[side 400]Mærkeligst er denne Saison ved at Theatret mistede en Kunstner, der ikke blot kaldtes, men virkelig var og er vedblevet at være uerstattelig, og derimod havde usædvanlig mange Debutanter, som alle opnaaede stor kunstnerisk Betydenhed. — Knudsen, der var af en særdeles kraftig Constitution og tillige uafbrudt nød et frodigt, livfuldt Velbesindende, som lod formode, at han vilde opnaae en meget høi Alder, havde i halvandet Aar skrantet meget; hans anstrengende patriotiske Reiser, især et Togt, hvilket han med aaben Baad gjorde til Norge, paa Tilbagereisen endog i Vinterens Hjerte og truet med at blive optaget af engelske Krydsere, havde paadraget ham et farligt indre Onde. Hans uophørlige Virkeiver og den hos Skuespillere, som ved enhver Fremtræden overøses med Mængdens Bifald og finde deres høieste Lykke deri, sædvanlige Spillegridskhed, hvilken han besad i høieste Grad, tillode ham ikke at gjennemgaae en fuldstændig Kuur; saa snart han blot kunde holde sig paa Benene i de Roller, som han ikke gjerne vilde see i Andres Hænder, meldte han sig frisk og fremtraadte, med Overvindelse af store legemlige Lidelser, i al sit fyrige Lunes Herlighed, for at høre "sit Publikums" Jubel over at gjensee ham, og da igjen for en Tid at tye til Sengen. Forgjæves advarede hans Venner ham imod denne convulsive Anstrengelse; han selv havde saa fast Fortrøstning til at hans stærke Natur omsider vilde saae Bugt med Sygdommen, at han endog et Par Dage førend [sideskift][side 401]sin Død skriftligt gav Directionen Forventning om, at han snart vilde atter kunne gjøre Tjeneste. Han døde paa sin 53de Fødselsdag, og Rygtet om at han, efter at man i nogle Dage havde haabet hans Helbredelse, var evig tabt for Scenen og Fædrelandet, hvilket han, paa en Tid da Opoffrelserne dog vare mange og store, havde tjent saaledes, at han vel maatte kaldes "Danmarks første og meestvirkende Patriot", vakte en virkelig Folkesorg. Han var ret egenlig Folkets Skuespiller og i 15 Aar havde han, ved sin rastløse og opfindsomme Iver for at oplive Almeenhedens Aand og afhjælpe dens Trang, vænnet Folket til i ham at see den, der, med Kjendskab til dets Nød og Hjerte for at lindre den, altid vilde være den Første, som var rede til opoffrende Daad i Farens haardeste Tid. Navnet Knudsen havde været paa Alles Læber hvergang der skulde foretages eller var blevet foretaget noget ret kraftigt Veldædighedsværk til de Saaredes, de faldne Krigeres efterladte Enkers eller de i engelsk Fangenskab sukkende danske Sømænds Bistand; iblandt den fattige Almue, som aldrig havde kunnet fryde sig over den store, folkeyndede Kunstner, var der Ingen, som ikke havde hørt tale om den dristige, uforfærdede og folkegavnende Fædrelandsven. Mange skumlede vel over hans overordenlige Hjælpeiver, som blot udsprungen af Lyst til at gjøre sig bemærket og vinde Berømmelse; ogsaa var der i Maaden, hvorpaa han viste den, undertiden en Bram og Effectberegning, som tydede paa, at han, i sin patriotiske Færd som i sit Kunstnerliv, ikke mindst havde for Øie at skaffe sig Mængdens Beundring; men i den Uforfærdethed og Snarraadighed, hvormed han ogsaa i Tilfælde, der aldrig kunde ventes at komme til offenlig Omtale, satte endog Livet ivove for at ile til [sideskift][side 402]Hjælp, er Beviis for, at hans menneskekjærlige Bestræbelsers rette Kilde var et ædelt, broderligt deeltagende Hjerte. Og hvilke hans Bevæggrunde end vare: i Løbet af 15 Aar sammenbragte han, selv en uformuende Mand og eneste Forsørger og Støtte for en talrig Familie, ved egen Kraft og under farefulde Anstrengelser, der bleve hans Død, en Sum af 287,500 Rdlr. til Understøttelse for dem, der maatte bare de tungeste Følger af de fjendtlige Angreb paa Fædrelandet; og ikke nok dermed: ved sin brandende Iver vakte og styrkede han hos Mangfoldige den fædrelandske Aand baade til Uforsagthed under Tidens haarde Kaar og til kraftfuld Virksomhed for at mildne dem. Hans Jordefærd bar Vidne om hvor dybt og almeent Tabet af ham blev følt. Fra hans Bolig paa Rosengaarden til Trinitatis Kirke blev hans Kiste ledsaget af et uoverskueligt Følge, hvori saaes de høieste Standspersoner og simple Almuesmænd, men de ham meest hædrende Sørgepar dog vare en stor Skare danske Matroser, som, nylig hjemvendte fra engelsk Fangenskab, mødte i deres forslidte gule Prison-Trøier, for at bære deres Velgjører til Graven. Efter en gribende Sørgehøitidelighed blev Kisten baaren til Assistents-Kirkegaarden; hele Følget ledsagede det gaaende, uagtet det raa, urolige Veir og meget slette Føre. Toget var saa langt, at da det havde naaet Kirkegaarden vare de sidste af de 157 Kareter, som fulgte efter det, endnu i Nørreports Ravelin. — For Skuepladsen var Tabet uforvindeligt. Vel havde han i de sidste Aar, deels af Tilbøielighed og deels forledet af de Caricaturstykker, som hans Genie skulde forherlige, mere end nogen anden Skuespiller hengivet sig til Overdrivelse, og at han skulde have kunnet beslutte sig til at aflægge den var ikke at vente, da den, ved hans overstrømmende ægte Lune, indbragte ham umaadeligt Bifald og han [sideskift][side 403]havde skaffet sig en Undskyldning derfor i den Paastand, at det var hans Pligt at glæde og more saa godt han kunde; men i mange af sine betydeligste Roller lededes han af sin naturlige sunde Kunstnerfølelse til endnu at være den store, rene Fremstiller og henrev endog de kræsneste Kjendere ved uovertræffelige Mesterværker. Tillige var han, hvad man allerede under hans Sygdom haardt havde maattet føle, en af de allermeest og vigtigst sysselsatte Skuespillere, der omfattede flere Hovedfag; thi skulde han blot ikke være fornem, var der neppe nogen Charakteerrolle, hvad enten den var alvorlig eller comisk, som ikke i hans Hænder vilde faae Sandhed, Originalitet og den ægte levendegjørende Aand, Kraft, simpel Værdighed, varm Følelse, Energie og den uvurdeerlige Evne at kunne give den fremstillede Figur noget saa Interessant, at den fængslede Tilskuerne ved blot at lade sig tilsyne, havde han i en sjelden Fylde til sin Raadighed. Han kunde vække hele Husets Skoggerlatter, henrive ved den jævneste Naturlighed, røre ved godmodig Hjertelighed, imponere ved Ild og mandig Kraft; igjennem endog den mindste Rolle aabenbarede sig hans Genie. Erstattet har Theatret aldrig faaet denne rige Kunstnernatur og dens Tab blev det dybt og lange føleligt. Alligevel faldt det ikke Directionen ind at lade Theatret hædre hans Minde; det Ringe, der skete til hans Erindring, foranstaltedes privat og just af dem, som allermindst vare hans Venner, kun som et Trækmiddel til en Benefice, da det var vanskeligt at finde noget Bedre. Der var for hans "patriotiske Fortjenester" tillagt ham en aarlig Benefice; det var kun Frederik den Sjettes personlige Erkjendelse af deres høie Værd, som Enken kunde takke for at den forordnedes overført paa hende.

