>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Fem og fiirsindstyvende Saison, 1. September 1832 til 31. Mai 1833, side 154-177]

[Oversigt over repertoiret 1832-33]


[side 154]Den plumpt udtalte Myndighedens Aand, som nu var kommen til Herredømme i Directionen, havde i forrige Saison ofte givet Personalet retfærdig Grund til Klage over Behandling, der viste en meget borneret Betragtning af Kunsten og Kunstnerne. I denne Saison foretog den sig at omordne Forfatternes Forhold til Skuepladsen; men kundgjorde derved tillige for Publikum, at den var uden Sands og Agtelse for hvad den var sat til at bevare og fremme. Bestyrelsen begyndte med, under 3die Septbr., at underrette om, at den ikke vilde tage Notice af Oversættelser, dersom Originalerne ikke bleve medindsendte, og at Forfatterne kunde tage deres Stykker tilbage, hvis de ikke vilde vente indtil Directionen erklærede sig om dem. Den fuldstændige Ordning fastsatte den ved sit mærkværdige (af Publikum saakaldte "Minut-) "Regulativ for Betalingen af de paa det kongelige Theater til Opførelse bragte Stykker," hvilket var saaledes lydende: "I. For originale Stykker: 1. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 5/2 Timer: a) Efter 1ste Forestilling 150 Rdlr. Sedler, b) 1/4 af de første 5 Afteners Indtægt af de Billetter, der pleie at sælges enkelte, hvilket i gunstigste Tilfælde udgjør circa 480 Rdlr. = c. 630 Rdlr. 2. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 4/2 Timer: a) Efter 1ste Forestilling 100 Rdlr., b) 1/6 af de første 5 [sideskift][side 155]Afteners Indtægt af de Billetter, der pleie at sælges enkelte, hvilket i gunstigste Tilfælde udgjør circa 320 Rdlr. = c. 420 Rdl. 3. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 3/2 Timer: a) Efter 1ste Forestilling 70 Rdlr., b) 1/9 af de første 5 Afteners Indtægt af de Billetter, der pleie at sælges enkelte, hvilket i gunstigste Tilfælde udgjor circa 210 Rdlr. = c. 280 Rdlr. 4. Et Stykke, som, Pausen imellem Acterne fraregnet, varer 2/2 Timer: a) Efter 1ste Forestilling 40 Rdlr., b) 1/16 af de 5 første Afteners Indtægt af de Billetter, som pleie at sælges enkelte, hvilket i gunstigste Tilfælde udgjør circa 120 Rdlr. = c. 160 Rdlr. 5. Et Stykke, som varer ½ Time: a) Efter 1ste Forestilling 20 Rdlr., b) af de 5 første Afteners Indtægt af de Billetter, der pleie at sælges enkelte, hvilket i gunstigste Tilfælde udgjør circa 60 Rdlr., = c. 80 Rdlr. — For originale Syngestykker med original Musik gives en Forhøielse af ½ af den ovenfor bestemte Andeel i de 5 første Afteners Indtægt; og bliver denne Andeel, saavelsom den faste Betaling, at dele imellem Digter og Componist i et Forhold af 1 til 2, saafremt disse ikke indbyrdes maatte have truffet anden Overeenskomst. For den anførte Betaling leveres af Componisten et for Anføreren i Orchestret brugbart Partitur, der forbliver Theatrets Eiendom. — For originale Vaudeviller gives samme Betaling, som for de ommeldte originale Stykker, med et Tillæg af hvad under Nr. VI er bestemt for Arrangement af Musiken, hvilket sidste, saafremt ingen anden Overeenskomst er truffen, ene tilfalder den, der arrangerer Musiken, som derfor, ligesom ved Syngestykker er foreskrevet, har at levere et brugbart Partitur, uden videre Godtgjørelse. — Ved de Billetter, der pleie at sælges enkelte, er her at førstaae de til 1ste [sideskift][side 156]og 2det Parket, Parterret, Pladslogerne i 1ste og 2den Etage samt Galleriet. Logerne Litr. B, G, H og Nr. 2, alt forsaavidt dertil ikke er udgivet Fribilletter. — Valget af de Stykker, der ved Siden af de forommeldte maae gives, for at udfylde en Aftens Forestilling, saavelsom af Tidspunctet til Forestillingernes Ansættelse, beroer alene paa Directionens Bestemmelse, da det under alle Omstændigheder tilkommer denne at sørge for den fordeelagtigste og meest passende Anordning af enhver Aftens Forestilling. — Saafremt ved nogen Forestilling af et originalt Stykke Indtægten af de omtalte enkelte Billetters Salg beløber sig til mindre end 180 Rdlr., er Theaterdirectionen bemyndiget til at henlægge et saadant Stykke; hvorimod Forfatteren af ethvert originalt Stykke, ved hvis 5 første Forestillinger Indtægten af meerbemeldte enkelte Billetters Salg hvergang har beløbet sig til idetmindste 300 Rdlr., af de 5 følgende Forestillinger, hvis Stykket opnaaer saa mange, erholder en Andeel, der udgjør 1/3 Deel af det, der for de første 5 Aftener er tilstaaet. — II. For Oversættelser fra Vers i Vers, være sig rimede eller urimede. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 5/2 Timer 100—120 Rdlr.; 4/2 Timer 80—96 Rdlr.; 3/2 Timer 60—72 Rdlr.; Et Stykke, som, Pausen imellem Acterne fraregnet, varer 2/2 Timer 40—48 Rdlr.; ½ Time 20—24 Rdlr. — III. For Oversættelser fra Vers i Prosa. