[side 231]Hauch var bleven Chef for den danske Skueplads fordi han havde gjort sig bekjendt ved Kundskab i Naturlæren og viist stor Dygtighed i Bestyrelsen af Staldvæsnet; hans Efterfølgers, Frederik Conrad Holsteins, Qvalification til at lede den dramatiske Kunstanstalt var en ganske anden, men ligesaa god: han stod ualmindeligt høit i Folkeyndest for den Uforfærdethed og raske Kjækhed, han, som Major og Commandeur for Livjægerne og Herregaardsskytterne, havde, fremfor alle Anførerne, viist ved ethvert af Udfaldene under Kjøbenhavns Beleiring, og var, i Egenskab af Dronningens opvartende Kammerherre, særdeles velseet ved Hoffet. Da Grunden til at disse to Mænd kaldtes til at forestaae Theatret laae aldeles udenfor Kunsten, saa var begges Maal ingenlunde Kunstens Fremme og Udvikling; men ligesom Grunden var høist forskjellig, vare ogsaa deres hele Væsen og Virksomhed høist forskjellige. Holstein var en Mand i sine bedste Aar og havde vistnok mere Interesse og Følelse for det Skjønne end Hauch, men var uden al literair Dannelse og besad i det Hele ikke mere Aandspolitur, end at han til Hofbehov kunde om almindelige Gjenstande yttre sig meget almindeligt paa Dansk, Tydsk eller Fransk. Han havde af Naturen et godt Blik for theatralsk Virkning, og erhvervede sig snart en sjelden Sikkerhed i, efter en Theaterprøve paa et nyt Stykke, at [sideskift][side 232]kunne forudsige om, paa hvilke Steder og i hvad Grad det vilde gjøre Lykke hos Publikum, men havde desuagtet et meget uklart Begreb om dets æsthetiske Værd. Han dømte med mere Indsigt og Smag om Spillet, end om dramatiske Arbeider, hvori han ofte tog tiltakke med det Platte og Falske, hvorvel ikke saa ubetinget som Hauch. Heller ikke fandt han, som denne, at det Stykke var bedst, der kostede mindst og indbragte meest; vel maatte han, som Chef, ved Repertoirets Fastsættelse see paa Kassens Fordeel, men den bestemte ikke hans Interesse for Stykkerne; der var enkelte, og just ikke værdiefulde, som han, uden Hensyn til hvad de indbragte, yndede blot for Indholdets eller det gode Spils Skyld; og det var ikke blot fordi Syngestykkerne faldt i Hofsmagen, der forresten var hans Bestyrelses høieste Lov, men af virkelig Forkjærlighed for det Musikalske, at han mere og mere søgte at give dem Herredømmet, om det endog skulde være Skuespillet til Forsømmelse og Kassen til Skade. For Holberg var hans Bestyrelse meget ugunstig: hans Comedie var aldeles ikke efter hans Smag; Frydendahl, Lindgreen og Clausen, som Regisseur, kunde nok saa meget forestille ham, at Theatrets Ære og Nationalitet fordrede de holbergske Lystspils jævnlige Opførelse, han vred sig skrækkeligt ved at gaae ind paa denne Anskuelse og endte gjerne med et fortredeligt: "Der kommer sgu Ingen paa Holberg!" hvori han ikke havde Ret, endskjøndt den fine Verden dengang fandt den gamle Digter "gruelig", og han rigtignok ogsaa blev i det Hele saa fløsevornt spillet, at kun hans eget ufordærvelige Vid og enkelte Rollers ypperlige Udførelse lokkede godt Huus til de faa Forestillinger, hvori hans Comedier kom frem efter Bekjendtgjørelse og ikke som Nødstykker. Hauchs [sideskift][side 233]utrættelige Iver for at "fortne", hans hurtige, bestemte Afgjørelse og hans dristige Overseen af alle Hindringer vare Holstein aldeles fremmede; saa livlig og aandsnærværende som han var i Spidsen af Livjægerne eller ved Hoffet, saa tvivlraadig og ængstlig var han i Theateranliggender af blot ringe Vanskelighed, hvorfor Sagerne sjældent gik efter Plan, men gjerne saadan som Omstændighederne vilde føie dem. Rahbek sagde meget træffende om ham: "Det er en besynderlig Mand, han er bange for Alt uden Kugler og Krudt!" Skulde han gaae alvorligt frem imod en grov Pligttilsidesættelse, da maatte den Paagjældende være en ubetydelig Person: saa kunde han nok være vis paa sin følelige Revselse; de Ansete havde ikke stort andet at befrygte end hans Forsikkring, at "han skulde huske det"; men man maatte ogsaa lade ham, at han gjorde det saa snart det kunde skee saaledes, at han kunde vide sig i Sikkerhed for Ubehageligheder deraf. For ham vare Alle ikke lige, som for Hauch; han havde dem, han godt kunde lide, som han omgikkes fortroligt, hvis Raad og Ønsker han villigt laante Øre og for hvem han undertiden fralagde sig Deel i saadanne Directionsbeslutninger, som de vare misfornøiede med; han havde ogsaa dem, som han ikke kunde lide; men de maatte vare meget smaa for at komme til at mærke det, thi ellers mødte de altid et mildt Ansigt og venlige Ord; der stillede sig kun bestandig uventede Hindringer iveien for deres Anvendelse, deres Ønsker eller deres retfærdige Krav. Der var nemlig iblandt de mange Modsætninger, som viste sig imellem Hauch og Holstein, een, hvorover selv de, der stode høiest i den Sidstes Gunst, hyppigt fandt Grund til at beklage sig: Hauch kunde undertiden være but, frastødende og overover-fusende [sideskift][side 234]fusende, men han var altid paalidelig; Holstein var altid mild, omgængelig og artig, men han kunde undertiden være meget upaalidelig. Hans Roes, hans Forsikkringer og Løfter kunde selv hans Yndlinger ikke stole paa: han vilde gjerne vise sig Folk behagelig, selv om han var forpligtet eller havde Lyst til at være dem ubehagelig. Det var vistnok en Charakteersvaghed, som i civile Forretninger heftede ved Manden, der i militair Virksomhed ikke var bange for Kugler og Krudt; men ligesom den satte ham selv i mange meget ubehagelige Forlegenheder, voldede den hans Undergivne mange bittre Skuffelser. Et enkelt Træk er meget betegnende for det Utilforladelige i hans stærkeste velvillige Embedsyttringer. Regisseur Clausen, der havde paatrængt Theatret sin talentløse Datter, hvis Debuter faldt maadeligt ud, indfandt sig, for at aflægge en Melding, kort førend Begyndelsen af Saisonnen 1814-15 hos Holstein, som Eenholm, en meget retskaffen og sandhedselskende Mand, just gjorde et Besøg. Efter at have endt sit Ærende sagde Clausen: "Jeg vil endnu tillade mig at underrette Hr. Kammerherren om Noget, som jeg tør haabe, vil interessere Dem. Sophie [Datteren] har i Sommer sunget saa flittigt med Zink, at hun har vundet to Toner i sin Stemme." "Ih, det glæder mig, min gode Hr. Regisseur! det glæder mig meget!" udbrød Holstein i den hjerteligste Tone. "Siig hende endelig Tak fra mig, og at hun bare bliver ved at gjøre sig Umag; hun vil ikke fortryde det. Der skal saamæn blive nok for hende at bestille, for nu trænger vi just til hende." Clausen blev, som enhver Fader vilde være bleven, inderlig glad over at høre en saadan Tilfredshed og uaffordret Forsikkring af sin Datters Chef. Lidt efter at han var gaaet sagde Eenholm [sideskift][side 235]betænkelig: "Det vilde dog være mærkeligt om Jfr. Clausen skulde have vundet to Toner." "Aa hun har Fanden!" svarede Holstein med største Rolighed idet han tog en Priis. "Der bliver saagu aldrig Noget af hende; gid vi var vel af med hende." Der var imidlertid eet Tilfælde, hvori Holstein kunde sige sin Hjertens Mening skarpt og ligefrem, og dette, som hans i den daglige Omgang jævne, slentrende Natur rigtignok kun meget sjeldent lod ham komme i, var at han blev opbragt. Han havde en Følelse og Varme, som