Side 555-623, noter side 1568-77 + 1742.
[sideskift][side 555]
"Dygve og Drotha" var af en sådan beskaffenhed, at det kun var et spørgsmål om hvilken procedure, man skulle vælge vedr. tilbagesendelsen (forfatteren boede i provinsen). Returneret den 9. aug. 1833 (Kp.nr.56).
Vedr. Oehlenschlägers tragedie "Dronning Margareta" gjorde Molbech det klart, at forfatteren "ved Tordenskiold [jf. s.490], har faaet sit gamle Privilegium, at intet af hvad han skriver for Theatret, kan forkastes, paa en Maade bekræftet", thi skulle Molbech anlægge "en æsthetisk Bedømmelse .. vilde jeg sige, at den neppe er fri for nogen af de Mangler, som Kritiken har tillagt hans senere Sørgespil; men fattes meget af det, som bidrog til at give ["Tordenskiold"] .. Theater-Interesse. Her er derimod vist nok i hver Act, ja næsten i hver Scene lagt an paa konstig Theater-Effect; men netop at den kommer for hyppig igien, vil berøve den en Deel af Virkningen; og det vil neppe heller undgaaes, at man ogsaa paa Theatret vil spore, hvormeget søgt der er i endeel af denne Effect; og hvor lidt Natur der er i de allerfleste Forhold og Situationer og Charakterer, som her fremtræde". Flere scener ville Molbech helst have strøget, "men hvad vilde dette nytte til?". Bemærkninger til Oehlenschlägers sprogbehandling "har jeg under Læsningen optegnet og vedlagt; men neppe gaaer det an, at sende Forfatteren disse" (28.8.1833). Molbechs sagtmodighed overfor Oehlenschläger synes ikke at ligne ham, om sand ærbødighed var der ikke tale. Han accepterede blot, at Oehlenschlägers gamle privilegium var blevet stadfæstet: "Forf. kunde og vilde ikke" foretage forandringer i sine stykker, konkluderede Molbech i aug. 1833. Anderledes skarp var Kirstein i sin censur: "adskillige Theatercoups og mindre heldige Scener og Characterer" opvejedes af "meget skjønt og ædelt", men han fandt det kun "antageligt" på betingelse af, at "Digteren vil beqvemme sig til nogle Forandringer, som jeg i politisk Henseende holder for nødvendige". Det gjaldt først og fremmest "den idelige haanlige Omtale af den tydske Nation", der måske nok var i overensstemmelse med "den Tids Aand, hvori Stykket spiller, men ikke er nødvendig for dets Gang og Oeconomie og ikke synes mig passende at fremføre paa en Tid, da endeel af denne Nation hører til det danske Rige og danner en ikke ubetydelig Deel deraf" (31.8.1833). Kirstein lagde ikke skjul på, at hans opkomst i dansk politisk-administrativt liv hidrørte fra tyske interesser (jf. s.L). Hans [sideskift][side 556]tæft for den aktuelle politiske situation har selvfølgelig sagt ham, at såvel Slesvigholstenerne som svenskerne kunne føle sig trådt over tæerne, om Det kgl. Teater opførte et for provokerende dansk-nationalistisk stykke, Han mente også at stykket måske kunne "volde Ubehageligheder med Nabomagten, at de 3 Kroners Forening med saa megen eclat forelægges Publicum"; endvidere måtte Molbechs "Sprogbemærkninger", hvor de angik "Uforstaa[e]ligheder eller aabenbare Urigtigheder" meddeles forfatteren, så de kunne blive rettet. Kirsteins betingelser blev fulgt af direktionen, idet Molbech udover sine bemærkninger af sproglig og historisk karakter tilføjede: "Det er desuden af begge Censorer fundet ønskeligt, om de meget haarde Yttringer om Tydskerne, for saavidt de kunde synes at medføre nogen endnu anvendelig Haan, kunde formildes; da i det mindste saadant .. let kan føre til Mistydning; og man vel i vore Dage bør undgaae ethvert Skin endogsaa af at ville perpetuere Nationalhadet, det være nu paa den anden Side af Eideren eller af Sundet" (Coll.BrS.). Den 14. sept, 1833 tilsendte Oehlenschläger Molbech sit gennemrettede manuskript, hvor han for så vidt det var ham muligt havde efterkommet censorernes indvendinger: "Anmærkningen om "Hadet til det Tydske" er rigtig, og jeg har selv havt isinde at udslette Adskilligt. Jeg har, som De vil see udslettet meget; men ganske gik det ikke an, for ikke at borttage Motiverne og det historiske Colorit. Jeg haaber at Billigheden vil ikke have meer at indvende, mod hvad der staaer" (Preisz nr.1355). Roller uddeltes den 27. sept. 1833 (PRFD), og premieren fandt sted den 4. dec. 1833 (opført 15 gange i den behandlede periode, jf. s.1406) (1).
Holst omarbejdede sit drama "Christian den Anden" (jf. s.493) i løbet af sommeren, hvorpå Kirstein fik det det til gennemlæsning i juli 1833, dog uden at nedskrive noget votum. Hvorvidt hans gennemlæsning har betydet yderligere omarbejdelse får stå hen (2). Ifølge Molbech havde Holst omarbejdet betydelige dele af 4. og 5. akt, men da Holst ikke indsendte den oprindelige version i august 1833, var Molbech ikke i stand til "bestemt at sige, hvad Stykket .. kan have vundet; men vel kan jeg sige, at dets Totalindtryk hos mig ikke er blevet anderledes, end da jeg første Gang læste det". Det var imidlertid Molbechs principielle opfattelse: "at jeg, efter den Maalestok, der følges ved vort Theater i Antagelsen af dramat[iske] Producter, med Hensyn til deres [sideskift][side 557]æsthetiske Værd, ikke er i Stand til at ansee bemeldte Drama, fra denne Side, forkasteligt; og navnligen kan jeg ikke andet end finde, at der, hvor Sørgespillene Tordenskiold (og Dronn. Margrethe) opføres, vil neppe med Billighed Hr. Holsts Drama kunne negtes Antagelse. Hermed vil jeg ikke sige, at dette staaer over, eller engang ved Siden af de Øhlenschlægerske Dramer; heller ei vil jeg dermed benegte, at der i bemeldte Stykker af Oehl: findes enkelte poetiske Skiønheder, som for sig selv betragtet, veie meer, end Hr. Holsts hele Drama - Alt en Følge af, at Hr. H[olst] hverken er eller bliver en Øhlenschlæger. Men veie vi begge Stykker som dramat[iske] Producter for Scenen: da troer jeg, at et retfærdigt Udslag maa blive det af mig angivne" (29.8.1833 (3)). Molbech følte sig tydeligvis presset af en tradition, som han ikke selv havde været med til at skabe, men som han heller ikke endnu var i stand til at ændre. For dog at yde retfærdighed måtte han presset af standarden såvel tillade Oehlenschlägers fabrikarbejder som Holsts begynderarbejde adgang til scenen. Et personligt hensyn til teaterchefens søn kan selvfølgelig ikke afvises. At Molbech også fungerede som politisk censor fremgår af hans passus "om det stockholmske Blodbad [som] .. upassende paa det Kongel. Theater", men det var også det hele. Kirstein gjorde et vigtigt forbehold i sit votum (4), thi han havde ikke "gjort Æsthethiken til et specielt Studium", hvorfor han ville nøjes med at vurdere stykket med henblik på, om "det kan antages at gjøre en god og betydende Effect paa Scenen". Den væsentligste mangel, ifølge Kirstein, var karaktertegningen af Christian II: "[han] taler for meget om hvad han har gjort eller vil gjøre, istedetfor virkeligen at handle og ved sine Handlinger selv at characterisere sig" (31.8.1833). Også bisp Urnes karaktertegning og placering i stykket var han utilfreds med, men indrømmede at stykket havde "flere smukke og effectfulde Partier ..[såvel som] en flydende Versification og et i Almindelighed ulasteligt Sprog", hvorfor han, under hensyntagen til alle de stykker af samme kaliber, teatret tidligere havde antaget, ikke ville modsætte sig antagelsen (han skrev ikke: fra den æstetiske side, men det var det han mente). Politisk var Kirstein derimod betænkelig, ikke udenrigspolitisk, men noget endnu farligere: "i og for sig, .. med Hensyn til de Producter, det letteligen kunde føde af sig", hvilket han konkretiserede til at gælde "de forskjællige Stænders Forhold, som de [sideskift][side 558]her fremstilles, og som vel i Virkeligheden ikke mere existere saaledes, men dog ved indgroet Fordom tildeels endnu saaledes ere existente i den mere Udannedes og Uerfarnes Phantasi". Kirstein frygtede rent ud, at "det saa saare blandede Theaterpublikum, især under de nærværende Forhold" skulle enten ved "Ondskab eller Dumhed" give forskellige steder i stykket "en Anvendelse, som neppe kan være ønskelig". Kirstein skrev sig således frem til, at han ikke ville antage stykket "medmindre det i den Henseende faaer en høiere Approbation for sig" (31.8.1833). Kirsteins vurdering af sine politiske modstandere kan selvfølgelig ikke overraske, men set fra systemets side var han en dygtig censor, der havde blik for, hvad der evt. kunne bruges imod de herskende samfundsforhold, Holstein kendte selvfølgelig Frederik VIs holdning til den politiske gæring, hvorfor det var unødvendigt at forelægge stykket for majestæten. Kirsteins politiske censur får Molbechs litterært-dramaturgiske spekulationer til at blegne, men samtidig viser denne behandling, hvor mange facetter censurinstitutionen havde. Pointen er dog vel egentlig, at teaterchefens søn kunne levere et skuespil, der kunne have været brugt til at kompromittere Frederik VIs regime. Stykket blev trykt 1834 (5).
Selv om "Jean Pierre, eller Digteren" havde "et Slags moralsk Tendents" var det "aldeles ubrugeligt", mente Molbech (15.9.1833), hvilket Kirstein istemte (3.10.1833).
Dramaet "Drømmen" vidnede om forfatterens "totale Mangel paa Skiønsomhed og Begreb om det, som en paa Skuepladsen taalelig dramatisk Composition fordrer", noterede Molbech (24.9.1833); Kirstein var ganske enig i denne vurdering (3.10.1833).
Dramatiseringen af "Knud den Hellige"s historie fandt Molbech ringere end den forrige (jf. s.489). Af folkeviser, Oehlenschläger og Grundtvig havde han lært sig "nogle gammeldags Phraser og forældede Ord", som han havde placeret "i en væmmeligt maniereret Dialog" og benyttet "nogle usselt motiverede Situationer og Handlinger sammen til saakaldte Acter og Scener" (24.10.1833). Kirstein var ganske enig med Molbech, idet han dog ikke lagde skjul på sin irritation over det tidsspilde, det havde været ham "pligtskyldigen" at gennemlæse stykket (28.10.1833). Returneret den 31. okt. 1833 (Kp.nr.137).
Tragedien "Charlotte Corday" var efter Molbechs referat af 5. akt at dømme et makværk, hvilket censoren søgte at understrege i sit [sideskift][side 559]sædvanlige sprog: "Et ligesaa aandløst og smagløst, som formløst Product, .. Han har ligesaa lidt Idee om det Sømmelige i den sceniske Tale, som i den sceniske Handling" (29.10.1833). Kirstein var "Aldeles enig" (7.11.1833).
Det anonymt indleverede drama "Dronning Christine" takseredes af Molbech til et "i alle Henseender fuskeragtigt Smøreri" (27.11.1833). Kirstein var atter "Aldeles enig" (6.12.1833). Remitteret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.5).
Såvel dette drama som Carl Baggers tragedie "Dronning Christine af Sverige og Monaldeschi" mente Molbech Bayards drama "Dronningen paa 16 Aar" havde fremkaldt. Baggers tragedie afvistes, fordi forfatteren havde leveret "dette ungdommeligt overspændte, med deels indecente, deels oprørende Cruditeter, med megen Declamation og meget uæsthetisk Stof opfyldte Drama, der alt for meget smager af Forfatterens Studium af den nyeste franske Skole, og en allerede temmelig stærk Indsugning af dens dramatisk=sceniske Grundsætninger". Molbech påpegede præcist sammenhængen mellem Hugo, Dumas og denne hjemlige dramatiker, der forsøgte sig i en genre, som Molbech anså for skadelig for teatrets tarv: "i det mindste saavidt og saa længe det staaer til mig, vil [jeg] stræbe at holde [Det kgl. Teater] reent for den ved Seinen herskende "gout du meurtre & de l'adultere", hvis Fostre, enten middelbart eller umiddelbart, i øvrigt formodentlig snart, til Ødelæggelse for den Rest af reen dramatisk Konst, der endnu hos Os er tilbage, vil finde Veien til Hr. Pettolettis Sommertheater [6]". Skete det, kunne Molbech selvfølgelig forudse det pres, det ville lægge på teaterdirektionen - fra publikums side. Molbech ville dog "ikke frakiende [Bagger] hverken poetiske Anlæg, eller [stykket] Poesie paa enkelte Steder", men fandt "Sprogformen meget udannet, og .. Versificationen ofte høist skiødesløs, monoton og ildeklingende". Molbech var trods alle væsentlige forbehold rede til at udfærdige en skrivelse "med et Par høflige Ord .. om Digter-Anlæg, men [at direktionen ikke havde] fundet Stykket brugbart til Opførelse" (10.12.1833). Det ville Kirstein derimod ikke være med til, thi ikke siden skrivelsen til Paludan-Müller i anledning af "Kiærlighed ved Hoffet" (jf. s.458), "der vistnok i æstéthisk Henseende staaer langt over dette Stykke", havde nogen forfatter nydt en sådan "Udmærkelse". Han argumenterede herfor: "jeg maa holde det for bedre ikke at rose det Gode, naar man ikke tillige vil daddle [sideskift][side 560]det maadelige eller slette" (12.12.1833). Det var især faldet Kirstein for brystet, at forfatteren benyttede "mange raae, prosaiske ja endog platte Lignelser og Udtryk" samt smagløsheder i flere scener. Stykket returneredes med vanlig skrivelse den 9. jan. 1834 (Kp.nr.4).
"Stormen paa Magdeborg" var "Et af de sædvanlige dramatiske Fuskerier af raa Dilettanter", konstaterede Molbech (27.12.1833). Kirstein var "Aldeles enig" (29.12.1833). Remitteret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.7).
Th. Rumohrs anonymt indleverede sørgespil "Malek-Adhel" adskilte sig ifølge Molbech fra den hærskare af tragedier, som hjemsøgte teatret i disse år ved at have "paa mange Steder en vis Grad af poetisk Colorit og en Varme i Følelsen, der temmelig hyppigt har meddeelt sig til Dictionen; og blandt andet vilde uden Tvivl Maleks og Mathildes Roller [spillet af Nielsen og Mad. Wexschall] udvikle sig med en ikke ringe Effect paa Theatret". Den afgørende fejl ved stykket var, at det manglede "dramatisk Charakteristik; .. Heller ikke udvikler en eneste Charakteer sig psychologisk og poetisk" (26.4.1834). Molbech havde svært ved at forkaste dette arbejde på grund af de "mange gode og poetiske Elementer" deri, som måske kunne vindes for teatret ved en omarbejdelse, thi stykket kunne nok have en virkning på den del af publikum, "der ikke har den høiere og finere æsthetiske Dannelse, .. blandt andet .. mange Fruentimre af Middelstand og yngre Alder" (l.c.). Molbechs kategoriseringer adskilte sig næppe fra flertallets, men synspunktet vækker dog immervæk til eftertanke - f.eks. set i forhold til hans forbindelse med Sille Beyers produktion. Kirstein erklærede sig blot enig med Molbech (3.5.1834), hvorpå et resumé af Molbechs votum - dog uden nævnelse af en evt. omarbejdelse - afsendtes til Rumohr den 6. maj 1834 (Kp.nr.55) (7).
Censorernes behandling af disse 11 stykker må uden tvivl påkalde sig interesse, fordi censorerne vedr. fire stykker markerede en såvel dramaturgisk som litterær holdning, der kendetegnede teatrets repertoirepolitik: Overalt fremstod Molbech som den mindst kategoriske af censorerne; han var villig til at lade Holsts arbejde komme på scenen af interesse for det nationale drama, mens han samtidig erkendte Baggers talent, men på det bestemteste afviste denne fransk-inspirerede version af det romantiske drama. Rumohrs sørgespil ejede den følelsesintensitet, som Molbech oftere [sideskift][side 561]havde efterlyst, mene Oehlenschlägers skuespil vurderedes præcist: skuespilfabrikanten havde sine særrettigheder på Kongens teater. Ingen af de øvrige stykker gav Molbech anledning til specielle kommentarer. Kirstein hævdede sig ved sin skarpe påtale af såvel Holsts som Oehlenschlägers værkers evt. politiske udnyttelse, mens hans dramaturgiske vurdering af de øvrige skuespil synes temmelig fattig, selv om han netop vedr. de fire stykker blev intet mindre end udslaggivende. Holstein virkede ikke ind på afgørelserne, om end han indirekte støttede Kirsteins politiske vurdering.
[sideskift][side 562]
Komedien "Elysium" røbede i sin komposition "en Forfatter uden Dannelse, Studium og Smag", som opvartede med "Ølhuus= og Krostue=Vittigheder", noterede Molbech (23.11.1833). Kirstein kunne "ikke andet end underskrive denne Dom" (26.11.1833). Returneret den 3. dec. 1833 (Kp.nr.151).
Elisabeth Hansens anonymt indleverede dramatisering af Gil Blas "Gil Blas af Santillane" karakteriseredes af Molbech som ""Gil Blas's Ødelæggelse", som denne meer end eenfoldige Dramatiker burde have kaldt sit meer end tilladeligt slette Arbeide" (26.12.1833). Kirstein var "Aldeles enig" (29.12.1833). Remitteret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.8).
Lystspillet "Reisen med Posten" vurderedes af dets anonyme forfatter: "Hvordan Sagen den end ender,/ Er du god til Pibetænder". Censorerne kunne nøjes med at underskrive denne rammende dom (hhv. 29. og 30.12.1833). Returneret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.6).
Af 5-aktslystspillet ""Som det gaaer i Verden" &c" læste Molbech kun to akter, før han var overbevist om stykkets uantagelighed (8.3.1834). Kirstein var derimod forarget over, at denne anonymus "idetmindste .. 5 a 6 Gange" havde belemret teatercensorerne med sine "Smørerier"; han læste alle fem akter, men kom til samme resultat som Molbech (28.3.1834). Returneret den 2. april 1834 (Kp.nr.35).
Vedr. enakteren "Opdagelserne" beskæftigede censorerne sig udelukkende med publikums forventede pibekoncert (hhv.15. og 17.4.1834). Remitteret den 21. april 1834 (Kp.nr.52).
Undtagelsen fra disse flovheder udgjorde Paludan-Müllers "Kjærlighed ved Hoffet" (jf. s.458). Forfatteren henvendte sig privat til Kirstein i sommeren 1833 med en forkortet udgave af stykket (jf. s.500). Kirsteins dom kendes ikke, men hvis han omgik sandheden med varsomhed (i marts 1834) havde han heller ikke i 1833 kunnet finde stykket antageligt til opførelse. Paludan-Müllers næste skridt var da at diskutere stykket med en række skuespillere (bl.a. Nielsen) - og Molbech. Den 7. febr. 1834 tilsendte Paludan-Müller Molbech privat indsendelsesbrevet til direktionen (I.B.nr.53) ledsaget af en privat skrivelse, hvori han takkede Molbech "endnu engang for Deres Uleilighed med denne Sag, .. Efter Deres Tilladelse vil jeg paa Søndag [9.2.1834] tale med Etatsraad Kirstein, da han jo til den Tid vil være i Besiddelse af Deres Velbaarenheds Meddelelse [Molbechs votum (1) over stykket]" (Coll.BrS.). Paludan-Müller [sideskift][side 563]afslørede hermed styrkeforholdet i direktionen, thi Kirstein måtte påvirkes kraftigt, for ikke åbenlyst at modsætte sig antagelsen af stykket. Molbechs argumentation for stykkets kvaliteter måtte styrkes af forfatterens egen overtalelseskraft. Molbechs votum er særdeles interessant, da det samtidig belyser hans egen situation som censor og stykkets skæbne. Han ville stadig i det væsentlige vedkende sig sin to år gamle dom over stykket, idet han dog ikke kunne "andet end, deels efter et gientaget Studium af Stykket, deels med Hensyn til hvad det ved de stærke Forkortninger har vundet, og deels endelig efter mit i den Tid forøgede Kiendskab til hvad der i vor Tid kan bringes paa Scenen, i nogen Maade at modificere hvad jeg dengang har sagt, om Stykkets Mangel paa Brugbarhed til Opførelse. Hvad der, i dets nærværende Skikkelse skulde modsætte sig denne, kunde .. fornemmelig ikke være Andet, end [1.] dette Dramas usædvanlige, romantiske, af pudseerlig-komiske og pathetisk-erotiske Elementer sammensatte Charakteer; og [2.] det Slags ungdommelige Umodenhed, som i enkelte Partiers Anlæg, enkelte Sceners Dialog, kan frembringe en standset eller svækket Deeltagelse hos Tilskueren". Molbech mente, at omarbejdelsen havde fjernet den ene af de to indvendinger [2.]. Med hensyn til den anden [1.] anførte han følgende argumenter herimod: "At man paa vort Theater, med betydende Bifald og Deeltagelse, har givet flere Shakspearske Dramer, og endnu kunde give dem med ikke mindre Bifald, dersom de kun nogenlunde heldigt kunne besættes og udføres"; endvidere: "Flere af vore bedste Skuespilleres yttrede Mening om Stykket og Interesse for sammes Opførelse .. bestyrker endnu mere min Overbeviisning: at Directionen .. ei bør afvise Leiligheden til, ved dette Stykkes Opførelse, at aabne det romantiske Drama en Indgang paa vort Theater, hvilken vi sandelig, i én saa poetisk Form, som den, hvori det i nærværende, skiøndt vist nok endnu ei modnet Arbeide viser sig, langt hellere bør unde dette Drama i dets harmløse, ideale, Lunet og Følelsen tiltalende Charakteer: end vi bør række Haand til at forplante de af Blod rygende, af moralsk Pestgift besmittede, af de vildeste Lidenskabers, de frækkeste Lasters nøgne og iiskolde Fremstilling besudlede moderne franske Tragedier og Melodramer fra Seinen til vor endnu fredelige, moderate, med Smagens ædlere og finere Værker jævnligen fortrolig Skueplads" (12.2.1834). Således blev da Paludan-Müllers skuespil indplaceret i den Molbechske skala, thi [sideskift][side 564]sammenhængen for ham var indlysende: det romantiske drama kunne lanceres i Danmark blot man havde et egnet stykke. "Kiærlighed ved Hoffet" var ifølge Molbech samtidig idealt og den nødvendige modgift til franskmændenes afskyelige produkter. Nationalt havde dette også stor betydning. - Kirstein refererede sig også til sin ældre dom: "at dette i poetisk Henseende udmærkede Product var i en saadan Grad regelløst, planløst og vilkaarligt i Compositionen, at det derefter ikke kunde antages skikket til Opførelse". Dommen stod trods de af forfatteren foretagne forkortninger stadig ved magt; og blev underbygget af Kirsteins modvilje mod "den .. for den største Deel af vort Publikum uforstaaelige eller usmagelige (sit venio verbo) Ironie, der er et Grundtræk i dette Stykke". Sålænge Kirstein ikke havde tilstået at have antaget stykker, hvorom han ikke troede, de ville behage publikum, ville han ikke antage dette forfatterens "første Prøvestykke", "hvorom vi have en saadan Tro": "Jeg kan derfor, uagtet jeg ingenlunde har den Prætension at min Mening om, at dette Stykke ikke kan vente at gjøre Lykke paa Scenen, er ufeilbarlig, dog, saalænge jeg nærer denne Tro, efter Pligt ikke stemme for dets Antagelse" (28.3.1834). Kirstein synes umiddelbart at have investeret flest principper i denne behandling af et skuespil. Hans samvittighedsfuldhed kan ikke bortforklares ved lavere personlige hensyn, men synes grundet på en modstand mod det romantiske dramas genre, som var end større end Molbechs. Molbech gjorde selv opmærksom på, hvorledes han var vokset med arbejdet som censor, således at han nu bedre kunne vurdere, hvad der var brugbart på scenen, men også Kirstein havde udvidet sin horisont, idet han afslørede en klart formuleret repertoirepolitik, baseret på en dramaturgisk indsigt, han ikke ejede, da han begyndte som teatercensor i jan. 1832. Ville Kirstein således fortsat nægte stykket adkomst til teatrets ordinære repertoire, ville han dog ikke modsætte sig, at skuespillerne opførte stykket ved de kommende Sommerforestillinger (se s.620). Det var Kirsteins egentlige indrømmelse, thi hermed risikerede han, at skuespillere og publikum ville kunne udøve en pression, som ingen teatercensor kunne modstå. Molbech var tydeligvis ikke tilfreds med dette resultat, hvorfor uenigheden mellem censorerne måtte afgøres af Holstein. I mødet den 11. april 1834 opsummeredes forhandlingernes resultat: "Hans Excellence erklærede, Intet at have imod dets Opførelse, uagtet han var af den Formening, [sideskift][side 565]at det neppe vilde giøre betydende Lykke; men foruden nogle Steder, hans Excellence formeente, kunde modtage en Forandring [2], ytrede han tillige det Ønske: at Titelen Konge ved Stykkets Opførelse maatte forandres til Fyrste". Endvidere besluttedes at meddele Paludan-Müller, at stykket kunne overlades skuespillerpersonalet til Sommerforestillingerne, "uden at dette skulde hindre Stykkets Opførelse for Theatrets Regning i næste Saison". I censurprotokollen indførte Holstein imidlertid: "Ikke antaget i den Form det er indsendt" (udat.). Holstein havde derved delt lige mellem parterne: Molbech og skuespillerne fik stykket opført ganske vist kun ved Sommerforestillingerne, mens Kirstein havde sikret sig, at stykket skulle forhandles endnu engang, før det evt. kunne admitteres teatrets vinterrepertoire. Paludan-Müller fik meddelelse om direktionens forhandlingsresultat den 15. april 1834 (Kp.nr.49). Se s.620.
Når flovhederne eller nulliteterne i den grad dominerede det danske lystspil, kan det måske ikke undre, at genren plejedes så flittigt ved oversættelser af især franske comedie-vaudevilles. Men postyret om Paludan-Müllers stykke illustrerer så meget mere vanskelighederne for det originale danske romantiske lystspil, fordi Molbech nok fremstod som talsmand herfor, men ikke havde en egentlig gennemslagskraft, når det gjaldt. Holsteins behandling af Paludan-Müllers synes temmelig overfladisk, ihvertfald omfattede hans vurderingskriterier ikke litterære og/eller dramaturgiske elementer, således som Molbechs og Kirsteins.
