Det kongelige Teater

Censurinstitutionen sæson 1826-27

Side 209-264, noter side 1508-19 og 1730.



[sideskift][side 209]

8.1.1 Dansk drama

Det anonymt indleverede skuespil "Navnedagen" fandt Rahbek havde "formeget dagligt Snak, og formeget Hverdags Væsen" til at kunne antages. Selv i sin "meest iflandske Periode" ville han ikke have turdet love "det Lykke paa vor Skueplads" (6.6.1826). Olsens votum fattes. Remitteret forfatteren den 3. aug. 1826 (Kp.nr. 657).

Omarbejdet to gange modtog Olsen Overskous "Farens Dage" (jf. s.159) den 13. juni 1826 (DpO): Til dette manuskript (DKTB) anførte han detaillerede rettelser (1), som han meddelte Overskou, der samvittighedsfuldt fulgte Olsens anvisninger i alle detailspørgsmål, men ikke lod sig friste af hans forslag til regulære sceneforandringer og -ombytninger. Olsens anmærkninger er enestående, eftersom det er det eneste bevarede eksempel fra 1820rne på teatercensurens detaillerede, vejledende, korrigerende behandling af et indleveret skuespil. Afgørelsen trak ud, fordi Rahbek "ikke vidste [sin] Medcensors derom i dets nærværende Form afsagte Kiændelse - førend jeg nu af hosliggende erfoer den - [derfor] har jeg hidtil ladet det ligge" (NkS 3107 1.8.1826 adr. Collin) (1a). Han følte presset, hvorfor han da også gav efter, selv om "de af mig ved første Censur paaankede Betænkeligheder neppe alle ere hævede - hvilket midlertid vel især torde være Æmnets Skyld" (3.8.1826). Han ville antage stykket, "da det overalt har i Tilfælde af Meningsforskiellighed stedse været min Tro, at, med Hensyn til Originalstykker især, den mildere Mening burde have Overvægten, og den offenlige Stemme overlades at giøre Udslaget" (l.c.). Overskou meddeltes stykkets antagelse den 7. aug. 1826 (Kp.nr. 676). Roller uddeltes den 4. sept. 1826 (PRFD); premieren fandt sted den 1. dec. 1826 (opført ialt 5 gange) (Se endvidere Overskou Af mit Liv II 95ff samt Teaterhistorien IV 811ff).

Boyes Marsk Stig-drama "Erik den Syvende" sendtes anonymt til Rahbek. Af de fem Marsk Stig-stykker, Rahbek havde kendskab til, havde ingen været vellykkede; ej heller mente han, at Boyes var det. Rahbek formodede, "at der i selve Æmnet maa være en Radicallyde, som ikke er at afhielpe" (2.6.1826). Han fandt, at det "i Henseende til sand dramatisk Interesse" stod under "Kong Sigurd", endvidere at ændringen, af Marsk Stig til "en blot ærgiærrig Kongemorder" var uheldig, såvel som de "mangfoldige mellem uædle Bipersoner forefaldende lidet interesserende Scener", sluttelig at det i lighed med de fleste nyere sørgespil "ingen fuldstændig [sideskift][side 210]Handling, eller Plan" ejede. Kun det smukke sprog, "der dog er mere rhetorisk end pathetisk" kunne fremdrages som noget positivt. Rahbek kunne derfor ikke spå det scenisk lykke. Derpå leveredes Olsen stykket, hvilket han returnerede ulæst til teaterkontoret, dog med den tilføjelse, om Collin "ville blade lidt i dette Stykke, da det ellers vil paaligge mig senere at gjennemlæse det. - Iøvrigt tvivler jeg meget paa, at det vil befindes antageligt" (DpO 30.6.1826, CP 109). Den 30. juli 1826 erklærede Collin, at "Stykket er for godt til at forkastes, og vil sandsynligen finde samme Modtagelse paa Skuepladsen som de fleste andre Sørgespil i den sidste halve Snees Aar". I privat brev gentog Rahbek imidlertid for Collin, at stykket var "af end mindre dramatisk Effect" end "Kong Sigurd", hvorpå han tilføjede: "Jeg seer, efter at have skrevet ovenstaaende, at du har læst det og fundet det antageligt; jeg kan intet have imod dets Antagelse, uden at jeg har Tvivl om dets Effect; og at denne Grund, hvor det giælder om Originaler af talentfulde Forfattere, er af dem, jeg gierne seer tilsidesatte, veed du" (NkS 3107 1.8.1826). Olsen havde forskærtset sin ret til indflydelse, Rahbek havde været betænkelig i mange henseender, mens Collin resolut antog protegeens værk, selv om heller ikke han var yderligt overbevist om stykkets sceniske effekt. Det skal noteres, at Rahbeks betænkeligheder forsvandt, da han havde læst Collins votum, vel vidende at der var tale om et teaterarbejde begået af fru Collins svigersøn. Boye meddeltes den 7. aug. 1826, at stykket var antaget (Kp.nr.677). Materialet kan kun dårligt oplyse om forandringer og forkortninger (2). Roller uddeltes allerede den 15. sept. 1826 men på ny den 14. nov. 1826 (PRFD). Kabaler resulterede i, at premieren først fandt sted den 28. april 1827 (opført ialt 13 gange).

Bræmers "Wlaska eller Primislavs Død" var ifølge Rahbek noget grueligt "Snavs" (20.8.1826). Olsen læste ikke stykket, der remitteredes den 3. aug. 1826 (Kp.nr.660b).

"Solens Opgang" indleveredes af en direktionen bekendt forfatter, men Rahbek afviste stykket, fordi "Handlingen .. [var] heelt igiennem uinteressant, og Opløsningen aledeles uheldig" (3.9.1826). Olsen mente, at "Stykket deels [ville] vække Latter, deels være uforstaaeligt, og ved den flaue Opløsning aldeles forfejle et Dramas Virkning" (6.9.1826). Trods "Forfatterens umiskiendelige Genie" remitteredes stykket den 8. sept. 1826 (Kp.nr.694).

[sideskift][side 211]Kruse tilsendte på ny teatret "Taaren" (jf. s.113) "med saadanne Forkortninger, som maaskee bedre kunde giøre den skikket til Opførelse" (Coll.BrS. XXIIIa 18.10.1826), men intet skete.

En pastor Fr. Nagel (3) i Magdeburg sendte i 1826 sin utrykte tragedie "Johann von Holstein" til Frederik VI med anmodning om opførelse af stykket i København. Efter indberetning fra Berlin om forfatterens meriter tilstilledes stykket til teaterdirektionens betænkning. Rahbek fandt, at stykket var "mildelig dømt, af maadeligt æsthetisk Værd .. Planen er usammenhængende og usandsynlig", hvilket det havde til fælles med "mange nyere Stykker", blot var her intet, "der holder os skadesløse derfor", thi personerne kunne ikke finde læsernes/publikums interesse. Rahbek anholdt også, at "Kiærligheden i dette hele Stykke mere [var] phantastisk, end pathetisk .. Versificationen forekommer mig underlig med de mange Halvlinier; men det tør være en ny Mode. Sproget er i og for sig selv ulasteligt, forsaavidt det, der er at sige, tillader det" (6.10.1826). Olsen tilføjede, at han savnede "Sandsynlighed, Forstaaelighed, og det sande Pathos, der i en Tragedie alene begrunder den Effekt, som paa et Theater giør Lykke. I mine Tanker vilde dette Stykke ogsaa næsten være uoversætteligt" (12.10.1826). I direktionsmødet den 13. okt. 1826 enedes man om stykkets mådelighed, hvorefter der resolveredes: "Allerunderdanigst Rapport aflægges" (Dp). Rahbeks votum blev lagt til grund herfor, idet Collin med [blyant slettede et par af Rahbeks bekendte forbeholdne formuleringer (I.B.nr.1540; Forestillingsprot. B. 1826 nr.952 26.10.1826).

Bræmers "Lora" læste Rahbek kun for at have sin "Samvittighed frelst" (1.11.1826). Olsen var aldeles enig i forkastelsesdommen (16.11.1826). Remitteret den 24. nov. 1826 (Kp.nr.731). Se s.283.

Oehlenschlägers "Væringerne i Miklagard" blev indsendt den 24. nov. 1826, hvorefter først Olsen fik stykket til censur. Han noterede, at "der kan vel aldeles ingen Tvivl være om dens Antagelighed" (30.11.1826), hvorpå han fremførte en detailkritik vedrørende blandt andet religiøse vendinger og politisk belastende formuleringer (Marias sidste ord til grækerne), som Rahbek underskrev af hensyn til dels "de Svage", dels "vore Dages Aand", fordi "den [Olsens anmærkning] til Stykkets Skade, udenfor Directionen vil komme i Betragtning" (2.12.1826). Rahbek havde enten hørt stykket oplæst af Oehlenschläger eller selv læst det, før det blev indgivet til censorernes bedømmelse; hans begejstring var dog stadig udelt: [sideskift][side 212]"det [er], siden William Shakspeare .. det første Stykke, jeg - ubetinget - har kunnet give min Stemme - nogle Stykker til og med god Musik [jf. s.176ff og s.189], naturligviis undtagne, det eneste altsaa i et heelt Aar, jeg trygt kunde anbefale Skuepladsen" (l.c.). Privat meddelte Rahbek Oehlenschläger sin "Skoflikkercritik": Zoe skulle lyve sig til at ville sætte Romanos i kloster "for at skaffe Harald Plads paa Thronen og i Ægtesengen" i stedet for at myrde ham. Det ville gøre hende "menneskeligere, qvindeligere": Oehlenschläger ville ved dette affektmord opnå at overflødiggøre Olsens anmærkning "mod hendes Straffrihed". Endvidere ville Rahbek have Oehlenschläger til at ændre Duplant til Mumme, thi "om et saa deiligt Stykke ønsker jeg at kunne sige, som Ovid om hans Corinna In toto nusquam corpore menda fuit" (Preisz nr.936 3.12.1826) (4). I brev til Collin beklagede Rahbek sig over, at dette stykke skulle forsinkes på grund af opførelsen af Steen Billes oversættelse af Delavignes "L'école des vieillards" (jf. s.226), så at "det bedste Originalværk, vor Scene maaskee nogensinde har havt, der i det mindste i Genialitet, Interesse, og Fuldending forenede staaer øverst blandt sine Sødskende, og der kan blive givet, næsten saa mesterlig, som det er skrevet, skal staae tilbage for Stykker, der slet ingen Hast behøve at have, da de altid komme for tidlig, naar det kommer" (NkS 3107 udat.2.12.1826). Rollerne uddeltes den 5. febr. 1827 (PRFD), men først den 17. nov. 1827 havde "Væringerne i Miklagard" premiere (opført ialt 11 gange i den behandlede periode) (jf. Zinck og CP om kabalerne omkring opsætningen).

Bang søgte to gange i denne sæson at få optaget sit i 1825 forkastede "Valdemar og Absalon" (jf. s.110). Direkte indsendt til Frederik VI den 1. okt. 1826; henlagt af teaterdirektionen den 20. okt. 1826 (Dp). På ny nedlagt for majestætens fødder personligt af Bang den 3. dec. 1826: Bang ønskede stykket opført for egen risiko, hvorefter publikum måtte dømme. Rahbek tilbød den 25. dec. 1826 at afgive en erklæring, hvori det afgørende er, at han påviseligt omgik sandheden ved at anføre, at stykket ifølge hans fortegnelse "heri ikke siges at være forkastet, men tilbagetaget". I øvrigt erklærede han: "jeg er mig bevidst, at ubillig Strænghed mod originale især alvorlige Digtere ikke er, hvad man som Censor lægger mig til Last", men han mente ikke, at stykket havde "dramatisk Interesse" til at kunne holde sig på skuepladsen, selv om [sideskift][side 213]han "ugierne .. [ville give] Æmnet Hovedskylden" (CP 296). Der blev ikke nedlagt skriftlig forestilling af teaterdirektionen i denne anledning, hvorfor sagen på den ene eller anden måde blev ordnet mundtligt (se i øvrigt CP 293-96).

Nik. Krossings sørgespil "Sørøverne" havde Rahbek nok læst med fornøjelse, men han havde ikke haft tid til at "jævnføre med Lord Byrons Poem", hvorfor han ikke ville "afgiøre, hvorvidt det for den nu dominerende Smag vil[le] befindes at have dramatisk, eller rettere scenisk Interesse" (9.2.1827). Ifølge deliberationsprotokollen suspenderede Rahbek sin dom (9.2.1827). Olsen foretog sig intet. Se s.267.

Den anonyme forfatter af "Reinald" (jf. s.159) henvendte sig direkte til Holstein, efter eget opgivende efter kronprinsesse Carolines råd (I.B.nr.1594a 4.2.1827). Rahbek afviste atter stykket, da det manglede "fornøden dramatisk Interesse .. overalt forekommer det mig at være en dramatiseret gammeldags Ridderhistorie uden anlagt Handling, udtegnede Caracterer, interessant Dialog, eller vel indledede Situationer" (15.2.1827). Olsens votum, afgivet før Rahbeks, kendes ikke (Dp 16.2.1827). I følgeskrivelsen, stilet til direktionen, bedyrede Rahbek, at han ikke kendte stykkets vej gennem de kongelige gemakker, da han censerede stykket anden gang (16.2.1827). Den 23. febr. 1827 returneredes det til Iden anonyme forfatter, uden at der skete videre i sagen (Kp.nr. 769).

F.A. Oldenburgs skuespil "Unterthanertreue oder die Belagerung Rendsburgs im Jahre 1645" (5) blev indsendt til kongen i febr. 1827 med ønske om at måtte dediceres den danske monark (Mem.prot. 1827 nr.281). Resolutionen af 6. marts 1827 udmøntedes i et forlangende om teaterdirektionens betænkning over stykkets værd. I følge forretningsgangen modtog Rahbek manuskriptet, hvorom han den 11. marts 1827 indsendte sin kritik: "[Det] har aldeles ingen dramatisk eller poetisk Værd, hverken Handling, Situationer, eller Caractertegning, og er udført i et Sprog, som Stephanie den yngres [6] for tredsindstyve Aar siden". Olsen mindedes ikke at have læst "noget mere prosaiskt Hverdagssprog .. nyligen .. over et Emne, der er skikket til en ganske anden Behandling. Kjerligheds Intriguen og Smigeren hvormed Stykket ender ligner Resten. Det hele er plat i Stil, og flaut i Behandling" (15.3.1827). Direktionen vedtog den 16. marts 1827 at afgive allerunderdanigst beretning, [sideskift][side 214]der stort set blot var en gentagelse af censorernes vota, dog rettet til af Collin, så det ikke stødte majestæten: "Censorerne [har] ytret at Stykket ikke har nogen dramatisk eller poetisk Værd, hverken Handling, Situationer eller Characteertegning, at det er udført i et plat HverdagsSprog, saaledes som Brug var for 60 Aar siden, over et Æmne der er skikket til gandske anden) Behandling og at Kierligheds-Intriguen ikke er bedre end det øvrige" (Orig.Kgl.Res.nr.166). Kongen resolverede, at direktionen skulle tilbagesende manuskriptet og "tilkjendegive .. [Oldenburg], at dette Skuespil ikke kan bruges for vort Theater, og at Dedicationen deraf til Os ikke kan antages, som noget der ved Arbeider af dette Slags er usædvanligt" (l.c.). Direktionens svarskrivelse gentog blot den kongelige resolution, oversat til tysk (Kp. nr. 897 6.4.1827).

Rahbek læste Søtofts anonymt indleverede idyl "Hyrdedrengen" "med usigelig Rørelse .. Det kunde midlertid være, at de, der ikke græde saa gierne, som jeg, torde finde den smertelige Spænding for langvarig, og at andre ømmere Hierter turde igien finde Ofringsideen for grusom" (5.12.1826). Hvis det blev antaget til opførelse, udbad Rahbek sig stykket tilsendt, for at han kunne brevvexle med den fraværende Forfatter angaaende, hvad deri maatte ønskes forandret og forkortet" (l.c.). Olsen indrømmede, at idyllen ikke havde rørt ham til tårer; dertil havde der været for mange usandsynligheder, men han fandt dog stykket "særdeles antageligt" (3.1.1827). Den 12. jan. 1827 returnerede Collin "Hyrdedrengen" til Rahbek (Coll.BrS.XVIII). Dagen efter ønskede Rahbek oplysning om, hvorvidt han kunne "ansee Stykket - mutatis mutandis - som antaget, og om det overdrages mig [via Liebe] at .. correspondere med" forfatteren (NkS 3107). Collin bekræftede dette den 13. jan. 1827 (Coll.BrS.XVIII). Påfaldende er det da, at stykket atter gik til censur i april 1827, åbenbart til Collins ærgrelse (jf. s.168), men handlingen må ses som Rahbeks eneste våben imod Collins majorisering, gjaldt det endog et stykke, som Rahbek var positivt indstillet overfor. I brev til direktionen oplyste Rahbek, at han den 17. febr. 1827 havde tilskrevet forfatteren angående de ønskede forandringer, "lykkeligviis inden jeg var Vidne til den lunkne [7] Modtagelse, der, den mesterlige Fremstilling af Carolines, Munkens [Augustins], og Verners Roller uagtet, blev det nydelige oehlenschlägerske Stykke, der er dets [sideskift][side 215]Forbillede, til Deel ["Den lille Hyrdedreng" opførtes den 17.2. l827]" (23.2.1827). I sin censur over den omarbejdede version udtrykte Rahbek, at han havde "giennemlæst det med ny og forøget Interesse, og vilde af Hiertet ønsket det, ikke at være kommet i nærværende Utid" (6.4.1827). En nytilkommen scenes berettigelse ville han overlade til sine medcensorers afgørelse. Olsen mindedes ikke sine indsigelser fra januar, men fandt "dog .. at den nærværende [version] har meget vundet"; han foreslog, at man skulle vente med opførelse, indtil den af Søtoft lovede fortsættelse "St. Peders Uhr" (8) var indkommet til teatret (14.4.1827). Olsens forslag fik ingen betydning for opførelsestidspunktet, og rollebesætningen bestemtes den 15. juni 1827 (PRFD). Premieren fandt sted den 3. sept. 1827 (opført ialt 2 gange) (8a).

Af korrespondancen mellem Olsen og Rahbek fremgår det, at J.C. Lange leverede sin tragedie "Greven af Essex" til Olsen ultimo august 1826. På grund af omstændighederne blev officielle vota ikke udfærdiget, men den 6. sept. 1826 tilskrev Olsen Rahbek om sin dom over stykket, hvis "Indhold .. neppe [vil] interessere paa vort danske Theater, desuden finder jeg, saavidt jeg husker Historien, at denne ikke er tilstrækkeligen fulgt i en Tid saa , nær vores, endvidere synes mig, at man hele Veien mere sporer Digteren, end Stykkets Personer, at det som taaler Poesiens ægte Sprog for det meste grændser til Svulst, at de mere prosaiske Personer omtrent tale som de høieste, at derved fremkommer Lys uden Skygge etc." (NkS 2494). Olsen vidste ikke, hvem forfatteren var, men da Rahbek havde fortalt ham det, meddelte Olsen Lange Rahbeks "til mig ytrede Kritik, men lovede ham [Lange] derhos at gjennemgaa det med ham selv, og saa godt jeg kunde, under Læsningen meddele ham Raad og Rettelser .. derefter har han paa ny ganske omskrevet det, og .. uden at jeg paa ny har gjennemlæst Stykket efter denne sidste Omskrivning, sendt det til Dem [Rahbek] med et Brev fra mig" (l.c.) (9). I sin censur tilstod Rahbek, at det "er mig ikke muligt at erindre, hvilke Forandringer og Forbedringer, Forfatteren i sit Stykke kan have foretaget, men jeg finder i dets nærværende Form aldeles intet, der kunde giøre mig betænkelig ved at give det min Stemme, uden at jeg dog, med Hensyn til den aldeles forandrede Vending, Skuespilsmagen alt meer og meer tager, drister mig til at forudsige, hvad Grad af saakaldet Lykke, det tør smigre sig med"(30.3.1827). Vedrørende specialkritikken, [sideskift][side 216]som Rahbek "altid har anseet uden for Censurens Sphære", anførte han, at Raleigh burde være yngre, og at der var "vel mange og vel lange historisk-politiske Forhandlinger", men "Hovedspørgsmaallet, om det Savn af Handlingens Renhed og uafbrudte Fortskriden, der - nogle oehlenschlägerske Mesterværker, hvoriblandt Væringerne, undtagne, - er alle vore nyere Sørgespils Arvelyde, - vil jeg ikke berøre, da Forf. medrette kan fordre, ikke at behandles strengere end disse, hvoraf mere end eet - exempla sunt odiosa - i dramatisk Værd ikke staaer over hans Essex" (l.c.). Olsens votum er ejendommeligt, men ifølge stykkets tilblivelse forståelig, idet han anførte, at han allerede ved gennemlæsningen havde gjort Lange opmærksom på de samme punkter, som Rahbek i sin censur havde slået ned på, hvorefter han noterede, at Lange havde indvilliget i at rette de pågældende steder i stykket (15.4.1827). Collin tilstod, "at det ej har vakt nogen Interesse hos mig ved G[i]ennemlæsningen", uden at han dog af den grund nægtede det sin stemme (før 25.5.1827). På grund af Collins og Rahbeks modstand fik stykket først premiere den 30. april 1829 (10) (11). Se s.1249.

I dramatiseringen af Florians novelle "Sélico, nouvelle africaine" "Afrikas Børn" erklærede Rahbek, at han ville ønske, at han selv havde skrevet disse kærlighedsscener, mens opløsningen forekom ham uheldig af hensyn til hovedpersonens udvikling i løbet af stykket: "Den største Vanskelighed, frygter jeg ellers, Forfatteren har lagt Stykket i Veien med sine indførte Sange; deels tvivler jeg meget paa, at vore Componister naadigst vilde nedlade dem til at componere disse, deels bevare os Himlen for en syngende Seliko, Forutho & Compagnie", hvilket for Rahbek betød, at han ikke ville blive forundret, om stykket blev forkastet (23.4.1827). Afklaringen kom først i efteråret, se s.267.

