Side 51-84, noter side 1482-86.
[sideskift][side 051]
Heibergs utallige ansøgninger og skrivelser til kongen og Fonden ad usus publicos i årene 1816-19 havde bragt Heiberg Collin nærmere end mangen anden yngre videnskabsmand og digter havde opnået. Også i tilfældet Heiberg har det været af afgørende betydning, at Collin både administrerede Fonden ad usus publicos og blev økonomisk direktør for teatret. - Den 30. nov. 1821 indsendte Heiberg således ansøgning om prolongation af sit rejsestipendium, samtidig med at han meddelte Collin, at "Nina" om kort tid ville blive indleveret til teaterdirektionen. Den 15. febr. 1822 afleverede Rahbek sin (tabte) censur over Heibergs skuespil. Af Olsens (udaterede) votum fremgår det, at Rahbek havde antaget stykket betingelsesvis, idet han samtidig havde påtaget sig "at brevvexle med Forfatteren for at bevirke de meget fornødne Forkortelser og Rettelser" (NkS 1454). Olsen var positiv; selv om han hverken fandt Ewald eller Thaarup, havde han "dog ikke mindste Betænkning ved at antage dette Stykke, der er saa rigt paa interessante Situationer, og hvori Heltinden især er, efter mit Begreb, særdeles heldigen karakteriseret" (l.c.). Olsens anmærkninger til foreslåede forandringer er bortklippet, formentlig fordi Rahbek tilsendte Heiberg dem med sine egne forslag til rettelser. Da heller ikke Rahbeks breve til Heiberg er bevaret, kan det ikke afgøres, hvorledes Heiberg har efterkommet de af censorerne krævede ændringer og forkortelser. De enkelte teaterdirektørers betydning for den endelige antagelse af "Nina" kan derfor ikke oplyses, men den 24. febr. 1823 var forhandlingerne kommet så langt, at direktionen havde præsteret en rollebesætning (ved Rahbek, efter Heibergs derom indsendte forslag). Heiberg kvitterede med en privat kommentar til Rahbek, og anførte at "Weyse vel sagtens sætter Musik" til romancen (IV akt, 1.sc.): "De øvrige Brudstykker af Viser synges paa deres egne velklingende Melodier, eller som Skuespillerne finder det for godt" (Borup nr.94 4.3.1823). Den 11. marts 1823 skrev Heiberg til Weyse i anledning af hans fødselsdag og meddelte ham, at teaterdirektionen havde "yttret det Haab, at Du maaskee vilde componere den lille Romance, som begynder 4de Akt, samt en Ouverture" (Borup nr.96). Den 25. marts 1823 takkede Heiberg Weyse for musikken til romancen. Af Heibergs breve fremgår det tydeligt, at der var tale om en venskabstjeneste, som imidlertid ikke omfattede en komposition af ouverturen, fordi Weyse ikke havde "Lyst dertil" (Borup nr.98 25.3.1823) (jf. s.71). Om de langstrakte forhand[sideskift][side 052]linger mellem Heiberg og teaterdirektion om opførelsen af "Nina" henvises til Borup nr.94, 101, 102, 104 og 111). Kun i brevet af 23. jan. 1824 nævnte Heiberg de af censorerne omtalte forandringer, idet han gav direktionen carte blanche til at stryge, hvad der "maatte være uundgaaelig" nødvendigt (Borup nr.104) (1). Efter Collins anmeldelse af premieren (20.3.1824), der vel blev en fiasko, replicerede Heiberg mere eller mindre fornærmet over teatrets behandling af hans stykke, at han, "efter at have skrevet, reenskrevet, gjennemlæst og forandret dette Stykke saa mange Gange, [er] bleven saa kjed af at beskjæftige [sig] mere dermed, at [han] frygter for, at [hans] Forandringer deri for Eftertiden ikke ville lykkes [ham]" (Borup nr.111 26.3.1824). Heri lå vel også en opfordring til direktionen om at give stykket i den form, det nu havde. Dette understreges af Heibergs fortsættelse: "Hertil kommer endelig, at det er yderst vanskeligt at gjøre betydelige Forkortelser deri, uden tillige at maatte aldeles omarbeide andre tilsvarende Steder. Jeg har i denne Tid oversat det paa Tydsk, og har derved meget forkortet det .. Min gjentagne Begjæring er altsaa, at det ville behage Directionen selv at afklippe det som ved Opførelsen maatte synes overflødigt, og hvorimod Publikums Stemme kunde synes at have erklæret sig" (l.c.). Heibergs svar afdækker hans holdning til stykket, idet teaterskrædderen havde mødt modstand først hos censorerne siden hos publikum: og begge parter blev bebrejdet fordi de ikke forstod Heibergs intentioner og ambitioner (opført 3 gange i denne form). Se s.141.
En ganske anderledes hård medfart fik H.C. Andersens sørgespil "Røverne i Vissenbierg", hvorom Rahbek ytrede sig: "[Det] er Bundfaldet af Schillers Røvere, adskillige oehlenschlägerske og andre Originalstykker, med nogle Brokker Jægerbrud o[g] d[es]l[ige] i" -"Handling og Caracterer [er] af samme Boniteet som Sproget. Jeg har givet disse Røvere fra Vissenberg mit hierteligste C" (2.5.1822). Olsen affyrede følgende bredside: "Det har, formedelst de utallige Skrivfejl og Skjødesløsheder i Stykket "Røverne i Vissenberg" kostet mig megen Overvindelse at gjennemlæse første og sidste Act; og jeg græmmer mig over at have spildt min Tid paa Gjennemlæsningen, som blot har overbeviist mig om, at Forfatteren er paa meget gale Veje, hvis han troer ved slig en bombastisk Prosa, og en saa ubegribelig Ruskumsnusk at bane sig Adgang til litterarisk Hæder. I det mindste burde han dog leveret et læseligt Exem[sideskift][side 053]plar. Om Stykkets Uantagelighed kan der vel ikke være 2 Meninger" (15.5.1822). På mødet den 17. maj 1822 fremsatte begge censorer den erklæring, "at Forfatteren i Tilbagesendings Skrivelse maatte giøres opmærksom paa Nødvendigheden af, at erhverve meer Modenhed og Dannelse, inden han tænkte paa at vove sig frem for Publicum" (Dp). Før svarskrivelsen (CHCA XV) blev afsendt den 16. juni 1822, havde Rahbek i mødet den 14. juni 1822 anmeldt, "at han efter Anmodning fra sin Medcensor vilde lade cirkulere et Udkast til et Svar til .. Choraspirant Andersen, for at giøre dette unge Menneske opmærksom paa sit fuldkomne Savn af fornødne Forkundskaber" (Dp). Sammenhængen må være den, at Andersen over for Olsen har tilkendegivet sig som forfatteren til stykket, og at Olsens samtale med Andersen har resulteret i den sidst i brevet anførte passus: "[at Andersen selv ville søge] og hans Venner og Velyndere .. at forskaffe ham den Veiledning, uden hvilken den Bane, han saa ivrig søger efter at betræde, stedse vil og maa blive ham lukket" (Kp. nr.461). Behandlingen af Andersen er og forbliver enestående, når man betænker med hvilken foragt censorerne både før og siden affærdigede slige makværker, som det af Andersen indleverede.
I "Hyrden paa Falkenstein" tillod Winther sig, ifølge Rahbek, hvad kun en Shakespeare kunne tilstås (en persons "blødende Øine"), "hvis Effekt, endog naar han bringer dem paa Scenen, er, som vi fra Kong Lear vide, betænkelig og mislig" (19.7.1822). Olsen anholdt, at begyndelsen "er .. væmmelig sød, og Opløsningen oprørende afskyelig"; for at sætte tingene i relief anførte han, at "neppe vil en Schiller selv kunne deraf skabe et taaleligt Drama" (24.7.1822). I tilbagesendelsesskrivelsen (opsat af Rahbek) anførte direktionen, at "dette Slags eventyrlige Stykker kun synes at giøre Lykke under Anbefaling af en yndet Musik" (Kp. nr.477 27.7.1822).
Nikolai Søtofts skuespil "Hildegard von Hohenheim" er et af de mest interessante stykker til belysning af forretningsgangen i censurinstitutionen i disse år. Rahbek fandt, at stykket havde "en paa senere Tider ikke almindelig dramatisk Interesse, forenet med Nyhed" (3.9.1822). På grund af dets religiøse emne fandt han dog, at adskillige forandringer var nødvendige, fordi "fromme Skrupler" ville tvinge direktionen dertil, ville den undgå given eller tagen forargelse (l.c.). Olsen tilføjede: "Dog skulde det smerte mig, om Frygt for Faarehoveder skulde anledige nogensomhelst egentlig Kastration" (6.9.1822). Af det videre hændelsesfor[sideskift][side 054]løb kan det konstateres, at Rahbek og Olsen tænkte på hver sin part; for Rahbek gjaldt det den kongelige afsky for gejstlige optrin på scenen, for Olsen den pøbelsmag der beherskede tilskuerrummet. Stykket fremlagdes på mødet den 6. sept. 1822 som antaget af censorerne, hvorefter Rahbek påtog sig at korrespondere med forfatteren angående visse forandringer (2). Grundet teatercensorernes betingelser tilskrev Søtoft Collin formentlig fordi han ønskede dennes arbejdskraft for at få stykket frem på scenen (2). Resultatet af Collins fremlæggelse af Søtofts privatbrev i direktionsmødet den 20. dec. 1822 blev, at man vedtog, at Søtoft "maatte indsende et forkortet og indstræget Exemplar" af stykket; heraf må det sluttes, at Collin (og Holstein) var imod stykkets opførelse på trods af, at det var antaget - omend på visse betingelser - af teatercensorerne. Uden om direktionen tilsendte Søtoft regissør Clausen samt skuespiller Liebe de nødvendige forandringer (UjBr 8.1.1823), hvorefter han fandt en opførelse var mulig i indeværende sæson. Den 1. maj 1823 tilskrev han atter direktionens rettelser var meddelt, roller var uddelt - hvorfor blev stykket ikke opført? (UjBr). - Man var imidlertid så langt henne på sæsonen, at tiden var forpasset til opsætning af et så stort skuespil. Se s.87.
Andersen har selv forklaret, hvordan det var Collin, der udvirkede hans boglige uddannelse. Men Collin var, når sandheden skal frem, blot Rahbeks værktøj (3); thi det var veteranen K.L. Rahbek, der fik ideen til Andersens uddannelse. Rahbek afsagde uden skånsel dommen over "Alfsol": "det er en Samling af Ord og Tirader uden dramatisk Handling, uden Plan, uden Caracterer, fuldt af alskens Reminiscentser, Ewald og Oehlenschläger, islandsk og nytydsk imellem hinanden, hverdags Phraser i Hverdagsriim; kort det egner sig paa ingen Maade til Skuepladsen" (3.9.1822). Rahbek fortsatte: når man tager i betragtning, at han ingen uddannelse har, og man desuagtet i hans Arbeid finder enkelte Glimt .. kan man ikke andet end ønske, at der maatte prøves, hvad af dette besynderlige Hoved ved Dannelse kunde blive. Jeg veed ikke, hvorvidt mine mere formaaende Colleger tiltroe os at kunne skaffe ham enten umiddelbar kongelig eller anden offenlig Understøttelse til at studere, eller om det skulde ikke være Andre, som jeg for lang Tid siden har foreslaaet en af hans Velyndere, ved Privatsubskription, hvortil jeg gierne vilde give min Skiærv, at bringe saame[sideskift][side 055]get sammen, at han kunde holdes tree Aar i Latinskole, og et Aar her ved Universitetet, indtil man saae, hvad der da blev af ham. Men at der bør skee noget for ham, derom er jeg overbeviist, og anbefaler mit Ønske i saa Henseende til mine HH Collegers nølere Overveielse og formaaende Understøttelse" (l.c.). Da Collin forstod, at Rahbek virkelig ønskede, at der måtte ske noget for Andersen, trådte han til og udvirkede understøttelsen qua sine gode relationer til kongen og sin stilling som både teaterdirektør og sekretær for Fonden ad usus publicos. - Olsens censur er affattet efter det direktionsmøde, hvor det besluttedes at understøtte Andersen. Hans votum har altså ikke haft betydning for direktionens initiativ, men er måske især interessant, fordi det illustrerer Olsens syn på Andersens karriere, samt hans forhold til de udannede: "da nærværende Stykke snarere røber en Tilbagegang, end Fremskridt paa Forfatterens fantastiske Digterbane maa det dobbelt glæde enhver Velynder af den talentfulde men høist smagløse Yngling, at Theaterdirectionen efter Hr Prof. Rahbeks Opfordring stræber at berede ham en Skjebne skikket til at udvikle hans Talent, og at overbevise ham om hvor meget han mangler for at gavne og glimre som Skribent" (udat.). Den 13. sept. 1822 blev Andersen tilsagt møde i direktionen og "tilkendegivet, at hans Stykke ikke var passende for Skuepladsen, men at man i Betragtning af det Anlæg, hans Arbeide syntes at vise, vilde anbefale ham til Kongelig Understøttelse for at kunne studere, hvilket han med Taknemmelighed modtog" (Dp). Tilfældet er intet mindre end enestående; flere andre både før og efter Andersen søgte uddannelsesstøtte via teaterdirektionen, eller blev anbefalet dertil, men ingen af disse fik deres ønske opfyldt. I sin yderste konsekvens viser det, at censorernes magtbeføjelse var af en sådan karakter, at de kunne indvirke fundamentalt på et menneskes hele eksistensgrundlag. Rahbeks forslag til Andersens uddannelse er hans største indsats som censor ved teatret.
