Side 1149-1199, noter side 1678-87 +1743. Denne side er ikke korrekturlæst.
[sideskift][side 1149]
Skuespillet på vers i fem akter "Kjærlighed" var ifølge Heiberg kedsommeligt og røbede "en paafaldende Mangel paa dramatisk Talent" (HCp nr.129 efter 10.6.1843). Remitteret forfatteren den 13. juni 1843 (Cp).
4-akts-skuespillet "Hvad ville Folk sige?" ejede "mere Natur end de fleste daarlige Stykker. Men dets tro Gjengivelse af den crasseste Virkelighed, uden al Luttring af Kunsten, vilde gjøre det utaaleligt paa Scenen, og de mange pøbelagtige Skildringer, som det indeholder, gjøre vel endog dets Opførelse umulig" (Coll. S.nr.235 13.6.1843). Stykket blev indleveret på ny med nogle rettelser; ej censureret af Heiberg. Remitteret forfatteren den 12. nov. 1843 (Cp).
Oehlenschlägers tragedie "Erik Glipping" læste Collin måske, før han sendte den til Heibergs censur. Privat noterede Heiberg: "Den historiske Begivenhed er i denne Behandling næsten bleven til en privat Historie. Boyes "Brik den 7de" staaer forsaavidt høiere, tiltrods for sin Tørhed. Stykket er forresten ikke uden en vis "gelind" Effect, og der kan, selv uden Hensyn paa Forfatterens Navn, neppe være Noget til Hinder for dets Antagelse" (HCp nr.137). Til Collin skrev Heiberg den 13. okt. 1843: "Det oehlenschlägerske Stykke skal vel, ifølge Vedtægt, ikke være Gjenstand for en Bedømmelse. Iøvrigt vilde der, selv om det ikke var af Oehlenschläger, neppe kunne gjøres grundet Indvending imod dets Antagelse, ihvor mange Svagheder det end laborerer af" (Borup nr.529) (1). Forskellen er karakteristisk for Heiberg, thi privat gentog han ofte før fremførte dramaturgiske indvendinger mod Oehlenschlägers tragedie-produktion, mens Collin fik et mere udflydende responsum. På grund af skuespillernes vægring ved at spille "Garrick i Frankrig" (jf. s.1110) ønskede Oehlenschläger den 6. nov. 1843 stykket "strax [sat] .. igang. Men - oplæse den for Personalet, ønsker jeg ikke" (Coll.BrS XXV). Rollerne blev uddelt den 1. dec. 1843 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 25. jan. 1844 (opført ialt 5 gange) (2).
C.C.B.B. Francks melodrama "Nonnen i Funchal" fandt Heiberg var noget "Erke-Smøreri" (Coll.S.nr.235 27.10.1843). Remitteret forfatteren den 6. nov. 1843 (Kp.nr.101).
Fuldmægtig Fabers fem-akts-skuespil "Penge" var for råt i kunstnerisk henseende til antagelse (Coll.S.nr.235 28.11.1843). Remitteret forfatteren den 26. april 1844 (Kp.nr.53).
[sideskift][side 1150]Brosbølls anonymt indsendte drama "Eiaghs Sønner" narrede Heiberg: "Dersom dette Stykke ikke er af Hr. Kjerstrup Rumohr [jf. s.351], veed jeg ikke, hver jeg skal tillægge det, thi den nævnte Forfatter har allerede forhen yttret Synpathie med det Ækle, for ikke at sige det Skidne .. Med alt Det skal det ikke nægtes, at Stykket besidder enkelte poetiske Glimt, men paa Scenen vil det sikkert ikke vinde Bifald, og fortjener det vel heller ikke .. Selv om Forfatteren kunde og vilde borttage de værste Smagløsheder i Dialogen, vilde det endnu ikke være nok. En Person som Lochiel maatte reent omkalfatres til en anden. Og selv da og med de øvrige mutatis nutandis vilde der neppe komme Andet ud af det, end et Stykke med et Par ret smukke Scener, men som ikke desmindre, formedelst sin mørke og triste Colorit, vilde efterlade et meget utilfredsstillende Indtryk" (Coll.S.nr.235 1.12.1843). Af Brosbølls bevarede brev fremgår det, at Adler sluttede sig til Heibergs opfattelse, mens Collin og Levetzau erklærede sig for "Eiaghs Sønner". Levetzau havde endog "paapege[t] .. Feil [, som Brosbøll] omhygge1ig [havde] .. rettet" (UjBr 25.1.1844). Collin følte sig åbenbart ikke sikker i sin sag, thi i jan. 1844 sendte han Hertz Brosbølls drama til ekstradirektorial censur: "Dette Stykkes Feil ere heelt igjennem organiske .. Saaledes kan den unaturlige Characteer Lochiel, ikke tages bort eller modificeres uden at Stykkets to første Acter opløse sig til et Intet .. Det er især ved sin Diction, at dette Stykke temmelig sikkert vil synes vort Publicum en ufordøielig Kost. Bredahl har en lignende Sprogtone i sine Dramer, men uagtet disse have langt større digterisk Gehalt end dette Skuespil, ere de dog aldrig bievne populaire; og paa Scenen er det endnu mindre at vente. Jeg troer ikke engang, at vort Theater har to Skuespillere, hvis Lunger ere capable til at Udføre Argyles og Donalds Roller" (Coll.BrS. XXII 21.1.1844).
Hertz ønskede at standse Brosbølls bane i "den Retning, han i dette Stykke er slaaet ind i, og som vort Theater bestandig har søgt at holde fra sig. Uagtet saaledes de franske Dramer fra porte St Martin indeholde geniale Enkeltheder, har man dog hidtil, af Frygt for det Exorbitante i dette Genre og Characterernes unaturlige Lidenskabelighed, der kun altfor ofte synker ned til Plathed, ikke troet, at de vilde stemme med den bedre Smag paa vor Scene og hos vort publicum. Victor Hugos "Angelo" turde ogsaa godtgjøre dette" (l.c.). Hertz' brev til Collin er så meget des vigtigere, [sideskift][side 1151]som det paa samme tid er en bekræftelse af Molbechs og Heibergs repertoirepolitik igennem 1830rne og en direkte advarsel til Collin om ikke at ændre denne repertoirepolitik. - Men det gjorde Collin (3), uden at røbe motivet hertil: uenighed med Molbechs administrationade er tidligere konstateret, men Collins ideale forestillinger om repertoirets sammensætning krydsedes vel snarere af personlige hensyn til den fattige Brosbøll. Den 26. jan. 1844 blev stykket antaget "under den .. [Brosbøll] tilbudne Betingelse, at intet Honorar derfor udbetales, førend det een Gang er gaaet over” scenen (Kp.nr.17 29.1.1844). I aug. 1844 uddeltes rollerne (PRFD), men i sept. 1844 blev der foretaget rettelser i teksten (TK 1844 3.kv.nr.243), hvorpå stykket endelig havde premiere den 7. dec. 1844 (opført ialt 10 gange) (4).
Kun Jonas og Edv. Collin kendte forfatteren til H.C. Andersens "Kongen drømmer", som Heiberg kaldte "En ny Dyveke, men aldeles eiendommelig" (HCp nr.150). Den 25. dec. 1843 tilskrev han Collin, at stykket i høj grad anbefalede sig "ved sin Originalitet og sin Dristighed i Opfindelsen .. til at berige vort Repertoire med en virkelig ny og eiendommelig Production" (Borup nr.531). Stykket var dermed antaget, hvilket også fremgår af Rungs brev til Andersen, hvor komponisten kommenterede forskellige problemer i forbindelse med stykkets sceniske produktion (Coll.S.21 5.1.1844). Levetzaus og Adlers vota må på denne baggrund læses som de ansvarshavendes ansvarsfrie bemærkninger. Levetzau mente "nok [det ville] giøre Lykke, som jeg haaber med den fortræffelige Besætning" (BmD 2.1.1844). Da Adler læste det, var han så syg, at han ikke kunne skrive. Den 6. jan. 1844 meddelte han imidlertid Collin et par interessante politiske kommentarer til stykkets indhold: "[Han havde bemærket] at de gode Konger ere henved 400 Aar forud for deres Tid naar de med Kjøbenhavnsposten og Consorter græde over Bondetrældom, og tiltrods for det friske Minde af det Stokholmske Blodbad drømme om Scandinaviens Forening. Jeg troer at man ved et Par uvæsentlige Forandringer kunde hæve disse Anachronismer. Men det er jo dem, der skal fremkalde Klappene!" (BmD). De bevarede manuskripter og sufflørbøger afslører ikke, at Collin lod foretage modifikationer af de belastende momenter (Coll.S.nr.21 og KTS nr. 435) (5). Adlers enlige censur er vigtigere end 10 af Heibergs, fordi han lige præcis afslørede, hvad der ikke tåltes af regeringen: udenrigspolitisk belastende hentydninger, der kunne udnyttes [sideskift][side 1152]af den hjemlige opposition. Rollerne blev uddelt den 10. jan. 1844 (PRFD), hvorefter Andersen indkasserede den triumf, at Collin opfordrede Heiberg til at gøre en "Plan til Scene-Arrangementet .. hvilken Plan er bleven bifaldet af Forf, og tillige udført paa Scenen, skjøndt ikke uden væsenlige Misforstaaelser" (HCp nr. 150) (6). Premieren fandt sted den 14. febr. 1844 (opført ialt 14 gange i den behandlede periode) (7).
Thornams skuespil "Mac I Vol" savnede på trods af rutinen, "hvad man kunde kalde Primitivitet .. Næsten Alt deri forekommer En saa bekjendt, som om man havde bort det Hundrede Gange og kunde det udenad. Dialogen er sammenflikket af lutter tillærte Phraser, hvorved nan Intet føler .. Det er et af de Skuespil, hvorom Mange pleie at sige, at det er "et godt Stykke", medens de ikke desmindre falde i Søvn under dets Fremstilling" (Coll.S.nr.235 26.12.1843). Collin meddelte straks Thornam Heibergs votum, men Thornam mente ganske bestemt, at stykket kunne opføres på trods af Heibergs forkastelse, fordi Adler ville antage stykket (Coll.BrS. XXIVb 30.12.1843). Adlers læsning kendes kun for så vidt, at stykket ikke blev antaget. Se s.1211 og s.1248. Af hensyn til dels sit Samarbejde med Løvenskjold dels sin snarlige bortrejse fra København bad K.F. Wiborg om hurtig behandling af sit anonymt indsendte lyriske drama "Konning Volmer og Havfruen" (HCp nr.158). Den 12. jan. 1844 meddelte Heiberg Collin, at stykket "ingenlunde [var] uden poetisk Aand, men det er neppe muligt, at et Stykke kan være mindre dramatisk end dette .. [Wiborg havde afskrevet de episke romaner og Ingemanns Valdemar Seir] Men han har ikke i mindste Maade ladet dette episke Stof gjennemgaae nogen dramatisk Metamorphose; der er desuden aldeles ingen Handling, end sige enkelt Handling, i Stykket; det er en Række af Begivenheder .. Paa disse Feil kan ikke bødes med nogen Omarbeidelse, men kun ved et nyt Stykke" (Borup nr.1113). Heibergs klart dramaturgisk funderede kritik var fuldt identisk med en forkastelsesdom; men sådan, gik det ikke på grund af Løvenskjolds aktier i stykket. For ham refererede Heiberg sin vurdering, hvorpå Wiborg optog en brevveksling med Heiberg. Hans første brev er gået tabt, men Heibergs svar er bevaret: Han anførte Holsts "Peder Paars" (jf. s.850) som et dårligt eksempel på direkte overførelse af episke formuleringer til dramatisk tekst. Han udfoldede forskellen mellem episk og dramatisk - ved henvisning til kong Valdemars ridt [sideskift][side 1153]fra Skanderborg til Ribe - og dronning Dagmars opvågnen efter døden: "Naiviteten i alt Dette er fortryllende i en Romance, men umiddelbart seet og hørt vil det forekomme absurd, fordi Ingen vil tros paa det, naar det rykkes ud af det episke Halvmørke, og stilles from i den sceniske Nærværelses klare Dag" (Borup nr.1114 19.1. 1844). Endvidere forklarede han Wiborg, at et stykke ikke kunne ende med en beslutning, "fordi den ikke er Handling .. Beslutninger ere udramatiske i sig selv, og intet Drama kan derfor blive staaende ved en saadan .. [Og Heiberg fortsattes] et Drama, som ikke er dramatisk, er aabenbart heller ikke scenisk. Vel har jeg selv udtalt, at i det nyere Drama skal Interessen hvile paa Ideerne, ikke paa Personerne, men De lader mig sige: "ikke paa Handlingen"; Dette har jeg aldrig sagt [8], thi Handlingen indbefatter Alt, baade Idee- og Personal-Interessen; Handlingen er Dramaet selv, og kan følgelig aldrig undværes" (l.c.). Heiberg tilstod Wiborg den cadeau at yde ham respekt og ønskede for ham, at hans stykke kunne komme "i en saadan Form, at det med Haab om Held kunde bringes paa Scenen" (l.c.). - Wiborg forestillede sig i sit svar til Heiberg "kun een Slutning, een Handling, hvori Ideen paa dramatisk Maade kan fremtræde realiseret, nemlig ved at lade Kongen alt før Slaget have tilsagt, og efter Slaget fremtræde i en Forsamling af Rigets Store, et Dannehof, eller en Herredag, hvori han kan forelægge dem sin Lovbog". Han ville beskære de foregående akter af hensyn til slutningsoptrinene, men også af hensyn til komponisten (Coll.BrS.V 24.1.1844). Kun hvis direktionen antog stykket, endog kun betinget, ville han afklæde sig anonymiteten og optage mundtlige forhandlinger med Heiberg om de nødvendige forandringer (l.c.). - Adlers læsning fra dette tidspunkt kendes ikke, men han havde nøglen til stykkets adgang til scenen. Se s.1201.
Tragedien "Dronning Ingeborg" jævnførte Heiberg med Ingemanns "Blanca", "der i sin Tid gjorde saa megen Lykke; men den Tid er nu forbi. Stykket har det samme bløde, indholdsløse Sværmeri og den samme vague Lyrik; jeg troer derfor, at Forfatteren er en Dame, thi for en Mand vilde dette Standpunkt forekomme saa forældet, med mindre han var i den allergrønneste Ungdom; men Dette synes ikke her at være Tilfældet, da Stykket ikke er uden en vis traditionel Routine og ikke uden en vis Færdighed i Stiil og Versification, tiltrods for enkelte (som det lader) qvindelige Incorrectheder" [sideskift][side 1154](Coll.S.nr.235 24.1.1844). Heibergs normsæt med hensyn til dramatikerens køn er før observeret, men hvad vigtigere var, så yndede han ikke forfatterens vilkårlighed med hensyn til anvendelsen af det historiske stof, især fordi vilkårligheden "ei engang var nødvendig for det Hele .. Selv om [navnene ændredes] vilde der dog endnu høre Courage til at antage Stykket. Men paa Grund af et vist passabelt Theater-Tilsnit, som det med alt Det har, troer jeg dog at der fordres en særdeles Overveielse, inden man forkaster det" (l.c.). Beklageligvis findes intet anført i censurprotokollen om en evt. resolution efter Adlers læsning. Stykket var et af de mange, som Heiberg returnerede i sept. 1849 (Cp). Heiberg oplyste, at han havde haft Hauchs "Den hjemkomne Sømand" (jf. s.624) liggende "i et Par Aar" (HCp nr.164). Ved nytårstid 1844 opholdt Hauch sig i København, hvor han læste stykket for Collin, som rådede ham til forkortninger (Coll.BrS.XXIIb 18.1. 1844). Heiberg fik samtidig Hauch "til at gjøre de nødvendigste Forandringer" (HCp nr.164), hvorpå Hauch betragtede stykket "som foreløbig antaget" (Coll.BrS. XXIIb 18.1.1844). Heiberg var ikke overvældende begejstret trods de foretagne forandringer: "Det indeholder endeel ret smukke Situationer og et Par comiske Scener .. Men Opløsningen, der indeholdes i en Fortælling, er ikke ret dramatisk. Hermed er imidlertid intet Andet at gjøre end blot at give den matte Slutningsreplik mere Kraft" (Coll.S.nr.235 24.1.1844) (9). Rollerne blev først uddelt den 7. juli 1844 (PRFD) (10), hvorpå premieren fandt sted den 2. sept. 1844 (opført ialt 3 gange (11)) (12).
Heiberg mistænkte Thornam for at være forfatter til "En Kones Værd", som aldeles lignede "en tynd, intetsigende fransk Original, aer er bleven oversat paa Dansk". En oversættelse ville være at foretrække af såvel kunstneriske som økonomiske grunde (Coll.S.nr. 235 8.2.1844). Remitteret forfatteren ult. febr. 1844 (Kp.nr.28). Chr. K.F. Molbechs lyriske drama "Klintekongens Brud" anbefalede sig, ifølge Heiberg, "ved en fiin Romantik og flere skjønne Enkeltheder. I den Tanke, at det med meget betydelige Forkortninger vel kan fortjene at bringes paa Scenen, hår jeg i Manuscriptet indstrøget en Mængde, tildeels meget store Partier, som efter min falde bort, til største Gavn for den sceniske Virkning (Coll.S.nr.235 29.2.1844). Derpå blev stykket leveret Molbech tilbage til omarbejdelse (Cp 4.4.1844). Se s.1200.
[sideskift][side 1155]M.V. Brun havde "for længe siden oendt .. [Heiberg] Manuscriptet [til "Brødrene"] anonymt, og har siden, paa min nærmere Opfordring, meldt sig hos mig for at høre mine detaillerede Bemærkninger, I Henhold til disse har han et Par Gange omarbeidet Stykket, og endelig, da jeg ikke kunde gjøre Mere ved det, paa mit Raad indsendt det til Directionen" i begyndelsen af febr. 1844 (HCp nr. 177). Den 4. marts 1844 tilstod Heiberg for Collin, at han -efter "saa længe [at have] .. stirret paa Detaillerne deri, .. ikke mere [kunne] see det i sin Total-Effect, eller bringe [sin] .. Dom til et afgjørende Resultat". Han havde oprindelig interesseret 'sig for "den Idee, at politiske Bestræbelser bringe Splid i en Familie. Der var ogsaa i den franske Skuespillerindes Characteer noget Ualmindeligt, og i flere Enkeltheder et Anstrøg af Originalitet. Men der var tillige saa meget Trivielt og Forkert, at jeg fra først af mistvivlede om, at der kunde gjøres et taaleligt Heelt ud af det" (Coll.S.nr.235). Overensstemmelsen mellem Heibergs fremstilling og Bruns (i "Fra min Ungdom og Manddom",1885) er vel tilstrækkelig stor, når det gælder fakta, til at anføre, at Adler derpå læste stykket, men forkastede det på grund af stykkets behandling af politiske forhold (l.c. s.37). Heiberg modtog manuskriptet "under Convolut til Forf." den 18. marts 1844 (HCp nr.177, Kp.nr.45 dat. 15.3.1844, tr. Brun s.38). pen 21. marts 1844 tilbød Heiberg trods forkastelsen at skaffe stykket opført ved Pätges' Sommerforestilling (tr.Brun s.44), hvorpå Heiberg forkortede stykket (l.c.). Se s.1196.
Mod H.P. Holsts romantiske drama "Gioacchino" havde Heiberg "Adskilligt at indvende, og har idag, ligeledes efter Aftale med Forf, meddeelt ham mine Bemærkninger, hvilke jeg, ifald det ønsk es, kan gjentage for Directionen" (Coll.S.nr.235 13.3.1844). Heiberg havde også forhandlet dette stykkes indhold og form med for fatteren, men det afgørende er selvfølgelig, hvem Heiberg konfererede med privat, og hvem der blot blev afvist. Brevet til Holst eksisterer ikke mere, men af Heibergs private censurprotokol fremgår det, hvad han fandt utilfredsstillende. Stykket behandlede Joachim Murats historie men uden dennes katastrofe: "Stykket mangler derfor Catastrophe, og dets Slutning, som synes aldeles vilkaarlig, er utilfredsstillende. Dertil kommer, at der er altfor megen Theatertradition i Behandlingen, [13] hvilket ogsaa viser sig i den Rolle, som Geistligheden spiller. Personerne synes ikke [sideskift][side 1156]at være virkelige Mennesker, og deres Motiver ikke at være naturlige. Murat er for meget Theaterkonge, ikke blot i sine Phraser, men i sine Handlinger". Heiberg fandt også, at gudstjenesten i 3. akt ville "blive yderst kjedelig paa Scenen. At Miraklet ved St. Januars Blod uforbeholdent vises som et plumpt Bedrageri, er alt for crast". Visse overskridelser af historiske fakta oprørte også Heiberg, som afsluttende medgav Holst at stykket forresten havde "et vist ydre liv og flere smukke lyriske Steder" (HCp nr.179). Heiberg var tydeligvis aldeles ikke stemt for antagelse af dette stykke, men det gik anderledes, fordi Collin var administrerende direktør. Alt vedrørende dette stykkes videre behandling af censuren synes foregået mundtligt. Den 27. juli 1844 bogførtes Holsts antagelseshonorar (TK 1844 3.kv.nr.51). Den 19. aug. 1844 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå Heiberg foretog ganske få og kun sprogligt inferiøre rettelser i sufflørbogen (KTS nr.275). Premieren fandt sted den 12. okt, 1844 (opført 13 gange i første sæson; ialt 20 gange i den behandlede periode) (14).
