtløftigt og trivielt" (Coll.S.nr.235 26.7.1845). Om det blev læst af Adler vides ikke; remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr.135).

Thornam forhandlede mundtligt med Collin om en omarbejdelse af "Mac I Vol" (jf. s.1211) (Coll.BrS.XXIVb 19.9.1845). Hverken Heiberg eller Collin gjorde mere for dette stykke. Remitteret af Heiberg i 1849 (1).

I anledning af Emil Holsts på ny indsendte "Oluf og Maria" (jf. s.1204) konstaterede Heiberg, at den "nye Afskrift .. ikke [syntes] at være væsenlig forskjellig fra den gamle" (Coll.S.nr.235 24.9.1845). Stykket blev følgelig remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr. 138).

Brosbølls drama "Camaronerne" fandt Heiberg "temmelig kjedsommeligt, ligesaa kjedsommeligt, som det er skotsk; det Ene pleier at følges med det Andet" (Coll.S.nr.235 1.8.1845). Uanset stykkets evt. værd forekommer censors vurdering mere grimasserende end egentlig vurderende. Adler foretog en komparativ undersøgelse af tre af den produktive Brosbølls stykker: "Eiaghs Sønner" (jf. s.1150), "Dione" (jf. s.1249) og dette, af Heiberg forkastede stykke. Han fandt, "Cameronerne" var "af en løsere Construction, en svagere Motivering og en mindre correct Caracteer-Tegning end" "Eiaghs Sønner". Han mente, at det på grund af ligheden med hint ville "faae ondt ved at vindicere Nyhedens Interesse i nogen betydelig Grad". Uagtet dets mangler var det ikke "uden Værd, men da jeg veed, at Hr B. senere har skrevet et Stykke ["Dione"]; som han selv holder for bedre lykket, vilde jeg, hvis jeg forresten kan dele denne Anskuelse, foretrække dette til at bringes paa Scenen" (BmD 7.10.1845). Ikke blot Collin troede på Brosbøll som dramatiker; kun Heiberg var totalt afvisende. Stykket blev ikke antaget til optagelse i teatrets repertoire, men opførtes ved Holsts Sommerforestilling den 13. juni 1846, se s.1294.

[sideskift][side 1249]J.C. Lange forsøgte i juli og okt. 1845 at slå mønt af sine ældre arbejder: "Skinsyge og Hevn" (jf. s.312), "Grev Essex" (jf. s.215) og "Anna Boleyn". Såvel Collin som Adler afviste genoptagelse eller gencensurering.

"Palomita"s forfatter (2) manglede ikke "en vis Grad af Dannelse, men .. [det skortede på] en levende Phantasie. Derfor staae Hovedpersonernes Characterer uklare og utilstrækkeligt udviklede, og man troer ikke ret paa Handlingen eller forstaaer den ikke, fordi man ikke seer de sande Motiver. Stykket er at betragte som en dialogiseret Fortælling, hvis Hovedmomenter ere fremstillede, medens Forbindelserne ere oversprungne" (Coll.S.nr.235 28.10.1845). Heibergs og Molbechs vurderinger er forbløffende overensstemmende. Deres opfattelse af dette romantiske drama var trods tidsforskellen identisk. Remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr.134).

I Brosbølls "Dione" fandt Heiberg lidt "mere Modenhed og lidt mere Opfindelse" end i "Eiaghs Sønner": "Men det er dog en temmelig raa Blanding af Shakspeare og "Ørkenens Søn", uden nogen rigtig dramatisk Motivering eller Charakteer-Udvikling. Theatret kan udentvivl bedst undvære det" (Coll.S.nr.235 15.11.1845). Den 27. nov. 1845 erklærede Collin, at han intet havde imod stykkets antagelse (BmD adr. Adler). Adler var reserveret positiv over for Brosbøll og stykket (jf. s.1248); det blev derpå antaget trods Heibergs forkastelse. Rollerne blev uddelt inden sæsonens udgang (PRFD), men første og eneste opførelse fandt først sted den 1. sept. 1846 (3).

Efter Wiborgs begæring (HCp nr.158) foretog Heiberg "betydelige Forkortelser og Forandringer i Manuscriptet" til "Konning Volmer og Havfruen" (jf. s.1201) i dec. 1845. Han fjernede 2. akts "2den og 5die Scene .. Den første af disse Scener indeholder nemlig en geistlig Handling, der vil blive monoton og kjedsommelig. Den anden røber saa aldeles den Kilde, hvoraf den er øst, .. at den sikkert vil blive uden al dramatisk Virkning, om ikke parodisk. .. Anden Act begynder altsaa med Ballet paa Skanderborg, og gaaer derpaa umiddelbart over til Slotshaven i Ribe". Overgangen skulle udfyldes med en "Orchester-Composition, som udtrykker Stemningen i denne Deel af Handlingen, og som Componisten har tilbudt sig at skrive" (Borup nr.1115 6.1.1846); endvidere delte han 4. afd. i 2 akter, hvilket ville lette scenearrangementet (l.c.). Det var dog ikke gjort hermed, thi Heiberg anførte i protokollen, at stykket [sideskift][side 1250]opførtes "med endeel af mine og et Mikmak af mange Andres Forandringer" (HCp nr.158 bis). N.P. Nielsen var en af de mange (jf. Wibergs brev til Nielsen N.B.D.XVIII 10.3.1846) (4). Premieren fandt sted den 8. marts 1846 (opført ialt 6 gange) (5).

Arboes tragiske drama "St. Albani Kirke" var ifølge Heiberg "complet ubrugelig" (Coll.S.nr.235 19.12.1845). Remitteret den 24. dec. 1845 (Kp.nr.161).

Herts' anonymt indsendte skuespil "Mademoiselle Lenormand" mente Heiberg ikke kunne antages: "Dialogen er fordetmeste god. i nogle Scener ypperlig. Men Planen er i en paafaldende Grad udramatisk anlagt. I Forvikling og Opløsning mangler al dramatisk Kunst, saa at Tilskuerne altid vide iforveien, hvad der vil skee" (Coll.S.nr.235 19.12.1845). Om Adlers læsning vides intet, men den 14. apr. 1846 erklærede Levetzau, at stykket "kan vist more nogle Gange naar det bliver godt spilt, og ikke overdreven" (in Coll.S.nr.235 10.10.1846). Den 20. juni 1846 meddelte Löffler privatim Hertz, at stykket var antaget. Se s.1298.

Eventyrdramaet "Havfruen" havde stærke "Reminiscenser af Undine og Den stumme i Portici", men den afgørende årsag til Heibergs forkastelsesdom var dets udramatiske karakter, dets holdningsløse diktion samt en vekslen mellem "en paafaldende modern og triviel Tone" og "en poetisk og eventyrlig". Forfatteren ejede et "lyrisk Anlæg, men [var] endnu ikke moden til større, især dramatiske Compositioner" (Coll. S.nr.235 6.1.1846). Heiberg forsøgte dog under tiden en mere differentieret kritik, omend han ikke var i tvivl om stykkets manglende værd. Om direktionens læsning vides intet, men den 25. marts 1846 returneredes stykket (Cp).

Dramaet "Hævnen" var ""eine grausame Salbe", der maaskee for 30 Aar [siden] kunde have virket paa Publicums Nervesystem" (Coll.S.nr.235 26.1.1846), Remitteret forfatteren den 29. jan. 1846 (Kp. nr.13).

Da M.W. Brun havde skrevet de to første akter af "Gustav den Tredie" gav han Heiberg dem til privat censur. Heibergs mistillid til stykket var slet skjult; af principiel betydning var hans advarsel mod at benytte et så moderne historisk sujet: "Ved saa friske begivenheder bliver den nøgne, historiske Sandhed altid af uendelig større Interesse end den Behandling, som Poesien kan give den. Og det turde derfor maaske være en vigtig Fordring til den dramatiske Poesi, naar den vil behandle historiske Sujetter, da at vælge [sideskift][side 1251]dem af en saa gammel Tid, at der ikke kan være Spørgsmaal om nye Aktstykker til Oplysning af den rette Sammenhæng, eller at ialtfald Nysgerrigheden ikke længere er i Bevægelse, saa at Fantasien, uhindret af en detailleret empirisk Viden eller Halv=Viden med Lethed fæster Lid til den Skikkelse, hvori Poesien fremmaner det Forsvundne" (Fra min Ungdom og Manddom. Kbh. 1885 s.51, dat. 1.8.1845). Efter færdiggørelsen af femaktsstykket opfordrede Heiberg til flittig anvendelse "af Filen og Saxen" (l.c. dat. 11.10.1845). Efter den officielle indlevering ses Heiberg derimod ikke at have behandlet stykket (HCp), uagtet Brun anfører, at Heiberg anbefalede det til antagelse, hvilket næppe er rigtigt (Fra min Ungdom og Manddom, s.52). Der kan derimod ikke være tvivl om, at Brun anfører den rigtige årsag til kongens forbud mod stykkets opførelse: "Jeg vil ikke sidde i min Loge og se min Onkel blive skudt af en gemen Fanatiker som denne Anckarstrøm" (l.c. s.59, jf. I.B.nr.35 6.3.1846). Forholdet mellem Adler og protege udtrykkes af Adler selv, efter at han havde konciperet direktionens afslag: "Hvad vi skrive vil blive trykt, jeg anbefaler derfor min Concept til Prøvelse" (Konc.): "Endskjøndt Directionen .. ikke miskjender et poetisk Anlæg og Talent som fortjener Opmærksomhed finder den dog ikke at [stykket] .. egner sig til Opførelse paa det Kongl. Theater" (Kp.nr.51 30.5.1846; koncepten blev tiltrådt af Collin og Levetzau). Bruns fremstilling af audiensen hos Christian VIII er jo mageløs godt skrevet (Fra min Ungdom og Manddom, [NJ: s.59ff]), men hvad han ikke omtaler i erindringerne var prisen for det kongelige håndkys og Chatolkasseunderstøttelse: at han fra den tid arbejdede til fordel for Christian VIIIs vigtige bearbejdelse af opinionen, således som Poul Jensen har behandlet i "Presse, penge og politik", Kbh. 1971. Se s.1380.

På grund af forkastelsen af "Gjenfærdet paa Herlufsholm" (jf. s.1204) indleverede Oehlenschläger ikke den i Paris skrevne tragedie "Vinlandstogene", senere kaldet "Landet fundet og forsvundet" (tr. dec. 1845). Ifølge Zinck (363) var det H.P. Holst der gjorde Collin opmærksom på stykkets eksistens. Den 4. jan. 1846 brød Oehlenschläger tavsheden og erklærede til Collin, at det ville være ham kært at se stykket opført (Coll.BrS.XXV). Collin anbefalede stykkets antagelse samme dag i en skrivelse til Levetzau og Adler: "Jeg overbevistes [ved læsningen] om, at det egnede sig fuldkommen vel til at opføres, og at det vilde være hans og hans Muses Venner meget [sideskift][side 1252]behageligt at see et nyt og heldigt Arbeide af ham paa Theatret" (BmD 4.1.1846). Adler samtykkede i Collins proposition under henvisning til dennes positive dom, mens Levetzau dog ønskede at læse stykket, før han gav sin accept til stykkets optagelse i repertoiret (l.c. 5.1.1846). Dagen efter meddelte han Collin: "Imod Opførelse af Oehlenschlägers Stykke kan vist Intet være at bemærke; men om det vil giøre Lykke, vover jeg ikke at bestemme. Det vil nok være godt at lade det indstudere snarest mulig" (BmD). Premieren fandt sted den 17. maj 1846 (opført ialt 7 gange i den behandlede periode; genoptaget i sæsonen 1864/65) (6).

Af P.V. Jacobsens påtænkte introduktion som fingeret udgiver (ikke forfatter) af "Trolddom" (sammenholdt med manuskript og afskrifter) fremgår det meget klart, hvordan historikeren Jacobsen blev narret af novellisten Jacobsen, idet han skød Heiberg ind i stedet for Hertz, som den der ændrede stykkets katastrofe (7). Ifølge introduktionen læste Heiberg stykket på et tidspunkt, hvor Jacobsen ikke havde ændret stykkets slutning (jf. 3.udg. s.157), men i virkeligheden var det Hertz, der fik Jacobsen til at ændre stykkets effektfulde, Hugoske slutningsscener. Om dette vigtige dramaturgiske stridspunkt udtalte Jacobsen sig klarere i et brev til Hertz (1848, jf. Introduktionen s.158) (8). Jacobsen lod Hertz læse "Trolddom" før stykket blev indleveret til teatret: "Din Trolddom har .. interesseret mig meget at læse, og lige til 7de Scene i 3die Act var denne Interesse usvækket .. Charaktererne stode klare og tydelige fra hverandre, .. Ogsaa Sprogtonen behagede mig, uagtet den vel hist og her er gjennemført lidt ængsteligt. Handlingen syntes mig at udvikle sig skridtviis og kunstnerisk - kort det Hele gav mig det behagelige Indtryk af et Værk, der er anlagt med ordnende Haand og udført med Dygtighed. Men da jeg befandt mig i Raadhuussalen, mærkede jeg med Eet, at det, jeg hidtil havde antaget for Folie for Hovedhandlingen, skulde være selve Handlingens Udløbspunkt; at Middelalderens Trolddom og Troen derpaa, der i det Foregaaende kun havde været benyttet, og endog svagt, som Hævert for Begivenheder og Charakterer, nu skulde fængsle mig som Hoved-Interesse og endog blev ført frem for mig i Form af en regelmæssig Rettergang - og jeg nægter ikke, at jeg ved Stykkets Slutning havde nu samme uhyggelige Følelse, som naar jeg læser en af Middelalderens Hexeprocesser. Hvis det netop var Din Hensigt at fremkalde denne Følelse og lægge det Tragiske [sideskift][side 1253]deri, saa mener jeg, at den dramatiske Form ikke var passende, især hvis" stykket skulle opføres på teatret (Breve fra og til Henrik Hertz. Kbh. 1895 s.104 dat. 17.1.1846). Hertz fortsatte: "Thi som Stykket nu ender, er der ingen Sympathie hos Tilskuerne, der tilfredsstilles, og Intet, der klinger forsonende gjennem al denne uafvendelige Nød; intet Høiere, her eller hinsides, skimtes, hvori de skildrede menneskelige Vildfarelser kunne gaae op, og hvori Tilskuerens Gemyt kan finde Hvile" (l.c. s.105). Hertz tog teatret censorer og publikum til hjælp for sin opfattelse og anbefalede "en noget forandret Gang af Handlingen og en anden Opløsning" som nødvendig (l.c. s.106). Jacobsen efterkom Hertz' indvendinger ved at modificere slutningen (NkS 3496) (9). - Heiberg var historisk tilfredsstillet men dramaturgisk aldeles ikke fyldestgjort: "det er [ikke] Gjenklang eller Gjentagelse af andre bekjendte Stykker; tvertimod er det paa sin Maade nyt og originalt, heller ikke uden Fortjeneste, naar man betragter det som en Studie i historisk-dramatisk Fremstilling. Baade ved Sproget og de skildrede Forhold og Tænkemaader sættes man temmelig levende ind i en forbigangen Tidsalder, og Forf. har virkelig heri frembragt en ikke ringe Illusion. Navnlig har Dictionen et mærkeligt characteristisk Præg, der vidner om et ikke almindeligt Talent i denne Henseende: den er nemlig holbergsk, uden at Gjenstandens Alvor derved lider noget Afbræk [10] " (Borup nr.578 6.3.1846). Heiberg fortsatte: "Den første Act er en livlig, characteristisk Exposition, som derfor ogsaa, hvis Stykket kom paa Scenen, vilde vække Sensation og spænde Forventningen. Men allerede i anden Act vilde denne meget nedslaaes, og i den tredie og ved Stykkets Slutning vilde man føle sig ret uhyggelig stemt. Sagen er maaskee, at Stykket har altfor udelukkende en historisk Characteer, og at det Poetiske, som skal gjøre det Historiske til et Nærværende, ikke blot ved at frembringe Illusion, men ved at skjænke os den umiddelbare Tilegnelse og Nydelse deraf, her ganske mangler, eller i detmindste ikke har gjennemtrængt Stoffet. Jo længere man kommer ind i Stykket, desmere frembringer det derfor en Illusion, der snarere maa kaldes episk end dramatisk, og det forekommer, som om man snarere hører en levende Beretning om noget Forbigangent, end oplever et Nærværende. Derfor er der ogsaa noget Uklart i et Par af Hovedcharactererne, navnlig i Karines, men især i Hans Thomasens. Af ham især faaer man ikke noget tydeligt Billede; han [sideskift][side 1254]staaer for Phantasien med samme Ubestemthed som mangen Figur i et Sagn, men Dramet fordrer Bestemthed. Man maa sige, at dette Arbeide, anlagt og udført med Talent, men i en eensidig Retning, bringer intet virkeligt Udbytte for den poetiske Nydelse, og at man ved Slutningen maa fortryde den Deeltagelse, man især i Begyndelser har skjænket dets Udvikling" (l.c.). - Dramaturgen måtte selvfølgelig afgøre sagen; om begivenhederne fra marts til okt. 1846 har P.V. Jacobsen fortalt i den først i 1890 trykte "Introduction" til den trykte udgave af tragedien (dat. Kbhvn. 1847). Se s.1299.

Tre anonyme tekster afslutter sæsonen: "Tragedien Angelo er at betragte som en foreløbig øvelse i at dramatisere et Sujet .. Den hele Maneer er Reminiscenser og Tradition; af Originalitet seer man intet Spor.

Om Sørgespillet Conradin kan den samme Dom gjælde ..

Ogsaa Dramaet Mantius er et Slags Exercitium i at dramatisere; og er, som saadant, meget ufordøieligt" (Coll.S.nr.235 24.4.1846). Alle blev forkastede af direktionen (Kp.nr.63 og 64 11.5.1846 samt 10.5.1846 i Adresseavisen (FS)).

Heiberg havde intet tilovers for Brosbølls produkter, men Collin og Adler fandt behag deri. Angående denne forfatter bestod et klart modsætningsforhold mellem teatrets dramaturgiske konsulent og direktionen. Også Hertz' og P.V. Jacobsens stykker ville Heiberg forkaste. I begge tilfælde skred Collin senere ind til fordel for forfatterne, se s.1298. Bruns politiske stykke forbød kongen, men samtidig fik han forfatteren til at arbejde for sig i journalerne. Oehlenschlägers stykke kom dog trods Levetzaus uvilje frem, men reconciliationen med teatret var ikke hjertelig; Heiberg blev ikke konsulteret. - Heibergs eneste aktive præstation var bearbejdelsen af Wiborgs stykke; hans indsats blev mere eller mindre desavoueret af andre kræfter. Behandlingen af disse stykker lader ikke blot meget tydeligt forstå den uro, der herskede på og omkring teatret, men også det almindelige modsætningsforhold mellem Heiberg og direktion synes utilsløret. Hertz optrådte også ved 2 af disse stykker som censor, ganske vist kun efter forfatternes ønske (Jacobsen og Brun). Forsåvidt kildematerialet er ligeligt overleveret gennem årene synes Levetzau og Adler noget mere bestemmende i denne sæson, ihvorvel alvorlige kontroverser mellem dem og Collin næppe kunne opkomme. Christian VIIIs direkte indgreb i censurforretningerne hørte til sjældenhederne.

[sideskift][side 1255]

27.1.2 Dansk lystspil

H.C. Andersen forelæste "Hr. Rasmussen" for Collins før det blev tilstillet Heiberg anonymt (BEC V 127): "Det originale Lystspil "Hr. Rasmussen" har en munter og livlig Dialog, som røber et umiskjendeligt Slægtskab med Dialogen i "Den nye Barselstue", men som ikke desmindre vilde fortjene endnu større Roes, dersom ikke Forf. altfor hyppigt havde indblandet Vendinger og Talemaader, som synes at være laante fra ganske private Kredses Omgangssprog, og derfor ikke kunne være forstaaelige for Publicum. Ialfald er Dialogen det Bedste ved Stykket, ja vel det Eneste, thi Handling er der næsten Intet af, og Planen maa vistnok betragtes som mislykket, da den uventede Begivenhed, som slutter det Hele, virker disharmonisk og forstyrrer Total-Indtrykket, idet der spilles i det Sentimentale, ja vel endog i det Smudsige, og under alle Omstændigheder bringes en altfor tung Ballast ombord i saa let en Seiler. Hvorvidt Forfatteren - forudsat at han var tilbøielig dertil - vilde formaae at raade Bod paa disse Mangler, skal jeg lade være usagt; men lade de sig ikke hæve, da troer jeg ikke, at Stykket kan egne sig til at bringes paa Scenen" (Borup nr.566 11.9.1845) (1). Heibergs antipati mod stykket synes meget afdæmpet, selv om afslutningen vitterlig er en forkastelsesdom. Collin forstod dette og fik Andersen til at foretage rettelser i manuskriptet. Den 18. sept. 1845 leverede Jordan regning på en ny afskrift af stykket (TK 1845 3.kv.nr.269), hvilken det må formodes blev læst af Adler. Han fandt, at "Dialogen .. vist nok [var] det Bedste" ved stykket, "og jeg har intet imod at .. [det] paa Grund af denne gode Egenskab antages. Vi maae have noget Nyt og faute de mieux maae Publicum tage til Takke med en Ubetydelighed, som imidlertid dog er stafferet baade med en dum Kammerjunker og et uartigt Grevebarn. Maaskee den derved kan finde Naade. Den uheldigste Person i Stykket er "Herr Rasmussen" og Forfatteren vilde vist gjøre vel i at give sit Arbeid en Titel, som drog mindre Opmærksomhed paa ham" (BmD 19.9.[1845]). Desuagtet begge censorer var utilfredse med stykket, blev det dog antaget (udat.), uden at Andersen ses at have efterkommet Adlers ønsker eller forslag. Han foretog imidlertid rettelser i stykket efter at rollerne var blevet uddelt (Coll. 21.II.10, KTS nr.323) (2). På grund af skuespillernes protester og chikanerier blev stykket først opført den 19. marts 1846 og blev en skandale (3) (kun opført denne ene gang).

