[sideskift][side 958]

21.1.1 Dansk drama

Fabers sørgespil "Sammensværgelsen ved Viborg" læste Molbech kun af hensyn til kuriositeten. Molbech var large nok til at indrømme, at "med alle Mangler og med al dets Ubrugelighed" røbede stykket "et ikke ganske ringe, naturligt Anlæg for dramatisk Poesie; som imidlertid formodentlig ved absolut Raahed og total Mangel paa den fornødne Smagsdannelse og æsthetiske Studier i yngre Aar, er gaaet til Grunde" (31.7.1839). Molbech ønskede sig for al fremtid befriet for flere teaterarbejder fra Fabers hånd. Adler indskrænkede sig til at anføre, at selv om stykkets historiske sujet var relevant for teatret, kunne det ikke antages (21.8.1839). Remitteret den 16. aug. 1839 (Kp.nr.121) (1).

"Den strenge Vinter" - anonymt indleveret - argumenterede Molbech overhovedet ikke imod, men nøjedes med at notere, at "et meget kort Bekiendtskab med Manuskriptet" ville overbevise enhver læser om stykkets ubrugelighed (25.8.1839), hvilket Adler noterede den 15. sept. 1839. Returneret den 20. sept. 1839 (Kp.nr.132) (2).

"Vallentine", ligeledes anonymt indsendt, afslørede en dilettants stræben efter "den dramatiske Digtnings og .. Scenens Fordringer[s] .. poetiske Opfatning"; men "baade Sprog, Versification, og Behandlingen af den dramatiske Fremstilling" udelukkede enhver tanke om antagelse (27.9.1839). Heiberg fandt det "i enhver Henseende under al Critik" (HCp nr.6). Adler tilsluttede sig dette synspunkt den 30. sept. 1839. Returneret den 8. okt. 1839 (Kp.nr. 144^a).

F.J. Hansen indsendte sit lyriske drama "Kiærlighed og Musik" (tidligere "Harpespillerens Familie", jf. s.904) den 11. juli 1839, idet han havde "forandret Stykkets Fabel, omarbeidet hele Dialogen, omsat og ordnet Scenefølgen, og især forkortet og concentreret Stykkets Slutning". Samtidig oplyste han, at Gebauer var "villig til enten at indsende Compositionen til Bedømmelse, eller producere Vidnesbyrd derom fra et Par af vore meest ansete Musikere" (I.B. nr.191). Molbech fandt imidlertid, at omarbejdelsen ikke havde hjulpet meget på "Stykkets usandsynlige og unaturlige Eventyrligheder i Fabelen; og det Trivielle og Langvarige i Handling og Dialog". Nok så interessant lagde han til: "Hoved=Ulykken - ikke for Forfatteren - men for Directionen er: at man, af en vis égard for hans Person og lyriske Digtertalent .. ikke strax har villet sige ham reent ud, at Stykket ikke duer for Scenen; men har indladt sig i en Transaction med ham angaaende en Omarbeidelse .. Maaskee [sideskift][side 959]kunde man (naar den saa længe omhandlede Heibergske Affaire, med Hensyn til hans Deeltagelse i Theatercensuren, kommer til Udførelse) slippe ud af det ved at forlange en Erklæring af Heiberg angaaende Mueligheden af en yderligere Forbedring af Stykket" (31.7.1839). - Adler var heller ikke tilfredsstillet ved Hansens omarbejdelse, men ønskede at Heiberg ville "paavise Forf. nogle Forbedringer, hvorved Stykket kan blive antageligere" (22.8.1839). - Heiberg kom først hjem den 19. sept. 1839; dagen efter modtog han direktionens opfordring til at afgive betænkning over mulige forandringer (Kp.nr.124 20.8.1839). Heiberg havde imidlertid ikke vanskeligt ved at blotlægge stykkets svagheder: det var ubrugeligt på grund af "dets væsenlige dramatiske Mangler .. Dialogen .. vilde allerede være tilstrækkelig til ved sin Brede, sit rhetoriske Tilsnit, ja ved sin Unatur og sin tunge, besværlige Gang at fælde Stykket .. [Endvidere var] Charactererne .. altfor uinteressante, og hele Planen altfor usammenhængende". Gebauers musik ville i øvrigt ikke kunne dække de nævnte mangler, så meget mere som "Musiknummerne for største Delen ere anbragte paa en udramatisk Maade" (Borup nr.432 22.9.1839). - I direktionsmødet den 27. sept. 1839 forkastedes følgelig stykket, men først den 15. okt. 1839 havde Adler og Molbech forhandlet sig til enighed om direktionens svar til Hansen: Stykket remitteredes "med den Bemærkning: at det, efter en ny og omhyggelig Prøvelse af Censorerne /hvori Prof. Heiberg, som allern[aadigst] er bleven authoriseret til i Tilfælde hvor Direct: maa ønske det at tiltræde Censurforhandlingerne har deeltaget/ er befundet ikke at have vundet saadanne Egenskaber ved de derved foretagne Forandringer, at man anseer det skikke til at bringes paa Scenen. Dir[ectionen] beklager dette saameget mere, som den i de heldig udførte Sang-Texter, som ere indlagte i dette Skuespil, har fundet Spor af en lyrisk Digter, som ved andre Leiligheder har lagt et Talent for Dagen, hvoraf Theatret kunde ønske at høste Nytte, naar Digteren vilde og kunde anvende det paa en saadan Maade, der kunde sikkre ham et heldigt Udfald af hans for Scenen bestemte Arbeide" (Kp.nr.147). Behandlingen af Hansen/Gebauer viser netop direktionens vanskeligheder, når det gjaldt de personlige hensyn, den troede at måtte tage. Heiberg kunne da fungere som eksekutionspeleton eller alibi, alt efter direktionens behov.

Jørgensen Jomtou sendte sit skuespil "Emil" (jf. s.911) direkte til [sideskift][side 960]Heiberg (HCp nr.7). Han fandt, at "Stykket [var] aldeles ubrugeligt uagtet der .. [var] mere sund Sands og bedre Orthographic deri, end i mangt forresten antageligt Product" (l.c.). Stykket blev forkastet den 4. okt. 1839, hvorpå Heiberg producerede en privat skrivelse til forfatteren den 9. okt. 1839 (tabt) (l.c.).

Det anonymt indleverede drama "Niels Ebbesen vog Grev Geert" blev behandlet af Molbech med historikerens og politikerens fulde interesse. Sanders bekendte stykke måtte nødvendigvis være et (dramaturgisk uopnåeligt?) forbillede, selv om "Begivenhederne maatte kunne stilles i et klarere Lys fra den historiske Side". Vanskeligheden bestod i at fremstille begivenhederne, fordi Niels Ebbesen var "en national Helt, ja et Slags Martyr for sin Patriotisme"; den anonyme dramatiker havde langt mere interesseret sig for "Grev Geerts Undergang". Molbech mente, at det var "Tragoediens egentlige Centralpunkt", historisk set. Men de politiske betænkeligheder var dog afgørende for hans officielle holdning til Niels Ebbesen-Grev Gert-sujettet: "jeg kan ikke andet, end være af den Mening, at der aldeles ikke vilde være at tænke paa hans Stykkes Antagelse - hvis man endog kunde, af en god Politiks Hensyn, i øvrigt overtale sig til, i nærværende Periode, at bringe enten den gamle, eller en ny Niels Ebbesen paa Scenen; hvilket jeg for min Deel meget vil fraraade" (4.11.1839). Stykket sendtes til Adler den 6. nov. 1839, men på grund af tronskiftet (?) fik han ikke lejlighed til at læse stykket. Heiberg anfører ikke stykket i sin protokol. Stykket blev først remitteret den 10. marts 1840 (Kp.nr.26).

Deichmanns "Naboerne" (jf. s.912) var blevet forkortet, men fandtes stadig uantageligt af Molbech: "Dramatisk Liv, Natur og Sandhed, mangler overalt .. Dialogen er ligesaa stiv, tung og uendelig lang og Vidtløftig, som Personerne ere unaturlige .. hele Stykket bevæger sig frem med en Stivhed og upoetisk Trivialitet, eller en opskruet, declamatorisk Charakteer i Dialogen, som giør det ligesaa ennuyant, som tungt og trættende under Læsningen" (30.12.1839). Adler læste ikke stykket, som sendtes til Heibergs betænkning: "hvad man strax burde have bemærket, er, at Stykket .. er "absolut aandløst", som Lector Martensen pleier at udtrykke sig, og at Handlingens, Characterernes, Situationernes, Dialogens Trivialitet er saa stor, at der ved ingensomhelst Omarbeidelse kan blive et blot taaleligt Product deraf" (HCp nr.15). Molbech konciperede [sideskift][side 961]svarskrivelsen, der benyttede Heibergs vendinger høfligt formuleret (Kp.nr.4 18.1.1840).

Thornam Indsendte anonymt sit stykke "Horace" til Heiberg den 10. okt. 1839. Stykket stempledes som uantageligt på grund af dets "oprørende, tildeels uopførlige Rædselsscener. Ingen Sandhed i Charactererne, ingen Sandsynlighed i Motiverne. Dialogen flosculøs-rhetorisk. Begivenheder istedenfor Handling" (HCp nr.8). Endnu inden enten Molbech eller Adler havde læst stykket, tog forfatteren det tilbage. Den 11. dec. 1839 tilsendte Thornam på ny Heiberg stykket, efter at have fjernet de "uegnede Rædsler" og forandret "Catastrophen". Den 20. dec. 1839 returnerede Heiberg stykket "med en meget udførlig Critik over Stykket", idet han "raadede ham til at cassere det, eller, ifald han ikke fandt min Dom billig, da at lade det censurere af Theaterdirectionen" (HCp nr.17). Ti dage senere bad forfatteren Heiberg om at indlevere stykket til ordinær censur. Heibergs censur faldt således ud: "Mélodrame, d.e. Tragedie for Galleriet, Sidestykke til "Emigrantens Reisevogn" (jf. s.797) (Præmisserne havde han "optegnet paa et eget Papir") (l.c.), hvorpå han sendte stykket til direktionen (1.2.1840). Molbech blev i høj grad ophidset deraf: Forfatteren havde "formodentlig ved Læsningen af de franske Moderomaner, hvor al optænkelig Last og Skiændsel med en materialistisk Frækhed, der vidt overgaser Alt hvad det 18de Aarh: kiendte af en saadan i Frankrige, er sammendynget .. faaet Hovedet saa fuldt af Røverscener, Forbrydelser og de raaeste Laster i den selskabelige Verden, at han har maattet give sig Luft i et Drama"; følgelig indstillede Molbech stykket til "ubetinget Forkastelse" (11.2.1840). Dumas', Eug. Sues og Paul de Kochs skole havde fået lærlinge i Danmark, og Molbech vidste at vise dem døren. Heiberg fandt dommen streng, men retfærdig (HCp nr.17). Levetzau og Adler læste ikke stykket, som remitteredes den 14. febr. 1840 (Kp.nr.12).

Det anonymt (3) indleverede lyriske skuespil "Kirkeranet" modtog først Heiberg til censur den 1. febr. 1840: "Under al Critik" (HCp nr.18), hvorpå han sendte stykket til Molbech, der på denne baggrund havde nemt ved at behandle det, selv om han ikke var ganske enig med Heiberg. Sammenholdt han dette stykke med Thornams, fandt han, at dette stykke havde "dog i det mindste en vis, om endog forvildet Ahnelse om Poesi og Lyrik forud for det usle Røver-Drama; Misgreb og Mangel paa Dannelse og Smag deler vel "Kirkeranet" [sideskift][side 962]med dette, staaer dog langt fra ikke saa dybt i Raahed og Plumphed" (12.2.1840). Molbech konciperede et svar til den ubekendte (?) forfatter, hvori denne anerkendtes for at have givet sit stykke "i enkelte Partier .. Præg af ungdommelig lyrisk Varme, og en ikke altid uheldig Stræben efter at afpræge denne i et udvortes poetisk Udtryk". Han skånede dog ikke forfatteren for at erklære ham sin utilfredshed med "Smagen, Sprogdannelsen og Opfatningen af et dramatisk Sujet, og om en altfor stor Uliighed i Behandlingen af Dialogen og dens passende, naturlige Udtryk" (Kp.nr.17 20.2.1840 + Konc.).

Oehlenschlägers dramatiske eventyr "Fiskeren og hans Børn" fik en lang, bevæget gang gennem censurprotokollerne (4). Da Molbech fik stykket til censur, ønskede han sig først fritaget for at censurere det: "Jeg kan i al Fald ikke give min Stemme til dette Stykkes Opførelse". Under henvisning til behandlingen af "De italienske Røvere" (jf. s.624) og "Den lille Skuespiller" (jf. s.787) ville han "overlade det til Directionens Pluralitet, at antage det" (BmD 31.10.1839 til Adler). Den 1. nov. 1839 afholdtes direktionsmøde (ved alle møder efter den 25. okt. 1839 var Holstein fraværende, jf. Dp 1.2.1840), hvor Adler åbenbart har foreholdt Molbech hans embedspligt, thi den 6. nov. 1839 indskrev han en sønderlemmende kritik af stykket; Oehlenschlägers omarbejdelse af stykket bestod i, at eventyret blot var "noget forkortet og beskaaret; - men ingenlunde omarbejdet. Man vil endog gienfinde saa plumpe og i deres Raahed anstødelige Scener, som den bekjendte i 1ste Act med Skovtrolden .. Men om endog denne, og flere andre af de mest smagløse Partier borttoges, bliver dog hele Stykket et saa broget og forvirret Quodlibet af Børne=Eventyr og phantastiske Opera-Scener: at jeg ikke kan giøre mig nogen Forestilling om, enten hvorledes man vil faae det altsammen anbragt paa Scenen, eller hvorledes dannede, og til sande dramatiske Konstværker eller i det mindste underholdende Skuespil vante Tilskuere, ville kunne udholde Forestillingen af et saadant Stykke". Det friserede romantiske drama og det underholdende franske konversationsstykke var Molbechs favoritter og kendetegnende for hans ideologi, mens Oehlenschlägers fantasi-skrapsammen ikke kunne accepteres. Sin foragt for Oehlenschlägers foretrukne genre udtrykte han ved den sammenligning, han foretog mellem Oehlenschlägers og Raimunds stykker (jf. s.895): "Thi er der endog i det Oehlenschlägerske Arbeide mere Poesie - [sideskift][side 963]eller Reliquier af Poesie - saa er der ikke mindre Raahed og Fiælebodsspectakel, end i de Raymundske, og maaskee ligesaa meget af det Ennuyerende, som i disse, der uden Tvivl dog er bedre, og med mere local Scene=Kundskab og Routine, beregnede, i det mindste for et tydsk Theater, end det Øhlenschl: "Machwerk" for det danske". Basta! - Adler meddelte den samme dag Molbech, at stykket var kommet "for tidlig under Censur. Forf: har nemlig delegeret Herr Overskou til at foretage de Forandringer, der maatte ansees fornødne til Stykkets Opførelse og Spørgsmaalet om det kan antages eller ikke, kan vel ikke ventileres førend denne Om- eller Beskjærelse har fundet Sted" (NkS 2336). Adlers indsats som censor bestod altså i at vente. - Heiberg fik derpå stykket til erklæring. Han var på linje med Molbech, forsåvidt som han frakendte "den theatralske Bearbeidelse""et dramatisk Centrum". Selv om "en ny Redaction" kunne gøres, ville Heiberg ikke spå det "varig Lykke, da det dog altid i sin Kjerne vil blive udramatisk, hvortil kommer, at man her ikke, saaledes som ved Aladdin [jf. s.949], tør gjøre Regning paa det store Publicums Interesse for det oprindelige Digt" (HCp nr.12 15.11.1839). Det ville endvidere blive betragteligt dyrt at sætte i scene, hvorfor Heibergs alternativ var: enten forkastelse eller opførelse ved Frederik VIs fødselsdag i jan. 1840. Ifølge Heiberg besad det de fornødne elementer til en "Festforestilling ..: Fragt, Forvandlinger, Leilighed til Musik og Dands" (l.c.). Heiberg betingede sig en forandring, hvortil han havde gjort et forslag i 21 punkter. I sin protokol skrev Heiberg: "Dette Forslag meddeelt Etatsr. Adler den 13 Novbr". Dette notat er streget ud og i stedet anført: "Dette Forslag indleveret i Directionsforsaml. den 15 Novbr". Af det følgende hændelsesforløb at dømme må Adler allerede på dette tidspunkt have optrådt som Oehlenschlägers forsvarer. Af "Pengetrang .. ikke Forfængelighed, ikke Ærgierrighed, ikke Pengegierrighed" rykkede Oehlenschläger Adler for at få stykket tilbage, så at enten han eller Overskou kunne "giøre en eller anden lille Forandring, for at aftale Musiken, med Hartmann, som har lovet at componere det Nødvendige, - saa at det kan blive afskrevet og Rollerne indstuderede" (Adlers arkiv 25.11.1839). - Den 28. nov. 1839 sendte Adler Molbech stykket "med Prof Heibergs Forslag til dens Aptering til Geburtsdags-Stykke" (NkS 2336). Molbech skyndte sig at løbe stykket igennem på ny og indrømmede da ærligt, at Heibergs "Forslag til et for Theatret [sideskift][side 964]forandret og indrettet Arrangement af Stykket" havde bidraget "ikke lidet til at giøre det mere repræsentabelt". Det afgørende for Molbech var dog, at "Stykkets Hoved-Punkt dreier sig om Kiøkkenscenen, og om heri at forevise Mesterstykket af Trylleri, Fiskerens Forvandling, for en saa ubeskrivelig tosset og enfoldig anlagt Theater-Figur, som den reisende Europæer, er i mine Tanker nok til at fælde det Hele; thi efter en gientagen Læsning finder jeg det reent upassende for Directionen, at byde Hs. Majestæt og Hoffet en saa slet og urimelig anlagt, saa barokt og smagløst udført Situation, som det Skuespil en asiatisk Fyrste vil give en hestedum Europæer, i et Slotskiøkken. Saavidt jeg erindrer mig, er det ogsaa Kiøkkenscenen, der meest og fornemmelig har stødt Hs. Exc. Theaterchefens Smag og Sands for Theatrets decorum" (29.11.1839). Fra direktionsmødet den 29. nov. 1839 bogførtes ingen beslutninger om stykkets skæbne. Med Frederik VIs død 4 dage senere faldt anledningen bort. Først den 28. dec. 1839 nærmede Oehlenschläger sig atter teaterkredsene, idet han henholdt sig til Adlers løfte om at "faae Stykket som snarest tilsendt, for at kunne giøre de foreslagne Forandringer" (Borup nr.443). På grund af Adlers mange forretninger på dette tidspunkt bad Oehlenschläger Heiberg være sig behjælpelig med "at skaffe Sagen afgiort jo før jo heller" (l.c.) . Da Oehlenschlägers oprindelige version af det romantiske drama (sept. 1839) ikke mere eksisterer, kan afskriften (NkS 4469) kun vise hvor Oehlenschläger fulgte de af Heiberg omtalte 21 punkter (tabt). Afskriften viser hvorledes Heiberg ved at beskære kraftigt ved 1. og 2. akts slutning (2 gange 20 sider af afskriftens oprindelige ca. 220 sider) samt en ændring i aktinddelingen i oprindelige 4. akt med tilhørende kort beskæring fik gjort stykket dueligt til opførelse. Med Oehlenschlägers vanlige indstilling har han givetvis fulgt teatrets anvisninger i et og alt. Den 27. febr. 1840 indsendte Oehlenschläger det således forkortede og omarbejdede drama (I.B.nr.76), som Molbech modtog dog uden at udfærdige en ny skriftlig censur. Heiberg erklærede, at "Intet kan nu være til Hinder for Antagelsen. Mulige yderligere Forandringer maae dog reserveres" (HCp nr.12 4.3.1840). Stykket blev formelt antaget den 11. marts 1840; ifølge Heiberg udfærdigede direktionen samtidig et brev til Oehlenschläger om den af ham nævnte "Restriction" (l.c.), men officiel skrivelse ses ikke afsendt. Rollerne uddeltes den 10. april 1840 (PRFD), hvorefter [sideskift][side 965]stykket blev valgt til teatrets højtideligholdelse af kongeparrets sølvbryllup (22. maj 1840) (HCp nr.12). - Til festen skrev Oehlenschläger en sang, men også her måtte han lide den tort at præstere omarbejde: "Jeg tilstaaer at det er bedre strax, end ved Slutningen og at den Forriges Melodie er mindre bekiendt. Jeg har nu valgt .. "Kong Christian stod ved Høien Mast; og den yndes jo meest" (UjBr 15.5.1840). Premieren fandt sted den 23. maj 1840 (opført 3 gange) (5).

Deichmanns anonymt indleverede skuespil "Testamentet og Aarsdagen" fandt Molbech kunne tjene til censorernes instruktion om, "hvorvidt det er muligt, at Forstandsmangel, Aandløshed og Smagløshed kan føre en Forfatter, som dog har lært at skrive, baade orthographisk og taaleligen syntaktisk og periodisk; ja endog kan giøre et Slags Vers". Det var især de "næsten utrolige Dumheder i Scene-Arrangementet", hvorpå Molbech gav eksempler, der gjorde stykket uantageligt; derudover "trivielle og unaturlige Charakteerer". Deichmann sattes i bås med de forulykkede dramatikere Balth. Bang og P.D. Faber (17.2.1840). Stykket stemplede Heiberg som "absolut aandløst .. absolut udramatisk, absolut uæsthetisk (vid. den mathematiske Formel i Slutningen af 2^den Act. De anbragte Musiknummere passe som knyttet Næve til blaat Øie" (HCp nr.21 ult. febr. 1840). Remitteret den 10. marts 1840 (Kp.nr.27).