Om det romantiske skuespil "Piraten" var Heiberg mindre floromvunden: "Formelig Galskab, der ei engang, som Hamlets, "har Methode"" (Coll.S.nr.235 12.4.1844). Remitteret forfatteren den 6. maj 1844 (Kp.nr.55).
Skuespillet "En Illusion" var ubrugeligt: "En høist urimelig, og vel umulig Begivenhed. Forresten aldeles ingen Handling", skrev Heiberg til Collin (Coll.S.nr,235 12.4.1844) (15). Blev stykket læst af andre, efterlod det ingen skriftlige vota. Remitteret forfatteren den 11. nov. 1844 (Kp.nr.155).
Den anonyme norske forfatters tragedie "Knud Dana-Ast" fandt Heiberg var - "tiltrods for dets Mangler .. holdt i en nogenlunde reen Still, affattet i et godt Sprog, og har ikke faa virkelig poetiske Tanker. Det vilde vel endog være ubilligt at forkaste det, naar "Erik Glipping" er bleven antagen [jf. s.1149]" (Coll.S. nr.235 12.4.1844). Hermed var sagen imidlertid ikke afgjort; først flere måneder senere fortsatte censurbehandlingen, se s.1209. Dramaet "Cajus Marius" fandt Heiberg unægtelig fortjente "at komme i særdeles Betragtning. Sujettet er poetisk opfattet og med en vis Originalitet og Dristighed, der dog maaskee hist og her har bragt Forfatteren ud af den rette Grundtone og forledt ham til vel stærke Anachronismer i de Handlendes Tænke= og Udtryksmaade". Heiberg tilrådede, at stykket underkastededes "en Revision med [sideskift][side 1157]Hensyn paa Scenens Fordringer", Idet han ønskede "Ballet-Præstationer" udeladt (f.eks. "Tvekampen ved Marius' Taffel") samt enkelte ændringer i diktionen. Han konkluderede: "Under alle Omstændigheder er dette Arbeide vistnok af den Beskaffenhed, at det bør antages; men det vil ikke være ubilligt at forelægge Forf. disse Vilkaar" (Coll.S.nr.235 20.5.1844). Trods Heibergs åbenlyse velvilje, blev der intet videre foretaget. Stykket blev glemt og først i 1849 afleverede teaterchefen (Heiberg) stykket til teaterkontoret, hvorpå det averteredes som forkastet i Adresse-Avisen (17.9.1849).
Hvorvidt det nye forfatterregulativ (jf. s.1091) har været afgørende får stå hen: produktionen steg med 100 % i forhold til foregående sæson. Da det ikke kun var nulliteter, der søgte vinding ved teaterkassen, men også åbenbare talenter, der ad denne vej søgte udkommet, kan regulativet måske ses som et incitament.
Brosbøll og H.P. Holst blev protegeret af Collin; ligeså Thornam, men med mindre held for forfatteren. Wiborg vandt Heibergs anerkendelse og senere samarbejde. De to anonyme forfattere til henholdsvis "Dronning Ingeborg" og "Cajus Marius" blev trods Heibergs interesse ikke imødekommet af noget direktionsmedlem. Karakteristisk for denne sæsons behandlede stykker er vel overhovedet de mange stykker, hvis endelige skæbne først besegledes flere år senere. Den unge Molbech fik ved bistand af Heiberg lempet sit stykke gennem censuren, selv om det tog sin tid. Heibergs vurderinger synes gennemgående bedre motiverede end tidligere, men udviser også en bestemtere linje med hensyn til krav om scenisk effekt: Heibergs klare afvisning af episke elementer og udramatiske 'opløsninger. - Reglerne for censurbehandlingen synes efterhånden at aftegne sig: afviste Heiberg et stykke, motiveret eller ej, blev stykket returneret. Undtagelserne herfra var Collins protegeer (Andersen, Brosbøll, H.P. Holst). Anbefalede Heiberg et stykke til antagelse, ville direktionen som hovedregel følge hans indstilling. Placerede Heiberg sig i et uafgjort forhold til et stykke, ville det som regel ikke blive antaget, i hvert fald ikke opført. - For så vidt materialet er repræsentativt, ytrede Adler sig kun en enkelt gang, i denne sæson, men så meget des vigtigere er hans eneste votum over Andersens stykke. Sin politiske modvilje lagde han ikke skjul på, men han var i et dilemma: skulle politikken eller økonomien råde? - Collin afgjorde sagen! - Samarbejdet [sideskift][side 1158]mellem Collin og Heiberg synes så vidt materialet rækker at have været gnidningsløst. Heibergs reaktion på Herts' funktion som teatercensor kendes ikke, men eftersom deres vurderinger var overensstemmende, behøvede det Jo heller ikke at give anledning til fortrydelse. Heiberg havde dog været i sin ret til at betragte Collins handling som en klar desavouering. - Levetzau synes nærmest kongelig i sin (påtagede, ubetingede) ansvarsfrihed!
[sideskift][side 1159]
P.D. Faber indsendte for fjerde gang sit skuespil "Det græske Bryllup og Modehandlerinden" (jf. s.947). Heiberg forekom det "at være lutter Vrøvl" (Coll.S.nr.235 28.6.1843). Remitteret den 4. okt. 1843 (Kp.nr.88).
"Et Uheld" var ifølge Heiberg "et Opkog af det trivielleste Hverdagsliv", samtidig røbede det "en aldeles udannet Forfatter" (Borup nr.524 23.8.1843). Remitteret den 12.9.1843 (Kp.nr.78). "Hovmesteren" (jf. s.1068) på ny indleveret under titelen "Camailen og Trøien", mente Heiberg var "næsten uforandret", hvorfor han følgelig stadig ville antage stykket: "nogle vel stærke Udtryk maae formildes, og nogle Repliker hist og her forandres eller bortskjæres. Vistnok har dette Stykke sine Mangler, men det har ogsaa sine Dyder, og dersom det .. skulde blive .. forkastet, saa begaaes der .. en skrigende Uretfærdighed, thi det staaer visselig meget høit over meget Andet, som antages og opføres" (Borup nr. 529 13.10.1843); men Collin lod stykket ligge. Se s.1215.
P.D. Fabers "Bytte, ikke Bedrageri, eller Datteren fra Kjøbenhavn" kasserede Heiberg alene på grund af "den gemene Tone, der hersker allerede i Expositionsscenerne" (Coll.S.nr.235 27.10. 1843). Remitteret forfatteren den 6. nov. 1843 (Kp.nr.100). Brosbølls lystspil "Spidsborgerliv" havde Heiberg læst privat allerede i foråret 1843; officielt erklærede han nu: "Det er ikke uden en vis Evne til at opfatte spidsborgerlige Characterer og Forhold, men Udmalingen af disse er saa bred, at de mere egner sig for Romanen end for Dramaet". På grund af "sine store Platituder og sin ligefremme Gjengivelse af en gemeen Virkelighed" var det udelukket fra scenen (HCp nr.143 5.11.1843). Collin meddelte han blot, at stykket i kunstnerisk henseende var uegnet for teatret (Coll.S.nr.235 28.11.1843). Denne gang trådte Collin ikke hjælpende til, hvorpå stykket remitteredes den 2. jan. 1844 (Kp. nr.4). Se s.1220.
Lystspillet "Tivoli" kunne "ikke komme i mindste Betragtning", skrev Heiberg til Collin (Borup nr.531 25.12.1843). Stykket blev efter forfatterens ønske brændt.
Tryllespillet "Adelma" var "under al Critik", meddelte Heiberg (Borup nr.531 25.12.1843). Remitteret den 2. jan. 1844 (Kp.nr.1). Nordmanden Ankers komedie "Nina" røbede "den høieste Naivitet .. Det er som skrevet af en lille Dreng" (HCp nr.159). Collin fik at vide, at der var tale om en "Nullitet" (Coll.S.nr.235 24.1.1844). Remitteret ult. febr. 1844 (Kp.nr.29).
[sideskift][side 1160]Ankers næste arbejde "Pebersvenden" kunne Heiberg knap læse, men var dog sikker på, at forfatteren "upaatvivlelig [måtte] have en Skrue løs" (Coll.S.nr.235 10.2.1844). Remitteret, med det foregående.
Hertz lod Heiberg fungere som privat censor, da han sendte ham "Prindsens Formæling". Den 6. jan. 1844 leverede Heiberg en temmelig udførlig kritik af stykket, for at det kunne få en så heldig fremstilling på scenen som mulig. Titelen skulle ændres, og prins Julien kunne ikke færdes med hofdamer: det var stedende. Kunne prinsen få en søster var problemet lest. Heiberg anviste hvorledes Heloise (hofdamen) uden vanskeligheder kunne omskabes til prinsens søster. 3. akt fandt han svagere end de foregående: "Begivenhederne succedere hinanden saa hurtigt, at man knap troer paa deres Mulighed, især da man ikke er Øienvidne til dem" (Borup nr.532). Hertz rettede sig i det væsentligste ikke efter disse råd. - Heiberg udfærdigede ingen officiel censur, efter at stykket var blevet indsendt til direktionen med "nogle Forandringer" (HCp nr.173). På grund af sin forkølelse skrev Levetzau sin vurdering på et stykke papir, som han sendte Collin: "imod dens Antagelse og Opførelse kan der ikke være Noget at bemerke; men et anden Spørgsmaal er, om Stykket vil gefalle og kunde holde sig? og det troer jeg ikke; i det mindste har det ikke været Tilfælde hos sig; jeg finder Intriguen unaturligt og ikke nok motiver[e]t fra nogen Side. Introduktionen., heele første Akt [er] meget langt trukken og Dialogen ligeledes meget vidtløftig - mais, ceci entre nous. Om Hertz ikke sat stor Friis paa Stykkets Navn, synes jeg at en anden vilde være passendere i dette Øieblik hvor Analogierne med den nyeste Formæling i Peter[s]borg [1] let kunde give Anledning til Forventninger eller til Satyrer - Jeg tillader mig at giøre denne Anmærkning, men overlader Deres Høivelbaarenhed om De troer, man kan og skal røre derved" (BmD 11.2.1844). Levetzaus forhold til dramaturgi var amatørens, men han gik frem efter sin egen næse og bedømte de indleverede stykker, som det ses, ganske fornuftigt. Hans bekymring fik Collin til at handle, og den 14. febr. 1844 talte han med Hertz om stykket (NkS 1706 13.2.1844). Hertz gav stykket en ny titel "Amanda", delte det i fire akter og foretog mange vigtige ændringer: såvel karaktertegningen som de politiske begivenheder i stykket blev mere udflydende og ufarlige (KTS 28b) (2). Premieren fandt sted den 20. april 1844 (opført ialt 4 gange) (3).
[sideskift][side 1161]Allerede i april 1844 blev Andersen færdig med Bin eventyrkomedie "Lykkens Blomst". Heiberg behandlede stykket som havde han ikke gættet den anonyme forfatters identitet. Ifølge Heiberg befandt Andersen sig i "en .. Tankens, Phantasiens og Smagens Forvirring" (Borup nr.540 28.4.1844). Derpå argumenterede Heiberg for stykkets absurditet på følgende måde; "Ligesom i "Syvsoverdag" fremstilles her en dobbelt Verden: en Virkeligheds- og en Phantasieverden, og en Mellemsphære, som forbinder dem, betegnet ved Nissen og Kirsten Piil, ligesom i "Syvsoverdag" ved Phantasus. I "Syvsoverdag" seer man et Par af Personerne rykkes fra Virkelighedens ind i Phantasiens Verden, hvor de slutte sig til en forbigangen Tids historisk bekjendte Personer, men dog uden at opgive deres egen Individualitet; de forblive væsenlig de samme, som de vare iforveien, og gaae ikke, ligesom ved Sjælevandring, over i andre bekjendte Personligheder. Men i nærværende Stykke er det frygtelige Misgreb begaaet, at en Person ikke blot rykkes ind i en anden Verden, men at han her bliver til en anden Person end sig selv. Og for ligesom at parodiere denne Tanke paa den grelleste Maade, er det en Skovfoged (Skovrider Sørensen i Dyrehaven?), som bliver til Digteren Ewald, føler, tænker og taler som Ewald selv, fortæller sit Liv og Levnet i et Udtog af Molbechs Anthologie, ja digter endog "Rungsteds Lysaligheder". Ved saadanne Op findelser har man en Følelse, som om det sikkre Fodfæste var ble vet bevægeligt, man føler sig ligesom søsyg, eller maaskee snarre som om man befandt sig i en Daarekiste. Jeg vil slet ikke tal om det Uværdige i en saadan Fremstilling af Ewald, der skildr ham, som om den Sjæl, der boede i ham, var en Skovfogeds fra Dyrehaven, heller ikke om det Tactløse i at indføre nuværende Kammerdirecteur Schønheiders Fader paa Scenen, og ovenikjøbet forvandle ham til Kong Valdemar den Store, efter at han er fremtraadt i sit eget Navn og er bleven skildret som en borneert bigot Moralist. Dette maa være Nok om nærværende Misfoster. Det vilde, efter min Mening, være under det kongelige Theaters Værdighed, om det ikke paa det Bestemteste afviste saadan Galimatias" (l.c., jf. HCp aftr. BEC V 116). Den 1. maj 1844 modtog Andersen en afskrift af Heibergs skrivelse (jf. BJC III 125, B&B A 243). Andersen opsøgte følgelig Collin i Amaliegade. Efter middagen gik Andersen hjem for at skrive brev til Collin! Han sammenholdt Collins udtalelse ved indleveringen med den aktuelle: 14 dage før forkastelsen havde
[sideskift][side 1162]Collin sagt: "om Heiberg forkastede dette Arbeide, vilde det aligevel meget godt kunde blive opført, det var skeet med flere Stykker" (BJC I 235). Efter at have læst Heibergs sønderlemmende dom gav Collin ikke meget for stykket: "Nu er Stykket forkastet af Heiberg og af Deres Ord i Aften var det mig klart at jeg kunde betragte det som almindeligt forkasteti Det har overrasket mig!" (l.c.). Ved eftertanke forstod Andersen, at han måtte mobilisere Collins velvilje. Han anvendte dertil den heibergske metode: sagkyndig argumentation, hvilket måtte tiltale den rationelle side af Collins gemyt: "Han siger at i Syvsoverdag gaae de Handlende over i historiske Personer uden at Individualiteten forandres, her derimod er det "Misgreb", at den handlende Person bliver en anden, end den han er; det skal han! det maa han! han ønsker sig ind i en anden Personlighed end hans egen er og troer der at gribe lykken men føler da just hvor meget han har tabt ved Ønskets Opfyldelse! Det er ingen "Tanke og Phantasie-Forvirring", som Heiberg her beskylder mig for, nei hos ham er en Eensidighed, en Lyst til at drage mit Drama aldeles i slavisk Sammenpassen med hans! Det skal det ikke. - Det er forunderligt at Heiberg kan nedskrive saadant, som at det er taabeligt at lade, "en Skovfoged føle og tænke, som Ewald!" ja, det kan en Skovfoged, mangen en Mand der ikke har skrevet og ladet trykke et Ord, kan være i sit Indre, en Digter saa stor som Evald, som Heiberg selv. Hvad "uværdigt" er der i at en Skovfogeds Sjæl gaaer over i Evald? Og just dette fremhæver Heiberg; og sæt endogsaa at denne Skovfoged var en langt mindre begavet og ædel Natur, end jeg har fremstillet ham, det var dog Sandhed i Digtningen at han blev den danske Evald, naar de aandige Kræfter, (dem der ligger i Lykkens Perle) tillod det og han kunde fatte ønsket at være ham. - Den næste Indvending er om at indføre Schønheider; her kan jo Navnet forandres; hvad Fremstillingen af ham angaaer, da er denne historisk og kan findes i Olsens Bog om Ewald. Og her ere alle Indvendinger, herved forkastes mit Arbeide, intet er anført mod dets dramatiske Værd" (l.c.). Omend Heibergs og Andersens vurderinger byggede på forskellige dramaturgiske principper, gjaldt uoverensstemmelsen snarere Heibergs fornærmelse over den irrelevante kopiering og Andersens fornærmelse over, at Heiberg ikke ville acceptere hans version af "Syvsoverdag" (, der dog havde begejstret ham og sammen med eventyrene udgjorde inspirationsgrundlaget for eventyrkomedien).
[sideskift][side 1163]Andersens brev opnåede den tilsigtede virkning, idet stykket dagen efter ikke mere var "almindeligt forkastet" (BJC III 125). Collins usikkerhed afspejles af, at han sendte stykket til sin nebenkonsulent, Ernst Weis (jf. s.1122). Den 4. maj 1844 afgav han et hastigt affattet votum: "Det har smukke lyriske Partier, og betragtet fra Eventyrets Standpunct kan det maaskee i sin Heelhed forsvares [Andersens synsvinkel] .. Af dets Opførelse paa Scenen frygter jeg derimod, at Forfatteren kun vil faae liden virkelig Glæde, fordi det Forvirrede, der efter mit Skjøn ligger i Planen, ved Fremstillingen maa komme til at træde saa stærkt frem, at Publicum vil komme aldeles i Vilderede [Heibergs synsvinkel]" (Coll. BrS.XXV). Selv om Weis' votum ikke fik nogen afgørende betydning for Collins vurdering af stykket, thi han var, efter at have været enig med Heiberg, atter enig med Andersen, skal det anføres, fordi Weis ikke kan mistænkes for neben-motiver til en forkastelse med henblik på scenisk fremstilling. - Den 3. maj 1844 udfærdigede Andersen et Canossa-brev til Heiberg: "Mit indleverede (stykke "Lykkens Blomst" har De forkastet. Stærke Grunde maa have bestemt Dem dertil, viis mig den Velvillie at sige mig disse. Almindeligviis har man erkjendt mit Talent til at opfinde og fortæl le Eventyr, jeg har her forsøgt at give eet i dramatisk Skikkelse. Ideen deri troer jeg ligger klar; den udsprang hos mig ved Sagnet om Hyrden der havde fundet Lykkens Blomst, men ikke vidste det, før Blomsten var tabt; en Historie der saa ofte gjentager sig i Hverdags Livet. - Jeg har fremstillet en Lykkelig, som Mennesket kan blive det ved:
"at være glad i lidet, elskes trofast, Og see sig selv gjenfødes i sit Barn".
Jeg har hos denne Lykkelige, som saa tidt hos os selv ladet en falsk Forestilling, en lille Nisse, udpege en Andens Lod for langt lykkeligere end hans, ladet ham ønske sig i dennes Sted, og faae Ønsket opfyldt, og da just føle hvor meget han har tabt ved Byttet. Hans ny Individualitet, i Forbindelse med de for hans Fer son indtrædende Livs Conflicter gjør ham høist ulykkelig, om end ogsaa Stand og Rigdom eller et udødeligt Navn følger med. Ideen troer jeg ikke De med Billighed kan forkaste, det er altsaa i Udarbeidelse[n] af den, at jeg maa søge de Feil der bringer Dem til at fjerne mit Arbeide fra Scenen; her ligger mig kun een egentlig Indvending nær, den om det er et Misgreb at lade de samme Spillende [sideskift][side 1164]der optræde i Episoden om Ewald ogsaa optræde i den om Prinds Buris; dog dette Misgreb lader sig jo rette ved en forandret Besætning. At imidlertid den der udfører Henriks Rolle ogsaa udfører Ewald og Buris, ligesom at Johannes Fremstillerinde ogsaa bliver liden Kirstens, ligger i Ideen selv. Schønheiders Characteer er opfattet efter Mandens egne Breve i Olsens Bog om Ewald, hvorvidt det forresten vilde passe sig at han under sit rette Navn optraadte, var det min Tanke, efter Stykkets Antagelse at tale med Direktionen [om], jeg nedskrev Navnet for den historiske Sandheds Skyld. Idet jeg nu her for Dem og for Publicum navngiver mig og underkaster mig den offentlige Dom troer jeg at De Herre[r] Censorers Ansvar her bliver mindre hvis ikke mit Arbeide bør forkastes af moralske og høiere æstetiske Grunde, men disse er det jeg ønskede at vide" (Borup nr.541). Andersen forventede et svar fra Heiberg men fik det ikke; derpå krøb han for Heiberg endnu engang, idet han opsøgte ham den 16. maj 1844: "talt om Lykkens Blomst; hvor vi vare uenige om Ideen, udtalt os om vort Forhold til hinanden, sluttet et Slags Forliig. Gik hjem, men var saa afkræftet" (BEC V 117, HCp nr.187). Hvad Andersen ikke nedskrev hverken i almanaken eller senere i erindringerne var Heibergs anvisning om enten at henlægge stykket eller at omarbejde det (jf. MLE I 322ff). Da Andersen intet vandt ved enten brev til eller audiens hos Heiberg, opsøgte han Heibergs overordnede. Samme dag konciperede han (nærmest afskrivning af sit brev til Heiberg af 3. maj 1844) to (4) enslydende breve til excellencerne Levetzau og Adler (hhv. Coll.BrS.XXIIb 16.5.1844 og Adlers arkiv udat.). - Allerede den 21. maj 1844 erklærede Levetzau, at stykket indeholdt "ret smukke Steder, men, efter min Formening .. egner [det] sig [ikke] til at giøre Lykke paa Theateret. Publikum er ikke barnlig nok, for at moere sig ved Opførelse af disse Eventyr, hvor smukt de ogsaa kan være at læse; Desuden vilde Stykket kræve en Udstyr, som ikke kan betales ved nogle Afteners Indtægt" (BmD adr. Collin). Collin refererede Levetzaus votum til Andersen (BEC V 117 22.5.1844), hvorpå Andersen endnu engang forlod København (BHW I 368). Endelig den 22. juni 1844 meddelte Collin, pere Andersen, at "Lykkens Blomst" ikke behagede Adler: "hvorfor? Ja det veed jeg ikke. Imidlertid troer jeg, at naar De foretog nogen Forandring derved, saa at Sammenhængen blev mere klar, saa overvandt man vel den Modstand desuden ikke er paa Liv og Død, som De veed" (BJC I 241). Se s.1213.
