Side 110-152, noter side 1492-1500.
Antallet af original seriøs dramatik var ikke voksende heller i denne sæson. Tre stykker tilhørte fortiden, men blev ekspederede efter at Rahbek havde opfordret Olsen til at rydde op på notorialkontorbordet: "Rolf Fanger", "Guldkjeden" og "Guldharald" (Kp. nr.210-12 23.7.1824).
C.J. Boyes anonymt indleverede sørgespil "Svend Grathe" indsendtes i marts 1824 (UjBr), hvorpå Rahbek læste stykket i begyndelsen af april 1824. Den 12. april 1824 glædede Collin sig over "Efterretningen om Sv[end] Gr[athe]" (Coll.BrS. XVIII): Rahbeks foreløbige, positive bedømmelse af stykket. På grund af de indvendinger, "der har paatvunget sig en ellers saa varm Beundrer af Stykket" læste Rahbek stykket to gange, førend han førte sin dom på papiret: de første fire akter behagede ubetinget Rahbek på grund af "det høist poetiske Sprog, de veltegnede Caracterer, de heldige Situationer", medens Rahbek betvivlede, at femte akt kunne opnå den sceniske effekt, der var nødvendig for stykket. Han anholdt de religiøse udtryk, "der nemlig kunde forarge de Skrøbelige", samt Boyes arrangement med Knuds skygge: "At Svend seer den han har ladet snigmyrde, er høist naturligt, og poetisk sandt; men at vi skal see ham med, er i det mindste meget vovet" (6.5.1824). Olsens kritik kendes ikke, men den 20. juli 1824 tilbagesendte Rahbek stykket med en hoslagt fælles kritik. Boye ses ikke at have efterkommet de indvendinger, som Rahbek havde anført i sit votum. Rollerne blev uddelt den 27. aug. 1824 (PRFD), og stykket blev bestemt til opførelse i oktober måned, men den 26. nov. 1824 tilskrev Rahbek på Holsteins anmodning forfatteren angående nogle forandringer, "som formentes at kunne blive Stykkets femte Act til Fordeel" (Dp). Rettelserne må karakteriseres som handlingsfremmende, mens den sidste tilsætning skete af hensyn til de religiøse følelser med hensyn til mordets tolkning (1). Premieren fandt sted den 10. dec. 1824 (2) (opført ialt 5 gange).
Balthasar de Bang havde indleveret sit Svend Grathe-stykke "Valdemar og Absalon" allerede i 1819. Det blev dengang afvist, fordi direktionen frygtede for "at en Konge som Svend Grathe hverken kan vilde findes en værdig tragisk Hovedperson, eller hans Dødsscene en for vort Theater passende Catastrofe" (Kp. nr.439 27.3.1819). Bang ankede i sin bog, "Caprifolier" (1826 XVIf) over, at de to indvendinger, censorerne havde imod hans stykke, også fandtes i Boyes stykke, som de til trods herfor havde antaget. Den 28. [sideskift][side 111]maj 1824 indsendte han stykket på ny i omarbejdet skikkelse, idet han udbad sig samtlige direktørers "venskabelige Critik" (UjBr). Rahbek rejste imidlertid til Kiel den 3. juni 1824, hvorfor han ikke på dette tidspunkt fik censeret stykket. Den 9. juli 1824 modtog Olsen det til censur (Dp). Den 30. aug. 1824 tilskrev Bang Collin for at få en afgørelse på sagen (Coll.BrS. XXIa); endnu to gange i oktober måned rykkede Bang for direktionens beslutning vedrørende hans skuespil (Dp). Efter Rahbeks anmodning returnerede Olsen manuskriptet til ham for at han på ny kunne gennemlæse stykket med henblik på en vejledning til forfatteren angående fornødne ændringer (NkS 2494 3.1.1825). I en rykkerskrivelse til teaterdirektionen (23.4.1825) redegjorde Bang for omstændighederne ved behandlingen af stykket, således som han opfattede dem: da han intet havde hørt, var han rejst til København, hvor han havde opsøgt Olsen og Collin, som samstemmende "fortalte .. at Hr Professor Ra[h]bek havde anseet det passende saavel for Publikums, som for Stykkets Tarv, ikke at bringe det paa Theatret i samme Saison, som [Boyes] Svend Grathe var blevet opført, og det var Grunden, hvorfor jeg intet havde hørt derom" (I.B. nr.1320). Bang fortolkede dette som en antagelse af alle teaterdirektørerne med mindre Holstein personlig ville nægte dets antagelse. Det af Bang ønskede svar blev imidlertid "et Afslag i sædvanlig Form" (Dp 28.4.1825), hvilket meddeltes ham fra teaterkontoret den 2. maj 1825 (Kp. nr.304). Se s.212.
Math. Winther leverede i dec. 1823 privat Rahbek sit fædrelandske drama "Hans Madsen i Svanninge", men hverken hans eller Olsens vota er bevaret. Indsendt på ny i juli 1824, hvorefter Olsen frejdigt erklærede: "Forfatteren er mig af foregaaende Stykker bekjendt som et Digtergenie, der af Mangel paa Humanistik neppe nogen sinde vil gjøre stor Lykke. Imidlertid tør jeg om et ulæst Stykke intet dømme" (NkS 2494 21.7.1824). Olsens præcedensdomfældelse fulgtes af Rahbek, der lod teaterkontoret returnere stykket den 23. juli 1824 (Kp. nr.213).
Matzens "Albert og Clara" blev først sendt til Olsen, der returnerede det til Rahbek den 21. juli 1824 med følgende bemærkninger: "Jeg formoder at Holberg alt har afsagt Dommen" (NkS 2494). Rahbek ses ikke at have beskæftiget sig dermed, inden det returneredes den 23. juli 1824 (Kp. nr.214).
Søtofts fædrelandske sørgespil "Daniel Ranzau" (jf. s.86) indlevere[sideskift][side 112]des omarbejdet i 1824. Olsen sendte Rahbek stykket i juli. Den 3. august 1824 skrev Rahbek til Collin, der da var i Altona på sommerferie: "Søtofts forandrede Daniel Ranzau har jeg læst, og kan nu ikke egenlig have noget imod dens Antagelse. Da jeg midlertid heller ikke troer mig til at have noget bestemt derfor, eller afgiøre, hvad altid er saa problematisk, hvorvidt det ved Opførelse vil have scenisk Interesse, vil jeg oppebie din Hiemkomst, for, ved Leilighed, at erfare dine Tanker i saa Henseende. Kan man med nogen Succes opføre det, var det altid godt at skyde ind isteden for Hildeg[ard] v. H[ohenheim][jf. s.87] siden der nu eengang er ond Stemning mod det" (HkS 3107). Endnu engang konstateres det, at Collin blev udslaggivende, men denne gang fordi han blev opfordret dertil. Efter at Olsen vedrørende dette stykke havde opgivet sin funktion, og Rahbek stod alene med ansvaret, overlod han Collin initiativet. Da Collin ved sin passivitet reelt forkastede stykket, fremlagde Olsen et brev fra Søtoft "om hans Stykkes formeente Tilsidesættelse" (Dp 5.11.1824). Ejheller denne gang afsendtes officiel svarskrivelse til Søtoft. Han var imidlertid ukuelig thi efter oversvømmelsen i Sønderjylland og Holsten i foråret 1825 indsendte han en ansøgning til kongen med anmodning om, at hans skuespil måtte opføres til fordel for de vandlidte. Direktionen takkede for Søtofts gode vilje, men da kongen havde nægtet skuespillerne at opføre et skuespil til fordel for disse nødstedte, kunne man ikke opfylde Søtofts ønske: Så først holdt Søtoft inde.
Blichers tragedie "Johanna Gray" blev indsendt allerede i jan. 1824. Censorernes vota fra foråret 1824 kendes ikke, men Blicher modtog af A.P. Liunge i begyndelsen af april måned meddelelse om stykkets antagelse. Den 17. april 1824 afleverede Olsen tragedien hvorefter den tilstilledes Collin, hvilket kan tolkes som udtryk for en uoverensstemmelse mellem censorerne (Dp); ejheller Collins votum kendes. Som det fremgår af Blichers brev (15.6.1824), havde Rahbek tilskrevet ham om teatrets betingelsesvise antagelse, som Blicher søgte at efterkomme. Detailkritikken skal ikke gengives (se Aakjær I 219f, Blichers S.S. bd.31 62f), men derimod Blichers opfattelse af sine rettelser: "jeg [har] virkelig .. benyttet Deres Rettelser og Vink for største Delen; ubetinget at have fulgt dem alle, havde været et Miracel eller et Hyklerie" (Blichers S.S. bd.31 63). Rahbek indsendte stykket til direktionen den 27. aug. [sideskift][side 113]1824 uden kommentarer. Olsen ses heller ikke på dette tidspunkt at have udladt sig om Blichers tragedie. Den 12. Jan. 1825 erindrede Blicher Collin om sit stykke, idet han åbenlyst appellerede til Collins indflydelse på opførelse af stykker (Blichers S.S. bd.31 68). Som et resultat af dette brev må Holsteins gennemlæsning af stykket ses; denne afstedkom følgende bemærkninger: "Theaterchefen giorde opmærksom paa det mislige Brug af enkelte bibelske Udtryk i Johanne Gray, samt det vanskelige i Forestillingen af Sørge- og Kronings-Optoget. Herom paatog Professor Rahbek sig at brevvexle med Forfatteren" (Dp 4.2.1825). Collin meddelte Blicher, at stykket ikke ville blive givet før i næste sæson, men intet - såvidt det fremgår af Blichers brev om de af Holstein krævede rettelser (Blichers S.S. bd.31 72 1.5.1825). Om Rahbek tilskrev Blicher, er brevet gået tabt. Se s.156.
På trods af at rollerne til T.C. Bruuns "Pagten" (jf. s.l) var blevet uddelt allerede den 17. nov. 1821 (PRFD), blev stykket ikke indstuderet. Dec. 1821, nov. 1822, nov. 1823 og dec. 1824 henvendte Bruun sig for at få sit antagne stykke opført (Dp). Den 10. dec. 1824 vedtog direktionen, "at det snarest muligt efter de allerede i Arbeid værende nye Skuespil skulde komme i Betragtning til Opførelse" (Dp). I marts 1825 korresponderede Rahbek med Bruun om forandringer i 1. akt, fordi teatret ikke kunne producere et vinterlandskab (Dp 4.3.1825). Premieren fandt sted den 11. marts 1825 (opført ialt 3 gange).
Fabers drama "Harald Graafeldts Jagt" blev tilstillet censorerne den 15. maj 1824; hvorvidt de overhovedet beskæftigede sig dermed vides ikke. Svarskrivelse af standardudformning er dateret den 24. dec. 1824 (Kp. nr.267). Se s.1106.
Kruses og Collins vigtige korrespondance i foråret 1825 refereres under behandlingen af komedien "Serenaden" (se s.58), men om "Taaren" (jf. s.85) skrev Collin i marts 1825: ""Taaren" har jeg læst med Interesse; troer De, fordi vi to kunne lide det, at vort nuværende Publicum gider see det? Besøg De Skuepladsen blot en Vinter, saa vil De overbevise Dem om, at det ej vilde behage" (BmD 1.3.1825 kopi). De øvrige direktørers sympati for dette stykke på 'dette tidspunkt er ikke kendt. Kruse fik stykket retur den 29. marts 1825 (Kp. nr.297). Se s.116.
Særbehandlingen af Boye og Bang synes oplagt den mest interesse-vækkende begivenhed i denne sæson. Fru Collins svigersøn i første [sideskift][side 114]ægteskab blev tydeligvis foretrukket for Olsens favorit i Nødebo, de Bang. Teaterdirektionens nej i 1819 til at fremstille Svend Grathe-skikkeIsen på teatret blev for så vidt opretholdt af Holstein i 1824, men stykket og dets forfatter reddedes ved Rahbeks omkalfatring. Boye havde nægtet at foretage ændringer i "Floribella" men Holsteins henstilling vedrørende "Svend Grathe" var åbenbart umulig at overtrumfe. Behandlingen af Bang er intet mindre end mislig, men Bangs støtte var for svag: Collin interesserede sig på intet tidspunkt for denne forfatter. Søtoft led nogenlunde den samme skæbne. I denne sammenhæng viste Rahbek sin svaghed, thi havde han udvist større interesse for "Daniel Ranzau", havde det måske smittet af på Collin. Blichers tragedie hjalp både Rahbek og Collin frem, thi igen viste Holstein sig nervøs for bibelske udtryk og kontroversielle arrangements på scenen. Olsens position i denne sæson synes næsten helt elimineret. Holsteins derimod tydeligt markeret.
ord [sideskift][side 115]
"Forhindringer fra alle Sider" blev føret tilstillet Rahbek (24. 9.1824) og afleveret fra censorerne med forkastelsesdom den 1. oktober 1824; vota fattes.
"Tryllespeilet eller Montesinos Hule" fandt Rahbek "flaut og plat" så Olsen blot behøvede at læse et par steder deri for at kunne samtykke i hans forkastelsesdom. Hvor påvirkelige censorerne (in casu Rahbek) var af publikums ønsker, ses af det følgende: "At jeg holdt det ud indtil Enden kom af, at jeg efter den Skriblen paa spanske Stykker, der - af ikke ubegribelige Aarsager - gaaer i Svang i vore Blade [l], vilde see, om ikke i Montesinos Hule skulde være noget spansk, taget af Cervantes, som bødede lidt paa det Øvriges Flauhed. Men nei, man kan med Føye sige med Baggesen "Din Hele Kiærlighed er ikke værd en Styver" (2.11.1824). Olsen censerede næppe stykket, da det allerede blev returneret den 9. nov. 1824 (Kp. nr.250).
"Moden eller Alpehyrden" havde været indleveret i 1820, hvor Bang var gået direkte til Holstein med sit stykke. Den 5. juni 1820 returneredes det på grund af "for liden Handling", og fordi censorerne havde fundet "de comiske Caracterer" plagieret efter "en fremmed Forfatter, som i det mindste i hans formeente danske Efterlignere, synes at være Moden at forfølge" (Kp. nr.605). Den 12. sept. 1822 havde Bang tilsendt Collin stykket, idet han havde tryglet denne, trods censorernes forkastelse, at sætte igennem, at stykket kom frem: "rigtig nok er den engang for et Par Aar siden, blevet forkastet, men det har oftere og jo temmelig nylig været Tilfældet, at Stykker der engang have været forkastede, ere ved senere Forandringer, bievne tagne til Naade igien" (Coll.BrS. XXIa). Hverken Collin eller censorerne ses at have reageret. Den 17. nov. 1824 indsendte Bang igen sit stykke med anmodning om opførelse samt ytrende sin villighed til at omarbejde det efter censorernes betingelser (I.B. nr.1275). Privat bearbejdede Bang Collin: "Jeg .. tør sikkert haabe, naar Drs. Vbhd. vil understøtte min Sag, at det maa realiseres" (Coll.BrS. XXIa). Censorernes vota lyder i deres helhed: "Jeg har ved at gennemlæse Alpehyrderne paa ny ikke fundet Anledning til at forandre min første Dom, og derfor tilføyet mit c" (Rahbek 30.11.1824). "Aldeles enig" (Olsen 2. '12.1824). Det uafklarede spørgsmål er, om det for Collins vedkommende gjaldt personen Bang eller stykket: intet steds udfoldede Collin dette. Den 4. dec. 1824 afsendtes Rahbeks votum med udskiftelse af subjektet (Kp. nr.259).
[sideskift][side 116]
Jørgen Hansens komedie "Den skiønne engelske Spanierinde" forkastedes den 10. dec. 1824 af censorerne; vota fattes. Remitteret den 10. dec. 1824 (Kp. nr.260). Se s.222.