Det anonymt indleverede stykke "Kong Sverre" ses ikke behandle skriftligt af hverken Molbech, Adler eller Heiberg. Returneret den 16. marts 1840 (Kp.nr.35).

Eduard Meyer tilsendte direkte Christian VIII sit stykke "De Danske paa Kysten Guinea", skrevet til minde om Frederik VI. Heiberg raillerede en del derover, idet han konkluderede, at "Alt [var] saare naivt og opbyggeligt" (HCp nr.28 1.4.1840). Molbech nægtede det adkomst til scenen på grund af sin "undersaatlige Pietet" imod mindet om Frederik VI (22.4.1840). Remitteret den 7. maj 184 0 (Kp.nr.61)

"Den røbede Intrigue" af samme forfatter var "et i Stiil og Dialog forfeilet, declamatorisk og slæbende, i Plan og Udførelse stivt og kiedsommeligt Arbeide", noterede Molbech (22.4.1840). Heiberg afgav ingen erklæring herover. Adler noterede, at ingen af Meyers stykker egnede sig til antagelse (6.5.1840). Remitteret med det foregående (Kp.nr.62).

Holsteins indsats de sidste måneder han var teaterchef kendes kun [sideskift][side 966]i forbindelse med Oehlenschlägers "Fiskeren og hans Børn", hvor Molbech refererede hans konservative opfattelse af scenens decorum. Den nye chefs, Levetzaus, hånd mærkes overhovedet ikke. - Adlers indsats er mere dubiøs, fordi han ganske uden dramaturgiske, økonomiske eller andre hensyn krøb for Oehlenschlägers autoritet. Ingen af de andre stykker beskæftigede han sig seriøst med. - Molbech og Heiberg var enige om alle nulliteterne, mens Oehlenschlägers stykke skilte dem, thi her anskuede Heiberg Oehlenschlägers tekst ud fra et praktisk-dramaturgisk aspekt, mens Molbech fortsatte sin gamle krig mod Oehlenschlägerske bastarder. Molbechs konsekvens kan måske aftvinge respekt, men nederlag led han dog ikke destomindre, da stykket trods hans modstand blev opført, endog til de nye majestæters sølvbryllup. - Som helhed forekommer sæsonen præget af det vagtskifte, der indtrådte med Frederik VIs død. Omarbejdelserne præger sæsonen, men Heiberg lod intet passere. Molbech benyttede endog den nyudnævnte attacherede censor som en praktisk undskyldning for et forkastet løfte til F.J. Hansen. Derudover synes situationen kaotisk, ikke mindst på grund af Heibergs kun delvise deltagelse i censureringen: han fungerede både som censor før forcensuren og som opmand efter denne. Molbechs manøvrefrihed var blevet væsentlig indskrænket.

[sideskift][side 967]

21.1.2 Dansk lystspil

Anonymus' "Hensigten helliger Middelet" var ifølge Molbech "et aldeles umodent, ubrugeligt Arbeide" (22.6.1839). Returneret den 16. aug. 1839 (Kp.nr.117).

Den forkortede version af Oehlenschlägers "Aladdin" (jf. s.949) gav øjensynligt N.V. Dorph anledning til at præstere sin bearbejdelse af stykket. Han havde produceret "to fuldstændige Skuespil, hvert tilstrækkeligt til at udfylde en Theateraften .. hele Aladdin vil saaledes i ubeskaaren og rolig Sammenhæng kunne nydes fra Scenen; [Jeg] haaber .. ogsaa, at de af mig i Prosa fremsatte Tillæg ville blive versificerede og poetisk udstyrede af Digteren selv efter hans egen Idee" (I.B.nr.234 17.9.1839). Molbech kunne selvfølgelig nemt tilbagevise det ubeskårne og rolige ved en to-aftens-forestilling, men anførte i censurprotokollen, "at Stykket deels maatte sendes til Digterens egen Erklæring, deels til en Betænkning over dette Foretagendes Natur og Gavnlighed for Theatret af den nu hertil authoriserede Forfatter af "Recensenten og Dyret", der for mange Aar siden maa have forudseet Mueligheden af et Forslag som det, den giennemskaarne Aladdin realiserer" (27. 9.1839) (1). Samme dag anførte Adler, at da "Aladdin er bragt paa Scenen og spilles med Bifald i eet Stykke" kunne han ikke tænke sig at antage Dorphs version. Dermed var sagen afgjort og Heiberg forskånet for at afgive betænkning over Dorphs bearbejdelse (HCp nr.5). Den 8. okt. 1839 remitteredes bearbejdelsen, netop med henvisning til den "med Held" opførte "dramatiske Bearbeidelse ved Bournonville og Overskou (Kp.nr.142).

Fabers "Modehandlerinden og det græske Bryllup (jf. s.850) aftvang ikke censorerne nye vota. Remitteret den 10. marts 1840 (Kp.nr.29). Se s.1159.

Anonymt indleveredes "Det unge Bruushoved", som var "fuldt af unaturlige, forskruede og falske Situationer og Repliker", ifølge Molbech (29.2.1840). Ikke desto mindre fik Heiberg det til censur: "Trivielt og smagløst, uden egenlig Plan og Catastrophe. Dog er det ikke uden et vist Glimt af Talent" (HCp nr.22 efter 4.3.1840). Adlers læsning affødte intet skriftligt votum. Remitteret den 28. marts 1840 (Kp.nr.43).

Anonymt indleverede F.Th. Jacobsen "Frierne", som ifølge Molbech var "Scener af kiøbenhavnske Studenter-Forliebelser og Forlovelser af det laveste Slags" udspillende sig i febr. 1840 (4.3.1840). Også dette stykke blev tilstillet Heiberg, hvem det forekom "at [sideskift][side 968]være skrevet af en raa, umoden, høist udannet Student .. Under al Critik" (HCp nr.23 efter 4.3.1840). Remitteret den 21. marts 1840 (Kp.nr.37).

Heiberg havde igennem længere tid syslet med et skuespil om Valdemar Atterdag. Allerede i febr. 1838 meddelte han teaterdirektionen at han ville anstrenge sig for at levere "et nyt Arbeide" (i anledning af gratifikationen for "Fata Morgana") (Borup nr.388). I juli 1838 nærede man det (forfængelige) håb, at Heiberg ville levere "en .. original Composition""endnu til Begyndelsen af Saisonen" (Borup nr.403). Den 27. juli 1838 slog Heiberg koldt vand i blodet, thi han havde kun begyndt "at udarbeide en Plan til et originalt Skuespil" (Borup nr.405). I maj 1839 da der skulle skaffes penge til baderejsen benyttede Heiberg et gammelt trick, idet han tilbød at levere "et originalt Skuespil .. i Løbet af næste Saison" mod et forskud på 600 Rbd.(Borup nr.422, 423 og 424) (2). I april måned 1840 modtog Heiberg kongens ordre "de composer une comédie nationale", skrev han til faderen (Fam.Br.nr.44 7.7.1840). De nærmere omstændigheder kendes kun fra Heibergs brev til Zinck: "mit først bestemte Sujet, hvilket jeg vilde have udarbeidet for Dig, [blev] forandret, efter Kongens Villie" (Borup nr.453 9.6.1840). Heiberg fortsatte: "i Tidens Knaphed [måtte jeg vælge et andet og tog da] min gamle Plan til en "Kong Valdemar Atterdag" frem paanye [jf. s.371]. Denne Plan havde jeg allerede for flere Aar siden meddeelt Hartmann .. Jeg kunde da nu, eftersom det ham allerede lovede Sujet blev valgt, umuligt gaae ham forbi .. og Udfaldet blev, at han udbad sig at componere Stykket" (l.c.). Stykket havde altså fra første færd kongelig approbation, men Heiberg skulle dog producere tekst i løbet af ca. 1 1/2 måned: "Enfin j'ai réussi avec beaucoup de peine", skrev han til faderen (Fam. Br.nr.44). Hartmann fik i første halvdel af juni 1840 tilsendt de 16 musiknumre, han skulle komponere musik til (Borup nr.452, 454 + 3 breve in NkS 3392, hvoraf det fremgår, at Hartmann fik de sidste numre tilsendt den 15. juni 1840). Den 18. juni 1840 anførte Heiberg overfor Hartmann, at svarende til "Stykkets hele dramatiske Oeconomie" ønskede han, at "de handlende Personer ikke [skulle] deeltage i nogen umotiveret Sang, eftersom Stykket derved vilde træde formeget over paa Operaens Enemærker" (NkS 3392). Fra Hartmann kendes ingen breve, men hans arbejdspres må have været ganske stort. På grund af tidspresset blev stykket trykt, førend [sideskift][side 969]det leveredes til censur. Fra Lund tilskrev Molbech Heiberg, hvorledes han havde læst stykket 2 gange den 24. juni, anden gang højt for sin vært dr. Reuterdahl og sin kone: "alle tre vare i høi Grad henrevne og indtagne af dets ypperlige Naturlighed, Lethed, nationale Plastik og Colorit, saavelsom af den geniale og heldige Maade, hvorpaa Skuespillets romantisk-fantastiske Elemeneter smelte sammen med det prosaisk-reelle og naturlige Element" (25.6.1840). Med hensyn til den poetiske lyrik i stykket noterede Molbech sig, at den var for sparsom, "men med en vist nok rigtig og hensigtsmæssig Oeconomie; thi saadant overrasker jo Ingen ved et Arbeide af Dem". "Romanzen "Konning Volmer drager afsted paa Jagt" er en Perle i den rige danske Romanze-Literatur, og et af de skiønneste og mest classiske Digte af dette Slags, og overhovedet af alvorligere lyrisk Natur, De har skrevet" .. "Jeg kan .. ikke andet end tænke mig, at det, naar de komiske Partier gives med fornøden Lethed og Naturlighed, men uden mindste Carricatur .. og i de romantiske med den ligesaa fornødne, uden Tvivl høist nødvendige Correction, Værdighed og overhovedet høiere sceniske Stiil, vil og maa blive en classsisk og staaende Artikel i vort Repertoire" (l.c.). Kun en vægtig indsigelse præsterede Molbech: "Kong V[aldemar] kunde .. meget vel faae Kiærlighed til Gurre, eller forelske sig i Stedets Natur, uden at Dronning Helvig derfor saa at sige skulde dele denne hans Kiærlighed; saa lidt som jeg øiner nogen dybere Grund til, at han ligesaa pludselig, fra at hade Marsken, bliver dennes Ven". Molbech ønskede dette centralpunkt bedre motiveret, men det kunne Heiberg virkelig ikke tage sig af (Jf. Poet.Skr.Bd.II 550). - Adler og Levetzau havde af gode grunde ikke tid til at læse "Syvsoverdag" før dets opførelse den 1. juli 1840 (opført 5 gange i den behandlede periode, jf. s.1053).

Heibergs stykke var simpelthen ikke underlagt censurens gebet, i og med at kong Christian VIII havde valgt mellem de to sujetter, som Heiberg havde præsenteret ham for. At Molbech læste det, skyldtes hans interesse som æstetiker ikke som censor; at han rigtigt påpegede den dårligt motiverede virkning af talismanen var blot den professionelle censors utidige indblanding i dette hofanliggende. - Afvisningen af Dorphs version af "Aladdin" var forsåvidt fair, når man betænker teatrets ressourcer, mens de øvrige stykker ikke aftvang censorerne interesse, og ej heller bidrager med nye oplysninger om censurinstitutionens beslutningsprocesser.

[sideskift][side 970]

21.2.1 Oversat drama

Efter samarbejdet mellem Molbech, Heibergerne og Sille Beyer om "Livet en Drøm" (jf. s.853) fortsatte dette om Heibergs gamle plan at bearbejde Calderons "La Nina de Gomez Arias" (jf. s.727). Allerede i marts 1839 (1) indleverede Sille Beyer den "under Heibergs Tilsyn" bearbejdede version (Et Liv IV 114) (2). Andersens oplæsning af "Mulatten" sættes i det rette lys ved at Molbech den 29. maj 1839 havde lovet at forelæse stykket for Heibergerne, Adlers samt sin kone og Adlers svigerinde (NkS 2336 Adler til Molbech 28.5.1839). Da Heibergs blev forhindret i at høre oplæsningen, sendte Molbech manuskriptet til Heiberg, som lovede at præstere "Bemærkninger, ifald" han havde nogle at meddele (Borup nr.425 2.6.1839). Den 10. juni 1839 drog Heibergs afsted - med eller uden bemærkninger. - Den 19. juni 1839 formulerede Molbech sin opfattelse af den romantiske tragedie: "Det har det Meste af [rettet fra: Alt] hvad man venter sig og finder i Tragoedien: stærke Lidenskaber, Pathos, dyb Følelse, et Par stærkt fremtrædende Charakterer, hvis Skiebne fængsle vor Deeltagelse, en spændende Forvikling og sørgelig Katastrophe, m.m. og dog er det, efter de sædvanlige Begreber, ingen Tragoedie, med idealt og høiere eller historisk Sujet; men egentlig en dramatiseret tragisk Novelle, hvori den ene Intrigue og Forvikling afløser den anden, og en romantisk Eventyrlighed ledsager den af fortræffelige dramatiske Enkeltheder sammensatte Handling, som dog kun i det lidenskabelige Kiærlighedsforhold .. har sin dramatiske Eenhed og Holdning". Mere kort og præcist blev forskellen mellem den ældre romantiks tragediebegreb og det romantiske drama ikke udfoldet af Molbech i den tid, han fungerede som teatercensor. Molbech var klar over, at rollebesætningen var af stor betydning (først og fremmest hovedrollerne), idet han lagde til, at stykket "indstuderet med alvorlig Flid, og givet i en vis høiere Stiil og Tone, og med en anstændig Glands i det theatralske Udstyr" kunne det komme til at blive "en Hæderspræstation for vor Skueplads og dens Personale". Dette votum omfatter, hvad der er sjældent for Molbechs, næsten en fuldstændig scenisk-dramaturgisk beskrivelse af stykkets kvaliteter og udfordringer. - På grund af sommerferien (?) udfærdigede Adler først den 21. aug. 1839 sit votum, der klart udtrykker hans forbehold overfor stykkets sceniske fremførelse: "[At stykket ikke havde været opført på nogen tysk scene kunne måske netop forklares ved dets] høist usædvanlige Beskaffenhed for den nyere Scene" (citeret [sideskift][side 971]fra Molbechs votum af Adler). "Vor Scene har imidlertid Kræfter, som ikke enhver Skueplads kan byde over, og den Tilfredsstillelse at kunne opføre et saa fortrinligt Arbeide er et Forsøg værd". Adler gjorde det klart, at han aldeles ikke yndede det romantiske drama (på scenen) men lod sig lede af Molbech og Heibergernes ønske om at præsentere denne genre på det danske nationalteater. Sin (u)vane tro rettede Sille Beyer i oversættelsen efter censorernes antagelse, men efter forhandling med Heiberg, der egenhændigt indførte dem i souffløreksemplaret (BHS udat. ie: 8.12.1839). Den 10. dec. 1839 blev den endegyldige rollebesætning underskrevet af Holstein, efter Heibergs forelæggelse (Troensegaard I.1 Heiberg til Adler), hvorpå oplæsningen under Heibergs opsyn fandt sted den 12. dec. 1839 (jf. Borup nr.456). Derpå forkludredes hele indstuderingen på grund af modsætningsforhold mellem de rollehavende, teatrets embedsmænd og direktionen. "Dorothea og Gomez Arias" opførtes først den 6. marts 1840 (opført ialt 4 gange) (3), efterfulgt af en hed pressepolemik (4).

Den 26. aug. 1839 uddeltes rollerne til "Clermont" (jf. s.955) uden videre censurering. Premiere den 18. sept. 1839 for teatrets regning (opført ialt 5 gange).

P. Fouchers drama "Guillaume Colman, ou les deux guides" (PSM 25.12.1837) var aldeles uegnet til opførelse på Det kgl. Teater, ifølge Molbech, "endskiøndt det let kunne blive til et Cassestykke for Høker-Logerne"; oversættelsen var mådelig (20.9.1839). Adler erklærede sig enig i stykkets uanvendelighed (1.10.1839). Remitteret den 22. okt. 1839 (Kp.nr.152).

Til "Louise de Lignerolles", drama i 5 akter af Goubaux & E. Legouvé (TF 6.6.1838) ønskede Molbech at erholde den franske original, før han censerede oversættelsen. Han modtog originalen den 18. okt. 1839, men fik aldrig udført et votum over stykket (MCp). Se s.1389.

Fra Paris sendte Arnesen (jf. s.1005) omkring nytår 1840 Holstein sin oversættelse af Mme Ancelots "Clémence, ou la fille de l'avocat" (GD 26.11.1839). Molbech læste hurtigt stykket og indførte sin stort set uvillige kritik i protokollen den 23. jan. 1840. Hovedrollerne var "vel .. langt fra at interessere ved Anlæg og dybere Udvikling", men de hentede "et Slags dramatisk Interesse af den eneste Situation i Stykket .. den nemlig: at Datteren hemmelig har giftet sig med en Adelsmands Søn imod begge Fædres Vidende [sideskift][side 972]og mod den sidstes Villie". Fremstillingen af især de adelige huede ikke Molbech, som dog nok mente, denne forestilling ville "være efter Parterrets og Logernes Smag". Trods sine indvendinger mente han, at stykket, "dog vel i det Hele vil findes ret antageligt". Derpå tilføjede historikeren: "Et Drama af et noget beslægtet genre, som for 3-4 Aar siden var antaget, udskrevet, uddeelt, oplæst - og dog, Gud veed ved hvilke Cabaler, aldrig kunde blive opført - "En fattig Kones Testamente": burde og maatte, efter mine Tanker, saavidt jeg nu kan gienkalde mig samme, have været af langt større Theater-Effect, end denne Advocat og hans Datter" (jf. s.731). I direktionsmødet den 24. jan. 1840 foredrog Heiberg sin betænkning. Han angreb primært hovedpersonens karakter, fordi denne, advokat Rambert, ikke fulgte sund menneskeforstand eller menneskefølelse, men derimod "den Kantiske Maxime: "mit Abschau zu thun, was die Pflicht gebaut", og [udøvede] den maaskee spartanske eller romerske, men i høi Grad uchristelige Dyd, at opfylde sin Advocatpligt paa sin Faderpligts Bekostning". Principielt lagde Heiberg til: "Er det en liberal Theater-Censors Pligt at fjerne saadanne Skuespil, som bidrage til at forvirre Folkets moralske og religiøse Ideer, da bør visseligen alle Stykker afvises, i hvilke et forskruet Pligtbegreb fremsættes som den gyldige Rettesnor, i hvilke en hedensk Haardnakkenhed skildres som christelig Resignation, i hvilke med eet Ord de ved Christendom og Videnskab vundne moralske Resultater stilles paa Hovedet eller vises i et carikerende Huulspeil; og den Omstændighed, at man ved flere tidligere Stykker maaskee ikke har iagttaget denne Regel, kan og bør ikke komme nærværende Product tilgode". Utallige er de steder, hvor Heiberg konkretiserer sin moralopfattelse med specifikt hensyn til et forhold i et stykke, men her forefindes hans overordnede synspunkter på moralitet i en dramaturgisk sammenhæng. Han ville afvise stykket også af andre grunde: stykket kunne kun holde sig nogle få gange på repertoiret, og selv om stykket havde haft succes i Paris, var dét ikke ensbetydende med antagelse i København. Arnesens oversættelse var "ret flydende, men dog synes en vis Mangel paa Sammenhæng mellem enkelte Repliker at tyde paa en og anden Misforstaaelse" (HCp nr.16). - Da Molbech og Heiberg således stod over for hinanden, og Molbech fastholdt, at stykket var antageligt, "tog [Adler] det for at læse det" (HCp 24.1.1840 + Dp 24.1.1840). Adler fandt stykket antageligt, trods "de af mine [sideskift][side 973]ærede Her Colleger udhævede Mangler"; han mente, det ville "sees med Interesse" (oplæst i mødet den 12. febr. 1840), hvorpå Levetzau resolverede, at stykket var antaget til opførelse. Da stykket endelig var nået så langt som til oplæsningen (23.3.1841), ønskede Arnesen det returneret, fordi han nu ikke blot havde Heibergs dom mod sit stykke, men også skuespillernes ("har erfaret, at det aldeles ikke har gjort den Effect, uden hvilken det absolut maa falde igiennem" (I.B.nr.56 25.3.1841)). Dette nægtede direktionen ham (Kp.nr.33 31.3.1841), hvorpå "2^den Oplæsning [fandt sted] 6 April [1841]" (HCp). "Advocatens Datter" kom imidlertid først frem den 21. Sept. 1841 (opført 12 gange i første sæson; ialt opført 19 gange) (5).

