Side 347-394, noter side 1535-39.
[sideskift][side 347]
Søtofts utrykte skuespil "Prindserovet" blev leveret til Rahbek. På grund af Olsens død blev stykket ikke behandlet af denne; udtaget af dennes dødsbo. Stykket blev ikke returneret via teatret (1). Flors "Reisen til Hiemmet" samt de tre anonymt indleverede stykker "Formælingsfesten paa Landet", "Det ubesindige Løvte" og "De to Husarer" blev alle læst af Manthey, hvorpå de remitteredes den 30. Juli 1829 (Kp.nr.268, 269, 271 og 273).
"Casseangrebet" tilstilledes Rahbek den 27. aug.1829 (Dp). Stykket ses ikke behandlet af censorerne.
Det romantiske skuespil "Achmed, Prinds af Persien- afviste Rahbek med flg. argumentation:"Den i meere end een Henseende stødende Fabel, den Mystification, som, Persiens store Regent foretager sig med sin opløbne Thronarving, og hvorved Tilskuerne selv en rum Tid ubehagelig føres bag Lyset, den brede prosaiske Dialog fra forrige Aarhundredes mellemste Decader m.m.m. vilde forvisse det om fra mere end een Side ugunstig Modtagelse paa Scenen, og Censorerne nye kierlige Formaninger i Bladene, dog ikke at udstrække den barmhiertige Skaansomhed til det væsentlig Slette" (26. 9.1829). Såvel æstetisk som moralsk måtte Rahbek tage afstand fra dette stykke, hvorover Manthey anførte intet mindre end sin principielle opfattelse af teatercensur: "Var det ikkun vor Pligt at bedømme, ihvorvidt de indsendte Skuespil ere forstandigen skrevne og sigte til et reent moralsk Formaal, da vilde Achmed nævnes med Roes, men tage vi Hensyn til [1] det som er passende paa Scenen, til [2] det Sømmelige paa den Tid vi leve i, til [3] det æsthetisk Ædle og Skjønne, samt til [4] det Underholdende og [5] i mere end een Aften Tiltrækkende, kan dette Stykke .. ikke antages" (29.9.1829). Mantheys bevidsthed om sin opgave afspejler klart hans tidligere virke som politisk censor, hvilket også kommer til udtryk i prioriteringen af de fem punkter, thi trods åbenheden i formuleringen satte han dog de etisk-politiske hensyn højere end de æstetiske, hvilket også peger fremad til den retningsgivende kgl. resolution af 9. marts 1830 som Mantheys indsats (jf. s.392). Holstein underskrev censorernes dom den 30. sept. 1829 (Cp).
"Tildragelsen paa Lichtenau" klassificeredes af Rahbek som et ridderspil, hvilken genre teatret for længst havde opgivet.
Motiveringen for forkastelse var da fra hans side også noget traditionel: "dette Vrøvl af Haupt und Staatsactionen [er] uden ringeste Interesse enten fra Carakterernes eller Situationernes Side .." (30.9.1829). Manthey forkastede det ligeledes, fordi "Begivenhederne,[sideskift][side 348] - hvilket efter min Mening ikke er det samme som Handling - opsluge Dramaet der altsaa hverken viser Caraktertegning eller vækker Interesse for de Spillende, og derfor maaskee bedst kunde forestilles ved Marionetter" (6.10.1829). I mødet den 7. okt. 1829 undertegnede Holstein censorernes dom (Kp.nr.343).
Sørgespillet "Oberst Morrice" stemplede Rahbek som ’’elendigt Snaus", idet han henledte Mantheys opmærksomhed på en enkelt scene, der ville være tilstrækkeligt bevis for hans dom (15.1.1830), men Manthey læste hele stykket, hvorefter han afviste det på grund af dets ubehjælpsomhed med hensyn til både "Ortografie, Æsthetik og sund Menneskeforstand" (19.1.1830). Remitteret den 21.jan.1830 (Kp.nr.377).
"Drømmen eller Albrecht og Laura", tragisk skuespil, orkede Rahbek ikke at læse, "skjøndt jeg efter Embedspligt har gjennemløbet det fra Begyndelse til Ende" (22.1.1830), mens Manthey var så indigneret over forfatterens forhold til ortografien, at han fandt det ubegribeligt, at stykket blev indleveret (26.1.1830). Remitteret den 4. febr. 1830 (Kp.nr.284).
Carl Baggers anonymt indleverede "Cids Ungdom" censurerede Rahbek ganske imødekommende, idet han selvfølgelig fandt Corneilles behandling hindrende for Baggers bearbejdelse, thi han mente, at det "ikke [var] indrettet paa dramatisk Effekt, og skulde det meget undre mig, hvis det kunde giøre Lykke paa Scenen", trods "den Originalitet og Genialitet der i nærværende Behandling ... tør findes" (24.1.1830). Manthey argumenterede overhovedet ikke for en forkastelse af stykket, men anførte at tilbagesendelsesskrivelsen blev et uddrag af Rahbeks votum, hvilket da også skete (Kp.nr.283, 4.2.1830).
Søtofts anonymt indleverede sørgespil "Knud den Hellige" havde en lang tilblivelseshistorie, idet Rahbek allerede i 1822 lod aftrykke scener heraf i Tilskueren (Nr. 88-91) (2). Som litterært værk anså Manthey stykket for at være "et den danske Parnas fuldværdigt Kunstværk", mens han, hvad han selv understregede var hans opgave som teatercensor ikke fandt stykket egnet til at "kunne behage paa Scenen og holde sig paa samme" (1.2.1830). Argumentationen herfor var enkel, thi "Stykkets Hovedfeil er Mangel paa Eenhed i Handlingen og paa dramatisk Interesse i Udviklingen". Stykkets spring i tid og sted kunne tilgives, fandtes "der blot igjennem hele Stykket et Baand der fastholdt Opmærksomheden[sideskift][side 349] og fængslede Deeltagelsen". Hverken Sigrids eller Olufs kærlighedshistorie udgjorde et sådant, ejheller forfølgelsen af Knud eller deltagelse for den forfulgte Knud. "Stykket bestaaer altsaa af enkelte, som oftest velbehandlede, Scener, ... men det mangler Foreningspunkt og altsaa sand og vedholdende Interesse". Manthey afslørede sig endnu engang som en kompetent dramaturg, idet han først og fremmest tog hensyn til scenens krav, og i anden række vurderede Søtofts arbejde for teatret som et kunstnerisk værk.
Rahbeks votum lagde sig tæt op af Mantheys, idet han på trods af stykkets "poetiske Aand", dets "Veltalenhed" og "Genialitet" indså, at "Forfatteren for tidlig har sluppet den Traad, ved hvilken Knuds Død skulde være blevet Blodhævn for Eigils Mord". "Dertil kommer, at just de sidste Acter have, hvad engelske Kunstdommere med Føie have anmærket at følges ad, med uhyre megen scenisk Røre, aldeles ingen tragisk Handling, at Kongens Adfærd hele denne Act igjennem hverken er Kongeligt eller mandigt, og at selv Benedicts broderlige Hengivelse for ham, har tabt ald .. Glands" (6.2.1830). Rahbek anmodede om, at direktionen bevidnede Søtoft "skyldig Agtelse for Arbeidets Genialitet" (l.c.). Den 19.febr. 1830 afsendtes følgende skrivelse til Søtoft: "Saa umiskiendeligt, som dette Stykkes poetiske Værd, end er, og saameget man deri erkiænder den Veltalenhed, som udmærker Forfatteren, saalidet torde det udentvivl, især i en Tidspunkt, som nærværende, da et Stykkes sceniske Fortrin søges i ganske andre Egenskaber, kunne love sig Lykke paa vor Skueplads, og det maaskee især fordi den første Halvdeel deraf vækker, og bebuder en dramatisk Interesse, som Æmnets Natur ikke har tilladt at bevare stigende indtil Enden. I det altsaa Directionen ugierne maa nægte sig den Fornøielse at bringe et Digterværk af denne Genialitet paa vor Scene, kan den ikke andet, end glæde sig ved at vide vor Litteratur beriget dermed" (Kp.nr.289). Direktionens reverens for Søtoft er om ikke bemærkelsesværdig, dog klar i sin (holdning, idet synspunkterne i den kgl. resolution af 9. marts 1830 understreges.
Det anonymt indleverede ridderspil "Kynast" behagede ikke Rahbek i førstningen, da det mindede ham om Thieles produkt fra 1820 (3), men "jo længere jeg nu læste, jo mere bares det mig for, at det vel snarere var at betragte, som et Liederspiel i Smag, som Elverhøj og den mageløse Lykke, dette Yndlingsskuespil har giort [sideskift][side 350]og hævdet, bragte mig paa den Tanke: om ikke dette med Kuhlausk Musik skulde kunne blive en Vinding for vor Skueplads" (11.12.1829). Rahbek turde imidlertid ikke afgøre dette spørgsmål på grund af sin manglende musikalitet. Herudover ønskede Rahbek sig forbeholdt ret til at meddele forfatteren visse sproglige anmærkninger (4). Manthey bestemte nok stykkets genre som "de, næsten paa Hylden lagte Piéces à grand spectacle", men fandt at det havde kvaliteter udover det sædvanlige, thi "Dialoguen og Versene røbe en øvet Pen, Karaktere[r]ne fattes hverken Kontour eller Kontrast, Handlingen har baade Interesse og Spænding og flere Situationer synes at love megen Theatereffekt" (22.12.1829). Manthey var ganske enig med Rahbek om kompositionens betydning; Holstein kunne på denne baggrund kun antage stykket den 23. dec. 1829. Rahbek optegnede den 17. febr. 1830, at forfatterens kommissionær havde meddelt ham, at forfatteren indvilligede i "Directionens Ønske" om ændring af titlen til "Kunigunde". Endvidere havde anonymus oplyst hvilke melodier, han havde benyttet diverse sange i stykket:’’Hvad videre Bemærkninger, man i øvrigt med Stykket maatte findes fornødne, modtager og besørger den mig bekiendte Commissionair med Fornøielse. Stykket hoslægger jeg tillige, da jeg, saavidt mit Oversyn rækker, ikke troer, det denne Vinter vil kunne komme paa Scenen" (17.2.1830 NkS 2408, Dp 24.2.1830). Til trods for at forfatteren havde opgivet at få stykket komponeret, blev vel også dette stykke et offer for den kgl. resolution af 9. marts 1830, eftersom stykket aldrig blev opført.
Om "Leonora eller Elskov og Fortvivlelse" bemærkede Rahbek, at det var "at haabe, at Fuskerbæggeret snart er udtømt; thi Bundfaldet bliver alt værre .." (22.2.1830), mens Manthey nøjedes med at notere, at det var let at forkaste, thi "Stykket er slet og kan ikke komme paa Scenen" (2.3.1830). Holstein underskrev forkastelsesdommen den 3. marts 1830 (Kp.nr.286a).
Fred. Petit indsendte anonymt sin bearbejdelse af "Demetrius" hvilken Rahbek fandt aldeles uegnet for scenen, idet sørgespillet savnede "al dramatisk Interesse, og især er den qvindelige Diævel Marina et modbydeligt Væsen" (8.3.1830). Manthey var mere ideal i sin vurdering af stykket, idet han fandt det begribeligt "en ung Mand med noget Talent kunde fristes til at bearbeide i det for Scenen ... men Eet er at ville et Andet, at kunde". Stykket kunne ikke måle sig med repertoirets øvrige sørgespil, "og [sideskift][side 351]det er bedre at unge Litteratorers svage Arbeider lægges paa Hylden, en at Publikum i sin billige Harme knuser tilligemed Arbeidet som oftest Forfatterens Mod" (10.3.1830). Hvorvidt Mantheys largeness eller hensyntagen skyldtes bekendtskab med forfatteren får stå hen. Remitteret den 18. marts 1830 (Kp.nr.295). Det sidste alvorlige skuespil, censorerne behandlede i denne sæson, var Th. Rumohrs anonymt indsendte tragedie "Regner Lodbrog og hans Sønner". Manthey ville ikke anbefale stykket til opførelse, selv om det var "en sjelden og udmærket Blomst i Danmarks Digtekrands". Årsagerne var både dramaturgiske, stykket var mere episk end dramatisk, og tidsmæssige, idet han mente, at "Sproget, der tales af Fortidens Kjæmper let bliver til Carricatur i Munden paa Nutidens Dværge" (23.11.1829). Rahbek var ikke interesseret i arbejdet som teaterværk, dertil manglede det "dramatisk vedholdende Interesse", såvel som han mente, at sidste scene "hører til det Græsselige der grændser til det Vederstyggelige". Han ønskede imidlertid, at forfatteren tilsendtes "et par forbindtlige Ord om hans umiskjendelige Digteranlæg" (28.11.1829). Den 5. dec. 1829 afsendte teaterkontoret følgende skrivelse til Rumohr:"Endskjøndt Vi til Opførelse paa Scenen ikke kunne antage den herhos tilbagefølgende Tragoedie .. , ere vi dog langt fra at miskjende Stykkets fortrinlige Værd som Digterværk og lykønsker vor Litteratur til et Arbeide der hædrer sin Forfatter" (Kp. nr.356). Rumohr kunne ikke sidde denne skjulte opfordring til omarbejdelse overhørig, hvorfor han da udbad sig informationer om de dramaturgiske mangler ved tragedien (I.B.nr.1860, 15.12.1829). Da direktionen intet foretog sig opsøgte han Rahbek på Bakkehuset, hvorefter han omarbejdede sin tragedie. Efter denne omarbejdelse censurerede Rahbek tragedien på ny i et privatbrev til Rumohr. Da det er et af de vigtigste breve, Rahbek som teatercensor leverede i sine sidste leveår, skal der her meddeles væsentlige uddrag deraf: Trods Rahbeks sande interesse for Rumohrs "aandfulde Regner Lodbrog" ville han forklare forfatteren, hvorfor tragedien ikke var passende for skuepladsen: "Non e qvovis ligno fit Mercurius, siger et gammelt latinsk Ordsprog [5], og maaskee er der faa Ting det i høiere Grad gielder om end eet heroisk Sørgespil. Aristoteles, der, læst med Forstand, vel endnu er den paalideligste Veileder, man paa denne Bane har, og hans bedre Commentatorer, Hurd, Lessing [6] o.fl. have sat idet i et soleklart Lys, at et Sørgespils Væsenligste Fortrin, [sideskift][side 352]hvis Savn ingen anden Fuldkommenhed kan oprette, er en interessant Handling, og hvis Interesse uafbrudt tiltager bestandig. Men ikke ofte er denne Fortieneste Digterens Værk, eller staaer; i hans Haand; som oftest finder han Æmnet for sig, og da kommer det an paa, hvorvidt han [har] været lykkelig i denne sin Finding. Undertiden lokker et Æmne ved en glimrende Begyndelse; undertiden frister det ved glimrende Scener eller Situationer Stykkets Løb; men nu langt fra at stige, daler Interessen, og jo mere hine Scener spændte vor Opmærksomhed eller Forventning, jo mindre er den at tilfredsstille med Noget svagere, ringere. Saaledes ovenpaa den vist nok høistgeniale Scene, hvor Regner [er] falden i sin Fiendes Haand, og truet med en forsmædelig Død, ikke vil sige sit Navn, hvorved han kunde frelse sig; ja end ikke benytte sig af den Dolk, som den - maaskee for et Sørgespil vel vidunderlige Lagertha bringer ham - for at unddrage sig Marterdøden; hvad kan ovenpaa denne Situation bydes os, som ikke er svagere? Hans Blodhævn! Vor uovergaaede Ewald har i sin Rolf Krage havt en Lignende Gaade at løse; men skiøndt Rolfs Død fra flere Sider er af svagere Virkning, end Regners, torde dog Sørgespillet med tredie Act, synes, om ikke at være til Ende, dog at dale. Hvorvidt Horats ved den bekiændte Advarsel, neve minor sit actu qvinto fabula, qvæ probari vult, et spectata reponi [7], har sigtet de Æmner, hvis Hovedinteresse var ude, inden Stykket, lade vi staae derhen, men unægtelig er der neppe Noget, der har givet flere Sørgespil sit Banesaar. Exempla sunt odiosa; men undersøg De de Sørgespil, quibus nullus in theatris locus, licet frequens in bibliothecis, og De vil finde, at Aarsagen er den her angivne; træffer De derimod paa et Sørgespil, som ved Læsningen griber Dem, holder Dem fast, ikke tillader Dem at bryde af, eller holde op før ved det sidste Ord, giør Dem da siden et Udtog deraf, og De vil finde, at Interessen har været stigende fra først til sidst. Dette kunde den efter Æmnets Natur i Regner Lodbrok ikke være; og mod det Kunststykke, hvormed De har villet raade Bod derpaa, meddelte jeg Dem i vor Samtale den ubestridelige Indvending; den, hvis Fader har kastet Ivars Fader for Slangerne og den, hvis Fader Regners Søn bereder samme Skiæbne,kunne ikke see hinanden, end mindre vexle Ord. Regners skiønne tale paa Thinge er meget for lang for Scenen, og vilde i de nærværende Statsforhold, møde Vanskeligheder. Scenen med de tvende Trælle er af for lavcomisk en Natur, til at finde Sted, [sideskift][side 353]hvor allerede Stykkets Hovedperson er blevet Ormerov. Min Indvending mod Roster har jeg mundtlig fremført. Saa mange skjønne Stæder end Stykket har og saa god en Versificator det lover, findes der dog moderne Trivialiteter, som : Min Lykke har faaet Tøfler paa; item Ivars Pindspil; ved adskillige Smaating vil De finde et lidet uskyldigt (?) til nogen Eftertanke. Og nu - vakre unge Mand! tage De dette som et Beviis paa en gammel Vaabenbroders, og academisk Medborgers, gode Mening om Dem, og ærlige Ønsker for Dem og Deres Anlæg (NkS 2494.5.1.1830). Halvanden måned senere leverede Rumohr en omarbejdelse (I.B.nr.1860.19.2.1830), men Rahbek blev ikke overbevist om stykkets dramatiske og især sceniske interesse, alene af den grund at "dette saa bekiendte Æmne [har] noget saa græsseligt i sig selv, at det neppe ved nogen Kunst vilde være gjørligt, at forsone vor Phantasie dermed". Hans argumenter for forkastelse var iøvrigt en varieret gentagelse af privatbrevet til Rumohr, idet han voterede, at slutningsscenen, "hvor vi ere spændte paa dette Rædselsoptrin, adskillige Scener af langt anden Matur, saasom Drikkegilde[t]s og især de tvende Trælles komme os saare ilde tilpas; ligesom ogsaa Renegaten og Uslingen Harald er os en altfor nederlig Person for den store Rolle, ham er overdraget" ((8).3. 1830). Manthey erklærede sig ikke påny i marts, men foreslog at teaterdirektionen tilsendte forfatteren Rahbeks afsluttende bemærkninger, affattet i pluralis:"Idet vi ønske den haabefulde unge Forfatter et heldigere Æmne, ved hvis Bearbeidelse Erfaring vil have lært ham, at give sin Diction og især sin Versification den Fuldendelse, der svarer til Sprogets øvrige Værd, gjør det os ondt ikke at kunne finde nærværende passende for Skuepladsen" (Kp.nr.293.18.3.1830). Forkastelsesdommen byggede nok på Rahbeks formulering (hans konklusion), men det afgørende var dog Rahbeks indvendinger imod stykkets manglende spænding. Da disses argumentation var diskutabel, foretrak Manthey en forkastelse på grundlag af formelle svagheder, som forfatteren ikke kunne argumentere imod. På grund af Rahbeks død synes forfatteren at have tøvet med endnu en omarbejdelse; imidlertid lod han skuespillet trykke i 1833, uden kommentarer.
