>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Fire og firsindstyvende Saison, 1. September 1831 til 29. Mai 1832 + 1. Juni til 28. Juni, side 123-146]

[Oversigt over repertoiret 1831-32]


[side 123]Endskjøndt der inden denne Saisons Begyndelse blev talt meget om, at der vilde blive givet et Par nye store Balletter, var Publikums Forventning om Directionens Virksomhed for at gjøre den interessant, saa ringe, at Abonnementet kun beløb 54,932 Rdlr., som var 2,200 Rdlr. mindre end i foregaaende Saison. Ogsaa faldt virkelig Repertoiret særdeles maadeligt ud: Forandringer vare meget hyppige og de fleste af de ikke mange Nyheder sandt en lunken Modtagelse. Det var især "Den Stumme i Portici", "Fra Diavolo", "Elverhøi", og "Kjøge Huuskors", af hvilke de to første aldrig gaves uden fuldt Huus, som vare Skyld i, at de enkelte Billetter, som i forrige Saison havde givet 48,987 Rdlr., i denne indbragte 50,671 Rdlr., saa at den hele Indtægt, der i foregaaende Saison var 106,119 Rdlr., i denne blev 105,603 Rdlr.

Selv om Oehlenschlägers dramatiske Eventyr "Rübezahl", i tre Acter, ikke, i Henseende til Plan, Charakteer [sideskift][side 124]behandling og poetisk Aand, havde været en saa svag Digtning, som det var, vilde det aldrig ved Fremstilling have kunnet give Indtrykket af et Kunstværk. De hyppige barokke Indfald i Dialogen og Opfindelsen af Incidentser, de mange lange Monologer og Replikker, og endnu mere, Massen af Decorationsforandringer, som for en Deel ikke tilfredsstillende kunde gjøres og i det Hele gav Støi under Spillet og forvirrede Tilskuerne, der uophørligt reves fra et Sted til et andet, undertiden blot for at see en udetydelig, ikke i Handlingen indgribende Scene, maatte nødvendigen i høi Grad skade Udførelsen, om end Rollerne, der forresten, med Undtagelse af Rübezahls, kun vare Skizzer eller Brudstykker af Roller, men ikke sammenhængende Charakteerskildringer, bleve nok saa mesterligt givne. Ryge, som skulde sætte Stykket i Scenen, var ude af sig selv af Fortvivlelse over ikke, ved alle sine Anstrengelser, at kunne faae det givet en blot taalelig Gang: han stolede, med gyldigste Grund, over at Directionen antog Stykker, uden selv at have eller hos Sagkyndige at skaffe sig en Forestilling om hvorvidt de vare opførlige; han spurgte Oehlenschläger om, hvorledes han havde tænkt sig den eller den Scene givet, og harmedes naar Digteren, der, som han sagde, "dog for en Ulykke havde været saameget og saalænge Skuespiller, at han maatte vide, hvad Theatret ikke kunde gjøre," hvergang svarede, at han venskabeligst vilde bede ham at see at finde paa Udvei til Udførelsen; han holdt for de Rollehavende Foredrag om, at Skuespillerne ikke burde tage nogel Stykke med Changements til Indstudering, med mindre Forfatteren kunde bevise, at de vare til at gjøre; og han profeterede, at al den Møie, som der anvendtes, vilde være spildt. Deri fik han fuldkommen [sideskift][side 125]Ret; thi med hvor stor Omhu han end stræbte at overvinde de Hindringer, som Stykket stillede for en taalelig Udførelse, og uagtet han spillede Rübezahl med megen Varme, Kraft og Lune, var det ikke muligt hos Publikum at vække Interesse for den uophørlige Vexlen af løst sammenkastede Scener. Den første Forestilling optoges meget koldt og den anden indbragte kun l01 Rd. 3 Mk. ved Kassen, uagtet Stykket gik med en yndet Ballet. — "Magt og List", et Drama i to Acter, der kom frem under Heibergs Navn, men var af Fru Gyllembourg, hans Moder, tildrog sig vel stor Opmærksomhed ved dristigt Anlæg og fast gjennemført Charakteristik, men denne forekom Publikum at være af stødende Natur hos Hovedpersonerne, Baronen og hans Datter, hvilket, i Forening med Opløsningens dramatiske Usandsynlighed, ved første Forestilling fremkaldte stærk Meningsforskjellighed. Til anden Opførelse var foretaget nogle Forandringer, der dog, da Anken traf Stykkets Grundlag, ikke kunde afvende Oppositionens Mishag, hvorfor det ikke mere blev givet. — Ogsaa det anonyme, livligt dialogiserede Eenactslystspil "Formiddagen efter Ballet" (af Carl Borgaard) mødte levende Modstand, især dog fordi en nylig forefalden Familiebegivenhed i det var bragt paa Scenen og Knuden løses ved at en Herre læser en Dames i hendes Sykurv liggende Brevconcept. — Idyllen "Maigildet", i een Act af Skuespiller Holst, var det eneste af de originale Skuespil, som holdt sig i Repertoiret. Den nationale Aand, der hvilede over den nydelige Skildring af dansk Landboskik, det smukke Billede af Christian den Fjerde som Prinds, det hjertelige Udtryk af Folkets Kjærlighed til ham og hans Kjærlighed til Søen, de vakkre Sange til gamle Folkemelodier, og Forfatterens livfulde, [sideskift][side 126] muntre og varme Udførelse af Prindsen, saavelsom Annas elskværdig naturlige Fremstilling ved Mad. Larcher (lidligere Jfr. Lange) forenede sig til en saa behagelig Virkning, at dette lille fordringeløse Stykke fandt en særdeles glimrende Modtagelse. — Man indvendte vel imod Heibergs Vaudeville "Kjøge Huuskors", at Handlingen var usandsynlig og at Valget og Combinationen af Musikstykkerne gjorde den altfor syngespilmæssig, men de mange moersomme Situationer og det mesterlige Spil, der fra alle Sider blev den tildeel, gjorde Opførelsen saa underholdende, at den vandt overordenligt Bifald og havde stærkt Tilløb. Fru Heiberg — som Jfr. Pätges var bleven den 31te Juli, — spillede ikke alene Lises Rolle med elskelig, simpel Ynde, men lagde meget Udtryk og Følelse i sine Sange; Foersom gav atter, som Perlekjær, en ny fortræffelig Udgave af sine ud af Livet grebne pene Spideborgere; der var Liv og pudseerlig Overgivenhed i Rosenkildes opblæste Dyrlæge; Schwartzen udførte Elskerens Rolle meget tilfredsstillende i Spillet og fortræffeligt i Sangpartiet, og C. Winsløw havde til den diplomatiske Arthur fundet en egen snurrig Tone, der blev ypperligt nuanceret og gav hans Foredrag god Effect; de to kosteligste Figurer vare imidlertid Frydendahls i største Naturlighed løierlige gamle Grønmeier, der ved blot at lade sig see fremkaldte Publikums Skoggerlatter og Bifaldsjubel, og Phisters i Dialect, Udseende. Gang og hver Mine og Gebærde uovertræffelige baade naturtro og grundcomiske sjællandske Bondekarl.

