[side 374]Ved Saisonnens Aabning blev Publikum særdeles behageligt overrasket med at Tilskuerpladsen, der i de sidste Aar havde været i meget forfalden Tilstand, ikke blot var opmalet i Logerne, men igjen havde faaet Harsdorffs i ædel Simpelhed skjønne Decoration, som ved Salens sidste Udbedring havde maattet vige for en smagløs saakaldet brillant Udstaffering; den tidligere Papirsbeklædning, der baade var brandfarlig, revnede da den blev gammel og hurtigt havde faaet et tilrøget Udseende, var borttaget og over den første Etage saaes meget omhyggeligt udførte Medaillons af Holberg, Ewald, Plautus og Sophocles. Men den udpyntede Tilskuerplads, den første Skuespilaften og et nyt Ridderstykke havde ikke kunnet trække fuldt Huus; Publikum havde fundet den forrige Saison saa maadelig, at det nærede kun ringe Forventning om denne, og Abonnementssummen var bleven betydeligt lavere. Directionen maatte tænke paa at faae Tabet oprettet, enten ved Besparelser eller ved et større Antal Forestillinger uden Abonnement. Derved var det paa Nippet at "Den dramatiske [sideskift][side 375]Skole" pludseligt havde ophørt. De kongelige Skuespillere havde altid havt et ondt Øie til Hoftheaterforestillingerne, og det blev meget værre da C. Bruun og Mad. Zinck i nogle af dem gjorde saa stor Lykke, at Billetterne bleve revne bort, medens der ved samme Tid ikke sjeldent i det kongelige Theater stod ledige Bænke. Det var ofte blevet lagt Holstein paa Hjertet, at "Skolens" Prøver og Forestillinger undertiden bragte Forvirring og Forsinkelse i Tjenesten ved det kongelige Theater, hvorimod Directionen ved udelukkende paa dette at anvende de af dens Kræfter, som havde noget kunstnerisk Værd, vilde have lettere ved at besætte Stykker, fremme Indstuderingen og, til Kassens betydelige Fordeel, at sikkre Repertoiret imod hyppige Forandringer. Ryge havde desuden forestillet, at "det var Kunsten depraverende, at en kongelig Bestyrelse gjorde offenlig Brug af den som en Prøveklud, og ander kunde ingen Forestilling, hvori alle Roller vare besatte med Subjecter, der kaldtes Elever og hvoraf de fleste aldrig burde engang have været antagne til Elever, siges at være;" ligesom han ogsaa fremhævede "den skadelige Mishandling og ubehagelige Collision, der maatte blive Følger af Garderobens og Requisiters Brug paa et Sted, som laae udenfor den daglige administrative Circumferents." Holstein, som altid vred og vendte sig meget ved at tage en ansvarsfuld afgjørende Beslutning, havde hidtil snoet sig fra Sagen med: "Ja lad det nu bare gaae een Saison endnu, saa maae vi see hvad der siden kan vare at gjøre;" men nu fandt de kongelige Skuespillere Leiligheden til at faae Ende paa hvad de kaldte "kun lidt Søndagsfjas for Kræmmersvende" altfor god til at den burde forsømmes, og fik Ryge til at gjøre Directionen Forestilling om. "at det, for [sideskift][side 376]at oprette Tabet paa de bortabonnerede Loger, var rettest om den dramatiske Skole blev nedlagt og der paa det kongelige Theater hver Søndag gaves en Forestilling af Sammes Stykker og Personale, hvilket derfor vel maatte tilstaaes et passende Honorar, men som kunde tages af Indtægten, efterat en vis Sum een for alle Gange var stipuleret at være den eventuelle Udgift." Dette vandt Holsteins og Olsens fuldkomne Bifald, og da Rahbek ikke gjorde Indvendinger derimod bleve de fornødne Forberedelser strax trufne. Men ved disse fik Hoftheatrets Personale Nys om hvad der var igjære. Nogle af dets Ubetydeligheder, der havde faaet Løfte paa en Benefice i den kommende Saison, henvendte sig ufortøvet til Holstein med Besværinger og Klager over, at de derved vilde tabe en sikkert forventet Indtægt, som de, med deres ringe Gage, vare høiligen trængende til og hvorpaa to af dem endog havde af Theaterkassen faaet et Forskud, som de ikke kunde vente eftergivet. Holstein nænnede ikke at berøve dem Udsigt til en Indtægt, som han selv havde givet dem Haab om og ikke vidste nogen Maade at skaffe dem Erstatning for. I næste Directionsmøde overraskede han med den Erklæring, at han havde betænkt Vanskeligheden af at skaffe det kongelige Theater saa mange Søndagsforestillinger uden længere Tids Forberedelse, og naar de ikke fandt Sted var der ingen gyldig Grund til at nedlægge Skolen; det lidte Tab maatte man see at oprette ved, saa ofte som muligt, at give Forestillinger uden Abonnement og dertil at skaffe yndede Stykker, hvilket han haabede ikke skulde blive vanskeligt, da man kunde tage Leiligheden naar den faldt og der jo ogsaa vilde hengaae nogen Tid inden den første Forestilling skulde gives. Saaledes undgik "Den dramatiske [sideskift][side 377]Skole" dette Angreb, men der gjordes ikke det mindste for at styrke den til at modstaae et nyt.

