[side 442]Med Logeabonnementet for denne Saison gik det meget uheldigt: det faldt en Trediedeel under hvad det havde [sideskift][side 443]været i den foregaaende. Deraf tog Chefen Anledning til at foreslaae, at man skulde søge større Indtægt ved Søndagsforestillingerne, idet man til dem ogsaa tog Stykker, der hørte til det kongelige Theaters Repertoire og bleve spillede af dets Personale. Dette besluttedes ved kgl. Resolution af 31te August at skulle skee fra Slutningen af November, saavelsom at 40 Procent af disse Forestillingers Indtægt skulde anvendes til Gratiale for dem af Theaterpersonalet, som derved fik forøget Arbeide. Hermed var endelig "den dramatiske Skole" afgjort nedlagt. Imidlertid maatte den endnu i nogen Tid, til Kassens store Skade, af Ryge, der allerede nu dominerede Directionen, lade sig bruge til at vise Publikum sin Udygtighed til at opfylde en Hensigt, i hvilken den ikke var oprettet og som den naturligviis ogsaa hverken kunde eller burde have, nemlig at skaffe Theatret Indtægt: istedetfor at Directionen bestandig burde have sammensat Søndagsforestillingerne af Skolens og det kongelige Theaters Repertoire, blev den af Ryge og de anseteste Skuespillere — deels ved Forslag om hvad der skulde gives, deels ved Sygeanmeldelser til de Stykker, hvori de havde Roller, — dreven til at udfylde enkelte Forestillinger blot med den dramatiske Skoles Repertoire, der nu, da Publikum kunde vente, at det om Søndagen vilde faae noget Bedre, gav yderst slet Huus. Overhovedet vare disse Forestillinger ingenlunde Personalet i det Hele til Maade, thi just de Spillende, som meest kunde trænge dertil, opnaaede ikke noget betydeligt Indtægtstilskud ved Gratialerne, og det hed ganske almindeligt, baade iblandt Personalet og Publikum, at hvad Søndagsforestillingerne indbragte, blev, efter Fradrag af de 40 Procent, hemmeligt fordeelt af Directeurerne imellem dem selv og [sideskift][side 444]nogle yndede Embedsmænd, som et Slags Beneficer: et Antagende, som man bestyrkede sig i derved, at Directionen paa denne Indtægts Anvendelse lagde et Dølgsmaal, som den end ikke fandt sig bevæget til at hæve ved at L. Kruse offenlig fremsatte en — da Rygtet var ethvert af dens Medlemmer vitterligt, — saa nærgaaende Bemærkning som: "Over Indkomstens Bestemmelse af disse Forestillinger hviler der, idetmindste for os, et Slør, hvilket vi saa lidet have gjennemtrængt, at vi, for ikke at sige noget Urigtigt derom, heller vælge at tie." — Directionen havde selv gjort det undskyldeligt for Personalet, om det i denne Henseende antog endog det Urimeligste; thi paa den Tid dreves personlig Begunstigelse til Theatrets Skade saa aabenlyst og yderligt, at man vel maatte ansee Bestyrelsen istand til, af Svaghed, Egennytte eller den sløveste Ligegyldighed, at tillade sig og sine Yndede enhversomhelst Krænkelse af Skuepladsens Interesser. Foruden de to for Flid og de, fra det 25de Aars Tjenestetid, hvert femte Aar for Tjeneste almindelige Beneficer, havde man hidtil været meget gavmild med at forunde Enkelte en Aften, paa hvilken de kunde bruge Theatret og dem af Personalet, som vare villige til at yde Understøttelse, for at give "Declamatorier", "sceniske Academier", "dramatiske Fragmenter", eller hvad andet Pirrende de kunde finde paa at kalde slige Mosaik-Præstationer. De Begunstigede, der i Begyndelsen fandt sig meget tilfredse ved at have godt Huus til de almindelige Priser, begyndte snart at ville paa en saadan extraordinair Maade have den fulde Fordeel af en Benefice, hvortil der toges i lang Tid henlagte Yndlingsstykker, saa at Priserne kunde forhøies til det Tredobbelte. Da det imidlertid, selv efter at det blev tilladt at give enkelte Acter, som [sideskift][side 445]saaledes fordrede Personalets Anvendelse til Indstudering og Opførelse, at der idelig opstod Forvirring og Standsning i den daglige Tjeneste, var meget vanskeligt at sammensætte Forestillinger af saa stor Tiltrækningskraft, gik man, vis paa Directionens uforsvarlige Eftergivenhed, saa vidt i Uforskammethed at forlange Tilladelse til, som "scenisk Forestilling", at give hele Stykker, blot med Udeladelse af en enkelt ubetydelig Scene. Det var, mirabile dictu, Theatrets Regisseur, som først, til den hans Kone bevilgede Privatforestilling, den 15de Marts, gjorde dette Forlangende, der satte den aldeles ved Siden af en anordningsmæssig Benefice i Henseende til baade Fordelen for Kunstneren, som den forundtes, og Opoffrelsen for Theatret. Og, som for ret at vise med hvilke Lommeprocuratorkneb Directionen turde formaste sig til at besmykke Noget, som var saa afgjørende fordærveligt for Theatret, forlangte den kun, at der i "Don Juan", det ene af de to Stykker, som med en Epilog udgjorde den lange Forestilling, skulde udelades en lille Scene, — Zerlines Arie i anden Act, som Mad. Zinck nødig vilde synge, — thi derved var Forestillingen jo "scenisk!!" Naturligviis forsømte Ingen, der fremdeles for denne Saison havde Tilladelse til at give Concerter eller Declamatorier, at benytte denne af en Embedsmand gjorte sindrige Opfindelse til at faae dem forvandlede til interessante Skuespilopførelser, og "da man ikke godt kunde negte Andre at give Stykker, siden Clausens havde faaet Lov dertil," bleve Aftenerne den 29de Marts, 12te April, 10de April, 26de April og 3die Mai alle saadanne "sceniske Forestillinger". — Dette nye Slags Beneficer vare alligevel ikke de for det kongelige Theater meest fordærvelige, som opkom under denne Direction: der kunde [sideskift][side 446]dog maaskee ved dem blive optaget et eller ander Stykke, som den vilde have havt ondt ved selv at faae frem. Dette var ikke Tilfældet med de mangfoldige Beneficer, som forskjellige Theaterpersoner, — Dandsere, Chorister og Orchestermedlemmer saavelsom Skuespillere, — foranstaltede sig selv, gode Venner eller Trængende paa Privattheatre, — oftest det borupske i St. Kongensgade eller et temmelig stort Theater i det thottske Palais paa Kongens Nytorv, — og hvoraf der, aldeles ugeneert, undertiden averteredes et Par om Ugen i Adresseavisen. Hvad der opførtes ved dem, var enten af Repertoirets meest søgte Stykker, som "Fruentimmerhaderen". "Borgermesterfamilien", "Emilie Galotti", o. s. v., eller Sager, der ikke bleve eller vilde blive givne paa det kongelige Theater, saa at de, paa dettes Regning, fordrede betydelige Forberedelser af de Spillende; og det var meget almindeligt, at Chefen, foruden at see igjennem Fingrene med saadanne offenlig bekjendtgjorte Forestillinger af Stykker, der tilhørte Theatret eller medtoge dets Personales Tid til Indstudering, Prøver og Opførelse, søgte at hjælpe paa Beneficianten ved at lade Regisseuren forstaae, at han maatte see til at ordne Theatrets Tjeneste saaledes, "at der ikke kom Noget iveien for Beneficen i Borup", hvilket naturligviis sjeldent kunde skee uden Afbræk for Repertoiret, hvorved Kassen tilføiedes endnu større Tab, end den allerede leed ved at Publikum lokkedes til Forestillinger, som udenfor Theatret gaves med dets bedste artistiske og literaire Kræfter. I denne Saison dreves dette Uvæsen saa vidt, at ikke blot Abonnenterne, ved alvorlige Klager over den Usikkerhed, som det bragte i Repertoiret, vakte Directionens Ængstelse for Udfaldet af Abonnementet i næste Saison, men Directionen blev fra [sideskift][side 447]alle Kanter dadlet og spottet, fordi den var saa svag eller flov, at de Undergivne turde ligefor dens Øine vove at gjøre Theatret, som lønnede dem, Forfang og tilsidesætte deres Kaldspligt for personlige Interesser. Der maatte gjøres Noget, og da de Extraforestillinger, som de Formaaende havde truffet Foranstaltninger til, vare givne, blev det strengt og under Mulkt forbudet enhver ved Theatret ansat Person at optræde udenfor det i Forestillinger, som gaves for Penge, eller paa Theatre, som holdtes af Selskaber, hvori de ikke vare Medlemmer. For at sikkre sig selv imod fremtidig Eftergivenhed og tillige nu, da det kongelige Theaters Personale ikke mere maatte give offenlige Forestillinger, ogsaa at hindre de mange dramatiske Selskaber deri, lod Directionen det ikke blive derved, men indgik til Cancelliet med Andragende om et Forbud, hvilket udgik i en kongelig Resolution af 9de Juli 1817 og lød paa: 1) at der i Kjøbenhavn og paa dens Grund ikke andet Sted end paa den kongelige danske Skueplads maatte offenlig og for Betaling opføres noget Skuespil, det vare sig i det danske eller hvilketsomhelst andet levende Sprog; 2) at Politiedirectionen bør holde over dette Forbud, og ei alene standse Opførelsen af Skuespil, som Nogen herimod maatte ville give, men endog foranstalte Overtræderne tiltalte og dømte ved Politieretten, hvor de blive at dømme i anselig Mulkt til den kongelige Theaterkasse, hvilken Mulkt, naar virkelig nogen Indtægt af sligt Skuespil er oppebaaren, ikke bør være mindre end det Dobbelte af sammes oplyste eller sandsynlige Beløb; og 3) at det skal være alle Udgivere af offenlige Blade forbudt, i samme at indføre Kundgjørelser om Skuespil, der stride imod ovennævnte Forbud. Den kongelige Resolution blev efterkommet, men [sideskift][side 448]det varede ikke længe inden Directionens Forbud blev krænket saa aabenlyst og yderligt, at endog, som senere vil sees, en Directeur overværede en Forestilling, der gaves imod dets Lydende.

