Side 85-109, noter side 1487-91.
[sideskift][side 085]
Der skete i denne sæson et drastisk fald i indleverede originale danske skuespil, idet behandlede skuespil i dette teaterår blev mere end halveret; det seriøse drama dominerede imidlertid stadig. Boyes anonymt indleverede sørgespil "Juta, Dronning af Danmark" blev behandlet af censorerne omkring 1. juni 1823, men begges vota er gået tabt. Den 10. juli 1823 fik forfatteren meddelelse om antagelsen samt henstilling om at navngive sig "og modtage nogle faa Bemærkninger" (Kp. nr.65). Boye navngav sig imidlertid ikke, ejheller ses det af den bevarede korrespondance, at han forandrede indholdet eller formuleringer i "Juta". At Rahbek ikke var tilfreds, afslørede han to dage efter premieren den 31. dec. 1823, idet han ønskede en sceneforandring vedrørende munkens rolle (1). Intet dokument antyder, at censorerne har anet (eller erkendt), hvem der havde indleveret skuespillet; kun Collins holdning synes at røbe, at han vidste, hvem den anonyme forfatter var. Udover Boyes tidligere iagttagede reservation over for Rahbek kunne anonymiteten også skyldes modtagelsen af Boyes tidligere skuespil, samt den kendsgerning, at han på dette tidspunkt havde så mange arbejder for teatret, at det nemt kunne give anledning til brødnid (opført ialt 8 gange).
"Elinor" afleveredes af Rahbek til Olsen den 15. aug. 1823 (Dp). Dramaets videre skæbne kendes ikke.
Kruses lille dramatiske digt "Taaren" forkastede censorerne i august 1823, begge på grund af tidens publikumssmag. Olsen dog også fordi han fandt det for indviklet, således at skuespillerne ville få meget svært ved at "fatte og indstudere Stykket" (21.8.1823). Collins indflydelse blev imidlertid udslaggivende, idet direktionsforhandlingerne resulterede i, at stykket "afleveredes af Censorerne som ikke antaget; da Etatsraad Collin, som havde læst Stykket var af modsat Mening, anmodedes Chefen, at modtage det til Giennemlæsning, for at skiønne, hvorvidt han maatte finde det passende for Scenen" (Dp 22.8.1823). Censorerne havde været ganske enige om forkastelse, men ikke desto mindre fik Collin gennemtrumfet, at stykket gik til øverste instans for der at blive bedømt. Collin havde hermed for første gang fået ført til protokols, at han kunne desavouere censorernes enige dom, hvilket unægteligt er noget ganske andet end at udnytte en dissens. I det følgende direktionsmøde leverede Holstein og Collin stykket tilbage, "for hvis Antagelse begge stemte. Professor Rahbek modtog det da, til [sideskift][side 086]deri at foretage de fornødne Forkortninger" (29.8.1823). Overcensuren var en kendsgerning, idet den havde bevist sin styrke, selv det var uden hjemmel i reskriptet af 1. febr. 1821. Udviklingen var gået i den retning, at Collin fra at imødekomme ønsker havde gjort sig gældende i censurspørgsmål, til han nu selv direkte greb ind i forretningsgangen for at få stykker antaget, han syntes om. Den 15. nov. 1823 blev rollerne uddelt (PRFD), men hermed standsedes stykket; imidlertid bragte Collin stykket " i Erindring, og vedtoges, det saasnart Leilighed gaves skulde sættes i Arbeide" (Dp 16.1.1824). Men det afgørende står tilbage: Collin fik ikke stykket på scenen! - Han kunne desavouere censorerne, men da det kom til sagen, turde han ikke byde publikum Kruses "Taaren" (1a). Se s.113.
Inden den 18. okt. 1823 havde Liebe tilstillet Rahbek Søtofts fædrelandske sørgespil "Daniel Ranzau", mens Olsen modtog et til teatret indkommet eksemplar. Først den 19. nov. 1823 afleverede Olsen sit votum: "Der er saa meget herligt og skjønt i dette Stykkes sidste Acter, og desuden er Helten i Stykket saa glimrende, og Heltens Digter saa navnkundig, at jeg ikke vover at forkaste dette nationale Sørgespil". Han kunne derimod ikke antage det til opførelse, før en række forandringer og forkortninger havde fundet sted: uforståelige tirader, kedende og trættende passager i flere af de første akter samt hvad der må anses for at have været afgørende "den altfor kjendelige Mishandling af de svenske Karakterer", som måtte hæves, hvis stykket skulle "kunne opføres paa en venskabelig Naboes Skueplads". Endnu engang blev det tilkendegivet af en teatercensor, at teatret måtte udvise specielle hensyn, når det gjaldt (udenrigs)politiske forhold af ømtålelig art: stykkets fremkomst blev gjort betinget af disse hensyn. Den 17. nov. 1823 rykkede Søtoft Rahbek for en kritik. Rahbek udbad sig teatrets eksemplar, "da [det] ikke officialiter er kommet mig tilhænde" (21.11.1823). Ligesom det var tilfældet med "Taaren", ville Rahbek ønske, han havde et publikum, for hvem han "torde vove at opføre Daniel Ranzau", men "in hac fæce Romuli [2] finde de Fædrelandet hellige Navne ikke mere Gienlyd i hvert Hierte. Som et Nationalstykke har dette Sørgespil da igen Forhaabning om gunstig Modtagelse, og som et blot almindeligt dramatisk Poem, savner det, hvad de fleste nyere Sørgespil saavel tragisk Handling og Interesse; der er ingen Knuder, altsaa ingen Spænding, ingen Opløsning" [sideskift][side 087](26.11.1823). Olsens specialindvendinger fandt Rahbek kun var "Smaating, som lod sig rette, men, med mine bedste Ønsker for Stykket og Digteren indseer jeg ikke Muligheden af at indrette det passende for vor Skueplads" (l.c.). Inden Søtoft havde fået meddelelse om udfaldet, tilskrev han Rahbeks "frels mig fra Fordømmelse hos Th[eater]d[i]r[e]ctionen [ang.] dette Stykke, som efter Deres egen Dom var mit bedste Arbeide" (NkS 2494 5.12.1823). Han bad Rahbek om en forklaring på udfaldet af direktionens deliberation; forinden havde Collin imidlertid svaret ham kort samt henvist til Rahbeks vidtløftigere (tabte) skrivelse om sagen. Søtoft skrev derpå til Rahbek og forespurgte "om politiske Aasyn fra Hoffet ere med i Spillet og hindre Spillet; thi da vil jeg ikke arbeide længer i Fædrelandets Historie, for ei at høste Chagrin for Studium, Nattevaagen, og mine bedste Kræfters Opoffrelse" (NkS 2494 17.12.1823). Officiel svarskrivelse udfærdigedes ikke. Se s.111.
Dagen efter censureringen af dette stykke skrev Rahbek til direktionen, at Søtoft måtte anmodes om at foretage de fornødne forandringer i "Hildegard von Hohenheim" (jf. s.53): "Det synes mig i saa Fald ønskeligt, og billigt, at Forfatteren giordes opmærksom paa disse, at han ved muligt at hæve dem, f.Ex. forandre Paven til en Cardinal-Legat, og hvad der ellers maatte være at giøre, kunde sætte Stykket istand til [at komme på scenen]" (BmD 27.11.1823). Tydeligvis var Rahbeks adressat Holstein, der især varetog de religiøse anliggender. Til Collin gentog han opfordringen: "Er der Forandringer, der med Føie ønskes nødvendige, kan de jo ordnes, og giøres. Men at Manden har Ret, naar han for Alvor klager over, at man giør Nar af ham ved at antage Stykker for ikke at opføre dem, er saa; og Ret, synes mig ikke, Folk maa have, naar de klage" (1.12.1823). Tydeligere kan det vist ikke illustreres, at censorerne var blevet bragt i et håbløst mindretal. Eftersom Rahbek var sygemeldt i disse uger tilskrev Olsen ham efter mødet den 5. dec. 1823, dels som svar på hans brev til direktionen, dels som en information om forhandlingerne: "Jeg er saa aldeles enig med Dem, at jeg allerede under Dags Forhandlingerne havde ytret min Mening i samme Aand og næsten med samme Ord. Kammerherren troede, at Dronningen var Interdictet el. Kirkens Ban ugunstig - men Rettelser og Forbedringer ved Forfatteren i Anledning af hans [Holsteins!] Samtale med Dronningen kunne jo ikke andet end smigre hende" (NkS [sideskift][side 088]2494). Dette udsagn er et af de få egentlige beviser på hoffets direkte indflydelse på udformningen af teatrets repertoirepolitik. Holstein havde været den egentlige modstander af dette stykke, hvis forfatter imidlertid fik dronningens approbation, som tilsyneladende først senere overtrumfede Holsteins frygt. Olsen bad derfor Rahbek i et brev til Søtoft at "anmelde Directionens Ønske og Beslutning, snarest muligt at bringe Kirkens Ban paa Theatret, mutatis mutandis, hvortil vist nok føie Pavens Omdannelse til en Legat el. Kardinal" (l.c.). - Søtoft indsendte derpå en omarbejdet udgave, hvor han ofrede de elementer, der havde gjort Holstein betænkelig, idet han helt udelod paven og strammede handlingen i overensstemmelse med kravene om større effekt på scenen.(DKTB) (3). Den 6. jan. 1824 modtog Rahbek den personligt af Søtoft: "Da jeg i dets forrige Gestalt gav Stykket min ubetingede Stemme, har jeg nu intet andet at føie til, end det Ønske, at det saa snart muligt - dog naturligviis efter Alma - maatte bringes paa Scenen" (6.1.1824). Rahbek konstaterede, "at Paven er bleven til en Nuntius, og altsaa ikke fra denne Side nogen Forargelse, enten given eller tagen kan finde Sted" (l.c.). Olsen var fuldkommen enig med Rahbek (14.1.1824). At censorerne læste stykket endnu engang efter dronningens approbation (før nov. 1823) viser noget om systemets karakter. Roller uddeltes den 15. maj 1824 (PRFD), men først efter en lang såvel privat som officiel korrespondance kom stykket på scenen den 30. apr. 1825 (opført 2 gange i sæsonen samt den 23. jan. 1827).
