Side 15-50, noter side 1478-81
Ved analogi må det betragtes som givet, at Rahbek læste stykkerne i først.
C.J. Boyes "Conradin, den sidste Hohenstaufer" indkom i foråret 1821. Rahbeks votum kendes ikke. Olsen læste det om sommeren, men også hans votum er gået tabt (Coll.BrS. XXIIIb 13.6.1821). Stykket dediceredes til Rahbek (NkS 3107 10.10.1821). Roller uddeltes den 10. maj 1822 (PRFD), men umiddelbart før premieren indsendte Boye rettelser, formentlig forlangt af teaterdirektionen (Dp 15.11. 1822) (1): I 1., 3. og 4. akt findes overhovedet ingen rettelser; i 5. akt har man strøget to biroller i 1. sc., men den afgørende ændring er foretaget i 2. akt., hvor Henrik (romersk Senator) i stedet for biskoppen kroner Conradin på Capitolium, idet Henrik har fået tildelt biskoppens replikker. Denne ændring blev sikkert dikteret af Holstein, der i lignende tilfælde skred ind, når de religiøse gebeter blev trådt for nær, mens udstrygningen af dialogen mellem Conradin og Gesandten (omhandlende Conradins ret til væbnet oprør mod regenten) formentlig blev foranstaltet af direktionen, der her følte, at ubehagelige paralleller kunne drages til aktuelle forhold (DKTB, NkS 1175). Premieren fandt sted den 23. nov. 1822 (opført 5 gange). - Politiets årvågenhed vedrørende teaterforestillingerne røbes ved den kendsgerning, at Boyes stykke efter direktionens ordre sendtes til politidirektøren (TK 1823 1.kv.nr.169) den 27. nov. 1822, allerede inden anden forestilling, der ifølge Overskou gav anledning til "en temmelig stærk Opposition" (IV 696). Emnet i Boyes stykke: tronprætendentens opfattelse af kongeværdigheden og stændernes (heri medregnet pøbelens og folkets) placering i forhold til regenten - har uden tvivl interesseret de politiske lederes ordenshåndhævere. Trods dette indgreb, hvis følger ikke kendes, var der i 1825 planer om at genoptage dette stykke, idet Ryge overtog Frydendahls rollebog den 22. marts 1825: der blev imidlertid intet deraf.
Søtofts fædrelandske skuespil "Christian den fierdes Dom" mente Rahbek nok savnede nogen scenisk interesse på grund af handlingens manglende evne til "at vække og vedligeholde Deeltagelse". Hans vigtigste forbehold var dog, "at bekiændte Omstændigheder [jf. s. 7] giøre mig noget betænkelig, naar det giælder om at bringe danske Konger paa Skuepladsen; ligesom det og er uafgiort i mine Øine, hvad Effekt det vilde giøre, at bringe Christian den fierde enøiet frem" (10.5.1821). Rahbek afsluttede sit votum uden [sideskift][side 016] at ville "give dette Stykke noget bestemt Ja, skiøndt jeg villig tiltræder mine HH Meddirecteurers Meening, hvis de troe at kunne antage Stykket" (l.c.). Æstetiske indvendinger foresvævede ikke Rahbek, men teatereffekten betvivlede han, og hensynet til hoffet reducerede hans stilling i forhold til Holsteins varetagelse af dettes interesser. Olsen var meget positiv: "Jeg mindes ikke nyligen at have læst et Drama, der saavel i Henseende til skjønt Sprog, som ædle Tanker, og riig Udstaffering af et meget enkelt Stof har saa aldeles fyldestgjort min Forventning" (10.7.1821). Dog ønskede han forandringer ved "enkelte Steder deri, som forekommer mig utydelige", netop fordi stykket "fremfor nye Producter har en skjøn poetisk Klarhed og Gjennemskuelighed" (l.c.). Med hensyn til de bekendte omstændigheder understregede Olsen, at disse "ikke maatte forulempe nærværende Stykkes Skjebne", fordi han fandt, "at Fortalen er lidt for smigrende i det Hele med Hensyn til det Danske Riges Hele Kongeskare, og derimod for lidt smigrende i Henseende til den herlige, i selve Stykket ypperligt fremstillede, højst elskelige, og højst patriotiske Christian den fjerde" (l.c.). Adressen til Frederik VI er umiskendelig; Søtoft havde garderet sig, og det ville Olsen udnytte for at få stykket frem. Den 12. juli 1821 antog direktionen stykket til opførelse (Dp). Roller uddeltes den 11. jan. 1822 (PRFD), og stykket opførtes første gang den 11. maj 1822 (opført 11 gange i den behandlede periode).
Om Timms sørgespil "Rudolph og Mathilda" tilskrev Rahbek Olsen i privat brev (23.12.1821 tabt). Olsen ekspliciterede ganske udmærket i sit votum, hvad det var, der havde fået censorerne til at forkaste Timms produkt: "Stoffet er efter mit Begreb aldeles utragisk, dersom ellers ikke det jammerlige, det sørgelige, det sygelige og det tragiske ere synonyme" (3.1.1822). Han yndede ikke det müllnerske skæbnedrama, derimod den schillerske tragedie. Han definerede "det tragiske" som kraftens sejr over lidelsen, som frihedens kamp med skæbnen og frihedens sejr derover. Olsen noterede, at "i nærværende Stykke er det omvendt". Sprogbehandlingen anholdtes, især de mange elisioner; stilen var oftest overlæsset ("Svulst i stedet for det ægte høje eller sublime"), men han afsluttede dog sin censur med det ønske, "at Directionens Svarskrivelse maa vorde saa forbindtlig og human som muligt" (l.c.). Rahbek henviste i sit votum til sit privatbrev til Olsen; han fandt [sideskift][side 017] dog, at de anførte fejl mindre var forfatterens end tidens, "og dømmer ham derfor mildere end hans Stykke, som jeg med min Medcensor ikke anseer passende for vor Skueplads" (6.1.1822). Svarskrivelsen indeholdt da også anerkendende en bemærkning om "det poetiske Værd i de erotiske Steder" (Kp. nr.403 12.1.1822). To dage efter ansøgte Timm om fri adgang til parterret, hvilket ganske ekstraordinært blev ham bevilget.
Pastor J.H. Smidths sørgespil "Messenierne" var blevet forkastet den 17. juni 1812 (2); det indsendtes i 1820 på ny og underkastedes censur i febr. 1822. Ærbødigheden fra 1812 var ændret til foragt: Rahbek stemplede skuespillet som værende "lafontainisk Sentimentalitet, og Cosmopolitisme fra forrige Aarhundrede" (7.2.1822). Olsen voterede: "Jeg har kun læst en eneste Act af Messenierne, men troer mig herved fuldeligen beføjet til at bitræde min Medcensors Dom" (28.2.1822). Han anførte en række talemåder, der især havde stødt ham; eksempelvis: "Umenneskelighed er og Menneskelighed", "De har gjort min Sjæl til en ædende Gift", "Dine Arme ere for mig et lysende Guddomssæde" (l.c.). Stykket returneredes den 9. marts 1822 (Kp. nr.435).
Marsk Stig-temaet blev behandlet adskillige gange i den behandlede periode. Det anonymt indleverede "Marsk Stig" var Rahbek i sin grundindstilling positivt stemt for, men selve emnet (voldtægt, mord, gejstlige optrin på scenen, etc.) nødte ham til "skiøndt ugierne" at "nægte det min Stemme" (7.2.1822). Olsen var skarpere i sin kritik, idet han anholdt "meget umodent i Stil, Poesie, moralske Grundsætninger og endog selve Metriken deri"; han kunne "uagtet alle de poetiske Punker, der hist og her fremlyse, dog ikke .. tage i Betænkning at erklære [sig] mod dets Antagelse" (22.2.1822). Halvanden måned efter at Olsen havde afleveret sin kritik, påtog Rahbek sig at opsætte en svarskrivelse til forfatteren. Hvorvidt der forinden har været ført forhandlinger i direktionen får stå hen, men resultatet af censorernes arbejde blev, at stykkets moralske karakter samt personernes placering i samfundspyramiden og de gejstlige optrin betød, at forkastelsesdommen blev accepteret af den samlede direktion (Kp. nr.440 2.4.1822).
Udover de antagne stykker uddeltes i denne sæson rollerne til
følgende originale stykker:
Den 3. nov. 1821 "Leonardo
og Blandine" og den 17. nov. 1821 "Pagten"
(jf. s.1). Ingen af disse stykker kom
på scenen i denne sæson, se s.113.
Rahbeks placering er svag: han synes hele tiden at vægre sig mod eventuelle vanskeligheder ved de indleverede stykkers behandling. Ændringerne i Boyes "Conradin" viser da også, hvorledes statspolitiske og religiøse temaer kunne vække anstød, om end ikke hos Rahbek. - Olsens vota stråler af selvtilfredshed, men han argumenterede forbløffende lidt, lige med undtagelse af tragediebegrebet, hvor han citerede den fladeste version af Schillers. Med hensyn til de to antagne stykker ses Collin overhovedet ikke officielt at have markeret sig. Ændringerne i Boyes stykke kan vel til dels tilskrives Holstein.
[sideskift][side 019]
Balth. Bangs to lystspil "Den skinsyge Ægtemand" og "Den glade Bonde" forkastedes begge af Rahbek; hans hovedindvending var, at de begge manglede "egenlig dramatisk Handling", hvorved Rahbek forstod en række hændelser, der følger af hinanden, i modsætning til den i det bangske stykke, hvor begivenhederne fulgte af hinanden. En enkelt scene fandt han endog af "saare problematisk Beskaffenhed", hvilket ud fra sammenhængen må forstås rent moralsk (4.4.1821). Efter i flere år at have følt sig forfulgt af "Vedkommende" søgte Bang Collins støtte til at få antaget sine indsendte stykker. Bangs selvmedlidende brev gjorde tilsyneladende ikke indtryk på Collin, eftersom stykkerne blev forkastet enstemmigt af begge censorer, uden at Collin greb ind (CP 221 22.4.1821). Olsen anførte, at han gerne "ønskede at kunne dissentere fra" Rahbek, men han fandt "dog efter Samvittighed [sig] forpligtet til aldeles at underskrive hans Dom" (27.5.1821). Olsens bekendtskab med Bang fik ham dog til at anføre, at stoffet i "Den skinsyge Ægtemand" var brugeligt, blev det behandlet som operette (l.c.). "Den glade Bonde" affærdigede Olsen ganske (l.c.). Collin returnerede stykkerne den 14. juni 1821 (UjBr).
Af Søeborgs to gamle lystspil "Masken eller Troskab paa Prøve" og "Lovelace og Clarisse eller den dramatiske Bortførelse" blev førstnævnte trukket tilbage (Kp. nr.270 27.7.1821), mens det andet blev censureret på ny. Da Rahbek var på sin sædvanlige sommerrejse, censurerede Olsen stykket først. Dels fandt han, at stykket var "en Dacapo af Gulddaasen", dels at det indeholdt "lange og saltløse Deklamationer" og derfor var kedende, samt endelig at dets opløsning skete på en såre usandsynlig måde (3.8.1821). Rahbek fandt "alt for liden Handling til saamegen Snak", ligesom ham var imod, "naar man paa Scenen nævnede de Fordomme, der nedværdige Skuespillerstanden" (5.8.1821). Returneret den 9. okt. 1821 (Kp. nr.329).
De to sidste lystspil, der blev censureret i denne sæson, kunne ikke aftvinge større interesse. "Den fatale Reise" havde Rahbek ikke kunnet arbejde sig igennem, hvilket er næsten enestående for ham; Olsen havde kun bladret i manuskriptet (hhv. 20.9.1821 og udat.). Afslaget blev givet hos Rahbek privat, da den ubenævnte forfatter havde forlangt et sådant arrangement.
Til von Holtens lystspil "Ingen blev narret" eksisterer ingen censorvota; forkastelsesdommen dateredes den 12. nov. 1821 (Kp. nr.352).
[sideskift][side 020]Bruuns mellemspil "Lirespillerindens Morgenstund" blev understøttet af Collin, idet Bruun ønskede det givet, "naar Fanchon nu igien kom paa Theatret [l]" (Dp 16.11.1821). Det blev imidlertid ikke bevilget; Collin kunne endnu ikke trumfe tingene igennem, om han ønskede det.
Hverken til Jfr. Bruuns "Kierligheds Magt" eller P.D. Fabers "Serailrovet" haves censorvota (bevaret). Stykkerne returneredes henholdsvis den 15. og 22. marts 1822 (Kp. nr.437 og 439). Fabers stykke blev trykt 1823 og anmeldt af Chr. Molbech, se s.850. Kruses lystspil "Væddemaalet" læstes først af Olsen (endda to gange); han fandt det dels uforståeligt "hidrørende af en forkunstlet og indviklet Sammensætning", dels alt for lignende det nys udpebne "Kiærlighedsgaaderne" (jf. s.3), dels tænkte han på Kruses upopularitet i almindelighed samt tidens smag (17.1.1822). En måned senere afleverede Rahbek sin censur (tabt); samtidig ønskede han, at stykket måtte cirkulere blandt de øvrige direktører, "da hans Votum er mildere end Etatsraad Olsens" (Dp 15.2.1822). Vel også på grund af Kruses brev til Collin (Coll.BrS .XXIIIa 10.5.1822) blev stykket endelig læst af Holstein, hvorefter det blev afgjort, at "Væddemaalet .. afgaves af Censorerne som ikke antaget" (Dp 24. 5.1822) (2). Se s.163.