Rahbeks valenhed over for Overskou lod sig ikke nægte, kun Olsens ihærdighed og Overskous stædighed bragte "Farens Dage" frem på scenen. Boyes stykke blev helt oplagt bragt frem af Collin, uanset Rahbeks indbyggede uvilje mod Marsk Stig-stykker. "Væringerne i Miklagard" kunne Rahbek ikke understøtte nok, og selvmodsigende nok udførte han her detailkritik, som han andetsteds, i skjult polemik med Olsen, mente ikke tilkom censorerne. Med hensyn til Bangs initiativ skal anføres, at det var enestående. Rahbek nødtes til at bruge løgnen for at redde sig imod Bangs fremfærd. Afslutningen kendes desværre ikke. Søtofts stykke havde Rahbeks fulde [sideskift][side 217]understøttelse, men publikums smag havde forlængst udviklet sig i andre retninger. Olsen var tydeligvis også fødselshjælper for Langes tragedie, men også dette arbejde led en krank skæbne. Positionsmarkeringen synes helt oplagt skærpet vedrørende behandlingen af disse stykker: hver direktør havde sine favoritter, som understøttedes så vidt kræfterne slog til. Kombinationen Rahbek-Collin gjaldt endnu trods vaudeville-striden, men Rahbek kom end yderligere i minoriteten i denne sæson. Olsen fik dog sine protegeers stykker opført, om end det hver gang vakte skandale. Når Rahbek værdsatte "Væringerne" så højt, som han gjorde, får det unægtelig betydning, at Heiberg netop i anledning af dette stykke satte så hårdt ind mod Oehlenschlägers tragediebegreb.

[sideskift][side 218]

8.1.2 Dansk lystspil

Om Olsen overhovedet orkede at læse komedien "To Døgns Hændelser" (jf. s.162), afgav han intet votum derover. Rahbek udformede teatrets forbindtlige forkastelsesdom i en skrivelse til teaterdirektionen, hvor han på grund af "Æmnets Mangler .. [og] i Henseende til Handlingens Interesse og Sandsynlighed" fandt, at stykket ikke ville "fyldestgiøre Skuepladsens Fordringer", hvorfor det sendtes tilbage "med det udtrykkelige Tillæg, at man vel ønskede at see dette meget lovende Talent anvendt paa en frugtbarere og heldigere Materie" (I.B. nr.1504 3.8.1826); afsendtes ordret den 8. aug. 1826 til forfatteren (Kp.nr.680).

"Raadgiverne eller de to Ritmestere" orkede den pligtopfyldende Rahbek ikke at læse igennem på grund af dårlig bogstavering; af samme årsag forkastede Olsen dette jammerlige produkt (hhv. 20.7. og 30.8.1826). Remitteret den 1. sept. 1826 (Kp.nr.690).

Da komedien "Juleaften i Nyborg" ifølge Olsen latterliggjorde de nordiske oldgranskere, var hans pereat utvetydigt (27.9.1826). Rahbek mente, at "om .. maaskee Julebuksscenen .. torde finde sit Publikum, er alt det øvrige desmere kiedsommeligt og utheatralsk, og er ingenlunde tienligt for Skuepladsen" (1.10.1826). Den 6. okt. 1826 returneredes stykket (Kp.nr.709).

Hertz' anonymt indleverede "Hr. Burchardt og hans Familie" blev først tilstillet Rahbek. Hertz havde i sin følgeskrivelse vedgået, at "de i Stykket forekommende Hentydninger (: hvoraf dog ingen, ham bevidst, kan støde enkelt Mand:) .. letteligen ville kunne udelades eller modificeres", fandt censorerne dem for nærgående (I.B.nr.1528 udat. før 25.8.1826). Rahbek indskrænkede sig til ikke at ville afgøre stykkets sceniske lykke, men krævede, "at Zacharias Bloms Bibelsprog" i 4. akt, 9. sc. "forandredes for ikke at forarge de Skrøbelige" (28.8.1826). Olsen derimod fandt, at stykket var et af de bedste i hans embedstid, og når Hertz ville følge Rahbeks indsigelse samt "rense Sproget for nogle faa æsthetiske Pletter som jeg med en Blyant har betegnet [1]", mente han, at stykket ville være "meget antageligt" (26.9.1826). Den 6. okt. 1826 meddelte direktionen Hertz betingelserne for antagelse af stykket (Kp.nr.707), hvilke han efterkom for så vidt de angik ændringer i Bibelsproget, idet han tilføjede: "Forsaavidt endnu hist og her en lille Forandring eller Udeladelse kunde være nødvendig, har man helst villet overlade det til den høie Directions egen Skjønsomhed" (I.B.nr.1528 23.10.1826). I følge deliberationsprotokollen[sideskift][side 219]leveredes stykket derpå "til Udskrivning" (26.10.1826), men sagen var imidlertid ikke dermed afgjort, idet direktionen i tilslutning til visse skuespilleres ønske om ændret rollebesætning foreslog Hertz en "Forandring i Slutningen" af stykket (Kp.nr.746 23.12.1826). Hertz svarede, at det "vilde .. medtage for megen Tid og derved udsætte Stykkets Opførelse .. Skulde imidlertid den høie Direction ved en simpel Forandring eller Tilsætning kunne bidrage Noget til en forstærket Interesse af Slutnings-Scenen", havde han intet derimod (I.B.nr.1579 29.12.1826). Derpå uddeltes rollerne den 30. dec. 1826, men uklarheden om Hertz' stykke resulterede i, at Holstein læste det igennem. Han underkendte begge de teatret tilknyttede censorer, idet han fandt, at "Scenen imellem Lisette og Jeremias er nesten Uanstendig .. [at] Opløsningen er flau .. [samt at] Nogle Forkortninger i det Heele var ønskeligt" (udat. før 12.1.1827). Direktionen meddelte forfatteren disse indvendinger samt anbefalede ham følgende opløsning: "Scenen paa Tørreloftet høre til dem, som især vilde vinde ved Forkortning; naar man istedet derfor saae den i Forveien mellem Malsberg og hans Kone omtalte Prøve, Faderen derved overrumplede dem, Malsberg, for at forsone sig med sin Svigerfader, fralagde sig Deeltagelse i Theatervæsenet, og denne endeligen tilgav dem, saa formenes det Hele derved at ville vinde Liv og Interesse" (Kp.nr. 757 16.1.1827). I sin svarskrivelse meddelte Hertz, at han havde strøget "den største Deel af .. [Lisettes] Dialog med Jeremias" og modereret andre steder i denne rolle, men han tillod yderligere udeladelser ved direktionen, selv om han frygtede for, at Lisette ville "tabe formeget i Evidents". Endelig havde han "efter Evne" forsøgt en forandring i slutningen "og bragt Prøve-Scenen ved dens Indhold i nogen Forbindelse med Hoved=Handlingen". Han udbad sig svar, "om og hvorvidt [forandringerne] .. have fundet [direktionens] Bifald" (I.B.nr.1579 24.1.1827). Et skriftligt svar ses ikke afgået. Stykket havde da endelig premiere den 14. marts 1827, hvor Hertz var tilstede. Dagen efter tilskrev han direktionen, at han ønskede at forkorte stykket, da det havde været for langt selv for et lystspil i fem akter: "Scenerne paa Tørreloftet forekomme mig endvidere at kunne være modtagelige for en eller anden Modification" (I.B.nr.1579 15.3.1827). Samme dag foretog Hertz ændringerne, hvilke han havde angivet "med røde Marginal-Streger", eksempelvis anførte han, at "Prøvescenen mellem Malsberg og Kone [sideskift][side 220]i 5te Act [var] forkortet til det Halve"; han havde dog, da sidste akt nu var blevet for kort indsat en afsluttende "Scene mellen [Mathias Knap] .. og den tilbagevendende Jeremias Blom" - en scene, han håbede, Frydendahl og Rosenkilde kunne nå at indstudere "til i Morgen" (I.B.nr.1579[b] 15.3.1827). Censorerne ses ikke at have last stykket på ny efter denne omarbejdelse (jf. s.242) (2). Se s.272.

Om "Pigen fra Hovedstaden" skrev Rahbek: "Skade, det ikke er en Vaudeville; thi det er næsten ligesaa slet, som Recensenten og Dyret [jf. s.235]; altsaa ligeledes: under al Kritik!" (1.11.1826). Olsen var aldeles enig. Remitteret den 24. nov. 1826 (Kp.nr.730).

Rosenkilde leverede Olsen sin femaktskomedie "Mester Naal", hvis titel senere ændredes til "Den dramatiske Skrædder" (DpO 20.10.1826). Hans censur formede sig som en generel anerkendelse af stykkets emne, som fandtes passende, samt af dialogen der "er livlig nok for at vedligeholde Tilskuernes Interesse" (1.11.1826). Da stykket "aander Lystighed og Satire" og ikke den "sædvanlige Sentimentalitet" ville Olsen meddele en række svagheder i detaljen, bl.a. stykkets længde, navnene, ligheden med "Den politiske Kandestøber", samt usandsynligheder der var "for mange og for aabenbare" (l.c.). Rahbeks votum er gået tabt (7.11.1826): ifølge deliberationsprotokollen blev stykket "betingelsesviis antaget" (10.11.1826, jf. nedenfor). Rosenkilde foretog derpå rettelser i sit manuskript. Den 14. nov. 1826 oplyste han, at han havde foretaget "den forhen bestemte Forkortning" (3), men ikke ændret de "Person=Allusioner" man havde påtalt, thi "de der absolut skulle være deri, maae jeg nu ærbødigst bede mig udpegede" (Coll.BrS.XXIVa). Han påpegede, at stykkets største fejl nu var den, at hans arbejde støttede sig til Holberg, men "denne Feil kan kun skade det i Øine, der ikke ville see mere end een Side af nogen Ting" (l.c.). Rosenkildes forurettelse er tydeligvis adresseret til Rahbek. Collin ekspederede det af Rosenkilde gennemrettede eksemplar til Rahbek efter dennes forlangende (Coll.BrS.XVIII 14.11.1826); Collin fandt, at det var "et CensorDespoti at ville have Forfatt[eren] skal indrette Stykket saaledes at det ej ligner Holbergs polit[iske] Kandestøber, - at han ej maa omtale 27 Polakker &c - det fornærmer dog intet Menneske! Af Allusioner paa Personer mig bekjendte, har jeg ikke fundet een eneste; Religion, Regiering og Sæder ere uantastede. Smagen? ja den er høist forskiellig; deres Smag, som kunne [sideskift][side 221]lide derved, er det vel ikke stort bevendt med; derimod vinder Sædeligheden intet ved Bordelscener som den i Ringen No 1, ligesaa lidt som ved Don Juan, Figaros Bryllup og flere, der høre til Dagens Orden, medens Literaturens Krybeskytter i Bladene søge efter Stykker, som indeholde uskyldigt Spøg" (l.c.). I sine private breve lagde Collin ikke en dæmper på sit temperament; han var tydeligvis blevet irriteret over Rahbeks pedanteri, når det gjaldt den manglende konsekvens i dennes censorpolitik. Rahbek henholdt sig imidlertid til den kgl. resolution af 24. jan. 1825, "men da Omarbeidelsen fornemmelig bestaaer i Udstrygninger, og der i det Lidet, som er tilføiet, Intet findes, der kan formene Stykkets Antagelse, henholder jeg mig til min forhen yttrede Mening: "At naar min ærede Medcensor, med Hensyn til Opfyldelsen af hans giorte Erindringer [4], finder Stykket antageligt, er der fra min Side intet mod dets Forestilling at indvende"" (15.11.1826). Rahbek forsøgte ved denne formulering at skjule sin overgivelse, idet Olsen da ville stå med ansvaret, skabte stykket problemer ved opførelsen. Roller uddeltes den 5. april 1827 (PRFD), men først den 29. dec. 1827 fik stykket premiere (opført ialt 3 gange) (5).

Den anonymt indsendte komedie "Hierneorganerne" fik Rahbek til at nedkradse: "tommere og tørrere Sniksnak skaaret i Scener, har jeg ikke nylig læst" (13.11.1826). Olsen bifaldt ganske Rahbeks dom (16.11.1826). Remitteret den 24. nov. 1826 (Kp.nr.729).

"Rekruten og hans Kiæreste" blev ligeledes indleveret anonymt. Begge vota er gået tabt; remitteret den 15. dec. 1826 (Kp.nr.738).

"De tvende Friere" havde tidligere været indleveret til censur, hvor den var blevet forkastet. Den nu indleverede version var "den første Act af bemældte Stykke, deelt i to .. der .. er omtrent af lige Størrelse med en af Dr Hs Vaudeviller; men uagtet det altsaa skal have Maalet, frygter jeg, det ikke vil befindes at have Morsomheden, og kan ikke anbefale det til Antagelse", noterede Rahbek (8.12.1826). Rahbeks ironi skal ses på baggrund af opgøret om "Recensenten og Dyret" (jf. s.235). Olsen fandt, at det var "DagligdagsSnak i den laveste Prosa", hvorfor han helhjertet tiltrådte Rahbeks dom (21.12.1826). Remitteret den 22. dec. 1826 (Kp.nr.741).

Rahbeks bedømmelse af lystspillet "Forlovelsen og det forstyrrede [sideskift][side 222]Bryllup" formede sig som en jerimiade over vaudevillepesten: "Skal vi da have alle Hverdagslivets Jammerligheder og Flauheder paa Skuepladsen, som Lystspil? seer jeg mig nødsaget at spørge, og mener, at denne ene Følge af Vaudevillepesten er nok til at giendrive alt, hvad i et nylig udkommet Skrift [6], om denne Vanarts Uskadelighed for Smag og Konst kan være sagt . . Altsaa af Hiertet Nei! til alt det Snaus" (16.12.1826). Rahbeks indsigelse gjaldt hverken frivolitet eller personalier, men "Hverdagslivets" almindeligheder i modsætning til hans indvendinger imod mange af de moderne vaudeviller og lystspil; Rahbek angav derved præcist, hvad han frygtede blev konsekvensen af Heibergs vaudeviller: Hverdagslivets almindeligheder. Olsens indstilling er ligeså karakteristisk for ham, idet han i sit votum benægtede, at stykket var en følge af vaudevillepesten: "jeg troer at vi savne en Vaudeville der kunde fordrive de mange Usselheder, der kommer til Censur, hvoraf nærværende Stykke er noget af det Usselste jeg nogensinde har læst" (3.1.1827). Remitteret den 12. jan. 1827 (Kp.nr.755) (7).

Jørgen Hansens "Den skjønne Spanierinde" (jf. s.116) forkastede Rahbek kategorisk, fordi det var "i hver Henseende et høist elendigt Product" (15.1.1827). Olsen tilsluttede sig; stykket returneredes den 15. febr. 1827 (Kp.nr.767) (8).

Sammes "De to Underofficierer" (jf. s.162) forkastede Rahbek endnu engang: "Ingen Fabel, Caricaturer isteden for Caracterer, Plumpheder isteden for Vid, kort sagt, Alt, hvad der hører til at caracterisere de Giøgeæg, Buffona nuomstunder er saa utrættelig til at lægge i Thalias Rede Absit" (22.2.1827). Det er ganske bemærkelsesværdigt, at Rahbek efter tredje gennemlæsning placerede det i en helt bestemt sammenhæng: vaudevillepestens buffonnerier! Olsen mindedes "ikke i mit Liv at have læst saa meget taabeligt Vrøvl samlet paa Tryk" (27.2.1827). Han placerede ikke teksterne i den rahbekske sammenhæng, men tog dem enkeltvis. Remitteret den 5. marts 1827 (Kp.nr.775).

"Onklens Hiemkomst" mindede Rahbek om salig agent Holcks skriverier i Aftenposten (9): lystspillet ejede "det selvsamme Hverdagssnak, forsat med de selvsamme Uvittigheder" (22.2.1827). Heldigvis var den anonyme forfatter blevet træt af sit stykke, så at han havde "giort kort Proces dermed, og skaaret Knuden over i en Hast"; det ville Rahbek også gøre for ikke at skulle ulejlige publikum med at bruge "Gongongen til Slutning" (l.c.). Olsen fandt, at det [sideskift][side 223]var "lutter flaut Hverdagspassiar" (28.2.1827). Remitteret den 5. marts 1827 (Kp.nr.776).

"Advocaten og Giæstgiveren er noget elendigt Snaus, af den Syndflod, HverdagsSnak, opsmurt med Gemeenhed og Grovhed vi paa senere Tid hiemsøges af", mente Rahbek (1.4.1827), mens Olsen tilføjede, at det var "det jammerligste Vaas jeg nogensinde har læst" (5.4.1827). Remitteret den 10. april 1827 (Kp.nr.900).

Repertoirepolitisk er hovednummeret selvfølgelig den første komedie fra Hertz' hånd. For censurinstitutionen er dette stykke også meget vigtigt, fordi Holstein helt suverænt desavouerede de forordnede censorer: hans krav om yderligere udstregninger på grund af moralske forhold understreger skrøbelighedens tagne forargelse. Rosenkildes komedie kom ud for Rahbeks strengeste behandling, idet han kun lod Olsens medsammensvornes arbejde passere censuren efter at have opfyldt reskriptet af 24. jan. 1825. Collins bebrejdelse for pedanteri må da opfattes som et temperamentsanliggende. I øvrigt henførte Rahbek de fleste af disse lystspil til vaudevillepestens konsekvenser: skændsord og smædeord blev helt oplagt anvendt i en hidtil uset grad. Selv om Collin pr. 13. jan. 1827 (jf. s.257) fastslog, at han officielt skulle deltage i censurering af skuespil, ses han dog ikke vedrørende disse lystspil og komedier at have blandet sig på en afgørende måde.

[sideskift][side 224]

8.2.1 Oversat drama

I Olsens officiøse deliberationsprotokol noteredes under den 29. sept. 1826, at "Romeo og Julie bringes i Forslag". Hvad det betød, bevidnes af Ryges gennemlæsning i nov. 1826 med henblik på forslag til dekorationer: "Dersom De [Collin] forresten vil sende mig Bogen igjen paa en eller to Dage, da skal jeg forfatte et ordentligt Forslag til Decorationsvæsenet i dette Stykke med Hensyn paa Deres Forkortninger" (NkS 3104 16.11.1826). Collin havde syslet med denne klassiker, men overgav det endelige redaktionsarbejde til sin fuldmægtig, den uundværlige A.E. Boye. Den 15. dec. 1826 uddeltes rollerne (PRFD), men mere skete der ikke i denne sæson. Se s.275.

C.J. Boyes broder M.A. Boye indleverede oversættelser af Fr. Kinds sørgespil "Schön Ella" (1825) og Th. Hells "Bianca Torreda" (1808) i nov. 1826, men censorerne ses ikke at have behandlet dem.

Raupachs "Die Leibeigenen oder Isidor und Olga" (1826) blev indleveret af skuespiller Nielsen "til foreløbig Censur, forinden det leveres Herr Boye til Oversættelse" (Dp 19.5.1826). Olsen fandt det "aldeles værdigt til Antagelse og Omplantning paa den danske Skueplads. Heller ikke tvivler jeg paa, at jo min Medcensor, saavidt jeg kjender hans Genius, heri stemmer med mig", thi Olsen fandt stykket præget af "Menneskeligheds og sand Friheds evigskjønne Sag" (24.5.1826 CP 187f). Af Rahbeks censur fremgår det, at han ikke fik stykket til gennemlæsning, før det sendtes til C. Boye, der først blev færdig med oversættelsen i marts 1827, hvorefter denne blev tilstillet censorerne. Rahbek fandt sig ikke tilskyndet til at "anbefale det til Opførelse", fordi "den Følelse, hvormed jeg har læst det Hele, ikke er den, jeg venter, eller ønsker i Sørgespillet" (1.4.1827). Olsen var bundet af den tidligere afgivne censur, hvorfor han antog stykket (5.4.1827). Rahbek gjorde opmærksom på, at han ville tiltræde majoritetens mening, hvorfor Collin i fællig med Holstein endnu engang antog et af protegeens arbejder (Dp 6.4.1827). Rollerne blev imidlertid først "uddelt den 5. juli 1828 (Dp), mens premieren fandt sted, efter Boyes appel derom (UjBr 20.11.1828), den 26. april 1829 (opført ialt 3 gange) (1).

Kotzebues "Adelheid von Wulfingen" (1789) havde N.T. Bruun allerede i 1820 oversat. En anonym oversættelse fandt Rahbek "høist maadelig", men afgørende for hans dom var dog stykkets ide, som han i 1789 havde rådet Schröder i Hamborg til at ændre til et åndeligt [sideskift][side 225]frændskab (à la den senere "Axel og Valborg"), mens den nærværende bearbejdelse var tilsat en ny femte akt, "hvorved det opdages, at de ikke er Sødskende, og det Hele ender med Sang, og Dands. Jeg vover ikke at kalde denne Vending lykkelig" (14.4.1827). Se s.274.

Teatrets repertoire blev ikke bestemt ved kvantiteten af tilbudte oversættelser, men det er dog ganske påfaldende, at antallet af oversatte, seriøse stykker kom helt ned på 5. Shakespeares stykke blev uddelt men ikke opført på trods af Collins initiativ. Raupachs stykke blev antaget men først langt senere opført. Resten forblev i mørket. Rahbeks aversion mod oversatte sørgespil er velkendt. Grunden til at tilbuddet ikke var større blev derimod bestemt af andre kræfter: tidens ændrede smag.

[sideskift][side 226]

8.2.2 Oversat lystspil

Den helt afgørende begivenhed, hvad lystspiloversættelser og teatercensur i denne sæson angår, var kammerjunker Steen Billes oversættelse af Delavignes "L'école des vieillards" (jf. s.96). Olsens journal indeholder oplysning om, at han i perioden 22.-28. april 1826 beskæftigede sig med Billes oversættelse, som først blev indleveret den 12. maj 1826, hvorefter den tilstilledes Rahbek; hverken hans eller Olsens vota kendes. Stykket tilbageleveredes den 9. juni 1826 som antaget (1). Den 1. nov. 1826 uddeltes rollerne (PRFD), hvilket gav anledning til visse kabaler. Afgørende var derimod en række dramatiske forhandlinger i dec. 1826. Striden om antagelsen af Billes oversættelse gav anledning til principielle betragtninger vedrørende censurinstitutionen. Sagens behandling kan følges i privatkorrespondancen, idet Collin den 1. dec. 1826 tilskrev Rahbek, at "ante omnes skal den slette Oversættelse af Delavignes ecole des vieill[ards]" opføres (Coll.BrS.XVIII), hvorpå Rahbek dagen efter beklagede sig over, at "Hofsnoggunst" skulle medføre, at "Kammerjunkeroversættelsen, hvormed Delavignes fine lystspil har tabt 9/10 af sit Værd, og den liden Rest, ved hans Besættelse .. [skulle] faae anticipatio ante omnes", og "Væringerne i Miklagard" derfor skulle forsinkes (NkS 3107 udat.). På grund af sagens principielle karakter henvises til s.256. Steen Billes oversættelse blev aldrig benyttet af Det kgl. Teater (2). Se s.510.

Angående "Den trøstesløse Enke", oversat af C.F. Horn, tog Rahbek hensyn til publikums reaktion på "de smaa Qvasicomedier, der i forrige Aar blev givne saa mange af", hvorfor han fandt, at publikum "udentvivl med større Føye [ville] besværge sig over denne" (1.7.1826). Returneret den 3. aug. 1826 (Kp.nr.656).

