>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Sex og fiirsindstyvende Saison, 2. September 1833 til 31. Mai 1834 + 2. Juni til 30. Juni + 25. August, side 185-203]

[Oversigt over repertoiret 1833-34]


[side 185]Under Ferien var Tilskuerpladsen bleven saa smukt decoreret og opforgyldt, at Publikum nu ikke paa den fandt andet at udsætte, end at der ikke, istedetfor de svære Træpiller, som støttende forbandt Logerne og meget hindrede Udsigten fra dem, var sat smalle Jernpiller. Ogsaa var der, især til stor Glæde for Personalet, som havde lidt meget af Kulden, anbragt to ildfasthvælvede Ovne under den bageste Deel af Scenen, fra hvilke denne og Tilskuerpladsen bleve opvarmede igjennem Rør.

Paa Oehlenschlägers 54de Fødselsdag bragtes ham af Publikum en fortjent herlig Hylding ved Opførelsen af "Hakon Jarl." I Anledning af at det var 25 Aar siden dette Mesterværk blev bragt paa Scenen aabnedes Forestillingen, "efter flere Studerendes yttrede Ønske og med [sideskift][side 186] allernaadigst Tilladelse," med en af H. P. Holst digtet skjøn Prolog, der med henrivende Kraft og Følelse fremsagdes af Nielsen. Efter Slutningsstrofen:

"Du for det Bedste give skal det Bedste,"
Saa lyder Hornets gaadefulde Skrift.
Hvo fatted' den, som han? Hvo kan vel fæste
Saa roligt Blikket paa sit Livs Bedrift?
For Livets Bedste, for sin Digterkrone,
Det Bedste offred' han ved Dag, ved Nat, —
Saa lyt da, Danmark, til hans Harpes Tone,
Og gjem hans Offer som Din bedste Skat!

der især, ved det overordenlig energiske Foredrag, var af gribende Virkning, reiste Tilskuerne sig pludseligt og udbrøde i længevedvarende stormende Bifaldsyttringer, for hvilke den dybtbevægede Digter, der var tilstede i Parkettet, taus udtrykte sin Tak. Tragedien blev givet beundringsværdigt skjønt. Ei alene Ryge, Mad. Wexschall, som Thora, Nielsen, som Einar Tambeskjælver, og Holst, som Olaf, spillede med stor Kraft og i høi poetisk Aand, men fra alle Sider virkedes saa livfuldt og heldigt til en storartet Fremstilling af det colossale Værk, der er saa saare vanskeligt at faae bragt frem i et godt Ensemble, at Publikum fulgte det med stigende Enthusiasme og jublende Bifald. Det kunde synes besynderligt, at en dramatisk Digtning, der havde saa stort poetisk Værd, blev saa mesterligt spillet, altid gaves for fuldt Huus og ved enhver Forestilling optoges med levende Begeistring, i 25 Aar ikke var kommen til flere end 28 Forestillinger; men Ryge, ved hvem den først fik sin sande og fulde Storhed paa Scenen, var, besynderligt nok, saa lidet tilbøielig til at udføre Hakon og Palnatoke, — netop de to Roller, [sideskift][side 187]hvori han var meest beundret og neppe nogensinde vil blive overtruffen hverken i gigantisk Kraft eller poetisk Mægtighed, — at Directionen havde megen Møie med nu og da en enkelt Gang at faae ham til at udføre dem. Heller ikke var det efter denne saa ypperlige Forestilling, hvori fornemmelig han modtog mange glimrende Beviser paa Publikums Beundring, muligt at bevæge ham til at udføre Rollen blot endnu een Gang i Saisonnen. Da Tæppet var faldet istemmede Publikum en Sang, der endte med følgende Linier:

Det danske Folk har samlet sig i Klynge
At bringe Dig sin Kjærlighed til Løn;
Som Krands den stolt sig om Din Isse slynge —
Modtag den kjærligt, Danmarks elskte Søn!