[sideskift][side 404]

Det naturlige Anlæg, hvormed Caroline Amalia Louise Walter allerede i Francks slette Trup var bleven Publikums Yndling, havde ved hendes vedholdende Flid og Kunzens omhyggelige musikalske Veiledning vundet en saa heldig Udvikling, at hendes Debut optoges med stor Jubel, og Aline, hvorvel forresten maadeligt udført, igjen blev et Kassestykke. Hendes Stemme var fyldig, af en behagelig Klang og betydelig nok til at hun, da hendes Foredrag tillige var tiltalende og følelsesfuldt, særdeles smukt kunde udføre store Partier, der ikke laae meget høit eller skulde gjøre Virkning ved vanskelige Coloraturer, hvori hun aldrig opnaaede synderlig Færdighed. Hun var meget ung og en ikke alene smuk, men ved den blotte Fremtræden særdeles interessant Personlighed med sort Haar, mørke, venlige Øine, en frisk Teint, et blidt Ansigtsudtryk og en usædvanlig tækkelig Figur af Middelhøide. Hvad der imidlertid især gav hende Tillokkelse i enhver Syngerolle, som laae indenfor hendes Stemmes Evne og ikke i Spillet fordrede fiin Verdenstone, var den uskyldige, naive Naturlighed, der, uden endog den allermindste Tilblanding af Coquetterie. Affectation eller Stræben efter Effect, var udbredt over hendes hele Person og saaledes udgød sig i hendes Sangtirader eller Replikker, at selv den ubetydeligste syntes at komme hende fra Hjertet og blot at være Udtrykket af hendes naturlige Følelse. Hendes godmodige, trohjertige Tone havde en egen elegisk Ynde, hvorfor den, endog i hendes muntre Roller, ofte virkede rørende paa Publikum. Det er indlysende, at hun med en saa bestemt og klart fremtrædende Personlighed ikke egenlig var Skuespillerinde, men i Grunden kun gav sine Roller sit egen Væsen; at dette var i sig selv saa reent og hende aldeles ubevidst [sideskift][side 405]yndigt, gjorde netop, at hun i alle, hvis af Digteren givne Charakteer blot nogenlunde kunde lade sig forene dermed, blev funden fortryllende. Det var ved det at hun henrev som Aline, og i endnu høiere Grad som Zemire, under hvis Udførelse der, ved den rørende Naivetet, hvormed hun, idet hun saae Azor som Udyr, spurgte "De vil dog ikke opsluge mig?" lød et med Latter og Taarer uvilkaarligt frembrydende "Aa!" igjennem Huset og derpaa en Bifaldsjublen, som syntes at overraske hende mere end den frygtelige Skikkelse. Det gik fra Mund til Mund, at Pram, da Præsten Liebenberg et Par Dage efter spurgte ham, om der var noget Nyt, begeistret havde svaret: "Ja! og et Mirakel! Nu har Pinedød Holstein faaet den himmelske Uskyldigheds Engel til at aabenbare sig i Tyrkindedragt midt i Theatrets Helvede!" Hun havde med stor Flid lagt sig efter en reen Udtale af Sproget, men ikke ganske kunnet overvinde den tydske Accent. Da man ikke hos os, som i Frankrige og Italien, holder over at Sproget fortrinligen maa lyde correct i det musikalske Foredrag, som kun naturligt ved Idealet, men tidlig var bleven vænnet til en slet, ofte aldeles uforstaaelig Udtale i just de serieuse Sangpartier, forværredes derved kun et allerede gammelt Onde; men man vilde saa gjerne anvende hendes behagelige Person, at hun ogsaa fik mange betydelige Roller i skuespillet og der bidrog hendes Jargon, paa en Tid da Bestyrelsen i saa høi Grad tilsidesatte Theatrets nationale Værdighed, ikke lidet til at Publikum mere og mere oversaae, at hvad man paa den danske Skueplads først og fremmest bør fordre af ædle Rollers Fremstillere, er, at de tale reent og smukt dansk. — En fuldstændig Modsætning til hende var den anden i Syngespillet optrædende Debutantinde, [sideskift][side 406]Eleonora Zrza. Hun havde ikke fyldt 19 Aar og var begavet med en ualmindelig høi og klangfuld Sopran, hvis naturlige sjeldne Smidighed hun med den musikalske Sands, der var givet hende i Hjemmet, ideligen søgte at udvikle til den størst mulige Færdighed i Coloratursang. Uden at være nogen Skjønhed havde hun, med sort Haar, livlige Øine og en god Theaterfigur, Midler til, ved Omhu for at faae en god Holdning og tilvænne sig gratiøse, utvungne Bevægelser, at kunne opnaae ikke ringe Dygtighed til ogsaa som Fremstillerinde at gjøre Fyldest i Bravourpartier; men hun bar sig uden Anstand, gesticulerede ængstligt og betydningsløst, og var, fordi Talestemmen savnede Friskhed, Bøielighed og Omfang, meget monoton i Fremsigelsen af endog korte Replikker. Dertil havde hun selv saa liden Forventning om, ved Iver at kunne idetmindste erhverve sig et større savoir faire, at hun frasagde sig al virkelig Omhu med Hensyn til Fremstillingen, for udelukkende at henvende sin utrættelige Flid paa at kunne "synge sine Partier brillant". Følgen deraf var, at hun i sit Comportement kun med Tiden fik en Smule Routine, uden mere Udtryk, Varme eller Naturlighed, end hun havde ved sin Fremtræden, men derimod i Sangen stadigt gjorde overraskende Fremskridt og tilsidst opnaaede en beundringsværdig Virtuositet, som hun anvendte med stor Sikkerhed og Kraft, men sjeldent understøttede ved et inderligt, smagfuldt nuanceret Foredrag. — Nicoline Thomassine Henriette Jørgensen, en 25aarig Pige af anseet Familie, besad megen Aandsdannelse, var hjemme i Stadens bedste Omgangskredse og havde i et Par Aar været en særdeles yndet Skuespillerinde i det saakaldte "borupske Selskab", hvor Byens meest udmærkede Hoveder og endog et Par af Statens første [sideskift][side 407]Embedsmænd gjorde sig en Ære af at komme til at vise sig paa Brædderne. Hendes Ansigt var ikke hverken ved Skjønhed eller ædel Contour indtagende paa Scenen, men interessant ved Udtrykket af Intelligents og fiin Tone, og hun bar sin ranke Figur frit, let og med en meget elegant Holdning. Stemmen havde af Naturen noget Haardt, men var særdeles tydelig og, besad i ædel Declamation stor Kraft, i Conversationssproget megen àplomb til Fremsigelse af Vittigheder, og en, ved omhyggelig Studium og Øvelse opnaaet, sjelden Bøielighed til let Betoning i det fiint Ironiske. I Henseende til reen og smuk Artikulation kunde hun stilles til Mønster for de fleste af den Tids mange "Declamationskunstnere". Det Fag, hvori hun fremtraadte og strax, ved usædvanlig Routine og et aabenbart stort Talent for Charakteerfremstilling, vandt Erkjendelse af at være en allerede uddannet Kunstnerinde, var Verdensdamer; men det varede ikke længe inden hun i høist forskjellige Roller, baade alvorlige og comiske, unge og gamle, viste en Fleersidighed, der, især da enhver af hendes Fremstillinger udmærkede sig ligesaa meget ved Correcthed og Smag som ved eiendommelig Opfatning og Bestemthed i Udførelsen, i kunstforstandige Tilskueres Mening stillede hende værdigen ved Siden af Skuepladsens Dygtigste. — Ogsaa Johan Adolf Gottlob Stage, der for at gaae til Theatret tog Afsked som Copist ved Kjøbenhavns Politiret og var en meget beleven 24aarig Mand med gode Kundskaber i de levende Sprog, havde gjort sig bekjendt som Privatskuespiller. Han var af et for Theatret usædvanligt fordeelagtigt Udvortes, havde en høi, skjøntbygget Figur, en rank, fri Holdning, hvori han let kunde lægge ædel Anstand, og et Ansigt, der vel ikke var fiintformet, men [sideskift][side 408]af det Slags, som Frydendahl, der fordrede, at der i et Skuespilleransigt skulde være "Plads for Sjælen til at male", kaldte "et lykkeligt Requisit for Scenen"; den store, men ikke skarpe Næse og det temmelig svære Underpartie vare ham ikke til Hinder for at være en meget smuk, interessant Elsker og bleve ofte ypperlige Midler i høist forskjellige Charakteerroller. Hans Talestemme var stærk, men ikke sonor og tonende, hvorfor den savnede Evne til milde, erotiske Udtryk og Udholdenhed i angribende Tirader, hvilke han derfor mere gav med Effectknald og Buldren, end med Kraft og Sjælfuldhed. Da, under Holstein, den allerførste og, hvor han ikke havde personlige Grunde til at fravige den, endog ueftergivelige Betingelse for Antagelse til Skuespiller var at kunne synge, om det saa blot var i Chor, og han ønskede at udvirke Stage en saa høi Gage, som kun tillagdes Begynderne, der ventedes at blive udmærkede Sangere, hed det i Indstillingen om den faste Ansættelse endnu førend hans Debut, at "han havde en behagelig og efter Musikkyndiges Dom for Skuepladsen fordeelagtig Syngestemme". Hvo disse "Musikkyndige" vare anførtes ikke, men at Kunzen, den høieste Autoritet i Theatrets Musikvæsen, ikke var iblandt dem, er vist; thi han, hvem Directionen heller ikke vilde have glemt at stille som Borgen, var en altfor samvittighedsfuld Embedsmand til