Af den svenske Kotzebue, C.J. Lindegren, oversatte anonymus "Den blinda äskaren" (1795); censorvota fattes. Remitteret den 3. aug. 1826 (Kp.nr.659).

Farcen "Faderen som Sønnens Medbeiler", oversat af en anonym efter Garricks "Miss in her Teens" (1747) forkastedes på grund af den slette oversættelse, medens stykket som sådan ikke blev diskuteret af Rahbek (9.8.1826). Olsen var ganske enig (30.8.1826). Remitteret den 1. sept. 1826 (Kp.nr.691).

Holbeins "Der Wunderschrank" (1823), i 1824 hjemtaget af Ryge (jf. s.145), leveredes først til Rahbek, der mente, at stykket ville blive en succes, hvis det fik "fortrefligt Spil .. og et Publikum [sideskift][side 227]i godt Lune .. men det kan og under modsatte Omstændigheder falde total igiennem" (31.8.1826). Han overlod det derfor til sine meddirektører "at afgiøre dets Skiæbne"; oversættelsen "kunde trænge til nogen Efterhielp" (l.c.). Olsens votum var positivt; han anså det "for et meget godt Theaterstykke .. nogle faa Steder har jeg betegnet ved Blyant, hvor jeg har troet at Oversættelsen kunde trænge til Forbedring - iøvrigt finder jeg Oversættelsen upaaklagelig" (14.9.1826). Stykket blev antaget, men aldrig opført.

Liebes oversættelse af Holbeins "Die Nachschrift" (1826) vandt begge censorernes bifald, idet de begge henviste til Holbeins og Mad. Renners optræden på Det kgl. Teater i 1816, hvor stykket havde behaget (hhv. 22.9. og før 29.9.1826). Rollerne uddeltes den 6. okt. 1826 (PRFD), men først den 6. marts 1829 fandt premieren sted (opført ialt 11 gange) (3).

Heigels "Des Dichters Liebschaften" (1821) blev forkastet af censorerne den 22. dec. 1826 (Dp); vota fattes.

Sonnleithners "Dir wie mir" (Wien 1808) blev antaget samme dato; vota fattes. Stykket blev dog aldrig opført.

Mallings oversættelse eller bearbejdelse af Claurens "Das Wollmarkt oder Das Hotel de Wiburg" (jf. s.124) ville Rahbek ikke bedømme først, fordi han selv havde oversat Claurens original (10.3.1827). Olsen noterede, at "da Originalen ingen Lykke har gjort, kan den svage Copie vel ikke heller komme i Betragtning" (15.3.1827). Teatret afviste derfor Mallings arbejde, fordi man "allerede har en Bearbejdelse af dette Æmne" (Kp.nr.781 17.3.1827).

Da man havde brugt alle kræfterne på Delavignes stykke, blev intet tilovers til andre oversatte lystspil eller komedier. Der blev antaget to stykker, som aldrig blev opførte, mens Liebes oversættelse måtte vente 2 1/2 år på at komme på scenen. - Det er helt krystalklart, at med denne sæson skiftede repertoiret for alvor. Det udenlandske skuespil såvel seriøst skuespil som komedie blev hverken indleveret eller antaget: Det fik konsekvenser for det forestillede repertoire. Det nationale drama (Boye, Oehlenschläger), den nationale vaudeville (Heiberg) og enkelte nationale komedier (Rosenkilde og Hertz) fik adgang til teaterscenen. Der kan ikke herske tvivl om, at Collin var primus motor i denne repertoirepolitik, omend han ikke var alene om den, thi den krævede unægtelig leveringsdygtige dramatikere. Rahbek forsvarede Oehlenschlägers [sideskift][side 228]"Væringerne i Miklagard" men resten var han aldeles ikke begejstret for. Olsen var kun halvvejs ned i hele denne nyorientering, selv om han ses som hjælper for Rosenkilde og Hertz. Holsteins indsats blev tydeligt styrket i denne sæson på trods af underkendelsen af Steen Billes oversættelse af Delavignes fremragende komedie. Olsen tabte nok her de fleste points.

[sideskift][side 229]

8.3.1 Dansk opera

Krossing indsendte sit syngespil "Christian den Fjerde" i begyndelsen af maj 1826. Det leveredes til Olsen, der i brev til Rahbek bekendte: "Jeg har blot begyndt derpaa, og det har ikke villet smage mig; imidlertid vidner det om stærk Anstrengelse, og da han gjentagne Gange har affordret mig min private Dom, har jeg nyligen undskyldt mig med, at jeg i min Uvished havde sendt det til min Medcensor. Dette hysteron proteron beder jeg Dem, Højstærede undskylde .. Naar De har læst Stykket, beder jeg mig det tilsendt med en saa udførlig Censur, at jeg maaskee kan slippe med at læse hele Stykket ud" (NkS 2494 20.6.1826). Brevet illustrerer klart Olsens censurgæld (jf. s.232) samt hans måde at forvalte denne på og de konsekvenser for hans indflydelse på repertoiret den kunne få. Rahbeks censur er grundig og detaljeret i sin argumentation for en forkastelse. Emnet spændte forventningerne for højt, til "at vi lettelig kunne fyldestgiøres". Han slog fast, at syngespillet "mangler een dramatisk Handling". Kongehyldningen i første akt skuffede ved scenen mellem Frederik og Ulfeldt, og "Anden Act, der [var] et Sidestykke til Thaarups Hiemkomst", led ved den sammenhæng, hvori den var placeret og tabte derved i interesse. "Jeg føier endelig til, at det Slags Syngespil, hvortil Stykket hører, kræver en Art Musik, som vi har spiist for mange Skadeæg, og deslige udansk Kost til at finde Smag i" (20.6.1826). Olsen kommenterede ikke Rahbeks votum. Rahbek producerede svarskrivelsen til Krossing, hvor han hæftede sig ved, at stykket manglede "een og i Interesse stigende Handling" samt den vending musiksmagen for øjeblikket havde taget (Kp.nr.681 8.8.1826). Rosenhoffs fortsættelse af "Jægerbruden" (jf. s.38) "Fristelsen" indsendtes den 23. juli 1826 samtidig med, at han ønskede, at kompositionen måtte udføres af enten Kuhlau eller Weyse. Rahbek udtalte, at havde det været et skuespil, havde han ingen betænkeligheder ved at forkaste det, "men da Forfatteren skyder sig under de HH Componisters Autoriteter, og jeg har adskillige Data for, at de see med andre Øine, end jeg, suspenderer jeg ligesaa godt mit Iudicium først som sidst, da Dommen dog skal til den høiere Instants, og indskrænker mig blot til at sige, at jeg ikke finder noget heri mod Theaterprivilegiernes 11§, og altsaa i Tilfælde at det skulde finde[s] qvalificeret til Composition, intet kan have imod, at det stædes dertil" (27.7.1826). Rahbeks bitterhed skal formentlig ses i sammenhæng med Weyses vurdering af "Amors Hævn" [sideskift][side 230](jf. s.177), men i alle tilfælde understreger den komponisternes indflydelse på antagelsesproceduren, når det gjaldt syngestykker. Det skal tilføjes, at Krossings stykke kunne kasseres af rent æstetiske årsager, mens Rosenhoffs stykke åbenbart havde støtte fra højere sted, måske også fordi en anti-rossinisk musik ikke behøvedes til dette. Olsen ses ikke at have læst det, ej heller blev det ekspederet til Hauch. Direktionen bragtes ud af kniben, ved at Rosenhoff selv trak stykket tilbage, da han havde indset, at det var et fejlgreb at fortsætte "Jægerbruden" (I.B.nr.1650 4.7.1827).

Heiberg holdt sin selvgjorte tradition i live også ved indleveringen af sin operette "Et Eventyr i Rosenborg Hauge", idet han først fik Collin til at blade det igennem, hvorefter det tilstilledes censorerne (Borup nr.159 10.8.1826). Rahbek var positiv: "En ganske snorrig dramatisk Bagatelle", som han gav sin stemme med fornøjelse (12.8.1826). Olsens fravær i aug. 1826 gjaldt alle forretninger, hvorfor han lovformeligt ikke var i stand til at forrette sin censorgerning. På grund af aftalen med Collin sendtes stykket ikke via Hauch til Weyse (1) (jf. s.178), men direkte til Weyse, ekspederet af Collin (?). Heiberg undlod ikke at meddele Oehlenschläger, at han overtog den eftertragtede komponist, idet han havde givet efter for Weyses bøn om at skrive librettoen til et syngestykke; "En saadan tiltroede jeg mig at kunne skrive, og valgte dertil et Sujet, hvoraf jeg allerede i forrige Vinter havde havt isinde at gjøre en Vaudeville, men som jeg nu bestemte til dette Brug. At Handlingen foregaaer i Rosenborg Have, er en tilfældig Lighed, som mit Arbeide har med Amors Hævn, thi denne Localitet hørte oprindelig med til mit Sujet, hvoraf jeg allerede havde udkastet Planen for en Vaudeville, længe førend jeg havde hørt det Mindste om Deres Syngestykke" (Borup nr.162 16.8.1826). Selv om det var Weyse, der vragede Oehlenschlägers libretto, mere end anes Heiberg bag denne handling. På denne baggrund, hvor spinkel den end synes, skal det måske anskues, at Weyse allerede i marts 1827 fik kompositionen indsendt til teatret (Dp 30.3.1827). Den 27. april 1827 uddeltes rollerne, hvorefter premieren fandt sted den 26. maj 1827 (opført ialt 41 gange i den behandlede periode).

Aletta Maria Buschs opera "Valfred" fik af Rahbek følgende ord på vejen: "[En] forunderligere Ruskomsnusk af Tankespaaner .. veed [sideskift][side 231]jeg endnu ikke at have truffet paa hele min Censorbane" (udat. efter 29.9.1826). Olsen var enig (udat. far 20.10.1826), hvorpå librettoen returneredes den 26. okt. 1826 (Kp.nr.715).

"Jøden" indsendtes i begyndelsen af jan. 1827, hvorefter Rahbek fik det til censur: "skiøndt det har enkelte Stæder, der synes at vidne om Anlæg, men som alle Arbeider fra samme - mig ukiendte - Haand, om megen Ukyndighed saa vel i det dramatiske, som endog i Sprog og Versification", kunne han dog kun forkaste det (7.2.1827). Olsen anmærkede "de forslidte JødeKarakterer, og det aldeles udannede Sprog" (14.2.1827). Syngespillet returneredes den 15. febr. 1827 (Kp.nr.766).

Rahbeks udladning mod komponisterne var ikke fejlagtig foruretteltse, men som fremstillingen har vist, indigneret retfærdighedskrænkelse, thi Weyse eller Kuhlau kunne vitterligt med eller uden andres støtte omkalfatre censorernes domme. Om Krossings opera, vel det mest ambitiøse af de indleverede, blev forkastet også af velkendte nationale grunde får stå hen.

[sideskift][side 232]

8.3.2 Oversat opera

Overskous oversættelse af Boieldieus opera-comique "La dame blanche" med libretto af Scribe (OC 10.12.1825) indkom i aug. 1826, hvorefter Siboni modtog stykket for at bedømme, om det egnede sig "til Opførelse paa Hendes Majestæts Fødselsdag" (Dp 4.8.1826). Resultatet var, at det var passende dertil, Musiken smuk, faldt i det Ros[s]iniske; paa Grund af denne Betænkning antoges Stykket af Chefen" (Dp 18.8.1826). Det kan derfor kun ses som en formssag, at oversættelsen samme dag sendtes til censorerne. I Rahbeks censur hedder det, at stykket stod tilbage for Walter Scotts roman, men Boieldieus musik ville "bøde paa denne Mangel" (19.8.1826). "Jeg finder i øvrigt intet deri, der enten kunde hindre dets Antagelse eller Anvendelse til paatænkte Brug". I sin følgeskrivelse, stilet til Collin, var Rahbek ganske anderledes åbenmundet, idet han mente, det var "et Hysteron proteron at censurere et Stykke, som af Chefen og Syngedirecteuren er valgt til Geburtsdagsstykke" (19.8.1826). Han fandt i stykket "som Erast i de brutale Klappere Slet intet altsaa heller intet, der kan hindre dets Antagelse". Olsen, der var fraværende ved alle møder i aug. 1826 (jf. s.229), noterede i sin journal, at "Dame blanche [var] antaget i min Fraværelse (NB hos Chefen)" (DpO 1.9.1826). Han tilstilledes følgelig stykket til gennemlæsning (15.9.1826), men hans votum kendes ikke. Stykket opførtes til dronningens fødselsdag i 1826: 30. okt. 1826 var premieredato (opført ialt 62 gange i den behandlede periode) (1) (jf. Overskou Af mit Liv II 104f).

I direktionsmødet den 18. aug. 1826 anmodedes Siboni om at gøre forslag til rollebesætningen i "Fidelio" (jf. s.131). Den 4. sept. 1826 uddeltes rollerne (PRFD), men operaen kom ikke frem endnu. Se s.374.

Spontinis opera "Fernand Cortez" (jf. s.41) ansattes i direktionsmødet den 10. nov. 1826 til opførelse i anledning af kongens fødselsdag i 1827 (Dp). Den 30. dec. 1826 uddeltes roller (PRFD), og stykket opførtes første gang den 29. jan. 1827 (opført ialt 5 gange) (2). Se s.1235.

Syngespillet "Die Taubenpost" (1823) forkastedes den 22. dec. 1826 (Dp).

Den 2. febr. 1827 bifaldt direktionen Sibonis forslag om at bringe Rossinis "Othello" (jf. s.36) på scenen (Dp). Roller blev ikke uddelt. Se s.1039.

Aubers opera-comique "Le macon" med tekst af Scribe & G. Delavigne [sideskift][side 233](jf. s.182) læste Olsen i maj 1826, hvorpå han leverede Overskou den "med mit enkelt a" (DpO 25.5.1826). Rahbek fandt "intet, der fra Censurens Side kan hindre dets Antagelse" (7.2.1827). Olsen mente, at "naar Oversætteren endnu engang vilde med Strenghed give det større Correcthed, og paa sine Steder hæve Udtrykket til noget mere sandt poetisk Sprog", kunde det vente succes (14.2.1827). Olsens indsigelse mod den sproglige udformning betød måske en udsættelse, thi operaen fik først premiere den 1. sept. 1827, selv om Siboni allerede den 2. febr. 1827 havde ønsket, at musikken straks måtte blive kopieret, således at stykket kunne komme på scenen i indeværende sæson (opført 43 gange i den behandlede periode) (jf. PRFD 14.3.1827, NBD XVI 19.8.1827).

Webers "Oberon" med libretto af J.R. Planché (Covent Garden 12.4. 1826) drøftedes i juni 1826 som en mulighed til festforestilling i anledning af dronningens fødselsdag (DpO 30.6.1826). Overskou havde "erholdt baade tydsk [3] og engelsk Text", men på grund af Sibonis bortrejse vidste Olsen intet yderligere om arbejdet med oversættelsen eller planerne om dens opførelse (Coll.BrS.XXIIIb 18.7.1826 adr. Collin). Der indleveredes imidlertid en oversættelse i aug. 1826, som censureredes af Rahbek (votum tabt), hvorefter han ekspederede den videre til Olsen. Den 31. aug. 1826 noterede Olsen, at Overskou havde fortalt ham, at den indleverede oversættelse ikke var hans, "og at det uden Musik er umuligt at oversætte S[ty]k[ket] til Brug" (DpO). Den anonyme oversætter bad den 7. dec. 1826 om at få sin oversættelse tilsendt, for at han [kunne rette den danske tekst til efter musikken, som han da havde erhvervet (UjBr), men denne uønskede oversættelse kom man til livs, idet man henvendte sig til Oehlenschläger, som på et ikke angiveligt tidspunkt gik i gang med arbejdet. Han oplyste, at han havde oversat "Texten til Musiken", men endnu manglede at oversætte resten af teksten, hvilket først kunne ske, når han fik den engelske original (CP 300 12.4.1827 adr. Collin), hvilket P.O. Brøndsted besørgede (TK 1827 2.kv.nr.700 28.4.1827). I ifølge Zinck (340) fik Oehlenschläger først indsendt hele oversættelsen den 22. nov. 1828. Marts 1829 arbejdede både Siboni og Collin på at få operaen frem, men roller blev ikke uddelt. Se s.424.

Siboni dominerede ganske afgørende denne sæsons operarepertoire. Han bragte i forslag, og Holstein accepterede Sibonis vurderinger. [sideskift][side 234]Rahbek fraskrev sig enhver andel i denne del af repertoiret, mens Olsen arbejdede ganske ihærdigt for at understøtte Siboni og hjælpe Overskou. Collin anes næsten ikke i denne sammenhæng. Repertoiret synes helt dikteret af italiensk smag blandet med franske opera-comiques.

[sideskift][side 235]

8.4.1 Dansk vaudeville

De i denne sæson behandlede vaudeviller gav anledning til de voldsomste meningsudvekslinger mellem teaterdirektørerne, specielt Rahbek og Collin.

"Recensenten og Dyret" sendtes af Heiberg den 7. sept. 1826 til Collin med anmodning om at læse den igennem samt "ved Indleveringen sige et Ord om den, og især bestemme Synspunkten lidt for Rahbek" (Borup nr.163). Forsøgte Collin noget sådant, skadede det kun Heibergs stykke, idet Rahbek slog kontra med sin lakoniske dom: "Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for at sige videre derom" (8.9.1826). Rahbek undgik med vilje (?) at benytte vendingen "nægte stykket min stemme", idet han indskrænkede sig til at fordømme det kunstnerisk såvel som moralsk og derpå overlod det til andres afgørelse, idet han var klar over, at hans stemme ikke ville blive hørt. Olsen var synligt påvirket af Rahbeks dom, men "naar jeg undtager det lange kjedelige Vrøvl i Beskrivelsen over Dyret, finder jeg meget ret lunefuldt og løjerligt i Stykket", hvorfor sagen måtte afgøres af de øvrige direktører ifølge "Skik og lov", idet han dog tilføjede, at blev stykket antaget, måtte der satses på "en fordeelagtig Rollebesætning", samtidig med at han dækkede sig ind ved at undskylde sin dom, da han måske ikke havde grebet de mange allusioner til dagliglivets København (10.9.1826). Formentlig inden afgørelsen faldt i mødet den 15. sept. 1826 havde Holstein skriftligt nedfældet sine tanker om stykket, men hans indsigelser var, ubetydelige, idet han kun forlangte, at Ledermann og Klatterup ikke nævntes ved militære charger, samt at de mange eder udelodes (Borup nr.167). "[Stykket] .. antoges af Directionen og bestemtes til Opførelse snarest muligt" (Dp 15.9.1826): Rahbeks dispensation hindrede ham i at protestere. Den 27. sept. 1826 uddeltes rollerne, og premieren fandt sted den 22. okt. 1826. Først da begyndte opgøret. - Vaudevillen var også berammet til opførelse den 24. okt. 1826, men på grund af publikums reaktion måtte repertoireplanen ændres, "da Chefen ikke torde lade Heibergs Vaudeville "Recensenten" spille" (DpO 24.10.1826). Den 25. okt. 1826 læste Olsen Profts anmeldelse i "Conversationsbladet"; på mødet den 26. okt. 1826 blev denne anmeldelse diskuteret (som punkt 3 på dagsordenen) samt "Debat om Heibergs Vaudeville" (punkt 5 på dagsordenen) (DpO 26.10.1826). Resultatet af denne debat blev, at Collin som Heibergs nærmeste påtog sig at udarbejde rettelser til vaudevillen [sideskift][side 236](Borup nr.168). Ved mødet den 3. nov. 1826 fremlagde Collin sit forslag, som han "bad Olsen at modtage .. til Eftersyn. Chefen mente at det burde ikke opføres før hans anden Vaudeville [1] var opført. O[lsen] mente at Pr[ofessor] R[ahbek] ikke skulle udelukkes fra 2den Censur" (DpO 3.11.1826). På grund af tabet af Rahbeks breve til Olsen skal det blot anføres, at Rahbek trods sin indstilling til vaudevillen skulle høres i anden omgang. Den 10. nov. 1826 afleverede Olsen "Recensenten og Dyret" med reenskreven og skizzeret Critik" (DpO) (Borup nr.169). Først derpå sendte Collin det rettede manuskript til Rahbek (15.11.1826), som dagen efter returnerede det til direktionen - ulæst!, fordi "da jeg erfarer, at de deri foretagne Forandringer ere efter Anledning fra Directionen, erkiænder jeg, at jeg ikke er dens Dommer, og seer mig gierne fritaget for et Arbeide, som jeg ligesaalidt foretager for Fornøielse, som med Fornøielse, eller til Fornøielse" (Borup nr.171). Rahbeks tilbageholdenhed er bemærkelsesværdig, fordi han vedrørende denne vaudeville konsekvent bestræbte sig for at forblive uden indflydelse på et teaterarbejde, som samtlige beslutningstagere i direktionen beslutsomt arbejdede på at forandre på den ene eller den anden måde. Sammenligner man hans indstilling til et andet kontroversielt stykke, "Den lille Rødhætte" (jf. s.4, s37), fremgår forskellen, thi i 1821 søgte Rahbek "trods alt at vinde indflydelse, selv om han i slutfasen måtte give efter for stærkere kræfter; i 1826 kæmpede han ikke mere, når det gjaldt Heibergs vaudeviller (2). - Heiberg handlede særdeles dristigt, når han efter denne anden censur endnu engang omarbejdede sin vaudeville. Den 8. dec. 1826 erklærede Olsen sig "enig med Collin, at .. [vaudevillen] efter de af Forfatteren derved foreløbigen foretagne Forandringer og Forkortninger kunde atter komme paa Scenen". Også Holstein læste den forandrede version: "Ieg har vist intet imod at De forandre[de] Vers Bruges, og er af samme Mening som Hr Etatsraaden at det vil Bidrage til større Besøg. kuns vil ieg ingen Ansvar have ifald der mod Formodning skulde Klages over nogle Udtryk i de nye Couplets" (BmD 7.1.1827). Repremieren fandt sted den 12. febr. 1827. Resultatet blev endnu engang, at Collin var i stand til at få et stykke på scenen, hvorimod der fra Rahbeks kunstforstand var modstand: denne gang krydredes problemerne for Collin med hensynet til publikum (recensionerne): Collin var for dette organ villig til at [sideskift][side 237]bøje sig (opført ikke mindre end 10 gange i første sæson; ialt op ført 102 gange i den behandlede periode).

