[side 270]En mærkelig Saison! Shakespeares Indførelse paa den danske Scene; en herlig Nationaltragedie af Oehlenschläger og hans første Nederlag; det siden mange Aar meest glimrende, som Kunstværk fortræffelige, Kassestykke, der pludseligt gjorde en Skuespillerinde til den fremfor Alle Beundrede; uventede store kunstneriske Tab og en endnu mere uventet Vinding af en kunstnerisk Kraft, der, ikke mindre ved Virkning paa Personale og Repertoire end ved egen Storhed, blev af en mægtig og varig Indflydelse paa Skuepladsen og dens ægte danske Natur!

I "Stærkodder" følte Publikum sig grebet af de mange Charakterers, med al deres fælles gammelnordiske Eiendommelighed, store Forskjellighed; af den friske, skjønne og, efter enhver Charakteers Aand, naturligt fremstrømmende Lyrik; af den nationale Betydenhed i den gamle danske Kæmpe,

"Heimskringlas Under, Attils Ven;"

og af den i alle Tidsskildringens Trak saa klare og inder, lige Sammenstemning, at den i sig selv havde Vidne om sin poetiske Sandhed. Endog for Mængden var det klart, at der her blev budet den et ægte dramatisk Værk af stor poetisk Betydenhed. Den modtog det ogsaa med meget Bifald, men det var Ærbødighedens; den henreves ikke. Aarsagerne laae for en Deel i Digtet selv. Her var ikke, som i "Hakon" eller "Palnatoke", en Helt, der, for en stor og hellig Sag eller under livsfarlig Forfølgelse, stred imod en vældig Magt; men en, ved sin blot omtalte Daad, berømt, brødebetynget Kæmpe, der, begjærligt søgende Døden som Forsoning, gaaer til Strid imod en vanslægtet KongeKonge-stamme [sideskift][side 271]stamme, som er altfor splidagtig med sig selv til at kunne — vise nogen ængstende Modstandskraft; han vil kun tilbageføre den gamle Tid og lyksaliggjøre to Esklende, der, hvor digterisk skjønt de end ere skildrede, ikke saaledes vise Virksomhed i Handlingen, at Deeltagelsen for dem bliver levende, som i "Axel og Valborg". Dertil vare alle Personerne, just ved den store Forskjellighed i ypperlige Charakteerskildringer saa stærkt fremtrædende, at endog de mindst vigtige fastholdt Opmærksomheden, hvilket svækkede Interessen for Hovedpersonen. Endelig fandt den kunstforstandige Betragter af Digtet vel, at Katastrofen var poetisk og sindrig, men Mængden, og han med den, stødtes over Opløsningen ved en Gjenkjendelse, som var saa vilkaarligt frembragt og brat, at den i altfor høi Grad blev en deus ex machina, ligesom ogsaa den theatralske Virkning tabte meget ved at Katastrofen, Stærkodders Død for Eigils Haand, var lagt udenfor Scenen. Hvad der skadede Stykkets Effect fra Scenen var dog især det Utilfredsstillende i Fremstillingen, som, baade i hver enkelt Rolle og i Ensemblet endog stod under hvad Personalet havde givet i Digterens tidligere Tragedier. Rollerne vare, mere end i dem, saa skarpt udprægede til at gjøre stærk Virkning i Fremstillingen, at Publikum let kunde mærke, hvor lidet denne fyldestgjorde Digtningens Krav. Det applauderede derfor vel nogle Glandssteder, men kom ikke i Begeistring for det Hele eller endog blot for nogen enkelt Spillende. Knudsen havde, i Mangel af en Bedre, maattet paatage sig Stærkodder, men passede endnu mindre for denne, end Schwarz for Palnatoke. Hvorvel ikke høi, imponerede han ved sit Udvortes, der ganske var den knudrede Helts, "den gamle opbragte Bjørns," og han havde anvendt stor Flid [sideskift][side 272]paa Dictionen; heller ikke savnede han Begeistring, men den var uden Pathos: mere hans personlige Følelse af Rollens Skjønhed, end Følelse i dens Charakteer; hans Foredrag var afvexlende barsk, heftigt og bevæget rørende, uden Sammenhold ved tragisk Storhed. Oehlenschläger, som forresten i de Medspillendes Overværelse takkede ham hjerteligt for den Redebonhed, hvormed han havde overtaget en saa høist vanskelig og anstrengende Rolle, der endydermere laae aldeles udenfor hans Fag, betegnede træffende hvad der manglede i Fremstillingen, da han imod Heger, som gjorde sig lystig over Knudsens "prosaiske Bulderbasse", hidsig brød ud: »Siig hvad Du vil! den brave Knudsens Genie har dog faaet den ægte danske Egebul ud af min Stærkodder; det er sandt, den savner sin prægtige Krone; men er der Een iblandt Jer Alle, der engang kunde give hvad han giver?" Hegers venskabelige og kunstneriske Indignation over en Fremstilling, som han kaldte "et ynkeligt Nürnbergerbillede efter en Salvator Rosa", tabte noget af den hensynsløse Bitterhed, hvormed han pleiede at udtale sig om sine Kunstfællers Præstationer, derved, at han, som Ingild, var den Eneste af de Spillende, der virkelig fyldestgjorde sin Opgave, hvilken rigtignok var baade den taknemmeligste og letteste i Stykket. Hans smukke, rolige Holdning og correcte, bløde Versfremsigelse gave den iblandt vilde og stridslystne Omgivelser fremtrædende blidt tilfredse og fredelskende Konge en saadan Ynde, at han gjorde størst Lykke af alle de Rollehavende. Selv Mad. Heger, der saa ganske var skabt for den oehlenschlägerske Tragedies Elskerinder, formaaede ikke aldeles at udfylde Helga; hun gav den sværmende nordiske Pige med [sideskift][side 273]al sin sjælfulde Inderlighed, men kunde, som hun selv beklagede, ikke finde det rette Udtryk for

"Skjoldungens Blod,
Der spænder Brynien om sin Jomfrubarm."

Foersom havde vel Phantasie til rigtigt at opfatte den vilde Angantyr, men savnede da, jævnligt skrantende, mere end nogensinde den legemlige Kraft til at fremstille ham i den mandige Styrkes Overfylde; hans Spil i Hulen var især convulsivt og derfor uden den mægtige Virkning, som Tilskuerne maae af Situationen føle, at det kan have. Jfr. Astrup var en majestætisk deilig Svarteham, men for stiv og ziirlig til at give Rollen den heftige Lidenskabelighed, uden hvilken den bliver modbydelig. Efter kun fem Forestillinger maatte stykket henlægges indtil der kom en bedre Tid for Titelrollens Udførelse, og da fandt aldrig saa mange af de andre Roller en fuldelig tilfredsstillende Besætning, at det kunde vinde den fortjente faste Plads i Repertoiret. — Oehlenschläger, der fandt "Digterens Hjem" overalt, og udraabte

"Til alle Hjørner kan han frit sig vende,"

