Det kongelige Teater. Censurinstitutionen. Sæson 1844-45

26.1.1 Dansk drama

Chr. K.F. Molbechs drama "Klintekongens Brud" (jf. s.1154) bad faderen Adler tage sig af: "jeg mener dog, De ynder min Søn, og gierne vilde opholde hans Humeur .. Vær da saa god snart at tænke paa hans Stykke" (Adlers arkiv 17.6.1844). Endelig den 16. juli 1844 bekvemmede Adler sig til at notere, at stykket på grund af dets lyriske kvaliteter fortjente direktionens opmærksomhed: "I egentlig dramatisk Henseende anbefaler Arbeidet sig mindre: Handlingen er noget fattig, Caractertegningen svag, dog troer jeg at det kan .. høres med Fornøielse" (BmD). Molbech meddeltes, at stykket var antaget "dog paa det Vilkaar, at Antagelses=Honoraret ikke udbetales førend efter Directs nærmere Bestemmelse" (Kp.nr.99 17.8.1844). Roller blev uddelt den 23. dec. 1844 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 8. marts 1845 (opført ialt 5 gange) (1).

Det romantiske drama "Drøm og Virkelighed" behandlede ligesom Andersens komedie "Lykkens Blomst" (jf. s.1161 og s.1213) Ewalds digterliv. Heiberg konstaterede, "at Forf. vel har været sig sin Opgaves Betydning bevidst, men ikke blot er han bukket under for Vanskelighederne, men det har ogsaa manglet ham paa Talent til deres mulige Beseiring, og det hele Arbeide maa derfor kaldes complet mislykket. Der findes gode poetiske Intentioner, men de ligge saa skjulte, at man ikke bemærker dem, før man hører det Rabalder, hvormed de knuses i Udførelsen. Der er en poetisk Receptivitet, men som mangler Form og Organisation for at virke activt og meddele sig til Andre. Paa en reent umiddelbar, ukunstnerisk Maade ere de crasse Anecdoter om Ewalds Drikfældighed anbragte .. Forholdet til Pisferpigen er aldeles ikke gjort sandsynligt eller endog blot forstaaeligt. Arenses Optræden i Slutningen er saa forfeilet, at Parodien paatrænger sig derved. Hun kommer blot for at meddele ham et Sujet til et Drama, og derpaa gaaer hun" (Borup nr. 543 17.7.1844). Behandlingen af Ewalds "Fiskerne" vurderede Heiberg især negativt: "I Danmark hører den af Fiskerne udøvede kjække Handling til Hverdagsbegivenhederne, og saaledes maa det nødvendigt være i et Øland, naar det ikke er beboet af en slet Menneskerace. Ken det er da hverken smukt eller nationalt at give denne Handling Udseende af noget Uhørt, hvorom den blotte Beretning paa anden og tredie Haand formaaer at begeistre en Digter til Sang. Thi med saadan Prætension fremtræder Beretningen, idet den er lagt i Munden paa Digterens første Elskede, hvis Meddelelse af dette Stof saaledes gjør Fordring paa at være det sidste, forsonende [sideskift][side 1201]Resultat af mange Aars ulykkelige Lidenskab og Adskillelse. Men at faae et Sujet i Foræring, er kun en maadelig Belønning for et langt, ulykkeligt Digterliv" (l.c.). Heiberg konkluderede: "Resultatet bliver i Korthed, at nærværende Arbeide maa ansees som forfeilet, og neppe kan anbefales til Antagelse" (l.c.). - Adlers votum kendes ikke, men helt oplagt af hensyn til Andersen udskød direktionen afgørelsen, om stykket. Først den 19. okt. 1844 meddel tes "den ærede Forfatter", at "uagtet Sujettet, som er behandlet af en anden Forf. i et i April Md. d.A. indgivet Stykke, har Na-tional=Interesse", fandt direktionen sig "ikke foranlediget til at antage" stykket til opførelse på Det kgl. Teater (Kp.nr.124). Formuleringen synes højst suspekt, så meget mere fordi Andersen jo reelt havde fået kasseret sit stykke i foråret 1844.

Wiborgs planer for omarbejdelsen af "Konning Volmer og Havfruen" (jf. s.1152) informeredes Adler om: "De to første .. Acter .. [skulle koncentreres] til et "Forspil", der indeholder Nøglen til det egentlige Drama; Dette vil begynde med Jagten paa Lyø, og gjennem den dramatiske Udvikling af Bengerds Forhold til Grev Henrik, bevæge sig fremad til Volmers Idee kan udtræde i en reen dramatisk Slutningsform. Forf. kan da lade Theaterdirectionen vælge, hvilken af disse to Former den anseer bedst, enten den episke eller dramatiske" (Adlers arkiv 9.6.1844). Han ville sende Adler omarbejdelsen "til privat Gjennemlæsning" i løbet af sommeren: "Hvorledes man da skal forholde sig med Prof. H[eiberg], vil vel da give sig af sig selv" (l.c.). I sept. 1844 ønskede Løvenskjold vished for stykkets antagelse, før han påbegyndte musikkompositionen. Adler havde givet sit "mundtlige Tilsagn" om antagelse, men nu søgte Wiborg - med Løvenskjold som undskyldning - at trumfe en skriftlig antagelse igennem hurtigst muligt: "Spørgsmaalet er da, om jeg atter skal indlevere Stykket til Directionen, eller om det turde være nok, at De og Heiberg gjennemlæse det, og endelig: hvad der vel kunde være at gjøre for at vinde Heiberg, der ikke er ganske uvillig Mand" (Adlers arkiv 3.9.1844). Den 1. okt. 1844 "sendte Wiborg det omarbejdede stykke til Heiberg privat, idet han bad denne holde det "hemmeligt for Directionen, at [han havde] .. læst Stykket, "da det kunne sætte ondt Blod hist og her"" (HCp nr. 158). Wiborg har åbenbart troet dette trick kunne vinde Heiberg for stykket, men den 6. okt. 1844 returnerede Heiberg stykket "ulæst .. til Løvenskjold", idet han anmodede Wiborg om at indsende [sideskift][side 1202]det til direktionen, hvilket Wiborg da gjorde. - Officielt konstaterede Heiberg, at stykket virkelig var "opfyldt af en poetisk Aand" og at det havde "vundet betydeligt i dramatisk Henseende" omarbejdelsen (Coll.S.nr.235 25.10.1844), "foretaget efter mine bemærkninger i mit Brev til Forf." (HCp nr.158 bis). Heiberg var generelt utilfreds med havfruens menneskelighed: "Hendes Kjærlighed til Danmark er en smuk Tanke; men det er udenfor Characteren, at hun vil gjøre Valdemar til en fredselskende og lovgivende Konge, da det snarere maatte være hendes Attraa at bære hans Orologssnekker, ligesom ogsaa Interessen for Valdemars Lov har noget Paafaldende hos en Havfrue" (Coll.S.nr.235) . Lovbogens fremtræden "som Digtets Slutsteen" var udramatisk: "et vundet Slag""vilde dog i dramatisk Henseende" have været "en meget effectfuldere og derfor sandere Catastrophe" (l.c.). Heiberg ville imidlertid ikke forlange rettelser "i Det, som udgjør Digtets inderste Tankegang"; det måtte Wiborg klare med kritikerne. - Heiberg mente sig derimod fuldt berettiget til at kræve følgende forbedringer: (1) forkortelser; især i midten af stykket fandtes "endeel exubererende Repliker"; (2) scene-arrangementet måtte generelt modereres, spec. 3. akt; (3) Ulvrunes beskrivelse af slaget i 4. akt måtte ombyttes med en anden skildring, "Dette er udentvivl det vanskeligste Punkt"; (4) rytmen i den reciterende dialog skulle korrigeres, hvilket Heiberg ville hjælpe forfatteren med. Heiberg bad direktionen, i fald denne antog stykket, lade Viborg erfare indholdet af hans censur (l.c.). En måned før direktionens officielle antagelse sendtes Viborg en kopi af Heibergs ovenstående vurdering, hvorpå forfatteren og Heiberg forhandlede mundtligt om forkortelser. Adlers votum kom trods Wiborgs ihærdighed ikke på papiret (Adlers arkiv 13.11.1844). Først den 16. dec. 1844 meddelte teaterdirektionen Løvenskjold, at stykket vår antaget, dog betinget af opfyldelse af Heibergs ovenstående fire krav om ændringer (Kp.nr.171). Løvenskjolds korrespondance med Collin og Adler dec. 1844 - marts 1845 gjaldt fortrinsvis hans fornærmelse over Heibergs manglende entusiasme for stykket, men også hans maskepi med hensyn til kompositionen af den fornødne musik. Se s.1249. "lyksalighedsøen" (skuespil med sange) var "altfor originalt til at der (kunne) .. blive Spørgsmaal om dets Antagelse" (Coll.S.nr.235 10.11.1844), mens "Fristedet i Aarau" var "ubrugeligt" (l.c.). Begge blev remitteret den 17. dec 1844 (Kp.nr.210 og 211).

[sideskift][side 1203]Af Hertz' dagbøger og optegnelneshæfter (jf. Borup V 170 og Just Rahbek: J.L. Heibergs Breve T 246) havde han og begge Heiberger igennem 1 1/2 år diskueteret sujet og udførelse af "Kong Renés Datter", men alligevel indsendte han stykket anonymt (jf. Hertz' Breve 86, Just Rahbek: J.L. Heibergs Breve I 66, I.B.nr.50, Kp.nr.50-52). Selv om Heiberg således var bekendt med stykket røbede "han intet derom i sit votum til Collin: "[Stykket var] en ganske ualmindelig Opfindelse, i hvis Behandling der ligger megen psychologisk Fiinhed. Det er desuden rigt paa skjønne Enkeltheder, og bærer i det Hele Præget af at have en øvet Digter til Forfatter" (Borup nr.552 28.11.1844). Adler læste åbenbart også stykket, siden direktionen først den 17. dec. 1844 meddelte den anonyme forfatter, at stykket var antaget (Kp.nr.208); roller uddeltes allerede den 23. dec. 1844 (PRFD). Efter antagelsen arbejdede begge Heiberger videre med stykkets fremstilling. Jolanthes fremstillerinde bad den 13. febr. 1845 om et nyt digt (sc.##): "Det synes mig, med samt flere, at det kommer noget mat ovenpaa de to første" (Just Rahbek: J.L. Heibergs Breve I 65). Den 22. febr. 1845 leverede Hertz fru Heiberg et nyt, "som hun var meget fornøiet med og vilde sige ganske ubevægelig, ligesom indadvendt uden Cithar" (l. c. I 246). Den 2. apr. 1845 overværede Heiberg en af prøverne, hvorefter han tilskrev Hertz: "Stykket har noget i høi Grad Interessant og Tiltalende. Og uagtet jeg iforveien skattede dets Poetiske Værd, var jeg dog ikke saa overbeviist om dets frappante Theater-Effect, som nu, da jeg har seet det. Det vedligeholder Tilskueren i en poetisk Stemning, og spænder med det samme hans Nysgjerrighed, som om det fremstiller en prosaisk Begivenhed. Omen accipias! Udfaldet vil blive efter Ønske. Under Betragtningen af dette skjønne Værk stødtes jeg ved et eneste Punkt, nemlig den Omstændighed, at Lægen ikke blot ved den magiske Amulet bevirker Iolanthes Søvn, men at der tillige er Tale om et Slags Manipulation, der altfor meget erindrer om Magnetisme og alle dens Charlatanerier, og sætter Tilskueren, der befinder sig i Ridder- og Troubadour-Tiden, og følgelig er tilbøielig til at troe paa ma i giske Virkninger, ind i den moderne Tids Misere og Latterligheder. Dersom De, efter at have overveiet denne Sag, skulde være af samme Mening, saa vil De ved eet eller to Pennestrøg kunne borttage denne Anstødssten" (Borup nr.559 2.4.1845). Som en konsekvens heraf anmodede Hertz Collin om en tekstforandring, "hvis Hensigt er [sideskift][side 1204]at frembringe større Conformité mellem Stykkets forskjellige Yttringer om Jolanthes magiske Søvn. Istedenfor de to Linier i Bertrands .. Rolle 1ste Scene
"Ved nogle faa Bevægelser, som Lægen
"Med Haanden gjør, hun synker hen i Dvale" ønsker jeg følgende
Ved nogle hemmelige Ord og Tegn
Af Lægen synker langsomt hun i Dvale" (Coll.BrS.XXII 3.4. 1845). Premieren fandt sted den 5. apr. 1845 (opført 13 gange alene i første sæson; ialt 31 gange i den behandlede periode) (2). Emil Holst havde tidligere leveret Heiberg privat sit skuespil "Olof og Maria eller De to Breve"; Heiberg havde meddelt ham, "at det umuligt kunde bruges" (HCp nr.212). Officielt erklærede Heiberg, at "Stykket staaer i Classe med dem, som undertiden indsendes af Almuesfolk, der ikke have mindste Forestilling om, hvad et Skuespil vil sige" (Coll.S.nr.235 28.11.1844). Remitteret den 17. dec. 1844 (Kp.nr.209). Se s.1248

Oehlenschläger og Adler var i dec. 1843 blevet besvogrede, hvilket - skulle det vise sig - blev en belastning for især Adler. Glad, fornejet og forynget sendte Oehlenschläger fra Paris sit nyeste skuespil "Gjenfærdet paa Herlufsholm" til teatret (jf. Adlers arkiv 29.9.1844, UjBr 4.11.1844). Adler læste stykket først og udtrykte sin tilfredshed dermed overfor svigersønnen, der rapporterede dét til faderen (Adlers arkiv 22.1.1845). Heibergs dom derimod var klar og skæbnesvanger: "Endskjøndt jeg veed, at "Habakuk est capable de tout", er jeg dog bleven overrasket ved medfølgende Skuespils forbausende Siethed. Dets Opførelse vilde, efter min Mening, være en Prostitution, ikke blot for Forfatteren, men for Theatret og Theatercensuren" (Borup nr.556 28.1.1845). Teaterchefen måtte nødvendigvis involveres; han meddelte den 5. febr. 1845 sine direktører resultatet af sin læsning: "havde jeg ikke allerede været mat og flaut ved min Upasselighed, saa kunde jeg været bleven det ved dette kiedelige Stykke Hiemmelæsning, som forhaabentlig aldrig vil komme paa Scenen, i det mindste ikke med min gode Villie" (BmD). Teaterdirektionen lagde med disse vota op til en ændret kurs over for Oehlenschläger: thi trods Molbechs indædte kamp i 1834 lykkedes det Oehlenschläger at få de berygtede italienske røvere opført (jf.s.624) og siden da alt hvad han producerede af dramaer, omend et par lystspil blev antaget men ikke [sideskift][side 1205]opført. Heiberg havde villigt indtil dette stykke fulgt den gamle regel, at digterkongens værker stod over teatercensuren. Oehlenschlägers venner, Adler og Collin, fik nu til opgave at afgøre sagen, der ganske pikant krydsedes af Collins udvirken af et lån på 700 Rbd. til Oehlenschläger; i forbindelse hermed tilkendegav Collin, at stykket næppe ville blive antaget (8.2.1845 brevet tabt, jf. Oehlenschlägers svar af 21.2.1845). Den 8. febr. 1845 modtog Johs. Oehlenschläger brev fra Adler, hvori sønnen underrettedes om stykkets vanheld (skr. tabt). Adler havde rådet den unge Oehlenschläger til at skrive til Collin: "Jeg begriber ei, at en Mand med hans Smag og Kjærlighed til Kunst næsten i Et og Alt indretter sine Meninger efter Andres, thi jeg er temmelig vis paa, at hans Votum er baseret paa en Andens" (Adlers arkiv 9.2. 1845). Johs. Oehlenschläger bad Adler udtale "et djærvt Ord" til fordel for faderens værk i næste direktionsmøde (l.c.). Samme dag skrev Johs. Oehlenschläger til Collin, først for at takke for lånet til faderen, men sandelig også om stykket: "Jeg haaber, at De gjør hvad der staaer i Deres Magt, for at bevirke Opførelsen, hvilket ei kan være vanskeligt, da der ingen nye Decorationer behøves .. At det vil behage Publikum, tvivler jeg ikke om, kun findes et Par ubetydelige Forandringer, som Adler har lovet at foretage" (Coll.BrS.XXV). Om Collin opfattede Johs. Oehlenschlägers formuleringer som en uforskammethed eller ubehjælpsomhed får stå hen, men den 10. febr. 1845 havde Collin taget parti: "Det 'bliver en sand Prostitution for Oehlenschläger om dette Stykke bliver trykt .. men at forebygge at denne Masse af rimet Pølsesnak og keedsommeligt Passiar kommer paa Scenen, er Directionens. Jeg foreslaaer derfor, at han uopholdelig tilskrives .. at det ikke kan antages" (BmD). Collin var altså mester for at afskaffe lex oehlenschlägeriana (jf. s.628). - Levetzau bifaldt "aldeles" (l.c.) , mens Adler bad sig fritaget for at underskrive forkastelsesdommen: "jeg vilde [derved] geraade i Modsigelse med en foreløbig yttret, mindre ugunstig Dom om Stykket. At Forf. maa underrettes om Stykkets Skjebne og jo før jo hellere, forstaaer sig af sig selv" (l.c. dat. 11.2.1845). Den 12. febr. 1845 blev udfærdiget en skrivelse til Oehlenschläger om stykkets forkastelse, men den 13. febr. 1845 fortrød Adler, at han var gået med til denne handling: "Jeg tænker paa, deels directe deels igjennem Sønnen, at faae ham til at tage 'Gjenfærdet' tilbage. Dette vil De, hans gamle Ven, [sideskift][side 1206]vist ikke have noget imod og jeg tør derfor bede Dem om, at De indtil videre vil standse Afsendelsen af den .. udfærdigede Skrivelse" (BmD adr. Collin) (3). Samme dag svarede Collin Adler, at han tilfældigvis havde hørt, at brevet til Oehlenschläger var afleveret i Departementet for de udenlandske Sager: "Naar jeg i Morgen kommer i Collegiet, skal jeg efter Deres Ønske forlange det tilbage" (Adlers arkiv). - I en så usævanlig situation, som Collin havde befundet sig i, havde han sendt Oehlenschlägers stykke til biskop Mynster. Den 17. febr. 1845 skrev denne ganske kort: "Det er da det Pære-Velling. Jeg erkiender aldeles, at det ikke kunde antages, og det er mig ogsaa for Oehlenschläger selv kieree, at det ikke kommer frem" (Coll.BrS.XXIIb). Collin havde garderet sig ved endnu en autoritet. - Den 19. febr. 1845 modtog Johs. Oehlenschläger atter brev fra Adler (skr. tabt). Samme dag takkede han for Adlers "Venskabsstykke". Den 19. febr. 1845 tilskrev han teaterdirektionen: "Da jeg veed, at min Fader ønsker at foretage nogle Forandringer med sit Skuespil .. tillader jeg mig herved paa hans Vegne at anmode den Kongelige Direction om, at Manuscriptet til samme maatte blive mig udleveret" (UjBr). I sin ophidselse skrev Collin på brevets fod: "Det er en Følge af halve Mesures; nu faaer Theatret vel det elendige Stykke igien paa Halsen". Den 22. febr. 1845 leveredes stykket til Johs. Oehlenschläger. Sagen var for så vidt afsluttet; digternavnet var reddet, men digteren var stadig uvidende. I begyndelsen af marts 1845 fik Collin imidlertid et nyt problem: besvarelsen af Oehlenschlägers overstadige brev fra Paris (21.2.1845): "Din Beredvillighed til at vise Godhed og hjelpe din Næste er en sielden Dyd, og Frugten deraf deler jeg med Mange. Det var i Følelsen heraf, at jeg skrev til Johannes:

Tal med Collin! det er en Mand
Med Hierte, som med Hierne,
Der ikke Folk blot hielpe kan,
Men hielper ogsaa gierne.

