Side 395-445, noter side 1540-48 + 1731.
[sideskift][side 395]
Det første stykke, Molbech tog sig for at censere efter sin tiltræden som teatercensor, var det anonymt indleverede sørgespil "Oswald og Evelina". Han forkastede stykket, fordi forfatteren ikke havde mindste begreb om et dramas "Motiver, Plan, Charakteertegning, Forvikling, Katastrophe og Opløsning - Alt er lige flat, lige plat og fuskeragtigt; og vidner om en total Udygtighed hos Forf. til at opfatte enten Ideen eller Konstformen af en Tragedie" (20.7.1830). Endelig frakendte han forfatteren "enhver Gnist af egentlig Poesie, og paa Alt hvad der kan kaldes Smag og Tact". Sørgespillet var kort og godt at anse for en "Stiiløvelse for en Discipel i øverste eller næstøverste Classe"; sproget var dog "ret taalelig correct". Denne svada, som på ingen måde ligner tidligere teatercensorers, fulgte Manthey op med sin tiltræden dog uden at motivere, hvorfor han ville forkaste "dette aldeles umodne Sørgespil" (1.8.1830). Returneret den 4. aug. 1830 (Kp.nr.335).
Molbech fandt, at sproget i "Øen, i det Indiske Hav" "baade i Prosa og Vers, bevæger sig i en vis gammeldags Tone ", mens forfatter en i øvrigt var blottet for begreb om "dramatisk Composition", hvilket gjorde stykket uegnet for "et dannet TheaterPublicum" (11.8.1830). Manthey var optaget af forfatterens "Patriotisme", men erkendte at han ikke havde evnet at skildre de "Danskes Dyder .. hverken sandsynlig eller interessant". Det afgørende for Manthey var at forfatteren, trods sin "Øvelse i at skrive Vers" aldeles fattedes "Kjendskab til Theatret og Nutidens Smag", hvorfor stykket ikke kunne antages (12.8.1830). Remitteret den 25. aug. 1830 (Kp.nr.345).
Det lyriske tryllespil "Lysets og Mørkets Kamp" ønskede Molbech sig overladt, så han skolemesteragtigt kunne påvise hvorledes dets "Indhold undertiden virkelig er komisk ved dets superlative Galskab, .. [samt vise] hvor utrolig vidt de aldeles raae eller misdannede Evner kunne forvildes paa den æsthetiske Vei" (22.8.1830). Manthey indskrænkede sig til at notere: "Ubrugelig" (24.8.1830). Den 25. aug. 1830 forkastedes stykket (Kp.nr.346).
"Forbrydelserne bleve opdagede" behandles sammen med samme forfatters syngespil, se s.422.
"Snorro paa Røgholt" stemplede Molbech som ulæseligt "Galimathias", idet han ikke følte sig forpligtet til at motivere, hvorfor teatret måtte afvise forfatterens "Taabelighed" (30.10.1830). Manthey anførte, at håndskriften havde hindret ham i at gennemlæse [sideskift][side 396]stykket (2.11.1830). Remitteret den 4. nov. 1830 (Kp.nr.424). Det anonymt indleverede 3-akts drama "Saa gaaer det i Verden" klassificeredes af Molbech som tilhørende den sentimentale ingemannsk-kotzebuiske maner, "som uden Tvivl ved Opførelsen vilde behage unge Damer", selv om også han selv for "nylig med Behag" havde set "Den fattige Poet" (1). Han mente ikke, at stykket var et drama, da det kun ejede én situation; Molbech ville retfærdigvis ikke frakende digteren "Talent .. til dialogisk at male Følelsens indre Liv", selv om sentimentaliteten og de "umaadelig lange Monologer" gjorde stykket uantageligt (27.12.1830). Manthey troede ikke, at stykket kunne komme på scenen, uden at han af den grund i censurprotokollen argumenterede hvorfor (22.12.1830). Den 31. dec. 1830 returneredes manuskriptet med en tilkendegivelse af at direktionen ikke miskendte forfatterens "til en vis Grad uddannede Anlæg til at skildre Følelsen, eller hans paa Sproget anvendte Flid" (Kp.nr.450).
"Graad og Latter" var Molbech ikke sen til at frakende enhver form for egnethed for teatret, fordi forfatteren kun evnede at fremstille sin "egen Smagløshed, Dumhed og Mangel paa al Idee om Sammensætning af et Drama, Charakterers Fremstilling og Situationers Udvikling" (3.2.1831). Manthey argumenterede heller ikke for forkastelse af dette stykke (10.2.1831), som tilbagesendtes den 23. febr. 1831 (Kp.nr.471).
"Eutemia" ærgrede Molbech sig over at skulle spille tid på, samtidig med at han skulle tåle at blive "bekiendt med en næsten ubegribelig Taabelighed i den Hierne, der kan tænke sig et saa jammerligt Smøreri opført" (7.2.1831). Mantheys verdensmandserfaring gav ham anledning til at anføre denne anekdote: "Hvor megen Tid vilde vi ikke spare, naar saadanne Stykker, som de ældre franske endte med Ordet Fin, og man, saaledes som fordums Franklin, kunde give sin Mening til Kjende ved at udslette det sidste Bogstav" (12.2.1831). Ingen argumentation fra censorerne var åbenbart nødvendig for forkastelse. Remitteret den 23. febr. 1831 (Kp.nr.470). Der kan næppe herske tvivl om at disse dramatikere fik en retfærdig behandling af Molbech, idet de alle, måske med undtagelse af forfatteren til "Saa gaaer det i Verden", må betragtes som underlødige eller tredjerangs. Molbech mødte dem alle med skarpe indsigelser vedr. deres evne til at forme en dialog, karakterisere stykkernes personer eller skabe dramatiske situationer, der kunne [sideskift][side 397]motivere handling og effekt. Molbechs forudsætninger vedr. det egentlige drama var hans force, hvorfor det er interessant at bemærke at han straks fungerede i sin nye stilling. Med undtagelse af sin censur over "Øen i det Indiske Hav" argumenterede Manthey overhovedet ikke hvorfor han forkastede disse stykker. Sammenholdt med hans første sæson som teatercensor er der tale om en markant kvalitativ forringelse. Spørgsmålet er om Molbechs udnævnelse forårsagede denne ændring?
[sideskift][side 398]
"Lille Rundetaarn, eller Ægteskabsmægleren" var det første lystspil Molbech censerede. Karakteristisk for Molbechs indstilling til genren udbrød han: "Hvilket Uføre af den laveste og dummeste Gemeenhed!", umiddelbart efter benyttede han Holberg som målestok, idet han anførte at han ville "ønske, at Nogle af dem, som finde Holberg plump og lav, engang vilde læse et saadant Stykke, for ret at lære at kiende Forskiellen paa den geniale Komikens diærve Kraft og sprudlende Vittighed - og den usle, platte, bornerede Trivialitet, der troer at kunne frembringe komisk Effect, ved at søle sig i den dybe Pøl af nogle af det laveste og flaueste Hverdagslivs, ligesaa pøbelagtigt, som slet tegnede Situationer og Carricaturer" (23.7.1830). Denne indstilling til virkelighedsmaleriet i såvel lystspil som drama skulle blive Molbechs største indsats m.h.t. fornyelse af teatrets repertoire, thi ser man end bort fra sprogets Kraft-durch-Freude-mentalitet åbenbarer han den skinbarlige reaktion: "Der hører en ubegribelig Forblindelse til at turde byde det Kongel. Theater, hvad neppe noget dramatisk Selskab af den laveste Classe vilde modtage -". Frederik VI havde sandelig forstået at finde den rette mand til at håndhæve teatrets værdighed samt beskytte det mod indtrængende pøbelagtigt hverdagsliv. Manthey afslørede derimod, at han netop besad en evne til at lytte sig frem til hverdagslivet, thi nok var det et plumpt, gement pøbelstykke, men der var "dog et og andet i de enkelte Sceners Behandling der vidner om at Forfatteren ikke aldeles mangler Ævne til at bearbeide den comiske Dialog" (1.8.1830). Mantheys indstilling er ganske bemærkelsesværdig, når man sammenligner med hans vota fra foregående sæson. Stykket blev remitteret den 4. aug. 1830 (Kp.nr.333).
"Sølvbryllupsangen" var Molbech på det rene med var uantageligt til opførelse på Det kgl. Teater, idet han i stedet argumenterede for hvorfor det var dueligt til opførelse på et privatteater eller i en familiekreds: dets "Naturlighed i den dramatiske Fremstilling", samt dets "temmelig flydende Lethed i Dialogen", endvidere "nogle Charakterer", der "i det mindste" var "taaleligt anlagte" (24.7.1830). Manthey var først og fremmest optaget af at finde ud af hvilket tysk lystspil, der var blevet lokaliseret. Var det end en ægte original ville han dog forkaste den, fordi stykket var "alt for flygtigt [ud]arbeidet og alt for ubetydeligt, til at kunde fremstilles paa det Kongelige Theater" (2.8.1830). Remitteret [sideskift][side 399]den 4. aug. 1830 (Kp.nr.334).
Den 20. juli 1830 lykønskede Balthasar Bang Molbech med udnævnelsen, idet han samtidig beklagede sig over teaterdirektionens behandling af hans produktion. Intetsteds i brevet nævnede han eksplicit sit seneste stykke "Friedli fra Haslidalen" (Coll.Br) (jf. s.334). Den 26. juli 1830 havde Molbech afgjort sagen: han fandt stykket "antageligt, uden at jeg dermed vil have sagt noget udmærket til dets Berømmelse. Det hører til Theaterstykkerne af den sentimentale Art, eller de ei uden Grund saakaldte Taareperser; men disse have jo et ikke lidet Publicum; og jeg forestiller mig, at f.E. Jomfru Pätges i Friedlis Rolle vil kunne giøre betydelig Effect hos dette Publicum". Man må sande, at Molbech havde læst og forstået resolutionen af 9. marts 1830, thi der var jo formelig tale om at lade hensynet til publikum være udslaggivende ved antagelsesproceduren. Hans varetagelse af de kunstneriske interesser fremkom dog senere i censuren, hvori han anførte, at han var villig til "at foreslaae slige Smaaforandringer" til retouchering af Bangs mest affekterede sprogkringler samt beskæring af visse enkelte scener. Manthey fulgte Molbech; også han mente, at stykket dog ville "finde sit Publicum", samt at stykket kunne komme frem i indeværende sæson, hvis Bang fulgte de angivne retningslinjer (3.8.1830). Af brev til A.E. Boye fremgår det, at Molbech havde søgt hjælp hos sin gamle våbendrager m.h.t. vurdering af stykket, og at Boye havde neddelt Molbech en nu tabt bedømmelse (NkS 1458, 7.11.1830). Af den bevarede korrespondance fremgår det imidlertid ikke, hvornår Boye blev inddraget i teatercensuren. Om Molbechs korrektioner (evt. med Boyes bistand) vides heller intet. Imidlertid blev rollerne uddelt den 5. okt. 1830 (PRFD), men først den 7. jan. 1831 opførtes stykket første gang (ialt 3 gange) (1).
Molbech affærdigede "Tante Flora" med bemærkninger om kalligrafi kontra ortografi, hvor studenten eller skoledisciplen var stærkest udi førstnævnte; intetsteds besværede Molbech sig med at fremføre argumenter for forkastelsen (29.7.1830). Manthey var ligesom det var tilfældet med "Sølvbryllupsangen" mere optaget af om dette enaktsstykke var en oversættelse (fra fransk):"I denne Forudsætning vilde det være urigtigt at dømme om Originalens Værd efter en saa confus og feilfuld Fordanskning, men vist er det, at vi, under den Form hvori det her frembydes, ikke kunne bruge det" [sideskift][side 400](3.8.1830). Returneret den 11. aug. 1830 (Kp.nr.341).
"Den unge Digter"s forfatter manglede, iflg. Molbech, "[ikke] Anlæg til at skrive Vers .., men for Theatret er dette Stykke ubrugeligt" (31.8.1830). Endnu engang persiflerede Molbech en forfatter for den smukke håndskrift mens argumentationen for forkastelse forblev uudtalt. Manthey nøjedes med et:"Hermed enig" (4.9.1830). Remitteret den 8. sept. 1830 (Kp.nr.405).
Om "Reisegildet" mente Molbech at dets "eneste gode Egenskab" var "at det er temmelig kort, og ikke trænger til videre Motivering af Dommen" (11.9.1830), mens Manthey genkaldte sig "salg. Rahbeck", der "troede at [denne kategori skuespil] ere skrevne blot for at gjøre Censorerne kjæde af deres Forretning" (15.9.1830). Remitteret den 15. sept. 1830 (Kp.nr.407).
"Ven og Elsker" (jf. s.359) leverede forfatteren Molbech privat. Han var ganske på linje med Rahbek, idet han erklærede, "at det har ennuyeret mig meget, og at al denne Kiøbenhavnske Fruentimmersnak og alt dette Forlovelsesvrøvl forekommer mig at maatte blive ligesaa ennuyant paa Theatret, som under Læsningen. .. Vel forekommer det mig, midt under en Vandflod af Flauheder uden vis comica, som Forf. ikke er uden Anlæg for den sceniske Dialog; men tillige synes han mig at røbe Mangel paa Compositions-Evne, eller Talent til at bringe dramatisk Aand og Eenhed i en Composition for Theatret" (26.9.1830). Fordi Molbech kendte forfatteren, blev der taget særlige hensyn til denne, idet Molbech fandt, "at det høieste man kunde gaa til i Forfatterens Faveur, var at erklære: at hvis dette saakaldte Lystspil .. lod sig omarbeide og sammentrække f. Ex. til et Treactsstykke, .. kunde dens (vist nok usikkre) Udfald underkastes en ny Bedømmelse". Manthey indskrænkede sig til aldeles at tiltræde Molbechs mening, uden at erindre sig den tidligere læsning (4.10.1830). Den 13. okt. 1830 blev forfatteren tilskrevet som af Molbech foreslået (Kp.nr.417). Stykket kom ikke igen!
A.L. Arnesens bekendtskab med Manthey havde den unge embedsmand udnyttet til privat at forelægge ham et nyt lystspil "Kroaterne", kort efter Mantheys tiltræden som direktør ved teatret. Manthey havde imidlertid frarådet ham at indlevere det, fordi "intet i den virkeligen Verden er utaaleligere og kiedeligere end Lapsesprog og flaue Forliebelser", så at "Fremstillingen deraf paa Scenen vil gjøre desmindre Lykke, jo meere troe de ere opfattede [sideskift][side 401]og gjengivne" (12.10.1830). Arnesens omarbejdelse "Ungdom og Letsind" tog Molbech sig af: "Denne "Skizze efter Naturen" er virkelig undertiden naturlig nok: Skade kun, at Naturen, som her skizzeres, ikke er interessant nok for en dramatisk Fremstilling. Lapserier og Forliebelser .. er her ikke uden Sandhed skildret; men Skildringen gaaer her alt for meget i det Brede, og al egentlig komisk Virkning fattes" (10.10.1830). Mantheys ovenfor anførte grunde mod antagelse af 1. version af stykket fandt han aldeles ikke anledning til at ændre, selv om stykkets scener var blevet omsat (12.10.1830). Den 13. okt. 1830 meddelte direktionen Arnesen, at selv om den erkendte "Anlæg for Dialogen og vist Talent til Opfatning af Livet og den trivielle Hverdags Conversation blandt en enkelt Classe af vor Tids Ungdom", kunne den dog ikke antage stykket til opførelse (Kp.nr.418) (2).
Om "Et Giftermaal paa Moden" "vil det være nok at sige, at Forfatteren er en Fusker, der ikke har det ringeste Greb paa at skrive en Comedie", fastslog Molbech (29.10.1830). Manthey var lige så kategorisk: "Dette slette Stykke fortjener ingen Opmærksomhed" (1.11.1830). Returneret den 4. nov. 1830 (Kp.nr.425).
Rosenkildes lystspil "Majoren og Frøkenen" (jf. s.314) blev under henvisning til den kgl. resolution af 9. marts 1830 underkastet en ny censur. Censorvota mangler, men iflg. Deliberationsprotokollen forkastedes det på grund af "dets nærværende Skikkelse og Længde" (10.11.1830). Iflg. Rosenkildes oplysninger havde Molbech anført, at stykket havde "for lange Monologer" samt været utilfreds med "Musik-Libhaberie-Scenen" (13.10.1831, Tilskueren 1901, 1010). Censorerne gav sig ikke, men Rosenkilde fik i stedet udbetalt 100 Rbd. i forskud "paa et af ham for Theatret under Udarbeidelse havende Arbeide" (17.11.1831).
Hvorvidt A.L. Arnesen var opsat på at afsløre teaterdirektionens fremgangsmåde m.h.t. behandling af anonyme og bekendte forfattere kan ikke afgøres, men i hvert fald er sammenligning mulig, når det gælder hans "Tak for Ballet", der blev indsendt en måned efter "Ungdom og Letsind". Det nye stykke fik en ordentlig medfart af Molbech: "Dersom et Lystspil kan bestaae af en Række flaue Samtaler imellem Studenter og unge Piger, der gaae ud paa de jammerligste Bagateller, og ikke fremstille os andet, end nogle enkelte Strøg af den mest vidløse og tomme Conversationstone hos den kiøbenhavnske Ungdom - saa have vi her et Lystspil; og det endog med [sideskift][side 402]en dobbelt Forlovelse i Enden" (14.11.1830). Manthey var "aldeles enig" (udat.). Holstein undertegnede dommen den 24. nov. 1830 (Cp). Se s.776.
Den 23. nov. 1830 tilskrev Rosenkilde teatret om at levere dette en "Carakteerscene". Den 1. dec. 1830 ønskede direktionen sig den tilstillet ordinær censur. Forehavendets karakter fortaber sig i det dunkle, men Rosenkilde forsøgte vel en udvej for kreditorerne (Kp.nr.442).
Lystspillet i tre akter "Han blev narret" blev af Molbech kun indirekte bedømt, idet han hæftede sig ved at forfatteren forlangte 15 af de bedste skuespillere samt en ny dekoration "forestillende Kongens Nytorv med Comediehuset og Mimis Kaffeehuus m.m. Dér, paa Torvet, eller andensteds udenfor Theatret maa han lade sine flaue Scener spille. Indenfor i Huset kunne de ikke komme" (26.12.1830). Manthey var "enig" (udat.). Stykket returneredes den 31. dec. 1830 (Kp.nr.452).
"Den bedragede Oldgrandsker" stempledes af Molbech som noget usselt tøj: "Vilde [forf] .. dog, naar han faaer dette Stykke tilbage, skaane mit Humeur og spare min Tid for at læse flere Lignende" (26.12.1830). Manthey udvidede tidsspildet til også at omfatte det uforsvarlige i at "kiede Skuespilpersonalet og Publikum" med slige stykker (22.12.1830). Remitteret den 31. dec. 1830 (Kp.nr. 451).
"Bagersvenden", affattet på alexandrinere, kunne Molbech nemt affærdige under henvisning til forbillederne "Peder Paars" og "Kiærlighed uden Strømper"; komedien ejede "den største Raaheds Præg", "uden Vittighed" og "uden Opfatning af den komiske Poesies Aaad eller Comediens Natur" (23.2.1831). Manthey bifaldt "i eet og Molbechs dom (1.3.1831). Returneret den 10. marts 1831 (Kp. nr.474).