L. Fayes "Første Januar Curiosa" var ifølge Heiberg "complet Nonsens" [sideskift][side 1256](Coll.S.nr.235 19.10.1845). Remitteret den 20. okt. 1845 (Kp. nr.122).

Farcen "Frederik" hørte "til de Studenter-Comedier, der kunne være meget gode for deres bestemte Publicum, men som, paa Grund saavel af deres dilettantmæssige Characteer som af deres nærgaaende personlige og locale Indfald, vistnok maa blive udelukkede fra det offentlige Theater" (Borup nr.569 23.10.1845). Remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr.133).

J.C. Langes pengeafpresning (jf. s.1249) gjaldt også komedien "Majoren i Knibe" (jf. s.269). Lange citerede et brev fra Heiberg (fra 1839?): "det er "ikke uden Liv og Vittighed", men .. Characterer og Situationer "forekomme" ham "at være alt for naturlige" og at falde i det Hverdags, dog tilføier han: "dette er min Mening; jeg indrømmer gierne at jeg kan tage feil heri" .. [Lange] benyttede .. det givne Vink, og modificerede et og andet Træk i den Omarbeidelse, som [han] .. i Aaret 1840 leverede til .. Adler [4] tilligemed den omtalte Tragoedie [jf. s.312]" (UjBr 28.10.1845). Intet fik han ud af anstrengelserne.

Balth. Bangs lystspil "Masken eller det hemmelige Testamente" opført første gang den 29. okt. 1816 sendtes Adler totalt omarbejdet; han rørte det ikke (Adlers arkiv 18.11.1845).

Heiberg ønskede "Pottemager Walter" (jf. s.1247) optaget i repertoiret, om end med "Forandringer i Rollebesætningen" (Borup nr.564 24.8.1845). Først i dec. 1845 blev rollerne udskrevet (TK 1845 4.kv.nr.548), men stykket kom dog ikke frem vel på grund af spændinger i teaterpersonalet, som antydet af Heiberg.

Komedier eller lystspil: "Forlovelserne", "Morgenen efter Ballet" og "Et Giftermaalsproject eller En Postdag for sildig" af P.D. Blicher var alle "complet ubrugelige" (Coll.S.nr.235 19.12.1845) (5). Alle remitteret den 24. dec. 1845 (hhv. Kp.nr.159, 158 og 160).

N.C. Bjerrings anonymt indleverede dramatiske genrebillede "Justitsraadens Huus" fandt Heiberg havde "baade i Sujettet og Behandlingen Et og Andet, som [var] .. ret godt, men ogsaa Et og Andet, som [var] .. trivielt og temmelig smagløst. Men det Værste er den store Vidtløftighed"; ville forfatteren forkorte det, "kunde der endda være Tale om at anvende Stykket" (Coll.S.nr.235 7.11.1845). Da Heiberg kendte forfatteren (HCp nr.266) tilskrev han Bjerring (tabt). Omarbejdelsen fra 5 til 3 akter havde imidlertid kun forøget stykkets mangler: "Det er ligesom at Sammenhængen nu [sideskift][side 1257]er mindre end tilforn, hvilket maaskee kommeraf, at Charactererne ere bievne uklarere, idet deres Udvikling er bleven sammentrængt .. Elskerindens umotiverede og uinteressante Mistillid til sin Elsker - Noget, som jeg allerede i privat Skrivelse til Forf. havde paaanket - er bleven staaende uforandret .. Elskerens Characteer er endnu ganske uforstaaelig .. Endelig er der meget Raat og Plumpt deri, og det Hele betydelig kjedsommeligt. Kom dette Stykke paa Scenen, vilde det sandelig gaae det ilde" (Coll.S.nr.235 6.1.1846) (5a). Collin refererede Heibergs vurdering for Bjerring, hvorpå denne tilskrev Collin for at vinde hans støtte (Coll.BrS.XXIa, udat. af Collin dateret ult. jan. 1846). Den 8. febr. 1846 svarede Collin, at han hverken ville eller kunne indlade sig "paa nogen i det Enkelte gaaende Critik, men holder mig til Totalindtrykket efter Giennemlæsningen, og det vækker nogen Tvivl hos mig om at Stykket vil blive modtaget med Bifald" (l.c. konc.). Ifølge Collin skulle Adler afgøre stykkets skæbne (l.c.). Han holdt foredrag over tidens ånd: ""Das habt Ihr ja bequemer und besser zu Hause". Denne Bemærkning kunde man gjøre ved flere af de Stykker, der nu til Dags opføres, men naar man seer hvor stærkt vort Publicum tiltrækkes af dets egne Livsbilleder, hvor herligt det moerer sig over Slagene paa dets egne Kjæpheste, kan man dog ikke nægte disse ephemere Frembringelser enhver Berettigelse til at komme paa Scenen. Betingelsen for den Lykke de skulle gjøre, er at de saavidt mueligt opføres i det Moment for hvilket de ere skrevne, navnligen vil det for "Iustitsraadens Huus" være vigtigt at komme paa Scenen jo før jo heller, thi naar den roeskildske Iernbane slipper, vil det med de Locomotiver, det har uden for dets Apropos, som Caracteertegning, Bugtning og Denouément, ikke have langt at løbe. Det kan spilles uden synderlig Bekostning for Theatret" (BmD 10.2.1846). Adlers synspunkter kan jo nok synes rimelige, men farlige - og han vægrede sig da også mange gange mod at tilfredsstille publikums trang til at føle slagene på de elskede kæpheste. Collin afgjorde, at Adlers votum var for betinget til at kunne læses som en antagelsesdom, hvorfor stykket blev tilbageleveret (noterede Collin i censurprotokollen) i 1856 af Heiberg!

Paul Chiewitz' anonymt indleverede komedie "Venskab og Kjærlighed" var intet mindre end "det vittigste, piquanteste og originaleste Lystspil, som har været indleveret til Theatret i den Tid, jeg har havt med Censuren [rettet fra: samme] at gjøre", skrev Heiberg [sideskift][side 1258]til Collin den 16. marts 1846 (Coll.S.nr.235): "Det Hele hviler i en fiin Ironie, Satiren er træffende, Dialogen fuld af Lune. [Heiberg ønskede enkelte lidt platte passager slettet]. Om forresten et affecteret, for ikke at sige skinhelligt Publicum vil tage moralsk Forargelse af den skarpe Sandhed i Stykket, skal jeg lade være usagt, men det er da i alfald ikke værdt at tage i Betragtning" (l.c.). Beklageligvis kendes de øvrige beslutningstageres mening ikke, men antaget blev stykket da, trods Heibergs ængstelse for publikums forargelse. Rollerne blev uddelt den 18. aug. 1846 (PRFD), men først den 14. marts 1847 fandt premieren sted (opført ialt 5 gange) (6).

Komedierne "De Forelskede" af F.N. Christensen og "De Fine" kunne Heiberg ekspedere hurtigt: det første var noget "Vrøvl" (Coll.S.nr. 235 23.3.1846); det andet kunne kun være skrevet for "at narre Censorerne April" (l.c. 4.4.1846). Begge blev remitteret den 11. maj 1846 (Kp.nr.67 og 66).

Heiberg fældede ikke Andersens lystspil, ej heller opstod der et modsætningsforhold mellem Heiberg og direktionen desangående: skuespillerne sørgede for stykkets fallit. Heiberg ville i første omgang hjælpe Bjerring og var ovenud begejstret for Chiewitz' stykke. I anden omgang afviste han "Justitsraadens Huus", men da Collin ikke turde binde an dermed hjalp Adlers gelassenhed ikke Bjerring. Chiewitz' stykke mødte fuldkommen uvilje hos publikum. Nulliteterne er for dominerende til at sæsonens lystspil kan påkalde sig nogen synderlig interesse. - "Venskab og Kjærlighed" var sensationen, der udeblev. Heiberg evnede ikke at få "Pottemager Walter" frem: skuespillernes indsats eller mangel på samme prægede repertoiret, men lod åbenbart censuren/censorerne uanfægtet.

[sideskift][side 1259]

27.2.1 Oversat drama

Anonymus' oversættelse af Schillers "Fiesko" (1783) blev returneret den 11. sept. 1845, "da Tht. nu for Tiden ikke har Brug derfor" (Kp.nr.104). Teatret havde ikke de sidste 10 år haft brug for Schiller (Thortsens oversættelse fra 1814 blev uddelt i 1816 (PRFD), men stykket blev aldrig givet); jf. s.1050.

I forbindelse med Borgaards oversættelse af Delavignes "Marino Faliero" (jf. s.645) erklærede Heiberg frejdigt, at Delavigne som tragediedigter var hors de saison. Stykket var "i alle Henseender daarligt; det er uden fornuftig Plan, uden sand Characteertegning, overspændt og urimeligt, og - kjedsommeligt". "Meget" i "Oversættelsen .. synes mig at tyde paa Misforstaaelser" (Coll.S.nr.235 19.12.1845). Se s.1311.

I anledning af den anonyme oversættelse eller bearbejdelse af Dennery & Mallians drama "Marie-Jeanne, ou la femme du peuple" (PSM 11.11.1845) fandt Heiberg, at originalen var "grundfransk .. det vil da sige, meget rørende for Tjenestepiger og meget lugtende af de parisiske Rendestene" (Coll.S.nr.235 2.3.1846). Heibergs antipati mod boulevardstykker var total. Levetzau mente, at stykket ville "giøre en stor og spændende Effekt, naar det bliver godt spilt, omskiøndt jeg finder det overdreven og i mange Henseender, unaturlig" (BmD 14.3.1846). På baggrund af Heibergs votum har Collin åbenbart bedt Levetzau læse stykket endnu engang, og denne gang på den rigtige måde, thi en måned senere kom han til følgende resultat: "[Stykket] passer [ikke] for Vores Scene, derom er jeg overbeviist. Det er altfor gruelige Situationer, som kuns kan giøre ubehagelig Indtryk" (in Coll.S.nr.235 10.10.1846). Derpå leveredes oversættelsen tilbage, men Collin havde afsløret Levetzau som en nikkedukke.

Stagnelius' skuespil "Erövringen av Ceuta" (1816), indleveret oversat af en anonym, bar "et meget vulgært Præg; Compositionen er udramatisk, Dictionen svulstig" (Coll.S.nr.235 3.4.1846). Remitteret den 11. maj 1846 (Kp.nr.69).

De udenlandske nyheder i denne kategori synes i denne periode intet mindre end ekstremt underrepræsenterede. Heibergs nedvurdering af Delavigne er historisk interessant, mens der intet nyt er i hans despekt for boulevarddramaerne. Levetzaus omvurdering af boulevardstykket er derimod meget interessant. Det er første gang at hans usikkerhed med hensyn til vurdering af nyheder eksplicit er dokumenteret.

[sideskift][side 1260]

27.2.2 Oversat lystspil

I forbindelse med Overskous oversættelse af Ch. Duveyrier & A.H.J. Duveyriers "La Marquise de Senneterre" (TF 24.10.1837), med den danske titel "Kunsten at skaffe sig Tilbedere" kunne Heiberg ikke skjule sit gamle ønske om at oversætte (introducere) Hugo (jf. s.462): "i denne Genre er det en stor Feil ikke at være N^r 1; og at komme efter N^r 10 eller 20 er utilgiveligt". Han indrømmede da også at stykket "var ligesaa godt som mange andre af samme Caliber, der allerede ere opførte paa vor Scene", hvilke alle opererede med "det gamle Sammenvæv af Coquetterie og Forfængelighed, lutter Skum uden Dybde, Forkjærligheden for Skildringen af sociale Forvildelser, uden at see dem i Belysningen af den sociale Idee" (Coll.S.nr.235 7.7.1845). Heibergs karakteristik er vel dikteret af øjeblikket, men synes immervæk meget vel at dække store dele af især det oversatte repertoire fra 1830rne og 1840rne. De øvrige aktører tav, og stykket blev henlagt. Se s.1337 og 1359.

Af A.R. Le Sages komedie "Crispin rival de son maître" (1707) opført i Reerslevs oversættelse i perioden 1752-1788 (AEJ Bd II 35) leverede Overskou en ny oversættelse, "Tjeneren sin Herres Medbeiler". Heiberg fandt stykket anbefalelsesværdigt, selv om det kun "af second ordre. Imidlertid kan det dog have Interesse at see det opført, saa meget mere som Oversættelsen synes at være god, og den holbergske Localisering maaskee ikke er uheldig". Dialogen var noget tør i sammenligning "med den sprudlende hos Moliere og Holberg" (Coll.S.nr.235 7.7.1845). Også om denne oversættelse tav de øvrige aktører. Først i sept. 1847 blev rollecopiaturen besørget (TK 1847 3.kv.nr.203), men ikke før den 12. nov. 1850 kom stykket igen på scenen (opført 17 gange).

Molières komedie "Le bourgeois gentilhomme" (1671) spilledes allerede i 1720rne i København (AEJ Bd II 30). I Loddes oversættelse havde stykket premiere på teatret i Tjærehuset 24. maj 1748, spillet på Det kgl. Teater i perioden 1750-1775. Overskous ny oversættelse "Den adelsgale Borger" fandt Heiberg "meget brugbar" (Coll.S.nr.235 1.8.1845). Adler mente, der kunne blive problemer med rollebesætningen, men det vil "nok .. moere naar det bliver godt udført. Titelen vil ikke behage mig, jeg veed ikke ret hvorfor, thi urigtigt oversat er den egentlig ikke" (BmD 20.8.1845). Rollehæfter og sufflørbog leveredes udskrevet medio dec. 1845 (TK 1845 4.kv.nr.507 og 545); premieren fandt sted den 11. febr. 1846 (opført 6 gange ialt) (1).

[sideskift][side 1261]Bayard & Waillys "Le mari à la campagne, &" (jf. s.1226) blev opført af det franske skuespillerselskab om sommeren 1845 (jf. s.1247). Adler havde overværet en af forestillingerne: "Blum som Colombet bar Stykket". Han havde "fundet [det] ubetydeligt; ved Gjennemlæsningen har jeg ikke forandret min Mening meget, men enfin ---" (BmD udat.). Modsætningen til Heibergs dramaturgisk begrundede vurdering fra dec. 1844 er slående: Adlers overfladiskhed eller ligegyldighed beherskede hans indstilling til teatret. Rollerne uddeltes allerede den 31. juli 1845 (PRFD), hvorefter "Ude og Hjemme" havde premiere den 6. okt. 1845 (opført ikke mindre end 17 gange i første sæson; endnu 13 gange i den behandlede periode) (2).

Picard & Mazères' komedie "Les trois quartiers" (jf. s.1127) returneredes, ulæst af censorerne (?), den 23. sept. 1845 (Kp.nr.107).

Dumanoir & Dennerys drama-vaudeville "Don César de Bazan" (PSM 30.7.1844) læste Levetzau allerede i marts 1845, før det blev givet Abrahams til oversættelse: "Hvor usandsynlig Intriguen .. ogsaa er, saa kan det dog nok giøre Lykke paa Vort Theater, naar Titel-Rollen bliver godt spilt og ikke chargeret. Min Søn har seet det spille i Kiel, hvor det har funden Bifald [3]" (BmD). Abrahams' oversættelse "Maritana" mente Heiberg egentlig burde forkastes, hvis det ikke var for Don Cæsar (HCp nr.259). I sin skrivelse til Collin formulerede han det mildere: "Med Undtagelse af Don Cæsar, som er den eneste af alle Personerne, der fortjener Navn af en Characteer (og efter hvem Stykket derfor burde benævnes, ligesom i Originalen), ere de øvrige uden Undtagelse meer eller mindre flade, tomme og unaturlige .. Paa flere Steder gaaer Stykket over i det Anstødelige, og især er den Maade, hvorpaa Kongen og Dronningen tage Deel i Handlingen, noget nær uanstændig .. Vil Censuren lukke Øinene for alle disse væsenlige Ufuldkommenheder, og antage Stykket, da er det vel muligt, at det, paa Grund af det Overraskende og Spændende for Den, som ikke allerede kjender det, kan glimre som et kortmæssigt Stjerneskud paa Repertoirets Firmament" (Coll.S.nr.235 28.9.1845). Heibergs indsigelser nyttede ikke noget; da Adler intet foretog sig blev stykket antaget. Rollerne uddeltes den 26. jan. 1846 (PRFD), hvorpå "Don Cæsar de Bazan" havde premiere den 1. maj 1846 (opført ialt 23 gange i den behandlede periode) (4). Heibergs vurdering blev overtrumfet af publikum.

Den 20. aug. 1845 læste Adler Baggers bearbejdelse "Cromwells Søn" [sideskift][side 1262](jf. s.1227) "med Interesse; men uden Tvivl var den mere historisk end dramatisk. Det kan vel imidlertid være Tilskueren det samme hvad der fornøier i et Stykke naar det blot fornøier .. Stykket er derhos - og dette er i denne Dametrange Tid et Fortrin - lettere at besætte end "Den adelsgale Borger"[jf. s.1260)" (BmD). Rollerne blev uddelt (PRFD udat.), men stykket blev aldrig opført på Det kgl. Teater. I 1856 afleveret til Theatersecretairen (Cp 42) (5).

Pseudonymet Carlo Andreas oversættelse "Vor Tid" takserede Heiberg til "det allerplatteste Fjælebodskram" (Coll.S.nr.235 28.9.1845). Remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr.139).

Borgaards oversættelse af Scribe & Bayards "Les actionnaires" (GD 22.10.1829) bekom Heiberg mindre vel: "Uagtet .. Begivenhederne ere yderst løst forbundne, og, more solito, komme hovedkulds, er det .. dog en ret piquant og dertil tidssvarende Bagatel, ikke uden Satire, og det maa derfor vel kunne bruges idetmindste som Fyldekalk" (Coll.S.nr.235 28.9.1845). Adlers læsning kendes ikke, men stykket blev antaget, rollerne uddelt (PRFD udat.), men stykket blev aldrig opført. Heiberg remitterede stykket i 1849 (Cp 52).

I nov. 1845 indleveredes to oversættelser af Scribe & Varners comedie-vaudeville "Jeanne et Jeanneton" (GD 29.4.1845) af hhv. J. Davidsen og Berner. Stykket havde "et ret piquant Indhold .. der vel er noget for romanagtigt, men dog giver Anledning til ret effectfulde Situationer". Heiberg klagede over dets opløsning, der var "ligesaa afkavet og hovedkulds og derved usandsynlig" som i stykker "af samme Art. Imidlertid vil det nok kunne behage paa Scenen, og fortjener derfor at antages". Oversættelserne var "omtrent lige gode, og det er ikke let at gjøre noget Valg imellem dem". Hvis direktionen valgte Davidsens, ønskede Heiberg sig Berners remitteret (Coll.S.nr.235 15.11.1845). Se s.1315.

Duvert & Lauzannes comedie-vaudeville "Renaudin de Caen" ( TV 24.3.1836) anså Heiberg for at være "en ret morsom Intrigue, der er laant af Calderons "Casa con dos puertas"[1629]. Det kan nok lade sig see, uagtet det er noget vidtløftigt; og Madame Setitpré er en ubehagelig, smagløs Figur. Oversættelsen er taalelig, men heller ikke meer"; han havde foretaget rettelser (Coll.S.nr.235 19.12.1845). Overvintrede ligesom det foregående til næste sæson, se s.1315.

Overskou tog endnu et gammelt berømt stykke frem fra mølposen, Molieres [sideskift][side 1263]"l'École des femmes" (1663), oversat første gang til dansk af Did. Seckman (Kbh. 1724), opført i 1720rne og på teatret i Bergs hus (2.10.1747) (AEJ II 38), givet på Det kgl. Teater i perioden 1751-1759. Heiberg var large nok til at indrømme, at Overskou havde "ikke saa liden Fortjeneste af denne Oversættelse, ligesom det i sig selv [var] .. en Fortjeneste at have valgt dette Stykke, der maaskee har den første Rang mellem Molieres. Fra et reent litterært Synspunkt kunde jeg vel indvende Adskilligt mod Oversættelsen, men for Theatret vil den dog .. være en god Acqvisition" (Coll.S.nr.235 30.12.1845). Først i okt. 1846 blev sufflørbog og rollehæfter udskrevet (TK 1846 4.kv.nr.89), hvorpå (re)premieren fandt sted den 19. febr. 1847 (opført 12 gange i den behandlede periode; genoptaget i sæsonen 1862/63).

B. Feddersens oversættelse af Ed. Desnoyers' vaudeville "La contrebasse, ou M. de Beleuil" (PR 1.7.1845) forkastede Heiberg først privat: "[Det] kan være en meget morsom Farce paa et mindre Theater og paa Fransk. Men her vil Ingen forstaae den; Mange derimod forarges over den. Desuden forekommer den mig at være uoversættelig, navnlig hvad Beleuils Rolle angaaer" (Feddersens arkiv 4.1.1846). Feddersen appellerede til direktionen, hvorpå Heiberg officielt forkastede stykket! Til Collin skrev han: "[Det var] altfor meget Farce, til at [det ville] .. blive taalt paa en Scene, der ikke udelukkende er anviist til den Art af Stykker". Oversættelsen var "mærkelig talentløs", især fordi Feddersen ikke havde evnet at "oversætte" Beleuils "frappante, pudseerlige Diction", der var - mutatis mutandis - "lig Erik Madsen Bogholders i Den Stundesløse", "hvorved al Saft og Kraft er gaaet bort" (Coll.S.nr.235 13.1.1846). Direktionens læsning kendes ikke. Oversættelsen returneredes den 5. febr. 1846 (Cp).