Af oversatte Skuespilnyheder bragte denne Saison kun to, men af høist forskjellig Natur. Det var en mere kunstkjærlig end veloverveiet Iver for Repertoirets Forøgelse med udmærkede fremmede Værker, der bragte Molbech til med [sideskift][side 127]megen Varme at interessere sig for Opførelsen af Schillers "Don Carlos". Han lovede sig stor Virkning af denne Tragedie; Ryge meente, at den kun vilde opnaae en god Modtagelse som et erkjendt udmærket Digterværk, men kunde aldrig blive af nogen Betydenhed for den danske Scene eller et indbringende Stykke, og han fik Ret. A. W. Schlegel siger træffende om "Don Carlos": "Situationerne have megen pathetisk Kraft, Anlæget er forviklet indtil epigrammatisk Spidsfindighed, men Digterens med Møie vundne Tanker over den menneskelige Natur og den samfundlige Forfatning rare ham saa dyrebare, at han udførligt udviklede dem, istedetfor at udtrykke dem ved Handlingens Gang, og at han lod sine Personer philosophere mere eller mindre over sig selv og de andre, hvorved Omfanget opsvulmede over de Theatret foreskrevne Grændser." Ved Oehlenschläger og Shakespeare vare vore Skuespillere blevne vante til at fremstille og vort Publikum vant til at betragte Tragedier, hvori der var rask fremskridende Handling og ægte Charakterer, der havde deres Grund i Menneskenaturen og ved Poesien kun vare et forklaret Udtryk af den; dette Stykke, hvis Charakterer paa en, Maade kun ere Former for Digterens Ideer og derfor savne Individualitet og indre Liv, og som mere afgiver en i skjøn Versification og et ædelt rhetorisk Sprog affattet Afhandling over visse kosmopolitiske Ideer, end en poetisk-dramatisk Opfatning af en historisk Virkelighed, kunde ikke ved vore Skuespillere komme til den med dets Tendents og Aand ret harmonerende Udførelse, og vilde selv ved en saadan ikke have kunnet begeistre vort Publikums Masse. Det var besat saa godt, som man, med det for Tragedien dengang ypperlige Personale, kunde besætte det: Ryge var Philip den Anden; Mad. Wexschall [sideskift][side 128]Dronningen, Holst Don Carlos, Fru Heiberg Prindsesse Eboli, Nielsen Posa; ogsaa gjorde adskillige Steder megen Lykke og navnligen fremkaldte den berømte Bøn om Tankefrihed, fremsagt med stor Begeistnng af Nielsen, stormende Bifald; men de Spillende, som alle udførte deres Roller med yderste Omhu for at tilegne sig Digtningens Tone, følte sig tvungne ved, at de, istedetfor Lidenskabens og Affectens Sprog, maatte i lange Tirader føre Reflexionens, og Publikum, der ventede Daad, blev ikke tiltalt af den smukke Udvikling af aandrige Tanker: som Ryge havde forudsagt, blev Stykket vel optaget med Bifald, men vakte ikke nogen almeen Interesse, og allerede ved den fjerde Forestilling var Indtægten ved Kassen kun 176 Rdlr. — Den anden oversatte Skuespilnyhed: Scribes Eenacts-Drama "Familien Riquebourg" faldt mere i Publikums Smag. Med megen Kunst og et skarpt Blik for den sceniske Effect havde Forfatteren givet det Rørende en let Tilsætning af det Fiintcomiske og saaledes igjennem piquante og stærktbevægende, med stor Delicatesse behandlede, Scener ladet Spændingen stige lige indtil den gribende Slutning, at Stykket ikke kunde forfeile stor Virkning, især da det blev ypperligt spillet, fornemmelig af Mad. Wexschall, der, i Hortensias Rolle, med ligesaa megen Smag som Natur gav de meget forskjellige Affecter og mesterligt nuancerede deres Overgange i hverandre; og Rosenkilde, som, endskjøndt han her var i et ham dengang aldeles nyt Fag, der endydermere blev ham vanskeligt ved den Ucorrecthed i Memorering, han havde tilvant sig og som ikke her kunde taales i nogen bemærkelig Grad, ganske fortræffeligt spillede Riquebourg, der blev en af de Roller, hvorved han meest arbeidede [sideskift][side 129]sig op til en dygtig Fremstiller af alvorlige og følessesfulde Charakterer.

