Side 1106-1148, noter side 1664-77.
[sideskift][side 1106]
P.D. Fabers drama "Harald Graafelds Jagt" (jf. s.113) gjorde Heiberg det af med medio juli 1842: "Stykket er uden Plan og Handling, intetsigende, og efterlader intet Indtryk. Sangene ere upassende og slette indtil Latterlighed" (HCp nr.88). Den 9. aug. 1842 erklærede Molbech, at såvel plan som indhold og smag gjorde stykket uantageligt. Remitteret den uforbederlige Faber den 25. aug. 1842 (Kp.nr.164). Se s.1300.
Andersens skrækkeligt udskældte "Agnete og Havmanden" (1834) tog han frem igen i 1842, idet han benyttede sujettet til et romantisk drama først med henblik på en opførelse ved Sommerforestillingerne (for Holst) (BHW III 126, MLE I 483). Det blev der imidlertid intet af. I aug. 1842 leverede Gade Collin teksten, men dennes vurdering kendes ikke (BJC I 193). Den 2. sept. 1842 fik Molbech stykket til gennemlæsning: "Naar der kommer god Musik og Decorationer til, pleier jo Saadant at giøre meer eller mindre Effect. - Hr. Andersen, som ikke er meget stærk i den dramatiske Digterevne, er derimod mere Lyriker, og har her fundet et episk Stof, som oprindeligen har et lyrisk Element, og har givet ham leilighed til at benytte det, vist nok med mere Held, end ved de fleste andre af hans dramatiske Productioner" (16.9.1842). Molbech forsøgte, skal det retfærdigvis anføres, at differentiere sit syn på Andersens mange produktioner. Omend ikke uvist af hvilken grund sendte Collin ikke stykket til Heiberg, men noterede blot i censurprotokollen, at stykket var "antaget" (udat. ie: 16.9.1842, jf. BJC III 95). Den 12. okt. 1842 uddeltes rollerne (PRFD), men det trak ud med oplæsningen og indstuderingen (Coll.S.nr.235 19.1.1843 og BJC I 199). Premieren fandt sted den 20. april 1843. Til anden og sidste opførelse blev der foretaget forandringer (BEC I 340) (KTS nr.17 + LP Ms 640) (1).
"Corsicaneren" modtog Heiberg først til censur: "Motiverne til Blodhævnen og den hele Idee have tabt i Betydning og ere meningsløse. Ogsaa i dramatisk Henseende laborerer Stykket af mange Skrøbeligheder, og den versificerede Dialog, som just ikke absolut er uden Talent (den har enkelte absolut lyriske Skjønheder) er dog ofte og i det Hele taget tynd og farveløs, ogsaa hist og her noget keitet" (HCp nr.94 3.9.1842). - Molbech var endnu mindre positiv over for dette stykke: "[Det] har meget af Declamation og falsk Pathos, lidt af Naturlighed, og ikke mere af Konstnerdannelse. I Scenisk Form, og i æsthetisk Cultur, staaer det betydeligt [sideskift][side 1107]under den Grad, vi pleie at fordre til et Stykkes Antagelse; og jeg troer knap, man i at afvise dette, nedslaaer Modet hos et spirende dramatisk Talent" (28.9.1842). Censorernes enighed om afvisning af et måske lovende talent fik måske Collin til at sende stykket endnu engang til Heiberg, eller blot rodede også han i papirerne. Den 6. okt. 1842 meddelte Heiberg ham, at stykket var aldeles ubrugeligt (samt at han havde haft stykket til bedømmelse). Remitteret den 10. okt. 1842 (Kp.nr.175).
Stud. med. Ch. Monsen i Christiania sendte sit drama "Guldbrands dølerne" først til Molbech, der lod det ligge ulæst, derefter til Heiberg, der fandt det "aldeles uantageligt" (Coll.S.nr.235 6.10.1842). På grund af papirdyngerne først remitteret den 8. juni 1843 (Kp.nr.60). Opført på Christiania Theater den 8. maj 1855. Efter læsningen af anonymus' tragedie i seks akter "Familien de Gange" fandt Molbech, at forfatteren hverken forstod "at bringe sine Scener i Dialog, eller at forbinde dem til dramatisk Handling og Composition" (10.11.1842). Heiberg fandt det "Yderst naivt .. [skrevet] af en Skoledreng i en Handelsclasse eller af en Probenreuter" (HCp nr.103 før 2.12.1842). Remitteret forfatteren den 12. dec. 1842 (Kp.nr.197).
Pseudonymet "Caroline Ludovica" havde tidligere leveret Heiberg privat et stykke "En fattig Student", som han havde forkastet (HCp nr.110). Endnu et stykke fra samme hånd, "Min sidste Villie", var "skrevet i al Naivitet, og vil umuligt kunne bruges" (Coll.S.nr.235 13.2.1843). Remitteret den 20. febr. 1843 (Kp.nr.11).
Efter Collins reelle overtagelse af teateradministrationen (pr. 1.1.1843) blev Hertz knyttet nærmere til teatret: han fungerede som oversætter og dramaturgisk vejleder, blot ulønnet og ikke i et omfang som Heiberg.
Brosbøll havde leveret Hertz sit drama "Gino" endnu ufuldendt (22.12.1842). Mundtligt forklarede Hertz sin skepsis ved stykket og skriftligt lagde han til, at "Anlægget af Hovedpersonernes Characterer, der indeholde flere Usandsynligheder og adskill[ige] af Ginos Handl[inger]" var af en sådan karakter, at han måtte fraråde Brosbøll at gøre stykket færdigt (NkS 1706 9.1.1843 konc.), men det gjorde Brosbøll, idet stykket indleveredes den 28. febr. 1843. Heiberg ville ikke frakende dette stykke "i Victor Hugos Maneer" enhver anerkendelse. Det var "meget lempeligere og mildere, men ogsaa med meget mindre Effect og med meget mindre Talent". [sideskift][side 1108]Han ville dog ikke anbefale det til opførelse, "thi det er altfor løst sammenhængende, og Opfindelsen er meget outreret" (Coll.S.nr.235 9.3.1843). Hertz og Heiberg var for så vidt enige om stykkets uanvendelighed, hvilket efter Heibergs klassificering forekommer forståeligt. Collin var imidlertid i en vanskelig situation på grund af Brosbølls idelige overhæng. Hvor utroligt det end må forekomme, gav Collin da også efter og antog stykket (Coll.BrS XXIb udat.). Ikke desto mindre indførte Collin personligt i censurprotokollen "Ikke antaget" (udat.). Kildernes uoverensstemmelse er kun tilsyneladende, thi Collin antog stykket for sin egen person, mens direktionen forkastede det. Collin forstod at skelne! (2).
"Edvard og Emma" var, ifølge Heiberg, "skrevet i den bekjendte Hettingske Stiil, som i sin Uskyldighedsstand endnu ikke har ædt af Kundskabens Træ, og lært at kjende Forskjel paa Vers og Prosa" (Coll.S.nr.235 12.3.1843). Remitteret forfatteren den 27. maj 1843 (Kp.nr.36).
Brosbølls omarbejdede drama "Falskmøntneren" havde Heiberg tidligere privat censureret (HCp nr.121), dengang med titlen "Paolo". Heiberg mente, stykket var "en Efterligning af Boulevardstykkerne" (l.c.): "Da han endnu ikke har kunnet finde nogen for ham selv eiendommelig Retning, saa kan [han] jo heller ikke føle noget virkeligt Kald til at skrive" (Coll.S.nr.235 24.3.1843). Heiberg fortsatte: "efter at have læst den nye Bearbeidelse, finder jeg endnu ingen Anledning til at forandre min Mening" (l.c.). Først den 5. jan. 1844 remitteredes stykket (Kp.nr.5).
Andersen og Brosbøll havde tydeligvis kredit hos Collin ihvorvel denne var forskellig. Andersens romantiske drama kunne nok antages uden Heibergs læsning, men med opførelsen trak det unægtelig ud. Brosbøll var endnu ikke moden til opførelse, men Collin havde udset sig et nyt talent. Faber, Monsen og de anonyme kunne Heiberg og/eller Molbech få lov at kritisere, thi der var alligevel ikke tale om at tænke på en opførelse af disse stykker. - Levetzau og Adler synes ganske og aldeles fraværende. - Meningsuoverensstemmelser mellem Molbech og Heiberg forekommer ikke vedrørende disse 9 stykker, der på flere måder peger fremad mod 1840rnes dominerende genrer.
[sideskift][side 1109]
Hertz' anonymt indsendte skuespil "Fristelsen" var Molbech ganske positiv overfor: "[Forfatteren har] ei allene, i et yderst indskrænket dramatisk Omfang, leveret to eller tre godt og individuelt tegnede Charakterer, men han har forstaaet af en meget simpel, og man kunde synes uæsthetisk Situation at danne en interessant Dramatik - og at forbinde den æsthetiske Interesse med den ethiske Alvorlighed, som man i vor Tid vel ei pleier at søge paa Scenen; men som man ikke giør vel i, reent at ville udelukke derfra" (29.7.1842). Det må indrømmes, at Molbech meget præcist havde forstået Hertz' intentioner og disses dramaturgiske betydning. - Heiberg var ikke nær så positiv som Molbech: "paa Overraskelsen nær, hvori der paa eengang ligger noget Comisk og noget Alvorligt, og som kun for eengang kan gjøre sin Virkning, vil Stykket ikke kunne have stor Interesse .. Stykket kan spilles, som saa meget Andet, der ikke er bedre eller engang saa godt" (HCp nr.90 efter 1.8.1842). - Collin beordrede, at stykket øjeblikkeligt skulle udskrives (l.c.), hvorpå første oplæsning fandt sted den 16. aug. 1842: premieren den 3. sept. 1842 (opført ialt 5 gange) (1). Se s.1375.
Den anonymt indleverede dramatiske skitse "Peer og Maria" var ifølge Molbech fabrikeret af "en reent udannet Fusker, der ikke engang endnu har lært at skrive; men ikke desmindre leverer baade en Sang og en Melodie til samme paa Noder" (5.9.1842). Remitteret den 10. sept. 1842 (Kp.nr.168).
Molbech var ligesom Heiberg klar over Thornams forfatterskab til "Brevet". Han ville da medgive stykket, at det havde "en ret god og flydende Dialog", som havde gjort det nemt at læse; det ville måske også interessere ham "at see en og anden Scene i Stykket paa Skuepladsen". Hans konklusion demonstrerer hans utilpashed. "Imidlertid vilde min Mening, hvis den behøves, være den: at en god og let Dialog er ingen ubetydelig Anbefaling for ethvert scenisk Product, og dobbelt for et lille Eenactsstykke; og at den maaskee ogsaa her kunde anbefale at lade dette Forsøg prøve sin Lykke" (30.10.1842). Heiberg dømte det til "i alle Henseender uskikket til Opførelse" (Coll.S.nr.235 17.11.1842), hvorpå Collin ikke fandt, "at det .. vilde være vort Repertoire til nogen Nytte" (18.11.1842). Den 21. dec. 1842 remitteredes stykket (Kp.nr.205). Tilskyndet af W. Holsts opmuntringer tilsendte Thornam atter Collin stykket den 10. febr. 1845, efter at han havde "foretaget nogle [sideskift][side 1110]Forandringer, som tildeels vare antydede i Original-Manuscriptet af en af Dhrr Directeurer" (Coll.BrS.XXIVb). - Collin og Adler læste stykket, hvorefter det blev antaget, uden at Heibergs forkastelsesdom blev hørt på ny: Collins manøvre synes højst betænkelig (l.c. 3.3.1843). - Roller uddeltes først den 23. sept. 1843 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 4. nov. 1843 (opført 2 gange) (2).
Lystspillet "Au" overtraf "i naiv Raahed Alt, hvad nogensinde er kommet mig for Øinene", konstaterede Heiberg (HCp nr.101 efter 9. 11.1842). Desuagtet læste også Molbech stykket, der var "skrevet af en Haandværksdreng, der kan behøve i sin Tid at gaae i Søndagsskolen, for at lære at skrive en taalelig Regning. Det hører i al Fald til de raaeste Producter af sit Slags, som i min Praxis er kommet mig for Øine" (28.11.1842). Akademikernes enighed var endog næsten af verbal karakter. Remitteret den 1. dec. 1842 (Kp.nr.193) (3).
Oehlenschlägers "Garrick [i Frankrig]" blev måske nok læst af direktionen og/eller Heiberg, men ingen af dem anførte andet end Collins "antaget" (udat. ie: efter 19.1.1843). Den 16. febr. 1843 bad Oehlenschläger Adler sørge for en afskrivning, så at stykket kunne komme frem i marts 1843 (Adlers arkiv). I marts 1843 ville han læse stykket for N.P. Nielsen, Mad. Nielsen og Jfr. Petersen, der alle var tiltænkt hovedrollerne: "hvis Stykket behager [dem] .. saa kan jeg jo strax sende det til Regisseur Liebe, for at Souffleurbogen og Rollerne kunne afskrives" (Adlers arkiv 7.3.1843). Om fam. Nielsens reaktion på dette tidspunkt vides intet. Endelig i maj 1843 leveredes sufflørbog og rollehæfter (TK 1843 2.kv.nr. 355). I aug. eller sept. 1843 skete der imidlertid en mindre omarbejdelse, idet Liebe indførte "to ny Scener i Garrick .. i 3 Manuscripter og 7 Roller" (TK 1843 3.kv.nr.249). - Via sønnen Johannes Oehlenschläger lod Collin faderen erfare, at skuespillerne ikke ville spille stykket, hvilket Oehlenschläger selv kommenterede: "Det har flere Gange været mig til Skade, ved Opførelsen af mine Stykker, at jeg ikke, som en forsigtig TheaterdigterSkrædder, tog Maal af de Skuespillere, jeg syede CharacteerKlæder til. Deraf kom det, at de undertiden ikke passede. Min Trøst er, at baade Du, Adler, og, jeg troer, .. at der ingen er for Tiden, der kan ret passe til Hovedrollen. Jeg undrer mig ikke over, at Nielsen ikke har Lyst til at spille Rollen, og for Phister passer vel heller [sideskift][side 1111]ikke Lorden ret" (Coll.BrS.XXV 6.11.1843 adr.Collin). Oehlenschläger forsøgte at slå mønt af stykket, men det nægtede direktionen ham; den ville endog betragte antagelseshonoraret som et forskud på andet arbejde (Kp.nr.139 1.12.1843). Det skulle imidlertid gå Oehlenschläger meget værre i de kommende år.
W. Holsts lystspil "Prindsen og hans Lærer" var ifølge Heiberg "en Efterligning af visse, allerede tilstrækkelig bekjendte og udtømte franske Intriguestykker (f.Ex. "Familien Mazarin" [jf. s.1034]) .. Hertil kommer, at Forf., af lutter Iver for at gjøre Intriguen rigtig forviklet, har gjort den uklar og vanskelig at følge. Stykket forekommer mig i høi Grad utilfredsstillende" (Borup nr.518 27.2.1843). Levetzau fik stykket til gennemlæsning, hvorpå han meddelte Collin en meget afslørende afgørelse: han havde "Intet imod dets Antagelse", hvis enten Collin, "Heiberg eller Adler [troede] .. at det [ville] giøre Lykke hos Publikum" (BmD 14.3.1843). Skulle blot en af direktørernes eller Heibergs stemme være afgørende ? Levetzaus forhold til beslutningsprocessen synes aldeles derangeret, thi han måtte dog vide, hvorledes skik og brug havde været i de 3 år, han hidtil havde fungeret som chef. Tiderne var imidlertid forandrede. Den dramaturgiske konsulent havde sagt fra, Adlers vurdering kendes ikke, men Collin kunne antage stykket, hvis han f.eks. ønskede at knytte også Holst til sig i taknemmelighedgæld. - Stykket blev "Oplæst 15 April 1843, strax med fordeelte Roller" (HCp nr.112). Premieren fandt sted den 18. maj 1843, hvorpå stykket blev henlagt (4). Heiberg tog revanche i "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr. bd.7 355ff).
"Den Gamle og de Unge" af en anonym fandt Heiberg "i egenlig For-stand Ingenting" (Coll.S.nr.235 9.3.1843); remitteret 27.5.1843 (Kp).
Sneedorff-Birchs lystspil i to akter "En Forvexling var ifølge Heiberg "i Maneer af de gammeldags engelske Intriguestykker, hvor i Charactererne ere uden Interesse .. Imidlertid er der dog Et og Andet ret pudsigt deri .. især ifald det - som det bør - spilles med et Mellemrum af 1/2 Minut mellem Acterne, for ikke at give Tilskuerne Betænkningstid, kan det maaskee bruges som Fyldekalk (Coll.S.nr.235 9.3.1843). Heibergs åbenhed gjorde måske de øvrige direktører eller Levetzau interesserede. Om deres læsning vides intet. Remitteret den 4. okt. 1843 (Kp.nr.87).
Om C.A. Warburgs anonymt indleverede lystspil "Romeo e Giulietta" [sideskift][side 1112]skrev Heiberg: "De vil ved Gjennemlæsningen see, at det er localcomisk, meget lattervækkende ved en god Udførelse (som let kan blive det tildeel), og desuden yderst elegant og nydeligt behandlet" (Borup nr.519 10.3.1843). Allerede den 25. marts 1843 havde Liebe produceret udskrivningen af sufflørbog og rollehæfter (TK 1845 1.kv.nr.609), men først derpå leverede Adler sin vurdering: ""Eine Posse" vilde Tydskerne kalde den, men jeg troer nok at den godt spillet, for Tiden vil moere. I Grunden have vi kun een Skuespillerinde til begge Hovedrollerne og hun [fru Heiberg] maae vel have Frederikkes; Giulietta vil da kunne finde sin Fremstillerinde i Jfr. Petersen [5]" (BmD 12.4.1843). Ikke med et ord omtalte censorerne ved det kongeligt subventionerede teater, at det gjaldt en parodi på Christian VIIIs subventionerede italienske hoftrup. - Premieren fandt sted den 16. maj 1843 (opført ialt 24 gange) (6).
Carl Brosbøll forsøgte sig også i lystspilgenren. Enakteren "Hvem regerer?" var en imitation af Scribe; det var, ifølge Heiberg, "altfor raa[t] og viser et altfor naivt Ubekjendtskab med Selskabslivet til at kunne bringes paa Scenen" (Coll.S.nr.235 24.3.1843 adr. Collin). I sin private protokol lagde han til, at det "tiltrods for et vist Efterligningstalent, [var] temmelig keitet, og bærer sin Parodie i sig" (HCp nr.120). Brosbøll førte nogle samtaler med Collin, thi han havde "tilkjendegivet at ville omarbeide det og deri anbringe Sangnummere" (Kp.nr.77 11.9.1843), hvorfor direktionen remitterede stykket, uden at Brosbøll dog indleverede stykket i omarbejdet form.
Det stadigt anonyme lystspil "Skinnet bedrager" modtog Heiberg "i Slutningen af Januar" 1843. "Remitteret og atter modtaget for at conferere med Forf. om Forkortelser og Forandringer. Efter vidtløftige Forhandlinger med Forf. er Stykket blevet forandret i Et og Andet" (HCp nr.108 før 27.3.1843). Stykket blev læst af både Levetzau og Collin, hvorpå det blev antaget (NkS 2553) (7). Roller uddeltes den 12. okt. 1843 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 29. dec. 1843 (eneste opførelse) (8).
Lystspillet "Et Besøg i Jylland", af fuldmægtig Faber, var ifølge Heiberg "aldeles ikke noget Skuespil, thi det er uden al Handling" (HCp nr.126 medio maj 1843). Remitteret forfatteren den 8. juni 1843 (Kp.nr.58).