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 5/2 Timer 40—60 Rdlr.; 4/2 Timer 32—48 Rdlr.; 3/2 Timer 24—30 Rdlr.; Et Stykke, som, Pausen imellem Acterne fraregnet, varer 2/2 Timer 16—24 Rdlr.; ½ Time 8—12 Rdlr. — IV. For Oversættelser fra Prosa i Prosa. Et Stykke, som, Pauserne imellem [sideskift][side 157]Acterne fraregnede, varer 5/2 Timer 40—50 Rdlr.; 4/2 Timer 32—40 Rdlr.; 3/2 Timer 24—30 Rdlr. Et Stykke, som, Pausen imellem Acterne fraregnet, varer2/2 Timer 16—20 Rdlr.; ½ Time 8—10 Rdlr. — V. For Syngespil, hvor Texten underlægges Musiken. Et Stykke, som, Pauserne imellem Acterne fraregnede, varer 5/2 Time 120—150 Rdlr.; 4/2 Timer 96—120 Rdlr.; 3/2 Timer 72—90 Rdlr. Et Stykke, som, Pausen imellem Acterne fraregnet, varer 2/2 timer 48—60 Rdlr.; ½ Time 24—30 Rdlr. — Med Hensyn til det forestaaende Regulativ for Betalingen komme de Minuter, som ved Stykkernes Opførelse overskride de fulde halve Timer, saaledes i Betragtning, at 15—29 Minuter give Adkomst til den nærmest høiere Betaling; mindre end 10 Minuter derimod ikke bringes i Beregning. — VI. For at arrangere Musiken til en Vaudeville, og at levere et for Orchestrets Anfører brugbart Partitur. Naar Musiknummernes Antal er 20 eller derover 80—100 Rdlr.; 16 til 19 inclusive 64—80 Rdlr.. 12 til 15, 40—60 Rdlr.; 8 til 11, 32—40 Rdlr. Alt foruden Ouverturen. — Alle foranstaaende Bestemmelser finde dog ikke Anvendelse paa Stykker, der uden Theaterdirectionens Minde ere trykte inden de bringes paa Scenen, eller opførte inden de for Theatrets Regning opføres; ei heller have de nogen tilbagevirkende Kraft paa saadanne Stykker eller Musiker, som allerede ere satte i Scenen eller honorerede, være sig for Theatrets eller Privates Regmng. Derimod finde de Anvendelse paa alle Stykker og Musiker, som herefter antages til Opførelse, ligesom ogsaa, saafremt ikke Vedkommende inden 4 Uger fra Dato indsende en udtryttelig Erkleering om, at de ikke ville underkaste sig disse Bestemmelser, paa saadanne, som allerede ere indleverede, [sideskift][side 158]eller antagne uden hidtil at være honorerede. — Ovenstaaende Regulativ er af Hs. Maj. Kongen under 18de October 1832 allernaadigst approberet. — Directionen for de Kongelige Skuespil den 22de October 1832. — F. Holstein, C. Molbech. Kirstein."

Ingen forundredes over, at den vrantne Molbech, i Opfarenhed over Forfatteres og Oversætteres idelige Forespørgsler, fordi han lod hengaae Maaneder inden han fandt for godt at censurere de indsendte Stykker, deeltog i en Bekjendtgjørelse om, at disse kunde tages tilbage, dersom man ikke vilde vente; men Alle fandt ubegribeligt, at han, der saa ofte og stærkt beraabte sig paa sin Smag, Kunstsands og Agtelse for Skuepladsen, havde tiltraadt et Regulativ, hvori dramatisk Digtning betragtedes som Daglønnerarbeide. Hvad vilde Pram, der i 1796 saa skarpt dadlede Ahlefeldts Regulativ, have sagt om dette, der var ligesaa gnieragtigt som hiint var liberalt, og røbede langt større Mangel paa Sagkyndighed? Heller ikke dennegang havde Directionen holdt det værdt at indhente Forfatternes Mening; men, støttet til sit Monopol, hvilket, som det hed, "sikkrede Theatret Mølletvang," selv sat en Taxt efter et Princip, der viste, at den i den nationale Kunstanstalt, som var anbetroet dens Bestyrelse, kun saae et for kongelig Regning dreven Tidsfordrivs-Etablissement, hvortil der skulde skaffes Moerskab efter Længdemaal. Og hvor lavt den end havde sat sin Indkjøbspriis, betingede den sig ovenikjøbet Tilgift. Havde Directionen, ved, i Egenskab af eneberettiget Kjøber, vilkaarligen at skrive Taxt for Sælgerne, endda indskrænket sig til med smaalig Nøiagtighed at afpasse Stykkernes Betaling efter den Qvantitet, de udgjorde af en Aftens Forestilling, saa vilde den have [sideskift][side 159]inddeelt og honoreret dem eftersom de gjorde Gavn for 1, 2/3, ½ eller 1/3 Forestilling; men ved at give dem Værdie efter Varigheden i halve Timer opnaaede den at kunne honorere Stykker for 2/3 Forestilling og selv tage dem betalte af Publikum for en heel. Et Exempel vil vise denne tilligemed flere af Regulativets Misligheder. Da "Elverhøi", der stadigt gav fuldt Huus, udfyldte en Forestilling, skulde man naturligviis troe, at dette Stykke var iblandt dem, hvorfor der, hvis det var kommet paa Scenen efter Regulativets Udstedelse, maatte være blevet givet høiest Betaling; altsaa: i Regulativets "gunstigste Tilfæld," efter 10 Forestillinger for Stykke og Musik circa 1110 Rdlr., dersom Directionen forstod Bestemmelsen om et Tillæg af 1/3 af Andelen af de 5 første Aftener saaledes, at det ogsaa skulde gives for Musiken; eller circa 1030 Rdlr., hvis den ikke vilde forstaae det saaledes, hvilket maatte formodes, da det ikke efter Regulativets Aand var at vente, at der vilde blive givet mere end dets Ord udtrykkeligt lovede. Men — ifølge Bestemmelserne vilde "Elverhøi" ikke være bleven honoreret med nogen af disse Summer. Egenlig havde man i det ellers saa minutiøse Regulativ slet ingen Bestemmelser for Betalingen af dette Stykke, endskjøndt det gaves saa stadigt, at det især maatte have tilvendt sig Lovgivernes Opmærksomhed, og derhos det musikalske Drama havde i flere Yndlingsstykker, f. Ex. "Herman von Unna" og "Deodata"været af stor Betydenhed for Theatret. Imidlertid maa man antage, at det vilde være blevet henregnet til Syngestykkerne, som betaltes