at afgive en "Dom", som var ham saa vitterligt falsk. Stages Syngestemme blev vistnok Theatret til nogen Nytte i enkelte burleske Roller, men "behagelig" vilde den yderste Flid og den bedste Skole ikke have været istand til at gjøre den; ved Anstrengelse kunde den lyde temmelig stærk, men selv efter at Kunzen havde maattet tage den under daglig Behandling var den ureen, malmløs og aldeles ubrugelig [sideskift][side 409]for endog den mindste cantabile Tirade. Da Syngestemmen var gjort til den vigtigste Anbefaling, og Kongen vilde have en med saa store Forventninger omtalt Debut givet paa en af Hoffets Skuespilaftener, skulde Stage imidlertid først optræde i en Syngerolle. Udfaldet var meget uheldigt. Man fandt ikke alene Sangen musikalsk mangelfuld og ubehagelig, men selv Spillet gjorde ingen Lykke, da den høie Figur, saa smuk den end var i Rideknægtdragten, forekom Publikum uklædelig for Tjenerfaget og han desuden syntes at være ganske uden Lune og muntert Væsen. Forventningen blev for denne Aften saa aldeles skuffet, at Rollen maatte gives til Zinck, der sang den fortræffeligt og, skjøndt saare maadelig Skuespiller, endog i Spillet behagede mere. Men Stage gav ved sin næste Fremtræden, i "Korsridderne", Mængden en glimrende Fyldestgjørelse; det smagfulde Publikum overraskede han ved, 4 Maaneder efter og 3 Uger efter Knudsens Død, at udføre en af dennes ypperligste Roller, Faldsmaal i "Gulddaasen", med en saadan kunstnerisk Ro, Fastholdenhed ved Charakteren, ædel Simpelhed i comiske Udtryk. Fiinhed i Nuancering og elskelig let Humor, at det ei alene lønnede ham med levende Bifald, men beundrede, at han i et Fag, hvortil Ingen havde ventet Anlæg hos ham, formaaede at give et saa pletfrit Kunstværk; og endelig fik han endnu i denne Saison Leilighed til at vække baade Kjenderes og Ikkekjenderes Enthusiasme i en anden af Knudsens Glandsroller, Barthel i "Viinhøsten", hvilken han rigtignok gav i en Copie, men, da han med sin Person og sit Lune syntes ganske at gaae op i den og hans Syngestemmes Charakteer her kunde fyldestgjøre Musikens, saa frit og frisk, at den blev et nyt Beviis paa et stort og fleersidigt Talent. — Medens der [sideskift][side 410]villigt aabnedes Stage Vei til at give Publikum Opreisning for en uheldig Debut, maatte en anden Debutant, som i meget høiere Grad skulde blive den nationale Scene til Forherligelse, da der i ham rørte sig en langt mere skabende, selvstændig og ægte kunstnerisk Kraft, hvilken han, sig ikke endnu dens Natur klart bevidst, brændte af Begjærlighed efter at forsøge i alle mulige Fag, see, at hans første Prøve, der dog i een Henseende var fuldkommen tilfredsstillende, blev af Directionen betragtet saa koldt, at det rimeligviis vilde blive ham vanskeligt at komme saaledes ind i Repertoiret, at baade han og Publikum tilsidst maatte finde hans Talents rette Hylde. Ingen dansk Skuespillers Kunstnerliv har udviklet sig under saamange Phaser, som Christen Niemand Rosenkildes. Frydendahl havde maattet kæmpe for at hans Genie kunde komme til Gjennembrud, men han trængte dog bestandig kun frem i een Retning: Charakteerfremstillingens; Rosenkilde opnaaede vel, at der, efter at han ogsaa i et Par Aar var bleven overseet, tillagdes ham Genie, men det var ad mange Retninger og først igjennem forskjellige Behandlingsmaader af Kunsten, at han fik skaffet det Erkjendelse for Mangesidighed, Sigselvbevidsthed og Fylde. Han begyndte sin Bane som Tenorist i Elskerfaget, han ender den som baaren comisk og ved Studium og Øvelse alvorlig Charakteerfremstiller; han har imellem disse to Yderligheder jævnligen paa en og samme Tid spillet de meest forskjellige Roller, fra Skoledrenge til Oldinger, fra et overgivent Lunes blot løierlige Skikkelser til omhyggeligt udmalede Menneskenaturer; men skjøndt Geniet stadigt aabenbarede sig i deres Udførelse, udviklede det sig, mere end hos nogen Anden, til forskjellige Tider i nye Eiendommeligheder lige indtil hans MandMand-domsdages [sideskift][side 411]domsdages Ende: hans Stiil og Aanden, hvori han dyrkede sin Kunst, havde forskjellige Perioder, hvorfra han paa den sidste kun overførte det Luttrende og Forædlende, hvortil han var kommen i de foregaaende; derfor: hans Skuespillerlivs Omskiftelser følge i 40 Aar Theatrets Historie. Rosenkilde var allerede 30 Aar, da han med Familie forlod Aarhuus, hvor han, som Cantor ved Domkirken og Forstander for Fattigskolerne, var meget agtet og elsket, og gik til Kjøbenhavn for at debutere paa det kongelige Theater, ved hvilket han allerede den 3die October 1815 var bleven ansat som "syngende Skuespiller". Han glædede sig vel især til at kunne saae tilfredsstillet sin Begjærlighed efter at spille Comedie, men for Theatrets Chef havde han kun Betydning som forventet dygtig Tenor-Elsker. I denne Henseende syntes han ogsaa dengang at maatte blive et Vidunder. En saa høi Brysttenor, hvori alle Toner vare sølvklare og i deres timbre havde den yndigste Blødhed og en forunderlig Evne til at røre, uden at være umandige eller at savne Styrke, mindedes man ikke nogensinde at have hørt. For affectfulde, stærkt instrumenterede Sager og Virtuoskunster egnede hans Stemme sig ikke, men i følelsesfulde Satser, som fordrede baarne, fastholdte Toner, var den af megen Kraft og et henrivende Udtryk. Med Idealiteten i hans Sang forenede sig imidlertid ikke Idealitet i hans Personlighed. Han havde en for Scenen heldig Høide, men hans Figur, Gang og Bevægelser savnede Souplesse, og det markerede Ansigt, hvormed han sildigere vidste at gjøre saa stor Virkning i paatagne Personheder, havde ikke den blotte Behagelighed for Øiet, hvilket er et vigtigt Requisit for Syngespilelskerne, hvis interessanteste Egenskab almindeligen sættes i elskværdig IndiviIndivi-dualitet [sideskift][side 412]dualitet. Uagtet han til Debut fik, i et slet, allerede førend Opførelsen fordømt Stykke, et vanskeligt Partie, der ingenlunde af Schall var componeret heldigt for Virkningen af hans Stemmes fortræffelige Egenskaber, fyldestgjorde han fuldkommen i musikalsk Henseende, hvilket i endnu høiere Grad var Tilfældet, da han kort efter uforligneligt smukt sang det for hans Stemme ypperligt liggende Elskerpartie i "Viinhøsten". Hans Spil behagede derimod ikke, og da Olsen i Directionen, for at afvende den Indflydelse, som han vidste at Publikums Mening havde paa Holsteins Forhold mod Begyndere, yttrede, at Rosenkilde dog nok i det Fag, som han var antaget for, med Tiden vilde gjøre sig yndet ved sin herlige Stemme, svarede Holstein: "Hos ham nytter den ikke! Husk De paa, hvad jeg siger: ham bliver der aldrig Noget af". Dermed vidste Olsen, at det ikke mere var hos ham der maatte ventes Interesse for Rosenkilde. En Kunsten uvedkommende Omstændighed blev endydermere Rosenkilde til ikke ringe Ugunst hos Chefen, hans Lune, lyse Hoved og levende Interesse for Theatret havde i Aarhuus bragt ham paa en meget venskabelig Fod med de Skuespillere, som reiste om Sommeren. I Kjøbenhavn gav den daglige Omgang med dem og adskillige literaire Notabiliteter og unge Embedsmænd, hvoraf han allerede fra sine Studenterdage kjendte endeel, ham en fri, ugeneert Tone, der forargede den indflydelsesrige N. T. Bruun og den ældre Skuespillerstok, som ikke taalte, at de Yngre vilde "familiarisere" sig med dem. De lode Holstein mærke deres Uvillie derover, og da nu Rosenkilde, ærgerlig over i kunstnerisk Henseende at blive ringeagtet imod dem, som han stod over i Kundskaber og omgikkes som Ven, i samme ligefremme, varme Tone henvendte sig [sideskift][side 413]til Holstein og ivrig stod paa, at han maatte give ham Leilighed til at forsøge sig i andre Fag, fandt Hofmanden, saa omgængelig han end ellers var, sig stødt derved og søgte, vranten over hvad han kaldte Paatrængenhed og urimelige Forlangender, at undgaae saadanne Forstyrrelser i sin Magelighed ved at vise sig frastødende kold og være imod Alt, hvad "der kunde bringe ham i den Tro, at han ved Overhæng kunde tvinge sig frem". Saaledes var det ikke med glædelige Udsigter at Rosenkilde saae Enden paa den første Saison, hvori han var ved Theatret. De fire Debutanter vare blevne kongeligt ansatte inden deres Fremtræden: Stage og Rosenkilde med 500 Rdlr., Jfr. Walter og Jfr. Jørgensen med 400 Rdlr.; den femte, Jfr. Zrza, stod paa Choristindegage og maatte lade sig nøie med, "at der jo nu var aabnet hende en Vei, hvorpaa hun kunde gjøre sig Haab om, at hun med Tiden kunde ved Flid opnaae Tillæg."

