Side 1-14, noter side 1472-77
Søtofts sørgespil "Leonardo og Blandine" blev antaget den 14. sept. 1820 (Kp.nr.71) (1); censorvota fattes, se s.17.
Withs "Belisar" og Schythes "Jens Kofoed" afvistes henholdsvis den 14. og 28. sept. 1820 (Kp.nr. 75 og 79); censorvota fattes. T.C. Bruuns "Pagten" blev den 10. jan. 1821 antaget, idet censorerne dog opfordrede Bruun til at omarbejde stykkets slutning, da den "nuværende Catastrophe torde findes at have en ufordeelagtig Liighed med en for et Par Aar siden her forefalden Begivenhed" (Kp.nr. 117). Allerede den 15. febr. 1821 indsendte Bruun stykket omarbejdet (I.B.nr. 192), men først efter yderligere forandringer blev stykket uddelt, se s.17 og s.113.
Behandlingen af disse fire stykker er karakteristisk for perioden før 1. febr. 1821: den enkelte censors argumentation kendes ikke, men i særlige tilfælde kunne censorerne udfærdige en fællesudtalelse, der anviste forfatteren mulige forandringer eller som det senere vil vise sig motivere afslaget.
Kunzens "Nattevandrerne" tilhører den foregående periode, men returneredes først den 3. febr. 1821 (Kp.nr.132); censorvota fattes. H.A. Timms tragedie "Romulus og Remus" afviste Rahbek: "Ingen interessant Handling spænder fra Begyndelsen vor Forventning; Caractererne ere lafontainske og ikke romerske, og selv Dialogen med sine lange Repliqer, Tirader, Stancer og øvrige nymodens Kunster aldeles utheatralsk .. Jeg giver det .. uden Betænkning mit Nei" (3.3.1821). Olsen underskrev den i hans "Tanker meget liberale Kritik" (14.3.1821). Da censorerne var rørende enige om forkastelsen, læste de øvrige direktionsmedlemmer ikke stykket, der returneredes den 12. apr. 1821; uagtet "adskillige smukke poetiske Stæder" var det ikke fundet passende, "ligesom og neppe August Lafontaine torde være det lykkeligste Mønster at skildre Ol[d]tids Romere efter" (Kp.nr.188).
Ifølge reskriptet af 1. febr. 1821 skulle den samlede direktion endvidere beslutte, hvad der af antageligt fundne stykker skulle produceres.
I indeværende sæson gjaldt det Thieles "Kynast", hvortil rollerne uddeltes den 3. marts 1821 (PRFD) (2) og C.J. Boyes "Brødrene i Leire" (28.5.1821, PRFD), hvortil rollerne første gang var blevet uddelt den 21. nov. 1820 (PRFD). "Kynast" kom aldrig frem, mens Boyes stykke præsenteredes den 30. nov. 1821 (opført 5 gange). Behandlingen af disse otte stykker afslører ikke meget om teaterdirektionens[sideskift][side 002] censurarbejde. Det mest påfaldende ved beslutningsprocessen, for så vidt den lader sig afdække, er den store enighed imellem censorerne.
[sideskift][side 003]Anonymus' "De Danske i Indien" og Krossings "Brylluppet i Guinea" afvistes henholdsvis den 14. og 28. sept. 1820 (Kp.nr. 70 og 78); censorvota fattes.
Berners "Onklerne og Brødrene" blev antaget den 27. dec. 1820 (Kp nr.114); vota fattes. Rollerne uddeltes den 1. febr. 1821, men stykket blev aldrig opført, endog trods senere forsikring derom (Kp.nr. 330 13.10.1821, PRFD 12.10.1821).
Censorvotaene til Holtens "Kiærlighedsgaaderne" er desværre gået tabt, men direktionens skrivelse til forfatteren kendes. Efter indholdet at dømme kan det nok undre, at direktionen ville anvende tid og penge på dette stykke, skrevet af kronprinsens guvernementssekretær: "[Stykkets] Livelighed i Dialog og adskillige veltegnede Caracterer", især Traugott og Caroline, skulle bære stykket, men censorerne forlangte ændringer. - Stedet for handlingen måtte lades "aldeles ubestemt", da "Fødselsstolthed neppe for Øieblikket kan siges at høre hiemme" i København. Den unge von Svanes karakter burde modificeres, idet den forekom "for taabelig" samt "i de beskiænkede Scener, saare mislig at fremstille" (Kp.nr. 175 22.3.1821). Ifølge den trykte udgave efterkom Holten direktionens direktiver. Den 28. juli 1821 uddeltes rollerne, men stykket faldt ved premieren den 13. nov. 1821 (1).
Ingemanns lystspil "Magnetismen i Barbeerstuen", indleveret til Rahbek, kasseredes af direktionen den 29. marts 1821 (Dp): På trods af "adskillige moersomme Scener og Situationer" (Kp.nr.177 29.3.1821).