Bangs "Hertuginden af Montmorency" (jf. s.355) læste Molbech efter Holsteins og Mantheys "Begiering". Stykket forekom han "at være en af de mest planløse, konstløse, ubehændigt sammensatte og smagløst udførte Comedier, jeg kiender af en Forfatter, som dog har et vist Navn i Literaturen. .. hvad jeg fordrer af et Lystspil: Plan, Enhed, Intrigue, marquerede Charakterer, Interesse i disse og i Situationerne, m.m. .. finder jeg her ikke blot i den svageste Grad - men man kan vel sige, aldeles ikke tilstede" (21.3.1831). Resten af hans votum er et selvhævdende opgør med de foregående [sideskift][side 403]censorers vurderinger. Molbechs forkastelsesdom ses ikke officielt meddelt forfatteren. Mantheys private erklæring til Bang findes ikke indført i censurprotokollen, ejheller nævnes skuespillet i deliberationsprotokollen i den resterende periode af Mantheys korte embedstid. Den 1. okt. 1831 døde han, hvorpå sorteper gik videre til Kirstein. Se s.497.
Molbech undså sig ikke for at mene, at lystspillet "Den Undseelige", var produceret af Bang; nærmest som en konsekvens af sin dom over det foregående stykke fandt Molbech, at det var uden "al psychologisk Fiinhed", samt at dets "Carricatur .. ganske [fattedes] Vittighed", og at det hele var "lagt an paa en enkelt Skuespillers .. Action" (4.5.1831). Manthey beklagede Bangs "Uheld med sine mange dramatiske Forsøg", men tiltrådte Molbechs forkastelsesdom (udat.). Stykket returneredes først den 28. juni 1831 (Kp.nr.511).
Ifølge censorerne var der intet at sætte sin lid til inden for original dansk lystspil. Rimeligheden i deres strenghed kan næppe betvivles, selv om Arnesens (u)frivillige eksperiment afslører en vis hensyntagen til censorernes bekendte. Selv om kun "Tak for Ballet" er trykt, lader det dog ingen tvivl tilbage om dansk lystspils situation i denne sæson: censorernes mangel på argumentation eller indskrænkning af samme havde sin forklaring i produktionens tyndbenethed. Deres dramaturgiske forudsætninger bekendt kunne de ikke andet end forkaste alle disse letbenede foreteelser, thi sammenlignet med de tre foregående sæsoner synes tilbuddene i denne sæson aldeles uantageligt for Det kgl. Teater, skulle dets repertoirepolitik fastholdes som beregnet for det dannede publikum: ingen originale lystspil blev antaget i denne sæson!
[sideskift][side 404]
Deinhardsteins kunstnerdrama "Hans Sachs" (Burg 1827) havde der i teaterkredse været arbejdet meget og længe med for at bringe på den danske scene. Søtoft havde allerede i juli 1828 tilbudt teatret en oversættelse (Dp 11.7.1828), men først ved Nielsens initiativ fik teatret hjemforskrevet skuespillet (1), Oehlenschläger oversatte det på Nielsens opfordring (Prometheus I, 335). I sammenligning med samtlige forestående vota virker Molbechs dom meget afbalanceret og overvejet: "Dette Drama hører vel ikke til dem, hvori en poetisk Genius har opfattet Historiens Aand, og i et sammentrængt dramatisk Billede skildret os en Tidsalders hele Liv i dets store, fremherskende Former, eller fremstillet os mægtige, over Tidsalderen bydende Charakterer i deres Kamp med Livet og Skiebnen. Det vil ikke hæve sig til tragisk Høihed; men bevarer dog Alvor og dybere Sands under det lettere Foredrag; og skiøndt man vel kunde savne en mere levende poetisk Fremstilling af det Nürhbergske eller Tydske Rigsdagsvæsen, og Mestersangernes Virken, i et historisk Konstner-Drama: saa synes det igien ikke saameget at have været Forfatterens Hensigt, at levere et saadant, som at bruge Mestersangeren Hans Sachs i et Slags borgerlig-idyllisk Drama, hvor vi vel ikke egentlig lære at kiende ham som Digter eller Versemager; men hvor hans ret naturligt skildrede Kiærlighedsforhold, og de med Lethed skizzerede Charakterer, der træde forstyrrende imellem ham og hans Elskerinde, danne en heldig, livelig, vel grupperet Composition. Dialogen er rask og naturlig; Foredraget let, og en mild poetisk Varme og Duft hviler over det Hele" (10.9.1830). På baggrund af Molbechs hele virke som teatercensor angav han måske netop med dette votum linjen for det program, han for det seriøse drama søgte at fremme. Endnu lå det kun i svøb, men senere skulle han udfolde sine forestillinger om det moderne drama (2). Molbechs egentlige profession følte han selv var filologien, hvorfor han anmærkede en lang række udtryk i Oehlenschlägers sprogbrug: "da jeg holder det for min Pligt, af al min Evne at fremme Reenhed og Værdighed i det danske Sprog paa Scenen, ligesaa vel som i Literaturen", androg han på rettelser i hvert fald i teatrets version af stykket. En korrespondance herom afslører Oehlenschläger som talsmand for en individualisering af sprogbrugen, mens Molbech henholdt sig til gold historisme. Oehlenschläger gav køb over for Molbech i de fleste tilfælde (3). Mantheys respekt for Oehlenschläger bød ham at gøre dette forslag [sideskift][side 405]via regissørerne "og ved dem Prof. Oehlenschlæger" (13.9.1830). M. h.t. stykkets indhold og Molbechs vurdering af det, kunne han kun "bekræfte Sandheden" deraf, også efter læsning af originalen. Holstein underskrev antagelsen den 15. sept. 1830. Roller uddeltes den 14. okt. 1830 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 7. dec. 1830 (opført ialt 9 gange). Molbech noterede efter premieren, at stykket "vel ikke vil giøre uden moderat Lykke" (NkS 439).
Af nordmanden G.J. Moes frie oversættelse af Ducange "Le Prince de Norwege, ou la Bague de fer" (PSM 25.4.1818) læste Molbech kun 1. akt, hvorefter han fandt stykket "ubrugeligt" (17.9.1830). Manthey tiltrådte "aldeles denne Meening" (20.9.1830). Remitteret den 30. sept. 1830 (Kp.nr.414).
Skotten Mallets drama "Euridice" (1731) kendte Molbech, men omarbejdelsen til engelsk fandt han besynderlig, fordi han dog hellere ville bringe Racines alexandriner-drama på scenen: "Oversættelsen af dette Stykke, er i øvrigt, skiøndt ikke uden Feil, heller ikke ganske uheldig" (7.2.1831). Manthey affærdigede præstationen med: "Denne Antiqvitet er hors de saison" (12.2.1831). Distancen mellem Manthey og Molbech er vel netop præciseret ved disse vota, thi Molbech blev opmærksom ved et historisk betydningsfuldt drama, mens Manthey så hen til aktualiteten. Holstein forklarede sin sympati ved et "Forkastet" (16.2.1831). Remitteret den 23. febr. 1831 (Kp.nr.472).
På grundlag af læsning i "Revue encyclopédique" fik Molbech i jan. og febr. 1831 tilsendt flg. stykker (TK 1832 1.kv.nr.75):
Dumas: Stokholm, Fontainebleau et Rome
Duval: L'Adjoint dans l'embarras, ou le Pamphlet
La Ville de Mirmont: Le Vieux mari
Rosier: Le Mari de ma femme
Beraud & Mourier: Adrienne Lecouvreur
Mazéres & Empis: La Mere et la fille
samt
Hell:Drei Tage aus dem Lebenslaufe eines Spielers (efter det franske; tr
1830).
Alle de franske stykker havde haft premiere på Théatre de l'Odéon i perioden febr. - nov. 1830. Hans (evt.) læsning af disse stykker gav på ingen måde anledning til en optagelse af Théatre de l'Odéons repertoire: dette teaters smagsbærende status i Paris ville Molbech kende, men han tog afstand derfra. Mest åbenlyst [sideskift][side 406]skete dette i hans store udfald imod moderne fransk dramatik, jf. s.462ff.
Egentlig behandlede stykker indskrænkede sig til tre, hvilket er i god overensstemmelse med de just foregående sæsoner. Bemærkelsesværdigt er det, at Molbech censerede stykkerne æstetisk og dramaturgisk, mens Manthey blot tiltrådte den af censorerne udstedte dom. Molbechs ønske om at kende Théatre de l'Odéons repertoire satte sig kun negative spor, når det gjaldt det danske teater. Såvel hans dagbog som teatrets indkøb (til biblioteket) udviser klart, hvorledes han med stillingen som censor kastede sig over et nyt arbejdsfelt: han ville gerne have og trængte til orientering om de ukendte teater forhold. Den 2. okt. 1830 så han "Emilie Galotti", hvorefter han i dagbogen indførte flg. notat: "(Dette Stykke saae jeg sidst 1820 i Dresden) Jomfr. Heger (som Emilia) fortrinlig, og især udmærket ved hendes Deilighed. - Holst (Appiani) høist maadelig, kold, stiv. Stage som Odoardo næsten slet. Winsløw (Marinelli) ikke fiin, kold, sleben nok. - Jeg saae kun 3 Acter .."(NkS 439, jf. Molbechs Reise, Bd.III, 533). Nok havde Molbech set Rahbeks yndlingsstykke, men om begejstring var der ingenlunde tale; jf. s.77 og s.296.
[sideskift][side 407]
Molbechs position i teatrets hierarki, ved sin indtræden i teaterdirektionen, fremstilles ganske præcist i hans votum over von Steigenteschs "Die Entdeckung" (1798) (1). Molbech erkendte, at det "Tilvisse [var] en Bagatel ..[men] en rask, livelig Dialog, og enkelte, dog temmelig tomme Pudseerligheder, ere vel dets eneste Fortieneste. Ved et meget godt og livfuldt Spil, kan det maaskee ogsaa vinde Bifald". Under henvisning til von Steigenteschs forhenværende berømmelse i Tyskland og teatrets tidligere repertoirepolitik (m.h.t. oversatte stykker) kunne dette, selv om det"er just ikke fortrinlig" dog "vel gaae med" (26.7.1830). Han ville ikke modsætte sig dets adkomst til den danske skueplads, hvorfor han tilmed havde rettet visse udtryk i stykket, fordi de vakte "Latter; og dertil bør intet Slags Udtryk bruges, som enten ere bibelske, eller berøre religiøse Dogmer" (2). Man spørger, om Molbech ved sin indtræden i direktionen blev belært af Holstein om hvilke forhold han især skulle være opmærksom på: religiøse, moralske, politiske, thi instruksen og privilegierne angav jo kun fundamentet for censorernes virksomhed. Molbech angav da også sluttelig sin usikkerhed:"I øvrigt kiender jeg for lidet til den, ved vort Theater herskende Maalestok for oversatte Stykkers Antagelse; og min Hr. Collega vil, i Forening med Hs. Exc. Chefen, i dette Tilfælde kunne fælde den afgiørende Dom". Molbechs tilbageholdenhed eller svaghed var åbenbar. Manthey var enig med Molbechs vurdering af stykket, hvorpå han belærte ham om retningslinjerne for antagelse af oversatte stykker: "Stykket Opdagelserne hører til Middelgodset, hvilken Classe vi, som Oversættelse, ikke kunne lade passere, undtagen ved Syngestykker hvor Musiken decidere" (2.8.1830). Manthey redegjorde desværre ikke for hvorfor dette stykke tilhørte mellemklassen, mens sondringen mellem skuespil og syngestykker, hvad antagelse angår, var i overensstemmelse med praksis i 1820'erne, men vel ikke afklarede Mantheys vurderingskriterier, og derfor forekommer irrelevant i den givne sammenhæng. Molbech kunne selvfølgelig udfra dette stykkes behandling udstikke de mål, han for fremtiden skulle anlægge, når det gjaldt antagelse af oversatte skuespil. Remitteret den 4. aug. 1830 (Kp.nr. 332).
Scribe & Mazeres "Le Charlatanisme" (GD 10.5.1825) havde Molbech læst om i udenlandske tidsskrifter ("har giort Lykke [i Paris]"). P. Wulffs lystspilversion foregik som originalen i Paris: "Situationerne [sideskift][side 408]ere .. vel meget sammentrængte; men i øvrigt godt componerede. Stykket har en piquant Satire, og, selv med al dets Korthed, flere temmelig fuldstændigt skizzerede Charakterer. Den versificerede og rimede Oversættelse .. er overhovedet giort med Flid", selv om Molbech nok ville rette lidt hist og her. Det afgørende for Molbech var dog, at dets karakter var "for meget local Parisisk til at det vil kunne forstaaes og nydes af Mængden af vort Theater Publicum, som dertil fattes baade Dannelse og literarisk Interesse". Molbech fandt det beklageligt, at oversætteren havde spildt sin tid, thi en lokaliseret udgave havde det ingen vanskeligheder med at arrangere:"Stoffet fattes her ikke" (11.8.1830). Molbechs jugement fejlede tilsyneladende intet, når det gjaldt kontroversielle emner, men hans forsigtighed understreges af en senere tilføjelse til ovenstående votum: "maaskee ogsaa en localiseret Omarbeidelse kunde finde sine Betænkeligheder". Manthey tiltrådte aldeles Molbechs mening den 13. aug. 1830. Af hensyn til oversætterens renommé påskønnede direktionen hans arbejde, samtidig med at det påpegedes, at stykket, "ganske ulocaliseret" ikke kunne opføres på teatret (Kp.nr.344, 25.8.1830). Den 9. nov. 1830 indsendte Wulff atter stykket "forandret hist og her for at giøre den mindre Local, og tilsat noget med Hensyn paa vor egen Charlatanisme" (Coll.Br.). Selv om Wulff tilbød yderligere ændringer, skete intet videre i denne sag.
Nielsen indkøbte Töpfers "Nehmt ein Exempel dran" (Potsdam 1828) allerede i sept. 1829 (TK 1829 3.kv.1253). Heibergs versificerede oversættelse blev imidlertid først færdig i aug. 1830, hvorpå rollerne straks uddeltes den 21. aug. 1830 (PRFD). Molbech var begejstret for "dette morende og ret piquante Situationsstykke", hvis oversættelse var fortrinlig heldig (31.8.1830). Manthey tiltrådte aldeles Molbechs mening om stykket (udat.). Den sene censurering af stykket ligner en omgåelse fra Heibergs side af direktionen, men først i begyndelsen af oktober afholdtes prøver. Premiere den 11. okt. 1830 (opført 30 gange i den behandlede periode) (3). Vedr. lystspilversionen af "La Mansarde des artistes" henvises til s.420.
Deinhardsteins "Das diamantene Kreuz" (Prag 1826) genkendte censorerne ikke i pseudonymet Moes oversættelse. Molbech mente, det tilhørte "det moderne Genre, af pirrende Situationer uden egentlig dramatisk Handling, og Forvikling uden dybere anlagt Intrigue". [sideskift][side 409]Dog medgav han stykket, at det ikke var "ilde anlagt paa at give gode Skuespillere Leilighed til at more ved liveligt Spil og piquant Fremstilling af hurtigt vexlende Situationer"; men Molbech forkastede det ikke desto mindre først og fremmest fordi det var usædeligt: "Dets frivole Tendents hører til det Slags Egenskaber, som man i det høieste maa taale, hvor de, som hos Beaumarchais, dækkes ved et udmærket, dramatisk Talent, som her fattes". Især var han indigneret over, at ægtemanden gav "et ugift anstændigt Fruentimmer, han første Gang seer" en kærlighedserklæring, "imedens vi paa samme Tid see ham lægge Planer til at forføre sin egen Niece" (17.9.1830). Molbechs måske vigtigste indsats som censor - moralprædikantens - blev iværksat straks fra begyndelsen af hans embedsår. Manthey udtalte sig overhovedet ikke om stykkets kvaliteter eller usædelighed, men fremkom med det ønske, at "naar Oversættelser af ubekjendte Stykker indsendes, kan og bør [man] forlange at Originalen skal vedlægges" (21.9.1830). Holstein konkluderede heraf: "Ikke antaget" (29.9.1830) (Kp.nr.414).
"Den salig Afdøde", ligeledes oversat af Moe, tilhørte en genre, forhen moderne i Tyskland, men efter Molbechs opfattelse med "en unaturlig skruet Dialog, med vidtløftig og sammensøgt Phraseologie". Det var "ret godt anlagt; men ikke heldigt nok udført", En forkortet og omarbejdet version kunne Molbech nok tænke sig enten Overskou eller Rosenkilde leverede, "naar man kunde faae Originalen" (17.9.1830). Manthey henholdt sig til sin "Yttring" vedr. det foregående stykke (23.9.1830). Remitteret den 30. sept. 1830 (Kp. nr.414).
Oversættelsen af Scribe & Dupins "Michel & Christine" (GD 3.12.1821) indleverede Heiberg den 9. okt. 1830, uden at det vides, hvornår dette arbejde blev ham overdraget, bestemt til opførelse på dronningens fødselsdag, før Bournonvilles version af Gardels ballet "Paul og Virginie", se s.434. Molbech var ikke ganske tilfreds med "Charakteertegningen af Christen", som "tildeels" manglede "Holdning og Consequents". Han mente, at stykket "dog uden Tvivl [ville] give en ret vakker lille scenisk Fremstilling" (10.10.1830). Manthey var "Hermed enig" (12.10.1830). Roller uddeltes den 16. okt. 1830 (PRFD); premiere den 29. okt. 1830 (opført 32 gange i den behandlede periode) (4).
Molbech var ganske indtaget af Scribe & Duveyriers "La seconde année, ou A qui la faute?" (GD 12.1.1830); han havde desuden fundet [sideskift][side 410]støtte i "Revue encyclopédique"s anmeldelse (5): "Uagtet Oversættelsen ikke røber nogen Mester [løjtnant J.L. Gottlieb], har Jeg virkelig, selv i denne, læst Stykket med Interesse, .. Der kan neppe være Tvivl om, at Stykkets 3 Hovedpersoner kunde paa vort Theater gives særdeles godt, (af Nielsen, Mad. W[echschall] og Stage) og jeg formoder at det - med faa Afkortninger .. vilde behage det nærværende Publicum" (11.11.1830). Som allerede oftere set, var det afgørende for Molbech imidlertid det danske teaters krav til sædelighed; herom ville han endnu overlade det endelige ansvar til Manthey og Holstein. Molbechs stillingtagen til den herskende sædelighed - fremstillet på teatret - klargjorde han i flg. passus: "om man hos Os vil finde et Stykke, som efter den franske elegante Verdens Maalestok sikkert kan siges at have en moralsk Tenderts, og slet ikke at overtræde Reglerne for det paa Skuepladsen sømmelige, passende til det, som i det mindste udvortes Convenients fordrer (jeg vil ikke just sige, at vi i sand Moralitet vare saa uaaadeligt hævede over de Franske) med Hensyn til den dramatiske eller theatralske Moralitet, eller Decents", turde han efter tre og en halv måned som teatercensor ikke afgøre. Dette blev hovedproblemet for Molbechs virksomhed ved teatret: Hvor skulle teatercensuren sætte grænsen for - endog - den udvortes konveniens. Om denne problematik samlede Molbech materiale, som han lagde frem for offentligheden i "Maanedsskrift for Literatur " 1832 Bd.VIII. De meget kortfattede referater af direktionens forhandlinger giver anledning til mange usikkerhedsmomenter, men Mantheys votum afslører, rent sprogligt, at der har været ført mundtlige forhandlinger om dette stykkes antagelse, og at Manthey ikke har været enig med Molbech, men bøjede sig, fordi Heiberg ville træde til: "Da Prof. Heiberg har paataget sig den Uleilighed at omarbeide Oversættelsen, troer jeg at Stykket, i sin nuværende Form, vil kunne behage" (udat.). Heiberg arbejdede hurtigt, thi allerede den 2. febr. 1831 uddeltes rollerne (PRFD). Den 28. febr. 1831 havde stykket premiere (opført 21 gange i den behandlede periode). Heiberg kommenterede, uimodsagt, sit forhold til oversættelsen: "[Da oversættelsen] var under al Critik, maatte jeg gjøre den aldeles om, saa at jeg ganske betragter Oversættelsen som min. At jeg imidlertid ikke har sat mit Navn paa den, har ene sin Grund deri, at Directionen forlangte een af de vittigste Scener [6] i Stykket udeladt, og at jeg ikke vilde vedkjende mig en saa betydelig [sideskift][side 411]Forandring, som jeg ikke kunde ansee for andet end fordærvelig" (Borup nr.269, 16.8.1832). Mundtlige forhandlinger har åbenbart fundet sted, da samtlige skriftlige kilder tier om forholdet i 1831. Heiberg benyttede først senere sin forurettelse.
