[sideskift][side 489]

14.1.1 Dansk drama

I anledning af det anonymt indleverede sørgespil "Knud den Hellige" var begge censorer enige om det ønskelige i at bringe et stykke af national karakter på scenen, men de var lige så enige om at dette sørgespil ikke var i overensstemmelse med tidens publikumssmag. Molbech fandt "uagtet en ret god og correct Diction, baade megen Monotonie i Dialogen, trættende Vidtløftighed og en prosaisk Tunghed i Udviklingen og den fremskridende Gang af det, man kan kalde Livet i et Drama". Han sammenlignede det selvfølgelig med Oehlenschlägers værker: "Denne Tragedie er vel, ligesom alle de, der ere skrevne hos Os efter Øhlenschlægers, en Efterklang af denne Digters Tone - men, ligesaa lidt som de tidligere, vi have seet, en Gienklang af hans Aand, som dog altid, hvilke partielle Mangler endog hans bedste Tragedier nu og da fremvise, breder et Slags poetisk Glands enten over det Hele, eller i det mindste over store og betydende Partier af de øhlenschlægerske Sørgespil" (1.7.1832). Ihukommende Molbechs kritik af Oehlenschlägers dramatiske eventyr "Trillingebrødrene fra Damask" og "Rübzahl" viser denne vurdering, hvorledes Molbech også søgte at fælde historisk betingede, korrekte domme, selv om han kun få måneder senere atter var i stand til at nedvurdere Oehlenschläger (jf. s.490). Kirstein roste nok "flere ret gode Situationer og smukke poetiske Tanker", men mest ækledes han ved "uafladeligen at høre Knud selv broute af og hans Venner at lovprise hans til Haardhed grændsende Kraft Diærvhed og Retfærdighed, medens han paa een Scene nær .. hele Stykket igjennem kun viser sig svag, frygtsom, ubillig og uden Daadskraft" (10.7.1832). Returneret den 24. juli 1832 (Kp.nr.607).

Læsningen af "Henrik von Archenberg" formede sig som et nostalgisk møde med ungdomstidens bekendte "de jernklædte Riddere og Riddersvende, de huuslige Borgfruer og elskovssyge Borgfrøkener, tilligemed de listige, utroligen ondskabsfulde og lastefulde Munke eller Abbeder", som såvel Molbech som Kirstein var enige om kun kunne befordre det "ufeilbart virkende Middel: Piben" (hhv. 28. og 31.8.1832). Stykket mindede Molbech om de mange forespørgsler om genoptagelse af "Hermann von Unna" (jf. s.686). Returneret sept. 1832 (Kp.nr.676c, udat.).

de Places sentimentale "Efterstykke i een Act" "Marri" kunne ikke reddes ved opførelse, således som det var lykkedes med Bangs "Friedli fra Haslidalen" (jf. s.399). Molbech erklærede imidlertid, [sideskift][side 490]nok så interessant, at han ikke kunne afholde sig "fra, ogsaa ved denne Leilighed at beklage, at Tidens Aand synes i den dramatiske Digtning .. at ville tilintetgiøre ethvert Spor af den rene, fra Hiertet strømmende og til Hiertet talende naturlige Følelse; imedens den enten vil dække dennes Mangel med falsk Sentimentalitet; eller, hvor Hiertets Forhold, og det evige moderne dramatiske Thema, Kiønskiærlighed, skulle berøres, enten forvilder sig i monstreus Lidenskab, eller coquetterer med tvetydige og slibrige Situationer. Man taaler Fremstillingen af den vrange, den vilde, tøileløse og forvildede - men ikke af den sande, rene, velgiørende, ægte menneskelige Følelse" (4.9.1832). Molbechs udladning mod romantismens moderne livsopfattelse er samtidig en trosbekendelse til det 18. årh.s humanitet. Kirstein fandt, at stykket i sin genesis lugtede af lig (!) (4.9.1832). Remitteret i sept. 1832 (Kp. nr.676d, udat.).

"Kiøbenhavns Beleiring" var ifølge Molbech "ikke blot" ud "over al scenisk Vedtægt, men man kan sige: over det menneskelige Begreb". Han eksemplificerede dette ved en række usandsynligheder i sceneskift samt en række historiske urimeligheder: "Man har nyligen i et Dagblad [1] stiklet paa, at Theater=Censorerne ikke vare hurtige nok - og det er sandt: man kunde aldrig hurtig nok skille sig af med saa jammerlige Fusker-Arbeider, som dette" (16.9.1832). Kirstein præciserede dette: "At tilføje noget videre om dette daarlige Product vilde være reen Tidsspilde" (23.9.1832). Returneret den 2. okt. 1832 (Kp.nr.689).

Oehlenschlägers "Tordenskiold" måtte først og fremmest komme på scenen på grund af "den berømte Forfatters store Digterfortienester, og Heltens historiske Interesse og nationale Navnkundighed", hvorefter det var "at haabe, at disse dramatiske Scener af Tordenskiolds Levnetshistorie ville vinde mere Bifald paa Skuepladsen, end jeg troer, de kunne vente sig hos kritiske Læsere" (12.11.1832). Kirstein mente der snarere var tale om "en Anecdotsamling end en velfortient Tragoedie", men hovedpersonens nationale interesse samt de sidste akters indhold og udformning ("har meget Smukt") ville gøre udslaget (15.11.1832). Stykket fik premiere allerede den 6. febr. 1833 og blev en succes (2), idet det opførtes ikke mindre end 10 gange i første sæson (opførtes 26 gange i den behandlede periode).

"Det er farligt at prøve" stempledes som begynderarbejde, hvilket [sideskift][side 491]også udgjorde dommens konklusion (23.11.1832). Kirsteins dom formede sig som en sammenligning med "Schakkerjøderne" (jf. s.533): "Ikke saa plat, men ligesaa slet som" dette (26.11.1832).

I.C.Aagaard indsendte den 17. dec. 1832 direkte til Molbech sit skuespil "Tyrannens Død, eller Nyaarsdag" (Coll.BrS.). Molbech returnerede "et yderlig slet Product" den 28. dec. 1832 (l.c.).

"Stormnatten" røbede ifølge Molbech "en Mand, der er ligesaa fiernet fra Indsigt i den dramatiske konst, som fra Kiendskab til Theatret og til vor Tids Smag" (26.12,1832). Kirstein var enig (29.12.1832).

Krossing begærede allerede i marts 1831 sit sørgespil "Sørøverne" (jf. s.267) opført, men svaredes af Printzlau, mundtligt, "at det skulde underkastes en ny Censur" (I.B.nr.2140, 21.11.1832). Uvist af hvilken grund behandlede censorerne ikke hans stykke. Efter endnu en forespørgsel bestemtes det, at stykket skulle optages "til ny Censur" (Dp 30.11.1832). Molbech undrede sig såvel over de tidligere teatercensorers antagelse som over forfatterens præstation, når han betænkte, at "vi .. ved Schillers, Øhlenschlægers, Samsøes, Sanders og Andres, meer eller mindre fuldkomne Værker - ja endog ved at see Shakspeares store Aand enkelte Gange aabenbare sig paa vor Scene - have lært, hvad en Tragoedie er". Skulle publikum end kunne kapere "et saa tomt, charakteerløst, kiedsommeligt og med Væv og Bombast opfyldt Declamationsstykke", ville Molbech nægte det antagelse af hensyn til "vore brave og talentfulde Skuespilleres Tid og Kræfter" (27.12.1832). Kistein udholdt kun læsningen af de tre første akter, "men maa derefter være aldeles enig med forestaaende Dom" (25.1.1833). Manuskriptet returneredes den 2. febr. 1833 (Kp.nr.11).

En anonym forfatter indleverede en dramatiseret udgave af novellen "Un duel" (3), som Molbech havde læst i Th. Mundts tyske oversættelse (4). Han havde fundet den "særdeles skikket til dramatisk Behandling; og tænkt mig det dengang som ønskeligt, at nogen hos Os vilde underkaste den en saadan; hvortil neppe Nogen var mere skikket end Professor Heiberg". Anonymus kom imidlertid Molbechs påtænkte initiativ i forkøbet: "Man seer for tydeligt, at det er et Arbeide af en Begynder, som, med endeel Læsning i den nyeste franske æsthetiske og dramatiske Literatur, og med en saa god Novelle for Øinene, har giort det temmelig let, at fabriquere et saakaldet originalt Drama, hvori næsten enhver Situation [sideskift][side 492]og enhver Scene - ja uden Tvivl mangen Replik, er laant hos den virkelige Original. - Jeg er vel ikke utilbøielig til at troe, at et Stykke som dette kan spilles; forudsat at man fremdeles hos Os vil forsyne Repertoiret med dette Slags halve Tragedier, som aldrig blive til noget Heelt; men Jeg tør ikke ubetinget erklære mig for dets Antagelse, da jeg mener det trænger stærkt til den kritiske Fiil" (28.12.1832). Molbechs afgørelse var meget forsigtig og tvetydig; han havde givetvis helst set sujettet i Heibergs bearbejdelse og derfor undgået at skulle tage stilling til anonymus' version. Kirstein kendte ikke novellen, men som drama betragtet fandt han, at det "unægteligen [havde] piquante Situationer og den Fortjeneste, at Interessen stiger meer og meer mod Enden. Derimod kunde vistnok Udførelsen være meget heldigere end den foreliggende og navnligen frygter jeg meget for, at de 3 første Scener .. ville kjede ved Forestillingen". Kirstein var villig - med Molbech - at sende stykket til Heiberg, for at lade denne afgøre hvorvidt "Saxen" eller "Filen" ville kunne gøre stykket passende til opførelse, idet Kirstein dog lagde til, at forfatteren selv måtte prøve om han kunne forbedre "Duellen", før andre begyndte at benytte sujettet (29.12.1832). I direktionsmødet den 4. jan, 1833 besluttedes imidlertid at anmode forfatteren om at indsende den franske novelle, "inden endelig Dom over Stykket" meddeltes ham (Dp). Den 25, jan, 1833 leverede Molbech "en ny skriftlig Bedømmelse [5] .. og [det] bestemtes .., at ogsaa Etatsraad Kirstein paa ny vilde giennemlæse Stykket, særdeles med Hensyn til det moralsk-betænkelige i Stykkets Udgang, inden Forfatteren meddeles Directionens Beslutning" (Dp). Hvem der ændrede Molbechs begejstring for sujettet vides ikke, men intetsteds i hans votum omtaltes selvmordet, hvorfor man må have lov til at konkludere at enten Holstein eller Molbechs religiøsitet har været udslaggivende. I direktionens svarskrivelse til forfatteren anførtes det betænkelige i "at bruge en Situation som denne, hvis Opløsning er et selv uden al moralsk Skygge fremstillet Selvmord, paa Scenen"; de der anførte positive træk ved behandlingen var hentet fra Kirsteins votum (Kp.nr.10, 2.2.1833). Endnu engang bemærkes det, hvorledes teatret var særdeles ømfindtligt, når det gjaldt fænomener, som vedrørte (religiøse) tabuforestillinger.

H.P. Holsts dramatiske debutarbejde blev forkastet af enige censorer. Molbech brugte halvanden side på dette makværk, hvis sujet [sideskift][side 493]han selvfølgelig som historiker ofte havde ønsket behandlet, men det måtte da være af en dramatiker "med Schillers grandiose Aand", som også ejede "en Tiecks, eller en lige heldig Charakteermalers og Menneskekienders plastiske Evne". Ifølge Molbech var det "Skuespiller Holst's "Maigilde" som har bragt denne hans Navne til at ville sammenskrive et lignende Theaterstykke ["Kaj Lykke"], hvori Kai Lykke skulde prostitueres .. dette Stof har Forf. ei engang selv kunnet opfatte af Historiens svage Antydninger; men har maattet tage C. Winthers Romanze "Svend og Inger" til Hielp". Genrevalget fandt Molbech fatalt, thi den "idylliske Charakteer har ikke allene ophævet og forstyrred det tragiske Stof i Begivenheden og sammes Virkning; men tillige givet det Hele en yderst flau og mat sentimental Tone, der passer usselt, saavel til Tiden, til Forholdene, og til de handlende Personers [6] Charakteer og Stand". Resten af censuren optoges af eksempler på ukorrekte historiske forhold, der oprørte Molbechs "Følelse for historisk Sandhed" (18.2.1833); hvilket skal forstås på baggrund af at netop det 17. årh. var Molbechs speciale som historiker. Kirstein kunne indskrænke sig til at anføre, som dramaturg, at stykkets "dramatiske Interesse" manglede, hvorfor ikke heller han kunne "stemme for dets Antagelse" (19.2.1833).

"Et Feiltrin, No. 2" kaldtes et stilistisk forsøg, som kun blev vurderet relativt, idet Molbech anførte, "at vi kiende en langt heldigere Virkning af Læsningen af den franske Novelle: le Duel", som også var kilde til dette stykke (jf. s.491) (25.3.1833). Kirstein mente ikke det lønnede sig "at spilde videre Ord paa dette Stykke" (28.3.1833). Returneret den 11. april 1833 (Kp.nr.27b).

Forud for Molbechs censur over W. Holsts "Christian den Anden" lå en samtale i sommeren 1832, hvor Molbech havde diskuteret behandlingen af emnet. Han havde da tilrådet Holst at skrive et drama i prosa med forbillede i Sanders og Samsøes sprogkunst, og undgå de oehlenschlägerske jamber. Marts 1833 indleverede Holst resultatet af sine anstrengelser. Årsagerne til at det var gået galt for Holst skyldtes, at "han paa den ene Side [manglede] Genie, paa den anden Studium. Alt hvad vi særdeles af det sidste spore, er det evige og overalt gienkommende Præg af de Öhlenschlægerske Skole - ingen grundig Fortrolighed med Shakspeare og Schiller; ingen selvstændig Oparbeidning af det dramatiske Stof og den dramatiske Fremstilling, formedelst dybere psychologisk=[sideskift][side 494]historiske Studier af den menneskelige Natur og dens Udfoldning af sine gode og onde Sider i det store Verdensdrama. I Stedet for det Store, Kraftigt-Pathetiske og Dybt-Rørende giver Forf. os Declamation og Sentimentalitet - hvor begge giøre den uheldigste Virkning. Af Charaktererne er ikke en eneste indenfra udpræget; og de ere, baade i det Gode og Slette, lige ufuldkomment motiverede". Karaktertegningen af Christian II afslørede hvor lidt Holst var istand til at danne "en saa energisk=heftig og furieuxlidenskabelig Charakteer". Vedr. "Forgiftelseshistorien" virkede Christian II for svag, mens Sigbritt fik et "alt for sort og umenneskeligt Træk", hvortil kom at "den virkelige Forgiftelse af Emeretia i Fængselet, som Sigbritt [udførte, var] ikke mindre usandsynlig, end oprørende". At Sigbritt kom gående med giftbægeret i hånden - til den fængslede, fandt Molbech usandsynligt: "Slig Medicin pleier man dog ikke saa let at kunne faae ned i Folk; hvorom desværre saa mangfoldige konstige og hemmelige Forgiftelser vidne; og i Skuespillene (ogsaa i Victor Hugos nyeste Gift-Tragoedie: Lucrece Borgia [7]) pleier man derfor ogsaa først bag efter at fortælle Vedkommende, hvad for gode Sager, man har tracteret dem med". Molbech opsummerede Holsts fejl: "1, en for overlæsset Accumulation og for lidt harmonisk Fordeling af det histor[iske] dramatiske Stof. 2. Mangel paa prægnant og ægte Charakteristik .. 3. Mangel paa klar dramatisk Skildring af Tiden og den historiske Liv og Forhold. 4. En deels for rhetorisk-opskruet, og dog tanketom og mager, deels udtværet og høist lidet piquant Dialog, hvis Diction heel igiennem Stykket og hos alle Personerne omtrent holder sig i den selvsamme Tone;" 5. Holst havde brugt jamber i stedet for prosa: Oehlenschlägers tragedier, ikke Sanders Niels Ebbesen havde været hans forbillede (14.4.1833). Negeres disse fem punkter fremstår Molbechs dramaturgiske krav til det historiske drama, hvilket er af betydning, når man betænker dels hans store felttog imod de franske historiske dramer af Hugo, Dumas, Delavigne, dels hans animositet imod Oehlenschläger og dennes skole. Molbech var i denne censur meget konsekvent, og det er bemærkelsesværdigt, at han overhovedet kun vurderer stykket ud fra dramaturgiske aspekter. Molbechs råd til Holst var en omarbejdelse "efter en forandret Plan i Prosa", hvilket Kirstein tilsluttede sig, idet han lagde til, at Holst "maatte beflitte sig paa med større Varsomhed end i den foreliggende [sideskift][side 495]Bearbeidelse er skeet, at behandle saa vel de indvortes som udvortes politiske Forhold, som Æmnet saa let giver Anledning til at berøre" (24.4.1833). Med disse vota havde Molbech og Kirstein selv karakteriseret deres vigtigste funktioner som teatercensorer: thi var Molbech dramaturgisk censor, var Kirstein den politiske. Direktionens forhandlinger om stykkets antagelse/forkastelse - formentlig i mødet den 26. april 1833 - blev ikke protokolleret (8). Holstein underskrev Molbechs kompromisløsning: "Ikke antaget i den af Forfatteren her givne Form" (udat.). I aug. 1833 afgjordes stykkets skæbne, se s.556.

Molbechs indsats i denne sæson voksede i styrke og overbevisning: Han begyndte med at fremholde den principielle skønhed i Oehlenschlägers værker, tilkendegav sin skuffelse over "Tordenskiold", hvorefter han saluterede den oehlenschlägerske skole med nedrivende bemærkninger - til fordel for den ældre skole, fordi han i denne så Schillers lærlinge, hvorfor efter hans mening også de samtidige dramatikere måtte benytte sig af dennes (og Shakespeares) mønstre. Molbechs felttog rettedes også mod tidens falske sentimentalitet, netop fordi han opfattede sig selv som humanist. På denne baggrund skal Molbechs opgør med Hugos teater anskues, thi var han end betaget af novellen "Le duel", var han ganske klar over faren ved disse "halve Tragedier", der i sig rummede anslag mod følelse og ægthed. Disse vota viser klart hvorledes Molbech bekæmpede tidens romantiske tendenser. Kirsteins program synes foreløbig mere beskedent; han satsede på at bringe effektfulde skuespil på scenen, men dramaturgisk markerede han sig kun svagt (interessen måtte vedligeholdes); derimod afslørede han i sit votum over Holsts arbejde, at han havde evner som politisk teatercensor.

[sideskift][side 496]

14.1.2 Dansk lystspil

Fra Jonas Collin indsendtes anonymus' lystspil "Huuslæreren". Molbech havde ikke længe været præsenteret for et "mere raat, plumpt og vidløst Product". "Dette Stykke er endog slet og galt nok til, for en Tid, at kunne more ved at giennemløbe nogle Acter og Scener allene for at overbevise sig om, hvor besynderligt Billedet af Skuespil eller Comedier, under Læsningen og Forestillingen, maa reflecteres i en Hierne, der kan udgive en Composition som denne for et Lystspil" (30.6.1832). Kirstein fandt det "beklageligt, at man maa spilde sin Tid med at gjennemlæse slige Producter" (3.7.1832). Collin meddeltes ikke indholdet af censuren men modtog en forbindtlig skrivelse ora at direktionen ikke kunne "gjøre Brug af det indleverede Lystspil" (Kp.nr.604, 24.7.1832).

Hertz' "En Dag paa Øen Als" (jf. s.455) tog man nu endelig til egentlig behandling: "Tages .. billigt og fornuftigt Hensyn, saavel til dets Fortienester fra den correcte Forms, den gode Versifications og adskillige, ogsaa for Scenen ret heldigt udførte Partiers Side; som ogsaa til vor nationale dramatiske Literaturs Stilling og Forfatterens tidligere, betydende Fortienester af samme: kan jeg [Molbech] ikke andet end finde, at det vilde være for strengt, ikke at antage et Stykke som dette", Molbech var på det rene med, at en succes (såvel kunstnerisk som økonomisk) ville det ikke blive, og håbede, at skuespillernes ikke ubetydelige arbejde med de versificerede roller "ei skal være aldeles spildt" (8.8.1832). Kirstein tilsluttede sig Molbechs forbehold, ja lagde endog til at han fandt "Slutningen .. temmelig let og mat og den sidste Skjemt endogsaa flau", men konkluderede i en antagelse, "naar dette kun ikke drages til Følge for Antagelsen af fremtidige Producter af ikke høiere Værd fra samme Haand" (10.8.1832). Roller uddeltes den 9. okt. 1832 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 20. nov. 1832 (opført ialt 5 gange) (1).

I vurderingen af det anonymt indleverede lystspil "Moder og Datter" var censorerne enige i totaliteten, men uenige i detaljen. Molbech fandt det gennemsyret af en "dræbende Kiedsommelighed" tilhørende den censorkost, "som dramatiske Kludrere kun alt for rigeligt forsyne dem med" (16.8.1832), mens Kirstein mente, at "de to sidste Acter .. frembyde adskillige ikke uinteressante Situationer", hvilke imidlertid "første Acts Kjedsommelighed" trods alt spolerede (31.8.1832). Leveret til teaterkontoret i sept. 1832 (Kp.nr.676a, udat.) (2).

[sideskift][side 497]"Fyrbøderen og hans Datter", anonymt indleveret, var måske ikke det sletteste stykke, Molbech havde læst i sin censortid, men han havde "neppe havt noget, hvori Personernes ydre Stilling og Stand har været saa aldeles umotiveret og ucharakteriseret" (17.8.1832). Kirstein var "Aldeles enig" (31.8.1832). Returneret i sept. 1832 (Kp.nr.676b, udat.).

"Kammerpigen" kappedes "i Usselhed med de nærmest foregaaende Stykker, som det er faldet i min uheldige Lod, at maatte spilde Tid paa i disse Dage", voterede Molbech den 19. aug. 1832, mens Kirstein mente, det "aldeles [måtte] dele Skjæbne med det foregaaende" (31.8.1832). Remitteret i sept. 1832 (Kp.nr.676c, udat.).

Det titelløse "Lystspil" i tre akter behøvede Molbech kun læse en akt af, før han kunne kassere "dette dialogiserede Pølsevæv" (17.9.1832). Kirstein mente, at "Selv for Øllhusesgjæster torde en saadan Kost dog nok blive for drøi" (24.9.1832). Returneret den 2. okt. 1832 (Kp.nr.689).

Den 16. juni 1832 rekapitulerede Bang censorernes behandling af hans "Hertuginden af Montmorency" (jf. s.355 og s.402) (I.B.nr.2073). Kirsteins votum afklarede ikke sagen, thi nok fandt han mange af de "paapegede Pletter" endnu var tilstede, samt følte sig stødt over den næsten totale "Mangel paa .. Fiinhed i Tonen, der, om den endog ikke i Virkeligheden havde hersket, dog vistnok i Almindelighed tænkes og paa Scenen maa fremstilles som herskende ved det daværende franske Hof og dets høieste Adel" (24.7.1832). Da stykket forekom ham ikke at være uden fortjeneste, ønskede han, at Holstein ville læse stykket "og yttre sin Mening om dets Antagelighed". Herom ses intet i det bevarede materiale. Den 5. okt. 1832 rykkede Bang atter for en afgørelse (I.B.nr.2116). Stykkets skarpeste modstander, Molbech, udfærdigede derpå forkastelsesdommen, idet han optog ovenstående af Kirsteins votum. Koncepten sendtes til Holstein og Kirstein, før brev afgik til Nøddeboe. Teatrets skrivelse til Bang indeholdt imidlertid ikke den af Kirstein anvendte passus, idet man henholdt sig til at samtlige medlemmer af den nuværende direktion samt Rahbek, Olsen og Manthey alle havde fundet "ogsaa efter dets Gjennemsyn og partielle Omarbeidelse endeel .. Mangler", hvorfor direktionen nu ikke så "sig istand til at gjøre Brug" deraf (Kp.nr.700). Men sagen blev først rigtig pikant, da teatret remitterede den oprindelige version i fem akter, i stedet for den senere i fire. Bang protesterede herimod [sideskift][side 498]den 26. okt. 1832 (I.B.nr.2131). I direktionsmødet den 2. nov. 1832 besluttedes det at svare Bang, "at dette Manuskript var sendt ham ved Feiltagelse paa Theatercomptoiret; det sildigere Manuskript remitteres ham, og han oplyses i en ny Skrivelse om de tilforn passerede Omstændigheder, og den endelige Dom af de nærværende Censorer, hvorefter ogsaa Omarbeidelsen af Stykket ikke er befunden antagelig til Opførelse" (Dp). Først den 10. dec. 1832 fik Molbech lejlighed til at præstere en koncept til en svarskrivelse, der for al fremtid kunne hindre dette skuespil adkomst til teatercensuren: "Anledningen til, at Deres tidligere Manuskript ved Feiltagelse blev Dem tilsendt, var den, at Manuskriptet til den sildigere Omarbeidelse, efter at have circuleret blandt Directionens Medlemmer, ved en foregaaet Omflytning og Forandring af dens Forsamlingsværelse, er blevet forlagt; og da man en Tid lang har ventet paa, at Manuskriptet skulde opdages, er dette Grunden til, at De nu først erholder Svar paa ovenmeldte Skrivelse". Af hensyn til "den Aand, der nu hersker i vor Døgn-Litteratur", tilrådede Kirstein imidlertid "Procurator-Forsigtighed" .. "for at det ikke skal synes at vi indrømme, med vort Vidende at have sendt ham et feilt Manuskript" (Coll.BrS.). Han foreslog derfor følgende ændringer: "Naar ikkun Deres Velbaarenheds tidligere Manuskript ved Feiltagelse er blevet Dem tilsendt, da kan Directionen kun saaledes forklare sig Anledningen hertil, at Manuskriptet til den sildigere Omarbeidelse .. [var] forlagt; og at man paa Theater-Comptoiret, ubekiendt med Forholdene, har sendt det ene, der forhaanden værende Manuskript, i den Formening, at samme var det eneste og rigtige. Directionen har en Tid lang ventet paa, at ..[det skulle] opdages, og er ..[dette svar på Deres] Skrivelse. De foretagne Eftersøgelser have imidlertid hidtil været frugttesløse; og Directionen har derfor ikke længere villet opsætte at underrette Deres Velbaarenhed om disse Omstændigheder; hvorhos den ikke skal undlade, saasnart det savnede Manuskript maatte findes, at tilsende Dem samme" (Koncepten blev rettet til af Molbech, efter Kirsteins forslag: kun enkelte, ubetydelige sproglige korrektioner). Molbech fremstillede derpå stykkets gang gennem censuren for afslutningsvis at sætte trumf på: "Om Deres Velbaarenheds, som De yttrer, "efter Conferentsraad Mantheys udtrykkelige Begiering" omarbeidede Stykke i 4 Acter "fuldkommen er bleven antaget af Conferentsraad Manthey" eller ikke: er uden Følge for [sideskift][side 499]den nærværende Theater-Censurs Dom: at det indsendte Stykke i 4 Acter er uantageligt; da intet enkelt Medlem af Theater-Directionen kan enten antage eller forkaste et indleveret Stykke; og Directionen ved allernaadigst Resolution af 9 Marts 1830 er anviist til, ikke at lade noget nyt, af foregaaende Censorer antaget Stykke sættes i Scenen, naar de nærværende Censorer ikke finde det antageligt til Opførelse" (Konc.10.12.1832). Endnu den 28. febr. 1833 var det rigtige manuskript ikke blevet fundet (UjBr, Bang). Molbech var ganske behændig med at argumentere, thi Mantheys egenhændige antagelse bandt jo rigtig nok ikke hele direktionen, men henvisningen til den kgl. resolution af 9. marts 1830 var falsk, thi den var møntet på efterladenskaber fra Rahbek-Olsen-Collin-direktionen, men kunne altså nu nemt anvendes som omfattende den nu afdøde Manthey. Se s.647.