Men skiøndt jeg nu altsaa, hvad dette angaaer, skylder dig Taknemmelighed blandt mange Andre, troer jeg dog ogsaa, at du baade alt fra Bakkehuusdagene af har gammelt Venskab for mig, og at du, som en Mand med skiøn Aand og Kiærlighed for Poesie, ogsaa ynder Digteren. Det har jeg ogsaa havt indlysende Prøver paa, blandt Andet, da du i gamle Dage skaffede mig Honorar for Tordenskiold, uagtet Stykket ikke blev opført, fordi du følte, det var Uret, at Frugt [sideskift][side 1207]en af et godt Værk skulde berøves mig ved et Magtsprog [jf. s.7]. Dit sidste herlige Brev, hvori du sender mig de nødvendige Skillinger, ender som en skiøn Sommerdag med et pludseligt Tordenskrald, hvormed dog, Gud skee Lov, det dræbende Lyn endnu ikke [slaaer ned. Du siger, "der turde være Tvivl, om mit Gienfærd fra Herlufsholm kommer paa det danske Theater". Jeg tilstaaer dig, du tog mig en Steen fra Brystet ved Pengelaanet, men der kom [en] næ-sten tungere istedet, ved dette bedrøvelige Varsel. Hvad i al Verden skulde hindre Jer i at lade dette Stykke spille, som jeg vover at regne til et af mine Bedste, hvori Humanitet og Billighed herske, intet Fornærmeligt mod Nogen fremtræder; thi Forholdet deri grunder sig paa historisk Sandhed, og Adel og Borgerstand ere skildrede upartisk, med deres Lys og Skygge, Dyder og Lyder, i de handlende Personer. Hvad er det da? Det Theater, der spiller Svend Dyrings Huus [jf. s.778] kan dog ikke forkaste "Gienfærdet" for den Smule Overnaturlige der er i? Støde Navnene Marsvin og Giøe (af afdøde Familier) saa kan man jo udelade dem, som Havnet Rosenkranz i Søtoftes Christian den 4des Dom. At Stykket er dramatisk, vover jeg at troe; at det som nationalt, muntert og hierte— ligt vil behage Publicum, haaber jeg ogsaa; og hvad dette angaaer, saa bør man lade mig staae min egen Risico. Stykket sætter Theatret i ingen Bekostning. Jeg beder dig altsaa, min gamle Ven! see jo før jo heller at faae denne Tvivl hævet. At Stykket ikke kan spilles i denne Saison, begriber jeg nok. Er der Noget man ønsker forandret, saa er jeg villig til at lyde Eders Ordre, naar Forandringen ikke er væsentlig. En stakkels Poet staaer, naar der kommer Dissents i et misligt Forhold til Theaterdirectionen: Han er Advocat i sin egen Sag, og I Andre Dommer i Eders!" (Coll.BrS.XXV) (4): Næsten 40 års erfaring med diverse teaterdirektioner nedfældede Oehlenschläger i dette brev; alle de kendte ingredienser fra forskellige sager med direktionen blandede han ind i sit brev, kun et glemte han at nævne: striden med Heiberg (som dramaturg) i 1827, fordi han ikke accepterede den dramaturgisk betingede teatercensur, ihvorvel den kun findes implicit i Heibergs votum over "Gjenfærdet paa Herlufsholm". - Collin bad Mynster skrive til Oehlenschläger i Paris, men den 7. marts 1845 frabad denne sig dette hverv men tillod Collin at nævne, at Mynster havde læst stykket (Coll.BrS.XXIIb). Endelig den 8. marts 1845 påtog Collin sig opgaven - at fuldbyrde afgørelsen fra den 10. febr. 1845: [sideskift][side 1208]"Tak for dit Brev, min ærlige, gode - eller for at tale med salig Rahbek - alle Aldres Ven. Jeg kiender Dig deri saa ganske igien, med al Din elskværdige Godmodighed, og - lad mig ligefrem sige det - Forfatter-Skrøbelighed. - Jeg kan ikke sige mange Ord, men hvorledes kan Du ansee "Gienfærdet p. Hr" for et af Dine bedste Stykker!? Jeg erindrer mig klart hvad jeg og hvad vi alle følte ved at høre og see Hakon - Axel og Valborg - Correggio, og jeg veed hvad jeg endnu føler ved at repetere dem, og jeg veed hvorledes jeg var tilmode, da jeg havde faaet Gienfærdet til Livs. Nej lad os være Mennesker. Nu bliver Du sagtens vred, river Brevet i Stykker og siger jeg er et prosaisk Asen; lad gaae, Du bliver nok god igien; her kun, forleden spurgte Mynster mig om det var sandt, at Stykket ikke var antaget, og sagde ja, og tilbød ham at læse det; jeg fik det tilbage uden Modsigelse mod Directionens Beslutning, og med Tilladelse til at melde dig "at han har læst Stykket og fundet, at det mangler Handling og i det Hele er noget mat, samt at han troer, at Du ved at tage Stykket tilbage, vil skaane Dig Selv for endeel Ubehageligheder af Skuespillerne og af Publicum" - Tvivler Du paa, at enten Mynster eller jeg mene det ærligt med Dig? Det kan Du ikke. Men stol ikke paa de Høfligheder, Folk sige Dig i Øinene. Jeg har mere end een Gang ved slige Leiligheder hørt: "ja hvem skal sige ham det (det Ubehagelige)". Nu har jeg giort det denne Gang, og., vist ikke uden Overvindelse, udsat mig for Din Uvillie" (NkS 1674). Oehlenschlager blev lige præcis så vranten, at han afbrød forbindelsen med teaterdirektionen. Hjemkommen i begyndelsen af maj 1845 arbejdede han på at udgive de refuserede stykker "Garrick i Frankrig" og "Gjenfærdet paa Herlufsholm".

H.P. Holsts romantiske drama "Kun tyve Aar" modtog Heiberg direkte fra forfatteren. Han var ikke tilfredsstillet: "Et Routine-Arbeide, uden indre Sandhed. Forskruet, efter grelle franske Mønstre" (HCp nr.232). Heibergs skrivelse til Holst (af 8.2.1845) er ikke bevaret. Efter Heibergs forkastelse henvendte forfatteren sig til Levetzau, som efter Holsts ønske sendte stykket til Adler: "es seid meiner Ansicht nach, für ein so kleines Stück zu grossen Mittel angewandt, aber es ist nichts dagegen zu seyn" (Adlers arkiv 18.2.1845). Adlers votum kendes ikke, men stykket blev antaget (Cp 45 udat.). Holst udskrev selv sufflørbog og rollehæfter (TK 1845 4.kv.nr.542); roller uddeltes allerede den 6. marts 1845 [sideskift][side 1209](PRFD), men premieren fandt først sted den 31. okt. 1845 (opført ialt 6 gange) (5).

Det anonymt indleverede drama "Pleiedatteren" læstes først af Levetzau, som fandt det "umodent og ufordøielig"; han var "for svag, eller for dum til at fatte" dets tendens: "Forfatteren spadserer paa en Cothurn, som jeg ikke kan see op til, og, jeg troer Publikum heller ikke". Resten af brevet er yderst interessant, da Levetzau afslørede sin usikkerhed med hensyn til repertoirevalget: "Men, jeg har allerede flere Gange taget Feil i min Dom, og maa altsaa ogsaa denne Gang overlade Stykkets Skiæbne til Pluraliteten" (BmD 21.2.1845). Dagen efter modtog Heiberg stykket: "[Det] bar] saa ganske Præget af en raa Dilettantisme .. [og det var] et overspændt og dog intetsigende, mageløst vidtløftigt Product, med en temmelig vildtvoxende Versification" (Coll.S.nr.235 2.3.1845). Dermed var sagen afgjort; remitteret af Collin den o. marts 1845 (FS).

Den af Heiberg antagede norske tragedie "Knud-Dana-Ast" (jf. s.1156) erindrede han Collin om den 22. juni 1844 (Coll.S.nr.235). Collin sendte derpå stykket til sin private konsulent Ernst Veis. Denne påtalte tragediens dårlige plan: "Harald Blaatands Had til Broderen, der har sin Anledning udenfor Stykket, savner dramatisk Bevægelighed og den egentlige Katastrophe, Knuds Drab, der maa antages at foregaae imellem 3die og 4de Act, ligger udenfor Scenen. Sidste Act bliver herved noget mat og Gorms Endeligt, der som en Naturnødvendighed følger paa Knuds Drab, forekommer mig næsten uhyggelig. Det erotiske Element synes mig heller ikke ret at ville passe ind i det Øvrige" (Coll.BrS.XXV 2.7.1844). Hans konklusion blev trods disse vigtige indvendinger positiv, fordi han tillagde stykket som original en vis fortjeneste og fordi han mente, at den "noget unordisk[e] Characteerskildring, vistnok vil[le] kunne give Skuespillerne god Anledning til at vise deres Talent (l.c.). i Weis' votum kunne vel ikke hjælpe Collin stort på grund af dets ambivalente indhold. Endnu engang rykkede forfatteren Heiberg for len afgørelse (HCp nr.182 21.1.1845), hvorefter den anden anordnede censor tog stykket til gennemlæsning: "Et eensidigt, unaturligt Broderhad er Virkekraften i Stykket og fører uden noget nyt Incitament, til Brodermord og hovedkulds Anger. Kong Gorm den Gamle døer fast ubemærket ved Efterretningen om denne, lige fra Stykkets Begyndelse forudseelige Begivenhed. Hovedpersonen, Harald [sideskift][side 1210]Blaatand, sort nok forresten er daarligt tegnet, uden Holdning som end, uden et eneste Træk som kunde dæmpe den Modbydelighed han opvækker" (BmB 18.3.1845). Adler fungerede altså ved dette stykkes behandling som øverste instans, for så vidt som to konsulenter havde erklæret sig (firere eller mindre) interesserede i dets opførelse. Stykkets forkastelse meddelte Heiberg forfatteren den 3. maj 1845 (HCp nr.182).

Chr. K.F. Molbechs romantiske drama "Venusbjerget" gav Heiberg en hård medfart: "[Det] savner al dramatisk Technik, og det i endnu mere paafaldende Grad end Forfatterens forrige Arbeide, "Klintekongens Brud". Det er ikke Andet end dialogiserede Fortællinger, eller til Nød Begivenheder, men Handling er der egenlig ikke Noget af. Det Lyriske, paa hvilket Forf. har villet lægge en vistnok for ham nødvendig Kapsun, er kun derved blevet endnu mere almindeligt og trivielt. Ved Opførelsen maatte dette Stykke blive saa kjedsommeligt, at Ingen kunde udholde det. Den hele Handling er saa slet motiveret, at al Grundvold for den mangler, og den burde egenlig være endt, inden den begynder; thi Brudgommen skjøtter ikke om sin Brud, og hun ikke om ham; ved denne Enighed er jo det Hele ude, og kun ved forcerede Midler kan der af denne Negativitet fremdrives en unødvendig Handling. Charactererne ere Nulliteter, blege og affalmede, kun med Undtagelse af Conrad, der er skildret med en oprørende Raahed, dobbelt oprørende, fordi den er umotiveret og usand. Hvad som desuden frembringer et ubehageligt Indtryk, er en vis raa sandselig Attraa, hvoraf der allerede i "Klintekongens Brud" var kjendelige Præg, men som her fremtræder endnu mere uforbeholdent, idet hele Sujettet dreier sig derom, og son man næsten nødes til at faae det Syn paa, at den hører med til Forfatterens egen Individualitet, eller udgjør en Side af samme, men som han skulde holde udenfor sine poetiske Arbeider, og ikke lade Publicum see saa tydeligt. Til dramatisk Digtning synes denne Forfatter ikke at have noget Kald. Talfald maa han øve sig i længere Tid, inden hans Arbeider kunne blive Andet end Exercitia eller Specimina. At hans første Arbeide blev antaget, deri maa han, efter min Mening, see en velvillig Imødekommen fra Theatrets Side, men ikke et Præjudicat for lignende Tilfælde, ikke en Adkomst til at møde samme Velvillie, naar de nye Arbeider ere ligesaa umodne, ja endnu mere umodne, saaledes som dette, der baade i dramatisk og i reen poetisk Henseende staaer langt tilbage [sideskift][side 1211]for det forrige, som dog selv udentvivl stod paa Grændsen af det Antagelige. At han fik dette Stykke opført, bør han, som sagt, betragte som en Velvillie, og det paaligger ham i hans følgende Arbeider at retfærdiggjøre sin Adkomst dertil, og ligesom betale den af Theatret accepterede Vexel paa hans Digter-Evne" (Borup nr. 1560 10.4.1845). De øvrige aktørers evt. læsning ses ikke bevaret, men Collin konciperede direktionens forkastelsesdom: "Ihvor gjerne Directn end vil komme den begyndende dramatiske Forfatter opmuntrende imøde, saa formener den dog at handle ikke blot i Thts, men i Deres egen Interesse ved at tilbagesende Dem det romantiske Drama: "Venusbjerget"; der, saavidt man kan skjønne, neppe vilde finde bedre Modtagelse, end Deres første Stykke: "Klintekongens Brud", der, som De selv har erfaret, ved hver gjentagen Forest., modtoges med forøget Kulde" (Kp.nr.55 26.4.1845). Se s.1247. Dramaet "Axel" var "altfor raat i technisk Henseende, til at kunne" antages. "Ikke desmindre indeholder det et Par Optrin, som ikke ere galt anlagte og ikke uden Virkning", meddelte Heiberg Collin (Coll.S.nr.235 14.4.1845). Måske Heibergs forbehold var med til at udskyde afgørelsen; først i 1849 averteredes stykkets forkastelse (Cp 47).

Thornams "Mac I Vol" (jf. s.1152) sendte Collin til Hertz' betænkning: "[Det] er i hele sit Anlæg og sin Dialog saa uinteressant og trivielt, at Theatret neppe vil kunne have Brug derfor .. Den ubetydelige Handling slæber sig mat gjennem Stykket og standses hele Veien af en meget kjedsommelig Dialog og meget utidige Reflexioner. Spoer til Characteerskildring vil man næsten slet ikke opdage". Det korrekte sprog og den ulastelige versifikation betød da intet i forhold til de opregnede mangler (Coll.BrS.XXII 25.5. 1845). Hertz' votum forekommer at være en hjælp for Collin, i det i øjeblik han ønskede at forkaste stykket; i øvrigt var Hertz på linje med Heiberg. Se s.1248.

Interessen samler sig selvfølgelig først og fremmest om Oehlenschläger og Hertz, i den nævnte rækkefølge. Afvisningen af "Gjenfærdet paa Herlufsholm" betød afskaffelsen af et privilegium, som Oehlenschläger havde haft siden 1834: at alt hvad han producerede skulle antages (og opføres) uanset teaterdirektionens opfattelse; kun publikum skulle dømme fædrelandets største dramatikers værker. Initiativet til privilegiets ophævelse kom fra Heiberg, men afgørende var det, at Collin støttede Heiberg: kun Collin havde [sideskift][side 1212]magt til at hindre Oehlenschlägers arbejde adkomst til scenen. Adlers forslag om tilbagetagelse af stykket var en vennetjeneste, hvilket viser Adler som en dygtig taktiker. Familien Heiberg og Henrik Hertz arbejdede snævert sammen om "Kong Renés Datter", men af særdeles interesse er familien Heibergs reservation på alle tidspunkter af stykkets tilblivelse. Fruen synes den mest interesserede mens Heiberg først ved prøverne i april 1845 overgav sig. Hans votum var bevidst intetsigende, men stykket blev sæsonens største succes. Kun to undtagelser bekræfter indtrykket af Heiberg som den aldeles afgørende smagsdommer. For det første hans afvisning af H.P. Holsts lille drama "Kun tyve Aar", som kom på scenen qua direktionen. For det andet Heibergs antagelse af "Knud-Dana-Ast", som direktionen afviste med et års forsinkelse. - Den unge Molbech fik kun sit første stykke "Klintekongens Brud" antaget og opført af familiehensyn, mens Heiberg fik lejlighed til at splintre det andet "Venusbjerget". Heibergs andel i antagelsen af Wiborgs "Konning Volmer og Havfruen" skal ikke undervurderes, selv om Adler tilsyneladende spillede en aktiv rolle i censurforhandlingerne om dette stykke. Heibergs afvisning af "Drøm og Virkelighed" var dramaturgisk begrundet, mens direktionens tydeligvis var personel. - Collins anvendelse af Hertz, Mynster og Weis som ekstradirektoriale censorer afdækker vel Collins egen uformuenhed som æstetiker men sandelig også hans evner til at administrere æstetikken. Collins inddragelse af disse censorer skal derimod næppe ses som motiveret uenighed med Heibergs domme. Hvor langt der end var fra Thornam til Oehlenschläger stod de ham på hvert deres trin lige så nær som Hertz og Mynster: parallellitet i engagement og følelser. - Levetzaus lidt større . meddelsomhed i denne sæson afslører ham ikke som dramaturg men hans jugement blev ikke afklædt. Collins inddragelse af Adler som opmand vedr. den norske tragiker viser, at han kunne argumentere på dramaturgisk vis, men hans forretninger i andre henseender synes bestandig at have fået førsteretten.

[sideskift][side 1213]

26.1.2 Dansk lystspil

Thornam indleverede anonymt sin farce "Kjerlighed og Vanvid" (jf. s.1196) med anmodning om optagelse i vinterrepertoiret (Coll.S.44 30.7.1844). Ingen vota eller påtegninger findes.