hvorefter udbragtes et "Adam Oehlenschläger leve!" der fulgtes af tordnende Hurraraab, som varede indtil Digteren havde forladt Huset. Tre Uger sildigere blev der, efter den første Opførelse af hans Tragedie "Dronning Margareta" — den eneste originale Skuespilnyhed i denne Saison, — atter bragt ham et jublende Leve. Vel fandt man enkelte Steder svage, men Margaretas og Ragnhilds i deres store Forskjellighed herligt udførte imposante Qvindeskikkelser, den poetiske Sandhed i alle Charaktererne, de skjønne lyriske Udbrud, der fremgik naturligt af Personernes Følelser og Situationerne, de mange livfulde Scener i den efter en godt anlagt Plan rask fremskridende Handling, og den nationale Aand, der, uden Bram og søgt Effect, frisk og kraftigt udtalte sig af Personer, Sprog og Begivenheder, vare Skjønheder, som satte Publikum i Enthusiasme, saameget mere da de fik stor scenisk Virkning ved en mesterlig [sideskift][side 188]Fremstilling. I Mad. Wexschalls Margareta vare Aandshøihed, Kraft, Følelse og Begeistring saa inderligt forenede med Dronningens medfødte ydre Majestæt, at hendes ædle Holdning, klangfulde Taleorgan og mildt værdige Blik havde i ethvert Moment og til Spillets fineste Afskygninger Udtrykket for en Qvinde, der var skabt til at vinde, byde og beherske et Folk. Hendes herlige Modsætning: en Qvinde med energisk Stolthed og Trods, ildfuld i sin Vrede og nægtet sin djærve Natur besjælet af Ømhed for Sønnen, var Jfr. Jørgensen som Ragnhild. En vidunderlig skjøn Modsætning til begge de daadkraftige Qvinder blev Ingeborg i den yndige Blidhed, hellige Uskyld og dybe Kjærlighedsfølelse, hvormed Jfr. Heger fremstillede hende. Hendes Fremtræden til Farvel i sidste Act var i sin høie Simpelhed et ubeskriveligt skjønt plastisk Udtryk af ædel Kummer. Oluf blev med ungdommelig Freidighed, aaben Godmodighed og varm Følelse givet særdeles heldigt af Holst.