Der var i denne Saison endnu et Slags Debut, som aabnede et langt, rigt og glimrende Kunstnerliv. Samme Aften som Publikum modtog det sidste Farvel af den 59aarige Rosing, der, værkbrudden siddende paa en fremrullet Stol, men med Geniets Lyn i Øiet og gribende Energie i det vægtfulde, aandeagtige Foredrag, fremsagde den, kun i denne Forestilling optagne, mystiske Ynden i "Hakon Jarl", vakte den 10aarige Anton August Bournonville, der fra Octbr. 1813 havde udført smaa Dandsesoloer og Børneroller, levende Interesse ved sin, efter Rosings Veiledning, friske, uskyldigt rene Fremsigelse af Erling. Han var dengang en særdeles smuk og tækkelig Dreng med et ovaltformet intelligent Ansigt og lange lyse Lokker, gratiøs i Holdning og Bevægelser. Man kunde vel [sideskift][side 414]vente, at han med Tiden vilde vinde Udmærkelse enten som Dandser eller som Skuespiller: han viste umiskjendeligt Anlæg i begge Retninger; men Ingen ahnede, at den vakkre Dreng skulde en Snees Aar efter staae beundret som herlig Gjenføder af en Kunstart, der i sjelden Fuldendthed havde været Scenen til Ære, ja endog givet den et stort og hæderligt Ry iblandt Fremmede, men om hvis nære fuldstændige Undergang just denne Saison bragte et ligesaa sikkert som sørgeligt Varsel. Galeotti var af det overordenlige Held, han havde havt med Behandlingen af Shakespeares "Romeo og Julie", bleven forledet til ogsaa at ville gjøre Ballet af Digterens "Macbeth". Allerede Valget af det colossale Værk til Balletstof viste, at den 83aarige Olding aldeles ikke havde begrebet hvad der var dets poetisk Væsenlige, thi Gjengivelsen af dette laae ganske udenfor Mimikens Fremstillingsevne. For Kjærlighed, Had, Fryd og Smerte, fra hvis poetiske Udgydelser Elskovstragedien "Romeo og Julie" fornemmelig faaer sin henrivende Virkning, kunde det mimiske Sprog, behandlet af en ved Digtningen begeistret Mester, vel give et glødende og fuldstændigt Udtryk; men "Macbeth" har sin Grundinteresse i den første forbryderske Tankes Udvikling igjennem Grublen og Raadslagning til Daad, i Skildringen af den stigende Forblindelses Tummel, i det ubetvingelige Udbrud af Anger og dulgte Sjæleqvaler; de mægtige theatralske Situationer blive kun til og faae Forstaaelighed og Storhed ved hvad der tales: "Macbeth" er, som "Hamlet", om end ikke i saa høi Grad, en Tanketragedie; ingen af de to med Forstillelse omhyllede Hovedcharakterer kan saaledes føres for Lyset, at den faaer dramatisk Interesse, uden ved Ordet. Den gamle Mester i Balletdigtning havde forkyndt [sideskift][side 415]at ville slutte sin lange og rige Kunstvirksomhed med et stort poetisk Værk, men endelig havde den høie Alderdom svækket hans Evne: kun et Par herlige Momenter og endeel Grupperinger, der fremkaldte stormende Bifald, fordi enhver af dem, ved smagfuld Anvendelse af Dragternes Farver, Stillingernes Mangfoldighed og alle Partiers nøie Forening til eet imposant Billede, havde overraskende Nyhed og stor malerisk Skjønhed, udhævede sig fra en forvirret og uinteressant Masse, som glimrende Vidnesbyrd om, at hans Genie endnu havde den fulde Friskhed i Enkeltheder. Stoffet var uheldigt valgt og uheldigere benyttet: næsten enhver Scene viste Forqvakling og Urimelighed. Hexene havde mistet deres rædselsfuldt mystiske Charakteer og fremkom som hvidt tilslørede Skikkelser, der endog forsvandt i Skyerne! deres Forkyndelser vare gjorte til Transparent-Inscriptioner i tre Træer! Kongen optraadte i en meget levende Dands, og det var hans Gjenfærd, der maatte vise sig ved Macbeths Festmaaltid, da Banquo ganske var udeladt; og medens den uden Ord aldeles uforstaaelige Dolkemonolog blev givet, havde Galeotti forandret Lady Macbeths væsenlig mimiske Søvngængerscene til et Raserieudbrud, som aldeles savnede baade Betydning og Effect. Det bedste Beviis paa hans store Kunstneraffældighed var imidlertid, at han, som netop havde udmærket sig ved sine Ballethandlingers ægte dramatiske Charakteer, her søgte Effectens høieste Moment i Macbeths Kroning, en Episode, Tildragelsen saa aldeles uvedkommende, at den gjordes til en Mellemact, der fornemmelig skulde interessere ved at være — en Efterligning af Frederik den Sjettes Kroning paa Frederiksborg. Beregningen paa stor Effect slog i den Grad feil, at der yttredes Mishag og Mellemacten strax [sideskift][side 416]maatte udfyldes med en, ogsaa meget koldt optagen, Procession fra Kirken og en Choral. Hvad der var blevet tilbage af Macbeths storartede Charakteer gav Bournonville mesterligt: hans Ydre og Holdning imponerede og der var megen Styrke i Fremstillingen af Frygt, Vaklen, Nag og Fortvivlelse; ogsaa Mad. Schall udmærkede sig, endskjøndt hun i Lady Macbeth havde en Rolle, der ingenlunde tilsagde hendes Personlighed, ved ypperlig Mimik; og endelig var Schalls Musik, hvorvel den i enkelte Motiver erindrede om hans tidligere Balletcompositioner, saa udtryksfuld, melodiøs og effectrig, at den i flere af Galeotti mat behandlede Momenter bidrog meget til at fremlokke Bifald for Udførelsen. Det Hele gjorde imidlertid kun Indtrykket af en pragtfuld, men stille Gravlæggelse af det saa nylig beundrede Balletvæsen; man følte, at ei alene den skabende Aand var aldeles forsvunden, men at alt det Herlige, den havde frembragt, ogsaa snart vilde være det; thi at bevare Balletdigtninger nogenlunde i den oprindelige Form. Fuldstændighed og Friskhed blot en halv Snees Aar ud over den Tid, da Mesterens Tilsyn berøves dem, kan kun skee ved at en aandsbeslægtet Kunstner hygger om dem med Indsigt og Kjærlighed, og i den Henseende savnede Bournonville, hvem dette Kald maatte ligge nærmest, ligesaa meget Evnen som Villien. At der i Dandsepersonaler ikke fandtes en Eneste, som formaaede at sammensætte Noget, hvilket Publikum vilde tage for god Ballet, det vidste man altfor vel, og selv om det kunde lykkes at faae indforskreven en Mand, som var dygtig dertil, turde Bestyrelsen fornuftigviis ikke vove det, da den om kort Tid ikke vilde have Nogen at anvise ham til Udførelsen af en Ballets Hovedpartier: Bournonville var 56 Aar, Mad. Schall over [sideskift][side 417]40, Dahlén gjorde, hvor ivrigt han end forlangte Erkjendelse af at være "den Første i den serieuse Mimik", kun, med det fede Ansigt og nu meget svære Legeme, en latterlig Virkning i sit tragiske Spil, og iblandt de Yngre var der Ingen hos hvem der kunde formodes mindste Anlæg for mimisk Fremstilling. Vis paa ikke mere at ville faae noget Nyt i denne Kunstart, nød derfor Publikum det Skjønne, som allerede var givet den, med resigneret Forudseen af, at ogsaa det snart vilde være forsvundet; at den, allerede under samme Theaterchef, skulde — og det af en Dansk — gives sin tidligere Glands i al dens Friskhed ved herlige Værker i ypperlig Udførelse, derom drømte dengang end ikke Den, som var kaldet til at gjøre Underværket.