[sideskift][side 566]
De seriøse skuespil, der blev indleveret til censur i denne sæson, gav anledning til alvorlige sammenstød imellem teatrets censorer. Synspunkternes indhold blev derved yderligere klarlagt.
Seemann rapporterede begejstret om opførelsen af Casimir Delavignes "Les enfant s d'Edourd" (TF 18.5.1833) i sit brev af 12. juli 1833, men afslutningen på hans skildring forklarer nok, hvorfor direktionen ikke foretog sig videre, trods betalingen for stykket: "Det hele Stykke behagede særdeles meget, dog troer jeg at Slutningen kunde undergaae nogen Forandring, hvis vi skulde give det hjemme; thi det uhyggelige Skriig og det afskyelige Mord, der udøves for Tilskuernes Øine, er om ogsaa af Theateref[f]ect, dog altfor uskjønt til at befaldes" (UjBr, TK.1.kv.nr.1466). Se s.1060.
Bayards drama "La grande dame" (GD 24.10.1831), indleveret i en anonym oversættelse, læste Molbech hastigt igennem, hvorefter han konstaterede, at det slæbte "sig mat og livløst hen igiennem halvanden Act" for først derpå at få "et Slags, ikke meget naturlig anlagt Interesse". Molbech mente, at det "for vore Sæder [var] alt for anstødeligt behandlet [1] .. Det er desuden ikke allene plumpt, men konstløst udført; og vilde, paa de sidste Scener nær, ikke allene forarge, men kiede paa vort Theater". Oversætterens arbejde stempledes som umodent (30.11.1833). Kirstein var blevet "noget forundret" over Molbechs votum, thi hans læsning af stykket havde resulteret i, "at flere af Rollerne maatte kunne give de Spillende Stof til en god Udførelse, ligesom det ogsaa forekom mig, at det indeholdt endeel effectfulde Situationer, der ikke forekom mig i det Hele taget synderlig mere overspændte, end de effectfuldeste Scener i "et Feiltrin" eller "Familien Riquebourg" [jf. s.502 og s.461]". "Fra Decentsens Side lader der sig jo vel adskilligt indvende mod Stykket, men .. neppe mere end mod de nys nævnte og mange flere paa vort Theater bragte Stykker .. det forekommer mig ikke conseqvent at lade hine passere og forkaste dette. Uden at jeg derfor vil have mig anseet som Forfægter af det Slags Stykker kan jeg ikke fælde mere Dødsdom over dette end saamange andre antagne" (8.12.1833). Der kan ikke herske tvivl om, hvad der skilte censorerne: Molbech ønskede et legitimerende drama, mens Kirstein anså det for ønskeligt at producere effektfulde skuespil, der kunne give skuespillerne lejlighed til at udfolde deres talenter. Oversættelsen fandt Kirstein "dog ikke saa slet som Hr Andersens af den 16aarige Dronning [jf. s.504], ja maaskee neppe [sideskift][side 567]ringere end Heibergs af Fruen og Frøkenen [jf. s.581]", selv om den trængte "til en Revision, hvis Stykket skulde antages". Kirsteins votum er vigtigt, fordi han gjorde sig til talsmand for en mindre rigoristisk linje med hensyn til scenens udvortes konveniens, fordi teatret allerede spillede f.eks. ”Et Feiltrin" og "Familien Riquebourg"; økonomiske hensyn anførte han overhovedet ikke. Om Kirstein i dec. 1833 havde glemt Molbechs indsigelse mod "Et Feiltrin" i sept. 1832 får stå hen, og måske gjaldt Kirsteins argumentation netop kun hans egen accept af dette stykke. Forhandlinger kendes ikke, men Holstein føjede sig efter Molbechs opfattelse: "Ikke antaget" (udat.).
Casimir Delavignes nyeste tragedie "Louis XI" (TF 9.2.1832) indsendte Borgaard sept. 1833 i en rimfri oversættelse. Molbech relaterede stykket til såvel ældre som samtidig dramatik: Han turde ikke "antage, at det som tragisk Konstværk kan naae den Rang, som Shakspeares og Schillers historiske Tragedier have hævet sig til", men tidsforholdene på Ludvig XIs tid var "behandlet paa en heldig og interessant Maade". Dramaets galleri af karakterer var "sieldent""i vor Tid"; "disse opveies, om ikke overgaaes af Handlingens og Situationernes overordentlig stærke og dybt virkende sceniske Effecter. Ludvig XI er et Stykke, som i den Henseende vist nok næsten maa sætte ethvert andet Sørgespil, der i dette Øieblik er paa vort Repertoire, i Skygge; men dette kan jeg dog, i Betragtning af dets eget sceniske Værd, ikke holde for nogen Grund til, at man ei skulde opføre det; da det, endskiøndt stærkt og dybt rystende, dog ei overskrider Grændserne for den tragiske Værdighed, eller hører til den nyeste franske Skoles af Bøddelsmag og skamløs Mangel paa enhver Agtelse for Blufærdighed, Undseelse og Kydskhed besmittede monstreuse Frembringelser". Delavigne "dølger ikke - hvad den franske romantiske Skole ved mange Leiligheder yttrer en Tendents til - at Lasten ogsaa her paa Jorden har sin Straf, og den mishandlede Uskyldighed sin Hævner, i den Stemme fra Oververdenen i Menneskets Indre, som hverken Høihed eller Magt kan bringe til Taushed". Meget enkelt havde Molbech som kristen idealist præciseret sine krav til tragedien som genre. "Fra Moralitetens Side vil neppe en eneste grundet Indvending kunne findes mod Stykket". Historikeren Molbech ankede derimod over, "at Delavigne kun har viist Ludvig XI fra den lastefulde Side .. [at] man [kun] see[r] ham .. i hans Afmagt, ikke i hans Kraft, [sideskift][side 568]der i det mindste virkede meget og stort for den franske Stat": moralisten og historikeren var dog forbundne kar. Æstetiske indvendinger ville Molbech ikke levere, men "fra Scenens Side" ville han anføre den eneste væsentlige, "at Stykket er ualmindelig langt, og at Bortskæring og Forkortelse meget vanskelig; og at det heelt igiennem næsten kun maa virke ved de tragiske Dissonantser, eller ved det pinende, smertelige og skærende i Følelsen af det Tragiske". Borgaards oversættelse hørte "til de gode og heldige, i Sproget og i den jambiske Versification correcte; men den vilde unegtelig have vundet paa mange Steder om Oversætteren havde afvexlet med rimede Vers" (12.10.1833). Molbechs positivt begejstrede modtagelse af Delavignes tragedie markerer et skel i hans udvikling som teatercensor, idet han tydeligvis søgte at imødegå Hugo-Dumas-skolen, men hidindtil ikke havde fundet noget stort og betydningsfuldt at sætte i stedet: her øjnede han Delavignes stykke som den mulighed han havde ventet på. Det gjaldt derfor om at bringe så meget af Delavignes sandt tragiske stykke på den danske scene. Molbechs udførlige dagbogsnotat om læsningen af stykket slutter med følgende overvejelser: "Derimod tør jeg forud være overbeviist om, at Ludvig XI vil møde ualmindeligt Bifald, og vedligeholde det lige til Slutnings-Repliquen: Un Roi regne pour son peuple, & non pas pour soi-meme ell[er] saa omtrent. - Jeg kan ikke vide, hvad mine Herrer Colleger ville sige til dette og lignende Steder. Det hele Stykke vil neppe være særdeles efter deres Smag; men dog er og bliver det et af de interessanteste dramat[iske] Arbeider, jeg har havt under Hænder siden jeg kom i Th.Directionen" (NkS 3092 10.10.1833). Dagbogsnotatet afslører ganske klart modsætningsforholdet i teaterdirektionen: den politiske censur sorterede under Holstein og Kirstein, mens den dramaturgiske var Molbechs anliggende. Det videre forløb bekræfter rigtigheden af Molbechs opfattelse. - Kirstein formulerede sin betænkelighed ved at bringe dette skuespil på scenen i København meget skarpt: "Ikke at tale om, at den kræsnere Deel af vort Publicum maaskee kunde stødes ved at see Skriftestolen, ja næsten Sacramentet selv, bragt paa Scenen, kan det neppe være passende under en souverain Konge at bringe en Scene paa Theatret, .. der er beregnet paa Frankrigs nuværende Regjeringsform og øvrige Forhold, men her næsten kun kan antages og udentvivl af en stor Deel af Publicum vilde blive optaget som en Sottise mod Souverainiteten og den [sideskift][side 569]souveraine Konge". Kirstein mente ikke, det var gjort med blot at slette denne scene, hvorfor han resolverede: enten at forkaste stykket eller forlange en gennemgribende forandring (22.10.1833). Kirstein reagerede som Molbech havde frygtet: souverainitetens vogter havde talt. Molbech gik til modangreb, idet han indførte i censurprotokollen, at stykket 1. opfyldte de krav, "man i vor Tid giør til et tragisk Drama, uden enten at saare den moralske Følelse, eller den liberale æsthetiske Dannelse". 2. stykket "vil kunne giøre betydende Effect, og gives med stort Bifald paa vor Scene; og saaledes blive en for vort Repertoire meget fordeelagtig Artikel". 3. fastholdt Molbech princippet om, "at catholsk Ritus og Kirkeskik, naar den holdes i det Alvorlige, og ikke giøres latterlig .. kunne taales [på Det kgl. Teater], endskiøndt man ei vilde finde det passende, at anbringe noget af den protestantiske. Mangfoldige opførte Stykker bevise dette; og en analog Skriftemaalsscene forekommer i Maria Stuart, som er givet paa vort Theater - og, som jeg haaber, atter vil fremkomme der [jf. s.728]". 4. Scenen vedr. souverainiteten "er i sig selv ganske uvæsentlig og ubetydelig; og kan saaledes let falde bort eller forandres"; "overhovedet maatte hele Tragedien nøie giennemgaaes af Oversætteren, for at foretage flere Forkortninger, hvor disse kunde skee" (25.10.1833). Der blev herefter arbejdet med direktiver til oversætteren, som i sin iver for at få stykket var så uheldig at fornærme Molbech; desuagtet gav Molbech dog de relevante anvisninger. Kirstein billigede korrektionen af de anførte steder, "hvorhos jeg dog holder det for rigtigst ikke specielt at udpege de enkelte Udtryk, som man, efter hvad vi mundtlig have forhandlet, af politiske Hensyn maatte ønske udeladt, men foreløbigen see det an om ikke Oversætterens egen Følelse i denne Henseende skulde lade ham træffe det Rette" (NkS 1861 7.12.1833) (2). På denne baggrund blev da direktionens svarskrivelse afsendt den 10. dec. 1833: Borgaard meddeltes, hvor man især mente forkortninger kunne ske (3), samt at scenen med skriftemålet "saameget muligt [måtte] betages det Anstødelige" derved. Man forbeholdt sig endvidere ret til efter Borgaards forandringer selv at "foretage enhver Forandring i samme, som man derefter endnu maatte finde nødvendig" (Kp.nr.158). Molbech fik nok opfyldt sit ønske om at opføre stykket på Kgs. Nytorv, men det kom unægteligt til at ske på Kirsteins præmisser. Allerede den 18. dec. 1833 returnerede Borgaard stykket: "Ved de [sideskift][side 570]Partier i Stykket som ved Opførelsen paa vor Scene kunde ansees som anstødelige, har jeg foretaget Forandringer. - Jeg har saaledes i 2den Akts 2den Sc: udeladt Dauphins Replik, der skildrer Forholdet mellem Konge og Folk. - 4de Akts 6te Scene har jeg saaledes omarbeidet, at den, istedetfor at fremstille et formeligt Skriftemaal nu kun indeholder en almindelig Bekjendelse af Kongens Voldsgjerninger. - I 5te Akts 8de Sc: har jeg udeladt det af Kongen oplæste Fragment af "le rosier des guerres"" .. "Enkelte Sprogvendinger og Udtryk .. har jeg, ifølge Directionens Ønske, forandret" (ved Cp 80/82). Borgaard havde således imødekommet alle Kirsteins indsigelser, hvorefter der fra politisk hold ikke kunne rejses tiltale imod stykkets opførelse. Den 10. jan, 1834 afleverede Molbech den reviderede oversættelse, hvorpå Kirstein modtog stykket for på ny at læse det (Dp). Rettelser eller indsigelser fra dette tidspunkt kan ikke påvises (4). Den 31. jan. 1834 uddeltes rollerne, og den 15. maj 1834 havde Delavignes stærkt afpolitiserede tragedie dansk premiere (opført ialt 14 gange).
V. Ducanges melodrama "Il y a seize ans" (TG 20.6.1831), leveret teatret af H.E. Kirstein fra Bordeaux, bad direktionen Heiberg vurdere (Kp.nr.149 3.12.1833). Den 20. dec. 1833 indsendte han sit responsum: "Stort Spectakelstykke .. har megen grov Theater-Effect, men tillige vel megen Kotzebuisk Sentimentalitet og Moral. Det dreier sig desuden om en Voldtægt. Det har med alle sine Feil dog hist og her noget Rørende, og næsten heelt igjennem noget Spændende. Det kunde maaskee blive et Favoritstykke for det simplere Publicum" (Borup nr.296).Se s.731.
von Collins tragedie "Regulus" (jf. s.167) indsendte Dorph atter i febr. 1832, men direktionen foretog sig intet (Cp). Den 8. juli 1833 erindrede han påny direktionen om sin tragedie "i 3 Akter, som ingen extraordinaire Apparatur eller Udgifter kræver" (I.B.nr. 94). Når Molbech kom hjem fra sin rejse, skulle Dorph få svar (Kp. nr.44 16.7.1833). I nov. 1833 tilskrev Dorph atter teaterdirektionen og oplyste, at han "For nogen Tid siden" indleverede tragedien i manuskript: "Da Hr. Justitsraad Molbech i et privat Brev [5] blandt andet har skrevet til mig, at han ansaae dette Stykke værdigt til at opføres paa det Kongelige Theater, men tillige yttrede, at han var ikke ene Censor: saa tillader jeg mig ærbødigst [sideskift][side 571]at anmode" direktionen om en afgørelse i denne sag (I.B.nr.182 14.11.1833). Først derpå gav censorerne sig officielt til at censere stykket! "Med Alt hvad der kan være at sige om det Kolde og Udramatiske i denne Tragoedie, anseer jeg den dog .. at være for god til at bryde Staven over ved en Forkastelsesdom. Der er en gammel, romersk Simplicitet i Handlingen og Situationerne, og en pathetisk Kraft i endeel Scener, hvoraf gode Skuespillere vist nok maae kunne bringe noget ud. Fordi "Belisar"[jf. s.502] .. giorde meget mere Lykke, end jeg turde formode" var Molbech villig til at lade en tragedie af samme art opføre (12.1.1834). Kirstein nærede ikke "det Haab, at den, selv med den foretagne Forkortning vil gjøre nogen betydende Lykke paa vor Scene .. [Jeg] frygter .. at man vil føle sig trættet ved den hyppigere Gjentagen af de samme eller næsten ganske lignende Situationer, og Sproget .. forekommer mig .. ikke ved poetisk Skjønhed noksom at bøde paa denne Mangel". "Belisar"s lykke havde også overrasket Kirstein, men den besad dog "mere Afvexling i Situationerne, mere Liv og fremskridende Handling. Dertil bidrog, eftersom jeg troer, Datterens Forhold og Fremstillerindens Skjønhed en stor Deel til Belisars Lykke, hvilket jeg i den Grad neppe tør vente af Attilias Rolle skjøndt den vistnok i mange Henseender kan blive bedre given end hins". Kostede det ikke for meget at opsætte stykket, kunne man måske finde en lejlighed til indstudering heraf (19.1.1834). Kun med denne valne indstilling fra censorerne blev rollehæfter udskrevet i sept. 1834, mens roller først blev uddelt den 5. jan. 1835 (PRFD). Den 21. nov. 1836 holdtes oplæsning, hvorefter premieren fandt sted den 28. dec. 1836 (opført ialt 2 gange).
Weissenthurns "Die Bestürmung von Smolensk" (Burg 1808), antaget og uddelt men ej opført i N.T. Bruuns oversættelse (PRFD 23.2. 1820), indleveredes i okt. 1833. Molbech kaldte det en "Haupt= und Staats-Action"; endogså i Wien mente han, den måtte være forældet. I København var "slige Sager" for længst gået af mode (10.1.1834). Kirstein var lykkelig over, at oversættelsen var så slet, så at han blev befriet for mere end 1 akts læsning (19.1.1834). Returneret den 31. jan. 1834 (Kp.nr.13) (jf. s.5).
Knowles nyeste stykke "The Wife" (1833) var Kirsteins opdagelse. Han sendte Molbech det til gennemlæsning den 26. aug. 1833: "uagtet et Par temmelig paafaldende Feil i Anlægget" havde det interesseret ham "meget at læse og, som jeg troer, vil [det] gjøre megen [sideskift][side 572]og god Effect paa Scenen". Imidlertid var problemet for Kirstein, hvem teatret skulle få til at oversætte det, thi Overskou var ikke "den høiere Stiil saa mægtig at han vilde kunne levere en Originalen værdig Oversættelse", og Heiberg var ikke "det engelske Sprog mægtig nok", hvorfor Kirstein foreslog "en af Boyerne eller en anden med begge Sprogene i den høiere Stiil fortroelig Mand" (Coll.BrS.). Molbech kendte imidlertid Sille Beyers evner for såvel den højere stil som det engelske sprog, hvorfor han bestemte, at oversættelsesarbejdet skulle overdrages hende. Den 20. sept. 1833 meddelte hun Molbech, at når oversættelsen af "Donna Diana" (jf. s.585) var afsluttet, ville hun "begynde paa Hertuginden af Mantua, for saasnart som muligt at sende Justitsraaden 1ste Act til Prøve" (NkS 2336). I okt. 1833 læste Molbech anden akt af oversættelsen: "Denne Act staaer ikke tilbage for, men snarere overgaaer 1ste Act, i en tro, correct, smuk og kiernefuld Oversættelse" (NkS 3092) (6). Den 22. dec. 1833 modtog Molbech den færdige oversættelse (NkS 439). Han mente, at "man vel i det Hele kan kalde [oversættelsen] Originalen værdig", thi ellers havde hans eget konsulentarbejde jo også været forgæves. Kirstein mente dog "skjøndt i det Hele god og meget tro", at den "dog hist og her [kunne] trænge til nogle Forbedringer". Molbech efterkom dette ønske, idet Sille Beyer i et brev takkede Molbech for hans "Godhed .. Jeg bliver ikke træt, om endogsaa jeg skal giennemsee den tiere; den Umage lønner sig godt for mig, da jeg bestandig lærer ved Deres Forbedringer og Anmærkninger" (NkS 2336). - Molbechs censur bestod i øvrigt af en lovprisning af Knowles stykke, thi det havde alle de kvaliteter, som Molbech forlangte af et moderne drama: "dets Rigdom paa Handling, paa effectfulde Omvexlinger i Situationerne, og paa disses pathetiske Udvikling; dets gode, prægnante, psychologisk rigtige, om endog stundom kun skizzerede, eller a la prima malede Charakteertegning; endelig det indre, poetiske Liv, der besiæler det Hele, der meddeles næsten enhver Scene en forskiellig, og dog altid livfuld Charakteer, og udvikler sig i et kraftigt og skiønt, aldrig mat eller slæbende, sielden for langt udtrukket Foredrag"; endvidere anførte han "den ædle og høie Aand, og den rene moralske Tendents .. [samt] den betydende Interesse [forfatteren] .. har medgivet, saavel Handlingens Udvikling og Opløsning" som værdifulde kvaliteter (29.1.1834). Sammenholdes dette vidnesbyrd med Molbechs udladninger mod det franske [sideskift][side 573]romantiske drama haves en ganske præcis bestemmelse af, hvad Molbech forlangte af et drama i dramaturgisk henseende: handling, effekt, omveksling, udvikling, karaktertegning og moralsk tendens. Mådehold i henseende til såvel effekter som tendens var Molbechs løsen. - Kirstein istemte "af ganske Hjerte .. Alt", hvad Molbech havde anført: "dette Stykke [er] .. efter min Smag et af de ædleste og bedste, der i den senere Tid er forekommet mig [7]" (11.2.1834). Kirsteins dramaturgiske anskuelse dækkedes i dette kapitel endnu af Molbechs. Roller uddeltes den 23. maj. 1834 (Dp); hvorpå premieren fandt sted den 11. sept. 1834 (opført ialt 4 gange).
Også Hugos "Lucrece Borgia" (PSM 2.2.1833) fik Molbech lejlighed til at censurere: "aldrig vil jeg kunne bringes til at give mit Minde til, at Stykker af denne Art bringes til Opførelse paa det Kongelige Theater. Thi enten maa dette Institut ophøre at være et saadant, hvortil Staten af dens Midler bidrage betydeligt, for at medvirke til at Konst og Smag kunne, saavidt Theatrets Kræfter dertil række, i deres rene Former vedligeholdes og blomstre i dramatiske og andre sceniske Præstationer, og at tillige Sædelighed og Menneskeværdighed ikke saares, Dyd, Reenhed og Blufærdighed ikke trædes under Fødder, eller giøres til Chimaire, under en foregiven Omsorg for Konstens Flor og for Publicums Morskab; eller ogsaa maa der fra Bestyrelsens Side arbeides for, at holde skadelige og fordærvelige Potentser borte fra en Skueplads, der skal være det første, nationale Mønster for ethvert Theater, stort eller lidet, i Danmark" (31.1.1834). Som i vurderingen af Knowles' stykke er ordren ligetil: Dyd, renhed og blufærdighed skulle agtes på Kgs. Nytorv, samtidig med at teatret var nationens mønster i henseende til administrationen af den moralske tendens. Molbech ville ikke tage stilling til stykkets moralitet, men erklærede "i ethvert lignende Tilfælde: at et Skuespil, der gaaer ud paa at bringe de skiændigste og mest oprørende Laster og Forbrydelser, som Phantasien kan optænke, eller som i Historiens værste Kloaker kunne opsøges, til dramatisk Fremstilling, ikke bør bringes paa det Kongelige Theater - om det endog .. nok saa tidt vilde fylde Cassen, og om det endog ikke vilde mangle et maaskee stærkt og haandfast Parti blandt dem, der ikke finde noget høiere Øiemed for et scenisk Værk, end at ryste sløve Nerver ved de voldsomste og mest sønderrivende Effectscener" (l.c.). Molbechs krigsførsel var total - under ingen omstændigheder skulle den franske pest smitte de rene [sideskift][side 574]former i København. Denne opsummering af Molbechs synspunkter vedr. det franske romantiske drama er et af højdepunkterne i hans patetiske kamp mod fornyelsen i det moderne europæiske drama. Hans moralistiske linje minder i meget om Rahbeks strid med vaudevillepesten i 1820rne. - Kirstein beskæftigede sig med oversættelsen (hvilket Molbech af indlysende grunde fandt ganske overflødigt), som han fandt "noget mildere " end originalen; han beklagede i øvrigt, "at det Genie, hvoraf Stykket bærer saa umiskjendelige Spor, har taget en saa sørgelig Retning" (17.4.1834). Remitteret den 21. april 1934 (Kp.nr.54). Se s.1311.
Dumas & A. Bourgeois' drama "Angele" (PSM 28.12.1833) leverede boghandler Reitzel teatret i april 1834, men sammenholdt med Molbechs rasen mod Hugos stykker kan det ikke undre, at censorerne undlod at censere det; hvorvidt de læste det, er en anden sag (TK 2.kv.nr.247).
Seemanns anbefaling var vel samtidig en advarsel til censorerne. Bayards stykke skilte censorerne, fordi Molbech fandt scenens konveniens blev overtrådt, mens Kirstein ville fortsætte en linje, der var påbegyndt med "Familien Riquebourg" (1831) og "Et Feil trin" (1832). Holstein turde åbenbart ikke forfølge denne linje. Omkring Delavignes stykke viste Molbech klart, hvad han ville undgå (det nyeste franske drama) og hvad han kunne acceptere (Delavignes drama var dog mere i overensstemmelse med Schillers end Hugos dramatik) - men de politiske betænkeligheder betroede han kun dagbogen. Kirstein ville nok antage stykket anskuet ud fra en dramaturgisk synsvinkel, men politisk var han aldeles ikke tilhænger af det. Kun Borgaards ændringer samt endnu flere af censorerne selv gjorde det muligt at opføre en afpolitiseret "Ludvid den Ellevte" i 1834. von Collins antikiserende stykke kom kun på scenen på grund af Molbechs ønske derom; Kirstein havde helst undgået det. Knowles' drama var begge censorer meget begejstrede for, Molbech især fordi det opfyldte de litterært-dramaturgiske-moralistiske krav, han ikke fandt hos Hugo og konsorter. Molbechs censur over "Lucretia Borgia" lignes bedst ved et manifest; thi enten spillede man ikke Hugo eller også lukkede man teatret, i hvert fald som kgl. statsunderstøttet virksomhed. Molbechs korstog imod det franske romantiske drama blev hans mærkesag. Kirsteins liberalitet var endnu ikke meget udviklet, men han forsøgte vel at forholde sig en smule friere til det romantiske drama, selv om [sideskift][side 575]han tydeligvis hellere så Knowles' drama end de franske genier. Hans vigtigste indsats gjaldt den politiske censur. Holsteins rolle anes næsten ikke, men han har givetvis fungeret som mediator, med en klar fornemmelse af hvor vigtig Kirsteins politiske årvågenhed var for ro og orden i kongens teater.
[sideskift][side 576]
Den 1. maj 1833 udbad direktionen sig fra Heibergs side "et Forslag til D[irektionen] om saadanne Lystspil af den franske eller tydske Literatur, som De anseer passende til Oversættelse for Theatret; og ønskede Directionen at deriblandt helst maatte være 1 eller 2 store, 5 eller 4 Acts Stykker og at De foruden dette eller disse, vilde opgive i det mindste 3-4 Eenactsstykker" (Kp.nr, 33 (1)). Resultatet heraf var Heibergs brev af 23. maj 1833 (Borup nr.286) (2). Kun tre stykker kunne Heiberg anbefale (jf. s.510). "Le grand diner" (TV 25.2.1828) af St. Georges & Simonnier var det "temmelig uvist" om det var "passende for vor Scene" (l.c.). Molbech fandt det "aldeles Parisisk" og ligheden med "Kostgængeren" var påfaldende (jf. s.510). "Det vil aldeles ikke kunne bruges uden som Vaudeville, eller m[ed] oversatte Couplets", Molbech tillod sig endvidere at tvivle på, om teatret kunne få en oversættelse af Heiberg (Coll.S.244 6.6.1833). Den 31. juli 1833 meddelte direktionen Heiberg, at man ikke ønskede en oversættelse deraf, idet man repeterede Molbechs indvendinger: Teaterdirektionen renoncerede på en vaudeville-oversættelse (Kp.nr.55).