Hvad angår Berners "Plan og Tilfælde" blev situationen en anden. Hans gode relationer til højere steder har uden tvivl haft betydning for stykkets behandling. Rahbek gik i defensiven, idet han ikke kunne indvende noget imod stykkets moralske tendens, samtidig med at han anførte dets dyder i æstetisk henseende; derpå fældede han dommen over stykket med henblik på den økonomiske side af sagen, henholdende sig til reskriptet af 1. febr. 1821: "[Dette] bliver .. en Hovedbetragtning". Han uddybede dog ikke denne anskuelse, ej heller motiverede han den; måske for at retfærdiggøre sig tilføjede han, at karaktererne var "for flakke", at intrigen ikke var tilstrækkelig interessevækkende og at komikken ikke var ny "nok af Opfindelse". På grund heraf vovede Rahbek "ikke at votere for Stykkets Antagelse" (27.2.1821). Olsen var nok utilfreds med stykkets ubestemte tendens, men fandt dog, "at Stykket [sideskift][side 004]saavel i Henseende til Livelighed i Dialog, som overraskende Situationer ikke mangler Interesse .. ved den Mangel vi have paa originale Lystspil troer jeg, at dette ved nogen Forandring .. vilde, især ved en god Udførelse af [hovedrollerne], om ikke gjøre Furore, dog kunne gjøre Regning paa en god Modtagelse" (9.3.1821). Deliberationsprotokollen indeholder intet om de forhandlinger, der må have været ført, efter at denne uenighed mellem censorerne var konstateret. Inden den 12. april 1821 blev sagen imidlertid afgjort, fordi Collin stemte for stykkets ikke-antagelse, hvorpå Holstein ytrede sig på følgende måde: "Da de Herer Censorer i deres ovenanførte Raisonement /skiønt de i det heele ikke gandske ere enige/ dog angive Mangler og Feil som et Stykke der skal Opføres ikke bør have, og ieg er overbevist om at det vilde kiede Puplicom, saa stemer ieg imod dets Andtagelse" (udat.). Holsteins afgørelse er bl.a. interessant derved, at han ikke var villig til at indrømme censorernes uenighed, samt at han måtte desavouere sin forbundsfælles positive dom. Collins motivering for at forkaste stykket kendes ikke. Reskriptets anvendelse var en enkel sag, men over for forfatteren nævnedes intet herom: "[Trods] adskillige morsomme Scener, og naturligtegnede Caracterer" tiltroede direktionen ikke stykket "at ville have tilstrækkelig og vedholdende Interesse", hvorfor det remitteredes den 12. apr. 1821 (Kp.nr. 187).
"Duellen eller ved List seirer Kiærlighed" affærdigede Rahbek med, at der "hverken [var] Handling Situation, Caracter, eller Dialog i det hele Stykke", efter at have ladet sig irritere af al den overfladiske snak i stykket om billetsjoveriet, den dårlige gadeoplysning, avissnakken om Frankrigs og Englands politiske forfatninger (8.3.1821). Olsen refererede sig aldeles til Rahbeks dom (10.3.1821). Den 12. apr. 1821 ekspederedes stykket til forfatteren (Kp.nr. 186).
Behandlingen af disse stykker viser beslutningsprocessen i flere variationer. De enige censorers æstetiske eller dramaturgiske kritik, når det gjaldt forkastelse. De uenige censorers anvendelse af samme, men suppleret af Collins og Holsteins økonomiske og/eller dramaturgiske forestillinger om stykkers anvendelighed.
Ingen nye originale lystspil ansattes til opførelse i perioden 1. febr. - 1. juni 1821.
[sideskift][side 005]Teaterdirektionen havde i 1817 meddelt offentligheden, at den havde så mange oversættelser, at den ikke foreløbig så sig i stand til at antage flere nye.
Eneste nye oversættelse i denne sæson før den 1. febr. 1821 var Schorns oversættelse af Goethes "Egmont" (Weimar 1791). Den returneredes den 7. sept. 1820, fordi teatret ejede Bruuns fra 1815, imidlertid ikke kunne anvende, ifølge Overskou fordi kongen ikke ønskede stykket opført af politiske grunde (jf .s 343, 620 og 1175).Efter den 1. febr. 1821 indkom ingen nye oversættelser, men den 22. marts 1821 afvistes N.V. Dorphs oversættelse af von Collins sørgespil "Mäon" (1808), "uagtet dets umiskiændelige poetiske Værd, og Oversætterens Fortjenester af Fordanskningen", fordi teatret havde "et saadant Forraad" af "antagne originale og oversatte Sørgespil", at der ikke var plads eller penge til von Collins stykke (Kp. nr.173). Se s.121.
De nedennævnte oversættelser kommenteredes alle af Rahbek i en skrivelse til Collin (BmD 13.5.1821):
Ældst var hans egen oversættelse af Kotzebues "Das getheilte Herz" (1813) (PRFD 1.11.1815): "[Det] er lært, og vil vel altsaa gaae". "Det deelte Hierte" havde premiere den 27. sept. 1821 (opført 2 gange).
Hans oversættelse af Kotzebues "Die deutsche Hausfrau" (1813) (PRFD 23.5.1815) ønskede han kun frem, hvis Jfr. Astrup ønskede sin rolle deri som sin sidste nye rolle: "Den Classe Stykkers Tid er, naar ikke særdeles Omstændigheder virke for dem, forbi hos os". "Hustruen" blev ikke opført.
Hans oversættelse af Schillers "Das Tod Wallensteins" (1800) (PRFD 25.4.1816) mente han ville "komme i Betragtning". Stykket blev aldrig opført. Se s.1030.
N.T. Bruuns oversættelse af Arnolds "Man and Wife" (1809) (PRFD 30. 4.1819) "vil jeg anbefale, at vi .. læse paa ny .. inden vi bestemme det til at spilles". De øvrige direktørers læsning kendes imidlertid ikke. "Mand og Kone" opførtes første gang den 3. sept. 1821 (opført 2 gange).
Thaarups oversættelse af Voltaires "Mahomet" (1742) (PRFD 10.2.1819) frygtede Rahbek for ingen lykke ville gøre; stykket blev ej opført.
Bruuns oversættelse af Weissenthurns "Die Bestürmung von Smolensk" (Burgth. 24.8.1808) (PRFD 23.2.1820) var ifølge Rahbek "et Stykke[sideskift][side 006] af megen Theatereffekt". Stykket blev ikke opført på teatret (Se s. 571).
Rahbeks oversættelse af Grillparzers "Sappho" (1819) (PRFD 9.3.1820) lagde han "et godt Ord ind for, om det saa kun var for at Mad. Heger, der har saa overordenlig faa Roller kunde faae een til". Blev aldrig opført.
Rosenkildes oversættelse af Claurens "Das Vogelschiessen" (Hannover 1.1.1819) (PRFD 17.8.1820) "var bestemt i Fior til at gaae, og vil vel altsaa i Aar komme i Betragtning". Opførtes første gang den 19. jan. 1822 (opført ialt 22 gange) (1).