[sideskift][side 1165]Det versificerede lystspil "Der skal pibes" var ifølge Heiberg fremkaldt af Warburgs "Romeo e Giulietta" (jf. s.1111), men dette nye fruentimmerprodukt røbede "en practisk Ubehændighed, for ikke at sige Keitethed", hvilket gjorde det uantageligt (Coll.S.nr.235 20.5.1844, HCp nr.190). Ifølge Cp først remitteret den 13. jan. 1845.
Teatercensurinstitutionen var i grund og bund arbitrær. Gjaldt det forfattere som Hertz og Andersen, fungerede den anderledes, end når ukendte forfattere indsendte deres stykker. I tilfældet Hertz fungerede Heiberg ex officio vel vidende, at det samtidig havde afgørende indflydelse på, hvad der officielt ville blive afgjort. Levetzaus politiske bekymringer overtrumfede denne gang Collins largesse, når det gjaldt Hertz. Andersens lykkelige blomst blev henrettet af Heiberg, opgivet af Collin, for derpå at blive taget til nåde igen af samme. Levetzaus begrundelse for en forkastelse var dels dikteret af "dramaturgiske" dels af økonomiske årsager; Adlers forkastelse forblev ubegrundet. - Collin demonstrerede, at han trods alt ikke var i stand til 100% at bevare fatningen, når det gjaldt Andersen: kun Heiberg var, som ved "Maurerpigen", standhaftig. De personlige sympatier var og blev Collins ledetråd.
[sideskift][side 1166]
De indleverede oversatte seriøse skuespil er bemærkelsesværdig få. Périns drama "Fitz Henri, ou la maison des fois" (TJE 13.10.1803) var ifølge Heiberg uanvendeligt på grund af dets "rørende Sentimentalitet, [dets] .. ømme barnlige Kjærlighed, [dets] .. Dyd og i Anger .. Galehospital" (HCp nr.128 skr. til Collin tabt). Remitteret til kommissionæren Stage (1).
Grillparzers drama "Der Traum ein Leben" (Burg Th. 4.10.1834) i Borgaards, fra Wien tilsendte, bearbejdelse forekom Heiberg "at være den absurdeste (og tillige kjedsommeligste) Nonsens .. I Udførelsen er den uklare Idee desuden behandlet uden alt Talent, saavel i lyrisk som i dramatisk Henseende" (Borup nr.526 21.9.1843). Ikke et ord om Sille Beyers bearbejdelse af samme calderonske sujet (jf. s.853). Heibergs modstand mod tysk dramatik var indædt, thi i sin private censurprotokol jævnførte han Grillparzers stykke med Vogien & P. Deslandes drame-vaudeville "Victorine, ou mariez-vous donc" (SA 27.4.1837) (jf. s.1148): "Det franske Stykke .. har dog meer Methode, og er vel ikke fuldt saa uklart, confuust og blottet for simpel Menneskeforstand" (HCp nr.135). Borgaard fik besked os Heibergs forkastelsesdom, men direktionen traf ingen beslutning; først i 1849 remitterede Heiberg stykket til Borgaard. Fr. Halms "Der Adept" (Burg Th. 12.11.1836) kunne ikke "taale Sammenligning med. "Ørkenens Søn"", men var "ikke uden et vist dramatisk Liv, og kunde til Nød vel bruges" (Coll.S.nr.235 27.10.1843). Den indleverede oversættelse "Alchymisten" var ubrugelig ("udansk og keitet"). Enten Hertz eller Borgaard måtte oversætte stykket, hvis direktionen fandt det magtpåliggende at opføre det, hvilket Heiberg ikke fandt (l.c.). Den 15. marts 1844 meddeltes oversætteren, "at, om man end havde villet antage dette Stykke, vilde man dog ikke have kunnet afbenytte den foreliggende Oversættelse", (Kp.nr.44).
Hosiers drama "Zacharie, ou l'avare de Florence" (REN 3.4.1841) grænsede "i sin oprørende Afskyelighed .. til det Latterlige" (Coll.S.nr.235 12.4.1844). "Den Gjerrige" remitteredes oversætteren den 6. maj 1844 (Kp.nr.56).
Tilbuddene var få, men afvisningen af Grillparzers stykke er dog vigtig, fordi denne handling lægger endnu en brik til Heibergs portræt som teatercensor. Det uafgjorte i sagen viser ikke engang styrkeforholdets egentlige karakter, thi Heibergs nej var ensbetydende med, at stykket ikke blev opført.
[sideskift][side 1167]
Også antallet af udenlandske komedier og lystspil var faldende (også kvalitativt) i denne sæson.
Maria Bojesens anonymt indleverede oversættelse af Ancelot & Roux-Labories komedie "Heureuse comme une princesse" (jf. s.740) gav Heiberg anledning til følgende kommentar om stykket: det var "just ikke aldeles forkasteligt, men det er dog usammenhængende, og der er Intet vundet for vor Scene ved denne nye Valse i den gamle franske Lirekasse. Oversættelsen er taalelig, men heller ikke meer; den trænger til mange Forbedringer" (Coll.S.nr.6.4.1845). Hans knap ti år gamle dom viser teatrets udvikling samt Heibergs ændrede krav til repertoiret: dengang var det et spørgsmål om scenens konveniens, nu om repertoiret kunne bære de evige gentagelser. Levetzau læste stykket i juni, og han mente, at det "nok [ville] .. giøre Lykke; det var nok det Bedste at fordeele Rollerne", så at stykket kunne "komme at gaa strax i Begyndelsen af Saisonen"(BmD 30.6.1845 adr. Collin). Collin gjorde oversættelsen anvendelig ved flere hundrede rettelser, idet han tillempede Bojesens altfor ordrette oversættelse til teatrets gængse talesprog (1). Roller uddeltes den 16. aug. 1843 og på ny den 8. okt. 1843 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 23. nov. 1843; anden og sidste opførelse fandt sted den 28. nov. 1843. Selv om Heiberg blev desavoueret, fik han dog ret i sin vurdering af stykkets kvalitet.
Charles James Mathews lystspil "Why did you die?" (Olympic Theatre 20.11.1837) var en kopiering af Dumas' "Le mari de la veuve" (jf. s.809), hvilket Heiberg havde overset, da han censerede oversæt-teisen af det engelske stykke: "Om nu Franskmanden har bestjaalet Englænderen, eller omvendt, veed jeg ikke. Men upaatvivlelig er det engelske meget bedre end det franske, formedelst den snurrige Idee, at lade Spørgsmaalets Besvarelse ["Hvorfor døde han?"] ideligt afbrydes ved Klokken. Men ikke desmindre bliver dog hele Sagens Stilling herved forandret, og Betænkelighederne mod Stykkets Antagelse i meget høi Grad forøgede" (Coll.S.nr.235 28.6.1843). Stykket forkastedes på grund af sammenfaldet med Dumas' stykke (Kp.nr.7 2.1.1844).
Nestroys kendte folkekomedie "Der Talisman" (Volks Theater, Wien 16.12.1840) havde begejstret Borgaard til en oversættelse. Til trods "for endeel Smagløsheder" ejede stykket ifølge Heiberg "meget gemytligt Lune", og stykket kunne fortjene, "at man gjør et [sideskift][side 1168]Forsøg paa hvorledes den Art af Skuespil vil smage vort Publicum. Det Eneste, som kunde være til Hinder, er, at Stykket allerede er bekjendt fra de tydske Forestillinger; dog lader det til, at Oversætteren har behandlet det temmelig frit og selvstændigt. Sangene .. [er] i det Hele temmelig flaue", og en enkelt indeholdt personalier, som helst "maatte .. udelades. Gaasevog[t]erskens Rolle" frabad fruen sig (Borup nr.524 23.8.1843). Borgaard følte sig forfulgt af Heiberg, men som det fremgår af dennes votum, gjaldt forkastelsesdommen ikke primært Borgaards oversættelsesarbejde. Til G. Collin skrev Borgaard det lige ud: "Heiberg har ved at fortrænge Alt saavel Gammelt som Nyt fra Scenen, der ikke var Fransk, skadet Theatret, Publikums Smag og Skuespillernes Kunst overordentligt, og det er vel især hans Had mod alt hvad der er Tydsk, der har fremkaldt mine .. [oversættelsers] Skjæbne. Hvad der har bevæget ham til at tage sig saa ivrigt af ørkenens Søn, er fra det æsthetiske Standpunkt vanskeligt, men fra hans og hans Frues personlige let at indsee. En Rolle som Parthenias finder man neppe i en fransk Comedie" (N.B.D.III 10.10.1843). Lad det være skrevet med bitterhed, men gennemgangen af Heibergs vota viser jo, at Borgaard rørte ved et meget ømt punkt: fru Heibergs udsagn mangler, men kulissernes mørke gemmer mange sandheder. - Heibergs (halve) forkastelse betød for Collin, père, at Levetzau måtte læse stykket: "i sig [selv] et ubetydelig Stykke, men .. spillet af Phister, Rosenkilde o.s.v. det vil finde Bifald og holde sig en Tid lang. Alt hænger derved af, af Udførelsen, for det maa spilles rask og levende" (BmD 12.2.1844). Levetzau bad Borgaard forkorte "den lange Sætning om Liigtorne o.s.v.", da en tilsvarende i "Skinnet bedrager" (jf. s.1112) havde stødt publikum (l.c.) (2). Rollerne blev uddelt (PRFD udat.), men stykket opførtes ikke på Det kgl. Teater. Se s.1408.
Lemberts "Der Papa und sein Söhnchen" (1812) modtog Heiberg til censur i en anonym oversættelse: "et gammeldags Intriguestykke .. men det mangler ganske den gamle Comedies Vis comica, og har til Erstatning for samme faaet en betydelig Dosis af Platitude og Flauhed" (Borup nr.526 21.9.1843). Remitteret oversætteren den 9. okt. 1843 (Kp.nr.90).
de Prémarays comedie-vaudeville "Le docteur Robin" (GD 21.10.1842) leveredes oversat af Abrahams, hvorpå Heiberg udstødte: "Atter en Garrick!" Dersom Theatret ikke har Nok af Oehlenschlägers, saa [sideskift][side 1169]kan denne afgive et godt Supplement, da den, om muligt, er endnu absurdere" (Coll.S.nr.235 27.10.1843). Den 5. nov. 1843 erklærede Levetzau sig for stykkets antagelse: "godt split troer jeg nok at Publicum vil holde af det men, hvem skal spille Garrice? Nielsen? eller Phister? jeg formoder den første, naar han bare er livelig nok til det, for jeg holder denne Rolle for meget vanskelig at spille" (BmD). Om nu både Oehlenschlägers "Garrick" (jf. s.1110) og de Prémarays kunne have holdt hinanden ud på scenen samtidig eller det lettede direktionens arbejde, at skuespillerne var uvillige til at udføre rollerne i Oehlenschlägers stykke, får stå hen. Heibergs afsky for Garrick-stykker blev overhørt. Roller uddeltes den 8. dec. 1843 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 10. jan. 1844 (opført 9 gange i første sæson; ialt opført 22 gange). En ny oversættelse af "Picards gamle stykke "Le conteur, ou les deux postes" (jf. s.94) returneredes den 30. dec. 1843 formedelst den gamle oversættelse; stykket i sig selv var hors de saison (Kp. nr.148).
Mme Ancelots comedie-vaudeville "Marguerite" (TV 3.10.1840), oversat af Güntelberg, jun., manglede "Sammenhæng. [Det] .. spænder Opmærksomheden ved en Knude, hvis Opløsning synes vanskelig eller umulig. Men da nu Opløsningen kommer, saa er den saa taabelig og utilfredsstillende, at man ærgrer sig over at have været nysgjerrig .. Det gaaer med dette Stykke som med "Lykkelig som en Prindsesse": for flere Aar siden kunde det til Nød have gjort et Slag3 Lykke, men Smagen har forandret sig; man har faaet for Meget af den Skuffe, at Intet af samme længere forekommer at være Nyt" (Coll.S.nr.235 8.1.1844). Heibergs her fremsatte opfattelse: at teatercensuren var instrument for smagen, ikke smagens vejleder, er vel et af de vigtigste spørgsmål i denne undersøgelse. Polemisk kunne det anføres, at netop Heiberg var (med)ansvarlig for, at intet længere var nyt; retfærdigvis skal det anføres, at der selvfølgelig var tale om en uudforskelig påvirkning mellem publikum og teatercensur.
Jacob Davidsens oversættelse af Alph. Royer & G. Vaëz' komedie "Mlle Rose" (LOD 22.5.1843) kunne som det foregående stykke næppe "være nogen Gevinst for Repertoiret" (Coll.S.nr.235 8.1.1844). Det erindrede Heiberg "om den Kotzebuiske Periode, som man ikke længere har Smag for .. Det Hele er temmelig plat og usandsynligt" (l.c.). Både Davidsens og Güntelbergs oversættelser var "vel brugbare, [sideskift][side 1170]men maatte dog rettes ikke saa ganske ubetydeligt, thi flere Steder ere meningsløse, og man maa, for at forstaae dem, have Originalen ved Haanden; og desuden ere adskillige franske Talemaader ordret oversatte" (l.c.). Heibergs vægelsind afspejles af, at han dagen efter var sindet at anbefale stykket, fordi Jfr. Rosenkilde kunne få en rolle, "som ikke iforveien har været spillet af Andre" (Coll.BrS.XXIIb) . Collin noterede, at stykket remitteredes Davidsen i marts 1845 (Cp 22). Se s.1247.
Desnoyer & Labats komedie "La vie d'un comédien" (LOD 23.12.1841), oversat af Hvid med titelen "Molière", fandt Heiberg ikke "blot uhistorisk, men - hvad som er værre - usandsynligt, og - hvad som er allerværst - yderst simpelt opfattet, og temmelig plat behandlet" (Coll.S.nr.235 9.1.1844). Oversættelsen måtte undergå få men vigtige rettelser (l.c.). Da Hvid næppe oversatte stykket uden direktorial opfordring, resolverede direktionen den 10. apr. 1844: "Foreløbig tilbageleveret Oversætteren" (Cp 22). Den 17. maj 1844 indkom endnu en oversættelse, som remitteredes allerede den 24. maj 1844. formelt fordi teatret allerede havde en oversættelse (Kp.nr.64), reelt fordi man ikke ønskede at gå Hvid i næringen. Hvid fik dog aldrig antaget sin oversættelse.
Mervilles lystspil "Les deux anglais" (jf. s.1126) , forkortet til en akt, men ifølge Heiberg med bibeholdelse af de "piquanteste Situationer" og udeladelse af "det Vidtløftige og Trivielle", ville "udentvivl meget vel kunne bruges og afgive en ret behagelig Afvexling mellem vore Een-Acts-Stykker" (Coll.S.nr.235 25.1.1844). Stykket blev antaget, sufflørbog og rollehæfter udskrevet (TK 1844 1. kv.nr .407 24.2.1844), men om en produktion blev der aldrig tale. Scribe & Varners comedie-vaudeville "Théobald, ou le retour de Russie" (GD 12.2.1829) forekom Heiberg at være "et Væv af Usandsynligheder og Affectation. Oversættelsen er ogsaa kun maadelig" (Coll.S.nr.235 8.2.1844). Remitteret oversætteren ult. febr. 1844 (Kp.nr.32).
Lokaliseringen "Uden Præliminarier, eller To om Budet", efter det engelske (3) var "noget Pjank, Intriguen haartrukken, Opfindelsen dum, Stykket uden Interesse" (Coll.S.nr.235 8.2.1844). Remitteret ult. febr. 1844 (Kp.nr.31).
Friedrich Adamis tragikomiske melodrama "Lord und Räuber, oder: Des Meeres und des Lebens Wogen" (Berlin 4.1.1842) var ifølge Heiberg "Et Fjælebodsstykke, hvorom der ikke kan være mindste Spørgsmaal" [sideskift][side 1171](Coll.S.nr.235 10.2.1844). Remitteret ult. febr. 1844 (Kp.nr.33).
Dumanoir & Dennerys comedie-vaudeville "La nuit aux soufflets" (TVR 23.3.1842), indleveret i Maria Bojesens oversættelse "De to Ørefigen", anbefalede Heiberg til antagelse: "Dette Stykke er virkelig ret piquant og morsomt, og adskiller sig fordeelagtigt fra de fleste nyere franske Productioner .. Oversættelsen lider af mange Misforstaaelser og Ubehjelpeligheder", som Heiberg gerne påtog sig at rette. Hvorfor? Fordi fruen "nok [havde] Lyst til at spille Helenes Rolle". Det uafklarede spørgsmål er selvfølgelig, i hvilken rækkefølge ægtefællerne læste de indleverede stykker. Fru Heibergs direkte eller indirekte andel i teatercensuren synes voksende i perioden. Heiberg leverede forslag til den øvrige rollebesætning og konkluderede: "Jeg tvivler ikke paa, at Stykket, med denne Besætning og med et rigtigt Scene-Arrangement jo vil gjøre megen Lykke" (Coll.S.nr.235 8.2.1844). Allerede den 20. febr. 1844 havde Heiberg "borttaget de værste Bommerter af den gode Dames Oversættelse" og forandret titlen til "En vanskelig Casus" (Coll.BrS.XXIIb). Sufflørbog og rollehæfter var afskrevet den 16. marts 1844 (TK 1844 1.kv.nr.600). Heiberg var så ivrig for dette stykke, fordi han fik overladt første forestilling af det til "det scandinaviske Selskabs Forestilling paa Hoftheatret til Indtægt for de Brandlidte i Wexiö" (HCp nr .170) (jf. s.1190). Den 17. jan. 1845 opførtes stykket første gang; efter anden opførelse blev det henlagt.
Ed. Desnoyers & Bayards komedie "Les enfants de troupe" (GD 15.1.1840), oversat af Arnesen, fandt Heiberg var "et ualmindelig livligt Stykke med en ypperlig Rolle for Hultmann, og hvoraf Oversættelsen ikke mindre lader til at være ualmindelig god. Opløsningen er lidt umotiveret", men ikke værre end "i saa mange andre franske Stykker" (Coll.S.nr.235 4.3.1844). Premieren fandt sted den 20. maj 1844 (kun 2 opførelser).
Nyt i denne sæson var Collins opfindelse af Maria Bojesen (født Weis , jf. s.1163); hendes arbejde for teatret var imidlertid ikke succesrigt. Heibergs modstand imod Nestroys folkekomedie viser konsekvensen i hans repertoirepolitik, omend også dens svaghed. Collins hensyn til Borgaards økonomi var dikteret af personlige forhold. Fru Heiberg sagde nej til at udføre den kvindelige hovedrolle og stykket var uopførligt. Med hensyn til tre eller fire stykker i denne sæson synes teatrets dramaturgiske konsulent [sideskift][side 1172]inspireret eller dikteret af hustruens rollevalg. Fru Heibergs fortielse af dette fænomen i erindringerne er helt forståelig og ligger naturligt i forlængelse af hendes bevidste historiefalskneri, men synes dog næsten des vigtigere. Kun Heibergs ordvalg er afslørende for dette forhold. - Levetzaus vota (vedrørende disse stykker) er intet mindre end dilettantiske, mens Collins rolle var fuldstændig personfikseret. Adler var aldeles tavs eller uvirksom. - Det stykke, som Heiberg havde mest hån til overs for, blev oftest opført, mens det stykke, fruen syntes bedst om, kun holdt sig to gange på scenen i den følgende sæson. Uenigheden mellem Heiberg og direktionen begyndte at blive af alvorligere karakter, måske fordi Heiberg formulerede sine synspunkter mere skarpt end sædvanligt, thi han demonstrerede selv hvor usikker hans vurderinger kunne være (jf. "Mlle Rose"): det Heibergske vægelsind afdækkes ubehageligt vedrørende disse stykker. Ældre stykker fandt han antagelige, forslidte, ligegyldige men alligevel blev de antaget på grund af oversætteren eller fruens luner; Det afgørende spørgsmål: teatercensorens smagsdannende rolle eller smagsfølgende indsats blev rejst og for så vidt besvaret, som Heiberg nok kendte smagen men ikke søgte at påvirke den positivt, idet jeg ikke regner det for nogen nævneværdig indsats at kassere de fleste af ovenstående oversættelser, thi hvad satte Heiberg i stedet for disse: Intet!
[sideskift][side 1173]
Pseudonymet Rasmus Latiners syngestykke "Julestuen" var så råt "i kunstnerisk Henseende", at al tvivl om dets antagelse var udelukket (Coll.S.nr.235 28.11.1843). Remitteret den 2. jan. 1844 (Kp. nr.3).