Rahbek tog således afsked med det alvorlige skuespil med maner, idet han som svanesang leverede sin (på megen læsning og erfaring byggende) opfattelse af tragedien, mens Manthey besindigt [sideskift][side 354]søgte at formulere nye krav til tidens dramatikere, idet han ikke nægtede unge talenters produkter adgang til scenen, men kræsent søgte at markere sin opfattelse af de krav, en teatercensor i 1829/30 måtte stille til forfatterne, skulle publikums smag tilgodeses. Hans forbløffende sikre sans for scenens krav til teksterne forrykkede givetvis afgørelserne; thi Rahbeks krav til dramatisk effekt var enklere end Mantheys: Rahbek funderede sin kritik på en historisk viden om teatrets virkemidler, mens Manthey byggede sin argumentation på viden om nærværende krav: i overensstemmelse med teaterbesøgendes ønske om scenisk decorum og dramaturgisk fornyelse. Retorikken måtte afløses af oplevelse, dvs. begivenhederne (kontra handlingen) måtte afpasses til karaktertegning og dramatisk interesse. Manthey ses ikke at have haft behov for politisk censur, jf. Rahbeks brev til Rumohr. Nyt er helt afgørende de forbindtlige skrivelser eller korrespondancer med forfattere. Anseelsen af værkerne som litterært betydningsfulde, men udramatiske er selvfølgelig tidligere iagttaget, men holdningen hos censorerne synes vitterlig mindre stejl.
[sideskift][side 355]
Det anonyme lystspil "Kjærlighed og Barbeerkunet" indleveredes allerede i maj 1829. Rahbek meddelte Collin, at han "skiøndt træt og fortræden" havde slidt sig "Igiennem det fra Begyndelsen til Ende" dog troede, at Collin "ved at læse hist og her deri" ville kunne spare sig ulejligheden" (Coll.Br.XXIVa,nr.6.udat. 24.5.1829). Imidlertid fik forfatteren ikke meddelelse om forhastelsen, før Manthey havde gennemlæst stykket. Remitteret den 30. juli 1829(Kp.nr.274).
I anledning af Bangs "Hertuginden af Montmorency" (jf. s.318) underskrev Manthey alle de fejl, som Olsen og Rahbek havde påpeget, idet han dog mente, at afgørelsen måtte komme an på, hvorvidt Bang kunne borttage "Pletterne .. uden at tilintetgjøre dette for Resten vist ikke aldeles mislykkede Arbeide". Manthey foreslog derfor, at stykket blev returneret til Bang "med et Udtog af de Bemærkninger hvortil det har givet Anledning , hvorefter censorerne på ny måtte tage stilling, idet han gjorde opmærksom på, at skete omarbejdelsen "til Censorernes Tilfredshed da stemmer jeg for Antagelsen" (17.8.1829). På baggrund af dette votum kunne/ville Holstein ikke træffe en endelig beslutning, men tilføjede protokollen: "Udsættes" (20.8.1829). Officielle skrivelser blev ikke afsendt, men ifølge Bang skrev Manthey "mig til, om jeg vilde komme ind til ham, da han ønskede personlig at giøre mig opmærksom paa de Forandringer, han fandt nødvendige; jeg reiste øyeblikkelig; vi gik Stykket critisk igiennem med hinanden, og da jeg sendte Hr. Conferentsraaden det omarbeidet; havde jeg den Glæde at modtage den behagelige Forsikkring af Hr. Conferentsraaden, at Stykket fuldkommen behagede ham og at det nu var antaget .." (I.B.nr.2073.16.6.1832). På grundlag af Bangs øvrige skrivelser til teatret er der ingen grund til at betvivle det af Bang skildrede hændelsesforløb, blot slutningen fra privat godkendelse til officiel antagelse må stå for Bangs egen regning. Jf. s.402.
Det anonyme lystspil "Birkedommeren i Ravnekrog" behandledes af Rahbek som om det havde været en vaudeville, thi han benævnede det "Fiælebodstøy", hvor der ikke var "et godt Indfald eller comisk Situation i det hele Stykke" (12.8.1829). Manthey noterede blot: "Jammerligt og under al Kritik", som om han havde læst Rahbeks censurer fra tidligere år (15.8.1829). Remitteret den 19. aug. 1829. (Kp.nr.288).
[sideskift][side 356]"Et Eventyr i Frederiksberg Hauge" karakteriseredes af Rahbek som "flaut og usselt", idet han lagde til, at det indeholdt "de sædvanlige Udfald imod den indbyrdes Underviisning", hvilket alene gjorde det ingetogent til opførelse på kongens teater (jf. s.288); derudover ejede det hverken "Handling, Karakterer eller Dialog" (12.8.1829). Mantheys sans for allusioner eller ordkombinationer bemægtigede sig hans votum: "Kilden i Frederiksberg Have, hvor Handlingen foregaaer, er ingen Hypocrene, og Forfatteren ingen dramatisk Skribent, langt mindre Digter. Produktet er vandet og uantagelig" (15.8.1829). Remitteret den 19. aug. 1829 (Kp.nr.289).
"Frierbrettet" forkastede Rahbek på grund af dets "Tids og Steds Allusioner og Personalier", idet han mente, at "Den Skaansel, Directionen, og en Deel af Publikum det sidste Par Aar har viist mod disse Aftenpostcomedier, giør, at
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen
Bedre da var det, om det gik
Efter den gode gamle Skik -
at alt sligt blev forkastet" (19.8.1829). Manthey indrømmede derimod, at havde forfatteren haft "mere litterær Dannelse, Kjendskab til Theatret og Smag" kunne hans sans for humor måske være blevet frugtbargjort i den goldoniske smagsretning (22.8.1829). Remitteret den 28. aug. 1829 (Kp.nr.327).
Manthey fandt, at Hertz' anonymt indleverede "Amors Geniestreger" fortjente "venlig og glad Modtagelse" (1), selv om stykkets idé gav "Anledning til Reminiscencer", og selv om "Dialogen er mere let og flydende end egentlig vittig". Det positive var de gode vers og de naturlige rim, samt "Personernes Forhold .. [og] det pudserligen forvirrede i Opløsningen". Manthey ville antage stykket på betingelse af, at Hertz fjernede "endeel Fyldekalk" samt strøg ederne og ændrede hovedpersonernes navne (14.9.1829). Rahbek var særdeles tilfreds med arbejdet på grund af forfatterens vid, smag og "Herredom over Sprog og Versification", men var ganske klar over, at "Fremstillingen" og publikum var afgørende for teatrets glæde deraf; "virkelige Familienavne, som Falsen og Henne" burde ikke komme på scenen, "derom formoder jeg vi ere enige. Stykket giver jeg af Hiertet mit Ja, især i det Haab, at det maae blive Forgienger for mange følgende af lige Aand" (16.9.1829). Først i mødet den 23. sept. 1829 kunne Holstein undertegne censorernes dom. Stage, Hertz' kommissionær, [sideskift][side 357]meddelte ham samme dag om direktionens antagelse på betingelse af, at personnavnene ændredes og ederne fjernedes (2). I det gennemrettede eksemplar meddelte Hertz Stage var der endnu "tre, eller fire Steder Udtrykket „Guds Død", hvilket Hertz forsvarede med, at det dels "hører til de honnettere Eder" dels ikke kunne slettes på grund af rimet (2). Den 6. okt. 1829 forklarede Stage imidlertid Hertz, efter selv at have læst stykket, at Censorerne i september havde "yttret, at det maaskee vilde være godt for Stykket, om det paa enkelte Steder blev lidt forkortet". Han lagde til, at interessen ville øges, hvis "Slutningsscenerne bleve lidt afkortede". Censorernes arbejde sættes i relief ved denne vigtige bemærkning: "dog det er en Ting som man egentlig bedst føler naar vi i sin Tid skal have Oplæsning paa Stykket" (2). Den 9. okt, 1829 erklærede Hertz Stage sin principielle modstand mod forkortninger, da han mente, de ville ødelægge "Dictionen"; "Alt dette uagtet troer jeg, at adskillige Udeladelser, i det mindste ved Opførelsen, baade ere mulige og tilraadelige" (2), "jeg skal fra min Side gjøre Alt muligt for at opfylde Vedkommendes Fordringer" (2). Rettelser ved denne lejlighed kendes ikke; rollerne uddeltes den 8. febr. 1830 (PRFD) (3). Premieren fandt sted den 31. marts 1830 (opført 30 gange i den behandlede periode).
Teaterdigteren anmodedes den 18. juni 1829 om at "være betænkt paa et kort passende Skuespil at opføre paa Hendes Majestæt Dronningens høie Fødselsfest" (Dp). Heiberg informerede sin fader herom (4), men ihukommende vanskelighederne med geburtsdagsstykket til kongens fødselsdag (jf. s.330) drøftede man projektet i direktionsmødet den 25. juni 1829; en beslutning herom blev imidlertid ikke truffet på grund af Collins fravær. Tre uger senere blev Heibergs "Udkast [5][fremlagt] .. tillige med Etatsraad Rahbeks Censur [5], der blev forelæst" (Dp). Samtidig fandt man en komponist, idet Zinck "efter Begiæring (imod Reglerne) [bevilgedes] 100r Forskud paa hans Composition til" Heibergs stykke. Skal Rahbeks udsagn i den senere censur tages bogstaveligt, havde "Vedkommende", ie: dronningen "bifaldet" "Planen til dette Stykke", hvorfor censorerne indskrænkede sig til, "at de intet væsentligt fandt at udsætte og intet til Hinder for sammes Fremstilling paa Scenen" (10.10.1829). Manthey undertegnede denne erklæring (udat.), mens Holstein intet anførte i censurprotokollen. Rollerne var allerede blevet uddelt den 8. okt. [sideskift][side 358]1829 (PRFD), hvorpå postyret om Bournonvilles medvirken i stykket beherskede sindene (6). Torsdag den 29. okt. 1829 opførtes "Prindsesse Isabella" for første og sidste gang. Heiberg anfører selv, at han kom "paa en spændt Fod med" Holstein "og hele Directionen. Selv den gamle Peer Thott (h.e. Rahbek) vil neppe hilse mig, eller tale med mig. Dette faaer jeg nu at finde mig i. Værre er det, at Stykket, som hidtil kun er opført een Gang, ikke behagede Hoffet, og heller ikke Publicum" (Fam.Br.nr.12.3.11.1829). Heiberg måtte derfor gå varsomt til værks, men fik hjælp af regissøren, der i direktionsmødet den 2. dec. 1829 fremlagde Heibergs forespørgsel, om hvornår "Directionen vilde tage de næmere Bestemmelser i Henseende til de fornødne Forandringer for paa ny at bringe det paa Scenen" (Dp). Direktionen undgik konfrontationen ved at påberåbe sig hensynet til opførelsen af geburtsdagsstykket "Aloise" i jan. 1830 (jf. s.374). Den 2. marts 1830 tilstillede Heiberg direktionen et korrigeret eksemplar, "hvori jeg har bemærket de (især i 3die Act) betydelige Forandringer og Forkortelser, der muligviis kunde tjene til at skaffe Stykket Indgang hos Publicum" (Borup nr.227) (7). Direktionen vedtog at lade censorerne endnu engang gennemlæse lystspillet. Rahbek var positivt stemt over for rettelserne, da han fandt, at "de vilde være til dets Fordeel, skiøndt, maaskee ned Hensyn til den Idee, der engang er derom i Publiko, nogle tidligere anbragte, torde for et dansk Skuespilhuus have været at ønske" (Borup nr.228.5.3.1830). Hensynet til publikum blev kombineret med Holsteins ret til at bestemme genoptagelsen så vel som Bournonvilles hjemkomst spillede ind (l.c.) (jf. s.381). Manthey fandt, at forkortelserne var til stykkets fordel, selv om han ikke mente, at de var tilstrækkelige, hvilket understregedes af hans vurdering af stykkets sceneheld: "Imidlertid kan der vel intet være imod at dette dramatiske Arbeide, der neppe vil blive modtaget med synderligt Bifald, endnu engang fremlagdes til Publicums Bedømmelse" (Borup nr.228.9.3.1830). Den 10. marts 1830 leveredes stykket til regissøren og den 11. marts 1830 blev Zinck tilskrevet om omarbejdelse af forskellige musiknumre (bl.a. af hensyn til en ændret rollebesætning, hvor Kirchneiner skulle overtage Bournonvilles rolle) samt fuldendelse af den af ham "allerede skizzererede Ouverture" (Kp.nr.292). Den 2. juni 1830 uddeltes de vigtigste roller påny (PRFD), men lige lidt hjalp det. Stykket blev aldrig genoptaget (8).
[sideskift][side 359]"Det er let, at love" vrimlede ifølge Rahbek med "Personligheder fra Begyndelse til Ende"; han var ængstelig for at teatret kunne vente irettesættelser, hvis det tillod raillerier over det "borgerlige Militairs Vaabenøvelser", fordi de var "en Kongelig Foranstaltning". Ligeså forudså han vanskeligheder med "Brolægningscommissionen og maaskee Toldvæsenet" (8.12.1829). Manthey (bemærkede at forfatteren havde erfaret virkningen af "Personaliteter, Sidehug paa offentlige Indretninger, Jødejargon og Liremelodier", men "Stoffet og Coleriten" var ikke i Mantheys smag, hvorfor han fandt stykket ubrugeligt (10.12.1829). Vaudevillepesten var endnu ikke gået i sin mor! Remitteret den 17. dec. 1829 (Kp.nr.362).
Fruentimmerarbejdet "Ven eller Elsker" - således karakteriserede Manthey det - kedede Rahbek på grund af alle de "Kjøbenhavnsgjæs", "de halvgamle raffinerede Pebermøer og de flaue pindede Confirmationstøse", der mindede ham om vaudevillernes persongalleri. Det ejede hverken "een Karakteer, .. [eller] een Scene, .. [eller] een Situation", hvorfor han ikke kunne betænke sig paa at forkaste stykket (20.12.1829). Manthey var af ganske samme mening, uden at han følte behov for at argumentere herfor (29.12.1829). Remitteret den 31. dec. 1829 (Kp.nr.572). Jf. s.400.
Rahbek argumenterede ikke for, hvorfor han fandt "Et Sommernatseventyr" "uantageligt for Skuepladsen" (29.12.1829), mens Manthey anførte flere grunde til sin dom, thi det havde en "eventyrlig, men hverken forstaaelig eller moersom Intrigue"; endvidere fandt han "en, over al Maade, afskyelig Karakter, en slæbende Dialog og Vers der gaae udover endog den dristigste licentia poetica" (2.1.1830). Remitteret den 6. jan. 1830 (Kp.nr.373).