Lafonts kunstnerdrama "Le chef-d'oeuvre inconnu" (TF 17.6.1837) sendte Arnesen hjem (oversat) fra Paris i febr. 1840. Molbech fandt nok en del unaturligt i sujettet og "Behandlingen endeel overspændt", men han fandt "ikke .. disse Anstød meget værre, end de af lignende Art, der forefindes i Correggio; men Forskiellen er den væsentlige, at i denne Tragedie dækkes de ved Poesie; i det franske Drama, der har meget lidt Poesie, men megen Declamation, ligge de mere for Dagen. See vi derimod blot paa Theater-Effecten, da troer jeg, at dette Drama ikke vil savne den; .. ". Rollas rolle var endvidere skabt til Holst, hvorfor Molbech i mangel af bedres havelse nok kunne tænke sig stykket opført (7.2.1840). Heiberg mødte i direktionsmødet den 12. febr. 1840 med "sin skriflig opsatte Betænkning": ".. de mere indvortes Feil i dette Stykke ere endnu større. En Kunstner, som sønderhugger sit eget Mesterværk, for at Publicum ikke skal gjenkiende hans Elskedes Ansigtstræk deri, er visselig ingen sand Kunstner, thi ellers vilde han med større Tillid til sig selv og sin Skiæbne vide at drage sig anderledes ud af den latterlige pligt-Collision, hvori Forf. har sat ham" (HCp nr.20). Heiberg var ganske enkel utilfreds med Rollas eksaltation og fandt opløsningen utilstrækkelig (parodisk), hvorfor han foreslog en forandring, således at Rolla ikke døde, men opløsningen ville unægtelig blive "flau". Da Molbech mente, stykket kunne antages, læste Levetzau stykket. Den 4. marts 1840 meddelte Levetzau, "at Stykket ikke behagede ham" (l.c.). Derpå fik Adler det til gennemlæsning; han førte til protokols, at det kun kunne opføres "i Tilfælde af Mangel paa bedre nye Sager" (27.3.1840): Ifølge Heiberg blev det bestemt at henlægges indtil [sideskift][side 974]videre (HCp 25.3.1840). Rollerne blev uddelt den 1. okt. 1840 (PRFD), hvilket må være sket på Collins initiativ. Selv om fru Heiberg afgav sin rolle, Stephano, som, ifølge Heiberg, var "det bedste i Stykket" (Borup nr.465 28.9.1840) ledede Heiberg oplæsningen den 1. okt. 1840, mens Ryge var fraværende (Borup nr.466 9.10.1840) (6). "Et ubekjendt Mesterstykke" kom dog frem den 12. febr. 1841, efter adskillige trakkaserier om den vigtig statue (opført ialt 14 gange) (7).

Opmuntret af svigerfaderen, generalkonsul Freinsheim, tillod Gutzkow sig at forelægge Levetzau (?) sit stykke "Richard Savage" (Frankfurt 15.7.1839) (UjBr 14.3.1840). Uvist af hvilken grund overlod han ikke stykket til censorerne. Se s.1071 og s.1121.

Lockroy & E. Badons drame-vaudeville "Un duel sous le cardinal de Richelieu" (TV 9.4.1832) tog Molbech (uoversat) under censur i maj 1840. Selv om det tilhørte Hugos skole, og selv om det manglede Hugos poesi, fandt han stykket, hvis man ønskede denne slags skuespil på den danske scene, at dette var "et af de taaleligste blandt hine drames d'horreur". "At dette Stykkes Fremstilling paa vort Theater vil interessere, og det endog, hvis man kan udføre og udføres det godt, i en betydelig Grad - troer jeg at kunne antage". Genrens "tvetydige Relationer imellem Sædelighed og Letfærdighed" var principielt Molbechs grundsætninger imod, men stykkets specifikke relationer havde Molbech vanskeligt ved at stemple som havende "nogen egentlig umoralsk Tendents" (27.5.1840). Han androg på, hvis Adler og Levetzau ønskede det optaget i teatrets repertoire, at Heiberg skulle udføre oversættelsen (udat.). Her viste Molbech dog et spædt forsøg på at strække sig ud over sine rammer, men ingen af de nye direktører forstod, hvad det betød. Intet videre om dette stykke ses i materialet.

De til Heibergs betænkning i maj 1839 tilstillede stykker forblev stort set ubehandlede. Af dramaer o.l. drejede det sig om følgende:
(1) Ch. Desnoyer & Eug. Labat "Richard Savage" (TF 11.10.1838).
(2) Ch. Desnoyer "Le général et le jésuite" (TAC 7.11.1838).
(3) P. Foucher "Don Sébastien de Portugal" (PSM 9.11.1838).
(4) F. Mallefille "Randal" (PSM 3.12.1838).
(5) A. Poujol & Tournemine "L'enfant de giberne" (PSM 21.12.1838).
(6) [NJ tilføjelse: Victor Ducange & Anicet-Bourgeois] "Sept heures ou Charlotte Corday" (÷ Wicks [NJ tilføjelse: PSM 23.3.1829]).
(7) Ancelot & Boniface "La comtesse de Chamilly" (TG 8.9.1838).
[sideskift][side 975](8) J. Bouchardy "Le sonneur de St.-Paul" (TG 2.10.1838).
(9) A. Bourgeois & Laloue "Le géant, ou David et Goliath" (CO 13.10.1838).
(10) Ostrowski "Francoise de Rimini" (Versailles 25.10.1838).
(11) Dennery & Dumanoir "Pierre d'Arezzo (Arétin)" (TAC 28.11.1838).

Alene stykkernes opførelsessted afslører, hvorfor Heiberg tilsyneladende ikke ses at have præsteret nogen betænkning: Boulevardteatrenes repertoire havde aldeles ikke hans sympati.

Bearbejdelsen af Calderons stykke var et vigtigt stykke arbejde: dramaturgisk-historisk set, fordi netop dette arbejde forenede smagens kyrofæer omkring 1840. Heiberg var primus motor, mens Molbech støttede arbejdet ved egen beundring samt sit instrument Sille Beyer, der nu i 1838 havde fået kontakt med familien Heiberg. Det romantiske drama i Danmark havde fundet et fundament, og Heiberg og Sille Beyer skulle siden forstå at arbejde sammen om videreførelsen af dette projekt ved hjælp af renaissancens øvrige store dramatikere. Forstod samtidens kritik ikke denne dramatiske genres introduktion i Danmark på den rette måde, skyldtes det døgnets politik, hvor det ifølge de skrivelystne oppositionsblade (der siden skrev historien) gjaldt om at introducere "drames d'horreur". - Molbechs indrømmelse til oppositionen var netop hans forsøg på en accept af Lockroy & Badons drama. Længere kunne han ikke strække sig. Dette tilbud blev imidlertid ikke fulgt op af kollegerne. Gutzkow derimod var forbuden frugt i Danmark. - Arnesens to oversættelser voldte voldsomme vanskeligheder for censorerne. Heibergs store filosofiske angreb på stykkets ideologi, indirekte på Arnesen og den hidtidige repertoirepolitik, viser niveauforskellen mellem ham og Molbech/Adler. Heiberg kunne høres i møderne men deciderede ikke endnu! Bagefter var det ham muligt at lægge et stykke for had (jf. s.973). Heibergs og skuespillernes stigende indflydelse afspejles af stykkernes forsinkelse, mens det samtidig må understreges, at det endnu var muligt for direktionen at få de af den antagne stykker opført.

[sideskift][side 976]

21.2.2 Oversat lystspil

Molbech havde åbenbart ikke glemt sin kærlighed til Schillers lystspil "Der Neffe als Onkel" (jf. s.467), thi han mente, at det "maaskee ikke [var] uden Antagelighed", selv om "Oversættelsen .. ikke [var] af de allerbedste" (22.6.1839). Adler afgjorde sagen ved at notere: "Den skuffende Lighed mellem to Individer, som er Stykkets Pivot, lader sig vanskelig tilveiebringe; det er desuden høist lette Vare" (23.7.1839). Remitteret oversætteren den 16. aug. 1839 (Kp.nr.118).

Stykkerne fra Sommerskuespillene 1839 gav anledning til større meningsudvekslinger mellem teaterdirektørerne:

"Onkels Hemmelighed" (jf. s.955) blev uddelt den 24. aug. 1839 (PRFD) og givet allerede den 6. sept. 1839 uden i hvert fald Molbechs vidende og ønske (opført ialt 11 gange).

"Min Faders Kaarde" (jf. s.955) erfarede Molbech den 13. sept. 1839 (Journal) var blevet ansat til at skulle gives den 14. sept. 1839 (÷ PRFD). Indigneret herover ville Molbech i direktionsmødet den 20. sept. 1839 have vedtaget, "hvad der herefter vil være at betragte som Normen for et Stykkes Antagelse af Directionen? og hvilken Ansvarlighed for Stykkers Opførelse der kan komme til at paaligge Directionens, i den ordentlige og sædvanlige Theatercensur deeltagende Medlemmer?" (BmD 14.9.1839 adr. Adler). Deliberationsprotokollen er selvfølgelig tavs om dette udbrud fra Molbech, som Adler klogelig overhørte. Stykket blev kun opført den 17. sept. 1839 for teatrets regning (1).

I mødet den 13. sept. 1839 modtog Molbech også Scribes lystspil "Tys!" (jf. s.957). Han meddelte Kirstein og Adler, at han stadig opretholdt sit veto imod opførelse af dette stykke for teatrets regning, på grund af stykkets uanstændighed. Han anså det "for ganske ødelæggende for al Auctoritet af Directionens Bedømmelse, i Fald man indlader sig paa andet end ikke at modtage, hvad man to Gange før har afviist" (BmD 14.9.1839 adr. Adler). Se s. 1103.

"En Engel paa femte Sal" (jf. s.956) havde Holstein allerede den 23. aug. 1839 overført til teatrets repertoire (Adlers arkiv) til opførelse den 6. sept. 1839. Censor Molbech tog dog stykket under fornyet censur i sept. 1839; han fandt, at stykket strejfede "noget ind paa den Parisiske Sædeligheds laxe Forholds Beskaffenhed. Men dette er dog ikke i nogen Grad, som egentlig er betænkelig for vor Scenes Maalestok for det Sømmelige; det Hele er holdt naturligt, og uden al Søgen af det piquante Tvetydige". Han tvivlede [sideskift][side 977]på, at stykket kunne spilles godt nok på dansk på grund af Mariettes udførelse og stykkets hele parisiske tone (14.9.1839). Adler havde selv "seet det .. [spillet] ved en Sommerforestilling, og uagtet Udførelsen ikke var fortrinlig", var det blevet optaget med "temmeligt Bifald", hvorfor han også ville antage det til opførelse for teatrets regning (15.9.1839). Givet første gang den 19. sept. 1839 (opført ialt 11 gange). Se. s.1313.

A.H.J. Duveyrier & Ch. Duveyriers comedie-vaudeville "Maurice, ou le medicin de campagne" (GD 16.2.1839) behandlede Molbech generelt: "Den trivielle, forslidte, smagløse, udtværede Jargon i den moderne franske Lystspils=Maneer og Lystspils-Dialog, bliver mig, for min Deel, med hvert Aar mere piinlig og utaalelig; saa godt jeg endog kan komme til Rette, selv med den komiske franske Farce, saasnart den har noget af det der i Landet virkelig nationale .. Kunde nu endog det nærværende maaskee blive taaleligt og antageligt, tvivler jeg meget om, at det kan være det i den foreliggende Oversættelse" (22.6.1839). Adler noterede, at "Oversættelsen maatte gjennemsees hvis Stykket skulde opføres, hvortil jeg ikke finder det uværdigt", selv om det var et fabriksarbejde (22.8.1839). Man afventede Heibergs betænkning over oversættelsen; men da han må have afvist en revision (÷ HCp), remitteredes oversættelsen den 22. okt. 1839 (Kp.nr.153).

Mme Ancelots comedie-vaudeville "Juana, ou le project de vengeance" (TV 4.7.1838) fandt begge censorer antagelig på grund af dets "fond af dramatisk Handling og scenisk Interesse" (Molbech), hvilket Adler skrev ligelydende, men begge var enige om, at oversættelsen måtte tilføres "nogle Rettelser og Forandringer" (hhv. 15.8. og 15.9.1839). - Heiberg stejlede over oversættelsens ufyldestgørende kvaliteter ("keitet og tildeels uforstaaelig") men i øvrigt over originalens manglende fornuftige sammenhæng "saavel i Charactererne som i Intriguen" (HCp nr.4 efter 21.9.1839); efter at have læst originalen blev han kun bekræftet i sin bedømmelse af oversættelsen (HCp nr.4 efter 12.10.1839): Således kunne membre conseiller M. Heiberg overtrumfe censorerne, og oversættelsen remitteredes den 22. okt. 1839 (Kp.nr.151).

Den 18. okt. 1839 indsendte Carstensen sin oversættelse af "Le muet d'Ingouville" (jf. s.856) til Adler, da han ønskede den optaget i teatrets repertoire. Adler følte sig "ikke tiltalt af" stykket, fordi det forekom ham "ubetydeligt og uden dramatisk Interesse", [sideskift][side 978]men på grund af dets sceneheld ønskede han, at Heiberg ville "gjenneesee det" (31.10.1839). Heiberg var ganske på linje med Molbech: "Det er altfor usammenhængende i det Hele saa slet eller aldeles ikke motiveret, som om det var skrevet af et Barn; dertil affecteret i høi Grad" (HCp nr.11). Heiberg noterede, at stykket blev forkastet "i Directionsmødet den 8 Novbr. [1839]", men stykket blev ikke remitteret til Carstensen. Adler har sandsynligvis forsøgt en eller anden forhalingstaktik, thi på grund af kongens død og chefskiftet blev sagen først endelig stadfæstet i direktionsmedet den 12. febr. 1840. Remitteret Carstensen den 14. febr. 1840 (Kp.nr.16).

E. Souvestres komedie "Henri Hamelin, ou la femme qui n'est pas comprise" (GD 18.8.1838) blev oversat af Sille Beyer efter Heibergs anbefaling (HCp nr.10). - Molbech havde læst originalen "med Fornøielse" på grund af "den gode Dialog" og "den i flere Henseender correcte Stiil i den dramatiske Behandling, hvori man sporer en vis Tilbagevenden til ældre, bedre, mere moderate Former, end den nyere Tids skiødesløse franske Comedie vil vide af at sige". Stykkets sujet (en overspændt ung kunstners forliebelse i en fabrikantfrue) tiltalte Molbech, fordi forfatteren havde givet stykket en "god og moralsk" tendens: "Den franske Sædelighedstilstand lægges os her, i en enkelt Situation, uden Tvivl ret naturligt for Øine; ligesom der overhovedet forekommer mig i Sprog og Dialog at herske temmelig Naturlighed i dette Stykke". Molbech var på det rene med stykkets lighed med "Familien Riquebourg" (jf. s.461) men fandt, at en "med Smag og Omhyggelighed" foretaget oversættelse kunne gøre det anvendeligt for teatret (8.10.1839). Adler tiltrådte denne antagelse den 10. okt. 1839. Den 1. nov. 1839 indleverede Molbech Beyers oversættelse, men vota over oversættelsen affattedes ikke. Få grund af Frederik VIs død og Mad. Holsts tilstand sinkedes stykkets fremkomst, men efter at fru Heiberg havde overtaget Eugenies rolle, kunne der holdes oplæsning den 7. marts 1840 (HCp).. Heiberg indførte ca. 200 rettelser af sproglig art i sufflørbogen, hvor ikke meningen men talesproget ændredes (KTS nr.181). "Fabrikanten" havde premiere den 7. maj 1848 (opført ialt 9 gange) (2).

A. Duvals komedie "Le testament" (TF 9.4.1836) sendtes Heiberg til erklæring: "Stykket indeholder een meget god Scene .. og een god Characteer (Marquisen). løvrigt er Planen noget usammenhængende [sideskift][side 979]og forceret. Der er for meget Fortælling deri; især Expositionen lider deraf. Dog fortjener Stykket at antages"; oversættelsen kunne trænge til "en liden Revision" (HCp nr.3 før 25.11.1839). Molbech yndede dette stykke, fordi det "i sin hele Bygning og Tilsnit, i sin Charakteerudvikling, sin Handling og sine Situationer [havde] noget langt mere Correct og Simpelt, mere raisonneret og mindre piquant, end den moderne Skoles dramatiske Productioner ["Scribe og hans uoverskuelige Skole"]. Stykkets Tendents er mere til den historiske eller episke Udvikling af en, i Begivenhederne og Forholdene selv liggende Knude, end til den dramatiske Intrigue=Udvikling, eller til det Overraskende, Piquante eller Komiske i Situationerne. Saaledes er det ogsaa fortrinlig anlagt paa Charakteerskildring - men ikke just med fortrinligt Held" (før 25.10.1839). Meget præcist formulerede Molbech forskellen mellem den ældre franske komedie i begyndelsen af det 19. årh. og Scribes fornyelse. Heibergs mådeholdne votum viser klart forskellen mellem de to dramaturgers opfattelse af komedien: Heiberg satsede på intrigeudvikling, Molbech på begivenhedernes iboende kraft og deraf flydende handling. Oversættelsens kvalitet var han ikke enig med Heiberg om, hvorfor han selv "paa mangfoldige Steder" havde rettet og forandret den. Den franske original var "i den gamle Sprog-Tone", hvorfor den danske oversættelse burde "være ligesaa reen og correct" (l.c.). Den 31. okt. 1839 tiltrådte Adler antagelsen (Cp), hvorpå direktionen og Heiberg diskuterede rollebesætningen. Molbech havde allerede tidligere givet forslag dertil, mens Heiberg leverede sit i mødet den 1. nov. 1839. Af principiel betydning vedrørende dette emne skrev Molbech til Adler: "Jeg maa endnu til Slutning bemærke, at det vist nok vil blive meget ubeleiligt, generende og skadende for Directionen, at lade Prof. Heiberg faae Initiativet til alle Rolle-Forslag i oversatte Stykker; hvortil jeg ikke indseer, at han har nogen Adkomst nu, han intet mere selv oversætter. At Directionen ved enhver Rollebesætning hører hans Mening, naar den først selv er nogenlunde enig - er meget godt og gavnligt; men ikke, at lade Dir[ectionen] efterhaanden komme under hans Formynderskab" (BmD 7.11.1839): Heiberg havde tydeligvis taget teten imod Molbechs vilje, også på dette område. Rollerne blev uddelt den 8. febr. 1841 (PRFD), men Heiberg var imidlertid ikke tilfreds med Molbechs revision af Hvids oversættelse af stykket, hvorfor han påtog sig at revidere oversættelsen: [sideskift][side 980]Den 17. aug. 1841 tilsendte han Levetzau sin korrigerede version "med Angivelse af Molbechs uefterrettelige Revision" (HCp efter nr.62, skrivelsen tabt). Stykket blev oplæst den 25. sept. 1841, men stykket gik tilbage på grund af Scene-Comitteens virksomhed (jf. s.1090). Den anden oplæsning fandt sted den 22. jan. 1842 (l.c.), men trods vanskeligheder med kostumet, lykkedes det dog at få premiere på "Et Testament" den 2. marts 1842, efter en række mindre indholdsmæssige forandringer (opført ialt 5 gange) (3 + 4).

Chapelle & Chaise de Cahagnes "Le grand-papa Guérin" (GD 20.10.1838) var blevet tilstillet Heiberg i maj 1839, hvorefter det blev anbefalet til oversættelse af skuespiller Hvid; "Efter at Oversætteren havde paataget sig at rette noget over 100 større og mindre Misgreb, blev hans Arbeide, paa mit mundtlige Ansvar" antaget i direktionsmødet den 1. nov. 1839, noterede Heiberg (HCp nr.9). Hvis det ikke netop fordi Heiberg selv havde skrevet det, ville man næppe tillægge det vidneværdi. Efter antagelsen sendtes stykket til Molbechs forcensur, der udfærdigedes efter at rolleudskrivningen var blevet påbegyndt (l.c.). Molbechs votum formede sig stort set som et handlingsreferat, men derudover tilføjede han, at der mellem "de to Gamle [kunne] blive adskillig Theater-Effect for Liebhavere af det Rosenkildeske rørende genre [, hvortil Molbech ikke hørte]", idet han dog lagde til, at såvel stykket som oversættelsen måtte anses for antagelige (8.11.1839). Adler syntes derimod, det var væsentligt, at stykket havde en rolle til Rosenkilde, endvidere at stykket kunne "indstuderes ved Siden af flere andre antagne Stykker", uden at genere opførelsen af disse (udat.). "Bedstefader Guerin" oplæstes den 22. nov. 1839 (HCp nr.9), hvorpå premieren fandt sted den 5. febr. 1840: "Paa min Begjæring i Directionsnødet den 7 Febr. henlagt". skrev Heiberg (HCp nr.9), uden at oplyse grunden hertil (5).

V. Børgesens oversættelse af L. Halévys comedie-vaudeville "La rose jaune" (TV 26.8.1839) havde Molbech kun hånsord tilovers for: "Enden er ligesaa flau, som hele Stykket; og Personerne, kan man sige, søge, om muligt, at overgaae Handlingen i Ubetydelighed og Trivialitet. - Oversættelsen er meget fri, og for Resten langt fra at være mesterlig" (20.12.1839). Heiberg fandt stykket "høist ubetydeligt, og hvad der i Dialogen er ret lystigt, er saa localt fransk, saa parisisk, at det vanskeligen kan gjengives i Oversættelse". Han var også utilfreds med Børgesens oversættelse, dels [sideskift][side 981]fordi denne havde udeladt "adskillige af de bedste bons-mots", dels fordi han havde forsynet stykket med "smagløse Tilsætninger (HCp nr.13 før 21.12.1839). Adler læste ikke stykket (l.c.), før det remitteredes den 7. Jan. 1840 (Kp.nr.2).

Rochefort & Ach. d'Artois' comedie-vaudeville "Le comédien de salon" (TVR 30.6.1836) fandt Molbech, spillet i Frankrig kunne more, "naar man der en Times Tid vil[le] tage til Takke med en overgiven Spøg, uden egentlig dramatisk Kiærne". Kunne man få "en bedre, med mere Frihed og Lethed behandlet Oversættelse, end den indsendte" ville Molbech vove forsøget, om Jfr. Petersen spillede Céline (22.12.1839). - Heiberg mente ikke, stykket var egnet til opførelse "paa vort offentlige Theater .. Oversættelsen er overordentlig slet" (HCp nr.14 efter 3.1.1840). Heller ikke dette stykke læste Adler, før det remitteredes den 14. jan. 1840 (Kp.nr.3).

En af skuespillerne Wolff leverede den 10. febr. 1840 teatret en prøve på sit lystspil i tre akter "Der Schatz oder das Familien Archiv". Ingen af censorerne ses at have beskæftiget sig med dette inferiøre arbejde (DKTB). Se Overskou V 382.