Efter Levetzaus intervention til fordel for og Hertz' kvaler med omarbejdelsen af Lysere tekst til Salomons omarbejdelse af musikken til "Tordenskjold" (jf. s.1130) mente Heiberg nok, at teksten havde vundet ved omarbejdelsen (fra at være "en Umulighed er [den] bleven en Mulighed"), men han tvivlede på "at det [ville] .. lykkes selv Hertz, at afvinde sit daarlige Underlag Andet end et tyndt og overfladisk Totalindtryk" (Coll.S.nr.235 9.1.1844). I protokollen anførte han, at stykket næppe nu kunne forkastes, fordi direktionen havde "indladt sig med Hertz angaaende en Bearbeidelse" (HCp nr.156). Adlers læsning af Hertz' tekst betød ikke noget skriftligt votum (Adlers arkiv Salomon 11.1.1844), men nu blev stykket antaget (udat.). Premieren fandt sted den 23. maj.1844 (opført ialt 7 gange). Den 16. dec. 1843 meddelte Rindom Hertz, at "Directionen ønskede .. at gjennemlæse det .. forlængst omarbeidede Syngespil "den hemmelige Gang under Jorden"[jf. s.523]" (NkS 1706). Om Løvenskjolds evt. engagement vides intet (jf.###).
Skandinavismens historie er skrevet flere gange, og dens storpolitiske aspekter har Nørregård analyseret i "Før Stormen", Kbh.1974. I 1842 spirede skandinaviske tanker i Danmark og Sverige, hvorpå alle kræfter sattes ind i 1843. Carl Plougs tale i Kalmar blev årets kulmination. Oppositionen havde forbundet sig med et had til Rusland, Danmarks store beskytter i øst (1). Netop på dette tidspunkt lagde Ths. Overskou sidste hånd på sin operalibretto "Stormen paa Kjøbenhavn". Ifølge Overskou havde Collin den 23. aug. 1843 svaret ham, "at Stykket havde behaget ham, og at han havde antaget det .. [og tillige tilladt Overskou] at fremme For beredelserne til dets Opførelse den 10 Februar 1844" (I.B.nr. 164 11.10.1843). Levetzau og Adler vendte tilbage til København den 16. sept. 1843, hvorpå Collin bad Overskou tilstille dem stykket til gennemlæsning. Adler kunne nu skrive: "Stormen paa Kjøbenhavn" fornyer sig som en Storm paa det Danske Theater, og jeg vil de ønske at vi - i det Mindste for Tiden - kunde afvende den. Det historiske Element er svagt; om Stykkets æsthetiske Værd er saa betydeligt, at man for at bringe det paa Scenen skulde tilsidesætte alle andre Hensyn, tillader jeg mig at tvivle. Ikke engang [sideskift][side 1174]som Tidsmalerie kan jeg lade det gjalde: det fremstiller en 200 Aar gammel mindeværdig Begivenhed i et Lys og en Toneart, som tilhører den nyeste Tid. Enkelte Steder og Yttringer ville maaskee blive modtagne med Bifald, men det vil kun være Øieblikkets Sympathier som applaudere, ikke den patriotiske Begejstring, ikke den dramatiske Konst" (Konc 28.9.1843). Adler gjorde endvidere opmærksom på, at det ville blive meget kostbart med hensyn til dekorationer, etc. Kun vidende om Adlers indstilling til skandinavismen, er det muligt at iagttage hvad hans implicitte formuleringer dækker over. "Øieblikkets Sympathier", således som oppositionen til Christian VIIIs regimente fremførte disse, skulle ikke tåles udført i kongens subventionerede teater. Levetzau forstod koden, hvorfor han den 5. okt. 1843 "i Et og Alt" tiltrådte "den af Statssekretären udtalte Anskuelse" (Konc.). Sorteper i foretagendet, Collin, fandt sig "ikke foranlediget til at modsige" Adlers dom, "Stykket maatte altsaa ufortøvet tilbagesendes Forfatteren" (Konc. 5.10.1843). Forsåvidt er det jo et enestående tilfælde, at dette aktstykke er bevaret, fordi det direkte viser kongens indflydelse på teatercensuren. Bestemt af en aktuel politisk begivenhed ændredes beslutningsgrundlaget for censuren. Collin behøvede derfor ikke at opfatte det skete som en total desavouering, men blot som en følge af ændringer i rigets udenrigspolitiske forhold, der gjorde det nødvendigt for Christian VIII ikke unødigt meget at fornærme den russiske zar. - Stykket remitteredes den 5. okt. 1843 med den sædvanlige formulering uden nogen form for argumentation for forkastelsen (Kp.nr.89). Overskous reaktion afsendtes den 11. okt. 1843, vel nok hans bedst gennemarbejdede indlæg i denne periodes politiske debat. Han argumenterede for at der var foretaget en "Vilkaarlighedshandling", idet han søgte at påvise, at stykket på ingen måde led af "en æsthetisk, theatralsk eller moralsk Mangel". Først i linje 100 af sit 161 linjer lange, tætskrevne brev kom Overskou til den egentlige grund: "Rigtignok har Hs. Hvbhd. Hr. Geheime=Etatsraad Adler, da jeg, ved at levere ham Stykket, tillod mig at yttre, at deri ikke vilde findes Spor af nogen politisk Tendents, havt den Godhed at forsikkre mig "at med Hensyn dertil vilde der paa ingen Maade være Vanskeligheder for dets Opførelse, da man i denne Henseende aldeles ikke var generet, men kun havde at betragte Stykket fra det æsthetiske Standpunct"; men skulde Directionen maaskee dog ikke i det have fundet Noget, [sideskift][side 1175]som enten kunde støde Nabostaten, eller som saa paafaldende involverer en politisk Tendents, at derved kunde opstaae Partibevægelser?" (I.B.nr.164). Det første punkt var jo interesseløst, men det andet besvarede Overskou på følgende måde: "Angaaende den anden Forudsætning, vil jeg, efter at have fremsat den, maaskee ikke overflødige, Bemærkning, at Stykket var udkastet i Mai og endt i August, ligefrem tilstaae, at flere Erfaringer, uagtet det (Anførte, let kunde føre mig til at antage den for rimeligst, dersom jeg blot var istand til at indsee Muligheden af, ved Haarene lat trække en politisk Tendents ud af et Værk, hvori den aldeles Sikke vil kunne findes. Det er nemlig ikke uden mange Exempler, at Theatrets Bestyrelse i historiske Stykker have troet at finde enkelte Steder af en saa betænkelig Natur, at de, af Ængstelse for at Publicum deraf kunde tage Anledning til Exclamationer, have holdt Stykkerne borte fra Scenen. Saaledes ængstedes man i 1818 [2] og 1826 for at lade "Egmont"[jf. s.5] og "Wilhelm Tell"[jf. s.425], i 1829 for at lade "Den Stumme"[jf. s.372] komme til Opførelse, fordi man selv havde skabt sig saa chimæriske Ideer om en revolutionair Aand i Folket, at man frygtede Uro, men ikke indsaa, at Folkets Hengivenhed kun vilde være bleven befæstet ved Tillid til det, og at om endog Enkelte havde grebet Leiligheden til en blot støiende ubetimelig Bifaldsyttring, hvori dog al saadan Uorden kun løber op, havde det alene tjent til at aabenbare den ikke [med den sympathiserende Mængdes Loyalitet, og saaledes til at vi se Autoritetens Kraft og værdige Holdning ligeoverfor Partiangreb af en saa smaalig Natur. Vi have senere faaet den fuldeste Overbeviisning om hvor grundløs denne Ængstelse, hvor uretfærdig denne Mistillid til Folket vare. Da "Egmont" i 1834 og "Wilhelm Tell' i 1842, altsaa i en langt mere politisk bevæget Tid, kom paa Scenen, faldt det ikke Publicum ind at gribe et eneste af de incriminerede Steder, ja da den saa meget frygtede "Stumme" skjænkedes Publicum blot fordi Frederik den Sjette ikke vilde vide at sige af den yttrede smaalige Ængstelse, indskrænkedes, selv efter Juli revolutionen, al Yttring af Bevægelse til et Bifaldsraab i en af de til slige Manifestationer meest indbydende Scener, der vel i noget Stykke findes. Mangel paa Kraft gjør ikke saa svag som Frygt uden Fare" (l.c.). - Overskous redegørelse for de tre omtalte stykkers vej til scenen skulle selvfølgelig både være et an greb på den nuværende direktions ængstelighed og en hjælp til denne [sideskift][side 1176]for om muligt at overbevise sig selv (og kongen) om det tilladelige i at bringe operaen på scenen. - Den 15. okt. 1843 karakteriserede Adler Overskous skrivelse af 11. okt. 1843 som "en Mine, som skal aabne ham en Breche igjennem hvilken han haaber at føre sit Stykke paa Theatret i Triumf" (in I.B.nr.16 1844). Adler oplyste, at han for sit vedkommende havde sagt Overskou, "at det, endog uden at være lagt an derpaa, vilde sætte de scandinaviske Stemminger i nye Bevægelse, og at man af mange Yttringer og Situationer kunde gjøre en Anvendelse. som han selv vilde undre sig over. Han erkjendte selv at dette kunde, og sandsynligviis vilde blive Tilfældet" (l.c.). Adlers åbenhjertighed overfor Overskou privat kunne vel blive farlig, især fordi Adler selv var klar over, at "sager skal vel derefter spilles over paa Journalistikens Gebeet, og forelægges det store "upoetiske" Publicum til Underholdning og Bedømmelse. Ogsaa hans lange Brev synes mig indrettet til Trykken" (l.c.). Adlers respons på Overskous brev indeholdt ingen løsningsforslag. - Levetzau erklærede lige ud, at havde han vidst, at Collin havde antaget stykket, "saa havde jeg, omskiøndt imod min Overbeviisning, samtykket i Antagelsen af Stykket. Men saa, som Sagen staaer nu, kan vi ikke lade os forskrække af hans Trudsler, lige saa lidt, som indlade os med ham i Discussioner, og udsætte os for Publikation af Vores Breve. Direktionen maa have og har Ret til at antage og forkaste Stykker, og Overskou's Navn som Theater-Skribent er ikke saa udmærket endnu, at den alene skulde bestemme Antagelsen af de Stykker som han finder for godt at skrive .. Ligesaa lidt som .. Adler har jeg dølgt for Overskou min Anskuelse om hans Stykke, hvad Indholden angaaer; om Formen har jeg ikke talt, men nægter ikke, at den aldeles ikke har tilfredsstillet mig, og at Rimene somi Hop! Hop! og: stop! stop! kommer mig meget gemeent for, og i det mindste, ere uästhetiske" (in I.B. nr.16 1844 dat. 22.10.1843). Levetzau foreslog et møde onsdag den 25. okt. 1843, hvilket både Collin og Adler billigede. Levetzaus indledning var en oprejsning til Collin, men det afgørende for Levetzau var, at han af politiske grunde havde meget svært ved at give en indrømmelse til Overskou. Hvilke forslag, der blev fremført i mødet den 25. okt. 1843, vides ikke, Levetzau noterede blot: "Forbliver ved den tagne Resolution" (in I.B.nr.16 1844 udat.). - Den 27. okt. 1843 bragte Overskou selv løsningen til direktionen. Adler meddelte, at Overskou var "villig til at lade sit Stykke [sideskift][side 1177]henligge, naar Theatrets Chef vil give ham den mundtlige Forsikring at ville interessere sig for at bringe Stykket paa Scenen inden faae Aars Forløb, og naar Directionen vil tilstaae ham et Forskud paa Arbeid[et] af 300rbd som han behøver til førstkommende" (ibid. 28.10.1843). Adler var dog klar over, "vel betænkt", at det nok var "bedre at holde os til vor tidligere Beslutning ikke at paatage os nogen Forpligtelse til at opføre Stykket" (ibid.), thi det var vel netop sagens kernes den 5. okt. 1843 havde direktionen forkastet stykket, kunne den nu tre uger senere antage det, om end den først ville opføre det nogle år senere? - Collin klargjorde sin stilling i et votum af 31. okt. 1843. Om forskud på forfatterhonoraret kunne der ikke være tale, men i betragtning af Overskous "mangeaarige roesværdige Virksomhed som Theaterskribent" kunne han gerne udbetales "et Forskud af 200r", når han til gengæld afleverede "et fuldstændigt Exemplar af Stykket" samt afgav "en skriftlig Erklæring saa lydende: "Paa Grund af Theaterdirectionens mundtlige Meddelelser om Ikke-Antagelsen af Operaen St. p. K., og om Sandsynligheden for at det i Tiden kunde, enten i en forandret Form eller under forandrede Omstændigheder, komme paa Scenen, frafalder jeg mine i Skriv, af .. dM giorte Paastande, men forbeholder mig Ret til at lade Stykket bekiendtgiøre ved Trykken ["]" (ibid.). Collin forudså, at Rung ville gøre anstalter, men man "kunde .. maaskee bie til han meldte sig" (l.c.). - Samme dag meddelte Adler Levetzau og Collin, at Overskou havde "deponeret sit Stykke hos" ham og billiget rettelser af hvad art direktionen forlangte det. Endvidere ville han stille sig tilfreds "med Chefens mundtlige Tilsagn om at Stykket skal blive bragt paa Scenen naar han finder at Leilighed og Omstændigheder tillade det". Overskou tog sig imidlertid betalt for denne indrømmelse, idet forskuddet nu ønskedes hævet til 360 Rbd. Adler indvilligede i Overskous krav, mens Levetzau forbeholdt sig sin stilling fors et således, at han gerne betalte sig ud af kniben "i Fald Kassen tillader det". Collin henholdt sig til sit tidligere forslag samme dag. Overskou anvistes den 1. nov. 1843 360 Rbd. i forskud, "hvorimod det har sit Forblivende ved, at Stykket .. er forkastet" (Dp 2.11.1843). Den 10. nov. 1843 gjorde Overskou afbigt på en særdeles raffineret måde: "Da jeg ikke har modtaget Svar paa mit, den 11te Octbr. daterede, Andragende til Den høie Direction, hvilket jeg vel maa tilskrive den lidenskabelige Tone, Omstændighederne [sideskift][side 1178]have ledet mig til at affatte det i, giver jeg mig herved den Ære, igjen at indsende min, til høivelbaarne Hr. Geheime-Etatsraad Adler afgivne, Opera .. og beder mig naadigst meddeelt, om Den høie Direction, for at bringe den til Opførelse, maatte finde nogle Forandringer ønskelige" (I.B.nr.184). Overskou havde fået sine penge, men samtidig pressede han på for at få stykket opført med eventuelle forandringer. Kunne direktionen anvise disse, kunne vel intet være til hinder for en opførelse. Overskou havde igen vundet en del af initiativet ved denne manøvre. - Rung fulgte dette udspil op ved den 16. nov. 1843 at tilskrive Collin for at "faae Vished om Textens Skjæbne" og dermed om hans eget arbejde med kompositionen: "De tre Acter ere færdige, og enkelte Nummere af 4de Act skizzerede, saa jeg vel kan antage, at jeg, hvis denne Standsning ikke var kommen, nu havde været færdig med Operaen, da de to sidste Acter ere betydelig kortere end de Første" (I.B.nr.189). - I direktionsmødet den 29. nov. 1843 behandledes sagen, som afgjordes ved en udsættelse, forstået således at Overskou var meddelt "den Beskeed, som derom for Øieblikket kan gives", hvorfor Rung henvistes til denne (Kp.nr.140 1.12.1843). Resultatet af Rungs samtale med Overskou redegjorde komponisten for i skrivelse til direktionen af 29. dec. 1843: Overskou havde "svoret mig at han Intet kunde sige mig, angaaende hans Opera=Text, men bad mig, at vente 8 Dage .. Skulde Directionen ikke kunde tage nogen definitiv Afgjørelse om Opera=Textens Skjæbne", udbad Rung sig sin komposition til 1. akt returneret (I.B.nr.225). Den 4. jan. 1844 afsendtes Rungs musikkomposition (Kp.nr.8). Firmaet Rung og Overskou havde dermed mistet det initiativ, Overskou ved sin manøvre i nov. 1843 havde vundet. Stillingen var uafgjort til direktionens fordel. - Ikke desto mindre anmodede Overskou den 25. jan. 1844 om en afgørelse inden 14 dage: "Da jeg og den talentfulde Componist saalænge have svævet i Uvished om den endelige Afgjørelse med Hensyn til et Arbeide, hvis Skjæbne maa være os af største Vigtighed og navnlig for mig er bleven en Æressag, fordi et Forbud mod dets Opførelse involverer at jeg deri har betjent mig af utilladelige eller upassende Yttringer" (I.B.nr.16). Collin tog det næste skridt, idet hån den 26. jan. 1844 sendte stykket til Heibergs bedømmelse: "Hvad der strax maa synes paafaldende ved dette Stykke, er, at det i den Grad er modeleret efter Scribes store Fem-Acts-Operaer med Musik af Auber eller Meyerbeer, saasom [sideskift][side 1179]"Gustave", "Robert", "Huguenotterne", at man næsten skulde troe, at det var en af Scribes Originaler, oversat paa Dansk. Stykket deler derfor Dyder og Lyder med det Mønster, hvorefter det er formet, og Jeg kan ikke nægte, at i hele denne Maneer, altsaa ogsaa i Hr. Overskous Efterligning af samme, forekomme Lyderne mig at overveie Dyderne. Det er altid den samme Mangel paa fornuftig Sammenhæng, uden at tale om historisk Troskab, det samme letsindige Valg af Sujetter, som ene kunne behandles i det reciterende Drama, men ikke vederfares Ret i Operaen. Det Gode kan blot søges i den Leilighed, som herved gives Componisterne til at forsøge deres Kunst i det allervideste Omfang, og dernæst i den Concentration mod visse dramatiske Hovedpunkter, som udfordres, for at saa indholdsrige Sujetter kunne rummes indenfor en Operas snevre Grændser. Men selv dette Gode forfeiles lettelig, og hvad man vilde kalde Dyderne, gestalter sig ofte som Lyder. Saaledes seer man, at den store Leilighed, som gives Componisterne, ofte har til Følge, at disse gaae udenfor Grændserne af deres Kunst, og paa en materiel Maade overvælde Tilhørerne. Og den i sig selv gode Concentration af det Hele paa visse dramatiske Hovedpunkter lader lettelig disse fremtræde med et saa udvortes og masseagtigt Apparat, at den dramatiske Digtning synes at træde ind paa Ballettens Enemærker, og gjør sig værdig til Navn af Spektakelstykke. - At Hr. Overskous Text meer eller midre deler alle disse Egenskaber med de nyere franske Operatexter, som han har taget til Mønster, er naturligt. At imidlertid den slette Side af disse Egenskaber skulde være mere fremtrædende hos den danske Forfatter end hos de franske, eller den gode Side mere holdt tilbage, det troer jeg ikke, at man kan paastaae med Grund. Ved Censurbedømmelsen af de franske Operaer, forsaavidt som en saadan finder Sted, pleier man ikke at tage synderligt Hensyn til Texterne, men at indlemme dem i vort Repertoire, naar Musiken nyder almindelig Anerkjendelse. I Analogie hermed vilde altsaa Texten i Hr. Overskous Opera ikke kunne støde den fra at antages til Opførelse, saafremt Musiken ansees for heldig, eller saafremt Directionen har Tillid til Componistens Evne. - Det er ved en Betragtning af Sagen in abstracto, at dette Resultat er fremkommet, nemlig idet jeg blot i technisk Henseende har sammenlignet Stykket med endeel af de fremmede Operaer, som gives paa vor Scene. Men betragter man Sagen mere in concreto, da frembyde sig adskillige Betænkeligheder, [sideskift][side 1180]som gjøre det vanskeligere at fælde en endelig Dom i den nævnte Henseende. - Ved Hr. Overskous Stykke kan man nemlig ikke undgaae at maatte tage et særdeles Hensyn til det valgte Sujet, hvilket ellers ved Operaer af denne Beskaffenhed pleier at være temmelig ligegyldigt. Havde Stykket behandlet et fra Oldtiden eller Middelalderen hentet Sujet, eller idetmindste en ikke almindelig bekjendt Begivenhed fra et fremmed Lands Historie, da kunde man lade det abstracts, techniske Hensyn gjælde. Nu derimod har Forf. valgt den maaskee populæreste og meest bekjendte Begivenhed i vort eget Lands nyere Historie, og har behandlet samme i høi Grad uhistorisk og æd overordenlige Brud paa den simple og sandsynlige Sammenhæng. Og heri kan han ei engang paaberaabe sig sine iøvrigt lidet rosværdige Forbilleder; thi ved de af samme Feil laborerende franske (og ligeledes italienske) Operatexter finder man, at Sujetterne ere hentede fra fremmede Lande eller fremmede Tidsaldre. Idetmindste hidtil er det ikke faldet nogen fransk Digter ind at skrive en Opera f.Ex. om Ludvig den 14de, eller om Revolutionens Helte, eller om Napoleon. Derimod har man hyppig indført disse i Comedier og Dramer, der vistnok mangen Gang ere saare uhistoriske og usammenhængende; men en bedre Løsning af Opgaven var idetmindste ikke umulig i disse Digtarter, hvorimod Umuligheden af dens Løsning i en Opera maa være umiddelbart indlysende. Det er heller ikke vanskeligt