Først og fremmest bemærker man de få forsøg på at skrive originale danske lystspil i disse år; dernæst de indsendte lystspils yderligt svage karakter. Kun Søeborgs sidstanførte stykke har spinkel interesse på grund af behandlingen af "Skuespiller-Selskabet", langs to lystspil nærede Collin ingen interesse for, hvorfor Olsen og Bang endnu engang måtte lide under Rahbeks og Holsteins tyranni. Endnu engang var det Kruse, der satte lus i skindpelsens beklageligvis er Rahbeks votum gået tabt, hvorfor hans mildhed ikke kan vurderes. Holstein erklærede sig enig med Olsen, hvorved stykket automatisk blev forkastet.
[sideskift][side 021]
Ludwig Roberts sørgespil "Die Tochter Jephtas" (Frankfurt a.M. 24. 8.1812) indsendtes i juni 1821 af lærlingen Overskou (I.B.nr.389 4.6.1821). Ifølge hans erindringer blev det sendt "tilbage med Lovtale over "det ædle Sprog og den særdeles smukke, baade correcte og flydende Versification", men forkastet, fordi "Sujettet var taget af det gamle Testament" (Af mit Liv II 34). Selv om censorvota og tilbagesendelsesskrivelse ikke kendes, skal Overskous udsagn dog anføres, ihvorvel man tvivler om rigtigheden deraf. Oversættelsen af von Houwalds drama "Fluch und Seegen" (Dresden 12. 12.1820) gav Kruse Rahbek, da denne var i Hamborg. Rahbek sendte stykket ucensureret ("da jeg ikke er Censor i Hamborg - for ikke at være Collega af von Sinnen" (CP 246)) til Collin, der gav det videre til Olsen; hans votum kendes ikke. Rahbek læste først stykket, efter at han var kommet hjem fra sin sommerrejse. Han var positivt stemt over for stykket, da han havde set det opført i Hamborg, hvor "det giorde særdeles megen Effekt"; han var derimod noget kritisk over for Kruses oversættelse, især de mange germanismer, som hindrede naturligt mundtlig foredrag. Olsens antegninger i Kruses manuskript og Rahbeks rettelser under gennemlæsningen "kunne .. efter mine [Rahbeks] Tanker ikke være Stykkets Antagelse i Veien", hvorfor han sluttelig meddelte sin antagelsesdom (31.7.1821). Rahbeks kritik af oversættelsens karakter betød, at han påtog sig at revidere den (Dp 1.8.1821) (1). Hverken Collin eller (Holstein ytrede sig skriftligt. Rollerne uddeltes den 5. okt. 1821 (PRFD), hvorefter "Den løste Forbandelse" havde premiere den 29. april 1822 (opført ialt 3 gange).
Også Monvels drama "Les victimes cloîtrées" (1792), i Søeborgs oversættelse "Dominicaner-Klosteret", kom først til censur hos Olsen. Stykket lastedes for at være skåret over samme læst som adskillige henliggende teaterarbejder samt "denne evige Bieffen mod katholsk Geistlighed [, der] lettelig af umodne Hoveder kan ansees som Angreb paa Religion &c" (7.8.1821). Hoffets repressive holdning fik næsten omgående censorerne til at reagere, selv om Olsen måtte indrømme, at stykket godt spillet, vist ikke ville "mangle et gjøre Effekt" (l.c.). Også Rahbek var negativ, idet han [fandt stykkets opbygning omstændelig og forældet; endvidere argumenterede han imod dets antagelse ved at fremhæve det store "Antal [oversættelser], som under nærværende Omstændigheder maa før komme i Betragtning, at det neppe i vor Embedstid kunde vente at [sideskift][side 022]komme paa Scenen" (30.9.1821). Direktionen afviste stykket med den begrundelse, at det ikke ville falde i det "skuespilbesøgende Publicums Smag" (Kp. nr.329 9.10.1821). Søeborg indsendte ikke desto mindre sin oversættelse endnu engang, halvanden måned efter at den var blevet returneret; censorerne behandlede den dog ikke på ny.
Til Bagges oversættelse af Klingemanns "Faust" (Berlin 12.9.1816) haves ingen censorvota; returneret den 23. nov. 1821 uden argumention (Kp. nr.366).
Afvisningen af Houwalds tragedie "Das Bild" (Dresden 3.1.1820) voldte direktionen svare kvaler. Ikke mindre end tre oversættere tilbød teatret Houwalds værk på dansk. Den 18. aug. 1821 afvistes Thortsens tilbud om en oversættelse (Kp. nr.276), da Sylvester Hertz' allerede i juli var blevet leveret Olsen privat, og denne havde fundet "prøveoversættelsen" antagelig. F.M. Lange indsendte sin oversættelse i sept. 1821. Rahbeks votum indeholder mange blottelser vedrørende forkastelsen af dette sørgespil: æstetisk fandt Rahbek stykket særdeles antageligt, men han skønnede, at det ikke ville kunne opføres på grund af manglende kapable skuespillere samt publikums smag. Kun ved at fremhæve det skuespilbesøgende publikum som værende uhyrer, der ikke forstod "den skiønne Menneskeskildring i en ypperlig Diction" lykkedes det Rahbek at afvise stykket (31.10.1821). Med hensyn til oversættelserne gav han Lange prisen, da den ejede "poetisk Adel og Elegance" (l.c). Olsen erklærede sig aldeles enig i Rahbeks argumentation (15.11.1821). Langes anmeldelse af sin oversættelse havde været ubehagelig for teaterdirektionen, som nu i sine tilbagesendelsesskrivelser måtte motivere censorernes forkastelsesdom. For det første kunne direktionen ikke tolerere den almindelige opfattelse, at den, der først havde blot anmeldt en oversættelse, også først måtte komme i betragtning. For det andet kunne direktionen ikke indrømme, at begge oversættelser var antagelige, og den måtte derfor afvise oversættelserne på grund af originalens længde. Rahbek opsatte svarskrivelserne; til Hertz skrev direktionen bl.a.: "[Censorerne tror ikke,] at Stykket, endog uden Hensyn paa dets overordentlige Længde, som de i medfølgende Original giorte Indstregninger kun saa lidet have afhjulpet, vilde kunde love sig Held paa vor Skueplads, hvorhos de just med Hensyn paa Dictionens ualmindelige Fortrin tilfulde erkiende Betænkeligheden ved, at [sideskift][side 023]foretage flere og betydelige Forkortninger deri" (Kp. nr.367 23.11.1821). Lange fik at vide, trods "den .. smukke Oversættelse", at stykket ikke var "passende i nærværende Tidspunkt" (Kp. nr.368 23.11.1821) (2). Censorernes påskønnelse af værkets poetiske værdi var altså ikke afgørende; udslaggivende var hensynet til teaterkassen samt publikum.
Vedrørende von Heydens "Das Feuer im Walde" (Th.a.d.Wien 12.2.1820) (fandt Rahbek, at stykket lod sig læse trods visse mindre heldige steder i Thortsens oversættelse "Ilden i Skoven", idet han dog betvivlede dets effekt på scenen (17.8.1821). Olsen var uenig heri, idet han mente, at det "baade har poetisk Værd og dramatisk Interesse" (5.9.1821). Olsen tilstod åbenhjertigt, at direktionen burde antage stykket, når man havde afvist hans oversættelse af "Das Bild", idet han tilføjede, at det økonomisk ikke ville være nogen belastning for teaterkassen (l.c.). Olsens standpunkt skal ses i sammenhæng med Rahbeks generelle holdning til oversættelser, der samtidig forklarer stykkets forkastelse: "vi have saa stor Trang til at være [om] os om Stykker, der trække, og da vi især maa være vagtsomme med Valget af Oversættelser, hvor vi ikke have en saa patriotisk Undskyldning, som ved Originalerne, for os selv at sige; thi at Høyeste Vedkommende ikke tage den forfulde veed vi desværre" (17.8.1821). Sammenholdt med reskriptet af 1. febr. 1821. har Rahbek ikke haft dettes ordlyd (og konsekvenser) præsent, idet de nationale hensyn netop var blevet ophævet ved dette reskript. Rahbeks udfald imod opsætning af bekostelige operaer har forblindet ham med hensyn til argumentationens logiske konsistens. Stykket returneredes den 2. jan. 1822 (Kp. nr.399).
Kgl. konfessionarius M.P. Liebenbergs oversættelse af de la Motte-Fouqués "Die Pilgerfahrt" (1816) indsendtes til egentlig censur i maj 1820 (3), men først i dec. 1821 tog Rahbek den til behandling. Han afviste stykket, fordi det havde "formeget af det phantastiske, der er denne Digter saa ege[n]t, til at være, som Sørgespil, passende paa vor Skueplads" (19.12.1821). Som undskyldning anførte Rahbek, at stoffet egnede sig bedre til operalibretto, "der med webersk eller weisesk Musik vilde behage". Rahbek bedyrede, at kun "til Forestilling paa vor Skueplads forekommer det mig ikke at egne sig" (l.c.). Olsens votum kendes ikke. Med Liebenbergs position in mente har det ikke været behageligt at skulle afvise hans oversættelse, men at det ikke blev antaget, anskue[sideskift][side 024]ligger vel netop meget udmærket forholdene under enevælden: den enkelte direktions uafhængighed af monarken, når denne ikke personligt var interesseret i en sags fremme. Svarskrivelsen beskæftigede sig udelukkende med æstetiske anliggender: Man komplimenterede Liebenberg for de foretagne forandringer, men tilføjede at saa fyldestgiørende disse udentvivl for den danske Læser vilde være, have dog Censorerne havt en Frygt, at de for den sceniske Fremstilling endnu ikke torde være tilstrækkelige, da efter deres Formening Operaens Tryllestav behøves for at den koldere nordiske Smag skal finde Behag i det Slags Overnaturlige, der i denne Art Stykker ligger til Grund, og vi driste os at lægge til, at det torde synes problematisk, hvorvidt en mulig Forandring heri maatte være at ønske" (Kp. nr.402 11.1.1822). Rahbeks (?) tilføjelse tilsidst skal måske opfattes som et forsøg på at få Liebenberg til at standse alt videre arbejde med Motte-Fouqués skuespil. Oversættelsen blev trykt 1823.
Hvorledes Collin aktivt blandede sig i repertoirepolitikken illustreres af hans brev til Rahbek den 10. febr. 1822 om "Franskmændene i Spanien" (jf. s. 6 ): "Du har forhen ikke havt andet mod dette Stk, end at det var politisk betænkeligt; er det slettere end de andre Kotzebuiske Stykker? er usædelige Ting deri? har Du ikke antaget det? Oversættelsen er slet, siger Du . hvordan ere mange af de Bruunske f Ex af Skriftemaalet?" (Coll.BrS. XVIII). Af senere konfrontationer (jf. s.167) fremgår det, hvorledes Collin ikke veg tilbage for at bringe politisk betænkelige skuespil på scenen, når blot usædeligheder fjernedes, og oversættelsen modificeredes eller forbedredes. I dette tilfælde havde Rahbek imidlertid en trumf i baghånden, thi i sit svar til Collin afslørede han, hvorfor han i maj 1821 havde bedt sine kolleger om at læse stykket på ny: "Franskmændene i Spanien er omtrent gaaet samme Vei [uden om Rahbek]; og dens Besætning mig aldeles ubekiendt, da den Sag privatissime blev afgiort mellem mine tvende Colleger, uden at jeg blev værdiget et Ord desangaaende. Stykket antaget af min Collega blev mig tilstillet med en lang Intimation om den Forlegenhed, Overs[ætteren] var i for sine Penge; og jeg gav efter" (NkS 3107 11.2.1822). Denne kollusoriske afgørelse respekterede Collin imidlertid, hvilket bevises af, at stykket flere gange blev noteret i deliberationsprotokollen som nyt stykke i nærmest følgende kvartal. Allerede på dette tidlige tidspunkt af Collins funktionsperiode [sideskift][side 025]kan det noteres, at han fjernede sig fra Rahbek og tilsluttede sig teaterchefens parti: pragmatikeren var gået til teatret. Dupetit-Mérés melodrama "La valleé du torrent, ou l'orphelin et le meurtrier" (PSM 29.5.1816) oversattes af N.T. Bruun i 1819 (I.B.nr.307), men blev ikke desto mindre først ansat på repertoiret den 10. maj 1822 (PRFD). "Den Faderløse og Morderen" spilledes første gang den 2. sept. 1822 (opført ialt 4 gange).
Blandt flere betydelige teaterarbejder blev kun "Den løste Forbandelse" antaget. Interessantest vedrørende behandlingen af disse stykker er det, at censorerne ofrede de æstetiske sympatier, de havde, til fordel for økonomiske hensyn samt i vid udstrækning gav efter for publikums smag. Position og personlige forbindelser gav ikke resultat i denne sæson, når det gjaldt det seriøse skuespil. Censorernes enighed, så vidt den på grundlag af det sparsomme materiale kan fastholdes, gav ikke anledning til konfrontationer med de øvrige direktører eller andre ansatte ved teatret.
