[side 332]Havde Repertoiret været glimrende i afvigte Saison, saa blev det desto maadeligere i denne. Da Theatret endelig i Ryge havde faaet en Heltespiller af første Rang, troede Directionen nu ei alene at maatte lægge særdeles Vind paa at tilveiebringe et tragisk Repertoire, men ogsaa at burde aabne Saisonnen med et Sørgespil. Oehlenschläger havde bebudet et, men kunde ikke fuldende det saa tidligt, at der kunde begyndes med det; altsaa maatte der skaffes en Oversættelse. At vælge et af Schillers Arbeider dertil stemte Rahbek for, men et versificeret Stykke vilde tage altfor lang Tid at oversætte til at man turde vove [sideskift][side 333]paa at ansætte det til Saisonnens første Aften, og Holstein frygtede tillige for, at "Wallenstein", som man meente bedst at kunne give, vilde mangle Theatereffect. Man tog derfor Tilflugt til Kotzebue, hos hvem man kunde være vis paa at finde den, og valgte "Ubaldo", et Smørerie, som ret viste, hvor lidet Sandsen for ægte tragisk Poesie endnu var udviklet, endog hos Theatrets Bestyrelse. "Ubaldo" er et Stykke, som man gjør vel i at læse først, naar man vil komme til en Forestilling om de kotzebueske Sørgespils Natur; det Platte, Falske og Opskruede ere, i Handling. Charakterer, Følelser, Reflexioner og Sprog, saa gjennemgaaende, at man aldrig kan tvivle om, at hvad man her har fundet, maa være det tragiske Væsen i dem alle. Alfonso, Konge i et ubenævnt mægtigt Rige, har revet en Nonne ud af Klostret og gjort hende til sin Dronning. To Aar efter er han kjed af hende og forelsket i Blanca, eneste Datter af hans Onkel og Feltherre, Hertug Ubaldo. Medens denne tilkæmper ham den ene Seir efter den anden over Fjenderne, rider han hver Dag paa Jagt, for, til den gamle forfængelige Hertugindes store Tilfredshed, at gjøre Besøg paa Ubaldos Borg, i den Hensigt at forføre Datteren. Efter at være vendt tilbage, som Tronens og Fædrelandets Frelser, faaer Ubaldo det at vide og vil tage til et langtbortliggende Gods med Datteren. Kongen troer, at det kun er fordi han ikke kan ægte hende, og beslutter sig dertil, siden andet ikke kan være. For strax at faae Sagen afgjort, henvender han sig til Dronningen. Hun har allerede mærket Uraad og "gysende" udtrykt sin stille Smerte i det pathetiske Udraab: "O, det virker ødelæggende, naar man saaledes staaer i den kolde Taage og stryger Draaberne af sig!" Hun har ogsaa imod Grev [sideskift][side 334]Camponero, en af de allerplatteste af de mange efter Marinelli tilskaarne Theater-Hofskurke, der er Kobler for hendes Gemal, udgydt sin Harme og ladet ham vide: "Greve, I er en Hofmand; Ammemelken blev tillavet for Eder af Mad fra det kongelige Taffel, og allerede som Dreng har I sminket Eder." Alligevel elsker hun endnu Kongen saa brændende, at hun møder ham med Forsikkringen om, "at hun kan vove Alt for ham". Opmuntret deraf beder han hende: "Let mig den smertelige Tilstaaelse, — gjæt hvad Tungen vægrer sig ved at udsige — Hertugens Datter — Blanca — hendes Yndigheder — jeg elsker hende — Ogsaa dette finder hun sig i, ja siger endog, "efter en Pause, med bitter Veemod: ""Og jeg tilgiver Dig!" Men da han, for at naae Hensigten med denne Tilstaaelse, nu foreslaaer hende, at hun, imod at faae "den bedste Provinds i hans Rige, uindskrænket Frihed, glimrende Hofstat —skal samtykke en Skilsmisse, kan hun ikke bære det; hun kaster sig bedende for hans Fødder og udbryder, efter megen Jamren: "Forstøder Du mig, styrter jeg ned til Furierne!" Paa denne Advarsel har han ikke andet Svar, end: "Ak! uden Blanca er der ingen Lykke for mig paa Jorden!" Men hun holder ogsaa Ord: "hun gjør sig til Furie." "Jeg gaaer!" udraaber hun. "Min Jammer skal ikke forstyrre Din Bryllupsfærd. Lad Blancas Fløitestemme døve den Forstødtes Klager for Dit Øre. — O, at jeg ikke bærer noget Moderhaab i mit Skjød, for at kunne tilintetgjøre det tilligemed mig selv! Ha, saa skulde jeg, som et blodigt Spøgelse, træde hen for Brudesengen med det myrdede Barn paa Armen og byle Forbandelser i Dine vellystige Suk!" Kongen bliver noget ilde tilmode og raaber, af Frygt for at hun vil vende sin Hævn imod [sideskift][side 335]Blanca: "Blanca er uskyldig! — Dronning! hvis I drister Eder til at vove —." Dette opirrer kun hendes Raserie endnu mere og den dette Sørgespil eiendommelige Pathos tager sit høieste Opsving i følgende Replik: "I vil true mig? Ha ha ha! Har I aldrig hørt, at en Konges Magt ei naaer længere, end til Fortvivlelsens Grændse? Eet Skridt derover og Kongen er fredløs. I vil true mig? ha ha ha! Fordelen er ulige. I kan tabe, jeg ikke mere! Derfor truer jeg Eder, og I maa skjælve! Skjælve for ethvert Glas Vand, hvormed Eders ny Elskte vil kjøle Eders bolerske Hede; ja I skal skjælve for Frelserens Legeme, af Frygt for at nyde det blandet med Gift. Derfor, vil I rolig frydes i hendes Arme, saa fuldend Eders kongelige Skjændselsdaad. Kom! stød Eders Dolk i mit Bryst!" Kongen gjør hende opmærksom paa at Hertugen kommer: "Hvad kommer mig den Kobler ved?" siger hun. "Endnu er jeg hans Dronning, og var jeg end hans Terne, skulde det ikke afholde mig fra, med eet eneste Blik at lyne Foragt i det fuldeste Maal ned paa Hyklerens graa Isse!" Imidlertid gaaer hun dog. Kongen har "gyst", men — alligevel tilbyder ham Hertugen at ægte hans Datter og gjør ham, for at der kan skaffes en Grund til Skilsmisse fra Dronningen det smukke Forslag, at han skal udsprede Rygte om at Dronningen har gjort sig skyldig i Utroskab; thi "det vil være let for ham, at hæve enhver Tvivl om en saadan Beskyldnings Sandhed." Den gamle Hertug afslaaer det, og nu bliver Kongen saa opbragt, at han lader sin Onkel, sin og Rigets tappre Beskytter, kaste i Fængsel. Der faaer denne imidlertid, med Bistand af Hertuginden, som er kommen til Anger over, at hun har virket til Dronningens Forstødelse, for at bringe [sideskift][side 336]Blanca paa Tronen, sin Datter gift med en ung Mand, der hidtil var hans Fjende, men som Datteren elsker, fordi han med Livsfare har standset et Par løbske Heste, der vilde styrte sig i Floden med hendes Vogn. Da Ubalde troer hende derved i Sikkerhed for Kongen, venter han rolig sin Skjæbne. Men Kongen er ikke rolig; han brænder endnu af Begjærlighed efter "at hvile i Blancas Arme", og der ulmer Oprør i den af Ubaldo anførte Hær. Greven viser ham Udvei til baade at faae hende og at dæmpe Oprøret, ved at han, "blot for at skrække," udsteder en skriftlig Befaling til at Ubaldo skal døe. Kongen gaaer ind derpaa, men vil, "for at træde frem til rette Tid, være tilstede, skjult i en kunstig Indretning, som Greven i sidste Krig har gjort for at belure Statsforbrydere." Ubaldo philosopherer i Fængslet over Edderkoppen og udvikler i en Monolog den dybe Tanke: "Mennesket kan lære endog af ethvert Dyr, men ikke lære Dyret Noget, som det kunde have Nytte af." Han bliver afbrudt ved at hans Kone og Datter bringe ham Underretning om, at "Svigersønnen giver et Vink, og alle Sværd blinke til Værn for hans Bryst." Han bliver forfærdet og kalder, efter at han har faaet god Grund til at sige: "Hvad gavner min Kiv med disse Qvinder?", paa Vagten, for at advare om Faren; men i samme Øieblik kommer Greven. "Der er Oprør i Leiren!" tilraaber han ham, men Greven underretter ham om, "at han, som en stor Mand, der ikke i en saadan Stilling behøver Paamindelser om, at han skylder Staten et Offer," har at lade sit Liv, men "kan selv vælge sin Dødsmaade." Kone og Datter raabe: "Vi omfavne