Af de oversatte Skuespilnyheder var Moretos Treactsspil "Donna Diana" den mærkeligste. Der var her givet flere spanske Stykker, men efter Bearbeidelser, hvori det Eiendommelige i Charakterer, Tone og Form saaledes var tvunget ind under det franske Dramas conventionelle Regelbundethed, at det kun af det Dristige i Ideen, af Sæderne og af enkelte lange declamatoriske Tirader, der havde indsneget sig ved de i det spanske Drama ofte forekommende lyriske Udgydelsers Omarbeidelse, for Kjendere var bemærkeligt, at de saakaldte franske Stykker havde spansk Oprindelse. For denne Oversættelse (af Sille Beyer) var vel en tydsk Bearbeidelse af Sckreyvogel lagt til Grund, men baade var denne, som Oehlenschläger siger, kun en med megen Smag og Omhu foretagen Udluftning af de [sideskift][side 189]med altfor stærktlugtende Jasminer og Udsigten hindrende Buskads overvoxede Gange i den spanske Poesies Have, og havde Oversætterinden stadigt i Gjengivelsen af Dialogen holdt sig til Originalen med dens glødende og blomsterrige Sprog, kun saaledes forandret, at dens fiirfodede Trochæer med Assonants, som i et stort Stykke ikke ere til at efterligne i Dansk og, om de vare det, vilde i Længden lyde meget monotont, vare omdannede i en smuk, for danske Øren behagelig Versification. Saaledes fik den danske Scene for første Gang et i Aand og Form ægte spansk Stykke, der, ved en kløgtigt gjennemført Intrigue, Fiinhed i Charakteerbehandlingen, skjønne lyriske Partier, en elegant gracioso og glimrende Diction, var et af de Lystspil, hvori det spanske romantisk-comiske Dramas Egenheder fremtræde fuldstændigst og skjønnest. Æmnet: at en stolt Pige med Forbittrelse og Foragt tilbageviser Enhver, der elsker hende, men forelsker sig i En, som hykler Kulde for at beseire hende, er med megen Sindrighed udviklet i fortræffelige Situationer og Scener, som blive særdeles piquante ved gratiøst og aandrigt Lune. Fru Heiberg viste i Titelrollen, at hun ei alene med megen Intelligents og Smag havde vidst at opfatte og med stor Virtuositet formaaede at gjengive Rollen i dens Charakteer, men tillige forstod aandfuldt at træffe denne Lystspilarts rette Spillestiil. Den utvunge noble Anstand, det flygtige og dog udtryksfulde Minespil, det nydeligt pointerede Foredrag og et fiint gratiøst Coquetterie, som hun kastede over den kolde, stolte Natur, gjorde denne Rolle til et Mesterværk i den høiere Comedies Fremstilling. Nielsen var mindre heldig i Don Cesars ikke mindre interessante Rolle. Han var en genial Fremstiller af nordisk følelsesfuld, kraftigt udtrykt Kjærlighed, men den Elegants, Fiinhed og [sideskift][side 190]Selvbeherskelse, hvormed den beregnende Adelsmand maa optræde, for bestandig mere at hidse den stolte Skjønne til Forelskelse, vare hans kunstneriske Natur fremmede; han gav enkelte Steder smukt og med Effect, men Spillet i det Hele savnede altfor paafaldende Rollens Charakteristiske og Stykkets Colorit til at kunne gjøre den af Digteren tilsigtede Virkning. C. Winsløw, der, begavet med større Skarpseenhed og mere levende Phantasie, bedre vidste at faae Digterens Skildring til at staae klart for Tanken, og omhyggeligere havde skolet sine Fremstillingsevner til i frisk Livfuldhed at give den paa Scenen, traf, som Perin, Stykkets gracioso, ypperligt sin Rolles Charakteer og Stykkets Tone; men hans tiltagende Sygelighed berøvede ham Kraften til en fri og aandfuld Udførelse af det fortræffelige Anlæg. Han skildrede med sikkre Træk den listige, moersomme Skalk, men den lette, flygtige Spiritualitet, hvorved han vilde forklare ham til poetisk Figur, kom mere til Antydning end til sjælfuld Udgydelse i Rollen. Stykket blev under hele Forestillingen optaget med stærkt Bifald, men kunde dog ikke efter Tæppets Fald undgaae at møde Opposition af nogle Hyssere. — I Casimir Delavignes "Ludvig den Ellevte" fik Repertoiret en Nyhed, der var værdig den Scene, hvorpaa Oehlenschlägers Tragedier havde Hjemstavn. Vel kunde den ikke sættes ved Siden af disse i Pathos, store Tanker og poetisk Fylde, men den var en smagfuld, aandrig og ædeltfølende Digters efter en forstandig Plan med Phantasie og dyb Menneskekundskab udførte Værk. Skildringen af den List. Troloshed og kolde Grusomhed, hvorved Ludvig den Ellevte, affældig, syg og Døden nær, med Fasthed holder hele Frankrige under Rædselens Herredømme, og den Uro, qvælende Mistro og Samvittighedsangst, der ere hans Tyrannies [sideskift][side 191]Straf og gjøre ham ulykkeligere end hans usleste Undersaat, vare gjennemførte med Mesterhaand. Digteren havde, som rigtigt i et til Opførelse bestemt Drama, lagt an paa scenisk Effect, men den var ikke søgt ved Ordbram, glimrende Bortgange, slaaende Theatercoups eller andre ukunstneriske Midler; den fremgik, ligesaa naturlig og ædel som kraftig, af Situationerne og de forskjellige Charakterers Stilling imod hverandre. C. Winsløw var fra det Øieblik, da Kongens Rolle blev tildeelt ham, ude af sig selv af Glæde over, at han endelig havde faaet en Opgave, hvoraf der ved Studium og Phantasie kunde udbringes en baade psychologisk og poetisk storartet Charakteerskildring, og til hvis Udførelse hans legemlige Evner vare saa tilstrækkelige, at han ikke skulde være nødt til at afpasse sin Opfattelse efter dem, men til Fuldendelse kunde bringe sit Tankebillede paa Scenen, hans svage Helbred havde i denne Saison jævnlig tvunget ham til at melde sig syg; Begeistringen for denne Rolle, der, sagde han, ligesom blot var skabt for at han skulde komme til at vise Publikum det Høieste, hans Kunst formaaede, opildnede ham saaledes, at han nu med stor Livlighed spillede betydelige Partier og paa samme Tid uafladeligt grublede over den og indøvede sig dens Fremstilling. Da Theaterprøverne begyndte angrebes han imidlertid saa stænkt, ved at han hver Gang lod sig henrive til at give den store Rolle fuldstændig Udførelse, at man frygtede for, han vilde ikke have Styrke til at udholde Opførelsen og indtrængende raadede ham til at faae denne udsat til næste Saison. Men endog imod sine kjæreste Venner udbrød han med Heftighed: "Nei, jeg er syg! Om jeg døer inden næste Saison? Gid jeg blot maa blive saa lykkelig at komme til at spille den, om ogsaa kun [sideskift][side 192]en eneste Gang!" Og han kom kun til at spille den en eneste Gang; men gav denne eneste Gang et af de største Mesterstykker af tragisk Charakteerfremstilling, der er seet paa den danske Skueplads. Til Forestillingen havde han med forbausende Energie saaledes samlet alle sin Aands og sit Legems Kræfter, at han havde det fulde Herredømme over sig til i den mindste Nuance at udføre det store Billede, som hans Phantasie og Forstand havde udkastet. Den lille foroverbøiede spinkle Skikkelse med det matte uroligtspeidende Blik, der udslyngede frygtelige Lyn, naar Mistroen eller Hævnglæden greb ham; den svage, brudte Stemme, som kort og skarpt udstødte Befalinger, men fik en knusende Kraft, naar han udbrød i Harme eller Trudsler; den mægtige Villie og Strenghed, der imponerende udtalte sig af den uanselige, yderst simpelt klædte Oldings faa Bevægelser og flog alle hans Omgivelser med Rædsel, vare af grandios og rystende Virkning. Og nu Charakterens gradvise Udvikling: — den mageløst gribende Scene, hvori han, ene i den stille Nat, martret af skrækkelige Minder og Tanker, der trænge ind paa ham, lytter til de glade Bønders fjerne Sang: hans i al sin Forfærdelighed skjønne Spil i femte Act; den Sandhed, Klarhed og Dybde, der aabenbarede sig i hvert enkelt Moment; den Harmonie og poetiske Aand, hvorved alle Træk forenede sig til et beundringsværdigt i kunstnerisk og psychologisk Henseende lige ypperligt sammenholdt Hele; endelig den fine Smag, med hvilken han, ligesom Digteren, havde i det frygteligste Sjælsoprørs dristigste Udtryk fjernet alt Græsseligt og Grelt, — det var et af Forstandens og Genialitetens Værker, som det er smerteligt at see forsvinde med det Øieblik, hvori de blive til. Han var, i al sin legemlige Ubetydelighed, den herlige ForeFore-stillings[sideskift][side 193]stillings mægtige Bærer; endog Nielsens krastfulde Nemours, Mad. Wexschalls henrivende Maria og Ryges djærve Fremstilling af Lægen Coitier, den Eneste, der ved sin Trods bringer Tyrannen til at bæve, fordi han troer, at hans uske Livs Opholdelse ligger i hans Videnskab, stode i Skyggen for den blot ved Charakteerudtrykket majestætiske Skikkelse og syntes kun til for at lade dens Storhed ret komme til Aabenbarelse, hans Spil fulgtes af Publikum med Beundring og levende Interesse; enhver af hans Scener fremkaldte et flere Gange gjentaget stormende Bifald. Men denne glimrende Triumf var dyrt kjøbt. Da han første Gang sank døende ned paa Leiet, vare de Mange af Personalet, der havde trængt sig sammen i Coulisserne, for at see om den endnu om Formiddagen syge Kunstner virkelig med samme Genialitet, som paa Prøverne, kunde gjennemføre den ham saa angribende Rolle, overbeviste om, at han overvældet laae i en saa dyb Afmagt, at han ikke vilde kunne reise sig og sige de øvrige Replikker; endogsaa de Spillende paa Scenen frygtede det og ængstedes for hvorledes de i saa Fald skulde slutte Stykket. Han reiste sig imidlertid og spillede med fuld kunstnerisk Sikkerhed lige til Kongens endelige Dødssuk, men da Tæppet var faldet var hans Kraft virkelig aldeles udtømt; han vilde ikke have været istand til at sige endnu en Replik og maatte lade sig lede til sit Paaklædningsværelse, hvor han udmattet stønnede: "Gud skee Lov, jeg holdt dog ud! ja, ja, det var ogsaa sidste Gang."