Man ventede, at det andet shakespeareske Stykke, "Lear", skulde, ved at være mere theatralsk, gjøre større Lykke end det første, men det blev ingenlunde Tilfældet. Publikum vilde dengang gjerne røres til Medlidenhed ved at høre de af Skjæbnen forfulgte Ulykkeliges declamatoriske Jamren, men ikke forfærdes ved at det Tragiske fremtraadte i frygtelige Handlinger, der ikke udgik fra nogen Skjæbne eller en Tyrans Forfølgelse, men havde Udspring fra en af barnagtig Smigerbegjærlighed forblindet Oldings fri Beslutning og tre Børns oprørende Forsyndelse imod Naturens helligste Bud. Mængdens Følelse var, at der i denne Tragedie saaledes fandtes dynget Græsselighed paa Græsselighed, at den blev utaalelig paa Scenen. Den første Opførelse vandt kun ringe Bifald; ved den tredie var Huset saa slet besat, at Stykket blev henlagt med Overbeviisning om, at det aldrig mere vilde blive fremtaget, i det mindste ikke med Held. Det slette Udfald var imidlertid for en stor Deel kun Følge af en meget maadelig Udførelse. Skuespillerne havde endnu ikke noksom, begrebet de shakespeareske Værkers rige Indhold og poetiske Væsen; de fleste toge fat paa dem som paa en kotzebuesk "Octavia" eller "Ubaldo". Ryge var en imponerende og herlig Fremstiller af en kraftigt handlende Helt, men formaaede sjeldent at komme til ægte Pathos naar Helten var lidende, og endnu mindre at lade Kraften yttre sig igjennem legemlig Affældighed. De enkelte Steder, hvor Lear bryder ud i Lidenskabelighed, gav han med megen Virkning, hvorvel den [sideskift][side 449]alderstegne Konge og Fader ikke tilstrækkeligt traadte frem, for at give dem den fulde Værdighed; men de mange Replikker, hvori han synker hen i Grublen og med Bitterhed udgyder den dybe Sjælesmerte ved sine Lidelser, lykkedes ham ikke. Han havde i det Hele ikke sin Styrke i at gribe sine psychologiske Træk i Digternes Skildringer og, ved veloverveiede, sindigt udførte Overgange, forene dem med Rollens Grundcharakteer, hvilket dog er en nødvendig Betingelse for shakespeareske Figurers fuldstændig kunstneriske Behandling. Ogsaa var han allerede forinden Opførelsen utilfreds med at skulle spille Lear. "Rollen er god nok," sagde han; "jeg indseer ogsaa, at vil de endelig give Stykket, maa jeg spille den; men det er imod baade min indre og ydre Natur at spille gale Konger, naar de ikke maae gaae løs paa deres Fjender." Foersom gav Edgars foregivne Vanvid med megen Phantasie, men paa en Maade, som fordrede Kraft og derfor angreb den sygelige Mand saaledes, at han allerede i Scenen med Gloster var synlig mat. Kun Haack var, som Kent, ganske hvad han skulde være: en herlig Helteskikkelse, fyrig, djærv og mandig baade i Holdning og Diction. — Ogsaa "Maria Stuart", det første paa det danske Theater opførte Værk af Schiller, fandt en temmelig kold Modtagelse. Publikum savnede Livlighed i Skildringen, saameget mere da Maria, der næsten ene skal fastholde Deeltagelsen, ikke i Mad. Hegers Udførelse blev en Dronning, som kun ved Anger og Overvindelse behersker en glødende Lidenskab, der undertiden glimter frem og i Ydmygelsens frygteligste Øieblik bryder ud til vild, fortærende Flamme, men var en ædel, stille klagende Qvinde, som, hengiven i sin Skjæbne, gav endog Scenen med Elisabeth saa blidt og fromt bebreidende, som [sideskift][side 450]Digterens Ord paa nogen Maade vilde tillade. Jfr. Jørgensens med megen Fiinhed, Smag og naturlig Majestæt mesterligt udførte energiske, stolte Elisabeth var det Eneste i Fremstillingen, som tildrog sig overordenlig Opmærksomhed og vandt stærkt Bifald. — Da Schillers Tragedie blev opført havde imidlertid ogsaa Publikum allerede i halvtredie Maaned saaledes svælget i Henrykkelse over et Stykke, der saa ganske anderledes brillerede ved Livlighed og overstrømmede af Skjønheder, baade for Øie og Øre, at det var "Maria Stuart" til ingen ringe Ære dog at opnaae fem Forestillinger for halvt Huus. Kotzebue forstod bedre at skaffe tragisk Effect paa en behagelig Maade: i hans "Deodata" overraskedes Publikum med en indespærret vanvittig Olding, Vold, Tvekamp paa Liv og Død, Gjengangere, en ranet Frøken, foregivne Ziguenere, gjenkjendte Børn, Forraskelser, Baghold og andre hjertegribende Eventyrligheder, som vare skruede op til et poetisk Billede af Riddertiden ved maleriske Dragter, imposante Borgdecorationer, Vaabenlege, Dands, Chor, Marcher og, fornemmelig, en af B. A. Weber mesterligt componeret Musik med mange høist forskjellige, hvert for sig i den skjønneste Melodiøsitet charakteristiske Nummere. Regner man dertil, at Jfr. Walter, som den ranede Deodata, henrev ved sin yndige, naturligt uskyldige Personlighed; at Ryge var en, om ikke just heldig erotisk, saa dog, ved den tordnende Stemme og den rigtsmykkede mægtige Figur, prægtig tyrannisk Ridder; at Stage gav den heltemodige virkelige Elsker i den Knaldeffectstiil, hvormed han havde gjort saa stor Lykke i "Korsridderne"; at Rind var en elskværdigt pudseerlig og dertil inderlig godmodig Claus Nar; og at — fremfor Alt — Due, som hidtil kun havde tilfredstilfreds-stillet [sideskift][side 451]stillet i enkelte smaa Gammelmandsroller, pludseligt, til Alles Forbauselse, som den barnligt vanvittige gamle Syvald gav et ved mange psychologiske Smaatræk høist interessant og i det Hele saa fuldendt Mesterværk, at det aldrig, i sit Slags, er blevet overtruffet paa den danske Skueplads og erhvervede ham den da uhørte Udmærkelse, hver Gang at blive modtaget med en trefoldig Bifaldssalve, inden han endnu ret havde ladet sig see, — saa vil man kunne begribe, hvorfor dette ødselt udstyrede "romantiske Skuespil" gjorde en uhyre Lykke, blev i fire Maaneder opført tolv Gange for overfyldt Huus og kunde have været givet langt oftere, dersom Holstein ikke, efter sit Princip, at stærkt besøgte Stykker burde lægges tilside, for at de længe kunde beholde Tiltrækningskraft, havde holdt det tilbage; som ogsaa begribe, hvorfor det en Snees Aar efter blev med Hyssen jaget fra Scenen, som noget smagløst Sammensurium, hvilket ikke engang den fortræffelige Musik kunde gjøre udholdeligt. — Med Hensyn til Tendents og æsthetisk Værd havde Kotzebues Quasi-Sørgespil et fuldstændigt Sidestykke i B. Bangs Lystspil "Masken"; thi i dette, som i hiint, gik det fornemmelig ud paa at gjøre en slaaende Virkning paa Mængden ved uophørlig Vexlen af det Overraskende, Brammende og Forunderlige; og i begge efterstræbtes denne Virkning ved voldsomme, baade Kunst og Natur krænkende Midler. Havde Bang til "Uglspil" søgt det Interessante i Pøblens platteste Løier, vilde han derimod i "Masken" vise, at han ogsaa vidste at finde det i de allerfineste Kredses intimeste Forhold; disse hans to Stykker vare grundforskjellige i Alt, uden i det gjennemgaaende Falske og Forskruede i Anlæg og Udførelse. I "Masken" var det hele Væsen fornemt, følsomt og [sideskift][side 452]mystisk til den latterligste Overdrivelse. Da denne Urimelighed nød den Ære at blive opført til Festligholdelse af Dronningens Fødselsdag, gaves den udstyret med al den Pragt, hvorved den skulde have Tillokkelse; men saameget var man dog, hvad Lystspillet angik, kommen til Afsmag for det prætentiøse Flaue, at den ikke med al sin ydre Herlighed kunde vedligeholde den Interesse, hvormed den strax blev optagen, udover Saisonnen.