"Overraskelserne" var et "af de sædvanlige .. Dusinstykker, af Skoledisciples eller unge Russers Fabrik, som jeg nu noget nær kinder paa Haanden" (14.11.1832). Kirstein var "Aldeles enig" (15.11.1832).

"Terminsdagen eller Testamentet" var "flaut og umodent" (9.12.1832). Kirstein var "Aldeles enig" (10.12.1832).

"Hiemkomsten" var ikke beregnet "efter dette Theaters Horizont"; thi stykket var "ligesaa fattigt og flaut i Situationer og Charakteristik, som livløst og smagløst i Dialogen"; de indlagte "Sange .. giøre Tingen, om ikke værre, i det mindste ikke bedre" (16.1.1833). Kirstein var "Aldeles enig" (22.1.1833). Returneret den 26. jan. 1833 (Kp.nr.8).

Omfanget af Molbechs rådgivningsvirksomhed for Sille Beyer kendes ikke, men i febr. 1833 indsendte hun på ny sit forandrede lystspil "Navnet eller det hurtige Frieri" (jf. s.453). Molbech udtrykte sin tilfredshed med lærlingens arbejde: "Baade er Planen, her mere simpel og dog mere dramatisk, forbedret, og Handlingen har faaet en mere fri og naturlig Gang, og interessante Situationer. Ligesaameget har Formen vundet .. om han end ikke har naaet Hertz i Sprogets Klang og Fylde", men efter Molbechs skønnende "nær ved at naae ham i Lethed". Ved "et rask og liveligt Spil og en god Besætning" måtte stykket kunne blive en succes, på trods af "at det maaskee i nogle Scener vil findes for lidt piquant" (7.3.1833). Kirstein var naturligvis ikke så begejstret, men medgav dog, at stykket "unegteligen [havde] vundet endeel", selv om han var overbevist [sideskift][side 500]om, at "det neppe vil gjøre betydende Lykke paa Scenen" (19.5.1833). Rollerne blev uddelt den 30. marts 1833 (PRFD) (3), og premieren fandt sted den 10. maj 1833 (opført ialt 5 gange) (4).

Læsningen af Bangs nyeste lystspil "Det daglige Liv" afstedkom adskillig moro for Molbech, "thi naar jeg siger: at dersom man vilde tænke sig, at en skalkagtig Spottefugl havde fabriqueret det hele Stykke for at giøre Hr. de Bangs Maneer i hans dramatiske Arbeider latterlig ved en bidende Satire derover: vilde Enhver Læser af Stykket med sund Fornuft finde dette uendelig rimeligere og troligere, end at Hr. Bang selv uden al Ironie, for fuld Alvor og med beraad Hu baade har skrevet sit Stykke og indsendt det". Molbech lagde til, at han endnu aldrig havde læst noget "i dette Fag saa splittergalt, ved dets reent utrolige og næsten ubegribelige Grad af Flauhed, Smagløshed og grændseløs dum Trivialitet" (18.3.1833). Denne svada af oplagthed kunne Kirstein selvfølgelig ikke præstere; bortset fra at han var enig, noterede han, at han "ikke engang har kunnet lee, men blot ærgret [sig] .. over at maatte spilde Tiid paa at gjennemlæse et saadant Product" (28.3.1833). Tilbagesendelsesskrivelsen lagde ikke skjul på stykkets slethed, thi man anførte, at dets beskaffenhed var af en sådan karakter, "at det næppe paa noget Theater vilde lade sig opføre", hvorfor "Directionen .. saa meget mindre [så sig] i Stand til at gjøre Brug af samme til Opførelse paa det Kgl Theater" (Kp. nr.24, 11.4.1833).

Anonymus' "Lottogevinsten" var ifølge Molbech "Næsten ligesaa trivielt, som Hr. Bangs "daglige Liv", og ikke mindre raat og smagløst i Udviklingen af Situationer og Tegningen af Charakterer, hvis der om disse kunde være Tale hos en i den Grad udannet Forfatter" (31.3.1833). Kirstein mente, at det "Neppe [var] godt nok for "Kjøbenhavns nyeste Skilderie ["] eller et andet Øllhus-Blad" (5.4.1833). Remitteret den 11. april 1833 (Kp.nr.27a).

Den 13. april 1833 indsendte Paludan-Müller for anden gang sit skuespil "Kjærlighed ved Hoffet" (jf. s.458) efter "flere private Anmodninger, tildeels fra skuespilkyndige Personer" (I.B.nr.51). Hans forkortede version kunne gerne modtage nye og andre forkortelser af censorerne, som imidlertid ikke skriftligt ytrede sig om denne anden teaterversion af stykket. Se s.562.

Hertz' stykke blev nærmest antaget på grund af hans renommé; sceneheld ventede ingen af censorerne. Sille Beyers, Hertz-påvirkede, [sideskift][side 501]og Molbech-subventionerede stykke glædede fadderen, mens Kirstein forholdt sig skeptisk. Begge stykker blev kun spillet abonnementet rundt. Votaene over de øvrige stykker - på nær Bangs - former sig aldeles ikke som dramaturgiske kritikker men desmere som privatsnak iblandet stærkt følelsesladede ekspressioner eller beklagelser over den megen tidsspilde. Kvaliteten af disse stykker har selvfølgelig været aldeles ubetydelig. Behandlingen af Bangs gamle stykke synes nok at påkalde sig interesse; ikke mindst på grund af Mantheys private erklæringer til Bangs kommissionærer, men det uafklarede spørgsmål er selvfølgelig hvilken version både Molbech og Kirstein læste, eftersom det er bekendt, at Manthey sendte alle stykker til teaterkontoret efter Rahbeks død i 1830. For denne sæsons vedkommende er det vel bemærkelsesværdigt, at Kirstein ikke uden videre ville forkaste stykket, men appellerede til Holstein, Bangs gode gamle uven. Konkluderende skal det anføres, at Rahbeks moralske indsigelse var skalkeskjul for en ubehagelighed ved Bangs lystspil i almindelighed, at Olsens antagelse skyldtes hensyn til vennen, thi hans vurdering var ret beset ikke særlig positiv. Manthey ønskede ligefrem at hjælpe Bang og opregnede stykkets kvaliteter, mens Molbech skånselsløst nedsablede dette Bangske produkt, flittigt trækkende på indsigelser fra sine forgængere, mens Kirstein fulgte Mantheys linje, selv om han ikke selv havde viljen til at bryde en lanse for stykket. Holstein lod sig lede, og Molbech afgjorde sagen efter mere end tre års kiv om dette mishandlede lystspil. Bangs nyeste stykke kunne så give Molbech en god æstetisk latter, der trods alt viser, at Molbech ikke var helt så knarvorn, som han ofte fremtræder i censurens historie.

[sideskift][side 502]

14.2.1 Oversat drama

von Schencks tragedie "Belisar" (München 1826) havde gjort furore i Tyskland i flere år, før det endelig (1) blev omplantet til dansk i W. Holsts frie oversættelse. Molbech var ingenlunde begejstret for denne genre: "Det er uden besiælende, det Hele giennemtrængende, og giennemglødende Idee, og uden betydelig og kraftigt virkende Charakteer og dramatisk Interesse. Det er mere en Række af tragiske Scener, en dramatiseret Historie, end en Tragoedie. Charaktererne ere svage, og ikke indenfra udviklede, eller begavede med et, fra deres egen Organisme, fra en virkelig dramatisk Existents udstrømmende Liv; .. de ere .. Repræsentanter for Charakterer, meer end disse selv". Den "betydende Kulde", som stykket ifølge Molbech havde, søgte forfatteren "at dække ved en glimrende lyrisk=pathetisk Diction", hvilket dog ikke altid hindrede unaturlighed. Opsummerende erklærede Molbech: "Det hele Sørgespil er at betragte som et declamatorisk Effect-Stykke; og dersom Hovedrollerne udføres godt .. kan det dog vel være, at dette .. Stykke ikke uden Bifald vil gaae over Scenen". Et vigtigt forbehold tog Molbech i afslutningen af sit votum: "Vil man overhovedet have noget nyt i Tragoedien, maa man ei være for kræsen; imidlertid gives der dog uden Tvivl et og andet Stykke blandt de nyere franske Tragedier, hvoraf der kunde giøres noget lige saa godt, eller bedre, end denne kolde Belisar" (4.6.1832). Holsts oversættelse måtte forkortes og gennemses, men indrømmedes "dog ikke faa gode Sider og smukke Partier" (2). Molbechs dramaturgiske kritik byggede på Schlegels fordringer til tragedien, men han kombinerede denne kritik med en jævnføring mellem von Schenck og franskmændene (først og fremmest Hugo), fordi begge parter benyttede sig af effektscener og en løsere karaktertegning af personerne. Kirstein tiltrådte Molbechs dom, uden argumentation (6.6.1832), hvorpå Molbech gennemså og "p[aa] mange Steder" rettede Holsts oversættelse, før rollerne blev udskrevet (NkS 439, 13.7.1832). Roller uddeltes den 14. juli 1832 (PRFD). Instruktørens, Ryges, primært sproglige korrektioner ses ikke beordret af direktionen (3). Premiere den 28. sept. 1832 (opført ialt 5 gange).

Scribes drama "Une faute" (jf. s.487) mødte først modstand efter Sommerforestillingerne. Ingen censorvota er bevaret, men efter en forhandling antog Holstein og Kirstein stykket til opførelse for teatrets regning. Molbech "erklærede, ei at kunne være enig med [dem] .. i Meningen om Stykkets Qualification hertil" (Dp 14.9.1832). [sideskift][side 503]Rollebesætningen var identisk mod den fra Sommerforestillingerne: premiere den 19. sept. 1832 (opført ialt 13 gange). I debat med Mynster (jf. s.1550) og anmelderen i "Den danske Bi (nr.15 1832) anmeldte Molbech stykket i "Maanedsskrift for Literatur" 1832 (3a).

Den anonymt indleverede oversættelse af Dumas' "Henri III et sa cour" (TF 11.2.1829) gav Molbech endnu en anledning til at præcisere sit dramaturgiske begrebsapparat: "Skal det i et Drama blot komme an paa Handling, saa er her .. tilvisse meer end nok deraf; og dannes den dramatiske Charakteer blot ved at lade en Række af enkelte Gierninger af et Individ virkelig udføres paa Skuepladsen: saa er Stykket ogsaa rigeligt udstyret med Charakterer. Men man har tilforn meent, at en dramatisk Charakteer skulde udvikles indenfra, eller ved psychologisk Motivering og dybere Skildring af Personernes aandelige Liv: og i saa Fald bliver her Fattigdom i Stedet for Rigdom paa Charakterer; ligesom man heller ikke maa søge poetisk Idealitet i et Gallerie af dramatiske Figurer, hvis Stand vel sætter dem paa de høieste Grader i Selskabet; men hvis Tænkemåde, Grundsætninger og Handlemaade stempler dem som de laveste Skurke, Nidinger og lastefulde Egoister; uden at et eneste ædlere Væsen kaster et moralsk Solglimt i denne rædsomme Væv af Skiændsel, Vold og Mord. - Jeg kan aldrig give min Stemme til at saadanne Tableaux af den mest udartede Menneskehed i sin raaeste Skikkelse, og uden at Konsten, ved det ideale Princip, opløfter Siælen af den Afgrund af moralsk Fordærvelse, hvori hine Skildringer nedsænke den, bringes paa vor Scene; om det endog lod sig tænke, at de hos Os kunde udføres, og at vort Publicum var fortroligt nok med den franske Historie i de liquistiske Borgerkriges Periode, til at kunne med Interesse følge et Drama, hvori hver anden Replik, i Mangel af slig histor[isk] Kundskab, bliver meer eller mindre uforstaaelig. - Førend vi gribe til dette Slags franske Dramer, maatte vi dog hellere benytte hvad der af Shakspeares rige tragiske Skatkammer kunde faae Indgang hos Os; thi, ere hans Tragedier endog vanskelige at spille, saa give de ogsaa et ganske andet og renere Udbytte. Det er ham og Schiller, i hvis Spor Hr. Dumas vil træde - men Digteraanden fattes ham" (20.9.1832). I sin ophidselse afskrev Molbech Dumas al poetisk evne, fordi han meget rigtigt så, hvem Shakespeare og Schiller ville blive afløst af. Molbechs dramaturgi peger bagud om end ikke til Rahbeks Eschenburg, så tydeligvis til Schillers tragedieopfattelse. Shakespeares [sideskift][side 504]stykker evnede Molbech ikke at give plads på Kongens Nytorv, Kirstein var ganske på linje med Molbech vedr. den moderne franske tragedie: "En saadan Sammenstilling af Afskyeligheder, som dette Stykke indeholder, vilde, haaber jeg .. ikke smage vort Publikum", hvorefter han i øvrigt opholdt sig ved oversættelsens mangler, især den "skolemæssige Stivhed" (24.9.1832). Remitteret den 5. okt. 1832 (Kp.nr.692). Se s.1311.

Bayards anecdotique-comedie-vaudeville "La Reine de seize ans" (GD 30.1.1828) tilsendte H.C. Andersen (4) teaterdirektionen i en bearbejdet version første gang ultimo maj 1832. Efter en gennemlæsning af begyndelsen af Andersens arbejde var Molbech blevet klar over, "at Oversættelsen (foruden endeel orthographiske og grammaticalske Feil - ..) er saa langt fra at være correct, at den endog paa adskillige steder har betydende Misforstaaelser af Originalens Mening, og desuden ofte er uheldig i den danske Diction og Overførelse af den franske Dialog". Molbechs sympati for Andersen var endnu ikke brudt; for at hjælpe ham henviste han Andersen til "en af Professor Heibergs Oversættelser, eller Oversættelsen af "le vieux Mari" (5) for at sammenligne disse med originalerne. Skolemesteren konkluderede: "[De vil da] erfare, hvormeget der er at giøre ved at omdanne et fransk Skuespil til et dansk"; selvhævdende lagde han til: "og dog er jeg i den Henseende ikke engang ubetinget, eller uden alle Undtagelser, tilfreds med de heibergske Oversættelser" (Coll.BrS. 9.6.1832). Betingelsen for antagelse blev da formuleret: "Da det hverken hører til mit Embede, eller Tiden for Øieblikket tillader mig, at rette Feilene i en Overs[ættelse] af den Art som ovenmeldte, der bærer Præg af, med den høieste Flygtighed og Hast at være umiddelbar nedskrevet paa Papiret: maa jeg udbede mig, at den maa blive nøie sammenholdt med Originalen, dennes Mening overalt udtrykt, og Oversættelsen overhovedet givet en mere correct dansk Form, iden jeg giennemlæser det øvrige; hvorhos Originalen tillige atter bliver at indsende" (l.c.). To dage senere tilføjede Molbech sit brev en efterskrift: "Jeg har nu ogsaa giennemlæst det franske Stykke - og finder det i det mindste taaleligt som Theaterstykke; men heller ikke mere. Forf. har ikke gjort andet end dramatiseret et bekiendt Sujet, uden ved finere Kunst at benytte de gode dram[atiske] Situationer: Charakterer er der saa godt som intet af; med vore Skuespillere vil det imidlertid vel kunne give en ret vakker Forestilling" (l.c.). Andersens [sideskift][side 505]reaktion kendes ikke. Den 7. sept. 1832 tilskrev teaterdirektionen Andersen på en næsten ultimativ måde: "i Fald De ønsker at oversætte Stykket .. [må teaterdirektionen anmode Dem om] snarest muligt, eller dog inden denne Maaneds Udgang, at indsende Deres Oversættelse, der maatte være i Prosa, og helst nøle følge Originalens Udtryk saavidt en god dansk Dialog tilsteder dette" (Kp.nr.677). Andersens anstrengelser i sept. måned aflæses af Molbechs votum (6): "Oversættelsen, som jeg, uagtet fornyet Giennemsyn og Rettelse af Hr. Andersen, heelt igiennem har maattet sammenligne med Originalen, og meddele en Mængde Forandringer og Correcturer troer jeg dog nu, vil være nogenlunde brugbar" (19.10.1832). Anderledes krævende var Kirstein: "Med Hensyn til Oversættelsen maa jeg beundre min H^r Collegas Taalmodighed med saaledes heelt igjennem at revidere og rette den; og kun med disse Forandringer (hvilke jeg endnu har tilføiet nogle ..) kan jeg give mit Samtykke til Antagelsen af denne H^r Andersens Oversættelse, der udentvivl er den flygtigste og daarligste jeg endnu har havt at censurere og røber et næsten utroligt Ukjendskab til Grundsproget, .. Endnu maa jeg tilføie det Ønske, at denne Oversættelse, hvis H^r Andersen vil antage Censurens Rettelser og Forandringer, forinden den afgives til Udskrivning, reenskrives med disse og derpaa sendes mig til nyt Gjennemsyn, da .. et saa maculeret Manuskript, letteligen har kunnet lade mig oversee Eet eller Andet, der mueligen endnu maatte være at forandre" (23.10.1832). Hvor lidt Andersen forstod af teatercensorernes ekstraordinære arbejde afsløres af en billet til Molbech (modtaget den 23.11.1832), hvori han anmodede Molbech om at ""tage sig lidt af Dronningen"" Coll.BrS.). Molbech gav igen på denne flothed ved at love Andersen, at han skulle "besørge .. [Deres manuskript] giemt til Vidnesbyrd" om "hvor [megen] Tid og Umage det har kostet mig, at tage mig af at giøre et Arbeide brugbart paa vor Scene, som det havde [været] bedre, De ikke havde paataget Dem. - Jeg maa ogsaa i den Anledning bede Dem bemærke, at vi ingenlunde atter fra Dem eller Nogen modtage Oversættelser, der kræve Rettelser og Omarbeidelse, som ikke høre til Theater-Directionens Embede; og som jeg allene denne Gang paatog mig, fordi jeg fandt Stykket værd at opføre [7], og ikke vilde anden Gang foraarsage Dem den Ubehagelighed, at Deres indleverede Oversættelse skulde tilbageleveres Dem casseret" (l.c. 23.11.1832). Ej heller på dette brev kendes Andersens reaktion. [sideskift][side 506]I direktionsmødet den 30. nov. 1832 "forelagde [Molbech] den af ham paa ny giennemseete og corrigerede Oversættelse" (Dp) (8). Ryge havde stykket til gennemlæsning i jan. 1833: "[Jeg] har .. læst [det] 2 Gange igiennem, første Gang med mindre, anden Gang med mere Interesse. Naar Rollerne besættes vel, og udføres med Liv og tilbørligt Ensemble, da vil det vist behage" (NkS 2336 30.1.1833). Materialet oplyser intet om hvorfor Molbech bad Ryge læse stykket. Roller uddeltes den 8. febr. 1833 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 29. marts 1833 (opført 26 gange i den behandlede periode).

S.L. Jørgensens oversættelse af Ancelots tragedie "Fiesque" (LOD 5.11.1824) afgjorde Molbech, efter læsning af 1. akt - "ei vil lade sig opføre paa vort Theater" (17.1.1833). Ingen motivering. Kirstein læste også de sidste fire akter, men de "give ikke noget bedre resultat" (23.1.1833). Returneret den 26. jan. 1833 (Kp.nr.7). Den anonymt indleverede oversættelse af Klingemanns tragedie "Rodrigo und Chimene" var censorerne enige om var ubrugelig, mens Klingemanns tekst vurderedes forskelligt: Molbech fandt den "ikke .. uskikket" også "efter en analogisk Slutning af det Bifald, Belisar [jf. s.502) i forrige Saison vandt" (10.2.1833), mens Kirstein tog stærkt forbehold overfor stykket: "Næsten alle Charactererne ere overspændte i en Grad, som man her maaskee neppe vilde finde naturlig og da de samtlige have een Grundtone - .. vilde man maaskee endog kjedes ved dette evige Einerlei, der kun ved smaa Nuancer, der tildeels nærme sig det Unaturlige, faaer nogen Forandring i Coloriten" (26.2.1833). Kirsteins dramaturgiske forbehold kombineredes med aktuelle hensyn, idet han fandt for stor lighed mellem Klingemanns tragedie og Labarres opera "Les deux families" (jf. s.527).

H. von Buchwald, lektor i fransk ved Kiels universitet siden 1828, indsendte til teatret sine fordanskninger af Voltaires tragedier: "Merope", "Zaire" og "Alzire" i dec. 1832. Forud for censorernes vurdering havde Heiberg anmeldt Buchwalds oversætterarbejde i Maanedskrift for Literatur, Bd.VI (9), hvor fordanskningen af "Zaire" var blevet stemplet som "en Parodie paa dette Stykke, paa dets forfatter, og paa den hele franske Tragedie" (l.c.). Molbech forsøgte at forholde sig idealt til denne forhåndsviden, idet han opstillede det vanskelige dilemma som teatercensorerne befandt sig i: thi "Han har erfaret, ved Belisar [jf. s.502], at dette [sideskift][side 507]Bifald kan møde ved Stykker, hvor man havde meget svag Grund til at vente det; og en modsat Erfaring have vi sildigere her giort i Scribes "den skiønneste Dag i Livet" [jf. s.540]". Hvorledes ville da "en voltairisk, eller overhovedet en fransk Tragedie af den gamle eller classiske Skole" blive optaget af publikum? Molbech erklærede hertil: "At jeg ikke saa ganske ubetinget, som Nogle forkaster den gamle franske Tragedie, og at jeg endog i Paris fik et Slags Smag for at see den fremstillet paa den franske Scene [jf. s.XXXXII], vedkommer ikke Besvarelsen af hiint Spørgsmaal. Men skulde jeg i den Henseende yttre en Mening, da blev det denne: at meer end een af Voltaires og Racines Tragedier, ien fortrinlig god, til vor Scenes Tilstand afpasset Oversættelse .. i nærværende Tid nok vilde finde sit Publicum hos os". Med hensyn til Buchwalds oversættelser var Molbech derimod ikke i tvivl: uanvendeligheden var indlysende; hertil behøvede kollegerne blot at sammenligne originalens 1. akt, 3.sc. med Buchwalds ikke "Fordanskning", men "Forfuskning" (10). På dette område var Molbech ganske enig med Heibergs recension i Maanedskrift for Literatur. Molbech tilføjede derfor: "Langt hellere læser jeg, .. Schiermanns over 60 Aar gamle Oversættelse af Merope i Hexametrer [11] - uagtet den, .. stundom falder noget stiv - .. Ja, dersom vi fik en Befaling, at lade Voltaires Merope opføre, vilde jeg ganske stemme for, at man før valgte Schiermanns Oversættelse, end B.s Omarbeidelse" (27.2.1832). Molbechs votum viser ham endnu engang som utrolig gammeldags, men grundlaget for hans afgørelse skal ikke anfægtes, da han blot fortsætter en dansk tradition og dermed viser hvorledes han var særdeles velskikket til at vedligeholde kontinuiteten i teatrets repertoirepolitik. Kirstein derimod var ganske uenig med Molbech, idet han fuldt ud tilsluttede sig Heibergs vurdering i Maanedskrift for Literatur om "Indførelsen af den franske Skoles Tragedier paa vor Scene"; hertil kom at han mente, at personalets tid "kunne anvendes bedre saavel for Publikum som for Cassen" (5.4.1833). Direktionsforhandlingerne kendes ikke, men Holstein og Kirstein overtrumfede endnu engang Molbechs seperate indstilling. I tilbagesendelsesskrivelsen til Buchwald formuleredes teatrets officielle politik således: "Ligesom D[irektionen] overhovedet ikke kan fravige dens tilforn yttrede Mening: at det Forsøg paa ny at bringe den ældre franske Tragedie paa vor Skueplads, ikke vilde kunne vente sig noget heldigt Udfald, eller det større Publicums [sideskift][side 508]Bifald, saaledes maa den erklære at den hverken i Almindelighed anseer det for raadeligt eller rigtigt, at behandle udenlandske dramatiske Digterværker, som i og udenfor deres Fædreland have vundet classisk Navn, med en saadan Frihed, at næsten intet af Originalens Ord og Udtryk bevares", hvorfor Buchwalds oversættelser returneredes (Kp.nr.25, 11.4.1833, konc. af Molbech). Skrivelsen til Buchwald skal opfattes som teatrets ideale krav til oversættere af klassiske dramatiske værker.

Som supplement til de allerede behandlede dramer skal anføres, at Gyldendal i jan. og febr. 1833 tilsendte teatret flg. stykker:
(1) Soulié & Bossange "Clotilde" (TF 11.9.1832)
(2) Gaillardet & Dumas "La tour de Nesle" (PSM 29.5.1832). Se s.799.
(3) Lepoitevin de Légreville "La Republique, l'Empire et les Cent-Jours" (CO 13.10.1832)
(4) Hugo "Le Roi s'amuse" (TF 22.11.1832)
Nr. 3 remitterede Molbech i maj 1834, mens hans reaktion på nr. 4 kan læses s.727. Han forholdt sig tavs vedr. nr. 2. For at styrke sin massive tilbagevisning af det romantiske drama læste Molbech disse skuespil, men udfærdigede ingen specifikke vota over dem. Behandlingen af disse ni stykker er præget af stor aktivitet og entusiasme hos teatercensorerne, især Molbech. Det karakteristiske ved behandlingen er skarpheden i formuleringer og erklæringer. Trangen til at søge nye veje var ikke lammet, men vejen ad hvilken - var trang og smagen hos censorerne beherskedes af fortidens idealer, hvorfor Dumas måtte afvises enstemmigt, mens Schillers mønster af Molbech lovpristes. Molbechs særstandpunkt dikteredes af hans prioritering af Schiller frem for Oehlenschläger. Dumas/ Hugo - Schiller - Shakespeare-linjens brud er det afgørende i denne sæson, idet øjeblik det gælder en vurdering af teatercensurens dramaturgiske opfattelse. Andet hovedpunkt er Molbechs vilje til at hjælpe Andersen med oversættelsen af "La Reine de seize ans". Da Andersen ikke forstod betydningen heraf, slog Molbech resolut hånden af ham. Andersens urimelige jeremiader kunne begynde. Støtte hos Kirstein kunne han langt mindre forvente. Linjen fra "La Quarantaine" til "La Reine de seize ans" er nok så afgørende for Andersens forhold til teaterdirektionen som Molbechs nedrivende kritik af Andersens tvillingevaudeville "Spanierne i Odense - Fem og tyve Aar derefter" (jf. s.535). Tredje hovedpunkt er trekløveret Molbech Kirstein Heiberg, hvor tidsskrifterne blev taget i brug [sideskift][side 509]for at følge synspunkterne behørigt til dørs. Molbechs kritik af "Et Feiltrin" og "Marion de Lorme", såvel som Heibergs kritik af "Zaire" spillede en afgørende rolle for censorernes votering. Kirsteins novitet kamoufleredes bag Heibergs skudsikre synspunkter, mens Molbech med årene fik større sikkerhed i synspunkterne, byggende på udenlandske autoriteter. En udvikling var tydeligvis sat igang, men spørgsmålet var hvem der skulle høste fordelene: teatret eller en af de tre implicerede hovedaktører. I første omgang blev det Molbech, i sidste ende Heiberg.