Dine Knæe, Dit Hjerte!" men Ubaldo vil gjøre sin "Pligt" og døe. Han vil tømme et Glas med Gift, som Greven rækker ham, [sideskift][side 337]da styrter Kongen frem, raaber "Holdt!" og angrer. Men i dette Øieblik staaer Oprøret ved Fængslet, Greven "gaaer og slaaer den knyttede Næve med indædt Harme mod Panden;" han bliver strax slaaet ihjel udenfor. Oprørerne trænge ind og hylde "Kong Ubaldo!" Dronningen kommer "dødbleg med flagrende Haar" og vil døe med Alfonso. Ubaldo vil ikke være Konge; men han seer, at "Vanvid har betaget Folket." Soldaterne ville bære ham ud og krone ham; for ikke at faae "trykket en gloende Krone paa sit Hoved", vælger han den eneste Udvei: "han griber hurtigt et Sværd og styrter sig deri." Han døer, men Kongen har givet ham Haanden paa, at "han vil gjøre sit Folk og sin Gemalinde lykkelige," hvorfor han "smiler i Døden" og de Efterlevende alle, efter Omstændighederne, føle sig lykkelige "som hans Børn." Saaledes vare, i Handling og Charakteer, i Aand og Ord, i Følelsesudtryk og Pathos, de Sørgespil, som Directionen udsøgte til med Oehlenschlägers storartet poetiske Værker at danne den danske Scenes tragiske Repertoire. Ryges mægtige Skikkelse, Varme og Kraft gave Hovedrollen en imposant Virkning; han vandt et glimrende Bifald og vakte Kjenderens store Beundring ved den høie Værdighed og dybe Følelse, han lagde i Forfatterens trivielle Udgydelser. Men — Ryge var ogsaa den Eneste, der behagede; de andre Hovedroller vare saa modbydeligt og paafaldende fortegnede, at de Spillendes store Flid ikke kunde forsone Tilskuerne med dem, og det kotzebueske Effectjagerie forfeilede derved sin Virkning, saameget mere da det ikke her blev understøttet af nogen særdeles scenisk Pragt. Stykket opnaaede kun 4 Forestillinger. — Et andet meget uheldigt Forsøg i Tragedien gjordes med Cumberlands "Munken fra Carmel". [sideskift][side 338]Rahbek troede nu den beleilige Tid kommen til at give denne Oversættelse, med hvis Tilbagetagelse han havde straffet Ahlefeldt for 20 Aar siden; men han bedrog sig. De ikke saa skjønne og ædle Partier kunde ikke give dette Værk Indgang hos Tilskuere, som i Oehlenschlägers Tragedier havde seet herlige poetiske Charakterer udvikle sig i store theatralske Situationer, og desuden vare blevne forvænte ved den kotzebueske Knaldeffect. Vel vandt Ryge, som Grev Valori, levende Bifald ved Vælde og Energie, ligesom ogsaa Mad. Rosing, der af hans Spil ret følte sig henrevet til den sjælfulde Pathos, som i Tragedien paa det Inderligste forenede sig med hendes mageløse Naturlighed, mesterligt udførte Maria; men alligevel fandt Publikum det Hele saa monotont og kjedsommeligt, at man allerede efter anden Forestilling opgav at give det oftere. — Det sidstfremkomne dramatiske Originalarbeide af Rahbek: "Forføreren", et borgerligt Sørgespil i fem Acter, som i mange Aar havde henligget færdigt, men først nu bragtes paa Scenen, gjorde ikke bedre Virkning. Dette Stykke fremtræder, baade i Plan, Charakterer og Tendents, meget iøiefaldende som undfanget ved "den", som Molbech siger. "aldrig af Rahbek forladte Grund-Idee: at Theatret skulde være et umiddelbart moralsk Institut, og at Skuespillets første og egenlige Bestemmelse ikke var at more, eller tilfredsstille den hos alle cultiverede Nationer almindelige Drift til at finde Forlystelse i sceniske Fremstillinger; men at fremme menneskelige, borgerlige og huuslige Dyder, og afskrække fra Laster, ved at lade begge fremtræde og virke igjennem dramatiske Charakterer og Situationer." Forfatterens Iver for at lægge megen Styrke i den moralske Virkning havde vistnok, i Forening med den ham egne [sideskift][side 339]Stræben efter at give Udtrykket af Kjærlighed og Venskab Hjertelighed ved et ret jævnt og hverdagsligt Sprog, i saa høi Grad hemmet en livfuld og theatralsk Udvikling af Stoffet, at Fremstillingen ikke kunde vække nogen betydelig Interesse hos Publikum; men alligevel havde Stykket, som den Baggesenske Kritik affeiede med et haanende Epigram, fortjent en langt mere agtelsesfuld Opmærksomhed, end der ved de tre Opførelser vistes det. Udbreder end den søgte Naturlighed en temmelig tør og kjedsommelig Tone over de mange Scener, som skulle motivere eller forbinde Handlingens store Situationer, da ere disse derimod næsten alle virkelig interessante ved baade at være heldigt valgte og godt udførte; et Par Hovedscener fremlokke saa fortræffeligt de Optrædendes psychologiske Personlighed, at de i et livligere Stykke vilde blive af megen Effect; Forføreren, en livfuld, aandrig og kjæk Verdensmand, er skildret med Fiinhed; og Sproget har, selv hvor Dialogens Indhold trætter ved Trivialitet, en Flydenhed, Elegance og Reenhed, der, især paa en Tid, da det ellers i dramatiske Arbeider behandledes saa raat og smagløst som hverken for eller siden, burde, i det mindste hos Kritiken, have fundet levende Anerkjendelse. Hvad der ikke lidet bidrog til Stykkets kolde Modtagelse var Slutningen. Publikum, som i de fire Acter ikke havde følt sig henrevet til stærkt Bifald for de smukke Steder, fordi de dykkede op af en Mængde Almindeligt eller Uinteressant, fandt sig meget utilfreds ved at skulle ligefrem martres med Forførerens piinlige og meget lange Dødsscene. Til størst Uheld for Stykkets Virkning var imidlertid, at Rahbek, som sædvanligt, havde ved Besætningen fornemmelig taget personlige Hensyn. Frydendahl vilde have været ypperlig i ForFor-førerens [sideskift][side 340]førerens Rolle, og Rahbeks Meddirecteurer havde ivrigt tilraadet at give ham den; han havde imidlertid ikke, i sin egen Interesse, hverken kunnet overvinde sin, af Hegers Uvillie kraftigt understøttede, Fordom imod den store Kunstner, eller den Beundring, som Venskab havde indgivet ham for Foersoms Spil, der dog væsenlig kun var lidet forskjellige Udgaver af hans interessante Individualist. Foersom, der særdeles tækkeligt kunde give en Elsker, hvad enten han skulde være lidenskabelig, phantastisk eller sindig, søgte forgjæves at iføre sig en Charakteer: han kunde med al sin Flid ikke komme til Forførerens lette, sikkre og elegante Tone og Holdning, medens Liebe, der, ogsaa af personlig Forkjærlighed, var bleven tildeelt Lieutenant Selbing, som vilde have været i særdeles gode Hænder hos Foersom, forvendte den faste, rolige Elsker til en i Diction og Gesticulation meget maniereret Raisonneur. En interessant og meget vigtig Rolle: den gamle Oberst, som reiser omkring for at træffe Forføreren og hævne den Skjændsel og Jammer, han har bragt over hans Huus, var endnu slettere besat. Allerede Haack vilde have været en dygtig Fremstiller af den, og nu havde man endydermere i Ryge faaet en Kunstner, om hvem man kunde vide med Vished, at han vilde give den uovertræffeligt. Men Lindgreen, der, som mange udmærkede Skuespillere, havde den Svaghed at tiltroe sig størst Dygtighed til Roller, der laae ganske udenfor hans Evne, vilde gjerne vise sig i "det Ædle." Da Rahbeks Venskab tillagde ham stor Fortjeneste ogsaa den, erholdt han Rollen, som, fordi hans Udvortes, Holdning, Stemme og hele Væsen vare stik imod den, fik et parodisk Præg, der meget skadede Virkningen af en fortræffelig Scene i fjerde Act og endog vakte Latter under [sideskift][side 341]den i sig selv vanskelige Slutning. Endelig var den fjerde af de syv betydelige Roller, den letsindige og godtroende, men i Grunden kjærlige Ægtemand, som vilde have ligget godt for Foersom, meget uheldigt anbragt