Af denne Saisons meget saa Nyheder var "Det hemmelige Ægteskab", i fem Acter, af Colman den Ældre og Garrick, det eneste Lystspil. Endskjøndt det inden Opførelsen stod i særdeles fordeelagtigt Ry, som et af den gode engelske Skoles, ved mange moersomme Situationer i en lige indtil Slutningen spændende Handling, ypperlige Værker, gjorde det ingen Lykke. Skuespillerne vare, ved de sidste Aars æsthetisk frivole Lystspil-Repertoire, blevne saa forvænnede til at søge slaaende Virkning paa Mængden ved Caricatur, Platheder og udvendig Løierlighed, at de fleste ikke mere kunde tilvinde sig den Fylde af Humor, comisk Kraft og Originalitet, som er Betingelsen for interessant Udførelse af den gode engelske Comedies eiendommeligt udkastede Charakterer. Stykket var desuden, da det her blev bragt paa Scenen, 50 Aar gammelt, saa at det, som Skildring af Sæder og Tidsdaarligheder, havde tabt meget i Sandhed for Øieblikket. Hvor megen Virkning det imidlertid ved en [sideskift][side 418]dygtig Udførelse kunde have gjort, viste Frydendahls med stort Bifald optagne smagfulde, elegante og grundcomiske Udførelse af just den Charakteer, som, skjøndt mesterligt skildret for den Tid, da Stykket blev til, var, især hos os, en blot Phantasieskabning, der kun havde Sandhed ved sin nøie Overeensstemmelse med sig selv. Lord Ogleby, en gammel sygelig, af sin Elskværdigheds Uimodstaalighed indbildsk Adelsmand, der med overdreven Fornemhed og paatagen ungdommelig Kaadhed forener et ædelt Hjerte, var en aldeles forældet Figur, men som ved den store Kunstner fremtraadte i saa fiin Afrundethed og med saa stor Consequents, at den fik en høist moersom og interessant Naturlighed. — Af hver af sine to Tragediedigtere fik Skuepladsen et nyt Elskovsstykke. Med "Blanca" var Ingemann ikke saa lykkelig som han havde været med "Masaniello". Enkelte meget theatralske Situationer, endnu flere følelsesfulde, rørende Scener og et gjennemgaaende smukt digterisk Sprog formaaede ikke saaledes at rive alle Tilskuerne med sig som Folkehøvdingens dramatisk ypperligt fremstillede Kamp og Undergang for Friheden. "Masaniello" var et Stykke for det hele Publikum, som ved det opløftedes til Begeistring for det poetisk Store; "Bianca" var kun en deilig Tragedie for følsomme Hjerter. Den fremlokkede ved Digteren værdige Midler mange Taarer og optoges med meget Bifald, men satte ikke i Enthusiasme. Heller ikke havde Udførelsen af de to Elskende al den Ild og Aandfuldhed, som et Stykke, hvori det Erotiske er Grundelementet, nødvendigen betinger for at gjøre den fulde theatralske Virkning: Mad. Heger var, som Bianca, ædel og sværmerisk, men savnede i de lidenskabelige Udbrud den Fyrighed, uden hvilken den elegiske Tone let bliver monoton. [sideskift][side 419]og hos Foersom, som den Tid leed af stærke Gigtanfald, faaes mere en convulsiv Anstrengelse for at komme i Affect, end ungdommelig Kraft og brændende Kjærlighed. Iblandt de andre Spillende glimrede Jfr. Astrup, som Prindsesse Constance, ved sit herlige, blændende skjønne Udvortes og megen Anstand, men Foredraget var tørt og tvungent; kun Ryges med høi Værdighed givne Leontio, og Haacks energiske, i Lidenskabens vildeste Opbrusen anstandsfulde Grev Alonzo vare Mesterfremstillinger. Oehlenschlägers "Hagbarth og Signe" bidrog ogsaa til at svække Indtrykket af "Bianca". Allerede derved, at de to fra Sagn og Sange længe folkekjendte Elskende vare nordiske, og at Sted, Sæder og Tone vakte Følelse af fædrelandsk Oldtidsaand, fik denne Tragedie stor national Tiltrækningskraft; og om man end strax fandt, at den ikke i poetisk Friskhed og Fylde kunde sammenlignes med "Axel og Valborg", laae der, ved det Theatralske i Anlæget og de mange skjønne og natursande Udtryk af Kjækhed, Begeistring for Ære og Fædreland, kongelig Qvindehøihed og kydsk Kjærlighed, over hele Stykket udbredt saamegen Effect, at det maatte tiltale og vinde levende Bifald. Dertil blev det langt mere tilfredsstillende udført end "Bianca". Foersom var vel ikke ganske den kraftfulde, dristige Søkonge, men gav dog ham, baade i hans freidigt muntre første Optræden og i hans mandige Kjærlighed, bedre end Enrico i "Bianca". Oehlenschläger var, ved den forunderlig prosaiske Anskuelse, han havde af sine saa poetisk opfattede og udførte Hovedpersoners rette Fremstilling, kommen i den Tro, at Mad. Zinck besad et ualmindeligt Talent til at give den nordiske Tragedies Elskerinder og havde derfor tildeelt hende Signe. Hun savnede Pathos: der var hverken Dybde i hendes varme Følelse [sideskift][side 420]eller Høihed i hendes Begeistring; hendes Kjærlighed havde kun en god, uskyldig Borgerpiges trohjertige, aabne Udtryk, men dette gav hun saa naturligt og elskeligt, at hun, hvorvel det føltes, at det Tragiske var hende fremmed, endog gjorde megen Lykke og saaledes i det mindste ikke skadede Stykkets gode Modtagelse. Haack var derimod Digterens Hamund i den fulde Styrke: djærv, trofast, fyrig og heroisk; hans sidste Scene, hvori han, støttet ved sit Sværd, efterhaanden sank sammen med brudt Stemme og bristende Øine indtil han livløs laae paa Jorden, var et beundret Mesterstykke i den vanskelige Kunst at døe naturligt og med Anstand. Sin største Glands fik imidlertid Fremstillingen af Mad. Rosings ved poetisk Aand og Natursandhed herlige Dronning Bera. Den Høihed, Varme og Energie, der laae i hendes Foredrag, hendes ædelt simple majestætiske Holdning, den gratiøst kjække og faste Gang, hendes for alle Affecter udtryksfulde Ansigt og Blik, og det Præg, hun vidste at give sin Fremstilling af hvad enhver Tilskuer maatte finde oldnordisk Eiendommelighed, forenede sig til et uovertræffeligt skjønt Billede af den stolte Dronning, høihjertede Qvinde og kjærlige Moder. Denne i hendes 60de Aar med Genialitet opfattede og gjennemførte Rolle var iblandt hendes mange skjønne Roller en af de skjønneste. De to danske digteriske Tragedier vilde ikke have fundet den Interesse, de fandt, dersom Kotzebues Fabrik-Tragedie med fornøielig Udgang, "Korsridderne", ikke midt under dens larmende Triumftog var bleven standset og henlagt, for til næste Aar at sikkre Mad. Rosing en glimrende Benefice. Den var Saisonnens alle de andre Nyheder langt overragende Glandsstykke. Men den gav ogsaa ganske anderledes end de to sørgelige Tragedier Mængden [sideskift][side 421]Noget at more sig over. Her var en Vrimmel af harniskklædte Riddere, Tyrker, Pillegrime, Nonner, "Jomfrurov, Beleiringer og Krige," Indmuring, Heltes, Fædres og uskyldige Møers Fortvivlelse og Frelse, Leire, Klostre og Kirker, Sang, Janitscharmusik og Allahskraal: Alt kikket sammen med et bombastisk Sprog, hvori Personerne, uden ved poetisk Flugt at hæve sig over Menigmands Fatteevne, fortalte hvad der skulde antages for at være deres Tanker og Følelser. Fremstillingen virkede ogsaa Sit til den Fortryllelse, som Publikum fandt i denne kaleidoskopiske Vexlen. Mad. Heger, som Emma af Falkenstein, Mad. Rosing, som Abbedissen, og Lund, i den ubetydelige Rolle Walter, vidste at lægge sjælfuld Værdighed i Forfatterens trivielle Theaterfigurer, Frydendahl imponerede, som Emir, ved et mægtigt og ærefrygtbydende Ydre, Mad. Andersen ved blændende Skjønhed i den smukke Tyrkindedragt, og Stage satte Huset i Henrykkelse ved sit herlige ridderlige Udseende og et Spil, der ganske passede til Stykket. Det var ikke Inderlighed, dyb Følelse og ægte tragisk Pathos, hvormed han i enhver af sine større Scener skaffede sig en stormende beklappet Bortgang; men han havde faaet det rette Greb paa at gjøre den Effect, som slaaer Massen: han tordnede pludseligt løs med sin for tragiske Roller uskjønne Talestemme, gjorde store Legemsbevægelser, stærke Gestus og ikke ilede, men styrtede ud af Scenen; han "gik paa", og Mængden, som glemte hvad det var, hvormed Rosing havde grebet den, indtil en anden tragisk Kunstner nogle Aar efter levende erindrede den derom, tog dette Rabalder for Følelsens heftige Udbrud og tiljublede det Bifald. Endogsaa Rahbek blev ved første Forestilling berørt af Begeistringstummelen og udbrød efter en af Knaldscenerne: "Naa, i [sideskift][side 422]Aften er der kommen Lys i Stagen!" En halv Snees Aar efter fandt man baade denne Tragedieart og dette Tragediespil utaalelige.