Hauch ikke kjendte til, og pirredes den til Vredesudbrud, da, det maatte være mod hvem det vilde, kunde han udtrykke sig ikke blot drøit og flydende, men med den kjække Soldats fulde Kraft og Værdighed. Og, det maa man sige til hans Ære, han maatte i dette Tilfælde i det mindste troe, at han havde Ret, thi følte han, at han havde forskyldt Uvillie, da dæmpede han sin Ærgrelse over endog temmelig bittre Stiklerier og Bebreidelser, uden dog derfor at forsømme Leiligheden til paa en rolig Maade at tage Opreisning derfor. — Strax efter Holsteins Tiltrædelse blev Directionens Triumvirat fuldstændiggjort ved Etatsraad, Notarius publicus Gottsche Hans Olsens Udnævnelse til Meddirecteur. Han var en meget kundskabsrig, i den danske og de fremmede Literaturer velbevandret Mand, der havde seet sig om i Verden, i tre Aar været Professor extraordinarius i Moral og de skjønne Videnskaber ved Sorø Academie og sildigere opholdt sig i Tunis som dansk Consul. Enhver Time, som han havde tilovers fra sin Embedsførelse og det Selskab af Byens meest Udmærkede i alle Fag og Stillinger, hvilket, hans Pung til uafladelig Forlegenhed, næsten aftenligt flokkede sig sammen i hans gjæstfri og meget behagelige Huus, benyttede han endnu [sideskift][side 236]stadigt til Læsning af det Nyeste og Bedste, for at holde Skridt med det kunstneriske og humane Livs Udvikling. Som han fortrinsviis yndede den franske Poesie, var ogsaa hans æsthetiske Grunddannelse fransk: Boileau, Batteux og Marmontel kaldte han sine Veiledere; men han var kommen til Selvstændighed i sin Dom og sandt Poesie i Meget, som hans Veiledere enten slet ikke kjendte, eller savnede Evne til at begribe i dets Væsenlige. Havde han ikke Rahbeks Skarpsindighed til at gjennemforske det Psychologiske og det artistisk Eiendommelige i enkelte af ham særdeles yndede Digterværker, saa havde han heller ikke hans Eensidighed og Fordomsfuldhed, men var en varm Beundrer af det poetisk Skjønne i hvilken Aand og Form det end aabenbarede sig. Han talte med megen Enthusiasme om Voltaires aandrige Tirader, fine Vittighed og elegante, blændende Sprog, men han var ogsaa begeistret for Göthe, som han kaldte "den i alle Digtarter uovertræffeligt plastiske Digter:" for Schiller; for Shakespeare, hvis tragiske Værkers Indførelse paa den danske Scene just han var den, der tog sig ivrigst; og for Calderone, som han derimod, da den spanske Minister, Grev Yoldi, til Holstein havde yttret Ønske om at faae »El alcalde de Zalamea« givet paa Vers og i den rette spanske Form, paa ingen Maade vilde taale opført, "da ikke den mesterligste Oversættelse vilde være istand til at give blot en Ahnelse om Originalens glimrende Lyrik og henrivende musikalsk Sprog." Hvor høit han satte Holberg, viste han ved i Directionen at gjøre Forslag om, at "Theatret skulde i fem Aar give fem Forestillinger aarlig for at skaffe Midler til at faae en Statue af den danske Comedies Skaber udført af Thorvaldsen, for at den kunde foræres Staden som et herligt MindesMindes-mærke [sideskift][side 237]mærke, der vilde finde et smukt og det meest passende Sted paa Pladsen imellem Frue Kirke og Universitetsbygningen." Holstein slog Hænderne sammen og spurgte: hvorledes Directionen vel for Hs. Maj. skulde motivere en Indstilling om et saa umaadeligt Offer af Theatret. "Intet er lettere;" svarede Olsen varmt, "det skal jeg gjøre for Directionen. Jeg anslaaer kun lavt, hvad Holbergs Stykker have indbragt Theatret siden dets Aabning, og siger: ""Allernaadigste Konge! see, disse Hundredetusinder har Holberg, med Stykker, som han ikke har faaet en Skilling for, fortjent til Theatret i 70 Aar ved at fornøie Deres Majestæts Undersaatter; og det er kun en Deel af den store Mands uskatteerlige Fortjenester af Konge og Fædreland; thi at der nu er Liv og Lys i Nationen, det er fornemmelig hans Værk."" Jeg tænker, at Frederik den Sjette vil finde det Motiv fyldestgjørende." Holstein vilde imidlertid aldeles ikke gaae ind paa Forslaget, allerede af den Grund, at der ikke kunde findes Aftener til saa mange Forestillinger foruden de nødvendige Beneficer; og Rahbek understøttede ikke Olsens Beviser for at det dog maatte kunne lade sig gjøre. Olsens Colleger søgte i det Hele at holde ham udenfor det Administrative, og Personalet, som saae dem ideligen færdes og fortroligt samtale paa Theatret med de Ansete, medens Olsen aldrig viste sig der uden i bestemt Forretning, men kun med Opmærksomhed fulgte Forestillingerne fra Parkettet, var ogsaa af den Mening, at "han destoværre kun havde lidet at sige". I den lille spinkle, geskjæftige Mand, der viste sig høflig og urban mod Smaa som Store, og, med sit tynde, i stiv Hanekam opsatte Haar, sin blaa Kjole med blanke Knapper, hvide Piques Vest, korte lyse Kaschemirs Beenklæder, SilkeSilke-strømper [sideskift][side 238]strømper og guulkravede Støvler, var lutter vims og godmodig Pænhed, troede de Fleste at see den ubetingede Eftergivenhed. De, som tilsidst af Nøden dreves til at udbede sig hans Bistand, fik imidlertid Overbeviisning om, at der ingenlunde manglede ham Energie, naar det kom an paa at tale for en god Sag, hvad enten den gjaldt Naade eller Ret; og mærkede han, at man ved betydelige administrative Spørgsmaal søgte at liste sig udenom ham, var han ikke den, der taalte det. Det var ikke saa partiske eller Theatrets Værdighed krænkende Afgjørelser, som han forhindrede ved sin bestemte Indsigelse. At fremme Noget, som kun havde reen kunstnerisk Interesse, formaaede han sjeldent, men han gjorde sig, uden Bram, ikke lidet fortjent af Theatret ved at afværge Meget, som var imod den. Især befattede han sig dog med Censuren, og det med ligesaa megen Samvittighedsfuldhed som Smag. Næsten enhver af Datidens unge Skuespilforfattere nød, eller kunde i det mindste nyde, Gavn af hans kyndige Raad og Veiledning. Ikke sjeldent gjorde han Forslag til meget hensigtsmæssige Forandringer og Forkortelser i deres Arbeider; maatte han forkaste et Stykke, hvori han opdagede Spor af Anlæg, søgte han altid personligt at opmuntre Forfatteren til heldigere Forsøg; og langtfra, som Rahbek, at hemmeligholde sin afgivne Censur og afslaae Meddelelsen af Motiverne til Forkastelsen, meddeelte han gjerne Forfatteren sine under Læsningen nedskrevne Bemærkninger, der angik Sprogfeil og enkelte Udtryk saavelsom Plan eller Charakteerskildring og viste baade hans store Opmærksomhed for Gjenstanden og et lyst kritisk Blik, saa at de for Begynderen vare særdeles belærende. Undertiden fik han Ubehageligheder af denne Velvillie, og engang, da ogsaa hele [sideskift][side 239]Directionen fik dem, maatte han af sine Colleger endog høre alvorlige Bebreidelser for at han, ved at indlade sig med en Forfatter om Detaillen i hans forkastede Stykke, udsatte dem for at blive trukne ind i offenlige Stridigheder. "Lad saa være!" udbrød Olsen meget fortørnet: "siden jeg har maattet taale mange store Ubehageligheder for Antagelsen af slette Stykker, som jeg paa det Bestemteste har sat mig imod, kan De, mine Herrer, vel finde Dem i en lille Ubehagelighed fordi jeg har oplyst Forfatteren om Feilene i et Stykke, hvori der er saameget Godt, at jeg kunde fristes til at antage det."