Mathias Winthers andet stykke "Kulsvierhytten i Thüringerskoven" affærdigede Rahbek fuldstændig men tilføjede: "da Dialogen har gode Steder, bør man maaskee give ham en lidt pynteligere Kurv" (25.8.1822). Olsen udbredte sig om stykket, som trods indvendinger formentes "ved endeel Forkortning og Berigtigelse [at ville] .. kunne frembringe en Stemning liig den man sættes i ved at læse Gesners første Skipper [1762]. Men fra at kunne vorde en smuk dra[sideskift][side 056]matisk Idyll til at være et brugbart Theaterstykke er Springet saa stort, at jeg er ganske enig med min ærede Medcensor i, vel ej at antage Stykket, men at bevidne Forfatteren alt det, som min Medcensor saa heldigen har udtrykt "en pyntelig Kurv" (12.9.1822). Svarskrivelsen, opsat af Rahbek, nævnte imidlertid blot, at "især efter det skuespilbesøgende Publicums Smag [ville stykket] have for liden Handling til at giøre Lykke paa Skuepladsen" (Kp. nr.417 24.9.1822).
Til Blachs skuespil "Natten eller den Gjenfundne Søn" fattes vota; stykket returneredes den 10. dec. 1822 (Kp. nr.450).
Chr. Deichmanns sørgespil "Skjaldene" blev også forkastet, formedelst den manglende dramatiske handling og stigende interesse (Rahbek 30.12.1822) og af Olsen på grund af den "paa mange Steder uforstaaelige Deklamation, for ej at sige Pasiar, med et vist metaphysisk Anstrøg, og hist og her udstafferet med nordisk Mythologie" (12.12.1822). Stykket returneredes den 3. jan. 1823 (Kp. nr. 456).
Den 1. maj 1823 trak Søtoft sit skuespil "Jernmasken" tilbage "uden Directionens definitive Censur" (UjBr). Hvorvidt der var tale om en handel får stå hen, jf. s.54.
Bangs sørgespil "Criminalprocessen" forekom Rahbek "at være af saamegen Theatereffekt, at jeg troer at burde give det mit Ja" (19.5.1822). Olsens votum fra primo juli 1822 er ikke bevaret, da det blev tilsendt Bang efter Olsens ønske. Uenigheden mellem Rahbek og Olsen blev ikke medieret af de øvrige direktører, men i 1823 indsendte Bang en ændret version, som Olsen mente, at det ville røbe utidig Strenghed eller Bizarrerie ikke at antage" (21.4.1823); han tilbød skriftlig at meddele forfatteren de ændringer, han stadig forestillede sig som nødvendige: "Dog - disse Smaapletter afviskes let, og kunne ikke skade Stykkets Interesse i det Hele" (l.c.). Rahbek tilsluttede sig ganske (1.5.1823). Den 6. maj 1823 blev stykket antaget (Kp. nr.500), og den 24. maj 1823 bad direktionen Bang om ikke at lade stykket trykke, formentlig fordi man ønskede at undgå forudfattet meningsdannelse blandt publikum (Kp. nr.504). På grund af Ryges vægring ved at spille hovedrollen fik Holstein tilstillet stykket, som han i alt væsentligt bifaldt, dog måtte en strofe af fadervor udgå (BmD 12.7.1823). Premieren fandt sted den 20. okt. 1823 (opført 5 gange).
Ludvig Bergs "Inez de Castro", forkastet i 1819 (4), indsendtes [sideskift][side 057]omarbejdet i jan. 1822. Rahbek fandt det skåret "efter et alt for ultrashakspearsk Mønster til at kunne bringes paa" skuepladsen, samt "en total Mangel af Plan, en forsætlig knudret Versification, og mange lave Scener og Stæder" (17.4.1823). Olsen nøjedes med at erklære sig aldeles enig (udat.). Den 24. maj 1823 tilbagesendtes stykket (Kp. nr.503).
De afgørende aktstykker mangler desværre til denne sæsons afgørende stykker. Rahbek synes i det hele taget noget valen, når det gjaldt antagelse; hvorimod han var mere præcis, når han skulle afvise et stykke. Olsen havde det nærmest modsat: detailkritik var hans foretrukne virksomhed; desværre er den gået tabt (Heiberg, Bang). Collins andel indskrænker sig til passiv modvilje mod Søtofts stykke, mens Holsteins hånd kun virkede indirekte ved Rahbeks ængstelighed i religiøse anliggender. - Skolelærerne og de militære outsidere fik ikke deres stykker frem; det gjorde Andersen heller ikke, men han blev lukket ind i systemet af teatercensuren.
[sideskift][side 058]
von Holtens anonymt indleverede "Hemmelighederne" nægtede censorerne at antage på grund af ligheden med "Kjærlighedsgaaderne" (jf. s.3). Af hensyn til forfatterens stilling ønskede Olsen det henlagt midlertidigt (1).
Oehlenschlägers "Robinson i England" blev indsendt to gange i 1819 og antaget to gange (Kp. nr.373 og 514; hhv. 6.1. og 22.12.1819), indstuderet i febr./marts 1820 (2), men henlagt den 8. marts 1820 efter Oehlenschlägers ønske foranlediget af skuespiller Haacks modstand mod stykket (3). - Den 3. okt. 1822 bad Oehlenschläger Collin tage sig faderligt af stykket og sætte det på repertoiret snarest (Coll.BrS. XXV), hvilket direktionen samtykkede i, "dog saa, at det ikke blev foretrukket [for] noget af de til Forestilling bestemte Originaler, [således at stykket nu] ansaaes som ... antaget til Opførelse" (Dp 18.10.1822). Den 25. okt. 1822 blev rolleforandringerne foretaget (PRFD), og indstuderingen fandt sted i febr. 1823. Dagen før premieren skrev Kierulf til teaterdirektionen, hvorvidt man ønskede politiets foranstaltninger, da der gik det rygte, at stykket skulle udpibes (UjBr 27.2.1823): "Man var enig i, at der intet Politi i Aften skulde indfinde sig i Skuespilhuset" (Dp 28.2.1823) (4) (opført 5 gange) (5).
Kruses lille komedie "Serenaden" antoges i dec. 1822; censorvota fattes. I april 1823 indsendte kommissionæren Michelsen et forandret eksemplar af stykket (UjBr 4.4.1823). Se s.116.
Balthesar Bang genoptog en gammel sag i 1822. Hans lystspil "Væddekampen" eller "Væddemaalet" blev første gang betinget antaget i 1813 (Kp. nr.86 14.7.1813), anden gang i 1818 (Kp. nr.303 18.9.1818) (6). I direktionsmødet den 6. sept. 1822 anmodedes Collin om "at giøre sig bekiendt med Stykket; man maatte paany raadslaa om det raadelige i en Opførelse ellers maatte kgl. Resolution af 1. Febr. 1821 tjene som Norm" (Dp). Den 1. nov. 1822 gav Collin "et hypothetisk Ja til Væddemaalet; hvorpaa det besluttedes at Stykket skulde paany tages under Overveielse, og modtog da Professor Rahbek det med Løfte om hurtig Expedition" (Dp). Collins accept skal opfattes som en nødvendig manøvre, thi derved skulle stykket behandles efter reglerne fastsat ved reskriptet af 1. febr. 1821, hvorved den tidligere antagelse blev annulleret. Umiddelbart efter direktionsmødet censerede Rahbek stykket: "Jeg har giennemlæst Væddekampen, og er overtydet at jeg mit a uagtet aldrig har kunnet give det mit ubetingede Ja; især er Adeles Caracter - som saa of[sideskift][side 059]te det naive - høist fiottet og fortegnet. Ogsaa Scenen i Pæretræet, er, som meget andet under den høiere Comedies Værdighed, hvilket en med megen Smag ført Blyant [Collins] mange Steder meget rigtig har anmærket. Tillige maa jeg erindre, at der af Forf. er tilføyet adskillige deels Rettelser, deels Anmærkninger, som jeg nogle Stæder ikke har kunnet læse; andre Steder ikke forstaae. At dette Stykke ved megen Rettelse kan blive antageligt, vil jeg troe; men megen Rettelse vil det ustridig kræve; og fransk bliver det efter min Overbeviisning aldrig. Jeg behøver i øvrigt ikke at forsikre, at intet i mange Henseender kunde være mig kiærere, end at see det igien i en Gestalt, hvor jeg ikke alene kunde give det min Stemme, men og love det en gunstig Modtagelse af vort, især ved Originaler saa vanskelige Publikum" (1.11.1822). Rahbek fastholdt sin oprindelige stillingtagen, men forbeholdt sig ret til at kræve en række ændringer i overensstemmelse med de af Collin anførte. Det må formodes, at Olsen viderebragte Collins hypotetiske ja til Bang, siden denne i brev af 2. nov. 1822 krævede sit stykke opført, efter at det for tredje gang var blevet antaget (I.B.nr.831), hvilket, da brevet blev forelagt i direktionsmødet den 15. nov. 1822, blev "udsat formedelst Chefens Landreise" (Dp). Først i dec. 1822 foretog man en resolution, idet direktionen på grundlag af Collins og Rahbeks gennemlæsning vedtog at returnere stykket trods de betinget positive udtalelser. Man konstaterede, at "Væddekampen" "ved de mange deri giorte Udstrygningen, Antegnelser, Rettelser, o:s:v: ikke [er] i den Tilstand, at det kan skiønnes, hvorvidt de Dem den Gang af Theaterchefen mundtlig giorte Erindringer, paa Grund af hvilke De tog Stykket tilbage, saaledes ere afhiulpne, at der kunde være Forventning om, det med Held kunde bringes paa Skuepladsen; og at det ved en Kongelig Resolution af 1ste Febr: 1821 er Directionen aldeles formeent, at udbetale Honorarium for noget Skuespil, der ikke er bragt paa Theatret" (Kp. nr.452 10.12.1822). Det betød for det første, at man nægtede antagelse på grund af et uoverskueligt manuskript, og for det andet, at man ikke nægtede, at man havde antaget det, men at man måtte henholde sig til det kgl. reskript, som man i andre tilfælde ikke havde overholdt, fordi det pågældende stykke, ligesom dette, var indleveret før den 1. febr. 1821. Rent juridisk havde direktionen retten på sin side, men den havde selv skabt præcedens, som imidlertid ikke gjaldt Bangs lystspil.
[sideskift][side 060]Jørgen Hansens "De to Underofficerer" var ifølge Rahbek "noget skrækkeligt Tøi" (NkS 3107 31.3.1823), hvorpå det remitteredes den 4. apr. 1823 (Kp. nr.497). Se s.162.
På trods af behandlingen af "Væddekampen" indsendte Bang endnu et lystspil "Originalerne" i febr. 1823. Stykket tilbageleveredes af censorerne "med Afslag, men uden skriftlig Kritik" (Dp 26.3.1823). Tilbagesendelsesskrivelsen oplyste Bang om, at stykket var uantageligt; han skulle ikke have lejlighed til at fortolke motiverede skrivelser, da direktionen (Holstein?) ønskede at blive denne besværlige forfatters evindelige skriverier kvit (Kp. nr.480 4.4.1823).
Reindahls "Den bedragne Svigerfader" blev behandlet af censorerne i marts 1823; vota fattes. Rahbek fandt det "under al Kritik", hvilket han oplyste Collin om den 21.3.1823, hvorfor han egenhændigt lod det returnere (Kp. nr.481 4.4.1823).