Med Syngespilrepertoirets Nyheder gik det maadeligt. Texten til "Henrik den Femtes Ungdom" var kun det tidligere med meget Bifald givne duvalske Lystspil af samme Titel, der Scene for Scene var omgjort til Opera; og Musiken, som officielt angaves at være af Paccini, var kun i nogle Nummere af ham, men forresten sammensamlet fra Favoritnummere i forskjellige italienske Operaer. Det er vel muligt, at Stykker i denne Skikkelse kunde have vundet Bifald med en god Besætning, men denne var, især med Hensyn til Spillet, saa yderlig slet, at det kun var ved at det et Par Gange blev givet i Nødstilfælde, at der opnaaedes fem Forestillinger.— "Zampa" blev heller ikke Theatret til megen Glæde eller Ære. Om Texten, af Mélesville, end ikke hører til de fortræffelige franske Syngespil, havde den dog dramatisk Interesse og flere særdeles gode Situationer for Musiken, der var en af Hérolds mest glimrende Compositioner, rig paa skjønne og originale Melodier, meget charakteristiske Partier og store Effectsteder. Udførelsen var imidlertid mat og mangelfuld: i Titelrollen stod Kirchheine, for hvem man skulde have troet, at den maatte være bleven et Glandspartie, ligesaa langt under Chollet i Paris, som han stod over ham i Fra Diavolo, og de andre Roller blev enten godt sungne og slet spillede, eller omvendt. Da dertil kom, at Maskineriet, som i dette Stykke var af megen Vigtighed, dengang kun ved enhver af sine store Præstationer fremkaldte Spotlatter, gjorde Opførelsen en saa maadelig Virkning, at Directionen, uagtet Musiken vandt levende Bifald og Indtægten var meget tilfredsstillende, besluttede, ikke at holde Stykket stadigt i Repertoiret inden Omstændighederne kunde [sideskift][side 130]give Udsigt til dets værdigere Fremstilling. — Med "Elskovsdrikken" gik det ikke stort bedre. Publikum fandt sig meget tiltalt af Aubers Musik, som ogsaa i Ynde, Smagfuldhed. Melodierigdom og fornemmelig Charakteristik vel tør maale sig med Donizettis senere saa yndede Composition til Stykket; men dette, der dog er et af Scribes bedste Syngespil, simpelt, letforstaaeligt og tillige vittigt i Anlæg og med gode comiske Situationer, som man siden har moret sig meget over, vandt aldeles ikke Bifald. Grunden dertil laae fornemmelig i, at Udførelsen savnede Livlighed og Harmonie. Schwartzen sang henrivende skjønt Guilleaume, det ene Hovedpartie, men kunde ikke med al sin Flid bringe den gratiøse, gemytlige Comik ind i Rollen, hvilken den i den franske Behandling, der i Spil og Sang fordrer stærkere Charakteristik, end den italienske, nødvendigen betinger; Jfr. Abrahamsen spillede med megen Tækkelighed og elskværdig Skalkagtighed Terezina, det andet Hovedpartie, men var ikke istand til at gjøre Fyldest i den paa en udmærket Sangerinde beregnede musikalske Udførelse; og Sergeanten var, baade i Spil og Sang, en af de meget saa Roller, hvori Cetti ikke kunde vinde Interesse hos Publikum; saa at blot den ene af Stykkets fire Rollehavende, nemlig Phister, der med meget Lune særdeles charakteristisk saavel sang som spillede Fontanarosa, gav sin Rolle den fulde Effect. For den første Forestilling hørtes ikke mindste Bifaldsyttring; de følgende, der gik bedre, især ved at Schwartzen efterhaanden fik større Frihed i sit Spil, optoges meget gunstigt, men gave kun ringe Indtægt. — "Billedet og Busten" opnaaede slet ikke at blive et Repertoirestykke. Oehlenschlägers Text var for hverdagslig i Handling og Tone, for lidet musikalsk i Anlæg og Situationer til at endog den [sideskift][side 131]meest routinerede talentfulde Componist kunde have ved sin Musik givet den varig Interesse. Andreas Peter Berggreen maatte undgjælde, at han, af Veneration for Digteren, valgte den for at fremtræde første Gang med en dramatisk Musik. Der var Intet, som kunde bringe Componistens Begeistring eller Lune til Opsving og give ham Tillid til at Musiken vilde i Digtet finde Understøttelse til at gjøre Virkning. Han opnaaede derfor ogsaa kun, at hans Composition udmærkede sig ved fortræffelig Declamation, havde nogle smukke erotiske Steder og i de comiske Partier vidnede om en tænksom Stræben efter Charakteerudtryk; dramatisk Livfuldhed, Varme, smuk melodisk Flydenhed og smagfuld Effect savnedes. Imidlertid skete der heller ikke Compositionen Ret ved Udførelsen, thi denne var i det Hele saa mat og enkelte Steder endog usikker, at Directionen ikke havde burdet lade en saadan Forestilling, mindst af et nyt originalt Arbeide, komme for Publikum. Ved den første Opførelse viste det dengang grasserende Partiegængerie sig ret uforbeholdent. Berggreen var Student og stod i Naade hos Cliquen, hvorvel han ikke selv hørte til den: to gode Grunde til, at det allerede inden Opførelsen var afgjort, at hans Musik skulde gjøre Lykke. Der blev ogsaa ikke alene heftigt applauderet for hvert Nummer, men ved Dækkets Fald lod et saa overordenligt Bifald, at man skulde have troet, at dette Syngespil maatte, ligesom "Den Stumme i Portici" eller "Fra Diavolo", blive et Yndlingsstykke, der ofte kunde give fuldt Huus; og alligevel — allerede den tredie Forestillingsaften var Indtægten ved Kassen kun 119 Rdlr.! — Den eneste af de musikalske