Behandlingen af disse stykker er unægtelig interessant: en teatercensor antager et stykke, som han i sin avis bagefter kritiserer så meget, at det i hvert fald er medvirkende til at hans kollega beder ham ophøre med anmeldelser i avisen. To teatercensorer er enige om forkastelse af et stykke, hvorpå deres kollega med chefens støtte får antaget stykket. En forfatters to stykker behandles næsten samtidig: det første synes politisk betænkeligt og dramatisk upassende, mens det andet var upassende på grund af dets behandling af religiøse emner. Kun ved dronningens approbation lykkedes det forfatteren at dæmpe Holsteins frygt. - Samarbejdsvilje eller -evne var ikke tilstede, når så vigtige emner eller forfattere indsendte skuespil til teaterdirektionen. Collins initiativ til fordel for Kruse var vel for censurinstitutionen det farligste skridt, han indtil nu havde taget. At Søtoft [NJE: i manuskriptet med rødt blæk er tilføjet: fejllæsning] henvendte [sideskift][side 089]sig til dronningen forekommer ganske naturligt i enevældens tid. Samtidig leverer aktstykket et af de bedste beviser for hendes aktive indflydelse på teatrets repertoire.
[sideskift][side 090]
De tre originale lystspils magerhed er ikke til at skjule. Blichers "Avisfrieriet" indleveredes første gang af Carl Luno (jan. 1818 Blichers S.S.Bd.31 brev nr.17). I brev af 3. april 1820 bad Blicher Ingemann skaffe sig stykket tilbage (Blichers S.S.Bd.31 brev nr.21). Først den 22. aug. 1821 remitteredes stykket fra teaterkontoret (Kp.nr.282). Den 3. juni 1823 tilsendte Blicher A.P. Liunge stykket, idet han bad ham om at indlevere det til teatercensorerne (Blichers S.S.Bd.31 brev nr.47). Stykket var ifølge Rahbek "opkaagte Hverdagscaracterer, og Hverdagsscener, som neppe vilde finde Naade for det nuværende Publicum, der gik saa strængelig irette med Robinson i England [jf. s.58]" (22.9.1823). Olsen fandt det "uforstaaeligt .. [og] kjedsommeligt" (29.9.1823). Blichers andet lystspil "Løn som forskyldt" havde Rahbek "i Begyndelsen bedre Forventning om, men der er dog i Grunden ogsaa alt for lidt deri, baade Handling, og Caracterer, og Knudens Opløsning tilsidst usandsynlig, uden derfor at være overraskende" (22. 9.1823). Afstanden til Olsen belyses ved, at denne fandt stykket brugbart "ved en anden Opløsning, mindre usandsynlig og derhos mindre gemeen, og ved en Forbedring i Karaktertegningen" (29.9. 1823). Om Olsens mere positive holdning skyldtes hans omgang med Liunge (jf. CP 261), der på trods af Blichers indskærpelse om at optræde "i stræng Incognito" (Blichers S.S.Bd.31 brev nr.46) dog nemt kunne have ladet et ord falde om hvem forfatteren til komedien var, kan ikke verificeres. Teaterkontoret afsendte svarskrivelsen den 4. okt. 1823 (Kp.nr.109) (jf. s.117) Trods disse negative vurderinger er der ikke desto mindre grund til at bemærke, at Rahbek selv angav sammenhængen i udviklingen af tidens lystspil. Før de heibergske vaudeviller fremkom disse få spredte forsøg på at forny lystspillet med ansatser til hverdagssituationer og aktuelt emne. Afstanden til vaudevillerne forklarer samtidig disses enorme succes.
Det anonyme lystspil "Dyden har Løn" kedede Olsen så meget, at han kun orkede at læse seks sider deraf, før han gav det sit c (20.11.1823). Rahbek forkastede stykket, fordi dette lystspil behandlede utilstedelige forhold på et teater (25.11.1823) (jf. s.19 og s.28).
Angående disse stykker knyttedes udelukkende æstetiske, dramaturgiske eller moralske kommentarer alene fra teatercensorerne. De Personlige relationer synes helt oplagt ikke at have spillet nogen rolle for disse stykkers forkastelse.
[sideskift][side 091]
Fordelingen mellem det seriøse skuespil og lystspillet, behandlet af teatercensorerne i dette teaterår, er så markant, at der kan tales om en klar tendens til fordel for lystspillet; såmeget mere som de syv (af de ni) seriøse skuespil blev indleveret af oversættere, der ingen Jordisk chance havde for at få deres produkter fremført på scenen.
N.T. Bruuns oversættelser af Klopstocks sørgespil "Der Tod Adams" (1757) (1) og "Hermanns Schlacht" (1769) samt Kotzebues skuespil "Bayard” (1801) - afleveredes alle af Rahbek den 12. Juli 1823 som upassende for skuepladsen (Dp). N.T. Bruun var død den 8. Juni 1823.
Dorphs oversættelse af von Collins "Regulus" (1802) afvistes i 1820 uagtet dets "poetiske Værd", fordi "de Forsøg .. paa Skuepladsen" med "ældre Declamatorier” ikke havde vundet "synderligt Bifald", hvorfor "især .. de sidste Acter" i "Regulus" ville røbe deres manglende dramatiske effekt, der var "langt under den tredie" akts. Dertil kom hensynet til original, nye sørgespil samt shakespeareske og schillerske stykker, der havde ventet i flere år. Endvidere havde man Thortsens gamle prosaiske oversættelse, der havde været anvendt ved de afholdte deklamatorier, at tage hensyn til (Kp. nr.595 18.5.1820). Oversættelsen blev trykt i 1822. Den 24. marts 1823 dristede Dorph sig til at indsende stykket igen, ikke til teaterdirektionen men til Collin. Censorerne fandt det formentlig ikke nødvendigt atter at lade stykket passere censuren, men desto mere ejendommeligt er det da, at Dorph i brev af 29. aug. 1823 meddelte, at han mundtligt havde fået tilsagn af Olsen og Collin, at stykket skulle opføres i den tilstundende sæson (UjBr). Den 9. sept. 1823 indsendte han de fornødne eksemplarer til stykkets indstudering; roller blev imidlertid ikke uddelt. Se s.167.
Af Hagermanns skuespil "Vetter Paul oder: die Rache des Deutschen" (jf. s.82) indsendte Søeborg den 9. Juli 1823 en oversættelse (UjBr). Ryge havde imidlertid oversat stykket, hvorfor censorerne returnerede den nye oversættelse den 11. sept. 1823 (Kp. nr.88). For teatrets regning uddeltes rollerne den 5. sept. 1823 (PRFD), og stykket opførtes på ny den 23. okt. 1823 (opført ialt 4 gange).
Rollerne til N.T. Bruuns oversættelse af Pelletier de Volméranges' "Les deux franc-maçons, ou les coups du bavard" (TIM 25.5.1808) (jf. s.84) uddeltes for teatrets regning den 12. sept. 1823 (PRFD); op[sideskift][side 092]ført første gang den 16. sept, 1823 (opført ialt 11 gange). Ingen af disse to stykker læstes på ny af censorerne.
L. Heidens to oversættelser passerede begge censuren. "Skytsengelen" kom dog til at henhvile hos Olsen, efter at Rahbek havde givet sin kritik af stykket (tabt). Arrestos skuespil bragte imidlertid censorerne til uenighed, idet Olsen fandt stykket meget interessant på trods af "maaske lidt for svulstige Udtryk .. og hist og her en affecteret Sentimentalitet .. Stilen [er] god, Dialogerne levende, og Karaktererne vel tegnede - jeg troer altsaa med Føje at kunne stemme for dets Antagelse" (27.8.1823). Rahbek var, fordi stykket omhandlede "Adel Hofvæsen o.s.v.", imod stykkets "Antagelse til vor Skueplads, skiøndt jeg vel maaskee, naar det blev besat efter mit Sind, vilde see det selv med Fornøielse der. Jeg udbeder mig derfor da Censorerne her ere af forskiellige Meninger, at de [Herrer Meddirektører] enten begge, eller een af dem ville her paatage dem Opmandskabet, og giøre Udslaget" (12.9. 1823). Materialet oplyser ikke, hvorvidt det var Collin eller Holstein, der påtog sig opgaven: stykket blev forkastet i jan. 1824 uden nærmere begrundelse. Begge oversættelser blev remitteret den 23. jan. 1824 (Kp. nr.140).
Schønbergs oversættelse "Clara af Montalban" blev først tilstillet Olsen, som antog stykket (votum tabt), mens Rahbek kun modvilligt gentog sit ja, fordi han ikke udholdt "Delinqvinthistorier paa Scenen, og heller ikke Udaad og Uhyrer som Montalban. Imidlertid er det et Stykke af Effekt" (26.11.1823). Teatrets forhold til Schønberg skal i øvrigt ses i sammenhæng med hans og Kruses planer om oprettelse af et konkurrerende teater i 1817, hvortil direktionen nedlagde forestilling uden dog at være enige i dette spørgsmål.
På nær Arrestos stykke behandlede Rahbek og Olsen alene disse stykker, der for så vidt hverken kunne tiltrække sig censorernes som vores interesse. Undres kan man måske over Bruuns oversættelser af Klopstock ihukommende hans øvrige repertoire. Rahbeks kriterier var fortsat de samme: afvisning af politisk kontroversielle emner samt overdrevne ekscesser. Olsens synes temmelig usynlig hvad angår disse stykker, i det mindste artikulerede han sig sjældent.