Stud. theol. N.C. Bierrings anonymt indleverede vaudeville "Attestats og Forlovelse" blev første gang tilstillet censorerne ult. aug. 1826. Rahbek erklærede sig "ustemmeberettiget, da det indeholder mangfoldige Personalier, skiøndt just ikke Personaliteter, der i Tilfælde, Stykket blev bragt paa Skuepladsen torde foranledige Reclamationer, f.Ex. fra Consistorium, Facultetet, Kongens Livcorps &&&, for hvilke jeg i Følge Embedsstilling og personlige Forhold let kunne komme i den ubehagelige Nødvendighed at være Organet" (3.9.1826). Rahbek overlod med denne undskyldning sagen til sine meddirektører. Olsen var ganske enig med Rahbek, eftersom vaudevillen ville opnå "flere Autoriteters billige Anke" (5.9.1826), mens Collin ikke foreløbig udtalte sig som censor. Den 13. sept. 1826 meddelte Collin imidlertid Rahbek, at forfatteren havde opsøgt ham. Han "vilde .. gierne forandre deri hvad der især kan have stødt Dig, og hvis Du venskabeligen vilde meddele ham Dine Raad. Jeg .. er uinteresseret i Sagen; men da jeg .. hørte, at Du ellers tog Dig af ham, og jeg veed hvor gierne Du hiælper, saa paatog jeg mig, uopfordret, at forberede hans Komme" (Coll.BrS.XVIII). Ejendommeligt er det, at Collin ikke navngav forfatteren, hvilket bragte Rahbek til at videregive et forlydende fremsat af Nathan David om stykkets forfatter: Fr. Fabricius, p.t. volontør, ved Det kgl. Bibliotek, som Rahbek kendte fra bl.a. Studenterforeningen, hvor han var "ordførende Senior paa min Hædersdag". Uden hensyn til sit formente kendskab til forfatteren ville Rahbek "meddele ham mine Betænkninger, da jeg fraregnet, hvad jeg i Almindelighed har mod Vaudeviller, finder hans i det Hele saa godmodig jovial, at jeg til flere, blandt andre til Holstein - har erklæret, jeg intra privatos parietes ikke vilde have det mindste, imod, selv at spille i den. Hvad derimod det store Theater angaaer, da er det, som du veed, min Mening, at ikke blot ingen Personaliteter, men ingen Personalier maa komme der; ingen levende Hædersmand nævnes - uden det er Honoris causa, som Fisker, Rothe, Fasting i Hiemkomsten - eller fremstilles der. For min egen Deel har jeg intet videre derimod, end hvad der siges om Studentercorpset, dets Underofficerer, og Generalen [3]; og mener jeg, den hele Scene maa udelades, og at vor Uniform ligesaalidt som de andre danske, bringes paa Scenen for at giøres latterlig [sideskift][side 238][4]. Som Personalier, jeg qua det offenlige nationale Theater ikke billiger, regner jeg f.Ex. at Prof. Møller og om jeg ikke tager feil, Nyerup nævnes, at Ørsteds absit rixis absit scurrilitas bringes paa Scenen [5], at Irenæus og de 88 berøres [6], en Strid, som det vel ikke er klogt at bringe paa Skuepladsen, eller drage den ind i; lad os ikke erindre Grundtvig, og Lindberg og Rudelbach & Comp, om at vi er til; thi sandelig vi kunne for Øieblikket ingenlunde være tiente dermed [7]. Alle disse Yttringer ere imidlertid - det om Kongens Livcorps undtaget - .. kun bona consilia, og ingenlunde Censuranker. Vi have begge spilt Erast i brutale, Klappere; hans Philosophi er min:

Hvorledes tør jeg sige:
At Skuepladsen ei er Plads til lærde Krige,
Og hvor vi vente meer, og - blot dramatisk Digt,
Det bedste Strid[s]skrift selv er mat og væmmeligt;
At al Acteurens Kunst, hans Smiil, hans Vink, hans Raaben
Er her kun mordiske og utilladte Vaaben,
Hvoraf ei nogen kan betiene sig igien. [8]

Det er min halvhundrede Aars Trosbekiændelse, og efter den maa jeg bedømmes. Skiøndt jeg troer, at Stage ikke spilte mig i den bekiændte Væverscene [9], har det dog harmet mig at vide, at Publikum troede at see mig der, og deriblandt maaskee endog de Høie Personer, der frygtede at have prostitueret dem ved at lee; og med samme Skieppe jeg ønsker at maales, forlanger jeg andre maalte, om det saa er Hiorthøi og Guldsmed Winther, eller vd Lühe [10]" (BmD 14.9.1826). Rahbeks skelnen mellem privatpersonen og teaterdirektøren forblev hans svaghed, thi privatpersonens liberalitet svækkede teaterdirektørens principper. Rahbek meddelte Collin sine tanker om den videre behandling af Bierrings vaudeville, idet har ville tilskrive forfatteren sine "personlige Erindringer. Som Censor har jeg - exciperet, som - tildeels - Part i Sagen; naar midlertid alt, hvad Corpset angaaer, hvis Kiole jeg bærer, gaaer ud, har jeg, naar min Stemme fordres, intet mod Stykkets Antagelse; men tilraader en skarp Revision af alle Personalier; thi sætte vi os ikke paa den Fod, aldeles intet sligt at tilstæde, kunne vi ligesaa lidt sætte Grændser derfor, som for Extemporeringen, og den personlige Copiering, og inden vi drømme derom, kan skee, hvad vi nødig ville" (l.c.). Direkte foranlediget af modsætningerne vedrørende antagelsen af "Recensenten og Dyret" (jf. s.235) måtte [sideskift][side 239]Rahbek erklære sig uforbeholdent, idet han samtidig lagde til: "Jeg taler til en Ven; og skiøndt jeg ikke tilføyer med ham, For Guds Skyld søde Far ei mine Ord igien", bekendte han: "Jeg vilde troe at glemme, hvad jeg skylder os begge, ved at handle i Embedssager anderledes" (l.c.). Rahbeks defensive placering i forhold i til Collin kan ikke skjules af citater; men Rahbek måtte nødvendigvis udfra sine tidligt angivne præmisser modsætte sig såvel personalier som personaliteter, selv om sidstnævnte kategori næsten var umulige at undgå. Det skal rigtignok tilføjes, at det ikke lykkedes Rahbek at holde den kongelige skueplads ren for den af ham bekrigede plage; hans indsats har højt regnet været modererende, idet forfattere og skuespillere har kendt hans indstilling til disse problemer. Vedrørende vaudevillen "Attestats og Forlovelse" meddelte Rahbek den 22. sept. 1826 Collin, at Bierring havde besøgt ham og bedt "mig tilkiændegive dig, at, da Scenerne Kongens Livcorps vedrørende gaae ud - som egenlig var de, jeg havde officiel Indsigelse imod -, og han desuden har viist sig ualmindelig eftergivende mod mine øvrige Ønsker angaaende de Steder, jeg ikke fandt egnede for Scenen, kan jeg ikke have det mindste mod dette Stykkes Antagelse. Jeg tilføyer, at det af samtlige indkomne Vaudeviller .. Vennernes Fest undtagen .. er det den, som jeg mindst vilde troe at kunne nægte min Stemme, da den blot indeholder godmodig ingen fornærmende Spøg" (CP 115). Rahbek kunne ikke give en vaudeville en varmere anbefaling. Han var blot alene om denne vurdering, thi Olsen noterede den 29. sept. 1826: "(Attestatsen af Bierring NB anonym) Et. C[ollin] enig derom" (DpO). Af hændelsesforløbet fremgår det, at dette notat må tolkes som enighed om forkastelse af vaudevillen. Da den indkom med de i Rahbeks brev omtalte forandringer, antog Rahbek den, mens Olsen argumenterede kraftigt imod antagelse. Rahbek mente, at de "foretagne Forandringer" havde været til dens fordel, hvorfor han "nu aldeles ingen Aarsag [havde] til at nægte den min Stemme" (1.10.1826). Olsens votum er så meget des interessantere, som man af det ovenstående har erfaret Rahbeks store arbejde med Bierrings produkt. Hans votum former sig som en total nedsabling af Bierrings stykke: "At enkelt Mand tydeligen er paapeget, at Præster ere stillede i et foragteligt Lys, at Orthodoxie og overhovedet religiøse Materier gives til Priis for en Mængde af høist ucompetente Dommere, at den Melodie, som især gjør Vaudevillen "Kong [sideskift][side 240]Salomons" Lykke her atter fremdrages, at Sted og Tid saa jævnligen lades ubestemt, at Nancys Kierlighed er saa slet motiveret, og at saavel Grundideen, som selve Intriguen er saa lidet pirrende, .. kan ikke andet end afskrække mig fra at antage et Stykke, som efter min Formening vilde ved Opførelsen drage mere end een ubehagelig Følge efter sig" (4.10.1826). Som resultat af disse vota fandt "de tilstædeværende Directeurer" stykket uegnet til opførelse (Dp 6.10.1826). Teaterkontoret returnerede manuskriptet til Bierring den 9. okt. 1826 (Kp.nr.710). Se s.262.

Med hensyn til det næste teaterarbejde "Invaliden eller Hiemkomsten" er genrebetegnelsen usikker. Rahbek anførte i sit votum, at var det en vaudeville, ville han suspendere sit judicium på grund af antagelsen af "Recensenten og Dyret"; var der derimod tale om et lystspil, anså han det ikke for at være passende for skuepladsen (22.9.1826). Olsen fandt det, hvad enten det "skal være Vaudeville, eller Operette" uværdigt for nationalscenen: versene var fejlfulde, udtrykkene plumpe og usandsynligheden for stor (21.12. 1826). Stykket returneredes den 22. dec. 1826 (Kp.nr.742).

"Skabhalsiasky eller Hiertetyven" kasseredes af Rahbek som noget "af det jammerligste Snavs, man nogensinde har budet os" (10.3.1827) . Olsen havde forinden haft stykket, hvorom han mundtligt havde ytret sig (15.3.1827); stykket returneredes den 17. marts 1827 (Kp.nr .783). - Den 1. juni 1827 modtog Rahbek imidlertid en signeret skrivelse fra forfatteren, som han indsendte efter at have bortskåret navn og adresse; brevet cirkulerede og "tilbagesendtes mig med samtlige Medcensorers Paategning, hvoraf Resultatet var: At da Vaudevillen Skabhalsiasky eenstemmig var forkastet, var ved denne Sag intet at gjøre" (8.6.1827 Rahbek til teaterdirektionen). Rahbek titulerede den os ukendte forfatter D.V., hvorfor det må være rimeligt at slutte, at forfatteren, Rahbek "personlig en ukiændt", forsøgte en pression qua sin placering i samfundet.

Den 10. febr. 1827 indsendte Hertz anonymt sin vaudeville "Kierlighed og Politie" til direktionen. I sin følgeskrivelse søgte han at lægge luft mellem Heibergs arbejder og sit eget produkt, idet "han har .. søgt, saavidt det stod i hans Magt, at udmale alle Hovedpersoner til muligste Klarhed" (UjBr). Både Olsen og Collin havde haft stykket før Rahbek, men de havde kun hhv. mundtligt og med streger i manuskriptet tilkendegivet deres mening (11). Den 10. marts 1827 skrev Rahbek, at han intet havde imod vaudevillen, [sideskift][side 241]"forudsat, at den vil behage, men da dette for en stor Deel kommer an paa, hvad jeg ikke kan bedømme, den valgte Musik, maa jeg i saa Henseende suspendere mit Judicium". Det skal understreges, at Rahbek med dette votum for første gang siden antagelsen af "Vennernes Fest" antog en vaudeville, selv om han var usikker med hensyn til dens udførelse på scenen. I sit votum tilføjede Rahbek derefter en generel erklæring om sit syn på vaudevillen som genre: "At forkaste Vaudeviller, fordi de er[e] Vaudeviller, forekommer mig en taabelig Eensidighed - undtagen for saa vidt Musiksmagen, hvis Værge jeg ikke er sat til at være, maatte findes at kunne lide under alvorlige Mesterværkers parodiske Profannation .. Dr Heibergs Skrift [12] har jeg ikke læst, da jeg kiænder hans Tro af hans Gierninger, og ikke vilde føres i Fristelse til en Pennestrid, som i min nærværende Stilling synes mig formeent, men at det kun er det uanstændige, som i Aprilsnarrene, det gemene, som i Recensenten og Dyret, Personaliteter, som i Coupletterne om Kiel i den sidste Tilsætning til Kong Salomon, jeg efter Pligt og Samvittighed giver mit Nei, er jeg mig bevidst". Rahbek gentog dette standpunkt flere gange i sine sidste leveår uden eksplicit at anholde det uanstændige, gemene, etc. i Heibergs vaudeviller, udover hvad han i sine første vota måtte have anmærket. Olsens notat om "Kierlighed og Politie" indeholder kun den antegnelse, at navnet på Kammerraaden skulle udskiftes (Kramkiste rettedes til Paaske) samt at forfatteren "i det Hele [burde] give sit poetiske Sprog et mindre metaphysisk Anstrøg" (15.3.1827). På disse betingelser blev stykket antaget (Kp.nr.782 17.3.1827). I sin anonyme skrivelse fremkom Hertz med forslag til ændringer i detaljen, hvilket direktionen benyttede til at returnere stykket og derved sinke den af Hertz allerede ved indsendelsen ønskede snarlige opførelse. På grund af indsigelser fra skuespillerne doubleredes Nielsens og Cettis roller, hvilket Hertz meget modsatte sig, da han mente, vaudevillen ville falde, spillede Nielsen ikke Carl Assens rolle "i det mindste de 3, 4 første Gange"(Coll.BrS.XXIIb 11.7.1827). Roller uddeltes derpå den 1. sept. 1827 (PRFD). Den 22. okt. 1827 tilskrev Hertz direktionen i anledning af Nielsens hjemkomst og rykkede for en snarlig opførelse, hvilken langt om længe fandt sted den 18. nov. 1827. Efter at have overværet premieren tilskrev han Collin og begærede opførelse af stykket standset på grund af mishagsytringer ved den første opførelse: [sideskift][side 242]"Feilen synes at ligge i Stykkets længde og i nogle Scener, hvis Udfald ved Opførelsen ikke svarede til min Forventning" (Coll. BrS.XXIIb udat.). Rahbek var ked af den sceniske fremstillings virkning: "[Man] maa .. efterhaanden blive tvivlraadig i Henseende til denne Art Stykker, ogsaa, da dette maaskee var det bedste i sit Slags, vi endnu have givet, at sige, hvis Musiken dertil var god, som jeg naturligviis ikke veed" (NkS 3107 25.11.1827 adr. Collin). Hvornår Hertz indsendte sin forkortede version vides ikke, ej heller hvorvidt censorerne atter læste stykket, selv om Rahbek havde fået ført til protokols, at han havde ret dertil (23.11. 1827, jf. s.220). Stykket havde repremiere den 22. jan. 1828, ved hvilken lejlighed Cetti spillede Carl Assens (opført ialt 5 gange).

Johs. Wildt, en af Rahbeks elever på "Den dramatiske Skole" (13), indsendte sin vaudeville "Overtroe og naturligt Hexerie, eller Eventyret paa Reisen" senere ændret til "En Nat i Ebeltoft eller Eventyret paa Reisen" anonymt ult. juli 1826. Rahbek fik den først til censur; hans oprigtige ønske var, at dette stykke "med hele sin eventyrlige Familie .. vises ad Fieleboderne .. da man midlertid har spilt April[s]narrene paa det danske Nationaltheater, seer jeg ikke, hvorfor man ikke ogsaa skulde spille dette" (1.8.1826). Olsens votum oplyser, at han "troer .. at det bør ansees som en af de bedre Vaudeviller .. Dialogen er levende, Versene ere gode, og det vil, som ved andre Vaudeviller, vist nok især beroe paa en fordeelagtig Besætning og en passende heldig Musik, om denne Vaudeville skal gjøre Lykke" (14.9.1826). Overensstemmende med Rahbeks betingede anskuelse anførtes i deliberationsprotokollen: "Paa en Maade antaget af begge Censorerne. Etatsraad Collin modtog det" (15.9.1826). Tager man formuleringen for pålydende, er handlingen ekseptionel, men det skal understreges, at Rahbek reelt var imod vaudevillen, hvorefter Collins mellemkomst var berettiget (14). Collins vurdering betød forkastelse: "Begyndelsen er yderst keedsommelig, og Enden er ikke meget morsom .. Saaledes som det nu er, vil Publicum, i hvor fordervet Profess[or] Rahbek vil giøre dets Smag, neppe taale det" (4.10.1826). På trods af de vidt forskellige præmisser forkastede Rahbek og Collin i fællig denne vaudeville, returneredes til Wildt med denne collinske kompliment: "[At den] enkelte gode Steder, og de ret gode lyriske Stykker uagtet i [ikke var antagelig]" (Kp.nr.708 6.10.1826). Det er karakteristisk for Collin, at han gjorde kort proces og afviste en potentiel konkurrent [sideskift][side 243]til Heibergs vaudeviller, selv om han begrundede sin forkastelse med det hensyn, teatret burde tage til publikums smag. Olsens votum fremsattes den interessante betragtning, at vaudevillerne ikke burde "fortrænge Sørgespillene og Lystspillene, især de bedre af disse; men naar Publicum, og det endog den oplyste, dannede og smagfulde Deel af Publicum nu i saa høi Grad ynder Vaudeviller og Syngespil, bør man vel her, som allevegne er skeet, nogenlunde lempe sig efter Publicums Smag, indtil denne atter forandrer sig til det bedre" (14.9.1826). Forskellen mellem Olsen og Rahbek kan næppe illustreres bedre end ved dette citat, der kan opfattes som devise for Olsens censorvirksomhed, thi Rahbek indrømmede aldrig, at det var en teatercensors opgave at følge publikums smag på bekostning af egne idealer (jf. s.79f), hvorimod Collin bevidst søgte at opspore publikums smag, endog før den endnu havde krystalliseret sig. - Teatercensorerne var imidlertid ikke færdige med at beskæftige sig med Wildts vaudeville, thi Olsen havde den 24. okt. 1826 en samtale med forfatteren (DpO). Opmuntret heraf (15) indsendte han i marts 1827 atter sin vaudeville, der denne gang først blev censeret af Olsen: "Hvorvidt Omarbeidelsen har forbedret eller forværret denne Vaudeville, kan jeg ikke af Mangel paa Hukommelse, bestemme" (22.3.1827), men han fandt nu, "at det vrimler af Usandsynligheder", hvorpå han nævnte en række eksempler, der alle "gjøre aabenbar Vold paa al Illusion. Jeg vover altsaa ikke at antage Stykket, uanseet at Stilen er upaaklagelig, og Versene meer end gode nok til en Vaudeville" (l.c.). Olsens ændrede holdning kan skyldes en ændret indstilling til vaudevillen som genre betragtet, men kunne også være udtryk for ærlig skuffelse over Wildts forandringer affødt af deres samtale i okt. 1826. Rahbek kanonerede følgende votum i anledning af den ændrede vaudeville: "Det glæder mig særdeles, at kunne give dette Fielebodsstykke mit Ney med den trøstelige Vished, at dette her ikke vil være spildt. Hvorvel jeg - naar jeg ved Lov og Dom var tvunget dertil, heller vilde bivaane en Forestilling af det, end af Recensenten og Dyret, heller, hvis jeg havde en ung Datter, føre hende hen at see det, end Aprilsnarrene, og, naar Ondt skulde være, heller give det min Stemme, end de syv militaire Piger [jf. s.246], er det dog af fuld Overbeviisning, jeg, uagtet alt, hvad det østske Archiv siger [16], om mine forandrede Grundsætninger, Theatrets Bestemmelse og Værdighed angaaende, hermed giver det min forkastende [sideskift][side 244]Stemme" (27.3.1827). Rahbeks vurdering af vaudevillen var uforandret, blot satte han den ind i den bestemte sammenhæng, hvori han anskuede problemerne vedrørende teaterdrift efter den nye genres indtog på nationalscenen. Hans despekt for netop denne nye vaudeville var uforpligtende og fik ingen konsekvenser, thi Rahbek vidste, at Collin var modstander af den. Trods begivenhederne i jan. 1827 udtalte Collin sig ikke om Wildts ændrede version, formentlig fordi han tolkede censorernes vota som værende overensstemmende i en forkastelse, hvor forskellige deres motiver dertil end havde været. Den 31. marts 1827 returneredes stykket, idet det var "fundet uanvendelig for den danske Scene" (Kp.nr.896) (17).

"Den uheldige Hiemkomst", anonymt indleveret, tilstilledes Rahbek først. Han bad sine medcensorer "ikke .. spilde Tid eller Arbeide paa den slette Skrift .. da det Hele er blottet for Alt, der i mindste Maade kunde give det Adkomst at komme i Betragtning" (27.3.1827). Olsen var ganske enig (5.4.1827), og Collin ytrede sig ikke. Remitteret den 10. april 1827 (Kp.nr.899).

Mallings vaudeville "Frierne fra Landet" censeredes af Rahbek den 19. april 1827 og karakteriseredes som "Sammenskriftprosa, hvori der .. ikke [er] mindste mallingske Blodsdraabe. Jeg har slidt mig igiennem det Hele, og staaer Dem inde for, at De med at læse, hvad Scene De træffer paa, vil have nok til at tiltræde Forkastelses Dom". Olsen fulgte rådet og fandt hurtigt bevist vaudevillens "mageløse Usselhed" (19.4.1827); endnu engang forholdt Collin sig tavs. Den 20. april 1827 sendtes stykket retur (Kp.nr.903).

Behandlingen af disse vaudeviller blev afgørende for censurinstitutionen som organ, idet bryderierne om Heibergs vaudeviller skabte krisen i dec. 1826, der både for Heiberg og teaterdirektionen fik konsekvenser, idet institutionen undergik en omstrukturering ved Collins lovformelige indtræden i censurinstitutionen. Genoplivningen af den kgl. instruks fra 1801 blev ganske vist ikke påberåbt i denne sammenhæng, men det må være hævet over al tvivl, at behandlingen af disse vaudeviller har været årsagsfremkaldende til fremdragelsen af instruksen. Det afgørende for behandlingen af disse vaudeviller var, at Collin atter viste, at han kunne bringe på scenen, hvad han fandt tjenligt dertil - uden at det i dag står ganske klart, hvorvidt han lod sig diktere af rent opportunistiske motiver. Der kan derimod ikke herske tvivl om, at Rahbek [sideskift][side 245]handlede efter strengt personlige, såvel æstetisk som moralsk betingede motiver. Hans behandling af Wildts vaudeville kontra Holbergs "Recensenten og Dyret" afslører klart hans kunstneriske stræben. For Rahbek betød det imidlertid, at han ikke evnede at præge repertoiret. Olsens behandling af vaudevillerne fremviser ingen større overraskelser i almindelighed, men i behandlingen af Bierrings arbejde afslørede han et ikke hidtil i den behandlede periode iagttaget engagement, forårsaget af hans placering i kirkestriden.