[sideskift][side 510]

14.2.2 Oversat lystspil

Alexandre de Longprés komedie "Les Rendez-vous" (TF 11.6.1831) blev omtalt i direktionsmødet den 15. juni 1832, siden Ryge - uopfordret - tilsendte Molbech sine "Excerpter af [den] .. i Paris førte Dagbog": "I det versificerede Lystspil vise de franske Skuespillere egentligen, hvad de kunne udføre til Mesterlighed .. Stykket er just ikke saa ganske strengt sædeligt, men det forekom mig, som om det stive Costume fra Ludvig d. 15^des første Regieringsaar, .. bødede meget paa det Usædelige .. Æmnet er egentligen et Skilderie af den ægteskabelige Utroskab, som i den Tid var saa almindelig iblandt de høiere Stænder, men Stykket har mange ypperlige comiske Situationer og mange Vittigheder. Jeg ville ønske, at vi kunde faae det paa vor Scene, det vilde vist behage; thi det Usædelige i Stykket er ikke som f.Ex. i "Bruden". Det fremstilles mere som Daarskab, der gjøres latterlig, og Lasten belønnes ikke" (jf. s.424) (Coll.BrS. 16.6.1832) (1). Efter Ryges beskrivelse og vurdering følte hverken Molbech eller andre sig tilskyndet til at beskæftige sig med dette stykke, der altfor meget lignede den kategori, som ikke ønskedes på scenen af teatrets anordnede censorer.

I sit brev af 21. juni 1832 foreslog Heiberg - udover de andetsteds behandlede stykker - at teatret i sit repertoire optog Scribe, Delestre & Duveyriers "Le Parrain" (GD 25.4.1821), hvilket han gentog den 23. maj 1833 (hhv. Borup nr.263 og 286). Intetsteds i materialet ses teatercensorerne at have taget stilling til denne komedie.

Ligeledes tilbød han teatret "en versificeret og rimet Oversættelse af .. Tartuffe [2], eller - hvad jeg snarere vilde foreslaae - af Delavignes L'Ecole des vieillards [jf. s.226]". Betingelsen for at udføre dette arbejde var imidlertid, at det "maatte regnes som Erstatning for to Opera-Oversættelser". Direktionen reagerede overhovedet ikke på dette overdådige tilbud.

"La pension bourgeoise" af Scribe, Dupin & Dumersan (GD 27.5.1823) anbefalede Heiberg ligeledes til teaterdirektionen. Censorernes læsning af stykket kendes kun ved resultatet, idet direktionen den 20. juli 1832 anmodede Heiberg om at oversætte også dette stykke "i Form af Lystspil uden Sangnummere" (Kp.nr.602). Vota over oversættelsen ses ikke. Roller uddeltes den 15. sept. 1832 (PRFD), hvorpå lystspillet havde premiere den 4. okt. 1832. "Kostgængeren" opførtes ialt 28 gange i den behandlede periode (3).

[sideskift][side 511]Bonjours komedie "Le protecteur et le mari" (TF 5.9.1829) oversat af en anonymus, tvivlede Molbech på "kunde udføres med Held eller vinde Bifald paa vort Theater". "Uden Hensyn til Handlingens moralske Tendents, som for mig er høist tilbagestødende, da den er uden al Kraftyttring og fuld af vaklende Slaphed: har jeg tillige ikke uden Overvindelse af den uheldige Disposition, som Kiedsommelighed medfører, kunnet giennemlæse Originalen; og finder mig, paa Grund heraf og af ovenanførte, endnu mindre disponeret til at overbevise mig om, hvormeget Stykket har tabt ved at omgiøres til dansk Prosa" (28.9.1832). Molbechs behandling af dette stykke synes mere blasert end vanligt. Kirstein argumenterede ikke, hvorfor også han fandt stykket uantageligt. Om oversættelsens karakter var han ikke i tvivl: "naar vi ville have franske Stykker oversatte, ere [vi] sikkre paa at faae en langt bedre Oversættelse af vor Theater-Oversætter" (3.10.1832). Returneret den 5. okt. 1832 (Kp.nr.692).

"Hofnarren imod sin Villie" (jf. s.487) mødtes af modvillig eftergivenhed. Molbech voterede: "ved Opførelsen .. fandt jeg meget ennuyant og slæbende deri; men heller ikke fattes det enkelte effectfulde Momenter, .. Man opfører upaatvivielig det, som er ringere, end denne allerede halv forslidte Nyhed. Hvorfor skulde den ei kunne gaae med blandt det øvrige Middelgods?" (28.9.1832). Var det af hensyn til oversætteren Molbech viste sig gelassen overfor denne middelmådighed, eller skyldtes det et uomtalt hensyn til teaterkassen? Kirstein lagde ikke skjul på, at det endog ved opførelsen havde kedet ham, hvorefter han omtalte de lave omkostninger ved overførsel til teatrets repertoire: "det er rimeligt, at det efter den Modtagelse, det har nydt af Publikum, idetmindste vil være os ligesaa nyttigt i Nødstilfælde, som mange forslidte Smaastykker, hvoraf isaafald maaskee nogle kunde begraves i Lethe" (2.10.1832). Kirsteins sidste argument er måske lidt letkøbt, men vel også et forsøg på at rydde op i teatrets udvalg af nødstykker, se s.546. Roller uddeltes den 13. okt. 1832 (PRFD); repremiere den 20. okt. 1832 (opført ialt 6 gange, se s.1001) (4).

Moreau & Scribes comedie-vaudeville "Les deux précepteurs, ou Asinus asinum fricat" (TVR 19.6.1817) havde nøjagtig samme vej til teatercensuren som "La pension bourgeoise" (jf. s.510). Teatercensorerne tog sig imidlertid af denne oversættelse, efter at rollerne var blevet uddelt den 29. sept. 1832 (PRFD). Molbech var særdeles [sideskift][side 512]tilfreds med denne farce: "at Hoved-Situationen .. er udført med dristig Carricatur, harmonerer netop ret godt med det øvrige; thi her maa man ikke tænke formeget; men kun lee" (20.10.1832). Ikke med et ord omtalte han Heihergs oversættelse. Anderledes forholdt Kirstein sig, der simpelthen fandt, at der her var tale om "det flygtigste Arbeid, jeg hidtil har seet fra Prof. Heibergs Haand" (22.10.1832) (jf. s.582). Kirstein havde fundet både "Stivhed [og] Franskhed (sit. venia verbo) .. Flere saadanne Steder har jeg in margine antydet og jeg tvivler ikke paa at Prof. Heiberg ved nøiagtigen Gjennemsyn vil finde endnu flere. Om mueligt, var det vist bedst, hvis man kunde formaa ham til ved en personlig Sammenkomst at rette eller forandre det Fornødne, paa det at Stykket ikke skal komme til at henligge hos ham paa nye". Endelig ville Kirstein også have indsat "en lidt piquantere Replik" som slutning, efter den erfaring teatret havde "gjort med "Kostgængeren" [jf. s.510]" (22.10.1832). Kirsteins uforsagthed når det gjaldt Heiberg fornægtede sig ikke. Han og ikke Molbech var Heibergs egentlige modstykke i direktionen. Kirstein fik imidlertid ikke maget det, som han foreslog, thi den 30. nov. 1832 vedtog direktionen, at Molbech skulle erindre Heiberg om den i fire uger henliggende oversættelse, "hvori han havde lovet at giøre en liden Forandring i Slutningen" (Dp). Heiberg korrigerede sproget og ændrede slutningen, hvorpå oplæsningen fandt sted den 3. dec. 1832 (Journal); premiere den 21. dec. 1832 (opført ialt 6 gange) (5).

I C.B. Frohns oversættelse af W. Vogels "Liebe zu Abendtheurn und Abendtheuer aus Liebe" (Wien 1822) var Molbech tydeligvis chokeret over den "martialske" tone "paa de tydske Theatre". "Stykket, skjøndt fuldproppet af List, Intrique og Situationer, er for flaut, for charakteerløst, for barnagtigt og urimeligt, til at det vilde taales af vort kræsne Theaterpublicum (antaget at Directionen var overbærende nok til at taale det;) selv om det udførtes nok saa godt af de Spillende" (19.10.1832). Kirstein var med sin tyske smag og opdragelse ikke enig heri; thi nok manglede det "unægteligen Charactertegning", men "som Intrique og Situationsstykke betragtet .. [kunne] man ikke nægte .. det .. de fornødne Egenskaber for et saadant" med mindre selve "Basis for disse - de tvende Damers Forklædning - [erklæredes] for aldeles urimelig". Molbech havde ikke stemplet forklædningen således, men skønnet at det krævede "en god Deel Courage hos vedkommende Actricer, [sideskift][side 513]for at udføre" rollerne. Til forsvar herfor anførte Kirstein, at han "personligen har været Vidne til en udenfor Theatret udført meget vellykket Forklædning (og det mellem Fader og Søn [6])". Til yderligere gendrivelse af Molbechs indvendinger mod opsætning af stykket, anførte Kirstein, at "IllusionsRim[e]- eller Urimelighed vil derfor, efter min Mening nærmest beroe paa, om 2 af vore Damer (Der iøvrigt kunne udføre disse Roller) kunne forstille deres Stemme saaledes, at den faae et tilstrækkeligt mandligt Anstrøg". Kirstein var endvidere villig til at slette 4. akt, fordi stykket "[var] fuldkomment modent til Opløsningen .. ved Slutningen af 3^die Act". Han mente, at teatret måtte prøve at opsætte "Obersten" (jf. s.541) "for at see om vort, unægteligen temmelig kræsne og undertiden fast ubegribelige Theaterpublikum har Lyst til slige Forklædningsstykker", før man afgjorde det her behandlede stykkes skæbne (25.10.1832). Relativering var en farlig vej at slå ind på, thi det kostede begge stykkers antagelse. Kirsteins vurdering af publikum synes temmelig usikker, ihukommende at han kendte et publikum fra privatteatret. Den 26. nov. 1832 returnerede direktionen stykket, ikke på grund af oversættelsen, men fordi "Stykket i dets oprindelige Skikkelse" ikke var "saaledes, at [direktionen] til Opførelse paa det Kongl Theater [kunne] .. gjøre Brug af samme" (Kp.nr.711, konc. af Kirstein). Kirstein fik lov til at sminke sit nederlag.

Efter Molbechs læsning af Wiener TheaterZeitung (1832, nr.122) (7) besluttede direktionen, at Molbech skulle tilskrive Deinhardstein for at denne kunne tilsende Det kgl. Teater en afskrift/et eksemplar af "Garrick in Bristol" (Burg 14.6.1832) (8). Allerede på dette tidspunkt var det besluttet, at Oehlenschläger skulle oversætte stykket (jf. s.404) (Coll.BrS. 7.7.1832). Den 25. aug. 1832 afsendte Deinhardstein manuskriptet (Coll.BrS.), mens Oehlenschläger indsendte oversættelsen den 5. nov. 1832. Molbech var synligt skuffet over originalen efter læsningen af "de i høi Grad panegyriske Anmeldelser", mens han rentud konstaterede, at stykket i Oehlenschlägers oversættelse, "der paa flere Steder har behandlet Originalen med Frihed og heldige Forandringer .. snarere [har] vundet, end tabt". Efter anden læsning af stykket var Molbech kommet til det resultat, at stykket "upaatvivielig er skikket til, ved en omhyggelig Udførelse og et fuldkommen heldigt Sammenspil, at giøre betydende Lykke paa Scenen-", fordi "ethvert Skuespillerselskab, [sideskift][side 514]med levende Interesse for den dramatiske Konst, maa give [det] med meer end almindeligt Liv og Lyst, da det paa en Maade er Konsten selv, hvis Magt og Virkning dramatisk fremstilles". Hermed havde Molbech også angivet, hvorfor han i juli rekvirerede stykket fra Wien (8.12.1832). Kirstein var ligeledes mere behaget "ved anden Giennemlæsning .. end ved første. Oversættelsen kunde vel hist og her være filet lidt mere, men er ellers - som man vel heller ikke kunde vente andet af Oehlenschläger i det Hele flydende og god" (29.12.1832). Ihukommende Kirsteins skarpe indsigelser imod oversættelser af Andersen og Heiberg (jf. s.505 og s.512) havde Oehlenschläger åbenbart gjort sig umage, thi Kirstein ønskede aldeles ikke at smigre Oehlenschläger (jf. s.628). Molbechs interesse for stykket afspejles ved, at han i direktionsmødet den 1. febr. 1833 påtog sig at udføre "Stykkets Oplæsning .. for de Rollehavende" (Bp). Premieren fandt sted den 22. marts 1833, men stykket opførtes kun 3 gange. Molbech havde atter investeret kræfterne forgæves.

Scribe, Lockroy & J. Chabot de Bouins "La marraine" (GD 27.11.1827)
konstaterede Molbech var "en af de svageste af" Scribes vaudeviller. Den behandlede "Forhold, som deels ere temmelig flaue og ubetydende .. deels alt for nationalt-franske til at være forstaaelige for Os .. Jeg har maatte[t] overvinde mig for at læse Originalen til Ende; og har havt nok af at læse nogle Scener af Oversættelsen for at erfare, at den kan være god nok for et Stykke af Scribe, som vi ei ville opføre" (17.1.1833). Molbech kunne dog også mande sig op til (omend kun sproglig) ironi. Kirsteins votum var ganske anderledes principiel: Han nægtede at gennemlæse "saadanne maculerede Scripturer", fordi de "ikke tillade nogen Control med hvad Tilsætninger der mueligen endnu kunde gjøres, efter at de vare passerte Censuren. Jeg stemmer derfor for at den foreliggende Oversættelse .. tilbagesendes Oversætteren med den Bemærkning at Theater-Censorerne ikke kunne afgive nogen Dom over Kladder eller maculerede Afskrivter" (22.1.1833). Se s.808.

Körers lystspil "Der grüne Domino" (1815) modtog teatret i en fri oversættelse; ifølge Molbech havde oversætteren "unægtelig hist og her borttaget noget af Körners poetisk smukke og elegante Diction, og undertiden ogsaa Tanker og Udtryk i Originalen, som man ugierne savner. Paa enkelte Steder .. har Friheden derimod intet skadet; men snarere gavnet Stykket i dets danske Form, hvilket [sideskift][side 515]Forf. for en, uden Tvivl ikke meget øvet Begynder, virkelig har behandlet med Agtelse for Sprogets og Poesiens Nationalitet - uden at jeg just .. er enig med ham i, at en Oversætter altid kunde udstrække Frihed saa vidt" (31.1.1833) (9). Kirsteins censur refereredes næsten fuldkomment i direktionens skrivelse af 6. febr. 1833, hvor oversætteren meddeltes, at stykket var antaget til opførelse, idet man bad ham om at gøre oversættelsen noget mere overensstemmende med originalen, dels indsætte Maries sang (i 5.sc.), dels af hensyn til det følgende, dels for at vinde tid til Paulines omklædning, endvidere "at lade Stykket slutte paa den angivne eller en lignende Maade; da det paa Scenen ikke gaaer an, at lade de eneste to spillende Personer forlade Theatret og vende Ryggen til Publicum" (Kp.nr.12, konc. af Molbech). Oversætteren fulgte de angivne retningslinjer og leverede den 15. febr. 1833 en ny afskrift (NkS 2567), men selv om stykket blev udskrevet og rollerne uddelt den 5. marts 1833 (PRFD), opførtes det ikke - på grund af modstand fra enten fru Heiberg eller Mad. Wexschall.(10).

Dupin & Scribes comedie-vaudeville "Le ménage de garçon, ou l'Etudiant en droit" (GD 27.4.1821) havde Borgaard leveret Molbech til gennemlæsning. Hans dom over originalen var positiv, men Borgaards lokalisering var han mindre begejstret for: han krævede ændringer i forskellige scener, hvilket Kirstein understøttede. Principielt vendte Molbech sig imod lokaliserede oversættelser: "Et Foretagende, om hvis Mislighed og Vanskelighed jeg mere og mere overbevises"."Antageligt mener jeg, det kan være; men da endeel af vort Theaterpublicum i Øieblikket synes tilbøieligt til at ville tage selv det Komiske alvorligt: er det vel i hvert Tilfælde raadeligt, at lade dette lille Stykke ligge et Par Maaneder" (16.1.1833). Kirstein nægtede i første omgang at censere stykket, da originalen ikke var indsendt (22.1.1833). Efter sammenligning med denne konstaterede han, at stykket "ved den saakaldte Localisering har tabt endeel og er blevet belemret med adskillige Urimeligheder, som Originalen ikke eier". Efter de af Molbech antydede forandringer kunne det imidlertid "ligesaa godt som mangen ældre Ubetydelighed .. gaae over Scenen" (19.2.1833). Direktionen betingede antagelsen af, at Borgaard fjernede "Replikerne i 11^te Scene, hvor Talen er om Theatret i Kannikestræde, og hvor de anførte Details maae falde bort, og i 18 Scene, hvor der tales om Lommedragoner og Overfald paa Gaden, som om dette var noget i Staden [sideskift][side 516]jævnligt forefaldende" (Kp.nr.16, 19.2.1833). Disse politiske samt andre indholdsmæssige og sproglige forandringer foretog Borgaard (11), hvorefter rollerne uddeltes den 19. april 1833 (PRFD). Premieren fandt sted den 20. maj 1833, stykket faldt igennem.

Lemberts lystspil "Die vergebliche Mühe" (jf. s.370) havde ligget hen, udskrevet, uddelt men uopført, indtil Kirstein nu ønskede det opført. Molbech fandt, at hovedsituationen var udført på en mat, slæbende og udspilet "Maade", så at intrigen var "meget fattig", og opløsningen "svag [og] længe forudseet"; endelig var karaktertegningen "flau [og] ubetydende". Han konkluderede: "At enkelte Scener, ved et godt og livfuldt Spil kunne blive mere taalelige paa Scenen - vil jeg vel ikke negte; men troer dog, at det Hele ei vil lykkes" (28.3.1833) (12). Efter denne vurdering trak Kirstein sit forslag tilbage, men begrundelsen viser hvor svagt teatercensuren var funderet: "Skjøndt efter min Overbevisning den forestaaende Dom er for haard, vil jeg dog ingenlunde, da den modsatte Mening engang er udtalt, forfægte dets Opførelse, da det ikke er at antage at Censorernes Uenighed vil blive aldeles skjult, og Skuespill[e]rne rimeligviis vilde benytte denne til at sætte Stykket i Miscredit og derved enten befrie sig fra at lære denne Nyhed eller idetmindste ved at berede det en maadelig Modtagelse, at afskrække fra, en anden Gang at prøve paa Sligt. Kun vilde jeg ønske at vi havde noget bedre at sætte i Stedet derfor" (28.3.1833). Hvorfra havde Kirstein fået impuls til at forsøge en opsætning af netop dette stykke? Skyldtes det at tyskeren Kirstein var Scribe-antipode eller var Borups Selskab den mere nærliggende forklaring?

D'Epagny & Dupins "Dominique, ou le possédé" (TF 22.7.1831) så Overskou tre gange i Paris, lige henrevet (TM Dagbog). Også Molbech blev begejstret, og han tvivlede ikke om, at det var "et af de heldigste franske dramatiske Arbeider af sin Art, som i de sidste 3 Aar ere forekomne mig - og jeg tager ikke i Betænkning, at sætte det fra Opfindelsens, Situationsmaleriets og Behandlingens Side, i Linie med Scribes bedste Stykker". Manglede stykket "det nu i Frankrigs saameget yndede Historie-Maleri .. saa er her dog nok af det, man nuomstunder næsten allene fordrer paa Scenen: det Effectfulde, Usædvanlige og Piquante i Situationerne, og det, som giver Skuespillerne hellighed til at vise deres Konst: sammes Fremstilling". Men stykkets (ir)religiøse karakter fik Molbech til at fremsætte følgende betingelse for antagelse: "at Oversætteren, [sideskift][side 517]ved nøie, med Hensyn herpaa, at giennemgaae det, søger saa meget muligt at moderere de stærkeste Udtryk i Dominiques Rolle, hvor han berører det Forhold til den onde Aand, han indbilder sig at være kommen i" (14.3.1833). En djævlebesættelse kunne selvfølgelig ikke tillades på Det kgl. Teater. Kirstein påpegede netop dette forhold, thi personligt, som teatercensor, fandt han det ikke betænkeligt: imidlertid finder jeg det af andre Grunde ganske passende at Oversætteren modererer endeel af de ommeldte stærkeste Udtryk .. ligesom jeg ogsaa holder en Omarbeidelse af den af Oversætteren omarbeidede Slutning for nødvendig" (5.4.1833). Overskous manuskript eksisterer ikke mere, hvorfor det ikke kan påvises, hvad han ændrede, men med Overskous politiske tilhørsforhold, kan det næppe nægtes, at han efterkom direktionens krav. Roller uddeltes den 27. april 1833 (PRFD), men først den 7. sept. 1833 fandt premieren sted (opført 4 gange). Se s.597.

Om Borgaard havde forelagt Molbech von Elsholtz' "Komm her" (1825) vides ikke, men censorvota fattes. Rolleuddeling ses ikke anført (PRFD); premiere den 24. april 1833 (opført ialt 10 gange) (13).

Scribe & Delestre-Poisons "Le Nouveau Pourceaugnac" (TV 18.2.1817) - i Borgaards oversættelse "Landjunkeren" - yndede Molbech ligeså lidt som andre tidlige Scribe-stykker: "men det er bygget paa en ægte komisk Situation". Selv om udførelsen ikke var "fiint eller interessant anlagt" eller opløsningen tilfredsstillende eller effektfuld, håbede Molbech dog, at det "i det mindste [ville] lade sig opføre", om det end ikke kunne "holde sig paa Repertoiret" (9.5.1833). Rollerne uddeltes den 14. maj 1833 (PRFD), førend Kirstein tog stykket under censur. Han ville ikke hindre en opførelse, men kunne "ikke undertrykke det Ønske, at vi for Fremtiden ved eget Valg maatte være istand til at forsyne os med saamange bedre fremmede Originaler til Oversættelse at vi ikke have Behov, af puur Mangel at antage maadelige Stykker der præsenteres os af Andre" (22.5.1833). Initiativet tog Kirstein selv i de følgende sæsoner: højdepunktet i hans karriere som teatercensor. Kirstein fik ret, idet stykket kun oplevede en forestilling den 24. maj 1833.

Molbechs indflydelse på repertoirets sammensætning kan ikke overvurderes, da hans vurderinger var udslaggivende. Hans arbejdsindsats - i denne sæson - netop vedr. den oftest præsenterede genre - franske comedie-vaudevilles omarbejdet til danske lystspil - [sideskift][side 518]klargjorde hans kvalifikationer som teatercensor i det piquante, det effektfulde, det interessante havde i ham en velynder, når dramatikerne forstod at overholde det udefinerbare: scenens konveniens. Som eksempel herpå kan anføres djævlebesættelsen i "Dominique", hvor Molbech slog kontra. Endvidere påtalte han de nationalt-franske islæt i stykkerne. Kirsteins indsats i denne sæson gælder først og fremmest oversættelsernes kvalitet, hvor han - velbefaren udi det franske - påtalte oversætternes sjuskerier. Han forsøgte dog allerede på dette tidspunkt at markere en selvstændig repertoirepolitik (primært tyske stykker), men han kom ikke igennem med denne politik. Både Molbech og Kirstein var enige om det uheldige i lokaliseringer, fordi de nemt afstedkom omtale af (uønskede) politiske forhold i den enevældigt styrede stat. Karakteristisk for dem begge var endvidere de mange rettelser, de ønskede foretaget, og som blev iværksat, før stykkerne blev opført. Heiberg leverede kun to oversættelser i denne genre, mens Borgaard viste sig meget leveringsdygtig, om end han ikke var særlig heldig med sit valg. Enigheden mellem censorerne er vel trods alt dominerende. Deres repertoirepolitik synes på dette tidspunkt at kunne opsummeres således: De ønskede et mondænt fransk-orienteret repertoire med ufarlige, underholdende lystspil garneret af nationale sørgespil.

[sideskift][side 519]

14.3.1 Dansk opera

I maj 1832 blev Hartmann færdig med kompositionen til Andersens "Ravnen" (Jf. s.420) (BHH 48). På grund af Molbechs nu generelle utilfredshed med Andersens produkter genlæste han åbenbart sit og Mantheys votum fra 1830, hvorved han opdagede, at Manthey kun havde antaget librettoen betingelsesvis. Den 9. juni 1832 skrev Molbech til Andersen, "at det vil [derfor] være nødvendigt, at De indsender bemeldte Text til Directionens nærmere Gjennemsyn og Prøvelse, om De ønsker den antaget" (Coll.BrS.X). Andersens reaktion kendes ikke, men Molbech foretog kun ganske få ubetydelige sproglige korrektioner (NkS 2499) før rolleudskrivningen (KTS nr. 620), hvorefter kun helt formelle rettelser blev foretaget ("Fyrste" rettet fra "Konge"). Syngepartier og roller uddeltes i sept. 1832 (PRFD), hvorpå oplæsning og prøver fandt planmæssigt sted (Journal): Premiere den 29. okt. 1832 (1) (opført 5 gange i denne sæson, jf. s.595).

Andersens næste produktion i denne genre "Den anden April" var en miniature. Dets tilblivelse ligger efter al rimelighed forud for arbejdet med Scotts roman, men Chr. Wulffs musikkomposition lod åbenbart vente på sig (BEC I 105, 111 11.7 og 9-10.8.1832). Først den 14. sept. 1832 indsendte Jonas Collin teksten "med tilhørende Musik" (Anderseniana 3.rk. I:3 313). Molbech var usikker på, hvad han skulle gøre ved dette fænomen, men om tekstens kvaliteter var han ikke i tvivl: "Dette yderst svagt componerede, slet dialogiserede og maadeligt versificerede Stykke maa .. allene ved den gode Villie, eller ved den musicalske Compositions Fortrinlighed, kunne komme i Betragtning til Antagelse" (31.10.1832). Han udtrykte derimod tvivl om det "passende eller politisk" rigtige i "endnu efter 32 Aar at fornye Gientagelsen af de saa ofte og paa alle mulige Maader repeterede Yttringer om Englands "Forræderi", "Niddingsværk" o.s.v." (l.c.). Molbech ville sluttelig lade antagelsen afhænge af musikkomiteens vurdering. Både Zinck, Fröhlich og Siboni blev hørt, men kun sidstnævntes votum eksisterer i dag: "je dois avouer qu'elle n'est pas du tout de mon gout, puisque elle m'est en partie incomprehancible: mais comme il paroit que ce qui est le moins intelligible, et le plus obscur est le plus admiré, ou pour mieux dire le plus applaudis au Theatre, je ne deconseillerais pas la direct[ion] R[oyale] de ne pas le produir au Public, ou tout au moins de se tenir aux jugement de ceux qui l'ont éxaminé avant moi, M^r Zinck, M^r Fröhlich &c.&c.&c. Quant au Sujet de [sideskift][side 520]la Piece il ne vale pas la peine d'en parler si c'n'est qu'on voulusse l'envisager sous l'aspect d'une fête en commemoration d'une journée memorable, car il n'y a aucun intrigue dramatique - quoique il me paroit qu'il ne soit pas très flatteur de prononcer que un Brittens hvide Flag, som paa Engel Vinge porte avec elle le Fred, og Seier .. dont ont se rejouis &c.&c. mais il se peut que je ne comprend pas assez la langue" (Anderseniana 3.rk. I:3 s.313). Om privatrelationerne til det Wullfske hjem afholdt Weyse fra at udtale sig får stå hen. Kirstein henholdt sig til musikkomiteens afgørelse, idet han tre dage efter Sibonis votum lagde til, at det afgørende for ham var "politiske Hensyn" (31.12.1832). Den 5. Jan. 1833 svaredes Collin, at stykket i "heldigste Tilfælde" kun kunne bruges, hvis musikkomiteen fandt musikken udmærket, men da "tre Kusikkyndige" havde fundet kompositionen "ubrugelig", remitterede man såvel tekst som musikkomposition (Coll.S.44, ej indført i Kp). (2).