En høist interessant musikalsk Nyhed, som vandt glimrende Bifald ved en Theatret i enhver Henseende ærefuld Udførelse, var "Joseph og hans Brødre". Méhuls herlige, i ædel Simpelhed storartede Musik gjorde, under Schalls fortræffelige Anførsel, stor Virkning og Fremstillingen udmærkede sig ved et sjeldent ypperligt Ensemble. Zinck var vel ikke, hverken i Person eller i Spil, en fortrinlig Joseph, men han gav Rollen med en ham saa usædvanlig Flid, at den blev ham særdeles klædelig, og Syngepartiet, som han fuldeligen var Herre over og yndede, sang han mesterligt, med Smag, Følelse og Kraft. Jacob udførtes med høi patriarkalsk Værdighed af Frydendahl. Et af de yndigste Billeder af reen, barnlig Uskyldighed, der nogensinde er blevet fremstillet paa et Theater, var Jfr. Walters Benjamin, som i Tone, Blik og enhver lille Bevægelse havde, med al sin henrivende Skjønhed, en saadan Naturlighed, at det syntes, som om hun, uden at have gjort det mindste derfor og sig selv ubevidst, var bleven fuldstændigt forvandlet til en poetisk Forklarelse af den bibelske Skildring. Uovergaaelig, som hun var i denne Rolle, var Ryge i Benjamins Modsætning, Simeon: en af de colossaleste Fremstillinger af denne "Mester i det Colossale". Med rystende Sandhed, men ædelt og i stor [sideskift][side 453]Stiil, gav han, i Udseende og Røst, en vild og vældig Naturs Nedbøielse under Nag og mørk Fortvivlelse. Naar han, der ved Brødrenes Indtrædelse, langsomt og indesluttet i sig selv, fulgte bagefter dem og blev staaende med slapt nedhængende Arme, Hovedet sænket og Blikket heftet paa Jorden, ved at høre Josephs Navn styrtede frem iblandt dem med den mægtige Figur, det mørke Aasyn, de store, vildtstirrende Øine og med dumprullende Tordenrøst udbrød: "Hvo taler om Joseph?" foer en Rædsel gjennem Alle, som om en Løve var bleven vakt af sin Slummer og pludseligt sprang frem, færdig til Anfald. Og igjennem hele Rollen, i hans Sjæleuro, hans Anger, hans Vildelse i Samtalen med Joseph, hans Selvanklage for Faderens Fødder var den samme Vælde, ved en mageløs Forening af Natur og Pathos. Den lange Scene i anden Act er sildigere bleven betydeligt forkortet, som vistnok er anbefaleligt for enhversomhelst Anden; for ham indeholdt den ikke en Linie for meget: hver Replik var ham kun et nødvendigt Trin for Overgangen fra den qvalte, dybe Marter til et frygteligt Fortvivlelsesudbrud. Ogsaa var her hans Syngestemmes Eiendommelighed af ypperlig Virkning, ligesom i det Hele Brødrenes Chor, hvori Nephtalis Smaasoloer ved Rosenkildes bløde, klangfulde høie Brysttenor og smukke Foredrag vakte stor Opmærksomhed, gik med overordenlig Kraft og Præcision. — Af "Agnes Sorel" fik Theatret kun liden Glæde. Musiken, af Gyrowetz, fandt man vel særdeles tiltalende i Ensemblestykkerne, der udmærkede sig ved megen Adel i Melodie og Instrumentation, men Solonumerne havde en egen overraskende Afbrudthed, der berøvede dem Effect, og Texten blev endnu mere kjedsommelig, end den allerede i sig selv var, da Zinck, som Carl den [sideskift][side 454]Syvende, den interessanteste Rolle, vel sang smukt, men i Spillet høiligen lod savne Munterhed, erotisk Varme og kongelig Anstand. Mad. Rind, som Jfr. Walter nylig var bleven, gjorde baade ved Sangen og Spillet megen Lykke i Titelrollen; men foruden Frydendahls med Fiinhed, Natur og Anstand mesterligt spillede Dunois, var der i Fremstillingen kun Eet, som i nogen særdeles Grad tildrog sig Publikums Opmærksomhed: nemlig Rosenkildes Udførelse af de la Ratinière. Fortvivlet over at see Saisonnen lakke mod Enden, uden at det var lykkedes ham, i en Charakteerfremstilling at komme til at vise, at han var i Besiddelse af et Skuespillertalent, hvormed han holdt sig overtydet om at skulle kunne opnaae en større kunstnerisk Anseelse, end han følte, at det, uagtet hans skjønne Stemme, vilde blive ham muligt at tilkæmpe sig som Sanger, havde han med utrættelig Iver søgt at faae Tilladelse til at optræde i en stor comisk Rolle, ved hvilken han, om det end var med Fare for et afgjørende Nederlag, kunde i denne Retning gjøre sig ret bemærket af Publikum. Han havde valgt en overordenlig vanskelig Opgave: Hippeldanz i "Epigrammet", en Rolle, hvori Knudsen havde gjort sig saa berømt ved Originalitet i Opfattelse og et rigt sprudlende Lune i Udførelse, at man ansaae det for voveligt om endog en af Theatrets første Kunstnere, ikke et Aar efter hans Død, vilde forsøge sig i den, men aldeles dumdristigt af Rosenkilde, der savnede Routine og — da Rollen, for nogenlunde at behage, nødvendigviis maatte spilles paa Knudsens Maade. — umuligt kunde hverken give sig hans Jovialitet eller med sin spinkle Figur faae den tilfredse Fraadsers mægtige Fyldighed i Ansigt og hele Udseende. Imidlertid holdt Rosenkilde fast ved sin Begjæring, hvor meget han end fra alle Kanter blev ængstet [sideskift][side 455]for Udfaldet, og omsider gav Holstein efter, mere for ved en afgjørende fiasco at blive fri for flere saadanne Anmodninger, end i Forventning om, at der kunde komme noget blot Taaleligt ud af hvad han kaldte et halsbrækkende Vovestykke. Ugen førend Opførelsen af "Agnes Sorel" havde Rosenkilde gjort det og var, uagtet han maatte søge sin største Effect i saameget som muligt at ligne Knudsen og fandt sig i høi Grad generet af de Midler, han ved første Forestilling havde anvendt for at skaffe sit Ansigt Fyldighed, sluppen særdeles heldigt derfra, da han vandt meget Bifald og endog Holstein beqvemmede sig til at indrømme, at der, hvorvel Rollen ikke passede for ham, var enkelte gode Steder i hans Spil. Dog, netop det, hvorved han snart især skulde gjøre Lykke og endnu i sin høie Alder bevarer Berømmelse: sit Talents Originalitet, havde han, ifølge Opgavens Natur, aldeles ikke deri kunnet komme til at vise, og med Hensyn dertil blev de la Ratinière — en naragtig Herremand, — saa at sige, den Rolle, hvormed han begyndte sin rette Kunstnerbane. Den i sig selv flaue Theaterfigur kunde ikke i den dygtigste og meest routinerede Comikers Hænder blive noget Mesterværk, men fik ved ham en naturlig Løierlighed, som i hans Diction, Holdning og hele Personlighed viste sig paa en saa bestemt eiendommelig Maade, at den i Begyndelsen overraskede Tilskuerne; men efterhaanden som de af dens inderlige Overeensstemmelse med sig selv mærkede, at den ikke var nogen Famlen efter Effect, men en selvstændig Yttring af en ægte comisk Kraft, vakte den megen Moerskab og optoges med stort Bifald. Da han anden Gang, fordi han brugte mindre ubeqvemme Midler til at skaffe sig Fyldighed, spillede Hippeldanz med langt mere Frihed og Lune end [sideskift][side 456]første Gang og derfor vandt endnu stærkere Bifald, skulde man have troet, at to saa forskjellige Roller havde saaledes tilvendt ham Directionens Opmærksomhed, at den vilde have sørget for at skaffe ham Anvendelse; dog ingenlunde! denne maatte han endnu vente af Tilfældet; men — det stod ham ogsaa bi og skaffede ham den snart.