Andersens omarbejdede "Lykkens Blomst" (jf. s.1161) sendtes via Amaliegade til Heibergs betænkning (BJC III 137 31.8.1844). Inden Heiberg havde forkastet stykket, havde Andersen forelæst stykket for dronningen, hvem det behagede særdeles (BJC I 253 2.9.1844, læst den 30.8. og 3.9.1844). Den 4. sept. 1844 affyrede Heiberg sit bedste krudt i sin betænkning over omarbejdelsen: "Uagtet Forfatteren af "Lykkens Blomst" nu har borttaget af dette Stykke, hvad der maatte ansees for den værste Anstødssteen, saaledes at Stykket nu ikke længere kan siges at være meningsløst, saa forekommer dette Arbeide mig dog endnu bestandig at være complet forfeilet, baade i Almindelighed i poetisk Henseende, og in specie i dramatisk. Hvad angaaer den første Henseende, vil jeg ikke videre urgere den frappante Idee- og Tankeforvirring, som endnu bestandig hersker deri, men jeg vil blot betragte det fra det dramatiske eller theoretiske Synspunkt. Om da endog den første Act til Nød kunde glide over Scenen, skjøndt til ringe Opbyggelse for et blot nogenlunde tænkende og dannet Publicum, der idelig maa føle sig stødt ved den poetiske Ideeforvirring, saa forekommer det mig dog afgjort, at den 2den Act aldrig kan admitteres. Det er jo ikke Andet end en Ballet med Tilsætning af daarlige Ord. At lade i et reciterende Skuespil en Person dandse sig ihjel (NB. synligt for Tilskuerne), er dog paa eengang absurd, hæsligt og latterligt. Og naar nu hertil kommer en Øine-Udstikken og en Begravelse, og alle disse Ubehageligheder fremstilles som Billeder i en Perspectivkasse, uden al indvortes Udvikling og Motivering, saa synes mig, at man ikke kan være tvivlsom om, hvad Virkning dette vil gjøre, og at det er overflødigt at anstille Experimentet. Jeg har talt om "daarlige Ord", og jeg troer ogsaa, at man vil sande dette Udtryk, naar man læser Dialogen i anden Act. Det af Forf. anbragte Verse— maal vil gjøre en høist ubehagelig Virkning, thi disse Kæmpevise-Rhythmer kunne paa ingen Maade undvære Rimet, ja blive utaalelige uden dette. Det undrer mig meget, at Forfatterens naturlige metriske øre ikke, selv uden alt Studium, har kunnet sige ham dette log vogtet ham for et saadant Misgreb. At jeg ikke tidligere, i min Samtale med Forf., har meddeelt ham disse Indvendinger, til hvilke endnu kunde føies mange andre, kommer deraf, at jeg ikke [sideskift][side 1214]ønskede at sige ham flere Ubehageligheder end nødvendigt. Jeg henholdt mig derfor til den værste og fundamentaleste Anke, og lod de øvrige Indvendinger fare. Thi uagtet jeg ikke forudsaae, at han vilde kunne rette den værste Ankepost, saa var jeg dog dengang, som nu overbeviist om, at ingensomhelst Forandring kunde gjøre dette Arbeide antageligt. Anderledes kan jeg ikke dømme, og maa nu overlade Afgjørelsen til Den, som enten kunne faae det samme eller det modsatte Syn paa Sagen" (Borup nr.546). Heiberg havde, ryggen fri; ansvaret var og blev Collins. Andersen modtog post fra Collinerne den 13. sept. 1844, men ingen af brevene omtalte Heibergs forkastelse (BJC I 254). Først den 29. sept. 1844 forlod Andersen Augustenborg (BJC I 257), hvorpå han blev modtaget i København med nyheden om teaterdirektionens antagelse af "Lykkens Blomst" (Almanaken 1.10.1844 BJC III 145). Før Levetzau og Adler returnerede med kongen, antog Collin alene, egenmægtigt stykket. Den 10. okt. 1844 afsagde fru Heiberg sin rolle, logisk følgerigtigt i forlængelse af mandens forkastelse af stykket (BEC V 121, BW III 160). Familien Nielsen afsagde deres roller efter den første læseprøve (4.11.1844), hvorpå Andersen noterede i sin almanak: "Faaet Lov af Collin at give Stykket i sin første Skikkelse; glad, spændt derover" (BEC V 121 5.11.1844). Andersen foretog derpå en justering af anden version (Ms Laage Petersen nr.641, KTS nr.484), hvorefter indstuderingen begyndte (TK 1844 4.kv.nr.404 23.11.1844) (1). Premieren fandt sted den 16. febr. 1845 (opført ialt 6 gange). Heiberg kunne protestere, skuespillerne afsige deres roller, men Collin kunne alligevel få stykket bragt på scenen: magtens centrum, som protegerede Andersen, var og blev Collin. Tidligere kabinetssekretær Feddersens søn, B. Feddersen, leverede Heiberg sit lystspil "Kjærlighed i Valby". Heiberg fandt "Dialogen ret livlig", og stykkets forveksling "er en ret morsom Opfindelse", men han yndede ikke den gamle kones koketteri med den unge mand samt opløsningen, som faldt "noget afkavet. Hr. Conferentsraaden vil nu selv behage at see og afsige Dom" (Coll.S.nr. 235 26.8.1844). Intet skriftligt fra teaterdirektørerne er bevaret, men stykket blev antaget, hvilket Heiberg den 2. okt. 1844 meddelte Feddersen. Antagelsen betingedes af "at den første Forestilling af Stykket finder Sted til Bedste for et veldædigt Øiemed, til hvis Fremme Theaterdirectionen agter at give en Forestilling paa Hoftheatret" (NkS 3103). Forestillingen fandt sted [sideskift][side 1215]den 23. okt. 1844 (jf. s1238). grund af modtagelsen af stykket (2) opførtes det ikke oftere, hvorpå direktionen i første omgang nægtede at udbetale Feddersen regulativets honorar, hvilket Heiberg fandt aldeles forkasteligt: "At De ikke desmindre, paa Grund af Deres Anonymitet .. gjør klogere i at lade Dette være, behøver jeg ikke at sige Dem. Der gives Tilfælde, hvori det er klogest at tie til den Uret, man lider; og i alfald er det en Trøst, at man er Den, som lider Uret, ikke Den, som udfører den" (Feddersens arkiv 29.10.1844). Den 2. nov. 1844 kunne Heiberg imidlertid meddele Feddersen, at honoraret nu ville blive ham tilstillet (NkS 3103) (3).

Bloch Suhrs komedie "Hovmesteren" (jf. s.1159) fik Heiberg ikke til censur; i stedet afviste Collin egenmægtigt stykket med et par høflige ord: "uden at miskiende [komediens] gode Sider [kunne direktionen] ikke antage [den] til Opførelse paa Theatret" (Kp.nr. 125 19.10.1844).

M.V. Bruns lystspil "Adelsmand og Digter" fandt Heiberg var "noget Vrøvl, som det ville være overflødigt at uleilige Directionen med, dersom Forf. ikke udtrykkelig havde forlangt det" (Coll.S.nr.235 16.8.1844). Brun kendte selvfølgelig sine muligheder hos de forskellige instanser ved teatret. Denne gang hjalp dog ingen ham, og efter læsning af direktører (?) returneredes stykket den 17. dec. 1844 (Kp.nr.212).

Komedien "Aftenen før Declarationen" fandt Heiberg "i technisk Henseende temmelig raat, og [det] kunde under ingen Omstændigheder benyttes uden adskillige Rettelser. Men selv da vil det vanskelig gjøre Virkning, da det lider af endeel Mathed og Tyndhed" (Coll.S.nr.235 9.10.1844). Efter direktionens læsning (?) remitteret forfatteren den 17. dec. 1844 (Kp.nr.214).

Edv. Jacobsens "Visit-Timen" ligende "Skinnet bedrager" (jf. s.1112) "kun med den Forskjel, at den er endnu endeel flauere", skrev Heiberg til Collin (Coll.S.nr.235 10.11.1844). Remitteret den 17. dec. 1844 (Kp.nr.215).

Efter læsningen af lystspillet "Ei blot til Lyst" bemærkede Heiberg: "De rimede Vers, hvori dette Stykke er skrevet, ere usædvanligt flydende og velklingende. Saa meget mere overraskes man ved at finde en yderst triviel og intetsigende Handling" (Coll.S.nr. 235 28.11.1844). Efter direktørers læsning (?) returneret til forfatteren den 17. dec. 1844 (Kp.nr.213).

[sideskift][side 1216]Blichers og Christian VIIIs opfindelse - Henriette Nielsen - indleverede anonymt sit lystspil "Avertissementet", som Heiberg var meget tilfreds med: "[Det] udmærker sig især ved en meget lystig og livlig Dialog; Intriguen kunde maaskee behøve lidt større Klarhed". Hvad der var noget ganske anderledes alvorligt, var de politiske allusioner, "hvoraf her findes endeel, og et Par ret morsomme", men også nogle som måske burde udelades "for ikke at give Misfornøielse; saaledes hvad der berører den slesvigske Sprogsag", Allusionen til den engelske gesandt Wynns vanskabte søn måtte "idetmindste modificeres". Generelt trængte stykket til nogle forkortelser (Coll.S.nr.235 7.12.1844). De øvrige aktører behøvede ikke læse stykket, som blev antaget omkring nytår, hvorpå rollerne blev udskrevet. Rollerne uddeltes den 7. marts 1845 (PRFD), men endnu engang afsagde fru Heiberg sin rolle, hvorefter der ikke foreløbig blev tale om en opførelse. Se s.1309.

P.V. Jacobsens anonymt indleverede lystspil "Eventyr i Fastelavn" (jf. s.791) vurderede Heiberg i detaljen næsten som Molbech, omend han konkluderede i en antagelse. Han fandt, at der var tale om "en meget pudsig og tillige kunstig indviklet Intrigue. Især E[x]positionsscenerne ere af ualmindelig dramatisk Virkning. Men for at det skal gjøre sin Virkning, maa det .. endnu betydeligt forkortes, især mod Slutningen .. Den hele Scene (mod Slutningen), hvor Charlotte forklædt som Mandfolk, begynder herpaa med sit Courmageri til Emilie, bør helst falde bort, da den for vidt drevne Spøg baade er unaturlig og trættende. Men hvad Forf. .. absolut maa forandre, det er den Urimelighed, ja det Upassende, at Charlotte fortsætter sin Maskerade, og giver, forklædt som Mandfolk, en formeentlig Dame et Stævnemøde paa Gaden og i Haven. Det er et altfor stort Lapseri for én Dame .. dette Stævnemøde skulde [ikke] falde bort, men .. maa komme af sig selv, ved Tilfældet .. Med de; omtalte Forandringer, og især med denne væsenlige, vil Stykket sikkert blive meget underholdende at see" (Coll.S.nr.235 7.12.1844). Collin Benyttede, hvad ikke tidligere eksplicit er iagttaget, Heirbergs skrivelse som forlæg til et brev til Jacobsen (næsten overhovedet versaloverensstemmelse): "Forinden nogen endelig Bestemmelse tages angl. Stykkets Antagelse, ønskede Directionen at vide forhvorvidt Forfatteren vil foretage de anbefalede Forandringer og Forkortninger" (NkS 2635 14.12.1844) . Collins imødekommenhed over for Jacobsen var dikteret af Heibergs velvilje og hans bekendtskab [sideskift][side 1217]mod Jacobsen, qua dennes ansættelse i statsadministrationen (4). Selv om Jacobsen ikke var enig med Heibergs argumentation, var han dog villig til at foretage de "antydede [Forandringer] .. saaledes at der deels ikke statueres nogen forudgaaet Aftale om et Rendez=Vous, og deels at den nuværende 17de Scene mellem Charlotte og Emilie, med hvad dermed staae i Forbindelse, ganske bortfalder" (FS 18.12.1844 adr. Collin). Den 28. dec. 1844 til stillede han teaterdirektionen det forandrede manuskript (FS) (5). Heiberg fandt motiveringen "mindre tilfredsstillende, end man kunde ønske", men mente dog at stykket kunne passere med de gjorte ændringer (Coll.S.nr.235 31.12.1844). Rollerne blev uddelt den 2. febr. 1845 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 4. maj 1845 (opført ialt 5 gange).

F.J. Hansens allerede halvt forulykkede digterskæbne skulle ikke ændres på grund af lystspillet "En lille Hemmelighed". Heiberg fandt, at det var "en meget munter, let og graciøst behandlet lille Piece, paa hvilken jeg, selv i Detaillen, ikke kan finde Noget at udsætte" (Coll.S.nr.235 7.12.1844). Denne varme anbefaling nyttede intet, og efter direktionens læsning (?) remitteredes stykket den 17. febr. 1845 (Kp.nr.19) (6).

"Kjøbenhavnsreisen" var "Lutter Trivialitet" afgjorde Heiberg (Coll.S.nr.235 16.12.1844). Efter direktionens læsning (?) remitteret forfatteren den 17. febr. 1845 (Kp.nr.20).

"En Aften paa Regensen" var ifølge Heiberg "det utroligste Vrøvl" (Coll.S.nr.235 26.12.1844). Remitteret forfatteren den 11. jan. 1845 (Kp.nr.6).

Overskou overgik sig selv endnu engang ved at levere lystspillet (eller folkekomedien) "Pak" skræddersyet til teaterpersonalet. Collin og Heiberg havde en mundtlig forhandling derom, før Heiberg tilstillede direktionen sit votum: "Enten man betragter Stykket som et "Mesterstykke", eller som et Arbeide med bone mixta matis, vil det altid være en god Acqvisition for Scenen. Slutningen af 3die Act er af megen Virkning, og vil sikkert fremkalde et stormende Bifald, uagtet Situationen er noget usandsynlig" (Borup nr.554 13.1.1845). Derpå tilstilledes stykket Levetzau, som erklærede sig imod dette folkelige lystspil: "dette Stykke à la Capriciosa, som er eene skreven for, og beregnet paa Nielsen, behager mig slet ikke; Conversationen er tildeels holden i Nyeboe-Tonen, tildeels langt udtrukken og kiedelig; Intriguen uden Interesse [sideskift][side 1218]og det Heele paa det første nær i Iflands Streg, som ikke mere er Publikums. Alligevel er det nok muelig at en Deel af det sidste, det høiest oppe i Theatret, vil finde Stykket efter Behag, og jeg mangler maaskee selv paa den Sands for det Komiske i det, da Thiele har kundet finde det saa [for]træffelig" (BmD 27.1.1845). I indhold og form så ganske Levetzau: sammenligningen med Overskous (og Arnesens) tidligere folkekomedie viser ham som vidende om hovedværkerne i nyere tids danske dramatik. Sammenligningen med Ifland viser ham som tysker ligesom syntaksen i hans votum. Han behagede ikke folkelige skuespil og lagde ikke skjul derpå. Hans foretrukne genre var det lille, lette franske pikante konversationsstykke, "der kunne gå med" det øvrige. Overskou pressede Collin for at få stykkets roller udskrevet og omdelt, men først måtte stykket dog antages. Den 10. febr. 1845 måtte Collin tilstå, at "der imidlertid ikke" endnu "var afgiort" noget derom: "Jeg har intet mod An-tagelsen" (BmD 10.2.1845 adr. Levetzau og Adler). Levetzau fremturede i sin private opfattelse: "Jeg er aldeles imod Stykkets Antagelse, naar denne kan undgaas" (BmD udat.). Adler hæftede sig først og fremmest ved stykkets bredde: "dette kan deels ved smaae Forkortninger hæves deels .. [kunne] det udfyldes af et godt Spil. Jeg kan ikke stemme for Stykkets Forkastelse" (BmD udat.). Collin drog konklusionen: antaget (Cp udat.). Levetzaus forkastelse er fuldstændig i modstrid med forretningsordenen, thi de to censorer var dog enige og kun ved uenighed skulle chefen afgøre en dissens. At opføre et stykke mod chefens stemme vår intet mindre end uhørt. Da Levetzau meget vel kendte sine beføjelser og ønskede dem respekteret, kan der konkluderes, at Overskou præsterede at få opført et stykke imod chefens private smag, men med de mere publikumsorienterede censorers. - Bollerne blev uddelt den 6. marts 1845 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 22. april 1845 (opført 6 gange i den første sæson; ialt 28 gange i den behandlede periode) (6a).

Lystspillet "Den fortvivlede Elsker" var ifølge Heiberg "under al Critik"(Coll.S.nr.235 22.1.1845). Remitteret forfatteren den 4. febr. 1845 (Kp.nr.11).

C.H. Lorenzen havde tilstillet Heiberg privat sit lystspil "Elskeren imod sin Villie", "hvem jeg har mundtlig sagt, at det neppe kunde bruges" (HCp nr.228). Officielt behandlet fandt Heiberg det "paa en ubehagelig Maade provindsielt", fordi det skildrede "yderst [sideskift][side 1219]derst platte, for ikke at sige gemene Characterer og Forhold .. "Gulddaasen" i Carricatur" (Coll.S.nr.235 22.1.1845). Remitteret forfatteren den 10. febr. 1845 (Kp.nr.14).

Andersens evige modsætningsforhold til teatercensuren forledte kam til at optræde som anonymus, hvilket i virkeligheden passede ham lidet godt - eller meget godt i Erindringerne, thi da blev pølsepind til skin(d). - Kun Collin og Ørsted var vidende om forfatterskabet til lystspillet "Den nye Barselstue", da Heiberg censerede stykket: "Ideen til "den nye Barselstue" er meget snurrig log overraskende, og tillige meget applicabel paa Tiderne. Men Forf., som her har gjort et godt Fund, har ikke forstaaet at benytte det rigtigt. Stykket er, skjøndt ikke uden Lune og Vittighed, dog ogsaa temmelig rigt paa Flauhed og Trivialitet, og flere af dets Situationer ere vel meget umiddelbart hentede fra den raae Virkelighed. Kammerherren og Kammerjunkeren ere omtrent af samme Ferskhed som i "Skinnet bedrager". I det hele mangler Forf. Holdning og Applomb i Behandlingen af sit Sujet. Paa Grund heraf troer jeg, at Stykket ikke vil gjøre Lykke; men ikke desmindre mener jeg, at det har større Adkomst til at antages, end Meget, som gjør Lykke" (Borup nr.555 28.1.1845). Heiberg noterede til sammenligning i sin private protokol: "Ideen er ikke saa gal: Barnet er et Drama, Faderen en Poet, som tager imod Gratulationsvisiter, fordi hans Drama har gjort Lykke, og tilsidst faar man at vide, at han selv er ikke Fader til Barnet. Men Udførelsen er flau og smagløs, og det Hele gjør Indtryk som en sammenhobet Række af smaa trivielle Fadaiser. Forfatterens betydelige Mangel paa Holdning, saavelsom hans Lyst til at sammenføie fragmentariske Situationer og til at tage disse ud af den umiddelbare Virkelighed, Alt dette, foruden Mere, tyder paa, at Forf. er Andersen, uagtet Et og Andet i Stykket kunde betragtes som Satire [7] paa ham selv og hans Væsen" (HCp nr.230). Især Heibergs bestemmelse af forfatterskabet er prisværdig og vigtig til vurdering af deres modsætningsforhold som dramatikere: Heiberg tilhørte la regime l'ancienne, Andersen la moderne. Trods dette faktum leverede Heiberg Collin den modererede version af sit indtryk af Andersens stykke, hvilket han selv vurderede således ("hvori jeg yttrer ovenstaaende Dom, uden dog at fraraade Stykket"): Heiberg forstod at sno sig, eller hvis man vil, at lyve for sig selv. Allerede den 21. febr. 1845 var alle rollerne udskrevet (TK 1845 1.kv.nr.397), hvorpå [sideskift][side 1220]teaterchefen gunstvilligst den 26. febr. 1845 erklærede: "Imod den nye Barselstue's Antagelse kan jeg have lige saa lidt, at erindre, som imod den foreslaaede Rollebesætning" (BmD). Månedsdagen efter fandt premieren sted: "stormende Bi[fald]; Besøg af P.L. Møller" (Almanak BHW III 162): Kampen mod Heiberg kunne for alvor begynde. H.C. Andersen-litteraturens kæledægge opførtes 14 gange i første sæson, 40 gange i den behandlede periode; ialt 116 gange (Leicht & Hallar 232). Stykket er Andersens triumf som lystspildigter, "men problemet var og er anonymiteten (MLE I 324, etc.). "med lidt Forandring og Tilsætning" (HCp nr.236) indsendte Brosbøll sit kasserede lystspil "Spidsborgerliv" (jf. s.1159) under titlen "Brandcapitainen". Heiberg anførte: "Hvad jeg dengang skrev om "Spidsborgerliv", gjælder nu uforandret om "Brandcapitainen". Stykket er plat og smagløst, udtværet, uden Handling, og fornemmelig uden al vis comica" (Coll.S.nr.235 27.2.1845). Collin foretog sig intet til støtte for Brosbøll.

Lystspillet "Snedkerens Datter" var ifølge Heiberg "et meget velmeent, yderst naivt Stykke, men tillige yderst formløst" (Coll.S. nr.235 2.3.1845). Efter direktionens læsning (?) remitteret den 14. apr. 1845 (Kp.nr.47).

Anonymus' lystspil "Lige Børn lege bedst" læstes først af Levetzau, der fandt "det meget flaut og ikke Umagen værdt at indstudere" (Cell.BrS.4 20.3.1845 adr.?). Heiberg fandt det "intetsigende .. yderst tyndt og trivielt" (Coll.S.nr.235 23.3.1845). Læste Adler det, siden stykket først remitteredes den 19. nov. 1845 (Kp.nr.136)?

Balth. Bang forfulgte i næsten seks år Adler med sit af samtlige teatercensorer forkastede skuespil "Hertuginden af Montmorency" (jf. s.407) (8). I maj 1845 tilskrev Adler endelig Bang, der i sin senilitet (?) takkede ham for hans forkastelse (Adlers arkiv 16. 5.1845).

Lystspillet "En Tantes Besøg" "er en reen Nullitet", skrev Heiberg den 29. maj 1845 til Collin (Coll.S.nr.235). Remiiteret den 4. juni 1845 (Kp.nr.76).