hos Clausen, da Publikum altid ventede i ham at sinde et Stykkes Intriguant, Galning eller mauvais sujet. Personalets Indsigtsfulde vare enige om, at havde dette i flere Henseender interessante Arbeide end ikke gjort stor Lykke, vilde det dog have fundet en langt bedre Modtagelse, dersom Forfatteren ikke selv ved Besætningen havde fordømt det til at blive kjedsommeligt. — "Hugo von Rheinberg" var det første dramatiske Værk, hvori Oehlenschläger lod sig lokke ind paa Døgnsmagens Afveie. Om han end ikke i sine tidligere Tragedier, navnlig "Axel og Valborg", ganske havde kunnet holde sig fri for den tydske Romantiks dengang stærke Tilbøielighed til at opfinde Tilfældigheder, der skulde gives dyb Betydning som Ahnelser og Varsler, var han dog i dem gaaet ud fra en i Stoffet funden Idee, og havde med sin mægtige Phantasie udviklet denne i herligt tænkte og poetisk skildrede Forhold og Charakterer. Al hans Tanke havde under Udarbeidelsen været i det valgte Æmne, som stod klart og levende for ham, og hans Digten var udgaaet fra Begeistring for at give det Aabenbarelse i dets fulde Indhold og med kunstnerisk Sandhed; Effecten var ikke bleven søgt ved Jagen efter Theatercoups eller Beregning paa det Eiendommelige i enkelte yndede Skuespilleres Talent, men havde, igjennem de Charakterer og Situationer, som hans Opfatning af Æmnet gav ham, naturligt, og just derfor ædelt og gribende, udbredt sig over det hele Værk. I "Hugo von Rheinberg" var det anderledes. Han havde aabenbart fornemmelig samlet sit [sideskift][side 342]Stof fra Skuespillernes Evner og de gængse sceniske Effectmidler, for deraf at sammensætte sig et Æmne, der, mærkeligt nok, tvertimod hans ellers, i Lære som i Værker, udtalte strenge Begreb om Digterens Forpligtelse til at virke i Humanitetens og Sædelighedens Aand, havde sin Kjærne i en gift Mands Leflen med en gift Kone og var rigeligen udstyret med løst sammenkastede Effectscener, Handlingen ikke paavirkende Episoder, Varsler og Knaldreplikker. Vistnok var der ogsaa skjønne poetiske Partier i dette fortrukne Ridderbillede, ja endog mange; Oehlenschlägers Genie kunde ikke ganske fornegte sig: selv det Stødende i Forholdet imellem Hugo og Bertha havde i flere Momenter, ved Udtrykkets Skjønhed, et ægte poetisk Præg. Men i Værkets Heelhed savnedes den Aandseenhed, Majestæt og ædle kunstneriske Naturlighed, hvorved hans tidligere Tragedier havde henrevet endog dem, som ikke kunde opfatte alle deres Skjønheder. "Hugo von Rheinberg" var et kotzebuesk Anlæg, udført med oehlenschlägersk Digterkraft. Det laae imidlertid ikke i Digteren Oehlenschlägers Natur, som i Fabrikanten Kotzebues, fortrinsviis at studere de udigteriske Midler til kløgtig og sikker Anvendelse; han fandt sig høiligen skuffet i Forventningen om, at Sammenbringelsen af saamange Effecter maatte gjøre stor Effect. Til en glimrende Udførelse gjorde han især Regning paa Ryge; det var endogsaa hans Overbeviisning om, at "vi i dette herlige Talent havde faaet en prægtig ridderlig Elsker," som havde tilskyndet ham, "at digte Noget, hvori han kunde optræde erotisk." Men Oehlenschläger saae den dramatiske Fremstilling med en meget almindelig Comediegængers Øine; en stærkt beklappet Skuespiller kunde næsten altid være vis paa hans Tilfredshed, endog i Roller, der [sideskift][side 343]laae udenfor hans Evne, og han lod sig undertiden saaledes indtage af et eller ander udmærket Requisit til en Fremstilling, at han oversaae det Forfeilede i dens Totalitet. Han havde ikke, som Holstein, allerede af Ryges Tyran kunnet opdage, at han aldrig blev Elsker, og overraskedes derfor meget ubehageligt ved at Sværmeriet for Bertha var ham aldeles uklædeligt, ja endog paa enkelte Steder fik et saa stærkt Anstrøg af parodisk Affectation, at det skadede den mesterlige Udførelse af Rollens heroiske Deel. Udførelsen virkede i det Hele, uagtet den tilsigtede stærke Theatereffect, ingenlunde slaaende; der var intet Nyt eller Udmærket deri. Bertha, som, næst Hugo, skulde frembringe Bravour, var Tilskuerne til Forargelse ved hendes forbryderske Kjærlighed; de fandt ogsaa Fremstillerinden, Jfr. Astrup, hvis ringe kunstneriske Evne desuden svækkedes ved den hende uvante versificerede Dialog, ikke blot altfor meget den Gamle, men ogsaa for gammel. Af de mindre Roller, hvis Mængde allerede gjorde en god Udførelse vanskelig, var der ingen, som i høi Grad tiltalte Publikum, hvorimod flere bleve spillede meget maadeligt. Det stærkeste Bifald fremkaldtes ved et Par af Kunzen fortræffeligt componerede Romancer. Mængden fandt i denne Tragedie kun et Theaterstykke, der, som en Nyhed af den yndede Art, kunde sees een Gang med Interesse; hos de Kunstforstandige vaktes sørgelige Ahnelser ved et saa slaaende Beviis paa, at den store Digter ikke selv viste sit Genie den skyldige Ærefrygt, men kunde fristes til at ville tilvende sig Hobens Bifald ved falsk Glimmer; efter i 14 Aar at have opnaaet 15 Forestillinger maatte "Hugo von Rheinberg", uagtet de mange herlige poetiske Partier, tilligemed Periodens andre ridderlige Spektakelstykker, henhen-lægges [sideskift][side 344]lægges, for neppe nogensinde igjen at komme paa Scenen. — Comediens Nyheder stode endog langt under Tragediens. Med to ubetydelige kotzebueske Eenactsstykker —: "Landstedet ved Kongeveien," en maadelig Omskrivning af "Skuespilleren imod sin Villie," og det lascive "Skriftemaalet,"— vare de fem, "Hollænderne," en først af en fransk og derpaa af en tydsk Bearbeider efter en italiensk Original af Goldoni sammenkludret Comedie i fem Acter, der i den danske Oversættelse endvidere havde modtaget Forandringer af Rahbek, blev ved det Flaue og reent Individuelle i de Naragtigheder, der plumpt vare paaklinede Personerne, endog for Mængden saa triviel og trættende, at den kun oplevede en eneste Forestilling. Af de to andre Comedier, som vare Originaler, vandt Guldbergs "Vennen paa Reisen," i een Act, meget Bifald ved et Par moersomme Scener, enkelte ægte danske Vittigheder og en i det Hele særdeles smuk og naturlig Dialog; hvorimod B. Bangs Femactslystspil: "Uglspil eller Fastelavns Mandag," i et saadant Overmaal var "en", som Baggesen siger, "til alle den danske Thalias ægte Venners sande Græmmelse opført Hoben Fjælebods-Spilopper," at selv Fastelavns-Parterret fandt det altfor raat og væmmeligt. En Muser og Gratier i saa høi Grad flammende gemeen Lystighed er aldrig, hverken før eller siden, seet paa den danske Skueplads. Handlingen var et Sammenjask af Scener, der ikke havde noget andet opdageligt Motiv, end Forfatterens convulsive Anstrengelse for at kildre Hoben til Griin; de grimasserede Menneskelignelser — thi Charakterer kunde der aldeles ikke være Tale om, — bare alle Præget af den yderste Plathed; og Dialogen bestod i idelige Forsøg paa at tilveiebringe vidløst Skjemt ved Pøbeludtryk. Moerskabens egenlige Fond var [sideskift][side 345]lagt i lutter Udvendigheder, som kaade Optøier, Bajasserier. Haandgribeligheder, Bambocciader og, fornemmeligen, alt muligt Fastelavnscommers. Og med disse Løier, som Forfatteren kunde gjøre ved blot at nedskrive Noter, hvorefter de skulde leveres af de Spillende eller for Theatrets Regning, var endydermere ruttet saaledes, at Directionen blev nødt til, for Bekostningens Skyld, at forlange dem betydeligt reducerede inden Stykket kunde bringes til Opførelse. Det charakteriserer ei alene dette i det borgerlige Liv foregaaende Lystspil, men ogsaa dem, som