Det var i Literaturen en meget krigersk Tid og Kampen førtes i Almindelighed ikke med Rolighed og Sandhedskjærlighed, for at skaffe det Gode og Skjønne en af Fornuften billiget Overvægt, men med ustyrlig Hidsighed og Fanatisme, for at tiltvinge Personer, Partier og Sekter Herredømme og Ret lige ud til det Urimeliges og Smagløses yderste Grændse; man gik ikke til Angreb eller Forsvar med Ærens Vaaben: Grunde og Beviser, men slog løs med Spidsfindigheder, Forvanskninger, bitter Spot og — hvis man ikke var dygtig til at haandtere disse — den plumpeste Grovhed. Under dette Røre reistes angaaende et Theaterstykke en Besværing, som til enhver Tid vilde have vakt Bevægelse, men nu fremkaldte en literair Tumult, der gav mange Skandaler, og, meget charakteristik for den Aand, som rørte sig i den, endte med et ligesaa raat som uretfærdigt Overfald paa et andet Theaterstykke. Oehlenschläger havde omarbeidet sit i 1804 forkastede Syngespil "Freias Alter" til et Lystspil i fem Acter, og deri ei alene forøget de langt mere ham tilhørende, end Charaktererne naturlige Overgivenheders Antal meget betydeligt, men indlagt en ny Person, en Mad. Geldschlingel, som han, om hun just ikke viser sig drukken paa Scenen, unegteligt vil have betragtet som stærkt forfalden til Drik, da der flere Steder siges om hende, at hun seer vel tidt i Flasken, og hun endog hos sig bærer fransk Brændeviin i en EaudeEaude-lavande-Flaske [sideskift][side 457]lavande-Flaske. Fornærmet over at Stykket ikke blev antaget, var Oehlenschläger saa ubesindig, i et meget maadeligt Skrift, hvori han kalder Forkastelsen en Kabale og skeet blot af Lune, at føre Klage derover for Publikum. Hvorvel Censorerne, ved at have antaget "Uglspil", "Masken", "Betlerpigen" og andre aldeles forkastelige Fuskerier, havde givet Aarsag til at troe, at de ikke vilde tilbagevise endog det sletteste Arbeide af en Oehlenschläger, lykkedes det dem meget godt at imødegaae Digteren i hver sit Forsvarsskrift. Rahbeks vandt især meget Bifald, ved at han klart og i en rolig Tone fremsatte fornuftige Grunde, iblandt hvilke fornemmelig den, at han just paa Grund af at den Agtelse, som Oehlenschläger fortjent stod i, ikke vilde vinde ved Opførelsen af "Freias Alter", allermindst havde villet give det Stemme, fandt Billigelse hos enhver af Digterens uhildede Beundrere som hos Publikum i Almindelighed. Olsens Forsvar var heftigere, men ikke mindre overbevisende om, at han kun af de smagløse Overdrivelser, som han anførte Exempler paa at der var i Stykkets Charakterer og Sprog, havde ladet sig foranledige til Forkastelsen. Oehlenschläger selv gik ikke videre i Sagen, men den optoges strax med stor Iver af dem, som under den tidligere forbittrede Feide saaledes havde ophidset sig til Fanatisme, at de vilde have været beredte til at beundre og forsvare, som genialt, endog det Forkeerteste, naar der blot var givet dem Sikkerhed for at det var af Oehlenschläger; disse bekrigede, baade i Forsamlinger og Flyveskrifter, Censorerne og overhovedet Alle, som tillode sig at yttre en anden Mening, end den, hvilken de vilde have gjort til den eneste tilladelige, med alle de Spidsfindighedens og Grovhedens Vaaben, som de i deres Harme kunde faae fat paa. Der [sideskift][side 458]fremsattes de forunderligste Paastande og Sofismer. At Censorerne, ved at sende Stykket tilbage, havde erklæret, at "de ikke havde fundet de foretagne Forandringer saadanne, at de derved kunde troe sig beføiede til at omstøde deres Forgængeres Dom", maatte ikke paa nogen Maade kunne udtrykke, som naturligt var, at de, uagtet Forandringerne, hvorved det dem velbekjendte Syngestykke var blevet et Lystspil, fandt det forkasteligt ligesom deres Forgængere havde fundet det; men skulde absolut sige, at de, for at komme til samme Dom som deres Forgængere, havde støttet sig paa disses Grunde, og deraf udvikledes dem vidløftigt en stor Brøde, thi saa havde de jo kun kjendt Dommen over det gamle Stykke ved Magt, men ikke censureret det nye Stykke! Med Hensyn til det Usædelige anførtes, at Ideen i "Hugo von Rheinberg" er "af megen Anvendelse i Livet", hvorimod Ideen i "Figaros Giftermaal", som under Udviklingen af den franske Revolution havde viist en stor nyttig Virksomhed til at blotte mange Samfundsbrøst, kun indeholdt en hemmelig Gift. Censorerne havde "aldeles intet beviist om Stykkets Slethed og Vittighedernes Eensformighed" ved at anføre hele Scener deraf; thi — om de end kunde anføre femten, saa kunde det ikke begrunde Stykkets overveiende Slethed, og for at bevise Vittighedernes Eensformighed, maatte de idetmindste have givet en Deduction af deres særegne Natur! Saa omstændeligt gjorde en anden af Stykkets Forsvarer sig det dog ikke med, til Fordeel for Stykket, at bestemme Vittighedernes Værd: han omstødte begge Censorers mange Exempler paa smagløse og uægte Vittigheder blot med kort at erklære, at han fandt dem fortræffelige og ægte. Denne samme Kritiker, der i sit meget platte og plumpe Skrift [sideskift][side 459]gik saa vidt i reent personlige Angreb paa Olsen, at han endog spottede hans Spinkelhed og stiklede paa, at hans Forsvarsskrift kun fandt Medhold fordi han var "en god Vært", frakjendte ogsaa Censorerne, to Professorer i Æsthetiken, af hvilke den ene ofte var bleven fremhævet som Danmarks dygtigste Dramaturg, den Smag, der skulde være gyldig til at dømme om "Freias Alter", medens han fremsatte sin egen Dom som uomtvistelig rigtig; ja han forsmaaede end ikke at ville skaffe denne Dom Styrke ved at fremstille den Urbane, kundskabsrige Olsen som en høist borneret Mand, uden Begreb om Kunst og Poesie. Dog, een Omstændighed vil være tilstrækkelig for klart at vise den Tendents, som laae i denne fyrige Iver for det Skjønne. Rahbek var lige deelagtig i Forkastelsen med Olsen og havde endydermere ikke skyet at vedkjende sig, at han vilde have stemt for den selv om Olsen havde erklæret sig for Stykkets Antagelse. En af dem, som hidtil, med en flau Persiflage og peervrøvlersk Omstændelighed, der skulde gjælde for Vittighed og Grundighed, havde staaet i forreste Række mod Baggesen, fandt, at han nødvendigviis ogsaa her maatte lade sig see paa Kamppladsen. Da han imidlertid var ubetinget Beundrer af Rahbek som af Oehlenschläger, fremkom han med et Skrift, hvori han, for Forkastelsen af "Freias Alter", gik rasende løs paa Olsen alene og overøste ham med de raaeste Grovheder, stillede ham i Aand og Kundskab sammen med Carl Frederik Reiser, Ildebrandshistoriens Forfatter, angreb ham for endeel slette Stykker, som Censorerne havde antaget i Forening, ja endog for nogle, som det var ham vitterligt, at Rahbek havde antaget, men Olsen modsat sig, og parodierede, med mange Haansord, hans i Forsvarsskriftet fremsatte Raisonnement; — Alt [sideskift][side 460]uden endog