Side 1011-1061, noter side 1642-1655 + 1743.
[sideskift][side 1011]
Havde Andersen med "Mulatten" givet den danske version af det romantiske drama, skulle han med "Maurerpigen" give det danske publikum romantismens tragedie: Det var hans agt, og netop derfor stødte han så frygtelig an alle steder med dette stykke. - Tilblivelsen af denne tragedie skal ikke skildres, men det skal anføres, at Andersen allerede den 12. marts 1840 diskuterede Raphaéllas rolle med fru Heiberg: "hun indvirkede at jeg forandrede Hovedcharacteren fra en Stille indesluttet Pige til en livlig" (Rahbek Heiberg Br.I 241). Andersen blev færdig med stykket i begyndelsen af august 1840. Den 15. aug. 1840 opsøgte han Heiberg med anmodning om at forelæse stykket for familien (l.c. I 48). Den 16. aug.1840 sendte Collin Heiberg stykket til betænkning, og endnu samme dag svarede professoren. Han så "i Sujettet [ikke] nogen Nødvendighed for et tragisk Udfald ..[Endvidere påtalte han det] Hastværks-Præg [, som stykket havde] .. i en ikke ringe Mængde af Usandsynligheder og umotiverede Begivenheder, deels i en meer end almindelig Skjødesløshed i Stiil og Versification .. Især forekomme Sang-Texterne mig at være .. sjuskede". Heiberg lagde endog til, at det ville være formålstjenligt, om Andersen "ved en Revision og omhyggeligere Udarbeidelse af" stykket, "hvad .. Planen angaaer .. [,] kunne give det .. den Tydelighed i Hovedcharacteren, som jeg nu ikke kan finde, med eet Ord: en egenlig Pointe" (Borup nr.461). For at kunne vurdere den heibergske uvilje imod Andersens stykke er det nødvendigt at anføre Heibergs oprigtige censur af "Maurerpigen", thi den har dog været kendt af fruen: "Stykket er uden Idee, er egenlig aandløst .. det .. staaer langt tilbage for "Mulatten", og [vil] vistnok aldeles ikke .. kunne gjøre Lykke paa Theatret. Hvad angaaer 1) Stilen og Versificationen, da ere begge saa fuskeragtige, som Forf. aldrig før .. har gjort dem. Sangene ere mageløs slette [1] .. Af Declamationsnummere (ligesaa slet motiverede som i Mulatten) er her 5, hvoraf 4 for Rafaëla, af hvilke især et (hvis Motivering er en slet Efterligning af Syvsoverdag) er uhyre parodisk .. 2) Med Hensyn paa Planen, da er denne uden al fornuftig Sammenhæng. Hovedcharacteren (Rafaela) er unaturlig i sit Had til Maurerne, og hendes hele Handlemaade er uforstaaelig, fordi den kun er factisk fremstilt, uden Grundlag af egenlig Characteer. De øvrige Personer ere ligesaa usande [2] .. Handlingen vrimler af Usandsynligheder [3]" (HCp nr.32 16.8.1840). Heiberg modererede tydeligvis sin vurdering, da han tilstillede [sideskift][side 1012]Collin sin officielle betænkning: Begge kunne imidlertid bruges imod Andersen. - Den 16. og 17. aug. 1840 læste familien Collin stykket og fandt det antageligt. Andersen havde nok fået at vide, hvad Heibergs første indtryk af stykket var, men han udgjorde vel ikke censurinstitutionen. Den 18. aug. 1840 sendte Collin stykket til Molbech: "Det gør mig ondt .. at det just skal træffe i min korte Bestyrelsestid ved Theatret, at der indkommer et Stykke fra en Forfatter, hvis Arbeider De ikke ynder, men som jeg maa sende Dem til Censur, da Forfatteren har anmodet mig om at bidrage til at han snart faaer sin Skiebne at vide, og jeg dog ikke, fordi han staaer i venskabeligt Forhold til mig, kan vise ham mindre Velvillie end jeg vilde vise enhver anden" (NkS 2336). Det er nok Collins spidseste brev til Molbech, da det i sin artighed er intet mindre end en ordre til Molbech om at antage stykket. - I direktionsmedet den 21. aug. 1840 kunne Molbech henskyde sig under, at han endnu ikke havde haft tid til at læse stykket, men længere end til det næste møde, den 28. aug. 1840, lod han ikke beslutningen vente: at han suspenderede sin æstetisk-dramaturgiske funktion og blot erklærede, at der "hverken fra Moralens eller Politikens Side (jeg taler naturligviis her ikke om Theater-Politikens)[var] noget til Hinder for, at" stykket kunne opføres. "Maurerpigen"'s "Theater-Effect" måtte prøves: "Det kommer da an paa, om Publicums eller Parterrets Lune vil blive sig selv liig; og om det, som kunde gaae godt een Gang, ogsaa vil det den anden" (27.8.1840). Collin modtog dette votum i mødet, men fandt åbenbart at det krævede eftertanke, thi først den 29. aug. 1840 tilførte han protokollen, at han følte sig fritaget for æstetisk censur, når det gjaldt forfattere, "der have et Navn i den æsthetiske Literatur". "Da jeg derhos forudsætter, at dette Stykke vil optages med samme Bifald som "Mulatten", altsaa bliver et Kassestykke, en Synspunct, som jeg vel kan være bekiendt at have for Øie, saa bliver Resultatet, at Stykket antages til Opførelse". Collin handlede efter principper, som gjaldt det Oehlenschläger, mens henvisningen til den økonomiske gevinst for teaterkassen forekommer dubiøs. - Andersens oplæsning for fru Heiberg, hendes vægring ved at spille Raphaella og senere Niamas rolle, Heibergs beklagelse over Andersens vrede, Collins berømte spark, Heibergs nederdrægtighed med hensyn til de spidse bogstaver i rollehæfterne, etc. - ligger altsammen efter antagelsen den 29. aug. 1840. (4). Havde [sideskift][side 1013]Heibergernes kapricer opsættende virkning, betød Hartmanns manglende komposition dog immervæk en længere udsættelse (okt.-dec. 1840). Andersen opgav ganske ævred og rejste udenlands. - Premieren fandt sted den 18. dec. 1840 (opført ialt 3 gange). - Andersen overspillede ganske givet sin rolle i 1840; i foråret var han i moden, hvilket gik ham til hovedet. Hastværket med "Maurerpigen" skyldtes måske Collins midlertidige bestyrelse af teatret, hvortil kom, at han forregnede sig med hensyn til Heiberg, fordi han troede, det var nok, at Collin støttede ham. Heiberg ejede dog langt flere strenge end Collin: fruens temperament havde Collin aldeles ingen herredom over. Heibergernes sindstilstand i sommeren 1840 synes imidlertid mere overanstrengt end tidligere. Collin opnåede dog at redde sin protegés økonomi via Fonden ad usus publicos, da Andersen rejste bort i okt. 1840 (5).
Sille Beyers drama "Ingolf og Valgerd" udarbejdedes under Molbechs tilsyn. Han var blevet tilfredsstillet af de to første akter, mens de tre sidste tydeligvis forekom ham mindre dramatiske. Den 5. okt. 1840 meddelte han Sille Beyer sin anskuelse, hvorefter han den 26. okt. 1840 indførte store dele af dette privatbrev i censurprotokollen. - Molbech ville afholde sig fra en vidtløftig æstetisk kritik, fordi stykkets "Værd .. maa ansee[s] som afgiort og utvivlsom", hvorefter han koncentrerede sig om dramaet "i Relation til dets sceniske Opførelse". Det er ganske påfaldende, hvorledes Molbech efter Heibergs ansættelse som membre de conseiller" befattede sig med egentlig dramaturgisk vurdering af indsendte skuespil. Stykket forekom ham "at have Charakteren af en Række dramatiserede Saga-Optrin, der have mere af historisk, eller historisk=eventyrlig, end egentlig dramatisk Nexus; Scenerne ere nemlig vel knyttede til hverandre, .. men ikke ganske saaledes, som man venter sig dem grupperede i Følge en giennemgribende Hoved-Idee, eller i deres Udvikling betingede ved en saadan. Interessen synes derfor mere at knytte sig til og dele sig imellem de enkelte Scener, deres Skildringer og lyriske Partier, end at udspringe af og slutte sig til en Totalvirkning af det hele Drama .. Man kunde maaskee i Almindelighed sige: at dette Drama holder sig au niveau med dets Kilde og Forbillede: Sagafortællingen. Ligesom denne har en vis Eensformighed i Situationer og Interesse, og sielden hæver sig til det meget Stærke, Betydningsfulde, Aanden bevægende og beherskende i Charakterer og Forhold, men ogsaa [sideskift][side 1014]sielden synker til det reent Ubetydelige, Indholdsløse, Trivielle - saaledes holder omtrent dette Drama sig i lige Linie med den Grad af national, local, og, om det kunde siges, barbarisk=idyllisk Interesse, som den islandske Sagaverden besidder" (6). Tilsætningerne i censurprotokollen er ganske små, men store nok til at vise Molbechs interesse for at forsvare stykkets kvaliteter. Molbech konkluderede: "det har saa meget Smukt, Ædelt og Reent i Sprog og Lyrik, at jeg ei kan andet end være overbeviist om, at det bør bane sig Vei til den danske Skueplads, om det endog der ikke skulde giøre nogen stærkt giennemgribende Virkning - hvilket jeg ikke tør vente" (6). Til Sille Beyer skrev han, at han troede, det var "tilraadeligt, at Stykket omtrent trykkes saaledes som det nu er; og at de Forandringer eller Forkortninger, man muligen vilde giøre, skee ved Opførelsen .. det staaer saa høit over hvad man af andre Forfattere har antaget, at Direct: ei vilde kunne forsvare, at vise dette Arbeide tilbage" (Nks 2336 konc.). Vejlederen og teaterdirektøren stod unægtelig langt fra hinanden, men Molbech var klar over, hvor meget hans indflydelse ved teatret var svækket efter Heibergs association med direktionen. I censurprotokollen tilføjede Molbech, at Sille Beyer ønskede at bevare sin anonymitet "indtil efter Opførelsen". - Den 18. nov. 1840 modtog Heiberg stykket: "Altfor megen tom Lyrik. En Undtagelse gjør de den smukke Kjærligheds-Scene i 4de Act. Men det Hele er udramatisk og vil vistnok blive kjedsommeligt paa Scenen" (HCp nr.34 før 26.11.1840). Heibergs kortfattethed er påfaldende, når man betænker hans tidligere samarbejde med/vejledning af Jfr. Beyer: I direktionsmødet den 27. nov. 1840 pålagdes Heiberg "at aftale med Forfatterinden de nødvendige Forkortelser og Forandringer" (l.c.). Den 11. dec. 1840 leverede Heiberg et forslag til Sille Beyer, der betød en reduktion på ca. 20 % (skrivelsen er brændt). Heiberg fik det reducerede stykke til gennemlæsning den 18. dec., hvorpå Beyer indleverede det til direktionen den 31. dec. 1840. Den 6. jan. 1841 havde Molbech også læst den forkortede version af stykket, hvilket han meddelte Adler samtidig med at han spurgte denne, om han ønskede at læse stykket på ny samt om han ønskede "et Møde i Morgen (Onsdag), eller De, uden et saadant vilde consentere i, at Stykket ufortøvet besørges til Rolle-Udskrivning?" (Adlers arkiv). Molbech oplyste ham om, at stykket trods betydelige forkortninger havde "en vis Overvægt af det Episke", fordi [sideskift][side 1015]forkortningerne "ikke have kunnet strække sig til Stykkets hele indre Charakteer" (l.c.). Først derpå antoges stykket formelt (udat.), hvorpå Rung blev anmodet om at komponere musik til stykket. At der var arbejdet på anden måde med stykket, afslørede bl. a. Heibergs protokoloptegnelser: "Da jeg fik Stykket tilbage til Oplæsning, fandt jeg, at Et og Andet af det Bortskaarne var kommet tilbage, og at Musiken havde faaet en større Udbredelse (til Ære for Rung), samt at Svarts Rolle var bleven udvidet i megen overflødig Tale (til Ære for Nielsen)" (HCp nr.34 før 19.4.1841) (7). Stykket havde premiere den 21. maj 1841 (opført ialt 4 gange, jf. s.1141) (8) .
Allerede fra Wien (jf. s.953) sendte Borgaard første halvdel af "Undine" til Adler privat (Adlers arkiv 9.10.1839). Han overlod det til Adler at afgøre, om Molbech skulle læse det, fordi Borgaard frygtede "for hans Umodtagelighed for Alt hvad der i det Dramatiske gaaer lidt udenfor de gamle Former, som han i den Tid, da Poesi interesserede ham, hyldede" (l.c.). Adler støttede Borgaards projekt, men af det følgende vil det fremgå, hvormeget hans interesse for Borgaard var værd. Som Andersen var forbundet med Edv. Collin, var Borgaard knyttet til G. Collin. Efter indsendelsen i begyndelsen af sept. 1840 berømmede Collin, père stykket "høilig" (HCp nr.39). - Molbech begyndte sin censur med en vigtig principiel påvisning af transformationsprocesser og - vanskeligheder fra "et episk Stof" til "et Drama": "naar Digteren ikke er begavet med det Talent, der udfordres for at udskille de dramatiske Elementer (den egentlige Handlings, den giennem Villien, Personligheden virkende Forandrings) fra de episke, eller Begivenhedens, det udvortes aabenbarede Factum, hvis Tilværelse og Virken enten blot behøver Fortællingen, for at manifestere sig, eller som endog bedst og heldigst yttrer sig og bliver anskuelig under denne Form" blev resultatet, ifølge Molbech, ikke vellykket. "Her gielder ogsaa det samme ligesaa vel om det historisk=episke, som om det eventyrligt-episke Stof. En Tildragelse kan være høist interessant, spænde og fængsle vor Deeltagelse i Fortællingen, og derimod blive tør, livløs, kiedsommelig, naar den ligefrem skal foregaae for vore Øine paa Skuepladsen, uden at meddeles det dramatiske Livsprincip: Charakterernes Organisme, virkende paa og igiennem de poetisk valgte, opfattede og arrangerede Situationer. Og ligesaa kan et Eventyr, en digtet, overnaturlig Tildragelse [sideskift][side 1016]forekomme os i høi Grad tiltrækkende, poetisk livfuld, og tilfredsstillende for Konstsandsen og Smagen, naar den udvikles episk eller igiennem Fortællingens successivt malende Kunst; hvorimod den kan tabe alt Liv og Interesse, naar den fremstilles os dramatisk, uden at det episke Maleri er blevet opløst i de rette Grupper, og disse saaledes afsondrede og fremhævede, at de træde levende og selvstændige frem paa Scenen - ikke som livløse Copier som blotte Fragmenter af et oversat episk Eventyr" (19.10.1840). Molbech indførte næppe disse generelle betragtninger over transformationsprocesser uden en bagtanke. Han var klar over Borgaards protektion og ville derfor ruste sig til at imødegå et forsvar af "Undine". Professoren i litteraturhistorie skrev følgelig dette stykke ind i censurprotokollen efter læsning i Schlegels forelæsninger, Molbechs foretrukne kanon. Det gjaldt om at rose la Motte Fouqués eventyr så meget som muligt på bekostning af Borgaards makværk: "Ingen, med poetisk Sands begavet Læser vil kunne blive kold ved dens Indhold, eller lægge den hen, uden at have fuldendt Læsningen". Borgaard havde derimod opløst la Motte Fougués poesi "i en uvederqvægende, utilfredsstillende, mat og charakteerløs Prosa (nemlig Stoffets, Indholdets Prosa;) thi Formen er ei allene metrisk, men har endog af og til ret smukke lyriske Partier. - Derimod er ikke allene Stoffets Overførelse i den dramatiserede Form .. uheldig og ubehændig .. men selv mod Scenens og Skuespillets almindeligste Fordringer, synes Forf. mig alt for stærkt og alt for ofte at støde an; da hans Dialog er alt for udsvævende vidtløftig og spækket med alt for mange brede og lange Repliquer, og Stykket overlæsset med en Masse af Hændelser .. uden tilstrækkelige Motiver og uden organisk Sammenhæng". - "Hele Forfatterens Behandlingsmaade af det eventyrl[ige] Stof synes snarest at være beregnet paa Formen af en stor Opera .. Her vil omtrent for en Componist være ligesaa meget Arbeide, som i en Opera, og for Theatret altsaa omtrent lige stor Bekostning paa den mus[ikalske] Composition; og dog troer jeg aldrig denne vil kunne giøre nogen ret tilfredsstillende dramatisk=musicalsk Virkning". Stykket måtte gives Heiberg til bedømmelse, mens Molbech konkluderede, at han ikke fandt det rådeligt at antage stykket, om ikke af andre grunde så fordi "dette Stykke vil fordre artistiske og pecuniaire Anstrengelser fra Theatrets Side, som jeg knap troer, det vil kunne lønne" (l.c.). Der var tale en litterær, [sideskift][side 1017]dramaturgisk og økonomisk afvisning: Molbechs grundighed synes overvældende. Han ville under ingen omstændigheder lægge navn til antagelse af Borgaards "Undine". I perioden nov. 1840 - jan. 1841 søgte Borgaard at få direktionen til at tage stilling til stykkets skæbne. Han var blevet informeret om direktionens mundtlige deliberationer, thi den 29. jan. 1841 bad han om at få stykket retur, fordi "fra dets Censurhistorie at slutte", kunne han ikke have Grund til at vente sig "nogen gunstig Fremtid" for stykket (I.B.nr.45) (9). Resultatet blev, at Adler opfyldte sit løfte til Borgaard og i begyndelsen af febr. 1841 indførte sit votum, hvor han følgelig bad om Heibergs bedømmelse "og delvis - hvis denne falder ud til Antagelse - til Paavisning af de fornødne Forandringer og Forkortninger; thi Stykket er vist nok for bredt og gjør vel større Fordringer til vor Theaters Machinerie end vor Maskinmester kan tilfredsstille, men jeg kan ikke troe andet, end at det lempet efter vor Scenes Kræfter, godt udstyret, heldigt componeret, og spillet saa godt vi formaae det, vil have en i flere Henseende tilfredsstillende Virkning" (Februar). Hans argumentation holdtes unægtelig på et andet niveau end Molbechs litterært-dramaturgiske, men deres stemmer talte det samme ved antagelsesproceduren. Allerede den 3. febr. 1841 modtog Heiberg dette stykke, som han ifølge egen oplysning jævnlig havde efterspurgt i mere end et halvt år (HCp nr.39). Hans bedømmelse formede sig som en ganske kritisk gennemgang af stykkets dramaturgiske svagheder: "Allerede i Sujettet ligger en Grundfeil, men den er stærkere udhævet i Dramet: Sjælens Komme er uklar, men her bliver den næsten parodisk, idet den pludselig indfinder sig ved den præstelige Vielse .. Planen har den Feil, at det Dramatiske ikke ret kommer til Gjennembrud, men det Hele beholder en episk Characteer .. Charactererne, paa Undines nær, [ere] maadelige; især er Elskeren Huldbrand en ynkelig Figur, og Berthalda en grov og plump Tegning. Hvad Udførelsen angaaer, ere Forkortelser heelt igennem nødvendige .. Paa den anden Side har Stykket unægtelig enkelte smukke og virksomme Scener, og fortjener i det Hele at antages" (HCp nr.39). Heiberg var tydeligvis kritisk indstillet, men selv om hans dramaturgiske kritik nogenlunde lå på linje med Molbechs, blev konklusionen den stik modsatte. Den 6. febr. 1841 sendte Heiberg Levetzau stykket retur "med Angivelse af, at Forandringer ere nødvendige" (l.c.). Levetzau havde endnu ikke fået læst "die von einem [sideskift][side 1018]unglüchlichen Sterne verfolgte "Undine"" den 17. febr. 1841 (Adlers arkiv), men den 24. febr. 1841 blev stykket antaget, "med Reservation af at Forf. confererer med mig angaaende de nødvendige Forandringer" (HCp nr.39). I marts 1841 opfordrede Heiberg Weyse til at komponere den nødvendige musik, men Weyse veg tilbage: "Zugestanden, at der er Poesie i Stykket: er den behagelig? mit nichten! Handlingen er heelt igjennem høist - unerfreulich, ja piinagtig .. Det begynder med den i de nyere Stykker stereotype Bøn, le plus grand Skidt du monde, naar ikke Situationen er saa alvorlig og sand, at Tilskueren ubevidst er med i Handlingen. To Vielser med Choraler! omne nimium vertitur in vitulum. Torden og Lynild samt Stormsymfonier; dem har jeg componert saa ofte, saa det neppe vilde være mig muligt at opfinde noget nyt. Og endelig Slagterscenen ved Slutningen! Fi pour un eternel malheur. Og mat og fælt som en Novembertaage - saaledes slutter det. Basta!-absit" (Borup nr.477 21.3.1841). Det blev operakomponistens afskedsord til teatret: Weyses sproglige raffinementer sætter unægtelig teatrets daværende niveau i et grelt relief til hans (egen fordums) virtuositet. Han gav Heiberg det råd at lade Lövenskjold komponere musikken: "til Trods for Frøhlich, Rung & Consorter, paastaaer jeg, der stikker mere i ham" (l.c.). Hvorvidt Lövenskjold blev anmodet om en komposition af musikken til stykket i foråret 1841 vides ikke. Hvornår Hartmann påtog sig opgaven vides ej heller. Borgaard afleverede stykket "i dets nye Form, i Directionsm[ødet] 16 April [1841], hvortil jeg kaldtes" (HCp nr.39). Følgelig blev det besluttet at sætte stykket i arbejde. Den 29. maj 1841 leverede Langberg samtlige rollebøger (TK 1841 2.kv.nr.396), men først i 1842 efter en række dramatiske forhandlinger såvel skriftlige som mundtlige dels med direktionen dels med "Scene-Committeen", lykkedes det Collin at trumfe opførelsen igennem, da han på ny var interimistisk chef . Rollerne blev uddelt den 8. juli 1842 (PRFD), hvorpå stykket oplæstes den 29. aug. 1842 "strax med fordeelte Roller, fordi Forf. havde forelæst det for de fleste Rollehavende" (HCp nr.39). Premieren fandt så sted den 18. sept. 1842 på Christian VIIIs fødselsdag, idet Collin holdt traditionen i hævd om en nyhed på geburtsdagen, selv om den regerende monark først vendte tilbage til residensstaden i okt. 1842 (opført ialt 9 gange) (10).