Havde Publikum vidst hvilke Nyheder det vilde faae, var Abonnementet blevet endnu slettere. Den eneste, der, ved Kunstværd og theatralsk Virkning, blev en Prydelse for Repertoiret og vandt et fortjent stort og almeent Bifald, var Ingemanns Sørgespil "Masaniello". Om end maaskee den oehlenschlägerske Tragedie var Anledning til at Ingemann optraadte med et til Opførelse bestemt tragisk Drama, da var det ikke ved at den havde været ham et Mønster til Efterligning, men som Vækker til fri og selvstændig Udvikling af et ualmindeligt Talent for tragiskdramatisk Digtning. "Masaniello" gav Forventning om, at den danske Skueplads fra nu af vilde komme til at eie to i Aand og poetisk Charakteer forskjellige tragiske Digtere, som begge med et aabent Blik for Menneskenaturen, levende Phantasie og pathetisk Kraft forenede en sjelden Evne til at behandle deres Stof theatralsk. Planen til "Masaniello" var fortræffeligt lagt, baade i dramatisk og i theatralsk Henseende: den gav herlige Situationer af stigende Interesse og en overraskende storartet Katastrofe, stillede flere i al deres Grundforskjellighed imposante Charakterer i saadanne Forhold til hverandre, at der var rig Leilighed til deres Udvikling, og havde mange allerede ved Begivenhedernes Behandling poetiske Partier. Var Bestræbelsen for at gjøre stærkt Indtryk end i de to sidste Acter noget convulsiv og det i det Hele varme og ædle Sprog enkelte Steder haardt og ucorrect, mærkedes det ikke betydeligt ved Opførelsen, da de fleste Scener, foruden fra Digterens Haand at være ypperligt udførte i det egenlige Charakteristiske, havde en særdeles pittoresk Effect, og Fremstillingen af alle HovedHoved-rollerne [sideskift][side 378]rollerne var mesterlig. Ryges baade physiske og kunstneriske Natur gik saa aldeles op i Digterens Skildring af Masaniello, at denne Rolles Udførelse var en af hans meest glimrende Triumfer. Begeistring, inderlig Kjærlighed til Kone og Børn, dyb Følelse, stille Kummer, ædel Harme, brændende Religiøsitet og vildt opbrusende gigantisk Kraft vexlede i denne mægtige Fremstilling og havde, i deres hyppige Sammensmeltninger ligesom hver for sig, en forbausende Styrke og Klarhed i det mimiske og declamatoriske Udtryk. Hans Vanvid var pathetisk i sin Frygtelighed og den sidste Scene med Erkebiskoppen i og for sig et herligt Kunstværk ved den Forklarelse, der lyste over hans Phantasier og Erindringen om Kone og Børn. Som poetisk Udførelse af en lumsk, snedig, hævngjerrig og hyklersk Munk var Kruses Spil i Genuino et Mesterstykke; den udvortes geistlige Værdighed var mageløst vedligeholdt under det med megen Fiinhed givne fulde Udtryk af den indre Slethed. — Medens Melpomene udbredte en for saa Aar siden ikke ahnet Glands over den danske Skueplads syntes Thalia, ved hvem den var grundlagt, havde faaet Nationalitet, var bleven folkeyndet og havde erhvervet Danmark Berømmelse i Udlandet, ganske at have forladt den. Der blev vel endnu skrevet "Lystspil", men ethvert, som kom frem, var kun et nyt Beviis paa, at den ægte af Comus og Gratierne inspirerede Lystighed var forsvunden, paa, at de, som nu anmassede sig at ville give Publikum Lystighed, ikke selv havde Lystighed, men alene den Frækhed at troe, at de paa den Scene, hvor Holberg, Wiwet, Heiberg og Pram havde vakt Latter, ogsaa kunde gjøre sig moersomme ved flau Skabagtighed, plump Skjemt og raa Caricatur. Comediens originale Nyheder i denne Saison vare to, og [sideskift][side 379]af to Forfattere. Den første — "Bedsteforældrene eller Det snurrige Frierie", Lystspil i to Acter af B. Bang, — var den bedste, og i hvad Aand den var lystig vil alene dens Indhold vise. Det er Cancelliraad Braumanns Guldbryllupsdag, hans Kone har mærket, at deres Datterdatter, Augusta, meget ofte staaer i det