"Baronen og Urtekræmmerkonen" stemplede Rahbek som en vaudeville, forfattet af en af sidste års russer, hvoraf hundrede havde (påtaget sig at være digtere, hvorfor deres "Prøveklude" oversvømmede teatret. Rahbek fandt åen "paa sin Maade noget ligesaa, elendigt Tøy, som Sommernatseventyret" (29.12.1829). Manthey afviste den på grund af "Det uædle i Sproget, det Gemene i Stykkets Situationer og det anstødeligen Uanstændige i nogle Scener" (30.12.1829). Remitteret den 6. jan. 1830 (Kp.nr.374).
Overskous anonymt indsendte lystspil "Skrøbelighed er Menneskets Lod" (9) læste Rahbek ikke uden at betænke forfatterens tidligere (arbejder "Tre Maaneder efter Brylluppet" og "Østergade og Vestergade" (jf. s.270 og s.314), hvilken gunstige fordom forøgedes efterhånden [sideskift][side 360]som læsningen skred frem. Rahbek ville stemme for antagelse, selv om der nok måtte sættes et spørgsmålstegn ved stykkets voluminøsitet. Forkortning og "een og anden Forandring" kunne måske ligeledes "være at ønske" (15.1.1830). Det er bemærkelsesværdigt, at Rahbek ikke explicit udtalte sin begejstring over (eller fordømmelse af) stykket, men lod antagelsen være en sikker sag. Ihukommende den senere brevveksling skjulte Rahbek i sin censur en række forbehold, som han ikke officielt ville vedkende sig. Manthey derimod var ærligere, idet han rent ud erklærede, at dette stykke vidnede om fælles fadderskab med "Østergade og Vestergade": "De samme Fortrin, Fjendskab til Scenen og Theatereffekten, Leilighehed for Skuespillerne at viise sig i originelle og moersomme Charakterer, en let Dialog ikke uden Pointer, og Færdighed i at skildre Englændere, Jøder og Hellige - udmærke det, men det lider og af de samme Feil, een, ved mange Biomstændigheder alt for indviklet Intrigue, en næsten utilgivelig Vidtløftighed og vel megen Dristighed i at spotte med det, som paa Scenen ikke burde fremdrages som Gienstand for Latter" (19.1.1830). Ligesom Rahbek tilrådede han antagelse, da fortrinene opvejede fejlene, samtidig ønskede han "iblandt flere Forandringer" en anden titel. Begge censorer var enige, men ingen af dem expliciterede, at angsten for anklager om blasfemi hang i luften. På denne baggrund skal Rahbeks skrivelser til Overskou bedømmes. Imidlertid antog Holstein stykket den 20. jan. 1830, uden udfærdigelse af antagelsesskrivelse til forfatteren. Allerede den 22. jan. 1830 havde Rahbek skrevet til Overskou, men på grund af "det allemands Haverie fra alle Sider" ville Rahbek alligevel ikke meddele Overskou sine indsigelser imod stykket. Først den 31. jan. 1830 sendte han Overskou en forkortet version af brevet fra den 22. jan. 1830. Tre punkter noterede Rahbek måtte Overskou overveje: 1. stykkets længde, herunder titlen. Rahbek foreslog "Skrøbeligheden" eller "Skrøbelighederne". 2. "Fremdeles er Contrasterne mellem de tvende Skinhellige, Fader og Søn, og den dobbelte Rolle, den sidste spiller, mellem det, hvoraf man især lover sig megen scenisk Effect; kun er det saare vanskeligt at spøge med de Hellige, uden at paadrage sig Skin af at drive Spøg med det Hellige. Denne Bejbreidelse er ovenfra giort Østergade og Vestergade. Da De kiænder mig, behøver jeg ikke at forsikre Dem, at jeg ligesaalidt dreier mig efter Vinden fra de høie Steder, som jeg nogensinde [sideskift][side 361]Har været af de Hellige; men jeg dølger Dem ikke, at der ogsaa Deres nyeste Stykke er adskilligt, som jeg, for de Skrøbeliges Skyld, ikke ønskede, maatte høres fra Skuepladsen; og at jeg saaledes vilde ansee det, som behageligst, om en ærlig men eenfoldig Mand, ved at høre en eller anden af de Sange, der have været ham Helligdom, fra Theatret, skulde tabe den Aands Nydelse, og Hiertes Vederqvægelse, han hidtil havde fundet deri. Theatret skal Ingen give Forargelse, hvo det morer, siger vor Lessing, og jeg vilde ønske, man ligeledes kunde forebygge den tagne" (10). Rahbeks advarsel imod den tagne forargelse er dokumenteret flere gange tidligere, men tydeliggørelsen af kongehusets placering i forholdet mellem den givne og den tagne forargelse synes ærligere og mere explicit end før er set. 3. Gjaldt Lady Fox’ karakter: "hvad De har villet, seer; men det forekommer mig, som det ikke aldeles har villet lykkes Dem". Rahbek ville dog læse stykket påny, før han meddelte Overskou sine nøjere overvejelser derom (NkS 1574). I svarbrevet foreslog Overskou titlen ændret til "Mennesker" eller "Vor Tids Mennesker". Med hensyn til Rahbeks andet punkt anførte Overskou:"Jeg hader al Spøgen med Guds Navn og Ord, og jeg fordrister mig til at troe, at jeg ikke i "Østergade og Vestergade", men endnu langt mindre i mit udøbte Stykke har lagt noget guddommeligt Ord i en Mund, hvorfra det kunde klinge forargeligt; ja, jeg tør paastaae, at hvis jeg tilregne mig Fortjenesten af at have skildret nogen Charakteer med Delicatesse, da er det Hyklernes; thi ingensteds nævne de Gud, og Versene, som kun ere moralske, men ikke aandelige, har jeg, skjøndt jeg havde nok at tage af, skrevet selv for at undgaa endog Skin af det Forargelige. Skulde dette imidlertid dog findes noget Sted, da bort med det; her maa selv Skinnet afskyes .." (Af mit Liv og min Tid, II, 131). Om karaktertegningen af Lady Fox berettede Overskou, at den byggede på levende model (l.c.). Overskou foreslog selv en række forkortelser. På ny læste Rahbek stykket, hvorefter han den 8. febr. 1830 (11) meddelte forfatteren: "Deres Stykke er, saavel efter den Tid, jeg har brugt ved Læsningen, som den Fornøielse, jeg fandt under den, ikke for langt, og i de Helliges Scener og Sange har jeg efter nøieste Eftersyn ikke fundet det Ord, that dying you should wish to blot. Hvad Titlen angaaer, da er Forslaget til Forkortningen ikke mit og lader sig i alt Fald ved en medius terminus lettelig finde." [sideskift][side 362]Kun med hensyn til Lady Fox' karakter var Rahbek ikke fyldestgjort: "Jeg vover ikke at foreslaae Dem, hvad Vending De maatte give Lady Fox's Charakteer for at frelse den, men ønsker blot, De nok engang vilde gaae den efter med den Pensel, der saa kiendeligt con amore har skildret den saa indtagende i Deres sidste Brev, og vilde jeg fremfor Alting ønske, at hun ingen Ting maatte synes at gjøre eller behøve at gjøre for Penge og altsaa heller ingen Penge tilsidst modtage. Gav man hende en dowry i England men som hun forspildte ved at gifte sig her, lod Noget sig maaskee alt derved hjælpe. Det maa for Alting være den unge, vakkre Farring, som hun - om endog af Forfængelighed og Elskovsfeber - vil ægte, men ikke hans Formue. At dette iøvrigt kun er et word to the wise, forstaaer sig selv" (l.c.132) (12). Overskou anfører selv, at han benyttede Rahbeks vink specielt angående Lady Fox’ karakter (13). Allerede den 3. marts 1830 uddeltes roller (PRFD), hvorpå premieren på "Vor Tids Mennesker" fandt sted den 19. apr. 1830 (opført 6 gange ialt) (Jf. Overskous Af mit Liv og min Tid, II, 123-133).
Rahbek tog ganske klart hensyn til de tidligere arbejders kvalitet, da han censurerede Hertz' anonymt indsendte "Emma". Især karaktertegningen begejstrede Rahbek, eftersom hovedpersonens karakter "er som stiaalet af Speilet". Han var dog usikker om stykket "har comisk Kraft, og comiske Situationer nok til at [kunne] holde sig" på repertoiret, eller "om ikke Aprilsnarrenes og Recensenten og Dyrets og Nicolaitaarns Publicum, deri vil finde eet af de iflandske Familiengemälde, skjønt uden rørende Scener". Betænkelighederne fremførte han af interesse for den lovende forfatter, samt på grund af "den Lykke Amors Geniestreger har Føje at vente, [samt] den Vending til det bedre, som Smagen virkelig nu og da synes at give Haab om .." (23.1.1830). Rahbeks hensyntagen til publikum er sjælden, men kunne her bruges i et forsvar for et stykke der litterært og teaterpolitisk tiltalte ham. Manthey var intet mindre end overstrømmende i sin censur af lystspillet: "Dersom jeg ikke frygtede for at beskyldes for Overdrivelse, vilde jeg vove at paastaae, at der iblandt de senere Decenniers danske Originalstykker ikke gives Eet, der har saa skarp og rigtig en Charaktertegning som Skuespillet Emma, ikke Eet, hvori Forfatteren har troet at kunde opnaae sin Hensigt uden at behøve en lystig Person, pour egayer son monde [,] [sideskift][side 363]ikke Eet, hvorved Interessen, istedet for i Handlingen ligger i Dialogen, og som desuagtet, saafremt ikke Smagens Thermometer staaer langt under 0, maae vække levende Deeltagelse og vinde velfortjened Bifald". Trods det stadige hensyn til teaterkassen anførte han, at selv om stykket rimeligvis ikke ville blive "et saakaldet Trækplaster", måtte det være "hædrende for Bestyrelsen ikke at ændre Opofrelser og for Skuespillerne ikke at spare Anstrengelser, for at unde sande Kjendere en saa god, og hos os, især i den senere Periode, en saa sjelden Nydelse" (26.1.1830). Holstein underskrev antagelsesdommen den 27. jan. 1830, hvorpå stykket tilstilledes regissøren. Trods Hertz’ udbredte trang til at gemme skrivelser, etc. om sit forfatterskab synes flere vigtige korrespondancesager om "Emma" at være gået tabt. Den 16. april 1830 meddelte han broderen Sylvester Hertz, at han havde arbejdet "med dette Sujet""med megen Forkjærlighed", "men er netop derfor ikke ret tilfreds med det som et Hele betragtet. .. Om det vil gjøre Fortune, er meget tvivlsomt. Et huusligt Forhold, fremstillet i Smaatræk, har meget Stillestaaende, der ikke altid er fordeelagtigt for Theatret" (NkS 1706). Uagtet reservation, begejstring og betænkelighed uddeltes rollerne den 28. maj. 1830 (PRFD) med henblik på opførelse først i den kommende sæson. Skuespillerne skulle imidlertid spille en større rolle ved dette stykkes opførelse end vanligt. Foersom, der var tildelt Kammerraad Ritters rolle, nægtede at udføre rollen, men den 10. nov. 1830 oplyste Stage Hertz om, at Frydendahl havde lovet at overtage rollen: "Stykket vil nu saa snart muligt blive sat paa Repertoiret" (Troensegaard). Prøverne begyndte i jan. 1831 og Hertz ytrede den 6. jan. 1831 (til broderen): " .. jeg er slet ikke ret vel tilmode, naar jeg tænker derpaa, men vil haabe det Bedste" (NkS 1706). Umiddelbart før den fastsatte premiere den 24. jan. 1831 greb Rosenkilde ind, idet han anmodede Hertz om at forkorte stykket. Der var "For meget Hverdagsligt. Stryg ud! Saa vil De faae Glæde af Stykket, thi saa spille Acteurerne med Lyst" (Breve fra og til Henrik Hertz, 130). Til broderen skrev Hertz: "Dette har jeg med største Fornøielse giort, da jeg længe har følt Nødvendigheden deraf og udtrykkeligt udbedt mig Vink desangaaende af Directionen" (NkS 1706, 22.1.1831). Hverken Molbech eller Manthey ses at have ladet tilflyde Hertz forslag herom, men Rosenkildes brev fik forfatteren til at reagere. Formentlig på grund af geburtsdagsstykket (jf. s.424) blev [sideskift][side 364]da premieren udskudt til den 15. febr. 1831. Efter første opførelse meddelte Hertz broderen: "Opførelsen er nu standset, deels fordi jeg af egen Drift har forkortet den unægteligt noget brede Dialog, deels ved Ryges Sygdom (NkS 1706, 12.3.1831). Hertz' kvaler med dette stykke var dog langt fra slut, thi publikum følte sig, ifølge han selv, trykket ved stykkets realisme: ".. mange Folk finde langt mere Behag i visse af Luften grebne Characterer og Forhold end i Natur og Sandhed, og bilder sig ind, at de af dette have nok i det daglige Liv, men at hiint hæver dem ud derover" (NkS 1705, 5.4.1831). Heiberg roste, ifølge Hertz, stykket for "at være ligesom grebet ud af Livet" (Breve, 26). Stykket blev ialt opført 4 gange (14) (jf. s.546, s.549 og s.1192).
Afgørende ved behandlingen af lystspillet "Man maae gjøre sin Uret god igjen" er Rahbeks advarsel mod den omsiggribende antisemitisme, "der igjen begynder at blive Dagens Orden, saa at det synes, som man har Lyst til at faae en ny Jødefeide i Gang". Han ønskede anordning af ##.##.1819 "i det mindste under Haanden [bragt] i Erindring, at vi ikke siden engang, naar eet eller andet indtreffer, skulle blive erindrede derom" (22.1.1830) (15). Rahbeks påpasselighed skyldtes næppe Mantheys virksomhed som politisk censor, men snarere den gæring forud for Julirevolutionen, som også herskede i København. Mantheys votum afslører klart hans opfattelse af censorvirksomheden, thi når det gjaldt "Arbeider der ere aldeles uden Værd" fandt han sig ikke forpligtet til "at anføre videre Grunde hvorfor" han ville forkaste dem; følgelig indskrænkede han sig til at give dette lystspil sit "bestemte Ney" (26.1.1830). Remitteret den 4. febr. 1830 (Kp.nr. 285).
Rindahls lystspil "Fadervillien" var ifølge Rahbek "Ikke at læse, mindre at see. Forkastet" (11.2.1830), mens Manthey fandt, at end ikke "Medlidenhedsgrunde, selv om disse vare anvendelige, vilde kunne frelse det" (16.2.1830). Returneret den 19. febr. 1830 (Kp.nr.290).
Skuespillet "Violanta" fik en hård medfart af Rahbek, idet han antog forfatterens rådgivere for at være "Kjøbenhavnspostens Consulenter og Correspondenter". Den komponerede musik til arierne ønskede han ikke at læse, ligesålidt som Manthey, der affærdigede stykket med ordene:"Transeat cum cæteris" (hhv. 5. og 8. 3.1830). Remitteret den 18. marts 1830 (Kp.nr.296).
[sideskift][side 365]Oehlenschlägers lystspil "Trillingebrødrene fra Damask" blev indleveret den 4. marts 1830. Rahbek anførte, at han var blevet overordentligt fyldestgjort, da han havde "hørt dette høist moersomme Lystspil" læst op af digteren (16), hvorfor han nu glædede sig "til, at det skulde komme paa vor Scene, hvor jeg venter mig den herligste Effekt deraf" (15.3.1830). Manthey havde imidlertid, forinden læst stykket og sendt det tilbage til Oehlenschläger, som den 13. marts 1830 returnerede det: "De vil see at jeg har taget Deres Anmærkninger ad notam, og forbedret en Deel Udtryk, som De har havt den Godhed at giøre mig opmærksom paa. Selv der, hvor jeg ikke var af Deres Mening, med Hensyn til Udeladelserne, har jeg med nogle Liniers Borttagen med et forandret eller tilsat Ord nærmet mig Deres Anskuelser" (Preisz nr.1140). I censurprotokollen vurderede Manthey stykket meget højt, thi af alle de bearbejdelser han kendte, tvivlede han om "nogen af disse .. i Genialitet, i Lune og tildeels ogsaa i indvortes Fuldendelse kan staae ved Siden af Oehlenschlægers Lystspil, der mere end hvilketsomhelst andet af hans Arbeider, minder om hans skjønne Aladdin" (16.3.1830). Holstein undertegnede censorernes antagelse dagen efter, hvorpå roller uddeltes straks (PRFD 18. og 29.3.1830). Teaterchefen forhandlede kompositionen af musiknumrene med Oehlenschläger, som den 5. apr. 1830 accepterede Kuhlau som komponist, idet han tilføjede: "Det er .. ikke saa ganske lidet der skal componeres" (I.B.nr.l862). "Jeg skal med det første besøge Kuhlau, og Stykket skal blive ham forelæst, men dog beder jeg Dem Excellence først med et Par Linier at underrette ham officielt om at Arbeidet nu tilhører ham" (l.c.). Af hensyn til økonomien måtte Oehlenschläger anråbe om premiere i sept. 1830, samt om at Cetti fik en rolle i stykket. Den 7. apr. 1830 tilsendte teaterdirektionen Kuhlau sangnumrene, idet man anmodede ham om at indsende kompositionen senest i begyndelsen af aug. måned "for at Directionen kan see sig istand, til saavidt muligt at efterkomme Forfatterens Ønske dermed at aabne næste Saison" (Kp.nr.303). Kuhlau opfyldte betingelserne (17), hvorpå syngepartierne uddeltes, den 11. aug. 1830 (PRFD), og premieren fandt sted den 1. sept. 1830 (18) (opført ialt 3 gange).