Syngespillets eneste Mærkelighed — thi Cherubinis ved Livfuldhed, skjønne Melodier, glimrende Instrumentering og ædel Stiil mesterlige Musik til "Lodoiska" vakte, formedelst den maadelige Text og en særdeles mangelfuld Udførelse, kun liden Opsigt — var "Ludlams Hule". Dette Stykke fortjener, som Syngespiltext, langt mere end "Røverborgen" Baggesens strenge Dadel, thi Skjødesløshedsfeilene i det ere i meget høiere Grad theatralsk skadende. De fleste Musiknumere ere, med Undtagelse af de melodramatiske, ingenlunde anbragte saaledes, at Handlingens stigende Liv og Interesse lede til Overgangen fra Dialog til Musik, men ligge som hist og her indskudte, uden at være motiverede ved Situationen; og dertil have Sangpartierne hverken i Form eller i de rhythmiske Afsnit nogen god Bygning, hvilket især føles stærkt i Henseende til Ensemblesteder og Finaler. De heri liggende Vanskeligheder for at give Sangmusiken dramatisk Livlighed, Flydenhed og tiltalende musikalske Former lykkedes det Weyse kun at overvinde fuldstændigt i de strophedannede Numere; i de andre savnedes, uagtet de mange skjønne Steder, den Phantasie i Conception og Varme i Udførelse, som storartet aabenbarede sig i Melodramerne, der strax, ved Rigdom og Dybde i Udtrykket, ypperlig Instrumentation og høi poetisk Aand, vakte levende Beundring. I den overhovedet særdeles heldige Fremstilling udmærkede sig fornemmelig Kruse, hvis Robin havde megen Kraft og varm, naturlig Følelse i baade Spil og Sang; Jfr. Walter, som Clara; Frydendahl, der lagde en henrivende Lystighed og Humor i SolSol-datens [sideskift][side 423]datens eneste Scene, og Mad. Rosing, som i Moder Ludlam havde, ved dødsstiv Holdning, faa, ligesom luftige, svage Bevægelser, en ikke ved noget Skridt bemærkelig henglidende Gang og tonløs, men dog fast og vægtfuld Declamation, givet sit hele Væsen en forunderlig stillevenlig Aandeagtighed, som maatte vække baade Forfærdelse og Tillid hos Clara. Stykket, som ogsaa Publikum fandt maadeligt, modtoges med meget Bifald for Musikens Skyld, men gav kun taaleligt Huus.

En paa en Maade ny meget interessant ægte holbergsk Comedie fik Skuepladsen i denne Saison, ved at Rahbek, som en Venskabstjeneste for Lindgreen, af det gamle, kun nogle Gange, 93 Aar tilbage, paa Theatret i Grønnegade spillede "Geert Westphaler" i fem Acter sammensatte et Treactsstykke. Dette vanskelige Arbeide blev udført med en berømmelsesværdig kjærlig Omhu for at bevare Holberg reen og ubeskaaren i hans bedste Scener, og saa sindrigt og vaersomt, at der fremkom en virkelig Comedie, som havde særdeles god Begyndelse og Slutning, ikke indeholdt Noget af hvad Holberg selv havde benyttet til sit Eenactsstykke, og var af Brudstykkerne dannet til en Heelhed ved Forbindelser, som Rahbek ikke havde tilladt sig at gjøre selv, men kløgtigt udfundet af Digterens eget Værk. Havde den Tid end ikke noksom Sands for det Fortjenstlige i dette heldige Forsøg paa at gjengive National-Skuepladsen en Række længst forglemte grundcomiske Scener, fik Rahbek dog den Tilfredsstillelse, at see sin Bearbeidelse ypperligt spillet, især af Lindgreen, der ogsaa i den gav Mester Geert med den naive, inderligt godmodige Comik, som gjorde ham saa elskværdig i Naragtighed, at Publikum ret gottede sig over hans evige Fortællelyst; og af Frydendahl, der [sideskift][side 424]allerede ved det alvorlige, tanketomme Ansigt, hvormed han, naturligt og roligt, sad og ventede paa Barberingen, fremkaldte Tilskuernes hjertelige Latter, og siden saa moersomt koldsindig, i ægte Flensborger-Jargon, plagede Geert med den omstændelige Beretning om Bylden, at denne Scene optoges med umaadeligt Bifald. Fem Maaneder førend denne værdiefulde Bearbeidelse blev givet havde Rahbek, ved Udgivelsen af det indholdsrige første Bind af Værket: "Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil", bidraget endnu kraftigere og varigere til at gjenvække Interessen for den gamle nationale Comedie. Denne første, og hidtil eneste, Veiledning til baade rigtigt at fatte de holbergske Lystspils Eiendommelighed og at bevare den i Fremstillingen af dem maa sikkert ansees som Rahbeks meest fortjenstlige Virksomhed for Theatret. Vel staaer hans Værk tilbage for Werlauffs kostelige "Historiske Antegnelser til Holbergs Lystspil" med Hensyn til Oplysning om Culturtilstanden, Sæderne, Localiteterne og de borgerlige Forhold paa den Tid da Stykkerne bleve skrevne, men dets tre Bind havde ogsaa fornemmelig til Formaal at fremstille den Charakteer, hvori de ere nationale Lystspil og bør spilles, og i den Henseende indeholde de en saadan Skat af Betragtninger, Udviklinger, Charakteristiker og Traditioner, at de — uagtet man maatte ønske, baade at Rahbek for flere Stykker havde givet en saa træffende, livlig og grundig Fremstilling af Compossition og Charakterer som f. Ex, for "Den Stundesløse" og "Den honnette Ambition", og at han ikke af Eensidighed eller personlige Hensyn havde forbigaaet adskillige ham vel bekjendte interessante Rolleudførelser og Traditioner, — ere en Kilde, som hver Den, der skal medvirke til et holbergsk Stykkes [sideskift][side 425]Fremstilling, nødvendigviis maa føle sig opfordret til at gaae til, for at prøve Rigtigheden af Maaden, hvorpaa han betragter sin Opgave; ligesom overhovedet Værket altid vil være et frugtbringende Studium for den comiske Skuespiller i Almindelighed, dersom han søger at blive Mester i sin Kunst ved klar Opfattelse af Digterens Skildring, Natursandhed i Udførelse og Lunets livfulde Virksomhed under Smagens Herredømme. Forresten var det et mærkeligt og for Theatret meget beklageligt Særsyn, at Rahbek, der, som Kritiker, saa kraftigt havde paastaaet, at Directionen maatte have baade Magt og Forpligtelse til "at hindre Holbergs Udflyelse med Fjællebodsstads", nu, da han var Directeur og det just for at den dramaturgiske Indsigt, som han i sin Kritik havde lagt for Dagen, skulde komme Theatret tilgode, ansaae sig i den Grad for uden hverken Magt eller Forpligtelse til at hindre saadant Uvæsen, at han endog, som staaende ganske udenfor Bestyrelsen, offenlig, i "Tilskueren", vedblev at føre Anke over "de forlorne Næser, de tilsmurte og uduglede Ansigter, Caricaturdragter og Caricaturløier, som bragtes paa Skuepladsen for at more det Fjættebodspublikum, der fordrer Fjællebodsfyldestgjørelse for sin Fjællebodssmag, i og udenfor Fjælleboden;" saavelsom over, at der i Skuespillene var "en Higen og Jagen efter at more dette Publikum ved Tvetydigheder, ved Platheder og kort alt hvad der af I. E. Schlegel saa rigtigt betegnes under Navn af