at finde Grunden dertil. Operaen har, ifølge sin Natur, et vist idealistisk Præg; det materielle Stof bliver ligesom sublimeret; det er en Væxt, hvoraf man ikke nyder Andet end Blomsten. Heraf følger, at Illusionen, som altid er forbunden med en vis Realisme, bliver nedsat til et underordnet Moment, om den ikke ganske falder bort. Men ved nærliggende Begivenheder af vort eget Lands Historie, og dobbelt véd saadanne, der ligesom concentrere den hele National-Aand og endnu staae for os som Kilder til dens Fornyelse, kan den factiske, den realistiske Side umuligen underordnes, thi den er det uforanderlige Legeme for hiin Aand. Her kommer det i den dramatiske Behandling netop an paa Illusionen; uden denne troe vi ikke paa det Fremstilte; ja dette maa endog forekomme os som en nedværdigende Parodie paa vor inderste nationale Bevidsthed, og følgelig paa os selv. - Jeg troer nemlig, at naar vi betragte vor danske Historie, saa ere Krigene mellem Frederik den Tredie og Carl Gustav, men fremfor Alt den Deel af dem, som betegnes ved Kjøbenhavns Beleiring, det ældste Punkt, som kan [sideskift][side 1181]siges at være modernt, i hvilket vi nemlig første Gang see vor nuværende National-Characteer tydelig afpræget, i hvilket vi aldeles gjenkjende os selv med alle vore Dyder og Svagheder, og som derfor er os fuldkommen forstaaeligt, saa at vi have Følelsen af, selv at have oplevet den Tid og at have taget Deel i dens Begivenheder. Allerede i Christian den 4des Tidsalder finde vi noget Middelalderligt, Noget, som tildeels er os fremmed, og som vi derfor snarere kunne betragte som et udvortes Object, som et Maleri, en Gjenstand for vor upathologiske Betragtning, hvorimod vi føle os subjectivt afficerede ved hine Begivenheder fra Frederik den 3dies Tid, føle os selv grebne og dragne indenfor Maleriets Ramme. At betragte en saa præsent Historie som Mythologie, er derfor noget for tidligt, og dog er det Det, man gjør ved at forvandle den til Opera. Hvo vil i de Marionetter, som Hr. Overskou fremfører for os, noget Øieblik kunne troe at see den svenske Konge eller de kjøbenhavnske Borgere? Netop ved dette Sujet er Illusionen en Hovedfordring; paa den anden Side kan denne ikke gjøre sig gjældende i Operaen; men altsaa skal man ikke behandle dette Sujet i Operaform. Dersom det i det Hele skulde bringes paa Scenen, maatte det vel skee i enkelte af dets Episoder, i hvilke man da lod Totaliteten og de store historiske Baggrunde skinne perspectivisk igjennem, istedenfor umiddelbart at vise de største Catastropher; og endda vilde det kun være en Opgave for det reciterende Skuespil, som endog maatte an vende al Talens Energie og hemmelige Kræfter, for at det dramati ske Billede kunde komme til at svare til vor levende Forestilling om Virkeligheden. - Men er det hele Sujet uskikket, for ikke at sige upassende, til en Opera, saa har endvidere Forfatteren, langt fra at rydde nogle af de værste Anstødsstene bort, sammenhobet andre og nye, som dog tildeels kunde været undgaaede. Det Forhold, hvori en Student, Seidelin, er sat til Carl Gustav, er saa haar trukket, at det selv røber sin Umulighed. Endnu værre er det, at denne Person, der fremtræder med en Hovedpersons Prætention og som et Slags Repræsentant for Danskheden, er skildret som en Forræder, vel ikke mod sit Fædreland, men mod den svenske Konge, hvis Uniform han bærer, og som medrette maa have Tillid til ham. Denne Forfatterens Opfindelse fortjener saa meget mere at dadies, som det er bekjendt, at al Falskhed, Svig og Forræderi var dengang paa de Svenskes Side, medens de Danske viste rørende Træk af Ærlighed, Godtroenhed og endog ridderlig Høimodighed. Thi Jacob Dannefers, [sideskift][side 1182]Hans Rostgaards og Andres List imod Svenskerne var tilladelige Krigspuds; de betragtede sig medrette som danske Undersaatter og havde ikke svoret til den svenske Konges Fane. At den strenge Carl Gustav skulde tilgive en saadan Forræder som Seidelin, der ene har Skyld i Stormens uheldige Udfald for de Svenske, røber vel meget Theatret, ligesom ogsaa den Usandsynlighed, at den svenske Oberst Fersen skulde fere sin Datter med sig i Leiren. - Hvad jeg desuden maa ansee som i sig selv anstødeligt, idetmindste for en finere Følelse, det er Fremstillingen af det Indre af Frue-Kirke, af Alteret i samme, af den ved Alteret aflagte Ed, og af den paa samme Sted afsungne kirkelige Psalme. Det er visselig langt fra mig at betragte Theatret som profant i Ordets slette Betydning, men det er Stedet for Maskernes Kunst; derfor kan det Allerhelligste i vor kirkelige Cultus ikke bringes paa Scenen, thi det kan ikke vise sig under Maske eller som Mummespil. Denne Bemærkning er ligesaameget æsthetisk som religiøs eller sædelig: Kunsten maa for sin egen Skyld ikke forgribe sig paa Gjenstande, som ere incommensurable med den. Vistnok er det ikke let her at bestemme den rette Grændse i Almindelighed. Naar man i Operaen "Huguenotterne"[jf. s.1185] hører Psalmen "Vor Gud han er saa fast en Borg", da antager jeg al1erede Grændsen for overskreden, fordi denne Psalme er saa nøie knyttet til den protestantiske Cultus, at den i et lutheransk Land ikke bør tjene til Stof for Maskespillet, hvorimod en catholsk Messe ikke for os har noget Anstødeligt paa Scenen. Det kommer her an paa, hvad der hører til det Forbigangne eller til det Nærværende; det Første er af Tiden selv eller af Historien blevet nedsat til et Stof, og Kunsten maa derfor kunne bemægtige sig det som et saadant; det Andet er derimod en Part af os selv, og kan ikke stilles os for Øie maskeret. - Den høie Direction har ved denne Leilighed forlangt en i det Enkelte gaaende Bedømmelse, Jeg har da været nødt til at indlade mig i en Detail, som jeg ellers pleier at undgaae. Men derfor maa ogsaa nærværende Bedømmelse betragtes som foretagen med en anden Maalestok end den sædvanlige. Hvad jeg især har bragt i Anslag mod Stykket, lader sig maaskee indbefatte under den almindelige Categorie: Delicatesse-Hensyn, baade æsthetiske, nationale og andre. Det skulde glæde mig meget, om saadanne Hensyn kom til at udøve en afgjørende Indflydelse ved Censuren i det Hele. Men da Dette er langt fra at være Tilfældet, saa bør jeg tillige gjøre opmærksom paa det Spørgsmaal: om det vil være [sideskift][side 1183]retfærdigt at urgere disse Hensyn i al deres Strenghed mod en dansk Forfatter, som dog har et Navn i vor dramatiske Litteratur-og Fortjenester af vor Scene, medens man ved andre Leiligheder, og fornemmelig ved udenlandske Producter, seer igjennem med de samme Fordringer? - Paa den anden Side har jeg ikke kunnet fordølge, at der netop i denne Opera komme enkelte aggraverende Omstændigheder til. Hvad imidlertid Scenen i Kirken angaaer, da mener jeg, at da den ifølge Planen ikke kan undværes, kunde den til Nød tolereres, naar Alteret og Psalmen faldt bort. - Jeg har i de her meddeelte Bemærkninger fremstilt den omhandlede Sag fra to modsatte Sider, der synes at lede til to modsatte Resultater. Hvad jeg har fremsat, er derfor kun Præmisser til en Dom, som jeg mistvivler om selv at kunne uddrage. Men den høie Direction vil maaskee kunne benytte dem i Forbindelse med andre sig tilbydende Synspunkter, der ligge udenfor min Competence" (Borup nr.533 1.2.1844) (3). Heibergs votum er vel intet mindre end en tour de force i dialektisk anskuelse: thi hvad skulle være bestemmende for censurens æstetiske aspekter? Han gjorde selv opmærksom på at målt med normale alen var operaen passabel, men i den ekstraordinære situation ville han gerne skærpe kravene om det kunne hjælpe direktionen til at blive Overskou kvit. Heiberg var jo samtidig på det rene med at sagen drejede sig om politiske forhold, som han klogeligt til lejligheden påstod lå udenfor hans kompetence (3a). Om der er tale om en lakune i materialet eller ej, får det stå derhen, at direktionens egentlige beslutning om opførelse ikke kendes. I maj 1844 bifaldt direktionen teatermalernes forslag til dekorationer (Dp 17.5.1844), og i juli 1844 leverede Eisen nodecopiaturen (TK 1844 3.kv.nr.44), men oplæsningen af stykket fandt først sted den 6. nov. 1844, hvorpå stykket efter nogen splid om rollebesætningen da endelig havde premiere den 21. jan. 1845 (opført 7 gange i første sæson, ialt givet 9 gange) (4).
Borgaards karakteristiske håndskrift oplyste Heiberg om forfatterskabet til operaen "Claudina Manfredi" (HCp nr.191). Hans vurdering i kunstnerisk henseende var krystalklar: "En flau, intetsigende, parodisk Operatext, der blot kan give Leilighed til en ny kjedsommelig Composition .. det Plastiske, det Fremspringende, som Operaen netop forlanger, kommer ikke frem" (Coll.S.nr.235 20.5.1844). Af hensyn til fam. Collins protektion af Borgaard lagde Heiberg til, at teksten ikke var værre end mangen udenlandsk libretto [sideskift][side 1184]som blev oversat, "men hurtig er forsvunden [fra scenen],efter at have bedøvet Publicum, fordærvet Sangerne og plyndret Theaterkassen" (l.c.). Om Lövenskjold skulle have komponeret musik dertil vides ikke. Stykket blev hverken forkastet eller antaget.
De mest bevægende seancer inden for teatercensuren udspilledes omkring operaer. Kongens vilje greb i denne sæson direkte ind vedrørende både Salomons og Overskous operaer. Collin blev anmodet om at få den duelige Herts til at pynte på Lysers makværk; af Hertz' breve fremgår det hvor stort et arbejde, der var tale om: men det endte dog med en ganske hurtig opsætning. Salomon fik sine penge og blev siden understøttet af Chatolkassen. - Overskous politiske opera blev derimod meget vanskeligere at anvende for teatret, for" di kongen i løbet af de måneder, hvor Overskou havde arbejdet, blev udsat for stadig kraftigere pres fra den russiske zar for at få de skandinaviske (oprørs)strømninger kuet. Teatret kunne følgelig ikke markere en vigtig national helligdag (10.2.1659) med et stykke, der kunne bruges af oppositionens mænd til at give skandinaviske sympatier til kende. Den kendte taktik måtte anvendes: forhalingens kunst. Desavoueringen af Collin var kun tilsyneladende; det interessante var dog at man afkøbte Overskou operaen som forkastet med løfte om at opføre den på et senere tidspunkt: Kun et ord dækker denne beslutning, set i relation til gældende love - magtforvridning. Adler kendte spillets regler fra forvridningen af pressens midler i Christian VIIIs regeringstid. - Heibergs vægtige indlæg gjaldt imidlertid ikke Overskous opera; hans udtalelse skulle kun bruges til at forhale opsætningen samt give direktionen dramaturgiske argumenter dertil, altsammen efter forgodtbefindende!
[sideskift][side 1185]
Halévys "Jødinden" (jf. s.881) fik formentlig på Glæsers ordre "indlagt Recitativer" af Overskou (TK 1845 3.kv.nr.36 11.7.1845). Repremieren fandt sted den 25. sept. 1845 (kun givet således denne ene gang; genoptaget i sæsonen 1865/66) (1).
"Moses" (jf. s.1133) og "Hugenotterne" (jf. s.1132) skulle være Glæsers trumfkort i denne sæson (I.B.nr.75 11.5.1845). Abrahams oversatte hurtigt de Jouy & Balochis tekst, således at "Moses" havde premiere den 20. sept. 1845 (opført ialt 10 gange) (2).
"Hugenotterne" blev derimod udsat for forhalinger, idet Bournonville over for Collin protesterede imod Overskous oversættelse: "Hugenotten Marcel (Herr Schram) synger i 1ste Act og i Slutningen af 3die Act Fragmenter af en Choral der tyder paa den lutherske Psalme "Ein fester Burg ist unser Gott". Denne Urimelighed hos en Calvinist er bleven stadfæstet ved en fortrinlig harmonisk Bearbeidelse. Desuden indeholdt de franske Ord "Seigneur! rempart et seul soutien" ingen ordret Oversættelse. Psalmen var for de Franske et historisk Curiosum, og paa de tydske Theatre har man ved at oversætte fra Fransk til Tydsk [som note: O höre mich! Du starke Gott!] aldeles undgaaet at berøre Luthers egen Text. - I den danske Oversættelse derimod har man fundet det mageligst at tage halvandet Vers ud af vor evangelisk=christelige Psalmebog. P: 190 1ste og 3die Vers. Denne Anvendelse der vil forekomme Enhver sædvanlig Kirkegjænger forargelig og Enhver sædvanlig Theatergjænger smagløs, vil ikke blive upaatalt efter Stykkets første Forestilling og betydelig Scandale vil deraf til mange Sider flyde" (UjBr 27.10.1843). Samtlige ingredienser: teater, religion og politik kom ofte i vanskeligheder. At Overskou havde benyttet "Ein fester Burg ist unser Gott" må vel betyde, at han var ikke helt så loyal og royal, som han senere ville give det udseende af: Den manglende forcensur blev altså besørget af Bournonville ved iscenesættelsen. På Collins foranledning rettede Overskou øjeblikkelig "Texten til Psalmen" (UjBr 7.12.1843). Dels efter mange samtaler med Meyerbeer på sin rejse om sommeren, dels efter (delvis tabt) korrespondance med komponisten foretog Glæser flere ændringer i partituret, hvorfor Overskou i jan. 1844 foretog flere ændringer i sin oversættelse (TK 1844 1.kv.nr.175). Endelig den 28. febr. 1844 havde operaen premiere (opførtes 12 gange i første sæson; ialt 18 gange i den behandlede periode).
Det fremgår desværre ikke af materialet, hvem der besluttede, at [sideskift][side 1186]Dalayracs gamle syngestykke "Leon, ou le chateau de Monténero" (opført på Det kgl. Teater 1813-52 i N.T. Bruuns oversættelse), skulle genoptages. Den 4. marts 1844 erklærede Heiberg sig tilfreds med Borgaards forbedringer "baade med Hensyn paa det lyriske Udtryk i Sangnummerne .. og med Hensyn paa de i Dialogen foretagne Forkortninger" (Coll.S.nr.235). Rollerne uddeltes den 5. marts 1844 (PRFD) men stykket blev ikke opført i den behandlede periode; genoptaget af Heiberg den 24. febr. 1851.
I begyndelsen af sæsonen ønskede Glæser at producere Spontinis "Vestalinden" (jf. s.131) og Rossinis "Corinths Beleiring" (ARM 9.10. 1826). Teatret ejede partituret til den første, og Glæser rekvirerede med Collins samtykke partituret til den anden den 1. nov. 1843 (TF 1843 4.kv.nr.543, TK 1844 2.kv.nr.515). Glæser bad Collin om, at Overskou måtte oversætte operaen; i marts 1844 var han blevet færdig med dette arbejde. N.T. Bruuns oversættelse af "Vestalinden" ses ikke korrigeret. I nov. og dec. 1843 leveredes nodecopiaturen til "Vestalinden" (TK 1843 4.kv.nr.316, 474 og 475), mens nodecopiaturen til "Corinths Beleiring" først var færdig i okt. og dec. 1844 (TK 1844 4.kv.nr.68 og 570). Rollerne i "Vestalinden" blev uddelt den 25. maj 1844 (PRFD), hvorpå Glæser foretog ændringer i både tekst og partitur, hvorpå operaen endelig den 18. sept. 1844 - i anledning af kongens fødselsdag - havde dansk premiere (opført ialt 3 gange) (3). Rollerne i "Corinths Beleiring" uddeltes først efter den 30. jan. 1845 (PRFD), hvorpå det opførtes første gang den 28. okt. 1845 (opført ialt 4 gange).
Kruses oversættelse af da Pontes libretto til Mozarts "Don Juan" anvendtes i perioden 1807-40, men i denne sæson leverede Abrahams en ny; nodecopiaturen leveredes i apr. 1844 (TK 1844 2.kv. nr.259). Roller uddeltes den 19. maj 1844 (PRFD), men først den 23. febr. 1845 fandt repremieren sted (opført 18 gange i resten af den behandlede periode) (4) (4a).
Hugenotterne" og "Moses" blev de eneste vellykkede nyheder i denne sæson; resten forblev initiativer, som først senere kunne realiseres, hvis de ikke blev opgivet. Tysk og fransk opera forblev kvantitativt dominerende, i fuld overensstemmelse med Christian VIIIs operapolitik.
[sideskift][side 1187]
Seks originale vaudeviller indleveredes i denne sæson: alle blev de remitteret.
Pseudonymet G. Origenes' "Otte fornuftige Dage" læste først Levetzau: "det er et ubetydeligt lille Stykke men som alligevel maaskee kunde finde nogen Bifald" (BmD 5.11.1845 adr. Collin). Heiberg (1) fandt vaudevillen "saa flau og saa triviel", at der ikke kunne være spørgsmål om antagelse (Coll.S.nr.235 28.11.1843). Remitteret den 2. jan. 1844 (Kp.nr.6).
Anonymus' "Velkommen" var lige så rå som den foregående, hvorfor den gik samme vej (Coll.S.nr.235 28.11.1843, Kp.nr.2 2.1.1844). Eduard Meyer var endnu ikke engageret af Adler til kolportage af kongevenlige synspunkter, da han anonymt indleverede vaudeville-monologen "Malles Frieri". Returneret af Heiberg som ubrugelig for scenen (Borup nr.531 25.12.1843). I sin private protokol optegnede han imidlertid sit indtryk af vaudevillen: "Dersom ikke dette Stykke, hvad som er umiskjendeligt, var skrevet af en Mand af den udannede Classe, vilde det maaskee kunne bruges, thi Ideen er ikke uheldig; men nu er det Hele holdt i en saa simpel Tone, at det bliver umuligt at bringe det paa Scenen" (HCp nr.149). Heiberg påviste meget præcist kravene til teatrets forfattere, og viste hvorledes klasseforskellene var uoverstigelige. Da Meyer personligt gav sig til kende for Heiberg, sørgede han for at stykket blev "sendt Jfr. Petersen, for at hun kan bedømme, hvorvidt hun kan gjøre Noget af Rollen" (l.c.). Heiberg lod altså hensynet til Meyer være overordnet hans konservative klasseopfattelse. Jfr. Petersen ses imidlertid ikke at have benyttet sig af Heibergs generøse tilbud.
Den anonymt indleverede vaudeville "Gjendøberen" blev afvist på grund af dens "Raillerie med Gjendøberen" (HCp nr.160), men stykket var iøvrigt "yderst løst og tyndt" (Coll.S.nr.235 24.1.1844). Remitteret forfatteren ult. febr. 1844 (Kp.nr.27).
"Speculations-Kjærlighed, eller den originale Bortførelse" var "endnu siettere, da det tillige er meget plat" (Coll.S.nr.235 24. 1.1844). Remitteret samtidig (Kp.nr.26).
Eduard Meyer havde privat givet Heiberg vaudevillen "Et Eventyr i Vauxhall", men han havde rådet ham fra at indlevere det til direktionen (HCp nr.163). Som andre havde Meyer set, hvorpå Heibergs officielle censur lød: "Jeg har nemlig ikke dadlet Stykket, fordi dets Personer høre til den simple Classe, men fordi Stykket selv [sideskift][side 1188]hører til den simple Classe; og ligesaalidt har jeg havt Stort at indvende mod Usandsynlighederne, som saadanne, men vel imod at de ikke føre til nogen comisk Virkning, men at denne er forfeilet" (Coll.S.nr.235 24.1.1844). Meyers ønske om at ruinere "Corsaren" eller hans vanskelige økonomiske forhold kunne "jo her ikke komme i Betragtning" (l.c.). (Enten) Collin (eller Christian VIII) ønskede åbenbart stykket opført, hvilket læses af Adlers votum, der tydeligvis er et forsvarsskrift for teatrets hidtidige reportoirepolitik: "At Tivoliforlystelserne og den Sympathie de fandt hos Hovedstadens Publicum, kunde byde vore comiske Digtere et Stof til Behandling for Scenen, har jeg vel indseet, ligesom ogsaa at saadanne Digtninger nærmest maatte berøre Folkelivet; men i saa slet et Selskab, som det hvori Forfatteren af den foreliggende Vaudeville "Et Eventyr i Tivoli" indfører os, kan jeg hverken selv ønske at komme, eller fordriste mig til at indbyde Theatrets Publicum. Dialogen er i al sin Plathed ikke uden Vittighed, men den er ogsaa stykkets eneste taalelige Side, og langt fra ikke tilstrækkelig til at retfærdiggjøre dets Antagelse" (BmD 11.2.1844) (2). Levetzau var "af samme Mening" (l.c.), hvorefter stykket remitteredes Meyer ult. febr. 1844 (Kp.nr.25).