med ½ mere af Andelen for de første 5 Aftener. Da det, efter Regulativets Minutmaal og "fraregnet Pauserne imellem Acterne," ikke varede mere end Timer, maatte Honoraret for det, ifølge [sideskift][side 160]de Indtægter, som det virkelig ved de 10 første Forestillinger gav, være blevet: enten, dersom Directionen ogsaa for Musiken tilstod Tillæg, 728 Rdlr.; eller, hvis den ikke tilstod Tillæg for den, 676 Rdlr. Nu vilde der imidlertid have været Spørgsmaal om, hvorledes dette Honorar skulde deles imellem Forfatter og Componist. At give "Elverhøis" Digter og dene Componist Andeel "i Forhold l til 2" kunde der naturligviis ikke være blevet Tale om; enten maalte Delingen være skeet omvendt, "i Forhold 2 til l," eller lige. Altsaa: var den hele Udgift for Thealret bleven 728 Rdlr., vilde Heiberg i det første Tilfælde have faaet 486 Rdlr. og Kuhlau 242 Rdlr., i det andet Begge hver 364 Rdlr.; var Theatrets Udgift bleven 676 Rdlr., havde Heiberg i første Tilfælde opnaaet 451 Rdlr., Kuhlau 225 Rdlr., i andet Begge hver 338 Rdlr.; — Theatret havde ved at kjøbe et Stykke efter Varighed af 4/2 Timer og sælge det for en fuldstændig Forestilling, Forfatter og Componist til Skade, vundet circa 370 Rdlr., der var mere end den Sidste "i gunstigste Tilfælde" kunde opnaae i Honorar. — Exemplet viser ogsaa, at end ikke den flittigste geniale Digter eller Componist turde haabe, ved den allerheldigste Virksomhed for Theatret at kunne erhverve en Families anstændige Udkomme, thi aarligt at levere to saa indbringende Stykker som "Elverhøi" vilde være umuligt, og derved var, under de lykkellgste Omstændigheder, endda ikke opnaaet 1000 Rdlr. Overhovedet var den Udsigt, der igjennem Regulativets "gunstigste Tilfælde" skulde opmuntre Forfattere og Componister, nøiere betragtet meget nedslaaende. Ved Stykker, der udfyldte en Forestilling var det i høi Grad afhængigt af Aarstiden, hvori de kom frem, og hvorledes Directionen anvendte dem, om det "gunstigste [sideskift][side 161]Tilfælde" kunde indtræffe; at der fra Theatrets Side skulde blive gjort en eller anden lille Opoffrelse for at bevirke det, var ikke at tænke paa. For mindre Stykker var det endnu langt mindre at vente; thi Directionen, der, ifølge den uomtvistelige Sandhed, at det var den, "hvem det under alle Omstændigheder tilkom at sørge for den fordeelagtigste og meest passende Anordning af enhver Aftens Forestilling," bestemte med hvilke andre Stykker de skulde gaae, tog ikke i Betænkning at hjælpe sig til jævnligt godt Huus ved at lade forslidte Stykker, der ikke udfyldte en Forestilling, bæres frem af de nye, som tiltrak sig Publikums Opmærksomhed; eller at give disse i Nødforestillinger. At det anonyme Toactslystspil "Navnet" (af Sille Beyer) var i meget smukke rimede Vers, havde intet Værd med Hensyn til Betalingsbestemmelsen, der, uden at ændse hverken Form eller Aand, kun saae paa Tidsvarighed; men at det, ved flere heldigt opfundne Situationer og interessante Scener, vandt stærkt Bifald, gav det heller ikke noget Værd for Directionen, det bragtes sammen med Sager, som det skulde tjene til Trækmiddel, og istedetfor 280 Rdlr., der i det "gunstigste Tilfælde" vilde have været Honoraret for de 5 første Aftener, blev Forfatterindtægten 160 Rdlr.; at Stykket skulde kunne erhverve Krav paa Andeel i de følgende 5 Aftener, havde Directionen allerede ved første Forestilling umuliggjort, da den i en for Theatret høist ugunstig Aarstid havde valgt det forslidte "Jeg er min Broder!" til dets Ledsager. Ogsaa en anden Omstændlghed var meget uheldig for Forfatterne af Stykker, der ikke fyldte en Forestilling: den haarde Anke, som Pram havde ført imod Ahlefeldts Regulativ, fordi der, efter en meget ukunstforstandig Betragtning, for mindre Stykker gaves en [sideskift][side 162]Betaling, der var uforholdsmæssig lav imod den, som var bestemt for større, traf ogsaa det nærværende: naar et Stykke, der varede 5/2 Timer honoreredes med 126 Rdlr, pr. Halvtime, gaves for et der varede 4/2 Time kun 105 Rdlr. pr. Halvtime, for et af 3/2 Timers Varighed kun 93 Rdlr.; og for et, der medtog 2/2 Timer eller ½ Time kun 80 Rdlr. pr. Halvtime. — Det var vel langt fornuftigere at bestemme Betalingen for Oversættelser efter et minutviis afmaalt Tidsforløb, end for Originaler; men ved den var heller ikke taget et kunstkyndigt Hensyn til Formen: for rimede og urimede Vers var Taxten eens. Oversætterhonoraret var ikke alene i det Hele ansat meget lurvet, men at blive betalt for et antaget Arbeide turde Oversætteren ikke være vis paa; thi Regulativet forpligtede ikke Directionen til at honorere det førend Opførelsen, og det var ikke ualmindeligt at den lod antagne Stykker henligge uopførte. — Medens Directionen ikke fastsatte en Tid, inden hvilken den havde at afgive Bestemmelse angaaende et indleveret Stykke, paalagde den Vedkommende, inden 4 Uger efter den 22de October at indsende udtrykkelig Erklæring om, hvorvidt de vilde have deres antagne Stykker behandlede efter Bestemmelserne i Regulativet, som først blev offentliggjort den 26de November!