[sideskift][side 026]
"Der Abend im Posthause" (Berlin 29.3.1816) af Clauren forholdt Rahbek sig mildest talt valen til: "Uden i nogen meget høi Grad at interessere sig for Stykket, vil jeg ikke findes utilbøielig til at antage det, hvis sin første Formening om dets mulige Held! skulde findes grundet" (16.9.1821). Olsen skjulte dårligere hensynet til Clausen, sen.: "Iøvrigt ej at tale om Navnet Clauren, og Oversættelsen af Regisseurens Søn, troer jeg det er et Stykke som kan gaae med, og, vel spilt, vil mangen en Scene vist nok more" (24.9.1821). I direktionsmødet den 27. sept. 1821 blev stykket antaget til opførelse, hvorpå rollerne uddeltes den 21. dec. 1821 (PRFD), dog uden at det betød en opførelse.
Kaptajn Schneiders oversættelse af Leighs "Grieving's a Folly" (1809) havde ifølge Rahbek været indleveret første gang i 1817 og var betingelsesvis antaget. Også ved censureringen i 1821 blev det af Olsen antaget på betingelse af en delokalisering af visse passager samt en korrektion i almindelighed med hensyn til oversættelsens sproglige form (11.9.1821). Rahbek afviste stykket med henvisning til nøjagtig de samme punkter, selv om han var overbevist om, at Crapes rolle ville være skabt for Frydendahl (31.10.1821). På trods af censorernes uenighed skred hverken Holstein eller Collin ind; sagen forblev uafgjort, måske fordi hofpartiet i direktionen havde afskrevet Schneider.
Bruuns oversættelse af Mortons "The School of Reform" (1805) forkastede Olsen på grund af "den Djervhed, uden hvilken de i Engelland vilde findes for tamme [, men som vil] forekomme det Kjøbenhavnske Publikum at være Plumphed og Grovhed" (11.9.1821). Rahbek erklærede sig ganske enig med Olsens vurdering (3.11.1821); stykket blev følgelig ikke antaget.
von Voss' lystspil "Die beiden Gutsherren" (Berlin 20.7.1819), oversat af N.T. Bruun, ville ved "Forkortning og Lokalisering .. blive et interessant Stykke. I det mindste har det enkelte ypperlige Karakteertegninger, og en skjøn moralsk Tendents" (11.9.1821). Sammenholdt med Rahbeks votum fristes man næsten til at påstå, at Olsen censerede et andet stykke: "Die beiden Gutsherren saae jeg for to Aar siden i Hamborg, og er - foruden, hvad jeg i øvrigt har imod det, overtydet, at begge Parter, vilde optage os den Scene ilde, hvor Børnene, som de kalde det, revolutionere ie: agere Stændernes Forsamling, baade de, der altid føre Constitution i Munden og de der ere bange for, at der røres ved den Stræng" (udat.). [sideskift][side 027]Denne diskrepans mellem censorernes bedømmelse blev ikke afgjort af den øvrige teaterdirektion, formodentlig på grund af Bruuns indlæggelse på Bidstrup.
Til von Weissenthurns "Die Ehescheuen" (Burgth. 18.3.1808) findes ingen vota, kun Bruuns egen oplysning om dets antagelse, som var blevet ham meddelt mundtlig af Rahbek, hvorfor den vel må tages med forbehold (I.B.nr.531 7.12.1821).
N.T. Bruuns oversættelse "Bedstemama eller Portraitet" (1) indkom i dec. 1821 sammen med forslag til rollebesætning (l.c.). Heller ikke dette stykke blev færdigbehandlet af censorerne. Om Bruuns indlæggelse eller Collins animositet mod Bruun har været udslag givende får stå hen.
Thortsens oversættelse af Kotzebues "Der Freimaurer" (1818) og oversættelsen "Prindsen ved et Tilfælde" (2) blev begge behandlet først af Olsen, derpå af Rahbek; ingen censorvota er bevaret. Den 28. dec. 1821 aflagde Rahbek beretning om de to skuespil (Dp), hvorpå det blev besluttet at returnere dem sammen med oversættelsen af "Das Feuer im Walde" (jf. s.23) (Kp. nr.399). Thortsens nære private relationer med teatercensorerne lettede altså ikke hans oversættelser adgangen til skuepladsen.
Overskous oversættelse af Lebruns bearbejdelse "Nummer 777" (Hamborg 20.10.1821) af Picard & Radets vaudeville "La maison en loterie" (LOD 8.12.1817) blev forkastet enstemmigt af censorerne. Både Rahbek og Olsen fandt det vanskeligt at antage og opføre et skuespil, som var så beslægtet med det ofte givne "Gevinsten i Klasselotteriet" (3). Rahbek ønskede derudover en streng revision af "de skinhellige Stæder i Profits Mund, for at undgaae saavel den givne, som den tagne Forargelse" (6.1.1822), hvilket Olsen imidlertid ikke berørte. Han hæftede sig derimod ved, at en notarius optrådte i stykket, hvad han dog ikke ekspliciterede, men adressen var jo tydelig nok. Afslutningsvis bemærkede han, at "den Dannede neppe vilde frydes" ved stykket (15.1.1822). Rahbek til-stod, at han gerne for oversætterens skyld ville have antaget stykket, men hensynet til publikums reaktion blev dog udslaggivende. Se s.83.
Den 22. marts 1822 afleverede Olsen Claurens "Der Vorposten" (Prag 1817) (Dp). Stykket ses ikke læst af Rahbek.
Casimir Delavignes komedie "Les comédiens" havde premiere den 6. jan. 1820 (LOD). I Hamborg leverede Kruse Rahbek sin oversættelse [sideskift][side 028]af Lebruns "Die Schauspieler" (Hamborg 22.2.1821) (jf. s.21); få dage senere sendte han selv en skrivelse til teatret, hvori han oplyste, at både "Fluch und Seegen" og "Skuespillerne" "er saa omtalt i Tidenderne, at deres Tilværelse vist forlængst maae være Directionen bekiendt .. i det sidste har jeg holdt mig saa strængt til min Original, at man ikke skal kunde beskylde mig for Sidehug" (I.B.nr.407 6.7.1821). Olsen gennemlæste på grund af Rahbeks sommerrejse først oversættelsen, men afgjorde intet, da han hverken satte et "a" eller et "c", men et "?" (udat., jf. hans votum af 9.8.1821). Da Rahbek havde forkastet Søeborgs "Lovelace og Clarisse" (jf. s. 19), fordi dette stykke omhandlede fordomme om skuespillerstanden, dristede han sig ikke "til at give Prof Kruses Fordanskning af min Ven Lebruns Behandling af et lignende Æmne mit Ja! som Skuespiller vilde jeg ikke tage i Betænkning at spille deri, som Directeur for et kongeligt Theater, hvor Loven og beskikkede Embedsmænd maa vaage over, at ikke lignende Optrin finde Sted, ikke Caracterer som Mad. Blindheims, Clementines, Fingerlings og Blindheims have Frisp[r]og, og Lov at yttre sig, kan jeg ikke tilraade dets Opførelse; ogsaa nægter jeg ikke, at der saavel i Prologen som Stykket forekommer Sarcasmer, som jeg ugierne vilde høre sagte paa vor Skueplads, da det vilde være høist ubehageligt, om en offenlig Stemme kiændte dem ved Magt. De findes S 6, 16, 25, o.fl.St. Jeg afskriver dem ikke [h]er, men er villig mundtlig at vedstaae, hvorfor jeg har udtaget dem" (5.8.1821). Sjældent mærkes Rahbeks ængstelse så kraftigt som i dette votum, men teatrets anstændighed var Rahbeks hjertesag. I æstetisk hen seende fremførte Rahbek ingen ankepunkter, ejheller lastedes oversættelsen. Det teaterpolitiske aspekt var ene afgørende for Rahbeks dom. Olsen bitrådte ganske Rahbeks votering uden at eksplicitere, hvorfor hans tidligere tvivlen nu var konverteret til en regulær forkastelsesdom (9.8.1821). Samme dag afholdtes direktionsmøde, og den samlede direktion afgjorde, at stykket var uantageligt (Dp). Nederst på det ark papir, hvor censorerne affattede deres vota, nedkradsede Collin: "meldes korteligen de Vedkommende [Søeborg og Kruse]". Sagen syntes afgjort i fuld enighed, men et halvt år senere satte Collin atter sagen til behandling, idet han den 9. febr. 1822 tilskrev Rahbek: "I Din Censur over Stykket siger Du kun: "at Du ikke kan tilraade dets Opførelse paa vor Skueplads" - Stykket er endnu ikke formelig forkastet; det er endnu [sideskift][side 029]i Directionens Værge (Du har laant det til Jfr Jørgensen, hun til Kr Thortsen; derved er det blevet opført og nu ligel[edes] underhaanden tilbageleveret) officielt veed Forfatt[eren] intet om dets Ikke-Antagelse" (NkS 2494). Collin drog følgende konklusion af ovenanførte: "Dette, kiære Rahbek, for at retfærdiggiøre mig for Dig, med Hensyn til at jeg hos nogle [af] Selskabet har vakt Lystjen til at faae det opført" (l.c.). Collin vedgik altså, at det var ham, der var initiativtager til at få omstødt direktionens engang trufne afgørelse, hvilket var en klar overskridelse af bestemmelserne i reskriptet af 1. febr. 1821 og instruksen af 1801. Collin fandt imidlertid en omarbejdelse nødvendig; denne skitseredes: "Naar Kruses ntbrunske Flauheder - hvoraf de fleste Theateroversættelser erindre - bortskares, Scenen igien henlagdes i Frankrig, saa seer jeg ikke at det kan være meer stødende for et kongel[ig] dansk, end for et kongel[ig] fransk Theater" (l.c.). Også i denne sammenhæng fungerede Collin som den medierende type: han ønskede de spændende nye stykker opført, men passede samtidig på, at de ikke skulle provokere til forargelse; allusioner til aktuelle forhold ved teatret og kraftudtryk kunne og måtte ofres. Det praktiske problem med to oversættelser, hvoraf Kruses var for stødende, kunne Collin også løse: "Kruse skylde vi intet Regnskab for afbenyttelsen af hans Oversættelse; han faaer sin Betaling, og den Oversættelse, hvorefter man spiller, lader man ikke trykke; at hans Oversættelse heller ikke bliver trykt, lader sig let forhindre" (l.c.). Collins metoder behøver ingen kommentar, da de taler deres eget velkendte sprog; det skal blot noteres, at Collin fik sat sin vilje igennem: stykket blev opført, og hverken Kruses eller A.E. Boyes oversættelse blev trykt. Rahbeks svar på dette brev er gået tabt, men Collins gensvar, skrevet søndag aften den 10. febr. 1822, belyser den penible sags videre forløb: "De Skuespilere, som har erklæret til mig at de ikke have imod at spille i Stykket, ere: Clausen, Liebe, Stage, Rosenkilde, Jfr. Jørgensen. Jeg har ikke tigget derom; vil de ikke, kan de giøre hvad Fanden de vil, det er mig ligegyldigt; - men jeg fortsætter Sagen, thi jeg kan ikke finde noget i Stykket, der fornærmer Smag el[ler] Sædelighed" (Coll.BrS. XVIII). Vedrørende de nødvendige forhandlinger om omstødelsen af direktionens beslutning fra aug. 1821 fortsatte Collin: "Hvad Formen angaaer, da formoder jeg, at EtR Olsen naar han læser Stk., vil give det sit Ja; ifald Khr. [sideskift][side 030]H[olstein] da er af samme Mening, saa er Pluraliteten for Stykket, og Formaliteterne er reddet" (l.c.). Man bemærker, at Collin ikke regnede sin egen stemme for udslaggivende i spørgsmål om antagelse af stykker - på dette tidspunkt: udslaggivende var Holsteins i stemme. Rahbeks udladninger i det tabte brev må have været meget voldsomme, thi Collin fandt det belejligt at tilbagevise Rahbeks vrede med følgende generelle betragtninger om teatrets repertoirepolitik: "Man skal ikke rette sig efter Publicums Luner (hvortil hører, ikke at slænge et Stykke bort, fordi 20 til 30 ell[er] 50 Personer finde for godt at pibe)[;] men man skal heller ikke ville, at Publicum skal rette sig efter vore. Jeg, og 100 M[enne]sker med mig more os over Frydendahls Spil, over Stykker som Munterheds Triumph, hvorfor maa vi ikke det? Skal Theatret lukkes for os? andre more sig kun ved Operaer, skal Theatret lukkes for dem? andre kun ved Holbergs Comedier og s[aa] fr[emdeles]" (l.c.). Man fristes næsten til at mene, at Rahbek havde skrevet, at skulle "Skuespillerne" opføres, måtte man hellere lukke teatret. Collins syn på repertoirepolitikken er ganske klart: teatret skulle være åbent for alle retninger, og de forskellige smagsretninger skulle kunne trives side om side. Collins liberalitet afslørede hans ukendskab til teaterpolitiske forhold og realiteterne bag disse, men markerer ganske tydeligt forskellen på Rahbek og Collin i teaterrepertoirepolitisk henseende. Collin var klar over, at