Hvor interessant Hjorts private censurarbejde (dec. 1840 - jan. 1841) [sideskift][side 1019]i anledning af Hauchs tragedie "Svend Grathe" end er, hører det dog ikke med til denne undersøgelse (11). Hjorts indsigelser imod stykkets udformning blev gentaget, varieret, af de fungerende dramaturgiske censorer i København. - Den 20. jan. 1841 bad Hauch om tilladelse til at læse stykket for Adler, fordi han ikke troede Molbech "hævet nok over de menneskelige Lidenskaber, til at han ikke skulde holde til at forkaste et Værk af en Mand, som han er forbittret paa" (Adlers arkiv) (12). Adlers reaktion kendes ikke. Ifølge Molbech var stykket læst af både Levetzau og Adler, før han modtog det til censur (MCp 29.1.1841): "At dette Drama vel egentlig, naar man, som jeg troer, ei vil kunne tillægge det poetisk Rang af en sand Tragoedie, maatte kunne henregnes til de Shakspearske "historiske Dramer", vil jeg ikke negte; men det har dog dertil ogsaa for lidt af ægte Tidsskildring og Livsbilleder - og alt for meget af Digterens lyriske og poetiske Philosopheren over Stemninger og indvortes Bevægelse i Siælen, til at kunne, ogsaa uden Hensyn til den absolut æsthetiske Værdi, blive et heldigt Værk for den sceniske Production". Efter Molbechs alen en meget præcis karakteristik af Hauchs tragedie: den ejede ikke en schillersk, eller oehlenschlägersk karaktertegning (hverken Svends eller de øvrige karakterer ville kunne vække eller fastholde den dramatiske interesse, fordi de alle var "for meget konstlede, stofløse, raisonnerende Figurer; deels have de formeget usammenhængende og tildeels affecteret"). Stykket manglede "æsthetisk Holdning"; det havde kun en svag "Motivering af flere indvævede Handlinger", hvortil kom, at "det endelige Indtryk vil være det høist utilfredsstillende af et forbryderisk Mord, uden den høiere poetiske Betydning og Virkning, som f.Ex. Wallensteins Drab eller Hakon Jarls, ja selv Harald Blaatands Mord paa Scenen besidde - et Mord altsaa, hvori vi allene see og føle Virkningen af Forbrydelse og Misgierning, uden at opløftes ved nogen høiere Trøst", trods Hauchs forsøg på kompensation (Eremitens slutningstale, Luccardis' død). Molbech havde fint antydet, hvor Hauch havde gået i skole: thi den franske julirevolutions dramatik var, ifølge Molbech, ikke gået Sorø forbi! Molbech afsluttede da også sin censur med at jævnføre denne tragedie med Andersens "Maurerpigen": "At erklære mig enten for eller imod Stykkets Opførelse, er noget, jeg anseer for overflødigt; da jeg tør formode, dets Antagelse dog vel egentlig alt er afgiort" (2.2.1841). Molbech var klar over, [sideskift][side 1020]at hans modsætningsforhold til Hauch, som han vel ikke søgte at skjule i sit votum, ville gøre ham det umuligt at hindre stykkets antagelse, ganske som det var tilfældet med Andersens tragedie. Heiberg slog straks fast, at "For at dette i sig selv interessante Stykke ikke skal mishage paa Scenen, maa den sidste Act omarbeides, uden at tale om adskillige Forkortelser" (HCp nr.41 efter 12.2.1841). Stykket blev antaget i mødet den 24. febr. 1841 "med Reservation af de nødvendige Forandringer", hvorpå Heiberg blev bemyndiget af direktionen til at korrespondere med Hauch (l.c.). Den 28. febr. 1841 åbnede Heiberg korrespondancen: kun hans forsoning med den tidligere kombattant er bevaret (Borup nr.472) (13), idet Brandes selvfølgelig ikke har været interesseret i Heibergs forslag til forandringer i tragedien. Inden Heiberg modtog Hauchs reaktion herpå, gav han Hertz stykket til gennemlæsning, hvilket vel må tolkes som andet end usikkerhed. Da Hertz senere fungerede som Collins konsulent, er det vigtigt at Hertz først fungerede som konsulent for direktionens membre de conseiller!: Svends karakter var "unægtelig godt anlagt og især godt tænkt, men ikke saa vel udført" (Borup nr.475 6.3.1841). Svends ubeslutsomhed og de udmattende gentagelser var belastende for stykkets effekt: "Desuagtet er han den eneste poetiske Person i Stykket". "Men alle de andre Personer mangle en bestemt Individualitet .. Hvad endelig Opløsningen angaaer, da synes den mig mat" (l.c.): Snigmordet kunne ikke "tilfredsstille dem, der sympathisers med Svends Følelser; thi Hovedpersonen, Valdemar., undkommer. Heller ikke tilfredsstilles de, der sympathisere med Valdemar og Landets sande Vel; thi enhver Flugt fra Scenen er udramatisk og efterlader Tomhed, naar den ikke forberedes spændende og indtræffer lige ved Tæppets Fald. Med denne Flugt burde Stykket have endt, og Landets Velfærd viist at være nøie forbundet med Valdemars Frelse" (l.c.). Hertz var ligeledes på linje med Molbechs indvendinger angående det tragiske i stykket: "I Luccardis' Død har Forf. vel heller ikke søgt det trag. Total-Indtryk.. Derimod er Svends Liv, hans Kamp med sig selv, tragisk. Men dette trag. Element i hs Liv, hvor finder det sin Hvile, eller sin forsonende Opløsning? Hverken i Tilfredsstillelse af hs Hævn eller i hans Død. Derfor mener jeg ogsaa, at denne Tragoedie er et Brudstykke, hvis Slutning, Slaget paa Grathehede, mangler"(l.c.). Selv om Hertz erklærede Hauch for "et interessant Phænomen" er det vel egentlig interessant, hvor [sideskift][side 1021]enige hans modparter var i bedømmelsen af hans stykker: Molbech, Heiberg og Hertz fandt alle opløsningen udramatisk, hvilket var den alvorligste indvending, dertil kom manglende dramatisk interesse ved personerne samt handlingens partielle organisation. Det lyriske udtryk kunne de alle beundre mere eller mindre, men det rakte ikke til den dramatiske effekt, stykkets største svaghed. Allerede den 7. marts 1841 (14) svarede Hauch Heiberg: "Jeg erkiender Gyldigheden i alle Deres Indvendinger og sender Dem derfor hermed de vigtigste af de Forandringer, som De anseer for nødvendige eller ønskelige"(Borup nr.473). Hauch ønskede dog, at scenen, hvor Axel finder Knuds lig, og slutningsscenen, hvor Svend indser sit idegrundlags nederlag, bibeholdtes, i hvert fald i den trykte version, men "med Hensyn paa Opførelsen [kunne den] falde bort" (l.c.). Hauch gav i øvrigt Heiberg "fri Raadighed til at forandre", hvad han mente var nødvendigt at ændre, idet han fuldt ud stolede på Heibergs sikre talent og poetiske følelse! Om de vekslede flere breve, findes disse ikke mere. Se s.1063.
Da Bournonville (jf. s.1047) var faldet i unåde, måtte direktionen søge en forfatter, der i løbet af ganske kort tid kunne skrive et skuespil i anledning af kronprins Frederiks bryllup med Caroline Charlotte Marianne af Mecklenburg i 1841. Ikke Heiberg men Hertz anmodedes om et udkast "til et romantisk Skuespil med Sange og Dands" (15). Den 24. marts 1841 informerede han Molbech om de forskellige muligheder han havde, samt at han havde bestemt sig for et med "en national Characteer; det spiller her i Danmark i en, iøvrigt ikke nøiere angivet, romantisk Middelalder, ligesom ogsaa selve Stoffet er romantisk. Til Chor og Sange af forskiellig Characteer, selv til Dands, hvis det ønskes, vil der findes passende Leilighed .. En foreløbig Plan haaber jeg at kunne tilstille Directionen imorgen eller senest Fredag Morgen" (NkS 2336). I løbet af en uges tid lykkedes det at få planen læst af direktionen og kongen. Endelig den 4. april 1841 kunne Molbech meddele Hertz, at Christian VIII havde godkendt sujettet, betinget af at Hertz kunne foretage en forandring med hensyn til "det antydede Fiendskab eller "Overgangen fra Kiærlighed til Forbittrelse" hos det elskende Par": "Om dette nu kan skee, uden at skade Stykkets eller Handlingens Integritet maa jeg indstille til Dem selv" (NkS 1706 V). Molbechs formulering synes dristig, når man betænker Christian VIIIs vagtsomhed med hensyn til upassende hentydninger til kronprinsens [sideskift][side 1022]privatliv, men æstetisk rigtig, når Herts' forfatterret skulle tilgodeses. Sammenlignes Hertz' "Plan" (16) med det færdige stykke, ses det klart, hvorledes Hertz ikke afveg fra sin plan mer ved udførelsen dæmpede Helenes vrede og øgede Folmers godmodighed. - Kompositionen af musikken til stykket antydede hvilke andre vanskeligheder, der var forbundet med dette stykke, thi kongen havde bestemt lovet Lövenskjold, at han skulle komponere al musik til stykket, men ved Levetzaus aktive mellemkomst var det lykkedes at undgå Hartmann, ("[som] Kongen .. ikke ønsker .. som Componist"), således at Rung komponerede musik til sangene, mens "Løvenskiold componerede Musik til Dandsene, samt Ouverturen" (l.c.). - Heiberg diskuterede plan og udførelse med Hertz, men kun en enkelt replik er bevaret af diskussionen. Den 22. maj 1841 bad Heiberg Hertz overveje, om ikke "Catastrophen maatte vinde i dramatisk Kraft, ifald Helene, istedenfor at opbrænde Svanehammen under en Monolog, medens hun er ene, derimod foretog denne Handling i den allersidste Scene, i hele Personalets Nærværelse" (Borup nr.479), men Heiberg frafaldt senere "selv sin Mening om Katastrophens Forandring" (Borup V 149). Den 1. juni 1841 modtog Heiberg "et trykt Correctur-Exemplar" til censur, men affatede ingen skriftlig betænkning (HCp nr.52). - Da Molbech modtog det færdige produkt, kunne han ikke skjule sin glæde over, at teatret kunne præstere et originalt arbejde til formælingsfesten, samtidig med at han heller ikke skjulte sin skuffelse over hastværksarbejdet, sammenlignet med "Svend Dyrings Hus" (jf. s.778). Stykket honorerede Molbechs krav til "et Fest-Skuespil" ved dets "heelt igjennem corrects, elegante og delicate Behandling" af et bestilt sujet. Stykket måtte "hæve Tilskuerne til en høiere og renere Sphære, end sædvanlige Leilighedsstykkers; eller den, hvori saamange af vort Repertoires oversatte Arbeider bevæge sig - nemlig en fremmed Nationalitets, ofte kun alt for letsindige, frivole og - til Lykke - forgængelige Spøg og Løier" (4.6.1841). Da Molbech vel havde været medansvarlig for antagelsen af de stykker, han kritiserede, synes hans kritik at have boomerangens virkning. Sammenlignet med "Svend Dyrings Hus" måtte "Svanehammen" forekomme - ved sine effekter - svagere, "endskiøndt der i det førstnævnte hersker en vis mere behagelig, harmonisk og stundom mere naturlig Tone, vil man i et Stykke, - hvis Indhold - naar vi abstrahere fra Helenes Eventyrlighed og de hermed forbundne Scener (hvilke dog forekomme mig, [sideskift][side 1023]fra det æsthetiske Standpunkt at motivere en anden, og tragisk Udgang) egentlig kun er Forberedelser til et Bryllup - finde mindre varig scenisk Interesse og dramatisk Kiærne, end i "Svend Dyrings Huus"" (l.c.). Stykket blev oplæst den 6. Juni 1841, hvorpå festforestillingen fandt sted den 24. juni 1841 (opført ialt 5 gange). Til festforestillingen forfattede Hertz en sang, som blev omarbejdet, således at der blev alluderet "til Deres Kgl. Helheders Ankomst paa Jævndøgns-Dagen; og jeg venter nu Deres [Levetzaus] nærmere Underretning, om Hs Majestet bifalder denne Forlængelse af Sangen" (Fotost.Br. 22.6.1841) (17).
A.W. Thornams drama "Dronning Christina" erklærede Heiberg (til forfatteren) var uantageligt, fordi det var udramatisk "og Dialogen flau rhetorisk" (HCp nr.42 22.2.1841). En udførligere kritik beholdt Heiberg imidlertid for sig selv. Thornams svar kendes ikke, men Heiberg leverede stykket til de anordnede censorer (l.c.). Molbech var ovenud utilfreds med såvel dialog og karakterer: "ikke blot Dialogen .. er prosaisk - Charakterer, Handling og Situationer ere tilsammen oplæste i Hverdags-Prosa .. Dialogen .. er uden Natur, og af en trættende Stivhed; og det samme kan siges om Charaktererne. Saa uinteressant og triviel, som Christina her viser sig, svarer hun slet ikke til Gustav Adolfs aandrige, livfulde, letsindige og vægelsindige - men altid dog poetiske og ualmindelige Datter; der imidlertid aldrig kan have sagt om sig selv: "Jeg, den store Christine!"" (3.3.1841). Historikeren Molbechs historiesyn blokerede for den dramaturgiske behandling; Molbech havde i 1830rne beskæftiget sig indgående med dronning Christinas person og kunne derfor kvalificeret tilbagevise Thornams behandling. Han konkluderede, at "den declamerende, affecterede og trættende Tone, som gaaer igiennem den hele Dialog" ville være tilstrækkelig grund for ham til at kassere stykket (l.c.). Adler tiltrådte Molbechs votum den 9. marts 1841 uden argumentation. Remitteret den 12. marts 1841 (Kp.nr.18).
Den anonymt indleverede tragedie "Elisabeth" fandt Molbech aldeles uantagelig alene på grund af dens uhyrlige fordringer til dekorationer (Peterskirken, Peterspladsen, en pavelig procession samt "den hele russiske Hofpragt i de sidste Acter"), men derudover smagte den "meget efter Theatrene de la Porte St. Martin og Ambigu-comique i Paris. Hos os finder jeg den, vel temmelig anlagt og udført i den Andersenske Smag, med den Forskiel, at Dialogen [sideskift][side 1024]her er i Prosa, men derfor .. saa meget mindre antagelig til Antagelse" (18.3.1841). Heibergs skriftlige votum kendes ikke (jf. MCp). Adler tiltrådte Molbechs kritik den 19. marts 1841 uden specifikationer, hvorpå stykket returneredes den 20. marts 1841 (Kp.nr.25).
Det sceniske mindeskrift "Den anden April" indsendtes anonymt den 5. marts 1841 (MCp, Dp). Molbechs votum indførtes ikke i protokollen. Stykket returneredes allerede den 27. marts 1841 (Kp.nr.27) (18).
Når de store fugle mødes syner de små og mindre af endnu mindre. Denne sæson er vel en af de mest dramatiske, fordi temperamenterne fik lov at løbe løbsk. Andersens flugt efter genvordighederne er vel den stærkeste reaktion på en antagelsesdom i den behandlede periode. Ifølge Andersen var fru Heiberg hovedpersonen i dette drama, men den afgørende handling var dog Collins egenmægtige antagelse: Molbech havde suspenderet sit judicium, og Heiberg fandt at forfatteren måtte omarbejde stykket. - Sille Beyers stykke kom på scenen ved Molbechs protektion, som Heiberg ikke ville stå i vejen for, men Sille Beyer måtte foretage forandringer, hvad Andersen nægtede. - Ingen af disse stykker læste Adler, der derimod tog sig af Borgaards "Undine", ihvorvel han som den henholdende strateg søgte at gøre modstanderen ked af livet. Molbechs indsigelse imod stykket er en af hans grundigste og mest omfattende i hele perioden: såvel litterære, dramaturgiske som økonomiske argumenter anvendte han, men Heibergs arbejde med forfatteren om forandringer gjorde udslaget. At stykket først kom på scenen i 1842 var ikke Molbechs fortjeneste. - Molbechs historiske viden gjorde det umuligt for Thornam at debutere med Christina-stykket, men ingen af de øvrige aktører støttede Thornam. - Hauchs tragedie bragte fortidens modsætninger for dagen: den ene blev vedligeholdt, den anden blev afsluttet i denne anledning. Heibergs inddragelse af Hertz i censurinstitutionen viser smagskleresiets begrænsning, men skal vel også ses i sammenhæng med fortidens strid, fordi Heiberg vidste, Hertz vel ville vurdere stykket ud fra nogenlunde de samme litterære og dramaturgiske principper, som han selv, men ikke havde noget privat udestående med Hauch. Molbechs votum betød mindre for Hauchs stykke end Heibergs samarbejde med Hauch for at gøre stykket anvendeligt, efter antagelsen. - Hertz fik den liden misundelsesværdige opgave at arbejde med bundne hænder, [sideskift][side 1025]som blev lidt mere bundet end vanligt var, fordi Christian VIII var ømfindtlig i det politisk belastende kapitel, der hed kronprinsen. Molbechs hensyntagen til Hertz' forfatterfrihed er helt rørende, ihukommende alle hans mange rettelser i løbet af 1830rne: da han så læste Hertz' stykke, blev han skuffet, fordi han sammenlignede stykket med "Svend Dyrings Hus"; som feststykke var det bedre end "Fata Morgana". Heiberg undlod at signalere sin dom. - Adler og Levetzau var aldeles blottet for indflydelse på disse stykkers antagelse eller forkastelse. Smagsdiktatorerne afgjorde striden imellem sig, hvor Molbech trivedes i negativiteten, mens Heiberg måtte arbejde med forfatternes manuskripter - for at danne noget dramaturgisk forsvarligt og scenisk anvendeligt af disse. Dermed leverede han på længere sigt den afgørende indsats og tegnede fremtiden, i hvert fald sammenlignet med Molbech.
[sideskift][side 1026]
Om farcen "En Dag ved Badet" "kan der vel neppe være Spørgsmaal", rapporterede Heiberg til Collin den 14. Juli 1840 (NkS 235); "da Molbech ikke var tilstede, blev det henliggende indtil videre" (HCp nr.30 22.7.1840). Hjemkommet fandt han, at det havde "en saa stor Magerhed og Trivialitet i Plan og Anlæg, forenet med saamegen Plathed i Udførelsen", at det var uantageligt (7.8.1840). Remitteret den 18. aug. 1840 (Kp.nr.101).
J.H. Soelberg prøvede endnu engang lykken (jf. s.916), men Molbech var ganske på det rene med, at også "Vexelobligationen, eller Ægteskab paa Prøve" var "et ganske mislykket dramatisk Product", fordi stykkets "meget ærligt meente moralske Samtaler .. ikke afgive andet end et i vore Dage for ethvert Theater aldeles ubrugeligt Stof" (27.8.1840). Heibergs votum blev ikke ønsket, hvorefter stykket remitteredes den 4. sept. 1840 (Kp.nr.107).
S. Møller indsendte en fortsættelse af Arnesen og Overskous folkekomedie, "Capricciosa eller Peter Kaninstoks Hiemkomst fra China", som af Molbech fandtes aldeles uantagelig, fordi endog Nyboders befolkning, "hvoraf vist nok en god Deel have moret sig ved Capricciosa, vilde upaatvivlelig slaae Vrag paa en saa aandsfattig, triviel og mager scenisk Fremstilling, som dette Stykke vilde give" (12.11.1840). Adlers skriftlige votum ses ikke: "Efter eenstemmig Dom af Directionen ikke antaget", skrev Levetzau i censurprotokollen (udat.), hvorpå stykket remitteredes den 20. nov. 1840 (Kp.nr.128). - Møller sendte derpå stykket direkte til Christian VIII, idet han fremførte ønsket om, at stykket måtte opføres (blot en gang) til fordel for Frederik VI og Caroline Amalies asyler (I.B.nr.291 4.12.1840). Direktionen noterede den 11. dec. 1840, at man havde modtaget ansøgningen "br[evi] manu" (Dp), men foretog sig intet videre.
Den 4. dec. 1840 modtog Molbech en komedie forfattet af Louise Hansen - "Roderik eller Lykken er bedre end Forstanden" (UjBr) - , som uden (skriftlig) censur, returneredes den 8. dec. 1840 (Kp.nr.137).
Brosbøll konfererede med Heiberg privat, før han tilsendte teaterdirektionen sit skuespil "Alain René" (HCp nr.37). Heiberg fandt, at stykket for de første akters vedkommende ejede "endeel af de livlige Situationer, men ogsaa endeel af den grove Characteertegning og af den rhetoriske Stiil, som betegner de nyere franske Dramer .. i Stykkets videre Udvikling .. mangler igjen Meget af [sideskift][side 1027]det Gode, som pleier at betegne de franske Stykker: Motiverne ere ikke benyttede, Stoffet kun halvt exploreret, Handlingen tom, den rette dramatiske climax forsømt" (l.c.). - Molbech fandt imidlertid, at Brosbøll ikke havde evnet at give "sit Stykke Intriguens, de comiske Charakterers og de interessante Situationers gode Egenskaber", for da slet ikke at tale om den "Ideens Dybde", der dog gerne kunne undværes: "Intriguen er fattig og svag; comiske Charakterer gives der (paa een, som kun er anlagt, nær) ingen af; Situationerne kunde være interessante nok; men Forf. har ikke forstaaet at benytte dem; ligesom hans Charakterer ere plumpe, udskaarne i grovt Træ, saaledes ere Situationerne meget raat behandlede .. og anbragte uden finere Motivering og uden naturlige Anledninger og Overgange .. Den historiske Colorit er smagløs og uden Natur". Forfatteren havde ikke "forstaaet, giennem en dramatisk Dialog .. at bearbeide det meer end overflødige Stof" (17.2.1841). - Om Adler læste stykket, resulterede det ikke i et skriftligt votum. Remitteret den 26. febr. 1841 (Kp.nr.14).