Allerede ved den Uenighed, der i Collins sidste Embedsaar herskede i Directionen, var den Disciplin, som han, mere ved Conduite, end ved Strenghed, havde faaet gjenindført, bleven mærkeligt flappet. Efter hans Afgang tog Slappelsen betydeligt til: Vrangvillighed og Indsigelser imod paalagt Pligt hørte til Dagens Orden; Repertoireforandringerne bleve bestandigt hyppigere. Publikum ventede, at den hensynsløse Bestemthed, hvorved Kirstein allerede i forrige [sideskift][side 163]Saison havde gjort sig meget omtalt, skulde bidrage til at tilbageføre Orden og derved give Repertoiret større Fasthed. Det slog ogsaa ind, for saavidt som hverken de af de Udmærkede, der ofte trængte til Pengeunderstøttelse, eller de, der kunde indsee, at de vare af mindre Vigtighed for Theatret, end Theatret for dem, længer vovede at gjøre Ophævelser uden gyldigste Aarsager. Men at han ikke kunde faae Bugt med Notabiliteter, hvis Finantser vare i Orden og som anmeldte en af de Upasseligheder, hvilke end ikke den dygtigste Læge vil fordriste sig til at benegte hos en god Skuespiller, det viste sig førend Saisonnen endnu var begyndt. Den skulde aabnes med "Belisar", men paa Forestillingsdagen faldt det Ryge ind, ikke at ville spille, fordi C. Winsløw, som skulde udføre Rufinus, der kun havde fem Replikker med ham, var bleven syg og en anden Skuespiller hurtigt doublerede Rollen. Han meldte sig syg, og endskjøndt det var vitterligt for Alle, hvad han ogsaa i "Kjøbenhavnsposten" ligefrem blev sigtet for, at det var en Kunstnercaprice, formaaede Kirstein ikke, imod Theaterlægens leterhvervede Attest om, at han leed af et Ildebefindende, at holde paa Opførelsen. Derimod tilveiebragte hans Villiefasthed et Nødstykke paa en egen Maade. I den yderlige Forlegenhed for at sammensætte en Forestilling forordnede han ei alene Opførelsen af "De to Sedler" ved Conservatoriets Elever, men anticiperede Theatret den først tre Maaneder efter ved Regulativet anmassede Ret til at sætte sig udover enhver Forpligtelse med Hensyn til Stykker, der vare givne for Privates Regning, idet han aldeles negtede Honorar for den Omarbeidelse, hvorved det forslidte Lystspil var blevet et yndet Syngespil, som Theatret med Fordeel kunde hjælpe sig ud af Kniben ved.

[sideskift][side 164]

Da Tragedien "Belisar," af den daværende ultramontane baierske Minister Edward von Schenk, fire Uger efter kom til Opførelse blev den hverken Kunsten til Ære eller Kassen til Fordeel. Langtfra at give sin Helt Forherligelse var den en grov Forsyndelse imod ham: der tillagdes ham i den Afskyeligheder og usle Svagheder, som Historien aldeles ikke kjender til; og dertil var den Individualitet, hvori Forfatteren vilde have ham opfattet, i sig selv saa usand og urimelig, at den blev en psychologisk Uting. Ikke mindre falsk, men endnu mere oprørende, var Skildringen af Belisars forvorpne Hustru, og i en tredie Hovedperson, Alamir, fremførtes en af den slette tydske Skoles meest sentimentale og svulstigt sværmende Theaterhelte. Kun Irene, Belisars Datter, var en smuk og ædel Skikkelse, der imidlertid mindede meget stærkt om Sophokles's Antigone. I det Hele var denne Tragedie en Digtning paa anden Haand: en meget uklar Efterligning, snart af Schiller, snart af de græske Tragediedigtere. Det danske Publikum, hos hvem Oehlenschläger havde vakt Sands for Charakteersandhed, Storhed og ægte Pathos i Tragedien, kunde ikke ved et Par gode Scener forsones med en slet udkastet Fabel og opskruede Ordgydere, der skulde have Glands af høitravende declamatoriske Tirader, hule Sententser og brammende Bortgange; trods de mange theatralske Effectmomenter forblev Publikum koldt og ved Dækkets Fald var Bifaldet kun meget ringe. Imidlertid, Udførelsen var ogsaa langtfra at være heldig; vel var Nielsen en ædel, kraftfuld Justinian og Jfr. Heger henrev, som Irene, ved Følelse og ophøiet reen Qvindelighed; men Jfr. Jørgensen gjorde den unaturlige Antonina endnu grellere, ved at give hende et Anstrøg af trodsig Vanvid; og Belisar, som i Tydskland var bleven Stykkets Bærer ved Eßlairs [sideskift][side 165]Declamationskunst og imposante Plastik, var en Rolle, der aldeles ikke gik ind under Ryges Spillestiil: han savnede i paafaldende høi Grad Anstand, Ro og Skjønhed baade i Holdning og Bevægelser, saa at hans Fremstilling var uden Storhed og antikt Præg. — I Oehlenschlägers "Tordenskjold" fandt Publikum med Begeistring en Tragedie af heel anden Natur. Det var ikke blot i den nationale Aand og ved at Helten var Folkets Yndling, at den havde den fængslende Kraft, hvorved Alle, endskjøndt de vare enige om, at enkelte Partier, navnligen Deboras Rolle og et Par Episoder, ikke godt passede ind i Ensemblets Tone og Stoffets Udvikling, følte sig grebne af denne Digtning: dens store Virkning paa Scenen skyldtes fornemmelig Handlingens i dens Væsenlige raske Gang og livlige Vexling i Indhold, den sjælfulde Pathos, det i Harriet fortræffeligt udførte Billede af en høihjertet, aandrig og handlekraftig ung Pige. Behandlingen af Tordenskjolds Charakteer, hvori Humor, Manddomsdjærvhed. Kjækhed, ædel Stolthed og from