A.E. Boye indleverede på ny i okt. 1830 sin oversættelse af Shakespeares "The Twelfth Night, or What You Will" (jf. s.322) - i en forkortet udgave. Molbech var generelt positiv over for Shakespeares tragedier (jf. s.XXXIX) og uvillig stemt m.h.t. lystspillene. "De lystige Koner i Windsor" havde ikke begejstret, vidste Molbech, som ikke selv havde set stykket. Tragedierne havde altid et publikum, og det var afgørende for Molbech. Hans censur mundede derfor ud i flg. kompromis: "at Directionen efter en billig Overeenskomst godtgjorde Oversætteren sin Umage, eller snarere honorerede ham for samme, som for et Arbeide, man selv havde opmuntret, men som man derfor dog ei kunde betale som et opført Stykke [7]. Jeg mener nemlig, at vi ei kan eller bør indlade os paa at love Hr. Boye Stykkets Opførelse; men lade denne Sag i det mindste saa længe uafgiort, indtil vi 1.) fra England have skaffet os Texten af "Hellig Tre Kongers Aften" saaledes som den der spilles; i Fald overhovedet denne Comedie af Shakspeare endnu opføres i Digterens Fædreland; og 2.) efterat have giort os bekiendt med denne engelske Theater-Udgave, blive enige, om Stykket maaskee ved stærkere Forkortning og Sammentrækning (f.E. i Narrens Rolle) kunde yderligere indrettes for vor Skueplads" (6.12.1830). Manthey benyttede sig af Rahbeks argument, idet han ville lade stykket bero, indtil teatret fik to skuespillere, "der ere hinanden saa aldeles lige, at en Forvexling imellem dem kan være rimelig og sandsynlig" (14.12.1830). Molbech forsøgte vitterligt at gøre noget for vennen, thi den 21. marts 1831 leverede Gyldendal en (uspecificeret) udgave af Shakespeares skuespil (TK 1832 bilag nr.75) (8). Men der skete intet videre. Manthey noterede i censurprotokollen: "Henligger" (udat.). Se s.1317.
Bearbejdelsen af Théaulon & Choquarts comedie-vaudeville "Monsieur Jovial, ou l'Huissier chansonnier" (TN 5.5.1827), med den danske titel "Hr. Frölich, eller jeg har giort en Vise i den Anledning" ville Molbech ikke antage, når direktionen havde forkastet vaudevillen "Klokken er Otte" (jf. s.428). For at det dog ikke skulle fremtræde som en ligefrem hævnakt, anførte Molbech flg. argument for forkastelse:"har Mr. Jovial giort nogen Lykke paa Parises Vaudeville-[sideskift][side 412]Theatre, saa maa deres Publicum i Smag og Skiensomhed staae under vort. Thi hos os vilde saa mat og flaut et Lystspil, som nærværende neppe opleve fleer end den 1ste Forestilling" (6.12.1830). Molbech brugte et kneb som næsten var en tradition inden for teatercensuren: Publikums omfavnelse, især når det ikke vidste af det, Manthey kendte stykkets succes i Paris men forkastede oversættelsen fordi "de mange moersomme Pointer og double sans hvortil Sproget giver Anledning" ikke kunne overføres til dansk, Returneret den 31. dec. 1830 (Kp.nr.455).
"Brudedandsen, eller Svigersønnen ved Tilfælde" (1817) forkastede Molbech fordi den "nærværende Smag" havde passeret Clauren (27.12.1830). Manthey var enig (23.12.1830). Remitteret den 31. dec. 1830 (Kp.nr.456) (9).
"Cometen 1832" af en ukendt forfatter gav anledning til indrykning af flg. avertissement i Adressecomptoirets Efterretninger:"Directionen for det kongelige Theater finder sig foranlediget, herved at anmode Dem, der indsende dramatiske Arbeider til dens Bedømmelse, ikke allene paa det indsendte Stykkes Titel at anføre, om samme er en Original, Omarbeidelse eller Oversættelse, men og i de tvende sidste Tilfælde at lade medfølge den Original, hvoraf det indleverede Stykke er en Omarbeidelse eller Oversættelse, da dette ellers uden videre vil blive henliggende paa Theatercomptoiret til Afhentelse" (7.1.1831). Manthey havde allerede tidligere berørt dette emne (jf. s.409), men nu tog Molbech affære, idet hans censur over stykket er at betragte som koncepten til avertissementet, som Manthey ganske bifaldt. Stykket remitteredes den 31. dec. 1830 (Kp.nr.453).
Fernandez de Moratins "El sé de las ninas" (1806) fandt både Molbech og Manthey var alt for national spansk i sin form til at den "vilde finde Bifald hos vort Publikum" (Manthey 24.12.1830). Molbech kunne nok tænke sig at Heiberg omarbejdede den spanske original: "Men da vi have saa mange andre Arbeider, som ligge ham nærmere, og kunne være sikkrere end dette, giør man vel rigtigst i at lade et saadant Forsøg fare" (27.12.1830). Det skal bemærkes, at Molbech ikke undlod at forestille sig de muligheder, der gaves for at forny repertoirets sammensætning! Oversættelsen returneredes den 31. dec. 1830 (Kp.nr.454).
Ludwig Geyers "Der bethlehemitische Kindermord" (jf. s.65) indleveredes anonymt af C.W. Haagen. Det havde været givet i Borups Selskab [sideskift][side 413]til dettes 50-års Jubilæum, som Molbech havde overværet (24.11.1830; NkS 439). Da det der var blevet givet "med Held og Bifald", fandt han det forsøget værd at overflytte det til den kgl. skueplads, "og intet vil tabes ved, om Udfaldet ikke blev glimrende. Da Stykket er trykt, og Oversættelsen intet koster (ei engang Meninger til Theaterdigteren)[10] og da de 3 Hovedroller ere indstuderede og givne", ville en antagelse være naturlig (27.12.1830). Manthey var åbenbart ikke så forhippet som Molbech på at få stykket frem, thi han fandt ikke oversættelsen "fortrinlig og mange Vers [var] endog slette", men "den Nødvendighed hvori vi finde os, at fremkomme med noget Nyt, tilraader dets Antagelse" (26.12.1830). Molbech gav derpå A.E. Boye i kommission at pynte på Haagens oversættelse. I mødet den 19. jan. 1831 overgav han stykket på ny til Manthey for at han kunne "giennemlæse det i sin forandrede Skikkelse" (Dp). Manthey var imidlertid endnu ikke tilfreds, eftersom Boye atter fik det til omarbejdelse. I dec. 1831 sendte Boye Molbech "det nu heelt omkalfatrede "Børnemord""; han mente i øvrigt, at det nu burde opføres med en anden titel, om ikke andet så fordi hans bearbejdelse havde forandret det så meget, at det var rimeligt, at titlen ændredes, evt. til "Maleren og Greven" eller "Kunstner-Eventyr" (NkS 2336) (11). Boyes arbejde var imidlertid forgæves, thi intet videre skete i denne sag.
Mantheys bekendtskab med lektor N.C.L. Abrahams betød endnu en fornyelse af repertoiret. Den 24. sept. 1830 bad han Abrahams låne sig "das Stück le jeune mari [TF 24.11.1826] für einige Tage" Abr.Autogr.). Manthey kendte følgelig stykket, som han derpå gav Molbech til gennemlæsning. I direktionsmødet den 20. okt. 1830 omtalte Molbech stykket "som skikket til Oversættelse for Theatret. Conferentsraad Manthey lovede at skaffe Professor Heiberg dette Stykke til Laans, for at høre hans Mening, om han kunde give det en og anden Forandring og Localisering under Oversættelsen, og derved giøre denne mere skikket for vor Skueplads" (Dp). Heibergs vurdering af stykket og muligheden af at localisere det kendes kun indirekte, thi en måned senere anførtes i deliberationsprotokollen, at Molbech skriftligt [tabt] havde "foreslaaet, at Skuespiller Overskou skulde overdrages at oversætte [stykket] med hensigtsmæssige Forandringer". Begrundelsen herfor var, at "man neppe, om det blev overdraget Professor Heiberg, saa snart fra ham kunde vente sig dette Arbeide udført; og det synes nødvendigt, [sideskift][side 414]snart at bringe flere Nyheder paa Scenen" (24.11.1830). De øvrige direktører samtykkede; Molbechs utilfredshed med Heibergs arbejdstempo accelererede allerede efter 4 måneders samarbejde. Halvanden måned senere indleverede Overskou sin oversættelse, men nu måtte Molbech lide skade for hjemgæld, thi ifølge ham selv havde han "heelt igiennem revideret, og paa mangfoldige Steder omgiort" Overskous oversættelse, "deels for at giøre det danske Udtryk mere flydende, deels for at runde og udfylde Dialogen, hvor den, ordret efter det Franske, var alt for skizzeret". Ydmygt selvhævdende lagde han til: "Det skal være mig kiært, om Stykket i sin danske Form derved maatte befindes at have vundet noget" (11.1.1831). Om selve stykket dømte Molbech, at der "fra Intriguens Side [var] svagt, og fra Situationernes og Charakterernes Side mere anlagt, end udført Lystspil". Han mente imidlertid, at stykket "har noget ret liveligt og raskt i sin Gang, som jeg forestiller mig, naturligviis fremhævet ved et omhyggeligt og godt Spil, og en heldig Rollebesætning, vil give det Bifald paa Scenen" (l.c.). Manthey indskrænkede sig til at erklære sig aldeles enig med Molbech (udat.). Holstein underskrev antagelsen den 19. jan. 1831, hvorpå rollerne uddeltes den 26. febr. 1831 (PRFD). Stykket havde premiere den 26. apr. 1831 (opført ialt 5 gange).
"L'Heritiere" af Scribe & Delavigne (GD 20.12.1823) tog Heiberg sig først nu af; Molbech var ganske indtaget af dette stykke:"En interessant, godt anlagt Situation, en neppe formodet, og dog naturlig og tilfredsstillende Udvikling, en fordringsfri Simplicitet og en let og behagelig Dialog". Det skal pointeres, at Heibergs og Molbechs smag også kunne være ganske sammenfaldende, Oversættelsen var Molbech tilfreds med, idet han kort og godt mente den var "god" (7.2.1831). Kun en enkelt udelikat talemåde ville han have ændret (12). Manthey mente, at Scribes stykke var "fremlagt i en passende og god Oversættelse", hvorfor han troede, "den fortjener at bringes paa Scenen" (10.2.1831). Den 16. febr. 1831 underskrev Holstein antagelsen, hvorefter rollerne uddeltes den 10. marts 1831 (PRFD). Den 25. marts 1831 gik stykket første gang over scenen (opførtes ialt 7 gange).
Scribes "Les Premieres amours, ou les Souvenirs d'enfance" (jf. s.277) havde Heiberg selv fundet anledning til at oversætte. M.h.t. originalen (for såvidt Molbech kendte den) var han utilfreds dermed: "En af dette Stykkes væsentlige Mangler bliver den store Usandsynlighed, [sideskift][side 415]at Hoved-Situationen, dens Udvikling og Opløsning beroer paa en saa stor Urimelighed". Molbech gjorde i øvrigt store ophævelser over Heibergs norske lokalisering af dette stykke (13), idet han fandt det gennemsyret af "et Slags flau eller fad og piattende Hverdagstone, hvori Overs. synes at have villet lægge et Slags morende og komisk Virkning". Om Molbech direkte har villet undgå at underkende Heiberg, på dette tidspunkt, vides ikke, men hans forsigtighed desang. er påfaldende: "Uden at ville ubetinget forkaste dette Stykke, kan jeg ikke andet end yttre min Mening derhen: at jeg troer, der var intet tabt for Theatret og Smagen, om det ikke blev opført. Jeg føler hertil, at jeg ønsker, dets Antagelse, eller Ikke-Antagelse, bestemt ikke ved min Dom, men ved Hs. Excellence Theater-Chefens og min Hr. Med-Censors Kiendelse" (7.2.1831). Manthey var anderledes præcis i sin bedømmelse, thi han underskrev "af gandske Hjerte" Molbechs indvendinger mod "Stykkets Translocering til Norge, om det Forfeilede i Localtonen og Sproget, samt om det Upassende at spille det, paa vor Scene, med norsk Accent", men dette var trods alt uvæsentligt: "da jeg troer, at det, som med Rette forekommer os anstødeligt, kan forandres uden at skade Stykket i det Væsentlige, maae jeg henstille til Prof. Heibergs Overveielse, om han heri vil foretage nogen Forandring" (11.2.1831). Hvori det anstødelige præcist bestod, angav Molbech ikke i sit skriftlige votum, udover hvad der ovenfor er citeret om hovedsituationens usandsynlighed samt de mange trivialiteter, der ikke faldt i hans smag. Heibergs stillingtagen eller overvejelser på dette tidspunkt kendes ikke; men Molbech har åbenbart været trængt, thi den 20. febr. 1831 tilførte han protokollen, at han endnu engang havde gennemlæst stykket og fundet sig "bestyrket i dets Urimelighed og andre Mangler", hvorefter han erklærede sig bestemt "imod dets Antagelse. Om det, efter foretagne Forandringer af Oversætteren, skulde synes mig mere antageligt: lader jeg være uafgiort". Det er helt oplagt, at der herefter har været ført forhandlinger med Heiberg; disses indhold kendes kun af resultatet, thi Heiberg bøjede sig for censorernes krav og oversatte stykket "uden Localisering eller Forandring af Scene og Indhold" (Udat., efter juni 1831). Roller blev uddelt den 6. maj 1831 (PRFD) og stykket blev sat på repertoiret (jf. Molbech NkS 492), men på grund af travlheden med opsætningen af "Fra Diavolo" kom det ikke frem. Skuespillerne benyttede stykket [sideskift][side 416]til deres Sommerforestillinger (14): premiere den 10. juni 1831, men Molbech protesterede overfor videre benyttelse af stykket ved disse "private" forestillinger. Kun på grund af Holsteins eftergivenhed opførtes stykket også den 21. juni 1831 (jf. Molbech til Stage 14.6.1831, Coll.Br.). I teatrets repertoire opførtes det første gang den 2. sept. 1831 (opført ialt 74 gange i den behandlede periode). Fortrædelighederne om denne oversættelse illustreres glimrende ved Molbechs forurettelse over ikke at have læst den regelrette oversættelse fra foråret 1831 (Borup nr.271, 28.8.1832), se s.550.
Kurländers lystspil "Freuden und Leiden eines Kranken" (Wien 20.11.1829), oversat af Liebe, mente Molbech nok kunne antages til opførelse, så meget mere som det ikke ville koste teatret noget, samt fordi det med "et raskt og liveligt Spil, kan .. udfylde sin Tid ligesaa godt som eet og andet af de Eenactsstykker, som gives". Molbech mente endog, det ville modtages bedre end Liebes oversættelse af Lewalds "Fadervelsignelsen" (jf. s.367) (20.2.1831). Man mere end aner direktørens hensyntagen til den ene af teatrets regissører. Manthey var imidlertid af en anden mening, idet han ligefrem henviste til sine tidligere anførte antagelseskriterier (jf. s.407). Han stemplede Kurländers stykke som et mislykket forsøg på "at skrive i de nyere franske Skuespildigteres lette Conversationstone", endvidere bemærkede han, at det var "for svagt i Anlægget og for ubetydeligt i Udførelsen ..[og at det havde] en uinteressant Intrigue ..[som] lige saalidet kan more som behage ..[i modsætning til "Fadervelsignelsen", der nok var en] Ubetydelighed, [men] som piece larmoyante, dog kunde ventes at finde sit Publicum": Sålænge teatrets "Forraad paa bedre Stykker ikke er udtømt, kan jeg ikke samtykke i at man antager saadant Middelgods", konkluderede Manthey (1.3.1831). Det er påfaldende så artikuleret Manthey kunne være, når det gjaldt bedømmelse af nulliteter. Dette votum viser ham dog ikke desto mindre som en ganske sikker smagsdommer, der havde sine bestemte meninger om tidens teatersmag og tilbudte stykkers kvalitet. Holstein var åbenbart enig med Manthey, thi den 9. marts 1831 tilskrev han protokollen:"Ikke antaget".
Lakiers oversættelse af von Wiessenthurns "Ein Mann hilft dem andem" (jf. s.65, "Doktor og Kok i Kompagni") læste Molbech umiddelbart efter Liebes Doktor-og-Patient-stykke:"Gav man nu disse to [sideskift][side 417]Stykker oven paa Emma, saa tænker Jeg, det medicinske Publicum i Theatret kunde lade sig nøie". Molbech argumenterede ikke for, hvorfor han ville forkaste dette tidligere antagne og opførte stykke, men det ville i alt fald ikke gavne kassen (22.2.1831). Manthey var "aldeles enig" (1.3.1831). Såvidt det er konstateret er det første gang Molbechs manglende teatererfaring virkelig springer i øjnene, thi behandlingen af dette stykke viser vel netop afstanden til forholdene blot i 1823. Oversættelsen remitteredes den 10. marts 1831 (Kp.nr.475).
Scribe, Duveyrier & Bayards "Philippe" (GD 19.4.1830) oversattes ifølge Molbech af P. Wulff (NkS 492). Han fandt, at stykkets situation var "ny og meget piquant" samt at "Udviklingen af denne Situation er baade overraskende og dramatisk interessant. .. I øvrigt har Stykket meget, som maa interessere paa Theatret, og de 3 Roller, Frøkenens, Philips (Mad. Wexschall og Nielsen) og Frederiks give gode Skuespillere Leilighed til at vise deres Kunst". Det delikate forhold mellem frøkenen og Philip kunne vel accepteres, når stykket foregik i Paris, selv om en lignende situation i "To Aar efter Brylluppet" var "efter vore Begreber om dramat[isk] Convenients, .. ikke lidet slibrigt" (2.3.1831). Manthey var enig, idet han mente, "at Forholdet imellem Hushovmesteren og Frøkenen maaskee vil forekomme Tilskuerne mere unaturligt end anstødeligt". Derimod ville han have fjernet "Beauvoisiers Fortælling" i 4.sc., fordi den var "høist udelikat"; dette ville "mueligen Hr Justitsraad Molbech [være] saa god at foretage", samtidig med at han, "om Stykket antages, endnu engang" gennemløb oversættelsen (3.3.1831). Den 9. marts 1831 underskrev Holstein antagelsen, hvorpå rollerne uddeltes den 15. maj 1831 (PRFD). Da imidlertid både Nielsen og Md. Wexschall gav deres roller tilbage, kunne direktionen konstatere, at stykket ikke kunne gives (Dp 18.5.1831). Den 3. aug. 1831 blev de to roller givet til Ryge og Jfr. Jørgensen, men lige lidt hjalp det: skuespillerne saboterede censorernes/direktionens bestemmelser. Som det vil ses af det flg., strandede flere udmærkede stykker på lignende måde. Skuespillerne udgjorde sandelig også en del af censurinstitutionen, om end det trods alt hører til sjældenhederne, at de direkte vægrede sig ved at udføre en rolle (15).
Garricks gamle komedie "Bon Ton; or High Life Above Stairs" (1775) forkastedes på grund af den ringe oversættelse. Komedien ville i [sideskift][side 418]øvrigt "kun slet .. passe i en uforandret Oversættelse paa vort Theater og for vor Tid", mente Molbech (21.3.1831). Manthey var enig (udat.). Holstein noterede:"Forkastet" (udat.).