[sideskift][side 093]
Sammen med oversættelserne af Klopstocks sørgespil ekspederedes N.T. Bruuns oversættelse af Molieres "Les precieuses ridicules" (1659) (Dp 11.7.1823)
Kruses oversættelse af Lebruns bearbejdelse "Eine Freundschaft ist der anderen wert" (1823) af Vafflard & Fulgence de Burys "Le Célibataire et l'homme mariè" (LOD 16.12.1822) indleveret under titelen "Den sieldne Ven" senere ændret til "Ungkarlen og Ægtemanden" gav Olsen sit ja (udat.). Rahbek fandt stykket "ikke alene overmaade godt, men og særdeles passende for vort nærværende Personale .. Overalt trængte Overs[ættelsen] til at retoucheres lidt, men jeg har ikke villet sinke Stykket derefter" (31.7.1823). Roller uddeltes allerede den 8. aug. 1823, og stykket opførtes første gang den 5. sept. 1823 (opført ialt 9 gange).
Søborgs oversættelse "De fire Tanter" "synes mig at være under al Kritik", anførte Olsen (27.8.1823). Rahbek var enig heri (9.9. 1823), og stykket remitteredes den 11. sept. 1823 (Kp. nr.88).
Den 30. maj 1823 bestemte direktionen, at von Weissenthurns "Das Gut Sternberg" (1816) skulle være et af de første nye stykker i denne sæson, men det havde endnu ikke passeret censuren (Dp). Rahbek så stykket i Hamborg: "At dette Stykke ogsaa hos os vil være af Effekt, tvivler jeg ikke paa [;] at det imidlertid torde blive af dine [Thortsens] og mine Stykker skulde jeg neppe formode, skiøndt Hovedrollen hos os vil kunne være ypperlig i Stages Hænder" (tr. i "Thalia" 1823 s.217, dat. 18.6.1823). Censorvota til Rosenkildes oversættelse fattes. Antaget blev den, og roller uddeltes den 16. sept. 1823 (PRFD). Premieren fandt sted den 11. okt. 1823 (opført ialt 26 gange) (0a).
von Weissenthurns "Die Beschämte Eifersucht" ( 1801) i N.T. Bruuns oversættelse (jf. s.84) tilstilledes Rahbek den 29. aug. 1823 for at han kunne foretage "Forkortninger deri" (Dp). Om dette skete vides ikke. For teatrets regning uddeltes roller den 20. sept. 1823 (PRFD), hvorpå stykket opførtes den 25. sept. 1823 (opført således 5 gange). Se s.259.
Rollerne til Thortsens oversættelse af Kurländers "Der Vorsichtige" (1822) uddeltes for teatrets regning samme dag som ovenstående og opførtes første gang den 29. sept. 1823 (opført ialt 8 gange) (0b).
Om Claurens lystspil "Der Bräutigam aus Mexico" (1821) skrev Rahbek i tidsskriftet "Thalia", at det "just .. ikke [var] min Kost, [sideskift][side 094]og vil heller ikke let friste mig til et gientaget Besøg, hvor det saa maatte blive givet [s.227] .. Som Comedier falde nuomstunder, er denne vist nok ikke den sletteste blandt de slette. I Heibergs, Todes og Prams Dage havde det rigtig nok ikke været noget at byde Folk" (s.228 dat.18.6.1823). Ifølge Rosenkildes kvittering var det antaget til oversættelse af direktionen (TK 1823 nr.1061 26.7.1823). Olsen antog da også stykket, selv om han gjorde indsigelse imod en række skødesløsheder i oversættelsen. Han mente dog, at disse "let kunne ændres eller rettes" (25.9.1823). Rahbeks gelassenhed synes bemærkelsesværdig, men hans argument for at antage stykket var netop, at han havde overværet forestillingen i Hamborg og konstateret, hvilken "Lykke dette Stykke hos et Nutids Publikum kan giøre" (28.9.1823). Uvist af hvilken grund uddeltes rollerne først den 13. maj 1824 (PRFD), hvorfor premieren først fandt sted den 18. okt. 1824 (opført ialt 16 gange) (1).
Stages nyoversættelse af Picards gamle komedie "Le conteur ou les deux postes" (1793) læstes af Rahbek (BmD 31.10.1823); både hans og Olsens votum fattes. Roller til "Den Snaksomme" uddeltes den 15. nov. 1823 (PRFD), hvorefter premieren fandt sted den 6. febr. 1824 (opført ialt 11 gange) (2). Se s.1169 (2a).
En oversættelse af N.T. Bruun, "Hvedebrødsdagene", sendtes af Rahbek til direktionen sammen med Stages oversættelse (BmD 31.10.1823), men intet videre ses herom.
Picards "Les deux Philibert" (LOD 10.8.1816), som Sommerselskabet ikke fik opført (jf. s.82), censurerede Rahbek i nov. 1823. Schiønbergs oversættelse ledsagedes af "nogle Bemærkninger" (Dp 14.11. 1823). På trods af antagelsen opførtes stykket ikke. Se s.151 og s.385.
Til F.B. Hoffmans opera bouffon "Le rendez-vous bourgeois" med musik af Nicolo (OC 9.5.1807), bearbejdet af N.T. Bruun som komedie (jf. s.82), uddeltes rollerne for teatrets regning den 15. nov. 1823 (PRFD). Opførtes første gang den 17. nov. 1823 (opført ialt 17 gange).
Liebe oversatte Castellis bearbejdelse "Die seltsame Lotterie" (1821) af Duvals "Le jeune homme en loterie" (GD 17.3.1821). Olsen gav oversættelsen sit a, hvilket Rahbek tilsluttede sig (2.12.1823). Roller uddeltes den 7. jan. 1824 (PRFD), men først den 19. febr. 1825 opførtes stykket for første gang (opført ialt 6 gange) (2b).
Pilons engelske lystspil "He would be a Soldier" (1786), bearbejdet af J.C. Hedegaard, fandt Rahbek "for ram engelsk til at være [sideskift][side 095]passende for vor Skueplads"; en schrödersk bearbejdelse kunne måske have gjort det acceptabelt (3.1.1824). Olsen var enig i, at Hedegaards frie bearbejdelse var uanvendelig, men "en maadelig, om end ikke S[c]hrödersk .. Beskjærelse [ville] gjøre det til et brugbart Stykke for vor Skueplads", fordi Olsen fandt, at det havde "herlige interessante Charakterer, og en underholdende Forvikling" (14.1.1824). Oversættelsen blev vel leveret etatsråden privat, idet svarskrivelse mangler.
Stage hjembragte formodentlig selv Scribe & Duveyriers komedie "Valerie" (TF 21.12.1822). Censorernes læsning kendes ikke. Roller uddeltes den 8. marts 1824 (PRFD), og premieren fandt sted den 19. marts 1824. Da det er det første Scribe-stykke i Danmark skal Rahbeks anmeldelse anføres: "[Skuespillerne] vandt .. denne Aften en ny, ikke mindre hæderlig Triumph, idet de ved sandt Mesterspil tilvandt dette fra vor sædvanlige Skuespilcyclus høist forskielllige Drama et Bifald, som selv dets varmeste Yndere, og deres redeligste Høiagtere ikke havde vovet at haabe". Mad. Wexschall henrev Rahbek "til hede Taarer [, som gjorde] ham det til Pligt .. at tilføie, at det tillige i hans Øine var en Triumph for vor Scene" (Nyt Aftenblad nr.13 27.3.1824). Af recensionen fremgår det, at Rahbek havde "lidet Kiendskab til Stykket". Efter den anden forestilling (27.3.1824) erklærede Rahbek, at "man ikke kan andet end faae [det] kiærere hvergang, man seer det" (Nyt Aftenblad nr.14 3.4.1824) (opført ialt 23 gange, jf. s.686).
Lebruns bearbejdelse "Ich irre mich nie, oder der Räuberhauptmann" (Hamborg 17.3.1820) (3) så Rahbek opført i Hamborg: "Vist nok kiænder jeg for lidet til Stykket til at kunne fælde nogen egenlig Dom, da jeg hverken i Original eller Bearbeidelse har læst det, heller ikke kan jeg nægte, at det syntes at giøre, hvad man nuomstunder kalder Lykke; men at hverken den Lykke, det giorde, eller det Spil, hvorved det giorde det, var af det Slags, som jeg vilde ønske noget Arbeid fra min Haand paa Skuepladsen, tilstaaer jeg gierne. Dog - jeg vil ikke snakke formeget om dette Stykke af Frygt for, man, i Forventning af, det i mere end een Henseende her torde ret blive Mad for Maans, skal faae alt formeget Appetit derpaa" (Thalia 18.6.1823 s.233). Ikke desto mindre gav han den norske H.L. Bernhoffts oversættelse "Røvercapitainen" sit a (votum tabt), ligesom Olsen, der den 10. marts 1824 sendte Collin stykket: "Vel besat og vel spilt, kan det gaae med og maaskee endog moere, skjønt det just ik[sideskift][side 096]ke er af de gehaltigste" (CP 34). Roller uddeltes den 26. marts 1824 (PRFD), men stykket opførtes først for første gang den 5. febr. 1825 (opført ialt 11 gange) (3a).
Delavignes komedie "l'École des vieillards" (TF 6.12.1823) ønskede Heiberg i marts 1824 at oversætte, fordi han fandt, det var "et sandt Mesterværk", og fordi "Skuespiller-Selskabet" nys (jf. s.32) havde vakt furore i København (Borup nr.112 26.3.1824). Direktionen "vedtog, at opfylde dette hans Ønske, naar man havde samtlig gjennemlæst Originalen, og fundet den for vor Skueplads passende" (Dp 2.4.1824). Ihukommende den voldsomme meningsudveksling om "Skuespiller-Selskabet" tog man denne gang ingen chancer. Heibergs oversættelse blev imidlertid ikke til noget, da han den 13. maj 1824 bevilgedes rejseorlov i tre måneder, hvorefter han fik andre planer for sin litterære aktivitet. Se s.226.