Hertz' stykke kunne censorerne gerne læse, det blev dog opført [sideskift][side 1113]uanset deres indstilling, fordi Collin ønskede det frem. Thornams stykke antoges af Collin trods Molbechs velvilje og Heibergs modstand og siden uafvidende af denne. Oehlenschlägers lystspil blev antaget uden censur, men opført blev det ikke, fordi skuespillerne ikke ville spille deres roller. W. Holst hjalp først Thornams lystspil det sidste stykke på vejen, siden fik han overbevist Collin om sit eget stykkes antagelighed trods Heibergs nej og velsagtens på grund af Levetzaus svaghed. Heiberg forstod siden at tage hævn i "Intelligensblade". Sneedorff-Birch var Heiberg ikke utilbøjelig til at ville give en chance, ligesom Collin med hensyn til Brosbølls lystspil: ingen af stykkerne blev dog antaget. Warburgs stykke kom belejligt og kun Christian VIIIs anskuelse mangler, thi hans opfattelse af teaterdirektionens antagelse burde kendes, fordi den kunne sætte hans opera(teater)politik i relief. Forfatteren til "Skinnet bedrager" må have været meget bekendt af direktionen, siden det lykkedes ham at få antaget stykket. Heibergs dramaturgiske dom kendes ikke. Resten af stykkerne var nulliteter. - Collin styrede helt suverænt censurinstitutionen i denne sæson både før og efter den 1. jan. 1843. Han fulgte ikke altid Heibergs domme og kunne også blive sat til at administrere helt andres interesser. Alvorlige uoverensstemmelser mellem Heiberg og Collin ses ikke, mens Adler og Levetzau var sleeping partners: deres mundtlige indsats kendes jo ikke.
[sideskift][side 1114]
Jf. s.1123 hvor Heiberg omtalte en restportion
af stykker, han havde til bedømmelse i juni 1842:
(1) Félix Pyats "Les deux serruriers" (PSM 25.5.1841).
(2) Charles Lafonts "Ivan de Russie" (LOD 31.12.1841).
(3) Eugènie Bourgeois & A. Dumas' "Jeannie le Breton, ou le gérant responsable" (PSM 27.11.1841).
Den 25. aug. 1842 tilsendtes Heiberg følgende seriøse
stykker (jf. s.1124):
(4) Ancelots "Maria Padilla" (TF 29.10.1838).
(5) A. Dumas' "Paul Jones" (TP 12.10.1838).
(6) Ed. Monnais & Chapelles "Un mariage parisien" (GD 12.6.1839).
Om Heibergs læsning vides intet. Ingen af ovennævnte stykker blev antaget eller opført i den behandlede periode.
Den 3. sept. 1842 udfærdigede Liebe regning på de stykker,
som direktionen afkøbte Foreningen for Sommerskuespillene (TK
1842 3.kv.nr.138):
(1) "Herren seer dine Veie" (jf. s.1103).
Heiberg havde i maj spottet det publikum, der ville se dette stykke. Thi
han regnede det ikke for usandsynligt, at det kunne "gjøre Lykke,
ifald det simple Publicum, som det er beregnet paa, indfinder sig"
(Kassen 28.5.1842). Opført første gang for teatrets
regning den 2. sept. 1842 (opført ialt 12 gange) (1).
(2) "Gabrielle de Belle-Isle" (jf. s.1103). Efter Collins (interimistiske) genindtagelse af chefsposten pr. 1. juli 1842 kunne Molbech ikke længere hindre, at Dumas' stykke optoges i teatrets repertoire. Givet første gang for kongelig regning den 5. sept. 1842 (ialt opført 5 gange for kgl. regning). (2).
Den 28. sept. 1842 sendte Collin Molbech det uoversatte drama af Bourgeois & Boulé "Stéphen, ou le fils du proscrit" (TG 7.5.1842) til bedømmelse (NkS 2336). Molbech gjorde opmærksom på, at det ikke var første gang, han censerede disse "dramatiserede Criminalhistorier", som Théâtre de la Gaîté havde gjort til sit speciale. Hans vurdering var ganske klar: "De mange stærke og voldsomme Rørelser og Nerverystelser, hvoraf Stykket har en rig Overflødighed, vilde vel ogsaa hos os, som i Paris, kunne finde deres Publicum; men ligesom jeg vil ansee Stykket af den Art, som nærværende, for at være skadelige for Skuespillerne, da de føre dem bort fra Charakterernes Studium og consequente Fremstilling i naturligt anlagte og udviklede Roller, og lægge hele Spillets Vægt i en udholdende [sideskift][side 1115]Kraft til at kunne nære deres egen og Tilskuerens Spænding ved uophørlige, Slag i Slag vexlende, stærke, voldsomme, Følelsen sønderrivende Optrin: saaledes kan jeg ligesaa lidt nu, som i tidligere Aar .. ledet af min egen Smag og Følelse, anbefale deres Forplantning til vor Scene, som hidtil (med nogle enkelte Undtagelser af beslægtede Dramer, hvortil f.Ex. hørte "Emigrantens Reisevogn" [jf. s.797]) har været befriet for et genre, som i det mindste staaer under vort bedre Publicums Dannelse og vort Personales høiere Konst-Præstationer" (28.9.1842). Molbechs skarphed skyldtes måske, at han frygtede, Collin ville åbne disse stykker adgang til Det kgl. Teater, thi hvorfor skulle Collin ellers have sendt Molbech dette stykke? - Collin indførte følgelig i censurprotokollen: "Jeg antager, at Stykket ikke vilde mishage vort skuespilbesøgende Publicum" (udat.). Heiberg hørtes ikke. Collin søgte fornyelse til repertoiret, selv om han dog ikke forsøgte at tvinge dette stykke på scenen.
Fr. Halms romantiske drama "Der Sohn der Wildniss" (Burg Th. 28.1.1842) bestilte Collin oversat af Borgaard, der i efteråret 1842 opholdt sig i Wien. Heibergs vurdering var meget positiv: "Det er upaatvivlelig det Bedste, som den europæiske dramatiske Litteratur har frembragt i mange Aar. Man kunde skrive en heel Bog om det, for at sætte alle dets Skjønheder og hele dets rige Indhold i det rette Lys .. For et saadant Arbeide maa Theatret gjøre uden Undtagelse Alt hvad det formaar til dets Bedste .. Oversættelsen synes at være meget brugbar" (Borup nr.512 30.11.1842). Heiberg rettede dog nogle germanismer; han ønskede, at han havde haft originalen, da "den smukke Idee, at Parthenia giver Ingomar sin Dolk, er afbrudt og udstrøget" (HCp nr.102) (3). Heiberg fik stykket på ny den 6. dec. 1842 i en afskrift, "i hvilken jeg har rettet Stykket" (l.c.) (3). - Molbechs votum udfærdigedes efter at han havde læst Heibergs begejstrede, umotiverede brev: Stykkets ry stod ikke i forhold til dets dramatiske værdi, fastslog han: "Det udvikler ingen tragisk Idee - det har ingen store, heroiske, daadskraftige Charakterer .. og dets romantiske Præg er indskrænket til et erotisk=lyrisk Forhold, som vel har smukke og indtagende Træk, men er svagt i den egentlige dramatiske Handlings Fylde og Interesse, og bliver i Længden mattere giennem den omstændeligt og novellistisk udspundne Charakteer, som denne Situation antager". Stykkets kvalitet måtte tilskrives de "to Hovedpersoner, [sideskift][side 1116]der udelukkende beherske Stykkets sceniske Interesse, og paa Grund af det, med stærk og glimrende lyrisk Colorit udmalede Kiærlighedsforhold, som i det mindste vil finde en mesterlig Parthenia paa vor Scene. Videre at yttre min Mening om dette Forholds poetiske Natur og Gehalt, er her til Overflod" (10.12.1842). Molbech følte sig tydeligvis i defensiven, men ville dog yde stykket retfærdighed, idet han ikke fandt sig fyldestgjort deraf, men også ville forsøge at forstå Heibergs begejstring (som Molbech altså frejdigt skrev lå hos fruen): "Oversættelsen .. er .. undertiden god og heldig, undertiden .. vidnende om Hastværksarbeide og Ligegyldighed for Grammatik og Metrik" (l.c.) (3). De af Molbech påpegede germanismer blev fjernet (Cp 12.12.1842, KTS nr.852), hvorpå Heiberg afholdt oplæsning og selv forestod instruktionen (HCp). Premieren fandt sted den 6. febr. 1843 (opført 17 gange i den første sæson; ialt opført 29 gange) (4).
Levetzau fulgte stadig Karl Gutzkows produktion, thi allerede den 21. okt. 1842 anmodede han forfatteren "zu seiner Zeit" at få "Ein weisses Blatt" "zur näheren Durchsicht" (først opført i Frankfurt 14.11.1842) (Kp.nr.l78). Adler læste stykket efter Levetzaus anmodning, men han fandt det ikke "værd at spendere Oversætter-Honorar paa" (BmD 19.11.1842 adr. Collin). Om Collins læsning vides intet, men til Heiberg sendte han ikke stykket. - Ang. Gutzkows produktion som helhed har der tydeligvis været et modsætningsforhold mellem Levetzau på den ene side og resten af direktionen samt den dramaturgiske konsulent på den anden side.
Holsts oversættelse af Hugos drama "Angelo" (jf. s.722 og s.999) anmodedes Heiberg om at modificere yderligere i efteråret 1842; alene Collin, tilskyndet af Holst (?), kunne være initiativtager dertil. Den følgende diskussion skal ses på baggrund af den kendsgerning, at sufflørbog og rollehæfter var udskrevet før Heibergs indignerede indsigelse imod en opførelse af stykket (TK 1842 4.kv.nr.478 7.12.1842). Heiberg læste originalen og blev "aldeles consterneret ved Tanken om, at vort Nationaltheater .. skal besmittes med et Product, der er saa afskyeligt, saa oprørende, saa væmmeligt, og dertil saa slet - Ordet taget i reent technisk Betydning" (Borup nr.515 16.12.1842). Molbechs afløser som dramaturgisk censor indtog nøjagtig den samme holdning til stykket, ihvorvel han formulerede sig på et andet niveau. Han opregnede Collins argumenter for at bringe stykket på Det kgl. Teater: 1) at Théâtre [sideskift][side 1117]francais havde spillet stykket, samt 2) at "Angelo" havde gjort lykke i Paris. Heiberg argumenterede herimod: fordi Paris havde fejlet, behøvede København ikke gøre det samme. Grunden til succesen i Paris skyldtes ifølge Heiberg, at Frankrig var "en Nation, som idelig drømmer om Revolutioner, og bestandig staaer ligesom paa Crateren af en Vulcan .. men hvorledes passer Sligt til os godmodige Danske? Og er det endog politisk klogt at exaltere os og give os en Forsmag paa Grusomhedens Vellyst?" (l.c.). Heibergs henvisning til det politisk betænkelige ved en opførelse af "Angelo" er ganske overensstemmende med Molbechs kritik fra 1835, som han ikke kendte. Det er bemærkelsesværdigt, at det er første gang, han benyttede sig af en politisk argumentation i sine teatercensurer. Heiberg forsøgte sig med et andet argument, idet han gjorde opmærksom på, at "de meest anseete Kunstdommere have [udtalt sig] yderst misbilligende .. om dette og flere af Victor Hugo's Stykker og deres Opførelse paa Théâtre francais" (l.c.). Han skjulte ikke, at stykket sikkert ville "blive modtaget med stormende Bifald og gjøre en stærk, skjøndt neppe langvarig Lykke" på Det kgl. Teater, men det afgørende for ham var, at "alle virkelig dannede Mennesker og competente Dommere" (i modsætning til Collin) sammen med Heiberg "ville føle sig indignerede over dette Stykkes dybe Immoralitet, som især bestaaer i dets totale Mangel paa Alt hvad man kan kalde Idee" (l.c.). Det mindste Collin måtte love Heiberg var at konen ikke skulle misbruges, omend Mdlle Mars havde spillet den kvindelige hovedrolle i Paris i 1835: "Fordi man har misbrugt denne store Kunstnerindes Talent, skal man derfor misbruge en Andens?" (l.c.). Heiberg er så absolut bedst i aggressionen: I dette tilfælde er det bemærkelsesværdigt, at han var aldeles på linje med den endnu ikke afskedigede Molbech, mens Collin stædigt søgte fornyelse til det betrængte repertoire (som primært skulle præstere skuespilnyheder, uanset genre). - Collin svarede ikke på Heibergs angreb men ekspederede original og oversættelse til chefen: "Oversættelsen [fordi Holst havde] .. udeladt adskilligt, som kunde støde paa den danske Scene" (BmD 8.1.1843). Levetzau afgjorde sagen den 15. jan. 1843: "jeg har læst Oversættelsen og finder at der ikke kan være det mindste i Veien [for] at give det paa Vor Scene" (BmD): Basta; argumentation var overflødig. Allerede den 22. nov. 1842 var rollerne blevet uddelt (PRFD), men det lykkedes fru Heiberg at blive befriet for Tisbes rolle (jf. [sideskift][side 1118]Rahbek Johanne Luise Heiberg, Breve fra og til nr.97 6.3.1843), hvorefter stykket havde premiere den 1. sept. 1843 (med Jfr. Ryge som Tisbe) (opført ialt 3 gange) (5).
Aumont havde på et tidligere tidspunkt ladet Heiberg læse Alboise & P. Fouchers "Cabrina, ou la chambre du berceau" (PSM 5.10.1841), men Heiberg havde frarådet ham at oversætte stykket (HCp nr.111). Aumont oversatte alligevel stykket, som Heiberg karakteriserede som "et af de sædvanlige franske Melodramer, grovt og plumpt tegnede, fulde af Usandsynligheder, Affectation og criminelle Begivenheder. Oversættelsen er meget talentløs" (Coll.BrS.nr.235 13.2.1845). Remitteret oversætteren den 20. febr. 1843 (Kp.nr.12).
Friedrich Hebbels sørgespil "Judith" (Berlin 6.7.1840 og Hamburg 1.12.1840) indtager en særstilling i censurinstitutionens historie, idet Christian VIII personligt deltog i stykkets behandling. Efter en måneds ophold i København fik Hebbel audiens den 13. dec. 1842, hvor han konstaterede, at Christian VIII ikke havde læst hans værker ("noch nicht ganz gelesen habe"), hvorpå Hebbel ønskede at forelæse "Judith" for kongen, hvortil denne svarede: "Ich kann sie ja auch allein lesen" (Hebbel S.W. Briefe II 154). Senere i audiensen sagde kongen: "Ihre Judith kann aber nicht gespielt werder. Ich habe mit dem Theater=Director darüber gesprochen. Es geht nicht an". Hertil svarede Hebbel: "Ich bitte E.M. um Vergebung, aber dieser Ausspruch ist längst durch die That widerlegt worden, die Judith ist in Berlin und in Hamburg gespielt". Kongen replicerede: "Es stehen aber doch gräuliche Sachen darin". Hebbels svar er næppe sandfærdigt: "E.M. meinen, es stehen starke, ungewöhnliche Dingen darin, solche, die man im conventionellen Sinn indecente nennt" Kongen: "Ja, ja!" Hebbel irriterede endmere Christian VIII ved at fortælle, at de var blevet fjernet ved opførelserne: "Es ist überhaupt wohl Zweierlei, ein Stück zum Lesen und ein Stück zum Spielen zu schreiben!", afslørede blot kongens uvidenhed om virkeligheden. Hebbel svarede derfor: "Eigentlich nicht, aber so vie die Leiten sind, allerdings", og audiensen var forbi (l.c. 156). - Hverken kongen eller Levetzau var sindede at antage stykket til opførelse på grund af dets indecente indhold. Kongens beslutningsgrundlag synes at være Levetzaus læsning af den umodificerede originaludgave. Samtidig opsøgte P.L. Møller Hebbel for at oversætte stykket efter teaterversionen (l.c. 158). Direktionens vurdering af stykket forelå dog inden han havde fået [sideskift][side 1119]begyndt på oversættelsen. Heiberg fandt den oprindelige version aldeles uegnet på grund af den manglende anstændighed, men sceneversionen kunne heller ikke bruges, fordi pointen faldt bort på grund af den omarbejdede katastrofe, "og det Hele bliver til Intet. Iøvrigt røber Stykket baade i den ene og i den anden Form en saadan Mangel paa dramatisk eller dramatiserende Talent eller endog blot Behændighed, at Dette allerede maa være tilstrækkelig Grund til at vrage det, selv om det ikke tillige laborerede af en mægtig Dosis tydsk Affectation og en afmægtig, skjøndt alt for synlig Bestræbelse efter at være uhyre genial" (Borup nr.518 27.2.1843). Heibergs vurdering af Hebbels stykke er jo ikke så enestående, som den er blevet gjort til, thi set i sammenhæng med hans vurdering af nyere tysk dramatik og fransk boulevardproduktion ses linjen i Heibergs repertoirepolitik: et nej til affektation og spekulatorisk effektmaleri, lige uanvendelige på Kgs. Nytorv siden Rahbek og Molbech! - På denne baggrund forekommer det højst besynderligt, at direktionen skulle være sindet at opføre stykket endog i dets oprindelige skikkelse "mit Milderung einiger Stellen" , således som Hebbel rapporterede til Hamburg i slutningen af marts 1843 (Hebbel S.W. Briefe II 246). Den 30. juni 1843 meddelte P.L. Møller Hebbel den følgerigtige afgørelse, at direktionen "nach 4 monatlicher Inquisition" havde fundet stykket "unpassend" (Briefe an Fr. Hebbel I 31). - Hebbel fik bevilget et to-årigt rejsestipendium af Christian VIII, men "Judith" sålidt som nogle af hans øvrige dramatiske arbejder kom aldrig på scenen i kongens regeringstid. - Heibergs engagement i sagen aflæses af hans polemik med Hebbel i anledning af P.L. Møllers oversættelse af "Ein Wort über das Drama" (Fædrelandet nr.1261 11.6.1843) (6).
Fru Heibergs aktivitet er i denne afhandling oftest karakteriseret ved negativitet, men retfærdigvis skal det anføres, at hun udover at bære en væsentlig del af repertoiret også søgte direkte positiv indflydelse på dette. Hun og Hertz samtalede i 1842 om Johannes rolle i Schillers "Die Jungfrau von Orleans" (jf. s.462). Hertz troede Overskous oversættelse var af enten Molbech eller Sille Beyer, fordi den "vistnok [var] temmelig correct, men især i de talrige lyriske Partier, ingenlunde heldig"; han tilbød derfor at påtage sig "dette iøvrigt ikke lette Arbeid". Ville direktionen antage en ny oversættelse, ville Hertz straks gå i gang med arbejdet (Coll.BrS.XXII 24.8.1842 adr. Collin). Der blev ført [sideskift][side 1120]forhandlinger derom, men det eneste der er overleveret er Collins meget sigende bemærkning til fruen: "Jeg gientog forresten .. Dit Ønske om Jomfruen af Orleans. - derom mundtligt" (Rahbek J.L.H.Br.nr.95 26.11.1842).
Da det åbenbart stødte an, sendte Collin i stedet Hertz Fr. Halms "König und Bauer" (Burg Th. 4.3.1841), bearbejdet efter Lope de Vegas "El villano en su rincon" (1622). På grund af bearbejdelsens klart politiske karakter skal Hertz' vurdering af denne anføres: "Min Bearbeidelse gaaer vel heelt igjennem Dialogen, især af de to sidste Acter, saaledes at Adskilligt er forkortet, Adskilligt udført i Vers, der forekom mig mindre passende i Prosa .. I Stykket finder Kongen, at Bonden er saa lykkelig, fordi han i 8de Scene har fortalt ham hvad han spiser og drikker, samt at han aldrig gjør Andet end han just har Lyst til. Jeg har lagt Bonden andre Ord i Munden, og fremdeles i bemeldte Scene ladet ham vise sin Magts Emblemer (Hyrdesko o.s.v.) saaledes som Kongen siden viser Kongemagtens. Jeg har overalt søgt at forstærke Motiverne deels for Bondens Egensindighed i ikke at ville see Kongens; deels for Kongens paafølgende Handlemaade, og desuden formildet de altfor underdanige Udledelser om Kongens Person. At jeg i Slutnings-Scenen har underlagt Symbolet, der lægges i Speilet, en anden Betydning, haaber jeg, vil billiges; den der findes i Bogen, vilde bestemt vække Mishag hos den nuværende liberale Slægt" (Coll.BrS. XXII 12.3.1843 adr. Collin). Hertz' konservatisme er bekendt, hvorfor hans arbejde påkalder sig des større interesse, da han bevidst søgte at undgå den liberale oppositions indsigelser. Heiberg havde tidligere haft Halms bearbejdelse til gennemsyn og var enig med Collin om bearbejdelsens ypperlighed (HCp nr.119). Heibergs skrivelse til Collin om Hertz' bearbejdelse er gået tabt (l.c. 13.3.1843). Rollerne uddeltes den 27. marts 1843 (PRFD), men Rungs komposition af nogle musiknumre trak ud. Premiere den 8. okt. 1843 (opført ialt 6 gange) (7).