Af de øvrige nye Skuespil havde Directionen hverken megen Glæde eller Fordeel. Det engelske Fireactslystspil "Brødrene Foster" var digtet for 200 Aar siden af William Rowley og indeholdt adskillige interessante Scener, men [sideskift][side 194]havde, under engelsk, tydsk og dansk Omarbeidelse, tabt Sammenhæng og faaet en eventyrlig, meget utilfredsstillende Opløsning, hvorfor det, uagtet den overhovedet gode, med meget Bifald optagne Udførelse, ikke kunde vinde Publikums Gunst. Med "Dominique," Lystspil i tre Acter af d'Epagny og Dupin, gik det ikke bedre. Det havde endeel meget overraskende og moersomme Situationer, men strandede ved at det ikke blev spillet med Liv og godt Ensemble. Levende og vedholdende Yndest vandt kun det nydelige Eenactsstytte af Scribe og Dupin "Christens Hjemkomst", hvori Fru Heiberg, som Lise, høist originalt og gratiøst med Ild og sprudlende Lune gav en kjæk, livfuld og naiv fransk Landsbypige; og "For evig!," Lystspil i to Acter af Scribe og Varner, i hvilket Fru Heiberg ogsaa spillede en naiv ung Pige, men af adelig Familie og nylig fra en Opdragelsesanstalt traadt ind i den elegante Verden. Den mageløst naturligt og i den reneste Ynde ud af hendes Diction og hele Væsen fremstrømmende barnligt uskyldige Livslyst og naive Overgivenhed viste, i Sammenligning med hendes Spil som Lise, ret levende, hvor gemalt hun vidste at finde og give, til endog de almindeligste Affecter og Følelser, et for een og samme Grundcharakteer forskjelligt træffende og interessant Udtryk efter dens forskjellige Dannelsestrin og Livsforhold. Hendes med stor Bifaldsjubel optagne Fremstilling, Jfr. Jørgensens ved ægte Noblesse, Verdenstone og megen Fiinhed i Spillet fortræffelige Udførelse af Fru Dermilly, og den inderligt naturlige Pudseerlighed, hvormed Rosenkilde gav den gamle Tjener Joseph havde Stykket fornemmelig at takke for, at det fandt en ualmindelig glimrende Modtagelse.