[sideskift][side 246]

8.4.2 Oversat vaudeville

Angelys bearbejdelse "Sieben Mädchen in Uniform" efter Théaulon & d’Artois' "Les femmes soldats, ou la forteresse mal défendue" (TV 9.2. 1809) anskaffedes af Collin fra Hamborg (1). Han sendte stykket til Rahbek den 6. jan. 1827, idet han samtidig meddelte ham, at direktionen havde diskuteret "om medfølgende Stykke .. skulde oversættes .. Olsen har læst det, og finder det aldeles antageligt; at jeg ikke har noget imod, at det i passende Dragt kom her paa Scenen, vilde jeg ikke have anført, hvis han ej havde paalagt mig det" (Coll.BrS.XVIII). Collins reducering af sig selv virker påfaldende, da han ikke tidligere ses at have taget synderligt hensyn til Olsen; Collins formulering lader ane, at han på forhånd kendte indholdet af Rahbeks votum, hvilket Rahbek også synes at have vidst, siden han anførte Tiecks anmærkninger til stykket. Rahbek stod i en yderligt svag position, idet hans stemme ikke kunne blive udslaggivende; i stedet valgte han at citere Tiecks i udladning mod dette slette teaterarbejde, idet han gjorde den til sin egen meningstilkendegivelse: "bliver Stæder i deslige Gøglespil keitet givne, ere de fuldkommen utaalelige, som de da og selv med det bedste Spil ere mig; det er at sige, saadanne, som dette, uden Handling og Caracter, og hvori Mængden kun glæder sig ved, at unge Fruentimmer træde op, som Soldater og giøre Militairexercice. Hvorledes denne Keedsomhed kan more, begriber jeg ikke; i det franske Original, finder jeg ogsaa, at det kun skeer eengang, og rimeligviis kun eet Øieblik. De tydske have heri overgaaet det franske Mønster, og giøre dette til Hovedsagen .. Sexten (18) fulde Aar har da været behov, for at lade vort Publikum blive modent til dette Særsyn. Fra fem til fem Aar kan man ved vort Theater stedse spore et mærkeligt Forfald. Om ikke igien det saaledes vil stige i Perioder. At ønske var det, og den høieste Tid er det og, at det skeer; thi ellers kunne vi virkelig uden al Overdrivelse tilstaae, at vi aldeles intet Theater mere have". Disse Kiænderen Tiecks Ord [2] .. gjør jeg aldeles til mine, og tilføyer, at jeg ikke blandt vore Theaterskribenter kiænder den, der kunde iføre dette uhøviske Stykke et saadant Klædebon, at det, uden Anstød mod 6te Post i Theaterprivilegierne af 11 Sept. 1750, kan komme paa den Kongelige danske Skueplads, skiøndt vel maaskee den [3], der kunde, og vilde giøre det Onde værre, end en Angely selv" (7.1.1827). Raffinementet ved at benytte Tiecks dom i sit votum var, at Collin i 1825 havde ændret censorernes enige forkastelsesdom [sideskift][side 247]efter læsning i Tiecks "Dramaturgische Blätter" (jf. s.167). Collins bearbejder dengang (A.E. Boye) blev dog ikke på forhånd underkendt, således som Rahbek nu tillod sig, inden resultatet forelå. På denne baggrund skal Rahbeks følgeskrivelse til Collin anskues, thi her indrømmede han sit nederlag, idet han åbent erkendte: "jeg tvivler midlertid ikke paa, det vil blive antaget, oversat, og behage, som andetsteds; ved at give mit Nei, har jeg giort min Pligt efter min Overbeviisning; hver handler efter sin" (7.1.1827). Rahbek havde endnu engang lidt et sejrrigt nederlag" Rahbeks forkastende votum indkom til direktionsmødet den 12. jan. 1827, men da "Directionens øvrige Medlemmer fandt Stykket antageligt, overleveredes det til Dr Heiberg til Bearbeidelse for det danske Theater" (Dp). Heiberg havde begribeligvis afsat tid til dette arbejde, thi allerede ult. febr. 1827 indkom hans oversættelse, hvorefter den sendtes til censur. Rahbek noterede: "Da Mayoriteten har fundet dette Stykke egnet til at oversættes efter Directionens Anmodning, og jeg ingen Føye har at paa tvivle Dueligheden af den Haand, Arbeidet har været overdraget, troer jeg ikke at burde til ingen Nytte opholde Stykket hos mig, men beder blot, at det maa blive Protocollen tilført, - "at Jeg ved Circulationen har givet Originalen mit Nei, hiemlet, i æsthetisk Henseende, med den nulevende bedste Dramaturgs, Tiecks, udtrykkelig anførte Ord, men især grundet paa de Usømmeligheder, Stykket indeholder, og hvoraf jeg blot tillader mig at anføre S. 15 og 17, samt den Scene, hvor Fruentimmerne komme ud til de formeente Tyrker til Exempel [4]. Jeg tilføyer, at langtfra at ansee mig giendrevet, naar Stykket giør Lykke, jeg just anseer denne Lykke / Fordærvelig for meer end for vor Smag [5] /at naar man anfører mig Berlins og Hamborgs Exempel, vedgaaer jeg, at jeg hverken vil ønske eller tiltroe os enten Berlins, eller Hamborgs Sæder endnu; og endelig, at hvad en Entrepreneur i Knibe eller af Egennytte giør, ikke maa være Mønster for et kongeligt Nationaltheater, der nyder Statens runde Understøttelse og Kongens allernaadigste Beskyttelse paa den udtrykkelige Betingelse: at derudi intet forhandles som anrører Religionen eller den hellige Skrift, eller strider mod Ærbarhed, god Skik og Ordning, eller kan være Publiko til Forargelse" (I.B.nr.1602 27.2.1827). Rahbek havde hermed brugt det stærkeste middel i en strid om antagelse af et skuespil; hans position var imidlertid ikke blevet styrket derved, men han havde dækket sig ind over [sideskift][side 248]for eventuelle angreb på teatrets repertoirepolitik samt markeret sin principielle stillingtagen til teaterdrift. - Olsen tilskrev Collin dagen efter; han fandt ikke, at stykket i Heibergs bearbejdelse var anstødeligt, bort set fra visse detaljer, der måtte mildnes; især de erotiske udtryk mente han kunne trænge til retouchering. Stykket i sig selv var "meget moersomt og lunefuldt", hvorefter han polemiserede imod Rahbek ved at gøre opmærksom på, at Holbergs stykker næppe "skulle være uskyldige i Henseende til Anstødelighed og Ærbarhed", samt at den bearbejdede vaudeville udelukkende "skulde kunne forarge .. Gaasehoveder" (28.2.1827). Olsens polemiske optræden i denne sag skal ses på baggrund af meningsudvekslingen i dec. 1826 mellem Collin og ham selv (jf. s.256f), thi den havde bragt Collin og Olsen nærmere hinanden, fordi den havde resulteret i et opgør mellem Rahbek og Collin. Olsen placerede sig endnu engang på det sejrende partis side. - Den del af hans votum, som Rahbek havde begæret ført til protokols, indførtes i deliberationsprotokollen den 2. marts 1827. Umiddelbart efter læses i protokollen: "De andre Censorer .. erklærede, at de fandt den omhandlede Vaudeville at være en munter Bagatelle, som paa en aldeles uskyldig Maade, uden mindste Skaar for Sædelighed eller Anstød for Ærbarhed, rimeligviis vilde more paa vort Theater, ligesom paa mange fremmede. Afgives til Indstudering". Rollerne blev uddelt den 21. marts 1827 (PRFD), og premieren fandt sted den 1. april 1827 (opført ialt 34 gange). Rahbek opsummerede sagen i brev til Collin: "I handlede efter Eders Mening, jeg efter min; hvilken der er rette, vil jeg ikke erkiænde, hverken ved alle de Klap Stykket, og det Tilløb, de syv naturalibus vil faae, eller ved den vise Doctrin at det er Mængden (Majoriteten) hvor fra vi skulde modtage Smags og Sæders Love; men som sagt, i Embedssager veed jeg Stemmeflerhedens Giældenhed" (NkS 3107 11.3.1827). Rahbeks nægtelse af publikums magt er kendt, mens hans andet vilkår må betragtes udfra den kendsgerning, at afgørelsen var gået imod hans opfattelse af "Smags og Sæders Love", thi ellers ville det være inkonsekvens. Collin replicerede ikke på den rahbekske konklusion, men forblev i majoriteten. Rahbeks fremgangsmåde vedrørende denne vaudeville er kulminationen af hans kamp mod vaudevillerne. Thi påberåbelsen af teaterprivilegiets paragraf 6 - teatercensurens egentlige grundlag - var sidste udvej for at standse et stykkes adkomst til scenen. Da de øvrige direktører imidlertid [sideskift][side 249]overstemte Rahbek, kunne kun en offentlig diskussion redde Rahbek og hane opfattelse af teatercensurens omfortolkning. Da angrebet udeblev faldt Rahbeks gardering til jorden: repertoirepolitikken var uigenkaldeligt ændret i en retning, der pegede bort fra Rahbek.

[sideskift][side 250]

8.5.0 Ballet

Også i denne sæson førte balletten en stedmoderlig tilværelse, idet der kun kreeredes divertissementer til geburtsdagsstykkerne "Den hvide Dame" og "Fernando Cortes" af henholdsvis P. Larcher og P. Funck. Ifølge sagens natur passerede disse arbejder Ikke censuren.

Den 25. aug. 1826 blev der givet ordre til at istandsætte dansen i "Stærkodder" (jf. s.255), hvilket Funck blev overdraget.

[sideskift][side 251]

8.6.0 Særarrangementer

Seks af koncerterne og aftenunderholdningerne indeholdt en eller flere tekster, som ikke havde været præsenteret for enten den ene eller begge censorer, trods den kgl. resolution af 24. jan. 1825 (jf. s.135). Hvor meget enten Hauch eller Holstein personligt erklærede sig får stå hen. Teaterdirektionens repertoirepolitik med hensyn til søndagsforestillingerne var i realiteten den samme som i foregående sæson (jf. s.197) (1), selv om den ikke præsterede så mange nyheder til disse forestillinger, som første gang man forsøgte sig med denne form for forestillinger.

Af særlige arrangementer skal følgende omtales:

Den 26. okt. 1826 foreslog Collin, at der blev givet en mindeforestilling for Baggesen, der var død den 3. okt. 1826 i Hamborg (Dp). Den 10. nov. 1826 vedtog direktionen, at "Til Baggesens Mindefest, som Hans Majestæt har tilladt, skal indstuderes Erik Eiegod [2]. Pastor Boies Tilbud at forfatte et Digt dertil modtoges [3]" (Dp). Mindeforestillingen berammedes til den 11. dec. 1826, men grundet vanskeligheder med besætningen af stykket blev mindeforestillingen først givet den 15. febr. 1827 med et indhold, som var ganske anderledes end udtænkt af direktionen. Boye indsendte sin dramatiske prolog den 16. jan. 1827 (Coll.BrS.XXIb) direkte til Collin, som også først censerede den; hans indvendinger gjaldt først og fremmest arrangementet af prologen, som han i øvrigt ønskede ændret til en epilog, idet han foreslog et andet stykke opført end Erik Eiegod". Collin ønskede allusioner til skandalen ved opførelsen af "Trylleharpen" fjernet (16.1.1827) (4), mens Rahbek forlangte dem slettet, fordi "jeg i de 50 Aar, jeg har besøgt det danske Theater, aldrig har bivaanet noget harmeligere Optrin der" (17.1.1827) (5). Olsens censur fattes, om den har eksisteret. Roller blev uddelt den 2. febr. 1827. Tingene ændredes imidlertid, da Oehlenschläger den 9. febr. 1827 indsendte sin epilog "Baggesens Minde" til teatret (6), fordi han havde "følet Drift til at plante en Blomst paa hans Grav" som et sonoffer efter kampen. Collin ekspederede den til sine medcensorer den 10. febr. 1827 med de ord, "at Boyes Digt gives før Erik Eiegod, og dette som Epilog". Både Olsen og Rahbek var bevægede over Oehlenschlägers forsoningsminderune (11.2.1827). Uenighed i direktionen opstod først, da Holstein og Collin besluttede, at hverken "Erik Eiegod" eller "Niels Ebbesen" (7), som var blevet foreslået som erstatning, skulle gives, men derimod Oehlenschlägers "Axel og Valborg" (8). Olsen [sideskift][side 252]protesterede herimod: "Olsen kom i Formiddag [14.2.1827] til mig [Holstein] og udlod sig meget hæftig og bittert [derover] .. han var og blev vred, og gik fortørnet fra mig. Dette undlader jeg ikke at meddele, da han vel ogsaa kommer til Etatsraaden [Collin] dermed" (14.2.1827). Olsens nag til Oehlenschläger var dybt præget, hvorfor Baggesens minde ikke skulle markeres ved opførelse af den af Baggesen kritiserede tragedie (9). Olsen opnåede dog ikke at spolere denne forsoningsforestilling, og den 15. febr. 1827 opførtes Boyes dramatiske prolog, Oehlenschlägers tragedie samt dennes epilog til Baggesens minde.

I anledning af Carl Maria von Webers død den 5. juni 1826 havde der udfoldet sig tanker om at afholde en mindefest for "Jægerbruden"s komponist. Hauch meddelte Collin, at kongen havde approberet tanken samt Oehlenschlägers dertil forfattede epilog, "naar fra Censorernes Side intet er at erindre derved" (UjBr 8.11.1826), Rahbek gav officielt sit varmeste bifald til "dette skiønne Sidestykke til hine saa beundrede Mindedigte over Wiedewelt og Wahl" (9.11.1826); privat tilskrev han Collin om visse forbehold angående epilogens endelige udseende (10). Mindefesten berammedes til den 18. nov. 1826, hvor "Jægerbruden" opførtes for 26. gang.

Sange til geburtsdagene: Overskous digt i anledning af dronningens fødselsdag ses ikke at have passeret skriftlig censur (11). Til Frederik VIs fødselsdag indsendtes den 7. november 1826 (UjBr) en sang af en anonym forfatter, som ifølge Rahbek "fandtes brugelig i Mangel af en bedre" (Dp 17.11.1826). I sin censur anførte han imidlertid, at han mente, det var "en Vedtægt, at den, der er Forfatter eller Oversætter af Geburtsdagsstykket, ogsaa leverer Geburtsdagssangen, og ikke gierne lader sig denne Ret til at være Dagens Ordfører betage" (13.11.1826). Olsen fandt, at sangen "med nogle smaae Rettelser [kunne] blive meget god", idet han dog gav Rahbek ret med hensyn til forfatterprivilegiet af geburtsdagssangen (16.11.1826). Da geburtsdagsstykket var oversat af N.T. Bruun, kunne direktionen have undladt at foretage sig yderligere, men karakteristisk for Heibergs stilling ved teatret anmodedes han af direktionen om at forfatte en sang til kongens fødselsdag. Collin tilstillede Holstein resultatet, som denne fandt var smukt og passende, "kuns har ieg Tilladt mig at [notere] et par smaae NB ved to Ord som hvis de er eenig med mig kunde forandres" (24.1.1827). Bemærkelsesværdigt er det, at Holstein gjorde sin indsigelse [sideskift][side 253]betinget af Collins accept, men dønningerne i direktionen i begyndelsen af jan. 1827 havde ikke undgået også at præge forholdet mellem Holstein og Collin. Til Olsen ekspederede Collin sangen den 25. jan. 1827, idet han meddelte ham Holsteins rettelser, som ville blive forfatteren at meddele (12). Olsen betingede sig ikke egentlige rettelser men fremkom med forslag dertil (25.1.1827) (13). Rahbek erklærede sig enig i de fremførte rettelser, idet han samtidig lagde til: "At Konsten maatte være - eller vorde - een af Thronens faste Støtter, er vist særdeles at ønske; om den er det? henhører ikke hid at undersøges. De Indvendinger, jeg i den sidste smukke Strophe (- maaske det sidste Ord [evindelig] undtaget, der erindrer mig om den gamle Bordbøn, hvor man takke: for Øl og Mad saa rundelig -) har mod Ordet Forskiønne, vil jeg og af ikke uforklarlige Aarsager forbigaae; og blot til Slutning give Sangen mit Ja" (14). Censor og forfatterens landsforviste fader havde ædlere fordringer end den unge ambitiøse vaudeville- og festsangsproducent (15).

Dlle. Kainz havde fået tilladelse til at give koncert på teatret den 5. nov. 1826: "Chefen meldte, at Hans Majestæt mundtlig hav-,de tilladt at Demoiselle Kainz .. maatte give Giæsteroller [16] paa Theatret, mod en passende Godtgjørelse" (Dp 10.11.1826). Den 12. nov. 1826 optrådte hun i Dlle. Pohlmanns rolle i "Die Wiener lin Berlin" (17), mens resten af gæstespillet voldte en række problemer. Således meddelte Ryge Collin, at Dlle. Kainz ikke ville optræde i "Tancredo" eller "Titus", "fordi Tancredo i det første Stykke og Sextus i det andet egentligen ere hendes Roller", men hun var blevet tilbudt andre (NkS 3104 ##.11.1826) (18). Det næste arrangement i denne anledning gjaldt Weigls opera "Die Schweitzer-Familie" (19). Ryge meddelte Collin, at han havde "sendt Bud efter en indfødt Tydsker, for at faae Rollerne udskrevne", da teatrets folk ikke kunne klare denne opgave (NkS 3104 6.12.1826); først den 13. jan. 1827 kom operaen imidlertid frem (20).

Den 2. marts 1827 tilskrev Schall teaterdirektionen om Dlle. Pohlmanns ønske om at give gæsteroller på teatret (I.B.nr.1604) (21). Direktionen resolverede, "at man intet Løfte kan give hende" (Dp 9.3.1827), hvilket forklaredes i svarskrivelsen: "[Det ville] bero paa, deels om hun selv med Theater=Personalets Medlemmer kan enes om Stykker, hvori, de kunne og ville assistere hende, da Directionen ikke kan tvinge nogen af Personalet til at spille i et [sideskift][side 254]fremmed Sprog [jf. s.259], deels on disse Stykker finde Directionens Bifald, baade ned Hensyn til Stykkerne selv, og tillige med Hensyn til at man ikke kan tillade, at slige tydske Forestillinger hindre Opførelsen af nye originale Stykker. At hun endeligen ikke kan giøre Regning paa at erholde det Honorar som blev hende tilstaaet, da hun første Gang opholdt sig her, bør man tilføie" (Kp.nr.777 10.3.1827). Hendes anseelse red hoffet betød imidlertid, at hun den 17. april 1827 fik meddelelse om, at hun skulle medvirke ved en koncert ved hoffet den 22. april 1827 (Cap.Prot. 1826/28 157), samt at hun var bevilget en koncert på teatret, der afholdtes den 2. maj 1827. Den 15. maj 1827 optrådte hun atter som Luise von Schlingen i "Die Wiener in Berlin", hvorefter hun attacheredes det første Sommerskuespilselskab, jf. s.259 (22).

[sideskift][side 255]

8.7.0 Genoptagelser

"Hamlet" kom endelig atter frem i denne sæson (1); sæsonen åbnedes med Shakespeares tragedie, og den forblev på repertoiret i denne direktions embedstid (2).

Blandt flere foreslåede af Collin besluttedes det, at følgende enaktsstykker skulle sættes i produktion (Dp 15.9.1826): "Kiærlighed under Maske" (3), "Den fattige Poet" (4). "Shakespeare som Elsker" (5) samt "Skillerummet" (6); ikke anført i deliberationsprotokollen men uddelt blev "Det farlige Naboskab" (PRFD) (7). Götters melodrama "Medea" blev genoptaget den 17. dec. 1826. Den 26. juni 1826 uddeltes på ny rollerne i "Stærkodder" (8); efter at dansen, var blevet restaureret kunne Oehlenschlägers tragedie atter komne på scenen, hvilket skete to gange i denne sæson, hhv. den 21. sept. og 7. okt. 1826 (9). Forestillingen den 13. febr. 1827 blev aflyst på grund af Byges indbildte hæshed. Af hensyn til mindefesten for Baggesen kunne Ryge ikke melde sig syg den 13. febr. 1827 og optræde den 15. febr. 1827: "Recensenten og Dyret", som foreslået af Ryge, gik derfor 3. gang denne aften (NkS 3104 13.2.1827). Kotzebues gamle komedie "Armod og Højmodighed" (10) blev uddelt på ny den 29. sept. 1826, men fik ikke repremiere i denne direktions embedstid. "Den ellevte Juni" (11) blev som eneste Holberg-komedie genoptaget i denne sæson: opført den 26. febr. 1827.

Denne sæson blev præget af fremkomsten af mange nyheder, hvorfor genoptagelse af ældre, henhvilende stykker blev betragtet som en sekundær forretning.

[sideskift][side 256]

8.8.0 Direktorialt

Rahbeks dispensation for alle forretninger undtagen teaterstykkernes censur, gældende for hele teatersæsonen, er behandlet s.200ff.