Gudsfrygt ypperligt forenede sig, og den indtagende Friskhed, der var udbredt over den rige Skildring af baade Tiden og Personer. Sammenspillet og Birollerne lode ved de første Forestillinger endeel tilbage at ønske, men fire Roller bleve saa glimrende spillede, at Udførelsen desuagtet viste den danske Scenens Fremstillingskunst i høieste Glands. Nielsen var uovertræffelig som Tordenskjold: aabent trohjertig, inderlig og livsfrodig i hele sit elskeligt kjække Væsen; Harriet udførtes med henrivende Ynde, Kraft og høi Begeistring af Mad. Wexschall; C. Winsløw gav Kold i ædel Simpelhed med varm, hjertelig Følelse; og den bizarre Debora fik ved Jfr. Jørgensens smagfulde Behandling et fiintcomisk Præg og en i al den adelige Fornemhed elskværdig GodGod-modighed [sideskift][side 166]modighed, som gave Carieaturen Sandhed og vare af megen Virkning. — H. Hertzes Lystspil "En Dag paa Øen Als, " der, ligesom "Navnet", var i to Acter og rimede Vers, tiltalte det dannede Publikum meget ved det Piquante i den lille Handling, nogle særdeles fiint gjennemførte Scener og den elegante Versification. — Ogsaa "Sproglæreren", der kaldtes dramatisk Skizze og kom frem under Heibergs Navn, men var af Fru Gyllembourg, vandt udeelt Bifald og havde ved nogle smukke Situationer og Fru Bergers meget originale Charakteer, der gaves mesterligt af Jfr. Jørgensen, fuldeligt Krav derpaa. — I det anonyme Eenactsskuspil "Venskab og Kjærlighed" (af F. J. Hansen) fandt Publikum sig saa kjedet af den kotzebuesk svulstige Stiil i de aandløse Samtaler, der bødes det for Handling, at det yttrede stærkt Mishag. — Heibergs Vaudeville "De Danske i Paris" modtoges med stor Enthusiasme. Kritiken ankede vel, og med Rette, paa, at det, ved at de Danske synge Fransk i Frankrige, skarpt udhæves, at hvad de optrædende Franske tale ikke er Fransk, og at Mad. Jacquelin, der udtrykker sig i flydende Dansk, har, fordi hun kalder sit Sprog fransk, Vanskelighed ved at sige Kattegat; men de danske Krigere, der under klingende Spil drage igjennem en fransk Egn, de danske Kunstnere og Videnskabsmænd, som muntre samle sig i palais royal og festligt mindes Hjemmet, de mange smukke og moersomme Situationer, et ganske fortræffeligt Musikvalg og den hele Stykket skjønt og naturligt gjennemstrømmede danske Nationalaand virkede saa henrivende, at disse Feil slet ikke bleve bemærkelige, end sige stødende, for Tilskuernes Masse. Fremstillingen var udmærket ved Varme og behagelig Livfuldhed i alle Rollerne, og havde et sjeldent ypperligt Emsemble. Fru Heiberg [sideskift][side 167]fremstillede i Juliette en indtagende skjelmsk, varmtfølende, interessant Pige og lagde megen Sjælfuldhed i sin Sang; Schwartzen havde i den halvcomiske godlidende Ernest en ham særdeles klædelig Rolle og sang med inderlig Følelse; Jfr. Jørgensen spillede ligesaa fiint og gratiøst som moersomt Mad. Jacquelin; Kirchheine havde en dannet Militairs anstandsfulde Holdning og mandigt artige Omgangstone som Majoren; og Phister stod, uden at skade Ensemblet, som han tvertimod gav den rette Sammensmeltning, over, dem Alle, ved i Mikkel at overraske Publikum med en ramjydsk ægte Landsoldat og Offieceroppasser, som han med stor Genialitet havde phantaseret sig frem af Digterens Skildring og med fuldendt Virtuositet gav kunstnerisk Naturlighed i de mindste Træk. Den hele Skikkelse fra Top til Taa, begge Paaklædinger, baade den militaire og den civile, det midt imellem Fremmede, som han ikke kunde vexle et Ord med, sjælefornøiede og godmodigt grinende Ansigt. Gangen og de løierlige Bevægelser, den keitede Geskjæftighed i hans altid rede Tjenstagtighed og den vexlende soldaterstive Ærbødighed og beskedne Gemytlighed i Omgang med Overordnede forenede sig til en i sit Inderste sand og ægte comisk Individualitet, der ved Kunstnerens fine Smag havde i al sin pudseerlige Klodsethed en egen Gratie og megen Elskelighed.

Vaudeoversættelsen "Den skjønneste Dag i Livet" faldt for en haardnakket pibende Opposition, der var fremkaldl ved dens Frivolitet. Blandt de mange oversatte Skuespilnyheder var kun Bayards Toacts-Drama "Dronningen paa sexten Aar" et virkeligt interessant Stykke, der gjorde megen Lykke, fornemmelig dog ved Fru Heibergs uforlignelig fine og anstandsfulde Fremstilling af den unge Dronnings Kamp for med Forstand og Følelsen af sin Værdighed at beseire [sideskift][side 168]Kjærligheden. Deinhardsteins "Garrick i Bristol" var et ligesaa mat Lystspil som "Belisar" var en opskruet Tragedie og gjorde endnu mindre Lykke end denne. De øvrige sex Skuespiloversættelser vare alle i een Act og af ringe æsthetisk Værdie. Underholdende Tilgift til større Stykker bleve kun Scribes to Lystspil: "Kostgængeren", hvis hele Interesse laae i den meget moersomme Figur. Phister havde opfundet for Kræmmersvenden Oscar, og "Frierens Besøg," der havde et Par gode comiske Situationer og spilledes med et fortræffeligt Ensemble, hvori Frydendahl udmærkede sig som comisk Fader, og Fru Heiberg som en ung Pige, der først, under Tvang, er forlegen og tjottet, men siden, i Utvungenhed, viser sig barnligt aabenhjertig og elskværdig.