havde troet, at han, efter i fire store tragiske Værker at have aabenbaret sin Phantasies Rigdom og poetiske Aands Styrke, kunde, som dramatisk Digter, skaffe sig en Adspredelse og Publikum en Aftens fordringsløse Underholdning ved et Par Smaaskildringer i comisk-idyllisk Charakteer. Til den ene: "Kanarifuglen", havde han, af et Indfald, undfanget paa en af hans Spadseretoure over Volden, dannet en lille Handling, hvorved nogle vakkre, livfulde Mennesker bragtes i et Par pudsige Situationer, som, efter en godmodig Skinsyges Helbredelse, endte med Udsigten til et lykkeligt Familieliv. Til Betegnelse af, at [sideskift][side 274]han vilde holde Tonen i det muntre Spidsborgerlige, havde Digteren tillagt Personerne de til deres Forhold i Handlingen svarende holbergske Navne, og for at give der simple Stof Interesse ved en ædel Form, var Stykket skrevet i Alexandriner, der gjennemgaaende, foruden at falde beundringsværdigt lette og gratiøse, havde mange nydelige Pointer i en aandfuld Dialog. Vare et Par Scener end en Smule for lange, saa spillede dog ud af det hele lille Billede en saadan Gemytlighed, der hist og her slog over til elskværdig Overgivenhed, at det maatte have virket behageligt, hvis Publikum havde betragtet det som saa fordringsløst, som Digteren aabenbart havde givet det, og det saa af de Spillende var skeet sin Ret. Men disse vidste ikke at behandle Formen med den Delicatesse, hvilken den gjorde Krav paa: Ingen af dem, og mindst Lindgreen, der var Hovedpersonen, den skinsyge Møller, forstod at give de smukke Alexandriner de mange sine Nuanceringer, der skulde lægge Ynde i Spøgen; og Følgen var, at Mængden, som kun derved vilde være bleven modtagelig for et Skjemtespil af en Digter, der hidtil, fra Scenen, blot havde gjort sig beundret i det Heroiske, Store og Tragiske, slet ikke kunde komme til at sympathisere med hans lette, lystige Lune, men fandt, at det var en Fjas uden Betydning og derfor ham uværdig. "Kanarifuglen" vandt kun et meget lunkent Bifald, og endnu værre gik det med Idyllen "Ærlighed varer længst", hvilken Publikum kaldte "Mads Gedebuk"; den optoges som en ubegribelig Flauhed af en aandrig Mand og blev truet med stærke Mishagsyttringer ved en tredie Forestilling, som Directionen derfor ikke lod den komme til. Med "Opstanden i Rusland", et Skuespil i fem Acter, havde L. Kruse, i sin Bestræbelse for dog [sideskift][side 275]endelig engang at sinde en Vei til at gjøre Lykke som dramatisk Digter, atter taget en ny Retning: Den, hvilken han siden med et ephemeert stort Held fulgte som Romanforfatter. Han benyttede Rebellen Pugatschews Tilfangetagelse, for, med Historien, som han forresten groveligt forsyndede sig imod, og russiske Sæder til Holdepunkter, at sammenknytte en Række Forviklinger og stærke Scener, der skulde have deres høieste Interesse i at vække Spænding, men tilsidst kun tilveiebragte en Stykket meget skadende Skuffelse for Publikum, da de, istedetfor at lede til en forventet overraskende naturlig Opløsning, maatte endes ved Vold paa Sandsynligheden og Optræden af endeel nye Personer, hvilke ved deres høie Stilling syntes at maatte have faaet stor Vigtighed i en velanlagt Plan, men i Stykket sank sammen til betydningsløse Værktøier for at frembringe en meget maadelig Slutning. Enkelte Partier i Begyndelsen behagede, men Forfatteren havde altfor grelt stillet alle sine Personer i Forgrunden, for at enhver af dem skulde bemægtige sig Interessen, hvilken dog ingen af dem, hverken ved Charakteer eller Situationer, var istand til at bevare sig, hvorimod Pugatschew og Knes Romanow ved deres stigende Afskyelighed mere og mere gjorde sig modbydelige. Den femte Act, hvori Catharina den Anden optraadte, omgiven af sit Hofs Pragt, forekom i den skarpe Modsætning til de foregaaende Acter og med et disse ganske fremmed Personale, der var aldeles uden dramatisk Virksomhed, Publikum mere som en Tiløgning, Forfatteren havde seet sig nødt til for at slippe fra en Forvikling, hvilken han ikke formaaede at løse, end som en Følge af det Foregaaende, hvorfor dens sceniske Glands, istedetfor, efter Beregningen, at hæve Effecten, kun bidrog til at [sideskift][side 276]svække den. Hvad Tilskuerne fandt mærkeligst ved dette med meget ringe Bifald optagne Stykke, var den Originalitet, hvormed Rind, der i flere Roller begyndte at erhverve sit Talent stigende Opmærksomhed, gav en sledsk, gjerrig og fordrukken Pope. — Oehlenschläger var for en ikke ringe Deel Aarsag til, at man endelig forsøgte at skaffe Shakespeare Indgang paa den danske Scene. Som den engelske Digters geniale Oversætter og Beundrer, havde Foersom uafladeligt, med stor Iver, og ad forskjellige Veie, stræbt at bevæge Bestyrelsen til dog at vove Opførelsen af eet af hans Stykker, men forgjæves; endog af Rahbek var han bleven afviist med Forestillinger om, at det nu, efter at Rosing var tabt for Scenen, vilde blive umuligt at give nogetsomhelst shakespearesk Værk en taalelig Besætning af Hovedrollerne, og uden det kunde man, istedetfor at skaffe Digteren Anerkjendelse af Publikum, let, med stor Tidsopoffrelse og Bekostning for Theatret, udsætte ham for en saadan Modtagelse, at man vilde blive nødt til for lang Tid at opgive ethvert fremdeles Forsøg, selv om man forudsaae, at det kunde voves med større Held. Oehlenschläger antog, at Mangelen paa Dygtighed hos Skuespillerne til poetisk at fremstille og paa Aand hos Publikum til begeistret at opfatte hans Tragedier fornemmelig havde Grund i, at disse stode ene i Repertoiret; han forestillede ved enhver Leilighed Directeurerne, at dersom Theatret og han skulde have den fulde Ære og Fordeel af hans Stykker, maatte der tilveiebringes et lille udvalgt Tragedie-Repertoire, hvori Skuespillerne kunde komme til livligere at udvikle deres poetiske Aandskraft og tilegne sig en høiere Fremstillingsstiil, medens Publikum ved jævnligere Betragtning og Sammenligning fik en renere Følelse og mere [sideskift][side 277]levende Interesse for det Tragiske. Til at begynde et saadant Repertoire af oversatte Mesterværker foretrak han ubetinget Shakespeare for Schiller, som. "hvor fortræffelig han end var, let, dersom han blev godt oversat, kunde bestikke med sin Lyrik og sit declamatoriske, undertiden i det Epigrammatiske spillende Sprog, saaledes at Publikum just derved mere tabte Modtagelighed for det Charakteristiske, Dristige og Colossale i de psychologisk dristige Menneskeskildringer, hvorved Shakespeare er den Ægte og Uopnaaelige," og i hvilke Oehlenschläger selv i sin tragiske Digtnings første Tid søgte sin Storhed, hans idelige mundlige og skriftlige Indtrængen paa Rahbek og især Olsen, som var meget for at vove det Vanskelige, naar han i sin æsthetiske Samvittighed fandt det værdt at sætte noget Stort paa, understøttede saa kraftigt Foersoms Bestræbelser, at Directionen endelig bestemte sig til et Forsøg med en shakespearesk Tragedies Opførelse. Spørgsmaalet blev kun, hvilken der skulde vælges. Oehlenschläger og Foersom vare enige om, at "Romeo og Julie" vilde have været den lettest spillelige og Publikum sandsynligviis meest tiltalende, men efterat Stoffet nylig havde gjort saa glimrende Lykke i en Ballet kunde der ikke tænkes paa Opførelsen af den; at Kierulf havde fundet "Julius Cæsar" revolutionair, var allerede nok til at Holstein ikke vilde høre Noget om at give den; og "Kong Lear" fordrede ei alene mange udmærket dygtige Kunstnere, men hos flere af dem en Heltemæssighed, hvilken kun Haack og Kruse kunde tilegne sig. Endskjøndt Rahbek gjorde den rigtige Bemærkning, at da Hovedpersonen i "Hamlet" er Stykkets Bærer og i sin Charakteer en saadan Blanding af Svaghed, Tvivl, Mistro, List og melancholsk Humor, at han ikke kommer til at [sideskift][side 278]handle, men fornemmelig har Interesse ved Fylden af dybe Tanker og philosophisk Grublen over Menneskelivet, saa vilde dette Stykke være mindst passende til hos det store Publikum at vække Beundring for Shakespeare, blev man staaende ved at vælge det; det antoges, at denne shakespeareske Tragedie mere end nogen anden maatte interessere Publikum, da Stoffet var taget af Saxo og Scenen i Danmark, og at Rollerne, hvor vanskeligt det end var at besætte dem godt, i dette Stykke bedst kunde tilfredsstille ved en blot taalelig Udførelse, naar kun Hovedpersonen viste sig sin Rolle mægtig, hvilket maatte ventes hos Foersom, der desuden ikke havde noget høiere kunstnerisk Ønske end at komme til at spille Hamlet, "om det saa blot var for en eneste Gang". Den første Forestilling vidnede om, at der var anvendt megen Omhu for, uden stor Bekostning, at give det mærkelige Stykke et det værdigt scenisk Udstyr: ved Udbedring af de bedste og hensigtsmæssigste ældre Decorationer, Anskaffelsen af nye Dragter til alle Hovedpersonerne og det, efter Foersoms Anviisning ordnede, usædvanlig nøiagtigt udførte Comparsserie vilde Fremstillingen i denne Henseende have været aldeles fyldestgjørende, dersom de mange Decorationsforandringer med et saa maadeligt Maskinerie ikke havde voldet et Par Standsninger, hvilke dog vare ubetydelige og ikke afbrøde Dialogen. Den kunstneriske Udførelse var ikke nær saa heldig. Foersom feirede i Hamlet sin Triumf. Han var paa den Tid meget svagelig og maatte under Udførelsen anvende en bestandig og, hvor meget han end søgte at dølge den, undertiden for Tilskuerne bemærkelig Anstrengelse for at samle al sin physiske Kraft; men hans Begeistring over at have opnaaet en kunstnerisk Tilfredsstillelse, som han saa [sideskift][side 279]længe og inderligt havde higet efter, lagde en stor aandig Styrke i hans Spil, og hans Personlighed, eiendommelige Manerer og hele sjælelige Natur vare saa aldeles Rollens, at Alle tiltraadte Prams bekjendte enthusiastiske Udbrud til Etatsraad Olsen efter tredie Act: "Det er dog en mageløs Fornøielse at see den herlige Foersom i Aften. Alt hvad der er dygtigt i Karlen, baade Ondt og Godt, er som forklaret ved at det har faaet shakespeareske Udtryk. Men han brændes ogsaa ud af lutter Geist! Spiller han Hamlet fem Gange i een Vinter, er han Pinedød Aske inden han seer Vaar!" Imidlertid, om det end lykkedes Foersom i fuldeste Maade at vinde Interesse for sig, kunde han ikke i nogen betydelig Grad føre den over paa det Hele: dertil blev han altfor slet understøttet. Af hvad han var ahnede Publikum hvad de andre kunde fordres at være, og fandt sig desto utilfredsere med hvad de vare. Kun Heger, som Horatio, og Haack, som Aanden, stode ham værdigt ved Siden. Kongeparret, der spilledes af den sindige, kolde Mad. Dahlen og den sløve Olsen, som ikke engang vidste sin vanskelige Rolles Ord rigtigt udenad, bragte bestandig kun Kjedsommelighed med sig; da Foersom, Rahbek og Heger af personlig Uvillie ikke vilde have Frydendahl ind i Stykket, maatte Lindgreen, hvis Ydre, Holdning, Diction og Væsen stode i skarpeste Modsætning til alt Hofmandsvæsen, hvad enten det var comisk eller alvorligt, spille Polonius, som derved, endog for den almindelige Tilskuer, blev noget aldeles Forfeilet; og Ophelia fik ved Jfr. Olsens Flid mere en maniereret Sentimentalitet, end den i Kjærlighed og Vanvid blide, rene Naturlighed, Digteren har givet hende. Aldrig havde man følt dybere, hvor fattigt Theatret var paa kunstneriske Kræfter [sideskift][side 280]til Udførelsen af et tragisk Værk, der ikke, som et kotzebuesk Sørgespil, kunde under Mængdens Jubel feies af med Svulst, Rabalder og Luftsaugen, men fordrede Charakteerudvikling, Consequents og Pathos. Baade Directionen og Publikum vilde sikkert, efter en Forestilling, hvori en Enkelts glimrende Production skyldtes hans reent personlige Passelighed for denne ene Rolle, kun to Spillende fyldestgjorde billige Fordringer og det Øvrige var aldeles mislykket, have frafaldet ethver fremdeles Forsøg i denne Retning, dersom Theatrets kunstneriske Forhold i Opførelsens Øieblik havde været de samme, som de vare da den blev paatænkt; men just da "Hamlet" kom paa Scenen var Publikum i en saa glad Forbauselse over den pludselige Aabenbarelse af en mægtig tragisk Kunstneraand, at Alle, under Nedslagenheden ved Betragtning af en saa yderlig Afmagt, havde mere end blot Ahnelse om, at netop Tragedien vilde herefter tage et overraskende Opsving og faae en Vælde, som man ikke hidtil havde havt Begreb om, at der laae i dens Væsen.