han havde brugt stærke ord over for Rahbek; forsonende afsluttede han sit søndagsbrev: "See, kiære Rahbek, alt dette være sagt, uden i fierneste Maade at ville sige Dig noget ubehageligt; heller ikke maa Du tro at jeg er bleven gal, og vil belære Dig. Jeg er overhovedet ikke for at belære nogen. Du har Din Mening, og jeg min. I mange Dele er jeg enig med Dig, i mange ikke" (l.c.). Rahbeks kendskab til Collins psyke samt ærlighed overfor sig selv har været bestemmende for indholdet og formen af den duplik, han sendte Collin mandag den 11. febr. 1822 ("bekendelsesbrevet"): "Jeg faaer i dette Øieblik et Brev fra Dig, som jeg ligesaa flux vil besvare, og dermed være den Discussion endt, thi ved dette vil jeg kun giøre mig reen i dine Øine, de eneste mandlige Øine, jeg bryder mig om at retfærdiggiøre mig for" (NkS 3107). På baggrund af det efterfølgende i brevet må dette brev anskues på den måde, at Rahbek ville kaste masken for Collin i håb om i hvert fald at have en støtte for sine synspunkter i direktionsforhand[sideskift][side 031]lingerne, omend Collin i mange tilfælde ikke ville høre på Rahbeks indvendinger. Han havde allerede den 11. febr. 1822 indset, at han havde tabt slaget om "Skuespillerne", men for fremtidige forhandlinger vedrørende repertoiret kunne han måske blive støttet af Collin ved at demaskere Olsen, Holstein og de attacherede skuespillere samt embedsmænd, der tilsammen udgjorde hofpartiet i teaterdirektionen. Vedrørende "Skuespillerne" noterede Rahbek disse historiske kendsgerninger: "Primo har jeg aldrig troet, at du har tigget Skuespillere, men at halvanden af dem have tigget dig til at interessere dig for at faa dette Stykke frem, og har jeg bestandig havt noget imod den Secretair [4], der i senere Aar har gaaet over Borups Selskab til, hvad man vilde have frem paa Theatret 2. vil jeg sige dig, men mellem os - at det er Clausen, der i sit, Frydendahls og Ryges Navn har erklæret mig, at de ikke ønskede Stykket paa Theatret; da altsaa Hr Clausen her efter Skik og Brug har havt to Tunger i een Mund, seer jeg mig løst fra, hvad jeg til ham har erklæret. 3 Skulde det gaae underlig til, om jeg ogsaa skulde huske feil deri, at E.R. O[lsen] saavelsom jeg, og som mig synes, inden mig, har frimodig forkastet Stykket .. 4 har Ryge sagt mig, at H[o]lst[ein] ikke ønskede det; forresten er i mine Tanker det hele Snavs ikke værdt, at du og jeg skulle have et tvistigt Ord derom. At Ryge paa Grund af det Udfald, deri er skrevet mod ham, ugierne maa see det spilt, nægter jeg ikke, er mig en Bigrund til at have Nag mod Stykket; ikke bange for at sige Folk min Mening, har jeg altid med brutale Klappere troet: At Skuepladsen ei var Sted til slige Krige; hertil, som sagt kommer endnu, at Alt, hvad i mine Tanker, bidrager til at nedsætte Skuespillerstanden i Publicums Øine, maa være Skuespillerbrevenes Forfatter imod" (l.c.). Var Rahbek ikke i fuld overensstemmelse med den historiske sandhed vedrørende behandlingen af stykket, eller var hans oplysninger baseret på uefterrettelige personer, var hans hovedsigte med indsigelsen dog ganske klar: Rahbeks ideale forestillinger om skuepladsen måtte ikke krænkes af Det kongelige danske Teater. Realiteterne var imidlertid ganske anderledes: "Midlertid forudsat, at E.R. O[lsen] ikke har givet det sit Nei! eller at han tager dette Nei tilbage, er jo Sagen i Form, I tree mod een, og jeg i min Minoritet" (l.c.). Til forståelse af Rahbeks handlinger som teatercensor skal det fastslås, at han aldrig søgte at forbinde sine ideale fordringer til teaterrepertoiret med [sideskift][side 032]de reale forhold i teaterdirektionen. Senere samme dag tilskrev Rahbek Collin endnu engang for at trække linjerne klart op: "Qvintessensen af mit lange Brev er: at, hvis ikke Etatsraad Olsen alt har skriftlig tillige med mig givet de meget omtvistede Skuesp[illere] Nei, eller hvis han, som mueligt er, tager sit Ord tilbage, kan der i mine Tanker intet være imod, at Directionens Majoritet antager, og lader opføre et Stykke, jeg ikke billiger eller bifalder, saameget mere, da de samme af Personalet, der til mig have erklæret sig mod Stykket, til dig have erklæret dem villige at spille deri. Dog ønskede jeg, at hans skriftlige Betænkning maatte eftersees, ligesaavel som min" (NkS 3107). Deliberationsprotokollen har intet optegnet om et sådant eftersyn, men Collin "fortsatte sagen" på den måde, at han fik sin underordnede i finansdeputationen, fuldmægtig A.E. Boye, til at omarbejde Kruses oversættelse, på ganske samme måde som denne havde bearbejdet "Den lille Rødhætte" (jf. s. 38). Således fik Collin direktionen til at antage stykket og samtidig indført i deliberationsprotokollen, at Rahbek "i denne dets Tilstand intet som Censor har mod dets Opførelse, ligesom og hans Medcensor har givet Forandringen sit Ja" (29.3.1822). Censorernes skriftlige betænkning fra marts fattes. Collin havde endnu engang bevist, at han var i stand til at sætte sin vilje igennem og samtidig samle alle implicerede om sine synspunkter. - Collin fik Kruse til at indvillige i arrangementet vedrørende de to oversættelser, men på Kruses forespørgsel svarede teaterdirektionen lakonisk, at stykket var antaget til opførelse med nogle forandringer (Kp. nr.454 5.6.1822) (5). Det kan ikke oplyses, om Kruse havde fået informationer om opgøret i direktionen; netop teaterdirektionens korte og upræcise svar lader ane, at man kendete ræven. Rollerne uddeltes den 29. nov. 1822, og "Skuespiller-Selskabet" havde premiere den 28. dec. 1822 (opført ialt 11 gange) (6).
Vafflard & Fulgence de Burys komedie "Un moment d'imprudence" (LOD 1.12.1819) i F.L. Schmidts tyske bearbejdelse "Gleiche Schuld, gleiche Strafe" (7) indsendtes oversat af Kruse oprindelig med titelen "Et svagt Øieblik" senere ændret til "Feil paa begge Sider" til teatret (I.B.nr.749 19.3.1822). Rahbek led endnu et nederlag; thi efter at han kort og præcist havde stemplet stykket som værende "for parisisk .. i mere end een Henseende" og hovedpersonen Mad. Saint Ange som anstødelig (14.4.1822), gik stykket til Olsen, der [sideskift][side 033]efter sin "Overbeviisning intet fra den moralske Side [fandt], der kunde hindre dets Antagelse" (30.4.1822). Der var endnu engang lagt op til en kontrovers i direktionen i anledning af et af Kruses arbejder. Olsen fandt handlingen uanstødelig, når man blot betænkte, at den netop udtrykkelig blev angivet at udspilles i Paris. Den 2. maj 1822 fik Collin stykket til gennemlæsning; han nedfældede ikke en skriftlig censur men videregav stykket til Holstein, med et notat om dets antagelighed (Dp 17.5.1822). Den 31. maj 1822 indkom stykket "fra Theaterchefen og Etatsraad Collin, der havde været enige med Etatsraad Olsen og følgelig antaget Stykket" (Dp). Det må betones, at teatrets svarskrivelse af 5. juni 1822 meddelte Kruse, at stykket var antaget til opførelse "med nogle Forandringer"; disses omfang har ikke kunnet afgrænses. Premieren fandt sted den 1. april 1823 (opført ialt 11 gange) (8).
Wolffs farce "Der Hund des Aubry" (Berlin 9.3.1818) med den danske titel "Puddelen Hector" havde Rahbek oversat, hvorfor den ikke har efterladt sig spor i censorernes annaler. Roller uddeltes den 9. jan. 1822, og stykket spilledes første gang den 5. marts 1822 (opført ialt 3 gange) (9).
Garricks bearbejdelse "The Country Girl" (1766) af Wycherleys "The Country Wife" (1674-75) i N.T. Bruuns oversættelse fra 1813 blev spillet på ny i denne sæson, såvidt det kan ses uden ændringer, uagtet Rahbek havde anmodet om korrektioner inden en nyopførelse: "et godt men slibrigt Stykke" (Coll.BrS.XXIIIb 16.7.1821). Stykket blev givet to gange i april 1822.
Af 13 behandlede oversættelser var det kun de to kruseske, der blev opført på teatret ved almindelige forestillinger. Årsagen til at de kom frem var Collins vilje; materialet oplyser imidlertid ikke eksplicit, hvad det var der tiltalte Collin netop ved disse to lystspil, der ifølge Collins eget udsagn ikke nødvendigvis skulle repræsentere hans egen smag. Alle kabaler vedrørende de øvrige stykker var spildt umage, fordi de pågældende oversættere ikke havde vakt særdeles interesse hos de personer, der havde magt til at føre deres produkter frem til sceneopførelse.
[sideskift][side 034]
Ingen originale operaer eller syngestykker blev indleveret i løbet af disse tolv måneder, og ingen tidligere indleverede blev behandlet på ny.
[sideskift][side 035]
N.T. Bruuns oversættelse af Boyeldieus syngestykke "La fête du village voisin" (OC 5.3.1816) blev uddelt den 4. juni 1821 (PRFD). Premieren fandt sted den 7. sept. 1821 (opført 5 gange). Denne aktion måtte have enten kapelmester Schall eller nogle skuespillere som ophavsmand/-mænd.
De øvrige operaer og syngestykker blev alle foreslået af Siboni. Den 24. maj 1821 proponerede han Paers opera "Agnese di Fitz-Henry" (okt. 1809), som censorerne fandt "aldeles upassende at komme paa Skuepladsen" (Dp 4.6.1821). Ifølge Rahbek bad Siboni ikke desto mindre Bruun oversætte librettoen, som indsendtes i okt. 1821. Bruun havde fjernet "alle Bouffonnerier og gjort Don Pasquale til en vel frygtsom men høist godmodig Mand, som nu vil interessere idet han morer" (I.B.nr.482 16.10.1821). Censorernes læsning af Bruuns oversættelse kendes ikke. Se s.101.
Ligeledes foreslået den 24. maj 1821 blev Mayrs heroiske melodrama "Lanassa" (Fenice, Venedig 1818). Ingen ringere end Rahbek påtog sig oversættelsesarbejdet, men Bruuns aktivitet i denne sommer var så uhæmmet, at han også oversatte denne opera. Rahbek anmærkede, at kun ved "en Forandring af den altfor lugubre Begyndelse", ville han antage librettoen, hvilket tiltrådtes af Olsen (Dp 9.8.1821). Roller uddeltes den 28. sept. 1821 (PRFD), og stykket havde premiere til dronningens geburtsdag (29.10.1821; opførtes ialt 6 gange).
Den 4. juni 1821 leverede Siboni Rossinis opera "L'inganno felice" (Teatro San Moisè, Venedig 8.1.1812). Olsen erklærede den 16. juni 1821 stykket for antageligt, hvorpå Oehlenschläger anmodedes om at oversætte teksten. Den 30. juni 1821 undslog han sig for dette arbejde (Dp), hvorefter N.T. Bruun også oversatte Foppas libretto. Se s.184.
Direktionen, ikke Siboni, bestilte oversættelsen af Rossinis "Il barbiere di Siviglia" (Teatro Argentina, Rom 20.2.1816) (I.B.nr.394 20.6.1821). Som vanligt oversatte Bruun sangnumrene efter klaverudtoget, mens Rahbek, da han var i Hamborg, fik Herzfeld til at hjælpe med en afskrift af partiruret (Coll.BrS. XVIII 10.7.1821). "Den medfulgte italienske Text var mig til ingen Nytte, da jeg har lempet Musikken efter Beaumarchais Original", anførte Bruun ved indleveringen (TK 1821 2.kv.nr.357 udat. før 1.11.1821). Hans oplysning sætter hans oversætterpraksis i et særligt lys og berettiger til fornyet interesse. Sterbinis libretto er ifølge Bacchelli[sideskift][side 036] hastværksarbejde (Enciclopedia della spettacolo, Sterbini). I sin forerindring anførte Bruun, at da "alle Beaumarchais Vittigheder vare udeladte i den italienske Operatext, har jeg saavidt muligt holdt mig til Originalen, og lempet den efter Rossinis Musik. Kun Dragonscenen var det umuligt at frelse, da den var brugt som Final, og Dialogen her maatte opoffres for Musikken" (Kbh. 1821). Den 17. maj 1822 uddeltes rollerne samt på ny den 9. aug. 1822 - efter forskellige ændringer ved Zinck (PRFD) - hvorpå operaen endelig kom i repertoiret den 14. sept. 1822 (opført 63 i den behandlede periode).