N.T. Bruuns femaktskomedie "Bulderbassen" var indleveret allerede i aug. 1814 og blevet antaget, men år efter år udskudt. Grunden til at stykket ikke kom frem umiddelbart efter antagelsen var ifølge Rahbek, at både Ryge og Lindgreen var imod dets opførelse (7). Rahbeks egne betænkeligheder både dengang og senere kan sammenfattes i følgende punkter: (1) publikum kunne ikke lide N.T. Bruun, (2) hele fjerde akts uanstændighed, (3) femte akts megen snak om revolutionspolitik, (4) skuespillernes uformuenhed i det reciterende skuespil, (5) den fornemme og gemene pøbels uvilje mod en forfatter anbragt på Bidstrup, (6) samt en teaterdirektion, der opfører Bidstrupstykker. Hertil føjede Rahbek disse betydningsfulde bemærkninger: "Det er midlertid kun mine Betænkeligheder, som jeg oprigtig siger dig; troer du desuagtet, efter selv at have læst Stykket med Eftertanke igiennem, at man bør og tør vove paa det, staaer jeg Last og Brast med dig, og er villig til at gaae Stykket skarpt igiennem, og angive de Forandringer og Forkortninger, som deri nødvendig maa giøres .. [jeg] ønsker .. af mit inderste Hierte, at den arme Diævel maatte kunne blive hiulpet, da han virkelig i flere Henseender er skeet Uret" (CP 256). Ked den indstilling Collin tidligere havde lagt for dagen med hensyn til N.T. Bruun, kan det ikke undre, at stykket ikke kom frem. Når det gælder disse lystspil og komedier, må det konstateres, at fortiden endnu spillede en væsentlig rolle for den restaurerede teaterdirektion. Oehlenschlägers komedie kunne Collin få på scen[sideskift][side 061]en, da den genstridige skuespiller var afgået ved døden. Publikum havde derimod ikke glemt Oehlenschlägers stykke. Ganske anderledes stillede sagen sig med Bangs lystspil, thi det var her spørgsmålet om Holsteins forretningsprincipper. Som det tidligere er set, søgte Collin at understøtte Holstein og uanset det angribelige i forretningsførelsen gennemtrumfede Collin-Holstein en forkastelse af stykket - på juridisk set holdbare præmisser; men moralsk set aldeles utilstedelige. - Rahbeks og Olsens indflydelse mærkes næsten ikke i forbindelse med ovennævnte skuespils antagelse/forkastelse.
[sideskift][side 062]
N.V. Dorphs oversættelse af Kotzebues "Hugo Grotiua" (1803) indleveredes af Olsen; censorvota fattes. Lod man oversættelsen ligge på grund af Thortsens fra 1807 (l)? (1a).
"Alfred" (1809), et historisk skuespil af Contessa, indleveret oversat af P.L. Ingerslev, kunne ikke antages på grund af dets udanske, unationale holdning til dansk historieskrivning, således som Olsen opfattede denne (30.7.1822). Rahbek erklærede sig enig, hvorfor Olsens argumenter anvendtes i svarskrivelsen (Kp. nr.478 9.8.1822).
Walters oversættelse af Lemberts "Der Trauring" (1813) blev forkastet på grund af publikums nuværende smag, stykkets trivialitet og oversættelsens manglende kvalitet (19. og 20.8.1822).
Kleists "Prins von Homburg" (Wien 30.10.1821) bad Kruse om at måtte oversætte for det danske teater i 1822 (2). I august måned 1822 blev det tilstillet censorerne, først Rahbek, som erklærede sig imod det mystiske og somnambulistiske i skuespillet, endvidere "Paroldicteringen" samt personen Natalie, som han frygtede "vilde findes anstødelig" (25.8.1822). Olsen stødtes af den preussiske nationalitet i stykket; han anførte en række momenter, der "synes at fraraade Stykkets Antagelse", eksempelvis ligheden med "Pigen fra Heilbronn", kurfyrst Friedrichs "ufyrstelige Karakter", Natalies "qvindelige Sværmerier, hvorved Enheden i Stykkets Plan hvert Øieblik forekommer mig at forstyrres" samt "den megen Krigs-Moral, og de mange Krigs-Formaliteter" (29.8.1822). Den 2. sept. 1822 meddeltes Kruse censorernes forkastelse (Kp. nr.392). Se s.167.
Wolff & Webers splinternye lyriske drama "Preciosa" (Berlin 14.3.1821) meddelte Collin den 28. juni 1822 var ankommet. Vel på grund af Webers etablerede kontakt med teatret sendte han straks sit nyeste arbejde til Danmark. Allerede den 9. aug. 1822 bestemtes stykket til geburtsdagsstykke, 14 dage før Boyes oversættelse blev forelagt censorerne. På denne baggrund indskrænkede Rahbek sig til at rose Boyes arbejde og hans hurtighed, hvortil han oplyste, at han privatim ville meddele Boye nogle smårettelser (4.9.1822). Olsens votum fattes. Premieren fandt sted den 29. okt.1822 (opført 78 gange i den behandlede periode, jf. s.1055). Stykkets udformning i København i overensstemmelse med Hamburg Stadttheaters men i modstrid med Berlins foranledigede en diskussion (3).
Kuffners skuespil "Cervantes in Algier" (1819), oversat af Dorph, [sideskift][side 063]fornøjede Rahbek men han turde ikke påstå, at det ville gøre lykke på skuepladsen på grund af den ændrede smag, thi egentlig havde "kun det, der fortiente at mishage, som Fugleskydningen .. fundet Behag" (25.8.1822). Stemte Olsen for stykket, ville Rahbek dog gerne antage det. Da Olsen kritiserede stykket - trods "mange skjønne Steder" - blev Rahbeks betingede antagelse likvideret (4.9.1822). Dorph meddeltes forkastelsen den 11. sept. 1822 (Kp. nr.413).
Carl Bernhards oversættelse af Kinds "Van Dycks Landleben" (1817) remitteredes, da teaterdirektionen havde Rosenkildes oversættelse liggende (Kp. nr.422 23.9.1822).
Overskou oplyser fejlagtigt i sine erindringer (II 34), at han oversatte Deinhardsteins "Das Bild der Danae" (Wien 12.6.1822) i 1821. Trykt i "Idunna" 1822 i Rahbeks oversættelse "Salvator Rosa". Olsen læste originalen i dec. 1822 (Dp 13.12.1822), hvorpå rollerne uddeltes i jan. 1823 (PRFD). Ryges egenhændige rettelser i Salvator Rosas rolle var på ingen måde meningsændrende, men skanderingen blev unægtelig betydeligt forbedret. Om censorerne eller Rahbek vidste derom ses ikke af kildematerialet (DKTB). Premiere den 9. maj 1823 (opført ialt 4 gange).
Oversættelsen af Klingemanns skuespil "Ferdinand Cortez, oder: die Eroberung von Mexiko" (1818) var besørget af N.P. Nielsen. Når det gjaldt forkastelse af stykker, søgte Olsen at præcisere sine bevæggrunde: Hans ankepunkter kan opregnes sålunde: (1) stykket var uhistorisk, (2) desuden samlede interessen sig om digteren, ikke om Ferdinand Cortez, (3) endvidere fordærvede Sandovals rolle stykket, (4) teatrets kapacitet med hensyn til kostumer var ikke tilstrækkelig, (5) endelig var oversættelsen metrisk og grammatisk såre kritisabel. Olsens æstetiske og historiske samvittighed hindrede ham derfor i at antage stykket. Han ville anskaffe sig originalen for ved gennemlæsning af denne at danne sig et indtryk af stykket, da han mente, at en omarbejdelse med fornøden forkortning kunne gøre det til et brugbart stykke (21.2.1823). Rahbeks censur er intet mindre end principiel. Han ankede over, at teatret ikke længere kunne opføre "diderotske og iflandske Dramer, hvor det var Menneskecaracterer, og Menneskefølelser, der interesserede" (28.2.1823). Den nuværende situation karakteriserede han med dette Goethe-citat: "wenn das Publikum Dudeldum Dudeldei liebt, muss man ihm Dudeldum Dudeldei geben", hvilken forskrift [sideskift][side 064]Rahbek ikke ville sætte sig imod som "Medbestyrer af et kongeligt" teater. På trods af at Klingemanns stykke tilhørte den kategori, som Rahbek principielt var imod, Spectakelstykkerne, kunne han "ikke andet end tilraade dets Antagelse, da det midt under alt dette Hurlumhei har dramatisk Kraft, og virkelig tragiske Situationer" (l.c.). Rahbek tilsluttede sig kritikken af det historiske i dramaet men undskyldte sin accept af dette ved at laste publikum for dets manglende historiske viden. Han var endvidere villig til at hjælpe oversætteren med at rette stykket ind, så det sprogligt set var korrekt (28.2.1823). Det specielle forhold ved denne oversættelse berørtes af Rahbek: "Skulde nu vore øvrige Colleger, der i vor Dissens giøre Udslaget, være for Antagelsen, være det mig tilladt at tilføie, at denne ikke vil hielpe Hr N[ielsen] stort, hvis Stykket ikke betimelig opføres" (l.c.). Collin sluttede sig imidlertid til Rahbek (Dp 28.2.1823), hvorefter stykket afleveredes til Holstein (l.c.). Umiddelbart efter tilsendte Rahbek Nielsen anmærkninger til oversættelsen (NkS 3107 31.3.1823) (4). Uvist hvorfor trak korrektionsarbejdet i langdrag; en anonym søgte at udnytte dette ved at indsende en oversættelse af dramaet den 5. maj 1823 (Dp), men Nielsen blev imidlertid dækket af direktionen, der returnerede den anonyme oversættelse med den begrundelse, at en anden allerede var blevet antaget (Kp. nr.501 9.5.1823). Nielsens oversættelse meldtes imidlertid først færdig fra trykkeriet den 29. aug, 1823. Rollerne uddeltes den 26. okt. 1823, men på grund af trakasserier og travlhed kom stykket først frem den 24. april 1824 (opført ialt 4 gange).
Nielsen og Rahbek kunne få deres oversættelser antaget og opført, mens Dorphs var for uinteressante. Kleists og Contessas stykker kunne ikke antages af nationale grunde, mens "Preciosa" var antaget ved indleveringen. Billedet af censurinstitutionen er virkelig noget broget, fordi dens medlemmer handlede helt arbitrært, dikteret af personlige forbindelser. Kun når en censor gik i offensiven imod et stykkes antagelse præsteredes der argumenter af æstetisk, dramaturgisk karakter.
[sideskift][side 065]
Castellis lystspil "Der Ehemann als Liebhaber und der Liebhaber als Ehemann" (1823) (1) blev læst af Olsen, men hans votum fattes. Den 14. dec. 1822 anmodede Rahbek Collin om et oversættelseshonoar, selv om det var imod lovens bogstav (NkS 3107): Følgelig blev roller uddelt den 21. dec. 1822 (PRFD), men stykket blev aldrig opført. Man spørger selvfølgelig til hvilken nytte kongens embedsmænd udfærdigede reskripter, når disse blot ustraffet kunne overtrædes.
Oversættelsen "De Kortsynede" (2) havde enten Holstein eller Collin, ifølge Rahbek, fattet sympati for (NkS 3107). Olsen og Rahbek forkastede det enstemmigt. Rahbek skrev ligeud: "Der er hverken Handling, Caracterer, eller Dialog i Stykket" (11.2.1823). Remitteret 3 dage efter (Kp. nr.467).
Schwarz' oversættelse af von Weissenthurns "Ein Mann hilft den andern" (Charlottenburg 23.7.1822) var "Censorerne forhen bekiendt", men antoges nu den 21. marts 1823 (Dp). Stykket opførtes første gang den 29. maj 1823 (opført ialt 2 gange) (3).
Geyers "Der bethlehemitische Kindermord" (Dresden 20.2.1821) blev læst af censorerne i marts 1823; vota fattes, men Rahbek rettede enkelte steder sproget (KTS nr.52). Se s.412.
Liunges oversættelse af Claurens "Das Gasthaus zur goldenen Sonne" (Berlin 15.8.1822) med den danske titel "De fire Friere" havde Olsen sagt Rahbek "ikke vilde blive antaget, da det havde en mægtig Stemme - [Collins] - mod sig" (NkS 3107 31.3.1823). Rahbek havde motiveret sin dom, "og da jeg ikke tvivler paa, at Hr. Lynge vil erfare mit Votum har jeg søgt at indrette det saaledes, at det dog vel neppe skal komme i Harpen eller Theaterbladet" (l.c.). Hverken vota eller svarskrivelse ses bevaret (eller offentliggjort). - I samme brev kom Rahbek med voldsomme udfald mod Olsen, på grund af de lækager, han sørgede for: "det er keedsommeligt saaledes i eet væk at læse og høre: Beretninger om Ting, som ingen Siæl har seet og det altid fra eet Hiørne". Rahbek eksploderede til sidst i dette udråb: "Et stort Theater, Rømling til Chef, Siboni og Ryge til Styrere, Proft til Censor, saa er vi ved Maalet". Rahbek fik nævnt sine fjender par excellence; Olsen opfattede han som formidler af disses anslag mod den siddende bestyrelse.
