Side 624-713, noter side 1578-91.
[sideskift][side 624]
Carsten Hauch indsendte anonymt den 20. maj 1834 sit skuespil "Søofficeren" (I.B.nr.95) (1). Stykket røbede "baade i sit Anlæg og i sin Udførelse, et ligesaa stort Ubekiendtskab med den dramatiske Konst, som med Scenens Fordringer .. Charakterernes Sandhed er omtrent ligesaa forfeilet, som Handlingens og Opløsningens Sandsynlighed"; læsningen deraf havde derfor kun befordret Molbechs "Ulyst og Kiedsomhed" (10.6.1834). På grund af sin rejseaktivitet censerede Kirstein ikke dette stykke, som returneredes den 9. juli 1834 (Kp.nr.106) (Se Preisz nr.1384 5.6.1834). Se s.1154.
P.D. Fabers sørgespil "Marsk Stig" remitteredes den 11. sept. 1834 (Kp.nr.119) uden at censorerne ses at have beskæftiget sig dermed.
"Gamle Konning Knud" læstes af Molbech kort tid efter "De italienske Røvere" (jf. s.625), da galden endnu sad Molbech i pennen, hvorfor det ikke var at undres over, "at Blodet hos [Oehlenschlägers] Efterlignere virkelig er blevet saa tyndt, at det ikke er tykkere end Vand". Molbech spåede endvidere, at sålænge teatret opførte Oehlenschlägers sørgespil, ville teatret også modtage "de tragiske Fuskerier", fordi "man lettere kommer efter at give [tragedien] et Slags udvortes Form, end man lærer sig til at skrive et i mindste Maade passabelt Lystspil" (2.8.1834). Kirstein tilsluttede sig såvel dommen som spådommen (14.9.1834). Returneret den 19. sept. 1834 (Kp.nr.124).
Om Holsts dramatiske skitse "Slaget i Kiøgebugt" (jf. s.620) noterede Molbech med henblik på redigeringen af de historiske kendsgerninger: "[man] maa .. erkiende det som en Fortieneste hos Forfatteren, at han denne Gang ikke har stræbt efter noget, der overgik hans Kræfter" og Molbech forsatte med brod mod Oehlenschläger "og derimod undgaaet mangen et Misgreb, som vi desværre ere saa vante til fra andre og høiere Steder at hiemsøges med" (17.9.1834). Kirstein var endnu engang enig med Molbech (21.9.1834). Roller uddeltes den 22. sept. 1834 (PRFD), hvorpå stykket blev givet første gang for teatrets regning den 26. sept. 1834 (opført ialt 26 gange) (2).
Oehlenschläger havde adskillige gange bevist, at han var i stand til at forny sig genremæssigt. Med "Tordenskiold" og "Dronning Margaretha" havde han vist vejen til det effektsøgende drama, i "De italienske Røvere" overskred han grænsen mellem denne form og det romantiske drama. Det bedste bevis herfor er Molbechs votum: [sideskift][side 625]"At sammensætte endeel Scener af det italienske Røverliv og Bandit-Haandværk i sin raaeste og vildeste Form, er ikke at skrive et tragisk Drama; og at lade de blodigste og afskyeligste Voldsgierninger af dette Slags Forbrydere, hvorom man kun med Skræk og Modbydelighed læser i Reisebeskrivelser eller Fortællinger, fremstille af Skuespillere paa Scenen, kan ikke være nogen værdig, sømmelig eller velgiørende Gienstand for det Kongelige danske Theaters Evner og Kræfter" (16.7.1834). Ikke blot fordi Molbech anså det for at være et "yderst fattigt, smagløst, raat og udramatisk Skuespil .. men ogsaa fordi jeg, efter min uforanderlige Grundsætning, anseer dette Skuespil for et saadant, der støder an imod den theatralske Velanstændighed, imod det sceniske Decorum, der ligesaa vel maa forvise plumpe Mordscener, cannibalisk Vildhed og fræk Bespottelse af guddommelige og menneskelige Love fra Scenen, som den nøgne Gemeenhed og Ukydskhed, hvormed man, ved Siden af alle optænkelige andre Lasters og Forbrydelsers Fremstilling, søger at krydre de nyeste franske Skuespil af en vis Skole: ogsaa af den sidste Grund, siger jeg, maa jeg, saa nødigen jeg for den berømte Forfatters Skyld giør det, erklære mig imod dette Stykkes Antagelse" (l.c.). Molbech var unægtelig klarest og tydeligst i antipatien. Hensyn til Oehlenschläger tog han, men af principielle grunde forkastedes stykket, ikke fordi Molbech var anti-Oehlenschlägerianer, men fordi stykket lignede en vis fransk romantisk skole. Molbech tilstod, at kun "en udtrykkelig Befaling af Hs. Majestæt Kongen, skulde kunne formaae mig til selv at overvære Forestillingen af dette, eller noget lignende Skuespil paa vort Theater". Molbech var utrolig ærlig, når det gjaldt principper; hans fleksibilitet i de daglige forretninger var større. - På grund af Molbechs og Kirsteins gensidigt udelukkende synspunkter gik sagen imidlertid i hårdknude. Kirstein voterede først den 13. sept. 1834: Han var fuldstændig enig med Molbech i den "æsthetiske Anskuelse af" stykket, idet han rent ud erklærede, at han ville have forkastet stykket, var "det indleveret af en ubekjendt eller en anden Forfatter". Det afgørende for Kirstein var imidlertid, at Oehlenschläger "dog [står] i et Forhold til vort Theater, der vel kunde give ham Fordring paa, at der selv ved et slet Product af ham, tages visse Hensyn". Direktionen burde derfor tilkendegive ham, "at den ikke vilde modsætte sig Stykkets Opførelse, naar han forandrede nogle af de meest oprørende [sideskift][side 626]Steder". Kirstein søgte ganske givet at undgå en ny "Freya-Alter"-strid, hvorfor han mobiliserede al sin administrerende smidighed. Han håbede måske endog på digterens selvbeherskelse/selvbesindelse, idet han lagde til, at skrivelsen til Oehlenschläger "paa en høflig Maade" kunne oplyse denne om, "at man fandt Stykket i det Hele saa langt fra ham værdigt, at man vilde taget i Betænkning fra enhver anden Haand at antage det. Maaskee dette endog kunde have den Virkning, at Oehlenschläger hellere spiste lidt mindre Brød i nogen Tid, end lod dette uværdige Brødproduct besmudse hans og Scenens Øre" (l.c.). - Deliberationsprotokollen nævner intet om forhandlinger i mødet den 19. sept. 1834 (Dp). Molbech læste dog stykket på ny for evt. at komme til en anden vurdering eller blot "for at udfinde, om der i Stykket skulde gives enkelte Partier, hvilke man kunde foreslaae Forfatteren at forandre, for derved at giøre Stykket noget mere antageligt for Scenen" (BHS 26.9.1834, adr. Holstein og Kirstein). Resultatet af læsningen blev imidlertid, at Molbech fandt det aldeles forkasteligt og kun en "fuldkommen Omarbeidelse" kunne gøre det acceptabelt. Denne vurdering byggede på følgende credo: "at der gives, ikke allene en Moral, men ogsaa en udvortes Decents eller Anstændighedslære for Skuespillet, som i det mindste ei bør overtrædes ved noget Theater, der staaer under en vel ordnet Regierings Opsyn og Beskyttelse. Foruden at jeg antager, at den sidste overtrædes ved Totaliteten af de Bandit-Scener, som stilles til Skue i dette Drama, kan jeg heller ei fravige den Overbeviisning: at Fremstillingen af den hele Række af Scener, tagne fra det vilde italienske Røverliv, ogsaa i moralsk Henseende overhovedet maa kaldes upassende og tillægges et skadeligt Indtryk paa vort Theater, i et Tilfælde, hvor aldeles ingen høiere æsthetisk Modvirkning ophæver eller formindsker Virkningen af det Grusomme, Onde og Umenneskelige, som dog her mere er indrettet til at dækkes, eller gives et Slags Anstrøg af vild, martialsk Kraft, end til at fremstilles i sin fulde Afskyelighed og Umoralitet; ligesom ogsaa at i Særdeleshed Maaden, hvorpaa Stykkets egentlige Helt, Røverhøvdingen Massaroni tilsidst døer - foruden at ogsaa denne Scene er næsten væmmelig raa og voldsom - ingenlunde er en Forsoning af den moralske eller poetiske Retfærdighedsfølelse". Dette forstærkedes ved Marielisas selvmord "paa Retterstedet", som "mere [må] see ud som et Slags Apotheose over Forbryderen, der ydermere skal vække Tilskuernes [sideskift][side 627]Medlidenhed med ham, end som en Udøvelse af det, hiin Retfærdigheds Stemme fordrer". Såvel disse mordscener som mordet på Ribaldo "i Begyndelsen af 3die Act" fandt Molbech utilstedelige på Det kgl. Teater, fordi sådanne optrin mere appellerede til galleriet end "det finere, stemmegivende Publicum", hvilket Molbech fandt det som sin opgave at tilfredsstille med "Udvalg af det Bedste i Skuespillet, som paa franske, engelske og tydske Theatre sees med Bifald". Stykkets moral fandt Molbech udtrykt i Marielisas replik på retterstedets "Og nu afsted - let som en blodig Fiær,/ Og uden Frygt til min Bestemmelse,/ Thi den undgaaer dog ingen Dødelig. ...Røveren maa røve og myrde saalænge han kan; han er sikker, saalænge det ikke er hans Bestemmelse at døe; men er hans Time slaaet, undgaaer han den dog ikke" (l.c.). Oehlenschlägers accept af røvere og mordere som fuldgyldige mennesker var det oprørende for Molbechs opfattelse - og gjorde det aldeles umuligt for ham at finde dette stykke passende for scenen, thi derved havde Hugos menneskesyn fået indpas og Molbechs dogmatiske livsopfattelse lidt et eklatant nederlag. Molbech var overbevist om, at slutningsscenen, hvor faderen (Treumann) erfarer, at sønnen (Ferdinand) var blevet reddet, ikke kunne frelse stykket, uagtet Oehlenschläger måske netop ved denne scene havde forsøgt at imødegå evt. kritik. Afslutningsvis henstillede Molbech afgørelsen til Holstein og Kirstein, idet han gjorde dem det forslag, at hvis de forkastede stykket: "at Professor Øhlenschlæger, i Betragtning af de mangfoldige store og vigtige Fortienester, han har af det danske Theater i foregaaende Tider og i en Periode af 25 Aar, maatte for denne Gang tilstaaes et Honorar for dette Stykke, beregnet i følge Regulativet efter et Middeltal af sædvanlig ringeste og høieste Indtægt; men Stykket henlægges uden at opføres" (l.c.). Molbech var principielt ubøjelig i sin kritik af Oehlenschlägers stykke, men en usædvanlig digter kunne også få en usædvanlig behandling. Hans forslag til løsning af problemet var en imødekommelse af Kirsteins synspunkter. - Dagen efter tilstillede Kirstein sine kolleger sit responsum. Ihvorvel han i det væsentlige var enig med Molbech om "Stykkets moralske og æsthetiske Værd" modsatte han sig Molbechs opfattelse af stykkets moral: "jeg kan dog ikke troe andet, end at Oehl. blot har villet fremstille eller give et Billede af det italienske Røverlivs Characteer, som det er i Virkeligheden, uden deraf at uddrage [sideskift][side 628]nogensomhelst Moral; og det er efter min Mening - ved Siden af Stykkets maadelige dramatiske Composition og det af Digteren begaaede Feilgreb, at ville give en Skildring af det virkelige Liv, der ikke har eller ved Digterens Haand har modtaget noget idealsk Anstrøg - netop en af Hovedmanglerne i æsthetisk Henseende: at Stykket ikke har nogen Moral" (BHS 27.9.1834). Kirstein var uenig med Molbech, ikke fordi han troede stykket kunne blive kassen til fordel, ikke fordi han nærede særlig sympati for digteren personlig ("den eneste Gang, jeg i en Række af Aar veed at have talt med ham, endte [han] med at sige mig en Uartighed"), men fordi Oehlenschläger stod "i et saadant forhold til Nationen og Theatret", at han havde "billig Fordring paa en anden Behandling, end de sædvanlige dramatiske Forfattere, hvis Smørerier vi jevnligen hiemsøges af" (l.c.). Kirstein gav derpå udkastet til "lex oehlenschläger": Selv om han ikke kendte instruxen for teatercensorer (3), var han nogenlunde sikker på, at teatercensorerne "have at vaage over, at de Stykker, der bringes til Opførelse paa det Kongelige Theater, i politisk, moralsk og æsthetisk Henseende ere egnede eller værdige dertil. Forsaavidt nu Censorerne paa Grund af Mangler eller Pletter af det første og andet Slags holde dette Stykke for uantageligt, kan Oehl. naar han ikke vil forbedre eller borttage disse, neppe med Grund beklage sig over at hans Stykke ikke antages; thi da han hverken som Politiker eller som Moralist staaer paa noget almeenerkiendt høit Trin, kan han ikke med Billighed forlange, at de Mænd, der ere beskikkede til i den Henseende at bedømme hans Arbeider, skulde for hans afvigende Menings Skyld, suspendere deres, eller underkaste den en høiere Kiendelse. - Forsaavidt derimod Censorerne paa Grund af deres Anskuelser om Stykkets Mangler i æsthetisk Henseende finde det uskikket til Antagelse, synes det mig, som om Oehl. der baade er Æsthetiker af Fag, og har leveret saa betydelige æsthetiske Værker, ved endeel af hvilke han har giort den Erfaring, at de, uagtet de have maattet undergaae aldeles nedtrykkende, tildeels paa antagne eller foregivne æsthetiske Regler grundede, Critiker, dog af Almeenheden og deriblandt af en Mængde dannede Folk ere blevne approberede, vel med Billighed kunde fordre, at Theater-Censorerne, hvis de ansee et Arbeide af ham for i æsthetisk Henseende uantageligt, hvilket han, ved at indsende det, har stiltiende erklæret for efter hans Overbeviisning antageligt, ikke holde deres [sideskift][side 629]Dom, der jo desværre ofte nok af Publicum underkiendes, for ufeilbar, men underkaste deres Forkastelsesdom samme høiere Kiendelse, som de saa ofte maae underkaste deres Antagelsesdom, nemlig Publicums" (l.c.). Kirsteins undtagelsesparagraf til teatercensorernes instrux var intet mindre end en dødsdom over Molbechs æstetiske indsigter i hvert fald i forhold til Oehlenschlägers produktion; Molbech selv kunne udmærket opfatte Kirsteins lovudkast som et generelt mistillidsvotum. Resultatet af Kirsteins overvejelser blev, at stykket i politisk henseende ikke kunne forkastes, mens det i moralsk henseende, ikke i totaliteten men i enkeltheder, havde en række mangler, som efter Kirsteins mening "kunne udpeges, og hvis Udeladelse eller hensigtsmæssige Forandring kan og efter Embedspligt bør, giøres til Betingelse for Stykkets Antagelse". Molbechs forslag om udbetaling af et honorar afviste Kirstein følgelig med den begrundelse, at skulle Oehlenschläger have udbetalt et ekstraordinært honorar, burde det "skee, eller allerede være skeet, uden Hensyn til det foreliggende Stykke. Deels undgaaes derved ikke hvad Directionen efter min Mening i dette Tilfælde skulde søge at undgaae: en ubetinget og tildeels paa æsthetiske Grunde bygget Forkastelse af Stykket"; dels afslørede det manglende delikatesse samt tilføjelse af "et Slags Haan", da honoraret ville "under de angivne Forhold" være "lidet honorabelt". Kirstein konkluderede: at stykket remitteredes Oehlenschläger med angivelse af de steder, som i moralsk henseende var befundet at være upassende for stykkets opførelse, og som teatercensorerne efter embedspligt måtte forlange forandrede samtidig med at direktionen gjorde opmærksom på stykkets æstetiske fejl eller mangler, hvorom publikum måtte dømme. Kun derved kunne "denne Sag .. endes uden eclat" (l.c.). - Molbechs reaktion på dette udspil var en total afvisning: "jeg anseer Stykket, i den Form, hvori det er indleveret, og læst af mig, for upassende at opføres, eller uantageligt" (BHS 1.10.1834). En indholdsløs indrømmelse var tilføjelsen: "Skulde Professor Øhlenschlæger, ved at indlevere et mere eller mindre forandret Stykke, giøre en ny Læsning og Censur af samme nødvendig: er Jeg naturligviis villig og pligtig til at foretage denne". Molbech afviste at beflitte sig med den nuværende version af "De italienske Røvere": teatrets chef havde den endelige decision (l.c.). - Holsteins afgørelse fulgte Kirsteins "lex oehlenschläger", men hvorvidt yderligere forhandlinger i mødet [sideskift][side 630]den 4. okt. 1834 gik forud vides ikke, da deliberationsprotokollen ej heller for dette møde indeholder nogen angivelse af forhandling om Oehlenschlägers stykke. Holstein noterede: "jeg er af den Mening at naar Forfatteren vil giøre de Forandringer som ansees nødvendige, og udelader de enkelte Ting som Censoorer finder Umoralsk, saa var det rigtigst at lade Puplicom dømme hvad det æsthetiske betreffer; derved vil Directionen undgaae mange Ubehageligheder med en Mand der dog har meer end almindelig Fordring paa Skaansel for sine tidlige Arbeider" (BHS udat, efter 1.10.1834). Sagen syntes hermed afgjort, idet Holstein havde tilsluttet sig Kirsteins opfattelse, omend han formulerede det som censorernes opfattelse. - Kirstein gjorde derpå en taktisk bommert, som imidlertid skulle vise sig at koste modstanderen endnu mere. Han anmodede Molbech om, at han "for Directionen vilde opgive: hvilke Partier eller Optrin" i stykket, Molbech "i Særdeleshed" fandt "anstødelige paa Scenen" (BHS 10.10.1834 Molbech til Holstein og Kirstein). Molbech afviste dette forlangende under henvisning til sit votum (16.7.1834) samt sine skrivelser til Holstein (og Kirstein) af 26. sept. og 1. okt. 1834: "[Da han anså] Stykket, saaledes som det er, i dets Totalitet for uantageligt", hverken kunne eller ville han indlade sig "paa at foreslaae Forandringer i et dramatisk Arbeide, hvilket jeg, baade i dets Elementer, og i dets Udførelse og Behandling, holder for at være ganske mislykket" (l.c.). Så langt så godt og i overensstemmelse med den Molbechske logik. Derpå gav han blottelsen, som Kirstein senere udnyttede: "Uagtet jeg nu ingenlunde vil giøre Paastand paa at besidde en ubedragelig Maalestok for den Grad af æsthetisk Ufuldkommenhed eller af scenisk Indecents, som vort Theater eller vort Publicum ikke taaler: maa jeg dog naturligviis, som enkelt Medlem af Directionen reservere mig min Stemmes fulde Frihed i herhen hørende Tilfælde; idet jeg tillige maa erklære: at det ogsaa strider imod min Overbeviisning om det Kongel. Theaters Bestemmelse og Værdighed at antage: at fordi en berømt Forfatter, ved en Række af gode eller brugbare Arbeider har erhvervet sig en betydende Fortieneste af Theatret, skulde han derved tillige erhverve et Slags Fordring paa, at dramatiske Arbeider, hvilke Censorerne vare enige om at ansee for at være baade Forfatteren og Scenen uværdige, allene for hans Havns og Forholds Skyld skulde blive qualificerede til at antages og opføres" (l.c.). Indrømmelsen (eller usikkerheden [sideskift][side 631]på egen dømmekraft) udmøntede Molbech i en afvisning af Kirsteins "lex oehlenschläger", som han samtidig insinuerede, at Kirstein havde produceret til personen og ikke dramatikeren Oehlenschläger, Kirstein kunne følgelig svare igen i samme insinuerende maners "[Var det ovenstående Molbechs] oprigtige Mening, saa synes der mig dog virkeligen at være Billighed i, da Oehlenschläger har Bestalling paa at være Æsthetiker i.e.: er Professor i Æsthetiken ved Kjøbenhavns Universitet, at underkaste vor og hans (dersom han ikke ved nærmere Overveielse forandrer den) divergerende Meninger om Stykkets æsthetiske Værd en høiere, eller Publikums, Kjendelse" (BHS udat, efter 10.10.1834). - Direktionen nåede da endelig den 13. okt. 1834 til en afgørelse, som først den 25. okt. 1834 meddeltes Oehlenschläger (måske også på grund af vanskelighederne med geburtsdagsstykket og fordi Kirstein selv måtte ekscerpere stykket med hensyn til umoralske partier): Oehlenschläger meddeltes, "at [direktionen] .. - endskjøndt Censorerne have yttret den Mening, at Stykket saavel med Hensyn paa dets ringe æsthetiske Værd, som de Brud paa Moralitet og scenisk Decorum de have fundet i samme ikke er antageligt for vor Scene, og en af Censorerne endog har erklæret sig at være af den Mening: at Stykket, saaledes som det er indleveret, er ubetinget uantageligt og neppe ved nogen Forandring af Enkeltheder vil kunne blive passende til Opførelse paa det Kongl. Theater - i Betragtning af Herr Professorens udmærkede Fortjeneste af Theatret, og med særdeles Hensyn paa Deres offentlige Stilling og Forhold til den æsthetiske Litteratur, ikke er uvillig til at bringe Stykket til Opførelse og saaledes at underkaste sin æsthetiske Anskuelse af samme en høiere Domstol, saafremt Herr Professoren, ved et nyt Gjennemsyn vilde borttage eller rette de Mangler, der, efter deres Formening, med Hensyn til Moralitet og scenisk Decorum gjøre det uskikket til, uden saadan Forandring at bringes paa Scenen" (Kp.nr.132). Fortsættelsen af skrivelsen indeholdt anvisning på de steder i teksten, som uomgængeligt måtte fjernes, subs. ændres: 1. Massaronis mord af Filippo, 2. Ribaldos mord, 3. Bondens mord, 4. det intenderede mord p.164, 5. Massaronis drab, 6. heroisering af Massaronis liv, der forstærkedes ved Marielisas forherligelse deraf, 7. kalven der bæres ind på scenen, 8. flere steders råhed, eksemplificeret ved en replik (p.56) "Saa vil jeg skjære ham en Tyv fra Galgen", 9. scenearrangementet oversteg flere steder teatrets [sideskift][side 632]"Størrelse og Kræfter" og forskellige regibemærkninger var overdrevne, f.eks. "at der skulde affyres en heel Geværsalve paa Scenen" (l.c.). Punkterne havde Kirstein taget fra Molbechs censor-votum samt hans skrivelser til Holstein og ham selv, med undtagelse af de to sidste. Oehlenschläger rettede sig stort set efter direktionens forlangende; allerede den 29. okt. 1834 havde han begrænset det anstødelige og forfattersuveræniteten: "Filippo, Bonden og Ribaldo blive ikke myrdede; Kalven paa Baaren bliver ikke bragt ind paa Scenen; der bliver i Slutningen af anden Akt kun skudt et Par Geværer. Skuepladsen, i Begyndelsen af tredie Akt er en simpel Skov, .. Nogle understrøgne Ord og Linier, hvormed man var misfornøiet, har jeg forandret eller udeladt og rettet nogle anmærkede Unøiagtigheder i Sproget" (Preisz nr.1398). Også i snæver forstand æstetisk bøjede Oehlenschläger af: "I et Par tilsatte Monologer har jeg søgt i poetiske Begeistrings=Yttringer .. at afvende den Misforstaaelse, som den blot objective Fremstilling af de Slette, med deres onde, men ogsaa med deres stærke Sider, og med de Sophismer hvormed selv Forbryderen altid søger at besmykke sine Handlinger muligt, kunde volde; at mildne Indtrykket af det Gyselige ved poetisk at forbinde det med den humane Betragters Følelse og Tanke, kort: at lede Tilskuerne til med Klarhed at see Handlingen fra den Side som jeg ønsker at den skal blive seet fra, og som jeg selv har tænkt mig den, da jeg digtede dette Stykke" (l.c.). Oehlenschläger indrømmede med andre ord, at han i den oprindelige version havde begivet sig for langt ud på det romantiske dramas overdrev: Biedermeier Molbech og Oehlenschläger kunne nok forenes i et krav om en højere retfærdighed. - Om censorernes virksomhed efter den 29. okt. 1834 vides intet. Lakonisk anføres det i deliberationsprotokollen, at "Rollebesætningen .. bestemtes, i Følge Forfatterens indgivne Forslag" (12.12.1834). Oplæsningen fandt sted den 15. dec. 1834, men først den 22. febr. 1835 begyndte prøverne (Journal). Premiere den 28. febr. 1835, men problemer ved de to første opførelser gjorde det nødvendigt, at Oehlenschläger redigerede i teksten (opført ialt 5 gange) (4). Opgøret mellem Molbech og Kirstein i 1834 i anledning af Oehlenschlägers stykke var den første virkeligt alvorlige men endog ikke sæsonens eneste kraftige konfrontation. Den afdækkede særdeles betydende forskelle i censurinstitutionen, der siden bevirkede samarbejdsvanskeligheder. Principper kontra pragmatisme havde tidligere [sideskift][side 633]i teatrets historie udgjort polerne i dette system, Molbechs anvendelse heraf i formalistisk retning synes derimod markant at forrykke hans indflydelse på teatrets repertoirepolitik, idet han ikke længere stod for teatrets kunstneriske image, men bag skanser forsvarede et forældet kunstsyn baseret på en dogmatisk moralisme. Se s.694ff.
Den anonyme forfatterinde af dramaet "Honorius den Anden" tilsendte privat Molbech stykket (Coll.BrS. udat.). Resultatet af Molbechs læsning kendes ikke. Forandret indsendte hun det, formentlig i august 1834 (I.B.nr.170 udat.Cp: August), men Molbech erindrede sig ikke stykket, der fandtes "meget slet versificeret, og ganske ubrugeligt for Theatret" (7.10.1834). Kirstein var "Aldeles enig" (15.11.1834). Returneret den 20. nov. 1834 (Kp.nr.139).
Den anonymt indleverede tragedie "Hugo von Waldheim" var "Et rigt forsynet Skatkammer af Forbrydelser, Grusomhed, Ondskab, Mord og Drab, med tilhørende Kiærlighed, Ridderfegtninger, Tvekamp, Ballader, Drikkesange, og overhovedet et uhyre Apparat af Ingredientser til en ridderlig Tragedie i tydsk Stiil" (30.11.1834). Tydeligere kunne Molbech ikke formulere sin antipati mod et dramatisk fuskeri, som tilmed var i den af ham forhadte tyske genre. Kirstein syntes, at dommen snarere var for mild end for streng, hvorfor han istemte forkastelsesdommen (11.12.1834). Remitteret den 30. dec. 1834 (Kp.nr.158).
"Sammensværgelsen" mente Molbech forfatteren måtte "have giemt fra sin Skolegang, og vel endog dens tidligere Aar". Det var ham ubegribeligt, at forfatteren kunne tro, at Det kgl. Teater ville opføre et sådant stykke, når man betænkte, hvad teatret lod fremstille "paa Scenen" (15.12.1834). Kirstein var "Aldeles enig" (19.12.1834). Returneret den 30. dec. 1834 (Kp.nr.156).
W. Holst leverede i nov. 1834 en plan til et drama om Valdemar Atterdag og Grev Johan af Holsten, benævnt "I Morgen er atter Dag". Begge censorer refererede til denne plan, men kun Molbechs votum herover kendes (Coll.S.337 20.11.1834). Molbech var totaliter tilfreds, idet han fandt, at det var muligt at sammensætte "et ret godt lille idyllisk nationalt Skuespil" deraf. Men han var imod at fremstille Grev Johan på scenen på den af Holst angivne måde, da han ikke mente, at kong Valdemar ville kunne tænkes at narre greven med en forkert brud (Else i stedet for Signe). Nok ville han acceptere, at kongen, "som man, efter et og andet Træk i Historien [sideskift][side 634]vil giøre noget spøgefuld, kunde drive en saadan Skiemt med en eller anden underordnet Person", men aldrig mod grev Johan, fordi denne, ifølge Molbech, var Valdemars onkel. Principielt vigtig er Molbechs opfattelse af, hvad dramatikerne kunne tillade sig med hensyn til afvigelser fra den historiske sandhed: "Man kan, .. ret vel digte til Historien det, som ei har passeret, det er noget, der ei modstrider en bekiendt Charakteer, eller alt for væsentlig forandre denne, og heller ikke omstøder alt for bekiendte Data. Men man maa saavidt muligt tage sig i Agt for at giøre Brud paa det Factiske i Historien, eller fremstille Forhold, som ved det Factiske blive urimelige og unaturlige". Typisk for Molbech præciserede han ikke, hvor han ville trække grænsen, men eksemplet med grev Johan må da være rettesnor for urimelighed og unaturlighed. Molbech løste opgaven for Holst ved i en efterskrift at anføre: "Maaske kunde det tænkes, at Grev Johans Borgfoged paa Vordingb[org] Slot, eller en lignende Person, traadte ind i Planen i Stedet f. Greven selv?" (l.c.). Som det fremgår af den endelige version, fulgte Holst dette råd og indleverede det færdige stykke den 29. dec. 1834. Molbech var intet mindre end overvældet over, hvorledes det kunne "lykkes en Forfatter uden Genie, og med stor Mangel paa Dannelse, at frembringe og sammensætte et dramatisk Arbeide, som ikke har flere Smagløsheder eller Feil, end dette, og i sin Art endog kan kaldes heldigt". Ihukommende de lyriske arbejder, undrede det Molbech, at Holst kunne "skrive saa gode, lette og velklingende Vers i et Drama .. og give det Hele en saa god Holdning og Consequents, som dette Stykke (hvori han tillige ret heldigt har forandret og undgaaet Feilene i hans indgivne Plan til samme) i det Hele taget, besidder". Molbech fandt, det var en "ønskelig Berigelse for vort Repertoire" og holdt det "for meget vel skikket til at gives paa Hs. Maj[estæts] Fødselsdag, tilligemed Prof. Heibergs Skuespil [jf. s.638], i Fald Balletten [jf. s.683] ei kom til Opførelse" (6.1.1835). Selv om Kirstein fandt "Adskilligt i dette Stykkes Plan" utilstrækkeligt motiveret, var han dog enig med Molbech om, at det var bedre end Holsts tidligere stykker, samt at det var "ganske passende til at opføres paa Hs Majestæts Fødselsdag, saafremt Balletten maatte gaae ud" (6.1.1835). Rollerne uddeltes den 14. jan. 1835 (PRFD), og stykket opførtes med titelen "Borgfogedens Bryllup" den 29. og 30. jan. 1835 sammen med Heibergs "Alferne" (opført ialt 3 gange) (5).
[sideskift][side 635]Sørgespillet "Den Fortrolige" forkastedes, fordi "Forfatteren .. aldeles [savnede] Begreb om og Færdighed i den sceniske Dialog", erklærede Molbech (25.2.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (22.3.1835). Returneret den 5. maj 1835 (Kp.nr.78).
"Riquebourgs Endeligt" forkastedes fordi forfatteren intet anede om personkarakteristik. Ifølge Molbech skulle "Charaktererne paa Scenen .. være grebne af den menneskelige Natur, og saa plumpt former denne aldrig en slet Charakteer [Hr. Poisson], som her er skeet" (18.3.1835). Kirstein var atter "Aldeles enig" (22.3.1835). Molbechs moralisme fik fuld udfoldelse i opgøret om Oehlenschlägers italienske røvere. Bag hans oppustede facon gemte sig intet mindre end en dyb forargelse over, hvad Oehlenschläger havde begået, thi Molbech var overbevist om at se Hugos skygge i Oehlenschlägers stykke. Oehlenschlägers rettelser og forsvar for stykket viser måske, at Oehlenschläger selv følte, at han var gået for langt. Kirsteins opfindelse af "lex oehlenschläger" viser hans glimrende administrative evner: loven havde gyldighed lige indtil 1845 (jf. s.1204). Holsts "Borgfogedens Bryllup" hjalp Molbech til en acceptabel udformning, til trods for at han aldeles ikke yndede hverken skuespilleren eller den oehlenschläger-imiterende forfatter. De øvrige forfattere og deres værker blev affejet med korte, barske, totalt smadrende vota: tonen var hård, kvaliteten har været ringe. Kun på opfordring deltog Holstein i behandlingen af disse stykker: hans votum over "De italienske Røvere" er hans længste i den behandlede periode, ihvorvel det absolut ikke var særligt selvstændigt.
[sideskift][side 636]
Læsningen af "De strandede Planer" ophidsede Molbech så meget, at han præsterede en sønderlemmende kritik: "Forfatteren er ligesaa svag i at opfinde et dramatisk Sujet og sammensætte dets Situationer, som i at tegne Personerne, der her fremtræde i den tommeste, flaueste og ubetydeligste Skikkelse; og Dialogen er ligesaa vandet og saftløs, som den er plat og smagløs" (31.7.1834). Kirstein fandt ligesom Molbech, at dette stykke kunne tjene til eksempel på, hvordan "de mange umodne og ukaldte Forfattere der hjemsøge os med deres dramatiske Prøveklude" ikke skulle gøre (21.9.1834). Remitteret den 19. sept. 1834 (Kp.nr.123) (1).
Paludan-Müllers "Kiærlighed ved Hoffet" (jf. s.620) indsendtes i den endegyldige version den 24. sept. 1834 (I.B.nr.139), hvorpå rollerne uddeltes den 11. okt. 1834 (PRFD). Molbech fandt de sidst tilkomne forkortninger "i det Hele .. tienlige og hensigtsmæssige" (14.10.1834). Kirstein refererede sig til Molbechs votum (ang. ændringerne) samt den kendsgerning, at stykket allerede var indstuderet og opført og "idetmindste indtil videre .. forstaaet og gouteret af Publikum" (15.11.1834); behændigt kom han uden om sine tidligere indsigelser (2). Premieren fandt sted den 9. dec. 1834 (opført ialt 7 gange for teatrets regning i den behandlede periode). Glad noterede Molbech, at stykket blev "opført m. stort Bifald - til min ikke ringe Fornøjelse; da Jeg har maattet stride nok f. dette Stykkes Opførelse" (NkS 439).
Molbech mente, at P.D. Faber var ophavsmand til "Datteren fra Kiøbenhavn", der fik en hård medfart, thi han tænkte sig det ikke muligt, "at man, uagtet alle Stykkets jydske Localiteter, vilde taale det paa noget jydsk Provindsialtheater, hvor man ikke var aldeles fremmed for det kiøbenhavnske Repertoire, og for de allertarveligste og nøisomste Fordringer til scenisk Anstændighed, Smag og Cultur" (12.12.1834). Kirstein ønskede ligesom Molbech, at Faber ville indstille produktionen med henblik på opførelse på Det kgl. Teater (19.12.1834). Returneret den 30. dec. 1834 (Kp.nr. 157). Se s.1159.