Den 24. febr. 1825 ansøgte Kruse kongen om honorar for "Serenaden" (jf. s.58) og "Taaren" (jf. s.113). I et langt privat brev af 1, marts 1825 redegjorde Collin for teatrets forhold til Kruse, rent principielt og generelt: ".. jeg skal .. tage Bladet fra Munden, for at blive endnu mere miskiendt .. Naar Forfatterne ikke faae deres Stykker opførte, saa er Directionen partisk &c; naar de samme Forfatteres Stykker opføres til Publicums Mishag, saa er Directionen smagløs. Det danske Theater har for Øieblikket tre saadanne Forfattere, hos hvem Directionen er i complet Unaade .. Jeg beklager det af Hiertet .. men jeg gad nok vide hvad jeg skulde giøre? for det Første er jeg kun en Deel af Theaterdirectionen; og stod jeg ene for det, jeg vilde da vist ikke være mindre varsom med at byde Folk noget, som jeg med temmelig Vished kunde forudsee maatte mishage. Hvad vandt De ved at Alma blev opført? [jf. s.97] Det, efter mine Tanker, smukke lille Stykke: Den løste Forbandelse, morer Ingen her [jf. s.2l]; har nogen sagt Dem andet, saa er det usandt .. "Serenaden" har jeg ikke læst - jeg er ej Censor, og ej forpligtet til at læse hvad der indsendes, - og taler derfor ej om den. De siger, at disse Stykker koste hverken Hovedbrud ell. Udgifter; - Det sidste vil jeg indrømme ...Troer De forresten, .. at jeg vurderer Stykker efter disses Indbringende i Kassen, saa tager De atter Feil; men absurd vilde det dog være, naar man har Valget imellem Bagateller, som trække, og Bagateller, som give tomt Huus, da at bestemme sig for de sidste .. Deres Ansøgning til Kongen skal jeg paa Fredag fremlægge i Directionen Men Directionen kan ikke anbefale den. Kongen har i 1821 forbudet Directionen at betale noget Stykke, Original ell. Oversættelse, førend det er opført; en Befaling som var høist nødvendig. Om Hans Majest. paa nogen anden Maade vil lette Deres ublide Kaar, ligger udenfor Theaterdirectionens Virkekreds at bidrage til. At det vilde glæde ethvert af Directionens Medlemmer, det er jeg temmelig overbevist om .. Af Uvillie mod Dem, er der ikke Spor i mit Hierte. Men den Anskuelse af Theateret, som De deler med flere, at det er en Slags Understøttelsesanstalt .. den er mig modbydelig" (BmD kopi). Direktionen gjorde ikke forslag til udbetaling af honorar, men indstillede, at kongen, når ansøgningen ikke kunne imø[sideskift][side 117]dekommes, gav Kruse en gratifikation på anden måde (7.3.1825). Samme dag afsendte Kruse fra Hamborg et langt brev til Collin, hvori han gennemhullede den bristende logik i direktionens behandling af sagen; det lod sig imidlertid kun gøre, fordi Kruse ikke ville respektere reskriptet af 1. febr. 1821, der således forstået gav direktionen mulighed for at antage stykker til opførelse, men også legal adgang til at lade dem henligge, uddelte eller ej (Coll.BrS. XXIIIa). Den 19. marts 1825 resolverede kongen, at honorar ikke skulle udbetales før opførelse, men at Kruse kunne få stykket retur. Dette resultat meddeltes Kruse den 29. marts 1825 (Kp. nr.297). Se s.162.
Blicher mente efter teatrets antagelse af "Johanna Gray" at have lært at kende "de Veje, paa hvilke deres [teatercensorernes] Gunst opnaaes" (Blichers S.S. bd.31 51), hvorfor han den 1. maj 1825 tilskrev Rahbek om sin forhen forkastede komedie "Løn som forskyldt" (jf. s.90) nu med titlen "Grossereren" (Blichers S.S. bd. 31 73). Rahbek censerede: "Det er ikke slet nok til ligefrem at forkastes, og det er paa den anden Side, ikke af saa afgjort Godhed, at man kan være vis paa, det vil finde Naade for de strænge Dommere, der saa ubarmhiertig have udpebet Holbeins, Guldbergs og T.C. Bruns Lystspil og Skuespil" (NkS 2494 udat., før 21.5.1825). Olsen gav stykket "et betinget "Ja"", idet han krævede en række forandringer med hensyn til personernes sprog, stykkets tendens og scenebygning (NkS 2494 21.5.1825). Han skrev samme dag, at Rahbek, på grund af "Holsteins Antipathi mod Jane Gray", måske burde skrive til Blicher for at forklare denne, at "Grossereren" kunne ventes at ligge længe, før det eventuelt blev opført (NkS 2494). Først den 23. juli 1825 ekspederede Olsen censorvotaene til Collin på grund af "en Feil, som jeg heller vil tilstaae end undskylde" (Coll.BrS. XXIIIb). Eftersom Blicher var i København i sommeren 1825, har han givetvis fået mundtlig besked om direktionens beslutning også angående sit lystspil (2).
Bang, Kruse, Blicher: alle stykker var tidligere behandlet af censorerne. Bang appellerede forgæves til Collin, mens Kruse ifølge Collin selv havde Collins velvilje. Han ville dog blot ikke underminere en af forudsætningerne for sin virksomhed som teaterdirektør: reskriptet af 1. febr. 1821. Kruses argumentation imod dettes indhold viser klart, hvad den manglende offentlighed i administrationen medførte: kongens modstandere fægtede med bind for [sideskift][side 118]øjnene, Holsteins antipati mod "Johanna Gray" gjaldt Ifølge Olsen forfatteren Blicher. Ingen begrundelser herudover findes i materialet. Blichers samarbejde med Rahbek og Collin om tragedien var åbenbart et engangs fænomen. Collins markering synes helt oplagt langt mere udpræget i behandlingen af disse stykker, end det tidligere er set, men Holsteins indflydelse skal ikke undervurderes.
[sideskift][side 119]
"Agesilas" og Kotzebues "La Peyrouse" (1798) havde Rahbek censeret engang i fortiden, i sit "forsømmelighedsbrev" anførte Olsen, at "Kotzebue og hans Anti-Europæisme vil neppe nu taales p[aa] Theatret" (21.7.1824).
I sommeren 1824 var alle opsatte på at finde, hver efter sin smag, gode stykker til denne sæson. Collin fik af forfatteren tilsendt Lenz-Kühnes bearbejdelse "Das Gericht der Templer" (1824) (efter Walter Scott) (Coll.BrS. XVIII 19.6.1824). Efter at Collin havde læst stykket, handlede han straks, thi ultimo august 1824 kunne censorerne udtale sig om C.J. Boyes oversættelse, der tilmed var leveret i originalens vers. Rahbeks censur viser hans utilfredshed med at få stykkerne serveret på denne måde: "Skulde jeg skrive en Recension [1] over dette Drama, vilde jeg kunne sige meget Ondt derom, min Censur er derimod ubetinget fordeelagtig, da det ustridig er et Stykke af særdeles Theatereffect" (31.8.1824). Rahbek tillod sig at sætte et par blyantsmærker nogle steder, "hvor 'jeg enten ikke kjender hans Versification igjen, eller hvor Accentuationen forekommer mig norsk" (l.c.). Olsen klagede over, at "Theatereffect er nu destoværre! næsten det nødvendigste Reqvisit ved et Stykke der kaldes godt, og deraf synes dette Stykke at have Overflødighed, forudsat at det bliver meget vel besat, og meget vel spilt" (2.9.1824). Han havde et par konkrete indvendinger imod Boyes særdanske, oldtids-pasticherende udtryk: Hævnmagt, Spærod, etc. [2], også han klagede over tidsnød til censureringen. Endnu engang havde censorerne afsløret sig i deres nøgenhed: Collin havde fået tilstillet manuskriptet fra Hamborg, hvorpå han besørgede det oversat, censorerne kunne rette i oversættelsen, men ikke kassere selve stykket, hvilket implicit fremgår af Rahbeks votum. Rollerne uddeltes den 5. nov. 1824 (PRFD), og den første opførelse fandt sted den 22. jan. 1825 (opført ialt 5 gange) (2a).
"Marie Louise af Orleans" (1824) af Zahlhaas begejstrede Ryge til at meddele direktionen følgende: "Jeg kiænder .. intet Lystspil (thi det er det ligesaameget som Skuespil), der med en interessant Handling forbinder et saa fiint og ædelt Sprog, saa vel tegnede Caracterer og saa pikant nydelige Situationer, og en saa ualmindelig Catastrophe; vort Theater eier Talenter nok til at besætte alle Rollerne, og Oversættelsens Vanskeligheder vilde vor talentfulde Boye (!!!!) overvinde, uagtet det er skrevet i rimede Vers" (NkS 3107 4.8.1824, citeret efter Rahbeks version til Collin). [sideskift][side 120]Som et konkret resultat af Ryges anstrengelser lod Collin dette skuespil tilstille Boye (trods Rahbeks ironiske udråbstegn) til oversættelse. Den 16. sept. 1824 indleverede han oversættelsen; allerede den 17. sept. 1824 afleverede Rahbek sin censur til Olsen. Vota er tabt eller tilintetgjort. Stykket voldte imidlertid uenighed, hvilket afsløres af den senere korrespondance, idet kun Collins vilje fik stykket frem: "at jeg [Collin], ved, efter den ny Giennemlæsning, at finde Stykket høre til de interessanteste, virkelig blev bedrøvet ved at tænke paa, at vi [Rahbek og Collin] ogsaa om dette Stykke skal faae et Kiævlerie, siden Du nu finder [det sle]t, er vist" (Coll.BrS. XVIII 25.12.1824). Den 29. dec. 1824 replicerede Rahbek: "[der] kan .. intet Kiævleri blive mellem os. Jeg har givet Stykket, som Censor, min Stemme - af hvad Aarsag, jeg saa gjorde det, og den tager jeg ikke tilbage. At jeg collegialiter, og i Collegio selv, har advaret Theaterchefen med Hensyn til femte Act - som, Boye i øvrigt anmærkede, var let at forandre, troede jeg Embedspligt, da jeg veed, hvor ubehagelige Hofsnyde, han [Holstein] for mange ringere Ting .. har faaet" (NkS 3107) (3). Rahbek ville ikke argumentere selv i et privat brev til Collin, hvorfor han havde antaget stykket, men henskød sig under Holsteins frygt for at stykket skulle støde dronningen. Hvorvidt Boye efter denne meningsudveksling omarbejdede femte akt, kan i dag ikke med sikkerhed afgøres, men betænkende at rollerne først uddeltes i slutningen af juni 1825, er det ikke urimeligt at antage dette. Stykket opførtes første gang den 1. sept. 1825 (opført ialt 2 gange) (4).
Thortsen ønskede at oversætte Klingemanns "Rodrigo und Chimene" (1817), hvortil Rahbek replicerede: "jeg .. indseer [ikke], vi behøve at faae alle maadelige tydske Sørgespil oversatte" (18.9.1824).
Rahbeks vota til de to næste tyske tragedier er gået tabt; kun Olsens er bevaret. Grillparzers "Der Gastfreund" (1822) "er mig lige uudstaaeligt og uforstaaeligt. Jeg har ikke kunnet udholde det til Enden" (4.11.1824). Grötsch's "Aristodemus" (1822) kasseredes af Olsen kun med henblik på opførelse, idet han fandt, at tragedien ikke ville "kunne love sig nogen god Modtagelse .. efter saa mange nu forældede Mesterstykker af samme Indhold .. ved Siden af saa mange andre Tragedier, hvis Indhold er os langt nærmere beslægtet" (4.11.1824). Remitteredes henholdsvis den 9. nov. 1824 (Kp. nr.251) og den 26. okt. 1826 (Kp. nr.716; jf. I.B. nr.1539 19.10.1826).
[sideskift][side 121]
Den 10. okt. 1824 tilskrev Dorph Collin, at han efter at have læst Schlegels kritik af von Collins "Mæon" (jf. s.5) havde prøvet på at rette "de Feilgreb i Opløsningen af dette Stykke .. deels ved at forkorte, deels omarbeide de to sidste Akter" (CP 207f). Dorphs omarbejdede oversættelse blev imidlertid ikke antaget; vota ses ikke i arkivet.
Houwalds "Der Fürst und der Bürger" (1823) blev oversat af H.W. Lundbye. Ryge havde anført, at "det har et kraftigt Sprog, frappant Catastrophe, og er et godt solid Stykke" (NkS 3107 4.8.1824, citeret efter Rahbeks version til Collin). Rahbek lagde til: "da det efter Aviserne maa være givet medens dit Altonaophold, veed du formodenlig noget derom" (l.c.). Collin ses imidlertid ikke at have ytret sig skriftligt derom. I sit votum nævnte Rahbek, at han nærede betænkeligheder vedrørende dette stykke: "Kommer disse ikke i Betragtning, kan Oversættelsen ikke andet end anbefale det til at opføres, da den er, som man af saa øvet en Haand kan vente" (2.11.1824). Inden den 19. nov. 1824 blev stykket antaget, men opført blev det aldrig. Rahbeks betænkeligheder, der formentlig har været af politisk art, blev udslaggivende. Hensynet til Lundbye gjorde, at man ikke forkastede hans oversættelse (4a).
Til Collin skrev Ryge om Zieglers "Der Lorbeerkranz" (1799): "Jeg anseer det for det næstbedste Stykke af dem jeg har medbragt, derfor besluttede jeg at oversætte det, og bliver rolig ved. Antage Censorerne det ikke, saa maae jeg ansee mig for udygtig til at bedømme nogetsomhelst Stykkes Værd, og saa leverer jeg de andre stykker af uden i mindste Maade at interessere mig for noget af dem" (NkS 3104 14.9.1824). Ryge blotlagde såvel sit udbytte af indkøbstourneen som sit standpunkt til censuren. Han søgte bevidst at true sin oversættelse til antagelse. Censoreraes vota savnes endnu engang. Den 14. jan. 1825 fik Holstein stykket til gennemlæsning (Dp), hvilket kan tolkes som uenighed blandt censorerne. Roller uddeltes den 21. marts 1825 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 25. maj 1825 (opført ialt 3 gange) (5).
Th. Hells bearbejdelse "Die beiden Galeeren Sclaven, oder Die Mühle von Saint Alderon" (Dresden 1823, Hamburg 1824) af Carmouche, Boirie & Poujols "Les deux forcats, ou la meunière du Puy-de-Dôme" (PSM 3.10.1822) blev, oversat af Liebe, indleveret formentlig i marts 1825, hvorpå det blev tilstillet Rahbek, som gav det videre til Olsen. Begge censorer var enige om antagelsen (Dp 18.3.1825). [sideskift][side 122]Overskou anfører (IV 796). at Rahbek i sin censur noterede det for "det bedste Stykke, der i et Aar havde været indleveret, hvorfor han med Fornøielse antog det" (6). Zinck blev overdraget at komponere musik til den i stykket forekommende sang og dans (Dp 22.7.1825). Funck kreerede den nødvendige dans. Stykket havde premiere den 30. sept. 1825 (opført ialt 7 gange).
Formentlig Lenz-Kühnes "Kenilworth" (1822) leverede Collin på en bekendts vegne (7) censorerne (Dp 18.5.1825). Rahbek censerede stykket efter at have læst Ivanhoe: "Uagtet jeg som Censor ikke troer at have nogen officiel Stemme et Theaterstykke angaaende, førend det er oversat [8], har jeg dog paa Forlangende giennemlæst det tydske Sørgespil Kenilworth, og - enten det nu kommer af, at jeg umiddelbar i Forveien har læst Romanen, eller at Ivanhoes Exempel giør mig frygtsom for det Held slige disjecti mebra poetæ paa Skuepladsen kunne vente, - tilstaaer jeg, at jeg anseer det for meget misligt at bringe det paa Scenen. Vist nok kunde en mesterlig Emmy, og en talentfuld Leicester giøre meget til at besiæle Forestillingen; men den usammenhængende Handling, og især den græsselige, men ikke tragiske Slutning give mig Mistvivl om det Heles Interesse" (22.3.1825). Hvis den fælles bekendt ville gå i gang med oversættelsen, måtte han konsultere begge bearbejdelser (9) samt "en smagfuld tydsk Bedømmelse", Rahbek havde læst i Zimmermanns Dramaturgische Blätter (10). Olsen fandt, at stykket manglede liv og rask handling samt at heltindens dødsmåde virkede "snarere afskrækkende end tilraadende. Jeg troer altsaa, vi bør ikke opmuntre Indsenderen til at foretage et vanskeligt og derhos misligt, neppe antageligt Arbeid" (2.5.1825). Collins bekendtskab undlod sit forehavende.
Alt taget i betragtning er der i sammenligning med tidligere sæsoner tale om et meget moderne tilbud af stykker. Om Ryges rejse ikke gav bonus ved ham, fik den betydning ved at andre satte sig i bevægelse for at få de nyeste stykker til landet. Kotzebues, von Collins, Klingemanns, Grillparzers og Grötsch's skuespil blev alle forkastet af hensyn til den nationale tragedie, selv om motiveringen undertiden iklædtes flere slør. Lenz-Kühnes første Scott-bearbejdelse blev indkøbt og tvunget igennem til opførelse af Collin, mens Zieglers drama gjorde den samme vej blot hed agenten Ryge. Houwalds drama blev helt oplagt syltet på grund af politiske betænkeligheder, mens Lenz-Kühnes andet arbejde på trods af Col[sideskift][side 123]lins initiativ blev afvist af censorerne af æstetiske årsager. Zahlhaas' drama skabte uenighed imellem Collin og Rahbek, men sidstnævnte ønskede ikke at provokere uoverensstemmelser i anledning af dette skuespil, indkøbt af Ryge og oversat af Boye. Hells melodrama forårsagede ingen uenighed, men Liebe var også velanskrevet i alle lejre. Rahbek dominerede nok endnu dette gebet, men Collins stærke vilje markerede sig også stærkt.
[sideskift][side 124]
Fra Hamborg meddelte Rahbek Collin, at han havde fundet et stykke af interesse for teatret: Claurens "Der Wollmarkt, oder Das Hotel de Wibourg" (1823), "der morede mig meget, og som jeg i Dag faaer af Lebrun for at oversatte til os, saafremt den selvbeskikkede dramatiske Provisor [Ryge] vil tillade det" (NkS 3107 8.6.1824). Collin besvarede Rahbeks glade med et syrligt-overbærende: "At Claurens Wollmarkt kunne more Dig i den Grad, at Du atter greb Din Oversætterpen, havde jeg, af de Domme [l], jeg har læst derom, ej troet; lad gaae!" (Coll.BrS.XVIII 12.6.1824). Dermed var stykket antaget. Roller uddeltes den 30. juli 1824 (PRFD), og stykket opførtes første gang den 6. sept. 1824 (opført ialt 5 gange).