Rahbeks oversættelse af Vogels bearbejdelse "Der Amerikaner" (Berlin 10.12.1798) (efter Federicis "La cambiale di matrimonio" (1790)) (PRFD 28.9.1820) skete på Ryges begæring: "det fortiente ved Lejlighed at komme i Betragtning". Det opførtes første gang den 27. oktober 1827 (opført ialt 7 gange).
Printzlaus oversættelse af Kotzebues "Des Hasses und der Liebe Rache" (1816) (PRFD 24.1.1821) ønskede Rahbek, at de øvrige direktører ville læse, "inden de bestemte det til Opførelse; maaskee mere end een Betænkelighed torde frembyde sig". Se s. 24.
Det sidste stykke, Rahbeks egen oversættelse af Weissenthurns "Das letzte Mittel" (Dresden 22.5.1820) ønskede han opført, fordi han havde lovet Jfr. M. Olsen at debutere i fru von Silbens rolle. I juli 1821 blev hun afskediget; tiltrods herfor opførtes stykket første gang den 14. sept. 1821 (opført ialt 9 gange).
Der er jo tale om en ganske speciel situation i og med, at kun Rahbek formulerede sig om disse stykker. Resultatet af de mundtlige forhandlinger ses kun for så vidt stykkerne blev opførte.
[sideskift][side 007]Der indleveredes ingen operalibretti eller syngestykketekster før den 1. febr. 1821.
Holten indleverede anonymt sit syngestykke "Den lette Intrigue", som afvistes den 3. febr. 1821 (Kp.nr.133); censorvota fattes. Teaterdirektionens skarpeste kritiker L. Kruse sendte den 16. febr. 1821 en ansøgning til kongen om betaling for et af hans tre ukomponerede syngestykker: "Aandsprøven" (1), "Prindsen af Basra" (2) og "Natten før Brylluppet". Efter direktionens forestilling resolverede kongen den 27. marts 1821, at Kruse måtte udbetales 1000 Rbd. Sedler for de to førstnævnte syngestykker. Se s. 69. "Natten før Brylluppet" (3) indsendte Michelsen på ny den 21. febr. 1821 (I.B.nr.203). Den 19. sept. 1821 rykkede han for en afgørelse (I.B.nr.442), men intet skete, selv om Kruse i maj 1822 bad Collin om en afklaring (Coll.BrS.XXIII). Se s. 284.
Oehlenschlägers "Tordenskiold" indleveredes i marts 1821. Rahbek havde, som det var tilfældet med de fleste af Oehlenschlägers værker, hørt det oplæst, før han officielt fik det til censur. Hans begejstring for teksten kommer især til udtryk i følgende passus af hans censur: "tredie Act [forekommer] mig noget [af] det meest geniale, vi fra den berømte Forfatters Haand have, og der først har givet mig et klart Begreb om de i den ældre engelske Theaterhistorie saa berømte masks". Politisk fandt Rahbek intet betænkeligt, dog kunne scenen, hvor Frederik IV synger, måske tænkes at støde an. De lavkomiske steder i begyndelsen kunne måske også være en anstødssten, når stykket skulle frem til en kongelig fødselsdag. Rahbek skrev afslutningsvis, at han gav stykket "et Bifald, som jeg ikke i flere Aar mindes at have været beføiet at give saa levende og fuldkomment" (29.3.1821). Olsen turde ikke afgøre, om det skulle være stødende, at Frederik IV synger, idet han henviste til "Henrik den fjerdes Jagt", men dér var det en fransk konge, der underholdt publikum. Han tillod sig at kritisere Rahbeks indvendinger vedrørende den lavkomiske begyndelse, men i øvrigt var hans votum først og fremmest en detailkritik af sprogpletter, der dog ikke forhindrede ham i at ønske stykket "[lige] som min ærede Forgænger, opført ved første allerhøjeste Fødselsdags Højtid" (2.4.1821). Collin erklærede sig "Enig i Stykkets Antagelse" (udat.), men opført blev det ikke, ifølge Oehlenschläger selv, fordi nogle unævnte hoffolk ved et selskab hos Schimmelmanns, hvor Oehlenschläger læste stykket op, lod deres utilfredshed [sideskift][side 008]komme til udtryk over hans talen "om Tordenskjolds Extraktion, om den fornemme Frues Kudsk, Jeppe Tiærebøtte &c": "Havde Du endda givet dem Navne", sagde Rahbek, "som Species, saa havde de maaskee ladet det gaae, men nu nævnes den fornuftige og ufornuftige Hofmand, som Genus, og det kunde man ikke lide" (Oehlenschlägers Erindringer Bd.IV 6). På grundlag af dette kildemateriale, hvor mønsteret er overensstemmende med tidens partiånd, kan det sluttes, at hoffet havde indflydelse på teatrets repertoirepolitik.
De enkelte personer, der påvirkede afgørelsen, har det derimod ikke været muligt at identificere. I strid med reskriptet af 1. febr. 1821 udvirkede Collin et honorar til Oehlenschläger (4). Kruses "Billedstøtten" leverede Weyse, efter direktionens anmodning, retur: "Stykket beroer indtil videre i Archivet" (Dp 10.5. 1821) (5).
Denne afdeling er lettest karakteriseret ved ordet: skandalesamlingen. Thi de 1400 Rbd. til honorarer for tre ukomponerede, uspillede stykker kunne unægtelig have været anvendt bedre - og alle forhandlingerne i forbindelse med reskriptet af 1. febr. 1821 sættes virkelig i et grelt lys: fortidens synder blev ikke udvisket ved en kongelig underskrift.
[sideskift][side 009]De vigtigste begivenheder vedrørende denne genre ligger forud for den behandlede periode: Sibonis ansættelse og Schalls rejse til Paris, hvilke begge fandt sted i 1819 (1).
Ingen nye oversættelser af operaer eller syngestykker indleveredes før eller efter 1. febr. 1821 i denne sæson.