Tre Uger førend den første Forestilling af "Hamlet", da man var i fuld Virksomhed med at udfinde, hvorledes nogle af de mange Vanskeligheder bedst lode sig hæve, havde Johan Christian Ryge første Gang betraadt Scenen og imponeret ved en saadan Helteskikkelse, Stemmekraft, tragisk Tone og Pathos, at hans Fremtræden var noget aldeles nyt og eiendommeligt Stort paa den danske Skueplads. Den snart to Aar gamle Priisudsættelse var, som Rahbek havde forudsagt, bleven uden Virkning: til Primadonna i Syngespillet havde kun meldt sig en Frøken Sporon, "hvis Stemme var forskreget og som allerede formedelst den høie, mandige Væxt og en altfor fremrykket [sideskift][side 281]Alder ikke kunde stedes til Prøve;" som Helte, Elskere og værdige Fædre vilde fire Privatskuespillere kæmpe for Prisen, men blot den ene, en Skolelærer Christophersen, kjendtes antagelig til en Prøve, der faldt ud til den Erklæring, at "han var uanselig af Udvortes, heldede, af Vane eller Legemsfeil, bestandig Hovedet stærkt imod den høire Skulder, havde en tydelig, men ikke velklingende Talestemme og viste i sit Spil ikke mere, end almindeligen findes paa Privattheatrene, hvorfor ham ikke kunde tillades at vise sig for Publikum." Tiden, inden hvilken Aspiranterne havde at melde sig, var alt længe forbi og Indbydelsen glemt, som et mislykket sidste Forsøg, da just den alligevel bragte den Mand, man søgte, og det i langt større Værdie, end den dristigste Forhaabning kunde have ventet. Det Forunderlige den blev saa meget større, da denne Kunstnovices Stilling var saaledes, at han selv maatte være af en forunderlig Natur, for at det kunde skee. Men det var han ogsaa i en meget høi Grad. Ryges Fader, Etatsraad, Deputeret i Finantscollegiet Immanuel Christian Ryge, en høiagtet, dannet, ivrig og charakteerfast Embedsmand, der havde gjort sig meget bekjendt og fortjent som Stifter af "Det musikalske Academie", var omhyggelig og opoffrende, men tillige streng i alle Familieforhold. Da han meget tidlig bemærkede en ualmindelig Opvakthed og Videlyst hos Sønnen, blev det hans kjæreste Ønske og faste Haab, engang at see ham i en eller anden videnskabelig Retning udviklet til en udmærket Statstjener. Han lod ham undervise af en dygtig Huuslærer, som ei alene gav hans sjeldne Nemme fuld Tilfredsstillelse i grundige Kundskaber, men ved sin Færdighed i mechaniske Arbeider vakte hans Lyst til Uhrmagerie, hvori den ham medfødte rastløse [sideskift][side 282]Iver for, hvad der faldt ham ind at tage fat paa, skaffede ham en saadan Dygtighed, at han selv lige fra sine Ungdomsaar reparerede sine Uhre og endnu i sit Livs sidste Dage forfærdigede smaa Metalarbeider, hvilke han forærede Bekjendter og hvoraf eet er Huusnumer 7 i Frederiksberg Allee. Ikke endnu 16 Aar gammel tog han Examen Artium med Udmærkelse i alle Fag og næste Aar anden Examen med samme Udfald. Derpaa tog han Underviisning i Tydsk, Ridning. Fægtning og Proberekunsten, hørte Forelæsninger over den høiere Mathematik og begyndte det medicinsk-chirurgiske Studium med at freqventere chirurgisk Academie og Frederiks Hospital. Hvad han kastede sig paa, drev han med saa glødende Iver, at han gjorde forbausende Fremskridt. Naar det gjaldt om Udvikling af hans ualmindelige Aandsevner var ogsaa Faderen rede til opoffrende at understøtte ham, men da han frygtede den store Lidenskabelighed, som tidligt fremtraadte i hans Charakteer, holdt han ham knapt med Penge til Forlystelser og hvad han troede at være ham til for megen Adspredelse under hans Studeringer. Det maatte derfor holdes yderst hemmeligt, at han i et lille dramatisk Selskab, hvilket hans forrige Lærer, der var en ivrig Privatskuespiller, havde ført ham ind i, jævnlig søgte at erhverve sig Beundring ved at give Hovedroller. Den Alvor og Heftighed, hvormed han ogsaa her af det, i hvilket Selskabets andre Medlemmer fandt blot Moerskab, gjorde vigtige kunstneriske Opgaver, virkede imidlertid snart saaledes paa hans Studeringer og Omgang, at Faderen fik Nys derom og, efter hidtil at have fulgt hans Færd med en stor Tilfredshed, som han dog kun koldt og vaersomt udtalte, holdt ham en dygtig Straffeprædiken, fordi han, som han sagde, var overbeviist [sideskift][side 283]om, at hvis han ikke øieblikkelig forlod denne Fristelsens Bane, vilde han i sin Opbrusen ile saa voldsomt frem paa den, at han derved blev uduelig til at gaae den Vei, ad hvilken Gud, ved de Gaver, han havde forundt ham, vilde føre ham til at blive en nyttig og hædret Borger. Sønnen satte, uagtet den dybe Ærefrygt han havde for den strenge Fader, i Begyndelsen Trods imod disse Bebreidelser, men lod sig omsider bevæge til med Iver at fortsatte sine Studeringer. Da kom det engelske Angreb i 1801. Den unge Ryge var, som Student, strax færdig til at indtræde i Kronprindsens Livcorps og nu blev al hans Tid og Tanke offret det Militaire; han viste sig som en saa ivrig Sergeant, at han ikke blot gjorde den ham paalagde Tjeneste, men graadig greb enhver Leilighed til ogsaa at tage Kammeraters, og havde virkelig det Held at faae sig saaledes overvældet med "de vigtigste løbende Forretninger ved Corpsets Organisation og Anbringelse," at han ikke havde et Øieblik for Hospitalet eller sine Bøger. Efter Fredsslutningen forlangte hans Fader, at han skulde gjenoptage sine Studeringer, men han havde i Militairlivet faaet Ulyst for dem, og svarede, at det eneste Vilkaar, hvorunder han kunde beslutte sig til igjen hele Dagen at ligge paa Sygestuer, hænge over Bøger og løbe i Forelæsninger, var, at han fik Raad til om Aftenen at komme sammen med gode Venner. Da Faderen kort, men afgjørende lod ham vide, at han ikke gav ham en Skilling mere end hidtil, hvorfor han, om han vilde besøge Klubber, selv maatte være om at fortjene Penge dertil, erklærede Sønnen ligesaa kort og afgjørende, at han vilde leve som en velhavende Embedsmands Søn, der ved sit Hoved og sin Flid gjorde Familien Ære; negtede hans Fader ham [sideskift][side 284]Midler dertil, saa havde han besluttet ganske at sørge for sig selv, men da ogsaa paa den Maade, som baade hans Anlæg og hans Tilbøielighed henviste ham til, hvilken var, at han blev Skuespiller. Den Gamle følte sig høiligen fortørnet og yttrede, at om han, for at kunne være Dagdriver, vilde gjøre sin Familie den Sorg, at bringe et hædret Navn paa Theatret og begynde sit selvstændige Liv med at gaae ind i en Stand, hvori de store Kundskaber, han havde erhvervet sig, vare ham til ingen Nytte og han aldrig kunde finde Udkomme til selv at ernære en Familie, da stod det jo til ham, men fra det Øieblik at han gjorde det, maatte han ikke regne paa at have en kjærlig Fader i ham, og hvad hans Trusel om at ville gjøre det angik, saa skulde han aldrig ved den tiltvinge sig en større Understøttelse, end den, han nu fik, eftersom den var fuldkommen tilstrækkelig til at han kunde forskaffe sig de en sædelig Student, der havde et godt Hjem, anstændige Fornøielser. Faderen blev fast i sin Beslutning, men Sønnen blev det ogsaa i sin. Da han vidste, at Familien vilde hindre hans Ansættelse ved det kongelige Theater, gjorde han ikke mindste Forsøg paa at komme til det, men gik til Grev Trampes Trup i Odense, hvor han, uden at gjøre synderlig Opsigt, spillede baade comiske og alvorlige Roller for en maanedlig Gage af 15 Rdlr., med hvilke han, jernfast i ethvert Forsæt, slog sig igjennem uden at gjøre Gjæld eller at henvende sig til nogen af Familien med Anmodning om Hjælp. Aaret efter maatte imidlertid Greven opgive Entreprisen og nu stod Ryge tvivlraadig om hvad han skulde gribe til. Det kom ham vel i Tanke, at han gjorde bedst i, igjen at begynde sine Studeringer, da han ikke i Danmark kunde vente som Skuespiller at opnaae den UdUd-mærkelse [sideskift][side 285]mærkelse, han søgte; men han havde da maattet henvende sig til Faderen, og "hvorledes han end skulde friste Livet, saa blev det aldrig ved at spille den forlorne Søn." Fast bestemt, at gaae enhversomhelst Vei, ad hvilken Skjæbnen vilde aabne ham Udsigt til paa en anstændig Maade at fortjene Brødet, gjorde han foreløbig et Besøg hos en ham inderlig kjær Søster, der var gift med Lægen Dr. Bojesen i Svendborg, Her satte han sig, ved sine Kundskaber i Chemien, strax i stor Yndest hos Apotheker Lacoppidan, der tilbød ham sin Bistand, hvilken han kun for saavidt benyttede, som Lacoppidan formaaede flere Familier til at betroe ham deres Børn til Skolegang, imod at een gav ham Huusly, et Par andre Kost og nogle en lille ugenlig Betaling. I saare trange Kaar anvendte han her, uden mindste Yttring af Utilfredshed eller at søge Nogens Hjælp, saa samvittighedsfuldt al sin Tid og Evne paa Underviisningen, at Børnene gjorde ualmindelige Fremskridt og han vandt megen Berømmelse af Forældrene, som kun beklagede sig over den Opfarenhed, hvormed han jævnligen bebreidede dem, at de ikke ved Huustugt noksom understøttede hans Bestræbelser. Da den gamle Ryge, som paa Ansøgning havde faaet Afsked med Titel af Conferentsraad, om Sommeren 1803 kom til Svendborg, for at besøge sin Datter, og ikke blot af hende og hendes Mand, men af alle Byens Honoratiores hørte Lovtaler over den unge Skolemesters brændende Iver og den Værdighed, hvormed han fandt sig i sin ringe Stilling bevægedes den 69aarige Mand til selv at komme til ham med Tilbud om, at han vilde give ham en saadan Understøttelse, som han kunde være tilfreds med, naar han atter vilde med Kraft tage fat paa sine Studeringer og fortsætte dem i Kiel, hvor han [sideskift][side 286]hverken fandt sine tidligere Selskabsbrødre eller paany blev fristet af Theatret. Ryge svarede med Ærbødighed, at han var beredt til strax at efterkomme sin Faders Villie og vilde vise ham sin Taknemmelighed ved at anvende den yderste Flid for at overgaae hans største Forventninger. Ogsaa den blev han sin engang fattede Beslutning tro. Under sit Ophold i Kiel følte han sig, efter eget Sigende, flere Gange stærkt fristet baade til at vælge et andet Videnskabssag og til at gaae til Hamborg, for der at forsøge sin Lykke paa Scenen; men han tilbagekaldte sig sit Løfte til Faderen og anspændte da, "for sin egen Skyld", tilstod han, endnu ivrigere sine Kræfter, for ret glimrende at opfylde det. Efter 2 Aars Ophold i Kiel tog han Embedsexamen med Udmærkelse og gik derpaa til Kjøbenhavn, for at lægge sig efter Fødselsvidenskaben, hvori han erhvervede sig en saa ualmindelig Dygtighed, at han allerede Aaret efter blev constitueret Bestyrer af Fødselsstistelsen i Kiel og sildigere opnaaede stor Berømmelse som Accoucheur. I Februar 1806 tog han i Kiel den medicinske og chirurgiske Doktorgrad, hvorefter han for Jordemødre holdt Forelæsninger, der af det medicinske Facultet bleve roste som særdeles forstaaelige og tillige grundigt undervisende. Foranlediget af dem havde han fordansket Wiedemanns "Hebammenbuch" og kom derved i det første af de ikke saa offenlige Kiverier, som hans Fremfusenhed bragte ham paa Halsen. I Fortalen beklagede han, at det danske Sprog, hvis Rigdom han aldrig kom til at kjende saaledes, at han i Skrift kunde udtale sig uden unødvendig Brug af fremmede Ord, var fattigt paa Udtryk. Prof. F. Guldberg havde paa denne Tid i Kiel holdt Forelæsninger over det danske Sprog, og derved i den Grad erhvervet sig Tilhørernes [sideskift][side 287]Tilfredshed, at de overraskede ham med Foræringen af et Sølv-Theeservice, som en Morgen var sat paa hans Bord. I en offenlig Taksigelse derfor yttrede han: "at Dannersproget saa fuldeligen kan stilles ved Siden af Europas bedste nyere Sprog, at hvert Angreb blev enten et Foster af kaad Vankundighed eller ligefrem Niddingsværk." Ryge, som strax fandt sig overbeviist om, at denne Paastand var rettet imod hvad han havde sagt i sin Fortale, gik i "Kieler Wochenblatt" heftigt løs paa Guldberg og fandt ei alene hans Yttring baade fornærmende for sig og latterlig, men tilbød sig at bede Enhver, som følte sig krænket ved den, om Forladelse paa Guldbergs Vegne. Denne ubesindige Fremfærd paadrog ham megen Uvillie, og da Guldberg rolig imødegik ham med Baggesens og andre Sagkyndiges Stadfæstelse af hans Udsagn om Sproget, samt forsikkrede, at han, "som kun befattede sig med hvad han forstod," aldeles ikke havde gjort sig bekjendt med Fortalen til et Værk, som laae ganske udenfor hans Fag, fandt Ryge det rettest, efter sine Venners Raad, ikke at gaae videre, endskjøndt han følte sig endnu dybere krænket ved at endeel af Guldbergs Tilhørere gav et stort Gilde for ham, "at han derved kunde finde sig satisficeret for et ligesaa ubeskedent som ubeføiet Angreb." Efter at have endt sine Forelæsninger nedsatte han sig som praktiserende Læge i Cappeln, hvorfra han allerede Aaret efter, i 1807, blev kaldet til Physikus i Flensborg og Bredstedt Amter. Han giftede sig nu med en Datter af Herredsfoged Becher i Svendborg, og fik i hende en dannet, meget elskelig Hustru, som med sjelden Blidhed opoffrende bøiede sig efter hans Lune og Indfald. Ved sit skarpe Lægeblik, den nøie Undersøgelse af ethvert enkelt Sygdomstilfælde, den [sideskift][side 288]Bestemthed, Livfuldhed og Energie, hvormed han derefter virkede under de betænkeligste Omstændigheder, og sine mange heldige Kure og Operationer skaffede han sig en fortjent stor Anseelse, og endskjøndt han gjorde sig frygtet ved den Barskhed, med hvilken han foer løs, naar han ikke fandt sine Anordninger strengt efterlevede, opnaaede han hurtigt baade i Byen og paa Landet en udbredt og særdeles indbringende Praxis. Ved 5 Aars utrættelige Virken i denne Stilling var han bleven en velstaaende Familiefader og havde endog begyndt at samle sig Formue; da kom han i Begyndelsen af 1812 tilfældigviis til at see en Avis, hvori Theatrets, i Kjøbenhavn allerede glemte, Priisudsættelse var indrykket. Gjennemlæsningen af den satte ham i heftig Gemytsbevægelse: det var ham, som om den blot var udgaaet for at være ham en Forkyndelse om, at nu kunde han strax triumferende indtræde i det Kald, som havde været hans høieste Ønske og hvortil han følte, at han just da, efter at have samlet rig Verdenserfaring og Menneskekundskab og at være kommen til sin fulde Mandomskraft, var i Besiddelse af Aands- og Legemsevner fremfor Nogen. Dog fulgte han ikke denne Gang, som ellers, strax Indskydelsen; Omstændighederne vare altfor overvældende vigtige til at han øieblikkelig turde vove et Skridt, som maatte bevirke en aldeles Forandring i hans og hans Families Stilling. Uagtet Tiden, forinden hvilken man havde at melde sig, næsten var forbi, vedblev han, uden at meddele sig til Nogen, at gruble over det store Enten-Eller og søgte blot ad Omveie at erfare, om Ingen havde med Virkning indstillet sig til Prøve. Ja efter at have faaet at vide, at det saa langt fra var Tilfælde, at Directionen meget mere ganske havde opgivet Haabet om at det [sideskift][side 289]vilde skee, lod han endog Terminen udløbe, og følte sig glad ved at han saaledes havde overstaaet den mægtige Fristelse. Men han faldt snart tilbage til Mismod, blev vranten i Omgang og klagede bitterligt over det Anstrengende ved hans Embede paa samme Tid, som han begyndte at gjøre Sygebesøg paa Landet tilfods, for at kunne declamere høit paa Veien. Den Tilbøielighed, som han troede at have overvundet, var bleven glødende Lidenskab, og "da det en Dag, som han sad ene i sit Værelse, pludseligt foer ham gjennem Hovedet, at nu begyndte Theatersaisonnen, blev han med eet luehed af en uforklarlig Uro, følte sig dreven af en Magt, som han ikke kunde modstaae, ilede hen til Skrivebordet og meldte sig som Aspirant i et Brev til Directionen, hvilket han øieblikkeligt sendte paa Posthuset." Directionen blev ganske forskrækket over, at en Mand, der havde Kone og Børn og allerede i sit 31te Aar med erkjendt Dygtighed beklædte et overordenligt indbringende Embede, udtalte som sin faste Beslutning, at han vilde opoffre Alt for at gaae til Theatret, der i heldigste Tilfælde ikke kunde byde ham Fjerdedelen af den Indtægt, han havde. Olsen, som kjendte den gamle Ryge og i de sidste Aar havde hørt Oldingen glæde sig inderligt over den uventet lykkelige Vending, hans Søns Tilbøielighed havde taget, holdt for, at man igjennem Faderen skulde søge at afvende et saa ubesindigt Skridt, men da Directionen var forpligtet til at holde Brevets Indbold hemmeligt, lod man det blive ved, i en Skrivelse af 18de September, at melde, "at Directionen med stor Agtelse havde modtaget Hr. Dr. Ryges Tilbud om at reise hid, for at aflægge en Prøve, men maatte gjøre opmærksom paa, at den ikke nær vilde kunne byde ham Erstatning og [sideskift][side 290]heller ikke strax sætte ham i en saadan Virksomhed, som hans Begeistring maatte forlange." Denne Advarsel hjalp ikke; efter at have taget en Beslutning, havde Ryge ene og alene Tanke for dens Udførelse. Han svarede strax, at han var fast i sit Forsæt at aflægge en Prøve. Directionen kunde ikke komme ud af sin Forbauselse; dens Medlemmer havde siden Brevets Afsendelse, som tilfældigviis, talt med Rind og Eenholm, der havde spillet med Ryge i Odense, om hvorledes han dengang var, og Begge beskreve ham som en vild Theaterenthusiast, der havde en lang, smal Figur med et lille rundt Hoved og satte sit hele Comediespil i at støie og gjøre Fagter. Directionen holdt sig derefter overbeviist om, at hans Theaterlyst kun var en forfløien Idee og at Prøven maatte falde ud til en Afviisning, som det vilde være den ubehageligt at give en saa udmærket Videnskabsmand, og tillige let kunde blive ham til stor Skade hos Familien og i hans Embedsforhold. Den bestemte sig til endnu et Forsøg paa at skræmme ham og skrev, under 2den October, "at da han vedblev sin Beslutning, troede den at burde gjore ham bekjendt med Skuespillernes Kaar, som vare: Efter Resolution af forrige Aar var for de allerældste, ved lang og udmærket Tjeneste Fortjente høieste Gage 1000 Rdlr.; for yngre fortrinlige Kunstnere fra 800 til 550 Rdlr; samt for Alle, saalænge Dyrtiden varede, det alle kongelige Embedsmand tillagte Speciestillæg af næsten samme Størrelse som Gagen; og ved Theateraarets Slutning et Gratial af imellem 300 og 100 Rdlr. efter Tjenestens Størrelse. Dertil kunde endvidere regnes Beneficer for Flid og Talent, hvoraf en Skuespiller i et Mellemrum af flere Aar tillægges to, indtil han opnaaer 25 Aars Tjeneste, efter hvilken Tid ham [sideskift][side 291]hvert 5te Aar tillægges en Benefice." Næst at give ham denne Oplysning lagde Directionen ham paa Hjerte, at selv om Præmien blev ham tilkjendt, kunde den ikke, fordi det vilde være en Uretfærdighed imod de allerede Ansatte, indstille ham til høiere Gage, end den, der var fastsat for de yngste fortrinlige Kunstnere, og heller ikke førend efterhaanden skaffe ham et saadant Repertoire, som han nødvendigviis maatte ønske og vel endog gjorde Regning paa at faae. Atter forgjæves: han svarede, at saasnart han havde ordnet det Fornødne med Hensyn til sit (Embede under Fraværelsen vilde han indfinde sig til Prøve.