Kurländers bearbejdelse "Dichterfreundschaft" (1811) af Etiennes "Bruéis et Palaprat" (TP 28.11.1807), oversat af Thortsen, oplyste denne selv var antaget, hvorpå han tilstillede det nødvendige antal eksemplarer til rollebøger (UjBr 29.6.1824). Premieren fandt sted den 17. sept. 1824 (opført ialt 2 gange) (2).
Fr. Werlighs oversættelse "Blind Allarm" samt Nielsens "Skudt forbi" ekspederedes i slutningen af juli 1824 henholdsvis fra teaterkontoret og til Olsens hvilende bord.
Liebes oversættelse af Thumb-Neuburgs bearbejdelse "Der wahrhafte Lügner" (Berlin 1823) af Scribe & Duveyriers "Le menteur véridique" (GD 24.4.1823) blev censureret af Rahbek, der afleverede den til teatret den 27. aug. 1824 med følgende bemærkninger: "Da jeg troer, at dette Lystspil, godt udført, som vor Skueplads er istand til, kan more, har jeg ikke taget i Betænkning, at give det mit A, hvoraf midlertid ingenlunde følger, at jeg ubetinget antage det for et godt Lystspil" (BmD). Stykket blev opført en gang den 27. nov. 1824 (2a). Se s.538 og 934.
Henriette Jørgensens oversættelse af Helmina von Chézys "Der Wunderquell", "St. Annas Kilde", blev afleveret af Rahbek den 3. sept. 1824, hvorefter dets videre skæbne fortaber sig (3).
G. Zincks oversættelse af Désaugiers & Arm. d’Artois' "Le Château de mon oncle, ou le mari par hasard" (TV 15.5.1819) blev opført den 11. sept. 1824. Om det passerede censuren, ses det ikke af arkivmaterialet (opført ialt 29 gange ) (4) (4a).
van der Veldes "Der Geheime Oberfinanz-Rath" (1824) fandt Olsen havde "flaue Karakterer og Handling. Endog vel spilt tvivler jeg meget paa at dette Stykke vil behage" (4.11.1824). Rahbeks censur, afgivet før Olsens, kendes ikke.: Stykket returneredes den 9. nov. 1824 (Kp. nr.249).
[sideskift][side 125]
Holbeins skuespil "Das Alpenröslein, das Patent und der Shawl" (1822) blev indkøbt af Ryge (TK 1824 nr.1261) og oversat af Olsens svigersøn F. Gandil. Selv om Rahbek var blevet fyldestgjort, appellerede han dog til Holstein og Collin, der skulle afgøre i stykkets sceniske formåen. Rahbeks hovedindvending mod stykket var den, at det foregik tre forskellige steder, og at de optrædende personers fordeling i de forskellige afdelinger var uheldig subsidiært en for stor lighed med allerede fremførte skikkelser i andre stykker (28.10.1824). Olsen foreslog en entre imellem 2. og 3. afdeling, men "blot Frygten for at synes partisk afholder mig fra vidtløftigere Anbefaling" (4.11.1824). Deliberationsprotokollen anfører, at stykket blev antaget, hvilket imidlertid var en sandhed med modifikation. Se s.174.
Dorphs oversættelse af Cumberlands komedie "The West Indian" (1771) var en revision af B.J. Loddes fra 1786. Rahbek fik den til censur, men votum ses ikke. Rollerne uddeltes den 12. nov. 1824 (PRFD), og den nye oversættelse opførtes første gang den 15. jan. 1825 (opført ialt 6 gange) (5).
N.P. Nielsen havde fra München anmodet Collin om tilladelse til at oversætte "Der Flüchtling" (1824): "et nydeligt lille Stykke som her opførtes første Gang; hvis det er at faae skal jeg bringe det med mig" (Coll.BrS. XXIIIb 16.7.1824). Det var Planards opera-comique "La lettre de change" (OC 11.12.1815), som Nielsen havde set i Georg Lotz’ tyske bearbejdelse uden Bochsas musik. Først Olsen siden Rahbek censurerede stykket; vota er gået tabt. Roller uddeltes den 17. dec. 1824 (PRFD), hvorpå premieren på "Vekselen" fandt sted den 19. febr. 1825 (opført ialt 10 gange).
Scribe & Delestre-Poirsons "Une visite à Bedlam" (TV 23.4.1818) havde Schall haft med hjem fra Paris i 1819. Først nu blev det indleveret til censur, oversat af Stage. Rahbeks votum havde følgende ordlyd: "Som Censor finder Undertegnede intet, der enten fra Smagens eller Sædernes Side kunde være det hoslagte Stykke, Besøget i Bedlam, til Hinder i dets Antagelse. Skulde det midlertid være at befrygte, at enten Kaadhed kunde misbruge eller Lumpenhed fordreie Crescendos i og for Paris skrevne Rolle, til at fortrædige herværende Mand, eller udsætte Theatret for Mistanke at ville giøre det, forekommer Stykket ham ikke af den Værdi, at det var Umagen værdi, at løbe denne Fare" (26.11.1824). Betænkende Rahbeks syn på Siboni vejede hensynet til teatrets kunsttarv [sideskift][side 126]tungest, i det øjeblik Rahbek skulle vurdere dette stykkes chancer i Danmark. Olsens votum afslørede en anden indstilling til teatrets forpligtelser: "Ved at læse Begyndelsen af Stykket .. hvis Forfatter og Oversætter ere mig lige ubekjendte, ærgrede det mig at spore de tydeligste Henpegninger paa den Mand, min ærede Medcensor har havt i Tanker. Ved fortsat Læsning glemte Jeg en Hentydning, der syntes mig, formedelst Fablens Interesse, at være ubetydelig og at maatte fortrænges af Følelsens Strøm. Men ved atter p. 48 at see Navnet Forlis, som er Hr Sibonis Fødested, blev Jeg overbeviist om bestemt [rettet fra: lumpent] Hensyn. Naar Crescendo kunde forvandles til en fransk Componist, vilde jeg med Glæde antage Stykket. Kan dette ikke skee, vilde jeg bebrejde mig det ringeste Skin af Deeltagelse i et, neppe uudbliveligt, forargeligt Optrin. P.S. efter Scribe - altsaa er Oversættelsen forbedret?" (1.12.1824). Olsen havde været så optaget af stykkets sujet, at han næsten havde glemt de grimme personalier, men da det var hans fælle, Siboni, der blev ramt af oversætterens spyd, blev han tvunget til, dog først efter at have indprentet sig Rahbeks dom, at forkaste dette udmærkede stykke. Den 3. dec. 1824 afleveredes stykket og "modtoges af Chefen til Giennemlæsning" (Dp). Resultatet heraf var følgende linjer: "Da begge Censorerne have yttret sig mod Stykket i dets nerværende Form, saa ville alt besvær falle paa mig hvis ieg gav det mit Bifald, hvilket ieg ikke kan paatage mig. men det heele var hævet naar Hr Stage giorde Componisten til en Franskmand og forandrede hans Rolle derefter" (udat., før 10.12.1824). Også Holstein syntes tydeligvis om stykket men veg tilbage for en antagelse deraf på grund af hensynet til Siboni; hans korrektioner synes at være kopieret fra Olsens votum. Den 11. dec. 1824 meddeltes Stage, at stykket "i sin nuværende Form" ikke kunne antages (Kp. nr.261). Stage mødte imidlertid til næste direktionsmøde, hvor han fik Rahbeks redegørelse for de krævede forandringer, men intet videre skete med dette arbejde, selv om alle tre determinatorer havde fundet, at stykket var godt og ændringer mulige (6).
Resultaterne af Ryges og Nielsens ekspeditioner synes meget magre. Kun indirekte formåede Ryge at bringe et lystspil frem til oversættelse, og Nielsen spillede remis. Andre kræfter var stærkere end skuespillerne: Rahbek bragte Claurens svage stykke på scenen, mens det vel er karakteristisk at den manglende sammenhæng i tea[sideskift][side 127]trets repertoire netop gjaldt lystspillet, hvor man greb snart her snart der. Da så endelig Stage leverede et glimrende lystspil, kunne man ikke bringe det så vidt som til scenen, selv med nogle ubetydelige ændringer. Skuespillernes oversættelser blev ganske enkelt opført eller forkastet efter skuespillernes position ved teatret. Zincks oversættelse bidrog direkte til en konfrontation mellem Rahbek og Collin, idet Rahbek lod forstå, at dette lystspil var bragt på scenen uden hans vilje. Den skødesløse behandling (evt. den manglende overlevering) slører imidlertid billedet så meget, at en sikker slutning om proceduren er vanskelig. Dog synes det tilladeligt at fremføre det udsagn, at Rahbek følte sig tilsidesat vedrørende behandlingen af flere af disse stykker, idet Collin og/eller Holstein traf den endelige afgørelse om deres opførelse.
[sideskift][side 128]
Den 12. marts 1824 meddelte Kuhlau, at musikkompositionen til Güntelbergs libretto "Lulu" (jf. s.68) ville blive færdig snart, hvorfor han ønskede teatrets kræfter indstillet på at løse denne opgave inden sæsonens udgang (UjBr). Zinck fik ordre hertil, "dog saa, at det ikke lagde Indstuderingen af Alma nogen Hindring i Veien" (Dp 19.3.1824). Først den 28. maj 1824 tilsendtes regissøren rollefordelingen (PRFD). Güntelbergs forbindelse til hoffet uden om teaterdirektionen var imidlertid så gode, at stykket alle rede den 9. juli 1824 blev fundet at være "passende til at opføres ved Dronningens Fødselsdag" (Dp). Vel af denne grund omarbejdede Güntelberg librettoen, hvorefter denne gik til censur, hvilket skete på foranledning af Holstein, der skrev til Collin: "Det [vil] vist ogsaa være nødvendig at det paa ny Læses af vores Colleger, som ieg ønsker Begge vil være tilstede ved Læseprøven paa Stykket da der vist maa forkortes en deel i Dialogen" (ult. aug. 1824). Holstein bad i øvrigt Collin, "om de kunde faa Tiid at Løbe det igiennem .. Jeg nægter ikke at ieg er Bange for dette Hexeværk, maaskee har ieg Uret" (Mandag Aften, CP 27). Om Collins læsning vides intet. Rahbeks fortrædelighed over end engang at skulle læse teksten fremgår tydeligt af hans censur: "[Jeg] finder intet fra Censurens Side, der kunne hindre eller fraraade [opførelse] .. Da .. dette Originalstykke og denne Originalmusiks Bestemmelse til en Nationalfest vidt og bredt [er] proclameret, kan jeg med Hensyn hertil blot ønske, at det saasnart muligt maa sættes i Arbeid, men maa dog paa Embedsvegne tilføye det Ønske, at Stykkerne maatte blive Censorerne tilstillede, saaledes som Forf. agte at bringe dem paa Scenen, og disse, naar de eengang er antagne, forblive, paa mulige Smaaforandringer, der mundtlig kunne omtales og aftales, in statu quo, og ikke i evig forandrede Gestalter gaae igien til ny Censur" (1.9.1824). Rahbeks bemærkninger er højst interessante, fordi de afslører, at han ikke var sig sin mulige indflydelse ved ideligt at have indsigt i stykkernes indhold bevidst; senere skulle Rahbek forstå betydningen af denne indsigt (jf. s.201), men da havde han endnu sværere ved at trænge igennem med sine synspunkter end i 1824. Olsens censur fra sept. 1824 kendes ikke. Den 24. sept. 1824 registreredes forkortelser i to roller (Peripherihmes og Velas), og endvidere skulle Rahbek overvære oplæsningen den 25. sept. 1824 "for at paasee hvorvidt deri muligt kunde giøres flere Forkortninger Behov" (Dp 24.9.1824) [sideskift][side 129](1). Opførelsen fandt sted første gang den 29. okt. 1824 (2) (opført 10 gange i første sæson; ialt 32 gange).
Simon Meisling indsendte sin bearbejdelse af Gozzis "Turandot" (1762) med en redegørelse for, hvorfor han havde omskabt stykket til et syngespil: "[Da] enkelte af Stykkets Characterer .. vare af Gozzi satte i den Stilling, at de, paa en naturlig Maade, maatte kunne udtale sig i Sang saa prøvede ieg paa det meest vovelige, nemlig at indføre Sangnumre paa saadanne Stæder, hvor Situationens lyriske Retning syntes ligesom at kræve det" (I.B.nr.1288a 20. 12.1824). Censorernes vota kendes ikke, men teaterdirektionens svarskrivelse indeholder enkeltheder, som oplyser, hvorfor man ikke antog "Hr Doctorens smukke og smagfulde Bearbejdelse", selv om censorerne var "overbeviiste om, at denne geniale Digtning meget har vundet ved de foretagne Forandringer" (Kp. nr.268 3.1.1825). På grund af Liebenbergs oversættelse af Schillers bearbejdelse af Gozzis stykke (3) samt publikums ændrede smag, men også på grund af "de betydelige Omkostninger, Stykkets Fremstilling vilde fordre", kunne direktionen ikke antage Meislings bearbejdelse (l.c.). Vedrørende musikken havde direktionen en vigtig indsigelse: "Den ved den nærværende Bearbeidelse foretagne Forandring deraf til et Syngespil, saa stor en Anbefaling derfor det, for ikke saa saare mange Aar tilbage, vilde og maatte have været, torde, efter de nyeste Erfaringer, ikke i samme Grad stemme overeens med den nuværende Musiksmag, og de Fordringer, saa vel Componister, som Publikum, giøre til et musikalsk Drama" (l.c.).
Boye foretog ændringer i sit syngestykke "Hugo og Adelheid" (jf. s.99), før han på ny tilsendte Collin teksten (før 23.5.1825). Rahbek fandt det poetisk smukt og dramatisk interessant og noterede sig, at Boye havde benyttet de af ham givne anmærkninger ved den "første partielle Meddelelse" om stykket (24.5.1825). Olsen bitrådte Rahbeks dom samt indvilligede i at tilstille Boye nogle "ubetydelige Anmærkninger .. om han maatte ønske dem" (26.5.1825). Sammenligner man med censorernes sædvanlige holdning til ikke-komponerede syngestykker, er det bemærkelsesværdigt så imødekommende de optrådte, når det gjaldt Boyes arbejde. Weyses forhen ytrede utilfredshed betød, at man tilskrev Hauch at levere Kuhlau librettoen til komposition (Kp. nr.311 28.5.1825). Den 5. juni 1825 sendte Hauch Kuhlau stykket til komposition (Cap 160). Den 28. juni 1825 afviste Kuhlau at komponere stykket, før hans lønforhold var [sideskift][side 130]blevet forbedrede (in I.B. nr.1392) (4). Den 22. dec. 1825 overvejede Boye at lade stykket opføre som vaudeville med fremmede melodier (CP 281). Se s.282.
Güntelbergs omarbejdelse af "Lulu" på grund af lejligheden (eller komponisten) viser betydningen af enten geburtsdagene eller komponisten. Holsteins ængstelse skyldtes måske ikke kun dronningens ængstelse, men hans egen utilfredshed med "Jægerbruden"s hekseværk? At censorerne behandlede den omarbejdede "Lulu" så overfladisk synes meget symptomatisk for deres indstilling til genren. Meislings eksperiment var helt moderne, idet det viser vejen til vaudevillen, ganske vist via en klassiker. Boyes "Hugo og Adelheid" kunne standses alene på komponistens vægring. Tilstandene for original dansk opera synes aldeles utilfredsstillende: En velaflønnet, meget langsommelig komponist og en dårligt lønnet, produktiv var hvad man rådede over. Først i næste sæson fik Hauch rettet op på dette skæve forhold.
[sideskift][side 131]
Beethovene "Fidelio" (1) gav Siboni to versioner af til direktionen i mødet den 28. maj 1824, idet han samtidig foreslog stykket til dronningens fødselsdag (Dp). Rahbek påtog sig at skaffe parti tur og tekstbog fra Hamborg (l.c.). Rosenkilde anmodede om at foretage oversættelsen (UjBr 27.8.1824). Den 1. sept. 1824 afsendte Herzfeld "die Partitur u. den Dialog v. Fidelio" (NkS 2649), det vil sige Sonnleithners libretto. Se s.232.
Spontinis "La vestale" (jf. s.41) tilstilledes censorerne til gennemlæsning den 28. maj 1824 (Dp), Ingen vota findes fra dette tidspunkt. Oversættelsen henhvilede hos Olsen (NkS 2494). Se s.1186.
Liunges oversættelse af Hells bearbejdelse "Das Milchmädchen von Bercy" (1812) efter Chazet & Sewrins "La laitière de Bercy" (TV 23.2.1805) henhvilede hos Olsen (NkS 2494).
Hvem der bragte Mehuls opera-comique "La journée aux aventures" (OC 16.11.1816), på dansk "Duellen" i forslag vides ikke, men Siboni afgav den 9. juli 1824 sin betænkning over musikken (Dp). C. J. Boye havde oversat Capelle & Mézières' libretto "efter Directionens Begjering (Kp. nr.209 22.7.1824), derpå sendt den til Collin (19.7.1824), hvorpå Rahbek modtog oversættelsen den 20. juli 1824 (Dp). Såvel hans som Olsens vota er, om de har eksisteret, gået tabt. Stykket blev presset igennem til premiere den 7. sept. 1824 (opført ialt 3 gange) (2) (2a).