"Le mariage impossible" (TN 5.6.1828) af Duveyrier & Carmouche kunne, ifølge Heiberg, "med lidt Forandring blive et ret net lille Lystspil, eller endnu bedre: en Operette" (Borup nr.286). Molbech fandt det "ret underholdende, og Hoved-Ideen baade comisk, og meget skikket til dramatisk Behandling". Han ville derimod ikke indestå for parterrets reaktion på "at et virkeligt Bryllup holdes imellem to Fruentimre" (Coll.S.344 6.6.1833) (jf. s.448). I skrivelsen til Heiberg formuleredes det skarpere, idet situationen var fundet at være "betænkelig og ikke passende at bringe paa vor Scene, hvorfor Directionen ikke holder dette Stykke for skikket til Oversættelse" (Kp.nr.55 31.7.1833).
"Le barbier chatelain" (TN 7.2.1828) af Théaulon & Th. Anne anbefalede Heiberg varmest: det kunne "med betydelig Forandring udentvivl .. blive meget moersomt; og jeg har desaarsag allerede i flere Aar været opmærksom paa det, for at bearbeide det, saasnart Leilighed gaves. Min Hensigt var at localisere det" (Borup nr.286). Molbech var lutter undren over Heibergs entusiasme: Spøgelses-scenen ville han selv "om jeg var blot Tilskuer - vist være iblandt de første til at give .. Mishags-Yttring. Der er meget andet ligesaa flaut og dumt i Stykket. Men jeg vil derimod ikke frakiende dets Hoved-Idee comisk Effect og theatralsk Brugbarhed; men for [sideskift][side 577]at faae denne hos os, maatte det Hele aldeles omarbeides, og kun Motiver og enkelte Scener bruges" (Coll.S.344 6.6.1833). Resultatet blev imidlertid, at "vi, Holstein og Kirstein, [have] anseet [det] for skikket til, med en og anden Modification, at bearbeides for vort Theater", efter at Heiberg havde "indsendt den reviderede Oversættelse af "Brødrene Foster" [jf. s.578]" (Kp.nr.55 31.7.1833). Heiberg erindredes den 3. dec. 1833 om oversættelsen (Kp. nr.149). men han forklarede direktionen, at han nu ikke ville oversætte stykket, men "benytte Sujettet deri til et aldeles nyt og originalt Stykke, og til dette Arbeide har jeg rigtignok endnu ikke fundet mig ret oplagt. Jeg udbeder mig derfor, at det maa beroe indtil videre hermed" (Borup nr.296 20.12.1833): Herved blev det! (3).
Facit synes yderligt ydmygende: de to første af Heiberg foreslåede stykker nægtede direktionen at antage til opførelse, mens det sidste antoges, hvorpå Heiberg ikke følte sig oplagt til arbejdet.
Udover hvad teaterdirektionen anmodede Heiberg om at anbefale, havde direktionen (4) selv fremskaffet nogle stykker til evt. oversættelse/bearbejdelse. Tillige med "Le chaperon" (se s.589) gjaldt det "Une bonne fortune" (GD 1.6.1832) af Bayard & Decomberousse, som Molbech fandt aldeles ubrugbart for teatret i en regelret oversættelse. Derimod ville han gerne overlade Sille Beyer det til "en Omarbejdelse .. med Benyttelse af dets Situationer og Charakterer - i Fald han troer Stykket passende til en saadan" (Coll.S.344 6.6.1833). Dette tidlige bevis på Molbechs protektion af Sille Beyer illustrerer yderligere forbindelsen til Frederiksgaard, idet Molbech ligefrem fournerede Sille Beyer med sujetter; om hendes reaktion kendes intet.
Situationen i Bérauds komedie "La Duchesse et le page" (TF 25.11.1828) fandt Molbech "langt finere behandlet .. i Ifflands Adolph og Louise [jf. s.545], hvorfor han hellere ville "see en heel Deel Ifflandske Stykker, end dette", som han også mente ville støde "det qvindelige Tilskuer-Publicum" og bekomme piberne i teatret (l.c.). Kirsteins vota til disse stykker kendes ikke, men Molbechs forkastelse af begge blev ikke omstødt, hvorefter intet videre skete.
I anledning af postmester H. Henriksens oversættelse af John Tobins "The Honey Moon" (1805) ankede Molbech over såvel originalens [sideskift][side 578]komposition som "Oversætterens meget ubehændige og lidet smagfulde Behandling af sin Original"; han tvivlede ikke på stykkets succes i den angelsaksiske verden på grund af den dér "herskende Smag" (5.6.1833). For Kirstein var det afgørende, at oversættelsen var ubrugelig (7.6.1833). Returneret via Rindom i Statsgældsdirektionen.
Scribe, de Courcy & Bonifaces vaudeville "Un jour a Bagneres" (GD 3.8.1831) sendte Seemann hjem fra Paris, idet han (udover et meget langt handlingsreferat) skrev, at det var "et meget underholdende lille Stykke, som godt udført maa kunne behage hjemme hos os" (UjBr 12.7.1833). Intet videre herom.
Scribe, Bayard & Duveyriers comedie-vaudeville "Louise, ou la Réparation" (GD 16.11.1829) sendte Seemann ligeledes hjem, men gav det samme dårlige rygte som "Les enfants d'Edourd" (jf. s.566): "et meget underholdende lille Stykke, som her gjorde en ualmindelig Lykke, uagtet der mod Sujettet maaskee kunde indvendes eet og andet med Hensyn til, at det just ikke er frit for at være lidt stærkt, saa have vi dog hjemme adskillige Stykker af samme Forfatter, f.ex. eet Feiltrin o:fl:, der i det mindste ere lige saa stærke, jeg vil derfor ikke tage i Betænkning at bringe det hjem" (l.c.). Men han kunne gerne have sparet sig sin ulejlighed, havde han kendt noget mere til antagelsesproceduren af Scribes og konsorters stykker. Censorerne gjorde da heller intet ved dette stykke. (5). Se s.703.
Töpfers lystspil "Gebrüder Foster" (1832) (6), leveret af Lebrun fra Hamborg, gennemlæstes af begge censorer og en omarbejdelse især af slutningsscenen blev diskuteret, før det afsendtes til Heiberg den 22. april 1833. Man bad Heiberg lempe "Dialogen .. efter vort Sprogs og vor Theatersmags Fordringer" (Borup nr.283). Endnu den 22. april 1833 tilskrev Molbech Kirstein om dette stykke, efter "paa ny at have gjennemlæst Slutningsscenen", hvorved han var blevet "bestyrket i den Mening, at man ikke gjør vel i at ville ganske udelade eller forandre denne Scene, .. Maaskee kunde den derimod vel modtage en saadan Forandring, at Kongens Følge blev mindre .. og saaledes Bekostningen ved Costumet formindsket" (Coll. BrS.). Den 23. maj 1833 rapporterede Heiberg, at han arbejdede daglig med omarbejdelsens han "borttog en Deel Smagløsheder og grove Theater-Coups, .. Kong Henrik VI, Sir Klingspore og Mester Lasam ere Personer, som, ifølge min Mening, ganske maae falde bort. [sideskift][side 579]Men dette fordrer en heel Omarbeidelse, især i Slutningen" (Borup nr.286); dette godkendtes af direktionen men ikke uden ubehag ved udsættelsen (Borup nr.287 31.5.1833). Molbech var imidlertid blevet underkendt af flertallet i direktionen: "Da jeg nu i Dag har erfaret, at De i en Samtale med Etatsraad Kirstein har yttret Dem om endeel af disse Forandringers Beskaffenhed saaledes, at deriblandt vel vil blive Adskilligt, hvori jeg neppe kan blive enig med Dem, og maaskee heller ei med Etatsraad Kirstein .. vil jeg helst aldeles holde mig fra, videre at blande mig i Stykkets Behandling .. Dette, som jeg ogsaa vil sige Hs Excellence Chefen, anseer jeg det tillige for rigtigt at meddele Her Professoren, for at De ikke skulde faae Anledning til at troe, at hvad jeg har yttret, eller muligen i Tiden kom til at yttre om Stykket, og dets Omarbeidelse, stod i Modsigelse med Directionens Skrivelse" (Coll.BrS. 31.5.1833). Sammenstødet i 1832 (jf. s.550) foranledigede Molbech til at gardere sig imod Heibergs evt. indsigelser; det skulle imidlertid vise sig ikke at garantere Molbech for ubehageligheder. Endelig den 28. juni 1833 indkom bearbejdelsen, hvorefter Molbech kastede sig over stykket: "at fabriquere, opfinde eller tilskære slige Stykker, er uden Tvivl et Talent, som Töpfer besidder i høiere Grad end mange af hans Medlevende, for Theatret arbeidende Landsmænd". Molbech lovede det endvidere succes, fordi "dets Charakteer er temmelig uliig de Producter, hvormed man i de sidste Aar især har udfyldt Repertoiret, og som Publicum efterhaanden synes at have faaet formeget af". Molbechs omtale af publikum er oftest for upræcis til at kunne bruges til noget, thi hvilken del af publikum var det, der havde fået for meget af de lette, franske konversationsstykker? - Molbech var ikke synderlig tilfreds med Heibergs bearbejdelse: "Stykket, eller nogle af dets Hovedpersoner" havde tildels fået "en anden Charakter", endvidere havde Heiberg fjernet "de to comiske Personer .. og .. mange effectfulde Partier" i 5. akt. "Der kan være forskiellige Meninger, om han just i alt det forandrede har truffet det heldigere". Molbech var klar over, at Heiberg ikke ville arbejde mere med dette stykke, hvorfor han nøjedes "med heri at blive neutral" (30.6.1833). Molbech havde erkendt sine midlers grænse, når det gjaldt Heibergs officielle pligter, men hans votum godtgør tydeligt nok, at han ikke var tilfreds med Heibergs præstation. Som om Heiberg vidste dette, tilsendte han fra Ålborg direktionen en redegørelse [sideskift][side 580]for sit arbejde: han var villig til at udelade "den af mig selv forfattede 4de Act .. og oversætte Slutningen, omtrent saaledes som den findes hos Töpfer. Hvorvidt det alligevel vil være muligt at undgaae Kong Henrik og Lord-Mayors-Festen, vil jeg da nærmere betænke"; han tilstod rent ud, at stykket havde mistet en væsentlig del af sin effekt (Borup nr.289 11.7.1833). På denne baggrund kunne Kirstein ikke undlade at kritisere Heibergs omarbejdelse, og han anførte, at det "torde .. maaskee .. være rigtigst at lade ham, efter hans Tilbud, bearbeide Slutningen mere i Originalens Aand", dog udeladende den omtalte slutningsscene, som "efter min Mening og efter hvad jeg herom har læst i flere udenlandske Theatercritiker er uden Effect, som det for Stykkets Plan er unødvendigt, medens det ved Opførelsen vil medføre betydelig Bekostning og Uleilighed" (25.7.1833). Med Heibergs Ålborg-brev og Kirsteins votum var teatret ikke nået længere end i april måned, til trods for Heibergs omarbejdelse. Resultatet af Kirsteins votum blev direktionens skrivelse til Heiberg, hvor man overlod det til Heibergs samvittighed, hvorvidt han ville ændre slutningen af stykket, idet man foreholdt ham "det Ansvar .. for enhver af Dem forfattet Oversættelse, hvori ikke navngivne Forandringer efter Directionens Forlangende ere foretagne" (Borup nr.290 31.7.1833). Heiberg fik en frist til den 31. aug. 1833, da stykket skulle "være en af de første Nyheder i den tilstundende Saison" (l.c.). Umiddelbart synes teaterdirektionen at ville presse Heiberg til at omarbejde slutningen, og det var så meget mindre rimeligt, som teatercensorerne selv havde det egentlige ansvar for, hvad der bragtes på scenen; men Heibergs prestige skulle udnyttes. I en skrivelse dateret samme dag (Kp.nr.55) talte man direkte om en revideret oversættelse. Heiberg valgte klogeligt at besvare det første brev. Hans svar fremstår med dialektisk sikkerhed: han mente, "at Catastrophen, om end mindre buldrende end i den tydske Bearbeidelse, derfor ikke er mindre kraftig, og at Effecten, om den end er simplere, dog er mere dramatisk, da derimod den Art af Effect, som findes i den tydske Bearbeidelse, snarere maa kaldes udramatisk, ja vel endog snarere er Mangel paa Effect, i det Mindste for et dannet Publicum, der sætter Effecten i ganske andre Ting, end det udannede" (Borup nr.291 30.8.1833). Heiberg svang svøben over især Kirstein, thi han opfattede direktionens brev som et angreb på hans "Indsigter og Evne til at behandle et fremmedt dramatisk [sideskift][side 581]Arbeide paa en saadan Maade, hvor ved det maatte blive antageligt paa vor Scene og for vort Publicum" (Borup nr.290 og 291). Han stemplede Kirstein som udannet, fordi han ikke anede, hvori sand Heibergsk teatereffekt bestod. Heiberg havde blot tilføjet "et Par skjæmtefulde Indfald, som jeg i sidste Act har lagt Steffen Poster i Munden" (Borup nr.291). Som et trumfkort meddelte han nu, at fru Heiberg ville spille Agneses rolle, "ifald Directionen ikke allerede har tildeelt den til Mad. Wexschall" (l.c.). Rollerne uddeltes den 6. sept. 1833 (PRFD), og stykket opførtes første gang i Heibergs version fra juli måned den 4. okt. 1833 (opført ialt 4 gange). I jan. 1834 tørnede Oehlenschläger og Heiberg sammen om denne fantastisk-eventyrlige komedie (7).
Mazeres' komedie "Chacun de son coté" (TF 25.1.1828) modtoges enstemmigt positivt af censorerne. "Det behandler en Situation, der griber ind i Tidsalderens moralske og sociale Forhold - og om Maaden og Charakteren, hvorpaa den fremstilles, endog er ganske fransk og Parisisk, vil den dog neppe kunne savne Interesse og Virkning hos Os", noterede Molbech (6.6.1833). Derimod var censorerne uenige om oversætterens sprogkundskaber, hvor Molbech mente, at oversættelsens "Dansk er upaaklageligt og correct", mens dialogen trængte til korrektion og forkortelse. Kirstein dissenterede og anførte til eksempel titlen "Hver sine Veie", men istemte dog antagelse, hvis Molbech ville "paatage sig at foranledige at Oversættelsens Mangler afhjelpes" (25.7.1833). Holstein noterede ikke noget i censurprotokollen, og Molbech fik åbenbart ikke oversætteren til at korrigere oversættelsen, thi stykket blev aldrig opført på Det kgl. Teater.
Mazeres & Empis' komedie "La dame et la demoiselle" (TF 14.10.1830) tilsendte teaterdirektionen Heiberg til oversættelse den 1. maj 1833 (Kp.nr.33), idet man bemærkede, "at adskillige Repliquer ikke ville have Skade af nogen Forkortelse" (l.c.). Heiberg var tilsyneladende ikke særlig begejstret for opgaven, thi stykket forekom ham "at være af en overmaade svag Virkning; temmelig udelicat behandlet; sammensat af Reminiscenser, især af To Aar efter Brylluppet [jf. s.409] og L'ecole des vieillards [jf. s.510]; berørende et Forhold, som man her ikke vil forstaae, da den store Forskjel mellem Koner og Piger i selskabelig Stilling er saa grundfransk, at endogsaa Titelen paa Stykket forekommer mig uoversættelig" (Borup nr.286 23.5.1833). Oversættelsen afleveredes, inden Heiberg [sideskift][side 582]drog på turne sammen ned en række skuespillere den 27. juni 1833. Molbech var ikke imponeret: "Det har ikke nok af det piquante for at kunne vente sig stor Lykke hos Mængden i vor Theatersal; men, godt besat og med Flid udført, troer jeg, det meer end een Gang vil kunne behage den, som gaae i Theatret fordi de have Sands for og Fornøielse af at see et virkeligt Skuespil udføres som et Værk af den sceniske Konst. Skade er det, at alle Charakterer ere temmelig svagt anlagte, og at i Særdeleshed Mad. de Saintines ikke er skarpere udført" (25.7.1833). Hans sondring mellem dannet og udannet publikum er før set; her udtrykker han indirekte beklagelse over det dannede publikums fåtallighed. Heibergs oversættelse "bærer et saadant Præg af Hastværk, og af Mangel paa Flid og Nøiagtighed, at den uden min Hr. Collegas og mine hyppige Rettelser og Forandringer i Dialogen, ikke vilde være sømmelig at bruge paa vort Theater, og at jeg, om den havde været indleveret af nogen Anden, end den kongelige Theater-Oversætter, ikke havde villet eller kunnet antage den" (l.c.). Kirstein nøjedes med at notere "Aldeles enig" (2.8.1833), hvorpå Heiberg meddeltes, at oversættelsen var antaget "med de af Censorerne under Stykkets Gjennemlæsning og Sammenligning med den franske Original, tilførte Forandringer" (Borup nr.290 31.7.1833) (8). Den 30. aug. 1833 protesterede Heiberg herimod, idet han mente, at hans forkortelser, forandringer, etc. havde fjernet "Meget af det Udelicate og Smagløse"; samtidig undså han sig ikke for at erklære såvel original som oversættelse for kedsommelig: "Da jeg paa Grund heraf aldeles ikke kan interessere mig for det, er det mig ligegyldigt, hvilke Forandringer der siden ere foretagne deri; men hvad jeg udbeder mig af den høie Direction, er, at mit Navn som Oversætter ikke maa nævnes i Avertissementet af dette Stykke eller paa Placaten" (Borup nr.291). Den 6. sept. 1833 blev rollerne uddelt (PRFD), men nu havde hovedrollen Elisas fremstiller heller ikke interesse for stykket, som følgelig aldrig blev opført. Fam. Heibergs synkroniserede oplagthed viser hvilke muligheder den havde for at påvirke teatrets repertoire.
Holbeins lystspil "Der Doppelgänger" (1832) indkøbtes i foråret 1833 via Lebrun i Hamborg (9). Molbech fandt det nok værd at oversætte, selv om det stillede store krav til den sceniske fremstilling. Uagtet stykket havde visse elementer, der på den danske scene måtte være "fremmed og tildeels vel ogsaa .. stødende: troer [sideskift][side 583]jeg dog at kunne stemme for dets Antagelse til Oversættelse ved en duelig Haand, (og uden Tvivl helst Hr. Overskous;) da det vel, godt udført, kan yde et uskadeligt Morskab; men, uagtet adskillige Letfærdigheder og Frivoliteter i enkelte Scener, som ikke passe for vor nærværende Theatersmag, dog ikke har nogen umoralsk Tendents". Men da et kys betød mere i Danmark end i Tyskland, måtte denne scene (II,6) såvel som Zonaus "Jagen efter Qvindfolk" modificeres (15.5.1833). Kirstein var "Aldeles enig" (22.5.1833). Hvorvidt Overskou blev anmodet om at oversætte Holbeins stykke vides ikke, men Molbech opfandt endnu en oversætter, sekretær Fabricius på Det kgl. Bibliotek. Af Molbechs notat fremgår det, at Fabricius ikke skilte sig særligt fremragende fra opgaven, thi Molbech korrigerede oversættelsen "heel igiennem. Jeg troer den nu er antagelig; og mener, at den af Oversætteren foreslaaede Forandring i Slutningsscenen vil være meget gavnlig for Stykket" (17.9.1833). Den 23. sept. 1833 acqviescerede Fabricius sig med Molbechs rettelser, der var så gennemgående, at oversættelsen mere var Molbechs end Fabricius': såvel sproglig-stilistiske ændringer af modificerende art som dramaturgisk og moralsk (KTS 130). Allerede i sept. 1833 blev rollerne udskrevet (TK 1833 4.kv.nr.1796), men stykket blev ikke uddelt, før end Holstein havde læst det i april 1834 (Dp 18. og 26.4.1834). Roller uddeltes den 23. maj 1834 (PRFD), hvorpå "Dobbeltgængeren" havde premiere den 16. sept. 1834 (opført ialt 6 gange).
Om brugbarheden af Jerrolds lystspil "The Bride of Ludgate" (1831) var censorerne aldeles enige: "dette Stykke [har] dog en vis Friskhed og Kraft i Dialog og Diction, .. [en egenskab] der udmærker engelske Skuespil fra Mængden af de vandede tydske og lette og letfærdige, eller usædeligt raae og plumpe franske Lystspil og Dramer fra den sildigste Tid". Molbechs verdensbillede var enkelt og overkommeligt, men stemte i øvrigt overens med Heibergs, jf. Borup nr.296. De "gode comiske Motiver og Situationer" gjorde det "meget brugbart .. for gode og øvede Skuespillere". Oversættelsen (10) var derimod "brugelig for vort Theater; da Tone og Charakteer i Dialogen her endnu har et vist gammeldags Præg, liigt det i ældre engelske Skuespil, hvoraf enkelte endnu hos os opføres, som betydeligt stikke af imod den hos os mere introducerede - skiøndt i Grunden for vort Sprog mere fremmede franske Tone". Sprogforskeren Molbech kunne også få konstruktive indfald, som han underbyggede [sideskift][side 584]med andre udtalelser (jf. s.572). Han foreslog følgelig, at Overskou blev sat til at bearbejde oversættelsen, også fordi teatret "under den dramat[iske] Literaturs nærværende Tilstand, maa prøve Alt, for at erfare hvad Publicum behager at svælge som det bedste" (9.8.1833). Kirstein var fuldstændig på linje med Molbech i vurderingen af såvel original som oversættelse, hvor han vedr. sidstnævnte demonstrerede, at han i hvert fald var engelskkyndig, idet han anholdt, at oversætteren ikke havde "forstaaet at gjengive den dobbelte Mening, der paa flere Steder ligger i Originalen, og navnligen blive de i Originalen hyppigen forekommende Ordsprog og Hentydninger paa der bekjendte Forhold ved den ordrette Oversættelse næsten aldeles uforstaaelige for vort Publikum" (15.8.1833). Molbech gennemgik "den af Hr. Overskou corrigerede og i meget forandrede Oversættelse", hvortil han endnu føjede "mangen Rettelse og Forbedring i Stilen", så at han også i denne oversættelse fik sin andel og satte sit præg derpå (20.9.1833). Roller uddeltes den 26. okt. 1833 (PRFD), men først den 7. febr. 1834 havde stykket premiere (opført ialt 3 gange) (11).
Lockroy & Bourgeois' "Pourquoi?" (TV 14.6.1833) blev, stærkt anbefalet af Stage, indleveret til censur. Molbech havde i god tro allerede rettet stil hist og her, men "efterhaanden som jeg rykkede frem i Læsningen" blev skuffelsen dominerende. Molbech mente der var tale om "en Sammensætning af Conversations= eller Sladder= Scener, hvor det gaaer ud paa de største Bagateller i det Parisiske Huusliv .. Scener, som vist nok undertiden ere vel skikkede og indrettede til en heldig theatralsk Udførelse af gode Skuespillere; men dog i det Hele for lidt piquante og for meget eensformige" (10.9.1833). Kirstein var derimod overbevist om, at stykket ville "kunne sees med Fornøielse og det Slibrige der findes deri vil, som jeg troer, kunne modificeres eller hæves ved en Tilsætning af nogle faa Repliker der tillige kunne medvirke til at gjøre Opløsningen forstaaeligere" (22.9.1833). Efter at rollerne var blevet uddelt den 29. sept. 1833 (PRFD), rettede begge censorer i oversættelsen; Molbechs rettelser ligner mere pedanteri, mens Kirsteins var konstruktive, dramaturgisk betingede (12.) "Hvorfor?" havde premiere den 17. okt. 1833 (opført ialt 2 gange).
Scribe & Varners comedie-vaudeville "Toujours, ou l'avenir d'un fils" (GD 13.11.1832) sendte Seemann uopfordret hjem til København fra Paris (UjBr 10.7.1833). Kirstein rapporterede til Molbech, [sideskift][side 585]at han havde leveret Overskou det til oversættelse "med de fornødne Bemærkninger" (Coll.BrS. 26.8.1833). Molbech fandt, at det havde "dramatisk Interesse" samt "underholdende Situationer og en god Dialog"; han mente nok, at "Oversættelsen hører til de bedre; men dog har den kunnet modtage mangen Rettelse, hvorpaa jeg atter har maatte anvende det Arbeide, som tilkommer Theater-Oversætteren" (20.9.1833) (jf. Borup nr.202). Kirstein var ikke sikker på, at dette stykke ville "gjøre større Lykke paa Scenen, end" "Hvorfor?", fordi han i modsætning til Molbech mente, det kunne blive vanskeligt at besætte det rigtigt; han fandt nok "Oversættelsen .. i det Hele .. ret flydende", men beklagede at Overskou havde "skaaret .. bort af Mathildes Repliker, hvorved endeel af den barnlige Aabenhjertighed" gik tabt (22.9.1833). Roller uddeltes den 29. nov. 1833 (PRFD); første opførelse fandt sted den 14. dec. 1833 (opført ialt 22 gange i den behandlede periode, jf. s.950 og s.1406) (13).
Henriette Jørgensens oversættelse af Scribe & Duveyriers "Rodolphe, ou frere et soeur" (GD 20.11.1823) indsendt af Jonas Collin, sammenlignede Molbech naturligt nok med Goethes "Die Geschwister": "Copien er ikke slet; men i dette Tilfælde kun alt for tro. Det er derfor naturligt, at man under Stykkets Læsning idelig maa uvilkaarligen tænke paa Originalen, og det sielden til Fordeel for det copierede Drama. Imidlertid seer jeg ikke noget, som kunde være imod dettes Opførelse" (27.7.1833). Molbech må imidlertid mundtligt have ytret en skepsis, thi Kirstein rapporterede i aug. 1833, at han havde talt med Collin, "der lovede at sende det øieblikkeligen naar han igjen fik det .. fra Oversætteren" (Coll.BrS. 26.8.1833). Først i okt. nåede Kirstein at nedfælde sit votum, der var positivt, idet han bemærkede, at stykket ejede "adskillige effectfulde Situationer" samt spåede det "Publicums Bifald" ved en god udførelse; oversættelsen var "ret god" (3.10.1833). Rollerne blev uddelt den 9. dec. 1833 (PRFD), hvorpå "Broder og Søster havde premiere den 1. jan. 1834 (opført 2 gange) (14).