I forbindelse ned Steen Billes oversættelse af Delavignes "L’ecole des vieillards" forlangte Collin følgende udtalelse indført i deliberationsprotokollen: "at da han ej var forpligtet til at giennenlæse hvad der indsendtes til Opførelse, naar Censorerne vare enige, saa havde han, saameget mere som han af Originalen kiendte Delavignes høist interessante ecole des vieillards, ikke læst Kammerjunker Steen Billes Oversættelse deraf førend nu, da den var bleven trykt, og Directionen tilstillet; han havde da først nu havt Leilighed til at yttre en Mening derom, og den fandt han sig forpligtet til ej at tilbageholde, for ikke at forekastes, at have taugt med noget, hvor om Directionen burde være vidende; og dette var, at Oversættelsen stod saa langt under Originalen, at den efter hans Formening ej fortiente at antages til Opførelse endsige opføres, og at han aldeles maatte underskrive Professor Rahbeks seneste Dom [jf. s.226], at den havde tabt 9/10 Deele af Originalens Værd" (1.12.1826). Collins erklæring er ganske enkelt et magtbud kombineret med udtalelser hentet fra private breve støttende hans ønske om at diktere direktionen teatrets repertoirepolitik. I mødereferatet fra den 15. dec. 1826 erklærede Olsen, "at han .. fandt sig graveret, da det syntes at involvere den Beskyldning, at han ene var Aarsag til, at en formeentlig slet Oversættelse var bleven antaget til Opførelse; den i Collins Tilførte citerte Yttring af Rahbek, var ham (Olsen) til dette Øieblik ubekiendt, han tilføiede, at dersom Oversættelsen var saa slet, som den nu beskyldes for at være, burde den ei komme frem paa Skuepladsen" (Dp). Olsens erklæring er klart et tilbagetog, hvor han dog samtidig fik markeret, at han ikke var blevet informeret om Rahbeks og Collins private meningsudveksling, men som et resultat heraf ville heller ikke han efter Collins forkastelse af oversættelsen tilråde nogen opførelse heraf. Olsens alvorligste kritik fremførte han i fortsættelsen af sin erklæring, idet han ikke kunne "tilbageholde den Bemærkning, at Etatsraad Collins Erklæring indeholdt en Overcensur, som han ingen Hiemmel kiendte til" (l.c.) (1). Denne passus krævede et svar af Collin, der ikke henholdt sig til reskriptet af 1. febr. 1821 ("først naar den samlede Direction finder disse Reqvisiter [de praktiske teaterforhold] at være forenede tilstade, maa saadant Stykke antages til Opførelse"), men derimod [sideskift][side 257]argumenterede ud fra den viden, han havde om kollegialstyrelse i almindelighed, hvor "hvert Medlem har et viet Fag, hvormed samme Medlem har specielt Tilsyn, men tillige .. Stemme ie: Yttringsfrihed i alle andre Sager som forhandles i Collegiet" (Dp 15.12.1826). Når censorerne kunne ytre sig om økonomiske anliggender, måtte han også kunne erklære sig om litterære, thi "Som Directeur ved Theatret anseer Collin sig berettiget til, paa behørigt Sted, og det er fremfor alt, Directions Møderne, at sige sin Mening om Theatersager, og da Stykkers Antagelse og Opførelse er en væsentlig Theatersag, saa er han berettiget til at tale derom, saalænge Hans Majestæt ikke anderledes bestemmer. Paa Grund af denne Ret har han, da han lærte at kiende Hr v: Billes Oversættelse, talt derimod i et Directionsmøde, og har derved ligesaalidet villet usurpere nogen Overcensur, som krænke noget Medlem af Directionen" (l.c.). Collin havde rent logisk retten på sin side og blot benyttet sin evne og vilje til at fortolke reskript samt sædvane, således at han fik den størst mulige indflydelse på teatrets anliggender i al almindelighed. - Den afgørende ændring kom imidlertid, da Olsen fremdrog instruksen for teaterdirektionens arbejdsgang af 23. okt. 1801 og ekspederede den til Collin i jan. 1827. I privat brev til Rahbek undrede Collin sig over, at der ikke fandtes "noget nyere Document .. især med Hensyn til Censuren" (Coll.BrS.XVIII 12.1.1827). Rahbek påstod i sit svar, at instruksen "var mig hidtil aldeles ubekiændt [2]", idet han dog tilføjede, at "Nogen ny Resolution eller Foranstaltning er i min Embedstid ikke forefaldet; derimod bæres det mig for, som Kruse [3] i sit Maanedsskrift har ladet et ham af E.R.O[lsen] meddeelt mig i fremmed Actstykke - maaskee det her omhandlede aftrykke, og at jeg offenlig fragik dets Forbindtlighed for mig, som det ikke var meddeelt eller bekiændtgiort" (NkS 3107 13.1.1827). På denne baggrund havde Collin let spil; hans argument var da følgerigtigt: "Naar der .. ingen nyere Kongelig Befaling gives .. saa er den Normen, saavel for Dig som for mig, og det enten Du fragaaer dens Forbindtlighed ell[er] vedkiender den; og i Følge den er det altsaa min Pligt at deeltage i Censuren, indtil jeg fritages derfor" (Coll.BrS.XVIII 13.1.1827). Olsen havde ved sin fremdragelse af den kgl. instruks bragt Collin ind i det egentlige censurarbejde og derved bidraget til at overtrumfe bestemmelserne i reskriptet af 1. febr. 1821, i følge hvilke Collin på lige fod skulle deltage i den endelig [sideskift][side 258]afgørelse om antagelse af stykker til opførelse. Olsens hensigt med sin handling har næppe været at inddrage Collin i dette arbejde, mens Collins hensigt med at påtale kvaliteten af Billes oversættelse meget vel kan have haft andre mål end at forpurre opførelsen af Delavignes komedie i en dårlig oversættelse. - Rahbek afsluttede meningsudvekslingen ved i brev til Collin at gentage, "at det er mig inderlig kiært, at du tager formelig Deel i Censuren, og at jeg med langt mere Ro end hidtil, skal forblive i min Minoritet, da det er min fulde og faste Overbeviisning, at saalidet jeg erkiænder Rigtigheden af dine Ideer, saa aldeles lader jeg Retviisheden af de Grunde, du følger, vederfares Ret" (NkS 3107 15.1.1827). Netop Rahbeks henvisning til de tilfælde, hvor han var blevet overstemt af den øvrige direktion (in casu Collin), styrker den formodning, at det var Collin selv, der provokerede til det ovenfor refererede hændelsesforløb. Sagen endte da med, at "Olsen henledte Directionens Opmærksomhed paa en Kongelig Resolution af 23 Octbr: 1801 .. i Følge hvilken alle Directeurer skulle censurere de indkomne Stykker" (Dp 19.1.1827). Collin var altså nu lovformeligt den ene af teatrets tre censorer. Det skal bemærkes, at det er et spørgsmål, hvor meget det i realiteten betød, at Collin nu havde en kgl. befaling til at deltage i censurforretningerne, når man betænker hans voksende indflydelse på afgørelserne i de foregående år - betinget af de personlige og menneskelige forhold imellem teaterdirektionens medlemmer (og danske dramatikere).

Den 13. marts 1827 bevilgedes skuespillerne Cetti og Kirchheiner hver en rejseunderstøttelse (Orig.Kgl.Res.nr.164). De rejste begge til Wien; sammen med Siboni kom de hjem den 8. aug. 1827 (4). Deres rejse var uden betydning for teatrets repertoire. Den 15. juni 1827 drog Nielsen afsted til Wien uden kongelig understøttelse. Han optrådte som gæst i München og i Wien, hvor han logerede hos Korn (5). Først den 10. okt. 1827 kom han hjem. Også hans rejse havde fortrinsvis kunstneriske hensyn, men hans breve til direktionen afslører, at han informerede om administrative forhold ved andre teatre (6).

[sideskift][side 259]

8.9.0 Sommerforestillinger

Sommeren 1827 blev usædvanlig, idet københavnerne oplevede to konkurrerende Sommerselskaber.

Det første, Tyske Selskab kaldet, med Ryge og Dlle. Pohlmann som hovedkræfter, erholdt tilladelse ved kgl. resolution af 17. marts 1827: retningslinjerne fra 1824 skulle gælde (jf. s.109) (1). Selskabet begyndte sine forestillinger den 1. juni 1827 med Holcrofts komedie "The deserted Daughter" (1795) efterfulgt af Monsignys syngestykke "Bødkeren" (jf. s.261).

Den 5. juni 1827 opførtes Körners "Der Nachtwächter" (1815) i G.T. Bangs oversættelse (tr. 1818), sendt den 18. maj 1827 til Olsens censur; votum fattes. Samme aften opførtes Fioravantis "Die Dorfsängerinnen" (1799), censureret før 18. maj 1827 af Olsen (jf. s.285). Syngestykket blev atter givet den 8. juni 1827 sammen med Kotzebues "Enken og Ridehesten".

Den 12. juni 1827 opførtes "Die Wiener in Berlin" "med Forandring af flere Musiknummere og Sange" (Th.Pl.): censorernes arbejde er ikke registreret. Molieres komedie "Le mariage forcé" (1664) blev hentet frem til samme forestilling. Blums vaudeville "Der Schiffscapitain" (1817) opførtes også denne aften, efter at Olsen havde læst den, efter 18. maj 1827.

Den 14. juni 1827 fremsagde Nielsen "Afskedsord" (i Anledning af hans Bortreise); dette arbejde ses ikke behandlet af censorerne. Jüngers "Die Entführung" (1792) blev opført den 3. juli 1827 (jf. s.107). Viederts "dramatisch-musikalisches Intermezzo" "Die Talent-probe" (jf. s.172) turnerede Dlle. Pohlmann; censorerne forholdt sig fremdeles tavse. Kotzebues lystspil "Die Zerstreuten" (1810) kom atter på scenen den 6. juli 1827 (jf. s.837).

Den 10. juli 1827 genoptoges Jüngers "Der offene Briefwechsel" (jf. s.107); samme aften gav man D'Alayracs syngestykke "Alexis, eller Faderens Vildfarelse" (1798), hvor Dlle. Pohlmann udførte en rolle på dansk (jf. s.254). Også spilledes Kurländers "Den Forsigtige" (1823) (jf. s.93).

Overskous bearbejdelse af Cobbs "The first Floor" (1787) blev leveret Olsen den 1. juni 1827; han anmeldte i direktionsmødet den 13. juli 1827, at han havde antaget det, hvilket direktionen stillede sig tilfreds med, fordi det kun gjaldt opførelse ved sommerforestillingerne. I sine reportager til Collin i juli og aug. 1827 i omtalte Rahbek flere gange dette skuespil. Den 25. juli 1827 meddelte han, at det var ham aldeles ukendt, idet han tilføjede: "ignoti [sideskift][side 260]nulla cupido" (Coll.BrS.XXIVa). Opført første gang den 24. juli 1827; anden og sidste gang den 10. aug. 1827. Se s.276 (1a).

Kauers "Das Donauweibchen" (jf. s.184) opførtes første gang den 27. juli 1827 (opført ialt 3 gange).

Den 7. aug. 1827 fremsagde Ryge digtet "Der Student und der Jude im Duel", hvortil censorvota fattes; ejheller til Dlle. Pohlmanns "Afskeds=Ord til Publicum", forfattet af hende selv, ses vota.

Den 10. aug. 1827 fremsagde Ryge mellem opførelsen af "Værelser til Leie paa første Sal" (jf. s.259) og "Sqanarels tvungne Givtermaal" (1664) "paa Selskabets Vegne, et Par Ord til Publicum", bifaldet af censorerne (Dp 10.8.1827).

Konkurrerende med dette selskab var "Vaudeville=Theatret (2), der begyndte sine forestillinger den 11. juni 1827 med opførelsen af Heibergs oversættelse af Scribe & Bonifaces folie-vaudeville "L'ours et le pacha" (TVR 10.2.1820) (3). Den 16. maj 1827 havde Heiberg givet Collin sin oversættelse, for at den kunne passere "den nødvendige Censur" (Coll.BrS.XXIIb). Olsens votum kendes ikke, men han gjorde indsigelse imod titelen "Hofsorgen" (jf. Overskou om P.A. Heibergs "Hofsorgen", III 577ff). Stykket opførtes under titelen "Favoriten" (opført 1 gang).

Heibergs "De Uadskillelige" blev tilsendt Collin privat, idet han i mødet den 30. maj 1827 fremlagde vaudevillen (4) i det øjemed at få censorernes accept til opførelse ved sommerforestillingerne. Collin havde antaget den; votum kendes ikke (Dp 1.6.1827). Rahbek derimod fandt den "tom, flau, og keedsommelig", hvorfor han "intet Kald [følte] til at give den mit Ja .. men da jeg finder det høist sandsynligt, at man med de numodens Hautsgouts vil vide at; give den Smag paa Skuepladsen, og jeg fra Sædelighedens og Sømmelighedens Side intet mod denne Vaudeville har at indvende, kan jeg intet have imod at overstemmes af Censurens Mayoritet" (1.6.1827). Rahbek kunne ikke benytte teaterprivilegiernes bestemmelser til en forkastelse, men han kunne markere sin modstand mod vaudevillen ved at henvise til tidens opinionsdannende skikkelser, uden at nævne navne, idet han kendte deres metoder, når det gjaldt Holbergs vaudeviller; Rahbek dølgede ikke sin mistænkeliggørelse af deres fremfærd. Collin tilføjede nedenunder Rahbeks votum, at stykkets påståede kedsommelighed ikke kunne berøre teatret, "da det ej skal gives for Theaterkassens Regning" (udat.). Collins argumentation må skjule en bedreviden, thi der skulle ikke megen [sideskift][side 261]fantasi til at forestille sig, at vaudevillen, når den var blevet opført ved Sommerforestillingerne, ville blive overført til det ordinære repertoire. Olsen optegnede, at han "heller ikke [indser], at noget kan indvendes mod ommeldte Vaudevilles Opførelse til privat Brug, naar den respective Direction finder det lønnende" (udat.). Opført første gang den 11. juni 1827 (6 gange ved Sommerforestillingerne). Se s.288.

Den 15. juni 1827 overtog Vaudeville-Selskabet "Bødkeren", hvor man dog måtte undvære Lindgreen som Broder Sup. I Kruses bearbejdelse spilledes "Det var mig!" ikke mindre end tre gange (5). Se s.XXXVI.

Til den næste forestilling den 9. juli 1827, berammet den 5. juli 1827, ønskede man bl.a. at give en scene af Heibergs "Julespøg og Nytaarsløier" (6); Collin, der tilsendte censorerne bogen, fandt scenen "som Declamationsstykke, ubetænkelig", men af hensyn til den kgl. resolution af 24. jan. 1825 mente han, at Holstein måtte underrettes, da han var uvis, om forbuddet mod deklamation i kostume gjaldt Sommerforestillinger (BmD 2.7.1827). Også Olsen fandt scenen ubetænkelig, men han mente ikke, at forbuddet gjaldt Sommerforestillinger, "som jo blot ere betingede ved Censuren" (l.c.). Holstein resolverede tvetydigt ved personligt at godkende forehavendet, idet han tilføjede: "Dog er det best først at eftersee Den Kongl. Resolution som forbyder saadant i Almindelighed" (l.c.). Holsteins forsigtighed og Olsens forbehold satte sig ingen spor, idet det i øvrigt skal bemærkes, at Olsens bemærkning om censorernes funktion adskillige gange er blevet påvist som værende illusorisk.

Ved Sommerforestillingerne opførtes Scribe & Delavignes "La somnambule" (TV 6.12.1819) i Heibergs bearbejdelse. Olsens ønske om påtale mod Heibergs uvane at und- eller omgå censuren blev åbenbart effektueret, eftersom han indleverede denne bearbejdelse i god tid før opførelsen. Collin fik først vaudevillen, som han fandt var smuk og ubetinget kunne give sit ja (17.6.1827). Rahbek glædede sig til at skulle se "dette usigelig nydelige Stykke", især fordi Mad. Wexschall ville kunne spille den kvindelige hovedrolle "med al den Delicatesse, og al den Ynde, den fordrer" (18.6.1827); Olsen var aldeles enig (20.6.1827). Premieren fandt sted den 9. juli 1827 (opført tre gange ved Sommerforestillingerne). Se s.292.

Opførelsen af "Mester Geert Westphaler" den 12. juli 1827 blev bevilget [sideskift][side 262]af Holstein (BmD 8.7.1827 adr. Collin). Collin må da formodes at have videregivet tilladelsen til Vaudeville-Selskabet, se s.260.

Blums Quartcordiun "De tydske Skrædersvende paa deres Værksted" blev hverken tilstillet censorerne eller omtalt af Rahbek i korrespondancen med Collin.

Bierring opgav ikke at få opført sin vaudeville "Attestats og Forlovelse" (jf. s.237). Han foretog endnu en omarbejdelse, hvorefter han ønskede den opført ved Sommerforestillingerne. Collin, til hvem stykket kom først, havde intet imod dette arrangement, blot ønskede han en scene ændret og visse udtryk om jurister mildnet (4.6.1827) (7). Rahbek var enig med Collin angående de steder, han ønskede fjernet: "er end placere bonis quam plurimus ikke mere Theatrets Valgsprog, bør dog minime multos lædere stedse blive det" (5.6.1827). Bierring havde med disse vota nået, hvad han ville, men der var unægtelig også tale om en speciel opførelse, thi teatercensorerne havde nok opsynet med Sommerforestillingernes repertoire, men teatret blev ikke forpligtet på samme måde som ved ordinære opførelser. Olsen fortsatte sine anmærkninger fra okt. 1826, idet han anholdt Bierrings udfald rettet mod præstestanden, hvoraf et var "udskreven efter Grundtvigs Ytringer i hans første Skrift mod Clausen [8]", hvorefter Olsen fortsatte: "Det usammenhængende, det usandsynlige, det fortegnede hist og her i Stykket taler jeg ikke om, men det forargelige, det personlige, især mod geistlig Stand, og geistlig Mand er det min Pligt i det mindste at giøre opmærksom paa, om end min Protest ikke skulde blive gjeldende" (7.6.1827). Af familiemæssige grunde var Olsen dybt engageret i den standende kirkestrid, hvilket har dikteret hans indstilling til Bierrings vaudeville (9), thi hverken før eller siden forsvarede Olsen præstestanden med en sådan nidkærhed. Stykket kom frem ved Sommerforestillingerne, men spilledes kun to gange (10) uden succes, hvorfor det ikke overflyttedes til det ordinære repertoire (11).

Torsdag den 9. aug. 1827 skulle "Røverne" have været opført, men i stedet blev givet en række deklamationer samt en stribe musikalske numre samt endelig som tredje afdeling "Jeg er min Broder" (jf. s.277); Heibergs epilog "Til det danske Publicum" (Poet.Skr.Bd.9 207) blev fremsagt af Mad. Wexschall. Epilogen tilstilledes censorerne via Holstein, "som .. havde nogen Betænkelighed ved [den], [sideskift][side 263]da han frygtede, det andet Selskab torde finde den etiklende .. GHO havde midlertid erklæret den uden Skyld, og jeg, skiøndt ikke enig med, hvad deri sagdes til Vaudevilleslagsets Anbefaling, fandt efter to Gange nøiagtigere Giennemlæsning ikke det Ord deri, der kunde eller borde støde, eller som jeg kunde ønske usagt eller eller forandret, hvilket jeg med sand Fornøielse paategnede, med Tillæg, at jeg glædede mig til at høre den sagt i Aften, saa jeg haaber Chefens Betænkeligheder ere hævede" (Coll.BrS.XXIVa 9.8.1827). På grund af forestillingens indhold og fremstilling orkede Rahbek ikke at vente på epilogens fremsigelse og travede hjem efter første afdeling (l.c.) (12).

Vaudeville-Selskabet præsterede fem nye vaudeviller og/eller lystspil på ti spilleaftener; selv om kvaliteten var uens, var det dog lige så meget, som teatret leverede på en halv sæson.

Sammenligner man Det tyske Selskabs repertoire med Vaudeville-Selskabets er forskellen ganske iøjnefaldende: førstnævnte spillede ældre, kendte og yndede lystspil og syngestykker, mens Heibergs foretagende præsterede noget nyt og moderne. Med hensyn til censorernes indsats var de begge særdeles tilbageholdende, såvel som trupperne vedrørende indlevering af nye tekster eller skuespil ej forhen opført i denne direktions embedstid.

Endelig skal det anføres, at Mad. Spindler (13) havde fået tilladelse til at give en forestilling, inden den ny teatersæson begyndte. Efter mange genvordigheder fik hun en forestilling frem den 14. aug. 1827 bestående af Kotzebues "Korsikanerne", en 2-akts-version af Ifflands femaktskomedie "Die Aussteuer" samt "Intermediet af Kildereisen" med "Declamation, Sang og Dandse" (Th.Pl.).

Afholdelsen af disse sommerforestillinger var langt vigtigere end det tilsyneladende kunne se ud: for det første de respektive selskabers repertoirer, for det andet skuespillernes engagement, når de spillede for egen kasse. Men vigtigst ved disse sommerforestillinger må dog være: hvad betingede selskabernes repertoire? Tyske Selskab plejede den ene del af publikums interesser: ældre syngestykker og komedier. Vaudeville-Selskabet bar i sig navnet for hvad der i 1827 var moderne. De øvrige stykker, dette selskab opførte, synes umiddelbart at vise en vis nøgenhed, hvad konsekvensen angår. Dets primus motor var som bekendt Heiberg. Det vil selvfølgelig også være uretfærdigt at dømme ham på et selskabs repertoire, hvor tilfældighederne var større end ved teatret (?). Endelig [sideskift][side 264]skal det vises, hvorledes disse nyheder og genoptagelser af ældre stykker fik betydning for den kommende sæson. Et nyt element kommer til censurinstitutionen, idet censorerne da havde haft mulighed for at se stykkerne opført, i modsætning til det normale, hvor det alene var læsningen, der var afgørende.


Noter

[sideskift][side 1508]

8.1.1 note 1

(1) Olsens detaljerede anmærkninger (Coll.BrS.XLV 13.6.1826) kan ikke behandles, fordi Overskous originalmanuskript ikke længere eksisterer. Olsens bemærkninger har givetvis haft betydning for den endelige udformning af stykket på grund af Overskous uerfarenhed, men detailstudier henvises til en specialundersøgelse. - Rettelserne foretaget med blyant blev næsten alle fulgt i den trykte udgave, men da sufflørbogen mangler, kan det ikke med sikkerhed fastslås, hvad der blev tolereret på scenen. Ændringerne gjaldt først og fremmest de kraftige, voldsomme udbrud og stærke, følelsesladede passager: det effektsøgende søgtes modereret.

8.1.1 note 1a

(1a) Coll. S. 407 I.1 kan ikke dateres, som Lauritz Nielsen også har gjort opmærksom på: "Kladde eller stærkt rettet Renskrift".

8.1.1 note 2

(2) Forkortelser er foretaget dels med blæk dels med rødkridt, hvortil kommer rettelser især med hensyn til stramning af handlingen, foretaget af en tredje person. Eksemplaret (DKTB) kan ikke med sikkerhed siges at have været sufflørbogen, som ikke findes i KTS.

8.1.1 note 3

(3) Se Goedeke VI 409.27. Teksten findes NkS 174f, uden rettelser.

8.1.1 note 4

(4) Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer idag, men på DKTB findes et eksemplar med enkelte samtidige rettelser. Netop Marias sidste replik til Væringerne er ændret. Den trykte version har: "Jeg skuer det klart - giennem Dødens Nat / Mit Fædreland vinder atter sin Agt! / Og som Epaminondas river jeg kiæk / Dolken af mit blødende Bryst. /(hun river den ud)/ Farvel, min elskede Harald /(Hun synker død i hans Arme)/ ÆNDREDES TIL / "Jeg skuer det klart - giennem Dødens Nat - / Og min kiærlige Siæl iler freidig til Gud. / Farvel min elskede Harald."/ Oehlenschläger har intet skriftligt efterladt sig om dette rettearbejde.

8.1.1 note 5

(5) Se Goedeke XI,1 370ff.

8.1.1 note 6

(6) Gottlieb Stephanie der Jüngere (1741-1800), se Kosch IV 2845.

8.1.1 note 7

(7) Rettet fra lumpne.

8.1.1 note 8

(8) Kendes ikke.

8.1.1 note 8a

(8a) KTS 357 er forsynet med ganske få blyantsudstregninger og forrest Collins: "Rollerne udskrives".

8.1.1 note 9

(9) I brev af 25.2.1827 skrev Olsen ikke ganske overensstemmende med dette, at han "har læst den med ham [Lange] selv 2den Gang. Han har, efter fælles Bemærkninger, nu atter reenskrevet den, og jeg anseer den nu for meget antagelig" (NkS 2494). Dette er formentlig den rigtige og sande fremgangsmåde.