Anonymus' oversættelse af L. Schneiders "Der Heiratsantrage auf Helgoland" (1844) var ifølge Heiberg "et grundtydsk Lystspil, det vil .. sige, yderst plumpt, klodset og vammelt. Oversættelsen vrimler af de groveste Germanismer" (Coll.S.nr.235 2.3.1846) (jf. s.1078). Stykket remitteredes den 11. maj 1846 (Kp.nr.70), uden at Adler læste det (jf. I.B.nr.61 25.4.1846) (6).

Molieres "l'Avare" (1669), opført på Grønnegadeteatret i en anonym oversættelse, givet i Loddes oversættelse (?) i perioden 1749-1813 (AEJ II 28), i Rahbeks oversættelse i perioden 1817-1831, mens Overskous oversættelse (jf. s.937 og s.1104) først benyttedes [sideskift][side 1264]i repertoiret efter den behandlede periode. En anonym oversætter havde ifølge Heiberg "anvendt Flid og Umage" på arbejdet, "men det har skortet ham paa tilstrækkelig Kundskab i det Franske [herpå blev givet 7 udvalgte eksempler], og paa tilstrækkelig Sprogtact i det Danske .. [hvilket ifølge udfoldelsen betød, at han havde anvendt et klikesprog, som havde] et reent particulært Præg [der] aldrig [burde] .. lyde fra Scenen, hvor man tænker sig Nationen som Tilhører .. Hertil kommer, at naar en saadan Diction i intet Tilfælde bør taales, saa maa den saa meget mere forvises fra et Stykke som dette, hvis gammeldags Præg paa en dissonerende Maade forvanskes ved slige saadanne Fatuiteter [7] .. Oversættelsen [var] hverken .. Moliere eller Theatret værdig .. Vel kunne endeel af Manglerne rettes [men i stedet for at gøre dette ulønnet, foretrak Heiberg en oversættelse fra Overskous hånd]: "i hans Arbeide vil man da altid have en bedre Garantie" (Coll.S.nr.235 23.3.1846). Heibergs værdsættelse af Overskous oversættelse af "Fruentimmerskolen" (jf. s.1262) gjorde måske, at han glemte, at Overskou allerede på dette tidspunkt havde oversat "Den Gjerrige". Efter direktionens læsning (?) remitteret oversætteren den 11. maj 1846 (Kp.nr.68).

Helt enestående er denne kategoris sæson, thi Heiberg besørgede aldeles enerådende alle sager. Udvalget er også atypisk, forstået på den måde, at der ved siden af traverne indkom en række oversættelser af ældre berømte stykker, som ville betyde en fornyelse af Teatrets repertoire, om de blev antaget og opført. De to komedier af Moliere blev opført i indeværende sæson, mens Le Sages stykke måtte vente til sæsonen 1847/48, uden at der dog blev kræfter til at indstudere det. Den anonyme oversættelse af "l'Avare" fandt ikke Heibergs bifald, men var vel et (idag velkendt) forsøg på at give en klassiker samtidens sprogdragt. - De øvrige stykker, ud over nulliteterne, der straks remitteredes, måtte vente et år på at Levetzau fik lejlighed til at læse dem. De blev antaget, men kun et fåtal blev opført. - Censurens arbejde synes fjernet produktionsevnen og -viljens virkelighed. Heibergs diskussion med publikums smag og fordringer synes helt klart at afsløre hans manglende evne til enten at føje publikum eller lede det frem til hans egen dannede smag. Gæringen i tiden mærkes tydeligvis i Heibergs protokoller og skrivelser.

[sideskift][side 1265]

27.3.1 Dansk opera

Overskou lod Siegfried Salomon komponere musikken til syngestykket "Hjertet paa Prøve" (jf. s.1231) (UjBr 6.8.1845). Den 8. aug. 1845 erklærede Adler: "Jeg erindrer i sin Tid at have læst "Hjertet paa Prøve" og at jeg ikke syntes synderligt derom. Det er Skade at denne Mening, som jeg troer ogsaa var Deres [Collins], ikke dengang blev Forf. meddeelt! Nu troer jeg vi maae sende det indleverede Partitur til Capelmesterens Bedømmelse; er Musiken saa god at den kan hjelpe lidt paa Stykket, maae vi antage det til Opførelse, hvis ikke ere vi vel berettigede til at sende begge Dele tilbage. Det var en slem Allieret Hr O. har forbundet sig med!" (BmD). Samme dag sendte Collin partituret til Glæser (jf. UjBr 6.8.1845): hans vurdering kendes ikke, men stykket blev antaget, rollerne udskrevet og uddelt (PRFD udat., TK 1845 4.kv.nr.511, TK 1846 1.kv.nr.96 og 179), men om en opførelse blev der ikke tale. Med N. Berendts musik opførtes "Hjertet paa Prøve" den 16. sept. 1860 (opført ialt 6 gange).

Overskou vidste som den erfarne teatermand han var, at kompositionen var det afgørende. Glæsers bedømmelse af danske kompositioner er noget hidtil uset: hans integritet kendes ikke, men andre kræfter hindrede en opførelse af syngestykket. Adlers sidste bemærkning afslører meget præcist, hvordan Overskou udnyttede situationen.

[sideskift][side 1266]

27.3.2 Oversat opera

Allerede i juni 1845 leverede Abrahams en ny oversættelse af Sterbinis libretto til Rossinis opera "Il barbiere di Siviglia" (jf. s.35) (jf. TK 1843 2.kv.nr.526; 4.kv.nr.68; TK 1844 1.kv.nr.526), men først i denne sæson blev nodecopiaturen leveret: "udskrevet samtlige Orchester=Stemmer til en nye Ouverture, en Entr'Act, en indlagt Aria, samt Recitativerne .. [samt] Indført i samtlige Orchester=Stemmer en stor Deel af H^r Capelmesteren foretagne Forandringer og Forkortninger" (TK 1846 1.kv.nr.380 21.2.1846). Glæsers (og Abrahams') fortjeneste beror på indsættelsen af recitativer, således som det tidligere er konstateret. Repremieren fandt sted den 9. marts 1846 (opført 6 gange i denne sæson; endnu 12 gange i den behandlede periode).

Fra Rung i 1840 omtalte (jf. s.990) og erhvervede partituret til Bellinis "I Capuleti ed i Montecchi" (jf. s.1041) til opsætningen i 1846 gik vejen via Vaccais "Romeo og Julie" (jf. s.1041 og s.1235) og italienernes opsætning af operaen (jf. Schepelern s.175). Abrahams' oversættelse blev selvfølgelig ikke censureret, men betaltes juni 1845 (TK 1845 2.kv.nr.578). Den 18. juli 1845 præsenterede Gisser en regning for sit arbejde med "die Correction der gänzlich fehlerhaften, beinahe unbrauchbaren italienischen Partitur der Oper" (TK 1845 3.kv.nr.83), samtidig leverede Eisen nodecopiatur (TK 1845 3.kv.nr.62), men den 21. marts 1846 leverede Boje først den resterende nodecopiatur, hvortil kom, at han efter Glæsers ordre havde "omskrevet Partituren til 4^de Act af Vaccai" (TK 1846 1.kv.nr.571), hvorfor der følgelig blev udskrevet nye korudtog og korpartier (TK 1846 2.kv.nr.362 23.5.1846). - Premieren fandt sted den 3. april 1846 (opført 2 gange, jf. s.1373; givet 5 gange i sin helhed i perioden, genoptaget i sæsonen 1859/60) (1).

Ihukommende kongens ængstelse for at træde den russiske zar for nær, når det gjaldt skandinaviske emner, skal udsættelsen af Lortzings syngestykke "Czar und Zimmermann" (jf. s.1132) måske henregnes på udenrigspolitikkens bekostning, thi fremstillingen af den store Romanof som lystig tømmersvend kunne jo give den russiske gesandt anledning til indberetning om kongens manglende vilje til at sondre mellem væsentlige og mindre væsentlige politiske ideers sammenhæng. Først i april 1845 blev partituret købt (TK 1845 2.kv.nr.211 og 375), mens nodecopiaturen blev leveret i okt. 1845 (TK 1845 4.kv.nr.25 og 159; 2.kv.nr.362), men en oversættelse blev "indrettet" af Hvid (TK 1846 4.kv.nr.205), før [sideskift][side 1267]syngestykket endelig havde premiere den 18. sept. 1846 (opførtes 12 gange i første sæson; ialt 17 gange i den behandlede periode; genoptaget i sæsonen 1856/57) (2).

Verdis opera "Nabucodonosor" med libretto af Temistocle Solera (Scala 9.3.1842) var den første Verdi-opera som Torres trup opførte i Danmark (21.12.1845 med Christian VIII som tilskuer, jf. Schepelern I 225,234). Direkte inspireret heraf oversatte J.C. Møller Soleras libretto, som han indsendte til teaterdirektionen primo apr. 1846. Han sålidt som nogen anden almindelig oversætter var imidlertid vidende om kongens repertoirepolitik angående italiensk opera (jf. s.1096). Den 23. april 1846 oplyste han direktionen, at han havde forevist Rung Verdis komposition, idet han samtidig ønskede at vide, om teatret ville opføre italienske operaer, såsom "Lucia di Lammermoor" (3), "Lucrezia Borgia" (4) og "Othello" (5) (UjBr). Da kongen ikke ønskede konkurrence til sit Hofteater, blev der ingen bukser af det skind. Heiberg remitterede "Nabucco" sept. 1849 (Cp 103).

Der synes virkelig at være teaterpolitisk dynamit i denne sæsons operarepertoire. "Barberen" skulle gives som på Hofteatret, Bellinis opera tillodes på dansk, omend det voldte Glæser kvaler at bringe den i en rimelig god stand, mens Lortzings populære syngestykke endelig tillodes trods udenrigspolitiske skrupler. Verdi kunne derimod ikke afstås til Det kgl. Teater: hans operaer var forbeholdt kongens italienske trup; Det kgl. Teaters operarepertoire var uløseligt forbundet med Hofteatrets.

[sideskift][side 1268]

27.4.1 Dansk vaudeville

Allerede den 27. aug. 1845 modtog Holst betaling for sit udlæg til udskrivningen af musikken til Heibergs "Ulla skal paa Bal" (TK 1845 3.kv.nr.142) (jf. s.1247). Schneider skrev på regningsbilaget: "antaget til Opførelse" (l.c.). Stykket opførtes 4 gange for teatrets regning, første gang den 20. sept. 1845.

Hostrups vaudeville "Intriguerne" blev oprindelig skrevet til Studenterforeningen (opført i foråret 1845 på teatret i Kannikestræde, jf. Studenterforeningens Hist. Bd.II 183). Indleveret til teatret i sept. 1845, læste Heiberg det; han var aldeles ikke satisficeret: "Vaudevillen "Intriguerne" opfylder neppe det Haab, som Forf. yttrer i sit Brev: at den i sin nuværende Skikkelse "ikke utilbørlig røber sin første, private Bestemmelse". Tvertimod er Dette kun altfor meget Tilfælde. Saa meget som Stykket har kunnet tilfredsstille ved en privat Forestilling, saa lidet vil det være passende for et offentligt Theater. Dertil er det nemlig paa den ene Side for tyndt og intetsigende, paa den anden for tykt eller for grovt, idet Forf. ligesom forudsætter og bygger paa et Familiaritetsforhold til Publicum. Men saa meget han end kunde være berettiget dertil mellem Venner og Kammerater, saa lidet vilde det være ham raadeligt at betjene sig af samme Tone med et virkeligt Publicum. Arbeider, som ere beregnede paa en ganske bestemt og particulær Kreds af Tilhørere, f. Ex., som her, paa Studenter, vilde det vel endog være upassende at bringe paa en offentlig Scene, hvor man forestiller sig Nationen som Tilskuer" (Borup nr.567 24.9.1845). Heibergs sondring mellem et partikulært og et nationalt publikum var en gammel problemstilling, som endnu engang kunne anvendes til at forkaste et stykke, som ikke faldt i censors smag. Om stykket blev læst af andre på dette tidspunkt vides ikke. Det blev i hvert fald remitteret den 19. nov. 1845 (Kp.nr.132). Se s.1408.

A.F. von der Reckes "bellmanske Skizze "En Aften i Djurgården" mente Heiberg ikke var "Andet end en høist overflødig Gjentagelse af min egen bellmanske Situation "Ulla skal paa Bal"[jf. s.1247 og øverst denne side]. Det er af det Slags Ting, som man gjør en enkelt Gang, til et Forsøg, men som ingenlunde egne sig til videre Fortsættelse .. Hertil kommer, at nærværende Skizze er, om muligt, endnu tyndere i Handling, end min egen, og at Total-Indtrykket - det Eneste, der kan holde en saadan Situation sammen - falder ligesaa i Stumper og Stykker; uden at tale om, at det er et stort [sideskift][side 1269]Misgreb at bringe Bellman selv ind imellem de af ham skabte Figurer, hvilket maa betage disse deres objective Gyldighed og gjøre dem til et Skin istedenfor en Virkelighed. Det samme Misgreb har Bournonville gjort i sin lille Ballet [jf. s.1238], men denne har derimod en phantastisk, allegorisk Basis, paa hvilken det tager sig noget anderledes ud, og noget bedre kan forsvares. I Skizzen er det omtrent, som om man vilde lade Homer optræde i en Skildring af den trojanske Krig, som han selv har besunget. Desuden er her Bellmans Optrædelse, uden Hensyn til ovenstaaende Indvending, allerede i sig selv tom og aldeles intetsigende" (Borup nr.569 23.10.1845). Eksemplet er vel ikke enestående men viser netop det problematiske ved at teatrets dramaturgiske konsulent, omend sjældent, dog stadig var dramatiker. Interessekonflikten var åbenlys, thi Heiberg havde også et økonomisk mellemværende med teaterdirektionen (jf. Borup nr.569). Reckes stykke blev følgelig remitteret, den 19. nov. 1845 (Kp.nr.137): Heiberg besad monopolet (1).

H.P. Holsts vaudeville "William og Emma", indsendt proforma anonymt, fandt Heiberg var "en ret underholdende Bagatel, med en livlig, vittig Dialog, især i Begyndelsen. Mindre heldig synes mig den musikalske Deel, ligesom der vel og kunde behøves lidt mere Plan og Handling. Men som det nu er, vil Stykket nok kunne more" (Coll.S.nr.235 7.11.1845). Til Levetzau skrev Collin, at Heiberg intet havde at erindre mod stykkets antagelse (!): "jeg ikke heller. Da det har Øieblikkets Interesse, var det ønskeligt, at det snart kunde komme frem" (BmD 9.11.[1845]). Følgelig kunne Levetzau "vist Intet have derimod" (BmD 9.11.1845 adr. Collin). Om følgagtigheden skyldtes at alle kendte forfatterens sande identitet eller behandlingen afspejler Heiberg som den øverste smagsdommer - får stå hen. Premieren fandt sted den 18. jan. 1846 (opført 17 gange i første sæson; ialt 26 gange) (2).

Om Heiberg kendte forfatteren til vaudevillen "Et Sørgehuus" vides ikke, men hans dom over F.J. Hansens arbejde lå ganske på linje med tidligere vurderinger af denne: "en morsom og vittig lille Piece, i det Hele heldigt behandlet"; dog fandt han det taktløst at kalde en drukkenbolt "Kant" (hvilket senere blev ændret til Durst), men hvad der var værre i det burleske stykke var præsten i slutningen, der kom fra en begravelse: "Det forekommer mig at være en meget plump Indblanding af det Alleralvorligste i det Burleske, og allerede i æsthetisk Henseende at maatte dadles, om ikke [sideskift][side 1270]andre Hensyn" (Coll.S.nr.235 19.12.1845). Stykket blev vel læst af de øvrige aktører, men vel sagtens på grund af det betænkelige i Heibergs votum, trak det ud med produktionen. Stykket blev sendt til regissøren den 3. sept. 1846 (FS), men først i apr. 1848 begyndte man på nodecopiaturen, hvorpå oplæsningen fandt sted den 26. april 1848 (Journal); endelig fik da stykket premiere den 17. sept. 1848 (opført 3 gange) (3).

Om Hertz' vaudeville "De Fattiges Dyrehave" havde Heiberg allerede før dets officielle indlevering "yttret .. at den ikke synes mig heldig" (Borup nr.573 6.1.1846). Hertz havde forkortet vaudevillen, før den officielt tilstilledes Heiberg (HCp nr.280): "Vistnok er der Et og Andet, som er godt, og det er vel i Følelsen heraf, at Forf. ikke vil renoncere paa dens Benyttelse ved Theatret. I Dialogen er der paa enkelte Steder meget Liv, men ogsaa kun paa enkelte, fornemmelig hvor Matrosen Anders tager Deel i den, thi denne Figur er fortrinligt tegnet. Men ogsaa hele Expositionen er livlig, ligeledes Tic-Tac-Scenen henimod Slutningen. Men den egenlige Intrigue, som opfylder den største Deel af Stykket, er mærkværdig tynd og uinteressant, og, som Følge deraf, Stykket i det Hele - kjedsommeligt. En Svensk, der troer at tale perfect Dansk, naar han udtrykker sig i Holbergs Stiil, er en original og morsom Opfindelse, skjøndt hist og her noget overdreven, f. Ex. naar han troer, at de Danske ansee Jorden for "flak". Men alt Dette vilde jeg endnu lade passere, dersom ikke Forf. havde begaaet det efter min Mening store Misgreb, at lade tre Hovedpersoner tale Svensk. Dette kan dog ikke blive Andet end Kluddreri. Det Svenske, han har skrevet, er allerede galt nok; værre vil det blive, naar danske Skuespillere skulle tale det, hvilket ikke vil gaae af uden Prostitution. Paa et Privattheater kan Sligt gaae an, til Morskab; men skal Opgaven løses paa en Maade, der ikke er et offentligt Theater uværdig, da bliver det en Umulighed. Ingen vil, haaber jeg, søge at refutere mig med min egen Dandsemester i Aprilsnarrene [jf. s.191], thi denne Biperson blander sit Svensk med Dansk, fordi han i mange Aar har opholdt sig her i Landet. Gebrokkent kan nemlig ethvert Sprog bruges paa den comiske Scene; men det rette, det virkelige Svenske eller tydske eller franske eller italienske Sprog etc. ligger aldeles udenfor et dansk Theaters Competence, og kan blot blive flaut og carikeret. Det gjæller her et Princip-Spørgsmaal, der er knyttet til Nationaltheatrets [sideskift][side 1271]Begreb. Det forekommer mig desuden, at denne hele Benyttelse af de saakaldte scandinaviske Sympathier er en Captatio benevolentiae, der ikke er behagelig eller endog en selvstændig Forfatter værdig; ja det synes mig endog ubehændigt at vise sin Sympathie for Svenskerne ved at radbrække deres Sprog, og Dette vil dog upaatvivlelig skee" (Borup nr.573 6.1.1846). Heibergs principper: dansk tale på nationalteatret og forbud mod skandinavismens udbredelse fra nationalscenen var enkle og politisk overensstemmende med statens. - En måned senere diskuterede Heiberg og Hertz censors indvendinger. Den 7. febr. 1846 tilskrev Hertz, anonymt, Collin: Principielt angående fremmede sprog på nationalscenen anførte han, "naar det fremmede Sprog indføres som saadant og stilles i kunstnerisk Modsætning til vort eget, saa kan jeg ikke see, hvad der herimod kan indvendes" (Coll.BrS.XXII). Han anførte eksempler fra Shakespeare (fransk), Holberg (fransk), Regnard (italiensk) og "Arvingerne" (tysk) (jf. s.333); han fortsatte: "Forsaavidt man endnu kan bemærke, at det fremmede Sprog i al Fald bør tales rigtigt fra Scenen, da maa jeg herved bemærke, at Rigtigheden ikke behøver at være større end at den har Gyldighed hos os; den tilfældige Omstændighed, at nogle af det fremmede Lands Indvaanere opholde sig her, og let kunne finde meget at udsætte, vil neppe kunne komme i Betragtning; thi der spilles dog kun for vort eget Publicum" (l.c.). Som så ofte før lå hunden måske begravet et helt partikulært sted: Hertz havde skrevet Claras rolle til fru Heiberg, men hvis hun ikke kunne eller ville fremstille rollen, kunne den dårligt dansktalende, svenskfødte Jfr. Bergnehr overtage rollen, "naar en eller et Par Romancer" blev indlagt (l.c.)! - Med hensyn til de ytrede svensk-skandinaviske sympatier var Hertz villig til at opgive Sjöbergs svenske "og .. lade [ham] kun tale Dansk" (l.c.). Den 8. febr. 1846 oplyste han Heiberg om sit brev til Collin, idet han uddybede årsagen til sin ændrede opfattelse af den megen talen svensk: "Jeg er nemlig kommet til den Erkjendelse, at den gamle Sjøberg slet ikke behøver at tale Svensk, at det endog vil stemme bedst med Anlægget af hs Characteer, at han af Princip kun taler Dansk, selv med sine Nærmeste, fra det Øieblik han betræder dansk Grund. I Hovedsagen vil altsaa kun Clara komme t. at tale Svensk, og da hun er Udtrykket for de svensk-skandinaviske Sympathier, saa vil Sproget i hendes Mund lettere findes tilladeligt" (Borup nr.574). Hertz havde dog forståelsen af, [sideskift][side 1272]hvad det betød at give indrømmelser. Der skete imidlertid ikke mere i denne sæson, se s.1325.

Den saakaldte Vaudeville "Tre Timer ved Eremitagen" er en Platitude, hvorom der aldrig kan være Spørgsmaal", meddelte Heiberg Collin den 12. febr. 1846 (Coll.S.nr.235). Efter direktionens læsning (?) remitteret den 11. maj 1846 (Kp.nr.65).