Han indfandt sig ogsaa, og om han end ikke, ved sine Besøg hos Directionens Medlemmer, kunde gjøre dem forklarligt, at han opgav en sikker, særdeles fordeelagtig og endnu mere lovende Stilling for at kaste sig ind paa en ny, endog den rigest Begavede meget farlig Bane, saa begreb de dog af hans blotte Fremtræden, at han vel turde troe sig kaldet til at vinde Prisen i Heltefaget: istedetfor den langstrakte burschikose Skikkelse, som de, der kun kjendte ham fra Odense, belavede sig paa at see, fremstillede sig en anselig, velbygget og mandig Figur med en om ikke elegant, saa dog værdig og fast Holdning. Hans Prøve for Directionen var glimrende; Skuespillerne, der i den optraadte med ham, bleve forbausede over en Kraft og Begeistring, som de aldrig havde hørt Mage til. Især overraskede han ved sin Stemmes Styrke i lidenskabelige Udbrud. "Det var da Satan til Karl!" udbrød Knudsen. "han har jo en Stemme som Basunbassen i et Orgel. Ham kan jeg ikke overraabe!" Heger sagde, da Prøven var endt: "Er han saa gal, at ville ind paa Brædderne, saa vil Publikum nok være saa klogt at byde ham et jublende [sideskift][side 292]Velkommen." I sin tragiske Vældes fulde Herlighed viste Ryge sig imidlertid først ved sin Debut. Publikum antog, at han kun vilde gaae ind i Heltefaget, saa at det var stemt for at finde sig fyldestgjort i samme Grad, som han den tilfredsstillede det, og dette blev langt over hvad man, efter det, som hidtil var seet paa den danske Scene, havde kunnet gjøre sig Forestilling om, thi just for dette Fag havde Naturen især givet ham det fulde indre Gehalt og en kraftig ydre Skikkelse. Allerede hans høie, stærktbyggede og velproportionerede Figur var af imposant Virkning; skjøndt hans Næse var noget kort, hvorfor han i enkelte gamle Roller, endog af alvorlig Charakteer, som f. Ex. Hakon, gav den en lille, Tilskuerne ubemærkelig, Forlængelse, og de store fremliggende Øine ikke havde megen Bestemthed i Udtrykket, viste hans fyldige Ansigt, der i hans Manddomsaar var af en usædvanlig frisk Teint, Intelligents og Værdighed som sit stabile Præg og gav i alle sine Træk hurtigt og tydeligt baade den Grundcharakteer, den Lidenskab og den Affectyttring, han vilde lægge i sin Rolle. Hans Gang, med lange Skridt, var ikke let, jævn eller gratiøs, men fast og blev efter et Par Aars Forløb simpelt naturlig især i gamle Helte og værdige Fædre. I Begyndelsen havde han kantede og for store Armbevægelser, var ogsaa ofte i Forlegenhed med Hænderne, men disse Feil overvandt han ved Flid saa ypperligt, at hans Gebærdespil omsider fik megen Sandhed og just ved Ro og Sparsomhed opnaaede stor Virkning. Det var aldeles imod hans Kunstanskuelse at gjøre Plastiken til Studium, for at glimre med beregnede effectfulde Stillinger; derimod bortarbeidede han det Uskjønne, som den for store Heftighed ved hans første Fremtræden undertiden gav hans LegemsLegems-holdning [sideskift][side 293]holdning, med saa megen Omhu, at han snart fik baade smukke og meget udtryksfulde Stillinger ved ganske at hengive sig i sin Rolle og da i det Mimiske at lade sig føre af den, hans Talestemme var ikke blot usædvanlig stærk, men malmfuld, vægtig og dog saa bøielig, at han ofte ved lette Tryk gav en lille Replik eller endog blot et enkelt Ord, fremsagt aldeles fordringsløst eller halvhøit, en overraskende Effect. Ved stor Øvelse havde han erhvervet sig Evne til i Fædre- og Helteroller, selv de største og lidenskabeligste, gjennemgaaende at bruge Stemmens dybe Toner med den fuldstændigste Naturlighed og uden nogensinde at savne Omfang til Foredragets mange Nuancer, ligesom han ogsaa vidste at give den en mørk, melancholsk Klangfarve, hvorved den fik noget forunderligt Gribende i smerteqvalte, grublende eller pathetiske Tirader, som foredroges med dæmpet Røst. Palnatoke, som Foersom ved Tragediens to sidste Forestillinger meget uheldigt havde forsøgt sig i, blev altid en af Ryges colossaleste Roller; neppe vil Nogen naae, end sige overgaae ham den. "Kraft — og netop knusende Heltekraft, — er det Charakteristiske hos denne Skuespiller, og hans eiendommelige Stiil den store," sagde Baggesen med Sandhed om ham, og dette Charakteristiske viste han aldrig i større Stiil, end just i Palnatoke og Hakon. Den raske kæmpehøie Viking, djærv og stolt, kjæk og besindig, vældig naar han bød, herkulisk i Udtrykket af Harme og Vrede, var for Tilskuerne noget forbausende Nyt; Ryge blev interessant ved blot at vise sig, og da han med de mægtige Evner begyndte at udvikle sin høipoetiske Opfatning af Digterens oldnordiske Helt, saaledes at denne fra den lavstammede værdige Hædersmand, som Schwarz havde maattet sammenklemme [sideskift][side 294]ham til, hævede sig, dygtig, fri og majestætisk, til sin fulde Storhed, rev han Alle med sig. Hans anden Debut, som Hakon Jarl, var endnu ypperligere. Den var ansat til den 7de Mai, men om Formiddagen paa Generalprøven blev han, ved egen Uforsigtighed, i tredie Akts Slutningsscene saaret af Foersoms Sværd. Strax udbredte sig Rygter om, paa den ene Side at Saaret, som Sandhed var, kun bestod i en ubetydelig Rift, paa den anden Side at der under dette Uheld stak en Cabale, hvorved en farlig Medbeiler skulde gjøres udygtig til at betræde Scenen. Om Aftenen, inden Dækket gik op til "Herman von Unna", der hurtigt maatte skaffes paa Benene som Nødstykke, fremtraadte Foersom og underrettede Publikum om, at Skaden var skeet med hans Sværd, men uden hans Skyld, og forhaabenlig kun for nogle Dage vilde forhindre Ryge fra at optræde. Den taabelige Snak om et blodigt Anslag imod Debutanten holdt sig imidlertid lige til hans Optrædelse, som derfor imodesaaes med stor Spænding. Den havde ikke behøvet dette Excitationstilfælde for at blive interessant, thi noget saa Mægtigt var endnu aldrig seet paa den danske Scene. Baggesens skarpsindige Bemærkning, at der hos Ryge, i Begyndelsen af hans Kunstnerliv, "var et Misforhold imellem hans aandelig modne Talent og ydre Mangel paa Øvelse; at han var mindre stærk i de første Elementer af det Ordenlige, end i den høieste Flugt af det Overordenlige, " fandt en særdeles træffende Anvendelse paa hans Hakon, saaledes som den var ved hans Debut. Han havde ikke endnu erhvervet sig Færdighed til at optage alle mindre Replikker i Rollens Begreb: enkelte af dem faldt udenfor det; nogle lange Perioder, der ikke gik ud fra Gemytsbevægelse, fik Anklang af Præketone: [sideskift][side 295]Legemsbevægelserne stødte undertiden Øiet; og den faste Gang var ikke tillige smuk og ligelig, saa at den, blot efter Øieblikkets Affect, forandrede Præg og Tempo i Rollens Charakteer: Fremstillingen havde derfor ikke forenet sig til en fuldstændig kunstnerisk Heelhed. Han satte sig, som han ogsaa altid sildigere var temmelig tilbøielig til at gjøre, paa Heltens culminerende Høide med blot Correcthedens omhyggelige Opmærksomhed for hvad der laae under den; men — paa denne Høide var han gigantisk. Allerede af Udseende

en herlig gammelt Helt,
der kneiser vældigt, som en knudret Eeg
blandt alt det andet Smaakrat,

var han det endnu mere ved Ordets forbausende Kraft, i Aandens mægtige Flugt, hans levende Følelse af det Høipoetiske førte ham til en saa storartet Opfatning og Udførelse af Rollens Hovedscener, at de allerede dengang, frit og naturligt, fremtraadte i en kunstnerisk Majestæt, som virkede gribende paa Publikum og hvilken den begeistrede Digter tilstod, at han aldrig havde ahnet, at de paa Scenen kunde faae. Det første stærke poetiske Indtryk paa Publikum gjorde han ved, at han i Monologen efter at Odinsbilledet er styrtet i Gruus gav den kraftige, malmfulde Stemme en forunderlig mystisk Dæmpning, som slaaende vakte hos Tilhørerne Forestilling om Hakons dybe indre Bevægelse ved Tanken paa Maalets Storhed og det Vovelige i Kampen for at naae det. Imidlertid kom Publikums Enthusiasme først rigtigt til Frembrud i tredie Act under Scenen imellem Hakon og Olaf. Den Kraft og Høihed, hvormed Ryge gav Replikken:

"Det Sidste vælger jeg, det Sidste, Olaf!"