Lebruns Posse "Der freiwillige Landsturm" (1823) indsendtes uoversat. Rahbek forkastede det af rent personlige, nationale grunde, da stykket angreb borgervæbningens ære. Da Rahbek ikke ville have [sideskift][side 066]kæmpet forgæves i 1807, måtte stykket nægtes adgang (5.4.1823). Om de øvrige direktørers læsning vides intet. Mediatoren, også Rahbeks ven, A.E. Boye oversatte stykket i 1824.
Shakespeares "A Midsummer Nights Dream" (1600) oversatte Oehlenschläger allerede i 1815, ifølge Zinck ikke antaget i 1816 men trykt (II 309). Stykket blev indleveret på ny i 1820 ifølge Oehlenschläger og antaget af en af censorerne (Preisz III 220), men intet skete. Da Oehlenschläger i 1822 forsøgte at få has på sin gæld, leverede han også denne oversættelse til Collins omsorg. Den 20. dec. 1822 sendte han 17 eksemplarer af stykket til benyttelse som rollehæfter (Preisz III 211): "Rahbek har antaget den, Olsen vil formodentlig ikke være derimod; siden der i en tree Aars Tid intet Afslag er kommen paa mit Brev [I.B. nr.339 20.1. 1820], har jeg ogsaa fra hans Side anseet det for et stiltiende Samtykke" (l.c.). Den 26. marts 1823 fremsendte Oehlenschläger forslag til rollebesætningen, idet han gik ud fra som givet, at stykket ville blive givet (Preisz III 219f). Hvem der afæskede censorerne en bedømmelse den 4. april 1823 andre end Holstein - er ikke godt at vide (Dp). I Ugedagen efter leverede Rahbek en skriftlig (tabt) og Olsen en mundtlig forkastelsesdom (Dp 11.4. 1823). Den 16. april 1823 afsendtes den motiverede forkastelsesdom: Da det havde gjort liden lykke i England, og endvidere engelske kritikere havde fundet det "lidet passende for Skuepladsen", kunne censorerne ikke anbefale det til opførelse i København; man kunne "i det mindste for Øieblikket, ikke giøre Brug" deraf (Kp. nr.489). De mange tabte aktstykker gør det i dette tilfælde særdeles vanskeligt at konkludere entydigt, men meget taler for, at behandlingen af stykket skal ses i sammenhæng med teaterdirektionens uoverensstemmelse med Oehlenschläger i perioden 1816-1820.
Det sidste stykke indvarslede fremtiden. Picard, Vafflard & Fulgence de Burys "Les deux ménages" (LOD 21.3.1822) havde Stage bragt hjem fra sin rejse, på direktionens opfordring. Rahbek affattede ingen egentlig censur, men til Collin skrev han, at der "rigtig nok [var] .. et Par Steder, som [måtte] .. behandles med lidt Varsomhed" (NkS 3107 8.3.1823). Rahbek var villig til selv at oversætte stykket, men uvist af hvilken grund gjorde Collin det selv. Den 12. april 1823 læste Olsen oversættelsen: han fandt stykket "pikant vittigt, og særdeles moersomt". Roller uddeltes allerede den 18. april 1823 (PRPD), men "Braun & Compagnie" opførtes først [sideskift][side 067]første gang den 17. nov. 1823 (opført ialt 16 gange i den behandlede periode).
Materialet til disse otte stykkers behandling forekommer noget fragmentarisk overleveret, men ikke desmindre synes billedet af censorerne klart nok: Collin skulle forsøge at hjælpe på Oehlenschlägers slette økonomi, men andre kræfter var endnu stærkere end Collins. At han selv oversatte det franske stykke viser måske hvad retning Collins smag gik, men materialet tier: begge de ældre censorer var da positive over for stykket. Rahbek markerede i samme sæson sin integritet (Lebrun) og sin håbløse dobbeltbundethed (Castelli) samtidig med at han ikke skjulte sit modsætningsforhold til Olsen, der åbenbart havde bedre venner i byen end i direktionen.
[sideskift][side 068]
I aug. 1822 indleverede C.F. Gyntelberg sin operatekst "Lulu". Både Rahbek og Olsen var positivt stemt. Spørgsmålet var som sædvanligt, om direktionen kunne formå enten Kuhlau eller Weyse til at komponere musikken; Rahbek spurgte ligefrem: "hvad betyder vor Antagelse uden dette?" (25.8.1822). Olsen mente, at en af teatrets komponister "med Begjerlighed [ville] gribe Leiligheden til at understøtte Stykket med en Komposition" (28.8.1822). Han mindede desuden om, at økonomiinspektør og maskinmester burde "høres angaaende Muligheden at bringe det paa vort Theater" (l.c.). Den 11. sept. 1822 fik Gyntelberg meddelelse om antagelse uden forbehold af nogen art (Kp. nr.411). Stykket blev derpå trykt, hvorefter han i jan. 1823 indsendte et trykt eksemplar samtidig med at han ytrede ønske om, at musikken måtte blive komponeret (Dp 17.1.1823). Dagen efter bad direktionen Hauch sørge for, at musikken blev komponeret (Kp. nr.458). Den 28. jan. 1823 meddelte Hauch direktionen, at han havde bedt Kuhlau komponere musikken til "Lulu" (I.B. nr.853). Ikke desto mindre meddelte Hauch den 13. apr. 1823 Kuhlau rejsetilladelse for 2 à 3 måneder (Kapelprot.1822/24 119). Se s.128.
Kruse i Hamborg og Det kgl. Teater udgjorde et vanskeligt par, men begge havde dog udbytte af hinanden. Hvornår Kruse skrev teksten "Alma" til Bernhard Rombergs musikkomposition til "Ulysses und Circe" (efter Calderon, opført i Berlin 27.7.1807) vides ikke. Hvorvidt det var aftalt spil mellem Romberg og Kruse, at komponisten, der ejede kongehusets bevågenhed, skulle tilstille kompositionen før Kruse sendte teksten vides heller ikke. Det vides derimod, at de satsede på at få syngestykket opført i jan. 1823 til kongens fødselsdag. Romberg sendte kapelchefen sin komposition før jul (jf. I.B. nr.841 24.12.1822), men da Kruses tekst endelig kom, ville man returnere den (!), fordi "Stykket ikke .. kan gives til næste Kongens Geburtsdag", men også fordi "adskilligt deri skulde trænge til yderligere Bearbeidelse" (Dp 3.1.1823). Ikke desto mindre anføres samme dato, at Kruses tekst skulle cirkulere blandt censorerne, uden at disse havde pligt til at afgive en officiel censur. - Den 7. jan. 1823 tilskrev Kruse Rahbek: "Skulde Alma, som jeg dog for Tidens Skyld umuelig kan troe .. gives til Kongens Geburtsdag - saa viis mig det Venskab, at udstryge ved Opførelsen alt hvad der skulde være for bredt og langt i Texten. - Bliver derimod Opførelsen udsat - saalænge, at Exemplaret i den Mellemtid atter kan tilstilles mig, saa viis mig ogsaa det Ven[sideskift][side 069]skab og giøre mig opmærksom paa hvad du har fundet for langt - thi uagtet jeg egenlig har fuldendt Texten, seer jeg dog paa et par Steder at have bemærket lang[u]eurs, som Tiden ikke tillod mig at giennemgaae nøiere" (NkS 2494). Kruse modtog stykket den 17.jan. 1823 (UjBr Kruse 28.1.1823). Michelsen, Kruses kommisssionær, oplyste ham endvidere om "en mundtlig Yttring fra en af Directeurerne" at forskellige steder i operaen "vilde forvolde Maskineriet store Vanskeligheder, at Texten var for lang, endelig at meget deri var uklart, uforstaaeligt, spændt og forskruet" (l.c.). Kruse bad direktionen "om directe at betyde mig de Stæder, hvorom saadanne Anker kan gieide" (l.c.). I sit brev til Collin vedgik Rahbek: "at [stykket har] formeget Spor tilbage, af den oprindelige Bestemmelse til at kunne bydes et Publikum, der er bekiændt med Ulysses v. Ithaca, var min første Følelse ved at læse det" (NkS 3107 9.2.1823). Svaret til Kruse kendes ikke. I april 1823 indkom stykket, der læstes af Olsen, hvis dom var positiv (Dp 4.4.1823). se s.97.
Behandlingen af Kruses ældre syngestykker skyldtes primært Weyses ønske om at komponere teatermusik, selv om det af hans kommentarer til de følgende libretti er svært forståeligt.
Kruses ukomponerede men betalte syngestykke "Prindsen af Basra" (jf. s.7) bad teaterdirektionen Hauch besørge komponeret (Kp. nr. 46l 1.2.1823). Den 11. febr. 1823 bad Hauch Weyse komponere stykket (Kapelprot. 1822/24 92), men den 17. febr. 1823 afviste Weyse at sætte musik til dette latterlige stykke: "Skulde jeg af Mangel paa noget bedre være nødsaget til at sætte Musik til dette Stykke, da vilde jeg frem for alting først forsøge at overtale L. Kruse til at omarbeide og rense det samme, thi dertil trænger det høiligen" (Weyses Breve II nr.420). Rahbeks spørgsmål angående "Lulu” ses bekræftet af Weyses brev: hofkomponisten udgjorde en helt selvstændig overcensur, uden nogen form for hjemmel i ansættelsesbrevet.
Den 16. febr. 1823 havde Holstein lovet Weyse at tilstille ham Kruses andet ukomponerede, betalte syngestykke "Aandsprøven" (jf. s.7) (Weyses Breve II nr.420). Imidlertid læste censorerne først teksten. Rahbek havde "intet at sige; jeg har i sin Tid censure-ret det, og med Fornøielse givet det mit Ja" (1.3.1823). Olsen præsterede sin bedømmelse i direktionsmødet den 7. marts 1823 (Dp), hvorpå teaterdirektionen tilstillede Hauch stykket (Kp. nr.474 8.3.[sideskift][side 070]1823). Den 12. marts 1823 gav Hauch Weyse mulighed for at vælge mellem Kruses og Boyes nedennævnte syngestykke (Kapelprot. 1822/24 105). Weyse vurderede "Aandsprøven" til at være "en svag Efterligning af les deux journées, hvilken det nu neppe vil lykkes at opvække hos Publikumet endog kun halv saa megen Interesse som det meget yndede, med Cherubinis berømte Musik prydede og tit opførte Original" (Weyses Breve II nr.421 19.3.1823). Weyses forhold til de Kruseske produkter karakteriserede han selv meget rammende; "Professor Kruse har i de 10 a 12 Aar jeg har kjendt ham hjemsøgt mig med hen ved en halv Snees Syngestykker, hvoraf det ene altid forekom mig at være daarligere end det andet" (Weyses Breve II nr. 420). Fik teaterdirektionen dette at vide af Hauch (eller af Weyse selv?), kan det undre, at man ikke søgte andre komponister, især når man i 1821 havde været nødt til at betale honorar til Kruse.
Netop på denne tid forespurgte C.J. Boye Collin, om ikke teatret var interesseret i en ny opera med musik af Weyse, der skulle få frie hænder med hensyn til hvor mange "Arier og samlede Nummere han vilde have i hver Akt" (Coll.BrS. XXIb 19.2.1823). I deliberationsprotokollen formuleredes tilbuddet: "Hr C.J. Boye havde .. bebudet, at fra ham kunde ventes et Syngespil, der da i sin Tid vilde komme i Betragtning" (21.2.1823). Collin besørgede underretningen til Boye, som derpå indsendte et udkast til sit syngespil "Alferne", senere ændret til "Floribella": "jeg beder Dem .. være af den Godhed at forelægge Deres Colleger det, og, hvis det finder disses og Deres eget Bifald, at lade mig vide om jeg skal selv nødvendig tale med Prof. Weyse derom strax, eller om det først kunde præsenteres ham af Directionen, hvilket jeg ikke synes er noget upassende i, da det dog vel egentlig er det Rigtigste at Componisten meddeles Sujettet, før det udarbeides" (Coll.BrS. XXIb 26.2.1823). Boyes opfattelse af censurinstitutionen stemte unægtelig ikke overens med de foreskrevne regler for indleverede stykkers behandling, thi også på dette tidspunkt foregreb han en beslutning, som endnu ikke var truffet. Rimeligheden såvel som formålet med at tilstille Weyse udkastet er indlysende set ud fra de erfaringer, Boye havde gjort ved tidligere lejligheder. Den 28. febr. 1823 forelagde Collin udkastet i direktionsmødet, hvorpå Rahbek fik det tilstillet til censur: "Denne Plan kunde være høist dramatisk lyrisk, og Udførelsen dog ikke blive heldig; den [sideskift][side 071]kunde synes høist ufuldkommen, og dog ved Componistens og Digterens forenede Held i enkelte Hoveddele, giøre uhyre Lykke .. Da midlertid Forf. er een af vore meest udmærkede, især lyriske Versificateurer, da han forhen paa et mindre frugtbart Æmne har heldigen viist sig, da det ydermere vil være Arbeidet til usigelig Fordeel, hvis han under Udarbeidelsen kan conferere med Componisten, troer jeg, at dette Udkast tillige med Aandsprøven bør tilstilles denne; og at, dersom han - som jeg efter hvad [jeg] troer at kiænde til hans Ideer, giver Alferne, som lyrisk frugtbarere Fortrinet, at de da arbeide i Forening, og forenede forelægge os deres Værk, naar det er færdigt" (1.3.1823). Rahbek ønskede scenegangen ændret i første akt samt navnet Floribella erstattet med et andet på grund af Gielstrups optræden som Jeppe, engang han i sin fuldskab sang en vise om Floribella; i øvrigt overlod han det til forfatter og komponist at tydeliggøre stykkets ide. Olsens kritik fra foråret, om den har foreligget, er gået tabt. Den 19. marts 1823 bestemte Weyse sig for Boyes stykke på trods af, at han ikke selv var fuldt ud tilfreds med skitsen: "den [kunne] muligen .. gjøres interessantere ved en mere motiveret Handling og deraf resulterende større Eenhed, hvorover jeg agter at aftale det nærmere med Hr Boie selv" (Weyses Breve II nr.421). Om dette samarbejdes karakter kendes intet fra parterne selv, men af Rahbeks censur fra sept. 1823 fremgår det, at det lykkedes Weyse at opnå en mere motiveret handling. Se s.98.