Hvornår Molbech og Sille Beyer indledede drøftelserne om at fabrikere et geburtsdagsstykke til kongens fødselsdag i jan. 1835 vides ikke med bestemthed (3). Ej heller hvem der havde tænkt sig stykket som en dobbelt hyldest: fødselsfest og indførelsen af stænderforsamlinger. Planen blev forelagt direktionen i efteråret 1834, men kasseret som feststykke på grund af Kirsteins kritik, [sideskift][side 637]især fordi stykket havde "saameget Mere af Hentydning paa Provindsialstændernes Indførelse end paa Kongens Fødselsdag, .. ja det kunde maaskee endog være, at det ikke synderligen vilde være de Høie Herskaber behageligen, paa den Dag igjen at see et Thema lagt til Grund, der nu alt i længere Tid har været saa stærkt for Pleielen" (Coll.BrS. 19.11.1834). Kirstein mente, det var bedre at gemme Sille Beyers stykke "til Stænderforsamlingens Aabningsdag", der blev fastsat til 1. okt. 1835. Om en særlig festforestilling i den anledning blev der imidlertid ikke tale. - Det vides ikke, hvorvidt Beyer foretog ændringer i sin plan på grund af den fremførte kritik, men hun leverede Molbech stykket aktvis - til privat censur. Den 1. jan, 1835 sendte hun ham således anden akt "skiøndt Slutningen mangler, men jeg vilde først spørge om dette Stykke om Jylland skulde reciteres eller synges, for derefter at indrette de foregaaende Repliker. Tredie Act tænker jeg at kunne faae reenskrevet til imorgen og haaber selv at kunne bringe den ind .. naar jeg kommer ind maa jeg høre, om Iustitsraaden finder det har hiulpet noget paa Prangerup" (NkS 2336). På denne baggrund må Molbechs votum læses, thi det bliver da også en vurdering af hans egen indsats som konsulent: "Dets Nationalitet er agtværdig nok til at burde sikkre det mangen Bifaldsstemme; imedens det, ved mangen god Situation, en heldig Dialog, og een vel udført komisk Charakteer synes at maatte kunne vente sig end flere af saadanne Stemmer; ogsaa er der i Stykkets hele Sammensætning og Arrangement en vis Correcthed, som vilde giøre en langt mere øvet dramatisk Forfatter Ære; for ei at tale om den ligesaa correcte, som overhovedet gode og naturlige Diction: hvilket Alt taler for en gunstig Modtagelse, som desuden Stykkets usædvanlige Localiteter, en paa vor Scene ny, komisk Charakteer, og de vakkre, heldigt anbragte Sangnummere, synes at maatte hæve end mere" (4.1.1835). Molbech indrømmede, at det delvis savnede "det Slags piquante eller pirrende Effect, som man .. er bleven vant til paa vort Theater .. Imidlertid vil dog uden Tvivl allene Prangerups Rolle, om den ret fuldstændigen lykkes Phister, være nok til at decidere Stykkets Held", Molbech opsummerede sin dom over og sit arbejde med dette stykke: "At danske Stykker, som dette, maatte kunne gives med Bifald paa det danske Theater, og der danne en ny Classe, til Afvexling med den nu snart forslidte Scribe, og de øvrige Pariser Sæder og Situationer: vilde upaatviv[le]lig i det [sideskift][side 638]mindste være meget ønskeligt" (l.c.). Anken mod Molbech, at han evig lod Scribe og konsorter slippe gennem censuren, er kun rigtig, for så vidt som han oftest ikke havde andet at byde på. Når han ikke ville lægge repertoiret om til fordel for det romantiske drama, måtte det være småt med fornyelse. Han kunne ikke hver gang bemestre sig en Paludan-Müller, Heiberg eller Sille Beyer til at skrive det slags skuespil, han helst så opført. Molbech havde inden for begge hovedkategorier en ganske bestemt opfattelse af, hvad han ønskede antaget og opført. Når det gjaldt lystspillet var det Sille Beyers produkter, der kom nærmest hans idealer, fordi "det komiske og lystige" havde "en vis landlig, jævn, idyllisk Charakteer", understøttet "ved en ikke ubetydelig Deel Vid og muntre Indfald": Molbechs opskrift på et lystspil var ikke så lidt kompleks og vidtfavnende. - Kirstein, vidende om stykkets tilblivelse, var mindre entusiastisk, idet han ikke lagde skjul på, at dette stykke hverken havde nye karakterer eller effekter, der kunne tilfredsstille publikum: "Den eneste nye Characteer - Hedekatrines - frygter jeg, vil ikke gjøre den forventede Effect, medmindre man tør antage, at idetmindste alle herværende Jyder forstaae det - idetmindste for mig, uden de tilføiede Noter, aldeles uforstaaelige - Natmandssprog der er lagt hende i Munden" (6.1.1835). Dialektologen havde måske spillet Molbech et puds, eller var det Kirsteins københavnske realitetssans der spillede ind; i al fald ville Kirstein dog ikke modsætte sig, at man gjorde forsøget med at opføre stykket, som efter hans mening tilhørte en passeret epoke i teatrets repertoire (l.c.). Bredal komponerede musik til sangene, hvorpå rollerne uddeltes den 6. marts 1835 (PRFD). Stykket oplæstes den 14. april 1835 (Journal), hvorefter stykket ved prøverne nærmest omkalfatredes, men "Igaar og I Dag" blev dog opført den 2. maj 1835; det spilledes anden og sidste gang den 18. maj 1835. Endnu en Sille Beyer-produktion blev fulgt af en heftig pressepolemik (4) (5).
På grund af sine politiske betænkeligheder ved Sille Beyers feststykke optog Kirstein forhandlinger med Heiberg om et stykke til kongens fødselsdag i jan. 1835. Den 18. nov. 1834 rapporterede han til Molbech, at "der ikke lod til at være noget i Veien for" et sådant projekt, hvorfor Heiberg "lovede .. paa Fredag i Directions forsamlingen at fremkomme med det Nærmere" (Coll.BrS.). Heiberg anføres ikke som værende tilstede ved mødet den 21. nov. [sideskift][side 639]1834 (Dp), men både den 28. nov., den 5. og 12. dec. 1834 konfererede Heiberg "om Udførelsen af en Forestilling" i anledning af Frederik VIs fødselsdag. I mødet den 12. dec. 1834 meddelte han "Directionen Hovedtrækkene af Planen til et romantisk Skuespil, som han .. erklærede sig villig til at skrive; og da der til dette vil behøves nogen Chormusik blev man enig om, at Capel=Musicus Bredahl kunde proponeres, at paatage sig Compositionen af samme; ligesom Professor Heiberg lovede at indfinde sig i næste Directions=Møde, for, i Forening med Oeconomie=Inspecteuren og Theatermaler Wallich at aftale det Fornødne om Scene=Arrangement og Decorationer" (Dp). Den 19. dec. 1834 stadig uden at have skrevet en linje af "Alferne" (6) "foredrog [Heiberg] de vigtigste Requisita i Henseende til Decorationer og Scene=Arrangement .. Da .. Bredahl havde erklæret ei at kunne paatage sig Arbeidet ved de Musiknummeres Composition, som ville behøves til Stykket: blev dette Arbeide overdraget Syngemester Zinck" (Dp). Heiberg arbejdede på højtryk i de følgende uger, og den 11. jan. 1835 kunne han tilsende Ryge et udarbejdet udkast til dekorationer og scenearrangement (Borup nr.314) (7), men først den 21. jan. 1835 tilstillede han teatret det færdige stykke, som umiddelbart blev udskrevet, uddelt og oplæst (8); først derpå fik censorerne stykket til censur den 25. jan. 1835! Molbech var nok noget betænkelig ved de komiske partier af stykket, men håbede på succes "ikke allene .. for Theatrets og Forfatterens Skyld; men fordi jeg i Opfyldelsen vil see en heldig Betingelse mere til at skaffe det romantiske og eventyrlige Skuespil, hvilket jeg betragter som en Vei til at hæve den synkende Theater-Smag, Indgang paa vor Scene og hos vort Publicum" (26.1.1835). Molbech var således ganske på det rene med, at teaterrepertoiret trængte til en fornyelse, men midlet hertil var vanskeligt at finde. Han håbede på, at innovationen af repertoiret ville komme via det romantiske skuespil, omend det blev i form af stykker som "Alferne" og "Kiærlighed ved Hoffet". - Kirstein nåede ikke at censurere stykket før opførelsen, hvorfor hans votum blot blev en bekræftelse af Molbechs forhåbninger, hvortil han ønskede "Forfatteren og Theatret" tillykke (13.2.1835). (Opført 40 gange i den behandlede periode). Forcensuren fik ved dette stykke en særlig variant, idet forfatter og censorer arbejdede side ordnet: en garanti for at forfatteren gjorde hvad han lovede, havde censorerne da ikke; hvilket illustreres så meget des [sideskift][side 640]tydeligere, som Heiberg efter premieren netop ændrede det komiske element i slutningsscenen, som Molbech havde næret betænkelighed ved (9).
Dialogen i "Corporationen" var "skrevet .. i et temmelig correct Sprog" og "fra Formens Side" var det bedre end de fleste fuskerier "i den finere, Scribeske Maneer", men Det kgl. Teater kunne ikke opføre en komedie med "6 Frugthandlere og 5 Frugthandlersker og Sælgekiærlinger, og hvis Indhold allene dreier sig om Frugthandler-Corrorationens og dens Medlemmers i den platteste Tone forhandlede trivielle Anliggender og Hverdagsoptrin af det raaeste Slags" (6.3.1835). Kirstein var atter "Aldeles enig" (22.5.1835). Returneret den 5. maj 1835 (Kp.nr.79).
"Ringen" fandt Molbech lignede "et tydsk Almanak-Stykke", om det ikke var en oversættelse: "[Det] duer ikke for vort Theater - uagtet det, udført med noget mere Talent, ei kunde give saa ilde et Sujet for et Forspil eller Eenactsstykke af den Classe, som "Misforstaaelse paa Misforstaaelse" [10], "den bogstavelige Udtydning" [11], o.d. Her røber Behandlingen alt for meget den uskikkede og uøvede Haand" (5.4.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (18.5.1835). Remitteret den 22. maj 1835 (Kp.nr.84).Småtingsafdelingen hos H.C. Andersen kan også oplyse meget om forholdet omkring teatret. Ifølge Andersen selv havde Collin været vidende om det nyeste trick vedr. indlevering af Andersenske produkter: at lade Heiberg indsende det fra en anonym (BJC I,121 14. 5.1835: "det mindre, vi have givet Heiberg"). Den 30. april 1835 indsendte Heiberg den dramatiske situation "En eneste Soldat" "Uagtet jeg ikke indseer, af hvad Grund Forfatteren, istedenfor at henvende sig umiddelbart til Directionen, har foretrukket en Omvei til sit Maal, kan jeg dog paa den anden Side ikke finde nogen Betænkelighed ved at opfylde hans Ønske" (I.B.nr.102). Molbech bedømte stykket til at være et "meget maadeligt Opkog af de 7 militaire Piger, .. Forfatteren vil lade Fru Heiberg slaae Generalmarsch og blæse i Trompet, .. Det hele er ikke blot en Bagatelle; men en flau Bagatelle" (18.5.1835). Kirstein var atter "Aldeles enig" (21.5.1835). Remitteret den 22. maj 1835 (Kp.nr.83). Se s.720.
Andersens anonymt indleverede stykke og de andre anonyme lystspil viser på ny, hvor svært det var for teaterdirektionen at præstere danske lystspil på scenen. Andersens forfølgelsesmani viste sig at være ubegrundet. - Sommerforestillingen af Paludan-Müllers [sideskift][side 641]stykke gjorde det forholdsvis nemt for Molbech at overbevise Kirstein om det rimelige i stykkets optagelse i repertoiret: kun ad bagdøren kom dette stykke frem på scenen. I dette tilfælde glædede Molbech sig; senere skulle han ærgre sig over denne taktik. - Når direktionen, eller et af medlemmerne, endelig antog et nationalt lystspil, var det ikke godt nok. Molbechs begejstring over Sille Beyers "Igaar og Idag" var da heller ikke overvældende. Kirsteins saboteringsøvelse i nov. 1834 har vel også været medvirkende til dets fald. Kombineret med den politisk bestemte afvisning af Beyers produkt blev befordringen af Heibergs Alfer så meget des kraftigere. Molbechs accept af dette stykke, trods komikken, viser præcis, hvad hans repertoirepolitik med hensyn til det højere skuespil gjaldt: det romantiske skuespil med moderate effektscener og en godt befordret handling. Molbechs kriterier for et nationalt lystspil kom tydeligst frem i forbindelse med Beyers stykke. Efterspillet i pressen blev temmelig kompromitterende for Molbechs dramaturgiske repertoirepolitik. - Heibergs omgåelse af censuren skete med censorernes egen accept, jf. sammenstødet med Manthey i 1830 og sammenstødene med Molbech/Kirstein i 1832 og 1834: Det var af nød dette arrangeredes; men samtidig viser det vel Heibergs stigende indflydelse.
[sideskift][side 642]
Heiberg oplyste den 28. aug. 1834, at han netop havde modtaget "en Pakke nye franske Skuespil" fra Bournonville (I.B.nr.206, jf. s.653). Den 14. sept. 1834 modtog Bournonville betaling for "Sex og tyve Theater-Stykker" (TK 1834 4.kv.nr.1522). Kun Bournonvilles oversigt over de skuespil han så i Paris eksisterer idag:
| 7.6. | L'apprenti | TVR 15.4.1834 |
| 7.6. | Turiaf-le-pendu | TVR 4.6.1834 |
| 7.6. | Prosper & Vincent | TVR 7.1.1833 |
| 11.6. | Pourquoi | TV 14.6.1833 |
| 11.6. | Un premiere amour | TV 14.5.1834 |
| 18.6. | Victorine | PSM 21.4.1831 |
| 18.6. | Catherine Howard | PSM 2.6.1834 |
| 28.6. | Pauline | GD 30.4.1833 |
| 28.6. | Les duels | GD 25.6.1834 |
| 28.6. | La chanoinesse | GD 31.12.1833 |
| 17.7. | Robert-Macaire | FD 14.6.1834 |
| 22.7. | L'auberge des Adrets | TAC 2.7.1823 |
| 22.7. | La tour de nesle | PSM 29.5.1832 |
| 24.7. | La famille Larigny | Theatre Monton |
| 24.7. | La chercheusse d'esprit | Theatre Monton |
Bournonville har været særdeles bevidst med hensyn til valg af repertoire, thi herudover så han kun tre gamle komedier på Theatre Francais (1). Valg af teatre og genrer beviser Bournonvilles dygtighed og viden om Det kgl. Teaters ønsker og muligheder, men så sandelig også hvad Bournonville ikke kunne komme til at se i København. Det skal erkendes, at de stykker, som Bournonville så i Paris, ikke kom til at spille nogen rolle for teatrets repertoire; hvorvidt det gjaldt de af ham indkøbte får stå hen. Heibergs lovede betænkning over Bournonvilles indkøb blev enten ikke udfærdiget eller er siden gået tabt.
Ancelot & Bonifaces drama "Tetes-rondes et cavaliers" (TV 25.9.1835) modtog C.L. Kirstein fra broderen primo dec. 1833 (jf. s.650). Heibergs betænkning derover var meget positiv, idet hans "Nina"-interesse på ny blev pirret: "den tragiske Maade, hvorpaa den Vanvittige griber ind i Handlingen, og endog er nær ved at bringe sin Elsker paa Skaffottet, er af megen dramatisk Virkning. Musik er uundgaaelig i dette Stykke. Den behøves .. til at .. udmale [sideskift][side 643]den Vanvittiges Tilstand, understøtte og tydeliggjøre den psychologiske Udvikling .. jeg anseer det for meget skikket til at omarbeides til et Syngespil, .. Professor Weyse, som jeg har ladet læse det, bifalder det ikke, men jeg troer, at hans Indvendinger mere ramme Stykket i dets nuværende Form, end i den Omarbeidelse, som jeg havde paatænkt" (Borup nr.296 20.12.1833). Heibergs anvendelse af præteritum angiver tydeligvis en skuffelse over Weyses reaktion på dette Nina-stykke, thi her havde han måske haft mulighed for at realisere nogle af sine visioner ang. dette af ham særdeles foretrukne sujet. Han overgav da stykket til direktionens videre deliberation, men først på sin rejse til Hertugdømmerne behandlede Kirstein stykket: "[Det] vil, skjøndt Sujettet uden Tvivl kunde have været behandlet paa en langt finere og værdigere Maade, dog efter min Formening gjøre Effect paa Theatret. Nogle Steder f.Ex. 3 Acts 5 Scene kunde maaskee trænge til af Oversætteren at behandles med lidt mere Fiinhed end Originalen frembyder, ligesom det forekommer mig ønskeligt at flere af de puritanske Udbrud, der klinge lidt bespottelige, modificeres noget". Kirstein så ingen "særdeles paatrængende Anledning til" at "give Stykket en musicalsk Behandling", men holdt "det .. bedst at lade H[eiberg] bearbeide det som et sædvanligt Drama" (Coll.BrS. 16.6.1834). Molbech læste stykket, men kun af skrivelsen til Heiberg fremgår det, hvad han fandt betænkeligt. Den 2. juli 1834 sendtes stykket til Heiberg for at han kunne "oversætte og bearbeide [det] i Form af et Skuespil uden Sang; med de Forandringer, som De maatte finde passende og tjenlige for Stykkets Fremstilling paa Vor Scene" (Kp.nr.102). Udover hvad Kirstein havde forlangt modificeret, lagde skrivelsen til, at "ogsaa .. Miss Waltons Vanvids Tilstand" måtte behandles "med mere Fiinhed og Delicatesse .. og overhovedet" fremstilles "mere .. som en nerveux Sindsfraværelse end som egentlig Forrykthed" (l.c.). Uagtet Heibergs begejstring for dette sujet, kom der intet ud af direktionens anmodning om en bearbejdelse. - Gav dette stykke anledning til, at Heiberg omarbejdede sin egen "Nina"? Jf. s.774.
Tilsendt samme dato blev Robillard d'Avrigny & Francis (d'Allarde eller Cornu)'s "Le festin de Balthazar" (TAC 15.5.1833) (Kp.nr.102), som ikke huede Heiberg: "Et stort Spectakelstykke, beregnet paa Optog og Decorationer, som Alt hvad der hører til Repertoiret af Ambigu-Comique og de andre Boulevard-Theatre" (I.B.nr.206 28.8.1834). [sideskift][side 644]Heiberg var en svoren fjende af boulevardteatrene, jf. s.731.
Den 27. aug. 1834 uddeltes rollerne til "Egmont" (jf. s.620) (PRFD). hvorpå stykket opfortes første gang for teatrets regning den 5. sept. 1834; fjerde opførelse den 20. dec. 1834 fulgtes af en lovprisning i "Kjøbenhavns=Posten" (2), hvorefter stykket blev henlagt. Se s.1175.
stud. theol. C. Møller indsendte sin oversættelse af Körners sørgespil "Rosamunde" (1814) (I.B.nr.l84), men direktionen afviste den, fordi teatret allerede i 1818 havde givet C.J. Boyes oversættelse.
Fungerende hofmarskal og tidligere teaterchef i Stockholm, Bernhard v. Beskow besøgte København i sommeren 1834 (3). Både Oehlenschläger, Heiberg og Molbech (blandt mange andre) tog imod ham. Hans drama "Ryno, eller den vandrande Riddaren" med musikkomposition af Brendler og kronprins Oscar sendte Oehlenschläger "til Syngemesteren [Zinck], for at han - under Haanden - skulde lade mig vide om man ønskede det; - da jeg ikke vilde have noget Offentligt og Officielt derom - før jeg var vis i min Sag. Jeg fik intet Svar, og vovede ikke at gaae videre. Saasnart man havde faaet at vide, at høie Vedkommende havde Deel i Tingen, var der ingen Hindringer giort; men hvad staaer mig inde for, at i det store Kiøbenhavn - hvori der dog endnu ere nogle faa Svenskhadere - og mange Misundere - ikke kunde være Enkelte - Een var nok - som af Malice med et Hys kunde søge at skade min Sag? - og det vilde jeg ikke udsætte os for." (Nobelinstitutets Bibliotek. Stockholm 17.5.1836. Jf. Preisz nr.1408). Oehlenschlägers oplysninger er ikke ganske rigtige, thi stykket blev taget under formelig censur, der ingenlunde var positiv. Molbech konstaterede, at "De sædvanlige Requisiter [i et ridderskue spil i gammel stil] .. ere her, uden synderlig dramatisk Sammenhæng og Effect, sammensatte for at udgiøre en noget løs Forbindelse imellem de til Bedste for den musicalske Composition indlagte Arier, Chor og Recitativer. Forf. har heller ikke giort sig meget Besvær, enten med Opfindelse, Situationer eller Handlingens Sandsynlighed. Dialogen er jævnligen noget konstlet og stiv .. Imidlertid mangler her ikke Handling eller Motiver for Componisten .. Skulde imidlertid Musiken findes at have saadanne Fortienester, at Tilskuerne, vante til den lette, hurtige Gang, der undertiden er de franske Operatexters Hovedfortieneste, kunne glemme, at de her i adskillige noget langvarige Scener maa kiede [sideskift][side 645]sig - saa kan dog uden Tvivl denne Operatext siges at staae meget over .. Robinson [jf. s.594]" (5.10.1834 (4)). Molbechs fairness må trods alt værdsættes; thi her gjaldt det et værk af en særdeles indflydelsesrig svensker. Det fatale ved Molbechs censur var vel netop hans understregning af, at "Sangpartierne ikke altid heldigen ere indsatte i Dialogen", thi derved markerede han vel også, at flere hænder havde måttet indrette sig efter hinanden. Kirstein var enig med Molbechs vurdering, idet han gjorde sagen end mere delikat, fordi han var overbevist om, "at Musiken her maa gjøre Udslaget, og vilde det saaledes vel være at sende til vore musikalske Censorer" (12.10.1834 (4)). Da kun klaverudtoget fulgte med, spurgte Molbech, om "den hele Composition derefter [kunne] bedømmes" (Coll.S.344 20.9.1834). Hverken Zinck eller andre musikkyndige ses at have udtalt sig om Brendler/Oscar-kompositionen. I sin korrespondance med Beskow berørte Molbech ikke dette stykke, hvilket klart viser ambivalensen i Beskows relationer til Danmark. Om opførelsen i Stockholm den 16. maj 1834 se Personne Bd.6 145ff.
Rahbek havde i 1823 oversat Byrons "Marino Faliero, Doge of Venice" (1821 Drury Lane), men besynderligt nok ikke engang forhandlet om dets opførelse på Det kgl. Teater. Casimir Delavigne behandlede det samme emne, inspireret af og udnyttende Byron, i sin tragedie "Marino Faliéro" (PSM 30.5.1829). Borgaard indleverede en bearbejdelse af Delavignes stykke, ifølge Molbech, "med faa Forandringer i nogle enkelte Scener; men uden at jeg har kunnet opdage meer end ganske lidet, til en Benyttelse af den engelske Digters Værk .. Kun i Bertrams Rolle har han lagt adskilligt til af sit eget; og - om min Erindring ikke feiler - taget noget lidet hos Lord Byron". Hovedindvendingen fulgte derpå: "idet han har forladt denne og fulgt den franske Digters hele Plan, har han ogsaa berøvet Tragoedien en af dens ædelste Skiønheder, Uden Angiolinas Uskyldighed bliver Faliero's Brøde vel egentlig ikke større - men den Ulykke og Undergang, han styrter sig i, saameget større, og man kan vel sige til Overflod sørgelig". Molbech formulerede meget præcis, hvad denne omarbejdelse betød for stykkets dramatiske effekt og moral: "Historien kiender intet til Fernando, intet til nogen Plet paa Angiolinas Rygte. Cas. Delavigne har villet bringe mere Effect ind i sit Drama; og derfor, i det han selv danner Overgangen fra den gamle Skole til de moderne Romantikere i den franske Dramatik, har han frembragt et vel endnu i Formen temmelig [sideskift][side 646]regelmæssigt, men i mange Enkeltheder vilkaarligt behandlet Drama, hvor den tragiske Reenhed og Værdighed, ved den sentimentale Kiærlighedsforstaaelse imellem Dogasessen og Dogens Frænde og Arving, unegtelig har lidt et betydende Skaar; der uden Tvivl heller ikke hos os kan blive ganske uden Indflydelse paa Stykkets Modtagelse" (17.12.1834). Molbech ville ikke beskylde Delavigne for Hugoske udskejelser, men han påviste præcist sammenhængen mellem Delavigne og Hugo, Dumas og den nyere franske romantiske skole. - Molbechs krav til tragedien var ganske i overensstemmelse med Schillers: "[Tragedien ejede] Harmonien i alle dens enkelte Dele, Charakterernes vedligeholdte Eenhed og Adel, Handlingens tilfredsstillende Udvikling, Katastrophens rigtige Forberedelse og Opløsningens vel beregnede dramatiske Effect - endelig ogsaa den Virkning, vi altid maa ønske os at modtage af det tragiske Dramas Udgang: at det ikke blot nedtrykker Siælen ved ædle Kræfters Undergang og Fordærvelse, men tillige opløfter den ved at fremkalde eller forstærke Følelsen af at det Gode maa være seirende, selv i sin Undergang, og at det Ondes Seier kun er et Blændværk, vi aldrig kunne ønske os at opnaae for den Priis det kiøbes for m.m. - hvor Alt dette og mere, siger jeg, har udviklet sig til et Heelt, som vi giennem hvert Optrin, giennem Handlingens Fremgang og til dens Udgang, følge med lige Tilfredshed og Interesse" (l.c.). Efter at have forfulgt de franske romantiske dramer forsøgte Molbech at formulere sine krav til en tragedie "i Ordets høiere Betydning" (l.c.). Om end det selvstændige i disse krav synes lidet, viser det dog klart på hvilket fundament, Molbech opererede: den Schillerske dramaturgis knæsatte præmisser. - Var Kirstein end i det væsentlige enig med Molbechs litterært-dramaturgiske vurdering af tragedien, mente han dog, at "adskillige Enkeltheder og Hovedindholdet [5] .. vel kunne vække adskillige Betænkeligheder i politisk Henseende ved at bringe dette Stykke til Opførelse under den nærværende Stemning hos Publikum" (28.12.1834). Det må formodes, at Holstein på denne baggrund har læst stykket, og at Borgaard har forhørt sig om censurens udfald og også har fået et foreløbigt henholdende svar; men den 13. marts 1835 ville han have direktionens endelige beslutning at vide (I.B.nr.66). Borgaard svaredes, at stykket var trods forbehold "fundet antageligt til Brug for det Kgl. Theater", hvorved Molbechs dramaturgiske vurdering retfærdigvis havde afgjort den rent kunstneriske [sideskift][side 647]vurdering. Men det afgørende var dog tilføjelsen: at direktionen refererede til den kgl. resolution af 9. marts 1830, "hvorved Directn: bemyndiges til, efter Omstændighederne, at lade Stykker henligge uopført, om samme endog ere antagne", hvorfor den "for Øieblikket eller i nærværende Saison” ikke ville opføre stykket (Kp.nr.61). Den manglende offentlighed i administrationen gjorde det muligt for teaterdirektionen at forfalske indholdet af den kgl. resolution (6). Det mest spændende ved denne affære er imidlertid, at det lykkedes Borgaard at erfare den egentlige sammenhæng, det vil sige Kirsteins politiske betænkeligheder. Den 29. maj 1835 tilskrev Borgaard følgelig Molbech for at få oversættelse og original retur, eftersom direktionen havde "anseet sig bemyndiget til at henlægge det .. uopført" (Coll.BrS.). Borgaard fortrød imidlertid dette skridt, idet han den 25. nov. 1835 anmodede om, at direktionen ville opføre stykket: "De enkelte Forandringer og Modificationer, som Directionen af politiske Hensyn maatte ønske foretagne, er jeg naturligviis villig til at foretage efter dens nærmere Opgivende" (I.B.nr.266). Den "nærmere Betænkning" (Dp 27.11.1835) resulterede imidlertid ikke i en opførelse; de politiske begivenheder i 1835 ændrede ikke Kirsteins opfattelse af stykkets uegnethed. - Forfalskningen eller omfortolkningen af den kgl. resolution af 9. marts 1830 fik selvfølgelig ingen konsekvenser for teaterdirektionen. Se s.1050 og s.1259.
A.E. Wollheim de Fonseca, filolog i indisk, tilsendte Molbech sin tragedie "Der Mönch" (utr.) i håb om, at den kunne opføres i en dansk oversættelse: "skiøndt jeg har fundet meget dramatisk Liv, en god Plan og med Talent udviklede Charakterer, ligesom overhovedet en meer end Hverdags= eller almindelig poetisk Aand i mange Scener og Situationer, og stærk Effect paa alle Hovedpunkter i dette Sørgespil: tør jeg dog ikke troe, at det overalt vil være heldigen indrettet for vor Scene", mente Molbech. Han troede nok, at en oversætter kunne borttage noget af det, som ville svække interessen for stykket, men var dog i tvivl om, hvorvidt "den portugisiske Catholicisme og Nationalegenhed, af vort Publicum ville forstaaes tilstrækkeligt" (1.2.1835). Molbechs positive vurdering af skuespillet blev imødegået bestemt af Kirstein, der fandt handlingen i den grad urimelig og usandsynlig, at han frarådede et forsøg på at omplante stykket til dansk. Hans votum formede sig først og fremmest som en blotlæggelse af forfatterens urimelige [sideskift][side 648]behandling af personernes motiver; til eksempel skal følgende anføres: "Faderen D. Bernardo, der i Begyndelsen synes at billige Edmunds Forhold til hans Datter, skjøndt hverken dennes Tro eller politiske Forhold da kunde være ham ubekjendte, bliver med eet uden at man ret indseer Grunden hvorfor, saa rasende herover, at han - for at redde sit Huses Ære - beslutter med egen Haand at dræbe sin Datter, som han ved en nedrig List vil lokke til sig i dette Øjemed. Ved Udførelsen af dette Forsæt bliver han af en Feiltagelse skudt af Edmund og dette - rigtignok kraftige Motiv - bevæger ham til pludselig at lade sin Anskuelse om Familie-Ære, Tro og Hengivenhed for D. Miguel fare og at velsigne Edmunds Forbindelse med Datteren, der efterat hun gjentagne Gange har vaklet mellem sin Kjærlighed til Edmund og Faderens Anskuelser, endeligen har besluttet at flygte bort med ham til Tydskland, men nu, uagtet denne heftige Kjærlighed afbryder sit hele Forhold til Edmund, fordi denne af Vaade har dræbt Faderen" (udat.). Der kan ikke herske tvivl om Kirsteins evne til at opfatte et dramas indhold, hvorfor hans votum er af afgørende betydning; thi Molbechs positivitet skal naturligt nok tilskrives bekendtskabet med den tyske videnskabsmand, der arbejdede på Det kgl. Bibliotek. Holstein henholdt sig til Kirsteins fremlægning, som Molbech vel sagtens overbragte Wollheim de Fonseca personligt (jf. BEC V,103f).
V. Ducange & Guilbert de Pixérécourts "Le Jésuite" (TG 4.9.1830) ville Molbech ikke indrangere i klassen "af de nyeste franske Skuespil", men han fandt dog, at der også her var umoralske "Forhold og Situationer", som fremstillede "grov Vellyst og Forførelse hos en moderne Tartuffe fra Restaurationstiden .. Men det Umoralske og Liderlige er i det mindste ikke besmykket, og heller ikke er der egentlig dvælet meer end nødvendigt ved dets Udmaling. Ikke desmindre er hele Billedet af den grove Hykler og Forbryder ligesaa modbydeligt ved Behandlingens Raahed, som det er oprørende .. paa vort Theater vil det staae ligesaa fremmedt, som et moralsk Uhyre af den Art, som Mr. Judacin, hos Os i det mindste er unationalt" (4.4.1835). Molbech ville ikke engang tillade det opført ved "en eller anden Sommerforestilling; i det mindste ei med Forudsætning, at det derved skulde kunde bane sig Vei til vort Repertoire" (l.c.). Kirstein ville heller ikke stemme for antagelse, fordi det "i Henseende til Fiinhed og Delicatesse i Behandlingen" stod "endnu lavere end""De italienske Røvere" (jf. s.624), men også [sideskift][side 649]fordi han tvivlede "paa at Fru Heiberg .. vilde uden udtrykkelig Befaling overtage den forførte Datters Rolle", og det var stykket ikke værd. Han lod dog gerne en gruppe skuespillere forsøge sig: "og vil det da vistnok bedre end ved den blotte Læsning kunne skjønnes, om det maatte være egnet til Optagelse i Theatrets Repertoire" (18.5.1835). Tydeligvis var Kirstein tiltalt af stykkets kvaliteter, men han følte sig åbenbart ikke stærk nok til at gennemtvinge en opførelse, end ikke ved Sommerforestillingerne. Returneret den 22. maj 1835 (Kp.nr.85).
Raupachs skuespil "Die Royalisten" (Berlin 1829) så Ryge opført i Berlin, og eftersom Holstein havde beordret ham at anskaffe "os ubekiendte Operaer [og] .. Skuespil", som efter Ryges "Erfaring kunde fortiene at omplantes paa dansk Grund", sendte han fra Berlin den 26. maj 1835 et fire sider meget tætskrevet brev, hvori han refererede handlingen i stykket, "da det er utrykket, og jeg foreløbigen ikke kan sende det in originali". Af vurdering indeholdt brevet kun denne passus: "Jeg troer ikke at burde undlade at bemærke, at Stykkets Sujet har Lighed med Sujettet i "Eduard i Skotland"[7] men hvad Caracteertegning og Effect angaaer, da staaer det langt høiere end dette, som dog endnu behager" (I.B.nr. 131). Censorerne ses ikke at have reageret.
Behandlingen af disse stykker viser meget klart teatercensorernes placering i hierarkiet samt deres synspunkters værdi. Delavignes stykke fik Kirstein forkastet på grund af de politisk farlige overtoner deri, mens han modsat ikke kunne gennemtvinge en opførelse af Ducange & Pixérécourts jesuit-drama. Hans realitetssans forhindrede derimod Molbechs for venlige bedømmelse af filolog-kollegaens tragedie. Molbech var tydeligvis skrømt både af Delavignes og Ducange & Pixérécourts dramer, selv om han klart markerede afstanden fra disse dramatikere til den nyeste franske dramatik. Affæren med svenska hofmarskallatets drama viser vel Molbechs ubestikkelighed, men samtidig oplyser den også om lukketheden i censurinstitutionen, når det gjaldt hofanliggender. Ryges indsats fra Berlin viser hvorledes tilbudene motiveredes og hvorledes censorerne var omgivet af konkurrenter eller konsulenter. Heibergs interesse for Nina-stykket, skønt billiget af censorerne, svandt, da han blev anmodet om at foretage den nødvendige bearbejdelse; hans motiv hertil står ikke klart. - Forholdet mellem censorerne og Heiberg synes ikke forrykket vedr. behandlingen af disse stykker.
[sideskift][side 650]
De følgende otte stykker blev alle tilsendt teatret af H.E. Kirstein. I sig selv er det interessant, at en person, selv aldeles inferiør i teatrets hierarki, teoretisk kunne få indflydelse på teatrets repertoire. Det er et interessant spørgsmål, hvem der fournerede H.E. Kirstein med nyheder fra Paris. Uanset om det var H.E. Kirstein selv, der udvalgte stykkerne til hjemsendelse, kan det konstateres, at spændvidden i udvalget ikke er imponerende (fortrinsvis lettere, ufarlige comedie-vaudevilles), men hvad der måske ikke var uden betydning: de fleste stykker mente Heiberg trods alt kunne benyttes af teatret. Stykkerne tilsendtes Heiberg hhv. den 3. dec. 1833 (Kp.nr.149) (nrr.1-6) og den 10. dec. 1833 (Kp.nr.159) (nrr. 7-8) (jf. s.618f).
(1) Scribe & Monvels "Le savant" (GD 23.2.1832) var, ifølge Heiberg, "En skammelig Forhutling af Tiecks Novelle "Der Gelehrte" [1828]. Et daarligt Stykke .. Men saa slet som dette Stykke er, saa er jeg næsten overbeviist om, at det vil gjøre Lykke hos vort Publicum; ja jeg vil snarere indestaae for dette, end for noget af de andre, thi dets grove og usande Characteertegning svarer til meget Traditionelt, som er lettere at forstaae end Naturen, og dets plumpe, moralske Anstrøg vil berolige Alles æsthetiske Samvittighed. Man kan heller ikke nægte, at naar man først har sat sig paa Forfatterens lave og ucultiverede Standpunct, er der Adskilligt i Stykket, som er ret moersomt" (Borup nr.296 20.12.1833). Direktionen resolverede intet ang. Heibergs skrivelse, men herefter og først nu tog teatercensorerne sig af dette og de andre tilsendte stykker. Kirstein tog dem og Heibergs brev med på sin rejse til Hertugdømmerne i sommeren 1834. Fra Kiel skrev han til Molbech, at det var "høist overdrevent og maadeligt behandlet; men da H[eiberg] mener at kunne indestaae for at det vil gjøre Lykke paa Scenen, gad jeg nok seet det oversat for at prøve, om denne hans Formening virkelig skulde holde Stik. Dersom Hr Justitsraaden nu skulde kunne være enig hermed, vilde jeg bede Dem om, snarest mueligt at sende" enten både dette stykke og "Tetesrondes et cavaliers" (jf. s.642) eller et ef dem "for idetmindste ikke at give ham Grund til at sige at han ikke havde kunnet præstere præstandæ, fordi han ikke var bleven forsynet med Arbeide" (Coll.BrS. 16.6.1834). Molbech var åbenbart ikke enig med Kirstein, thi kun Ancelot & Bonifaces stykke blev sendt til Heiberg. Heibergs "garanti" blev således underkendt af Molbech; hvorvidt [sideskift][side 651]det var på grund af dramaturgiske hensyn, kan desværre ikke afgøres, thi den mulighed kunne også tænkes, at Molbech kun ville bruge Heibergs oplagthed til de efter hans egen mening mest lødige opgaver, og ikke som Kirstein var tilbøjelig til, spille hasard med Heibergs dramaturgiske indsigt.