Behandlingen af disse lystspil, komedier eller skuespil med sange og kor synes næsten at gentage situationen fra første afsnit. Atter markerede Rahbek sig med et afskedsbrev (til Overskou), [sideskift][side 366]hvori han udfoldede sit syn på lystspillet anno 1830. Især advarede han imod de skrøbeliges forargelse (publikumssvøben, ikke teaterbestyrelsens). Rahbek var logisk set i overensstemmelse med sin fortid stemplet af sit opgør med 1820rnes personaliteter og trivialiteter, men begejstret for det Overskouske produkt, i modsætning til Oehlenschläger stykke, ligesom han tog forbehold i almindelighed imod oehlenschlägerske produkter fra de seneste år. Her fortsatte hans efterfølger (Molbech) en tradition, som Manthey aldeles ikke bekendte sig til, så lidt som hans efterfølger (Kirstein). Såvel "Amors Genistreger" som "Emma" vandt tilslutning hos teatercensorerne, selv om Hertz måtte give mange indrømmelser til tidsånden. Manthey var tydeligvis mere indstillet på opførelse af Hertz’ produkter end Rahbek. Heibergs stykke blev kun modvilligt modtaget af censorerne og gav anledning til særdeles kraftige konfrontationer i teatret. Heiberg ødelagde, helt oplagt, en lang række samarbejdsmuligheder ved at føre sig så kraftigt frem. Hans afbigt i begyndelsen af 1830 kom for sent, og stykket opførtes ikke mere end den ene gang. Nulliteterne gav ikke anledning til større meningsbrydning eller væsentlige uoverensstemmelser. Som karakteristisk får stå Rahbeks skældsordsprægede vota samt Mantheys afvisning af seriøst at behandle disse umulige og/eller uduelige produkter. Trods angreb på direktionen bliver resultatet af behandlingen af disse stykker, at censorerne udførte en værdifuld opgave ved at give så forskellige stykker som Oehlenschlägers, Overskous og Hertz' adgang til scenen, mens sammenstødet i anledning af "Prindsesse Isabella" må tilskrives primært Heibergs og Bournonvilles udfarenhed (selv om skuespillernes opførsel imod Bournonville synes noget partisk).
[sideskift][side 367]
Tendensen i slutningen af 1820'erne viste en bevægelse henimod det nationale, originale skuespil. I denne sæson kulminerede den tendens, idet kun 11 udenlandske stykker bragtes under censur. Den noget overdimensionerede kritik af teatrets repertoire, netop i denne sæson, skal måske ses som drivkraft for Molbech og siden Kirstein til at opsøge udenlandske stykker.
Lewalds "Der Vatersegen" (Prag 18.3.1830) må Liebe have fået i manuskript fra Lebrun i Hamborg, thi allerede ult. jan. 1830 indleverede han sin oversættelse "Fadervelsignelsen". Rahbek mente, at det ’’udentvivl [ville] sees med Fornøielse", mens Manthey fandt, at det var "eet af de bedre iblandt de sentim[ent]ale Smaastykker og vil uden Tvivl hos os .. finde sit Publikum" (hhv. 29.1. og 2.2.1830). Antaget den 3. febr. 1830, roller udskrevet og uddelt allerede den 6. febr. 1830 (PRFD, TK 1830,1.kv.nr.287) men på grund af den politiske uro i sommeren 1830 blev stykkets pointe: afskyen for tricoloren fjernet før opførelsen den 11. nov. 1830 (kun opført denne ene gang) (1).
[sideskift][side 368]
Skuespillerinden Jfr. Beyers oversættelse af Scribe & Varners comedie-vaudeville "Le mariage de raison" (GD 10.10.1826) byggede på både Kurländers "Die Heirath aus Vernunft" (1828) og Hells "Die Vernunftheirath" (1827). Læst af både Olsen og Rahbek samt Manthey; vota tabt. Den 29. juli 1829 blev stykket antaget (Dp). Rollerne uddeltes den 19. okt. 1829 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 11. dec. 1829 (opført ialt 12 gange).
"La Mansarde des artistes" (jf. s.325) forkastenes af Manthey den 29. juli 1829; heller ikke hans votum er bevaret. Remitteret den 30. juli 1829 (Kp.nr.270). Se s.420.
Gerstenbergs "Die Speculanten" (18## [NJ tilføjelse: er af Andreas Joseph von Guttenberg, trykt Augsburg 1799]) mente Rahbek var et "høist maadeligt og mavert Stykke", der ikke duede på teatret (16.8. 1829, mens Manthey fandt, at det publikum, som havde optaget stykket med bifald måtte "være mindre kræsent end vort, der neppe taalmodigen turde smage paa dette Opkog af en maver Suppe" (18.8.1829). Det tyske kassestykke remitteredes til oversætteren den 19. aug. 1829 (Kp.nr.290).
"Dydens Seir", oversat af Hillerup (?) returneredes den 19. aug. 1829, fordi teatret havde N.T. Bruuns gamle oversættelse af Pelletier-Volmeranges' & Palmezeaux' bearbejdelse af Goldonis skuespil (opf. 1. g. i København 26.2.1811; 5. og sidste g. 5.10.1813).
Boyes oversættelse af Shakespeares "The merry Wives of Windsor" (1623) blev læst af censorerne omkring begyndelsen af september 1829; vota fattes. Den 8. nov. 1829 uddeltes roller (PRFD), men først den 9. marts 1830 kom stykket frem sinket af kabaler og sygdom iblandt skuespillerne (opført 3 gange) (1).
Overskous anonymt indleverede oversættelse af Scribe & Varners comedie-vaudeville "Mme de Sainte-Agnès, ou la Ferme à principes" (GD 20.2.1829) med titlen "Kierlighedsbrevet" tiltalte Rahbek, men han mente ikke, at det egnede sig til København på grund af handlingens særfranske indhold, så meget mere som "Fruentimmerhævn" (med en lignende scene som hos Scribe) "ikke syntes at ville holde sig, da den for et Par Aar siden blev nybesat bragt paa Scenen [jf. s.296]. Jeg troer altsaa ikke at kunne anbefale dette Stykke til Antagelse, skjøndt jeg .. ikke har det mindste imod, det antages, hvis man tør love Scenen nogen Vinding deraf" (9.9.1829). Manthey var endnu engang enig med Rahbek, idet han anførte: "ogsaa jeg finder det godt men ikke passende for os, og bemærker ikkun, at nogle af Originalens bedste Pointer [sideskift][side 369]ere blevne afstumpede ved en ikke altid correkt Oversættelse." I øvrigt lagde han til, at han med Molieres ord "la bonne casse est bonne" mente, at "en god Vaudeville [burde] blive det den er og ikke omdannes til et Lystspil" (12.9.1829). Remitteret den 16. sept. 1829 (Kp.nr.331).
Pococks "The Miller and his Men" (1813) havde været læst af en tredjemand, hvilket betød, at Rahbek undslog sig for at argumentere for sin forkastelse, eftersom han (fejlagtigt) tog de "utallige Blyantsstræger og Mærker" for Mantheys værk. Rahbek mente, at der højst kunne blive "et Spektakel til en Fiellebod" af stykket, aldrig en plads dertil på skuepladsen (11.9.1829). Manthey opfattede tredjemandens værk som en advarsel til oversætteren, der havde formastet sig ved at indsende "en slet Originals usle Oversættelse", hvilket kun kunne takseres til "forkastet" (15.9.1829). Forkastet af Holstein den 16. sept. 1829 (Cp). "Der beste Ton" (Berlin 1828) af Töpfer havde Winsløw i juni på direktionens ansvar (?) betalt honorar for (TK 1829,3.kv.nr.1504, jf. Bp 30.9.1829). Hvorfor en oversættelse ikke blev produceret levner materialet ikke oplysninger om.
Liebes omarbejdelse "Hundrede Forvirringer" af et, ifølge Manthey, "ældgammelt Skuespil" (benyttet af Holberg til "Mascarade" mente Rahbek) havde det moret Rahbek at læse, fordi han genikendte scener: "Ogsaa i sin egen Gestalt, troer jeg, skjøndt det hist og her har nogle vel snaksomme Scener, at det vil more .. Mod Stykkets Antagelse, mener jeg, intet kan være at indvende" (21.9.182). Manthey var ganske på det rene med at stykkets scener, vittigheder og forviklinger vilde more, ligesom de beslægtede hos Plautus, Tarents, Moliere og Holberg, men han sagde fra "saasnart man forsøger at modernisere" disse ingredienser, thi da "ville de, som forældede, vrages af det samme Publikum der ynder hiin Tids Forfattere og deres Arbeider. Dette bliver vel end mere Tilfældet, naar blot enkelte Stæder, og ikke det Hele er affattet med en Molleres eller Holbergs Aand og lune". Hen-synet til publikum blev for Manthey det afgørende, men kritiseres for at være publikums tjener ville han ikke, hvorfor hari afsluttede sit votum: "Uden altsaa at erklære mig imod det som i sig selv er godt, troer jeg at det, saaledes opvarmet, bliver hors de saison, og at det, som contrasterende med vor Tids Smag og med vore Fordringer til nu levende Forfattere, ikke vil kunne [sideskift][side 370]holde sig paa Repertoiret" (29.9.1829). Manthey markerede således klart generationsforskellen mellem censorerne: Rahbek sad fast i fortiden, mens han selv vidste hvad teatret kunne byde det moderne publikum. Holstein fulgte Manthey, hvorpå stykket remitteredes den 2. okt. 1829 (Kp.nr.339).
Lemberts "Die vergebliche Mühe" (1817) i J.C.Schythes oversættelse mente Rahbek var "et ganske net Lystspil, som godt oversat, nok kunde more". Trods oversættelsens svagheder ville han dog tilråde antagelse, hvorefter han ville påtage sig at "gjennemsee og rette Sproget" (28.11.1829). Manthey tiltrådte Rahbeks vurdering, idet han mente, at stykket kunne "holde sig paa Repertoiret" samtidig med at han fandt det nødvendigt, at oversættelsen blev "corrigeret", før rollerne blev udskrevet (1.12.1829). Rahbek foretog adskillige korrektioner (2), som Heiberg dog var blevet ansat til at gøre, hvorpå roller uddeltes til "Spildt Umage" den 1. febr. 1830 (PRFD). Se s.516.
Det er vel påfaldende, at aktiviteten i forbindelse med oversættelser så godt som ikke registreres efter december 1829. Repertoiret synes ganske oplagt tilrettelagt efter publikums smag. Enige censorer afviste den indfranske Scribe, den indengelske Pocock, mens de antog Lemberts tyske stykke, dog med en forudgående nødvendig korrektion af oversættelsen. Shakespeares lystige koner blev vel antaget på grund af oversætteren, thi skuespillerne gjorde havd de kunne for at omkalfatre dette stykke, hvorover censorernes ekspliciterede dom desværre ikke kendes. Scribes for(tysk)danskede "Fornuftgiftermaalet" kunne nok spilles i Danmark. Manthey synes stort set at fortsætte den af Collin lagte linje for teatrets udenlandske repertoire, men var måske ikke helt så heldig med udfaldet, som Collin havde været.
[sideskift][side 371]
I foregående sæson havde Heiberg selv tilbudt et sujet til geburtsdagsstykke (jf. s.327). I indeværende opfordredes han allerede den 22. apr. 1829 til at være betænkt på at levere stykket til jan. 1830. I god tid skulle han aftale det fornødne med Kuhlau (Kp.nr.219). Kuhlau forlangte 600 Rbd. for at udføre kompositionen (Borup nr.213 22.5.1829). Direktionen forlangte den 30. maj 1829 Kuhlaus skriftlige erklæring herom, førend man indberettede sagen til kongen (jf. Kgl.Res. af 28.3.1829 omtalt s.328). Kuhlau afgav ingen erklæring, men Heiberg må nu alligevel have regnet med at Kuhlaus honorar ville blive bevilget, thi den 29. juli 1829 indleverede han sit udkast til "Kong Valdemar Atterdag" (Pros.Skr.Bd.XI). Den i 1828 udtrykte skepsis blev imidlertid fornyet i 1829, thi primo sept. 1829 skrev P.V. Jacobsen: "Nu har man fundet dette .. Æmne anstødeligt, og det skal ei opføres" (6. 9.1829 NkS 2635). Jacobsen, der aldeles ikke yndede Manthey, ville tilskrive ham æren herfor. Set i den rette sammenhæng kan dette aldeles ikke anses for at være særligt sandsynligt. Det har snarere været Holsteins vagtsomhed, der har været udslaggivende. Se s.968.
Heibergs debut som teaterdigter må karakteriseres som alt andet end lykkelig for både ham og teatret: afvisning, fiasko og tilrettevisning.
[sideskift][side 372]
Kilderne til denne sæsons udenlandske operarepertoire er ganske interessante, ikke mindst fordi Siboni var på rejse i udlandet april til oktober 1829. For sin afrejse tilskrev han direktionen, om den havde interesse i at han enten i Tyskland eller Frankrig skulle skaffe "quelques Operas adapté à notre Theatre, et personal, dont nous en avons grand besoin". I stedet for avisers og Jounalisters panegyrik kunne teatret lide på Jos. Siboni: "moi je m’avou disciple de St Thomas; ainsi, j’attend, les ordres de la direction, la priant de me les donner sitôt que possible" (I.B.nr.1764.26.3.1829). Collin opsatte svaret, ganske, bekendt med Sibonis evner til at presse penge ud af konge og teater: " .. de større eller mindre Operaer, som her ikke [ere] bekjendte, og som kunde være passende for vor Skueplads" måtte Siboni gerne anskaffe "Texter og Partiturer" til, men, og det viser Collins opfattelse af Siboni, "at De i denne Anledning skulde forlænge eller udvide Deres Reise, dertil kan man ikke raade, da man ikke er autoriseret til at lade Dem i denne Henseende udbetale nogen Godtgiørelse af Theaterkassen" (l.c.) (1). Fra Kassel skrev Siboni om sit indtryk af Aubers opera "La Muette de Portici" (tekst af Scribe og G.Delavigne (ARM 29.2.1828)), som han havde set den opført i Hamborg: ".. il y a de la superbe musique, très beau Sujet Theatrale, de beaucoup d'effet, mais pas pour notre Theatre. L'op[era] est à tous Recitatifs, et c'est ce qu'il y a de plus beau, en outre de beaux Chans[on] mais une jeune fille muette qui est l'interessant de la pièce, et qu'elle doit être une grande Pantomimiste, et Actrice &c. et le plus un Mazaniello qui doit être grand Chanteur, grand Acteur et que lorsqu'il est empoisoné il devient foux, en ragé, desesperé, avec la mine d'un furieux foux qui s'enfuit de Bistrup &c. et si on n'a pas souffert sur la Scene le Pere d’Agnese, qui est un petitmaitre qui va à un bal en comparaison de celui là, comment pourroit hazarder de placer sur la Scene un tel horreur: mais on le trouve cependant interessant dans tous les pays, et moi aussi il m'a attendri, en me faisant horreur. -pour le reste, beau spectacle, &&ctc. .." (UjBr.17.5.1829). Måtte Siboni af naturel skræmmes af denne operas effektmidler, kunne han dog ikke undlade at blive fascineret deraf, selv om han erklærede, at den ikke egnede sig for København (det danske hof), På denne mere end tvetydige foranledning anmodede Holstein [sideskift][side 373]Heiberg om at fremkomme med en vurdering. Efter at have løbet et klavertog igennem var han blevet klar over, at det ikke passede "til en Fødselsdag, .. da Sujettet er meget tragisk" og det overhovedet var tvivlsomt om publikum ville behages ved denne opera. Heiberg var imidlertid "tiltrods for adskillige Svagheder" i stykket positivt stemt derfor, "især da Musiken synes at være brillant, skjøndt noget manieret. Men det vil være nødvendigt, at lade Recitativerne blive staaende, istedetfor at opløse dem til Dialog, som vi ellers pleie at gjøre, thi den Stummes Spil, som ledsages af Musik, forekommer næsten i alle Recitativerne" (Borup nr.214, 3.6.1829). Heiberg bad sig stykket tilsendt, hvis direktionen antog det til opførelse. Sagen blev imidlertid ændret ved Waagepetersens initiativ, idet han fra Frankfurt meddelte teaterdirektionen, at han havde købt partituret til operaen, da "Leiligheden .. tilbødes" ham. Han mente, at den "meget let [måtte] .. kunne opføres paa vores Theater .. i Anledning [af] Delle [sic] Dronningens høie Fødselsdag", hvilket også "Herr Syngemester Frölich [2], som jeg her haver truffen" mente (I.B. nr.1787, 5.7.1829). I august sendte han partitur, tysk og fransk libretto til hhv. Holstein og Manthey (l.c., 20. og 24.8.1829), men da Heibergs opgaver til kongehusets festdage på dette tidspunkt var fastlagt, vedtog direktionen at lade den nys hjemvendte justitsråd, arkiater J.J.A. Schønberg oversætte teksten. Medio oktober havde man planer om at opføre operaen til kongens fødselsdag i jan. 1830, men på grund af Sibonis fravær turde direktionen intet foretage sig. At man arbejdede seriøst understreges af Holsteins anmodning til legationsråd Løvenørn i Berlin om at få Gropius’ tegninger til dekorationerne. Den 23. dec. 1829 annullerede Holstein sin anmodning:"Da imidlertid Omstændighederne saaledes have forandret sig at jeg ikke mere lægger saa megen Vægt paa Tegningen af forommeldte Decorationer, beder jeg Deres Høivelbaarenhed, ikke videre dermed at uleilige Hr Gropius, .." (Kp.nr.370). Denne hofprægede aktivitet blev da standset ved Sibonis produktion af "Aloyse", se s.374. Men Schønberg brød ganske sammen i det nye år. Han "tilskrev Directionen i Anledning af den omhandlede Oversættelse .. med Tilbud i Tilfælde, en anden Behandlingsmaade skulle findes at foretrække, da at afgive Stykket, hvilket man modtog, og har da Theaterdigteren .. dette Arbeide, som han, til dets hurtigere [sideskift][side 374]Fremme Actviis tilstilles den ene af Censorerne, Hr Conferentsraad Manthey, der da efter at have giennemgaaet samme, foranstalter det videre fornødne" (Dp). Heiberg, der holdt sin fader godt underrettet om hvad han foretog sig i kongens tjeneste, meddelte den 20. marts 1830, at han var "meget beskjæftiget med Oversættelsen .. som skal opføres her i Mai Maaned, og hvorved Directionen haaber at gjenvinde de Penge, som den har tilsat i indeværende Saison. Kun frygter jeg for, at denne Speculation bliver et pium desiderium" (Fam.Br.nr.13). Roller uddeltes den 25. (1.akt) og 30. (2.akt) marts 1830 (PRFD), hvorpå "Den Stumme i Portici" havde premiere den 22. maj 1830 (opført 80 gange i den behandlede periode) (3).