Behandlingen af netop denne del af repertoiret synes særlig vigtig med henblik på teatrets kommende repertoirepolitik, idet de oversatte comedie-vaudevilles skulle komme til at præge væsentlige dele af teatrets repertoire. Molbechs udvikling aflæses allerede i denne sæsons præstationer. I første omgang opfattede han sin censorgerning som sprogmandens: om det var puristiske eller historistiske synspunkter der prægede Molbechs sprogrenseri viser det uafklarede i hans totalopfattelse af dette arbejde. I næste omgang tog han sig af den udvortes dramatiske konveniens, hvilken opgave i løbet af de 12 år han fungerede som censor skulle vise sig at blive hans foretrukne gebet. I denne sæson overlod han endnu i vanskelige tilfælde den egentlige afgørelse til Holstein og Manthey, men viste allerede ved behandlingen af "Den første Kiærlighed" at han og Heiberg måtte komme uoverens. Påfaldende er det også, at han i stor udstrækning støttede sig på læsning af udenlandske tidsskrifter, hvilket vel også viser noget om biblioteksmandens indtog i teatercensurinstitutionen. Manthey indførte, at censor holdt "Allgemeine Theaterzeitung" for teatrets regning; Molbech overtog abonnementet ved Mantheys død: inden da var det mere tilfældig læsning, censorerne tog sig til. Molbech viste at også mange andre tidsskrifter kunne være nyttige for en teatercensor. Molbech arbejdede efter en ganske enkel devise, når det gjaldt disse enaktere, som det først og fremmest handlede om: en god situation skulle kombineres med gode skuespillere. De evt. enkelte delikate eller slibrige scener kunne beskæres eller direkte fjernes. Påfaldende er forskellen af behandlingen af de forskellige nationaliteter, thi de franske stykker behandledes efter efter devisen, mens tyske, engelske og andre bedømtes efter andre kriterier (anstødelighed, forældelse, nationaliteten, etc.). Forholdet til Heiberg udviklede sig allerede i denne sæson: fra en god del sympati til direkte påtale/underkendelse. Da Molbech var i audiens i slutningen af febr. 1831 talte han da også med Frederik VI om Heibergs "Mangel p[aa] Flittighed" (NkS 439, 21.2.1831). Forholdet til Manthey kunne vel menneskeligt anses for at være præget af Molbechs ærbødighed, mens det dramaturgisk set vel burde have været omvendt, men Molbech godtog villigt Mantheys anvisninger. [sideskift][side 419]Mantheys retningslinjer for censurering tog Molbech ad notam, men efter hans død fik Molbech udvidet sit kendskab til dramatisk litteratur, således at han blev i stand til selv at tilrettelægge teatrets repertoirepolitik. I øvrigt synes Manthey allerede i denne sæson at have indskrænket sit ordforbrug så meget, at han forekommer temmelig spinkel, men som påvist ydede han dog vel to mere sigende vota, der placerer ham ganske tæt opad traditionen og Molbech: Manthey var kontinuitetens mand. Holsteins virksomhed med henblik på censuren var alene mundtlig: ingen af disse stykker gav ham anledning til at gribe pennen for at formulere helsætninger.
[sideskift][side 420]
"La Mansarde des artistes" (jf. s.368) indkom i maj 1830 bearbejdet til syngestykke med musik af anonymus, ifølge Siboni af Simonsen. I overgangsperioden mellem Rahbeks død og Molbechs udnævnelse havde Siboni lejlighed til at bedømme musikkompositionen: "Le tout est un galimatias, sans le moindre chant, sans aucune idee [.] un instrumental baroque et lorsque la musique vocal porte un genre parlante on exige que l'instrumental soit simple, mais qu'il y aye des idees belles, nouvelles, et agreables, bien travaillé, et surtout que la declamation et les accentuations de la langue soient juste et de bonne prosodie, mais elle manque le tout cela. et ce qui choque de plus c'est qu'il n'y a ou point, ou fort peu de rithme .. le tout devient confussion, et galimatias" (NkS 1557 udat., efter maj 1830). Sibonis negative dom kendte Manthey men ikke Molbech. Han mente, at det godt spillet ikke ville være "ubehageligt at see", men oversættelsen var "noget stiv og ubehændig", hvorfor han tilføjede, at antog direktionen stykket, måtte Heiberg overdrages "at giennemgaae det med en rettende Fiil" (29.7.1830). I øvrigt beklagede han sig over, at det ikke var lokaliseret, "uagtet jeg erkiender Vanskeligheden af at omdanne meget af det eiendommelige Parisiske, som det har". Det afgørende for Molbech var imidlertid, at den indleverede musik "af vore competente Dommere erkiendes for heldig", thi ellers ville han ikke stemme for stykkets antagelse. Manthey kendte selvfølgelig stykket og dets succes i Frankrig; ligeledes fandt han oversættelsen "ret god og flydende", men på grund af Sibonis dom forkastede han stykket (4.8.1830). Remitteret den 11. aug. 1830 (Kp.nr.339).
Da forfatteren (= komponisten) indsendte stykket uden sangene forkastede Molbech lystspillet, thi oprindeligt en vaudeville, måtte "det ogsaa i Oversættelse helst" forblive sådan, fandt Molbech (31.8.1830). Manthey så ikke væsentlige fortrin ved lystspilversionen, hvorfor han bitrådte Molbechs forkastelsesdom (4.9.1830). Remitteret den 8. sept. 1830 (Kp.nr.404).
Den 28. maj 1830 indsendte Andersen sin operalibretto "Ravnen" (KBD) til teaterdirektionen, hvor Manthey alene ekspederede censuren. Han lod imidlertid alt ligge hen, indtil en ny medcensor var blevet udnævnt (BEC I, 18). Både Andersen og Hartmann havde opsøgt Manthey for at udvirke en afgørelse. Den 12. juni 1830 mente Edv. Collin, at det var nødvendigt, at faderen talte med Manthey (l.c.), men dette afslog Collin, pere (BEC I, 19). Først [sideskift][side 421]da Molbech var blevet udnævnt, gjorde Collin anstalter til at påvirke den unge protege i teaterdirektionen: "Hidtil har der ikke været at tænke paa Afgiørelse, end sige snar, nu mener jeg Bladet har vendt sig, og tyer derfor til min Ven Justit. Molbech, for at anbefale Andersens Anliggende" (NkS 2336, 3.8.1830). Den 5. aug. 1830 aflagde Molbech besøg hos Collin for at meddele, at Manthey endnu ikke havde leveret ham "Ravnen", samt at han interesserede sig meget for Andersen (BEC I, 58). Allerede en uge senere fortalte Molbech Collin, at Manthey havde forkastet stykket og han selv antaget det: ".. han roste det meget for Fader [Collin]; han vil selv tale med Hartmann" (BEC I, 62 13.8.1830). Molbech fandt, at emnet var "baade eventyrligt og romantisk nok (egentlig dog mest det første) for at kunne give saa rigt et Stof, som behøves til en saadan dramatisk-musicalsk Composition; og jeg kan ikke andet end finde Maaden, hvorpaa Forf. har benyttet det, heldig nok til Hensigten .. ogsaa ere de Modificationer, han har foretaget med Gozzis Stykke, hvilket han overhovedet temmelig nøie følger, ikke uden skiønsomt Hensyn til den forandrede Charakteer, som Stykket i Omarbeidelsen har faaet. Mindst heldig har Forf. været i de komiske Partier og Personer, som baade ere mindre udførte og mindre charakteristiske, end hos Gozzi" (22.8.1830). Det afgørende var imidlertid om komponisten havde "Genie og Konst til at giøre en god Opera af Forf.s Arbeide". Molbech mente, at teaterdirektionen også havde en forpligtelse til at "opmuntre indenlandske Componister .. dersom vi aldrig ville give yngre indenlandske Tonekunstnere Leilighed til at fremtræde som Componister for Skuepladsen, faae vi aldrig nogen, at sætte i de Ældres Sted, som dog efterhaanden ville ophøre at componere, om de ikke alt have ophørt". Han var selvfølgelig også optaget af den store økonomiske risiko teatret løb, men mente man kunne forlange Hartmanns komposition af første akt indleveret, hvorefter musikkyndiges erklæring kunne indhentes, før direktionen gav ham lejlighed til at fuldføre kompositionen. Manthey var imod en sådan ordning: "Musikken .. kan vel ikke bedømmes førend den er aldeles færdig", hvorfor hans konklusion på problematikken blev, at "vi [bør] saavidt Jeg kan skjønne, ikke yttre nogen Mening forinden baade Stykket og Pa[r]tituren er fremlagt" (24.8.1830). Andersens "Stykke .. som Text til en Opera, er antageligt", konkluderede Molbech, mens Manthey fandt, at den "Under enhver anden Form, vilde .. være uantagelig [sideskift][side 422]for Scenen". Resultatet blev, at librettoen oversendtes Hartmann (Cp). Manthey lod det bero på kompositionen, da han ikke kunne opgive sin modstand mod Andersens, efter hans uudtalte mening, forkastelige libretto. Familien Collins indblanding i censurinstitutionen taler sit tydelige sprog om positiv særbehandling af en ung dansk forfatter og komponist. Alle Andersens stykker blev mere eller mindre befordret af Collin, pere uanset om han var medlem af direktionen. Se s.519.
Det anonymt indleverede syngespil "Overraskelser paa Overraskelser" såvel som samme forfatters "Forbrydelserne bleve opdagede" hørte, iflg. Molbech, "til den øvrige Vandflod af Usselheder, vi gaa spilde Tid paa at giennemløbe" (11.9.1830). Manthey fandt, at stykkerne var ubrugeligt "Fabrikarbeide" (14.9.1830). Remitteret den 15. sept. 1830 (Kp.nr.406).
G. Siesbye og organist P. Jensen lod Weyse læse operalibrettoen "Robinson" før teatercensorerne. Iflg. Molbech havde Weyse fundet teksten "vel skikket til Composition". Han ville ikke vurdere Weyses bedømmelse, men tillod sig indirekte at kritisere den, idet fandt, at nok var "Sangene .. ikke ilde skreven", men "Stykket, som dramatisk Composition" havde kedet ham "næsten ligesaa meget at læse, som jeg fordum har moret mig .. ved at læse De Foes .. Robinson Crusoe". Molbech overlod "Den øvrige Bedømmelse af Stykket" til Manthey og Holstein (16.11.1830). Manthey henholdt sig til sin principielle holdning til ikke-komponerede stykker, hvorfor han anbefalede, at man leverede Jensen stykket tilbage "med den mundtlige Bemærkning, at vi deri intet have fundet, soa kunde være til Hinder for at han paa Sammes Composition, forsøgte sit Talent og sine Kræfter" (20.11.1830). Jensens ansættelse som organist ved St. Petri kirke, hvis menighed talte Manthey som et af sine ledende medlemmer, forklarer Mantheys positive vurdering af komponisten. Se s.594.
Andersens arbejdstempo var allerede i 1830 temmelig forceret. Med Bredal aftalte han at skrive en opera på grundlag af Walter Scotts "The Bride of Lammermoor" (BHH 10). Molbech var endnu engang positiv og sympatisk over for Andersens arbejde: Selv om Andersen havde "hver eneste Scene, Situation og Charakteer" fra Scott, "kan det ikke negtes ham, at han deri har lagt Talent for Dagen, at der er Poesie i hans Sange, og at han har vidst at forene de mest fremtrædende Momenter til et Heelt, som unegtelig er mere episk, [sideskift][side 423]end dramatisk", hvad Molbech undskyldte, da det gjaldt et syngespil. Molbech stemte for "Textens Brugbarhed i Forening med en god musicalsk Composition", som han håbede, Bredal kunne tilvejebringe (2.3.1831). Familien Collin havde givet Molbech det rette synspunkt, når det gjaldt Andersens førstegrøde. Manthey henholdt sig fortsat til sine principielle synspunkter vedr. danske syngespil, idet han selvfølgelig intet kunne have imod, at Bredal forsøgte "sin Lykke"; sarkastisk lagde han til: Stoffets brugbarhed havde på scener både i Frankrig og Tyskland vist at have "haft en uheldig Skjæbne" (4.3.1831). "Tilbageleveret til Forfatteren" (Cp), "med det mundtlige Svar: at man, .. ikke kunde bestemme et saadant Arbeides Brugbarhed eller Ikke-Brugbarhed for Theatret, førend Texten og den færdige Musik tillige fremlagdes; men at man i øvrigt ei kunde finde den indleverede Text utienlig til Composition" (Dp 9.3.1831). Se s.469.
Endnu engang ændredes signaler i censurinstitutionen. Da teatret endelig igen fik mulighed for at bringe originale kompositioner, efter Weyses og Kuhlaus mange vægringer i 1820'erne, ville Manthey fastlægge en ny praksis for antagelsen af disse værker: komponisterne arbejdede uden garanti for at deres komposition ville blive benyttet, mens forfatteren blot underordnedes komponistens arbejdstempo. Først den færdige komposition og derunder evt. ændrede libretti ville Manthey censere. Fra et kunstnerisk synspunkt kunne det forsvares, men set ud fra et økonomisk kunne det vel kun tiltale den unge ambitiøse komponist. M.h.t. antagelsesproceduren af disse libretti er det påfaldende hvorledes udenforstående personer påvirkede censorerne: Siboni, fam. Collin og Weyse var autoriteter, der betød noget for (i hvert fald) Molbech. Molbechs musiksmag kendes ikke, mens der ikke kan herske tvivl om Mantheys sympatier, ihukommende hans medlemskab af Sibonis Musikkonservatorium, Molbech skal næppe tillægges æren for et ønske om genoplivelse af den nationale opera, så lidt som Manthey skal udlægges som modstander heraf. Molbech var fikseret på teksterne, mens Manthey rigtigt opfattede operaer som en langt mere kompliceret affære. Nedsættelsen af "Musik(censur)komiteen" var det eneste logiske resultat af den uafklarede situation. Se s.469.
[sideskift][side 424]
Scribes første Opera-comique, med musik af Guénée "La Chambre a coucher, ou une Demi-heure de Richelieu" (OC 29.4.1813) forkastede Molbech af moralske grunde:"Maaden, hvorpaa denne prosaiske Don Juan [Richelieu] her faaer en Kone, er hverken fiin, piquant eller anstændig efter vore Sæder" (8.8.1830). Manthey var ganske på linje med Molbech, idet dog hans votum afslører hans væsensforskellige gemyt: "Ikkun i Frankrig, hvor Mindet om Richelieu, som Roicé, endnu ikke er udslettet og hvor det kunde være piquant at see Scribe forsøge sin Kunst paa et saa forargeligt Sujet uden dog at forarge Publicum, har dette Stykke kundet finde Bifald". Legationsråden fra Paris havde sine erindringer. Censor Manthey tilføjede: "Fra vor Side vilde det være uforsvarligt at antage det", thi skuespillerne ville ikke kunne spille det og publikum ville ikke begribe det (10.8.1830). Remitteret den 11. aug. 1830 (Kp.nr.340).
Vel ikke som en følge af den kgl. resolution af 9. marts 1830, men snarere fordi Webers "Oberon" (jf. s.233) skulle bruges til kongens fødselsdag i jan. 1831 kom stykket på ny til censur. Molbech var ganske på det rene med at denne opera var efter kongehusets smag: "Den dramatiske Composition af Texten er heldig, og det kunde ikke mangle, at den overalt maatte behage". Han mente blot, at emnet var for bekendt og det især med Baggesens Holger Danske: "Oversættelsen er flydende og heldig .. Nogle ubetydelige Forandringer har jeg foreslaaet" (1). Hertil kom Molbechs kommentar til ordet skøge: "Jeg veed ikke, om man .. vil taale Ordet.., som jeg i øvrigt ikke har noget imod, og som er en ordret Oversættelse af Originalen" (21.11.1830). Som tidligere set var Molbech klar over kongehusets nærtagenhed, når det gjaldt moralske anliggender. Manthey var af den mening, at "intet passendere Stykke [kunne] vælges [til en festlig lejlighed]". Om musikken faldt i publikums smag var han ikke sikker, ligesom han tvivlede på, at maskinvæsenet kunne udføre "Sceneforandringerne .. som de burde" (22.11.1830). Syngepartier uddeltes den 27. nov. 1830, mens trykte bøger blev uddelt den 25. dec. 1830, dobbeltbesat (PRFD). Premieren var berammet til den 29. jan. 1831, men på grund af dronning Maries moders død den 12. jan. 1831 viste kongehuset sig ikke i teatret i de næste 3 måneder (jf. s.436). "Oberon" opførtes første gang den 31. jan, 1831 (opført 6 gange i den behandlede periode).
Til Aubers opera-comique "La Fiancée" med Scribes libretto (OC 10.1.1829) [sideskift][side 425]blev Heiberg anmodet om allerede den 3. Juni 1829 at skaffe "Textbogen" (Borup nr.214). Da Lose leverede den i nov. 1829, fik Manthey den til gennemlæsning (TK 1830 1.kv.268). Både i apr. og juni 1830 anskaffede teatret eksemplarer af teksten (TK 1831 1.kv.536 og TK 1831 1.kv.231). Den 16. aug, 1830 leverede Lose partituret (TK 1831 1.kv.231). Om Heiberg forinden var begyndt på oversættelsen vides ikke, men utålmodigheden greb direktionen i nov. 1830, da Heiberg havde fortalt Holstein, at han var færdig med første akt af oversættelsen (jf. Kp,nr.431 11.11.1830). Selv om Heiberg lovede oversættelsen færdig i dec. 1830 (Dp 17.11.1830) indkom hele oversættelsen først den 23. marts 1831 (Dp) (2). Heibergs arbejdsvilje var hurtigt aftagende (jf. s.388). Molbech var lutter tilfredshed med oversættelsen: Oversætteren "har givet os Originalens mange Arier og Sangstykker i en dansk Dragt, hvori man næsten ikke sporer Overførelsen fra et fremmedt Sprog". Kun ordet "Gespenst" ville han have ombyttet med spøgelse (3). Syngestykkets sujet, mente Molbech var behandlet "paa en Maade, som forener den franske Lethed (naturligviis heller ikke her uden noget af den vante Letfærdighed, skiøndt, naar man, især vil oversee det meget Æquivoque natlige Rendez-vous, i noget [4] mindre Qualitet, end man pleier at finde den) med Fiinhed og Følelse" (24.3.1831). Det står desværre ikke til at opklare, hvornår Molbech har indføjet sit forbehold imod sujettets behandling, men hans oprindelige holdning hertil kan der ikke herske tvivl om: han har været begejstret for Scribes stykke og måden det behandlede emnet med pikanteri og følelse. Manthey ville intet indvende imod stykket, vel især fordi det "fra Musikkens Side skal være udmærket" (udat.). Premieren fandt sted den 22. apr. 1831, men "Bruden" blev ikke givet mere i denne sæson på grund af skærmydsler i dagspressen (5). Til næste sæsons begyndelse var stykket imidlertid forsynet med ændringer, forhandlet i direktionen, efter Holsteins ordre - formentlig endda efter højestes indgreb (6), Repremieren fandt sted den 1. sept. 1831, uden at Heiberg reagerede. Også dette indgreb i den litterære ejendomsret benyttede Heiberg (fejlagtigt) i sit opgør med Molbech i 1832, se s.550. (Opført 44 gange i den behandlede periode).
Sibonis Rossini-feber steg et par grader i denne sæson, idet han lod Lose forskrive "Partitur med Decorationer og Textbog" til "Guillaume Tell" (ARM 3.8.1829). Leveret den 31. dec. 1830, men af [sideskift][side 426]politiske grunde ikke opført. Se s.1132 og s.1175.
Til Rossinis "Comte d'Ory" (ARM 20.8.1828) leveredes samtidig klaverudtoget (TK 1831 2.kv.nr.704). Se s.1133.