Forsåvidt et intetsigende udvalg af ligegyldigheder, hvis det ikke netop var for Eduard Meyers to stykker. Det første var Heiberg villig til at lade en skuespillerinde forsøge sig med, mens Adler nedlagde formelig protest mod, at Det kgl. Teater beskæftigede sig med folkelivet i en plat udgave. "Friskytten"s og "Folkevennen"s redaktør skulle dog vise sig brugelig på anden vis end den komiske, når det gjaldt understøttelse af den enevældige konges fortjenester.
[sideskift][side 1189]
I løbet af sæsonen præsterede Bournonville ikke nogen ny ballet. Repertoiret bestod af "Sylphiden" (4 g.), "Napoli" (11 g.), "Toreadoren" (8 g.), "Festen i Albano" (5 g.), "Faust" (4 g.), "Tyrolerne" (5 g.) og "Valdemar", som blev genoptaget i repertoiret (jf. s.764 og s.1371). "Bellmann"-balletten blev først præsenteret ved Sommerforestillingerne, se s.1195 (1).
Den 11. nov. 1843 ansøgte Hoppe om at måtte rejse til Milano "fra først i December til først i April Maaned" for der at optræde hos Merelli som første danser i karnevalstiden (in Orig.Kgl.Res.nr. 12). Bournonville anbefalede dette arrangement og lovede selv at overtage Hoppes partier, da teatret ikke besad nogen anden "Bravour=Dandser". Han udbad sig "en lignende Permission i næste Saison for at bringe nogle af mine Balletter paa Europas store Theatre" (l.c. udat.). Direktionen forestillede sagen den 12. nov. 1843, hvor det helt evident var Bournonvilles nye plan og ikke Hoppes 3 måneders projekt, der var det afgørende problem. Det ansøgte blev Hoppe bevilget den 13. nov. 1843 med fortabelse af gage og ved skade forvoldt på rejsen også fortabelse af pension: "Forøvrigt ville Vi allernaadigst at det tilkjendegives saavel Balletmesteren, som det øvrige Dandsepersonale, at den Solodandser Hoppe saaledes forundte Reisetilladelse vil være uden Følge for Andre, der maatte attraae Reisetilladelse i Theatersaisonen" (l.c.). Allerede den 22. nov. 1843 rejste Hoppe afsted, og han vendte først hjem den 1. april 1844 (2).
[sideskift][side 1190]
Om Jenny Linds gæstespil, se Overskou V 660 samt H.C. Andersen-litteraturen (Anderseniana 2.Rk.Bd.IV 122, MLE I 295) (1). De fleste koncerter blev henlagt til Hofteatret.
Sangen til kongens fødselsdag leverede Heiberg (Poet.Skr.Bd.IX 297).
For repertoirets sammensætning senere i 40rne er det langt vigtigere at notere, at Studenterforeningen den 20. febr. 1844 opførte Hostrups "Gienboerne" på. Hofteatret (Hostrups Erindringer 134). Thorvaldsen døde den 24. marts 1844 i teatret. Til hans minde skrev Heiberg en prolog, som blev fremsagt af fruen (Poet.Skr.Bd. IX 185) (Heibergs arkiv A.I.3. fra Levetzau 6.4. og Collin 7.4.1844). "Hakon Jarl" opførtes derpå, forsynet med en ny ouverture af Hartmann. Den 27. febr. 1843 opførtes "Den politiske Kandestøber" for 99. gang på Det kgl. Teater. Hvornår det blev bestemt, at der skulle skrives et forspil til komediens 100. opførelse vides ikke. Henrik Hertz oplæste "En Aften 1722" for familien Heiberg i marts 1844 (HCp nr.184), hvorpå han den 30. marts 1844 sendte stykket til Collin: "Da der forekommer adskillige Allusioner til det gl Theater i Grønnegade .. har jeg betænkt .. at lade .. nogle Notitser om den gl Holb[ergske] Scene indrykke i Berlingske] Tidende [2]" (NkS 1706 konc.). Heiberg behøvede ikke udfærdige nogen betænkning over dette bestillingsarbejde, og den 5. apr. 1844 meddelte Collin pro forma Hertz, at direktionen "med Fornøielse [havde] .. læst Deres Forspil" (NkS 1706). Den 100. opførelse af "Den politiske Kandestøber" fandt sted den 17. maj 1844; forspillet blev anvendt endnu 3 gange.
Den 5. dec. 1843 (3) fik "Det skandinaviske Selskab" tilladelse til at anvende Hofteatret til en forestilling til fordel for de Brandlidte i Wexiö (jf. s.1171). I den anledning skrev Heiberg til Collin: "Min oprindelige Mening var derfor, at Forestillingen skulde finde Sted, saasnart de Rollehavende i "En vanskelig Casus" vare færdige, Stykket prøvet og parat til Opførelse. Paa denne Maade vilde der heller ikke komme Forstyrrelse i den øvrige Theatertjeneste. Mit lille Efterspil ["Ulla skal paa Bal"] skulde da have været færdigt henimod samme Tid .. Men da jeg nu mistvivler om at blive færdig til den bestemte Tid, saa indseer jeg vel, at en Standsning i den øvrige Theatertjeneste kunde blive en Følge deraf" (Cell.BrS.XXXIb 22.3.1844). Da han blev klar over, at det ville sinke Hertz' "Amanda" yderligere, ønskede han dette stykke opført, [sideskift][side 1191]før den skandinaviske forestilling skulle finde sted: "Imidlertid vilde jeg da rigeligt kunne blive færdig med mit Arbeide" (l.c.). Udsættelsen helt til maj ville betyde, at italienerne var væk, således at man frit kunne vælge en dag, hvor der ikke spilledes på Det kgl. Teater eller i det mindste ikke en opera, hvorved Heiberg (Selskabet) kunne få nødvendig "Assistance af Chorister log Choristinder, som jeg aldeles ikke kan undvære i mit Efterspil" (l.c.). Først den 17. maj 1844 fik Heiberg sit stykke færdigt, omend han ikke var tilfreds dermed. Han ønskede at vide, om Det skandinaviske Selskab nu agtede i slutningen af maj eller begyndelsen af juni at give sin forestilling på Hofteatret (Borup nr. 542). Sagen blev forhandlet, idet Selskabets formand H.N. Clausen fandt det bedst at udskyde forestillingen til efteråret 1844: "Jeg forudsætter herved, at 'aufgeschoben' ikke er 'aufgehoben'" (Borup V 165). Den 17. sept. 1844 anmodede Heiberg Lehmann om at ansøge om tilladelsen hos Levetzau, foreholdende denne, at teaterdirektionen allerede havde overladt Selskabet "et Stykke af Theatrets eget Repertoire, "En vanskelig Casus", og at den af mig forfattede lille Tilgift skal blive foreviist Theaterdirectionens herværende Medlemmer, inden den bliver sat i Scenen" (Heibergs arkiv). Den 4. og 8. febr. 1845 henvendte Lehmann sig på ny til Levetzau, som den 10. febr. 1845 gav tilladelse til, at Hofteatret benyttedes torsdag den 13. febr. 1845 "til en dramatisk Forestilling" til fordel for "Det skandinaviske Selskab" (Hoftheatrets Korrespondanceprot.), hvis formål imidlertid var at støtte "Foreningen til dansk Underviisnings Fremme i Slesvig".
[sideskift][side 1192]
Sæsonen er intet mindre end Collins tour de force: Af originale
stykker uddeltes følgende:
(1) Heibergs "Aprilsnarrene" (jf. s.685), sidst opført den
28.2.1837, gaves for 50. gang den 29.10.1843 (opfort endnu 14 gange i
den behandlede periode): Publikum råbte "Heiberg leve"
(Fædrelandet nr.1402).
(2) "De Danske i Paris" (jf. s.533), sidst opført den 19.5.1842, gaves for 41. gang den 1.10.1843 (opførtes endnu 4 gange i den behandlede periode).
(3) "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" (jf. s.186) , sidst opført den 3.10.1839, gaves for 45. gang den 4.2.1844 (opført endnu 3 gange i den behandlede periode).
(4) "De Uadskillelige" (jf. s.288), sidst opført den 30.1.1841, gaves for 53. gang den 19.11.1843 (opført endnu 20 gange i den behandlede periode) (1).
(5) "Alferne" (jf. s.638), sidst opført den 29.4.1840, genoptoges på ny den 10.1.1844 (opført endnu 17 gange i den behandlede periode) .
(6) Holbergs "Barselstuen" (jf. s.1001), sidst givet den 21.1.1841, genoptoges den 19.2.1844.
(7) "Den honette Ambition" (jf. s.76), sidst givet den 23.11.1828, genoptoges den 15.10.1843 (2 opførelser i den behandlede periode). (2).
(8) "Det lykkelige Skibbrud" (jf. s.1054) forsøgtes beholdt i repertoiret ved rolle forandringer den 14.10.1843, men først i 1847 kom stykket atter på scenen. Se s.1334.
(9) Oehlenschlägers "Hakon Jarl" (jf. s.685) blev med Hartmanns ouverture givet den 9.4.1844 ved mindefesten for Thorvaldsen (jf. s.1190) (opført endnu 7 gange i den behandlede periode).
(10) "Sovedrikken" (jf. s.950) genoptoges efter rolleforandringer både i 1842 og 1843 den 25.10.1843 (opført endnu 6 gange i den behandlede periode) (3). Se s.1406.
(11) Hertz' "Emma" (jf. s.549) uddeltes på ny den 9.1.1844, men stykket kom ikke oftere frem. Se s.1334.
(12) Overskous "Misforstaaelse paa Misforstaaelse" (jf. s.1053) genoptoges den 9.5.1844 (sidste 3 opførelser).
Af oversatte skuespil uddeltes følgende:
(1) Sheridans "Bagtalelsens Skole" (jf. s.1053) blev endnu engang uddelt
på ny den 23.8.1843, men atter lykkedes det ikke at få
stykket genoptaget. Se s.1315.
[sideskift][side 1193](2) Brömels komedie "Den bogstavelige Udtydning", opført 1. gang den 8.5.1787 (jf. s.385), opført 19 gange siden 1830, forsøgtes bibeholdt i repertoiret ved en ny rolleuddeling den 30.10.1843, men stykket opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(3) Delavignes "Don Juan af Østerrige" (jf. s.733) forsøgte direktionen at beholde i repertoiret ved en ændret rollebesætning den 15.8.1843, men stykket opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(4) Goldsmiths "Feiltagelserne" (i Dorphs oversættelse) (jf. s.819) uddeltes på ny i 1842 og 1843, men opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(5) Delavignes "Ludvig den Ellevte" (jf. s.567), sidst opført den 14.1.1841, søgte direktionen atter at bringe ind i repertoiret ved at uddele roller den 8.10.1843, men stykket opførtes ikke oftere.
Af oversatte syngestykker uddeltes følgende:
(1) Aubers "Brama og Bayaderen" (jf. s.525) genoptoges den 10.4.1844 med
vigtige rolleforandringer (opført endnu 15 gange i den behandlede
periode) (4).
(2) Monsignys "Bødkeren" (jf. s.615), givet flere gange i 1830rne, blev nybesat i flere vigtige roller og genoptaget den 18.2.1844 (sidste 6 opførelser).
(3) Mozarts "Don Juan" havde sidst været givet den 5.11.1839. I indeværende sæson uddeltes rollerne den 19.5.1844, men først den 23.2.1845 kom operaen atter på scenen (opført endnu 18 gange i den behandlede periode) (jf. s.1186).
(4) D'Alayracs "Slottet Montenero", sidst givet den 15.10.1832, blev uddelt på ny den 5.3.1844, men stykket opførtes ikke oftere i den behandlede periode (jf. s.1186).
(5) Glæsers "Ørnens Rede" (jf. s.677), sidst givet den 19.2.1838, genoptoges den 25.11.1843 (sidste 5 opførelser) (5).
Denne sæson viser Collins styrke: han fik nybesat Heibergs gamle vaudeviller, hvorefter disse derpå blev opført adskillige gange i 1840rne. I det hele taget spilledes ikke mindre end 52 gange stykker af Heiberg i denne sæson (med ialt 243 spilleaftener). Også stykker af Oehlenschläger, Hertz og Overskou søgte Collin med større eller mindre held på ny at bringe på scenen. Af det ovenstående fremgår det endvidere, hvad det ikke lykkedes ham at bringe frem: "Ludvig den Ellevte", "Bagtalelsens Skole" og "Feiltagelserne" [sideskift][side 1194]synes de interessanteste. - Collins initiativer efter den 1. Jan. 1845 synes at afsløre en langt større aktivitet end resultatet af repertoirepolitikken viser. Hans interesse for nationale dramatikere er her særdeles vigtig og central. Skulle teatret genskabe et nationalt repertoire, måtte direktionen benytte ældre originale skuespil, vaudeviller og syngestykker, hvoraf flere stammede fra Collins første periode som teaterdirektør.
[sideskift][side 1195]
Thornams skuespil "Mac I Vol" (jf. s.1152) havde Collin, ifølge Thornam, lovet sin assistance, for at få det præsenteret for publikum. Uden regulativets foreskrevne honorar var Thornam villig til at overlade stykket til skuespillernes Sommerforestillinger (Coll. BrS.XXIVb 12.4.1844). Collin noterede på brevet: "læst af Vedkommende, men ikke fundet egnet for Sommerskuespil[lene]" (udat.). Se s.1211.
Til Collin skrev Bournonville den 31. maj 1844: "Da jeg saavel fra Loyalitetens som Sædelighedens Side hidtil har nydt og fortjent den høie Directions Tillid, og derfor aldrig seet mine Balletter og Dandse underkastet Censur, maa det vistnok forundre mig, at man netop nu affordrer mig et Program til et Divertissement der i Grunden slet ikke skulde have noget Program: Imidlertid her medfølger pligtskyldigst en fuldstændig Analyse af mit Arbeides Indhold ["Bellman eller Polskdandsen paa Grönalund"]" (I.B.nr.111). Bournonville kan næppe have været uvidende om kongens modvilje mod skandinaviske emner (eller behandling af svenske) men nævner selvfølgelig intet derom. Han betragtede sagen som en formalitet, thi et postscriptum anførte han, at generalprøve "holder jeg .. Kl 11 Imorgen, og underkaster Balletten enhver Dom" (l.c.). Programmet blev læst af kongen, hvorom Levetzau rapporterede til Collin: "jeg vil ønske at det maa være lige saa smuk som det er ubetydelig .. Imidlertid har det beroeliget paa Allerhøieste Sted, hvad der var Hovedsagen. B[ournonville] er for Resten en Nar, for ikke at sige mere, naar han vil føle sig stødt over, at Direktionen forlanger Oplysninger over et Stykke han vil bringe paa Scenen" (BmD 1.6.1844). - Bournonville kunne for så vidt med rette føle sig stødt, fordi hans balletter hidindtil ikke var blevet underkastet censur. Hans svenske/skandinaviske ballet kendte imidlertid kun han selv, hvorfor kongen denne ene gang dekreterede censur. Levetzau eller kongen var en nar, fordi han/de underkendte Bournonvilles savoir-vivre med hensyn til kongens politiske censur. Bournonville var dog end mere udspekuleret, idet han i forbindelse med den 50. opførelse af "Valdemar" bad Levetzau om tilladelse til at fremsige følgende "Toast" (jf. s.1047): "Idet vi Iaften for 50de Gang have løftet Kong Waldemar paa vore Skjolde, ville vi tømme et Bæger til Hild og Ære for den Konge, der mild og huldrig lader Kunsten blomstre paa "Danmarks deilige Vang og Vænge". Kjerlighed og Glæde er Udtrykket af vor Kunst. Velan, vi frembære [sideskift][side 1196]det bedste vi eie: Kjerlighed og Glæde omsvæve vor høie Beskytter! Gud velsigne vor naadige Konge og hans heele Huus!!!" (UjBr 3.6.1844. Derpå opførtes "Bellman". Se s.1238.
Scribes komedie "Bertrand et Raton, ou l'art de conspirer" (TF 14.11.1833) havde Heiberg bragt med sig hjem fra Paris i 1836 (jf. s.808). Han meddelte dengang, at det var et af Scribes "vittigste dansk Bearbeider maatte lægge Scenen fra Danmark til Stykker. En dansk Bearbeider maatte lægge Scenen fra Danmark til Frankring, og sætte en fransk Revolutions-Catastrophe istedenfor den Struenseeske" (Borup nr.350 8.9.1836). I 1844 bearbejdede Borgaard stykket, under titelen "Statsmand og Borger", idet han henlagde handlingen til Norditalien. Heiberg noterede sig, at der var tale om "en Fortyndelse af Scribes "Bertrand et Raton". Man kan sige, at Forf. har fortyndet den ved at hælde "Et Glas Vand" [jf. s.1036] i den .. Forresten er det ikke uden ret overraskende Begivenheder og Vendinger" (Coll.S.nr.235 14.4.1844). Opført første gang den 7. juni 1844 (givet 3 gange ved Sommerforestillingerne). Se s.1224.
Bruns "De skandinaviske Brødre" (jf. s.1155) læste Levetzau før det tilstedes opførelse: "[Titelen er] egentlig .. det Værste, da den vil giøre Kongen saavel som Publikum opmærksom; og saa er der enkelte Steder .. som vil støde, ikke mig, men Andre, som bringer det videre. Men, da Stykket en Gang er antaget, saa er det nok det Rigtigste at lade det gaa; i sig er det jo meget uskyldig, og overlader jeg Deres Høivelbaarenhed om det skulde lade sig giøre at Titelen blev forandret" (BmD 3.6.1844). Levetzaus formuleringer påkalder sig interesse på grund af stykkets politiske karakter: stykket var blevet forkastet i marts, men Levetzau skrev, at det var antaget, ja til en sommerforestilling. Hans skelnen mellem sin egen smag, kongens og publikums burde have foranlediget en afvisning, men Adler kunne åbenbart i dette tilfælde gøre udslaget, bistået af Heiberg/Pätges. - Siegfried Salomon komponerede musik til stykket, der blev opført den 13. juni 1844 og udpebet (Brun: "Fra min Ungdom og Manddom" 1885 s.46).
Molleres komedie "Don Juan" var sidst blevet opført den 17. dec. 1793. Da stykket ikke indeholdt skandinaviske allusioner kunne Overskous nye oversættelse uhindret komme på scenen. Opført første gang den 15. juni 1844 (opført 4 gange ved Sommerforestillingerne) (1). Se s.1224.
Thornams farce "Kjærlighed og Vanvid" kaldte Heiberg "Erke=Pjank", [sideskift][side 1197]som skuespillerne da gerne kunne øde deres kræfter på ved Sommerforestillingerne. Han ville derimod protestere imod, at det optoges i teatrets repertoire: "Dette vil nemlig have Indflydelse paa deres Beslutning, da det er factisk, at det Hensyn, som især leder dem ved Valget af deres Sommerforestillinger, ikke nær saa meget er Udsigten til den umiddelbare Gevinst, som derimod Haabet om at sikkre dem selv og deres gode Venner et vist Antal Roller i Saisonen (da de selv besætte Rollerne), samt de derved betingede Feu" (Coll.S.nr.235 20.5.1844). Heibergs oplysning gør unægtelig forholdene omkring Sommerforeskuespillene endnu mere spegede: ikke blot kunne skuespillerne spekulere i at få stykker opført, som en eller flere direktører havde forkastet til optagelse i teatrets repertoire, men de kunne også af gold beregning præge teatrets repertoire ved rollebesætningen af stykker, som teaterdirektionen ønskede at optage i repertoiret. - Om skuespillerne underrettedes om, at direktionen ikke agtede at optage Thornams stykke i repertoiret, fik det i hvert fald ingen indflydelse på deres dispositioner ved Sommerskuespillene. Stykket blev opført første gang den 18. juni 1844 (givet 2 gange ved Sommerskuespillene og ikke overført til teatrets repertoire). Se s.1213.
Ifflands gamle komedie "Die Jäger" (1785) (opført på Det kgl. Teater i perioden 1788-1834) gav Anna og N.P. Nielsen to gode roller, som måske netop er et eksempel på det af Heiberg ovenfor berørte fænomen. Stykket opførtes to gange ved Sommerforestillingerne, men optoges ikke på ny i teatrets repertoire.
Borgaards lokaliserede "To Familier paa eet Landsted" var "noget tyndt og flaut, og Localiseringen har ikke kunnet gjøre Charactererne og Begivenhederne mindre fremmede for os", noterede Heiberg (Coll.S.nr.235 26.4.1844). Stykket opførtes første gang den 27. 'juni 1844 (opført 2 gange ved Sommerforestillingerne). Se s.1224. Ihukommende Heibergs nedrakning af Dorphs oversættelse af Bulwers "The Lady of Lyons" (jf. s.982) kan det ikke undre, at det tog tid før Collin gav efter for Dorphs ønske om at se stykket på den danske scene. Den 14. febr. 1843 forsøgte Dorph endnu engang at formå Collin til at bringe stykket på scenen, dog betingede han sig, at fru Heiberg og Holst spillede hovedrollerne. Samtidig oplyste han, at stykket i Christiania "af alle Skuespil" havde indbragt mest: "[2] Skade Cassen kan det altsaa ikke, og at det skulde være en Skam for Theatret, kan der vel ikke være Tale om, og det [sideskift][side 1198]saa meget mindre, som man af de seneste Erfaringer seer, at Publicum ynder det Slags Skuespil" (Coll.BrS.XXII). Den 23. nov. 1843 indsendte han stykket til direktionen, efter "deri [at have] modificeret det hist og her noget Kotzebuiske Sving, bortskaaret det altfor bredt Sentimentale, formildet det for os Stødende og Uhyggelige, som fremspringer af det engelske Penge-Despotie, rectificeret Sproget .. forandret Slutningen, o.s.v." (l.c.). Direktionen reagerede imidlertid ikke, førend Collin den 29. maj 1844 leverede regissør Liebe stykket (Cp 23). Opført første gang den 2. juli 1844 (givet 3 gange ved Sommerforestillingerne). Se s.1225.