havde antaget det, meget træffende, at da Regisseuren, efter at have forfattet Regien, var bleven saa forskrækket over den Masse Materialier, der skulde til, at han "ansaae det for Pligt, at gjøre Directionen opmærksom paa, at de store Ridderstykker Hussiterne og Johanna Montfaucon ikke tilsammen havde fornødiget Anskaffelsen af saa mangfoldige Sager, af hvilke de fleste vilde blive Theatret kostbare, saasom de ved enhver Forestilling skulde ødelægges," fandt Directionen sig foranlediget til at tage denne oversete vigtige Omstændighed ved Stykket under en særlig Overveielse, som endte med, at der den 30te December blev tilskrevet Forfatteren, at "eftersom Bekostningen med en saa uhyre Mængde Statister, at 4/5 hver Gang maatte leies, og Requisiter af Fastelavnsboller, som spises, og Tallerkener, som slaaes itu, vilde blive saa stor, at den kom til at overstige hvad Stykket rimeligviis maatte antages at kunne holde Theatret skadeløst for, " saa blev det nødvendigt, heri at gjøre et betydeligt Afslag. Endskjøndt Stykket derved, som Forfatteren beklagede sig over, "tabte meget af sin Effect", blev denne dog ved første Forestilling endog af Galleriet funden vel drøi, og hvor voldsomt der [sideskift][side 346]end i Begyndelsen var skoggerleet og klappet af de kaade og smagløse Narrestreger, trættede deres Uafladelighed tilsidst saaledes, at Dækket gik ned under stærk Hyssen. Stykket var blevet antaget af begge Censorer, hvorfor Holstein først kom til at kjende det ved Deliberationen om de mange Requisiter, hans naturlige gode Smag stødtes da strax over dets mageløse Plathed, og han foreslog, at man skulde betale Forfatteren 400 Rdlr., imod at det ikke blev givet; men hans Meddirecteurer lode sig mærke med, at det vilde være dem meget ubehageligt, om et af dem antaget Stykke, som det var befalet de Rollehavende at være færdige med til en bestemt Tid, paa en saa bekostelig Maade blev kjendt uværdigt til Opførelse. Han lod det nu gaae dets Gang, men fandt sig ved Prøverne saa bestyrket i sin Forvisning om den altfor grelle Virkning, at han idelig bad de Spillende, for alting at tage lempeligt paa det, som allerede i sig selv var meget for stærkt. Under Opførelsen sad han ved Siden af Warnstedt, der i Septbr. 1811 havde fra den Direction", hvoraf Rahbek nu var Medlem, med et Brev, i hvilket den udtalte "sin Høiagtelse for den Mand, under hvis Administration Skuepladsen blomstrede", faaet tilsendt en Fribillet til Hof-Parkettet. Da Mishaget efter Dækkets Fald var stærkest, vilde Rahbek, som havde staaet længere tilbage, gaae ud af Parkettet og kom derved forbi Warnstedt, som, idet de hilsede Hinanden, spøgende bemærkede: "Publikum er lidt vanskeligt." "Ja, Deres Excellence." sagde Rahbek noget but, "vi har ikke mere vore store Prammer og Heiberger fra Deres Tid." "Nei det har De virkelig Ret i," svarede Warnstedt i sin artige Tone; "men jeg mærker da ogsaa, at man heller ikke mere gjør saa store Fordringer, som i min Tid, [sideskift][side 347]hverken til Andre eller til sig selv." "Nei, det har virkelig De Ret i, Deres Excellence!" udbrød Holstein i sin heftige Ærgrelse; "men jeg maa med Undseelse tilstaae, at dette Gods dog er under de allerlaveste Fordringer, der bør gjøres i Hs. Maj.'s Theater, og jeg skal være Mand for at vi ikke faaer den Skandale anden Gang." Han kom dog til at tillade den, thi da der ikke var blevet pebet forlangte Bang sin Forfatteraften. Imidlertid satte Holstein igjennem, at han, undtagelsesviis, skulde i Stykkets anden og, hvorledes Optagelsen end blev, sidste Forestilling have Beneficen, som, imod Forventning, gik nogenlunde taalelig af, tildeels fordi det var bekjendt, at Stykket ikke mere vilde blive givet, men især fordi Mad. Spindler, der ved sit henrivende skjelmste Lune og personlig Ynde forvandlede Mimis affecteerte Munterhed til indtagende naturlig og elskværdig Livlighed, aabnede Opførelsen med en særdeles varmt og hjerteligt fremsagt Prolog.

Af Syngespillets fem Nyheder stode de tre ikke i kunstnerisk Betydenhed synderligt over Skuespillets. "Spillesygen," et maadeligt Eenactsstykke med en kun lidet interessant Musik af Soulié, opnaaede kun to Forestillinger. Med "Hytten i Schwarzwald, " i tre Acter, "bearbeidet efter det Franske," drev man det, uagtet den flaue og kjedsommelige Text, til fem. Musiken, den eneste dramatiske Composition af Oboist i Capellet Carl Braun, havde enkelte smukke Steder og vidnede om megen technisk Dygtighed, men vrimlede af Reminiscentser og manglede i de combinerede Numere, især Finalerne, Livlighed og Farve. Hvad der i Fremstillingen vakte nogen særdeles Interesse, var alene den overraskende smukke Sangudførelse af to Begyndere: Giovanni Battista Cetti og Sophie Holm. [sideskift][side 348]Han, der, som Elev i "Den dramatiske Skole," kun nu og da havde vundet en Smule Bifald, naar der i de Smaaroller, hvilke Nødvendigheden bragte ham i Hænderne, var en Vise, fik, som Otto, Leilighed til at gjøre sig meget fordeelagtigt bemærket ved en behagelig Stemme og den Blødhed og Glathed, hvormed han, i et smukt Foredrag, sløifede Tonerne. Hun forenede med et deiligt Ydre og en god Talestemme, en udmærket skjøn, blod og tillige fuldtonende Sopran, der, under Kunzens omhyggelige Veiledning, havde faaet en saadan Uddannelse, at hun med Sikkerhed og Lethed sang endogsaa Bravourpartier. Hendes Debut i "Min Bedstemoder" havde, uagtet hun i Begyndelsen følte sig særdeles forlegen paa Scenen, været meget heldig; i "Hytten i Schwarzwald" vandt hun, da hun baade lod sin herlige Stemme virke med den fulde Kraft og bevægede sig friere, et saa levende Bifald, at der strax blev tildeelt hende det ene store Partie efter det andet, saa at hun, da hun tillige ved stor Flid hurtigt tilegnede sig Anstand og en smuk Holdning, allerede ved Saisonnens Slutning havde et betydeligt Repertoire, blev anseet som første Sangerinde og gav Haab om at Tabet af Jfr. Funck snart vilde være erstattet. — "Crispins Forvandlinger" var Hauteroches for 24 Aar siden henlagte Farce "Crispin Lakei og Doctor," som N. T. Bruun havde omkalfatret til et Treacts-Syngestykke og selv besørget en Musik til, ved fra forskjellige berømte Componisters Arbeider at samle Numere, som hvert for sig var meget smukt, men tildeels vare upassende til den Anvendelse, han havde gjort af dem, og tillige saa bemærkeligt lode savne een Aand og een Stiil, at det endog var den umusikalske Deel af Publikum paafaldende. Hvor meget der end, ved Narrestreger og Plathed [sideskift][side 349]i Dialog, Vers og Situationer, var lagt an paa at frempine en ret burlesk Virkning, vandt dette Miskmask kun lidet Bifald, men kom derimod til at afgive et stort Exempel paa hvad det var, der af denne Direction blev betragtet som saa gavnligt og hædrende for den danske Skueplads, at det fortrinsviis burde ydes Erkjendelse og Belønning. Allerede ved Saisonnens Begyndelse havde Directionen hædret Bruun, "som Forfatter af Syngestykket Markedsdagen", — for hvilket der for 3 Aar siden, uagtet det ikke blev opført, fordi Hauch ikke kunde faae nogen Componist til at have med det at gjøre, var blevet forundt ham 400 Rdl.; — med en for Livstid gjældende Fribillet til Hof-Parkettet, "da Directionen", som det hed i det medfølgende Brev, "med en Forfatter, der i saa mange Henseender havde gjort sig fortjent af Skuepladsen, troede sig fuldkommen beføiet til at afvige fra Regelen, efter hvilken en saadan Billet kun tildeeltes