[sideskift][side 296]

den Fasthed og Energie, der udtrykte sig i hans Stemmes Styrke, Ordenes brede Betoning og den roligt stolte Stilling, fremkaldte en umaadelig Bifaldsstorm, som lange vedblivende gjentog sig efter at han havde endt Acten med sit vældige: "Ha, Thor skal knuse Korset med sin Hammer!" Alligevel var fjerde Act for Kjenderen hans Kunsts sande Triumf. Den dybe, først dulgte, derpaa heftigt frembrydende Smerte ved Budskabet om Sønnens Død, den stille Grublen over Betydningen af Hornets Runeskrift, Beslutningen at offre Erling, den qvalte Marter ved Barnets uskyldige Glæde og hans herlige Overgang til fortvivlet Vold paa Faderfølelsen; saa, efter Mordet, den forvildede Rædsel i det dumpt fremmumlende "Hvo kalder mig?", i det stirrende Blik og i de ved Udmattelse af Sjæleqval slappe Bevægelser; atter den tilkæmpede Ro under Einars Tiltale, det i al sin Simpelhed mageløse stumme Spil under dennes Forbandelse; endelig, efter Bueskyttens Bortgang, et Øiebliks Bedøvelse ved den bittre Ydmygelse, og da, ved Krigsskriget, den pludselige mægtige Reisning af alle Aandens og Legemets Kræfter til Kamp paa Liv og Død, Bærsærkegangens frygtelige Udbrud og den høit over Lurernes Skingren, Sværdslag paa Skjoldene og Kæmpernes Raab henrullende vældige Tordenrøst i den vilde Begeistring — alt dette havde i hvert enkelt Moment og sit Hele en saadan artistisk Fuldendelse, energisk Pathos og poetisk Storhed, at Begynderen i denne Act overraskede Kjenderen med et Mesterstykke, som langt overstraalede alt hvad der hidtil her var seet af tragisk Kunst. Scenen med Thora i femte Act vedligeholdt ypperligt den grandiose Virkning. Der var en tragisk Ironie i Hakons Betragtning af hvad han nylig havde været, et tungsindigt phantastisk [sideskift][side 297]Drømmerie i Erkjendelsen af hvad han nu var, og en pathetisk Forklarelse i Beslutningen om hvad han vilde gjøre, dersom endog Thora stødte ham ene og forladt ud i den mørke Nat, hvilke aftvang Tilskuerne den Medlidenhed, der ene er den tragiske Helt værdig; de græd, men det var over den engang Mægtige, som med urokkeligt Mod stod ene paa sin Vældes Ruiner, rede til at falde for en ubetvingelig Skjæbne. Scenen i Hulen blev, tildeels ved Digterens, dog meest ved Ryges Skyld, noget mat imod det Foregaaende. Med Kunstnerens imposante Personlighed kunde den ikke savne theatralsk Virkning, men denne var af almindelig Art. Der var ikke i Situationen Noget, som saaledes tiltalte Ryge, at hans Følelse greb den med sin fulde Kraft, derfor: Alvor og Styrke var der vel i hans Spil, men han kunde ikke vinde til den høie Pathos, hvorfra det skulde have poetisk Aand. — Efter disse to Debutroller blev Ryge betragtet som en genial, med legemlige Fremstillingsevner usædvanlig rigt begavet Kunstner, der traadte ind i et for den nationale Skueplads i høieste Maade vigtigt Fag, som hidtil aldrig havde været besat og hvori han strax tog en saadan Høide, at han stod stor og uovergaaelig, hans tredie Debutrolle var ham ingenlunde saa gunstig: ikke nok med, at den i og for sig selv var uden kunstnerisk Betydenhed, men den syntes som valgt for at forraade for Tilskuerne de ham eiendommelige Feil og Mangler og navnligen at bevise, at hans Spil mere bestemtes ved hans Følelse for Rollen, end Betragtning af den, at han ikke havde det fornødne Herredømme over sin naturlige Heftighed og at han meget savnede smagsdannelse. Iblandt hans besynderlige Griller var en af de fasteste, at han, med en stærk og buldrende, men metalløs [sideskift][side 298]og ubøielig Bas og en meget ringe, temmelig vulgair Musiksands, var kaldet til at være Sanger. Saa snart han var ankommen hertil, lod han sig af Directionen henvise til Kunzen, der, hvormeget han end kom til at holde af ham, som en kundskabsrig, særdeles underholdende og i tydsk Skik og Aand opgaaen Mand, følte sig meget besværet med en Elev, hvis Begjærlighed efter tidligt og sildigt at solfeggere og synge Øvelsesstykker det trættede ham at tilfredsstille, uden at det dog hjalp, fordi Stemmen ikke vilde lyde Ryge og Ryge ikke vilde lyde Kunzen, men havde om Syngemethoden, som om alt, hvad han lidenskabeligt kastede sig paa, sin egen Mening, hvorved han holdt saa fast, at han, naar han efter sine uafladelige: "Noch einmal! Schaun's! jetzt werde ich es besser machen!" var bleven træt af sin ufortrødne Anstrengelse, hvilede sig ud ved at disputere med Læreren om Syngekunstens Theorie, betragtet fra Physiologens Standpunkt. Kjed af de vidtløftige Deductioner udbrød Kunzen engang til Stage, der havde Time med Ryge: "Was der liebe Doctor doch Alles weiß! wahrhaftig, er weiß sogar vom Grunde aus wie und womit man singt. Von dem was Singen heißt wird er aber niemals den bloßen Begriff erwischen!" en Fornærmelse, som Ryge aldrig kunde glemme ham af, hans Syngesyge gjorde ham det til stor Vigtighed, at hans tredie Debutrolle blev et Sangpartie, og da der just i det nye Syngestykke, "Slottet Montenero", var en Tyran, som efter Directionens Mening kunde gaae ind under Heltefaget, fik han denne. Rollen var vel høist almindelig, men Ryge gav den ogsaa i den ganske almindelige tydske Tyranspillermaneer. Hans mægtige Figur og ridderlige Udseende vare af god Virkning, men den overover-ordenlig [sideskift][side 299]ordenlige Voldsomhed i Gang, Gestus og Declamation qvalte al Nuancering, og under Sangen, som man ei alene sandt raa og døvende i Tonerne, men ubehagelig i Foredraget ved den stærke Snurren paa R, hvilken efter hans Theorie skulde give Kraft, fik hans Spil endydermere noget stødende Maskinemæssigt, da han ganske fortabte sig i ængstlig Opmærksomhed for hos sig selv at tælle Takterne til han skulde falde ind, og da, med stiftstirrende Øine, satte i af al Magt uden Sands for nogetsomhelst Andet. Man var vant til at see Frydendahl give det Slags Roller et kunstnerisk Præg af bestemt Charakteer og anstandsfuld Ridderlighed, der gjorde, at endog Mængden sandt Ryges buldrende og holdningsløse Fremstilling temmelig uheldig; hans Anseelse var imidlertid allerede saa stor, at det ikke forringede Erkjendelsen af hans ualmindelige Genie. Alle tænkte, hvad Holstein sagde og som meget rigtigt slog ind: "Lad ham bare løbe Vildskaben af sig, saa faaer vi i ham den stolteste Paradeur; men Elsker bliver han sku aldrig, det kan jeg allerede see af hans Tyran." Forresten blev Syngestemmen, som Alle især havde imod, med Tiden Theatret til langt større Nytte, end Nogen kunde vente. Vel opgav han aldrig sin "Methode" i Partier, som han vilde synge smukt, men efterhaanden slog han lidt af i dens stringente Anvendelse, og i comiske Roller, hvor han sang i Charakteer, var det kun den paa Taktstokken spændte Opmærksomhed, der skimtede frem af hans Spil, som virkede stødende, medens han i adskillige alvorlige, som ikke vare af betydelig musikalsk Vigtighed, gjorde saadanne Skuespillermesterstykker, at Publikum gjerne fandt sig i den uskjønne Sang. — Strax efter den tredie Debut tilkjendtes Ryge den for Heltefaget udsatte Præmie og blev ansat [sideskift][side 300]med 600 Rdlr. Gage fra 1ste Februar 1813, hans Anciennetet at regne fra 8 Aar tidligere, da han indtraadte i kongelig Tjeneste.