Beethovens "Fidelio" (jf. s.232) bestemtes den 2. juli 1829 "som det første nye Syngestykke, der i forestaaende Saison bliver at bringe paa Skuepladsen" (Dp). Rollerne uddeltes den 14. juli 1829 (PRFD), og stykket opførtes første gang den 17. sept. 1829. Endnu tre opførelser oplevede stykket inden Siboni kom hjem fra udlandet. Se s.951.
Maurers opera "Aloise" (Hannover 16.1.1828) ventede Siboni ti dage i Kassel for at høre: "j’ai trouve assez bell'opera, et avec quelque petite localitè, que Mr Heiberg pourra placer, et quelque autre ometre, on pourra la rendre interessante pour notre Theatre. la musique est belle, c.a.d. bien composé &&. d'ailleurs la Duchesse l'a tellement loue, que j'ai du la comettre, et la prendre pour notre Theatre. le prix que j'ai fixé avec les deux Compositeurs Mr d'Holbein, et Mr Maurer c'est de 25 à 40 Louis Fred. .." (UjBr.17.5.1829). Følgelig tilsendte Holbein direktionen et partitur, "welche Herr Professor Siboni bei uns für Rechnung seines Hofes bestellen" (NBU, 6.7.1829). Den 29. juli 1829 modtog Rahbek operaen til censur (Dp); hvorvidt han læste stykket på dette tidspunkt får stå hen. Fra Forli oplyste Siboni, at han udover "La Muette" og "Aloise" ikke havde fundet noget af interesse på sin rejse; han ventede at bringe et par italienske operaer med hjem til teatret (UjBr. 3.8.1829). Den 23. sept. 1829 tilskrev direktionen ham imidlertid, at man forventede, at han med sin "sædvanlige Velvillie og Iver for alt hvad der bidrager til vort Kongehusets og Publicums Fornøielse vilde være betænkt paa fra Udlandet at medbringe et til denne Høitidelighed passende Stykke" (Kp. nr .337). På grund af det anstødelige [sideskift][side 375]i Heibergs sujet (jf. s.371) og arkiater Schønbergs uformuenhed havde teatret da ikke andre muligheder end Maurers opera til kongens geburtsdag (Dp 4.11.1829). To dage senere fik Heiberg ordre til at oversætte originalen, dog med visse "Forandringer ved Stykket, een i Henseende til Prindsens Forhold til Aloise, en anden med Hensyn paa det Optog som forekommer i sidste Scene" (Borup nr.224). Heiberg afleverede "det sidste Ark af Partituren" den 21. dec. 1829. Oversættelsen afleveredes imidlertid ikke til censorerne i manuskript, fordi sekretær Printzlau efter aftale med Manthey "holdt det tilbage, og lod det trykke", hvorved skuespillerne fik det hurtigere (14.1.1830 PRFD). Rahbek lod da galden flyde i sit votum;"Ved Aloyse har jeg intet videre at erindre, end at det først d 14 Jan. kom mig trykt tilhænde. At Censorerne paa denne Maade sættes aldeles ud af Kraft, da ved et Stykke der om 14 Dage til en høitidelig Leilighed skal bringes paa Scenen, ingen Forandring lader sig foreslaae eller fordre, naar man ikke vil udsætte sig for, at lægge det Hele Anstødssteen i Veien, er øiensynligt; og da dette nu anden Gang i Rad finder Sted, føler jeg mig forpligtet, paa det indstændigste at andrage paa, at Theaterdigteren tilholdes, saa betimelig for Fremtiden at indlevere sit Arbeide, at det kan undergaae den vedbørlige og anordnede Censur, der ikke blot er en Rettighed men en Pligt for Censorerne" (15.1.1830, NkS 1454). Manthey indskrev som vanligt Rahbeks votum i protokollen, men ændrede ved indskrivningen entalsformen til flertal, hvorved han opnåede at dække over det af Heiberg omtalte forhold i dec. 1829. Kun på denne måde kunne han underskrive direktionens skrivelse af 21. jan. 1830, der i sine formuleringer er konciperet efter Rahbeks votum (jf. Borup nr.223). Heibergs forsvar må da tages til efterretning; men hans forslag om en særstilling i forhold til teatercensuren vedrører ikke operaen "Aloise", men derimod teaterdigteren Heiberg, hvorfor der henvises til s.389. Operaen blev i øvrigt ingen succes, idet den kun opnåede 3 forestillinger.
Paisiellos yndede opera "L'amor contrastato" (Neapel 1788) havde været givet i uddrag ved Sommerforestillingerne i 1825 (jf. s.151, "Die schöne Müllerin"). Kammerassessor og bibliotekar ved kongens håndbibliotek N.H. Weinwich havde til denne lejlighed stillet sit partitur til rådighed, men han nåede imidlertid ikke [sideskift][side 376]at oversætte teksten før sin død den 2. maj 1829. Enken søgte at afsætte partituret til teatret, men direktionen afslog tilbuddet dels fordi "Stykket neppe vil blive givet paa vor Skueplads", dels fordi operaen "er af de gamle Musiker der kan faaes til 10 Specier" (enken havde forlangt det dobbelte) (Kp.nr.368). Efter konsultation med Lose erklærede fru Weinwich, at direktionen hvad angik prisen, enten måtte tage fejl eller forveksle Paisiellos opera med manden (I.B.nr.1830, 6.1.1830). Hvorvidt Siboni var virksom vides ikke, men det ville unægtelig være i overensstemmelse med hans smag, om han havde afvist et indkøb af en af Paisiellos operaer.
Hérolds opera-comique "Marie", tekst af Planard, (OC 12.8.1826) søgte teatret forgæves partituret til i Hamborg (NBD, Liebe til Lebrun 11.12.1827). Lose leverede tekstbog og partitur i febr. 1828 (TK 1829 1.kv.nr.135). Overskou blev overdraget oversættelsen, som først ses indsendt i 1830. Manthey erklærede den for "særdeles nøiagtig og god", efter at have konfereret oversættelsen med originalen (18.3.1830). Rahbeks sidste censur afslørede intet om argumenterne for en antagelse:" Jeg skynder mig at indsende Stykket med mit Ja, at det desfør kan komme Theatret til Gavn" (22.3.1830). Allerede den 25. marts 1830 meddelte Siboni Overskou sit forslag til en rollebesætning (NBD), men først den. 3. aug. 1830 uddeltes rollerne (PRFD). Den 25. sept. 1830 fandt premieren sted (opført 3 gange).
Helt afgørende er antagelsen af Aubers "La Muette", thi hofpartiet med Waagepetersen, Schønberg og Holstein i spidsen, men uden Sibonis aktive medvirken, arbejdede på opførelsen af denne opera, inden den blev oppositionens bannermærke i europæisk politik. Kun Heibergs arbejde, for såvidt overvåget af Manthey, bragte operaen frem på det danske teater. I modsætning hertil står Sibonis begejstrede omtale af Maurers ubetydelige "Aloise", som imidlertid fik betydning, fordi Heiberg misforstod relationerne mellem Siboni og Manthey/Holstein: påtalen i jan. 1830 vidner om hofpartiets underkendelse af en underordnet embedsmand. Heiberg ville ikke anerkende dette forhold, ihvorvel han kun havde altfor god grund dertil. Opførelsen af Beethovens "Fidelio" synes næsten at være Collins afskedssalut til Siboni, mens afvisningen af Paisiellos opera kunne være Sibonis gengældelse. Herolds synge stykke kom vel frem uden større interessemodsætninger, bestilt til opførelse allerede i 1827.
[sideskift][side 377]
"Reisen til Riddersædet" (jf. s.336) remitteredes den 30. juli 1829 (Kp.nr.267). "De Syv Krigere som Piger" gik samme vej (Kp.nr.272) "Speculanterne" var ifølge Manthey "blottet for sund Sands, Sprogrigtighed, og alt det der udfordres, for med Held at kunne frembydes paa Scenen" (13.8.1829). Rahbek var indigneret over at "man tør bebyrde en Kongelig Direktion med saadant Sudleri" (14.8.1829) Stykket returneredes den 19. aug. 1829 (Kp.nr.291).
"Aftenunderholdningen" var "hverdagssnak, med nogen af de sædvanlige Local= og Personal-ingredientser .. f.Ex. dem om Catalani og Zrza". Hertil lagde Rahbek også en moralsk vurdering: "Var jeg saa lykkelig at have Børn, og især vakre Døttre, vilde jeg udentvivl have adskilligt mod de Cadetforlovelser og Børnekjæresterier Vaudevillerne have bragt i Mode paa Scenen". Hensynet til den nye medarbejders indflydelse afspejles i sidste passus af censuren: "Uden at give dette Stykke mit bestemte Ney, i Tilfælde min musikkyndige Medcensor maaskee i musicalsk Henseende skulde finde det passende for Skuepladsen, kan jeg dog hverken ønske eller tilraade dets Antagelse" (22.8.1829). Manthey var imidlertid ganske sikker i sin sag: han fandt det aldeles uegnet til opførelse på skuepladsen, thi "det er paa den høie Tid man igjen etablerer Forskjel imellem Fielleboe og Nationaltheater" (25.8.1829). Udsagnet underbygger opfattelsen af Mantheys værdighed: teatret skulle præges. Remitteret den 28. aug. 1829 (Kp.nr.328).
"Amagerpigen" blev af Rahbek karakteriseret som "den flaueste og dummeste Tingest, der endnu har rendt os paa Dørrene" (12.9.1829), mens Mantheys sociale forståelse illusreres af hans vurdering af vaudevillen. Ifølge ham ville end ikke et teatret "indrettet til Moerskab for Kokkepiger og Gaardskarle, kunde være tjent med denne Amagerpige" (15.9.1829). Holstein stadfæstede forkastelsen den 16. sept. 1829 (Cp).
"Grøncour" turde ifølge Rahbek være indsendt af et komplot for at keede os om ikke ihjel dog i Dvale. .. materialiter og formaliter, det allersletteste, man har budet os" (16.9.1829). Manthey fortsatte: "Amen!", idet han lagde til, at titlen var en Sprogbommert" og at "Versene ere saa Haarde og ujævne som Steenbroen i Nyvestergade, og hvis Indhold man forgieves søger at hitte Rede og Mening i" (22.9.1829). Remitteret den 23. sept. 1829 (Kp.nr. 338).
I "De kiøbenhavnske Tyrolere" (jf. s.336), omarbejdet og nu med titlen "3 + 7 Scener" fandt Rahbek "især .. de episodiske Scener [sideskift][side 378]med Tilskueren, der formodentlig skal være satiriske, høist flaue og ækle; "iøvrigt mente Rahbek, at forfatteren mest af alt var "en halvstuderet Røver" (30.9.1829). Manthey fandt stykket så "usselt" at det ikke lønnede umagen "af en mere detailleret Kritik"; hverken dansk, tysk eller fransk forstod forfatteren (6.10.1829). Remitteret den 7. okt. 1829 (Kp.nr.344).
Andersens "Kiærlighed paa Nicolai Taarn" (jf. s.335) gik kun tre gange i foråret 1829. I et forsøg på at få vaudevillen spillet påny indsendte han nye sange til sit stykke. Rahbek fandt dog ikke, at de hverken skæmmede eller hjalp dette stykke til atter at sættes på repertoiret, thi dets "Hovedanstød, og hvad sikkerllg særdeles har bidraget til den Ugunst det hos en Deel af Publicum skal have mødt, var den kaade Parodie over det meest rørende Sted, i vor første levende Digters deilige Axel og Valdborg" (NkS 1454) (1). Da hverken Manthey eller Holstein havde Collins sympati for Andersen, skete intet videre.
"Generalprøven" ville Rahbek ikke give sit bestemte nej,"hvis man troer, den kan behage .. på scenen , hvilket jeg ikke drister mig til at afgjøre". Begrundelsen herfor var ganske enkel: "Der er faae Ting, i det mindste i den sceniske Verden, jeg forstaaer mig mindre paa, end paa Vaudeviller, og ærlig sagt, er jeg bange for, de skal faae deres forrige Indpas igjen" (22.12.1829). Rahbeks ærlighed modsvaredes af Mantheys krav til sig selv som censor, idet han gerne ville bogføre sine bedømmelseskriterier for vaudeviller: "Ved en Vaudeville kan man, efter min Formening, ikke absolut forudsætte, vel overlagt Plan, forviklet Intrigue, regelret Gang og ædelt Sprog, men man bør gjøre Fordring paa, levende Dialog, Vittighed, Fiinhed og Theatereffekt, hvorhos det bliver en, i Stykkets Natur grundet, Hovedbetingelse at Versene ingenlunde maae være Fyldekalk, men netop indeholde de egentlige Pointer, som, fremhævede ved et godt musicalsk Foredrag, især foranledige, at Stykket vinder Yndest hos de Skuespilbesøgende" (29.12.1829). Mantheys kriterier udsprang nok af læsningen af Heibergs forsvar for vaudevillegenren, men viser også en forståelse for scenens krav til tekst og musik. Da "Generalprøven" af hans foreninger kun besad teatereffekt, kunne han ikke tilråde antagelse. Remitteret den 31. dec. 1829 (Kp.nr.371).
Den 19. maj 1830 returneredes Rumohrs vaudeville "Kurven eller StudenterLykke" (Kp.nr.308). Se s.457.
[sideskift][side 379]Det afgørende er stykkernes slette indhold. Her kunne vitterlig ikke fremkaldes konfrontationer i censurinstitutionen. Det næst afgørende er Rahbeks totale fallit med hesyn til denne genre, thi han indrømmede åbent, at han ikke vidste hvad der gjorde en god vaudeville. Endelig skal fremhæve Mantheys forsøg på at definere sit vurderingsgrundlag. På bagggrund af striden i midten af 1820'erne har han åbenbart fundet det betimeligt at klarlægge sit udgangspunkt. Rahbek kunne næppe forundres, thi han måtte kende ræsonnementerne fra læsningen af Heibergs vaudeviller. Mantheys forfængelighed kan derimod ikke nægtes, fordi der var dog intet selvstændigt i hans kriterier ang. den gode vaudeville. Derimod placerede han sig generationsmæssigt på linje med teaterdigteren, og det var sikkert taktisk klogt, når det gjaldt det videre samarbejde.