En af de første embedshandlinger, Collin foretog sig, var at fremkomme med rettelser til "Den lille Rødhætte": Boyeldieus opera-féerie "Le petit chaperon rouge" med Théaulons tekst (OC 30.6.1818) blev hjembragt af Schall i sommeren 1819 (TK 1819 .kv.nr. ???) og opført i N.T. Bruuns oversættelse til dronningens fødselsdag okt. 1819 (opført 6 gange, før det blev fjernet fra scenen, jf. Overskou IV 612) (2). Det kan ikke verificeres, hvorvidt Collins rettearbejde skete på eget initiativ eller efter ordre fra højere sted; hans udnævnelse til økonomisk direktør havde i hvert fald ikke givet ham mandat dertil. Collins rettelser (CP 2f) gør det muligt at afgøre, hvad han satte i stedet for de ntbruunske platituder: fjernelse af det ekvivokke og galante samt indsættelse af replikker i slutningen, der læste skurken lektien. Den forandrede tekst blev da tilstillet censorerne, hvor først Rahbek udtalte sig: han var ikke blevet fyldestgjort og indrømmede, at han "ikke seer nogen Mulighed, saaledes at forandre dette Stykke - om man saa havde Abbati Casti til at castrere det, at det med Sømmelighed kan gienbringes paa en Skueplads, hvorfra Anstændighedens - jeg tør desværre ikke sige Sædelighedens Røst engang har forjaget det" (1.3.1821). Rahbek afslørede med disse vendinger totalt censurinstitutionen, thi havde dette været udtalt om et andet stykke, var det ikke blevet antaget. Rahbek var aldeles uforbeholden i sin moralske vurdering af syngespillet; ikke destomindre blev det genoptaget, og grunden til at Rahbek lod det ske fremgår af den afsluttende passus: "Jeg erkiænder midlertid, at jeg har i Henseende til dette Stykke forspildt min Stemmeret, da jeg af svag Eftergivenhed ikke brugte mit Nei ved Censuren, inden dets Antagelse; vil man altsaa med de foreslagne Forandringer spille det, saa være det dermed, som med saameget Andet, der skeer mod min Overbeviisning. Jeg toer mine Hænder" (l.c.). Ihukommende tilståelsen fra "bekendelsesbrevet" et år senere forstår man, hvorfor Rahbek lod stå til. Dronningens approbation var afgørende. På anden måde forsøgte Rahbek dog at få indflydelse på stykkets indhold, idet han i mødet torsdag den 1. marts 1821 selv påtog sig at foretage "den Forandring[sideskift][side 010] og Omkalfatring, som Stykket vist nok behøvede, og som baade De og jeg fandt ønskelig" (CP 4 3.3.1821 adr. Olsen). Olsen havde tilbudt at foretage forandringerne; samtidig afslørede han, at han ikke havde forstået Rahbeks skaktræk, da han til Collin skrev, at Rahbek påtog sig opgaven "uden ringeste Motivering". At Olsen ikke forstod Rahbeks skridt underbygges yderligere af følgende passus: "Endnu mere forundrede det mig, at Prof. Rahbek ikke vilde modtage den franske Original, der dog vel be[d]st kunde vejlede til en kydskere og rigtigere Omarbejdelse". Olsen foreslog derfor, at enten påtog Collin og Olsen sig forandringen, eller også overlod de arbejdet til Rosenkilde, "der baade har Musik- og Versbygningsfærdighed nok for at udføre dette Arbejde, saa meget mere, som han dog vist nok vilde være en af de Kompetenteste til at succedere N.T. Bruun, hvis denne skulde forlade Theatret" (CP 4 3.3. 1821). Olsens brev skal vel ses som et frierbrev til den nybagte teaterdirektør, men det viser jo også meget tydeligt modsætningsforholdet til Rahbek. I en efterskrift opfordrede den smigrende Olsen da også Collin til alene at "fuldføre hvad De har paapeget og ikke udført". Den 4. marts 1821 indeholdt det nystartede ugeblad "Statsvennen" en meddelelse om Collins indtræden i direktionen: "Dette synes nu at kunne have megen Indflydelse paa Censuren af de Stykker, som indgives, og Bestemmelsen af dem, der skulle opføres. Den Forsjellighed og endog Strid i Synsmaaden er bekjendt, som har Sted blandt de to ældre Censorer. En tredies Tilkomst var derfor vist hensigtsmæssig. Nu ville for Ex[empel] maaskee Vennerne af den lille Rødhættes Musik, kunne vente igjen at faae den at høre". Den offentlige indblanding i teaterdirektionens forretninger kommenterede Rahbek i et privat brav til Collin den 7. marts 1821: "at det f.Ex. ikke er af ham [Printzlau] man har erfaret, at Rødhætten ved dig er bragt i Forslag, vil du være overtydet om, naar jeg siger dig, at jeg nu har Beviis i Hænderne for, hvad jeg altid har været overbeviist om, at den os vedkommende Artikel er af Dr J.K. H[øst]. Vel siger den, mellem dig og mig, intet; vel veed vi begge, at det er ikke for at see mig paa Fingrene, du er der; vel bliver det ikke sidste Gang, at du bringer noget i Forslag, som ikke er min Mening; og at jeg ikke finder mig forpligtet at opgive min Mening derfor; det er denne Maade at tænke og handle paa, som jeg anseer for det fasteste Baand i vort mangeaarige Venskab; midlertid er det dog udentvivl dig som mig imod, at[sideskift][side 011] see det paa den Maade bragt for Publikum, og at man saaledes udpeger mig, som den, din Indtrædelse især maa fortrædige, og forbløffe" (Coll.BrS.XXIVa). Det må stå fast, at Collin blev ansat som direktør for at varetage opsynet med teatrets økonomi i almindelighed, men med reskriptet af 1. febr. 1821 kunne Rahbek kun fejlagtigt tro, at han gik fri, thi Collins mandat var fastlagt til sammen med Holstein og teatercensorerne at beslutte, hvorvidt et stykke skulle antages til opførelse, men han havde derimod ikke fået til opgave i almindelighed at deltage i censurforretningerne eller eksplicit fået ret til at foreslå rettelser i allerede antagne stykker. Collins svar på Rahbeks brev kendes ikke, ejheller oplyser deliberationsprotokollen om eventuelle beslutninger vedrørende omkalfatringen af Boyeldieus opera. Se s.37.