Hyllesteds oversættelse "De tre Skielmer" (4) læstes af censorerne i april 1824, men hverken vota eller resolution ses bevaret.
De fleste oversættelser af franske stykker skete stadig via tyske bearbejdelser, hvorom Rahbek selv oplyste, at Schröderske beskæringer (også af engelske stykker) endnu var idealet. At Scribes første stykke i Danmark oversattes direkte fra fransk skyldtes vel netop, at Stage havde været i Paris. Både Castelli og Hell havde oversat stykket til tysk i 1823. Rahbeks interesse for denne nye skuespiltype er helt afgørende hans vigtigste indsats i denne sæson. Ellers er det for Rahbeks image en meget belastende sæson: thi hvad han i Hamborg havde set og kritiseret blev alligevel opført i København, uden at det af materialet fremgår, at Rahbek forsøgte at yde modstand mod disse slette, ligegyldige stykker. På grund af de mange manglende censorvota kan det i øvrigt kun konstateres, hvad der antoges og forkastedes, mens præmisserne herfor må lades ude af betragtning. - Sæsonen er på trods af de manglende vota meget vigtig, da den ganske vist endnu via tyske bearbejdelser peger fremad mod teatrets foretrukne marked: det franske lystspil, les comedies-vaudevilles.
[sideskift][side 097]
Den 8. juni 1823 udfærdigede Rahbek sit votum over Kruses syngestykke "Alma" (jf. s.69): På betingelse af at Morins forvandling (til en abe) blev udeladt, at Rombergs musik behagede og at maskinmesteren ingen indvendinger havde, ville Rahbek antage det. Betænkende Rahbeks behandling af tidligere indleverede libretti skærpede han sine betingelser. Rahbeks anden betingelse betød, at Zinck anmodedes om at tilstille Siboni Rombergs komposition (Dp 13.6.1823): det er første gang at denne fremgangsmåde, som siden blev almindelig, findes anført i materialet. Sibonis erklæring er derimod ikke bevaret. Tre gange forhørte Romberg sig hos direktionen angående de krævede forandringer ved Morins rolle, som også ville gribe ind i musikken. Hvornår eller hvorledes Kruse blev tilskrevet om forandringen ved Morin vides ikke. Den 30. sept. 1823 takkede Kruse Collin "for Deres Bestræbelse for Alma .. Jeg begriber det er meget for sildigt til Dronningens [Fødselsdag], uagtet Romberg ikke vil troe det", men han håbede det kunne opføres til kongens fødselsdag (Coll.BrS. XXIIIa). At Kruses ord til Collin ikke var smiger bevises af Collins brev til Rahbek: "Til 28 Januar troede jeg vi skulde have Alma; det er af en dansk Forfatter, og Musiken ej før opført; Forandringerne til Alma (Morin bliver stum og ikke Abe) ere for noget siden indløben, baade i Text og Musik; i Fior svaredes Romberg, at det ej kunde gives til Hs Majsts Fødselsdag, fordi det var for silde indkommet, altsaa -" (28.10.1823). Rahbek ønskede heller ikke Kreutzers opera "Libussa" jf. s.101) som geburtsdagsstykke, men han "ønskede kun Libussa, i Tilfælde, at intet Originalstykke havdes, og skiøndt jeg derved ikke tænkte paa Alma, men paa Lulu, paa Boyes [Floribella], o.s.v. er det dog naturligt, at Alma er ganske i samme Prædicament" ( ColBrS. XXIV 28.10.1823). Den 14. nov. 1823 afgjordes det, at den tyske Rossinis opera skulle gives. Rollerne til "Alma" uddeltes den 13. marts 1824 (PRFD), og stykket opførtes første gang den 15. maj 1824 (opført ialt 3 gange).
Det anonymt indleverede syngespil "Hanna von Ostheim" blev afvist jaf begge censorer; vota fattes. Collin ekspederede stykket til forfatteren, da denne flere gange havde henvendt sig på hans bopæl (Dp 11.7.1823).
H.A. Timm indleverede sit sidste dramatiske forsøg "Fiskerpigen" i 1823. Olsen fandt det "deels for religiøst til Skuepladsen, deels i sin Religiøsitet alt for tragiskt, og det som værre er, [sideskift][side 098]blødagtigt .. En heldig Forkortning og Omarbeidelse forenet med en god Musik behøves i mine Tanker til dets Antagelse" (27.8.1823) Rahbeks votum afslører derimod censorernes arbejdsvilkår i detaljen: "Det er en ikke lykkelig Skik der paa senere Aar har indsneget sig, at ville blande det hellige med det vanhellige, og bringe Ting paa Theatret, som den rettroende finder at tages forfængelige derved, og som for den anderledes sindede ere i det mindste uden den tilsigtede Virkning, og villig efterkommer jeg det os givne høiere Vink, at holde Skuepladsen reen derfor" (28.8.1823). Retfærdiggørende sin selvstændighed tilføjede Rahbek dog indsigelser både imod intrige og sprog: "I øvrigt, skiøndt det skal være beæret med en stor Componists Bifald tvivler jeg dog meget paa, at de lyriske Stykkers Art og Bygning vilde være skikkede til Musik efter Tidernes Leilighed" (l.c.). Som resultat af direktionsforhandlinger, efter censorernes næsten enige forkastelsesdom, tilstodes Timm ganske uhørt fri entre i teatret tre gange ugentlig (Dp 29.8.1823).
Librettoen til Weyses og Boyes opera "Floribella" (jf. s.71) blev taget under censur i sept. 1823. Rahbek var meget positiv; de anmærkninger, han gjorde, var "egenlig kun Beviis, hvor kræsen det øvrige har giort mig; midlertid kunde det vel være, at Sproget nogle Stæder var vel blomstret" (7.9.1823). Olsen fandt, trods det med fornøjelse afgivne a, "meget i dette Stykke, som jeg ønskede forandret, fordi det forekommer mig skruet og svulstigt, snarere end blomstrende .. Jeg har ved Gjennemlæsningen optegnet endeel saadanne Steder, som jeg med Fornøjelse vilde, som jeg tilforn har gjort, meddele Hr Boye, hvis han skjøttede derom, og hvis jeg ikke var bleven for bange til at være aabenhjertig og fortrolig med vor Tids Digtere" (17.9.1823) (1). Et var antagelse af teksten, noget andet at få musikken komponeret. Weyse berettede herom: "Med .. [min] Exemplaritæt i musikalsk Henseende har det vel Gudskelov snart Ende, thi Musiken interesserer mig kun saare lidet, og jeg componerer kun naar jeg bliver commandeert. Af min Opera er indtil Dato heller intet mere færdigt end første Act, der be staaer af 10 Nummere; Gud hjelpe mig til at expedere de øvrige femten. Der er heller ingen Glæde længere at høste for en simpel dansk Componist, thi nu skal alt være paa sin Webersk og Rossinisk. Boyes Opera er da just heller ikke skikket til at oppuste Begeistringens Flamme i Componistens udbrændte Krater, thi [sideskift][side 099]skiøndt udarbeidet i meget ziirlige spanske Vers, er den dog af en meget almindelig og uinteressant Indhold" (Weyses Breve nr.42 11.5.1824). Den 11. sept. 1824 vidste Weyse, at operaen skulle være færdig til geburtsdagen i jan. 1825 (op.cit. nr.423). Den 2. dec. 1824 var Weyse blevet færdig med syngenumrene, kun ouverturen manglede endnu, men "med Guds Hjælp skal [den] blive færdig til rette Tid" (op.cit. nr.425). Den 17. dec. 1824 uddeltes rollerne (PRFD). Inden premieren gav Weyse sig endnu lidt luft: "Min nye Opera .. er Gudskelov færdig, og skal opføres paa Kongens Fødselsdag, et le roi ne manquera pas de vous prouver sa reconnaisance lovede Siboni mig alt for et halvt Aar siden" (op.cit.vol.I, p.75). Weyses forhold til Siboni illustreres glimrende ved den uimiddelbart følgende sætning: "Den lykkelige Mand, der staaer paa en saa venskabelig Fod med H Maj. at ham saalænge iforvejen bliver betroet saa vigtige Hemmeligheder!" (op.cit.vol.I, p.75 22.12.1824). Premieren fandt sted den 29. jan. 1825 (opført ialt 9 gange).
Boye var unægtelig hurtigere end Weyse, thi allerede den 20. apr. 1824 tilsendte han Collin sin næste operalibretto "Hugo og Adelheid": "Hermed følger mit Syngestykke, som jeg ønsker Directionen maa faae læst saa betimelig, at det kunde blive Marschal Hauch tilstillet, til videre Forsendelse til Professor Weyse, før Hiin reiser med Kongen, hvilket han formodentlig skal" (Coll.BrS. XXIb). En måned senere sendte han stykket til teaterdirektionen, idet han udtrykte det ønske, at stykket, når det var blevet antaget, måtte tilstilles Weyse, "da saaledes de Indvendinger mod dets Composition, som Hr Professoren, tvertimod et tidligere Løfte, har fremført, formodentlig ville bortfalde" ( UjBr 21.5.1824). Da direktionen vel var vidende om hvor langt Weyse var kommet med kompositionen af "Floribella" foretog man sig intet. Se s.129.
Det originale syngestykke "Ottilia eller Batavias Brud", indleveret af en anonym, ustuderet, blev kasseret den 31. okt. 1823, efter at det først var blevet censeret af Olsen, derpå af Rahbek; vota fattes.