F.J. Hansens (anonymt?) indleverede vaudeville "En Aften i Tivoli" havde ifølge Heiberg "den væsenlige Feil, at den aldeles ikke reproducerer Indtrykket af Tivoli .. uagtet det paa flere udvortes Maader bringes i Erindring. Stykket er ogsaa for bredt, og Handlingen ofte vel svagt motiveret. Men der er endeel Lystighed deri, og ved Forkortning af Et og Andet vilde den virke bedre" (Coll.S. nr.235 13.6.1844). Af hensyn til følgerne anmodede Heiberg om, "at den i Slutningssangen for Tivolis "Entrepreneur" udbragte Skaal"blev fjernet, "thi en saadan Spillen over paa det Privates Enemærker er - idetmindste i nærværende Tilfælde - ikke anstændig" [3]" (l.c.). Vaudevillen opførtes første gang den 2. juli 1844 (opført ialt 3 gange og kun ved Sommerforestillingerne).
Både Heiberg og Molbech havde i aug. 1842 næret betænkelighed ved opførelsen af Scribe & Duveyriers "Oscar, ou le mari qui trompe sa femme" (jf. s.1125) . Hvorledes Güntelberg blev instrueret angående oversættelsen vides ikke, men i april 1844 nærede Heiberg i hvert fald ikke mere nogen moralsk betænkelighed: "ret piquant i Ideen, men temmelig usandsynligt i Udførelsen"; oversættelsen var "paa flere Steder .. noget ubehændig" (Coll.S.nr.235 26.4.1844). Opført eneste gang den 8. juli 1844. Se s.1225.
Arnesens bearbejdelse "Adolph og Henriette" (jf. s.1137) mødte åbenbart villige skuespillere, thi den 8. juli 1844 opførtes den ved Sommerskuespillene. Se s.1237.
Kvalitetsmæssigt var der vel ikke tale om nogen særlig prægnant udvikling: det afgørende var som altid den politiske censur. Både Bournonville og Thornam måtte undgælde for majestætens nidkære overvågen, men der blev imidlertid ikke tale om nogen form for beskæring. I denne sammenhæng er det selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at Heiberg var aldeles inferiør: hans gebet var den æstetiske [sideskift][side 1199]ske censur. Hvorvidt Collin overtrumfede Heiberg med hensyn til Bulwers "Pigen i Lyon", eller der var tale om villige(re) skuespillere får stå hen. I det øvrige var Heiberg enerådende, for så vidt som alt (næsten) fik lov at blive prøvet for publikum. Kun Carstensen (på grund af angrebet på fruens skørt, jf. s.1076) måtte ikke feteres af kongelige skuespillere (eller senere på Det kgl. Teaters scene).
Efter N.P. Nielsens gæsteoptræden i Norge i 1843 (jf. s.1148) rejste både Anna og N.P. Nielsen sommeren efter til Christiania (4).
(1) Jf. Zinck s.359; se s.###.
(2) NkS 830 b II er Oehlenschlägers første udkast eller kladde til stykket. Coll.S.520 3 er Oehlenschlägers renskrevne kladde med mange rettelser formentlig alle indført før censurering. Sufflørbogen KTS 172 er udskrevet efter Coll.S.520 3 med rettelser; derudover har Blyant foretaget ubetydelige rettelser heri.
(3) Jf. Brosbølls egen urigtige fremstilling i Minder Kbh.1896 88f.
(4) Jf. Brosbølls version i Minder Kbh.1896 92, 97-101. - Rettelser i sufflørbogen KTS 158 er dels foretaget med Blyant dels med blæk af Brosbøll selv. Sidstnævnte består af svækkelse af eder og stærkt følelsesladede udtryk; i øvrigt aldeles ikke så særligt mange eller vigtige. - Anmelderen i "Berlingske Tidende" skrev: "Den altfor mærkelige, ofte endog voldsomme Stræben efter at frembringe en stadigt slaaende Effect, det til Overdrivelse blomsterrige Sprog, og den iøjefaldende store, men just derfor i mange Partier af Stykket mislykkede, Anstrengelse for at give ret stærke og kraftfulde Charakteerskildringer, vise den unge Mand, som af Frygt for at Tilskuernes Interesse ikke vilde være at vinde paa anden Maade, har søgt at tage den med Storm, og derfor jevnligen er skredet langt ud over Skjønhedens og Naturens Grændser. Men med disse Feil forener dette Drama ogsaa Egenskaber, som vidne om et ikke almindeligt Talent. Saaledes har Forfatteren i sit Stof, | der ingenlunde er originalt i sit egentlige Indhold, vidst at finde flere Situationer, som ikke alene ere af stor theatralsk Effect, men ogsaa poetiske, og med megen Tact har han holdt sig til kun i Fremstillingen at optage hvad der egner sig til scenisk Behandling .. Stykket optoges under Opførelsen med et meget levende, ja undertiden endog enthusiastisk Bifald, hvilket ogsaa ved Tæppets Fald almindelig udtalte sig i længe vedholdende Acclamation. Vi ville ønske at Forfatteren, ved at see sit Stykke spillet, selv maa komme til Erkjendelse af dets Mangler og Feil, saaledes at han føler sig kraftigt opfordret til i et følgende Arbeide baade at stræbe efter en bedre motiveret Opløsning, ved at lægge større Vind paa Planens Anlæg, og at give Lidenskaber og Følelser et mere naturligt, svulstfrit Udtryk. Han er umiskjendeligen kommen til en saadan Yderlighed i Effectjageri, at han med Kraft maa modstaae Fristelsen til at gaae videre, dersom han vil give sine Arbeider virkeligt Kunstværd og søge at løse den dramatiske Digters Opgave: at fremstille Mennesket poetisk sandt" (nr.333 8.12.1844). Anmelderen i "Fædrelandet" skrev 10 dage senere: "Da Sujettet nu virkelig er af ikke ringe dramatisk Interesse, saa geraader det Forfatteren forsaavidt til Ære, som det giver Haab om at han, i Besiddelse af en selvstændigt skabende og combinerende Phantasi og med en ikke almindelig umiddelbar dramatisk Sands, engang vil kunne præstere, hvad han har trods sin fulde Odelsret over Stoffet kun temmelig uegentligt har præsteret, et originalt Drama. I Udførelsen, i Charaktertegningen og Dialogen, hvori Forf. ret skulde lægge sin Originalitet for Dagen, viser han sig nemlig altfor meget som Elev af den af Prof. Heiberg oprettede poetiske Forber[ed]elsesclasse, som en af de saakaldte Digtere paa anden Haand .. Allan Mac Eiagh er Ørkenens Sønnesøn; lidt vel drengeagtig i Begyndelsen til at vinde vor udelte Interesse, er han dog i det Hele ret heldigt udført efter sit Forbillede. Den mest interessante af Personerne, næst Donald, er derimod Inis, skjønt ogsaa hun har en [sideskift][side 1679]umiskjendelig Søsterlighed med Parthenia; men Overgangen og den gradvise Stigen i hendes Lidenskab ere rigtigt nuancerede; kun kommer hendes endelige Tilstaaelse noget brat, om end ingenlunde uventet .. Mindst original er Forfatteren i Dialogen; en Mængde Forgængere ligefra Ossian og Shakespeare til Heiberg og Friederich Halm have maattet levere de Blomster hvoraf den er virket; paa denne Maade har Forf, naturligvis havt en stor Rigdom at rutte med, og han har da ogsaa udøst den med en saadan Ødselhed, at man ligesom besinder sig i et stærkt Haglveir, saaledes suse Metaphorer og Klangfigurer i den vildeste Flugt om Ens Øren. Havde Forf, endda med nogen større Besindighed og Smag placeret og rangeret sine Billeder, saa havde man havt lettere ved at tilgive ham deres gjennemgaaende Mangel paa Originalitet; men som de nu, ofte aldeles hovedkulds, styrte frem over hinanden, bliver det dobbelt trættende at møde saa mange gamle Bekjendte, De humoristiske Scener ere ikke aldeles blottede for Vittighed, men de ere altfor meget holdte i den shakespeariske Stil; Scenerne mellem Brødrene i 2den og 3die Act, navnlig Donalds Skildring af Livet paa Bjergene, ere de smukkeste og af Bombast mindst vanzirede Steder; for det uheldigste Punct ansee vi derimod Allans ossianske Monolog ved fjerde Acts Begyndelse, Enkelte Plumpheder, der stødte ved den første Opførelse, har Forf. siden udeladt, dem skulle vi derfor forbigaae med Taushed. Vi troe, at der efter det Foranførte er god Grund til at anbefale Forfatteren mere at studere Menneskene end Digterne, og at anvende langt større Opmærksomhed paa sig selv, naar han producerer, hvis han vil vente at gjøre Gavn og Glæde med sit vistnok ingenlunde ringe naturlige Talent" (nr.1768a).
(5) Andersens renskrift (Coll.S. 21.II.7 (714)) blev ganske vist ikke læst af Adler, men en sammenligning mellem denne afskrift og sufflørbogen KTS 435 godtgør, at der ikke blev foretaget ændringer på grund af Adlers politiske betænkeligheder, KTS 435 røber akkurat lige, at det overhovedet blev anvendt på teatret: der blev ikke foretaget rettelser udover korrektioner af afskriverfejl. Det kan selvfølgelig ikke afvises, at Coll.S. 21 (714) er en senere renskrift efter foretagne rettelser på grund af Adlers indsigelser. I forhold til det oprindelige manuskript (l.c. (745)) er der jo foretaget ændringer, men hvornår ? - Det kan ikke afklares, hvilken version Adler læste. - Fra den oprindelige slutning anføres: "De røde Hjerter staae i Danmarks Vaaben/ De tyde Bonde, Borger, Adelsmand/ Eens Storhed, samme Farve, - lige Ret!/ Lær mig at skjelne Sandhed fra det Falske!/ Og lad alt godt og dygtigt fæste Rod!/ Kom Christjern, kom, Guds Solskin kalder os!". Jf. S.S.bd.10, s.165.
(6) Måske knytter Collins brev til Heiberg sig til denne Plan (Heibergs arkiv A.I.3 22.1.1844). Fr. Marker: H.C. Andersen and the Romantic Theatre" har ikke kendt NkS 686 eller dette brev, jf. p.113ff: Hvad der tilskrives Andersen skal rettelig henføres til Heiberg!
(7) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "hvor store end Æmnets poetiske Interesse end er, saa er det dog saare vanskeligt at bearbeide som Drama; thi en Drøm kan ikke blive dramatisk, uden at den bliver Moment i en Handling, uden at der tilveiebringes en organisk Forbindelse mellem den og den Virkelighed, hvormed den sammenstilles. Denne Knude har imidlertid Forfatteren ikke løst; Rammen og Drømmebillederne falde fra hinanden som tvende Episoder .. Opgiver man derimod Dramaets Fordringer [sideskift][side 1680]og betragter det lille Stykkes tvende Halvdele som episk-lyriske skildringer, da have de mange Fortrin. Det farste Drømmebillede er især fortræffeligt; det er tegnet med kraftig og dristig Haand, hvori et Træk er charakteristisk, og det indeholder i al sin skizzerende Knaphed en rig Fylde af Poesi. Det andet maa derimod, hvor ypperligt end Sibrit og Dyveke ere tegnede, ansees for mindre lykket .. Ligeledes maa det ansees for en betydelig Feil, der betydelig svækker Stykkets Interesse, og som ikke kan undskyldes med de materielle Vanskeligheder, Omklædning osv, at Drømmebillederne adskilles ved en kjedelig overflødig Monolog af Kongens gamle Tjener; de burde fulgt paa hinanden Slag i Slag, saaledes at kun Musikens og Scenes Formørkelse dannede Overgangen; vort Theaters utilbørlig slette Maskineri gjør denne Feil desto mere iøjnefaldende og forstyrrende, idet Coulisserne, der skulde vexles ligesom ved et Trylleslag, bevæge sig i samme Tempo som Meelsække, der ophidses i et Pakhus. Den gamle Soldats Død er ogsaa umotiveret .. Dialogen er .. charakteristisk og vidner om, at det Digtertalent, som Forf. ikke har lagt for Dagen i Compositionen, virkelig er tilstede hos ham, forbundet med et klart historisk Blik og en levende Sympathi med Nutidens Følelser .. Hr. Rungs Musik til dette Stykke spiller vel kun en underordnet tjenende Rolle, men er i sin fordringsløse Simpelhed saa dramatisk malende, saa charakteristisk og effectfuld, at den fortjener den samme Anerkjendelse, som hans Muse i flere lignende Tilfælde har erhvervet sig" (nr.1504 17.2.1844). "Intelligensblade" nr.47-48 1.3.1844 (= Pros.Skr.bd.4 350ff).
(8) I svaret til Fr. Hebbel: "Det nyere Dramas Opgave": "Intelligensblade" nr.31 (= Pros.Skr.bd.5 347).
(9) Da Hauchs manuskript ikke eksisterer, kan denne del af forandringerne ikke analyseres.
(10) Rettelserne i sufflørbogen KTS 333 er ganske få; den eneste af betydning, Henriettes lange beskrivelse af hvorledes hun opnåede kongens benådning af Falkland (v,9 s.232-35) erstattedes af: "Og inden en halv Time havde jeg Benaadningen i min Haand" (skrevet af Hauch selv).
(11) Den 17.10.1844 appellerede Hauch til Collin om at give stykket endnu to gange (Coll.BrS. ). På brevets fod noterede Collin: "18 Oct 1844 meldt Pr Heiberg at det forbliver ved den tagne Beslutning om Henlæggelse".
(12) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Stykkets største Svaghed er netop, at det mangler Handling, at Udviklingen staaer saa godt som stille fra anden Acts til fjerde Acts Slutning. I de mellemliggende to hele Acter bestiller Falkland intet Andet end at løbe frem og tilbage i sin Kones Værelse, ud af Vinduerne og ind af Dørene, og derfor maa den Spænding, hvori Tilskuerne ere satte ved hans forvovne Besøg, og den Interesse, hvormed de følge hans Skjebne, nødvendig svækkes, medens Henriettes Uro og Angst bliver pinlig .. Dog, lider end dette Stykke altsaa af saadanne Svagheder i Compositionen, at det er meget langt fra at være noget Mesterværk, ja end ikke vil fængsle Publicums Interesse ret længe, saa besidder det paa den anden Side saa væsenlige Fortrin, at det er temmelig uforklarligt, hvorledes Theaterdirectionen, der mindst pleier at udmærke sig ved Kræsenhed, i 1834 kan have forkastet det. Ikke blot ere Falkland og Henriette to høist elskværdige og tiltrækkende Charakterer, ikke blot aande deres Replikker en frisk poetisk Duft, som maa forsone med deres Sentimentalitet, [sideskift][side 1681]og dog giver nogen Erstatning for Stykkets Mangel paa Handling, men de fleste af Bipersonerne ere godt tegnede Udførelsen lod en Deel tilbage at ønske" (nr.1673 4.9.1844).
(13) Heibergs note er optaget i teksten.
(14) Den 20.7.1844 meddelte "Fædrelandet" at stykket var blevet antaget (nr.1633). Bladet anmeldte stykket den 18.10.1844: "det er den historiske Murat og dog en poetisk, han har stillet i sit smukke Dramas Spidse. Og ikke blot denne Person selv, som han var og som han er skildret, er i høi Grad egnet til at fængsle Tilskuernes Interesse, ogsaa den Situation, hvori han her fremtræder, er ypperlig skikket til digterisk Behandling, thi det er det tragiske Vendepunct paa hans lysende Bane, hvori han vises os, det Øieblik, da han, ubeskyttet af sit i barnagtigt Letsind og Overtro nedsunkne Folk, som Offer for lumpne Rænker og nationalt Had, styrtes fra sin Throne, for kort efter ved et forvovent Forsøg paa at gjenvinde den at lide en skammelig Død, der dog kun kaster en større poetisk Glands over hans ærefulde Liv .. det er ikke ufrivilligen, at Digteren har unddraget vort Blik Noget af Gioacchinos Liv, som vi netop længtes efter at see, men hans Plan har ikke tilladt det. Han har nemlig ikke villet skrive et historisk, men et romantisk Drama, og uagtet Gioacchino er en saa romantisk Figur som nogen, uagtet Digtet bærer hans Navn og han aabenbart er stillet i det stærkeste Lys, saa er han dog ikke her det Romantiskes Repræsentant, saa foregaaer den Udvikling, der driver Handlingens Hjul, ikke i hans Charakter; med andre Ord, Stykkets dramatiske Hovedperson er ikke Gioacchino, men den attenaarige Ischitanerinde Giovannina .. Giovannina er saaledes et høist elskeligt og yndigt Væsen, tegnet af Forf. med en let og delicat Pensel, men den Bevægelse, der foregaaer i hendes Indre, og som mere antydes end udføres, er kun en Overgang, en Episode, som er uden afgjørende Indflydelse paa hendes fremtidige Skjæbne, og derfor bliver den Interesse, hun tildrager sig meget mindre end den, der hviler paa Gioacchino selv. Imidlertid er den sindrige og naturlige Maade, hvorpaa Forf. har bragt disse saa fjernt fra hinanden stillede Personer i dramatisk Forbindelse, det harmoniske Hele som dannes ved de sammenslyngede Momenter af deres ulige Liv, hans Digts Hovedfortjeneste .. Hr. Holst har i dette Stykke benyttet omtrent alle de Effectmidler, som stode til hans Raadighed, en Masse Personer, Musik, Sang, skjønne Tableauer, nye Decorationer, Dands og glimrende Optog, men han har benyttet dem godt, med Smag og Besindighed, og derfor har han været berettiget dertil. Man bebreider jo dog ikke Bygmesteren, at han pryder sine Bygninger med Malerier og Billedstøtter, hvor kan man da fortænke Digteren i, at ogsaa han smykker sit Værk ved andre Konsters Bistand. Det forekommer os utvivlsomt, at Hr. Holst ved "Gioacchino" har lagt et betydeligt større Talent for Dagen, end de Fleste vel hidtil have troet ham i Besiddelse af, en udviklet dramatisk Sands, en Forstandighed i Compositionen, en Smag og Sindrighed i Anordningen, der saa meget mere fortjener at paaskjønnes, som det er hans første ! dramatiske Arbeide, her foreligger, og det altsaa tør betragtes som Forbud paa en frugtbringende Virksomhed for vor fra de danske Digteres Haand saa stedmoderligt forsørgede Scene. Vi bør endnu tilføie, at Hr. Rungs Musik til "Gioacchino" er høist charakteristisk og malerisk, navnlig gjør Sangen i 1ste Act og Chorene i 3die en ypperlig Virkning. Hr. Bournonvilles Fortjeneste af Stykket indskrænker sig neppe til Tarantellen, [sideskift][side 1682]men indbefatter uden Tvivl ogsaa det hele effectfulde Arrangement af 3die Act; og den nye Decoration, Vignen paa Ischia, med sit Vintag og Havet i Baggrunden, har med Rette vakt Tilskuernes Jubel" (nr.1712).
(15) Stykket skulle opføres til fordel for sociale foretagender; fru Heibergs godgørenhed i løndom kendte forfatteren (FS).
25.1.2.
(1) Den 28.1.1844 giftedes prins Frederik, landgreve af Hessen-Kassel med zar Nikolaj Is datter Alexandra, hvilket forrykkede tronfølgeproblematikken i Danmark.
(2) Herts' manuskript NkS 2412 III.5 er ganske uinteressant i denne sammenhæng, ligesom sufflørbogen KTS 28a. Sufflørbogen KTS 28b vidner derimod om ændringerne. Aktinddelingen ændredes således: opr. I,1. - 9.sc. = ny I, opr. I.10. - 14.sc. = ny II, opr. II = ny III, opr. III = IV. Side 117, 184 og 284 blev indsat nye replikker, mens siderne 281-82, 285-86 blev revet ud. De vigtigste udeladelser i 1. akt er af politisk karakter: allusioner til aktuelle emner som kongelige giftermål, rigsforsamling samt omtale af sociale modsætninger, der blev meget kraftigt modereret i den nye version. I 4. akt udelodes Grevens udtalelser om revolution og succession. Ændringerne er mange hundrede: primært i den oprindelige 1. akt, men også vigtige ændringer i intrigens opløsning: Hvad Heiberg i dec. 1843 havde rådet til, måtte Hertz selv gøre i marts 1844.