(2) Scribes egen comedie-vaudeville "Les malheurs d'un amant heureux, ou le nouvel homme a bonnes fortunes" (GD 29.1.1833) syntes Heiberg var "det interessanteste af disse Stykker. Originale Characterer og Situationer. Interessant Forvikling. Megen Kunst i Behandlingen. Fortrinlig Dialog .. Umoralsk er Stykket for saa vidt ikke, som det fremstiller les malheurs d'un amant heureux .. Det er rimeligt, at vort Publicum, som ikke forstaaer Spøg i slige Materier, vil finde Stykket anstødeligt; men kjede sig derved, vil sikkert Ingen, naar det bliver godt udført" (Borup nr.296 20.12.1833). At teatret burde spille stykket, trods publikums forudselige negative reaktion, var unægtelig et farligt synspunkt, om end det ikke var nogen ny tanke at lade teatret virke opdragende på publikum. "Om dette Stykke deler jeg i det Væsentlige Heibergs Anskuelse, skjøndt han vel gaaer for vidt i sin Paastand, at alle 3 Fruentimmer i Stykket ere forførte eller blive det", skrev Kirstein til Molbech (Coll.S. 344 udat.). Han tilføjede imidlertid intet om, hvorvidt han fandt det brugbart, men resultatet blev, at Heiberg ikke fik til opgave at oversætte dette stykke.
(3) I anledning af L. Lhérie & V. Lhéries enakter "Le Roi de Prusse et le comedien" (TVR 1.8.1833) fortsatte Heiberg sin opdragende virksomhed med hensyn til publikums reaktion: "Saa besynderligt, som det klinger, saa troer jeg, at Farcen er den Genre, som vort Publicum har mindst Sans for; det har for lidt Phantasi til at sætte sig ind i det umotiverede Comiske .. Vort Publicum trænger for Øieblikket til geniale og phantastiske Farcer, i den Art som Freyas Alter, men udførte med Smag. Naar det har lært at forstaae det Poetiske i denne Genre, vil mangen fransk Bagatel kunne gives med Held paa vor Scene, og meget Nyt kunne forsøges" (Borup nr.296 20.12.1833). Heiberg lagde ikke skjul på, at han søgte nye veje, men var samtidig klar over, at publikum måtte ledes, skulle hans nyorientering lykkes. Vejen til den eventyrlige komedie synes allerede antydet på dette tidspunkt. Stykket, som gav anledning til ovenstående ræsonnement, var imidlertid "ikke saa meget Farce, at det Usammenhængende deri kan undskyldes. Det vil altsaa komme an [sideskift][side 652]paa, om det Originale og Overraskende i nogle af Scenerne vil forslaae til afgjøre et behageligt Total-Indtryk" (l.c.). Kirstein var af en ganske anden mening: "uagtet dets gode Opfindelse og piquante Situationer [troer jeg ikke, at dette Stykke] .. vil kunne gjøre Lykke hos os", hvilket Kirstein ikke baserede på en forestilling om "vort Publikums ringere Modtagelighed for Farcen", men derimod grundet på, dels vanskelighederne ved at besætte hovedrollerne, "deels at det neppe er tænkeligt at Tilskuerne skulde kunne have en saa levende Indbildningskraft, at det i Frederiks Fremstiller vilde troe at see selve Frederik II" (Coll.S. 344 udat.). Unægtelig befandt de to aktører sig på hvert sit plan: spørgsmålet er så blot, om Heibergs langt mere ideale forestillinger om og fordringer til repertoiret havde bragt teatret videre til de opstillede mål, eller Kirsteins fornuft var det rigtige i det givne øjeblik. Molbech tav og stykket blev aldrig oversat eller bearbejdet for den danske scene.
(4) "Les vieux péchés" (GD 5.1.1833) af Dumanoir & Duveyrier var "Meget moersomt; men det dreier sig om en høist uanstændig Begivenhed .. som .. maa fortælles og udmales, og ikke kan borttages, formedelst Catastrophen", mente Heiberg (Borup nr.296 20.12.1833). Uden skrupler for teatrets dekorum synes Heiberg ligefrem at ville have glædet sig til dette stykkes fremstilling. Kirstein, bekendt med teaterdirektionens ansvar med hensyn til scenens konveniens, resolverede derfor: "les vieux pechés vilde uden Tvivl, naar man kunde abstrahere fra det Anstødelige deri, tage sig meget pudserligt ud. Men da jeg ikke seer, at dette kunde skee paa en heldig Maade, saa maae vi nok helst lade den Steen ligge" (Coll.S. 344 udat.). Københavnerne så imidlertid stykket den 11. aug. 1836, da Delcours selskab opførte stykket ved Sommerforestillingerne (jf. s.777). Trods Heibergs og Kirsteins interesse fik denne opførelse dog ingen konsekvenser for det danske repertoire.
(5-6) Såvel Varin & Vanderburchs "Le roman nouveau" (TV 9.8.1833) som Desnoyers "La femme du voisin" (PR 1.8.1833) fandt Heiberg var "daarligt Opkog af hvad man allerede har seet i hundrede Stykker" (Borup nr.296 20.12.1833). Det første, indrømmede Kirstein, "har nok for meget sentimentalt Anstrøg", mens det andet ikke var "uden komisk Kraft, men" stykkets hovedsituation var "noget for langt udspunden til at kunde haabe tilstrækkelig Variation i de Skuespilleres Spil, som maatte spille disse Roller, for at give [sideskift][side 653]den vedvarende Interesse" (Coll.S. 344 udat.). Følgelig skete intet videre med disse stykker.
(7) Ang. Jaime, Lauzanne (& Ach. d'Artois?)'s "L'assassin" (TVR 3.8.1833) erklærede Heiberg ligeud: "Til slige Ting ere vort Publicum og vore Skuespillere meget for tunge; det mangler Publicum paa Phantasie, Skuespillerne paa Gratie. Begge Dele behøves allermeest i det Burleske; ellers bliver det utaaleligt" (Borup nr.296 20.12.1833). Kirstein var af en ganske anden opfattelse: det havde moret ham ved læsningen, trods det noget burleske anstrøg, men godt udført kunne det måske endog optages bedre end "Kostgængeren" (jf. s.510). Det anstødelige i forholdet mellem Giraud og Victoire, som i hvert fald ”en eller anden Rigorist" kunne finde, måtte ikke betyde, at direktionen forkastede det; dertil "synes mig ingen tilstrækkelig Grund" (Coll.S. 344 udat.). Molbech sorterede efter Heibergs vurdering, hvorfor intet videre skete.
(8) Brazier, Dumersan & Ach. d'Artois' "Les actualites" (TVR 5.9.1833) fandt Heiberg "saa aldeles local og ephemer, at der aldrig kan være Spørgsmaal om dens Anvendelse hos os" (Borup nr.296 20.12.1833). Kirstein var "ganske enig med Heiberg" (Coll.S. 344 udat.); følgelig skete intet videre med dette stykke.
Det samlede resultat af disse vota af teaterdigteren og den ene af de anordnede censorer samt Molbechs passivitet må blive: at Heiberg på nær de fire sidste anså disse af H.E. Kirstein tilsendte stykker for egnede til opførelse i en eller anden form, og at han tilbød selv at levere oversættelse eller bearbejdelse deraf. Men uoverensstemmelserne mellem Heibergs dramaturgi og teatercensorernes kommer vel heller ikke tydeligere frem end her, når det gjaldt det enten burleske, fantastiske eller eventyrlige, undertiden frivole franske lystspil, thi hvad Heiberg ønskede at benytte, måske også for at opdrage publikum til en bedre smag, blev forkastet af enten Kirstein eller stiltiende lagt til side af Molbech; mens omvendt Kirstein gjorde sig til talsmand for de stykker, som Heiberg mest bestemt afviste.
Boghandler Brummers leverance af tyske stykker fik ingen konsekvenser for teatrets repertoire. Følgende stykker blev tilsendt Kirstein: Gastelli "Hass allen Weibern" (Burg 1808), Schreyvogel "Don Gutierre" (1818), Raupach "Die feindlichen Bruder" (Berlin 1829) og Bauernfeld "Das letzte Abenteuer" (1834).
Oversættelsen af A.J. Guttenbergs "Der Freier mit hölzernen Beinen" [sideskift][side 654](1820) forkastede Molbech dels på grund af dets "alt for copierende Liighed med det nylig hos Os paa Ny fremkaldte Syngestykke "Apotheren og Doctoren" [jf. s.615]", dels fordi det stod "alt for dybt under det Punkt paa vort Publicums Theater-Scala, som angiver hvad det blot vil taale" (2.6.1834). Returneret den 9. juli 1834 (Kp.nr.107).
Anonymus' oversættelse af Töpfers "Bube und Dame oder schwache Seiten" (Karlsruhe 1833) kommenterede Molbech generelt: "Hvad jeg, ved saamange Forsøg paa at læse nyere tydske Theaterproducter, har everbeviist mig om: at disse enten ere aldeles ubrugbare for os, eller, for at blive brugelige maatte, ikke oversættes, men omarbeides, har jeg saaledes ogsaa her fundet bekræftet". Molbech mente dog ikke, at dette stykke kunne opføres i Danmark, efter en omarbejdelse, fordi det var "alt for opfyldt med smagløs Carricatur baade i Caraktererne, og i de enkelte Situationers Dialogisering", selv om "Stykket hist og her har komiske Motiver, som behandlede med mindre Raahed, ei vilde være uden Virkning" (9.7.1834). Molbech sendte Ryge stykket, men ikke engang han var sikker på, om Molbech ønskede hans erklæring; Ryge meddelte dog, at omend handlingen var stykkets ""schwache Seite"" og intrigen "vel plump" og karaktererne enten "ikke ualmindelige" eller "temmelig almindelige" kunne "de comiske Situationer i Stykket, hvoraf der endda ikke ere saa faa" måske more publikum, hvorfor Ryge rådede til antagelse, "især da vi kunne besætte Hoved-Rollerne særdeles godt" (Coll.BrS. 12.7.1834). Ryge ønskede tydeligvis at hjælpe Töpfer, men var nok klar over Molbechs antityske smag. Om Kirsteins forhandlinger i Hamborg med forfatteren vides intet (l.c.). Returneret den 1. aug. 1834 (DKTB, Ryge til Kirstein 2.8.1834).
Udover "Alcalden i Molorida", se s.661, "Le festin de Balthazar", se s.643, "Monsieur Mouflet", se s.681 og "La consigne", se s.896 tilstilledes Heiberg den 2. juli 1834 også "L'inévitable, ou le secret" (PR 3.8.1833) af Balisson de Rougemont, Laurencot & Petit, men stykket var, ifølge Heiberg "Uden al fornuftig Mening og Sammenhæng" (I.B.nr.206 28.8.1834), mens det sidste "Le poete et maçon" (PR 3.8.1833) af Leuven, E. Roche & Petitjean behandlende Sedaine, i København var "uden Interesse, og desuden yderst maadeligt behandlet" (l.c.). Nedsablingen som er generel i dette brev, gør det så meget mere beklageligt, at det ikke står til at verificere, hvem der foretog indkøbet/leverancen af disse stykker.
[sideskift][side 655]Den 9. sept. 1834 afsendte H.E. Kirstein "Michel Perrin" (jf. s.710) og "Prosper et Vincent" (TVR 7.11.1833) af Duvert & Lauzanne (TK 1835 4.kv.nr.328); hvorvidt Overskou også fik dette stykke til gennemsyn, fortæller kilderne intet om.
De følgende otte lystspil var alle fabrikeret af Scribe i kompagni med forskellige autorer.
"Le fondé de pouvoirs" af Carmouche & Scribe (GD 18.2.1824) bedømtes positivt af begge censorer. Molbech tvivlede ikke om, at stykket, trods flere stødende enkeltheder, ville "være skikket til at bringes paa Scenen", men at oversættelsen måtte "undergaae Correctur og Forbedring" (12.7.1834). Kirstein var enig med Molbech om, at stykket trods oversættelsens mangler ville være brugeligt for teatret, og en korrektur "paatvivleligen .. nødvendig", hvor han mente Heiberg snarest muligt måtte anmodes om at foretage denne (13.9.1834). Om Heibergs arbejde med stykket vides intet, til trods for Holsteins antagelse (udat.). Stykket blev ikke opført.
"Sollicitanten" (jf. s.620) mente Molbech ikke, at "de Antichambre-Forhold", der fremstilledes, kunne virke anstødelige, da de var "behandlede for meget en carricature til at de egentlig skulde kunne finde Anvendelse hos Os" (16.9.1834). Kirstein var "Aldeles enig!" (21.9.1834). Hvorvidt der blev foretaget omarbejdelser får stå hen, da kun KTS nr.689 idag eksisterer (uden rettelser). Repremiere for teatrets regning den 17. okt. 1834 (opført ialt 13 gange).
"Hvedebrødsdagene" (jf. s.620) havde Molbech ikke set ved Sommerforestillingen, men han var sindet at antage stykket til teatrets repertoire, fordi det ejede "Et med Hensyn paa Theater=Effect og Theater=Oversættelser heldigt Sujet .. behandlet med Lethed og Routine" (20.9.1834). Kirstein var "Aldeles enig" (21.9.1834). Rollerne uddeltes den 8. okt. 1834 (PRFD), men stykket blev aldrig givet for teatrets regning (1).
"Parykmageren og Friseuren" (jf. s.620) forkastede Molbech, fordi det "i sig selv [var] .. temmelig tyndt, og den Lykke, det giorde ved Sommerskuespillet uden Tvivl ogsaa var tynd nok" (20.9.1834). Ubekendt med publikums optagelse af stykket forkastede Molbech det, fordi det ikke havde haft succes. Kirstein, der ligeledes var ubekendt med Sommerforestillingens udfald, forsøgte at forklare stykkets evt. succes ud fra publikums uberegnelige reaktioner: "Thi er Stykket .. i sig selv og i det Hele temmelig tyndt, saa [sideskift][side 656]er Slutningen det endnu mere og i en saadan Grad, som jeg ikke erindrer at have seet ved mange af de franske Smaastykker; og da vi have seet saamange virkelig moersomme Stykker finde Mishag hos Publikum, hvor man neppe kunde tænke sig anden Grund, end den maadelige eller flaue Opløning, saa er det næsten ubegribeligt, hvorledes dette har kunnet finde Bifald, medmindre det skulle være fordi man forholdsviis er blevet mindre overrasket ved den flaue Slutning" (24.9.1834). Kirsteins ræsonnement er lige interessant til belysning af hans opfattelse af publikum som til belysning af publikums opfattelse af teatrets repertoirepolitik. Kirstein gjorde et ærligt (men lidt kluntet) forsøg på at forstå sit publikums reaktioner, selv om han aldeles ikke var enig med det eller fuldt ud begreb dets reaktioner.
Rollerne til "Den forlorne Søn" (jf. s.620) uddeltes den 30. sept. 1834 (PRFD), hvorpå censorerne samstemmende ytrede, at stykket skulle optages i teatrets repertoire. Det hørte "vel ikke [til] de ubetydeligste" af "den Mængde ubetydelige Stykker, Scribe og Compagnie have produceret .. endskiøndt det er udført med stor Flygtighed", mente Molbech (5.10.1834). Kirstein var "Aldeles enig" (12.10.1834). Kun den 14. okt. 1834 opførtes stykket for teatrets regning.
Uopfordret (?) havde Heiberg i sommeren 1834 oversat Scribes dengang nyeste komedie "La passion secrete" (TF 13.3.1834), hvorfor det var særdeles nemt for ham at efterkomme Holsteins henstilling om jo før jo hellere at indsende en brugbar oversættelse (sept. 1834, jf. Borup nr.309 2.10.1834). Molbechs censur formede sig som en gennemgang af stykkets "Pariserier", det vil sige en i detaljen gennemført (skjult) kritik ikke af Heibergs oversættelse men af originalens manglende moralitet, især elskeren Mondevilles moralkodex; eksempelvis: "Hendes [Albertines] Uværdighed bestaaer saaledes kun i denne ulykkelige Lidenskab [hendes spillelyst], for hvilken hun i samme Øieblik bøder saa haardt [mister elskeren]; havde hun derimod villet hengive sig til Elskeren, der paa sin Viis og fra sit Standpunkt omtrent viser sig ligesaa egoistisk=lav og uædel som Desrosoirs - da havde hun efter hans System været meget værdig; ligesom Alt, hvorpaa hans Overbeviisning om at Clotilde [Albertines yngre søster] er "en Engel" kan grunde sig, er, at hun selv har røbet for sin Søster, at hun er tilgavns forliebt i Mondeville" (7.10.1834). Kirstein var trods alt enig "i det Væsentlige" [sideskift][side 657]med Molbechs karakteristik, hvorfor det undrede ham, "at Prof. Heiberg har tillagt det saamegen Roes, som jeg .. har hørt derom" (12.10.1834). Roller uddeltes den 7. nov. 1834 (PRFD), hvorpå stykket med en eneste, aldeles væsentlig rettelse, opførtes første gang den 3. Jan. 1835 (opført ialt 6 gange; jf. s.690) (2).
Havde Molbech haft betænkeligheder ved antagelsen af "Den hemmelige Lidenskab” på grund af dets moralske tendens, lagde han ingen bekymring desangående for dagen i anledning af Scribe & Bayards "Le gardien" (GD 11.3.1833), som han egenmægtigt i sommeren 1834 lod Sille Beyer oversætte. Rollerne blev følgelig straks uddelt den 4. okt. 1834 (PRFD), hvorpå oplæsningen fandt sted den 7. okt. 1834 (Journal). Samme dag indførte Molbech sit votum i protokollen; han anså stykket for at være "et af de interessanteste af Scribes nyeste Producter", men troede dog ikke, at han kunne love sig ”nogen udmærket brillant Modtagelse for dette Stykke", hvis oversættelse han havde "anvendt meget Arbeide paa". Af Kirsteins censur fremgår det meget tydeligt, hvad Molbech havde forestillet sig med opførelsen af dette stykke: en imødegåelse af kravet om at indføre det moderne franske skuespil: "naar der er Spørgsmaal om det Tilregnelige i de moralsk anstødelige Forhold troer [jeg] at der vilde være mere at udsætte paa dette end paa "Familien Riquebourg"[jf. s.461], "den skjønneste Dag i Livet" [jf. s.540] eller "et Feiltrin" [jf. s.502] o.fl. lignende Stykker" (12.10.1834). Trods denne erkendelse ville Kirstein dog ikke "forkaste dette Stykke, der unægtelig frembyder endeel Situationer, der .. ere egnede til at vække saadan Interesse paa Scenen, at det, hvis det Anstødelige undgaaer Kritikens Øje eller Svøbe blandt Tilskuerne, vil vinde et, maaskee ikke ubetydeligt, Bifald" (l.c.). Diagnosen var beundringsværdig præcis. Holstein undertegnede censorernes dom uden at have læst stykket (jf. s.700), hvorpå prøverne påbegyndtes den 29. okt. 1834 (Journal). "Aurelia" havde premiere den 7. nov. 1834 (opført 2 gange) (3). På grund af de heftige angreb på stykket reagerede teatercensorer både offentligt og privat: periodens alvorligste sammenstød mellem Molbech og Kirstein udspilledes i nov. 1834. Formedelst sagens principielle karakter behandles den s.694-707.
"Le petit dragon" af Scribe, Delestre-Poirson & Duveyrier (TV 18. 9.1817) kunne ikke opføres "for et dannet Publicum .. Det er sandt, man har vel ogsaa paa vort Theater givet noget, der kan siges [sideskift][side 658]at være af lignende Art, nemlig de 7 militaire Piger [jf. s.614]. Men dette Stykke, med al sin Flauhed, har i det mindste det Naragtige og Ualmindelige i at see unge Fruentimre under Gevær .. Her mangler ogsaa slige Pirremidler" (16.10.1834). Det dannede publikums "pirremidler" kendte Molbech, hvilket han ikke undlod at meddele protokollen; moralsk vurderedes disse kun implicit. Kirstein var "Aldeles enig" (15.11.1834). Remitteret den 20. nov. 1834 (Kp.nr.140).
"La femme de l'avoué" af Carmouche & Duveyrier (GD 23.7.1833) havde allerede Seemann villet sende hjem (UjBr 10.7.1833), men først H.E. Kirstein leverede det i efteråret 1833 (TK 1835 4.kv.nr.328). Heiberg fik det til betænkning (Kp.nr.149 3.12.1833): Selv om det ikke var "uden Fortjeneste" havde det dog "noget Utilfredsstillende", hvor Heiberg hæftede sig ved, at Mad. Aubry var "en ubehagelig Characteer. Hun er mere Mandfolk, end Fruentimmer .. Hos os vil udentvivl finde Stykket frivolt; det samler sig heller ikke til noget tydeligt Total-Indtryk; dertil ere alle Charactererne for tvetydige. Meget vil beroe paa Slutningen", som han ikke mente, teaterpersonalet kunne udføre, således som originalen foreskrev: "de forstaae sjeldent, at give en Hovedsag Udseende af at foretages en passant; de marquere for stærkt; og spare de Anstrengelsen, saa bliver derimod Effecten ude" (Borup nr.296 20.12.1833). Heiberg var nok klar over stykkets muligheder, men hans votum forekommer ikke at være en anbefaling med henblik på en fremstilling på Kgs. Nytorv. Først i juni 1834 gennemlæste Kirstein stykket; han mente, at "portrætscenen" kunne falde bort, hvorved stykket ville blive moralsk uanstødeligt: "Hvorfor Stykket ellers, som H[eiberg] mener hos os skulde findes frivolt, kan jeg ikke indsee". "Brevscenen" forekom ikke Kirstein "at fortjene Navn af Frivolitet. I øvrigt er jeg vel enig med H[eiberg] i at Stykket har noget Utilfredsstillinde; men da det dog har endeel gode Scener, og Stykker der ikke ere moralsk anstødelige falde temmelig sjeldne nu, troer jeg dog at maatte stemme for at vi bringe det paa Seenen". Slutningsscenen ville Kirstein helst helt udeladt ("at lade vort Chorpersonale dandse en Gallopade over Theatret vilde jeg dog ikke raade til") (Coll.S. 344 udat. efter 16.6.1834). I sin svarskrivelse til Kirstein pointerede også Molbech, at der var tale om "et godt Theaterstykke", der var "optaget med Bifald i Tydskland, og uden Tvivl paa Wiens Hoftheater. Men .. allerede [sideskift][side 659]dengang jeg læste Stykkets Indhold udførligt fortalt i Theater-Tidenden, fandt jog det temmelig letfærdigt [4] .. Særdeles er Maaden, hvorpaa Delphine forærer Manden sit Portrait upaatvivlelig ægte komisk, men ogsaa høist frivol. Det kunde endog næsten kaldes et holbergsk Træk; ligesom overhovedet Situationen med Portefeuillen .. falder i det stærkere komiske" (Coll.S. 344 20.9.1834). Molbech var ikke i tvivl om stykkets moralske tendens, men han vidste også råd for at sløre, at der var tale om ""une liaison criminelle avant le mariage"", thi "Kunde man faae Stykket saaledes arrangeret, at Brevene bleve simple Kiærlighedsbreve imellem en ung Pige og hendes Elsker, af hvis Kiærlighed Forældrene ikke ville vide noget at sige, og som siden efter disses Villie have maattet indgaae Ægteskab med Andre - og dernæst maaskee Portraitet faldt bort (hvilket dog vilde giøre mig meget ondt, for den gode komiske Virknings Skyld) kunde Stykket maaskee bedre slippe igiennem hos os" (l.c.). "Af Galop-Dandsen til Slutningen" ville Molbech nødig miste den første, "som er af en meget komisk Effect, og gierne kunde udføres om endog Stykket ei blev Vaudeville". Problemet var imidlertid, hvem der kunne oversætte stykket således, "at Situationerne kunne lempes efter vor Scenes moralske Maalestok .. Jeg tvivler ikke paa, det nok kunde skee; og troer, at Overs[ætteren] af Donna Diana [Sille Beyer] var i Stand dertil; men derimod ikke saa vel til at give den franske Dialog med fornøden Lethed. Som Vaudeville kunne maaskee Overskou behandle det; thi af H[eiberg] er det vel ikke at vente" (l.c.). Molbech blotlagde her teaterdirektionens dilemma, thi et var at udpege de frivole passager, et andet var at opfinde ændringer af disse, så at stykket kunne fremstilles, men et tredje var at få en oversætter til at arbejde med bundne hænder. Karakteristisk for Molbechs forhold til Sille Beyer foreslog han hende til opgaven, selv om han var klar over, at hun ikke fuldt ud var kvalificeret. Hvorledes Borgaard blev involveret i oversættelsesarbejdet, røber materialet intet om, men Molbech var imidlertid tilfreds med hans arbejdes "I nærværende Oversættelse er eet og andet blevet noget formildet .. og kan det giøres endnu mere tydeligt, at" her er tale om et "mariage de convenance", "da vil dette vist ei være Stykket til Skade. Derimod kan jeg nu .. ikke andet end være af den Mening .. : at naar kun Brevene og Kiærlighedsforholdet blive ret klart forestillede som noget, der er passeret uden al Scandal og [sideskift][side 660]kun "avant le mariage" bør man nødvendigen beholde det ægte komiske Træk, at Delphine tilsidst forærer Manden sit Portrait .. Jeg har vedlagt et Udkast til Replikerne om Portraitet, saaledes som jeg troer, de bedst kunde behandles paa Dansk" (3.11.1834). Molbechs indsats for at bevare denne scene kommenteredes af Kirstein, der stadig anså den for at være letfærdig og den eneste anstødssten: "Har min Hr Collega imidlertid den Overbevisning, at Frugter af det Komiske heri vil overveie den Skade, det derved paa Delphines og Stykkets Characteer faldne Skin kan frembringe, har Jeg Intet imod at beholde det" (15.11.1834). Efter at rollerne var blevet uddelt den 5. dec. 1834 (PRFD) blev der foretaget rettelser og forandringer i såvel Borgaards som Molbechs sproglige korrektioner, således at kun brevene blev omtalt, ikke portrættet, ligesom også galopaderne gik ud (DKTB). Premieren den 19. marts 1835 endte i en pibekoncert (kun opført denne ene gang) (5).
Hoffmans gamle komedie "Le roman d'une heure, ou la folie gageure" (TF 5.3.1803) tilhørte den klasse af "Conversationsstykker .. [som] hos os ere nær ved at være hors de saison", konstaterede Molbech; han ville dog "paa et Pariser Theater, givet med det fulde franske Liv, Lethed og Grace i Theater-Conversationen" more sig ved at se det opført. Kun fru Heiberg kunne turnere en sådan rolle (16.11.1834). Kirstein, der havde et mere åbent gemyt, blev næsten nostalgisk i sin omtale af fortiden: "Det vilde gjøre mig inderlig ondt, hvis min Hr Collega skulde have Ret i sin Spaadom, baade fordi jeg selv holder meget af den lette, vittige og artige Dialog og fordi jeg vilde ansee det som et sikkert Beviis paa at Publicums Mave er fordærvet ved de stærkere Kryderier og at man omsider vilde blive nødt til at dynge disse som Franskmændene allerede gjør. Imidlertid maa man dog haabe, at der iblandt det mere dannede Publikum altid ville blive Nogle tilbage, der have Sands for Sligt og som man af og til kan byde det til en Ballet eller anden Forestilling, der især besøges af den mere dannede Classe" (30.11.1834). Kirsteins vurdering af publikum sætter Molbechs ganske i skygge. Molbechs "dannelse" forekommer i denne sammenhæng påtaget, tillært. Hoffmans stykke kunne Kirstein nok indrømme havde fejl (f.eks. elskerens sentimentalitet), men det som havde fascineret ham var fru Heibergs tænkte udførelse af rollen ("fordi jeg ikke kunde lade være at tænke mig den lette og dog piquante Maade, hvorpaa Fru Heiberg i Hovedrollen vilde give [sideskift][side 661]sine Repliker, naar hun fandt nogenlunde Understøttelse af sine Medspillende") (l.c.). Ingen af censorerne kommenterede oversættelsens karakter eller kvalitet. På grund af fru Heibergs vægring ved at udføre rollen blev stykket ikke opført (Cp 16.8.1837 Kirstein). Oversættelsen blev remitteret den 17. nov. 1835 (Kp.nr.208) (6). Se s.859.
Borgaards utrættelighed skyldtes ifølge Kirstein den unge Printzlaus ansættelse ved teatret (7). "Les mémoires d'un colonel de hussards" af Scribe & Duveyrier (GD 21.2.1822) indsendtes i nov. 1834. Begge censorer var enige om, at stykket havde kvaliteter, men på grund af skuespilpersonalets sammensætning mente Molbech, at stykket hellere måtte afvises, hvis man ikke kunne præstere en meget god besætning, mens Kirstein direkte forkastede det af denne årsag: "[Printzlaus] flaue ubevægelige Ansigt kunde maaskee nok passe til Lieutenantens Rolle; men den Lethed, som hele Stykket fordrer, og den ungdommelige Undseelse hos Lieutenanten, der dog altid maa blive gratieus, vil vi desværre nok forgjæves søge hos denne som vore andre unge Skuespillere" (29.11.1834). Hermed var afgørelsen faldet; Molbechs distinktion mellem "locker", overgiven og letfærdig forbliver pedantisk akademisme (27.11.1834).
"De to Ægtemænd", nu indrettet som lystspil (jf. s.539) tiltalte begge censorer på grund af dets "ofte ret pudseerlige og komiske Situationer" (Molbech 24.12.1834). Kirstein anholdt en række urimeligheder, men antog det, fordi det ikke kunne tænkes "nogen grundet Anledning til at antage at Publikum skulde optage det med Mishag", men også fordi "vi trænge til noget Nyt, af den Dimension til at give foran de større Balletter" (28.12.1834). Betingetheden fik selvfølgelig ikke konsekvenser, men viser klart Kirsteins fordringer til teatrets repertoire. Roller uddeltes den 13. marts 1835 (PRFD); premiere den 11. maj 1835 (opført ialt 3 gange) (8).
Gyldendal leverede den 29. dec. 1834 to comedie-vaudevilles, "Un mariage a rompre" af Foumier & Aug. Arnold (GD 1.4.1834) og "Les charmettes, ou une page des confessions" af Bayard, Pittaud de Forges & Vanderburch (PR 12.4.1834). Molbech havde læst derom i Allgemeine Theaterzeitung, men teatret gjorde ikke brug af stykkerne (9).
Sammesteds havde Molbech læst om nyopsætningen på Josephstadt Theater i Wien (1833) af Picards "L'alcalde de Molorido" (TIM 18.1. 1810), hvilket gav anledning til at stykket blev sendt til Heibergs [sideskift][side 662]vurdering (Kp.nr.102 2.7.1834). Han var positiv stemt over for en optagelse af stykket i teatrets repertoire: "At Stykket forekommer lidt gammeldags i sin Form, idet det nærmer sig til de ældre Lystspildigteres Skole - udentvivl er det en Bearbeidelse af en gammel spansk Comedie - kan maaskee bidrage til at give det en forhøiet Interesse" (I.B.nr.206 28.8.1834). Heiberg nævnte intet om hvorvidt han selv ville bearbejde stykket. I nov. 1834 besluttede direktionen at overlade Overskou oversættelsesarbejdet (Dp 7.11.1834), men i jan. 1835 indsendte J.B. Fries uopfordret en oversættelse af Birchs bearbejdelse "Er weiss alles, oder Der Alkalde von Molorido" (1826). Af hensyn til Overskou meddelte direktionen Fries, at den allerede havde "modtaget en til Opførelse bestemt Oversættelse ved Herr Overskou" (Kp.nr.23 18.2.1835). Se s.756 og s.805.
"Le lorgnon" af Scribe (GD 21.12.1833), i Borgaards oversættelse, blev forkastet af begge censorer, selv om Molbech motiverede sin dom ganske anderledes end Kirstein. Molbech specificerede for første gang i sit censorembede, hvad han forstod ved moral(itet): "Kiønsforholdene, som ihvertfald pleier et være det, man vil giøre til Prøvestenen for et dramatisk Arbeides Moralitet". Denne decens blev imidlertid ikke skadet i dette stykke, som derimod var umoralsk i en anden henseende: "Stykket er umoralsk i dets Idee og Udførelse, i det det gaaer udpaa at vise, og paa flere Steder med de mest afgiørende Udtryk forkynder Egoismen, som den menneskelige Naturs Grundvæsen; Falskhed og Hykleri som dens overalt og i alle Forhold fremtrædende Maske; og en indvortes ulykkelig, sønderreven og haabløs Tilstand som den Frugt, de faa Individer have at høste, der havde bevaret ædlere og høiere Grundsætninger i deres Siæl, og som tillige ved en overlegen Forstand og Menneskekundskab vare i Stand til at giennemskue hiin Maske hos den store Mængde, med hvilken Livet bragte dem i Berøring" (15.1.1835). Molbechs kritik af dette stykke ligger på linje med kritikken af Hugo og Dumas samt visse af Scribes tidligere skuespil, f. eks. "Et Feiltrin", "Familien Riquebourg". Molbech var utrolig sikker, når det gjaldt at bestemme de umoralske tendenser i indleverede skuespil, hvilken genre de end tilhørte. Hans censur indeholder imidlertid flere vigtige konstateringer: Dette stykke forbrød sig imod "de simpelste æsthetiske Love for den poetiske Rimelighed, Consequents og indvortes Sandhed i Forholdene - med [sideskift][side 663]andre Ord for det, hvilket selv den sunde Fornuft maa erkiende for at være Naturlighed i Poesien" (l.c.). Molbech er her nærmere end nogensinde, siden artiklen i Maanedskrift for Literatur 1832 ved en definition af, hvad han forstod ved realisme og hverdagstone og naturlighed på scenen. Thi på den ene side måtte dramatikeren ikke demaskere menneskets guddommelighed, men på den anden side måtte "common sense" heller ikke negligeres. Molbech var på samme tid et barn af det 18. årh. og 1830rnes konservative prototype. Hans repræsentativitet er ualmindelig god, når det gælder om at fastlægge de herskende lags dominans i første halvdel af det 19. årh. Belært af Heibergs jongleren med genrernes bestemmelse erklærede Molbech: "I et eventyrligt Drama, et Tryllespil, en romantisk Opera o.d. vilde Situationerne i Lorgnetten kunne blive poetisk naturlige; her ere de ikke saameget overnaturlige, som unaturlige, stødende og latterlige. - Jeg kan ligesaa lidt stemme for et i de æsthetiske Grund-Principer falskt og totalt forfeilet Stykkes, som jeg for ikke længe siden kunde stemme for et i den æsthetiske Udførelse aldeles slet og forfeilet Stykkes Opførelse paa vor Skueplads [Oehlenschlägers "De italienske Røvere", jf. s.624; thi i nærværende Tilfælde vilde det forekomme mig, som om vi slet ikke vilde tage dannede Menneskers udviklede Forstand og Tænkning til Maalestok for de sceniske Fremstillingers Værd" (l.c.). Det "dannede menneske" dikterede censorens litterære, moralske og dramaturgiske kriterier, hvoraf de væsentligste netop af Molbech her søgtes bestemt eller indkredset. - Kirstein var uenig med Molbech med hensyn til "Stykkets Moralitet", men mente, at dets "Unaturlighed og poetiske Urimelighed" (uspecificeret) var "tilstrækkelige Grunde til Stykkets Ikke-Antagelse for vort Theater" (12.2.1835). Remitteret den 21. febr. 1835 (Kp.nr.31). Se s.712.