Censorerne kunne altså udrette noget, når det gjaldt bestemte syngestykker. Rahbek fik ændringer indført i Kruses syngestykke, mens Siboni trods alt ikke kunne forpurre den berømte Rombergs musik adgang til scenen. Rahbeks omtale af det religiøses placering på teatret viser klart kongehusets afgørende indflydelse på [sideskift][side 100]teatercensuren. Timms stykke er desværre ikke trykt eller bevaret i manuskript, hvilket vel kunne have bidraget til forståelsen af den påbudte indskrænkning i behandlingen af religiøse emner. Olsens anmærkninger til Boyes "Floribella" blev negligeret af forfatter eller snarere komponist. Olsens betydning i denne sammenhæng synes meget indskrænket. Collin arbejdede helt oplagt for "Alma" men hoffet ønskede tydeligvis ingen oprejsning til Kruse. Boyes produktionsevne var stor sammenlignet med Weyses, men det afgørende var og blev kompositionen: det vidste Weyse og teaterdirektionen måtte tage ved lære.
[sideskift][side 101]
Etiennes opera-comique "Lee deux maris" med musik af Nicolo (OC 18.3.1816), oversat af N.T. Bruun, returneredes den 11. juli 1823 (Dp), jf. s.539.
Paers syngestykke "I fuorusciti di Firenze" (jf. s.37) oversatte Oehlenschläger formentlig på bestilling i sommeren 1823 (Dp 11.7.1823), endnu inden teatret havde et brugbart partitur (1). Den 29. aug. 1823 bestemtes stykket til dronningens fødselsdag. Ryge læste oversættelsen med henblik på dekorationerne, før Oehlenschlägers tekst leveredes til censur (Dp 5.9.1823) (2). Rahbeks evt. anmærkninger kendes ikke. Den 3. okt. 1823 uddeltes rollerne (PRFD), og stykket opførtes første gang den 30. okt. 1823. Ifølge prins Christian Frederik var stykket ”fordærvet ved flaue Vittigheder tilsatte af Oehlenschlæger", mens "Musiken var skiøn" (Kongehusarkivet, Christian VIIIs dagbøger). Et inserat i ”Dagen” foranledigede politidirektør Kierulf til at affatte en skrivelse dagen efter (I.B. nr.1047 8.11.1823), hvori han egenmægtigt præsterede at lægge pres på teaterdirektionen til ikke oftere at opføre operaen, fordi han ikke kunne garantere for ro i teatret. I det påfølgende direktionsmøde diskuteredes sagen, uden at man nåede til enighed, idet der protokolleredes: "Om Stykket skal opføres oftere, vil man nærmere tage under Overveielse" (Dp 14.11.1823). Endnu engang konstateres politiets indflydelse på teatrets repertoire; det her benyttede middel ses ikke anvendt før eller siden i den behandlede periode. "Skovens Sønner” opførtes ialt 2 gange.
N.T. Bruuns oversættelse af Paers "Agnese di Fitz-Henry" (jf. s.35) fik Collin af Bruuns fader, hvorpå Zinck fik oversættelsen, for at han kunne gøre sig bekendt "dermed i Henseende til Textens Underlægning" (Dp 20.6.1823). Det pålagdes Zinck "strax at sætte det i Arbeide, da det skal være første Syngestykke til næste Saison" (l.c.). I juli bad Holstein Collin "indstændig at drive paa Agnaises Indstudering" (BmD 12.7.1823). Roller uddeltes den 1. aug. 1823 (PRFD), men da man begyndte på prøverne, opdagede Siboni, at Bruun havde udeladt en terzet og senere en hel scene, som Rahbek så påtog sig at fordanske (Dp 1. og 15.8.1823). Trods andre vanskeligheder fik operaen dog premiere den 1. sept. 1823 (opført ialt 5 gange).
Kreutzers opera "Libussa" (Kärntnertorth. 1822) foreslog Siboni allerede den 20. juni 1823 som geburtsdagsstykke i okt.; alternativt Paers "Die Rache des Achilles", opført ved hans beneficefore[sideskift][side 102]stilling den 4. marts 1820 (Dp) (3). Den 31. okt. 1823 blev stykket antaget af Rahbek uden kommentarer (BmD, Dp). Rosenkildes oversættelse blev først færdig den 1. jan. 1824 (UjBr), hvorfor oversættelsen opførtes ucensureret den 29. jan. 1824 (opført ialt 5 gange). På Schalls anmodning forkortedes "et langttrækkende Sted i tredie Act", hvilket senere blev bifaldet af Siboni (Dp 30.1.1824).
Webers lille syngestykke "Abu Hassan" (München 1811, Berlin 1823) fremlagdes den 21. okt. 1823: "Texten tilstilledes Skuespiller Overschou til Oversættelse. Musiken modtog Directeur Siboni" (Dp). Stykket var altså antaget, forinden censorerne meddelte sig, hvorfor disse, da de fik oversættelsen til bedømmelse, også kun hæftede sig ved de småfejl, de mente at kunne finde i denne (4). Rahbek var i øvrigt fornøjet ved igen at skulle se "et af det Slags Syngestykker" (1.12.1823). Olsen fandt, at det var et "pikant lille Stykke, der .. vist nok vil behage" (4.12.1823). Premieren fandt sted den 11. marts 1824 (opført ialt 3 gange).
Webers "Euryanthe" bad Kruse Collin om at måtte oversætte, da Weber "dog vist nok .. indsender" den til teatret i København (Coll.BrS. XXIIIa 7.12.1823). Collins svar af 16. dec. 1823 kendes ikke.
Uden diskussion kan det konstateres, at teatercensorerne vedrørende disse udenlandske operaer/syngestykker var aldeles uden indflydelse, idet andre kræfter sørgede for at bringe disse teaterarbejder i en passende skikkelse på scenen. Behandlingen af "Agnese", som man i 1821 havde fundet upassende for det danske teaters publikum, beviser fuldt ud dette udsagn. De øvrige operaer blev anbefalet eller motiveret af Siboni (eller andre), hvorefter indstuderingen næsten omgående kunne begynde. - Politidirektør Kjerulfs iver for at bevare anstændigheden i kongens teater udviser endnu et lille træk til karakteristikken af Frederik VIs foretrukne embedsmænd. Når teatrets censorer havde behandlet teksten så lemfældigt, var det vigtigt for kongen at have en nidkær politidirektør, selv om dennes aktivitet ikke destomindre desavouerede landets mest agtede digters arbejde.
[sideskift][side 103]
De tre balletter af Larcher "Den enfoldige Familie", "Karnevalet i Venedig" og "Det forstyrrede Maleri" synes resultatet af hans, Pariserophold. Intet i arkiverne findes om disse balletters behandling af censorerne (opført hhv. 11, 23 og 22 gange).
Den 4. juli 1823 indleveredes anonymt en ballet "Kjerlighed og Troskab" samt et divertissement "Chinafarerne i Spanien" ( UjBr). Direktionen lod dem bero (Dp 11.7.1823), men den 24. marts 1824 afhentedes de begge af arrangørens bud (UjBr).
Direktionen var i øvrigt sindet at reorganisere dansevæsenet efter Bournonvilles (pere) afsked i juli 1823, således at denne bekostelige afdeling af teatret igen kunne fungere mere tilfredsstillende for de midler, den tog af de samlede indtægter.
Solodanserne Larcher og Funck samt regissør Fredstrup blev beordret den 8. aug. 1823 at indkomme med forslag til, "hvorledes Dandsen i Fremtiden kunde Ordnes". Samlet indkom deres responsa den 14. aug. 1823. Larcher foreslog, i analogi med forholdene ved skuespillet, at solodanserne bestyrede dansen, således at de alternerede ved hvert månedsskifte. Med hensyn til repertoiret skulle den månedlige bestyrer "istandsætte foruden sine egne Arbeider de af andres Compositioner som skulde gives, nemlig: Galeottis og Hr Bournonvilles; af den sidstes dog kun for Corps de Ballet, Solopartierne af hans Søn" (I.B. nr.1015). Funck forestillede sig kun en bestyrer med fuld autoritet til at holde orden ved prøver og forestillinger. Vedrørende repertoiret anførte han: "Ligeledes troer jeg at det blev nødvendigt at give færre Gange Dands end hidin[d]til, for ikke at være nødt til at bruge de Dandse Forestillinger, som ingen Interesse har for Publicum; Endeel af Galeottis Balletter kunde endnu gives, og maaskee med større Interesse end i den senere Tid, med en Forandring i Rollebesætningen og indsætte paa flere Steder en mere nu for Tiden passende Dands, hvor den fandtes anvendelig. Repertoiret kunde bestemmes efter Directionens Ordre til Regissøren, hvilke Dage der skulde gives Dands og om det skulde være Ballet, Divertissement=Entree eller en til Skuespil hørende Dands" (l.c.). Fredstrups forslag afspejler forholdene ved balletten end tydeligere; thi han argumenterede for at dansevæsenet overhovedet ingen særlig bestyrer skulle have, men stå direkte under direktionen, som skulle udstede et reglement for personalet, hvorefter forholdene ville blive betragteligt forbedret. Han selv skulle da være for[sideskift][side 104]midleren imellem dansepersonalet og direktionen. Med hensyn til istandsættelse af balletarbejder foreslog han, at "De Herrer Dandsere istandsætter deres egne Arbeider, Hr A. Bournonville sin Faders, Galeottis af den som har første Partie deri med Hielp af Hr Knudsen / om han ønsker den /" (l.c.). Specielt med henblik på Galeottis balletter udbad han sig hvilke af disse direktionen ønskede istandsatte: "De af dem som endnu kan gives uden stoer Forandring i Rollebesætningen ere:
| [1]+ Amors og Balletmesterens Luner | |
| [2] Statuen | |
| [3]+ Romeo og Giuleette | Munkens Partie ubesat |
| [4] Panden er løs | Skomagerens ligeledes |
| [5]+ Biergbøndemes Børn og Speilet | Grevens - |
| [6] Hververen | Rekruttens - |
| [7] Linna og Valvais | Valvais og Negerens |
| [8]+ Amor og Psyche | Amors |
| [9]+ Afguden paa Ceylon | Negerens |
| [10] Nina | Faderens |
| [11] Vaskerpigerne og Kiedelflækkerne | Kiedelflækkeren |
| [12] Anette og Lubin | Lubin |
| [13] Semiramis | Præstens" (1). |
Endvidere ønskede han sig opgivet "hvilke Compositioner af Dhrr. Bournonville, Dahlen og Poulsen", som "ikke oftere skal Opføres" (l.c.) (2). Kun fem (3) af de tretten balletter blev det besluttet at istandsætte og forsøge at bringe frem på scenen (Dp 15.8.1823). Forsøget på at renovere balletvæsenet afspejles af Fredstrups balletrepertoire, fremlagt i direktionsmødet den 29. aug. 1823 (4).