Halms drama "Griseldis" (Burg Th. 30.12.1835) havde Borgaard i 1838 ønsket at oversætte, men direkte foranlediget af den succes, som "Ørkenens Søn" havde haft, oversatte han stykket i begyndelsen af 1843 (N.B.D.III 3.3.1843 adr. G.Collin). Heiberg var komplet uenig med Borgaard i vurderingen af dette romantiske drama: Det har "et aldeles forfeilet Sujet, [som] .. heelt igjennem [gør] et høist ubehageligt Indtryk. Det vil neppe behage vort Publicum, [sideskift][side 1121]og fortjener i alfald ikke at antages" (Coll.S.nr.235 6.4.1843). Borgaard erfarede Heibergs dom af korrespondenten, G. Collin: "At den Deel af vort Publ[ikum], som ikke kan sætte sig tilbørligt tilbage i Tiden, vil finde Parcivals Grusomhed i at prøve sin Kone for stærk, troer jeg gjerne, men at den æsthetiske Nydelse her, som i saamange andre Tilfælde, hvor sligt fremstilles paa ægte digterisk Maade, vil bringe Moralbenauelserne til at lægge sig, er jeg overbeviist om. - Jeg kan ikke tænke mig anden Grund til Heibergs Antipathie mod Stykket, end den, at hans Kone nødigt vil spille Rollen; jeg veed at hun ugjerne spiller Roller hvori hun fremtræder som Moder; men skulde dette være Tilfældet, da vilde vist Jfr Ryge kunne fremstille den meget smukt" (N.B.D.III 31.5.1843). Om Borgaards insinuation mod fru Heiberg er umulig at verificere, stemmer den dog godt nok overens med hendes øvrige foretagsomhed, når det gjaldt at skalte og valte med mulige eller umulige roller. Hendes indflydelse på Heibergs vurdering af stykket kan ikke verificeres men heller ikke afvises. - Collin, sen. vidste måske dette, thi han antog Borgaards oversættelse (udat.). Roller uddeltes først den 16. aug. 1843 (PRFD), mens premieren endelig fandt sted den 24. marts 1844 (opført ialt 3 gange) (8).
Gutzkows "Richard Savage" (jf. s.974) oversatte M.W. Bruun (opført i hans oversættelse på Bergens Theater 20.2.1843). Heiberg fandt det "i høi Grad overspændt, smagløst og uden egenlig dramatisk Talent. Oversættelsen synes at være temmelig uheldig; den er paa en paafaldende Maade tydsk i Ord og Vendinger, medmindre det skulle være bergensisisk. Gutzkow er nok i det Hele en af de ephemere og uværdige Celebriteter, som kunne gjælde ved de nuværende daarlige tydske Theatre, men som vi her bør vogte os for" (Coll.S.nr.235 24.5.1843). Oversættelsen remitteredes Bruun den 30. juni 1843 (Cp) (9).
Interesserne fik lov til at krydse hinanden i denne sæson. Collin kommanderede, bistået af skuespillerne, ""Gabrielle de Belle Isle" på teatrets repertoire. Molbechs forsvar imod uanstændighed faldt til jorden. Hans forsvar imod at indlemme også de dramatiserede kriminalhistorier fra Théâtre de la Gaîté sad Collin også overhørig, omend han ikke opførte "Stephen". Halms stykke "Der Sohn der Wildniss" blev bestilt oversat af Collin og mødte Heibergs beundring, mens Halms "Griseldis" mødte Heibergs modstand, hvorfor kun Collins vilje (og Borgaards bekendtskab med skuespillerne?) fik [sideskift][side 1122]stykket opført. Halms bearbejdelse "Der König und der Bauer" bestilte Collin oversat af Hertz; Heibergs beundring fulgte denne gang Collins vilje. Af Gutzkows to stykker læste Heiberg kun "Richard Savage", som var aldeles uden for hans smag. Adler yndede heller ikke Gutzkow. Levetzau opererede i de tyske marker; Gutzkow og Hebbel søgte han tydeligvis at introducere. Christian VIIIs understøttelse til Hebbel kunne betyde teaterdirektionens imødekommenhed over for disse dramatikere. Heiberg kæmpede med alle midler mod det nye sociale drama fra Tyskland. Ligeledes bekæmpede han Hugos "Angelo", men Collins vilje kunne han ikke betvinge. - Den afgørende fornyelse i denne sæson - i dette kapitel - er at direktionen måtte tage stilling til den nye tyske dramatik. Heibergs modvilje var helt fundamental, mens åbenheden hos Collin og Levetzau næppe har været betinget af dramaturgisk indsigt/overbevisning: Kun med hensyn til "Ørkenens Søn" kunne Heibergerne og direktionen mødes. Begivenhederne tog så hurtig fart, at Collin allerede i den første sæson som administrerende direktør (jf. s.1143) kom på alvorlig kant med teatrets dramaturgiske konsulent. Collin søgte følgelig konsulentbistand hos andre (Hertz og Weis) (jf. s.1150). Magtcentret var Collin, om end hans myndighed ikke var uindskrænket.
[sideskift][side 1123]
Den 7. maj 1842 blev Heiberg tilstillet en mængde stykker; udover
de tidligere behandlede udtalte han sig om følgende stykker:
F. de Couroy & Th. Murets "Une vocation, ou la fille du menuisier"
(TV 12.7.1841) anbefalede han til opførelse, uden i øvrigt
at udlade sig derover. Ej antaget af direktionen.
Bayard & Lurieus "Le conscrit de l'an VIII" (GD 6.5.1841) var "især i første Act originalt, men fordrer en ny Decoration og et særdeles omhyggeligt scenisk Arrangement; Hovedrollen vil udentvivl passe for Hr Phister" (UjBr 9.6.1842). Ej antaget af direktionen.
E. Souvestre & Mme Claire Marboutys "La protectrice" (TF 22.5.1841) var "en Bagatel, men ret vittigt dialogiseret" (l.c.). Ej antaget af direktionen.
Varner & Duverts "La Soeur de Jocrisse" (PR 17.7.1841) havde Saabye tidligere anbefalet til oversættelse (jf. s.1080). Heiberg anførte i sin skrivelse til direktionen: "en grotesk Farce, fuld af Lune, erindrende om den gamle molieriske, gedigne Comedie; men det er meget muligt, at den just paa Grund heraf vil møde Opposition paa vor Scene. Hvorvidt Dette forresten kan være Grund til ikke at benytte den, tør jeg ikke afgjøre, men beder den høie Direction om at være opmærksom paa dette Stykke" (l.c.). Trods Heibergs interesse ej antaget af direktionen (1).
Bayard & Mathons "La tante mal gardée" (PR 18.1.1842) kunne også "komme i Betragtning" på grund af "et comisk Sujet", men stykket var dog "noget anstødeligt" (l.c.). Ej antaget af direktionen. Rosiers "Manche à manche" (TV 25.5.1841) kunne Heiberg kun anbefale med forbehold; det hvilede "rigtignok ogsaa .. paa en comisk Grund, men synes mig løst og ikke uden Trivialitet i Udførelsen" (l.c.). Ej antaget af direktionen.
Chapelles "Le Sire de Baudricourt, ou le Chevalier de Malte" (TVR 11.11.1841) ville Heiberg mindst anbefale, fordi det både var "frivolt og usammenhængende" (l.c.). Ej antaget af direktionen. Resten af de tilsendte stykker var "deels store Spectakelstykker fra Porte St. Martin, fra Gaieté og fra Ambigu-comique, hvilke det næsten er overflødigt at læse, deels et Par Smaating for 2 à 3 Personer, meget local-parisiske, om hvilke sidste jeg dog skal have den Ære at give Beretning" (l.c.). Skete det, er skrivelsen gået tabt. Der var tale om følgende stykker:
Félix Arvers' "Le second mari" (TF 5.4.1841), Varin & Chapelles [sideskift][side 1124]"l'Aveugle et son bâton" (TV 11.11.1841), N. Fournier & Lurines "Caliste, ou le geôlier" (GP 30.10.1841), Langlois & Villeneuves "Un bas-bleu" (TVR 24.1.1842), T. Sauvages "Le début de Cartouche" (PSM 15.11.1841).
Endnu engang den 25. aug. 1842 og sidste gang tilstilledes Heiberg en portion stykker til bedømmelse: anonymus' "Il faut que jeunesse se passe" (LUX okt. 1855), Théaulons "Le diamant" (GD 7.5.1839), E. Souvestres "La maîtresse et la fiancée" (GD 18.5.1839), Ancelot & P. Duports "Quitte ou double" (TV 19.9.1840), Mme Ancelots "Marguerite" (TV 3.10.1840) og endelig Chapelles "Rosita, ou tenir sa promesse" (GD 15.9.1840). Det er bemærkelsesværdigt ved denne sending, at der er tale om "ældre" stykker, og at forfatterne allesammen var prøvede, habile teaterskræddere.
Med Molbechs udtræden af direktionen tilstilledes Heiberg nyhederne direkte, hvorfor det heller ikke er muligt at konstatere, hvad han herefter kunne vælge og vrage imellem.
Afkøbte stykker fra Sommerskuespillene (jf. s.1103-05): Af oversatte lystspil og komedier:
"De utrøstelige" (jf. s.1103) uden videre censurforhandlinger opført første gang for kgl. regning den 25. sept. 1842 (opført 15 gange i den behandlede periode) (2).
"Doctoren imod sin Villie" (jf. s.1103) uden videre censurforhandlinger opført første gang for kgl. regning den 3. sept. 1842 (opført 16 gange i den behandlede periode) (3).
"Suzettes Medgift" (jf. s.1104) uden videre censurforhandlinger opført første gang for kgl. regning den 1. sept. 1842 (opført ialt 3 gange) (4).
"Grev de Létorières' Proces" (jf. s.1104) ses ikke afkøbt, men rollerne blev uddelt den 29. sept. 1842 dog uden følger (PRFD).
Duveyrier, Labiche & A. Lefrancs comedie-vaudeville "Les circomstances atténuantes" (PR 26.2.1842) var blevet oversat af Overskou med henblik på anvendelse ved Sommerforestillingerne 1842, "men kom ikke frem" (HCp nr.89). Heiberg mente nok, det kunne opføres i det ordinære repertoire, "men [det] vil neppe finde nogen gunstig Modtagelse, da det Hele er altfor overfladisk og usammenhængende" (l.c. efter 15.7.1842). Molbech havde læst Heibergs bedømmelse og istemte vurderingen af stykket som værende fyldekalk, men han lagde til: "At Trangen til alle Slags Stykker til Opførelse vil være stor, maa jeg ogsaa ved denne Leilighed giøre [sideskift][side 1125]opmærksom paa; ligesom jeg mener, at der, ved den forestaaende nye Indretning, kan og maa risikeres mere, end tilforn; thi det bliver nu en vigtig Sag, saa meget muligt at beskiæftige Skuespillerne" (9.8.1842). Som interimistisk chef afgjorde Collin sagen: "Trangen maatte være stor, naar man skulde gribe til dette Stykke; rigtigst altsaa at det henlægges" (udat.). Intet videre skete.
Scribe & Ch. Duveyriers komedie "Oscar, ou le mari qui trompe sa femme" (TF 21.4.1842) mente Levetzau, teatret kunne bruge (BmD 25.7.1842). Heiberg fandt det "Ret piquant, men maaskee dog noget vel frivolt for vort Publicum" (Coll.S.nr.235 24.8.1842). Molbech var fuldt på linje med Heiberg, selv om han sin vane tro udfoldede sig mere bombastisk om stykkets uegnethed for Det kgl. Teater: "[Sujettet hørte til den] Art og Beskaffenhed .. [at det] efter vore Sædeligheds= og Anstændigheds=Følelser, ikke [ville være sømmeligt] .. at bringe [det] paa vor Scene, hvor man i øvrigt ganske nyligen har seet et mere usømmeligt opført. - Det her omhandlede er ulige mindre piquant end Madm de Belle Isle, skiøndt ikke uden flere moersomme Scener .. Stykket, som jeg .. for min Deel ikke anbefaler til Oversættelse, kunde i øvrigt hos os godt besættes, men dog tvivler jeg endog om, at dets Situation og Intrigue vilde giøre Lykke hos vort Publicum" (7.9.1842). I denne omgang gjorde Collin intet videre for Levetzaus opfindelse. Se s.1198 og s.1225.
Både Dupeuty & Bernard Lopez' comedie-vaudeville "Les chevau-légers de la reine" (TVR 31.12.1841) og Bayards "Les fées de Paris" (GD 3.12.1841) anbefalede Heiberg, fordi de havde "et romantisk Præg, der ikke er almindeligt i den nyeste dramatiske Litteratur, og som derfor ogsaa, langt fra at være Gjentagelse af det allerede bekjendte, frembyde et nyt Element" (UjBr 9.6.1842). Grunden til lovordene var: "Begge have en spansk Colorit, især det første, som maaskee er laant af et mig ubekjendt spansk Drama. Det andet har megen Lighed med to bekjendte Stykker af Calderon, hvoraf det ene er oversat paa Tydsk af Gries, under Titel: "Die Dame Kobold" [Burgth. 21.12.1841]" (l.c.). - Hvids oversættelse af "Les chevau-légers de la reine" rettede Heiberg (HCp nr.95), før Molbech fik den til censur. Det afgørende for Molbech var, at stykket næppe ville blive gouteret af publikum: "Det er en meget lang, meget uinteressant Historie om to Niécer, der forliebe sig i to Husar-Officerer .. Da dette Stykke nu, med en meget langtrukken, idelig afspringende eller afbrudt Intrigue, forener total Mangel paa dybere [sideskift][side 1126]Charakteertegning, vil det være tvivlsomt, om den gode Besætning og det gode Spil, som vil kunne blive det til Deel, vil redde det fra at yttre sin ennuyante Charakteer paa Scenen" (16.9.1842). Trods Molbechs ros af Heibergs rettelser i aug., modtog han oversættelsen, som blev "rettet og forkortet" (HCp nr.95). "Dronningens Regiment" blev oplæst den 21. okt. 1842 (l.c.), og premieren fandt sted den 18. nov. 1842. Det blev kun opført 2 gange: Heibergs spanske syge havde Molbech vurderet rigtigt (5).
Oversættelsen af Mervilles "Les deux anglais" (jf. s.1080) "var meget sletter .. end jeg troede, inden jeg havde seet Originalen" (HCp nr.78 udat. aug.1842, jf. Coll.S.235 24.8.1842). Med "mange, høist nødvendige Rettelser" afleverede Heiberg stykket i begyndelsen af okt. 1842 til udskrivning, hvilken var færdig den 31. okt. 1842 (TK 1842 4.kv.nr.191). Uvist af hvilken grund remitteredes oversættelsen den 3. juni 1845 (Kp.nr.51). Se s.1170.
Aug. Arnould & Rosiers lille comedie-vaudeville "Le dérivatif" (TV 29.12.1841) lod Collin egenhændigt antage til oversættelse ved H.P. Holst. Sufflørbog og rollehæfter var udskrevne den 21. nov. 1842 (TK 1842 4.kv.nr.362), før "Trækplasteret" sendtes til Molbechs bedømmelse. Holsts lokalisering fandt han ubehagelig, ikke blot fordi "Stænderne i Roeskilde", Corsaren, etc. remplacerede tilsvarende franske fænomener, men først og fremmest fordi stykkets situation udviklede sig i den franske original (som han ikke kendte) "ikke allene .. ind i det Tvetydige, men nær ind til det Letfærdige. Paa Dansk, eller i Danmark bliver den større franske Lethed mere massiv, af og til vel endogsaa anstødelig .. [Eksempelvis:] det saa tidt gientagne til Manden selv: at bliver han ikke Deputeret, saa bliver han, eller kan han blive ... (ie: Hanrei) [etc]" (27.11.1842). Molbech anførte sin principielle modstand mod lokaliseringer (som han selv havde holdt ude af repertoiret): "I den danske Oversættelse og den danske Localitet træder Situationen ind med en for vore Sæder og vor Tone stødende Drøihed, som for det finere Publicum neppe kan være behagelig, og undertiden gaaer over i det Upassende". Også en politisk betænkelighed nærede han: "Anbringelsen af vore Stænderforhold i et Stykke af den Art, med saa lidt af det ægte Komiske .. kan vist ei kaldes heldig" (l.c.). Ihukommende Molbechs åbning over for det Scribeske glas vand gjaldt hans indsigelser imod dette stykke vel primært lokaliseringen af det tvetydige (jf. s.1036). Collin anførte, at det var hans "Pligt, [sideskift][side 1127]som interimistisk Meddirecteur, at sørge for, at der dog kom noget nyt paa Scenen", hvilket havde været bestemmende for ham: "Hvad Skiebne det vil faae, kan ingen forudsee ell. forudsige" (29.11.1842). Der blev foretaget rettelser (KTS nr.770) (6), før premieren den 10. dec. 1842 (opført ialt 7 gange) (7).
Picard & Mazères' gamle komedie "Les trois quartiers" (jf. s.321) var ifølge Heiberg nu forældet, thi selv om det "for tyve Aar siden gjorde et Slags Lykke i Paris .. [ville det nu næppe] gjøre sin Lykke om igjen i Kjøbenhavn" (Coll.S.nr.235 17.11.1842). Molbech var enig med Heiberg om stykkets forældede karakter, men han havde i modsætning til Heiberg læst oversættelsen, der var "saa slavisk, ubehændig og udansk", at dens beskaffenhed gjorde stykket uantageligt (28.11.1842). Remitteret oversætteren den 1. dec. 1842 (Kp.nr.195). Se s.1261.
I anledning af en ny oversættelse af Bulwers "The Lady of Lyon" (jf. s.981) konstaterede Molbech: "ligesom Stykket selv, i de tidligere Oversættelser og Bearbeidelser .. dengang ikke befandtes synderligt passende for vor Scene .. saaledes maa jeg ansee det, i nærværende Oversættelse, for uantageligt" (22.12.1842 Molbechs sidste votum). Heiberg fandt "Claude og Pauline, eller Kjærlighed og Stolthed" endnu slettere end Dorphs oversættelse, hvorfor den kun fortjente at kasseres (Coll.S.nr.235 2.1.1843). Remitteret B. Lohmeyer den 10. jan. 1843 (Kp.nr.2).