[sideskift][side 195]

Med Undtagelse af "De to Familier", et saa kjedsommeligt Treactsstykke, at det ikke kunde frelses af Labarres melodiøse Musik og Schwitzens udmærket skjønne Foredrag af Gartneren Fabios Partie, som rigtignok var det eneste Tiltrækkende i Udførelsen, vakte alle det musikalske Repertoires Nyheder stor Opsigt og levende Interesse. I Bestræbelse for ret at give Componisten Leilighed til i et phantastisk Stof at glimre ved det Ny, Overordenlige og effectfuldt Contrasterende, var Scribe i "Robert af Normandiet" kommen til Opfindelsen af en meget bizar Handling, der blev endnu mere bizar paa det danske Theater, ved al Holstein, for at Stykket ikke skulde kyse eller forarge Hoffet og de Svage i Aanden, ei alene havde paalagt Oversætteren at forandre den originale Titel: Robert le Diable, men saaledes at bearbeide Stykket, at Fanden kunde blive en skikkelig Mand. Imidlertid, der var store Situationer, mange piquante, for musikalsk Behandling ypperligt egnede Scener og overhovedet en fortræffelig Operaform, og Meyerbeer havde ikke blot med ualmindelig Sands for theatralsk Effect, men aandfuldt og poetisk phantastisk saaledes benyttet det Givne, at hans Musik, med Undtagelse af et eneste Nummer, — Prindsessens Bravourparade i anden Act. — var en, ved Originalitet, Charakteristik, Rigdom paa ædle Melodier og stor Stiil, ægte Tonedigtning af usædvanlig Kraft og Skjønhed. Udførelsen, der, trods al anvendt Møie, havde betydelige Mangler fra Maskineriets og Staffagens Side, var høist tilfredsstillende fra Personalets: Robert blev sunget og spillet med megen Styrke og Varme af Kirchheine; Jfr. Zrza udførte i det Hele Isabellas glimrende Sangpartie med stor Virtuositet og vandt især umaadeligt Bifald for [sideskift][side 196]Cavatinen, ved den overordenlige Kraft, hvormed hun i skjønne, klangfulde Toner oversang det store Orchesters af al Magt indtrædende forte; Jfr. Ryssländers Ydre og tungsindigt alvorlige Væsen passede godt for Alice og om hun end ikke lagde megen Inderlighed i sit Foredrag, gjorde hendes friske, bløde og fuldttonende Stemme stor Virkning ved sin elegiske Charakteer; Schwartzen sang Raimbaud særdeles gratiøst og livligt; og selv Cetti, der dog til Bertram savnede imposant Figur og dyb, malmfuld Stemme, gjorde ved fortræffelig Maske og Vigueur i Spillet megen Virkning. Dog, det var ikke en Tid, hvori saa mange og store musikalske Skjønheder kunde afvende Opposition mod et Værk, i hvilket der var saameget Usædvanligt, som Publikum ikke strax kunde finde sig tilrette med, og Musikens Aand og Behandling, havde en ganske anden Charakteer, end den, hvilken Protectoratet vilde gjøre til den eneste, der skulde være en dramatisk Compositions sande og den danske Scene værdige. I Publikum stødtes man fornemmelig over Djævlen: ikke fordi han var en rørende, uægte Djævel, thi det kom man først efter siden; men i den Mening, som Holstein havde frygtet for: at man her havde faaet den virkelige Djævel paa Theatret, hvilket, endskjøndt man med megen Fornøielse havde ladet sig ham paaliste i "Faust", blev fundet altfor horribelt. De musikalske Kritikere toge fat paa Compositionen: den havde, sagde de, vel adskillige ret vakkre Steder, men var i det Hele saa bizar, maniereert og støiende, at det vilde være farligt for Smagen om den vandt Bifald. Da Mængden alligevel var henrykt over Musiken og Kunstforstandige begyndte at fremhæve Modsigelserne og Urimelighederne i Stykket, kastede Musikens Forfølgere, for at fordrive Musiken med Stykket, sig [sideskift][side 197]over disse, og vakte, ved at udskrige dem som oprørende for sædelig og æsthetisk Følelse, en saadan Ophidselse, at den Meningskamp, der var begyndt med anden Forestilling, steg i Raserie med hver følgende, som dog stadigt gaves for fuldt Huus, og først efterhaanden tog af, da Directionen, efter at have ladet Stykket hvile en Saison, fortsatte Opførelserne uden at ændse Oppositionen, som omsider maatte ligge under for den Begeistring, der mere og mere fremkaldtes af Musiken. — Et andet musikalsk Mesterværk, men af en heel forskjellig kunstnerisk Natur, var Marschners "Tempelherren og Jødinden". Texten, et af Wohlbrück i fire Acter dramatiseret Afsnit af Walter Scotts "Ivanhoe", havde, saa maadelig den end var i æsthetisk Henseende, et ret heldigt theatralsk Tilsnit og endeel gode musikalske Situationer, som af Componisten vare benyttede med stor Genialitet. Hos ham gik Inspirationen ud fra, at hans levende Phantasie fremstillede ham endog det matteste dramatiske Digts Personer som poetiske Charakterer, for hvis Lidenskaber og Affecter han havde at finde det klareste, kraftigste og skjønneste harmoniske og melodiske Udtryk. Han var en ægte dramatist Componist, udmærket ved Friskhed. Aand og en altid af Smag behæsket varm Begeistring. Alt i hans Musik var sjælfuldt og dybt charakteristisk, men tillige naturligt, flydende og ædelt effectfuldt, hans rige musikalske Opfindelsesevne indgav ham for enhver Situation og Sindstilstand, hvori Personerne sattes, en musikalsk Tanke, hvis Tonefølge syntes at maatte være den eneste, hvori de melodisk og ret af deres Sjæls Inderste kunde udtrykke sig. For den vildeste Lystighed, den ømmeste Kjærlighed, ridderlig Tapperhed, Smerte, Fortvivlelse og Pathos vidste han at finde livfuld Udgydelse i Toner. [sideskift][side 