Tekstbogen til Aubers opera-comique "Fra-Diavolo, ou l'Hotellerie de Terracine" (OC 28.1.1830) leverede boghandler Reitzel teatret allerede den 24. juli 1830 (TK 1831 1.kv.533), hvorefter enten Manthey eller Holstein gennemlæste den; klaverudtoget blev debiteret hos Lose den 14. aug. 1830 (TK 1831 1.kv.231). Siboni bestilte i efteråret partituret, som Lose leverede den 31. dec. 1830 "med Decorationer og Textbog" (TK 1831 1.kv.704). Oversættelsen indleveredes imidlertid først den 22. marts 1831 af Ths. Overskou. Sibonis opfattelse af censurens opgave illustreres ved at han den 30. marts 1831 fremsendte forslag til rollebesætningen (NkS 1557): Følgelig uddeltes syngepartierne til 1. akt samme dag (PRFD) (7), endnu inden oversættelsen var blevet underkastet censorernes vurdering. Først den 7. april 1831 nedfældede Molbech sin dom: han fandt intet i stykkets indhold, som gjorde det upassende til opførelse, trods scenen "hvor en Pige klæder sig af og gaaer tilsengs coram populo, imedens nogle Røvere belure hende", thi nok ville det ikke være blevet tålt 50 år tidligere: "I vore Dage hører det vel endog til de Situationer, som man anseer for Salt og Kryderi i et Skuespil". Ytrede Molbech i andre sammenhænge tilbageholdenhed, kunne han altså også føle publikum på pulsen. Dramaturgisk set var stykket svagere end "Bruden"; med oversættelsen var Molbech derimod tilfreds. Manthey tiltrådte "aldeles ovenstaaende Mening" (udat.). Den 19. maj 1831 havde stykket premiere (opført 55 gange i den behandlede periode).
Richelieus kærlighedsliv kunne ikke vises frem i Danmark, men nok i Frankrig. "Bruden"s equivoque ville Molbech nok bemærke, men dog ikke protestere imod blev fremstillet, mens han indrømmede afklædningsscenen i "Fra Diavolo" til den herskende smag. Ændringerne i "Bruden" var politisk begrundede og ikke dikteret af Molbech, hvorfor facit i denne sæson bliver: at Molbech førte en tvetydig politik m.h.t. equivoque: thi når det gjaldt de oversatte lystspil var han langt strengere, end når det gjaldt oversatte operaer. Angrebene i "Kjøbenhavnsposten" gjaldt helt anderledes moralprædiken end den Molbech forsøgte at gennemføre på teatercensurens vegne: en dramaturgisk begrundet moralsk, psykologisk forståelse. Molbech skulle imidlertid skifte opfattelse. Bemærkelsesværdig [sideskift][side 427]for disse operaer og syngestykker er det, at indkøbene i ind- og udland prædestinerede deres opførelse, dog med visse undtagelser. Når oversætteren gik igang med arbejdet, var det forløbig ensbetydende med opførelse. Holstein og Manthey fungerede tydeligvis på et tidligere stadium i antagelsesprocessen end Molbech, der kun ses at have beskæftiget sig med oversættelserne. Siboni dirigerede stadig teatrets indkøb, også selv om han i denne sæson opholdt sig i København.
[sideskift][side 428]
Carl Borgaards anonymt indleverede vaudeville "Klokken er Otte" læste Molbech straks og var overbevist om, at teatret burde antage den til opførelse. I seks punkter opridsede han forfatterens og værkets fortjenester: 1. dialogen var "let og naturlig .. uden Plumphed; vel undertiden noget mat". 2. karaktertegningen syntes han var "tilstrækkeligt" angiven "for en Vaudeville". 3. intrigen var, om ikke ny "dog .. sammensat ret heldigt .., skiøndt den tilsidst opløser sig noget søvnigt". 4. vaudevillen havde nationalt præg; nok ejede den ikke Heibergs satire, men den havde derimod som de franske vaudevillers "lettere Genre .. adskillige temporaire Allusioner og momentane Hentydninger". 5. diktionen var "baade correct, flydende og [behandlet] med Omsorg". 6. sangene vidnede om "et heldigt og ikke ubetydende Talent for Sang=Digtning og Versification" (25.10.1830). Molbech opregnede sine krav til vaudevillen som genre, idet han applicerede dem på Borgaards produkt (1). Molbechs argumentation til fordel for Borgaards vaudeville kan vel bedst karakteriseres som et forsøg på at yde en forfatters "første dramatiske Forsøg" retfærdighed, idet han var villig til at opmuntre et arbejde, der rangerede på linje med "en heel Deel franske Vaudeviller af Scribe &c i det mindste af anden Rang". Molbech lagde dog til: "Om Stykkets Mangler vil jeg, Tinder disse Omstændigheder, her ikke videre udlade mig; men forbeholder mig, hvis det antages, at tale med Forfatteren om eet og andet, og deriblandt om en maaskee mulig Afkortning af nogle Scener". Manthey henviste til sine smagskriterier for vaudeviller (jf. s.378), idet han nok var enig med Molbech om forfatterens behandling af dialog og diktion, men ganske savnede "Fiinhed, Vittighed, Theatereffect og Sangenes væsentlige Sammenhæng med Stykkets Gang" ; endvidere fandt han, at "Intriquen og dens Opløsning [var] meget triviel" samt at visse scener var mere latterlige end komiske. Følgelig ville han forkaste vaudevillen (30.10.1830). På grund af dissensen tyede Molbech, som tidligere set (jf. s.413) til A.E. Boye. Han bad om vennens "Dom .. ganske kort og almindelig, med Angivelse af Hoved-Mangler, som De maatte finde, og om De, hvis De dømmer det uantageligt, troer det med Forandringer, og hvilke, kunde blive antageligt" (NkS 1458 7.11.1830). Boyes votum kendes desværre ikke, men Molbech fik i hvert fald ikke argumenter til at overbevise enten Manthey eller Holstein, idet sidstnævnte den 17. nov. 1830 undertegnede votaene: "Ikke antaget". Ikke Molbech, men Manthey [sideskift][side 429]opsatte direktionens svarskrivelse, der opsummerede censorernes indstilling (samt de mundtlige forhandlinger): "[Selv om direktionen ikke fandt vaudevillen antagelig, kunne] den ikke andet end erkiende, at dette Stykke, særdeles i Dialog og Versification synes at vidne om heldige Anlæg for dramatisk Arbeide af det Slags, hvortil bemeldte Vaudeville eller Syngestykke hører. Heller ikke kan Directionen være uvillig til, i Fald Forfatteren selv maatte finde, at Stykket ved ham kunde modtage Omarbeidelse og Forbedring i adskillige mere ufuldkomne Partier, at underkaste det i en saaledes omarbeidet Skikkelse en ny Bedømmelse" (Kp.nr. 438 18.11.1830). Manthey havde kun taget sparsomt hensyn til Molbechs omtale af stykkets fortrin, men dog strakt sig så vidt, at han i en omarbejdet form ville læse det på ny, hvorved han selv stod frit, mens Molbech var bundet af sin første positive bedømmelse, der inkluderede omarbejdelse og forbedring af visse partier. Molbech fik derpå en lærestreg, thi en tid efter denne afgørelse indlod han sig i private forhandlinger med Borgaard. Det endte med at Borgaard tilsendte Molbech stykket på ny, udstyret med "Strygning af overflødige Repliker, .. motiverende Tilsætninger, og .. enkelte Forandringer i Dialog og scenisk Anordning" (Coll.Br. 26.3.1831). Molbech læste stykket, hvorefter han tilsendte Borgaard en ny bedømmelse, som ganske var i overensstemmelse med hans egen positive kritik af vaudevillen (af 25.10.1830) men som også refererede nogle af Mantheys indsigelser (skrivelsen er gået tabt). Tilskyndet af "nogle Velyndere, hvis Dom jeg troer at burde sætte stor Priis paa" tilskrev Borgaard på ny Molbech i marts: han forsøgte at imødegå Molbechs kritik, i et usikkert forsøg på at forsvare sin vaudevilles kvaliteter, mens Molbech svarede ham i ligeså urbane som ufravigelige, uafviselige vendinger (Coll.Br. 31.3.1831) (2). Molbech påberåbte sig en personlig positivitet over for stykket, idet han dog lod det være op til Borgaard om han ville lade Heiberg læse det og Molbechs vurdering deraf: "Jeg kan ikke have noget imod, om De tillige vil forelægge en Mand, der uden Tvivl kiender vel saa godt til Theatret, som Nogen af os, mine Bemærkninger". Inden Molbech afsendte sit svar, lod han Boye læse koncepten, hvorefter fuldmægtigen forkortede denne for at Molbech ikke skulle kompromittere sig unødvendigt (3). Det afgørende ved dette stykkes behandling er imidlertid, at Molbech havde fattet interesse for Borgaard, hvorefter han støttede [sideskift][side 430]ham i hans mange forsøg på at arbejde konstruktivt for teatret. På trods af deres personlige brud i 1833 fortsatte Borgaard med at oversætte for teatret, idet han var så heldig at kunne skifte herre, da Kirstein brugte ham til at oversætte skuespil, syngestykker og vaudeviller, jf. s.804. Molbech havde da opfundet en ny yndling, Sille Beyer, jf. s.572 og s.585.
Teologistuderende J.G. Schiødtes vaudeville "Tre om Budet" læste Molbech efter Borgaards, men inden han kendte Mantheys censur over hin: "hvor meget mere Talent og Smag røber ikke den sidste, selv i Fremstillingen af det Trivielle, og hvor langt mere Raahed, Ubesindighed og Gemeenhed den første!". Også på grund af "ucorrect Sprog og Orthographi" ville Molbech ikke antage "en Vaudeville i en saa raa og plump æsthetisk Stiil" (29.10.1830). Selv om Manthey ikke tog "i Betænkning at være af samme Mening" som Molbech, gjorde han dog opmærksom på, at stykket indeholdt "adskilligt der turde være brugbart for Scenen" (1.11.1830), hvilket skal ses i sammenhæng med Molbechs dom: "at [vaudevillen] neppe engang vilde passere for Galleriets Dom". Allerede i mødet den 3. nov. 1830 affærdigedes dette arbejde; returneret den 4. nov. 1830 (Kp.nr.426).
Behandlingen af de indleverede vaudeviller i Molbechs debut-sæson understreger Mantheys sikkerhed samt hans støtte hos Holstein, mens Molbech fik lejlighed til at definere sine krav til genren, idet han samtidig led den tort at blive underkendt, hvorefter han demonstrerede den ubesindighed at indlade sig i private underhandlinger med en håbefuld forfatter. Måske det bør understreges, at Molbech mødte en udfordring (i teaterdirektørstillingen) som han troede at kunne administrere med åbenhed, men at forholdene i censurinstitutionen bød ham at optræde mere varsomt, efterhånden som han blev bekendt med teatrets cirkler ? Åbenhed skal vel ikke nødvendigvis tolkes som svaghed.
[sideskift][side 431]
Udenlandske vaudeviller bearbejdedes endnu stort set næsten alle til lystspil. Pseudonymet G.J. Moe leverede en oversat vaudeville "Den skinsyge Patient" (1), som Molbech fandt "kiedsommelig og ubetydelig"; "dens Situationer [var] saa forslidte og usandsynlige, at jeg .. maa finde den uantagelig" (17.9.1830). Den 20. sept. 1830 erklærede Manthey sig enig i Molbechs vurdering. Oversættelsen remitteredes den 30. sept. 1830 (Kp.nr.414).
[sideskift][side 432]
Bournonville var nok klar over at hans engagement ved teatret i København skulle betyde en restaurering af balletvæsenet, men næppe indforstået med indskrænkningen af dennes form. Straks han indgav sit udkast til et nyt regulativ for balletten samt en organisationsplan for ballettens opblomstring - blev han vist tilbage, både af Manthey og Molbech (I.B.nr.1930 11.8.1830). Bournonville ønskede oprettet en kategori af "Balletdandsere" (seks af hvert køn), hvilke skulle rekrutteres fra figurantklassen og følgelig ad åre avancere til solodansere. Manthey så den største fare i at figuranttjenesten ville blive søgt negligeret af denne nye kategori "premiers doubles", hvorfor teatret hurtigt kunne blive nødt til at ansætte nye figuranter. Han foreslog følgelig at dele figuranterne i en første og anden klasse, samt at sætte et maximum for disses lønninger. Han kalkulerede derfor ikke med synderlig større lønninger til balletpersonalet, mens han beregnede Bournonvilles forslag til at koste ca. 15000 Rbd. eller næsten 5000 Rbd. mere end i foregående sæson (l.c. 13.8.1830). Molbech følte sig ligesom Manthey pikeret af Bournonvilles "Selvtillid og [bornerte] Indbildning om sin egen og sit Fags Vigtighed, som i det mindste ei bør faae Indflydelse paa Organisationen og Administrationen af den Deel af de sceniske Forestillinger, hvis Anførsel - men jeg formoder ikke Bestyrelse af samme, er overdraget den nærværende Dandsedirecteur" (l.c. 14.8.1830). Uden malice men ihukommende hvad netop Bournonvilles selvtillid betød for teatrets personale, skal det allerede her anføres, at det lykkedes Bournonville at kue eller knægte de to største talenter, teatret besad, Md. Krætzmer og Lucile Grahn. Molbech fortsatte sin indstilling: "Jeg holder det derfor passende og nødvendigt, at der ved §.2, enten med de foreslaaede Udtryk, eller paa anden Maade tilkiendegives, at Hr. B. bestyrer Dandsepartiernes Udførelse paa Theatret, men ikke Balletvæsenet i og for sig selv; .. Vel seer jeg, at Balletterne forrige Vinter have været i særdeles Yndest, og indbragt Cassen endeel. Men dette er et Genre, som aldeles ikke har nogen sikker Basis at hvile paa, og meget let kunde komme til at overmætte Publicum. Det vil maaskee florere nogle faa Aar - og naar da Publicum var mæt og kied, saa havde Theatret et talrigt og kostbart Dandse-Personale at underholde, som lidet eller intet indbragte". På baggrund af Mantheys vurdering af Bournonvilles forslag var Molbechs vurdering selvfølgelig ikke skelsættende, [sideskift][side 433]men hans ræsonnementer synes derimod at være i god overensstemmelse med virkeligheden, således som Frederik VIs embedsmænd måtte opfatte denne, når det gjaldt balletdansens kunstneriske tarv, der aldeles var underlagt økonomiske overvejelser. Den 25. aug. 1830 afgjordes sagen i fuld overensstemmelse med Mantheys udkast, hvilket betød videreførelse af regulativet af 20. aug. 1823. Bournonville forstod at tie.
Den 3. sept. præsenterede han første gang sin bearbejdelse af Aumers ballet "Les Pages du duc de Vendome" (ARM 18.10.1820). Bournonville havde købt musikpartituret i Paris i 1830 (TK 1830 kv. 1294) (opført ialt 9 gange).
Den 20. sept. 1830 overværede Molbech første gang Bournonvilles optræden, i "Søvngængersken" (jf. s.381). Hans begejstring var ægte: "Denne Ballet, som den gives hos Os, vilde upaatvivlelig giøre ethvert af Europas store Theatre Ære; men De har tillige Fortieneste af at have valgt og indstuderet et saadant Sujet, der hører til den høiere og ædlere Art af mimisk Dandsekonst, som jeg ikke kan andet end ønske, De fremdeles vil arbeide paa at uddanne paa vort Theater, og derved mere og mere hæve den saa ofte til blot sandselig Lyst for Øiet nedsatte Ballet, eller theatralske Dands, til en ædel og værdig Scenen forskiønnende Konst" (TM 21.9.1830). Konsistensen i Molbechs anskuelse af balletten var sikker nok: han erindrede Bournonville om teatrets "indskrænkede Resourcer, hvor Skuespil, Opera og Ballet maa forenes paa een Skueplads. .. for Dem vil det altid blive en større og sandere Ære, at udrette meget og betydeligt, ved forholdsviis svagere Kræfter, end der, hvor man gaaer i det Store, fordi man ikke kiender til vore Indskrænkninger" (l.c.). Verdensdanserens forhold til den "sandere Ære" måtte nødvendigvis krydses af andre hensyn, men foreløbig fik han da også bevilget sine udlæg til nye balletter.
Den 21. dec. 1830 præsterede Ryge argumenter til Molbechs balletpolitik: I løbet af de første tre måneder af sæsonen havde Bournonvilles aktivitet kostet teatret næsten 4000 Rbd. Iflg. Ryge havde de tyve forestillinger kun indbragt det halve i teaterkassen. Molbech var tydeligvis foruroliget og fremlagde en skrivelse i direktionsmødet den 29. dec. 1830. Molbechs skrivelse er intet mindre end en status over hans første halve år som teaterdirektør, hvorfor der henvises til s.440. Ang. Bournonville indstillede han, "at hverken Balletter eller Entréer bør opføres for [sideskift][side 434]ofte; og at jo sieldnere Hr. Bournonville sees at dandse, desto mere vil han trække" (NkS 1861) (1). Selv om direktionens forhandlinger ikke kendes, kan resultatet umiddelbart aflæses af repertoirets sammensætning. I de tre første måneder af sæsonen opførtes i gennemsnit 6 balletter om måneden. I dec. 1830 kun tre, åbenbart på grund af Ryges "regnskab". I de sidste fem måneder af sæsonen, efter direktionens møde om balletvæsenets fremtid, blev derimod kun givet 5 balletter om måneden. Bournonville var blevet tøjlet.
Produktionen i denne sæson indskrænkedes i øvrigt til en opsætning af Gardels "Paul et Virginie" (AIM 24.6.1806) til dronningens fødselsdag den 29. okt. 1830 (opført ialt 6 gange). Derudover en genoptagelse af Poul Funcks divertissement "Zephyr og Flora" (2), samt en ny produktion (en fortsættelse af "Soldat og Bonde") "Victors Bryllup" med musik af L.P. Keck (3) (opført ialt 20 gange).
[sideskift][side 435]
Sammenholdt med foregående sæson er der ganske enkelt tale om en kursændring: de egentlige koncerter af udlændinge (opført på Kgs. Nytorv) var virkelig det ypperligste teatret kunne præstere. Aftenunderholdningerne indskrænkedes til en (Mad. Wexschalls) udover de to "lovbundne".