Mme Ancelots komedie "Le château de ma niece" (TP 8.8.1837) havde Arnesen sendt til Levetzau i 1841. Molbech bragte først Arnesen i forslag som oversætter, siden Sille Beyer (Coll.BrS.I 20.3.1842, NkS 1453 8.6.1842 til Molbech fra Arnesen; Coll.BrS.V 16.7.1842 til Molbech fra Rindom). Beyer leverede oversættelsen til Heiberg, der om stykket "ikke havde synderlig Tro" (HCp nr.106). Da Collin efterlyste en-aktsstykker, fik Heiberg det til censur: Stykket forekom ham "hjertelig tynd, saa tynd og intetsigende, at det vel neppe kan lønne sig at anvende Skuespillernes Tid derpaa. I Oversættelsen ere ikke faa Misforstaaelser, ligesom den og i andre Henseender trænger til lidt Rettelse" (Coll.S.nr.235 10.1.1843). Collin lod det da ligge. "Tanten" remitteredes den 18. sept. 1849. Duvert & L. Boyers comedie-vaudeville "l'Omelette fantastique" (PR 22.8.1842) omtalte Levetzau for Collin, der lovede at sende det (til Heiberg?) (BmD 8.1.1843). Den 15. jan. 1843 erklærede Levetzau, at når "nogle vel stærke Plaisanterier blive forandret, og [sideskift][side 1128]Phister spiller Rollen af Cobillan, saa troer jeg at Omeletten nok vil smage vort Publikum" (BmD). Men intet blev gjort af hverken Collin eller Heiberg.
Den 5. jan. 1843 meddelte Adler Collin, at Ancelot & P. Duports "Dieu vous bénisse" (PR 14.2.1839) "fornyelig [var blevet] opført hos Landgrev Wilhelm [8] og seet af den Kongl. Familie og la société de chante volée uden Anstød, en Prindsesse spillede endog Agathes Rolle. Vi behøve vel altsaa heller ikke at tage Anstød af den Letfærdighed der gaaer igjennem dette Stykke" (Coll.BrS.XXIa). "Mais avant tout, ménageons notre chef! .. Han kjender dette fra hin Fporestilling. Spørg ham derfor imorgen og lad os saa strax sætte det i Arbeide" (l.c.). Prof. Abrahams' oversættelse fandt Heiberg kun "taalelig" (HCp nr.107), til Collin skrev han "meget antagelig" (Coll.S.nr.235 17.1.1843), idet han fortsatte: "Forresten har jeg en stærk Anelse om, at dette Stykke bliver udpebet. Thi hvorledes kunne danske Tilskuere sætte sig ind i den Tanke, at en Pige giver Slip paa den Mand, hun elsker, blot fordi han kommer til at nyse?" (l.c.). Adler behandlede dette vigtige emne: "Naar vedkommende Skuespiller nyser godt, kan han gjerne nyse ligesaa ofte som Stykket foreskriver, det giør virkelig hans Situation yderst latterlig, og det er det Agathe tilsigter" (Coll.BrS.XXIa 5.1.1843). Forskellen mellem Heiberg og Adler er karakteristisk: Heiberg tænkte for publikum, ikke som Adler der skulle overbevise sig selv. Sufflørbog og rollehæfter blev udskrevet den 3. marts 1843 (TK 1843 1.kv.nr.465), "Oplæst 13 Marts, strax med fordeelte Roller" (HCp nr.107), men stykket kom ikke frem i indeværende sæson, "Gud velsigne Dem" havde premiere den 17. sept. 1843 (opført ialt 6 gange) (9).
A. Bourgeois & Dumanoirs komedie "La savonette impériale, ou le mari par ordre" (PR 23.11.1835)., i Abrahams' oversættelse "Napoleons Befaling", kunne ifølge Heiberg "maaskee være et ret brugbart Stykke. Oversættelsen er langt bedre, end de, hvormed vi sædvanlig regaleres" (Coll.S.nr.235 2.2.1843). "Oplæst den 15 Februar, strax med fordeelte Roller, for Hurtighedens Skyld" (HCp nr.109). Premieren fandt sted den 25. febr. 1843 (opført ialt 12 gange) (10).
Bulwers "Money" (jf. s.1073) tog Heiberg i en ny oversættelse imod den 29. marts 1843: "[Den] er langt bedre, uagtet jeg paa Grund af min Svaghed i det Engelske, vel ikke i Detail tør bedømme den. En betydelig Misforstaaelse har jeg ikke desmindre bemærket .. [sideskift][side 1129]Stykket .. er .. vel noget vidtløftigt, og Tegningen lidt vel meget grov, men det er dog ingenlunde uden Fortjeneste og theatralsk Virkning. Det overgaar langt .. "Pigen fra Lyon" [jf. s.981] .. Ligeledes staar dette Stykke meget over Gutzkows .. "Schule der Reichen" [jf. s.1078] .. Dette Bulwerske Stykke tager jeg mig følgelig den Frihed at anbefale til Opførelse" (Coll.S.nr.235 6.4.1843). Heiberg benyttede Molbechs metode: at forkaste de skrappeste sager og i stedet antage/anbefale de lidt mindre indecente stykker med samme indhold. Eneste yderligere oplysning i arkivmaterialet: "Siden afleveret indsenderindens [Sophie Ness'] Commissionair [Fritz Jürgensen]" (Cp, udat.) (jf. Coll.BrS. XXIII Fritz Jürgensen 28.3.1843).
Fire stykker anbefalede Heiberg til enten oversættelse eller antagelse, men direktionen reagerede ikke. De to spansk-imiterende stykker fik ligefrem lovord med på vejen, men kun det ene blev oversat (dårligt): Molbech (og publikum) syntes ikke om det. Molbech og Heiberg var derimod enige om at afvise det af Levetzau foreslåede "Oscar" på grund af dets letfærdighed, ligesom den fantastiske omelet ikke engang blev oversat af samme årsag. Collins egenmægtighed afslører også i denne afdeling ved hans opgave til modedigteren Holst. Molbech var aldeles ikke tilfreds med lokaliseringen, men publikum tog det med. Ancelots komedie havde Molbech arbejdet en hel del for at få frem, men den forekom Heiberg hjertelig tynd. Endnu et arbejde af Sille Beyer blev henliggende. - Hofforestillingen af "Dieu vous benisse" gjorde letfærdighederne til skamme; og Heibergs advarsel om pibning gjorde publikum til skamme. Molbech og Heiberg lå ikke langt fra hinanden på denne tid, når det gjaldt teatrets udvortes moralitet. - Netop fordi antagelsen som oftest var aftalt inden censorerne kom i arbejde, er denne sæson så meget des vigtigere, thi spørgsmålet er da hvor meget 'teaterdirektionen forhandlede privat i Amaliegade. - Udviklingen i løbet af denne sæson er tydelig nok: flere nyheder (helst mindre, og mindre bekostelige stykker); hørtes piber i teatret måtte man finde sig deri, men et bestemt repertoire førte denne politik unægtelig ikke frem til. Adler fungerede overhovedet ikke som censor vedrørende disse stykker: kun hofreporteren viste sig på teatret: Dieu vous benisse! M. le secretair.
[sideskift][side 1130]
Henrik Rung var kommissionær for den norske forfatter til operaer. "De Fredløse". Molbech fandt, at stykket havde "mere Liighed med et Skuespil, hvori der skal synges, end med noget slags musicalsk dramatisk Composition" (26.9.1842). Heiberg fandt det aldeles ubrugeligt (Coll.S.nr.235 6.10.1842). Remitteret den 8. okt. 1842 (Kp.nr.176).
Heiberg bearbejdede "Carmagnole, ou les francais sont des farceurs" (jf. s.1040); Løvenskjold skulle komponere den nødvendige musik. Deres samarbejde var ikke uden problemer, ikke mindst fordi helt andre kræfter også spillede ind. Collin ønskede stykket opført den 5. okt. 1842 i anledning af kongens tilbagekomst til residensstaden, men på grund af Løvenskjolds og Heibergs langsommelighed blev stykket først oplæst første gang den 28. jan 1843 (Coll.S.nr.235 27.1.1843). Premieren på "Dagen før Slaget ved Marengo" fandt sted den 9. maj 1843 (opført ialt 7 gange) (1).
Siegfried Salomon understøttedes via Fonden ad usus publicos ved allerhøjestes vilje (siden 1839). Den 16. sept. 1842 meddelte han fra Dresden Levetzau, at kongen på dette tidspunkt ville bevilge ham endnu en ekstension af rejsestipendiet, for at han kunne fuldende kompositionen af musikken til sin første opera "Tordenskiold". Salomon bad Levetzau "gütigst eine möglichst=treue Übersetzung der beigehenden Textes in dänischer Sprache besorgen lassen zu wollen" (UjBr). Collin var rent ud "imod Stykkets Antagelse" (HCp nr.98. Collins skrivelse af 16.10.1842 tabt). Heiberg var "Angaaende den heroisk-comiske Opera, hvori det Heroiske er temmelig comisk, fuldkommen af samme Mening som" Collin (Coll.S.nr.235 22.10.1842). Collin bogførte resultatet i censurprotokollen (udat.), men det var imidlertid i denne sammenhæng aldeles ligegyldigt, thi for dette værk arbejdede stærkere kræfter. På vej hjem til København skrev Siegfr. Salomon fra Hamburg: "Ew. Excellence äusserten damals, nachdem ich Ihnen den Operntext eingesandt hatte von Dresden aus, dass einige Stellen im Texte geändert verden müssten, und wage ich deshalb die ganz ergebene Bitte an Sie, gnädigst anordnen zu wollen, dass ich so bald als möglich erfahren könnte, worin diese Änderungen bestehen müssen? Da ich die Composition des ganzen Werkes bereits wollendet habe .. so wären mir Änderungen in dem musikalischen Texte, wenn sie nicht unumgänzlich nothwendig wären, sehr unlieb" (UjBr 14.3.1845). Tydeligvis mangler flere aktstykker til behandlingen af dette stykke, [sideskift][side 1131]men den 17. maj 1843 opsøgte Hertz Heiberg for at diskutere Lysere tekst (NkS 3179). Ved denne lejlighed kan Hertz gerne have nægtet at omarbejde stykket, hvorpå Salomon atter henvendte sig til Levetzau. I hvert fald tilskrev Levetzau Hertz den 15. aug. 1843 fra Föhr: "Om Musikens Værd kan jeg naturligviis ikke have nogen Mening, men efter hvad jeg har erfaret af denne unge talentfulde Componist nærer jeg de bedste Forhaabninger. Deres Majestæter Kongen og Dronningen interessere Sig begge meget for den unge Mand og have anbefalet mig ham paa det bedste. Jeg beder Dem derfor om paany at tage under Overveielse om Texten, hvorover De har fri Dispositionsret ikke skulde kunde forandres saa meget at Stykket i dramatisk Henseende kunde egne sig til Opførelse og tillader mig kun at bemærke, at De ved at paatage Dem dette vistnok ikke behagelige Arbeide, vil imødekomme saavel mit som Deres Majestæters Ønske, hvilket vistnok vil blive allernaadigst paaskjønnet og anerkjendt" (Overhofmarskallatet. Hofteatrets Korrespondanceprotokol; ÷ KB). Straks opsøgte Hertz Collin, hvorpå han den 19. aug. 1843 svarede Levetzau (tabt); den 5. sept. 1843 mødte Rindom op hos Hertz "fra Levetzau ang. Tordenskj[old] - lidt af Sylphiden" (NkS 3179). Modvilligt lod Hertz sig altså presse til arbejdet. Se s.1173.
Først i slutningen af 1842 blev Rung færdig med kompositionen til "En Bolero" (jf. s.1083). Efter den 26. nov. 1842 uddeltes roller (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 18. marts 1843 (opført ialt 5 gange) (2).
Forcensuren tog sig af nulliteten fra Norge, mens den var suspenderet ved det næste stykke, da konsulenten var identisk med bearbejderen. Forcensuren udtalte sig om det tredje stykke, men blev suspenderet af majestæterne. Hvad det sidste stykke angik, drejede det sig om komponistens arbejdstempo. Kontroverserne mellem direktion og publikum i anledning af nogle af disse stykker er interessant derved, at Heiberg forsvarede teatrets dispositioner, idet han åbenbart identificerede sig med direktionen.
[sideskift][side 1132]
Partitur og tekstbog til Rossinis opera "Guillaume Tell" (jf. s.425) havde ligget i musikarkivet i 12 år, før teatret tog fat på indstuderingen. Georg Siesby havde forsøgt sig med en oversættelse (TK 1842 2.kv.nr.493) men først med Overskous oversættelse lykkedes det at omsætte teksten. Glæsers ansættelse som kapelmester betød realiseringen af dette projekt. Premieren fandt sted den 4. sept. 1842 (opført 12 gange i første sæson; ialt 22 gange i den behandlede periode) (1).
Glæsers næste programpunkt var opsætningen af Meyerbeers "Les Hu-guenots" (jf. s.881), hvilket skulle vise sig at blive langt vanskeligere at realisere. Den 8. sept. 1842 leverede Lose "Partitur [,] fuldstænd[igt] Claveerudtog med Textbogen" formedelst 120 Rbd. (TK 1843 1.kv.nr.225). Allerede i jan. 1843 ønskede Glæser at gøre forsøg på at få operaen frem i indeværende sæson, men han havde fuldstændig fejlvurderet teatrets økonomiske ressourcer. Økonomiinspektør Lassen beregnede en opsætning til at koste 7000 Rbd. Se s.1185.
Lortzings opera "Czaar und Zimmermann, oder Die zwei Peter" med libretto af Lortzing selv, på grundlag af Boirie, Merle & Duveyriers mélodrame-comedie "Le bourgmestre de Sardan, ou les deux Pierre" (PSM 2.6.1818) (Leipzig Stadttheater 22.12.1837) opførtes for første gang i København den 12. aug. 1841 på Pettolettis teater. Heibergs private og officielle vota adskilte sig væsentligt fra hinanden på visse punkter. Heiberg undså sig ikke for at skrive indledningsvis: "Stykket .. er selv den første Stavelse af Componistens Navn. Det er den velbekjendte Opera-Flauhed, denne vrængende Munterhed, der ligner Flugten af en Flue, som man har klippet den ene Vinge af" (HCp nr.91). Til Collin skrev han (overensstemmende med resten af vurderingen i HCp): "[Stykket] .. er ikke flauere end som mange andre Syngespil-Texter. Det maa derfor vel komme an paa Musikens Beskaffenhed, om Stykket skal antages" (Coll.S.nr.235 24.8.1842). Heiberg fik kun tilstillet en oversættelse af den prosaiske dialog, hvilken han fandt brugbar. Collin lod tilskrive censurprotokollen: "Antagelsen beroer paa om Capelmester Glaeser bestemmer sig for dets Opførelse" (udat.). Glæser havde andre planer, se s.1266.
Det næste arbejde Glæser tog fat på var Aubers opera "Den Stumme i portici" (jf. s.372), hvor Heiberg anmodedes om at oversætte recitativerne; han bad sig fritaget på grund af andet arbejde, men [sideskift][side 1133]foreslog Hvid til arbejdet. Overskou udførte imidlertid også dette oversættelsesarbejde, og operaen blev givet i sin europæiske version første gang den 20. okt. 1842 (opført i denne form 12 gange i den behandlede periode).
Meyerbeers opera "Robert af Normandiet" (jf. s.528) blev også omarbejdet af Overskou. Partier blev udskrevet den 30. okt. 1842. Repremieren fandt sted den 9. dec. 1842 (opført i denne ændrede form 8 gange i den behandlede periode).
Partituret til Rossinis opera "Le comte Ory" (jf. s.426) med libretto af Scribe & Delestre-Poirson blev leveret i dec. 1842 (TK 1843 1.kv.nr.225) men trods Overskous oversættelse året efter varede det flere år, før teatret (Glæser) foretog sig mere. Se s.1323.
Adams syngestykke "Le roi d'Yvetot" med tekst af Leuven & L. Lhérie (OC 13.10.1842) blev hurtigt kendt i Danmark. Allerede den 9. jan. 1843 havde Levetzau "læst det; jeg antager, at med smuk Musik og godt spilt vil det nok moere en kort Tid, men heller ikke mere" (BmD adr. Collin). Heiberg fandt det "(paa den lidet heldige Opløsning nær) ret piquant og underholdende. Rimeligviis er Adams Musik dertil meget let og populær; idetmindste synes det at være betinget ved Textens musikalske Indretning" (NkS 235 10.1.1843). Heiberg mente, der ville være færre vanskeligheder med besætningen af dette syngestykke end mange andre (l.c.). Syngestykket blev "antaget til Oversættelse - ved Hr H.P. Holst", skrev Collin i censurprotokollen (udat.), men det blev aldrig opført.
Til Aubers syngestykke "Les diamants de la couronne" (jf. s.1084) fremsendte Glæser den 26. dec. 1842 et forslag til rollebesætning (UjBr). Premieren på "Kronjuvelerne" fandt sted den 17. febr. 1843 (opført ialt 6 gange) (2).
Glæser bestilte også en ny oversættelse af Mozarts "Figaros Bryllup", hvilken Abrahams leverede. I marts 1843 blev syngepartierne udskrevet, men først den 7. jan. 1844 opførtes operaen første gang i sin nye skikkelse (opført 8 gange i sæsonen; ialt 13 gange i den nye oversættelse i den behandlede periode).
Den 10. april 1843 afkøbte Glæser den på Hofteatret optrædende ambitiøse tenor Gabr. Bozzi partitur, klaverudtog og orkesterstemmer til Rossinis "Moses" for 150 Rbd.(TK 1843 2.kv.nr.55). Se s.1185.
Ifølge ovenstående arbejdede Glæser i sin første sæson med ikke [sideskift][side 1134]mindre end ni store projekter, når det gjaldt udenlandske operaer eller syngestykker. Det lykkedes ham at producere 2 nyheder og 2 nyopsætninger, hvor sidstnævnte blev givet med recitativer i overensstemmelse med gængs midteuropæisk tradition. - Teatercensuren blev direkte elimineret; Heiberg kunne høres men havde ingen indflydelse på repertoiret. - Situationen i denne sæson modsvares fuldstændig af perioden, hvor Kirstein dirigerede teatrets udenlandske operarepertoire. Den i denne sammenhæng ikke uvæsentlige forskel er imidlertid, at Kirstein havde sæde i direktionen, i Glæser-perioden var direktionen i musikfolkenes vold. Repertoirets indhold, set i forhold til den italienske Hoftrups (Schepelern 180-82) viser klart, at Glæser var ansat til at producere rossiniader samt franske syngestykker: egentlig italiensk moderne oreramusik var forbeholdt kongens operateater på Christiansborg Slot.
[sideskift][side 1135]
Andersens vaudeville "Fuglen i Pæretræet" (jf. s.1104) optoges i teatrets repertoire uden videre censurforhandlinger. Roller uddeltes den 23. aug. 1842 (PRFD), hvorpå repremieren fandt sted den 23. okt. 1842 (opført ialt 4 gange for teatrets regning) (1).
"En Comedie i det Grønne" (jf. s.1045) skrev Andersen om (BJC III 101), hvorpå Liebe indførte ændringerne i rollehæfterne (TK 1842 4.kv.nr.530), hvorpå rollerne uddeltes den 16. dec. 1842 (PRFD), men stykket gik ikke på grund af Phisters manglende interesse (BJC I 196, 199, 211). Heller ikke i den følgende sæson, men da på grund af komponisten Helsteds sløseri (BEC I 346, BJC I 230). Tredje og sidste forestilling fandt først sted den 14. febr. 1847 (2).
Hvor stor indflydelse Heiberg havde, afspejles af det følgende stykkes behandling. I efteråret 1842 havde Hertz skrevet skuespillet "Theatrets Datter" (3), som han den 2. dec. 1842 bad Heiberg gennemlæse og meddele ham "uden Forbeholdenhed og uden venskabelige Hensyn [sit] .. Videtur. Ere der Enkeltheder i Dialogen at bemærke, saa geneer Dem ikke for at indstrege dem i Texten" (Borup nr.513). Heiberg fandt det imidlertid ikke brugeligt for teatret, hvorfor Hertz ikke indsendte det anonymt via Collin, således som han havde forestillet sig (jf. Borup V 157) (4).
Sneedorff-Birchs vaudevillemonolog "Kiærlighed uden Støvler" fandt Heiberg "I høi Grad plat, trivielt og kjedsommeligt" (Coll.S.nr.235 9.3.1843). Blev biskopsønnens produkt læst af de øvrige direktører, siden det først remitteredes den 4. okt. 1843 (Kp.87)?