Weyse bad Andersen give ham en libretto på grundlag af Scotts "Kenilworth", da han ifølge Andersen "i lang Tid [havde] .. følt Trang til musikalsk at behandle dette Æmne. Han havde først talt til Heiberg derom" (B&B I 99 26.5.1832). I maj 1832 konfererede Andersen sin plan for stykket med Weyse, "og den er han meget tilfreds med" (BHH 46 28.5.1832). Andersen indleverede den færdige libretto den 22. Juni 1832 uden at det i dag kan verificeres, at Weyse på dette tidspunkt havde samarbejdet med ham. Molbech var, hvad efterrationaliserende teaterhistorikere end måtte mene, mere positiv end Kirstein. Molbech kendte selvfølgelig både Walther Scotts roman og Bredal/Andersens "Bruden fra Lammermoor". Ikke mindst den sidste var afgørende for Molbechs vurdering af "Festen paa Kenilworth": "da denne ["Bruden fra Lammermoor"] imidlertid ikke manglede at giøre et Slags Lykke ved Opførelsen, da Publicum tog til Takke med alt det Skiødesløse, Raae og uden forarbeidende Talent sammensatte og Sammenkludrede i hiint Syngestykke: vil jeg hverken staae Hr. Andersen eller Hr. Weyse i Veien for den Lykke, de muligen ogsaa kunne giøre med dette Smøreri, der vel heller ikke ganske mangler Motiver for en saa genialsk Componist, som det maaskee kan lykkes bedre endnu, end Hr. Bredahl, at dække endeel af de svage Sider hos Textens Forfatter". Molbech var klar over, at andre kræfter end teatercensorernes arbejdede for dette projekt, hvorfor han lagde til: "Dersom imidlertid min Stemme maatte [sideskift][side 521]høres, burde det .. dog paalægges Forfatteren at omarbeide den dialogiserede Deel" af sangnumrene (28.7.1832). Kirsteins votum er særdeles interessant, eftersom hans kompetence til at vurdere operasujets er bekendt (jf. s.530). Han var utilfreds med Andersens behandling af udtoget, fordi han ikke havde overholdt den plan, som Weyse havde approberet: "den hele Behandling er saa iilsom-sludsket at jeg ikke kan stemme for Stykkets Antagelse .. men andrager paa at det tilkjendegives H^r Andersen, at han efter omhyggeligen selv eller ved en Anden at have ladet det heelt igiennem revidere og corrigere indsender det til nye Censur i en tydelig og god Afskrivt (ikke, som her i Kladde)" (3.8.1832). Endnu engang må det fastslås, at Kirstein ikke Molbech var Andersens hårdeste kritiker. Forhandlinger, sommerferie og ny læsning af librettoen er temaerne i august 1832, men Molbech og Kirstein lod intet bekendtgøre. Måske Henriette Wulff åbenbarer hvorfor: "Det gjør mig ondt ikke at kunde sige Dem noget Tilfredsstillende fra Weise, som ogsaa er meget vred derover; men den Nachtmütze den Molbech har det endnu for at see det igjennem, Stykket nemlig, og han slipper det vidst ikke før De selv kommer og pirrer lidt ved ham" (BHW 10.8.1832). Skærer man igennem hendes tendentiøse udlægning, forklarer hun imidlertid problemerne ved beslutningsprocessen: Molbech måtte endnu engang efter Kirsteins forkastelse gennemlæse librettoen og derefter forhandle med Weyse om det mislibige ved Andersens libretto. Måske også af denne grund ventede teaterdirektionen indtil den 7. sept. 1832 med at tilkendegive sin mening om Andersens libretto. Direktionens skrivelse klargør ganske tydeligt, hvorledes Molbech forsøgte at mediere synspunkterne men intetsteds anførtes Kirsteins eksplicitte forkastelsesdom: "[Da censorerne har fundet] deels, at De paa flere Steder i dette Syngestykke ikke tilstrækkelig har udviklet, eller paa en ikke altid heldig Maade er afveget fra den samme vedlagte, oprindelige Plan til Stykket; deels, at den hele Behandling af Sujettet røber megen Iilsomhed og endeel Skjødesløshed, blandt andet i Sprog og Diction, og Stykket derfor overhovedet trænger til en streng og nøiagtig Revision, baade fra Indholdets og Formens Side; deels endelig, at en om ikke fuldkommen, dog betydende Omarbeidelse af Stykkets dialogiserede Deel, udentvivl vil være til dets Fordeel; og det maaskee helst en saadan, hvorved en god og naturlig prosaisk Dialog for det meste sættes i Stedet for den ofte konstlede Opsvulmen i Dictionen [sideskift][side 522]og den tvung[n]e Ordfølge i Dialogen, der er frembragt ved en metrisk Form, hvis ikke sjelden tactløse Trochæer og temmelig tonløse Jamber stundom ganske forfeile den tilsigtede Virkning: saa maa Diretionen, ved at tilbagesende Dem Deres Manuskript til bemeldte Syngestykke, anmode Dem om at ville tage ovenstaaende Bemærkninger i Overveielse, og indsende den reviderede Text til det hele Syngestykke i en god og læselig Afskrift, inden De bestemmer Dem til at lade den cantable Deel af Stykket componere" (Kp.nr.677 (3)). Som tilfældet var med oversættelsen "Dronningen paa sexten Aar" (jf. s.504), forholdt Andersen sig tavs. Imidlertid omarbejdede han i samarbejde med Weyse librettoen, hvorefter han indsendte "den af ham reviderede, ogsaa af Professor Weyse .. giennemset[e] Text til Syngestykket "Festen paa Kenilworth" (Dp 18.1.1833). Den 15. febr. 1833 afleverede Molbech teksten, "som Prof: Weyse nu har erklæret sig villig til at componere" (Dp). Molbechs notater til den reviderede libretto kendes ikke, sålidt som de forhandlinger, der ifølge Dp fandt sted mellem teaterdirektionen og Weyse. Kun med forbehold kan Andersens oplysninger (fra 1836) til Overskou henføres til dette tidsrum: "Jeg skrev det, lod ham læse det og gjorde nu Forandringer, ja, omskrev tre Gange Finalen i anden Act, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands; da var han midt i anden Act" (B&B I 318 8.1.1836). Som det før er set ("Floribella") red Weyse ikke den dag han sadlede. I H.C. Andersen-litteraturen kan hans arbejde følges ganske nøje. Langt interessantere er det, at Weyses logerende F.J. Hansen med Weyses meget sigende udtryk "lavede Andersens akter istand", på hvilken baggrund både censorernes indsats og Andersens forfatterpaternitet bør anskues: censorerne havde efter noget der lignede en forkastelse antaget en revideret udgave af Weyse og Andersen, hvorpå Weyse i løbet af to og et halvt år besørgede denne antagne version bearbejdet af en tredjemand (Coll.S. 21 I.2.3., KTS 883 og Laage-Petersens Samling MS 634) (4). Endelig den 23. juli 1835 blev Weyse færdig med sin komposition (Weyses Breve nr.70). Rollerne blev uddelt den 12. sept. 1835 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 6. jan. 1836 (opført ialt 7 gange; jf. s.1141) (5).

[sideskift][side 523]Den 25. Jan. 1833 tilkendegav teatercensorerne, at de "intet [fandt] at indvende imod Texten" til W. Contessas "Der Liebhaber nach dem Tode" (1826), som A.P. Berggreen ønskede at komponere musik til. Henrik Hertz ville oversætte operaen (Dp). Hertz bearbejdede teksten i overensstemmelse med Berggreens melodivalg (jf. NkS 3218 2.3.1833). Først den 7. juni 1833 indleverede Hertz den fuldt færdige bearbejdelse "Den hemmelige Gang under Jorden". Berggreen fik imidlertid aldrig komponeret musikken (færdig) (6). Se s.1173.

Det anonymt indleverede syngestykke "Blindebukken" kunne ikke bruges, mente Molbech, selv om librettisten nok havde en vis "Færdighed i at skrive Viser, Sange og componerede [fejl for combinerede] Sangnummere", men på en måde som man "for 30 ell. 40 Aar siden brugte dem i Syngestykkerne". Han anede derimod ikke, "hvad den nærværende Generation fordrer paa Skuepladsen af et Syngespil" (25.3.1833). Kirstein var anderledes hårdere i sin dom: "Selv den skjønneste Musik vilde ikke kunne frelse et saa usselt Product som dette fra total Undergang hvis det kom paa Scenen"; desværre anførte Kirstein ikke sine argumenter herfor (28.3.1833). Remitteret den 11. april 1833 (Kp.nr.27c).

Politiske, kunstneriske og erfaringsmæssige grunde gjorde udslaget for Kirsteins vedkommende vedrørende disse fem syngestykker. For Molbech var det overalt de kunstneriske kriterier, der gjorde udslaget (kun vedrørende "Den anden April" anførte også han politiske betænkeligheder). Med undtagelse af "Ravnen" var Molbech den mildeste af teatercensorerne. Kirstein væltede sig overalt i stærkt ladede vendinger, alle ledende frem til en sønderlemmende kritik. Hensynet til Collin gjorde, at teatercensorerne henskød sig under musikkomiteens afgørelse, mens Weyse aldeles skrupuløs tilføjede teatercensorerne nederlag vedrørende "Festen paa Kenilworth": ingen af dem fandt sig selvfølgelig foranledigede til at beklage sig over hans manipulationer. "Blindebukken"s forfatter havde ingen patron, hvorfor han brutalt slagtedes. Berggreen havde opbakning, men hans økonomiske stilling slog ham ud.

[sideskift][side 524]

14.3.2 Oversat opera

Til samtlige disse udenlandske operaer/syngestykker haves såvel censorernes vota som musikkomiteens vurdering (ved et eller flere af dens medlemmer). Dette forhold gør denne sæsons oversatte operaer/syngestykker særlig betydningsfuld i undersøgelsen, da samtlige parter havde lejlighed til at levere en forcensur.

Tekstbogen til Bouilly & Scribes "Les deux nuits" (OC 20.5.1829) havde teatret haft i sin besiddelse siden dec. 1829, klaverudtoget siden april 1831 og partituret fra før maj 1831 (1). (Formentlig) først på dette tidspunkt fik Heiberg til opgave at oversætte stykket. "Musiktexten" blev først færdigoversat i "Midten af December" (NBD 5.3.1832 Heiberg til Holstein); men derefter gik arbejdet i stå, fordi dronning Marie fik den originale tekstbog til gennemlæsning (l.c.). Det oftere gentagne supponerede forhold, at dronningen via Siboni og Holstein havde indflydelse på teatrets repertoire, bevises her fuldgyldigt. Des interessantere ville det selvfølgelig være at kende dronningens synspunkter vedr. komponisterne og deres værker, men materiale findes tilsyneladende ikke bevaret. Dronningen leverede bogen tilbage omkring den 1. marts 1832, hvilket kan opfattes som hendes approbation. Heiberg lovede Holstein "paa en Uges Tid [at] gjøre Textbogen færdig, saasnart Directionen agter at lade Stykket opføre, eller naar det forlanges .. Resten er en Bagatel" (l.c.). Den 9. juni 1832 anmodedes Heiberg "uden længere Henstand at indsende .. den fuldførte Oversættelse" (Borup nr.262), men først den 23. juli 1832 indkom endelig den færdige oversættelse (Cp, jf. Borup nr.263). Molbech bemærkede rigtigt i sin censur, at der ved dette som "ved de fleste fremmede Syngestykker, der forplantes til vort Theater, [ikke kunne] være egentlig Tale om Stykkets Antagelse", thi efter gennemlæsning af originalen og valget af musik var sagen ordnet. "Ved at giennemlæse Oversættelsen, kan jeg ikke andet, end finde mig bestyrket i den Mening, jeg i Fior yttrede om Originalen, at hvis den musicalske Composition svarer til de Forventninger, Boieldieus Navn engang pleiede at vække, synes Textens muntre Indhold og passende dramatiske Udførelse at maatte sikkre dette Syngestykke en gunstig Modtagelse hos vort Publicum" (26.7.1832). Regissøren (2) uddelte rollerne den 8. aug. 1832 (PRFD), mens Sibonis "Betænkning" og forslag til rollebesætning først afsendtes den 15. aug. 1832: "jolie musique, mais pas de la force des autres op[eras] de Boi[e]ldieu. Le sujet je ne le connois pas, mais il me paroit [sideskift][side 525]une Farce toute pure - j'ai deja eu l'honneur d'en parler à la direction, ainsi il ne me reste rien de plus à dire" (UjBr) (3). Først på dette tidspunkt læste Kirstein Heibergs oversættelse men fandt det overflødigt at tilføje andet end at han var enig med Molbech (31.8.1832). "De to Nætter" havde premiere den 21. sept. 1832 (opført ialt 6 gange).

Aubers opera med Scribes libretto "Le Dieu et la Bayadere, ou la Courtisane amoureuse" (ARM 13.10.1830) blev hjemforskrevet i sommeren 1832 (4). Efter direktionsmødet den 15. juni 1832 sendte Ryge, uopfordret, Molbech en udskrift af sin rejsedagbog (jf. s.442), hvoraf her skal anføres: "Operaen, hvis Text naturligviis fremsiges som Recitativ, var mig - hvad Æmnet angaaer - ikke aldeles forstaaelig, men Musikken behagede mig meget" (Coll.BrS 16.6.1832) (5). Ryges brev ses ikke at have haft nogen betydning for censorernes bedømmelse. Den 20. juli 1832 indsendte Zinck "Ifølge d.h. Direktions Forlangende" sin "Mening om" musikken, "samt efter Opfordring" sit "Forslag til Rollebesætningen" (DKTB): "Auber er allerede saa bekjendt hos os, og denne Musik saa gandske i hans sædvanlige Genre, at den ingen særskilt Charakteristik behøver" (l.c.). Teaterdirektionen fik ikke megen hjælp i sit arbejde, men udtalelsen er selvfølgelig karakteristisk for en musikkender som Zinck. Direktionen ønskede også at høre Sibonis mening om samme materie (NkS 1557 21.7.1832). Sibonis rapport lød: "Les Bajaderes. Opera d'Aubert, dont le genre de sa musique est si connu, qu'on n'a plus rien à dire: cependant je me permet d'avancer, que si même elle n'est pas de la même force de plusiueurs autres opers que nous connoissons de lui, elle ne manque cependant pas d'être une tres jolie musique, gra[c]ieuse, et moderne. Le sujet est une Fable sans interêt très connu: L'éffèt donc pose sur la musique, aussi bien que sur la danse, les decorations, et surtout sur la 1^ere Bajadere qui doit être aussi bonne danseuse, que éxcellente Pantomiste, actrice &c. L'ensemble est un spectacle très brillant et bien propre pour un jour de naissence de L.L.M.M." (UjBr 15.8.1832). Sibonis votum var dog en ganske overbevisende klassifikation og graduering af den bekendte komponists værk. Molbech roste Overskou for hans "sædvanlige Færdighed, Routine og Lethed", idet han dog havde fundet og rettet "et Par Sprogfeil". Han håbede, "at ogsaa Musiken maa være saaledes, at den finder Naade for [publikums] .. temmelig vanskelige Øren" (21.10.1832). Kirstein [sideskift][side 526]mente, at operaen skyldte "Den Stumme i Portici" "sin Tilværelse", hvorfor det var "at haabe at det ikke heller vil gaae ubemærket over Scenen hvis Dandsen og især den mimiske Deel deraf bliver udført godt" (22.10.1832). Censorernes vurdering synes på ingen måde influeret af de musikkyndiges erklæringer; hver arbejdede på sit felt. Molbech opfattede sin opgave, når det gjaldt syngestykker, som at efterse oversættelsen og bevare respekten for scenens konveniens, mens Kirstein var optaget af stykkernes fremstilling på scenen. Rollerne uddeltes først den 18. marts 1833 (PRFD) (6), og "Brama og Bayaderen" havde premiere den 28. maj 1833 (opført 41 gange i den behandlede periode, jf. s.890 og s.1193).

Til Reissigers opera, med tekst af von Miltitz, "Die Felsenmühle zu Estalieres" (Dresden 1831) leveredes klaverudtoget teatret den 23. juni 1832 (TK 1832, 4.kv.nr.1771). På grundlag heraf affattede Zinck sin betænkning: "Denne Composition udmærker sig fremfor alle fornævnte [7] ved høi Poesi, ypperlig Deklamation /: formodentlig er Stykket original tydsk :/ stor Effect og herlig Sang. Man mærker at han hylder C.M. Weber, uden dog at kunne beskyldes for Plagiat. Værket indeholder henrivende skjøn Sang i de cantable Nummere, Kraft i de stærkere Scener, effectfulde Chor, og overhoved megen Originalitet. Stykket selv udmærker sig ogsaa fordeelagtigen fra de andre tre Stykker, saavidt man kan skjønne efter Sangnummerne" (20.7.1832). Zincks placering i forholdet til tysk/ italiensk operamusik er klart markeret: han ville ikke skjule, at han var Webers og arvtageres mand i Danmark. Sibonis betænkning lød: "très jolie musique du genre allemand, assez beau chant, très solidement, et speculativement composée, et instrumentée et de morceaux de beaucoup d'effêt sans être du tout nouveau genre - quant aux sujet je ne le connois pas, mais en jugeant d'apres l'extrait du Clavicin il ne me paroit pas sans interêt" (15.8.1832). Siboni var aldeles ikke fyldestgjort, thi han havde netop fundet tydelige spor af ikke-italiensk musikkomposition: forkaste den kunne der selvfølgelig ikke være tale om, men sit mishag kunne han jo gerne artikulere. Molbechs censur vidner overhovedet ikke om kendskab til Zincks eller Sibonis vurderinger; han var optaget af at "Annettes Partie, der fordrer betydelig meget fra Stykkets Side, upaatvivielig hos Jfru Abrahamsen vil finde en fortrinlig god Udførelse [8]". Kvalificeret kommentar var derimod hans ængstelse for, at teatrets kun "numerisk forstærkede Personale" kunne [sideskift][side 527]klare opgaven, såvel som hans overvejelser vedr. "Decorations-Arrangement[et]" (12.10.1832). Forskellen mellem Molbech og Kirstein, vedr. behandlingen af syngestykker, kan ikke illustreres bedre end ved denne opera, thi Kirstein havde både benyttet Sibonis og Zincks erklæringer, selv om han gjorde dem enige om musikkens kvaliteter ("særdeles god") og haft samtaler med maskinmesteren, hvorefter han kunne konstatere, at der ikke ville "være store Vanskeligheder at overvinde" (25.10.1832). Teaterdirektøren benyttede sine underordnedes ekspertise, i det øjeblik han skulle træffe beslutning om antagelse af et stykke, hvorom afgørelsens rigtighed specielt ville kunne lastes Kirstein på grund af hans interesse for tysk musikdramatik. Rollerne uddeltes allerede den 28. dec. 1832 (PRFD), hvorpå censorerne tog sig af Overskous oversættelse. Molbech erklærede, at "[den] ikke staaer under hans tidligere, og at jeg, i det mindste fra Sprogets og Versificationens Side har fundet den saa fri for Anstød, at jeg har fundet det ufornødent nogensteds at raadføre mig med Originalen" (10.1.1833). Ubetydelige sproglige korrektioner meddelte såvel Molbech som Kirstein, idet sidstnævnte tilsluttede sig Molbechs vurdering, med ordene: at oversættelsen var både "brugbar" og "god" (12.1.1833). Først den 13. febr. 1833 afholdtes oplæsning (Journal), hvorpå "Møllen i Bjergkløften" havde premiere den 14. marts 1833; anden og sidste opførelse (med forandringer (9)) fandt sted den 23. marts 1833: fiasko og fejlinvestering.

Til Labarres syngestykke, med tekst af Planard, "Les deux familles" (OC 11.1.1831) leverede Gyldendal juli 1831 teatret teksten, mens partitur og tekstbog først sendtes fra Lose juni 1832 (TK 1.kv.nr.75 og 4.kv.nr.1771). Zinck voterede i juli 1832: "Labarre, en ny Componist af udmærket Talent; jeg har med megen Fornøielse gjennemlæst denne Musik, som har flere fortræffelige Nummere og idet hele taget anbefaler sig ved en god, ofte meget brillant Sang. Maatte kun det maadelige Digt ikke forhindre denne Opers Antagelse" (DKTB 20.7.1832). Zincks udtrykte begejstring for den franske dansemusik forenedes med hans Weberbegejstring. Sibonis votum fra august lød: "très jolie, beau chant [,] danse et spectacle. La scene se passe en Espag[n]e. Les char[a]cter[s] des deux Pers[onnes] est très vendicatifs, et selon moi sans un bon éffêt. La musique ca éxprime bien les caracters, et est très passionnee quand i[l] est necessaire, du genre moderne et d'effêt &c" (UjBr 15.8.1832). [sideskift][side 528]Censorernes læsning fra denne tid blev ikke indført i censurprotokollen, men da Dorph fik overdraget oversættelsesarbejdet i dec. 1832 (10) fremførte de en indvending mod stykkets opløsning, som vel kan forklare hvorfor direktionen i aug. 1832 ikke foretog sig noget med hensyn til dette stykkes fremstilling. Den 28. dec. 1832 fordrede direktionen en egentlig omarbejdelse af katastrofen: "[den] Tvekamp, hvori Svigersønnen dræber sin tilkommende Bruds Fader, og lige fra denne blodige Catastrophe iler til Bryllupsgildet, for at fuldbyrde Foreningen med Datteren, hvis Fader er falden for hans Haand, synes at medføre en alt for voldsomt rystende Situation". I stedet ønskede direktionen: "at Duellen vel foregaaer, men saaledes, at de to Kæmpende, efterat have vexlet de første Skud, eller maaskee efterat den fornærmede Søn har skudt og Fornærmeren affyret sit Skud i Luften, forliges saaledes at Faderen forlader sit Fædreland, gaaer ombord paa et seilfærdigt Skib ell. desl. Dette maatte da antydes af Leon ved hans Tilbagekomst, ved et Par korte Repliker, og de hertil hørende Udtryk i Finalet herefter modificeres" (Kp.nr.713). Den 8. marts 1833 meddelte Dorph vedr. ændringen, at "de Ord, Leon siger til sin Fader ved sin Tilbagekomst fra Duellen, bør høres bestemt", hvorfor han foreslog, at "Finalet kunde standse den korte Tid, medens disse Ord i Prosa vexledes .. og derefter strax brusede frem igjen indtil Enden" (I.B.nr.33). Molbechs dom over Dorphs arbejde var særdeles hård: "en Oversættelse .. der alt for ofte røber den uøvede Haand .. især i Sangene, hvor Oversætteren tager sig alle Slags Friheder, for at faae de fornødne Stavelser og Verslinier". Censuren i øvrigt formede sig som en opremsning af Dorphs forsyndelser: "Adskilligt af saadant kunde vel en mere øvet Haand let borttage eller forandre; og Oversættelsen kan i al Fald vel være brugelig" (16.5.1833). Kirstein mente, at oversættelsen trængte "til at gjennemsees og forbedres, hvilket ogsaa, saavidt jeg erindrer, Oversætteren har givet fri Raadighed til" (22.5.1833). Overskou omskrev så at sige hele den kantable del af synge stykket (NkS 2601), inden rollerne uddeltes den 26. juli 1833 (PRFD). "De to Familier" havde premiere den 17. sept. 1833; opført anden og sidste gang (med forandringer) den 23. sept. 1833. [NJ tilføjelse: (11)].