Buchwalds anonymt indleverede oversættelse af Wests - efter Moreto - "Donna Diana" (jf. s.466) henlå, indtil det på Molbechs foranledning blev besluttet, at lade hans "Oversættelse ved en dertil duelig Haand giennemsee og rette" (Dp 1.3.1833). Om Molbechs arbejde med stykket, inden han i juni 1833 sendte det med et for Sille Beyer lærerigt brev, vides intet bestemt (NkS 2336 23.6.1833) (15). [sideskift][side 586]Mundtlige forhandlinger eller tab af breve kan ikke udelukkes, men må endda næsten forudsættes for en rigtig forståelse af Sille Beyers brev af 20. sept. 1833: "Jeg vil nu omarbeide saa meget som muligt af Donna Diana; det meste, som ikke er af mig, er i første Act, hvor Professor Heiberg havde giennemseet en Deel, men da det vel er underligt at være Tre derom, vil jeg efter Iustitsraadens Anviisning, oversætte de indstregede Steder, uden at see paa det Gamle" (NkS 2336). Allerede inden månedens udgang indkom hendes revision, der åbenbart ikke på dette tidspunkt har været særligt omfattende. Molbech var dog, efter læsningen af Beyers tydeligt instruerede oversætterarbejde, tilfreds med dette skuespil: "Denne meget heldige, med Troskab og Smag udførte, godt versificerede og i Sproget correcte og flydende Oversættelse .. anseer jeg for fuldkommen skikket til at bringes paa vor Scene" (5.10.1833). Intet forsøg gjorde Molbech på at skjule sin stolthed over den villige og dygtige lærlings præstationer. Af kollegiale grunde indskrænkede Kirstein sig til sit sædvanlige "Aldeles enig" (21.10.1833). Efter antagelsen arbejdede Molbech og Beyer videre med sproglige korrektioner, hvorom et udateret brev vidner: "Hvis dette er bedre, beder jeg om Iustitsraaden vil rette det" (NkS 2336). Rollerne uddeltes den 13. dec. 1833 (PRFD). På grund af både Phisters og Ryges kabaler fik stykket først premiere den 20. marts 1834 (opført ialt 5 gange) (16). Molbech noterede i sin dagbog, at stykket "opførtes .. ei uden Held, og med endeel Bifald. Dette Stykke har kostet mig stor Umage" (NkS 439). Ingen roser til frk. Beyer.
Bearbejdelsen "Juletræet", efter Töpfers "Ein Tag vor Weihnacht" (1829), fandtes af Molbech ganske uacceptabel: "At dette Huuslige Drama, der uden Tvivl endog staaer under de Claurenske, og næsten ganske er i den Balth. Bangske Smag, kan spilles paa tydske Theatre, .. er nok, for at vise den Smagens Kløft, som de sidste 20 Aar have aabnet imellem vor Scene, og den Tydske" (24.10.1833). Molbechs udsagn byggede på erfaring, idet han havde besøgt de førende tyske scener på sin udenlandsrejse i 1819-20, hvor repertoiret havde en ganske anderledes sammensætning end Töpferske jeremiader. Karakteristisk for Kirsteins nærtagenhed, når det gjaldt tysk dramatik, ville han ikke udtale sig eksplicit, om Töpfers original kunne være acceptabel eller ej, men henskød sig under bearbejdelsens aldeles ubrugelige karakter (28.10.1833). Returneret [sideskift][side 587]den 31. okt. 1833 (Kp.nr.136).
Den 3. marts 1834 anmodede Carl Borgaard Molbech om at returnere Scribe & Dupins "Le retour, ou la sulte de "Michel et Christine"" (GD 17.10.1823), "som jeg for omtrent to Aar siden leverede Dem til Gjennemsyn, i den Hensigt, at oversætte [det] .., hvis De fandt [det brugbart] for Theatret" (ved Cp 80/82). Direktionen besluttede den 19. okt. 1832, efter "Molbechs Forslag .. at [stykket] skulle oversættes for Theatret", men ikke hvem der skulle oversætte det (Dp). Først i nov. 1833 blev Molbech selv færdig med oversættelsen. Hans censur forholder sig således retrospektiv til arbejdet med stykket, idet den samtidig kan tages til indtægt for Molbechs overvejelser vedr. stykkets fremstilling på scenen. Stykket kunne "ikke allene .. staae ved Siden af ""Christen og Christine" (jf. s.409), "men maaskee [det] endog overgaaer hiint i dramatisk Interesse og Situations-Udvikling - ligesom vel ogsaa i en bedre, eller mere consequent Charakteristik". Molbech mente, at begge stykker burde opføres samme aften, hvorved pointen ved fortsættelsesstykket ret ville fremtræde (16.11.1833). Kirsteins votum er særdeles interessant, idet det afslører, at han ikke var begejstret men dog ikke turde forkaste Molbechs oversættelse: "Imidlertid kan dette [17] saameget mindre bestemme mig til at modsætte mig et Stykkes Antagelse, .. som jeg allerede engang paa en meget paafaldende Maade - ved Slutningen af Tordenskiold [18] har gjort den Erfaring, hvor let noget paa Scenen kan gjøre en aldeles modsat Virkning af hvad jeg ved Læsningen havde forestillet mig" (19.11.1833). Kirsteins tidligere iagttagne, udviklede sans for både effekt og karaktertegning taget i betragtning, må det derfor være rimeligt at læse hans vurdering som en dissens, omend af implicit karakter. Rollerne blev uddelt i nov. 1833 (PRFD). Ved premieren den 1. jan. 1834 opførtes "Christens Hjemkomst sammen med det af Heiberg oversatte "Michel et Christine"; ligeså resten af sæsonen. Derpå skiltes de to stykker (opført ialt 16 gange, jf. s.1089) (19). Om Heibergs og Molbechs opgør i april/maj 1834 (se s.619) gav Lises fremstillerinde (fru Heiberg) anledning dertil vides ikke.
Af oversættelsen af Heirich Cunos "Vetter Benjamin aus Polen" (Hamborg 1818) læste Molbech blot de to første akter, hvorefter han var overbevist om stykkets ubrugelighed på grund af "dets smagløse Tone, flaue Dialog og ubehændige Behandling" (1.12.1833). Kirstein [sideskift][side 588]læste også de tre sidste akter, men var ganske enig med Molbech (8.12.1833). Remitteret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.10).
En anonymus indsendte den 6. sept. 1833 Bauernfelds lystspil "Leichtsinn aus Liebe" (1831) for at erfare direktionens mening om stykkets brugbarhed på Det kgl. Teater (I.B.nr.236). Molbech yndede det ikke: hvad det lovede i første akt holdt det ikke i de øvrige tre: livlig dialog og interessante situationer. Han lagde dog til: "Dialogen, noget i den Kotzebuiske Stiil, beholder vel temmelig sin Lethed; men bliver længere hen ligesaa mat, som Situationerne trivielle .. imidlertid er Stykket vist ikke uden Præg af et Talent til at skrive for den tydske Scene, og i Wien har det gjort Lykke [20]; hvilket jeg ikke kan antage, vi paa vort Theater turde love os, hvor man er vant til baade bedre, og mere piquante dramatiske Stoffer" (Coll.S.344 udat. før 8.12.1833). Kirstein var - trods stykkets kvaliteter i begyndelsen på det rene med, "at det ikke vilde udholde mere end een Forestilling hos os. .. Det synes overhoved at være Bauernfelds svage Side ikke at kunne holde ud til Enden; thi ogsaa "das Liebesprotocolle" som jeg har løbet igjennem laborer[er] stærkt af denne Feil" (l.c.). Anonymus afholdt sig fra videre beskæftigelse med Bauernfeld.
Seemann havde i juli 1833 rapporteret om Scribe & Duveyriers comedie-vaudeville "Le moulin de Javelle" (GD 8.7.1833) men erkendt stykkets uegnethed til den københavnske scene: "Handlingen gaaer rask fremad og Dialogen er overmaade vittig og underholdende, jeg vil dog ikke vove at sende det hjem, det synes mig for stærkt og forandres kan det ikke efter min Mening, uden at blive et heelt nyt Stykke" (UjBr 12.7.1833). Imidlertid må der være blevet talt om stykket, thi Gyldendal leverede teatret et eksemplar i dec. 1833 (TK 1834 #.kv.nr.1084). Intet videre skete.
Müllners "Das Angebeude, oder Die grossen Kinder" blev forkastet i Fabers oversættelse, jf. s.172. Ikke bedre gik det C.M. Loofts oversættelse "Geburtsdagspræsenterne, eller De store Børn" (I.B.nr. 235 19.11.1833). Molbech syntes, det ejede en "besynderligt og unaturligt" anlagt plan, og intrigen stempledes som "ikke meget" fin eller kunstfuld: "Stykket [har] været mig langsomt og ennuyant at læse" (24.12.1833). Kirstein måtte forsvare Müllners stykke, selv om han ikke kendte originalen, men forfatteren havde øjensynlig "ikke .. havt til Hensigt at skrive dette Stykke til Fremstilling paa Scenen, skjøndt det læses med et vist Behag". [sideskift][side 589]Det var dog "uegnet til Fremstilling paa vor Scene" (31.12.1833). Returneret den 9. jan. 1834 (Kp.nr.9).
Molbech fandt Scribe & Duports "Le chaperon" (GD 6.2.1832) "temmelig ennuyant at læse", men det ville det "vel være .. langt mindre, naar man saae det opføres .. da det virkelig giver Skuespillerne megen Leilighed til at vise deres Konst i at fremstille temmelig livfulde, vexlende og lidenskabelige Stemninger hos Personerne" (Coll.S.344 6.6.1833). Om Kirsteins læsning af stykket på dette tidspunkt vides intet. Den 31. juli 1833 tilsendte direktionen Heiberg stykket til oversættelse "som Lystspil uden Couplets", idet stykket nok kunne tåle "en og anden Forandring i Udtrykkene og Dialogen" (Kp.nr.55). Først omkring den 20. jan. 1834 indkom den færdige oversættelse "Den unge Hovmesterinde" (Cp,Dp). Molbech benyttede sit votum fra juni 1833 som koncept til den nye vurdering: "Dette Lystspil kan, efter min Mening, med god Grund qualificere sig til et Forsøgsstykke; og det saameget mere, som det i Handlingen og Situationerne just ikke er nogen Gientagelse af andre, nylig givne Stykker; men en overvættes stor Lykke paa Scenen troer jeg ikke, man bør spaae det" (23.1.1834). Fire dage senere affattede Kirstein sin censur, der tilsyneladende var på linje med Molbechs: "Stykket [kan] udentvivl vinde betydeligt ved en god Udførelse paa Scenen .. Slutningen kunde maaskee trænge til nogen Forandring, ligesom det ogsaa forekommer mig tvivlsomt, om man ikke hellere maatte gjengive Titlen - saafremt det maatte være betænkeligt, ligefrem at oversætte den - ved: "Formynderske" eller "Beskytterinde", da jeg befrygter at Publikum med Titlen "Hovmesterinde" vil forbinde et Begreb om Opdragelse eller Undervisning" (27.1.1834). Kirstein meddelte disse punkter nærmere til regissør Stage - mundtligt. Heiberg svarede herpå og gendrev samtlige indvendinger imod scenearrangementet men ikke de "Forandringer i enkelte Udtryk", som var tilføjet af direktionen, idet han dog ikke havde "kunnet adoptere dem alle" (Borup nr.297 31.1.1834) (21). Rollerne blev uddelt den 7. marts 1834 (PRFD); premiere den 28. april 1834 (opført ialt 5 gange).
Ancelots komedie "L'escroc du grand monde" (TV 10.4.1833) havde Stage, selv om han ikke havde set det, "men hørt det omtale særdeles fordeelagtigt .. alt .. bestilt .. for at sende det til Kjøbenhavn", rapporterede Seemann fra Paris (UjBr 10.7.1833). Seemann var meget begejstret for stykket: "jeg skulde meget feile, [sideskift][side 590]om det ikke ogsaa vilde behage hjemme [,] der ere yppelige Caracteerer deri" (l.c.). Direktionen tilsendte Heiberg stykket den 4. febr. 1834, idet man bad ham vurdere stykkets kvalitet med henblik på en opførelse (Kp.nr.17). Heiberg fandt "en ret interessant dramatisk Udvikling, og adskillige gode Scener. Det kommer kun an paa, om man ikke vil finde det alt for stærkt". Hovedpersonens metier, falskneri, kunne let tænkes at være for anløben i til at fremstille på den danske scene (Borup nr.298 14.2.1834). Direktionen var måske blevet advaret tilstrækkeligt; i hvert fald ses censorerne ikke at have foretaget sig noget videre herom.
Også Dupeuty, L. Lhérie & V. Lhéries comedie-vaudeville "Faublas" (TV 23.1.1833) omtalte Seemann i sin rapport, uden dog at sende stykket hjem: "Et Stykke hvorom man tydeligst har udtalt sig naar man siger, at Chevalierens Liv og Levnet er lagt til Grund og troelig fulgt". Udførelsen havde derimod særdeles begejstret og belært Seemann (UjBr 12.7.1833). Den 4. febr. 1834 sendtes det til Heibergs betænkning (Kp.nr.17). "Allerede Titelen" ville måske gøre det upassende, mente Heiberg; "Romanen [22], hvoraf Forf. har taget sit Sujet, er alt for bekjendt for at være en uanstændig Bog". Udfra et æstetisk synspunkt var den dramatiske behandling også "yderst maadelig" (Borup nr.298 14.2.1834). Censorerne følte ingen trang til at gå videre med sagen.
"Le hussard de Felsheim" af Dupeuty, F. de Villeneuve & A.V. de St. Hilaire (TV 12.3.1827) sendtes samtidig med de foregående to stykker til Heibergs bedømmelse: "Hoved-Personen .. er under Forfatterens Pen bleven saa parodisk tapper, at han hos os udentvivl vilde minde om Jacob v. Tyboe. Handlingen ubetydelig, flau og usandsynlig" (Borup nr.298 14.2.1834). Ej heller med dette stykke foretog direktionen sig videre.
Scribe & Duveyriers comedie-vaudeville "Frontin, mari-garçon" (TV 18.1.1821) indsendtes bearbejdet som lystspil. Molbech antog den fejlagtigt for at tilhøre Scribes senere produktion: "Situationen er ikke ilde udtænkt og udviklet, under Anvendelsen af de hos Scribe saa hyppige Qui-pro-quo's og lette Mystificationer, som dertil oplagte Skuespillere mangengang kunne give et comisk Relief. I øvrigt er ogsaa denne Situation ligesaa let og letfærdig, som en stor Deel andre i Scribes nyere Producter; .. Maneren, hvorpaa Grevens .. Inclination for Soubretten yttrer sig, .. er mere plump og anstødelig, end letsindig". Ved denne sidste bemærkning [sideskift][side 591]havde Molbech rigtigt placeret stykket i det system, han benyttede til klassifikation af Scribes stykker: de tidlige var ringere komponeret og anstødelige, de senere bedre komponerede men letfærdige. Det afgørende var imidlertid, at den indleverede oversættelse var ubrugelig (tung, ubehændig "og ofte" stiv) (10.3.1834). Af samme mening var Kirstein: "Stykket har adskillige comiske Scener og skjøndt det er bygget paa en letfærdig Grund" kunne "en god Bearbeider .. let" omdanne stykket "til et idetmindste mindre letfærdigt og anstødeligt Stykke end f.Ex. Joconde [jf. s.546], hvilket det i Planen har endeel Lighed med, men i comisk Effect udentvivl overgaaer" (28.3.1834).
Den 15. marts 1834 tilmeldte teaterdirektionen Heiberg "uopholdelig .. [at] oversætte" Bayard, Decomberousse & Vanderburchs "Le serrurier" (GD 2.4.1832) "som Lystspil, hvilket Direct: ønsker at erholde i PaaskeUgen, for strax at lade Rollerne udskrive og uddele" (Kp.nr.29). Heiberg overholdt næsten denne ordre, idet han den 4. april 1834 indsendte oversættelsen "En Time i et Stervbo": "Skulde Directionen ønske nogle Forandringer i Oversættelsen, da udbeder jeg mig Sammes Bemærkninger, mit Manuscript og Originalen tilstillede, inden Rollerne udskrives" (I.B.nr.88). Originalen var Molbech tilfreds med: "En om ei ganske ny, eller meget fiint og konstigt, saa dog ret heldigt og naturligt anlagt Plan, nogle godt skizzerede Charakterer, en temmelig livelig Dialog, og en vel afrundet Composition, uden overflødige Scener, Handlinger og Repliker". Hans udladning vedr. Heibergs oversættelse er desto interessantere: "i det Hele god, kunde [den] vel hist og her modtage enkelte Anmærkninger og Forandringer; men da han i dette Capitel har en meget øm Følelse, og hans Fremgangsmaade i lignende Tilfælde ikke indbyder til at befatte mig med hans Stiil og Udtryk, agter jeg at overlade ham selv at svare ogsaa for sine Oversættelser - selv i saadanne Tilfælde, hvor han lader en collateral Arving eller Sidearving kalde sig selv en Sidelinie" (8.4.1834). Kirstein var "ganske enig med min Hr Collegas Dom om dette Stykke og den deraf leverede Oversættelse" (10.4.1834). Molbechs udfald imod Heiberg betød, at Holstein fik stykket til gennemlæsning, men intet ses noteret vedr. ændringer i oversættelsen (Dp 18.4.1834). Dato for rollernes uddeling mangler i PRFD, men stykkets oplæsning fandt sted den 5. maj 1834 (Journal); premiere den 30. maj 1834 (opført ialt tre gange, jf. s.767).
[sideskift][side 592]"La famille Jabulot, ou la veuve sans enfants" (TVR 9.7.1832) af Brazier, Leuven & L. Lhérie tilsendte H.E. Kirstein fra Bordeaux den 9. april 1834 teatret (TK 1835 4.kv.nr.328). Herover ses ingen reaktion fra teatercensorernes side. Endvidere afsendtes "Chabert", se s.610, "Le domino rose", se s.743, "Le mentor", se s.743, "Leonard", se s.731.
På Kirsteins initiativ leverede Brummer den 23. maj 1834 Lebruns "Der freiwillige Landsturm" (jf. s.65) og "Die Kinderlose Ehe" (TK 1834 4.kv.nr.2242). Ingen kommentarer fra censorerne.
Leverandørerne af disse mange stykker er et vigtigt kapitel. Heiberg leverede de tre første, men direktionen gjorde også sit. Seemann og Stage leverede flere direkte fra Paris. Lebrun i Hamborg var stadig en af teatrets vigtige leverandører. Endelig som en nyskabelse: konsul H.E. Kirstein, der sendte stykker fra Bordeaux. Direktionen anstrengte sig tydeligvis for at øge teatrets muligheder, især idenfor lystspillet, tidens fremherskende genre. - Det næste problem var censorernes: Molbech udgjorde helt oplagt stadig centrum i beslutningscentret. Hans ønsker om det pikante lystspil, uden letfærdighed for slet ikke at nævne egentlig anstødeligheder, var det foretrukne. Heri var Kirstein på ingen måde uenig med ham: Når det derimod gjaldt om at bestemme det pikantes rammer, var Kirsteins begreber ganske givet videre end Molbechs. Blev Kirstein klar over, at han havde passeret teatrets rammer, var han villig til at ændre stykket ved indsættelse af et par replikker eller fjernelse af elementer af en situation. Censorernes egentlige magt bestod følgelig i hvad de antog til oversættelse. Heibergs indflydelse viste sig, når han fik tilsendt stykker enten til udtalelse eller til oversættelse: I begge tilfælde viste han sig i den forløbne sæson i stand til at præge teatrets repertoire, om end kun i forkastende øjemed. Hvorfor censorerne sendte ham de enkelte stykker, oplyser materialet ikke, men ethvert stykke han fik til gennemlæsning betød afskæring af en del af censorernes egen indflydelse. Når censorerne (og Heiberg) havde antaget stykkerne til oversættelse, gjaldt det at finde egnede oversættere. Sammenstødene med Heiberg viser klart, hvilken magt Heiberg tiltog sig, thi omend Kirstein brugte prokuratorkneb også overfor Heiberg, vidste han at give igen med et dramaturgisk forsvar, som censorerne intet kunne stille op imod; tilsidst opgav Molbech at foretage ændringer i Heibergs oversættelser, [sideskift][side 593]fordi han vidste, at Heiberg blot kunne miste interessen for et stykke, hvilket næsten var værre end en halvgod oversættelse. Molbechs pleje af Sille Beyer viste sig at være en ganske fornuftig modforanstaltning, thi ved hende kunne han få oversættelser, som han ønskede det. Så kunne Heiberg siden angribe både dem og Molbechs, indtil fru Heiberg forstod at drage Sille Beyer ind i den Heibergske kreds. Molbech opfandt også Fabricius, omend han her var mindre heldig. - Ikke mindre end 13 af de 32 tilbud blev antaget; 12 blev oversat, men kun de 10 opførtes. Antallet af opførelser er, til forskel fra de umiddelbart foregående sæsoner, meget lavt: 4, 6, 3, 2, 22, 2, 5, 16, 5, 3. Med undtagelse af Overskous og Molbechs oversættelser, som Kirstein begge spåede et dårligt udfald, opførtes de antagne stykker alle langt færre gange end vanligt. Chikane og kabaler var en del af forklaringen, men hovedansvaret lå hos censorerne, der vel ikke havde valgt de rigtige stykker.
[sideskift][side 594]
Denne afdeling er som oftere før en bevægende samling af modstridende opfattelser og uendelige forsøg på manipulation.
Den første opera, der blev behandlet, havde en nogenlunde uspændende gang fra forfatter- og nodepult til scenen. Da Hertz indleverede "Corsarerne" havde han på forhånd sikret sig Hartmann som komponist (I.B.nr.65 17.5.1833). Begge censorer var på det rene med librettoens antagelighed, og begge var lige så enige om den nødvendige forkortelse. Molbech var tydeligvis mest optaget af læsningen af "det correcte Sprog og den elegante Behandling af Sangnummerne", mens Kirstein foreslog Hertz "at foretage en Revision og (om det endog først kunde skee paa Reisen [l]) derefter at indsende den forandrede Text" (hhv. 5. og 7.6.1833). Hertz' udenlandsrejse blev udsat på grund af sygdom, men han nåede dog efter de af Molbech tilsendte anvisninger at forkorte "Dialogen overalt hvor det forekom mig gjørligt" (I.B.nr.83 13.6.1833). Den 14. juni 1833 drog Hertz afsted (2). I sept. 1833 underrettede Edv. Collin Hertz om Hartmanns arbejde med kompositionen (Coll. BrS.), men korrespondance mellem librettist og komponist kendes ikke. Ej heller vides det hvornår Hartmann afsluttede sin komposition. Musikkomiteen underkastede næppe kompositionen en censur. Først efter Hertz' hjemkomst i okt. 1834 synes der at skulle ske noget, men på grund af skuespillerinders graviditet kom operaen ikke til opførelse på kongens fødselsdag i jan. 1835, hvortil den ifølge Hertz var bestemt (NkS 1706 29.11.1834). Roller blev først uddelt den 6. marts 1835 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 23. april 1835 (opført ialt 5 gange).
Syngestykket "Robinson" (jf. s.422) mente komponisten P. Jensen alene burde antages på grund af musikkompositionen (UjBr 20.11.1833), men herom var censorerne ikke enig med ham. Molbech anskuede antagelsesproceduren historisk: "Da Componisten for 3 Aar siden beraabte sig paa, at Professor Weise havde fundet Texten vel skikket til Composition: var det ikke saa underligt, at jeg dengang for en Deel hellere su[s]penderede mit Iudicium, .. Min i 3 Aar erhvervede langt større Erfaringskundskab sætter mig vist nok mere i Stand til at erklære: at jeg finder denne Text ganske afvigende fra den nærværende Tids Smag og Manerer i Opera'en, og finder den fra Poesiens Side, ikke blot svag og ubetydelig, men flau og i høi Grad kiedsommelig" (23.11.1833). Molbech ville til trods heraf overlade afgørelsen til "de "Konstforstandige"" (l.c.). [sideskift][side 595]Kirstein var ganske på linje hermed; han beklagede Jensens "Møie" med "at sætte Musik" til teksten, da denne "ogsaa med Hensyn til Muligheden, dertil at componere en effectfuld dramatisk Musik har saa betydelige Mangler, .. at jeg tvivler paa at denne, selv om hvert Nummer for sig var udmærket, vil kunne behage" (25.11.1833). Den 3. dec. 1833 blev Schall tilskrevet for at han kunne afgive sin erklæring over kompositionen, hvis libretto "man neppe engang under Forudsætning af en fra den musicalske Side meget udmærket Composition tør holde for skikket til Opførelse" (Kp.nr. 150). Teaterdirektionens formulering gjorde det ikke nemt for professoren at plædere for antagelse, men hvis adressaten er rigtig, er situationen end mere grotesk; thi Schall havde allerede i okt. 1831 frabedt sig at bedømme disse arbejder (jf. s.469). Zinck indsendte den 13. febr. 1834 sin vurdering af Jensens komposition: "[Den] bærer heelt igjennem Viden om solide Kundskaber; den er meget godt instrumenteret og velberegnet paa Effect i store Situationer, og fattes ikke paa smukke cantable Nummere; hvad man maatte ønske var, at enkelte Nummere, der ved deres alvorlige Tilsnit kunne blive trættende, blev forkortede; saaledes for Ex: Robinsons næsten kun alvorlige og langsomme No; - at der i første Act ingen Fruentimmer ere, medføre alt et Slags Monotonie" (I.B. nr.24). Også Fröhlich meddelte sin opfattelse: "jeg .. har [ikke] fundet Noget der var uovereensstemmende med de techniske Regler, at den saavel i harmonisk Henseende, som hvad Instrumentationen angaaer, viser at Componisten forstaaer det techniske af sit Fag" (I.B.nr.26 19.2.1834). Dette det eneste bevarede votum fra Fröhlichs hånd får ikke tabet til at syne af så meget, men det afgørende vedr. bedømmelsen af "Robinson" er dog, at kun Zincks votum kunne være teaterdirektionen til nogen hjælp og en vis vejledning. Roller uddeltes den 28. juli 1834 (PRFD); premiere den 1. sept. 1834 (opført 3 gange) (3).
Andersen fortalte selv, at "Hofparquettet troede", at scenen i "Ravnen" (jf. s.519) med maskerne "var laant fra Casortis, (deres Phantasie og Læsning kunde ikke naae længer, end til Vesterbroe)" (BHH 52 2.11.1832). Det betød imidlertid, at forhandlinger mellem Hartmann og Holstein resulterede i, at Andersen blev anmodet om at lade scenen "med de 3 Masker" gå ud og i stedet "skrive en Vise for Pantalone". Dette "er ingen let Opgave; nu har jeg forsøgt det .. vil De .. give Hartmann [det], han sætter da en smuk [sideskift][side 596]Musik til og saa er jo den Qval hævet. Nu kan altsaa hele første Scene gaae ud i 2den Act og Pantalone synge dette Stykke" (BEC I, 176/77 2.9.1833) (4). Da ændringen skete på Holsteins initiativ, blev censorerne ikke inddraget. Efter diverse kabaler omkring indstuderingen i nov. 1833 opførtes operaen 6. og sidste gang i den behandlede periode den 6. dec. 1833 (I.B.nr.197 17. og 18.11.1833 og Journal nov./dec. 1833) uden ændringer (BEC V 44) (NkS 2070).