8.1.1 note 10

(10) Jf. Rahbeks breve til Collin (Coll.BrS.XXIVa 12.1.1828 og 20.2.1829, tr. CHCA 686ff. Rollerne blev først uddelt den 23.12.1828, og på grund af senere arbejder af Oehlenschläger og Hauch fik Langes stykke først premiere så sent, hvortil kom den tort, at det blev henlagt efter kun to forestillinger formedelst den "meget almindelige Mishag", det blev mødt med af publikum (Dp 14.5.1829). Se Elin Rask Det kritiske Parterre. Kbh. 1972, s.197ff.

8.1.1 note 11

(11) Ældst er en række sproglige rettelser med blæk (få i omfang) dertil kommer få udstregninger af blyant og mange store og mindre udstregninger af Rødkridt (spec. s.75-79, 148-153) i KTS 285.

8.1.2.

8.1.2 note 1

(1) Dette eksemplar af Hertz' manuskript med Olsens indstregninger ses ikke overleveret.

8.1.2 note 2

(2) På grund af Hertz' mange omarbejdelser er de eksisterende manuskripter og sufflørbøger næsten ulæselige og uanvendelige til en præcis fastlæggelse af stykkets første, anden og tredje version, idet Hertz ikke undlod at udklippe dele af sit oprindelige manuskript.

8.1.2 note 3

(3) Blev omtalt uspecificeret i brevet (NkS 2494 nr.143). Rahbeks syn på Rosenkilde i 1825 læses af disse ord til Collin: "De sidste Ord, jeg i denne Verden har sagt til ham, og som du afbrød, var, at Alt, hvad jeg mod ham havde, var, at han, som var det bedste Hoved og meest dannede Mske ved Theatret, Student, [sideskift][side 1509]og Mand af Talent, ikke vilde være, hvad det stod til ham at være, hvormed han ikke syntes utilfreds" (NkS 3107 udat. . efter 1.11.1825). - I en udateret skrivelse fra efteråret 1826 omtaler Rosenkilde tilblivelsen af værket: "efter at have Begyndt anden Act ifior Sommer" (NkS 2494 nr.143). I brevet til Rahbek omtaler Rosenkilde sin hensigt med stykket samt forholdet til "Den politiske Kandestøber" såvel som sin frygt for de foresatte som censorerne. Rahbek foreslog stykket til åbning af sæsonen: "Mit Sindelag mod Stykket kiænder du [Collin]; men det er antaget, og skal altsaa spilles; det har efter min Formening Ancienniteten, og saa gierne jeg vilde være riig Mand nok til at frakiøbe Theatret denne Farce, saalidet vilde jeg paa min Embedsvei lægge det det ringeste Anstød i Veien" (Coll.BrS.XXIVa 11.8.1827). Collin takkede Rahbek for initiativet.

8.1.2 note 4

(4) Udstregninger med rødkridt blev foretaget af Collin: allusioner til Holberg, modererende forskellige stærke udtryk, allusioner til dengang kendte forhold ved teatret og i byen, etc. - Disse er langt de fleste og mest betydningsfulde. Den 12. sc. i 5. akt er stærkt forkortet, men ikke betydningsændrende: af skriften ses det, at Rosenkilde selv foretog rettelserne. Replikkerne i 14.-19.sc. om de påtalte polakker blev strøget, dels med blæk af Rosenkilde, dels med rødkridt, men udstregningerne med rødkridt er senere end blækrettelserne, thi Naal engagerer i 1. version en række personer til livvagt (DKTB). De i eksemplaret anførte blækrettelser tør på grund af det ukendte udgivelsestidspunkt ikke dateres til før Rahbeks læsning.

8.1.2 note 5

(5) Heibergs kritik findes trykt i Pros.Skr. Bd.7 146ff. Som følge af Heibergs kritik af Holbergs "Den politiske Kandestøber" i nr.22 (17.3.1828) forsøgte Molbech sig som teaterrecensent, iklædt Holbergs sprogdragt: "Min Herre vil begribe min Forundring, naar jeg siger ham, at jeg, der ellers saa mange Gange og i saa mange Aar har været enig med ham: nu reent ud maa erklære, at jeg troer han tager aldeles feil i den Parallele, han drager imellem Kandestøberen og Skrædderen. Den første er et originalt Product, hvis Hoved-Charakteer af mig første Gang er bragt paa Skuepladsen; den anden er, som min Herre selv tilstaaer en Copie, hvori Auctor haver giort mig den Ære at laane min Plan og Opfindelse; men haver hverken betalt mig Capital eller Renter; thi en Hob vidtløftig Snak, eller hvad min Herre kalder Passiar (et Ord som udi min Tid kun førtes af Baadsmænd og i de nye Boder), kan jeg ikke tage for god Betaling. Naar jeg derfor seer, at Skrædderen er bleven koldt modtaget, og ikke har behaget Publicum paa Skuepladsen, da finder jeg deri vel intet "ubegribeligt"; uagtet jeg er langt fra at ville udgive mig for at forstaae, hvad der er meer end begribeligt; nemlig hvori mangen Gang den rette Grund ligger til, at et Stykke behager, et andet mishager Publicum. Men jeg tilstaaer min Herre, at jeg i dette Tilfælde ganske let begriber, at Publicum maa have kiedet sig; og jeg vil endnu see den Comedie, der kan giøre Lykke ved et Tilskuere - om man endog kan opregne nogle Dusin Fuldkommenheder, som den for Resten besidder. - Jeg vil ingenlunde fraskrive den gode Skrædder al Fortieneste; men jeg troer Auctor har taget ligesaa meget Feil i det dramatiske, som hans Helt. Min Herre vil dog nok tiltroe mig, da meer end 100 Aar er forløben siden jeg skrev den politiske Kandestøber, at jeg kan betragte den med et upartisk Syn. Da [sideskift][side 1510]Jeg nu selv læste min Comedie ovenpaa den dramatiske Skrædder, fandt jeg netop hvori den Forskiel bestaaer, som maa giøre Udslaget for Kandestøberen. Denne har ikke giort det meer end godt - og gid enhver kunde giøre saa! - Skrædderen (nemlig Auctor til ham) vilde giøre det bedre; og det er bekiendt nok, at denne Konst, som Alle gierne ville udøve, lykkes fast Ingen, eller ganske faa. Jeg forundrer mig over, at min Herre, som ellers pleier at have et godt Øie, ikke kan see, at Jeg i Planen og Udførelsen af min Kandestøber har taget Kiernen og Fløden af dette Sujet; og at om jeg kanskee ikke allevegne lige udførligt faaer behandlet og udviklet, hvad Han kalder Momenterne til et Lystspil, saa har jeg derfor ikke forsømt, at giøre disse Momenter saa levende for Tilskuerne, at enhver strax fatter dem, og givet dem al den komiske Kraft, de behøve, for at giøre den fornødne Virkning. Men Jeg har ingensteds villet giøre meer end det fornødne, og jeg har foretrukket at være kort, for [ei] at blive kiedsommelig ved Vidtløftighed. Korte ere heller ikke altid mine dramatiske Udviklinger af Momenterne. Mit Collegium politicum i dets 3 Scener er saa fuldstændigen udført, at Alt hvad her bliver tilsat, vilde være til Skade; og jeg bliver ikke ved at kalde det mesterligt ved Siden af Collegium dramaticum i Skrædderen, hvor alting er udtrukket, ikke blot i det Brede, men i det Lange, og saaledes, at de gode Dramatici, som min Herre selv siger, idelig "begynde for fra" paa at bringe noget vittigt og komisk i Stand, men aldrig komme til Ende dermed; hvorfor min Herre ogsaa selv tillægger dette Collegium en extravagant Vidtløftighed. - Men Han kunde tillige have bemærket, at Auctor baade her, og i mange andre Scener af sit Stykke, netop er gaaet for meget en Detail (det modsatte af hvad min Herre bebreider mig i Kandestøberen) hvorved han bliver, hvad jeg mener man nu omstunder kalder plat og triviel, i Stedet for komisk. En dramatisk Komiker har vel at vogte sig for, ikke at byde os meer af Hverdagslivets Plathed, end vi kunne taale; den maa ikke være ham meer, end en uundværlig Form, hvor han tager sine Charakterer af de lavere Folkeclasser; men han maa ikke fordybe sig i denne Form; eller glemme det vigtigere over det Velbehag, hvormed han udmaler trivielle Personer og Charakterer. Han bør tværtimod ligesom hæve disse til et høiere Trin, ved den Konst, hvormed han forstaaer at giøre dem naturlige, og dog ikke modbydelige; men han bør ikke drage Læserne eller Tilskuerne ned til en saa lav Standplads, at den konstigen efterlignede Raahed eller Trivialitet bliver ham endog langt ubehageligere, end den er i det virkelige Liv" (Coll.S.nr.344 udat.). - Der er tale om Molbechs første udfoldede teaterrecension fra 1820rne. Den former sig polemisk, idet han udgiver sig for Holberg og forsvarer udførelsen af "Den politiske Kandestøber" på bekostning af Rosenkildes "Den dramatiske Skrædder". Dertil føjer han et angreb på Rosenkilde for at have udnyttet virkeligheden på en upoetisk måde, hvorved Molbech allerede i dette aktstykke har udstukket hovedlinjerne for sin senere virksomhed som censor: den historiske dimension forbundet med en kritik af de moderne dramatikeres forhold til virkeligheden. - Molbechs indlæg er ikke fuldstændigt overleveret, ej heller blev det trykt.

8.1.2 note 6

(6) Heibergs "Om Vaudevillen &c" udkom dec. 1826.

8.1.2 note 7

(7) Manuskriptet findes i teatrets arkiv, afd. G.

8.1.2 note 8

(8) Både dette og det følgende stykke blev indleveret trykt (Kbh. 1827).

[sideskift][side 1511]

8.1.2 note 9

(9) "Kiøbenhavns Aften-Post" blev udgivet af Hane Holck og redigeret af Em. Balling; avisen udkom i perioden 1772-1810.

8.2.1 note 1

(1) KTS 381 er uden væsentlige rettelser. "Herrens" ændret to steder til henholdsvis "Guds" og "Himlens".

8.2.2.

8.2.2 note 1

(1) Olsens optegnelsesark indeholder otte anmærkninger om stykket, ganske vist kun om de to første scener: han har optegnet vanskelige ord og vendinger dels med hensyn til deres indholdsrige betydning i den givne sammenhæng, dels vedrørende den oversættelse, man kunne tillade sig i 1826 (ekss.: embrassade, verte vieilless, le mariage entre nous soi sortable, nous trinquerons ensemble) (Coll.BrS.XLV). Bille oversatte enten direkte disse steder (møde, drikke) eller han udelod dem.

8.2.2 note 2

(2) Heiberg offentliggjorde i "Kjøbenhavns Morgenblad", nr.149-50 16.12.1826 (= Pros.Skr.Bd.V 181ff) en rahbeksk anmeldelse af Billes fuskeri, NkS 4336 Heiberg til Liunge 10.12.[1826]. Rahbek kommenterede anmeldelsen til Collin: "Det er haarde Ord, bemældte X, der ingen ubekiendt Størrelse er, har skrevet til Kammerjunkeroversætteren; det kan man med Føie kalde: at slaae sin Næse i Steen. Ønskeligere havde det midlertid været, bemældte X havde selv oversat den godt, hvad ingen Nuværende kunde, uden just han, og at vi havde faaet den i sin Tid vel spilt paa Theatret" (NkS 3107 17.12.1826). Rahbeks indstilling til Heiberg midt i vaudevillestriden er anført som et aktstykke, der burde revidere opfattelsen af Rahbeks senere virke, men på den anden side forklarer det jo også hvor stykkevis Rahbek arbejdede. - I.C. Langes "Ny Freia", nr.1 1827 indeholder en lang gendrivelse af Heibergs kritik: artiklen former sig som et forsvar for lokaliseringen og gendriver visse fejltagelser, Heiberg havde begået (baiser/ embrasser), men forfatteren lægger ikke skjul på, at Bille i andre tilfælde havde oversat forkert. Som et kompromis fremførte han, at publikum måtte dømme i sagen. - Ryge havde med Billes tilladelse foretaget "Forandringer og Omsætninger af Ordene" i sin rolle og var følgelig indigneret over Heibergs nedsabling af oversættelsen, fordi han i november af Collin havde fået at vide: "at Oldingen som Ægtemand indstuderes snarest er Theaterchefens Ønske" (I.B.nr.1569 26.12.1826). Ifølge den rygeske logik ville han derfor ikke "indstudere nogensomhelst nye Rolle", før end stykket var blevet givet. Direktionen lod sig ikke kyse, idet man blot beklagede "den Umage, De af Iver for Theatertienesten, har anvendt paa at lære [rollen] for Øieblikket, er spildt, fordi Stykket for det første henlægges" (Kp.nr.751 2 .12.1826). Som om det ikke var nok, tilføjede direktionen, at den skulle tage meget fejl, om den frygtede, "at dette uheldige Tilfælde skulde giøre Dem lunken i Udførelsen af Deres øvrige Tienestepligter" (l.c.).

8.2.2 note 3

(3) Holbeins oprindelige slutning er effektfuld: Kranz Altsaa Kjærlighed! Troskab! og ingen Skinsyge! /de holde hinanden kjærligen omfavnede/ Lisette Ingen Skinsyge! Dækket falder, mens Liebes tre strofer er harmoniserende og idylliserende, se DKTR nr.14 s.7. (KTS 154).

8.3.1.

8.3.1 note 1

(1) Jf. Borup Biografi II 21: noten dertil er forkert.

8.3.2.

8.3.2 note 1

(1) Eksemplaret (DKTB) er forsynet med en mængde udstregninger samt få tilføjelser. De ældste anmærkninger synes at være en række x'er i margen, der imidlertid ikke ses at have fået konsekvenser. De øvrige ændringer bør tilskrives en senere tid (Syngestykker nr.35). Hverken manuskript eller sufflørbog findes mere (KB, DKTB).

8.3.2 note 2

(2) Den 3.11.1826 tilskrev Siboni Holstein om uspecificeret forslag til geburtsdagsstykke (MM br.nr.128). Oehlenschläger blev overdraget at oversætte librettoen, hvis N.T. Bruuns [sideskift][side 1512]gamle oversættelse ikke kunne bruges (Dp 10.11.1826). Overskou benyttedes til at oversætte "Recitativerne m.m." (TK 1827 1.kv.nr.243). Af partituret fremgår det, hvorledes man har udrevet de kasserede recitativer og i stedet indføjet de af Overskou omarbejdede. Eksemplaret (DKTB) indeholder ikke Overskous recitativer. - Siboni ønskede at bringe "en eller flere Heste paa Theatret"; Holstein "erklærede sig derimod; ligeledes Etatsraad Collin, som fandt Forslaget latterligt og smagløst, og Udførelsen deraf farlig, og vanærende for den danske Scene" (Dp 19.1.1827). Franconis heste fra opførelsen i Paris havde Siboni ikke glemt, men åbenbart de deraf afledte parodier (jf. Zimmermann Dramaturgische Blätter nr.42 1821). - I Østs Archiv bd.7 1827 s.142 kritiseredes, "at Valget til Folkets tyende Fæster næsten altid er saa uheldigt; at Censorer, som Rahbek og Olsen, begge hæderligen bekjendte for Indsigter i Poesiens Natur og Væsen, kan antage Piecer, der ere mere blottede for Poesi og sund Sands, end den sletteste Gadevise, er en Gaade, som vi mangle Nøglen til at kunne løse", men nøglen var Siboni.

8.3.2 note 3

(3) Th. Hells tyske oversættelse som Weber havde anmodet teatret om at benytte (Dp 3.3.1826).

8.4.1.

8.4.1 note 1

(1) "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" opførtes første gang i indeværende sæson den 30.9.1826 og anden gang den 14.1.1827. "Aprilsnarrene" opførtes i indeværende sæson den 10. og 12.10.1826 og tredje gang den 22.1.1827.

8.4.1 note 2

(2) Rahbek viste offentligt sin antipati mod Heibergs vaudeville ved i "Herta" nr.1 1827 s.117ff (dat. November 1826) at offentliggøre universitetsforelæsninger over Ewalds "De brutale Klappere". Han citerede Erasts "gyldne Ord om Mishagets Anvendelse:

Den Forudsættelse af en forvoven Digter, / At grov Tvetydighed, som spotter Dyd og Pligter, / At ublu Pøbelskiemt kan finde vort Behag, / Den er fornærmelig for meer end for vor Smag. / Bør den, som offentlig, og fræk, og ublu viser / Ved Kaadhed eller Gift, ved Grovhed og Sottiser, / Hvad Tanker han om os, og om vort Hierte har, / Bør han behandles saa lemfældig som en Nar?" OG OM SATIREN: "Bort, bort med , Riset, naar Anstændighed, og Ret, / Og Klogskab styrer ei den Haand, som bruger det! / Bort med Satiren, naar en lystig Geist ei skaanes / Hvad helligt være bør. Navn, Rygte og Personer", jf. Ewalds S.S. bd.II 1915(1969) s.136.

8.4.1 note 3

(3) A.W. Hauch. Om scenen blev udeladt vides ikke, da hverken manuskript eller sufflørbog mere eksisterer.

8.4.1 note 4

(4) Jf. forhandlingerne om "Vennernes Fest", hvor Holstein betingede sig, at søofficerernes uniformer ikke blev bragt på scenen (CP 226f).

8.4.1 note 5

(5) Er næppe et citat, men Rahbeks latinisering af et ømtåleligt problem

8.4.1 note 6

(6) Om Irenæus' betydning for Grundtvig, se Thanning i "Grundtvig-Studier, 1953 s.7-68. Se Rahbeks brev til Mynster i Af Efterladte Breve til J.P. Mynster. Kbh.1862 s.117f (25.10.1825).

8.4.1 note 7

(7) Se Frantz Dahl: Frederik VI og Andreas Sandøe Ørsted i 1826. Kbh.1929.

8.4.1 note 8

(8) Rahbek citerede efter hukommelsen, se Ewalds S.S. bd.II 1915 (1969) s.138, 1.12-1.23. Rahbek benyttede udgaven fra 1791, jf. op.cit. V 368.

8.4.1 note 9

(9) I "William Shakespeare", jf. Rahbeks brev til Collin (11.4.1826, se s.158).

[sideskift][side 1513]

8.4.1 note 10

(10) Grosserer J.P. Hiorthøi, Borger-Capitain, guldsmedemester H.C. Winther samt Kammerherre, oberstløjtnant C. v.d. Lühe. - Navnene er Edgar Collins læsning; i dag er stedet ulæseligt;

8.4.1 note 11

(11) Nogle af anmærkningerne, der findes i eksemplaret (DKTB), kan således stamme allerede fra dette tidspunkt, men da der tydeligvis er tale om to hænder, kan rettelserne ikke inddrages i undersøgelsen, fordi rettelserne ikke kan tidsfæstes.

8.4.1 note 12

(12) "Om Vaudevillen", jf. Rahbeks udtalelse derom s.346.

8.4.1 note 13

(13) Se Henriques: Historien om en skuespillerskole. Kbh.1974 s. 61ff.

8.4.1 note 14

(14) "Kjøbenhavns Morgenblad" (23.9.1826) meddelte, at stykket "Eventyret paa Reisen, Vaudeville af en Anonym" var antaget og kunne forventes opført i sæsonen. Bladet redigeredes af Liunge og Rosenkilde. Urigtigheden ufortalt burde ulovligheden dog være blevet påtalt af teaterdirektionen; materialet røber intet herom.

8.4.1 note 15

(15) Dette bekræftes af Wildts "Fortale", p.XI: "han .. havde [tidligere] fundet det udmærket godt, og .. det var forandret efter de saavel skrivtlige, som mundtlige Vink, som han selv havde meddeelt mig".

8.4.1 note 16

(16) Teaterkritikeren i Østs Archiv bebrejdede teaterdirektionen (in casu Rahbek) den ændrede repertoirepolitik i anledning af opførelserne af vaudeviller: "At harmes over denne, Kunst og Videnskab tilintetgiørende, Retning, vilde være Daarskab; det viser noksom i Gjerningen de dramaturgiske Samlingers Forf., som i en modnere Alder har fulgt Principer, hvilke ere Antipoder til hans ungdommelige Begreber om et Theaters Bestemmelse og Vigtighed" (s.140 bd.7 1827 nr.42). I "Kjøbenhavns=Posten" (nr.25 27.3.1827) forsvarede Rahbek sig med, "at det neppe noget Øieblik af mit Liv vilde faldet mig lettere end just nu til Øiensynlighed at documentere min ubrydelige og uforanderlige Vedhængenhed ved hine Grundsætninger, naar jeg ikke troede mig fritaget derfor ved den Overbeviisning, at jeg i mine Medborgeres Omdømme vel ingensinde mindre havde havt en saadan Beviisførelse behov". Der var hensyn at tage, ikke mindst til Collin. Endvidere gjorde Rahbek opmærksom på, at han stadig var dispenseret "for alle Theaterdirectorial=Forretninger, min Andeel i Stykkernes Censur undtagen" (dat. 24.3.1827). Archivets kritiker tog til genmæle, idet han stillede tre spørgsmål: "[1] Hvilke Mænd ere Theatrets kongeligen beskikkede Censorer? [2] Ere der Nogle, som uden Beskikkelse blande sig i Censurvæsenet? [3] Paa hvilke Maader bestemmes nu et Skuespils Antagelse eller Forkastelse?" (s.221ff). Derpå gennemgik han direktionens medlemmer: "[Holstein] vides ikke at være pligtig til at censurere", men derimod leverende "humane Ønsker, hvilke for Censorerne burde blive Vink eller Raad; men aldrig Befaling". Eksempler på det modsatte er legio! Collin "har neppe ved sin Ansættelse som Theaterdirecteur, faaet det Hverv, at supplere Censorernes Antal?" Han blev som bekendt tillagt samme ret som de øvrige direktører med hensyn til et stykkes opsætning, mens han først fra jan. 1827 lovformeligt fik indflydelse på de indledende stadier af forcensuren. Bladet sluttede følgeligt, at kun Rahbek og Olsen censurerede! Kritikeren ønskede svar på, "om et Stykke kan blive opført paa det kongelige Theater, som er forkastet af Een af Censorerne? og hvad er endmere - af dem Begge? samt, specialiter, om dette har fundet Sted, og hvorledes det kunde skee?". Rahbek blev der især appelleret til, gerne med henblik på den aktuelle sag om forkastelsen af Bangs "Kjøbenhavn" [sideskift][side 1514](jf. s.164), som teaterdirektionen havde beskæftiget sig med tidligere i det østske arkiv (bd.6.s.370f, 381f). Som et indirekte svar fremtræder Rahbeks meddelelse i "Kjøbenhavns-Posten" (nr.38 12.5.1827): "Foranlediget ved nogle offentlige Yttringer [Jørgen Hansen havde i Forerindring til "Den skjønne Spanierinde" skrevet, "at Stykket .. NB. trykt, har været indsendt til Theater=Directionen; men blev, Ei antaget. Ogsaa anføres det her, for Neiagtighedens Skyld, - at Hr. Professor Rahbek ikke havde medunderskrevet bemeldte - "Ei"". Den samme formulering findes i forerindring til "De to Underofficerer" men ikke til "Sessionen", som Hansen påstod blev trukket med af de to andre stykker], troer jeg at skylde saavel mig, som mine tvende Herrer Medcensorer, D.H.H. Etatsraader Olsen og Collin, at erklære, at, naar mit Navn ikke findes under et Theaterdirectionsbrev .. dette ingenlunde giver nogen Dissens tilkiænde, end mindre, at jeg ikke har deeltaget i Censuren, men blot, at jeg, i Følge den mig allernaadigst forundte Dispensation, ikke har bivaanet det Møde, hvor Brevet har været til Underskrift" (dat. 9.5.1827). Rahbek havde herved offentligt omtalt (og inddraget) Collin som medcensor, men undladt at omtale hans indsats i almindelighed igennem flere sæsoner, hvilket var nok så afgørende. - I et senere hæfte tog teaterkritikeren i Østs Archiv afsked med Rahbek som teaterdirektør: "Ikke agte vi oftere, hverken med i Roes, eller Dadel, at tage Notits af en for os aandelig Død; vi tilraabe H. Mfc. vort sidste Ønske. "Maatte Deres Dage stedse være saa lykkelige - som de have været hæderfulde for det kongelige Theater"" (s.286). Derefter indstilledes teaterkritikken i Archivet; siden aftryktes "Reglement for Skuespillere" (1773) og "Instrux for Theaterdirectionen" (1798).