Rossinis opera "Otello, ossia il Moro di Venezia” (Teatro del Fondo, Neapel 4.12.1816) havde Siboni anbefalet N.T. Bruun at oversætte (I.B.nr.394 20.6.1821). Den 12. juli 1821 antaget uden censorernes medvirkning, men tilstillet Zinck og Siboni for at de i forening kunne indgå med forslag til rollebesætning (Dp) (0). Se s.232.
Siboni kunne i direktionsmødet den 21. juni 1821 slet ikke styre sig. Ikke mindre end 5 store operaer ønskede han oversat og opført.
Meyerbeers opera "Romilda e Costanza" (Padua 19.7.1817) var den første af disse. Hvorvidt der var tale om en prioritering får stå hen. Oehlenschläger overdroges oversættelsesarbejdet, men sagde fra. Derpå bad Collin Rahbek gøre arbejdet, men da det havde hast, fik C.J. Boye chancen (Coll.BrS. XVIII 12.7.1821). Ifølge N.T. Bruun, der vel var fortørnet over, at ikke han også oversatte denne opera, opgav Boye oversættelsesarbejdet: ”Hr. Directeur Rahbek .. var saa vims til at paatage sig et Arbeide, som han af gammel Erfaring med Mariane [1] .. maatte vide var ham ugiørligt .. Hans fuldkomne Mangel paa Takt, Kundskab i den blotte Nodetydning, og hans bekiendte Smagløshed for al Smag undtagen: Lad os drikke - Vinen vi som kan" bebudede ham en slem Anstødssteen i en stor italiensk Opera, som kræver den største Accuratesse i Iagttagelsen af hver enkelt Nodes Udtryk og Betydning, som han med al sin Lærdom og Avislæsning ikke forstaaer eller har Ahnelse om, en Anstødssteen, som ikke engang den alvise Krossing trods al hans Fælleds[s]kab i de rahbekske Ideer og Væsen, som Had til Siboni, til Rossini, til min Ringhed - Kierlighed for Svineri og Uhumskhed, legemlig og aandelig, kan hielpe ham at undvige, naar han ikke kiender Underlægningens Vanskeligheder, som 20 [?] Aars Vane har [sideskift][side 037]giort mig lette" (Troenaegaards Saml. I.1 14.1.1822). Selv om Bruun vel på dette tidspunkt var en syg og utilregnelig mand, har han dog sikkert sagt noget rigtigt om Rahbeks forhold til arbejdet med oversættelser af operaer. Operaen blev givet til kongens fødselsdag i 1822 (29.1.1822 opført ialt 5 gange).
Også Mozarts "La clemenza di Tito" (Prag 6.9.1791) foreslog Siboni. N.T. Bruun havde allerede oversat denne opera i 181#, men Kunzen havde ifølge Bruun standset opførelsen af denne opera (I.B.nr. 2089 18.12.1815). Siboni havde selv optrådt i scener af "Titus" ved sin første offentlige koncert i Danmark den 13. jan. 1819 (2). Se s.73.
Paers "I fuorusciti di Firenze" (Dresden 27.11.1802) var Sibonis næste forslag; herom foreligger der intet materiale før sæsonen 1823/24, se s.101.
Rossinis "La gazza ladra" (Teatro alla Scala 31.5.1817) tog Bruun sig for at oversætte (UjBr 3.7.1821), men tempoet var åbenbart for højt, thi regissøren klagede over "Underlægningen af Hr Frydendahls Parti. Vedtaget at give Bruun en Advarsel i Anledning af den usædvanlige Tone i hans ubeføiede Klage" (Dp 16.11.1821). Rollerne var blevet uddelt den 6. nov. 1821 (PRFD), men intet skete i denne sæson. Se s.74.
Paers opera "Leonora, o L'amore coniugale" (Dresden 3.10.1804) ses ingen af oversætterne at have beskæftiget sig med; blev aldrig opført på Det kgl. Teater.
Ihukommende de mange beskyldninger (i samtiden) mod Siboni for at ville fremme Rossini-tærterne, som Rahbek kaldte den italienske opera, må hans repertoirevalg siges at være noget mindre ensidigt end offentligheden beskyldte ham for. Siboni ønskede snarere at gøre den danske operascene en smule mere moderne, hvilket i denne tid bl.a. også betød italienske operaer. Siboni skulle imidlertid møde kraftig modstand herimod, også fra (nogle af) direktionens medlemmer. Det afgørende ved Sibonis mange forslag er, at det lykkedes ham (eller andre) at skaffe disse mange operaer frem på scenen i løbet af de kommende sæsoner. Tilbuddet var mangfoldigt, men realiseringen stod mål med hans intentioner: det må aftvinge respekt, ihvorvel han havde kongelig understøttelse.
Boyeldieus "Le petit chaperon rouge" (jf. s. 9) arbejdedes der videre med i sommeren 1821. Efter at først Rahbek og Oehlenschläger, og siden Rosenkilde, havde opgivet at ændre librettoen, overlod [sideskift][side 038]direktionen på "N.T. Bruuns mundtlige Anmodning" ham "at omarbeide de usømmelige Steder deri" (Dp 12.7.1821). Olsen oplyste Collin om Bruuns omarbejdelse: "Jeg har, som De vil erfare, tilladt mig hist og her at gjenoptage noget, som Hr. N.T. Bruun har troet at burde udelade; jeg har derimod udslettet noget, som ikke fandtes i den franske Text. I Slutningen synes det mig nok, at Eneboeren udøver Retfærdighed, mindre passende synes dette mig for Greven, der stedse i poetisk Værdighed jo gaaer al pari med Baronen. Jeg overlader nu med Tryghed det Hele og Sidste til Deres Indsigt, Smag og Iver for det Gode". Han fandt, "at N.T. B[ruun] har været rather too anxious, i det mindste er det vel ingen Blasphemie mod Ærbarhed paa Scenen at nævne et Kys". En sandsynlig følgeslutning må være, at Collin fandt N.T. Bruuns omarbejdelse ubrugelig og derpå overlod arbejdet til sin håndgangne mand, fuldmægtig A.E. Boye. Dennes bearbejdelse blev trykt på Collins foranledning. En sammenligning har vist, at Boye fulgte de af Collin fra febr. måned anviste retningslinjer. Collins iver for at være dækket ind til alle sider kommer til udtryk ved, at han sendte den omarbejdede Rødhætte til politidirektør Kierulf. Dette sjældne tilfælde af ekstra overcensur har det ikke været muligt at klarlægge grunden til; ej heller om det skete på Collins eget initiativ eller direktionens/politiets. Kierulf fandt, at stykket "før Omarbejdelsen skeete [må] have været meget slemt, thi efter mit Begreeb er det endnu paa mange Steder høist anstødeligt. Jeg veed derfor ei heller hvorfor TheaterDirectionen saameget insisterer paa at faae dette Stykke .. opført, thi hvad Musiken angaaer, da kan Musikyndere jo høre denne paa Concerter" (17.9.1821). Ikke destomindre blev stykket genoptaget den 1. okt. 1821 (3) (opført 42 gange i behandl. per.).
Den 30. juni 1821 besluttede direktionen, at Carl Maria von Webers opera "Der Freischütz" (Berlin 18.6.1821) skulle opføres "paa Theatret og det overdroges Syngemester Zinck at besørge Musik og Text indforskrevet" (Dp). Allerede den 1. juli 1821 tilskrev Zinck Weber, idet han bad ham sende teatret i København partitur og tekst. Den 11. juli 1821 meddelte Weber Zinck, at "Partitur und Buch des Freysehtüzen" afgik fra Dresden med næste postvogn (M.M.) han tilføjede: "Die Gewissheit meine Oper zu dem beglükkenden Geburtsfeste einer Monarchin die ich so unendlich hoch verehre, geben zu müssen, würde mich mit grosser Freude erfüllen". Hvorfor sagen blev overdraget Zinck fremgår af Collins brev til Rahbek: [sideskift][side 039]"at nyde blot italiensk Musik er, siger L. Zinck, at leve af Tærte. Rosenkilde har bedt om, at oversætte det" (Coll.BrS. XVIII 30.6.1821). I sit svarbrev fulgte Rahbek linjen op, idet han meddelte, at af "en Skrivelse i eet af de herværende [hamborgske] Blade kan jeg midlertid see, at Meningerne have været delte, og Tærteliebhaverne ikke tilfreds dermed" (NkS 3107 4.7.1821). Rahbek havde af teaterdirektør F.L. Schmidt (Herzfelds meddirektør) fået at vide, at det havde "giort megen Lykke" (l.c.). Fra Hamborg meddelte Rahbek, som var uvidende om Zincks brev til Weber, at "Weber skal af sin Freischütz allerede have sendt en Afskrift til Kiøbenhavn, i det Haab at faa den oversat og spilt til Dronningens Geburtsdag" (NkS 3107 20.7.1821). Et af de første stykker, Rahbek censurerede efter sin hjemkomst, var "Jægerbruden" (votumet er gået tabt), som han mente "neppe uforandret lader sig opføre paa vor Skueplads" (Dp 9.8.1821). Dronning Maries interesser måtte endnu engang tilgodeses. Der kan ikke herske tvivl om, at dronningen udøvede indflydelse på teatrets repertoire via sin kammerherre (senere ceremonimester) Holstein. Selv om intet skriftligt materiale er efterladt om dronningens relationer til teaterdirektionen, kan de forholdsregler, der blev truffet især i forbindelse med religiøse og moralske udskejelser (specielt vedrørende syngestykker) roligt tilskrives hendes person. Holstein nævner intetsteds i det bevarede materiale, at han havde fået ordrer om at varetage de pågældende interesser, men implicit fremgår det af materialet, at dronningens indflydelse på repertoiret ikke kan undervurderes. Trods Rahbeks betænkeligheder eller måske netop på grund af dem blev stykket derefter tilsendt Oehlenschläger til oversættelse. Hans brev til Collin indeholder kun hån og overbærenhed over for teksten (Preisz nr.761 24.8.1821). Oehlenschläger havde fået til opgave at omarbejde stykket, således "at det ikke bliver satanisk", hvilket han karakteriserede som umuligt. Han pegede derfor på Thiele, da han ønskede "ret for Webers Musik Skyld, at Stykket nogenlunde kunde lade sig calfatre" (l.c.). Oehlenschläger ville hellere oversætte "et smukt lille muntert vittigt eller naivt fransk Syngestykke". Om det var pengenød, Rahbek eller Collin, der ombestemte Oehlenschläger vides ikke; i hvert fald indsendte han sin omarbejdelse af Kinds tekst til teatret inden den 8. nov. 1821, hvorpå censorerne fik adgang til at udtale sig. Rahbek havde "med megen Fornøielse giennemlæst den oehlenschlägerske Fordanskning [sideskift][side 040]af Troldskytten, son især ved den tilsatte Scene mellem Titania og Sammiel er fra et overtroisk Diævlespil forvandlet til et Folkesagns Feerie [4]. Dog torde især i det sidste enkelte for stærke Spor af det forrige være tilbage; saa jeg overalt ønskede, at de Navne Satan og Diævlen saameget muligt undgikkes, og heller ikke gierne saae .. for de Skrøbeliges Skyld - at Kaspar døde med de Ord: fordømt min Siæl! fordømt [5]" (9.11.1821). Vedrørende opførelse anførte Rahbek, at det skulle "være mig meget kiært, hvis dette Stykke kunde komme i Betragtning til næste Geburtsdag -hvilket jeg midlertid ikke vover at bedømme, hvorvidt det passer til eller ikke", hvilket begrundedes med, at det dels ville være en afveksling (i stedet for Sibonis Rossini-tærter) dels at det ville være mindre kostbart at sætte op, end "adskillige af de senere Legionoperaer have været" (l.c.). Olsens forkærlighed for de siboniske livretter kommer tydeligt til udtryk i hans censur, der klart fordømte "Jægerbruden" på grund af den olsenske "Antipathi mod den allernyeste tydske Excentricitet .. jeg svimler endnu ved Adskilligt deri, som jeg ikke ret kan forklare mig. Imidlertid, dels formedelst den, efter Rygtet, herlige Musik, dels som sagt, formedelst 2de saa gode Autoriteters Bifald [Oehlenschlägers og Rahbeks], vover jeg ikke at erklære mig mod dets Antagelse" (15.11.1821) (6). Oehlenschläger foretog rettelser efter privat henvendelse fra Rahbek, men stykket opførtes ikke til en kongelig fødselsdag. Trods forsikringen til Weber om en snarlig opførelse havde stykket premiere den 26. april 1822 (opført 61 gange i den behandlede periode) (7).
Weigls opera "Die Uniform" (Wien 15.2.1805) fandt Rahbek "fra den æsthetiske Side" uangribelig, men de kostbare slagscener gjorde ham betænkelig, ihukommende det kgl. reskript af 1. febr. 1821. Han mente, at kun til de to kongelige fødselsdage burde teatret bringe pragtstykker på scenen, da disse var uendeligt meget dyrere at sætte i scene og samtidig at holde på scenen, samt at de drog publikum fra skuespillet (5.9.1821). Uvist af hvilken grund skete intet videre med denne opera (8).