Molbech indrømmede, at ideen i Hertz' anonymt indsendte "Indqvarteringen" var original: "Behandlingen af denne Situation kunde vist nok ogsaa give Anledning til ret morsomme details, naar den var udført med Konst og Fiinhed. Men begge Dele fattes her, tilligemed Routine i den dramat[iske] Composition. Forf[atteren] tager sig alting alt for simpelt og let, og troer, at det virkelige Livs Hverdagssnak og Hverdagsdialog umiddelbart kan overflyttes paa Scenen" (22.1.1841). Hertz havde altså lige præcis opnået, hvad han ville: Molbech faldt igennem med et brag; nok havde han ikke ubetinget yndet Hertz' seneste produkter, men han havde ikke tidligere beskyldt ham for at mangle "Modenhed, Fiinhed og Routine". Detailindvendingerne var endvidere, at "Behandlingen [var] .. alt for bred, og Dialogen i hver enkelt Scene formeget udspundet; hvorved Contrasten imellem det virkelig gode comiske Hovedmotiv, og den ubetydelige, al ideel Fiinhed afklædte, og alt for meget i det ikke-comiske Trivielle, tildeels vel ogsaa usandsynlige og lidet Naturlige, sog [NJ: som?] bevægende Behandling af samme, træder endnu mere frem" (l.c.). Molbech mente, at stykket var uopførligt og følgelig måtte forkortes og omarbejdes: "Man kunde maaskee foreslaae ham at giøre et saadant Forsøg; og paa den Maade ikke aldeles decouragere ham" (l.c.). Også Levetzau læste stykket, inden Heiberg modtog det den 27. jan. 1841, "men deres Dom holde de hemmelig [sideskift][side 1028]for mig" (HCp nr.38). Heiberg noterede i sin protokol: "Er meget godt og fortjener ubetinget at antages .. Dog kunde Forf. gjøres opmærksom paa, at den morsomme Omklædlningsscene kunde benyttes bedre, for ei at staae umotiveret .. Nødvendigt er det endvidere, at det rede og det blaa Schawl ombyttes med Forklæder eller noget Lignende" (l.c.). Heiberg afleverede stykket til Adler, fordi "Chefen og Molbech ikke vare ganske enige med mig i min gunstige Bedømmelse" (l.c.). Den 17. febr. 1841 påvirkede Levetzau Adler ved at skrive: "Hinsichtlich des Stücks: Die Einquartirung, stimme ich Ihnen gern bey und glaube allerdings dass es durch des Talent der Heiberg Glück machen kann und wird" (Adlers arkiv). I censurprotokollen indførte Adler, at "Stykket har nogle ret piquante Situationer og torde, godt besat og med nogle Forkortninger i Dialogen, finde Bifald" (23.2.1841), hvorpå stykket blev antaget i direktionsmødet den 24. febr. 1841. Den 27. febr. 1841 afsendte direktionen en omarbejdelse af Molbechs ærlige mening om stykket, forfattet af ham selv i hans bekendte høflige, ziirlige stil. Den eneste afgørende ændring i forhold til hans votum var følgende passus: "Directionen, der overhovedet anseer dette Lystspil for antageligt til Opførelse, naar det paa bemeldte Maade ved nogen Forkortelse i Dialogen, har vundet i Concinnitet, forventer saaledes Stykket tilbage med de Forandringer, De selv vil kunne foretage" (Kp.nr.15 + Konc.). Allerede den 4. marts 1841 havde Hertz (stadig som anonym) foretaget de ønskede rettelser; han havde især forkortet i "den 7de, den 20de og 21de Scene .. Ligeledes har jeg faaet et Par Repliker ud, der syntes hentede fra et Hverdags=Sprog, hvori den øvrige Dialog ikke er holdt. - I Slutningen af 15de Scene har jeg endvidere forstærket Situationen, og endelig omarbeidet Slutningen af 18de Scene, hvis Dialog syntes mig noget slæbende. Hvad derimod Omklædnings-Scenen /: 10de Scene :/ angaaer, da formaaer jeg hverken at forstærke dens Motiver eller at træffe et andet Valg af Klædnings=Stykkerne. Motivet ligger i det Improviserede af hele Intriguen. At Tilskuerne ere Vidne til den første Begyndelse af Mystificationen, maa formeentlig være af god Virkning, ligesom ogsaa den hele Situation er ny. Valget af Klædningsstykkerne havde sine store Vanskeligheder, eftersom i vore Tider Alt paa Damerne er nagelfast eller naalefast .. Forøvrigt overlader jeg gjerne Arrangementet af dette til de tvende Damer, der komme til at udføre Søstrenes Roller" (I.B.nr.40) (1). Rollerne [sideskift][side 1029]blev uddelt den 14. april 1841 (PRFD), hvorpå der blev afholdt to oplæsninger i april md. med henblik på opførelse i sæsonen, men på grund af sygdom iblandt skuespillerne fik stykket først premiere den 4. sept. 1841 (opført 13 gange i første sæson; ialt 23 gange i den behandlede periode) (2).
Molbech argumenterede for forkastelse af samtlige stykker: en dramaturgisk begrundelse forsåvidt det ikke var helt uacceptabelt. De øvrige aktørers handlemåde er mere interessant. Collin respekterede Molbechs fravær i juli 1840, mens Heiberg ikke kaldtes af Molbech (eller Collin) til at censurere "Vexelobligationen". Molbech klarede alene argumentationen vedrørende ''Capricciosa eller Peter Kaninstoks Hiemkomst fra China", mens Levetzau og Adler blot tilsluttede sig hans dom. Brosbøll gik først til Heiberg, men det nyttede intet, thi Molbech og Heiberg var ganske enige om den dramaturgisk betingede forkastelse. Heller ikke om dette stykke formulerede Adler sig skriftligt. - Hertz satte censorerne på en prøve, da han leverede sit stykke som anonymus. Molbechs forkastelse var vel ikke ubetinget, men havde han ikke mødt modsigelse hos både Heiberg, Levetzau og Adler, havde Hertz næppe fået sit stykke opført. Levetzaus første indtryk af stykket kendes kun i Heibergs referat, men han lod sig tydeligvis påvirke af Heibergs positive bedømmelse, hvorpå han selv fortsatte den positive linje i brevet til Adler. Denne havde derfor ikke svært ved at nedskrive en kort positiv, betinget, antagelsesdom. Molbech fik den ubehagelige opgave at gøre sit halve minus til et halvt plus. Hertz efterkom mere end direktionen havde anmodet ham om at forandre, mens han ikke ville acceptere Heibergs anke mod sjalerne. Molbech stod fast midt i kaos, mens de øvrige aktører var flytbare: deres motiveringer var oftest tyndbenede; også Heiberg synes noget overfladisk i sin behandling af disse stykker.
[sideskift][side 1030]
Rahbek havde oversat hele Schillers Wallenstein-drama (jf. s.5), men kun "Wallensteins Leir" var blevet opført. H.P. Holsts oversættelse af "Wallensteins Død" fandt Molbech "correct og flydende, og saaledes uden Betænkelighed antagelig til Brug for Scenen". Han ville dog gerne "om Prof. Heiberg lidt nøiere giennemgik samme, saavel med Hensyn til en eller anden lille kritisk Bemærkning, som til mueligen at foreslaae en eller anden Forkortning" (27.9.1840). Molbechs Schillerbegejstring er påvist flere gange i løbet af 1830rne, og han mente stadig, at "Opførelsen af en Schillersk Tragedie altid [ville] være en Æres= og Hæderssag .. for Theatret og dets Personale" (l.c.). Heiberg havde sammenlignet oversættelsen med originalen og fundet flere oversættelsesfejl men også en direkte "Fortynding af Originalen, hvad de meest poetiske og energiske Udtryk i denne angaaer" (HCp nr.33 efter 28.9.1840). Det afgørende for Heiberg var imidlertid den gamle strid om stykkets opførelse, thi hvis ikke trilogiens to første dele blev opført, tvivlede han om dens anvendelighed. Hvis det var direktionens vilje at lade stykket indstudere, måtte Hertz og Heiberg oversætte ""Wallensteins Lager" og "Piccolomini"" og Heiberg "tillige rette og forbedre" Holsts oversættelse: Den samlede trilogi kunne da opføres "paa to Aftener i samme Uge, til hvilke tvende Forestillinger der kunde tages Billet paa eengang" (l.c.). Projektets voluminøsitet afgjorde vel beslutningen om at lade Holsts manuskript henligge "i Skabet" (MCp) efter Adlers læsning (l.c.). - Heiberg meddelte mundtligt Holst sin censur efter direktionsforhandlinger den 14. okt. 1840. Først da Holst vendte hjem fra udlandet, uddeltes rollerne den 22. nov. 1842 (PRFD), men stykket blev ikke opført (jf. Rahbek Heiberg Br.nr.95 26.11.1842) (1) .
Allerede den 6. sept. 1839 rapporterede Arnesen fra Paris til Holstein om Dumas' nyeste drama "Mlle de Belle-Isle" (TF 2.4.1839): "[Det] er unægtelig! et ganske udmærket Arbeide; men deels troer jeg, at det ikke paa vor Scene vil kunne blive udført paa den Maade, som er aldeles nødvendig, og deels frygter jeg meget for vort sædelige Publicum; .. man maa tilstaae, at skjøndt det er behandlet med en beundringsværdig Fiinhed og Delicatesse, saa hører dette Stykke dog til den hele genre af equivoque Stykker, som altid møder Opposition hos os" (I.B.nr.225). Den 23. nov. 1839 meddelte Arnesen Holstein, at det var beklageligt, at stykket havde den usædelige ide, thi "det er ellers et ualmindeligt interessant og [sideskift][side 1031]meget genialt Stykke, der kunde blive mesterligt udført hos os. Jeg har ikke Mod til at oversætte det - jeg vilde ønske, at Heiberg vilde gjøre det; thi det kunde dog være mueligt at Publicum vilde være en lille Smule liberalt og det vilde da gjøre en enorme Lykke"(I.B.nr.296). Hvor meget Arnesen dermed havde bidraget til at danske skuespillerkredse fattede interesse for stykket, får stå hen. Halvandet år senere indleveredes to oversættelser til teatret: anonymus' og Overskous. - Molbech var dybt forarget: "Det er almindelig bekiendt og erkiendt, at Stykkets Hoved-Situation .. er een af de mest licencieuse, usædelige og ukydsk-frivole, som en fransk Dramatiker af renommee i den seneste Tid har bragt paa Scenen". Han ville skamme sig på skuespillernes vegne, når de skulle udføre Richelieus og Marquisens roller. Efter modtagelsen af "Familien Mazarin" (jf. s.1034) fortsatte Molbech polemikken i censurprotokollen, idet han noterede: "Vist nok ere Personer og Forhold ikke meget bedre, i "Familien Mazarin"; men i det mindste har dette Stykke saameget forud, at det skarpt betegner og fremstiller alle Personer og Charakterer i deres sande Skikkelse, hvilket man ingenlunde tør sige om dette, og mindst om dets liderligste og letsindigste Charakteers: Hertugen af Richelieus, der tilsidst endog faaer et brillant Skudsmaal" (20.5.1841). Som om dette ikke skulle være tilstrækkeligt, eller fordi Molbech kendte sin egen utilstrækkelighed, anførte han, at den franske ambassadør, grev St. Priest, "der er ligesaa langt fra at være rigoreux i sine Grundsætninger, som han er en god Kiender af Theater, har antaget det umueligt at opføre dette Stykke hos os" (l.c.). Han overlod det til Levetzau, om han fandt det rådeligt at lade stykket opføre ved skuespillernes Sommerforestillinger, idet han erklærede sig "decideret imod dets Opførelse i Theatrets Repertoire" (l.c.). Den anonyme oversættelse returneredes den 27. maj 1841 (Kp.nr.56) under henvisning til, at denne oversættelse ikke kunne benyttes i den af anonymus indleverede form. Overskous benyttedes ved Sommerforestillingerne, se s.1060.
Heiberg nærede store visioner i anledning af Schillers Wallenstein, men hans projekt blev aldrig udført på Det kgl. Teater. Rahbek havde 25 år før Heiberg forestillet sig et lignende projekt. Molbech fortsatte angrebene på det moderne franske drama; end mere umådeholden end tidligere. Heibergs betænkning ønskede man ikke, mens Levetzau gav efter for skuespillernes ønske om at anvende det ved Sommerforestillingerne.
[sideskift][side 1032]
Arnesens kritik i "Fædrelandet" af teaterdirektionen (jf. s.1056) forhindrede ham ikke i samtidig at arbejde for teatret. Som et resultat af sit lange ophold i Paris indleverede han i denne sæson 3 stykker til censur (jf. s.1005). - Om oversættelsen af Scribes komedie "La grand'mère ou les trois amours" (GD 14.3.1840) oplyste han, at han havde "udeladt den tredie Kjærlighed, nemlig det unge Menneskes .. Forhold til en Grisette .. [også] fordi .. det altid er vigtigt, saavidt mueligt, at undgaae Alt, hvad der blot kan have et Anstrøg af hvad der efter vore Anskuelser kaldes et smudsigt Forhold". Han havde selv tilføjet nogle replikker i 3. akt samt tilført forklarende replikker i 2. akt angående "de nu brugelige Arrangements-Partier og Anvendelsen af Ægteskabscontracter der hos os Danske bestandigt see ud som forældede Theater-Coups" (I.B.nr.186 5.6.1840). - Molbech læste alle 3 oversættelser/bearbejdelser. før han indførte sine vota. Han fandt trods stykkets sceneheld i Paris "En Bedstemoder" var det mindst interessante "for ei at sige mest ennuyant". Han fandt, at der var "noget forceret og affecteret i hele Stykkets Udvikling og Scene=Composition .. Derimod forekommer Dialogen, især i 1ste Act, mig at være heldig for Scenen - og jeg tvivler aldeles ikke paa, at Stykket vil more mig selv ret taaleligt, spillet i Frankrige eller af gode franske Skuespillere". På Det kgl. Teater kom det "an paa, om baade [bedstemoderens] .. Elskerens og Datterdatterens Roller .. ville blive udfyldte. I øvrigt betragter jeg Stykket som indifferent", hvorfor flertallet måtte afgøre dets skæbne (19.6.1840). Til Collin skrev Heiberg, at han kun læste originalen, som forekom ham "saa uinteressant at jeg maa have grundet Formodning om, at Stykket ikke bliver antaget" (NkS 235 4.7.1840). Ved en gennembladning af Arnesens oversættelse havde han noteret sig "en ikke ringe Deel af simple kjøbenhavnske Tilsætninger, der bærer Præget af en ikke meget god Tone" (l.c.). I mødet den 22, juli 1840, hvor kun Heiberg og Collin var tilstede, enedes de om stykkets uantagelighed, "men det blev bestemt, at det skulde henligge til de andre Directeurers Tilbagekomst" (HCp nr.31). Efter nærmere overvejelse eller korrespondance med enten Levetzau eller Adler resolverede Collin, allerede den 9. aug. 1840, at stykket kunne "for muligen indtræffende Trang - opbevares som antaget" (Cp). Detaljerne vedrørende denne halve kovending kendes ikke, beklageligvis. Se s.1078.
[sideskift][side 1033]
Arnesen havde i sin oversættelse af Scribes "La calomnie" (TF 20.2. 1840) med den danske titel "Badet i Dieppe, eller Bagtalelse" fjernet Madame de Guiberts replikker i 5. akt "fra det Øieblik Publicum veed, at hun er en falden Kone .. Herved gaae rigtignok de 4 sidste Repliquer, der ere af en ypperlig Virkning, tabte"; han havde indsat to andre, men var villig til ændringer i sin oversættelse, ja endog at indsætte de originale slutningsreplikker (I.B. nr.187 15.6.1840) (1). Selv om Heiberg fandt, at "le fond de la piece" var udelikat, og Scribe tydeligvis "ikke er ganske hjemme i det virkelig gode Selskab", ejede stykket "saa mange spirituelle Details, at det fortjener at bringes paa vor Scene" (HCp nr.29 efter 17.6.1840). Oversættelsen var "i det Hele meget brugbar", men forandringen i slutningen behagede ham ikke: "Mine Bemærkninger, 70 i Alt, har jeg særskilt noteret" (l.c.) (tabt). - Molbech sammenlignede sujettet med "Kammeraterne"s (jf. s.935), hvor han bemærkede, at "Kammeraterne""uagtet dets overhovedet fremmede og temmelig abstract=politiske Satire, ogsaa paa vort Theater har giort en ikke almindelig Lykke. I "Bagtalelse" er Stoffet derimod i sig selv langt ubetydeligere, ligesom det behandler og rører sig i en paa visse Maader mere triviel og borneret Kreds .. Der er heller ikke i dette Lystspils Composition den giennemførte Eenhed, og det Sammenfald, som i "Kammeraterne", uden at jeg derned vil negte, at der i enkelte Partier og Scener kan findes Adskilligt, som kan blive ret interessant paa Scenen .. Oversættelsen er desværre langt fra at være classisk; og kan, om ikke ganske saameget som "Kammeraterne", dog betydeligt nok trænge til den filende Haand, der hialp saa særdeles meget til at dette Lystspil kom frem i en ordentlig dansk Form .. Hr. A.s Forandringer, Forkortelser, Tilsætninger m.m. ere vel ingenlunde altid uheldige men undertiden; og ofte meget vilkaarlige. I 1ste Act har han ude ladt adskilligt af det stærkeste og mest prægnante, der siges om Bagvaskelse; og paa flere Steder fierner han sig ved Trivialitet fra Scribes elegantere Foredrag" (7.7.1840). Molbechs anskuelse forekommer mere nuanceret end det oftest er set: hans motiver kan være Arnesens angreb på teaterdirektionen samt stykkets udfordring og/eller modspillet fra Heiberg. - Den 8. juli 1840 blev det bestemt, at kun ved iværksættelse af Heibergs forandringer, "foreslagne Betingelser" (HCp), blev det at antage. Ifølge Molbechs private censurprotokol leveredes oversættelsen til Collins gennemlæsning [sideskift][side 1034](MCp). Den 14. aug. 1840 bestemtes rollebesætningen (Dp), hvorpå det blev oplæst den 19. aug. 1840 (HCp). Til Adler skrev Collin, at stykket var, "som De erindrer, af conservativ Tendents og vil vist blive givet godt i det Hele, da Personalet interesserer sig meget derfor; det er bestemt at opføres første Gang d 18 Spt., paa hvilken Aften vel burde gives et nyt Stykke .. Heiberg skriver en Prolog til samme Aften" (Adlers arkiv 7.9.1840) (jf. s.1050). Geburtsdagstraditionen søgte Collin at holde i hævd, og stykket fik da premiere på Christian VIIIs første fødselsdag som konge, sammen med Heibergs "Grethe i Sorgenfri" (jf. s.1045) (opført 10 gange i første sæson; ialt 24 gange i den behandlede periode) (2).
Den 13. aug. 1840 foreslog Heiberg Collin, at M. Ancelots comedie-vaudeville "Les Mancini, ou la famille Mazarin" (TV 22.5.1839) optoges i repertoiret formedelst dets ret spirituelle dialog og ligheden med "Don Juan af Østerrig" (jf. s.733). Var Collin og Molbech enige med Heiberg, gjaldt det om hurtigst mulig at få det oversat: "Overskou vil ikke befatte sig med Stykker uden Musik. Borgaard kan altfor daarligt Fransk, til at kunne forstaae og gjengive den fine Dialog i dette Stykke; og det Samme gjælder om alle de Andre, der pleie at oversætte for Theatret, kun med Undtagelse af Arnesen og Jomfru Beyer, som begge forstaae meer end de Andre, skjøndt det var ønskeligt, at de forstode endnu Mere. Og af disse To er maaskee Jomfru Beyer den paalideligste" (NkS 235). - Molbech indrømmede, at Ancelot ikke kunne "siges .. fri for den alt for legère Behandling af Charaktererne og de historiske Forhold, som er almindelig endog hos de bedre franske Lystspildigtere, siden Scribe lærte dem den Konst". Selv om disse fabriksarbejder ikke tilhørte litteraturen, var der dog i dette stykke "saameget Stof til en underholdende Comedie, en saa livelig Gang i den dramatiske Udvikling, og en saa god Dialog", at publikum ville overse manglerne i dialog, situationer, karaktertegning og historisk korrekthed" (20.8.1840). Beyers oversættelse "Familien Mazarin" læstes af både Molbech og Heiberg, men først "Siden" korrigerede sidstnævnte oversættelsen "noget" i sufflørbogen især i Christines replikker (fru Heibergs rolle) (3). Stykket blev formelt antaget mens Collin endnu var fungerende teaterchef, hvorpå rollerne uddeltes i okt. 1840 (PRFD), men Stykket blev først oplæst i jan. 1841 paa Grund af min Sygdom" (HCp nr.36 5.1.1841) (4). Problemer [sideskift][side 1035]med scenearrangementet, hvor fru Heiberg ville danse, forsinkede yderligere stykkets fremkomst (Borup nr.474 + Adlers arkiv, Levetzau 17.2.1841); medio marts gjaldt hendes ønsker en ny sang, som man bad Heiberg skrive (Kp.nr.24 19.3.1841). Endelig den 1. april 1841 kom stykket frem (opført ialt 7 gange).
Giovanni Girauds "Li gelosi fortunati" (1825 oversat af Overskou "De lykkelige Skinsyge" - behandledes ikke skriftligt af censorerne. Stykket havde premiere den 7. marts 1841 (opført ialt 6 gange) (5) (5a).
"Les brodequius de Lise" af Chapelle, Chapeau & G. Vaëz (GD 15.7.1839), oversat af C. Hvid, var Molbech ganske positiv overfor, trods stykkets manglende kvalitet: "Situationerne ere ikke uheldigt valgte for den lettere komiske Intrigue; de mangle heller ikke det Slags Letfærdighed og tvetydige Forhold imellem Ægtefæller, som de franske Lystspildigtere af en vis Classe saa godt forstaae at opfatte og benytte til at bringe et taaleligt Sujet for en lille Comedie i Stand, som da ved den gode Udførelse og det fortrinlige Sammenspil af de Skuespillere, for hvilke Stykket er skrevet, ofte nok lykkes meget godt" (10.2.1841). Molbech mente nok, stykket kunne antages til opførelse, "naar det gives med den uundværlige Lethed og Sikkerhed i Dialogen" (l.c.), men han ville spare umagen og bekostningen ved de af en anden (end Hvid) oversatte couplets. Adler var aldeles ikke så tilfreds som Molbech, men mente man "i Øieblikkets Trang til nogle nye Smaastykker [måtte] .. lukke Øiet for det Løse i Sammenhængen, det Umotiverede i Situationerne og det Matte i Opløsningen, hvoraf Stykket synes mig at laborere". Den lette, franske udførelse forekom ham "ikke saa let at bringe tilveie", som Molbechs votum lod formode (7.3.1841). Ifølge Heiberg "vrimlede [det] saaledes af Oversætterfeil, at jeg maatte forlange Oplæsningen udsat, for at rette det" (HCp nr.43 6.5.1841): Heibergs sproglige korrektioner (som beløber sig til flere hundrede) berettiger til at tale om Heiberg som medoversætter (6). I øvrigt anførte han, at de tre franskmænd havde "stjaalet [sujettet] .. ud af et gammelt Syngestykke, "Silkeskoene"[7], som for henved 50 Aar siden er opført paa Theatret, og udskreget for dets formeentlige Immoralitet. - Forresten er det ganske lystigt" (l.c.). Dette stykkes behandling viser Heiberg som eksponent for en eftercensur, som på dette tidspunkt var ny, men som i det følgende halvandet år skulle blive almindelig. Stykket oplæstes [sideskift][side 1036]"strax med fordeelte Roller, for Hurtighedens Skyld" den 17. juli 1841 hvorpå "Lises Støvler" havde premiere den 27. sept. 1841 (opført ialt 5 gange) (8).