Hérolds opéra-féerie "La clochette, ou le diable page" med Théaulons tekst (OC 18.10.1817) bragte Zinck i forslag den 4. juni 1824 (Dp). Siboni skulle dog først gennemgå musikken (l.c.). Stykket gik derpå til gennemlæsning hos censorerne. Olsen fandt det "uopførbart formedelst det særdeles complicerede Maskinerie; af samme Tanker er og Siboni, men Zinck roser særdeles Musiken; denne er mig tilsendt af Et. Collin og jeg har leveret Abrahamsen den for at aflevere den, hvor Kammerherren befaler" (21.7.1824, adr. Rahbek). Olsen og Siboni skjulte deres antipati mod stykket under dække af dets impraktikabilitet, hvorefter Zinck ikke kunne komme videre. Rahbek foretog sig, intet. Se s.182.
Cimarosas "Il matrimonio segreto" (Burg Th. 7.2.1792) i Sporons oversættelse (anvendt 1797-1805) fremlagde Siboni den 17. sept. 1824, hvorefter det blev overdraget "Professor Rahbek at efterses, hvorvidt Texten syntes at giøre en ny Oversættelse eller Rettelser af den gamle fornøden" (Dp). Det var ikke tilfældet, eftersom [sideskift][side 132]det bestemtes, at syngestykket ufortøvet skulle sættes i arbejde (Dp 5.11.1824). Siboni fremlagde forslag til rollebesætningen, hvorpå rollerne blev uddelt den 12. nov. 1824 (PRFD). Stykket blev imidlertid først genoptaget den 30. maj 1854 i Overskous oversættelse.
Cherubinis "Medée" (1797) blev, oversat af Overskou, tilstillet Rahbek til censur den 1. okt. 1824. Hverken hans eller Olsens vota kendes. Rollerne blev uddelt den 18. febr. 1825 (PRFD), hvorpå Zinck og Krossing blev pålagt at "paadrive Indstuderingen" (Dp 8. 4.1825). Den 22. juni 1825 tilstod Rahbek: "og har jeg erklæret ikke at ville hvile, før Stykket var bragt paa Skuepladsen, da det gientagne Gange paa saa selsomme Maader er holdt ude derfra" (NkS 1574 adr. direktionen). Rahbeks indflydelse aflæses af tidspunktet for premieren. Operaen opførtes den 14. febr. 1826 (kun denne ene gang).
Castellis bearbejdelse "Die Ehemänner als Junggesellen" (München 1808) af Bertons opera-comique "Les maris garçons", med tekst af Gaugiran-Nanteuil, (OC 15.7.1806) havde Thortsen fået antaget (tr. 1819), og roller var uddelt den 24. maj 1819 (PRFD), men stykket var endnu ikke blevet opført. Som et resultat af sin Pariserrejse i sommeren 1824 indleverede N.P. Nielsen i dec. 1824 en vaudevilleversion af stykket. Direktionen besluttede at benytte Thortsens oversættelse "og blot tilføje Sangen, hvis Fordanskning overdroges Skuespiller Overschau, og de alt uddeelte Roller til nye Omdeling mellem Syngepersonalet" (Dp 10.12.1824). Overskous oversættelse blev leveret til Rahbek den 17. april 1825. Da Rahbek for en gangs skyld huskede forkert, idet han mente, det var Kruse og ikke Thortsen, der havde oversat stykket tidligere, falder hele hans argumentation som et korthus, idet han mente, at man burde yde Kruse et honorar for den antagne og uddelte oversættelse, fordi kongen var gået imod direktionens forestilling vedrørende honorar for "Serenaden" og "Taaren" (jf. s.113). Rent æstetisk og dramaturgisk afgørende var det, at Rahbek viste sin despekt for syngepersonalet, idet han håbede, at Bertons musik var særdeles god, så de kunne skjule, hvad stykket tabte ved, at syngepersonalet skulle fremtræde i "den høiere Comedie. Dette kan midlertid ikke være nogen Grund til, at nægte den, saavidt man uden Sammenligning med Texten kan skiønne, ret brave Overs[ættelse], Stemme" (17. 4.1825). Olsen nøjedes med at underskrive sig (2.5.1825). Efter [sideskift][side 133]Overskous bøn (Dp 13.5.1825) uddeltes rollerne den 19. maj 1825 (PRFD), hvorpå stykket opførtes første og eneste gang den 31. maj 1825 (3) (3a).
Aubers opera "La neige ou le nouvel Eginhard" med libretto af Scribe & Delavigne (OC 9.10.1823) blev tilstillet Rahbek til censur den 12. nov. 1824 (Dp), hvorpå den blev ekspederet til Oehlenschläger, for at han kunne oversætte den. Allerede den 26. nov., før Oehlenschlägers oversættelse forelå, fremkom Siboni med forslag til rollebesætning. Censorvota foreligger af velbekendte årsager ikke. Den 6. april 1825 uddeltes rollerne (PRFD), men først den 14. sept. 1825 kom stykket på scenen (opført ialt 4 gange). Siboni førte sig stærkt frem også i denne sæson, men tydeligvis lykkedes ikke så meget for ham som tidligere. Han evnede ikke at få Cimarosas gamle opera frem, og Aubers opera havde han ønsket frem i denne sæson, mens den først kom til opførelse i næste. Collin fik "Duellen" opført, mens Overskou formåede sine kolleger til at udføre rollerne i Bertons lille syngestykke. Olsen og Rahbek syner næsten af intet. Rahbeks sondring mellem komedie og syngestykke er væsentlig nok til en karakteristik af Rahbeks opfattelse af disse genrer, men betød i øvrigt ikke noget for repertoiret eller dets sammensætning. Holstein synes aldeles uvirksom.
[sideskift][side 134]
v. Holteis "Die Wiener in Berlin" (Berlin 14.6.1824; Hamburg 28.7. 1824) blev fremfart som led i Dlle. Pohlmanns lange gæstespil i 1825 (se s.136). Af den forestilling, som direktionen indgav i denne anledning, ses det, hvorledes direktionen forestillede sig dette gæstespils forløb samt dets indhold. Intetsteds nævnes det eksplicit, hvordan censorerne skulle placeres i forhold til Dlle. Pohlmanns ønsker, men man må antage, at reskriptet af 24. jan. 1825 har været retningsgivende (se s.135). En egentlig censur af denne vaudeville ses ikke i arkiverne.
Flere under 6.2. lystspil og et enkelt syngestykke 6.3.2. var oprindelig comedie-vaudevilles/eller blev gjort dertil, men såvidt materialet omtaler denne genre, ses der ikke egentlige danske oversættelser som vaudeviller, indleveret eller behandlet som vaudeviller.
[sideskift][side 135]
Angående balletten blev intet forandret; ingen nye blev indleveret, ej heller blev ældre henhvilende genoptaget. Kun til geburtedagsstykkerne "Lulu" og "Floribella" blev kreeret nye balletarrangementer af henholdsvis Larcher og Funck.
Prologen fremsagt af Mad. Eisen i anledning af sæsonens begyndelse var ucensureret. De ordinære koncerter både på Kgs. Nytorv og på Ridebanen blev arrangeret og overvåget af Hauch, der i denne henseende varetog den kongelige nåde.
De helt afgørende begivenheder i dette teaterår blev begivenhederne i anledning af Liebes og Rosenkildes aftenunderholdning i januar 1825 og Dlle Pohlmanns gæstespil i maj 1825.
Aftenunderholdningen var blevet bevilget den 10. nov. 1824 (Cap. prot.1824/26 s.53). Betydningen af denne aftenunderholdning fremkom ved, at Hauch efter kongens ordre forbød Winsløw at fremsige Blok Tøxens digt "Valdemar v. Qualen", der behandlede Grækenlands frihedskrig på en for den danske konge uheldig måde (Cap.prot. 1824/26 s.83 16.1.1825) (1). Denne begivenhed medførte, at Hauch den 24. jan. 1825 tilskrev direktionen om kongens vilje: "at naar i Fremtiden Nogen igiennem mig erholder Tilladelse, til at afbenytte Hoftheatret, for sammesteds at give en Aftenunderholdning, være sig under Navn af Declamatorium eller af Concert, maa derved intet reciteres eller declameres, med mindre at alt det som skal fremsiges, forinden af Vedkommende, er tilsendt den Kongelige Skuespil Direction, for at underkastes dennes Bedømmelse og i Overeensstemmelse dermed at erholde Tilladelse til Udførelsen" (I.B. nr.1293) (2). Det er helt afgørende for forståelsen af denne skrivelses karakter at bemærke, at Hauch hverken præsterede en forestilling eller en indberetning, ej reflekterede på et kongeligt reskript, men at sagen udvirkedes ved mundtlig forhandling med hoffet. Initiativtageren var ifølge Rahbek Hauch, men dette er langt fra sikkert. Det betydningsfulde var ikke forbudet imod i Blok Tøxens digt, men derimod censorernes fortolkning af dette reskript, idet Rahbek henholdt sig til det, som om det også gjaldt på Kgs. Nytorv. Rahbeks fortolkning fik især betydning i vaudevillestriden, hvorved modsætningsforholdet til Collin i denne henseende trådte end tydeligere frem.
[sideskift][side 136]Dlle Pohlmanns besøg i København i sommeren 1825 blev af afgørende betydning for teatrets repertoire i tiden, der fulgte, idet publikum ved hende fik lejlighed til at stifte bekendtskab med vaudevillen i tysk udformning, samt at Collin fandt sig foranlediget til på denne baggrund at opfordre Heiberg til at fabrikere danske vaudeviller. Dlle Pohlmann kom til København den 16. april 1825. Den 23. april 1825 tilskrev Hauch hende, at hun havde fået tilladelse til at deltage i en koncert på slottet samt at give en offentlig koncert på teatret, i hvilken anledning hun skulle henvende sig til Holstein (Cap.prot. 1824/26 s.137 og I.B.nr.1321). Søndag den 1. maj 1825 gav hun sin første offentlige koncert på teatret. Vigtigere var det imidlertid, at teaterdirektionen også den 25. april 1825 havde forestillet for kongen en regulær gæsteoptræden for et ubestemt tidsrum. Man ansøgte efter hendes begæring om tilladelse til, at hun måtte "give, med det herværende Personales Bistand, enten sceniske Forestillinger eller smaa Operetter paa Theatret", hvilket andragende direktionen tillod sig "allerunderdanigst at anbefale"; kongen resolverede i overensstemmelse hermed den 26. april 1825 (Orig.kgl.Res. nr.94). Dette betød, at hun optrådte i (udvalgte akter og scener af) "Jægerbruden", "Barberen i Sevilla" og "Preciosa", men også at "Die Wiener in Berlin" (jf. s.134)blev givet ikke mindre end fire gange i maj 1825.
Hyldestsangene til de kongelige fødselsdage forfattedes af Güntelberg og C.J. Boye. Ifølge traditionen fik Güntelberg den ære at forfatte sangen til dronningens geburtsdag; den 15. okt. 1824 tilstilledes hans sang censorerne (Dp); i mødet ugen efter overdroges det Olsen "at conferere med Forfatteren om deri fornødne Forandringer" (Dp). C.J. Boye nød samme ære til kongens fødselsdag; direktionen modtog den 21. jan. 1825 "den gjennem Hr Etatsraad Collin indsendte Geburtsdagssang af Forfatteren af Floribella til Weyses Musik" (Dp); censorerne ses ikke at have censeret denne sang. Boyes pålidelighed var er- og anerkendt på dette tidspunkt.
Collins initiativ til at få A.E. Boyes prolog til "Skuespillerselskabet" (jf. s.27) bragt på scenen kan dateres til direktionsmødet den 26. nov. 1824, hvor han "lovede at lade sit Exemplar deraf circulere" mellem teaterdirektørerne. Ugen efter fremlagde Collin "den forkortede Prolog [3] .. som vedtoges ved første Fore[sideskift][side 137]stilling at skulle siges" (Dp). Rollerne til prologen uddeltes den 3. dec. 1824. Stykket havde ikke været givet i den foregående sæson, men blev nu genoptaget på grund af Collins initiativ; kun i denne sæson blev prologen anvendt.
I forbindelse med sin ansøgning om oprettelse af et Musikkonservatorium i 1823 foreslog Siboni, at Hofteatret restaureredes, således at der atter kunne gives forestillinger dér: "Que V.M. aye la bonté de faire retablir le Théatre de la Cour comme il étoit il y a 5 à 6 ans passé, et qu'Il m'accorde la Grace de pouvoir en faire usage, non pas exclusivement, mais les jours ou il n'y auroit point de Spectacle au Théatre Royal, savoir les Mercredi et les Dimanches, afin que je puisse faire des exercises, donner des Concerts, des petits Spectacles, des Operettes, de[s] Cantates, de[s] Scenes etc:" (in Kapellet Forestillinger 24.4.1825). Hauch støttede ikke Siboni i forslaget om anvendelsen af Hofteatret, hvorfor kongen følgelig den 4. juni 1825 resolverede, at "den attraaede Tilladelse for samme [Musikkonservatoriet], at give Forestillinger paa Vort Hoftheater, ikke kan bevilges" (Kapellet Kgl.Res.) (4). Se s.1092 og s.1094.
[sideskift][side 138]
I maj 1824 tog direktionen initiativ til at renovere repertoiret, i konkurrence aed andre kræfter ved teatret, jf. s.143. Med hensyn til syngespil så teaterdirektionens liste således ud (Dp 15.5.1824):
|
1. Lulu |
29.10.1824 | |||
|
2. Offerhøitiden |
29.1.1818 | 20.2.1818 | ||
|
3. Califen i Bagdad |
30.1.1804 |
11.12.1819 |
5.9.1825 |
|
|
4. Azemia |
29.10.1810 | 25.9.1820 | 18.11.1824 | |
|
5. Fanchon |
29.10.1814 |
21.1.1822 |
26.4.1825 |
|
|
"Fremdeles bestemtes for næste Saison .. " |
||||
|
6. Elisa |
17.4.1820 | 2.5.1820 | ||
|
7. Jeannot og Colin |
6.10.1818 |
8.4.1823 |
4.3.1825 |
|
|
8. Lanassa |
29.10.1821 |
17.11.1821 |
||
|
9. Schweitzerfamilien |
23.9.1814 |
29.9.1814 | ||
|
10. Romeo og Juliette |
18.4.1806 |
29.4.1819 |
||
|
11. 1 Times Ægteskab |
23.12.1806 |
21.12.1819 |
23.12.1824 |
|
|
12. Cendrillon |
29.10.1812 |
4.1.1823 |
2.9.1826 |
|
|
13. Lodoiska |
31.10.1815 |
14.11.1818 |
21.3.1830 |
|
|
14. To Dage |
14.4.1803 |
3.2.1823 |
24.9.1824 |
|
|
15. Paul og Virginie |
19.5.1815 |
2.11.1820 |
||
|
16. Høstgildet |
16.9.1790 |
1.2.1822 |
22.9.1825 |
|
|
17. Peters Bryllup |
12.12.1793 |
31.3.1821 |
9.3.1828 |
|
|
18. Dragedukken |
14.3.1797 |
12.2.1821 |
||
Otte af disse syngestykker var ikke antaget af de siddende censorer; fem af disse operaer kom op i indeværende sæson, mens syv blev helt opgivet.