dem, af hvem tre Originaler vare opførte." Nu indkom Bruun til Directionen med den skriftlige "Formening, " at Bearbeidelsen "Crispins Forvandlinger" burde, "formedelst den fortræffelige Musik, han havde valgt," betales ham med en Forfatteraften. Og den samme Direction, som tre Maaneder tidligere havde svaret Digteren Oehlenschläger, da han, paa Grund af øieblikkelig Pengeforlegenhed, ansøgte om at den for "Hugo von Rheinberg," der var under Indstudering, vilde, som den ved Reglementet var bemyndiget til, strax give ham 400 Rdl. istedetfor tredie Forestillingsaften, at "derpaa kunde den ikke indlade sig, fordi den maatte vogte sig for Forskud", den fandt "den fortjente" Bearbeiders "Formening" saa billig, at den, endnu førend man havde seet hvad Publikum vilde synes om "den fortræffelige Musik" [sideskift][side 350]naar den var klinet paa en allerede forslidt og nu forhutlet Text, indgik med en saa særdeles anbefalende allerunderdanigst Forestilling, at der, "med Hensyn til den Skuepladsen gavnlige Virksomhed, hvilken Bruun utrættelig viser," tilstodes ham for hans Bearbeidelse den Forestilling, med hvilken "originale Forfattere honoreres for et Stykke, som fylder en Forestilling." — En Mængden saavelsom smagfulde Musikyndere langt glædeligere Nyhed var "Kjærlighedsintriguen i Vinduerne," et lille meget originalt og moersomt Stykke med en livlig og særdeles behagelig Composition af Isouard. Udførelsen var høist ypperlig: Frydendahls kostelige Fremstilling af den gamle snu og lystige Officeer var et nyt fortræffeligt Billede i hans store Gallerie af Militaire; Mad. Liebe gav ligesaa smagfuldt som grundcomisk en gammel Frøken de la Girondiere; Kruse spillede en forelsket Betrækpapirfabrikant Satinet med meget original Pudsighed; Rind havde af Portneren Loquinet skabt en af de eventyrlig løierlige Figurer, som han fremfor nogen dansk Skuespiller var uudtømmelig i at opfinde og, naar han ikke lod sig forlede til Overdrivelse, vidste at give Sandhed i endog de mindste Træk; endelig sang og spillede C. Bruun, som Rideknægten Lorange, med en henrivende Vivacitet og Friskhed. Dette Stykke gjorde megen Lykke og vilde, saaledes udført, længe have holdt sig paa Repertoiret, dersom Vanskeligheden ved Decorationens Opstilling ikke havde hindret dets jævnlige Gang. — Medens de nævnte Nyheder enten strax gik under, eller, fordi de vare letopførlige eller beqvemme til Nødstykker, holdtes paa Scenen i nogle Aar og da stededes til evig Hvile, saa at alene de ældste Theaterbesøgere kunne erindre deres Opførelse, fremkom i Saisonnens allersidste Dage dog een [sideskift][side 351]Nyhed, som ikke blot dengang modtoges med stor Enthusiasme, men endnu er et af Publikums Yndlingsstykker og altid vil blive regnet til de herligste Kunstværker i det danske Theaters Syngespil-Repertoire. Af de mange Feil, som Baggesen fandt i "Røverborgen, " ere selv de virkelige ikke af væsenlig Indflydelse paa den theatralske Virkning, hvorimod de mange interessante musikalske Situationer, der vexle i stor og smuk Forskjellighed, den heldige Fordeling af Syngenumerne, det ypperlige Valg af rhythmiske Former, Handlingens Livlighed og den romantiske Tone, som hviler over og sammensmelter det Hele, hvor løst end Planen er trukken ud af Heynes Roman "Adelheid und Aimar", ere saa fortræffelige Egenskaber hos et Syngespil, at Stykket afgiver en særdeles god Opgave for Tonedigteren. Med Hensyn til den Componist, som den var bestemt for, maatte Texten endogsaa kaldes ypperlig, da den var meget rig paa Motiver til Udvikling af netop de Ideer og Følelser, som vare hans Genies meest eiendommelige, hvorfor dette ogsaa aabenbarede sig saa charakteristisk og fyldigt i denne hans første Composition, at den strax maatte erkjendes for et i alle Enkeltheder og dels Hele med stor kunstnerisk Kraft udført Mesterværk. Friedrieh Daniel Rudolph Kuhlau, født i Uelsen i det Hannoverske, kommen til Kjøbenhavn i 1810, for at undflye den franske Conscription, og 27 Aar gammel da han componerede "Røverborgen," var ei alene en under Musikdirecteur C. F. Schwencke i Hamborg uddannet grundig Musiklærd, men stod tillige, som fortræffelig Fløitenist i det kgl. Capel og udmærket Pianist, i hvilken Egenskab han var udnævnt til kgl. Kammermusikus, i stor Anseelse for Virtuositet og den sjeldne Kundskab om alle Instrumenters Behandling [sideskift][side 352]og Effect, hvilken han havde erhvervet sig ved stadig Tjeneste i Orchestret. Allerede i sin tidligste Barndom havde han viist ualmindelige musikalske Anlæg; som en fattig Dreng, der maatte søge Brødet ved at gaae om og synge i Brunsvigs Gader, vilde det dog neppe være lykkedes ham at faae sin brændende Begjærlighed efter høiere Musikunderviisning tilfredsstillet, dersom han ikke, ved en mørk Vinteraften at falde paa Gaden med en Flaske, hvori han skulde hente Vand, havde mistet det ene Øie. Denne Ulykke blev ikke sildigere til Vanziir for det skjøntformede, ædle og forstandige Ansigt, hvis ene store, lyseblaa Øie klart og bestemt udtrykte varm Følelse, oprigtig Venlighed og mandig Selvstændighed, og han selv ansaae den som et uventet stort Held, da den baade foranledigede hans Forældre til paa alle mulige Maader at virke for, at han engang kunde finde sit Udkomme som Musikdyrker, og tilvendte ham et Par dygtige Musikkyndiges virksomme Deeltagelse. Ved denne erhvervede han sig ikke blot med megen Lethed betydelig Færdighed i at spille forskjellige Instrumenter, men tilegnede sig ogsaa med et overordenligt Nemme Musikens Theorie saaledes, at Schwencke sagde om ham: "han er grundmusikalsk baade i Følelse og i Forstand." Hans hele Væsen gik virkelig op i Musik; allerede i den ranke, velproportionerede Mands Ydre, hans lette, men dog faste Gang, raske Bevægelser og ædelt ligefremme Holdning i enhversomhelst Omgivelse var der et Slags naturlig Rhythmus, som lod mærke, at han var paa det Rene med hvad der var hans Kaldelse, i fuldstændig Besiddelse af alle Evner til at fyldestgjøre den og den hengiven af sin hele Sjæl. Med sin lyse, sunde Forstand begreb han let ogsaa Gjenstande, som laae [sideskift][side 353]udenfor hans Fag, men talte ikke gjerne om dem og førte dem aldrig paa Bane. Løsrev han sig fra sin kunstneriske Virksomhed, da var det for at søge til Naturen, hvori han, som han sagde, "tog Bad, for at pirre de musikalske Nerver," eller til Læsning af de bedste tydske og danske Digtere, der henreve ham baade ved Versformernes Skjønhed og fordi Situationer, Følelser, Lidenskaber og Alt, hvad der var poetisk skjønt skildret, for ham fremstillede sig musikalsk, saa at han, som han forsikkrede, altid deraf opfattede melodiske Motiver, hvilke han dog kun da klarede sig, udviklede og nedskrev naar de i høi Grad tiltalte ham selv. Dybest følte han sig greben af det Romantiske, Sværmerske og Ridderlige. Ved skjønne Steder i Wielands "Oberon", eller i Schillers, Oehlenschlägers og Göthes Romancer og lyriske Digte dvælede han gjerne, for i Tankerne at udmale sig dem musikalsk, og det var ikke sjeldent, at han, naar han ikke strax kunde finde en ham tilfredsstillende Melodie til en given upoetisk Text, "enthusiasmerede sig ved at tilbagekalde og levendegjøre sine Følelser ved Gjennemlæsningen af skjønne Digte over et lignende Thema" — "so daß ich eigentlich diese componiere", tilføiede han med munter Latter, som om han gottede sig over derved at have spillet Forfatteren af den matte Text et ret fiffigt