Carl Schalls "Die unterbrochne Whistpartie, oder der Strohmann" (Breslau 1814), i Rosenkildes bearbejdelse kaldet "Whist med den Blinde", blev af Molbech godtaget som "et ret lystigt og pudseerligt, skiøndt let og overfladeligt dramatisk Arbeide, som jeg troer, vil more paa Scenen, og som virkelig har ikke faa gode Æmner og Situationer for Skuespillerne" (3.2.1835). Molbech havde nogle steder rettet i oversættelsen, som han i øvrigt mente generelt trængte til en revision, især "af de underlige og noget udelicate entomologiske Taleraaader og Allusioner" (l.c.). Kirstein var ganske anderledes negativ i sin vurdering af oversættelsen, [sideskift][side 664]thi "uden en skrap Revision af de entomologiske Talemaader og Allusioner - hvoraf næsten den største Deel gaae ud paa en Sammenligning mellem Menneskenes og Insecternes Parring, et Udtryk hvis Dobbeltbetydning og her ofte næsten aldeles ikke tvivlsomme indecente Betydning upaatvivleligen maa skurre i flere end de regoreuse Moralisters Øren", ville stykket ikke "kunne holde sig paa Scenen". Selv om denne revision fandt sted, var Kirstein ikke enig med sig selv om stykkets antagelighed, hvorfor han foreslog, for første gang i sin censortid, at Holstein gennemlæste stykket og voterede (13.2.1835). Holsteins gennemlæsning (?) eller hengivenhed for skuespilleren (?) resulterede i et "Antaget" (udat.), men først den 12. marts 1836 uddeltes rollerne (PRFD). Oplæsningen fandt sted den 14. april 1836 (Journal), men stykket blev aldrig opført.
I dec. 1834 afsendte Carl Töpfer sit manuskript til "Die Einfalt vom Lande" (Dresden febr. 1835) til teaterdirektionen i København. Molbech havde gennemskuet arbejdet, idet han genkendte Garricks komedie "The Country Girl" (10), "som 1813 er givet paa vort Theater under Titel af "Pigen fra Landet" .. Töpfer, der i Hoved-Situationerne imellem Murr og Sabine Scene for Scene har fulgt Originalen (saa vidt jeg derom kan dømme efter den N.T. Bruunske Overs[ættelse]) har ikke behandlet sin localiserede og moderniserede Fortydskning med den Delicatesse og den Smag, som i det mindste passer for vort Theaters Horizont; endskiøndt man tillige maa finde, ved at læse den ældre danske Bearbeidelse, at Smagen i 21 Aar paa vort Theater har giort overordentlige Fremskridt, og at Raaheden i Tone og Udtryk hos N.T. Bruun (tildeels vel ved en uheldig og slet Overføring af den engelske Originals eiendommelige Udtryk) er endnu større, end hos Töpfer" (26.2.1835). Molbechs vurdering af N.T. Bruun er nok korrekt, blot havde man gerne set ham eksplicitere "Raaheden"; Töpfers stykke var Molbech villig til at antage, "naar det i Oversættelse blev behandlet temmelig frit, Dialogen med mere Naturlighed, og tillige med mere Smag og Delicatesse i Udtryk og Tone" (l.c.). - Kirstein havde to væsentlige indvendinger: 1) at det "maatte overveies om vi har en Skuespillerinde, der kan give Hovedrollen saaledes at det kan ventes at den vil gjøre Effect" (teatret ejede altså ikke en egnet skuespillerinde), 2) at Töpfers honorar for manuskriptet blev mindst muligt, "thi vi ville neppe kunne vove paa at udgive det for et nyt Stykke, [sideskift][side 665]og som opkogt tør vi neppe vente at høste stor Frugt deraf" (22.3.1835). Ultimo marts 1835 leveret til regissør Liebe (MCp), men stykket blev aldrig oversat. Se s.1229.
P.D. Fabers bearbejdelse "Hjemkomsten fra America" (jf. s.171) karakteriseredes som "Hr. Fabers sædvanlige Trivialitet i Plan, Situationer og Intrique, Plumphed i Charaktererne, Plathed og Lavhed i Sprog og Dialog", noterede Molbech (6.3.1835). Kirstein mente direkte, at der var tale om "Fuskeri .. aldeles ubrugbart for Scenen" (22.3.1835). Returneret den 5. maj 1835 (Kp.nr.80). Se s.937.
Den 7. nov. 1834 bestemte direktionen, at Heiberg skulle oversætte Soulié & Badons ”Une aventure sous Charles IX”(TF 20.5.1834), men først i april 1835 blev Heiberg færdig med arbejdet. Molbech var stolt over sit fund: "En interessant og spændende Handling [som viste] det lette og letfærdige franske Hofliv i det 16de Aarh., som dog er skildret uden paafaldende scenisk Anstødelighed". Han mente kort og godt, at stykket havde "været heldigt nok til at faae en meget god Oversættelse fra Prof. Heibergs Haand", hvorfor han lovede og håbede på succes (16.4.1835). I direktionsmødet den 18. april 1835 forelagde Molbech stykket for Holstein (Kirstein var på embedsrejse i Hertugdømmerne), hvorefter Heiberg blev tilskrevet af Molbech privat. Intet i censuren røbede utilfredshed med Heibergs oversættelse, men af Heibergs svar fremgår det klart, at Molbechs sprogrenseri havde været i funktion (Borup nr.321 21.4.1835). De sproglige ændringer, Molbech foreslog, fulgte Heiberg, på nær Molbechs forslag om Flygtling samt sammensætningerne gjensee og nedslaae (11). Interessantere er det, at Molbech åbenbart havde gjort indsigelse imod en dristig scene (II,10), som Heiberg allerede havde afsvækket. Holsteins krav om udeladelse af "den Replik om Miraklerne" (II,2) efterkom Heiberg kun delvis (12), "skjøndt jeg ikke indseer Grunden, thi hiin Replik er en af de meest characteristiske til Skildringen af Tidsalderens Frivolitet, og kan, i sin Forbindelse med hele Stykkets Tone, aldrig have anden Betydning" (l.c.). Heiberg kunne argumentere, Holstein havde sine regler: deri bestod forskellen! - Kirsteins "Aldeles enig" (18.5.1835) er på baggrund af brevvekslingen 18.-21. april 1835 ikke ligegyldig men fejlagtig. Selv om Heiberg forestillede sig en premiere i indeværende sæson (Borup nr.321), blev roller først uddelt den 4. aug. 1835 (PRFD), hvorpå premieren [sideskift][side 666]fandt sted der. 8. okt. 1835 (opført ialt 4 gange).
Sæsonens afgørende begivenhed blev det principielle sammenstød melles teaterdirektionens medlemmer i nov. 1834. Holsteins og Molbechs begrænsninger med hensyn til varetagelse af sandheden skadede dem øjensynligt ikke i det videre kollegiale samarbejde: men udadtil blev det klart et nederlag for Molbech, thi for eftertien blev hans dispositioner med nidkærhed forfulgt af oppositionspressen eller opportunister blandt de såkaldt loyale (Overskou). Censureringen af disse mange stykker/oversættelser lægger nye lag til Molbechs litterært-dramaturgiske portræt. Han søgte givetvis i denne sæson en vis fornyelse, omend det faldt ham meget svært at definere de noget udvidede rammer for scenens udvortes konveniens, set i relation til stykkernes æstetiske moralitet. Hans begrebsapparat har tydeligvis hentet inspiration hos Heiberg, men hans forestillinger derom, i praksis, forblev usikre. Søgte han at fortrænge den mest rigoristiske moralisme fra sine vurderinger, fandt han ikke noget sikkert ståsted ved hjælp af den æstetiske moral: ydertilfældene kunne han selvfølgelig nemt affærdige, men ikke den afgørende portion af stykkerne placeret på kanten til det moralistisk-æstetisk forkastelige. - Heibergs betænkninger over ham tilsendte stykker synes intetsted at være præget af inderligt engagement. Det uforpligtende var dominerende, mens han på ingen måde sparede på gode argumenter, når han først havde præsteret en oversættelse, som censorerne ville omkalfatre. - Kirsteins dygtige dramaturgiske kritikker fra denne sæson er få, men i deres noget snørklede form viser de en censor, der var fuldt fortrolig med scenens krav og skuespillernes formåen, og censorens krav både til den sceniske fremstilling og teatrets moralske standard. - Tydeligvis afspejler både Molbech, Heiberg og Kirstein det dannede publikums smag i midten af 1830rne. Forskellene dem imellem er små men er forsøgt påpeget i de enkelte tilfælde: Molbechs historisk betonede, tillærte smag på den ene side, Heibergs fransk inspirerede på den anden side, mens Kirstein tilhørte en ældre kreds, hvor også tysk smag havde plads ved siden af den franske. Holstein svævede ikke kun over vandene, men blev tvunget af censorerne til at vurdere enkelte stykker; overalt valgte han det mindst udfordrende udtryk. - Leverandørerne H.E. Kirstein, Bournonville, udenlandske forfattere og direktionen (ved de respektive boghandlere) udgør et broget billede, hvor konsul Kirstein [sideskift][side 667]og Molbeoh nok står mest centralt, idet tidsskriftlæsning endnu ikke var blevet gjort overflødig. - Censorerne antog ialt 11 stykker, hvoraf 4 ikke blev opført, på trods af at rollerne blev udskrevet eller endog uddelt. Skuespillernes indflydelse blev på denne måde større end censorernes; direktionen foretog ingen repressalier. Af de syv øvrige antagne opførtes "Sollicitanten" 13 gange, mens de resterende stykker kun oplevede en enkelt eller nogle ganske få opførelser: teatrets repertoire blev bestemt ikke præget af denne sæsons censuraktiviteter. Når censorerne endelig antog stykker til opførelse, endte det i denne sæson oftest med pibekoncerter i teatret: partigængeriet huserede særligt kraftigt i disse år. Scribe og Co. dominerede ganske og aldeles såvel iblandt de tilbud, teatret havde, og blandt de opførte stykker.
[sideskift][side 668]
Om Henrik Rungs henliggende syngestykke "Flugten fra Paris" (jf. s.597) tilskrev broderen, F. Rung, Molbech den 3. okt. 1834 for at bevæge ham til at "skynde paa Sagens endelige Afgjørelse" (Coll, BrS.). Dette betød, at Siboni på stedet producerede en bedømmelse af Rungs arbejde; "je dois dire que le tout ensemble est un ouvrage de beaucoup de diligence, mais l'auteur n'a ni connoissence de l'effét Theatral, ni connoissence de Chant, Les Melodies y manquent tout a fait, le Rithme comme a l'ordinair de la meme ecole &. enfin sans entrer en detaille le tout fait honneur a la bonne volonté, a la diligence de l'auteur dont il doit etre un bon Studiosus encore sans practique et experience - mais je ne pourroit la reccomender pour la faire rappresenter sur notre Theatre .. P. S. Je prie la Direct. de ce tenir a l'opinion des autres qui l'ont éxaminé avant moi" (I.B.nr.146 4.10.1834). Hermed var sagen afgjort. Molbech kunne så smertefrit forklare broderen, privat, at operaen ikke var blevet antaget på grund af kompositionens ubrugbarhed (besvaret F. Rungs brev den 9. okt. 1834, Coll.BrS.; brevet kendes ikke), mens teatret leverede komponisten stykket retur den 18. okt. 1834, under henvisning til tre musikkyndige censorers forkastelse: "endskjøndt vidnende om theoretisk Indsigt i Compositionens Regler, og udført med Flid og Correction" savnede det "i en ikke ringe Grad .. de Egenskaber, der skulde giøre det brugbart for Scenen" (Kp.nr.129). Svarskrivelsen publiceredes i Kjøbenhavnsposten den 5. febr. 1835, men anklagen i artiklen blev ikke kommenteret af direktionen (1).
"Bruden fra Iamaica" smagte Molbech "for meget af vestindisk (maaskee ogsaa nautisk?) Tone og Dannelse, til at samme kunde tænkes passende for vor Scene, hvor vi nyligen (i Robinson [jf. s.594]) have havt et alt for afskrækkende Exempel paa en ussel og smagløs original Opera-Text". Selve stykkets sujet var næppe heller passende til Det kgl. Teater: "vestindiske Plantage=Forhold og en Neger-Opstand" (20.1.1835). Sociale og racemæssige uligheder i kolonierne kunne umuligt tåles på nationalscenen. Den 12. febr. 1835 erklærede Kirstein sig "Aldeles enig". Returneret den 21. febr. 1835 (Kp.nr.30).
H.C. Andersen indleverede sin operalibretto "Liden Kirsten" til teatret den 30. Jan. 1835, bestemt at komponeres af Ivar Bredal. Dette, det første dramatiske arbejde efter udenlandsrejsen, vandt ikke Molbechs sympati: den "overordentlig magre Handling" skulle [sideskift][side 669]"modtage sin hele dramatiske Virkning af de hyppigt forekommende Viser og Vexelsange til gamle Folkemelodier, tilligemed nogle Chor og noget Chordands m.m.", hvorfor Molbech udtrykkelig gjorde det klart, at Bredal "maatte høres om [tekstens] .. musicalske Brugbarhed". Det ville da komme an på hans dom, hvilket for Andersen var så meget mere retfærdigt, som denne, ifølge Molbech, anså "Undertegnede som forud indtagen imod hans dramatiske Præstationer" (10.2.1835). Kirstein var endnu mindre positiv, da han mente, "at hverken Musik eller Apparaterne .. ville kunne gjøre Kaalen feed", og at han ud fra en økonomisk betragtning direkte ville fraråde antagelse, "skjøndt jeg vel maa antage at Hr Bredal vilde vide at instrumentere de gamle Folkemelodier ret smukt" (13.2.1835). Først den 20. febr. 1835 blev stykkets skæbne diskuteret første gang i direktionen. Af forhandlingerne kendes intet, men af Molbechs breve kan det konstateres, at forhandlingerne ikke var hemmelige, thi Collin vidste besked om uenigheden i direktionen. I sit brev til Collin refererede Molbech stort set nøje sit votum samt rådede til, at Andersen henvendte "sig mundtlig til Etatsraaden [Kirstein], for at forsøge, om han paa den Vei kan udrette noget. Kiender Bredahl Stykket, var det vel godt, om han bad denne ogsaa tale med Kirstein; thi paa Componisten allene kommer det an, om der kan giøres noget af et Arbeide, som efter min Formening i dramatisk Brugbarhed staaer dybt under Forfatterens tidligere indleverede" (Coll.BrS. 20.2.1835). - Collins svar er typisk for hans strenghed, thi han belærte Molbech om, at Bredal var "meget tilbøielig til at componere Musiken .. det har han erklæret længe før det indleveredes, og det har han gientaget i Gaar .. Dermed er altsaa den ene Vanskelighed hævet. Den anden opstaaer af oekonomiske Hensyn; den falder ogsaa bort; thi deri retter A[ndersen] sig efter Omstændighederne; Maskeraden kan ombyttes med Dands, og paa Dandsedragter er der formodentligen ingen Mangel i Garderoben. Deres Raad, min gode Ven, at A[ndersen] skulde mundtligen tigge om at faae sit Stykke frem, og dog maaskee faae en formelig Afviisning, kan jeg aldeles ikke benytte. Men, jeg, maatte have tabt al den Oprigtighed, som jeg troer at have Ord for at besidde, om jeg i et Brev til en Ven skulde tilbageholde, at jeg ikke uden Harme bemærker den Partiskhed og Uretfærdighed, som Th.Directionen udviser mod Andersen; dixi og derfor ere vi lige gode Venner" (NkS 2336 22.2.1835). Collins barskhed er oftere påvist, og der kan [sideskift][side 670]ikke herske tvivl om, at han alene ved sin vilje har påvirket afgørelser, her i teaterdirektionens interne anliggender. Molbech måtte selvfølgelig forsvare sig: "jeg [kan] for min Deel ikke svare andet, end at min egen Dom over indleverede dramat[iske] Arbeider .. naturligviis stedse grunder sig paa Stykkernes Beskaffenhed, og aldrig paa noget Hensyn til Forfatterens Individualitet. Jeg giør mig ogsaa Haab om, at en speciel Erklæring herom i det foreliggende Tilfælde, hos Hr. Conferentsraaden vil være overflødig; og maa derfor endnu kun bemærke, at mit Forslag, at Hr. A[ndersen] mundtlig skulde tale med E.R. Kirstein om sit Stykke, ingenlunde indbefattede, at han "skulde tigge om at faae Stykket frem"; men at jeg tænkte mig, han omtrent kunde foredrage K[irstein] det samme, som Hr. Conferentsraadens Brev til mig indeholder, om Formindskning i Udgifter til Maskerade-Costumer, om Bredahls Tilbøielighed til at componere Stykket, m.m. Hvilket sidste dog i ethvert Tilfælde maatte interessere Directionen at erfare, da jeg om denne Opera-Texts eller dette Stykkes Brugbarhed eller Ubrugbarhed for Scenen slet ikke havde yttret nogen afgiørende Dom, men foreløbigen henholdt mig til, at Componistens Mening maatte høres (noget som, efter mit Skiønnende, aldrig bør undlades i lignende Tilfælde); og dette saameget mere, da Bredahl for ikke længe siden, da jeg engang tilfældigviis spurgte ham, om han muligen var sysselsat med at componere Hr. A[ndersen]s Stykke, hvilket jeg da nylig havde modtaget, ikkun besvarede dette med nei, uden at yttre noget om Stykket, eller enten Tilbøielighed eller Utilbøielighed for Arbeidet. Da jeg nu derimod i Gaar hørte af ham, at han mener Stykket ret vel kunde skikke sig til en musicalsk Composition, der allene eller fornemmelig vil bestaae i et Arrangement af gamle Melodier, som Hr. A[ndersen] selv har udseet: forudsætter jeg (uden alt Hensyn til min æsthetiske Mening om Stykket) at et saadant Arbeide af en Forfatter og Componist, der forhen have leveret et med Bifald opført Syngestykke, kan være brugbart og antageligt. Denne Mening vil jeg meddele mine Hrr Colleger i Th.Directionen, med den Underretning, at Hr. A[ndersen] er villig til, paa Oeconomiens Vegne at indskrænke Maskerade og Dands til det Nødvendigste, eller, efter Omstændighederne endog lade den første (maaskee ei til Skade) bortfalde. Skulde Hr. A[ndersen] i denne min Fremgangsmaade finde noget Spor til "Partiskhed og Uretfærdighed", saa maa han tillade mig, at jeg ganske rolig [sideskift][side 671]modtager en saadan Beskyldning, og tiltroer mig Ret til ved Omflytning af et enkelt Bogstav at dømme mig selv; og skulde han udstrække sin Fordring til, at jeg, ene imod to, i ethvert Tilfælde skal skaffe ham Stykket antaget til Opførelse, uden at han engang vilde tale med det nærmest vedkommende Medlem i Directionen om dets sceniske Udstyr: saa maa virkelig denne Fordring blive at henføre til de uvisse" (Coli.BrS. 25.2.1835). Karakteristisk for Molbech var hans svar samtidig et forsvar for egne synspunkter og en imødekommelse af Collins. Molbech viste da også evne til at gå Collins ærinde, idet han i sit brev til Holstein og Kirstein formulerede sig således, at det blev Bredal, der havde påtaget sig ansvaret for de fornødne økonomiske besparelser og stykkets kunstneriske værd: "Da jeg herom talte med ham yttrede han til Svar herpaa, at han havde læst Stykket, inden det indsendtes til Directionen, og var tilbøielig til at componere og arrangere Musiken, som for største Deel eller næsten end vil bestaae i Folkemelodier, hvilke Forf. selv har udseet; da han (Bredahl) ansaae Texten for ret vel skikket til en slig musicalsk Composition. Med Hensyn til Stykkets øvrige sceniske Arrangement sagde han mig tillige, at Forf. var villig til at indskrænke Dandsen til det allernødvendigste, og i øvrigt til at finde sig i Alt hvad der kan formindske Bekostningen ved Stykkets Opførelse" (NkS 1861 26.2.1835). Molbech var imidlertid klar over, at det måske ikke var nok til at overbevise kollegerne i direktionen, hvorfor han førte et egentligt forsvarsværk for Andersen og Bredals arbejde, netop under henvisning til sammes individualitet(!): "I Følge disse Omstændigheder holder jeg for at Stykket, hvis Text, hvor liden Betydenhed den endog kan have, altid i sin Art er meget bedre end Texten til Jensens kostbare Robinson [jf. s.594], maatte kunne antages; i det jeg tildeels gaaer ud fra det Synspunkt, at Directionen vel maatte tage noget Hensyn til, at samme Forf. og Componist have leveret et med Bifald optaget Syngespil, og den første flere andre antagne Arbeider. Jeg har gode Tanker om Hr. Bredahls musicalske Smag; og skulde man endog i dette Tilfælde - som jeg gierne vil troe - ei kunne være forud vis paa noget særdeles glimrende Udfald af dette musicalsk-dramatiske Arbeides Opførelse: saa turde dog dette Tilfælde være et af dem, hvor Directionen vel kan forsvare, at lade det komme an paa en Prøve. Thi om denne, med formindskede Bekostninger, endog kunde falde ud derhen, at[sideskift][side 672]man fik et lille Syngestykke, eller hvad man vil kalde det, der at giøre stor lykke, dog maaskee ved Melodierne o.d. kunde holde sig; paa Repertoiret til Opførelse en og anden Gang, hvor det lod sig bruge: saa mener jeg, en saadan Prøve her i dette Tilfælde, med et Arbeide af Andersen og Bredahl, vel kan være tilraadelig" (l.c.). - I direktionsnødet den 27. febr. 1835 blev stykket antaget "under Forudsætning af at den musicalske Composition - hvorom man ei tvivler - vil findes antagelig" (Coll.BrS. 28.2.1835), samt under henvisning til "den udtrykkelige Betingelse, at al undgaaelig Bekostning ved et Stykke, hvis Success i det mindste er tvivlsom, og som allerede blot til Node=Copiatur fordrer en ei ubetydelig Udgift, ved et forandret Arrangement af Forfatteren maa bortfiernes" (l.c.). Andersen opfordredes til at foretage "bemeldte Forandring af Alt hvad der kan formindske Bekostningen ved Stykkets Opførelse" og derpå indfinde sig "i Directionens næste ugentlige Samling paa Fredag d. 6te Marts imellem Kl. 12 og 1" for nærmere at aftale kompositionens omfang (l.c.). Intet herom førtes til protokols (Dp 6.3.1835). Således betingelsesvis antaget afhang stykkets videre skæbne af komponisten/ musikarrangementet. Andersen håbede lige til okt. 1835 på Bredal; men også dette arbejde måtte skrives om, før det kom på scenen. Se s.1231.
Anonymus tilstillede privat Molbech sit syngestykke "Himmelbruden" (Coll.BrS. 16.3.1835). Den 14. april 1835 besvarede Molbech den anonyme skrivelse, hvoraf det fremgår, at forfatteren enten måtte lade sit stykke "underkaste .. den ordentlige Th.Censur, eller lade det afh[ente] paa Th.Comptoiret, hvor jeg under Forsegling har henlagt det, indtil April Maaneds Udgang" (l.c.). Forfatteren valgte det første vilkår, hvorpå Molbech indførte sit votum i protokollen den 12. maj 1835: Bortset fra "en Flauhed, Tomhed og Fuskeragtighed i Dialogen" erklærede han principielt: "Skiøndt jeg i øvrigt slet ikke vil paatage mig i det Hele at bedømme blotte Musiktexters Brugbarhed - hvori Publicum mangengang tager til Takke med det høist Maadelige - og i Særdeleshed Brugbarheden af Texten til combinerede Syngenummere: vil jeg dog, for Billigheds Skyld, ikke lade ubemærket, at det forekommer mig, Forfatteren hertil viser noget mere Anlæg, end til den dramatiske Deel af et Syngestykke, og at den anden Act vel overhovedet er noget heldigere, end den første; skiøndt det Hele under det Maadelige". Molbechs billighedshensyn synes noget overraskende, når man betænker [sideskift][side 673]hans evindelige nedladenhed over for ukaldede begyndere, men her var altså endnu en undtagelse. Kirstein indskrænkede sig til sit "Aldeles enig" (30.5.1835), hvorpå stykket returneredes den 9. juni 1835 (Kp.nr.96).
Denne teatersæson formede sig noget anderledes end de tidligere og senere, fordi teaterdirektionen forkastede også en komposition. Uanset hvad Zinck og Fröhlich mente om Rungs komposition, blev Sibonis hastigt nedfældede dom anvendt af direktionen som argumentation for forkastelse. Andersens syngestykke blev nok antaget - efter Collins intervention - men netop på grund af komponistens manglende inspiration (fra teaterdirektionen?) lykkedes det ikke at få stykket frem. Collins intervention betød ingen nyskabelse, snarere udbygning af en allerede etableret forretningsgang. Den var aldeles afvigende fra den officielt fastlagte, såmeget mere som Molbech vitterligt gav efter for Collins pres og søgte at finde personlige grunde til "syngestykkets" antagelighed, De øvrige stykkers behandling var forholdsvis normal for så vidt som det første forkastedes (også) af politiske grunde, mens det andet passerede Molbechs privatadresse, før det forkastedes på grund af kunstneriske svagheder - af censuren.
[sideskift][side 674]
Heiberg fik endelig indleveret sin oversættelse af Bellinis opera "La straniera" (jf. s.601) den 1. aug. 1834 (Cp). Molbech havde ganske tydeligvis sine betænkeligheder mod hensyn til denne operas dramatiske scenelykke; "fra Handlingens og det dramatiske Indholds Side hører [den] til de temmelig fattige og eensformige", men "da Musiken af Kiendere roses meget, .. staaer det til at haabe at Stykkets musicalske Fortienester ogsaa hos Os ville blive erkiendt". Han roste Heibergs bearbejdelse "fra Sprogets og Poesiens Side" som "fortrinlig god", men bebrejdede ham, at han ikke "hist og her havde lagt noget til i Dialogen, der kunde have [gjort] Stykkets dramatiske Indhold noget tydeligere". Molbech efterlyste en oplysning om "hvem Agnes eller den Ubekiendte er, og i hvilket Forhold hun lever i hendes dybe Eensomhed", således som Felice Romani havde givet i sit "Avvertimento” til originalen; han mente ikke, at man kunne "undvære nogle af dens væsentligste Træk meddelte i Dialogen mod Stykkets Slutning, hvis det ikke for Tilskuerne paa vort Theater skal blive uforstaaeligt" (3.5.1834). Forhandlinger herom blev ført, idet Heiberg svarede Molbech på Holsteins indvendinger (der var identiske med Molbechs i censuren), idet han tilbageviste begge; "hvem den Ubekjendte egenlig er, da er det hele vel anlagt saaledes, at Tilskuerne skulle være i Uvished derom, lige til det sidste Øieblik. Men da siges det ogsaa, uden alle Omsvøb, saa ligefrem som muligt:
Prioren
Hvad seer jeg! Dronning Agnes!
Chor
Vor Dronning?
Artur
Agnes? Hvordan?
Prioren
Ja det er hende. Viid, at her
Du Frankrigs Dronning skuer.
Ingeborg døde, og Agnes nu tilbage
Til Thronen kaldes. Det glade Budskab
Kongen forkynder i dette Brev.
Hvad Forhold der var mellem Ingeborg og Agnes, eller hvad man iforveien maa vide, for at forstaae denne Catastrophe, staaer i Begyndelsen af Stykket, i Scenen mellem Montolin og Osborg, hvorimod det hos den italienske Forfatter er sat i Fortalen. Naar [sideskift][side 675]man erindrer denne Scene, vil man ogsaa meget let kunne besvare sig:
Nr 2: hvad Anledning Agnes har havt til at leve i den ensomme Afsondring fra Verden. Her siges nemlig, at Paven har sat Kongen i Ban, fordi han har forskudt sin første Dronning, Ingeborg, og har ægtet Agnes, Søster til Hertugen af Meran. Her faaer man ligeledes at vide, at den saakaldte Baron af Nerestan er denne Hertug, og lidt længere hen seer man, at han ved Gjensynet gjenkjender den Ubekjendte, og man hører, at hun kalder ham Broder. Da der nu tillige i den omtalte Scene staaer, at Kongen ikke lever med Agnes, sin anden Dronning, (fordi Pavens Ban har tvunget ham til at forvise hende), samt at han skjuler hende paa en eensom Borg i Picardiet, (dette er tilføiet, for at man ikke strax skal vide, at den Ubekjendte er Agnes): saa er det jo - naar man tilsidst faaer at vide, hvem hun er - aldeles utvivlsomt, at hun, formedelst Pavens Banlysning over Kongen, har været nødt til at skjule sit Navn, og leve incognito, for ei at give Forargelse, og fordi Kongen var nødt til at sende hende fra Hoffet" Herpaa tyder jo ogsaa hendes Repliker, hvor hun siger, at hun er bestemt til at bringe Ulykke og Fortræd med sig" (Coll.BrS. 23.8.1834). Heiberg havde altså formået at benytte visse af Romanis oplysninger fra forordet i selve dialogen, selv om Molbech ikke kunne finde dem. Med hensyn til Molbechs krav (?) om en ændring af slutningen besvarede Heiberg dette på følgende professionelle måde: "hvor skulde den desuden anbringes? Førend den sidste Finale gaaer det ikke an, da Opløsningen (de forhen citerede Ord: Hvad seer jeg! Dronning Agnes! &c) ikke forekommer før i Slutningen af Finalen. Og hvor denne Opløsning er foregaaet, vedvarer Musiken uafbrudt til Enden, og det gaaer aldeles ikke an, her at skjære den over, og indlægge Repliker; derved vilde al Eenhed i Finalen gaae tabt; og Texten fortjener virkelig ikke, at man tilbedste for den skulde gjøre Musiken Skade" (l.c.). Derimod tilbød Heiberg (anonymt) at indrykke et stykke i "Dagen" om stykkets indhold, "saafremt ikke Hans Excellence ved nøiere Overveielse skulde finde det politisk rigtigere, ei at henlede Publicums Opmærksomhed meer end nødvendigt paa saa fattig og flau en Text, men hellere forsøge paa, om man ikke ved den virkelig skjønne Musik kunde tage Tilhørerne med en Trumf, og faae dem til at glemme Textens kun alt for gjennemsigtige Tyndhed" (l.c.). Heiberg kunne sit kram og forstod at satse højt; senere [sideskift][side 676]skulle det vise sig at være farligt. Spilfægteriet omkring det hele afsløredes af Heibergs meget en passant placerede bemærkning: "Desuden er Stykket nok allerede trykt; jeg har i det mindste allerede besørget Correcturerne" (l.c.) - Kirstein indskrev sit "Aldeles enig" den 26. sept. 1834, hvilket i sammenhængen betød lige så lidt som Holsteins "Antaget" (udat,). Roller uddeltes den 27. sept. I834 (PRFD), hvorpå "Den Ubekiendte" havde premiere den 4. dec. 1834 (opført ialt 5 gange, flittigt ledsaget af pibekoncerter (1)).
Tekstbogen til Hérolds opera "le pré aux clercs" (OC 15.12.1832) hjemsendte Schwartzen fra Paris i sommeren 1833 (TK 1834 3.kv.nr.1425; Seemann UjBr 12.7.1833). Klaverudtoget leveredes af Lose den 18. nov, 1833 (TK 1834 1.kv.nr.258), hvorefter Zinck tilstillede direktionen sin betænkning over musikken den 13. febr. 1834: "[Det] er maaskee det ubetydeligste af Herolds Arbeider; men de mange smukke og tildeels pi[q]uante Motifs der ere strøede igjennem hele Stykket, ville sikkert ikke forfeile deres Virkning paa publikum" (I.B.nr.24). Hverken Fröhlichs eller Sibonis vurdering af kompositionen kendes, men hvorvidt Zincks valenhed betød en udsættelse af arbejdet med dette stykke får stå hen. Partituret blev dog bestilt, da stykket blev bestemt til opførelse i anledning af dronningens fødselsdag i okt. 1834. Endnu den 26. sept. 1834 var partituret ikke leveret, og oversættelsen (ved Overskou) ej heller påbegyndt: "i Fald denne Musik ikke skulde komme betids nok .. bestemtes det at undersøge, om i saa Fald, tilligemed en af Bournonville arrangeret Ballet [jf. s.683], et af de 2 ældre saaa Syngestykker med Musik af Nicolo Isoardo, som hans "den tyrkiske Doctor" [OC 19.11.1803] eller "Lotteriesedlen" [OC 14.9. 1811] kunde indstuderes og opføres ved bemeldte Leilighed" (Dp 26.9.1834). Der blev imidlertid ikke brug for denne nødplan (fabrikeret af Siboni), da Lose leverede partituret til Herolds stykke den 1. okt. 1834 (TK 1834 4.kv.nr.1841b), hvorpå Overskou i løbet af fjorten dage præsterede en oversættelse af Planards libretto (jf. I.B.nr.9 8.1.1836), understøttet af Siboni vedr. scenearrangementet (NBD 8.10.1834). Den 17. okt. 1834 indskrev Molbech sit votum i protokollen: selv om det ikke havde interesseret ham at læse, var han overbevist om, at Phister i Cantarellis rolle ville kunne give stykket det, der skulle til for at skaffe teatret en succes: "Stykkets egentlige Buffo, Caffarelli [læs: Cantarelli], kan blive en ret morsom Figur; og Oversætteren har for at forstærke [sideskift][side 677]ham, endnu givet ham langt flere italienske Brokker i Munden, end Originalen har. Imidlertid fattes han det særkere Comiske i Charakteren .. Maaskee snakker han ogsaa vel meget, eller mere, end der for Stykkets Oeconomie behøvedes .. Stykkets Slutning med en Duel og med Bortførelse af den Dræbtes Liig, er just ikke meget passende for Anledningen; men Scenen er kun kort - og maaskee endog alt for kort til at give Stykket den Slutnings-Effect, som vort Publikum saa nødigen vil undvære". Selv om Molbech synes noget pedantisk med hensyn til Cantarellis rolle, var han ganske på det rene med operapublikummets krav, ihvorvel han personligt ikke delte dets smag. Roller uddeltes den 18. okt., hvorpå "Klerkevænget" opførtes første gang den 28. okt. 1834, inden Kirstein nåede at censere det; den 15. nov. 1834 afstod han fra "at tilføie det Forestaaende, som jeg i det Væsentlige er enig med, noget Videre". Efter de to første opførelser aftalte direktionen med Overskou, "at han vilde bidrage til at arrangere en Forandring i Stykkets Slutning, hvorved muligen en bedre Effect kunde frembringes" (Dp 31.10.1834), men hverken partitur eller soufflørbog afslører ændringer i teksten (opført ialt 8 gange, jf. s.837) (2).
Først den 4. aug. 1834 besluttede direktionen at købe Glæsers partitur til "Des Adlers Horst" (jf. s.601) (Dp). Den 6. okt. 1834 afsendte Glæser dette samt "Textbog og 2° Decorationers Tegninger" (TK 1834 4.kv.nr.1976). Oversættelsen håbede Rosenkilde ville indbringe ham Molbechs ros (Coll.BrS. 15.2.1835), men Molbech var alt andet end tilfreds med oversættelsen: "[Den] kan tiene til at vise, hvormeget Theatret vil komme til at savne Prof. Heiberg og Skuespiller Overskou som Oversættere af Syngespil, naar engang disse Forfattere skulde ophøre med dette Slags Arbeide; eller hvor vanskeligt det vil være at finde Nogen, der med saamegen Smag og Sprogtact og saa megen Færdighed, som hine, kan udføre samme" (20.2.1835). Sammenligningen er måske uretfærdig, men forkert er den ikke, thi Rosenkildes oversættelser er karakteriseret ved friheder og unøjagtigheder. Molbech angreb især den formelle del af oversættelsen, men fandt den dog brugelig, "naar Versene blive, og kunne blive rigtig underlagte Musiken. De af mig under Læsningen giorte Bemærkninger og Rettelser anbefales til Prøvelse" (l.c.). Kirstein var anderledes praktisk anlagt over for sin protegé, idet han anførte, at han havde bedt "Rosenkilde, at komme til mig for at jeg kan gjøre ham opmærksom paa de væsentligste [sideskift][side 678]Mangler ved hans Oversættelse" (3.3.1835). Omfanget af dette stileretteri kendes ikke (3). Den 4. maj 1835 uddeltes rollerne (PRFD), og "Ørnens Rede" havde premiere den 29. maj 1835 (opført ialt 13 gange, jf. s.1193).