Nyheder, som virkelig vandt Publikums levende Bifald, var "Bruden fra Lammermoor". Stykkets Forfatter, H. C. Andersen. [sideskift][side 132]havde begaaet den Forsyndelse imod Dramaets Natur at ville i sit Fireactssyngespil skizzere alt hvad der af Romanen, fra hvilken Æmnet er taget, kunde bringes paa Scenen, hvorved ei alene Handlingens Eenhed førstyrredes med endeel episodiske Scener, men nogle af Romanens Personer bleve aldeles ubetydelige og alle tabte i Virkning. At han, især fordi Hovedrollen skulde tilpasses Mad. Wexschall, der ikke længer havde Stemme til store Syngepartier, unddrog Componisten nogle af de Momenter, som bedst egnede sig for musikalsk Behandling, og bragte dem i Dialog, skadede tillige betydeligt Syngespilformen. Imidlertid blev der endnu, til Motiver for musikalsk Opfindelse og Charakteristik, nogle gode Situationer og, fremfor Alt, romantisk Aand og skotsk Nationalitet tilbage, hvad den unge Componist, Iver Frederik Bredal, benyttede med saamegen Smag og Dygtighed, at dette hans første dramatiske Arbeide bar Vidne om et betydeligt Talent. Smukke flydende Melodier, udmærkede ved Charakteer og ædel Stiil, kraftigt Udtryk af Følelserne, interessant Livfuldhed og brillant Instrumentation gave næsten ethvert Nummer megen theatralsk Effect. Bredal var kun Capelmusikus og havde, uden hverken at virke i eller at søge Støtte hos Cliquen, der affecterede udeelt Beundring for et Par Musikere, hvis kunstneriske Udvikling gik i Weyses Retning, uddannet sig i Stilhed, vel af og til baade veiledet og opmuntret af Weyse, men dog fornemmelig i Kuhlaus Aand, som mere gik ind i hans afgjort dramatiske Kunstnernatur. Dette var nok til at vende det af Laugsaand og Smagseensidighed forenede Partie imod ham: saavel førend som efter den første Opførelse undlod det ikke at udbrede, at hans Musik kun var en Efterligning af kuhlausk Maneer, uden Dybde, Stiil og [sideskift][side 133]Originalitet. Den gjorde imidlertid fra Begyndelsen til Enden saa levende Virkning paa Publicum, at den vandt glimrende Bifald og gav særdeles godt Huus, hvorfor Directionen havde havt god Grund til at holde den i Repertoiret ud over de otte Opførelser, der bleve den forundte.

Hvor ivrigt den af Heiberg meget godt modbeviste Beskylding imod "Bruden" for Usædelighed end blev gjentaget, kunde den ikke afværge, at dette i forrige Saison yderst koldt optagne Syngespil vandt overordenligt Bifald eg blev et Yndlingsstykke nu, da det gaves med en, paa Mad. Winsløw nær, aldeles ny og langt heldigere Besætning. Titelrollen udførtes af Jfr. Abrahamsen, som ved indtagende Ynde, Varme og Hjertelighed i enhver af sine Scener gjorde glimrende Lykke; Hvid gav med megen Anstand og en fiin, flygtig Verdensmands Tone Baronen ganske fortræffeligt; og Kirchheine og Schwartzen havde byttet Roller, saa at den Første var Greven, som han spillede med ædel Værdighed, megen Følelse og et ham særdeles klædeligt Udtryk af Melancholie, og den Sidste Fritz, der ved ham fik en med Ensemblet godt harmonerende naiv comisk Tournure og blev sungen ypperligt. — I sit Forsøg paa at forøge Repertoirer ved Optagelsen af nogle ældre Stykker var Directionen, tildeels af Mangel paa Omhu for Indstuderingen, kun heldig med det gamle lystige Syngestykke "De forliebte Haandværksfolk", som, især ved Foersoms meget snurrige Bendt og Phisters med en fortræffelig fransk Jargon, megen Gratie og fiin Comik udførte Partout, gjorde Publikum stor Fornøielse.

Sommerskuespillene gave Repertoiret en særdeles værdiefuld Forøgelse. Af de i dem opførte Stykke mishagede kun [sideskift][side 134]"Mødet paa Langelinie", et Eenactslystspil af Arnesen, hvilket Publikum fandt meget usandsynligt i Planen og kjedsommeligt i dens Udførelse. "Hofnarren imod sin Villie," Lystspil i to Acter af Melesville, optoges med Bifald, hvilket det, formedelst Winsløws i Charakteeranlæget udmærkede Fremstilling af Hovedpersonen, vilde have vundet i endnu høiere Grad, dersom han ikke, ved at paatage sig et ham fremmed Mæle, som det var meget vanskeligt at vedligeholde i hans Dictions mange sine Nuancer, havde paalagt sig Tvang under Udførelsen. Scribes slibrige Toactsdrama "Et Feiltrin" — et meget mærkværdigt Stykke, da det, for at Forfatteren kan komme til det Moment, hvori en Kone selv skal bekjende sin Utroskab for sin Mand, i halvanden Act er blot Exposition og dog af en bestandig stigende stor Effect. — gjorde glimrende Lykke, som dog i meget høi Maade skyldtes Fru Heibergs med dybt psychologisk Indblik opfattede og en ligesaa mageløs Virtuositet som varm Følelse givne Skildring af den ved lidenskabelig Spænding høist vanskelige Hovedrolle. Ikke mindre Bifald vandt begge Vaudevillerne "Hovmesteren i Knibe", af Melesville, hvori Rosenkilde med megen Pudseerlighed, Naivetet og Følelse mesterligt udførte den gamle Magister; og "Kunstnerliv", af Overskou, i hvilken Kirchheine med stor Kraft, aaben Godmodighed og elskværdig Lystighed spillede Staal; Foersom meget originalt gav Kammerraaden; Stage, ved herligt Udseende og jovialt Spil, var fortræffelig som Modellen; og Phister i en særdeles moersom Figur fornøiede overordenlig som Skræderen.