Hostrup påkaldte sig (fornyet) interesse ved i febr. 1846 at præstere komedien "En Spurv i Tranedands", opført første gang på Hofteatret den 23. febr. 1846 (Studenterforeningens Hist. Bd.II 184), hvortil Levetzau var inviteret. Den 28. febr. 1846 blev "Intriguerne" (jf. s.1268) givet tillige med ovennævnte komedie (endda gentaget den 3.3.1846, jf. Studenterforeningens Hist. Bd. II 186). - På Collins initiativ blev vaudevillen på trods af Heibergs forkastelse i sept. 1845 indleveret til Levetzaus censur: "formedelst dens livlige Dialog og heldige Couplets, fandt [jeg den] underholdende og vel værd at spilles paa vort Theater, hvor slige Smaastykker ofte giøre god Tieneste .. Nogle platte Udtryk kunne let forandres" (BmD 10.3.1846). Levetzaus votum kendes ikke. Adler censerede stykket den 2. april 1846: "Dialogen .. er paa sine Steder just ikke meget høvisk .. især i Damerollerne .. Om Syngenummerne har jeg ingen Mening .. Paa vort Theater gaaer Texten gjerne til Grunde i [de Bellmanske Dithyrambiske Rythmer]. Jeg troer at Stykket, filet og godt besat, vil moere Publicum, men jeg ønsker dog, at vi efter de smaae Uheld, vi have havt [4], kunde gjemme det indtil vi have faaet større, for vor gode Smag mere afgjørende Arbeider frem" (BmD). Collin beordrede følgelig Hostrup til at foretage forandringer uden nærmere specifikation. Med de "fornødne" "Forandringer" tilsendte Hostrup Collin stykket den 20. april 1846 (Coll.S.nr.44) (5). Premieren fandt sted den 18. okt. 1846 (opførtes 16 gange i første sæson; endnu 8 gange i den behandlede periode).

Blomstringen inden for denne genre er jo intet mindre end påfaldende, men med denne sæson introduceres en af tidens nye dramatikere, Hostrup. Som det er påvist gik hans stykker via Studenterforeningens opførelser på Hofteatret ind på Det kgl. Teaters scene, hjulpet, anbefalet af Collin. - Holsts og F.J. Hansens stykker havde Heibergs sympati, omend det sidste raillerede med alvorlige, religiøse artikler, opført blev det dog, selv om det ikke blev nogen succes, således som Holsts dampskibsstykke. Hertz havde kvaler [sideskift][side 1273]med sine stykker i disse år. Heiberg undertrykte rask væk den ganske produktive forfatters arbejder. Hertz' åbning i foråret 1846 gav intet positivt resultat. v.d. Reckes lille stykke kunne nemt afvises under henvisning til censors eget Bellman-stykke: magtmisbruget skjultes under dramaturgisk kritik. Heiberg synes nok enerådende, men Collins initiativ til fordel for Hostrup kunne Heiberg ikke trumfe.

[sideskift][side 1274]

27.5.0 Ballet

Censurmaterialet nævner intet om revisionen af "Kirsten Piil" (jf. s.1238) som først kom frem på ny den 22. marts 1846 (opført ialt 8 gange).

I tiden indtil den 1. maj 1846 bestod repertoiret derudover af "Sylphiden" (5 g.), "Festen i Albano" (9 g.), "Søvngængersken" (3 g.), "Bellman" (1 g.), "Faust" (5 g.), "Rafael" (5 g.) og "Toreadoren" (7 g.): afvekslingen var unægtelig større end de foregående sæsoner, men kvaliteten derimod ikke bedre, ifølge Bournonville (I.B.nr.113 1.10.1846).

I forbindelse med Bournonvilles rejse anmodede Lefebvre om tilladelse til at producere balletten "La réception d'une Nymphe à la Cour de Diane", kreeret til Jfr. Nielsen og Hoppe (I.B.nr.48 11.4.1846). Levetzau fandt programmet "meget antagelig, men [det] vil rigtig nok giøre Bournonville meget vred; men det kan jo være Os det Samme, naar blot Theatrets Interesse og Kassen vinder, idet Publikum moerer sig" (BmD 11.4.1846). Collins svar kendes ikke (jf. BmD Levetzau 12.4.1846), men Levetzau opsatte et svar til Lefebvre, hvori direktionen accepterede hans forslag samt udbad sig "au plutôt le programme détaillé, afin de pouvoir juger quelles decorations et quels costumes exigera sa mise en scène" (Kp.nr.55^a 12.4.1846). "Nymfen Chloris ved Dianas Hof" opførtes første den 15. maj 1846, idet den udgjorde det egentlige balletrepertoire i maj måned (opført 5 gange i maj 1846; ialt givet 9 gange) (1). I tiden den 1. juni - 6. aug. 1846 var han udenlands (2).

Bournonville var blevet intrigeret eller havde intrigeret sig til udlandet i 1841: frugten par excellence var overraskende "Napoli"; men også andre kampositioner. I nov. 1845 søgte han Christian VIII "om en Reise=Understøttelse for at jeg kan gjøre mig bekjendt med de Arbeider og Kunstnere i mit Fag der for Øieblikket gjøre Epoke i Udlandet .. Jeg trænger til at forfriske min Phantasie der staaer Fare for at blive for alvorlig for Nutidens Smag, og det er mit ivrigste Ønske at bringe Afvexling i vort Repertoire, ved at producere to fremmede Balletter som jeg da maatte see og indstudere mig i London og Paris" (in Orig.Kgl.Res.nr.5 16.11.1845). Uanset om Bournonville kunne opnå det påståede resultat ville direktionen modsætte sig understøttelse til balletmesteren, dels under hensyntagen til anvendelsen af teatrets rejsefond, dels hans 18-årige engagement: "det er aldeles uafgjort om det vil blive fornyet .. [og] det [er] meget mere .. sandsynligt, at hans Ønske om just iaar [sideskift][side 1275]at foretage den omhandlede Reise kunde tildeels være fremkaldt ved det herværende Engagements forestaaende Ophør" (l.c. 11.2.1846). Kongen resolverede henholdende, at "Paa indbemeldte Andragende kan Resolution ikke afgives, saalænge det ei er afgjort, om Directionen kan sikkre sig Balletmesterer Bournonvilles Tjeneste i længere Tid end efter det nærværende Engagement" (l.c. 14.2.1846).

I sit svar på resolutionen afslørede Bournonville ganske rigtigt, at det egentlige ærinde gjaldt fremtiden. For at gøre sig fortjent til rejseunderstøttelsen ville han gøre sig "bekjendt med to af de Balletter, der for Øieblikket gjøre Lykke i Paris; overføre dem paa den danske Scene, og arrangere dem uden særskildt Honorar; dernæst samle interessante Details til to originale Sujetter af min egen Composition, og endelig, sætte mig ind i de Fremskridt som Dandsen har gjort i de sidste fem Aar [siden 1841]" (in Orig. Kgl.Res.nr.7 22.2.1846). Da Fröhlich ikke mere kunne komponere balletmusik, var det nødvendigt at indstudere fremmede balletkompositioner. Derudover kunne Paulli og Hartmann få god tid til at komponere balletmusik til Bournonvilles egne kreationer, således at han havde sørget for et rimeligt program for de sidste to sæsoner af det 18-årige engagement. Bournonville skrev derpå ligeud, at fremtiden gjaldt "Augustas nedarvede Talent, der skulde vorde hendes Formue og min Alderdoms Glæde", hvorfor han ikke ville søge forlænget sit engagement i København, fordi hun ikke ville kunne blive ansat der, når han var balletmester (l.c.). Collin konciperede direktionens næste forestilling i denne sag; han gjorde det straks klart, at der ikke kunne være tale om rejseunderstøttelse, men derimod om rejsetilladelse i de tre sommermåneder, hvilket selvfølgelig kunne bevilges Bournonville. Striden gjaldt som sædvanlig forfatterhonorar og pension. Collin afviste i overensstemmelse med kontrakten af 1829, korroboreret 1830, at Bournonville udover de 1500 Rbd. som Dandsedirecteur, Balletkompositeur og Lærer i Dands og Mimik kunne tilkomme egentligt forfatterhonorar. At han havde fået gratifikationer siden 1836 (for "Valdemar") var en anden sag; optaget i forfatterregulativet af 1842 var han ikke blevet og skulle han heller ikke. Pensionen skulle udelukkende tilkomme ham i tilfælde af, at han i løbet af de 18 år kontrakten løb, kom til skade "uden hans egen Brøde" (l.c. 11.3.1846). - Såvel Levetzau som Adler erklærede sig enige med Collin, om end de begge helt oplagt ligesom Bournonville gik ud fra, at han skulle tillægges [sideskift][side 1276]pension (Levetzau: "han havde Ret og Krav paa Pension, naar Contrakten var udløbet" (BmD 9.3.1846)) (Adler: "han har, som Solodandser, opslidt sig i Tjenesten; han har tabt Sandsynligheden for at kunne erholde noget senere Engagement i denne Egenskab, og derfor skulde jeg .. holde til den Mening at vi bør indstille ham til at forundes Pension af de 1000r han nyder som Solodandser

Den Dag, den Sorg!

At vi, i vor allerund[erdanigste] Forestilling indskrænke os til blot at indstille Bs Andragende om Reisetilladelse, finder jeg aldeles rigtigt" (BmD 10.3.1846)). Den 13. marts 1846 bevilgede kongen følgelig Bournonville tilladelse til at opholde sig i udlandet "i næstkommende Mai, Juni og Juli Maaneder" (Orig.Kgl.Res.nr.7).

Historien skulle gentage sig, stod det til Bournonville. Som hans fader i 1820 havde introduceret ham til faget, ville han selv føre sin datter Augusta ind i balletverdenens Mekka. Resultatet blev imidlertid et ganske andet end han havde håbet (jf. Fredericia Bournonville Kbh. 1979 270-72). - Bournonville var fraværende fra København i perioden 30. apr. - 6. aug. 1846. I et brev til Collin gjorde han bl.a. rede for sine overvejelser om at få nogle franske balletter, "der kunde passe sig til en Afvexling paa vort Theater med mine egne Compositioner". Både Scribe & Corallis "La tarentule" (ARM 24.6.1839) med musik af C. Gide og "Lady Henriette, ou la servante de Greenwich" af St.-Georges & Mazillier, med musik af de Flotow, Burgmüller & E.M.E. Deldeviz (ARM 22.2.1844) "følge de Begreber vi have dannet os om dramatisk Kunst", men de "ere saa slette, at man maa rødme paa Forfatterens Vegne .. Alle ere enige i at finde Producterne usle, men hvor det Bedre en gang skal komme fra, have de ingen Idee om" (Coll.BrS.XXIa 8.7.1846) (3). Da han under sin sin datters rekonvalescens gjorde en tur til London, så han "flere nye Balletter baade paa Opera=Theatret og Drury-lane; paa dette sidste saae jeg igjen Carlotte Grisi med uendelig Tilfredshed; man gav den af mig saa længe attraaede Ballet Le Diable à quatre [ARM 11-8-1845] .. Dette Sujet der er saa fortrinligt egnet til Ballet, er for mange Aar siden behandlet af Galeotti ["Fanden er løs", jf. s.543], og omendskjøndt Detaillerne ikke svare til Nutidens Forandringer, er der dog Situationer der ere af en ypperlig Virkning. Jeg ventede at finde noget meget godt i den franske Behandling, saameget mere som den var [sideskift][side 1277]bleven meget rost fra alle Sider, men .. ogsaa for Carlottes Fortrinlighed, som vi paa ingen Maade kan opveie, og en utilgivelig Svaghed i den øvrige Opfatning som vi paa ingen Maade kan døie; Balletten er let at montere, Musiken ret smuk (af Adam) og jeg vilde med Lethed have kunnet erholde den i London, men og atter men. Galeottis Ballet er meget bedre, en gjensidig Omarbeidelse vil jeg ikke indlade mig paa (Jeg har faaet Smæk nok for Sylphiden [jf. s.835]) og jeg maatte slippe mit Project, fordi jeg følte at vort Publicums og min Anskuelse ikke stemme overeens. Altsaa efter hvad jeg endnu har seet, intet Udbytte for vor Scene" (l.c.). Collin, der var syg i juli 1846, svarede kort, at "Hvad De anfører om det lidt Udbytte, Reisen har givet Dem for Deres Kunst og vort Theater, er en Bekræftelse paa de fleste Reisendes Udsagn, naar jeg undtager de enkelte som finde alt udenlandsk ypperligt, for at kunne nedsætte vort eget" (NkS 3258A 18.7.1846). Hvad Bournonville ikke omtalte i brevene røber derimod regnskabsmaterialet, thi han indkøbte i Paris klaverudtog til
(1) "Giselle, ou les Willis", ballet af St. Georges, Théophile Gautier & Coralli, med musik af Adam (ARM 28.6.1841) og
(2) "La péri", ballet af Th. Gautier & Coralli, med musik af J.F. Burgmüller (ARM 17.7.1843) samt
(3) "Partiturer til tre store Pas" (TK 1846 4.kv.nr.346 1.8.1846).
Om hans produktion, se s.1328.

Forhandlingerne om og intentionerne med Bournonvilles Pariserrejse i 1846 blev af største betydning for ballettens videre forhold i Danmark: mæslinger og senere forførelse blev Bournonvilles kors, fornyelse i repertoiret udeblev, men balletmesteren forblev efter kontraktens udløb i 1848 endnu 7 år i landet som balletmester; mens solodanseren ophørte med sine funktioner.

[sideskift][side 1278]

27.6.0 Særarrangementer

Gæstespil og koncerter udgjorde en ikke uvigtig del af repertoiret i denne sæson: Jenny Lind og Julius Günther sang tilsammen 8 gange, Mad. Kretsmer dansede 5 gange. Dertil kom koncerter på Hofteatret (1 g.), Ridehuset (2 g.) og Hotel d'Angleterre (4 g.). Jenny Linds gæstespil meddelte Collin Levetzau i aug. 1845. Levetzau gjorde sig spekulationer over, hvad hun ville synge: "Valget af Stykker og Scener, Deres Heivelbaarenhed har giort, finder jeg ogsaa meget passende; men skulde man ikke kunde give Robert [af Normandiet], eller Hugenotterne heelt? Jægerbruden gaaer jo ikke an, fordi Decorationerne ere alt for daarlige. Figaro^s Bryllup kunde jo nok ogsaa gives i Fald det er paa Lind^s Repertoire; dog, det vil De bedst bestemme efter Aftale med Glæser .. Concertet vil vist ingen Vanskelighed have og jeg skal bidrage Alt hvad jeg kan til at lette det. Det vil nok ikke være mulig at hun [viser] sig den Aften, hvor Kongen kommer i Theatret, i Anledning af Hans Fødselsdag? Det vilde være virkelig en Festforestilling" (BmD 27.8.1845). Jenny Lind optrådte 3 gange som Norma i Bellinis opera (jf. s.988) (28.9., 3. og 5.10.) og 2 gange som Marie i Donizettis "Regimentets Datter" (jf. s.1039) (8. og 15.10.) (1).

Günther optrådte 3 gange som Raoul de Nangis i Meyerbeers "Hugenotterne" (jf. s.1185) (15., 19. og 31.1.) (2).

Mad. Kretzmers gæstespil i sept. og okt. 1845 gik mere stille af; hendes repertoire bestod af "Søvngængersken" (jf. s.381) (7., 13. og 19.9.) og "Faust" (jf. s.481) (26.9. og 2.10.).

Den 10. febr. 1846 opførtes 2. akt af Glucks "Orpheo e Euridice" (1762) på Hofteatret ved en koncert til fordel for Wexschalls efterladte; Bournonville, som indstuderede den tilhørende dans, hånede, at hele værket senere kunne "fremstilles paa det Kgl. Theater" (UjBr 21.1.1846 adr. Collin).

Violinisterne Kiesewetter og Moeser gav koncerter og/eller musiknumre i febr. 1846 (8 g,): de fleste af disse arrangementer afvikledes på Hofteatret. Efter Moesers koncert den 7. marts 1846 aftalte Levetzau med ham, at han kunne spille "5 Gange for 50 rbd. hver Gang" (BmD 13.3.1846 adr. Collin).

Som en kuriositet men også som et vidnesbyrd om tidens socialforsorg skal det nævnes, at "Det forenede VelgjørenhedsSelskab" og "Det lille Understøttelses=Selskab" den 22. april 1846 gav en forestilling på Hofteatret, som udover en afdeling med musiknumre og deklamation bestod af "Qvækeren og Dandserinden" (jf. s.446).

[sideskift][side 1279]Sæsonen bød ikke på noget egentligt geburtsdagsstykke, men den 22. sept. 1845 indfandt majestæterne sig i teatret, i hvilken anledning Webers "Jubel=Ouverture" opførtes, derpå "Kong Renés Datter" og "Sylphiden".

Den 15. juni 1846 indbød Levetzau Collin til en forsamling for at finde ud af, hvad teatret skulle opføre i anledning af kong Oskar Is besøg i København (BmD). I margen noterede Collin: "Guldkorset", "Nei", "Kong Renes Datter", "Qvæker og Dandserinden" og "Møllen i Marly", det næstsidste stykke forsynet med et kryds. Resultatet af forhandlingerne fremgår af Levetzaus referat for kongen: "Jeg har bragt Nei og Qvækeren og Dandserinden i Forslag for hans Majestæt i Anledning af Kongen af Sverrig'^s Nærværelse i Kiøbenhavn tillige med Festen i Albano. Det sidste approberer Kongen, faute de mieux, men, da dette Ballet er kort, saa ønsker han at Kong René's Datter maatte gives tillige, hvori Frue Heiberg spiller saa [for]træffelig, og som var maaskee endnu ubekjendt i Sverrig, eller i det mindste ikke opført. Jeg har bemærket at Forestillingen vilde vare for længe, men det vil Kongen ikke troe" (BmD 20.6.1846; Collins svar af 21.6.1846 ses ikke). Kongen ville imidlertid have et ganske bestemt repertoire: "[Han] vil ikke lade sig nøie med Festen i Albano, men ønsker at see opført et af Vore større Balletter, Toreadoren, eller Napoli; Bournonville savner Vi jo i begge Stykker [jf. s.1276] og i det sidste Jomfrue Fieldstedt, som skulde dandse sit Parti i den 50^de Forestilling" (BmD, 23.6.1846). Fandt Collin ikke en udvej risikerede Levetzau, at kongen i stedet arrangerede et bal paré, "som jo vilde være et sand Ulykke i denne Aarstid og Heede" (l.c.). Imidlertid ændredes situationen, idet Levetzau den 23. juni 1846 modtog "et Brev fra Greve Moltke i Stockholm, som skriver mig at de Svenske Herskaber helst vilde see et originalt Dansk Stykke, dog nok ingen Holbergsk, à cause, hvori Fru Heiberg, Phister og Rosenkilde spiller. Hvad de to første angaaer saa kunde jo "Nei" tjene, men for alle tre veed jeg ikke Noget. Kongen er tilfreds med Toreadoren. Hoppe maatte da dandse Bournonvilles Parthie, og Dekorationerne nok forfriskes lidt" (BmD 24.6.1846). Collin svarede herpå, at "Af originale Stykker, hvori de ommeldte tre spille, erindrer jeg kun Alferne, Debatten i Politivennen, De Uadskillelige. I Henseende til Toreadoren, formoder jeg, at Larcher, som vel skal sætte den i Scenen, giør Regning paa at udføre Bournonville^s Partie" (BmD [sideskift][side 1280]24.6.1846). Kongen havde endnu ikke bestemt sig for et af de ovenstående stykker, da Levetzau skrev den 25. juni 1846 til Collin: "men [han] levede mig bestemt Svar til idag, efter at have talt med Dronningen"; med hensyn til "Toreadoren" havde Levetzau til "Larcher .. sagt igaar at Kongen bifalder at Hoppe skulde dandse Bournonville's Parthie .. og det vil altsaa være nødvendig at skrive ham til at han maa komme tilbage for at indøve Parthiet" (BmD). Skuespillerne Jfr. Petersen og Hansen, jun. samt Hoppe og Fredstrup med datter var den 2. juni 1846 rejst til Christiania for at give forestillinger i Norge. Collin tilskrev Hoppe om straks at komme tilbage (l.c.), men Hoppe og Co. kom ikke til København, hvorfor det blev spørgsmålet, om teatret overhovedet kunne præstere andet end "Nei" (BmD 7.7.1846). Levetzau svarede Collin, at man måske kunne give "Emilies Hjertebanken" foruden "Nei": "saa vilde det nok more Herskaberne .. men kan Fruen paatage sig begge Deele? .. Et større Stykke vilde vist tage for megen Tid. Har Deres Høivelbaarenhed havt den Godhed at tale med Jomfru Nielsen og Larcher angaaende Lithuoienne'n i Toreadoren?" (l.c.). Collin svarede, at han ikke kunne forstå, hvordan Levetzau kunne forestille sig, at "Toreadoren" kunne opføres: "saavidt jeg veed, er ingen af de Dandsende kommen tilbage" (l.c.). Levetzau svarede fortrøstningsfuldt: Forestillingen måtte bestå af de to små Heibergstykker, hvorpå måtte følge "nogle enkelte pas af Vores bedste Dandsere og Dandserinder imellem Stykkerne, saa som Bolero à quatre, il Jeleo di Xerez, pas de bouquet, Lithuaienne o.s.v. For et længere Stykke frygter jeg, vil tage for meget Tid. Imidlertid skal jeg tale med Kongen herom imorgen" (l.c.). Den 13. juli 1846 blev givet Kuhlaus ouverture til "William Shakespeare", Lefebvres balletdivertissementer "La Bernaise" og "La Lithuanienne" og bolero à quatre fra "Toreadoren", derpå fulgte "Kong René's Datter", mens festforestillingen afsluttedes med Augusta Nielsens dans "Pas de bouquets" (af Albert, med musik af Adam) (3).