aabne Vindue og taler over til Gjenboen, Baron von Aldern, hvilket hun gotter sig ved at drille Pigen med. Cancelliraaden kommer, og ved Erindringen om deres Ungdomsdage faae de Gamle Lyst til at opføre en Skjærehavredands. Under Dandsen træder Baronen ind og spøger med dem, men gaaer snart efter, uden at erklære Hensigten af Besøget. Bedstemoderen, som "vil drille lille Gusta", bilder hende ind, at Baronen er forlovet, hvorfor hun, af Hævnlyst, da han kommer igjen, udgiver sig for ogsaa at være forlovet. Han fortvivler og gaaer, men vender strax igjen tilbage, for at fortælle hende, at han ligeledes er forlovet og derpaa at gjøre hende sin Kjærlighedserklæring, hvilket skeer med saadan Fynd, at han endogsaa giver hende "tusinde Kys". Baronen bliver nu skjult af lille Gusta, da hun hører Bedstefaderen komme, men denne vil netop i det Værelse, hvori Elskeren er, hente nogle Papirer. Gusta veed at snoe sig ud af Forlegenheden: hun fortæller, at hun derinde har en Fugl, som hun vil forære ham og gaaer selv ind efter Papirerne. Bedstefaderen opdager imidlertid igjennem Nøglehullet, at "Gusta leger Tagfat med en stor Karl". Nu vil han blive hjemme og hun er i sin Knibe paa Nippet til at bekjende Alt, da Bedstemoder kommer og er vred, fordi hun har ladet alle hendes Livretter forbrændes. Gusta maa spadsere med hende, Bedstefader aabner Døren, Baronen falder "næsegruus" ind af den, har det vittige Indfald, at "han [sideskift][side 380]kommer for at saae en Skjærehavre og gifte sig med Gusta," og erholder, efter endeel Frem- og Tilbagesnakken, de Gamles Samtykke, hvorved hans "snurrige Frierie" tager en glædelig Ende. Det Kunststykke, at udtvære dette ubetydelige Stof — en blot løselig Sammenriening af nogle trivielle, allerede i Datidens Lystspil forslidte Situationer, — til to Acter var kun gjort ved en Masse mundkaad og charakteerløs Snak, som skulde gjælde for Vittighed, Naivetet og Lune. Imidlertid, i den Grad var Publikum blevet vænnet til det Platte, at dette vandede Dilettantarbeide, ved en fortræffelig Udførelse, især af Mad. Spindler, hvis Genie og personlige Ynde forvandlede den Uforskammethed, hvormed Gusta holder sine kjærlige Bedsteforældre for Nar, til elskværdig Overgivenhed, nød et ikke ringe Bifald, der dog ikke kunde holde det paa Scenen i flere end 5 Forestillinger. I N. T. Bruuns Femacts-Comedie "Betlerpigen" gik dog Smagløsheden endog det fordærvede Parterre altfor vidt. Ogsaa om dette Stykkes Natur er allerede Handlingen nok til at give et godt Begreb, og den er snart fortalt. Capitain Tellner underholder paa sit Gods en heel Narrecolonie, hvis Hovedpersoner ere en erketaabelig Bondedreng, Claus; en rimende Magister, Habakuk; og Skytten Didrik, der aldrig er ædru. Som Grund til denne besynderlige Velgjørenhed anfører han: "Hvad skulde der blive af de arme Dyr, naar jeg lod dem løbe?" Tillige har han taget Mathilde, en "Tiggertøs", der er en giftefærdig Pige, til sig som Pleiedatter, og i en ligeledes vildt omflagrende ung Fyr, William, har han ogsaa en Pleiesøn. Uden Hensigt, Plan eller Følge løbe disse Personer i fire Acter, som bestaaer af 169 trykte Octavsider, om iblandt hverandre, gjøre sig saa behageligt [sideskift][side 381]gale som det er Forfatteren muligt at skabe dem, og udtrykke sig snart med en uovergaaelig Plathed, snart med den meest affecteerte Sentimentalitet. I femte Act bejamre alle disse Daarekistelemmer, at Capitainen er ødelagt, hvilket ikke er forunderligt, da han ikke har ladet det være nok med, som en Nar, at sætte sine Penge til paa Narre, men endydermere overlader Bestyrelsen af sit Gods og sin Formue til en Forvalter, som glemmer Alt for politisk Kandestøberie og astrologiske Undersøgelser. Dog — i Farens Øieblik kommer et Brev, hvori