Hoffet ønskede Meyerbeer opera "Robert le Diable" (ARM 21.11.1831) indført på den danske scene, efter denne operas succes ude i Europa. Ryge rådspurgtes først af alle ved teatret om evt. vanskeligheder [sideskift][side 529]ved opsætningen (Dp 15.6.1832, jf. Coll.BrS. 16.6.1832). Ugemødet senere rapporterede han, at intet "fra Scenens Side" skulle kunne hindre en opførelse (Dp 22,6,1832), Zinck vurderede operaen som en "let, fattelig Modevare uden synderligt Gehalt, men ofte effectfuld: taknemmelige Syngepartier; den vil sikkert behage Publikum" (DKTB 20.7.1832), Siboni skjulte ikke sin begejstrings "très belle musique, moderne, et de beaucoup d'éffêt: en tout un superbe spectacle - sur le quel on en a tant parlé, qu'il ne reste rien plus à dire, ni pour ni contre; ni je voudrois dans ce moment me mettre en opposition vis à vis d'un, ou de l'autre; en tout cas je le recommende pour le jour de naissence du Roi, dans la certitude que nous pouvons bien la donner; car quant aux decorations n'ayant pas la prétention de nous mettre aux niv[e]aux des Theatres de Paris ou de Berlin, également qu'on a fait avec le Freyschutz, que c'est bien plus difficile à le monter, nous pouvons le mettre en Scene, avec splendeur, et éffêt selon la grandeur de notre Theatre et de ses moyens, qui ne sont pas si petits - quant aux chant, et musique [-] j'en garantit sa bonne éxecution et éffêt, le seul Role de Bertrand pourra souffrir quelque éxception ou du Cote du chant, ou du coté de l'action - mais cela ne manquera pas d'effet, et la question ne sera que du plus, ou du moins" (UjBr 15.8.1832). Disse vota kan imidlertid ikke tillægges den store betydning, thi først da Siboni havde fået partitur, klaverudtog, etc. begyndte han den egentlige gennemgang af musikken og problematikken ved en opførelse (TK 1832 4.kv.nr.1771). I direktionsmødet den 12. okt. 1832 fastholdt han, "at [operaen] uden Hinder kan udføres af Theatrets Personale; men at dog endeel Forkortning saavel i Syngenummerne, som i Dandsen vil være tilraadelig" (Dp). Direktionens reaktion på dette tidspunkt kendes ikke, men i febr. 1833 skulle der endelig tages stilling til stykkets fremstilling. Molbech var ganske uenig med Sibonis forslag. Til Kirstein skrev han, "at man - med Angivelse af hvad der kan behandles som Dialog .. bør lade det Hele oversætte uden Forkortning .. At Siboni f.Ex. reent vil udelukke 4.5.6. Scene af 2den Act, maa jeg erklære mig imod. Det prægtige Optog i VI Scene med Chor af Folket og med Ballet, skulde da falde bort, .. Scenen med Nonnerne .. kan paa ingen Maade enten falde bort, eller i det væsentlige forandres. Man vilde da ikke opføre Robert le Diable, men et andet Stykke" (Coll.BrS. 26.2.1833). Kirstein svarede dagen [sideskift][side 530]efter: "Efter de Beretninger vi have fra fremmede Steder varer Stykket, naar det gives heelt, c. 5 Timer. Vort Publikum finder allerede et ellers udmærket Syngestykke der varer c 3 1/2 Time (Lulu) for langt, og jeg vil ikke nægte at jeg deler denne almindelige Følelse .. Der kan vel altsaa kun være Spørgsmaal om, enten slet ikke at give Stykket, eller at give det med saadanne Forkortninger at det saavidt mueligt og uden altfor stor Opoffrelse (af det mere Væsentlige i Handlingen og det Skjønneste i Musiken) kan nærme sig en sædvanlig Forestillings Udstrækning". Da han protesterede imod ikke at opføre stykket, foreslog han følgende forkortelser: 1. omarbejdelse af recitativerne til sædvanlig dialog; "Opførelsen vil derved betydeligen forkortes" 2. scenen med nonnerne skulle beholdes. 3. han bifaldt Sibonis "foreslaaede Forkortninger og Forandringer", også udeladelsen af optoget og dansen (i II akt, 6. sc.). 4. "Efter min Mening er det bedre at lade Oversætteren efter de antydede Bestemmelser og nærmere Overlæg med Siboni strax udføre Forkortningerne i Oversættelsen, end at lade ham oversætte Stykket i sin nærværende Form og derefter foretage Forkortningen. 5. forkortelse til 4 akter kunne han ikke være modstander af: "jeg kan ikke indsee, at der er noget uværdigt i paa saadan Maade at gjøre det nydeligt (genussbar) for vort Publikum" (l.c.). Kirstein var således i alle afgørende punkter enig med Siboni. I direktionsmødet den 1. marts 1833 bestemte flertallet, at Heiberg skulle tilsendes tekstbogen med Sibonis deri angivne "Udeladelser og Forkortelser", hvorpå Siboni og Heiberg "giensidigen vilde meddele hinanden deres Mening om Textens Indretning og passende Forkortelse" (Dp). Molbech fik tilføjet sin seperatindstilling: at han var modstander af en omarbejdelse af recitativerne og i det hele taget ønskede at "forandre saa lidt som muligt" (l.c.). Den 2. marts 1833 ville Heiberg vide "med Bestemthed, om Directionen ønsker Forkortelser eller Forandringer i Stykket, samt hvilke disse ere, og om den har approberet dem, hvortil Hr. Prof. Siboni allerede har meddeelt mig Forslag" (Coll.BrS). Som svar herpå tilsendte Molbech Heiberg den franske tekst (Dp 1.3.1833) samt en fremstilling af sine synspunkter ang. bearbejdelsen (4.3.1833). Brevet, der er gået tabt, indtager derved en nøgleposition i beslutningsproceduren. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorvidt Molbech fournerede Heiberg med argumenter imod en opførelse af operaen, og Heibergs nedenfor refererede brev således [sideskift][side 531]ikke i sin inderste intention er et selvstændigt produkt, men udarbejdet efter Molbechs anvisninger. Heiberg argumenterede for at operaen ikke skulle opføres: "Texten er udentvivl den sletteste, som vi endnu have havt i nogen Opera, hvad enten man tager Hensyn paa Stof, Plan eller Udførelse" (Borup nr.282 27.3.1833). Ifølge Heiberg var "Planen .. umoralsk og oprørende [12] .. væmmelig indtil Ækelhed [13] .. usammenhængende indtil Dumhed [14] .. sammenstjaalen fra andre bekjendte Stykker [15]". Om udførelsen skrev han: "Uden Poesi, uden Liv og uden Varme" Et terroristisk Indhold i en triviel Dialog" Det er Djævelen med Træsko paa. Coloriten saa mørk og trist, som om Handlingen foregik i Ligkiste .. Alt beregnet paa synlig Effect for Pøbelen". "Det er ikke den synlige, udvortes Pragt, men den lyriske og musicalske, som interesserer vort Publicum", fortsatte han. "Om Musiken .. vil jeg ikke tillade mig nogen Dom .. Men hvad jeg tør sige med fuldkommen Vished, det er, at hos os kan selv den bedste Musik ikke redde et Stykke, som Publicum finder slet [16]". Sluttelig anførte Heiberg: "Jeg tilstaaer gjerne, at det vil være mig et ubehageligt Arbeide, at overføre Robert le Diable's Nonsens i mit Modersmaal .. Men det er dog mindre for min egen Skyld, at jeg har troet at burde gjøre den høie Direction opmærksom paa mine Betænkeligheder". Heibergs ideale formål havde været "Agtelse baade for vort Theater og for vort Publicum" (l.c.). En sikker tolkning af denne kilde er udelukket på grund af tabet af Molbechs private brev til Heiberg, men Heibergs vurdering - om end den var bestilt - var af en sådan karakter, at såvel Kirstein som Holstein måtte blive betænkelig ved opsætningen af denne opera. I direktionsmødet den 6. april 1833 besluttede Holstein "mundtlig at tale med H^s Majestæt Kongen om bemeldte Stykkes Oversættelse og Opførelse, og hvorvidt man skulde vove den betydelige Bekostning, samme vil medtage" (Dp). Ikke et ord om den underordnede embedsmand, der havde nægtet at udføre et arbejde, som han blev lønnet for; Heiberg havde demonstreret hvilken indflydelse han som teaterdigter og -oversætter havde. Samtalen med Frederik VI fik imidlertid en anden drejning, idet Holstein meddelte Heiberg, at "Hans Majestæt har tilkjendegivet mig, .. at han befalede at tale med Dem .. saa snart Leilighed dertil kan gives" (Borup nr.283 22.4.1833) (17). Endnu et bevis er her givet for kongehusets bestemte indflydelse på teaterrepertoiret, idet Frederik VI lod Holstein forstå, at Meyerbeers opera [sideskift][side 532]skulle opføres, hvad så end Heiberg mente om dens kunstneriske kvaliteter. Kun audiensens udfald kendes: Frederik VI ville have operaen opført, men Heiberg kunne gerne blive fritaget for oversætterarbeidet; kongen vidste, at teaterdirektionen kunne betale Overskou for arbejdet. Se s.600.

Det mest karakteristiske ved behandlingen af disse operaer/syngestykker er nok, at de musikkyndige og teatercensorerne arbejdede uafhængigt af hinanden. Kun Kirstein synes i enkelte tilfælde at have forstået, hvad et samarbejde egentlig indebar. Forskelle og ligheder i Zincks og Sibonis musiksmag er her for første gang dokumenteret. Især kongehusets musikalske smagsvejleder markerede præcist sin musiksmag: imod Beethoven-Weber-Kuhlau-linjen, for en italiensk-inspireret fransk, effektfuld, dramatisk musik. Censorernes arbejde indskrænkede sig formeligt til at påse oversættelsernes sproglige kvalitet, mindre det evt. anstødelige, teatrets konveniens, krænkende. Sæsonens eksperimenter (Reissiger og Labar re) blev fiasko. De etablerede franskmænd dominerede scenen. Censorernes meningsudveksling indbyrdes og med Siboni om "Robert le Diable" viste Heiberg var pjat, da operaen efter hans opfattelse var intet mindre end uværdig for teatret. Indholdet af hans samtale med Frederik VI kendes ikke, men hoffet fastholdt sit ønske om at få operaen opført. Heibergs optræden som teateroversætter bar mere og mere præg af modvillighed og prioritering af egne smagskriterier, hvad enten hans modstander var Molbech, Holstein eller sågar majestæten selv.

[sideskift][side 533]

14.4.1 Dansk vaudeville

Molbech tillod sig at sammenligne F.J. Hansens forsøg på "et lille alvorligt Drama" "Venskab og Kiærlighed" (jf. s.446) med den indleverede vaudeville "Voxcabinettet". Resultatet var ikke til fordel for vaudevillen, der ifølge Molbech manglede "det theatralsk-interessante ell. piquante i Situationen". Forfatterens ide med at anbringe voksfigurer, der befordrede handlingens gang, var uheldig, fordi vaudevillens tone var komisk og ikke burlesk: "Ligesom der i dette Vaudeville=Forsøg baade savnes Smag og Holdning i Stykkets Composition [l], og ligesom det røber Mangel paa Kraft i Charakterernes og Situationernes Anlæg: saaledes forekommer ogsaa Syngenummerne mig slet ikke at være heldigt anbragte" (30.6.1832). Kirstein nægtede også stykket afgang til scenen formedelst den "langtrukne Slutning", som "i ethvert Tilfælde vilde udslette den gode Virkning, som flere Enkeltheder deri maaskee kunde frembringe" (9.7.1832) (2). Remitteret den 24. juli 1832 (Kp.nr.605).

Overskous vaudeville "Kunstnerliv eller Den ene Arbejdet, den anden Lønnen" (jf. s.487) antog direktionen den 10. aug. 1832 (Dp) - uden udfærdigelse af censorvota. Roller uddeltes den 24. aug. 1832 (PRFD); repremiere den 10. sept. 1832 (opført ialt 35 gange i den behandlede periode, jf. s.1054).

Den anonymt indleverede "Hestevæddeløbet" fik en hård medfart af teatercensorerne: "Plan, Situationer, Tone, og Versification stemple omtrent i lige Grad dette Stykke som et Poster af Raahed, Smagløshed og Ubekiendtskab med den dramatiske Konsts første Elementer", udbasunerede Molbech (30.9.1832), mens Kirstein mente, at "det upaatvivleligen [bør] vinde den Hæder, med den mueligste Hurtighed at løbe tilbage til det Maal det løb ud fra" (3.10.1832); argumentation fandt han ikke fornøden. Returneret den 5. okt. 1832 (Kp.nr.692).

"Schakkerjøderne" røbede, at "Forfatteren synes at kiende mere til Jødevæsenet i Læderstrædet, som det enten er eller har været, og til Theatret i Kannikestrædet, end til det Kongelige Theater". Molbech tvivlede endog på, at teatret dér ville optage det i sit repertoire: "For det Kongel. Theater er dette aldeles ubrugeligt" (16.11.1832). Kirstein istemte: "Aldeles forkasteligt" (22.11.1832).

Heibergs vaudeville "De Danske i Paris" blev allerede planeret i 1828, hvilket fremgår af en hidtil ukendt korrespondance mellem Jonas Collin og P.O. Brøndsted. Den 25. nov. 1828 bad Collin om [sideskift][side 534]et kobberstykke af Palais royal til teatermalernes dekoration (NkS 1545. Allerede den 9. dec. 1828 leverede Brøndsted en kalkering udført af selveste Ciceri: "[Jeg] ønsker .. Dig og den gode hr Wallich bedste muelige Lykke til at fremstille baade de Danske i Paris og deres Omgivelse vel saa fornøjelige og langt brillantere end de ere det i Vriekligheden" (Coll.Brs.). - "Saasnart en fordømt Hovedpine, som daglig plager mig, forlader mig, skriver jeg min Vaudeville, medens jeg er indelukket", skrev den af mæslinger angrebne Heiberg til Collin den 22. jan. 1829 (Borup nr.204 (3)). I sit lykønskningsbrev til den nyudnævnte teaterdigter viste Rahbek sit kendskab til vaudevillens plan ("som de danske i Paris bebude") (Borup nr.296 9.2.1829). Efter mæslingerne fik Heiberg "en anden Sygdom, der varede til Begyndelsen af Mai" (Borup nr.269), hvorfor projektet blev opgivet. Molbechs opfordringer til Heiberg om at skrive originale stykker, fik ham til at tage den gamle plan frem, som blev approberet af de nu fungerende censorer. Til faderen skrev Heiberg: "Je travaille a présent a une piece qui sera jouée a la fete du roi .. On y verra une nouvelle décoration représentant la cour et le jardin du Palais-royal" (Fam.Br.nr.27 6.11.1832) (4). Som vanligt med Heibergs bestillingsarbejder trak det ud med afslutningen. Holstein var nervøs for at teatret ikke kunne nå at producere stykket, hvorfor han forlangte, at stykket indleveredes senest den 7. jan. 1833 (Borup nr.276 4.1.1833). Den 5. jan. 1833 om aftenen tilsendte Heiberg Molbech "GeburtsdagsVaudevillen". Censorerne var ikke optaget af stykkets antagelighed, men om dets sceneheld, efter geburtsdagsforestillingen; Molbech mente, det ville komme an på "den musicalske Deel af" vaudevillen, idet han frejdigt lagde til, at karaktertegningen var svag, og at stykket "i det hele er den mindst piquante af de Heibergske Vaudeviller". Han pyntede dog på denne hårde dom ved at love sig, at udførelsen kunne bibringe stykket en munter karakter, såvel som "de smukke, muntre og fra den poetiske Side med meget Held og smagfuld Elegants udførte Sangnummere ikke lidet ville bedrage" hertil. "At Dialogen derimod stundom falder noget mat, vil neppe kunne negtes" (6.1.1833). Kirstein ville ligesom Molbech afholde sig fra "speciellere Critik" på grund af tidnød, men havde dog opfattet så meget af stykkets karakter ved den hastige gennemlæsning, at han ikke tøvede med at nedskrive: "Udførelsen synes mig ellers i flere Henseender at kunne have været heldigere [5], [sideskift][side 535]og for stærkt at smage af Hastværk eller Ligegyldighed: Dialogen er jevnligen mat, Opløsningen noget hovedkulds og Slutningen vil, frygter jeg, savne den fornødne, og som vi dagligen see, nu meer, end nogensinde før, nødvendige piquante Effect, hvis ikke den endnu ikke leveerte Slutningssang, skulde kunne bøde derpaa; .. Iøvrigt er det unægteligt at Stykket paa den anden Side ogsaa har meget Smukt", hvorom han blot refererede til Molbechs votum (6./7.1.1833). Roller uddeltes den 12. jan. 1833 (PRFD); opført første gang den 29. jan. 1833 (opført ialt 45 gange i den behandlede periode, heraf alene 12 gange i den første sæson, jf. s.1192 og s.1242). (6).

Allerede i nov" 1831 forelæste Andersen for Heiberg nogle scener af tvillinge-vaudevillen "Spanierne i Odense - Fem og tyve Aar derefter" (BHH 17, 4.11.1831), men først i marts 1833 indsendte han det færdige produkt (BHH 65, 14.3.1833). Molbechs reaktion på Andersens vaudeviller ligner i meget Rahbeks reaktion på "Kiærlighed paa NicolaiTaarn" (jf. s.378): "At dette her er endnu langt under, hvad jeg havde forestillet mig, og at dette Hr. Andersens første originale dramatiske Arbeide, som jeg har læst .. er saa vandet, upoetisk og smagløst, saa skidesløst - man kunde vel sige saa lapset og drengeagtigt behandlet, at jeg ligesaa lidt, vil give min Stemme til dets Opførelse, som jeg nogensinde vilde see en eneste Scene deraf, i Fald det lod sig opføre .. er .. [min] Dom .. over et Arbeide, som jeg kan sige, næsten har opbragt mig mod Forfatteren" (4.4.1833). Dette udsagn skal vurderes ud fra de foregående sider, hvor Andersens dramatiske produktion (original eller oversættelse/bearbejdelse) er behandlet; thi siden 1830 havde ingen anden end Molbech hjulpet Andersen med at gøre hans produkter egnede til opførelse, selv om han allerede i 1832 bemærkede, at han var mere end bebyrdet med andre opgaver. Molbechs motiver hertil var vitterligt forskellige, men en arbejdshest som Molbech kunne også overanstrenges. Hensynet til Collin, sen. kan ikke nok som overvurderes, men Molbech måtte ved given lejlighed markere sit synspunkt ang. Andersen: "at anonyme Fuskere uden Prætension skrive og indsende Fuskerarbeider, hører til Naturens Orden, og kan ikke være anderledes; men at en Poet (thi dette vil Hr" A" jo dog engang passere for) med alle de Prætensioner, han har og skriver med, kan ville byde sit Renommée og det danske Theater et saa umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, [sideskift][side 536]i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product, som dette, kan opbringe mig ligesaa meget, som at en Cand. philos. paa 30 Aar, eller der henved, som hvert Fierdingaar eller Halvaar vil hiemsøge Theatret med sine knap halv fuldbaarne Fostre eller Misfostre, aldrig vil lære at skrive sit Modersmaal". Molbechs præmisser var ganske enkelt et spørgsmål om akademisk dannelse, hvor han som indehaver af denne rystedes over det ansvar, han implicit havde taget på sig og sin stand ved at lade Andersens produkter passere den kongeligt befalede teatercensur og Universitetets akademiske grader eller lige ud: Selskabets gældende normer. Andersen blev ikke behandlet hårdere end andre forfattere, men han bad selv om at blive takseret som Selskabets poet, hvorefter præmisserne måtte rettes ind efter - ikke Andersens - men de gældende, også når det gjaldt Andersen og hans produkter. Karakteristisk for Molbech afgjorde han tilsyneladende sagen på det rent litterært-dramaturgiske plan, mens Kirstein legitimerede de ovennævnte synspunkter: "Herr Andersen vil udentvivl blive meget forundret over at see saadanne i egen Indbildning Mesterværker forkastede af Theater-Censorerne, men hvis der er at haabe nogen Forbedring hos ham, vil han udentvivl engang i Tiden takke os for, at vi ikke /: som flere af hans Velyndere, der desværre ved deres Fremgangsmaade mod ham nære en Indbildskhed, der hindrer hans Talent fra at erhverve sig de Betingelser uden hvilke det aldrig vil bringe det videre end til en ulykkelig Middelmaadighed :/ ved at antage saa maadelige Producter, paatrykke dem et Slags Stempel, der vilde bestyrke ham i hans Indbildning at Publikums Forkastelsesdom, der neppe vilde udeblive, kun var fremkaldt af Nid elle[r] andre personlige Grunde" (5.4.1833). Den 11. april 1833 returnerede direktionen Andersens manuskript uden argumentation eller kommentarer (Kp.nr.26). Den 13. april 1833 faldt endelig den kgl. resolution på Collins forestilling om rejsestipendium til Andersen, og den 22. april 1833 forlod Andersen København. Når Andersen havde vanskeligheder med teatret, befandt han sig eller bragte han sig i en rejsesituation, jf. s.1013. Om den videre forhandling om vaudevillerne, se s.605.

Molbechs votum over Andersens tvillinge-vaudeville har i litteraturhistorien fejlagtigt placeret ham som den knarvorne, gnækkende moralist, der intet vidste om talent og den dramatiske litteratur. [sideskift][side 537]Rigtigere havde det dog været at se på Molbechs samlede indsats som teatercensor i den treårige periode, han indtil da havde fungeret i: resultatet var da blevet et ganske andet, thi Molbech præciserede jo ganske tydeligt, hvad der skete, da han læste Andersens vaudeviller: Selskabets præmisser reagerede. Andersen levede på ikke-eksisterende vilkår ifølge Selskabets gældende normer, Kirsteins korrektiv til denne opfattelse har hidindtil ikke været sat ind i den rigtige sammenhæng. Behandlingen af de øvrige vaudeviller kaster ikke nyt lys over teatercensorernes virke; derimod er Heibergs arbejde med "De Danske i Paris" nu blevet rigtigere placeret i digterens produktion samt i vaudevillegenrens historie i Danmark.

[sideskift][side 538]

14.4.2 Oversat vaudeville

Den 21. juni 1832 foreslog Heiberg Dumanoir & de Maillans "La semaine des amours" (jf. s.479) oversat som vaudeville (Borup nr.263). Direktionen lovede den 4. juli 1832 at meddele ham et resultat herom (Borup nr.268), hvilket kun ses negativt.

"Le médecin des dames" af Scribe & Duveyrier (GD 17.12.1825) ønskede Heiberg også behandlet som vaudeville "i den franske Maneer, og blot med Quartet-Accompagnement, omtrent saaledes som Hr. Overskou har behandlet det i disse Dage opførte Stykke: "Hovmesteren i Knibe" (Borup nr.263 21.6.1832). Året efter bragte han atter stykket i forslag til oversættelse (Borup nr.286 23.5.1833): Ingen reaktion. Se s.803.

Samme firmas "Le menteur véridique" (GD 24.4.1823) (jf. s.124) behandledes af censorerne i juli måned. Oversættelsen var "temmelig flau og ubetydelig", men det afgørende for Molbech var, at direktionen burde "være strengere ved Vaudeviller, som leveres med Musik, end ved saadanne oversatte smaa Skuespil, der ere heelt dialogiserede Vaudeviller, og hvorved vort Repertoire unegtelig hidtil har staaet sig bedst. Det synes overhovedet, som hos Os de originale Vaudeviller lykkes bedre paa Theatret, end de oversatte" (1.7.1832). Dette kriterium byggede på erfaring men hensynet til teaterkassen spillede også ind, idet det var ca. tre gange så dyrt at bringe en vaudeville som et skuespil på scenen. Kirstein tilsluttede sig ikke eksplicit dette kriterium i almindelighed, men anvendte det på den omhandlede vaudeville, som han i øvrigt havde fattet sympati for, især fordi "de oversatte eller indflettede Couplets forekomme mig langt heldigere", end dialogen (9.7.1832). Kirstein ønskede gerne en ny oversættelse af vaudevillen, da den "ved en let og livlig Udførelse kunde gjøre gandske god Virkning paa Scenen" (l.c.). Heiberg blev imidlertid ikke anmodet derom. Returneret den 24. juli 1832 (Kp.nr.606). Se s.934.

Overskous bearbejdelse "De to Sedler" (jf. s.482) opførtes uden censurering den 1. sept. 1832 (kun denne ene gang) (1).

Undtagelsen i 1832, der bekræftede reglen, opstillet af Molbech, om oversatte og originale vaudevillers sceneheld, skabte "Hovmesteren i Knibe" (jf. s.487). Overskou skulle roses for "ikke blot Valget, men ogsaa [for sin] .. erkiendte Duelighed til dette Slags Arbeider", noterede Molbech (1.7.1832). I censurprotokollen indførte han: "Denne meget underholdende, paa stærke comiske Situationer rige Vaudeville, som ved [forestillingen] ,. blev modtaget [sideskift][side 539]med almindeligt Bifald, anseer jeg for en god og ønskelig Berigelse for Theatrets Repertoire" (30.8.1832). Kirstein sekunderede, at han "heller ikke [kunne] andet end ønske Stykkets Antagelse" (31.8.1832). Repremiere den 7. sept. 1832 (opført ialt 32 gange i den behandlede periode) (2).

Arm. d'Artois, Théaulon & d'Allardes "Les trois faubourgs, ou le samedi, le dimanche et le lundi" (TVR 14.7.1827) indleveredes til censorernes store overraskelse til censurering. Molbechs overraskelse udtryktes således: vaudevillen kunne "hverken .. spilles eller forstaaes uden for Paris" (30.9.1832), mens Kirstein mente, at oversætteren ikke forstod fransk, hvilket måtte forklare det særprægede valg (3.10.1832). Returneret den 5. okt. 1832 (Kp.nr.692).

Rosenkildes oversættelse af Varner & Scribes "Les deux maris, ou Monsieur Rigaud" (TVR 3.2.1819) (3) fik en hård medfart af Molbech, thi her var han ganske på det rene med oversættelsens kvaliteter: "Thi om Scribes Stykke vil man upaatvivlelig ikke kunne giøre sig nogen rigtig Forestilling efter en saa confus og maadelig Oversættelse a la Rosenkilde, som denne. Jeg holder for, at vi ogsaa giøre bedst i, overhovedet at udbede os fritagne for Oversættelser fra denne Haand; da det er et Arbeid, som han deels ikke kan, deels ikke vil giøre, som det bør giøres. Han forstaaer nemlig deels ikke nok af det Franske; deels vil han oversætte efter sit eget Hoved, i Stedet for at give os Originalen paa Dansk, og vi høre allevegne mere Rosenkilde, end Scribe. Dette strider ganske imod min Theorie; allerhelst naar Oversætteren .. endog paa egen Haand forandrer Texten og tilsætter Udtryk og Yttringer af Betydenhed, som Originalen slet ikke har" (2.11.1832). Molbechs udladelser ligner forfølgelse, men set i sammenhæng med Rosenkildes tidligere oversættelser er der blot tale om en bekræftelse på tidligere teatercensorers indsigelse imod hans oversætterpraksis. Kirstein syntes, at intrigen var "temmelig forslidt; imidlertid vil det dog maaskee kunne gives med Bifald, da det har adskillige komiske Situationer" (4.11.1832). Om oversættelsen ville han ikke udtale sig, før han tilstilledes originalen. Især "Rosenkildes Sange og Couplets" var Molbech utilfreds med, fordi han ikke begreb, "hvorledes han vil have dem arrangerede i Stykket .. thi de ligne intet af hvad jeg hidtil af den Art har læst paa Dansk". Dette bidrog måske især til at oversættelsen blev "Henlagt i Dir.Skabet" [sideskift][side 540](udat.). Se s.661.

Scribe & Varners vaudeville "Le plus beau jour de la vie" (OD 22.2.1825) foreslog Heiberg den 21. juni 1832 til oversættelse; censorerne læste originalen, hvorefter Heiberg blev anmodet om at oversætte også denne vaudeville "i Form af Lystspil uden Sangnummere; [inden] Midten af August Maaned" (Kp.nr.602 20.7.1832). Heiberg protesterede herimod, ikke mindst fordi han "allerede [havde] forberedet Adskilligt til" oversættelse af originalen: "Coupletterne ere virkelig Sjelen deri, og alle af den Beskaffenhed, at de kunne oversættes til Dansk, uden at tabe deres Pointer .. Ved at udelade Sangene vilde man reducere Stykket til hvad det allerede er i Leclerq's "Proverbe" af samme Titel .. nemlig til et Skuespil, hvis Bestemmelse er blot tomt og mat, naar det fremdrages for det store Publicum" (Borup nr.269 16.8.1832). Den 27. aug. 1832 føjede direktionen Heiberg i hans ønske om at oversætte ""le plus beau jour da ma vie" .. i Vaudeville-Form" (Kp.nr.675). Uden kommentarer kvitterede Heiberg herfor (I.B.nr.2108 30.8.1832). Refereret udførligt for at illustrere Heibergs engagement også når det gjaldt oversættelser: han argumenterede mens direktionen undlod dette og i stedet skævede til pengekassen. Vaudevilleoversættelsen indkom den 29. nov. 1832 (Cp), hvorpå rollerne straks blev uddelt den 30. nov. 1832 (PRFD). Molbech var fuldt ud tilfreds med Heibergs oversættelse: "[den] danske Vaudevilleform klæder den meget godt, og i hvis Sangnummere Oversætteren forekommer mig at have været særdeles heldig". Gennemlæsningen i juli må imidlertid have været temmelig overfladisk, thi såvel Molbech som Kirstein var meget optaget af, hvorvidt vaudevillen i "Situationen med Fætteren, og Fremstillingen af hans Forhold til den unge Kone" grænsede "til det Letfærdige", men Molbech afgjorde det med, at det "i Grunden ikke er andet end Laan fra Beaumarchals' Figaro. Men, hvor man giver "et Feiltrin" [jf. s.502], der maa man ogsaa lade en slig Halv-Kiæreste hos en nygift Kone passere" (9.12.1832). Da Molbech gerne ville opfattes som et logisk konsistent væsen synes hans argumentation mere end tvetydig: Når han i sin tid havde protesteret imod opførelsen af "Et Feiltrin" og på dette tidspunkt havde forfattet sin anmeldelse i Maanedskrift for Literatur med anklager mod stykkets brud på den sceniske konveniens, kunne begreberne vel ikke være lige. Men det var de altså i dette tilfælde! Dagen efter fandt oplæsningen sted (Journal). Kirstein [sideskift][side 541]mente, at "det ubehagelige Indtryk dette [den unge fætters viden] isaafald kunde giøre, paa Scenen [ville] formildes endeel ved at denne Rolle efter Bestemmelsen udføres af et Fruentimmer". Da "Stykket ellers frembyder mange comiske Træk, maa man vel haabe at Publikum vil bære over med Letfærdigheden eller Inconseqventserne" (29.12.1832). Premiere den 30. dec. 1832; anden og sidste opførelse fandt sted den 7. jan. 1833: stykket blev udpebet af direktionens fjender, hvorom Molbech noterede i sin dagbog: "atter m[ed] Tumult ved Stykkets Slutn[ing] af Arnesens Lapse-Parti i Parterret, der vil føre en formelig Krig m[ed] Theatret" (NkS 439 30.12.1832) (4).