Sneedorff Birchs libretto "Titania" tog Molbech positivt imod: "Et vist, om end ikke det rigeste, eller det fuldkommen modne Talent til lyrisk Poesie og Versification har Forfatteren .. lagt for Dagen; og der er vist nok endeel mere poetisk Aand og Glands i Arier, Recitativer og andre Sangnummere i dette Stykke, end i en stor Deel andre Operaer og Syngespil, saaledes som de hyppigst forekommer" (25.2.1834). Læste Molbech det atter, thi senere i censuren anførte han: "Saaledes er Handlingen, noget nærmere beseet, betydningsløs og uden Eenhed; Dialogen er stundom .. plat og flau; stundom mager og ufuldstændig; og i de lyriske Partier er der undertiden mere Klingklang, end virkelig Poesie.- Imidlertid forekommer det mig, som denne Text dog ikke - skiøndt afvigende fra den efter vor Tids Mode sædvanlige Charakteer - vil være uskikket til at modtage en musicalsk Composition; hvorom i øvrigt en Mand, som Professor Weyse, vil kunne dømme bedre og heldigere, end undertegnede" (25.2.1834). Ihukommende Molbechs vurdering af sig selv i nov. 1833, må man vel tillægge hans votum en vis oprigtighed, men Kirsteins votum skulle dog ganske afsløre hvor liden hans "Erfaringskundskab" var vokset med årene. Var Kirsteins indsigt i dramaturgien i almindelighed ikke særligt udviklet, forholdt det sig omvendt, når talen var om musikdramatik. Hans indsigelser imod en komposition af Birchs libretto viser Kirsteins praktiske forhold til musikkomposition: "Endeel af disse Nummere have enten formegen eller forliden Text til at give det derpaa byggede Musiknummer et passende Tilsnit med Hensyn til dets Varighed og næsten i dem alle, hvert for sig tagen, er Charactere[r]ne for eensformig til at Componisten vilde kunne frembringe den Afvexling, som nu fordres, naar Musiknummeret ikke af det store Publikum skal findes for eensformigt .. Den Composition som Begyndelsen af 3d Act fordrer, vil udentvivl ogsaa blive for alvorlig og roelig til at kunne behage paa Scenen". Endvidere indvendte han, at det ville være inpraktikabelt "paa [sideskift][side 597]Scenen at fremstille Virkningen af det magiske Slørs Tilintetgjørelse i 3d Act, der uden en tilsvarende synlig Virkning maa blive latterlig, istedetfor, som Forfatteren ved sit Forord synes at tilkjendegive at være hans Mening, at afgive en Hovedeffect i Stykket" (28.3.1834). Selvom Molbech (endnu engang) henskød sig under Weyses dom, fremtræder hans vurdering som en litterær dom, i modsætning til Kirsteins musikalsk-dramaturgiske. Direktionen returnerede librettoen den 1. april 1834, idet Molbechs anprisning af Sneedorff Birchs lyriske talent blev omtalt, mens Kirsteins krav om en betydelig forandring af selve stykkets udformning serveredes på en servil facon (Kp.nr.34). I juli måned 1834 anmodede Birch Molbech om "Deres individuelle Dom” over stykket. Han lovede (og han holdt løftet) at behandle meddelelsen, "som et Monitum der kunde tjene mig selv som Regulativ for min fremtidige digteriske Virksomhed" (NkS 2336 11.7.1834). Molbech svarede ham, men hans brev eksisterer ikke mere. Den 29. sept. 1835 oplyste Birch Molbech om sin omarbejdelse af stykket (NkS 2336). Den 19. nov. 1835 afgav Molbech en privat vurdering af omarbejdelsen, som kun kendes fra Birchs svar af 12. dec. 1835. Birch forsøgte at retfærdiggøre sig efter Molbechs afvisning af stykket på grund af "Flygtighed og Hastværk" (l.c.). Endnu den 5. maj 1837 tilsendte Birch en omarbejdet version af den fallerede "Titania". Molbechs private censurdomme er et ekstra raffinement til censurinstitutionens historie, fordi de alle afslører de hensyn, som Molbech tog til bekendte fra andre områder end teatrets, men som han officielt nægtede at benytte i sine vurderinger (jf. s.789ff).
Den 9. febr. 1834 indsendte Henrik Rung anonymt sin første teaterkomposition "Flugten fra Paris", hvor librettoen udgjordes af oversættelsen "Dominique" (jf. s.516). Molbech var ikke fyldestgjort: "det var skrevet med ringe Kundskab til Scenen, med en slæbende Gang i Handlingen, endeel uinteressante og lidet motiverede Optrin, med lange, kiedsommelige Monologer og ligesaa lange Arier og Sangnummere, og med en ubehagelig Stivhed og Tunghed i det meste af Dialogen .. knap en eneste interessant eller vel tegnet Charakteer opliver Stykket; det [mangler] vel ikke .. dramatiske Situationer for Componisten, saavel som for Skuespillerne, men .. de [er] for det meste .. maadeligt benyttede og uddørte" (3.4.1834). Molbech anførte, han ville have dømt teksten således, havde han ikke kendt skuespillet. Ved bearbejdelsen til syngestykke [sideskift][side 598]havde Rung "næsten aldeles udslettet den Interesse, Skuespillet har af den i flere Situationer gienkommende og livligt virkende fixe Ide hos Dominique (her træder den kun et Par Gange meget svagt frem; og er tilsidst reent forsvunden) og at han har forøget Charaktererne eller Personerne med en saa flau og kiedsommelig een, som "Fuglemesteren" Philippe, hvis lange Scener .. ere dræbende kiedsommelige og dumme: er vist ikke til Fordeel for Stykkets dramatiske Værd; ligesom Opløsningen her, skiøndt vel mere beregnet for den musicalske Composition, er mere søvnig og af mindre Effect, end i den fr. Original, eller Skuespillet Dominique" (l.c.). Var Molbech ikke begejstret, var han dog rede til at hjælpe komponisten, idet han mente, Heiberg måtte inddrages ved omarbejdningen af teksten, ifald kompositionen var god. Kirstein gik mere lige til sagens kerne: "det vil være rigtigst, inden man æsker Heibergs Mening om hvad der kunde foretages til Stykkets Forbedring, at høre de Musikkyndiges Dom om Musikken, da det vistnok ikkun hvis denne skulde være fortrinlig, kunde hjælpe at bringe et Stykke paa Scenen, der saa nyeligen er givet i en langt bedre Udførelse og endda ikke har vundet Publicums Bifald" (10.4.1834). Partitur og tekst afsendtes til teatrets syngemestre (Zinck og Fröhlich) for at direktionen kunne erfare kompositionens "Værdi og Brugbarhed for Theatret" (Kp.nr.50). Deres betænkning kendes imidlertid ikke, formentlig fordi den aldrig blev afgivet. Se s.668.
"Pigen fra Lutha" var den sletteste operatekst, Molbech endnu havde læst: "Mod denne er unegtelig "Robinson" .. et Mesterværk .. denne Lutha=Tøs .. er saa confus og saa confunderende, at jeg vil tilstaae, da jeg til min Glæde saa den sidste Side var jeg omtrent ligesaa klog paa Stykkets Indhold, som da jeg begyndte at læse dette Smøreri" (15.4.1834). Kirstein var enig heri, idet han lagde til, at han forundredes over, "hvorledes Hr Organist Hansen - hvis den vedlagte Afskrivt af et Brev fra ham er meer end foregiven - har kunnet troe at finde Stof til en god Composition deri" (17.4.1834). Returneret den 21. april 1834 (Kp.nr.53).
Molbech blev blotstillet, thi gjaldt det "Robinson" kunne han desavouere Weyses gamle dom; gjaldt det derimod Birchs "Titania" burde samme Weyse dog spørges til råd. Molbechs veneration for biskop-familien i Århus indgik i hans censorvotering. Kirsteins vota bidrager til blotstillingen af Molbech, fordi han var i stand [sideskift][side 599]til at præstere musikalsk-dramaturgiske vurderinger. Hans henvisning til Zinck og Fröhlich, når det gjaldt Rungs komposition, underbygger Kirsteins alvorlige indsats med hensyn til musikdramatikken: han var selv amatør, men vidste at benytte specialisternes viden - til siden at træffe den rigtige afgørelse, i stedet for Molbech, der anskuede disse operatekster ud fra en litterær synsvinkel. Holsteins hoftjeneste i anledning af forandringen i "Ravnen" karakteriserer meget fint hans indsats for opera/synge-stykke-repertoiret i denne sæson.
[sideskift][side 600]
I maj 1853 ansøgte Siboni kongen om at måtte foretage en europæisk koncertturne med Ida Fonseca og Jfr. Ryssländer, hvilket direktionen (Kirstein) afslog under henvisning til de betydelige omkostninger ved en sådan rejse (Kgl.Res.af hhv. 4. og 20.5.1833). Den 17. okt. 1833 ansøgte Siboni Frederik VI om tilladelse til at rejse i vintermånederne under henvisning til kontrakten af 1819. Han ønskede at rejse straks efter dronningens fødselsdag (jf. s.612), og da geburtsdagsstykket i januar 1834 var "un opera composée par un Compositeur de Copenhague", var Sibonis "presence .. [ne] pas necessaire" (Orig.Kgl.Res.) (jf. s.471). Den 22. okt. 1833 bevilgedes rejsetilladelsen "saafremt en saadan er betinget ved hans Engagement, og Theatrets Tjeneste ikke maatte gjøre nogen Udsættelse isaahenseende ønskelig" (l.c.). Ved kongelig resolution af 5. nov. 1833 lykkedes det Siboni at få Ida Fonseca med på rejsen (Orig. Kgl.Res.), og efter optræden i Odense hos prins Christian Frederik og i Hamborg fortsatte rejsen til England, hvorfra de vendte hjem via Sverige. Siboni var fraværende fra teatret i perioden den 25. nov. 1833 - 15. maj 1834 (1). For så vidt det kan udtydes af materialet ses Sibonis fravær i mere end den halve sæson ikke at have givet anledning til ændringer i teatrets repertoirepolitik vedrørende (udenlandske) operaer.
Overskous oversættelse af "Robert-le-Diable" (jf. s.528) modtog Molbech den 8. juli 1833 uden det af materialet eksplicit fremgår, hvorvidt Overskou blev instrueret af Siboni, Kirstein eller Molbech. Molbech var imidlertid tilfreds med hans arbejde: "jeg .. kan [ikke] see noget mere anstødeligt i at bringe denne paa vort Theater, end f.Ex. Jægerbruden, Zampa og Balletten Faust .. [Den] danske Bearbeidelse .. [var] baade .. bleven læselig og forstaaelig, og vel heller ikke i det Væsentlige fattigere, end Originalen. Hvad her er borttaget, f.E. de afdøde Nonners eller deres Granbilleders Opstandelse som fristende Gienfærd, er noget, som vel, i Harmoni med den musicalske Composition maa tænkes at høre med til denne Operas mest effectfulde Hovedscener - men tillige hører til Scener af den Art, som paa vort Theater ikke kunne udføres, hvis endog vort Publicum (som i det mindste er usikkert) vilde have dem udførte som i Originalen" (10.7.1833). Ryges læsning af stykket i juni 1832 skal næppe anses for at have været overfladisk, hvorfor Molbechs argumentation i juli 1833 for berettigelsen af bortfaldet af den blasfemiske genopstandelse af sig [sideskift][side 601]selv gennemhulles: Det afgørende var den moralske konveniens. Af indvendinger imod Overskous arbejde fremførte Molbech: (1) den danske titel "Diævelen Robert" måtte ændres til Robert le Diable, (2) Fiende var et tre stavelsesord og ikke et tostavelsesord (rimende på kjende) (l.c.). Kirstein var i det totale indtryk enig med Molbechs vurdering og tilsluttede sig ændringen af titelen, mens han ikke mente teatret kunne foreskrive oversættere at antage som norm: trestavelsesordet Fiende, fordi tostavelsesformen var blevet en "ved en lang og af Mange antagne Sprogbrug hjemlede Skrivemaade" (25.7.1833). Censorernes diskussion af titel og stavelsesantal synes i den grad at udvise en diskrepans i forhold til den oprindelige uenighed i foråret 1833, at det nærmer sig det pinlige. Syngepartierne uddeltes den 18. sept. 1833 (PRFD), hvorefter dronningens fødselsdag festligholdtes med Meyerbeers opera den 28. okt. 1833 (2). "Robert af Normandiet" opførtes 10 gange i første sæson. Stykket blev ialt opført 33 gange i den behandlede periode (3).
Glæsers berømmede opera "Des Adlers Horst" (Berlin 29.12.1832) ønskede Zinck at studere nærmere, hvorfor Lose den 14. sept. 1833 leverede "Sangbogen til" operaen (TK 1834 1.kv.nr.258), hvorpå klaverudtoget og endelig Textbuch tilstilledes teatret (hhv. TK 1834 1.kv.nr.258 26.10. og 18.11.1833). Molbech fandt det helt afgørende, at følgende kriterier var opfyldt: (1) at teatrets maskineri kunne klare "alle disse Luftcasteller og Bierge, der skulle bygges op i Skyerne" og (2) "om man hos vort Publicum tør love sig Success af den musicalske Composition". Blev "de Konstkyndige" enig herom, ville Molbech "uagtet Æmnets noget delicate Natur" ikke modsætte sig "Textens Antagelse", uden at han dermed ville indestå for, at operaen ville "finde Naade hos vort nærværende stemmegivende Parterre" (5.12.1833): "Hermed maa jeg være ganske enig", tilføjede Kirstein (6.12.1833). Hverken Zincks eller Fröhlichs skriftlige vota kendes. Sagen blev trods Zincks interesse stillet i bero. Se s.677.
Også Bellinis opera "La straniera" (Teatro alla Scala 14.2.1829) anskaffedes i efteråret 1833 (TK 1834 1.kv.nr.258 14.9., 26.10. og 17.12.1833). Den 27. dec. 1833 anmodedes Heiberg om en oversættelse "saasnart muligt", det ville sige inden udgangen af febr. 1834 (Kp.nr.162). På grund af Heibergs manglende oplagthed henvises til s.674.
Tekstbogen til Aloys Schmitts opera "Valeria" (Mannheim 1832) leveredes [sideskift][side 602]"i Manuscript" via Lose den 16. april 1833 (TK 1834 1.kv. nr.258). Også partituret blev anskaffet og tilstillet Fröhlich til "Betænkning" (Dp 20.12.1833). Hans votum kendes imidlertid ikke. Fra Zinck indkom imidlertid den 13. febr. 1834 en vurdering: "et solid Arbeidef fuldt af Effect og velberegnet, [...... give en San]ger Leilighed til at udvikle sit Tal[ent], især i declamatorisk Henseende. Stykket selv synes mig ikke at have synderlig Værd" (I.B.nr.24). Direktionen anførte ingen resolution desangående, men Fröhlichs dom har åbenbart ikke afveget fra Zincks, eftersom teatret intet videre foretog sig vedrørende denne opera.
Et af resultaterne af Schwartzens Pariserrejse i 1833 var hans hjemsendelse af Hérold & Halevys lyriske drama "Ludovic", med tekst af St.-Georges, (OC 16.5.1833) (TK 1834 3.kv.nr.1425). Overskou indsendte sin oversættelse primo dec. 1833, endnu inden teatret havde skaffet sig partituret. Molbech var særdeles positiv over for teksten: "den, fra den dramatiske Digtnings og Dialogens Side meer end almindeligt smukke Behandling af Sujettet, og de mange gode Motiver for den musicalske Componist .. giver dette Syngespil Værdi som dramatisk Product" (10.12.1833). Han mente endog, at denne operatekst var bedre end "noget af Scribes, mig bekiendte Syngestykker" (l.c.). Kirstein var aldeles enig med Molbech og foreslog "strax at forskaffe .. Partituret .. da der efter min Mening vilde høre en meget maadelig Musik til at fordærve Virkningen af en saa god Operatext" (12.12.1833). Klaverudtog, tekstbog samt partitur leveredes teatret i dec. 1833 og febr. 1834 (TK 1834 1.kv.nr.258 og 571). Roller uddeltes den 20. april 1834 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 24. maj 1834 (opført ialt 24 gange i den behandlede periode).
Carafas succes opera-comique "La prison d'Edimbourg" (OC 20.7.1833), med tekst af Scribe & Planard, blev tilsendt teatret af Gyldendal den 1. febr. 1834 (TK 1835 2.kv.nr.246), men ingen interesserede sig for denne Scott-imiterede opera.
Allerede i dec. 1829 havde boghandler Reitzel leveret Wohlbrücks libretto til Marschners "Der Templer und die Jüdin" (Leipzig 22.12.1829), uden at der herved skete noget videre. Marschner blev vel også først med denne opera berømt i Tyskland. Overskou havde i 1831 på sin rejse til Paris gjort Marschners bekendtskab, hvorfor direktionen overlod det til ham at korrespondere med Marschner om honoraret for partituret. Den 6. sept. 1833 accepterede Marschner [sideskift][side 603]halvt honorar (NBU). I nov. 1833 afsendtes partitur og tekstbog (TK 1833 4.kv.nr.l837; NBU 1.11.1833). Allerede den 19. febr. 1834 var Overskou færdig med sin oversættelse. Molbech, der havde læst de tyske anmeldelser, var noget i tvivl om, hvorvidt denne opera "i tydsk Maneer, med overhaands meget Spectakel og endeel Pragt, og med megen Overflødighed paa Arier og Viser" ville behage publikum. Musikkens effekt regnede han derimod ville virke - også i København. Oversættelsen vidste han "intet væsentligt at bemærke" ved, udover den tidligere omtalte klage over Fiende som tostavelsesord (jf. s.601) samt ordet Kutte: dette "udanske (af Øhlenschläger først fabrikerede ie: ligefrem af det Tydske overførte) og hos os smudsigt-tvetydige" ord. Molbech forlangte ordet Kappe (24.2.1834). Vigtigheden af censorernes arbejde understreges af, at rollerne uddeltes den 28. febr. 1834 (PRFD), men Kirstein betragtede det da også tydeligvis kun som en proforma sag, at han skulle læse stykket. Operaens indhold var allerede publikum bekendt fra Lenz-Kühnes "Tempelherre-Retten" (jf. s.119), og musikken var approberet "ved de Musikkyndiges Dom", hvorfor intet kunne være til hinder for antagelse (28.3.1834). Premieren fandt sted den 21. april 1834 (opført ialt 12 gange i den behandlede periode).
Brevvekslingen angående "Der Templer und die Jüdinn" omfattede også Marschners rekommandation af hans da nyeste opera "Hans Heiling", som "in Berlin [24.5.1833] u[nd] Leipzig mit grossem furore gegeben worden ist. Der Klavierauszug erscheint Anfangs October, u[nd] ich erlaube mir Sie darauf aufmerksam zu machen. Vielleicht finden Sie darin Stoff Ihre Muse zu begeisteren, um auch Ihre Landsleute nach gewohnter Art später damit bekannt zu machen" (NBU 6.9.1833). Hvis Marschners formulering ikke blot er smiger gives her et bevis på Overskous betydelige indflydelse på repertoiret - ved en række informationer til især Kirstein, der interesserede sig for specielt den tyske komponist. I jan. 1834 censerede Molbech og Kirstein Devrients tekst. Molbechs votum er som levning særdeles interessant, fordi han anførte en række forudsætninger for sin bedømmelse af operalibretti. Han erklærede sig uden videre "ucompetent til at bedømme en Operatexts Brugbarhed" på grund af sit "totale Ubekiendtskab med Musikens Praxis", og trods det faktum, at "et Parti af visse overordentlig fiint cultiverede Critici - hvilket vi have erfaret, at ogsaa Hr. Prof. Heiberg har slaaet sig til - synes at ville opstille Fordringer til Operatexter, hvis [sideskift][side 604]Opfyldelse snart kan forbyde os at forplante ethvert udenlandsk i musicalsk Konstværk paa vort Theater", så ville han dog som teatercensor erklære librettoen for egnet til antagelse, især fordi den ejede "en Simplicitet og en Bortfiernelse af al overflødig Snak og af overflødige Personer og Situationer". Molbech undlod ikke at stikke til publikum, idet dette havde fundet den danske version af "den diabolske Bertram for moralsk sentimental", hvorefter samme publikum "maaskee ville finde Hans Heiling alt for nedrig og ondskabsfuld" (17.1.1834): Opførelsen måtte vise om Molbech eller fanden fik ret. Kirstein fandt teksten antagelig, især hvis komponisten "maatte have benyttet" librettoen "nogenlunde godt .. ja den kunde vel endog, da der er givet Leilighed til endeel scenisk Pragt, i Mangel af bedre, være anvendelig til en Festforestilling" (19.1.1834). Af Marschners bevarede breve fremgår det, hvilke vanskeligheder, der var forbundet med at få leveret teatret et klaverudtog af operaen: betingelsen for en oversættelse. Endelig i juli 1834 afgik et klaverudtog fra Hamborg (NBU 15.5.1834; TK 1834 4.kv.nr.1841b 12.7.1834). Se s.756.
"Robert-le-Diable" kom dog frem i Overskous barberede udgave, som kongehuset kunne acceptere. Meyerbeers musik var afgørende for udfaldet. Glæsers opera blev kun betingelsesvist antaget af censorerne, mens partituret til Bellinis opera var indkøbt, før Heiberg fik til opgave at bearbejde den til danske forhold. Om Zincks votum betød henlæggelse af Scmitts "Valeria" er måske at tilskrive ham for stor indflydelse. "Ludovic" passede fint ind i teatrets repertoire af franske syngestykker: det blev da også hurtigt oversat og opført. Carafas opera blev glemt i mængden af tilbud. Marschners ældre opera "Tempelherren og Jødinden" kom nu endelig frem, måske også på grund af Overskous bekendtskab med komponisten. Molbechs analyse af sig selv som operalibretto-censor synes ganske sigende: på den ene side vidste han intet om praksis, på den anden side ville han anse sig for kompetent i teorien. Kirstein kendte praksis, hvorfor hans arbejde som censor fik langt større betydning. Hans arbejde gjaldt ikke erklæringer enten i protokollen eller i tidsskrifterne men bag kulisserne på teatret. Sibonis fravær kan ikke siges at have givet adgang for tysk operamusik, fordi stykkerne var anskaffet inden hans afrejse. Hans tilstedeværelse i København havde næppe hindret deres fremstilling på scenen.