198]Dertil var han en Mester i sin Kunsts Technik: hans Instrumentanvendelse var brillant uden Overdrivelse, hans Modulationer ligesaa gratiøse som kjække og charakteristiske. Ikke nok med at Hovedpartierne i dette herlige Musikværk vare overordenligt skjønt gjennemførte og samvirkede fortræffeligt i de combinerede Nummere; men Normannernes og Sachsernes Chore havde en frappant forskjellig Egenhed, der var frembragt uden mindste Tvang eller Særhed i det Rhyrhmiske, og de Stemninger, hvori Publikum skulde sættes, bleve med megen poetisk Aand fremkaldte ved genial Anvendelse af Orchestret. Ogsaa i dette Stykke var den materielle Understøttelse mangelfuld og den kunstneriske Udførelse meget heldig. Jfr. Zrza sang Rebekkas vanskelige Partie med stor Bravour og en hos hende usædvanlig Varme; den lidenskabelige Tempelherre blev baade i Spil og Sang givet fortræffeligt af Kirchheine; Foersom var ypperlig som den skinhellige, lystige Munk og forvovne Jæger Broder Tuck; Schwartzen sang med megen Følelse Ivanhoe; og Phister gjorde sin lille Rolle, Narren Wamba, interessant ved godmodig Ironie og herligt Foredrag af Cavatinen. Alligevel kunde heller ikke denne Musikdigtning, endskjøndt en genial Frembringelse af netop den hyldede Skole, undgaae Mishagsyttringer. Man fandt, at Publikum satte den for høit, og søgte at dæmpe Enthusiasmen ved Hyssen, dog forgjæves. — "Guerillabanden", i tre Acter af Overskou, componeret af Bredal, optoges med eenstemmigt stærkt Bifald. Den store dramatiske Feil, at Handlingens Knude, der dannes ved at en fransk Offiecer og en spansk Pige, hvis Broder er Guerillahøvding og Franskmændenes uforsonlige Fjende, elske hinanden, ikke har sin Opløsning fra Charakterernes Consequents, men, [sideskift][side 199]da Spændingen er paa det Høieste og ingen motiveret Udgang mulig, overskæres ved en tilfældig Fredsslutning, blev overseet af Publikum paa Grund af de foregaaende livligt vexlende Scener og stærke Situationer, der ved den fortræffelige musikalske Behandling og glimrende Fremstilling havde været af stor Virkning. Bredal beviste atter i dette Værk sin ualmindelige Begavelse for dramatisk Composition: med god Charakteristik og et interessant Præg af spansk Nationalitet forenede han særdeles smagfuldt Ild, rig Melodiøsitet, megen Sangbarhed og effectfuld Instrumentation. Det kraftigste Vidnesbyrd om den varme Erkjendelse, hans Talent fandt hos Publikum, var, at den Partiemisgunst, som efter ni stærkt besøgte Forestillinger fik hans Værk trængt ud af Repertoiret, ikke i dets Nyhed holdt det raadeligt at yttre sig. Udførelsen var imidlertid ei alene fra Hovedpersonernes, men det hele Ensembles Side saa mesterlig, at den i meget høi Grad bidrog til baade Stykkets og Musikens gode Modtagelse. Kirchheine, der, i den spanske Dragt og med sit mandige og skjønt charakteristiske Udseende, allerede ved sin Fremtræden imponerede, spillede og sang med gribende Energie og glødende Begeistring; hvad Jfr. Ryssländer, som Amilla, og Schwartzen, som Rouselle, lode savne i det mimiske Udtryk af Lidenskab, erstattede de ved henrivende følelsesfuldt Foredrag; Waltz gjorde megen Lykke ved den elskværdige Livlighed og ungdommelige Sorgløshed under Fare, hvilke han som den lille Hornblæser lagde i baade Spil og Sang; og Phister sang i Salvadors Forklædning som Munk en Drikkevise og Bøn med saa spillende Lune og grundcomisk Udtryk i Foredraget, at han vandt umaadeligt Bifald. — Toactsstyttet "Ludovic" af Saint-Georges optoges med stor [sideskift][side 200]Enthusiasme. Det var ikke fordi Musiken, der er begyndt af Hérold og, efter hans Død, fuldendt af den senere berømte Halevy, blev funden udmærket ved ander end smuk Livfuldhed; men Texten var et med sikkert Blik for scenisk Effect særdeles heldigt anlagt Overraskelsesstykke, der satte Publikum i stigende Spænding lige til Slutningen, og alle de Spillende udførte deres Roller saa uovertræffeligt, at Ensemblet gav en af de allerskjønneste Syngespilforestillinger, Theatret havde at fremvise. Kirchheiners Ludovic var et fuldendt høist interessant Charakteerbillede, hans herlige Udvortes og faste Holdning, det sjælfulde Ansigtsudtryk og det flammende Blik, hvormed han mandigt og roligt, uden mange Legemsbevægelser, men energisk udtalte sin brændende Lidenskabelighed, og den i Dictionen mesterligt tolkede Vexling af dyb Følelse og vildt opblussende Harme gjorde hans Spil til en beundringsværdig bestemt og kraftig Yttring af den glødende Heftighed, som den stolte Corsicaner kæmper for at dølge i sit Indre. Der var i hans hele Fremstilling en kunstnerisk Ro, plastisk Skjønhed og poetisk Aand, som gave den en gribende Virkning. Mad. Kragh (forrige Jfr. Abrahamsen) havde fortræffeligt opfattet Forfatterens med megen psychologisk Sandhed udførte Skildring af Franzeska og gav denne vanskelige Rolle med saa stor Fiinhed og Sikkerhed i de mange affectfulde Steders Nuancering, saa indtagende Ynde i den ydre Fremstilling og saa inderlig og levende Følelse, at hun i fuld Maade fortjente et saa ualmindeligt stærkt Bifald, som der i hver Scene blev hende tildeel. For Cavitain Seipio. Stykkets comiske Person, havde Phister opfundet en særdeles original grotesk Figur, som hans Lune [sideskift][side 201]gav megen Naturlighed og hans Smag holdt i god Harmonie med Stykkets Tone.