Holstein fandt naturligviis, som ny Chef, en gladelig Modtagelse hos Personalet, saameget mere da hans Væsen virkelig gjorde Tonen langt behageligere, end den havde været under Hauch, hvilket ogsaa var Skyld i at han i sin hele Embedstid bevarede en i det Hele gunstig Stemning for sig, uagtet han ofte gav Enkelte god Grund til Misnøie, ved at han, snart af Frygtagtighed, snart af personlig Ugunst, ikke spillede fair play. Strax efter sin Tiltrædelse udvirkede Holstein, at den af Hauchs Karrighed for 7 Aar siden foranledigede kgl. Resolution, hvorefter Forestillingsomkostningerne ved Beneficer, som ikke gaves for Tjettesteaar eller første Gang for Flid og Talent, skulde afholdes af Beneficianten, blev ophævet, saaledes at Theatret herefter afholdt Udgifterne ved alle Beneficer, hvilket vakte stor Glæde, især da denne Naade udstraktes til Foersoms Declamatorium, saa at de Mange, som haabede at opnaae Tilladelse til ogsaa at give en af disse dengang særdeles yndede Extraforestillinger, turde vente ligeledes at flippe for de betydelige Omkostninger. — Hans Forventning om, i endnu høiere Grad at vinde Personalets Yndest ved i en Indstilling, hvilken han paapaa-lagde [sideskift][side 240]lagde Rahbek, som skrev Udkastet, at benævne "den behageligste Embedspligt, der maaskee nogensinde vilde falde i Directionens Lod," at andrage paa Galeottis, Schwarz's og Rosings Udnævnelse til Riddere af Dannebrog, slog derimod aldeles feil. Vel glædede de Fleste, om end ikke Alle, sig over, i Danmark for første Gang at see theatralsk Kunst hædret ved tre saa geniale Mænds Udmærkelse, men disse vare afgaaede fra Scenen, og Det, at der ikke paa samme Tid iblandt Theatrets Udmærkede, som betraadte den og vel i deres Kunst kunde sættes ved Siden af dem, der for Fortjeneste i andre Kunster vare blevne hædrede med Ridderkorset, var Nogen, hvem man ogsaa ansaae værdig til at være det; at en, allerede som Kunstner, saa almeenerkjendt fortjenstfuld Mand som Knudsen, kun, blot fordi "man ikke kunde gjøre ham til Ridder, da han spillede Comedie," for tre Aar siden var bleven Dannebrogsmand for en patriotisk Virksomhed, ved hvilken han flere Gange havde sat Livet ivove og gavnet overordenligt og langt mere end Mangen, som derfor havde faaet Ridderkorset; og at der var ymtet om, at man vel kunde indstille de tre store Kunstnere til Riddere, da de ikke mere kaldtes til offenlig Tjeneste, — Det gjorde, at de for Dannelse ved Theatret og i Samfundet agtede Skuespillere fandt, at den Ære, som paa denne Maade vistes Kunsten, ret for Publikum stillede Kunstneren til Skam, idet den udpegede ham som en Person, der, ved at drive en Kunst, hvilken man ikke kunde negte Beundring og Agtelse, var uværdig til at nyde offenlig Udmærkelse lige med Andre, hvilke han, baade som Menneske og af Fædrelandet fortjent Mand, kunde stilles ved Siden. Denne Anskuelse [sideskift][side 241]fandt strax Indgang hos Personalet og vakte et Misnøie, der gav sig Luft i Stiklerier paa "hvilket Kram Personer, som betraadte Brædderne, bleve ansete for," hvad der voldte Holstein megen Ærgrelse, især da han erkjendte, at der var Grund til Fortørnelsen, og han, som han vedgik for Clausen, vidste, at han ikke var istand til at overvinde Fordommen saaledes, "at Personalet kunde faae Satisfaction."

Noget meget Ubehageligt, som Holstein strax maatte være betænkt paa, var at faae Indtægten betydeligt forøget. Krigen havde bragt Handel og Pengevæsen i en saa abnorm Tilstand, at der var opstaaet en frygtelig Forvirring i alle pecuniaire Forhold. De fluctuerende Priser vare stegne saa forbausende, at flere af de ved Theatret meest anvendte Materialier kostede sex Gange saameget som for tre Aar siden, medens staaende Indtægters Værdie kun var bleven til i det Høieste Femtedelen af hvad den havde været, og med hver Dag blev dette Misforhold skrækkeligere. Der maatte skaffes Midler til baade at bestride de enormt stegne Forestillingsudgifter og at give de høist fornødne store Gagetillæg, saameget mere da Abonnementet havde indbragt mindre end i foregaaende Saison. Den eneste Maade, hvorpaa det kunde skee, var ved at sætte Billetpriserne høiere, hvilket han dog kun vovede saa vidt, at de bleve omtrent en Trediedeel større, end de hidtil havde været, hvilket ikke var tilstrækkeligt i Forhold til Udgifternes Stigen, men dog hjalp ham igjennem, ved at han efterhaanden tog det under Hauch Opsparede til Hjælp. Fra Januar 1812 bleve Billetterne paa det kongelige Theater da til

[sideskift][side 242]

	1ste Pladsloge og Parkettet betalte med	2 Rd.	- Mk.
	2den Pladsloge og 1ste (siddende) Parterre	1  —	3  —
	(2det) Parterre	-   —	4  —
	Galleriet	-   —	3  —
og paa Hoftheatret
	Pladslogen og Parkettet med	1  —	3  —
	1ste (siddende) Parterre	1  —	-  —
	(2det) Parterre	-  —	3  —

ligesom ogsaa Logerne, naar der ikke var Abonnement, sattes høiere med en Trediedeel. Som en Beqvemmelighed, Publikum skulde opnaae for de forhøiede Priser, bleve Pladserne i Parkettet og 1ste Parterre numererede, men da man ikke faldt paa de simple Forholdsregler, hvorved den Enkelte nødvendigen maa sikkres Retten til den tagne Plads, voldte denne Indretning saa megen Uorden og Forvirring, at den kun blev Publikum til Uleilighed og snart ophævedes.