Den 15. marts 1821 uddeltes rollerne derimod til N.T. Bruuns oversættelse af Bertons "Montano et Stéphanie" (1799), hjembragt af Schall (PRFD). Premieren fandt sted den 24. maj 1821 (opført ialt 4 gange).
Schalls indkøb af og Sibonis salg af musikalier i henholdsvis 1819 og 1821 viser deres forskellige musikalske orientering, omend Sibonis liste meget vel kan tolkes som et overskudslager (3). I første halvdel af 1821 havde Siboni på afgørende måde forstået at placere sig i centrum af det musikpolitiske arbejde, hvilket han for teatrets vedkommende fra næste sæson skulle vise (jf. Dansk Årbog for Musikforskning XI 1980 s.62f).
[sideskift][side 012]
Udover balletarrangementerne til geburtsdagsstykkerne "Tancredo"; og "Zoraime og Zulnar" opførtes Larchers arrangement af Josephine Carey-Sainte Clairs ballet "Den nye Narcisse" første gang den 20. sept. 1820 (ialt 7 gange), mens Funcks divertissement "Zephyr og Flora" havde premiere den 4. nov. 1820 (ialt opført 21 gange). Dahlens ballet "Armida" med musik af Schall opførtes første gang: den 12. apr. 1821 (ialt opført 7 gange). Intet ses forhandlet af censorerne.
To udaterede breve fra aug. 1820 kaster lys over balletvæsenets stilling ved begyndelsen af den behandlede periode. I forbindelse med sparebestræbelserne skrev Collin privat til Rahbek: "lod der sig ej vinde en Deel ved Balletvæsenets Ophævelse ell[er] Indskrænkning? Noget Stort i Kunsten kommer der dog ei ud deraf hos os, og til noget Stort have vi ejheller Raad. Da det gaaer mig med Balletter, som Dig med Syngestykker, saa vilde jeg ikke have anført dette, hvis jeg ej havde hørt andre fornuftige Folk være af samme Mening" (Coll.BrS.XVIII). Collin fortsatte galant med at oplyse, at hans plads i teatret gav ham lejlighed til at se det, "hvorfor Theater-Dandsen har de fleste Yndere, og som Vedkommende ogsaa ønske at faae viist, [nemlig] Laar og Lægge" (l.c.). Rahbek besvarede Collins forespørgsel ved at anføre følgende punkter: 1) Da teatret er et hofteater, må det have en ballet. 2) Balletten præsterede meget godt i Galeottis tid. 3) Hensynet til solodanserinderne gør, at balletten ikke kan nedlægges. 4) Han var interesseret i, at en indskrænkning kunne finde sted pr. 1. maj 1821, således at elever remplacerede de uduelige af danserne og figuranterne. 5) Professor Schall måtte have indflydelse på indskrænkningen, "da han nu næsten et halvhundrede Aar igiennem kiænder Dandsen tilfulde, hvortil kommer, at samme Reutendiener har stort Gehør hos Borgemester" (NkS 3107). I sit brev af 20. okt. 1820 havde Rahbek opsat en liste "med sikre eller rimelige Afgangscandidater" (NkS 3107). I den store reduktionsforestilling af 23. juni 1821 blev antallet dog noget nedskåret.
Indtil videre måtte balletten henleve uden inspiration eller interesse fra direktionens side. Larcher, Funck og andre mægtede ikke at løfte arven efter Galeotti.
[sideskift][side 013]Koncerternes foranstaltning blev besørget af hofmarskal, kapelchef Hauch ved kongelig approbation. Direktionens kompetence i denne henseende var elimineret.
Sangen til dronningens fødselsdag ses ikke behandlet af teatercensorerne. Prologen, forfattet af Rahbek, blev af velkendte årsager ikke underkastet censur; ved denne lejlighed benyttedes også Foersoms vers over Saaby "Afslutningssang". Sangen til kongens fødselsdag i 1821 leveredes af T.C. Bruun, der indsendte den, efter at en anonymt indleveret sang var blevet kasseret. Ingen vota er bevaret (1).
Særarrangementerne i denne sæson indskrænker sig til et fåtal sammenlignet med de foregående år, men forklaringen skal søges i den kongelige resolution af 26. aug. 1820, der afskaffede beneficeforestillingerne samt stramningen vedrørende teatrets hele økonomi, der begyndte med Collins indtræden i direktionen i begyndelsen af marts 1821, men forberedt siden sommeren 1820.
[sideskift][side 014]Genoptagelser af ældre stykker er for denne sæsons vedkommende selvfølgelig kun undersøgt efter 1. febr. 1821. Det indskrænker sig til følgende stykker:
1. "Joseph og hans Brødre i Ægypten" (PRFD 7.2.1821)
opført 15. marts 1821.
2. "Hakon Jarl" (PRFD 27.2.1821) opført 25. maj 1821.
3. "Erasmus Montanus" (PRFD 8.3.1821) opført 15. maj 1821.
4. "Kvaksalverne" (PRFD 25.4.1821) opført 3. maj 1821.
Det må i øvrigt konstateres, at direktionen først
og fremmest var optaget af, hvad der skulle ske i den kommende
sæson, hvorfor deliberationsprotokollen såvidt den
rækker intet indeholder om genoptagelse af hvilende stykker.
Der blev hverken ansøgt om eller afholdt sommerforestillinger efter denne sæsons slutning. Frydendahl, Ryge, Lindgreen og Liebe gav forestillinger i provinsen - med Overskou som "Skrammelsamler" (jf. Af mit Liv II 34ff).
2.1.1 note 1
Afvist den 18. maj 1820 (Kp.nr. 596).
Trykt i Thiele: Vragstykker af et Digterskib (1848): Romantisk Skuespil i tre Acter.
Holten: Af en gammel Hofmands Mindeblade. Kbh. 1909. s. 114 ff.