William, Pleiesønnen, pludselig faaer Underretning om, at der er blevet ham testamenteret 200,000 Pjaster, som endogsaa ere ankomne til øieblikkelig Udbetaling, og ved et Silhouette opdager Tellner, at Mathilde er hans Datterdatter. Forfatterens nærmeste Hensigt har aabenbart været at skaffe sig en Triumf ved at bringe Theatrets dygtigste Kunstnere sammen i de Fag, som de allerede havde godtgjort at være Mestere i; men dette er skeet uden mindste Indsigt i Kunstens Væsen eller Bestræbelse for at tilfredsstille sund Fornufts og god Smags Fordringer. Det hele Stykke er skaaret til efter de kotzebueske Comedier, men har alle deres Feil, uden at besidde et eneste af deres, ved velberegnet Sammensætning, rask Gang, blændende Dialog og Theatereffect, efter Mængdens Mening store Fortrin. Charakterer findes der ikke Spor af og de Skikkelser, som skulde gjælde derfor, ere sammenrapsede fra andre Stykker og forbedrede til væmmelige Caricaturer: Claus er saaledes, saavelsom Habakuk, nappet lige ud af "Frias Altar" og dertil overdynget med en Masse forslidte Anekdoter, hvilke blive leverede som Forfatterens nyopfundne vittige Indfald. Den moersomme Dialog ligner gjennemgaaende følgende Replik [sideskift][side 382]af Skytten, der ikke bryder sig om andet end at drikke, men alligevel, til Galleriets Moerskab, maa være forelsket i Mathilde: "Smæk Laasen fra Lædersækken, og lad vor Klynken faae Ende. I Dag er det et Aar siden jeg fik Lugten af hende, og i al den Tid har jeg gaaet og givet mig saa ynkeligt, som en Jagthund i Lænke. Ieg kan sværge paa, at jeg har havt saadan en Kjærlighedsildebrand i Hjertet, at jeg over ti Gange om Dagen har maattet gaae til Kroes for at slukke, — men ligemeget hjalp det." Den rørende Dialog er en Strøm af ægte frostig-lohensteinsk Sentimentalitet; saaledes siger Mathilde: "Hold Du mig smukt Græsset i Ære! det har mangen Nat været min Seng. Græsset er Jordens Kappe, Lærkens Huus, Biens Værksted, Dyrets Frokost, Lammets Leie og Stodderens Sofa!"; Matrosen Tobias, Tellners gamle Tjener, udbryder ikke mindre affecteert: "Lad Døden kun sætte sin Stormstige til min Sjæl; den farer gladelig til Himmels, naar den har oplevet saamegen Glæde! Men indtil vort Logglas er udløbet, indtil vi stryge Flaget og skal resignere vor Post, hurra! saalænge vil vi ingen Kjællingunger være, men freidigt pløie Livets stormende Hav! Ikke sandt, min Capitain? ikke sandt, min William? og Du, søde Mathildebarn? vi skal segle fra Sorgen, kjølhale Lasten, tage Nød og Elendighed under vor Convoi og bringe dem sikkre og i god Behold til Trøstens Havn!" Da Rollerne vare overlæssede med saadanne "Knaldsteder" og "brillante Bortgange", som, efter Theatersproget, gjorde dem "taknemmelige", og de Spillende gjerne vilde af al Magt understøtte Bruun, paa Grund af hans Formaaenhed, havde de Rygter, som inden et Stykkes første Opførelse udspredes fra Theatret blandt Publikum, været Modtagelsen særdeles gunstige. Det [sideskift][side 383]hed, at alle Rollerne vare fortræffelige og de fleste Scener meget interessante. Den første Forestilling gik ogsaa i det Hele over al Forventning heldigt. Alle Rollehavende vare i deres rette Element og udførte derfor deres carikerede Opgaver mesterligt; der blev i Begyndelsen temmelig stærkt applauderet, og selv da Publikums Majoritet begyndte fra tredie Act at finde Moersomheden temmelig plat og Sentimentaliteten altfor utaaleligt affecteert, virkede de svage Mishagsyttringer, der nu og da Hørtes, ingenlunde forstyrrende. Ved Stykkets Slutning lod et ikke ringe Bifald uden betydelig Opposition, og paa Theatret omringede man Bruun med Gratulationer, som han besvarede med at takke de Spillende, fordi de "broderligt og fosterligt havde understøttet en original Digter til saa hæderligt at beseire