Denne Saison bragte atter en original Comedie i fem Acter: "Hittebarnet" af N. T. Bruun. Den var imidlertid, ligesaa lidet som Bangs "Lystspillet", en Frembringelse af Vid og Lune, men en blot routineret Anvendelse af hvad Forfatteren, ved ideligen at oversætte Stykker af Kotzebue, havde tilegnet sig af dennes Maneer. Originalitet i Opfindelse, et nationalt Præg eller Charakteerskildring fandtes der ikke Spor af, og Opløsningen paa den lille, langt udtrukne Handling maatte skaffes tilveie ved Opdagelsen af en skjult Forbrydelse, et gjenfundet Barn og en unaturlig Monolog. At benytte de talentfulde Skuespillere i Roller, som lignede dem, han allerede havde seet dem gjøre Lykke i, og at bruge de dagligdags anvendte Comedie-Ingredientser i nogle nye Forbindelser, havde øiensynligt været [sideskift][side 243]Forfatterens eneste Formaal, og dette var endda for saa vidt meget slet naaet, som ikke engang en eneste af disse Forbindelser var blot en Smule piquant, men, med trivielle, snakkesalige Personligheder, af hvilke de, som skulde gaae for comiske, selv reent ud fortalte Publikum at de vilde være Narre eller Kjeltringer, gav nogle meget matte Situationer. Som i "Lystspillet" blev der ogsaa i dette Stykke spillet Comedie i Comedien, og Qvindekjønnet var her ikke mindre ilde behandlet i de Roller, der skulde have Anstrøg af Charakteer, thi to Fruentimmer — det ene endogsaa en Oberstinde, der har været Enke i over en Snees Aar og har en giftefærdig Datter, — frie selv til to latterlige Personer, og det paa den udelicateste Maade. Efter de kotzebueske Stykkers Mønster maatte "Hittebarnet" være baade rørende og comisk, men det Rørende var blot tilstede i sentimentale Hverdagstirader og det Comiske i Overdrivelse og forbrugte Vittigheder, hvoraf dog et Par vare ret heldigt anbragte, ligesom i det Hele Dialogen, saa plat den end var, stod over den vrøvlagtige Passiar i "Lystspillet", af hvis væmmeligt carikerede Baron Ørenskjold Forfatteren forresten havde givet en ny Udgave i en Secretair Palmstjerne, som ogsaa lader "alle Landets Piger misunde den, der faaer ham," og byder Oberstindens Datter, som af Moderen er ham tiltænkt, "en Fæstensring, der er en Cadeau af en Dame af Stand, som gjerne vilde have været i hendes Sted." At et Stykke, hvis Personer alle vare tilskaarne efter de Rollehavendes Eiendommelighed, blev udmærket godt spillet, er naturligt; især glimrede dog Frydendahl i Major Lindner, der agerer en "General Maximilianus von Donnerkreütz", som ved et meget plumpt Courmagerie faaer "Amor til med sin elektriske Flamme [sideskift][side 244]at tænde den gamle Oberstindes kjælne Hjerte;" og Knudsen, hvis Udførelse af en slyngelagtig Forvalter Pertent var ligesaa original som grundcomisk, endskjøndt Rollen kun var en slet Omkalfatring af hans mesterligt udførte Snap i "Den forladte Datter". Uagtet den ypperlige Fremstilling holdt Stykket sig ikke paa Scenen i 6 Aar og opførtes kun 10 Gange. — Da Rahbeks af "Den dramatiske Skole" givne Lystspil, med alle deres Mangler, viste et Talent, som, naar det blev anvendt med Flid paa et nogenlunde velvalgt Stof, maatte kunne frembringe noget virkelig Værdiefuldt, skulde man have ventet, at siden han ikke anbetroede "Skolen" sit Eenactsstykke "Tyveaars-Festen", men, som Censor, selv dømte det værdigt til at spilles af det kongelige Theaters første Kunstnere, havde det, skjøndt i Omfang en Bagatelle, enten i Henseende til Plan eller endog blot en enkelt Charakteerskildring, staaet over hans tidligere Arbeider. Men dette var saalidet Tilfældet, at det tvertimod var det ringeste af alle hans dramatiske Productioner og ikke havde en eneste af hans andre Stykkers gode Egenskaber, end ikke den smagfulde Dialog. Her blev atter spillet Comedie i Comedien, endog til den Yderlighed, at hele Stykket er et Comediespil og det af syv Personer under aldeles usandsynlige Forhold og i en Handling, der er saa barnagtigt anlagt og udført, at det Hele mere bærer Præget af en flygtigt sammenskreven Spøg til Moerskab ved en Familielystighed, end af "et Skuespil", bestemt til offenlig Fremstilling. En Godseier Hjemvel, der ellers gjæstfri aabner sit Huus for Enhver, befaler sin Karl at lukke Porten og vil ikke "indlade nogen Moders Sjæl", fordi han "ene i Hjemmet med sin Kone vil feire deres tyveaars Bryllupsdag;" men idet Karlen vil lukke sætter [sideskift][side 245]en Rytter med Magt ind i Gaarden og Hjemvel faaer pludselig en Indqvartering af syv Personer, der høist impertinent paa Tydsk, Fransk og Engelsk gjøre sig hjemme i hans Huus. En monoton og meget uinteressant Kævlen med disse Uforskammede, for at jage dem paa Døren, er Stykkets Indhold; indtil den Ene, kun af den Grund, at det engang maa have en Ende, siger, at han er en Major Broderkjær fra Vestindien, en fortrolig Ven, der med sin Kone og to andre af Fredsforstyrrerne har for 16, 17 Aar siden levet i daglig Omgang med Hjemvel og hans Kone, uden at Nogen af disse nu kan gjenkjende dem eller hos blot en Eneste af alle Fire falde paa at finde et bekjendt Ansigt eller Mæle. Efter Forklaring om, at de ere komne for med Ægteparret at holde Tyveaars-Festen slutter Stykket med rørende Erindringer om Fortiden og en Apostrof til Venskab og Kjærlighed. En fortræffelig Udførelse kunde ikke vinde Publikum for dette Rahbek uværdige Arbeide; det maatte henlægges efter kun tre Forestillinger. — Femactsstykket "Kobbersmeden", af Colman den Yngre, havde, uden at være et Mesterværk, meget af den gode engelske Comedies Væsen: flere særdeles heldigt opfundne Charakterer, som, ved Indvirkning paa hverandre, hver for sig kom til god effectfuld Udvikling, ypperlige Situationer og en Dialog, hvori der var Sjæl og Humor. Ogsaa i dette Stykke fremtraadte det Rørende, i nogle Scener endog meget stærkt, men det gik ud fra Situationer, som Charaktererne følgerigtigt ledede til, fik sin fulde Virkning just ved en velanlagt Forbindelse med det Comiske og havde Liv, Kraft og Sandhed i sit Udtryk. Imidlertid havde Skuepladsen tabt for mange af den gamle Skoles Kunstnere, som besade Dygtighed til rigtigt at opfatte og [sideskift][side 246]naturligt, frit og fyldigt at fremstille den engelske Comedies dybtgaaende humoristiske og simpelt hjertelige Charakterer, til at endog blot Hovedrollerne kunde skaffes deres Ret. Den følelsesfulde, jævne og djærve Kobbersmed laae ikke for Lindgreens Talent og Individualitet; den i sin Ulykke fattede og charakteerfaste Datter blev ved Mad. Hegers elegiske Natur gjennemgaaende blot lidende og larmoyant; Ingen kunde ret fatte Lid til at den Peregrine, som spilledes af Clausen, Scenens bestaltede Intriguant og Skurk, virkelig var, som Forfatteren ypperligt har skildret ham, en bramfri, retskaffen, uegennyttig og bestemt Mand; og Kruse savnede altfor meget Ironie og Humor til i Brulgruddery, som naturligviis allerede i Oversættelsen maatte tabe en stor Deel af sin irske Moersomhed, at kunne give den Godmodighed, Fiffighed og snurrige Sorgløshed, hvoraf denne Original mesterligt er sammensat. Kun en mindre Rolle, Tjenestekarlen Toby, skete Fyldest, ved at Carl Bruun gav den med hele sin aabne, elskværdige Munterhed, som saaledes morede Publikum, at det troede den at være den bedste Rolle i Stykket, der vel optoges med Bifald, men gav saa maadeligt Huus, at det efter sex Forestillinger blev henlagt. Af de andre oversatte Stykker blev kun Kotzebues Fireactsstykke "Den unge Ziguenerinde" mærkeligt derved, at Jfr. Busch, som Ziguenerinden Lazarilla, i det saaledes viste sig i sit Talents og sin Yndes fulde Glands, at hun fremkaldte Publikums stormende Bifald; og Kruse vakte Menneskekjenderens som Mængdens store Beundring ved, som Storinqvisitor, i Udseende, Holdning og Diction at give et imponerende Billede af en høi katholsk Geistlig. Der var i enhver af denne storartede Fremstillings Nuancer en saadan Bestemthed [sideskift][side 247]og i alle et saa inderligt Sammenhold, at den virkede som en ved sig selv uimodsigelig Sandhed. En Fru Thrane, født Romerinde og, ved en meget anseet geistlig Familie, vant til at see flere af de i pavelig Statstjeneste staaende Cardinaler i de intimeste Forhold, spurgte forbauset, hvor dog denne Skuespiller havde havt Leilighed til saa nøie at studere den fornemme katholske Geistligheds Væsen, og da hun overrasket hørte, at han var en temmelig udannet Mand, der aldrig havde været over Danmarks Grændse, udbrød hun: "Saa har hans Genie viist ham, hvad ikke mange Romere faae at see i Vaticanet!"