Skuespiller Winsløws oversættelse af Scribes gamle komedie "Malvina, ou un mariage d'inclination" (GD 8.12.1828) ses ikke behandlet af censorerne. Returneret den 10. marts 1840 (Kp.nr.28). Se s.1073.

Duveyrier & Bonifaces "Le témoin, ou la Porte Maillot" (TVR 21.9.1820) syntes Molbech nok var "alt for tyndt, til at kunne fylde paa vort Theater", men fandt dog, at var teatret "i stor Trang", kunne det opføres, fordi det trods alt kunne give "Phister Leilighed til at uddanne [Courtois' rolle] .. til en temmelig comisk Figur" (26.2.1840). Selv om det var en bagatel, fandt Heiberg, at det kunne gerne udfylde en forestilling, når oversættelsen fik tilbageført et par "udeladte Pointer" (HCp nr.24 efter 4.3.1840). Adler erklærede sig enig med Molbech (25.3.1840), hvorefter oversætteren meddeltes, at han enten kunne afhente manuskriptet eller lade det henligge på "Theatercomptoiret, for det Tilfælde, at man engang, naar intet bedre af lignende Eenactsstykker var for Haanden kunde bestemme sig til at lade det opføre" (Kp.nr.38 21.3.1840). Stykket blev følgelig glemt.

Bulwer-Lyttons successtykke "The Lady of Lyons; or, Love and Pride" (1838) leveredes i N.V. Dorphs oversættelse, men Molbech ønskede originalen tilsendt, førend han "kunne indlade sig paa nogen Bedømmelse af" stykket (Dp 18.1.1839). Molbech lod imidlertid [sideskift][side 982]stykket ligge ulæst. Den 28. maj 1839 bad Adler ham om at sende stykket til Holst, da han var "meget begjærlig efter at faae" stykket (til en sommerforestilling?) (NkS 2336). Dorph havde adgang til regissøren uden om direktionen, thi før Molbech censurerede stykket, havde Liebe udskrevet "SouffleurBog og samtlige Roller" (TK 1839 4.kv.nr.473), som dog ganske vist ikke blev uddelt (PRFD). - Molbech returnerede en afskrift af stykket til Adler den 6. jan. 1840: "Skulde nu De og Professor Heiberg finde baade Stykket og Oversættelsen antagelig, og den sidste som den hos os og paa vor Skueplads bør være, naar man spiller et Arbeide af Bulwer, da kunde jo det oversatte Stykke godt antages, uden at jeg deeltog i Forhandlingen derom, som jeg gierne ønskede at være udenfor" (BmD). Modsætningsforholdet mellem Dorph og Molbech var gensidigt inderligt. - Adler foretog sig imidlertid ikke noget forhastet, thi først den 1. april 1840 modtog Heiberg stykket til betænkning: "Alt er her ligesaa exoterisk som ellers, ydre Begivenheder uden indre Livspuls, raae Characterer og Anskuelser, triviel Dialog og Handling, idelige unyttige Scene forandringer". Heiberg konkluderede: "Det er mærkeligt, hvor aldeles talentløst dette Arbeide er. Den berømte Romanforfatter viser sig her som et Barn i det Dramatiske". Dorphs oversættelse var i "den versificerede Deel yderst slet og feilfuld" (HCp nr.26). - Molbech censurerede stykket, som han ikke fandt egnet til at bringes på scenen, fordi han anså "Charaktererne og Situationer for at være alt for unaturlige og forskruede; ligesom det hele Drama er en underlig Sammensætning af temmelig megen Svulst ved Siden af temmelig megen Trivialitet .. At enkelte, og maaskee ikke saa faa Partier ere skikkede for den dramatiske Fremstilling af gode Skuespillere, og derved ville kunne afgive partielle Effecter paa Scenen: har jeg ikke overseet. Men kunne disse lønne Arbeidet og Anstrengelsen, som det Heles Indstudering vil fordre? - Dette er ikke min Mening. - Oversættelsen af dette Stykke .. er vort Theater uværdig, skiødesløs, fuld af smagløs Trivialitet, stiv til sine Tider - alt for letfærdigt behandlet til andre" (udat. om dets placering i forhold til Heibergs votum er rigtig får stå hen). - Heibergs og Molbechs enighed om stykkets uanvendelighed, Molbechs uvenskab med Dorph, Adlers dulgte sympati for dennes kandidatur til teaterdirektørposten, kongens bevidste udnyttelse af Dorph og det megen unaturlige hemmelighedskræmmeri omkring personen Dorph, gør det [sideskift][side 983]umuligt at opklare, hvad direktionen eller et af dens medlemmer lod Dorph forstå. Se s.1127.

Arm. & Arc. d'Artois' komedie "Vingt-six ans" (REN 31.3.1839) sammenlignede Molbech med "La demoiselle majeure" (jf. s.934). Han fandt, at "Situationen [var] langt mere udelicat og stødende" i "Sex og tyve Aar" end i "Pigen paa 28 Aar", fordi pigen om hun ikke var "giftesyg, dog giftelysten". Den "dramatiske Behandling" i "Sex og tyve Aar" var også ringere end i det andet stykke, fordi der var en idelig prædiken og reflektering, men ingen "Lystighed, Vittighed, komiske Situationer". Molbech afsluttede sin censur med en række eksempler på oversættelsens mangelfulde sprogbehandling ("stiv, smagløs eller feilagtig") (30.3.1840). - Heiberg fandt "Sujettet uinteressant, uden at tale om, at det for os er stødende, paa selvsamme Maade som "Pigen paa 28 Aar"; desuden er her ingen egenlig Catastrophe .. Oversættelsen er meget slet" (HCp nr.27 efter 1.4.1840). Den 5. maj 1840 returneredes stykket til V. Børgesen, idet man gjorde opmærksom på, at "Pigen paa 28 Aar" just i "den senere Tid er bragt til Opførelse" på teatret, hvorfor et stykke med et sujet af samme art ikke kunne antages (Kp.nr.60).

De til Heiberg i maj 1839 sendte 44 stykker indeholdt 14 comedie-vaudevilles, hvoraf de 2 er omtalt ovenfor (hhv. s.978 og s.980).
Resten henlå:
(1) C. Bernay "Le ménestrel" (TF 13.8.1838).
(2) Chapelle & Vanderburch "Peau d'âne" (PSM 10.8.1838).
(3) Dumersan & Dumanoir "La vie de château" (TVR 27.9.1838).
(4) L. Monrose & H. Hostein (efter Destouches) "L'obstacle imprévu, ou l'obstacle sans obstacle" (TF 3.10.1838).
(5) Théaulon, Lurieu & Ch. Desnoyer "La boulangère a des écus" (TVR 3.11.1838).
(6) A.H.J. Duveyrier, Carmouche & Courcy "Mlle Clairon" (GD 13.11.1838).
(7) Alex. de Longpré "Une Saint-Hubert" (TF 20.2.1838).
(8) E. Lemoine Moreau, Dubois-d'Avesnes "Candinot, roi de Rouen, ou le trésor de Charles V" (GD 16.12.1838).
(9) Chapelle & Dupeuty "Mademoiselle" (GD 7.10.1838).
(10) Balisson de Rougemont "Le discours de rentrée" (GD 28.11.1838).
(11) Félix Arvers & Petitjean "Les parents de la fille" (REN 10.12.1838).
[sideskift][side 984](12) A.H.J. Duveytier & Roger de Reauvoir "Le Marquis en gage" (GD 29.12.1838).

Sammenlignet med dramerne (jf. s.974) kan det nok undre, at intet af ovenstående blev udnyttet, ihukommende at størsteparten af oversatte stykker i det københavnske repertoire havde været præsenteret på Théâtre du Gymnase Dramatique.

Sæsonen må betegnes som en af de vigtigste, fordi Heiberg tiltog sig langt større magt over repertoiret end direktionen i aug. 1839 havde ønsket at give ham. Han regerede imidlertid kun i den korte overgangsperiode, der begrænses af kongens død, Holsteins afsked - det Collinske interregnum (indtil okt. 1840) samt et par måneder mere: omkring 1841 opgav han ævred, indtil Collin atter trådte til i 1842-43. - Heibergs antagelse og forkastelse af stykkerne kunne gerne ske i en privat censurprotokol, men hans direkte indblanding i den officielle antagelse og dermed teatrets egentlige repertoire stod der intet om i hans udnævnelsesbrev som membre-conseiller de l'administration. Adlers svaghed og travlhed (efter 3. dec. 1839) gav Heiberg mulighed for at trænge Molbech til side. Af de foregående sider fremgår det med al ønskelig tydelighed, at netop denne del af repertoiret havde begges største interesse, hvorfor interessemodsætningerne netop her måtte træde frem. Ordduellen om Duvals stykke er da repræsentativ for dramaturgernes forskellige repertoirepolitik. Kunststykket var ikke enighed om det middelmådiges forkastelse eller det superbes antagelse, men netop grænsestriden om en definition af teatrets moralitet såvel udvortes som scenisk. Heiberg var langt mindre konsekvent med hensyn til den første kategori, som derimod var Molbechs force, mens han klart redegjorde for stykkernes indre moralitet, defineret ved Hegels filosofiske begrebsapparat i Heibergsk fortolkning. - Forløbet af denne sæson viser klart Heibergs øgede indflydelse, Molbechs svindende, mens de øvrige aktører enten overhovedet ikke satte pen til papiret eller forholdt sig tavse. Adlers pib gjaldt projektion af bekendte, men formede sig stort set kun som forhalingsmanøvrer med henblik på udsættelse af afslag. - Af 18 stykker blev de 7 antaget. 1 opført på Heibergs ansvar og 1 imod Molbechs udtrykkelige vilje. 1 fik Heiberg udskudt opførelsen af helt til sæsonen 1841/42. 1 stykke blev antaget via regissøren, hvilket dog vel er det mærkeligste ved det hele. 1 stykke fik Heiberg forkastet, mens 1 stykke blev lagt i direktionens skab for [sideskift][side 985]at blive glemt. Skuespillerne gjorde også deres for at sinke skellige stykker: Hvepsereden synes utrolig opfindsom i variationsmuligheder. Konsekvensen i teatrets repertoirepolitik udblev følgelig for samtidens publikum.

[sideskift][side 986]

21.3.1 Dansk opera

Syngestykket "Oldingens Søn" var produceret af en teatergal person (med "ufortrøden .. Flid og Stræbsomhed"), aldeles blottet for evne til dramatisk behandling af et stof: "Jeg vil haabe, at denne - som det synes endnu noget ungdommelige og ret godmodige Forfatter, ikke vil være saa forhærdet og incurabel i den dramatiske Manie, som Oldingen Faber", noterede Molbech (5.9.1839). Adler var vel af samme mening, men udtrykte dog en slags medfølelse med den arme forfatter, der røbede "Anlæg, der bedre dyrkede maaskee engang kunde bære bedre Frugter" (15.9.1839). Remitteret den 20. sept. 1839 (Kp.nr.133).

Operaen "Frugtpigen", forfattet af en anonym regensianer, tilhørte den af Molbech stærkt kritiserede genre: "Studenter-Comedier", selv om den var formet som et syngespil. Som alle de andre handlede dette stykke om "Regents= og Studenter=Forhold, Forlibelsee og Forlovelse", som aldeles ikke kunne tåles på Det kgl. Teater (22.11.1839). Adler kunne "ikke stemme for dette Stykkes Antagelse" (12.2.1840), hvorefter det remitteredes den 14. febr. 1840 (Kp.nr.11).

Overskous (og Jensens) syngespil "Turkomannerne" blev ifølge Molbech indleveret i nov. 1839. Han læste det ikke, men Heiberg modtog stykket til censur; han sammenlignede det med "Guerillabanden" (jf. s.471): "Samme Incohærens og Overfladiskhed i Compositionen, samme Mangel paa tilstrækkelig Motivering og paa menneskelig Interesse. Men kan Stykket erholde en god Musik, har det Krav paa at antages fremfor mangen udenlandsk Operatext" (HCp nr.25 efter 25.3.1840). Remitteret få dage efter; se s.1083.

Aldeles uinteressante kan man vel ikke kalde disse stykker, thi de afspejler tidens uformuenhed samt Overskous manglende evne til at få sine sager opført på Det kgl. Teater. Om aktørernes interaktion kan det vel kun undre, at Heiberg alene tog sig af Overskous stykke, mens behandlingen af de øvrige næppe kan lægge nyt til deres varetagelse af censorembedet.

[sideskift][side 987]

21.3.2 Oversat opera

Monpou/St. Georges & Leuvens opera-comique "Le luthier de Vienne" (OC 30.6.1836) var allerede en ældre sag. Heiberg havde erklæret stykket for "flaut .. men maaskee vilde det alligevel behage. Musiken, uden at være original, er ret underholdende, men den udfordrer en stor Sangerinde" (Borup nr.350 8.9.1836). Partituret blev leveret i maj 1838 (TK 1838 3.kv.nr.131), uden at det fremgår hvem der bestilte dette. Da syngespiloversættelser sorterede under Overskou ses ingen vota. Rollerne uddeltes i juni 1839 (PRFD). "Instrumentmageren i Wien" opførtes første gang den 12. sept. 1839 (opført ialt 5 gange ) (0).

Auber/Scribe & Duveyriers opera-comique "Le concert à la cour, ou la débutante" (OC 3.6.1824) oplyste Rindom Adler om, at "Man har paatænkt til Hendes M[ajestæts] Fødselsdag at give, foruden den Ballet B[ournonville] componerer .. Hvis Partituret ikke findes blandt Sibonis Efterladenskaber, forskriver .. Lose [det] i Morgen" (Adlers arkiv 23.8.1839). Lose leverede den 2. sept. 1839 klaverudtoget (til oversætteren) og den 30. sept. 1839 partituret (TK 1840 1.kv.nr.205). Heller ikke til dette stykke ses censorvota. "Hof-Koncerten" blev indstuderet af den herværende Bochsa (jf. s.999) og opførtes som geburtsdagsstykke den 28. okt. 1839, før "Festen i Albano" (jf. s.998) (opførtes ialt 5 gange).

Adam/Leuven & L. Lhéries opera-comique "Le brasseur de Preston" (OC 31.10.1838) leveredes teatret i partitur den 12. juni 1839 og klaverudtoget ankom den 26. juli 1839 (TK 1840 1.kv.nr.205). Molbech glædede sig over, at han denne gang fik teksten til censur "før Rolle-Udskrivningen (hvilket i den senere Tid med endeel Syngestykker ikke har været Tilfældet)". Han var meget skuffet over stykket, fordi det indeholdt alle de typiske fejl, som "franske Fabrikarbeider" ejede: "det, der i disse Stykker skal være komisk eller lystigt, [er] som oftest .. trivielt, smagløst og udtværet i en langtrukken, kiedsommelig Udvikling af Situationer, som, naar man nøiere betragter dem vel kunne være dumme, urimelige og i det Høieste nu og da noget burleske - men sielden give den ægte, den grundige komiske Latter noget Stof": Stykket måtte altså alene antages på grund af musikken, som Molbech intet kendte til (26.9.1839). Adler mente netop, at oversættelsen skyldtes musikkens succes på forskellige "fremmede Theatre", hvorfor han da ikke nægtede at gøre forsøget også her i Danmark (10.10.1839). Roller blev snart uddelt (3.11.1839 (PRFD)), men først efter ret [sideskift][side 988]gennemgribende rettelser især af de lavkomiske partier og behandlingen af forholdet mellem Effie og Robinson blev "Bryggeren i Preston" givet den febr. 1840, forsinket på grund af Schwartzens sygdom og teatrets lukning på grund af Frederik VIs død (opført ialt 10 gange) (1).

Tekstbogen til F. Halévys opera-comique "Le dilettante d'Avignon" (OC 7.11.1829) læstes af censorerne allerede i sommeren 1836. Til Fröhlich skrev Kirstein: "[Jeg] har .. endnu ikke faaet Textbogen tilbage fra Justitsraad Molbech [, som var på rejse], hvem jeg havde givet den til Giennemlæsning. Saasnart jeg faaer den, skal jeg ogsaa sætte den i Arbeid" (Troensegaard I.1 16.8.1836) (2). Som så ofte før, når det gjaldt udenlandske syngestykker, var afgørelsen truffet før censorernes læsning. - Borgaard indleverede sin oversættelse i nov. 1838 (Dp 16.11.1838). Af hans brev til Løvenskjold fremgår det, at der var blevet ført forhandlinger om stykkets opførelse, men på grund af musikkens beskaffenhed kunne den ikke opføres (UjBr Løvenskjold 4.7.1839). - Den 30. sept. 1839 indskrev Molbech sit votum: "som Text til et lille muntert Syngestykke, hvortil man ikke giør andre Fordringer, end en Times Tid at mores ved let, behagelig Musik, og et eller andet let og underholdende Sujet, som passer til den musicalske Behandling - forekommer denne Text mig at svare ret vel til sin Hensigt; skiøndt man ikke kan negte, at det i samme gaaer vel meget ud paa Musik, og noget ud over den italienske". - Adler derimod mente, at "det kunde være betænkeligt at kalde til Live igien [striden] .. om den italienske Musiks Fortrin" (2.10.1839) (3), hvilket skal forstås på den måde, at Adler ønskede den italienske operas renaissance (jf. s.1094). Borgaard havde, ifølge Molbech, været mester for tilsætninger om forholdet mellem italiensk og lokal opera (NkS 2585), men desuagtet blev stykket i uændret form (KTS nr. 735) udskrevet endnu i 1839 (TK 1839 4.kv.nr.454). På grund af smagsændringen ved hove efter tronskiftet blev syngestykket aldrig opført.

Halévy/Scribe & Duports opera-comique "Les treize" (OC 15.4.1839) leveredes af Lose den 30. sept. 1839 i partitur (TK 1840 1.kv.nr 205). Heller ikke dette stykke blev opført på Det kgl. Teater. Først i nov. 1839 indleverede Oehlenschläger sin oversættelse af "Norma" (jf. s.881). I sin forerindring til udgaven anførte han: "De italienske Syngespil have, som bekiendt, sielden poetisk Værdi, [sideskift][side 989]men tiene som Ledetraad for Musikerens Phantasie og Følelse. Han maa selv ogsaa være Digter. Derfor burde i slige Stykker recitativerne aldrig forandres til Tale, og det er vel, at man ved Opførelsen af .. Norma afskaffer hiin Uskik paa den danske Skueplads" (Liebenberg I 185). De følgende år blev operarepertoiret renoveret ved lignende oversættelsespraksis; materialet røber desværre ikke, hvem der tog initiativ til denne innovation. - Noget af det første Levetzau foretog sig som teaterchef, var at bestemme "Rollebesætningen .. for den nye Opera .. og Chefen beordrede at denne ufortøvet maatte indstuderes og være færdig omtrent til d. 8^de Marts" (Dp 12.2.1840), fordi den nye konge var sindet at indfinde sig for første gang i teatret som regerende konge ved opførelsen af denne opera. Den 14 marts 1840 tilskrev Levetzau Adler, at kongen "finalement [a] accepté le vendredi prochain pour la réprésentation de Norma" (Adlers arkiv). Efter "Fædrelandets Muser" (jf. s.998) opførtes da endelig "Norma" for første gang i Danmark den 20. marts 1840 (opført ialt 11 gange i den behandlede periode). Heiberg havde leveret sangen "Ved Kongens og Dronningens første Tilstedeværelse i Skuespilhuset" (Poet.Skr.Bd.9 293). (4). Se s.999.

Den 12. jan. 1840 leverede Lose teatret partituret til Halévy/ Scribes opera-comique "Le sherif" (OC 2.9.1839) (TK 1840 3.kv.nr.37). Overskou fik stykket til oversættelse, og allerede den 10. maj 1840 indførte Molbech sin censur i protokollen: Selv om det forekom ham noget "langtrukket i sin Behandling", ventede han sig, at "det fra den dramatiske Virknings Side, vel omtrent vil[le] komme til at staae i Linie med "Bryggeren i Preston", over dette Syngestykke neppe". Oversættelsen var udført med Overskousk "Lethed og Routine - og det en i Syngestykker af den Charakteer, som nærværende, ikke uheldig Routine". Rollerne blev uddelt den 20. maj 1840 (PRFD) og af Collin valgt til at åbne sæsonen 1840/41, men han led nederlag ved "Sheriffen"s opførelse, thi ved den 2. forestilling den 5. sept. 1840 pibedes der. Collin meddelte Adler, at han havde henlagt stykket (Adlers arkiv 7.9.1840), men endnu den 21. sept. 1840 opførtes stykket for sidste gang (5).

I sine breve fra Rom, Paris og Milano omtalte Rung til forskellige adressater (Adler, brødrene og teaterdirektionen) de forskellige operaer, han havde set og kunne ønske sig opført i Danmark, når han kom hjem. I brevet til teaterdirektionen, dateret den 2. [sideskift][side 990]febr. 1840 omtalte han følgende operaer:
(1) Auber/Scribe & Duveyrier/(ballet) Coralli "Le lac de fées" (ARM 1.4.1839).
(2) Halévy/Scribe "Le drapier" (ARM 6.1.1840).
(3) Bellini/Romani "Norma", se s.881 og s.988.
(4) Bellini/Romani "I Capuletti ed i Montecchi", se s.1266.
(5) Donizetti/Cammarano "Lucia di Lammermoor" (Teatro San Carlo 26.9.1835).
(6) Donizetti/Romani "L'elisire d'amore" (Teatro della Canobbiana 12.5.1832).

Aubers opera var "Et af hans maadeligste Arbeider"; Halévys var "ogsaa en daarlig Composition" (I.B.nr.87). Ingen af dem blev opført på Det kgl. Teater. Rung var tydeligvis mest interesseret i Donizettis værker: "Begge Musikerne ere meget smukke. Selv om de for Øieblikket ikke kunde opføres vilde det dog saavel til Concerter som til Studium for Sangerne være høist gavnligt at anskaffe dem" (l.c.). Først opført på Det kgl. Teater i 1850erne på grund af kongens ændring af teatrets repertoirepolitik, se s.1096. Bellinis "I Capuletti ed i Montecchi" (Teatro La Fenice 11.3.1830) gav Rung ingen ord med på vejen, men erklærede sig rede til at ekspedere direktionens "nærmere Ordre" (l.c.). Se s.1041.