Arnesens forliste vaudeville "Et Reise-Eventyr" (jf. s.840) kom uden skriftlig censurering på scenen i 1843. Den 11. marts 1843 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå den stærkt forandrede vaudeville havde premiere den 22. april 1843 (opført 39 gange i den behandlede periode) (5).
Anonymus' vaudeville "Den unge Diplomat" var "i alle Henseender under al Critik" (Coll.S.nr.235 24.5.1843). Remitteret forfatteren den 8. juni 1843 (Kp.nr.59).
Hertz' af Heiberg kasserede vaudeville påkalder sig speciel interesse, fordi Heiberg forholdt direktionen en læsning af stykket, thi hans afgørelser var trods alt ikke inappelable. Måske Collin trods alt havde set en chance for at bringe en spændende nyhed på repertoiret? Med Arnesens gamle vaudeville viste Collin [sideskift][side 1136]netop, at han var i stand til - måske assisteret af skuespillere - at finde stykker frem, der vandt publikums yndest. Behandlingen af Andersens to stykker forekommer ikke at være påfaldende på nogen måde, selv om Andersen følte sig trængt af publikum.
[sideskift][side 1137]
Et. Arago & E. Guinots comedie-vaudeville "Les mémoires du diable" (TV 2.3.1842) forekom Heiberg "at være reent Børneværk, uden al Plan, Sandsynlighed og Interesse" (Coll.S.nr.235 24.8.1842). Molbech fandt, at det var "en meget lang, meget forviklet, meget udramatisk, dialogiseret Criminal=Historie .. som der allerede skal endeel Mod og Overvindelse til at læse igjennem; endnu mere maatte der til at see den til Ende paa Theatret" (3.9.1842). Remitteret oversætteren den 10. sept. 1842 (Kp.nr.169). Se s.1228.
Arnesens bearbejdelse "Adolph og Henriette", efter Bayard & Dumanoirs vaudeville "Indiana et Charlemagne" (PR 26.2.1840) gav Heiberg anledning til følgende ræsonnement: "[Stykket] hører .. til de Stykker, ved hvilke der bør indrømmes de vedkommende Skuespillere en vis Indflydelse paa at bestemme Censuren" (Coll.S.nr.235 24.8.1842); desværre anførte han ikke årsagen til sin opfattelse af skuespillernes medindflydelse. Molbech var ganske anderledes lidet liberal: "Dette dramatiske Product, i hvis Indhold, Tone og Dialog man synes alt for vel at spore den stærke Influents af Figaro-Livets Athmosphære og af "Portefeuillens" og dens Intelligents=Blades Smag .. kan jeg saameget mindre give min Stemme til Antagelse, som det ikke allene smage efter Lapseriets Raahed og Ubetydelighed, men har nogen Tinctur af Dandseboden og dens Tone" (5.9.1842). Collin anførte ingen resolution i censurprotokollen, men på Heibergs brev skrev han "gemmes" (udat.). Se s.1198.
P. de Kock & Varins vaudeville "Les jeux innocents" (PR 20.4.1842), med den danske titel "Pantelegen", fandt Heiberg "Altfor local parisisk, og tillige meget cras og umiddelbar og af gemeen Smag .. Ubrugelig" (HCp nr.104, skrivelsen til Collin af 3. dec. 1842 er gået tabt).
Arnesens lokaliserede version af den franske vaudeville afholdt i første omgang Collin fra at gøre mere ved. Resten var enten for langt eller for lokalt. Ingen af disse stykker gav anledning til kontroverser, men Molbechs votum over Arnesens bearbejdelse er vigtigt, fordi han viste hvem han anså for sine fjender.
[sideskift][side 1138]
Den 1. juni 1842 meddelte Bournonville direktionen, at følgende balletter kunne bære sæsonens repertoire: "Toreadoren" (forudsat Jfr. Nielsens Hjemkomst"), "Waldemar" ("restaureret"), "Sylphiden", "Napoli" (den blå grotte restaureret) og endelig "Erik Menveds Barndom" (jf. s.1047), "som jeg haaber at levere færdig i Slutningen af October" (I.B.nr.114). Fröhlich anførte medio aug. 1842, at musikken til balletten snart var komponeret færdig (UjBr 10.8.1842 adr. Levetzau), men først den 12. jan. 1843 fandt premieren sted (opført 15 gange i sæsonen og dermed ikke oftere) (1).
Repertoiret omfattede 50 balletforestillinger, og kun genoptagelsen af "Valdemar" lod sig ikke sætte igennem, mens "Faust" og "Søvngængersken" også blev genoptaget. "Polka Militaire" med Lumbyes musik opførtes første gang den 1. nov. 1842.
I juli og aug. 1842 syslede Bournonville og Fröhlich med et engagement af koncertmesteren, som i stedet skulle "arrangere og instrumentere Alt hvad der ved Theatret maatte forefalde" samt "hvert Aar at levere Musik til En større eller mindre af mine Balletter" (UjBr Bournonville 15.7.1842, Fröhlich 10.8.1842). Det gik ikke, thi Fröhlich blev pensioneret, omend det først skete i 1844 (jf. Thrane Fra Hofviolonernes Tid. Kbh.1908 377).
Som teaterdirektionen i 1842 havde indstillet Bournonville til en gratifikation for kompositionen af "Napoli" (jf. s.1087) således indstillede man ham den 24. maj 1843 til en gratifikation i anledning af hans komposition af "Erik Menveds Barndom" (Orig.Kgl.Res.nr.8). Approberet den 31. maj 1843 (l.c.). Bournonville anmodede imidlertid den 24. maj 1843 om "et skrivtligt Regulativ i tre eller fire Classer, efter Compositionernes Størrelse og Vigtighed, samt at de Fordeele der skjænkes andre Forfattere ved den 25de eller 50de Forestilling af deres Stykker, i passende Forhold ogsaa maatte tilflyde mig" (I.B.nr.92), men derom ville direktionen ikke forhandle (jf. s.1090). Se s.1238.
Den 11. febr. 1843 tilskrev Bournonville Levetzau, at han var blevet inviteret til Hamborg for der med eliten at opføre "Napoli" og "Toreadoren". Han bad om tilladelse til at medbringe de nødvendige musikalier samt at være fraværende i perioden 15. juni - 6. aug. 1843 (I.B.nr.30). Levetzau mente ikke der var noget "i Vejen for at give ham og de øvrige Medlemmer af Balletten den ansøgte Tilladelse", hvorfor han bad Collin, hvis denne og Adler var enige med ham, udfærdige en "Tilladelse paa Direktionens Vegne" (l.c. 13.2.1843; [sideskift][side 1139]jf. NkS 3258 A 13.2.1843 adr. Bournonville), så at Bournonville kunne nå at svare inden den 16. febr. 1843 (jf. Kp.nr.9 14.2.1843). Fra Hamborg skrev han både Levetzau og Collin til om udfaldet af forestillingerne (2). Den 31. juli 1843 skrev han til Collin, at han ønskede at give en forestilling i Schleswig og Flensborg assisteret af Seest (UjBr), men disse forestillinger blev imidlertid ikke til noget. Bournonville benyttede dog sit besvær dermed til at søge udvirket otte dages tjenestefrihed i sept. 1843 (UjBr 19.8.1843, hvilket Collin nægtede: "Alle puste over Varmen, og grue ved at skulle spille først i Sept., og dog skal der spilles, og, saavidt muligt, gives noget, som man maa antage at Folk har Lyst at see. De bedste Kræfter maae altsaa ikke gierne savnes, og paa bestemte Dispensationer tør jeg ikke indlade mig. Til Søndag d. 3die er foreløbig sat Toreadoren, thi nu, vi have at kæmpe med Varmen og Tivoli (der var i Gaar 12.000 Mennesker) giælder det at faae godt Huus, som Theaterkassen desuden høilig trænger til, og Toreadoren kan vist nu gaae uden Forberedelse! .. Ved de nuværende mange hurtige Kommunicationsmidler vil De let kunne komme fra og til Fredensborg og saaledes baade pleie Tienesten og Dem selv" (NkS 3258 A 21.8.1843).
[sideskift][side 1140]
Mad. Fink=Lohrs koncerter var det mest dominerende indslag, når det gjaldt særarrangementer (1). Også Spindler, Breiting og violinisten Ernst fik lejlighed til at give gæstespil og koncerter. Oehlenschläger leverede "Ryges Minde", hvorefter "Tordenskjold" opførtes den 11. sept. 1842 (jf. s.1089).
I forbindelse med opførelsen af Borgaards "Undine" (jf. s.1015) den 18. sept. 1842 ses ikke afsunget nogen geburtsdagssang.
Heiberg leverede sangen til kongens tilbagekomst den 2. okt. 1842 til København, som blev fejret den 12. okt. 1842 med opførelsen af "Vilhelm Tell" (Poet.Skr.Bd.IX 295f).
Efter restaureringen af Hofteatret (jf. Schepelern s.165ff) fejredes dette med en festforestilling den 1. nov. 1842, hvor Heibergs Prolog (Poet.Skr.Bd.IX 248) (2) blev fremsagt af fru Heiberg; "Erasmus Montanus" (jf. s.14) blev derpå opført.
Teatret var lukket i perioden den 16.-21. jan. 1843 på grund af prinsesse Louise Augustas død (3).
Til sørgefesten for Weyse (død 8.10.1842) præsterede Heiberg en prolog fremsagt af fru Heiberg (Poet.Skr.Bd.IX 179), før "Macbeth" med Weyses musik gik over scenen den 5. marts 1843. Allerede siden nov. 1842 havde Heiberg arbejdet med stykket. I 1835-versionen (jf. s.686) havde man ifølge Heiberg på "en vilkaarlig Maade udslettet Meget, som .. bør forblive staaende. Bisse Restitutioner af det Oprindelige og nogle andre Smaaforandringer i Texten" ville han dog ikke foretage, førend han modtog direktionens approbation på hele hans forslag stykket angående (Coll.S.nr.235 14.11.1842). Liebe indførte de foretagne rettelser (TK 1843 1.kv.nr.220 og 375) (4).
Dahlquists to forestillinger indeholdt scener af "Wallensteins Død", "Hamlet", "Røverne", "Don Carlos", "Brøden" og "Kong Birger og hans Æt"; tillige fremsagde han Tegners "Svea".
Henriette Nissen (Dahlgren 582) anbefalede Bournonville til Levetzau (Overhofmarskallatet A.II.J.11-15 Hamborg 30.6.1843). Hun gav to koncerter på Hofteatret i juli 1843, hvor hun bl.a. fremførte arie af "Puritanerne", sammen med Schram gav duet af "Barberen i Sevilla", arie af "La sonnambula" og canzonetta af Geraldys "La festa". Med Lumbyes orkester gav hun den 10. juli 1843 bl.a. arier af "Semiramide" og "Ezio" og "Tyrolienne", mens Lumbyes "Tarantella" opførtes for første gang.
[sideskift][side 1141]
Repriserne er domineret af nationale dramatikere: æren herfor er
uden tvivl Collins. Af originale skuespil uddeltes følgende:
(1) Oehlenschlägers "Aladdin" (jf.
s.917) genoptoges den 30.10.1842 (sidste 3 opførelser).
(2) Hertz' "Amors Genistreger" (jf. s.356) genoptoges den 30.3.1843 (opført endnu 13 gange i den behandlede periode) (1).
(3) Arnesen & Overskous "Capriciosa" (jf. s.784), sidst opført den 2.12.1839, genoptoges den 9.10.1842 (opført endnu 22 gange i den behandlede periode).
(4) Oehlenschlägers "Correggio" (jf. s.1001) genoptoges den 13.1.1843 (sidste 3 opførelser i den behandlede periode) (2).
(5) Hertz' "Debatten i Politivennen" (jf. s.759) genoptoges den 30.1.1843 (opført endnu 22 gange i den behandlede periode).
(6) Rollerne til Oehlenschlägers "Erik og Abel" (jf. s.685) uddeltes på ny den 27.2.1843, men stykket kom først frem i næste sæson den 31.10.1843 (opført endnu 9 gange i den behandlede periode).
(7) Holbergs "Jean de France" (jf. s.837) genoptoges den 5.11.1842 (opført endnu 10 gange i den behandlede periode).
(8) Beyers "Ingolf og Valgerd" (jf. s.1013) genoptoges den 13.12.1842 (sidste opførelse).
(9) Gyllembourgs "Sproglæreren" (jf. s.446) uddeltes på ny den 10.1.1843, men stykket opførtes ikke oftere.
(10) Holbergs "Den Stundesløse" (jf. s.614) genoptoges den 4.4.1843 (opført endnu 26 gange i den behandlede periode) (3).
(11) Hertz" "Valdemar Atterdag" (jf. s.845) uddeltes på ny den 19.10.1842, men stykket opførtes ikke oftere.
Ikke blot dominerede det nationale skuespil, men også variationen er bemærkelsesværdig: fra Oehlenschlägers tragedier over Hertz' lystspil til Overskous folkekomedie - garneret med Holberg-komedier.
Weyse og Andersens syngestykke "Festen paa Kenilworth" (jf. s.520) var teatrets eneste forsøg på at genoptage en original opera. Roller uddeltes den 11.10.1842, men stykket opførtes ikke oftere.
Følgende oversatte skuespil blev uddelt på ny i denne
sæson:
(1) Scribes "Kammeraterne" (jf. s.935)
uddeltes på ny den 13.9.1842, men først i næste
sæson blev stykket genoptaget den 18.12.1843 (opført endnu
11 gange i den behandlede periode). Se s.1406.
(2) Kotzebues komedie "Den lige Vei er den bedste", opført 1. gang den 20.2.1819, sidst givet den 13.12.1831, genoptoges den 3.2.1843 (sidste 2 opførelser).
[sideskift][side 1142](3) Shakespeares "Macbeth" (jf. s.686) uddeltes på ny den 28.12.1842 og blev givet til sørgefesten for Weyse den 5.3.1843 (jf. s.1140) (opført endnu 8 gange i den behandlede periode).(4) Merle m.fl. "Rekruten" (jf. s.681), sidst givet den 5.4.1837, genoptoges den 12.11.1842 (opført endnu 14 gange i den behandlede periode). Se s.1377.
Følgende oversatte syngestykker blev uddelt:
(1) Aubers "Prindsen af China" (jf. s.753),
sidst givet den 8.3.1842, uddeltes på ny den 8.5.1843, men stykket
opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(2) Donizettis "Regimentets Datter" (jf. s.1039), sidst opført den 18.11.1840, forsøgtes genoptaget i denne sæson ved de rolleforandringer, der blev foretaget den 17.12.1842, men stykket kom først frem på ny i 1845. Se s.1278.
[sideskift][side 1143]
Molbech var på det rene med Collins betydning for hans karriere, men havde næppe ventet også at blive befordret ud af teaterdirektionen af Collin: men ham og ingen anden var det, der gav Molbech sparket. - Collins hæderlighed skal ikke antastes i den sammenhæng, thi han gjorde kun - endnu engang - hvad andre enten ikke havde evnet eller turdet mande sig op til: Molbechs repertoirepolitik og hele understøttelsespolitik af særegne interesser - indtil 1842 særdeles krampagtig konservativ i observans - havde i flere år været upopulær. - Sekrete forhandlinger ført mellem teaterchefen og hans interimistiske substitut kendes af gode grunde ikke, men resultatet af disse gjorde Collin op den 14. dec. 1842: "De, som Hofmarskal, vedbliver at være Chef .. jeg, som første Directeur faaer den egentlige Administration .. Adler som anden Directeur vil paatage sig det specielle Tilsyn med Casse og Regnskabsvæsenet, og .. Antagelse eller Forkastelse af Stykker bliver fælleds Forpligtelse for begge Directeurer, dog at, i Tilfælde af Meningsforskiellighed, Chefen deciderer. For=Censuren bliver .. Professor Heibergs Pligt; et Arbeide, som han fortrinsviis er voxen og hvortil al videre Medhiælp er ufornøden" (DKTB). - Collin havde diskuteret og fået konfirmeret af kongen disse seks punkter i en forretningsgang, som ikke blev nedfældet ved hans udnævnelse fjorten dage senere, men som ikke desto mindre blev gældende for den resterende del af den behandlede periode.
Teaterchefen skulle så vidt mulig holdes helt uden for teatrets anliggender, kun forestillingsretten og decision ved censursager blev hans ressort. Adler skulle føre tilsynet med kassebøgerne og antage/forkaste stykker; resten skulle Collin og Heiberg tage sig af: den egentlige teaterbestyrelse. Hvad de allerede i 1831 havde fablet om, blev langt om længe til virkelighed. Collins motiv til at træde ind i aktiv, lønnet teaterbestyrelsesarbejde røber kildematerialet ikke. Arbejdssted (finansstyrelsen) og omgangskreds (kunstnere) forklarer meget, men vel ikke den afgørende sidste udfordring: var der blevet kaldt på ham i oppositionspressen, gjorde det vel ikke udslaget, uden at kongen lagde pres på ham, for at også han skulle dæmme op for presset mod oppositionen. Collins achilleshæl fra 1820rne fulgte med, idet han kunne administrere og jævne konflikter, men et program for teatret havde han ikke, ønskede det måske ikke. Hvad der tilbød sig, måtte man tage stilling til, men egentlige fastlagte, principielle standpunkter vedrørende [sideskift][side 1144]repertoiret besad han ikke i 1842. Det blev på engang hans styrke og svaghed. Rahbek havde favoritter og ideosynkrasier, ikke Collin. Begge kunne fabrikere forlig, Collin næsten altid med en indrømmelse til sit oprindelige udgangspunkt: derfor fremstår Collin som en vinder under den synkende enevælde; Rahbek som taberen. Da Collin havde mulighed for at fortsætte i 1849, forstod han klogeligt at holde inde, mens tid endnu var: Det blev Heibergs chance og senere fallit.
"Fædrelandet" opfordrede den 19. dec. 1842 til den siddende bestyrelses afgang, subsidiært at Levetzau fortsatte som chef, mens Collin og Heiberg overtog de af Collin selv karakteriserede embeder samt en ny økonomidirektør i stedet for Adler, "hvis Indflydelse paa Theatret saa godt som ikke har været at spore". Første juledag 1842 bragte da Adler kongens vilje til Molbechs kundskab: "A. om Kongens Ønske, at jeg traadte ud af Dir:, og derimod fremmede mine histor. Arbeider. (Man vil ud[en] Tvivl, at jeg skal vige for Collin, som A. yttrede Kongen vil ansætte. At C. ikke ønsker at have mig ved Siden, kan antages" (NkS 439). Næste dag var Molbech i audiens: "Kl 11 1/2 kaldet til Kongen, som var i høi Grad høflig og naadig .. ønskede at i[eg] vilde søge Afsked, for at det ei fik noget Udseende af Utilfredshed" (l.c.). Molbech var tydeligvis skuffet over kongens dispositioner, fordi de faldt sammen med de offentlige angreb på ham: men det hjalp hvis han fik lov til at bibeholde gagen og samtlige emoulementer (Adlers arkiv 25.12.1842) (1). Den 5. jan. 1843 opsøgte Molbech i afskedsvisit Adler (uden kommentarer), Collin ("der var meget høflig") og Levetzau, der endog indbød ham til direktionsmødet den 7. jan. 1843: Levetzau havde "altid viist mig en udmærket venlig og velvillig Artighed" (l.c.): Molbech glemte, at det var kutyme.
Adler blev i direktionen, hvilket man gerne havde set de implicerede kommentere, fordi han netop i så mange andre henseender var Christian VIIIs nærmeste politiske medarbejder.