Weyses anden Composition "Faruk", Texten i tre Acter af Oehlenschläger, blev, da den kom frem i Anledning af Kongens Fødselsfest, bragt paa Scenen med megen Omhu for det Materielle, men gjorde kun ringe Lykke. For en stor Deel laae Skylden i Digtet, som vel syntes at være theatralsk, men paa ingen Maade var det, da de sceniske Midler ikke kunde være og langt mindre, med Theatrets saare maadelige Maskinerie, vare istand til at frembringe den tilsigtede Effect. Men især var det dog i Forventningen med Hensyn til Musiken at Publikum følte sig skuffet; thi vel fandt Enkeltheder den, som f. Ex. den yndige Sang ved Kilden: "Risler alle Bølger smaa" og et Par Smaasoloer, meget Bifald, men i det Hele savnede man dramatisk Liv, Melodie og den hos de enkelte Numere rhythmiske Afrundethed, som i høi Grad bidrager til den theatralske Virkning og gjennemgaaende havde udmærket "Sovedrikken". Den almindelige Dom lød, at det var vistnok en meget smuk Musik, men som var saa kunstigt behandlet, at den ikke kunde falde i Øret. Til Uheld for Componisten var ogsaa den kunstneriske Udførelse meget [sideskift][side 248]mangelfuld og i enkelte Partier endog saa slet, at den ikke engang correct og tydeligt gav de af ham foreskrevne Tonesætninger, end sige Aanden i dem. Af Trang maatte Eenholm synge Faruk, men med hans Tenor var det aldeles umuligt blot nogenlunde at fyldestgjøre i et Hovedpartie af Weyse: den ængstligt frempiinte, sjælløse Udførelse berøvede det ganske dets poetiske Gehalt; Geonchas meget vanskelige Synge- og Spillerolle hørte ikke til det Fag, hvori Knudsen havde sin Styrke; og Mad. Dahlén gav, i Sang som i Spil, Satchekara med en Kulde og Sjælsrolighed, som var saa modstridende den Charakteer, der af Componisten var lagt i Partiet, at denne vigtige Rolle, som var anlagt paa stor theatralsk Effect, blev en meget kjedsommelig Urimelighed. En Epilog, der af et Barn blev fremsagt i Anledning af Fødselsfesten, gjorde langt mere Lykke end noget Numer i Stykket og maatte ved fire Forestillinger gives med det som Trækmiddel. Saisonnens eneste musikalske Nyhed, foruden "Faruk", var Toactsstykket "Tante Aurora", der blev modtaget med meget Bifald, men ikke opnaaede mange Forestillinger, endskjøndt Boyeldieus henrivende Musik, især ved et Par Numere, hvori han med megen Smag og Ynde har sammensmeltet det Melodiøse med det Charakteristiske til Udtrykket af overdreven smægtende Følsomhed, behagede overordenlig meget. Texten var for uinteressant og Udførelse, med Undtagelse af at Mad. Liebe, som Jfr. Sølver fra Novbr. 1811 var bleven ved Giftermaal med Skuespilleren, gav Titelrollen i en fortræffelig fiintcomisk Fremstilling, for mat til at kunne understøtte dette herlige Musikværk saaledes, at det fandt blivende Plads i Repertoiret.

[sideskift][side 249]

De vigtige Afgange og usædvanlig hyppigt indtrædende Sygdomstilfælde fordrede mange betydelige Rollers ny Besætning, hvilket foranledigede en saadan Mængde Prøver og det dygtige Personales overanstrengende Anvendelse, at Chefen ofte i denne Saison saae sig i yderste Forlegenhed for Stykker til de nærmest forestaaende Forestillinger. Hvor meget Skuespillerne end vare derimod, blev han nødt til at søge Bistand ved efterhaanden at benytte "Den dramatiske Skoles" meest yndede Stykker, som "Skuespilleren imod sin Villie" og "Den Døve", i det kongelige Theaters Repertoire. Skolen vilde derved have været udsat for ganske at tabe den ringe Interesse, som Publikum viste den, hvis den ikke pludselig i høi Grad havde vundet Anseelse ved to Nyheder, hvori dens bedste Kræfter vare saa heldigt anvendte, at den gav dem fortræffeligt og stadigt for fuldt Huus. Den ene var "Galningen", en almindelig plat Kotzebueiade i tre Acter, men der, af Carl Bruun, som hans Molkus, en gammel Invalid; Haack, som von Piffelberg, en naragtig Herremand; og Jfr. Elisabeth Charlotte Amalie Falck, — der ved Udvortes, Lune og vittig Ironie levende erindrede om Mad. Gjelstrup og vilde være bleven en udmærket Soubrette, om det kun ikke havde manglet hende paa Lyst til at være det, — som Kammerpigen, spilledes saa ypperligt, at den gjorde stor Lykke. Den anden Nyhed: "Fruentimmerhaderen", et fransk Eenactsstykke, som, ved Anbringelse af nogle nydelige Musiknumere af forskjellige Componister, var af N. T. Bruun bearbeidet til et vakkert Syngespil, fandt, uovertræffeligt udført, en endnu mere glimrende Modtagelse. Jfr. Thomsen var, ved den fineste qvindelige Ynde, sit medfødte uskyldige Skjelmerie og den hele indtagende Personlighed, fortryllende baade som [sideskift][side 250]Baronessen og i den paatagne Gartnerpigerolle; og Carl Bruun feirede en af sine meest glimrende Triumfer som Marcel; det jublende Publikum vidste ikke hvad det skulde beundre meest, den inderlig naturlige Godmodighed og elskelige Munterhed i hans Spil, eller hans henrivende Sang. Denne unge Kunstner var dengang Publikums Kjæledægge: aldrig har nogen dansk Skuespiller været mere yndet, ja forgudet end han. Naar han, lille, bredskuldret og fiirskaaren, med beskeden Alvor i det friske, fyldige Bondeansigt, en Smule rokkende, men strunk, spadserede ned ad Østergade, pyntet som en Modeherre, i blaa Kjole med blanke Knapper, lyse Tricots Beenklæder, en broget Shawlsvest, med tre, fire forskjelligt farvede Atlaskes Kraver under, med guulkravede Støvler, et broget Silketørklæde hængende langt ud af Kjolelommen, mange Signeter dinglende ved den brede Gulduhrkjæde, Hatten sat skraa paa det mørke lokkede Haar og store Tøndebaandsringe i Ørene, da saae han vel, for dem, der ikke kjendte ham, ud som en stadselig fiin Slagtersvend; men Ingen, der kjendte ham, undlod at vende sig om for beundrende at betragte det Vidunder, som saaledes havde begeistret Publikum for sig og hvem Enhver vidste, at der meentes, naar Nogen sagde: "den guddommelige Carl!" Det var dog især som Sanger, at han havde erhvervet sig dette Epitheton, og kun som Sanger at han bar det uden Nogens Indsigelse. Som Skuespiller var det mindre ved Kunsten, bestemt og objectivt at fremstille en Charakteer, at han besad en forunderlig Evne til saaledes at fornøie, at Mængden fandt sig fyldestgjort med hvad han saa gav, end ved sit Lunes naturlige Godmodighed, som han førte over paa sin Rolle; Kjenderen fik ikke sjeldent Anledning til at anke over Mangler i baade [sideskift][side 251]Opfatningen og Udførelsen. Men naar han sang, da var Kjenderen saavelsom Ikkekjenderen lutter Henrykkelse; hans høie Bariton havde en saa sjelden Fylde og henrivende Velklang, at Alle med Vellyst lyttede til enhver af dens Toner. Uden at have faaet synderlig Skole, sang han hvad der laae for