Musik-Conservatoirets dramatiske Prøvestykke gav god Forventning om, at Theatret derfra vilde kunne faae, for baade Spil og Sang, godt forberedte Begyndere. Af de i [sideskift][side 135]"De to Sedler" Spillende, som alle tre senere indtraadte i Personalet, gav Jørgen Christian Hansen med meget naturlig Pudsighed Snaps, Julie Fonseca og Johan Rudolf Waltz særdeles livfuldt og tækkeligt Elskerparret. Da Waltz kort efter ved sin Debut optraadte blandt øvede Skuespillere viste han sig allerede godt hjemme paa Scenen og vandt, ved sin ikke stærke, men bøielige og sonore Basstemme, et smukt Sangforedrag og et behageligt, kraftigt og ualmindeligt tydeligt Taleorgan, meget levende Bifald. Hans Fag blev udelukkende Elskere; at han altfor meget i Spil og især i sin, forresten smagfulde og correkte, Declamation søgte at efterligne Nielsen, og det ikke i dennes Naturfriskhed, men med en sødlig Maniereerthed, bevirkede imidlertid, saavelsom hans lille Figur, der gjorde ham uanvendelig i hans Fags store og stærkt fremtrædende Roller, at han kun var ret paa sin Plads og holdt sig i Publikums Yndest i et lille Repertoire.

Der var fra Saisonnens Begyndelse paatænkt stor Virksomhed for Dandsen, navnlig Opførelsen af Bournonvilles første store originale Composition: "Faust"; men indtil Februar faldt Balletrepertoiret meget tarveligt ud, paa Grund af en Begivenhed, der gjorde stor Opsigt, ikke har Lige i Theaterhistorien og aldrig vilde have antaget en saa skandaløs Charakteer, dersom heftig Sygdom ikke havde hindret Manthey fra at deeltage i Bestyrelsen. Mad. Kretzmer, som i Sommerens Løb havde havt adskillige store Familiebekymringer, henvendte sig til Holstein med Bøn om, at hun, da hun, som Følge deraf, leed af hyppige nervøse Anfald, maatte være fri for Tjeneste i September. Holstein, der gjerne aabnede Øret for Theatersladder, havde ladet sig ophidse til at antage, at hendes Sygdom var foregiven, og [sideskift][side 136]afslog den for et Aar siden af ham saavelsom af Hoffet og Publikum forgudede Dandserinde reent ud hendes Anmodning, som en Chicane, hvorved hun vilde lægge Hindring iveien for Opførelse af Balletter. Hun meldte sig nu formelig syg og Theaterlægen Rahlff, der strax indfandt sig hos hende, anordnede efterhaanden Igler i Tindingerne, spanske Fluer og Brækmiddel. Da hun, under hans daglige Tilsyn, nøiagtigt havde brugt det Anordnede, men ikke derved befandt sig bedre, og han derfor meente, at der nu maatte begyndes med en strengere Kuur, erklærede hun, at siden de Midler, han hidtil havde foreskrevet hende, ikke havde hjulpet, vilde hun ikke underkaste sig den, men selv henvende sig til Directionen, for at forestille den, at hun ikke kunde vente sig Bedring uden ved at der nogen Tid forundtes hende Rolighed til at samle Kræfter. Dagen efter kjørte hun til Theatret og lod sig melde hos Directionen, men blev ikke indladt i dens Værelse: Holstein kom forbittret ud paa Gangen og udbrød: "Hvor tør De understaae Dem til at komme her? De har paa Øieblikket uvægerlig at melde Dem frisk og gjøre Tjeneste!" Paa hendes Svar, at det saae hun sig, paa Grund af den Svaghed, for hvilken hun hidtil havde brugt de hende foreskrevne Midler, ikke istand til, saa at hun, i Tilfælde af at denne Befaling ikke blev tagen tilbage, var nødt til at bede om sin Afsked, foer Holstein med stor Heftighed op: "De gaaer paa Øieblikket herfra til Blaataarn!" Strax efter at hun var kommen hjem indfandt ogsaa Regisseuren ved Dandsen sig, for at føre hende til Blaataarn: en Bygning ved Langebro, som brugtes til Fængsel for Hofbetjente og Amtets Forbrydere. Arrestordren lød ikke paa Tid; men "Hensættelse indtil videre." Det havde hidtil, naar Medlemmer af Personalet [sideskift][side 137]bleve tildømte Blaataarnsstraf, ikke været dem formeent at modtage gode Venner, som almindelig til ud paa Natten holdt Drikkelag, endog med Sang og Hurraraab. Mod den unge Dame, hvem Fængslingen ikke blev forkyndt som Straf, og som Directionen, ved daglig at sende hende Lægen, der stadigt forordnede forskjellige Kure, endog selv erkjendte at være syg, forholdt man sig ganske anderledes. Hun blev indsat i et med korsviissatte Jernstænger for Vinduerne forsynet Lukaf, der ellers brugtes til de farligste Forbrydere, — det samme, hvori siden Morderen Ole Kollerød sad —; om Aftenen hentede Arrestforvareren hendes Lys og hængte Hængelaas for Døren; der maatte ikke, uden Theaterchefens Tilladelse, komme Andre til hende end den, der bragte hendes Mad, og den, som reengjorde Fængslet, hvortil man, uagtet hendes Bønner om, at det, paa hendes Bekostning, maatte skee af Arrestforvarerens Pige, brugte en af de mandlige forbrydere; og det var forbudet at lade hende faae Skrivetøi, endskjøndt hun forpligtede sig til, blot for Tidsfordriv, kun at skrive hvad Enhver maatte læse. Saaledes var det Fængsel, hvori en Theaterchef for 30 Aar siden kunde, uden Forhør, Lov og Dom, sætte en Kunstnerinde, som han selv sendte Lægehjælp, og — hvori han ogsaa satte hende! Fra samme Side, hvorfra Holstein var bleven ophidset til denne