Weigls syngespil "König Waldemar und die dänischen Fischer" (Kärntnerthor Theater 11.5.1821) blev hjemforskrevet af Collin, efter at hofviolon Wexschall havde vakt Collins interesse for syngestykket ved et brev af 18. juni 1821 (CP 224). Wexschall fik tilladelse af komponisten til selv at afskrive "det hele Musik Partitur [sideskift][side 041]og Bogen" mod en betaling af 16 Ducater, hvilket ifølge Weigls egen forsikring til Wexschall var en tredjedel af prisen i Tyskland. I og med at betaling havde fundet sted, havde Collin forpligtet teatret til at lade stykket opføre, og censorernes dom var således overflødig. Først den 20. sept. 1821 anmeldte "Collin .. at have forskrevet ["Kong Valdemar"] fra Wien .. og at [C.J.] Boye paa Joenstrup oversætter det for Theatret. Stykket circulerer mellem Directionens Medlemmer" (Dp). Korrespondancen mellem teaterdirektørerne nævner intet om Collins egenrådige handling, der imidlertid må karakteriseres som et overgreb på censorernes stilling ved teatret, fordi det bevarede materiale intet røber om udstedelse af et kommissorium til Wexschall om at hjemtage gode nye stykker. Censorerne har intet efterladt sig om Weigls stykke, der blev opført første gang den 5. marts 1822 (opført ialt 9 gange).
Spontinis opera "La vestale" (AIM 15.12.1807), oversat af N.T. Bruun, tilstilledes censorerne i okt. 1821. Begge var enige om, at operaen æstetisk kunne accepteres. Olsen noterede, at Wallich burde gennemlæse teksten, for at han kunne gøre betænkning over nødvendige dekorationer (2.10.1821), medens Rahbek mente, den ville være en "uhyre Bekostelighed" for teatret på grund af scenens placering i Rom "i et Costume, hvortil vi intet have" (15.10.1821). Han gentog sine ord om højtideligholdelsen af de kongelige fødselsdage, men tilføjede at disse "bedre hædredes ved mesterlige nationale Aandsværker, som i fordums Dage .. men jeg kiænder Høie Vedkommende for vel, til at kalde i Tvivl, at de ogsaa her vil have den befalede Sparsomhed iagttaget" (l.c.). Intet videre skete foreløbig, se s.131.
Den 7. dec. 1821 anbefalede N.T. Bruun Spohrs opera "Zemire und Azor" (Frankfurt 4.4.1819), men han nåede næppe at oversætte librettoen (I.B.nr.531).
Spontinis opera "Fernand Cortez, ou la conquête du Mexique" (AIM 28.11.1809) foreslog Rahbek Collin, at måske Rosenkilde kunne "give sig i Kast med, hvis vi have, eller kunne faae Spontinis Musik" (NkS 3107 4.7.1821). Som sædvanlig var det N.T. Bruun, der overtog oversættelsesarbejdet. Teksten blev tilstillet censorerne i okt. 1821 samtidig med at Siboni fremførte betænkeligheder vedrørende både "Fernando Cortez" og "Vestalinden" (Dp 4.10.1821). I den censur, der er bevaret fra Rahbeks hånd, fremdrog han, at både [sideskift][side 042] økonomiinspektør og teatermaler burde indgive overslag over omkostningerne ved opsætningen. Han tydeliggjorde sin uvilje imod disse kostbare operaer ved at nedfælde, at deres "Popularitet er saa tvivlsom" samt at de "neppe har vundet ved de Midler, hvormed Romilda og Constance [jf. s.36] grebes under Armene" (18.5.1822). Se s.232.
Antallet af operaer, syngestykker eller syngespil er ganske overvældende; det højeste i hele den behandlede periode.
Siboni var den udfarende kraft, når det gjaldt forslag til operarepertoiret. Om end Rahbek var imod opførelse af dyre operaer, lykkedes det dog alligevel Siboni at få opført de fleste af ovenanførte operaer. Årsagen hertil var ganske enkel: Siboni nød kongehusets protektion. Til musikdramatikkens historie er det jo ganske vigtigt at konstatere, at "Barberen i Sevilla" ikke blev foreslået af Siboni, at Collin satsede på Weigl og Weber, at Olsen støttede Siboni og at Siboni ikke kun ønskede at bringe italiensk opera på scenen. Partiånden i teatret herskede således ganske og aldeles også i direktionen. - Til censurens historie er politidirektør Kierulfs overcensur af "Den lille Rødhætte" det mest markante, enestående træk. Interessant er det selvfølgelig, at Kierulf ikke var fyldestgjort af Boyes rettelser, men at operaen alligevel opførtes. Dronningens interesse for dette stykke kendte Kierulf nemlig ikke, men det gjorde direktionen.
[sideskift][side 043]
Til geburtadagestykkerne leverede henholdsvis Ant. Bournonville og Dahlén balletarrangementerne. Dahlén producerede derudover Sen til "Markedet i Nabolandsbyen" (jf. s.35), mens Larcher præsterede koreografien til divertissementet "Kjærlighed paa Landet" til musik af Ph.L. Keck: opført første gang den 4. dec. 1821 (ialt opført 42 gange). Censorerne ses ikke at have udladt sig her om.
Larcher havde søgt både i 1820 og 1821 om at komme udenlands, men først den 15. juni 1822 bevilgedes han en kunstrejse til Paris (Orig.Kgl.Res.nr.2). Rejsen blev forlænget med 3 måneder den 30. nov. 1822 (Orig.Kgl.Res.nr.14). Han drog afsted i juni 1822 og hjem i marts 1823.
Solodanser Lars Poulsens ballet "Den letsindige Dreng" forkastede Rahbek, "[hvilket] jeg troer det ufornødent at motivere. Forf. paastaaer at det er efter Publicums Smag; muligt har han Ret; men efter min er det ikke, og det er den Rettesnor jeg maa følge" (7.2.1822).
Til P. Larchers ballet "Eremitten eller den tvungne Dands" haves ingen censorvota. Den blev forkastet på samme tid som Poulsens ballet. Begge returneredes den 9. febr. 1822 (Kp. nr.415 og 416). Fornyelsen kom ikke fra direktionen, men fra kongen, der sørgede for at Larcher kom ud at rejse; repertoiret fik derimod ingen væsentlige fornyelser heller i denne sæson.
[sideskift][side 044]
Epilogen til Ths. Thaarups Minde rar forfattet af Rahbek, hvorfor den ikke blev underkastet censur ud over den som censor selv nødvendigvis udøvede.
Vedrørende koncerterne skal det bemærkes, at man igen tog Hofteatret i brug til afvikling af nogle af disse mange arrangementer, Som de eneste ved teatret tilstodes Schall og Jfr. Zrsa hver en koncert. - Kun de tre sidste særarrangementer kan påkalde sig særskilt interesse. Den 24. maj 1822 udbad direktionen sig oplysning gennem Hauch om kongens vilje i anledning af den musikkyndige svenske kronprins, den senere Oskar I's, besøg i København. Det var en selvfølge, at første gang prinsen besøgte teatret, skulle "en stor Opera" gives. Man ønskede derimod oplysning om, hvad der derefter skulle gives; selv foreslog man "enten et nationalt Stykke eller f.Ex. et lidet Skuespil med en af de store Balletter, som Rolf Blaaskiæg" (Kp. nr.452). Hauch svarede samme dag, at selv om "det neppe er troligt at H:K:H: Kronprindsen af Sverrig skulle besøge Skuespillet mere end een Gang, kunde man efter Hans Majestæts Mening til den Anden Gang være beredt paa et lidet Syngestykke f:Ex: Skatten, og en stor Ballet"; muligheden for at lade den tyske tenorsanger Gerstäcker optræde blev også fremsat (I.B. nr.732). Man valgte geburtsdagsstykket fra jan, 1820 "Sargino", son var blevet givet i marts og maj, til den første aften, prinsen aflagde besøg i teatret. Torsdag den 30. maj 1822 derimod overværede han opførelsen af "Jægerbruden".
Gerstäcker optrådte først den 31. maj 1822 med uddrag af operaerne "Joseph og hans Brødre", "Offerhøitiden", "Maria Montalban" og "Jægerbruden". Den tredje opera ses ikke at være blevet opført før på teatret, ejheller indleveret til censur, hvilket understreger de særlige omstændigheder, hvorunder disse særarrangementer blev til.
Geburtsdagssangen til dronningens fødselsdag forfattedes af N.T. Bruun; censorerne ses ikke at have udtalt sig. Sangen i anledning af kongens fødselsdag i 1822 blev enten forfattet af C.J. Boye eller Rahbek, hvilket forklarer censorernes manglende indsats (1).
[sideskift][side 045]
Allerede den 21. maj 1821 traf direktionen beslutning om genoptagelse
af hvilende stykker: "Af ældre og nyere Stykker havde Directionen
giort et Valg, som skal sættes paa Repertoiret for næste
Saison, foruden de Stykker, som med meest Held ere givne i denne.
Fortegnelse over hine Stykker tilstilledes Regisseuren,
Oekonomieinspecteuren og begge Instructeurer for at de i Foreening kunde
indgive Forslag til deres Besættelse, uden Hensyn til i hvis
Hænder Rollerne nu ere, samt om visse Rollers Doublering. Det
vedtoges tillige som Regel, at et Stykke, der ikke i fem Aar har
været spilt, ansees som ubesat" (Dp). Den 24. maj 1821 frabad Ryge
sig ulejligheden med at indsende forslag til rollebesætning i de
af direktionen valgte skuespil (Dp). Den 28. maj 1821 frabad også
Frydendahl sig æren, hvorefter det besluttedes, at både han
og Ryge måtte indgive seperate forslag (Dp).
Den 16. juni 1821 doubleredes rollerne i "Fruentimmerhaderen", så
at teatret havde "et Stykke, man i Hast kunde spille" (Dp) (jf. s.200)
(1).
Endelig den 21. juni 1821 indsendte Clausen sit forslag til
rollebesætning: "Beroer indtil de Øvriges indkommer" (Dp).
I samme møde androg Siboni, at følgende operaer
måtte blive genoptaget:
| 1. Figaros Giftermaal |
9. 1.1821 |
2. 3.1821 |
27.12.1821 |
| 2. Sargino |
31. 1.1820 |
22. 5.1821 |
28. 3.1822 |
| 3. Don Juan |
5. 5.1807 |
10.11.1820 |
18. 5.1822 |
| 4. Tancredo |
30.10.1820 |
23. 5.1821 |
21. 9.1821 |
| 5. De to Dage |
14. 4.1803 |
19. 9.1820 |
15.12.1821 |
| 6. Den lille Rødhætte, se s.47 |
29.10.1819 |
18.11.1819 |
1.10.1821 |
| 7. Lodoiska |
31.10.1815 |
14.11.1818 |
21. 3.1830 |
Mozart, Paer, Rossini, Cherubini og Boyeldieu udgjorde kvintessensen af Sibonis musikdramatiske smag.
Den 12. juli 1821 androg syngemester Zinck, at følgende henhvilende operaer af Kunzen måtte blive genoptaget:
| 1. Eropolis | 31. 1.1803 | 8. 1.1807 | - |
| 2. Erik Eiegod | 30. 1.1798 | 13.12.1813 | 27. 2.1827 |
| 3. Min Bedstemoder | 15. 5.1800 | 9. 2.1815 | 16. 2.1834 |
| 4. Hemmeligheden | 22.11.1796 | 26. 1.1818 | 16.12.1822 |
Modsætningsforholdet mellem Siboni og Zinck illustreres udmærket ved deres repertoireplaner; magtforholdet ses af sidste kolonnel (Vedrørende skuespillene, der var blevet foreslået nybesat i maj 1821, reagerede udover Clausen kun Lindgreen (Dp 1.8.1821); hverken [sideskift][side 046] Ryge eller Frydendahl ses at have indgivet forslag til nybesætning. Direktionen enedes om følgende 23 stykker, som helt eller delvis blev nybesat (2):
| 1. Advocaterne (Iffland) | 14.11.1796 | 2.11.1813 | - |
| 2. Bagtalelsens Skole (Sheridan) | 8.1.1784 | 18.10.1813 | 20.12.1822 |
| 3. Den aabne Brevvexling (Jünger) | 7.3.1793 | 21.5.1811 | 10.7.1827 |
| 4. Feiltagelserne (Goldsmith) | 6.10.1785 | 17.5.1818 | 29.5.1824 |
| 5. Geert Westphaler (Holberg) (3) | 6.4.1816 | 14.7.1817 | 21.8.1823 |
| 6. Idda (de Falsen) | 21.12.1802 | 25.2.1817 | - |
| 7. Mistroe og Skielmerie (4) | 29.3.1807 | 8.3.1818 | 8.4.1824 |
| 8. De nysgierrige Fruentimre (5) | 14.1.1779 | 10.12.1815 | - |
| 9. Krigsretten (6) | 31.10.1806 | 14.10.1814 | 21.9.1822 |
| 10. Ringen No 1 (Schröder) | 12.2.1789 | 17.10.1816 | 6.9.1821 |
| 11. Ringen No 2 (Schröder) | 19.4.1792 | 23 .8.1817 | 11.10.1821 |
| 12. Pigen fra Landet, se s.33. | 8.11.1814 | 24.11.1817 | 16. 4.1822 |
| 13. Landsbyepoeten (Destouches) | 13.10.1762 | 19.4.1818 | 25.11.1824 |
| 14. Den unge Zigeunerinde (7) | 8.5.1812 | 11.12.1819 | 22.10.1821 |
| 15. Veien til Ødelæggelse (8) | 2.1.1794 | 13.3.1815 | 9.3.1822 |
| 16. Aabenbar Krig (Dumaniant) | 1.12.1791 | 11.5.1818 | 26.9.1825 |
| 17. Perialen (Bretzner) | 1.1.1809 | 3.12.1809 | - |
| 18. Skakmaskinen (Beck) | 11.4.1814 | 25.2.1816 | - |
| 19. Kamæleonen (Beck) | 29.1.1815 | 27.10.1816 | - |
| 20. Niels Ebbesen (Sander) | 31.1.1797 | 5.12.1818 | 3.11.1825 |
| 21. Octavia (Kotzebue) | 7.10.1802 | 9.11.1817 | - |
| 22. Henrich og Pernille (Holberg) | 3.10.1749 | 23.11.1817 | 17.9.1825 |
| 23. Ulysses v: Ithacia (Holberg) | 8.7.1750 | 6.3.1812 | 18.2.1822 |
Sytten af disse skuespil havde teatercensorerne (1821) ikke selv antaget. Som det fremgår, opnåede kun seks af disse (tildels) nybesatte stykker en umiddelbar genoptagelse i den forestående sæson; mens ikke mindre end seks stykker overhovedet ikke mere kom på repertoiret. De stykker, der genoptoges, gik for flertallets vedkommende kun en eller nogle ganske få gange.