Teatercensorer, teaterdirektører og hofmarskallen qua kapelchef måtte alle afvente komponisternes dom eller interesse for tekst eller librettist. Censurinstitutionen betød i denne sammenhæng intet. Især Weyses autoritet synes aldeles uindskrænket. Kruses "Alma" er speciel derved, at musikken var komponeret forlods; afvisningen i jan. 1823 uden argumentation var vel intet mindre end uretfærdig. I den følgende sæson forsøgte Collin at rette op på dette forhold.
[sideskift][side 072]
Lesueurs opera-comique "La caverae" med tekst af Dercy (OC 15.2.1793) var indkommet for flere år siden i N.T. Bruuns oversættelse (Dp 27.9.1822), men først nu antog censorerne stykket, idet Rahbek påtog sig at foretage små nødvendige korrektioner (Dp 4.10. 1822) (1). I maj 1823 blev stykket bestemt til opførelse i den følgende sæson, men heraf blev intet.
Censuren over Generalis "Adelina", libretto af Rossi (Venedig 15. 9.1810), markerer meget tydeligt grundlaget for Rahbeks vurdering af operaer samt hans placering i censurinstitutionen. Stykket var læst igennem af Collin og Olsen, før det blev tilstillet Rahbek. Olsen havde været positiv, Collins indstilling er ukendt. Rahbek derimod fandt det aldeles forkasteligt, idet han dog tilføjede: "Om midlertid dette Stykke, uagtet det aldeles ingen dramatisk Værd har, alligevel ved sin Musik, eller ved andre Anbefalinger andensteds har giort Lykke, og her vil giøre den, maa jeg lade staae derhen. I saa Fald er der intet, der fra Moralitetens Side, eller med Hensyn til borgerlige Forhold forpligter mig til at give dette Stykke mit Nei; men jeg har heller hverken i Plan, Caracterer, Situationer, eller Dialog fundet det allerringeste, hvorfor jeg skulde give det Ja" (19.10.1822). Det var første gang, Rahbek anvendte denne taktik; hvad angik moral og statslige forhold, kunne stykket passere, mens det efter den Rahbekske æstetik var uantageligt. Det var på samme tid en forsvars stilling såvel over for censorembedet som over for de dominerende i direktionen og en afskrivning af indflydelse, men Rahbek opnåede derved at holde sin samvittighed ren og samtidig at markere sig i forhold til de øvrige beslutningstagere. Olsen gendrev i sin kritik Rahbeks indvendinger: Handlingen var interessant, den musikkyndige kunne forstå det, og en heldig omarbejdelse ville gøre det antageligt; til trods for det ovenanførte ville han dog ikke indlade sig på en vurdering af musikken (23.10.1822). Collin søgte at få Oehlenschläger til at oversætte librettoen, men den 20. dec. 1822 sendte han stykket retur: mundtligt havde han overfor Collin begrundet hvorfor (Preisz III nr.807). Den 21. dec. 1822 meddelte Rahbeks organ "Aftenblad", at "Syngespillet Andeline (Musik af Generali), hvilket andre Blade have med flere Stykker lovet vort Theater-Publicum, er ikke bestemt til Opførelse her". Det er første gang i den behandlede periode, det er konstateret, at Rahbek og den indflydelsesrige oversætter benyttede Boyes blad til offent[sideskift][side 073]ligt at meddele teatrets beslutninger angående repertoirets sammensætning. Rahbeks vægring og Oehlenschlägers forkastelse betød, at direktionen ikke tilbød andre stykket til oversættelse.
Dupuys svenske "Felicie eller Den romanske flickan", oversat af L. Hjortsberg efter Dupatys "Félicie, ou la jeune fille romanesque" (OC 28.2.1815) (2), meddelte Holstein den 28. juni 1822 var ankommet (Dp). Collin gav Oehlenschläger stykket til oversættelse. Den 3. okt, 1822 skrev han til Collin: "Det svenske Stykke havde jeg alt begyndt at oversætte, og var snart bleven færdig dermed. Du tog det igien" (Coll.BrS. XXV). Oversættelsesarbejdet blev givet til Rosenkilde, der ifølge Overskou kun oversatte det første syngenummer og dialogen, mens han selv besørgede resten (Af mit Liv II 50). Rahbek håbede, "at Dupuis Musik og hans Minde vil forvisse dette Stykke den Lykke, som det i øvrigt er for fint til at torde haabe i denne Donner und Blitz Periode" (25.10.1822). Han ankede over visse skønhedspletter i oversættelsen, som han mente, at Rosenkilde nemt ville kunne fjerne, "hvis han finder .. [indsigelsen] beføiet" (l.c.). Det var en bemærkelsesværdig frihed, han tilstod Rosenkilde sammenlignet med hans mange udfald imod samme Rosenkilde. Skal Rahbeks indsigelse måske rettere tolkes som dyb ironi? Olsen var især glad for, at dette stykke ville være billigt at bringe på scenen. Hans indvendinger imod oversættelsen var bagateller, dikteret af en vis moralsk indignation (31.10.1822). Roller uddeltes den 4. dec. 1822 (PRFD), og syngestykket opførtes første gang den 22. maj 1823, men stykket faldt (kun opført 2 gange) (2a).
Kreubés lille syngestykke "Edmond et Constance, ou la lettre et la réponse" (OC 5.8.1819), indkøbt af Schall i 1819 (jf. s.9), oversat af N.T. Bruun i 1821, men ikke censeret af censorerne, sattes på repertoiret i denne sæson. Den 13. sept. 1822 ønskede Zinck et nyt syngestykke sat i gang, hvorpå rollerne uddeltes den 29. nov. 1822 (PRFD). Opført første gang den 4. marts 1823 (opført ialt 2 gange).
Mozarts "La clemenza di Tito" (jf. s.37) foreslog Siboni som geburtsdagsstykke (Dp 1.11.1822). Ryge var imod opførelsen på grund af de kostbare dekorationer (I.B. nr.821 17.11.1822), men Collin noterede, at vanskelighederne ikke var så store (l.c.). Den 27. dec. 1822 uddeltes rollerne (PRFD) (3), og premieren fandt sted den 29. jan. 1823 (opført ialt 10 gange).
[sideskift][side 074]Joh. Ph. Schmidts lyriske syngestykke "Hass und Liebe", den danske titel var "Fiskerpigen", med Körners tekst (Leipzig 5.8.1818) var allerede i 1819 i Weinwichs oversættelse antaget til opførelse på Schalls anbefaling (Kp. nr.429 17.3.1819 og Kp. nr.442 31.3.1819): men opført blev det ikke. I 1823 indkom en umulig oversættelse af J.A. Aagaard (Rahbeks dom den 14. febr. 1823; Olsens votum er tabt). Oversættelsen blev remitteret den 22. febr. 1823 (Kp. nr.473).
Rollerne til Rossinis opera "La gazza ladra" (jf. s.37) blev på ny uddelt den 27. april 1823 (PRFD), efter at Rosenkilde havde foretaget rettelser i N.T. Bruuns sjuskede oversættelse (4). Operaen kom dog først frem den 19. febr. 1824 (opført ialt 7 gange).
Rahbeks votum over "Adelina" er selvfølgelig det vigtigste vidnes byrd til karakteristik af ham som censor: som moralitetens censor kunne han ikke nægte slige produkter adgang til scenen, men som dramaturg måtte han bestemt afvise dem. At stykket ikke kom på scenen, var ikke hans men Oehlenschlägers skyld. Antagelsen af Dupuys syngestykke lå forud for teatercensorernes læsning. De øvrige stykker bragtes frem eller søgtes bragt frem af kræfter uden for censurinstitutionen; først og fremmest trængte Siboni sig på.
[sideskift][side 075]
Vedrørende Dahléns balletter var det afgørende spørgsmål for Rahbek, hvorvidt teatret overhovedet skulle have de tre kunstarter side om side på Kgs. Nytorv. Hans tanker gik i retning af en meget streng reduktion, hvor Larcher ledede et lille balletkorps samt komponerede divertissementer; dertil var han blevet sendt til Paris for at uddanne sig. Blev der ved teaterårets udgang besluttet, at dette var målet, kunne balletterne afvises med følgende kommentar: "Theaterdirectionen finder ikke Balletter af det Omfang og den Bekostelighed passende for Theatret" (15.2.1823). I modsat tilfælde fandt Rahbek "Cæsar i Ægypten" "for det meest dramatiske af disse tvende Udkast", mens den anden stødte an mod spanske forhold, "især mod Inqvisitionens Former, som den aldeles forbytter med den tydske hemmelige Rets" (l.c.). I anledning af bekosteligheden ved balletvæsenets opretholdelse udtalte Rahbek, sit "uafladelige Ønske: at alle Pragtspectakler, som stridige mod Skuepladsens sande Bestemmelse, og Theatercassens sande Oeconomie, saameget Omstændighederne tillade, maatte indskrænkes give Gud, jeg med noget Haab om at høres, torde sige - maatte aldeles bortfalde" (15.2.1823). Olsens votum kendes ikke, har han overhovedet været spurgt. Collin var enig i balletternes forkastelse (NkS 2494 18.2.1823). Direktionen besluttede derfor, da "samtlige hans [Rahbeks] Colleger erklærede dem enige" om en forkastelse af balletterne "i Henhold til Directionens ofte omhandlede Overtydning om Nødvendigheden af en Indskrænkning i vort Balletvæsen" (Dp 21.2.1823).
Ryges beordrede overslag over, hvad en genoptagelse af Galeottis "Lagertha" (1) ville koste, indkom den 4. april 1823; da Ryge havde beregnet genopsætningen til at ville koste 3 à 400 Rbd., blev sagen udsat, hvilket betød, at balletten ikke blev opført mere. Ant. Bournonville leverede dansearrangementet til "Preciosa", mens der ikke ses at være givet ballet til "Titus". Bournonville leverede derudover kun dansearrangementet til "Den Faderløse og Morderen" (jf. s.25).
Balletvæsenet skulle indskrænkes: direktionens politik var klar.
[sideskift][side 076]Secularfesten. I forreste række stod foranstaltningerne til hundredårsfestlighederne, som man allerede i 1821 havde gjort forberedelser til. Collin havde foreslået, at man "skulde give samtlige Holbergs bedste Stykker, med den bedst mulige Besætning", som Rahbek udtrykte det, idet han fuldkommen billigede denne ide: "Jeg vilde da foreslaae at begynde denne Cyclus med Kandestøberen og derpaa eengang ugenlig give et saadant Stykke, navnligen: Vægelsindede, Geert Westphaler i tree Acter, Jean de France, Tybo, Melampe, Ulysses, honette Ambition, Kildereisen, Stundesløse - nybesat - og slutte med Lykkelige Skibbrud, som Holbergs Censur over sig selv [l]. Tillige skulde man have et Jubelforspil (enten af allegorisk eller comisk Indhold) .. og kunde man maaskee i første Tilfælde anmode Oehlenschläger om at skrive os et saadant -for iglen at vinde ham for Skuepladsen, i sidste udsætte en Priis derfor; og nu slutte den hele Cyclus med en Epilog" (NkS 3107 18-19.6.1821 (2)). Overskous fremstilling (IV 690-95) (3) af sekularfesten viser resultatet af disse højtstræbende planer, Rahbek havde, inden teatret skulle vise, hvad det i virkeligheden formåede; men festens formelle indhold blev dog virkeliggjort, idet Oehlenschläger forfattede forspillet "Holbergs Jubelfest", som den 6. sept. 1822 forelagdes af Collin i direktionen; forinden havde Rahbek læst og bifaldet det. Olsen fik det denne dag til censur, men hans votum ligeså lidt som Rahbeks kendes. Rahbek selv forfattede en prolog "Thalia", som blev forelæst og bifaldet den 20. sept. 1822; den blev fremsagt den 23. sept. 1822 af Mad. Andersen. Hans efterspil "Momus og Thalia" blev fremlagt den 4. okt. 1822 og opførtes den 10. okt. 1822. Epilogen, fremsagt af Ryge, var forfattet af (?).