Denne sæson blev hvad særarrangementer angår helt domineret af udenlandske kunstneres gæstespil og koncerter. Vanskelighederne ved at producere en forestilling i anledning af den svenske konges besøg skyldtes dels kongens forsøg på at diktere en bestemt festforestilling dels skuespillernes sommeraktiviteter.

[sideskift][side 1281]

27.7.0 Genoptagelser

Bredal foreslog i 1845, at han blev overdraget indstuderingen af ældre syngestykker for at flere af disse kunne komme på scenen, i et forsøg på at udvide teatrets repertoire. Direktionen tilsluttede sig dette arrangement, således at Bredal afholdt indstuderingen, mens Glæser ledede prøverne (Kp.nr.108 og 109 24.9.1845). Bredal skulle begynde med "Røverborgen" (jf. s.890) (Kp.nr. 109), som - efter diverse ny nodecopiatur (1) og skænderier om udførelsesformen (Glæser arrangerede på tysk maner mellemaktsmusik (2)) - fik repremiere den 8. febr. 1846 (opført 6 gange i denne sæson og 5 gange i den følgende).

Den 6. nov. 1845 meddeltes personalet, at der var oprettet en syngeskole under Bredals ledelse, indrettet indtil videre i teatrets "Gaard i Lille Strandstræde" (Kp.nr.128). Bredal var ifølge Glæser blevet tildelt at indstudere 10 operaer (BmD 7.11.1845). Straks henvendte han sig til Levetzau for at beklage sig derover, og han fik overdraget indstuderingen af Méhuls "Joseph og hans Brødre i Ægypten" (l.c.): repremieren fandt sted den 12. dec. 1845. Levetzau vurderede situationen således: "Jeg .. holder i det Heele paa Bredahl & Com: som arbeider Glæser imod, at det Vi vil giøre for Theatrets Bedste, ikke frembringer den modsatte Virkning, ved at forøge Uenighed og Strid" (l.c.). Dagen efter replicerede Collin: "Bredal fik strax den fornødne Beskeed. Glæsers Fortælling om de 10 Operaer er naturligviis complet Usandhed .. at Theatret skal lide ved hans Forfængelighed og Borneerthed, maa jeg for det første beklage" (BmD 8.11.1845). Levetzau forsvarede Glæser: "det er min Pligt at opretholde ham i den Stilling hvori Kongen har sadt ham, og hvortil han har viist sig fuldkommen værdig" (BmD 9.11.1845). Collin kunne ikke døje Glæser, hvilket han formulerede således: "Jeg har aldrig lagt ham eller noget Menneske Hindring i Veien for at udføre sit Hverv. Jeg sagde: han var forfængelig, det har De selv ofte sagt; at han var borneert, - det har han i Ordets egentlige Betydning beviist" (BmD 9.11.[1845]). Den 3. marts 1846 opsagde Bredal arrangementet, fordi han simpelthen ikke kunne klare (det manglende) samarbejde med Glæser (UjBr). Glæsers stort anlagte plan for et fremtidigt "samarbejde" (UjBr 9.4.1846) vandt Levetzaus bifald (BmD 11.4.1846), men blev ikke virkeliggjort. Udover de nævnte stykker ses kun følgende stykker opført
(1) Rossinis "Barberen i Sevilla" (jf. s.1002) opførtes på ny den 4. marts 1846 (opført endnu 18 gange i den behandlede periode).

[sideskift][side 1282](2) Heibergs "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.950) opførtes efter diverse rolleuddelinger i 1842, 1844 og 1845 atter den 7. dec. 1845 (opført endnu 8 gange i den behandlede periode).

Hvorledes teaterchefen selv bidrog til at indskrænke repertoiret viser følgende: Italienerne havde efter Jenny Linds fremstilling i okt. 1845 (jf. s.1278) plaget ham om "at faae leveret Partituren og stemmerne af Regimentets Datter [jf. s.1039], som de agter at indstudere og opføre. Kan der være Tale om at Vi skulde give denne Opera i Vinter? i saa Tilfælde nægter jeg naturligvis Udlaanet, ellers vilde der nok ikke være Noget i Vejen for det?" (BmD udat. adr. Collin; jf. Schepelern 227). Syngestykket opførtes først på ny den 25. okt. 1850 på Det kgl. Teater.

Derudover genoptoges følgende stykker:
(1) Overskous "En Bryllupsdags Fataliteter" (jf. s.915) blev givet på ny den 20. dec. 1845 (opført endnu 15 gange i den behandl. per.).

(2) Shakespeares "Romeo og Julie" (jf. s.275) kom frem den 7. dec. 1845 (opført endnu 15 gange i den behandlede periode).

(3) Hertz' "Den eneste Feil" (jf. s.717) havde repremiere den 22. jan. 1846 (opført endnu 4 gange i den behandlede periode).

(4) Holbergs "Diderich Menschenskræk" (jf. s.768) opførtes på ny den 22. nov. 1845 (opført endnu 9 gange i den behandlede periode).

(5) Shakespeares "Macbeth" (jf. s.1140) bragtes atter på scenen den 15. febr. 1846 (3) (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).

Lysten til genoptagelser var åbenbart ikke stor, vel på grund af publikums trang til nyheder. "Romeo og Julie" og "Macbeth" var vel Collins værk (jf. s.199), mens det øvrige: Overskou, Heiberg og Hertz passer ind i billedet af Collins repertoirepolitik, når denne var afdæmpet. Bredals virksomhed blev ingen succes.

[sideskift][side 1283]

27.8.0 Direktorialt

Den 1. maj 1845 ansøgte Carstensen første gang om at etablere et Vinter-Tivoli i "det sydlige Pakhuus paa forhenværende østersøiske Compagnies Plads", hvilket blev ham nægtet den 31. juli 1845 (D.K. 2.Dept. Resolutionsprot.nr.24). På ny den 30. aug. 1845 ansøgte han om en "foreløbig Tilladelse til at udstede Indbydelses=Planer til Actietegning". I Glückstadt resolverede kongen, at Kancelliet skulle fremkomme med en betænkning derover (8.9.1845), hvilken først efter omskrivning blev produceret den 8. okt. 1845. Kongen resolverede, at Carstensen, når han opgav en passende "Plads til Anlæggelse" af etablissementet "kunne vente dertil at erholde Tilladelse" (D.K. 2.Dept. Resolutionsprot.nr.58 10.10.1845). Allerede den 15. okt. 1845 kunne han meddele, at han havde købt "Eiendommen N^o 118 og 119 i Amaliegade", hvorpå kongen den 1. nov. 1845 meddelte Carstensen privilegium til at "anlægge et Vinter-forlystelses-Etablissement, hvori der mod en vis Entrébetaling for de Besøgende opføres Music, og derhos haves de fornødne Restaurationer" (D.K. 2.Dept. registrantsag nr.680). Den 24. nov. 1845 dannedes "Actieselskabet Kjøbenhavns Casino", hvor Edv. Collin blev valgt til formand. Se s.1336.

Fam. Collins engagement var dermed ikke kulmineret, thi Collin, père tilskrev den 28. nov. 1845 sine kolleger i teaterdirektionen: Efter at have læst Carstensens "Indbydelse" kunne der ikke være grund til at protestere imod privilegiet, fordi Carstensen selvfølgelig skulle rette sig efter den gældende lovgivning, det ville sige teaterprivilegiet af 1750 og politiplakaten af 1817. Det interessante ved skrivelsen er imidlertid Collins fortolkning af disse aktstykker: "I Henseende til Placaten af 1817, hvis Forbud lyder saaledes: "at der i Kiøbenhavn og paa dens Grund ikke andensteds end paa den Kongelige danske Skueplads maa, offentligen og for Betaling, opføres noget Skuespil, det være sig i det danske eller nogetsomhelst andet levende Sprog" - da sees af Motiverne (Collegialtidenden 1817, S: 618), at "Anledningen var den, især i den senere Tid, hyppige Misbrug, at der paa adskillige Privattheatre heri Staden blev opført Skuespil for Betaling, hvilket strider mod Privilegiet af 1750, er til Skade for Theaterkassen og lettelig kan afstedkomme Uordener og Uleiligheder. Ved hiint Privilegium af 1750 var ogsaa Opførelse af Skuespil i private Selskaber uden Betaling forbudt, men ligesom disse de facto stedse have været taalte, saaledes fandtes det ogsaa overeensstemmende [sideskift][side 1284]med Billighed ikke nu at paalægge dem nogen Indskrænkning. Derimod er ved "Privilegierne" egentlig kun Opførelsen af Skuespil i det danske, tydske og franske Sprog forbuden udenfor den Kongelige Skueplads, men det synes rigtigst at den for disse Sprog foreskrevne Regel ogsaa maatte være gieldende for de øvrige levende Sprog" .. Men efter min Overbeviisning passe alle disse Betænkeligheder slet ikke paa vor Tid. Theater­monopolet er heller ikke bleven overholdt; tvertimod er der i Kiøbenhavn og paa dens Grund jevnlig med speciel Kongelig Tilladelse opført Skuespil og Syngestykker i det svenske [1], tydske, franske og italienske Sprog. Og nogen betydelig Skade i oekononisk Henseende betvivler jeg at Theatret har havt deraf, thi med Forlystelsernes Mængde stiger Trangen dertil og Søgningen derefter. Hidtil har imidlertid Dispensationerne fra Lovbudet kun angaaet Skuespil og Operaer i fremmede Sprog, og at disse Bevillinger mere skulde nægtes den danske Casino end fremmede Theater-Entrepreneurer, dertil seer jeg ingen Grund. Det Særegne skulde altsaa bestaae i, om Casino'^s Entrepreneur, eller nogen Anden, fik i Sinde at danne sig en Troup af danske Skuespillere for at opføre danske Comedier, og dertil ansøgte om Tilladelse. Jeg vilde da, dersom Theaterdirectionen blev spurgt, og jeg var Medlem deraf, aldeles ingen Hindring lægge den Vedkommende i Veien, meget mere, jeg vilde erklære mig for Tilladelsen. To Interesser komme nemlig her i Betragtning, den kunstneriske og den oekonomiske. Jeg antager, at hvad der gavner den ene, skader ikke den anden, om det end i Begyndelsen skulde synes saa. En for privat Regning her i Kiøbenhavn indrettet dansk Skueplads maatte, hvis den ikke strax skulde give sig til Priis for Latter og Haan og falde sammen, skaffe sig et godt Personale; men en saadan Concurrent vilde fra Kunstens Side ikke være uden gavnlig Indflydelse paa det Kongelige Theater, paa dets Repertoire, dets Personale og paa dettes Forhold til Theaterbestyrelsen. Hvad Indflydelse den i Tidens Længde vilde have paa Oeconomien, lader sig ikke forudsee, saa meget er vist, at en fordeelagtig Balance tilveiebringes ikke blot ved gode Indtægter, men ogsaa ved moderate Udgifter; og den Sparsomhed, den Bortfiernelse af undgaaelige og ufornødne Udgifter, som den private Entrepreneur maatte have for øie og lægge for Dagen, vilde ved Modsætningen af det, som finder Sted ved den Kongelige Skueplads, rimeligviis have nogen fordeelagtig [sideskift][side 1285]Indvirkning paa dennes Oekonomie, skjøndt giennemgribende, til et stort Resultat førende, Forandringer i en gammel Institution ere vanskeligere at iværksætte end planmæssig at organisere en ny. Men, muligt, og det var den heldigste Følge, kunde den private Entreprise, lidt efter lidt giøre det overflødigt, at have et Kongeligt Theater, der, naar alle dets Udgifter vedbørlig samles under een Rubrik, vil befindes at koste Statskassen omtrent 70.000^rd aarlig, hvilket af Finants=Deputationen i sin Tid er oplyst. Slutteligen kan jeg ikke undlade at bemærke, at jeg her vel har antaget, at naar Placaten af 1817 nævner Skuespil, dette Ord da er taget i den udstrakteste Betydning, altsaa indbefattende saavel det egentlige reciterende Skuespil (Lystspil, Sørgespil og Dramer) som Syngestykke, Opera og Vaudeville &c, men at jeg aldeles ikke tvivler paa, at den modsatte Fortolkning, hvis Sagen kom for Domstolene, vilde finde sine Forsvarere" (in Kabinetsarkivet. Journalsag nr.213 1846). Som tidligere påvist gjorde Collin sig til talsmand for monopolets afskaffelse og liberalismens indførelse også i teatervæsenet. Hans argumentation byggede udelukkende på den frit regulerende vekslen mellem udbud og efterspørgsel, som alt andet lige ville fremme såvel kunsten som økonomien. - Levetzau ville for øjeblikket ikke ytre sig udførligt over Collins erklæring, men ønskede blot vedlagt sin reservation for evt. fremtidig anvendelse (in Orig.Kgl. Res.nr.1B 11.12.1845). Adler var anderledes artikuleret: "Om jeg end maae erkjende, at den Beskyttelse, der for henved Hundrede Aar siden skjænkedes de danske Skuespil, nu er mindre nødvendig, ja at en Indskrænkning af samme endog i visse Maader kunde være i Kunstens og Theatrets Interesse formener jeg dog, at Directionen bør tage de Theatret indrømmede Rettigheder i Forsvar, forbeholdende sig i forekommende Tilfælde at samtykke i enkelte Afvigelser for samme. Jeg bestyrkes i denne Formening ikke saameget af Frygt for Oprettelsen af et staaende dansk Theater som vel ikke engang ligger i Cassino-Selskabets Plan, som af den Betragtning at Indretningen af et nyt og elegant Theaterlocale inde i Byen vil foranledige hyppige Andragender fra fremmede Skuespillerselskaber om Tilladelse til at benytte det, og at Cassino-Actionairerne til Understøttelse for saadanne Andragender vil kunne anføre, at Selskabet med stor Bekostning har indrettet Theaterlocalet uden at nogen Indsigelse fra det Kongelige Theaters [sideskift][side 1286]Side har vakt Formodning om at Sidstnævnte vilde gjøre sit Monopol gjeldende". Følgelig konkluderede han, at teaterdirektionen "i Tide" gjorde "de fornødne Skridt til Reservation af de det Kongelige Theater forundte Rettigheder og Privilegier" (l.c. 26.12.1845). Adlers synspunkt var nærmere Levetzaus afvisning af Collins erklæring end Collins forestillinger om monopolets opløsning. En offentlig reservation ses imidlertid ikke foranstaltet.

Allerede den 24. jan. 1846 indgav ikke Casinos entreprenør, agent Carstensen, men Ths. Overskou sin ansøgning om tilladelse til at oprette et Folketheater: "Deres Majestæts Theater er og bør alene være helliget Kunsten. Aabent for Tragoedien, Comoedien og Operaen, saa det, i Regelen, være lukket for den blotte Skjemt, som dog, f.Ex. i Wien, viser sig saa kraftigt til levende at gjennemtrænge Folkeaanden og give den Godmodighed" (Kabinetsarkivet. Journalsag nr.213). På grund af billethøkere kunne almuen ikke købe de billige billetter, når teatret måske endelig gav en mere burlesk forestilling, "hvorfor Menigmand afvænnes fra theatralske Forlystelser og hendrages til andre, mindre ønskelige". En regel sagde, at 40000 indbyggere kunne yde publikum til et teater med 1500 pladser, men Københavns befolkning var nu på 128000 "for Størstedelen velhavende og Forlystelse elskende Indbyggere", hvortil kom at byen havde "et kongeligt Hof, en talrig Garnison, et Universitet", og at byen var "stærkt besøgt af Fremmede. Ikke een Stad af samme Størrelse er uden i det mindste to Theatre .. At Kjøbenhavn nu, for en Tid af Aaret, besidder en italiensk Opera kan, hvormeget derved end vil opnaaes for Udbredelsen af Musiksands, ikke i denne Henseende bringes i Beregning, da den endnu mindre, end Deres Majestæts Theater, kan blive et Skuespil for den store Almeenstand" (l.c.). Overskou foreslog følgende bestemmelser for "et kjøbenhavnsk Folketheater ..

1) at der kun paa det opføres den saakaldte Folkecomedie, Lystspil Vaudeviller, Farcer og burleske Sangstykker, men end ikke af denne Art Stykker gives noget, som i de sidste 10 Aar er givet af Deres Majestæts Theater eller til hvis Opførelse det har gjort forberedende Skridt;

2) at alt hvad der kommer til Opførelse skal, ved en af Deres Majestæt allernaadigst udnævnt, men af Anstalten lønnet, Censor gjennemgaaes, til Garantie for at der ikke opføres Noget, som strider imod Religion, landets Love og gode Sæder;

[sideskift][side 1287]3) at Directionen og de kongeligt ansatte Skuespillere ved Deres Majestæts Theater til alle ordinaire Forestillinger, og efter de, til Controllens Overholdelse, almindeligt gjældende Regler, have fri Adgang i Folketheatret i de Pladse, som ere tilsvarende dem, de have i Deres Majestæts Theater" (l.c.). - Overskou konkluderede, hvad hans mål med foretagendet var: "at ligesom det er min ivrigste Attraa at lade Morskaben fremtræde i en ædel, smagfuld Skikkelse og lede et Folketheater saadan, at det aldrig er forladt af Kunstens Genius, saaledes vil det ogsaa lykkes mig, at aabne Kjøbenhavns agtværdige og talrige Almue Adgangen til et Skuespil, som skal udbrede den anstændige, godmodige Livsfrohed, der vistnok ikke er vækket i den Grad, som det maatte være glædeligt at see den vækket" (l.c.). - Det må stå helt klart, at Overskou formulerede sig om et meget væsentligt problem, som teaterdirektørerne i 1830rne flere gange havde behandlet: det klassedelte samfunds forskellige behov for teatralske forestillinger. Kirsteins udtalelser blev søgt realiseret af Overskou, og det afgørende var nu om kongen i sin politiske kamp for enevælden (og afviklingen af denne) kunne bruge også dette foretagende - som Tivoli - til at tage vinden ud af oppositionens sejl.

Hvor mange aktstykker, der end måtte være fjernet, fremgår det dog klart af det bevarede materiale, at Adler som vanligt søgte at forhale sagen. Den 13. marts 1846 bad Levetzau Adler om at sende ham Overskous plan: "ich muss ihn ja wenigstens durchblättern, wenn auch nicht ganz lese" (BmD). Men ikke engang det kunne tilstedes Levetzau. Først den 25. marts 1846 bankede Collin i bordet. "Naar man seer, at nye Actieselskaber fast daglig opstaae, og man veed hvorledes Folk storme til for at tegne sig, saa kan [man] være vis paa at Overskou ikke vil undlade, med Grund, at dolere over, at hans Ansøg[ning] har ligget henved et Par Maaneder i Th. Dir. Thi, enten bevilges den, og det maadelige Tilløb, den maaskee faaer, vil han da tilskrive at den gode Conjunctur er gaaet tabt, ell[er] den afslaaes, og han kan da, med Sandhed sige, at det var muligt, at den for 2 Maaneder siden vilde have været bevilget - Exempler paa sligt kunne anføres - Jeg finder mig, som Part af Directionen, derfor beføiet til at anmode om, at Sagen maae uopholdelig afgiøres i Direct[ionen]" (BmD). - Collin konciperede forestillingen, idet han meget loyalt refererede Adlers ovennævnte indsigelser samt hovedindvendingerne i direktionens betænkninger [sideskift][side 1288]af 30. okt. 1840 (jf. s.1059) og 12. febr. 1842 (jf. s.1094), idet han konkluderede: "Om den dramatiske Kunst vilde vinde eller tabe ved en Entreprise som den, Overskou projecterer, lader sig ikke forudsee, men at Theaterkassen vilde tabe, synes at være temmelig klart, da Besøget eller Tilløbet til vor Skueplads er afhængigt af om der paa vore Spilleaftener andensteds her i Staden eller i dens Nærhed gives offentlige Forlystelser, som mere tiltale det Publicum, der kan betragtes som det egentlig theaterbesøgende. Vi, Levetzau og Adler, maae derfor befrygte, at det Tilskud, som Finantserne hidtil have maattet udrede for Theatrets Vedligeholdelse, langtfra ikke vil blive tilstrækkeligt, naar en Concurrent af Betydenhed optræder ved Siden". Subsidiært fortsatte denne afdeling af forestillingen: "Skulde Deres Majestæt imidlertid af høiere Hensyn finde Dem allernaadigst foranlediget til at indvillige i Overskou's Begjering, saa vilde det, efter vor allerunderdanigste Formening, dog blive uundgaaelig nødvendigt, at det, strax ved Bevillingens Meddelelse, giordes ham, eller den eventuelle Entrepreneur eller Overbestyrer, til Pligt at overeenskomne med Directionen om de Stykker, der maatte gives paa det nye Theater, om Spilleaftenerne, m.m., ligesom det samtidigen maatte forbydes enhver ved det Kongelige Theater lønnet Kunstner eller Betjent, i nogensomhelst Henseende at virke ved eller for det nye theatralske Institut" (Kabinetsarkivet. Journalsag nr.213 1.4.1846). Denne næsten kompromisagtige formulering, udviklet af Adlers responsum af 26. dec. 1845 og Collins erklæring af 28. nov. 1845 blev mere eller mindre sagens foreløbige udgang (jf. s.1292). Collin ville imidlertid ikke lade det blive herved: hans egne synspunkter på teatermonopol skulle også forelægges kongen. - Collins indlæg er et af hans mest inspirerede i hans hele teateradministrationade; han gav det overskriften: "Bør Theatermonopolet overholdes?". Konst og videnskab måtte endnu mindre end merkantil eller industriel produktion underlægges monopoler. Hvad der "i religiøs, politisk eller moralsk Henseende" på et privatteater kunne frygtes at skeje ud, kunne vel "forebygges ved de samme Midler, som anvendes ved enhver anden offentlig Forlystelse". Collin underkendte også monopolets pleje af "den gode Smag", "thi paa den anden Side kan en eensidig Theatercensur - og derpaa haves vist Exempler, om man end ikke vil gaae tilbage til Borgermester Bredal's Tid - undertrykke mangt begyndende Forfatter=Talent, og hvad Rollernes [sideskift][side 1289]Udførelse angaaer, da staaer og falder den, desværre, for Tilskuernes Dom". Collin konkluderede følgelig, at hovedindvendingen måtte "søges i den oeconomiske eller finantsielle Betragtning". Collins svar herpå var at spare. Han gjorde opmærksom på, "at Ballet og Opera er, fordi de almindeligviis gjøre Krav paa en kostbar Udstyrelse, Theatrets tærende Syge, at den Maade, hvorpaa Theaterkunstnerne hertillands angageres, sætter Bestyrelsen i et fordærveligt Afhængighedsforhold, og at Theaterkræfternes idelige Anvendelse udenfor Theatret i høi Grad forstyrrer Repertoiret". Om konkurrencens sundhed anførte han, at teatret blot skulle præstere "det, det kunde; saaledes have vi paa de Aftener, der gaves: "Røverborgen" og: "Barberen i Sevilla" havt næsten fuldt Huus samtidig med, at Italienerne paa Hoftheatret havde tomme Bænke". Collin ønskede ingen form for indskrænkning i konkurrencen med hensyn til hvilke genrer privatteatret evt. måtte opføre: "Det forekommer mig at være en særegen Erkjendelse af egen Svaghed ikke at turde taale en fuldkommen Concurrent ved sin Side. - Skulde endog det nye Theater i Tiden vinde almindeligt Bifald, erhverve Kongehusets og Publicums Yndest, og det gamle kom til at staae i Skyggen - noget, hvortil der iøvrigt kræves ikke saa kort Tid, - saa var derved jo Intet tabt; tvertimod: Hovedhensigten med Theatervæsnet: at have et, der tilfredsstillede de Flestes Ønsker, var da opnaaet". Collins liberalistiske indstilling var uden vaklen: laisser-faire politikken skulle nu uanset omkostninger på kort sigt indføres i kunstens verden.