Borgaards anonymt indleverede oversættelse af Scribe & G. Delavignes vaudeville "Le colonel" (GD 29.1.1821) gav anledning til flere pikante meningstilkendegivelser. Som altid når det gjaldt Scribes tidlige vaudeviller var Molbech ikke imponeret ("temmelig tynd og mager af Indhold"), men det "hører imidlertid vel ikke til de reent forkastelige, da det maaskee .. vil give Stof til et ret godt Sammenspil; og da det tillige er correct oversat og Sangnummerne godt behandlede, holder jeg for, man vel kan lade det forsøge sin Lykke" (28.7.1832). Kirstein var anderledes mådeholden. Hvad der talte imod antagelse var at teatret ikke kunne besætte "Versacs Rolle, hvorpaa Stykkets Lykke idetmindste for en stor Deel vil beroe". Endvidere huede coupletterne ham ikke ("have for lidet piquant til at jeg kan antage, at de vilde bidrage betydeligt til Tilskuernes Fornøielse"). Han betænkte også den bekostning "de foreskrevne Melodier - navnligen de til de Fredmanske Epistler" ville være for teatret, fordi han formodede, at teatret ikke havde disse "i Partitur og altsaa vilde fordre en ganske nye Instrumentation". Bellmann-sommeren 1832 var ikke et Heiberg-Hertz-monopol; også den unge Borgaard, der tilhørte teaterkredse, vidste hvad der var moderne, hvad så end Kirstein mente om disses anvendelighed i en fransk vaudeville på Det kgl. Teater. Kirstein var villig til at antage Borgaards oversættelse, hvis den blev omarbejdet til lystspil, formedelst de store omkostninger ved vaudevilleformen. Molbech forklarede privat Borgaard censorernes vurdering, hvorpå Borgaard leverede et forsvar for at bibeholde vaudevilleformen (Coll.BrS. 8.9.1832). Den 25. okt. 1832 foreslog Molbech stykket som prøveklud på publikums smag for forklædningsstykker (jf. s.513), men heraf blev intet. Efter Borgaards skriftlige [sideskift][side 542] henvendelse om en afklaring på stykkets skæbne (I.B.nr.8 23.1.1833) fastholdt censorerne deres krav om en lystspilversion, hvorfor teatret ikke kunne "gjøre Brug af [vaudevillen] i den Form hvori [den] er indleveret" (Kp.nr.9 26.1.1833). Se s.712.

Meget præcist kan teatrets beslutningsproces vedr. fremmede/bearbejdede vaudeviller formuleres, thi det var et spørgsmål om vaudevillernes mulighed for en god/udmærket fremstilling, kombineret med kvaliteten af sangnumrene samt endelig et spørgsmål om teaterkassens beholdning, når det gjaldt instrumentation af melodierne. Teatret kunne så komme til at brænde fingrene på publikums partiskhed, men det gjaldt alle kategorier af skuespil. Forskellen mellem Molbech og Kirstein er kun minimal, men skal den trækkes op, må den blive i Molbechs favør, idet han generelt var mere large, når det gjaldt administrationen af teaterkassen, mens Kirstein som økonomisk direktør ikke nok som kunne tilgodese denne, måske på bekostning af kunstneriske udfoldelser eller eksperimenter. Molbechs ejendommelige indlæg i den pågående "Une faute"-debat taler sit eget sprog om Molbechs administrerende evners hans usikkerhed skulle unægtelig have gjort det nemmere for oppositionen at ændre teatrets repertoirepolitik.

[sideskift][side 543]

14.5.0 Ballet

Bournonville udvidede ballettens repertoire i denne sæson. Den 20. dec. 1832 havde Larchers version af Miions ballet "Le carnaval de Venise, ou la Constance a l'épreuve" (ARM 22.2.1816) repremiere (endnu opført 5 gange). Til kongens fødselsdag den 29. jan. 1833 producerede Bournonville selv "Veteranen eller Det gæstfri Tag", med musik af Zinck (opført ialt 21 gange). Galeottis gamle ballet "Fanden er løs", som Manthey havde beordret standset (jf. s.382) blev atter taget frem (18.2.1833) (opført endnu 2 gange). Galeottis store tragiske ballet "Romeo og Giulietta" bestemte Bournonville sig til at genopsætte efter ti sæsoners hvile. Han udvirkede, at Mad. Schall, pensioneret i 1827, understøttede indstuderingen, således at væsentlige dele af Galeottis koreografi blev bibeholdt i Bournonvilles opsætning (Kp.nr.19 marts 1833). Den 27. april 1833 opførtes balletten for 48. gang; opført endnu 4 gange. Se om "Vinhøsten" s.483.

Antallet af balletforestillinger steg lidt (til 41), men det afgørende med hensyn til repertoiret var genoptagelsen af de ældre balletter.

[sideskift][side 544]

14.6.0 Særarrangementer

Særarrangementerne blev på det nærmeste fordoblede i denne sæson. Holstein og Hauch aftalte det fornødne med kunstnerne; censorerne ytrede sig overhovedet ikke i anledning af disse forestillinger.

Da "Ravnen" (jf. s.519) skulle opføres til dronningens fødselsdag i okt. 1832 indsendte H.C. Andersen i overensstemmelse med traditionen en sang til afsyngelse ved "Kongehusets høie Ankomst i Skuespilhuset" (Kp.nr. 698), men den blev refuseret, da den ikke var passende (l.c. 17.10.1832), hvorpå Heiberg leverede en passelig sang (Dp 26.10.1832) (jf. Poet.Skr.Bd.IX 275). Sangen til kongens fødselsdag i jan. 1833 leverede Heiberg selvfølgelig (jf. Poet.Skr.Bd.IX 276).

[sideskift][side 545]

14.7.0 Genoptagelser

Initiativet til genoptagelse af ældre stykker synes i det hele mindre i denne sæson. Molbech kan vel tilskrives fremdragelsen af Duval-stykkerne (hvilket bør ses i forlængelse af Duvals strid med Hugo), mens fremdragelsen af syngestykkerne vel kan tilskrives Kirstein.

Følgende stykker blev bestemt til genoptagelse:

Hertz' "Hr. Burchardt og hans Familie" (jf. s.272); sidst givet den 24.4.1827. Genoptaget den 7.3.1833 (6. og sidste opførelse).

Samsøes "Dyveke", opført 1. gang den 30.1.1796; sidst givet den 12.5.1829. Genoptaget den 26.2.1834 (opført endnu 7 gange i den behandlede periode).

Oehlenschlägers "Væringerne i Miklagard" (jf. s.211); sidst givet den 15.10.1831. Ikke opført oftere i den behandlede periode.

Overskous "Tre Maaneder efter Brylluppet" (jf. s.270), sidst givet den 13.2.1829, og "Vor Tids Mennesker" (jf. s.359), sidst givet den 12.1.1832, kom ikke oftere i repertoiret.

Heiberg/Weyse "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.230), sidst givet den 16.3.1828, opførtes på ny den 6.11.1832. Se s.950.

Oehlenschläger/Weyse "Faruk" opf. 1. gang den 30.1.1812, sidst givet den 8.1.1818, opførtes på ny den 9.3.1834 (2 gange).

Rollerne til Thaarup/Schulz' "Høstgildet" uddeltes den 8. juni 1832, men stykket blev ikke opført, se s.685.

Güntelberg/Kuhlau "Lulu" (jf. s.128), sidst opført den 21.11.1829, genoptoges den 10.2.1833 (endnu opført 7 gange i den behandlede periode).

Af oversatte skuespil uddeltes roller til følgende stykker:
Vogel efter Federici "Amerikaneren" (jf. s.6); sidst givet den 14.10.1828. Genoptaget den 5.12.1832 (eneste gang).

Bouilly "Den Døvstumme", opf. 1. gang den 6.9.1802; sidst givet den 15.1.1830. Ikke oftere opført.

Schmidt efter Goldoni "Den letsindige Løgner", opf. 1. gang den 5.10.1820; sidst givet den 17.5.1830. Ikke oftere opført.

Kratter "Pigen fra Marienborg", opf. 1. gang 13.3.1794; sidst givet den 9.3.1832. Ikke oftere opført.

Schröder efter Beaumont & Fletscher "Det stille Vand har den dybe Grund" (jf. s.106); sidst opført den 5.12.1825. Ikke oftere givet.

Duval "Skibbrudet", opf. 1. gang den 30.9.1799; sidst givet den 14.2.1824. Genoptaget den 28.11.1832 (opført endnu 3 gange).

Iffland "Adolph og Louise", opf. 1. gang den 15.11.1803; sidst givet den 15.11.1819. Genoptaget for 23. og sidste gang den 2.3.1833.

[sideskift][side 546]Castelli efter Duval "Det sælsomme Lotterie" (jf. s.94); sidst givet den 28.9.1826. Genoptaget den 11.4.1833 (eneste gang).

Af oversatte syngestykker uddeltes roller til følgende stykker:
Himmel "Fanchon", opf. 1. gang den 29.10.1814) sidst givet den 21.12.1829. Genoptaget den 11.2.1833 (opført endnu 4 gange i den behandlede periode).

Grétry "De to Gerrige", opf. 1. gang den 29.10.1774; sidst givet den 27.7.1819. Ikke oftere opført.

Isouard "Joconde", opf. 1. gang den 14.10.1817; sidst givet den 10.5.1826. Genoptaget den 9.12.1832 (opført endnu 6 gange i den behandlede periode). Se s.1002.

D'Alayrac "Slottet Montenero", opf. 1. gang den 28.5.1813; sidst givet den 26.3.1830. Genoptaget den 15.10.1832 (eneste gang i den behandlede periode).

Den 24. maj 1833 besluttede direktionen at følgende stykker "aldeles [skulle] .. gaae ud af Repertoiret" (DKTB Liebe til Ryge). Det kan desværre ikke fastslås, hvem der tog initiativ til denne omfattende renovering af repertoiret:
Kotzebue/Staal "Armod og Høimodighed" 1801-1821.
d'Herbois efter Calderon/N.T. Bruun "Bonden som Dommer 1807-1827. Clauren/Rosenkilde "Brudgommen fra Mexico" 1824-1830. Iffland/Thaarup "Embedsiver" 1797-1826.
Hertz "Emma" 1831-1832.
Kotzebue/N.T. Bruun "Epigrammet" 1802-1830.
J.C. Lange "Grev Essex" 1829-1829.
Overskou "Farens Dage" 1826-1827.
Clauren/Rosenkilde "Fugleskydningen" 1822-1827.
Søtoft "Hildegard von Hohenheim" 1825-1827.
Stephanie d.J. efter Farghuar/Preisler "Hververne" 1783-1829.
Weissenthum/Kruse "Hvilken af dem er Bruden?" 1819-1829.
Kotzebue/Sønnichsen "Indianerne i England" 1792-1828.
Kotzebue/N.T. Bruun "Intermezzet" 1812-1827.
Blicher "Johanna Gray" 1825-1825.
Raupach/Boye "Isidor og Olga" 1829-1829.
Shakespeare/Rahbek, Boye "Kjøbmanden i Venedig" 1828-1828.
Shakespeare/Boye "De muntre Koner i Windsor" 1830-1830. Ziegler/Ryge "Laurbærkrandsen" 1825-1825.
Zahlhaas/Boye "Marie Louise af Orleans" 1825-1825.
Kotzebue/N.T. Bruun "De mistænksomme Ægtefolk" 1817-1827.

[sideskift][side 547]Helberg/Zinck "Prindsesse Isabella" 1829.
N.T. Bruun efter Caignez/Kunzen "Salomons Dom" 1817-1826.
Lebrun efter Delavigne/Boye "Skuespiller=Selskabet" 1822-1828.
Kleist/Boye "Slaget ved Fehrbellin" 1828-1828.
Lewald efter Cooper, Ancelot & Mazères/Winsløw "Spionen" 1831-1831.
Hauch "Tiberius" 1828-1829.
Oehlenschläger/Kuhlau "Trillingbrødrene fra Damask" 1830-1830.
Picard/N.T. Bruun "Den afbrudte Reise" 1802-1829.
Holbein/Gandil "Alperosen &c" 1826-1828.
Picard, Wafflard & Fulgence/Collin "Braun & Comp." 1823-1830.
Schmidt efter Wafflard & Fulgence/Kruse "Feil paa begge Sider" 1823-1832.
Raupach/Dorph "Fred med de Døde" 1828-1828.
Bang "Friedli fra Haslidalen" 1831-1831.
Pelletier de Volmeranges/N.T. Bruun "De to Frimurere" 1823-1830.
Dupaty/N.T. Bruun "Fruentimmerhævn" 1806-1828.
Hell efter Boirie, Carmouche & Poujol/Liebe "De to Galeislaver" 1825-1828.
Mélesville & Xavier/Overskou "Hofnarren imod sin Villie" 1832-1832.
Jünger efter Marivaux/N.T. Bruun "Lige for Lige" 1806-1830.
Gyllembourg "Magt og List" 1832-1832.
Pigault-Lebrun/N.T. Bruun "Qvaksalverne" 1804-1831.
Lembert/Zinck "Reisen til Brylluppet" 1826-1827.
Oehlensehläger "Rübezahl" 1832-1832.
Körner/Clausen "Toni" 1827-1829.
?/Tuxen "Det tredobbelte Frierie" 1830.
Lebrun efter Wafflard & Fulgence/Kruse "Ungkarlen og Ægtemanden" 1823-1826.
Bonjour/Wallich "Ustadighed og Kjerlighed" 1828-1829.
Castelli efter Scribe & Mélesville/Liebe "Bedstefaderen" 1825-1825.
Hoffmann/N.T. Bruun "De borgerlige Stevnemøder" 1823-1829.
Holbein efter Heigel/Liebe "Efterskriften" 1829-1830.
Lewald/Liebe "Fadervelsignelsen" 1830.
Kotzebue/N.T. Bruun "Det farlige Naboskab" 1807-1828.
Borgaard "Formiddagen efter Ballet" 1832-1832.
Kurländer/Thortsen "Den Forsigtige" 1823-1829.
Duvert, Desvergers & Victor/Heiberg "Den fortrædelige Formiddag" 1829-1829.
?/N.T. Bruun "De Hals[s]tarrige" 1807-1830.

[sideskift][side 548]Søtoft "Hyrdedrengen" (N^o 2) 1827-1827.
Kotzebue/H.H. Jansen "Ildprøven" 1819-1830.
Dubois/N.T. Bruun "Kjerlighed under Maske" 1808-1830.
Desaugiers & Armand/Zinck "Onklens Slot" 1824-1829.
Etienne & Gaugiran-Nanteuil/N.T. Bruun "Paschaen i Suresne" 1806-1828.
Scribe & Mélesville/Heiberg "De to Pædagoger" 1832-1833.
Lebrun/Bernhoft "Revercapitainen" 1825-1831.
Castelli efter Duval/Liebe "Det selsomme Lotterie" 1825-1833.
Blun efter Scribe & Mélesville/Liebe "Secretairen og Kokken" 1826-1826.
Kruse "Serenaden" 1826-1826.
Planard/N.T. Bruun "Silkestigen" 1811-1831.
Kotzebue/N.T. Bruun "Skriftemaalet" 1814-1832.
F.J. Hansen "Venskab og Kjerlighed" 1832.
Kotzebue/Rahbek "Ægtestandsscenen" 1810-1829.

[Endvidere gjaldt det følgende] Syngestkr. [og vaudeviller]:
Théaulon/Hérold/Oehlenschläger "Alfen som Page" 1825-1826.
Holbein/Maurer/Heiberg "Aloise" 1830-1830.
Baggesen/Kunzen "Erik Eiegod" 1798-1827.
Jouy & Esménard/Spontini/N.T. Bruun "Fernando Cortes" 1827-1827.
Sonnleithner (Bouilly)/Beethoven/Rosenkilde "Fidelio" 1829-1829.
Oehlenschläger/Mozart "Flugten fra Klosteret" 1826-1827. Oehlenschläger/Fröhlich "Freyas Alter" 1828-1828.
?/Pacini/Overskou "Henrik den Femtes Ungdom" 1831-1831.
Boye/Kuhlau "Hugo og Adelheid" 1827-1828.
Hoffmann/Cherubini/Overskou "Medea" 1826.
Kruse/Fröhlich "Natten før Brylluppet" 1830.
Gherardini/Rossini/N.T. Bruun "Skaden" 1824-1826.
Planard/Onslow/Heiberg "Skovhuggerens Søn" 1828-1828.
Scribe & Delavigne/Auber/Oehlenschläger "Sneen" 1825-1825.
Bouilly/Méhul/Overskou "Valentine af Mailand" 1829-1829.
Hertz/Zinck "Arvingerne" 1829-1829.
Overskou/Zinck "Avista Vexelen" 1827.
P.T. Hald/Zinck "Destil[l]ateuren" 1828-1829.
Bouilly & Pain/?/N.T. Bruun "Fruentimmerhaderen" 1811-1827.
P.T. Hald/Zinck "Guldbryllupsfrierierne" 1828-1829.
Overskou/Zinck "Hvilken er den Rette?" 1829-1829.
Heiberg/Zinck "Den 28^de Januar" 1826-1826.

[sideskift][side 549]?/Rossini/N.T. Bruun "Isabella" 1826-1826.
Hertz/Zinck "Kjerlighed og Politie" 1827-1828.
Andersen/Bredal "Kjerlighed paa Nicolai Taarn" 1829-1829. Götter/Benda/Schwarz "Medea" (1 Act) 1788-1826.
Arnesen/Zinck "Poeten i Aabenraa" 1829.
Marsollier/d'Alayrac/N.T. Bruun "To Ord" 1818-1829.
Dupaty/Boyeldieu/Overskou "De veltede Vogne" 1829-1829.

Der var for så vidt ikke megen politik i evig henlæggelse af disse 99 stykkers de oplagte fiaskoer fra diverse sæsoner krævede det ikke så megen fingerspidsfornemmelse at gemme bort. Ligeså de mange Kotzebue-stykker i N.T. Bruuns oversættelse eller dem der var i familie dermed, men tilbage bliver (1) "Emma", (2) "Kjøbmanden i Venedig", (3) "De muntre Koner i Windsor", (4) "Hofnarren imod sin Villie", (5) "Efterskriften" og (6) "De to Pædagoger" samt (7) "Fidelio". De seks ovennævnte skuespil viser klart, hvad teatret ikke ønskede at spille: "Emma" på grund af fru Heibergs afgivelse af rollen; Shakespeares lystspil havde Molbech tidligere erklæret sig skeptisk indstillet overfor. "Hofnarren imod sin Villie" blev dog taget frem igen i 1840 (jf. s.1001). Om "Fidelio" se s.374 og s.951. "Ildprøven" blev omarbejdet i 1848, se s.1363. "Fruentimmerhaderen" og "De to Ord" blev genoptaget ved Sommerforestillingerne i 1849, se s.1413.

[sideskift][side 550]

14.8.0 Direktorialt

Det skal siges lige ud: honoreringen af stykker tilhørende enten den ene eller den anden genre kan intetsteds i materialet påvises at have haft betydning for produktionen, hverken direkte eller indirekte. Alle fire gældende betalingsregulativer vakte forurettelse, forargelse eller forbitrelse.

Collins regulativ fra den 8. aug. 1828 rettede kun op på honorarene som sådan, mens Kirsteins fra den 19. okt. 1832 betød en strid mellem ham, der satsede på syngestykkerne, og Molbech, der ønskede vaudevillerne bedre betalt. Resultatet blev en mellemproportional, som det fremgår af Overskou V 154 ff. (1). Se s.1091.

Til Heibergs besværinger i 1832 (juni-sept.): Det er evident, at Molbech rettede også i Heibergs oversættelser. Det afgørende er: Heiberg mente sig hævet over censuren, når han arbejdede på direktionens ordre, mens Molbech lige så fuldt og fast troede på sin ret til som overordnet embedsmand, i forhold til teateroversætteren, at ændre i oversættelser og såmænd også i originaler; ja han antog det for en af sine embedspligter. Heibergs kamp for forfatterrettighederne var ikke i overensstemmelse med landets daværende lovgivning (2). De impliceredes dilemma formuleredes enklest af Molbech: "Jeg negter heller ikke, at det gjør mig ondt, naar jeg tænker paa, hvad Følger, med Hensyn til Heibergs Forfattervirksomhed, denne Sag muligen og rimeligen vil have; men jeg seer paa den anden Side heller ikke nogen Mulighed i, at Directionen kan blive staaende i et Forhold til ham, hvori vi hvert Øieblik kunne vente os formelige Irettesættelser af Theateroversætteren" (BHS 27.8.1832 adr. Kirstein). Da alle aktstykker er aftrykt i Borups udgave af breve og aktstykker (nrr.263-274) med undtagelse af ovennævnte, og Borup har behandlet striden i sin biografi II 157-60, skal der ikke ud over ovenstående bemærkninger anføres mere end følgende: Som direktør ønskede Kirstein sig befriet for Heibergs klager, mens Molbech forudså Heibergs fald, hvad han med brevet til Kirstein søgte at hindre. Kongens resolution var derfor det uundgåelige kompromis, der ikke løste problemerne, men snarere indskærpede disses beståen, hvorefter man havde at rette sig. Kirsteins redigering af kongens resolution afslører klart hans uvilje imod Heiberg (udeladelsen af Borup nr.273 bd.II s.155 1.23-29: den halve indrømmelse til Heiberg: at forlangte ændringer skulle ske "med .. egen Haand") (3).

Både Schwartzen og Seemann bevilgedes tilskud til en udenlandsrejse [sideskift][side 551](Orig.Kgl.Res.nr.165 13.4.1833). Begges besøg og indkøb af tekster fik større betydning end Ryges rejse i 1831. Der henvises til behandlingen af de følgende sæsoner, hvor deres indkøb og/eller indtryk er omtalt (4).

Der blev ansøgt om afholdelse af sommerforestillinger (I.B.nr.2014 og 2022), men de blev ikke til noget; i stedet rejste skuespillerne (Ryge, Nielsen, Winsløv og Rosenkilde) (5).

Teatrets monopol på fremstilling af scenisk kunst anfægtedes flere gange i løbet af perioden (jf. s.304). Carl Beckers ansøgning af 3. juni 1833 afvistes af Kancelliet den 11. juni 1833 (Journal nr.1213). - Pettoletti drev både Vesterbro og Nørrebro teatre, men den 14. april 1833 brændte det sidstnævnte. For at rette op på denne skade henviste Pettoletti i sin ansøgning af 5. juni 1833 til denne kalamitet for at få Kancelliet og teaterdirektionen til at suspendere Plakaten af 25. juli 1817, således at Pettoletti og det Beckerske selskab sammen kunne opføre en række skuespil (I.B.nr.91 20.6.1833). Direktionen tillod dette "i Betragtning af Omstændighederne" og i fald det skete "inden forestaaende Julii Maaneds Udgang og deres Antal indskrænkedes til 10 a 12" (Kp.nr.43 25.6.1833): Den 29. juni 1833 bevilgedes Pettoletti og Becker 12 forestillinger i juli måned (D.K. 2. Dept. Brevsag 2013-14).

Den 23. juli 1833 fik Pettoletti ekstension til den 10. aug. 1833 (D.K. 2. Dept. Brevsag 2273-74) (6). Pettoletti havde åbenbart fået blod på tanden, thi den 14. aug. 1833 indgik han med endnu en ansøgning om at måtte forlænge sine teaterforestillinger til også at omfatte sept. måned (D.K. 2. Dept. Brevsag 2491-93). Kancelliet sendte ansøgningen til teaterdirektionen den 17. aug. 1833 (I.B.nr.111). Denne gang meldte teatret fra, for det første under henvisning "til mulige Uordner, der kunne afstedkommes ved slige Forestillinger, hvilke tildeels ligge til Grund for det i Placaten af 25 Julii 1817 indeholdte Forbud mod saadanne". For det andet: Gav man Pettoletti tilladelse, ville andre skuespillerselskaber (7) også ansøge om tilladelse hertil, hvilket "omsider aldeles kunde tilintetgjøre Hensigten af det meeromtalte Lovbud og de det danske Theater under 11 Septb. 1750 tillagte Privilegier" (D.K. 2. Dept. Brevsag 2491-93 26.8.1833). Hermed havde Pettoletti tabt i første omgang, men der var tid til at vende nederlaget til sejr, thi Pettoletti vidste, hvordan sagen kunne ordnes. I [sideskift][side 552]stedet for at handle med teaterdirektion og Kancelli ansøgte han direkte kongen om tilladelse til i de tre sommermåneder "at give dramatiske Forestillinger i en af Kjøbenhavns Forstæder". Kongen resolverede, at kun hvis kollegiet havde noget "Væsentligt derimod", skulle bevillingen annulleres (Registrantsag nr.714 og 715 29.10.1833). Embedsmandene holdt sammen, thi under henvisning til teaterdirektionens tidligere ytrede betænkelighed ved at lade skuespillerselskaber opføre forestillinger i sommermånederne henstillede man til majestæten selv at afgøre, hvorvidt bevillingen til Pettoletti skulle være almindelig eller for et år ad gangen. Frederik VI valgte klogeligt kun at bevilge tilladelsen foreløbig for 1834 (D.K. 2. Dept. Kgl. Res. 5.11.1833). - Således gjorde majestæten selv det første alvorlige indgreb i teatrets privilegier, givet af Frederik V. Se s.1056.

Den teaterinteresserede preussiske gesandt i Danmark grev Ath. v. Raczynski (1830-34, jf. Nørregaard Danmark mellem øst og vest ... 1824-39. Kbh. 1969) henvendte sig allerede i marts 1833 til teaterdirektionen for at skuespildirektør I. Huray i Danzig kunne få tilladelse til i sommermånederne at give forestillinger i København: et gæstespil af et udenlandsk teaterselskab havde endnu ikke fundet sted i den behandlede periode med direktionens billigelse. Teaterdirektionen måtte imidlertid afvise, at teatret på Kgs. Nytorv kunne stilles til disposition for Huray, fordi en "forestaaende betydelig Reparation og Restauration af Theatersalen gjør det nødvendigt, umiddelbart efter Forestillingernes Ophør ved indeværende Saison .. at overgive Bygningen til Hofbygmester Etatsraad Kochs Disposition, da han har erklæret at behøve al den Tid, som Theatrets Ferier hertil levner, for at kunne til Midten af August, da de fornødne Prøver til næste Saison maa tage deres Begyndelse, igjen aflevere Bygningen" (Kp.nr.23 23.3.1833). Desårsag havde direktionen ikke kunnet bevilge skuespillerne tilladelse til at afholde Sommerforestillinger (jf. s.551). Om Hofteatret kunne benyttes, ville man overlade til Hauch, idet man dog gjorde opmærksom på, at teatret disponerede over forskellige lokaler til balletdansernes øvelser, hvilke skulle stå klar senest den 1. aug. Den afgørende hindring var imidlertid, "at Hoftheatrets Mangler paa Maskineri, Decorationer, og de Forandringer der som ovenmeldt ere foretagne med Scenens og Salonens Indretning, ville fordre en ei ubetydelig Bekostning, inden noget Slags scenisk Forestilling [sideskift][side 553]der kan gives" (l.c.). Trods dette afslag om benyttelse af teatret på Kgs. Nytorv og Hofteatrets uegnethed ansøgte Raczynski alligevel den 26. marts 1833 Hauch om tilladelse til at benytte Hofteatret: "ob, von welchem Augenblick, und auf wie lange das Hof=Theater von dieser Gesellschaft benutzt werden kann" (Overhofmarskallatet, I.S, nr.439). Hauch ønskede teaterdirektionens betænkning, før han nedlagde forestilling for kongen (I.B.nr.47 29.3.1833), hvorpå direktionen stort set gentog svaret til Raczynski, idet man dog lagde til, at "Directionen er for lidet bekjendt med det Hurayske Skuespillerselskabs Værd, til at kunne indlade sig paa en nærmere Drøftelse af de ellers med Hensyn til Meddelelsen af en saadan Tilladelse i Almindelighed i Betragtning kommende Spørgsmaal hvorvidt Selskabets Forestillinger /: der efter det af Grev Raczynski os meddeelte Repertoire vilde indbefatte en Deel af de Stykker, der her endnu gives med betydeligere Tilløb og Bifald :/ paa den ene Side kunde have en skadelig Indflydelse paa det Kongelige Theaters Indtægter i Fremtiden, eller paa den anden Side frembyde noget Lærerigt for det Kongelige Skuespilpersonale" (in Overhofmarskallatet. Kgl.Res. 91-486 30.3.1833) (8). Hauchs argumentation for en tilladelse viser klart hans politiske og teateradministrative evner: "Deels med Hensyn til, at denne Sag synes særdeles meget at interessere den preussiske Minister, deels fordi jeg, fra Kunstens Side, antager det for gavnligt, at det Kongelige Theater-Personale mueligen derved fik duelige fremmede Kunstnere at see, og endelig, fordi jeg ikke troer det skadeligt for Theaterkassen, om endog nogle af de Stykker gaves, som findes paa det herværende Repertoire, paa en Tid, hvor intet Kongeligt Skuespil gives; tillader jeg mig allerunderdanigst at henstille: om det allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at forunde Skuespil Directeur Huray Tilladelse til, med det Danziger Theater Selskab, at give Forestillinger paa Hofteatret i en Deel af denne Sommer, under de for Theater-Tjenestens Tarv nærmere bestemmende Betingelser" (Overhofmarskallatet. Kgl.Res. 3.4.1833): Approberet den 4. april 1833 (l.c.). Raczynski blev den 5. april 1833 tilskrevet, at Huray kunne benytte Hofteatret "vom 1^sten Junii bis 31^sten Julii d.J. .. unter der Verpflichtung, das Theater .. in dem nähmlichen Zustande zu übergeben, im welchem es übernommen wird, ohne irgend eine Ausgabe für die Königliche Casse, und dass eine vernöthene Anzahl Zuschauer Plätze zu frier Disposition für [sideskift][side 554]die königlichen Theater Beamten und Schauspieler, so wie auch ein Par Logen für die Schauspielerinnen, nach Überkunft mit der Königlichen Theater Direction, reserwiert werden" (Overhofmarskallatet. Correspondanceprotokol; jf. I.B.nr.49 6.4.1833). - Selv om viljen aldeles ikke var tilstede, og advarsler og bihensyn var dominerenden, lykkedes det trods alt Raczynski at formå Hauch til at anbefale gæstespillet: den politiske afpresning synes at have været af afgørende betydning. Tilladelsen blev givet men ikke udnyttet (9).