Øvrige arrangementer. I kronologisk orden var det Rahbeks sang til kongen i anledning af hans overståede sygdom, der var det første særarrangement. Den 26. sept. 1822 anmeldte kongehuset sin nærværelse (jf. Overskou IV 693), hvorefter Rahbek digtede sangen, som ikke blev forelæst i direktionen. Selv om C.J. Boye havde oversat geburtsdagsstykket "Preciosa", blev det Søtoft, der leverede sangen til dronningens fødselsdag i denne sæson. Den 25. okt. 1822 blev hans sang antaget (Dp).
I anledning af Prams død (25.11.1821) havde Rahbek og Olsen den 22. febr. 1822 fremsat ønske om en mindeforestilling. Desårsag sattes "Brønden" og "Ægteskabsskolen" i cirkulation til gennem[sideskift][side 077]læsning af direktørerne. Den 15. marts 1822 blev den sidstnævnte komedie valgt til mindeforestillingen samtidig med at rollerne blev uddelt (Dp); først den 7. dec. 1822 fandt mindeforestillingen sted, med en prolog "Mnemosyne" forfattet af Rahbek.
Bruun var af velkendte grunde forhindret i at skrive hyldestsangen til kongens fødselsdag. En petitesse men ikke uden perspektiver var det, at provst Schmidt måtte levere to sange, før teaterdirektionen var tilfreds (4).
Mad. Zincks død den 6. april 1823 blev mindet den 12. april 1823 med Oehlenschlägers forspil "Maria Elisabeth Zincks Minde". Dette arbejde passerede ikke censuren. Oehlenschläger leverede også epilogen til Jfr. Astrups 50 års skuespillerjubilæum, som blev afholdt den 31. maj 1823, hvor "Emilie Galotti" (5) gaves, hvorefter Jfr. Astrup selv fremsagde epilogen, forelagt direktionen den 30. maj 1823.
Det gennemgående træk ved behandlingen af disse specielle tekster har været, at direktionen havde ansvaret for disse arrangementers tilblivelse, hvorfor censorerne næsten kun undtagelsesvis præsterede censur.
[sideskift][side 078]
Geburtsdagsstykket "Salomons Dom" fra okt. 1817 blev genoptaget den 4. nov. 1822 (1).
"Bagtalelsens Skole" genoptoges på repertoiret i denne sæson efter ni års hvile (2).
Den 18. okt. 1822 uddeltes rollerne til "Correggio" efter Oehlenschlägers forslag (Dp), men først den 14. maj 1825 kom stykket frem efter at have hvilet i ti år (3).
Den 15. febr. 1823 uddeltes rollerne i Kotzebues "Skumlerne", men først den 17. okt. 1823 kom stykket igen på scenen (4).
I direktionsmødet den 14. febr. 1823 blev "Hekseri eller Blind Allarm" besat "fra nyt; 4 Acts 1-2 Scene udelades ved Opførelsen [5]" (Dp); den 8. marts 1823 fandt repremieren sted (6).
De foregående sæsoners mange forsøg på at renovere repertoiret satte deres spor i denne sæsons initiativer, fordi de foregående renoveringer først nu lidt efter lidt havde betydet en udvidelse af teatrets tilbud.
[sideskift][side 079]
I anledning af en artikel i "Statsvennen" (ifølge Rahbek skrevet af Kruse) om ildebrand i teatret udviklede sig en korrespondance mellem Collin og Rahbek om principielle synspunkter på teaterdrift. - I "Aftenbladet" (15.2.1823) havde Collin søgt at gendrive de fremførte påstande, idet han afsluttede sit indlæg med følgende vendinger: "Een faaer ondt af Qvalme, en anden faaer Gigt af Trækvind .. een finder Dragterne paa Scenen smagløse, en anden for simple, en tredje for kostbare; een finder Skuespilhuset koster for lidt, en anden at det allerede koster for meget; een finder at Skuespillerne ere for overlæssede med Arbeide, og for slet lønnede, en anden at Bestyrelsen ikke er streng nok; een vil have opført flere af de "gode gamle Stykker", en anden vil have Farcer, en tredie sværger ved Holberg, en fjerde har kun Øre for Rossini, en femte sørger over at Galeotti Muse er ikke mere. - Men alle ere de for det meste eenige om, at udenlands, udenlands, ja, der er det langt anderledes". Rahbek reagerede på Collins udfald mod teatret: "At efter mine Begreber, den Cours, vor Skueplads nu styres, ikke er den, jeg vilde vælge, er saare naturligt; men tillige en Følge af, at jeg sagtens har en anden Havn i Tanken. Kongehusets og Residenternes høist mulige Moro til mindst Byrde for Statscassen, er dit Øiepunkt, du styrer efter; Nationaldannelse, Nationalsmags og Nationalaands Fremme, er den Drøm, jeg et halvt Aarhundrede har forfulgt, og som jeg kan opgive Haabet om at naae men ikke Ønsket om at søge" (Coll.BrS. XXIVa 16.2.1823). Rahbeks teaterpolitik må fremstå i forhold til anførte målsætning for den nationale skueplads; hans ansættelse som teatercensor må endvidere vurderes i forhold hertil. Svælget mellem ideal og virkelighed evnede Rahbek ikke at overskride, fordi han blev sine idealer tro. Med hensyn til teaterbestyrelsens arbejdsform fortsatte han: "Naturlig, at jeg altsaa indrømmer, at meget, du finder nyttigt og nødvendigt, ikke er efter mit Bestik; at jeg efter min Maade at tænke paa, intet lægger i Veien derfor, er, hvad jeg skylder - ikke dig, ikke vort fleersidige personlige Forhold - men Tingen der er os betroet; saa længe vi trække til een Side, komme vi i det mindste frem i een Retning; trække vi hver til sin, komme vi ingen Vei, og splitte vel den stakkels Machine ad, der er imellem os, eller kaste den i det mindste overende" (l.c.). På denne baggrund ønskede Rahbek sin eftergivenhedspolitik vurderet, men hvorledes skulle Collin bestandig kunne tolke den sådan, når Rahbek [sideskift][side 080]rullede sin principerklæringer op: "Sandelig! jeg tør end paastaae, at jeg endog for Mænd, dem jeg ikke ærer og elsker som dig, ikke er nogen incomminær eller chicanerende Collega; men, om jeg end ikke attraaer, eller stræber at sætte mine Ideer igiennem, skal jeg derfor fornægte dem? kan jeg forsvare at giøre det? forsvare det for mig selv, forsvare det for ham, der med Tillid betroede mig den Plads, jeg beklæder, forsvare det for de Grundsætninger, jeg saa længe og saa stadig har offenlig hyldet? .. Undskyld nu dette Brev, og læs det med den Overtydning, at det ikke var skrevet, hvis der var den Mand i Danmark, hvis Dom om mine Handlinger, jeg satte større Pris paa end paa din" (l.c.). Rahbeks formål med dette brev må dog uagtet dets forbindtlige form have været at påvirke Collin, inden det var for sent, eller inden han måske blev tvunget til at opgive blot at ønske "Nationaldannelse, Nationalsmags og Nationalaands Fremme" på teatret.
Den 18. febr. 1823 replicerede Collin på Rahbeks brev, idet han j gjorde ham opmærksom på, at Rahbek tog fejl med hensyn til Collins teaterpolitik: "Jeg ønsker ligesaa meget som Du, at Theatret kunde ene være helliget gode Stykker, men jeg seer at det aldeles ikke lader sig giøre, og - den Steen, der ikke lader sig flytte, den lader jeg altid ligge. Vi have kun eet Theater, men et af meget forskiel[lige] Dele bestaaende Publicum; efter dette maa man rette sig; det vil sige: give noget af det, som de alle ønske; min egen Smag, og mine egne Ønsker komme derved slet ikke i Betragtning" (NkS 2494). Collin gjorde sig til talsmand for den opfattelse, at teaterdirektøren var embedsmanden, der administrerende således, at de flestes behov blev dækket, uden at hans egne smagskriterier blev anfægtet: forskellen mellem Rahbek og Collin var større, end Rahbek ønskede at indrømme, thi han regnede jo kun med den enkeltes smag som vejledende for publikum, der kunne dannes til forståelse for den vejledendes råd og befalinger. Collins påståede hensyn til teaterkassens tarv afviste han: "jeg hader den Oekonomi ligesaameget, som den Fitte-Liberalitet, jeg saa ofte maa døie, om at hielpe snart Peer snart Poul, for snart den, Enes snart den Andens udmærkede Fortienester og Flid. Du kan være vis paa, at om jeg end stundom, selv til dem jeg har og bør have Agtelse for, kan svare lidt kort og hidsigt, saa er det ikke fordi jeg hader Modsigelser. Tværtimod, hvad jeg hader, er den forbandede Eftersnakken og Finden-Fortræffeligt og Vrøvlen, som den[sideskift][side 081]Ølhore-Legion, man overalt støder paa, plager En med .. tal og skriv Du reent fra Leveren, for Din Mening og imod min, saa langt som Du vil, jeg svarer kun kort, det er nu min Maneer; men det skal ikke forstyrre vort Venskab. Dixi" (l.c.). Effektivitet og beslutsomhed var Collins løsen såvel i teateranliggender som andetsteds. Initiativ til handling og delvis nytænkning var hans evindelige program som embedsmand. I deres konstitution var Collins og Rahbeks psyke fundamentalt forskellig, hvorfor opgøret om vaudevillen i 1826 må ses i lyset af dette ordskifte fra begyndelsen af 1823, der rigtigst placerer dem i forhold til hinanden.
Rahbek og Collin havde indflydelse på repertoiret, om end i forskellig grad, men andre uden for direktionen søgte med iver at tilrive sig indflydelse. Kruse tilskrev Collin om teateroversætterstillingen, der var blevet vakant ved Bruuns sindslidelse; implicit fremgår det af brevet, at han ventilerede tanken om, at han skulle ansættes som oversætter ved teatret (Coll.BrS. XXIIIa udat. foråret 1822) (1), men intet videre skete. I sept. 1822 blev teaterdirektionen bestormet af Thortsens ansøgning om uden gage at overtage Bruuns stilling, sålænge Bruun var sygemeldt (I.B. nr.77): Collin noterede egenhændigt på ansøgningen "henlægges" (l.c.). Bruun havde bevist, hvilken indflydelse stillingen kunne give; Heiberg skulle fra 1829 vise, at han forstod kunsten endnu bedre. Da Collin i 1822 endnu ikke havde fundet den rette mand, blev stillingen ikke besat af de to oplagte emner, jf. s.200.
Den 27. maj 1823 bevilgedes Winsløw jun. en rejseunderstøttelse for som skuespiller og portrætmaler at kunne udvikle sig i udlandet (Orig.Kgl.Res. nr.27). Han opholdt sig i Hamburg, Berlin og Nordtyskland (jf. Orig.Kgl.Res. nr.128 1826). Winsløws rejse ses ikke at have fået indflydelse på teatrets repertoire; men som skuespiller har den vel været dannende.
[sideskift][side 082]
Den 2. maj 1823 ansøgte Frydendahl og Co. om tilladelse til at afholde sommerskuespil, samtidig med at man fremlagde ønsker om repertoiret for disse kongeligt sanktionerede private forestillinger: Følgende stykker ønskede man opført (1) "Peter og Paul", (2) "Den skinsyge Kone", (3) "De to Philibert", (4) "Americaneren", (5) "De borgerlige Stævnemøder", (6) "Saragossas Beleiring" og (7) "De Vonner og Vanner". Direktionen sanktionerede opførelse af de første seks stykker; med hensyn til det sidste af P.A. Heiberg forbeholdt man sig at tilmelde skuespillerne nærmere (Dp), hvilket betød, at det ikke blev opført. Først den 15. juli 1823 begyndte Selskabet sine forestillinger.