Det er naturligt, at en Mand med en saadan Sindsbeskaffenhed, som havde aabenbaret sig i Ryges hele Liv inden han betraadte Scenen, ikke, efter at han stod paa den som en af Publikum hyldet og af selve dens Personale beundret Jævnbyrdig med dets Første, kunde i Rolleudførelse finde fuld Tilfredsstillelse for sin rastløse Begjærlighed efter Virksomhed og Udmærkelse, saameget mindre, da der, saa dygtig han var og saa ivrig han end greb efter enhver ledig god Rolle ogsaa i andre Fag end det, hvilket han, Bestyrelsen og Publikum dengang ansaae for hans egenlige, ikke strax kunde tilveiebringes ham et Repertoire, som optog al hans Tid og Tanke, der nu ene og alene vare hengivne Theatret. Han blev af sit Temperament dreven til at ville have Indflydelse paa alt hvad der, ligegodt om i eller udenfor Kunsten, havde Berørelse med Theatret, og denne Indflydelse, hvilken allerede et saa stort Genie og Skuepladsens yderlige Trang til dette for en Deel vilde have skaffet Enhver, blev det ham, som dertil, ved sine mange grundige Kundskaber, et tidligere betydeligt Embede, det Offer, han havde bragt Kunsten, og den impetuøse Sikkerhed, hvormed han udtalte sig, strax havde sat sig i stor personlig Respect, meget let hos en saa svag og sløv Direction efterhaanden at faae indrømmet sig i fuldeste Maade og i alle Retninger. Han blev hurtigt saaledes Bestyrelsens Villie, at næsten alle dens Bestemmelser havde deres Grund i ham; og da baade hans Anskuelser og Kraften til at sætte dem igjennem ret egenlig udgik fra og i mange Tilfælde blot kunde forklares af [sideskift][side 301]hans stærke, skarpt udprægede Personlighed, fik denne en saadan Indvirkning paa hele Theatervæsnet, at Skuepladsens Historie nødvendigen maa fremstille den klarere, end den allerede har viist sig i Omridset af hans tidligere Liv. Ryge var intet Reflexionsmenneske, men baade i sin Kunst og i sin ganske Færd en kraftig Følelsens og Handlingens Mand; derved havde han sine Fortrin og Mangler, sine mange fortræffelige Egenskaber og ikke færre Særheder. Han var begavet med en ualmindelig hurtig og fyrig Opfattelsesevne, men som strax greb den Gjenstand, der tiltalte den, saa ubetinget og fast, at han kun heftede Tanken paa hvorledes han snarest og med størst Virkning skulde exploitere den, ikke paa en nøiere Undersøgelse af dens Væsen og Værd. Kun i der Videnskabelige søgte han altid fuld Kyndighed inden han gik til Anvendelse og brugte selv da det omhyggeligste Overlæg; sine Ideer paa kunstnerisk eller socialt Gebeet tog han ligesom han undfangede dem og skred strax med hele sin Kraft til deres Iværksættelse. Spurgte en Bekjendt ham tilraads i et Sygdomstilfælde, da havde han vel strax en klar Forestilling om dets Natur, men han blev alligevel ved at udspørge ham meget nøie om alle Omstændigheder og tog endda, for samvittighedsfuldt at overtænke Alt, en Frist, hvorefter han først afgjørende erklærede sig derom; kom han derimod paa et forunderligt Indfald, som f. Ex., da han engang, for at tiltræde en Udenlandsreise, gik ombord i Dampskibet klædt som Kielerbursch, med et Slagsværd ved Siden og store Kanonstøvler paa, saa fulgte han det uden videre, hvem og hvormange der end søgte at faae ham fra det; og fik han en ny Rolle, da greb han strax med Ild det Billede, som hans levende og rigtignok næsten altid rigtigt og genialt [sideskift][side 302]opfattende Phantasie under Gjennemlæsningen af den gav ham, og begyndte ufortøvet at indøve sig den theatralske Fremstilling deraf. Saa modtagelig han var for Øieblikkets Indflydelse, saa utrættelig var han paa den anden Side for ved den meest vedholdende Flid at bringe den dygtigt og fuldstændigt til Udførelse; han stillede sig i denne Henseende under endnu strengere Regelbundethed end det reflecterende Talent; thi hvad der var Pligt eller det, som han selv gjorde dertil, var ham saa helligt, at han end ikke i den meest utaalmodige Lidenskabelighed lod sig friste til at vige derfra. Han lærte ufravigelig hver Dag et vist Antal Linier i en Rolle paa bestemt Tid; han blev ikke træt af at indøve sine legemlige Evner til muligst naturligt og kraftigt at give det Billede, der stod for hans Tanke; han memorerede endog den ubetydeligste eller sletteste Rolle med en saadan Nøiagtighed, at han aldrig stødte i Fremsigelsen eller endog brugte et Ord for et andet; og blev han sig, ved egen Iagttagelse eller Andres Dadel, hvis Rigtighed han maatte indrømme, en Feil eller Vane bevidst, arbeidede han med en mageløs Udholdenhed paa dens Aflæggelse, endogsaa længe efter at den var overvunden. Derfor var han, skjøndt overvældet med store Roller, ei alene en af de correcteste Skuespillere, som nogensinde have betraadt den danske Scene, men opnaaede, hvorvel han i Opfatningen vedblivende fulgte sin Følelse, bestandig større Mesterskab i Udførelsen og var lige til sine sidste Dage under høiere Kunstnerudvikling. Theatret var ham fra det Øieblik, da han satte sig ud over alle Betænkeligheder, for paa det at søge sin Lykke og Berømmelse, det Høieste og Vigtigste; han offrede vel enkelte Timer paa en eller anden Adspredelse, som sine Metalarbeider, medicinske Opsatser og [sideskift][side 303]Ridning, men selv da kom Theatret ham bestandig i Tankerne og det saa stærkt, at han f. Ex, naar han en smuk Sommerdag red ud ad Strandveien, ikke betragtede Naturen, hvilken han overhovedet "kun brød sig om, naar han kunde see den smukt malet paa et Bagtæppe," men sad paa Hesten aldeles fordybet i at "nynne sine Partier igjennem", hvorved han undertiden saa kraftigt begeistrede sig selv, at han tilsidst, til de Spadserendes store Forundring, sang af fuld Hals. For Theatret var han beredt til at underkaste sig ethvert personligt Besvær. Saaledes faldt han engang paa at ville gjøre sin smukke høie Pande endnu høiere, fordi "han saa ikke saa tidt behøvede at dække den i gamle Mand (med paaklistret kjødfarvet Silketøi, som omhyggeligt maatte dæmpes og gives Overgang med paalagt Farve);" han barberede derfor hver Dag et Stykke af Haarene bort, men kom efterhaanden, ved i sin Ivrighed bestandig at tage flere med, saa vidt, at hele den forreste Deel af Hovedet viste sig nøgen med Haarrodens blaalige Teint, og det hjalp ikke, at han mærkede hvorledes Alle forbausedes over hans besynderlige Udseende; han blev standhaftig ved overalt at vise sig saaledes indtil en voldsom Snue og begyndende Hovedgigt tvang Ham til at opgive denne bizarre Barbering. Vilde han paasætte sig en falsk Næse, kunde den ellers saa hidsige og fremfusende Mand gjerne komme til Paaklædning to Timer førend den almindelige Tid og selv med største Taalmodighed sysle med dens Tillavning indtil han fik den saa naturlig, at han kunde have den Glæde, i Foyeren at høre, at man ikke kunde skjelne Overgangen fra det Paasatte til hans virkelige Næse. Hans levende Interesse for Theatret omfattede de ubetydeligste Ting, som vedkom det eller endog blot, [sideskift][side 304]efter hans Mening, maaskee kunde blive anvendelige for det. Gik han med store Skridt, paaklædt til Hakon eller Palnatoke, frem og tilbage i Foyeren, fordybet i sin Rolles sagte Memorering og hos de af Ærefrygt for den mægtige Figur tause Tilstedeværende fremkaldte Tanken om det pathetisk Uovergaaelige, hvormed han nu skulde begeistre det begjærligt ventende Publikum, kunde det meget godt hænde, at han, ved pludselig at faae Øie paa en Figurantinde, der i sin Pynt kom ind for at see sig i Speilet inden hun som Tilskuerinde gik op i Logen, standsede og i ivrig Hverdagstone spurgte: "Hvor har De kjøbt det Bomuldsfløil? det kunde være forbandet godt til Theaterbrug. Hvad koster Alen af det?" Havde hun med et lille Knix givet ham et ligesaa hverdagsligt Svar, begyndte han atter at gaae frem og tilbage som den vældige Hakon eller Palnatoke, men han huskede godt Underretningen til Anvendelse ved given Leilighed. Han var altid opfyldt af Ideer til Noget, som, i hans Tanker, skulde gavne Theatret eller give Publikum større Interesse for det. Nogle af dem vare sære nok. Han gav en Aften Vilhelm i "Axel og Valborg". Førend den af ham uforligneligt, med mandig Tungsindighed og høi Pathos, spillede Scene i tredie Act, stod han med Stage, Liebe og Flere bag Baggrundstæppet og udviklede sig over et af sine Yndlingsthemata: det lidet Omdømme, som Publikum viste ved sit Bifald, naar det gav det i Udførelsens Øieblik og for enkelte Steder. "Er det en Dom, som kan have Værd for en Kunstner?" udbrød han med Heftighed. "De skraaler Bravo naar Corsix sidder med Hornene i Panden og røre ikke en Haand ved det fortræffeligste rolige Spil! Og det kan være anderledes! Lad dem bare vide, at de skal sidde [sideskift][side 305]der som Dommere, som en Areopagus, saa skal vi F— mig see! Jeg har længe havt en Idee. Under Stykket — hverken Bifald eller Mishag, ikke et Kny! De skal see og høre; det er de komne for, ikke for at forstyrre Spillet, ved at spille dumt med. Men efterat Stykket er endt indbringes to Maskiner; i den ene kommer alle de Spillendes Navne frem, det ene efter det andet; medens et Navn staaer, ruller den anden Maskine ganske langsomt Charaktererne op fra Slet til Udmærket; ved hver Charakteer klapper Publikum eftersom det dømmer, at den Navngivne har fortjent den, og Resultatet optegnes i Coulissen af Regisseuren og to Meddomsmænd i Theatrets Journal, hvorfra det kan meddeles Redacteurerne. Saa har man en ordenlig Dom, der staaer fast ligeoverfor Bladene og ved at opbevares bliver Skuespilleren til Ære, ogsaa efter hans Afgang. Jeg vil ikke tale om, at den Indretning vil trække Folk til Huset og skærpe Publikums Dømmekraft. Hvad siger I om det? Det er Kunstnerne, der maae begynde derpaa — vil I være med saa skal jeg skriftligt motivere Sagen." De Tilstedeværende meente, at det vilde blive en altfor usædvanlig og ikke noksom overtænkt Indretning. "Hvad gjør det at den er usædvanlig, naar den er god?" afbrød Ryge med gnaven Ivrighed, "og er den god, saa skal man ikke gaae og tænke, men rask følge sin Overbeviisning og tage fat! Nu skal jeg ind; men lad os tale om det!" Han forsømte heller ikke at gjenoptage Materien, og det var kun fordi de Andre, "som vel ikke vilde undvære de brillante Bortgange og vare bange for daarlig Hovedcharakteer," havde Betænkeligheder, at han ikke til Directionen indgav Forslag om en Indretning, "hvilken han nok indsaae, at han ikke alene kunde sætte igjennem;" han [sideskift][side 306]vedblev imidlertid jævnligen med megen Varme at paastaae og udvikle dens store Hensigtsmæssighed. Den meget rigtige Iagttagelse, at Skuespillerne i høi Grad skade Virkningen af deres Fremstilling ved at gjøre sig saa bekjendte for Publikum, at Mængden under Rollens Udførelse kommer til at reflectere over den Spillendes Personlighed og sociale Forhold, bragte Ryge paa en anden ham meget kjær Idee, nemlig, at Theatret skulde for alle sine Artister bygge et Huus, hvori de kunde have en, efter Enhvers kunstneriske Betydenhed og Familiens Størrelse, mere eller mindre rummelig og elegant Beboelsesleilighed paa fra tre til sex Værelser, og udenfor hvilken de ikke maatte komme uden i nødvendige Forretninger med Theatret uvedkommende Personer, hvorfor der ved Stedet skulde være en Have til Spadseren, Localer til forskjellige Fornøielser og Udsalg af de almindelige Fornødenheder. "Det vil jo koste Theatret en anselig Sum," sagde han, "men den dækkes snart ved en meget forøget Indtægt, da Forestillingerne have langt større Interesse, naar Publikum ikke veed, hvorledes de Personer, som vise sig paa Brædderne, see ud eller leve eller gebærde sig udenfor dem. Og hvad er det ikke for en Fordeel for Personalet, at Enhver, efter sin Stilling, faaer en smuk Fribolig?" "Nei Vorherre bevares!" udbrød Mad. Clausen, da han med megen Varme fremsatte denne Plan for endeel Skuespillerinder, "her kan være Spektakler nok af at vi kommer sammen til Prøver og Forestillinger; skal vi nu ligge Aar ud Aar ind i Caserne med hverandre, saa bliver der aldrig en rolig Time." "Aa hvad, " indvendte Ryge, "for saa betydelige Fordeles Skyld! Og der maa jo desuden være en Intendant til at overholde Fred og Orden!" "Ja men, tag mig det ikke ilde op," vedblev hun [sideskift][side 307]i spøgende Tone, "det maa ikke være Dem, gode Hr. Doctor; thi saa kommer vi nok til at tage Politiet til Hjælp imod Øvrigheden." Da Alle, hvem han meddeelte sig derom, kom med lignende Bemærkninger, opgav han Forsøget paa at bringe Indretningen til Udførelse, men blev ikke derfor kjed af at demonstrere dens Ønskelighed. Een af sine forunderlige Ideer havde han, med den ham egne mærkværdige Tilbøielighed til, uden Prøvelse, at gribe, fastholde og gjennemføre ethvert løst Indfald, hvori der, efter hans Skjøn, laae noget Vigtigt, saaledes sat Tro til, at han ikke nærede Tvivl om dens øieblikkelige levende Opfattelse af Alle, men dreves, med sikker Forventning om stor Opsigt og almeen Deeltagelse, til at overgive den til Offenligheden. Den var: Indførelsen af en Nationaldragt. Egenlig var det hans store Forkjærlighed for det Regelbundne, for Uniformitet, som havde bragt ham paa den, og han oversaae ganske baade at en Nationaldragt ikke kan opstaae ved Overeenskomst, Beslutninger eller Befalinger, men bliver til ved Folkeeiendommelighed, og at det, som han troede at have opfundet dertil, i Grunden kun var en Sammensætning af tydske Theatercostumer. Opfindelsen stillede sig for ham som saa indlysende smuk, besparende og hensigtsmæssig, at han blev meget ubehageligt overrasket ved, at de Faa, der offenlig omtalte den, gjorde den til en Absurditet, istedetfor, som han havde ventet, at opfordre til Foreninger, der hurtigt skulde skaffe den Optagelse af Folket. — Ryge opfattede med stor Energie og levende Phantasie det Lidenskabelige, Djærve, Store og Tragiske i dramatisk Digtning; hans Fremstilling deraf havde altid poetisk Fylde, adel Naturlighed og mægtig Styrke. For det Vittige, det Ironiske, det Gratiøse og det Naive havde [sideskift][side 308]han ingen Sands. I det Hele var Smagen den mindst uddannede af hans Aandsgaver. Næst Tragedien var det det rørende Drama, som tiltalte ham, men at han deri, saavelsom i Comedien, kunde indtages af det høist Almindelige, ja endog det Falske, det bevise de af ham, efter frit Valg, oversatte Stykker, og endnu mere de, som han hjembragte fra sine Reiser til Tydskland og anbefalede Directionen til Optagelse paa den danske Skueplads. Naar han ikke destomindre i saa maadelige Stykker spillede fortræffeligt, ja i nogle endogsaa havde med beundringsværdig Consequents og stor Genialitet gjennemførte Mesterroller, da laae det just deri, at han ikke stødtes af det Trivielle, men, naar han blot fandt et taaleligt theatralsk Tilsnit, i god Tro tog sat paa sin Rolle, som en ham værdig Opgave, og med sin Phantasies hele Fyrighed udmalede Forfatterens matte Anlæg til et interessant Billede, som han anvendte den yderste Omhu paa at stille ret fuldstændigt og sjælfuldt for Tilskuerne. Det hændte derfor ikke sjeldent, at han i slige Stykker stod uopnaaelig medens meget yndede, men ikke med saa ualmindelig Skaberkraft begavede Skuespilleres mere "taknemmelige" Roller viste sig for Publikum saa dagligdagse, som de vare komne fra Forfatterens Haand, hans brændende Iver for Theatret gjorde, at han altid, naar Indfald eller slet Smag ikke førte ham paa Afveie, vaagede strengt over Scenens Værdighed, og hvor hidsig og opfarende han end af Naturen var, viste han sig, fremfor Nogen, villig til, ved Aftale og Føielighed, at befordre en correct og livfuld Fremstilling; kun maatte hans Medspillende ikke komme med Forslag om kløgtigt udtænkte Theatercoups, thi hans Spils Charakteer var saa ganske Fylde, Masse og Storartethed, at han [sideskift][side 309]allerede lod haant, naar der taltes om "at studere de fine Træk i en Rolle," men blev yderst opbragt, hvis Nogen forlangte hans Medvirken til "Jagen efter Effect ved sammenpillede Theaterkneb." Han var meget rede til at erkjende Andres kunstneriske Dygtighed, om den end havde en anden Charakteer end hans, naar den blot virkede godt sammen med hans; var der derimod i et Stykke Nogen, som i en Rolle, der, i og for sig, maatte synes Publikum mindre eller kun ligesaa taknemmelig som hans, ved en anden Fremstillingsstiil tildrog sig større Opmærksomhed end han, da fandt han i Almindelighed med megen Uvillie, at den stærkere Effect "blot var vunden paa Sandhedens Bekostning;" thi den heftige Kunstnerærgjerrighed, som drev ham til utrættelig Flid for at skaffe sine ualmindelige Evner den størst mulige Virkning, lod ham vel, hvor hans Opgave ansaaes lige med Fleres, finde sig i at blive af Publikum stillet ved Siden af et Par, men gjorde ham yderst mismodig om han sattes under en Eneste. "De vil altid dominere, Hr. Doctor!" sagde en meget spydig Skuespillerinde engang, da han blev vranten over at hun vilde spadsere frem og tilbage i Forgrunden, som, efter hans Rolles Natur, tilkom ham. "Det veed jeg!" udbrød han med hidsig Aabenhed. "Jeg er skabt til at dominere; men jeg har F— mig ogsaa arbeidet for at blive dygtig til det, som jeg er skabt til!" Han havde i fuldeste Maade Ret: hans Tanke, Stræben og hele Idræt vare idelig rettede paa, ved Dygtighed at kunne have Ret til at paastaae sig at være den Første. Men han var ogsaa gridsk efter at opnaae den Førstes Rettigheder til Overmaal og at saae den størst mulige Fordeel ud af sit Genie. I Begyndelsen, da han, som Familieforsørger, var [sideskift][side 310]opfordret til hurtigt at søge Erstatning for det store Offer, han havde bragt Kunsten, satte han Directionen i stor Forlegenhed ved den ugeneerte Maade, hvorpaa han fremkom med de urimeligste Fordringer. Saaledes forlangte han, samtidigt med sin Ansættelse som Skuespiller, et aarligt Honorar for "den Lægehjælp, han muligen kunde yde Personalet". Alle tre Directeurer bleve meget overraskede ved at han strax begyndte at søge sin Indtægt ved Theatret forøget med et Honorar for "Lægehjælp", og det endog en blot "mulig". Den godmodige Olsen, som altid "meget beklagede en Mand, der er nødt til at føre et Huus, da han destoværre vidste, at der gik meget med," afgav dog sit i det Slags Sager sædvanlige Votum: "Jeg sinder, at Manden bør hjælpes"; Holstein, der ikke endnu rigtigt var kommen til Følelse af Vægten i Ryges Personlighed, meente derimod, at naar Ryge kunde udfinde en saadan Grund til at fordre særlig Lønning, saa vilde han siden kunne anføre andre, der vare meget bedre og altsaa ogsaa maatte respecteres, hvoraf vilde følge, at han om kort Tid kom til at koste Theatret langt mere, end der udtrykkelig var ham tilkjendegivet, at han i det Høieste maatte gjøre sig Haab om og end Directionen, naar den ikke vilde begaae Uretfærdighed mod andre udmærkede Kunstnere, kunde tillægge hans Genie, der dog blev det Egenlige og Eneste, som Personaler maatte tænke at man skaffede ham saadanne Extra-Indtægter for. Holstein udtalte sig for, at Andragendet skulde afvises med den blotte Underretning om, at Directionen ikke kunde gaae ind paa det; men Rahbek bragte det til at Svaret lød: at da Theatret havde en kongelig ansat og fastlønnet Læge i en saa erkjendt udmærket Mand som Dr. Rahlff, der desuden maatte finde [sideskift][side 311]sig høiligen krænket, om man honorerede Nogen for at udføre de Embedsforretninger, hvilke af ham bleve varetagne med største Iver og til hele Personalets Tilfredshed, saa kunde Directionen ikke tillade sig at begrunde nogen allerunderdanigst Indstilling paa Dr. Ryges Andragende, hvor gjerne den end ønskede at kunne benytte hans i mange Retninger ualmindelige Kundskaber paa en saadan Maade, at Theatret derved vilde forpligtes til saaledes at forøge hans Indtægter, at han maatte endmere føle sig opfordret til ganske at hellige sig dets Interesser. Om Directionen med disse Udtryk blot havde meent at sige Ryge en Artighed, der skulde formilde det Ubehagelige i Afslaget, da bleve de snart af ham brugte som Støtte for langt vigtigere Ansøgender.