Af interesse er således kun opsætningen af Ewalds "Balders Død" i anledning af 50-året for digterens død. I sin dagbog noterede Molbech: "Hvor ofte har jeg tænkt paa og talt for dette Stykkes Opførelse, alt f. mange Aar siden - og hvor lidt tænkte jeg da paa, at jeg selv skulde komme til at udvirke det!" (NkS 439 17.3.1831). Uden betænkelighed kan det antages at være Molbechs første positive handling som teaterdirektør; desto ivrigere var han for at arrangementet skulle lykkes. I mødet den 2. febr. 1831 diskuterede han problemerne om opsætningen ikke blot med Holstein (Manthey var sygemeldt) men også med Zinck, der foredrog "adskillige Nummere af Hartmanns Musik" i direktionsmødet (Dp): "Den endelige Bestemmelse heri udsattes til en nærmere Samtale herom med Zinck og flere havde fundet Sted". Zincks tilhørere var åbenbart ikke kompetente i denne sammenhæng. Om Weyse blev inddraget får stå hen. Den 4. febr. 1831 konciperede Molbech sin ærbødige skrivelse til Oehlenschläger, hvori han anmodede denne om at levere en dramatisk prolog til Ewalds minde. Han intet mindre end udkastede planen til Oehlenschläger arbejde: "jeg .. dannede mig den, tildeels af Deres iderige Elegie Evald udviklede Forestilling, at Personerne maaskee kunde blive Odin, Brage og Ydun; og at Digtets Ideer kunde være, deels at vise Opfyldelsen af det, som Digteren dengang lod Ydun efter Odins Bud skienke den her under Nød og Lidelser bøiede Skiald: salig Udødeligheds Løn; deels at lade Brage udtale Danmarks sildigere og fuldkomnere Erkiendelse af de ædle Gaver, Guden havde skienket sin første ægte Søn i det nyere Danmark; deels endelig med en Hentydning at betegne Forskiellen imellem Evalds Balders Død og Tragedien "Balder hiin Gode", som to i Charakteer grundforskiellige Digte. Thi ingen kunde vel bedre, end Forfatteren af det sidstnævnte ypperlige Drama møde den endnu forekommende Vildfarelse, at bedømme Evalds Balder, ikke saa meget ud af Digtet selv, og den Digtart, som det tilhører, som dets Grundsætninger, hvilke Ingen kiendte noget til, førend De havde digtet den første mythiske nordiske Tragedie, m.m. derhen hørende; hvilket dog omtrent maa give samme Resultat - med Hensyn [sideskift][side 436]til at bestemme, ikke det Evaldske Dramas Art, Beskaffenhed og Forhold, men dets poetiske Værd - som naar man vil maale Klæde med en Skieppe, eller Rug med en Alen" (Preisz nr.1202 5.2.1831). Oehlensehläger ville gerne skrive "en Prolog; men .. ganske [efter] egne Ideer!" (Preisz nr.1204 8.2.1831). Molbech tilskrev Oehlenschläger med "Forslag t. et Par forandrede Udtryk" (NkS 439 3.3.1831). Den 8. marts modtog han Oehlenschlägers svar, "uventet .. yderst artigt og venligt .. m. fuld Raadighed t. at forandre de omtalte Steder" (l.c.) (Preisz nr.1208) (1), Oehlenschläger føjede Molbech, når det gjaldt den sproglige udformning (jf. s.404). Hans motivering herfor kendes ikke, men analogt med meningsudvekslingen i sept. 1830 har man nok lov at slutte: respekten for Molbech og teatrets tarv. Molbech anførte selv resultatet af anstrengelserne med opførelseren af "Balders Død" (uden Hartmanns musik): "Aldeles fuldt Huus; efter Slutn. temmmelig Applaudering - men ingen nævnede Evalds Navn! - Anden Gang blev B. Død givet d. 19. f. temmelig fuldt Huus - under Stykket klappedes nogle Gange; men da Dækket faldt absolut Taushed. - Jeg har havt den Glæde, at erfare Mangfoldiges Bifald m: Stykkets Opførelse, og den, min Forventning langt overgaaende Virkning, det har giort p. de forskielligste Tilskuere" (NkS 439 17.3.1831). Til Borgaard skrev Molbech: "Jeg kiender vist ikke nok til Parterrets nærværende Beskaffenhed, for at have en tilstrækkelig Anskuelse af dets Vægt eller Betydning i dramaturgisk Henseende; men jeg tilstaaer, det overraskede mig ikke mindre, end en stor Deel Folk, hvem jeg har talt med, at erfare, med hvilken Kulde man i de stemmegivende Regioner af det danske National-Theater optog Opførelsen af Balders Død - som paa en betydelig Mængde Tilskuere af begge Kiøn, og det selv af den modemeste Dannelse, har giort en Virkning, langt over min Forventning; og som i vor nationale og dramatiske Poesie er et saa forbausende Phænomen, at jeg havde tænkt mig det hilset paa Skuepladsen af det Publikum, for hvilket man maatte forudsætte mest Receptivitet for Stykkets poetiske og nationale Værd, med mere Liv og Varme. Men, Erfaring den bedste ogsaa i disse Tilfælde, er Læremester" (Coll.Br. 29.3.1831 (koncept ej afsendt til Borgaard)). Molbechs egen konklusion gør al anden kommentar overflødig.
Geburtsdagssangen i anledning af dronningens fødselsdag i okt. 1830 blev leveret af Heiberg, uden videre forhandling (Poet.Skr. Bd.9 269). Da dronningens moder døde den 12. jan. 1831 anlagde [sideskift][side 437]kongehuset hofsorg (teatret var lukket fra den 15. jan. til den 21.jan. 1831). På fødselsdagen opførtes "Figaros Giftermaal": "da Kl. 6. Signalet gaves i Kapellet til at begynde Ouverturen, forlangte en Stemme fra Parterret: "Slutningschoret af Elverhøi". Orchestret Istemte nu Nationalmelodien: "Kong Christian stod ved høien Mast", og følgende (efter Forlydende af Hr. Prof. Heiberg forfattede Sang blev siungen: O Dag, som hilstes her i Chor [se Poet.Skr.Bd.9 271 ] .. Efter Sangen lød et "Kongen Leve!", ledsaget af et trende Gange gjentaget Hurraraab, der gjentoges ved Udraabet: "Leve Hans Slægt!" - Ved Forestillingens Slutning udbragtes atter et tre Gange gjentaget Hurraraab for den elskede Landsfader, der saaledes, uagtet Han denne Gang savnedes i sit trofaste Folks Midte, paa den vante Festaften modtog en ligesaa dybtfølt som enthusiastisk Yttring af dets Kiærlighed og Hylding" (Kjøbenhavnsposten 31.1.1831).
[sideskift][side 438]
Kvantitativt var genoptagelserne færre end foregående sæsons men kvalitativt var de langt mere spændende:
Holberg-stykker
"Henrik og Pernille", opført 1. gang den 3.10.1749; sidst givet
den 12.9.1826. Genoptaget den 14.12.1830
"Den Stundesløse", opf. 1. gang den 21.1.1750; sidst givet den
18.4.1826. Genoptaget den 19.11.1830
"Maskeraden", opf. 1. gang den 30.12.1748; sidst givet den 20.2.1827.
Genoptaget den 11.2.1831.
Oehlenschläger-stykker
"Stærkodder", opf. 1. gang den 16.10.1812; sidst givet den
7.10.1826. Genoptaget den 7.4.1831
"Erik og Abel", opf. 1. gang den 26.4.1821; sidst givet den 28.9.1821.
Genoptaget den 14.5.1831. Se s.685.
P.A. Heibergs "Chinafarerne", opf. 1. gang den 2.3.1792; sidst givet den 29.11.1823. Genoptaget den 14.11.1830 (opført 2 gange).
Boyes "Kong Sigurd" (jf. s.153); sidst givet den 24.4.1826. Genoptaget den 4.12.1830 (kun denne ene gang).
Ewalds "Balders Død", opf. 1. gang den 9.3.1778; sidst opført den 27.1.1816. Genoptaget den 17.3.1831 (opført endnu 3 gange). Se s.435.
Wessels "Kiærlighed uden Strømper", opf. 1. gang den 26.3.1773; sidst givet den 25.3.1828. Genoptaget den 20.12.1830 (opført endnu 6 gange).
Olufsens "Gulddaasen", opf. 1. gang den 2.5.1793; sidst givet den 5.2.1829. Genoptaget den 17.2.1831 (opført endnu 3 gange).
Af oversatte skuespil uddeltes rollerne til følgende:
Kotzebues "Armod og Højmodighed", opf. 1. gang den 18.2.1796;
sidst givet den 4.3.1817. Genoptaget den 22.12.1832 (kun opført
denne ene gang).
Ifflands "Adolf og Louise eller Hvem vinder?", opf. 1. gang den 15.11.1803; sidst givet den 15.11.1819. Genoptaget den 2.3.1833 (kun opført denne ene gang).
Kotzebues "Den fattige Poet", opf. 1. gang den 18.9.1814; sidst givet den 21.12.1817. Genoptaget den 23.12.1830 (opført endnu 6 gange).
Kotzebues "Menneskehad og Anger", opf. 1. gang den 19.10.1790; sidst givet den 2.11.1821, men ikke oftere opført.
Kotzebues "Strikkepindene", opf. 1. gang den 12.12.1806; sidst givet den 6.10.1814, men ikke oftere opført.
[sideskift][side 439]Moreau & Dumolards "Rochesters Forviisning eller Det engelske Vertshus", opf. 1. gang den 20.4.1813; sidst givet den 24.2.1820, men ikke oftere opført.
Cumberlands "Vestindianeren", opf. 1. gang den 15.1.1825 i Dorphs oversættelse, jf. s.125. Sidst givet den 3.10.1826 og genoptaget den 21.9.1830 (opført endnu 2 gange).
Af oversatte syngestykker uddeltes rollerne til følgende:
D'Alayracs "En Times Ægteskab", opf. 1. gang den 23.12.1806; sidst
givet den 23.12.1824. Genoptaget den 30.12.1832 (opført endnu 4
gange).
Paers "Sargino eller Kiærligheds Lærling", opf. 1. gang den 31.1.1820; sidst givet den 14.12.1826. Genoptaget den 4.11.1830 (opført 2 gange).
Cherubinis "De to Dage eller Flygtningene", opf. 1. gang den 14.4.1803; sidst givet den 17.9.1827. Genoptaget den 8.11.1830 (opført endnu 32 gange i den behandlede periode, jf. s.687.
Teatrets repertoirepolitik er ganske interessant, fordi bestemmelsen af genoptagelsen af de mange Kotzebue-stykker i denne såvel som den foregående sæson jo unægtelig fortæller meget om den inerti, som endnu befandt sig ved udvælgelsen af repertoiret. Hvem der i denne sæson skal tilskrives initiativet hertil får stå hen.
[sideskift][side 440]
Davids og Heibergs opgør med teaterdirektionen samt Davids og Molbechs diskussion om repertoiret i henholdsvis juni-juli og okt. 1830 er summarisk behandlet i Danske Studier 1983 (1).
Havde Molbech i okt. 1830 offentligt villet forsvare direktionens dispositioner, gjorde han sig i dec. 1830 nogle betragtninger over repertoiret - til intern brug. Efter at have undersøgt repertoiret og belægning i de første fire måneder af sæsonen kom Molbech til følgende resultat: "at Balletterne ere de theatralske Forestillinger, som for nærværende Tid mindst trække Publicum .. At "Hertugen af Vend[ômes] Pager"[jf. s.433] ved den 4de Forestilling, i Forening med et ypperligt Skuespil (Gesandten [jf. s.321]) kun indbragte 135 Rdlr. og Poul og Virginia [jf. s.434] ved den 5te Forestilling (med Erasmus Mont[anus]) kun 174: viser, naar man vil sammenligne disse Indtægter - jeg vil ei engang sige med de mest yndede Opera'er - men med Øhlenschlægers gode Tragedier (Hakon Jarl 292. Palnatoke 280. Axel og Valborg 261. Hagbarth og Signe 208) en aabenbar Undervægt paa Balletternes Side; og viser, hvor lidt Prof. Hauch kiender til vort Theaterpublicum, som han kalder "en smagløs Flok", paa den af ham foregivne Grund, at det flyer Øhlenschlæger, for at holde sig til Vaudevillerne [2]. Det viser sig endvidere, at Søvngængersken [jf. s.381] er den eneste af Bournonv[illes] Balletter, der endnu synes at trække, om ikke betydeligt, dog noget; og deri kunde vel ogsaa Publicums Stemme være enig med Undertegnede: at denne Ballet baade er den interessanteste og bedst componerede af de 3 omtalte; og at Hr. Bourn[onville] for en meget stor Deel takke Mad. Kretschmers gode mimiske Forestilling den Lykke, den har giort.
Ved Ovenanførte er nu vist nok at erindre: at man ikke, i Følge vort Theaters Indretning, kan giøre slige Beregninger allene med Hensyn paa den Deel af Publicum, fra hvilken Indtægterne for enkelte Billetter udgaaer; men ogsaa med Hensyn paa Logerne, eller det abonnerende Publicum, hvilket omtrent siger det samme som paa Damerne. Men dog maa, efter min Formening, dette sidste Hensyn altid staae tilbage for det første. Det er og bliver aldrig Logerne, der kunne siges at afgiøre eller bestemme Smagen hos det skuespilbesøgende Publicum og de givne Skuespils Skiebne; men denne Bestemmelse udgaaer altid fra den frie Deel af dette Publ[ikum] eller fra Parterre og Parquet. Det hialp intet, om man gav Forestillinger, som Damerne i alle Logerader bifaldt og beundrede nok saa [sideskift][side 441]meget, dersom man i Parterret peb dem ud; og selv den oeconomiske Fordeel af at kunne holde Aftenindtægten paa 2-300 Rdlr i Giennemsnit, imod at lade den synke til 1-200 Rdlr., maa nødvendigen overveie den Hazard af nogle faa tusinde Rigsdaler som et imellem 40 og 50,000 Rdlr, der vel kan antages som temmelig fixe Punkter, oscillerende Abonnement kan medføre.
Da nu Hr. Bournonvilles Balletforestillinger uagtet deres Nyhed, og hans unegtelige Talent, ikke overhovedet have givet noget Resultat, der lovede i dem en varig eller betydende Indtægtskilde, og da de, som theatralsk Konst-Genre, uimodsigeligen indtage den ringeste eller mest underordnede Plads: kunne de, tilligemed den hele Theaterdands, (fra hvis moralske Vurdering jeg endog vil ganske afholde mig paa dette Sted) neppe ansees anderledes, end som en, maaskee ved Omstændighederne nødvendig Luxus i Theatrets Organisation - som man vist nok snarere bør søge efter Evne at indskrænke, end at udvide (Dette, maa det være mig tilladt at bemærke, yttrer jeg uden noget Slags personlig Partiskhed, og som begrundet Overbeviisning, uden endog at lade mig bestikke af det Slags Fornøielse, jeg selv kan finde i, stundom at see en smuk Theaterdands.) Man vogte sig, siger jeg, for at udvide hiin Luxus; thi vænner man først heri Publicum til det Større, vil det ikke tage imod det Mindre. Balletter kunne betragtes som et dramatisk Fyrværkeri. Deres Effect er brillant og hurtig forbigaaende, uden noget efterladt varigt Indtryk, ligesom dettes; men er man engang bleven vant til jævnlig at see store Fyrværkerier, hvo kunde da vel more sig ved nogle enkelte Sværmere og Raketter? - Hvad der - for saavidt som jeg, efter min korte Erfaring, tør yttre min Mening herom - vil være langt tienligere baade for Theatret selv, som Pleiemoder for den dramatiske Konst og Poesie, og for dets Oeconomie, end at give mange og hyppige Balletter: er, at man paa den ene Side, ved god Besætning og ved ivrig Bestræbelse fra Personalets Side søger at vedligeholde eller hæve Smagen for fortrinlige ældre Skuespils Opførelse; paa den anden Side, saa tidt det kan skee og noget godt kan faaes, opmuntrer og forfrisker Publicums Lyst til Theatret ved Nyheder" (NkS 1861 28.12.1830).
Molbechs vurdering af publikum var ikke i overensstemmelse med tidens stemmegivende parterrepublikum: derfor mødte han hurtigt den skarpe kritik fra oppositionsbladene. Hans moralske nedvurdering af balletten til fordel for det ældre skuespil samt nye franske [sideskift][side 442]stykker viser klart Molbechs intenderede repertoirepolitik. Som det fremgår af de følgende sæsoner, forstod Molbech bedst at udmønte kravet om nyheder - omend af en ganske bestemt kvalitet: det kunstnerisk afstemte, neddæmpet effektfulde, romantiske drama og ikke-ekvivokke franske konversationsstykke.
Af Molbech foreligger endelig fra første sæson et vidnesbyrd fra marts 1831 om hans teoretiske repertoirepolitik: "At hine [unævnte] Forfattere, og flere af de ældre, uagtet deres Mangler, have Sider, hvori de staae langt høiere for Theatrets og den sceniske Konsts Tarv og Udøvelse, end en stor Deel af de nyeste Dramatikere: tør vel finde sit bedste Beviis deri, at et Udvalg af de bedre Iflandske og Kotzebuiske Stykker endnu holde sig paa alle tydske Theatre selv de betydeligste, som Wien, Berlin og Hamborg og have overlevet en Mængde sildigere Producter af den moderneste Smag. Jeg veed vel, at vor Tids Smag, ogsaa paa Theatret har vendt sig ganske fra Følelse til Forstanden .. - men uden alt Hensyn til at veie eller dømme den, vilde jeg spørge: om den nærværende Theatersmag i Tydskland, (ja vi kunne vel sige ogsaa i Frankrig) kan fremvise, en dramatisk Poesie, i sit Slags af den omfattende, indgribende og vedvarende Virkning, som Perioden imellem 1770 eller 80 og 1800 eller 1810? - Dette synes i det mindste lidet at fremgaae af det fra alle Kanter gienlydende Raab, om Theatrenes Dalen og den dramatiske Poesies Forringelse" (Coll.BrS.I.1, ej afsendt til Borgaard efter A.E. Boyes intervention, jf. s.428). Molbechs historiske holdning til repertoirepolitikken slog igennem, som det fremgår af de følgende sider.
Ryges og Overskous rejseaktivitet skal ikke særskilt behandles, udover at det skal nævnes, at Klaus Neiiendam i 1979 udgav "Dr. Byges dagbog Paris 1831", hvortil der henvises. Overskous rejsedagbog fra 1831 er endnu uudgivet (TM). Ved behandlingen af de følgende sæsoner henvises til disse dagbøger, for så vidt det kan påvises, at de to skuespilleres besøg især i Paris' teatre har haft betydning for teatrets repertoire (3).
I løbet af den behandlede periode skulle teatrets monopol på teatralske forestillinger søges anfægtet fra flere forskellige sider, Pettolettis pantomimeteater på Nørrebro (oprettet 9.11.1827) blev af teaterdirektionen anmeldt for at have givet reciterende skuespil [sideskift][side 443]og balletter, hvorefter Danske Kancelli blev anmodet om at tage affære under henvisning til Kancelliplakaten af 25. juli 1817 (D.K. 2.Dep. Brevsag nr.1543 29.3.1831). Kancelliet anmodede vicepolitidirektør Bræstrup om at foranstalte det fornødne (D.K. 2.Dep. Brevsag nr.1135 19.4.1831). Bræstrup lod optage rapport, men han konkluderede, at kun med hensyn til de på fransk fremførte forestillinger måtte kollegiet nøjere overlægge sagen (30.4.1831). Kancellisekretæren fulgte slavisk Bræstrups vurdering og afventede teaterdirektionens reaktion herpå, men som tidligere erfaret greb den deputerede, generalprocurør A.S. Ørsted, ind og afviste Bræstrups betænkeligheder ved Pettolettis børneforestillinger: "efter den strenge Ret" kunne plakaten af 1817 "være anvendelig paa de omhandlede Børnecomedier", men det forekom nu Kancelliet, "at disse ikke kunne gjøre Det Kgl. Theater noget andet Afbræk end det, der og kan følge af enhver anden Forlystelse, der maatte være endnu mere heterogen fra dem, det Kongelige Theater giver Adgang til, og at det derfor synes ubilligt at lægge Hindringer i Veien for bemeldte Børne-Skuespil, især naar de kun gives saa sjeldent" (Ørsteds koncept indlagt i Brevsag nr.1543, ordret indføjet i Kancelliets skrivelse til teaterdirektionen, I.B.nr.1949a 31.5.1831). Først da direktionen den 25. juni 1831 meddelte Kancelliet, at det var Frederik VI i egen person, der havde befalet Holstein at "paatale dette Indgreb i Theatrets Privilegier" (D.K. 2. Dep. Brevsag nr.2248-9), greb Kancelliet ind og meddelte Bræstrup, at han skulle gøre Pettoletti opmærksom på, at han ingen ret havde til at opføre disse børnekomedier, med en udtrykkelig advarsel om at holde sig Kancelliplakaten af 25. juli 1817 efterrettelig (D.K. 2. Dep. Brevbog 19.7.1831, I.B.nr.1956 19.7.1831). Endnu engang stadfæstes den opfattelse, at Frederik VI var ivrigere end sine embedsmænd, når det gjaldt opretholdelsen af enevældens magtprincipper. Ørsted manifesterede en largesse over for Pettoletti, som majestæten underkendte! (4).