Sommerforestillingerne skaffede Directionen en god Tilvæxt for næste Saisons Repertoire. Göthes "Egmont", som den længe havde raadslaaet om at give, uden at komme til nogen Beslutning, optoges med meget Bifald, hvorvel Publikum ikke ved denne Forestilling fik Beethovens Musik og den i flere Partier gik maadeligt, da egenlig kun Nielsen ret klart opfattede det dybe Psychologiske i de gotheske Charakteerskildringer og gav med Ild og Kraft Egmont som den livsfriske, muntre og selvtillidsfulde Helt, hvorimod Mad. Holst (som Jfr. Heger nu var bleven) vel spillede femte Act særdeles skjønt og ædelt, men ikke fuldelig fik Claras naive og elskelig kjække Natur frem i de foregaaende. — Endnu større Lykke gjorde Frederik Paludan Müllers romantiske Femactsskuespil "Kjærlighed ved Hoffet", som Directionen ogsaa længe kunde have havt. De mange herlige poetiske Steder og meget burleske Scener vandt overordenligt stærkt Bifald. I Fremstillingen, som overhovedet var særdeles heldig, udmærkede sig i det Alvorlige fornemmelig Nielsen, ved sin sjælfulde Udførelse af Kongen, og Mad. Holst, der med ædel Ynde og inderlig Følelse spillede den deiligt skildrede Elskerinde; og i det Comiske Rosenkilde ved en dristigt anlagt og med rigt Lune udført eventyrlig pudseerlig Fremstilling af Pelican. Jfr. Jørgensen, som hans latterligt coquette Datter, og Phister ved sin gratiøst livlige Pierrot. — "Slaget i Kjøgebugt", en vakker lille Skildring af W. Holst, vandt ligeledes meget Bifald, især ved at tiltale Nationalfølelsen og ved Nielsens mandigt varme Fremstilling af Niels Juul. — Om Overskous Vaudeville "En Fødselsdag i Slutteriet" hed det i "Kjøbenhavns "Kjøbenhavns-postens" [sideskift][side 202]postens" Anmeldelse, at "den bærer heelt igjennem Præget af Nationalitet og lystig Humor, og udmærker sig ved en i det Hele livlig Handling, veltegnede Charakterer, gode comiske Situationer og flere sande Vittigheder, ligesom ogsaa Melodierne overhovedet ere valgte med Skjønsomhed. Den var fortrinligt besat og blev spillet con amore. Entrepreneuren Dangle, der, uden at eie en Hvid, hjælper saa Mange ud af Slutteriet, indtil han endelig selv bliver sat derind, er en ny, ægte comisk Figur, der blev mesterligt given af Phister. Ikke mindre charakteristisk er Capitalisten Glimmer, der af Kjærlighed har ladet sin Elskedes Fader og sine Rivaler sætte i Slutteriet, og Rosenkilde undlod heller ikke at fremhæve denne Originals saare comiske Side. Den herlige Mæglerfamilie, Krap med Kone og Datter, blev repræsenteret af Stage, Mad. Winsløw og Fru Heiberg. Førstnævntes Spil var maaskee vel meget outreret og mindre heldigt. Fru Heibergs Snakken Tydsk og tildeels ogsaa Oversættelsen efter den hamiltonske Methode af det tydske Kjærlighedsbrev morede derimod almindeligt. Schwartzen var fortræffeligt maskeret som den hamborgske Probenreuter Engel og gav især dennes affeeterede tydske Sentimentalitet med stor comisk Effect." — Ogsaa de to oversatte Vaudeviller: "Rataplan", hvis Titelrolle blev spillet med megen elskværdig Munterhed og energisk Følelse af Fru Heiberg; og "Rekruten", hvori Rosenkilde fik Publikum til paa engang at lee og græde, gjorde megen Lykke.