Ryges to første Debutroller havde imponeret Publikums Masse og bleve af kunstforstandige Skuespilbesøgere betragtede ei alene som, i og for sig, saa technisk udmærkede og poetisk storartede, at der aldrig paa den danske Scene var seet Mage til dem, men som Forbud om en Kunstperiode, hvori Tragedien, til hvilken en frugtbar og genial Digter allerede havde grundlagt et glimrende National-Repertoire, vilde komme til en hidtil ukjendt herlig Fremstilling. Naar alligevel dette Mægtige og aldeles Ny selv hos de Kunstforstandige ikke vakte al den Enthusiasme, som man skulde troe, at det nødvendigviis hos dem havde maattet frembringe, da var det fordi de, ligesaa levende som Mængden, dengang vare grebne af Begeistring for et theatralsk Phænomen af en ganske anden Natur. Hos de Fornemme havde Syngestykkerne bestandig staaet i stor Yndest, men Mængden fandt kun Behag i de meget burleske og lod sig alene af de prægtige Decorationer, [sideskift][side 312]Dragter, Optog og Dandse lokke til at besøge et Par Forestillinger af de alvorlige. Hidtil havde derfor just de Syngestykker, som de, der vilde ansees for Kjendere, satte høiest Priis paa, med den største Bekostning bragt mindst Indtægt. I denne Saison fik Theatret endelig et stort Syngestykke, som ei alene strax hilsedes med stormende Jubel af baade Gallerie, Parterre og første Etage, men hvortil ved alle Forestillinger Billetterne strax bleve revne bort og hvis Udførelse vedblivende vakte baade Kjenderes og Ikkekjenderes høieste Beundring. Den fine Verden og Almuen toge, synderligt nok, hver sin Deel af Stykkets dobbelte Titel til at benævne det med: den Første sværmede for "Cendrillon", den Sidste kunde ikke blive kjed af at see "Den lille grønne Sko". Nogle Sygdomstilfælde, Hensyn til Abonnementet, Kneb, for at faae Stykket holdt ude, saa at det i næste Theateraar kunde skaffe et Par særdeles indbringende Beneficer, og især Holsteins Kassen fordærvelige, men med megen Seighed fastholdte Maxime: at et ret søgt Stykke — istedetfor at det ideligt bør opføres saalænge det trækker fuldt Huus, og først ved aftagende Indtægt henlægges, indtil det kan ventes igjen at have faaet Tiltrækningskraft — kun maatte gives yderst sparsomt, for længe at bevare Interessen: disse Omstændigheder vare Skyld i, at dette Syngespil ikke i dets første Saison spilledes flere end 12 Gange; man kunde til dobbelt saamange Forestillinger have havt pakfuldt Huus, thi Begjærligheden efter at see det blev efterhaanden til et saadant Raserie, at der, endog ud paa Foraaret, betaltes Sjouverne det Sexdobbelte for Billetterne, medens andre ellers meget yndede Forestillinger gaves for tomme Bænke. For en stor Deel laae denne ganske overordenlige TilTil-trækningskraft [sideskift][side 313]trækningskraft i selve Værket. Isouards henrivende Melodier — ædle og indsmigrende Udtryk for Naivetet, barnlig Uskyldighed, dyb Følelse, ridderlig Aand og skjønt phantastisk Drømmerie — med et rigt og effectfuldt, men tillige overalt delicat og let med Melodien henstrømmende Accompagnement, hævede Stykket, der i sig selv er en temmelig prosaisk Behandling af et meget poetisk Stof, til et i Toner og skjønne Billeder levendegjort Fee-Eventyr, som selv i en blot taalelig Fremstilling vilde have havt Tryllekraft nok til at indtage Publikum. Den exempelløse Begeistring havde dog fornemmelig sin Grund i den overordenlig heldige Fremstilling, især af Hovedpersonen, der, som det eneste phantastiske Væsen i Stykket, ret egenlig er Bærer og Sammenholder af det som poetisk Værk. Noget saa henrivende som Anine af Mad. Zinck, hvilket Jfr. Thomsen nylig var bleven ved Giftermaal med Sangeren, mindedes de ældste Theaterbesøgere ikke at have seet. Det hedder i en, strax efter hendes Død, af T. Thortsen udkastet lille Skizze af hendes Kunstnerliv: "Ikke letteligen har nogen theatralsk Fremstilling i Kjøbenhavn opvakt den almindelige Henrykkelse, som Cendrillon, og vi kunne ikke andet end tillægge Anines Fremstillerinde Hovedfortjenesten derfor", og han har fuldkommen Ret. Hun gav kun sin Natur, sin Personlighed; men hendes Kunstnerlykke vilde, at hun saa ganske gik op i denne Rolle og denne Rolle i hende, at hendes Natur og Personlighed viste sig i en poetisk Forklarelse, som virkede fortryllende paa Alle. Mad. Zincks Udførelse af Cendrillon var i Stykkets Nyhed et événement; Enhver skulde hen at see den og Ingen blev kjed af at see den. Hendes Omgivelser bidroge imidlertid ikke lidet til den store Virkning, hvormed hun udviklede [sideskift][side 314]sin henrivende Natur, og til det ualmindelige Bifald, der skjænkedes denne Nyhed; især glimrede dog Kruse ved den simple, baade høie og milde Værdighed, med hvilken hans Alvor fremtraadte ei alene i den dramatiske, men tillige, og fornemmelig, i den musikalske Udførelse; og Frydendahl ved det rige Lune, han udgød over sin høist charakteristiske Fremstilling af Montefiascone. — Mozarts "Bortførelsen fra Serailet" satte vel ikke Mængden saaledes i Bevægelse som "Cendrillon", men vandt dog stort Bifald ved sin friske, livlige Melodiøsitet, det skjønne erotiske Udtryk og den mesterligt gjennemførte dramatiske Charakteer. Det ualmindelige Tilløb, som ogsaa dette Syngespil havde i sin Nyhed, skyldtes imidlertid fornemmelig Jfr. Funck. Man vidste, at hun, som, ved sin deilige, klangfulde Stemme, et smukt Foredrag og især en hidtil hos en dansk Sangerinde uhørt Volubilitet i Bravoursatser, stod i ualmindelig høi Gunst hos Publikum, vilde ved Saisonnens Udgang forlade Theatret, for at gifte sig, og da hun netop i dette glimrende Partie udførte de vanskelige Kunstlerier med overordenlig Virtuositet, var den musikalske Verden ivrig for, saa ofte som muligt, at komme til at høre hende foredrage det. Beundringen gik saa vidt, at hun under stormende Bifaldsyttringer blev fremkaldt efter den anden Forestilling. Denne Udmærkelse, som aldrig hidtil var viist nogen dansk Fremstiller, bragte Olsen, der altid med stor Nidkjærhed holdt over Skuepladsens Værdighed, til at andrage paa et Forbud imod at træde frem paa Publikums Opfordring. Holstein fandt, at det var unødvendigt, da det kunde paalægges Regisseuren at vaage over, at det ikke skete, men Olsen meente, at man skyldte baade Personalet og Publikum Oplysning om, at Directionen ikke dermed vilde hindre en [sideskift][side 315]Hylding af Talentet, men netop sikkre Talentet Bifaldets Værd og forebygge Noget, som maatte blive Kunsten, Kunstneren og Kunstens smagfulde Yndere til største Skade, hvilken Oplysning bedst kunde gives i et motiveret Forbud, der nok ogsaa vilde blive Publikum bekjendt. Da Holstein gav denne Anskuelse Medhold, blev der under 10de April af ham og Olsen udstedt følgende, af den Sidste forfattede, men ikke af Rahbek tiltraadte, "Promemoria:" "Det har stedse været Directionens kjæreste Tanke, at ansee saavel det samtlige Theaters som hver enkelt værdig Kunstners og Kunstnerindes Fremtarv og Hæder som sin egen; hvad altsaa nogen Saadan Glædeligt eller Ærefuldt vederfares, maa i høieste Grad være den behageligt og kjærkomment. Fra dette Synspunkt betragtet vilde følgelig den hidtil hos os usædvanlige, af Fremmede indførte og efter dem optagne Skik at fremkalde Kunstnere og Kunstnerinder efter Forestillingen til særdeles Bifald, som en Paaskjønnelse og Udmærkelse, der vistes Flid, Fremgang, Talent og Værd, vare den overmaade velkommen, hvis den ikke tillige, ved andre Steders Exempel og egen Erfaring, gjordes opmærksom paa de Ubehageligheder, Uleiligheder og Uordener, der ved Misbrug af denne i sig selv uskadelige og ulastelige Skik i Tiden lettelig kunne og ville følge. Ikke at tale om de Misforstaaelser, den meget let kunde foranledige i selve Theaterselskabet, hvor Samdrægtighed af mere end een Aarsag stedse vilde være Directionens oprigtigste Ønske, og endog forudsat, at denne nye og særdeles Udmærkelse aldrig af Kaadhed, Ondskab eller Cabale paa Spot eller Skrømt kunde misbruges til at fortredige, forhaane og fornærme maaskee endog fortjente og hæderværdige Kunstnere, vilde den dog saare lettelig, ved den uundgaaelige MeningsMenings-forskjellighed [sideskift][side 316]forskjellighed imellem saamange høist forskjellige Tilskuere, kunne foranledige Uenigheder, der, om de endog ikke bleve dobbelt utilgivelige ved at yttre sig paa Tider, da Personer af Kongehuset beærede Skuespillet med deres Nærværelse, dog altid strede imod den Orden og Rolighed, hvis Overholdelse paa et kongeligt Theater er Directionens allerførste og vigtigste Pligt, af hvilken Aarsag det og i indeværende Aar paa alle Pariser-Theatre er Skuespillerne strengeligt forbudet paa nogen saadan Fremkaldelse at fremstaae for Publikum. Directionen kjender for vel den Aand og det Sindelav imod den, der besjæle de Kunstnere og Kunstnerinder, den har den Ære og Fornøielse at staae i Spidsen for, til ikke at vide, at et saadant udtrykkeligt Forbud her vilde være ufornødent, efter at den har fremsat de Grunde, der for Theatrets og Kunstnernes eget Tarv gjøre ønskeligt, at denne fremmede Skik for Fremtiden maa holdes ude fra vor Skueplads; den har imidlertid Føie til at troe, at den ligesaavel handler overeensstemmende med det almindelige Ønske, som med det almindelige Tarv, naar den herved bekjendtgjør: at ligesom overalt, ifølge de bestaaende Anordninger. Intet paa Theatret uden dens Forevidende eller Minde offenlig maa siges eller foretages, saaledes kan ei heller nogen Theaterperson uden dens Befaling eller Bemyndigelse træde offenlig frem, ligesom Maskinmesteren heller ikke uden dens eller den bemyndigede Vedkommendes udtrykkelige Befaling kan lade Dækket gaae op." Personalets Dygtigste vare fornuftige nok til at finde denne Forholdsregel i deres Interesse og meget hensigtsmæssig; Parterrets klappende Stamgjæster, som havde lovet sig en jævnlig Moerskab af at kalde frem, toge den ilde op og besluttede at vise Directionen, at om den ogsaa kunde [sideskift][side 317]forbyde Kunstneren at komme, kunde den dog ikke forbyde dem at kalde; efter den 11te Forestilling af "Cendrillon" fremkaldte de derfor stormende Mad. Zinck, og da ogsaa Størstedelen af det Publikum, som ikke pleier at yttre Bifald, fandt, at der burde skee "den fortryllende Askepot" den samme Ære som Bravoursangerinden, reiste sig en frygtelig Klappen og Skraalen, som endnu var i fuld Styrke da den, 20 Minuter efter Forestillingens Ende, pludselig blev standset ved Lysenes Slukning. Ved at Directionen fastholdt sit Forbud imod et saa heftigt Angreb og end ikke tillod at den forgudede Mad Zinck gik frem, qvaltes denne farlige Uskik i Fødselen; der blev ikke gjort flere Fremkaldelsesforsøg. — En tredie fortræffelig Nyhed i det musikalske Repertoire var "Slottet Montenero", en af d'Alayracs herligste Compositioner, der glimrende beviste, at hans Genie ogsaa til det Mystiske, Følelsesfulde og Lidenskabelige vidste at finde henrivende skjønne Melodier, og at han med Smag og Mesterens techniske Dygtighed forstod at behandle dem i en ædel Stiil. Den blev modtaget med meget Bifald, endskjøndt Udførelsen ikke var udmærket, med Undtagelse af Kruses Ferrant, hvori hans ypperlige sonore, kraftfulde og velklingende Bas tilligemed hans fortræffelige Spil gjorde stor Effect, og af Mad. Liebes Veneranda, som hørte til hendes bedste alvorlige Partier og laae særdeles godt for hendes smukke Altstemme. — Ogsaa to af Hjemmets Componister bragte hver en ny Musik, som begge havde fortjent en langt bedre Skjæbne, end de slette Texter kunde berede dem. Hvorvel Syngespilcomposition ikke var den Kunstart, hvori Schall frit og glimrende udviklede sit Genie, lagde hans Musik til "Alma og Elfride" en ikke ringe Evne for en smuk og effectfuld [sideskift][side 318]Behandling af en Syngespiltext for Dagen. Men Handlingen i det efter et fransk Melodrama tilrettede Stykke hviler paa Usandsynligheder, og Bearbeideren, den smagløse N. T. Bruun, havde med Vold søgt at fremtvinge et Par comiske Figurer, hvis Roller vare overlæssede med Flauheder: derved svækkedes i høi Grad Virkningen af de mange smukke og charakteristiske Paktier i Musiken. Enkelte Numere gjorde, ved livfuld Melodie og Kraft i det musikalske Udtryk, stor Lykke, men det Hele kunde ikke vinde almeen Interesse og efter 7 Forestillinger henlagdes Stykket for bestandigt. — Et endnu fortræffeligere Musikværk var Kunzens "Husarerne paa Frierie". Lune, gratiøs Lystighed og Charakteer udstrømmede fra denne Composition, en af Mesterens meest indtagende, i ædle, yndige Melodier, og Conrads Partie, der var skrevet for C. Bruun, som sang det henrivende, er et af de taknemmeligste, der er sat for en Bariton i det elskværdigt Muntre. Men Texten var en Original af N. T. Bruun og i høieste Maade mat og smagløs baade i Anlæg og Udførelse. Hvor meget Bifald derfor hvert enkelt af Musiknumerne ved deres store musikalske Værd, og Sangerne ved den ypperlige Udførelse af dem end høstede, saa sandt Publikum med Rette de Flauser og Platituder, det maatte døie for at faae Musiken at høre, utaalelige og blev borte, endskjøndt den musikalske Deel ved den første Forestilling var bleven modtaget med en Begeistring, hvoraf man maatte formode, at Stykket vilde vinde en ganske overordenlig Søgning. — Denne Saison var, i Henseende til Repertoirets Forøgelse med Syngestykker, den meest glimrende, Theatret endnu havde havt, og er ikke sildigere, under langt heldigere Forhold, bleven overtruffet: 5 Nyheder, alle store, og deraf 3 [sideskift][side 319]fremmede, i Stiil og Aand meget forskjellige, erkjendt herlige Mesterværker, der endnu, 50 Aar efter, holde sig paa Scenen i fuld Friskhed, og 2 fortræffelige, i sig selv ufortjent henlagte. Compositioner af hjemlandske Tonedigtere; alle 5 ved deres Fremkommen optagne med stort Bifald! En saa overordenlig stor, heldig og kunstskjøn Virksomhed vidner om, at Syngespillet blev af Chefen og Kunzen ledet med en Iver og en Indsigt, som fortjene at fremhæves til agtelsesfuld Anerkjendelse.