Skjelmstykke. Med Instrumentationen var han aldrig i Forlegenhed; "die giebt sich von selbst", sagde han, og man maatte troe det, naar man blev Vidne til den ustandsede Raskhed, hvormed han, aldeles fordybet i sig selv, nedskrev den; han var saa fuldstændig hjemme i Orchestret, at han let fandt ethvert Instrument, som bedst gjorde den Virkning, der stod for hans Tanke og som altid, hvor han ikke bestemt af Phantasie og Følelse fortes til at [sideskift][side 354]anvende et zart Accompagnement, gik ud paa et livligt, effectfuldt, vexlende og brillant Udtryk. "Røverborgen" optoges strax med levende Enthusiasme; ved den første Forestilling kunde allerede efter den herlige, ildfulde Ouverture, Aimars i sin skjønne Melodiøsitet af ridderlig Aand gjennemstrømmede Arie, og den, ved det Følelsesfulde og Charakteristiske i de yndige Melodier, henrivende Duet imellem ham og Camillo Stykkets glimrende Lykke siges at være sikkret; ethvert af disse Numere fremkaldte stort Jubel, og de fleste af de følgende, især Qvintetten og Finalen i anden Act og Camillos Romance i tredie Act, vandt et ualmindeligt begeistret Bifald. Uagtet den for Theaterbesøg ugunstige Aarstid gaves alle tre umiddelbart paa hverandre følgende Forestillinger for et talrigt Publikum og under stigende Applaus. En i det Hele fortræffelig Udførelse bidrog imidlertid meget dertil. Zinck var vel ingenlunde en elskende fransk Ridder, men sang Partiet ypperligt, saavel i de bløde, melodiøse som i de kjække og kraftfulde Satser; Jfr. Holm udmærkede sig i Adelaides Rolle ikke alene i høi Grad som Sangerinde, men overraskede ved sit særdeles skjønne Udseende i Ridderdamens Dragt og den Følelse, hvormed hun fremsagde sine Replikker; Haack gav Malcolm meget originalt, som en høi, mystisk, skyggeagtig Skikkelse, hvis skumle, stille Ondskab var af stor Virkning ved Siden af Mad. Spindlers lidenskabelige Birgitte. Da ingen af Sangerinderne fandtes hverken passende eller tilbøielig til at overtage denne, som de inden Opførelsen sagde, utaalelig hæslige Rolle, havde man i yderste Forlegenhed taget Tilflugt til den geniale Kunstnerinde, og hun, hvem Publikum hidtil kun havde seet i unge ved Gratie og Skjønhed fortryllende Elskerinder, og aldrig hørt synge [sideskift][side 355]andet end en lille Vise, forbausede ved at optræde i Syngespillet og af den gamle Røverhuusholderske, der fordum var en stolt og deilig Ziguenerdronning, at skabe en ved Humor, Energie og phantastisk Vildhed ægte poetisk Skikkelse, der fik slaaende Natursandhed ved en saa inderlig Harmonie i alle Træk, at endogsaa hendes hvinende Sang virkede til den kunstneriske Fuldendelse. Denne Fremstilling, som der aldrig paa det danske Theater var seet Mage til, og hvori hun heller aldrig er bleven naaet, fordi hendes Efterfølgerinder enten ikke have havt de glødende Farver, hendes Genie forlenede hende med, eller ikke vidste al bruge dem med hendes Virtuositet og instinctmæssige Vaersomhed for at overskride Skjønhedslinien, vakte Alles levende Beundring og lønnedes med stormende Bifald. Det meest Udmærkede af det Udmærkede i Fremstillingen var dog Kruses i Spil og Sang henrivende Camillo. Hans mandigtskjønne, maleriske Ydre, med Præget af romantisk Aand, den stille, drømmende Tungsindighed, den i sit simple, ædelt rolige Udtryk varme og dybe Følelse og hans fyldige, kraftigt friske, men derhos bløde og efter det sjælfulde Foredrags fineste Nuaucer bøielige Bas samvirkede til at give denne Rolle en saadan Kunstskjønhed, at han i fuldeste Maade havde Krav paa den store Berømmelse, han vandt for den.

Sophie Clausen, Saisonnens eneste Debutant, foruden Jfr. Holm, var Datter af Regisseuren og bestemt til at blive saakaldet spillende Sangerinde. Hun som til Theatret med særdeles gode Kundskaber, men havde en kun lille, klangløs Syngestemme, et ringe Fremstillingsanlæg og, med et langt Ansigt, en lille stærktbygget Figur og en tung, trippende Gang, et ikke heldigt Ydre for Scenen. Ved [sideskift][side 356]Faderens ivrige Bestræbelser for, paa de talentfulde Begynderinders Bekostning, at skaffe hende idelig Anvendelse, fik hun vel i kort Tid en Mængde baade store og smaa Roller, men hendes utrættelige Flid og forstandige Diction kunde ikke bringe hende til at blive yndet af Publikum; nogle faa Aar efter saae hun sig ligesaa hurtigt trængt ud af Repertoiret, som hun var bleven trængt ind i det. — Olsens Afgang med Pension efterlod intet Savn; thi vel havde han i endeel Roller erhvervet sig et ikke ringe Bifald og blev i nogle faa, navnligen Vielgeschreys i "Den Stundesløse", anseet for uerstattelig, men hans Aands- og Legemskræfter vare saa svækkede, at han i de sidste tre fire Aar jævnlig, endog i Smaaroller, var Ensemblet og sine Medspillende til Skade ved Sløvhed og Usikkerhed. At C. Bruun, der ved hver Fremtræden overøstes med stormende Bifald, aldrig havde hørt en Mishagsyttring og nød den ved et Theater sjeldne Lykke at være afholdt af endog dem, som han stod i Veien, pludseligt forlod Skuepladsen, med 200 Rdlr. Vartpenge i to Aar, var derimod et ligesaa føleligt som høiligen overraskende Tab. Det hed, at den eneste Aarsag var, at han i dybeste Stilhed havde været forelsket i Jfr. Thomsen og efter hendes Forlovelse med Zinck, som han meente at kunne have faaet Fortrin for, dersom han tidsnok havde erklæret sig, følte en uovervindelig Modbydelighed for Theaterlivet, hans Bortgang var især et haardt Stød for "Den dramatiske Skole, " der ved sine Nyheders og Forestillingers tiltagende Maadelighed havde tabt al Betydning med Hensyn til Ensemble og kun lykkede Publikum ved enkelte interessante Rolleudførelser, blandt hvilke hans skaffede størst Tilløb. Sildigere viste han sig kun, af Velvillie for fordums Kammerater, som [sideskift][side 357]ved hans Talent søgte Sikkerhed for stor Indtægt af deres Beneficer, et Par Gange offenligt, og modtog da en saa enthusiastisk Hylding, at han upaatvivlelig vilde være vendt tilbage, hvis han ikke da, som Kostgænger i Bondebyen Lundtofte ved Dyrehaven, allerede saaledes havde vænnet sig til Bondeomgang og Pimperie, at han var ligegyldig for alt Andet og kun "kunde gjøre sine gamle Kunster naar han tog sig ret sammen med en dobbelt Dram." I flere Aar bevarede hans Stemme sin naturlige skjønne Klang, og mange Gange fremkaldte han dyb Veemod hos sine gamle Kunstfæller, naar de paa Besøg hos Venner i Egnen ved et Bud fik ham lokket hen til sig fra Kroen og han, efter ydmyg og undselig ved Døren at have sagt, "at han nok vilde synge lidt for dem, men kunde ikke mere saadan som i forrige Tider", med sine friske, sjælfulde Toner og et ypperligt Foredrag, mere og mere freidig og kjæk gav dem den ene efter den anden af de Viser, hvormed han engang havde sat Publikum i Henrykkelse, indtil han endelig mismodig afbrød med "Ja nu kan jeg ikke godt huske flere i Dag," og da, ydmyg og stilfærdig som han var kommen, tog de Drikkevarer, man bød ham, for igjen at gaae bort, som fra venlige Fremmede, der i ham blot havde villet see en Curiositet. Efter i nogle Aar daglig at have lidt af et heftigt Krampeslag henfaldt han i sine sidste Leveaar til en godmodig, føielig og stille Idiotisme, hvori alle Minder om hans korte eventyrligt skjønne Kunstnerliv gik under. Han døde i Kjøbenhavn, men som han havde forladt og glemt Alle, havde Alle forladt og glemt ham; den engang "guddommelige Carl Bruun" var allerede i Stilhed begravet da Rygtet fortalte, at han var død.