[sideskift][side 380]
Théaulon, Arm. d'Artois & d'Allardes vaudeville "Les Inconvénients de la diligence, ou M. Bonaventure" (TVR 11.11.1826) (1) stempledes af Rahbek som noget besynderligt "Vrøvl", uegnet "for nogen Skueplads i Verden" (13.3.1830). Manthey, der mente det var en af Scribes vaudeviller, forkastede følgelig kun oversættelsen, "der gjør den vittige Dialog meningsløs og til virkelig Vrøvl", selv om originalen var et af Scribes(!) "vittigste Stykker" (14.3.1830). Hvorvidt denne oversættelse er identisk med den ligeledes anonyme der benyttedes ved Sommerforestillingerne i 1835 får stå hen. Se s.609.
[sideskift][side 381]
Allerede i nov. 1827 havde G.H.Olsen søgt at udvirke en kgl. tilgivelse af Bournonvilles egenrådige optræden i Paris. Ved kgl. reskript af 15. dec. 1827 opfyldtes første etape: Bournonville blev tilgivet. Samtidig besluttede direktionen at indgå med en forestilling om dansevæsnets forfaldne forfatning og Bournonvilles fremtidige stilling ved teatret. Forhandlingerne om Bournonvilles ansættelse led imidlertid skibbrud i aug. 1828 på grund af honoreringen af Bournonville. Juni 1829 accepteredes Bournonvilles noget modererede krav, hvorpå han begyndte sin gæsteoptræden den 1. sept. 1829. I nov. 1829 afsluttedes den 18-årige kontrakt med virkning fra 1. april 1830.
I perioden 1.9. - 6.11.1829 optrådte Bournonville 22 gange, hvilket aflønnedes med 1760 r.S.(TK 1829 nr.1673). Indtil medio apr. 1830 opholdt Bournonville sig i Paris for at afvikle sine forpligtelser dér.
I København bestod repertoiret i sept.-nov. 1829 af følgende nyheder : "Gratiernes Hylding" (1.9.1829) (6 gange), "Søvngængersken" (21.9.1829) (10 gange), "Soldat og Bonde" (13.10.1829) (3 gange), mens ældre balletter af Larcher "Kjærlighed paa Landet" og "Det forstyrrede Malerie" hver opførtes 1 gang.
Intet i Bournonvilles kontrakt pålagde ham specielle krav med hensyn til produktionens omfang eller bestemmelser om censur af balletprogrammer. Tilsyneladende havde han fuldstændig frie hænder. Hvad der derimod ikke blev nedskrevet var hans selvfølgelige pligt til at konferere med teatrets chef. Imidlertid findes intet skriftligt materiale bevaret om de uundgåelige forhandlinger hver ny ballet har medført.
Divertissementet "Gratiernes Hylding" anføres kreeret af Bournonville, og gaves første gang ved festforestillingen den 1. sept. 1829 i anledning af prins Ferdinand og prinsesse Carolines bryllup den 1. aug. 1829. Bournonvilles hyldest og afbigt kunne balletten kaldes.
"Søvngængersken" var Bournonvilles version af Scribe & Aumers La Somnambule, ou l'Arrivée d'un nouveau seigneur" (ARM 19.9.1827), til Hérolds musik. Bournonville valgte med nidkærhed et repertoire, der understregede omvæltningen i teatrets forhold til balletten, se s.440.
"Soldat og Bonde" kreeret af Bournonville til Ph.L. Kecks musik nåede han kun at fremstille tre gange før afrejsen til Paris; divertissementet [sideskift][side 382]opførtes ialt 56 gange i den behandlede periode.
I Heibergs "Prindsesse Isabella" optrådte Bournonville som Giovanni; herudover medvirkede han i forskellige divertissementer (26.9. 1829 i orientalsk stil, sammen med Mad.Kretzmer, gentaget den 5.11.1829).Den 29. okt. 1829 optrådte han både som Giovanni og deltog i dansen (1).
I den tid Bournonville opholdt sig i Paris opførtes følgende balletter : "Kjærlighed paa Landet" (18.11.1829), "Søvngængersken" (22.11.1829, 14. og 23.3.1830), "Fanden er løs" (22.12.1829), "Det forstyrrede Malerie" (7.1.1830), "Danina" (16. og 19.2.1830, 4. og 11.3.1830), "Amors og Balletmesterens Luner" (22.2. og 10.3.1830).
Efter hjemkomsten den 27. april 1830 opførtes "Søvngængersken" (29. 4., 14. og 17.5.1830), "Soldat og Bonde" (3., 4., 12. og 21.5.1830) og "Gratiernes Hylding" (10. og 25.5.1830).
I de tre delperioder opførtes henholdsvis 20, 12 og 9 balletforestillinger, hvilket ikke kan siges at tegne et entydigt billede af Bournonvilles betydning for balletvæsnet.
Larcher dansede tre gange Edmonds parti i "Søvngængersken", men Manthey var aldeles ikke tilfreds med denne danser: "Deres [Bournonville] Yttringer angaaende Hr Larcher ere aldeles overeensstenmende med min Maade at ansee Sagen paa. Med sand Ærgrelse har jeg seet den mig forhen ubekjendte Ballet, Fanden er løs, og da jeg fandt den aldeles uværdig for vor Scene og Hr. Larchers bedre Ævrer, har Jeg foranlediget at den ikke mere vil blive givet, derimod frygter jeg for at vi i det mindste eengang ville see ham i Balletten [Danina eller] Jocko, hvilket synes at ligge ham meget paa Hjertet endskjøndt man deraf neppe kan uddrage en fordeelagtig Slutning om hans Kultur eller hans Kunst." (NkS 3258 2.2.1830). Manthey gjorde det klart for Bournonville, at det ikke skulle skorte på hans "kraftige Understøttelse og Medvirkning" til ballettens fremme, men Bournonville måtte betænke "de særdeles indskrænkede Ressourcer der ere stillede til min Disposition og som ikke kunne forøges, uden at skade andre Grene af Skuespilkunster, hvilke efter Hs Masts Villie, hos os stedse skulle ansees som Hovedsagen. Vel indseer jeg tilfulde, hvor vanskelig den Opgave er, med faae og som oftest utilstrækkelige Midler, at frembringe Noget der tiltrækker og vedligeholder Publicums Opmærksomhed, i det Kunstkjenderne tillige tilfredsstilles, men vor Tillid til Dem er heller ikke liden, og vi troe netop i Dem at have fundet den forstandige [sideskift][side 383]Mand og den udmærkede Kunstner, der, fra Ungdommen af bekjendt med vor Scenes Mangler og Beskaffenheden af dens Hjelpekilder, ikke vil forsøge det Umuelige, men sætte sin Ære i at vise, hvorledes det er det sande Talents ægte Særkjende at være sig selv nok og som enhver Geniets Skabelse at frembringe en nye Verden af et hidtil betydningsløst Chaos." (l.c.). Mantheys holdning var aldeles klar: han havde sympati for Bournonville, men økonomisk måtte Bournonville forstå, at der var grænser for hvad kongens teater kunne ofre på balletten. Ganske sammenfaldende hermed var Molbechs opfattelse, se s.433.
Det eneste balletprogram, der blev taget under censur i denne sæson, var det af Larcher indleverede "Clary eller Ægteskabsløftet" (Dp 2.7.1829). Som en følge af tingenes udvikling var det utænkeligt at lade en stor tre-akts ballet kreeret af Larcher komme på scenen.
Ganske og aldeles havde direktionen overladt det til Bournonville at diktere teatrets balletrepertoire. Det ovenfor nævnte repertoire i de tre perioder viser hvorledes Bournonville allerede fra begyndelsen (selv kun i sin gæsteoptrædende rolle) fuldstændigt beherskede repertoiret, og hvorledes Larcher blev skubbet til side, med direktionens velsignelse.
[sideskift][side 384]
Prolog og sang til festforestillingen i anledning af prins Ferdinand og prinsesse Carolines bryllup var forfattet af Heiberg (Poet. Skr.Bd.9,265). Hoftjenesten skete på kongens forlangende:"For dette lille Arbeide forærede Kongen mig en ny Gulddaase, dobbelt saa kostbar som den forrige" (Fam.Br.nr.12.3.11.1830). Sangene til dronningens og kongens fødselsdage leveredes selvfølgelig af Heiberg (Poet.Skr.Bd.9.266f).
I anledning af Rahbeks død den 22. april 1830 skrev Oehlenschläger en prolog "Rahbeks Minde", der blev fremsagt af Md. Wexschall. "Emilie Galotti", Rahbeks yndlingsstykke, opførtes efter prologen. De 6 aftenunderholdninger kan ikke genremæssigt klart adskilles fra flere af koncerterne, hvor også deklamationsnumre ofte fremførtes. Nyheder forekommer, men censorerne har intet skriftligt efterladt sig derom. Ingen af Heibergs epiloger (jf. Poet.Skr.Bd.9) ses heller læst af censorerne.
De 6 søndagsforestillinger forekommer at have et helt konventionelt præg uden tidligere sæsoners bevidste forsøg på at give publikum speciel anledning til at frekventere teatret (jf. Kp.nr.342, 7.10.1829).
[sideskift][side 385]
Davids opgør - inspireret af og på Heibergs ansvar - med teaterdirektionen anskueliggjorde for publikum, hvad der var præsteret i løbet af sæsonen:
| 8 sørgespil | opført 14 gange |
| 23 syngestykker | - 66 - |
| 44 større lyst- og skuespil | - 97 - |
| 8 vaudeviller | - 26 - |
| 7 enaktssyngestykker | - 8 - |
| 28 enaktslystspil | - 82 - |
Balletterne omtalte David ikke, se s.381-83.
Vaudeviller og sørgespil var underrepræsenteret, mens enaktslystspil var kraftigt overrepræsenteret. Tyngden lå hos større lystog skuespil, der repræsenterede en tredjedel af samtlige opførelser.
Med hensyn til genoptagelser drejede det sig om følgende
(alfab.)
(1) "Den bogstavelige Udtydning" af Brömel/Munthe, opf. 1. gang den
8.5.1787; sidst givet den 25.5.1826 (50 opf.): 3 gange i sæsonen
og endnu 19 gange i den behandlede periode (ialt 103 gange). Se s.1193.
(2) "Brødrene Philibert" af Picard/N.T.Bruun, opf. 1. gang den 12.8.1825; 2. gang den 14.3.1830, ialt 11 gange.
(3) "Epigrammet" af Kotzebue/N.T.Bruun, opf. 1. gang den 15.5.1802; sidst givet den 8.5.1827. Genoptaget den 12.1.1830 (sidste og 33. gang).
(4) "Feil paa begge Sider" af Schmidt/Kruse, opf. 1. gang den 1.4.1823; sidst opf. den 10.6.1825. Genoptaget den 7.10.1829, givet endnu 6 gange.
(5) "De Halsstarrige" ?/N.T.Bruun, opf. 1. gang den 12.11.1807; sidst givet den 11.5.1808. Kun opført den 4.5.1830.
(6) "Den hjemkomne Nabob" af Morton/N.T.Bruun, opført 1. gang den 5.4.1811; sidst givet den 17.1.1827. Genoptaget den 26.9.1829, opført endnu 10 gange.
(7) "Julestuen" af Holberg, opf. 1. gang den 8.1.1749; sidst givet den 27.8.1817. Opført 25 gange i den behandlede periode. Se s.1054.
(8) "Jægerne" af Iffland/Biehl, opf. 1. gang den 25.3.1788; sidst givet den 5.10.1821. Opført endnu 8 gange i den behandlede periode.
(9) "Kiærlighed under Maske" af Bubois/N.T.Bruun, opf. 1. gang den 11.11.1808; sidst givet den 27.8.1817. Opført endnu 2 gange. Ikke medregnet af David.
[sideskift][side 386](10) "Den lille Matros" af Pigault-Lebrun/Frankenau og musik af Gaveaux, opf. 1. gang den 10.11.1800; sidst givet den 22.3.1828. Genoptaget den 1.3.1830, opf. endnu 4 gange, ialt 37 gange.
(11) "Lodoiska" af Loraux/N.T.Bruun og musik af Cherubini, opf. 1. gang den 31.10.1815; sidst givet den 14.11.1818. Genoptaget den 21.3.1830, opført endnu 2 gange.
(12) "Shakespeare som Elsker" af Duval/N.T.Bruun, opf. 1. gang den 6.9.1816; sidst givet den 9.9.1816. Genoptaget den 15.9.1829, opført endnu 23 gange i den behandlede periode.
(13) "Den skinsyge Kone" af Colman/Rahbek, opf. 1. gang den 2.6.1817. Endnu givet 2 gange i Rahbeks oversættelse. Genoptaget i Dorphs nyoversættelse, se s.737. Ikke medregnet af David.
Sammenlignet med tidligere sæsoner synes Davids kritik langt ved siden af målet, thi genoptagelsen af disse mange forskelligartede stykker viser dog netop at direktionen var blevet tilført ny energi (Manthey). På denne baggrund bør da Mantheys indgriben (overfor Heiberg) bedømmes.
Herudover genoptoges eller uddeltes en eller flere roller i denne sæson i følgende Holberg-stykker:
"Hexeri eller Blind Allarm", opf. 1. gang den 28.10.1750; sidst opført den 29.12.1825. Genoptaget den 16.12.1829.
"Barselstuen", opf. 1. gang den 13.8.1749; sidst givet den 19.1.1829. Genoptaget den 30.3.1830.
"Det lykkelige Skibbrud", opf. 1. gang den 3.1.1754; sidst givet den 6.3.1828, men først genoptaget den 5.3.1832.
Endvidere uddeltes rollerne til Høegh-Guldbergs "Vennen paa Reisen" opført 1. gang den 28.4.1814; sidst givet den 2.5.1816, men ikke genoptaget.
Af oversatte skuespil uddeltes følgende:
Schröders bearbejdelse af Centlivres "De fire Formyndere", opf. 1.
gang den 29.4.1795; sidst givet den 22.1.1821. Genoptaget den 27. 6.1837
(kun denne ene gang), se s.842.
Pigault-Lebruns "Kvaksalverne", opf. 1. gang den 3.9.1804; sidst givet den 19.5.1821. Genoptaget den 17.10.1831 (kun denne ene gang).
Holbeins "Fridolin", opf. 1. gang den 5.9.1814; sidst givet den 13.4.1822, men ikke senere opført.
Pelletier-Volmeranges' "Brødrene paa Prøve", opf. 1. gang den 13.4.1810; sidst givet den 7.3.1817, men ikke opført senere.
Kotzebues "Skumlerne", opf. 1. gang den 19.4.1798; sidst givet den 7.10.1824, men ikke opført senere.
[sideskift][side 387]Kotzebues "De to Brødrs", opf. 1. gang den 23.9.1799, opført sidst den 20.1.1817, men ikke senere givet.
Pelletier-Volmeranges' "De to Frimurere", opf. 1. gang den 21.8.1823, sidst givet den 15.5.1827. Genoptaget den 12.5.1830 (opført 2 gange).
Jüngers bearbejdelse af Marivaux' "Lige for Lige", opf. 1. gang den 21.12.1806, sidst givet den 29.12.1816. Genoptaget den 7.9.1830 (opført 2 gange).
Af oversatte syngestykker uddeltes roller til følgende stykker: D'Alayracs "Huskøbet", opf. 1. gang den 30.11.1802, sidst givet den 5.2.1825. Genoptaget den 18.11.1834 (opført 4 gange).
Gaszmanns "De forliebte Haandværksfolk", opf. 1. gang den 4.1.1781 sidst givet den 27.10.1820. Genoptaget den 18.12.1831 (opført 16 gange endnu i den behandlede periode).
von Dittersdorfs "Apothekeren og Doctoren", opf. 1. gang den 17.11.1789; sidst givet den 6.5.1828. Genoptaget den 10.11.1835 (opført 15 gange endnu i den behandlede periode).
Kunzens "Hemmeligheden", opf. 1. gang den 22.11.1796; sidst givet den 23.10.1827, men ikke genoptaget i den behandlede periode.
Solies "Lønkammeret", opf. 1. gang den 13.12.1803, sidst givet den 2.4.1818. Genoptaget den 18.10.1830 (opført endnu 8 gange i den behandlede periode).
De ovennævnte 17 stykker kom ikke alle frem, men uddelingen af roller viser alene et initiativ; langt de fleste kom dog frem i løbet af de kommende år. Protokollen afslører imidlertid ikke, hvem der tog initiativet til rolleforandringer eller rolleuddelinger, men sammensætningen røber en interesse for ældre tysk og franske komedier og syngestykker.
[sideskift][side 388]
Af helt afgørende betydning for Heibergs forhold til teatret er en afdækning af hans aktiviteter som teaterdigter i denne første sæson. Helt naturligt blev han anmodet om at skrive geburtsdagsstykker til såvel kongens som dronningens festdage: "Kong Valdemar Atterdag" blev supprimeret (jf. s.371) og "Prindsesse Isabella" blev mødt med fortrædelighed af teatret ikke kongen (jf. Fam. Br, nr.12). Som en direkte følge af disse uheld ansøgte Heiberg den 28. nov. 1829 kongen om en særlig årlig ydelse for sin originale produktion for teatret: "Eftersom den mig ved Theatret allernaadigst bevilgede Gage blot er mig tillagt for Oversættelser og Omarbeidelser, hvorimod mine originale Arbeider særskilt honoreres, vilde det være mig til største Fordeel i min Stilling, om den isikkre Indtægt, som disse forskaffe mig, ligeledes maatte anslaaes til en fast Gage.