Listen over skuespil var endnu længere:
| 1. | Brudgommen fra Mexico | 18.10.1824 | ||
|
2. |
Pagten |
11.3.1825 |
||
|
3. |
Det sælsomme Lotterie |
19.2.1825 |
||
|
4. |
Røvercapitainen |
5.2.1825 |
||
|
5. |
Macbeth |
15.11.1817 |
24.3.1820 |
15.9.1825 |
|
6. |
Landsbyepoeten |
13.10.1762 |
19.4.1818 |
25.11.1824 |
|
7. |
Bortførelsen |
18.10.1792 |
18.7.1817 |
3.7.1827 |
|
8. |
Den Stundesløse |
21.1.1750 |
29.12.1820 |
13.11.1824 |
|
9. |
Ringen No 1 |
12.2.1789 |
6.9.1821 |
23.10.1826 |
|
10. |
Ringen No 2 |
19.4.1792 |
8.2.1822 |
9.11.1826 |
|
11. |
Marie Stuart |
10.4.1817 |
11.1.1823 |
1.9.1836 |
|
12. |
Johanne d'Arc |
7.4.1819 |
29.3.1822 |
2.9.1833 |
[sideskift][side 139]
|
13. |
Balders Død |
9.3.1778 |
27.1.1816 |
17.3.1831 |
|
14. |
Hamlet |
12.5.1813 |
15.5.1816 |
1.9.1826 |
|
15. |
Pizarro eller Rollas Død |
30.5.1818 |
15.5.1820 |
|
|
16. |
Laura |
9.10.1817 |
10.11.1821 |
12.6.1832 |
|
17. |
Rosamunda |
26.9.1818 |
13.1.1821 |
|
|
18. |
Menneskehad og Anger |
19.10.1790 |
2.11.1821 |
|
|
19. |
Erik og Abel |
26. 4.1821 |
28.9.1821 |
14.5.1831 |
|
20. |
Stærkodder |
16.10.1812 |
9.3.1816 |
21.9.1826 |
|
21. |
Blanca |
3.1.1816 |
23.11.1820 |
|
|
22. |
Fridolin |
5.9.1814 |
13.4.1822 |
|
|
23. |
Herman v. Unna |
30.1.1800 |
6.3.1823 |
17.5.1835 |
|
24. |
Idda |
21.12.1802 |
25.2.1817 |
|
|
25. |
Elisa Verner |
1.9.1806 |
13.4.1820 |
|
|
26. |
Gamle og nye Sæder |
26.11.1795 |
15.1.1814 |
|
|
27. |
Myndlingerne |
17. 9.1792 |
30.4.1821 |
23.1.1826 |
|
28. |
Conradin |
23.11.1822 |
18.4.1823 |
|
|
29. |
Christian den fierdes Dom |
11.5.1822 |
13.5.1823 |
3.1.1825 |
|
30. |
Henrik og Pernille |
3.10.1749 |
23.11.1817 |
17.9.1825 |
|
31. |
De snorrige Fættere |
17.12.1778 |
24.3.1819 |
|
|
32. |
Don Ranudo |
30.8.1752 |
7.12.1817 |
15.9.1826 |
|
33. |
Kildereisen |
30.6.1749 |
13.12.1817 |
24.6.1840 |
|
34. |
Maskeraden |
30.12.1748 |
10.4.1821 |
19.11.1824 |
|
35. |
Kvaksalverne |
3.9.1804 |
19.5.1821 |
17.10.1831 |
|
36. |
De to Grenaderer |
10.3.1801 |
26.10.1821 |
28.9.1824 |
|
37. |
Aabenbar Krig |
1.12.1791 |
11.5.1818 |
26.9.1825 |
|
38. |
Den aabne Brevvexling |
7.3.1793 |
21.5.1811 |
10.7.1827 |
|
39. |
Kobbersmeden |
2.9.1811 |
21.4.1814 |
Kun fem af disse altovervejende seriøse skuespil blev genoptaget i denne sæson. Listen er uden tvivl at betragte som Rahbeks værk, i hvert fald udviser den en klar tendens i retning af sørgespillet med et beskedent hensyn til holbergske komedier samt den højere komedie; lystspillet var for Rahbek underordnet sørgespillet. "Balders Død" bestemtes til genoptagelse på repertoiret den 28. maj 1824, hvor rollerne blev uddelt på ny. Vedrørende udførelsen blev det vedtaget, at de "tre Valkyrieinterzetter og Slutningschoret synges; de øvrige Musiknummere udelades (som ved den foersomske Beneficeforestilling) [27.1.1816]" (Dp). På trods af denne indskrænkning kom stykket dog ikke frem i de nærmest følgende sæsoner, uagtet det flere gange blev sat på månedsrepertoiret som æl[sideskift][side 140]dre stykke, der skulle genoptages. Se s.199.
von Winters syngestykke "Offerhøitiden" blev uddelt på ny den 9. juli 1824 "efter Sibonis Forslag" (Dp); den 5. nov. 1824 bestemtes, det at operaen "ufortøvet skulle sættes i Arbeid" (Dp). Syngestykket kom dog ikke frem igen.
Den 20. aug. 1824 bestemtes det af direktionen, at rollerne til den henlagte komedie "Landsbypoeten" atter skulle uddeles; den 25. nov. 1824 fandt repremieren sted. I den anledning fremkom Rahbek med en række skarpt formulerede synspunkter omhandlende skuepladsens moralkodex: Bødtcher havde i Literatur=, Kunst= og Theater=Blad angrebet stykket for usædelighed. Principielt var Rahbek taknemmelig, fordi han ofte havde talt "den sceniske Sædeligheds Sag mod de Letfærdighedsproducter, der (under Buffonas Ægide) kun nyde en alt for gunstig Modtagelse hos en Deel af Skuespilhusets berettigede og uberettigede Stemmegivere" (Nyt Aftenblad nr.50 11.12.1824 s.144). Ægte rahbeksk udtrykte han sin målsætning for teatret: "Vel er Anm. ikke aldeles enig med ham: at Theatret hverken er, eller, efter dets Natur, vil nogensinde blive en Sædeligheds i Skole, da han tvertimod er fuldkommen overtydet, at det er just, fordi man miskiender og forvansker dets Natur, at man hindrer det i at blive dette, og at det aldrig, som Theater, bliver, hvad det kan og bør, før det hæver sig til denne sin skiønne Bestemmelse; men fuldkommen erkiender han med ham hver Kunstens og Borgersamfundets redelige Vens hellige Ret og Pligt at ivre imod Alt, hvad der kunde giøre det til en Usædeligheds Skole". De foregående bestyrelsers og oversætterindens "moralske Reenhed og Sæders Strænghed" må borge for stykkets usædelighed, men af afgørende vigtighed lagde Rahbek til, at forklaringen skulle søges et andet sted: hos skuespillerne. I "hine tidligere Dage" havde man "en rigtigere Tradition fra det her daværende franske Skue spillerselskab .. og ved mundtlig Overantvordelse i Roses Skole bevaret". Man "behøver .. da kun at bringe hans [Destouches'] Lystspil tilbage til sin oprindelige Natur, i det høieste ved enkelte Stregstykker borttage, hvad der lettest ved uvarsom Behandling kunde blive til Anstødssteen. Alt pretentieust forfængeligt Coqvetterie er derfor ikke strax Usædelighed, en barnagtig Overgivenhed i Munden paa en tolv Aars Glut ikke, hvad det paa ældre og erfarnere Læber kunde være; og kraftigt, dette ægte franske Stykke behøver udentvivl kun, hvad vore Skuespillere kunne, naar de blot ville, at, gives [sideskift][side 141]med ægte fransk Fiinhed og Delicatesse, for at hævde og fortiene sit Sted paa det danske Theaters Repertoire" (l.c.). Indvendingerne synes relevante, set med Rahbeks øjne, men Collins indsigelse mod Rahbeks recensioner synes des mere berettiget, når man betænker dobbeltmoralen i Rahbeks virksomhed som teatercensor og teaterrecensent. I anmeldelsen af 2. forestilling (7.1.1825) fandt Rahbek, at anklagerne mod usædelighed måtte falde bort; derimod var nu næsten Buffona trådt i stedet. Rahbek mente, at det var ønskeligt, om det "undertiden vel platte Sprog var undergaaet Filen", inden stykket bragtes på scenen (Nyt Aftenblad nr.3 15.1.1825). Stykket kom ikke oftere på scenen i Rahbeks levetid.
Heibergs "Nina" (jf. s.51), der kun var blevet givet tre gange i forrige sæson, blev adskillige gange i denne sæson sat på repertoiret men blev ikke spillet. Se s. 774.
Collin ønskede den 24. dec. 1824 enten "Hagbarth og Signe" eller "Stærkodder" genoptaget (Dp). "Hagbarth og Signe" blev ansat til genoptagelse, hvilken fandt sted den 11. febr. 1825.
Rinds efterfølger Chr. Foersom ønskede den 4. febr. 1825 Gripons rolle i "Kierlighed paa Landet" samt at dette hvilende stykke måtte genoptages; det blev "Bevilget" (Dp), men stykket kom dog ikke frem.
"Fanchon" fik ny besætning i denne sæson og kom på scenen den 26. febr. 1825. Kongehuset var tilstede ved forestillingen, hvilket forårsagede vanskeligheder for Holstein, der til Collin skrev, at en "demi-serieux Entree", der var averteret, ikke kunne gives, da "de Kongelige Herskaber .. ikke ynder" sådan dans: "[Jeg] ønsker .. nu en kort munter E[n]treé maa blive givet istedet for den Averterede" (Coll.BrS. XXIIb 26.2.1825). Kongens indflydelse på repertoiret gjaldt ikke dets sammensætning men kun ændringer deri.
Duvals "Henrik den femtes Ungdom" genoptoges den 25. marts 1825 (1).
(Behandlingen af de ovennævnte syv stykker illustrerer på bedste måde vilkårligheden i teatrets repertoirepolitik, når det gjaldt genoptagelse af henhvilende stykker, thi indflydelsesrige personler kunne få stykker frem, som overhovedet ikke havde været anført på direktionens sæsonlister.
End større blev disse vilkårligheder, når det gjaldt debuterende skuespillere. Således fik Hyllested genoptaget "Værtshuset eller Det unge Ægtepar", som blev givet den 25. febr. 1825 og Beaumarchais' Komedie "Barberen i Sevilla", der opførtes den 19. marts [sideskift][side 142]1825. Phister debuterede i "Den pantsatte Bondedreng" den 6. maj 1825, i hvilken forestilling også jødeskuespilleren Selstrup fremtrådte; stykket var blevet genoptaget i forrige sæson, jf. s.106. Den 18. juni 1825 fremtrådte han som Hendrik i "Landstedet ved Kongeveien"; Selstrup fortsatte sin debut i den følgende sæson, idet han den 17. sept. 1825 første gang optrådte som Arv i "Henrik og Pernille" og den 14. okt. 1825 kunne ses som Ephraim i "Pebersvendene".
[sideskift][side 143]
Nielsens ansøgning fra februar 1824 om en sommerrejse (jf. s.108) er gået tabt; han fik imidlertid udvirket en anbefaling af direktionen "til i Sommermaanederne at giøre en Kunstreise for at besøge de fornemste Skuepladse i Tyskland samt de parisiske .. hvor de Fag, han dyrker med saa meget Held, især blomstre, og hvor han altsaa end mere vilde kunne fuldkomme sin Uddannelse" (Kp. nr.145 20.2.1824). Den 23. april 1824 bevilgedes rejsen med et kongeligt tilskud på 600 Rbd. (Kp. nr.144), efter direktorial forestilling.
Ryge, som den 9. april 1824 var blevet bevilget tilladelse til at spille om sommeren sammen med en række kolleger (jf. s.109), søgte den 18. maj 1824 om rejseunderstøttelse, ikke for at uddanne sig som Nielsen men med et ganske andet og kontroversielt øjemed: Ryge ville endnu engang søge at få direkte indflydelse på repertoiret ved selv at rejse Europa rundt og der overvære forestillinger, læse manuskripter, knytte kontakter med teaterledere - med det formål at bringe teatrets repertoire udi en anden tilstand end især de sidste, henrundne sæsoners. Ryges argumentation i ansøgningen var ganske ligetil: det var hverken skuespillernes, direktionens eller partiåndens skyld, at repertoiret var dårligt. Grunden var derimod, at direktionen ikke havde "gode Stykker nok at vælge iblandt. Den kan ikke befale, at alle de OriginalArbeider, som indleveres til den, skulle være gode, og Oversættelser tilsendes den som oftest af Personer, der med en eensidig Smag foreene Mangel paa Kjendskab til Theatret og dets Kræfter. Udlandet - især Tydskland - besidder imidlertid upaatvivleligen mange fortrinlige Operaer og Skuespil, som med Held kunne omplantes paa dansk Grund. Men for at erholde dem, maatte man forskrive Alt Nyt, for deraf at kunne udvælge det bedste, og det vilde blive meget bekosteligt, især da de fleste Nyheder længe forblive utrykte, og man sjelden kan rette sig efter de Recensioner over nye Stykker, som findes i fremmede Blade, da de som oftest ere Fostere af Protection eller Partiskhed" (I.B.nr.1208). Sendte teatret en mand til udlandet, ville udgifterne hertil lettelig vindes siden. Ryges anbefaling af sig selv til dette job, skal læseren spares for. Han anmodede kongen om at sende ansøgningen til teaterdirektionens erklæring, for at han kunne "besøge fremmede Theatre i dette Øjemed" (l.c.). Kun Overskou kender til en direktorial forestilling, hvorefter kongen den 29. maj 1824 bevilgede Ryge 600 Rbd. r.S. "til den af ham foreslaaede Reises Udførelse" (I.B. nr.1208) (1). [sideskift][side 144]Den 1. juni 1824 meddeltes Ryge dette (Kp. nr.192); i direktionsmødet den 4. juni 1824 fik Ryge udbetalt sine rejsepenge samt tilladelse til at udeblive indtil den 10. sept. 1824.
Nielsen udstyredes med både en tysksproget og en fransksproget rekommandationsskrivelse, hvilket også må ses i lyset af følgende notat i deliberationsprotokollen: "Skuespiller Nielsen mødte og spurgte om han skulde besøge Paris paa sin Reise? Resultatet blev, at det overlodes til ham, at bruge Conduite, gaae derhen hvis Tid og Penge sloge til. (Kammerherre Holstein havde nemlig yttret sig bestemt for Tydskland allene; Professor Rahbek [2] og Etatsraad Collin vare bestemt af den Mening, at han burde gaae til Paris og Etatsraad Olsen, at han maatte lempe Reisen efter Omstændighederne)" (4.6.1824). Selv om det er Collins formulering, viser de forskellige opfattelser præcist forholdene i direktionen vedrørende, repertoirets sammensætning; Collin ønskede en fornyelse fra Frankrig, mens Holstein og Ryge var orienterede imod tysk teater. Som de kommende sæsoner viser, blev det Collins synspunkt, der sejrede, på trods af den øvrige direktions modstand.
Nielsens og Ryges rejse forløb ikke uden gnidninger, fordi Ryge mente, Nielsen blandede sig i forhold, der ikke vedkom ham (f.eks. maskinvæsenet ved tyske teatre, jf. CP 264). I Hamborg var de sammen med Rahbek (jf. CP 269), hvorefter de overværede forestillinger i Braunschweig, Kassel, Darmstadt, Karlsruhe, Stuttgart, Augsburg og München, hvortil de nåede medio juli. Af nyheder, som Nielsen ville påtage sig at hjemforskrive, var "Nein" (3), som også Rahbek havde set i Hamborg og, ifølge Nielsen, ønsket at oversætte; endvidere "Der Flüchtling", som han tilbød selv at tage med ifølge Ryge ønskede Nielsen at oversætte dette stykke (jf. s.125),. Den 18. juli 1824 gik Nielsen til Paris, fordi han havde erfaret, at Burgtheater var lukket, mens Ryge alene rejste til Wien (4). De af Ryge opregnede skuespil, som ikke er omtalt andetsteds ("Nein", se s.144; "Der Flüchtling", se s.125; "Der Fürst und der Bürger", se s.121; "Marie Louise von Orleans", se s.119) er følgende:
[sideskift][side 145]Disse oplysninger sendte Rahbek til Collin, der opholdt sig i Altona (NkS 3107 4.8.1824); hans dom over Ryges første beretning er tydeligvis præget af hans utilfredshed med det rygeske arrangement: "At .. disse Oplysninger, som jeg tildeels kunde, naar det var begiært, eller ønsket af mig, givet ligesaa godt for slet Intet, ikke er 300 Specier værd, kan jeg ikke fordølge" (l.c.). Til Collin skrev Ryge fra Wien om bl.a. sine anstrengelser for at få stykker med hjem fra rejsen. Det foreløbige resultat opregnedes til "8 gode Stykker, hvoraf 3 udmærkede"; kriterierne for udvælgelsen var teatrets personale: "hvad vi ikke kan besætte godt, det forkaster jeg, derfor maae jeg i Almindelighed læse 10 Stykker, førend jeg finder eet, som jeg troer at kunne foreslaae" (NkS 3104 9.8.1824). Ryge tog sig den frihed at købe de stykker, han anbefalede, inden han havde fået direktionens sanktion, "fordi jeg synes at jeg faaer det for godt Kjøb. Endnu har jeg ikke givet over 1 Rbd. Sedler for noget Stykke her" (l.c.). - I direktionsmødet den 20. aug. 1824 blev det vedtaget at købe de af Ryge, i brevet til Rahbek, anbefalede stykker og lade dem oversætte. Til forklaring på denne beslutning skal anføres, at Rahbek var sygemeldt, og at Holstein måtte præstere resultater efter denne ekstraordinære udgift til Ryges rejse.
Til de ovennævnte stykker kommer følgende af Ryge indkøbte og ikke [andetsteds omtalte stykker (jf. "Das Alpenröslein" s.125; "Der [Lorbeerkranz" s.121; "Der Wunderschrank" s.226):
I mødet den 24. sept. 1824 fremlagdes regningen (TK 1824 3.kv.nr.####) på "de af ham i Tydskland anskaffede Comedier, formeentlig bestemte til Antagelse for den danske Skueplads med ønske at erholde Directionens Erklæring om Frugterne af hans Reise forrige Sommer. Udsat [med Collins hånd:] i Henseende til det Sidste" (Dp). Ryge fik aldrig nogen officiel erklæring, hverken positiv eller negativ. Selv har han derimod kunnet indse sit nederlag, når han sammenlignede aspirationerne med de konkrete resultater.
Nielsen kom først hjem medio okt. 1824 (6).