Først efter 3 måneders henhvilen/behandling nedsendte kongen sin resolution den 6. juli 1846: "Vi [finde] i flere Henseender .. Oprettelsen af et saadant Theater ønskelig, og .. Vi [kunne] der for muligen .. finde Os foranledigede til at meddele den ansøgte Tilladelse, men, forinden Vi i saa Henseende tage endelig Beslutning, ville Vi allernaadigst have Directionen paalagt til Os at nedlægge nærmere allerunderdanigst Forestilling om det Forhold, hvori det nye Theater burde staae til Vort Theater, saavel i Almindelighed, som i Særdeleshed med Hensyn til de ved samme ansat te Skuespillere, navnlig hvorvidt det maatte kunne tillades disse at lade sig engagere fra det ene Theater til det andet" (Orig.Kgl.Res.nr.11).

Endnu engang skulle parterne skilles i deres indledende bemærkninger, idet dog Collin gav efter for Adlers (og Levetzaus) skærpede [sideskift][side 1290]bestemmelser om personalets funktioner. Grunden hertil kunne gerne tænkes at være den, "at det kan antages som afgiort, at Overskou ikke faaer sin Plan realiseret". Collin erklærede sig følgelig "om Oprettelsen af et offenligt Theater for privat Regning .. for hvilket en Mand træder i Spidsen, der har godtgiort sin Dygtighed som Entrepreneur for deslige Foretagender" (l.c. 17.7.1846). Hvad stykkerne og spilledagene angik, anførte Collin, "at det nye Theater skal have uindskrænket Tilladelse til at opføre ethvert Skuespilslags, reciterende og Syngespil, alvorlige og muntre, ogsaa Dands, hvis det finder sin Regning derved. Hvad de enkelte Stykker angaaer, da bør disse, hvis de ej have været opførte paa det Kongl. Theater, underkastes den almindelige Skriftcensur, ikke nogen særlig Smagscensur; og hvis de have været opførte paa det Kongl. Theater, da med den Indskrænkning, at de der ikke ere givne i de sidste 5 Aar (med mindre det er et ved det Kongl. Theater strax henlagt Stykke, hvorom da maatte corresponderes med Directionen) og for saavidt Stykkerne ere af danske endnu levende Forfattere, maa Forfatterens Samtykke, foruden Directionens, dertil erhverves. - I Henseende til Spilledagene, da var jeg ikke utilbøielig til at stemme for en uindskrænket Benyttelse af alle Ugens syv Dage. Imidlertid kunde man for det første indskrænke det til 4 Dage ugentlig, hvilke det nye Theaters Entrepreneur for een Theatersaison vilde vælge, dog Søndagen deri indbegreben, thi .. den leverer de fleste Skuespilbesøgende". Collins formulering så vidt gik næsten verbalt overensstemmende igen i direktionens forestilling af 21. juli 1846, idet kun spilledagenes antal præciseredes til at være 4 incl. søndag. Men i det sidste punkt skiltes parterne: Collin gik ind for at teaterpersonalet og betjentene "ikke uden speciel Tilladelse maa optræde ell. giøre Tieneste ved et privat Institut, og forsaavidt det Kongl. Theater maatte kunne ønske at benytte, ell. tillade at optræde, et Subject fra den private Anstalt, naar dennes Bestyrer dertil gav sit Minde, derom kan i Almindelighed ikke foreskrives noget, men vil blive at afgiøre i ethvert mødende Tilfælde" (l.c.). - Det var den liberalistiske, praktisk-tænkende pragmatisk indstillede teaterleders anskuelse, mens derimod Adler var ganske overbevist om, at en lang række specificerede forbud var nødvendige: "Lad det nye for privat Regning oprettede Theater virke frit og ubehindret med dets egne Kræfter; det Kongelige Theater vedblive at virke med sine, som [sideskift][side 1291]det ikke maa dele med eller udlaane til hiint! Denne Fordring lyder saa billigt og vil dog være mere end vanskelig at gjøre gjældende. Det kan kun skee ved et absolut Forbud mod at det Kongelige Theaters Kunstnere, Elever og Embedsmænd optræde eller deeltage i det nye Theaters Præstationer, selv ikke i Forestillinger til veldædige eller patriotiske Øiemed, til fremmede Kunstbrødres Understøttelse, til Udførelse af større Kunstpræstationer med forende Kræfter o.s.v. Ikke engang Directionen maa kunne løse fra dette Forbud: hvad der for Theaterpersonalet kan tillades, bliver i Virkeligheden tilladet, dets Opfindsomhed er beundringsværdig naar det gjælder om at omgaae prohibitive Bestemmelser" (DKTB 20.7.1846). Adler lagde til, at det også måtte gælde alle materielle kræfter, f.eks. malersal og dekorationer. Endvidere skulle elever og uudnyttede ældre skuespillere ikke kunne tilstedes ansættelse ved privatteatret: For de førstes vedkommende ville han råde til at hindre elevernes afgang "deels ved betimeligen at understøtte hvad der lover Theatret god Frugt i Fremtiden, deels ved at lade de Elever, som man lod saadanne Understøttelser tilflyde, reversere sig til i en vis Tid efter deres Debut ikke at forlade Theatrets Tjeneste". For de sidstes vedkommende måtte direktionen sikre sig, at de ikke søgte om afsked for siden at lade sig engagere ved det private teater: "Det kunde maaskee .. være tilraadeligt, med al Frihed for Theatrets Kunstnere at bestemme, at de som af Grunde, som af Directionen ikke fandtes gyldige, anholdt om Entledigelse fra Theatrets Tjeneste, ikke kunde vente at vorde indstillede til Pension" (l.c.). Levetzau bifaldt "aldeles .. Adlers her udtalte Anskuelser", hvorfor sagen skulle "ekspederes imorgen og underskrives .. af alle tre Direktører" (l.c. 21.7.1846). Det eneste punkt i Adlers responsum, som gik ud, var afsnittet om understøttede elevers reversalier. Sagen indstilledes til Deres Majestæts allernaadigste Resolution" den 21. juli 1846 (Orig.Kgl.Res.nr.13). Efter disse utroligt mange ord fra direktion og imellem direktørerne bevilgede kongen Overskous ansøgning, idet han i resolutionen afskrev de tre punkter i Overskous oprindelige ansøgning af 24. jan. 1846 (jf. s.1286), hvortil føjedes det ugentlige antal spilledage samt forbudet mod at optræde på privatteatret og udlån af materielle kræfter, således som direktionen (Adler) havde indstillet det (2). I bevillingen lød det følgelig således:

1. At der paa dette Theater kun opføres den saakaldte Folkecomoedie, [sideskift][side 1292]Lystspil, Vaudeviller, Farcer og burleske Sangstykker, dog at der ikke af denne Art gives noget, som i de sidste 10 Aar er opført paa Vort Theater, eller til hvis Opførelse det har giort forberedende Skridt.

2. At af hvad der kommer til Opførelse, foruden det sædvanlige Giennemsyn af Politimesteren, forsaavidt det er trykte Stykker, skal ved en af Os allernaadigst udnævnt, men af Anstalten lønnet Censor, giennemgaaes til Garantie for, at der ikke opføres Noget, som strider mod Religion, Landets Love og gode Sæder.

3. At Directionen og de Kongeligt ansatte Skuespillere ved Vort Theater til alle ordinaire Forestillinger og efter de til Controllers Overholdelse almindeligt gieldende Regler, have fri Adgang i Folketheatret i de Pladse, som ere tilsvarende dem, de have i Vort Theater.

4. At Spilledagene paa bemeldte Theater for det første bestemmes til 4 ugentlig, Søndagen deri indbefattet.

5. At det aldeles skal være de ved Vort Theater ansatte Kunstnere i alle Fag, Elever og Betiente forbudet, at optræde eller deeltage i det nye Theaters Præstationer, selv ikke i Forestillinger til veldædige eller patriotiske Øiemed, til fremmede Kunstneres Understøttelse, til Udførelsen af store Kunstpræstationer med fremmede Kræfter og deslige. Ei heller maa nogetsomhelst af det Materielle ved Vort Theater, saasom Bøger, Musicalier, Instrumenter, Decorationer, Garderobe og Alt deslige udlaanes til Brug for Folketheatret.

Saa skal og fornævnte Thomas Overskou i det Hele holde sig de Regler efterrettelig, som Politiet til Ordens Overholdelse maatte foreskrive" (D.K. 2.Dept. Registrant.nr.457 3.8.1846).

I "Folketheatret, fremstillet i Planen for dets Virksomhed, og alle de Forhold, hvorunder det, som Kunstanstalt og Actieforetagende, er at betragte" (Kbh. 1846) redegjorde Overskou omstændeligt for sit projekt, men også hvorfor det ikke blev til noget. Det sidste er i og for sig mindre vigtigt, fordi det afgørende var, at teatermonopolet med bevillingen af 3. aug. 1846 var blevet om ikke ophævet så i hvert fald i den grad indskrænket, at Det kgl. Teater fra nu af kunne imødese en konkurrence om det store folkelige publikum, det på intet tidspunkt tidligere havde haft.

Collin havde ikke fået, hvad han ønskede, derimod Adler, som meget præcist formulerede sin og kongens politik med følgende vending: [sideskift][side 1293]"Frihed til at virke men ikke med vore Kræfter" (DKTB 20.7.1846). Devisen gjaldt oprettelsen af Folketeatret men kunne stå for hele Christian VIIIs politiske indsats.

[sideskift][side 1294]

27.9.0 Sommerforestillinger

Mad. Stages aftenunderholdning den 4. juni 1846 under hofkapelmester Glæsers anførsel bød bl.a. på Webers ouverturer til "Jægerbruden" og "Oberon", arier (med kor) af "Den Stumme i Portici", "Barberen i Sevilla" og "Ørnens Rede" samt deklamationsnumre. Endvidere optrådte Jfr. A. Nielsen i Lefebvres "La marchande de bouquets" og gav "La Cachucha" til afslutning efter et "Tableaux: a. Offer til Hygæa, b. Den saarede Kriger", arrangerede af Bournonville.

Beaumarchais' gamle kontroversielle komedie "La folle journée, ou le mariage de Figaro" var sidst blevet givet ved Sommerskuespillene i 1834 (jf. s.620), I 1846 oversatte Overskou stykket på ny, hvilket ifølge Adler sikkert blot betød, at "de Repliquer som man endnu den Dag i Dag udelader i Paris, om Politiken, Pressen o.s.v. var genindsat. Det ville sikkert være "Vand paa Tidens Møller og som vist ikke vil savne Effect" (BmD 5.6.1846 adr. Collin). Så langt så godt, men Adler var på det rene med et ganske andet perspektiv: "Men medens den gode Herr Oversætter sætter Bundgarn i den ene Søe skulde han være forsigtig med at mede i den Anden: de Smaafisk han fanger her, kunne ikke erstatte ham de Større, som undløbe ham hist, hvis han har gjort det for galt. Vi faae nu at see" (l.c.). Trods Adlers advarsel gik komedien 3 gange ved Sommerforestillingerne, og den 3. aug. 1846 fik Overskou sin kongelige bevilling til at drive privat teatervirksomhed i København (jf. s.1291). Beaumarchais' komedie overførtes meget sigende ikke til teatrets ordinære repertoire (1).

"Axel og Valborg" blev genoptaget den 9. juni 1846 (sidst givet den 3. april 1839), se s.1334.

Ligesom ved Sommerforestillingerne i 1842 (jf. s.1104) blev samme dag givet nogle scener af "De Usynlige" (sidst opført i hele sin udstrækning den 6. april 1818; genoptaget i sæsonen 1856/57).

Scener af Paers "Agnese" (jf. s.101) og af "Stormen paa Kjøbenhavn" (jf. s.1173) opførtes den 11. juni 1846, før Hérold & Halévys syngestykke "Ludovic" (jf. s.1055) blev givet (sidst opført den 11. okt. 1841; genoptaget i sæsonen 1858/59) (2).

Brosbølls "Cameronerne" opførtes den 13. juni 1846 (jf. s.1248), hvorefter skuespillere gav H.P. Holsts genrebillede "Helligtrekonger" (3). Jf. Brosbølls fremstilling i "Minder", Kbh. 1896 103f.

Marschners opera "Hans Heiling" (jf. s.756) opførtes den 20. juni 1846 (sidst givet den 29.11.1839; se s.1334.

[sideskift][side 1295]Carl Borgaards oversættelse af Victor Hugos drama "Hernani, ou l'Honneur castillan" (TF 25.2.1830) opførtes den 22. juni 1846 (2 opførelser ved sommer­forestillingerne). Se s.1355.

Samme Borgaards oversættelse "En Conspiration" efter P. Mérimées "Les mécontents" (1833) opførtes kun den 25. juni 1846.

Den 27. juni 1846 opførtes Hostrups "Gjenboerne" (jf. s.1190) første gang på Det kgl. Teater omend det kun gjaldt for en Sommerforestilling. Stykket opførtes 3 gange ved Sommerforestillingerne i 1846 (4). Se s.1337.

Dumas' "Le Laird de Dumbicky" (jf. s.1225), med den danske titel "Mac Allan", androg Collin om at måtte blive benyttet ved Sommer­forestillingerne. Levetzau svarede: "Jeg har Intet imod [det,] omskiøndt det nok er imod Reglerne" (BmD 25.4.1846). Senere på dagen blev Levetzau klar over, at han havde blandet to stykker sammen, nemlig dette og Thornams "Mac I Vol" (jf. s.1152). Den 26. april 1846 havde han da fået læst Dumas' stykke og opdaget, at han havde læst det før: "De samme Grunde, som jeg har havt imod Mac Allan's Antagelse for Theatret ved første Læsning, maa jeg yttre endnu, omskiøndt jeg ikke tvivler at Stykket ved en god Forestilling vil giøre Lykke; det er Tendentsen af Stykket, som mishager mig, og jeg troer ikke at høre til Bigotterne eller "Tugend-Dragonerne". - Et lastefuld Hof, en liderlig Konge, en fordærvet, og, om mulig, endnu mere liderlig Favorit, en Maitresse og to slette Karle som tjener dem i deres slette Streger ere Heltene af Stykket; hvorimod de to eneste skikkelige Folk, Sarah og især Mac Allan blive holdt for Narre igiennem hele Stykket, især den sidste, og den Retfærdighed som øves til Slutningen er kuns maadelig. - For Resten har jeg Intet imod at man giver Stykket til Sommer­forestillinger, naar Følgen kuns ikke bliver, at Vi skal beholde det paa Repertoiret" (BmD). Levetzaus godkendelse til sommer­forestillingerne kan jo nok undre lidt, når man betænker Molbechs og Kirsteins strid i 1838 om samme Dumas' "Kean", men denne alvorlige uoverensstemmelse mellem censorerne den gang var Levetzau næppe vidende om (jf. s.925). Stykket opførtes kun den 4. juli 1846.

Borgaards bearbejdelse af Méhuls opera "Uthal" (OC 17.5.1806) med libretto af Bins de St. Victor, opførtes den 7. juli 1846 som Sommer­forestillingernes sidste nyhed. Se s.1323. Samme aften blev "Familien Riquebourg" (jf. s.461) givet, efterfulgt af Lefebvres balletarrangement "La Lithuanienne", med musik af Lumbye, og udført [sideskift][side 1296]af Augusta Nielsen. Holsts "Helligtrekonger" blev gentaget.

Den 11. juli 1846 opførtes Oehlenschlägers "Hagbarth og Signe" (jf. s.141) og Holbergs komedie "Sganarels Reise til det philosophiske Land" (sidst givet den 2. nov. 1753; sidstnævnte ses ikke oftere givet på nationalscenen).

Dette års Sommer­forestillinger udmærker sig ved en bredde, der ikke ses magen til i de foregående sæsoner: Beaumarchais, Oehlenschläger, Holberg, Hugo, Dumas, Brosbøll og Hostrup! - Hérold, Marschner og Méhul er næppe så imponerende, men sammenlagt må forestillingerne siges at være det mest overdådige tilbud skuespillerne præsterede i 1840rne. Om udførelsen stod i forhold til prætensionerne henhører ikke til denne undersøgelse.

Schram bevilgedes den 14. febr. 1846 rejse­under­støttelse for at kunne foretage en kunstrejse til Paris (uddannelse hos Garcia) (Orig.kgl.Res.nr.4) (5).

---

Noter

[sideskift][side 1696]

27.1.1 note 1

(1) Stykket returneredes fejlagtigt til Brosbøll (Cp 30.1.1857); (÷ ##).

27.1.1 note 2

(2) Trods det manglende "r" i titelen er stykket vel identisk med C.H. Lorenzens "Palormita", se s.900.

27.1.1 note 3

(3) Den 22.8.[1846] sendte Brosbøll Viannas rolle til Mad. Hansen, idet han oplyste hende om, at han efter regissør Schneidere oplysning om skuespillerindens ønske havde modificeret slutningen: "[Det] forekommer .. mig at være en absolut Umulighed, at Publ. kan finde noget Redicult i Slutningsscenen, som De efter Herr Schn: Yttring har befrygtet, saa meget mindre, som dens Udgang har et afgjort tragisk Element baade fra Viannas og Colas Side" (NBD). - Sufflørbogen KTS 127 indeholder nok blyantsudstregninger, men netop slutningen har kun ganske få, helt uvæsentlige rettelser. - "Berlingske Tidende"s anmelder skrev: "vi maae beklage, at den ellers begavede unge Digter ikke har været heldig med sit her gjorte Forsøg at skabe os en ny Don Juan .. [Det] blev .. under Opførelsen modtaget med megen Kulde, og ved Teppets Fald yttredes megen Mishag. Der opstod en Kamp mellem Pibere, Hyssere og Klappere, som Gongongen tilsidst maatte gjøre Ende paa" (nr.203 2.9.1846). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Ligesom han dengang [i forbindelse med "Eiaghs Sønner"] i sit Studium af [Naturen og Menneskene] syntes at være kommen til Shakspeare, Ossian og Walter Scott, saa synes han i Mellemtiden at have udvidet sin Kundskab til Calderon og Molière, og nærmest at have benyttet disse som Forbilleder denne Gang. Men dette er ikke noget Fremskridt, som berettiger Forfatteren til en større Deltagelse hos Publicum, tvertimod maa denne tabe sig mere og mere, dersom han ikke kan andet end fabrikere Tøiblomster .. Dialogen er fuldkommen saa overdænget med Billeder som i "Eiaghs Sønner"; men al denne Rigdom er megen Fattigdom, thi de samme vende overalt tilbage igjen .. Publicum var ikke enigt i sin Dom om dette Stykke, hvilket er besynderligt nok; thi det forekommer os, at der aldrig burde være Spørgsmaal, om det kunde fortjene Bifald" (nr.208 2.9.1846). "Kjøbenhavnsposten"s anmeldelse formede sig stort set som en gentagelse af "Fædrelandet"s (nr.203 2.9.1846). "Nyt Aftenblad"s anmelder skrev: "Forf., der i sit første dramatiske Forsøg: "Eiaghs Sønner" røbede et Talent, hvis modnere Frugter man havde Grund at glæde sig til, er desværre geraadet paa en farlig Afvei, der ligemeget har fjernet ham fra Sandhed og Skjønhed. Med saadanne tomme Effectjagerier, som dem, hans "Dione" og "Cammeronerne" ere sammensatte af, vil han vel ikke forfeile at blænde den store Hob, men de ville aldrig skaffe ham Fodfæste paa en Bane, hvortil han hverken syntes at mangle Lyst eller Kald" (nr.203 2.9.1846). Hertz' udaterede notat: "Det lyriske er af den alleralmindeligste Sort og fuldt af forslidte Phraser og Billeder; Marsagons Humor (der iøvrigt er i Eet og helt den samme som den komiske Persons i "Eiaghs Sønner" og som denne sammensyet af shakspeariske Pjalter) bestaaer i en formelig Parforcejagt efter Ordspil .. Desuagtet er der i Mars.s Slyngelagtighed Noget, der fortjener at prises, og ligeledes i den uimodstaaelige Magt, der omsider driver Dione ligesom alle Andre t[il] at overgive sig, selv om Cola "skulde være en Giftblomst"" (NkS 1706). Hvorvidt Collin eller direktionen fik dette forevist får stå hen.