8.4.1 note 17

(17) Wildts fremstilling af sagen i fortalen til den trykte udgave af vaudevillen, dat. maj 1827, er sagligt set korrekt, bortset fra den sproglige udformning, der forståeligt nok former sig som en jeremiade,

8.4.2.

8.4.2 note 1

(1) Collin havde ved Zinck bedt Ryge skrive til Lenz i Hamburg for at ekspedere det til København. Den 6.12.1826 tilsendte Ryge Collin Lenz' brev: "Jeg hører rigtigt nok at Stykket skal være .. her at bekomme trykt, men det kan neppe være Angelys Bearbeidelse, og jeg fik dette ogsaa først at vide fleste Dage efterat jeg havde afsendt Brevet. Bruge vi ikke Manuscriptet, saa er vel Afskriverlønnen ikke saa betydelig" (NkS 3104). Den 9.12.1826 meddelte Ryge Collin, at Zinck fandt Meyers bearbejdelse af stykket uanvendelig, "da det ikke er den, hvortil vi hav[e] Claveerudtog af Musikken. Jeg venter derfor med Længsel Angelys Manuscript fra Hamburg, og skal sende Dem det, saasnart jeg faaer det" (NkS 3104).

8.4.2 note 2

(2) Om forestillingen i Braunschweig den 19.6.1825 skrev Tieck i sine "Dramaturgische Blätter" s.330f.

8.4.2 note 3

(3) Rahbek tænkte på Heiberg. Ved stykkets udgivelse forsynede Heiberg det med en forerindring, der i sin helhed er et slet skjult forsvar for overhovedet at have givet sig i kast med dette oversættelsesarbejde: "Jeg har .. næsten heelt igjennem maattet omkalfatre [teksten] .., med den Bestræbelse for Øie, at borttage al Trivialitet i Tankerne og alt Fuskeri i Versene" (Pros.Skr.Bd.IV 67f).

8.4.2 note 4

(4) Da sufflørbog ikke eksisterer (KB) kan det ikke afgøres hvorvidt der blev foretaget ændringer. Sc.25 indeholder saftige replikkers Victor: Lad enhver af Pigerne udsøge sig den hun [sideskift][side 1515]ønsker (Pause). Hvorledes, smukke Piger? I betænke Jer? I synes ordentlig at give Jer en Mine, som om I ugjerne fulgte os? - Finde I maaskee ikke Tyrkerne elskværdige? Henri: O de skal nok komme til at elske os; det indestaaer jeg for. Alle Pigerne: Nei! Aldrig!". Når de syv unge mænd kaster skæggene ender alt lykkeligt, jf. slutningssangen s.46ff.

8.4.2 note 5

(5) Jf. 8.4.1 note 2.

8.6.0.

8.6.0 note 1

(1) "Fruentimmerhaderen" (jf. s.200) havde premiere den 30.10.1811; stykket blev også givet den 24.10.1826 og derpå først den 14. 6.1849. "Recensenten og Dyret", se s.235. "Nonnerne" havde premiere den 5.5.1797; stykket holdt sig næsten uafbrudt på repertoiret indtil sæsonen 1836/37. "Die Wiener in Berlin", se s.134; Mlle Kainz spillede Louise von Schlingen. Gotters melodrama "Medea" havde ikke været spillet siden den 21.1.1794. "Bortførelsen fra Seraillet", se s.615. "Skatten", se s.1002. "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", se s.186. "Recensenten og Dyret" blev genoptaget den 12.2.1827, jf. s.236. "Aprilsnarrene", se s.191. Den sidste søndagsforestilling bestod af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" og "Aprilsnarrene"

8.6.0 note 2

(2) Ifølge Holsteins skrivelse til Collin var det en betingelse for afholdelse af mindefesten, at teatret opførte "Erik Eiegod", hvilket unægtelig sætter de følgende begivenheder i et andet lys, hvis det ikke blot skyldes Holsteins usikre formuleringsevne: "[Teatret må give] en Sørgefest for Sl Baggesen naar hans Erik Eiegod bliver givet" (BmD 8.11.1826).

8.6.0 note 3

(3) Dette ses ikke at være sket skriftligt. "Erik Eiegod" blev givet den 27.2.1827 samt den 5.3. og 3.5.1827. Herefter ikke oftere opført på Det kgl. Teater.

8.6.0 note 4

(4) Se Overskou IV 460ff og 589ff. Boye indsendte "de antydede Forandringer for Opførelsen" den 22.1.1827 (Coll.BrS.XXIb). På bagsiden nedkradsede Collin: "Til Erindring af Dannerskialden Baggesen gives Torsdagen d 15 Febr (hans Fødselsdag) først Adolf og Clara, Syngespil i 1 Act [opført 1. gang den 17.12.1801; sidst givet den 16.12.1822]; dernæst en musikalsk Underholdning bestaaende af Ouverturen til Erik Eiegod, Arie og Qvartet af samme Stykke, Chor af Holger Danske, til Slutning Baggesens Mindefest, Et Efterspil med Chor" (l.c.). Boye spurgte meget upassende, om ikke "Kirkegaarden i Sobradise" skulle fremsiges (l.c.), hvilket den selvfølgelig ikke blev.

8.6.0 note 5

(5) Om rettelsernes omfang, se CP 100f.

8.6.0 note 6

(6) Preisz nr.946 + V 278f.

8.6.0 note 7

(7) Endnu den 9.2.1827 opererede direktionen officielt med tanken om en opførelse af "Erik Eiegod" samt "Baggesens Minde" (Dp).

8.6.0 note 8

(8) Stykket var sidst blevet opført den 9.1.1827.

8.6.0 note 9

(9) Se Baggesens Samlede Skrifter 1847 bd.11 s.237-93.

8.6.0 note 10

(10) Ifølge Rahbek skete det, for "at der ikke skulle erindres derimod, og fisles derom" (NkS 3107 9.11.1826). - Alt var lutter hentydninger til visse detail-teaterpolitiske chicanerier, som Oehlenschläger delvis imødekom (l.c.). I den trykte version er forandret den verselinje, hvori fandtes den consacrerende benævnelse; derimod ikke "Preciosas sværmeriske Sang", som Rahbek ønskede fjernet, fordi Preciosa på Det kgl. Teater ikke sang, samt på grund af Millers udfald derimod i Østs Archiv: "[Han] synes saavel der [i "Preciosa"] som i Hamlet at have meget travlt for at skaffe en Meget Velbekiændt Plads"," hvorfor, tilføjede Rahbek, "[jeg] har .. mine Grunde, som ikke høre hid, til at troe, at han [Oehlenschläger] paa et Vink [sideskift][side 1516]lettelig forandrede det" (NkS 3107 9.11.1826). Oehlenschlägers reaktion herpå kendes kun fra den ene rettelse, han foretog. Epilogen blev trykt i Hertha 1827 I s.1.

8.6.0 note 11

(11) Aftryktes ikke i "Dagen", men nævntes dér den 31.10.1826.

8.6.0 note 12

(12) Af Collin noteret: "Hver Stand vil den (scil Dagen) at hædre stræbe". (fra Sang paa Kronprindsens Fødselsdag 1784. Thaarups efterladte poetiske Skrifter v. Rahbek 1822 p.347, sidste strofe: Med Bøn vi ville Dagen hædre:/ Hver Dag han vandre til det Bedre, /:/: Vor gode Konges elskte Søn! :/: / Hans , Ungdom skjøn som Vaaren være! / :/: Hans Manddom glade Frugter bære! :/: / Velsign Ham, Gud, og hør vor Bøn! /. En tradition måtte ikke fornyes hurtigere end nødvendigt, mente Holstein.

8.6.0 note 13

(13) Olsens forslag til rettelser: "Iler for din Throne &c" i stedet for ".. Fødder". Resultatet blev: "For Danmarks Throne lægger ned ..". Også i linjen "Og skue Dig i pragtfuld Glands" rettedes der, idet Frederik VI ikke opholdt sig i pragtfuld glans, men "i elsket Glands". Virkeligheden var god nok!

8.6.0 note 14

(14) Sidste strofe blev ikke ændret, se Poet.Skr.bd.9 s.261f.

8.6.0 note 15

(15) Heibergs indstilling til enevælden forklarer måske netop hvorfor den landsforviste faders søn nåede så langt op i samfundshierarkiet. Rahbek forholdt sig loyalt over for enevælden, idet dog hans personlige animositet mod Frederik VIs udseende og dennes afstandtagen fra "Pragt og Glands" gav ham anledning til et par ironiske bemærkninger.

8.6.0 note 16

(16) Jf. også Holsteins skrivelse til Collin, hvori han meddelte ham, at kongelig tilladelse var givet til Dmlle Kainz til at optræde i "smaa tydske Stykker" i forening med teatrets personale (BmD 8.11.1826).

8.6.0 note 17

(17) Af teaterregnskabet fremgår det, at teatret ved opførelserne af "Die Wiener in Berlin" i 1825 (jf. s.134) benyttede Dmlle Pohlmanns medbragte musikalier, thi den 9.11.1826 Indkøbte man klaverudtoget (TK 4.kv.nr.101); endvidere indførtes et ekstra syngenummer (nr.14) inden finalen (K.B. Musikafd. C.I 350).

8.6.0 note 18

(18) Dmlle Kainz ønskede endvidere at optræde i Paisiellos "La molinara" (Die schöne Müllerin) (jf. s.151) samt i Bendas "Medea" (jf. s.255); til begge stykker indkøbtes klaverudtogene (TK 4.kv.nr.101 17. og 20.11.1826).

8.6.0 note 19

(19) "Schweitzerhytten" havde Schönberg ønsket genoptaget i sæsonen 1823/24, men først nu lykkedes det ved Dmlle Kainz' gæstespil. Prydendahl bad Collin om ikke at blive inddraget i genopsætningen - på tysk (Coll.BrS.XXIIa 3.12.1826).

8.6.0 note 20

(20) Den 9.12.1826 tilskrev Ryge Collin om indstuderingen af dette stykke (NkS 3104): dette krævede både ny rollecopiatur og ny sufflørbog (TK 1826 4.kv.nr.1873). Dmlle Kainz honoreredes med 300 Rbd.r.S. (TK 1827 1.kv.nr.369).

8.6.0 note 21

(21) Dmlle Pohlmanns brev er gået tabt, da det returneredes til Schall med svarskrivelsen.

8.6.0 note 22

(22) Også den 21.5.1827 optrådte hun i denne rolle. Den 6.6.1827 udbetaltes hun 200 Rbd.r.S. for sin gæsteoptræden (TK 1827 2.kv.nr.881).

8.7.0.

8.7.0 note 1

(1) Ifølge Ryge var der blevet foretaget rolleforandringer den 3.11.1825, hvorpå læseprøven fandt sted den 20.11.1825 (Coll. BrS.XXIVa 21.11.1825. Stykket havde sidst været givet den 15. 5.1816.

8.7.0 note 2

(2) Om modsætningerne mellem Heiberg og David vidner Heibergs brev til Liunge, da han fremsendte sin anmeldelse af Billes [sideskift][side 1517]oversættelse af Delavignes "L'école des vieillards" (jf. s.226): "Lad ikke David vide noget derom, thi da han ikke vil tilstaae mig at han har skrevet Recensionen over Hamlet, saa vil jeg ligesaa haardnakket benægte for ham og alle andre, at jeg er Forfatter til det hoslagte Manuskript" (NkS 4336 10.12.[1826]). Davids anmeldelse af "Hamlet"-opsætningen findes i "Kjøbenhavns Morgenblad" nr.113-14 24.9.1826 s.453ff.

8.7.0 note 3

(3) Givet 1808/09-1810/11 samt ved Sommerforestillingerne i 1817. Ifølge PRFD blev stykket uddelt den 26.9.1826; først den 16.2.1829 blev det genoptaget.

8.7.0 note 4

(4) Givet 1814/15-1817/18; uddelt den 13.12.1830 (PRFD) og genoptaget den 23.12.1830.

8.7.0 note 5

(5) Opført 1816/17. Uddelt den 26.9.1826 (PRFD), men først genoptaget den 15.9.1829.

8.7.0 note 6

(6) Opført 1806/07-1819/20. Rollerne uddeltes den 2.10.1827, men først genoptaget den 24.4.1829.

8.7.0 note 7

(7) Givet 1. gang den 1.5.1807; 17. opførelse fandt sted den 14.12.1817. Genoptaget den 18.1.1827.

8.7.0 note 8

(8) Blev givet seks gange i perioden 1812/13-1815/16. Opførtes 4 gange i 1830rne.

8.7.0 note 9

(9) Oehlenschläger havde allerede i nov. 1825 udtrykt ønske om "engang igien at see min Stærkodder opført" (UjBr 5.11.1825).

8.7.0 note 10

(10) Stykket havde premiere den 18.2.1796; 22. opførelse fandt sted den 4.3.1817: den 23. og sidste forestilling blev produceret den 22.12.1832.

8.7.0 note 11

(11) Opført 1. gang på Det kgl. Teater den 18.6.1749; 43. forestilling fandt sted den 2.2.1818. Den 45. forestilling blev givet den 15.2.1836.

8.8.0.

8.8.0 note 1

(1) Olsens anmærkning i Dp var ikke desto mindre konciperet af Collin: "Efter Hr Etatsraadens Ønske har jeg opsat Forestaade, som jeg beder De vil berigtige som Dem synes" (BmD 12.12.1826; koncepten og Dp har ingen uoverensstemmelser). På koncepten noterede Olsen disse bemærkninger: "Jeg anseer Etatsraad Collin for alt for ædel og tillige alt for smagfuld for at behøve nogen Berigtigelse i hans Erklæring; jeg er tilfreds med enhver Ytring, der blot viser at jeg ikke skulde fornærmes, og at jeg ikke var ligegyldig ved noget, som hos Andre kunde synes at plette baade min literariske og min Embeds Carakter" (l.c.). Olsens retræte fremstår i et for Collin tvetydigt skær, når man betænker, at han begyndte erklæringskrigen og samtidig formulerede Olsens tilførsel til Dp.

8.8.0 note 2

(2) Rahbek var blevet indført i censurforretningerne af Kierulf: "at Kierulf ved mundtlig at giøre mig kiendt med mine nye Embedspligter intet talte om denne Resolution, veed jeg saameget des vissere, som jeg godt husker, da jeg hos Kongen frabad Directoratet, at have udtrykkelig sagt: at jeg ikke gierne ombyttede gavnligt og kiært Arbeid for en Sinecure, hvorved intet var at giøre, uden høit at læse et Stykke hver anden Maaned; ogsaa veed jeg, at der i Hauchs Tid fra Kongens Geburtsdag til Majmødet, ikke var Direction, og at han selv - maaskee med Regiss[øren] og N.T. [Bruun] satte det maanedlige Repertoire, og giorde Kierulf og mig i Parkettet Undskyldning, han havde glemt at sende os det" (NkS 3107 13.1.1827). Rahbeks vidnesbyrd kan ikke anfægtes af andre overleverede kilder.

8.8.0 note 3

(3) Theatret. Første Bind. Fierde Hefte. S.222-27. Det pågældende hæfte udkom medio jan. 1819. Instruxen var aftrykt efter Thaarups Statistik, kun ledsaget af denne note: "saa vidt os er bekiendt, endnu .. gieldende i Hovedsagen, kun med de faa Foradringer, [sideskift][side 1518]som et vexlende Personale deri har foranlediget", Kruses og Rahbeks strid i foråret 1819, formuleret i "Tilskueren" og "Morgenbladet" samt Kruses retsstrid med Holstein også i 1819 skal ikke behandles her. Antydet af Preisz V 249ff men sagerne er langt mere omfattende.

8.8.0 note 4

(4) Dagen 1827. Ingen breve ses KB, mens deres rejse er omtalt i Rahbeks breve til Collin.

8.8.0 note 5

(5) Se Kosch 1069 og Rub 243 (han optrådte i "Correggio", "Stille Wasser" og "Axel und Valborg").

8.8.0 note 6

(6) Dagen 1827. Breve, se Neiiendam Breve fra Skuespillere bd.II s.17 ff, Coll.BrS.XXIII, NkS 3258A, NkS 4885.

8.9.0.

8.9.0 note 1

(1) Liebe indsendte den 18.5.1827 en oversigt over selskabets foreløbige repertoire. Det eneste stykke, som ikke spilledes, var N.T. Bruuns oversættelse af Duvals "Une journée à Versailles, ou le discret malgré lui", "Incognito=Reisen" (LOD 20.12.1814).

8.9.0 note 1a

(1a) Rettelserne i KTS 835 er aldeles uden interesse.

8.9.0 note 2

(2) G. Zinck, Rosenkilde, Hass, Poersom, Bauer, Winsløv jun., Schwartsen og Mad. Liebe, Mad. Wexschall, Jfr. Jørgensen og Jfr. Wulff anførtes som medlemmer af det "andet af de Skuespiller Selskaber som ønske at benytte Theatret i Sommer" (Dp 6.4.1827), hvortil Heiberg knyttedes (NkS 2632 2.5.1827), mens Frydendahl, Enholm, B. Andersen, Ryge, Liebe og Stage udgjorde et selskab den 27.3.1827 (TM).

8.9.0 note 3

(3) I "Kjøbenhavnsposten" s.180 anførtes, at det var oversat "efter Vaudevillen "Der Bär und der Bassa"". Heibergs oversættelse er utrykt. Hvis "Kjøbenhavnsposten"s oplysning er rigtig, har Heiberg endnu engang afveget fra sit princip om kun at benytte originalen ved oversættelse til dansk. C. Blums oversættelse er fra 1821, tr. 1824. Zimmermann forsvarede denne art skuespil i en lang opsats i "Dramaturgische Blätter" nr.57-59, 1822.

8.9.0 note 4

(4) Olsen påtalte i en note til et af Collin dateret brev (30.5.1827), at "Kjøbenhavnsposten" (nr.44 s.180) allerede den 29.5.1827 havde averteret dets opførelse til den 7.6.1827: "[Det] er endnu ikke, saavidt jeg veed, indsendt til Censur, og dog averteret til Opførelse. Skulde ikke Vedkommende paamindes om lidt Varsomhed mod slig Uvane?" (BmD).

8.9.0 note 5

(5) Forestillingen den 25.6.1827 blev givet til fordel for linedanseren Roats enke og børn, jf. "Kjøbenhavnsposten" nr.46 9.6.1827, nr.48 16.6.1827). Den til lejligheden forfattede epilog ses ikke behandlet af censorerne: trykt i "Kjøbenhavns flyvende Post" nr.52 1827, se Heibergs Poet.Skr.bd.9, s.205.

8.9.0 note 6

(6) Ifølge teaterplakaten indeholdt "Gallerie af Scener i Costume": "Det gamle og det nye Aar"[ie: 2.akt, 1.sc.] af "Julespøg og Nytaarsløier". Som anden og tredje afdeling gaves "Venerabilis barba Capucinorum" (trestemmig sang) og "Agander, Pagander, Winberg, Terzett for tre Mandstemmer" (tekst og musik af Du Puy) (KB musikafd. C II 138). "Roserne" af Schack-Staffeldt blev fremsagt mellem 2. og 3. afdeling. Kun Heibergs tekst ses at have passeret censorerne.

8.9.0 note 7

(7) Da sufflørbog ikke mere eksisterer, kan stederne ikke verificeres, ej heller om de blev udeladt.

8.9.0 note 8

(8) "Kirkens Gienmæle imod Professor Theologiæ Dr. H.N. Clausens "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning. Lære og Ritus"". Kbh. 1825.

8.9.0 note 9

(9) Han var gift med en datter fra biskop Balles første ægteskab.

8.9.0 note 10

(10) I sin rapport til Collin er Rahbeks entusiasme for stykket ganske borte: "og vil jeg da begynde med at berette, at i Mandags [sideskift][side 1519][23,7.1827] Bieerings Vaudeville blev givet med maadeligt Besøg, mange Klap, og lidet Bifald, da enhver, jeg har talt med derom har fundet det lidet interessant, ligesom ogsaa Profts Død [19.7.1827] giorde Trops Rolle og Fremstillingen [u]populair; Forestillingen var i det hele maadelig, og der var ikke en Student blandt alle de fremstilte" (Coll.BrS.XXIVa 25.7.1827).

8.9.0 note 11

(11) Stykket skulle have været givet på ny den 26.7.1827 (Th.Pl.), men Rahbek oplyste Collin om, at der simpelthen ikke kunne sælges billetter til forestillingen (l.c. 28.7.1827).

8.9.0 note 12

(12) Heibergs epilog til Vaudeville=Theatret, se Poet.Skr.Bd.9.s. 207f. En afskrift i Coll.S.nr.234 har en anmærkning ud for linjerne: "Gid aldrig, med formørket Sind,/ De bort maa vende sig fra Scenens Bræder", idet den ubekendte skrev: "En Snert til Jfr. Pohlmanns Fremtræden".

8.9.0 note 13

(13) Den 29.5.1827 havde hun fået direktionens tilladelse til at opføre "Udstyret af Professor Oehlenschlägers St. Hans Aftenspil", når det skete inden den 15.8.1827 (Kp.nr.913).


Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).

Oprettet 2019 (korrekturlæst 27-9-2019, nogle links mangler). Opdateret af