Scribes comedie-historique "Le verre d'eau, ou les effets et les causes" (TF 17.11.1840) censerede Molbech inden det blev oversat af Overskou: "[Stykkets situationer var] efter vore nuværende Forhold, Sæder og Anstændighedsforhold .. meget udelicate, og man kan vel sige, uanstændige", men han ville samtidig indrømme, at stykket var behandlet "med Scribes sædvanlige - her maaskee endog meer end sædvanlige Talent og Lethed i at flette og udvikle en combineret Intrigue paa en for Scenespillet og dets momentane Effect ypperligt beregnet Maade .. vanskeligt, eller vel snarere umueligt, vil det vist nok være, i en dansk Oversættelse at formidle eller svække det virkelig Anstødelige i den Jagt, som en Dronning og en Hertuginde giøre paa en ung Garde-Officeer", fordi deres lidenskab reduceredes til "en temmelig ordinair Sandselighed". Molbech konkluderede: "Disse Betænkeligheder ved Stykkets Situationer fra den finere Velanstændigheds Side, ville neppe blive ureleverede; men de ville vist heller ikke hindre Stykket fra at blive oversat og opført" (24.4.1841). Se s.1060.
Arnesens "Bedstemoder" blev antaget, selv om Molbech var indifferent, Heiberg og Collin aldeles negative, men d'herrer Levetzau og Adler udgjorde uden at være tilstede et regeringsdueligt flertal. Arnesens "Bagtalelse" var begge censorer enige om burde opføres, men kun betinget af at Heibergs noterede ændringer blev efterkommet: endog som geburtsdagsstykke blev dette politiske skuespil givet. Ancelots stykke var Heiberg meget fascineret af, mens Molbech nok syntes, det var lige på grænsen til det uantagelige på grund af dets magerhed både i henseende til karaktertegning og den historiske beskrivelse. - Overskou oversatte trods Heibergs angivelse stadig stykker uden musik; endog uden om censorerne kom stykket på scenen. Hvids dårlige oversættelse "Lises Støvler" kunne Molbech kapere, mens Adler lod meddele sin beherskede tro på stykkets sceneheld. Heiberg måtte endnu engang fungere som sprogrenser. Scribes skandaløse "Glas Vand" var Molbech ikke i tvivl om var meget udelikat, men dramaturgisk set var han imponeret, når han sammenlignede stykket med Scribes mange efterabere. Heiberg udtalte sig ikke i denne omgang. - Som med "Gabrielle de Belle-Isle" gik dette stykke via Sommerskuespillene senere ind i repertoiret. [sideskift][side 1037]Molbech havde dog ikke nedlagt veto imod dets optagelse i repertoiret. Lod Levetzau og Adler sig mærke i begyndelsen, optrådte Adler kun en enkelt gang i slutningen af sæsonen. Collins behandling af Arnesens "Bedstemoder" synes dikteret: Heiberg trak det store læs, om end han ikke gerådede i polemik med Molbech på grund af disse oversættelser. - Generelt for oversættelser må denne sæson siges at indvarsle en ny praksis, idet censorerne kun behandlede stykker, der kunne opføres. I visse sæsoner i 1830rne behandlede de anordnede censorer op imod et halvhundrede stykker, hvoraf kun et fåtal blev antaget og evt. opført. På nær "Wallensteins Død" blev alle oversættelser opført, før eller siden, med eller uden alle censorers accept.
[sideskift][side 1038]
D.J. Abrahamsens syngestykke "Den smukke Eneboerske, eller: Hævnens offer" var eneste originale arbejde indleveret og behandlet i denne sæson. Ifølge Molbechs private censurprotokol indkom stykket den 18. nov. 1840, og dets skæbne blev "Afgiort paa Stedet" (MCp), hvorpå det blev remitteret forfatteren den 23. nov. 1840 (Kp. nr. 131).
[sideskift][side 1039]
Den 16. maj 1840 besørgede Lose en "Complettering af Partituren til [Rossinis] .. "Otello"" (TK 1840 3.kv.nr.37) (jf. s.36). Den 19. sept. 1840 leveredes en regning for "Udlæg for Manuskripters og Rollers Udskrivning" (TK 1840 3.kv.nr.299). Hvorvidt der blev foretaget rettelser i N.T. Bruuns oversættelse vides ikke. Roller uddeltes den 3. sept. 1840 (PRFD), men operaen blev aldrig opført.
Donizettis opera-comique "La fille du régiment" med tekst af St.-Georges & J.F.A. Bayard (OC 11.2.1840) og Adams "La reine d'un jour" med tekst af St.-Georges & Scribe (OC 19.9.1839) blev forhandlet i begyndelsen af juli 1840 som mulige nyheder i den kommende sæson. Heiberg oplyste Collin om, at Overskou ikke ville begynde en oversættelse, "før han har erholdt en officiel Anmodning fra Directionen" (Coll.BrS XXII 4.8.1840). Begge kunne have "samme Adkomst til at opføres paa vort Theater, som saamange andre, ligesaa maadelige Opera-Texter, hvilke maae staae eller falde med deres Componister. Det mindre af disse to Stykker, "la fille du regiment" kunde maaskee benyttes til Kongens Fødselsdag, da det ikke er meget langt, og desuden giver Anledning til megen militair Stads" (l.c.). Han var ikke klar over, om partiturerne var leveret (1), men han ville dernæst have oversætteren pålagt "at gjøre en Forandring i den meget udelicate Slutning, og ligeledes at forandre de desperate tydske Navne til virkelige tydske. Jeg haaber imidlertid om faa Dage at kunne foreslaae et andet fransk Stykke til Fødselsdags-Høitideligheden" (l.c.) (jf. s.1034). - Molbechs opfattelse var identisk med Heibergs. Han var klar over stykkets brug (før en mindre ballet): "Altsaa maa her vel ikke spørges om Textbogens dramatiske Indhold og Værdi - naar den blot tør kaldes passabel" (8.8.1840). Molbech krævede besvangringen af Marie forandret, men tilføjede, at situationen, hvor tyroleren, der, for at vinde regimentets datter, blev landsforræder, var "baade umoralsk og utaalelig", thi i Tyrol ville man "storme Theatret og giøre Miner til at rive Huset ned"; i Danmark ville man, håbede Molbech, lade "denne Sottise og Absurditet passere med saamange Andre" (l.c.). - Collin indførte sit votum dagen efter, idet han tilsluttede sig Molbechs og Heibergs kritik af "den udelicate Opløsning". Den 11. aug. 1840 meddelte Collin Levetzau resultatet: "Stykket er ubetydeligt, men hidtil have vi ikke fundet noget bedre .. fra Heiberg kunne vi intet vente til den Tid [6.10.1840 (BmD). - Heiberg havde imidlertid et alternativ til Donizettis [sideskift][side 1040]syngestykke efter at have læst "endeel nye franske Stykker", thi et ældre stykke, Théaulon, Jaime & Pittaud de Forges' "Carmagnole, ou les français sont des farceurs" (TVR 31.12.1836), ville han mene kunne bearbejdes af enten Arnesen eller Overskou under den danske titel "Dagen før Slaget ved Marengo": selv om det var "bagatelmæssigt .. [var det] moraliter aldeles uskyldigt .. Dette er neppe nogen Feil ved denne Leilighed, men maaskee en Dyd mere .. Musiknummer[n]e maatte .. helst componeres, og dette Arbeide kunde og vilde Prof. Zinck vistnok paatage sig" (Coll.BrS. XXII 12.8.1840). Heiberg skyldte Zinck en komposition (jf. s.968), men da tanken om dette arbejde hverken tiltalte Heiberg selv eller i almindelighed led særlig spændende, skulle der gå længere tid, før projektet blev realiseret (jf. s.1130). - Dagen efter tilrettelagde Heiberg teatrets oversættelsespolitik på følgende måde: "Ifald den igaar indsendte Carmagnole findes passende til Geburtsdagsstykke, vilde jeg tillade mig at proponere, at Jomfru Beyer, som desuden har langt mere lyrisk Evne og Færdighed end enten Overskou eller Arnesen, erholdt denne til Bearbeidelse for Zinck, og at Arnesen fik Les Mancini (hvori Musiken naturligviis maa gaae ud) [jf. s.1034] og at Overskou paa samme Tid oversatte den ham allerede overdragne Opera: La fille du régiment. Saa vilde vi paa eengang have tre nye Stykker parate til at løbe af Stapelen" (Coll.S. nr.235). - Selv om Collin troede, han havde afgjort sagen i direktionsmødet den 9. aug. 1840, kunne han dog indse det hensigtsmæssige i Heibergs projekt, omend han betingede sig, "at Heiberg selv oversatte ["Carmagnole"].. og følgeligen skrev de tilhørende Couplets, til hvilke da Musik maatte componeres" (Adlers arkiv 7.9.1840). Collin havde på dette tidspunkt opgivet "La fille du régiment" som festforestilling i anledning af Christian VIIIs fødselsdag og i stedet dertil bestemt Scribes "Badet i Dieppe eller Bagtalelse (jf. s.1033). Donizettis stykke kunne derimod bruges til festligholdelse af kongens tilbagekomst (samt kronprinsens fødselsdag) den 6. okt. 1840, hvorved Collin (og Heiberg) også havde vundet tid til et mere velegnet stykke. - Den 14. sept. 1840 leverede Overskou sin oversættelse af "La fille du régiment" (Cp), mens intet skriftligt materiale oplyser om Heibergs (evt.) arbejde med "Carmagnole". Hvad der opholdt Heiberg vides ikke, men resultatet blev, at teaterdirektionen (Collin) lod indstudere "Regimentets Datter", hvortil rollerne var blevet uddelt den 17. sept. [sideskift][side 1041]1840 (PRFD), til festforestilling i anledning af kongens tilbagekomst til residensstaden. Opført første gang den 6. okt. 1840, uden forudgående ballet af Bournonville, således som det var bestemt (2) (opført ialt 7 gange i den behandlede periode, jf. s.1278) (3).
Til Aubers opera-comique "Zanatta, ou jouer avec le feu" med tekst af Scribe & St. Georges (OC 18.5.1840) leverede musikhandler Lose klaverudtoget ganske kort tid efter stykkets opførelse i Paris. Den 11. aug. 1840 meddelte Collin Levetzau, at "Zanatta" som geburtsdagsstykke var "for langt, desuden er Musiken ikke udkommen" (BmD). Først den 29. sept. 1840 leveredes partituret (TK 1840 4.kv.nr.411). Overskou indsendte sin oversættelse den 29. nov. 1840 (Cp), men Molbech fik aldrig indført sit votum i protokollen. Roller uddeltes ifølge PRFD den 28. nov. 1840, men stykket opførtes først den 13. sept. 1841 (opført ialt 5 gange) (4).
Efter direktionens ordre bestilte Rung partituret til Bellinis Romeo og Julie-opera (jf. s.990) (I.B.nr.220 28.9.1840, TK 1840 4. kv.nr.7), dog uden at teatret foreløbig tænkte på en opførelse deraf.
I stedet indstuderedes sidste akt af Vaccais "Giulietta e Romeo" (Milano 31.10.1825) på italiensk. Givet første gang den 24. jan. 1841 (således opført ialt 6 gange) (5). Se s.1235.
Ligesom Rung i 1840 (jf. s.989) havde vejledet direktionen om det udenlandske operarepertoire med henblik på det danske teaters muligheder for at anvende nogle af disse musikker, leverede Rungs konkurrent, H.S. Løvenskjold, i begyndelsen af 1841 Adler en liste over tyske og italienske operaer, som teatrets kræfter kunne klare ifølge Løvenskjold:
Webers Euryanthe
Lortzings Zaar und Zimmermann, se s.1132.
Lachners Alidia, se s.945.
Kreutzers Der Nachtlager von Granada
Rossinis Wilhelm Tell, se s.1132.
"af italienske Operaer, helst, om muligt med italensk Text":
Donizettis Marino Falieri
Donizettis Elisir d'amore
Donizettis Anna Bolena
Donizettis Lucia di Lammermoor, se s.1267.
Bellinis La sonnambula, se s.1323.
[sideskift][side
1042]Rossinis L'assedio di Corintha, se s.1186.
"Lucrezia Borgia [jf. s.1267] tør jeg ikke anbefale med Hensyn paa Tittelrollens Udførelse, - ligesaa lidet som jeg blandt de tydske Operaer tør anbefale Spohrs Jessonda [se s.1364], da dette i høj Grad classiske Mesterværk neppe almindelig vilde blive fattet. Hugenotterne [se s.1132] ville vel hvad det Sceniske angaaer have nogen Vanskelighed .. Af mindre Operaer maa jeg varmt anbefale Lortzings Zaar u[nd] Zimmerman der efter min Mening, baade hvad Text og Musik angaaer, er gemytlig og underholdende" (Adlers arkiv udat. (4)). Fam. Løvenskjolds noget ubehagelige påtrængenhed tiltrods røber Løvenskjolds liste meget vel anlæg for, hvad der var og blev muligt i København. Hans egen andel i fremførelsen af disse, såkaldte, tyske operaer blev imidlertid forpurret ved Glæsers ansættelse, mens Hofteatret tog sig af de "italienske" værker.
Adams opera-comique "La reine d'un jour" omtalte Arnesen i sit brev til Holstein (jf. s.1006): "Musiken er, om mueligt, endnu tyndere end den til "le brasseur"[jf. s.987], men er ligeledes livlig og munter. Stykket er saa rigt paa Handling, at Forfatterne kunde have faaet et ret interessant Lystspil ud af det; det er ogsaa Stykket, langt mere end Musiken, der har vundet Bifald" (I.B.nr.296 23.11.1839). Arnesen havde store betænkligheder med hensyn til stykkets muligheder i Danmark, fordi tenorpartiet måtte "transponeres for en af vore Sangere", mens hovedrollen kun kunne besættes af Mad. Stage, der forsåvidt Arnesen var orienteret, havde tabt stemmen. - Adler rekvirerede partitur og klaverudtog, hvilket Lose leverede den 13. juli 1840 (TK 1840 4.kv.nr.411). Da Heiberg var fikseret på Christian VIIIs fødselsdag, gik han automatisk ind for det korteste af de to syngestykker "La fille du regiment" (jf. s.1039). Overskous andre gøremål og teatrets produktionsevne gjorde, at direktionen først fik leveret oversættelsen den 15. jan. 1841. - Molbech var aldeles ikke begejstret for stykket: "Intriguen - om man vil tale derom - er i sin Udvikling høist simpel og uinteressant .. Damerollerne, der begge fordre Skuespillerinder, ville neppe hos os kunne besættes fortrinligt; og hvis ikke Musiken giør Lykke", kunne stykket næppe vente sig en anden skæbne end sæsonens andre syngestykker "Sheriffen" (jf. s.989) [sideskift][side 1043]og "Regimentets Datter" (jf. s.1039). Stykket havde premiere den 14. apr. 1841 (opført ialt 5 gange).
Som tak for Dannebrogsordenen indsendte Marschner sin ældre opera "Des Falkners Braut" med libretto af W.A. Wohlbrück (Leipzig 10.3.1832). Heiberg skrev ligeud: "Texten er Nonsens, men kan være ligesaa god som mangen anden tydsk Operatext. Dog synes Musiknummerne kun lidet musikalske; de bestaae af lange Repliker, fuld af Reflexion. Er imidlertid Musiken god, og kan den i dette Makværk være det, saa kan det gjerne oversættes og opføres; men Marschners Navn lover intet Godt" (HCp nr.40 efter 3.2.1841). En "kort Angivelse" af dette votum tilstillede Heiberg Levetzau den 6. febr. 1841 (tabt), hvorpå Levetzau meddelte direktionen, at operaen var blevet forkastet (Dp 12.2.1841). Da hverken Molbech eller Adler ses at have læst tekstbogen, må beslutningen være truffet på grundlag af Heibergs votum (6).
Herudover leverede Lose den 24. febr. 1841 "fuldst[ændigt] Partitur med tilhørende Textbog" til Donizettis opera "Les martyrs" med libretto af Scribe (ARM 10.4.1840) (TK 1841 3.kv.nr.230). Ingen forhandlinger desangående kendes (7).
Den 16. maj 1841 leverede Lose partitur til Halevys "Le guitarrero" samt tekstbøgerne til Donizettis "La favorite" og Aubers "Les diamants de la couronne". Vedrørende alle tre stykker se s.1084.
Fordi det er kendt, at Christian VIII ønskede italiensk opera spillet allerede i 1840 (Schepelern s.56f), er teaterdirektionens og dens konsulenters arbejde angående udenlandske operaer så meget des mere interessant. Netop Auber og Donizetti var kongens foretrukne komponister, hvilke da også ses at dominere blandt de indkøbte partiturer. Som Rung allerede i 1840 og nu Løvenskjold gjorde det klart, var spørgsmålet, om teatret overhovedet havde kræfter til de større italienske operaer, eller publikum måtte nøjes med de franske syngestykker. Da teatret ramtes af en række uheld blandt sangerpersonalet, var tilskyndelsen for Christian VIII så meget des større til at indforskrive en italiensk trup, så han overhovedet kunne høre værkerne. Pettolettis ansøgninger var måske derfor ikke svære at imødekomme, thi hvorledes kunne man skade Det kgl. Teater, når dette ikke formåede at opføre disse italienske operaer. Var dette Christian VIIIs argumentation, var den meget ensidig, thi interessen måtte da nødvendigvis indskrænkes for det andet, som teatret tilbød. - Korrespondancen mellem Collin [sideskift][side 1044]og Heiberg i begyndelsen af denne sæson viser klart, at Heiberg udstak nogle mål, som aldeles overvurderede teatrets kapacitet. Hans egen musiksmag vidner hans betænkninger ikke meget om; for ham var spørgsmålet om, hvad der passede sig for de givne lejligheder. Molbech vrissede af de tekster, der blev ham forelagt, mens Adler aldeles undlod at udtale sig: hans anskaffelser af musikalier skete formentlig efter allerhøjeste ordre. - Levetzaus Afvisning af Marschners musik skete formentlig på grundlag af Heibergs afvisende betænkning, thi Christian VIII havde dog tidligere yndet Marschners musik. I denne sæson havde kongen brudt operaens monopol. Det var der præcedens for i Christian VIIs tidligste regeringstid. I den følgende sæson gik han et skridt videre ved direkte at genoprette et konkurrerende operahus: Hoftheatrets italienske renæssance, der begyndte den 6. jan.1842.
[sideskift][side 1045]
Andersens bearbejdelse "En Comedie i det Grønne" (jf. s.999) gav Molbech anledning til en bredere salve: Andersen kunne ikke skrive en vaudeville, "saaledes som vi have faaet Anskuelse af dette dramatiske genre ved Prof. Heibergs Arbeider. Han troer at kunne giøre Sagen klar, ved i hver Scene, en eller flere Gange, at lade En eller Anden af Personerne synge et eller flere Vers, til allehaande, især renommerede og brillante Melodier af Opera'er eller Syngestykker; men i Almindelighed er Virkningen heraf reent forfeilet" (4.6.1840). Molbech konkluderede mærkeligt uafklaret, thi dels fandt han, at stykket kunne opføres som "Farce, ifald man trænger til en saadan", dels fandt han, at de "med Prætension indlagte Couplets" var overflødige og "for flaue, til at de burde findes i en af Directionen antagen Vaudeville, saalænge Heibergske Vaudeviller skrives og opføres" (l.c.). Nedenunder har han selv skrevet "Ikke antaget", men denne dom blev ikke underskrevet af teaterchefen. Intet skriftligt materiale om evt. meningstilkendegivelser findes fra efteråret 1840. Ikke desto mindre opførtes vaudevillen den 8. nov. 1840 (jf. s.BEC I 297ff). Se s.1135.
I stedet for den af Collin omtalte prolog i anledning af Christian VIIIs fødselsdag i 1840, skrev Heiberg vaudeville-monologen "Grethe i Sorgenfri": Følgelig passerede den ikke censur. Den opførtes første og eneste gang den 18. sept. 1840.
Original dansk vaudeville-produktion var udtømt. Den heibergske elegants strakte kun til en monolog. Andersens forsøg tilhørte Studenterforeningen, hvorfra fornyelsen nogle år senere skulle komme ved Ploug og Hostrup.
[sideskift][side 1046]
Anonymus (1) sendte i sept. 1840 sin oversættelse af Vanderburchs "L'elève de Saumur" (GD 8.8.1839) til Adler. Molbech forundrede sig over, "at man i Paris virkelig kan opføre en til den Grad ubetydelig, tom og man kan vel sige barnagtig Vaudeville" (24.11.1840) Ligeledes undrede han sig over, at oversætteren kunne være så ubetænksom at anvende sin tid på oversættelsesarbejdet, når han dog, ifølge Molbech, burde have kunnet indse, "hvor lidt et Stykke af den Caliber vilde lade sig anbringe paa vor Scene" (l.c.). Heiberg noterede blot, at det ikke var "værdt at antages" (HCp nr.35). Remitteret oversætteren den 8. dec. 1840 (Kp.nr.138).
Leuven, Pittaud de Forges & Dumanoirs vaudeville "Sous clé" (jf. s.747) med den danske titel "Under Laas og Lukke" blev nu oversat eller bearbejdet af F.L. Høedt til N.P. Nielsens aftenunderholdning den 20. dec. 1840. Ingen af censorerne ses at have læst stykket i 1840. Den 5. jan. 1841 solgte Nielsen stykket til teaterdirektionen; ejheller ved denne lejlighed ses forhandlinger ført - skriftligt (TK 1841 1.kv.nr.3) (opført ialt 10 gange, jf. s.1334).