[sideskift][side 146]Læser man Rahbeks teateranmeldelser fra 1820rne i sammenhæng, forekommer de som et simpelt supplement til hans censorvota, selv om den dramaturgiske andel i recensionerne er betydelig fyldigere end i censurerne. Overensstemmelser såvel som kontradiktioner er anført som noter til de relevante stykker. I efteråret 1824 gik Rahbek et par skridt længere, end Collin fandt tåleligt, hvorefter Collin lod hammeren falde den 30. okt. 1824: "i mit eget og flere af dine sande Venners Navn vilde jeg bede Dig, ikke at skrive Theaterkritiker saalænge Du er Theaterdirecteur. Troe ikke, at jeg vil hovmesterere Dig; men vær tillige forsikkret om, at jeg 3 har Iagttagelses-Evne nok til at see, at Du ikke sjelden skader dem, som Du meest vilde gavne, og Din Daddel ansees oftest som personlig Uvillie; og naar Du som Skribent træder op og underkjender Stykker, som Directionen har antaget til Opførelse, saa har denne grundet Anledning til Anke - at jeg ikke anker, haaber jeg Du kiender mig nok til" (Coll.BrS. XVIII). Sondringen mellem direktionen og Collin viser på samme tid Collins vennesind og hans embedsmandsmaner, men Collin udførte dog handlingen. Rahbek svarede Collin i særdeles afværgende vendinger. Han havde allerede længe overvejet den uholdbare situation samtidig at "give Stemme i en Sag, hvori man paa en Maade er Part" (NkS 3107 udat, efter 30.10.1824). Rahbek forklarede, hvorfor han overhovedet havde påbegyndt disse anmeldelser i Aftenbladet: "Hvad der først gav mig Pennen hertil ihænde, var da Critiker, Proft, mod en Directionsbeslutning [7] havde fri Entree for, at skrive under GHOs [Olsens][8] og Dr Rs [Ryges] Dictamen, og hvortil han hos dem, og en tredie Unævnt [Clausen], hentede Ordrer; ogsaa var jeg bestemt i Aar at lade dette fare, indtil Proft anmældte et eget Blad, og Bøtgers [Bødtchers] Plads ved hans Romerreise blev ledig. Jeg tog da - især med Hensyn til de mange hiembragte Producter [af Ryge, jf. s.144] - Pennen paa ny, for at see, hvilken Vending hine Blades Critiker vilde tage, men var, efter det, jeg alt har seet, allerede besluttet til at drage mig saa listelig ud derfra igien, og denne Beslutning .. faaer naturligviis ved dit Brev saa afgiort en Fasthed, at jeg til Nytaar uudeblivelig iværksætter den .. Naar jeg, som Skribent, underkiænder Stykker, som Directionen har antaget, er det enten Stykker, der ere ved min Medcensors og Oversætterens Collusion giennemsmuglede uden at have passeret min Censur .. eller der ved Forestillingen ere nedsatte under en Nationalskuepladses Værdig[sideskift][side 147]hed" (l.c.). Nok så afgørende som Profts virksomhed har måske forholdet til Olsen været; thi han 'beskyldtes af Rahbek for "at uddele Billetter, selv anføre de Klappende, eller pibende, sende Nachtigalls Fægtere i Frakker ned i Parterret, at indprygle Dissidenterne den sande Tro, tage Machinfolk op paa Loftet, at pibe derfra, o.m.d.l." (l.c.). Sammenlignet hermed kunne Rahbeks pennearbejde kun "i det allerhøieste" være "omtvistelig"; endvidere tillod han sig at bemærke, at også Collin "f.Ex. i Anledning af Th. Thortsens Viisdom, og ved flere slige helligheder [havde] [forklaret" sig om teateranliggender (l.c.). I "Nyt Aftenblad" nr. 1. 1825 meddelte Rahbek, at det "var allerede ved forrige Theateraars Ende Anm.s faste Beslutning, at nedlægge sin Anmelderpen, saa meget mere, som han med sand Fornøielse saae en ham aldeles ukiendt Haand [Ludvig Bødtcher] i Literatur= og Theaterbladet giøre hans Arbeide overflødigt ved smagfulde, upartiske og humane Theaterkritiker, som han for det meste kunde indskrænke sig til at samtykke, da de gemeenlig ved tilfældige Omstændigheder kom ud førend hans .. Med Fornøielse har han seet, at den dramaturgiske Pen i Theaterbladet [Ove Thomsen], om den end ikke førtes med samme Haand, som forrige Theateraar, idet mindste styredes af samme Aand, Sandhedskiærlighedens, Sædelighedens, og en liberal Kritiks, og hans forrige Forsæt vendte tilbage". Veteranen havde sine efterfølgere parat og havde fundet dem værdige. Det følgende må da opfattes som en finte til Collin: "Men, som han alt paa ny var fuldelig bestemt, at aftræde ved dette Nytaar, kom Aargangens Slutning ham saa uventet paa, at han vilde seet sig nødsaget at aftræde sans adieu, da Tid og Rum i det sidste Nummer nægtede ham at faae sagt, hvad han ved sin Bortgang troede at burde og maatte sige, og hvad dog i første Blad af en ny Aargang ikke passeligen kunde finde Sted" (s.7f). Den enes fiffighed gav ikke den andens noget efter. Rahbek anmeldte med åbenbar glæde "Niels Ebbesen" og "Den letsindige Løgner", før han endelig i "Nyt Aftenblad" nr.5 den 29. jan. 1825 nedskrev sit testamente som teaterrecensent: "Han nedlægger da Pennen med den hierteligste Tak til samtlige de hæderværdige Konstnerinder og Konstnere, hvis Aand, Flid og Fortienester have giort ham den alt mere og mere behagelig at føre, giør ham det tung at lægge. Men har han end fra først af maattet erkiende sig det ugiørligt, hvad Lessing i sin Dramaturgie bebudede, at ledsage hvert Skridt, Konstneren og Digteren giorde, stræb[sideskift][side 148]te han - dog med fornødent Hensyn paa Operaens og Buffens hiemlede Exterritorialitet for Critikens Forum - ikke at lade noget mærkeligt Konstproduct gaae uomtalt, om han endog ikke altid kunde anmelde det i dets Nyhed; men efterhaanden formeene nu tilfældige tildeels uventede Omstændigheder ham at bivaane Forestillingerne med den stadige Nøiagtighed, som hertil udkræves. Han træder imidlertid mindre ugierne til Side, da han veed den Pen, han nedlægger, i Hænder paa en saa frimodig og nidkier Sandhedsven, som Morgenbladets unævnte ham aldeles ubekiendte Dramaturg [Nathan David], hvem han til Slutning maa yde sin hierteligste Tak for .. hans ædle Uvillie til at bøie Knæ for Døgnets væmmelige Modegudinde Buffona. Maatte hans kraftige Røst opmuntre et dannet Publikum til at fremture, efter Omstændighederne, ved foragtelig Kulde, eller lydeligt Mishag, at vise hende og alle hendes Bajasløier til Fiellebodene, hvor de høre hiemme, at det egentlige Lystspils Veie=Skaal ikke skal vippes saa høit i Veiret af Sørgespillet, Dramet og den finere Comoedie, og det paa en Tid, da det har en Lindgreen og en Mad. Clausen at lægge i Vægtskaalen. Ved saa mangen Leilighed har vor Scene mere og mere viist, hvad den kan være; des hierteligere er det Anm. Afskedsønske, at den ogsaa stedse maa ville være det, og vedbørligen opmuntres til at være varagtig i denne ædle Villie" (s.39f). Rahbeks censurer fra de resterende sæsoner skulle med al tydelighed vise, at dette ikke efter hans mening blev tilfældet. Rahbek havde nedlagt sin anmelderpen, som havde skaffet ham mulighed for at opveje nederlag i direktionen; hans vota kunne de øvrige direktionsmedlemmer læse, tage til efterretning, hvorpå en majoritet kunne afgøre sagen uden om Rahhek (9).
I sit brev fra oktober 1824 fremkom Rahbek med sin vurdering af Collins og hans indbyrdes forhold i teaterdirektoriale anliggender: Collin måtte ikke tvivle på hans inderligste højagtelse, men "at jeg ikke desmindre ofte dissenterer fra dig, giør jeg ingen Undskyldning for, og at jeg undertiden yttrer det med en Skarphed, som jeg ellers sædvanlig undertrykker, er, fordi ikke blot mit Venskab for dig, men, hvad jeg har dig at takke, er saa vitterligt, at jeg skadede os begge, ved at handle anderledes; da man vilde sige, du havde mig i din Lomme, og altsaa min Stemme, naar den var paa din Side, ikke vilde have Vægt, Sagen til Fordeel, som den nu har, da Modsiden ikke kan fragaae, at jeg lige[sideskift][side 149]saa frimodig og diærvt stemmer dig imod, naar jeg ikke er af din Mening .. Overalt er det mit Begreb om Collegialforvaltning, at enhver om, hvad der foredrages, skal kunne sige sin Mening frit ud, medens der forhandles, men med Forpligtelse, naar Sagen af Majoriteten er afgiort, ikke blot at acqviescere derved - saafremt han ikke udtrykkelig skulde finde sig forpligtet, at nedlægge Protest derimod - men endog, om han ikke kan fremme Udførelsen af det besluttede, ikke at lægge noget Halmstraa i Veien derfor .. Det eneste .. jeg mogentid har fortrudt paa, er, naar Collegialsager, ikke collegialiter afgiorte, ere forelagte til Underskrift" (NkS 3107). Det skal anføres, at Rahbek antog, at Holstein holdt sig til det executive, Collin besørgede det økonomiske, mens censorerne tog sig af censuren, og kun de "Ting, som ansees emanerede for hele Collegiet" behandledes som ovenanførte betragtninger angav. Modparten i teaterdirektionen har ikke ytret sig om dette af Rahbek skitserede åbne modspil, der skulle dække over en enighed, der for vel først og fremmest Olsens skyld ikke måtte understreges. Collins tilnærmelse til Holstein i den kommende tid gjorde imidlertid Rahbeks fremstilling af magtforholdet i teaterdirektionen til skamme eller måske betydningsløs: Den må da tages til indtægt for den opfattelse, som Rahbek havde af forholdet til Collin og den øvrige direktion i de første fire sæsoner.
Den 4. marts 1825 søgte Collin om fritagelse "paa tre Maaneder fra Deeltagelse i Theaterdirectionens Forretninger, med Undtagelse af: de Sager, der skulle foredrages Deres Majestæt, og Tilsynet med Theatrets Oekonomie" (I.B. nr.l311) (10).
Også i 1825 foretog Ryge og Nielsen udenlandsrejser, dog uden kongelig understøttelse. Ryge drog til Kiel i perioden 7.- 27. juli for sammen med L. Hubers selskab at optræde i Kiel, Rendsborg og, Schleswig (11). Nielsen rejste til Hamborg den 8. juli 1825 for bl.a. at se sit forbillede Max. Korn, der gav gæsteforestillinger i Elbstaden; om Nielsens øvrige aktiviteter oplyser hans brevveksling, hvortil der er henvist i det følgende, for så vidt den vedkommer repertoiret (12).
[sideskift][side 150]
Efter ansøgning (18.3.1825) bevilgedes den 28. maj 1825 skuespillerne tilladelse til at opføre skuespil for egen regning efter retningslinjerne fra 1824 (Orig.Kgl.Res.). Skuespillerne pressende på for at gøre det så tillokkende som muligt. Den 30. maj 1825 tilskrev Holstein Collin: "Da der har været holdt strængt over, at ingen af de gangbare Stykker bleve givne ved Sommerforestillingerne, og det let kunde blive forebragt paa Høyere Steder som noget Nyt der kunde faae Følger, saa kan ieg ikke uden Heele Directionen i en Forsamli[n]g er eenig deri, giøre nogen Forandring i den tagne Beslutning" (BmD). Som en indrømmelse både til vedkommende og skuespillerne, der havde søgt "om Tilladelse til at opføre nogle gangbare Stykker, for at benytte Demoiselle Pohlmanns Assistance, i den korte Tid, hun kunde samvirke med dem, tillodes dem, ifølge Omstændighederne næste Mandag [6.6.1825] at opføre Brown & Compagnie, men antoges i øvrigt som Regel, at intet Stykke, der havde været givet i de to sidste Saisonner, maatte ved Sonmerforestillingerne opføres" (Dp 3.6.1825). Ved mødet var Collin fraværende formedelst sin dispensation. Dagen efter reagerede han imod denne beslutning, da han ikke kunne "indsee Nytten af en saadan almindelig Regel, hvis Unødvendighed er soleklar, da Sommerpersonalet, skal, i Følge de Kongelige Resolutioner, have speciel Tilladelse for hvert Stykke" (I.B. nr.1346) (jf. s.109). Collin havde dog et ganske andet formål med sin protest, idet han ønskede at støtte entreprenørerne: han "var stødt over", at direktionen havde tilladt opførelse af ’’Braun og Compagnie", fordi "det i høieste Maade [var] .. mig ubehageligt, at Directionen har givet Undtagelse med dette Stykke, som er oversat af mig, og maaskee just fordi det er oversat af mig; jeg venter derfor af Directionens Delicatesse, at den giver sit Samtykke til, at Feil p[aa] begge Sider og Valerie ell. hvilke andre af de sidst opførte Stykker, der ønskes givne, maae komme paa Scenen i Sommer" (l.c.). Således gav Collin noget, men skuespillerne fik deres vilje, og det var, hvad han ønskede. Olsen støttede ham i øvrigt og havde fremført hans synspunkt i mødet, men var blevet underkendt af Rahbek og Holstein. Den 10. juni 1825 besluttedes da følgerigtigt, at "hiin almindelige Bestemmelse ikke [behøves], og alle lignende, forhen tagne, Bestemmelser maatte derfor for Fremtiden være ude af Kraft" (Dp). Alene retningslinjerne afstukket af Collin i 1824 skulle gælde, se s.109.
[sideskift][side 151]Fredag den 3. juni 1825 åbnedes sommerskuespillene med en prolog forfattet af Oehlenschläger; den ses ikke at være blevet censeret hverken af Olsen eller Rahbek. Endvidere blev givet de to sidste akter af Ifflands gamle komedie "Die Hagestolzen". Årsagen til genoptagelsen af dette stykke var udentvivl, at Nielsen havde set denne forkortede version "Der Besuch auf dem Lande" under sit ophold i München i 1824 (Coll.BrS. XXIIIb 16.7.1824). Det betød endvidere, at stykket atter indgik i teatrets ordinære repertoire. Alle øvrige stykker, der blev opført (jf. Overskou IV 749) havde været opført tidligere i den her behandlede periode, hvilket måske skal ses i sammenhæng med den febrilitet hos teaterdirektørerne i anledning af skuespillernes aktivitet, som aflæses af følgende passus i deliberationsprotokollen (3.6.1825), hvor Rahbek som følge af "Dlle Pohlmanns anmældte Aftenunderholdning paa Hoftheatret [7.6.1825] troede .. at burde bringe den Kongelige Anordning [af 24.1.1825] om Ansvarligheden for hvad der bliver fremsagt eller foredraget i Erindring, for saavidt den ogsaa her maatte findes anvendelig". Nielsen indsendte til Olsen i anledning af nævnte aftenunderholdning Holteis digt "Der Traum". Castellis "Nichts und Etwas", som også skulle fremsiges, sendte han imidlertid ikke med, da han "ved Hoffet og offentlig tilforn" havde fremsagt det (Coll.S. nr.44 4.6.1825). Materialet røber i øvrigt, ingen aktivitet hos censorer eller direktion.
Udover de roller, som Dlle Pohlmann havde optrådt i ved forestillingerne i maj, gav hun Röschen i Paisiellos "Die schöne Müllerin" samt Susanne i "Figaros Giftermaal". Dlle Pohlmann forlod København i juni 1825; Heiberg havde været i byen hele denne sommer. I ordets mange betydninger havde han været tilskuer. Kun "Feil paa begge Sider" blev opført ved sommerforestillingerne, som den eneste nyhed fra de to nærmest foregående sæsoner. Collins hjælp til skuespillerne betød således ikke synderligt meget. Til afslutning skal anføres Liebes brev til Rahbek, da det illustrerer forholdet mellem entreprenørerne og skuespildirektionen: På grund af stykkets korthed blev der før og efter opførelsen af "Brødrene Philibert" den 12. aug. 1825 fremsagt et digt af Wilster "Til Apollo" samt en arie ved Ida Wulff; "dette skylder jeg at tilmelde Dig som Censor", idet Liebe tilføjede, "vi har dristigt sat det i Avisen for i Dag, da Din sædvanlige Godhed og Velvillie for os, borger for Dit Samtykke" (NkS 2494 11.8.1825). Dri[sideskift][side 152]stigt var det ikke, men en overskridelse af kongelige resolutioner var det unægtelig.
Sommerskuespillene sluttede først den 16. aug. 1825 efter direktorial afgørelse (Dp 12.8.1825).