Sibonis aktivitet i forbindelse med dronningens fødselsdagsstykke var vel ikke større end sædvanligt, men måske lidt mere dramatisk end tidligere år. Molbech udnyttede fikst Holstein i forbindelse med Heibergs oversættelse af Planard tekst til Bellinis opera, men han havde vel stået sig bedre, om han havde læst Heibergs oversættelse grundigere. Kirstein lancerede Glæsers musik i Danmark, hvilket viser hans musiksmag; Sibonis indflydelse skulle gradvis fortrænges. De musikkyndige førte an bag kulisserne eller i gemakkerne, hvor om materialet af gode grunde tier.
[sideskift][side 679]
Fabers vaudeville "Fikst Du Pæren, Zacharias?" (jf. s.194) blev atter indleveret til censur, men vota ses ikke udfærdiget; returneret den 11. sept. 1834 (Kp.nr.119). Se s.996.
Da Overskous vaudeville "En Fødselsdag i Slutterlet" (jf. s.620) skulle optages i teatrets repertoire, censerede Molbech ikke stykket på ny. Derimod noterede Kirstein, at han nok "i Almindelighed" var enig med Molbech, men "Nogen Forkortelse hist og her vilde upaatvivielig ikke være til Skade for Stykket" (24.9.1834), hvilket imidlertid ikke ses indført i soufflørbogen (KTS nr.255). Givet første gang for teatrets regning den 18. sept. 1834 (opført ialt 15 gange i den behandlede periode) (1).
Anonymus' "Studenterne" kunne, ifølge Molbech, "i det høieste finde sit Publicum i en Lade eller Fiælebod" (3.8.1834), mens Kirstein fandt, at forfatteren røbede at have "mere Tid end Begreb om hvad der behøves til et endog kun taaleligt dramatisk Værk" (13.9.1834). Remitteret den 19. sept. 1834 (Kp.nr.125).
Anonymus nr.2 "Han kom, saae, og vandt" bevægede "sig i Trivialitetens og Smaahedsaandens noget nær laveste Sphære", mente Molbech og fortsatte: "uden Tvivl vilde [det] falde høist maadeligt ud, og sikkert ikke lønne Nodecopiaturen, end sige " (9.2.1835). Kirstein var "Aldeles enig" (14.2.1835). Returneret den 21. febr. 1835 (Kp.nr.29).
"Tanten spaaer, men Amor raader" vidnede, ifølge Molbech, om at forfatter og musikarrangør "fra den musicalske Side, ikke" var "saa uøvede, som fra den dramatiske"; han fandt den "Blandt de til Censur indsendte Stykker, som med et Slags Prætension paa Kiendskab til Scenen og Brugbarhed for samme" for det sletteste. Højst kunne vaudevillen "gaa til en Sommerforestilling - hvor man for een Gangs Skyld undertiden tager til Takke med det, som ikke er bedre - i Fald han kunde faae den besat" (12.5.1835). Kirstein ville "ikke ubetinget underskrive" Molbechs "Daddel, især hvad det Komparative deri angaaer", men var dog enig med Molbech om vaudevillens forkastelse (18.5.1835). Den 22. maj 1835 returneredes vaudevillen (Kp.nr.82), som det ikke lykkedes forfatteren at få opført ved en Sommerforestilling.
Disse fem arbejder illustrerer hvor skrelt det stod til med vaudevillen i Danmark i midten af tiåret. Amatører indsendte hvert år nogle aldeles uduelige og ubrugelige produkter; kun Overskou præsterede et rimeligt stykke. Og efter at han opdyrkede andre genrer, [sideskift][side 680]døde vaudevillen hen, idet Andersens mange forsøg alle var aldeles umulige. Den egentlige danske vaudeville eksisterede kun i perioden 1825-1835. Efter denne tid produceredes ingen egentlige vaudeviller. Hostrups sangspil og fru Heibergs vaudeviller optog elementer fra andre genrer. Censorernes behandling af disse arbejder er aldeles uinteressant, forårsaget - i disse tilfælde -af produkternes åndelige bevidstløshed.
[sideskift][side 681]
Jaimé & L. Halévys vaudeville "Monsieur Mouflet, ou le duel au troisieme étage" (TVR 27.5.1833) havde Heiberg læst om i et udenlandsk tidsskrift og efter referatet fundet den "ret vittig", hvorfor den "maaskee [kunne] fortjene at forskrives" (Borup nr,296 20.12.1833). Den 4. juni 1834 leverede Brummer et eksemplar (TK 1835 1.kv.nr.2242), hvorefter stykket sendtes til Heibergs betænkning (Kp.nr.102 2.7.1834). Nu var han overbevist om, at det "ikke uden Vittighed" var aldeles ubrugeligt for teatret på grund af det alt for løst sammensatte i dets overgivenhed og dets skildring af "saa parisiske Forhold og Sæder" (I.B.nr.206 28.8.1834). Heiberg havde fået sin lyst styret; eksemplet er dog ganske vigtigt, thi Heibergs kilde havde åbenbart ganske andre vurderingskriterier end Heiberg (jf. s.746).
Rollerne til Overskous lokalisering "Rekrutten" (jf. s.621) blev uddelt den 27. aug. 1834 (PRFD). Ryge fandt ikke stykket værdigt til at optages i repertoiret, "da Dialogen skal fremsiges i den upoetiske, for ikke at sige væmmelige siællandske Bonde-Dialect, og da dets egentlige 3 Hoved-Roller, Marie [fru Heiberg], Per [Rosenkilde] og Hans [Phister], ere i Personers Hænder, som Naturen aldeles har nægtet den Gave, at kunne fremsige en eeneste rørende Replik med sand Hiertelighed, nu vil Handlingen blive ligesaa ironisk, som usandsynlig, med eet Ord: "Parodie"" (I.B.nr.119 31.8.1834). Ryges motiv til at opfordre direktionen til at henlægge stykket var, ifølge ham selv, "Agtelse for min Kunst og det Kongelige Theaters Værdighed, i Forening med min Overbeviisning om, at Fædrelands-Kierlighed er en saa ædel Følelse, at den hverken af Forfattere eller fremstillende Kunstnere nogensinde bør parodieres" (l.c.). Om Ryges angreb gjaldt de tre feterede kolleger eller gjaldt Overskous stykke eller var et forsøg på at få en af rollerne får stå hen; Ryge afslørede aldrig sine motiver i slige skrivelser. Direktionen overhørte Ryge og satte stykket på plakaten den 3. sept. 1834 (opført 30 gange i den behandlede periode).
Rosenkildes oversættelse af "Le Bénéficiaire" (jf. s.479) huskede Molbech "som en taalelig munter Farce, ikke uden adskillige ret gode Indfald .. og med enkelte gode komiske Situationer .. Her finder jeg lidet af Originalens Munterhed, intet af dens Lethed; men Trivialiteten i fuldt Maal; og et Par ikke alt for anstændige Scener, Alt er baade udtværet og udvandet; Arierne og Syngenummerne underlige og jævnligen kiedsommelige" (18.5.1835). Molbech [sideskift][side 682]forkastede vaudevillen aed henblik på en opførelse for teatrets Se s.708.
Heibergs tiltro til sin kilde blev underkendt ved gennemlæsningen af stykket, hvilket viser rigtigheden af hans udsagn fra 183#. Hverken Molbech eller Kirstein ytrede sig i denne sag. Ryges egensindige angreb på kollegerne skal måske ses i sammenhæng med hans angreb på Sommerforestillingerne, jf. s.688. Molbechs nedvurdering af Rosenkildes bearbejdelse "Souffleurens Benefice" viser hans fortsatte despekt for Rosenkildes produktion, men bør i øvrigt sammenholdes med hele postyret omkring Sommerforestillinger og siden Andersens version fra 183#. Såvel Kirstein som Holstein forstod at holde fingrene fra denne hvepserede.
[sideskift][side 683]
På sin rejse til Paris i sommeren 1834 så Bournonville
følgende
balletter (jf. s.642):
| 21.5. | Mars et Venus | (30.5.1826) | Blache/Schweitzhoeffer |
| 23.5. | La sylphide | (12.3.1832) | Taglioni & Nourrit/do. |
| 28.5. | La revolte au serail | (4.12.1833) | Taglioni/ |
| 6.6. | La tentation | (20.6.1832) | Coralli & Cavé/ |
| 12.6. | Guillaume Tell | (10.6.1834) | Henry/Strunz |
| 14.6. | Les ondines | (10.6.1834) | Henry/Strunz |
| 30.6. | Nathalie | (7.11.1832) | Taglioni/ |
Endvidere indkøbte han "fem Dandse Nummere i Partitur", som vel blev benyttet til forskellige pas de deux i sæsonen (1).
Angående de nye balletter "Nina" og "Tyrolerne" havde Bournonville allerede i sommeren 1830 indkøbt Milons ballet "Nina, ou la folle par amour" (AIM 23.11.1813; TK 1830 3.kv.nr.l294 15.9.1830). Først i 1834 begyndte han arbejdet med kreeringen af balletten på dansk grund. I sept. 1834 bestemte direktionen, at balletten skulle gives til dronningens fødselsdag (28.10.1834), hvis ikke partituret til "Klerkevænget" nåede frem i rette tid (Dp 26.9.1834). Da imidlertid partituret kom et par dage efter, lod Bournonville sin nye ballet få premiere allerede den 30. sept. 1834 (opført 12 gange i denne sæson; ialt opført 23 gange i den behandlede periode) (2).
"Tyrolerne" komponerede Bournonville i vinteren 1834/35. Og Fröhlich leverede musikkompositionen. Premieren fandt sted den 6. marts 1835 (opført 9 gange i denne sæson; ialt opført 42 gange).
Disse to balletter udgjorde tilsammen 4/5 af ballettens samlede forestillinger (27).
Galeottis ballet "Vaskepigerne og Keddelflikkeren" (3) blev genoptaget i denne sæson (opført endnu 2 gange i den behandlede periode).
Til dronningens fødselsdag leverede Bournonville dansen til "Klerkevænget" (jf. s.676), mens Funck komponerede dansen til "Alferne" (jf. s.638).
Efter årelang strid mellem Bournonville og Md. Kretzschmer blev hun afskediget den 28. marts 1835 (jf. Bokkenheuser: Det kongelige Theaters sidste Blaataarnsfange. Kbh. 1911). Hendes efterfølger Lucile Grahn havde debuteret den 23. sept. 1834 (jf. Fredericia: Bournonville. Kbh. 1979. Se s.886.
I dec. 1835 gav Md. Kretzschmer gæstespil i Stockholm med "Sömngångerskan i Provence" (4).
[sideskift][side 684]
Heiberg skrev begge de obligatoriske geburtsdagssange (Poet.Skr. Bd.IX 280 og 282) (jf. s.638 og s.676).
Særarrangementerne udgjorde stort set det samme antal som foregående år.
Prologen til Carl Winsløvs minde var skrevet af W. Holst (Nytaarsgave for 1835 80), mens Hertz forfattede Nytaarsprologen (Kp.nr.1 5.1.1835).
Musikkonservatoriet orkede ikke at afholde den årlige aftenunderholdning (jf. s.766).
[sideskift][side 685]
Genoptagelserne i denne sæson synes ikke nær så omfattende eller konsekvente som i foregående sæson. Genoptagelsen af "Macbeth" og "Ulysses von Ithacia" påkalder sig dog interesse; beklageligvis vides det ikke, hvem der tog initiativet hertil.
Følgende originale skuespil blev uddelt:
(1) Helbergs "Aprilsnarrene" (jf. s.191)
fik ny besætning i en række roller; sidst givet den 31. dec.
1833. Genoptaget den 7. nov. 1834. Se s.1192.
(2) Holbergs "Barselstuen", opført 1. gang den 13.8.1749; sidst givet den 27.11.1833, genoptoges først den 2. okt. 1835. Se s.1001.
(3) Oehlenschlägers "Correggio", opført 1. gang den 29.1.1811; sidst givet den 8.2.1834, uddeltes på ny i 1834, men blev først genoptaget i 1843, jf. s.1141.
(4) Søtofts "Christian den IVs Dom" (jf. s.15), sidst opført den 22.12.1831, blev uddelt på ny, men opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(5) Oehlenschlägers "Erik og Abel" (jf. s.438), sidst opført den 16.9.1831, genoptoges den 10.9.1835. Se s.1141.
(6) Hertz' "Flyttedagen" (jf. s.272), sidst givet den 10.1.1834, genoptoges den 9.11.1835. Se s.950.
(7) Oehlenschlägers "Hakon Jarl", opført 1. gang den 30.1.1808, sidst opført den 14.11.1833 (jf. s.612), genoptoges den 30.3.1835. Se s.1192.
(8) Holsts "Maigildet" (jf. s.450), sidst opført den 22.4.1833, genoptoges den 13.1.1835 (endnu 3 opførelser).
(9) Sanders "Niels Ebbesen", opført 1. gang den 31.1.1797, sidst givet den 9.1.1830, opførtes som mindeforestilling for C. Winsløw den 15. okt. 1834. Opførtes sidste gang den 29.11.1834.
(10) Holbergs "Ulysses von Ithacia", opført 1. gang den 8.7.1750, sidst givet den 18.2.1828, genoptoges den 21.3.1835 (sidste opførelse i den behandlede periode) (1).
(11) Oehlenschlägers "Væringerne i Miklagard" (jf. s.545), sidst opført den 15.10.1831, uddeltes på ny i 1834, men opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
Følgende originale syngestykker uddeltes:
(1) Schulz' "Høstgildet", opført 1. gang den 16.9.1790,
sidst givet den 27.3.1830, genoptoges den 15.3.1835 (opført endnu
to gange i den behandlede periode).
(2) Schulz' "Peters Bryllup", opført 1. gang den 12.12.1793, sidst givet den 24.3.1828, genoptoges den 15.3.1835 (sidste opførelse).
[sideskift][side
686]Følgende oversatte skuespil uddeltes i denne
sæson:
(1) Sheridans "Bagtalelsens Skole", opført 1. gang den 8.1.1784,
sidst givet den 13.12.1833, opførtes sidste gang den 24. april
1835 i Thoroups gamle oversættelse. Se s.950.
(2) Rolleforandring i Sille Beyers bearbejdelse "Donna Diana" (jf. s.585) resulterede i 4. og 5. forestilling den 18. og 27. okt. 1834.
(3) Lessings "Emilie Galotti", opført 1. gang den 8.12.1775, sidst givet den 20.10.1831, uddeltes i 1834, men først den 10.12.1836 opførtes stykket på ny (opført endnu 2 gange i den behandlede periode).
(4) Scribe & Varners "Fornuftgiftermaalet" (jf. s.368), sidst givet den 17.3.1832, opførtes på ny den 10.4.1835. Se s.950.
(5) Scribe & Delavignes "Gesandten" (jf. s.321), sidst opført den 3.3.1834, uddeltes på ny i 1835, men blev ikke oftere opført i den behandlede periode.
(6) Hagemeisters komedie "Gevinsten i Klasse-lotteriet", opført 1. gang den 11.5.1802, sidst givet den 16.4.1833, genoptoges den 6. jan. 1835. Se s.1089.
(7) Deinhardsteins "Hans Sachs" (jf. s.404), sidst opført den 5.11.1832, uddeltes på ny i 1834, men opførtes ikke oftere.
(8) Ifflands "Jægerne", opført 1. gang den 25.3.1788, sidst opført den 18.3.1832, genoptoges den 23.10.1834 (eneste opførelse). Se s.107.
(9) Shakespeares "Macbeth", opført 1. gang den 15.11.1817, sidst opført den 15.1.1827, genoptoges den 8.5.1835. Se s.1142. (2).
(10) Duvals "Skibbrudet eller Arvingerne", opført 1. gang den 30.9.1799, sidst givet den 28.11.1832, genoptoges den 12.3.1835 (endnu 2 opførelser).
(11) Scribe & Duveyriers "Valérie" (jf. s.95), sidst opført den 24.1.1832, genoptoges den 29.4.1835 (opført endnu 3 gange).
Følgende oversatte syngestykker uddeltes:
(1) Monsignys "Bødkeren", opført 1. gang den 27.10.1780,
sidst givet den 7.10.1833, opførtes på ny den 2.10.1834.
(2) Toglers "Herman von Unna", opført 1. gang den 30.1.1800, sidst givet den 6.3.1823, blev revideret af Borgaard (TK 1835 2.kv.nr. 324), hvorpå stykket blev givet den 17.5.1835 (opført endnu 7 gange).
(3) D'Alayracs "Huuskjøbet", opført 1. gang den 30.11.1802, sidst den 5.2.1825, genoptoges den 18.11.1834 (opført endnu 4 gange).
[sideskift][side 687](4) Cherubinis "Lodoiska", opført 1. gang den 31.10.1815, sidst givet den 21.3.1830, uddeltes på ny i 1835, men blev først genoptaget den 18.3.1838 (opført 2 gange). Se s.891.
(5) Boyeldieus "Den lille Rødhætte" (jf. s.37), sidet opført den 19.2.1833, genoptoges den 16.5.1835 (opført endnu 13 gange i den behandlede periode). Se s.1002.
(6) Cherubinis "De to Dage", opført 1. gang den 14.4.1803, sidst givet den 8.11.1830, genoptoges den 11.1.1835. Se s.1002.
(7) Mozarts "Tryllefløiten" (jf. s.183), sidst givet den 10.10.1831, blev givet i nye hænder i 1834, men først den 26.1.1837 genoptoges operaen på ny. Se s.1055.
[sideskift][side 688]
Ryge forstod på uklog måde at kombinere: han søgte i marts 1834 (I.B.nr.34) om rejseunderstøttelse i lighed med den han i 1831 havde opnået. Den 6. maj 1834, efter direktionens forestilling (Orig.Kgl.Res.nr.18 26.4.1834), meddeltes han, at ansøgningen var blevet afslået (Kp.nr.56). Se s.691.
I sit forslag til ændringer ved teatret, dateret den 6. aug. 1834 anførte han følgelig, at han i sine "dybe og ubegrænsede Taknemmelighed for de mange Naadesbeviisninger, Deres Majestæt Allernaadigst har viist og endnu vedbliver at vise" havde anvendt "den Tid, jeg har tilovers i denne Sommer" til at udfinde ændringer, der kunne skade hans kolleger samt foresatte: Ryges paranoia gjaldt lige fuldt begge parter. Hans argumentation er imidlertid ganske spændende og begge emner højst relevante for denne afhandling.
Det første gjaldt afskaffelse af Sommerforestillingerne, det andet: oprettelse af en skuespillerkomite med censorale forpligtelser.
Ad (1): Som Ryge i 1820 var den udfarende kraft for at afskaffe beneficeforestillinger, var han følgelig fornærmet over disse pseudo-beneficer: "[Man] kan .. naturligviis replicere herpaa, at hvad der bevilges udenfor Saisonnen, ikke kan ansees som Noget der bevilges i Saisonnen" (DKTB). "Vigtigere synes den Omstændighed, at vedkommende Beneficerende selv vælge det eller de opførende Stykker; thi da de offenlige Udgivter ere imellem 200 og 250 Rbd., og Risicoen altsaa betydelig imod den rimelige Indtægt, saa vil Censuren naturligviis være saa lidt stræng, som muligt; idetmindste kan jeg ikke paa anden Maade forklare mig den Eftergivenhed, at den tillod et Stykkes Opførelse ("Kierlighed ved Hoffet"), som den, hvis jeg tør troe Fleres Forsikkringer, tidligere havde afviist, for ikke at sige: forkastet" (l.c.). Det punkt er det afgørende i denne sammenhæng, fordi Molbech alene varetog censurforretningerne vedrørende Sommerforestillingerne (på grund af Kirsteins embedsrejse) og Molbech som bekendt var meget positivt indstillet over for det af Ryge nævnte stykke. For skuespilleren Ryge (i indledningen omtalte han sig selv som økonomiinspektør) var det desuden af vigtighed, at rollebesætningen ikke blev tilfredsstillende samt allervigtigst at indstuderingen blev end mere overfladisk end ved teatrets ordinære forestillinger. Implicit sagt ville Ryge have afskaffet "Sommerforestillinger for enkelt Persons [sideskift][side 689]Regning" på grund af teatrets "Værdighed og virkelige Tarv", hvor ved han forstod misbrug af skuespillernes energi til fordel for egen vinding i stedet for teatrets indtægter i det løbende repertoire.
Ad (2): Censorernes nuværende forpligtelser var for byrdefulde. Ryge ville i stedet have direktionen "bemyndiget til at udnævne en Committée af 3, eller - om muligt - 5 af Theaterpersonalets Medlemmer, hvoraf idetmindste de 2 maatte være Musikkyndige, hvilke efter en Instruction .. forpligtedes til .. afvexlende at forelæse hinanden de indsendte .. Stykker, drøfte deres Værd og i Forening afgive en skrivtlig og udførlig Mening om samme med Hensyn paa Handling, Caracteertegning, effectfulde Situationer, smukt Sprog eller Versification, eventuel Rollebesætning o.s.v.". Ryge mente de skulle aflønnes samt kun engageres for et eller to år "efter hvilken Tid de imidlertid maatte kunne vælges igien af Directionen": "Enhver, der vilde give sig af med at være Forfatter, Oversætter eller Omarbeider" skulle være udelukket (Overskou, Liebe, Nielsen og Holst). Videre foreskrev Ryge: "Naar nu en saadan .. Committée aldeles forkastede et indsendt Stykke", skulle censorerne ikke læse det, "hvorimod dette naturligviis blev nødvendigt ved saadanne Stykker, som Committéen - enten betinget eller ubetinget - fandt værdige til Opførelse; efterdi Censuren, som sidste Instanz, maatte vedblive ene at være ansvarlig for ethvert antaget Stykkes æsthetiske Værd"; enten Holstein eller en af censorerne kunne gerne være til stede ved komiteens møder, men "uden Præsidium eller nogensomhelst Deeltagelse i Forhandlingerne". For at udhæve det uselviske i forslaget anførte Ryge i ansøgningen, at han ikke selv ville sidde i komiteen: kun for "at lette Forretningernes Gang ved" teatret samt skaffe sine kolleger "mere .. aandig .. Beskiæftigelse" i deres arbejde havde han fremlagt forslaget for Frederik VIs "Throne" (l.c.). - Konsekvensen ville jo ganske enkelt blive, hvor besnærende det end måtte lyde om de fungerende censorers medvirken, at skuespillerkomiteen fik den reelle indflydelse på repertoiret, idet censorerne kun skulle konfirmere skuespillernes vurderinger - udfra et æstetisk synspunkt, samtidig med at censorerne havde det juridiske/politiske ansvar (jf. Agerholm: Dr. Ryge. Kbh.1913 119-122). Skrivelsen blev følgelig "nedsendt brevi manu" fra majestæten, hvorpå den blev henlagt (Dp 12.9.1834).
[sideskift][side 690]Ryge slog sig gevaldigt i tøjret i denne sæson. Efter et skænderi med Mad. Nielsen den 14. dec. 1834 og påfølgende forhør dagen derpå indsendte han den 23. dec. 1834 sin afskedsansøgning som skuespiller for i stedet at erhverve sig "et andet civilt Emdede" (DKTB). Kongen reskriberede direkte til Holstein, at Ryge kunne afskediges med pension på grund af "Svagelighed", mens "Tilsagn om Ansættelse i andet Embede ikke kan gives ham" (l.c. 27.12.1834). Ryge lagde sig syg samme dag (Dp), hvorpå sagen jævnedes: "Den hemmelige Lidenskab" havde premiere den 3. jan. 1835 (Dp).
Den 1. jan. 1835 begik Ryge den genistreg at omformulere replikken i "Elverhøi": "Jeg seer i Aanden: saadan skal det blive!" til "Til Gud jeg haaber: saadan skal det blive" (4.akt, 5.sc.). Den utiltænkte majestætsfornærmelse offentliggjorde "Søndagsbladet" (Nr.1 4.1.1835), hvorpå kongen greb ind ved reskript af 6. jan. 1835 (Orig. Kgl.Res.nr.l.). Den 9. jan. 1835 meddeltes Ryge, at han ifølge paragraf 15 i teaterreglementet var blevet idømt en bøde på 25rd r.S. "med Advarsel om at vogte Dem for lignende Forseelser for Fremtiden, da Directionen ellers maa see sig nødsaget til at tage alvorligere Forholdsregler mod Dem" (Kp.nr.2). Ryge måtte gribe til det yderste middel: direkte henvendelse til Frederik VI. I sin lange ansøgning anførte han, at ham på grund af mistede og/eller løse tænder efterhånden havde svært ved at udtale hiater korrekt ("Jeg seer i Aaanden" blev til "Jeg seer i Haanden"), hvorefter han fortsatte: "Jeg har derfor længe været betænkt paa, at remplacere bemeldte Ord ved andre, og efter gientaget Overlæg har jeg endeligen valgt at sige "Til Gud jeg haaber". Jeg har nemlig i min christelige Enfoldighed troet, at en gudfrygtig Konges Haab og Tillid til den almægtige Gud maatte være nok saa betryggende og nok saa forvissende, som en øieblikkelig Vision. Jeg vil gierne indrømme, at jeg kan have feilet i denne Anskuelse, jeg maa desværre! ogsaa antage, hvad der ved min Ære tidligere aldrig er faldet mig ind - at de af mig valgte Ord kunne udtydes, som om de vare emanerede af en ureen eller utilladelig Hensigt; og er det derfor Deres Majestæts Allernaadigste Villie, at jeg for Exemplets Skyld og paa Grund af en, rimeligviis af Ondskab fremsat Forespørgsel i et offentligt Blad, skal straffes, fordi jeg i den uskyldigste Hensigt, eller - om jeg saa maa udtrykke mig - i en Kunst-Hensigt, har forandret tre Ord i en Replik, saa er det min Pligt, som tro og lydig Undersaat, med Ydmyghed og Taalmod at [sideskift][side 691]finde mig i, at jeg dømmes strængt efter Lovens Bogstav" (in Orig. Kgl.Res.nr.10 15.1.1835). Mulkten var tre gange højere end i reglementet, hvorfor Ryge ansøgte om, at bøden nedsattes til højeste tarif ifølge regulativet: 1/10 af en månedsgage (l.c.). Dette bevilgede Frederik VI uden at direktionens betænkning blev krævet (Orig. Kgl.Res.nr.10. 20.1.1835). Se 7.4.1. note 5.
Under henvisning til kongens tilsagn fra 1834 om året efter at ville bevilge Ryge en sommerrejse ansøgte han den 19. febr. 1835 om tilladelse til at rejse (i stedet for i 10 uger) i 12 uger i perioden medio maj - medio aug. 1835 (in Orig.Kgl.Res.nr.19). Direktionen overlod det til kongen, om han ville bevilge den forøgede frihed samt den sædvanlige understøttelse (600 Rbd.r.S.) (l.c. 28.2.1835). Majestæten indvilligede heri den 24. marts 1835 (l.c.). Den 3. april 1835 takkede Ryge for opfyldelsen af sit ønske, hvorefter han meddelte direktionen sin "eventuelle Reiseplan". Han agtede sig til Berlin og Wien, selv om han i Wien kun forventede at se stykker på "K.K. Hof-Operatheater nächst dem Kärntnerthore", der kunne anvendes i København. Endvidere ville han besøge Weimar. Rejseruten afhang imidlertid af, hvornår teatrene igen åbnede efter kejserens død: "Er Svaret fra Wien .. utilfredsstillende, da vælger jeg Paris istedetfor Wien" (I.B.nr.81). Den 18. maj 1835 drog Ryge afsted og allerede den 26. maj 1835 lod han høre fra sig, idet han i Berlin havde overværet Raupachs "Die Royalisten" (jf. s.649). Han forlod Berlin den 6. juni 1835 og rejste via Prag til Wien, hvortil han ankom den 11. juni 1835. Allerede denne aften besøgte han Opera-Theatret og overværede et italiensk selskabs udførelse af Bellinis "Elisir d'amore" (jf. s.990). Til Burg-teatret havde Ryge fri entré og overværede Mad. Schröders gæstespil i Wien, bl.a. i Raupachs "Die Fürsten Chawansky" (1820), "Maria Stuart" og "Macbeth": "Men desværre er dette Theater lukket i Julii Maaned. Jeg maa derfor see, hvad jeg kan profitere i Opera-Theatret, og mærker jeg, at der heller ikke bliver Noget for mig at see, saa reiser jeg i Guds Navn herfra igien" (NkS 3104 22.6.1835 adr. N. Ryge) (1). Den 17. aug. 1835 kom Ryge hjem, uden at det af det bevarede materiale ses, at hans rejse til disse tysktalende områder fik nogen betydning for repertoiret.
Den 21. nov. 1834 ansøgte Pettoletti om "for bestandig" at måtte give forestillinger i sommermånederne (in Orig.Kgl.Res.nr.51). Den 2. dec. 1834 ønskede kongen direktionens betænkning (l.c.). [sideskift][side 692]Teatrets betænkning gik Pettoletti imod: han kunne ikke tilstedes permanent tilladelse, idet teaterdirektionen påberåbte sig privilegiet af 1750 og politiplakaten af 1817: "det vil være let for enhver opmærksom Iagttager af Publikums Lyst og Lune at erhverve sig den Overbeviisning, at Publicum, med faa Undtagelser, lettere lader sig lokke af det Nye, det Frappante, det hyppigen Vexlende, om det end er af ringere Gehalt, end af det Gamle, Sædvanlige, selv det nok saa Gediegne og til største Fuldkommenhed udrustede og fremstillede .. Han vil, hvis han faaer den ansøgte Tilladelse, aarligen kunne afvexle med forskjellige Trupper, der kunne spille i forskjællige Sprog og saaledes altid kunne byde om ikke just noget Godt, dog altid noget Nyt .. Desuden vil Pettoletti ikke have noget Ansvar med Hensyn til det sande Værd og den gode Smag i de Forestillinger, han byder Publikum, og saaledes have des lettere ved at lokke og tilfredsstille dettes forskjællige Elementer, jo friere Valg han har med Hensyn til Benyttelsen af Midlerne hertil, og jo mindre man heri vel troe at kunne giøre Fordring til hans Skjønsomhed .. Deels kan han ved at give Forestillinger, der henhøre til dettes [Det kgl. Teaters] staaende Repertoire frembringe en Mættelse hos Publicum for disse Præstationer, der giør det umuligt for det Kongelige Theater at give de samme med Fordeel, skjøndt de maaskee høre til Scenens største Pryd, deels kan han ved forud at give de Forestillinger, som Directionen har bestemt til i den paafølgende Saison at bringes paa Scenen som Nyeheder .. ved slet Fremstilling vække en Fordom mod dem, eller endog blot ved at berøve dem Nyehedens Interesse tilintetgiøre Directionens Bestræbelser for at forbinde Kassens Tarv med Tilfredsstillelsen af Publikums Fordringer i den Henseende". Man forudså endvidere, at ingen af de bedre udenlandske trupper ville lade sig engagere af Pettoletti - f.eks. Delcours, hvoraf dog de kgl. skuespillere "maaskee i en eller anden Henseende kunde drage en væsentlig Nytte", "Men endnu langt vigtigere og væsentligere torde Hensynet til de Følger være, som af en saadan Bevilling kunne være at befrygte i Henseende til Publicums Smag og dets Stemning i politisk eller moralsk Henseende. - At tillade Pettoletti, uden nogensomhelst Censur, at bringe ethvert Slags dramatisk Product til Fremstilling paa hans Theater, synes ligesaalidt tilraadeligt, som være overkommeligt for det Kongelige Theaters Censorer, ved Siden af deres øvrige Forretninger at overtage denne Censur, [sideskift][side 693]der maatte udstrækkes til alle der givne Stykker, da ikke engang det ligelydende Navn med de til det Kongelige Theaters Brug censurerede Stykker vilde være tilstrækkelig Borgen for deres ligelydende Indhold. - Det torde altsaa blive nødvendigt at anordne en særskilt Censur, der uanseet den muelige Forskjællighed af Anskuelserne om det Standpunkt, hvorpaa det maatte være ønskeligt i æsthetisk og moralsk Henseende at holde de dramatiske Fremstillinger og Publikums Smag for samme, saavelsom den Vanskelighed, der kunde være forbunden med Valget af Censorer, der maatte være kyndige i de Sprog, hvori disse Forestillinger vilde blive givne, vilde foranledige det Offentlige en Udgivt, som dog nærmest vilde have Befordringen af privat Fordeel til Formaal. - Men selv om paa denne Maade kunde bevirkes, at ingen Stykker, mod hvilke der i ovennævnte Henseende kunde være Noget væsentligt at erindre bragdes paa Scenen, vilde derved endnu ikke den Muelighed være udelukt, at en eller anden Skuespiller af en saadan omvandrende Trup tillod sig Hentydninger eller Opfordringer til Publicum, der af den mindre forstandige Deel kunde opfattes paa en ikke ønskelig Maade og maaskee afstedkomme ubehagelige eller endog farlige Optrin; en Frygt, der saameget mindre torde være ugrundet, som Erfaring viser at Skuespillerne i Almindelighed letteligen lade dem bevæge og henrive af en øieblikkelig Impuls og vove meget for øieblikkelig Fordeels, Ærgjærrigheds og Forfængeligheds Skyld, der af den nærværende Tidsaand letteligen kan næres og styrkes" (D.K. 2.Dept. brevsag nr.173 9.1.1835). Set fra monopolindehavernes side fremstår argumentationen meget tilforladelig, fordi den i sin ensidighed er rigtig og uigennemskydelig. Det afgørende spørgsmål bliver dog, om monopolet altid handlede efter de idealer, det foreskrev Pettoletti. De foregående og efterfølgende sider beskriver monopolets forskellige opfattelser af egne idealer - det vil sige repertoirepolitikken til forskellig tid, men i næsten alle sæsoner kan det påvises, hvorledes der eksisterede større eller mindre uoverensstemmelser mellem de intenderede og den faktiske repertoirepolitik. - Den 17. jan. 1835 reskriberede kongen, "at Vi .. ikke finder Os foranlediget til, at bevilge det Ansøgte, hvorom Cancelliet paalægges at meddele Ansøgeren fornøden Underretning" (l.c.) (jf. s.772).