27.1.1 note 4

(4) Ændringer foretoges fra forestilling til forestilling (jf. Just Rahbek: Johanne Luise Heibergs Breve I nr.118) samt breve [sideskift][side 1697]fra Løvenskjold (Coll.BrS.XXII 18.3.1846) og endelig TK 1846 2.kv.nr.216. - Sufflørbogen KTS 439 viser, at ændringerne i 1846 har været omfattende. Rettelser af flere forskellige hænder blev foretaget: Knap 10 % udgik inden premieren, men endnu mere slettedes senere; omflytning af syngenumre er ligeledes konstateret. Stykket er utrykt. Viborgs manuskript findes i Odense Landsarkiv og KB (NkS 2551). En redegørelse for de foretagne ændringer ville kræve en specialundersøgelse.

27.1.1 note 5

(5) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Dersom den kgl. Theaterdirection, der i forrige Sommer forbød Skuespillerne at opføre Sanders "Niels Ebbesen", af Frygt for at opægge den nationale Følelse (jf. s.1247), skulde have sat sig til Formaal, ved Nationaltheatrets Hjelp at ydmyge og udmagre denne Følelse, saa vilde Intet være mere tjenligt hertil, end ret ofte at bringe saadanne Stykker til Opførelse, som det iaftes første Gang givne "Konning Volmer og Havfruen"; thi medens vi ingenlunde ere uvante med at høre en svulstig og affecteret Nationalbegeistring fra Scenen af som f.Ex. i Capriciosa, saa vide vi dog aldrig at have hørt den udgyde sig i saa saftløs og meningsløs Klingklang som iaftes. Men skulde den kgl. Direction, som sagt, have dette for Øie, saa maatte vi dog tillige bede den erindre, at Theatret ikke skulde være en Circus eller en Tivolibod, men en Konstanstalt, og at altsaa Trommehvirvler og Bjelderaslen i og for sig ikke kan give et Stykke Borgerret paa Scenen, men at dertil hører, at det maa udgjøre en Helhed, have en sammenhængende Handling, der udvikler sig af menneskelige Bevæggrunde, kort sagt, at det maa overholde den dramatiske Konsts første og simpleste Regler. Men det gjør det igaar Aftes opførte saakaldte Drama ikke engang. Det er en lang Række af Tableauer, Musik, Sang, Dands og Tale, uden Handling, uden Udvikling, ja uden indbyrdes Forbindelse, saa at det er aldeles uforstaaeligt for Enhver, der ikke har sin Danmarkshistorie, eller i alt Fald Ingemanns Roman "Valdemar Seier" paa rede Haand, kort sagt, et Stykke af samme Slags som "Napoleon", "Constantines Beleiring" og hvad de hedde, som det tourniaiske, wolffske og andre Beriderselskaber her have opført, med den Forskjel, at disse, saa meget som deres Oekonomi og Apparater tillod det, dog have holdt sig til Historien, men Forfatteren af "Konning Volmer og Havfruen" derimod ikke engang har denne underordnede Fortjeneste; thi i ligesaa høi Grad, som han har emanciperet sig fra Dramaets Fordringer, har han offret den historiske Sandhed for vilkaarlige og tildels absurde Indhold .. Vi skulde ikke engang have spildt saa mange Ord derpaa, dersom det temmelig lydelige Bifald, der iaftes ledsagede dette Stykke, ikke havde været et sørgeligt Tegn paa, i hvor høi Grad Theaterbestyrelsens holdningsløse Slaphed har indvirket fordærveligt paa Publicums Smag, og hvor nødvendigt det derfor er, at Pressen med større Alvor og Kraft end hidtil beskæftiger sig med dette vigtige Instituts Anliggender. Vi appellere til enhver den, hvis nationale Følelse ikke er saa barnagtig, at den enthousiasmeres, saasnart blot Ordene Konning Volmer og Dronning Dagmar, Bøgeskove og Havets Vove, Danmark hist og Danmark her, i en uafbrudt Strøm suse ham om Ørene; hvis poetiske Sands ikke lader sig bestikke ved idelig Gjentagelse af et kummerligt Forraad af gammeldags Ord; hvis sunde Forstand endelig ikke lader sig tage tilfange af Skjoldegny og Trompetfanfarer, af Jægerchor og Dandserindeben - de ville med [os] være enige i, at Opførelsen af saadanne Stykker er stridende mod Theatrets Værdighed, [sideskift][side 1698]og at, dersom Bestyrelsen, eskorteret af sit Søndagspublicun, vedbliver at skride frem ad samme Bane, saa kunne vi snart naae den Tid, da vi faae Tyrefægtning og Bjørnedands at see i Thalias Tempel. - Den til "Konning Volmer og Havfruen" af Hr. H.v. Løvenskjold componerede Musik forekom os i alt Fald at være for god til sin Text; den har i det mindste flere smukke Momenter" (nr.58 9.3.1846).

27.1.1 note 6

(6) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Det er bekjendt, at Oehlenschläger ikke selv har bestemt sit Arbeide for Scenen, og Skylden for, at det i flere Henseender ikke ganske egner sig for denne, og derfor ikke kan frembringe en uforstyrret Nydelse ved Opførelsen, falder saaledes ikke saa meget paa Forfatteren, som paa Vedkommende, der have optaget dette Stykke som Nyhed paa Scenen, medens de holde saamange af Digterens ældre Arbeider af langt større Virkning borte fra den. Hermed ville vi ingenlunde sige, at "Landet fundet og forsvundet" er aldeles uden scenisk Virkning, thi vi erkjende fuldkomment, at dets første Act, trods den ved Stykkets Omfang og Anlæg betingede løsere Skizzering af Charaktererne, har meget scenisk Gribende, og at dens Virkning forhøies ved Opførelsen; men vi kunne heller ikke negte, at den anden Act har saa meget, der ved Opførelsen skader og forstyrrer Effecten, at Totalvirkningen ikke kan blive tilfredsstillende, og at man maa tilstaae sig selv, at man har havt en langt skjønnere Nydelse ved at læse Stykket, end ved at see det .. Den af Hr. Rung componerede Musik er smuk og udtryksfuld, og gjør paa de Steder, hvor den er anvendt, en meget god Virkning" (nr.122 25.5.1846).

27.1.1 note 7

(7) Professor H. (s.157) kunne jo også dække Hertz, professor siden april 1845, men i sammenhængen skulle det gælde for Heiberg. Årsagen til den sene offentliggørelse er hermed givet. Hertz døde i 1870: 2. oplag udkom i 1848 ; 3. oplag udkom i 1890. Hertil B.A. Duurloo: .. P.V. Jacobsen. Kbh. 1890.

27.1.1 note 8

(8) Jacobsen var i opposition til "den i en Del Aar mere og mere i Brug komne captatio benevolentiæ i Enden af Tragedier; jeg mener det, at Skuespillet maatte have været saa grumt, som det lystede, gode Folk slaaede ihjel og det slette overhovedet sejre, saa meget det vilde, saa skulde der, om end kun i en Parentations-Monolog, men helst i et Øjet ogsaa tiltalende Engle-Tableau, gives et lille Kik til det Høje, til Vorherre osv., som saaledes viistes dog alligevel endnu at være til, saa at vi Mennesker ikke behøvede at frygte det allerværste. Dette var mig i mit Inderste imod; Slutningen af Balzacs "Père Goriot" forekom mig altid langt mere tragisk end den stedse udhævede Ende af "King Lear", der sikkert aldrig har skullet have den "forsonende" Betydning og Virkning, som, troer jeg, først Schlegelerne faldt paa. Den anden Omstændighed var den over al Maade overhaandtagende Lyrik, hvoraf det romantiske Skuespil, Tragedien m.m. nu bliver fuldproppet. Vilde jeg praktisk stride imod denne Skik, maatte mit Stykke blottes for denne Lyrik, blive udført i Prosa og jevn Tale, men turde derved let lede hen til det Holbergiserende komiske. Disse Klipper troer jeg dog saa temmelig at have undgaaet" (Breve fra og til Hertz s.238f). Jacobsens ankeposter var, som det på adskillige steder er blevet påpeget, teatercensurens bærende fordringer til tidens dramatikere. Hans forsæt at trodse disse fordringer ligner en jobspost.

27.1.1 note 9

(9) Afskriften (Troensegaard II) er formentlig den version, som teatercensorerne læste (uden at gøre anmærkninger af nogen [sideskift][side 1699]art), fordi den indeholder understregninger af regieanmærkningerne (til afskriveren). NkS 3496 er langt interessantere, idet her findes Jacobsens originalmanuskript samt en afskrift (samme hånd som Troensegaard II) med omarbejdede passager især i slutningen. En blyant (Jacobsen) har noteret rettelser/ændringer, hvorefter en blækpen (afskriveren) har trukket de fleste af disse rettelser/ændringer op (men ikke alle). Endelig er afskriften forsynet med Jacobsens modificerende afslutning (efter blyantskoncept). Efter dommens forkyndelse i 3. akt: B[orgmester] Henrik (afbrydende) Før hende bort, med Moderen - til Baalet! ændredes til: Før hende bort, med. Moderen! Ældste Rdmd. Stadens Præster skulle dog følge dem for at yde Trøst og vende deres Sjæle til Naadens Gud! (Præsterne nærme sig Karine), Claus N. Ja, ja! Naar blot de døe! B. Henrik (med nogen Medlidenhed, seende efter Karine, idet de føres bort) - Det er vel haardt! - (fatter sig) Dog, ita lex - Ældste Rdmd. Saa stræng er Loven og Dommerne endnu! Engang i Tiden vil den første vel mildnes, og Dommerne vel skue mere klart". Knæfaldet for konventionen er jo uoverkommeligt.

27.1.1 note 10

(10) De 4 sidste linjer blev indsat af Heiberg i brevet til Collin, ej i HCp nr.287, jf. Borups korrekte note samt Jacobsen i Breve fra og til Hertz s.235.

27.1.2. note 1

(1) I HCp formulerede Heiberg sig skarpere: "Er upaatvivlelig af samme Forf. som "Den nye Barselstue". Dialogen er livlig og lystig, men man maa dadle Forfatterens Tilbøielighed til at bruge Vendinger og Talemaader, som høre til et Coteri-Sprog, og følgelig ere uforstaaelige for det egenlige Publicum, der staar udenfor de private Kredses Terminologier. Men den største Mangel ved Stykket er den yderst svage Plan, den næste[n] totale Mangel paa Handling. Først i Slutningen falder en Begivenhed ligesom ned fra Himlen. Men denne maa meget dadies, da dens tunge Alvor dissonerer med det forresten lystige Hele, ligesom den i Almindelighed er cras og udelicat. Stykkets Antagelse kan ikke være raadelig, saafremt de værste af de paaankede Mangler ikke kunne hæves" (nr.257).

27.1.2. note 2

(2) Agerholms udgave af "Hr. Rasmussen" (Kbh. 1913) gengiver teaterversionen, KTS 323. Coll. S. 21.II.10 er et produkt af Andersens rettelser påbudt af Collin i sept. 1845. Denne version blev leveret til afskriveren. Kun 2. akt, 11.sc. blev rettet efter nov. 1845. I sufflørbogen udstregedes endvidere en række af de private Andersenske replikker, ligesom II,10 er udrevet, hvorpå 6 nye sider blev indsat. En redegørelse for ændringerne overlades til H.C. Andersen-forskningen.

27.1.2. note 3

(3) Efter en lang redegørelse for direktionens ansvar over for publikum konstaterede anmelderen i "Fædrelandet", at "Hr. Rasmussen""med det samme gik til sine "skandinaviske Brødre", "Skinnet bedrager", "Kjærlighed i Valby" o.s.v. Naar man ikke havde seet dem - det maa dog bemærkes, at det Førstnævnte var en Sommerforestilling, og altsaa ikke kommer paa Directionens Regning - vilde man aldeles ikke kunne forstaae, hvor saa høitdannede Mænd som Collin og Adler, end sige da Heiberg, hvis han, som vi dog ikke antage, har været spurgt, et eneste Øieblik kunne have været i Tvivl, om dette Stykke burde opføres eller kunde gjøre Lykke. Man maa her ikke tale om Manglen af Handling eller Intrigue, det er dets mindste Feil. Replikkerne ere saa utaalelig platte og flaue, at Publicum da heller ikke kunde døie det til Ende, men baade efter 1ste Acts Slutning og hele 2den Act igjennem tilkjendegav sin Misfornøielse [sideskift][side 1700]i stedse høiere og helere Toner, som efter Teppets Fald endte med en Furioso af Piber, hvortil der blot manglede den Text: "Directionen leve!" (nr.68 20.3.1846).

27.1.2. note 4

(4) I Adlers arkiv findes breve fra I.C. Lange (Middelfart 12.8.1839, der refererer til de to ovennævnte stykker). Endvidere breve dateret den 28.7.1844 og 1.2.1845 om de kunne opføres med forandringer, give et lidet forskud, eller hvor de egentlig befandt sig. Ingen kunne finde stykkerne. Herudover I.B.nr.134 10.7.1847 med alle Langes breve.

27.1.2. note 5

(5) I HCp fik de følgende skældsord med på vejen, henholdsvis: "et Almue-Product" (nr.272); "det værste Snavs" (nr.273); "et yderst smagløst Product, der i det høieste kan passe sig til at opføres i et Privatselskab af Spidsborgere" (nr.274).

27.1.2. note 5a

(5a) NkS 2550 er en afskrift af 3-aktsversionen uden rettelser eller understregninger af nogen art.

27.1.2. note 6

(6) Chiewits' manuskript eksisterer ikke mere, hvorfor det ikke kan afgøres, hvorvidt der blev foretaget rettelser; sufflørbogen KTS 816 udviser enkelte inferiøre blyantsudstregninger. - "Berlingske Tidende"s anmelder skrev: "Stykket indeholder i en Række i det Hele lystige og moersomme Scener, en ofte meget træffende og comisk Satire paa nogle af vor nærværende Tids spidsborgerlige Forhold, navnlig Venskabet i en borneret og paatrængende Skikkelse, og vore Hverdagsforlovelser .. Dog har Forf. ikke her, saaledes som det er skeet i Novellen "Saaledes forholder det sig" (der forresten synes aandsbeslægtet med Stykket) stillet sig paa et reent negativt Standpunkt; men han har ved Siden af den crasse Spidsborgerlighed og som Modsætning hertil, ladet et virkeligt Kjærlighedsforhold udvikle sig, som naturligviis efter en vanskelig Conflict med den værdige Moder, der er de latterlige Forlovelsers bestyrtende Genius, dog tilsidst gaaer af med Seieren. Hermed synes saaledes selv det i saa Henseende strengeste Publicums Fordringer tilfredsstillede. Dialogen er heeltigjennem livlig, flydende og piquant, og fuld af Allusioner til Nutidens Naragtigheder, og de fleste af Charaktererne tegnede med Sandhed og Lune .. Stykkets Hovedmangel [synes at være] .. at Forf. ikke blot har dannet sig efter Scribe og de nyere franske Dramatikere, men tillige efter Moliere, og to saa forskjellige Elementer som Fortidens ubundne Overgivenhed, og Nutidens Fordringer til en mere skarp beregnet Plan og naturtro Udvikling af Scener og Charakterer, lade sig neppe i eet og samme Stykke forbinde, uden at afstedkomme Forstyrrelse. Imidlertid fortjente Stykkets umiskiendelige Talent fuldkomment det Bifald, som den overveiende Majoritet af Publicum ydede ved Slutningen, ligesom under hele Stykket en ualmindelig munter Stemning gav sig tilkjende; og det synes unægtelig som om de disharmoniske Mishagsyttringer, der dog bleve beseirede i den herved fremkaldte heftige Meningskamp, ikke saa ganske have havt deres Grund i reent æsthetiske og endnu mindre i ethiske Motiver" (nr.62 15.3.1847). "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Det vil ikke overvinde andet, end hvad der er overvundet ved sin egen Latterlighed: indholdsløs Kjærlighed og utaaleligt Venskab, saaledes som de fremtræde og gjøre sig gjeldende i Nutidens Forhold .. Charaktererne i Stykket ere desværre ikke saa prægnante som de burde være; det er saaledes med Hensyn til de to Venner, hvoraf den ene skal være en aandrig, dannet ung Mand, der er plaget tildøde af den Andens opoffrende Hengivenhed og beundrende Paatrængenhed, ikke saa ganske tydeligt at indsee, hvorved den Første hæver sig saa høit over den Anden, at dennes uundgaaelige Selskab bliver ham saa besværligt .. [Kan] Stykket end ikke .. gjøre Fordring paa noget [sideskift][side 1701]betydeligt Værd, kan det dog altid sættes i Classe med Nutidens bedre Lystspil og fortjener som saadant at foretrækkes for mange andre, der have glædet sig ved et mere udeelt Bifald" (nr.62 15.3.1847). "Flyve-Posten"s anmelder afsluttede sin ret negative anmeldelse: "Vi tvivle ikke om, at hvis Stykket havde været sammentrukket til een Act, vilde det kunne holdt sig paa Repertoiret. Nu vil det næppe kunne skee, da Gongongen allerede den første Aften, og det endog en Søndag og under Kongehusets Tilstedeværelse, maatte gjøre Ende paa Kampen mellem Hyssere, Pibere og Klappere" (nr.63 16.3.1847). Stykket blev også anmeldt i "Nyt Aftenblad" nr.62 15.3.1847, hvorpå mærket "Kilian" i "Fædrelandet" anmeldte anmeldelserne (nr.74 27.3.1847).

27.2.2. note 1

(1) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - Anmelderen i "Fædrelandet skrev: "I den sidste Tid har der imidlertid atter vist sig en Tilbøielighed til at gjenindsætte de gamle Mesteres Værker i deres Rettigheder, og Fremdragelsen af Shakspeares "Romeo og Julie" og "Macbeth", samt af flere ældre Operaer, fortjener i høi Grad Publicums Paaskjønnelse, ligesom ogsaa det glædelige Resultat, disse Stykkers Gjenopførelse har bragt, maa give sikkert Haab om, at man vil vedblive at gaae videre paa den begyndte Vei .. Le bourgois gentilhomme .. bærer vistnok den geniale Lystspildigters Stempel i den lette, overgivne og vittige Dialog, det rigtsprudlende Lune, den skarpttræffende Satire og de comiske Situationer, og det staaer allerede ved disse Egenskaber høit over Massen af de nyere Producter, der udfylde Theatrets Aftner; men dets løse Anlæg, dets Mangel paa interessant Handling og paa dybere Charaktertegning og dets ikke faa Scener, der streife noget for stærkt over paa den lavere Farces Gebet, sætte det paa et af de ringere Trin blandt den store Mesters Arbeider .. Hvad der end mere maatte have vakt Betænkelighed ved dette Stykkes Optagelse paa Scenen, er det, at dets Idee allerede er behandlet paa en for vor Nation gribende og fattelig Maade af Holberg, og at flere af de lavcomiske Situationer deri, som f. Ex. Scenerne med de forklædte Tyrker, ere benyttede, dels af Holberg, og senere til Overmættelse af mange andre Lystspildigtere, saa at Nyhedens Interesse ved Stykket derved betydelig forringes. For den dannede Tilskuer, der historisk kan sætte sig ind i Tidens og Stedets Forhold, maa "Den adelsgale Borgers" Opførelse paa den danske Scene unegtelig have en høi Grad af Interesse, men det større Publicum, og især et saadant, der i saa lang Tid har savnet Midler til æsthetisk Opdragelse fra Scenen af, kan ikke forstaae og følgelig heller ikke have nogen Nydelse af dette Stykke, og det er derfor ikke at undres over, at det ikke har følt sig tilfredsstillet ved at see det. Men med Alt dette kunne vi dog ingenlunde billige den Maade, hvorpaa Stykket af en Deel af dette Publikum blev optaget ved dets første Opførelse; thi selv fra dette lavere Standpunkt betragtet maatte det i Sammenligning med de Ubetydeligheder, der modtages med larmende Bifald, være langt ophøiet over Mishagsyttringer, og i alt Fald maatte det dog ventes, at man, om man end ikke kjendte Molieres digteriske Fortjenester i deres videre Omfang, dog maatte have hørt hans Navn nævne med Berømmelse, og at man, i Tvivlen om, hvorvidt det ikke snarere var egen Uformuenhed til at opfatte Værket, end Værket selv, der har Skylden for Manglen paa Tilfredsstillelse, vilde beskedent have suspenderet sin Dom. "Den adelsgale Borgers" [sideskift][side 1702]Udpibning er og bliver en Plet i det danske Theaters Historie; men vi ville haabe, at denne Begivenhed vil blive en ny Spore for Theatrets Bestyrelse til, ved Fremdragelse af gode og gehaltfulde Stykker, at arbeide kraftigt for Forædlingen og Uddannelsen af vort Publicums Smag og Konstsands, Ved den anden Opførelse iaftes lød ved Teppets Fald et stærkt Bifald, der overdøvede nogle faa Hyssere" (nr.40 16.2.1846).