Da Rung kom hjem i 1840, blev han syngelærer ved teatret og ønskede, når han havde dannet nogle sangere, at producere italienske operaer (UjBr 8.8.1840). Musiksmagen var ændret i de smagsdannende kredse.

Også syngestykker sendtes til Heiberg i maj 1839 til betænkning:

(1) Planard & Leuvens tekst "Thérèse" til Carafas musik (OC 26.9.1838).

(2) Planard & Goubaux' tekst "La mantille" til Bordèsès musik (OC 31.12.1838).

(3) Ed. Monnais & Duports tekst "La dame d'honneur" til Despréaux' musik (OC 4.10.1838).

(4) Scribe & Dupins tekst "La figurante, ou l'amour et la danse" til Clapissons musik (OC 24.8.1838).

(5) St. Georges & Leuvens tekst "Lady Melvil, ou le joaillier de St. James til Grisars musik (REN 15.11.1838).

Der var tale om overvejende ukendt musik i Danmark, som imidlertid fik lov at forblive ubekendt.

Som altid når det drejer sig om oversatte syngestykker er kildematerialet [sideskift][side 991]sparsomt, ligesom censorernes indflydelse var det. Molbech, pligtopfyldende som han var, gav dog et par af syngestykkerne et par ord med på vejen, men helt andre kræfter bestemte hvilke operanyheder, teatret skulle og kunne bringe, således som bl.a. Rung påpegede i sin skrivelse til teaterdirektionen. - "Norma" blev bestilt af kongen, mens det ikke med bestemthed kan siges, hvem der fik de øvrige syngestykker introduceret på den rette måde, således at den til enhver tid fungerende chef kunne underskrive stykkets rollebesætning. - Heiberg havde aldeles ingen andel i denne del af repertoiret, mens Overskou som oversætter vel havde større indflydelse end nogen: sangerne ses ikke at have lagt hindringer i vejen for opførelsen af disse syngestykker i modsætning til skuespillernes mangfoldige kabaler. - Zinck, Fröhlich, Bredal, etc. var ikke meget skrivende folk, men heller ikke de har næppe haft indflydelse på repertoiret. De mange forsyninger fra forskellige kilder taler deres tydelige sprog om en stor, fornyet interesse for musikdramatik.

[sideskift][side 992]

21.4.1 Dansk vaudeville

"Søkadetterne iland" blev skrevet i foråret 1839 af Henrik Wergeland. Den 2. maj 1839 indleverede han det anonymt til Christiania Teater samtidig med at det sendtes til Wergelands bekendt, præsten Bierring, der indleverede det anonyme stykke til teatercensuren i Danmark (Dp 24.5.1839). Molbech læste stykket med en slags nysgerrighed, men blev slemt skuffet: Stykket var "aldeles .. hors de saison for vort Theater" på grund af dets megen "Raahed og en Matros-Tone af den plumpeste Art". Molbech mistænkte endog forfatteren for at ville have gjort "en Slags Satire paa vor Sø-Etat", men forfatterens "Mangel paa æsthetisk og dramatisk Cultur" røbede kun hans svaghed. Molbech tilkendte Wergeland en kun yderst svag "Evne i at opfinde, componere og dialogisere et dramatisk Vaudeville-Sujet" og tvivlede meget på, at stykket kunne opføres selv i Christiania, hvor "Smagens .. Maal .. [dog var] temmeligt rumeligt" (31.7.1839). Adler indskrænkede sig til at erklære sig enig med Molbechs dom om stykkets uantagelighed (5.8.1839), hvorpå stykket returneredes den 16. aug. 1839 (Kp.nr.120). Se s.1085.

Den 5. sept. 1839 indsendte Andersen sin dramatiske spøg "Den Usynlige paa Sprogøe" (jf. s.956). Molbechs censur formede sig indledningsvis som et referat af Andersens breve til Adler og ham selv; hans henvisning til pengetrang som et argument for opførelse ville Molbech overlade til kollegerne. Anderledes stillede han sig imidlertid til det rent kunstneriske. Andersen havde selv anført, at stykket var en "Ubetydelighed", hvorfor det måtte overvejes, om direktionen burde antage det, blot "fordi det er opført en eneste Gang ved en Sommerforestilling og ved den Leilighed har vundet Bifald". Molbech gentog, at "Directionens befalede Censur" over stykker til Sommerforestillingerne "kun [kunne] gaae ud paa, at intet i moralsk eller politisk Henseende anstødeligt eller skadeligt, ved den Leilighed kommer frem. Stykkernes æsthetiske og dramatiske Værdi .. kan derimod ikke indvirke paa Bedømmelsen af et Stykke, som Skuespillerne for deres private Regning ville opføre" (12.9.1839). Molbechs fastholden ved dette princip havde dog haft betydning ved opførelsen af "Kean" (jf. s.925), thi publikums interesse for et stykke kunne ofte betyde, at direktionen ingen magt havde til at hindre det pågældende stykkes overførelse til vinterrepertoiret. Kollusioner ved repertoiret i sommeren 1839 gav imidlertid Molbech lidt albuerum i denne sag: "da jeg har erfaret, at man har opført et Stykke fra Sommerforestillingerne [sideskift][side 993]("Onkels Hemmelighed"), som jeg har stemt imod, og som ikke ved nogen Directionsbeslutning her i Protocollen er antaget til Opførelse - ligesom man i Directionens sidste Møde omtalte et andet Stykke ["Min Faders Kaarde"] under lignende Categorie, som bestemt til Opførelse, hvilket endog af Navn var mig ubekiendt: kan vist nok "den Usynlige paa Sprogøe" gierne komme i lige Situation med "Onkels Hemmelighed" og har i det mindste dette forud for sidstnævnte Stykke, at det aldeles ikke, saaledes som Onkels Hemmelighed, er anlagt paa et umoralsk og anstødeligt Motiv. Da dette Stykke er opført imod min Stemme, seer jeg ikke, hvorfor ei "den Usynlige paa Sprogøe" kunde opføres med samme; saameget mere, som den lille Jomfru Fredstrups Dands let vil kunne skaffe det en vis Art af success - ja maaskee glimrende Success - som Hr. Andersen da bør vogte sig for at tilskrive Farcens øvrige Indhold" (l.c.). Molbech havde nok dramaturgiske indvendinger imod stykket, men ingen moralske, hvorfor det da kunne gå med, om ikke andet så for Jfr. Fredstrups skyld. - Adler ville have forkastet det, havde han kun kendt det fra læsningen. Andersens trang til honoraret kunne ikke være udslaggivende, men opførelsen ved Sommerforestillingen måtte være det: "Hr Foersom, siger man, har givet Hovedrollen med en saadan Originalitet og saa comisk, at Publicum har været i Latter fra Begyndelsen til Enden. Petrine Fredstrups Udførelse af el Jaleo vil, mener man, give "Spøgen" en forøget Interesse. Hvorvidt disse Considerationes kunne anbefale den til, uagtet dens Værdiløshed, at komme paa Scenen igjen, maae jeg henstille til høiere Afgjørelse" (15.9.1839). - Forhandlingerne i mødet den 20. sept. 1839 om stykket blev ikke protokolleret, men resultatet blev, at Heiberg modtog stykket til betænkning. Af "ydre Grunde" anbefalede han det til opførelse (HCp nr.1): til direktionen skrev han, at stykket forekom ham "at være et høist trivielt Product, hvis Opførelse jeg, under alle andre Omstændigheder end de nærværende, vilde fraraade" (Borup nr.431 20.9.1839). Fra kongens bibliotek sendte Adler Molbech Heibergs betænkning: "Chefen refererer sig til Censorerne, hvis de ere af Prof Heibergs Mening, skal Stykket blive ansat til Opførelse, og det ere vi jo. Jeg kan i Henhold til mit i Protocollen afgivne votum ikke modsætte mig Stykkets Opførelse, det vil altsaa komme an paa, hvad De, Høistærede, bestemmer, og om muligt endnu i Dag, meddeler H. Excellence" (BHS 21.9.1839). Mere mageløst uklart, må det tilføjes, kunne [sideskift][side 994]det vel næppe formuleres. Thi var sagen afgjort, hvorfor da give Molbech endnu en chance til at betinge sig en opførelse. Molbech udnyttede denne (ube)hjælpsomhed og forfattede et langt brev stilet til Holstein og Adler. Han kædede meget behændigt tingene sammen: "Jeg maa .. frit tilstaae: at den eneste reelle Grund, jeg tør angive til at stemme for Stykkets Opførelse .. er min fuldkomne Overbeviisning om, at det af Directionens Pluralitet antagne Stykke .. "Mulatten", som høiere Drama betragtet, aldeles ikke har mere Værdi, end "den Usynlige paa Sprogøe", som Farce betragtet" (HCAH 21.9.1839). Altså når teatret kunne antage det kostbare drama "Mulatten", kunne det vel også antage den omkostningsfrie farce. Alligevel fremførte også Molbech det argument, at "det allene er Hs: Exc. Theaterchefen, der, efterat have afveiet det meget svage og vaklende i Censorernes Dom .. og holdt det ikke meget kraftige, der kan siges til Fordeel for Stykket og Forfatteren, qua dramatisk Digter, ved Siden af det Brudd, der vel fra en vis Side kan siges ved Stykkets Opførelse at skee paa Theatrets Værdighed, i sidste Instants kan afgiøre: om Directionen har Grund til at lade Publicum i dette Tilfælde afsige Dommen imellem Smagen og Hr. Andersen" (l.c.). Parallellen til behandlingen af Oehlenschläger i 1834 er fuldstændig (jf. s.631). - Holstein nægtede imidlertid at tage den endelige afgørelse, idet han henholdt sig til sin kompetance: kun når censorerne var uenige, skulle han træffe afgørelsen. Nu havde tilmed 3 censorer erklæret deres enighed, hvorfor han ikke kunne indse, at han "i dette Tilfælde [skulle] .. stille [sig] .. i Gabet" (l.c. udat.). Adler noterede imidlertid, at på trods af censorernes enighed ("forskiellige af hver især anførte Grunde") måtte Holstein træffe valget mellem forkastelse ("paa Grund af dets Værdieløshed") eller antagelse ("hine Grunde" [incl. "Forfatterens Ønske"]) (l.c. udat.). Den 27. sept. 1839 erklærede Molbech sig enig i Adlers formulering: "Jeg indseer ikke hvorledes denne Sag skal kunne afgiøres uden ved Hs. Exc. Teaterchefens Decision" (l.c.). - I direktionsmødet samme dag faldt da afgørelsen, som imidlertid blev noget broget på grund af Bournonvilles indblanding. "Da der .. var taget den Bestemmelse af Directionen med Hans Excellence Chefens Sanction: at [stykket] .. paa Grund af at det engang med Bifald har været givet og kan gaae uden al Udgivt for Theaterkassen, idetmindste eengang maa [det] kunne forsøge sin Skjebne ved Theatrets Forestillinger: [sideskift][side 995]har Balletmester Bournonville anseet sig foranlediget til, hos Hans Excellence Theaterchefen at giøre Forestilling imod, at bemeldte Dands blev udført af Petrine Fredstrup" [, fordi Bournonville betragtede musikken dertil som sin ejendom samt at han havde fået Holsteins samtykke til at anvende "El Jaleo di Xeres .. som Pas de deux af Hoppe og Jfr: Fielsted"] (Dp 27.9.1839). Holstein afviste Bournonvilles protest, hvorefter direktionens øvrige medlemmer tilsluttede sig Holsteins afgørelse, "at det engang tagne Arrangement i Henseende til Udførelsen af bemeldte Dands i Herr Andersens Stykke bliver uforandret, forsaavidt som Forfatteren vedbliver sit Ønske at faae Stykket opført" (l.c.). Og det gjorde Andersen. - Den 28. sept. 1839 var Andersen i teatret, og Heiberg meddelte ham "i Parquettet .. at den Usynlige gaaer paa Onsdag" (BHH 376): "Jeg vil Intet taale af Directionen, Intet taale af Nogen" (l.c.) viser hans uforgribelige mening om sit eget værd, ikke stykkets. Han fortsatte: "sæt at min Usynlige pibes ud paa Onsdag, saa bliver jeg lynende gal" (l.c.) afslører ganske klart Andersens manglende selvtillid. - Endelig fredag den 4. okt. 1839 kom da stykket frem for teatrets regning (opførtes alene i okt. md. 5 gange; ialt opført 22 gange). Andersen var i Mode (B&B 515). - Andersen var enestående, thi han vidste ganske rigtigt, at stykket var en ligegyldighed, men fordi publikum havde moret sig om sommeren, ville han rent principielt have stykket optaget i vinterrepertoiret. Molbechs afdækning af sammenhængen mellem dette stykke og "Mulatten" viser klart hans og Andersens forståelse af sluttede cirklers betydning, men Molbechs svaghed forstod kun Andersen: Da Holstein havde givet efter overfor Molbechs definerede modstand mod "Mulatten", kunne han, som så mange gange havde givet efter overfor ambitiøse dramatikeres ønsker, vel også tillade sig at slippe denne harmløse vaudeville ind på teatret, når samme stykke tilmed havde vundet publikums yndest i den varme sommer (1).

Den anonymt indleverede vaudeville "Spanierinden og den utroe Ægtemand" læstes først af Heiberg: "Hvorledes dette Stykke kan kaldes Vaudeville, er ikke let at indsee, thi ved Musiknummerne ere ingen Melodier angivne, og der synes heller ingen at kunne passe dertil" (HCp nr.19 før 12.2.1840). Molbech erklærede stykket for uantageligt til at "kunne fremstilles paa nogetsomhelst Theater" (18.2.1840). Remitteret den 20. febr. 1840 (Kp.nr.18).

[sideskift][side 996]I anledning af Fabers folkekomedie "Jubelfesten, eller fik du Pæren, Zacharias" (jf. s.679) stadfæstede Molbech blot sin gamle opfattelse af forfatterens "Anlæg for Lystspillet, af lavere komisk Art", selv om det aldeles ikke rakte til at "levere noget, som kunde være brugeligt for et Theater i en Hovedstad, eller produceres for et dannet Publicum" (24.3.1840). Også læst af Heiberg (Cp), dog uden skriftlig betænkning (÷ HCp). Remitteret den 28. marts 1840 (Kp.nr.44).

De to sidste stykker er helt specielle derved, at de begge er vaudevillemonologer samt at de opførtes uden censorernes gennemlæsning.

Andersen fik i opdrag at skrive "en Vaudevillemonolog til Hr. Phister" (BHH 429): "Mikkels Kjærlighedshistorie i Paris" blev opført den 11. marts 1840. Den blev også anvendt ved Mad. Simonsens aftenunderholdning den 24. maj 1840 samt for sidste gang for "De betrængte Slesvigere" den 1. marts 1849 (på Hofteatret).

Heibergs vaudevillemonolog "Emilies Hjærtebanken" blev produceret til Stages aftenunderholdning den 15. maj 1840. Den blev et af fru Heibergs glansnumre: fremsagt 27 gange i perioden 1840-47.

Andersens dramatiske spøg blev intet mindre end en dramatisk bombe under den rekonstruerede direktion, thi Heibergs (rådgivende) tilstedeværelse gjorde den unægtelig ikke mere handledygtig, når Molbech forstod at udnytte Holsteins og Adlers svaghed. Først da Holstein var trængt helt op i en krog mandede han sig op for sidste gang og løste den gordiske knude, ved at give efter for Andersens pres. Andersen og hans publikum havde fået hvad de ønskede. Behandlingen af de øvrige vaudeviller er for så vidt interesseløs med hensyn til beslutningsprocesser, men interessant er det derimod, at man ikke mere kunne producere gode vaudeviller. Genren blev drejet til vaudevillemonologer, hvor Heiberg selvfølgelig også førte an; med den evige Andersen lidt foran, men langt under sig.

[sideskift][side 997]

21.4.2 Oversat vaudeville

Til Overskous aftenunderholdning den 29. marts 1840 opførtes en bearbejdelse af Lockroy & Anicets "Après minuit", med Overskous titel "En Nattegjæst". Den blev gentaget til Mad. Nielsens aftenunderholdning den 5. april 1840 samt givet sidste gang den 31. jan. 1841 ved en aftenunderholdning for Blindeinstituttet (1).

I maj 1839 sendtes til Heibergs betænkning følgende vaudeviller, der alle forblev uoversatte:
(1) Lubize & A. Chapeau "La Cachucha, ou trois coeurs tout neufs" (GD 30.7.1838).
(2) H. Lefebvre & A. Lacoste "Un testament d'un dragon, ou une aventure de Pigault-Lebrun" (TAC 12.8.1838).
(3) P. de Kock & Ch. Mourier "Les bayadères de Pithiviers" (FD 8.9.1838).
(4) Chapeau & Albitte "L'ouverture de la chasse, ou le Parisien dans la plaine St. Denis" (TVR 9.9.1838).
(5) Bayard & Varner "C'est monsieur qui paie" (TVR 12.11.1838).
(6) de Redon Des Chapelles "Ruy-Brac" (CTE 28.11.1838).
(7) Laurençot & P.M. Bernard "Une position délicate" (GD 18.6.1836).
(8) P. de Kock "Le bal de grisettes" (TG 23.12.1838).
(9) E. Arago, Decomberousse & E.G. Roche "Les maris veugés" (TV 5.2.1839).
(10) Balisson de Rougemont, Dermery & Grangé "La reine des blanchisseuses" (TVR 25.9.1838).
(11) Brdr. Cogniard "Tronquette la somnambule" (TVR 23.11.1838).
(12) Brdr. Cogniard & Th. Muret "Les coulisses" (PR 27.11.1838).
(13) Masson & Boniface "La levée de 300000 hommes" (PR 18.12.1838).
(14) Brdr. Cogniard "Rothomago" (PR 1.1.1839).

Det er oplagt, at Heiberg ikke reflekterede på denne sending (jf. s.974, s.983 og s.990) (vel også på grund af den forestående baderejse) men ikke alle stykkerne var lige ligegyldige. Næsten alle stykker havde premiere i nov. og dec. 1838, så det er spørgsmålet hvor mange flere stykker, der blev opført i disse måneder i Paris. Ubesvaret er spørgsmålet: hvem sendte alle disse stykker til Danmark?

[sideskift][side 998]

21.5.0 Ballet

Begge Bournonvilles produktioner blev til i forbindelse med kongehusets Mærkedage.

"Festen i Albano" blev opført den 28. okt. 1839 i anledning af dronning Maries fødselsdag (opført ialt 51 gange i den behandlede periode).

"Fædrelandets Muser" produceredes til kong Christian VIIIs første officielle besøg i teatret som regerende konge - den 20. marts 1840 (jf. s.989) (opført ialt 6 gange) (1).

Sæsonen gør også for ballettens vedkommende et pauvert indtryk. Oven på Grahn-affæren var Bournonville mere interesseret i gæstespil i udlandet end at passe repertoiret i København (UjBr 4.12.1839 adr. Adler; hertil Adlers svar NkS 3258 A 11.12.1839).

I sommeren 1840 lykkedes det dog Bournonville at komme til Christiania, idet han sammen med Jfr. Fjeldsted og kapelmusikus Helsted drog afsted den 24. juli 1840. De vendte tilbage den 20. aug. 1840 (jf. "Dagen" og Fridericia Bournonville. Kbh. 1979 266).

[sideskift][side 999]

21.6.0 Særarrangementer

Særarrangementerne antog i denne sæson en ekstraordinær karakter, idet koncerter og aftenunderholdninger virkelig fik betydning for og indflydelse på teatrets repertoire.

Sangene til kongehusets ære besørgede Heiberg i okt. 1839 (Poet.Skr.Bd.9 289) og marts 1840 (Poet.Skr.Bd.9 293). Til kroningsfesten ses ingen sang eller prolog.

Koncertindslagene ved teatrets forestillinger blev markant ændret ved de mange større eller mindre koncerter, Md. Bishop (asø. af Hr. Bochsa) og G. Belletti gav. I månederne sept.-nov. 1839 og apr.-maj 1840 gav Bishop/Bochsa mere end 20 præsentationer (1), mens Belletti gav færre (2).

Skuespillernes aftenunderholdninger tiltrækker sig interesse, fordi det lykkedes dem at få opført brudstykker af tidligere kasserede stykker.

Scener af Delavignes "Oldingernes Skole" (jf. s.226, 256ff og s.510) gaves den 29. marts og den 24. maj 1840 (3).

Den 5. april 1840 opførtes scener af Hertz' oversættelse af Lessings "Nathan der Weise" og H.P. Holsts oversættelse af Hugos "Angelo". Levetzau dekreterede, at Heiberg skulle foretage en revision, eller som Adler på chefens vegne formulerede det: "at formaae Dem til at epurere hvad der i Udtrykket maatte kunne paaankes som Anstødeligt. Anstødeligheden ligger vel fornemmeligen i Situationerne, men disse lade sig nu ikke forandre. See til hvad De ved nogle coups de lime kan udrette til Formindskelse af de Ubehageligheder der vente os enten fra Nielsens eller fra Publicum's Side, eller fra Begges" (Heibergs arkiv 1. eller 4. april 1840). Heibergs rettelser kendes ligeså lidt som Holsts original. Levetzau læste teksten inden opførelsen (I.B.nr.93 27.3.1840) (4). Se s.1116.