Til Collin skrev Rahbek: "[Det] fandtes aldeles ikke i min Bog da den af Vedkommende brevi manu var leveret til min Collega af ham approberet, og da det den Tid var Brug, som du veed at der var Børs i Directionen, derpaa i Ryges og jeg veed ikke, hvad fleres Nærværelse bragt paa Bane, hvilken Lykke det havde giort i Hamborg og jeg veed ikke, hvor videre, graadigen grebet af Holstein som en stor Acquisition strax skeete Andrag af G.H.O[lsen], om Rosenk[ilde] ikke kunne strax faae de 50 Rbdr, som han trængte til, nu Stykket i Hast leveret mig, hvis Stemme altsaa i Gierningen var præcluderet, tillige af min Collegas daværende Organ Prof. Kr[use] vidtløftig sat ud af hinanden, hvor ofte det maatte spilles, for at bringes her paa Skuepladsen; derpaa forøget med nye Narrestreger af Rosenk[ilde] bragt frem med Mishag, Slagter Hendriksen, hvem jeg selv saa opsøgte, taget med flere til Assistance; og nu beraaber man sig paa, at jeg har givet det min Stemme" (NkS 3107 11.2.1822).
"Aandsprøven" blev til i 1819, efter at Kruse havde omarbejdet sit syngespil "Constance" fra 1804. Dupuy skulle have komponeret dette, men blev forhindret på grund af sin eksilering. I 1814 omarbejdede Kruse stykket, "da Scenen spillede i den franske Revolution, og Interessen for dens Begivenheder havde tabt sig" (I.B.nr.241 14.4.1819). I 1819 omarbejdede han stykket påny, idet han efter samtale med flere komponister, indsatte "flere Sangnummere og Handlingen udvide[de] til to Akter" (l.c.). - Med Schall som komponist ønskede Kruse stykket opført til dronningens fødselsdag, "hvortil vi begge, saavel i Henseende til dets Størrelse, dets Indhold, og dets Simplicitet, som dog giver Anledning til en Fete, troer det særdeles passende" (l.c.). Den 21. apr. 1819, efter at Kruse havde erfaret at Schall rejste til Paris om sommeren, bad han direktionen "enten ved ham [Schall] eller Kuhlau .. at treffe det nødvendige Arrangment; for at dette Stykke .. i al Fald ikke ved i Tiden at fiernes for langt fra Krigsbegivenhederne skal tabe i sin Interesse, før det opførtes" (in I.B.nr.243). Den 21. apr. 1819 meddeltes Kruse, at stykket var antaget, men at han fik stykket retur, "for om De maaskee ønskede nøiere at giennemgaae" det, før det tilstilledes Kuhlau (Kp.nr.451). Den 23. apr. 1819 tilskrev Kruse Holstein og anmodede ham at lade "Aandsprøven" opføre til dronningens fødselsdag i stedet for Boyes "Elisa" (I.B.nr.243). Den 28. apr. 1819 nægtede direktionen at love Kruse noget bestemt (Kp.nr.460). Den 18. maj 1819 oplyste Kruse direktionen, at Kuhlau "har sagt mig at det fra hans Side ingen Vanskelighed vilde have at faae det færdig til Hendes Majestets Fødselsdag især naar han blev underrettet, om mit Ønske i den Anledning maatte opfyldes. Jeg overlader med Tillid til Directionens Retfærdighed denne nærmere Bestemmelse" (in I.B.nr.254). Den 19. maj 1819 fremsendte i direktionen en attest, dateret den 12. maj 1819, lydende at "Aandsprøven" ville blive opført "saasnart Omstændighederne paa nogen Maade [sideskift][side 1473] giøre det muligt", rettet med Rahbeks hånd til: "i Løbet af Saisonnen" (Kp.nr.468 og 469). - Den 26. apr. 1819 bad direktionen Hauch at pålægge Kuhlau kompositionen (Kp.nr.455). Den 28. apr. 1819 anmodede Hauch Kuhlau om at komponere musikken, "og naar denne er færdig, behagel[igst] derom underrette mig" (Cap. 146). - Først den 24. jan. 1821 henvendte teaterdirektionen sig direkte til Kuhlau for at erfare, hvor langt han var kommet med kompositionen. Den 3. febr. 1821 erklærede han: "[Jeg har] ikke hidtil .. seet mig stærk nok til ene at betvinge alle de Bryderier, denne Composition har truet mig med", hvorfor han bad "om Overbærelse, naar jeg ei seer mig i Stand til .. at bestemme endnu den Tid, da jeg kan kalde mig færdig og tør levere Arbeidet fra mig som færdigt" (in I.B.nr.203). Kruse fik denne forklaring tilstillet i genpart, hvorefter han bl.a. anførte: "paa mit udtrykkelige Forlangende [før afrejsen i 1819] om han deri ønskede Forandringer, erklærede [han] sig tilfreds med dets nærværende Indretning" (in I.B.nr.203 16.2.1821). - På denne baggrund ville Collin selvfølgelig kun gøre det eneste fornuftige: betale Kruse for stykket.
Stykket indsendtes den 22. juni 1819 af Kruse og Weyse i forening, idet Weyse "ønskede at componere et Syngestykke, der kunde være passende til at opføres [paa] Hans Majestets Fødselsdag" (I.B.nr.264). Den 29. juli 1819 anmodede Kruse direktionen om at udvide garantien om opførelse af hans stykker til også at gælde dette stykke ("saa snart Omstændighederne nogenlunde giøre det mueligt") (I.B.nr.269). Kruse pantsatte derpå stykkerne hos Zepelin.