Udover denne række af skuespil havde direktionen ønsket følgende stykker nybesat (Dp 21.5.1821):
| 1. Kiolen fra Lyon (Jünger) | 22.12.1795 | 19.12.1808 | 16.12.1823 |
| 2. Marie Stuart (Schiller) (9) | 10.4.1817 | 11.4.1818 | 11.1.1823 |
| 3. Correggio (Oehlenschläger) | 29.1.1811 | 12.12.1814 | 14.5.1823 |
| 4. De snorrige Fættere (Falsen) | 17.12.1778 | 9.1.1819 | - |
| 5. Den forladte Datter (Holcroft) | 28.2.1799 | 31.8.1820 | 1.6.1827 |
| 6. Johanne d'Arc (Schiller) | 7.4.1819 | 5.5.1819 | 29.3.1822 |
| 7. Pigen fra Marienborg | 13.3.1794 | 25.10.1816 | 15.3.1822 |
| 8. Skriftemaalet (Kotzehue) | 6.1.1814 | 19.4.1818 | 1.12.1821 |
| 9. Kobbersmeden (Colman, jun.) | 2.9.1811 | 21.4.1814 | - |
| 10. Bortførelsen (Jünger) | 18.10.1792 | 18.7.1817 | 3.7.1827 |
| 11. Ægteskabsskolen (Pram) | 6.3.1795 | 11.3.1815 | 7.12.1822 |
| 12. Landsbyepigen (Paesiello) | 2.4.1782 | 30.8.1819 | 13.1.1823 |
| 13. Den lille Rødhætte, se s.9. | |||
| 14. De to Gierrige (Grétry) | 29.10.1774 | 27.7.1819 | - |
| 15. Indtoget (Schultz/Heiberg) | 26.2.1793 | 21.4.1818 | 16.11.1822 |
| 16. Hexeri eller Blind Allarm | 28.10.1750 | 27.9.1816 | 8.3.1823 |
Ti af disse stykker havde de fungerende teatercensorer ikke selv antaget; ændringer gennem tiderne er ikke undersøgt, selv om det er mere end troligt, at der blev foretaget rettelser.
Tre af disse stykker kom dog frem i denne sæson, på trods af at de ikke var med blandt de første 23; men dette kan forklares ved en meget lang og indviklet opstilling, Rahbek foretog (DKTB 2.8. 1821), hvoraf det fremgår, at man trods afgørelsen i direktionsimødet den 1. aug. 1821 arbejdede videre på at restaurere repertoiret.
De vigtigste partier eller roller besattes endvidere i følgende stykker:
Vedrørende genoptagelse af hvilende skuespil og operaer kan man
ikke engang ane en bestemt linje med hensyn til udvælgelse. For
mange personer gjorde deres ønsker gældende. Ej heller kan
det af idet bevarede materiale fastlægges, hvorledes de enkelte
teaterdirektører gjorde deres indflydelse gældende. Af
Rahbeks liste (2.8.1821) fremgår det imidlertid med stor
tydelighed, hvor langt han befandt sig fra dagligdagens administrative
besværligheder. Holsteins ord må derfor have vejet tungt i
denne sag.
[sideskift][side 048]
Efter et års erfaringer påbegyndte Collin alt reformarbejde vedrørende repertoirets sammensætning. Resultatet blev, at man gik bort fra at avertere en hel måneds repertoire og i stedet nøjedes med i direktionsmødet (fredag) at sætte repertoiret for de følgende syv spilledage (fem spilledage om ugen) samt bekendtgøre hvilke skuespil, syngestykker (forhen givne) man ønskede frem; endelig fastsattes ligeledes månedens eventuelle premierer (Dp 1.3.1822). Det interessanteste ved dette aktstykke (I.B. nr.693) i forbindelse med denne undersøgelse er de forskellige teaterdirektørers indbyrdes forhold. Konstellationen er den bekendte, idet Collins fremlæggelse holdtes i klare, koncise vendinger, hvor han bevidst afholdt sig fra at fremlægge sit forslag som et angreb på den ene eller den anden part, men argumenterede ud fra rent saglige synspunkter ved at fremholde teaterdirektionens ære og værdighed som det afgørende, når den samlede teaterdirektion optrådte i relation til offentligheden: "Paa denne Maade havde Enhver lettere Oversyn over hvad der skulde gives, og Directionen blev ikke compromitteret ved at sætte et Repertoire, som ikke blev fulgt" (8.2.1822). Rahbek bifaldt gerne Collins forslag, selv om han egentlig helst så, at man opererede med "et Fiorten Dages Repertoire i sædvanlig Form". At han gik med til Collins foreslåede ændring skyldtes, at hans erfaring som teaterdirektør i dengang 13 år havde belært ham om de mange misligheder, der var forbundet med overholdelse af det månedligt fastsatte repertoire, med speciel adresse til den af Holstein (in casu kongehuset) foretrukne kunstart: "Vist nok ligger det saavel i de nu gangbare Stykkers Natur, hvor næsten til ethver udkræves et saa talrigt Personale, deels i Syngespillets Alt qvælende Præponderants, og endelig i den Selvraadighed, hvorover al troværdigt og vel underrettet Tiden, Syngedirecteuren selv, med rene og tydelige Ord vixi Directionen klagende, sigende, at Syngepersonalet giør, hvad de vil, at intet Repertoir[e] kan, som i gamle Dage under Hauch holdes i Hævd og Ære" (16.2.1822).
Olsen afviste forslaget og ønskede i stedet, at direktionen udvalgte en række "saakaldte Nødstykker" samt, hvilket kunne give andre end direktørerne indflydelse på repertoiret, oversendte økonomiinspektør Ryge og instruktørerne repertoirelisten, således at de i tide kunne fremkomme "med enhver grundet Indvending". Vigtigst fandt han det var, at teaterdirektionen tilkendegav skue[sideskift][side 049]spilleredskabet, at det var "Directionens ramme Alvor, at de anførte Stykker skulle gaae, det koste hvad det vil". Det havde han selv praktiseret, da han under Holsteins fraværelse havde ordnet de daglige forretninger: "[Skuespilleres afbud på grund af] en Elskers Utroskab, eller Bortreise, eller formedelst et Dødsfald langt ude i Familien, eller formedelst en foregiven Tandpine, hvormed man dog kan spadsere paa Gaden, etc" måtte høre op, hvilket ifølge Olsen kunne ske, iagttog direktionen "en bestemt Villie og en urokkelig Strenghed" (14.2.1822).
Forskellen mellem Rahbek og Olsen illustreres ganske glimrende ud fra
disse to vidnesbyrd om denne sag: Rahbek føjelig over for Collin
og historisk tilbageskuende uden sans for de konsekvenser en
ændring måske ville få; Olsen pedantisk,
selvhævdende med kritik af såvel Holstein som Rahbek, men
med et skjult ønske om at lade Ryge o.a. fremkomme med deres
ønsker, således at direktionen holdt sin ryg rank mens den
gemte sig bag Ryges muskler. Holsteins svar vidner om hans svaghed og
afhængighed af andre: Pragmatisk som han var, godtog han Collins
forslag; alliancen Collin-Holstein ses også i dette forhold at
være cementeret tidligt. Samtidig præsterede han at markere
en afstand til Rahbek, hvis "yttring om Repertoirets billige
overholdelse i Hauchs Tid" ledsagedes med følgende
bemærkning: "at det var et forskjellig slags Stykker der gaves i
den Tiid frem for de der nu yndes, smaae
ubetydelige Syngestk tildeels uden Chor, og hvor af der sjelden gik
meere end et om Ugen deels Kotzebueske Stykker med faae Personer og for
det meeste Borgerlige Klæder hvor altsaa ingen hindringer fra
Garderobens Side fan[d]t Sted [.] vil vi gaa tilbage til slige
Repertoirer skal Hauch med alle sine Fortjenester ikke faa noget forud,
men om Kassen kand være Tjent dermed bliver et Spørgsmaal,
og saa længe Kongehuuset ynder Operaen og Publicum gjerne seer den
bør den vel neppe gaae tilbage". Olsens aktivitet i Holsteins
fravær karakteriserede han som behagelig! De simulerede sygdomme
havde kun sjældent overbevist Holstein at være fingerede,
idet han konkluderede: "at viise Kraft uden Klogskab bevirker sjelden
noget got Resultat" (udat.).
Teatercensorernes arbejde må ses i lyset af disse argumenter for overholdelse af repertoiret, thi de kan ikke have arbejdet uden en viden om et teaterarbejdes videre skæbne efter antagelse. Gjorde de det, måtte de vide, at deres rekommandation var nytteløs.
[sideskift][side 050]Som fremstillingen viser, var dette ikke desto mindre flere gange tilfældet, hvilket afslører den mangel på hensyntagen til samtlige aspekter vedrørende teaterdrift, både teatercensorerne og de øvrige implicerede manglede - eller forsøgte at sætte sig ud over med de deraf følgende vanskeligheder for dem selv personligt, men også for teatret som institution betragtet.
Det voldte problemer for direktionen så kort tid efter spareforanstaltningerne i 1820 nu at skulle forøge udgifterne ved at tilstå Stage understøttelse til en udenlandsrejse, således som det ved kgl. resolution af 9. marts 1819 var blevet muligt (beløbet ved "Forfriskningssalens Bortforpagtning"). Efter korrespondance med Møsting mente denne dog at kunne sanktionere en ekstraordinær udgift "een og anden Gang". Direktionen anbefalede følgelig Stage, der agtede sig til Paris for der at studere "det egentlige Lystspil, hvis høiere comiske Roller især høre til Skuespiller Stages Fag" (Orig.Kgl.Res.nr.75 12.1.1822). Kongen bevilgede den 19. jan. 1822 Stage 600 r.S. "for i tilstundende Sommer, naar Theatertjenesten ophører, at kunne besøge især de franske Skuepladse" (l.c.). Efter at have indhentet kongens mundtlige tilladelse tillod direktionen, at Stage rejste allerede i begyndelsen af april 1822 (Dp 29.3. og 1.4.1822); han besøgte Rahbeks venner i Hamborg og fortsatte via Amsterdam til Paris, hvor han opholdt sig i næsten 3 måneder (maj-juli), hvorpå han vendte hjem i slutningen af aug. 1822. Selv om materialet ikke klart viser Stages indkøb til teatret, rejste han primært som skuespiller, se dog s.66 og s.95 (1). Ifølge sin kontrakt var Siboni berettiget til hvert tredje år at foretage en udenlandsrejse. Den 1. marts 1822 blev Zinck konstitueret i hans embede som syngedirektør (Kp. nr.423/25). Siboni optrådte i Berlin med nogen succes (Dagen 22.4.1822), men hans rejse ses ikke at have fået betydning for teatrets repertoire (2).
Sommerforestillinger i 1822 ses hverken påtænkt eller forsøgt etableret ved ansøgning.
[sideskift][side 1478]
Claurens eksemplar (DKTB) og Frydendahls (NkS 1175) er identiske med hensyn til rettelser.
"Uagtet den Kongl. Theaterdirektion hverken pleier, eller er istand [til] at meddeele Forfattere nogen motiveret eller detailleret Dom over de indsendte Arbeider, da det ikkun paaligger censorerne at afgive deres blotte Betænkning, hvorvidt de finde Stykket passende for Skuepladsen eller ikke, og hvorvel den i Tilfælde aldeles ikke seer sig istand dertil, da det Vilde kræve et nyt opmærksomt Studium af Stykket og indbyrdes Raadslagninger i denne Anledning, giør den sig dog paa Opfordring fra en af Fædrelandets hæderværdige og hædrede Digtere, der heller ikke i dette Arbeide har fornægtet sin vundne Hæder, en behagelig Pligt af at erklære: at de Betragtninger, der bestemte den til den Dom, at Sørgespillet Messenierne alle dets poetiske og rhetoriske Fortrin uagtet ikke Tilde Tære passende for Skuepladsen, aldeles vare tagne af, hvad Erfaring i Henseende til den theatralske Interesse, der for et Skuespils Held ved Opførelsen er saa uundværlig, med Hensyn til vor Skueplads i Særdeleshed, har lært den, og uden at i mindste Maade politiske Grunde havde havt Indflydelse paa denne dens Dom" (Kp.nr.72 17.6. 1812).