hans Stemme med en fuldendt Sangers Kraft og Sikkerhed; han var af Naturen besjælet af en dyb musikalsk Følelse, som gav hans Foredrag en gribende Virkning, hans Anvendelse i Syngespillet var imidlertid temmelig indskrænket, thi deels var det fornemmelig i Viser og Romancer at han satte Publikum i Begeistring, og deels fik han sjeldent Roller, med Undtagelse af nogle unge Bønder, som tillode Brugen af den naturlige fulde Stemme, hvilken han forresten end ikke i gamle Mænd søgte at dække, men lod tone i al dens ungdommelige Friskhed og Fyrighed, hvorved Sangen blev stærkt afstikkende imod den Talestemme, han brugte til Replikkerne: Noget, som Tilhørerne gjerne overbare med for at kunne høre den forgudede Sanger i hans hele Styrke. — Af sit Nationaldrama "Peder Skram, Danmarks Vovehals", fik Rahbek langt fra den Glæde, som han havde fortjent. Det udmærkede sig, som alle hans Stykker af den Art, ved et herligt, kjærnefuldt Sprog, en kraftig dansk Aand og nogle i ædel Simpelhed skjønne Scener, men Publikum fandt, at det ikke havde Handling og theatralsk Effect nok for fem Acter. Desuden blev det meget maadeligt spillet. Efterhaanden som Eleverne fik Roller ved det kongelige Theater, aftoge deres Lyst og Flid for "Skolens" Forestillinger saa bemærkeligt, at disse, med Undtagelse af enkelte, hvori de Talentfuldeste havde glimrende Hovedroller, istedetfor at vidne om stigende Præcision og Dygtighed i de enkelte [sideskift][side 252]Rollers Udførelse, viste en stærk Tilbagegang. Hvor lidet endog Lærerens Interesse formaaede at fremkalde almeen Iver, fik Publikum ret at mærke ved Opførelsen af "Peder Skram", hvori flere Scener spilledes med en Lunkenhed og Skjødesløshed, som vilde havde ødelagt et kortere og mere effectfuldt Stykke.

Ved Galeottis lille Ballet "Dandsesygen" savnede man, baade i Compositionen og Behandlingen af dens enkelte Partier, meget den Opfindelsesevne, som havde vakt Publikums Beundring for Mesterens tidligere Arbeider. Det fandt kun et Par moersomme Situationer imellem mange matte Gjentagelser af noget allerede Seet, og skjænkede den vel Bifald, men ikke saamegen Opmærksomhed, at den, selv som Tilgift til yndede Stykker, kunde holde sig paa Scenen. Med Laurents sidste Balletforsøg gik det endnu uheldigere; det var lutter Gammelt af det almindeligste Slags og saa effectløst anvendt, at der kun opnaaedes to Forestillinger.

Holsteins største Omsorg havde fra hans Tiltrædelse været henvendt paa at faae en dygtig Tenorist. Alle ham bekjendte Elskere og Dyrkere af Musiken spurgte han, om de ikke kjendte Nogen, der med en god Stemme forenede et taaleligt Udvortes og havde Lyst til at gaae til Theatret, og hos Capelmesteren indfandt sig ogsaa idelig Aspiranter, hvilke vel af Mangel paa musikalsk Dannelse ikke ventede at opnaae de i Avertissementet lovede Kaar, men som dog troede at være i Besiddelse af en saa brugbar Stemme, at de turde haabe Ansættelse; ved Prøverne bleve de imidlertid alle fundne udygtige til betydelige Partier. Endelig bragte Knudsen Chefen den glade Tidende, at Peter Kabell, Cantor i Aalborg, en ung musikalsk dannet [sideskift][side 253]Mand, med hvem han i Sommeren 1811 havde gjort Bekjendtskab paa sin patriotiske Reise i Jylland, og hvis Stemme var en af Naturen særdeles klangfuld Tenor, fandtes villig til at forsøge sig paa Scenen, hvortil han ogsaa havde et ret godt Ydre. Dette Tilbud modtog Holstein med Glæde og var meget lykkelig ved at Capelmesteren, efter at have hørt ham, gav det bedste Haab om, at han kunde blive en dygtig Sanger. Vel troede Holstein at bemærke, at den tilkommende Syngespilelsker ikke havde synderlige Fremstillingsevner, men hvad det angik, gav han sig selv Theaterdirecteurernes sædvanlige Trøst under saadanne Omstændigheder: at naar han bare havde Stemme, saa vilde det Øvrige nok komme af sig selv. Kabell blev strax ansat som kongelig Skuespiller fra 1ste Mai 1811 med 500 Rdlr. Med hans Debut i "Høstgildet" vare Holsteins Forventninger imidlertid aldeles tilintetgjorte. Den unge Mand var saa bly og undselig, at det kun med Møie lykkedes at faae ham ind paa Scenen, og endskjøndt han for sin Sang høstede opmuntrende Bifald, fandt han hos sig selv sin Ængstlighed saa uovervindelig, at han ved Saisonnens Slutning ganske opgav Forsøget paa at blive Theatersanger og ansøgte om sin Afsked, hvilken han opnaaede den 27de August saaledes, at han, som han havde betinget sig, endnu i to Aar beholdt sin fulde Gage. Der var imidlertid indtruffet en Omstændighed, som gjorde, at Holstein blev mindre nedslagen over den mislykkede og Theatret meget bekostelige Debut, end han ellers vilde være bleven. Ludvig Zinck, en Søn af den gamle Syngelærer og nu hans Medhjælper ved Indstudering af Syngepartier samt Souffleur ved Syngestykkerne, var falden paa Gaden og havde brækket det ene Been. Begge hans [sideskift][side 254]Poster vare saa vigtige for den daglige Tjeneste, at Chefen strax maatte søge dem midlertidigt besatte, hvilket skete med Broderen Georg Zinck, som, 24 Aar gammel, var Student og Cantor i Kastellet, havde fra sin tidligste Barndom saa uophørligt været af Faderen holdt til Musiken, at han kunde kaldes gjennemmusikalsk, og var bleven saadan skolet i Sang, at hans af Naturen smukke Stemme havde faaet en overordenlig Bøielighed og ganske fortræffeligt forbandt Brysttonerne med Falsetten, hvorfor han med Egalitet, i et usædvanligt Toneomfang, let og ualmindeligt sikkert kunde udføre endog de høieste og meest colorerede Tenorpartier. Ved at overvære en Syngeskoletime, hvori Zinck indøvede de Rollehavende deres Partier idet han fra Bladet, flydende og kraftfuldt, sang dem for dem, blev Holstein høiligen overrasket af den ualmindelige musikalske Dygtighed og sjeldne Naturgave hos den unge Mand, som aldrig havde følt Lyst til Theatret og derfor ikke meldt sig, endskjøndt han fremfor Nogen turde have været vis paa at faae Ansættelse. Skuffet i sit Haab om Kabell, bestræbte Holstein sig meget for at overtale Zinck til at offre sig Theatret og søge den udsatte Priis. Dette vilde Zinck ikke, fordi han, om han besluttede sig til en Debut, ikke ønskede at bedømmes som den, der havde meent om sig selv, at han kunde opfylde Priisopgavens Fordringer; derimod ønskede han Forslag om gode Ansættelsesvilkaar, og disse bleve da fastsatte til: at hans Tjeneste skulde saaledes ordnes, at han kunde vedblive sit Cantorembede og han da faae 400 Rdlr. som kongelig syngende Skuespiller, 300 Rdlr. som Medhjælper ved Syngeskolen og 100 Rdlr. som Reserve-Souffleur. De to Meddirecteurers Betænkelighed ved at ansætte ham i de to sidstanførte Embeder, da hans [sideskift][side 