Behandlingen af Andersens stykker påkalder måske umiddelbart den største interesse, specielt "Lykkens Blomst" fordi kun Collins egenrådige afgørelse betød antagelse. Tilfældet er enestående, især når man betænker Heibergs mange (mindre afgørende) indvendinger mod antagne stykker. Heiberg var vel på sin reserverede vis [sideskift][side 1221]charmeret som teaterskrædder af "Den nye Barselstue", men han havde lugtet forfatterskabet, hvorfor han forstod at beherske sin entusiasme. Som med Hertz' "Kong Renés Datter" kunne Heiberg ikke sige sig fri for digtermisundelse, ihvor forskellige stykkerne end var. - Modsætningen til Andersen var vel den anden teaterskrædder Overskou, hvor Collin og Heiberg nok ikke dramaturgisk set var enige, men ledet af mammon kunne forenes i en antagelsesdom. Levetzau fremturede i sin foragt for det folkeligt-ifflandske lystspil. Stykkets succes gjorde Levetzau endnu mere usikker som den professionelle dommer han ikke var bestemt til at skulle være. Mysteriet med Feddersens stykke synes fortsat godt skjult i personrelationer. Henriette Nielsens oprindelige "Avertissementet" synes umiddelbart særdeles spændende, efter Heibergs votum at dømme, men firmaet Edv. Collin og Hertz forstod siden at slette de politisk betænkelige steder i stykket. Collin forstod at (mis)bruge sin Heiberg: forholdelsen af Bloch Suhrs stykke, og afskriften af Heibergs votum til P.V. Jacobsen taler hver deres eget sprog. Jacobsen føjede sig imidlertid ikke efter Heibergs vilje, men nok til at at stykket opførtes. Heibergs retlinjede respekt for F.J. Hansens lille stykke blev underkendt uden begrundelse. Hverken Brosbøll eller C.H. Lorenzens stykker kunne aftvinge nogen begejstring eller respekt: begge var eksempler på smagløshed og gemenhed. Resten var nulliteter. - Aktørerne, Levetzau og Adler ikke helt at forglemme, præsenterede gevær ved "Pak", fordi det var for folkeligt, måske for bredt og dog: distancen til publikum synes det mest sammenhængende man kan foreslå. Adlers passivitet i teateranliggender synes mest påfaldende. Levetzaus interesse var så absolut vakt, men han havde, desværre for ham, ikke så forfærdeligt meget at have den i. Collin og Heiberg kunne narre hinanden, men de to kunne dog alle indbyrdes chicanerier tiltrods arbejde sammen om et fornuftigt teaterrepertoire, også når det gjaldt den særdeles vanskelige genre: det nationale lystspil. Der blev plads til Andersens eksperimenter så vel som P.V. Jacobsens (og Overskou som et kompromis?). Allerede fra midten af 1840rne var det lykkedes at skabe så vel et nationalt drama som et nationalt lystspil. Om Collin direkte opfordrede dertil eller betalingsregulativet virkede stimulerende: forudsætningen var dog kapable forfattere, og de fandtes.

[sideskift][side 1222]

26.2.1 Oversat drama

"En Hævn", ifølge oversætteren efter Ancelot, var ifølge Heiberg "et ganske afskyeligt Stykke, upaatvivlelig hentet fra de berygtede Melodrama-Theatre i Paris. Et ædelt og fiint følende offentligt Fruentimmer er Heltinden .. Det Hele saa oprørende som muligt - Oversættelsen er under al Critik" (Coll.S.nr.235 26.12. 1844). Efter direktionens læsning (?) remitteret oversætteren den 4. febr. 1845 (Kp.nr.12).

"Dramaet "En Spaniers Kjærlighed" tilkjendegiver sig som et af de sædvanlige Boulevards-Melodramer, beregnede paa en simpel og plump Effect" (Coll.S.nr.235 29.5.1845). Remitteret bearbejderen den 4. juni 1845 (Kp.nr.77).

Tiderne havde ændret sig, thi teatret modtog ikke flere udenlandske dramaer i oversættelse. Paris' udbud af melodramer var aldeles uønskede i København.

[sideskift][side 1223]

26.2.2 Oversat lystspil

Den norske skuespiller Carl Petersens oversættelse af A.H.J. Duveyrier & Ch. Duveyriers comedie-vaudeville "La meunière de Marly" (TVR 21.4.1840) fandt Heiberg "vel [kunne] bruges" (Coll.BrS.XXIIb 8.6.1844) "med nogen Rettelse. Stykket kan ogsaa nok anvendes som Fyldekalk" (HCp nr.192). Collin antog stykket, hvorpå Heiberg sendte det til Collin "renset for de grove og smagløse Udtryk. Paa dette Anstød nær, som nu er hævet, troer jeg, at Oversættelsen er ret god og flydende, langt bedre end mange andre, som bydes os af vore egne Landsmænd" (Coll.S.nr.235 16.8.1844). Hurtigt blev roller udskrevet og uddelt, hvorpå "Møllen i Marly" havde premiere allerede den 29. sept. 1844 (opført 15 gange i første sæson; ialt 31 gange i den behandlede periode) (1).

N. Fourniers comedie-vaudeville "Jacquart, ou le métier à la Jacquart" (GD 24.4.1843) indleveredes anonymt af prof. Abrahams: "Skildringen af Ministeren og Chemikeren Chaptal saavelsom af de historiske Omgivelser" fandt Heiberg noget barnagtig, og det var "vel crast i sin industrielle Tendens. Men paa den anden Side er det ikke uden Liv i Handlingen og Dialogen, og Oversættelsen er i det Hele ret flydende" (Coll.S.nr.235 16.8.1844). Stykket blev antaget (Cp) men aldrig uddelt eller opført. Averteret i Adresseavisen, sept. 1849.

Villeneuve & Livrys comedie-vaudeville "Mlle Dangeville" (PR 10.4. 1838) forkastedes af Heiberg: "[Jeg] troer .. at dette Stykke er for meget Farce, til at det nogensinde vil behage vort Publicum, eller endog blot tolereres af det. Den pudseerligste Scene er den første Forklædning .. omendskjøndt Meget i samme vil forekomme anstødeligt .. Naar det Barokke bliver saa slet motiveret, bliver det absurd, og netop i dette Punkt er vort Publicum mere nøieseende end i andre" (Coll.S.nr.235 16.8.1844). Collin lod sig lede af denne vurdering, hvorfor han ikke lod stykket oversætte.

Bayard & Dumanoirs comedie-vaudeville "Les deux couronnes" (PR 8.6. 1842) var i Hvids oversættelse "bestemt til en Sommerforestilling for Holst .. som ikke kom istand" (HCp nr.200). Levetzau fik stykket til censur i juli: "det er en Urimelighed, som kuns kan finde Bifald ved et god Spil og en god Musik; hvad det første angaaer, saa kunde det besættes fortreffelig, naar det var et Skuespil, men hvor have vi to Sangerinder som kan udføre disse Partieer?" (BmD 21.7.1844). Heibergs kritik gjaldt mindre den lidt fejlagtige oversættelse end originalen: "thi et dummere Sammensurium lader [sideskift][side 1224]sig neppe tænke. [Skildringen af det engelske hof] er .. saa absurd, ikke blot saa barnagtigt dumt, men saa pattebarnsagtigt dumt, at det forekommer mig, at Directionen ikke uden sin egen Skam kan bringe et saadant Uvæsen paa Scenen, og at det ikke kan bydes et Publicum, som man ikke aabenbart frakjender sund Menneskeforstand og den nødtørftigste historiske Kundskab" (Coll.S.nr. 235 26.8.1844). Stykket noteredes ikke antaget i censurprotokollen, men henlå indtil Heiberg i 1849 averterede dets uanvendelighed i Adresseavisen (17.9.1849) (2).

Chapelle & Clairvilles "L'abbé galant" (jf. s.1104) modtog teatret i Abrahams' anonyme oversættelse: "Virkelig er det ogsaa ligesaa nonsensicalsk som "De to Kroner", og dertil endnu kjedsommeligere. Desuden er det jo en forældet Idee at skrive Stykker, som gaae ud paa at hævne Skuespillerstanden paa Kirkens eller Statens Intolerance. Cessante causa cessat effectus .. i vore Tider .. er [det] saa langt fra, at Skuespillerstanden fortrykkes .. [Heiberg mente] det snarere kunde være Øieblikket til at komme med et Stykke, der modererede den overspændte Interesse for samme" (Coll.S.nr.235 26. 8.1844). Om stykket blev oversat efter opfordring vides ikke, men også denne Abrahams'ske oversættelse honoreredes (TK 1845 2.kv.nr.578). Averteret i Adresseavisen sept. 1849 (3). Leuven & V. Lhéries comedie-vaudeville "Mistriss Siddons, ou une actrice anglaise" (GD 1.8.1836) fremstillede ifølge Heiberg "en delicat Materie, skildret med en yderst plump Pen. Tilstrækkeligt Motiv til Forkastelse" (Coll.S.nr.235 26.8.1844). Efter direktionens læsning (?) remitteret oversætteren den 17. dec. 1844 (Kp.nr. 218).

Den 7. og 17. sept. 1844 solgte regissør Liebe "Paa Foreningen for Sommerskuespillenes Vegne" (TK 1844 3.kv.nr.207 og 206) succes erne (jf. s.1196):
(1) Overskous oversættelse af Molieres "Don Juan", der opførtes første gang for teatrets regning den 1. sept. 1844 (6 gange i indeværende sæson; ialt 11 gange for teatrets regning i den behandlede periode).

(2) Borgaards bearbejdelse "To Familier paa et Landsted" opførtes i vinterrepertoiret første gang den 8. sept. 1844 (opført ialt 9 gange) (4).

(3) Borgaards oversættelse af Scribes "Bertrand et Raton" opførtes for teaterkassens regning første den 23. sept. 1844 (opført 8 [sideskift][side 1225]gange i første sæson; 19 gange ialt for teatrets regning i den behandlede periode) (5).

(4) Dorphs oversættelse af Bulwers "The Lady of Lyons" gik med i købet, da det jo intet kostede. Dorph krævede en officiel antagelse (I.B.nr.186 16.10.1844), hvilket udstedtes den 20. okt. 1844 (Kp.nr.126). Den 20. okt. 1844 opførtes det første gang for konge lig regning (opført 6 gange i indeværende sæson; inclusive sommer forestillingerne (3) ialt opført 25 gange) (6).

(5) Güntelbergs oversættelse af Scribe & Duveyriers "Oscar, ou le mari qui trompe sa femme" optoges også i repertoiret. Det blev gi vet første gang den 8. nov. 1844 (opført 8 gange i første sæson; ialt givet 14 gange, incl. sommerforestillingerne, i den behandlede periode).

Om Collin eller Heiberg overværede (nogle af) forestillingerne om sommeren røber kilderne ikke. Hvis det ikke har været tilfældet, blev stykkerne antaget på grund af publikums reaktion.

Den anonyme oversættelse "Et Ungdomsløfte" havde en "urimelig, usandsynlig Intrigue, dertil [var den] plumpt behandlet. Det er desuden en daarlig Efterligning af det bekjendte lille vittige Stykke "Gesandten"[jf. s.321]" (Coll.S.nr.235 10.11.1844). Efter di rektionens læsning (?) remitteredes oversættelsen den 17. dec. 1844 (Kp.nr.217).

Den utroligt arbejdsomme Borgaard fik også bearbejdet Goldonis "La Locandiera" (1751), på dansk grund "Mirandolina". Heiberg var meget tilfreds med denne "Gienganger fra den ældre, kraftigere Co medie", som fortjente "at anbefales, om den end ikke kan maale sig med Molières Værker. Oversættelsen .. synes at være meget brugbar" på nær nogle få sproglige pletter (Coll.S.nr.235 10.11.1844). Ingen af øvrige aktører ses at have læst stykket. Med blyant noterede Collin i censurprotokollen, at han den 5. sept. 1846 sendte det til regissøren, men intet skete. Borgaard mente sig (fejlagtigt) forfulgt af Collin (jf. Coll.BrS.VI 20.1.1846 adr. Andersen). Stykket blev først opført i sæsonen 1885/86.

Arnesens oversættelse "En Bedstemoder" (jf. s.1078) blev uden videre diskussion uddelt på ny den 16. nov. 1844 (PRFD), hvorpå stykket havde premiere den 1. febr. 1845 (opført ialt 14 gange) (7).

Dumas' komedie "Le Laird de Dumbicky" (LOD 30.12.1843) oversat af Arnesen med titlen "Carl den Andens Hof" (opr. "Mac Allan") våndede Heiberg sig over: "[Endnu] en af disse smudsige Maitresse-Historier [sideskift][side 1226].. Dumas har nok for længe siden udtomt det ringe Forraad af Opfindelse, som han var i Besiddelse af. Hvad han nu frembringer synes ikke at være Andet end en Reproduction af de gamle Platter; men den Smule Forgyldning, som engang dækkede dem, er borte. Det er forresten meget muligt, at dette Stykke kan gjøre et Slags Lykke, naar det kommer snart paa Scenen, inden Publicum har faaet Cinene op for den hele Misère i denne og lignende Gjentagelser. Men dersom Censuren ikke skal lade sig bestemme af Publicum, men tvertimod selv bestemme Publicums Smag, saa vil den afvise et saadant Product" (Coll.S.nr.235 16.12.1844) (8). Heibergs ønske om at bestemme publikums smag er fremgået med al ønskelig tydelighed af alt hvad han har skrevet, mens det er ligeså evident, at Collin helt anderledes ønskede at følge publikums smag. Heri bestod den væsentligste vanskelighed for samarbejdet mellem de to. - Arnesens oversættelse var "brugelig nok" (l.c.) (9), men stykket mishagede Levetzau "i alle Retninger" (BmD 26.12.1844), hvorpå stykket remitteredes den 16. febr. 1845 (Cp 39). Se s.1295.

Arnesens oversættelse af Bayard & Waillys komedie "Le mari à la campagne, ou rien de trop" (TF 3.6.1844) med den danske titel "Ude og Hjemme" indrømmede Heiberg besad en intrige, der var "ret piquant, men det Hele er dog temmelig plat opfattet og behandlet, og desuden utilbørlig langtrukket. Første og anden Act ere ingenlunde uden dramatisk Virkning, men den tredie er ikke meget værd. Det Hele har dog det Fortrin, at det bevæger sig i en anden Ideekreds og i en mindre futil, end den store Masse af nyere franske Stykker. Udført med Lune, med Lethed og Hurtighed, kan Stykket blive ret underholdende. Men Oversættelsen er maadelig .. og trænger betydelig til at revideres efter Originalen" (Coll.S.nr.235 16. 12.1844). Levetzau var ganske på linje med Heiberg: "hvor ubetydelig det ogsaa er i sig selv, [kan det] dog nok behage for en kort Tid med en god Besætning, og især naar de stærk tegnede Charakterer ikke blive altfor chargeret ved Forestillingen" (BmD 26.12. 1844). Materialet oplyser intet om Arnesens revision af oversættelsen, men en sådan må næsten antages at have fundet sted, siden stykket ikke blev antaget og opført i løbet af de resterende fem måneder af indeværende sæson. Se s.1261.

Gutzkows lystspil "Zopf und Scwert" (Dresden 1.1.1844) i Thornams oversættelse "Pidsk og Støvletter" gav Heiberg anledning til at fremture med sin despekt for dramatikeren: "[Stykket] synes i Begyndelsen [sideskift][side 1227]at love Noget, men opfylder ingenlunde Løftet. Tiltrods for et Par ganske antagelige Scener, er det noget usammenhængende Nonsens. Personerne ere ikke blot uden historisk Sandhed .. men .. for største Delen uden menneskelig Sandhed, og dertil [er] Begivenhederne saa absurde, at man aldeles ikke kan komme i nogen Illusion. Kort sagt, en ny dramatisk Bankerot af Hr. Gutzkows formentlige Talent. Oversættelsen er meget maadelig, ofte meningsløs .. desuden fuld af Germanismer [10]" (Coll.S.nr.235 26.12.1844). De øvrige aktører forholdt sig tavse. Se s.1314.

P.L. Møllers oversættelse "Sypigen og Frøkenen" af Duport & Ancelots "La grisette et l'héritière" (jf. s.1076) nægtede Collin optagelse i repertoiret, "da man for Øieblikket ikke har Brug derfor" (Kp.nr.7 11.1.1845).

Carl Baggers bearbejdelse af Scribes komedie "Le fils de Cromwell, ou une restauration" (TF 29.11.1842) gav Heiberg anledning til følgende vurdering: "Oversætteren har her gjort det Kunststykke at reducere det Hele [5 akter] til to Acter, [hvorved] Adskilligt, som ikke er Andet end Gjentagelse af allerede bekjendte Forhold og Intriguer, er faldet bort, men rigtignok ogsaa Adskilligt, hvori Originalens Finesse bestaaer .. paa flere Steder [har han] sat en bestemt politisk Troesbekjendelse istedenfor Originalens Indifferentisme .. Imidlertid synes det mig at kunne ret vel spilles i denne Form, og det vil vist ogsaa sees med Fornøielse" (Coll.S.nr.235 13.1.1845). Om de øvrige aktørers læsning vides intet, men den 3. marts 1845 svarede Heiberg Bagger (skr. tabt). Se "Contoiristerne" en lokalisering af John Oxenfords "My Fellow Clerk" (1835) (11) var ifølge Heiberg "under al Critik" (Coll.S.nr.235 22.1. 1845, hvorpå den remitteredes den 11. febr. 1845 (Kp.nr.15).

Mme Ancelots comedie-vaudeville "Pierre le millionaire" (TV 2.3.1844) var "noget forskruet Sammensurium", erklærede Heiberg (Coll.S.nr. 235 14.2.1845), hvorpå den remitteredes den 17. febr. 1845 (Kp.nr. 21).

Scribe (& Royer?)s comedie-vaudeville "Les surprises" (GD 31.7.1844) i B. Feddersens oversættelse "[var] et ganske piquant lille Stykke, skjøndt noget usammenhængende, hvilket dog maaskee for en Deel kan komme paa Oversættelsens Regning, da denne røber endeel Ukyndighed i det Franske", erklærede Heiberg (Coll.S.nr.235 22.1.1845). Den 20. febr. 1845 læste Levetzau stykket, som han fandt "meget ubetydelig i sig, men .. med en god Besætning og et rask Spil [vil det] [sideskift][side 1228]kunde more nogle Aftener" (BmD). Samme dag indkom Jacob Davidsens oversættelse af stykket (FS). Heiberg fandt den "uden Sammenligning bedre" end Feddersens (HCp nr.235). Den 24. febr. 1845 meddeltes Feddersen, at hans oversættelse var forkastet, "da en anden .. heldigere Overs. maatte gives Fortrinet" (Kp.nr.26), mens Davidsen kommuniceredes, at hans oversættelse var antaget (Kp.nr. 25). - Først i juni 1847 blev rollerne udskrevet (TK 1847 2.kv. nr.589), hvorpå premieren fandt sted den 14. okt. 1847 (opført ialt 7 gange).

Jaime, Et. Arago & Dumanoirs comedie-vaudeville "Le cabaret de Lustucru" (TV 24.2.1838) modtog Heiberg privat fra Carl Petersen: "Mærkeligt nok har det .. en paafaldende Lighed med ["Møllen i Marly", jf. s.1223] .. og danner som et Sidestykke til det, hvad Tonen og Tendensen angaaer, uagtet det dog ingenlunde er nogen Gjentagelse af det, og derfor ogsaa maa kunne sees med Fornøielse af Dem, der have skjænket "Møllen" deres Bifald. Det er noget mere burlesk; men er derimod ikke mere (heller ikke mindre) frivolt" (Coll.S.nr.235 13.1.1845). Ingen skriftlige vota ses fra de øvrige aktører (bevaret). Den 24. sept. 1845 leverede Møller de udskrevne roller (TK 1845 3.kv.nr.306), hvorpå "Lustucru" havde premiere den 30. nov. 1845 (opført ialt 4 gange) (12).