[sideskift][side 1492]
Teaterdirektionen udgav "Svend Grathe" "ordret after Forfatterens Manuskript, uden Hensyn til de Udeladelser, Tilsætninger og Forandringer, der bleve anseete for nødvendige ved opførelsen paa den Kongelige Danske Skueplads" (DKTR s.161). - Sufflørbogen (DKTB) udviser mange, hvoraf blot følgende skal meddeles: 1. akt. det sensuelle og den stærkt effektfulde udladning (hhv. s.22 og 31) blev slettet. 2. akt. om tronens usikkerhed og tronstridigheder (hhv. s.53 og57) blev slettet. 3. akt. Svends ræsonnementer, bl.a. i 3.sc., blev udeladt. 4. akt. 2.sc. blev udeladt; Valdemars afsked blev udskåret. 5. akt. 3.sc. hvor hovedændringen blev foretaget, s.152: Efter at Axel har befalet, at Valdemar og Svends mænd skal skille de kæmpende, blev tilsat følgende: "Naar Kongerne ere dragne fra hinanden, forlade alle Skuepladsen, og man hører bag Scenen Vaabenlarm" - "/: Herpaa begynder den 4de Scene :/ udeladt blev s.153 1.1 - s.156 1.10: kampens afslutning. Ulf og Axels ordveksling samt Valdemars sejrssikkerhed. 4.sc. I manuskriptet ender skuespillet med, at Svend dør med disse ord på læben: "Han truer ikke meer - han er forsonet - ! / Der er Barmhjertighed - i Himmelen!"/ (han døer), hvorpå der i KTS 717 fortsættes: "Naar Svend er død gaaer strax Bonden bort, og uden Ophold træder nu Valdemar ind med sine Mænd - Axel: Svend i sit Blod! - Valdemar (bevæget): Ja Du er død! -- Den store Overdommer / Histoppe dømme mellem os! - Ei dig / For strengt, og mig med Naade! - Lidenskaben / Slog ned vort aarie Venskab; det gik ud; / Ved Graven skal det staae med friske Skud! / Du var en kraftig Aand, en Dannerkæmpe God, / Men Danmark maatte frelses ved dit Blod! / Dækket falder /".
I sin anmeldelse i "Nyt Aftenblad" nr.51 18.12.1824 s.456 beskyldte Rahbek Boye for at have begået den samme fejl som den unge Schiller havde begået, idet han fandt, at forfatteren selv havde taget ordet "i sine Personers Sted" og dermed sat "Skuespilleren i den Nødvendighed at følge hans Exempel, og tilsidesætte Charakteerfremstillingen, for at lade det poetiske Foredrag skee sin fulde Ret". I anmeldelsen af 2. og 3. opførelse anmærkede han, at "fierde Act" forekom ham "den mindst heldige, da den deels foregaaer mellem Bipersoner, der altid er desmindre paa deres Sted, jo længere det skrider frem i Handlingen; og disse deels ere af Valdemars Parti, som Digteren klogelig ikke giver en Interesse, som maatte skade Svend, ligesom han og af samme Grund viselig ikke har omgivet enten Valdemar paa sin Flugt, eller hans Giæstevenner, med den Farernes Interesse, vi fra det vakre saa ofte med Bifald seete Skuespil, Edvard af Skotland, paa vor Skueplads kiende". Endelig fandt han, at faren, som Valdemar befinder sig i mod slutningen, ikke blev understreget tilstrækkeligt hverken af af ham selv, hans venner eller Sophia ("Nyt Aftenblad" nr.52 24.12.1824 s.463).
Tidsskriftlitteraturen ligger principielt uden for denne undersøgelses rammer, men fordi Rahbek anonymt blandede sig i denne sag, skal der undtagelsesvis refereres hovedsynspunkter. En anonym kommenterede teatrets repertoirepolitik i et indlæg i Literature=, Kunst= og Theater=Blad nr.35 4.9.1824 s.136 ved at beklage Shakespeares manglende tilstedeværelse på Det kgl. Teater samt udtrykke sin indignation over, at Claurens "Uldmarkedet" skulle åbne sæsonen (jf. s.####). Dertil føjedes at "Et Rygte melder, at Dr. Ryges Kunstreiser ogsaa skal have [sideskift][side 1493]til Formaal, at tilveiebringe saadanne Theaterstykker, som allerede i Tydskland have staaet deres Prøve, og som passer sig for det danske Publikum". Dette ville betyde "saakaldte tydske Kassestykker paa vort danske Theater, til ikke stor Glæde for den dramatiske Kunsts sande Yndere, der vel vide, hvor lidet Godt, der i denne Deel af den nyeste tydske Literatur er at hente" (jf. s.####). Anonymus ønskede derimod, at "det spanske Theaters saa bekjendte Rigdomme" måtte få plads på teatret, "Navnene Lopez de Vega, Molina, Calderone, Moreto o.m.fl.". Kun Calderons "Bonden som Dommer" ( jf. s.####) i en "desværre frit oversat .. fransk Omarbejdelse" havde teatret givet, men "selv i denne lemlæstede Skikkelse har den jo gjort stor Virkning. Hvad vilde da ikke Calderones: "Livet en Drøm" [se s.853], eller Moretos "Donna Diana"[se. s.585] oversat efter Originalerne af en J.L. Heiberg ikke virke. Man indvende ikke, at hine Stykkers Nationalitet er fremmed for Os, det Fortreffelige gjør sin Virkning overalt, naar det blot fremføres paa en værdig Maade, og hine ovennævnte Stykker have i flere Aar været blandt Yndlingsstykkerne paa de store tydske Theatre, og opførte baade til Kjendernes største Tilfredshed og Theaterkassens Fordeel". - Rahbek kunne ikke nære sig for at give igen, men karakteristisk for ham benyttede han salig Holberg som forsvar: "at det var at ønske, at i alle Komedier Scenerne var i det Land, hvor de forestilles - eller i det mindste i et dermed af Sæder, Begreber o.s.v. saa nærbeslægtet Land, at Tilskuerne kunne der finde dem, som hjemme - og er derfor i Undertegnedes Tanker de borgerlige Skuespil, hvis Scene er i Tydskland, os de meest passende, medens i den høiere Komedie Scenen særdeles gierne kan være i Frankrig, der er den fine Verdens fælles Fædreland over hele Europa. Ogsaa England er os i mange Henseender saa nær beslægtet, at vi i de engelske Skuespil erkiende Kiød af vort Kiød, og Been af vore Been, skiøndt paa den anden Side vel neppe nogen har befattet sig med at fordanske engelske Skuespil, der ikke har truffet paa Steder, som det var i høi Grad vanskeligt at giøre enten fattelige, eller antagelige for danske Tilskuere"; anderledes forholdt det sig med sørgespillet, hvor ikke stedet men handlingen var hovedsagen (Nyt Aftenblad nr.37 11.9.1824 s.327). - Anonymus besvarede Rahbeks indlæg, idet han affærdigede Holbergs autoritet ved at henvise til dennes "Elskere og Elskerinder", sammenlignet med "de spanske Elskovs=Intriguer eller Shakespeares humoristiske Phantasiespil". Scenen hos Calderon var f.eks. Polen (Livet en Drøm), hvorimod hovedsagen oftest var at skildre "Sydlændernes livsfriske Natur", ikke "noget bestemt Land eller Tidsalder". Både Moliere og Gozzi havde bearbejdet "Donna Diana", hvorfor så ikke bringe dette skuespil til Danmark, når "to af Europas største Komikere have villet bearbeide det". I øvrigt mente han ikke, at Shakespeares lystspil ville gøre lykke på den danske skueplads, "fordi Afstanden mellem de Holbergske Comoedier .. og Shakespears kjække Phantasiespil er altfor stor". Han anbefalede "Købmanden i Venedig" (jf. s.278) til opførelse med et Schlegel-citat, hvorefter han gentog, at han hellere så engelske og spanske lystspil på den danske scene, "end at lade Døgn produkter oversætte af en Clauren, Ziegler, Zahlhaas og Gud veed hvad alle de Tydskere hed[d]e, der i denne Tid ere i Velten" (Literatur=, Kunst= og Theater=Blad nr.41 16.10.1824 s.163). - Rahbek replicerede ikke; ej heller fulgte han anonymus' råd.
[sideskift][side 1494]
Jf. Blichers S.S. bd.6 306, hvor disse oplysninger mangler.
Rahbek skrev en recension af stykket i "Nyt Aftenblad" nr.5 29.1.1825 s.38f: "Hvad ved saamangen hellighed er anmærket, om Vanskeligheden af at uddrage et interessant Drama af en underholdende Roman, maa dobbelt giælde om Walter Scott, hvis store Frugtbarhed paa romantiske Situationer, og hvis Mesterkunst i Sammenfletningen af disse, forbunden med hans mageløse Characterers og Sæders Skildring, maa ved hvert Skridt lægge uoverstigelige Hindringer i Veien for den Dristige, der vover at sønderlemme et saa sammenhængende Heelt, som hans, for deraf at skabe et nyt og mindre". Rahbek ville ikke ødelægge sin sortie som teateranmelder ved at fordømme Lenz' bearbejdelse, men roste i stedet spillet og lod det være uafgjort, om fremstillingen eller stykket selv bar hovedansvaret for den mesterlige forestilling.
Olsens anmærkninger blev ikke efterkommet af Boye; i hans bevarede manuskript (DKTB) findes Olsens mærker (NB) ud for de for ham særprægede, effektladede udtryk, men uden nogen form for rettelser.
Tre inferiøre blyantsrettelser i KTS 732 viser at sufflørbogen har været brugt.
Af Coll.BrS. XXIb nr.11 fremgår det, at Boye ikke efterkom de rettelser, som Collin (?) havde gjort med blyant. I eksemplaret (DKTB, Skuespil bd.76) findes rettelser med to hænder: 1. rene forkortninger foretaget af blyant, 2. få rettelser foretaget med blæk. Kun en politisk korrektion s.103: "saa venligt Frankrig' er, saa ulmer / Dog Ilden under Asken nu" blev foretaget. De af Rahbek omtalte vanskelige passager i 5. akt ses ikke rettet, men hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer (KB, DKTB).
Hverken manuskript eller sufflørbog findes på KB, DKTB.
NkS 2563 er Lundbyes autograf uden rettelser men forsynet med censorernes a. a.
= note 4
Allerede i nov. 1825 diskuterede Rahbek, hvorvidt stykket var udspillet: "er .. de to Galleislavers Lykke definitiv afgiort? og hvis den er det, har da ikke de tykke Møllermedusers Fiælebodsdands, vel saamegen Part i dets Lykke, som den Bl[onde] S[østers][Mad. Andersens] Mesterspil. Hvo tør overalt love for, hvad der vil behage i nærværende Øieblik! Havde vi ikke havt Galleislaverne, troer jeg, Smuglerne vilde været vissere paa at behage; men man vil sammenligne, og hvo veed, hvad Recensioner da vil blive bestilte i Tyvebladet? og desværre lader nu omstunder det mangehovedede Fæ sig inflammere af Bladene, især naar de laste" (NkS 3107 udat. ie: 5.11.1825). Jf. Overskou IV, ####.
Kruse havde allerede i nov. 1822 spurgt Rahbek, om teatret var interesseret i en oversættelse af stykket (NkS 2494). 2 1/2 år senere kommenterede Rahbek dette: "Det er mig i øvrigt kiært, at dette Stykke sendes mig ved dig, da en Person, som jeg intet skiøtter om at have at skaffe med, for rum Tid siden, har talt til mig om Kühnes, og da jeg officialiter skal expedere Alt, hvad der kan komme fra hans eller nogens Haand ikke confidentialiter, skiøtter om at have noget med ham at skaffe. At det midlertid ikke er ham, det giennem din Haand lettelig kan komme fra, maa jeg dog tilføye" (NkS 3107 21.3.1825).
Rahbeks bemærkning er ikke i overensstemmelse med sandheden* eksemplerne er legio. Om de af Ryge hjembragte stykker udfoldede han sig til Collin: "Hvad Ryges anden Anmældelse af de HH, der udbede sig de hiembragte Stykker, angaaer, da kan de, mener jeg, af dem, som af alle andre mulige og ønskelige [sideskift][side 1495]Stykker oversætte, hvad de lyste, eller faae fat paa, med Forbehold af Censorernes Ret, at antage eller forkaste efter Overbeviisning; derimod protesterer jeg formelig imod, at noget af disse Stykker af Directionen gives dem eller nogen til Oversættelse, da det deels vilde være at erkiende, at disse vare prædestinerede til at antages, og opføres; deels vilde give disse HH en Art Adkomst, om ikke den Kongelige Resolution tiltrods, at blive - idet mindste forskudsviis - betalte, som for bestilt Arbeid, dog at faae Antecipatio ante omnes, til deres Stykkers Opførelse, Originalforfattere, og ældre Oversættere til Fornærmelse og Forurettelse; en ganske anden Sag er det med hvad Ryge selv oversætter, da jeg anseer det for Actstykker i den Proces, hvori jeg er hans Vinderpart" (NkS 3107 udat.)
Kun Kühnes var trykt (Hamborg 1822). Lemberts bearbejdelse blev først trykt 1845, men opførtes første gang i Berlin den 24.11.1822.
Over Lenz(-Kühne) "Die Flucht nach Kenilworth". Opført den 22.10.1822. Dramaturgische Blätter nr.84 1822 s.676ff, 681ff. Stykkets konstruktion qua sørgespil kritiseredes skarpt og indgående grundigt.
Tieck havde anmeldt forestillingen i Dresden (4.1.1824): "Es ist auch unnöthig, auf die Unnatur, die groben Widersprüche, den Mangel an Charakter und Zusammenhang, so wie an manchen andern Dingen, die man ehemals an einem Lustspiele für nothwendig hielt, aufmerksam zu machen; denn wer dergleichen bedarf, hat es sich längst selber gesagt, und jene oben bezeichneten Rechtgläubigen, die den Zweifeln als Freudestörern aus dem Wege gehen, bieten uns doch nur ein taubes Ohr". Tieck havde indledningsvis langet ud efter publikums tiltagende mangel på dannelse og sans for det ægte lystspils kvaliteter (Dram. Blätter II 23). - Sammenlign hermed Rahbeks afdæmpede forsvar for Clauren i "Nyt Aftenblad" nr.37 11.9.1824 s.327: "De, der i øvrigt ere langt fra at være Yndere af den claurenske Komedie i Almindelighed, erkiende dette for hans rimeligste og mindst gøglevorne Lystspil". I anmeldelsen af 2. opførelse bemærkede Rahbek, at han havde givet "Helmines Rolle .. nogen Forandring", selv om den stadig var mislig på grund af "hendes Vilderede mellem Kjærmand og Bing, og den gamle og den nye Kiærlighed" ("Nyt Aftenblad" nr.38 18.9.1824 s.340). - KTS nr. 150 er bevaret med Rahbeks egenhændige, helt uvæsentlige rettelser af sproglig art.
Stykket havde været givet af den peterborgske franske trup, der gæstespillede 1814 i København. Opførelsen fandt sted den 19.8.1814. I sin anmeldelse mindedes Rahbek denne opførelse, idet han tilføjede: "Uden at tillægge dette lidet Forspil nogen overordentlig Værdi .. tilstaaer Anm., at han saae det ikke uden Fornøielse, og at han troer, hvis vor Skueplads virkelig skulde dale, som rigtig nok ikke er hans Meening, vilde det snarere skee ved Stykker, som de borgerlige Stævnemøder, Fugleskydningen, Onklens Slot - efter Forestillingen at regne - o.d.l. der udvide Buffonas Enemærker paa Thalias Bekostning, end ved Lystspil, hvor sande komiske Skuespillere, som Hr. Stage, have Leilighed at vise dem i deres virkelige Værd" ("Nyt Aftenblad" nr.43 23.10.1824 s.379). Stykket henlagdes efter anden forestilling, hvorpå Collin tilskrev Rahbek om at indstille anmelderiet, jf. s.146.
To helt inferiøre rettelser i sufflørbogen KTS 646 viser vel at den har været anvendt.
Manuskript ses. ikke på KB, DKTB eller TM.
[sideskift][side 1496]
Vaudevillespøgelset begyndte at vise sig, thi om dette stykke skrev Rahbek i sin anmeldelse: "[Det] er i Oversættelsen ikke trykt, og kjender Anm. det følgelig ikke nok til at torde afgiøre, om det virkelig skal og maa spilles i den Buffamaneer, som en Deel af Personerne, selv de halvstumme, syntes at mene, i hvilket Tilfælde det, som bekiendt, ligger uden for hans Competence". Fortsættelsen var mentet på Ryges rejseaktivitet: "Da dette er den tredie Nyhed, Skuepladsen i de faa Forestillinger har givet, og den fierde allerede i offentlige Blade til denne lige er bebudet, torde det maaskee ikke være af Veien at undersøge, om den saameget paaberaabte Mængde af Nyheder, saavel for Kunstens, som selv for Kassens Tarv, er saa ønskelig, som den i Almindelighed udgives for. Anm tilstaaer, at han i saa Henseende har mangehaande Tvivl, skiendt han fra den anden Side ret vel kiender, hvad under nærværende Omstændigheder for den modsatte Mening lader sig sige" ("Nyt Aftenblad" nr.38 18.9.1824 s.340). Se s.146.
KTS 571 har ikke været anvendt som sufflørbog; den er helt uden rettelser eller mærker af nogen art.
Hvornår der blev foretaget de mange blyantsudstregninger i sufflørbogen KTS 822 får stå hen. Den kvikke engelske konversation blev tonet kraftigt ned; udeladt helt blev I, 3 og 4, II, 1, 14 og 15, III, 10 og IV, 1.