Andersens stykker havde unægtelig specielle veje til teatrets scene. Hans vaudeville "En Comedie i det Grønne" var en bearbejdelse af et ældre lystspil "Skuespilleren imod sin Villie", på dansk grund en oversættelse af N.T. Bruun af Kotzebues bearbejdelse "Der Schauspieler wieder Willen" (1803) af Dorvignys "La fête de campagne, ou 1'intendant comédien malgré lui" (1784). Carl Bruun havde optrådt 15 gange i Dalbys rolle (1809-1814), Rind 14 gange (1815-1821), mens Rosenkilde havde givet rollen 6 gange (1822-25). Da Phister åbenbart ønskede at fremtræde i denne rolle til Stages bevilgede aftenunderholdning i slutningen af sæsonen, henvendte Stage sig til H.C. Andersen "og bad, om jeg vilde lægge nogle Syngenummere [sideskift][side 1000]ind i det gamle Lystspil .. jeg lovede det, men da jeg læste Pjesen igjennem fandt jeg den taalte ikke denne Lappen sammen, men kunde blive moersom om den heelt og holdende blev omskrevet" (BHH 460 10.6.1840). Stykket opførtes den 13. maj 1840 uden censorernes skriftlige votering. Grunden hertil må søges i Stages position ved teatret og at der var tale om et gammelt stykke, som nu fik indlagt et par sange, mens det ifølge Andersen var noget ganske andet ("jeg tog da fat og lavede saa godt som et nyt Stykke" (l.c.)). - Da Mad. Simonsen ønskede at give stykket til sin aftenunderholdning i maj 1840, svarede Adler hende (ifølge hans referat til Levetzau): "Ich habe ihr geantwortet dass ich von der Acquisition der Andersenschen Stücks nichts wisse, dass ihre Bitten der Art seyn, dass Ein als den Königlichen Bestimmungen zuwiederlaufend, von der Direction, als solcher, abgeschlagen werden musten, dass ich aber den Theaterchef befugt glaube, solche Dispensationen, wenn er Grund dazu fande, zu ertheilen" (BmD 13.5.1840). Adler anførte, at Md. Simonsen var teatrets bedste sangerinde, "und dass ihre Abendunterhaltung ohne besondere Unterstützung kaum gelingen wird. Sie hat auf die Gegenwart des Hofes gerechnet, durch diese Rechnung wird gewiss ein Strich gemacht" (l.c.). Adler rådede Levetzau til at svare hende, at stykket ikke tilhørte teaterdirektionen, hvorfor hun stod frit, det vil sige, hvis Andersen ville overlade hende stykket, måtte hun anvende det til sin aftenunderholdning. Direktionen lagde altså ikke hindringer i vejen for at stykket kunne opføres anden gang, uden at have passeret censuren. Se s.1045.

[sideskift][side 1001]

21.7.0 Genoptagelser

På grund af standsningen af teaterdriften i næsten to måneder midt i sæsonen kan netop denne sæson også hvad angår repriser kun vanskeligt vurderes, men det synes rimeligt at konstatere, at chefskiftet ingen betydning fik for arten eller antallet af repriser.

Af originale skuespil uddeltes følgende:
(1) Holbergs "Barselstuen" (jf. s.685) blev genoptaget den 2.3.1840 (opført endnu 19 gange i den behandlede periode, se s.1192, s.1241 og s.1404) (1).

(2) Oehlenschlägers "Correggio" (jf. s.767) søgtes ved rolleforandringer den 17.11.1839 atter bragt på scenen, men først i 1843 lykkedes det, se s.1141.

(3) Heibergs "Elverhøi" (jf. s.305), ikke spillet siden den 1.1.1835 (jf. s.690), genoptoges den 1.3.1840 (opført endnu 39 gange i den behandlede periode.

(4) Heibergs "Kiøge Huuskors" (jf. s.475), sidst opført den 3.4.1837, uddeltes på ny den 18.3.1840, men blev først genoptaget den 12.9.1840 (opført endnu 22 gange i den behandlede periode).

(5) Holbergs "Kildereisen", opført 1. gang den 30.6.1749, sidst givet i sin helhed den 13.12.1817, blev uddelt på ny den 30.3.1840 og opført ved Sommerforestillingerne den 24. og 26. juni 1840 (jf. s.263 og s.1010). Sidste opførelse i den behandlede periode fandt sted den 11.10.1840.

(6) Overskous "Kunstnerliv" (jf. s.533), sidst givet den 15.5.1838, genoptoges den 28.2.1840 (4 opførelser i denne sæson). Se s.1054.

(7) Holbergs "Den politiske Kandestøber", sidst opført den 18.11.1836, uddeltes på ny i efteråret 1839. Genoptaget den 2.5.1840 (opført endnu 14 gange i den behandlede periode).

Følgende originale syngestykker uddeltes i denne sæson:
(1) Du Puys "Ungdom og Galskab", opført 1. gang den 19.5.1806, genoptaget den 25.8.1834, sidst givet den 14.2.1835, blev uddelt på ny den 12.2.1840 (Dp), men ikke opført i denne sæson. Se s.1239 og s.1413).

Af oversatte skuespil uddeltes følgende i sæsonen:
(1) Weissenthurns "Godset Sternberg" (jf. s.93), sidst givet den 2.2.1833, genoptoges den 10.2.1840 (sidste 3 opførelser).

(2) Mélesville & Xaviers "Hofnarren imod sin Villie" (jf. s.511), sidst opført den 6.11.1832, genoptoges den 24.4.1840 (sidste 2 opførelser).

(3) Colmans "Den skinsyge Kone" (jf. s.738) genoptoges den 3.9.1839 (sidste 3 opførelser).

[sideskift][side 1002]Følgende oversatte syngestykker uddeltes i sæsonen:
(1) von Dittersdorfs "Apothekeren og Doctoren", opført 1. gang den 17.11.1789, sidst givet den 26.1.1835, genoptoges den 16.2.1840 (opført endnu 7 gange i den behandlede periode) (2).

(2) Rossinis "Barberen i Sevilla" (Jf. s.35), sidst givet den 6.4.1835, blev uddelt på ny den 21.2.1840, men først genoptaget i repertoiret i 1846, se s.1281.

(3) Aubers "Fra Diavolo" (jf. s.426), sidst givet den 20.3.1838, genoptoges den 18.11.1839 (opført endnu 13 gange i den behandlede periode, jf. s.1242).

(4) Goszmanns "De forliebte Haandværksfolk" (jf. s.484), sidst opført den 28.9.1837, genoptoges den 22.3.1840 (2 opførelser, se s.1243).

(5) Isouards "Jeannot og Colin", sidst opført den 23.5.1834, uddeltes på ny i 1838 og 1839, men stykket kom ikke atter på scenen.

(6) Isouards "Joconde" (jf. s.546), sidst opført den 9.1.1834, uddeltes i 1839, men opførtes ikke oftere i den behandlede periode.

(7) Aubers "Lestocq" (jf. s.755), sidst givet den 4.5.1838, opførtes på ny den 29.5.1840 (endnu 2 opførelser) (3).

(8) Boyeldieus "Den lille Rødhætte" (jf. s.687), sidst opført den 17.2.1837, genoptoges i repertoiret den 23.9.1839 (opført endnu 7 gange i den behandlede periode).

(9) Méhuls "Skatten", opført 1. gang den 17.5.1804, sidst givet den 29.4.1835, uddeltes på ny den 12.11.1839, men genoptoges først i 1841, se s.1089.

(10) Aubers "Den Stumme i Portici" (jf. s.372), sidst givet den 2.12.1837, genoptoges den 24.11.1839 - til benefice for Musikkonservatoriet (4) (opført endnu 28 gange i den behandlede periode, jf. s.1374).

(11) Cherubinis "De to Dage" (jf. s.687), sidst givet den 21.5.1838, uddeltes på ny den 21.10.1839, men stykket kom først på scenen i 1842, se s.1089.

Holberg- og Heiberg-stykker blev på ny givet. "Elverhøi" og "Den politiske Kandestøber" havde ikke været givet i 4-5 år, ja "Kildereisen" ikke siden 1817. De ældre oversatte syngestykker dominerede repriserne, ofte af længerevarende karakter.

[sideskift][side 1003]

21.8.0 Direktorialt

Kongeskiftet medførte et chefskifte også på grund af Holsteins alder (f. 1771). Udnævnelsen af Levetzau til ceremonimester og senere hofmarskal gjorde ham automatisk til teaterchef (I.B.nr.29 og 30 1.2.1840) (1). Christian VIII søgte ikke nye veje ejheller udveje. Vanskelighederne med Heibergs ansættelse som membre de conseiller ved direktionen betød, at nye rokeringer foreløbig var umulige. Med Levetzaus udnævnelse til hofchef blev hele teatervæsenet direkte lagt under den kunstinteresserede konges vilje. I løbet af et par år faldt brikkerne på plads, se s.1096.

Allerede den 7. febr. 1840 forordnede Levetzau, at der skelnedes mellem administrative-økonomiske anliggender og litterære-dramatiske: "Directionen vedtog, herefter i dens Samlinger, at adskille de administrative og oeconomiske Forhandlinger og Forretninger fra de literaire og dramatiske; og saaledes, saa ofte det med Hensyn paa de sidstnævnte giøres fornødent, foruden de sædvanlige Directionsmøder om Fredagen, at holde en Samling om Onsdagen, hvortil Professor Heiberg kaldes, naar noget med ham er at forhandle; og bestemtes den første af dette Slags Forsamlinger at skulle holdes næstkommende Onsdag d: 12^te Februar, ligesom Tiden for begge Møder herefter fastsattes til Kl. 12" (Dp). Ordningen må ses som en indrømmelse til direktionen (in casu Molbech), fordi den på en bekvem måde afskar Heiberg fra alt andet end forcensuren.

Da Ryge havde "bragt i Erfaring, at Deres Majestæt Allernaadigst betænker at retablere den dramatiske Skole" (UjBr 22.1.1840), leverede han til Adler sin ansøgning "uden lang Betænkning" for ikke "anden Gang at komme post festum" (Adlers arkiv 22.1.1840). Han ønskede ikke, at ansøgningen blev "bekiendt" af flere. Ansøgningen formede sig som en beskrivelse af egne fortræffelige kvalifikationer: "Mine høie Foresatte kiende mine Ideer om dramatisk Instruction, og ville derfor neppe befrygte, at slaviske Copier kunne resultere af mine Anviisninger og Bestræbelser" (UjBr 22.1.1840). Ryge tiltænkte sig selv stillingen som "administrerende Directeur under Ansvar til Directionen for de Kongelige Skuespil" (l.c.). Hvorvidt Adler fandt "subjective eller objective Betænkeligheder" (Adlers arkiv 22.1.1840) ved ansøgningen eller arrangementet, derom tier kilderne: Den dramatiske skole blev ikke genoplivet, se s.1006.

Et engagement, som både peger bagud til Siboni og fremad til italienerne på Hofteatret, var forsøget på at engagere Mr. Bochsa og Mad. Bishop, som henholdsvis instruktør for operaen og smagsdannende [sideskift][side 1004]sangerinde. Bochsa ville i løbet af sæsonen iscenesætte Donizettis "Anna Bolena", Bellinis "La somnambula" og Aubers "Lucretia Borgia" med en dansksyngende Madame Bishop, samt indtil 3 gange ugentlig give koncerter med Mad. Bishop på teatret. Adler var på det rene med, hvad dette tilbud ville betyde: en større musikalsk-dramatisk nydelse men på bekostning af de øvrige kunstarter ved teatret. Abonnementet ville også være en hindring for Bochsas plan, og hans indgriben i sceneinstruktører og scenearrangørers virksomhed ville betyde strid (UjBr udat. 1839). Udover aflønningen (5000 Rbd.) gav forslaget alt for mange ulemper, men Adler anførte følgende vigtige tankegang: "Dersom Kjøbenhavn, som London, havde et eget Locale, Personale og Musikcorps for Operaen, dersom vort Publicum havde saa megen Sands og Interesse for musicalske Præstationer, at en fuldendt Udførelse af en og samme Opera kunde tilfredsstille det hele Uger og Maaneder igjennem, skulde jeg ikke tage i Betænkning allerunderdanigst at anbefale Herr Bochsa's Tilbud til Antagelse" (l.c.). Se s.1056.

Allerede i Frederik VIs sidste levetid forsøgte brdr. Price at få tilladelse til at give forestillinger "inde i Staden" i stedet for på deres teater uden for Byen. Deres argumentation lød: "vi [har] ofte .. maattet gjøre den Erfaring, at de Forestillinger vi der have givet om Vinteren, kun have foraarsaget os Tab og Skade, som allene kan tilskrives den lange Vej fra Byen selv, Aarstidens Raahed, der forbunden med Mørke, Slud og Kulde og endelig at vort Theater ikke er egnet til at kunne opvarmes saaledes at de Besøgende derved skulde tiltage" (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.573-4 30.11.1839). De ønskede at optræde "inde i Staden Kjøbenhavn for en Tid af 3 à 4 Maaneder i Løbet af Vinteren og der at give 2 à 3 Forestillinger ugentligen" (l.c.). Uheldigvis for dem døde Frederik VI 3 dage senere, hvorpå "Spil og Dands" blev forbudt i 2 måneder. Allerede den 4. febr. 1840 indgik teaterdirektionen med en betænkning til Danske Kancelli, hvori det oplystes, at "den mørkeste og umildeste Deel af" vinteren var "medgaaet", samt "at Supplicanterne .. desuden have begyndt at give Forestillinger paa det ommeldte Theater paa Vesterbro", således at de næppe stadig ville ønske at optræde i Staden: "Men selv om dette skulde være Tilfældet .. ihvorvel det Ansøgte just ikke er i direkte Strid med Theatrets Privilegier", ville direktionen sætte sig imod andragendet på grund af det betydelige tab, teatret ville lide derved. Lukningen [sideskift][side 1005]af Det kgl. Teater i den bedste teatertid havde pådraget teatret store tab (18.000 Rbd.), hvorfor al konkurrence måtte undgås (l.c.). Den 18. febr. 1840 meddeltes politidirektøren og Det kgl. Teater, at ansøgningen ikke var bevilget (l.c.).

I jan. 1840 indgik Pettoletti med en ansøgning til den nye konge. Han dristede sig til at anføre kvaliteten af skuespillerselskaberne som et argument. Når han hidtil kun måtte spille i tre måneder, kunne han ikke altid få de bedste selskaber; desårsag søgte han om at "vorde forundt allernaadigst Tilladelse til at give dramatiske Skuespil .. ved et godt tydsk Skuespiller Selskab, naar jeg ikke kan tilveyebringe gode Selskaber af Kunstberidere eller Equiliebrister" (in Orig.Kgl.Res.nr.6 jan. 1840). Kongen ønskede følgelig teaterdirektionens betænkning (Orig.Kgl.Res.nr.3 7.2.1840). Den 19. febr. 1840 anførte direktionen de kendte argumenter imod en sådan allernådigst bevilling: 1) teatrets privilegier, 2) teaterkassens tab selv i de tre sommermåneder, 3) publikums smag for nyheder og den manglende kvalitet, 4) nyheder hos Pettoletti kunne måske ikke gives på Det kgl. Teater, selv om dette teater kunne opføre dem bedre, 5) skuespillernes sommerforestillinger ville indbringe dem mindre, 6) teatrets ombygninger i 1837 og senere samt lukning af teatret i indeværende sæson og endelig 7) den censur som måtte udføres, for slet ikke at tale om skuespilleres dårlige indflydelse på "de mere udannede Klasser". Altsammen næsten verbalt overensstemmende med tidligere argumentationer imod udvidelse af Pettolettis og andre teaterdirektørers ansøgninger (jf. s.691). Direktionen indstillede følgelig: "om det allernaadigst maatte aldeles formenes Pettoletti paa det af ham udenfor Vesterport opførte Theater at give dramatiske Forestillinger, eller om en saadan Tilladelse i al Fald, som hidtil, maatte indskrænkes til at give tydske Forestillinger i de 3 Sommermaaneder, efter en dertil hvert Aar erhvervet allernaadigst Bevilling" (Orig.Kgl.Res. nr.6). Den 22. febr. 1840 resolverede kongen, at Pettoletti kunne fortsætte med at give tyske forestillinger i de 3 sommermåneder, "naar han derom hvert Aar indgiver allerunderdanigst Begjæring" (l.c.). Lübeck Stadttheater gav i sommeren 1840 forestillinger på Vesterbro teater (se s.1056). Den nye konge fulgte foreløbig den kendte kurs fra Frederik VIs dage. Tiderne skulle imidlertid snart ændres.

Med teaterdirektionens anbefaling (Kp.nr.16 19.1.1839) erhvervede [sideskift][side 1006]A.L. Arnesen den 4. maj 1839 kongelig understøttelse fra Fonden ad usus publicos (Glarbo III 527). Den 13. juni 1839 tog han til Paris hvor han gik i teatret hver aften (I.B.nr.225 6.9.1839 adr. Holstein). Hans breve til Holstein og især til Edv. Collin indeholder et væld af oplysninger om Paris, parisiske livsformer og teatrene med deres skuespillere og publikum, men for repertoirets sammensætning i København konkluderede han i et brev fra jan. 1840: "af allerede opførte Stykker troer jeg med Vished at turde sige, at intet egner sig for den danske Scene, med Undtagelse af dem, som jeg i mine tidligere Skrivelser har omtalt, nemlig: "Les Huguenots" [jf. s.1132], "la reine d'un jour"[jf. s.1042], "le brasseur de Preston" (jf. s.987] og "Mademoiselle de Belle Isle" [jf. s.1030], saafremt en Mand med Auctoritet vil oversætte dette sidste" (NkS 2336 18.1.1840). Samtidig sendte han sin oversættelse af Lafonts "Un chef-d'oeuvre inconnu" (jf. s.973) og henviste til at "Clemence ou la fille de l'avocat" på 45 dage var blevet opført 45 gange (jf. s.971). Scribes "La calomnie" (jf. s.1033) ville han ikke oversætte i Paris, da "det er i 5 Acter og altsaa hverken kunde oversættes eller indstuderes i kort Tid", men han ville tage det med hjem, "saafremt det er godt og brugeligt" (l.c.). - Han kom hjem i foråret 1840.