Fremgangsmaade, havde han ogsaa faaet Forsikkring om, at "den nok vilde gjøre hende saa myg, at hun efter en Dags Forløb meldte sig frisk, for at komme ud." Men dette slog ikke ind. Da han havde ventet forgjæves derpaa i otte Dage, fik hun, med hans Tilladelse, af og til korte Besøg af Forskjellige, endog Ryge og Molbech, som Alle forestillede hende, at hun dog gjorde bedst i, "at give Holstein et godt Ord," da hun i saa Fald strax vilde komme ud; [sideskift][side 138]men hun svarede, at for det Første maatte jo Holstein fra Lægen vide, at hun virkelig var syg, og for det Andet vilde hun ikke, om hun end skulde udholde Fængsel indtil Saisonnens sidste Dag, da man dog vilde blive nødt til at give hende Frihed, om ogsaa med Afskedigelse, bede en Mand, imod hvem hun aldrig havde overtraadt nogen Pligt og som havde behandlet hende saa skammeligt, om Forladelse. At hun til alle Mæglere erklærede sig saa bestemt, at Hovedkassereren, som indfandt sig med hendes Maanedsgage, 33 Rdlr., maatte tage den med tilbage," da hun ikke i eensomt Fængsel havde Anvendelse for den;" at Publikum med megen Indignation omtalte denne Fremfærd imod en af dets Yndlinger; og at Kongen flere Gange med Uvillie berørte, at man dog nok i denne Sag var gaaet for vidt, havde allerede begyndt at gjøre Holstein Udfaldet meget betænkeligt, da Dronning Marie, ved at yttre over Taffelet, at Mad. Kretzmer jo dog havde et Barn, som det var grusomt for saa lang Tid at berøve Moderens Pleie, foranledigede Frederik den Sjette til at sige, at selv om Mad. Kretzmer havde forsyndet sig, syntes han, at hun nu kunde være straffet nok og derfor strax skulde sættes i Frihed. Hun kom da, efter 31 Dages Fængsel, ud med Tilhold om, at hun maatte være beredt til om en Maaned at begynde Prøver. Denne var den sidste Blaataarnsstraf, som overgik nogen Theaterperson. Da Mad. Kretzmer, efter en Maaneds Hvile, meldte sig til Tjeneste, begyndte man med stor Iver at fremme Indstuderingen af "Faust". I denne herlige Ballet, der viste Bournonvilles ualmindelige Genie i dets fulde Glands, men, netop paa Grund af den store Rigdom paa Poetiske Scener af usædvanlig Natur, ikke strax blev saaledes fattet af Publikum, at dette tilfulde kunde sætte Priis paa dens [sideskift][side 139]kunstneriske Værd, finder man alle de Svagheder og Skjønheder, som ere hans Compositioner eiendommelige. Hans Styrke var levende og overordenlig rig Phantasie, megen lyrisk Følelse, stor Livfuldhed og Klarhed i Udtryttet af Affecter og Lidenskaber, en af Studium og Smag luttret skarp Sands for det Maleriske og en ualmindelig Evne til at opdage og Dygtighed til med størst mulige Virkning at anvende de Midler, som stode til hans Raadighed. Hans Svaghed var Opfindelse og Anlæg af Handling. Ved at han undfangede Ideen til en Ballet opstod tillige hos ham Forestillingen om en Masse glimrende og charakteristiske Enkeltheder, der kunde udgaae fra den, og ved den Begeistring, hvormed han i Tankerne udmalede sig disse skjønne Dele, kom han ikke til Reflexion over Indholdet og Odningen af den Handling, i hvilken de maatte forbindes. Han overveiede ikke altid om hans Stof var balletmæssigt i sin Natur; thi ved at han med glødende Interesse kastede sig over dem af dets Momenter, som vare det, og kun stjænkede dem, der ikke vare det, en flygtig Opmærksomhed, stillede ethvert Stof, hvori han fandt et rigt plastisk Indhold, sig for ham som et Balletudkast. Først naar han havde opfyldt sin Kunstnersjæl med en levende Forestilling om Enkelthederne og skulde til den ham mindre lette og derfor ikke saa kjære Opgave at samle dem til et Hele, traadte Vanskelighederne ham ret imode, og at han da søgte at omgaae dem saa behændigt, som han bedst kunde, gjorde, at hans Motiver enten bleve svage eller at han endog, i dristig Forvisning om Enkelthedernes Effect til at bortlede Tilskuernes Opmærksomhed derfra, kjækt sprang dem over. Bekræftelse herpaa gav "Faust". En dramatisk Digtning, hvori, som Deycks meget rigtigt bemærker, Göthe har udtalt [sideskift][side 140]sin Betragtning af Menneskets Forhold til Gud og Verden, af Frihed og Natur, af Liv og Viden, af den klassiske Oldtid og den moderne Romantik; og i hvis Hovedperson Videbegjælighed og poetiskskabende Aand, Forstand og Følelse saa inderligt forene sig, at han, som Gothe selv siger, "er en Mand, der, følende sig utaalmodig og uhyggelig indenfor de jordiske Grændser, agter Besiddelsen af den høieste Viden, Nydelsen af de skjønneste Goder for utilstrækkelig til endog i mindste Maade at tilfredsstille hans Længsel; en Aand, som derfor, ilende mod alle Sider, bestandig vender ulykkeligere tilbage," —en saadan dramatisk Digtning, der, ligesom "Hamlet" og "Macbeth", har sit Væsens Kjærne i Tankeudvikling ved Ordet, kan naturligviis aldrig, om den end giver store plastiske Momenter og maleriske Scener, omformes til et Æmne, som Balletten er istand til at raade med saa at det bliver førstaaeligt paa Scenen. Det Phantastiske i Stoffet og det Plastiske i Göthes Behandling deraf vakte imidlertid saa levende Bournonvilles Begeistring, at