NkS 2606 er en afskrift (?) forsynet med Rahbeks a. I rollelisten er "italiensk" udstreget med blyant. Olsen har på grund af en uklarhed i skriveformen læst 48 for 43, hvor Alfreds replik er: "Ja, det er virkelig til mig, det er fra Din Ven, Baron Forlis. Lad see, hvad han skriver .." Rettelse "Collegialraad" i stedet for "Cancellieraad"
1824-versionen er en indholdsmæssig omarbejdelse, hvor bl.a. Delfings styrke er tydeliggjort, men hvor hans forhold til Periferihme også er søgt dæmpet. Syngenumrene har flere steder skiftet karakter, således er Lulu-figuren blevet styrket i den nye version. En sammenligning af de to versioner ville i øvrigt kræve en specialundersøgelse. - Teksten findes ikke i KTS.
I sin anmeldelse overlod Rahbek det til "musikkyndige og competente" at vurdere dette stykkes kvalitet, idet han dog ikke nægtede sig for at fremføre: "At iøvrigt Stykket i poetisk og dramatisk Henseende, ved Digterens mageløse Eftergivenhed for Componistens Fordringer, ubetinget skulde have vundet, vil Anm. ikke paastaae". Han gentog sin glæde over, at et geburtsdagsstykke igen var et nationalt anliggende og håbede, at man ville fastholde "denne skiønne Forret" ("Nyt Aftenblad" nr.46 13.11.1824).
Den 25. nov. 1813 tilskrev teaterdirektionen Liebenberg, "at den ligesaavel med Hensyn til Oversætteren som Forfatteren .. ikke [kunne] .. vægre sig ved at antage [stykket], men at den ikke [kunne] .. give Dem Haab om dets Opførelse endnu i indeværende Saison formedelst de betydelige Omkostning [ved opsætningen]" (Kp. nr.l67). Roller uddeltes dog den 16.2.1816 (PRFD).
Inkonsekvensen i teatrets og Hauchs dispositioner aflæses af Kuhlaus rejsetilladelse for et halvt år (bevilget den 15.6.1825) samt Olsens meddelelse til Collin om "Weyses forestaaende Forpligtelse at componere Hr Boyes til Overhofmarshallen sendte Syngestykke" (Coll.BrS. XXIII 8.7.1825). Olsens rod og forvirring er bekendt; om Weyse tilsendtes librettoen tier kilderne.
Med libretto af Sonnleithner efter Bouillys "Leonore, ou L'amour conjugal" (Th.a.d.Wien 20.11.1805) senere i 2 akter (Th. a.d.Wien 29.3.1806). Med libretto af Treitschke (Kärntnertor Th. 23.5.1814).
Rahbek medgav i sin anmeldelse, at "det, som de franske Operetter i Almindelighed, virkeligen [var] af den Natur, at det lader sig spille" ("Nyt Aftenblad" nr.37 11.9.1824 s.327).
Sufflørbogen KTS 148 har været brugt, men er uden rettelser af nogen art.
Et pikant efterspil fulgte, idet en eller flere af direktørerne ytrede tvivl om Overskous arbejde: "I Henseende til Overskous Honorar for Ægtemændene som Ungkarle, overdroges [sideskift][side 1497]Censorerne at erklære, hvorvidt han i den prosaiske Text havde fulgt den thortsenske Oversættelse; eller efter sin Paastand maattet oversætte Dialogen af ny, da Thortsen havde fulgt Castellis tydske Bearbeidelse, han derimod den franske Original. Professor Rahbek paatog sig herom at give Erklæring" (Dp 3.6.1825). Rahbek fremsendte den 22.6.1825 en udtalelse, afleveret af Overskou, hvor han bemærkede: "Jeg har sammenholdt nok af Deres Oversættelse med Kammerraad Thortsens til at kunne bevidne, at De ikke har benyttet denne" (NkS 1574). Overskou udbetaltes fuldt honorar (TK 1825 2.kv.nr.905 og 936).
Overskous autograf ned hans egne ganske få helt inferiøre rettelser findes i Troensegaards Samling. Sufflørbogen KTS 840 har været brugt med en enkelt rettelse.
Rahbek kommenterede forbudet, i et brev til Collin: "det var ikke det tydske Stykke, der havde faaet mit Veto, hvis deres! Fremsigelser havde været til min Censur" (NkS 3107 18.1.1825).
Teaterdirektionen benyttede lejligheden til at indskærpe reglementets paragraf 15 om egenhændige tilsætninger og forkortninger: "Ligeledes og intet af hvad Navn nævnes kan at foredrage fra Scenen uden Directionens udtrykkelige Tilladelse eller Befaling" (Kp. nr.285 17.2.1825).
DKTB ejer det eksemplar, hvori udstregningerne er foretaget. Lebruns prolog er en fri oversættelse af Delavignes originalt. Dens emne er skuespillernes position i forhold til deres metier og deres publikum. Boyes prolog er befolket af to Prologi samt Publicum og en Billetsiover. Dens emne er også skuespillernes position i forhold til deres metier, men den er garneret med lokale fænomener og allusioner til samtidens teaterpersonale. De af Collin udstregede partier behandler en reel kritik af skuespillernes accentuation samt vigtigst en diskussion, mellem de to Prologi, om skuespillerne som stand bør friholdes for kritik. Den første Prolog mener, at det er forkert bevidst at latterliggøre sig selv, mens den anden finder præcedens herfor i andre kunstarter og videnskaber. Den 22 sider lange prolog blev forkortet til det halve.
Se Dansk Årbog for Musikforskning XI 1980 s.57ff.
Den 12.2.1825 frabad Stage sig Rochesters rolle, hvorpå Holstein svarede ham: "Jeg indseer ikke at denne Rolle kan besættes med nogen anden af Personalet skjønt ieg vel burde giøre alt for Hr. Stage der saa velmeent smigrer mig i dette Brev"! (TM). Stage spillede rollen endnu 10 gange.
Netop findestedet for kongens resolution indicerer, at Overskous direktoriale forestilling er opspind. Jf. Ryges brev til Collin den 18.5.1824 (NkS 3104).
Det skal understreges, at Rahbek var rejst den 3.6.1824, hvilken omstændighed sættes i relief ved Collins meddelelse til Rahbek den 12.6.1824: "Jeg har i Theatrets Protokoll ladet tilføre, at Du og jeg vare af den bestemte Mening, at Nielsen burde gaae til Paris" (Coll.BrS. XVIII). Kildeværdien er herved markeret, når Dp er eneste kilde.
Forfatteren er eftersøgt forgæves.
Nielsen håbede at se Esslair i Karlsruhe på vejen til Paris; Ryge tilrådede ham at drage til Paris, hvorfra han lovede at tilskrive Collin (NkS 3525 nr.404 udat.).
Indkøbt prænumerando af Ryge: "Det er hverken med Hensyn til Caractererne eller Sproget, men blot med Hensyn til Situationerne en Farce. Det Heele er uskyldig Spøg, men - dersom det antages til Opførelse - da vare der maaskee et Par Situationer, som burde lempes efter vort Publikums Smag. Muligt er det [sideskift][side 1498]imidlertid ogsaa, at jeg heri er lidet for ængstelig. Det koster intet Honorar" (UjBr 23.9.1824).
Nielsen blev syg på rejsen tilbage til Danmark. Pra Braunschweig skrev han teaterdirektionen til om sit indtryk fra Paris: "I Karlsruhe har jeg fundet den ferste Føde for min Kunst ved at lære Eslæer at kjende; jeg tilbragte 10 Dage uafbrudt i hans Selskab, og han tog sig faderligen af mig; jeg lærte saaledes hans fortrinligste Fremstillinger at kjende deels paa Theateret deels i hans Værelse. Hvormeget han formaaer troer jeg bedst at kunne udtrykke nu ved at bekjende at jeg intet bedre har seet. - I Paris, i denne Verden af en Bye har jeg seet meget Godt, men næsten endnu mere Slet. Med Talma har jeg gjort Bekjendtskab .. Ved hans Indflydelse lærte jeg Mdsell. Mars, Casimir Delavigne, Lo at kjende. Talma gjør upaatvivleligen en Undtagelse fra alle de øvrige Tragøder; thi han nærmer sig Natur og Sandhed saameget som Franskmændene vil tillade; men de Andre ere forfærdelige, og ikke en Gang det Plastiske fandt jeg i den Grad som jeg haa-bede" (TM 10.9.1824).
Rahbek tilskrev teaterdirektionen derom den 28.9.1821: "Da det i Gaar Aftes offenlig er sagt paa Theatret, at Proft skulde have fri Adgang flere Steder i Skuespilhuset, ønskes, at det maatte blive undersøgt, hvorvidt dette for Directionen saa graverende Rygte ved mulig Misforstand eller Collusion af nogen underordnet Betient, skulde have nogen Grund. Blot beder jeg, at maatte tilføye, at jeg kun andrager Factum, og ikke i mindste Maade har Mistanke paa, eller Anke mod nogen af Betienterne i saa Henseende" (BmD) . Collin foreslog, "at Overcontrolleuren i den Anl[edning] faaer en skriftlig Befaling at vaage over at saadan Mislighed ikke finder Sted" (l. c.). Holstein noterede: "Det samme er min Mening" og Olsen: "Aldeles ogsaa min" (l.c.). Overkontrolløren skulle høres (Dp 4.10.1821), men Proft fortsatte imidlertid sine anmeldelser.
Proft vedkendte sig i sin ansøgning om fri entre (24.8.1821), at hans virksomhed som teateranmelder var blevet opmuntret af "mange agtede Mænd, selv af Theaterdirectionen", ie: Olsen. Proft havde anmeldt teaterforestillinger i sæsonerne 1817/18, 1820/21 og 1821/22. I 1819 havde han besøgt tyske teatre for at uddanne sig til dramaturg. Ansøgningen blev henlagt i 1821, men han fortsatte sin virksomhed til sin død i 1827 (I.B. nr.778). Jf. Neiiendam i "Theatret" 18. årg. 1918/19 s.23, hvor Rahbek nævnes som Profts velynder!
I anledning af Y.Z.s anmeldelse af "Johanna Gray" indrykkede Rahbek i "Kjøbenhavns Morgenblad", nr.146/47 s.584 en længere gendrivelse af dennes vurdering: "Jeg kunde ydermere anmærke, at jeg ved at give Johanna Gray Plads ved Siden af Jutta, derfor, som et bekiendt Bonmot af vor vittigste Lystspildigter, til en Mand, der satte et vist nyere Sørgespil ved Siden af Emilie Galotti, bevidner, ikke derfor nødvendig erkiendte dem for at være af lige Værdie; ja, at jeg endog, om jeg erkiendte begge Scenerækker eensstore af Værd, derfor ikke ansaae dem eensdanne, og da just af denne Aarsag kunde have Føie at sætte dem ved Siden af hinanden, for at foranledige en smagfuld Sammenligning imellem dem; at jeg ved at fredstille Juta som den nyeste tragiske Digtnings Repræsentantinde, handlede efter Bogens Plan, som er at lede til Kiendskab om Litteraturens Fremskridt og Gang (hvilket ingenlunde er synonymt), at Jutta, som man vexelviis har tillagt alle vore nyere Sørgespildigtere og Digterinder, derved synes at egne [sideskift][side 1499]sig til at repræsentere den hele Periode, der er fulgt paa den oehlenschläger=ingemannske; at Johanna Gray kunde tilkomme et Sted ved Siden deraf, hvis den havde været udkommet betids, fordi den bærer umiskiendelige Criteria interna, at dens Forf. ikke er Juttas; og kunde jeg da til Slutning erindre, at jeg ikke er just saa rangkiær, at jeg for Johannes Forf. skulde fordre nogen Rang paa vort tragiske Parnas, forudsat at Forfatterrang var tænkelig der, hvor enhver Forf. efter sine Arbeiders til= og aftagende Værd kom idelig til at flytte op og ned, og efter at have været i Dag en Høivelbaarenhed om ikke Exellents, næste Dag maaskee maatte være glad ved at erholde Prædicat af ærlige og agtbare; men at jeg er villig til at bryde en Landse med den, som vil nægte ham Borgerret der, naar behøves .. Mellem de Feil, der ligge i Æmnet, er Stykkets ikke heldige Begyndelse. Moses Mendelsohn bebreidede allerede Wieland, der begynder sin Johanna Gray med Edwards Død, ikke at have valgt et prægnantere Øieblik, nærmere ved Catastrophen; medens vi her have to hele Acter igiennem Edward lyslevende, indtil han pludselig døer, saa at sige, imellem Hænderne paa os, uden at vi faae at vide, hvorledes eller hvoraf. Vel har Digteren troet at raade Bod herpaa, ved at skildre de tre Slags Kiærlighed, den idylliske, Ægtekiærligheden, og den, hvis Lue tændes /Ved Nastronds Flamme, ei ved Guders Ild;/ og gjøre Edward til Repræsentant for den første; men med hvorlidet Held dette er skeet, sees bedst deraf, at alt det, Edwards Død frembringer, er, som saa mange andre Fyrsters, Hofsorg. Midlertid har alt vor Ingemann i sin henrivende Blanca omtrent havt lige Vanskeligheder fra tonets Side at kiæmpe imod i de første Acter, men ved de sidstes smeltende Pathos med Blanca=Hegers Hielp vidst rigelig at oprette disses Mangler. Held overalt det Sørgespil, der bestandig tiltager i Interessen! vi have kun formange af dem, der gaae i modsat Progression. At Fabelen er en Rad Begivenheder, isteden for en Kjæde Handlinger, er en værre Synd, men vore nyeste Digtningers Arvesynd, der samtlig med tomme Scener have maattet bøde derfor; havde Forfatteren været tilstæde ved Stykkets Indstudering og Forestilling, vilde det have været en let Sag at giøre ham opmærksom derpaa, og havde han da saare vel de fleste Steder kunnet, med et Par Pennestrøg, afhielpe Feilene .. Ogsaa trøster jeg mig til at godtgjøre med Aristoteles, at Johanna Gray just er saadan, som han fordrer Tragediens Hovedperson, da hun ikke fortjener sin Ulykke, skjøndt hun ved sin Brøde, men som er langt mindre end dens Straf, har paadraget sig den; og at jeg ikke har misforstaaet Aristoteles her, derfor har jeg den ubedragelige Sikkerhed, at Lessing har forstaaet ham, ligesom jeg .. Og tilstaaer jeg tillige, at Stykkets samtlige Mesterfremstillere og Fremstillerinder fuldelig dele Æren med Digteren, og saaledes den første Aftens Johanna - anden og tredie Aftens Forestillinger vare af forklarlige Udenomsaarsager i det Hele mindre heldige - staaer i mine Øine langt over selve den saa rørende Jutta, at ligeledes Arundel var et Kunstværk af sjeldent Værd; at jeg ikke, i saa mange Aar, at jeg undseer mig at sige det, har til den Grad været rørt, eller havt en Kunstnydelse paa Scenen saa ganske efter min Aand og mit Hjerte, og - maa jeg ugjerne tilføie - at jeg i Følge Tidernes Tegn ikke, for den Tid, jeg endnu kan have tilbage at besøge Skuepladsen, vover at haabe paa nogen, der engang skal komme den nær. Og nu være det mig til Slutning tilladet, at nytte denne Anledning, til [sideskift][side 1500]at bevidne Dem min oprigtige Tak for den Selvtænksomhed, Sandhedskiærlighed, Uafhængighed, Frimodighed og Grundighed, som er Deres Theaterbedømmelsers stadige Præg, og som jeg, selv, hvor jeg er uenig, eller endog utilfreds med disse, stedse maa erkiænde, og ære; og tør maaskee denne min Tak for Dem vinde i Interesse, naar jeg tilføier, at jeg end ikke har fierneste Formodning om, hvo den Mand er, jeg her skriver til, da de tvende eneste, jeg nogensinde har gjettet paa, begge nu ere for længe og for langt fra Fædrelandet til, at jeg ikke for lang Tid siden skulde have erkjendt, jeg her var paa Vildspor. Maatte Deres Bestræbelser for den gode Sag saaledes frugte, at De deri kunde finde Opmuntring til at blive ved, eller i det mindste ikke nedlægge den dramaturgiske Pen, før De kan afgive den i en Haand saa reen og værdig, som Deres. Bakkehuset d. 7 Decbr. 1825. K.L. Rahbek". - Inseratet skal ses som et farvel til det rørende skuespil samt en afstandtagen til såvel samtidens drama som nyhedsdjævlene: håndslaget til "Kjøbenhavns Morgenblad"s anmelder viser kontinuiteten i Rahbeks tænkemåde. (jf. Rahbeks "Dansk Læsebog". 3.udg. 1825).
Resolutionen faldt den 12.3.1825, stilet til Holstein. Collin mødte imidlertid flittigt til direktionsmøderne, og med hensyn til censuren ses hans dispensation ikke at have haft nogen nævneværdig indflydelse.
Pies Das Theater in Schleswig. Kiel 1970 s.28. G. Junge Die Geschichte des Theaters in Kiel. Kiel 1928 s.119.
Jf. Rahbek til Nielsen, BHS udat. ie: 18.7.1825 og Nielsen til: Rahbek, NkS 2494 udat. ie: 22.7.1825. Kosch s.####.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 18-3-2019, links mangler). Opdateret af