At censorerne kunne enes om afvisningen af Vanderburchs stykke kan ikke undre, men det kan nok vække til eftertanke, at Nielsen fik afsat sit stykke til teatret, ihukommende Heibergs modstand mod stykket fem år tidligere: Nielsen havde deltaget i endnu en kollusion.
[sideskift][side 1047]
Denne sæson blev for ballettens vedkommende mere kendt på grund af begivenhederne den 14. marts 1841 end de pågældende produkter. Bournonvilles ufrivillige udenlandsrejse i perioden 26. marts - 25. sept. 1841 samt parret Taglionis gæstevirksomhed i perioden 15. maj -5. juli 1841 var sæsonens skandaløse kulmination, og vel i virkeligheden årsag til mere uro og ustabilitet end blot blandt balletpersonalet.
Bournonvilles ballet "Toreadoren" var han allerede i løbet af sommeren 1840 begyndt at udarbejde - med henblik på Christian VIII8 fødselsdag den 18. sept. 1840 (1). Endnu i aug. 1840 forestillede Collin sig, at Bournonville kunne blive færdig med koreografien (BmD), men den 26. sept. 1840 bad han Bournonville have balletten klar til forestillingen i anledning af kongens tilbagekomst den 6. okt. 1840 (NkS 3258 A). Adler meddelte kongen, at Bournonville ikke kunne præstere arbejdet færdigt i rette tid på grund af Helsteds sygdom (KGA 29.9.1840). Endelig den 27. nov. 1840 blev da balletten givet første gang (opført ialt 66 gange i den behandlede periode) (2).
Selv om Bournonville var på det rene med, at hans kontrakt fra 1829 (jf. s.381) intet tilsagn gav ham om højere gage, ansøgte han alligevel den 29. jan. 1841 om "Forfatter=Honorar for de Balletter som jeg, fra denne Saisons Begyndelse af, componerer for det Kongelige Theater", fordi han udover at have været første solodanser og lærer for balletkorpset i løbet af de 11 år havde kreeret "14 originale større og mindre Balletter. 5 arrangerede fremmede Balletter. [og] 12 Dandse og Arrangements af Skuespil" (I.B.nr.46). På trods af de senere skærmydsler omkring opførelsen af "Toreadoren" (jf. s.1048) tilstodes Bournonville den 18. maj 1841 en gratifikation af 300 Rbd for sin "Virksomhed og i Betragtning af den Flid og Nøiagtighed, hvormed De i det Hele har udført Deres Tjeneste som Solodandser og Dandsedirecteur" "i afvigte Saison" (Kp.nr.50)! Bournonville honoreredes indtil videre for sine balletkompositioner ved gratifikationer. Se s.1138.
Bournonvilles arbejde for kongehuset til dets og fædrelandets forherligelse er en given og dokumenteret kendsgerning. I anledning af kronprins Frederiks bryllup med prinsesse Marianne var Bournonville blevet opfordret til at kreere en ballet, hvortil hans ældre arbejde ""Erik Menved" fra 1839 (3) blev præsenteret for Adler. De rent balletdramaturgiske principper i Bournonvilles program [sideskift][side 1048]kunne Adler kun tilfredsstilles af, mens stoffets politiske indhold forekom ham mindre velvalgt. Til Levetzau skrev han den 11. marts 1841: "Balletten .. fremdrager Erindringen om en dansk Konge, myrdet af sine oprørske Undersaatter; vel synes den i Slutningen at bebude Morgenrøde af en bedre Tid, men vi vide af Historien, at Erik Menveds Regiering ikke var meget bedre end hans Faders og at den egentlige Regeneration af Danmark først indtraadte 50 Aar senere med Waldemar Atterdag" (afd.N. pk.576). For ikke at høste "Dadel fra Oven" tilrådede Adler kongens approbation af balletprogrammet, som i øvrigt ville blive kostbar at producere. Adler kendte åbenbart kongens indstilling, siden han tilføjede: "Vanskeligere vil det blive at besvare det Spørgsmaal, hvad Directionen har at foreslaae for det Tilfælde at Balletten ikke agréeres? Kunde Bournonville give os en dansk Composition saa livelig og carakteristisk som Festen i Albano vilde jeg finde en saadan meest passende; men en saadan eller hvad andet der skulde fordres istedet for Balletten "Erik Menved" kræver Tid", hvorfor Adler ønskede kongens befaling herom snarest (l.c.). Christian VIIIs resolution kendes ikke, men den 14. marts 1841 blev alle overvejelser og eventuelle beslutninger ligegyldige: festforestillingen måtte arrangeres af andre (jf. s.1021). Se s.1138.
Den 30. marts 1841 - efter alverdens forhandlinger mellem Levetzau og Bournonville - anmodede Levetzau grev Redern i Berlin om Taglionis bistand til at forestå balletten i Bournonvilles fravær. Ni forestillinger blev givet uden Bournonvilles direktion, hvorpå Taglionierne optrådte første gang den 24. maj 1841. Partier i Bournonville-balletter udførte de kun den 2. og 9. juni 1841 i "Festen i Albano". Resten af deres repertoire bragte de selv med. Til festforestillingen leverede T. Gabrie, meddirektør hos brdr. Price, sin ballet "Nationalfesten eller Gjensyn og Forening" til kronprins Frederik og teaterdirektionen (I.B.nr.88 19.5.1841), men balletten remitteredes den 4. juni 1841 (Kp.nr.79), thi Taglionis nærværelse gjorde den selvfølgelig aldeles uegnet.
Taglioni tilbød at opføre enten faderens "Das Schweizer Milchmädchen" (Berlin 25.3.1823) eller hans egen "Der Seeräuber" (Berlin 18.9.1838). Kun den førstnævnte opførtes i forbindelse med formælingsfesten, jf. s.1021 (opført 2 gange, jf. Overskou V 453) (4).
På grund af Bournonvilles eksilering og de kaotiske forhold omkring Taglioniernes optræden får ballettens virksomhed i denne sæson [sideskift][side 1049] et ubehageligt skær af den hensynsløshed, der herskede ved teatret i disse vanskelige år. Uden tvivl havde Bournonville handlet forkert både i 1841 og tidligere (Kretzschmer- og Grahn-sagerne), men oppositionen imod ham og hans ledelse af balletten var også stærk. Kongens og teaterdirektionens behandling af Bournonville var som vanlig en given efter for den p.t. stærkeste kraft.
[sideskift][side 1050]
Prologen i anledning af kongens fødselsdag (18.9.1840) leverede Heiberg i form af "Grethe i Sorgenfri" (jf. s.1045).
Sangen i anledning af kongens tilbagekomst til residensstaden den 6. okt. 1840 blev også skrevet af Heiberg (I.B.nr.214 16.9.1840 Levetzau til Collin; ÷ Poet.Skr., tr. "Dagen" 7.10.1840).
Den 11. jan. 1841 blev en sang forfattet af Heiberg afsunget i anledning af forlovelsen mellem kronprins Frederik og prinsesse Marianne (÷ Poet.Skr., tr. "Dagen" 12.1.1841).
Om den sidste royale sang i anledning af formælingen, se s.1023.
Skuespillernes aftenunderholdninger er som i foregående sæson af største betydning. N.P. Nielsen fik opført et fragment af Delavignes "Marino Faliero" (jf. s.645), mens fragmentet af "Angelo" blev gentaget ved Rosenkildes aftenunderholdning den 1. jan. 1841 (jf. s.999). Phister fik opført scener af "De Vonner og Vanner" den 7. marts 1841 (jf. s.82), mens Holst gav den dramatiserede anekdote "Ministeren og Skuespilleren eller Scenen i Hotel de France" (LUX 1832) den 28. marts 1841 samt "Sammendragne Scener af Schillers Fiesko eller Sammensværgelsen i Genua", oversat af Overskou (jf. s.1259) (Th.Pl.). Nok regnedes disse forestillinger for private, men Levetzaus agtpågivenhed over for "Angelo" i april 1840 viser, hvad censorerne kunne gøre. Karakteristisk for ovennævnte stykker er netop deres politiske engagement. Materialet røber ingen uoverensstemmelse mellem skuespillerne og direktionen eller højere instanser.
Prume tilstodes ikke mindre end 4 koncerter, mens Musikkonservatoriet fik en forestilling til benefice den 7. febr. 1841 ("Seer Jer i Speil" og "Brama og Bayaderen"). Til fordel for Frederik VIs asyl gaves den 24. jan. 1841 en forestilling med Overskous prolog "Med Kummers bittre Taarer har Dannerfolket bragt" (tr. "Dagen" 27.1.1841), hvorpå sidste akt af Vaccays opera "Giulietta e Romeo" opførtes på italiensk; "Preciosa" afsluttede dette arrangement.
Endelig opførtes den 14. febr. 1841 til fordel for den moralsk fordærvede Ungdoms Frelse "Fabrikanten" og "Festen i Albano". De to sidstnævnte særarrangementer var en nyskabelse, som indirekte fortæller om tidens store sociale problemer.
Kirchnere gæstespil i København blev tilladt af Collin som fungerende chef: Overskou har behandlet det som en skandale (V 440). Hans meriter fra tidligere besøg (jf. s.487) samt aktivitet i Tyskland var bekendt og skatteret. Den 18. aug. 1840 skrev Levetzau [sideskift][side 1051]til Collin, at skulle Kirchner komme til København, "so würde es vielleicht gut seyn ihn zu benutzen, da wir Alles thun müssen um der Publikum anzuziehen" (Coll.BrS.XXIIIa). Den 29. aug. 1840 informerede Collin Levetzau om Kirchners ønsker. Han ønskede at optræde med "[Bauerles] die falsche Catalani [jf. s.487], [Breitensteins] die Proberollen [jf. s.172] og desl. Han behøver Assistance af vort Personale, og den er nok ogsaa lovet ham, blandt andre af Dr Ryge, Nielsen, Pätges" (BmD). Collin havde lovet ham "at optræde 2 Aftener" på betingelse af Levetzaus eller Christian VIIIs accept (l.c.): "Da jeg ikke kiender hans Præstationer, saa kan jeg med Grund hverken raade til eller fra, men det forekommer mig at at man uden Betænkelighed kan indrømme ham at give de to Forestillinger [imod hans eget ønske: 5 forestillinger] mod den af Ryge foreslaaede Renunciation ["1/4 Deel af Indtægten udenfor Abonnementet"]" (l.c.). Den 2. sept. 1840 gav Levetzau sin sanktion af Collins forslag, hvorefter det måtte komme an på disse forestillingers forløb, om han kunne bevilges flere forestillinger "mit Vortheil für Publikum und Kasse" (Coll.BrS.XXIIIa). - Heiberg havde, ifølge Molbech, i et direktionsmøde den 28. aug. 1840 (?) mundtligt erklæret sig imod "Opførelsen af deslige Stykker i fremmedt Sprog, ved de Kongelige Danske Skuespillere" (BmD 4.9.1840 adr. Collin). Forsent protesterede også nu Molbech efter at have læst de to stykker: "At det overhovedet er stridende mod det danske Nationaltheaters Værdighed, at Theatrets Kongelige Skuespillere optræde i Stykker, skrevne i et fremmedt Sprog, har altid været min Mening; og jeg maa saameget mere intrærere denne Mening, naar de Producter, der paa denne Maade skulde bydes det danske Publicum af danske Skuespillere ere af saa lav, smagløs, og vel tildeels smagsfordærvende Charakteer, som ovenmeldte" (l.c.). Forholdet havde været et andet, om det havde været tyske skuespillere, der opførte tyske forestillinger, i lighed med den kongelige franske trup fra Berlin. Molbech konkluderede, at Kirchners gæstespil stred mod "alle høiere Fordringer til Konst, Smag og Nationalitet" (l.c.). Molbechs protest førtes til protokols uden nogen form for resolution (Dp 4.9.1840), men den 5. sept. 1840, da Collin havde modtaget Levetzaus sanktion (fra Oldeslohe), tilstillede han denne Molbechs protest, idet han lagde til: "At Justitsraadens og mine Anskuelser over Theatervæsenet ere i adskillige Henseender divergerende, vidste jeg forud" (BmD)! Collin havde klart præciseret [sideskift][side 1052]sin opfattelse af Molbechs indflydelse ved teatret: han kunne skrive protestere og gøre hvad han ville for de højere hensyn til kunsten, men Collin traf de afgørende beslutninger, så meget mere som han vidste han havde Levetzau og kongens fulde opbakning. Den 29. sept. 1840 blev "Die Proberollen" givet første gang på Det kgl. Teater; anden og sidste gang den 7. okt. 1840, mens "Die falsche Catalani" blev opført eneste gang den 27. okt. 1840. Kongen havde bevilget ham en optræden på Hofteatret, hvor begge stykker skulle gives - i nov. 1840 (jf. hans ansøgning af 23.11.1840 in Orig.Kgl.Res.nr.45 1840). Kongen tilstod, at denne "Soirée musicale dramatique" blev afholdt i jan. 1841 (Orig.Kgl.Res.nr.45 30.11.1840), hvilket imidlertid ikke ses blev effektueret.
[sideskift][side 1053]
Reprisernes antal og karakter i denne sæson viser, hvad en betænksom teaterledelse havde af muligheder: I Collins periode som teaterchef i 1840 uddeltes følgende stykker:
Af originale skuespil:
(1) Overskous "Misforstaaelse paa Misforstaaelse" (jf. s.273),
sidst opført den 2.4.1835, genoptoges den 29.9.1840 (4
opførelser). Se s.1192.
(2) I Holbergs "Maskeraden" (jf. s.438), sidst opført den 22.2.1839, foretoges rolleforandringer den 28.8.1840, men først den 23.1.1841 blev stykket givet på ny (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).
(3) Også i Holbergs "Den Stundesløse" (jf. s.614), sidst opført den 14.3.1834, foretoges rolleforandringer (21.8.1840), men stykket kom først på ny frem i 1843, se s.1141.
(4) Hastværket med opsætningen af "Syvsoverdag" (jf. s.968) kommenterede Molbech den 5. juli 1840, idet han ønskede "en ny og omhyggelig Indstudering" inden "Stykkets Opførelse i den tilkommende Saison" (Cp). Tre prøver afholdtes førend genoptagelsen den 29.10.1840 og endnu en prøve før fjerde opførelse (6.11.1840). Direktionen forsøgte at holde stykket i repertoiret, idet rolleforandringer blev foretaget den 8.2.1841, men stykket opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
Ingen originale syngestykker blev uddelt, mens følgende
oversatte skuespil uddeltes:
(1) Sheridans "Bagtalelsens Skole" (jf. s.950)
blev uddelt på ny den 2.10.1840, men ikke opført. Se s.1192.
(2) Töpfers bearbejdelse "Carl den Tolvte paa Hiemreisen" (jf. s.466), sidst opført den 10.1.1835, blev uddelt den 14.9.1840, men ikke opført.
(3) Jüngers bearbejdelse "Han blander sig i alt", opført 1. gang den 21.11.1794, sidst givet den 26.2.1835, blev uddelt både i apr. og aug./sept. 1840, men blev ikke genoptaget.
(4) Shakespeares "Hamlet" (jf. s.768) blev uddelt på ny den 19.9.1840, men heller ikke denne gang lykkedes det at få tragedien genoptaget (1).
(5) I Schillers "Maria Stuart" (jf. s.728) blev der foretaget rolleforandringer såvel i apr. som aug. 1840, men stykket blev ikke genoptaget i den behandlede periode.
(6) I Varin & Chapelles "Pigen paa 28 Aar" (jf. s.934) blev ligeledes [sideskift][side 1054]foretaget rolle forandringer den 21.8.1840, men stykket blev ikke givet oftere.
Følgende oversatte syngestykker blev uddelt:
(1) I Aubers "Bruden" (jf. s.424),
sidst givet den 17.1.1839, foretoges rolleforandringer den 2.9.1840
således at stykket på ny kunne gives den 21.10.1840 (10
gange i indeværende sæson; endnu opført 4 gange i den
behandlede periode).
(2) Også Boyeldieus "Den hvide Dame" (jf. s.951) blev genoptaget den 26.9.1840 (opfort endnu 17 gange i den behandlede periode.
(3) I Adams "Schweitzerhytten" (jf. s.757) , sidst givet den 28.4.1838, ændredes besætningen den 21.9.1840, hvorpå stykket atter kom på scenen den 27.11.1840 (endnu 6 opførelser i den behandlede periode).
Collins periode som interimistisk chef er langt den interessanteste delperiode i denne sæson. Han bestemte i løbet af de ca. tre måneder han fungerede ikke mindre end halvdelen af repriserne, men resultatet af hans anstrengelser kan ikke retfærdigt bedømmes, fordi han trådte tilbage medio okt. 1840. Hans intentioner aftegner sig klart: et varieret repertoire hvor primært skuespil men også syngestykker blev genoptaget (10-3); hans interesse for engelsk teater (Sheridan, Centlivre og Shakespeare) er udtalt såvel som Holberg-repriserne taler deres tydelige sprog. Nogle af de nyere stykker blev uddelt på ny på grund af hensyn til skuespillerne (N.P. Nielsen og Overskou).
Efter Collins fratræden som chef uddeltes følgende
originale skuespil:
(1) Holbergs "Julestuen" (jf. s.385)
den 11.12.1840 med det resultat at stykket på ny blev givet den
26.12.1840 (opført endnu 11 gange i den behandlede periode, heraf
5 gange 2. juledag).
(2) Overskous vaudeville "Kunstnerliv" (jf. s.1001) forsøgtes bibeholdt i repertoiret ved en ny rolleforandring den 29.11.1840, men stykket kom først frem i 1844 (1 opførelse).
(3) Holbergs "Det lykkelige Skibbrud" (jf. s.76) genoptoges den 22.2.1841 (opført endnu 8 gange i den behandlede periode). Se s.1192.
Overvejende oversatte syngestykker udgjorde resten af de på ny
uddelte stykker i denne sæson:
(1) Dansen i operaen "Brama og Bayaderen" (jf. s.525)
var komponeret af P. Funck, men i 1840 kreerede Bournonville et nyt
arrangement.
[sideskift][side 1055]Ryge havde af en embedsmand ved teatret erfaret, at Bournonville ønskede at forestå hele scenearrangementet, hvilket han protesterede imod den 25.12.1840: "At Hr. Bournonville imidlertid alligevel kan finde nogle Forandringer i disse hensigtsmæssige, kan jeg godt indsee, men jeg troer ikke, at jeg ved Anordningen af dem aldeles bør forbigaaes" (DKTB). Såvidt det ses fik Ryge sin vilje, idet Bournonville kun kreerede dansen. Operaen blev givet første gang på ny den 7.2.1841 - til benefice for Musikkonservatoriet - (opført endnu 23 gange i den behandlede periode). Se s.1193.
(2) Hérold & Halevys "Ludovic" (jf. s.602), sidst givet den 25.11.1837, genoptoges den 4.2.1841 (opført endnu 8 gange i den behandlede periode). Se s.1294.
(3) I Bellinis "Puritanerne" (jf. s.881) foretoges rolleforandringer både i okt. 1840 og maj 1841, således at stykket atter kom frem, den 24.5.1841 (endnu 4 opførelser).
(4) I Webers lyriske drama "Preciosa" (jf. s.62), sidst givet den 18.4.1839, foretoges rolleforandringer, således at stykket på ny kom frem på scenen den 24.1.1841 (opført endnu 20 gange i den behandlede periode).
(5) I Sewrin & Vizentinis vaudeville "Rataplan" (jf. s.834) uddeltes rollerne på ny den 29.10.1840, hvorpå stykket atter var i repertoiret den 15.11.1840 (opført endnu 5 gange i den behandlede periode). Se s.1242.
(6) Francis, Armand & Théaulons vaudeville "Syv militære Piger" (jf. s.246) genoptoges den 29.11.1840 (sidste 5 opførelser).
(7) Mozarts "Tryllefløiten" (jf. s.183) genoptoges den 24.2.1841 (sidste 4 opførelser i den behandlede periode).
I den øvrige del af sæsonen blev genoptaget flere vigtige ældre skuespil og nyere syngestykker og vaudeviller. Sæsonen adskiller sig klart fra de foregående.
[sideskift][side 1056]
Collin vikarierede for Levetzau og Adler i perioden 6. juli - 5. okt. 1840. Om hans betydning for censuren og repertoiret, se de forskellige afsnit (Orig.Kgl.Res.nr.34 1840; Christian VIIIs Dagb.). Den vigtigste indsats af positiv art Heiberg præsterede i denne sæson var den meget lange diskussion med A.L. Arnesen, som blev ført i "Fædrelandet"s spalter (1). For Heibergs vedkommende er den intet mindre end et handlings- og principprogram for teaterdrift. Se Borup Johan Ludvig Heiberg. Kbh. 1949 III 93 (Pros.Skr. Bd.VI 171-260) (1).
I "Søndagen, Et Følgeblad til Dagen" bragtes i perioden jan.-juni 1841 en lang artikelrække om de samme problemer, men Heiberg indlod sig ikke i diskussion med denne forfatter (1).