[sideskift][side 605]
Andersens forulykkede vaudeville-tvillinger "Spanierne i Odense" og "Fem og tyve Aar derefter" (Jf. s.535) ville Jonas Collin endnu ikke gøre noget ved eller for "med mindre man fik at vide, at Theatret var i Trang for noget Nyt, og det kunde vel hændes" (BJC 88 6.7.1833) (1). Først den 6. nov. 1833 ved et udvidet redaktionsselskab (2), hvor også Collin var indbudt hos Molbech, snakkede de to om Andersens vaudeviller. I fortsættelse af denne aftenlige, fortrolige samtale sendte Collin den 9. nov. 1833 vaudevillerne (uden rettelser af nogen art) til onsdagsværten, fordi denne - under pres - "ikke [syntes] .. aldeles utilbøielig til at tage dem paa ny i Betragtning, .. Sagen er for Andersen en Velfærdsag; med Stipendiet kan han ikke komme ud udenlands og da han nu engang er ude, maatte man dog see at han benyttede Leiligheden saa fordeelagtigen som muligt" (NkS 2336). Molbech måtte forstå, at det gjaldt såvel Andersens økonomi som Fonden ad usus publicos' og Frederik VIs tilfredshed med fondens virksomhed. Collin anviste selv, hvorledes Molbech kunne redde sig: "Grunden til at Censorerne ikke kunne antage Stykkerne, antager jeg at være: de ikke faa Incorrectheder i Sproget [3]; dem kunde man nok have rettede. At Stykkerne forresten vilde more, troer jeg; .. Jeg lægger nu Sagen i min gode Vens Hænder" (l.c.). Smiger og pres kombineret med irettesættelse og bedreviden var Collins elegante våben. Vennen Molbech måtte læse Andersens vaudeviller særdeles grundigt, før han besvarede sin protektors udfordring. - Molbech var, når det gjaldt, en mester i brevskrivningens artigheder. Hans brev til Collin burde anføres i sin helhed, men her skal blot anføres: "Alle tre Medlemmer af Theater-Directionen vare, efterat have læst dem, enige om at finde dem, som dramatiske Compositioner, meget svage og umodne og ikke lidet smagløse. Heller ikke troer jeg, at Hr. Conferentsraaden Selv vil andet end finde, at ogsaa disse Stykker have alt for mange Præg af den overordentlige Hast, Skiødesløshed og ligegyldighed mod Smagens Fordringer, hvormed Andersen overhovedet som Digter arbeider. At jeg for min Deel i øvrigt nærmest har bedømt dem som dramatiske Digterværker, stemmer overeens med den Synsmaade, jeg i det Hele har for Theater-Censuren, som jo ikke aliene maa see paa, hvad der kan, men ogsaa paa hvad der bør opføres; ligesom det ogsaa ved denne Leilighed kommer i Betragtning, at Stykkerne, som Vaudeviller, medføre en ikke ubetydelig Bekostning fra Musikens Side" (Coll.BrS. 16.11.1833). Molbech [sideskift][side 606]anførte derpå muligheden af, at Andersen selv omarbejdede stykkerne: "Men vilde han gjøre det, om han kunde det?". Molbech foreslog i stedet, at Heiberg læste dem, "og i Fald han troer, der kunde gieres noget ved dem, da at anmode ham at paatage sig det Arbeide, at pudse og file dem saaledes, at de kunne passere". Direktionen kunne ikke pålægge Heiberg dette ifølge hans kontrakt med teatret som teaterdigter, men "derimod turde det være meer end rimeligt, at Hr. Conferentsraaden kunde formaae ham dertil, i Fald han er af den Mening, at Stykkerne kunne blive brugbare for Theatret. Det er Sandhed, hvad jeg mundtlig yttrede for Hr. Conferentsraaden: at jeg oprigtigen ønskede, at de kunde blive det; thi saameget jeg endog har imod Andersen som Digter, saa lidt har jeg, eller kan have det mindste imod, at han opnaaer enhver Frugt af sine Arbeider, som han kan opnaae; og saa høiligen vilde det glæde mig, om jeg var i Stand til at vise Dem, som jeg agter og ærer saa høit, hvor gierne jeg opfyldte et Ønske af Dem, der dog aldrig vil, at jeg skulde sige eller giøre noget imod min Overbeviisning" (l.c.). Molbech havde klaret frisag, idet han undgik at fornærme Collin (denne kunne dog vel ikke forlange, at han skulle gå på akkord med sin samvittighed?) og skød problemet over på den af Collin ansatte teaterdigter, hvis dom Molbech nok ville bøje sig for, men som dog samtidig fik det egentlige, beskidte arbejde: at tilkendegive for Collin at stykkerne var ubrugelige, men Heiberg skyldte vel Collin endnu mere end Molbech gjorde! - Den 23. nov. 1833 havde Heiberg sin rapport færdig; den former sig dels som en kritik af Andersens vaudeviller, dels som en opsummering af Heibergs opfattelse af vaudevillegenren efter små ti års beskæftigelse med denne, på et tidspunkt hvor han selv var på vej til andre genrer. Heibergs første indsigelse gjaldt adskillelsen af vaudevillerne. I stedet foreslog han "een [vaudeville] i to Tableaux .. det første Stykke ender alt for utilfredsstillende, til at kunne betragtes som et Heelt. Denne .. Bemærkning troer jeg dog, er ikke uvigtig med Hensyn paa Publicums Modtagelse af Stykket". Heiberg roste to steder i begyndelsen af brevet stykkernes ide eller sujet, men den afgørende fejl ved Andersens vaudeviller var gensynsscenen i "Fem og tyve Aar derefter", dels fordi scenen manglede effekt, dels fordi knuden var løst forinden: "Saaledes som Gjenkjendelsen nu finder Sted, er der intet dramatisk Liv deri. Hvorledes forresten Forandringen skulde gjøres, [sideskift][side 607]vil jeg ikke paatage mig at bestemme; kun derpaa vil jeg gjøre opmærksom, at paa dette Sted sidder Stykkets værste Skrøbelighed, men dette Sted er Stykkets Hjerte, og Hjertesygdomme ere gjerne dødelige". Endvidere kritiserede Heiberg- ved ekss. - den mangelfulde karaktertegning, de overfladiske personer og de unødvendigt mange sceneskift. Andet hovedpunkt i Heibergs kritik var Andersens udførelse af den lyriske del af stykkerne. Andersen havde ifølge Heiberg ikke forstået forskellen mellem opera og vaudeville: "Den sidste, som i musicalsk Henseende staaer saa langt tilbage fra den første, maa opveie det ved Handlingens Overherredømme over Musiken, og derved, at ikke blot Øret og Følelsen eller Phantasien, men at Tanken idelig beskjæftiges under de anbragte Musiknummere". Heiberg anførte en rigtigt anbragt vise ("Hvo skjænker Mennesket et Hjem?"), mens resten var fejlagtigt placeret: det gjaldt den sentimentale opera-tone, som dræbte "det egenlige Vaudeville-Liv", hvor sangene understøtter handlingen. Endvidere bebrejdede Heiberg Andersens "Parforce-Jagt efter patriotiske Følelser", der ligeledes understregede opera-tonen. Også Andersens anvendelse af potpourrinumre fandt Heiberg farlig, i det mindste krævedes at forfatteren tillige var musiker. Gentagelse kontra parodi (4) affødte Heibergs vurdering af "Kiærlighed paa Nicolai Taarn" (jf. s.378), "som .. synes mig at staae høit over hans andre dramatiske Frembringelser". Den samlede dom lød: "[Det] kunne med nogle rigtignok betydelige Modificationer og Forandringer blive et ret behageligt og underholdende Stykke", selv om Andersen nok burde betænke det faktum, at han havde mistet "en Deel af den Gunst, hvoraf han iforveien var i Besiddelse som Digter", på grund af sine hastigt udarbejdede dramatiske produkter. Det kan læses som en indirekte opfordring om at lade disse to vaudeviller henligge uden at forsøge en omarbejdelse (Borup nr. 294). Heibergs frimodighed såvel overfor Collin som Andersen synes meget befordrende og befriende midt i alle disse skjulte chikaner og trakasserier, men Heibergs ansvar som konsulent var vel også til at overskue. - Den 30. nov. 1833 tilsendte Collin Andersen Heibergs responsum samtidig med at han redegjorde for teaterdirektionens stillingtagen, i fuld overensstemmelse med de tidligere aliters udsagn, hvorpå han konkluderede: "Tænk nu alvorlig og besindig over Sagen, og skriv mig saa ved Leilighed til desangaaende -" (BJC 100). Collin selv havde således undgået at tage [sideskift][side 608]stilling til vaudevillernes kvalitet. Han havde gjort, hvad ingen andre tidligere havde haft held til: at desavouere teatercensuren - ved Heiberg! Dennes krav til kvalitet reddede teaterdirektionen, som vel umuligt kunne have tålt en underkendelse, når initiativet kom fra Collin. Andersen kvitterede den 17. dec. 1833 5 "Tak for det heibergske Brev! at De sendte mig det, er mig et nyt Beviis paa Deres Fadersind for mig. Manden har Ret i Alt hvad han skriver, Directionen med, lad det derfor hvile til jeg engang kommer hjem" (BJC 101). Se s.760.
Indførelsen af Heiberg som appelinstans i censurinstitutionen var Collins tanke men udførtes af Molbech. Resultatet blev ikke rystende for Molbechs autoritet, men gav tværtimod Molbech manøvrefrihed i det spændte forhold til Collin, således som det også gav Collin et behageligt albuerum til Andersen. Den sædvanlige orden blev opretholdt, men hvad Molbech måske ikke havde forudset var Andersens nye vilje til produktion, som immervæk blev til fordel for producenten og til ulempe for teatret. Thi med antagelsen af den omarbejdede vaudeville "Skilles og mødes" i nov. 1835 mistede Molbech terræn overfor den fremstormende og fremhjulpne Andersen, hvilket skulle få betydning i det afgørende slag om "Mulatten” (jf. s.906), der indirekte betød afslutningen på Molbechs teatercensorat.
[sideskift][side 609]
Om "Une Passion" af Chapeau, Varin & (?) (TV 15.2.1833 ) Indskrænkede Seemann sig til at erklære: "Et ret yndigt lille Situationsstykke", hvorpå han refererede handlingen (UjBr 12.7.1833). Men den 4. febr. 1834 sendtes vaudevillen til Heibergs betænkning (Kp.nr.17) i hvorefter det forlød: "Sujettet .. er vittigt udført. Enden er imidlertid grotesk, og kunde let hos os skade Indtrykket af det Hele, saafremt ikke Helten i Stykket spilles med overordentligt Lune .. Det bør udentvivl behandles som Vaudeville, da Sangen meget kan bidrage til at gjøre det Buffo-agtige og Groteske forstaaeligt for et Publicum, der gjerne lader Indtrykket deraf svækkes, ved at underkaste det Sandsynligheds-Beregninger, Disse og lignende Reflexioner, som skade Virkningen af det Burleske, maae i Stykker, som dette, ligesom tages med en Trumf, og denne Trumf kan her udspilles deels af den musikalske Behandling, deels af Skuespillerne" (Borup nr.298 14.2.1834). Heibergs udspil vedr. dette stykke synes bemærkelsesværdig, idet han såvel lagde for dagen den dramaturgiske indsigt i og forståelse for det burleskes placering i et stykke som klargjorde de generelle vanskeligheder ved omplantning af parisiske stykker til dansk tørv. I direktionsmødet den 14. marts 1834 besluttedes det at anmode Heiberg om at oversætte stykket "i Vaudeville Form" (Kp.nr.29 15.3.1834), når han var blevet færdig med "La straniera" (jf. s.674). Heiberg fandt imidlertid heller ikke tid til eller oplagthed til dette forehavende, hvilket Kirstein endnu fra Kiel, den 16. juni 1834, ærgrede sig over, idet han mente Heiberg burde erindres om bearbejdelsen af dette stykke (Coll.BrS.).
Théaulon, Arm. d'Artois & d'Allardes vaudeville "Les inconvénients de la diligence, ou M. Bonaventure" (TVR 11.11.1826) indrømmede Molbech - med en "Potier i Spidsen, paa Theatre des Varietés" - kunne more, såvel som det i København kunne "finde sit Publikum" men "Stykkets Charakteer og Tone" gjorde det uantageligt for Det kgl. Teater. Det "Burleske og Fiællebodagtige" var for dominerende, ja mere fremtrædende end i "nogen anden Vaudeville", som Molbech havde "seet paa vor Skueplads - maaskee "de 7 militaire Piger" undtagne" (3.4.1834). Molbechs varetagelse af smagen hos den dannede del af publikum, som tidligere er påvist var en interesse for ham, blev imødegået af Kirstein, forsåvidt som han selv havde moret sig ved stykkets "Opførelse paa et Privattheater her i Staden, og jeg faaer saaledes - idetmindste i godt Compagnie - [sideskift][side 610]at bære den Plet med, som den forestaaende Bedømmelse synes at kaste paa det Publikum, der kan more sig over en saadan Farce", som Kirstein ikke ville indrømme kvalitetsmæssigt stod lavero end mangen et (uspecificeret) stykke, Det kgl. Teater lod gå over scenen. Kirsteins argumentation for ikke at antage stykket synes interessant: "Imidlertid vil jeg fra min Side ikke gjøre nogen Paastand paa Stykkets Antagelse, da jeg ikke holder det for urimeligt, at der blandt Publicum vil findes dem, der ville ansee det for deres Pligt at udpibe et Stykke der, som dette, ikke har nogen regelret Plan eller er tilskaaret og udført efter Konstens Regler, selv om de under Opførelsen have moret dem godt, og Stykket ikke har noget saadant Værd, at man skulde udsætte sig for den Ubehagelighed, der altid er forbunden med saadanne Optrin i Skuespilhuset" (10.4.1834). Kirsteins forsvarsøvelse for egen overgivenhed kan dårligt vurderes på anden måde, end at han veg tilbage for en mere kræsen smag, der kunne give sig tilkende ved en piben i teatret, om han forsøgte sig med en mere folkelig repertoirelinje. Se s.775.
Jacques Arago & Louis Lurines vaudeville "Chabert" (TV 2.7.1832) tilsendte H.E. Kirstein fra Bordeaux den 9. april 1834, men censorernes reaktion kendes ikke.
Resultatet af censorernes vurderinger over disse stykker synes ganske samstemmende med afgørelserne vedr. de øvrige genrer. Molbech varetog det dannede publikums smag, mens Kirstein ikke nægtede sig ret til at mores, også af mindre decente sager. Heibergs overvejelser over "Une passion" forblev på det teoretiske plan; da han skulle omsætte sine tanker til praksis, meldte han sig uoplagt; endnu engang markerede han sig i negativiteten.
[sideskift][side 611]
Bournonville leverede ingen egentlige nye balletter i denne sæson, ej heller restaurerede han ældre værker, men til kongens fødselsdag leverede han dansen til "Guerillabanden" (jf. s.471). Også til: Marschners "Tempelherren og Jødinden" kreerede han dansearrangementet (jf. s.602). Funck komponerede dansen til "Robert af Normandiet" (jf. s.600).
Ved kgl. resolution af 15. febr. 1834 bevilgedes Bournonville en sommerrejse til Paris (Orig.Kgl.Res.nr.6), som han, hustruen og Luc. Grahn tiltrådte den 5. maj 1834 (Dagen 6.5.1834). Bournonville optrådte på Operaen, gik flittigt i teatret (fortrinsvis opera. og ballet) og købte en del (uspecificerede) skuespil til Det kgl. Teater, se i øvrigt "Af mit Theaterliv" og Fredericia: Bournonville. Kbh. 1979.
[sideskift][side 612]
Antallet af koncerter og aftenunderholdninger, på Kgs. Nytorv, blev sat meget ned i denne sæson.
Heiberg leverede sangen til Frederik VIs "Ankomst i Skuespilhuset" den 9. sept. 1833, efter en sygdomsperiode (Poet.Skr.Bd.9, 278). Til dronningens fødselsdag leverede Heiberg sangen (Poet.Skr.Bd. 9, 279), mens Overskou ordnede sagen i jan. 1834 (Dagen 30.1.1834). 25-året for "Hakon Jarl"s første opførelse den 30. jan. 1808 fejredes på digterens fødselsdag den 14. nov. 1833. Til H.P. Holsts prolog i anledning heraf ses af de bevarede censorvota direktionens særdeles ambivalente forhold både til prologens forfatter og ikke mindst til Oehlenschläger. Molbech erklærede, at hvis formålet med prologen var "paa Theatret, og fra Theaterbestyrelsens Side, at bringe den berømte, af vor Poesie og af den danske Tragedie saa høit fortiente Digter en offentlig Hylding og Erkiendelse af disse Fortienester: saa kan det neppe synes passende, eller for Digteren selv behageligt, at det skeer ved offentlig Polemik - eller ved at betragte, enten Nationerne i Almindelighed, eller det danske Folk i Særdeleshed, som staaende i et fiendtligt, miskiendende, avindsfuldt og Hadende Forhold til Digteren. Har Prologens Forfatter, som Leiligheden, ved hvilken den fremkommer og Hans egne Udtryk, samt Anvendelsen, han giør af dem i den næstsidste Strophe, snarest og naturligst maa lede enhver læser eller Hører til at antage - i Særdeleshed havt vort Folk for Øie: saa maa det ikke allene findes end mindre passende, fra det Kongelige Theater at sige saa meget Ondt til den danske Nation, som det maatte være Krænkende for Digteren selv at høre paa, at han "saares ved Haan og Spot", at "Nid røver ham hans Fred og Ro", at "Spot og Avind er hans Toners Høst" m.m. Og vilde han vel selv, at saa bittre og haarde Ord, som de 4de, 5te og 6te Strophe indeholde, skulde siges et Publicum, der med saa afgiort et Bifald modtog hans sidste, paa Scenen bragte Sørgespil [jf. s.490] - og der ligeledes forrige Aar, i Anledning af Sangen: "Konstnerlivet" viste ham en saa udmærket offentlig Hylding? - Jeg kan ikke troe det" (BHS 12.11.1833). Kirstein kunne kun være enig med Molbech; af principiel interesse føjede han til: "saavidt jeg veed, en Prologs Fremsigelse ved bemeldte Leilighed fra høiere Sted ikkun er bleven tilladt under den Betingelse, at den ikke indeholdt directe Hentydninger til Digteren in concreto, og, hvis saa er, vilde nemligen 6te og 7de Strophe vel overhoved ikke kun [sideskift][side 613]ne fremsiges saaledes som de her ere nedskrevne" (l.c.). N.P. Nielsen gav Liebe den urettede prolog, men endnu den 13. nov. 1833 var sagen ikke afgjort (Troensegaards Saml.). Prologen aftryktes uændret i "Dagen" den 14. nov. 1833; den efter stykket fremførte sang aftryktes i "Dagen" dagen efter. Se Bidr.t.Oehl. II 276ff.
Prologen "Aarets Drama" i anledning af nytåret, fremsagt af fru Heiberg, skrevet af J.L. Heiberg (Poet.Skr.Bd.8, 123) gik uden om censuren, ligesom "Maanen (op.cit. 137) til Phisters aftenunderholdning.
Musikkonservatoriets aftenunderholdning gik som vanligt udenfor de normerede rammer. Overskous tekst til Løvenskjolds "Krigerens Brud under Slaget" samt H.P. Holsts seks indlagte syngenumre til Kotzebues gamle skuespil "Die beiden kleinen Auvergnaten" (1) (kun opført denne ene gang) udgjorde hovedindholdet.
[sideskift][side 614]
Med hensyn til genoptagelse af ældre stykker adskiller denne sæson sig klart fra de forrige i 1830rne: Overskou sattes direkte til at forbedre og rette ældre oversættelser, og i det hele syngestykkers genoptagelse tiltrak sig den største opmærksomhed.
Af originale skuespil uddeltes følgende på ny:
Hertz' "Amors Geniestreger" (jf. s.356);
sidst givet den 22.1.1833. Genoptaget den 4.11.1834, se s.1141.
Oehlenschlägers "Den lille Hyrdedreng", opf. 1. gang den 23.1.1819; sidst givet den 17.2.1827. Genoptaget den 18.2.1834 (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).
Holbergs "Den Stundesløse", opf. 1. gang den 21.1.1750; sidst givet den 19.11.1830. Genoptaget den 12.10.1833, se s.1053.
Rosenkildes "Vennernes Fest" (jf. s.189); sidst givet den 2.4.1834. Genoptaget den 2.4.1835 (opført endnu 2 gange i den behandlede periode). Se s.1414.
Af originale danske syngestykker uddeltes følgende på ny:
Kunzens "Min Bedstemoder", opf. 1. g. den 15.5.1800; sidst givet den
9.2.1815. Genoptaget den 16.2.1834 (opført endnu 3 gange i den
behandlede periode).
Schalls "Domherren i Milano", opf. 1. g. den 16.3.1802; sidst givet den 20.9.1817. Genoptaget den 15.12.1833 (eneste opførelse).
Schulz’ "Peters Bryllup", opf. 1. g. den 12.12.1793; sidst givet den 24.3.1828. Genoptaget den 15.3.1834 (eneste opførelse).
Af oversatte skuespil uddeltes roller på ny til følgende
stykker:
Scribe & Delavignes "Anekdotsamlingen" (jf. s.279);
sidst givet den 11.10.1832. Genoptaget den 18.12.1833 (opført
endnu 4 gange i den behandlede periode).
Jüngers "Den aabne Brevvexling", opf. 1. g. den 7.3.1793; sidst givet den 10.7.1827. Ej genoptaget.
Francis, Armand & Théaulons "Syv militaire Piger" (jf. s.246); sidst givet den 17.12.1829. Genoptaget den 1.11.1833 (givet endnu 19 gange i den behandlede periode).
Kotzebues "Sølvbrylluppet", opf. 1. g. den 12.11.1801; sidst givet den 21.9.1818. Ej genoptaget.
Gotters "Den sorte Mand", opf. 1. g. den 9.3.1787; sidst givet den 31.7.1817. Genoptaget den 15.12.1833 (eneste opførelse).
Ifflands "Udstyret", opf. 1. g. den 16.5.1799; sidst givet den 14.8.1827. Genoptaget den 21.1.1834 (eneste opførelse).
Holcrofts "Vejen til Ødelæggelse", opf. 1. g. den 2.1.1794; sidst [sideskift][side 615]givet den 19.12.1825. Først genoptaget den 3.9.1838 (opført endnu 2 gange i den behandlede periode).
Duvals "Henrik den femtes Ungdom", opf. 1. gang den 6.12.1808, sidst givet den 6.2.1830, genoptoges den 6.11.1833 (35. og sidste forestilling).
Af oversatte syngestykker uddeltes følgende på ny:
Bella Marias "Arrestanten", opf. 1.g den 30.1.1801; sidst givet den
1.11.1821. Ej genoptaget.
Monsignys "Bødkeren", opf. 1. g. den 27.10.1780; sidst opført den 17.2.1832. Genoptaget den 7.10.1833 (opført endnu 26 gange i den behandlede periode).
Gaveaux' "Barnlig Kjærlighed", opf. 1. g. den 31.10.1797; sidst givet den 30.11.1817. Genoptaget den 16.2.1834 (eneste opførelse).
Mozarts "Bortførelsen af Seraillet", opf. 1. g. den 1.4.1813; sidst givet den 23.11.1829. Genoptaget den 26.12.1834 (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).
Himmels "Fanchon", opf. 1. g. den 29.10.1814; sidst givet den 13. 4.1833. Først genoptaget den 17.10.1837 (eneste opførelse).
Cimarosas "Det hemmelige Ægteskab", opf. 1. g. den 26.9.1797; sidst givet den 7.11.1805. Ej genoptaget. Se s.768.
Isouards "Jeannot og Colin", opf. 1. g. den 6.10.1818; sidst givet den 10.2.1830. Genoptaget den 10.5.1834 (opført endnu 3 gange i den behandlede periode).
d'Alayracs "De to smaa Savoyarder", opf. 1. g. den 18.9.1792; sidst givet den 29.12.1829. Genoptaget den 7.4.1835 (opført endnu 19 gange i den behandlede periode).
von Dittersdorfs "Apothekeren og Doctoren", opf. 1. g. den 17.11.1789; sidst givet den 6.5.1828 (67. opførelse). Genoptaget den 10.11.1833 (opført endnu 8 gange). Se s.1002.
Det kan desværre ikke påvises, om det var Kirsteins linje eller hensyn til debutanter, der gjorde udslaget. Tydeligvis var det ikke Molbechs linje.
[sideskift][side 616]
I direktionens forestilling af 29. dec. 1828 ang. Heibergs ansættelse som teaterdigter og -oversætter nævntes intet om Heibergs medvirken i forcensuren (Borup nr.202). Davids artikler i "Kjøbenhavns flyvende Post" (nr.76-78, 1830) var, som også Manthey opfattede dem, et slet skjult forsøg på at vinde indpas med hensyn til repertoirets sammensætning. Mantheys forsøg på at stække Heiberg fulgtes imidlertid ikke op af majestæten. Sagen stilledes i bero (juli 1830). Molbechs uoverensstemmelse med Heiberg i okt, 1830 fik ingen øjeblikkelige konsekvenser, men lagde op til en senere konfrontation. Sommeren 1832 eksploderede imidlertid tønden, da Molbech og Heiberg stødte sammen i anledning af Molbechs embedspligtige rettelser i Heibergs manuskripter (Borup Bd.II, 263ff, jf. .s.550). Udvidelsen i Heibergs arbejdsområde skete med direktionens skrivelse af 9. juni 1832, hvori Heiberg qua teaterdigter og -oversætter anmodedes "om at ville foreslaae og indsende til Directionen et Antal af 4 til 6 nyere franske eller tydske Skuespil, som De anseer for passende til Oversættelse" (Borup nr.262). Selv om forhandlingernes detaljer ikke kendes, må dette skridt tilskrives Molbech, der konciperede skrivelsen, Heibergs accept heraf blev bevidst skjult af fornærmelse over den behandling hans oversættelser havde fået (eksempelvis "Familien Riquebourg") (Borup nr.263 21.6.1832); men afslutningsvis affyrede han et par trumfer, nemlig leverance af en rimet og versificeret oversættelse af "Tartuffe" eller "L'ecole des vieillards" (jf. s.510). Heiberg var i juni 1832 mere optaget af rettelser i allerede afleverede oversættelser end i aflevering af nye oversættelser. Molbechs forslag af 9. juni 1832 fik den 18. sept. 1832 kgl. approbation: "at han paa Directionens Opfordring er forpligtet til at bringe nye Stykker i Forslag til Oversættelse" (Borup nr.273). - Trods denne kgl. vilje nægtede Heiberg at oversætte Meyerbeers "Robert le Diable" (jf. s.531), mens direktionen den 1. maj 1833 i sin skrivelse til Heiberg direkte henviste til den kgl. resolution af 18. sept. 1832. I perioden maj 1833 - sept. 1836 falder Heibergs egentlige konsulenttjeneste i 1830rne, i overensstemmelse med den kgl. resolution af 18. sept. 1832. - Her skal opregnes de principielle betragtninger Heiberg og direktionens medlemmer i denne anledning fremførte. Den 23. maj 1833 vurderede Heiberg oversættelseslitteraturen på følgende negative mådes "Den nyeste tydske Literatur frembyder næsten intet Andet end Jammerligheder; [sideskift][side 617]den franske, hidtil vor eneste Tilflugt, synes nu at være i en Stagnation (naar man ikke vil tye til Victor Hugo), og selv Scribe synes at gaae tilbage. For at jeg jevnligen skulde kunne foreslaae Directionen Stykker til Oversættelse, vilde det være nødvendigt, at den bemyndigede mig til, for en vis aarlig Summa at forskrive de nyeste Skuespil, hvilke da, naar jeg havde gjennemgaaet dem, vilde kunne indlemmes i Theatrets Bibliothek; thi jeg selv kommer sjeldent i Besiddelse af nye Stykker, førend de allerede ere bekjendte her i Byen, og formodentlig allerede læste af Directionen" (Borup nr.286). Heiberg afslørede meget vel hvad han ønskede: Hugo kunne spilles, men af sammenstødet i maj/juni 1832 havde han erfaret Molbechs vilje desang. (jf. s.462). Kunne han imidlertid selv forskrive stykkerne, havde han måske det bedste udgangspunkt for en egentlig indflydelse på repertoiret. Direktionens svar afspejler klart Kirsteins forsvar af den tyske dramatiske litteratur samt en slet skjult afvisning af Heibergs forslag og en ditto anmodning om at anstrenge sig: "[ang. den tyske dramatiske litteraturs jammerligheder:] dette hindrer dog ikke, at der jo blandt det meget Slette og Maadelige ogsaa kan findes noget Godt og Brugbart i denne Literatur, hvilket f.Ex. ogsaa Deres egen yttrede Mening om "die Gebrüder Foster” maa bekræfte [jf. s.578]. Da nu dette Gode og Brugbare, saavel i den tydske, som i andre Landes dramatiske Literaturer, maa opsøges og udvælges: kan D[irektionen] i den Henseende ikke henvende sig til nogen Nærmere end Hr. Prof. hos hvem man, saavel paa Grund af Deres Studier og egne Arbeider i den dramatiske Poesie, som paa Grund af Deres Embedsstilling, som Theaterdigter og Oversætter, maa forudsætte et saadant og saa udbredt Kjendskab til fremmed dramatisk Literatur i forskjellige Sprog, og det ikke blot i Lystspil-Vaudeville-Faget, men ogsaa i det alvorligere Skuespil, som et saadant Udvalg maatte fordre. I den Anledning og med Hensyn til Deres Yttring om Bemyndigelse til, for en vis aarlig Sum at kunne forskrive de nyeste Skuespil, hvilke De saaledes maatte antages at kjende, enten efter egen Læsning eller andres Dom, eller i det mindste efter Titelen og Forfatterens nogenlunde gunstigt bekjendte Navn: undlader D[irektionen] ikke at tilkjendegive Dem, at ethvert nyt Skuespil, som De under en eller anden Forudsætning om dets mulige Brugbarhed, maatte ønske anskaffet, for at De kan gjennemløbe samme i ovenmeldte Hensigt, vil, saa snart De opgiver Stykkets Titel [sideskift][side 618]for en af Regisseurerne, saa hurtigt som muligt blive forskrevet, og sendt Dem til Afbenyttelse. D[irektionen] ønsker ogsaa at De uden Ophold vil benytte Dem heraf, ved at opgive endeel af de nyere og nyeste dramatiske Værker i forskjellige Sprog, som De saaledes ønskede anskaffede endnu i Sommer" (Borup nr.287 31.5.1835). Tillæget om også at fremkomme med forslag af "alvorligere Skuespil" aftegner direktionens repertoirepolitik, samt dens (tilsyneladende) iver for at engagere Heiberg. Samtidig med dette initiativ fra direktionen tilskrev C.L. Kirstein sin broder, den danske konsul i Bordeaux, H.E. Kirstein, om at tilsende teatret skuespiltekster. Dette skridt kan anskues som et forsøg på at komme Heiberg i forkøbet, det vil sige diktere Heibergs valg, men kan selvfølgelig også ses som et forsøg på at hjælpe teatret og dermed Heiberg. Til afklaring af dette spørgsmål tjener en brevveksling mellem Molbech og Kirstein i dec. 1833. Molbech havde, under hensyntagen til sin svækkede helbredstilstand (som han selv utroligt ofte mente var på sammenbruddets rand) oftere overlagt med sig selv eller direkte tænkt sig at foredrage direktionen, "at det oftere, end hidtil foranlediges, at man tilsender Prof. Heiberg indkomne Theater-Stykker, især saadanne, som endnu ei ere oversatte, eller som proponeres til Oversættelse. Man kan derved i det mindste altid vinde saameget, at man hører hans foreløbige Betænkning; og har, i det mindste i enkelte Tilfælde, en Auctoritet mere at støtte sig paa. Den ansatte og lønnede Theater-Digter og Oversætter er jo ex officio Æsthetiker [1]; og burde i det mindste som saadan virke mere for Theatrets og Repertoirets Tarv, end han giør, og heri ikke staae tilbage for Directionens Medlemmer, af hvem man, ved Siden af deres andre Forretninger, umuligen kan forlange, at de skulle giennemvade de nyere dramatiske Literaturs hele Sump; og som allerede ere plagede nok med den Part af Sumpen, der i forskiellige Render tilflyder den, og ei kan bortledes" (NkS 1861 10.12.1833). Molbechs mistrøstighed resulterede ofte i præstationsnedskæring, hvor det her er mere relevant at spørge om hans tillid til Heiberg og det ønskværdige i, om Heiberg fik større indflydelse på teatrets oversatte repertoire. Tages forslaget ikke som et vilkårligt indfald fra Molbechs side, må det siges, at stemme overens med indholdet af direktionsskrivelsen af 9. juni 1832 og den kgl. resolution af 18. sept. 1832, som intenderede at give Heiberg større indflydelse på teatrets repertoire. Kirsteins [sideskift][side 619]svar afslører klart uenigheden i direktionen vedr. Heibergs indflydelse på repertoiret. Samme dag replicerede han: "jeg troer [ikke] at vi vilde vinde betydeligt ved at tilsende Prof. Heiberg de omtalte Stykker, da vi jo allerede flere Gange have gjort den Erfaring at hans æstethiske Anskuelser og Domme over dramatiske Producter ikke saa lige stemme med vore og vi vilde saaledes, idetmindste i de fleste Tilfælde dog ikke slippe for at gjennemlæse dem, især hvis vi skulde meddele Indsenderne vor Dom om dem; og da jeg ikke kan indsee, at der kan paaligge os nogen Forpligtelse til at gjennemlæse hvad der ikke leveres i en Form der gjør det egnet til at tages i Betragtning til Opførelse paa vor Scene altsaa først og fremmest: paa dansk, kunne vi sikkert hvad fremmede dramatiske Producter angaaer, indskrænke os til hvad vi med Hensyn til Theatrets Trang eller Interesse maatte føle os opfordret til efter eget Valg at gjennemsee. Jeg kan derfor ikke troe andet end at vi maae være berettigede til at tilbagevise enhver Anmodning af os uvedkommende Personer om at gjennemsee og afgive vor Dom om fremmede Originaler, hvilket naturligviis ikke udelukker vor Beføielse til, naar vi af en eller anden Grund maatte finde os foranledigede dertil, at føie et saadant Forlangende. Saafremt iøvrigt min Hr Collega skulde have nogen Betænkelighed herved, har jeg fra min Side ikke noget at erindre ved det fremsatte Forslag, saalænge Arbeidet ikke bliver uoverkommeligt. Jeg tillader mig her endnu at vedlægge Concept til en nye Skrivelse til Prof. Heiberg med 3 [2] dertil hørende først i August og Septbr. d. A. i Paris paa Scenen bragte Nyheder som jeg med et i disse Dage fra Bordeaux ankommet Skib har modtaget fra min Broder" (l.c.). Se s.650. Uenigheden mellem Molbech og Kirstein var større end mellem Molbech og Heiberg, men størst mellem Kirstein og Heiberg. Kirsteins trumf, stykkerne fra Bordeaux, viser klart hvad han forestillede sig om Heibergs konsulenttjeneste. Efter sammenstødet i april 1834 mellem Heiberg og Molbech (Borup nr.302-305 og Borups biografi II 160-161) kølnedes sidstnævntes ønsker om at drage Heiberg længere ind i beslutningscentret naturligt nok, men allerede i 1835 svingede Molbech tilbage. Se s.771.