E. Souvestre & Dubois d'Avesnes' comedie-vaudeville "La Parisienne" (GD 28.9.1844) i B. Feddersens oversættelse fandt Heiberg "ret morsomt og i en originalere Genre end de fleste nyere franske Stykker" (Coll.S.nr.235 14.2.1845). Oversættelsen rettede Heiberg igennem (HCp nr.233). Levetzau læste også stykket: "et af de tusinde franske Stykker uden indre Verdie, eller Moral, men som spillet af de foreslaaede Personer, vil giøre Lykke i nogle Aftener, hvis der er Tid til at indstudere det" (BmD 23.2.1845). Levetzaus argumentation synes klichépræget, men om uoverensstemmelser tier materialet. I jan. 1846 fremsendte Feddersen sit forslag til en rollebesætning, som Heiberg ikke ganske bifaldt (J.B. Feddersens arkiv, Coll.S.nr.235 13.1.1846), men først i okt. 1846 blev de udskrevne roller leveret (TK 1846 4.kv.nr.91 og 133), hvorpå "En Pariserinde" havde premiere den 2. sept. 1847 (opf. ialt 5 g.) (13). Om Arago & Guinots comedie-vaudeville "Les mémoires du diable" (jf. s.1137) anførte Heiberg: "I den mellemliggende Tid kan Stykket ikke være blevet bedre; tvertimod er imidlertid indtraadt et Sammenligningspunkt, som ikke er i behagelig Erindring, nemlig "Skinnet [sideskift][side 1229]bedrager"[jf. s.1112]" (Coll.S.nr.235 19.3.1845). Remitteret den 2. april 1845 (Cp) (14).

Fangels lokaliserede oversættelse "Landlig Enfoldighed" efter Töpfers "Die Einfalt vom Lande" (jf. s.664) leveredes Heiberg privat (HCp nr.243). Heiberg indsendte bearbejdelsen den 23. marts 1845 med bl.a. følgende kommentarer: "netop ved Localiseringen faae [de Toepferske stykker] noget endnu mere Forceret og Usandsynligt end i Originalen. I N.T. Bruuns Tid vilde dette Stykke vist have behaget; nu vil den hele Maneer udentvivl forekomme forældet og uinteressant. Oversættelsen er ret god; kun er det Skade, at Oversætteren har villet localisere" (Coll.S.nr.235): Endnu engang konstateres ligheden mellem Heibergs og Molbechs smag. - Først den 16. nov. 1845 meddelte Collin Heiberg, at stykket var forkastet af direktionen (HCp nr.243) (15).

Scribe & P. Duports komedie "La tutrice, ou l'emploi des richesses" (TF 29.11.1843) indleveret i Maria Bojesens anonyme oversættelse "Den unge Formynderske" fandt Heiberg "noget forceret i sin Intrigue og usandsynlig, dog ere de to første Acter ret piquante og underholdende; men den tredie, hvori Moralen kommer, er flau og kjedsommelig. Oversættelsen er i det Hele ret god" (Coll.S.nr.235 29.5. 1845). Se s.1333.

Også denne afdeling afspejler fint hvorledes Collin og Heiberg forstod at samarbejde. Det afgørende ved behandlingen af disse stykker er Heibergs helt oplagte, langt større engagement i denne genre end i nogen anden. Ifølge hans hjerte udgjorde denne genre stadig hovedstammen i teatrets repertoire. Altdominerende er de franske stykker, næsten alle sammen kun et par år gamle. - "Møllen i Marly" var Heiberg ikke begejstret for, men stykket blev en succes, hvilket sikkert fik betydning for Heibergs vurdering af Petersens oversættelse "Lustucru". - Abrahams' to anonyme oversættelser behagede for så vidt Heiberg, men ingen af dem blev opført, (men ikke destomindre betalte). - Fjendskabet mod Holst fortsatte ufortrødent, jf. "De to Kroner". - Heibergs begejstring for Goldonis stykke førte ikke til noget, måske på grund af Collins modsætningsforhold til oversætteren. - Heiberg afslørede meget præcist sin egen forståelse af sit embede ved censuren af Dumas' stykke: skulle han selv eller publikum bestemme repertoirets sammensætning: Stykket blev senere opført; - En skuespiller kunne overtrumfe teatercensorerne. - Heller ikke Arnesen yndede Heiberg, hvorved koterierne [sideskift][side 1230]sættes i endnu et forhold: Phister og Jfr. Petersen, gift Phister 1846; familien Holst og familien Heiberg var modstandere fra ældre tid, men hertil kom en ny kontroversiel gruppe, som Arnesen var en del af, - Gutzkow og P.L. Møller kunne vel følges ad -med Heibergs vrede efter sig. Carl Bagger havde derimod Heibergs nåde, men det ferte dog til intet. - Konkurrencen mellem Feddersen og Davidsen synes meget grinagtig, fordi stykket først kom frem i 1847. Feddersens anden oversættelse "En Pariserinde" kom dog frem før Davidsens "Overraskelser". Begge stykker var vel lige ligegyldige. - Maria Bojesen fik ros af Heiberg for sin oversættelse, som senere blev hjulpet frem af "Pleieforeningen". - Levetzau lod sig bemærke med et par vota, af næsten standardagtig karakter: han satte sin lid til skuespillerne, der åbenbart kunne spille det argeste skidt til succes, hvis det huede dem. - Adler var helt tavs. - Collin arbejdede, men skrev ingen vota, og uanset Heibergs ros eller ris til enten original eller oversættelse kom Collin dog til at bestemme (sammen med skuespillernes luner), hvad der skulle opføres. - I modsætning til tidligere er det vel også påfaldende, at teatret fik så mange nye oversættere sat i arbejde. Der er næsten tale om et generationsskifte.

[sideskift][side 1231]

26.3.1 Dansk opera

Overskous syngespil "Hjertet paa Prøve" forekom Heiberg "at være et uinteressant Sujet og en uklar Intrigue, hvis dramatiske Pointer ligesom ere indhyllede i et Svøb, uden at komme til Udvikling" (Coll.S.nr.235 16.8.1844). Også Adler læste teksten, hvorpå Overskou allerede i aug. 1844 "modtog .. mundtlig Underretning""af begge de Herrer Censorer", "at det var antaget" (UjBr Overskou 6.8. 1845). Se s.1265 (0).

Andersens første udarbejdelse af "Liden Kirsten" kuldsejlede i 1835 (jf. s.668). Det omarbejdede syngestykke censerede Heiberg i okt. 1844: "Liden Kirsten af Andersen er just ikke noget Drama, thi der er egenlig slet ingen Handling deri, men Situationen er romantisk og har en vis poetisk Duft, som i Forbindelse med Musiken (hvis denne lykkes) kan udøve en ret tiltrækkende Virkning. Men det Hele kan let lide Skibbrud paa Scene-Arrangementets store Vanskeligheder" (Borup nr.549 9.10.1844). Heiberg havde ingen æstetiske indvendinger, men spøgelset fra 1835 (scenearrangementet) påpegede også han. Adlers læsning resulterede (som sædvanlig) ikke i et skriftligt votum (Adlers arkiv Collin 11.11.[1844]). Den 14. april 1845 fortalte Rung, at Hartmann var færdig, og at musikken var "under Afskrift" (BJC I 260). Collin skrev imidlertid den 22. april 1845 kort og godt: "Dersom vi ikke faae Resten af Musiken .. i Dag eller i Morgen, saa faae vi ikke Stykket frem i denne Saison" (Abrahams'ske Autogr.S.): Samme dag var rollerne blevet uddelt (PRFD), men som med "Maurerpigen" (jf. s.1011) således også her: komponisten kunne ikke nå at blive færdig inden sæsonens afslutning. Først i febr. 1846 blev Hartmann færdig med kompositionen, hvorefter der fulgte forskellige skuespiller-kapricer, før premieren endelig fandt sted den 12. maj 1846 (opført 15 gange i den behandlede periode; ialt 332 gange, Leicht & Hallar) (1) (1a).

Den 18. marts 1845 indleverede H.C. Andersen sin tekst til operaen "Nøkken", idet han oplyste, at komponisten, Rung, var »taget .. med paa Raad [Scene for Scene], for at vor Operas bedste Kræfter kunde benyttes, og alt afrunde sig for hans musikalske Interesse" (Hetsch 68). På titelbladet havde Andersen skrevet: "NB i dette Stykke er ingen Dialog, Alt bliver Sang og Recitativ", hvilket Heiberg kommenterede: "Saaledes har han, som sædvanlig, offret til den Smag, han troer at være i Mode" (HCp nr.241). Til Collin skrev Heiberg: ""Nøkken" er ikke saameget en Opera, som et Par Opera-Scener. Inden man faaer gjort Bekjendtskab med Personerne, [sideskift][side 1232]er det Hele forbi. Andersen kan ofte have en god Idee, men han har næsten aldrig Stadighed til at udarbeide den, og hans Arbeider faae derfor hyppigt et aphoristisk og fragmentarisk Præg, hvilket er i Strid med den Fordring, som Dramaet gjør til Continuitet og Udvikling. De ere ligesom ufuldbaarne Børn, der mangle væsenlige Lemmer, fordi de ere fødte før Tiden. Nærværende Operatext er usandsynlig som et Eventyr, og triviel som Virkeligheden. Det var bedre, om den havde taget det Romantiske af Eventyret, og det Interessante af Virkeligheden. At Musiken kan gjøre en saadan Abort til en complet Skabning, betvivler jeg, men skal villig overlade Dommen herom til Componisten" (Borup nr.557 19.3.1845). Heiberg havde leveret en korrekt dramaturgisk kritik af Andersens libretto. Af de øvrige aktørers korrespondance fremgår det imidlertid, at der var tale om noget ganske andet: et bestillingsarbejde i dobbelt forstand. Rung ønskede at give den med store forventninger imødesete Jfr. Bergnehr (2) en god debutrolle, hvortil en lille opera med et svensk sujet netop ville være raffinimentet, "da saa lidet af det ældre passer, formedelst Dialogen" (BmD Collin til Levetzau 23.3.1845). Collin anbefalede stykket: "Jeg formoder ikke, at Directionen har noget imod denne Bagatel, som Musiken skal bære frem; men skulde det være muligt at faae det frem i denne Saison, maatte Rung ufortøvet begynde" (l.c.). Samme dag noterede Levetzau, at "hvis det er værd at indstudere et nyt stykke og at betale Forfatter og Componist for at lade Jomfrue Bergnehr gjøre Forsøg og spille Prøve-Rolle, har jeg Intet imod Stykket selv" (l.c.). Adler var derimod mere nøgtern både med hensyn til den charmerende svenske sangerinde og Andersens tekst: "Hvad Jfr Bergnehr skulde aflægge Prøve paa, er at hun har gjort saamegen Fremgang i Sproget at hun kan antages ved Theatret, og dertil giver Hr Andersens Nøk kun liden Leilighed, ligesom den vist heller ikke vil give Anledning til at hun fremtræder ofte .. Jeg stemmer for at hendes Debut udsættes" (BmD 24.3.1845): Dette synspunkt bifaldt Levetzau (udat.). Adler var endvidere betænkelig med hensyn til komponistens tid, kopiaturens udskrivning og stykkets indstudering ("megen Tid som kunde anvendes bedre") (l.c.) Dermed var sagen afgjort for direktionens vedkommende. Den 17. maj 1845 sendte Andersen sin tekst til Rung, som imidlertid begærede en ændring, hvad Andersen efterkom (BEC II 57 5.6.1845). Hele næste sæson korresponderede Andersen og Collinerne om stykket [sideskift][side 1233]og dets komposition, men Rung fik andre opgaver, hvorfor han opgav at komponere musik til Andersens libretto (jf. BJC I 269, 277, BEG II 44 samt Rung til Andersen 5.7.1845 Coll.BrS.X). Med forandret tekst opførtes "Nøkken" til Glæsers komposition første gang den 12. febr. 1853.

I anledning af Holsts anonymt indleverede operette "Aagerkarl og Sanger" konstaterede Levetzau afvisende: "[Det] er .. ikke værd, at der skrives Musik til den, for det er det flaueste Tøi man kan læse. Kuns en meget smuk Composition, og en udmærket Sanger, som vi neppe fik pistende hertil, vilde kunde holde Stykket paa Scenen, selv første Gang" (BmD 28.3.1845). Også Heiberg var negativ: "Operetten .. tegner til at kunne blive en pæn lille Ballet. Som Operette-Text falder den temmelig meget i det Tynde. Hele Handlingen er lagt i Virkningen af en Stemme .. I Versificationen er en vis Ziirlighed" (Coll.S.nr.235 30.3.1845). Om Rung oprindelig var tiltænkt at skulle komponere denne operette vides ikke, men i stedet for Andersens "Nøkken" komponerede han den nødvendige musik til Holsts tekst, hvorpå Jfr. Bergnehr debuterede den 18. nov. 1845 i "Aagerkarl og Sanger" (kun opført denne ene gang) (3). I 1845 ønskede Løvenskjold den halvt forulykkede "Sara" genoptaget i repertoiret (jf. s.941). Han anmodede direktionen om at o— verveje hans forslag: "at ville efter Conferents med Hr Professor Heiberg, bestræbe mig for ved en eller anden af vore duelige dramatiske Forfattere at faae enkelte af de Mangler udjevnet fra Textens Side, som jeg erfarer at der fra enkelte Sider med Grund er gjort, og tillige vilde det være mig magtpaaliggende i Partituret at foretage de Forandringer, som jeg maatte ansee nødven-dige at foretages deels med Hensyn til Forandringerne i Texten og deels med Hensyn paa den Mangel paa Routine i den instrumentale Deel i min Kunst, som jeg maaskee endnu dengang hist [og] her har aabenbaret i dette Arbeide" (I.B.nr.53 19.4.1845). Løvenskjold mente, at operaen på denne baggrund kunne præsenteres "for største Delen .. som en Nyhed .. for næste Saison" (l.c.). Direktionens svar viser klart, at Heiberg ikke længere var teaterdigter, samt at man ikke yndede Løvenskjolds evindelige overhæng: "Det ligger aldeles udenfor denne Direct- Competence at paalægge Prof. Heiberg et Arbeide som det, Her Baronen .. ønsker, at der herfra maatte overdrages ham. Hvorvidt nogen Digter vil være at formaae til, at paatage sig en Omarbeidelse af Operaen .. [sideskift][side 1234]er temmelig uvist, men i alle Fald kan der fra Thts Side ikke i den Henseende gjøres noget Skridt" (Kp.nr.57 26.4.1845). Lovenskjold protesterede, fordi han kun ønskede "efter at have indhentet den hele Directions Consents til bemeldte Operas Gjenoptagelse paa Repertoiret, selv .. at aftale det Fornødne med en Forfatter, efter forinden privatim at have indhentet Hr. Professor Heibergs competente Mening om hvorledes de af mig foreslaaede Forandringer rigtigst burde foretages" (I.B.nr.59 27.4.1845). Den 4. 1845 afslørede direktionen Løvenskjolds egentlige forehavende: "[direktionen kan] ikke for Tiden .. tage nogen Bestemmelse i denne Henseende, men .. det [ville] afhænge af en ny Censurs Udfald on Stykket atter [kunne] .. ventes bragt paa Scenen eller ikke" (Kr.nr.61) . Skrivelsens lovmedholdelighed kan ikke diskuteres, men sammenlignet med Andersens mange ændringer efter officiel antagelse udtrykker skrivelsen klart antipati mod Løvenskjolds forehavende. Ændringer i partitur (og i teksten ved Borgaard) blev foranstaltet i efteråret 1845 uden censurens indgreb, hvorpå stykket havde repremiere den 12. dec. 1846 under så kraftig opposition at Løvenskjold selv anmodede om henlæggelse (4). Ingen af de af censuren behandlede originale syngestykker eller operaer kom frem i indeværende sæson. Heiberg var aldeles ikke imponeret af nogen af de indleverede tekster, ja havde det stået til ham var ingen af dem blevet tilstillet komponisterne. Samarbejdet mellem Rung og Andersen endte fatalt, mens Hartmann som sædvanlig var utrolig længe om at gøre sig færdig. Rungs komposition til Holsts makværk blev dog leveret men det endte med at Rung ikke foreløbig ville komponere for teatret på grund af fiaskoen. Løvenskjold havde ganske andre problemer: han manglede en dygtig librettist, søgte Heibergs hjælp men direktionen yndede ikke Løvenskjolds fabrikat, hvorfor den truede ham med en ny censur, forandrede han sin tidligere antagne opera. - Komponisternes helt oplagte manglende vilje til skriftlig kommunikation lader meget ligge hen i mørke, men et er sikkert: de alene afgjorde teksternes skæbne.

[sideskift][side 1235]

26.3.2 Oversat opera

Den 17. maj 1844 foreslog Glæser (og bifaldt direktionen), at sæsonens operarepertoire kom til at bestå af følgende nyheder og genoptagelser: Rossinis "Corinths Beleiring" (jf. s.1186), Spontinis "Vestalinden" (jf. s.1186) og "Ferdinand Cortez", samt Glucks "Iphigene"; derudover "Don Juan" (jf. s.1186) og "Røverborgen" (Dp).

Til "Ferdinand Cortez" (jf. s.232) blev i sept. 1844 leveret et nyt partitur (TK 1845 1.kv.nr.198), hvorpå operaens recitativer blev oversat af Hvid (TK 1846 4.kv.nr.205). Nodecopiaturen leveredes imidlertid først i jan.-febr. samt aug. 1846 (TK 1846 1.kv.nr.96 og 287; 3.kv.nr.148), men operaen blev ikke opført i denne version. Til Glucks opera "Iphigénie en Tauride" (Paris 18.5.1779) leveredes partituret i sept. 1844 (TK 1845 1.kv.nr.198), men trods Bournonvilles forslag kom man ikke videre med denne opera.

Vaccais "Guilietta e Romeo" (jf. s.1041) blev oversat i 1844, hvorpå Eisen leverede ny nodecopiatur i nov. 1844 (TK 1844 4.kv.nr.378). Premieren fandt sted den 25. jan. 1845 (opført ialt 3 gange). Se s.1266.

Den 30. jan. 1845 sendte Collin Hvids oversættelse af "Le Duc d'Olonne" (jf. s.1084) til Heibergs censur (HCp nr.234): "[Det var] noget forskruet Sammensurium. Det .. har dog enkelte Situationer, som kunde være ret piquante, dersom de vare bedre sammenkjædede og stode i en bedre Omgivelse, men nu qvæles de af Trivialitet og Raahed. Ogsaa Oversættelsen synes mig temmelig jasket, men Texten er maaskee god nok til at synges" (Coll.S.nr.235 14.2.1845). Levetzau fandt, at det var et "Produkt hvis Lykke .. dependerer af Musiken og .. af Udførelsen" (BmD udat.). I april 1845 leverede Eisen den væsentligste del af nodecopiaturen (TK 1845 2.kv.nr.143), mens rollecopiaturen først fulgte i marts 1846 (TK 1846 1.kv.nr.604). Da alt var klar, gik arbejdet i stå: syngestykket blev aldrig opført (1).

"Die Schmuggler, dramatische Oper in 3 Aufzügen. Dichtung von W.A. Schmidt. St. Petersburg" (HCp nr.247) blev tilbudt teatret i 1845 (2). Heiberg fandt, at teksten var "en meget simpel og temmelig plat Criminalhistorie, som neppe fortjener at oversættes, dersom ikke Musiken er særdeles fortrinlig" (Coll.S.nr.235 29.5.1845). -Glæser skulle "bedømme Musiken" (HCp nr.247), men hans vurdering kendes ikke.

En egentlig antagelsesprocedure synes likvideret, når det gjaldt udenlandske operaer. At Heiberg censerede Aubers og Schmidts syngestykker [sideskift][side 1236]synes nærmest en tilfældighed. Det afgørende for operaens leder, Glæser, var, hvad teatrets kapacitet kunne bære: hans forslag fra maj 1844 var alt for ambitiøst; kun halvdelen af programmet nåede man igennem i denne sæson.