Af Debutantinderne havde kun Ulrica Augusta Kofod et saa umiskjendeligt Talent, at hun sandt Ansættelse. Hun var ved sin Fremtræden en puur ung rankvoxen Pige med et livfuldt Ansigt, tækkelige Bevægelser og let Gang. Hendes Taleorgan var tydeligt og behageligt, SopranSopran-stemmen [sideskift][side 203]stemmen ikke stærk, men af betydeligt Omfang, blød Klang og meget bøielig. Hun fandt særdeles opmuntrende Modtagelse og ventedes at ville blive en vakker Fremstillerinde af Syngeroller, som mere fordrede let, gratiøst coquet Foredrag, end Følelse. Kraft og Bravour. Ved sin overordenlig vedholdende og forstandigt anvendte Flid overtraf hun imidlertid hurtigt Forventningen saa glimrende, at hun, selv i store Sangpartier og vanskelige Roller, af alvorlig saavelsom af munter Charakteer, blev en Theatret meget nyttig og af Publikum særdeles yndet Kunstnerinde. — Fra Saisonnens Begyndelse afgik Mad. Nielsen, som nu ganske havde mistet sin Sangstemme og derved i lang Tid været ude af Repertoiret.

Abonnementet var større end i forrige Saison, nemlig 59,368 Rdlr., hvorimod den aftenlige Indtægt, 55,308 Rdlr., var mindre, hvilket dog gav en Totalindtægt, 114,676 Rdlr., der var 3163 Rdlr, større end i foregaaende Saison.


Oprettet 2010. Opdateret af