Deres Majestæt vil neppe finde det ubilligt, at jeg, i den Alder, hvori jeg nu allerede befinder mig, længes efter en fast og sorgfri Existence. Langt fra at en saadan vilde gjøre mig ørkesløs, vilde jeg høist i denne ganske kunne hengive mig til den Kunst og de Videnskaber, som jeg dyrker, naar deels Øieblikkets Sorger, deels Frygt for Fremtiden ikke længer lagde Baand paa min Tanke, og sløvede mine Kræfter. Saafremt jeg derfor maatte være saa lykkelig at erholde en fast Gage, der var tilstrækkelig til at forskaffe mig blot et sorgfrit Udkomme, vilde jeg, da mine Ønsker i denne Henseende ikke gaae videre, med Glæde renoncere paa ethvert Honorar, som i Fremtiden maatte tilkomme mig for mine Arbeider. Netop da vilde jeg virke for Theatret med dobbelt Lyst, og maaskee med dobbelt Held, naar jeg i pecuniair Henseende var uafhængig af mine Arbeiders Udfald, idet de aldeles ikke bragte mig nogen Gevinst eller noget Tab.
Ifald det allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at bevilge mit Ønskes Opfyldelse, da turde jeg maaskee endnu allerunderdanigst udbede mig, at den attraaede nye Gage ikke blev mig udbetalt af Theater=Kassen, men at jeg derimod erholdt den i en eller anden, Theater-Directionen uvedkommende Qualitet, hvorved jeg forpligtedes til at skrive Alt hvad Deres Majestæt selv maatte befale mig, være sig i Hoffets eller i Theatrets Tjeneste, eller i hvilkensomhelst anden Anledning. .." (Finansdep.Journalsager nr. 3504) (1).
Heibergs pengesager var i en elendig forfatning, men ansøgningen [sideskift][side 389]er dog immervæk et mesterstykke i frækhed, thi Heiberg ansøgte om en fast gage for sine originale produkter for teatret, men teaterdirektionen måtte intet vide derom. Heiberg lagde til at han ikke havde videre ønsker i denne henseende, hvilket alt andet lige må kaldes en eufemisme opfundet til lejligheden. Frederik VI måtte være meget velvillig og imødekommende over for Heiberg, om ansøgningen skulle imødekommes. Vel netop fordi der var tale om aftalt spil, resolverede majestæten enevældigt den 5. dec. 1829: "Ham forundes af Finantskassen 400rb Sølv aarligen i 3 Aar uden at ham i denne Henseende paalægges nogen speciel Forpligtelse" (1.Memorialprotokol 1829, nr.1626, Finansdep.Referatjournal 1829, nr.3504; jf. Borup V,75) .
Netop på baggrund af denne kgl. nåde skal teaterdirektionens og Heibergs sammenstød i begyndelsen af 1830 anskues. Direktionens skrivelse af 21. jan.1830 (konciperet af Manthey) udtrykte, at det var "Hans Majestæts Villie", at Heibergs arbejder, såvel originale som oversatte indleveredes "saa betimeligen .. at de Forandringer der enten maatte være at foreslaae eller at fordre, kunne foretages forinden Stykket afleveres til Indstudering" (Borup nr.223). Heibergs forsvar vedr. de konkrete sager ("Prindsesse Isabella" (s.357) og "Aloyse" (s.374)) er anført dér, mens Heibergs principielle holdning anføres her: "Ved denne Leilighed kan jeg ikke undlade at forelægge Directionen en Formodning, jeg har angaaende min Stilling til Censuren, idet jeg beder den høie Direction om at overveie denne Gjenstand, og tage en Bestemmelse desangaaende. Tingen er følgende: Naar jeg uopfordret, blot af egen Lyst, skriver eller oversætter et Stykke, og indsender det til Directionen, da befinder jeg mig i samme Categorie, som enhver anden, Theatret forresten uvedkommende Forfatter, og maa naturligviis underkaste mig de samme Regler. Men naar jeg, som Digter og Oversætter ved Theatret, opfordres af Directionen til at skrive eller oversætte et Stykke, saa arbeider jeg paa Embedsvegne, og maa følgelig, som enhver Embedsmand, selv staae til Ansvar for mit Arbeide. Hvad originale Stykker angaaer, da indleverer jeg altid en Plan, og først naar denne er approberet, skriver jeg Stykket, der altid er i nøie Overeensstemmelse med Planen. I Henseende til Oversættelser, maa jo Censuren have approberet Originalen, inden jeg faaer den til Oversættelse; men at antage, at selve Oversættelsen skulde være Gjenstand for Censur, vilde røbe [sideskift][side 390]en besynderlig Mistillid til en Mand, der oversætter paa Embedsvegne, desuden er det indlysende, at lige Pligter betinge lige Rettigheder, og omvendt. Naar Censuren forlanger Forandringer i en for Theatret fremmed Forfatters Arbeide, saa har denne Rettighed til at undslaae sig derfor, og til at tage Stykket tilbage. Men neppe vil Directionen indrømme mig denne Rettighed ved Arbeider, som den selv har befalt, og som den for det meeste har bestemt til Opførelse paa en vis Dag. Men har jeg ikke denne Rettighed, som alle Andre have, saa kan jeg vel heller ikke have den samme Pligt som alle Andre. Vel kan det Tilfælde tænkes, at en ved Theatret ansat Digter og Oversætter anbringer en upassende Replik eller nogetsomhelst Anstødeligt i sit originale eller oversatte Skuespil; men indtil en vis Grad bør han vel, som Embedsmand, selv staae til Ansvar derfor, og lide under Følgerne af sin Ubesindighed; desuden er naturligviis Chefen berettiget til, dictatorisk at befale enhver Forandring, som han maatte ansee for nødvendig, ja endog til at forbyde det hele Stykke, saafremt han finder sig opfordret dertil. .." (Borup nr.224, 8.2.1830). Heibergs ræsonnementer synes umiddelbart rigtige, thi handlede han på eget ansvar eller direktionens - derom stod striden. Forhandlingsreferatet tydeliggør rimeligvis det ubehagelige i sagens konsekvenser: "Underrettes om det fornødne i denne Anledning" (Dp 10.2.1830). Direktionen kunne nemlig blot henholde sig til at intet i Heibergs kontrakt som teateroversætter tilsagde ham "nogen speciel Fritagelse" for den almindelig gældende censurordning for teatret, hvorfor direktionen ingen kompetence havde til "at giøre nogen Undtagelse med Hensyn til de af Dem leverede Arbeider" (Borup nr.225, 19.2.1830). Heiberg kunne indgå med en ansøgning til Frederik VI, men hertil synes Heiberg ikke foranlediget (vel fordi han vidste en sådan automatisk ville blive ekspederet til teaterdirektionens betænkning).
Kom Heiberg ingen vegne med teaterdirektionen, måtte han håbe på majestætens usvækkede velvilje, hvorfor han den 18. april 1830 ansøgte om et lån på 1200 Rbd.: "Ved det mig nyligen bevilgede Gage-Tillæg, saavel som ved tidligere mig beviiste Velgjerninger har Deres Majestæt uden Tvivl havt den velgjørende Hensigt, at ville forbedre mine Kaar, og derved sætte mig i en lykkeligere Stilling. Med Taknemmelighed bør jeg tilstaae, at dette Øiemed i sig selv er opnaaet, da jeg i det Hele taget, føler mig lykkelig [sideskift][side 391]i den Embede-Stilling, hvori Deres Majestæt har havt den Naade at sætte mig, og tilfreds med de Indtægter, som det har behaget Deres Majestæt at tillægge mig" (Finansdep.Journalsager 1830, nr.1453) (2). Men Heibergs gamle gæld tog for meget af de løbende indtægter: "Min allerunderdanigste Bøn er derfor, at Deres Majestæt, .. maatte allernaadigst behage at tilstede mig et Laan til Afgjørelsen af mine meest trykkende Gjælds-Restancer, paa det at de Velgjerninger, som jeg tidligere har modtaget af Deres Majestæt, derved maatte komme til at opnaae Deres Majestæts egen Hensigt dermed. Hvis Deres Majestæt vilde have den Naade at tilstede mig 1200rddlr, imod Forpligtelse, successiv at afbetale denne Sum ved Afdrag af det Honorar, som tilkommer mig for originale Arbeider for det Kongelige Theater, saa vilde jeg kunne dække den meest trykkende Deel af min Gjæld, og nære det Haab, at jeg ikke for Fremtiden behøver at besvære Deres Majestæt med lignende Bønner" (l.c.). Afsluttende foreslog Heiberg Frederik VI at beløbet "maatte anvises Hr. Conferensraad Collin, der nøie kjender mine Omstændigheder .. for derved at forvisses om, at Pengene virkelig anvendes til den Bestemmelse, som jeg her har angivet" (l.c.). Afslutningen afslører, at Heiberg indsendte ansøgningen i forståelse med Collin, efter rådslagning med denne. Kongen resolverede følgelig: "af Directionen for de Kongl. Skuespil forlanges Betænkning i Henseende til den allerunderdanigst ansøgte AfdragsMaade og hvorvidt Directionen kan paatage sig at foranstalte det Fornødne i den Henseende" (1.Memorialprotokol 1830, nr.632, ekspederet den 24.4.1830). Direktionens forestilling gik imod Heibergs ansøgning, for såvidt som man henviste til hans forskud på 900 Rbd.r.S. (bevilget pr. 15.7.1828, jf. Borup nr.192 og V,67) - der endnu ikke var afdraget: "Dersom det altsaa maatte behage Deres Majestæt at bevilge Professor Heiberg det paany ansøgte Laan af 1200r hvortil han i hans oekonomiske Stilling er høilig trængende, og som man i saa Fald allerunderdanigst maatte andrage paa ikke at maatte falde Theaterkassen til Byrde, vilde Afdragene af Betalingen for hans Arbeider først kunde tage sin Begyndelse naar det ældre Forskud af 900r Sølv var afbetalt" (Finansdep. Journalsager 1830 nr.1453, 30.4.1830). Kongen indså det håbløse i situationen, hvorpå han resolverede til finansminister Møsting, at "Vi [ville] allernaadigst have Professor Heiberg bevilget en Gratification af 500rd Sedler af Finantskassen, hvorimod [sideskift][side 392]Ansøgningen iøvrigt bortfalder." (Finansdep. Orig.kgl.Resolutioner og Rescripter 1830, 5.5.1830). Denne ekstraordinære, collinsk-inspirerede terminshjælp betød imidlertid mere for Heiberg, set i et større perspektiv, idet det er helt evident, at der for Heibergs vedkommende var en tydelig sammenhæng mellem produktivitet og afkastning (ekstra gratifikationer). Teaterdirektionen forstod (accepterede) ikke dette, hvorefter sammenstødene med Heiberg fulgte. Efter nederlaget i febr. 1830 revancherede Heiberg sig ved majestætens "faderlige Hjerte" (ansøgn.), der bevilgede et halvt års ekstra gage- uden nogen form for forpligtelse. Den 21. maj 1830 bevilgede direktionen Heiberg et ekstraordinært honorar for "Prindsesse Isabella" (ie: eftergivelse af Printzlaus forskud til Heiberg den 30.7.1829 (TK 1830, bilag nr.910). Set i forhold til det ansøgte og teatrets forestilling måtte Heiberg anse dette skridt for aldeles utilfredsstillende.
Forholdet til direktionen var blevet forværret - men Heiberg havde kongens velvilje og Collin som katalysator herfor.
Måske forbundet med Heibergs ønske om en ændret status i forhold til den anordnede censur fremkom teaterdirektionen selv med et forslag om en ændret praksis i censurinstitutionen. I direktionsmødet den 17. febr. 1830 enedes direktionens medlemmer om at underkende de tidligere censorers vurdering og for fremtiden anlægge nye kriterier for bedømmelse af ældre stykker. Forestillingen afspejler klart magtskiftet, på trods af Rahbeks underskrift: Da teatret besad en betydelig beholdning af allerede antagne originaler og oversættelser, "hvis Forfattere ansee sig berettigede til ideligen at overhænge Directionen med Begiæringer om at [deres stykker] .. maae blive fremstillede", ønskede direktionen at disse stykker på ny måtte underkastes censur - under henvisning til "ikke paa den ene Side at bebyrde Theaterpersonalet med forgiæves Arbeide, paaføre Theaterkassen unyttige Udgifter og indisponere Publicum ved Forestillinger der ikke vinde Bifald, og paa den anden at kunne være fritaget for Forfatternes og Oversætternes i de nuværende Forhold tildeels grundede Fordringer", - hvilket ifølge resolutionen udmøntedes således, at stykker antaget til opførelse "foruden at tilfredsstille Nutids forbedrede Smag, tillige [skulle] bringe Theaterkassen den størst mulige Indtægt" (Resolutionsprotokol nr.7, forestilling nr.45. Forestillingen dat. 27.2.1830, resolutionen den 9. marts 1830). Netop [sideskift][side 393]fordi resolutionen ikke blot gentog forestillingens ordlyd må det kraftigt understreges, at der med denne resolution blev markeret en ændring i censurinstitutionens virke. Den "forbedrede Smag" og hensynet til teaterkassen peger aldeles uomtvisteligt i retning af ophavsmanden; J.D.T. Manthey. Hans vurderingskriterier skulle for fremtiden gælde (jf. s.362 og s.378). Rahbek-Olsen-Collin-æraen var passé: en ny kunne begynde på Mantheys præmisser, approberet af kongen den 9. marts 1830, men praktiseret siden Mantheys udnævnelse i juli 1829; "Skuepladsens .. Tarv og Trang [maatte] ustridig .. ansees for eneste Regel" (Dp 17.2.1830). Mantheys dygtighed skal/kan ikke diskuteres, men hans bevidste undgåelse af explicitering af "Tarv og Trang" henviser netop hans nærmere forståelse af disse begreber til censurprotokollerne, for såvidt undersøgelsen indsnævres til teatrets repertoirepolitik. Om hans forudsætninger henvises til s.XXXIV.
[sideskift][side 394]
Sommerforestillingerne var ganske få i denne sæson, jf. Overskou V 40. Angående "Masaniello" (sidst opført den 13.3.1819) fremgår det alene af rollebesætningen, at en række scener blev udeladt. Overskous vaudeville "Nørreports Vagt St. Hans Aften" ses ikke læst af Manthey eller Holstein, men med Overskous relationer til Manthey har denne formentlig approberet opførelsen pr. konduite. Om den var skrevet som et lejlighedsstykke vides ikke; den blev i hvert fald ikke forsagt optaget i teatrets repertoire.
Dumaniants "Aabenbar Krig eller Høg over Høg" opførtes den 18. juni 1830 (sidst opført den 13. febr. 1828; første gang opført den 1. dec. 1791). - Stykket blev givet endnu to gange i sæsonen 1830/31 (ialt 37 gange).
Schillers "Røverne" blev givet i samme version som ved Sommerskuespillene i 1823 og 1825, jf. s.83 og s.151.
[sideskift][side 1535]
(1) Allerede i foråret 1829 skrev Søtoft Rahbek til om sin utålmodighed: "i det Jeg har havt nogle Vanskeligheder før, ligger det mig saare meget paa Hjerte, at høre derom. Jeg selv troede, at det med alle sine Svagheder, dog maatte finde en Velynder i det hele taget i Dem" (NkS 2494 14.4.1829). Placeringen er betinget af uvisheden om enten Olsens eller Mantheys læsning.
(2) "Saamegen Pris jeg end kan have sat paa de mig i 1822 meddeelte og i Tilskueren aftrykte Scener, dem jeg imidlertid ikke gjenfinder eller gjenkiender her, saa god Føie de tør have givet mig til at ønske det hele fuldbragt" kunne Rahbek i 1830 ikke antage stykket.
(3) En sammenligning mellem anonymus' og Thieles stykker berettiger ikke til denne konklusion; hvad Rahbek skrev senere i sit votum er dækkende.
(4) Manuskriptet findes NkS 2408; udenpå har Rahbek skrevet "Nørreg[ade] 232 Petersen".
(5) Non e qvovis ligno fit Mercurius; citeret af Apuleius som en vending af Pythagoras (Benz).
(6) Richard Hurd kommenterede Horats, Lessing Aristoteles.
(7) Ars Poetica: "Neve minor neu sit quinto productior actu / fabula quae posci volt et spectata reponi" (Loeb 466f), jf. P.A. Smith Hansens oversættelse af Horats' breve, Kbh. 1901, s.27.
(8) Rettelserne var: "Jeg altsaa ønsker .. med .. mig". De to trælle hed Duk og Brat.