[sideskift][side 1237]

26.4.1 Dansk vaudeville

Vaudevillemonologen "Stevnemødet" var Heiberg for så vidt interesseret i, hvis den rigtige skuespiller udførte rollen: "er [den] bestemt for Knudsen, da kunne man jo lade ham prøve .. Theatret kan ialfald hverken have Skam eller Skade deraf". Skulle Rosenkil de udføre rollen måtte stykket helst afvises (Coll.S.nr.235 17.9.1844). Direktionen forkastede stykket, som remitteredes den 17. dec. 1844 (Kp.nr.216). Se s.1247.

"Himmelbjerggjæsterne" var "under al Critik" (Coll.S.nr.235 2.3.1845).

Heibergs censur over det første stykke er ikke ganske uinteressant, thi den afslører, hvorledes censoren tog bestik af personalets kvalitet.

26.4.2 Oversat vaudeville

Arnesens omarbejdelse af Dumanoir & Bayards vaudeville "Adolph og Henriette" overførtes fra Sommerforestillingerne uden videre censurforhandlinger (TK 1844 3.kv.nr.206 og 207). Opført første gang den 1. sept. 1844 (opført ialt 19 gange).

[sideskift][side 1238]

26.5.0 Ballet

"Bellman"-balletten kom allerede på repertoiret den 3. sept. 1844 (jf. s.1195), på trods af kævlerier om honoraret (I.B.nr.147 8.8. 1844, TK 1845 1.kv.nr.353) (opført ialt 33 gange i den behandlede periode).

Lumbye leverede musik både til Lefebvres "La Lithuanienne" (premiere 5.11.1844) og Bournonvilles "Hamburger Dands" (premiere nov. 1844). Divertissementet "En Børnefest", ligeledes med musik af Paulli, opførtes første og eneste gang på Hofteatret den 23. okt. 1844 til fordel for Foreningen til forsømte Børns Frelse (jf. s.1214) (1). Allerede den 16. juni 1844 forkyndte Bournonville Collin, at han arbejdede "alvorligen med Detaillet af" "Rafael": "som De veed ere allerede nogle Scener og en Pas de deux indstuderede og Fröhlich fuldender Musiken i Løbet af Sommeren" (in I.B.nr.147). Stridigheder med Lassen og teatermalerne (Bournonville til Collin 7.7.1844; hertil Collin til Levetzau og Adler 11.7.1844 med deres svar, udat.; Direktionen til Bournonville 20.7.1844 (Kp.nr.94); Bournonville til Direktionen (I.B.nr.147)) forårsagede, at Bournonville den 8. aug. 1844 betragtede balletten "som lagt paa Hylden indtil videre" (I.B.nr.147). Bournonville satsede på Bellman-balletten, og 14 dage senere forlød Collin med endnu en nyhed: "Kirsten Piil" (BmD 26.8.1844) "skal være et Mønster paa Godt Kiøb". Den kom dog på scenen den 26. febr. 1845, men opførtes kun denne ene gang i sæsonen, se mens "Rafael" måtte vente til den 30. maj 1845 (opførtes ialt 7 gange) (2).

Da Bournonville i juli 1844 blev tvunget til indtil videre at indstille arbejdet med "Rafael", opregnede han repertoiret, idet der kunne opføres "Valdemar", "Napoli" og"Toreadoren": "Alle de øvrige Balletter ere hvad man kalder udspilte og trænge til længere Tids Hvile" (in I.B.nr.147 8.8.1844). Især Jfr. Nielsen måtte altså "gaae glip af Leilighed til at udmærke sig" (I.B.nr.l47 30.7.1844). Bournonvilles udtalelser skal selvfølgelig ses på baggrund af hans bitterhed over det foreløbige sammenbrud af opsætningen af "Rafael". - Repertoirets sammensætning forekommer i høj grad besynderligt, thi "Bellman" optog mere end en tredjedel (16) af det samlede antal balletforestillinger (39): Da "Kirsten Piil" slog fejl blev repertoiret brudt, idet der kun opførtes 2 balletter i marts og april.

Hoppe og Jfr. Fjeldsted tilstodes tilladelse til at rejse til Stockholm i september 1844 for der at divertere majestæterne ved kroningen. Da denne først fandt sted den 28. sept. 1844, blev der intet af arrangementet (3).

[sideskift][side 1239]

26.6.0 Særarrangementer

Særarrangementerne i denne sæson synes at være specielle: Heiberg præsterede den årlige sang til kongens ankomst i teatret okt. 1844 (Poet.Skr.Bd.9 298f), hvor Glæsers Festouverture i anledning af fødselsdagen (18.9.) blev gentaget: forestillingen fandt sted den 14. okt. 1844.

Jfr. Zrzas afskedsforestilling og Cettis ekstra-afskedsforestilling (hhv. 8.2. og 14.5.) garneredes af prolog og epilog, sidstnævnte af H.C. Andersen.

I Collins tabte brev af 26. sept. 1844 anmodede han Levetzau om tilladelse til at give en forestilling på Hofteatret til fordel for "Foreningen til forsømte Børns Frelse". Levetzau svarede, "at efter d 15^de Oktober [står] Hoftheatret .. til Deres Disposition .. indtil d 15^de har en Englænder [1] Tilladelse at benytte Theatret, og fra d 1^ste November af er det overladt Italienerne. Jeg beder .. [Dem] lade forbeholde mig en Loge .. og glæder mig at høre en Gang Kalifen igien, som er en saa yndig Musik" (BmD 30.9.1844) (jf. s.1242). Den 23. okt. 1844 opførtes en Prolog (fremsagt af Jfr. Ryge), Feddersens "Kjærlighed i Valby" (jf. s.1214), Boyeldieus "Califen i Bagdad" (2) og Bournonvilles "En Børnefest" .

"Breve fra Kongen af Preussen til Vores Konge giør det ikke usandsynlig at han kunne indtræffe her næste Løverdag, med det Stettiner Dampskib. Jeg underretter Deres Høivelbaarenhed strax derom, for at Vi kunde belave os paa et samlet Repertoire for den følgende Uge, hvor Vi maatte præsentere Vores bedste Balletter. Kongen mener ogsaa Waldemar, og det nye Divertissement af Lefevre; store Operaer ere ikke raadelige, men store Ouverturer for at præsentere Orchestret, ogsaa et Heibergsk Stykke [,] Vaudeviller, og smaae Stykker hvori Phister, Frue Heiberg og Jfr. Ryge kunde vise sig" (BmD udat. vel 19.10.1844 Levetzau til Collin). Den 23. okt. 1844 havde Levetzau talt med kongen, hvorefter planen var en festforestilling søndag den 27. okt. 1844 på Hofteatret
"1) Ved Ankomsten en Velkomst-Sang til Vor Høie Gjæst, udført af Theatrets Sang-Personale paa Scenen, hvori Publikum indstemmer.
2) Et lille Divertissement eller Ballet.
3) Et lille Stykke, hvori Frue Heiberg, Phister og nogle af Vores bedste Skuespillere spillede.
4) Et d^o lille Divertissement eller pas af de bedste Personer i Ballettet.
Jeg har skrevet idag til Heiberg for at bede ham at skrive Sangen [sideskift][side 1240]efter Melodien: Heil Dir iro Siegerkranz; men beder nu Deres Høivelbaarenhed at tage en foreløbig Aftale med Bournonville angaaende de pas eller Divertissements man kunde give. Tableaus vilde jo ogsaa være meget smukt, men dem kan man ikke stille saaledes, at de kan sees fra den Kongelige Loge .. Til Mandag ønsker Kongen Napoli ansat, men roed et Stykke i Forveien, da der vil være Taffel paa denne Dag hos Enkedronningen og Herskaberne altsaa ikke kan komme tidlig .. I Fald det lille Børne=Ballet [jf. s.1238], som gives i Aften, som jeg haaber, for fuldt Huus, skulde lykkes godt, kunde man maaskee gientage det paa Søndag" (BmD). Kong Friedrich Wilhelm IVs besøg blev imidlertid først en realitet i sommeren 1845. Christian VIII ville til forestillingen den 19. juni 1845 have opført "Rafael" (jf. s.1238) roen i en til lejligheden bearbejdet udgave, hvorimod Bournonville kraftigt protesterede, hvorpå Levetzau måtte indskærpe balletmesteren, at det var intet mindre end kongens ordre (NkS 3258A 11.6.1845; UjBr 13.6.1845 og NkS 3258A 14.6.1845), og for Collin forklarede Levetzau, at han havde "skrevet Balletmesteren til igaar efter Kongens Ordre, [for] at [han skulle] forandre Ballettet Raphael; .. saaledes at det heele fierde Tableau falder bort, og at istedet for det Raphaels Buste bliver kronet med en Laurbærkrands uden Pave, eller Cardinal. Bissen har lovet mig at forfærdige .. en .. Buste af Raphael til denne Dag. Ligeledes har jeg skreven Bournonville at det store Tableau maatte forflyttes saaledes at man kunde see det fra den Kongelige Loge, hvilket nu ikke er mulig" (BmD udat. 15.6.1845). Om Bournonvilles protester kun har været mundtlige blev resultatet dog, at "Napoli" opførtes den 19. juni 1845. Bournonvilles kunstneriske integritet var endog uangribelig af den enevældige majestæt.

Til festforestillingen den 21. juni 1845 havde kongen bestemt "Den politiske Kandestøber" og "Toreadoren", "og det vilde være meget ønskelig om Frue Heiberg kunde og vilde overtage en Rolle deri" (l.c.). Fru Heiberg gav Mad. Sanderus' rolle denne ene gang. Til indledning opførtes Glæsers "Fest-Ouverture" (jf. s.1239). Om det nordiske studentermøde i København 1845 henvises til Henrik Becker-Christensens Skandinaviske drømme og politiske realiteter. Århus 1981 s.143-173). "Bestyrelsen for Modtagelsen af de svenske og norske Studenter" henvendte sig den 8. juni 1845 til teaterdirektionen for at få tilladelse til at benytte teatret [sideskift][side 1241]"til en Forestilling for vore Gjæster, hvis Indhold frit maa vælges af Theatrets Repertoire, efter nærmere Overenskomst imellem de kongelige Skuespillere og os" (UjBr). Den 10. juni 1845 oplyste Collin Levetzau om, at Nielsen og Phister allerede mundtligt havde "tilbudt deres Assistance. Hr Kammerherren vil vel nævne det for Hans Majestæt, og jeg kunde da, naar jeg faaer Allerhøistsammes Beslutning at vide, give Vedkommende Beskeed" (l.c.). Hverken Levetzau eller Adler havde noget at indvende imod arrangementet (l.c. 11.6.1845). Den 19. juni 1845 meddelte direktionen de rollehavende i "Barselstuen", at bestyrelsen for studentermødet håbede på skuespillernes "Assistance" (Kp.nr.78). Den 23 juni 1845 meddelte Collin, at teatrets forestillingsomkostninger ved forestillingen skulle afholdes af teaterkassen, mens Levetzau ville tale med Glæser om kapellet ligeledes kunne arbejde gratis denne ene aften (l.c. udat.). Den 26. juni 1845 opførtes først "Barselstuen" (med nogle rolleforandringer på grund af ferien) og derpå "Toreadoren" (uden ændringer i rollebesætningen, Just Rahbek Heibergs Breve I 66). Efter kong Friedrich Wilhelm.IVs besøg fulgte Storhertugen af Mecklenburg-Swerin, Friedrich Franz IIs, den 3. juli 1845. Det franske skuespillerselskab (jf. s.1247) gav samme aften en festforestilling i denne anledning (Berlingske Tidende 3. og 4.7.1845). Også Det kgl. Teater skulle præstere en festforestilling i denne anledning, hvorpå Levetzau endnu engang bad Bournonville assistere med "Napoli" eller "Toreadoren": "I'en ai fait informer M^lle Nielsen et M^er Brodersen et M^lle Fredstrup reviendront de Malmoe samedi prochain; de même je n'accorderai plus de congé aux membres du ballet avant que cette réprésentation soit passée" (NkS 3258A 1.7.1845). Bournonville reagerede positivt, fordi Levetzau samme dag lokkede med, at forestillingen kunne gives som benefice for Teatrets Enkekasse (NkS 3258A 1.7.1845 og 8.7.[1845]). Den 9. juli 1845 opførtes "Emilies Hjertebanken" og "Toreadoren".

Således blev da denne sæson med hensyn til særarrangementer noget helt ekstraordinært for 1840rne.

[sideskift][side 1242]

26.7.0 Genoptagelser

Når der ses bort fra gæstespil og diverse særarrangementer (bl.a. "Ungdom og Galskab" og "Farinelli") blev der ikke mange initiativer tilovers til genoptagelser af ældre stykker:
(1) Rollerne til Holbergs "Abracadabra eller Husspøgelset", opf. 1. gang den 3.11.1752, sidst givet den 4.5.1821, blev uddelt på ny den 21.8.1844, men stykket kom ikke frem førend den 3.6.1847 (eneste forestilling i den behandlede periode).

(2) Rollerne til Holbergs "Det arabiske Pulver", opf. 1. gang den 27.6.1749 og sidst givet den 11.9.1816, blev uddelt samme dato som ovenstående stykke men aldrig opført i den behandlede periode (genoptaget den 1.11.1866).

(3) Heibergs "De Danske i Paris" (jf. s.1192) søgte man at holde i repertoiret (PRFD apr. 1845) men stykket blev først opført på ny i 1858.

(4) Rolleforandringer i Andersens "Mulatten" (jf. s.906) den 29.10.1844. betød, at stykket på ny kom på scenen den 23.12.1844 (endnu 4 opførelser i den behandlede periode); stykket var sidst blevet givet den 20.2.1843.

Af udenlandske stykker genoptoges eller uddeltes følgende:
(1) Molieres "Don Juan" kom i repertoiret den 1. sept. 1844 på grund af Overskous nye oversættelse (jf. s.1224) (11 opførelser endnu i den behandlede periode).

(2) Overskous lokaliserede vaudeville "Hovmesteren i Knibe" (jf. s.538 [NJ: tjekket]), sidst opført den 6.11.1839, blev uddelt på ny den 27.9.1844 (PRFD), men ikke oftere opført i den behandlede periode; stykket blev først givet på ny i 1861.

(3) Holsts omarbejdelse "Rataplan" (jf. s.834), sidst givet den 17. 2.1841, blev uddelt på ny og oplevede sin sidste opførelse den 4.12,1844 foranlediget af Mad. Lewinis gæstespil.

(4) Boyeldieus "Califen i Bagdad" blev uddelt på ny den 25.9.1844 og opført den 23.10.1844 til fordel for forsømte børns frelse (jf. s.1239) (opført ialt 10 gange) - derpå først igen i 1862.

(5) Mozarts "Don Juan" kom atter på repertoiret på grund af Abrahams' nye oversættelse. Operaen var sidst blevet givet den 5.11.1839. Repremieren fandt sted den 23.2.1845 (endnu opført 18 gange i den behandlede periode) (1).

(6) Aubers "Fra Diavolo" (jf. s.1002), sidst givet den 21.2.1842, uddeltes på ny den 25.9.1844 (PRFD). Repremieren fandt sted den 24.11.1844 (endnu givet 2 gange).

[sideskift][side 1243](7) Boyeldieus "Den nye Jordegodseier", opf. 1. gang den 6.2.1819, sidst givet den 16.5.1840, uddeltes både i marts og nov. 1844 (PRFD), men først i næste sæson den 28.12.1845 opførtes stykket på ny (5 gange).

(8) d'Alayracs "De to smaa Savoyarder", opf. 1. gang den 18.9. 1792, sidst givet den 1.5.1837, opførtes på ny den 1.12.1844 (6 gange).

(9) Gaszmanns "De forliebte Haandværksfolk", opf. 1. gang den 4. 1.1781, sidst givet den 30.3.1840, genoptoges den 30.3.1845 (2 gange). (10) Duvals "Shakespeare som Elsker" (jf. s.837), sidst givet den 23.4.1838, genoptoges den 13.5.1845 (3 gange).

Collins hånd synes ikke i denne sammenhæng. Musikdramatikken dominerede, men om Glæser skal tilskrives æren, så tier kilderne i hvert fald derom. Det står imidlertid fast, at sæsonen med hensyn til repriser adskiller sig markant fra de foregående.

[sideskift][side 1244]

26.8.0 Direktorialt

Den 1. maj 1845 tilskrev Hertz konfidentielt Collin om sit ønske at blive ansat som teaterdigter, "en Idee, der oftere har foresvævet mig" Han tænkte sig "en .. Ansættelse .. med Forpligtelse, under visse nærmere Bestemmelser, at levere Theatret originale dramatiske Arbeider. For disse skulde da endeel af det ved Regulativet bestemte Honorar falde bort paa Grund af den mig tilstaaede faste Gage"; derudover ville han påtage sig, hvad der ikke kunne rubriceres som "Routine=Oversættelser". Han opregnede sine kvalifikationer, hvilket alt er behandlet på de foregående sider siden sæsonen 1826/27: "Den her udviklede Plan .. vover jeg ikke at foredrage Hs Maj., forinden jeg derom har indhentet D. Høivelb.s tilraadende eller fraraadende Svar" (Coll.Brs.XXIIb). Collin svarede dagen efter lakonisk: "Deres Brev vilde jeg helst mundtlig besvare" (NkS 1706 IV). Søndag den 4. maj 1845 var Hertz i audiens hos kongen: "[Jeg] gav ham K[on]g Rene[s Datter] og lyr[iske] og dram[atiske] D[igte] II og bad ham gjøre Noget for at sikkre min Fremtid. Han stod meget p[aa], at Arb[ejder] for Theatret var saa fordeelagtige, men lovede af sig selv, hvis der ikke strax var Leilighed til Ansættelse ved Theatret ell deslige, et Tillæg i mit Annuum" (Hertz dagbøger NkS 3179 4.5.1845). Den 8. maj 1845 var Hertz på ny hos Collin, som ifølge Hertz sagde: "naar vi nu blot kunde faa Dem ansat"(l.c.), men deraf blev intet. Collin havde jo brugt Hertz som uofficiel konsulent i censurspørgsmål og havde åbenbart gerne ønsket et korrektiv til Heibergs censurering (1). Endnu engang rejste Stage til Paris (jf. s.50), denne gang med sin kone, der fik sangundervisning hos Garcia, hvilket kongen af hofkassen selv betalte. Stage blev ikke fyldestgjort af Paris' teaterrepertoire (Orig.Kgl.Res.nr.6 2.6.1845 og I.B.nr.88 24.6.1845). I Carstensens privilegium til driften af Tivoli (jf. s.1098) blev det for det 3. tilladt ham at etablere "et Tivoli=Theater for Kunstpræstationer o.s.v., dog at der paa dette Theater ikke gives sceniske Forestillinger eller Maskerader uden forud dertil i ethvert enkelt Tilfælde meddeelt speciel Tilladelse" (in D.K. 2.Dept. brevsag nr.2258 1845). - Den 4. juni 1844 protesterede brdr. Price imod, at Carstensen gav "Pantomimer, under Navn af Rustiques, uden at der dertil er saavidt vides forundt" ham tilladelse dertil, "da vi have Borgerskab til denne Art af Forestillinger", hvorfor de anmodede Kancelliet om at formene Carstensen og andre at give sådanne forestillinger. Carstensen argumenterede herimod, [sideskift][side 1245]idet sceniske forestillinger ifølge almindelig sprogbrug kun anvendtes om reciterende skuespil; yderligere mente Carstensen, at pricerne havde misforstået indholdet af Borgerskab og Monopol, fordi også f. eks. Pettoletti havde bevilling til det samme. Pricerne gjorde imidlertid et kup, idet de fik hjælp fra Heiberg og Bournonville. Heiberg definerede en scenisk forestilling som "en saadan, som er bestemt til at vises paa en Scene, d.e. et Theater. Dette gjælder om Alt, som er dramatisk, og følgelig ogsaa om Pantomimer, der indbefatter en Handling og dramatiske Situationer. Det Dramatiske er følgelig det Sceniske, og det vedbliver at være scenisk, selv om det fremstilles i et andet Local end en egenlig Scene eller et Theater, f.Ex. i en Skov; ligesom udramatiske Præstationer, fremstilte paa Scenen eller i et Theaterlocal, alligevel ikke blive sceniske, f.Ex. Concerter. Det er den dramatiske Characteer, som her gjør Udslaget, eftersom det sceniske Local for den er væsentligt og er indeholdt i den som dens Bestemmelse. Da nu Pantomimen er en dramatisk Fremstilling, der følgelig betinger det sceniske Local som Middel til at opnaae sin fulde Bestemmelse, saa bliver Pantomimen aabenbart at henregne til de sceniske Forestillinger" (l.c. 9.7.1844). Bournonville ræsonnerede således: "Sceniske Forestillinger, kan jeg ikke Andet end kalde ethvert Skuespil der indeholde[r] en Handling, er inddeelt i Scener og spilles paa et Theater. Scenisk Forestilling den være sig talende eller pantomimisk, og det navnlige[n] i den sidste Form, lige fra den historiske Ba[llet] ned til Parodien og Harlequinaden" (l.c. 5.7.1844). På baggrund af disse to ekspertudtalelser overlod Magistraten det til Kancelliet at fortolke Carstensens privilegium (l.c. 15.7.1844), hvorpå det blev forbudt Carstensen at "give Pantomimer", fordi de "ere sceniske Forestillinger og saaledes ligge udenfor det ham forundte Privilegium" (l.c. 23.7.1844).