På lidt længere sigt blev det af meget stor betydning, at Ph. Pettoletti den 6. juli 1840 ansøgte kongen om tilladelse til at give italienske stykker på sit teater på Vesterbro: På grund af Frederik VIs død havde hans teater i næsten 3 måneder ikke kunnet opføre forestillinger "ved det Tournierske Selskab .. hvorved jeg leed et saare betydeligt Tab, hvilket jeg haabede at redessere i det mindste for en Deel ved det nu herværende Lubekske Skuespillerselskabs Præstationer: Dog allernaadigste Konge! mit Haab er desværre næsten glippet, thi det synes ikke at Publicumet finder nogen synderlig Interesse ved disse Forestillinger, hvisaarsag jeg ikkun seer en haabeløs Fremtid i møde for Vinteren". Han bønfaldt derfor kongen "om allernaadigst Tilladelse til i anstundende Vinter Saison at give Forestillinger af det italienske Skuespiller Selskab, som fortiden opholder sig i Hamborg under Direk[t]eur Abr. Merrellis Bestyrelse som kun giver smaa Theaterstykker udelukkende i det italienske Sprog" (in Orig.Kgl.Res.nr.37) (2). Den 11. juli 1840 blev Levetzau beordret at afgive betænkning derover, men også på grund af kroningsrejsen forhastede han sig ikke. I Silkeborg nedfældede han sine tanker derom: "Det har stedse været Grundsætning for Directionen for det Kongelige Theater, at erklære sig imod lignende Ansøgninger, baade fordi det strider mod dettes Privilegier og fordi Erfaringen har lært, at det har lidt Skade ved Bevillinger af denne Art, da det skuespilbesøgende Publicum ikke er talrigt nok, til at fylde tvende Theatre og til at dække sammes Omkostninger. - Som Theaterchef maa jeg derfor ligeledes i Almindelighed hylde denne Grundsætning og allerunderdanigst anmode Deres Majestæt om, at afslaae Supplikanten Pettolettis [sideskift][side 1057]Begjæring" (Orig.Kgl.Res.nr.37 30.7.1840). Typisk for enevældens administration kunne der imidlertid i det enkelte tilfælde anlægges andre synspunkter, idet han ville modificere sit princip derhen: "at et kort Ophold i Kjøbenhavns Forstad af en italiensk Troup... ikke vil kunne tilføie det Kongelige Theater saa betydelig en Skade, at Pettoletti af den Grund ubetinget burde erholde et Afslag og en Deel af det mere dannede Publicum derved berøves den Nydelse og musicalske Underholdning, som de intenderede Forestillinger muligen kunde yde" (l.c.). Levetzau, klar over kongens vilje, opstillede da følgende 4 betingelser for et gæstespil:
I Augustenborg resolverede Christian VIII, at Pettoletti skulle forundes "Tilladelse til i anstundende Vinter for en Tid af 3 Maaneder at lade give Forestillinger i det italienske Sprog" efter de af Levetzau opstillede betingelser (l.c. 7.8.1840), hvilket meddeltes direktionen af Levetzau (I.B.nr.204 9.8.1840), ligeledes meddelt Danske Kancelli og Pettoletti den 9. aug. 1840 (Kp.nr.122 og 123). Da brevene blev sendt fra Augustenborg vidste den hjemmeværende Collin intet derom, hvorfor han følgelig den 11. aug. 1840 ønskede sig oplyst "om den italienske Trup har faaet Tilladelse at spille paa Theatret; det er fortalt i de offentlige Blade, men derpaa kan man ikke stole; i Hamborg hørte jeg dem meget rose" (BmD). Fra Rendsborg blev Collin indviet i hemmeligheden af Levetzau: "Ich hoffe, dass die Italienische Truppe uns keinen, oder wenig Schaden zufügen wird; es war bestimmt ehe wir Kopenhagen verliessen, dass sie die Erlaubniss erhalten sollte; es kam also nur darauf an, [sideskift][side 1058]die Sache hinsuhalten, bis unser Abonoment gesichert war und les honneurs de la guerre zu sichern; dies ist mir hoffentlich gelungen. Wie urtheilt das Publikum und die Kopenhagener Blätter derüber?" (Coll.BrS.XXIIIa 18.8.1840). Collin besvarede Levetzaus oplysninger ganske i overensstemmelse med sin liberalistiske teaterpolitik: "De som betragte Sagen fra den reen-oekonomiske Side, synes ikke saa vel om den forestaaende italienske Comedie hos Pettoletti; det er nu ikke mit Tilfælde; tvertimod, jeg haaber, at denne Comedie og disse italienske Sangere, som ieg i Altona og Hamborg hørte meget rose, ville være vort Theater til Gavn i kunstnerisk Henseende, og ieg kiender mange, som glæder sig til denne Nydelse. Jeg vilde ønske, at deres Forestillinger kunde have været givne paa det Kongel. Theater" (BmD 22.8.1840)
Pettolettis korrespondance med Merrelli i Hamborg kendes ikke, men det står fast, at det ikke lykkedes ham at udnytte den attråede bevilling i vinteren 1840, ifølge ham selv fordi Merrellis selskab blev opløst ( jf. s.1093) (3) (jf. Schepelern 56).
Danske Kancelli havde i foregående sæson afvist brdr. Prices ansøgning om at give forestillinger "i Vinterens Løb .. her i Staden" (Dp 21.2.1840) (jf. s.1004). - Direkte foranlediget af Pettolettis tilladelse til at opføre italienske operaer i vintermånederne ansøgte brdr. Price atter den 13. sept. 1840 - under påberåbelse af de mange tab og lidelser de havde haft de sidste år samt deres børns uddannelse - om at måtte "give Forestillinger i Staden selv paa et af de derværende Privattheatre eller et andet dertil passende Locale" (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.3738-40). De anførte, at disse forestillinger ikke ville give Det kgl. Teater "noget væsentligt Tab i Indtægter; idet de Forestillinger, vi give, ere af en saa ganske forskjellig Art; [og at] vi derhos jo kun vilde kunne samle et lidet Publicum, og selv dette for største Delen vil være af en anden Classe end den, der sædvanligen besøger det Kongelige Theater" (l.c.). Ansøgningen var ledsaget af Oehlenschlägers anbefaling: "Med Hensyn til det Æsthetiske i dette Selskabs forestillinger, vover jeg at betragte dem som værdige til allernaadigst Hielp og Understøttelse. Den afdøde Casorti vidste at indbringe en Poesie og Natur i Pierros Overdrivelser og Overgivenheder som man i hele Europa ikke fandt Mage til, og som forædlede denne Rolle, fra en almindelig, til en Carricatur, Shakespeares Genie værdig. Af denne skiønne poetiskgroteske Maske [sideskift][side 1059]giver Herr Price os, med stort Talent en tro Copie, efter sin genialske Forgienger .. Hertil kommer endnu begge Madame Pricernes yndige Væsen som Columbiner, hvis Lige i dette Genre heller ikke let findes. - Foruden denne æsthetiske Grund, vover Jeg endnu at anføre den personlige: at den Price'ske Familie i alle de 40 Aar vi kiende den, har levet sammen i et høist sædeligt og smukt Venskabsforhold, og langt fra at give Anledning til Misnøie, tvertimod været et Mynster for, hvorledes Kunstfæller bør leve med hverandre .. Og da nu en af Hovedgrundene til Ønsket at komme til Kiøbenhavn er: bedre at kunne opdrage deres smaae Børn, der nu træde ind i den Alder at de trænge til ordenlig Underviisning, for ikke blot at vorde gode Kunstnere, men velopdragne ædle Mennesker, saa vover jeg saameget mere, at anbefale Ønsket til Deres Majestæts kongelige Naade" (l.c. udat.). Ansøgningen sendtes til teaterdirektionens betænkning, hvori man argumenterede imod en bevilgelse af det ønskede ved at anføre: "støttende sig til en bestemt Erfaring om den Tillokkelse, enhver Nyhed af den her omhandlede Natur udøver over Publicum, især naar de paagieldende Præstationer have naaet et saadant Trin af Fuldkommenhed, som Tilfældet er med de Price'ske" (Kabinetsark. Sager til 2. Forestillingsprot. 1840 nr.1116 31.10.1840) (4). Også under henvisning til tabet i forrige sæson på grund af Frederik VIs død ville man indstille, at det ansøgte afvistes (l.c.), men den 11. nov. 1840 resolverede Christian VIII, at brdr. Price skulle have "Tilladelse [til] i Vintermaanederne at give pantomimiske og eqvilibri[sti] ske Forestillinger i et Locale i Kiøbenhavn, dog saaledes at disse Forestillinger indskrænkes til Søndag og Onsdag Aftener (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.3738-40). Om kongen på dette tidspunkt vidste, at Pettoletti ikke kunne udnytte sin bevilling får stå hen, men selv om dette skulle have været tilfældet, viser det dog kongens liberalistiske teaterpolitik, idet endnu et konkurrerende teaterforetagende fik adgang til residensstadens privilegerede område.
[sideskift][side 1060]
Levetzau tillod opførelse af "Gabrielle de Belle-Isle" (jf. s.1030). (udat.); stykket opførtes første gang den 1. juni 1841 (1). Se s.1070.
Delavignes tragedie "Les enfants d'Edourd" (jf. s.566) modtog Heiberg fra regissøren (HCp). Han udstyrede stykket med følgende påtegning: "Ifølge den høie Theaterdirections Ordre har jeg læst dette Stykke, og finder, at der fra Censurens Side Intet er til Hinder for dets Opførelse mellem Sommerskuespillene" (HCp nr.46 efter 22.5.1841). Opført første gang den 4. juni 1841 (2). Se s.1070.
Duport & Ancelots comedie-vaudeville "La grisette et l'héritière" (TV 7.11.1839) havde Heiberg selv "for længe siden udsøgt" til oversættelse (HCp nr.51). Den 10. marts 1840 meddelte Heiberg P.L. Møller, at han havde "et Stykke", hvis Møller endnu havde "Lyst og Tid til at oversætte for Theatret" (Heibergs arkiv A.II.1). Ifølge Heiberg blev Møller ikke "færdig, saa at Stykket kunde komme i Saisonen. Jeg anbefalede det derfor til Pätges, til Brug for hans Forestilling, og Oversætteren gjorde det istand. Derpaa blev Oversættelsen rettet af mig" (HCp nr.51). Den 3. juni 1841 approberede Heiberg "Sypigen og Frøkenen"s anvendelse til Sommerforestillingerne. Opført første og eneste gang den 5. juni 1841 (3). Se s.1076.
Duvert, Lauzanne (& Jaime?)s vaudeville "Le commissaire extraordinaire" (TV 30.12.1839) havde Heiberg "allerede tidligere læst"; det var bestemt til Pätges' forestilling. Den 29. maj 1841 approberede han stykkets opførelse til Sommerskuespillene. "Interims=Politicommissairen" opførtes første og eneste gang den 5. juni 1841.
Scribe & Cornus "La chanoinesse" (jf. s.746) fandt Heiberg var et "slet Stykke, slet oversat" (HCp nr.49 efter 27.5.1841), men tillod opførelsen deraf til Sommerforestillingerne, "Stiftsdamen" opførtes første og eneste gang den 11. juni 1841 (4).
Molieres komedie "Les fourberies de Scapin" (1671) blev i Overskous oversættelse approberet til Sommerskuespillene af Heiberg den 22. maj 1841 (HCp nr.47). Opført således første gang den 11. juni 1841 (5). Se s.1076.
Overskou lokaliserede Giovanni Girauds "La conversazione al bujo" (1825) til Feiltagelserne i Mørke". Heiberg approberede dets opførelse ved Sommerforestillingerne samme dato som foregående stykke. opført første og eneste gang den 18. juni 1841 (6).
Den 22. maj 1841 modtog Heiberg Overskous oversættelse "Et Glas [sideskift][side 1061]Vand" (jf. s.1036) og approberede dets opførelse til Sommerforestillingerne (KTS nr.281). Opførtes første gang den 29. juni 1841, ialt 4 gange ved sommerforestillingerne. Se s.1076.
John Pooles lystspil "Patrician and Plebian" var også blevet oversat og lokaliseret af Overskou med titlen "General og Generalkrigscommissair". Heiberg approberede dets opførelse ved Sommerskuespillene den 8. juli 1841 (HCp nr.53). Stykket blev ikke optaget i teatrets repertoire.
Epilogen skrevet af Overskou (?) blev fremsagt af Md. Nielsen den 16. juli 1841 (7). Epilogen ses ikke trykt.
Sommerskuespillene fik ikke den store betydning for teatrets repertoire. Striden om "Gabrielle de Belle-Isle" er selvfølgelig vigtig, mens stridighederne omkring "Et Glas Vand" forekommer temmelig idiotiske: selvfølgelig måtte fam. Heiberg udsættes for kritik på grund af deres magtposition, men skørtet var dog forsynet med blonder.
"Sommerskuespil-Foreningen" rejste den 17. juli 1841 til Odense også for at kunne underholde kronprins Frederik og prinsesse Marianne, hvor de ialt gav 10 forestillinger bestående af de i sommeren opførte stykker (8).
Levasseur & Minards gæstespil (se Overskou V 428) fik næppe nogen betydning for teatrets repertoire (9). Ligesom Delcour i 1838 fortsatte selskabet til Stockholm, jf. Dahlgren s.576.
(1) "Sangene ere mageløs slette, f. Ex. S. 21, Pablos Sang S. 76, som har al den oehlenschlägerske crasse Galskab" (HCp nr.32).
(2) "den spanske Konge drengeagtig, Niema moderne pantheistisk i Religion og Politik, Erkebispen et Nul" (HCp nr.32).
(3) "Kongens urimelige Plan at gifte sig med en Hyrdepige, hendes Plan at udgive den franske Prindsesse for sig (87), og den parodiske Udførelse af denne Beslutning (89); den hele latterlige og umulige Maade, som samme franske Prindsesse griber ind i Handlingen paa; Maurerkongen og hans Datter, der løbe grassates til Hytten (28), fordi Datteren vil spadsere; den spanske Konge, der kommer som en deus ex machina, for at høre Rafaelas Bøn (52); Rafaelas Besvimelse (70); Confusion i Tidsregningen, thi idetmindste synes det, at Kroning, Feltslag &c. foregaar paa een Dag (see bl. A. S. 80), medens dog Zavalas Gifteraaal, og hans Yttring om at han allerede er kjed af Konen (25) tyde paa det Modsatte. Scener, der ikke ere Andet end indskudte Monologer, i hvilke Handlingen ikke gaaer frem, findes S. 39 og 63" (HCp nr.32).
(4) Se Nic. Bøghs artikel i "Museum" 1891 II 81-99.
(5) Coll.S. 21.II.6 er et forstadium til det endelige manuskript, der ikke ses i de offentlige arkiver. Sufflørbøgerne KTS 525 og KTS 878 har ingen væsentlige rettelser. - Af Arnesens anmeldelse skal blot citeres: "Jeg finder, at Sujettet til "Maurerpigen" ingenlunde er uden Interesse, og at det indeholder mange dramatiske Momenter; men Stykket er slet construeret; Hr. A. er en daarlig Bygmester, han forstaaer ikke at ordne sit Stof, og det er netop ved den Maade, hvorpaa han har behandlet sin Idee, at han selv har tilintetgjort den Interesse, som Sujettet, ved en bedre Behandling, upaatvivleligen vilde have vakt. Det, der fornemmeligen mangler i det hele Digt, er Ro; Forfatteren tillader intet Sted Tilskueren at nyde; der er en evig Bevægelse, en bestandig Springen fra det ene til det andet; det Hele har meget tilfælles med en Calaideskop, hvori det ene brogede Billede maa vige for det andet, og hvor det afhænger af Tilfældet, om det nye Billede bliver smukt eller ikke. Saaledes seer det næsten ud, som om Anbringelsen af Musik, Dands og Optoge kun var beregnet efter en vis Tidsinddeling; at Forfatteren f. Ex. havde foreskrevet Musik, fordi han syntes, at det nu var temmeligt længe siden, at der var blevet sunget. Jeg har end ikke i det hele Stykke fundet en eneste musicalsk Situation, og Texten til samtlige Syngenumere vidne noksom om, at det er saa langt fra at Sangen udgaaer af en indre Nødvendighed, at Forfatteren endogsaa har været i Forlegenhed med, hvorledes han skulde faae Musik=Texten til at passe ind i Dialogen. Ethvert Musiknummer er saa at sige en Sønderlemmelse af Dialogen, og i Stedet for at Musiken skal tjene til at forbinde, er den kun en fortsat Afbryden af Stykkets Gang .. Dette er vistnok den Hovedanke, man kan gjøre imod Stykket, at den egenlige Handling har maattet gjøre Plads for en Mængde Apparater, der kun virke forstyrrende baade for Øiet og for Tanken, og at Forfatteren derved har berøvet sig selv de Hjelpemidler, som Lyriken kunde have ydet ham, og opoffret den udførligere Udvikling ikke blot af Charaktererne, men af Sujettet, der næsten har Udseende af et Brudstykke og ikke af et sammenhængende Heelt" (Fædrelandet, nr.385 28.12.1840). I øvrigt henvises til Andersen-forskningen.
(6) Indholdsmæssigt er der ingen forskel mellem Cp og brevet til [sideskift][side 1643] Sille Beyer: forskellen består udelukkende i sproglige forsiringer.
(7) Ligesom ved andre Sille Beyer-produktioner har vi ikke mulighed for præcist at vise, hvad der blev taget ud og senere sat ind igen - eller hvorledes det har påvirket stykkets tendens. Heiberg har kort og præcist påpeget de enkleste konsekvenser. En gennemgang af sufflørbogen KTS 377 viser, at der blev indsat en lang række B-sider især vedrørende Svarts rolle, men om Nielsen direkte opfordrede Sille Beyer til at udvide denne rolle får stå hen" Alle tilførelserne findes i den trykte udgave, hvis fortale er dateret den 15.5.1841.
(8) Anmelderen i "Dagen" skrev lige ud, at "Navnet" var affødt af "Amors Genistreger" og "Ingolf og Valgerd" af "Svend Dyrings Huus". Hos Hertz var det "Heelheden, den inderlige, uopløselige Forening af Tildragelser, Characterer, Sprog, Sæder og det digteriske Costume, der giver Billedet den indtagende Natur og Sandhed. Saaledes er det ikke i "Ingolf og Valgerd". Handlingen er ikke sammenholdt, men Personerne komme og gaae uophørligt uden Hensigt; Charactererne ere ikke conseqvent skildrede; og vel tale Personerne i Vers, men disse savne den Marv og Energi, som maae ligge i Udtrykket af en saa simpel, djærv og kraftig Natur som Islændernes .. Vi fortænke Ingen i, om han selv troer sig Digter, fordi han kan "gjøre Vers" og fordele dem iblandt Personer, der optræde i en usammenhængende og uklar Handling; men naar den dramatiske Censor er en Mand, som med stor Strenghed har bedømt Ingemanns fædrelandske Romaner, hvori der dog, hvilke Feil de end ellers kunne have, rører sig en ganske anden poetisk Aand, da have vi Grund til at finde det forunderligt, at et Værk, som er saa mangelfuldt, har fundet Veien til Scenen, og aldeles ubegribeligt, at det har mødt en saadan Kjærlighed, at derpaa er anvendt mere end der vilde behøves for at give en "Hakon Jarl", eller "Palnatoke" den theatralske Glands, som de hidtil, Theatret hverken til Ære eller til Fordeel, have maattet undvære. Vi troe ogsaa, at det fornemmelig maa tilskrives denne Anskuelse, at der, ved Stykkets Slutning tilligemed Bifald lød et stærkt Mishag; thi, efter vor Mening, viser Stykket altid, uagtet de store Mangler og Feil der hæfte ved det, saameget Anlæg, at det maa være sikkret imod de Angreb, der kun bør træffe afgjort slette Stykker. Vi troe endogsaa, at man, saa meget som muligt, bør søge, ved Forkortelser af Replikker og Udeladelser af Episoder, at bevare dette Stykke for Scenen, da dets Henlæggelse vilde berøve Publicum Leilighed til at nyde Hr. Rungs dertil componerede ypperlige Musik. Hvad Stykket især savner: Characteer, finde vi i rigeste Fylde i denne herlige Composition. Allerede Introductionen viser, ved Originalitet i Opfatningen, den høist effectfulde, men dog ikke overlæssede Instrumentation, og den ædle Simpelhed, at vi her møde en ægte dramatisk Tonedigter, og de skjønne melodiøse Viser og Chor, fulde af Følelse, Kraft og simpel Storhed, give os Borgen for, at en Operadigtning af ham vilde gjøre Epoche paa vor Scene" (nr.117 22.5.1841). "Kjøbenhavnsposten" skrev nogenlunde enslydende: "Sujettet har .. ikke nogen frappant Nyhed, men maatte vel nærmest have sin Interesse derved, at det foregaaer paa den interessante Øe Island .. Dersom Stykket fremstilte disse Eiendommeligheder ligesaa genialt som Svend Dyrings Huus fremstiller det gamle Danmark, da vilde det visseligen have stor Interesse, men der findes i dette nye Arbeide ikke nogen sand Opfatning af Historien .. det er Oehlenschlägers [sideskift][side 1644]Tragoedie, forsat med et nyt Sneelag. Vi finde deri romantisk Ridderlighed, der opoffrer sig selv for sit pletfrie Skjold, halvchristeligt Religions=Sværmeri, umotiveret Nederdrægtighed, en affecteret Rever med Tilbehør af befæstet Borg, Løngange i Klipperne, gamle Hexe osv. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Stykket har en stor Deel sand Poesi, skjøndt vi dog maae tilføie, at denne ikke tilfulde erkjendes, fordi Forf. ikke saa ganske behersker Dialogen. Det er især de tre første Acter, som fra denne Side have Værdi, hvorimod Slutningen af den fjerde og den femte tage en saa uheldig Retning, at de næsten kunde erstattes ved det sidste Bind af hvilkensomhelst Røverroman .. Stykkets Musik er smuk og smagfuld, især Md. Winsløws Romance; Dandsen er godt componeret og Decorationerne synes at have en interessant Sandhed" "Huset var fuldt, og Stykket vandt paa adskillige Steder et levende Bifald, ligesom ogsaa ved Slutningen, hvor dette dog var forbundet med en Deel Hyssen" (nr.142 26.5.1841).
(9) Jf. brev til Adler af samme dato (UjBr).