[sideskift][side 444]
Efter diverse ansøgninger bevilgedes sommerforestillinger den 10. maj 1831 (Orig.Kgl.Res.nr.86b) "under de for saadanne Forestillinger sædvanlige Betingelser" (l.c.). - Af nyheder opførtes følgende: Töpfers bearbejdelse "Karl XII. auf seiner Heimkehr" (Burgth. 6.9.1830) efter Planches "Charles the XII" (1830), blev i Nielsens oversættelse opført uden censurering den 7. juni 1831 (1), Se s.466.
Ewalds berømte litteraturkomedie "De brutale Klappere" (1771) havde såvel Rahbek som Collin optrådt i som dilettanter på privatteater men komedien var aldrig blevet spillet på kongens teater. Skuespillernes initiativ i 1831 har muligvis haft anknytning til nu forglemte sammenhænge; men mere end de to opførelser (10. og 27. juni 1831) opnåede stykket ikke. Ganske naturligt blev der overhovedet ikke spurgt om censorernes mening om dette stykke (2).
Thieles enakter "Den neapolitanske Betler" læstes hverken af Molbech eller Kirstein. Thieles position borgede for det anstændige. Eneste opførelse fandt sted den 10. juni 1831 (3).
Ad "Den første Kærlighed" (4), se s.414ff.
Lewalds utrykte bearbejdelse af Coopers roman "The Spy" og Ancelot & Mazeres' "l'Espion" (TF 13.12.1828) blev givet i Winsløv, jun.s oversættelse første gang den 17. juni 1831 (gentaget den 21.6.1831). Censorerne ses ikke at have læst stykket (5). Se s.461.
Overskous oversættelse af Töpfers "Des Königs Befehl" (Berlin 23.1.1829) med den danske titel "Frederik den Anden i Leiren" opførtes den 27. juni 1831, uden at censorerne meningstilkendegivelse derom ses (kun opført denne ene gang) (6) (6a).
Anonymus' oversættelse "Det hvide Lam og den sorte Bjørn", efter Houwald, opførtes ligeledes den 27. juni 1831, uden bevarede censorvota (kun opført denne ene gang) (7).
Rahbeks gamle oversættelse (1815) af Contessas bearbejdelse "Die Räthsel" (1808) efter Pains "Rien de trop, ou les deux paravents" (TV 4.1.1808) opførtes ligeledes ulæst af censorerne den 30. juni 1831 (kun opført denne ene gang) (8).
Derpå opførtes "Et (tydsk) Tostavelses=Ord fremstillet i tre levende Billeder", arrangeret for Burgtheatret i Wien af regissør Korn (9) (Th.Pl. 30.6.1831).
Scribe & Duports "Le Quaker et la danseuse" (GD 28.3.1831) havde Molbech anbefalet Stage at lade Heiberg oversætte, ikke blot til Sommerforestillingerne men også fordi han som direktør var interesseret i stykket. Til Stage skrev han: "jeg .. ønskede [meget], [sideskift][side 445]De ikke vilde give det mere end een Gang, i Fald dette Stykke senere skulde antages til Opførelse ved de offentlige eller Kongelige Skuespil" (Coll.BrS.IV 14.6.1831). Stykket opførtes kun ved den sidste Sommerforestilling den 30. juni 1831 (10). Se s.466f. Samme aften fremsagde Nielsen en "Epilog", forfattet af Heiberg (Poet.Skr.Bd.9 230).
Selv om skuespillerpersonalet ved dette års sommerskuespil ikke adskilte sig væsentligt fra tidligere års (dog var Ryge i Paris), synes repertoiret, på nær de to Heiberg-oversættelser, mere at tilhøre fortiden eller en partikulær smag aldeles uden forbindelse med Molbechs smagskriterier. Da Manthey intet har efterladt sig, kan han ikke gøres ansvarlig for en indflydelse, der synes at passe med hans og ældre skuespilleres smag.
[sideskift][side 1540]
(1) Kotzebues "Den arme Poet" blev genoptaget den 23.12.1830. I sin dagbog noterede Molbech, at "Winsløw jun. udförte [hovedrollen] ypperligt. Jfr. H[eger] smukkere end nogentid" (NkS 439).
(1) En sammenligning mellem den trykte udgave (1827) og sufflørbogen (KTS nr.243) godtgør, at beskæringerne alt overvejende blot har bestået i at fjerne arier, duetter, etc. - Derudover er noteret: p.290 + 365 er osten blevet ombyttet med roser; I akt, 7.sc. er omskrevet, ligeså finalerne i 1. og 2. akt; p.376ff er der byttet om på rækkefølgen af begivenhederne i Friedlis samtale med fangevogteren, mens p.392ff er blevet forkortet en smule i forbindelse med opklaringen af Friedlis trængsler.
(2) Som kompensation bevilgedes Arnesen fri entré "indtil Udgangen af May 1831" (I.B.nr.1922 20.10.1830; Mantheys hånd på Arnesens ansøgning).
(1) Jf. T.K.1830, 4.kv.nr.1838: "Brevporto for flere Breve til og fra Wien 6rbd 3 sk" (dat. 1.12.1830). Ses ikke KB.
(2) De tilgængelige tyske recensioner (Menzel: "Literatur=Blatt", nr.76 26.7.1830, "Blätter für literarische Unterhaltung " 1829 s.394, "Allgemeinen Literatur-Zeitung" apr. 1830 og Zimmermanns "Dramaturgischen Blåttern" 1828) ses ikke at have påvirket Molbechs votum.
(3) Til sprogforskerne overlades Cp 60 (Molbechs anmærkninger) - Oehlenschlägers svar (tr. Edda II 1914) (21.9.1830) - Molbechs duplik (NkS 1674 III 22.9.1830). Hverken Oehlenschlägers manuskript eller sufflørbog eksisterer, hvorfor korrespondancen er udeladt (jf. Preisz nr. 1182 og 1183).
(1) Oversat fra engelsk: Mrs Prances Sheridan: The Discovery (1763). Opført første gang i Wien Burgtheater 27.10.1806, se Goedeke XI, 2 408.
(2) Anføres: ""Siæle, som gaae ind i den evige Ild", og som skulle "bøde i den evige Pøl"". Oversættelsen opbevares i teatrets arkiv, afd.G., hvor Molbechs rettelser ikke ses.
(3) Sufflørbogen (DKTB) udviser uvæsentlige udstregninger s.44ff, alle foretaget af Blyant.
(4) KTS nr.98 har ikke været anvendt som sufflørbog.
(5) R.E., Tome XLV 1830 p.239: "Cet ouvrage n'offre pas une grande nouveauté, quant aux situations et aux caractères; mais ce n'est pas la première fois que M. Scribe a su s'approprier, par l'originalité et le fini des détails, les conceptions d'autrui. Au résumé, le répertoire de ce théâtre, déja si riche et si varié, s'est enrichi d'une pièce charmante, pleine de ces traits fins et spirituels qui abondent sous la plume des auteurs, et que les comédiens, chargés d'être leurs interprétes, excellent à rendre avec tant de tact et de goût".
(6) Mangler i sufflørarkivet, men har eksisteret ifølge Fortegnelsen hertil (3 ekss.).
(7) ses ikke udbetalt af Teaterkassen.
8) Hverken Oxberrys "The New English Drama", Vol.12 1821 eller Cumberlands "British Theatre", Vol 11 1830 ses. Det fremgår ikke af Molbechs dagbog, at han førte samtaler med Boye om oversættelsen. Spørgsmålet er om Molbech ikke allerede i 1830 anså Shakespeare-stykker for uspillelige, og kun af hensyn til Boye gjorde sig en række principielle overvejelser.
[sideskift][side 1541]
(9) Manuskriptet findes R.A., afd.G. Tilbagesendelsesskrivelsen er dateret 30.12.1830.
(10) Der kan henvises til såvel meningsudvekslingen s.#### som til striden mellem Heiberg og Molbech, jf. Danske Studier 1983 s.101-109.
(11) KTS nr.52 udstyredes med følgende rettelse af Rahbek: 1. akt 7.sc. "Der staaer Just et Tableau" ændredes til: "Der staaer just paa Staffeliet en passende Størrelse. Denne Ramme er, som indrettet dertil". I samme scene blev kysseriet udeladt af Manthey, der også var ansvarlig for følgende udeladelse i 8.sc.: "Kun det der naaer den høieste Effekt, bliver forgudet "Rossini"! raaber hele Verden - Rossini! .. Aldrig finder hans Genie sin Lige. Hans: "di tanti palpiti" har ikke allene giort ham berømt; men maae endog gjøre ham udødelig. Med "Skaden" i hans Haand; synger han selv Folk op af Gravene; Det maae han forstaae, som Bekjendt med Menneskenes Galskaber. - Og hvad Spektaklet i Klap og Bravo indbringer; det er over og ikke under". Også i 9. og 10.sc. blev kysseri udeladt.
(12) 9.sc.: "Som jeg formaner at tillægge sig Afkom" (skal være: at lægge sig Afkom til)". Molbech var heller ikke tilfreds med frasen "lægge sig Børn til". Resultatet blev, at Heiberg i den trykte udgave ikke ændrede sin formulering, jf. KTR: 9.sc. p.9: "og som jeg formaner paa det Indstændigste, at tillægge sig Afkom" = KTS nr.230 p.83.
(13) Molbechs lange sproghistoriske udredning i Cp (89f) må karakteriseres som smagsdannende nedvurdering. Heibergs forsøg på sproglig fornyelse tilhørte fjælleboden. Rahbeks forargelse over indholdet fulgtes af Molbechs over den sproglige udformning.
(14) NkS 492. : "af Theaterchefen overladt Skuespillerne til deres Sommerforestilling". KTS nr.257 har tydeligvis været flittigt benyttet. Blyantsrettelserne er delvis visket ud senere: de vedrører alle modifikationer af "erotiske" replikker; deres antal er absolut beskedent.
(15) Hverken Wulffs manuskript eller sufflørbogen findes idag.
(1) Hverken sufflørbog eller partitur er bevaret.
(2) Den successive aflevering af oversættelsen illustreres ved rolleuddelingen: syngepartier til 1. akt uddeltes den 10.2.1831; syngepartier til 2. og 3. akt den 3.3.1831, mens roller først uddeltes den 28.3.1831 (PRFD).
(3) Hverken ændret i den trykte udgave eller i sufflørbogen (KTS nr.76).
(4) De understregede ord er den af mig supponerede tilføjelse: "i noget mindre Qualitet", rettet fra "i meget mindre Qualitet".
(5) I "Kjøbenhavnsposten" nr.96 23.4.1831 blev stykket anmeldt: "Texten er nogetnær den usædeligste, der er bragt paa den danske Scene. Det maa vel ogsaa meest tilskrives denne, at Stykket ved dets første Opførelse, som gav fuldt Huus, optoges med temmelig Kulde, og at de svage Bifaldsyttringer ved Dækkets Fald vare ledsagede af Hyssen .. Ved de fine franske Equivoquer og Leflespil, der i den sidste Tid ere bievne introducerede paa vor Scene, har vort Publikum vænt sig til at høre og beklappe Meget, som snarere kan siges at være blot til Vellyst end blot til Lyst; hvor vidt det endnu maatte see sig istand til at gaae i Smagens Forfinelse paa denne Vei, vil Tiden lære". Heiberg svarede den 28.4.1831 [NJ tilføjelse: 2.5.1831] i "Dagen" = Pros.Skr. bd.V s.142ff. Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" svarede [sideskift][side 1542]den 3.5.1831: "Den Heibergske Definition paa usædelige Stykker ("Usædelige" ere de Stykker, hvori den moralske Idee er fremstillet af saadanne Digtere, som ei ere istand til at opfatte den") er affattet i et, efter Omstændighederne, saa indkrænket Begreb, at samme, hvis den, som Gud forbyde! af vort Theatercensorer skulde blive tagen til Følge, vilde give frit Spillerum for alle de sceniske Producter, i hvilke en umoralsk Idee er den herskende. Men selv om vi gaae ud fra denne Definition, vil "Bruden" ikke kunne bestaae for Moralitetens Domstol. Hr. Professoren anfører selv blandt sine Exempler paa usædelige Stykker: "alle de af Scribe, hvori Kjærlighedens Idee underordnes spidsborgerlige Hensyn, og slette Handlinger (saasom en ung Piges Ægteskab med en Person, som hun ikke elsker, og følgelig bedrager ved at ægte ham) bruges som Midler, der skulle helliges af en god Hensigt". - Her slaaer Sophisteriet sin egen Herre paa Hals; thi en ung Greves (Frederiks) Ægteskab med en Pige (Henriette) som han ikke elsker - det er dog vel et Exempel, som kan stilles equalt med hiint, og dette er jo netop i "Bruden" Midlet, der skal helliges af en god Hensigt! At gaae i nærmere Detail om Usædeligheden af Texten til Syngespillet "Bruden" - hvilken Detail ogsaa in specie vilde medføre en Udvikling af Frivoliteten og Anstødeligheden af Scenerne imellem Kammerherren og Henriette - forbyder et skyldigt Hensyn til vore Læsere og til den almindelige Takt for det Sømmelige, som vor Scenes franske Equivoquer og Leflespil, dog endnu ikke ganske har nedbrudt. Vistnok have disse allerede stærkt nok sat paa Prøve hvad vor Tids Moralitet kan taale; men vi have dog al Føie til at glæde os ved, at den "Borneerthed i Anskuelse", de "aldeles forstyrrede moralske Begreber", der kunne finde Texten til "Bruden", i Totalitet og i Enkeltheder, usædelig, frivol og anstødelig, deles af en ikke ringe Deel af Publikum, og allerede offentlig er yttret af denne Deels mindre, stemmegivende Tal" (s.344). Kritikken fortsatte i "Kjøbenhavnsposten" nr.106, hvor X.Y. gennemgik det usædelige i henholdsvis fru Saldorfs, Kammerherrens, grev Frederiks og Henriettes roller, hvorpå han konkluderede: "Med Hensyn til Hr. Professorens Definition paa usædelige Stykker, maa jeg imidlertid tilføie, at jeg, efter min Æsthetik, kalder det dramatisk usædeligt, hvad der i det selskabelige Liv, efter almindelige Velanstændighedsregler, vilde blive kaldt usædeligt, som f.Ex. at ville om Natten liste sig ind til en anden Mands Kone, at ville forføre, eller benytte sig af en presumeret falden Piges Spaghed, og endelig at vanhellige Livets helligste Forbindelse ved at gjøre den qvindelige Uskyld, til en tvetydig Gaade; ja mine Begreber om denne Sag ere endog saa forstyrrede, at jeg gjerne vilde paadrage mig Navnet af en Borneerthed, for hvis modsatte Betydning Gratierne og' alle gode Genier bevare mig!" (s.352). Heiberg replicerede på begge angreb i en lille pjece "Et Par Ord, angaaende de fortsatte Beskyldninger mod Syngestykket "Bruden" (Mai 1831) = Prop Skr.bd.V s.146ff.
(6) Der blev foretaget rettelser i sufflørbogen ###, blandt hvilke skal nævnes: 1. akt, 5.sc. Henriette: Han begav sig til sit Regiment, og drog med dette til Feldttoget mod Russerne, thi vi vare dengang Allierede med de Franske -"og drog .. de Franske" blev slettet. 1. akt, 9.sc. Saldorf: Skulde det være en Rest af den sibiriske Kulde? ændredes til "Fangenskabet" smst. naar man kommer fra Rusland, og har været der i tre Aar - ændredes til "naar man har været død i tre Aar". 1. akt, 14.[sideskift][side 1543]sc. Fritz, i Spidsen for nogle Soldater af Borgergarden [syngende] passer paa! giver Agt!/Nu fremad! ganske stille!/Vi tyst os nærme ville,/Som det bør en Nattevagt,/Passer paa! giver Agt!/vi holde Fred i Staden,/Og gribe Tyv paa Gaden;/ ændredes til: "Finale/Frederik/ efter at Henriette er gaaet bort/ Ja jeg skal adlyde Dig jeg skal flye Dig for evig, dog endnu eengang maa jeg see Dig, endnu eengang tale med Dig og af Dine egne Læber høre, at Du har elsket mig og modtage Dit sidste Farvel!" (indført af regissør Liebe). 1. akt, 16.sc. Frederik kommer ud paa Altanen paa Saldorfs Hotel./Frederik./ Han kom alt hjem! hvad gjør jeg da?/O Gud! jeg kan ei komme bort herfra./ ændredes til: "Frederik/paa Altanen efter at Greven er kommen hjem/ Det er forgjæves - Dørene slaas - jeg hører Støi paa Trappen, man kommer med Lys og neppe faar jeg Tid til at smutte ud paa denne Altan" (indført af regissør Liebe). - Ændringerne blev foretaget af politiske og moralistiske hensyn.
(7) Syngepartierne til 2. akt uddeltes den 21.4.1831, mens skrevne roller uddeltes den 23.4.1831 (PRFD).
(1) Jf. Molbechs artikel om de Heibergske vaudeviller, Maanedsskrift for Literatur, bd.7, 1831.