blot at nævne Rahbek mere end en eneste Gang, og da paa ingen Maade for at gjøre ham til Olsens Medskyldige; nei, tvertimod! kun for at sige Rahbek en Compliment for — den Agtelse, han viste Oehlenschläger som Æsthetiker, og at lade Olsen vide, at Rahbek hyldede en anden Gud for Smagen end han!! — Forkastelsen var strax af Fanatikerne bleven betegnet som blot en Følge af Baggesens af den laveste Misundelse indskudte Forfølgelsesiver mod Oehlenschläger. Det hjalp ikke, at enhver af dem vidste, at Baggesen paa den Tid var udenfor al venskabelig Forbindelse med Censorerne; det var Angsten for hans Kritik, der skulde have drevet dem til den Formastelse at forkaste et Arbeide af Oehlenschläger. Strax efter at Oehlenschlägers "Til Publikum" var udkommet, hed det i et Opraab til "Universitetets Studerende": "Vi have seet den Mand, der engang henrykkede, naar han greb i Strengene, at slænge Harpen tilside, og dybt fornedre sig under hvad han var. Vi have hørt ham, hjemkommen, at tale et Sprog, laant fra Fiskerkjellinger i Paris, medens Oehlenschläger hjembragte fra Rom sin Corregio!" Efter endnu yderligere at have betegnet ham som "den glindsende Klapperslange", som "en kold, vaklende Natur, uden Charakteer, som uden Holdning, et Rør, der røres hid og did af Vinden", hedder det: "Denne er den Følelse, hvormed vi have skuet Baggesens kaade Indsnit i Oehlenschlägers Ære. Vi have tiet. Saalænge det blev ved Ord, kunde vi rolige see dem prelle tilbage, som afmægtige Pile mod en Kobbermuur; men man er gaaet til Handling: Freias Alter er forkastet igjennem Theatercensorerne!" — Baggesens onde Skjæbne vilde, at hans Opera "Trylleharpen" just under den forbittrede Kamp om "Freias Alter" var [sideskift][side 461]under Indstudering til Opførelse i Anledning af Kongens Fødselsfest. Det var strax en Formodning, at "Studenterne" vilde paa Baggesens Værk tage Hævn over "den Mand, der", som det ogsaa hed i Opraabet, "var sunken saa dybt, at han, engang udrustet med Evner til at henrive saligt i Veemod og Lyst, anvendte flere Aar af de let tællelige Dage til forsætlig at forbittre Menneskers Liv, og forgifte for Folket selv Nydelsen af den Frugt, han egenhændig engang rakte det." Baggesens Text til "Trylleharpen" var vel ikke noget Mesterværk, men stod dog langt over de æsthetiske Uteerligheder, som taaltes af Studenterne og hver Aften gave fuldt Huus; kun den høieste Uretfærdighed kunde ville behandle den som Scenen uværdig. Desuden sagde Rygtet, hvad der ogsaa siden fandtes fuldeligen Sandhed, at Kuhlaus Musik var et genialt Værk, fuldt af henrivende Melodier, især i dens erotiske og pathetiske Partier, og glimrende instrumenteret. Flere ansete Videnskabsmænd, der holdt sig udenfor Partiestridighederne, søgte derfor med Iver at bringe Ungdommen fra dens Beslutning at foranstalte en Udpibning, der, som Baggesens erklærede, men besindige Modstander, Conferentsraad Cold, sagde, kun vilde blive Studenterne til Skandale og Oehlenschläger til Skade. De fornuftige Forestillinger vilde neppe have dæmpet Ophidselsen og just i Afgjørelsens Øieblik kom en Omstændighed til, af hvilken den gjorde sig berettiget til endog den raaeste Medfart. Samme Dag, som Festforestillingen af "Trylleharpen" bekjendtgjordes i Adresseavisen, anmeldtes i denne tilsalg et af Stud. theo. Peder Hjort, der nylig i de bekjendte "Tolv Paragrapher" havde styrket Raseriet mod Baggesen, ved med oprørende Hensynsløshed at angribe ham som Digter, Kritiker og [sideskift][side 462]Menneske, forfattet Skrift, der var betitlet "Om en høist mærkelig Lighed imellem Trylleharpen, saakaldet originalt Syngespil af I. I. Baggesen, og samme Stykkes Original", og hvori Baggesen beskyldtes for at have udgivet en anden Forfatters Arbeide for sit. Nu var Baggesens og Stykkets skammelige Fordømmelse uafvendelig. Det hjalp ikke, at den sengeliggende Baggesen Dagen efter i Avisen erklærede, at han med Documenter og Vidner vilde fuldkommen godtgjøre Beskyldningens Falskhed, og bad sine upartiske Landsmænd, at de, indtil dette kunde skee, vilde troe ham paa sit Ord; allerede Dagen efter gjentog Hjort i Avisen med Bestemthed sin Sigtelse, tilføiende, at det ikke var forunderligt om Justitsraaden vilde bevise dens Falskhed, da "han jo flere Gange havde beviist, at han ikke selv længer var til, uagtet man jævnligen fik eftertrykkelige Beviser paa det Modsatte." Sagen gjorde uhyre Opsigt: overalt, hvor Fanatismen ikke gjorde det til en Troesartikel, at Baggesen var en Mand, der var istand til endog det Lumpneste, fandt man det ubegribeligt, at den store idee- og tankerige Digter skulde have tilvendt sig en slet tydsk Opera og deels oversat, deels omarbeidet den, for at give den ud for sit Værk; men ganske visse vare Alle paa, at Baggesen vilde blive udpebet paa det frygteligste, hvorledes end Stykke og Musik vare; ja af Frygt for at hans Modstandere end ikke under Festforestillingen vilde kunne tæmme deres Begjærlighed efter at komme ham tillivs, var der endogsaa ved den truffet overordenlige Foranstaltninger til at overholde Fred og Orden. Ærbødighed for Kongehuset og at kun saa af de Pibelystne vare tilstede, fordi det ikke var "den rigtige Aften", holdt imidlertid ethvert Uvilliesudbrud tilbage. Der blev, efter [sideskift][side 463]Skik, kun applauderet ved Kongens Indtrædelse og Bortgang; under Forestillingen herskede den dybeste Tavshed. For saavidt som de Tilstedeværende vovede under Forfølgelsens stærke Tryk at yttre en Mening efter Opførelsen, der, hvad Udstyr og Præcision angik, paa ingen Maade gjorde Theatret Ære, faldt den ud til: at Musiken var fortræffelig, men hist og her vel lang og derfor noget trættende; Stykket ret underholdende og i flere Partier poetisk skjønt; Spillet særdeles godt, med Undtagelse af, at Zinck, som jo rigtignok havde den vigtigste Rolle, overgik sig selv i Kulde; og Sangudførelsen ypperlig, fornemmelig for Rosenkildes Vedkommende, da han havde sunget Orpheus's lille Partie saa henrivende, at man ikke kunde erindre Noget, der, i Forhold til sin Betydenhed, havde gjort en saa overraskende herlig Virkning. Til den anden Forestilling — "den rigtige Aften" — bleve Billetterne til Gallerie- og Parterrelogerne, hvorfra Angrebet især skulde skee, da man, som en af Førerne havde udtrykt sig i en hos Restaurateur Foussanée afholdt Forsamling, "maatte befrygte Overfald af Parterrepøblen", betalte Sjouverne med indtil det Femdobbelte af Prisen; og der uddeeltes gratis i Parterret Exemplarer af Hjorts Beskyldningsskrift, hvori — meget betegnende for den Redelighed, med hvilken der blev skaffet Beviser for Baggesens foregivne Uredelighed, — den hele første Act af "Trylleharpen", der først var udkommen samme Dag som Skriftet, fandtes aftrykt tilligemed Parallelsteder af den Kunzen paa en just ikke