han, uden at ændse Umuligheden af mimisk at gjengive det Aandige, som frembringer og forklarer Tildragelserne, kun med stor Begjærlighed samlede hos sig en levende Forestilling om Digtningens to lettest i Plastik udviklelige Personer: Mephistopheles og Margrethe, for at fremstille dem i de Scener, der meest malerisk aabenbare det Charakteristiske hos dem. Ved at han skulde forbinde disse Scener indbyrdes og give dem Sammenhæng med Balletters andre Scener kom han til en Handling, der, hvorvel af stor theatralsk Kraft, var af megen dramatisk Svaghed. Margrethe og Faust lide saaledes aldeles uskyldige en frygtelig Straf; thi at hun, for at indfinde sig til et Møde, under hvilket Faust kun sætter en Ring paa hendes Finger, vil give sin Moder en [sideskift][side 141]Sovedrik, men, ved Mephistopheles's Nedrighed, kommer til al give hende Gift, kan ikke constituere en Forbrydelse: i Balletten er hun ikke falden og Faust ingen Forfører; hvad der paalægges dem, som om de vare det, er Mishandling. Ved at Bournonville i 1855 foretog at forkorte Balletten til to Acter kom denne slette Motivering til at frembringe en endnu mere oprørende Virkning; thi da han, i sit meget uklare Begreb om dramatisk Handling, gjorde Forkortelsen ved uden videre at bortkaste tredie Act, der indeholder Margrethes Forklarelse, blev Ballettens Slutning at den uskyldige Pige i den høieste Rædsel og Fortvivlelse saae sig overvældet af Anklage for Utugt, Modermord og Skyld i sin Broders Død. Imidlertid, savnede Bournonville Indsigt og Dygtighed til at motivere Tildragelserne, var han en Mester i at fremstille dem livfuldt, fuldstændigt og interessant i den Grad, at de reve med sig og blændede saaledes, at Publikum kun sjeldent kom til at reflectere over hvorledes de vare opstaaede. Mephistopheles's grotest-frygtelige Figur og hele Væsen: hans dæmoniske Trods, frække Kaadhed, vilde Opfaren, glødende Helvedfryd, sandselige Lystenhed og krybende Sky for det Uskyldige og Hellige vare imponerende skildrede med en beundringsværdig, til ethvert Øieblik af den fineste Smag tøilet, Genialitet. Enhver af hans Scener, ja ethvert enkelt lille Moment i dem var undfanget af ægte poetisk Humor. Fra hans første fatanisk-majestætiske Fremkomst viste sig, trods det grelle Ydre, en sleben, gratiøst skalkagtig forunderlig Skabning, hvilken for Faust, som for Publikum, var et overnaturligt deprimerende Væsen, men for Ballettens andre Personer en bizar ridderlig Skikkelse, der i sin Natur havde en uimodstaaelig tillrækkende og fængslende Magt over Alt, hvad [sideskift][side 142]der kom i dens Nærhed. Denne Rolle blev, ved Bournonvilles omhyggelige Anviisning og sjeldne Gave til at overføre sin poetiske Aand paa Fremstillere, der ikke begrebe hans Conception, men kun havde legemlige Evner til livfuldt at eftergjøre ham, givet til Fuldendthed af Adolf Frederik Stramboe, en ung Dandser, som blev af megen Betydenhed for Balletternes Udførelse. Som et Modstykke til den phantastisk levendegjorte Djævel havde Bournonville mesterligt udkastet den i den reneste Uskyldighed fremtrædende Margrethe. Istedetfor hendes Gang til Kirken, som ikke i Balletten havde kunnet give Udtryk af hendes Sjælsreenhed, havde han, balletmæssigt og ganske fortræffeligt, først ladet hende sees af Faust i et ved Mephistopheles fremkaldt Syn, og hendes følgende personlige Optræden var en henrivende Udmaling af det den skizzerede Billede. Det var atter en Rolle, hvori Mad. Kretzmer, ved et yndigt jomfruelige Udvortes, ypperligt mimisk Udtryk og megen Følelse, gjorde stor Virkning. Fausts Charakteer betegnede Bournonville ved et Arrangement, der overraskende viste baade hans kunstneriske Behændighed i at dække Compositionens Svagheder og hans glimrende Talent til at opfinde skjønne Enkeltheder. Ballettens Faust kunde ikke ved sig selv være andet, end hvad Bournonville i Rollen med megen Energie fremstillede: en ung Ridder, interessant ved sin glødende Kjærlighed og den Rædsel og Fortvivlelse, hvori den, ved Fordærverens List, styrter ham; Begjærlighed efter den absolute Viden, efter Erkjendelsen af "det, som sammenholder Verden i dens Inderste," laae det over Ballettens Evne at give sin Faust Udtryk for. Da denne Begjærlighed imidlertid ei alene var Grundvæsnet og Digniteten hos Faust, saaledes som Göthes Digtning vilde give Tilskuerne Forventning [sideskift][side 143]om at finde ham, men Ballethandlingen tillige i den skulde have sin Tilblivelsesaarsag, maatte den, uden at udtales af ham, ret levende forestilles som værende i ham; og dette opfandt Bonrnonville at gjøre høist ypperligt, ikke blot symbolsk, men ved Allegorier, der vare baade let forstaaelige og henrivende skjønne. I det Hele fulgte den ene genialt opfundne og udførte Enkelthed saaledes paa den anden, at Publikum af Overraskelse ikke ved den første Forestilling yttrede sit Bifald for dette herlige Kunstværk saa levende som ved de følgende. Den fortræffeligste kunstneriske Understøttelse havde Bournonville i en meget melodierig og særdeles charakteristisk Musik af Capelmusikus Keck.