Med at forøge Syngespilrepertoiret havde Directionen kun maadeligt Held. Det var Hoffmanns i "Die Serapionsbrüder" givne Anviisning paa Gozzis dramatiste Eventyr "Ravnen" som et fortrinligt Operasujet, der havde bragt H. C. Andersen til at benytte det dertil. Men uden at tale om, at Anviisningen nok mere grundede sig paa et af den phantastiske og musikalske Digter ved Eventyrets Læsning modtaget Indtryk, end paa nøie Overveielse, synes det at maatte staae klart for den danske Bearbeider, at de nødvendige vanskelige Forvandlinger, som vort Theatermaskinerie ikke paa den Tid var istand til at udføre blot maadeligt, vilde være en uovervindelig Hindring for et lykkeligt Udfald. Desuden, om Stoffet end kunde være brugbart til Opera, maatte det deltil gives en heel anden Form, end den, hvori Gozzi havde behandlet det. Denne var det alligevel som Bearbeideren i det Væsenlige beholdt i den Grad, at han ikke bragte de comiske Figurer saaledes ind i Handlingen, at de bleve medvirkende i de musikalske SituaSitua-tioner, [sideskift][side 169]tioner, men kun traadte frem som episodiske Personer, hvilket gjorde, at de baade selv tabte i comisk Virkning og kom til at forstyrre, istedetfor contrasterende at fremhæve Handlingens alvorlige Deel. Stykket blev i Bearbeidelsen et løst Phantasiespil, der havde adskillige gode theatralske og musikalske Momenter, men hverken i det Hele Operaens Charakteer eller i sine enkelte Partier nogen for en storartet musikalsk Behandling gunstig Form. Musiken var den første dramatiske Composition af Johan Peter Emilius Hartmann, en 27 Aar gammel dygtig Student, et værdigt Skud af den musiklærde hartmannske Stamme og ei alene udrustet med grundig Fagkundskab, men begavet med levende Phantasie og et dybt poetisk Gemyt. Alle erkjendte, at der i hans Værk var Aandrighed, Charakteristik og Originalitet; den techniske Behandling vandt Musikkyndiges store Berømmelse og han erhvervede sig strax Anseelse som en genial Tonedigter, af hvem man kunde vente noget Overordenligt i en stor og ædel Stiil. Men Mængden fandt, at der ikke var Livfuldhed og Melodierigdom nok til at hæve Stykket og erstatte Fremstillingens meget store Mangler. Under den første Opførelse var Bifaldet meget enthusiastisk og efter den udbragtes et Leve for Componisten; at Optagelsen siden blev kjendeligt koldere var Directionen en god Anledning til efter sex Forestillinger at henlægge et Værk, hvis Udførelse i flere Henseender ingenlunde gjorde Theatret Ære. — Af at Weyse havde componeret en ny Musik til "Balders Død" ventede man en Tonedigtning, der vilde gjøre stor Lykke; men hvor høit end Kjendere satte den, den tiltalte ikke Publikum og blev kun givet een Gang. — "De to Nætter," af Scribe med Boyeldieus Musik, blev optaget med Bifald, men holdt sig ikke i Yndest. Stykket havde IntriguelystIntriguelyst-spillets [sideskift][side 170]spillets Charakteer og dog en slæbende Gang, uden piquante Situationer, og i Musiken vare enkelte Nummere særdeles skjønne, men i det Hele stod den i Melodiøsitet og livlig Colorit tilbage for Componistens andre Arbeider og sammenholdtes ikke ved een Stiil. Udførelsen var meget maadelig, med Undtagelse af at Schwartzen foredrog henrivende skjønt og følelsesfuldt Sir Actons elegiske Partie, og at Phister ikke alene spillede Tjeneren Victor ganske ypperligt, men i dennes store Arie lagde et saa uovertræffeligt mimisk, declamatorisk og musikalsk Udtryk, at den fremkaldte et stormende Bifald og rimeligviis vilde have skaffet det i Text og Musik svage Stykke større Interesse, dersom den havde været i sidste Act istedetfor i første. — Tydskeren Reissigers Musik til "Møllen i Bjergkløften" var et, ved smagfuld Charakteristik, skjønne Melodier og Udtrykkets Kraft og Klarhed, udmærket Musikværk, der ogsaa fandt meget Bifald og med Ære vilde have holdt sig i Repertoiret, hvis den ikke havde skullet bære et høist maadeligt Stykke, der endog vakte Spotlatter med sin paa stor Effect beregnede Opløsning, der skeer ved at en ung Pige advarer en Offiecer, hvem hun meget lettere kunde tale til, imod Overfald, ved at lade ham see hendes, af et eneste Lys frembragte, Skygge paa en Væg. — "Brama og Bayaderen, " et Stykke, der siden har været seet med stor Tilfredshed, maatte ved sin Fremkomst udholde et saa voldsomt Angreb, at man ikke skulde have troet, at det havde overlevet det. Hverken Phisters Olifur, en af de i Udseende, Spil og charakteristisk Sang genialest opfundne og udførte eventyrligt comiske Figurer, Syngespillet har bragt paa den danske Scene, eller Mad. Kretzmers ypperlige mimiske Spil og meget gratiøse Dands i Zoloes Partie, Jfr. Abrahamsens nydelige Ninka og [sideskift][side 171]Schwartzens sjælfulde Sangforedrag som Brama kunde bevæge den allerede inden Opførelsen tilveiebragte Opposition til at opgive Scribes og Aubers Fordømmelse. Den Førstes Stykke, der vel ikke har gjengivet den dybe poetiske Idee i det götheske Digt, hvoraf han tog Stoffet til det, men dog er udført med Theaterkyndighed, Smag og Gratie, blev udraabt som plat og frivolt; den Sidstes Musik, som rigtignok ikke glimrer ved Charakteristik og Originalitet, men er livfuld og rig paa piquante Melodier, skulde gjælde for en blot leflende Dandsemusik, som enhver af vore Componister kunde gjøre bedre, men vilde undsee sig ved at befatte sig med. Det Bifald, som Mængden skjænkede den ved første Forestilling, søgte man at bringe til Taushed med Hyssen, og fra den anden Forestilling brugtes Piben indtil den stadigt stigende Søgning gjorde det klart, at Anstrengelsen for at bringe Publikum til Skamfuldhed over at det morede sig var forgjæves.