255]Tjeneste som Skuespiller maaskee vilde hindre ham i at forrette dem just naar det var nødvendigt, afviste Holstein med, at "naar hans Broder kom sig, vilde der kun sjeldent blive Trang til ham i dem, og overalt kom man vel i en snever Vending ud af det; men nødvendigt var det, at han fik dem, naar han skulde have 800 Rdlr. og Directionen kun, for Exemplets Skyld, kunde give ham 400 Rdlr. som Skuespiller." Den 14de Marts blev han kongeligt ansat i alle tre Embeder, og allerede inden Treugersdagen efter gjorde han sin første Debut i det af Du Puy for sig selv componerede store og vanskelige Partie, hvis Udførelse beviste, at han, med Hensyn til Stemmens Charakteer, Omfang og Dannelse, var den dygtigste Sanger, der nogensinde havde betraadt den danske Scene. For ethvert af sine Syngenumere vandt han ogsaa stort Bifald, men hvad man alligevel savnede hos ham og som aldrig blev ham eiendommeligt, hvorvel man ikke sjeldent fik fuld Overbeviisning om, at han kun behøvede Kjærlighed til sin Kunst for at kunne erhverve sig det, det var Smag, Varme og Inderlighed i Foredraget. Han sang sine Partier som en dygtig Virtuos, Intet var ham vanskeligt: hvad Componisten havde foreskrevet, fik Publikum Node for Node, uden Transposition eller Afkortning, og blev han engang, af sin Tankeløshed eller Ligegyldighed under Udførelsen, i en Cadence ført lidt i Vilderede, saa gjorde han sig netop beundret af Musikkyndige ved den Lethed, hvormed han, uden mindste Forlegenhed, vidste musikalsk rigtigt at komme derhen, hvor han skulde; men Sjæl, kunstnerisk Henrykkelse over den Musik, han sang, Hjertelighed, Aand — dette var sjeldent at spore hos ham. Og dog vare Phantasie og Følelse ham ingenlunde fornegtede; skulde han foredrage [sideskift][side 256]et Musikstykke, hvilket han, som rigtignok sjeldent skete, selv begeistredes for, eller bød Nogen ham et Væddemaal om, at han ikke i et ellers med Kulde optaget Numer vilde være istand til at aftvinge Publikum Bifald, da kunde han give sin Stemmes Klang, sine nydelige Forziringer og sit hele Foredrag en saadan Fortryllelse, at han var vis paa at ende under et uvilkaarligt Bifaldsudbrud, der var saa meget mere overraskende for Publikum selv, da hans Pflegma havde vænnet det til ikke af ham at vente noget Angreb paa dets Følelse. Imidlertid, hvor liden Aand, der end var i Foredraget af hans Debutpartie, man vidste dog allerede af det, at der i ham var vunden en Sanger, som, i reent musikalsk. Henseende, kunde overtage endog det vanskeligste Tenorpartie, saa at dette vigtige Fag, der hidtil havde gjort et taaleligt Syngespil-Repertoire næsten umuligt, for saavidt var besat. Men anderledes forholdt det sig, naar man tog i Betragtning, at disse Partier næsten alle fordre Anstand, personlig Elskværdighed og en i det mindste nogenlunde omhyggelig og flydende Replikfremsigelse. Zincks Ansigt, med en lidt opstaaende Næse og brede Kinder, var ei alene ikke smukt, men kunde ikke give Noget, der saae ud som Udtryk af Følelse, Lidenskab eller Affect; hans Figur var af almindelig Høide, men uskjøn i Underkroppen, og hans Holdning savnede Lethed og mandig Værdighed. Han havde saaledes ikke af Naturen i sin Personlighed noget Interessant eller endog blot Behageligt, og hans Diction var maadeligere, end man skulde vente den hos en Mand med hans Opdragelse og Kundskaber; det var da kun ved megen Flid, at han vilde have været istand til at slaae sig op til virkelig at blive yndet i det Fag, hans Sangstemme bragte ham ind i, og, hvad der var det [sideskift][side 257]Værste, endog hans Debut viste, at Anvendelsen af Flid til Opnaaelsen af Noget, som han ikke allerede i sin Faders strenge musikalske Skole havde erhvervet sig, var det der mindst maatte ventes af ham. Han blev derfor bestandig en meget maadelig Fremstiller og opnaaede end ikke ved sine ualmindelige musikalske Evner at vinde stort og stadigt Bifald som Sanger. Det er Iagttageren vel bekjendt, hvorledes mange Directeurer for Theatre, der give alle Skuespilarter, selv arbeide til de kunstneriske Kræfters Svækkelse, ved til Syngespilroller at antage kunstnerisk raae Personer, naar de blot finde dem i Besiddelse af en udmærket Stemme. Ligesom det gode Spil i Skuespillet bevirker, at Operister, der ikke have Fremstillingstalent, men dog ved Flid kunne blive taalelige, deraf tage Exempel til Efterlignelse, saaledes taber paa den anden Side Publikum, ved at det, for Sangens Skyld, taaler og vænner sig til den Aandløshed, hvormed Stymperen skiller sig af med Fremstillingen, sin Sands for det Kunstneriske og stiller efterhaanden sine Fordringer derpaa lavere, medens Skuespilkunstneren ogsaa føler sig mindre opfordret til Anstrengelse for at behage Tilskuere, som tage tiltakke med det aldeles Slette i hans Fag. En Omstændighed ved Zincks Ansættelse gav et slaaende Beviis for, at ogsaa Holstein, endskjøndt han nylig havde faaet en saa følelig Belæring om det Modsatte, var af den Mening, at naar En blot til en fortrinlig Syngestemme havde en nogenlunde menneskelig Skikkelse, maatte han uden videre kunne gaae med som Syngespilelsker. Den 4de April, netop samme Dag da den allerede ansatte Zinck debuterede som en munter, kjæk og i flere Forklædninger fremtrædende Husarofficeer, blev han og Kabell, som ligeledes var ansat og havde debudebu-teret [sideskift][side 258]teret, føst henviste til Rosing, for at faae Instruction. Rosing blev yderst opbragt da han i en Directionsskrivelse modtog Underretning om, at han havde at dressere begge Theatrets kongeligt ansatte første Syngespilelskere, saa at de kunde blive "præsentable". Han skrev strax til Rahbek: "Vel har jeg paa min lange Theaterbane maattet lade mig sige mange forrykte Meninger om den Kunst, jeg dyrkede, men at jeg skulde høre noget saa Forrykt som Communicationen af 4de dennes, og endog høre det fra en Direction for et Theater og saa en Direction, som Du er Medlem af, nei, det vilde jeg have forsvoret. Troe de ædle Herrer, at enhver Knold kan blive Elsker i Syngestykkerne, naar der bare sidder en smuk Stemme i Halsen paa ham og han faaer sin Skabelon gaaet lidt over med en Skrubhøvl? Var jeg kanskee Sanger for saa godt Kjøb? Jeg veed nok, at Du gjerne saae, at alle Sangere vare saa fjogede, at Folk loe dem ud inden de kom til at lukke Munden op; saa fit Du fodspændt Syngestykkerne. Men jeg siger Dig nu for 100,000de Gang, at jeg holder paa dem, naar de due noget, og det skærer mig i mit Hjerte, at de skulle fordærves i deres bedste Rolle af Mennesker, som blive drevne herover fra Jylland og maae stødes i Nakken ind paa Theatret — for at spille Halvor! min egen Halvor, som