en skammelig Kabale." Den Modstand, han kaldte Kabale, var imidlertid først nu begyndt og skulde snart faae en Styrke, som hverken han, Directionen eller Personalet ahnede. Stykket gik ikke saa yderligt i Raahed som "Uglspil", det var ikke en saa fræk Anvendelse af alskens optænkeligt Hocuspocus for blot at fremkalde Griin, men havde idetmindste Skikkelse af ogsaa at ville være et dannede Tilskuere fornøieligt Lystspil. Denne Prætension blev imidlertid, da den var saa ynkeligt begrundet og stærkt fremtrædende, netop Aarsagen til, at "Betlerpigen" leed en saa haard Medfart, som der hverken for eller siden er vederfaret noget Stykke paa et dansk Theater. Det var dem, som endnu i Skuespilhuset toge sig altfor grove Forgaaelser imod god Smag nær, klart, at "Uglspil", efter at have indigneret Alle ved sin raa Cynisme, vilde blive henlagt og aldrig finde nogen Efterligning i Tendents; han fik derfor Lov til uantastet at udstille sig anden Gang til [sideskift][side 384]Foragt; men "Betlerpigen", gav sig ved de følsomme Tirader, hvori man, som Baggesen sagde, fik "Tøsens Bordelphilosophie", en moralsk Mine, som for Mange gjorde Stykket "nydeligt". Det kunde saaledes ventes at ville blive holdt paa Repertoiret, og der ymtedes om, at Forfatteren havde faaet antaget endnu et stort Stykke, som var ligesaa forkasteligt. Et Par Dage efter den første Opførelse var Rygtet om, at den næste skulde ende med en Udpibning, saa almindeligt, at Holstein, fordi "han ikke vilde have et saa skammeligt Spektakel i Hs. Maj. Kongens Theater for et Stykke, som dog aldrig kunde holde sig," erklærede, at man, ligesom ved "Uglspil", maatte overlade Forfatteren den anden Aften, og derpaa henlægge Stykket. Dette blev af Meddirecteurerne, der, som det hed, skulde, i Egenskab af Censorer, særligt have et pereat, vedtaget uden Indsigelse. Man haabede, at naar denne Beslutning blev bekjendt, vilde Uveiret trække over og Forfatterbeneficen for "Betlerpigen" løbe af som den for "Uglspil". Men Oppositionen saae deri kun Directionens Erkjendelse af, at den atter havde vanæret Scenen med et uanstændigt og æsthetisk slet Stykke; der taltes om, at den nu maatte have en saa drøi Mindelse, at den ikke vovede det endnu engang, og — det blev ikke ved en Udpibning efter Stykket. Forfatterforestillingen aabnedes med en Prolog, fremsagt af Mad. Spindler, som ved den første Opførelse havde spillet Titelrollen uforligneligt; hun blev hørt med rolig Opmærksomhed og endte under et saa levende Bifald, at man paa Theatret holdt sig overbeviist om, at der ikke engang efter Stykket vilde blive pebet. Neppe var imidlertid Dækket gaaet op til første Act førend der fra alle Sider i Huset opstod en saa frygtelig Støien og Piben, at SkueSkue-spillerne [sideskift][side 385]spillerne ikke kunde høres. Flere Forsøg paa at begynde Scenen bleve alle forgjæves; indtraadte der en Pause i Tummelen og Skuespillerne aabnede Munden, brød den strax endnu stærkere løs igjen. Foersom, der, uagtet den himmelvide Aandsforskjellighed, var en nøie Omgangsven af Bruun, stod paa Scenen som Tellner og havde flere Gange, synlig oprørt, søgt at komme tilorde, snart for at begynde sin Rolle, snart for at tale i Directionens Navn; men hans vrede Mine fornærmede Oppositionen saaledes, at den hvergang afbrød ham med Piben. Tilsidst gik han nogle Gange forbittret frem og tilbage i Baggrunden, indtil han med eet foer ned mod Lamperne og i en but, arrig Tone raabte ud til Parterret: "Vil De høre Stykket?" "Nei, Hr. Skuespiller Foersom, vi vil pibe det ud!" skreg en Stemme i hans Tone, men endnu arrigere. Foersom følte, at han havde forløbet sig til en Uhøflighed og trak sig bukkende tilbage, hvorefter Støien blev endnu vildere. Holstein og Olsen delibererede i Coulisserne med Regisseuren