Næste år klagede Pettoletti, fordi han havde bragt i erfaring, at Tivoli ville forlyste sine gæster med "et Beriderselskab", hvorved hans indtjeningsmuligheder ville blive yderligere reduceret (D.K. 2.Dept. brevsag nr.2258 2.5.1845). Kancelliet sendte sagen til Magistraten, som sendte sagen til Tivolis bestyrelse, hvorpå Carstensen forsøgte at trumfe Pettoletti (og brdr. Price) ved at ansøge om at "fremvise Beriderkunster paa Tivolis Circus" men også pantomimer, nu da Pricerne havde forladt København (2); Tivoli måtte om det var muligt forsøge at engagere dem ikke mindst på [sideskift][side 1246]grund af deres store popularitet (l.c. 5.6.1845). Teaterdirektionen blev bedt om et responsum, og man kunne under henvisning til skrivelse af 19. febr. 1842 (jf. s.1098) og Pettolettis bevilling (jf. s.1097) ikke "erindre [noget] imod, at Agent Carstensen event. .. [blev meddelt] Tilladelse til paa Tivoli's Circus og Theater at lade give Berider= og pantomimiske Forestillinger" (l.c. 28.6.1845), mens Magistraten nok mente at Carstensen kunne tilstedes, at fremvise beriderkunster men ikke pantomimer (l.c. 7.7.1845). Kancelliet som huskede sagen fra året før fulgte Magistratens indstilling (l.c. 23.7.1845), hvorpå kongen approberede dette, idet han tilføjede: "Skulde [Carstensen] .. imidlertid kunne formaae Brødrene Price til at lade opføre Pantomimer i Tivoli, vil han paa nærmere Ansøgning derom kunne vente at blive meddeelt den i saa Henseende fornødne specielle Tilladelse" (D.K. 2.Dept. Forestillingsprot.nr.25 31.7.1845).

Atter den 1. juli 1846 indgav Carstensen ansøgning om at give "mimiske Forestillinger" netop fordi Pricerne havde forladt landet; skulle de komme tilbage, "da vil jeg enten tilbyde dem, at spille paa Theatret i Tivoli eller Casino, eller dersom de fEx: hertil skulle være uvillige, da paa anden Maade tilfredsstille dem" (D.K. 2.Dept. registrantsag nr.618a). Magistraten mente nu, at Carstensen vel kunne erholde sit ønske opfyldt, hvis teaterdirektionen billigede det, fordi brdr. Price havde forladt landet (l.c. 21.8.1846). Teaterdirektionen havde "aldeles Intet .. imod, at den ansøgte Tilladelse" blev meddelt Carstensen (l.c. 5.9.1846), hvorfor det ikke var svært for Kancelliet at indstille bevillingens udstedelse, selv om forholdet til Pricerne, om de engang kom hjem, voldte vanskeligheder. Først konciperedes: "dog saaledes at han, saafremt det Price ske Selskab vender tilbage til Danmark, har at træffe den fornødne Overeenskomst med Selskabet, og at den ham eventualiter meddeelte Tilladelse i modsat Fald ophører". Ørsted rettede dette afgørende sted til: "dog saaledes at det, saafremt det Priceske Selskab vender tilbage for i Kjøbenhavn eller paa dens Grund at benytte det dem allernaadigst forundte Privilegium til at give mimiske Forestillinger, underkastes nærmere allerhøieste Bestemmelse om og under hvilke Betingelser det kan tillades Carstensen ligeledes at give deslige Forestillinger" (l.c. 14.10.1846): Approberet den 16. okt. 1846 (D.K. 2.Dept. Forestillingsprot.nr.130). Således blev Carstensens privilegium tidsbestemt af Pricemes rejseaktivitet. Se s.1336.

[sideskift][side 1247]

26.9.0 Sommerforestillinger

Molbechs "Venusbjerget" opførtes ved Holsts Sommerforestilllng den 7. juni 1845 trods forkastelsen i april 1845 (jf. s.1210) (1). Intet fortæller om Heibergs evt. bearbejdelse af "Pottemager Walter" før dets opførelse ved sommerforestillingen den 28. juni 1845 (opført 2 gange). Se s.1256.

Davidsen tilbød Nielsen "Jomfru Rose" ( jf. s.1169) til sommerforestilling, men han betakkede sig: "jeg [kan] ikke nægte at det er lidt for løst sammensat" (NBD 2.rk. 22.4.1845). Davidsen havde ligeledes tilbudt Scribes komedie "Rébecca" (GD 2.12.1844), som imidlertid ville kræve en ny dekoration, hvilket Sommerskuespillerforeningen ikke kunne bekoste: "Situationen i 2d Akt er interessant, men første Akt forekommer mig kun en Expositions=Scene" (l. c.). Sanders "Niels Ebbesen af Nørreriis" blev programsat til Nielsens sommerforestilling den 1. juli 1845, men forestillingen, blev tilbagekaldt af politiske grunde (I.B.nr.76 4.6.1849) (2). Heibergs "Ulla skal paa Bal" (jf. s.1190) blev opført første gang den 5. juli 1845 (opført 2 gange). Se s.1268.

Ved forestillingen den 8. juli 1845 for Jfr. Nielsen udførtes udover forskellige danse- og musiknumre også H.C. Andersens "Kjærestefolkene".

Den 11. juli 1845 opførtes Goethes "Clavigo" (opført 4 gange i 1809 og ikke siden givet på Det kgl. Teater).

Endelig den 15. juli 1845 udførtes vaudevillemonologen "Stævnemødet" (jf. s.1237) samt H.C. Andersens Aftenprospect "Gurre" Sommerforestillingernes magerhed og manglende betydning for tea trets repertoire synes indiskutabel.

I skrivelser til teaterintendanten (2.5.1845) og til kongen (17.5.1845) ønskede de franske skuespillere ved Det kgl. Teater i Berlin at give nogle forestillinger i begyndelsen af juli 1845 på vejen til Stockholm (Overhofmarskallatet. A.II I.11-15). Levetzau afviste foretagendet den 25. maj 1845 (l.c.).

Faugère og Armands repertoire for det sidste franske gæstespil i perioden ses Overskou V Repertoiret for dette selskab synes lige så interesseløst som Sommerselskabets danske repertoire. Allerede i 1843 havde Augusta Stage ønsket at rejse til Paris for at videreudvikle sin stemme, men først den 2. juni 1845 bevilgedes hun rejseunderstøttelse (Orig.Kgl.Res.nr.6). Den 8. juni 1845 rejste Stage og hustru til Paris: rejsen afsluttedes med et kurophold i Ems. De kom hjem den 21. aug. 1845 (3).

Noter

[sideskift][side 1688]

26.1.1 note 1

(1) NkS 2531, Molbechs autograf, indeholder en lang rakke blækudstregninger undertiden angivet ved blyant i margen, af Heiberg. Derudover udstregninger med blyant, overensstemmende med udstregninger i sufflørbogen KTS 420. Udstregningerne er særdeles omfattende; en redegørelse herfor ville kræve en specialundersøgelse. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "[Det] vil .. vel være klart, at man baade er uretfærdig mod Forfatteren og prostituerer sig som æsthetisk Tørvebonde, naar man troer at kunne feie dette Stykke af med saadan løs Snak, som "Enkeltheder af virkelig lyrisk Skjønhed", men for Resten "kjedsommeligt" o. desl. Sujettet er smukt og af ikke ringe dramatisk Interesse; det er klart tænkt og i det Væsenlige godt anlagt; det savner hverken Fasthed eller Enhed; det er behandlet med besindig Ro, med fordringsløs Simpelhed, med sund og reen Smag; det lægger baade Dybde i Følelsen og Alvor i Stræben for Dagen; kort sagt dette Stykke udmærker sig ved Egenskaber, der fortjene saa meget mere at paaskjønnes, som de desværre ingenlunde ere almindelige hos vore yngre dramatiske Digtere. Men, vil man spørge: hvoraf kan det da komme, at "Klintekongens Brud" ikke har behaget Publicum i nogen høi Grad ? Det kommer for det første deraf, at "lyriske Dramer" overhovedet, naar de ikke understøttes af Effectmidler, som denne Forf. har forsmaaet at bruge, ikke tage sig ud paa Scenen, idet det lyriske Element der ikke kan komme til sin Ret uden gjennem Musiken. Det kommer dernæst af Egenskaber ved "Klintekongens Brud", som vi ingenlunde regne til dets Fortrin. Forfatteren har maaskee under Udarbeidelsen ikke tænkt paa at bringe sit Arbeide til Opførelse paa Scenen; har han det, da synes han ikke at have været paa det Rene med alle dennes Fordringer. Han har saaledes udstyret Dialogen med en Billedrigdom, der tager sig meget smukt ud, naar Stykket læses, men som ofte, naar den ikke enten bringer Tanken til at springe klarere frem, eller tjener til Udtryk for en bevæget Følelse, sinker Stykkets Gang og trætter baade Skuespiller og Tilskuer; disse Billeders Overflødighed bliver saa meget mere følelig, som de næsten altid ere hentede fra Naturen, saa at Bølger og Kilder, Skov og Fuglesang, Stjerner og Maaneskin idelig vende tilbage. En anden mindre Synd mod Scenens Krav begaaer han ogsaa flere Gange, idet han lader sine Personer tage Tilløb til Handlinger, som de enten slet ikke, eller dog ikke strax udføre. Det er fremdeles vistnok en Egenskab, der svækker Stykkets dramatiske Virkning, at med Undtagelse af Axel Munk og Jørgen Knap, er Anna dets eneste Charakter, den, der bærer den hele, udelte Interesse .. Slutningsscenerne fra Anders Blides Fremtræden af ansee vi .. for det uheldigste Parti; den Lighed med "Elverhøi", som alt ligger i Sujettet, idet Anna ligesom Agnete troer sig under en Naturmagts Indflydelse, og begge overføre deres Overtro paa en virkelig Person, træder her saa uafviselig frem, at Indtrykket af Hovedhandlingen virkelig lider nogen Forstyrrelse .. Kommer nu til disse Ufuldkommenheder ved Stykket, at den største Deel af vort theaterbesøgende Publicum i Theatret ikke søger Poesi, - allermindst, naar den hverken synger eller dandser, eller engang med brusende Pathos tolker stærke Lidenskaber, men træder frem rolig og mild, lidt keitet af Undseelse, og kun pyntet med beskedne Martsvioler, - men kun en egoistisk Nydelse, som det er blevet vant til at faae krydret med mange Pirringsmidler, der her fattes; hvad Under da, at "Klintekongens [sideskift][side 1689]Brud" egenlig ikke har gjort, eller kan gjøre, hvad man kalder Lykke; hvad Under, hvis den om ikke lang Tid vil blive henlagt! Men ikke desto mindre troe vi, at enhver billig Kritik vil komme til det Resultat, at Hr. Molbechs Arbeide er høist respectabelt, og, navnlig naar det betragtes som hvad det er, et ungt Talents Førstegrøde, fortjener uforbeholden Anerkjendelse og levende Paaskjønnelse. Hvad Udførelsen angaaer, er "Klintekongens Brud" noget af det Fortrinligste, vi længe vide at have seet paa den danske Scene .. der er et Liv og en Harmoni udbredt over den hele Forestilling, der desværre ikke findes altfor hyppigt" (nr.1838 13.3.1845).

26.1.1 note 2

(2) Manuskriptet NkS 2412 VIII 1.2. vidner om mange ændringer, men kun teaterudgaven har her interesse; sufflørbog eksisterer ikke (KB). - Også efter premieren ændrede Hertz i sit stykke, hvad følgende citat vidner om: "at lade Jolanthe ved det første Syn af Lyset ligesom slaaes til Jorden .. mere effectfuld og tillige næsten nødvendig begrundet i dette Moments Betydning for hele Stykket. Kunde man altsaa endnu indføre det, saaledes, at der igrunden ingen Forandring gjordes i Texten og Souffleuren ikke engang behøvede at underrettes derom, saa var det vel et Forsøg værdt" (NkS 2412 VIII 1.1). Indlagt fulgte anvisningen: "Ebn Jahia: .. Dadelpalmen, hvis Blade/ og Frugter er dig velbekjendte. Jolante: Nei! Jeg kan ei kjende dem — Og dette .. (løfter Øinene iveiret) Frels mig!/(Synker ned til Jorden med Hænderne for Øinene) Hvad er det ? (Reiser sig, understøttet af Ebn Jahia) denne Klarhed .. denne Hvælving,/ der løfter sig derover - o hvor høit!/ Hvad er det ? Er det Gud ? o.s.v." (l.c.).

26.1.1 note 3

(3) "Sehr gern, lieber Herr Collega, trete ich Ihrer milderen Ansicht bey, wenn dadurch der Zweck erreicht werden kann" (Adlers arkiv 13.2.1845).

26.1.1 note 4

(4) Jf. Zinck: Oehlenschläger og det kongelige Theater 360ff.

26.1.1 note 5

(5) Sufflørbog eksisterer ikke (KB). - Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Forf. har sammentrængt alt for mange Begivenheder og Personer inden for den snevre Enacts Ramme, saa at de gjensidigen forstyrre hinanden .. Publicum syntes ikke meget tiltalt af dette Arbeide, hvori vi efter det Foranførte heller ikke kunne fortænket det" (nr.2032 1.11.1845).

26.1.2.

26.1.2 note 1

(1) Andersen skrev i Almanaken: "Fru Heiberg foreslaaer at en Dandserinde faaer Kirstens Rolle og ikke hun. Lynende vred! -Lyst at forlade for altid Danmark" (BHW III 160). - Første afskrift leveredes den 23.4.1844, en ny afskrift i juni 1844, derpå leveredes endnu en den 31.8.1844, hvorpå Weber foretog ændringer den 23.11.1844. Sufflørbogen KTS 484 er en rettet renskrift af Laage Petersen Ms nr.641. Den trykte udgave (S. S.10.bd.1878) er ikke helt identisk med sufflørbogen, der har to-tre rettelser af Andersen selv; disse findes ikke i Laage Petersen Ms nr.641. Følgelig må Laage Petersen Ms nr.641 betragtes som 2. version, mens sufflørbogen KTS 484 viser de rettelser, Andersen foretog efter oplæsningen, hvilket vil sige at 1. version fra foråret 1844 ikke mere eksisterer (Nks 2501 ?), men omvendt kan de steder, Andersen indsatte efter læseprøven, ikke bevises at tilhøre versionen fra foråret 1844. Resten overlades til Andersen-forskningen: rettelserne i Laage Petersen Ms nr.641 er: s. 16, 23-24, 25-26, 27-28, 84-85-86, 92-93.

26.1.2 note 2

(2) "Berlingske Tidende"s anmelder skrev: "Publicum var i de første Scener saa modtageligt for ethvert Sted, der paa mindste Maade kunde findes taaleligt, at Stykket, om det blot havde [sideskift][side 1690]været en lunefuld Spøg, uden al Tvivl maatte have mødt en meget god Modtagelse. Men man blev snart vaer, at det Hele var uden al dramatisk Interesse, plat og kunstløst i Anlæg og uden Vittighed i Dialogen. Ved Dækkets Fald hertes ikke mindste Bifaldsyttring, og alene denne Omstændighed maa det tilskrives, at Stykket ikke fremkaldte Mishagsyttringer" (nr.289 24.10.1844). "Kjøbenhavnsposten"s anmelder var skrapnere i sin anmeldelse: "Man vil vide, at denne Anonyme er identisk med Forfatteren til det ypperligel Lystspil "Skinnet bedrager" .. Vi ville haabe, at dette Rygte er grundet; thi det skulde gjøre os ondt, om der virkelig skulde findes to saadanne Exemplarer af Lystspildigtere indenfor Landets Grænser. "Kjærlighed i Valby" er det flaueste og fadeste Product, man kan tænke sig, og vi skulle sandeligen ikke opholde os med at holde nogen lang Liigtale over det .. Skjøndt der aabenbart maa være noget Særdeles ved Forfatteren til disse Stykker, der har skaffet hans Makværker frem, ere vi dog overbeviste om, at Theaterdirectionen, der rimeligviis kun af uafviselige Grunde saae sig nødsaget til i sin Tid at antage "Skinnet bedrager", vil have saa megen Agtelse for Scenens Værdighed, at den vil sætte en bestemt Modstand mod alle mulige Forsøg paa at bringe "Kjærlighed i Valby" paa det danske Nationaltheater. Lad det blive opbevaret til Brug for Hoftheatretl" (nr.249 24.10.1844).

26.1.2 note 3

(3) A & C I anfører fejlagtigt Henriette Nielsen som forfatter til stykket. Sufflørbogen KTS 408 udviser ingen rettelser.

26.1.2 note 4

(4) Kommiteret i Rentekammeret siden 14.1.1841. Se endvidere Breve fra og til Hertz s.100 (2.2.1845), hvor Jacobsen koketterer med sin (og Collins) uvidenhed om identitet.

26.1.2 note 5

(5) Jacobsens manuskript (afskrift) (NkS 2635 I.3) viser, at der blev ændret i slutningen, idet sidste scene oprindelig var nr.19, men ændredes til nr.17, uden at dog den oprindelige 17.sc mellem Emilie og Charlotte nu ses. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - "Berlingske Tidende" skrev: "[Det] mishagede i den Grad, at det blev aldeles udhysset" (nr.107 5.5. 1845). "Fædrelandet" anmeldte ikke stykket.

26.1.2 note 6

(6) Antaget af Heiberg (Cp). Opført den 13.12.1856. Tr. Kbh.1857.

26.1.2. note 6a

(6a) Overskous gennemrettede manuskript Coll.S. 407 II.2 har ingen interesse, da sufflørbog ikke mere eksisterer (KB).

26.1.2 note 7

(7) Jf. BJC III 154f.

26.1.2 note 8

(8) Bangs breve i Adlers arkiv: 22.9. og 3.12.1839, 16.4. og 19. 12.1840, 8.11.1842, 4.1. og 16.5.1845.

26.2.2.

26.2.2 note 1

(1) Opført første gang på Christiania Theater den 15.1.1843 (5 gange), Anker 63. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB).

26.2.2 note 2

(2) At Weber den 10.8.1844 præsterede en regning for udskrivning af sufflørbog og roller til stykket skal ikke ses som Collins egenmægtige antagelse, men forstås i sammenhæng med forholdene omkring Sommerskuespillene (TK 1844 3.kv.nr.88). NkS 2574 er en udskrevet ubenyttet sufflørbog med tre blyantsrettelser af Heiberg. Siegfried Salomon ønskede at komponere musik dertil, hvilket Levetzau afviste (Adlers arkiv 10.8.1844).

26.2.2 note 3

(3) Arnesen havde i 1843 afvist Collins formodede ønske om at oversætte dette stykke (Coll.BrS.XXII udat.).