Pøbelskjemt." Han gik saavidt i selv at gjøre sig utilregnelig i sin Embedsstilling, at han endog i Værket om Holberg, foruden stadigt at føre Klage over den holbergske Comedies stedse videregaaende Mishandling, forargedes høilig over at "Kildereisen", under hans Meddirectorat, blev opført med et Intermedium, [sideskift][side 426]hvori en Hund gjordes til den trækkende Magnet, og som han overhovedet fandt at være "en saadan Holberg udskæmmende Ræverumpe, at det var uanstændigt og uforsvarligt at give det." Ja paa Værkets næstsidste Side sagde han, uden at betænke, hvor skarpt han havde mindet tidligere Bestyrelser om, at de baade kunde og burde modvirke Sligt: "Det er en sørgelig Sandhed, at paa samme Tid, som man forsikrer os, en langt almindeligere baade videnskabeligere og mere poetisk Sands skal have yttret sig for Holbergs aldrig tilfulde fattede eller udtømte Mesterværker, synes den fra Fjælleboderne, og de dem saa nær beslægtede Buffer, udgaaende Smag mere og mere saaledes at have faaet Indpas, ikke blot mellem Galleriets Almue, men hos Høisalens Matadorer, ja selv hos den offenlige Stemmes Ordførere, at neppe nogen holbergsk Scene eller Rolle tør vente Bifald, uden at være krydret med Bajasgøglerier, eller Dyrehavsoptøier, der sikkerlig vilde være Holberg selv ligesaa modbydelige, som jeg tilstaaer, de ere mig. Da nu denne Vei er ligesaa magelig, som sikker, er det ikke at undre, om den mere og mere bliver den alfare." I 1788, da Warnstedt var Directeur med den bydende Numsen til Chef, tilraabte Rahbek Publikum: "Det er ikke nok, at Holbergs og Molières Mesterstykker staae paa Placaten, de maae ogsaa virkelig komme paa Theatret! det maa ikke tillades, at der lægges Skiftinger og Vanskabninger istedetfor dem; disse to sande Genier maa ikke vanæres i deres Grav, ved at gjøres til Narre." I 1816, da han selv var Directeur med den føielige Holstein til Chef, gav han sit Samtykke til at det skete, som ikke maatte tillades, ja antog, som Censor, mange "Skiftinger og Vanskabninger", og fandt ikke under den Fordærvelse, hvori han selv sagde, [sideskift][side 427]at Theatret var sunket, videre at gjøre, end at lade "Tilskueren" sukke: "At gjøre den danske Skueplads uafhængig af Pøbelsmag og Pøbelgunst har fra tidlige Aar været Tilskuerens sødeste Drøm, hvoraf han ofte er vaagnet, men hvori han ligesaa ofte faldt tilbage; o, at han engang maatte see det mere end Drøm."

Rahbeks mærkværdige Anskuelse af Kaldspligt virkede ogsaa, og aldeles ødelæggende, paa "Den dramatiske Skole". Uagtet han var Theaterdirecteur, officielt benævnedes Skolens Bestyrer og hævede Gage for at være det, erklærede han, at han ikke havde Noget med den at gjøre, og lod den virkelig ogsaa saaledes skjøtte sig selv, at Prøver og Forestillinger gik som de bedst kunde, og at den til Nyheder kun fik de Stykker, som Censorerne havde antaget, men dog undsaae sig ved at lade komme paa det kongelige Theater. Det blev derfor let at fremme dens fuldstændige Nedlæggelse. For at denne dog ikke, efter det Væsen, der var gjort af en dramatisk Skoles Nødvendighed, skulde fremkalde offenlig Dadel, fandt man paa, at der skulde søges Anledning til efterhaanden at føre Skolens Forestillinger over paa det kongelige Theater, hvor det var at forudsee, at de vilde tage sig maadeligt ud og i et større Huus faae et mindre Tilskuerantal, hvilket maatte gjøre indlysende, hvorledes den ikke mere hos Publikum fandt saamegen Interesse, at den var værd at opretholde. Derfor gjordes der i Januar Forslag om, at der, til Fordeel for et veldædigt Øiemed, som ikke nævnedes, nogle Søndage skulde paa Hoftheatret, under Administration af Politiemester Hvidberg, Capelmester Kunzen, Hofskriver Bjørn, Concertmester Schall, Regisseur Claussen og Frydendahl, gives Maskerader og Soiréer med Concert, Spillepartier og ConversaConversa-tion, [sideskift][side 428]tion, og Skolen disse Aftener spille paa det kongelige Theater. Maskeraderne havde ret godt Besøg, men gav Grund til mange Klager over Uordener; til den eneste Soirée, man fik bragt istand, indfandt sig derimod kun omtrent 200 Personer, og af dem gik de fleste efter Concerten, saa at der blot var et Par Spilleborde og saa godt som slet ingen Conversation. Den egenlige Hensigt opnaaedes imidlertid, da det, efter at allerede Maskeraderne havde gjort det vanskeligt at bringe Theatret i Orden igjen, blev erklæret, at Soiréerne vilde gjøre det aldeles umuligt, hvorfor der besluttedes, at Skolens Forestillinger vedblivende skulde gives paa det kongelige Theater, hvilket Enhver vel vidste vilde sige, at de kom til at ophøre med denne Saison.

Hvilke store kunstneriske Kræfter for Skuepladsen Theatret endnu eiede og hvor meget der, ved deres gode Anvendelse i velvalgte Stykker, kunde udrettes med dem, viste Sommerskuespillene, der vare en Række glimrende forestillinger, hvori Frydendahl, Lindgreen, Kruse, Ryge, Foersom. Mad. Spindler og Jfr. Jørgensen fortræffeligt spillede Hovedrollerne i et herligt Ensemble, og som alle, med Undtagelse af Julius von Voß's "Virtuosstregerne", hvis Publikum fremmede og modbydelige tydske Journalister og Skjønaander samt yderlig slette Plan fremkaldte stærkt Mishag, bleve optagne med ualmindeligt Bifald. De Stykker, hvis Udførelse især beundredes, vare "Jægerne" med Ryges kraftfulde, varme og i hver Periode, hver Bevægelse naturtro og kunstskjønne Warberger, Mad. Spindlers godmodigt snaksomme, af inderlig Følelse overstrømmende Mad. Warberger og Frydendahls fiint og fast gjennemførte Charakteerfremstilling i Amtmanden; "Julestuen", hvori Ryges tørtcomiske, vrantne Jeronimus, Lindgreens vevert vigtige [sideskift][side 429]Skolemester og Jfr. Jørgensens i dybeste Alvor høist moersomme, ægte holbergske Magdelone vare Glandsrollerne; "Pebersvendene", som især ved Lindgreens ud af Naturen grebne, fiintcomisk trædske gamle Tjener, Frydendahls ganske i jovial Gourmandisme opgaaende Rosendahl, Ryges mesterlige Jøde og Mad. Spindlers naive, livsglade Landsbypige vandt levende Bifald; og fornemmelig "Crispin som Fader", der i en, ved Smag, comisk Kraft og Correcthed, mageløs herlig Udførelse af Frydendahl, som Orgon, Ryge, som Lisimon, Lindgreen, som Crispin, Mad. Spindler, som Lisette, og Kruse, som Lucas, begge Aftener morede usigeligt og optoges med stor Jubel. Ogsaa blev der Directionen vitterligt, at Publikum ikke, som den klagede meget over, havde tabt Skuespillysten, men strømmede til naar det turde vente at see noget kunstnerisk Fortræffeligt, thi i den varme Sommertid vare næsten alle Forestillinger overordenlig stærkt besøgte.