jeg aldrig nogen Aften var, uden at jeg følte mig en saa kjæk Soldat for Fædrelandet og vor elskelige Frederik, at jeg kunde gaae syngende imod et fjendtligt Batterie. En Elsker i et Syngestykke — jeg paastaaer det af min Praxis, om Du saa nok saa brisk fornegter det efter Din Theorie — er, naar han skal spilles rigtigt, den Rolle, som man finder Faaest til. Musiken løfter ham vel iveiret, det tilstaaer jeg; men skal han elske i Musik, saa maa han ogsaa [sideskift][side 259]elske baade brændende og blødt, elske saaledes som ikke jeg, endsige Du, kan elske til daglig Brug. Der er lange Pauser og sommetider mange Gjentagelser i Musiken, og i dem maa han elske med sine Øine, sine Lineamenter, sin hele Action, om han ikke skal see ud som et sky Faarehoved, men være en vakker, hjertegribende Ungersvend, som synger sin Kjærlighed baade i Toner og Øiekast. Og til saadan en Rolle ville I nu hente Folk fra Gaden. Men det kommer ikke mig ved. See bare, at Du, for Venskabs Skyld, kan paa en god Maade skaffe mig fri for at hugge dem til. Hvad skal jeg desuden gjøre med dem? De ere jo færdige! Hvordan skulde de have nødigt at staae i Lære hos mig naar de allerede have gjort Mesterstykke? Hvad skulle to saadanne Genier, som kunne løbe fra Chordøren lige ind paa Theatret, behøve Instruction til, naar de allerede spille Halvor og den overgivne Ritmester Rose med den tydske Maleriehandler i Kjøbet uden Instruction? Lader disse tvende værdige cantores være fri for den, eller, dersom I, efterat have ladet dem gaae op til artium, finde at de trænge til at lære at stave, lader en Anden have Fornøielsen og Æren af at lære dem det. Gjør opmærksom paa, at alt, hvad jeg kan sige dem, det maa to Studenter, som tænke paa at betræde Theatrets Brædder, vist allerede have gjort sig Uleilighed for at faae Kundskab om, og til at staae og gaae Model for dem, hvad jeg ikke negter, at de kunde trænge meget til, er jeg for værkbruden. Hvad Du saa sinder paa, see at Du faaer den velsignede Kammerherre fra at de skulle gaae i Skole hos mig. Faae Bestemmelsen taget tilbage; det er den eneste conditio, hvorunder jeg i mit Liv vil tilgive, at Du har været med at give den." — Charlotte Mannerup viste strax et Talent, [sideskift][side 260]som vakte store Forventninger. Med et smukt, interessant og meget udtryksfuldt Ansigt, en herlig Theaterfigur og en velklingende Talestemme forenede hun en særdeles tækkelig Pli, hvorfor hun vandt levende Bifald i Elskerinder og, fornemmelig, i Verdensdamer. Hun kom hurtigt til et betydeligt Repertoire og vilde have faaet megen Vigtighed for den høiere Comedie, da hun ogsaa røbede et ikke ringe Anlæg for egenlige Charakteerroller, men fire Aar efter havde Døden allerede endt hendes Kunstnerbane. Jfr. Nielsen var og blev ved at være blot anvendelig som en smuk Personlighed for smaa Elskerinderoller.

At Jfr. Rosing, der, ved den faste, klare Charakteertegning, hvori hun mere og mere opnaaede Dygtighed til ypperligt at sætte sine Roller ud fra hverandre, havde, som ægte Kunstnerinde, vundet stor Betydenhed for Scenen og ualmindelig Yndest, afgik ved Døden ikke 28 Aar gammel, var Theatret et meget stort Tab, der føltes dybt af hendes Kunstfæller og Publikum saavelsom af Bestyrelsen. Det vilde være blevet følt endnu dybere, dersom Jfr. Busch ikke tildeels havde ladet haabe Erstatning derfor, og det ikke i den begavede og tidligere utrætteligt fremadstræbende Kunstnerindes sidste Dage var blevet meget bemærkeligt, at hun leed af en dyb Kummer, som hun bar skjult, men der tilsidst saa aldeles overvældede hende, at hendes Aandskraft synligen aftog og det var at forudsee, at hun snart vilde være tabt for Skuepladsen. Det var ved Theatret, men hverken i Bestyrelsen eller i Kunstpersonalet, at hendes ulykkelige Skjebne lod hende finde den Person, hvem Alle siden med Foragt udpegede som den, der havde forgiftet hendes Liv.

[sideskift][side 261]

Holstein, der satte stor Glæde i, naar det blot kunde skee uden betydelig Kraftanstrengelse og at han udsatte sig for en uvenlig Mine ved Hoffet, paa enhver mulig Maade at forbedre Personalets Kaar, udvirkede, at der ved Saisonnens Slutning skjænkedes Alle ved Theatret Ansatte et Qvartals Gage. Den overraskende Efterretning om dette store Velvilliesbeviis fremkaldte følgende Taksigelsesbrev: "Underdanig Pro Memoria! Det kongelige danske Skuespillerselskab vilde have gjort sig skyldigt i Utaknemmelighedssynd, hvis det ikke — Alle som Een og Een som Alle — ved dette Theateraars nærforestaaende Slutning havde for den høie Skuespildirection nedlagt sin ligesaa uskrømtede som skyldige underdanige Taksigelse for alle de talende Beviser paa Humanitet, Liberalitet og ædel Bestyrelsesaand, der i vort Theaters Annaler vil udmærke Aaret 1811-1812, og bringer Skuepladsens ældste Veteraner de forsvundne Dage tilbage i erkjendtligt Minde. Et nyt og stort Beviis paa den høie Directions virksomme og mægtige Velvillie og Gunst mod os, tvinger os uvilkaarligt til, for Saisonnens Ende, at bryde denne Taknemmeligheds Tavshed. Denne Aand, der besjæler vor høie Bestyrelse, maa forsøde vor stundom tunge Bane og oplive os med villig Kraft og Energie. Vi slutte vor underdanige Taksigelse med det Ønske: at denne Energie og Bestræbelse maa vorde til Hæder for vor gamle danske Skueplads og til behagelig Løn for dens ædelsindede Bestyrere." Begyndelsen af Brevet havde til Hensigt at tvinge dem, som vare imod dette Taknemmelighedsudtryk, til enten at give deres Underskrift eller selv at udpege sig som skyldige i Utaknemmelighedssynd, og saa meget vare Theaterforholdene, selv under denne store Anledning til almeen Tilfredshed, [sideskift][side 262]de jævnlige, at der virkelig fandtes Fire, just af de Anseteste, som Holstein havde viist største Retfærdighed og Velvillie, hvilke allerede under hans humane Bestyrelse troede deres Personer saa forurettede, at de heller vilde gjøre sig omtalte som utaknemmelige, end yde ham den af Alle fortjente Tak. De afsloge at underskrive; men det var Noget, som, efter hvad den Ene tillod sig at fremføre i Personalets Forsamling, kun skete af Agtelse for dem selv, thi Grunden var ene og alene den, — "at de ikke vilde nedlade sig til at være Spytslikkere!" "Naar I ikke faae alt det for det, som I forlange!" udbrød Foersom forbittret, og viste derefter, paa sin bidende Maade, med drøie Sidehug til de fire Dissenterende, saaledes Forskjellen imellem Spytslikkerie og skyldig Taknemmelighed, at de to af dem, en Skuespiller med Kone, særskilt indgave deres Taksigelse, saa at kun To, ligeledes en Skuespiller med Kone, "gjorde sig skyldige i Utaknemmelighedssynd".