En duelig Decorationsmaler, som Theatret i mange [sideskift][side 358]Aar havde savnet, fik det — dog kun for Architektur, — i denne Saison i Aron Wallich, en mangesidig, dannet Mand og dygtig Kunstner. Han havde grundigt studeret de forskjellige Bygningsperioders Stiil, havde en varm, let Tone, behandlede Luftperspectiven fortræffeligt og lagde, naar han ikke blev altfor meget hemmet af vanskelige sceniske Betingelser, en brillant Virkning i Fremstilling af prægtige Gader og pittoreske Bygninger, men gav ofte Anledning til Besværinger over at han arbeidede med stor Langsomhed.

Med Theaterkritiken havde det i lang Tid seet meget ynkeligt ud. Kun i enkelte udførlige Anmeldelser, som Jens Kragh Høst skrev for sine forskjellige Blade, fandtes en motiveret Dom, der dog ikke i Henseende til Skuespillerne altid var uden Partiskhed; hvad der ellers havde givet sig Navn af Kritik eller endnu anmassede sig at ville gaae derfor, var rask affeiende Yttringer af et Par unge dramaturgiserende Parterristers Godtbefindende og erindrede ideligt om Voltaires: "Intet er lettere, end at tale i Mesterens Tone om det, som man ikke selv duer til at gjøre". Dog havde der aldrig været større Trang til en ved Upartiskhed, Grundighed og Smag indtrængende Luttringskritik, end netop under dette "smagløse og smagsønderknusende bruunske Regimente". Det Kaade og Raa havde saaledes vundet Overhaand, at det syntes at være blevet det Væsenlige ved dramatiske Arbeider. Om en Digter, ærbødig for sin Kunst og sit Genie, holdt sig reen fra Fordærvelsen, fandt hans Værk vistnok Anerkjendelse ved det Skjønnes og Sandes evige Kraft, men han turde ikke være forsikkret paa, med det at gjøre saa stor Lykke, som den, der dristig gik løs paa at pirre Mængdens grove [sideskift][side 359]Sands ved Overdrivelse, Affectation og plump Effect. Formaalet var ikke mere at erhverve et Skuespil de Smagfuldes Beundring ved Originalitet, Sandhed og Fasthed i Charakteerskildringer, dyb hjertelig Følelse og ægte Vittighed; men at tillefle det Hobens Bifaldsskraal med Marionetter, som vare sammenkludrede af de meest yndede kotzebueske Theaterfigurer, med falsk Følsomhed, med overraskende Flauser i Situationer og Theaterspil, og især med den høitansete saakaldte "flydende Dialog", hvori Bruun anpristes for at være Mester, og som bestod i at Forfatteren eller "Bearbeideren" i glatløbende Perioder lagde de dramatiske Personer sine egne ferske Indfald eller trivielle Reflexioner i Munden og overlod til Skuespilleren, hvorledes han bedst kunde faae dem passet ind i Rollens Anlæg. Dette var ikke altid muligt, endog for den dygtigste Kunstner: ofte maatte han falde ud af sin Fremstilling for at debitere disse "Glandsreplikker" eller "glimrende Bortgange", og da de næsten altid indbragte støiende Applaus, blev det omsider ikke sjeldent, at Skuespilleren, i Tillæg til sin Rolle eller Overdrivelse af den, søgte Effect for egen Regning. Saaledes kom enkelte carikerede Steder, i det Alvorlige saavelsom i det Comiske, mere og mere ind i flere af endog de ypperligste Kunstneres Spil. De kunde ikke modstaae Begjærligheden efter stormende Bifald, som fornemmelig ydedes det Stærke og Gjøgleragtige. Af de Udmærkede var det næsten kun Lindgreen og Mad. Clausen, som holdt urokkeligt fast ved skjøn Naturlighed og aldrig henfaldt til Overdrivelse; Frydendahl lod sig undertiden, især naar Bifaldet hidsede hans Lune til Kaadhed, forlede til at streife ind paa Farcens Territorium; Knudsen, og endnu mere Rind, førte enkelte af sine [sideskift][side 360]Roller ganske over paa det. — Da Baggesen, efter sex Aars Fraværelse, i Sommeren 1813 kom tilbage til Kjøbenhavn og fra Saisonnens Begyndelse blev en flittig Theaterbesøger, forbausedes han over hvor stærkt Bajasseriet havde grebet om sig paa Skuepladsen siden han sidst saae den. I Septbr. sad han under Forestillingen af "De to Brødre" i Parkettet ved Siden af Schwarz, og betragtede med stigende Uvillie en Scene, hvori den tidligere som Hans Blok ypperlige Knudsen spillede meget plat og endog drøit haandgribeligt med Mad. Rongsted. Pludselig udbrød han oprørt til Schwarz: "Fy for en Ulykke hvor den geile Skarntyde breder sig! der maa luges, der maa luges! ellers qvæler den os reent det Par kydske Lillier vi har tilbage!" Det er muligt, at han i dette Øieblik undfangede Ideen, at virke dertil ved den Theaterkritik, som han fra December begyndte i Høsts "Dannora". I Førstningen fremkom den anonym, men Sprog og Tanker gjorde strax urvivlsomt, at den kun kunde være af Baggesen. Dog var det ikke blot ved det Eiendommelige deri, at den hævede sig høit over det Almindelige og blev noget Eneste i sit Slags: med den Aandrighed, i Udtryk og i Fremstilling, hvorved han blev kjendelig under alle Skikkelser, forenede han i Theaterkritikerens, som Ingen havde ventet at han vilde eller var dygtig til at paatage sig, saadanne Egenskaber, at det syntes som om just den var hans Genies naturlige, hvori han snart og med Lethed vilde kunne gjøre sig uefterlignelig. Han havde en reen, fiin og sund Smag, Skarpsindighed, et særdeles aabent Blik for Naturen og dens rette Forhold til Kunsten, den, til Bedømmelse af Fremstillingens Rigtighed og sande Værd, for Dramaturgen uundværlige, men sjeldent i Theaterkritik opdagelige Evne [sideskift][side 361]til at udskille Behandlingen fra det Behandlede, Skuespilleren fra Forfatteren, og Dygtighed til i klare og træffende Udtryk ret levende at fremstille det bedømte Værks Væsen i dets fineste Nuancer. Da derhos hans Betragtninger og Domme, hvor aandfulde de end vare, ikke forraadte Hensigt at være det, eller bleve uklare og forvirrede ved indtvungen gold Kunstphilosopheren, men tvertimod udmærkede sig ved almeen Forstaaelighed; og han ypperligt vidste at finde og udhæve hvad der, ved i psychologisk Henseende at være enten usandt, meget træffende eller fiint opfattet, særligt burde belyses for Kunstneren og Publikum, saa vilde hans Kritik have faaet en overordenlig rensende og vækkende Virkning, dersom den ikke tidligt ved Omstændighederne var i Tonen bleven saa bidende og sarkastisk, at den vakte Uvillie, endog hos dem, som erkjendte det Fortræffelige i dens Væsenlige. Bruuns originale Skuespil vare kun smagløse Fuskerier efter fremmede Mønstre, og hans Talent til heldigt at localisere fremmede Arbeider for det danske Theater var forlængesiden aldeles gaaet under i skjødesløs Smøren; han kunde ikke engang mere oversætte et Stykke correct, men maatte ved "fri Behandling" endelig have det overført i sit eget af Trivialitet, Tvetydigheder og Affectation gjennemtrukne Sprog. Platheden var saaledes bleven ham til Natur, at den gik over i Hvadsomhelst han rørte ved. Hos ham var derfor Intet at kritisere, men Alt at fordømme, og at Baggesen gjorde dette i haarde Udtryk vakte hos den indbildske Bruun og det ikke ringe Partie, som han, uagtet sit maliciøse Overmod, havde ved sin Indflydelse staffet sig i Theaterpersonalet, en Indignation, der gav sig Luft i Øgenavne, grove Skjeldsord og gemene Bagvaskelser. At Baggesen skarpt angreb Rahbek, [sideskift][side 362] fordi han, som strengt havde dadlet de tidligere Bestyrelser og saa vel vidst at paapege hvad de havde at gjøre, "for at hindre det danske Nationaltheaters skammelige Undergang i Gjøglerie," nu, da han i Egenskab af Directeur og Censor havde Magt til at modsætte sig Fordærvelsen, ei alene tillod. men ved selv at oversætte slette Stykker, fremmede den, dette fandt Olufsen vel "at Rahbek ærligt fortjente", og selv Pram, ja endog Thaarup, der dog ved den literaire "Jødefeide" var bleven Baggesen meget