om hvad man i dette aldeles usædvanlige Tilfælde skulde gribe til, og sættes i ny Forlegenhed, da han ad alle mulige Udveie søgte at snoe sig fra den ubehagelige Embedspligt at betræde Theatret, for at gjøre en Erklæring i Directionens Navn; under Deliberationen kom de Rollehavende, den ene efter den anden, med Forestillinger om at det vilde være dem umuligt at spille efter at være blevne satte i saa heftig Bevægelse ved dette ængstende Optrin. Forvirringen var paa det Høieste da Kaas, den daværende Justitsminister og en af Absolutismens Principer grundigt gjennemtruken Statsembedsmand, pludselig bragte baade Direction, Regisseur og Skuespillere ud af Kniben, idet han majestætisk, ledsaget af en Flok Soldater med opplantede [sideskift][side 386]Bajonetter, traadte ind i Parterret, befalede Rolighed i Kongens Navn og derpaa, under egen høie Commando, lod jage Alle, rolige Tilskuere saavelsom baade Klappere og Pibere, paa Døren uden at de fik Udgangsbillet, hvorfor der ikke kunde være Tale om mere at give dem Adgang for den Aften. Da han havde ryddet Parterret sendte han Befaling til Directionen om ikke at give Stykket, hvilket den med Glæde efterkom, men strax at opføre Balletten, hvad der atter satte den i stor Forlegenhed. Dandserne, som havde beregnet, at de ikke skulde optræde førend fulde 3 Timer efter det lange Stykkes Begyndelse, vare nemlig ikke tilstede. Der maatte da sendes Bud omkring i Byen, for at samle idetmindste saamange, at Balletten kunde gives nogenlunde anstændigt. Den lange Venten, uden Udsigt til anden Moerskab end den gamle Ballet, faldt Størstedelen af Tilskuerne i Logerne og Parkettet kjedsommelig; den ene Skare rykkede op efter den anden, og da "Ziguenernes Leir" tre Qvarteer efter begyndte med sit halve Personale havde den ikke stort andet Publikum end den sværtbyggede, høie Minister, der, med Stjerne paa Brystet, spadserede omkring i det tomme Parterre, og de fire Skildvagter, som med skuldret Gevær stode ved dets Indgang. Hele Forestillingen — i sit Slags den danske Skuepladses allermærkeligste — var endt Klokken 7½.

Heller ikke med Syngespillet erhvervede Theatret sig i denne Saison nogen synderlig Berømmelse. Weigls yndige, følelsesfulde Musik til "Schweizerfamilien" kunde ikke, især da Udførelsen var temmelig farveløs, forsone Publikum med den kjedsommelige Text; "Paul og Virginie" havde, i neppe skizzerede Charakterer og saa, utilstrækkeligt udførte og ved lutter matte Scener med hverandre forbundne, [sideskift][side 387]theatralske Situationer, altfor meget Romandramatiseringernes almindelige Feil til at Rodolphe Kreutzers gratiøst charakteristiske Composition og en henrivende Udførelse af Titelrollerne — Mad. Liebe som Paul og Mad. Zinck som Virginie, — vare istand til at vedligeholde det stærke Bifald, hvormed den første Forestilling blev modtaget; og "Johan fra Paris", hvis Text fordrer udmærket Spil, blev saa slet givet, at Boyeldieus Musikrigdom, hvor fortryllende Publikum end fandt den, ikke kunde bøde paa Fremstillingens Mangler og holde Stykket i Repertoiret. Levende Bifald og mange stærktbesøgte Forestillinger opnaaede kun Bouillys "Fanchon", der i Kotzebues Bearbeidelse har beholdt sin oprindelige Vaudevilleform, men ganske eiendommeligt hæves ved den Ynde, rige Afvexling og Charakteer, som Friedrieh Heinrich Himmel har lagt i Melodierne til de mangfoldige Viser og Smaasange, hvoraf den musikalske Deel væsenlig bestaaer. Den største Tiltrækningskraft havde imidlertid dette temmelig prosaiske Conversations-Syngespil i den ubeskrivelig indtagende Naturlighed, Gratie og varme Følelse, hvormed Titelrollen udførtes af Mad. Zinck, thi efter hende lykkedes det ikke ved nogen anden, endog ellers særdeles yndet, Fremstillerinde at skaffe det Interesse.