I slutningen af maj 1840 foredrog Arnesen en ide om "Oprettelsen af en dramatisk Skole deels for de fra Conservatoriet udgaaede Elever, deels for de øvrige for Theatret allerede engagerede Elever" (J.G. Levetzaus arkiv 30.5.1840). - Efter sin tilbagekomst til København kunne han sammenligne niveauet i de to hovedstæder. Den største mangel i København var ifølge Arnesen, at teatret ikke evnede et ensemblespil: "med Hensyn til Ensemblet, [står det] ikke ... paa det Trin, som det, i Forhold til de virkeligt fortrinlige Talenter, som det er i Besiddelse af, kunde staae. Det er altfor indlysende, at det mangler en saadan omfattende Kraft, der samler og ordner Alt til et Heelt, som fEx vor Ballet er i Besiddelse af; thi vor Ballet staaer i Henseende til den saakaldte mise en scene kun lidet tilbage for den saa navnkundige franske Ballet, og hvad den egentlige Ballet d'action angaaer, da staaer den, efter min Overbevisning, langt over den nyere franske" (l.c.). Fejlen var imidlertid, at eleverne ikke fik nogen form for rutine på scenen, fordi instruktøren næsten udelukkende instruerede dem udenfor scenen. Dertil kom, at Stage, den mest søgte instruktør [sideskift][side 1007]("[han havde] omskabt halve Barbarer til ordentlige og maneerllge Mennesker") desforuden var regissør: "Men hvorledes skulde han faae Tid til hver Dag at anvende maaskee tre, fire Timer desuden til at holde fuldstændige Prøver paa selve Theatret for at øve Eleverne i Samspillet. Vor Scene er saa at sige aldrig disponibel til dette Brug; og dog byder Nødvendigheden at Eleven arbeider daglig og arbeider der, hvor hans Arbeide skal sees fra, og arbeider i Forening med alle dem, som skulle bruges til at fremstille det samlede dramatiske Kunstværk". Målet måtte være: "at kun en .. daglig Udførelse af hele Stykker, formaaer at give Eleven den Routine, som den specielle Instruction kun igjennem Aarrække og maaskee endog aldrig vilde kunne give. Til at ordne og forestaae disse daglige sceniske Øvelser udfordres en Mand, der udelukkende kan opoffre sig til det; en Mand, der vistnok behøver langt mere Smag og Sands for den dramatiske Kunst, end egentligt Skuespiller-Talent, og hvis Tid er saa aldeles til Theatrets Tjeneste, at han kan indrette de daglige Øvelser, som aldrig maae foretages uden hans Overværelse, saaledes, at de ikke komme i Collision med det Kongelige Theaters Tjeneste, at Lærerne kunne uhindret disponere over Eleverne paa de Dage og til de Timer paa Dagen, som deres øvrige Forretninger maatte tillade dem at give den specielle Underviisning, og som desforuden er i Stand til selv at være tilstede, saa ofte Læreren og Syngemesteren maatte fordre hans Overværelse under Underviisning for at ingen Uovereensstemmelse skal finde Sted i deres Fremgangsmaade". Arnesens beskrivelse af denne stilling passede selvfølgelig til ham selv: "Det er til at blive duelig i denne Stilling at jeg har arbeidet og øvet mig fra min tidligste Ungdom; det er til dette Maal at jeg har gjort en Reise og i et heelt Aar levet fra Morgen til Aften paa Parises Theatre, i dramatiske Skoler og i Forbindelse med disses Lærere". At han desuden ikke manglede et vist skuespillertalent kunne Adler, Molbech, Collin og Kirstein bevidne, fordi de havde "havt Leilighed til at faae en Mening om mine Evner i Skuespilkunsten - rigtignok kun som Dilettant" (l.c.) (2) . - Han skitserede sin plan således: "at en dramatisk Skole oprettes for de Elever af Conservatoriet, som kunne antages at have nydt den tilbørlige prælimenaire Dannelse, samt for de ved Theatret allerede ansatte Elever, og at Hoftheatret indrettes og overlades aldeles til dette Brug, saaledes at der dagligt, uden Undtagelse, [sideskift][side 1008]uden nogen Afbrydelse i Sommer-Maanederne, holdes fuldstændige Theaterprøver af samtlige Elever paa Skuespil i alle Genre og med en bestandig forandret Rollebesætning, saaledes at en nøiagtig Kundskab om Elevernes egentlige Anlæg tillige paa denne Maade kan erhverves. Denne Institution, der jo skulde staae i den nærmeste Forbindelse med Theatret, og med Hensyn til Conservatoriet saa at sige være den Broe, der forbandt denne Kunstens Forgaard med det egentlige Kunstens Tempel, maatte staae under det Kongelige Theaters Chefs Overbestyrelse. Det maatte være Chefen, som bestemte Conservatoriets Elevers Indtrædelse i denne Skole, saavel som andre Elevers Optagelse i samme; det maatte være ham, som bestemte de Stykker, hvori Eleverne skulle øves, saavelsom de offentlige Forestillinger, der skulde gives, naar først Arbeidet var rykket saa langt frem, at man kunde begynde at underkaste Institutionen Hans Majestæts og Publicums Dom .. naar Forestillingerne først ere komne i Gang, da burde de vistnok uafbrudt fortsættes fEx hver anden Søndag i samtlige Vintermaaneder". Arnesen foreslog endvidere, at der blev ansat "en Professor (Lærer, Instructeur) i Dramatik og en Professor i Musik. Til den første Post maa tages een af Theatrets Instructeurer .. Han maa derhos kunne bestemme selv naar og hvor han vil give sin Underviisning .. Til Professor i Musik troer jeg derimod netop, at det er hensigtsmæssigt, ikke at tage en af Theatrets Syngemestere; thi den musicalske Lærer bør have meget mere Tid til sin Disposition, end nogen af hine kunne have; og det vilde maaskee endogsaa være nødvendigt at han tillige blev Lærer ved Conservatoriet for at kunne udvikle Elevens Syngestemme lige fra Begyndelsen af og vaage over den i den Tid, da den er i Overgang". - "Den dramatiske Dirigent", stillingen til Arnesen selv, "skulde bestemme de daglige Prøver efter Omstændighederne, Morgen, Middag eller Aften, og med Hensyn til hvilke af de ved Theatret allerede ansatte Elever, der maatte have Theatertjeneste, saaledes at al Collieion forhindredes". Han "skulde tillige besørge Regisseur-Forretningerne, være Instructeur en scene, og tillige, for at kunne gjøre chefen Forslag, gjennemgaae Theatrets ældre Repertoire, for deraf at finde Stykker, passende enten til den daglige Øvelse eller til de offentlige Forestillinger; iligemaade udsøge og meddele af fremmede Litteraturer til Chefen, hvad der efter hans Mening kunde være brugeligt og naar Chefen havde bifaldet hans Valg, da besørge disse oversatte, [sideskift][side 1009]omarbeidede eller forkortede til Skolens Brug". Med hensyn til det økonomiske aspekt opregnede Arnesen, "at der næppe vil kunne ventes noget Penge-Udbytte af Institutionen, men at den paa den anden Side maa og kan betale sig uden nogen yderligere Udgivt for Hans Majestæts Kasse - den første, nogenlunde ordentlige, Istandsættelse af Hoftheatret fraregnet" (l.c.). - Arnesens plan ville i realiteten i løbet af nogen tid betyde oprettelse af et konkurrerende teater på Hofteatret: unge lovende talenter ville i en periode af deres karriere blive konkurrenter til de etablerede talenter på Kgs. Nytorv. Dette måtte give anledning til betænkelighed hos Levetzau, men det positive i planen: indstudering og prøvearbejde, oparbejdelse af ensemblespillet - det som alle danske skuespillere der havde besøgt Paris roste disse teatre for - måtte unægtelig veje tungt til fordel for Arnesens ambitiøse tanker om en dramatisk skole på Hofteatret; men Levetzau reagerede ikke på Arnesens tilbud (2).

[sideskift][side 1010]

21.9.0 Sommerforestillinger

Sommerforestillinger blev givet for kongelig regning (jf. Overskou V 386). Der blev ikke opført nyheder; det eneste stykke, hvor der var tale om en nyindstudering, var Holbergs "Kildereisen", hvor Bournonville arrangerede intermediet imellem 1. og. 3. akt i stedet for 2. akt. (Th.Pl.).

Hamborg skrev José Camprubi, at han, broderen og Dolores Serral (jf. s.764) ønskede at give forestillinger i København i sommeren 1840 (UjBr 14.5.1840). Levetzau accepterede dette gæstespil, hvorpå spanierne gav 8 forestillinger i juni og juli 1840. Den 5. juni 1840 gav Jfr. Fjeldsted "Cachucha", hvilken spanierne Mariano Camprubi og Dolores Serral viste den 24. og 26. juni 1840 (Th.Pl.).

Hoppe og Jfr. Fjeldsted dansede "El Jaleo de Xeres" den 10. juni 1840, mens spanierne demonstrerede denne ballet den 12., 15. juni og den 6. juli 1840. Den 17. juni gav de "Nye El Jaleo de Xeres" af "Den sorte Domino" med Aubers musik.

"El Bolero" dansedes den 15., 19. juni, og den 6. juli 1840 blev denne miniature danset af 4 personer: Bournonville, Mariano Camprubi, Jfr. Fjeldsted og Dslle Dolorês Serral ved deres sidste optræden (Th.Pl.).

Den 19., 22. og 26. juni 1840 gav Mariano Camprubi og Dolores Serral "Pas Styrien".

"Las Manchegas de la Pia" dansedes den 22. juni, "La Cracovienne" den 24. juni 1840 af Mariano Camprubi og Serral, mens José Camprubi kun en gang dansede sammen med Serral i København i "La Jota Arragonesa" indlagt i "Fra Diavolo" (Th.Pl.).

Specielt Dolores Serrals betydning for de store europæiske ballarinaer ses ikke markeret i Danmark (jfr. Fjeldsted og Jfr. Aug. Nielsen) (1).

Ni dage efter deres afsluttede gæstespil på Det kgl. Teater optrådte spanierne hos Pettoletti: den 15. juli 1840 med "El Jaleo de Xeres" og "Pas Styrien", den 17. juli 1840 dansede de i Boyeldieus "Jean de Paris" (jf. s.767) med "Las Boleras Zapateades" og "La Jota Arragonesa". Den 21. juli 1840 rejste de til Sverige (2).

Den 13. juli 1840 begyndte Christian VIII sin rundrejse i provinserne (jf. s.1056): Nielsen og Phister festligholdt majestæternes ophold i Odense med to aftenunderholdninger (16. og 20.7.1840) (3).

---

Noter

[sideskift][side 1633]

21.1.1 note 1

(1) Adlers datering er formentlig korrekt, hvorfor kopibogene datering må være forkert.

21.1.1 note 2

(2) Tilbagesendelsesskrivelse udfærdigedes den 20.9.1839, men stykket blev ikke afhentet, hvorfor det findes i DKT afd. G: Ikke antagne stykker uden forfatternavn, ie: J.P.J. Kildendahl, 1840.

21.1.1 note 3

(3) Pseudonymet Ludvig opløste Heiberg ikke.

21.1.1 note 4

(4) Om antagelse allerede den 18.9.1839 skrev Oehlenschläger til Adler den 25.11.1839 (Adlers arkiv).

21.1.1 note 5

(5) Sufflørbogen KTS 207 udviser kun ganske få rettelser af Heiberg og Blyant. Den trykte version udkom samtidig med opførelsen i maj 1840 (Liebenberg) og er identisk med sufflørbogen med undtagelse af ændringen i slutningen, hvor Amgiads replik er slettet. Ved opførelsen den 25.5.1840 gaves stykket "med ikke faa høist væsenlige Forandringer i Arrangementet" (Fædrelandet nr.171 26.5.1840). Den 30.5.1840 skrev "Fædrelandet": "Efter hvad vi have erfaret, vil [stykket] .. ikke meer komme paa Scenen. Vi have saamegen Kjærlighed til det ældre Digterværk, hvorefter det nærværende er dramatiseret, at vi ikke kunne andet end glæde os herover; men paa den anden Side lader det sig ikke negte, at det er beklageligt, at Theatret igjen ved denne Leilighed har bortødslet betydelige Summer paa at faae et Pragtskuespil frem, hvoraf hverken det eller Konsten har noget Udbytte" (nr.174).

21.1.2 note 1

(1) Molbechs manglende adressatrelevans synes ubetænksom. Adler og Holstein var ikke i tvivl om Molbechs og Heibergs uoverensstemmelser.

21.1.2 note 2

(2) Borups note (V 125) er fejlagtig, thi de følgende skrivelser fra 1838 viser jo netop, at Heiberg ikke standsedes, men blev opholdt af andet arbejde. Heiberg havde iøvrigt overværet Hertz' oplæsning af "Valdemar Atterdag" den 31.1.1838. Borups note (V 135) er forkert, fordi Borup ikke har forstået Heibergs uansvarlige sjakren, når det gjaldt at skaffe penge. Det kan lige så godt være et forstadium til "Syvsoverdag" som et andet stykke.

21.2.1 note 1

(1) Bemærk Borup Molbech Sverige II 155.

21.2.1 note 2

(2) Jf. Sille Beyers Forerindring: "[Heiberg] ledede mit Valg paa .. La nina de Gomez Arias" (s.III).

21.2.1 note 3

(3) Jf. N.P. Nielsens to breve til Molbech, 14. og 18.12.1839 (BHS). - Det er virkelig beklageligt, at Sille Beyers manuskript ikke mere eksisterer, thi herefter kan det kun være en påstand, at Heiberg efter oplæsningen i dec. 1839 foretog store, væsentlige forandringer, således som det fremgår af sufflørbogen KTS 139. I Forerindringen gjorde Beyer rede for ændringerne i bearbejdelsen i forhold til Calderons tekst. Hun takkede Heiberg "for de Vink og den Anviisning til adskillige Forandringer i Stykket, særdeles dem i dets Slutning, hvilke han med megen Beredvillighed har meddeelt mig" (s.XIf, dat. 1.3.1840). Disse ord gælder måske nok disse ændringer men vel først og fremmest de dramaturgisk betingede ændringer: at stykket slutter med en tragisk handling (også Molbechs dramaturgiske krav) i stedet for at ende uafgjort, etc. - En redegørelse for forholdet mellem sufflørbogen KTS 139 og deri trykte udgave vil kræve en specialundersøgelse.

21.2.1 note 4

(4) "Kjøbenhavnsposten"s anmelder påviste svagheder i handling og karaktertegning samt skuespillernes svage udførelse af rollerne (nr.67 8.3.1840), mens anmelderen i "Fædrelandet" viste, [sideskift][side 1634]hvorledes den danske bearbejdelse havde ødelagt den spanske original: "Den dramatiske Interesse er i Almindelighed, ligesom i Dorotea og Gomez Arias, knyttet til tvende Hovedpersoner, der saa aldeles beherske Handlingen, at alle de øvrige Personer fuldkommen forsvinde. Stærke og ubetvingelige Lidenskaber udtale sig i disse med en glødende Farvepragt og i de mest henrivende Toner; men fiin og skarp Characteertegning eller Resultaterne af en moden Reflexion vil man forgjeves lede efter hos en saa phantasifuld Forfatter, hvis Arbeider ere beregnede paa et Publicum, der besidder hele Sydens livlige Modtagelighed og Tilbøjelighed til at lade sig henrive. Undertiden vil man maaskee finde, at een og samme Situation gjentager sig vel ofte, at flere Scener i samme Stykke indledes og opløses paa samme Maade, undertiden vel ogsaa savne tilstrækkelige Motiver, eller finde en og anden Opløsning mindre tilfredsstillende for Forstanden; men alt dette vil dog ikke kunne svække Interessen for det Hele, og bør endnu mindre bringe os til at miskjende den ideale Skjønhed og uendelige Rigdom, der udfolder sig i disse Arbeider. .. En Anmelder, der i sin Naivitet tvivler om, at dette Calderonske Drama er et værdifuldt Arbeide, men ialfald holder det for en afgjort Sag, at det ikke er saa fortrinligt, at det skulde kunne .. bibringe os en anden Smag end den sædvanlige", ivrer stærkt imod Mangelen paa Consequents i Gomez Arias's Characteer. Hvis han var gaaet til Kilden, eller blot havde kastet et Blik i den Fortale, hvormed Oversætterinden har ledsaget sin Bearbejdelse, vilde det været ham klart, at Mangelen paa Consequents i det mindste ikke er Calderons. Hos Calderon er Gomez Arias tapper og modig, men, selv fordærvet af Qvinderne, er Qvinden i hans Haand et Redskab, et foragteligt Legetøi, bestemt til Fordærvelse. Om "Anger og Bod", om "Opvaagnen af Drømme", eller "Lyst til at blive en Anden", er der ligesaa lidt Tale hos Calderon, som om nye Forsoningsscener mellem Dorotea og Gomez Arias, der paa Grund af den Sidstnævntes Suada og Forstillelseskunst, hvorpaa der allerede er givet Prøver, altid maae blive saare mistænkelige.. [Derpå refereres originalens slutning] Paa denne Maade forekommer det os, at hverken Gomez Arias selv, eller Tilskuerne kunne være i Tvivl om, hvorledes det vil ende. Knuden er hugget over, Teppet falder for hvad der ikke taaler at udføres videre, og Kongens Optræden i den danske Bearbeidelse, der unegtelig har noget Marionetagtigt ved sig, synes saare overflødig.. Naar vi imidlertid udtale den Overbeviisning, at Stykket ikke vilde have tabt ved at blive gjengivet uforandret, og at det for os og, vi troe, for mange Andre, endnu vilde havt en forhøjet Interesse, at see et Calderonsk Skuespil af en saa vidunderlig Skjønhed som det nærværende i sin oprindelige Skikkelse, saa er det dog langtfra, at der heri skal involveres nogen Dadel imod den Bearbeidelse, der er skjænket os, eller at vi derved skulde ønske at svække Interessen for et Arbeide, der vidner om en ligesaa respectabel Flid og ualmindelig Dygtighed, som om en sjelden Kjærlighed og Bekjendtskab til en Digter, af hvis rige Værker vi haabe, at den smagfulde og flittige Oversætterinde endnu vil levere os mange og ligesaa skjønne Prøver" (nr.101 15.3.1840). P.L. Møllers anmeldelse i "Berlingske Tidende" optryktes i "Kritiske Skizzer" I 182-97, Kbh.1847.

21.2.1 note 5

(5) Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev i fortsættelse af Heibergs kritik: "Den Interesse, som dette Sujet kunde have ved [sideskift][side 1635]en aandrig Behandling, taber sig, idet Forf. har forvildet sig paa den sentimentale Vei. Man mærker, at Stykket er skrevet af en Forfatterinde, thi det er forunderligt med hvilket Velbehag disse dvæle i al Slags menneskelig Misere og Ulyksalighed. Naar de engang have slaaet denne Streng an, da er det dem ikke muligt at standse i Udtværingen af dette Stof; det ene hjertebrækkende Sammenstød afløser det andet, og bestandigt udgydes der nye Taarer. Ogsaa her slappede dette Interessen og tilintetgiorde Spændingen" (nr.261 23.9.1841).

21.2.1 note 6

(6) Borups note (V 145) er fejlagtig. Fru Heiberg skulle selvfølgelig have spillet Sthephano (broderen); Jfr. L. Petersen overtog denne rolle. Ifølge Heiberg fandt "2^den Oplæsning [sted den]: 19 Novbr. [1840](HCp).

21.2.1 note 7

(7) Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Man vil ikke kunne negte os, at Sujettet er smukt; det har en ædel Holdning og frembyder enkelte meget gode Situationer. Men det er derimod ikke godt behandlet, hverken fra Forfatterens eller fra Fordanskerens Side. Det er behandlet i en gammeldags sentimental Maneer, som for Tiden aldeles ikke er yndet, og det mangler den livlige dramatiske Colorit, som er eiendommelig for de nyere franske Stykker; Effecter søges for meget tilveiebragt ved extasierede Stemninger, og for lidet ved sindrig Combination af Handlingen. Dialogen er temmeligt fuld af falsk Sentimentalitet og Affectation, hvilket navnligt gjelder om Hovedpersonen Rollas Parti. Vi vide vel at Oversætteren har bortskaaret en heel Deel af dette, men det kan ikke udryddes med Roden. Imidlertid har han ved Omarbeidelsen faaet Stykket formeget sammentrængt; det er absolut for kort til at udvikle en saa voldsom Catastrophe, thi det kan man vel ansee for afgjort, at et Menneske ikke kan døe i et Eenaktstykke uden at der gjøres Vold paa Naturen" (nr.45 14.2.1841). Arnesens anmeldelse i "Fædrelandet" formede sig mere som en opfordring til direktionen om at spille Oehlenschlägers tragedier og specielt "Correggio" samt Holbergstykker, hvorpå han afsluttende roste den sceniske fremstilling (nr.435 15.2.1841).

21.2.2 note 1

(1) Forestillingen den 14.9.1839 gik tilbage på grund af Md. Nielsens upasselighed (Journal).

21.2.2 note 2

(2) Anmelderen i "Fædrelandet" påviste, hvorledes karakterer og motiver i stykket var hentet fra andre skuespil: "At Stykket ikke desto mindre interesserede bestandig og vandt ubetinget Bifald, er det bedste Beviis saavel paa det Talent, hvormed alt dette er benyttet, som paa den fortrinlige Udførelse, der blev det til Deel" (nr.155 9.5.1840).

21.2.2 note 3

(3) Den bevarede sufflørbog KTS 733 er da det af Liebe renskrevne eksemplar fra juli-sept. 1841, hvorfor det intet udsiger om Heibergs revision af Molbechs revision af Hvids oversættelse. Ændringerne i sufflørbogen, som overvejende er af sproglig karakter, kan altså henføres til tiden efter 2. oplæsning (22.1.1842).

21.2.2 note 4

(4) Anmelderen i "Fædrelandet" (W.M.) skrev: "Grunden til at dette Stykke er blevet valgt for vort Theater, er vanskelig at sige, saa meget mere som dets Antagelse rimeligvis skriver sig fra en halvforglemt Fortid; Grunden derimod til at det gjorde Lykke, synes ustridigt at være de noble Sentiments, som findes i det, og som i Særdeleshed dominere Stykkets Slutning. Thi det er tydeligt nok, at det er dette Vaaben, hvormed Theatret i den senere Tid tilfægter sig sine fleste Seire, enten det nu er fordi i vor Tidsalder Dyden er sjelden, eller fortrinsvis [sideskift][side 1636]paaskjønnet .. Kort sagt, det er et temmelig maadeligt stykke, Handlingen er concentreret i den sidste Act, hvorimod de to første ere saa godt som uden Interesse. Der er gjort betydeligt Vold paa Sandsynligheden, og det Tilfældige er saa ubehændigt knyttet ind i Handlingen, at man maa undres over, at en Forfatter med Duvals Navn kan have saa liden Tact for det Dramatiske. Hvor overdreven er ikke i denne Henseende Scenen, hvor Testamentet oplæses, som ellers er Stykkets Glandspunct? Hvor forfeilet er det, at Advocaten belures i sine Selvbetragtninger? Hvor smagles er den Scene, hvori Malvina frier til Boulmaire? Det Hele maa absolut vække den Idee, at Stykket er lavet af en middelmaadig Fortælling, thi en stor Deel af det, som støder i Dramaet, hvor Personlighederne træde frem med skarpere Conturer, kunde i Fortællingen godt finde Plads, eller i det mindste bedre tilhylles. Kommer dertil, at Dialogen er stiv, uden Natur eller Lune, saa er der ikke meget tilovers at rose" (nr.809 4.3.1842).

21.2.2 note 5

(5) Sufflørbogen KTS 53 udviser kun en enkelt sproglig korrektion. Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" noterede: "Dette Stykke hører til de franske Fabrikarbeider, som hvert Aar fremkomme i hundredeviis og atter sporløse forsvinde fra Scenen, og vi kunne paa ingen Maade indsee, hvilket Krav dette Arbeide har havt paa at blive forplantet paa dansk Grund .. Efter Tæppets Fald lød et svagt Bifald, afbrudt af enkelte Mishagsyttringer" (nr.36 6.2.1840). Anmeldelsen i "Fædrelandet" sluttede: "Naturligviis opløser det Hele sig i en Rørelse og Taarehenrykkelse, der i og for sig kan være saare uskyldig, men som vi dog, paa den gode Smags Vegne, haabe, at Theaterdirectionen vil forekomme et sundt og forstandigt dømmende Publicum i snart at sætte en Pind for" (nr.58=59 6.2.1840).

21.3.2. note 0

(0) NkS 2603 er Overskous autograf: uden rettelser, uden interesse. Sufflørbog eksisterer ikke (KB).

21.3.2 note 1

(1) Sufflørbogen. KTS 79 er gennemrettet af Blyant især vedrørende Robinsons tilnærmelser til Effie, hvorved der er tale om handlingsændrende rettelser, hvorom censorerne ikke udtalte sig. Arnesens kommentarer i brevet af 23.11.1839 har i denne sammenhæng ingen interesse (I.B.nr.296).

21.3.2 note 2

(2) Saabye tilsendte partituret den 26.3.1836 (Konc.Forest.nr.47 1838). Nodecopiatur leveredes allerede dec. 1837 (TK 4.kv.nr.569).