26.2.2 note 4

(4) Coll. S. 94.3 er Borgaards autograf med hans egne forkortelser og rettelser. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB).

26.2.2 note 5

(5) Sufflørbogen KTS 696 indeholder en mængde blyantsrettelser fra en senere tid. Heiberg har bagerst i bogen anført en række rettelser, som senere er slettet; nogle få blyantsrettelser er foretaget af Heiberg. Den meget brugte sufflørbog gør afgrænsning af rettelsernes omfang usikker.

[sideskift][side 1691]

26.2.2 note 6

(6) Sufflørbogen KTS 603, udskrevet af Liebe, har indklæbet rettelser; derudover få inferiøre blyantsudstregninger. - Honoreredes Dorph alligevel, idet Liebe den 4.11.1844 udbetalte Dorph 100 Rbd.(TK 1844 4.kv.nr.688, bogført pr.31.12.1844)?

26.2.2 note 7

(7) Den 4.3.1845 betaltes Arnesen 100 Rbd. for "Omarbeidelsen af "En Bedstemoder" (TK 1845 1.kv.nr.507). - "Fædrelandet" skrevs "Om Stykket selv er der ikke Meget, i det mindste ikke meget Godt at sige; udføres det, navnlig Titelrollen, fortræffeligt, saa morer det, men kom den i uheldige Hænder, vilde det være utaaleligt. Denne ene Charakter er nemlig Alt, alt det Øvrige er Intet; for at gjøre den interessant har Scribe omgivet den med lutter uinteressante, fortegnede Skyggebilleder; for at give een udmærket Skuespillerinde Leilighed til at glimre, har han componeret et Stykke, fuldt af Urimeligheder og Feil" (nr.1806 4.2.1845).

26.2.2 note 8

(8) De sidste 5 linjer findes ikke i HCp nr.217.

26.2.2 note 9

(9) Den sidste replik s.107 ønskede Heiberg ændret, da den ikke hørte "til den dannede Verdens Sprog, men til en Coterie-Tone, der ikke passer for Theatret" (Coll.S.nr.235). I HCp skrev han lige ud: "Kneipesproget .. i den Arnesensk-Phistersk-Jomfru Petersenske Maneer"!

26.2.2 note 10

(10) Da Thornam indsendte sin oversættelse, gjorde han opmærksom "paa, at endnu er ikke udkommet meer af Originalen; og at jeg kun indsender dette Brudstykke, for i en mulig Concurrence at kunne være den Første. Hvis den ærede Direction maatte finde enkelte Steder i min Oversættelse mindre heldige, haaber jeg, at det maa tjene mig til Undskyldning, at Originalen endnu ikke har været to Dage her i Byen, som at Tiden har været mig særdeles knap" (UjBr 16.10.1844)

26.2.2 note 11

(11) Oversat af pseudonymet Carolus Amilius ?

26.2.2 note 12

(12) Opført første gang allerede den 24.1.1840 på Christiania Theater (11 gange), Anker 58. Sufflørbogen KTS 477 har rettelser med blæk i Lustucrus rolle; der er tydeligvis tale om moderere de mange frivole situationer. NkS 2586, Petersens autograf (?), indeholder derimod ingen rettelser eller mærker af nogen art.

26.2.2 note 13

(13) Collin kvitterede for oversætterhonoraret, men var rigtignok ikke dets oversætter (A & C II 145) (TK 1847 3.kv.nr.229 14.9. 1847). Feddersens kvittering for oversættelsen (sept. 1847) findes i FS. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "denne Pariserinde er ikke fin, hun er plump, og hendes Uforskammethed lykkes kun alt for vel, saa at Cousinen kastes bort til en samvittighedsløs Laps, for at dække hendes eget tvetydige Forhold til ham. Dette er Moralen af Stykket, hvori der paa en oprørende Maade leges med alvorlige Forhold og lefles med Følelser, som man i vor Tid hellere skulde stræbe at styrke end at nedbryde. Skal maaskee Dialogen undskylde dets Antagelse? Saamænd, vi ville ikke negte, at enkelte Replikker ere ret piqvante, men der findes dog ikke en eneste Vittighed; det, der skal gaae derfor, er tyndt og flaut. Dette Stykke modtoges med et Par svage Bifaldsklap, der strax døde hen under en almindelig Hyssen, og det er da ikke mere, end hvad det fortjente" (nr.208 3.9.1847).

26.2.2 note 14

(14) Den 5.7.1843 forespurgte St. St. Blichers søn P.B. Blicher om stykket kunne forventes antaget (I.B.nr.127). Om han var oversætter vides ikke. Ligeledes forespurgte han om Bayards "Les fees de Paris" (jf. s.###) og Vignys "Chatterton" (jf. s.###). Direktionen gav intet skriftligt svar.

26.2.2 note 15

(15) Den 25.10.1846 udbad Fangel sig et skriftligt vidnesbyrd, [sideskift][side 1692]hvilket Heiberg tilstillede haa den 31.10.1846 sammen med manuskriptet (HCp nr.243) (tabt).

26.3.1.

26.3.1. note 0

(0) Coll.S. 91 er Overskous manuskript med mange rettelser, dateret 31.7.1844. Det kan ikke være det manuskript, Heiberg har læst. KTS 336 synes ubrugt (1846).

26.3.1 note 1

(1) Bemærk forskellen mellem Andersens oprindelige tekst og den af komponisten forårsagede andring s.6 og 8, jf. BEC II 75. Sufflørbogen eksisterer ikke mere (KB). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Der er vistnok efter Stykkets Opførelse ogsaa kun een Mening om, at Componisten i hel Grad har viist sig den Tillid værdig, man havde sat til haa, og vi troe at turde tilføie, at Hartmann sikkert i dette Arbeide vilde have leveret os et virkeligt Ideal af en nordisk Opera, dersom ikke den maadelige Text havde lagt ham Hindringer iveien, og gjort det umuligt for ham at løse Opgaven aldeles tilfredsstillende fra det dramatiske Standpunkt betragtet. Andersens Textbog frembyder allerede ved sin Form store Vanskeligheder for den dramatiske Composition, idet Dialogen er bygget saa planløst og med saalidet Hensyn til det musikalske Elements Fordringer, at Componisten har savnet Leilighed til Udarbeidelsen af større, sammenhængende og dramatisk ordnede Musiknumere, og Compositionen adsplitter sig derved i en Mængde med Recitativer vexlende Smaanumere, hvorved dens Ro og dens dramatiske Virkning meget skades. Hertil kommer endnu, at de tre Fjerdedele af Texten ere aldeles blottede for Handling, at den Handling, der mod Slutningen indtræder, kun er meget lidt interessant, og at Knuden, der her knytter sig mellem de handlende Personer, allerede i en af de første Scener har lest sig for Tilskuerne. Med beundringsværdigt Snille har Componisten imidlertid vidst at bøde paa de Feil, hans Stof fra Formens Side leed under, og det er især ved at give de idelig afbrydende Recitativer en halv cantabel Charakteer, at det er lykkedes haa, nogenlunde at tilveiebringe Enhed og Ro i de mangfoldige abrupte Smaastykker. Den totale Mangel paa dramatisk Bevægelse i den større Deel af Texten, har gjort, at Compositionen her mere viser sig som en skjøn Cantate, end som en Operamusik, men fra det Øieblik, da Handling og dramatisk Liv indtræde i Texten, udvikler ogsaa Componisten sin hele dramatiske Kraft og Varme, og Musiken antager fra dette Moment af et grandiost og mægtigt gribende Præg. Det er ikke blot i de skjønne Efterligninger af Kæmpeviserne, - hvoriblandt de deilige Vexelsang: "Hør, Ungersvend, siig ikke nei", hører blandt det Fortræffeligste, denne Art af Musik har frembragt, - at den nordiske Grundtone afspeiler sig i sin hele Renhed, men denne gaaer uafbrudt gjennem den hele Composition ligefra de combinerede Sangnumere og indtil Chorene, Recitativerne og Dandsene. Der er i hele dette Hartmanns nyeste Værk en dyb Forening af Gratie og Adel, der giver et nyt Vidnesbyrd om, at han, som kun Paa, har opfattet den musikalske Konst i dens dybere Betydning. - Hovedpartierne i denne Opera blive fortrinligt givne" (nr.121 23.5.1846).

26.3.1. note 1a

(1a) NkS 2502 er teatrets afskrift med Andersens tilføjelser s.18 = S.S. Bd.10 s.281.

26.3.1 note 2

(2) Se Overskou V 699, 729.

26.3.1 note 3

(3) Collin gav tilladelse til en ny indstudering ved Lefebvre, men det blev der ikke noget af, jf. Rung til Collin 28.11. 1845 Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - "Berlingske Tidende"s anmelder skrev: "Hvis det var nok for en god Operatext, at Handlingens Gang er saa simpel og letfattelig som muligt, saa vilde nærværende lille Stykke være den fortræffeligste Operatext vi kjende, thi hele Handlingen kan fortælles med yderst faa Ord .. det sande indre Liv, Forvikling og Opløsning, vexlende Følelser og Indtryk - kort, Alt, [sideskift][side 1693]hvad der skulde frembringe den dramatiske Interesse og give Componisten Leilighed til musikalsk Charakteristik, har Forf. aldeles overseet .. Publicum kjedede sig og hyssede. Hr. Rung er virkelig meget uheldig i Valget af sine Operatexter; derfor savne ogsaa hans Compositioner det egentlige høiere Sammenhæng. Man sporer, at det ikke har været Componisten muligt at finde nogen passende Grundtone for sit Maleri, de smukke Enkeltheder staae isolerede og tabe derved formeget den tilsigtede Virkning. Det samme er Tilfældet i nærværende lille Arbeide; hvert Nummer for sig er smukt, men de savne den indbyrdes Forbindelse, den musikalske Forvikling - om vi saa maae udtrykke os, savne det, der i Musiken udgjør den dramatiske Interesse. Ouverturen forkynder med sine Tarantel=Rythmer et sydligt Liv, men neppe er Dækket gaaet op, før Charakteren bliver alvorlig, og de italienske Elskende udaande deres Kjærlighed i næsten melancholske nordiske Toner. Hvor smukke disse Sange end i og for sig ere, i hvor høi Grad de end vidne om Componistens Kunst i at behandle sin Text, i en smuk Stemmeføring, en effectfuld Instrumentering, de have dog ikke hjemme under dette Himmelstrøg og under disse Omgivelser .. Den af Herr Lefebvre til Stykket componerede Dands var ret charakteristisk, og med Hensyn til Udførelsen fortjener især Herr Hoppes Harlequin at nævnes, der udmærkede sig ved megen Lethed" (nr.276 19.11.1845). "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Rungs .. Operette: "Aagerkarl og Sanger" skal ikke rose sig af den Lykke den gjorde, da endog stærk og mangestemmig Hyssen lød ved Tæppets Fald, der foranledigede en kort men uafgjørende Kamp mellem Klapperne og Hysserne .. Ouverturen .. gjorde et meget kjendeligt slet Indtryk paa det forsamlede Publikum .. Ved Tæppets Opgang befinde vi os paa Corson i Carnevalstiden .. hele Carnevalet bestaaer i, at nogle Folk spadsere ganske rolige og stille frem og tilbage langs Stranden .. Pierros, Pierrettes og Harlequins Optræden [var] .. vistnok beregnet paa at bringe Publikum til at lee, [men] den [havde] .. den ganske modsatte Virkning, idet, den, - Held den bedre Smag, opvakte en almindelig Modbydelighed .. de .. 3 Personers Optræden havde overmaade megen Lighed med, hvad man saa ofte har seet paa Prices Theater [men udførelsen var dårlig; anmelderen frygtede, hvis teaterdirektionen fandt en god Pierrot, at det] med Tiden ganske vilde reducere vort Theater til et Fjeldebodstheater, hvorfra ikke dets Titel som kongeligt privilegeret vilde frelse det .. Forestillingen igaar Aftes [manglede] .. kun lidet i at kunne kaldes en Festforestilling, thi ikke alene var hver Plads i hele Theatret besat, men næsten alle vore Kongelige, og de ere som bekjendt ikke faa, vare tilstede" (nr.269 19.11.1845).

26.3.1 note 4

(4) Sufflørbogen KTS 652 kan ikke dateres; teksten er utrykt.

26.3.2.

26.3.2 note 1

(1) Sufflørbogen KTS 327 er Hvids autograf med hans egne (få) rettelser (af sproglig karakter).

26.5.0.

26.5.0 note 1

(1) "Berlingske Tidende" skrev: "Bournonvilles nydelige lille Divertissement: "En Børnefest" .. optoges med stormende, ofte gjentagne Bifaldsyttringer .. Ved den Lethed og Ynde, hvor- ' med Begge dandsede og deres store Sikkerhed i mange skjønne og tildeels vanskelige Attituder vaktes et Bifald, som indeholdt en kraftig Opfordring til Hr. Balletmesteren om ikke at blive Beslutningen, at lade Divertissementet være componeret [sideskift][side 1694]"udelukkende for denne Aften", tro, men give i det mindste denne Deel af det paa det kongelige Theater, hvor det upaatvivlelig ofte vil blive seet med Glæde" (nr.289 24.10.1844). •Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Hvad der især gjorde dette, i det Hele med megen Smag arrangerede Divertissement interessant var Jfr. Augusta Bournonvilles første Optræden som Dandserinde" (nr.249 24.10.1844).

26.5.0 note 2

(2) Da Augusta Bournonville skulle konfirmeres, kunne hun ikke længere optræde i "Rafael", "og denne Ballet vil blive henlagt indtil Jfr. Fjeldsted selv vil kunne overtage sit Partie" (UjBr ##.##.1845): Hun overtog aldrig partiet. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Det vil af dette korte Recit .. være iøinefaldende, at Sujettet ganske naturligt deler sig i 2 Acter, den ene: St. Hansaften 1582, med Rytternes og Bøndernes Riden Sommer i By, Junkerens Frieri og Bortreise; den anden: St. Hans Nat og Morgen 1583, med Jomfru Kirstens Forvildelse og Drømme, Junkerens Tilbagekomst og Trolovelsen. Dersom Hr. Bournonville havde ladet det blive derved, havde han uden Tvivl ogsaa skjænket os en smuk Balletdigtning, men, hvad enten det nu er skeet, fordi han vilde underholde Publicum i længere Tid, eller fordi han har troet, at Balletten kunde emancipere sig fra de dramatiske Regler, eller fordi han ikke har kunnet holde til Raade med sine Virkemidler, saa har han mellem de tvende Acter indskudt en tredie, i hvilken kun eet, og det eet af de mindst betydelige, blandt de nys angivne Momenter har kunnet gives Plads, nemlig Rytternes og Junkerens Bortreise, hvorfor saa godt som hele Acten har maattet udfyldes med Dandse .. vi have .. opholdt os saa længe ved "Kirsten Piils" Lyder, at det er paa Tide at nævne hendes Dyder, og deriblandt ville vi da anføre saagodtsom hele første Act og navnlig den høist morsomme Reele, der slutter samme, i anden Act Speildandsen, der forøvrigt taber ved at gjentages saa ofte, samt i 3die Elverpigernes Slørdands og de tvende sidste Drømmebilleder" (nr.1826 27.2.1845).

26.5.0 note 3

(3) Se BmD Levetzau 22.8.1844, BmD Collin 26.8.1844, BmD Levetzau 30.8.1844; breve fra Collin i sept. 1844 er gået tabt. Berlingske Tidende 1844.

26.6.0.

26.6.0 note 1

(1) James Montague Buch gaves den 23.9.1844 tilladelse til "indtil d 15 October dA" at måtte "give Forestillinger i naturlig Magie etc" (Overhofmarskallatet. Correspondanceprotokol 1844 s.593). Buch gav dog ingen forestillinger på Hofteatret.

26.6.0 note 2

(2) "Berlingske Tidende"s anmelder skrev: "[Herefter] opførtes det ikke i mange Aar givne, især ved Boieldieus henrivende melodiøse Musik, interessante Syngestykke "Califen i Bagdad", som i Ensemblet savnede noget af den Fasthed, der er en Betingelse for at Stykker af denne Art ret kunne tiltale Publicum, men ikke destomindre, ved de enkelte Rollers meget tilfredsstillende Udførelse, vandt levende og almindeligt fortjent Bifald, saa at man tør vente det jevnligen vil komme til Opførelse paa det kongelige Theater" (nr.289 24.10.1844).

26.7.0.

26.7.0 note 1

(1) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: ""Don Juan" .. blev .. iaftes opført i en ny Skikkelse med de originale Recitativer i Stedet for den tidligere indlagt Dialog. At Stykket i det Hele ved denne Forandring maatte vinde, var let at forudsee, og dog bleve Forventningerne ikke lidet overtrufne ved Opførelsen, ei blot ved den Rigdom af musikalske Skjønheder, som disse Recitativer frembyde, men ogsaa ved den poetiske Forbindelse, [sideskift][side 1695]som de danne mellem de forskjellige Sangnumere, hvorved den hele Opera faaer et alvorligere Præg og dens Totalvirkning bliver dybere og mere gribende. Man maa taknemlig anerkjende den Omhyggelighed og Kyndighed i Oversættelsen, som har gjort det muligt for Sangerne og Sangerinderne at foredrage Recitativerne med den Tydelighed, hvormed det i Almindelighed skete, og som er Betingelsen for, at Stykkets Gang ogsaa af de mindre Indviede kan følges med Interesse. Udførelsen lod Lidet eller Intet tilbage at ønske, og Publicum fulgte den med den største Deeltagelse. Tantæ molis erat Romam condere urbem, saa stort et Tidsrum maatte der altsaa hen-gaae, inden Operaen "Don Juan" hos os kunde opføres i den Skikkelse, hvori Mozart har skrevet den!" (nr.1823 24.2.1845).

26.8.0.

26.8.0 note 1

(1) Brdr. Price optrådte i juni 1845 hos Pettoletti. I Hoftheatrets Correspondanceprotokol læses: "Paa Forlangende af Herr A. Price meddeles herved det Vidnesbyrd, at Familien Price i kunstnerisk Henseende stedse har vundet saavel Deres Majestæter Kongens og Dronningens som Publicums særdeles Bifald; dens private Liv har været udmærket ved en uplettet Vandel, Sædelighed og Retskaffenhed. - Det skulde derfor være mig meget kjært, om Familien Price paa den forestaaende Kunstreise maatte nyde al den Velvillie og Forekommenhed, den fortjener, hvilket med Glæde skal blive gjengjeldt, naar Leilighed dertil gives. Overhofmarskallatet i Kjøbenhavn den 18 juli 1845 J.G. von Levetzau Overhofmarskal hos Hs. Majestæt Kongen af Danmark (L.S.)"

26.9.0.

26.9.0 note 1

(1) Den 6.6.1845 skrev "Fædrelandet"s anmelder: "Uagtet dette Stykkes Opførelse udenfor Saisonen synes at tyde paa, at Theaterdirectionen har fundet for godt at vrage det, saa ville vi haabe, at Publicum ikke deraf lader sig afskrække fra at bivaane Forestillingen, thi, som bekjendt, har den ærede Direction tidt taget feil og stempplet Vraggods som godt, medens den har kasseret courante og værdifulde Artikler" (nr.1906).

26.9.0 note 2

(2) Forestillingen blev averteret den 27.6.1845 i "Adresseavisen" og tilbagekaldt sm.st. 30.6.1845. Den 10.8.1845 indgik Nielsen med ansøgning om kompensation for sit tab (I.B.nr.117). Den 22.8.1845 sendte Levetzau den til Collin (Coll.BrS.XXIIIa), idet han kun modvilligt ville tilstede Nielsen en gratifikation af teaterkassen. Direktionens indberetning ses ikke.

26.9.0 note 3

(3) Stages breve fra rejsen findes i TM: 2 fra Augusta Stage og 11 fra G. Stage.

Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).

Det kongelige Teater

Censurinstitutionen sæson 1844-45

Noter