[sideskift][side 694]Tolv dage efter premieren på "Aurelia" (Jf. s.657) fremkom i "Kjøbenhavnsposten" et skarpt angreb på teaterdirektionens disposition Stykket blev sat i bås med "Familien Riquebourg" (jf. s.461) og "Et Feiltrin" (jf. s.502), som alle handlede om uægteskabelige forhold. Et handlingsreferat (rigtignok kun af 2.akt) skulle retfærdiggøre den anonymes forargelse. Supprimeringen af oversættelsen af Charderlos de Laclos' lascive "Les liaisons dangereuses" (hvorfra Scribe havde hentet sujettet) kædedes sammen med stykkets umoralske handling: "Hvad har da, vil Du spørge, kunnet bevæge Theater-Directionen til at antage et saadant Stykke? Det veed jeg ikke. Men ubegribeligt er det, at den egentlige Censor ved Theatret, Justitsraad Molbech, som offentlig paa Prent har erklæret, at et Fejltrin har saaret hans moralske Følelse, alligevel har antaget det til Opførelse (og altsaa agtet det for ringe, at saare et heelt Publicums moralske Følelse), og nu endvidere, for ikke at lade det blive ved eet Feiltrin, Aurelia. Paa flere tydske Theatre vilde et saadant Misgreb neppe gjøres af vedkommende Directeurer og neppe taales af Publicum. Men skulde maaskee ikke Directionens Vished om, at saadanne Stykker vilde finde Indgang hos os, hidrøre fra den ofte paatalte Uskik, at de forhenværende Gallerister nu udgjøre en betydelig Deel af det stemmegivende Parterre. Fra denne Side betragtet røber denne Foranstaltnings Vedvaren ikke alene, som nogle have meent, en vis Haardnakkenhed i at haandhæve en engang tagen Bestemmelse, endog til Trods for den almindelige vel motiverede Mening, men, som man seer, ogsaa Klogskab; thi nu veed Dixectionen hvad den tør byde, og hvad den helst tør byde, f. Er. Aurelia og Consorter. - Hvor ofte have vi ikke talt om, hvor behageligt det maatte være for en Direction at bestyre et kongeligt Theater, da denne ikke behøvede at lade sin hele Digten og Tragten gaae ud paa blot at fylde Kassen med hvilkesomhelst Midler, da den ikke behøvede at lade sig drage afsted eller bestemme i sin Virksomhed af et variabelt og let bestikkeligt, efter nye og pirrende Midler higende Publicums Luner, men tvertimod kunde og burde lede og danne Publicums Smag til Held for Kunstens evige Formaal: ædel Skjønhed og human Dannished. Med hvad Fremgang dette kan skee under en hensigtsvarende Bestyrelse, har man jo et tydeligt Beviis paa i det weimarske Theater under Göthe. - Uagtet den allerhøieste Tillid, som er viist vedkommende Directeurer ved at betroes den afgjørende Authoritet i alle [sideskift][side 695]det kongelige Theaters Anliggender, synes at maatte være Borgen for, at intet bragtes paa Scenen, som var dette Theater uværdigt; saa veed jeg dog nu, efter de forhaanden værende Data, ikke, hvad der kan give os denne Sikkerhed, og Jeg synes derfor, at man ret savner de Gamles Censores morum, hvilke ved Lejligheder, som denne kunde gribe ind, til Værn for Velanstændighed og Sædelighed. Jeg veed ikke, hvilken Authoritet [2] der har confiskeret ovennævnte fra Fransk oversatte liderlige Bog; og Jeg veed heller ikke, om denne Authoritet staaer i samme Censor=Forhold til Theatrets som til Pressens Frembringelser, eller om Theater=Directeurerne selv have aldeles ubunden Haand i saa Henseende. Dette sidste paastaaer man rigtig nok. - Altsaa skal da vor opvoxende Ungdom, vore Koner og vore Døttre ligesom med Magt og til Trods gjøres bekjendte med Kundskabens forbudne Frugt, saadan som den hentes til os midt inde fra de meest overraffinerede og fordærvede Cirkler i Frankrigs Hovedstad; altsaa skal da Sandselighedens skummeltbrændende Blus ligesom med fræk Fjendehaand kastes ind i og besmitte den ungdommelige, let bevægelige Phantasie, og Forførelsens og Lastens Gift ligesom paatvinges og gjennem Scenens Tryllerie indgives de for Sandseligheden aabne, uerfarne og uskyldige Hjerter, - og dette skal skee fra det danske Theater, en offentlig Kunstanstalt, som er helliget Muserne og Gratierne, som har vundet saa høi Grad af Deeltagelse for sig blandt alle Stænder, og som har en, skjøndt for den enkelte Erfaring umærkelig, dog mægtig og ustandselig Indflydelse paa disses hele Smags=Retning og Sædeligheds=Følelse" (Nr.233 19.11.1834). Forfatteren, der erklærede at han hverken var et skinhelligt Heldøre eller en pedantisk rigorist, havde lige præcist fremført en kritik imod teaterdirektionen (og specielt Molbech), som Molbech igennem hele sin censortid havde ført imod de to førstnævnte skuespil samt en stribe af forkastede oversættelser af franske lystspil samt de Hugo-Dumas'ske produkter siden 1832. Skulle Molbech rammes (qua pedantisk rigorist) skulle angrebet netop føres på det såkaldt moralske plan. Molbech reagerede ved i "Dagen" (Nr.279 22.11.1834) at erklære, at han sammen med C.L. Kirstein voterede om stykkers antagelighed, og kun hvor de ikke var af samme opfattelse, tiltrådte "Hs. Excellence Theater=Chefen Censuren, og afgør Sagen ved sin Stemme. Det kan saaledes skee - hvad meer end eengang er skeet - at Bestemmelsen af et Stykkes Antagelse, eller [sideskift][side 696]Ikke-Antagelse, til Opførelse, bliver ganske uafhængig af min Mening:" (dat. 21.11.1834). Molbechs redegørelse var intet mindre end en uartighed, thi den mere end antydede, at han ikke havde været af den opfattelse, at "Aurelia" burde opføres på Det kongelige Teater. Kirstein reagerede prompte. Den uindviede læser af "Dagen" måtte anse ham og Holstein for fortalere for opførelsen af dette stykke. Han mere end antydede, at Molbech havde overskredet de kollegiale hensyn, teaterbestyrelsens medlemmer havde at tage til hinanden, hvorfor han foreslog Molbech, at han (Kirstein) "under Deres Haand" indrykkede følgende stykke "i næste Nummer af" "Dagen": "at "Aurelia", under min Fraværelse paa en Embedsreise i afvigte Sommer, af Dem, som efter Omstændighederne daværende ene Censor, er blevet udvalgt og hengivet til Oversættelse til Brug for Theatret; og skal jeg da ikke have noget imod at bære, hvad der endnu kan falde paa mig for ikke at have - hvad jeg rigtignok under de stedfindende Omstændigheder ikke troer mig beføiet til - erklæret mig imod Opførelsen, der som bekjendt har funden Sted længe efter at jeg igjen havde tiltraadt min Function som Medcensor" (BHS 23.11.1834). Kirsteins opfattelse og ønske synes ganske rimelig og logisk efter omstændighederne. - En time efter modtagelsen af dette brev svarede Molbech Kirstein: "1.) Ikke som Censor .. har jeg i Sommer (Jun. ell. Jul. Maaned) proponeret Vedkommende [Sille Beyer] at oversætte "le Gardien" hvis Oversætt. selv syntes om Stykket. Det var et privat Forslag; jeg kunde og vilde naturligviis ikke sikkre Stykkets Antagelse; men erklærede mig for denne (7de Oct.) en Tid efter at Stykket var oversat, og anbefalede det til Opførelse m. Hensyn t. Stykkets sceniske Interesse, uden at berøre noget af hvad der var at sige om de moralske Forhold i Stykket" (l.c.). Allerede her viklede Molbech sig ind i urimelige modsigelser, når man betænker hans vanlige fremgangsmåde. Thi når privatmanden gav Sille Beyer stykket til oversættelse, kan heller ikke privatmanden Molbech have fundet moralske brist ved stykket, som teatercensoren senere skulle lade uomtalt - blot fordi stykket ejede sceniske kvaliteter: den pedantiske rigorist havde slået sig selv på munden. For det andet afviste Molbech, at det havde været hans hensigt at forbryde sig imod kollegiale forhold: "ligesaa lidt er jeg i Stand til at indsee nogen Grund til, at min Høistærede Hr. Collega skulle troe Dem "ikke beføiet til at erklære Dem imod Opførelsen af et Stykke", [sideskift][side 697]fordi jeg under Deres Fraværelse havde foranlediget dets Oversættelse; og heller ikke findes noget Spor af en saadan Formening i Deres skriftlige Dom over Stykket" (l.c.), Molbech argumenterede imod Kirsteins manglende argumenter, og søgte derved at binde ham, før han eventuelt måtte reagere kraftigere imod Molbechs egenhændige dispositioner. Hvor ofte er det ikke blevet påvist, at forskellen mellem det skrevne og det talte ord afgjorde teatercensurens udfald. Molbech søgte imidlertid allerede her at foreholde Kirstein hans manglende, skriftlige argumentation. I samme brev afsløredes det, hvorledes Molbech og Kirstein delte kagen med hensyn til de ømtålelige emner: "det [er] afgiort: at "den skiønneste Dag i Livet" og "Aurelia" maa vi begge være lige gode om, for "Familien Riquebourg" maa jeg", og for "Feiltrinnet" Hr. Etatsraaden allene ansvare - med Undtagelse af den Understøttelse vi i begge disse Tilfælde muligen kunne nyde af Chefens Istemming. - Vilde min Hr. Collega, at jeg i et Tilfælde, hvor Directionen in corpore angribes, foruden det specielle og directe Angreb paa mig, baade for Feiltrinnet og for Aurelia, skal bøde allene for det sidste, saa kommer De til at bøde allene for det første. Fordelen bliver dog i visse Maader paa min høistærede Hr. Collegas Side, da formodentlig Feiltrinnet vil holde sig paa Repertoiret; og Aurelia bliver henlagt". Molbechs trang til logisk adfærd synes ikke overdreven, thi først måtte Kirstein bære ansvaret for "Aurelia" (ligeligt med Molbech), siden påtog Molbech sig dette alene. Han løb sur i sagerne og afsluttede brevet med at fremholde Heiberg som den fælles fjende: "[Jeg] vilde .. foreslaae en mundtlig Deliberation herom, hvilken maaskee ogsaa med Hensyn til, om det, som jeg troer, er raadeligt at skrive noget om Aurelias Indhold, førend Heiberg, kunde være nyttigt". - To dage senere besvarede Kirstein dette brev. Han påviste - intet mindre - hvorledes Molbech bevidst havde løjet for publikum og teaterdirektionens øvrige medlemmer. Bevismaterialet bestod i et (nu tabt) brev fra Molbech til Kirstein, dateret den 1. aug. 1834, hvori Molbech underrettede Kirstein om arbejdet med "Aurelia". Kirstein tilbagevist Molbechs urimelige sondring mellem privatmanden og teatercensoren Molbech - om ikke andet så under henvisning til Sille Beyers placering i dette spil, thi hun havde "neppe .. overtaget dette Arbeide, dersom hun ikke i Proponenten havde seet den, af hvem hendes Erhverv i dette Fag var afhængigt" (BHS 25.11.1834). [sideskift][side 698]Den 1. aug. 1834 havde Molbech skrevet: ""Jeg havde selv foreslaaet Jfr. B. dette Stykke til Oversættelse; men De vil erfare, at jeg har havt megen Umage med at giennemgaae og forbedre hendes Arbeide"" (l.c.). Kirstein fandt det følgeligt urimeligt, at Molbech ikke offentligt ville vedgå også denne del af hændelsesforløbet. Følgelig ville han "renoncere paa en saadan Bekjendtgjørelse og gribe til den eneste Forholdsregel, som jeg kan antage at kunne sikkre mig fuldkomment for lignende Misforhold i Fremtiden". Inden han røbede dette skridt, skulle Molbech dog også vide, at han løj om stykkets moralske habitus, thi i brevet af 1. aug. 1834 havde Molbech bemærket, at ""skiøndt det, ved Siden af de piquante Situationer, heller ikke fattes den moralske Inconseqvents og Halvhed, som er det høieste, hvortil de franske dramatiske Forfattere drive det til i Moraliteten fra Kiønsforholdets Side"", på hvilken baggrund Kirstein fandt det urimeligt, at Molbech intet herom havde indført i censurprotokollen, hvilket "vel, strængt taget, havde været Deres Pligt". Molbechs forsøg på at binde Kirstein til det indførte i censurprotokollen blev således besvaret på en probat måde: hvem skrev hvad ind i protokollen. Han henviste i øvrigt til en samtale om stykkets moralitet, de havde haft kort efter hans hjemkomst, hvori Kirstein havde fremført indvendinger imod stykkets moralske tendens (tildels refereret i censurprotokollen). Kirstein anførte også, hvorfor han ikke havde erklæret sig imod antagelse af stykket: "dersom jeg ikke skulde have udtrykt mig bestemt nok i saa Henseende, haaber jeg, at det vil kunne finde en billig Undskyldning i, at jeg ikke uden Nødvendighed har villet udsætte mig for de Ubehageligheder, jeg maatte befrygte af Brugen af en bestemtere Udtryksmaade" (l.c.). Altså af hensyn til Molbechs formodede engagement i antagelse, oversættelse og bearbejdelse. - Kirstein konkluderede følgelig hele sagen således: "At en uden fælleds Overlæg og Samtykke offentlig fremført Bekjendtgjørelse om collegiale Forhold er et Brud paa det collegiale Forhold mellem en Administrations Medlemmer maa jeg, nu som før, med min Herr Collegas modsatte Mening paastaae, og det bliver upaatvivleligen større, naar - hvad min Herr Collega ikke har berørt, skjøndt jeg i min Skrivelse tydeligt nok har fremhævet det - en saadan Bekjendtgjørelse skeer under Omstændigheder, der, som her, kunne give Anledning til en aldeles falsk Udtydning deraf". Kirstein agtede derfor "ufortøvet .. at ansøge [sideskift][side 699]Hans Majestæt om min Entledigelse fra den mig over[drag]ne Post som Medlem af Directionen for de Kongelige Skuespil", (idet han dog ønskede at beholde Molbechs "Venskab .. i det private Liv") (BHS 25.11.1834). - Allerede den 23. nov. 1834 havde Molbech afgjort med sig selv, at det var tilrådeligt at levere publikum den rette udlægning af indholdet i "Aurelia". Første del heraf offentliggjordes den 26. nov. 1834 i "Dagen". Samme dag tilskrev Holstein Molbech, at flere af hans bekendte havde forstået, at "Aurelia" var antaget ved hans decision, hvorfor han anmodede Molbech, "om paa hvilken som helst Maade De maatte finde det passende at berigtige hos Publikum denne Misforstaaelse, saameget mere som ieg efter i disse Dage at have læst Stykket, aldrig havde givet mit Samtykke til dets Antagelse hvis mit Votum skulle have været det afgiørende i denne Sag" (BHS 26.11.1834). Holstein truede Molbech til en redegørelse, "da De ellers sætter mig i det for mig høist ubehagelige Forhold, at maatte andrage Sagen for Hans Majestæt Kongen" (l.c.). Den ene meddirektør truede med sin afgang, teatrets chef truede den anden direktør med afsked. Molbech fortsatte uagtet indholdet af Holsteins brev offentliggørelsen af sin "Deduction af det Falske og Usande i Kiøbenh.postens Angreb paa "Aurelia"" (BHS 27.11.1834). Han konkluderede sin udlægning ved at anføre: "det udeelte Bifald, Stykket vandt .. kan ligesaa meget tilskrives den Virkning, Stykkets Slutning giør, ved en værdig og heldig Fremstilling af Raymonds Rolle, og ved en Opløsning af Situationerne, hvori den moralske Tendents, Scribe øiensynligen har givet hele Stykket (der uden Tvivl endog fra denne Side er bedre behandlet, end fra den dramatiske) træder stærkest frem. At den eneste moralsk fordærvede Person i Stykket, Varades, som allerede tidligere, ved sine slette Handlinger og Hensigter, er kommen i Forlegenheder, der bringe ham i en deels piinlig, deels latterlig Situation, tilsidst paa en nedtrykkende og beskæmmende Maade forlader Scenen; at Aurelia - hvis Brøde den sande Moralist vil veie paa en anden Vægtskaal, end en Theaterrecensent, der ikke kiender andet til den menneskelige Natur, end dens laveste Yttringer - vises nedtynget af Selvbevidsthed og sønderknuust af Anger; og at Raymond, hvis Characteer og Handlemaade giøre ham lige værdige til Agtelse, er den, som baade redder Aurelia og opløfter hendes bedre Væsen til Mod og Haab om en ædlere og værdigere Tilværelse: beviser tilstrækkeligt hvad ovenfor er [sideskift][side 700]sagt. Dermed er tillige beviist, hvorledes den bør ansees, der ikke undseer sig ved at henregne dette Stykke til dem, "hvorved Forførelsens og Lastens Gift fra Scenen paatvinges uerfarne og uskyldige Hierter". - Aurelia er skrevet for at vise paa Scenen, til hvilke Ulykker og til hvilke Forbrydelser det kan lede, at give efter for enhver fremspirende utilladelig Tilbøielighed, i Stedet for at bekæmpe og overvinde den ved moralsk Kraft, og for i Raymond at opstille et modsat Exempel paa, hvad denne Kraft formaaer hos en ædlere Natur. At en Natur, som Recensentens i Kiøbenhavnsposten, forsætligen vil sanke Forargelse og indbringe den der, hvor den ikke er tilstede: er iøvrigt ligesaa consequent, som at denne Rec. - ifølge de Ord, hvormed han begynder - maa finde Scribes "Et Feiltrin" mindre anstødeligt, end "Aurelia", skiøndt hist qvindelig Ære og Uskyldighed opoffres, i Stedet for at den her vogtes og reddes; og ligesaa consequent, som at Rec., med den øvrige Dynge af Usandheder, vil debitere den: at Skuespillet "le Guardien", hvis Motiver ere tagne af en ganske ny fransk Roman, (Valentine)[3] skulde være hentet fra en Bog fra Midten af det 18de Aarhundrede, hvis Tilværelse og Egenskaber, man seer, at denne "Censor morum" giør sig al Umage for at udbrede" (Dagen, nr.283 27.11.1834). For at imødekomme Holsteins ordre og Kirsteins ønske tilføjedes deduktionen: "Oversættelsen af dette Stykke er i afvigte Julii Maaned foranlediget allene af undertegnede (paa en Tid, da min Collega, Hr. Etatsraad Kirstein var fraværende paa en Embedsreise). Stykket er i October antaget til Opførelse af Theaterdirectionen, uden at Censuren har været underkastet Hs. Excellence Theaterchefens Decision" (l.c.). Molbech var krøbet til korset og havde offentligt vedgået sin brøde; men han benyttede et godt forsvar, idet han nu offentligt lovpriste stykkets moralske tendens, hvilket klart modsiges af hans private brev til Kirstein fra den 1. aug. 1834. I sit brev til Holstein fortsatte han denne diskussion: "Censur-Protokollen udviser tvende Medlemmers æquale Vota; af hvilke det ene anbefaler Stykkets Antagelse; det andet yttrer: at der er ikke Anledning til at forkaste det" (BHS 27.11.1834). Der kunne følgelig ikke være tvivl om det rigtige i Holsteins "corroborerede Antagelse", fordi "Enhver saadan Antagelse er en collegial Handling af Directionen, som ved Deres Excellences Underskrift i Protocollen faaer sin Sanction; og det vilde være ligesaa umuligt, under Directionens nærværende Organisation, [sideskift][side 701] som det ville være skadeligt, at tænke sig et Stykkes Antagelse som et Værk af et enkelt Medlems særskilte Villie eller Villiesyttring" (l.c.). Sagens akter udviser jo imidlertid ganske klart, at der ikke destomindre var tale om netop en sådan handling. Molbech tillod sig endog at anføre: "at saa høiligen jeg, i Følge den Mening De nu yttrer om Stykket, beklager, at Deres Exc. ikke havde læst Stykket før dets Antagelse eller Opførelse, da der jo i saa Fald naturligviis ei kunde have været Tale om den sidste: ville Deres Exc. dog erindre, at jeg en Dag under en Forhandling i Directionen om Stykket og dets Opførelse eller Rollebesætning mundtlig udviklede hele Stykkets Indhold; ved hvilken Leilighed De bl.a. bemærkede: at Raymonds Rolle maaskee, af individuelle Grunde, vilde spilles med megen Interesse af Hr. Stage. En eneste misbilligende Yttring ved den Leilighed af Deres Excellence vilde have været nok for at giøre mig opmærksom paa Nødvendigheden af at bede Dem skienket Stykket Deres nærmere Bedømmelse" (l.c.). Heri havde Molbech for så vidt ret, men praksis var dog, at Holstein stolede på sine censorer, der havde det egentlige arbejde med gennemlæsningen, hvorpå Holstein påtog sig ansvaret over for kongen: ordningens svaghed var netop afsløret af Molbech! - Heibergs indblanding i sagen synes for så vidt unyttig, men den fik sin betydning, idet Molbech besvarede hans indvendinger. Heiberg latterliggjorde den liderlige Criticus' argumentation, men fremførte også sin egen vurdering af stykket. Om stykkets slutning (jf. Molbechs deduktion) anførte Heiberg: "det er det eneste i hele Stykket, der ifølge luttrede Grundsætninger kan kaldes umoralsk, thi herved bliver den godtroende Ægtemand først rigtig ført bag Lyset og bedragen; det havde været mere moralsk, om Konen var bleven ved sit første Forsæt, og var løbet bort med Elskeren. Naar jeg kalder denne Catastrophe umoralsk, er det naturligviis ikke fordi den skildrer en umoralsk Handling; thi i Poesien kan ikke Noget være umoralsk paa Grund af sit Indhold eller sit Stof, men kun formedelst den Betydning, som Digteren har lagt deri. Da nu Scribe har fremstillet en idetmindste tvetydig Handling i et saadant Lys, at den skal gjælde for god, saa kan man paa Grund heraf kalde Tendensen af Stykket umoralsk" (Pros.Skr.Bd. V 166; Kjøbenhavns flyvende Post 1834. Interimsblade Nr.32, dat. 28.11.1834; ifølge Heiberg skrevet før Molbechs svar). Heiberg gentog endnu engang, at hans fundament i henseende "til Moraliteten [sideskift][side 702]i det Æsthetiske" var "Schillers og Göthes Principer" og "ikke dem, hvortil det kjøbenhavnske Publicums Dyds=Renommister bekjende sig" (l.c. 167). "Lang og gjentagen Erfaring har lært os, hvad det er, som disse Mennesker kalde dydigt og udydigt. Ogsaa Familien Riquebourg henregner den liderlige Criticus til de liderlige Skuespil, uagtet en Mand [Mynster], der vel kan siges at staae i Spidsen for vort Lands religiøse og moralske Dannelse, har (i en bekjendt Recension i Dansk Ugeskrift [se s.1550) høilig berømmet Stykket, og fundet det ulasteligt fra Moralitetens Synspunct. Dog, ikke blot hine Domme, ogsaa Kaliberen af de Mennesker, som fremføre dem, og disses Værdighed til at beklæde et moralsk Dommer=Embede, har Publicum omsider lært at kjende. Følgen heraf er bleven, at de moralske Betænkeligheder ved et Skuespil allerede vorde ligegyldige, om ikke latterlige for det dannede Publicum, ja endog begynde at opvække dets Væmmelse - Noget, som vistnok ikke er ønskeligt, men som meget naturligt følger af saadanne Skraaleres idelig og idelig gjentagne Ophævelser uden Grund" Det dannede Publicum kan desuden umuligt nedstige til de plumpe Ordførere, der finde Behag i det Raae" (l.c. 169). Ikke på grund af "Aurelia" ("thi dette Stykke er neppe den Uleilighed værdt"), men af principielle grunde ville Heiberg vise den liderlige Criticus tilbage: "Scribe har vistnok leveret baade fortrinlige, maadelige og slette Skuespil ifleng. Umoralsk er han undertiden, men i en høiere Betydning af Ordet, der ligger udenfor de Liderliges Erfaringskreds: han er det, ligesom Kotzebue, just derved, at han altfor meget jager efter en moralsk Tendens, og saaledes kommer til at fremstille endelige, indskrænkede Pligt=Bestemmelser som det absolut Gode. Paa denne Immoralitet, eller rettere sagt, bornerede Moral, har jeg selv fremfor Alle gjort opmærksom, saavel i mit Skrift om "Bruden" [jf. s.1542], som i et særskilt lille Stykke "Om Scribe, som Moralist" [jf. Pros.Skr.5 135]; og det er i denne Forstand, at jeg har omtalt Fornuftgiftermaalet [jf. s.368] og Robert af Normandiet [jf. s.528] som umoralske Stykker, hvilket i Grunden vil sige det Samme som upoetiske. Men om ogsaa Scribe kan siges, undertiden at være umoralsk i denne Betydning af Ordet (og det er visselig ikke denne Immoralitet, som indsees af et Publicum), da er han dog næsten aldrig uanstændig; herfra bevares han ved sin Smag og sin fine Verdensdannelse, ved hvilken han staaer saa uendelig høit over den med alt sit Talent i Grunden plumpe og gemene Kotzebue. [sideskift][side 703]Mellem de af Scribes Stykker, der ere mig bekjendte, erindrer jeg kun eet, som jeg vilde kalde uanstændigt, og det er Louise, ou la Réparation [jf. s.578]. Tydsklands fineste Critiker, A.W. Schlegel - som bekjendt, Kotzebues ivrigste Modstander - en Mand, der kjender baade det engelske, det spanske og det italienske Theater bedre end nogen Anden, har ganske nylig i en privat Meddelelse yttret, at Scribe er den eneste nuværende Dramatiker, for hvem han, som han udtrykker sig, "tager Hatten af"" (l.c. 171-172). "Kjøbenhavnsposten"s liderlige Criticus havde råbt vagt i gevær, når det gjaldt om at besøge teatret, især børn og kvinder: "Billigt vilde det dog have været at erkjende, at en saadan Risico er mindre ved det danske Theater, end ved nogetsomhelst andet, thi skulde vor Theater=Censur trænge til at skærpes, da maatte det vel snarere være paa den æsthetiske end paa den moralske Side" (l.c. 174). I stedet burde der advares imod "Kjøbenhavnsposten", og bladets redaktør burde betænke, at pletter som denne anmeldelse var skadelig for hans valg til Stænderforsamlingen. Heibergs indgriben formede sig nok som en afvisning af kritikken, men sandelig også som en status over egen indsats i æstetisk kritik og den blev derved indirekte en kritik af teaterdirektionen (in casu Molbech).
Molbech tog da også til genmæle i "Dagen" for at redegøre for skuepladsens Moralitet og Decents, "som ikke blot er afhængig af æsthetiske Hensyn; som ikke maa krænkes eller skydes tilside for Opnaaelsen af Theater=Effect; og hvis Love heller ikke let ustraffet overtrædes, hvor et Publicum, som det, hvis ethiske og æsthetiske Dannelse Kjøbenhavnspostens Criticus i lige høi Grad fornærmer, har sin Stemmerettighed ukrænket" (5.12.1834). "Man vil dog ei engang i Paris bringe Alt paa Scenen, hvad man dramatisk forestiller i Peking eller Canton; og jeg tør være overbeviist om, at selv den Forfatter, som mener, at vor Theatercensur mindst "trænger til at skærpes paa den moralske Side", dog ikke selv vil være aldeles fri for den "Overtro": at ikke alle Parisertheatrenes sceniske Forestillinger enten ere tilraadelige, anstændige eller tilladelige i Kjøbenhavn" (l.c.). Molbech fortsatte, at Heiberg erkendte ""det ikke er ønskeligt, at de moralske Betænkeligheder ved opførte Skuespil skulde blive ligegyldige, om ikke latterlige for det dannede Publicum". Saaledes vil han naturligviis heller ei kunde finde det overflødigt, at Bestyrelsen af et Theater .. [sideskift][side 704]sørger for, at den saaledes erkjendte Nødvendighed af en Moral for Skuespillet ikke omstødes ved Grundsætninger, der gjorde "Naturmaleriets uskaansomme Sandhed" [4] til den eneste Prøvesteen for en scenisk Forestillings moralske Tilladelighed; eller der vilde antage, at "enhver umoralsk Skildring, der fremgaaer af Objectets Natur", derved skulde være retfærdiggjort i et Skuespil. Dette har upaatvivlelig været langt fra Schillers Mening; og vi maa vel lægge Mærke til, at Talen hos ham paa det anførte Sted slet ikke er om et opført Skuespil, men om en Roman (Vilhelm Meister). Betingelserne ere her aldeles forskiellige; og en Theater=Censur er noget langt andet, end den æsthetiske Bedømmelse af et Digterværk - var det endog et Drama, hvor Talen ikke er om dets Opførelse. - En engelsk Forfatter, der nylig med en maaskee endog temmelig vidt dreven Forkiærlighed har forsvaret og bedømt den nyere franske, saakaldte romantiske Skole i den dramatiske Digtekonst, opstiller det dog ligefuldt som en Grundlov for denne Konst: "at det, som enhver Dramatik er mest forpligtet til at beskytte, er Moralitetens Love og Interesse", ("what every dramatist is most bound to protect, the laws and the interests of morality"). Naar han, til Forklaring heraf, endvidere fremsætter: at med Hensyn til Moralen gjelder den samme Regel, som for Konsten; nemlig: "det er ikke Gjenstandens Natur, som krænker, enten denne eller hiin; men det er af Maaden, hvorpaa den er behandlet, at Stykkets Skjønhed, som Konstværk, og dets Værd for Moraliteten (as a lesson of virtue) er afhængig" [5]: saa maa Undertegnede vedkiende sig denne Grundsætning, som een af dem, han altid vil stræbe at følge i Vurderingen af dramatiske Værkers ethiske Characteer; og dennes Indflydelse paa deres Brugbarhed for Scenen" (l.c.). Fremdragelsen af Lytton Bulwers formuleringer lægger intet ukendt til Molbechs æstetik, men udbygger snarere billedet deraf. Han tilføjede, at Heiberg og han nok ikke var enig om målestokken "for Skuespils Moralitet, der skulle bringes paa Scenen", idet han henviste til Heibergs vurderinger af de ovenfor anførte skuespil. Han tilføjede: "ligesom jeg ogsaa er langt fra, naar der handles om Digterværker, og allermest om Skuespil, der opføres, at kunne tilstaae, at et umoralsk og upoetisk Værk, altid "i Grunden vil sige eet og det samme". - Men da Hr. Professoren tillige, efter min Mening fuldkosmen rigtigen, distinguerer imellem det reent umoralske og det uanstændige eller anstødelige i et Stykke, og da han desuden [sideskift][side 705]erkiender, at det "ikke er saa let en Sag at bestemme Moraliteten af et Digterværk, som visse Folk indbilde sig": kunde det maaskee hænde sig, at vi i enkelte Tilfælde paa en vis Maade af lutter Enighed kunde blive uenige" (l.c.). Dagen efter gjaldt det "Aurelia", hvor Molbech erklærede, at enigheden ikke var så stor: "[Stykket] har en fra Begyndelsen til Enden temmelig vel vedligeholdt Kiæde af liveligt vexlende Situationer; og nogle af disse kunne henregnes til de piquante. At nogle ere Variationer af saadanne, der forekomme i Scribes ældre Stykker: er en Mangel, som det deler med utallige andre Skuespil af denne og flere Forfattere af stor Frugtbarhed. Stykkets svagere Sider i en Deel af dets Detail har jeg ikke overseet; men mener, det her ikke vil være Stedet, at opregne dem. At Charaktererne ikke ere reent og stærkt nok udprægede, og at Interessen er for deelt og adspredt til at blive mægtig nok for een Hovedcharakteer: kan maaskee regnes til de væsentlige Mangler. I øvrigt betragter jeg det som et Stykke, der uden ualmindelig Opmærksomhed vilde have giennemgaaet dets Fata: hvis ikke et pludseligt Brandraab af en, fra Reenhedens Side meget ucompetent Stemme havde begyndt at skrige paa dets Ureenhed. Jeg har allerede, saa godt som det uden en her upassende Vidtløftighed lod sig gjøre, forklaret, hvorfor dette Stykke, hverken kan tillægges en umoralsk Charakteer, eller anstødelig Composition. Muligen kan der om det sidste i et Par Momenter af Detailet, gives mere deelte Meninger; men selv enhver af disse, der var imod Stykket, vil, troer jeg, naar den nærmere overveies, og sammenholdes med Stykkets Total=Indtryk, falde bort; og det især, naar man ganske holder sig fri for den Feil: at tænke sig det Anstødelige og Forargelige, som ikke er at finde i Stykkets virkelige Indhold; en Feil, der - om den endog ikke er saa slem, som den, at kiøre saameget Skam sammen, og vælte det ind i et Skuespil, som det i Kiøbenhavnsposten er skeet - dog altid maa fordærve enhver rigtig og klar Bedømmelse af en scenisk Forestilling. - At Hr. Prof. Heiberg kalder "Tendentsen af Stykket umoralsk" fordi Aurelia i Slutningen, efter Raymonds Opfordring, fatter sig og gaaer sin hjemkomne Ægtemand i Møde, hvilket han kalder "en i det mindste tvetydig Handling" og at han mener "Stykket havde været mere moralsk, om Konen var bleven ved sit første Forsæt, og var løbet bort med Forføreren": hører til det Slags moralske Casuistik, hvorpaa maaskee Vittigheden kan øve sig; men som den simple Forstand [sideskift][side 706]og naturlige umoralske Følelse vil have vanskeligt ved at gaae ind paa. Den sidste vil ei kunne indsee, at det skulde være mere moralsk, at fuldende en Brøde, end at vende om paa Veien til at begaae den; den første vil finde det rigtigt, at Aurelia hellere i dette Øieblik bærer sin Ulykkes Vægt allene, end at give sin hiemkomne svage Ægtefælle et maaskee dræbende Stød. Raymonds Ord: "en bitter Erfaring vil betrygge Deres Dyd for Fremtiden - og med denne Vished tør De nærme Dem Hr. Bussieres": er den Opløsning af Stykkets moralske Forhold og Forvikling, vi maa holde os til ved dets Slutning; og som Forfatteren har givet det, for ei at lade det ende som tragisk Drama, med Mord, Fortvivlelse og Undergang. Har han derved maaskee berøvet det en stærkere og mere voldsom Slutnings=Effect; saa har han dog ikke ophævet dets Moralitet ved at lade Aurelia bevæges til at skaane sin Mand for en Tilstaaelse, som hun ikke af Falskhed eller lave Bevæggrunde holder tilbage, da hun tilforn frivillig vilde aflægge den. Der gives saaledes heller ikke i hendes Charakteer nogen Grund til at de, der ei ville nøies med den indtrædende Katastrophe og afsluttede Handling i et Drama, men ogsaa ville have Vished om Fremtidens Muligheder, og opstille dette som en absolut Fordring til det dramatiske Digt, ei skulde kunne tænke sig, at Aurelia i et mere passende Øieblik aabenbarer sin Mand den hele Sag, derved vinder i høiere Grad hans Tillid og Hengivenhed, og selv en høiere indvortes Tilfredshed o.s.v." (6.12.1834; dat. 3.12.1834).
Behandlingen, offentligt og privat, af dette stykke har vel nok kastet klarere lys over de besluttendes forudsætninger end det tidligere er set i denne undersøgelse. Provokeret af den liderlige kritiker måtte Molbech en måned senere præstere en begrundet æstetisk basis, hvortil han hentede støtte hos Lytton Bulwer. Hans forsvar af "Aurelia" fremdrager samtidig hans praktiske teatercensur (situationernes følge, karaktertegning og tilskuernes interesse) i offentligheden. Heibergs nedgørelse af stykkets moralske tendens søgte Molbech ophævet ved enigheden om dets anstændighed. Heibergs "moralske Casuistik" vedkendte Molbech sig imidlertid ikke. Kirsteins læsning af stykket underkendtes af Molbech med ordenes "at tænke sig det Anstødelige &c", men dennes angreb på Molbechs administrative hæderlighed efterlod Molbech i forløjet og fordrejet "moralsk Casuistik". Holsteins indrømmelse i november 1834 afslører ham på engang som hæderlighedens og ansvarsløshedens [sideskift][side 707]mand. "Kjøbenhavnsposten"s angreb på Molbech som teatrets egentlige censor blev jo i virkeligheden derved bekræftet. Afslutningen på affæren blev ikke den af den velinformerede Collin foreslåede: "Turde jeg raade? Søg at blive Theatret quit; det er en stor Ærgrelse, og et utaknemmeligt Arbeide mindre" (NkS 2336 5.12.1834). I stedet opførtes "Aurelia" anden gang den 8. dec. 1834, hvorpå det blev henlagt.