Fra Sct. Petersborg henvendte James Price sig til konditor Apitz om at få faderens og senere stedfaderens privilegium til pantomimiske forestillinger overført til brdr. James, Carl og Johannes Adolph Price (D.K. 2.Dept. Registrantsag nr.610). Apitz fremlagde sagen for Kancelliet den 5. april 1832. Magistraten anbefalede bevillingen, men fandt det urimeligt, at den var eksklusiv (l.c. 13.4.1832). Politidirektør Bræstrup anbefalede Pricerne, men det eksklusive privilegium tiltalte ham ikke; han foreslog endog, at privilegiet blev tidsbegrænset. Den 7. sept. 1832 bevilgedes Pricerne tilladelse til at give "gymnastiske og pantomimiske Forestillinger i Forbindelse med Kunstridning" uden eksklusive bestemmelser (l.c.).

Molbechs artikel "Noget om det nyere franske Drama" i "Maanedsskrift for Literatur" Bd.VIII 1832 (= Bl.Skr.Bd.2 s348-73) udkom i okt. 1832 (10). Den er Molbechs forsvar over for offentligheden for hvad han foretog sig som censor, hvor offentligheden ingen aktindsigt havde. Dens argumentation er klart nok identisk med censorens (11). Vælger man at anskue artiklen som en Molbechsk offensiv, er der i hvert fald tale om en magtdemonstration, hvis det ikke var magtmisbrug.

---

Noter

[sideskift][side 1558]

14.1.1 note 1

(1) Den 14.9.1832 bragte "Dagen" meddelelse on, at teaterdirektionen den 3.9.1832 havde indført følgende kundgørelse i "Adressecomptoirets Efterretninger": "Directionen finder sig foranlediget til at fornye en forhen skeet Bekjendtgjørelse: at oversatte Theaterstykker, der indsendes til Directionen, uden at vedkommende Originaler medfølge, ulæste henlægges paa Theatercomptoiret. - Ligeledes maa Directionen, med Hensyn til de for Theatrets Brug bestente Arbejder, som indsendes eller indleveres til samme, overhovedet bringe til Vedkommendes Kundskab: at al skriftlig eller mundtlig Efterspørgsel om de indsendte Stykkers Antagelse, er overflødig og unyttig; da disse, saasnart de ere censurerede, afleveres paa Theatercomptoiret, og Forfatterne, forsaavidt som de ere ubekjendte, i nærværende Blad indkaldes, for der at modtage fornødent Svar. Enhver, som ej vil oppebie denne Aflevering, staaer det frit for, ved skriftligt Indgivende paa Comptoiret, at fordre sit indsendte Arbejde tilbage; hvilket da sammesteds strax vil blive afgivet". Bladet aftrykte derpå paragraf 3 i instruksen til teaterdirektionen af 25.10.1801, hvorpå det konkluderede, at "da der i den nuværende Direction kun ere tvende Censorer, maa enhver Forfatter saaledes kunne haabe sit Stykkes Skjæbne afgjort i en Tid af tre til fire Uger". - Instruksens ordlyd blev ikke opfyldt, hvilket kan ses af de utallige skrivelser til direktionen og/eller dens medlemmer.

14.1.1 note 2

(2) Hvorledes Molbech aldeles ikke var enig med teatrets publikum viser hans ærlige mening om stykket. Efter premieren tilførte han sin dagbog: "opført, m[ed] megen Stilhed, og temmelig svag Effect. Winsløw jun. ikke heldig som Kold. Nielsen og Mad. Wexschall bedst. Duelscenen fatal, og uden tragisk Virkning; Carl XII[s] Aabenbarelse uheldig og uden Effect. Berggrens Musik kiedsommelig" (NkS 439). I sit votum omtalte han kun effektscenen "Carl den Tolvtes Aabenbaring .. i en Drøm .. [som] en, vel meget forbrugt, men dog i sig selv meget poetisk Idee". - KTS nr.884 er forsynet med enkelte rettelser af Oehlenschläger selv: først og fremmest udvidede regieanmærkninger, mens ordombytninger eller ændringer er aldeles underordnede. I femte akt blev scenen "Ravnholdt i Siælland" slettet samt Harriets replikker i den følgende scene, hvilket gjorde effekten mere troværdig. Om ændringerne skal henføres til en genoptagelse i 1840rne kan ikke afgøres. Se Preisz nr.1302.

14.1.1 note 3

(3) Forfatteren er det ikke lykkedes at identificere.

14.1.1 note 4

(4) Trykt i Morgenblatt nr.42-46 febr. 1832. I sin dagbog skrev Molbech: "Godt Sujet til et Skuespil" (NkS 439 udat.).

14.1.1 note 5

(5) Tabt.

14.1.1 note 6

(6) Orig.: Personerners

14.1.1 note 7

(7) Se s.573 samt s.1311.

14.1.1 note 8

(8) Et oftere tilbagevendende fænomen. Når direktionen var uenig om en sag undlod man at indføre protokollatet.

14.1.2.

14.1.2 note 1

(1) Da sufflørbog ikke ses bevaret, kan der intet godtgøres om ændringer; jf. Ryges breve af 8. og 9.11.1832.

14.1.2 note 2

(2) Teksten findes i Teatrets arkiv, afd. G.

14.1.2 note 3

(3) NkS 2506 (som en sufflørbog) udviser ingen udstregninger eller rettelser. KTS nr.554 har 1 blyantsrettelse af inferiør karakter.

14.1.2 note 4

(4) Efter de 5 opførelser forsøgte Molbech at få stykket opført oftere, idet Dueflugts rolle besattes den 29.9.1834, hvilket imidlertid ikke betød flere opførelser end de 5.

[sideskift][side 1559]

14.2.1 note 1

(1) Winsløws entusiasme i 1826 satte sig ingen spor i de nærmest følgende sæsoner (jf. Af Jonas Collins Papirer s.287). Ej heller Nielsens begejstring i 1827 fik konsekvenser med hensyn til en oversættelse (jf. Neilendam Breve fra danske Skuespillere II 72f).

14.2.1 note 2

(2) Se Schlegels fordringer til tragedien, Dritte Vorlesung. Lohmer 1966. Anmeldelser af "Belisar", se Goedeke VIII 578 og XI,1 187.

14.2.1 note 3

(3) Holsts manuskript eksisterer ikke mere, hvorfor kun sufflørbogens rettelser viser hvad der blev foretaget af Ryge, Liebe og Kirstein med eller uden Molbechs vidende og vilje. Udstregningerne/ændringerne er overalt kun af sproglig karakter, ikke meningsændrende (KTS 55).

14.2.1. note 3a

(3a) Molbech skrev: "Her er hverken den stærke Lidenskab, de voldsomme Explosioner, eller den dristige Brug af brutale Midler til at frembringe Effect og ryste de mest hærdede eller sløvede Nerver - men her er heller ikke det Genie, den poetiske Rigdom, eller den Charakteristik, som i Marion de Lorme. Med sit sædvanlige, behændige Talent har Scribe grebet og behandlet Hoved=Momenterne i det bedrøvelige Situationsmaleri, som han her har udkastet for Scenen; men dermed lader han sig nøle, som det saa ofte er hans Skik. Naar Theatereffecten opnaaes paa de Punkter, hvor den fortrinligen skal udvikle sig giennem Hovedpersonernes sceniske Talent, seer han ikke saa nøie paa, om Bi=Figurerne ere bragte i Harmonie med det Hele; eller om Interessen, der skal vækkes ved en eller anden Hovedrolles fortrinlige Udførelse, taber ved de underordnede Partiers charakteerløse Ubetydelighed". Derpå gav Molbech er udførligt handlingsreferat, hvorpå han fortsatte: "Det er denne Redning af det udvortes Skin, der er den ledende Idee for dette Dramas Plan og for dets Opløsning, ligesom for den Handlemaade, hvorved Forf. har villet sætte Grev Ernest, som Stykkets udkaarede moralske Helt, i et ædelt og glimrende Lys. Som Skyggen til dette Lys, som et Slags dramatisk Offer, der maa bløde for Situationens Skyld, er Grevinden med hendes "Feiltrin" kastet ind i dette Forhold, hvori vi see en ung, sædelig, ædel Kone af høi Byrd og en hertil svarende Dannelse, paa faa Dage at glemme sig selv og en Ægtefælle, som hun har elsket, indtil den Grad, at hendes bedre Deel kun har Angeren over hendes Brøde, og Mueligheden af at den kan blive skiult, tilbage. Hvorledes dette bliver psychologisk mueligt, hvorledes en ædel qvindelig Natur, uden mindste Præg af Letsindighed, kunde falde saa hastigt og saa dybt for et Angreb, som ikke engang af Forførelsens Konster laante sin Styrke - derom har Dramaet intet Ord - ikke et eneste Træk. .. Den formeente moralske Tendents, han tillige har villet lægge i sit Drama, er denne: at den Skyldige dybt føler og angrer sit "Feiltrin"; at hun bestræber sig for at forebygge et lignende, som en ung Kone af ringere Stand (en Syerske, gift med en Snedker, og beleiret af en Elsker, der er hende intet mindre end ligegyldig) synes at være paa gode Veie til at giøre sig skyldig i, og at denne "gode Gierning" lykkes Grevinden; at hun - der med al sin Anger, dog vil dølge sin Brøde for den fornærmede Ægtemand - ufrivillig maa røbe den paa en Maade, der i sig selv er ligesaa konstlet og naturstridig, som den maa være saarende for den qvindelige følelse; men at hun desuagtet, med ubevægelig Haardhed, maa forstødes af det eneste menneskelige Væsen, der har det i sin Magt at tilgive og at opreise hende. Men viser Scribes Drama os denne Haardhed som en følge af at hendes "Feiltrin" var en moralsk Brøde, som den fornærmedes og Fortørnedes Vrede eller Had vilde straffe? - Ingenlunde! - Det er intet Andet end hans Navns saakaldte Ære, det er Skinnet af hendes Dyd, som maa reddes. Derfor kan denne Mand af Ære tillade sig at lyve et Eventyr sammen, og at fornedre en ærlig og trofast Tiener til at maatte ansee og bekiende sig selv for en slet Person, der ved en nedrig Mistanke kunde krænke og fornærme sit Herskab. Denne Scene, hvori den pletfrie, redelige Gamle maa beskylde sig selv, og knælende tigge om Tilgivelse, kan Scribe maaskee have betragtet som det piinligste Optrin for et allerede af Anger sønderknuust Hierte; men da en Tilskuer, med følelse for den moralske Værdighed, ogsaa i dens symboliske Udtryk, neppe kan taale dette Optrin - kunne vi da vel tænke os det som naturligt, at et ømt, lidende, ædelt og angerfuldt qvindeligt Væsen (thi et saadant Billede modtage vi af Leonies Charakteer) kan udholde det, uden at forgaae af Skamfuldhed? - Overhovedet, saa tilbøielige vi end maa føle os, ikke allene til at skienke den Skyldige Tilgivelse, men endog til at ønske Mueligheden af en forsoning, saa savne vi dog ogsaa hos hende Yttringen af den høiere moralske Kraft, som netop en saa angerfuld Erkiendelse af hendes Brøde synes at maatte meddele hende; og det er langt fra, at de enkelte Træk af hendes Charakteer samle sig til den psychologiske Eenhed og Consequents, som Scribe har forstaaet at give andre af sine, endog kun kort og hurtigt skizzerede dramatiske Personer, f.Ex. Madame Riquebourg [jf. s.461] og Miss Millner (i "Formynder og Myndling")[jf. s.325]. En frivillig Bekiendelse af Leonies Brøde for den Mand, hun ikke allene agter, men aldrig synes at have ophørt at elske, var den Handling, der allene kunde redde den qvindelige og moralske Værdighed hos hende, som hun selv hverken har opgivet, eller ved hendes Feiltrin mistet. Ved at ville dølge den, taber hun derimod mere, end det, hun ved Mueligheden af at bevare det ydre Skin kunde haabe at vinde; og langt fra at den ydmyge, bønfaldende, om Tilgivelse og Kiærlighed næsten tryglende Skikkelse, hvori hun tilsidst fremtræder i forholdet til hendes krænkede Ægtefælle, sætter hende i et fordeelagtigere Lys: vilde vi snarere finde en afgiort Resignation paa enhver Gienforening, og Bevidstheden om, at det for hende er forbi med Hiertets lyksalighed, overeensstemmende med den ædlere qvindelige Naturs Selvfølelse. Hvad der skader dette Drama i Handlingens Udvikling og Opløsning, er uden Tvivl for en stor Deel dets virkelig tragiske Elementer, som forfatteren ikke har kunnet udfolde til et Sørgespil. Den halve Dæmpning af Stormen, den tilsyneladende Beroligelse, som Enden skal medføre, er saa god som ingen; og med al den Konst og Umage, som forfatteren anvender for at stille alle Partier nogenlunde tilfreds og redde hvad der kan reddes af Skinnet, har han dog ikke udvirket andet, end at Stykkets Slutning giør en utilfredsstillende, ja endog sønderrivende Virkning; og at der, efter al den tragisk piinlige Lidelse, som de enkelte Situationer have medført, ikke engang indtræder en saadan Opløsning af Sindslidelser og af uharmoniske Stemninger i en ædlere Sorg og en høiere eller aandelig Smerte, som den sande Tragedie medfører, og som, ved at opløfte Siælen, læger i det den saarer. I denne og flere Henseender maae vi uden Betænkning sætte et Drama, som dog paa Skuepladsen har giort endnu større Lykke, under det ogsaa hos os yndede og ofte omtalte Drama af Scribe: Familien Riquebourg: uden at vi derfor med en berømt Forfatter ville sige (J.P. Mynster. Dansk Ugeskrift. 1ste Bd., S.312.): "at dets naturlige Skiønhed er henrivende ; og at sielden har et Skuespil af denne Art giort et saa almindeligt, saa reent , og saa dybt Indtryk, som dette". - Indtrykket af "et Feiltrin" paa Scenen har maaskee været ligesaa dybt, og endnu stærkere ; endskiøndt det hverken har været ligesaa reent , eller ligesaa almindeligt. Men man maa erindre, at Midlerne til at frembringe den sceniske Effect i det sidstnævnte Stykke ere ulige stærkere og mere voldsomme, end de som anvendes i Familien Riquebourg. Man bør tilføie: at disse Midler ogsaa paa vor Skueplads ere blevne understøttede ved en fortrinlig begavet Skuespillerindes konstfulde Udførelse af den Hovedrolle, med hvis forfeilede eller uheldige Fremstilling det hele Stykke maa falde. Det betydende og vedvarende Bifald, som det derimod hos os har fundet, kan være et Bidrag mere til at begrunde en Bemærkning, der saa ofte maa frembyde sig for Enhver, som betragter den dramatiske Digtning paa dens nærværende Standpunkt: at den i egentlig Mening gielder og vurderes mere som Skuespil, eller som Gienstand for den mimiske Konst, end som et Værk af Digtekonsten". Hvad stykkets "svagere Momenter" angik, kunne Molbech "ikke ganske forbigase at nævne den forfeilede Virkning, som den med ringe Delicatesse anbragte, og ikke meget flint eller heldigt udførte Episode, der indeholdes i den skinsyge Snedkers og hans, med en begyndende Kiærlighedsintrige coquetterende Kones Ægteskabsscener, frembringe i et Drama af saa tragisk en Charakteer, som dette. Ikke blot er denne vidtløftige Episode egentlig trukket ind i Stykket, kun for at give Leilighed til den sentimentale og moraliserende Rolle, som Grevinden derved kommer til at spille som Fredsmæglerske i Ægteparrets huuslige Lyksalighedshimmel, hvis Solskin just ikke lover en meget sikker Varighed; men Situationen er i sig selv saa udelicat, ja endog temmelig plumpt behandlet, at hvis den fandtes hos Kotzebue, vilde man i sin Tid, da denne hos os nu næsten glemte Dramatiker var kommen under Kritikens Dryppe= og Styrtebad, have anført den blandt Exemplerne paa hans Stykkers Usædelighed". Afslutningsvis skrev Molbech: "Endskiøndt jeg ikke venter mig andet, end at den største Deel af de her yttrede Meninger om et Drama, der paa Skuepladsen har giort saa megen Lykke, ikke ville finde Indgang i nogen særdeles vid Kreds hos os: har det imidlertid overrasket mig, at finde en Theater=Artikel i et dansk Ugeblad, ("Den danske Bi", Nr. 15, S.117) uagtet dens tilsyneladende stærke Opposition imod den her fremsatte Dom, ved nølere Betragtning langt mere i Overeensstemmelse med mine Hoved=Anskuelser, end jeg i Begyndelsen kunde formode. Jeg kan ikke indlade mig paa at fremstille, hvorledes jeg overhovedet betragter og erkiender Scribes rige Opfindelse og Talent i en vis dramatisk Retning og Form; og vil nøies med at afskrive en Yttring af Forfatteren til den anførte Artikel: at "Gienstanden for flere af Scribes mest effectfulde Stykker er et tilsyneladende urimeligt Forhold, som han ved sit Genie, rigtig nok ofte temmelig sophistisk, søger at gjøre rimeligt"; thi Forfatterens Udtryk hentyde klart nok paa, at ikke engang dette altid lykkes Scribe saaledes, som det for ham var ønskeligt. Et Øieblik maa jeg derimod endnu opholde mig ved bemeldte Forfatters Charakterisering af "Feiltrinnet" som "et, ved sin ypperlige Composition høist udmærket dramatisk Digt, med overordentlig Theatereffect", og hvori Scribe har viist: "at han forstaaer at behandle Obsceniteter med en saadan Delicatesse, at den dannede Verden kan bringes til, ikke allene uden Rødmen, men endog med Henrykkelse at høre Ting paa Scenen, som man ikke vilde vove ganske simpelt at omtale i et anstændigt Selskab". Jeg behøver vel ikke at giøre opmærksom paa den ironiske Charakteer, som - man skulde troe, ikke heelt uvilkaarligt - fremtræder i Forfatterens Udtryk; og jeg vidste ikke at sige noget stærkere om den Scene, der danner Stykkets Hoved=Situation, end hvad her er sagt af dets Lovtaler. Jeg er heller ikke tilbøielig til at antage det som hans Mening, at der laae en æsthetisk Værdi i at bringe Obsceniteter paa en delicat Maade paa Scenen; men snarere, at han kun historisk beretter det, som et Beviis paa, hvorledes Scribe, til Bedste for sine Stykkers Theatereffect, med den ham egne fine Tact, veed at rette sig efter Pariserfolkets Lyst til det Obscene paa Skuepladsen, uden just at falde til andre dramatiske Forfatteres raae og plumpe Nøgenhed. Vi kunne vel sige om "Une faute", hvad der for ikke længe siden i et bekiendt fransk Tidsskrift sagdes om et andet Vaudeville=Drama, "les femmes d'employés": C'est encore de l'adultère, denrée obligée main tenant, & que les directeurs demandent aux auteurs dramatiques, comme les libraires demandaient autrefois "du St. Evremond". - Il faut bien présenter l'adultère sous toutes les formes, l'accommoder à toutes les sauces, puisqu'il fait à présent la base de notre literature" (Revue Encyclopédique. Fevrier 1832.p.508). Forfatteren af Theater=Artikelen i "Den danske Bi" veed derimod ikke andet at beklage, end at Scribe i "Feiltrinnet" har "anvendt sin Konst paa et Stof, som, uagtet al den Effect, der ligger i det, dog ved nøiere Eftertanke støder vore Følelser". Jeg vil ikke dølge, at jeg strax ved den første Læsning, og uden al "nøiere Eftertanke", i en høi Grad følte denne Virkning af "et Feiltrin". - Endelig, naar Forf. i "Den danske Bi" taler om, at Kotzebue tidligere har bragt det samme Stof paa Scenen "i en langt mere oprørende Behandling end Scribe"; da Lasten hos hiin "ikke blot er givet et dydigt Anstrøg; men end ogsaa finder Belønning; hvorimod Scribe lader den blive straffet": saa maa jeg, under den Forudsætning, at her sigtes til "Menneskehad og Anger", bemærke, at Forfatterens Eftersætning er et Beviis imod ham selv og mod Scribe. "Men selv i dennes (Scribes) Behandling af Stoffet", siger han, "er Synderinden udstyret med saa mange udmærkede Egenskaber, og hendes "Feiltrin" i den Grad giort undskyldeligt, at vi føle inderlig Medlidenhed med hende, og at hendes Straf bliver os langt smerteligere, end hendes Brøde bliver os afskyelig". Dette er aldeles det samme, som at Lasten faaer et dydigt Anstrøg; og Forfatteren har her saa fuldkommen udtrykt min Følelse ved at læse Scribes "Une faute" og see Forestillingen deraf: at han heller ikke kan andet end dele min Overbeviisning om, at en lige skærende æsthetisk og moralsk Disharmonie ligger til Grund for dette Dramas Organisme" (Bl.Skr.Bd.2 s.362-373.)

14.2.1 note 4

(4) Jf. Andersen til Henriette Hanck 28.5.1832 samt Dagbøger I 3.6.1831, Kbh. 1971.

14.2.1 note 5

(5) Oversat af Molbech, jf. s.467.

14.2.1 note 6

(6) Hans censur over stykkets indhold er om ikke verbal overensstemmende dog indholdsmæssig overensstemmende med hans læsning fra juni 1832.

14.2.1 note 7

(7) Primært på grund af Molbechs historiske interesse for det 17. årh., tilvisse ikke af æstetiske grunde (jf. Laagepetersenske Samling Ms 725).

14.2.1 note 8

(8) H.C. Andersens originale manuskript (maj 1832) er gået tabt. Han præsterede den af Kirstein krævede renskrift i okt. 1832 (= NkS 2576), som både Molbech og Kirstein siden rettede i på ny (Molbech i nov. 1832; Kirstein udat.). Rettelserne i NkS 2576 er så mange, at Molbechs svada til Andersen forekommer mere end berettiget. Det tjener ikke noget formål i denne sammenhæng at analysere, hvad der blev rettet i 2. omgang, når rettelserne til første version ikke kan anføres. Rettelserne i NkS 2576 danner grundlaget for den trykte udgave. Sufflørbogen (KTS 144) tilhører en senere tid (genoptaget i sæsonen 1860/61). Andersens honorar for oversættelsen nedsattes fra 30 Rbd til 24 Rbd foranlediget af Kirstein, fordi oversættelsen "var i høi Grad maadelig" (Laagepetersenske Samling Ms 469 1.4.1833; jf. TK 2.kv.nr.670).

14.2.1 note 9

(9) Udkom seperat i Kiel: Zaire (juli 1831), Merope (jan. 1832), Alzire (juli 1832). Udgivet samlet i nov. 1832 (Kbh) tilegnet dronning Marie. Heibergs anmeldelse i MfL optrykt i Pros.Skr. V 191-202. Buchwalds forsvar "Forelæsning over "Fordanskninger"". Kiel 1832 fortjener kun glemsel, thi intetsteds formåede Buchwald på de fjorten sider at tilbagevise Heibergs latterliggørelse.

14.2.1 note 10

(10) Af Udvalgte Gjester. Zaire. Merope. Alzire. Efter Voltaire ved H. v. Buchwald. Kbh. 1832 s.95ff: "Polyphontes. Det er paa Tide, høie Frue,/At jeg, som Statens første Tjener,/Min Mening Eder gi'er tilkjende./Til Landets Fred mit gode Sværd,/Næst store Guder, Sit har gjort;/Og Tale der nu være kan/Om Rolighed for Fremtidsdage./Eresphontes Trone maa beklædes,/Af Eder, Dronning, eller mig;/Imellem os kun Valget svæver;/Og dette Valg til Borgertvist/Vel atter Riget vække kunde ./Det os tilkommer, os vel sømmer,/Fordeelte Stemmer at forene./Vel er jeg kun en gammel Kriger;/Men denne Kriger værdig holdes/Til Kronen, der af Jer Gemal/Med Hæder, skjøndt vel kort, blev baaret;/Og derfor er nu denne Haand/Saa nær, beskedent talt, til Sceptret/ Som Eders, der til Støtte trænger./Hvis ei, med lige Rettigheder,/Paa lige Magt I stole kan,/Saa hører og tilgiver at/ En kraftig Haand Jer trofast bydes./Vel veed jeg, at en graanet [sideskift][side 1560]Isse/Og Panden, som kun Sværde kyssed'./Til Kjærlighed just ei forlade;/Vel seer jeg, at i Livets Sommer,/Af egen Glands Merope straaler;/Men Statens Vel er Fyrsters Lov/Og store Hjerters rette Leder;/Betænker det, min høie Frue,/Og indseer vel, at for at herske,/Med mig I Eders Ret saa dele./Merope. Betænkt jeg har, og indseer vel,/At brudt er hver en hellig Skranke/Imellem Eders Konges Enke/Og Rigets tøileløse Slægt;/Mindst forberedt var dog Jer Dronning/Paa den Slags Uforskammenhed,/Som jeg idag besvare maa./Formastelige Undersaat!/Glem ei, at mit det høie Kald,/Mod Eders Tragten efter Sceptret/I Guders Bog forholder sig/Som Dag til Nat, som Dyd til Last./Og Haanden skil fra Legemet,/Hvis den i Eders falde skal". Blot disse to replikker fra scenen må overbevise os rigtigheden af Heibergs karakteristik af Buchwalds forfuskning.