Den 9. juli 1819 oplyste Kruse Collin om at han havde endnu et syngestykke "Natten før Brylluppet" færdig, "og har alt en Theater-Censors [Olsens] gunstige Dom .. men [det] kan ei endnu indleveres, da en Capelmusikus [Füssel], som jeg troer HofMareshallen personlig protegerer, har anmodet mig om at skrive det for at komponeres af sig; men ønsker det holdt hemmeligt til Stykket er færdigt fra ham" (Coll.BrS.XXIIIa). Michelsen indsendte stykket den 12. okt. 1819. samtidig med at han oplyste, at "Musikken til .. 1ste Act [allerede] er ganske færdig". Da resten lod vente på sig, begærede Kruse kun "Stykkets egen Antagelse, og saafremt Musikken, der snart vil være færdig, befindes at være af den Beskaffenhed, at og denne kan opføres"[, ønskede han stykket opført] (DKTB). Kruse oplyste senere, at Füssel indleverede "det, eller sin Komposition, som ikke antoges - og som han desaarsag sendte mig til Hamburg for at underkaste den andre Musikkyndiges Dom, hvilken ikke udfaldt til hans Fordeel" (Coll.BrS.XXIIIa 31.10.1827).
Se Oehlenschlägers Erindringer Bd. IV 5f og Breve fra og til Adam Oehlenschläger, udgivet af D. Preisz V 135f.
Stykkets forhistorie er ikke uden interesse. Den 18. maj 1819 fortalte Kruse den selv: "Paa mine gientagne Anmodninger erholdt jeg endelig i Foraaret 1818 omtrent i April eller Begyndelsen af Maj, den mundtlige Undretning om, at det af mig ved Professor Weise Aar 1815 eller 16, indleverede Opera: Billedstøtten vel i de Dage var antaget af Censorerne, men at disse havde, for noget skrivtligt derom blev mig [ikke] meddeelt, leveret den til Theaterchefen, for at underkastes hans Bedømmelse med Hensyn til de deri forekomne vanskelige Maskinerier; og at han havde overdraget Doct: Ryge dette Hverv. Jeg tog mig den Frihed desangaaende at forestille Hr. [sideskift][side 1474] Kammerherren, som jeg endnu samme Aften mødte i SkuespilHusets Forsal: at omendskiønt jeg med Glæde underkastede mig Directionens Bedømmelse, saa fandt jeg mig dog beføiet til, forud at protestere imod enhver anden især Underordnets Dom, som ikke hørte til, eller stod i Classe med de dertil af Hans Majestet bemyndigede Personer. - Hr. Kammerherren svarede mig derpaa Ord til andet saaledes: Bedste Ven! hvor kan De tage Dem dette saa nær; Stykket er jo alt antaget; det forsikrer jeg Dem til paa min Ære; Ryge skal blot give sin Betænkning om, der maae treffes nogle Forandringer i Henseende til Maskineriet. - Hvilket Hr. Kammerherren lovede mig end omstændeligere at betyde ham, for at jeg mundtlig kunde tale med ham derom; ved hvilken mundtlige Samtale Hr. Doct: R[ygeJ desmindre yttrede: at han vel indsaa, han skulde være den Slemme og erklære det Ubehagelige, Directionen ikke selv vilde: hvorpaa jeg dog ikke videre reflekterede. Imidlertid gik Tiden hen til mod Slutningen af Maj ubehageligt for mig, der havde anmodet Hr. Kammerherren om et Forskud paa dette Stykke; hvilket jeg troede med saa megen mindre Føie kunde nægtes mig, som Stykket i to Aar havde været i Directionens Værge .. Hr. Kammerherren, hvis personlige Billighed og Velvillie mod min Personlighed, jeg hidtil altid havde havt Anledning til at paaskiønne svarede mig; at der for Tiden ikke var Penge i Cassen til nogen Udbetaling; men han havde intet, imod paa Grund af mit Forslag, at udstæde mig en Anviisning, som jeg hos en af mine Venner sagde ham at kunde faae disconteret, paa den forlangte Summa af 400 Rbr. i Sedler til at udbetales i følgende September. Dog var han uvis om, under hvad Benævnelse man skulde anvise denne Sum, da .. Billedstøtten ikke endnu var mig tilbagestillet af Directionen formedelst Udeblivelsen af Dr: Ryges Betænkning .. [Da jeg] imidlertid .. intet skrivtligt derom havde erholdt og Stykket endnu hvilede hos Dr: Ryge vilde det maaskee være mod Formen, at sætte dets Navn i Anviisningen; men at det maaskee var nok at benævne det, (om jeg ikke tager Feil) med Forskud paa Betaling af, eller Udbetaling paa indleveret Arbeide, hvilket med Hensyn paa de mellem Directionen og mig vexlede Breve kun kunde gieide om det [Stykke] .. Det behagede Hr. Kammerherren at bifalde dette Forslag, og han undertegnede i sin egen Stue, den paagieldende Anviisning. Hvis Hr. Kammerherrens nærværende Mening skulde være forskiellig fra denne min Forklaring, er jeg overbeviist om, at det alene beroer paa en Hukommelses Feil, som, jeg haaber, disse Linier vil hæve. Jeg for min Deel er saa overbeviist om Sandheden af mit Udsagn, at jeg paa hvilket Sted og for hvilken Ret det monne være er bered til at aflægge min Eed derpaa" (in I.B.nr. 254). - Den 17. juni 1818 refererede Kruse Holsteins mundtlige antagelse, hvorpå han fortsatte, at han "med Glæde" ville "giøre saadanne Forandringer som Theatrets Fremstillings Evne" måtte kræve; "det samme gientog jeg for Hr. Dr: Rüge, som dog nægtede det nødvendigt at indlevere Hr. Kammerherren en skrivtlig Betænkning; da jeg imidlertid ikke siden har erholdt det fra Directionen, og Componisten alt for 2 Maaneder siden jo før jo hellere har ønsket sig det i Hænde, tager jeg mig den Frihed at udbede mig samme, saavelsom dets officielle Antagelse" (DKTB). Den 1. juli 1818 tilskrev direktionen Kruse: "Af Hr Skuespiller Dr Ryge til Direktionen indsendte og her vedlagte Betænkning betreffende Maskinvæsenet i det af Hr Professoren indleverede Syngespil Billedstøtten [sideskift][side 1475] vil De behageligst erfare, at Stykket med Hensyn til Maskineriet ikke vil kunne gives uden altfor betydelige Omkostninger, hvilke Theatret for Øieblikket ingen Udsigter har til at kunde bestride. Direktionen giver sig derfor den Ære at tilbageskikke Dem Stykket med det Ønske, at De heri vilde foretage saadanne Forandringer, hvorved disse Vanskeligheder vil kunne hæves og Stykket uden betydelig Bekostning bringes paa Theatret" (Kp.nr.259). I betragtning af at Kruse havde fået sin betaling for stykket (ganske vist som forskud) havde ikke han men kun Holstein noget at vinde ved en omarbejdelse. Efter endnu en forespørgsel fra Kruse tilkendegav direktionen den 18. sept. 1818, "at Stykket .. [var] antaget til Opførelse paa Skuepladsen, saafremt saadanne Forandringer deri foretages, at det fra Maskineriets Side bliver practicabel paa Theatret" (Kp.nr.302). Derved blev det: - Holsteins anvisning var et falsum, som Kruse udnyttede. Først i 1832 førtes forskuddet til udgift (TK 1832 1.kv.nr.29).