(3) Under henvisning til sin egen mislykkede optræden i "Isabella" (jf. s.###) måtte Bournonville afvise et dansearrangement i stykket (Coll.BrS. 27.2.1844; NkS 1706 2.3.1844). Hertz takkede for Bournonvilles indgriben samt meddelte Jfr. Fjeldsted og Collin resultatet af sine overvejelser (NkS 1706 konc. 3.3.1844). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Amanda er altsaa en qvindelig Caspar Hauser, og Hovedmomentet i Stykket er den Conflict, der udvikler sig imellem hendes elskværdige og uskyldige Natur og den fordærvede civiliserede Verden, over hvilken hendes Kjærlighed hæver hende og skaffer hende Seir .. I hvilken Tidsalder nu Hr. Hertz nærmest har tænkt sig "Amanda" henlagt, er vel ikke saa let at sige .. hele Stykkets Anlæg er saa frit, at Digteren synes at have tænkt sig det aldeles liggende udenfor Historien, i hint Romantikens vidunderlig skjønne Land, hvor Ideernes varme Sol skinner og Følelsens friske Blomster dufte, hvor Mennesket kun er Menneske, men ikke Verdensborger, hvor de skjønne Sjæle ikke bære Prosalivets Blylodder ved Benene, hvor det høiere Liv bevæger sig frit riden de sociale Forholds Snørliv .. men dette Land er ikke civiliseret; Civilisationen kan ikke indføres i Romantikens Land, uden at det maa gaae under med al sin rige Skjønhedsfylde. Der forekommer os altsaa at være en Modsigelse imellem Stykkets romantiske Apparat og dets virkende Hovedmoment, og vi troe, at heri ligger Grunden til, at det ikke har fundet eller vil finde udelt Bifald; thi de Friheder, som Digteren har taget sig og var berettiget til at tage sig, hvis det var et rent romantisk Stof, han behandlede, de tage sig ved Siden af den egenlige Handling og dennes Motiver, ved Siden af Conflicten mellem den udannede Natur og den dannede Verden, ud som Urimeligheder og forstyrre den Nydelse, som Gjennemførelsen af denne høist interessante Conflict skjænker. Henrik Hertz er en fin Menneskekjender og en smagfuld, besindig Digter; det have hans tidligere dramatiske Arbeider noksom godtgjort, og han har ogsaa i dette Stykke forøget sin Roes i denne Henseende. Imidlertid forekommer det os dog, at Amandas [sideskift][side 1683]Charakter er mere skizzeret end udført, at hendes Udviklings Momenter ikke ret faae Tid til at udfolde sig klart for Tilskuerne, samt at de Carricaturer, der give hendes Elskværdighed sit Relief, ere lovlig stærkt marqverede, uden at hæve sig til virkelig comiske Charakterer. Dialogen er stundom vittig, ofte morsom og helt igjennem underholdende; dens Glandspuncter ere de pathetiske Steder, hvis mægtige lyriske Vingeslag vel bør forsone en skjønsom Tilskuer med nogle mindre heldige Puncter. Skjønsomhed syntes imidlertid ikke at trykke det Publicum, der bivaanede Porestillingen i Løver-dags" (nr.l559 22.4.1844).
(4) Har H.C. Andersen-udgivere taget fejl, idet koncepten til Levetzau og den bevarede original (adresseret til Adler), i virkeligheden er en og samme skrivelse?
25.2.1.
(1) Ifølge HCp nr.128 var indsenderen "en Dr Vigo Colshajs" ?.
25.2.2.
(1) Maria Bojesens manuskript, NkS 2572, hed oprindelig "Lykken ved Hoffet"; Collin ændrede titelen. Forrest har han skrevet: " (naar Afskriften er færdig, ønsker jeg at see den førend Rollerne udskrives)". Collins rettelser ville kræve en specialundersøgelse. I sufflørbogen KTS 480 er der kun ganske få blyantsudstregninger, men ingen rettelser.
(2) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB); oversættelsen er utrykt - følgelig kan replikken ikke anføres.
(3) Den engelske original kan ikke verificeres.
25.3.1.
(1) Se Henrik Becker-Christensen: Skandinaviske drømme og politiske realiteter. Århus 1981.
(2) "Egmont" blev ikke uddelt i 1818 (PRFD); derimod uddeltes rollerne den 16.10.1828 (l.c.), jf. s.###.
(3) Aktsstykket findes ikke mere i RA. Det kan derfor ikke afgøres hvorvidt direktionens medlemmer forsynede det med evt. kommentarer.
(3a) Hvis Coll.S. 408 er den af censorerne læste version, har de ikke efterladt sig rettelser. Højst ti steder i manuskriptet er sat en række krydser ud for politiske udladelser.
(4) Direktionen stod fast på, at Mad. Simonsen udførte Ebbas rolle, hvorimod Overskou kæmpede for at Jfr. Ranzau fik lov til at udføre rollen. I de første fire forestillinger spillede Jfr. Ranzau rollen, hvorpå Mad. Simonsen overtog Ebbas parti (I.B.nr.210 23.11.1844 med kommentarer af Collin, Adler og Levetzau 24.11.1844). Sufflørbogen KTS 704 indeholder ingen rettelser eller ændringer. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Componisten har ved dette Arbeide paa en eclatant Maade godtgjort sit Talent ogsaa for større Compositioner, og Textens Forfatter har her blandt mere især givet Prøve paa den særdeles Dygtighed, hvormed han forstaaer at benytte den dramatiske Effect .. Uden at ville paastaae, at Konsten skal gaae i Nationalitetens Tjeneste, tør vi dog formene, at Enhver, som var tilstede ved Opførelsen af denne Opera, skjønt den ikke i alle sine Enkeltheder egenlig er tidssvarende, med os vil være enig i, at et saadant Stykke, hvor Sujettet er taget af vort eget Lands Historie, paa en ganske anden Maade griber og bevæger Tilskuerne end de mange Operaer, hvis Handling er laant af fremmede og mere tilfældige og ubetydelige Begivenheder; og en Opera som denne, hvor ogsaa i den musikalske Deel den danske Charakters Gediegenhed er fremtrædende, kan ikke andet end frembringe en almindelig Virkning. Publicum fulgte ogsaa, saavidt vi kunde skjønne, Opførelsen af dette Værk med megen Deltagelse, saavel med spændt Opmærksomhed paa det deri udfoldede store Fond af musikalske [sideskift][side 1684]Ideer, som i synlig Interesse for den vel anlagte og udførligt motiverede Handling. Det eneste, vi kunde have at fremhæve, som en Feil fornemmelig ved Compositionen, er, at den i det Hel" taget frembyder for mange Vanskeligheder for Udførelsen; men da dette baade af Choret og Solopartierne med Held er blevet overvundet, og Fremstillingens Liv i ingen Henseende led derunder, vilde det være ubilligt nu at føre Klage derover" (nr.1795 22.1.1845). "Kjøbenhavnsposten"s anmelder "R" var anderledes kritisk: "[Det] undrer .. os, naar vi see en routineret Forfatter og gammel Criticus begaae Misgreb i denne Retning, og udtvære et Stof paa en Maade, hvorved hverken han eller Componisten formaaer at tiltale Beskueren .. I "Stor men" dreier sig derimod Alt om Seidelins Kjærlighed til hans Elskte og Kjærlighed til hans Fædreland, og det endogsaa paa en Maade, at denne Følelse udtaler sig langt oftere i Ord og Forsikkringer end igjennem nogen egentlig Handling .. [Overskou] burde vide, at det i en saadan Text langt mindre, ja næsten aldeles ikke kunde man sige ved at see hen til Oversættelsen af "den Stumme", kommer an paa smukke Vers, begeistrede Tirader, eller et reent og fuldendt Sprog, men meget mere paa en effectfuld, dramatisk Handling, hvorigjennem Følelser og Lidenskaber faae Leilighed til at udtale sig; han burde endelig vide, at ligesaa unødvendig som Chorene ere i Begyndelsen og Slutningen af en Akt, ligesaa urigtigt er det, igjennem to hele Akter at holde Scenen fyldt med en Mængde Personer .. Vende vi os nu til Musiken i dette Stykke, og det er da vel det fornemste, saa har allerede Texten for en Deel hindret Hr. Rung's Frihed, men det kunde dog være interessant nok at vide, i hvilken Hensigt Componisten har efterlignet den nyere franske og italienske Skole i denne Opera, om han antager, at man for at skrive en Musik, der kan finde Naade for vor Tids Publikum, absolut maa være en Elev af Auber eller en Efterfølger af Donizetti. eller om han ikke finder, at en Opera, hvis Text afhandler et af de betydningsfuldeste Momenter i den danske Historie, tillige bør, saavidt muligt, have en dansk Musik, tiltale og begeistre sine Tilhørere med hjemlige og bekjendte Toner? Deri vilde vistnok den bedste og sandeste Effect have fundet sit Udtryk og langt overgaaet den, der erhverves ved Picolofløiten, Skraller, Gongoner, Basfioler og den store tyrkiske Tromme. Derved fik Heibergs "Elverhøi", isærdeleshed, og Henrik Hertzs "Svend Dyrings Huus", tildeels, deres store Betydning, og vi antage, at en lignende Musik, som den Kuhlau componerede eller arrangerede til "Elverhøi", netop her vilde have udøvet en mægtig og prædominerende Virkning, ligesom vi ogsaa fra Hr. Rungs tidligere Arbeider holde os overbeviste om, at netop han var istand til at componere saadanne Melodier. Imidlertid er dette nu ikke skeet og Musiken til denne Opera indeholder, saa konstig og fremmed den end er, dog flere brillante og melodieuse Enkeltheder, men fremfor Alt effectfulde Chor og en særdeles heldig Instrumente-ring" (nr.l9 23.1.1845).
25.3.2.
(1) Ifølge "Kjøbenhavnsposten" var Hr. Schwartzens stemme så udbrændt, at han ikke var Eleazers parti mægtig: "Naar vi undtage Bønnen i Begyndelsen af 2den Akt, som Hr. Schwartzen foredrog ligesaa smukt og udtryksfuldt som tidligere, var der intet Nummer i den hele Opera, som han snag blot nogenlunde tilfredsstillende" (nr.225 26.9.1843). Anmelderen "n-o" i "Fædrelandet" skrev:"laftes opførtes "Jødinden". Gid vi kunde til[sideskift][side 1685]dele denne Forestilling samme Roes som Udførelsen af den foregaaende Opera [se note 2]! De andre større Operaer have vundet ved Capelmesterens Indstudering, men denne ikke. Chorene ere f. Ex. tidligere udførte langt bedre; Drikkechoret i første Act er altid modtaget med megen og som oftest fortjent Applaus. Hele Operaens Udførelse vidnede om, at den langt overstiger vore svage Kræfter. Hr. Schwartzen er stemmeløs, naar tredie Act er ude" (nr.1368 26.9.1043).
(2) "Fædrelandet"s anmelder "n-o" skrev: "Hr. Glaeser har atter her, som ved Opførelsen af "Skabelsen" og "Wilhelm Tell", skaffet Publicum en musikalsk Nydelse, som uden ham ikke havde været muligt .. Tidligere var Orchestret en uorganisk Masse, nu er det et organisk ordnet Hele .. [Vi] træde .. vel Ingen for nær, naar vi for vort Vedkommende mene, at det er vor energiske Capelmester, som er Sjælen og Aanden i den hele Masse. Disse Betragtninger opstode hos Ref. ved Opførelsen af "Moses", hvis Udførelse i det Hele lykkedes saa godt, som det er muligt med Sangere og Sangerinder, hvis Stemmer af Skole just ikke gjøre dem skikkede til at udføre italiensk Musik” (nr.1368 26.9.1843). I nr.1347 5.9.1843 havde samme anmelder skarpt kritiseret Glæser for ikke at producere noget for operaen.
(3) Sufflørbogen KTS 821 er en afskrift af Bruuns autograf KTS 820 med hans egenhændige rettelser. Der er ingen rettelser i KTS 821.
(4) Sufflørbogen KTS 110 er helt uden rettelser.
(4a) NkS 2617 er Overskous autograf uden rettelser af nogen art. Kun ved en blyant s anmærkning røber KTS 110, at den har været brugt.
25.4.1.
(1) Heiberg bestemte stykket til at være en oversættelse, fordi sujettet var taget fra Castellis "Acht vernunftige Tage".
(2) Jf. Poul Jensen: Presse, penge og politik. Kbh.1971 s.141, hvor Adlers anbefaling af Meyer "til at byde Corsaren spidsen" - aldeles ikke er helhjertet. Adler havde et halvt år før lært Meyers vid at kende samt læst Heibergs vurdering af hans evner.
25.5.0.
(1) Bournonvilles projekterede komiske ballet "Den lille Nisse" blev ikke til noget i denne sæson (I.B.nr.114 1.6.1842; UjBr 17.2.1843).
(2) Balletlitteraturen oplyser ikke noget om Hoppes engagement hos Merelli i Milano.
25.6.0.
(1) Til Bournonville skrev Collin den 14.9.1843: "En tredie Forestilling af "Robert [af Normandiet]" - heel ell. fragmentarisk - vilde hverken være i Kunstnerindens el. Theatrets Interesse. Skulde hun derimod, saaledes som først var Omtalt, ville modtage Publicums "Levvel" paa Søndag - ved at give en Scene af Jægerbruden og foredrage nogle sceniske Sange, mod det for saadanne Præstationer, af Theaterdirectionen indtil videre vedtagne, Honorar af 10 Louisd'or, da vil hun være os alle velkommen" (NkS 3258A).
(2) Af de "Berlingske Tidende" "meddeelte Notitser" skal anføres: "Hvad Skjebne de holbergske Lystspil have havt paa den nye Skueplads, er bekjendt. Under de forskjelligste Smags=Perioder ere de aldrig forsvundne derfra. Flere af dem ere opførte mangfoldige Gange, og det er vel værdt at lægge Mærke til, at alt som et nyere nationalt Lystspil i forskjellige Retninger (saaledes det egentlige Lystspil og Vaudevillen) har begyndt at udvikle sig paa Holbergs Grundvold, synes han selv at være rykket Nutiden bestandig nærmere, og Interessen for [sideskift][side 1686]hans Skuespil snarere at være tiltagen end aftagen" (nr. 1844).
(3) Overhofmarskallatet. Hofteatrets Correspondanceprotokol.
25.7.0.
(1) "Kjøbenhavnsposten"s anmelder konstaterede: "De Uadskillelige", der vistnok fortjener Navn af Heibergs bedste, om just ikke atest originale Vaudeville"; den øvrige del af anmeldelsen behandlede primært Jfr. Rosenkildes og Jfr. Augusta Petersens debut (nr.272 20.11.1843). Jf. Henriette Jørgensens brev til Collin (Coll.BrS.XXIIb udat.; sm.st. Heiberg til Collin 12.11.1843).
(2) "Fædrelandet"s anmelder skrev, efter en detaljeret analyse af udførelsen: "Der er endnu at paaanke en Hovedmangel ved dette Stykkes Udførelse, som det vel deler med mange andres, men som traadte dobbelt klar frem iaftes, da den honette Ambition var stillet sammen med Balletten Napoli; det er Mangelen af Ensemble. Hver Skuespiller spilte sin Rolle, som var den Noget for sig, og ikke en Deel af et Hele; Replikkerne faldt fra hinanden uden at forbindes af nogen fælles Harmoni. Denne Mangel træder som sagt saameget tydeligere frem ved vore Skuespil, fordi Balletten og Operaen nu ved vort Theater ere underlagte Mænd, hvis Aand og Dygtighed mægter at indordne Personalets Bestræbelser under en konstnerisk Villie, og den lader sig neppe afhjælpe, uden at man griber enten det mest radicale Middel, som vi tidligere have anbefalet, at ansætte en Theaterdirecteur, der intet Andet har at paasee end Theatret, men ogsaa over dette har den fulde Myndighed tilligemed det fulde Ansvar, eller i det mindste ansætter en Over=Instructeur, eller havd man vil kalde ham, der baade ved sin Embedsstilling og ved aandelig Overvægt kan styre og veilede Skuespillerpersonalet, og paa hvem Ansvaret for Rollernes Besættelse og Udførelse, Decoration og Costumering kan falde .. ofte synes det som om Regisseurerne ere de egenlige Styrende i Theatrets Indre, og endnu oftere som der herskede fuldkommen Anarchi .. Vi vide .. aldrig nogensinde før at have bemærket en saadan Uro og Snakken under Stykket, som iaftes; det gik saavidt, at Folk, der dog formodentlig gjøre Paastand paa at regnes til de Dannedes Classe, ikke undsaae sig for idelig at afbryde Opmærksomheden ved at gjentage høit og skoggerlee over ethvert i Stykket forekommende forældet Udtryk, som om Holberg var en dem ganske ubekjendt Forfatter, eller i deres Øine kun havde samme Værd som den bekjendte Stadschirurgus Carl Friederich Reiser. Dog det var jo et Søndagspublicum, der, hvormange patriciske Elementer det end maatte indeholde, nu engang har Privilegium paa at være plebeiisk i æsthetisk ' Henseende" (nr.1388 16.10.1843).
(3) "Fædrelandet"s anmelder "n-o" skrev: "[Det var kun] ved atter at sætte mindre Operaer og Syngestykker fra en ældre Tid i Scene, at vort Theater kunde skaffe sig et nogenlunde anstændigt, og til de betydelige Udgifter, som Operaen sluger, nogenlunde svarende Repertoire af Syngestykker, der atter kunde være i Stand til, - hvad der bliver end mere vanskeligt, naar de iaar tilsyneladende dobbelt farlige Italienere have holdt deres Indtog - at fylde de tomme Bænke i Theatret .. Gjenopførelsen af Weyse's "Sovedrik" .. kunde derfor have været en dobbelt Fest for det danske Publicum, nemlig ikke blot en Mindefest og Hylding, der bragtes den for ikke længe siden bortrevne store Mester, men ogsaa en musikalsk Nydelse af en af - vort nationale Operarepertoires skjønneste og tidligere mest [sideskift][side 1687]yndede Compositioner .. Naar vi altsaa undtage Jomfru Bjerregaard, troe vi, at det vel neppe var muligt at besætte Operaen anderledes eller bedre .. Hvad Orchestret angaaer, da var der ved den anden Opførelse kommet det rette Maal af hverken for lidt eller meget i de fleste Tempi, men det nuancerede slet, eller rettere aldeles ikke, ligesom det, hvad der dog næsten er utilgiveligt, her lod savne den Varme og Præcision, som pleier at være udbredt endog over ganske middelmaadige Compositioners Udførelse .. Til Slutning ville vi .. bringe Directionen vor Tak, fordi den har gjort Begyndelsen til at bringe de ældre Syngestykker for Dagen ., [og vi håbe at] "Eventyret i Rosenborghave""ret snart"[vil] følge efter" (nr.1402 30.10.1843).
(4) Den 27.8.1844 skrev Bournonville til Collins "Da nu Brama og Bayaderen staaer for Touren, og de vigtigste Scener foregaae mellem Herr Sahlertz og Jfr Fjeldsted vil jeg førend jeg begynder paa nogetsomhelst af denne Opera bede Deres Høivelb. paa Deres egen behagelige og humane Maade at sikkre mig mod ond Villie og Fornemhed af Hr. Sahlertz der efter all Sandsynlighed er bearbeidet af mine sædvanlige Avindsmænd; thi da jeg kommer til at gjøre bemeldte Kunstner mange Bemærkninger ville jeg nødigen udsættes for ubehagelige Scener, og i saa Fald helst renoncere paa Stykkets Arrangement" (Coll.BrS.###).
(5) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "ligesom Capelmesteren har den Fortjeneste, at have restitueret flere af de større Operaer, f. Ex. "Robert", saaledes skylde vi nu ogsaa ham, at vi have lært hans egen Opera at kjende i dens oprindelige Skikkelse. Sujettet er bekjendt. Det er af Forfatteren anvendt til en Række af afvexlende lystige og rørende Scener, der som oftest ere af megen dramatisk Virkning, hvad Componisten ogsaa har forstaaet at benytte. Baade de alvorlige og comiske Partier tiltale ved deres Sandhed og Naturlighed .. Enhver af de Rollehavende var paa sin Plads, og Udførelsen derfor meget tilfredsstillende; Ensemblet og Chorene fortræffelige, især Finalen i anden Act .. [Vi] bringe .. ham her vor Tak for denne Forestilling, men kunne dog ikke .. lade være at huske ham paa, at Operaen endnu intet Repertoire har, og at der i Archivet findes mange Skatte, som Capelmesteren nok kan opdage, men ikke løfte uden fremmed Hjelp, da han hverken har Tid eller Kræfter nok til at overkomme alt det Arbeide, der i hans Embedes Begyndelsestid nødvendigvis maa hvile paa ham. At han har villet og endnu vil dette, uden at kunne det, er og bliver den væsentligste Grund til den store Mangel paa Liv og Virksomhed ved Indstuderingen af Operaer" (nr.1429 27.11.1843). Skrevet af mærket "24".
25.9.0.
(1) Se Niels Barfod: Don Juan
(2) "Lyonneserinden, eller: Kjærlighed og Stolthed" opførtes første gang på Christianias Theater den 23.2.1840 (ialt 11 gange indtil den 9.2.1843; genoptaget 18.8.1864), Anker
(3) I Hansens manuskript lød det: "Et Glas af den Bedste jeg tømmer imens/ Til Ære for Entrepreneuren" (NkS 3730). Sufflørbog eksisterer ikke.
(4) Blanc s.### eller breve (TM).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019. Opdateret af