smuk Maade fralokkede tydske Opera "Ossians Harfe", der skulde være den virkelige Original. Under Opførelsen bleve mange Numere stærkt applauderede uden at Modstanderne vovede anden Indsigelse, end ved bagefter BiBi-faldet [sideskift][side 464]faldet at raabe "For Kuhlau!", at forvare sig imod dets Anvendelse paa Stykket. Indtrykket af Forestillingen var saa gunstigt, at Partiet, hvor stærkt det end var, ikke engang efter den havde Mod til at træde frem i al den Frygtelighed, som der var gaaet Rygte om, at det vilde vise sig i. Ved Dækkets Fald lod et stærkt Bravoraab, hvorunder der atter hørtes "For Kuhlau!" men kun et Par Piber. Derpaa indtraadte en Tavshed, som maaskee vilde være bleven Enden paa det Hele, hvis nogle Klappere ikke, for at have det sidste Ord, efter et Par Minuters Ophold igjen havde givet sig til at applaudere. Nu begyndte Pibningen fra alle Kanter og fortsattes under Parterrets og Parkettets Klappen og Bravoraab. Midt under den heftigste Kamp udbragte en vældig Stemme fra Parterret et "Baggesen leve!", der fremkaldte en stærk Bifaldssalve ledsaget af frygtelig Piben og fra Galleriet besvaredes med "Den rette Forfatter leve!", hvilket optoges med stormende Applaus. Med afvexlende Overmagt havde Klapperne og Piberne kæmpet i henved en halv Time og adskillige Grovheder, som begge Partier midt under Støien tilskraalede hinanden, lode befrygte, at det vilde komme til Haandgribeligheder; da traadte Stadens Commandant, Grev Schulenburg, ind i Parterret og raabte med høi Røst: "Stille i Hs. Maj. Kongens Navn! Den Første, som nu piber eller klapper, bliver arresteret!" Dermed var Roligheden tilveiebragt; Alle forlode strax Huset i Stilhed. — Det var ikke gaaet ganske efter Oppositionens Program: Baggesen skulde have havt et høitideligt pereat, men den siden berømte Videnskabsmand, som fra tredie Etage skulde udslynge det, havde enten under Stridens Hede glemt Aftalen eller ikke fundet Stemningen saa god, at han kunde [sideskift][side 465]vente det vilde faae stor Anklang. Imidlertid, dette og noget endnu Haanligere: Stykkets Udpibning strax efter Ouverturen, saasnart Dækket var gaaet op, ligesom var skeet med "Betlerpigen", blev besluttet til tredie Forestilling, der endydermere var Forfatteraftenen. Beregningen slog dog feil, thi Baggesen bad om at Stykket maatte blive henlagt indtil han havde beviist at være dets rette Forfatter. For alligevel at finde Leilighed til en Demonstration imod ham og for Oehlenschläger, greb man til, den 22de Febr., efter Forestillingen af "Røverborgen" at udbringe et "Oehlenschläger leve!", som vel optoges med et trefoldigt Hurra af dem, der vare komne i den Anledning, men kun meget lunkent tiltraadtes af Publikum.

Sommerskuespillene bragte atter en Række, med Hensyn til mesterlig Udførelse baade af enkelte Roller og i Ensemblet, saa høist udmærkede Forestillinger, som nogensinde vare givne paa den danske Scene. Derimod vare de to store kotzebueske Nyheder, hvorpaa der blev anvendt en saa overordenlig kunstnerisk Dygtighed, af den allersletteste Art. En, ved Coupering, Antitheser. Flittervittigheder og maniereerte Pif-Paf-Replikker, saa forskruet Dialog, som der gaaer igjennem hele Marionetspillet "De mistænksomme Ægtefolk", har Kotzebue selv kun opnaaet at sammennitte Mage til i enkelte Scener af de mange Stykker, hvilke han, som dette, har troet at gjøre til Comedier ved en plump, frivol Behandling af de delicateste menneskelige Forhold. Det var beundringsværdigt, hvorledes kunstnerisk Omhu formaaede at tilrette og afrunde noget saa Forkeert og Skarpt saaledes, at ei alene det Hele kunde af dannede Tilskuere sees med Behag, men endog enkelte Figurer, navnlig den af Lindgreen med megen Smag opfattede og [sideskift][side 466]grundcomisk udførte Gartner, bleve virkelig interessante. Et endnu værre Makværk bødes der Publikum i "Sorger uden Nød og Nød uden Sorger": ikke Mennesker, men de væmmeligste Caricaturer, forslidte Situationer, drøie Tvetydigheder, det Piquante søgt i plumpe Hentydninger til Tidsbegivenhederne, Vittighedsjagerie og sammenrimpede Klude af Forfatterens egne Arbeider dannede en stor Farce af kaadeste Natur. Alligevel bragte ogsaa her det fortræffelige Spil en elskværdig overgiven Tone ind i det plumpt overdrevne Sammensurium; især vare Frydendahls fornemme, skrydende von Pelz og Lindgreens Magister Schnudrian to kostelige Narre. "Det tilmurede Vindue", et lille halvt rørende Stykke, ogsaa af Kotzebue, havde et Par særdeles smukke Scener og gav Ryge, som en fattig Muurmester, der i en Muur finder et Skriin og, efter selv at have overvundet Fristelsen til at beholde det, sætter sin brave Søns Redelighed paa Prøve dermed, Leilighed til at skabe en lille Charakteerskildring, hvori alle Træk samlede sig til et saa skjønt, sandt og fyldigt Billede af en gammel Haandværkers ærlige, kraftfulde Jævnhed, at den ved en henrivende Naturlighed gjorde overordenlig Virkning og i kunstnerisk Værd kunde stilles ved Siden af hans herligste store Fremstillinger. — En mærkelig Nyhed bragte Sommer-Repertoiret i Sørgespillet "Brøden" af Müllner, thi dette Stykke er det eneste, som her er blevet givet af denne Forfatter, der dengang enthusiasmerede Tydskland som Opfinder af "den moderne Skjæbne-Tragedie", hvori man vilde finde en saa inderlig og i Poesiens Væsen naturligt begrundet Forening af den romantiske og antike tragiske Digtning, at den allerede erklæredes for den eneste Aabenbarelsesform under hvilken Melpomene herefter vilde være [sideskift][side 467]berettiget til Dyrkelse paa den tydske Scene. At den Glødenhed i Udtrykket af Lidenskaberne, ved hvilken denne Tragedieart, med dens piinlige Situationer, ofte i det Comiske faldende Græsseligheder og convulsive Kampe mod en uafvendelig Skjæbne, fornemmeligen udmærkede sig og i Tydskland gjorde stor Virkning, ikke var nok til at begeistre det danske Publikum, saa at den ægte poetiske og nationale Tragedie for en Tid trængtes i Baggrunden, maa ansees som særdeles heldigt, saameget mere, da de med Klogt anlagte voldsomt spændende Scener ogsaa her fandt lidenskabelige Beundrere og Ryge udførte Hugo med stor tragisk Styrke. De Poesiens sande Venner, som ikke vare indviede i Theatrets Mysterier, frygtede meget for at det moderne tragiske Tydskerie alligevel vilde med dette Stykke blive slæbt ind i Repertoiret, thi Directionen antog det strax efter tredie Forestilling til Opførelse. Dette skete imidlertid ingenlunde i den Hensigt at give det; men — for "at hjælpe paa Sommerselskabet", ved at lade Theatret godtgjøre den Betaling, som det havde givet E. Boye for den, et bedre Arbeide værdige, fortræffelige Oversættelse. Da Privat-Entreprisen havde faaet det af den givne Honorar betalt af den kongelige Kasse, var der ikke mere Tale om nogen Opførelse.