(10) Sufflørbogen KTS 784 indeholder udstregninger 4 steder: alle af inferiør karakter. Da Borgaards manuskript er gået tabt kan udviklingen ikke følges. Teksten blev ikke trykt. NkS 4907 har intet med Borgaards stykke at gøre. - "Fædrelandet" skrev: "Det er vistnok et stort Spørgsmaal, om Sagn eller Eventyr, der constitueres af overnaturlige Væsners Tilværelse og Virksomhed, egne sig til dramatisk Behandling eller dog til Opførelse paa Scenen, med mindre det historisk overleverede Stof er blevet til den symbolske Form for et rigt og frisk af Digterens Subjectivitet udstrømmet Tankeindhold, saa at hine Væsner kun optræde som Personificationer af de i Menneskelivets dunkle Baggrund gjærende og virkende Kræfter; men det forekommer os afgjort, at den Digter næsten begaaer en Synd, som ikke blot bringer et saadant Eventyr paa Scenen, uden at have været i Stand til at udstyre det med nogen ny Tankefylde, men snarere lader den ham i Stoffet givne Idee forflygtiges under sin Behandling .. Til Grund for Eventyret ligger altsaa den Tanke, at Kjærligheden er det besjælende Princip, men denne har Hr. B. kun meget utydeligt udviklet; dernæst har han fastholdt den historiske men incorrecte Forestilling, der ogsaa var givet i Eventyret selv, at Undine ved Huldbrands Troløshed atter taber sin Sjæl, sin Bevidsthed, men alligevel lader han hende, efterat hun er vendt tilbage til sine, Søstre, bevare sin Kjærlighed og sin Smerte, og hun fremtræder ikke som et blindt Redskab i høiere Magters Haand, da hun bringer sin Elsker Dødskysset, men med fuldkommen Selvbevidsthed og tragisk Pathos. Hr. B. kan neppe siges at have idealiseret sit Emne, han har snarere materialiseret det; han har taget det, som det var, i dets historiske Objectivitet, temmelig prosaisk opfattet, og ved Hjælp af Hartmanns Musik og Jfr. Nielsens Dands inddelt det i 5 passelige Acter, af hvilke den første uden sammenligning er den interessanteste. Det egenlig Originale i dette Stykke indskrænker sig til enkelte Forandringer, som Hr. B. enten af Hensyn til Theatermaskineriets Indretning eller for Effectens Skyld har foretaget, men disse ere i det Hele temmelig uheldige .. Hartmanns Musik forekommer os i det Hele mere kunstig end tiltalende, med Undtagelse af Romancen og Melodramet i første Act samt Undinechorene, der især ere meget smukke. Publicum kan, som viist, ikke være Hr. B. megen Tak skyldig for dette Arbeide, derimod staaer han i stor Taknemmelighedsgjæld til Fru Heiberg, thi hvad Undine er, [sideskift][side 1645]er hun ved hende. Bevidsthedslivets Opvaagnen hos det vilde Naturbarn, dets Udvikling til en selvfornægtende og inderlig Kjærlighed, hendes grændseløse Smerte, da hun seer sig forskudt, kort Alt det, som Hr. B. enten har glemt at skildre eller har udtrykt i matte, klangløse Ord, males af hendes Mimik og toner i hendes Stemme" (nr.1012 27.9.1842). Heibergs anmeldelse, se Pros.Skr.Bd.7 s.290-95.
(11) Se Hauchs breve til Hjort NkS 2411 nr.517-522.
(12) Om Molbechs og Hauchs sammenstød i 1830rne, se Borup: Molbech Kbh. 1954 268-272.
(13) "Trykt i Georg Brandes: Danske Digtere (1877) 81ff. Retskrivningen ved nærværende Optryk bragt i Overensstemmelse med Heibergs", skrev Borup som kommentar til Borup nr.472 V 146.
(14) Da Borup ikke har sammenholdt kildematerialet, har han fejlagtigt dateret nr.473 til den 7.2.1841.
(15) Molbechs formulering i brevet til Hertz 4.4.1841.
(16) Der hentydes til dronningens fortalelse i 2. akt: at hun er i besiddelse af Helenes slør: "[Helenes] Sorg, hendes Klager over dette uoprettelige Tab har han i hele det forløbne Aar været Vidne til, uden at bevæges deraf. Disse Tanker vende hendes Kjærlighed til Forbittrelse mod Hertugen" (NkS 2412 V.4.2. Hertz' konc.). I begyndelsen af 3. akt har kærligheden: til hertugen dog sejret over længslen efter slægt og hjem. Da Guntram finder sløret endnu inden Helene har badet og hun opdager dette, tror hun naturligvis at hertugen atter har bemægtiget sig sløret: "denne hendes Mening forvandler paany hendes Kjærlighed til Forbittrelse" (l.c.). Da Guntram i hendes nærværelse giver hertugen sløret "overbevises hun om hans Uskyldighed, men han paa sin Side troer, at han uigjenkaldelig har tabt hendes Kjærlighed .. og beslutter at give hende Sløret tilbage og med dette hendes Frihed" (l.c.). Siden brænder Helene sløret og efter stor sjælekval forenes hertugen og hun i majestæternes nærværelse ved Esrom Sø. III.5 s.229 viser hvorledes Hertz bøjede sig for Christian VIIIs ønske. Volmer glatter ud, kommer Helenes vrede i forkøbet, men følger jo i øvrigt planen. Helene sammenlignedes i Planen med Ragnhild; af manuskriptet fremgår det klart hvorledes han dæmpede Helenes zerrissenheit.
(17) Berlingske Tidende skrev den 26.6.1841: "Vi have havt Leilighed til at see H. Hertzes romantiske Skuespil "Svanehammen." begge Gange det er opført, baade selve Festaftenen og igaar .. vist er det, at det næsten forekom os .. som om det igaaraftes ikke var det samme Stykke, vi saa, som det, der opførtes i Torsdags. Skjøndt vi nemlig alt da fandt poetisk Skjønhed i Stykket, var det først igaar, at det dannede sig til et sandt poetisk, yndigt Heelt, hvori den af Hr. Rung componerede Musik saa smukt sammensmeltede, og skjænkede en ægte, fuld Nydelse. Men hertil bidrog ogsaa i høi Grad de Spillendes fortrinlige Udførelse .. man følte iaftes som ved Opførelsen af flere af vore Digteres senere dramatiske Arbeider, at disse for en stor Deel skylde [Fru Heiberg] .. deres Tilværelse, uden hvis store Talent de neppe vilde være bragte paa Scenen. Stykket blev da ogsaa modtaget af Publicum med stærkt og almindeligt Bifald". Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" var mere nuanceret: "det har en saa stor Mængde af de skjønneste lyriske Momenter, at vistnok ikke Meget i den Henseende fortrinligere er gaaet over vor Scene. Vi maae imidlertid hertil føie, at det har en Feil, som staaer i naturlig Forbindelse hermed, nemlig at det mangler noget dramatisk Effect; endskjøndt [sideskift][side 1646]Stykkets Mythe er baade riig og smuk og meget smagfuldt behandlet, træder dens Udvikling dog for middelbart frem, som Gjenstand for en lyrisk Poesie, men den skrider ikke frem under egenlig Handling, med livlig dramatisk Afvexling. Stykket har desuden unegteligt betydelige Langueurs, hvilket maaskee især gjelder Slutningsscenen, og det har ingen egenlig Force i de comiske Partier. Musikken dertil, som er componeret af Rung, har visselig enkelte meget smukke Nummere, men blev fra Chorpersonalets Side ikke godt udført. Hvad der derimod er en Svaghed ved det Hele, er, at Musikken staaer i en altfor lidt inderlig Forbindelse med Digtet; den fremtræder altid tilfældigt og som falden fra Himlen .. Eventyret er skjønt, dog kunde man vel med Grund indvende noget mod Slutningen: hendes Forening med Volmer burde ikke saa meget fremgaae som en Nødvendighed af at hun, dreven af blandede Bevæggrunde, har brændt sin Ham; det havde været smukkere, dersom hun tidligere havde offret det, alene af Kjærlighed til ham. - Stykkets Udførelse var ved den anden Forestilling meget god" (nr.175 29.6.1841).
(18) Der er næppe tale om enten Oehlenschlägers ungdomsstykke eller Andersens fra 1832.
(1) Alt i overensstemmelse med KTS 376a og den af Hertz anonymt indsendte afskrift; hertil hans manuskript i NkS 2412. Der blev ikke foretaget ændringer i den egentlige sufflørbog KTS nr.376b. Sammenligningen mellem Hertz" manuskript og rettelserne i KTS nr.376a tilhører Hertz-forskningen.
(2) Teateranmelderen "W.M." i "Fædrelandet" skrev den 7.9.1841: "Theatersaisonen er nu begyndt, og som det synes er der ikke skeet nogen Forandring i Bestyrelsens Principer - i Fald der kan være Tale om noget Saadant ved denne Institution. Imidlertid er der dog i de faa allerede givne Forestillinger fremkommet Noget, som vidner om en Fremskriden til det Bedre. Hvad der nemlig i lang Tid har manglet Theatret, er Originalitet .. En ny Retning i vor dramatiske Literatur, troe vi, vilde være det sikkreste Middel til at give Theatret et nyt Opsving; en god Forfatter, som behandlede vore locale Forhold og Interesser, vilde for Øieblikket faae megen Betydning for Scenen .. "Indqvarteringen", blev i Løverdags første Gang givet til Pris, og vandt et ikke ubetydeligt Bifald. Det er saa temmeligt modelleret efter de franske Conversationsstykker, har en let, flydende, moersom Dialog, uden egenlig at være vittigt, og selv for Intriguen ligger der en ret piquant Idee til Grund .. Dersom endnu Nogen tvivler paa, at det er et net lille Stykke, ville vi kun anføre som yderligere Bevis for vor Mening, at Theaterdirectionen efter Sigende har været meget nær ved at forkaste det" (nr.632 7.9.1841).
(1) I et udateret brev beklagede Anna Nielsen sig over, at hun ikke var blevet tildelt grevinde Terzkys rolle, som Fru Heiberg derimod var blevet tildelt: "[Jeg] vil [ikke] nægte at det har hørt til et af mine kjære Ønsker at spille denne Rolle, og jeg i mit stille Sind har ventet at den skulde blive tildeelt mig, da det forekommer mig at den passer for mig, men hvad der har, jeg vil ikke nægte det krænket mig, og hvori jeg har fundet en Tilsidesættelse, er det at jeg paa samme Tid har maattet høre at Direktionen har bestemt mig til at spille Hertuginden af Friedland" (Coll.BrS.XXIIIb).
[sideskift][side 1647](1) Herud for anførte Collin: "Kan jeg ikke billige".
(2) Sufflørbogen KTS 50 er forsynet med blæktilskrivning "Soufflørbog 1840", hvilket skal forstås: sufflørbog fra 1840 brugt som sådan ved en senere lejlighed. Blyantsrettelserne er af let moderniserende sproglig art. - Dagen før premieren bragte "Dagen" følgende inserat: "I "Revue critique des livres nouveaux, April 1840", siges om "Bagtalelse", Comedie i 5 Acter af Scribe: "Bagtalelse og Comedie passe sig ikke let sammen; Bagtalelse har intet comisk ved sig, mindst i Vaudevillen, og hvormeget end Hr. Scribe anstrænger sig for at hæve sig til den høiere Comedie, har det dog aldrig villet lykkes ham at frembringe andet end Vaudeviller i 5 Acter og i Prosa. Han maler kun det Ydre, det Synlige af Characteren, saaledes som dette viser sig i Salonernes Verden. Men hvorledes kan man her studere Lidenskaberne, følge deres Udvikling, vurdere deres Aarsager og deres Virkninger? Den høiere Comedie maler Mennesket, ikke et Menneske, Selskabet, ikke et Selskab, medens Scribe kun griber flygtige Skizzer, nogle morsomme Scener, ephemere Latterligheder, som, uagtet alt hans Talent, ikke kunne skaffe ham et noksom bredt og fast Grundlag for derpaa at opføre et varigt Monument. Hans Stykke mangler Interesse, Sandsynlighed og Moralitet: istedetfor "Bagtalelse" skulde han have kaldt det "Faddersladder". Scenen foregaaer ved Badene i Dieppe. Dagdrivere, Badegjæster, politiske Raisonneurer fra Kaffehuset, selv Opvartere ved Badet ere Vidner til Personernes Discussioner. Men man begriber ikke, hvorledes Tjeneres og Dagdriveres Sladder i Dieppe kan have en saadan Indflydelse paa Parisere, som kun opholde sig der paa en Gjennemfart, og vel aldrig komme der mere. Hvilken Lære drages da af alt dette? Jeg veed ikke hvilken, naar det ikke skulde være den, at det er rigtigere at gifte sig i Paris, naar man frygter saameget for Smaabyernes Sladder. Hvad Bagtalelsen angaaer, da raader jeg mine Læsere at tage Don Bazils Scene i Barberen i Sevilla for sig, og de skulle i denne finde mere comisk Kraft og Lune end i Scribes 5 Acter" (nr.216 17.9.1840). - Efter premieren skrev bladet: "Det enorme Bifald, som lød ved Teppets Fald, viste - vi maae indrømme det - at Tilforladeligheden af de franske Critiker just ikke altid er saa ganske at stole paa, skjøndt der i den af os i Forgaars meddeelte, findes adskillige Enkeltheder udhævede, som vistnok ere fuldkommen sande og hvortil vi i et følgende Numer af "Dagen" skulle komme tilbage. - Hvad Oversættelsen angaaer, da er den besørget med en Smag og Correcthed, der ikke kan andet end geraade Oversætteren til Ære" (nr.218 19.9.1840; "Dagen" anmeldte ikke yderligere stykket). - Arnesen skrev derpå i "Fædrelandet" imod offentliggørelse af udenlandske anmeldelser i danske blade, hvorpå han anviste publikum på følgende måde: "Den eneste Maade, hvorpaa Publicums Dom kan blive retfærdig, er, naar det er aldeles uhildet af alle forudfattede Ideer, naar ethvert Indtryk og Totalstemningen udgaaer af Stoffets og Fremstillingens egen reproducerende Kraft uden at Tilskuerens subjective Stemning er i Stand til at modarbeide den Illusion, som skal virkeliggjøres ved hans egen Deelagtighed i de handlende Personers Tanker og Følelser. Man indvende ikke, at det netop i det givne Tilfælde har viist sig, at Publicum ikke lader sig lede af slige forudgaaende Domme; thi for det Første var den i "Dagen" meddelte franske Recension saa outreret i sin Daddel over "Bagtalelse", at den uvilkaarligen maatte vække Tvivl hos Læserne, og dernæst gav den, [sideskift][side 1648]ved at omtale Scribes Arbeider i Almindelighed, et afgjørende Bevis paa sin Partiskhed, saa at vort Publicum, der allerede kjender Scribe ganske godt, strax havde en Vished om, at i det mindste den Deel af Kritiken var uretfærdig. Det er heller ikke længere noget Ualmindeligt, at vi Danske læse franske Journaler og Feuilletons, og vi ere da blevne saa temmeligte vante til, at see vor Yndlings=Digter reven ned af franske Recensenter. Det er mærkeligt nok, hvorledes Alle pukke paa Scribe, og hvorledes dog Alle gaae hen for at see hans Stykker, der næsten ere de eneste, som kunne holde sig i længere Tid paa de parisiske Theatre. Det er fordi Penge er Parisernes eneste Afgud, og det er sandeligen ikke hans literaire Hæder, man misunder Scribe: man misunder ham, at han er Millionair. Dertil kommer, at der i Paris er et literairt Cotteri, som aldeles har bemægtiget sig Journalerne og ved dem den offenlige Stemme, et Camaraderi, som der lykkeligvis ikke findes noget Spor af hos os, og som vi kun have faaet en svag Idee om ved at see Scribes Lystspil af samme Navn .. Det er denne uretfærdige Behandling af Journalerne, der har opirret Scribe imod den offenlige Stemme - thi hvad vil den offenlige Stemme i Paris sige andet, end Journalernes og Feuilletonernes Stemme - og da Scribe ikke vil være bekjendt, at det er sit eget Forsvar han fører, naar han i sine Comoedier drager til Feldts imod Bladene, saa har han faaet den ulykkelige Idee, at lade sit eget Jeg repræsentere ved Politiken og at udgyde al sin Harme imod sine literaire Fiender ad Politikens Vei ved at substituere, som sit eget Organ en Statsmand, der paa det Skammeligste forfølges af Oppositionsbladene. Men Scribe er uheldigvis intet mindre end Statsmand. Scribe har ikke engang nogen virkelig politisk Mening; ikke desto mindre har han gjort sig selv til Partimand. Deraf kommer det, at alle de Stykker, som ere udsprungne af hans politiske Inspirationer, ere falske i deres Grundvold og umoralske i deres Conseqventser. Hovedpersonen i disse Stykker, der af ham fremstilles som det Ædles Repræsentant og som en Typus for det Fornuftige og Retfærdige, ledes uvilkaarligen til de største Absurditeter, ja endog til aabenbare Uretfærdigheder, blot for at være consequent i en forudfattet Mening, der hverken er støttet paa noget Princip eller udsprunget af nogen høiere Nødvendighed .. Men Scribe er en stor Ynder af Paradoxer; og "hans politiske Anskuelser fraregnede, hvori der ikke er sund Sands" - for at bruge Raymonds Ord om Lucien - er han en Mester i at ordne det Stof, som han har valgt sig, og at føre os med Interesse til det Maal, han har foresat sig, selv naar dette Maal, hvad ofte er Tilfældet, ved en blot Caprice af ham er i Strid med det, som hans Forstand tilsiger ham. Ved et Sprog, som i Kraft, Ynde og Lethed overgaaer Alt, hvad den franske Literatur i den Retning har at opvise, bemægtiger han sig vore Tanker og Meninger og paatvinger os sine egne Ideer og Anskuelser, som om de vare udsprungne af vor egen Overbevisning, og som om vi allerede i lang Tid havde været fortrolige med dem. Med en bestandig stigende Interesse veed han at lede os igjennem de trivielleste Details til den egenlige Hovedhandling, og med en Dristighed og en Behændighed, der vidner om hans dybe Kundskab til Theatret og Publicum, veed han at bortrydde selv de største Vanskeligheder, som han undertiden finder en Fornøielse i at optaarne paa sin Vei, blot for at overraske os ved en ny eller en uventet Situation, Selv de utroeligste Ting har Scribe vidst at gjøre sandsynlige [sideskift][side 1649]paa Theatret, og dog vælger han næsten altid sit Stof fra Nutiden, altid sine Personer fra den Verden, som vi leve og bevæge os i. Hans Personer ere Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod, og derfor blive hans Stykker ogsaa bestandigen fremstillede med Sandhed og Natur, ikke blot i Frankrig men ogsaa udenfor Frankrig" (nr.299 2.10.1840). Arnesens sceniskdramaturgiske kritik af fremstillingen skal ikke anføres.
(3) Liebe har foretaget et par rettelser i sufflørbogen KTS 187, ligesom der foretoges udstregninger i Christines rolle (I.11 og III.9): dateringen af disse er usikker.
(4) Stykket blev ikke anmeldt i "Fædrelandet".
(5) = (4).
(5a) KTS 481 er en afskrift af Overskous oversættelse med mindre sproglige korrektioner, indført af Liebe. Den væsentligste rettelse er at Adelaide i stedet for at tage på landet går i kloster.
(6) Heibergs rettelser af større eller mindre omfang og karakter ville kræve en specialundersøgelse, hvilket stykkets kvalitet næppe opmuntrer til (KTS 467).
(7) "Silkeskoene", omarbejdet af Th. Thaarup, efter Ferrieres' "Les souliers mors-dorés, ou la cordonnière allemande" med musik af Cl. Schall (A&C II 235): opført 1. gang den 28.3.1794; 10. og sidste gang den 16.2.1807.
(8) "Fædrelandet"s anmelder "W.M." skrev: "et lystigt Enactsstykke med en Deel Lune, adskillige ganske morsomme Indfald, og for Resten Intet .. Slutningen, denne tidlige Forsoning, er flau, fordi det interessanteste og mest comiske Moment, da Skomageren tager Maal af sin Kone, ikke faaer Tid til at føre sine Conseqventser igjennem; han burde naturligvis træffe hende med Støvlerne paa og gjenkjende dem. Denne Ende er desuden saa forslidt, at man maa undres over, at den, der har leveret os "Lises Støvler", ikke har fundet paa at sætte nye Bagflikker paa dem" (nr.655 29.9.1841).
22.3.2.
(1) Partitur blev leveret af Lose den 13.7.1840 (TK 4.kv.nr.411).
(2) Collin foreslog Adler, at man i stedet for "Festen i Albano" opførte Bournonvilles "Divertissement", "som er en Extract af Fædrelandets Muser med en ny Soiree" (BmD 3.10.1840). Efter "Regimentets Datter" gaves "Divertissement af Dands, componeret af Hr. Balletmester Bournonville, udføres af Dhrr. Bournonville, Hoppe, Jfrne Fjeldsted, Nielsen og Petrine Fredstrup" (Th.Pl. 6.10.1840).
(3) Om Donizetti skrev Arnesen i "Fædrelandet": "Vi have i disse Dage gjort Bekjendtskab med denne ligesaa talentfulde som productive Componist, der i nogle faa Aar har skaffet sig et Navn, som i det sydlige Europa ikke blot rivaliserer med Bellinis, men endog synes at ville hæve sig til samme Storhed, som Rossinis. Men vi have ikke gjort hans Bekjendtskab i en af de Compositioner, der have skaffet ham hans berømmelige Navn; vi have derimod seet et Prøvestykke af ham, der hører til en Skole, i hvilken han endnu kun er en Begynder. Som Italiener har nemlig Donizetti componeret sine Operaer til italiensk Text for italienske Sangere, og naturligvis i den italienske Stil, men, uagtet hans Rygte er udgaaet fra Italien, er det dog egentligt først ved hans Compositioners Udførelse paa den italienske Opera i Paris, at hans Navn har faaet sin europæiske Berømmelse. Det var derfor ikke saa underligt, at Donizetti ønskede ogsaa at skaffe sig et Navn som Componist for den franske Opera, hvor voveligt endog dette Forsøg maatte synes .. Dersom Nogen vil paastaae, at Sujettet til dette Stykke hverken er nyt eller synderligt piqvant, og at navnlig Opløsningen er yderst mat, da er jeg ikke til Sinds at modsige ham. Der er endogsaa noget Latterligt i Baronessens [sideskift][side 1650]Forhold til Sulpice, og det er ikke let at fatte, hvorfor det er hende saa magtpaaliggende, efter saa mange Aars Forløb, at skjule sit Ægteskab med sin salig Mand; thi, i Følge den danske Bearbeidelse af Stykket, har hun virkelig været givt, - anderledes forholder det sig i det franske; thi der har hverken Familie, Præst eller Øvrighed vidst noget af hendes Bekjendtskab med Maries Fader. Men Stykket har dog altid den Egenskab, at det ikke kjeder; det slæber sig ikke langsomt igjennem trivielle Episoder og er ikke udtværet med lange Tirader og tomme Declamationer; og, hvad der maa ansees for den største Fortjeneste: der er virkelige musicalske Situationer, og der er heelt igjennem taget Hensyn til Componistens Tarv. Dette er en saa væsenlig Egenskab ved Stykket, at jeg ikke engang vil tage i Betænkning at regne det iblandt de bedre Syngespil=Texter. Ogsaa har Donizetti vidst at benytte de musicalske Elementer, og paa flere Steder viist os Prøve paa sit glimrende Talent. Men han har havt altfor meget at kæmpe imod; den nye Skole har generet ham; man sporer tydeligt, ved det Usammenhængende i hele Compositionen, at han hvert Øieblik har glemt de Baand, der vare lagte paa hans Phantasi, og at han pludseligt er kommen til Besindelse igjen. Hvor Donizetti ikke har følt sig i Tvang, gjenfinde vi hans yndige Melodier, hans Liv og Varme, hans Grace og Skjelmeri; og paa enkelte Steder fremtræder han med sit hele Geni som dramatisk Componist" (nr.306 9.10.1840). Arnesens scenisk-dramaturgiske kritik af fremstillingen skal ikke anføres.