21.3.2 note 3

(3) Dubreuil: Nu vel, min Herre, saa er det maaskee lykkedes mig at overbevise Dem om at De har havt Uret i at sætte den italienske Opera saa aldeles over vor egen. Casanova: Ja, jeg forstaaer nok, at man har villet give mig en liile Lection. - Men det gjør mig dog indt, at vi skulle savne det Italienske" (NkS 2585). Herudfor skrev Molbech: "Her er adskilligt forandret i disse Repliker". Hans rettelser i øvrigt er ganske få og kun af sproglig, ortografisk art. NkS 2585 er Borgaards autograf.

21.3.2 note 4

(4) KTS 882 er Oehlenschlägers autograf med få inferiøre sproglige korrektioner af ham selv. Ryge har brugt eksemplaret til arrangementet af sangnumrene. - Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Norma .. var fortræffelig indstuderet og udførtes upaaklagelig .. Det theaterbesøgende Publikum er hos os, meer end andetsteds, hvor Talen er om en Opera, vel nøieregnende med Texten. Vi haabe imidlertid at den deilige Musik vil være istand til at forsone Folk med Stykkets Usselhed, og at de skjønne Recitativer ville bidrage deres til at udbrede et tonerigt i Dække over det æsthetiske Misfoster" (nr.107 21.3.1840).

21.3.2 note 5

(5) I sin anmeldelse i "Fædrelandet" øste Arnesen af sine nys erhvervede erindringer fra Paris, idet han fortalte om stykkets [sideskift][side 1637]fantastiske og smagløse tilblivelse, hvorpå han konkluderede: "At Sheriffen hos os er falden totalt igjennem, er ikke andet end simpel Retfærdighed; ogsaa i Paris forsvandt den strax af Repertoiret, uagtet den blev modtagen med Bifald, og uagtet Berlioz skrev en meget venskabelig Anbefaling for den" (nr.298 1.10.1840). Han hævdede, at direktionen antog "denne og andre udenlandske Operaer .. fordi Publicum bestandig vil have noget Nyt, og fordi Publicum navnligen vil have nye musicalske Arbeider .. At Directionen skulde være i Besiddelse af saa grundige musicalske Kundskaber, at den kunde bedømme en Opera, Musik blot ved at gjennemlæse Partituren, er en Urimelighed at forlange; det kan kun den falde paa, der ikke veed, hvad det vil sige, at læse en Partitur. Men sæt ogsaa, at Directionen, til at bedømme Musiken, vilde udnævne en Comitee af Syngemesterne og Capelmesteren, saa maa dog først Partituren anskaffes, hvilket er en Affaire af 300 til 500 Francs; men for et Theater med vore faa Penge=Resoucer er det ikke en Bagatel, hver Gang en ny Opera opføres i Paris, at give en saadan Sum ud, blot for at læse Musiken igjennem, og derefter lægge den hen i Archivet, naar den befindes ubrugelig". Direktionen var da overladt til forskelliges rekommandation eller diverse avisers partiske recensioner, hvorved intet var vundet (nr.299 2.10.1840). Saabyes leverancer igennem årene får på denne baggrund sin rette placering, - Collin anførte i sit brev til Adler: "Sherifen gik i Hundene. Den blev udpeben ved anden Opførelse i Løverdags .. til Exempel paa hvad det var for en "offentlig Mening" vil jeg anføre, at da Leerbech lod aabne en Loge, hvorfra der afsagdes Dom, vare de 2 Pibere: Drenge og den 3^die en af de Politiet bekiendte Personer, der have Frakker, som, af Mangel paa Knapper, bindes med Seglgarn; det hele Publicum (det stemmegivende) var den Aften meer end almindeligt Løverdagsslet" (Adlers arkiv 7.9.1840). Politirapport blev optaget (I.B.nr.209).

21.4.1 note 1

(1) Stykket hed oprindelig "Jaleo di Xeres eller Den Usynlige paa Sprogø" (KTS 800). Andersens rettelser heri (s.11, 17, 22, 31 og 40) er næsten identiske med den trykte udgaves version af stykket, se dog S.S. bd.9 277 noten, jf. MS phot. 223 s.8.

21.4.2 note 1

(1) Se DKTR nr.131. "Fædrelandet" skrev: "At en saadan udeelt Interesse, trods Latter og Bravoraab, ingenlunde tildeeltes den uheldige "Nattegjæst", der under Prædicatet af en "Vaudeville=Spøg", sluttede Aftenunderholdningen, antage vi for utvivlsomt. Som Vaudeville var den for slet, og som Spøg altfor grov, til at vi skulle ønske den oftere gjentaget paa vor Scene" (nr.116 30.3.1840). "Ogsaa denne Aftenunderholdning sluttedes med Fremstillingen af: "En Nattegjæst". Et Blad har beklaget sig over, at vi have udslyngt "en Bandstraale" imod dette "morsomme" Stykke; det smigrer os naturligviis, at Vedkommende tillægger en misbilligende Yttring af os saa megen Betydning, og vi begynde næsten selv at troe paa vor Infallibilitet, thi den høirøstede Acclamation, hvori nogle brutale Klappere udbrød ved Teppets Fald, blev ledsaget af en saa decideret Hyssen, at vi vel nu tør haabe for bestandig at være fri for en saa uvelkommen "Gjæst", skrev "Fædrelandet"s anmelder (nr.125 8.4.1840). Den sidste opførelse den 31.1.1841 blev ikke omtalt i bladet.

21.5.0 note 1

(1) Selv om ballettens allegoriske fremstilling kunne kritiseres [sideskift][side 1638]for at være mindre klar og forståelig, så besad den "dog tillige i hel Grad de samme gode Egenskaber, der udmærke Bournonvilles tidligere Balletter: smukke og charakteristiske Dandse, fortrinlig Plastik, skjønne Groupperinger, og en smagfuld Benyttelse af Scenen og Terrainet. Fornemmelig ville de forskiellige Tableaux i "Kunstens Tempel", der ligesaa fordeelagtigen vidne om Hr. Bournonvilles Smag som hans Farvesands, blive seete med Fornøielse .. Belysningen er fortræffelig, Musiken kunde ikke være bedre arrangeret og den pragtfulde Grouppe, der slutter det Hele, vilde uden Tvivl alene være istand til at sikkre Balletten en fortrinlig Modtagelse" (nr.107 21.3.1840).

21.6.0 note 1

(1) Efter deres første kontinentale koncerter i Hamborg (29.7. og 1.8.1839) (jf. The New Grove Dictionary Vol.2 p.741, 831) kom Mad. Bishop og N.C. Bochsa til København i midten af aug. 1839 (jf. Hamburgische Correspondente 3., 5. og 7.8.1839). De fik audiens hos prinsesse Caroline og prins Ferdinand, hvorpå de søgte Adlers protektion for på denne måde at få prins Christian Frederiks bevågenhed og samtidig mulighed for at give koncert på teatret (Adlers arkiv 20.8.1839, Hofmarskallatets journal 21. og 26.8. og 5.9.1839 nrr.1044, 1075 og 1154). I sept. 1839 gav Bishop og Bochsa koncerter ved hoffet og på teatret (jf. Overskou V 388 og Hofmarskallatets journal udat. og 24.9.1839 nrr.1210 og 1216). I okt. 1839 brugte Bochsa tre uger på at indstudere "Hofconcerten" (jf. s.987), hvorefter mellemhandleren Nathansen udvirkede en takkeskrivelse fra teaterdirektionen (UjBr udat. ie: før 1.11.1839). De private koncerter skal (kan) ikke opregnes (Overhofmarskallatet I.J.4-5. Ujournaliserede breve til Hauch og Haxthausen udat., 3.11.[1839], Adlers arkiv udat., 3. og 4.11.[1839]). Efter Frederik VIs død rejste de til Sverige, hvor de gav koncerter i Stockholm (jf. Dahlgreen 582), hvorpå de på ny kom til København den 13.4.1840. Atter ansøgte de om at måtte give koncerter (Hofmarskallatets journal 15.4.1840 nr.599, Adlers arkiv 14.4.1840). Deres sidste koncert afholdtes den 10.5.1840: Scener af 3. akt af "Otello", scene og duo af "Norma" (assisteret af Mad. Simonsen), scener og finale af "la somnambula" (Overhofmarskallatet I.J.4-5. Ujournaliserede breve til Hauch og Haxthausen 6.5.[1840]). Derpå drog de til St. Petersborg i begyndelsen af maj 1840, hvor Adler endnu engang formidlede deres succes (Adlers arkiv udat.). Forinden deres afrejse sendte Bochsa Bournonville sin "partition des morceaux D'Erik Menved, qui est été livrai au copiste du theatre, et aussi cette de la danse Suedoise que je jomis ici" (NkS 3258 A.2. udat.).(Jf. Dan Fog: The Royal Danish Ballet s.16). Se s.1138. Se The New Grove Vol.2 741 og 831.

21.6.0 note 2

(2) Giovanni Belletti ansøgte om at måtte give koncerter i København (Hofmarskallatets journal nrr.1338, 1392 og 1451 19.10., 2. og 19.11.1839). Han optrådte flere gange ved hoffet og på teatret (jf. Overskou V 380). Efter den mislykkede affære med Isaak Berg (jf. s.953) fik Belletti chancen for at blive midlertidig leder af Musikkonservatoriet og teatrets første syngemester, hvilket han den 28.11.1839 erklærede sig rede til (UjBr). Som en af sine sidste handlinger autoriserede Frederik VI Adler den 29.11.1839 "til at underhandle" med Belletti "om et Engagement paa 3 Aar og med en aarlig Gage af Tolv Hundrede Rbld.r.S. hvilke ligesom afd. Professor Sibonis Gage skulde blive at udrede af Finantserne" (NKC All.underdanigste [sideskift][side 1639]Forestillinger fra G. Etataraad Adler m, Kongelige Resolutioner): Sagen blev approberet af Christian VIII den 5.12.1839. Belletti returnerede til Stockholm ult. dec. 1839, hvorpå han fik ansættelse ved Stockholms Teater (jf. Dahlgreen 486 og Personne: Svenska teatern VIII. Stockholm 1927 s.38 + reg.).

21.6.0 note 3

(3) Fædrelandet skrev: "Fornemmelig takke vi Hr. Overskou for det fortrinlige Fragment af Delavignes L'école des vieilards, og for den Moderation, hvormed han indskrænkede sig til i de valgte Scener alene at secundere Fru Heiberg. Hvormeget vi end ere vante til, ved enhver ny Fremtrædelse af denne Kunstnerinde, at see hende feire nye Triumpher, ansee vi dog denne for een af de fuldstændigste" (nr.116 30.3.1840).

21.6.0 note 4

(4) Fædrelandet skrev denne meget vigtige anmeldelse af aftenunderholdningen: "Det er en unegtelig Sandhed, at Scenen, velbenyttet, ikke kan bidrage lidet til Udviklingen af de Ideer, der slumre i Folkebevidstheden, og der kan vistnok her ofte udrettes mere, som ved et Trylleslag, en elektrisk Funke, der berører de fineste Fibrer, end ved det, der fremgaaer som Frugten af Manges uafbrudte Bestræbelser. See vi hen til andre Steder, hvor Skuepladsen ikke er kongelig for Folkets Penge, men udelukkende Folkets Eiendom, der trives under dettes Gunst, men falder ved at vække dets Misfornøielse, da ville vi ret faae et talende Beviis paa, hvilken Andeel Scenen kan have i Folkedannelsen. Der gribe Theatrene ofte ind, som et Led i den offenlige Discussion, der kommer til at yttre sig en Folkestemme, og det Slette og Latterlige, der trænger sig frem i Øieblikket, rammes her, som oftest, af en øieblikkelig Nemesis. Sandt nok, at en saadan Magt letteligen kan misbruges, men lige saa sandt bliver det, at den kan og bør bruges, bør bruges med Skjønsomhed og Maadehold, uden altfor ængstlige, snæverhjertede Censurhensyn; og skal Skuepladsen blive til en sand Sædernes Skole, da bør Øieblikkets Krav allermindst oversees. Et saadant lille Indlæg i Tidens store Debatte have vi i disse Dage seet paa vort Theater ved Konstnerinden Md. Nielsens Aftenunderholdning, ved hvilken der blev givet en Scene - den berømte Mesterscene af Lessings "Nathan den Vise". Vi kunne naturligviis ikke med Bestemthed vide om dette Valg er skeet med modent Overlæg eller uvilkaarligt, men vist er det, at man maa vide Vedkommende Tak for det. Noget Klarere, mere Tiltalende og Overbevisende kan der vel neppe siges i det store Humanitetsspørgsmaal, der lige indtil vor Tid har gjort sig gjeldende, uden der for at være kommet sin Tilendebringelse nær, end det Lessing i denne philosophiske Digtning har udtalt; en mere uhildet Betragtning af den Misforstand, der nu i Aarhundreder har hildet det menneskelige Øie og afstumpet Følelsen for de oprindelige Menneskerettigheder, er det vel ikke tænkeligt at see fremstillet, allermindst hvor den, der anstiller det, maa være Part i Sagen. Og hvo vilde vel betvivle, at Sandheden saaledes iført Skjønhedens Klædebon og saaledes frembaaret med henrivende Svada og ægte konstnerisk Besindighed, maa kunne virke paa Gemytterne, virke til sand Humanitets Udbredelse? Er Skuepladsen "ei blot til Lyst", hvorledes da bevise det mere slaaende? Det var derfor vel at ønske, at det ret maatte blive indlysende, hvilken herlig Skole for Folket Skuepladsen, rigtig benyttet, kunde vorde. Det er sandelig saa langt fra, at noget af Scenens Hovedøiemed derved tilsidesættes, at tvertimod ethvert andet derved vilde fremmes. Folket vilde vorde sig Konstens høiere Formaal bevidst, den sande omfattende Humanitetsfølelse vækkes [sideskift][side 1640]og styrkes og alt blot Hensigtsløst, Plat og Uværdigt mere og mere forsvinde. Hvormeget vi hos os endnu trænge til en slig Vækkelse, derfor afgav netop den samme Aftenunderholdning, vi have nævnet, et slaaende Beviis. Uagtet nemlig dens egenlige Indhold var ordnet og tilveiebragt med en saa kjendelig Omhu og konstnerisk Kjærlighed, torde man dog ikke forsmaae at udkaste en Madding til at angle Mængden med, ikke undlade at vedhænge nogle grove og fade Løier, der vare ligesaa upassende og uværdige, som de maatte bidrage til at udslette det behagelige Indtryk, en reen og ædel Konstnydelse havde formaaet at frembringe" (nr.125 8.4.1840 mærket 90). - "Fædrelandet's sædvanlige anmelder ("r") skrev i samme nummer: "at [aftenunderholdningen] .. om muligt, endnu mere bestyrkede os i den Beundring, vi altid have næret for den sjeldne Konstnerinde, der gav den. Hendes Fremstilling af Tisbe, og fornemmelig Scenerne med Catarina og Rodolphe, vidnede om den tragiske Høihed og den dybe, elegiske Følelse, der udgjøre hendes egenlige Væsen og Kjerne, og som endnu længe ville gjøre hende umistelig for Tragedien" (l.c. s.924).

21.7.0 note 1

(1) Jf. Ryge til Teaterdirektionen (I.B.nr.35 7.2.1840) om forbedrede dekorationer. "Fædrelandet"s anmelder skrev som et indirekte svar herpå: "Medens hver ny Saison frembyder Exempler paa, hvilke Summer der bortødsles paa at udstaffere Operaer og Balletter, er det indignerende at lægge Mærke til, hvor uanstændigt vore nationale Skuespil, de holbergske Mesterværker, udstyres paa Scenen .. [Vi] tør .. paastaae, at af alle de Skuespil, der opføres paa vor Scene, er der ingen, hvor det Eiendommelige og Marqverede i Dialog og Handling hænger nøiere sammen med det Eiendommelige i Costume og Decorationsvæsen, end netop i disse .. Hvad der ikke mindre ved Opførelsen skader den Interesse for disse Skuespil, der altid burde være ny og usvækket, er den dræbende Langsomhed og den Usikkerhed, hvormed de gaae over Scenen. Ogsaa herpaa frembød "Den politiske Kandestøber" .. et paafaldende Exempel. Sammenligne vi denne usikkre og udtværede Forestilling og disse uendelige Mellemacter med det Liv, den Ild og den Sikkerhed,.] hvormed Molières "Tartuffe" .. for nogle Aar siden opførtes her af det franske Skuespillerselskab [jf. s.898], da have vi ikke Uret i at forundres over "den ofte vidunderlige Mangel paa Ild og Energi, hvormed Theatrets Kræfter her, til Forskjel fra andensteds, gjøres frugtbringende for Scenen", - hvad vi leilighedsviis kom til at berøre i vor sidste Artikel" (nr.152 6.5.1840; jf. en udeladt polemik mellem Bournonville og "Fædrelandet"s anmelder om teatrets gagering).

21.7.0 note 2

(2) Jf. Ryge til Teaterdirektionen (I.B.nr.39 10.2.1840) om forbedrede dekorationer. Se note 1.

21.7.0 note 3

(3) "Fædrelandet"s anmelder ("r") skrev: "Uagtet Hr. F[aaborg] kun ufuldkomment gjengav os Billedet af den ærgjerrige, fine og intriguante Franskmand, vidnede hans Fremstilling dog om en saa roesværdig Flid og havde enkelte saa vellykkede Momenter, at vi slet ikke tvivle om, at Hr. Faaborg, der som Concertsanger allerede har vundet almindelig Paaskjønnelse, ogsaa i Operaen ved fortsat Anstrengelse vil bringe det til at præstere noget Fortjenstligt" (nr.174 30.5.1840).

21.7.0 note 4

(4) "Kjøbenhavnsposten"s anmelder ("18") skrev: "Efterat man alt i lang Tid synes at have glemt, at der her i Byen existerer et Musikconservatorium, hvis Bestemmelse er at danne Sangere og Sangerinder for Theatret, erfarede vi af et Avertissement [sideskift][side 1641]i Adresseavisen om en Forestilling til Fordeel for dette Institut, at der endnu er Liv i det, men tillige at dette Liv kun hænger i en Spindelvæv; vi havde dog ventet ved denne Forestilling at see Prøver paa den Fremgang, Conservatoriets Elever i den senere Tid have gjort, eller at en eller anden i Institutet uddannet Sanger eller Sangerinde skulde træde op i den averterede Opera "Den Stumme". Men vi bleve desværre i enhver Henseende skuffede; thi Udførelsen af denne Opera gav os snarere Anledning til at tvivle om, at man hos [os] har Begreb om, hvad Musik og Sang egenlig er, end til at troe, at her existerer et Institut, hvis Formaal er at danne du[e]lige Subjecter for Theatret. Ved Conservatoriets tidligere Aftenunderholdninger havde man dog undertiden Leilighed til at paaskjønne et eller andet fremspirende Talent; man saae dog, at der blev gjort Noget til Musikens Fremme; men ved denne Forestilling syntes det derimod, som om man netop havde villet vise, hvorledes det, trods Musikconservatoriets Existens, mere og mere gaaer tilbage med vort Theater i denne Retning. - Hr. Kirchheiner optraadte, efter en overstaaet Sygdom, første Gang i denne Saison som Masaniello, og blev modtagen af Publikum med stormende Bifaldsyttringer .. Betænker man, at samme Ære vederfores Hr. K., som tidligere er viist Konstnere som Dr. Ryge og Fru Heiberg, da maae disse sidste vistnok fristes til at skatte en saa tvetydig Æresbeviisning saare ringe. Skjøndt Hr. K.s Spil snarere viste en forgjæves Kraftanstrængelse end virkelige Yttringer af Kraft, kunne vi dog ikke frakjende det enkelte heldige Momenter, hvortil vi især regne Scenen i 2den Act, hvor han, for at skjule sine Planer for Qvinderne, istemmer Bacarolen. Hr. K.s Sang ville vi helst aldeles ikke omtale. Vi ville haabe, at Hr. K. faaer sine tabte Kræfter tilbage, og, vi skulle da med største Beredvillighed erkjende hans Fortjenester; men indtil da maae vi beklage Savnet af en Konstner, der engang med Rette var Publikums Yndling. - Det vilde være uretfærdigt, hvis vi i Bedømmelsen af Jfr. R. Lund som Fenella ikke toge Hensyn saavel til Opgavens egen Vanskelighed, som det Mislige i at optræde i en saadan Rolle efter Fru Heiberg; vi paaskjønne derfor den umiskjendelige Flid, hvormed Jfr. L. har indstuderet sit Parti; dog forekom det os som Jfr. L.s Spil har for kjendelige Spor af Instruction, hvorimod den egenlige Opfatten af Rollen savnedes, hvilket især viste sig ved den totale Mangel paa Spil paa de Steder, hvor Intet udtrykkelige er foreskrevet af Forfatteren .. Fra Dandsens Side havde Stykket modtaget en Forskjønnelse, idet Hr. Hoppe og Jfr. Fjeldsted i 1ste Act udførte den spanske Dands "El Jaleo". Dandsen var overhovedet den bedst soignerede Deel af Forestillingen, saa at man med Sandhed kan sige om denne Opera, at den i det Hele taget blev dandset meget godt" (nr.327 27.11.1839).

21.8.0 note 1

(1) Hertil Hertz' kuriosa til broderen: at Rantzau-Breitenburg skulle være teaterchef og Heiberg Adlers afløser (NkS 1706 20.12.1839).

21.8.0 note 2

(2) Arnesen udlod sig ikke offentligt om dette vigtige problem.

21.9.0.

21.9.0 note 1

(1) Se N. Personne: Svenska teatern. Stockholm. 1927 bd.8 s.137ff. Bournonville: Mit Theaterliv. Kbh.1875 II.1 s.78.

21.9.0 note 2

(2) Se Dahlgren: Stockholms Theatrar. Stockholm 1866 s.586.

21.9.0 note 3

(3) Anna Nielsen skrev til N.P. Nielsen den 18.7.1840 (TM); teaterplakater er forgæves eftersøgt. Odense-aviserne omtalte ikke indholdet af forestillingerne (÷ Odense UB).