Den af Ryge fremsagte prolog ses ikke at have passeret censorerne; forfatteren var Ryge.
Første stykke var "Peter og Paul" (l), oversat af Ths. Overskou. Rahbek oplyste, at han "har fra han for tree Aar siden ved Fru von Klogens Giæstespil i Hamborg saae det, stedse ønsket det paa vor Skueplads, især da vi havde en Mad. Zinck" (Aftenblad nr.28 18.7.1823 s.149). Rahbek overværede ikke premieren på "De borgerlige Stævnemøder" (jf. s.94).
Den 22. juli 1823 genoptoges Kotzebues "Saragossas Beleiring" (2). Rahbek meddelte, at hverken han eller Rosing led slige stykker (Aftenblad nr.30 1.8.1823 s.218). Heller ikke denne aften så Rahbek efterstykket: "Den Forsigtige" (jf. s.93) anmeldtes ganske kort i Aftenblad nr.31 8.8.1823 s.226).
Den 29. juli 1823 genoptoges "Det stille Vand har den dybe Grund" (3). Censor Rahbek erklærede som anmelder, at han altid havde "anseet det for et Lystspil af høi Værdi, og der ved Schröders forstandige Behandling har vundet i Delicatesse" (Aftenblad nr.30). Efterstykket "Postmesteren" (jf. s.91) udtalte Rahbek sig udelukkende om med hensyn til skuespillernes fremstilling, men lod dog skinne igennem, at han ikke vidste, om Mad. Spindlers spil (Rahbek foragtede hende) eller teksten var årsagen til overdrivelserne: "[Dertil] kiænder Anmelderen Stykket for lidet til at torde bestemme" (Aftenblad nr.30).
Forestillingen den 5. aug. 1823 indledtes med Liebes oversættelse af Kotzebues bearbejdelse af Colmans "The jealous Wife" (1761) (4). Vota mangler, men Rahbek formulerede sit syn på Kotzebues omarbejdelse "Die eifersüchtige Frau" (1820) i sin anmeldelse af forestillingen: "At Stykket .. skulle have vundet, undtagen i Korthed, [sideskift][side 083]og deri, at det kræver et mindre Personale, kan jeg ikke sige, i det mindste forekomme hans Snipsnaps Vittigheder mig temmelig afstikkende ved Siden af Originalens ægte comiske Dialog, som han [Kotzebue] til Lykke har taget rundelig til"; oversættelsen fandt Rahbek dog "saavidt [han] ved at høre den kunde skiønne, god" (s.295). Kun opført denne ene gang.
Ved forestillingen den 12. aug. 1823 opførtes som efterstykke det af censorerne kasserede "Nr. 777" (jf. s.27). I Aftenblad nr.32 tog Rahbek bladet fra munden, idet han bemærkede, at "Anm. som i disse Dage andensteds ["Thalia", jf. s.93] kommer til at indlade sig om dette Stykke, som han for kort siden i Hamborg har seet, vil her fatte sig des kortere derom. At det hører til et Slags, [som han ikke gierne seer paa de bedre Skuepladse, saameget mindre, som det af mere end een Aarsag lettelig turde aldeles qvæle det, sande Lystspil, tilstaaer han gierne" (s.236). Kun opført denne ene gang.
Den 15. aug. 1823 havde Ryges bearbejdelse af Schillers "Die Raüber" (1781) (5) premiere ved Sommerskuespillene. På grund af varmen jog det sene begyndelsestidspunkt så Rahbek kun de tre første akter, men han var dog overbevist om stykkets svagheds "Hvad Schiller selv .. erklærede om dette Stykke: at han havde vovet at skildre Mennesker to Aar, før han kiendte et eeneste, lader sig næsten fra Begyndelse til Ende spore deri, og har forleedet Digteren til at ville erstatte Savnet af sand Lidenskabelighed, som kun nøie Kiendskab med det menneskelige Hjerte lærer at skildre, ved declamatorisk Parenthyrsus, der bliver dobbelt paafaldende, da den saa hyppig støder sammen med den laveste Plathed hos Stykkets ringere Personer" (Aftenblad nr.33 22.8.1823 s.242f). Her blev forklaringen givet, hvorfor teaterdirektionen ikke optog dette Schillers arbejde (6). Oversættelsen påtalte Rahbek, fordi den ejede "Udtryk som Canaille, Aalehoved, o.fl.d.l.", som gav "dumme Tilhørere noget at lee af, Stykkets Tendents, og den almeene Spænding til Skade" (s.244). I anmeldelsen af anden opførelse over-tydedes Rahbek om, at "Digteren i denne Rolle [Carl Moors] har bundet den sceniske Kunst"; ligeså evnede hverken Mad. Rosing eller Mad. Schröder at frembringe "en Harmonie af de evige Dissonanser i Amalias Rolle" (Aftenblad nr.34 29.8.1823 s.250). For at retfærdiggøre sig afsluttede Rahbek sin anmeldelse: "Anmelderen, tvivler ikke paa, at man vil finde et Crimen læsæ saavel mod Schil[sideskift][side 084]lers Digterværd, som mod det Bifald, disse tvende Forestillinger optoges med, i de Yttringer, han her har tilladt sig; han indskrænker sig da til at gientage, hvad han allerede for henved 40 Aar siden har vedgaaet, at det han især beundrede hos Schiller, var det, at han saa faa Aar efter at have begyndt saaledes, kunde frembringe et Værk som Don Carlos; og at Lessing allerede i sin Dramaturgie har lært Konstnerne, hvor betænksomme de maa være i Henseende til det Bifald, som klappende Hænder give, og som altfor ofte bliver gode Lunger til Deel" (s.250f).
Pelletier-Volméranges' "Les deux Francs-Macons, ou les coups du bavard" (TIM 25.5.1808) mente Rahbek, "besidder vel ingen høi Grad af dramatisk Interesse; ogsaa er vel den Idee at giøre en Gienstand som Frimureriet, hvorom overalt Forfatteren har talt med mere Kierlighed end Kundskab, til et Hovedhjul i et Drama, neppe den lykkeligste; imidlertid er det længe siden, Anmelderen saae noget skuespil paa vor Theater med saa megen Fornøielse" (Aftenblad nr.34). Rahbek ønskede da også, at stykket måtte blive "optaget i Vinterforestillingernes Cyclus. Et Trækplaster bliver det neppe, men sikkerlig vil det blive en Vederqvægelse for dem, som Trækplasterne svie til" (l.c.). Se s.91.
"Gert Westphaler" i Rahbeks bearbejdelse opførtes den 21. aug. 1823, men det kom ikke ind i det ordinære repertoire, hvor 1-akts-versionen siden sæsonen 1821/22 holdt sig indtil sæsonen 1826/27. "Gert Westphaler" opførtes på ny den 5. okt. 1827.
Den sidste nyhed ved Sommerskuespillene var von Weissenthurns "Die beschämte Eifersucht" (Wien 9.3.1801), som ifølge Rahbek "har det tilfælles med de fleste af denne Forfatterindes Lystspil, at det er Forestillingen, der skal give det den fornemste Interesse" (Aftenblad nr.34). Trods svag indsats på spindesiden overflyttedes stykket til det ordinære repertoire, se s.93.
Rahbek hvitterede med en "oprigtig Tak, for ei en ringe Kunstnydelse, han har havt disse Forestillinger at takke" (Aftenblad nr.3 s.252). Sommerskuespillene afsluttedes med en epilog, forfattet af Overskou; ejheller denne ses læst af censorerne.
Som det fremgår af det foregående tog entreprenørerne sig store friheder med hensyn til repertoiret, hvilket imidlertid ikke gik upåagtet hen, thi næste år afstak direktionen retningslinjer for eventuelle sommerskuespil: Dette må tolkes på den måde, at skuespillerne var gået for vidt i 1823. - Repertoiret forekommer i øvrigt påfaldende gammeldags: tyskorienteret snakkesalighed med plads til stjernespil.
[sideskift][side 1482]
DKTBs eksemplar indeholder kun ganske få forkortninger i det 250 sider lange skuespil. To hænder har rettet: en med blyant (de færreste rettelser), en anden med blæk (de egentlige forkortninger). Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer mere (KB, DKTB). Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at eksemplaret på DKTB stammer fra enten genoptagelsen i 1836 eller fra sommerforestillingen i 1839.
Tabt.
Jf. Topsøe-Jensens udgave af MLE, Kbh.195# I,76 med note.
Forkastet fordi teatret var "i Besiddelse af dette Æmne, oversat og bearbeidet af Herr Etatsraad Ridder Pram" (Kp. nr. 422 10.3.1819).
Manuskriptet opbevares i RA, teatrets arkiv, afd. G.
Se Preisz, op.cit. V, 108ff.
Den 13. maj 1821 erklærede Rahbek til Collin, at han vidste, at hans kolleger ikke var enige med ham, "da jeg, med dets nærværende Slutning holder det for et godt Stykke" (BmD).
Regissør Clausen noterede i Journalen: "Da Stykket var sluttet blev yttret meget Biefald; men enkelte Piber blev hørt".
Collin forlangte strygninger i stykket (se Preisz, op.cit. III, 217), hvilket Oehlenschläger ikke satte sig imod. Han tilbød selv at besørge udstrygningerne "i Msts Qviklys Rolle" (Preisz, op.cit. III, 219). Clausen noterede ikke ændringer i scenegangen eller andre ændringer eller forkortelser. Se Anne E. Jensens artikel "Fra Juan Fernandez til Kongens Nytorv" i Oehlenschläger Studier 1974-75, Kbh. 1975 s.35ff.
"Væddemaalet" sendtes retur den 14.7.1813, for at Bang "efter Deres behagelige Ønske kunde foretage de aftalte Forandringer" (Kp. nr.86). - Først i 1817 indsendte han "Væddekampen", som begge de ærede Herrer Censorer, eenstemmig antog; men da Chefen .. ikke yndede Stykket i den Form, saa forandrede jeg deri, hvad jeg fik at vide, der havde mishaget Hr Kammerherren, og indleverede [i maj 1818] .. det samme Stykke, med en anden Tittel, og mange Forandringer" (I.B. nr.138 13.9.1818). - Den 18.9.1818 svaredes Bang, at de foretagne forandringer ikke hævede "de Betænkeligheder, der have været ved ikke at antage det til Opførelse" (Kp. nr.303) . - Bang protesterede følgelig den 21.9.1818, idet han henviste til at censorerne havde antaget stykker af Kruse, Jessen, N.T. Bruun og flere og betalt disse dramatikere, selv om direktionen ikke ville opføre skuespillene. - Direktionen undlod klogeligt at diskutere Bangs ubehagelige oplysninger om korruption i teatrets ledelse, men svarede ham, "at Antagelsen fra Censorernes Side af .. kun var conditionel, og da denne Condition ikke er opfyldt ved de foretagne Forandringer har Directionen heller ikke kundet gjøre nogen Forandring i den engang afgivne Erklæring" (Kp. nr.335 1.10.1818). - Bangs protest bestod i, at censorernes a'er betød uconditionel antagelse, hvilket jo intet bevis var; hvad der var afgørende for stykkets opførelse, var Holsteins stilling: "[Jeg] trøstede .. mig dog deels derved, at Hr Kammerherren var saa god, og lod mig sige, at han intet vilde lægge mig i Veien for mit Stykkes Fremme; deels ved Hr Instructeur Schwartzs saa smigrende Dom over mit Arbeide, som Hr Kammerherren selv havde ønsket, og deels ved de Exempler man havde havt paa før, at Directionen kunde forkaste Stykker, uden Hr Kammerherrens Votum, og altsaa nødvendigvis, ogsaa maatte have samme Ret, til at antage dem" (I.B.[sideskift][side 1483] nr.155 8.10.1818). - Lige præcis her viste virkeligheden, at logik og teateradminietration intet havde med hinanden at gøre. Bang svang sig endog op til at skrive, at hans ret til opførelse "nok aldrig ville blive mig nægtet, af hvilken som helst Domstoel, der end skulde dømme os imellem" (l.c.). - Den 21.10.1818 tilretteviste direktionen Bang ved at indføre ham i den kollegiale bestyrelses arbejdsformer. Holstein fungerede i alle situationer som voldgiftsmand: "Da imidlertid Censorerne desuagtet havde Tvivl, hvorvidt Stykket vilde behage det nærværende, som Erfaring viser, ikke lidet vanskelige Publicum, raadspurgte de Theaterchefen, som den, der ved det daglige Tilsyn i Skuespilhuset nøiest kan antages at kjende dette, og fandt han enig med dem i, at Stykket for at behage ved Forestilling maatte undergaae ikke ubetydelige Forandringer" (Kp. nr.339). Efter fornyede forandringer var direktionen stadig af samme mening (jf. Kp. nr.303 18.9.1818). - Bang søgte forgæves at redde honoraret (I.B. nr.163 1.11.1818) ved at henvise endnu engang til Kruse, Jessen, N.T. Bruun, etc. - Direktionen forstod imidlertid at svare for sig: " at [direktionen] .. for saavidt Cassen tillod med Fornøjelse vilde have søgt at opfylde Deres Begiæring, naar De havde indgivet Deres Lystspil .. saaledes forandret, at det havde kunnet bestemmes til Opførelse, som blot tilfældig indtrufne Omstændigheder, havde hindret eller sinket, hvilket med ethvert af de Stykker, hvorfor under dens Embedstid er udbetalt noget saadant Forskud og i Henseende til hvilke De er aldeles urigtig underrettet, har uden Undtagelse været Tilfældet" (Kp. nr. 350 19.11.1818). - Den senere brevveksling om dette stykkes behandling krydres kun af denne intime detalje: "[Holstein meddelte], at jeg aldrig maatte vente mig dette Stykke, hverken antaget eller spillet og denne nydelige Rep[l]ikk sendte Kammerherren mig mundtlig igiennem sin Frue, som havde sagt det i DirectionsLogen til Jomfrue Rosing, at hun maatte bede sin Moder sige det til Sektr Wiehe, og han igien skrive det til mig" (adr. Collin Coll.BrS. XXIa 12.9.1822) (jf. NkS 2494 nr.61 og 62 samt Bangs fremstilling i indledningen i udgivelsen "Caprifolier" 1826 s.VIIIff.)