(1) Hertz anførte i sit brev til broderen, at "Længe før A[mors] G[enistreger] var bekjendt, fortalte N.D[avid] til Een af mine fortrol[ilge] Venner, at det var antaget, at Heib[erg] havde læst det og sagt om det, at hvad Versene angik vilde det for Danmark blive det Samme som Delavignes for Frankrig (noget, hvorom Jeg forresten tvivler), at især dets Form var saa godt" (NkS 1706 I 16.4.1830). Hvornår Heibergs læsning fandt sted fremgår ikke af materialet.
(2) Findes henholdsvis: Af Dagens Krønike 1889 s.479, koncept NkS 1706 III; koncept NkS 1706 III 4.10.1829; Af Dagens Krønike 1889 s.481f; koncept NkS 1706 III; sm.st.
(3) Hertz' første udkast er NkS 2412. NkS 206hm anvendte han ved udgivelsen af Dramatiske Værker. Sufflørbog ses ikke mere (KB, TM). Den trykte udgave (1830) oplyser intet om evt. ændringer.
(4) "Efter al Sandsynlighed kommer jeg nu til at skrive .. et .. mindre Skuespil" til dronningens fødselsdag, "thi Bournonville .. har nok paataget sig at indrette et Divertissement til denne Fødselsdag, men da dette ikke kan udfylde den hele Aften, saa kommer jeg nok til at tænke paa et Forspil i 1 eller 2 Acter" (Familiebreve nr.10 20.6.1829).
(5) Tabt; sujettet meddelte han faderen den 1.8.1829 (Familiebreve nr.11).
(6) Se Overskou V 61ff og Familiebreve nr.12 3.11.1829.
(7) Ændringerne i 3. akt 8. og 9. sc. er foretaget således at bortførelsesplanen i stedet er blevet udfoldet. Aurelios rolle er blevet udvidet, mens Don Giovanni overhovedet ikke optræder fra 3. akt. 7. sc. og stykket ud. Gondolierernes sang (opr. 20. sc.) gik ud, i stedet sattes et kornummer (KTS nr.611 har kun de ændrede replikker i slutningen. Ryges eksemplar (DKTB) er i overensstemmelse hermed).
(8) Den 21.5.1830 bevilgedes Heiberg forskuddet fra juli 1829 [sideskift][side 1536]som ekstraordinært honorar (TK 1830 3.kv.nr.910).
9) Overskous indsendelses skrivelse, se Af mit Liv II 127f, hertil 3 koncepter (NkS 1574).
10) Den 22.1.1830 skrev Rahbek til Overskou, bl.a.: "Den anden Hovedpunkt er denne; mellem det, hvoraf Censorerne især have lovet dem stor og god Effekt, er Contrasterne mellem de tvende Hellige, Fader og Søn, og især den dobbelte Rolle, Sønnen spiller, og som i en god Skuespillers Hænder ikke kan andet end more. Men ikke at tale om, at disse Hellige allerede have hilst paa os i Østergade og Vestergade, er der endnu en Hovedbetænkelighed, at det er vanskeligt at spøge me de Hellige, og undgaae at synes at drive Spøg med det Hellige. At denne Beskyldning, de summo loco er giort Øst og Vest betyde mindre hos mig; men - da De personligen kiender mig, vil De i udentvivl give mig det Vidnesbyrd, at Jeg ikke er, og aldrig har været af de Hellige - imidlertid maa jeg tilstaae Dem, at ligesom jeg i ovennævnte Skuespil hørte, hvad jeg ikke ønskede at høre fra Skuepladsen - om ikke for min Skyld, saa for de Skrøbeliges, saaledes er ogsaa her, især af Sangene, udentvivl adskilligt, der ved at tages forfængeligt paa Scenen vilde profaneres for den jævne Middelstandsmand, hvem det hidtil havde været en Andagtsnydelse. Det er ikke, m. Br! Censor, ikke den for en Hofnæse frygtsomme Directeur, der her skriver; men det er den Mand, der skiøndt i tidligere Aar maaskee mere Dir[ec]t[eur], end han vidste Rede til og Grund for, tør i denne Henseende i sin vel ikke langt fraværende sidste Time rolig mindes sine kun alt for mange Ungdoms og senere Aars Arbeider, uden deri at frygte at finde en Linie, som paa denne Grund /dying he should wish to blot./ Min Broder! det er heller ikke vor Maalestok, vi her kunde tage til Regel; men erindre Dem; hvo som forarger en af disse Smaa! det er de eenfoldige, som man nu paa saa mangehaande Maader egenlig synes at spille for, man maa tage Hensyn paa. Dog om alt dette mere, naar vi have Stykket for os" (NkS 1454). Ærligheden i dette brev har nok gjort Rahbek betænkelig efter morgendagens overvejelser.
(11) Dette brev kendes kun fra Overskous Af mit Liv og min Tid. Bd. II s.131f.
(12) I brevet af 22.1.1830 formulerede Rahbek sig noget mindre præcist: "Den tredie Indvending, jeg har, thi den har jeg ikke hørt af nogen anden, er angaaende Julies Caracter; først vilde jeg - af en Grille - hun hedde noget Andet, end Lady Fox; dernæst vilde jeg ønske, De fuldstændigere havde udført, hvad De har lagt an paa, at redde hendes unægtelig vel tvetydige Caracter. Hvorledes dette kan skee, vil et Mske af Deres savoir faire let hitte paa" (NkS 1454).
(13) Coll.S. 407 II,1 er Overskous renskrift fra 1830. Den indeholder en lang række krydser og boller i margen: Overskou har troligt fulgt Rahbeks anvisninger. KTS 830 er udskrevet før udstregningerne i Coll.S. 407, men sufflørbogen er derudover forsynet med en lang række forkortelser: disse er af en sådan art og et sådant omfang, at det må være berettiget at antage, at sufflørbogen dels viser Overskous frivillige udstregninger, dels de af Manthey foretagne (politiske). Stykket (hvis KTS 830 er sceneformen) blev da intet mindre end kastreret, idet alle de bidske og barske replikker blev skåret væk. En dokumentation herfor ville kræve en specialundersøgelse.
(14) Hertz har arbejdet så meget med sufflørbogen (KTS 165), at det idag er umuligt at afgøre, hvornår han udelod denne eller hin[sideskift][side 1537]replik eller scene. Hertz anvendte også KTS 165, da han lod stykket trykke. Sufflørbogen er således det sidste stadium af dette arbejde (jf. Lauritz Nielsen Digtermanuskripter hvoraf det fremgår, at kladde til "Emma" ikke er bevaret). Stykket blev trykt i 1832.
(15) Se endvidere "Kjøbenhavnsposten" nr.12 1830 (14.1.1830). Her er anført et smædebrev til YZ; jf. Breve fra og til Henrik Hertz, note 5.
(16) I censuren anfører han, at dette skulle ses på baggrund af, at "jeg er baade noget vanskelig med Hensyn til comiske Arbeider i Almindelighed, og ikke ubetinget indtaget for adskillige senere oehlenschlæherske". Allerede den 19.2.1830 skrev han til Hjort: "[Oehlenschlägers] Trillinger har han læst for mig, og jeg sætter overordentlig Priis paa dem, især de fire første Acter - den femte er mig for theatralsk, og vil jeg mellem os betroe Dem, at jeg hørte Stykket ikke uden al forudfattet Frygt, da hans og mine Ideer om det comiske, fra tidligere Dage af, have været temmelig divergerende; men dette fyldestgiorde mig aldeles over al Forventning, og er, endog efter mine rigoristiske Begreber, en sand Comoedie" (Hjorts Br. II 437). - Stykket kunne måske bruges som teatrets svar til "de foragtelige Dagblades taabelige og avindsyge Kjævlerier over hvad hidtil er bragt paa Theatret" (Cp).
(17) Kuhlau meddelte dette i et tabt brev (jf. Kp.nr.303). Se i øvrigt Graupner s.54, der korrigerer Thranes forsøg på et forsvar for Kuhlau. - I brev til musikforlæggeren Böhme i Leipzig anførte Kuhlau to årsager til at han ikke i sommeren 1830 kunne foretage en rejse til Tyskland: 1. at faderen nylig var død (21.1.1830), "zweitens soll ich wieder eine Composition für das hiesige Königl. Theater liefern, welche zum ersten August d.J. fertig seyn muss"; sammesteds oplyste han, at ouverturen allerede var færdigkomponeret (R.A. Håndskriftsaml. XV. udat.).
(18) Frederik VI havde virkelig sans for at se sammenhængen mellem de forskellige begivenheder: Hans postbud fortalte ham den 13.9.1830, at man "vilde .. anfalde Jøderne", hvilket han meddelte politidirektør Kierulf, "besynderlig da Øhlensch[l]agers sclette Stykke i Aften skal spilles" (Kierulfs privatarkiv). - Den 18.9.1830 oplyste Fogtmann, at "Forf. har været meget misfomøiet med sit Stykkes Skjebne, og har forandret en Deel deri" (Hjorts Br. II ####). - Jacobsen noterede: "nogen Flauhed og Philantrophisme er deri, ogsaa er den for lang, hvis Aarsag Øhl. nu har forandret den for Theatret, til 3 Akter" (15.9.1830). - Molbech anførte i sin lommebog: "2. Sept." første Gang m. min Kone p. Comedie. Øhlenschlägers nye østerl[andske] Comedie, Trillingebrødrene, uden dramatisk Effect, snarere skikket for en Opera, end f Lystspillet, m. meget, der bedre passer for Casorti, end p. det Kgl. Th., blev temmelig koldt optaget. Sendt Fru Oehl. min Kones Bill. til Mandagen, og modtog et særdeles artigt og velskrevet Br. fra hende" (NkS 439). Allerede den første aften i teatret mødte Molbech Oehlenschlägers dramatik med negativitet; hans opfattelse af teatrets konveniens var også givet, thi Oehlenschlägers burleske form var ikke teatret værdig. I dec. 1831 fortsatte han sin kritik af stykket: "Det er en almindelig erkiendt æsthetisk Regel, at et godt episk Sujet ofte er et meget slet dramatisk .. Trillingebrødrene, hvis Indhold vi læse i Tusind og Een Nat .. med Interesse; men som viste sig saare lidet skikket til at behandles dramatisk. Imidlertid havde Trillingbrødrene [sideskift][side 1538] dog en og anden komisk eller lystig Situation; og hvis Stykket havde været noget kortere, Dialogen undertiden noget raskere, og det Hele mere indrettet paa at give en lystig Farce, end et formeligt Drama med Smag, vilde det uden Tvivl paa et Theater, bestemt for dette Slags Forestillinger, kunne gaae ret muntert over Scenen; hvorimod det umuligen kunde vente sig at behage, saaledes som det var, og fremstillet paa vort Nationaltheater, hvor det skuespilbesøgende Publikum i vor Tid giør andre Fordringer og venter sig Skuespil af en anden Art og Natur" (Cp 5.12.1831, jf. s.1544). Molbechs anskuelse af Oehlenschlägers dramatik var rodfæstet, allerede før han selv overtog censureringen af hans stykker. Skarpheden over for Oehlenschlägers produktion skulle derimod udvikles efterhånden, som Molbech så stykkerne opført; kulminerende med forkastelsen af "De italienske Røvere", jf. s.624ff.
(1) Den politiske censur var dog altid årvågen. I 9.sc. fjernedes stykkets hele pointe: afskyen for tricoloren! I NkS 2569 lyder Klaudines replik: "Nu skal jeg fortælle Dem hvad det var, Herr Klar! Jeg viser ham alle de smukke Blomster og tænker Du skal gjøre den gamle Mand en Glæde - og da han ikke ret kan see de smukke brogede Farver, saa plukker jeg et Par Lilier til ham, for at han kan glæde sig ved Duften. Han kjender dem ogsaa strax paa Lugten, siger: det er Kongelige Lilier og kysser Blomsterne. Ei, tænker jeg ved mig selv, holder Du saameget af Blomster, saa bliver Moder vel ikke vred, om jeg plukker nogle Blomster; jeg bukker mig og opsøger de smukkeste. De Blomster lugte ikke saa godt, siger han og jeg svarer: det er ogsaa smukke Blomster: der er en hvid Rose, en høirød Nellike og en mørkeblaa Levkøi. Jeg har ikke saasnart nævnt ham Farverne, saa skriger han: hvid - rød og blaae; kaster Blomsterne paa Jorden og vil løbe bort", hvorpå Fritz svarer: "Det maa De ikke blive vred paa ham for. De Farver ere ham forhadte, fordi de engang i hans Fædreland var Tegnet til Oprør og Mord og gjorde ham ulykkelig". Stedet ændredes i KTS 184 til: Klaudine: ".. smukke Blomster og siger, vær saa god: pluk saa mange De vil og hvilke De vil, det bliver Fader slet ikke vred for; han siger altid Frihed og Lighed bør altid herske i Naturens Nydelse. Frihed og Lighed raabte han hæftig - o! hvor ulykkelig har ikke disse Ord [gjort mig] og saa saae han paa mig med et par Øine -", hvortil Fritz svarer: "Det maa De ikke blive vred paa ham for. Han har maaskee gode Grunde, hvorfor de Ord ikke klinge smukt i hans Øren -". "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Neppe kunde noget Stykke komme mere mal à propos paa vor Scene end dette aldeles kotzebuiske Rührspiel, med sin, sig selv parodierende Grædevornhed og sin franske Emigrant fra l'ancien régime, optrædende som gammel Lirendreier" (12.11.1830).
(1) Den 8.1.1830 bad Ryge på egne og Mad. Andersens vegne om, at "Replikken om Windsor-Slottet og om Hosebaands-Ordenen maatte falde bort. Hun forsikkrer nemlig, at hun ikke kan sige den, som den bør siges, ved Siden af Hugh Evans’s comiske Person og Jargon [V. akt, 2.sc.]" (NkS 3104). Manthey havde konfirmeret udeladelsen, som Boye ligeledes tilstod den 9.1.1830 (l.c.). Korrespondancen vidner om teatrets helt oplagte vanskeligheder ved at spille Shakespeare. Netop om denne vigtige replik havde Boye i den trykte udgave anført: "Til Theatrets Brug har jeg i Alfernes phantastiske Spil med Falstaff ladet [sideskift][side 1539]Madame Page udføre den Rolle, som i Originalen er givet Madame Rap, da den her forekommende høitidelige og poetiske Declamation, hørt fra Theatret, ikke vilde stemme vel med den sidstnævnte heelt igiennem lavcomiske Characteer" (DKTR nr.24). Ryge foretog en lang række mindre betydningsfulde sproglige korrektioner i sufflørbogen KTS 544, men den eneste replik,der blev slettet, er den ovennævnte (V,2).
(2) NkS 2568 er Schythes autograf med Rahbeks mange rettelser. Efter Rahbeks korrektioner fandt Molbech, at oversættelsen stadig havde for mange germanismer. Materialet overlades til sprogforskerne. Sufflørbogen KTS 693b indeholder ingen rettelser.
(1) Siboni blev bevilget 400 Rbd. via Finansdeputationen (Journal nr. 109).
(2) Fröhlich skrev til Collin: "Jeg har allerede tidligere bedet Nielsen at underrette Directionen om at Jeg har seet det berømte Stykke: La muette de Portici, og at De efter min Mening ikke kan vælge noget bedre til Dronningens Fødselsdag. Det har i Paris, Cassel og Hamburg giort Furore og vil vistnok, dersom det bliver godt besadt, ogsaa giøre Lykke i Kjøbenhavn. Man kan faae den trykte Partitur med Stemmer i Paris" (Coll.BrS. XXIIa).
(3) Selv om P.V. Jacobsens tendens er bekendt skal hans observationer anføres: "Ved Opførelsen af den Stumme i Portici forleden havde ogsaa nogle radicale irritatores fundet paa at klappe ved det Sted, hvor Pariserne i den senere Tid pleie at gjøre Støi, nemlig hvor Folket afvæbner Soldaterne, men da denne Scene, naturligviis efter vort Theaters maadelige Kræfter i slige Scener, tog sig noget fattigt og comisk ud, var Publicum saameget mindre istand til at have Medfølelse med Klapperne, men loe dem ud" (adr. Adler, NkS 2635 15.9.1830). Se Krogh in: Skitser til romantikkens teater. Kbh.1967.
(4) KTS eksisterer ikke (KB); der er ikke foretaget ændringer i partituret. Tekstændringer uden for syngenumrene kan ikke anføres, da originalen ikke findes i Danmark.
(1) Jf. Topsøe-Jensens kommentar (s.278) til "Levnedsbog" (Kbh. 1962) s.189. Andersens manuskript eksisterer ikke (KB). Rah- beks afgørelse blev ikke indført i Cp. Den 18.6.1829 foretoges rolleforandringer, idet Jfr. Pätges overtog Ellens rolle - netop den rolle, som havde vakt anstød hos teatercensorerne.
(1) Hvorvidt Angelys bearbejdelse "Trübsale einer Postwagenreise" har været benyttet får stå hen (Goedeke XI,1 458).
(1) Se Borup nr.216 samt Overskou V 61-71.
(1) Mangler i Borups udgave af Heibergs "Breve og Aktstykker".
(2) = (1).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 12-12-2019, links mangler). Opdateret af