Levetzau og Collin derimod måtte nødvendigvis opleve kompetencestridigheder, og allerede medio marts 1843 gjorde Collin det af med Levetzau. - Det begyndte med en lille uskyldig billet, hvori Collin den 12. marts 1843 lakonisk meddelte Levetzau, at prøver på "En Bolero" (jf. s.1131) var fastsat til bestemte dage i den følgende uge, så at den kunne få premiere lørdag, fordi operetten, som Collin kaldte stykket, "ikke passende kunne gives" "Søndag, [sideskift][side 1145]Mandag og Tirsdag" (BmD). Prompte svarede Levetzau, at det havde undret ham at se det ændrede repertoire "uden at være underrettet om Grunden, og endnu mindre at blive spurgt" (BmD 12.3.1843). Derpå tog Collin stokken frem: "Ved at sætte Repertoire for en følgende Uge gaaer man efter min Erfaring og Overbeviisning udfra: at ansætte det, som Theatrets bedste Kræfter, efter de bestaaende Forhold, formaae at give, og derom betimeligen at underrette alle Vedkommende ved Theatret. At dette Repertoire ligesaalidt skal være en ufravigelig Norm for Directionen, som et Løfte til Skuespilbesøgerne, ligger i Sagens Natur. Thi uagtet man, førend Repertoiret fremlægges for Directionen in pleno, erkyndiger sig om Hindringer for hiint og dette, og søger at bortrødde dem, saa kunne de dog øieblikkeligen møde aldeles uforudseeligen, f.Ex. ... At det vilde være et Misgreb at give den ny Operette første Gang paa en Søndag .. da der paa den Dag, om muligt, bør bydes noget som er kiendt og yndet .. Skal Directionen, i hvis Navn Repertoiret sættes, approbere hver Forandring deri, saa maa den holde Møde hver Dag paa Theatret; i forrige Saison vilde eet Møde dagligt ikke have været tilstrækkeligt" (BmD 12.3.1843). - Levetzaus svar formede sig som en blanding af knæfald (for de uforudselige, øjeblikkelige forandringer), en anerkendelse af Collin samt som et forsvar for egen afmægtighed: "I Anerkiendelse af Deres Talent og heldige Indflydelse paa Scenen i Almindelighed saavel, som paa Personalet, har jeg selv bedet Dem at overtage det daglige Opsyn paa og ved Theatret, som mine mange Forretninger desuden ikke tillader mig at føre; men jeg er for gammel Embedsmand og har samlet for mange Erfaringer for ikke meget godt at indsee at jeg derved overdrog Dem en stor Deel af de mig som Chef allene paahvilende Forpligtelser og Rettigheder" (BmD 13.3.1843). De øjeblikkelige forandringer overlod han gerne til Collin, men ændringer med otte dages varsel (som her var tilfældet) ønskede han sig underrettet om ved regissøren. Levetzau konkluderede: "For at undgaae for Fremtiden lignende Misforstaaelser, vil det være det Rigtigste at der bliver udarbeidet, som det skulde være skeet strax ved den nye Direktions Sammensætning, et Reglement for Fordelingen af Forretningerne, som kan forelægges Kongen til Allerhøieste Approbation" (l.c.). Collins svar på dette brev former sig dels som en rettelse vedrørende "En Bolero": det drejede sig ikke "om 8 Dage, men om Øieblikket; thi da Stykket, som ved en Feil var ansat til Søndag, [sideskift][side 1146]maatte rykkes tilbage til Løverdag, saa maatte alle Prøver derefter indrettes, og dette skulde strax bestemmes", dels var anden halvdel intet mindre end en trussel: "[Jeg] maa .. for at forebygge fremtidige Misforstaaelser, førend De giør noget Skridt, afgive en Forklaring, mundtlig ell. skriftlig, hvis D. Høivh. forresten ønsker, at vi endnu i nogen Tid skulle arbeide sammen ved Theatret" (BmD 14.3.1843). - Herefter kunne der vel ikke være tvivl os, hvem der var chef for hvem. Den 15. marts 1843 angrede eller retfærdiggjorde Levetzau sig: "Deres Høivelbaarenhed kan være overbeviist at jeg aldrig vilde giøre en Skridt hos Kongen angaaende den bevidste Sag uden at have confereret med Dem og proponeret at giøre Denne i en fælleds Indberetning; en anden Fremgangsmaade vilde stride aldeles imod mine Begreb om collegialsk Forhold. Jeg forbeholder mig derfor at overveie denne Sag nærmere med Dem" (BmD). - Levetzau havde sluttet forlig med Collin, men hans forurettelse bestemte ham dog til at lade Rindom udarbejde et reglement for teaterdirektionen, hvilket imidlertid aldrig fik retskraft (Overhofmarskallatet II.J 11-15 20.3.1843).
Ansættelsen af Franz Glæser har Carl Thrane behandlet i "Fra Hofviolonernes Tid", Kbh. 1908 374-77: Glæser påbegyndte sit arbejde pr. den 1. juli 1842 (2).
Ved talopstilling og politisk manipulation foranlediget af trykkefrihedsforordningen af 1799 påviste en anonym i "Fædrelandet" den 26. og 27. juni 1842, hvorledes lystspillet især var blevet kvalt af teatercensuren. - Heiberg følte sig trådt for nær, hvorfor han replicerede i "Intelligensblade" nr.8 og 9 (1. og 15.7.1842). Han gendrev den politiske kritik af teatercensuren med sin yndlingsaversion: publikums forvredne smag. Pressefriheden i Christian VIIIs tid var større end i Molieres eller Holbergs tidsalder, hævdede han. Om publikum var et produkt af tiden blev ikke besvaret.
Efter Weyses død den 8. okt. 1842 indgav både Løvenskjold og Gade ansøgning om at få del i Weyses honorar som hofkomponist med forpligtelse til at komponere for kirke og teater (hhv. 15.10. og 16.11.1842). Teaterdirektionen indstillede den 28. dec. 1842, at begge var "værdige til Bistand og Opmuntring, men da de Compositioner, der leveres til Theatrets Brug, honoreres efter et eget allerhøiest approberet Regulativ, finder Directionen .. ingen Anledning til at ønske nogen fast Lønning udsat for een eller flere Componister" [sideskift][side 1147](Finansdeputationen Journalsag nr.1256). Fløjtenisten Helsted søgte endogså, anbefalet af Levetzau, så sent som den 20. marts 1843, men den 9. maj 1843 forestillede Finansdeputationen, at teaterdirektionens argumentation var rigtig samt at Weyses honorar var personligt, samt endelig at "den nu her stedfindende Udvikling af den musikalske Dannelse lader sig forudsee at der atter snart fremtræde unge ligesaa begavede Musikere", hvorfor det kunne skabe præcedens at uddele midler til enten Løvenskjold, Gade eller Helsted (Finansdeputationens Forestillingsprot: Approberet den 15.5.1843. - Således var da efterhånden musikforretningerne faldet på plads: Rung var blevet Sibonis efterfølger uden dennes store indflydelse. Glæser var blevet indkaldt som kapelmester, hvor han fik en større indflydelse på repertoiret end Schall havde haft siden 1819; mens Weyses lidt bizarre indflydelse ikke fik noget efterstykke. I løbet af denne sæson faldt brikkerne på plads; og de forblev således indtil efter den behandlede periode.
[sideskift][side 1148]
Skuespillerne ses ikke at have søgt om tilladelse til at give Sommerforestillinger i denne sæson. I stedet gav et selskab under direktion af Hébert en lang række forestillinger i Juni og juli måned (1) (Overskou V 513f, 618f).
Den 29. maj 1843 fik Carstensen kongens accept til at benytte Københavns Fæstnings glacis til sit Tivoli (jf. s.1098 og Hist.Medd. om Kbh. III rk. V Bd. s.499), hvorpå "Tivoli og Vauxhall" åbnede den 15. aug. 1843.
De kongelige skuespillere foretog en lang række rejser i sommertiden. Jfr. Fjeldsted rejste med kongelig understøttelse til London og Paris, mens Faaborg sammen med Glæser drog til Tyskland og Wien - ligeså med kongelig understøttelse (Orig.Kgl.Res.nr.1 26.4.1843).
Den 30. maj 1843 drog Phister og Nielsen til Norge, mens Mad. Simonsen forsøgte sig i Tyskland.
Jfr. Augusta Nielsen og Lefebvre rejste til Tyskland den 5. juni 1843 og gav bl.a. forestillinger i Hannover og Berlin.
Rosenkilde besøgte Bergen, og Holst gav forestillinger i Jylland med det Müllerske selskab (2).
[sideskift][side 1664]
(1) Om KTS 17 eller LP Ms 640 har været anvendt som sufflørbog kan ikke afgøres. I KTS 17 har Heiberg rettet sprog ganske få steder, og udstregningerne hidrører vel fra 2. opførelse, idet stykket sluttede med aftenklokkens ringen; scenen med fiskerdrengen, koret og havmanden blev udeladt. De øvrige forkortelser blev foretaget i de lyriske partier. Andersen tilføjede et par replikker (s.52, 55). I LP Ms 640 ændredes et par afskriverfejl samt nogle regianmærkninger, mens koret i kirken (s.80) blev ændret af Andersen (?). - Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Sagnet om Agnete og Havmanden er i sin Umiddelbarhed intet dramatisk Sujet og kan vanskelig blive det, fordi der i det ikke finder nogen Udvikling gjennem Handling Sted; Alt, hvad Sagnet selv frembyder til poetisk Behandling, er Overgangen fra den ubevidste Natursympathi til den bevidste Kjærlighed til Havmanden i Agnetes Sind og derpaa hendes Samvittigheds Opvaagnen og hendes Fortvivlelse; der, skeer kun en Udvikling i Følelsen, gjennem en Række af Stemninger, derfor er det et lyrisk, men intet dramatisk Stof. Det lod sig vel behandle som Opera eller Ballet .. Imidlertid lod hans dramatiske Digt sig nok læse; thi det rigt baldyrede lyriske Teppe, der var hængt over det, skjulte mange af dets Brøst for Læseren, men paa Scenen stikke Hullerne og de nøgne Kanter frem i deres grelle Contrast til de lyriske Blomstergarneringer; der falder det fra hinanden som en Række umotiverede Momenter; der kunne de deiligste Monologer ikke erstatte Savnet af en Handling; de mest henrivende Udbrud af en inderlig Følelse ikke forsone, med den Uklarhed og Umodenhed, der allevegne viser sig. Hertil komme endnu mange forkerte og forstyrrende Enkeltheder; saaledes høre, for at nævne et Par Exempler, de idelige Beskrivelser over den omgivende Naturs Skjønhed aldeles ikke hjemme paa Scenen; hvilken Tilskuer har saadan en Puntelæders Phantasi, at han kan bare sig for at smile, naar han hvert Øieblik hører den yndige Skov og det deilige Græs nævne, men kun seer malede Couliser og et Brædegulv for sig? En ligesaa urimelig Fordring til Tilskuerne er det, naar Digteren i sidste Acts sidste Scene, midt under Havfruernes meget tydelige Chor, lader Agnete sige: "hør, hvor Havet sqvulper"; men den værste, næsten lavcomiske Episode er dog Agnetes Begravelse af Fiskeren, der aldeles maa forstyrre Indtrykket af de foregaaende smukke Scener. Naar denne Plet borttoges, naar Teppet faldt ved Agnetes Død, saa vilde sidste Act, uagtet den lider af andre Feil, dog lade sig see med nogen Interesse, men første Act er slæbende og høist kjedsommelig" (nr.1212 21.4.1843). Samme dag skrev "Dagen": "Af en saa ukonstnerisk Fremgangsmaade kan ikke opstaae andet end et Flikværk, der savner al dramatisk Natur og Colorit, hvorfor det ikke paa Scenen kan vække nogen Interesse, men maa blive kjedsommeligt .. Havde en Anden gjort dette imod Hr. Andersen, det havde maattet oprøre hans hele æsthetiske Indre, han havde havt den meest grundede Anledning til at prædike et Korstog af alle Poeter imod den Vandalisme, der med en saadan raffineret Grusomhed radbrækker sine udkaarne Offere, og nu har han selv gjort det; det er et poetisk Barnemord! .. og selv lemlæster han det paa den meest bøddelagtige Maade - hvorfor? blot for at gjøre det til noget Andet end det efter sin Undfangelse og Natur kan være, eller, hvad der er en sand Blasphemie, blot for ved at massacrere sit Aandsfoster, at faae Deel i Regulativets Naade!" (nr.108 21.4.1843). "Fædrelandet" [sideskift][side 1665]replicerede den 25.4.1843: "Det vil sige: Hr. A. har myrdet sit eget Barn for at tjene Penge derved. Vi tænke ikke saa ilde som vore Modstandere, at vi skulde troe, at Anmelderen her forsætligen har debiteret en Usandhed. Vi ville troe, at han ikke har kjendt de nærmere Omstændigheder ved dette Forsøg paa at bringe "Agnete og Havmanden" paa Scenen; thi det vilde være altfor slet, om en Mand, der vidste, hvorledes "Agnete og Havmanden" er bleven arrangeret for Scenen, vilde insinuere, at Hr. Andersen havde gjort det for at blive delagtig i det nye Regulativs rigtignok meget fristende Betaling. Det nye Regulativ udkom først i Januar Maaned dette Aar, men Hr. Andersen har indrettet det nu opførte Udtog af hans omtalte Digt ifjor Sommer for Hr. Skuespiller Holst til Brug ved dennes Sommerforestilling, hvoraf indtægten, som bekjendt, vilde have tilfaldet Hr. Holst og ikke Hr. Andersen. Af tilfældige Grunde kom det ikke til at gaae, men Gade havde componeret en Musik dertil, som Alle, der havde havt Leilighed til at lære den at kjende, vare enige i, at finde ualmindelig smuk, og det gjorde dem alle ondt, at en ung genial Componists Arbeide skulde blive aldeles ukjendt, uagtet man var temmelig vis paa, at Digtet, opført paa Scenen, ikke kunde gjøre nogen synderlig Lykke. Det maa derfor vistnok antages, at Grunden til, at det nu er blevet givet i Saisonen, nærmest har været en Retfærdigheds=Handling mod den unge Componist; thi vel vil hans, Arbeide snart forsvinde fra Scenen, men allerede nogle faa Opførelser af "Agnete og Havmanden" vilde dog være tilstrækkelige til, at i det mindste et Par Tusinde Mennesker fik Leilighed til yderligere at begrunde deres Overbevisning om, at der i Hr. Gade boer et sjeldent musikalsk Talent .. Saa meget er i alt Fald soleklart, at Hr. Andersen, ved at indrette sit Digt for Theatret, ikke kan have gjort det for "at blive delagtig i Regulativets Naade", men at han vitterligen har gjort det for at gjøre Skuespiller Holst en Tjeneste" (nr.1216)."Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 349ff).
(2) Brosbølls manuskript, Coll.S.178.10 er forsynet med egne rettelser, men ikke med censorernes. Alle rettelser - også dem med rødkridt - har haft til formål at dæmpe retorikken.
(1) NkS 2412 IV.4.1-2 viser ikke rettelser dikteret af censorerne. Sufflørbog ses ikke i arkiv (KB). - "Fædrelandet" skrev kort: "Hele Stykket hviler paa denne ene Point, men skjønt dens Interesse fordobles ved den Overraskelse, det frembringer, er det dog, uden Understøttelse af en livlig og vittig Dialog, neppe i Stand til at bære den temmelig lange Indledning, som omsider fører til den. Hovedpersonen, Madam Qvist er en vel udført, naturtro Charakter" (nr. 992 7.9.1842). "Intelligensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 295f).
(2) Sufflørbogen KTS 72 er helt uden interesse: ingen rettelser eller ændringer. - "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Det synes rimeligt, at "Brevet" er den anonyme Forfatters første dramatiske Arbeide, han mangler endnu ganske al Routine og har ikke noget klart Begreb om, hvad der tager sig ud paa Scenen. Herom vidner i Særdeleshed det aldeles forfeilede Anlæg, idet hele Stykket beroer paa Illusioner, der vel existere for en af de handlende Personer (Ludvig Møller), men ikke for Tilskuerne, idet disse allerede i Stykkets første Scene ere satte ind i Forholdene, saaledes som de virkeligen ere. Hertil kommer endnu, at det Hele faaer noget Tvungent og Usandsynligt derved, at Forfatteren maa lade sine Personer med Flid undgaae at berøre [sideskift][side 1666]de virkelige Forhold, hvilket dog var den naturligste Ting af Verden, hvorved Misforstaaelsen strax maatte være hævet, og Stykket rigtignok med det Samme ikke var blevet til, hvad der heller ingen Ulykke havde været. Med Undtagelse af et Par enkelte Scener er Dialogen i det Hele mat og blottet for Lune og Vittighed. Naar vi, uagtet vi saaledes ikke have fundet Stort at rose ved Stykket, dog finde, at den Medfart, det fik, var for haard, da er det fordi vi mene, at man under vor nuværende totale Mangel paa originale dramatiske Arbeider hellere maa dømme en begyndende Forfatter for lemfældigt, end for strengt; man bør ikke afskrække den fremadstræbende Begynder, men hellere opmuntre ham til nye Forsøg, der maaskee ville krones med større Held; thi ellers bringer man ikke blot ham, men maaskee mange Andre, maaskee mere talentfulde og begavede til Taushed. Vort Publikum er lidt ubilligt mod originale dramatiske Forfattere; man skriger bestandig paa Nyheder, men naar saa Nyhederne en sjelden Gang komme, saa blive de i Regelen strax efter den første Opførelse fordømte til evig Hvile" (nr.261 7.11.1843).
(3) Heiberg gjorde antegnelser om "den udannede Classes Udtale af en Mængde, især fremmede Ord .. En Jøe (Jøde). Coblemang (Compliment). Arredstere. Naa, No, Nær, Naar (for: Naar). Poren (Porten). Decoraction (Decoration). Melangkomisk (melancholsk), Arkort (Accord). Spartakler (Spectakler)" (Coll.BrS. 17.11.1842). Heiberg kunne gerne have bidraget til Molbechs dialektleksikon.
(4) Sufflørbogen KTS 610 indeholder enkelte sproglige rettelser af Heiberg samt af en anden hånd. Coll.S.251 er en afskrift i med rettelser af Blyant (sproglige inferiøre); dertil en rettelse med blæk s.150f: II 8 Hertugen: "Søstre! dersom det er Himlens Villie at jeg skal blive helbredet, da, Livet i den ydre Verden veed I er fuldt af mange onde Fristelser, og for at jeg ikke skal brænde reent op i Skjærsilden, beder jeg Eder, Søstre! at læse Bønner for de Synder, jeg vil begaae i Fremtiden, og at I her, som en ringe Løn for Eders store Umage, ville modtage hver en Diamants Ring af min Haand" ændredes til: "Beder for mine Synder og modtager hver en Diamants Ring af min Haand til Løn for Eders Fromhed". Religiøst set var det første vel noget sludder, udover at religiøse emner skulle behandles med varsomhed på scenen. Den udstregne replik findes ikke slettet i den af Heiberg rettede sufflørbog; de sproglige rettelser i Coll.S. 251 findes derimod ikke i sufflørbogen. - "Fædrelandet" skrev: "Det skal være et Intrigue stykke i Scribes Maneer; men det er ikke saameget et Intriguestykke som et Stykke fuldt af Intriguer, der idelig krydse og forstyrre hinanden, saa at Tilskuerne næsten maae løbe Surr i dem .. Sujettet er ikke uden Fortjeneste; Forf. har uden Tvivl et naturligt Talent til at opfinde og combinere, men han er ikke aandelig moden nok til at beherske det samlede Stof og af det at componere et dramatisk Hele .. Han formaaer kun at sammentømre Stilladset til Bygningen .. Han forstaaer med andre Ord ikke at lade Dramaet og Charaktererne udvikle sig af sig selv; han veed ikke, at Udviklingen, for at følges med stigende Interesse, behøver Enhed og Ro .. han veed Besked om Personernes Fata, men deres Charakter er ikke traadt frem for hans Blik i tydelige og bestemte Omrids .. Har Forf. ikke opnaaet sit Forbillede, Scribe, i Stykkets Composition, eller i Charaktertegningen, saa er dette endnu - mindre lykkedes ham der, hvor han øiensynlig har stræbt mest [sideskift][side 1667]derefter, i Dialogen. Vel forekommer der en og anden ret piqvant Replik, men i det Hele er Dialogen flad og flau, livløs og charakterløs; hvor den vil være vittig, bliver den plat, og hvor den skal være bidende, er den grov .. Da Teppet omsider efterkom Publicums fromme Ønske og faldt, herskede der, som man kunde vente, en Dødstaushed, der talede tydeligere end nok saa stærk en Slutningsfanfare af Piber og Trommer" (nr.1240 20.5.1843).