Hvor tarveligt Repertoiret end var, fik det dog — ingenlunde til Ære for Bestyrelsen af den danske Nationalskueplads — et saa glimrende Kassestykke, at Publikum sloges om Billetterne dertil, ja endog betalte Sjouverne dem med det Sexdobbelte! Og dette Vidunder, som Alle maatte hen at betragte, var et gammelt, et holbergsk Stykke, ja endydermere ikke af hans store eller bedste, men det lille "Kildereisen", som hidtil var blevet saa upaaagtet, at det indtil det nu kom frem, for at gjøre [sideskift][side 388]umaadelig Opsigt og stormende Lykke, ikke i 65 Aar havde opnaaet flere end 22 Forestillinger. Det var et af de skarpe Blik, hvormed de, der ventede Benefice, ideligen vare ude efter "Noget, som kunde trække", der opdagede denne for en Snees Aar siden, som ubrugelig, henkastede Aladdinslampe og fattede hvilket Tryllerie man, ved en kløgtig Anvendelse, kunde gjøre med den. Allerede Rygtet om hvad Publikum af den havde at vente, vakte en saa usædvanlig Interesse, at Mad. Dahléns Benefice blev den meest indbringende, der var givet i tre Aar. Forventningerne bleve endda overtrufne. Det var dog ikke det, som var Holberg i Forestillingen af den holbergske Comedie, der vakte en saa overordenlig Beundring; tvertimod: Stykket blev spillet saa maadeligt, at der i ingen af de to Acter hørtes mindste Bifald uden da Doctoren sagde til Jeronimus: "Jere Piger skal jo dog paa Blegdammen et Par Gange om Aaret; mener Han, at det er altsammen kun Klæder, som bliver lagt paa Blegen?" Nei Enthusiasmen gjaldt Intermediet, og i Intermediet ikke fornemmelig Ryges høist fortræffelige gamle Jødesanger under Træet, ikke det vakkert arrangerede Gaaensommeriby med et Par herligt sunge sjællandske Viser, ikke engang Dyrehavsbakkens Blaaræder, men — en lille bitte fiin Skjødehund, som dandsede ganske nydeligt til baade Logernes, Parkettets og Galleriets Henrykkelse. Det var denne Virtuos, der i Forestillingens sex Acter og Epilog gjorde størst Lykke, ja vakte en saadan Begeistring, at Holstein strax besluttede, at det med saa stor Kulde optagne holbergske Lystspil skulde bruges som Trækstykke ved de Forestillinger uden Abonnement, hvormed man vilde dække Tabet paa Logerne. Imidlertid vidste Mad. Spindler [sideskift][side 389]at skaffe sig Tilladelse til først at give det til sin Benefice, og hun brød sig ikke om at tage Skin af, at det var Holberg, som hun ærefrygtsfuld tillagde Tiltrækningskraften, men gik, efter sin Skik, aabent tilværks: kastede hele Stykket bort og gav blot Intermediet. I fire Forestillinger hædrede Directionen nu Holberg med at bruge hans Stykke til Indførelsen af agerende Dyr paa den af ham grundlagte danske Skueplads, og ved den sidste var Huset saa overfyldt, at "Kildereisen" ansattes til endnu to Forestillinger uden Abonnement, men da blev Hunden meldt syg, og eftersom det var hævet over al Tvivl, at man vilde faae tomt Huus, naar han ikke kunde optræde i Intermediet, blev "Herman von Unna", der ellers var et godt Kassestykke, sat istedet, men gav saa slet Indtægt, at Holstein ikke fandt raadeligt at forsøge flere Forestillinger uden Abonnement.