Ballettens fremtid blev imidlertid helt ændret, da Auguste Bournonville ansøgte kongen om "et Aars Permission", for at hans talent kunne "forøges ved Kappelyst med store Kunstnere" i Paris (UjBr 30.1.1824). Teaterdirektionen anbefalede "den ansøgte Reisetilladelse" (l.c.), hvorpå kongen på stedet resolverede, at direktionen bemyndigedes "til at give ham et Aars Permission til at reise til Paris, for at fuldkommengøre sig i Kunsten, saaledes at han i dette Aar vedbeholder sin fulde Gage, men iøvrigt ikke erholder noget Pengetilskud hverken af Vor Finantskasse eller Theaterkassen" (Orig.Kgl.Res. 14.2.1824) (5). Bournonvilles afrejse fandt sted den 27. april 1824 (6).
[sideskift][side 105]
Hofteater-arrangementerne skal ikke nærmere omtales, blot skal det bemærkes, at Jfr. Zrza endnu engang bevilgedes en ekstraindtjening, samt at J. Frölich, Cetti og Jfr. Brenøe også nød kongelig gunst.
Capellos koncert på teatret var blevet mødt med trusler om udpibning, hvorfor Kierulf havde forespurgt direktionen, om man ønskede politiets beskyttelse. Capello ønskede imidlertid også regulær gæsteoptræden, men direktionen udskød afgørelsen herom ved at overlade arrangementet til Siboni (Dp 14.11.1823), hvorved Capello intet vandt.
Sangen til dronningens fødselsdag forfattedes af Oehlenschläger; censorerne beskæftigede sig ikke med sagen.
Mad. Rosings 50-års skuespillerjubilæum blev højtideligholdt den 3. nov. 1825 med opførelse af Sanders "Niels Ebbesen", der ikke, havde været givet siden mindeforestillingen for Rosing den 5. dec. 1818. Epilogen, forfattet af Liebenberg, blev modtaget den 31. okt. 1823; vota findes ikke i materialet.
Sangen til Frederik VIs fødselsdag i 1824 blev ejheller behandlet af censorerne. Trykt i "Dagen" (30.1.1824) uden angivelse af forfatternavn.
Den af Holstein fremlagte epilog til teatersæsonens slutning behøvede nødvendigvis ikke at passere censuren (Dp 21.5.1824). Nielsen fremsagde den. Trykt i "Nyt Aftenblad" (5.6.1824) uden angivelse af forfatternavn.
Denne sæsons særarrangementer føjer intet nyt til teatrets politik med hensyn til denne del af repertoiret.
[sideskift][side 106]
Ved direktionsbeslutning den 8. aug. 1823 vedtoges at genoptage
1. "Virtuosen"; givet den 5. sept. 1823 (1).
2. Den 5. sept. 1823 meddeltes rolleforandringer i Heibergs "Chinafarerne" ( PRFD); syngestykket opførtes to gange i denne sæson.
3. Den 12. og 19. sept. 1823 forøgedes Holberg-repriserne ved nybesætning af "Den pantsatte Bondedreng"; repremiere den 27. sept. 1823 (2).
4. "Det stille Vand har den dybe Grund" (jf. s.107) uddeltes den 26. sept. 1823 (Dp) (3); opført tre gange efter genoptagelsen (4).
5. Den 31. okt. 1823 (5) uddeltes rollerne til "Kiolen fra Lyon", som blev genoptaget den 16. dec. 1823.
6. Schønberg, oversætteren af "Schweitzerfamilien", søgte at få dette syngestykke frem (I.B. nr.1168 23.11.1823); direktionen henviste sagen til Sibonis afgørelse (Dp 24.12.1823). Stykket kom ikke frem i denne sæson, men opførtes på tysk i 1827, jf .s.253.
7. Til Mad. Rosings 50-årsskuespillerjubilæum opførtes "Niels Ebbesen", jf. s.105 og 147.
8. I "Axel og Valborg" overtog Mad. Wexschall Mad. Zincks rolle, hvilket må betegnes som en nyskabelse (6).
9. "Huuskiøbet" genoptoges den 19. marts 1824 (7).
10. Også Kotzebues lystspil "Indianerne i England" blev genoptaget i denne sæson (PRFD 12.3.1824); repremieren fandt sted den 7. april 1824 (8).
11. Genoptaget blev endvidere "Mistro og Skielmerie" formentlig af hensyn til Mad. Andersen. Det spilledes dog kun to gange i sæsonen samt ved Sommerforestillingerne i 1825 (9).
12. Planards komedie "Silkestigen" genoptoges også i denne sæson (10).
13. Den 12. dec. 1823 uddeltes rollerne til Goldsmiths "Feiltagelserne" (PRFD); repremieren fandt sted den 29. maj 1824 (11). Rahbeks forsøg på at påvirke repertoirets sammensætning blev ikke kun praktiseret i direktionen, men også uden for denne. I en artikel i "Aftenblad" (24.10.1823), efter en omtale af Tiecks vurdering af Schröder, Iffland og Kotzebue, meddelte Rahbek læserne sine forslag til teatrets direktion. Han ønskede følgende hvilende stykker genoptaget: Af Schröder
1. "Moderens Portræt" (12),
2. "Fætteren i Lissabon" (13),
3. "Fændrikken" (14),
[sideskift][side
107]4. "Det stille Vand har den dybe Grund", jf. s.106.
5. "De Skinsyge" (15).
Af Iffland:
6. "Jægerne" (16), jf. s.686.
7. "Myndlingerne" (17),
8. "Pebersvendene" (18),
9. "Embedsiver" (19).
Af Jünger:
10. "Stregen i Regningen" (20),
11. "Bortførelsen" (21),
12. "Kiolen fra Lyon", jf. s.46.
13. "Den aabne Brevveksling" (22).
De ganske få genoptagelser taler deres eget sprog om Rahbeks indflydelse på repertoiret. Bemærkelsesværdigt er det, at samtlige lystspil og komedier daterer sig fra enten Rahbeks tid som teaterrecensent eller som leder af Dramatisk Skole. Hans initiativ er afgørende for vurderingen af hans indstilling til den ny lystspilvariant, vaudevillen, thi Rahbek definerede "vis comica" ved at påkalde sig Holberg, i hvilken sammenhæng hans forfølgelse af vaudevillen bør ses: "vis comica, der, som man veed, i min Mund i betyder noget andet, end forlorne Næser, falske Mæler, og hvad videre vor Holberg har characteriseret ved at sige [23]: at man paa den Maade for at spare Papir og Blæk, kunde kun lade nogle Harlequins komme ind og vrænge Munden først paa een Maade, og sige: dette betyder første Act, siden paa en anden Maade, og sige: dette betyder anden Act o.s.v.". Rahbek havde ved denne lejlighed både forstået at markere sit standpunkt med hensyn til komedien, forklare sit synspunkt angående lystspillet samt placeret sig i forhold til den nye genre, som han vidste måtte søge at bane sig vej også til Danmark. Dens frontkæmper havde Rahbek derimod næppe anet skulle blive hans ustyrlige plejesøn, Collins protegé. Rahbeks forsøg på at ændre teatrets repertoire faldt ynkeligt ud, hvorfor det må være tilladeligt at konkludere, at den øvrige direktion, in casu Holstein, havde den afgørende indflydelse på repertoiret med hensyn til genoptagelse af hvilende stykker. Skuespillernes indflydelse kan ikke bevises.
[sideskift][side 108]
Foråret 1824 var meget bevæget, idet forskellige kræfter arbejdede i forskellige retninger. Begyndelsen var Ryges og Frydendahls ansøgninger om afsked i juni 1823; derpå skandalen i juli i 1823 hvor Ryge intrigerede vedrørende den haro tildelte rolle i "Criminalprocessen” (jf. s56). Uroen var skabt. Nielsen, der i de følgende år viste, at han havde talent for kabaler, søgte i febr. 1824 om rejseunderstøttelse til en sommerrejse. I marts 1824 indgav Frydendahl, Ryge og Stage ansøgning om tilladelse til at opføre forestillinger i sommermånederne. Ryge søgte i maj 1824 kongelig bevilling til at foretage endnu en sommerrejse. Alle ansøgninger fra 1824 blev bevilget med det resultat, at Nielsen og Ryge foretog deres rejse, hvorimod Sommerskuespillene ikke blev til noget, bortset fra forestillingen for Nielsen den 4. juni 1824, se s.109.
Denne bølge af initiativer til fornyelse og forbedring af teatrets repertoire, i hvilke øjemed de end udførtes, skal suppleres med anførelse af en direktorial ordre til Zinck om "til næste Directionsmøde [26.3.1824] at opgive saadanne nye Syngespil af dem, hvis Musik Theatret eyede, hvoriblandt de kunde vælges, der til at begynde næste Saison og til Dronningens Geburtsdag kunde indstuderes" (Dp). Midt i maj 1824 blev der tilført deliberationsprotokollen en fortegnelse over de skuespil og syngestykker, direktionen ønskede frem (genoptaget) i den kommende sæson, se s.138.