(5) Mad. E. Hansen udførte denne rolle. Rollerne var blevet uddelt den 6.4.1843 (PRFD).
(6) "Fædrelandet" skrev: "Det er en ligesaa godt gjennemført som velfortjent Spot over en af vore Nationalfeil, Forkjærlighed for alt Udenlandsk, eller, nærmere bestemt, over den overdrevne, affecterede Begeistring, hvormed en stor Deel af Hovedstadens Publicum har hyldet de italienske Sangere .. Versificationen er let, Dialogen er livlig og ret piqvant, skjønt den med næsten ængsteligt Maadehold afholder sig fra Allusioner til Dagens Begivenheder, som i et saadant, midt imellem disse sig bevægende, Stykke kunde falde meget naturlige; den eneste, som nogle af Tilskuerne fandt og applauderede, at Belisario har lært Dansk i Haderslev, synes at være indflydt uvilkaarlig" (nr.1237 17.5.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.Bd.7 335ff).
(7) NkS 2553 er den oprindelige version af stykket; heri er der foretaget flere og store ændringer. I sufflørbogen KTS 672 indførte Heiberg mange og store rettelser (s.102f, 152 og 180). De øvrige rettelser af Heiberg i sufflørbogen er få og af sproglig karakter. Rettelserne i NkS 2553 er så mange, at det vil kræve en specialundersøgelse.
(8) Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Da Publikum, saavel under Opførelsen som efter Teppets Fald paa en saa utvetydig Maade og saa eenstemmigt gav sin Mening om Stykket tilkjende, er der ingen Grund til at antage, at "Skinnet" oftere vil komme til at "bedrage" .. At Uveiret ikke brød løs efter 3die Akt, der, om muligt, i Flauhed og Fadhed overgaaer de andre Akter, skyldes ene Fru Heibergs ypperlige Foredrag af den lille Sang, der neppe engang er af Stykkets Forfatter selv. Under 4de og 5te Akt kunde det lydelige Mishag ikke længere holdes tilbage .. [Man har] naturligviis ogsaa her havt Travlt med at anstille Gisninger om, hvem dog den anonyme Forfatter kan være. Nogle have meent, at det nødvendigviis maa være en ung Læge, der i retfærdig Indignation over, at hans enorme Dygtighed ikke anerkjendes af Verden, har valgt denne Maade at skaffe sig Praxis paa .. thi skjøndt den unegtelig ret tilfredsstillende forklarer Stykkets Bonitet og Motivet til dets Tilbliven, lader den os dog i Uvished om, hvilke Grunde, Theaterdirectionen kan have havt til at antage det; thi det er aabenbart, at selv Directionen maa have Smag nok til at indsee, at Stykket ikke er godt - at sige - hvis den ikke selv har skrevet det. Men det er just Knuden! En Fader seer vanskeligen Feilene hos sit eget Barn, og vi kunne derfor alene forklare os Antagelsen af "Skinnet bedrager" derved, at Directionen eller en af Directeurerne (Collin have vi dog ikke mistænkt) selv er Forfatteren. Endnu ere der Enkelte, der mene, at Directionen slet ikke har kjendt til Stykket, men at "Smagsdommeren" har været alene om at antage det. I dette Tilfælde hører vor Forundring op, da denne Mand som navngiven Forfatter til "Dagen før Slaget ved Marengo" (jf. s.1130) har viist, at han ikke tager det saa nøie med Flauheder og Fadheder. I [sideskift][side 1668]den Eruption af Intelligents, der kan ventes strax efter Nytaar, vil Publikum rimeligviis blive belært om, at "Skinnet bedrager" er et Mesterstykke, ja Professoren er i Stand til, om det gjøres fornødent, at hente Beviset herfor ned fra Stjernerne" (nr.305 30.12.1843). Heiberg svarede ikke.
(1) I sufflørbogen KTS 324 er der tilført Gades sange efter udskrivningen. Overskou foretog udstregninger af sproglig karakter. Endvidere foretoges blækudstregninger af klart modererende karakter. Derudover findes der senere instruktør-/regianmærkninger. "Intelllgensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.Bd.7 282f).
(2) Udstregninger i sufflørbogen KTS 259 5. akt, s.235ff slører d'Aubignys selvødelæggende kærlighed til Gabrielle; hendes tryglen s.239 er søgt dæmpet. Øvrige ændringer er enten afskriverfejl eller korrektioner af inferiør karakter. - I to numre af "Fædrelandet" påviste en anonym ("32") hvorledes Overskou havde omkalfatret Dumas' originale tekst. Som eksempel kan anføres: "Naar man skildrer en saadan Tid [det 18. årh.], maae de fleste af de fremtrædende Personer være fordærvede, og Dyden staae midt imellem dem som en Undtagelse. Derfor har Alexander Dumas ogsaa fremstillet Marquise de Brie som Prindsen af Bourbons Frille, der har været ham utro for Hertugen af Richelieu og vil være det for d'Aubigny; dog Alt med ligesaa nøiagtig Vedligeholdelse af den udvortes Anstand som i Dyveke. Paa Marquisens Charakter beroer hele Stykket; men den var ikke dydig, derfor maatte den forandres og meget tilføies i Oversættelsen. Her er Marquisen bleven en dydig, i skjønt meget leflesyg Dame, der i lange kjedelige, af Oversætteren tilføjede, Repliker fortæller sin Kammerpige, at hun nok vil have Elskere, for at faae stor Indflydelse, men aldrig elske dem. Kammerpigen mener dog, at Prindsen af Bourbon er lykkelig, hvortil Marquisen svarer: "Tosse, troer Du, at jeg vilde beherske Frankrigs første Minister, hvis jeg ikke kun lod ham haabe at komme til at beherske mig?" (Det er en dristig Tanke at forandre en fransk Prinds fra Ludvig den Femtendes Tid til en sukkende Coridon). Marquisen viser saaledes i de tre første Acter en ubegribelig leflesyg, men for Resten en reen Charakter, men i fjerde Act har Oversætteren aldeles glemt sig selv. Da nemlig Richelieu i fjerde Act fortæller, at han ved sit natlige Besøg hos Gabriele har forhindret hendes Ægteskab med d'Aubigny, fortier Marquisen Sagens Sammenhæng, uagtet hun staaer i Begreb med at gjøre sig lystig over det Passerede, uagtet hun ikke elsker Nogen, følgelig heller ikke d'Aubigny, uagtet hun hører, at d'Aubigny tager Sagen alvorlig, og at der vil følge en Tvekamp heraf, og uagtet hun vilde kunne vinde d'Aubignys Taknemmelighed og følgelig Indflydelse over ham ved at aabenbare Sagen. Hun er saaledes forvandlet til en nedrig Qvinde, der blot gjør Ondt for at gjøre Ondt" (nr.1072 27.11.1842). Detailkritikken i et senere nummer overlades til sprogforskningen. Forfatteren konkluderede: "Kaster man et Blik paa den hele Behandling, dette Stykke har lidt, maa man vistnok forundres over, at den kgl. Theaterdirection har antaget Stykket til Opførelse; men Billighed fordrer, at dette undskyldes paa følgende Maade. Først maatte Skuespillerne have blind Tillid til deres literaire Collega, der besørgede Oversættelsen til Sommerforestillingerne; dernæst klappede den Deel af Publicum, der ikke kjendte Originalen og ikke saa let ved Forestillingen kan see, hvor [sideskift][side 1669]slet Alt hænger sammen, meget stærkt af de levnede brillante Stumper af denne, og endelig undlod den Del af Publicum, som kjendte Originalen, at pibe Oversættelsen ud, af Frygt for at faae Udseende af at misbillige det franske Stykke, saa at Theaterdirectionen, i Tillid til det ubestridte Bifald, rimeligvis har antaget Oversættelsen uden at sammenligne den med Originalen. Dette burde den rigtignok aldeles ikke have gjort. Hvis det kunde nytte at give Theaterdirectionen et godt Raad, vilde jeg foreslaae, at lade en sprogkyndig Mand oversætte Stykket ikke ordret men tankeret efter Originalen, uden nogen Forandring og uden Frygt for Publicum. Jeg er overbevist om, at dette Foretagende vilde krones med et glimrende Held; thi den bedre Del af Publicum vilde strømme sammen i Theatret for at understøtte Directionens Bestræbelser for at hævde den sande æsthetiske Smag, og skulde endog en misbilligende Stemme lade sig høre paa den ene Side, saa skal man paa den anden Side høre i det mindste 32" (nr.1079 4.12.1842). Overskou svarede ikke.
(3) I sufflørbogen KTS 852 findes replikken IV, 2 (s.151): indført af Heiberg, slettet og på ny indført lidt udførligere. I 1. og 2. akt ændrede Heiberg ganske få steder sproget. Molbechs rettelser i Borgaards sprog kan selvfølgelig verificeres i sufflørbogen, men det overlades til sprogforskningen.
(4) "Fædrelandet"s anmelder omtalte stykkets handling og nogle betænkeligheder ved denne: "Men selv om dette og mere med Rette maatte kunne dadles, saa bliver der dog altid saa rig en Gehalt tilbage hos "Ørkenens Søn", at vi ikke tvivle om, at det i lang Tid vil gaae over Scenen, ledsaget af samme Interesse og Bifald, som iaftes blev det til Deel, lige fra den mindst interessante første Act af indtil Teppets Fald" (nr. 1142 7.2.1843). Heibergs fortrinsvis statsfilosofiske anmeldelse fulgte i "Intelligensblade" nr.22-23 15.2.1843 (= Pros. Skr.bd.7 303-18). Pseudonymet "L.S." angreb Heibergs statsfilosofiske udredning i "Fædrelandet" nr.1152 17.2.1843, hvorpå Heiberg svarede ham i "Intelligensblade" nr.24 1.3.1843 (= Pros.Skr.bd.7 318-32). "L.S." replicerede den 10.3.1843 i "Fædrelandet" nr.1173. H.P. Holst anmeldte stykket i "Ny Portefeuille" nr.9, bd 1 1843 s.217, 277, 311.
(5) Sufflørbogen KTS 34 indeholder kun få sproglige korrektioner af Heiberg. Dertil kommer udstregninger i replikker af Blyant: modererende de mest følelsesladede udtryk i bl.a. Thisbes rolle. - "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Ville vi end indrømme, at hele den indre Construction af dette Drama vidner om den dygtige og konstforstandige Bygmester, der ogsaa hist og her har forstaaet at anbringe smukke og effectfulde Zirater, saa have vi ogsaa hermed sagt Alt, hvad der efter vor Overbeviisning kan siges til dets Fordeel; thi Sujettet er fra Begyndelsen til Enden oprørende, Handlingen er udtværet ved en Mangfoldighed af lange og kjedsommelige pathetiske Foredrag, og af Charaktererne, er, med Undtagelse af Thisbes, ikke en eneste udviklet saaledes, at den kan afvinde Tilskueren nogen Interesse, det skulde da være den saa gaadefuldt optrædende Homodei, der imidlertid forsvinder, inden vi ret have gjort hans Bekjendtskab. Angelo, Tyrannen i Padua, er i Grunden selv den ubetydeligste Person i det hele Drama; han træder kun op som en ganske almindelig Skurk, hos hvem man forgjæves søger det mindste Spor af noget Træk, der kan vække nogen Interesse for ham eller forsone os med hans Skurkestreger .. Vel vandt Stykket ved dets første Opførelse udeelt og levende [sideskift][side 1670]Bifald, men vi tvivle ikke om, at Tilfredsheden over atter at kunne nyde vore egne dygtige Konstneres Præstationer i Stedet for de Surrogatforestillinger, hvormed man i Sommer har opvartet os paa Tydsk og paa Fransk, har en væsenlig Deel i dette Bifald, der neppe vil vedblive at være saa rigeligt, naar Publikum er kommen til roligere Besindelse" (nr.205 2.9.1843). "Fædrelandet"s anmeldelse lød: "Det er et med grelle Farver udført Maleri af lutter vilde, dæmoniske Lidenskaber, der uden Ro, uden indre Udvikling hvirvle omkring mellem hinanden, i en Række af interessante Scener og effectfulde Situationer. Det hviler paa samme pessimistiske Livsanskuelse, som en stor Deel af den nyere franske Poesi; Lidenskaberne fremtræde bekæmpende hinanden i deres Umiddelbarhed, uden at stilles i Modsætning til det Sædelige, som netop skulde vise dem i deres rette Lys, i deres kun relative Berettigelse. Alle de optrædende Charakterer ere fra det almindelige Synspunct svage og usle, og erholde deres hele Interesse ved Lidenskabens raa Kraft, som er incarneret i dem .. Fra det Standpunct, hvorfra vi troe et Drama bør maales, er det saaledes langt fra, at vi kunne indrømme "Angelo" nogen stor æsthetisk Betydning; men det lader sig hverken negte, at de Lidenskaber, der knytte dets Handling, ere skildrede med en Styrke og gribende Sandhed, der trods dets Mangler maa henrive Tilskuerne, eller at dets Composition er høist sindrig og af stor Virkning" (nr.1347 5.9.1843).
(6) Se Carl Behrens Fr. Hebbel. Kbh. 1905 138-43; Borup J.L. Heiberg. Kbh.1949 III 83-84.
(7) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Da nu de Modsætninger, som den dramatiske Digter paatager sig at forsone, maae være berettigede, for at Forsoningen kan blive virkelig, men hverken Bondens Aversion for en agtet og æret Gjenstand, eller Kongens ubetænksomme og besværlige Omhu for sine Undersaatters Vel ere berettigede, saa er det ganske naturligt, at Stykkets halvtragiske Opløsning ingenlunde kan tilfredsstille. Maaskee har den kunnet det der, hvor Publicum har slumret trygt paa Absolutismens Stenpuder, og altsaa for fuldt Alvor har kunnet ansee Bondens fixe Idee for Majestætsforbrydelse; maaskee har Stykket behaget Spanierne under Philippernes Aag og Østrigerne under "guter alter Kaiser Frantz" eller under Metternich - thi det kommer ud paa Eet; maaskee vilde det ogsaa gjort Lykke her i Danmark for 20 Aar siden, da "Frederik Fredegod" var Omqvædet paa enhver politisk Vise; men nu da vor statsborgerlige Uskyldighedstilstand er vel forbi, for aldrig mere at vende tilbage, er det en Feilregning, hvis den danske Bearbeider har forudsat Publicums Sympathi for en alvorlig Behandling af dette Sujet. Var derimod Modsætningen i Stykket fremstilt, som den virkelig er, som latterlig, vare Kongen og Bonden bievne til comiske Figurer, der ved de anstillede Prøver kom til at erkjende deres latterlige Sider, saa vilde Forsoningen kunne været virkelig, og en god Comoedie vilde naturligvis have behaget ganske anderledes end et middelmaadigt Drama .. Men med alt dette vilde det være ubilligt at negte, at Stykket besidder Skjønheder, der vel ingenlunde opveie dets Mangler, men som dog vidne om, at det er blevet til under kunstforstandige Hænder. Uagtet Kjærlighedsforholdet mellem Rosanna og Grev Armand som sagt er behandlet med sydlandsk Lethed og Frihed, hviler der dog en decent Ynde derover, som gjør det til Stykkets interessanteste Punct. Dialogen, der stundom henfalder [sideskift][side 1671]til tør Moral, hæver sig ofte med lyrisk Kraft og Fylde, og indeholder mange kjernefulde Sandheder. Sproget og Versificationen ere saa smagfulde, som man af Henrik Hertz er berettiget til at vente .. Ved Tæppets Fald lød et Bifald, der langt overdøvede de Hyssende, men vi troe desværre at maatte forudsige, at selv om Oppositionen ikke forstærkes ved gjentagen Opførelse, saa vil "Kongen og Bonden" dog aldrig blive et Kassestykke" (nr.1383 11.10.1843). "Intelligensblade" nr.39-40 1.11.1843 (= Pros.Skr.bd.5 93-135).
(8) NkS 2561 er Borgaards manuskript uden en eneste rettelse. Sufflørbogen KTS 291 har kun få, korte handlingsfremmende udstregninger, specielt i Griseldis' rolle - foretaget af Blyant. Eksemplaret, Troensegaard II, har ikke været benyttet/har ingen rettelser.
(9) Opført på Christiania Theater den 28.3.1842 (3 gange).
(1) Opført 1. g. i Kbh. på Vesterbros ny Theater den 18.7.1842.
(2) Sufflørbogen KTS 802 viser kun få, inferiøre udstregninger - foretaget af Blyant. "Intelligensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 283).
(3) Sufflørbogen KTS 131 røber ingen væsentlige ændringer. Schneider tilførte en replik (III, 8) ved genoptagelsen i 47/48. "Intelligensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 282).
(4) Sufflørbogen KTS 714 røber kun Liebes hastværk og et par inferiøre blyantsrettelser. "Intelligensblade" nr. 19 15.12.1842 ( = Pros.Skr.bd.7 282).
(5) NkS 2584 er Hvids autograf med Heibergs rettelser. De er af et så overordentligt stort antal, at det ville kræve en specialundersøgelse at gøre rede herfor. Også Molbech indførte få, sproglige rettelser. I sufflørbogen KTS 146a rettede Heiberg yderligere nogle få steder. Blyant/Blæk rettede to steder - af større omfang. "Kjøbenhavnsposten" anmeldte stykket: "Stykket er i Grunden kun en Farce, hvis Intrigue og Opløsning grunde sig paa Urimeligheder og Usandsynligheder, og Dialogen er hverken flydende eller vittig nok, til at den kan lade os glemme det magre Indhold .. det blev næsten eenstemmig udhysset, og de faa og svage Bifaldsyttringer hendøde af sig selv under de stærke Mishagsyttringer. Hvis det er sandt, at Theatrets bestaltede Smagsdommer selv har udvalgt dette Stykke blandt en Mængde ham til Valg forelagde franske Lystspil, saa maa enten denne Mand have liden Smag, eller de af ham tilsidesatte Stykker saare ringe Værd. Hverken Forfatteren eller Oversætteren er paa Placaten navngiven, og hermed troe vi ogsaa at de begge kunne være bedst tjente. Forhaabenlig er "Dronningens Regiment" allerede opløst, da Directionen neppe vil bringe et Stykke paa Scenen igjen, om hvilket Publikum saa decideret har udtalt sig; skulde dette imidlertid mod Forventning skee, da vil Publikum rimeligviis med dette Regiment foretage en gjennemgribende Militairreform, eller rettere sagt en fuldstændig og høitidelig Reduction under Pibers og Trommers Lyd" (nr.318 19.11.1842). "Intelligensblade" nr. 19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 301f).
(6) Sufflørbogen KTS 770 røber lige, at Heiberg har foretaget ganske få sproglige korrektioner, men en anden hånd har indført større meningsændrende rettelser.
(7) "Intelligensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 302).
(8) Opført hos prins Wilhelm, landgreve af Hessen-Kassel, Christian VIIIs svoger.
(9) NkS 2573 og sufflørbogen KTS 297 synes lige brugte, men indeholder [sideskift][side 1672]ingen rettelser på nær en fejlskrivning. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Det er et lille Intriguestykke, hvis Anlæg ikke er uden Interesse, men som er saa skjødesløst udført, at det nærmer sig Farcen, til hvilken Classe ogsaa baade Knudens burleske Løsning og dets frivole Tone henviser det .. Denne Nysescene gjør unegtelig en ikke ringe comisk Virkning, og Dialogen er ret livlig, men alligevel er Stykket som sagt kun middelmaadigt, og vil, som ogsaa det med Hyssen stærkt blandede Bifald i Aftes viste, ikke kunne holde sig paa Repertoiret" (nr.1361 19.9.1843).