Det er mærkeligt nok, at paa samme Tid som Skuepladsen var i saa dyb kunstnerisk Fordærvelse, gik man til Yderlighed i at værne om dens Nationalitet. At de ved en privat Forestilling givne Scener af "Götz von Berlichingen" bleve, efter Ryges Ønske, udførte i Original, sproget, vakte stort Mishag. "Vi ville ikke have det danske Theater fortydsket, som man længe har spundet paa at faae det!" blev der førend Begyndelsen sagt høit i Parterret, og da de ikke heldigt valgte Scener hverken spilledes godt eller i deres Usammenhængenhed kunde forstaaes, opnaaede Tydskhedens Modstandere let den Fornøielse, at de bleve optagne med stærk Hyssen: "Kun fordi der spilles paa Tydsk!" raabte samme Stemme, som havde sat Parterret i Bevægelse inden de begyndte. — Overhovedet havde de hyppige Anledninger til Utilfredshedsyttringer gjort ParPar-terristerne [sideskift][side 390]terristerne meget lystne efter ved enhver Leilighed at vække Røre. Saaledes fremkaldte de en Aften efter Opførelsen af "De to smaa Savoyarder" Mad. Liebe og Mad. Zinck, som rigtignok havde spillet dem overordenlig skjønt, og vedbleve, uagtet de vel vidste, at Theaterlovene forbøde saadan Fremtræden, saa haardnakket deres Kalden, at Politiet maatte sætte nogle af de værste Skraalere udenfor. Aftenen efter toge de Opreisning ved at fremkalde C. Bruun, som af Velvillie for Knudsen havde spillet i "Cendrillon", og tilføiede uophørligt: "Han er jo ikke ved Theatret!" indtil Holstein tog dette til Efterretning og tillod at Dækket gik op og han viste sig under en umaadelig Jubel og Raabet: "Kom tilbage! Directionen skal antage Dem igjen!"

Ved Saisonnens Slutning mistede Theatret atter sin første Sangerinde, da Jfr. Holm, der havde gjort ualmindelige Fremskridt, allerede var i Besiddelse af et betydeligt Repertoire og stod meget høit i Publikums Gunst, tog Afsked, uagtet der blev tilbudt hende anselig Gageforbedring. Et Tab, som man dengang ansaae for meget ringe, men siden viste sig at ville have været saare betydeligt, dersom det ikke var blevet kun midlertidigt, leed Syngespillet ved at Cetti tog Afsked. Han var i 1812 bleven ansat som Skuespiller ved Hoftheatret med 300 Rdlr. og havde nu, da han ønskede i en stor Syngerolle at vinde Krav paa høiere Gage, anmodet om at maatte spille Don Juan. Da dette blev ham nægtet, fordi Directionen fandt ham "for ung til saa store Partier", og han dengang mærkede flere Tegn paa Ugunst hos Holstein, tog han til Sverrig for at prøve sin Lykke. Debutantinden Rosine Löffler, der var Elev i den dramatiske Skole, blev sildigere af meget stor Betydenhed for Syngespillet og [sideskift][side 391]i adskillige Partier en rigelig Erstatning for Jfr. Holm; men saa gode Forventninger gjorde man sig ikke dengang om hende: man sandt hende kun en lille tækkelig Person med et godt Theateransigt og en velklingende, bøielig og ualmindelig blød Stemme, der maaskee med Tiden kunde komme til at gjøre ret god Virkning i ikke altfor betydelige Partier, hans Henrik Jansen havde været en overordenlig yndet Privatskuespiller, der skulde blive en anden C. Bruun, af hvem han ogsaa gjorde sig til Copie, men uden at have hverken hans lykkelige Evner, Naturlighed eller Lune. Hans Debut vandt overdrevent Bifald, men dermed var det ogsaa saaledes forbi, at han allerede ved Saisonnens Slutning havde god Grund til at forlade Scenen. Jfr. Berg, der var Figurantinde, bar sin høie Figur frit og med god Holdning, men havde en skarp og haard Talestemme og kunde ikke, endskjøndt hun i flere Aar jævnlig havde Leilighed til at lade sig see i et Par betydelige saakaldte stolte Anstandsdamer, vinde Publikum for sig.