"Fanchon" blev givet på ny den 7.12.1821 (ialt 3 gange i denne sæson; genoptaget i sæsonen 1824/25).
Den 5. juni 1822 meddeltes Kruse, at stykket "er bedømt men ei fundet antageligt for det danske Theater" (Kp.nr.454). Fortørnet over dette korte svar havde Kruse skrevet den 13. aug. 1822 for at få censorernes præmisser for forkastelsen at vide. Intet svar ses (Kp). Derpå tilskrev han igen i november 1822 Rahbek om dog at få hans grunde til forkastelsen. Den 19. dec. 1822 afgav Rahbek sin erklæring til Kruse (tabt). Af Kruses brev af 7. jan. 1823 fremgår det, at han var enig med Rahbek i dennes indsigelser mod stykkets opførelse.
Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer mere (KB, DKTB).
Polemikken mellem Lange og Hertz ligger uden for denne undersøgelses rammer; stridens æble var af økonomisk art. Oplysningen om indsendelsesdato blev givet af Lange i Adresseavisen nr.271 (17.11.1821).
Indleveret første gang den 9.4.1820 til opførelse ved H.C. Knudsens Enkes benefice. Ifølge Kgl. Res. af 5.1.1820 var dette ikke tilladt, svarede direktionen den 14.4.1820 (Kp.nr. 579).
Originalens titel kan ikke findes.
Hverken originalens titel eller forfatter kan findes.
"Gevinsten i Klasselotteriet" opførtes 1. gang den 11.5.1802, sidst opført den 8.11.1821, på ny givet den 24.1.1826.
Fr. Chr. Printzlau (1754-1826).
Som et bemærkelse sværdigt efterspil samt til tankevækkende eftertanke leverede Collin stykket til Ryge for af ham at erfare hans opfattelse af skuespillet. For det første forekom handlingen Ryge "ikke at være meget interessant", for det andet var der "kun faa interessante, og aldeles ingen frappante" situationer. For det tredje "[forekommer] Dialogen .. mig aldeles at mangle attisk Salt, og i dets Sted undertiden [sideskift][side 1479]at være krydret med flaue Vittigheder eller uskjønne Exclamationer"; for det fjerde fandt Ryge, at karaktertegningen rar "Stykkets beste Side", selv om de slette karakterer var i overtal, hvilket man ikke gerne så; for det femte måtte det afgørende da blive, hvorledes udførelsen blev! Interessant er det at bemærke, at Ryge fandt det betænkeligt for en skuespiller i dette stykke at give sit yderste, thi derved kunne han tabe "i borgerlig Agtelse"; han fandt nemlig, at skuespillerstanden i stykket blev revset "ikke .. for Daarligheder, men for Nederdrægtigheder". Da det heller ikke kunne tænkes at blive et kassestykke, kunne Ryge kun opfordre Collin til at indføre "en ny Lov, som i Korthed kunde hedde: Non plurima; sed optima vota valenti" (NkS 3104). Ryges votum bør ses i sammenhæng med hans og Collins planer i 1820 samt Ryges ambitioner i 1824, jf. s.143ff.
Rahbek anmeldte udførligt forestillingen den 30.12.1824, hvor A.E. Boyes prolog første gang blev givet. Rahbek indvendte, at Boyes prolog var for hensynsfuld; Thalia fremviste ikke, hvad der foregik bag ved scenen: "Vil man end, under Paaskud, at det ikke her er tolket, excipere mod Molieres Impromtu de Versailles, vel den mesterligste og mindst smigrende Skildring af Skuepladsens Indside, der kan nævnes, kan dog denne Indsigelse mod Holbergs Komediens Liigbegiængelse, med adskillige biehlske, wesselske, pramske Prologer, ikke finde Sted, de omflakkende Komedianter, Skuespilleren imod sin Villie, og flere Producter af samme Art ikke at omtale" (Nyt Aftenblad nr.3 15.1.1825 s.21). Intetsteds i sin anmeldelse behandlede Rahbek dette stykke negativt. Også forestillingen den 17. jan. 1825, hvor prologen blev givet for anden og sidste gang, anmeldtes af Rahbek. Ryge spillede denne gang Publikum, men ej efter Rahbeks smag, thi Ryge havde "udentvivl .. til Formaal at fremstille et af de Smaapublikummer, Schönstern i første Acts syvende Scene omtaler; imidlertid lod det, af den lunkne Modtagelse, som intet af disse gienfandt - jeg vil ikke sige sig selv; thi det vilde være vel meget forlangt, men noget af sine Modpartier deri" (Nyt Aftenblad nr.4 22.1.1825 s.32). Til Collin skrev Rahbek, at Ryge trakterede rollen "en Canaille, saa han bogstavelig ihielslog Prologen, som W[insløw] og St[age] udførte særdeles vel" (NkS 3107 18.1.1825).
Dengang utrykt. Jf. Denkwürdigkeiten 2 435/7. Theaterplacat 1.4.1823. Goedeke XI,1 401.
Særdeles interessant i denne sammenhæng er det, at Rahbeks organ i disse år i 1822 meddelte, at Zimmermann i Dramaturgische Blätter nr.90 havde forsvaret stykket mod påstået frivolitet, samtidig med at Aftenbladet (nr.13) indeholdt en anmeldelse af Rahbek selv: "Torde end maaskee eet og andet i dette Stykke synes vel parisisk for os, som Obersten, der hos sin Svoger Ministeren udvirker en Departmentschefspost for en Mand, om hvem han ikke veed Andet, end at han har en smuk Kone, og giør gode Vers, og Soireen hos den noget mere end tvetydige Mad. St. Ange, da maa man paa den anden Side tilstaae, at det fremstilles saa fortræffeligt paa vort Theater, at man maa ønske dette Held til denne nye Berigelse" (4.4.1823 s.95f). - Den rigtige sufflørbog (nr.140) findes på DKTB men uden rettelsen.
Det er besynderligt at tænke på, at Rahbek oversatte denne Posse, der efterlignede Castellis stykke af samme navn, fordi Castellis stykke fik Goethe til at træde tilbage som direktør [sideskift][side 1480]for theatret i Weimar. Den 25. juni 1819 omtalte han Castellis stykke på denne måde: "men ligesom til et ondt Forvarsel for mig, opførte de [det schleswigske teaterselskab], den første Aften, jeg kunde besøgt Skuespillet, Aubrys Hund; og da du veed, jeg med Hensyn til dette Stykke og videre didhørende tænker aldeles overeenstemmende med min gamle Mester Goethe, fandt jeg naturligviis ikke mindste Fristelse til at komme der" (Hesperus 1820 I.126). Senere på året noterede han: "At dette Stykke ikke kan egenlig være min Kost, begriber du saare let", men Mad. Unzer havde forsonet Rahbek, selv om han var forarget over, at tragedienner spillede i parodier. "Det hamborgske Publicum .. var saa siæleglad ved dette stykke, som udentvivl vort vilde være, hvis det nogen Tid skulde komme paa vor Skueplads, og Hovedrollerne var i en Frydendahls og Mad. Spindlers Hænder" (l.c. s.472f).
KTS 584 er Bruuns autograf uden rettelser af nogen art. Den i sept. 1840 udskrevne sufflørbog ses ikke, jfr. 22.3.2.
Dog oversat af Rahbek i 1798; ej omtalt af Overskou.
Se Dansk Årbog for Musikforskning XI 1980 57ff.
Jf. Elin Rasks fremstilling i "Det kritiske Parterre", Kbh. 1972 s.101ff.
Den af Oehlenschläger forfattede scene findes i originaludgaven s.46-51; Samiels kraft er karakteristisk nok reduceret, således at Titania kan fremstå som den skønne, sejrrige. Stykket som helhed findes ikke i KTS.
I den trykte version udånder Kaspar med disse ord: "Fortvivl, min Siæl! fortvivl!" (s.80). Ifølge Liebenberg udkom oversættelsen i dec. 1821; Oehlenschläger måtte altså gennemgå sin oversættelse, men manuskript er ikke bevaret. Ederne Satan og Diævel er næsten aldeles ikke at finde i den trykte version. Eksemplaret på DKTB, Syngestykker bd.32, indeholder ingen rettelser.
Om Oehlenschlägers oversættelse fik Weber oplyst: "eine Ihre Musik würdige und den Localiteten unsers Theaters anpassende Bearbeitung des Textes" (Kp. nr.373 20.11.1821), hvilket jo nok kan kaldes for en smuk eufemisme for de uoverensstemmelser, der havde været mellem teaterdirektørerne. Vederlagets udbetaling var i strid med reskriptet af 1. febr. 1821, men Webers berømmelse gjorde udslaget, von Webers opfattelse var derimod anderledes, idet han til Weyse skrev: "Wie herzlich habe ich über die ungemeine lebens- und reizvolle Schilderung gelacht, die Sie mir von dieser Titanischen Mulatten Geschichte machten. So schonungslos werden Kunstwerke behandelt über denen jeder Theaterheld hoch zu stehen glaubt und unbedingt das nächste beste das ihm einfällt für besser als das Jahre lang Erwogene des Dichters und Komponisten" (Weyses Breve II, 326 9.12.1822). Jf Preisz Breve fra og til Adam Oehlenschläger V, 153.
Siboni fremsendte den 3. febr. 1822 forslag til rollebesætning (NkS 3525). Hvor Overskou har sine oplysninger fra (IV, 676 , 678ff) kan idag ikke afgøres; det må imidlertid stå klart, at Weber ikke har foræret teatret kompositionen, idet betalingen blev fremsendt med brevet af 30.11.1821. Holsteins nervøsitet i forbindelse med opførelsen af "Jægerbruden" kan dog nok være rigtig, men må da tidsfæstes til 1822, hvilket illustreres af følgende brev til Collins "Efter Prøven i Middags, kom Schall og Frydendahl op til mig for at forespørge, om Herr Rosenkilde havde Tilladelse af mig de Forandringer han i dag havde foretaget i sin Rolle, da ieg var gandske Uvidende om sligt saa, for ikke at udsætte [sideskift][side 1481]Rosenkilde for Hr Frydendahls Uartigheder, sagde ieg at det muelig i dag var aftalt med Dem gode Hr Etatsraad, og at ieg maatte formode at Oelenschläger havde samtykket deri [.] Ieg veed nu ikke om saadant virkeligt er passeret, imodsadt fald er det høist Urigtig af R[osenkilde] at giøre det paa egen Haand, og helst imod en Digter som Oelenshlager, min Bøn er derfor om de vil Lade ham kalde og søge at Jevne denne Sag, som ellers Let kand foranledige vrøvlerier og standse Stk[s] Gang" (BmD 21.4.1822). Jf. Preisz, op. cit. V, 152f. - Den af Oehlenschläger tilsatte scene vedtog direktionen at lade udgå i okt. 1822 (Dp.11.10.1822). Om opførelsen af ouverturen i 1820 se The Chesterian 1926 p.227ff.
KTS 796 er Bruuns autograf med censorernes a a. men uden rettelser.
Trykt i Dagen henholdsvis den 31.10.1821 og 30.1.1822.
Sidst opført den 6.12.1819; atter givet den 4.3.1823.
Alle stykkerne var anført i direktionens skrivelse til regissøren (Kp. nr.207).
Bearbejdet af Rahbek.
Dieulafoy.
Goldoni.
Pelletier-Volmeranges.
Kotzebue.
Holcroft; rollerne blev uddelt den 11.8. og 23.11.1821, og stykket blev givet efter den gamle oversættelse, jf. s.###.
Mad. Liebes eksemplar (DKTB) røber, at der var foretaget betydelige rettelser på dette tidspunkt (9.9.1821), hvor hun fik udleveret Rahbeks oversættelse af Schillers tragedie.
Opført 1. gang den 30.1.1816; sidst givet den 27.2.1819. På ny givet den 17.10.1825.
Opført 1. gang den 26.5.1814; sidst givet den 19.12.1820. På ny opført den 8.10.1822.
Opført 1. gang den 17.10.1803; sidst givet den 16.10.1810.
Opført 1. gang den 31.1.1783; sidst givet den 17.5.1815.
NkS 2494 22.4.1822 (Rahbek), NkS 2494 8.5.1822 (Teaterdirektionen), Coll.BrS .XXIVb 19.5.1822, 14.6.1822 (Collin), Troensegaard 19.6.1822 (Collin), Coll.BrS .XXIVb 28.7.1822 (Collin) I.B.nr.770 23.8.1822 (Teaterdirektionen). Teaterkassens regnskabs materiale udviser intet om indkøb af skuespiltekster.
Se Attilio Monti: Giuseppe Siboni. Forli 1922.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019. Opdateret af