(2) Molbechs koncept til brevet lød bl.a.: "De synes i bemeldte Deres Yttringer ganske at forvexle mig med Theater-Directionen, og at glemme, at jeg af dennes tre Medlemmer kun er eet; og De synes at antage det som en afgiort Sag, at Theatercensuren bestaaer i min Dom over et indgivet Stykke. At De heri feiler meget, kan - besynderligt nok! - intet bedre bevise, end Deres eget Stykke. Jeg havde i mit Votum om samme, ved at nævne endeel af hvad jeg ansaae for dets Fortienester (hvortil jeg bl.a. regnede en overhovedet god og livlig Dialog, en god Versification i Sangene, og et correct Sprog), stemt for dets Antagelse, under den Forudsætning, at Stykket kunde modtage og Forfatteren være villig til at giøre det en og anden Forandring; (hvoraf jeg dengang saa vidt jeg mindes, i Directionen kun omtalte Udeladelse af Jomfruens Opstandelse af Kisten, Scenen med den sovende Praas, der forekom mig som en mindre heldig Copie efter Gulddaasen, og Stykkets Opløsning, hvor jeg troede Situationen kunde vinde ved nogen Forandring); men forbeholdt mig, nærmere at foreslaae nogle flere. Ved Theatercensuren blev imidlertid Stykket kiendt at være uantageligt, og det var allene paa mit Andragende, at Directionen besluttede, at der i Brevet til Dem (som jeg ikke har conciperet) indførtes en Yttring, der kunde opmuntre Dem til at prøve, hvorvidt Stykket ved Forandringer kunde blive bedre skikket for Scenen. - De syntes derefter at yttre Lyst til at ville erfare min Mening om Deres Vaudeville, og om bemeldte Forandringer, mere i Detail. Jeg læste Stykket anden Gang, vist nok langsommere og skarpere prøvende, end første Gang; men langt mere med en gunstig Fordom, end i nogen modsat Stemning. At Resultatet af denne anden Læsning (som jeg uden Forbeholdenhed har lagt for Dagen) blev mindre gunstigt for Stykket, end det første Indtryk, mærkede jeg snart selv; og hvis der, i Følge Deres ovenfor berørte Yttringer, skulde falde nogen Dadel paa mig som Medlem af Th.Directionen, maatte det, ved den Følgeslutning af Deres egen Argumentation, være den: at jeg havde været for hastig i at dømme Deres Stykke antageligt. Har jeg deri feilet, saa kunde Grunden dertil for en stor Deel ligge i, at Deres Vaudeville udmærkede sig til sin [sideskift][side 1544]Fordeel, fremfor en Vandflod af usle, slette og maadelige Theaterstykker, med hvis Læsning jeg i en Tid af faa Maaneder har været plint. Men selv kan jeg ikke see nogen egentlig Inconsequents i mine Domme; da jeg endnu vedbliver den samme Mening, som jeg i Censuren yttrede: at Deres Vaudeville har mangen god Side, og at den med nogen Forandring kan være antagelig til Opførelse; hvorhos det bør erindres, at jeg ved denne Doa ikke har udsagt nogen Mening om Stykkets afgiørende Skiebne, eller om det vil holde sig paa Scenen i de 5 Forestillinger, son udfordres for at gaae over i Repertoiret. Resultatet af min anden Læsning af Deres Vaudeville blev imidlertid de Bemærkninger, hvis iilsomme Form - jeg alt den Gang maatte bede Dem undskylde - som De nu i Deres Brev har bestræbt Den for at modbevise; uden at jeg hverken vil, eller (i Mangel af at have Stykket ved Haanden) kan svare noget herpaa i Detail, om ogsaa min Leilighed tillod det. Men da jeg af Deres Brev seer, at De kiender Prof. Heiberg og efter hs. Raad har "skrevet enhver af Deres Roller med Hensyn til en vis Skuespiller" (en Methode, hvorimod der lader sig betydelig meget sige fra den dramatiske Konsts Side) saa skulde jeg meget ønske, at De lod ham læse Deres Vaudeville; og jeg kan ikke have noget imod, om De tillige vil forelægge en Mand, der uden Tvivl kiender vel saa godt til Theatret, som Nogen af os, mine Bemærkninger over Deres Vaudeville. - At et og andet i disse maaskee ved giensidig Omtale og Forhandling, og nøiere Overveielse, vilde blive modificeret - troer jeg gierne; men aldrig, at De nogensinde faaer mig overbeviist om, at Scenen med Jomfru Slips Indbæring i Kisten vilde være ønskelig eller til Fordeel for Stykket. Naturlig Følelse maa sige enhver, at det er et Theater-Coup, allene beregnet paa en fremkonstlet Latter-Virkning; men uden sand Motivering. Hvorfor skal hun paa denne Maade - ikke practiseres hemmelig ind i et Huus - men bæres ind paa Gaden i en By? Hun kan jo paa en langt simplere og naturligere Maade, men ligeledes frapperende, ligesaa ubeleiligt overraskende for Knapsted aabenbare sig tilligemed den af ham længselsfuldt ventede Kiste. - Man kunde antage, at Studenten faaer hende i Kisten, for at giøre Løier; men dette er dog kun et maadeligt Motiv; og jeg kan ikke andet end gientage eller sige (om jeg ikke alt har sagt det) at jeg troer denne Kiste vilde virke omtrent som Sækken; eller Sækkene i Trillingebrødrene. At De i øvrigt har Ret i, at der ligger en komisk Situation i, at K. troer ved Kistens Indhold at kunne virke noget til sin Fordeel hos Thore (skiøndt ogsaa denne Tro falder lidt vel stærk) men i dets Sted selv maa finde og bringe for Lyset den Gienstand, der af alle maa være ham den fataleste: vil jeg ikke negte. Men Kiste-Scenen vil ikke desmindre ligesaa lidt ind i min Smag, som dette har været Tilfældet hos Directionens øvrige Medlemmer" (Coll.BrS.I. 29.3.1831 rettet til 31.1.1831 (afsendelsesdatoen)). - Heibergs eventuelle votum ses ikke overleveret.
(3) Boyes redigerede version lød: "De synes i disse og nogle lignende Yttringer (som jeg vel kunde ansee sigtende til at sige mig noget krænkende) ganske at forvexle mig med Th.Directionen, og at glemme, at jeg af dennes tre Medlemmer kun er eet; De synes endog at antage, som en afgiort Sag, at Theater=Censuren bestaaer i min Dom over et indgivet Stykke. At De heri! feiler meget, vilde intet bedre kunne bevise, end mit individuelle ved Censuren afgivne Votum netop over Deres eget Stykke. Ved Theater=Censuren blev dette kiendt at være uantageligt, [sideskift][side 1545]og det var allene paa mit Andragende, at Directionen besluttede, at der i Brevet til Dem (som jeg ikke har conciperet) indførtes en Yttring, der kunde opmuntre Dem til at prøve, hvorvidt Stykket ved Forandringer kunde blive bedre skikket for Scenen. At jeg siden paatog mig, anden Gang at giennemlæse Deres Vaudeville, og meddele Dem mine Bemærkninger, var en aldeles privat Sag, og Deres Stykke har saaledes ikke været "indsendt til nærmere Bedømmelse" af Theater=Censuren. Resultatet af hiin anden Giennemlæsning, og hvad jeg derafter meddeelte Dem, var vel i det Hele mindre gunstigt for Stykket, end min som Censor afgivne Dom. Herved maatte De, efter min Mening, snarere være tilfreds, end beklage Dem derover. Da mit Votum som Theater=Censor kunde faa Indflydelse paa Antagelsen eller Forkastelsen af et Stykke, der udmærkede sig til sin Fordeel, fremfor en Vandflod af usle, slette og maadelige Theater=Stykker, med hvis læsning jeg i en Tid af flere Maaneder havde været plint; var det baade naturligt og billigt, at jeg i Bidrag til Theater=Censuren saae og bedømte Deres Vaudeville med en Lemfældighed og Skaansomhed, der især fremhævede dens gode Sider. Ved en privat Dom, der skulde tiene Forf. til Veiledning i at afhielpe hans Stykkes Mangler (hvilke han selv erkiende det at have), var det derimod Pligt at være strengere, og uden Forbeholdenhed at sige ham hvad mod det Hele og dets enkelte Dele var at indvende. Det var en aldeles confidentiel Meddelelse, bestemt for Forf. allene, ikke til at fremvises til andre, eller til at ansees som affattet i Embeds Medfør; og det var en Meddelelse, hvorom jeg, uagtet De har fundet dens Indhold for strengt, dog slet ikke forudsatte, at den skulde afholde Dem fra at prøve, hvad Stykket ved enkelte Forandringer kunde vinde - noget, hvortil De ved Theater-Directionens Skrivelse desuden maatte finde Dem opmuntret. I at besvare Deres Modbemærkninger, kan jeg nu ikke indlade mig &c. Da jeg af Deres Brev seer, at De kiender Prof. Heiberg &c (:dog ikke længere end til: mine Bemærkninger over Deres Vaudev.- .." (jf. foregående side linje 24) (Coll. BrS.I udat.). - Det skal tilføjes, at det ikke fremgår af materialet hvilken version, der afgik til Borgaard.
(1) Enten efter Soliés opera-comique "Le malade par amour, ou la rente viagère" (OC 16.4.1804) eller Henrion & Braziers komedie af samme navn (TSO 7.4.1804).
(1) I en fodnote til det anførte skrev han: "N.B. at tilføie om Theatret udenfor Byen, og hvorledes disses i høi Grad udvidede Brug formindske netop Søgningen i det Kongel. Theater af det Publicum, som Balletter skulde trække".
(2) Opført 1. gang den 4.11.1820; sidst givet den 7.5.1828.
(3) Se Ole Nørlyng: ""Musikken er Phantasiens skjønneste Organ""! i "Salut for Bournonville". Kbh.1979 s.51ff og Ole Nørlyng: i "Bournonville og hans musikalske medarbejdere" i "Perspektiv på Bournonville". Kbh.1980 s.243-303.
(1) NkS 1299e er Oehlenschlägers tekst uden Molbechs rettelser; originalmanuskriptet findes ikke mere. Jf. Oehlenschlägers Digterværker Bd.21 s.124-29.
(1) Davids artikler bragtes i "Kjøbenhavns flyvende Post" nr.120, 121 og 123. Af Molbechs utrykte svar skal anføres: "Den Paastand: at vi i det Hele staae under det hamborgske Theater, burde Forfatteren ved en Gjenstand, i den Grad sammensat, som et Theater, og særdeles et Theater som vort, hvor Alt hvad der hører til scenisk Konst, er forenet, enten ikke have udtrykt med en saa løs Almindelighed, eller i det Følgende have [sideskift][side 1546]deduceret ved en nøiagtigere Analyse, end man i Begyndelsen af hans Aphorismer finder. Han kommer strax med en ny almindelig Sætning: at det saakaldte Ensemble er ypperligt i Hamborg, og et Sammenspil der sædvanligen finder Sted, som vi kun saare sjelden see Mage til. Maaskee har han Ret i det første; men kjender han nok til det hamborgske Theater, for at kunne med en saa afgjørende Bestemthed tillægge det en saadan Fuldkommenhed i Ensemble, der skulde sætte det Københavnske reent i Skygge? - Dertil herer vist nok Bekjendtskab med en temmelig stor Cyclus af Forestillinger; og antage vi endog et saadant Bekjendtskab hos Forfatteren synes han os dog at gaae vel rask frem i sine Paralleler, og at bruge altfor mange af disse rummelige Beskaffenhedsord, hvis Almindelighed og Ubestemthed stundom synes at sige os noget, men ikke altid virkelig gjør det. - At Birollerne i Hamborg spilles i Almindelighed godt, eller i det mindste ikke saa slet, at deres Udførelse skader Totalindtrykket - er en meget universel Sætning, hvorved i Forfatterens Context tillige skal underforstaaes at det modsatte finder Sted i Kjøbenhavn. Det var ilde, om det forholdt sig saaledes; men saa galt er det, dog neppe, som Læsere af Forfatterens Skildring, der ikke nok lægge Mærke til, at han for Hurtigheds Skyld helst bliver ved ganske generelle Udtryk, kunde fristes til at troe... Men hvad nu Birollerne angaaer, saa ere vi, uagtet den overordentlig absolute charakteer og Betydning, som Forfatteren tillægger dem, ikke i Stand til at dele en Synsmaade, efter hvilken Biroller saaledes skulde smelte sammen i Ensemblet med Hovedrollerne, at de sidstes fortrinlige Udførelse skulde tabe noget af dens betydende Vægt i at bestemme en Forestillings Værdi, naar ogsaa virkelig Birollens Udførelse skadede Totalindtrykket. Dette, i sin ideelle Fuldkommenhed, vilde være Skuespiikonstens høieste Triumph; men at det var en saadan Fuldkommenhed Forfatteren havde fundet i Hamborg, ville vi dog indtil videre betvivle. Vi antage derimod hans Mening at være: at Totalindtrykket der er mere hævet eller ligeligt, end i Kjøbenhavn at man i Hamborg overhovedet giver Rollerne i ethvert Stykke mere efter een Maalestok, i en vis lige fordeelt Grad af scenisk Fuldkommenhed; men hvilken er nu denne Grad! - Vi ville holde os til Forfatterens Udtryk: "Sammenligner man de enkelte Konstnere, er Fordelen næsten heelt igjennem paa vor Side "; og vi kunne i den Anledning, forudsat at vor Forfatter, som neppe Nogen vil mistænke for Partiskhed eller Forkjærlighed for vort Theater, heri har Ret, ikke andet, end ønske os selv til Lykke. Have vi næsten heelt igjennem bedre Konstnere, end i Hamborg, saa er det næsten umuligt, i det mindste i høi Grad usandsynligt at den dramatiske Fremstilling i sin Heelhed paa vor Skueplads skulde i den Grad og det Omfang staae tilbage for Hamborg, som man af Forfatterens, atter alt for ubestemt udtrykte, Paastand: "at Fordelen er paa Hamborgernes Side, naar man sætter det ene Theater, som en Heelhed betragtet, lige over for det andet". - Et Theater, "som en Heelhed betragtet" er det hele Indbegreb af sceniske Fremstillinger, som det frembyder - altsaa hos os alle Arter af Lystspillet og Sørgespillet, Operaen, Syngestykket, Vaudevillen etc ja endog Ballet-Dandsen. Det sidste formode vi Forfatteren vil undtage, og vi have intet derimod at sige; skjøndt han da ogsaa burde valgt sine Udtryk bedre. Men at nu den dramatiske Fremstilling "i sin Heelhed betragtet" skulde være ringere paa det ene Theater, der næsten uden Undtagelse [sideskift][side 1547]har bedre Konstnere, end paa det andet, hvor man kun har Fordeel i Sammenspil og Totalindtryk; har deels ingen Rimelighed, og deels er Forfatterens afveiende Sammenligning maaskee ikke engang nøiagtig. Hvad sand Fordeel det f.Ex skulde være for det hamborgske Theater, at "dramatiske Ubetydeligheder og maadelige Stykker i Charakteertegning" der kunne blive optagne med "uhyre Bifald" fordi de udføres godt; indsee vi virkelig ikke; og vi ville foretrække at see gode og betydende dramatiske Arbeider forestillede af vore, hver for sig betragtede, bedre Konstnere, om vi endog finde en eller anden Birolle uheldigt eller mindre godt udført - naar vi, som det til Lykke ret ofte skeer saa alle eller de fleste væsentlige Roller ypperligt og charakteristisk udførte. Den uhyre Vigtighed, man undertiden vil lægge paa Totalindtrykket, kan omsider gaae over til en blot Coquetteren, med det udvortes Skin af Konsten, uden sand Opfatning af det dybere Væsen i den dramatiske Konst; og dersom man, som vi efter Forfatterens Udtryk maae slutte, i Hamborg morer sig over maadelige og ubetydelige Stykker, naar de blot udføres med Raskhed og det behørige Ensemble, troe vi ikke, at vort Theater=Publicum behøver at undsee sig ved Sammenligning med det Hamborgske, dersom det endog, som vi engang, og vel oftere have erfaret, lader et slet Stykke, der udførtes med den største Omhyggelighed og med ypperligt Sammenspil, totalt falde igjennem" (Coll.S.344, renskriften). Davids betragtninger var moderne, mens Molbechs tilhørte den danske tradition, som han var sat til at forsvare både som teatercensor og direktør.
(2) Se "Kjøbenhavnsposten" nr 69 22.3.1830.
(3) Hvad Neiiendam mangler at anføre i sin udgave er følgende regningsbilag: "Ifølge Hans Excellences Theaterchefens Befaling har jeg under mit Ophold i Paris anskaffet følgende Syngestykker og Skuespil Emma [ou la promesse imprudente, opera-comique af Planard OC 7.7.1821] .. Zampa [se s.473] .. Le Philtre [se s.473] .. Victorine [ou la niut porte conseil, drame-vaudeville af Dumersan, Lurieu & Dupeuty PSM 21.4.1831] .. L'amitié des femmes [comedie-vaudeville af J.B.P. Lafitte TF 31.5.1831] .. Paganini en Allemagne [vaudeville af Chapeau & Varin TN 10.4.1831]" (TK 1831 3.kv.nr.1231 udat. ie: 27.8.1831). Ifølge TK ses ingen indkøb foretaget af Overskou.
(4) Nystrøm: Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid, Kbh.1910 s.208ff.
(1) Stykket gjorde lykke på grund af fremstillingen, "skjøndt det som dramatisk Digterværk betragtet, neppe vilde staae Prøve for Kritikens Domstol" (Kjøbenhavns=Posten nr.133 8.6.1831).
(2) "Den eiendommelige Interesse, det skjænkede at see Evalds vittige brutale Klappere første Gang bragt paa Scenen, 6 Decennier efter den Skandale, det var bestemt til at revse, forøgedes i høi Grad ved Hr. Instructeur Frydendals saare charakteristiske og især ved den geniale Opfatning af enkelte Momenter mesterlige Spil som Bister; ligesom og Organet for Parterrets Meningsfrihed, Erast, i Hr. Instructeur Nielsen havde en smagfuld og ædel Fremstiller" (Kjøbenhavns=Posten nr.142 18.6.1831). "De brutale Klappere morede ogsaa dennegang isærdeleshed ved Hr. Instructeur Frydendals Mesterspil som Bister; Scenen imellem ham og den for Publikums Yttringsfrihed docerende Erast, hvis gyldne Lærdomme, poetiske Svada og fine Ironie havde en herlig Tolk i Hr. Instructeur Nielsen, var uovertræffelig. Hr. Phisters Vært er en særdeles naturtro og [sideskift][side 1548]velvedligeholdt Komisk Figur, der gjør ypperlig Virkningen" (Kjønhavns=Posten nr.151 29.6.1831).
(3) "[Stykket](bestaaende saagodtsom alene i en Monolog af Hovedpersonen, som blev særdeles heldigt udført af Hr. Winsløw jun.) behagede ikke; den har udentvivl større poetisk, end dramatisk Interesse" (Kjøbenhavnsposten nr.142 18.6.1831).
(4) "Den første Kjærlighed, et ret morende og interessant Eenactslystspil af Scribe, optoges, veludført, med almindeligt Bifald" (Kjøbenhavns=Posten nr.142 18.6.1831).
(5) "Skuespillet Spionen, som opførtes iaftes for første Gang [var] ikke mindre heldig valgt end den første (Carl den 12tes Hjemkomst). Uagtet Misligheden i at omstøbe Elementerne af en almindelig bekjendt Roman i en dramatisk Form, er det lykkedes Forfatterne heeltigjennem, uden Overlæsning af Begivenheder, at vedligeholde og stramme Interessen og at give Stykket en tilfredsstillende Slutning. Det optoges med meget Bifald, og blev i det Hele godt spillet "(Kjøbenhavns=Posten nr.142 18. 6.1831).
(6) "I [stykket] .. tildrog Hr. Winsløw juniors saare charakteristiske Maske og Fremstilling sig isærdeleshed Opmærksomhed. Det er paa denne Charakteers Udførelse hele Stykkets Interesse beroer, og selve de tvende ulykkelige Elskende, den fra Livet dømte Ritmester og hans Henriette, der i Hr. Nielsen og Md. Wexschall havde de heldigste Fremstillere, maae her træde langt i Baggrunden" (Kjøbenhavnsposten nr.151 29.6.1831).
(6a) Overskous gennemrettede autograf i Troensegaaards Samling viser intetsteds tegn på censorernes læsning. Sufflørbog ses ikke (KB).
(7) Stykket "kan ikke kaldes noget Skuespil; det er et Par psychologisk interessante Scener, der skildre Opdagelsen af en Mordgjerning. Dets trende Charakterer: Gjæstgiveren og hans Søn (Morderen og hans Medhjelper) og den reisende Kjøbmand (Sønnen af den Myrdede) ere særdeles heldigt tegnede, og bleve af DHrr. Winsløw jun. og Phister og Hr. Instructeur Nielsen udførte med megen Tænksomhed og et fortrinligt Sammenspil" (Kjøbenhavnsposten nr.151 29.6.1831).
(8) "Uagtet [stykkets] .. fortrinlige Udførelse (de tvende Forlovede gaves af Md. Wexschall og Hr. Nielsen og den forliebte Onkel af Hr. Frydendal) nød det kun et temmelig sparsomt Bifald" (Kjøbenhavns=Posten nr.154 2.7.1831).
(9) Er ikke anført i Rub. "Disse Tableaux vare saae heldigt arrangerede; de tvende første udtrykte Ordets tvende Stavelser, og det sidste selve Ordet (Handschuh)" (Kjøbenhavns=Posten nr.154 2.7.1831).
(10) "Gaaden" blev lunkent modtaget: "Desstærkere yttrede Publikums Tilfredshed sig med det andet Stykke, der med et interessant Emne forener skarpt contrasterende Charakterer og særdeles piquante Situationer. Begge dette Stykkes Hovedcharakterer: Qvækeren James Morten og Dandserinden Miss Barlow bleve fortræffeligt udførte af Hr. Stage og Jfr. Pätges. Ikke mindre charakteristisk og heldig var Hr Winsløw juniors Fremstilling af den engelske Pair, Marquien af Clifford, og Hr. Phisters af urtekræmmersvenden Toby" (Kjøbenhavnsposten nr.154 2.7.1831).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 13-12-2019, links mangler). Opdateret af