At Kuhlau døde kun 45 Aar gammel og, som hans sidste Arbeide: den til "Trillingbrødrene fra Damask" componerede Musik, der rigtignok var mere operamæssig end passende til Ornament for et Lystspil, fuldeligen beviste, endnu i Besiddelse af sin hele kunstneriske Aandskraft, var Theatret et stort Tab, saameget mere, da han i sine sidste Dage havde yttret brændende Lyst til atter at digte en stor dramatisk Musik, dersom man blot kunde skaffe ham en god Text. Han skulde ikke glæde sig ved at den store Yndest, hans Compositioner havde erhvervet ham hos Folket saavelsom i den musikalske Verden, havde skaffet ham nogen Udmærkelse fra Theaterdirectionens eller Kongens Side; han var bleven meget tilsidesat, og at han følte det dybt, bidrog ikke lidet til den mørke, tungsindige Sindsstemning, der i de sidste Aar virkede til at nedbryde hans af Naturen kraftige Legemsconstitution. Af Theatrets Personale blev der derimod, hvor lidet han end omgikkes det, viist ham megen Kjærlighed og Høiagtelse baade for hans Genialitet og for den hjerteligt venlige, ved alt kunstnerisk Ædelt og Skjønt [sideskift][side 144]begeistrede Sjæl, der aabenbarede sig hos ham under endog den korteste Samtale. Tabet af ham var det derfor ligesaa beklageligt, som det havde fundet Tabet af Manthey, sin Directeur, ubetydeligt. Denne agtværdige Mands Velvillie for Personalet havde ingenlunde nydt fortjent Anerkjendelse. Da hans Midler til at opfylde de mange Ansøgninger om Laan, Forskud og Gratialer vare langt færre, end der havde staaet Collin til Raadighed, maatte han ikke sjeldent enten betydeligt nedsætte eller endog ganske afslaae det Forlangte, og at han gjorde det med Beklagelse og stor Høflighed kaldtes almindeligt "Diplomatens Fif, for at holde paa Skillingen." Under hans Eftermand lærte man at sætte større Priis paa hans venlige og humane Væsen. Der blev stor Glæde blandt Personalel, da det rygtedes, at Justitsraad Carl Ludvig Kirstein, en livlig, indsigtsfuld og arbeidsivrig Mand paa 36 Aar, var bleven udnævnt til Directeur, med Forpliglelse til at overtage Censuren og Oeconomien. De Fleste kjendle ham fra private Concerter, hvori han, som musikalskdannet Bassanger, var en flittig, for Udførelsen meger omhyggelig Deeltager, og med Nogle stod han paa en venskabelig Fod. Disse lykønskede sig selv og Alle til, at man nu havde faaet en Directeur, "der var en retsindig og ligefrem Mand, som kjendte Personalets slette Kaar og havde Villie til at virke for deres Forbedring." Men de vidste ikke, at Kirstein i Embedsstilling var en ganske Anden, end i selskabelig Omgang, og vilde ved Theatret, som i sit Comptoir, have Alle, uden Personsanseelse eller Undtagelser paa Grund af særlige Omstændigheder, førte til en regelbunden Orden, baade i Forretninger og i deres pecuniaire Stilling ved Theatret. Rettesnoren for alle hans Embedshandlinger var ene og alene hvad han [sideskift][side 145]erkjendte for at være ham ved Embedet paalagt Pligt, og dertil var han, som Molbech, hvis Opbrusenhed endog maatte prelle af paa hans Bestemthed, med en vis Sky sagde, en "i sin hele Natur myndig Mand", der ikke blot ingen Indvendinger taalte imod hvad han havde besluttet, men mødte dem med en kort og tør Afviisning i ofte haarde Udtryk. Kongen havde paalagt ham at bringe Orden i Theatrets oeconomiske Sager, og Udførelsen af dette Paalæg begyndte han strax med at afskaffe alle Forskud, uden paa nogen Maade at aabne Udvei til at mildne den Trang, der maatte opstaae ved at Personalet, som hidtil havde faaet Gagen forskudsviis for en Maaned, ja endog, ved Directionens og Hovedkassererens Godhed, for sex Uger, pludseligt skulde undvære Indtægt indtil Slutningen af den Maaned for hvilken Gagen var fortjent, hvilket for Mange blev en Tid af syv, otte Uger. De Trængende i Personalet vare fortvivlede og raabte, at de med deres Familie bleve gjorte brødløse; men Directeuren var ubønhørlig; han saae ingen anden Udvei til at bringe Orden i Pengevæsnet og meente, at Personalet vilde finde sig selv vel tjent dermed, naar det var overstaaet. For saavidt fik han Ret, som de Ærekjære for Fremtiden søgte, saa vidt muligt, at holde saaledes Huus med den ringe Gage, at de ikke bleve nødte til enten at lide Trang eller at udsætte sig for barsk Tiltale ved at bede ham om Hjælp; men ogsaa blev han, efterhaanden som han kom til at indsee Nødvendigheden deraf for Theatrets Tarv, noget mere villig til at hjælpe idetmindste dem, som ved deres Talent bidroge betydeligl til de gode Indtægter. Den haardt Tone, hvori han, selv imod dem, som han forresten i Omgang og Tjenesteforhold viste megen Agtelse og Velvillie, udtalte sin Myndighed, [sideskift][side 146]naar han troede at maatte bruge den, kom han derimod aldrig fra; men man fandt sig bedre i den da man blev vant til hans Væsen og mere fik Erkjendelse af, at hans Forholdsregler, selv naar de vare urigtige eller bleve ubehagelige for de Paagjældende, altid udgik fra streng Pligtfølelse og hans Forestilling om hvad der var Theatrets Interesse.


Oprettet 2010. Opdateret af