[sideskift][side 109]
Den 8. marts 1824 ansøgte Ryge, Frydendahl og Stage og tilladelse til "at give nogle Forestillinger" på teatret om sommeren, "understøttede af fleere Medlemmer af den Kongelige Theater-Etat" samt om tilladelse til "at afbenytte Theatrets Decorationer og Garderobe" (I.B. nr.1193). Den 9. april 1824 meddelte direktionen ansøgerne, at deres begæring var bevilget "paa følgende Vilkaar:
1. at Tilladelsen ikke bliver udelukkende.
2. at der ikke opføres andet end det, hvortil der er erholdt Di rectionens Tilladelse.
3. at disse Forestillinger ikke maa gives i de sidste tre Uger af August, og
4. at de ikke maa være til Hinder for een eller anden Reparation, som kunde findes nødvendig at foretage ved Theatret i Sommermaanederne" (Kp. nr.141) (1).
Sommerselskabet ansøgte om at måtte opføre Schillers "Kabale og Kærlighed", "hvilket man i Betragtning af Omstændighederne ikke troede at burde have noget imod" (Dp 28.5.1824). Stykket opførtes med ny besætning i de vigtigste roller den 4. juni 1824 (2). De ikke rejsende skuespillere hindredes i at udføre deres forehavende på grund af "den ny Foyerbygnings Opførelse" (Orig.Kgl.Res. nr.101 21.5.1825).
[sideskift][side 1487]
Rahbeks indstilling til stykket fremgår af anmeldelsen i "Nyt Aftenblad" nr.2 10.1.1824: "[Stykket] vandt et Bifald, der var saameget mere smigrende, som det aldeles skyldtes Stykkets og Fremstillingens umiddelbare Værd, da baade Forf. var ukiendt og maaskee endog hidtil ubekiendt". Han roste i øvrigt Boyes poetiske snildhed for behandlingen af stoffet, samt det ualmindelig poetiske og skønne sprog, men han kom dog med en indvending: "Om ikke maaskee nogle Scener vilde, paa Skuepladsens Panorama, ved Oplæsning giøre bedre Effect, andre, f.Ex. hvor Svend er væbnet til at gaae i Kamp, med Fordeel kunne forkortes, vil Forf. bedst selv kunne skiønne". Udsagnet illustrerer fuldt ud forholdet mellem censor og recensent; endvidere verificerer anmeldelsen, at Boye ikke havde efterkommet de af teatercensorerne gjorte anmærkninger. - Som Lessings lærling fulgte han dette stykke i fortløbende anmeldelser. I "Nyt Aftenblad" nr.4 24.1.1824 foreslog han, at der foretaget yderligere forkortelser, fordi han ønskede opløsningen (Svends reaktion på Jutas beslutning) effektueret hurtigst mulig; han var tilfreds med Jutas karakter, mens Svends trængte til "Omsætning og Forkortning i tredie Act". Da stykket var blevet udgivet, leverede han efter 4. forestilling (31.1.1824) endnu en anmeldelse, hvor han satte Juta-figuren i firkløver med Dyveke, Valborg og Blanca. Om 5. akt meddelte han sin tilfredshed med de "heldige Forandringer", der var foretaget, mens han ønskede Adam af Bremen og Erik, især i 2. akt, 2.sc. samt 5. akt, de sidste scener, helt fjernet. Den 5. opførelse omtaltes ganske kort, mens omtalen af den 6. forestilling fandt sted efter Collins påtale af Rahbeks anmeldervirksomhed (jf. s. ####): Han anførte, at stykket havde "mesterlig tegnede og mesterlig udførte Charakterer", idet han lagde til: "Overalt hører dette Stykkes Fremstilling, næsten uden Undtagelse mellem vor Scenes Triumpher" (l.c. s.416).
KTS 727 er følgelig ubrugt.
"Iblandt Romulus’ nuværende Bærme". Cicero Ad Atticum II 1,8.
Denne håndskrevne version er bevaret (DKTB) og siden benyttet til maskinmesterprotokol. Forrest har Søtoft skrevet: "Forandringerne ere især følgende / 1) Stykket er i det Hele forkortet. / 2) Paven er udeladt. / 3) Scenerne ere sammensmeltede for Changementet. / 4) Reflectionerne ere udeladte saavidt det var muligt for Stykkets Gang. / 5) Stykket er givet en bedre Slutning ved at lade Hovedpersonerne ende det". Søtoft efterkom Holsteins betænkelighed og søgte at stramme handlingen i overensstemmelse med kravene om større effekt på scenen. Sufflørbogen (KTS 328) er identisk med det håndskrevne eksemplar (DKTB), hvori der ingen rettelser findes af censorer. Udover det håndskrevne eksemplar findes på DKTB et arrangementseksemplar med færre rettelser (Paven blev således først i den endelige version udskudt): dette eksemplar skal formentlig henføres til foråret 1823.
KTS 8 er Bruuns autograf uden mærker eller rettelser.
I sufflørbogen KTS 560 er der foretaget en lang række udstregninger med rød blyant/blæk, som vel mest sandsynligt stammer fra genoptagelsen i 1840. Der er rettet af flere hænder men kun i detaljen.
NkS 2566 er Thortsens autograf uden rettelser af censorerne. I sufflørbogen KTS 223 er kun foretaget helt uvæsentlige udstregninger, måske lige med undtagelse af denne tilsætning: "I det høieste kunne maaskee en Cantate til Kongens Geburtsdag eller ved Bombebøssens Concert lykkes for ham"(s.36).
I sin anmeldelse af premiereforestillingen var Rahbek mere end positiv ("Nyt Aftenblad" nr.43 23.10.1824 s.379f): hans eneste indsigelse gjaldt de "to episodiske Carricaturroller", Lerchenthal og Eberbach, som måtte udgå. De af Rahbek fremførte beskyldninger mod Rosenkildes oversættelse verificeres ikke af afskriften af Claurens original (KTS nr.84), sufflørbogen (KTS nr.78) eller Rosenkildes autograf (DKTB). Rollehæfter indgår ikke i undersøgelsen.
[sideskift][side 1488]
(2) Rahbek fandt som recensent, at "Dette moersomme Lystspil vandt meget Bifald som det rigtig nok i Særdeleshed havde den overmaade gode Fremstilling af Hovedrollerne at takke" ("Nyt Aftenblad nr.8 Tillæg 21.2.1824 s.71). Når stykket blev trykt, lovede Rahbek at vende tilbage til stykket; hvilket ikke skete.
KTS 684 indeholder tre helt inferiøre sproglige rettelser.
To helt inferiøre rettelser røber lige akkurat, at sufflørbogen KTS 721 har været anvendt.
Ifølge Aumont & Collin og Øyvind Anker var stykket forfattet af Saintine, Lausanne og Duvert ("Capitaine de voleurs"), men ifølge Wicks er denne vaudeville fra 1846 (TV 14.11.1846) nr. 7305.
NkS 2588 er Bernhoffts autograf (?) uden rettelser, men forsynet med censorernes a. a. og Collins blyant: "til Rolleudskrivning" (udat). Sufflørbog ses ikke (KB).
Originalens titel eller forfatter kendes ikke.
Ved at sammenholde den trykte udgave med Olsens censur kan det fastslås, at Boye ikke efterkom hans indsigelser, ifald teatret benyttede den trykte version; KTS mangler (KB, DKTB, TM).
Sendtes af Sibonis ven Bassi fra Dresden i aug. 1823 (Coll.BrS. XXIVb).
Oehlenschlägers oversættelse er af digteren selv indført i klaverudtoget (KB Musikafd.V.6. nr.224). "Souffleur-Bog"en (DKTB) indeholder senere blyantsudstregninger, men også to samtidige blækudstregninger: Lenas replik om det smukke, der skyr det stygge, samt tjeneren Giannis platte replikker om tykke og tynde piger.
Se Dansk Årbog for Musikforskning XI 1980 s.57ff.
Eksemplaret i Troensegaards Samling er Overskous autograf med censorernes a. a. Eksempel på Olsens rettelser: Herskerinde i stedet for Sultaninde. Sufflørbog ses ikke (KB).Af Galeottis 49 egentlige balletter var de anførte opført i følgende perioder: Nr.l havde den 31.10.1786 premiere; blev givet i hver sæson i perioden 1811/12-1828/29. Nr. 2 havde premiere den 26.11.1778; 100. opførelse den 26.9.1808, sidste og 118. gang den 3.1.1822. Nr.3 opførtes 1. gang den 2. april 1811; blev givet uafbrudt indtil 17.3.1823 (47. opførelse) med undtagelse af sæsonen 1819/20 og 1820/21; genoptaget den 27.4.1833 af Bournonville, jf. s.543. Nr.4 havde premiere den 2.9.1791; 50. opførelse den 22.10.1813. På trods af det manglende kryds blev denne ballet opført 2 gange i sæsonen 1823/24 samt 3 gange i sæsonen 1824/25. Genoptaget den 22.12.1829, jf. s.382. Nr.5 opførtes 1. gang den 23.9.1802; 50 opførelse fandt sted den 18.2.1823. Balletten blev givet 4 gange både i sæsonen 1823/24 og 1824/25. Genoptaget af Bournonville i 1836, jf. s.764. Nr.6 havde premiere den 30.9.1788; 50 opførelse blev givet den 4.12.1797, den 89. opførelse fandt sted den 18.2.1822; genoptaget i sæsonen 1825/26, hvor den blev givet tre gange samt endnu en gang i sæsonen 1826/27. Opført i Larchers regi den 8.6.1839. Nr.7 opførtes 1. gang den 30.1.1778; sidste og 99. gang den 13.11.1817. Nr. 8 havde premiere den 3.12.1784; 50. opførelse fandt sted den 27.3.1821. Balletten blev først genoptaget i sæsonen 1827/28, hvor den blev udført 4 gange; 56. og sidste opførelse fandt sted den 26.10.1827. Nr.9 opførtes 1. gang den 29.4.1788; 50. opførelse fandt sted den 2.12.1811; genoptaget den 6.2.1824; derpå givet 7 gange i denne direktions embedstid. Genoptaget af Bournonville i 1831, jf. s.481. Nr.10 havde premiere den 26.11.1802; 50. opførelse fandt sted den 7.12.1818; genoptaget i sæsonen 1823/24, hvor 60. og sidste opførelse fandt sted. Nr.11 opførtes 1. gang den 15.1.1788; 100. opførelse fandt sted den 10.10.1818. Balletten blev ikke givet i sæsonen 1823/24, derimod 3 gange i sæsonerne 1824/25-1826/27 [sideskift][side 1489]samt den 3.4.1829. Balletten blev genoptaget i 1835, jf. s.683. Nr.12 havde premiere den 18.9.1797; 31. og sidste opførelse fandt sted den 27.1.1814. Nr.13 opførtes 1. gang den 30.1.1787; 54. og sidste opførelse fandt sted den 27.4.1818.