(10) Nogle inferiøre blyantsrettelser i sufflørbogen KTS 551 røber lige akkurat, at det har været anvendt. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Den væsenligste Aarsag til, at dette i Henseende til Compositionen maadelige og ikke engang af en vittig og interessant Dialog understøttede Stykke dog af Publicum er blevet modtaget med noget Bifald og i alt Fald uden Mishag, er vistnok mindre at søge i dets 2 à 3 ret piqvante Scener end i den særdeles gode Udførelse, der fra vore Skuespilleres Side bliver det til Deel" (nr.1166 3.3.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 334, 349).
(1) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - "Kjøbenhavnsposten" skrev: "kunne vi dømme efter Analogien med andre franske Bagateller af denne Art, troe vi dristigen at kunne forudsætte, at det franske Stykke, der ligger til Grund for Heibergs Bearbeidelse, hverken er saa langtrukket, eller saa slet behandlet i Henseende til Dialogen, som denne . . Hr. v. Løvenskjold .. har frembragt et i det Hele taget middelmaadigt Arbeide; thi, naar vi undtage Marketenderskens to Viser, der ere livlige og charakteristiske, Carmagnoles ret iørefaldende Smedesang og det første vel componerede Chor, er saa godt som hele den øvrige Musik kun tom Klingklang, der frembringer en Larm, som om Slaget ved Marengo allerede var i fuld Gang. Ubilligt vilde det imidlertid være at frakjende Hr. Løvenskjold Talent; der er endogsaa en vis Flugt .. i hans Compositioner, som man ellers ofte savner hos begyndende Componister, men i den musikalske Theori og Technik staaer han endnu langt tilbage, og hvad der er det Værste, han synes ikke at have den tilbørlige Agtelse for disses Værd, idet han troer at kunne componere en Opera, uden først og fremmest at have tilegnet sig disse nødvendige Betingelser" (nr.109 10.5.1843). "Fædrelandet" skrev: "Let og delicat behandlet, udført med Liv og Lune, er det nok muligt at det franske Sujet til "Dagen før Slaget ved Marengo" kan have gjort Lykke hos det i konstnerisk Henseende baade hensynsløse og letsindige, af øieblikkets Indtryk let henrevne franske Publicum, hvis Nationalstolthed allerede Navnet "Marengo" maa kildre; men dets Mangel paa Motivering og Sandsynlighed er saa iøinefaldende, at vi neppe kunne forklare os, hvorledes det kan være faldet Prof. Heiberg ind at bearbeide det for den danske Skueplads, uden ved en total Omdigtning at gjøre det til et ganske andet Stykke, med mindre Tjenstvillighed mod en ung Componist har spillet hans ellers saa sikkre Smag dette Puds; thi ved blot at modtage en Tilvæxt i Længde, uden tillige at modtage en Tilvæxt i Interesse og ved at udstyres med en ny, pompeus og noget larmende Musik fremtræder Sujettets Ubetydelighed og Urimelighed kun desto klarere .. Hvad Musiken angaaer, da bærer den vistnok Spor af det Talent, der allerede tidligere er anerkjendt hos Hr. v. Løvenskjold, men dens pompeuse Stil [sideskift][side 1673]gjør ved Siden af det uinteressante Stof ofte et næsten parodisk Indtryk" (nr.1236 16.5.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 351, 353f).
(2) "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Ligesaa vist som vi antage det for at være, at Hr. Rung ved Compositionen af "En Bolero" har lagt for Dagen, at han er i Besiddelse af et ikke ringe Talent som dramatisk Componist, ligesaa vist ansee vi det ogsaa for at være, at han endnu er meget langt fra at have opnaaet nogen Fuldendthed eller Mesterskab i denne Konst, hvis mange og store Vanskeligheder selv udmærkede musikalske Genier saa ofte ikke have kunnet overvinde; Hr. Rungs Talents Frugter ere endnu ikke tilstrækkeligen modnede, om vi maae bruge dette Udtryk; han mangler endnu den nødvendige Rolighed og Sikkerhed som dramatisk Componist; der er ikke noget bestemt Colorit udbredt over det hele Tonemaleri, Stilen afvexler ligesaa idelig som Rythmen i de forskjellige Musikstykker, kort sagt, den hele Composition mangler aldeles harmonisk Eenhed, saa at den faaer Udseende af at skylde mange forskjellige Componister sin Tilblivelse. Betragte vi derfor den hele Opera som en Eenhed, da have vi Meget at udsætte paa den; men tage vi Hensyn til dens Enkeltheder for sig, da erkjende vi med Glæde, at der blandt disse findes meget Smukt og Interessant baade i melodisk og harmonisk Henseende, ligesom det ogsaa fortjener fuld Anerkjendelse, at Hr. Rung ikke, som saa mange af den nyere Tids Componister, har betragtet Musiken som tom Klingklang, men bestandig har bestræbt sig for at afpasse denne efter Texten og Situationerne .. Texten .. er temmelig ubetydelig, men. tilbyder dog Componisten flere ret heldige musikalsk=dramatiske Situationer. Et technisk Misgreb ved Stykket er det Misforhold, der finder Sted mellem første og anden Akt, idet hiin er mere end dobbelt saa lang som denne" (nr.69 22.3.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 351ff).
(1) Efter opførelsen af "Wilhelm Tell" skrev "Kjøbenhavnsposten": "At dette Spring vilde lykkes, derom vare Alle overbeviste; men at det vilde være i den Grad glimrende, som Udfaldet viste, det overgik vistnok selv de dristigste Forventninger og berettiger til de skjønneste Forhaabninger for vor Scene. Og hvad der endnu bidrager til at forhøie den Roes, der tilkommer Enhver uden Undtagelse, som har bidraget til at bringe denne Opera paa Scenen, det var den Orden, den Sikkerhed og den Applomb, der viste sig under hele Opførelsen .. Vi have, takket være Guderne og i Særdeleshed Hr. Glaeser, atter seet Operaens Muse holde sit Indtog paa den danske Scene, og byde baade denne og Hr. Capelmesteren af ganske Hjerte velkommen. Men ogsaa Theaterdirectionen maae vi bringe vor inderligste Tak for denne Aftens Nydelse, som den har bidraget Sit til at forskaffe os, idet den har afholdt sig fra enhver Indblanden i Forestillingen. Vi vente os de glædeligste Udsigter for Fremtiden, naar de Herrer Directeurer, ligesom i denne Sommer, ville holde sig borte fra Theatret" (nr.243 5.9.1842). "Fædrelandet" skrev: "Der er i den musikalske Opfattelse og Fremstilling af dette Sujet en dyb Følelse og en virkelig Storhed, og dette ikke alene i Dispositionen af de enkelte Musiknumere, men i Dispositionen af det hele Værk under Eet. Udførelsen af Operaen, saavel fra Theaterpersonalets som fra Capellets Side, fortjener vist i fuld Maade den almindelige Berømmelse, som er blevet den til Deel; og medens man maa beundre [sideskift][side 1674]den Dygtighed, hvormed Capelmester Glaeser her har stillet sig i Spidsen for vor Opera og givet den et forhøiet Liv, saa saa man dog ligesaameget glæde sig over de mange aandelige Gaver, som det hele Personale udfolder. 782" (nr.998 13.9.1842). "Intelligensblade" nr. 19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 296ff).
(2) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Den Berømmelse, som i flere af vore Dagblade er bleven Operaen "Kronjuvelerne" tildelt, baade ned Hensyn til Textens og Musikens Interesse og Værd og til dens omhyggelige Indstudering, har kun bidraget til at gjøre Textens Usandsynlighed og Kjedelighed og især Musikens Usselhed end mere paafaldende. Skulde Nogen finde denne Dom for haard, da har han vist ikke seet Forestillingen paa vort Theater, og vi maae da bede ham gaae hen selv [at] see og høre. Skulde Nogen indvende os, at Operaen har gjort Lykke i Paris, saa maae vi gjøre opmærksom paa, at Scribe og Auber i den senere Tid beregne deres Arbeider paa en af de Rollehavendes Personlighed, udmærket i een eller anden Retning, og at Stykket da som oftest staaer eller falder ved denne .. [Vi] haabe, at [teaterdirektionen] .., klog af Skade, vil vogte sig for at gaae efter Scribes og Aubers blotte Navne, da Publicum ved Italienerne har faaet Smag paa naturlige og flydende Melodier, og vore Sangere og Sangerinder, maaskee mindst af Alt, kunne magte den lette franske Parlando=Musik, især naar denne faaer en plump dansk Oversættelses tunge Blylodder ved Fødderne .. 24" (nr.1156 21.2.1843). "Intelligensblade" nr. 29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 354f).
(1) I sufflørbogen KTS 252 blev Kancelliraadens sang (s.11) omskrevet til prosa, formentlig af Rosenkilde. Stykket udsattes for koteri, jf. Andersen-litteraturen, spec. MLE I 267-69. "Intelligensblade" nr.19 15.12.1842 (= Pros.Skr.bd.7 287ff).
(2) Sufflørbogen KTS 105 er ejendommelig, idet den, hvad angår 8. - 12. sc. (kun begyndelsen af 12. sc.) er udskrevet af Liebe: disse sider har deres egen (gamle overstregede) paginering. Resten af bogen blev udskrevet af en anden hånd. Der er overensstemmelse mellem 1840-udgaven, sufflørbogen KTS 105 og 1878-udgaven (Er KTS 105 yngst?). Rettelserne fra 1842 kan følgelig ikke iagttages, da Andersens manuskript kun består af 4 Blade (Coll.S. 21).
(3) Titelen blev senere ændret til "En Aften i Foyeen", se Dramatiske Værker 7.Bd. 1ff, 355.
(4) Jf. Borup nr.514, hvor Hertz takker Heiberg, fordi han traf en beslutning for ham om dette stykkes anvendelighed. Jf. Brøndsted: Henrik Hertzes Teater. Kbh 1946 89f.
(5) Det er mest sandsynligt, at sufflørbogen KTS 622 stammer fra genoptagelsen i sæsonen 1860/61 - på grund af blyantsrettelsernes skrift. - Coll.S. 49 er Arnesens manuskript fra 1837 med egenhændige rettelser fra 1843. Hvem der har foretaget de mange blyantsudstregninger får stå hen. En redegørelse for omkalfatringen af stykket ville kræve en specialundersøgelse. - "Fædrelandet" skrev: "[Stykket] er en fri og, man kunde gjerne sige, skjødesløs dramatisk Oversættelse af Carl Bernhards smukke Novelle "Commissionairen", hvorved denne har tabt mere end den har vundet. Det fine Vid, der kryddrer Novellens Dialog, er sunket ned i en noget lavere Sphære, og den interessanteste Person i hin, Husets yngste Datter, er gaaet ud af Vaudevillen, som derimod selv leverer et Par nye, ingenlunde kjedelige, Personer i Forvalteren og Gartnerpigen, [sideskift][side 1675]og ved Hjelp af Hr. Phisters skabende Geni har vundet en helst comisk Figur i Kammerraaden" (nr.1236 16.5.1843). Arnesen havde selv valgt melodierne til vaudevillen; Rung instrumenterede blot musiknumrene (nr.1237 17.5.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 334, 345ff).
(1) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "For at nyde hele denne Composition med usvækket Interesse, forudsættes hos Tilskueren ikke blot en omhyggelig Memorering af Programmet, men ogsaa et nøie Kjendskab til Ingemanns historiske Roman med samme Titel, og, selv saaledes udrustet, vil han dog neppe finde sig tilfredsstillet ved de tvende første Acter, som, hvor mange smukke Enkeltheder de end indeholde, dog falde fra hinanden som en Række Momenter uden indre Sammenhæng. I de to sidste Acter er derimod Stoffet fuldkomment gaaet op i de Midler, der staae til Ballettens Raadighed; i dem er den let forstaaelige Handling concentreret i maleriske Situationer; de gjøre det fulde umiddelbare Indtryk paa Tilskueren, som han bør vente af Balletten; de henrive ham ene ved Øiets illusoriske Lyst .. Abstrahere vi nu fra Sujettet og de dermed givne Ufuldkommenheder, saa kunne vi godt indrømme Hr. Bournonville den samme store Fortjeneste af Udførelsen i det Enkelte, som han ved de fleste af sine tidligere Compositioner har erhvervet sig" (nr.1130 26.1.1843). "Intelligensblade" nr.29-30 1.6.1843 (= Pros.Skr.bd.7 334, 341ff).
(2) UjBr 14.7.1843
(1) Allerede efter den første koncert forsøgte Hr. Fink at få sat honoraret op for koncerterne: honorar ses ikke udbetalt af teaterkassen (UjBr Stage til Levetzau 26.1.1843 og TK 1843 1. og 2.kv.).
(2) Heibergs manuskript findes i Overhofmarskallatets arkiv II. Q 30b Sager vedrørende Hoftheatret.
(3) Struensees datter.
(4) Sufflørbogen eksisterer ikke mere (KB). Af "Fædrelandet"s anmeldelse skal anføres: "Det samme Præg som hele Digtningen bærer ogsaa Musiken, i den bruser Lidenskabernes afsindige Hvirvel, i den zittre de hemmelighedsfulde Kræfter, der virke i det menneskelige Sinds mørke Baggrund. Den sceniske Udførelse af dette Værk, hvis øvrige Vanskeligheder forhøies ved en af dunkle Allusioner gjennemkrydset, af convulsivisk stærke Udtryk opfyldt og ofte aphoristisk afbrudt Dialog, var omtrent saa god, som vort Theater vel for Øieblikket kan præstere den" (nr.1169 6.3.1843).
(1) Den 20. apr. 1843 sendte Hertz rettelser til stykket: I stedet for de seks sidste linjer af monologen (I,8): "Naar Den, hun aldrig faae, blev hende kjær,/ Da kan hun siden, naar vi vel er' gifte,/ Kun altfor let et nyt Bekjendtskab stifte ../ (Med Heftighed)/ Og jeg skal taale, men .." (TM adr. Holst). -"Fædrelandet" skrev: "de iøvrigt interessante Charakterer ere kun let skizzerede, men hvad der giver det dets store Værd er dets aandrige og livlige Dialog, hvori Vid og Lune uophørlig krydses paa lette, smagfulde Vers, er den Sikkerhed og Finhed, den aandelige Modenhed og Delicatesse, hvormed Digteren har behandlet sit Sujet. Det afgiver saaledes et practisk Bevis for, hvor megen Betydning Poesiens formelle Side har og er en af de ypperste Repræsentanter for den Retning i Digtekonsten, som Henrik Hertz tilhører og fra sin første Fremtræden [sideskift][side 1676]af har forfægtet" (nr.1195 1.4.1843).
(2) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Jo tiere man seer dette Stykke, desto mere maa man med Tieck beklage, at Digteren ikke har foretrukket at skrive et ypperligt Drama, i Stedet for en middelmaadig Tragoedie; at han ikke har endt Stykket med tredie Act. Der er Handlingen tilende, Konsten er gaaet seierrig ud af sin Conflict med den lave Misundelse og den krænkede Stoltheds haarde, overilede Dom; Resten af Stykket er uden dramatisk Interesse, slæbende og pinlig; den poetiske Retfærdighed krankes ved at lade Konstneren bukke under for Lumpenhedens Forfølgelse, og finder ingen Fyldestgjørelse ved Coelestins affecterede Hylding. Udførelsen var i det Hele upaaklagelig, og Ensemblet langt bedre, end det pleier at være i den nutildags fra Theatrets Side temmelig stedmoderligt behandlede Tragoedie" (nr.1118 14.1.1843).
(3) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Igaaraftes opførtes endelig "den Stundesløse" for fuldt Hus, og den Jubel, der hilsede dette med overgivent Lune og ægte comiske Indfald saa rigt udstyrede Stykke, viste at vort Publicums sunde nationale Sands for det Comiske endnu er usvækket. Udførelsen var i det Hele tilfredsstillende; samtlige de Rollehavende spillede ret med Liv og Lyst, og gjorde sig umiskjendelig Flid for, at det gamle Mesterværk skulde fremtræde i en correct og værdig Skikkelse" (nr.1199 5.4.1843).
(1) Molbechs afskedsansøgning former sig som en blanding af underkastelse og selvforherligelse; en stupid selvhøjtidelighed men sandelig også en sproglig tour de force: "I det Alderen minder mig om, at Livets Aften er for Haanden, og at det vel er Tid at bruge enhver Time, som endnu skienkes mig, men ogsaa Tid at indskrænke min literaire og videnskabelige Virkekreds til de Gienstande, som jeg med aftagende Kræfter endnu tør troe mig i Stand til at behandle: er det af mine mest levende Ønsker, at kunne fortrinligen indvie disse Kræfter til historiske Forskninger og Arbeider. Med dette Ønske samstemmer Deres Majestæts, mig i de allernaadigste Udtryk meddeelt Tilladelse til at turde allerunderdanigst indkomme for Deres Majestæt med Ansøgning om, i Naade at entlediges fra den Post, som Medlem af Directionen for de Kongelige Skuespil, hvortil jeg i Aaret 1830 allernaadigst beskikkedes .. I det jeg tillige, i den Livsstilling, hvori jeg befinder mig, og med en Familie at forsørge, vilde føle det trykkende og nedslaaende for mig, at skulle tabe ved at udtræde af et Embede, hvortil jeg ikke kan troe mig mindre beqvem ved Aandsmodenhed, Dannelse og Erfaring, end for 12 Aar siden, men som jeg kan forlade med den Tanke, at min Plads kan udfyldes ved en Anden: er det mig en fuldkommen Beroligelse, at see mig stadfæstet i det Haab, jeg satte til min allernaadigste Konges Høimodighed, ved det Allerhøieste Tilsagn, jeg har havt den Naade at modtage, at en saadan Forandring ei skulde forringe mine Kaar; og at jeg turde giøre mig Haab om, at Deres Majestæt allernaadigst vilde forunde mig Entledigelse fra mit Embede som Theaterdirecteur paa en Maade, der vidnede om, at jeg forlader denne Post, ikke ved nogen Skyld fra min Side, men lykkelig nok til at eie den bedste Løn: Deres Majestæts Tilfredshed med min Tieneste, og med min redelige Villie og Bestræbelse" (Kabinetsarkivet. Sager til 1. Forestillingsprotokol 1840-1842 dat. 26.12.1842; heri findes Levetzaus forestilling af 30.12.1842 samt kongens resolution af 31.12.1842). - I pressen [sideskift][side 1677]diskuteredes Levetzaus uduelighed og Collins ansættelse som enedirektør med Heiberg som egentlig teatercensor (Kjøbenhavnsposten 18.12.1842; Fædrelandet 19.12.1842; Berlingske Tidende 20.12.1842; Fædrelandet 21.12.1842; Dagen 27.12.1842). I "Fædrelandet" nr.1114 10.1.1843 fik de skuespillere, der havde skrevet under på adressen til fordel for Levetzau, læst og påskrevet - på grund af deres foragt for publikum.
(2) I "Fædrelandet" nrr.1239-40 19. og 20.5.1843 blev Glæsers arbejde i og udenfor teatret angrebet, specielt fordi han ikke udelukkende arbejdede for Operaen. Et andet indlæg forsøgte at forsvare kapelmesterens virksomhed, for så vidt denne var dikteret fra højere sted (nr.1249 30.5.1843), hvilket tilbagevistes af A (nr.1251 1.6.1843).
(1) Overhofmarskallatet. I.B.nr.####.
(2) Oplysninger hentet fra Berlingske Tidende og Kp 1843 nrr.38, 39, 40, 47. Ivor Guest: The Romantic Ballet in Paris. 1966, Til Nielsens gæstespil i Norge findes en lang række breve i TM (5. og 13.6., 4., 11., 17. og 25.7. og 1.8.1843)
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 3-2-2020, nogle links mangler). Opdateret af