[sideskift][side 620]
Goethes "Egmont" (jf. s.5 og 343) ses ikke læst af censorerne, trods stykkets politiske karakter. Det blev opført den 2. juli 1834. Se s.644.
"Kjærlighed ved Hoffet" opførtes kun den 6. juni 1834. Se s.562 og s.636.
Nielsen tilsendte den 29. maj 1834 Molbech H.P. Holsts oversættelse af Sewrin & Visentinis vaudeville "Rataplan, ou le petit tambour" (TV 25.2.1822), idet han bad ham om "at læse denne Bagatel endnu i Dag, for at Etatsraad Kirstein kunde faae den i Morgen" (Coll.BrS.). Vota ses ikke bevaret (0). Givet 3 gange ved Sommerforestillingerne. Se s.834.
"Prologen til Lystspillet "Figaros Giftermaal", ved dets fornyede Opførelse paa det kongelige Theater, den 9de Juni 1834" var skrevet af Heiberg og blev fremsagt af fruen (Poet.Skr.Bd.9,163). Beaumarchais' gamle stykke (1) blev kun opført denne ene gang ved Sommerforestillingerne. Se s.1294.
"Le coiffeur et le perruquier" af Scribe, Mazeres & Nombret Saint-Laurent (GD 15.1.1824) opførtes i Dorphs oversættelse den 13. juni 1834 uden at censorerne ses at have læst stykket eller oversættelsen. Se s.655.
Scribe & Duveyriers vaudeville "Le diner sur l'herbe" (GD 2.7.1824) oversat af Fabricius, opførtes ved Sommerforestillingen den 13. juni 1834. "Et Maaltid i det Grønne" opførtes kun denne ene gang.
Hertzogs oversættelse af Zieglers komedie "Der Mann im Feuer" (Breslau 16.2.1829; utr.) passerede censuren uden skriftlige mindesmærker. "Det farlige Frierie" opførtes eneste gang den 16. juni 1834.
Borgaards oversættelse af Scribe, Duveyrier & Carmouches comedie-vaudeville "La lune de miel" (GD 31.3.1826) blev givet den samme aften under titlen "Hvedebrødsdagene". Se s.655.
W. Holst præsterede en original midt i alle oversættelserne: "Slaget i Kiøgebugt" opførtes, ucensureret, første gang den 18. juni 1834 (se s.624) sammen med H.P. Holsts oversættelse af Scribe & C. Pillets "Le mauvais sujet" (GD 16.7.1825) under titlen "Den forlorne Søn", der passerede censuren med sproglige korrektioner (NkS 548), se s.656. Den 20. juni 1834 opførtes endnu en oversættelse "Sollicitanten" (2) af Fabricius. Se s.655.
Overfor Overskous vaudeville "En Fødselsdag i Slutteriet" var Molbech meget positiv, selv om han ved jævnføring med Heibergs produkter kom til det resultat, at "Den mangler det dybere og stærkere [sideskift][side 621]komiske Element i de fortrinligste Heibergske Vaudeviller, og har ikke disses piquante Lystighed og elegante Trivialitet, eller deres skarpere Satire og finere Ironie; men savner derimod ikke den Overskouske nationale Tone og Munterhed, som vel ikke er fuldt saa overgiven, som i Konstnerlivet, men anbragt paa en uden Tvivl for Scenen ikke mindre heldig Maade" (11.6.1834). Molbechs syn på Overskous muse var i 1834 det samme som i 1836, da han nedsablede såvel "Capricciosa" og "SyeJomfruerne i Charlottenlund" (jf. s.775 og s.828). Hans kvalitetsvurdering af den Overskouske muses produkter ændredes ikke. Molbech lagde til, at situationerne i vaudevillen nok kunne forekomme noget ensformig og "Vittighederne stundom noget trivielle eller "Godtkiøbs" .. men et godt og muntert Sammenspil vil hielpe paa dette, og Vaudevillen .. uden Tvivl blive meget vel optaget paa vor Skueplads" (l.c.). Kirstein læste ikke dette stykke før dets opførelse ved Sommerforestillingerne; opført første gang den 20. juni 1834 (opført 3 gange ved disse forestillinger). Se s.679.
Overskous lokalisering "Rekruten" (3) opførtes den 24. juni 1834 uden forudgående skriftlig censur. Opført 2 gange ved Sommerforestillingerne. Se s.681.
Prologen "Hillerød" af H.P. Holst sagt af Nielsen indledte forestillingen den 25. aug. til fordel for de brandlidte i Hillerød, hvor Du Puys "Ungdom og Galskab" måtte holde for.
På nær "Figaros Giftermaal" og "Røverne" (11.6.1834) var der tale om lutter nyheder, produceret i løbet af 3 uger. Ryges advarsel mod disse skjulte beneficeforestillinger kan jo ikke vurderes som udelukkende tendentiøs i sin fornærmelse over at han ikke kom til Paris. Otte af disse nyheder blev optaget i teatrets repertoire, efter at have været udsat for publikums dom. Molbech gjorde ingen bemærkninger til stykkerne opført den 2. - 9. juni 1834; den 14. juni 1834 rejste han til Skaane i fjorten dage (NkS 439).
Med landgrevelig anbefaling ansøgte skuespillerne Schleemüller og Bornhold den 1. marts 1834 om at give forestillinger i København juni, juli og august 1834. Direktionen afslog forehavendet under henvisning til dels teaterinteressen, teaterkassen, dels hensynet til skuespillernes Sommerforestillinger og prøverne i august. Selv om landgreve Carl, dronningens fader, anførte, at Selskabet var et af de bedre tyske, ville teaterdirektionen ikke anbefale arrangementet, så meget mindre som skuespildirektør J.C. Gerber havde søgt [sideskift][side 622]om det samme den 10. marts 1834 (in Orig.Kgl.Res.nr.12). Kongen bifaldt indstillingen, idet han begrundede afslaget med hensynet til skuespillernes Sommerforestillinger og Pettolettis tilladelse til at give forestillinger "ved et af ham selvvalgt Skuespiller-Selskab paa et af ham opførende Theater i een af Forstæderne" (Orig.Kgl.Res. 25.3.1834) (jf. s.551).
Også lederen af "Theatre Royal Francais de Berlin", Delcour, søgte overhofmarskallen om tilladelse til at give forestillinger i København i august, fordi hans aftaler med teatrene i Leipzig og Cassel var gået i vasken. Den 12. juli 1834 opholdt selskabet sig endnu i Hamborg, hvorfra han skrev: "Dans cette situation difficile, il me reste cependant un espoir, et cet espoir est grand, car il se fonde sur la bonté et la justice du Roi: j'ôse espérer, Monsieur le Grand Maréchal, que lorsque S.M. connaitra mes circonstances actuelles, ce Prince si renommé pour les hautes qualités du coeur, daignera jeter sur moi un regard de bienveillance, et que son bon plaisir sera de m'accorder la faveur précieuse que je sollicite humblement de Ses Royales bontés" (Overhofmarskallatet. I.S.nr.996). Den franske ambassadør Napoleon Lannes, hertug af Montebello ledsagede Delcours skrivelse med bl.a. følgende kommentarer: "Votre Excellence verra par sa lettre tout ce que souffrent ses Interets des obstacles qui s'opposent à la réalisation de ses projets. Je n’espère point que le Roi y voye un motif d'accorder à Mr Delcourt la demande, je ne veux pas même prier Votre Excellence d'en entretenir encore une fois Sa Majesté. Je me borne à lui faire parvenir la lettre de Monsieur Delcourt, en la priant de vouloir bien me faire savoir s'il doit renoncer à tout espoir d'obtenir pour cette année la salle du theatre Royal; Je crois que dans ce cas l'Intention de Mr Delcourt serait de solliciter la permission de jouer sur un théatre particulier" (l.c.). Følgeligt var det ikke svært for Hauch at afvise Delcours ansøgning: "je régrette pas cette raison infiniment de devoir Vous dire franchement, après en avoir parlé de nouveau avec Sa Majesté le Roi, que Msr Delcour doit rénoncer au projet d’obtenir la salle du Théâtre Royal, non seulement à cause de la permission déja accordée à Msr Petoletti, de donner durant les mois de l'été, des représentations de theâtre en Allemand, mais en outre à cause de réparations inévitables dans la salle du Theâtre, pour les quelles tout le mois d'Aout est nécessaire. - Je crois devoir rémarquer, que Msr. Delcour obtiendra [sideskift][side 623]difficilement - à ce que je croie - la permission de jouer sur un theatre particulier, et s'il demandait mon opinion à cet égard, je lui déconseillerais de la solliciter" (Overhofmarskallatet. Correspondanceprotokol 108 22.7.1834). Delcour selv fik kun at vide, at det ikke kunne lade sig gøre "à cause d'une concession pareille, deja accordée à une autre societé theatrale" (l.c. 109).
Ifølge Hamburgische Correspondenten opførte Delcours selskab i perioden 5. - 30. juli 1834 følgende stykker: "Une visite à Bedlam", "Yelva", "Les vieux péchès", "L'ambassadeur", "Michel Perrin", "Avant, pendant et après", "Vive le divorce!", "Bertrand et Raton", "L'oncle rival", "La famille Riquebourg", "La consigne", "Le retour", "Le savant", "Monsieur Cagnard", "Le budget d'un jeune ménage", "Rabelais", "Malvina", "Prosper et Vincent", "Michel et Christine", "Le jeune homme à marier", "Monsieur Jovial", "Un duel sous le cardinal de Richelieu", "Folbert", "La dame et la demoiselle", "Les frères féroces".
Delcours selskab besøgte København to år senere med et ganske andet repertoire, se s.776f.
(1) Molbechs anmærkninger findes i Coll.BrS.XXV. - Molbechs indsigelse imod at lade handlingen foregå i en kongsgård i Sorø fulgte Oehlenschläger: "Istedet for Kongsgaard har jeg sat: Dronningersgaard. I et Kloster finde vi ikke den nødvendige Hal med en Throne; men Digteren kan vel antage, at Margreta har havt en Gaard til Aftrædelse i Sorø, som vi halvfemte Hundrede Aar derefter intet vide om, da der er saa meget andet Vigtigere der er gaaet os tabt fra den Tid" (l.c.). Resten af Molbechs anmærkninger må overlades til sproghistorikere. I sin dagbog noterede Molbech: "Uden al levende Interesse, een ofte med den modsatte Følelse, saae jeg de 3 første Acter" (NkS 439).
(2) Jf. Kirstein til Molbech den 26.8.1833 (Coll.BrS.III).
(3) Dateringen af votum er dagen for dets indførelse i protokollen; votum er udfærdiget før den 26.8.1833, jf. note 2.
(4) Da Kirstein ingen notater havde gjort i juli, måtte han "underkaste [sig] .. den sure Fornøielse at læse det 3die Gang. Dog ønsker jeg, hvis jeg maatte finde Leilighed dertil, endog forinden at tale med Dem i den Anledning" (Coll.BrS.III 26.8.1833).
(5) Da Holsts manuskript ikke mere eksisterer, er den trykte udgave uden interesse.
(6) De franske stykker ses ikke opført hos Pettoletti.
(7) Om stykkernes kvalitet eller forfatterens sociale placering giver forklaringen, får stå hen.
(1) Dateringen er indførelsesdatoen den 12.2.1834.
(2) Ifølge Kp.nr.49 henstilledes det til Paludan-Müllers overvejelse, "om ikke blandt andet Prindsens Repliqué Side 23 vilde vinde ved en Forkortelse og Modification i Udtrykket; og om ikke ligeledes Udtrykket i Peicans Replique Side 65 "jeg er saa forliebt i hende, som en Rotte i en sur [orig.: sød] Ost", hellere maatte, som alt for plat og lavt for Personen, ombyttes for et andet".
(1) Molbech påtalte overspændtheden ved at den unge kone døde "ikke saameget af Jalousie, som af Græmmelse over Mandens Utroskab". Kirstein rettede ham, idet konen tog "Gift .. af Græmmelse over Mandens Utroeskab", hvilket ifølge Kirstein kunne fordømmes som overspændt, når det gjaldt en scenisk fremstilling.
(2) Molbechs forurettelse understøttedes af Kirstein, der stemplede Borgaard som "en kjævlesyg Mand" (NkS 1861). Molbech frabad sig for fremtiden personlig henvendelse fra Borgaard; han måtte korrespondere med direktionen (Coll.BrS.I). Borgaards beskyldninger vedrørende repertoiret i efteråret 1833 havde bragt Molbech i harnisk (Nks 1861).
(3) 1. akt, 3.sc.; 1. akt, 5.sc.; 3. akt, 3.sc.; 3. akt, 8.sc.; 4. akt, 6.sc.; 5. akt, 4.sc.; 5. akt, 8.sc. Også 5. akt, 16.sc. havde Molbech foreslået forkortet. Skrivelsen var konciperet af Molbech, og godkendt af Kirstein (NkS 1861 10.12.1833).
(4) KTS nr.475 indeholder en lang række forkortelser udover de af Borgaard anførte. - I originalens 1. akt, 3.sc. = oversættelsens 1. akt, 2.sc. er de mest belastende karakteristika om Ludvig XI udstreget. I 1. akt, 5.sc. er udstreget en række vers om kongens elskovseskapader. Strøget blev følgende replikker: Le Dauphin : Olivier dit toujours que la roi c'est la [sideskift][side 1569] France; Et lui: Mon beau neveu, me disant-il ici. La France c'est le roi, mais c'est le peuple aussi. Je crois qu'il a raison. Marie: C'est mon avis. Le Dauphin: Je l'aime/Mais moins que vous, amie! Marie: Il vous chérit lui-même". I 3. akt, 3. og 8.sc. ses ingen udstregninger i KTS 475. Vedrørende 4. akt, 6.sc. præciserede Borgaard selv omarbejdelsens art, og i 5. akt slettedes i 4.sc.: Le Cardinal: .. Des sacremens, mon prince, admirons le pouvoir. Le Dauphin: Jamais je n'éprouvai d'ivresse plus profonde. Le Comte de Lude: Un roi qui flotte ainsi compromet tout le monde" (s.200). 5. akt, 8.sc. blev reduceret af Borgaard : "Her har jeg føiet til mit store i Værk/Om Krigen nogle vise Raad, som lære/En Fyrste at regjere vel sin Stat.-/Hvad var vel Kongemagten uden mig?/Et Barn i Ledebaand, nu er den voxet,/Nu staaer den drabelig med Sværd i Haand;/Vee den, som fræk vil standse den paa Veiene!/Men Loven maa beskytte den, kun Loven/Mærk Jer det, Loven!" (s.211). På grund af Winsløws sygdom og efterfølgende død opførtes stykket først 2. gang den 19.1.1836 (5 gange i sæsonen 1835/36). De mange rettelser i Commines' rolle (Hvid spillede den i alle årene stykket opførtes), som findes i suffløreksemplaret, kan ikke dateres, men da de yderligere svækker kritikken af Ludvig, kan det meget vel tænkes, at pausen blev forårsaget af en kritisk læsning af anonyma (+-mærker i sufflørbogen KTS 475). Biedermeier i Danmark var et knæsat princip. Ludvigs temperament og Frederik VIs var vel forskellige, men på teatret skulle en monark aldeles ikke lade læse højt af "Rosier des Guerres", dertil var de diplomatiske forbindelser for følsomme!
(5) Tabt, eller ej på offentlige arkiver.
(6) "Dersom ikke her danner sig et ualmindeligt heldigt og i høi Grad nyttigt Talent for vor Theater-Literatur - om endog ei nogen betydende originalt Digtergenius: saa er jeg slet ikke i Stand til at dømme om dansk Sprog og Versification" (NkS 3092). Efteråret 1833 læste Sille Beyer Hugos digte med Molbech og Shakespeare med fru Molbech (NkS 2336, BHS Varia).
(7) Germanisme: han mente "der er kommet mig i hænde". - I sufflørbogen KTS 326 er slettet/modificeret et par replikker om kropslighed og utroskab.
15.2.2.
(1) Denne skrivelse kender Borup ikke (V 94).
(2) Efter stykkernes opførelsestidspunkt i Paris at dømme synes disse stykker at stamme fra Bonniers leveringer til Heiberg i 1829,
(3) Fra Kiel skrev Kirstein til Molbech, at Heiberg burde erindres om den belovede bearbejdelse (coll.BrS.III 16.6.1834). Skete det, har det været gjort mundtligt.
(4) Af Molbechs negative vurdering må det næsten fremstå som Kirsteins initiativ.
(5) Af Heiberg offentligt stemplet som det eneste af Scribes stykker, der vitterligt var uanstændigt (Pros.Skr.Bd.V 172).
(6) Opført 1. gang i Hamborg den 1.10.1832, Goedeke XI,1 410 (24. Indkøbt i Hamborg i foråret 1833 (TK 2.kv.nr.716 10.4.1833).
(7) Oehlenschlägers anmeldelse af "Brødrene Foster" i oktoberhæftet af "Prometheus" (som først udkom i jan. 1834) formede sig stort set som en velvillig modtagelse. Kun Ryges spil samt "Opløsningen af Stykket [var] .. kiedsommelig og phantastisk, Johannes Forklædning og Besøg usandsynligt" (s.162). Den 19.1.1834 forsvarede Heiberg sin bearbejdelse, fordi "Hele den fjerde og sidste Act (hos Töpfer er Stykket i fem Acter) er [sideskift][side 1570] nemlig ganske alt eget Arbeide" (Pros.Skr.bd.IV 70). Heiberg Indrømmede, at opløsningen kunne have været bedre, "og vel ogsaa vilde være bleven det, ifald jeg havde turdet tøve længere med mit Arbeides Aflevering til Theatret" (l.c. 71), "Men i den tøpferske Catastrophe gjøres der netop store Ophævelser over disse lavere Interesser. Thomas Fosters Elendighed i Gjælds-Fængslet og hans Udløsning deraf ere fremstillede i de crasseste Details og med et pathetisk Udtryk, hvilket - da det er incommensurabelt med det, som det udtrykker - bliver til Svulst; Steffen Foster, der nylig var munter og livsglad, bliver pludselig en Tyran mod sin Broder, som han vil straffe, og mod Robert, som han sætter paa en lumpen og nederdrægtig Prøve; Agnese siger, at Alt hvad hendes Mand gjør, er velgjort; Fru Foster, som fra først af er anlagt som den hadeværdigste Characteer, forbedrer sig, og bliver en skikkelig Kone; Robert viser sig som en characteerløs Dreng, der idelig klynker og græder, og som, selv hvor han er handlende, ikke rigtig veed hvad han gjør; to comiske Personer af elendig Virkning, Johannes Friere, spille en smagløs Bi=Comedie; og endelig tilsidst kommer Kong Henrik den Sjette som en Hund i et Spil Kegler, og Lord=Mayors=Festen presenteres, omtrent ligesaa interessant som Haandværksfolkenes Procession i Hans Sachs. Med hele denne Catastrophe kunde Stykket hos os være blevet et Skuespil for Pøbelen, men ikke et Skuespil for Folket. Om derfor min Forandring end ikke skulde have anden Fortjeneste, end den at have bortskaffet alle disse Smagløsheder, saa er der dog allerede vundet Meget derved" (l.c. 76). Også Oehlenschlägers kritik af det fantastiske i opløsningen måtte Heiberg forsvare: "men at Stykkets Slutning er phantastisk, kan neppe være nogen Feil, eftersom alt det Foregaaende, saasom Lykkens barokke Afvexling; den Symmetric, hvormed den lader den ene af Brødrene synke, idet den anden stiger; fremdeles Agneses Ægteskabs=Contract, hvori Brudgommens Navn staaer in blanco, hendes Frieri til Steffen, og saa meget Andet har et phantastisk, et eventyrligt Præg, hvilket netop er det Poetiske ved dette Stykke, som, berøvet hiint Præg, vilde blive en almindelig, prosaisk Kotzebuiade. At Thomas Foster viser sig ligesaa stolt i sin Ulykke, som i sin Lykke, er min egen Opfindelse, jeg tilstaaer det; men det synes mig netop at være den eneste Maade, hvorpaa vi kunne forsones med hans Characteer, og ingenlunde at være hvad Hr. Prof. Oehlenschläger kalder det:"sjæleløs Impertinents". Han dadler ogsaa Johannes Forklædning; men da han selv erindrer om, at det Samme finder Sted i flere af Shakspeares Stykker, saa maa han dog indrømme, at dette Træk er i den engelske Comedies Characteer" (l.c. 77). Måske formulerede Heiberg sig her for første gang om den nye genre, den fantastisk-eventyrlige komedie. - Molbech sendte den 4.2.1834 de fem første numre af "Interimsblade" til "Flyveposten" til Kirstein: "deri kan findes Ting, jeg maaskee kommer til nærmere at tage ad notam" (Coll.BrS.IV). Molbechs tilsyneladende beherskede formulering dækkede imidlertid nok over større utilfredshed med Heibergs nye "Heibergskheder". Kirstein kvitterede for modtagelsen, hvorefter han blotlagde sine følelser for Heiberg eller hans metoder: "At skrive noget mod en Mand - hvis jeg havde Tid og Evne dertil - der ikke tager i Betænkning at debitere, at Directionen har overilet ham med Oversættelsen eller Omarbeidelsen af "Brødrene Foster" og at Stephen Foster i Töpfers Bearbeidelse "bliver pludselig en Tyran mod sin Broder som han vil straffe" tør [sideskift][side 1571] jeg ikke vove af Frygt for i næste Nummer af Flyveposten at see mig omskabt til en Varulv eller hvilkensomhelst anden Gjenstand for hans Phantasie eller Lune" (l.c.). Så gode venner var de. Kirsteins aggressivitet skal selvfølgelig ses i forholdet til Heibergs voksende indflydelse på repertoiret, samtidig med at Kirstein åbent frygtede kritik fra Heibergs side: Stiklerierne af andre i aviserne var noget andet og mindre farligt.