Se Dansk Årbog for Musikforskning XI 1980. Kbh. 1981 s57ff.
Rahbek indførte senere (11.2.1822) Collin i mislighederne ved teatret dengang: "Rødhætten blev ligeledes med periculum in mora indgivet, jeg som den Tid i Hiertet var Holsteins Ven fra 1801 og 7, bad ham indstændig vogte sig, og især ikke give det til Dronningens Geburtsdag, han sagde mig: at de intet andet havde, og at hun havde læst det, og approberet det; det blev givet, udpebet -, jeg laae syg, og gjorde skriftlig Dr[onningen] mine Forestillinger; Etatsraad Olsen, som, i Holsteins Fraværelse paa en Landreise, fungerede, skrev mig, at han havde føiet alle de Foranstaltninger, der stod i hans Magt, og disse bestod i, at give Hofslagter Hendriksen 50 Billetter, som han i Directionens Navn offenlig bød omkring til Folk gratis under Betingelse, at de skulde klappe; fremdeles tog man, som i Torsdags Kragen til Hielp, og maatte dog tilsidst give efter, og har i Aar erkiændt, at de, man dengang lod prygle og hæfte, var dog de, der havde Ret" (NkS 3107). Rahbeks version af sagen er tilsyneladende eneste bevarede kilde.
Siboni leverede følgende operaer:
| 1. | Adelasia, e Altermo |
Mayr |
Milano |
1806 |
|
| 2. | Medea in Corinto |
Mayr |
Neapel |
1813 |
|
| 3. | Lanassa |
Mayr |
Venedig |
1817 |
|
| 4. | Gli Orazi, e Curiazi |
Cimarosa |
Venedig |
1796 |
|
| 5. | Othello |
Rossini |
Neapel |
1816 |
|
| 6. | Cirro |
Rossini |
|
1812 |
|
| 7. | Armida |
Rossini |
Neapel |
1817 |
|
| 8. | Elisabeth in Derbyshil |
Carafa |
Venedig |
1818 |
|
| 9. | I Baccanali di Roma |
Generali |
Venedig |
1815 |
|
| 10. | L'Ira d'Achille |
Basili |
Venedig |
1817 |
|
| 11. | Balduino |
Niccolini |
Venedig |
1813 |
|
| 12. | Il Riterno di Serse |
Nasolini |
Neapel |
1816 |
|
| 13. | Euristeo |
Coccia |
Venedig |
1815 |
|
| 14. | Clotilde |
Coccia |
Venedig |
1815 |
|
| 15. | La donna selvaggia |
Coccia |
Milano |
1815 |
|
| 16. | Agnese di Fitz-Henry |
Paer |
Parma |
1809 |
|
| 17. | Nina |
Paiesiello |
Neapel |
1789 |
|
| 18. | Il Matrimonio segreto |
Cimarosa |
Wien |
1792 |
|
| 19. | L'Italiana in Algeri |
Rossini |
Venedig |
1813 |
|
| 20. | La Locandiera scaltra |
Farinelli |
Paris |
1805 |
|
| 21. | Gli Opposti Caralteri |
Nasolini |
Venedig |
1795 |
|
| 22.[sideskift][side 1476] |
Amor Conjugale |
Mayr |
Padua |
1805 |
|
| 23. |
Elisa |
Mayr |
Venedig | 1804 | |
| 24. |
Misantropia |
Generali |
Venedig |
1805 |
|
| 25. |
Il Lagrime d'una Vedova |
Generali |
Venedig |
1808 |
|
| 26. |
Arrighelto |
Coccia |
Venedig |
1814 |
|
| 27. |
Zelia |
Mellara |
Parma |
1808 |
|
| 28. |
I tre mariti |
Mosca |
Rom |
1812 |
|
| 29. |
Primo giorno dell Anno |
Trento |
Venedig |
1801 |
|
| 31 |
L'Amico dell uomo |
Farinelli |
|
1793 |
|
| 31 |
Il Testamento |
Farinelli |
Torino |
1816 |
|
| 32. |
L'inganno felice |
Rossini |
Venedig |
1812 |
Partiturerne blev betalt med 850 Rbd. r. S. (Partikulærkammerets Resolutionsprotokol 8.2.1821). Siboni kvitterede for operaerne "til Brug ved Undervisningen i Sang til Theatrets Elever" (I.B.nr.191 15.2.1821).
Den 28. juli 1819 indkøbte Schall for over 1700 franc følgende teatermusikalier:
Derudover indkøbte han følgende ti vaudeviller:
Schalls indkøbsliste er ganske interessant, fordi den fortæller meget præcist om hans musiksmag: han havde mod til at købe både de nyeste operaer og de kendte numre, mens hans udvælgelse af vaudeviller synes aldeles traditionel.
Sangene er trykt henholdsvis i Dagen 31.10.1820, Tilskueren 27.3.1821 og Dagen 31.1.1821.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019. Opdateret af