Det var, som om Syngespillet kun skulde vise sig i en saa ualmindelig Glands for at Publikum desto dybere maatte føle, at det pludseligt blev uopførligt; thi ved Jfr. Funcks Afgang mistede man et rigtbegavet Talent til de første Sopranpartier, og med at de aldrende Sangerinder Mad. Frydendahl og Mad. Dahlén igjen kom til at overtage disse, hvori hun saa heldigt havde afløst dem, kunde Publikum umulig finde sig tilfreds. Man maatte saaledes forudsee, at just det Ypperligste i den Kunstart, som Theatret nu gav bedst, ikke vilde kunne opføres. Tabet af hende blev derfor anseet som ikke blot meget stort, men aldeles uerstatteligt og til Syngespillets fuldstændige Undergang. Ogsaa Skuespillet vilde, ved at Jfr. Busch, midt i sin Skjønheds og sit Talents fuldeste Flor, blev af Døden bortreven fra et Liv, der, som Jfr. Rosings, paa Scenen var en Række Triumfer og udenfor den begyndte at blive bestandig legemlig Lidelse og dyb Kummer, have lidt et uforvindeligt Tab, dersom Theatret ikke allerede havde havt hendes Fag fortræffeligt besat, idet den geniale Mad. Spindler, forrige Mad. Lange, der endog var den første og uovertrufne Fremstillerinde af flere særdeles vigtige Roller deri, fra Saisonnens Begyndelse igjen tilhørte Skuepladsen. [sideskift][side 320]Ogsaa Dandsen fik et, formedelst Giftermaal afgaaet, yndet Talent tilbage i Mad. Jansen, der for et Par Aar siden havde, som Karen Børresen, vundet meget Bifald ved en ualmindelig Lethed. Smidighed og Sikkerhed i det Serieuse og Plastiske. Den yngste af de to Jomfruer Weltheim besad et ikke ringe Fremstillingstalent, men begge havde svag Tale- og Syngestemme, kunde ikke aflægge deres tydske Accent og lagde megen Affectation i deres Spil. Den første Debut behagede, men da et Par sildigere Forsøg faldt uheldigt ud, opgave de Haabet om at gjøre Lykke her, og gik i 1814 til Tydskland.

"Den dramatiske Skole" havde vel i de sidste Aar faaet Tilvæxt i gode Kræfter, men Bestræbelsen for en kunstnerisk Anvendelse af dem blev stedse svagere. De Yndedes Tjeneste paa det kongelige Theater fik stadigt større Udstrækning og Betydenhed, hvorved deres Interesse saa aldeles henvendtes paa det, at de hverken havde Tid eller Lyst til at anvende Flid paa "Skolens" Forestillinger. Ligesom Nyhederne, fordi Bestyrelsen næsten ganske lod den skjøtte sig selv, bestandig bleve færre og ubetydeligere i Omfang og Værd, saaledes blev derfor Udførelsen af dem maadeligere. I denne Saison havde Rahbek igjen begavet Skolen med et National-Drama — hans sidste — "Tordenskjold i Marstrand", som havde flere saa vakkre Scener i et smukt Sprog, at de Rollehavende burde have følt sig opfordrede til særdeles Omhu for dets livlige og correcte Udførelse, men denne eneste interessante Nyhed blev i flere Roller givet saa mat og charakteerløst, at den kun spilledes to Gange. Skolen fik i Saisonnens Løb to nye Elever: Peter Holm, der begyndte sin Bane med at sige enkelte Replikker, og Debutanten Johan Daniel Bauer. Begge [sideskift][side 321]bleve efter nogle Aars Forløb, i et betydeligt Repertoire, af ingen ringe Vigtighed for det kongelige Theater.

Af Ægteparret Schütz, som gav Gjæsteroller, var det kun Konen, den da vidtbekjendte Mad. Händel-Schütz, født Schüler, der, ved sit ualmindelige mimiske Talent og den efter den berømte Lady Hamilton studeerte plastiske Anvendelse af Drapperie, vakte Opsigt og Beundring. Hun havde allerede i 1793 været nærved at komme til Kjøbenhavn som Skuespillerinde, da hun var Medlem af det tydske Selskab, Ahlefeldt vilde indkalde, og gift med dets udmærkede Tenorist Eunicke. Efter at denne, formedelst hendes høist uqvindelige Væsen, havde maattet lade sig skille fra hende, havde hun ægtet en Læge i Berlin. Dr. Meyer, som tre Aar efter Giftermaalet ogsaa maatte søge Skilsmisse, hvorpaa hun kort Tid efter giftede sig med en anden Læge, Dr. Händel, for hvis Skyld hun forlod Theatret, hvilket bragte hende i stor Trang, da han døde syv Maaneder efter Giftermaalet og hun ved sin capriciøse Stivsindethed havde hos alle Directeurer sat sig i saa ondt Ry, at hun ikke kunde faae Engagement. I 1807 blev Professor i Æsthetiken Dr. Schütz i Halle, bekjendt som meget kundskabsrig dramaturgisk Skribent og talentfuld Digter, hendes fjerde Mand, og han, som havde opgivet sit Embede ved Universitetet, bevægede hende ei alene til at vove en Kunstreise som Mime og Declamatrice, men deeltog deri, deels ved at udføre Hjælperoller i hendes Fremstillinger, deels ved at holde kunstvidenskabelige Foredrag over dem. Hun var 40 Aar gammel og havde vundet umaadeligt Bifald i Tydskland, Holland og Rusland da hun viste sig her, hvor hun fandt en ikke mindre glimrende Modtagelse. Som Skuespillerinde optraadte hun [sideskift][side 322]kun i høitragiske og lavcomiske Roller, da al moderne Dameynde var hendes Væsen imod. Hendes Glandspartie i Rolleudførelse vare Lady Macbeths Hovedscener, hvilke, uagtet hun altfor bemærkeligt fremhævede det Plastiske, bleve givne mesterligt i Udtrykket og med ægte Pathos, hvorfor hun deri vandt et glimrende Bifald, som vilde have været endnu stærkere, dersom Schütz, der gav Macbeth, ikke havde mishaget ved sin tydsk affecteerte og svulstige Spillemaade. Hendes Triumf var dog den mimisk-plastiske Fremstilling af Lidenskaberne og malerisk fuldendte Efterligninger af berømte antike og moderne Billedværker. Det Bestemte og Udtryksfulde i hendes skjønne Stillinger, den raske Vexlen i Drapperiets Anvendelse og dettes i hvert Moment maleriske Virkning ved Kaft og Folder fremkaldte ideligt levende Bifaldsyttringer. Det manglede ikke, at nogle af Theatrets Kunstnere, især Skuespillerinder, fik Lyst til at efterligne hende; da der ikke gaves Drapperiestykker, maatte de imidlertid blive staaende ved at udzire deres Spil med Attituder, men disse, der ikke, som hendes, gik ud fra Studium og lang Øvelse, faldt saa tvungne og stak saa skarpt og isolerede frem fra Rollens øvrige mimiske Udførelse, at de stødte Publikum som en tom Maneer, hvorfor det Slags Effectjagerie heldigviis snart blev opgivet.

Som en Følge af Forordningen af 5te Januar 1813 maatte der allerede igjen bekjendtgjøres en Forhøielse og Forandring med Hensyn til Betalingen for Billetterne, der, fra Midten af Januar, ansattes til samme Priis i Rigsbankdaler, som de under Krigen havde i dansk Courant; nemlig: paa det kongelige Theater

[sideskift][side 323]

	Parket og 1ste Pladsloge	1 Rd.	- Mk.
	2den Pladsloge	-  —	4  —
	Parterre og Galleri	-  —	2  —
og paa Hoftheatret
	Parket og 1ste Pladsloge	-  —	4  —
	Siddende Parterre	-  —	3  —
	Staaende   —	-  —	2  —