Tre af Theatrets, hver i sin Kunstart, høitfortjente Mænd endte i denne Saison deres Hædersbane. Schwarz's Aandskraft var saa svækket, at han ikke mere nu, især da han var bleven uvant med at fremtræde offenligt, kunde paa Scenen samle sin Hukommelse, hvorfor hans sidste Farvel til Publikum blev ham Nødvendighed. Han levede endnu i 21 Aar, men Kummer over de slette Kaar, hvorunder hans to gifte Børn levede, havde da han, 85 Aar [sideskift][side 468]gammel, døde, allerede i et Par Aar gjort ham aldeles flov og udeeltagende for Alt hvad der omgav ham. — Den 83aarige Galeottis Død blev ikke noget Tab for Skuepladsen, for saavidt som han nu havde overlevet sit digteriske Genie og heller ikke mere var istand til med Kraft at forestaae Balletvæsnet; men dette mistede fra hans Bortgang hurtigt sin hele tidligere store Anseelse, da der ikke fandtes en Eneste, der hverken som Compositeur eller Forstander var istand til at blive hans blot taalelige Afløser. Bournonville, der udnævntes til Dandsedirecteur, dannede vel flere unge dygtige Solodandsende, men Galeottis ypperlige mimiske Skole forgik ganske med ham og der var Ingen til at give de mangfoldige Deeltagere i Ensemblet den fornødne Anviisning, Rettelse og Livfuldhed; i en tør, mangelfuld Udførelse og med et afjasket Udstyr falmede de herlige gamle Balletter mere og mere. — Kunzen blev, efter lang Svagelighed, hvorunder han dog stadig, uagtet den Bitterhed, som store legemlige Smerter og mange Fortredeligheder paa den senere Tid havde lagt i hans Yttringer og Gemyt, var virksom i Theatrets Tjeneste, pludseligt bortrevet ved et apoplektisk Anfald. Under 22 Aars Embedsførelse havde han, som genial Componist, dygtig Sanglærer, smagfuld og energisk Orchesteranfører og en i alle Forhold aandslivlig og praktisk Mand, gjort sig høiligen fortjent af Theatrets Musikvæsen og vundet almeen Agtelse ved en saft og retskaffen Charakteer, hans Post blev nu deelt saaledes, at Concertmester Schall, der allerede under hans hyppige Sygdomsforfald med stor Dygtighed havde anført Orchestret, fik Directionen over den instrumentale Musik og Syngespilprøverne, og den hidtilværende anden Syngemester Ludvig Zinck tildeeltes Skolen for SoloSolo-sangere[sideskift][side 469]sangere og Partiernes Indstudering, i hvilket Embede han i høi Grad udmærkede sig ved med megen Smag og Iver at virke for et smukt, sjælfuldt og charakteristisk Foredrag, saavelsom ved en sjelden Evne til i Partierne at gjøre Smaaforandringer, som, uden at skade Compositionens Præg, gjorde Udførelsen enten lettere eller brillantere for Sangeren. — At Heger efter Ansøgning afgik med Pension vilde have været et meget føleligt Tab, dersom han i Theatrets Interesse havde anvendt sit Talent med samme Vedholdenhed, som han, medens han var begeistret for Skuespilkunsten, havde viist i at udvikle og forædle det. Men nu, da han havde vundet fortjent betydelig Anseelse hos Publikum og besad et glimrende Repertoire, var han af Egoisme og Særhed bleven Theatret saa fjendsk, at han følte sig utilfreds med alt, hvad der vedkom det, var gnaven og opfarende i Omgang med sine Kunstfæller og kom saa vidt i den Distraction, som han altid havde havt smaa Anstød af, at han, uagtet den overordenlige Flid, hvormed han memorerede sine Roller, flere Gange under Forestillinger glemte Replikker, som han, hvor lange Pauser det end foraarsagede, ikke vilde gjenoptage, gik ud paa urette Steder, ja endog, til stor Forvirring for sine Medspillende, sprang med en Replik ind i en anden Act, end den der spilledes. At Frydendahl var bleven Instructeur bragte hans Harme over Theatertilstandene til det Yderste; thi baade anslog han, med Uret, Frydendahls Genie og Dannelse meget ringe, og var det hans Overbeviisning, at Instructeurembedet burde være givet ham eller Foersom, som begge lige lidet egnede sig for det. Ved den Bidenhed og det vrantne Lune, hvormed han i denne Saison gjorde sig baade Directeurer og Kammerater ubehagelig, var den [sideskift][side 470]talentfulde Mand selv Skyld i at Ingen tog sig hans Bortgang nær. — Med dyb Beklagelse havde derimod Personalet saavelsom Publikum modtaget Efterretningen om Foersoms Død. Han havde vel ogsaa af og til staaet paa en spændt Fod med enkelte af sine Kunstfæller og da var hans Tone just ikke den høfligste, men Alle agtede den kundskabsrige Mand og Shakespeares geniale Oversætter; de Mange i det daværende Personale, som kun altfor ofte fik Leilighed til at føle med sig selv, at de vare uvidende, begrebe, at han maatte vide meget, for at kunne udrette Noget, om hvilket den dannede Verden udtalte sig med saa stor Beundring: de havde Respect for hans store Aandsoverlegenhed, og følte sig stolte af at en saa udmærket Mand hørte til deres Stand, endskjøndt de ingenlunde i den vilde tillægge ham det store Værd, som Publikums stadigt stigende Bifald syntes at maatte forudsætte. Alligevel erkjendte Personalet, at Foersom ogsaa i kunstnerisk Henseende var et for Øieblikket uopretteligt Tab, thi skjøndt endog hans herligste Fremstillinger vedblivende kun vare en poetisk Anvendelse af hans Personlighed, havde han vundet meget i Ansigtets bestemte og ædle mimiske Udtryk, ligesom han ved Flid havde opnaaet at give sit af Naturen svage og ubetydelige Organ megen Smidighed, saa at han særdeles inderligt kunde foredrage erotiske Replikker og, naar Sygelighed ikke svækkede hans Kraft, give Stemmen et Præg af Energie, som dækkede dens Mangel paa Styrke. I de saakaldte borgerlige Elskere, iblandt hvilke kun faa hørte til hans af Publikum meget yndede Partier, fik han vel en ret tilfredsstillende Efterfølger i Liebe, der havde en smukkere Figur, som han desuden bar bedre; men i Roller, hvori han havde glimret ved erotisk Følelse, Ild og PhantasiePhantasie-fylde [sideskift][side 471]fylde, holdt man ham for uerstattelig, og at nogle af dem alligevel bleve spillede, viste kun, at han ogsaa virkelig var det indtil hans Fag omsider opnaaede en ny talentfuld Fremstiller. En Omstændighed, som bidrog meget til hos Personalet at vække dyb Deeltagelse ved Foersoms Død, var, — hvad der vel ved Theatret burde være blevet i varigere og taknemmeligere Minde, end det er blevet, — at det egenlig var ham, der havde undfanget Ideen til og kraftigst arbeidet for Grundlæggelsen af "Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse", en Veldædighedsanstalt, som man forudsaae at ville blive mange af Personalets trængende Efterladte til Trøst, og hvoraf hans Kone og Børn netop skulde have den sørgelige Lykke at være de Første, som nøde Godt. Man troe ikke, at det var let for Foersom at bringe Personalet til at samvirke for Udførelsen af et saa indlysende gavnligt Foretagende; nei, de samme sløve Afviisningsgrunde, som i 1789 mødte Schwarz, mødte Foersom i 1816, om end ikke fra saa mange Sider og saa afgjørende. Han lod imidlertid ikke Sagen falde, men skaffede sig Bistand hos nogle ansete Kunstfæller, der som brave Familieforsørgere deelte hans Bekymring for de Efterlevendes Skjæbne. I Forening med dem gjorde han Directionen saa varme Forestillinger om, hvorledes den, ved at bidrage til en saadan Indretnings Grundlæggelse, paa den skjønneste, nyttigste og varigste Maade vilde vise Sandheden i sin ofte gjentagne Forsikkring om levende Interesse for sine Undergivnes Vel, at den endelig udvirkede en kongelig Resolution, ifølge hvilken Beneficer for en saadan Indretning allerede fra denne Saisons Begyndelse skulde finde Sted. Støttet hertil fik Foersom omsider de fleste af Personalet til at indgaae paa den Betingelse, som var [sideskift][side 472]stillet for Indtrædelsen, saa at han inden sin Dødsdag havde den Beroligelse at vide Anstaltens Oprettelse sikkret. Først den 29de April, tre Maaneder efter hans Død, opnaaedes imidlertid en foreløbig kongelig Approbation og den 29de Mai Stadfæstelse paa "Forskrifterne", hvis vigtigste Bestemmelser vare: Naar den ene Ægtefælle er ansat ved Theatret, er det Hjemmel nok til Indtrædelse i Kassen; Deeltagelsen beroer ved Kassens Oprettelse paa fri Villie, men er siden Forpligtelse for Enhver, der ansættes med fast kongelig Gage; den aarlige Indtægt haves af fire Beneficeforestillinger. 1 Procent af hvert Medlems fulde Gage og Renterne af det aarlige Oplag; Enkepensionen ansættes til 1/4 af den Gage, hvoraf Procenten sidst blev sparet, men maa ikke i de første 6 Aar overstige 200 Rdlr. Sølvværdie aarlig; det, som Indtægtens rene Overskud aarlig maatte overstige 1200 Rdlr. Sølvværdie henlægges til en for afdøde Interessenters trængende Børn indrettet Børneforsørgelseskasse, over hvis Indtægter og Udgifter føres særskilt Regnskab; og Indretningen bestyres ved en Direction af fire Personer, hvilke Interessenterne selv af deres eget Middel udnævne, som tiltrædes af en sagkyndig Mand, hvem Theaterdirectionen dertil formaaer, og under Forsæde af Theaterchefen. Ved Foersoms Død fra en Kone, der var i slette Kaar, havde en ringe Gage og sad med uforsørgede Børn, fremtraadte det Velgjørende i Indretningen ret levende for Personaler, og de Faa, som endnu havde holdt sig tilbage, ilede med at lade sig indtegne som Medlemmer.