Foranlediget af Ryges uvilje mod at lære Jean Bottes rolle i stykket (roller uddelt den 13.2.1815 PRFD), meddelt direktionen den 19.2.1817, tilbød direktionen Bruun enten 600 Rbd. straks eller udsættelse til næste teatersæson (Kp. nr.319 19.2.1817). Bruun ønskede den 20.2.1817, at "Joseph" (jf. s. ####) måtte opføres den 8.3.1817 som betaling for "Bulderbassen" (I.B. nr.2503). Direktionen svarede, at den var villig til at forestille for kongen, at Bruun tilstodes "Indtægterne af en Aftens Forestilling uden Abonnement, Udgifterne fraregnede" (Kp. nr.325 26.2.1817). Dagen efter pressede Bruun citronen, idet han ønskede tilladelse til "at anmelde min Indtægtsaften som Betaling for Bulderbassen, hvis Opførelse ved uundgaaelige Hindringer, eller hvad andet den høie Direction selv maatte fordre indrykket, udsættes indtil næstkommende Theateraar" (I.B. nr.2503 27.2.1817). Den 7.3.1817 gjorde direktionen Bruun det klart, "at den intet kan have imod, at indstille til Hans Majestæt Kongen, at en Forestillings fulde Indtægt maatte udbetales Dem under Navn af Forskud, imod at denne Summa liqvideres i den Indtægt, som en tredie Aftens Forestilling af Bulderbassen maatte indbringe Dem i sin Tid" (Kp. nr.331). Den 12.3.1817 acqviescerede Bruun hermed, tvunget af "de mig saa ugunstige Omstændigheder" (I.B. nr.2511). Direk[sideskift][side 1484]tionen indstillede den 14.3.1817 sagen efter de opridsede retningslinjer, hvilket kongen bifaldt den 22.3.1817 (Orig.Kgl.Res. nr.66).
Den 4.7.1807 udtrykte direktionen sin tvivl om stykket "havde Interesse nok for det Danske Publikum", idet man lod det stå åbent, om teatret ville benytte hans oversættelse (Kp. nr.16).
NkS 1312 er en urettet renskrift af stykket uden censorernes mærker.
"Paa nærværende Tid gier paa alle tydske Skuepladse: Kleists: Prinds von Hamburg en udmærket Lykke og Fortienen. Uagtet det i mange Henseender kan kaldes et nationalt Stykke har det dog, saa megen almindelig Interesse at jeg ikke tager i Betænkning at oversætte det, saameget mere som, om det end ikke vælges til et Fødselsdags Stykke, jeg dog skulde tage meget feil, on det ikke vilde være blandt de Faae, som Kongehuset vilde see ned Fornøielse. - Ogsaa det har erholdt ved Smidts Haand Lykkelige Forandringer, som staae mig til Tieneste" (I.B. nr.749 19.3.1822). Kruses henvendelse til Collin i foråret 1822 var uden resultat (Coll.BrS. XXIIIa udat. ie: efter 19.3.1822). Stage rapporterede til Rahbek om forestillingen i Hamborg, at han "saavel, med Hensyn til Stykket som Udførelsen havde ønsket, hellere ikke at have seet" den (NkS 2494 I 22.4.1822).
Zinmermann "Dramaturgische Blätter" nr.82/83 1821. Wolff til Ryge 15.10.1822 (TM). Eksemplaret (DKTB) kan ikke tidsfæstes til 1822. Dagen nr.244 12.10.1822, Aftenblad nr.3 19.10.1822 Herzfeld til Collin, jf. Dp 5.12.1823.
Hverken manuskript eller sufflørbog eksisterer mere (KTS).
Ifølge Castelli selv blev stykket aldrig opført, Goedeke XI,2 59 (104).
Originalens titel eller forfatter kendes ikke.
Ryge har ganske få steder foretaget sproglige rettelser i sufflørbogen KTS 167.
KTS nr.343 er Bruuns autograf (forsynet med censorernes a a) med ganske få sproglige korrektioner af Rahbek: Dyd - Nød, et natur-religiøst udtryk omskrevet til saglig naturskildring for at nævne de væsentligste.
Om Catrufos kompositioner, se The New Grove Dictionary, bd. 4, 14. Dupuy var død den 3.4.1822.
KTS 199 er en afskrift af Printzlau; den røber kun ved ganske enkelte blyantsmærker at den har været anvendt.
Først den 12.11.1822 anskaffedes partituret, via Lose (TK 1823 4.kv.nr.91). Eksemplaret (DKTB) indeholder 2 rettelser, idet 1. akt, 8.sc. er tilført en duet (Servilia, Vitellia) "Jeg spotter ei Fyrstinde!" ("jeg gaaer" og "Lev vel" (Servilia) er følgelig slettet). I 2. akt, 7.sc. tilføjedes et syngenummer, Servilias arie "Hin er skyldig - kan ei forsvares", hvorfor Titus’ lange monolog er slettet og et kort replikskifte mellem Titus og Servilia er indføjet. Findes ikke KTS.
Opført 1. gang den 30.1.1801; 75. og sidste opførelse fandt sted den 26.3.1821.
I den nævnte rækkefølge var komedierne sidst blevet opført (i parentes nævnes datoen for den følgende genoptagelse): 9.3.1821 (5.10.1822) - 8-1-1817 (14.2.1850) - 14.7.1817 (21.8.1823) - 8.2.1818 (23.9.1822) - 2.2.1822 ( 26.10.1822) - 8.12.1821 (20.1.1823) - 7.3.1822 (16.4.1823) - 4.1.1818 (27.9. 1822) - 13.12.1817 (24.6.1840) - 29.12.1820 (13.11.1824) - 11.2.1800 (10.10.1822). Nrr. 4, 8 og 11 blev nybesat den 8.6.[sideskift][side 1485]1822. "Erasmus Montanus" var blevet genoptaget den 15.5.1821 efter nybesætning den 8.3.1821.
Tr. CP 237ff, dér fejldateret.
Overskous hårde vurdering skal rettelig ses på baggrund af hetzen mod Holbergs stykker i almindelighed i 1810rne. Den holbergske komedie kunne ikke ved et magtbud fra direktionen genvinde forrige tiders bifald hos publikum; rollebesætningerne kunne nok have været bedre, men mange ældre skuespillere var døde eller havde trukket sig tilbage omkring 1820/22.
Den 22.1.1823 indsendte Rahbek de "tvende .. [ham] tilhændekomne Varianter af den schmidtske Sang, hvoraf No 2 .. ustridig [er] den bedste" (NkS 3107). I direktionsmødet den 24.1.1823 "fremlagdes [den] med de ønskede Forandringer fra Forfatteren ved Etatsraad Collin, og vedtoges til Trykning og Uddeling" (Dp). Tr. i "Dagen" nr.26 30.1.1823.
Rahbeks jubelafskedsanmeldelse ("Aftenblad" nr.23 13.6.1823) skal ikke aftrykkes her.
Den 5. opførelse (1.4.1824) anmeldte Rahbek ("Nyt Aftenblad" nr.16 s.141), hvor han stemplede stykket som "den smagløse Miskmask af upassende Sang og Dands, der her var plumret sammen, og hvor det ene Nordboqvad maatte undres ved at mødes med det andet ved Jordens Bredder".
Den 4. forestilling efter genoptagelsen anmeldte Rahbek ("Nyt Aftenblad" nr.12. s.104 20.3.1824): "Denne maaskee de fineste høiere Comedie, vor Skueplads, siden Syngesygen< stial Figaros Giftermaal, eier, og hvis Forestilling i sin Tid var blandt vort Theaters sande Triumpher, havde i Aften en saare blandet Skiæbne" [, fordi Frydendahl faldt uden for ensemblets og komediens stil]. Det gentagne tema i Rahbeks teaterrecensioner fra disse år er beklagelser over komediens forråelse og skuespillernes mangel på evne til at traktere den høiere komedie med fornøden delikatesse. I "Nyt Aftenblad" nr.51 18.12.1824 s.455f anmeldte Rahbek endnu engang dette stykke: denne fremstilling stod for Rahbek som jubelforestillingen på teatret.
Rahbek anmeldte repremieren ("Aftenblad" nr.20 23.5.1823 s.148ff): "Der er imidlertid ingen Tvivl om, at naar dette ved Skuepladsen, som saa mange af dens ypperste Stykker, saa længe henliggende Sørgespil paa ny bliver vel indspilt, enkelte Smaating, der ved denne Forestilling faldt paa, vilde hæve dem selv". Efter forestillingen den 26.5.1823 skrev Rahbek: "Megen Tak fortjener han [Oehlenschläger], fordi han havde optaget adskillige Steder, som den senere Poloniosmag, der gierne vilde have alle de Taler, hvori der siges noget, til Barberen med deres Skiæg, havde streget" ("Aftenblad" nr.21 30.5.1823 s.158). Intetsteds i korrespondancen omtales censorernes tilladelse eller billigelse heraf. - Fjerde gang stykket opførtes efter genoptagelsen skrev Rahbek, at det "sandedes da, det maadelige Tilløb uagtet, paa ny .. at ved god Besætning og Udførelse Folkets Bifald tilfulde vilde godtgiøre, hvorvidt Correggio var en tragisk Person, og dette Stykke af vor Scenes sande Prydelser" ("Nyt Aftenblad" nr.5 31.1.1824 s.40). Det "overordentlige levende Bifald, der saa fortient udbrød, da denne skiønne Forestilling af dette herlige Digterværk var til Ende" bekræftede Rahbeks profeti samt hans interesse for netop den oehlenschlägerske tragedie.
Opført 1. gang den 19.4.1798; den 16. opførelse fandt sted den 12.12.1816 - den 18. og sidste den 7.10.1824.
[sideskift][side 1486]
Udfald mod skuespillere, komedierne samt uhøviske replikker, vel især Apelones replik i 1.sc. om den uønskede graviditet.
Opført 1. gang den 28.10.1750; den 40. opførelse blev givet den 27.9.1816, den 42. opførelse fandt sted den 20.3.1823.
"Hvorvel jeg endnu er uvidende om De gouterer hvad jeg har skrevet Dem til i Anledning af det Brunske Oversætter Embede" (Coll.BrS. XXIIIa udat.). Det omtalte brev fra Kruse ses ikke.
Castellis bearbejdelse "Peter und Paul" efter Lamartelières "Pierre et Paul, ou une journée de Pierre-le-Grand" (LOD 3.11. 1814).
Opført 1. gang af Dramatisk Skole den 19.9.1813; 3. og sidste gang før genoptagelsen, den 20.2.1814.
Opført 1. gang af Dramatisk Skole den 13.12.1807; sidst givet den 27.3.1814.
Originalen var oversat af Rahbek: opført i perioden 1788/89-1816/17; genoptaget i sæsonen 1829/30, jf. s.295.
Forskellige scener var blevet opført ved Ryges Dramatiske Akademi den 6.5.1815 (A & C II 214f).
Rahbek havde forberedt sig grundigt, idet han havde læst såvel Böttigers udvikling af Ifflands fremstilling af Franz Moor som Zimmermanns om Devrients.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 5-3-2019, nogle links mangler). Opdateret af