(4) Liebe indførte tre steder nogle replikker i sufflørbogen KTS 839: hvorvidt der var tale om ændringer eller fejl ved afskriften får stå hen.
(5) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Den italienske Musik, som vi hidtil kun have kjendt lemlæstet (f. Ex. med Udeladelse af Recitativerne) og ledsaget af forqvaklende Oversættelser, holdt igaar Aftes sit Indtog paa den kongelige danske Skueplads, og vi troe, at den kan være veltilfreds med den Modtagelse, den fik. Vel blev den ei hilset med den Enthusiasme og Begeistring, som den er vant til at fremkalde i det dannede Europa, men det kunde man heller ikke vente af et Publicum, for hvem den er saa godt som aldeles ubekjendt, ja vi troe endog ikke, at den kunde være tjent med et stormende Bifald, thi et saadant maatte paa Publicums nuværende musicalske Dannelsestrin være udgaaet fra en forceret og paatagen Begeistring, og det Forcerede og Paatagne holder ei ud til Enden. Den stille Alvor, den spændte Opmærksomhed, denne Stemning - vi vide ei, hvilket Navn vi skulle give den - som fremkommer, naar Sjælen gribes af Noget, som den endnu ei tilfulde forstaaer, og hvori Eftertanken over det Uvante blander sig med Glæden over det Nye, denne Stemning troe vi igaaraftes at have sporet hos Publicum, og vi ansee den som et Tegn paa, at den italienske Musik ei skal vandre over Scenen gjennem et larmende Bifald til en brad Død, men finde bestandig klarere og grundigere Anerkjendelse .. Da Prof. Heiberg allerede tidligere i dette Blad har godtgjort Ønskeligheden af, at de italienske Texter ei oversættes, er det unødvendigt at forsvare, at Romeo og Julie blev givet paa Italiensk. Directionen har ladet den italienske Text trykke med en ordret dansk Oversættelse, og saaledes kan Ingen klage over, at han ei forstaaer, hvad der bliver sunget; det vilde imidlertid være særdeles hensigtsmæssigt, om Text og Oversættelse kom i Boghandelen, eller i det Mindste udsolgtes med Billetterne, for [sideskift][side 1651]at man kunde være bekjendt med Ordene, førend man gik i Theatret" (nr.413 25.1.1841).
(6) Marschner sendte Levetzau teksten den 27.12.1840 (Levetzaus arkiv).
(7) Operaen blev ikke opført på Hofteatret.
(1) Ifølge Molbech var det kontrollør Hans Peter Giessing (Erslev A 559ff), ansat ved "Comptoiret for Reisende" (Cp), Frederiksberggade nr.16. Heiberg anfører Bjerring, fordi han fandt navnet V. Børgesen anført i den franske original, som Molbech tilsendte ham den 3.12.1840 (HCp nr.35).
(1) Jf. spaniernes dans i 1840 s.1010.
(2) Den 30.11.1840 skrev Arnesen i "Fædrelandet": "den Enthusiasme, som "Toréadoren" har opvakt, er ligesaa almindelig, som den er fortjent. Aldrig har Bournonville i den Grad revet Publicum med sig, og aldrig har Publicum i den Grad fornegtet sin Rolighed og sin Besindighed. Det var meer end Glæde og Begeistring, der greb Tilskuerne, det var en reen Fortryllelse af Glædes=Raseri, der meddelte sig til Alt, hvad der levede og aandede indenfor Templets Mure, det var en Bifalds=Jubel, som ikke kjendte nogen Grændse. Det var vanskeligt at sige, hvem der var det Publicum, der tog Deel i Ballettens Handling, og hvem der var det Publicum, der skulde beskue Handlingen; det Hele var en magisk Kreds, som Tilskuerne vare trukne ind i for at gjennemglødes af den Ild, som Spaniernes fyrige, kjælne, lidenskabelige, sandselige, men dog blufærdige og gratiøse Dands antændte i Enhver, der havde Øie og Følelse. Det var Terpsichore selv, der svævede om paa sin lette Fod og greb den Dvælende i sine Arme, for at beruse ham med sin fortryllende Letsindighed, og jeg tilstaaer, at jeg aldrig har været mindre i Stand til med et kritisk Blik at beskue en Konstpræstation, end ved hiin første Opførelse af "Toréadoren". Men derved havde jeg ogsaa en Nydelse, som jeg regner blandt de største, jeg nogensinde har havt i Theatret, der maaskee bringer mig til at overvurdere dette Arbeide, som egenlig dramatisk Konstværk betragtet; thi jeg troer neppe, at Paris, London, Wien og Berlin har noget mimisk Arbeide at opvise, der i sin Totalitet kan sættes over dette lille spanske Genre=Maleri .. Ogsaa Bestyrelsen har sin Deel i denne nye Prydelse for vort Theater, thi den sceniske Udstyrelse er fortræffelig; Decorationen er udmærket smuk, Costumet er rigt og smagfuldt, de forskjellige Apparater, som spille en Rolle med i Balletten, ere godt udførte, og Hr. Helsted har ved sit Arrangement af Musiken lagt en Smag for Dagen, der, i Forbindelse med det Talent, hans egne Compositioner røbe, giver de glædeligste Forhaabninger med Hensyn til denne unge Konstner" (nr.358).
(3) Se 21.5.0 note 1
(4) "Berlingske Tidende" skrev: "Allerede ved Dækkets Fald efter første Act yttrede sig Mishag, skjøndt de enkelte Solopartier, der i denne vare udførte af Mad. Taglioni, Jfr. Nielsen og Hr. Hoppe, havde vundet meget Bifald. Mod Slutningen af anden Act hørtes derimod under Opførelsen efter Udførelsen af enkelte Partier saa stærk Hyssen, at Hr. Taglioni fandt sig beføiet til med en Hilsen at forlade Scenen, et Exempel, som hans Kone strax fulgte. Musiken taug, Alt holdt inde og Tæppet faldt. Da udbrød en stærk Hyssen, ledsaget af enkelte Piber, der imidlertid maatte kæmpe mod ligeledes stærke Bifaldsyttringer. [sideskift][side 1652]Gongonnen kom frem og ved det sidste Slag paa denne, taug alle saavel Bifalds- som Mishagsyttringer. - Man maa saameget mindre undre sig over, at denne just ikke heldige Composition ikke er falden i et Publicums Smag, der er vant til paa Theatret i denne Retning at see Compositioner af to saa udmærkede Mestere som Galeotti og Bournonville" (26.6.1841). - "Kjøbenhavnsposten" skrev den 29.6.1841: "Det var et usselt, smagløst Fjellebods=Sammensurium, uden sund Fornuft, og efter gamle Folks Forsikkring skal det omtrent være det Sletteste, der i en Menneske=Alder er fremstillet paa den danske Scene. Dertil spilles en Musik af en vis Hr. Gyrowitz, som var under al Critik. Det er i Sandhed høist mærkeligt, at man tør byde os saadant Noget, naar man kjender Ballettens senere Historie og dens Standpunkt hos os. At Hr. Taglioni her ansees for en mindre betydende Dandser, det er bekjendt nok; hans Maneer er for raa og plump til at behage vort Publikum, og han har heller aldrig behaget det. Imidlertid syntes det at overraske ham, at der blev hysset ad ham, hvilket er saa meget forunderligere, som tidligere Erfaringer i Tydskland, efter hvad man siger, burde have gjort ham noget fortrolig med denne Lyd. Publikum viste sig ved denne Affaire fra den bedst mulige Side; Hr. T. blev ikke modtagen med Hyssen, men tildrog sig under sine Præstationer lidt efter lidt stærke, men høist grundede, Mishags=Yttringer, hvilke han fra sin Side mødte med en høist mærkværdig Uforskammenhed. Dersom dette var hændet i Paris, vilde upaatvivleligt et Æble=Bombardement blevet Ballettens Slutnings=Tableau. Theaterdirectionen har kostet circa 4,000 Daler paa dette Konstnerpar og dets Præstationer. Hvilken Handel! Man kan ikke negte, at det kun er ved betydelige Opoffrelser at denne Bestyrelse erhverver sig Publikums Taknemlighed" (nr.175). - I "Hamburger neue Zeitung" nr.166 19.7.1841 var indrykket et stykke, hvori det bl.a. hed: "Hr. T. war ausdrücklich engagirt, um sein Ballet "Die Seeräuber", welches in Berlin 40 Mal vor einem überfüllten Hause mit dem grössten Beifall aufgeführt worden, in Kopenhagen in Scene zu setzen. Allein trotz seines Engagements, hat er, mit dem bösen Willen kämpfend, dieses Ballet nicht geben können, und man hat vorgezogen, ihm die contractlich verabredeten 3350 $ zu bezahlen, um den Intriguen und Kabalen, die am Kopenhagener Theater herrschen, zu willfahren .. Die Künigin hat auf den grossen bal paré lange Zeit mit demselben sich unterhalten und der König, der dieses Schreiben gelesen, in einer Audienz ihm einen sehr kostbaren Diamantring zum Geschenk gemacht". Dette blev dementeret af Levetzau: "Man er i den Anledning bemyndiget til at erklære, at det er en Usandhed, at Hans Majestæt Kongen har læst den anførte Skrivelse, samt til at tilføie den Oplysning, at den eneste sande Grund til, at Balletmester Taglionis Ballet "Sørøverne" ikke blev sat i Scene paa det Kongl. Theater, er den, at det ikke var muligt, at faae 5 nye Decorationer og øvrige Arrangements til denne Ballet færdige, da Theatrets Kræfter i denne Retning vare tagne i Beslag til at fuldføre de nye Decorationer til det romantiske Skuespil "Svanehammen" (BmD Levetzau konc. 30.7.1841).
(1) Den 4.9.1840 skrev N.P. Nielsen til Collin: "Ifølge Deres Høivelbaarenheds Tilladelse giver jeg mig herved den underdanige Frihed at tilstille Dem, de faa Forandringer som jeg troede vilde være til Gavn for Sørgespillet Hamlet, og idetmindste frembringe en bedre Virkning i Slutningen end den som tidligere [sideskift][side 1653]fandt Sted" (TM). Nielsen ville ligeledes foreslå en ændret rollebesætning i forhold til den af Liebe meddelte. - Molbechs smag afsløres i censurprotokollen: "i et Øieblik, da man tør tænke paa at bringe Hamlet paa Scenen, bør man vel ei mistvivle om Wallenstein" (27.9.1840).
22.8.0.
(1) Disse indlæg om teateradministration kræver en specialundersøgelse og udgivelse.
(2) Det skal på baggrund af Christian VIIIs energiske interesse for teater ikke udelukkes, at hans overværelse af Pettolettis forestilling den 10.7.1840 ("Czar og Tømmermanden") skal forstås som den afgørende kongelige betydning for de senere "forhandlinger".
(3) Abr. Merellis Selskab gav 27 forestillinger i Hamborg i perioden 23.5. - 17.7.1840: 1. Il Barbiere di Siviglia af Rossini (2 g.); 2. Beatrix von Tanda af Bellini (1 g.); 3. Belisario af Donizetti (2 g.); 4. Chiara di Rosenberg af Ricci (1 g,); 5. L'Elisir d'amore af Donizetti (5 g.); 6. Lucia di Lammermoor af Donizetti (3 g.); 7. Lucretia Borgia af Donizetti (7 g.); 8. Norma af Bellini (1 g.); 9. I Puritani af Bellini (1 g.); 10. La Sonnambula af Bellini (2 g.). Selskabet bestod af følgende sangere/sangerinder; Sig. I. Roppa, Sign. Cassioni, Sig. de Bezzi, Sig. Polomini, Sig. Paltrinieri, Sign. Schieroni=Nulli, Sign. Mazza, Sign. Bezzi, Sig. Tasca, Sig. Bozzi, Sig. de Gattis, Sig. Nulli, Sign. Bozzi-Jacoby (Hamburgische Correspondente 1840).
(4) Teaterdirektionen fik ikke betænkningen returneret, fordi kongen oprindeligt havde resolveret, at Pricernes ansøgning skulle bevilges på følgende måde: "at disse Forestillinger indskrænkes til Søndag og Onsdag Aftener, - og iøvrigt under de sædvanlige Betingelser; hvorom Directionen bemyndiges til at meddeele Vort Danske Cancellie det Fornødne" (Kabinetsarkivet. Sager til 2. Forestillingsprot. 1840 nr.1116 11.11.1840). Den sidste ledsætning var en ekspeditionsfejl, hvorfor kongen reskriberede såvel teaterdirektion som Danske Kancelli, hvad han behagede (sm. dato). - Teaterdirektionens koncept afviger i øvrigt flere steder fra den originale betænkning, men man henviste desuagtet til konceptens ordlyd, endog med den fejlagtige dato.
(1) Anmelderen i "Dagen" skrev: "Vi tvivle ikke om, at man, i den glimrende Modtagelse, denne Forestilling mødte, vil finde Opfordring til at give den endnu engang, og udsætte indtil da nærmere at omtale det, ved Digterens delicate og dog høist effectfulde Behandling af Stoffet, ypperlige Stykke" (nr.125 2.6.1841). Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" var mindre snakkesalig: "Stykket er fortræffeligt construeret, idet Interessen for Handlingen stiger med hver Scene og tilsidst slutter sig i en saa reen og fuldstændig Harmoni, at man vanskeligt vil kunne tænke sig noget mere tilfredsstillende; Sujettet er bearbeidet med en saadan Kraft, Klarhed og Sikkerhed, dets Skildring af det franske Hofliv i det forrige Aarhundrede er saa træffende og genial, dets Dialog har en saa høi Grad af Natur og Simpelhed, idet Situationen igjennem den bestandigt kun finder sit mest umiddelbare Udtryk, at dette Drama vist kunde kaldes en Prototyp for det franske Theaters gode Retning i vort Aarhundrede .. Det er vel unegteligt, at Stykket dreier sig væsenligt om en letfærdig Streg, men den danske Oversætter har borttaget og forandret Alt, hvad der egenligt kunde [sideskift][side 1654]støde Velanstændigheds=Følelsen, og det er i alt Fald vist, at denne Tendents ikke kan gjøre sig gjeldende; den taber sig i den Skjønhed, hvormed det Hele er udstyret, og giver det kun et Anstrøg, som den historiske Sandhed uimodsigeligt fordrer. Hvad Udførelsen og Udstyrelsen angaaer, da var den virkelig fortræffelig, og vi tør næsten paastaae, at selv Théatre francais ikke har givet dette Stykke bedre .. Den der spilte den daarligste Rolle herved, var visseligen Theaterdirectionen. Thi det er dog den blodigste Ironi, naar vi see Theatret reise sig i sin fulde Kraft, ligefra det Øieblik, da denne Autoritet har nedlagt sit Herredømme. Efterat Saisonen paa den jammerligste Maade har slidt sig frem igjennem Trivialiteter, efterat Døren neppe har lukket sig bag de skuffede Abonnenter, som ubesindigen have betroet sig til den kgl. Bestyrelses Autoritet, da aabne Skuespillerne en ny Saison for egen Regning .. Hvad skal man dømme om en saadan Bestyrelses=Form, som ikke kunde føre til andre Resultater? - Vi haabe snart igjen at faae det samme Stykke at see, som vistnok oftere vil finde det samme enthusiastiske Bifald af et større Publikum end vi igaar forefandt, hvorimod vi maae anbefale at lade "Farinelli" og deslige Ting hvile til Vinter=Saisonen, da de i Theater=Directionens Tjeneste endnu ville ansees for nye, eller i det mindste kun for halvslidte" (nr.148 2.6.1841). - Også anmelderen i "Fædrelandet" betonede teaterdirektionens manglende initiativ i løbet af sæsonen, hvorpå han begejstret omtalte stykkets handling, selv om han ikke var ganske ukritisk; værre var det med oversættelsen: "At Stævnemødet mellem Richelieu og den formentlige Madmoiselle de Belle Isle i Fordanskningen reduceres til et Haandtryk og et ømt Løfte, er et glimrende Bevis paa vor bøotiske Moralitet .. Vist er det, at Handlingen udvikler sig med raske og livlige Skridt gjennem en yderst interessant og stedse stigende Spænding, og at den heelt igjennem slynger sig gjennem en rask, pikant og vittig Dialog, som imidlertid i Oversættelsen rigtignok har tabt en Deel af sit Liv og Elegance" (nr.539 5.6.1841).
(2) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Naar undtages at i 3die og sidste Act Handlingen gaaer lidt i Staa, og for langsomt nærmer sig det Maal, som strax fremtræder ikke blot som Stykkets Opløsning, men som hele Actens Indhold, er Handlingen udviklet med et Liv, Energi og en Finhed, som maa vedligeholde den største Interesse selv hos den, der er fortrolig med Shakspeares mesterlige Behandling af samme Æmne". Afslutningsvis bemærkede han, "at ved en gjentagen Forestilling Slutningsscenen - selv om man ikke skulde ansee sig for berettiget til den Forandring, at udelade Nationalsangen og lade Prindserne myrdes sovende - i alt Fald maatte blive saaledes arrangeret, at Meningen bliver fuldkommen tydelig" (nr.539 5.6.1841). -"Kjøbenhavnsposten" skrev dagen efter: "Charaktererne ere tegnede med de stærkeste og mest levende Farver, Situationerne ere i høi Grad gribende og interessante, i Dialogen ligger en sand Poesi, men derimod er Stykket ikke rigt paa Intrigue eller Forvikling, navnligt er den sidste Act temmelig blottet for Handling .. Publikum, som bestandigt havde fulgt Stykket med den høieste Interesse, blev øiensynligt overrasket ved Slutningsmaleriet, som paa en vis Maade lader Handlingen ufuldendt; men dette hidrørte nærmest af, at det foregik for hurtigt og for meget i Mørke, saa at man ikke kunde kjende Personerne, som bryde ind. Derimod forekommer det os at være meget smagfuldt udført af Forfatteren, og vi troe ikke at en [sideskift][side 1655]dannet Tilskuer, som fatter den historiske Aand, der udtaler sig i det Hele, vil kunne tvivle om Betydningen af Slutnings-Optrinet" (nr.152 6.6.1841).
(3) "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Stykket er ikke godt, men det er dog bedre end saamange andre, og det syntes virkelig heelt igjennem at underholde Publikum. Man kan vel ikke negte, at det skeier ud i alle Retninger, at det baade er for naturligt og for unaturligt; saaledes er nemlig Grisette=Væsnet fremstillet med en vis Plathed, medens en anden Deel af Stykket har Adskilligt af Svulst og Usandsynlighed. Men paa den anden Side finder man ogsaa deri ret morsomme Indfald og piqvante Situationer .. De sidste Scener ere navnligt ganske underholdende, men Natur og Sandhed kunne vi vel uden videre frakjende dem" (nr.164 18.6.1841).
(4) "Fædrelandet" skrev: "At der af og til er Anledning til at lee over en aller anden farceagtig Spas, er naturligvis ingen Erstatning for den fuldkomne Mangel paa al mulig Mening og Sammenhæng, som for Resten vore bøotiske Moralister i det mindste have fordoblet derved, at de have forandret en i Fuldskab begaaet Uret af en fransk Officier mod en ubekjendt, formentlig russisk Princesse, til et pro forma indgaaet Ægteskab mellem den samme Officier og en ham bekjendt fransk Dame, ved Hjelp af Contract og en som Præst forklædt Tjener, af den ikke ved et Ord motiverede Grund, at dette var nødvendigt for at frelse vedkommende Officiers Liv og Ære" (nr.546 12.6.1841).
(5) "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Anm. troer, at den Fornøielse, som de Fleste af vort Publikum søge i Theatret, er den, at spændes af Stykkets Intrigue; det er vistnok Stykkets Historie i sin Totalitet, som gjør Indtryk paa Mængden. Denne Fordring vil man her ikke faae tilfredsstillet; men der er en ganske anden Nydelse, som der vel hører mere Dannelse til at fatte og vurdere, det er den, at see en enkelt Charakteer, især en classisk Personlighed, hvis Omrids ere os tydelige og klare, fremstillet til Fuldkommenhed, og denne Nydelse vil man her kunne finde. Hr. Phisters Fremstilling af Scapin var saadan som om han var født til denne Rolle; den er og vil være uovertruffen, og kunde maaskee være istand til at kalde en nu næsten forældet Retning af dramatisk Konst tillive igjen" (nr.167 21.6.1841). - Stykket var sidst blevet givet 31.10.1777.
(6) Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" lagde ikke fingrene imellem: "En Farce, blottet for al Interesse, urimelig og charakteerløs fra sin Begyndelse til sin Opløsning, med en kjedsommelig Dialog, uden et eneste blot taaleligt Indfald. Man maa virkelig med Grund spørge om, i hvad Hensigt der bydes Publikum et saadant Qvalmemiddel. Mon for at forberede Virkningen af den lille Epilog, som fulgte derefter?" (nr.167 21.6.1841).
(7) Formentlig forfattet af Overskou; ses ikke trykt.
(8) Den 17.7.1841 ankom kronprins Frederik og prinsesse Marianne til Odense: den 20.7.1841 kom "Sommerskuespil-Foreningen" til guvernementshovedstaden. I perioden den 23.7. - 10.8.1841 gav skuespillerne ialt 10 forestillinger: "Edvards Sønner" (1 g.), "Gabrielle de Belle Isle" (2 g.), "Stiftsdamen" (2 g.), "Scapins Skalkestykker" (2 g.), "General og Generalkrigscommissair" (1 g.), "Et Glas Vand" (2 g.), "Et ubekjendt Mesterstykke" (1 g.), "Skytsaanden", "Forspil i 1 Act af .. Overskou" (2 g.), "Feiltagelserne" (1 g.) samt "Musicalske og declamatoriske Nummere ved flere af Selskabets Medlemmer" (8.8.1841) og "Afskeds=Epilog" af Overskou, fremsagt af Nielsen.
(9) Se Dahlgren 576; Personne: Svenska teatern. Bd.VIII 236-39.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 28-1-2020, nogle links mangler). Opdateret af