Den eneste Forøgelse af Personalet skete ved Cettis Gjenoptagelse, som han ikke opnaaede uden megen Vanskelighed, hans Reise til Sverrig havde saa lidet aabnet [sideskift][side 473]ham Lykkens Vei, at han allerede i April 1816 ansøgte om at maatte igjen indtræde i sit Numer med den tidligere Gage; men Holstein var ham endnu mere ugunstig end før, fordi han "saa rask havde forlangt Afsked, da man ikke strax vilde give et saa ungt Menneske store Roller,": den 3die Mai fik han bestemt Afslag, og paa hans gjentagne Ansøgning i Novbr, blev ganske tørt svaret, at Directionen ikke kunde indstille ham til Gjenoptagelse; da han selv havde begjæret Udtrædelse af Hs. Maj. Kongens Tjeneste, maatte han henvende sig til Allerhøistsamme, for at see om han kunde erlange den Naade, som han derved havde givet tilkjende, at han ikke behøvede. Cetti, som meget godt vidste, at hans Gjenindsættelse kun vilde blive at opnaae ved Directionens anbefalende Betænkning angaaende hans Andragende, tabte alt Haab og søgte at ernære sig ved Underviisning i Sang og Guitarrespil, hvori han selv kun havde en almindelig Dilettants Færdighed. Imidlertid, N. T. Bruun var hans ivrige Protektor; han havde, for at gjøre den unge Mand bemærket af Publikum, endog havt den latterlige Idee at ville skaffe ham, der, som Enhver vidste, var meget uforfaren i Retskrivning, en lillebitte literair Anseelse, og derfor oversat en kotzebuesk Bagatelle, hvoraf Cetti paa Titelbladet blev gjort til Oversætter. Da Bruun ikke med al sin Indflydelse havde kunnet vinde den ellers imod ham saa føielige Holstein for sin Protégé, faldt han paa at forsøge det med et Puds. Det hed pludseligt, at Cetti ganske havde slaaet sig af Tankerne at gaae til Theatret igjen, og da Sagen et Fjerdingaar efter var glemt, blev Holstein, ved Bruuns Arrangement, inviteret til et lystigt Herreselskab hos den spanske Gesandt Grev Yoldi. Just som Tonen ved Bordet var [sideskift][side 474]meest oprømt hørtes fra et Sideværelse en med megen Smag og Følelse foredraget Romance. Holstein spurgte forundret, hvem det var, der sang saa smukt. "Et ungt Menneske," svarede Greven, "der ikke alene har en deilig Stemme, men er smuk og som skabt for Scenen. Ham kunde De bruge, Hr. Kammerherre; men han trænger ikke til Theatret. De maatte byde meget høit for at faae ham." Der blev nu sunget et Par muntre Viser, og Holstein, som blev mere og mere indtaget af Stemmen, udbrød tilsidst: "Det er Skade, at han forlanger mere end vi kan give Begyndere; men han vil jo snart gjøre saamegen Lykke, at vi nødes til at betale ham godt, og vilde han gaae ind paa sædvanlige Vilkaar, tog jeg ham ubeseet." — "Saa kom ind og hils paa Deres Chef, Hr. Cetti!" raabte Greven. Holstein blev meget forbauset og søgte at skjule sin Forlegenhed over ikke at have kjendt Stemmen ved at sige: "Det er mageløst hvor Deres Stemme paa et Par Aar har forandret sig til sin Fordeel; Foredraget har ogsaa vundet meget." Under 11te Marts blev Cetti ansat med sin havte Gage, 300 Rdlr.; men for Resten af Saisonnen kom han kun til at udføre enkelte Ubetydeligheder, som han tidligere havde spillet.

Da den mimiske Kunst nu aabenbart var sin Undergang nær, kom meget heldigt et glimrende Mønster for den blot dandsende Virtuositet, hvilken Nøden havde henviist den danske Terpsichores Dyrkere til for det første kun at gjøre sig interessante ved. Mad. Ginettis Udvortes var ikke deiligt, men tækkeligt; hun bar sin høie, smækkre Figur med megen Anstand, havde særdeles skjønne, afrundede Bevægelser og udmærkede sig fornemmelig ved den overordenlige Lethed, Smidighed, Gratie og Smag, hvormed [sideskift][side 475]hun kjækt flagrede omkring, gjorde de meest overraskende vanskelige Pas og stod i Stillinger, som i Almindelighed vare meget maleriske, men ikke sjeldent tiltalte mere ved det Dristige og Brillante, end ved plastisk Skjønhed. Hun var den første Dandserinde, som her vakte Opsigt ved den beundringsværdige Fasthed og Færdighed, hvormed hun bevægede sig paa Taaspidserne og udførte de sværeste Pirouetter. Hendes Dands, som man i Førstningen fandt hist og her noget indecent, høstede umaadeligt Bifald, gav stadigt fuldt Huus og blev strax efterlignet af de unge Dandserinder, blandt hvilke Mad. Jansen med størst Bifald optog hendes Stiil. — Af mere kunstnerisk Værd havde det været, om en saa fortræffelig dramatisk Sanger som Gerstäcker var bleven tagen til Mønster, men der var dengang ikke her Nogen, der paa en bemærkelig Maade kunde gjøre sig hans ualmindelige Fortrin som Sanger eg Skuespiller egne. Som Musiker stod han tilbage for Zinck, og med Hensyn til naturlige Stemmemidler for Rosenkilde, men i dramatisk Sang overragede han langt dem Begge, hans høie Tenor var af en meget behagelig Charakteer, især for Romancer og erotiske Partier, som han udførte med et henrivende følelsesfuldt Foredrag, og dertil var han begavet med en smuk, slank Figur, en fiin, ædel Ansigtsbygning og en i det Hele strax ved hans Indtrædelse paafaldende elskelig og interessant Personlighed, som, da hans Holdning og Bevægelser vare baade gratiøse og naturlige, gjorde ham til en høist indtagende Syngespilelsker. Han gjorde glimrende Lykke, især som Aimar i de første Scener af "Røverborgen", hvori Zinck forresten, af kunstbroderlig Velvillie, gjorde det Kunststykke ikke alene at synge Camillos BasBas-partie[sideskift][side 476]partie, men at synge det med en saadan Kraft og varm Colorit, som han kun sjeldent gav sine Tenorpartier.