At Mad. Kretzmer i lang Tid var meldt syg blev til megen Skade for Balletrepertoiret, der kun havde en eneste Nyhed: Bournonvilles Eenacts-Composition "Veteranen," som atter var et Vidnesbyrd om hans Genie til fortræffeligt at benytte Balletcorpsets Personligheder og at vække levende Interesse ved skjønne Enkeltheder. Handlingen havde ikke stort at betyde; dens vigtigste Moment — at en gammel Oberst redder et Barn ved at standse et Mølleværk, — laae endog udenfor Scenen. Men Episoderne vare ypperlige, og ved Bournonvilles snilde Anvendelse af de faa mimiske Brugeligheder, der stode til hans Raadighed, syntes det som om han i dem havde Overflødighed af udmærkede Kræfter til sine Ideers Udførelse. At Figuranten Fredstrup, den Eneste, der virkelig var i Besiddelse af Fremstillingstalent, [sideskift][side 172]gav Obersten med megen Følelse, Værdighed og militair Anstand, og at Bournonville selv og Mad. Kretzmer særdeles skjønt udførte de Elskende, var ikke besynderligt; men at han af Stramboe havde faaet en i stor Naturlighed djærv, livsglad og godmodig Møller; af en meget høi Figurant, Hammer, en kostelig militair-coquet, i Fjong og hver Bevægelse ægte fransk Regimentstambour; og bragt det til at den lille Edvard Stramboe med elskværdig Utvungenhed udførte Barnets betydelige Rolle, dette viste den Sagkyndige hvor skarpt et Blik han havde til at finde en effectfuld Rolle for enhver Individualist, og hans sjeldne Evne til derved at give denne et kunstnerisk Præg. Den nydelige Idyl blev modtagen med stor Enthusiasme. — Der var ofte i Publikum yttret Ønske om at see en af Galeottis store Balletter gjenoptaget. At en Ballet, fremstillet med sin oprindelige Glands, Livfuldhed og Aand, kun kan holdes paa Scenen i høist et Par Aar efter at den har mistet sin Compositeurs personlige Ledning, med mindre denne gaaer over til en i Faget udmærket Mand, der med nøie Kjendskab til Værkets Structur i dens mindste Detail forener klar Anskuelse af den i ethvert Moment tilsigtede Virkning og Begeistring for at bevare den: dette var Noget, hvoraf der saameget mindre kunde være Erkjendelse hos Publikum, da end ikke Directionen begreb det; men, i god Tro paa, at den derved kunde bevare Galeottes Balletdigtninger for Scenen, havde tillagt en gammel Figurant Knudsen, der ansaaes for at kunne erindre hver Bevægelse, Stilling og Gruppe i alle Mesterens Balletter, en fast aarlig Gratification imod at han skulde bevare alt Dette i Hukommelsen til Veiledning for Personalet ved Gjenoptagelser. Ved given Leilighed viste sig, hvad der var at vente: den erkeprosaiske [sideskift][side 173]Mand kunde vel sige, hvorledes enhver Person skulde staae, gaae og gesticulere, men Følelsen, Affecten eller Lidenskaben, som skulde udtrykkes derved, forstod han ikke at besjæle den Rollehavende med: han gav Anviisning til at construere et dødt Legeme; Aand formaaede han ikke at bringe i det. Directionen lod ham beholde Gratificationen, men opgav Forsøg paa at faae Nytte af den. Siden Bournonvilles Ansættelse haabede man, ved ham at saae en galeottisk Balletdigtning bragt tilbage i Repertoiret. Da han, med sin tidlige Opvakthed for alt Artistisk, havde deeltaget i Prøver og Forestillinger fra sin Barndom, kunde hos det ældre Personale let faae Oplysninger om de Enkeltheder, han ikke mere erindrede, og med sin Routine, sit skarpe kunstneriske Blik og sit poetiske Gemyt bedre end Nogen vilde være istand til at samle og supplere, hvor han sandt Lacuner, maatte han ogsaa være den rette Mand til dette Hverv, hvis dets Udførelse overhovedet var mulig. Det Forsøg man i denne Saison gjorde paa at optage "Romeo og Giulietta" faldt imidlertid ingenlunde heldigt ud. Hvad enten det selv for en saadan Mester i den choregraphiske Kunst ikke kan lykkes at bringe Friskhed og Liv i en Ballet, der har hvilet i 10 Aar, eller der ikke var den rette Kjærlighed i denne Gjerning, dette Kunstværks tidligere Beundrere fandt kun en mat og i mange Partier feilfuld Copie af Galeottis grandiose Original. Mad. Kretzmers Giulietta, der var indstuderet under Mad. Schall og gjorde megen Effect ved det mimiske Udtryks Sandhed, Varme og Skjønhed, var det Bedste; Grupperne havde tabt meget af det Imponerende og Maleriske ved at den Forskjellighed i Costumets Farver, hvilken Galeotti nøie havde beregnet Effecten af, ikke var overholdt; den herlige Munk, der vilde have [sideskift][side 174]havt en udmærket Fremstiller i Fredstrup, var meget uheldigt besat med Stramboe, som Publikum var vant til at see i comiste Roller; der savnedes i de store tragiske Scener Udtryk af livfuld og dyb Deeltagelse hos Hovedpersonernes Omgivelser, og Udførelsen havde i de lidenskabelige Momenter ikke den oprindelige glødende Colorit. Efter den fjerde Forestilling af den saaledes gjenoplivede Ballet bleve de store poetiske Værker, der, med Rette, havde erhvervet Galeotti hans Samtids Beundring, ansete som for bestandig udskudte af Repertoiret.