Anonymus fortsatte angrebet på Molbech og Heiberg i "Kjøbenhavnsposten" den 16.-18. dec. 1834 og den 6.-7. jan. 1835. Disse artikler former sig stort set som en gentagelse af de oprindelige, og de blev da heller ikke tilbagevist af hverken Molbech eller Heiberg. En anden anonymus satte hele debatten ind i den rette samfundsmæssige placering, idet han den 20. jan. 1835 fik offentliggjort i "Kjøbenhavnsposten" bl.a. følgende referat af "Betrachtungen Uber die Sitten, die Religion und den öffentlichen Gottesdienst": "Den opstiller følgende trende Principer: 1) Der gives ingen almeen Lykke i en Stat, uden gode Sæder (Brevskriveren i Deres Blad erkjender og beviser denne Paastands Rigtighed); 2) Der gives ingen gode Sæder uden Religion (Beviset herfor er ikke vanskeligt at føre); 3) Der gives ingen Religion uden offentlig Gudsdyrkelse (Beviser herfor ligger klart for Alles Øine). - Disse ere de Principer, af hvilke ei alene Autoriteterne bør være gjennemtrængte, men ogsaa Folket, de Rige og de Fattige, de Lærde og de Uvidende - det er der og ikke andetsteds, at man først bør søge den almene Lykke i et Stassamfund" (6).
[sideskift][side 708]
Stags tilsendte privat Molbech 1. akt af Arnesens vaudeville "En Dag paa Theatret", "som om muligt skulde gives ved en Sommerforestilling .. har De noget at indvende derimod, saa renoncere[r] jeg strax, og vælger et andet Stykke" (Coll.BrS. 27.4.1835). Molbechs svar er intet mindre en principielt: "jeg [har] overhovedet .. giort sig det til Regel at bedømme de til Sommerforestilling bestemte, mig forelagte nye Skuespil, allene med Hensyn paa Scenens politiske og moralske decorum, ikke med Hensyn til deres æsthetiske Værd, hvilket jeg mener allene kan komme i Betragtning naar et Stykke indleveres til Theatercensur med den Bestemmelse, at faae det opført blandt de Kongelige Skuespil, eller indlemmet i det Kgl. Theaters Repertoire .. Vel veed jeg, at min Collega E.R. Kirstein heri tildeels er af anden Mening; men dette vil neppe kunne forandre min" (Abr.Autogr.S. 28.4.1835). Denne skelnen synes umiddelbart rimelig, men den kunne få ubehagelige konsekvenser for Molbech, hvis publikum tog vel imod et stykke, som Molbech fandt æstetisk mangelfuldt (jf. s.775 og s.805). Molbech godkendte 1. akt. af Arnesens vaudeville, på nær et "eneste Sted .. [hvor der var] en vel massiv Skildring af Forholdet imellem en Konge og hans Minister"; i øvrigt gjorde han opmærksom på "[at han] allene [ikke kunne] ansvare for Censuren over de til Sommerskuespil bestemte Stykker; men maa .. tillige henvise samme til E. R. Kirsteins Dom" (l.c.). Kirsteins dom kendes ikke. Om stykket ikke blev skrevet færdig eller Kirstein gjorde indsigelser imod Arnesens arbejde - får stå hen.
Rosenkildes oversættelse "Souffleurens Benefice" (jf. s.681) tilstod Molbech opført ved en sommerforestilling, "naar [Rosenkilde] .. vil probere det (ikkun den 1ste Scene med Politiet udenfor Comediehuset troer jeg ikke bør tilstedes opført paa Theatret;) men jeg maa derimod ganske stemme imod dets Antagelse paa Theatrets Repertoire, hvor det hverken passer, eller vil kunne holde sig" (18.5.1835). Kirstein var enig med hensyn til den famøse scene, hvorpå han fortsatte: "Hvorvidt de Stykker der stædes til Opførelse ved Sommerforestillingerne fortjene at antages til Opførelse i Saisonen, holder jeg det for rigtigst her ikke at afgive nogen Dom om, da jeg maa ansee det for rigtigst, ikke at vise det Middel til at komme til Kundskab om Stykkernes dramatiske Værdie, der ellers desværre ikke staaer til Afbenyttelse, fra Haanden, nemlig: at see hvad Virkning de under en (god eller slet) Udførelse [sideskift][side 709]kunne gjøre paa Scenen" (21.5.1835). Selv om begge censorer var hildet af henholdsvis anti- og sympati for Rosenkilde kan deres synspunkter meget vel anvendes principielt! thi Molbech ville fungere som dramaturgisk censor med forpligtelsen om egentlig forcensur, mens Kirstein anlagde en pragmatisk linje, hvor publikums dom kunne få betydning for ham som censor. Kirsteins opfattelse af censorforpligtelsen kunne selvfølgelig bringe ham i lige så store vanskeligheder, som det kunne blive tilfældet for Molbech. Vaudevillen blev ikke opført ved Sommerforestillingerne. Se s.841.
Halévy & Lhéries comedie-vaudeville "Le sauveur" (TVR 12.12.1833), i Borgaards oversættelse kaldet "Kjærlighed og Mimik", var ifølge Molbech, "ikke ilde anlagt, skiøndt det i Knudens Udvikling og Handlingens Gang har eet og andet tvunget og usandsynligt .. Jeg har vel allerede, troer jeg, hørt noget yttre om, at man lover sig overordentlig meget af dette Stykke; en Forventning, jeg for min egen Person ikke kan dele - man maatte da faae Fru Heiberg til i Forklædning at spille Arthur; thi da vilde man upaatvivielig faae virkelig Mimik at see". Molbech vurderede ikke Bournonvilles evner højt, thi hans præstation var "en indbildt og indbildsk" (19.5.1835). Kirstein fremturede med sin skelnen mellem antagelse til Sommerforestillinger og "for Saisonen", men gav sit minde til en opførelse ved Sommerforestillingerne, "naar de Repliker, der have Hentydning paa en mimisk Fremstilling af de 3 Regjeringsformer udelades og de Fremstillinger der skulle træde i Stedet derfor, hvilke bestemt og nøiagtigen maa angives, ikke indeholde noget Anstødeligt" (21.5.1835). De pågældende replikker blev fjernet, hvorpå Bournonville personligt skrev Arthurs "Fremstillinger"; Molbech godkendte de fire sider, hvori der senere blev strøget (KTS nr.411) (1). Endnu engang havde Kirstein vist sig som den indsigtsfulde politiske censor, thi Molbech havde ganske vist tre uger tidligere til Stage erklæret, at han fungerede som politisk censor, når det gjaldt stykker til Sommerforestillinger, men han havde endnu engang ikke forstået, hvad publikum evt. kunne udnytte. Opført den 17. juni 1835. Se s.736.
Bayards drama-vaudeville "Une mere" (GD 23.11.1835), også i Borgaards oversættelse, mente Molbech ikke udmærkede sig "enten ved særdeles Naturlighed eller Sandsynlighed i Handlingens Motiver og Gang", ej heller ved en udpræget karaktertegning, men det havde "derimod ikke faa Effect-Midler af det rørende Slags". Han mente, [sideskift][side 710]"at det overhovedet vil giøre Lykke; og vilde - naar dot var indleveret, ogsaa uden Hensyn til Sommerforestilling, uden Betænkning erklære mig for dets Antagelse" (26.5.1835). I anledning af Kirsteins meningstilkendegivelse vedr. Sommerforestillinger replicerede Molbech: Hans votering var et "Resultat af Stykkets Læsning .. uden at udelukke den Reservation, at Directionen forbeholder sig en nærmere Bestemmelse i Følge vedkommende Stykkers Skiebne under Opførelsen ved Sommerforestillingerne" (l.c.). Molbech henviste til "Souffleurens Benefice", som han selv "ved det mest afgiorte Bifald [ikke] kunne bringes til" at antage til teatrets repertoire, hvortil han henviste til sit votum fra 1832. Stykket blev opført den 1. juni 1835: "Ved Opførelsen har det dog endnu mere end ved Læsningen keedet mig", noterede Kirstein (2.6.1835). Se s.721.
Såvel H.E. Kirstein som Gyldendal leverede et eksemplar af Ch. Duveyrier & A.H.J. Duveyriers comedie-vaudeville "Michel Perrin" (GD 19.2.1834) (TK 1835 2.kv.nr.246), efter at Molbech "i et eller andet Blad" havde fundet det "omtalt med Roes, som en Nyhed, der havde giort megen Lykke i Paris", hvorfor det ikke kan udelukkes, at Molbech tilskyndede Overskou til at foretage en oversættelse. Trods stykkets "heldige Partier" og pikante plan turde Molbech dog ikke slippe det ind i "vort Repertoire", fordi det berørte "Politiets Arcana, om endog Anvendelse [af politispioner] hos Os vilde ligge meget fiern". Overskous bearbejdelse havde snarere forstærket end borttaget "noget af den rørige Effect (f.Ex. ved at indflikke la Marseillaise og la Parisienne, som Originalen ikke har)", hvilket "Vedkommende nok ville forstaae at benytte". Molbechs politiske censur kan ikke overraske, fordi emnet i dette stykke var politisk: den afgørende svaghed hos Molbech var at gennemskue, hvad der evt. kunne bruges politisk af publikum. Trods sine indvendinger ville han ikke udelukke stykket "fra Sommerforestillingerne, hvortil jeg mener, det kan admitteres med nogle faa Restrictioner". Han anmodede om, at Holstein også læste stykket med henblik på "de Steder, som kunde fordres forandrede" (28.5.1835). Med hensyn til antagelse "til Theatrets Repertoire" ville Molbech stemme imod (l.c.). I stedet for Holsteins mening ønskede Kirstein at høre politiets. Som noget helt ekstraordinært gav han politidirektør Bræstrup oversættelsen ("Politiespionen uden at vide det"), originalen og en af Molbech udarbejdet notice om de steder, [sideskift][side 711]der måtte omarbejdes. Bræstrup var åbenbart selv i tvivl, siden han den 1. juni 1835 leverede sagen til overpræsident Kierulf, Københavns politidirektør 1820-34. Han returnerede materialet dels på grund af tidspunktet (kl. 10 1/4 om aftenen), dels fordi han ikke kunne forstå "Molbechs Extract". Bagen efter gav han Bræstrup det gode råd, at sagen ordnedes af teaterdirektionen selv, fordi den havde pligt til at "paasee at intet fremføres paa Scenen som kan vække Scandal". Bræstrup kom til samme konklusion: "talt med Et. Kirstein om Psp, i hvilket de paafaldende Steder blive forandrede, uden at det omtales, at derom er talt med Politiet" (Politidirektørens arkiv D.36 2.6.1835). Enevældene embedsmænd forstod diskretionens kunst. Derpå skrev Kirstein i censurprotokollen, at stykket kunne opføres ved en sommerforestilling under forudsætning af, at "de af Oversætteren forandrede eller tillagte Steder" ændredes, men "det var bedre, at det ogsaa derfra [Sommerforestillingerne] blev borte" (2.6.1835). Molbech tilføjede i protokollen, at Frankrig og "franske Statsforhold" skulle omtales som i originalen. Overskous manuskript eksisterer ikke mere, men af sufflørbogen fremgår det, at handlingen foregår i Paris (KTS 529a), hvorfor Overskou selvfølgelig har foretaget de ønskede forandringer, som selveste direktionen forlangte. Med den ændrede titel "Michel Perrin eller Politiespionen, uden at vide det" opførtes stykket første gang den 9. juni 1835 (givet 3 gange ved sommerforestillingerne). Se s.762.
Carstensens oversættelse "Fader og Datter" af Bayards "La lectrice, ou une folie de jeune homme" (GB 16.9.1834) gav Molbech anledning til at harcellere over Bayard som dramatiker, men hvad værre var, havde også han benyttet "den vidt og bredt bekiendte og omtalte Situation i "et Feiltrin" [jf. s.502]; men da ogsaa Situationen her er bleven blind .. tvivler Jeg om, at man vil finde den saa piquant, som man har fundet den i hiint i høi Grad udelicate Stykke" (12.6.1835). Kirstein var "i det Væsentlige" enig med Molbechs dom, men da Stage ønskede sådanne stykker til indstudering med det yngre teaterpersonale, ville han "antage det og strax lade det udskrive" med henblik på en hurtig opsætning (16.6.1835). Intet forlød der om en sommerforestilling, men den 22. juni 1835 opførtes det af teatrets rutinerede skuespillere. Se s.736.
Borgaards oversættelse "Kjærlighed paa Flasker" af Brazier & Duveyriers [sideskift][side 712]vaudeville "Le philtre champenois" (PR 19.7.1831) fik ros af Molbech: "[Han] har ikke skilt sig ilde ved sit Arbeide". "Det er imidlertid at haabe, at det musicalske Arrangement her dog i det Hele vil være heldigere end i Hr. Overskous "Politiespion" [jf. s.710], som Sang og Musik neppe vil holde i Live. Nærværende Bagatelle er vel ingen uheldig Bagatelle, og forekommer mig at have et muntert Tilsnit". "I Mangel af den smukke Opera ["Elskovsdrikken", jf. s.473] .. kan man vel for en Gangs Skyld tage til Takke med Copien og Vaudevillesangen" (15.6.1835). Ganske anderledes bevidst forholdt Kirstein sig til dette vigtige problem: Hvis "Kiærlighed paa Flasker" "skulde gjøre en betydende eller kun taalelig Lykke hos Publikum, medens Originalen med Aubers smukke Musik blev temmelig koldt optaget, vilde det være et nyt interessant Bidrag til Characteristiken af vort Publikums forunderlige eller foranderlige Smag; og alene af den Grund vilde det interessere mig at see det komme frem" (16.6.1835). Stykket opførtes første gang den 26. juni 1835. Se s.762.
På grund af manglende censorvota behandles de resterende stykker opført ved sommerforestillingerne rent kronologisk.
"Lorgnetten" (jf. s.662) opførtes, trods censorernes forkastelse formedelst stykkets moralske fordærveligheder, den 1. juni 1835, kun denne ene gang.
H.P. Holsts oversættelse af Désaugiers & Gentils comedie-vaudeville "Monsieur Sans-Gêne, ou l'ami de college" (TV 13.5.1816) opførtes samme aften, kun denne ene gang.
N.V. Dorphs oversættelse "Matrosen" af Sauvage & Lurieus "Un matelot" (PR 7.3.1833) opførtes den 5. og 19. juni 1835. Se s.736.
Villeneuve, Scribe & Chapeaus vaudeville "Yelva, ou l'orpheline russe" (GD 18.3.1828) blev på tysk omarbejdet til et melodrama med musik af Reissiger (benyttet både til Th. Hells version (Dresden 1828) og Castellis (Wien 1830)). Overskou oversatte Castellis version, hvorpå Muth-Rasmussen selv komponerede nogle musiknumre samt arrangerede Reissigers. Stykket blev opført ikke mindre end fire gange ved sommerforestillingerne, første gang den 9. juni 1835. Se s.721.
Borgaards delvis antagne og siden remitterede vaudevilleoversættelse "Den unge Oberst" (jf. s.541) opførtes eneste gang den 12. juni 1835.
Ourry & Merles "l'Habit de Catinat" (TVR 5.10.1814) (i N.T. Bruuns [sideskift][side 713]oversættelse "Slaget ved Marseille eller Catinate Uniform" uddelt den 13.2.1827 (PRFD) men aldrig opført) blev givet den 17. juni 1835, eneste opførelse.
Trods forkastelsen i 1834 opførtes anonymus' oversættelse "Saadan reiser man med Diligencen" (jf. s.609) den 22. og 24. juni 1835 (2).
Théaulon & A. Signols comedie-vaudeville "Jean, ou le pouvoir de l'éducation" (TN 10.11.1828) opførtes i N.V. Dorphs oversættelse første gang den 30. juni 1835. Se s.737.
Deviennes gamle syngestykke "Les comédiens ambulants" (TL 28.12. 1798) med Picards tekst og i N.T. Bruuns bearbejdelse var sommerforestillingernes eneste genoptagelse. Opført den 5. og 12. juni 1835 (3).
Den 5. og 19. juni 1835 blev endvidere givet en Pas de deux af Bournonville og Jfr. Grahn (Th.Pl.). Den 19. Juni 1835 fremsagde Phister "En sjællandsk Bondekarls Anskuelse af "Axel og Talborg"" (l.c.). Den 30. juni 1835 gav Schwartzen og Waltz duet af Rossinis "Wilhelm Tell", og til slutning fremsagde Md. Larcher Overskous epilog "En declamatorisk Spøg" (l.c.).
Sommerforestillingernes repertoire bærer unægtelig præg af endnu flere hensyn end teatrets eget repertoire, idet den enkelte skuespiller har haft meget større indflydelse på sammensætningen end vanligt. Politidirektørens indsats i 1835 synes at være et enkeltstående tilfælde, som i virkeligheden siger mere om Kirsteins forsigtighed end politiets svage virksomhed. Teatercensorernes opgave var virkelig, som Molbech skrev til Stage, begrænset til den politiske og moralske censur, mens den æstetiske censur først meldte sig, når stykkerne skulle optages i teatrets repertoire. Men her var sagen den, at Molbechs principper ikke kunne sejre - entydigt - thi netop han oplevede at blive overtrumfet vedrørende et politisk betænkeligt stykke: "Michel Perrin", mens de æstetiske krav til flere af de stykker, der optoges i teatrets repertoire, var særdeles beskedne - ofte fordi disse stykker havde vundet bifald ved sommerforestillingerne - og derfor blev censorernes offer til Mammon. Det synes helt klart, at censorerne - alt taget i betragtning - tilstod endog meget svage produkter adgang til scenen i sommertiden. Konsekvensen kunne nemt blive, at publikum ændrede smag, og censorernes domme var jo som tidligere set aldeles ikke upåvirket af publikums ønsker.
(1) Jf. Hauchs forord i "Tvende Digtninger". Kbh. 1837.
(2) Eksemplaret (DKTB) indeholder få, inferiøre sproglige korrektioner, foretaget af Molbech og Kirstein.
(3) Instruxen af 23.10.1801 var meget kortfattet på dette område: "3. Ethvert nyt Stykke som indsendes til Opførelse paa Skuepladsen skal, forinden det kan antages, bedømmes og dertil erklæres værdigt ved Directeurerne .. forkastes Stykket enten af alle Directeurerne eller af Pluraliteten, da behøves Theaterchefens Dom ikke, men Stykket tilbagesendes Forfatteren tilligemed den af Censorerne underskrevne Dom. Men da et og andet Stykke, uagtet det som litterarisk Arbeide betragtet kunde have Værd, dog muligen ikke kunde conveners Theatret, fordi enten dets Opførelse vilde medføre for meget Arbeide for Theater Selskabet, hvorved andre allerede antagne Stykker vilde vorde forsømte, eller for store Omkostninger for Theaterkassen, eller af andre Aarsager, saa bør et Stykkes endelige Antagelse, uagtet det af Directeurerne som Censores, eller ved Pluraliteten af dem er funden værdigt at opføres, bestemmes af Theatrets Chef, da intet Stykke kan opføres paa Theatret uden hans Samtykke" (Orig.Kgl.Res.nr.35).
(4) Ændringerne i sufflørbogen KTS 382, især i 5. akt, skulle end mere befordre den forsonende virkning for publikum på grund af det gyseliges manglende humanitet. En redegørelse for ændringerne vil kræve en specialundersøgelse. Ryge afgav hovedrollen (PRFD 4.3.1835). - Censorernes diskussion fulgtes af dagbladenes, hvor anmelderen i "Søndagsblad” nr.14 tog udgangspunkt i Hertz æstetik: "naar Hertz i sine Gjengangerbreve uigjenkaldeligen fordømmer Hauchs Don Juan, som dog tænker og reflecterer, saa maa ogsaa den, der har opfattet disse Breves critiske Indhold og Duft, mene, at Tragoediens egentlige Heros, Massaroni, er en endnu større Rasphuuscandidat, end Hauchs Don Juan; mene, at den Person, der er berøvet ethvert ædelt Træk .. i Charakteren, og tillige er overlæsset med Brøde, som kun Skafottet egentlig kunde afbøde, - at sligt Individ mindst ventedes skildret i en af Adam Øhlenschlægers, for øvrigt med Rette, beundrede Frembringelser" (5.4.1835). - Ugen efter svarede Oehlenschläger: "Det er den dramatiske Digters Kald at fremstille betydningsfulde Billeder af Livet, og det kan ikke skee, ved altid tildeels at ignorere eller formindske det Slette og Onde, der bevæger sig i Livet med saamegen Kraft; eller at sminke det med øieblikkelig Blødhed. Det er ikke umoralskt at skildre en slet Characteer sanddru .. Selv Hovedpersonen i en Tragødie kan være en Niding, det har Shakespeare viist i sin Richard den Tredie. Hans Jago har man altid beundret som en særdeles poetisk Characteer, skjøndt uden Funke af Moralitet. - De italienske Røvere er ingen Tragødie, men et tragisk Drama. Massaroni er ikke Helten i Stykket, Interessen i dette Stykke er ikke for en enkelt Person, men for en Handling. Dette Drama er mere characteristiskt end idealskt; og i et Portræt af Livet .. kunde Digteren ikke forstyrre Hovedmotivet og Localfarven. At der ligger noget Mærkværdigt og Tragiskt i den besynderlige Naivitet hvormed de italienske Røvere begaae de gyseligste Forbrydelser, uden at indsee det egentlige Slette deri, naar de blot affinde sig med deres Helgen; at den christelige og philosophiske Humanitet, som har giort store Fremskridt i det nordligere Europa, staaer i største Modsætning hertil, - det kan vel ikke nægtes. Stykkets Fabel og Idee bestaaer netop i Skildringen af denne [sideskift][side 1579] Modsætning. Den ærlige Richter, og Teumann med sin uskyldige Søn, danne Contraster til hine phantastiske Forbrydere, Hvis Digteren lod Massaroni selv "tænke og reflectere" over sine Forbrydelser, blev Massaroni en Uting. Han maa selv være uvidende derom, hvis han skal beholde sit Væsen og ikke være en Marionet, uden Sandhed og Natur. Saaledes som han fremtræder er han dog ikke blottet for alle gode Egenskaber: han er tapper, veltalende, begeistret, snild, og for sin Kiærlighed til Marielisa sætter han sit Liv i den øiensynligste Fare. Flere Lysstraaler kunde Digteren ikke give dette Skyggebilled, naar ikke Skyggen ganske skulde forsvinde og opløse sig i Taage" (Søndagsblad nr.15 12.4.1835).
(5) Rettelserne i KTS 69 er kun af sproglig, metrisk art.
16.1.2.
(1) Den tilsyneladende uoverensstemmelse skyldes, at censorerne ofte indskrev deres vota efter forhandlingen i direktionsmødet.
(2) Ihukommende den langtrukne og ofte bitre diskussion om dette stykke, skal det anføres, til belysning af beslutningstagernes kompetence og indsigt i teaterdriften, at Holstein på Ryges forslag til kostumering af dette stykke noterede: "Da ieg hverken har læst eller seet dette Stykke som kuns er givet til en Sommerforestilling, saa har ieg den Tillid til Deres Sagkun[d]skab at De vil in[d]rette Costumet saaledes at det kan forsvares" (DKTB udat. . efter 17.11.1834).
(3) Den 23.6.1833 sendte hun Molbech 2 akter "af et Stykke, jeg i nogen Tid har havt i Tankerne" (NkS 2336). Beyers arbejdstempo var meget lavt.
(4) Rettelserne i KTS 368 er så mange og omfattende, at det er umuligt at referere dem; de allerfleste forekommer at være af effektmæssig karakter: enten handlingsfremmende eller handlingsbefordrende. Enkelte steder er der indsat helt nye replikker. Den trykte udgave (DKTR III,19 1835) følger den gennemrettede teaterversion. Udskrivningen af sufflørbog samt rollehæfter fandt sted den 5.2.1835 (Journal), hvorfor rettelserne må være foretaget ved prøverne.
(5) Først den 6. maj 1835 gjorde Overskou et udfald mod stykket, idet han i "Dagen" skrev: "Det er begribeligt, at der til Theatret indleveres mange Stykker, der ikke have nogen egentlig dramatisk, med Kunst indledet, knyttet og opløst, Handling; men snarere kunne ansees som en Række af Scener, hvortil Personerne komme og gaae uden noget Motiv, og hvis Dialog er langt udtrukken, uden at den fremmer Gangen af det, der skal være Handling .. Et Stykke, der under saadanne Omstændigheder er kommet paa Scenen nu, da vi dog i Almindelighed ere befriede for saadanne umodne dramatiske Forsøg, er "Igaar og Idag", der i Handlingen meget ligner "Natten før Brylluppet"[jf. s.284], som i Dialogen "Aften er ikke Morgen lig"; og kun har det forud for disse to Stykker og deres Sødskende: "Pagten" [jf. s.113] og "Kjærlighedsgaaderne" [jf. s.3], at det viser Spoer af Stræben efter Charakteristik og en godt opfundet, men slet udført Person, (Hedekatrine) hvorfor dets Forfatter vel havde fortjent en opmuntrende Skrivelse, hvori han var bleven gjort opmærksom paa Feilene, og raadet til grundigen at studere den dramatiske Digtekunst, hvilken de aldeles umotiverede Sange allerede noksom bevise, at han ikke er fortrolig med. Som man kunde vente, fremkaldte dette Stykke lydeligt Mishag. De meget ilde anbragte Yttringer Stænderne burde saameget snarere have været udeladte, da de ere [sideskift][side 1580]meget slet motiverede, og denne Institution, for hvilken Enhver, der virkelig elsker Fædrenelandet, maa føle den dybeste Agtelse, er altfor ny og vigtig til paa denne Maade at blive omtalt paa Scenen, hvor i det Høieste den taabelige Stræben efter at blive valgt, hører hen" (nr.108). - I sit forsvar i "Kjøbenhavnsposten" skrev Beyer bl.a.: "Med endnu større Forundring læser man hos samme Recensent, om "de ilde anbragte Ytringer om Stænderne", hvilke Lystspillet "Igaar og Idag" skal indeholde. Hvor findes disse ilde anbragte Ytringer? - Recensenten vil virkelig ikke kunne bringe dem for Dagen, naar han først har seet eller læst Stykket uden at misforstaae det. At fremstille en noget forfængelig Mand, der gjerne vil have en Deputeret til Svigersøn, troer jeg slet ikke er "ilde anbragt" i et Lystspil; og ligesaa lidt, at det kan fornærme Stænderne. At Prangerups Rolle er comisk uden at være satirisk ligger tydeligt i Lovises Ord til hendes Fader, at "han ikke forstaaer sig rigtig derpaa, ellers vilde han ikke troe, at Prangerup kunde blive Deputeret". - Hvorfor skulde dette ikke kunne nævnes paa Scenen? Stænder=Institutionen ligner vist allermindst en Noli-me-tangere, hvis Blade segne, naar man berører dem; den staaer nok paa saa fast en Grund, at den ligesaa lidt kunde krænkes af voldsomme Angreb, som den kan nedsættes ved et Spøg eller Indfald i et Lystspil; og ved at læse Stykket haaber jeg Enhver overtydes om, at ogsaa jeg er iblandt dem, "der virkelig elske Fædrelandet og føle den dybeste Agtelse for denne nye Institution", om hvis Fortræffelighed jeg netop er overbevist, fordi den er givet Nationen af en Konge, hvis faderlige Kjærlighed er den tryggeste Borgen for, at enhver Gave fra hans Haand er "til det hele Lands Lykke". (Tredie Akt, fjerde Scene). Ligesom Taknemmelighed for saa mange af Hans Gaver har motiveret mangen Sang i smaa og store Kredse, saaledes motiveres Slutningssangen i mit Stykke ved det Resultat: at man kan leve fornøiet paa ethvert Sted i Danmark, da gjensidig Kjærlighed imellem Fyrste og Folk her overalt udbreder Lykke". Senere fortsatte hun sit forsvar: "At stræbe efter et hædrende Embede lægges ingen Mand til Last; det kan da heller ei være taabeligt, at stræbe efter at blive valgt blandt de Deputerede til Provindsialstænderne, naar man har de fornødne Evner dertil; da det er et Beviis paa mange Medborgeres Tillid til den Valgtes Indsigter og Retskaffenhed. At kalde en saadan Stræben overhovedet "taabelig" finder jeg høist upassende, da Stænderinstitutionen ogsaa har den gode Side, at opmuntre til Stræben efter at fortjene sine Medborgeres Agtelse. Jeg fandt det derimod ikke upassende at fremstille, hvorledes ogsaa denne velgjørende Institution hos ukyndige og forfængelige Individer kan foranledige taabelige Ord og Handlinger, idet de indblande den i deres private Liv; og jeg fandt det tilladeligt for et Lystspil, at bruge den Situation, at denne vigtige Statsindretning kan blive Grunden til et Par Forelskedes Lykke, efterat en forfængelig Stræben først havde truet med at hindre deres Forening. At fremstille Stændernes Indflydelse og Indvirkning i Sager af høiere og mere udstrakt Betydenhed, dertil er ikke Sted i et dramatisk Forsøg af den Art, som det her omhandlede" (nr. 116 16.5.1835). Den 18.5.1835 gik Overskou et skridt længere, idet han direkte opfordrede "en Theaterdirecteur", det vil sige Molbech til at vedstå sit forfatterskab til artiklen i "Kjøbenhavnsposten", hvorpå Overskou med navns nævnelse da ville forsvare "sin Ære imod ham" (nr. 117). - Forinden Molbech svarede, opførtes [sideskift][side 1581] stykket anden gang den 18.5.1835. Ifølge "Kjøbenhavnsposten" med følgende resultat: "Atter ved denne Forestilling ledsagedes Bifaldsytringerne ved Dækkets Fald af Hyssen og Piben, Kampen imellem de forskjellige Meningers Ordførere vedvarede endog over de reglementerede 5 Minutter, idet at et Par altfor hidsige Pibere glemte at stikke Piben ind, og Klapperne naturligviis ikke uden Modsigelse vilde lade Stykket ende med en saa skjærende Dissonants" (nr.119 20.5.1835). Af Overskous polemiske udfald mod Molbech i "Dagen" den 20.5.1835 skal kun den sidste tredjedel anføres: "Hvis Forfatteren forlanger en Kritik, der skal være et Echo af hans egen Mening om sit Værk, saa sige vi, som den upartiske Molbech i sit nyeste Værk: "Kritiske Epistler", (en Bog, der vilde være et Mønsterskrift for alle Kritikere, hvis den ikke var saa uhyre høflig): "Dette Slags "forlorne" Kritik har jeg aldrig havt nogen Forestilling om; og ethvert af mine kritiske Forsøg, fra de tidligste til de sidste, ville, for enhver, som forstaaer at læse dem, bære Mærket af deres Uafhængighed. Denne Egenskab er ogsaa, efter min Theorie, en af de uundværligste for Kritiken, og endnu meget nødvendigere, end den saameget udraabte Billighed eller Villighed". For Resten kan Forfatteren ogsaa trøste sig med, at hvis hans Stykke var godt, kunde vor Anmeldelse aldeles ikke skade det; thi som samme grundige og upartiske Kunstdommer siger i samme ypperlige Værk: "En ubillig Kritik over et godt Digt vil maaskee ærgre Digteren lidt, men aldeles ikke skade Digtet i dets sande Væsen og Existents". - Et andet Kneb af Forfatteren er, at han søger at paaføre Anmælderen en ordentlig Proces ved at paastaae, at han "angriber det kongelige Theaters Bestyrelse, der tillod Publicum at dømme om "Igaar og Idag". - Gud bevares! Troer Forfatteren virkelig, at Theaterdirectionen skulde blive vred, fordi man siger, at hans Stykke er slet? Det kan jo gjerne være, at den, for en Deel, siger det samme; det er ikke altid, at en Censor synes om Stykker, der blive opførte, hvilket Forfatteren kan overbevise sig om af den grundige og upartiske Molbechs offentlige fremsatte Mening om: "Et Feiltrin". Kan en Censor selv yttre sig offentlig imod et Stykke, der spilles paa det Theater, hvorved han er ansat, saa kan vel ogsaa en ikke privilegeret Kritiker, som har anvendt Tid og Flid paa at studere den dramatiske Kunst, tillade sig det. Nei! nei! vi maa atter udraabe; Bida nu Mollberg, gör halt och vänd om,/Mollberg vänd om dig och koxa tilbaka!" (nr.119). Molbechs svar bragtes i "Dagen" den 21.5.1835: "[Jeg] kan .. (saameget mere som ubenævnt her ikke er ubekjendt) gierne tiene ham og Enhver, som det maatte interessere, ved at erklære: at jeg hverken har foranlediget, forfattet eller ladet indrykke den omhandlede Replik i "Kjøbenhavnsposten"; saa lidt som noget andet, der muligen maatte være eller blive trykt om bemeldte Lystspil, hvorunder mit Navn ikke findes" (nr.120 dat. 20.5.1835). Skadefro lagde Overskou til i en kommentar til inseratet, at det undrede ham, at Molbech ikke også havde tilføjet, "at han heller ikke forud har gjennemseet, eller corrigeret Stykket hvori det fandtes" (l.c.). - Derpå skrev Molbech privat til Overskou om dennes anvendelse af Bellman: "Ja selv i dette Øieblik føler De i Deres Indre, at De har en Mand for Dem, med hvem det ikke staaer saa usselt, at han efter 30 Aars Statstieneste og 30 Aars fremstræbende Virksomhed i den danske Literatur, skulde ændse, at De i Mangel af egen Vittighed, vil bruge Bellmann til at sige mig "Ovett" .. [sideskift][side 1582]Bellmann og jeg havde i 25 Aar været alt for gode Venner til at jag ikke skulde forstaae en Spøg, hvor han er med - om endog Anvendelsen af denne Spøg paa mig selv er en fattig og forslidt Tilflugt og Udflugt, son Ingen vil misunde Dem" (Nks 2336 konc. 21.5.1835). Den ærlige Molbech leverede Overskou sin mening om stykket: "De har beklaget, at dette Stykke af Theater-Directionen er antaget til Opførelse, og De argumenterer nu som saa: "Havde jeg ikke Ret? Er min Dom ikke stadfæstet ved det høieste dramatiske Tribunals - Pibens?" - Ja, De kan vel lade i "Dagen", som De ikke vidste, hvorledes det gaaer til, naar dette Tribunal skal afsige en Dom - men imellem os to ville vi lade Hemmeligheden fare. Den kiender De saa godt som jeg; uden at jeg behøver at huske Dem paa, at man paa det kongelige danske Theater i de sidste Par Aar har udpebet "Robert le diable" [jf. s.600], en af Professor Heibergs bedste bearbeidede (og en af hans originale?) Vaudeviller [jf. s.### og s.###], og et originalt lystspil, hvori Fru Heiberg udførte en af hendes fortrinligste Roller [jf. s.###] .. Det er et Arbeide af en Begynder i den dramatiske Konst, med flere Anlæg for denne; men som ei have faaet den Udvikling, Øieblikkets Theatersmag fordrer. Det har een meget heldigt, og med fuld Consequents udført Charakteer, og 3 andre, af meer og mindre dramatisk Værd; en vel simpel og ikke piquant Handling, men som ikke uheldigen slutter sig til Stykkets nationale, idyllisk=komiske Charakteer og til dets simple Form. Men denne Handling mangler ei allene finere Intrigue, men hvad man nu især vil have den piquante eller voldsomme Effect; Dialogen, der ikke fattes Spøg og Indfald, har derimod en noget forældet Charakteer, nogle Bipartier ere ikke let nok behandlede; Stykket har vel overhovedet mere Natur, end Konst; men hiin er hverken slet, eller forkonstlet; dets Nationalitet som maaskee er for ærlig meent, til nu at taales paa Scenen, vilde man for 30 Aar siden have regnet det til Fortieneste. Sangene - en tilfældigt opkommen Bestanddeel af Stykket - viste sig ved Opførelsen at skade det; uagtet de giøre Componisten Ære, og Forf. ingen Skam. Den sidste giør det Ære, at have leveret, om endog kun een saa god og gedigen Charakteer, som Prangerups - hvis Fremstilling af Hr. Phister De skulde have giort til Gienstand for et omhyggeligt Studium og en fuldstændig Skildring; De vilde da vist have skrevet Deres dramaturgiske Artikel om "Igaar og Idag" med mindre Inhumanitet, og mere Nytte for Dramaturgien" (l.c.). Afslutningsvis rådede Molbech Overskou således: "De er selv baade Skuespiller og Skuespildigter; nu vil De ogsaa kriticere Skuespillerne og Skuespillet, føre Overcensuren ved Theatret, og føre Dagens dramaturgiske Spiir og Riis. Den sidste Stilling er for Dem en skiæv og falsk Stilling. Om De besidder Evner dertil, veed jeg ikke; thi De har hidtil ikke viist det .. Vil De være Theater-Kritiker, da forlad Brædderne, tag Bladet fra Munden, giv os, ikke Phraser, men specielle Iagttagelser og Bemærkninger og Analyser af de opførte Stykker; gaae i Sporene af Lessing og P. Rosenstand-Goiske og Tieck; lad ogsaa i nyere Tid hos Os en Y.Z. ikke have skrevet forgieves for Dem; og da vil jeg maaskee ikke sige, som nu: skriv hellere Vaudeviller, Comedier, Syngestykker, Vers, &c. end Theaterkritik, thi hiint giør De meget bedre" (l.c.). Molbechs dristige udspil ses ikke besvaret af Overskou. Beyer replicerede i "Kjøbenhavnsposten" den 26.5.1835, idet hun henvendte sig til publikum: "Det har giort mig ondt nok, paa Humanitetens Vegne, at see Anmelderens øvrige [sideskift][side 1583]uskaansomme Adfærd imod et Forsøg, der, uagtet alle sine Mangler, dog vel ikke ganske ufortjent vandt saa Manges Bifald, og Disse bevidner jeg min Tak derfor. Jeg tvivler ikke paa, at ogsaa De have seet mit Lystspils Feil, (ligesom jeg selv, inden dets Opførelse var bleven opmærksom paa adskillige, som jeg havde søgt at borttage, og under Opførelsen bemærkede flere, som vare blevne der); men jeg antager dog, at de Bifaldende fandt noget Godt i Stykket, som for en Deel kunde opveie Manglerne, og at især det Nationale har talt til deres danske Hjerter og bragt dem til at forsvare det. Men dette, seer man, har slet ikke talt til "Dagens" Anmelder; endnu mindre ændsede han et Rygte, som ikke kunde undlade at omtale, og jeg er vis paa det er bragt for Anmelderens Øre - at Stykket er af en Forfatterinde .. hvad jeg har ønsket maatte altid, blive skjult, erklærer jeg herved, at dette Rygte har talt sandt .. Ovenanførte Ytring beder jeg at man ikke vil misforstaae, og troe, at jeg indbilder mig, Galanteriets Love kunde gjelde i Literaturen; dette hverken mener eller ønsker jeg, da jeg antager, det vilde være meget skadeligt; med sand Taknemmelighed hører jeg paa Enhver, der vil rette mine Feil; men jeg har endnu ikke lært at finde mig i, at de siges mig paa en uhøflig og fornærmende Maade" (nr.124). - En anonym skribent i "Kjøbenhavnsposten" konkluderede den 2.6.1835: "Stykket er, mildest talt, af middelmaadigt Værd; hvad der, som Anm. troer, paa den anden Side har skadet det ligesaameget, er vistnok Justitsraad Molbechs særdeles Interesse for det. Uden ham var det neppe kommet paa Theatret, havde aldrig der faaet Rygstød i en ny Decoration, og vilde ialtfald sikkert have faaet Lov til at døe stille hen, uden en eneste Pibe" (nr.130). Selv om Beyer lagde pen til, var Overskous bytte Molbech. Havde han klaret affæren om "Aurelia" dårligt, jf. s.694ff, magtede han her at sætte Overskou pas ved det private brev, hvor han tog tyren ved hornene: enten kritiker eller skuespildigter/skuespiller, men ikke den sluskede mellemting. Beyer måtte så indkassere endnu et nederlag, og teatret betale endnu en opsætning af et stykke, der måtte henlægges efter få forestillinger.