Under 21de Mai blev Frydendahl, istedetfor Schwarz, som afgik, udnævnt til Instructeur. Denne Embedsmand havde to meget forskjellige Bestillinger: at veilede Begyndere og at forestaae Stykkernes Iscenesætning. For at udføre den første saaledes, at Talentet kunde udvikle sig frit og selvstændigt, maatte Instructeuren helst være en Mand uden en saa udmærket Fremstillingsdygtighed og Kunstneranseelse, at han kunde blive eller vilde gjøre sig til Begynderens Mønster, men med grundig æsthetisk Dannelse og øvet Evne til først at opklare hans Begreb om den givne Rolle saaledes, at han selv kunde komme til dens rigtige Opfattelse, og dernæst at vaage over, at der i Udførelsen ikke var Noget, som stred imod Opfattelsens conseqvente, natursande og kunstskjønne Behandling. Dette kunde ikke blive [sideskift][side 430]Tilfældet med Frydendahl. Han havde uddannet sig til stor Kunstner ved Livsbetragtning og Praktik paa Scenen: hans Phantasie fremstillede ham strax enhver Rolle i en saa bestemt og fuldstændig Skikkelse, at kun denne kunde for ham være den rigtige, hvorfor han ogsaa af Eleven vilde have Rollen givet i den; og da det faldt ham vanskeligt, ved vidtløftig Motivering, som hans Genie aldrig havde ladet ham trænge til, at gjøre begribeligt hvorledes Skikkelsen maatte blive, foretrak han, hvad der faldt ham let, at vise hvorledes han i alle Rollens Momenter vilde have den. Derved blev han som Elev-Instructeur væsenlig Model, og om hans fleersidige Genialitet end gjorde ham til en ypperlig Model i de fleste Fag, var han det ikke i alle. Saaledes udsattes endog den begavede Begynder let for, ved hans Veiledning at blive Copie efter et mangelfuldt Mønster. Hans Bemærkninger vare imidlertid almindeligen saa træffende og belysende, at hans Instruction kunde være af stor praktisk Nytte for Talenter med kunstnerisk Selvstændighed, hvilken saameget mindre stod Fare for at lide ved den, da han aldrig veiledede Nogen længere end denne selv ønskede det. Instructeurens anden Bestilling: Iscenesætningen, gjorde han aldeles ikke Fyldest i. Costumerigtighed i Dragter og Decorationer, Scenens smagfulde Ordning efter Opgaven, passende Forandringer, hvor denne ikke kunde følges, Comparsernes Fordeling og Bevægelser, ja endog Hovedpersonernes Stilling, og dens Vexling i vanskelige Scener var Noget, som han hverken havde Forfarenhed i eller Lyst til at offre Tid og Flid paa; han overlod gjerne Anordningen deraf til dem, som skulde efterkomme den, eller endog til Tilfældet, som da han engang ved Slutningen af Prøven paa et Stykke, der skulde ende med en Gruppe, [sideskift][side 431]sagde: "Jeg beder, at De lægge Mærke til, her staaer foreskrevet en Gruppe; hvad en Gruppe er, veed de Alle; den falder af sig selv". Hans Ansættelse i et Embede, som medførte en Theatret saa vigtig og ham saa uegnet Function, var et saameget større Misgreb, da Directionen, i Anledning af at Ryge, strax efter at have debuteret, ansøgte om at blive Reserve-Regisseur, selv havde erklæret, at "den holdt sig overbeviist om, at hvis den Udmærkelse og Forbedring i Lønning, som den ivrigt ønskede at skaffe et umiskjendeligt stort Talent, blev sat i Meddelelsen af Embeder, som laae udenfor Scenen og maatte berøve det endeel af Kraften til dets rette Virksomhed, vilde det blive Skuepladsen, dens Bestyrelse og Talentet selv til megen Skade." Imidlertid, sex Uger tidligere end Frydendahls Ansættelse havde Directionen, og just til Fordeel for Ryge, begaaet et Misgreb, der for alle tre nævnte Parter kunde blive — og ogsaa virkelig blev — langt skadeligere end den. Et Embede ved Theatret vilde Ryge have og havde derfor, i samme Grad som han vandt Anseelse hos Publikum og Yndest hos de enkelte Directionsmedlemmer, været frugtbar paa Forslag af baade kunstnerisk og oekonomisk Natur. Nogle af dem — f. Ex., at Skuespillerne skulde tilstaaes Ret til at vælge nye for Theatret oversatte og antagne Stykker til deres Beneficer; og at Theatret kun undtagelsesvis skulde antage Originaler, da det kunde have Oversættelser for bedre Kjøb og desuden med dem frit foretage saadanne Forandringer, som gave dem den fordeelagtigste Effect hos os, — havde vel en Tendents, der ikke tiltalte Directionen, men alle vare affattede i en dygtig Forretningsmands bestemte, klare Udtryk, og de, der angik Garderobe- og Decorationsvæsnet, syntes at paavise Midler [sideskift][side 432]til store Besparelser og en hensigtsmæssigere Ordning med en saadan Sikkerhed, at Directionen efterhaanden kom til at ansee det for meget ønskeligt om Ryge fik Oekonomien under Bestyrelse. Schneider havde gjort sig saa ilde lidt, baade i Inspecteurembedet og personligt, at Personalet gjerne saae hans Afgang; fra dets Side blev Ryge derfor mere understøttet end modarbeidet. Om Sommeren gjorde Ryge en Kunstreise til Tydskland, paa hvilken han med meget Bifald spillede i Wien, Prag og Hamborg og hvorfra han, med Directionens Tilladelse, først vendte saa sildig tilbage, at han ikke optraadte førend den 4de November. Saasnart han havde sat sig i Ro begyndte han, anbefalende sig med de mange Erfaringer og Optegnelser, han i Udlandet havde samlet angaaende Theateradministration i alle Retninger, saa ivrig at vise Directionen Nødvendigheden af en Omordning, at han endelig, imod at afgive en høitidelig Forsikring om, at det "ikke i mindste Maade skulde blive ham til Hinder for nogen ham paalagt Virksomhed i hans Skuespillerembede", ved en kongelig Resolution af 2den Marts, ifølge hvilken Theaterinspectoratet blev ophævet og Schneider pensioneret, opnaaede at faae Ansættelse med 400 Rdlr. Gage, for "at føre Tilsyn med Theatrets indre og daglige Oekonomie, i hvis Følge han havde at controlere alle Udgifter". At Theatrets Hovedkasse derved underordnedes ham gav den første Anledning til Forargelse, og nogle Varsler om, at han baade vilde skaffe sig og komme i Besiddelse af langt større Magt, end Personalet havde gjort Regning paa, vakte endeel Røre; men Forberedelserne til Sommerskuespillene gave ham saameget at bestille, at der ikke i denne Saison fremkom Noget, hvoraf der kunde dømmes om hans Kald for denne Post eller [sideskift][side 433]Maaden, hvorpaa han vilde forestaae den med Hensyn til Personalet.

Mad. Becker havde som Primadonna i Hamborg erhvervet sig et saa glimrende Ry, at Billetterne til hendes første Concert bleve revne bort til enorme Priser: en enkelt Loge betaltes med 200 Specier og Indtægten var over 2.500 Specier. Ogsaa gjorde hun stor Lykke ved en umaadelig Færdighed, der viste sig i alle optænkelige Bravourkunstlerier og stod ved kjækt Bizarrerie i skarp Modsætning til hendes Spil, som var meget mat, ugratiøst og affecteret. Hvor jublende hun end blev modtaget, var hendes anden Concert dog maadeligt besøgt, og den Beundring, hun vakte ved sine Triller, Løb og Cadencer, bevirkede vel, at de unge Sangerinder gjorde ivrige Forsøg paa at efterligne hende, men med Undtagelse af Jfr. Zrza, paa hvem hendes Virtuositet blev af ikke ringe Indflydelse, havde ingen af dem en saa høi og bøielig Sangstemme, at det blot nogenlunde kunde lykkes dem. En langt mere udbredt og varig Virkning havde den aandrige, mangesidigt dannede Maria Renners udmærkede Fremstillinger, der bleve fortræffeligt understøttede af Theaterdirecteur Franz von Holbein fra Prag, hvis Navn allerede var fordeelagtigt bekjendt her ved hans Drama "Fridolin", som, uagtet det ikke havde mindste poetiske Duft, frembød lutter marionetagtige Personer og var et i alle Henseender maadeligt Product, havde gjort Lykke ved snild Anvendelse af de gængse Effectmidler. Hun gav med megen Kraft. Adel og udtryksfuld Mimik Lady Macbeths Hovedscener, men havde dog kun sit Genies fulde Styrke i Lystspillet, hvor hun med den fineste qvindelige Ynde og reneste Naturlighed saaledes forenede elskværdigt Skjelmerie, sprudlende Lune, rig, let og [sideskift][side 434]effectfuld Nuancering, Varme og Naivetet, at hun i hver Scene var indtagende og henrev til Beundring. Hendes Fremstillingsstiil blev af megen Indflydelse paa Udførelsen af fine, skjemtende Lystspilscener, da ikke blot Skuespillerinderne, men ogsaa Skuespillerne meget ivrigt søgte at tilegne sig den lette, naturlige Tone og det gratiøse Udtryk, hvormed hun vidste at give smaa, rask henkastede Replikker stor Virkning.