Ved sin Debut vakte Ludvig Ferdinand Sahlertzingenlunde Forventning om, at han skulde opnaae fortjent Yndest som Theatrets første Tenorist. Da Bestyrelsen ikke havde sørget for ved Veiledning at skaffe ham, der kun var 20 Aar og hidtil havde levet i en snever Kreds, et saadant Comportement, som noget kunde skjule Mangelen af Skuespillertalent, var han i Holdning og Bevægelser ei alene ganske udenfor Rollen, men saa forlegen med sin egen Person, at Publikum neppe for de mange udtryksløse og ugratiøse Stillinger kunde faae Øie for, at han i en velbygget middelhøi Figur, et smuktformet sortlokket Hoved og ædle Ansigtstræk havde særdeles gode ydre Naturgaver for Syngespillets Elskerroller; ja Forvirringen virkede endogsaa saa stærkt paa hans Sang, at man kun fandt hans af Naturen skjøntklingende, omfangsrige og høie Brysttenor "ret behagelig." Imidlertid lukkedes det ham snart, ved utrættelig Flid, grundig Musikkyndighed og Scenevanthed, at komme til fuldt Herredømme over Stemmen og derved tilkæmpe sig Erkjendelsen af at være en fortræffelig og udmærket correct Sanger. Ogsaa i Fremstillingen vandt han omsider betydeligt, mere ved uafladelig Opmærksomhed paa sig selv, end [sideskift][side 175]ved den ham meddeelte Instruction, som mest tilholdt ham at give det mimiske Udtryk ved visse stærke Ansigtsbevægelser og Gebærder, hvilke derfor bleve altfor eiendommelige for hans Spil. — Johan Ludvig Schneiders Debut var meget lovende, hans Basstemme, som især skaffede ham Ansættelse, var stærk, fyldig og af god Klang, saa at han, hvis han ikke først nylig, i sit 24 Aar, var bleven optaget i Syngeskolen, hvor Underviisning og Øvelser endydermere holdtes meget sparsomt, kunde have været uddannet til dygtig Virtuos. Imidlertid blev han Theatret til megen Nytte i Syngeroller, der enten mere fordre Kraft end Skjønhed i Sangen eller hvori Spillet er Hovedsagen. Havde han ikke havt vanskeligt ved at holde det Individuelle i sin Personlighed og sit af Naturen kraftfulde, sonore og tydelige Taleorgan udenfor saadanne alvorlige Roller, som netop laae det nær, men dog ikke maatte optage det, vilde han i disse være bleven en Fremstiller af megen Betydenhed ved den intelligente Opfattelse og Smag, der hjalp ham til ogsaa at give enkelte af dem særdeles tilfredsstillende. Frit og eiendommeligt udførte han en Opgave i samme Forhold, som han maatte omdanne sig til den, hvorfor han i det Comiske, som han overhovedet gav med mere Correcthed og Natursandhed, end Lune, havde endeel Roller, der, ved charakteristisk Anlæg og fortræffeligt fastholdt Udførelse, vare ypperlige Charakteerskildringer. — Frederik Ferdinand Printzlau, et meget ungt Menneske af smukt Udvortes, gik, uden Begreb om Aanden i de forskjellige betydelige Roller, hvori det tillodes ham at vise sig, løs paa at frappere med et frit Væsen, stærk Bevægelighed, megen Tungeraphed og Effectbortgange. I Begyndelsen lod Publikum sig skuffe af den uophørlige Travlhed, men dens Indholdsløshed gjorde [sideskift][side 176]den omsider saa kjedelig, at Debutanten fandt sig foranlediget til at gaae til Provindstheatrene, hvorved han i mange Aar var en ideligt fremkaldt beundret Kunstner. — Størst Opsigt gjorde Mad. Charlotte Phisters Optræden. Som Oehlenschlägers aandfulde og kundskabsrige Datter, havde hun levet i en vid Kreds af Hovedstadens meest dannede Familier og gjort sig meget bemærket ved vittig, behagelig og livlig Omgangstone, letvakt Phantasie og den Smag og Følelse, hvormed hun til Claveret foredrog Romancer og Arietter. Hendes Forsøg i Skuespilkunsten viste imidlertid, — hvad de Fornuftige, som kjendte hende, havde forudsagt — at del, hvori hun skulde bringe Liv og Interesse, enten maatte være hendes Sjæls Eget eller saa ganske gaae op i hendes Gemyt, at det blev som om det var det. Selv henseet til at hun var Begynderinde, savnede hendes Fremstilling Varme, Fasthed og Sammenhold; enkelte Replikker, der tiltalte hende, sagde hun fortræffeligt, de øvrige bleve farveløse. Hendes Comportement og Diction viste Belevenhed og Forstand, men vare uden Energie og ikke i Rollens Charakteer. De sentimentale Steder i Fanchon, som hun havde valgt til anden Debut, lykkedes hende bedst, fordi hun i dem blot havde at give sit Hjertes varme Følelse fri Flugt for at komme til det rette Udtryk. Da Directionen afslog hende fast Ansættelse, henvendte hun sig derom til Kongen, som svarede, at hvad der i den Henseende bestuttedes af Mænd, som ifølge deres Embede maatte være de rette Sagkyndige, vilde han ikke omstøde. Uden at ville indlade sig paa fremdeles Forsøg, som man opmuntrede hende til, trak hun sig mismodig tilbage; to Aar efter døde hun.

[sideskift][side 177]

Fornemmelig ved de fra Sommerskuespillene optagne Nyheder og endeel ældre Stykker, navnligen "Elverhøi", "Fra Diavolo", "Den Stumme i Portici", "Figaros Giftermaal", "Bruden" og "Et Eventyr i Rosenborg Have", bragtes den aftenlige Indtægt op til 56,013 Rdlr., som var 5341 Rdlr, mere end i forrige Saison og med Abonnementet, 55,500 Rdlr., gav en Totalindtægt af 111,513 Rdlr.


Oprettet 2010. Opdateret af