(8) Manuskriptet, gennemrettet af censorerne, findes i fru Heibergs arkiv D. En redegørelse for deres arbejde vil kræve en specialundersøgelse. Vigtigst er også resultatet af deres rettearbejde: Heibergs undsigelse som oversætter. I sufflørbogen KTS 250b har Molbech selv indført rollebesætningen men ellers intet rettet. KTS 250a synes helt ubenyttet.
(9) TK 1833 2.kv.nr716 10.4.1833. Opført 1. g. i Berlin den 15.3.1832; også opført i Hamburg i 1832. Se Wiener Theater Zeitung 1832 s. 878.
(10) Ifølge A&C I oversat af Ida Nielsen. Henrik Runge broder, G. Rung, kvitterede for oversætterhonoraret (TK 1834 1.kv.nr.379 28.2.1834). Ida Nielsen kendes ikke af Erslew, men kvindelige forfattere/oversættere måtte ofte klare sig ved mandlige kommissionærer, hvorfor oversætterproblemet næppe kan klargøres.
(11) Overskou kvitterede den 29.9.1833 for "at gjennemgaae og rette Oversættelsen" formedelst 15 Rbd. (DKTB, dér opbevares regningsbilag nr.1472). Nks 2623 er en afskrift identisk med KTS 77: ingen af bøgerne er forsynet med rettelser eller udstregninger. Scenetallet i NkS 2623 er større, men teksten er identisk med KTS 77. Dagen efter premieren skrev Kirstein til Molbech: "Bruden fra Ludgate morede igaar Publikum og deriblandt navnligen ogsaa mig meget, uagtet der - hvad jeg desværre for seent fik at vide - i Rollebesætningen var skeet Forandringer der vare til stor Skade for Stykket, og det tildeels syntes som om Personalet eller en Deel deraf arbeidede paa at det ikke skulle gjøre Lykke .. Var Stykket bleven udført saaledes som det kunde udføres her, er jeg overbeviist om, at det var blevet et Yndlings og Cassestykke. Men desværre er Directionen jo, som Heiberg har sagt os, underordnede Theaterpersonalet eller idetmindste dets Luner" (Coll.BrS.III udat. af Molbech korrekt dateret til den 8.2.1834).
(12) Sufflørbogen KTS 355 udviser Molbechs rettelser af Stages lidt stive talesprog: Molbech evnede den lidt glattere version af teatrets talesprog. Kirsteins ændringer betød en mere oplysende opløsning og udskiftning af "elske" med "har den mindste Godhed for mig" (to steder).
(13) Overskou kvitterede den 29.9.1833 for oversætterhonoraret 20 Rbd (DKTB, dér opbevares regningsbilag nr.1472). Den 3.1.1834 tilskrev Holstein Ryge: "Stykket "for Evig" har ieg med Fornøyelse seet, og var i alle Henseender meget tilfreds med samme. Modtag derfor min oprigtige Taksigelse" (in UjBr 28.2.1840 Ryge). Sufflørbogen KTS 211 er ikke fra 1830rne.
(14) KTS 74 udviser ingen rettelser eller udstregninger.
(15) Schreyvogels bearbejdelse havde haft premiere på Burg den 18.11.1816; stykket blev på ny iscenesat den 21.3.1833. Læste Molbech derom i Wiener Theater Zeitung?
(16) Ryge meddelte direktionen, at en "ligesaa nødvendig, som efter Forskrivten umulig" omklædning kun kunne praktiseres, hvis 2. akts 11.sc. flyttedes til 3. akt (fru Heiberg ville kun have 1 1/2 minut til omklædning og scenearrangementet i 11.sc. [sideskift][side 1572] krævede store ændringer) (I.B.nr.35 12.3.1834). Holstein noterede: "Ieg maae bede mine Colegaer snarest muelig meddele mig deres Mening. Saavidt ieg kan see af Scenegangen, kan der vel intet være imod at ligge de 11 Blade fra 2 til 3 Act skiøn[dt] denne bliver derved noget lang, men heller dette end udelade en nødvendig Omklædning" (l.c.). I direktionsmødet den 14.3.1834 plæderede Molbech imidlertid for dets forblivende: "han ansaae denne Forandring af Stykkets Inddeling for aldeles udramatisk, og stødende imod dets Organisme og Udvikling, saaledes som samme i den tydske Bearbeidelse .. er arrangeret. - Her er Handlingen paa en naturlig og rigtig Maade deelt i 3 Hoved=Afsnit efter den forskiellige Gradation i Yttringen af Don Cæsars Lidenskab, og Donna Dianas Stolthed og Overgangen fra denne til hendes Ydmygelse. I 1ste Act er det hende, der hersker og triumpherer; i 2den Act finder og prøver hun Modstanden, som hun ved Actens Udgang dog endnu er i fuld Vished om at overvinde; og denne Knudens Spænding, som endnu i den sidste Scene meddeles Tilskuerne, vilde aldeles sønderrives og opløses, naar man lod Acten endes i Midten i Stedet for ved dens rette Slutning. - Dr Ryge maatte derfor .. paalægges at indrette Baldragten saaledes, at den ved en hurtig Tilsætning eller Formindskning af Pynt og Klædemon kunde opnaae en Forandring, der ikke behøver at være saa stærkt marqueret; hvilket desuden Tidens Korthed selv for Tilskuerne maatte giøre noget unaturligt. - Efter mundtlig Overlæg med Dr Ryge, bestemte Directionen, at det har sit Forblivende ved Stykkets Inddeling i 3 Acter efter Texten i Oversættelsen" (Dp). Molbechs indlæg er så meget mere indlysende rigtigt som det er uforståeligt, at såvel Ryge som Holstein kunne udfinde og acceptere en forandring som den foreslåede. Ryges initiativ viser, hvorledes han som scenearrangør alt andet end forstod værkets dramatiske ide, hvormed han leverer et fuldgyldigt bevis for, at det sidste led i beslutningsprocessen meget vel kunne være selve scenearrangementet. Her er blot beviset for ) en negativ udvikling; de positive løsninger har det været vanskeligere at finde på grund af materialets overlevering. - Sufflørbogen KTS 137 indeholder nogle ganske få rettelser af Molbech og andre hænder samt en udstregning i slutningen, hvor Luis tager Lauras hånd: "Tør jeg nu komme, Laura" Laura: "Ja min Ven/viser til Diana/ Den nye Lære følger jeg vist gjerne" Gaston:/til Fenisa/ Don Gaston blier Drabant for denne Stjerne" Fenisa: "Hvis han vil stadigt følge, kan det skee".
(17) "jeg kan .. ikke undlade skrivtligen at gjentage tilforn mundtligen af mig yttrede Formening, at det vilde være ønskeligt at Lise valgte en anden Prøve for Stanislaus end den at afrage Knebelsbarterne, da man her - i Modsætning til den i Frankrig fremherskende Stemning - næsten altid ledsage Ordet Knebelsbarter med et Smiil om ikke værre". Dette ændredes ikke, se DKTR nr.54 s.11. Kbh 1833.
(18) Ej omtalt i hans votum, jf. s.490.
(19) Molbech har i KTS 99 foretaget nogle få handlingsfremmende udstregninger (ganske få ord eller dele af sætninger) med i blæk (1833), mens en anden hånd har rettet med blyant (ved genoptagelsen i sæsonen 1840/41?).
(20) Allgemeine Wiener Theater Zeitung skrev bl.a.: "Es thut wohl bey den vielen verkehrten Bestrebungen, welche uns in der neuesten Zeit gerade im komischen Fache begegnet sind, endlich Wieder auf ein Lustspiel im wahren Sinne des Wortes, und zwar auf ein echt deutsches Lustspiel zu treffen. Ein solches aber [sideskift][side 1573] ist das gegenwärtlge, in dem sich alle Elements unseres geselligen Lebens, unserer sociellen Verhältnisse und in welterer und tieferer Beziehung auch unseres nationellen Characters vorfinden. Ein frischer fröhlicher und heiterer Sinn zieht durch das Ganze, der diesem einen wahrhaft poetischen Auflug gibt, und indem er jede Bitterkeit, jede Herbheit entfernt hält, von einem wahrhaft wohlthuenden Eindrucke ist. Die Charaktere sind lebendig und natürlich, ohne durch ihr Leben und ihre Natur abzustossen, die Täuschungen, in welchen sie befangen erscheinen, thun nicht weh, denn sie greifen nicht in das Helligthum des Gefühls ein, das unverletzbar bleiben soll, und lösen sich freundlich und befriedigend auf. Ein Gleiches gilt von den Situationen, sie sind komisch, aber niemahls auf Kosten einer edlen Gesinnung oder einer erhabenen Idee, nie um der Gemeinheit die Hand zu reichen und ihr ein vergnügtes Zusammentreffen mit der Gemeinheit zu verschaffen. Das Herz, das frohe gesunde deutsche Herz, dieser Schatz, mit den wir vorzugsweise ausgestattet sind, und der so viele andere aufwiegt, mögen sie auch glänzender seyn, klingt Überall durch, und ein solcher Klang muss uns in jeder Zeit willkommen seyn, am willkommensten aber in der gegenwärtigen, wo nur grelle Misstöne laut werden, und wo feine reizende Einfachheit durch das Gefurre der Flachheit und das Gequäck der Aufgeblasenheit nur zu oft übertäubt oder selbst gänzlich unterdrückt wird. .. Sowohl der Dichter als die Schauspieler konnten übrigens mit der aufnahme von Seite des Publikums zufrieden seyn, das seinen Beyfall oft und mitunder stürmisch zu erkennen gab, und überhaupt die ganze Vorstellung vom Anfange bis zum Ende den sichtlichen Zeichen der Theilnahme, Aufmerksamkeit und mit Anerkennung begleitete" (25.1.1831).
(21) Sufflørbogen KTS 789 udviser enkelte rettelser og udstregninger, men de er næppe foretaget af Molbech. Den eneste interessante udstregning er Delphines replik (I,4): "jeg er en Fjende af alle udelukkende Privilegier, jeg holder af fri Concurrence" .
(22) Louvet de Couvrais’ "Les amours du chevalier de Faublas" var ifølge Borup slibrig (V 99).
(1) Blev bevilget den 13.4.1833, jf. Glarbo III 311.
(2) Jf. Kyrre s.117. På grund af udenlandsrejsen anmodede Hertz om at få honorar for såvel librettoen til dette stykke som omarbejdelsen af Contessas tekst (jf. s.523) udbetalt forskudsvis. Dette stred imidlertid imod reskriptet af 1.2.1821, men på grund af omstændighederne indgik direktionen den 22.5.1833 med en forestilling om undtagelsesvis at forudbetale et forfatterhonorar (2 à 300 Rbd). Kongen bevilgede 300 Rbd. den 28.5.1833 (Orig.kgl.Res.nr.171). Sufflørbogen KTS 111 er uden ændringer eller rettelser.
(3) Sufflørbogen KTS 632 er forsynet med nogle få, sproglige ændringer, foretaget af Blyant. Liebe har indsat en enkelt ny replik i slutningen af 1. akt. NkS 2540 er en afskrift med sangnummere, notater om belysning, men uden rettelser eller udstregninger.
(4) Omarbejdelsen er aftrykt BEC V 44-45. Hartmann skrev ikke musik dertil. Tekstændringerne er ikke indført i KTS 620.
(1) Jf. Dagen 21. og 25.11.1833 samt 9. og 23.12.1833 og den 16. og 22.5.1834. Koncerten i Odense blev afholdt den 1.12.1833. Den annoncerede koncert i Hamburg den 19.12.1833 blev dog afholdt den 28.12.1833 (Kjøbenhavnsposten 6.1.1834).
[sideskift][side 1574]
(2) Den 29.10.1833 meddelte Holstein Ryge: "De Kongelige Herskaber vare særdeles vel tilfreds med det Hele, og Hs M Kongen har paalagt mig at takke enhver som der har biedraget dertil" (in UjBr 28.2.1840 Ryge). Prins Christian Frederik noterede i sin dagbog: "fin Musik, Zrsa og Rüslander spilte godt" (28.10.1833). "Seet 4. og 5. Act af Robert; der pebes og klappedes, indtil Gongonen lød" (2.11.1833), også forestillingen den 5.11.1833 overværede han, ligeledes forestillingen den 27.12.1833, "Kl 7 i Theatret, hvor Kongen og Dr. bivaanede Forestillingen af Robert af Normandiet; der pebes ej" (22.2.1834). - Oehlenschläger angreb i "Prometheus" (udkom primo jan.1834) Scribe og Delavignes æstetik: "i det Overnaturlige maa der være Natur. Alt det poetisk Overnaturlige er Mythe, er Allegorie; og Myther og Allegorier maa have Betydning og vække naturlige Følelser". Følgelig kritiserede Oehlenschläger forfatterne for at have udstyret faderen med faderlige følelser: "en øm Fader, der af blot Faderkiærlighed, fordi hans Hierte i Helvede ikke kan undvære sin kiere Søn, kommer op, og, af Godhed og Omhu for ham, forfører ham til alle Laster og Ugudeligheder. .. Enhver Skurk og Niding kan da undskylde sig med sit usle Hiertes usle Føleri. .. Næsten skulde man troe, at de Herrer Scribe og Delavigne havde taget deres Raisonnements, med Hensyn til det ædle Djævelske i deres Stykke, af Victor Hugos Æsthetik, .. Victor Hugo siger i Fortalen til sin Lucretia Borgia: "Hvo er denne Lucretia? Tag den afskyeligste moralske Hæslighed, den forfærdeligste, den fuldstændigste; sæt den, hvor den har sin stærkeste Spændkraft, i et Qvindehierte, forbunden med al mulig Legemsskiønhed og i kongelig Høihed; hvilket bringer Lasten til at sprudle; og bland saa en reen Følelse i al denne moralske Hæslighed, den reneste som en Qvinde kan eie, Moderfølelsen! Giører Eders Uhyre til en Moder, og Uhyret vil interessere, og Uhyret vil røre os til Taarer; og denne vanskabte Siæl vil næsten blive skiøn i Eders Øine". - Man kunde næsten gyse over dette Raisonnement; thi begynde Digterne med dannet Aand og finere Sands først at tænke og mene saaledes, hvad bliver der da tilsidst af den sunde Fornuft? Kan man saa fortænke Almuen i, om den engang imellem giør sig gal og raser og myrder, som et vildt glubende Dyr? - En aldeles skiæv Forestilling ligger til Grund for hin Tanke. Victor Hugo vil, at vi skulle blande en reen Følelse med den forfærdeligste, den fuldstændigste, den afskyeligste moralske Hæslighed; - da vil den røre os til Taarer, og den vanskabte Siæl næsten blive skiøn i vore Øine? Kun den sygeligste Sentimentalitet kunde her fælde Taarer over Afskummets Rørthed". Oehlenschläger fortsatte: "Følelsen har i og for sig aldeles ingen Værdi, den faaer først Værdi af den som føler, for hvad han føler. Hin sandselige, phantastiske, egoistiske Pirren, der vækker dunkle Forestillinger, og ofte bringer vilde lidenskabelige, eller svage, blødagtige Mennesker til at græde, i en ophidset Siæleruus, uden at det har Følger i Handling eller Sindelag, er en ussel Tilstand. Disse Mennesker kunde ligesaa gierne gnide sig i Øinene med Hvideløg, eller spise stærk Peberrod, for at komme til at flæbe. Det ene er ikke bedre end det andet. - Den skiønne æsthetiske Rørthed maa være en kraftig Begeistring af Kiærlighed til det Guddommelige, ellers er den Intet. Et grundfordærvet Menneske kan ikke føle skiønt. - Victor Hugo vil have, at vi skulle blande en reen, den reneste Følelse med en Lucretias Afskyelighed, for endnu i denne Blanding at beundre og elske denne rene Følelse? Det forekommer [sideskift][side 1575]mig, som om han vilde, at man skulde holde et Glas klart Kildevand i en stinkende Mudderpøl, for endnu der at forfriskes og qvæges af den klare rene Drik. Visselig er Moderfølelsen noget af det Skiønneste i den moralske Verden; men kan den skilles fra de øvrige moralske Ideer? Hvad vil det sige: at elske Barnet og Sønnen, naar man ikke kan elske og agte Mennesket? Naar man ikke selv er Menneske? Paa den Maade maae ogsaa Hyænen og Ulven røre os til Taarer, og næsten blive skiønne i vore Øine, naar de bringe det sønderrevne Menneskelegem til Ungernes Hule, for at disse skulle mætte sig paa de endnu dampende Indvolde. - Det er umuligt? Og dog ere Hyænen og Ulven meget bedre end Lucretia Borgia; thi de følge uskyldigt det i dem af Naturen nedlagte Instinkt; men Lucretia nedværdiger med aandelig Frihed Menneskeligheden i sit Væsen. Nei, Gud frels os fra slig en Medlidenhed, eller rettere sagt: fra slig en Beundring! Tilsidst kunde vi endnu komme til at beundre og elske Neros Følsomhed og beklage med ham: den Kunstner Verden tabte i ham. - Er man først siunken saa dybt, som Lucretia Borgia, er man saa grundfordærvet, saa er det umuligt at hendes Hierte kan interessere og blive elskværdigt. Noget ganske andet er det, at hendes Forstand, hendes Aand, hendes Charakteer kunne interessere; og det giøre de virkelig; thi Victor Hugo er en Digter med Genie; og uagtet den strænge Dadel, som jeg troer med Rette at maatte yttre over hans Følsomheds=Theorie, saa erkiender jeg fuld vel det Poetiske og Grundige i mange af hans Skildringer" (s. 166-69). - Heiberg beskæftigede sig også med dette problem i sin behandling af stykket: "Djævelen, der, efter Herr Prof. Oehlenschlägers Bemærkning, er skildret som en skikkelig Mand, som en øm Fader, er en saadan Nullitet, at Intet har kunnet udvikle sig deraf; og hvad der absolut manglede Stykket, har Musiken naturligviis ikke kunnet give det. Naar forresten Herr Professor Oehlenschläger siger, at Herr Overskou Intet har forandret i Hovedforholdene, maa dette dog berigtiges derhen, at Oversætteren har fremstillet den omtalte Djævel som et Menneske, der af Kiærlighed har gjort sig til Djævel, medens samme Person i Originalen er det Omvendte: nemlig en Djævel, der har forelsket sig. Det Sidste er ikke fuldt saa meningsløst, som det Første; thi vel kan man, ligesom Don Juan, gaae tilgrunde ved sandselige Lidenskaber, men ikke ved en ædel og ophøiet Kjærlighed, og en saadan er det, som antages at have fundet Sted i Stykket. Ved det Ædle, det Ophøiede maa en Djævel vistnok føle sig underlig tilmode; men et Menneske kan umuligt ved dem give sig Fanden i Vold". Heiberg interesserede sig mere for problenstillingen: "Skal et daarligt Stykke taales, naar Musiken dertil er god, eller skal den musikalske Composition lide for hvad Poesien har syndet?”: "I det reciterende Skuespil er Dialogen hvad Sangen er i Operaen. Alt hvad der hører til Skuespillet: Plan, Characteertegning, Intrigue, Forvikling, Situationer og Opløsning, kommer til vor Bevidsthed igjennem hiint eneste Medium; thi det Synlige, saasom Mimik, Costumer, Decorationer o.s.v., er kun Noget, der ledsager enten Dialogen eller Sangen, og, ligesom en Commentar i et andet Sprog, bidrager til at tydeliggjøre dem. Ligesom nu ingen Yttring er almindeligere, end den: at man ikke bør regne det saa nøie med en Operatext, saafremt Sangen eller i Almindelighed Musiken er god, saa fordrede den simple Billighed mod Poesien, at man ligesaa ofte maatte høre den analoge Mening: at man ikke burde tage det saa nøie med et Skuespil, saafremt Dialogen var god; men [sideskift][side 1576]dog hører man aldrig denne Sætning fremsattes. Jeg siger at Billighed mod Poesien kunde giøre Fordring derpaa, thi ellers synes man at antage, at det er større Fortjeneste at componere en god Sang end at skrive en god Dialog, og tilkjendegiver i Almindelighed, at man sætter Musiken høiere end Poesien; men det kan et dannet Publicum ikke være bekjendt; thi Musiken, med alle sine Fortrin, staaer dog langt under Poesien. At kunne finde Behag i denne, betegner allerede et vist Trin af intellectuel Dannelse, der - som bekjendt - ikke udfordres til at nyde Musiken, ja ei engang til [at] componere eller udføre den. - At det nu aldrig falder Nogen ind at undskylde et slet Skuespil ned Dialogens Fortrinlighed - og ved et slet Skuespil forstaaer jeg et udramatisk, thi det Udramatiske er den eneste absolute Slethed ved et Drama - dette, siger jeg, maa vel især søges i den rigtige, meer eller mindre bevidste Følelse af, at det omtalte Tilfælde er umuligt, eller at det slette Skuespil ikke kan have en god Dialog, eftersom denne, ifølge hvad der før blev bemærket, kun er den udvortes og eneste Form, under hvilken Skuespillets indvortes Beskaffenhed kommer tilsyne, saa at den ligesaalidt kan have en fra det Indvortes, d.e. fra Plan, Characterer, Situationer, Handling o.s.v. adskilt, eller selvstændig Tilværelse, som der kan være Lysning uden Lys, Yttring uden Kraft, en ydre Existens uden en tilsvarende indre. Men staaer det nu fast, at Sangen er for Operaen hvad Dialogen er for det reciterende Skuespil, saa vil man let indsee, at det er ligesaa umuligt, at en slet, d.e. udramatisk Operatext kan erholde en god, d.e. dramatisk Musik. Componisten skal udtrykke hvad Digteren har opgivet ham; gjør han ikke det, er han en slet Componist. Men naar Digteren intet Dramatisk har opgivet ham, hverken i Characterer eller Situationer, kan Musiken ikke udtrykke det, som ikke er. Da indtræder det Tilfælde, at Musiken gjør sin Selvstændighed gjældende; saaledes er den ikke længer Opera=Musik, men Concert=Musik; og det er da ligesaa unødvendigt og urimeligt at lade en saadan Musiks Udførelse ledsages med de udvortes Apparater af et Skuespil, som om man ved et Maskineri vilde faae en død Mand til at bevæge sig. De musikalske Kjendere tale saa meget om at forstaae en Musik; dermed menes sædvanlig at fatte saavel det melodiske, som det harmoniske Moment i den, altsaa at fatte den som noget for sig selv Bestaaende. Men dette er endnu ikke at forstaae den i dramatisk Henseende. Hertil udfordres langt færre musikalske kundskaber; det er en populær Opfatning, hvorom det her gjælder, ligesom i alt Dramatisk; men om en saadan kan der ikke være Tale, hvor ikke Digteren har forud arbeidet for Componisten, saaledes, at Characterer og Situationer forklare og udtyde Musiken, ligesom denne igjen forklarer og udtyder dem. Hvis Don Juan er den første af alle Operaer, saa vilde en Mozarts Genie ikke kunne have gjort den dertil, saafremt ikke Texten, tiltrods for alle sine Ufuldkommenheder i Udtryk og mangfoldige andre Details, ikke desmindre var den i dramatisk Henseende interessanteste, som existerer. De to Dage og mangfoldige franske Syngespil i den lettere musikalske Art (Opéra comique) kan tjene ill nye Exempler. Operaen og Syngespillet kan indeholde en Mængde Feil, som dækkes af Musiken, men en dramatisk Udvikling maa der være i dem; ellers kan ikke den største Componist sætte en god Musik til dem. Det forekommer mig derfor, at en Componists første Pligt er at kunne indsee, hvorvidt den ham leverede Text egner sig til musikalsk dramatisk Behandling, eller ei Gjør [sideskift][side 1577]han her et Feilgreb, da er det ikke seer end billigt, at han deler Straffen med Digteren, thi saavel han som denne bør vide, at en intellectuelt dannet Nation ikke gjør som Italienerne, (hvilke - det være sagt i Forbigaaende - i vore Tider især have udmærket sig som Kujoner og Sangere): den gaaer samlig ikke paa Comedie for at høre Musik, men for at nyde et Skuespil, være sig i reciterende eller musikalsk Form" (Kjøbenhavns flyvende Post, Interimsblade nr.1 8.1.1834 (= Pros.Skr.Bd.6 141ff)). Sufflørbogen KTS 631 er fra genoptagelsen i 1863.
(1) Jf. Andersen-litteraturen. BJC 89 (9.8.1833), BEC 161 (9.8.1833), BEC 166 (29.8.1833) og BJC 98 (21.11.1833).
(2) Molbechs dagbog oplyser, at foruden Collin var Mynster og Deichmann ekstraordinære gæster.
(3) Coll.S.nr.21 I.5.1 er Andersens version fra 1833, forsynet med Collins vanlige rødkridtstreger: understregede ortografiske fejl men også forkerte/uforståelige vendinger.
(4) Heiberg anførte: "At lade Mad. Winsløw .. [i det combinerede Nummer i 2det Stykke : Rap og stærk etc.] synge den samme Melodie, som hun synger i Bruden ["Hvilken Nød, hvilken Qval"], og med Ord af en lignende Characteer, er en Gjentagelse af hvad man allerede har hørt, istedetfor at være noget Nyt, frembragt ved det Gamle og Bekjendte. Det er et lignende Misgreb, som Forf. begik i sin Kjærlighed paa Nicolai Taarn [jf. s.334] ..: nemlig at lade Mad. Wexschall parodiere sig selv. En god Parodie og en ny Frembringelse ved gamle [Midler er] derimod Agentens og Diegos Parodie paa En Time før Middag etc. [i Thaarups "Høstgildet"]" (Borup nr.294).
(1) Opført 1. gang den 5.11.1815; 3. og sidste gang før genoptagelsen den 23.2.1817.
(1) Den 1.8.1829 blev Heiberg professor; den 1.11.1830 blev han docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved Den kongelige militære Højskole. Heiberg var således statens/hærens æstetiker i 6 år, men Molbech regnede selvfølgelig kun med Universitetets professorer.
(2) "Tetes-rondes et cavaliers" se s.642, "L’assassin" se s.653, "Les actualites" se s.653.
(0) KTS 619 er fra 1834 og indeholder et mindre antal sproglige rettelser, som er fulgt i NkS 2557; heri er ingen korrektioner, men regimærker og et scenarium.
(1) Opført 1. gang den 22.9.1786; sidst givet den 13.10.1821.
(2) Oversat efter enten Scribe, Ymbert & Varner "L’intérieur d’un bureau, ou la Chanson" GD 25.2.1823 eller efter Scribe, Dupin, Ymbert, Varner & Delestre-Poirson "Le solliciteur, ou l'art d’obtenir des places" TVR 7.4.1817 [NJ tilføjelse: den sidste titel er originalen].
(3) Opført PSM 20.11.1823 og TVR 28.4.1824. Wicks anfører også et stykke med samme titel, men uden forfatter, spillet på TG første gang den 22.1.1831.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 20-12-2019, nogle links mangler). Opdateret af