fjendsk, meente, i deres Krænkelse over at see sig tilsidesatte af Bestyrelsens Smagløshed, at en saa hvas Kritik kunde gjøres nødig; men de Mange, der toge Partie for Rahbek, tildeels kun af samme Grund som for Bruun, søgte at forvanske Baggesens Kritik til en blot Udgydelse af "Ondskab imod en gammel Ven." Den fornemmelig i Personalet levende Harme, der naturligviis syntes de Enkelte betydeligt retfærdigere dersom de tillige saae sig selv dadlede medens deres Kunstfæller bleve roste, yttrede sig imidlertid næsten kun mundlig og paa Theatret eller der, hvor flere Skuespillere havde deres Omgangskreds. som dengang især var, for "de fornemme", "det venskabelige Selskab", og, for "Plebejerne", et Par meget besøgte Viinkjældere; Publikum, der da, som til enhver Tid, fandt, at Theatret aldrig havde været i saa slet Tilstand, morede sig ved at see Directionen irettesat paa en saa vittig Maade: en Uvillie, som væsenlig blot rørte sig i Coulisserne, fandt Baggesen altfor magtesløs til at den kunde bringe ham ud af den Tone, hvori han havde begyndt. Men uheldigviis var det første nye oehlenschlägerske Stykke, som Tilfældet stillede for hans Kritik — "Hugo von Rheinberg" — ogsaa just det første, hvilket saa stærkt og gjennemgaaende [sideskift][side 363]viste, at der hos Digteren var indtraadt en stor "Paa-sig-selv-Uagtpaagivenhed", at en saa skarpsindig og smagfuld Kunstdommer vel maatte føle sig opfordret til dets grundige Drøftelse. At Baggesen foretog denne med yderlig Strenghed og skarpt dadlende fremtrak for Publikum endog de mindst bemærkelige Smaafeil, var vistnok ikke medholdeligt og maatte saare Digteren dybt; men ikke Faa, endog af dem, som vare varmest begeistrede for de tidligere oehlenschlägerske Værker, fandt allerede dengang, hvad Eftertiden har stadfæstet, at Baggesen havde Ret i Hovedsagen; og for dem, som erindrede, hvor ofte Baggesen havde udtalt sig beundrende om Oehlenschlägers Digtning, og med hvilken Glade og Enthusiasme han havde hilset ham

"Som Danmarks Melpomenes største Digter,"

kunde det vel have været at antage, hvad G. H. Olsen, der dog, som Theaterdirecteur, var bleven skarpt snertet af hans kritiske Svøbe, erklærede for sin faste Overbeviisning: at Baggesen netop af Høiagtelse for Oehlenschlägers Genie og Smerte over at see det forsage sig selv og miste sin Reenhed, ved at nedværdige sig til Efterabelse af en tydsk Maneer, følte sig dreven til saa ubarmhjertig at fremtrække og belyse det Falske og Skjødesløse. Dette blev imidlertid saa lidet antaget, at Romantismens Fanatikere, der, ved at ville have Digteren erklæret for guddommelig i Alt, viste, at det ikke var hos dem han maatte vente en rigtig Vurdering af det Meget, hvori han virkelig var det, kun skraalede paa, at Baggesens Kritik i dens Bund og Grund ikke var andet end Misundelsens nedrige Bestræbelse for at berøve Oehlenschläger Digterkronen. Baggesen følte sig dybt krænket ved at blive tiltroet

"Nid og Had og anden Nedrighed;"

[sideskift][side 364]han mødte disse Beskyldninger med at benytte den ham paa den Tid rigeligt givne Leilighed til at afsløre "nye Forsyndelser imod Kunst, Fornuft, Sprog, sund Fornuft, god Smag og hvad Andet, der er Mulighed for at synde æsthetisk imod, " men gjorde det med en saa galdeblandet Vittighed, at det vakte stor Uvillie og omsider paadrog ham en heftig og høist uhyggelig alvorlig Pennefeide, hvori han, imod det Meget, som han personlig tabte derved, kun for sit Genie vandt Erkjendelse af, at det havde Kraft til, uforfærdet, muntert og altid rede til rask at bruge Vittighedens knusende Kølle imod Modstanderne, alene at bestaae en haard og langvarig Kamp med en heel Tylvt unge, aandfulde og hidsige Hoveder. Fra det Øieblik, da det kom til Kiv, var det forbi med Baggesens egenlige dramaturgiske Virksomhed. Imidlertid var de følgende fem Aars heftige Kamp ikke uden indirecte Indflydelse paa Skuepladsen. Baggesen havde Ret, da han sagde:

"Den Sag, for hvilken jeg begyndte Krig
Mod Nuets, Timernes og Dagens,
Var Sprogets, Kunstens, Sædernes og Smagens;"

og Krigen blev derfor ikke, uagtet dens Heftighed og Yderlighed, uden Virkning til Renselse ogsaa i den dramatiske Literatur og Fremstillingsstiil, hvorvel det først nogle Aar efter blev bemærkeligt.

Den tydske Comiker Röpke gjorde megen Lykke ved med Routine, Snurrighed og maadeholdende Caricatur at udføre nogle for hans Personlighed godt liggende Paraderoller og ret charakteristisk at synge Viser med en ikke betydelig eller smuk Stemme; men kunde hverken i Originalitet, Mangfoldighed eller Lune naae Rind. — Med [sideskift][side 365]Undtagelse af Giron, der heldigt gav nogle gamle comiske og alvorlige Roller, og Jfr. Walter, som ved sit indtagende Ydre, en skjøn, men udannet Syngestemme og megen Naturlighed i Spillet vandt overordenligt Bifald og fik Ansættelse ved det kongelige Theater, var Francks Selskab meget maadeligt og skaffede sig kun Tilløb ved et Repertoire af Glandsstykker, som laae langt over dets Evne. Størst Opsigt gjorde det med Henslers to Ridder-Tryllespil "Das Donauweibchen", men kun fordi Jfr. Walter i Hovedrollens forskjellige Skikkelser henrev ved smuk Sang og en særdeles tækkelig Ynde, der stak stærkt af imod den Bombast og hæslige Overdrivelse, som omgave hende. Ved Opførelsen af "Der politische Kannegießer" viste sig, at hvormeget Publikum end paa det kgl. Theater havde faaet af Caricaturen, vilde det dog ikke endnu taale, at den anmassede sig at ville for det være mere moersom end det ægte Comiske. Franck havde troet, at alene Titlen vilde give ham fuldt Huus, og den fik han Ret; men han havde tillige ladet sig forlyde med, at Publikum vilde finde "die Posse", som i hele Tydskland havde gjort stor Lykke og hvori der var mange lystige Viser, meget mere comisk end Holbergs Comedie, og deri tog han mærkeligt feil. Neppe havde Tilskuerne opdaget, at deres gamle Lystspildigters herligt anbragte Situationer og mesterligt udførte Charakterer kun vare brugte som Grundlag for Fjællebodsscener, der overstrømmede af Vittigheder, beregnede paa ret at ryste Pøblens Lunger, førend Alle reiste sig imod Vanhelligelsen med en saadan Indignation, at Directeuren holdt for raadeligt at gjøre offenlig Afbigt inden han gav næste Forestilling. — Det lille franske Selskab gjorde mindre Spræl med sit Repertoire; det gav [sideskift][side 366]kun allerede her sete Smaastykker, men med et ypperligt Ensemble, og havde, foruden ved Durand og Mad. Milen, der vare et fortræffeligt Par Elskende og tillige meget gratiøst gave muntre Roller, for det smagfulde Publikum en stor Tiltrækningskraft i Duparay, som var en selv af Frydendahl beundret Charakteerfremstiller og siden i flere Aar endog spillede paa Théâtre français i Paris med overordenligt Bifald.

Medens det kjøbenhavnske Publikum fandt Leilighed til at more sig ved baade tydsk og fransk Skuespillen, skjænkedes der Provindserne en rigere og ægtere theatralsk Underholdning ved et for første Gang omreisende stort Selskab af dygtige Kunstnere fra det kongelige Theater. Rind, Haack, Eenholm, Liebe, Zinck, Mad. Liebe og Mad. Zinck gave med et Par Medhjælpere i de store Kjøbstæder, som Aalborg, Aarhuus og Odense, nogle af Repertoirets meest yndede Lyst- og Syngespil med et saa stort Bifald og stærkt Tilløb, at de vendte hjem med et meget anseligt Udbytte og fandt sig foranledigede til i 8 Aar at gjøre saadanne Udflugter i ligesaa stor Stiil. Det var først den skadende Oprettelse af nogle stadigt omvankende Provindstrupper, som bevirkede disse smagdannende Sommerforestillingers Fortrængelse af smagødelæggende Godtkjøbsageren.