Hverken Ant. Bournonvilles to balletter "Den galante Gartner" (opført 1808/09-1819/20 19 gange) og "Landsbymøllerne i Provence" (opført 1803/04-1807/08 14 gange) eller Dahlens "Armida" ( opført 1820/21-1821/22 7 gange) blev genoptaget. Mindre divertissementer er ikke medtaget i Aumont & Collin.
+ ud for nrr. 1, 3, 5, 8 og 9 gengiver et mærke sat af et direktionsmedlem. Dets betydning fremgår af foregående note.
Collin udfærdigede et reglement for dansevæsenet (Dp 15.8. 1823), som blev approberet af kongen
Den 16.1.1824 havde Bournonville forelagt sagen for direktionen (I.B. nr.1160). Ansøgningen af 30.1.1824 indkom den 11.2.1824 (1.Mem.Prot.), hvorpå kongen resolverede den 14.2.1824 (l.c. nr.169). Resultatet meddeltes Bournonville den 20.2.1824 (Kp. nr.143). Direktionens rekommandationsskrivelse blev ikke indført i Kp, men ifølge Dp blev den underskrevet i mødet den 17.4.1824.
Se Fredericia Bournonville. Kbh. 1979 s.96ff. Bournonville Breve til Barndomshjemmet. Kbh. 1969 bd I og III.
Rahbek recenserede forestillingen, der blev givet den 17.1.1824, idet han ikke lagde skjul på sin glæde over "i den nærværende lede Fielebodsmitte, at see tree comiske Caracterer givne med den rene Sandruhed" ( "Nyt Aftenblad" nr.5 31.1.1824 s.40). Stykket havde sidst været opført den 7.1.1820.
Om de tre tidligste opførelser se Roos bd.II 573f. Sidste opførelse før genoptagelsen i 1823 fandt sted den 23.1.1817.
Ifølge PRFD først uddelt den 25.10.1823.
Stykket annonceredes udkommet marts 1824 (L.T.); der var imidlertid blot tale om et nytrykt titelblad. Stykket blev 1. gang givet af Dramatisk Skole den 13.12.1807, derpå opført indtil 27.3.1814. Det blev genoptaget ved Sommerskuespillene i 1823, jf. s.82. Repremieren i vinterrepertoiret fandt sted den 2.2.1824.
Ifølge PRFD allerede uddelt den 15.10.1823. Sidst opført den 19.12.1808.
Flere af de mindre roller nybesattes ved denne lejlighed. Igen opført den 18.12.1824 og 29.12.1826 og på ny den 9.1.1827 for endelig at blive givet til mindeforestillingen for Baggesen den 15.2.1827, jf. s.251. - Anden gang hun gav rollen, anmeldte Rahbek forestillingen: "Dette vor Tragikers maaskee ypperste Mesterværk skedte i Aften, skiøndt med maadeligt Besøg, fra Forestillingens og Bifaldets Side vedbørlig Ret" ("Nyt Aftenblad" nr.10 6.3.1824 s.88). Han præsterede samtidig et udfald mod tidsånden, idet han glædede sig over, at bifaldet var udtryk for "dansk Aand, dansk Kunst, og dansk Værd " (l.c.).
En samlet ny rollebesætning ses ikke indført i PRFD. Rahbek fandt det nydeligt, idet han glædede sig over Mad. Dahléns "sonore og naturlige Diction", hvorefter han overlod en egentlig anmeldelse til Bødtcher ("Nyt Aftenblad" nr.13 Tillæg 27.3.1824 s.116).
Rollerne blev uddelt på ny den 12.3.1824 (PRFD). Rahbeks anmeldelse formede sig som en beklagelse, idet han gjorde rede for vanskelighederne ved genoptagelse efter 8 1/2 års henhvilen; "Det giorde .. Anm. ondt, at den Maade, hvorpaa alle [sideskift][side 1490]Steder, der kunde tages som, og dreies til Plumpheder, optoges med Pøbelgriin" ( "Nyt Aftenblad" nr.16 Tillæg 17.4.1824 s.142f.)
Rahbek anførte i sin anmeldelse, at det ikke blev optaget i det almindelige repertoire "for ikke at blive et nyt Tvistens Æble i den daværende Tvedragtsperiode" ("Nyt Aftenblad" nr.16 Tillag 17.4.1824 s.143). Stykket blev opført af Dramatisk Skole i perioden 1806/07-1814/15 med Jfr. Olsen og C. Lund, jf. Henriques Historien om en skuespillerskole. Kbh. 1974. - Schüts og hustru opførte stykket på tysk den 7.1.1813, jf. Overskou IV 321f. Rahbek anførte, at "Scherz und Ernst" for en tid "forsvandt .. af den danske Skueplads" (l.c.).
Stykket anmeldtes ganske kort af Rahbek i "Nyt Aftenblad" nr, 23 Tillæg 5.6.1824 s.207. Den 3. forestilling efter genoptagelsen påtaltes af Rahbek, da det "turde have Fordring paa at blive efterseet, for at renses for en Deel Adskilligt, den en Tid grasserende fri Oversættelse, har belemret det med, og hvortil i Særdeleshed den paa et meget upassende Sted indkylede Vise af Tieneren henhører" ("Nyt Aftenblad" nr. 3 15.1.1825 s.23). Censors arbejde havde været overflødigt eller omsonst.
Rahbeks anmeldelse led: "Naar Enden er god, er Alting godt siger Ordsproget, og var dette høist lunefulde, med megen Lune fremstilte Lystspil fuldkommen passende til at slutte Rækken af de mange gode, tildeels classisk mesterlige Forestillinger, der have udmærket afvigte Theateraar" ("Nyt Aftenblad" nr.23 Tillæg 5.6.1824 s.207).
Opført den 14.8.1818 ved Sommerskuespillene; kun denne ene gang.
Premiere den 22.4.1790; sidste gang givet den 29.10.1813 (ialt 25 gange). Rahbeks kærlighed til dette skuespil skrev sig fra hans ophold i Wien i 1784, hvor han "saae det sceneviis blive til under Schröders Haand" ("Hesperus" I 1820). Jf. Rahbeks Erindringer bd.2 245.
Opført 1. gang den 11.10.1787; sidste gang den 13.11.1809 (ialt 30 gange).
Stykket blev lanceret i Danmark af Dramatisk Skole den 12.10.1806; det blev i det ordinære repertoire sidst gang opført den 1.12.1816 (ialt 11 gange).
Premiere den 25.3.1788; sidste opførelse i denne direktions embedstid fandt sted den 5.10.1821, jf. s.385.
Opført 1. gang den 17.9.1792; 27. gang den 30.4.1821. Stykket blev genoptaget den 23.1.1826.
Premiere den 10.5.1798; 21. opførelse fandt sted den 20.8.1816. Stykket blev genoptaget den 14.10.1825 efter opførelse af de to sidste akter den 3.6.1825.
Stykket blev 1. gang givet den 15.9.1797. Jfr. Astrup spillede sidste gang sin rolle, Hofrådinde Rosen, den 6.1.1821. - Genoptagelsen skal derfor sættes til den 27.1.1823; komedien blev herefter kun givet den 18.3.1824 og 1.2.1828 (ialt 30 gange).
Den 23.2.1792 blev denne komedie opført 1. gang; 22. og sidste gang opførtes stykket den 8.10.1815.
Premiere den 18.10.1792; 11. opførelse fandt sted den 27.9.1804, hvorpå stykket opførtes 3 gange ved Sommerskuespillene 1816 og 1817. Der blev foretaget rolleforandringer den 28.5.1824, men først ved Sommerskuespillene i 1827 opførtes stykket på ny, jf. s.259. Stykket blev derpå optaget i vinterrepertoiret den 22.9.1827.
Opført 1. gang den 7.3.1793; 29. opførelse fandt sted den 21.5.1811. Stykket blev genoptaget den 10.7.1827, jf. s.259.
Citeret fra Holbergs Brev til den politiske Kandestøbers Omstøber, jf. "Nyt Aftenblad" nr.16 Tillæg 17.4.1824 s.144.
Ordlyden er identisk med forestillingens, dateret den 26.5. 1824; resolutionen blev underskrevet den 6.4.1824.
Stykket var sidst blevet givet den 10.12.1818. Stage frabad sig den 1.6.1824 den ham tildelte rolle (Hofmarskal von Kalb), hvorefter Frydendahl overtog Haacks parti (Nks 2494, fejlagtigt dateret den 1.5.1824; adressat Holstein).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 6-3-2019, links mangler). Opdateret af