(6) Den 30.11.1837 oplyste Heiberg, at han først begyndte på "Alferne" den 3.1.1835 (Borup nr.379).
(7) Se Borup nr.315 samt Heibergs brev til Ryge (NkS 4028 12.1.1835).
(8) "Rollerne udskrevne den 21de [jan. 1835] uddeelt d 16de (i Directionen)" (Journal). Ifølge PRFD uddeltes de i perioden 14.-20.1.1835.
(9) Jf. B&B I 293. KTS mangler, men eksemplaret på DKTB viser, at Grimmemanns og Mannegrimms replikker, som oprindeligt var placeret i slutningsscenen s.90, blev flyttet til s.84/85.
(10) jf. s.273. Spillet jævnligt i perioden 1828-1835; derpå først på ny den 29.9.1840, jf. s.1053.
(11) Et bekendt nødstykke, som blev spillet i perioden 1787-1842 (72 gange; ialt opført 103 gange).
(1) "Brueis et Palaprat" (28.11.1807), "Edouard en Ecosse" (29. phiv. X) og "Valerie", jf. s.95.
(2) "Den berømte Scene imellem Egmont og Hertugen af Alba .. blev i mesterligt udført, og endogsaa enkelte af Hr. R[yge]s Replikker applauderedes .. Saaledes Egmonts kraftige og frimodige Svar paa Albas Yttring om Kongens Ret til at gjøre Indgreb i Statsforfatningen; "Og ere disse vilkaarlige Forandringer, [sideskift][side 1584]disse uindskrænkede Indgreb af den høieste Magt, ei Forbud paa, at En vil gjøre, hvad Tusinde ei burde gjøre? Han vil ene gjøre sig fri, for at kunne tilfredsstille ethvert af sine Ønsker, udfare enhver af sine Tanker. Og om vi satte vor hele Liid til ham, en god, viis Konge, siger han os da god for sine Efterfølgere? at ingen vil regjere uden Hensyn, uden Skaansel? Hvo frelser os da fra fuldkommen Vilkaarlighed, naar han sender os sine Tjenere, sine Nærmeste, som, uden Kundskab om Landet og dets Fornødenheder, skalte og valte efter Behag, ei finde nogen Modstand, og vide sig fri for hvert Ansvar"" (nr.259 23.12.1834).
(3) Jf. Borup nr.308 samt Molbechs dagbog (2.-3.8.1834) (NkS 439).
(4) Ad datering, se note 1 til 16.1.2. Koncepten i DKTB forklarer dateringsproblemet, idet Molbechs votum ganske vist er udateret, men Kirstein har rigtigt skrevet den 13.9.1834 (jf. Coll. S.344). At censorerne ventede nogle dage med at indføre deres vota er før set, men i dette tilfælde synes en udsættelse på næsten 3 uger at søge sin forklaring i afsløringen af Musik-Elskerens identitet, jf. Preisz nr.1382 og nr.1408.
(5) Med Molbechs udtryk: "En Fyrste, .. der nær sit hæderkronede Livs Ende, henrevet af personlig Lidenskab, bliver Hovedmand! for en Sammensværgelse, der vil omstøde Statens gamle, mangelfulde, i mange Dele umoralske, men med en forunderlig, næsten mageløs politisk Klogskab anlagt, og Vished med ligesaa sielden Varighed begavet Forfatning - og som i Forsøget herpaa finder sin Undergang - er et Stof .. hvorom allerede Petrarca .. har sagt: at det var en af de største og mærkeligste Begivenheder i hans Levetid" (Cp 145).
(6) Se s.392f. Resolutionen gjaldt tydeligvis kun stykker, der var antaget før den 9.3.1830.
(7) N.T. Bruuns version af Kotzebues omarbeidelse af Duvals "Edouard en Ecosse", opført i perioden 1805-1832 ialt 24 gange; de 13 gange i perioden 1828-32.
16.2.2.
(1) Den 16.5.1835 rykkede Borgaard for honorar, efter at stykket "af mig uforklarlige Grunde, er udeblevet fra Scenen i den hele Saison" trods publikums bifald ved Sommerforestillingen (I.B.nr.113).
(2) Sufflørbogen KTS 313 udviser ingen udstregninger, men i III i akt, 13.sc er indføjet en replik i begyndelsen af scenen: ; Clotilde ... Lad mig see, at Du skynder Dig lidt! Albertine (afsides) Min Gud! hvilke Lidelser! - Mit sidste Forsøg er gjort. Hvis det ikke lykkes, hvis ikke Desrosoirs, forbarmer sig, - o! da er det forbi med mig! - Men han gjør det! Det er umuligt andet! Hans Hjerte kan ikke være saa haardt, hans Tænkemaade ikke saa lav. Dulistel Men hvad er det? Ecarté=Bordet staaer jo ganske forladt! Mine Herrer! Er der Ingen som har Lyst! Desrosoirs! .." Albertines replik "forandrer hele Stykkets Opløsning, thi hun nedlader sig til at trygle den, om hvis foragtelige Characteer hun, efter hvad der er gaaet i Forveien, ikke kan være i Tvivl, og den svækker Stykkets Interesse, thi vi maae see hende dreven til det Yderste, for at hendes Redning kan interessere og for at vi ikke noget Øieblik skulle tvivle om, at hun nu er helbredet for bestandig. Vi indsee, at hun i en exalteret Tilstand, i et Øiebliks Fortvivlelse kunde gjøre et Skridt, som ikke et heelt Livs Anger var istand til at afsone, - men har hun Rolighed til at overveie sin Stilling og kan hun anstille saadanne Reflexioner, som de, man her har lagt hende i Munden, saa er hun at foragte", [sideskift][side 1585]skrev anmelederen [H.P. Holst?] i "Søndagsblad" nr.4 25.1.1835. Han afsluttede artiklen med nogle overvejelser om, hvem der kunne have forårsaget den: "Efter de moralske Principer Prof. Heiberg bestandig har vedkjendt sig, kan han ikke finde noget Umoralsk, der trængte til at modificeres, i Scribes Behandling af dette Sujet, og hans æsthetiske Anskuelser tillade ham vist lige saa lidt at ansee denne Forandring for en Forbedring. Men sæt ogsaa - hvad jeg hverken kan eller vil antage - at Prof. Heiberg havde gjort denne Forandring, burde da ikke Directionen, der u[d]trykkelig har fordret, at Originalerne skulle indleveres med de oversatte Stykker, have paaseet, at Stykket forblev i sin oprindelige Skikkelse. Eller skulde Forandringen skrive sig fra denne Authoritet, - hvad har da motiveret den? Dog vel aldrig Dyds=Renommisternes Piber og Skraal? Det vilde jo være en Feighed, der neppe er tænkelig! Eller skulde den selv dele disse Anskuelser? Dette Sidste er jo næsten mere utroligt, end det Første, - hvorfor har den da antaget dette Stykke?-" (l.c.). Aktstykkerne afslører ikke hvem, der foretog den fatale rettelse, men det skete efter at sufflørbogen var blevet udskrevet.
(3) Rettelserne i sufflørbogen er ganske få: 1. akt, 2.sc. foretoges udstregninger vedrørende delikatesse. I 2. akt, 2.sc. slettedes Vasades' replikker, der røber foragt for Charlotte og kærlighed til fru de Bussiére; ligeledes blev Vasades' replik: "Jeg vil tage Indbildningskraften til Hielp; jeg vil forestille mig, at jeg er hos Aurelia" slettet, og sammesteds "Jeg seer paa den, jeg tilbeder; jeg tænker paa Din Kiærlighed, min elskede Aurelia .. nei Charlotte vilde jeg sige". I 2. akt, 9.sc. slettedes de sidste tre ord i Aurelias replik: "Jeg .. o Gud .. jeg er skyldig .. jeg elsker Dem". Endelig blev der strøget de sidste tre ord i Raymonds replik i 2. akt, 10.sc.: "O min Gud! - hun har tilgivet Alt .. De ere enige" (KTS 45). De sidste tre sider i sufflørbogen er skrevet af én anden rolleskriver end de første 190 sider. Molbech ændrede Raymonds replik, således at den fulgte originalen: " (med et smerteligt Udtryk) O min Velgiører! har jeg nu betalt min Gieid?" fra Beyers: "har jeg gjengjeldt Din Godhed?". Scribe skrev: "O mon bienfaiteur! .. nous sommes quittes maintenant!", Théâtre de E. Scribe Vol 16 289. Rettelserne har ikke handlingsændrende karakter.
(4) Da KB ikke ejer årgang 1833, kan dette ikke verificeres; ÷ Rub.
(5) Eksemplaret i DKTB er Borgaards autograf. Sufflørbog eksisterrer ikke (KTS) KB.
(6) Ej afhentet. Tekst og tilbagesendelsesskrivelse in DKT afd. G Ikke antagne stykker uden forfatternavn, hvilket jo er forkert placeret, men det er vel pointen.
(7) Se Overskou V 175 samt Sandfelds korrektiv, K & S, 1971 144ff.
(8) Sufflørbogen KTS 756 indeholder nogle udstregninger af Rosenkilde, fortrinsvis for at stramme handlingen. Kun slutreplikken er ændret. Rigaud: "Ja du kan troe Jeg skal nok passe at jeg ikke indlader mig oftere paa slige Eventyr i kortere Afstand fra mit Hjem end ti Mile i det Mindste".
(9) Theater Zeitung skrev bl.a. : ""Le mariage à rompre" von den Herren Fournier und Arnould, enthält mehr Conversation, als dramatische Handlung, und wurde nur durch das sinnige und lebhafte Spiel der Mesd. Volnys und Allan geniessbar" (nr.106 28.5.1834).
(10) Premiere den 8.11.1814; genoptaget den 16.4.1822, jf. s.46.
(11) Problematikken overlades til; sprogforskningen.
[sideskift][side 1586]
(12) Borup V 106. Indført i KTS 176 men ændret til "Ak ja! Enhver bliver salig ved sin Tro". Ingen ændringer i II,10. Borups kommentar er både rigtig og forkert. Sagen er ikke om replikken er trykt (DKTR nr.72), men om sufflørbogen og rollehæfterne har fået indført den.
16.3.1.
(1) Forfatteren af Texten til Operaen: "Flugten fra Paris" skrev: "Jeg kan ikke nære nogen Tvivl om, at Theater=Direktionen til musikkyndige Censorer vil foreslaae Mænd, som ikke alene have de nødvendige Kundskaber, men paa hvis Upartiskhed, varme Følelse for Kunsten og strenge Retfærdighed, uden al Eensidighed, den kan stole. Imidlertid er det dog nødvendigt for at give den unge Komponist Tillid og Overbeviisning om, at han, hvis hans værk er godt, ikke vil have arbeidet forgjæves, at disse Mænd ere kjendte. Hvor let kunde han ikke ellers, naar han længe maatte vente, eller hans Arbeide blev forkastet, uagtet Kyndige havde fundet det godt, troe, at der i en saadan Kommittee fandtes enten Mænd, som med fornem Ligegyldighed lode hans Arbeide ligge uden at kaste Øie derpaa, fordi de iforveien vidste at det var dansk og altsaa ikke syngeligt - og saadanne "Musikkyndige" have vi jo - indtil de syntes, at det havde ligget længe nok til at de kunne være bekjendte at sige: "det duer ikke", eller Mænd, som af Magelighed eller Frygt for at ytre en Mening, udsatte Gjennemlæsningen fra Tid til anden og tilsidst i aldeles ubestemte Udtryk erklærede sig derover, eller endeligen Mænd, som vel havde Kundskaber, men ikke selv havde været heldige ved deres Anvendelse, og derfor med Misnøie saae enhver Andens Bestræbelser? Een eneste saadan Mand vilde være den unge Komponist særdeles skadelig, og hvorledes skulde han opflammes til Iver, naar han formedelst de nærmere Omstændigheder maatte antage, at hele Kommiteen var sammensat af saadanne Musikkyndige, isærdeleshed naar han tillige veed, at den er aldeles vilkaarlig og ikke ; grunder sig paa noget Lovbud? Det vilde derfor høiligen være at ønske, at Direktionen, der jo ikke selv er skjulte Censorer, vilde offentliggjøre, hvo de "musikkyndige Censorer" ere, ved hvilken Autoritet de ere udnævnte dertil, og efter hvilket Reglement de udøve deres Funktioner. - Fremdeles maa det; være Komponisten af Vigtighed at vide, af hvilke Mangler eller gode Egenskaber i den dramatiske Komposition de musikkyndige Censorers Forkastelse eller Antagelse af denne ere betingede. Rimeligt var det vel, om deres Bedømmelse kun indskrænkede sig til den egentlige Komposition, saaledes at dens Udførelse efter rigtige theoretiske Grundsætninger og Instrumentationens Behandling (kort sagt: det blot techniske) bleve de Gjenstande, om hvilke de alene skulde afgive deres Kjendelse; thi, uagtet de ovenomtalte betydelige Fremskridt i musikalsk Dannelse, hersker der dog saa stor en Forskjellighed i Anskuelsen af Musikens Aand og Stil, at man ikke let hos os vil finde 3 Musikkyndige, der kunne og ville paatage sig den musikalske Censur, og tillige have en aldeles frisindet og upartisk Mening i denne Henseende" (nr.31 5.2.1835).
16.3.2.
(1) Den trykte udgave af stykket, DKTR nr.15 har følgende version af 2. akt, 3.sc.: Isoletta. End han ei kommer!/Min Uvished mig plager til Døden!/Og intet Bud man mig bringer fra ham!/Alt man mig skjuler/Dog .. hvad vil jeg vide Meer?/Artur er troløs, han har mig grumt forladt;/Det er jo Vished!/Og denne Dag bestemtes, ak! til mit Bryllup!/End paa min Barm jeg [sideskift][side 1587]bærer/Dette Pant paa hans Troskab/Som han mig gav, da han Kiærlighed mig svoer/Her det er!/(Tager et Portrait frem af Barmen)/Han fæster end paa mig sine Blikke;/Han synes tale, synes at sige:/Dig kun jeg elsker, jeg er trofast./(Betragtende Portraitet)/Har du din Elskov glemt,/O siig, hvorfor vil du./Med Kjærligheds-Smiil endnu/Høre min Klage?/Har du din Elskov glemt/Hvis mig dit Ord bedrog/Det Hjerte, som du tog,/Mig giv tilbage!/Ak! jeg taler kun til et Billed, ei til ham/ (Unge Piger af Isolettas Følge ile glade hen til hende). Chor Nu glæd dig! han kommer/ etc. - I sufflørbogen KTS 777 ændredes scenen: "(Isabelles Cabinet paa Slottet Montolin) Isoletta/alene/Han kommer ikke, vender ei tilbage!/Forgjæves speider jeg - han kommer ikke!/Ha! denne Tvivl fortærer, dræber mig!—/Og Ingen bringer mig et Bud fra ham!/Man undflyer mig, af Frygt for mine Spørgsmaal,/Man vender Øiet bort, for at jeg ikke/Skal læse Svaret i de tause Blikke./Ak! hvorfor vil man skjule det?- Og dog -/Jeg har jo Vished: Artur er mig troløs!/Hvad vil jeg vide Meer?/Og denne Dag bestemtes til mit Bryllup!/End paa min Barm jeg bærer dette Pant/Paa Kjærlighed og Troskab, som han svoer mig:/Hans Billed!/Tager et Portrait frem af Barmen, og betragter det/Ak! det seer paa mig endnu/ Med elskovsfulde Blikke; Munden synes/Endnu at tale Kjærlighedens Sprog-/Ha, Falske! hvis min Tillid du bedrog/Hvorfor vil du med Ømhed smile til mig?/Musiknummer/Chor/Nu glæd Dig! han kommer/"etc. Ved denne lille ændring blev forholdet mellem Isoletta og Arthur forklaret. - I "Dagen" skrev Overskou, at stykket "har .. en umotiveret og aldeles usammenhængende Handling, som, desværre! endogsaa skal være tragisk; men det har ogsaa Noget, som er en Sjeldenhed i de italienske Operaer, nemlig flere ret dramatiske Situationer og en taalelig poetisk Udførelse af Texten .. Bellinis .. Composition har Fordring paa megen Opmærksomhed; thi om den end ikke er udmærket i det Hele, saa har den dog mange Partier, der ere fulde af Characteer og sand Følelse, hvorved den hæver sig langt over det Øreleflerie, der, forenet med et smaaligt Accompagnement, i Almindelighed hersker i de nyere italienske tragiske Musiker, hvis egentlige Characteer er Characteerløshed, og som i hele sin Jammerlighed fremtraadte i Duetten af Rossinis Semiramis, der nylig blev modtagen med stærkt Mishag. Uagtet Musikens Fortjenester hørtes ved første Forestilling en stærk Hyssen ved Slutningen af de skjønneste Numere .. Uagtet denne hidsige Opposition, der, af Frygt for at give Fjenden for meget Terrain, strax kastede sig over de smukkeste Numere .. saa var Bifaldet ved Stykkets Slutning, der endogsaa er meget maadelig, saa stærkt, at Mishaget kun hørtes ubetydeligt; men ved anden Forestilling .. lode flere Piber sig høre, tildeels samlede paa eet Sted" (nr.292 8.12.1834). Ifølge "Kjøbenhavnsposten" blev "Kampen .. saa hidsig, at de tre Slag paa Gongongen end ikke vare istand til aldeles at dæmpe den" (nr.247 8.12.1834). Ved den 3. forestilling fremkaldtes "en Kamp imellem Klappere og Pibere, der blev ført med Haardnakkenhed, og i hvilken intet af Partierne vilde lade det andet beholde det sidste Ord. Theaterkassen synes at være den eneste vindende Part ved denne Sag, da Huset, paa Grund af denne Meningsstrid, dog altid bliver noget fuldere, end ellers vilde have været i ! Tilfældet, da denne Operas næsten utilladelige Kjedsommelighed (der rigtignok mere torde hidrøre fra den døsige og mangelfulde Udførelse, end fra selve Stykket, og vel allermindst kan tilregnes Musiken) vist i andet Fald reent vilde have [sideskift][side 1588]bortskræmmet Publikum, og Operaen da sikkert vilde være bleven henlagt, paa Grund af de tomme Bænke" (Kjøbenhavnsposten nr.251 13.12.1834). Ved 4. forestilling var "Pibernes Antal imidlertid kjendelig formindsket. Flere af de særdeles smukke Musiknummere bleve stærkt beklappede" (Kjøbenhavnsposten nr.259 23.12.1834). Ved femte og sidste forestilling var prins Christian Frederik til stede: "skiøn Musik. Der pebes igien, men klappedes lige saameget. Huset var tomt" (KG dagbog 3.2. 1835). Se Overskou V 230f.
(2) Hverken sufflørbog i KB eller DKTB. Partituret (P.311.KB-signatur U.6) er det franske partitur med tysk tekst. DKTB ejer Overskous autograf; censorerne ses ikke at have rettet heri.' Hvornår Overskou selv har rettet diverse steder får stå hen.
(3) KTS 10 er en tysk udskrift af tekstbogen uden mærker af forståelig betydning. KTS 853 er sufflørbogen, produceret af Rosenkilde, med en hel del rettelser af Blyant: den trykte udgave (DKTR III,21) har ingen af disse. Om ændringerne stammer fra 1835 eller genoptagelsen i 1843 får stå hen. - Anmelderen i "Musikalsk Tidende" gav Gläser følgende roser: "[Operaen] , er rig paa mange virkelig poetiske Musikstykker, og hvori man erkjender en talentfuld Discipel af den Weberske Skole. Hans tidligere Operaer skulle være skrevne i den meget, meget populaire Stiil; men i denne Composition aabenbarer sig en Bestræbelse, der ofte seierrig har naaet sit foresatte Maal, nemlig characteristiske Melodier i Forening med naturlige og interessante Harmoniegange, saa at denne Opera efterlader et særdeles behageligt Totalindtryk" (nr.8 6.3.1836).
16.4.1.
(1) Stykket hed oprindelig "En Geburtsdag i Slutteriet" (KTS 255). I sufflørbogen skrev Molbech: "Passeret Censuren til Brug ved en Sommerforestilling, i Junius 1834". Sufflørbogen er den fra sommerforestillingen, men hvornår Overskou indførte en ændret slutningsvaudeville får stå hen: "Saa Manges Gjeld clarerte jeg da/At selv jeg tilsidst sidder i'et;/Thi hvor skal jeg en Dangle nu tae/Som kunde mig hjælpe herfra!/(vil gaae frem mod Publicum)/Rønne (standser ham)/Gratulerer til Logiet/O, Gud give De aldrig Friheden faae!/Til mit Tab De har befriet/Dem, som jeg har havt lidt Fortjeneste paa./Dangle (tager ham tilside)/Dumme Karl!/Er Han gal?/Kan maaskee/Han ei see,/At for Autor jeg kom/For at høre vort Publicums Dom!/ (til Publicum, talende)/Jeg beder tusinde Gange om Forladelse/Hvis kun i Aften De Alle har leet/Fordi De kom i Slutteriet/Da døm ei strengt om den Spøg De har seeet,/Thi saa er Forfatteren beet!"
16.5.0.
(1) Da "Den Stumme i Portici" blev givet den 23.9.1834 havde Bournonville indlagt i 1. akt "en ny Pas de deux, [som] udføres ... af hans Elever Hr. Hoppe og Jfr. Lucile Grahn" (Th.Pl.). Den 26.9., 10., 18. og 20.11.1834 gav Hoppe og Grahn "Pas de deux" (Th.Pl.).
(2) Anmelderen i "Søndagsblad" nr.6 8.2.1835 gav en meget streng bedømmelse af Bournonville/Milons "Nina", idet han sammenlignede den nye ballet med Galeotti: "Vor Dandsedirecteur vilde vist gjøre sig Publicum høist forbundet ved atter at frembringe flere af Galeottis Balletter, som langtfra ikke burde overgives til Forglemmelse. Vi have dog seet, at det gik an med i Romeo og Juliette [jf. s.543]. Blandt andre ville vi minde han om den nydelige Bagatelle: Bjergbøndernes Børn og Speilet, - men fremfor alle Nina: i det mindste var man da vis paa at [sideskift][side 1589]forskaanes for Synet af et ufordøieligt Sammensurium. At Udførelsen ikke vilde blive saa fuldendt og nøiagtig, som i Mesterens levende Live, vilde man da ikke regne saa nøie".
(3) Opført 1.gang den 15.1.1788; sidst givet den 9.4.1829 (115. i gang).
(4) Strömbeck & Hofsten: Kungliga teatern. Repertoar 1773-1973. Stkh. 1974 s.130.
16.7.0.
(1) Repremieren ses hverken anmeldt i Dagen eller Kjøbenhavnsposten.
(2) = (1).
16.8.0.
(1) Ryge blev i Wien, eftersom han betalte logi for en måned (NkS 3104 22.6.1835). Af samme brev fremgår det, at breve er gået tabt.
(2) Oversættelsen af Pierre Choderlos de Laclos' roman (1782) blev beslaglagt i 1832 af Danske Kancelli, jf. Harald Jørgensen Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848. Kbh.1944 s.110. - A.S. Ørsteds analyse af romanens lascivitet og argumentation imod at idømme Hellesen censur fortjener en specialundersøgelse (in D.K. 2. Dept. brevsag nr.1000-01 dat. 10.2.1833). Den berømte roman blev udgivet på ny i 1945 i Ellen Kirks oversættelse med et bizart forord af Rubow.
(3) Forfattet af George Sand 1832. Sille Beyers kendskab til George Sand er altså af langt ældre dato end hidtil antaget. Ifølge Arvin er sujettet taget fra George Sands "Indiana" (1832) s.244.
(4) Molbechs note: "S. det i Kbh. flyvende Post 1830. Nr.114 anførte Brev fra Schiller til Goethe" (= Pros.Skr.Bd.5 s.242).
(5) Molbechs note: "France, social, literary, political by H. Lytton Bulwer. Literature. Drama. Chapt. V [fejl for VII]. "Victor Hugos og Dumas' Immoralitet - siger Bulwer videre - bestaaer ikke i at have bragt Marion de Lorme og Anthony paa Skuepladsen; men "in affecting to breathe a mawkish interest over the infamy of the prostitute; and attaching a romantic heroism to the adulterous seducer of female honour". At der er ikke det fjerneste Spor af en saadan Bestræbelse i det her omhandlede Drama: vil det kun falde den urene Kritik ind, at negte". Lytton Bulwers værk II 336.
(6) Anmelderen i "Søndagsblad" fulgte sagen til dørs med følgende kommentar: "Man havde allerede længe seet suurt til disse Smaastykker af Scribe, der i det Hele ere saa uskyldige, saa morende og fornøielige. Man begyndte at ymte om, at de fordærvede Smagen og Skuespillerne, og at det var under et kongeligt Theaters Værdighed at opføre saadanne Bagateller; men ligemeget hjalp det. Man fortvivlede allerede om at faae dem fordrevet fra Scenen, da man pludselig faldt paa et andet Middel, der syntes at love et heldigere Udfald. Man forandrede deres Titulatur! Man kaldte dem ikke længere Ubetydeligheder og Bagateller; men man begyndte at benævne dem: "forfinede, raffinerede, umoralske o.s.v." Publicum studsede! Man forsikkrede, at de virkelig vare umoralske, - Publicum studsede endnu mere, men var saa artig at troe det! Den store Hob var saa vant til paa Scenen at see Dydshelte og Heltinder, idealske Personer, der igjennem fem lange Akter consequent forsvare deres Dyd imod alle Fristelser og Snarer; - Scribe slog ind i paa en anden Vei. Han opstillede ikke noget idealsk Mynster i af en eller anden Dyd; men han skildrede, som en dygtig Characteermaler og Kjender af det menneskelige Hjerte, Dyden i [sideskift][side 1590]dens interessante Conflicter med de menneskelige Svagheder ot Fell, forsaavidt son disse Dyder og disse Feil efter Fornuftens og Naturens Love, kunne findes hos eet og samme Individ. Hos Scribe see vi - i det mindste i hans bedre Arbeider - Dyden kæmpe med disse Feil, stundom ogsaa paa Nippet til at bukke under i Kampen, men denne Kamp er næsten altid skildret saaledes, at vi naae gribe i vor Barm og erkjende, at det er Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod. Ikke desto mindre forsikkrede man, at hans Stykker vare umoralske, og, som sagt, Publicum var saa artig at troe denne Forsikkring. Paa dette critiske Tidspunkt blev Aurelia opført. Den første Aften saagte det Folk fortreffeligt, og Alt tydede hen paa, at det var bekommet dem vel: man vidste jo heller ikke endnu, at dets Moralitet var fordægtig! Men hvad skeer! Et Par Dage efter gjør en Mand - hvis rigtignok crasse Fremstilling og altfor vidt drevne Iver dog ingenlunde motiverede de Skjældsord, hvormed nan troede sig berettiget til at overøse ham - Opraab mod dette Stykke, og Tutti svarede ham truende: "Lad det kun kommet Lad det kun komme nok engang! Vi - vi - vi skal min Salighed nok o.s.v." - Det kom, det blev pebet ud! à la bonne heure! - Det var et slet Stykke, - der var ikke meget tabt herved. I Forbigaaende maa jeg dog bemærke, at hvad der ikke lidet kan have bidraget til dette Stykkes Fald var den Omstændighed, at man i Oversættelsen havde borttaget dets lyriske Element: de indflettede Couplets; thi det er en Selvfølge, at meget af det, der i et Couplet kan tiltale som et lyrisk Udbrud, af Følelsen maa, selv under den bedste Oversætters Hænder, undertiden klinge plat og massivt, naar det omsættes i Prosa" (nr.4 25.1.1835).
16.9.0.
(1) Først "le roi absolu": Arthur. Il exprime par sa pantomime la royauté absolue: il désigne une couronne, un grand cordon, une physionomie sombre et soupçonneuse. Traçant des caractères sur l'une de ses mains qu'il élève, il fait ensuite un signe négatif, pour indiquer qu'il n'y a point de lois. Puis il indique le front pour annoncer que, dans la volonté d'un seul, réside la souveraineté. Il fait ensuite un geste de commandement, de menace: on le supplie, on l'implore les mains jointes; il refuse, il s'emporte .. Arthur termine le tableau enj figurant le gibet et les menottes", hvortil Antinous føjede: Il se lève, prend une pose imposante, et exprime d'une façon burlesque l'idée de domination absolue. Sa pantomime semble dire: "Ah! petit drôle, tu oses te trouver sur mon chemin!" Il termine par un coup de pied au derrière". Derpå "le roi constitutionnel": Arthur .. Il exprime par sa pantomime la royauté constitutionelle: il désigne encore une couronne, un grand cordon, mais, indique-t-il, il y a aussi la loi, qu'il figure par la paume de ses mains, sur lesquelles il trace des caractères. Il joint et élève ses deux mains, et figure ainsi les tables de la loi, devant lesquelles il s'incline. On vient le supplier; il semble répondre qu'il n'est rien, que la loi est tout, et tandis qu'une de ses mains se place sur sa couronne, il courbe cette couronne sous l'autre main qu'il élèv, pour annoncer la suprématie de la loi sur la royauté", hvortil Antinous føjede: Il fait l'action d'un homme qui s'assied le plus près possible à une table richement servie. Il flaire les morceaux, il découpe; il fait sauter les bouchons du Champagne; il verse et boit à plusieurs reprises, puis s'étend sur son fauteuil et s'endort. Voilà le gouvernement représentatif! De Lussan et Norblin se mettent à rire. Arthur partage [sideskift][side 1591]leur gaîté". Til sidst "la république": Arthur .. Il dépeint par sa pantomime le président d'une république: il exprime que là il n'y a ni couronne, ni grand cordon, ni crachats, mais que tous sont égaux; il indique le niveau de tous les rangs, puis figure une balance, pour désigner le règne de la justice. Il procède ensuite à une élection: ses regards semblent se fixer sur un personage qu'il reconnait un homme de tète et de coeur, qualités qu'il indique en plaçant sa main sur son front et sur son coeur; il semble écrire des votes; il prend son chapeau pour figurer l'urne du scrutin; il semble y jeter les bulletins; puis il les compte, et voit avec joie que l'homme dont il désirait l'élection obtient la majorité des suffrages; il l'engage à se placer sur une estrade, qu'il peint par sa pantomime .. Puis il s'assied, se couvre, et agite une sonnette comme pour ouvrir une séance législative", hvortil Antinous føjede: Il se lève, va au fond du salon, puis revient, s'approche de Norblin toujours assis, le prend gracieusement par la main, puis lui fait le geste d'aller ailleurs, et s'assied à sa place en marmotant: "Ote-toi de là que je m'y mette!" Tous rient et se lèvent" (s.41-43). Fremstillingerne ændredes til, hvorvidt Arthur kunne lide Boeufsteg, østers samt hvorledes han ville fremstille sin livsfilosofi: "O Dieu mon âme/Ma vie au roi/Mon coeur avec dames/ L'honneur pour moi" (II,9)! Derudover ændrede Liebe forklaringen på Valentines moderskab til Arthur (III,6). Den oprindelige oversættelse er ukendt.
(2) Overskou skrev i "Dagen": "Det sidste Stykkes hele Characteer - : en let Sammensætning og meget burleske Situationer, der ere beregnede paa at vække latter og at give frit Spillerum for en dygtig Comikers Lune og Overgivenhed, - bærer et stærkt Præg af det Theater, for hvilket det er skrevet. Hvor fremmede end saadanne overgivne Skildringer ere for vort Publicum, da de ikke høre hjemme paa et kongeligt Theaters egentlige Repertoire, men alene kunne komme til Opførelse ved Sommerforestillinger, hvor man vel tør søge at give Tilskuerne blot Moerskab, vakte denne pudseerlige Farce dog, især ved Hr. Rosenkildes særdeles lunefulde og burleske Fremstilling af Hovedpersonen, megen Latter, og hans Annonce om, at Stykket i Morgen vil blive givet til Indtægt for ham, blev modtaget med et stærkt Bifald, som dog neppe var nogen Anerkjendelse af Stykkets æsthetiske Værd" (23.6.1835).
(3) Opført 1. gang den 19.5.1810. Stykket blev forsøgt optaget i repertoiret, idet teatret foretog forskellig ny udskrivning af diverse dele af stykket og dets musik (TK 1835 4.kv.nr.410 og 413, 26. og 21.11.1835).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 28-12-2019, nogle links mangler). Opdateret af