27.2.2. note 2

(2) Udover rettelser af afskriverfejl foretoges der ingen ændringer i sufflørbogen KTS 779. - Stykket anmeldtes ikke af "Fædrelandet". Anmelderen i "Berlingske Tidende" skrev: "[Stykket] opførtes endelig i Gaar Aftes og blev modtagen med Bifald .. Stykket har flere ret moersomme Scener, men Satiren i samme, der er rettet mod den nyere franske Pietisme, rammer ikke vore Forhold og taber derfor største Delen af sin Virkning" (nr.239 7.10.1845). Udførelsen ganske kort omtalt i nr.242 10.10.1845.

27.2.2. note 3

(3) Har det ikke været muligt at opklare.

27.2.2. note 4

(4) Sufflørbogen KTS 518 hed oprindelig "Maritana". Blyantsrettelser er ganske få: i 5. akt. 2.sc. modificeredes Maritanas replik om dolken (s.228, 234), men ændringen blev ikke indskrevet af Heiberg, selv om han jo gerne kan have givet anvisning derpå. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "dette Stykke udmærker sig allerede i den Henseende fremfor de fleste øvrige af samme Slags derved, at det slibrige Stof er af Forfatterne behandlet med al mulig Delicatesse, og at de aldeles ikke have gjort sig skyldige i den Jagen efter Frivolitet og Plathed i Situationer og Dialog, der ellers udgjøre det saakaldte "Piqvante" i Størstedelen af de nyeste franske Maitressecomedier. Fablen i Don Cezar de Bazan er ypperligt opfunden, Planen er anlagt med en rosværdig Simpelhed, og Handlingen bevæger sig livligt og uafbrudt frem gjennem en Række af interessante Situationer, der lige indtil Slutningen holde Tilskueren i Spænding. Hvad Dialogen angaaer, da have Forfatterne concentreret dens hele Kraft i Hovedpersonen Don Cezar, hvis hele Rolle sprudler af Varme, Lune og Vittighed; den øvrige Deel af Dialogen, med Undtagelse af Maritanas Rolle i første Act, og nogle enkelte Smaareplikker af det snorrige Marquispar, er triviel og vandet, og indeholder, især i de alvorlige Partier, en Mængde gamle, forslidte Theaterphraser, der ofte gjøre den noget ufordøielig. For Sandsynlighed i Situationer og Handling, og for Sandhed og psychologisk Gjennemførelse af Charakterer maa man her lige saa lidt fordre strengt Regnskab, som i de øvrige lettere franske Producter; naar de have saa mange gode Egenskaber som dette Stykke og kunne saa godt udføres paa vor Scene, som dette, saa kan man godt tage Fornuften fangen og uden dybere Kritik lade sig paavirke flygtigt af det Flygtige, men det vil da sige, under den Betingelse, at Theatret tillige undertiden lader en Bestræbelse efter, ogsaa at føre noget Solidere frem for Publicum, tilsyne. I eet Punct ere dog imidlertid Forfatterne gaaede videre end selv det allersletteste franske Letsind burde have drevet dem, og det er i Don Cezars kaade og lystige Sindsstemning i anden Act, i det Øieblik, da han som Domfældt skal gaae Døden imøde; men just denne Scene er gjennemført med saamegen Vittighed og Humor, at man glemmer Situationens Alvorlighed over Personen og slaaer Gjækken løs med ham .. Don Cezar de Bazan er vistnok et mindre betydeligt dramatisk Arbeide, men det er det bedste Stykke, der i denne Saison er bragt paa vor Scene, og vil under dens fattige Forhold sikkert give godt Hus [sideskift][side 1703]et Antal Gange" (nr.103 4.5.1846).

27.2.2. note 5

(5) Sufflørbogen KTS 115b er måske den af Bagger indsendte afskrift, uden anmærkninger af nogen af aktørerne. KTS 115a har hverken tilføjelser eller ændringer. "Personalhistorisk Tidsskrift" 6,Rk.5.Bd.1914 er fejlagtig.

27.2.2. note 6

(6) Første gang opført hos Pettoletti den 5.7.1841 (6 gange).

27.2.2. note 7

(7) Eksemplers "Det kan De være stødt paa" i stedet for "vis paa", "Om det er? om jeg har? om jeg kan?". Eksempler på moderne diktion: "Fader siger, Fader troer" i stedet for "Min Fader &c" (Coll.S.nr.235 23.3.1846).

27.3.2. note 1

(1) Sufflørbogen KTS 189 hed oprindelig "Romeo og Guilietta", Opera i 4 akter med musik af Bellini og Vaccai, siden rettet af Schneider til "Familierne Montecchi og Capuleti". Rettelserne i sufflørbogen er ganske interesseløse.

27.3.2. note 2

(2) I sufflørbogen KTS 117 slettedes Ivanovs jalousi s.17f og 71-74 og i III.5 udelodes Maries mistro til zaren. - Den 5.4.1847 gjorde den norske Rigstidende opmærksom på, at oversættelsen var foretaget af A. Vibe. Fædrelandet aftrykte denne oplysning den 13.4.1847 (nr.85), med skuespiller Hvids erklæring om "I Sommeren 1845 blev mig af den kgl. Theaterdirection leveret en Oversættelse af ovennævnte Stykke i Manuscript med Anmodning om at underlægge Texten i Partituret, og for dette Arbeide har jeg modtaget Honorar; men hvem der har faaet Oversætter= og Boghandler=Honoraret er mig aldeles ubekjendt" (l.c.). Den 20.4.1847 henvendte boghandler Dahl sig til teaterdirektionen for at få erstatning for tabet (I.B.nr.70), men han afvistes med, "at det Lortzingske Stykke: "Czar og Tømmermand" er i Aaret 1842 indkommet i Manuscript her til Tht., uden at man veed af hvem, ligesom heller Ingen efter dets Opfse har legitimeret sig som Overs. eller forlangt Honorar" (Kp.nr.62 6.5.1847; hertil Schneiders erklæring af 3.5.1847 samt Collins og Levetzaus notater, BmD 5. og 8.5.1847).

27.3.2. note 3

(3) Af Donizetti, opført på Hoftheatret den 6.1.1842, på Det kgl. Teater i sæsonen 1857/58.

27.3.2. note 4

(4) Af Donizetti, opført på Hoftheatret den 11.2.1842, på Det kgl. Teater i sæsonen 1858/59.

27.3.2. note 5

(5) Af Rossini, opført på Hoftheatret den 27.4.1842, men aldrig på Det kgl. Teater.

27.4.1. note 1

(1) Stykket opførtes af Langes Skuespillerselskab.

27.4.1. note 2

(2) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Intrigue og Handling .. er her meget lidt af, Charaktererne ere temmelig løseligt tegnede, Dialogen er fuld af Ordspil, der, om de end stundom falde lidt i det Vandede .. dog oplive den, Coupletterne ere gode, Melodierne godt valgte, og flere af Situationerne ret pudsige. Nogen æsthetisk Værdi kan man saaledes vel ikke tillægge det lille Stykke, men det er, skjønt maaskee noget vel langt, livligt og underholdende, og i Stedet for at anlægge en dobbelt saa høi Maalestok for hjemlige originale Stykker som for fremmed Affald, hvilket det stemmegivende Publicum stundom turde være tilbøieligt til, bør man tverimod være vore Forfattere takskyldig, naar de engang, som sjeldent skeer, bringe Tidens Interesser, dens Daarligheder og Feil paa Scenen, selv om Sokken derved slubbrer dem lidt om Hælene. Iaftes lod Publicum ogsaa i det Hele til at være vel fornøiet" (nr.16 19.1.1846).

27.4.1. note 3

(3) "Efter Stykket blev pebet indtil Gongongen lød", skrev regissøren (Journal 17.9.1848). Anden opførelse fulgtes af regissørens [sideskift][side 1704]ord: "De peeb meget" (Journal 18.9.1848), mens 3. forestilling fik følgende ord med: "Gongongen havde det sidste Ord" (Journal 26.9.1848). - NkS 2512 er Hansens manuskript; rettelserne er mange, men det fremgår ikke af håndskriftet, om Hansen rettede før eller efter antagelsen. I den af Heiberg påankede scene udelodes blot følgende linjer: Graa "De har uden Tvivl været hos hende til det Sidste" Holm "Ja - det var hendes Ønske" Graa "Nu vel! De har opfyldt den første Deel af Deres Hverv. Vil De ogsaa opfylde den anden?" Holm "Og hvilken?". Derved lå det hen i det uvisse, hvor præsten forud havde været henne. Sufflørbogen KTS 724 indeholder overhovedet ingen rettelser. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Ideen .. er unegtelig morsom og giver Leilighed til en Række Scener, der ogsaa vilde kunnet være det, dersom de optrædende Carrikaturers langtrukne Dialog ikke var altfor fattig paa Vittigheder. Men det er høist uheldigt, at Forfatteren ikke har kunnet udføre sin Idee, uden at combinere den lystige Begravelse med en virkelig, hvorved den alt i Forveien svage komiske Virkning tilsidst gaaer over til at blive uhyggelig. Melodierne til de indlagte Couplets ere godt valgte, men selve disses Text syntes, saavidt vi kunde forstaae den, at være tung og uinteressant. Publicum var af meget delte Meninger" (nr.239 18.9.1848).

27.4.1. note 4

(4) Adler tænkte vel på "Aagerkarl og Sanger" (s.1233) og "Hr. Rasmussen" (s.1255).

27.4.1. note 5

(5) NkS 2529 er Hostrups manuskript med rettelser. En rødkridtsblyant har anmærket nogle uhøviske udtryk, hvorpå der her gives eksempler: s.9 Og saa maae vi ud i Kostalden; for den store Røde skal snart til at kælve Krigsraad Naa skal hun det? ja saa maae vi sgu derud ændredes til: du har jo ikke seet den store Røde, som jeg kjøbte igaar Krigsraad Ja hende maa vi sgu see. S.12 (forklaringen på hvad guano er) Da skal jeg sige Dem det, det er lavet - reentud sagt - af Fugleskidt Frøken Aa fy - sikke noget Svineri! Krigsraad Aa hvad i det Kapitel er vi sgu Sviin allesammen. hahaha ændredes til det er lavet - ja det er reent ud sagt en Slags Fuglemøg Frøken Aa fy - sikke noget Svineri! Krigsraad Aa hvad! paa Landet kan vi min sæl ikke undvære Svineriet, hahaha. at tyre en L'hombre ændredes til at drive en L'hombre. Collins anmærkninger er faktisk få. Suffløreksemplar mangler (KB). - "Fædrelandet" s anmelder skrev: "Man kan vel mod dette lille Stykke indvende det Samme som mod det af samme Forfatter under Sommerforestillingerne opførte større Arbeide "Gjenboerne", at den løst slyngede Knude er af saa burlesk Natur, at det mere egner sig for Studenterverdenens Privatskueplads, hvorfra det ogsaa stammer, end for et Nationaltheater, til hvilket man er beføiet til at stille strengere Fordringer. Men Charaktererne ere saa kjækt og rask skizzerede, Dialogen saa livlig, og de indstrøede Couplets saa smukke og morsomme, at man alligevel kun kan have Fornøielse af at see det der, naar Udførelsen er god .. [Hostrup forstår] at lade en hel Charakter træde ud i et Par Replikers slaaende Plastik. Naar nu hertil kommer den overordenlige Lethed, hvormed han behandler Sproget, og den ypperlige Declamation, han lægger i sine Vers, saa tør man af denne Begyndelse spaae, at han som Vaudevilledigter vil kunne præstere meget Fortræffeligt, og det er derfor at haabe, at han vil bruge og ved Brugen udvikle sit betydelige Talent i denne Retning" (nr.250 21.10.1846).

[sideskift][side 1705]

27.5.0. note 1

(1) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "[Componisten] har .. som det sees af Titlen, taget sit Stof af den gamle Mythologi, og har han end saaledes opoffret et af de Bournonvilleske Balletters Fortrin og stærke Tiltrækningsmidler, Stoffets Nyhed, saa har han just derved havt lettere ved at undgaae de Vanskeligheder. som den mimiske Konsts indskrænkede Kræfter lægge Componistens Opfindsomhed i Veien, som voxe, jo indholdsrigere et Sujet der vælges, og gjør det misligt, for ikke at sige umuligt, at behandle noget større historisk eller egenlig dramatisk Stof. Denne Erkjendelse af sin Konsts rette Grændser, denne Resignation, hellere at gjøre en mindre Virkning med et mindre Æmne, som man kan magte, end at udsætte sig for at spilde al sin Kraft ved at rulle Scisyphus' Sten op paa Bjerget, er allerede en ikke ringe Fortjeneste, om det end just ikke er den, Publicum er mest rede til at paaskjønne. Hr. Lefebvres Ballet er sindrigt og smagfuldt arrangeret; den har flere Grupper og Tableauer af megen Effect. Derimod turde det nok være, at Dandselæreren er løben vel meget af med Ballet­componisten, idet det nemlig forekommer os, at der er lagt mere Vind paa at give Jfr. Caroline Nielsen Leilighed til at vise, hvad hun har lært, end Compositionens Helhed krævede og de Tilskueres Fornøielse, for hvem Dandsetrinene ere det mindst interessante i en Ballet, godt kan taale" (nr.115 18.5.1846).

27.5.0. note 2

(2) Lefebvres rejseaktivitet i sommeren 1846 er ikke undersøgt, idet hans betydning for repertoiret ikke kan anses for at have været væsentlig.

27.5.0. note 3

(3) Tilskrevet Levetzau den 2.7.1846. Brevet til Collin er næsten identisk med dette (UjBr).

27.6.0. note 1

(1) Et gæstespil af Jenny Lind havde allerede tidligere været forsøgt (UjBr E.C.L. grev Moltke, ambassadør i Stockholm 17.5.1844). Bournonville påtog sig, efter at have fået Levetzaus ønsker til et gæstespils omfang, at forhandle gæstespillets detaljer med Jenny Lind (UjBr 28.1.1845). Collin tilskrev den 21.12.1845 sine kolleger om de mange problemer med gæstespil af denne omfattende karakter. Han mente, at planlægningen i sept. 1845 havde været for dårlig, hvorefter han angav retningslinjer for det gæstespil, han regnede med ville blive aktuelt i 1846 (BmD).

27.6.0. note 2

(2) Kongen ønskede "at see og høre Gynther i Hugenotterne; hvis altsaa Madame Simonsen endnu kan synge sit Parti i denne Uge .. saa vilde det nok være det Rigtigste at ansætte Stykket snarest, kuns ikke paa en Opera-Dag" (BmD 25.1.1846 adr. Collin).

27.6.0. note 3

(3) Den 11.7.1846 tilsendte Adler Levetzau en sang af vennen O. Bang, som kunne benyttes efter chefens behag (Overhofmarskallatet ##).

27.7.0. note 1

(1) Nodecopiatur: dec. 1845 (TK 1845 4.kv.nr.510 (12.12.1845) og nr.549 (20.12.1845) samt TK 1846 2.kv.nr.362 (23.5.1846)).

27.7.0. note 2

(2) Orkesterstemmerne til mellemaktsmusikken blev pr. den 21.2.1846 leveret til teatret (TK 1846 1.kv.nr.380). - Den 7.2.1846 søgte Edv. Collin at overtale Ernst Weis til at forpurre Glæsers ide "at ville pynte paa Røverborgen, ved mellem Acterne at lade Orchestret spille mellem 1ste og 2den Æggekagesangen og mellem 2den og 3die "Jeg gjerne døer". - Jeg er overbeviist om, at denne tydske Idee vil mishage meget, og at Glæser, som jo gjør det i den bedste Mening, vil faae megen Utak derfor. - Bredal, Frölich og Rung finde ogsaa Ideen flau, men ømme sig ved at sige det til Glæser. - Jeg vil nu spørge, [sideskift][side 1706]om En af Dem vil raade han fra det .. Er De ikke enig med mig, eller ømmer De Dem ogsaa, saa vil jeg selv gaae til ham, skjøndt jeg ikke gjerne gjør det, da jeg i senere Tider staaer kun i liden Berøring med ham; men jeg synes, at man skylder han det" (DKTB). Collins brev påviser vel ganske klart, hvorledes Glæser arbejdede efter tyske mønstre, hvorledes han var (blevet) isoleret, men ikke desto mindre beherskede situationen på grund af koncert- og syngemestrenes svaghed.

27.7.0. note 3

(3) Anmeldelsen i "Fædrelandet", mærket ("gr."), tilhører den danske Shakespeare-forskning; her skal blot anføres konklusionen: "Ligesom det er en gammel Sandhed, at Shakspeare er en spesifik nordisk Digter, det Ophøiedes og Dæmoniskes digteriske Mester, ligesaa vist er det, at hans dybeste Stykker kun kunne spilles i Norden, hvortil jo England ogsaa hører. Det er muligt, at Kean har spillet Macbeth endnu bedre end Nielsen, men udenfor England selv tør vi nok paastaae, at ligesom ingen Oversættelse af Shakespeare overgaaer Foersoms, saaledes magter nu neppe nogen Skuespiller Macbeth saaledes som Nielsen" (nr.39 14.2.1846).

27.8.0. note 1

(1) Et svensk skuespillerselskab under ledelse af P.J. Deland fra Upsala gav i maj 1845 forestillinger hos Pettoletti (Berlingske Tidende 1845).

27.8.0. note 2

(2) Overskous ansøgning er intet mindre end koncepten til den kgl. resolution (Kabinetsarkivet. Journalsag nr.213 1846).

27.9.0. note 1

(1) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Det er bekjendt, at Forfatteren i dette Stykke, foruden at give et satirisk Billede af sin Tid i Almindelighed, ogsaa har skildret sin egen personlige Stilling mod den, og paa det nær, at de sædelige Forhold maaskee kunde findes noget anstødelige, naar man ikke ved den med temmelig Troskab efter Texten bearbeidede Mozartske Opera var blevet paa en ved Musiken mildnet Maade forberedt derpaa, saa passer den hele øvrige Satire næsten fuldkomment paa de nuværende Forhold, saa at den ikke kan Andet end finde en dyb Gjenklang i Nutiden. Stykket har ogsaa tidligere, skjønt i en ikke overalt heldig Oversættelse, gjort overordenlig Lykke paa vor Scene, indtil det blev afløst af det herlige Mozartske Musikværk. Den nye Oversættelse er vel hist og her noget mindre let og gracieus, end den efter Originalens ypperlige Sprog burde være det, og indeholder endel platte Udtryk, der burde været undgaaede, men den har blandt andre Fortrin ogsaa det, at den har gjengivet os Stykket i dets Helhed, hvorved blandt Andet Figaros fortræffelige Monolog i femte Act, der aldrig er givet her, og ogsaa i en Række af Aar var udeladt ved Opførelsen i Paris, atter har indtaget sin Plads, og staaer som Stykkets høieste Glandspunct .. Man tør med fuld Føie regne denne Forestilling blandt de gediegneste Nydelser, vort Theater i længere Tid har frembudt, og det er sikkert at vente, at en gjentagen Opførelse af Figaros Bryllup vil skaffe fuldt Hus og en ligesaa livlig Anerkjendelse som den, der den første Aften blev Stykket og de Spillende tildelt" (nr.134 9.6.1846).

27.9.0. note 2

(2) Den lidt uheldige forestilling blev anmeldt i "Fædrelandet" nr.138 13.6.1846.

27.9.0. note 3

(3) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Den Friskhed, det dramatiske Liv og den Poesi, der aabenbarede sig i ["Eiaghs Sønner"] ved Siden af dets ikke faa Svagheder og Smagløsheder, gjenfinder man ikke i ["Cameronerne"] .. det er ikke lykkedes ham [sideskift][side 1707]ved den Fabel, han har opfundet, at forene disse Enkeltheder til et interessant dramatisk Hele .. Den dyriske Lidenskab, der hos Ilduach fremstilles som Kjærlighed, gaaer især udenfor alle den æsthetiske Skjønheds og Sømmeligheds Grændser. Dialogen lider, især i Ilduachs Parti, af en buldrende, men tom pathetisk Lyrik, der ofte i sin ubændige Flugt og utæmmede Vrede sluger de hist og her opdukkende Skjønheder, inden de faae Tid til at udvikle sig. Sproget er endnu haardere, end i Forf.s første Arbeide. Heldigst har Forf. været i Fremstillingen af den gamle Cameronhøvding Kenneth og hans Søn Connal, der, paa enkelte lyriske Udskeielser nær, ere skildrede med ædel Simpelhed, og aabenbar Sandhed og Poesi .. Trods alle Stykkets Feil og Svagheder bærer det dog ogsaa umiskjendeligt Præget af et poetisk og dramatisk Talent, der ved Studium og Erhvervelsen af en dannet Smag vil kunne præstere noget Værdifuldt for Scenen .. "Helligtrekonger" .. var dog maaskee, selv efter Øieblikkets laxe Maalestok for Bagatellers Berettigelse paa Skuepladsen, noget for ubetydeligt til at tilstedes Adgang paa det kongelige Theater" (nr.140 16.6.1846).

27.9.0. note 4

(4) Af "h.n."s lange, indsendte anmeldelse i "Fædrelandet" skal blot anføres: "Forfatteren har med meget Held fremstillet Studenterlivets og det borgerlige Livs Charakter og Sæder i en særdeles god dramatisk Form, gjennemvævet af velskrevne Couplets til meget velvalgte Melodier. Dette Stykke røber et Talent, hvis Frugter man maa glæde sig til at see i andre dramatiske Arbeider. Publicum har ogsaa forstaaet at skatte Arbeidets Fortrinlighed ved at tilkjendegive et fuldkommen udelt Bifald" (nr.156 4.7.1846).

27.9.0. note 5

(5) Korrespondance ses ikke bevaret (KB, TM).