14.2.1 note 11

(11) Opført 1. gang den 12.12.1764; 9. og sidste gang den 7.4.1777. Oversættelsen vurderes lavt af Rosenstand-Goiske i Dramatisk journal I 55, se AEJ 435f.

14.2.2 note 1

(1) Jf. K. Neiiendam: Dr. Ryges dagbog. Paris 1831. Kbh. 1979 s.50f.

14.2.2 note 2

(2) Sechmanns oversættelse benyttedes i perioden 20.12.1748 - 31. 10.1791. Rahbeks i tidsrummet 14.10.1810 - 26.9.1827, jf. s.295. Stykket blev derpå først igen spillet i 1871.

14.2.2 note 3

(3) I slutningsscenen ændredes Oscars replik: "Ja, ligesom De selv vil. Men jeg har nu faaet saadan Smag paa at sætte mig i Kost. (til Alexander) Min bedste Ven! saa vil Jeg være Kostgænger hos Dig!" TIL: "(til de Andre) Det er et forunderligt Menneske! han er saa bange for at faae alt for mange Gjæster (til Publikum) Jeg har nu ganske den modsatte Smag, mig synes: jo flere jo bedre; hvis De derfor vil ærgre ham, saa vær saa god at besøge os hver Aften vi ere hjemme. Men det forstaaer sig, De maae tage tiltakke ned hvad Huset formaaer - ja, det er sandt, det har jo Madammen allerede sagt". Ændringen blev indført af Liebe (KTS 441).

14.2.2 note 4

(4) Molbechs rettelser, der primært gik ud på at jævne skriftsproget til talesprog på scenen, kan meget vel stamme fra 1832, men flere detaljer tyder på, at udstregningerne stammer fra genoptagelsen i 1840. fordi de kan indplaceres i en politisk sammenhæng, hvor udenrigspolitiske hensyn kan have spillet ind. Uafklaret, fordi der ikke findes korrespondance bevaret herom (KTS 339).

14.2.2 note 5

(5) NkS 3065 er Heibergs autograf. Den udviser mange sproglige korrektioner men ingen mærker af Kirstein, med undtagelse af slutningsreplikken, der oprindelig lød: Ledru: "Ak nei! ikke meer end De selv. Det er en Titel, jeg har givet mig, for at kunne indlemmes i Deres Familie. Jeg forlader nu det Hele Underviisningsfag, og vender tilbage til Kjøkken og Kjelder, og er jeg kommen tilkort i Latinen og med Violinen, saa skal det gaae bedre i Spiisekamret og med Vinen", som ændredes TIL: "Nei! det veed Gud! ikke meer end De selv. Det var en Adkomst, jeg gav mig, for at kunne indlemmes i Deres Familie. Men for nu at undgaa al Collision, vil jeg herefter overlade det hele lærde Væsen til Dem, og indskrænke mine Studeringer til Kjelderen, og mit Latin til Kjøkkenet. Og De kan troe, at det Fag fører ligesaa vidt som et andet. Kan i vore Tider en Barbeer blive Minister, saa kan sagtens jeg blive Professor". Sufflørbog eksisterer ikke (KB).

14.2.2 note 6

(6) I Borups Selskab ?

14.2.2 note 7

(7) Omtalt i "Allgemeine Theaterzeitung" 1832 nr 121 og udførligt i nr. 122: "Man ersieht aus diesen Umrissen des Inhalts dieses[sideskift][side 1561]Lustspieles, wie viele Elemente zu einem wirksamen Charaktergemählde es in sich trage. Doch bedurften dieselben einer gewandten, bühnenverständigen Hand, um zweckmässig dramatisch gestaltet zu werden. Sie hätten in dieser Beziehung in keine tüchtigere kommen mögen als es bey den geschätzten Verfasser der Fall war, dessen Talent wir bereits so viele erheiternde und anziehende Gaben danken, und welcher mit diesen Werke einen neuen glänzenden Beweis seines ausgeseichneten Berufes zun Bühnendichter gab. Das Ganze ist mit solcher Sinnigkeit, mit so viel Humor und Sicherheit gestaltet; die Handlung schreitet so lebendig vor, die Charaktere sind so scharf und kräftig gezeichnet und gehalten, das ganze Gemählde entfaltet sich in so berechneten Nüanzirungen von Licht und Schatten, dass dessen Wirkung nicht zweifelhalt seyn konnte .. "Garrick in Bristol" wird gewiss auf allen deutschen Bühnen heimisch werden, und es durfte demselben die ehrenvollste Aufnahme überall gesichert seyn, besonders wo die Darstellung mit dem Gehalte der Dichtung so harmonisch Hand in Hand geht, wie es hier der Fall war".(s.487). Se Goedeke IX 97 (39. Stykket tilegnedes Frederik VI.

14.2.2 note 8

(8) "Aus einer der letzten hier angekommenen Nummer der Wiener-Theaterzeitung habe ich die Nachricht, dass Sie neulich die deutsche Dramat. Literatur mit einem Lustspiele in Versen "Garrick in Bristoll" bereichert haben: Welches mit grossem Glück und Beyfall auf den Kaiserl. K. Burgtheater aufgeführt vorden; und dessen, in der Wiener Theaterzeitung mitgetheilter Inhalt mir auch einen sehr bedeutenden dramatischen Effect dieses Stücks werspricht. Wir haben hier auf den Königl. Th. in Spätjahre 1830 Ihr Drama "Hans Sachs" in einer dän. Übersetzung von Øhlenschlæger auf die Bühne gebracht. Dieses Stück hat auch bei unsern Publicum den verdienten Beifall gewonnen, hat im damaligen Saison 5-6 Vorstellungen gehabt, und ist auch im letzten Winter ein Paar Mahle mit Glück gegeben vorden (Der Hans Sachs von Nielsen - auch in Wien gekannt - und Rahtmann Runge mit vielem Glück von Winslöw der jüngere.) Der Ruf Ihres neuen Lustspiel[s] hat den Wunsch bei der Königl. Theater Direction erwackt, so früh; wie möglich, im Besitze einer Übersetzung zu kommen, welche wir wieder dem Herrn Prof. Oehlenschläger übertragen würden. Die Direction hat mir daher aufgetragen, die Bitte an Ew. Wohlgeboren zu stellen: ob Sie dem Königl. Theater die Güte erzeigen wollten, uns eine Abschrift des Lustspieles "Garrick in Bristoll" zum Gebrauch bei der Übersetzung, überlassen wollten; (im Falle, dass Stück, wie ich es vermüthe, nicht so bald im Drücke verscheinen wird.) Wir bitten Sie, die Güte zu haben, entweder der Direction, oder Unterzeichnetem, recht bald eine Antwort auf diese Bitte zukommen zu lassen; und uns zugleich aufzugeben, welche Kosten mit der Abschrift und Mittheilung eines Exemplares des Stückes verbunden sind; welche wir Ihnen gleich durch einen Buchhändler in Wien, durch we[n] die Versendung des Packetes mit der Post auch besorget verden konnte, übermachen werden" (Coll.BrS.IV. koncept). - Sufflørbogen (KTS 266) indeholder ganske få og helt inferiøre sproglige rettelser af Molbech.

14.2.2 note 9

(9) Molbechs anmærkninger findes i KTS 296a; de er på ingen måde gennemgribende. Der er tale om rettelser i detaljen.

14.2.2 note 10

(10) Oversætterens sang lød: "Kjærlighed venligt til vort Hjerte taler;/med Haabets Blomster den vor Fremtid maler./Hvad danner Jorden til et Himmel-Eden?/Kun Kjærligheden!/I Qvindens [sideskift][side 1562]Hjerte stille Dyd den stifter,/I Mandens djærve, hædrende Bedrifter/Hvad giver Sindsro, Held og fryd herneden?/Kun Kjærligheden!/Kjærlighed svigter ei sin sande Dyrker;/Som Livets Moder Livet selv den styrker./Elskende Hjerter alene Himmel-Freden/i Kjærligheden" (NkS 2567). Teaterdirektionens sang lød imidlertid: "Frydfuld/Og sorgfuld/Og tankefuld stemt/Lue/Og grue,/Om Hjertet beklemt/Jublende henrykt/Og snart uden Trøst,/Saligen slaaer/Kun det elskende Bryst" (KTS 296c, indført af Liebe).

14.2.2 note 11

(11) Da Borgaards manuskript ikke mere eksisterer, kan det blot konstateres, at Borgaard efterkom direktionens anvisninger om rettelser.

14.2.2 note 12

(12) Molbech havde rettet de værste germanismer ("ei kunde afholde mig fra at corrigere nogle af de værste") i sufflørbogen KTS 693a.

14.2.2 note 13

(13) KTS 423 er Borgaards autograf uden fremmede rettelser.

14.3.1 note 1

(1) Om Andersens geburtsdagssang, se s.544. Om hans egen (naive) glæde over opførelsen, se BHH 52. Prins Christian Frederik fandt operaen "kiedsommelig" og Hartmanns musik "umelodisk" (Dagbog). - Om Coll.S. 21 I,4 se Lauritz Nielsen Katalog. 1941 s.16. Håndskriftet i H.C. Andersens Hus er en afskrift af Coll .S. 21 4,3, mens NkS 2070 indeholder omarbejdelsen fra 1833, jf. s.595.

14.3.1 note 2

(2) Molbech havde konciperet "meget maadelig"; teksten ville alene ved en "særdeles udmærket musicalsk Composition .. blive taalelig paa scenen", hvilket ændredes til " .. brugbar for Scenen" (Konc. til Dp 4.1.1833!).

14.3.1 note 3

(3) Molbechs koncept ændredes ikke af Kirstein.

14.3.1 note 4

(4) Den 8.1.1836 meddelte Andersen Overskou, hvorledes samarbejdet med Weyse havde været: "De nye Ideer, han imidlertid fik, de fordringer, han ønskede igjen, kunde jeg saa langt borte ikke gjøre; han gjorde dem da selv, fik F.J. Hansen til at sætte her to, der fire Linier til, osv., eller forandre mine to Stavelser til een Stavelse. Andet Vers af "de herreklædte Riddere", troer jeg, er af Weyse selv. - Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket; men nu var Musikken næsten færdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten vare af den Beskaffenhed, at de ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg et Sted: Fra disse dunkle Gange/Snoer sig Dødens Slange [in Andersens manuskript s.77: "Her, bag disse Steene/Snoer sig Dødens Slange"] Nu staaer der: Fra denne skumle Krog/Snoer sig Dødens Snog [in Laage-Petersens Samling Ms 634: "Hist fra dunkle Krog/.. Snoer sig Dødens Snog"] saa det er jo Mit og dog ikke Mit" (B&B I 318). Andersen lagde til: "men det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for Meget eller talte mod Weyse", og det var vel netop var sagen handlede om, på grund af den begyndende erkendelse af Andersen (l.c. 319) (jf. MLE I 117. Kbh. 1951 hvor Andersen som sædvanlig leverer en bedre turneret version af historien). - Autografen, Coll.S. 21 I,2, er udstyret med Molbechske udråbstegn, dog kun i 1. akt, men er dog den version, som Hansen gjorde i stand. Coll.S. 21 I,2.3. er H.C. Andersens afskrift af F.J. Hansens omgjorte tekst; den har vel været anvendt til trykningen af sangene i 1836. Det er primært den kantable del af teksten, der er omskrevet af Hansen, men ændringerne er i det hele så store og så omfattende, at tekstproblemet vedrørende dette stykke kræver en specialundersøgelse. KTS 883 må betragtes som et mellemstadium inden udskrivningen [sideskift][side 1563]af Laage-Petersens Ms 634, idet Andersen har foretaget ændringer (s.88-69, 118 og 122-25) og Weyse nyskrev s.119-24: næsten alle disse rettelser er indført i Laage-Petersens Ms 634.

14.3.1 note 5

(5) Der henvises til Birger Frank Nielsens H.C. Andersens bibliografi, hvortil skal føjes Kjøbenhavnsposten 2.2.1836, Søndagen 14.2.1836 samt Musikalsk Tidende nr.8 1836. Diskussionen er interessant, men det afgørende må dog være, at Andersen udgav teksten som sin egen, selv om Hansen (og Weyse?) havde gjort den!, jf. S.S. bd.IX. 2. udg.

14.3.1 note 6

(6) NkS 2526 Indeholder a) Hertz' autograf uden censorernes mærker eller rettelser, men med Berggreens ædringer af de kantable dele: der er tale om en omarbejdelse, b) en afskrift af Hertz’ oversættelse med Berggreens ændringer Indført af forfatteren selv.

14.3.2 note 1

(1) TK 1830 1.kv.nr.268; TK 1832 1.kv.nr.400; TK 1831 2.kv.nr.953, dat. 28.5.1831- Siboni skrev: "la Partition oui se trouve ches moi".

14.3.2 note 2

(2) Allerede den 15.6.1832 havde Liebe tilskrevet Siboni om "Forslag til en Rollebesætning i" stykket, "af hvilket .. samtlige Syngepartier ere udskrevne" (NkS 1557).

14.3.2 note 3

(3) Skrivelsen til Siboni (MkS 1557 21.7.1832, ej indført i Kp) omtaler ikke denne opera, jf. note 2! - KTS 754b indeholder kun ændringer vedrørende lyssætning, mens KTS 754a bærer præg af brug, dog uden tilskrivninger eller udstregninger af nogen art. - Den 19.9.1832 tilskrev Heiberg Molbech: "Efter at have talt med Jfr. Fonseca, har jeg faaet at vide, at hendes Indvending mod den omtalte Verslinie ikke gaaer ud derpaa, at den skulde være mindre cantabel, men at det er Indholdet, som hun ikke finder det behageligt at foredrage. Jeg vil ogsaa gjerne indrømme baade hende og Hr. Justitsraaden, at det kan have noget Stødende, at høre Linien saa ofte gjentagen. Til sin Undskyldning maa jeg kun bemærke, at jeg nedskrev den, for at tilveiebringe den pudseerlige Modsigelse: Man med Kysse mig dræber,/Og dog er jeg til./ Ikke desmindre har jeg nu, til Jfr. Fonsecas, og - som jeg haaber - til Hr. Justitsraadens Tilfredshed forandret den sidste Halvdel af Strophen saaledes: .. "Kysset er farligt; din Uskyld du savner,/Straffen vil ramme dig" .. Troe det, hvo vil!/Carill med Ømhed mig favner,/Og dog er jeg til./" (Coll.BrS.III). Ikke desto mindre bibeholdtes den oprindelige version i sufflørbogen KTS hvilket unægteligt sætter spørgsmålstegn ved sufflørbogsamlingens værdi som kilde.

14.3.2 note 4

(4) Klaverudtog modtoges den 23.6.1832; partitur, kostumefortegnelse, dekorationsopstilling, etc den 31.7.1832 (TK 1832 3.kv.nr.1771).

14.3.2 note 5

(5) Jf. K. Neiiendam: Dr. Ryges dagbog. Paris 1831. Kbh. 1979 s.56f.

14.3.2 note 6

(6) Molbech noterede i okt. 1832 i Cp: "henlagt i Dir.Skabet".

14.3.2 note 7

(7) "Robert af Normandiet", "De to Familier" og "Brama og Bayaderen".

14.3.2 note 8

(8) Rollen udførtes af Jfr. Keck, Siboni foreslog "Keck ou Zrsa", Zinck "Jfr. Keck eller Rysslander".

14.3.2 note 9

(9) 1. akt, 11.sc. blev til 2. akt, 1.sc. og 2. akt, 1.sc. til 3. akt, 1.sc. I 3. akt, 4.sc. blev terzetten slettet, ligesom replikkerne efter Sombreuils bortgang, indtil 5.sc. Finalen (3. akt, 10.sc.) forkortedes: Friedhelms tale til Lieutnanten og Soldaterne samt sang og replikker indtil lænkerne tages af Sombreuil og Benoit (KTS 549) .

[sideskift][side 1564]

14.3.2 note 10

(10) Direktionen lagde ikke skjul på, at det var en vanskelig opgave, man overlod til Dorph: "D: tvivler ikke paa at De i at paa tage Dem dette Arbeide, vil drage Omsorg for, at Oversættelsen af de franske Sangnummere indrettes saaledes, at de med samme Lethed kunne foredrages i det danske, som i det franske Sprog, hvilket som bekjendt, formedelst begge Sprogs forskjellige Accentuation og Rhytmik ei er uden særegne Vanskeligheder" (Kp.nr.713). Netop denne del af oversættelsesarbejdet klandrede censorerne oftest.

14.3.2 note 11

(11) NkS 2601, der er Dorphs autograf, indeholder også Overskous korrektioner. Der er tale om en omskrivning af så at sige hele den kantable del af syngespillet. Manuskriptet viser endvidere, hvorledes Molbech rettede i teksten. I KTS 752 findes rettelser indført af Liebe, formentlig i forbindelse med 2. opførelse (Don Felix i 3. akt). Af hensyn til Overskous færdigheder som oversætter burde dette manuskript underkastes en specialundersøgelse.

14.3.2 note 12

(12) Se Borup nr.282 II 162, linje 4-14.

14.3.2 note 13

(13) Se Borup nr.282 II 162, linje 15-19.

14.3.2 note 14

(14) Se Borup nr.282 II 162, linje 21- s.165, linje 10.

14.3.2 note 15

(15) Se Borup nr.282 II 165, linje 12-20. - Til noterne (12)-(15) haves ikke censorernes modargumentation, hvorfor disse i den givne sammenhæng udelukkende viser Heibergs smagskriterier.

14.3.2 note 16

(16) Heiberg anførte følgende stykker til eksempel: "Skovens Sønner [jf. s.101], Agnese [jf. s.101], Tancred, Sargino, Fidelio [jf. s.374], Marie [jf. s.376], Ludlams Hule, Trylleharpen, Floribella [jf. s.98] og mangfoldige andre talende Beviser derpaa" (Borup nr.282 22.4.1833).

14.3.2 note 17

(17) Denne passus (Borup II 165 linje 3-8) er ikke indført i Kp, hvilket understreger den kendte svaghed ved kopibøger i almindelighed og teatrets i særdeleshed.

14.4.1.

14.4.1 note 1

(1) Orig.: Compositionen

14.4.1 note 2

(2) Lystspillet af samme titel, jf. s.453, har det ikke været muligt at påvise som vaudevillens forstadium. Trykt i "Valkyrien" I Bd. 1833 s.211ff.

14.4.1 note 3

(3) Fejlagtigt kommenteret af Borup V 70.

14.4.1 note 4

(4) Ifølge TK 1832 4.kv.nr.1994 var det Troels Lund der malede et Bagtæppe forestillende et Partie af Palais Royal i Paris .. en Statue og en Deel Figurer" formedelst 30 Rbd. (Dat. 27.12.1832).

14.4.1 note 5

(5) Sammenlignet med "den af Censuren allerede approberede Plan": Endnu en fejlagtig oplysning hos Borup V 90. Heibergs skitse til stykket, Heibergs arkiv F.4., burde udgives.

14.4.1 note 6

(6) Molbech anførte i sin dagbog: "Fra den lyriske Side smuk; ellers den svageste af de heibergske Vaud. Phisters Spil og Fru H[eiberg]s Sang af en enkelt Arie bar den oppe. I Effect staaer den endog betydeligt under Kiøge Huuskors" (NkS 439). Prins Christian Frederik fandt forestillingen af "De Danske i Paris" og "Veteranen" "smuk" (Dagbog). Igen den 14.2.1833 så kongehuset "GeburtsDagsstykkerne" (l.c.). - Til faderen skrev Heiberg, at stykket "a eu en succes complet, car elle a eu le bonheur de plaire également à la cour et à la ville, et ce n'est pas toujours que ces deux puissances sont d'accord dans leurs gouts .. Le Roi et la Reine sont venus la voir deux fois, ce qui n'arrive pas non plus avec toutes les pièces" (Fam.Br.nr.29 30.3.1833). At hoffet også omfattede fru Dannemand bevidnes af hendes takkeskrivelse for det tilsendte eksemplar, som "satte mig end mere i Stand til fuldkommen at [sideskift][side 1565]deeltage 1 Sammes heldige Opførelse" (Borup nr.280 30.1.1833).

14.4.2 note 1

(1) Stykkets sidste opførelse see ikke anmeldt i aviserne.

14.4.2 note 2

(2) Sufflørbogen (KTS 341) viser blot, at slutningssangens oprindelige strofe 2 og 3 blev slettet, mens der blev ændret i 4. strofe: "Nu er jeg kommen efter,/At det er Amors skjulte Kræfter,/Hvorved det Onde hefter/Saa dem jeg undersøge maa".

14.4.2 note 3

(3) Fejl i A&C II 356.

14.4.2 note 4

(4) Sufflørbogen (KTS 676) viser ingen rettelser eller udstregninger. - Den 1.1.1833 noterede "Kjøbenhavnsposten": "I endnu stærkere Grad udtalte sig Utilfredsheden med den nye Vaudeville: "Den skjønneste Dag i Livet" (efter Scribe og Varner, af Hr. Prof. Heiberg) som første Gang opførtes i Søndags, og i hvilken hine Ingredientser ["sande Bagateller, uden egentlig Handling, i hvilket et Par komiske Situationer og nogle taalelige Indfald udgjøre det hele dramatiske Element"] kun til Overflod vare krydrede med Equivoquer. Applausen ved Dækkets Fald ledsagedes af megen Hyssen, og der paafulgte nu en Meningskamp imellem Klappere og Hyssere, i hvilken et Par Stemmer af det førstnævnte Partie, ved et "Leve Scribe og Heiberg!" søgte at bringe "de dramatiske Philistre (som man har kaldet Dadlerne af de franske Letfærdigheder paa vor Scene) til Taushed. Men nu lod ogsaa et Par Piber sig høre, og Kampen vedvarede i den reglementerede Tid af fem Minutter, ja selv efterat Gongongens Slag havde paabudet Taushed, lode de ophidsede Gemytter sig kun med Møie berolige". Den 8.1.1833 var referatet stort set det samme: "Vel kunde begge Partiers lige ufortrødne Anstrængelse, der end ikke efter Yttringsterminens Udløb strax vilde lade sig tæmme, ei give noget afgjørende Resultat; men det synes dog afgjort, at Forfægterne af fransk Frivolitet paa den danske Scene neppe ville tælle denne Aften iblandt "de skjønneste i deres Liv" (Kjøbenhavnsposten). Stykket blev genoptaget af Heiberg den 18.10.1854 (givet 5 gange i sæsonen).

14.8.0.

14.8.0 note 1

(1) Det for periodens begyndelse gældende regulativ for forfatterhonorar findes aftrykt Overskou III 668f (1796). I 1828 foretog direktionen en korrektion. Dette regulativ fastholdt minimumssatsen for et helaftensstykke men tillod subsidiært udbetaling af 1/5 af indtægten ved de fem første forestillinger, ÷ abonnementet; ligeledes hævedes honoraret for skuespil i 3 akter (fra 200 til 300 Rbd.). Syngespil sikredes ingen minimumsbetaling, men derimod 1/5 af indtægten ved de fem første forestillinger. Vaudeviller takseredes til mellem 150 og 250 Rbd., ligesom mindre syngespil (tidligere garanteret 200 Rbd.). Versificerede oversættelser honoreredes en anelse højere mens betalingen for prosaoversættelser fastholdtes. Resten af det gamle regulativs bestemmelser fastholdtes, og der blev kun tilføjet en ny paragraf om betaling for arrangementet af musik til vaudeviller (60 Rbd.). - Inden sin død havde Manthey og Molbech drøftet en korrektion af det midlertidige regulativ fra 1828. Molbech redegjorde herfor i brev til Holstein (I.B.nr.1978a 2.11.1831): Betaling for et skuespil i 5 akter 400 Rbd, subsidiært 1/5 af indtægten ved de fem første forestillinger, i 4 akter 300 Rbd., i 3 akter 200-250 Rbd., i 2 akter 150 Rbd., i 1 akt 100 Rbd., syngespil og vaudeviller uændret, prosaoversættelser (især de mindre) en anelse højere (20-25 og 15-20 Rbd.), mens han ville nedsætte betalingen fot mindre, oversatte syngespil (2 akter: 100 Rbd.; 1 akt: 50-60 [sideskift][side 1566]Rbd), ligesom omarbejdelser af den lyriske del af syngespil kun skulle honoreres med 120-150 (mod hidtil 160 Rbd) og for mindre end helaftens syngespil 40-100 Rbd (mod 110 Rbd). -Som en stramning ville Molbech have Indført, at helaftenstykker, der ikke Indbragte 200 Rbd (udenfor abonnementet), kunne henlægges. At skuespil, der ikke udfyldte en hel aftenforestilling, honoreredes efter 1. forestilling med "det halve fastsatte Honorar. Den anden Halvdeel tilstaaes og udbetales ham først da, naar Stykket ikke henlægges inden det er gaaet 6 Gange". Betalingen for syngestykker burde forhøjes, således at man enten betalte "1/5 af de første 6 eller 7 Forestillinger: eller man kunne vedtage et særskilt Honorar af 100^r til 150^r som betaltes Componisten, foruden det fælles Honorar [som hidtil]". - Betød regulativet af 1828 en minimal forbedring af store eller større skuespil, kunne Molbechs forslag steget vel betyde en stramning på grund af ændringerne ved udbetaling af det fastsatte honorar. Oversættelser for prosastykker sattes minimalt i vejret mens honorar for oversatte syngestykker blev beskåret: kun vedrørende originale syngestykker viste Molbech imødekommenhed. - Kirsteins forslag (udat., in Orig.Kgl.Res.nr.141 1832) blev stort set fulgt af Frederik VI: aftrykt i Overskou V 154-58. Det følger for så vidt regulativet fra 1828 så vel som Molbechs forslag, idet Kirstein udnyttede 1796-regulativets formulering: "en Aftens Skuespiltid, der skal regnes til 2 1/2 Time i det ringeste". Herefter blev Molbechs akt-inddeling fortolket som en tidsinddeling: 5 akter = 5/2 Timer; 4 akter = 4/2 Timer, etc. Molbechs idé om en skelnen mellem "fuld og halv Betaling" udnyttede Kirstein til sit egentlige kup, idet betalingen efter 1. forestilling gradueredes efter akter (= tid), mens den påfølgende honorering fastsattes ved en brøk af indtægten ved de første 5 forestillinger. Syngestykker favoriseredes således som af Molbech foreslået, idet der blev givet "en Forhøjelse af 1/2 af den ovenfor bestemte Andeel i de 5 første Aftenen Indtægt". Vaudeviller skulle for fremtiden honoreres som andre skuespil, mens oversættelserne blev betalt efter de af Molbech forelagte retningslinjer, blot udpenslet efter akt/time-betalingsprincippet. - Kirsteins liberalitet viste sig i bestemmelsen om, at stykker kunne henlægges, når aftenindtægten beløb sig til mindre end 180 Rbd. - I Overskous fremstilling lastes Kirstein for opfindelsen af minutregulativet og Molbechs accept heraf forekommer ham ubegribelig (V 158): Molbechs opstilling i nov. 1831 forklarer derimod meget bedre, hvorfor han i 1832 kunne acceptere det nye regulativ, thi Kirstein havde blot systematiseret nogle formuleringer og opstillinger, som Manthey og Molbech i 1831 mundtlig havde aftalt; således rakte Mantheys indflydelse udover graven! - Jeg skal ikke indlade mig i en længere diskussion med Overskou og andre om forfatterregulativets indhold eller betydning for leverance af stykker/oversættelser til teatret.

14.8.0 note 2

(2) Sagen i 1832 skal ses i lyset af sagen fra 1831. - Den 31.12.1830 ophørte "Kjøbenhavns flyvende Post" med at udkomme regelmæssigt: "fra Tid til anden [ville der] udkomme""Supplements=Blade til Kjøbenhavns flyvende Post" (nr.157). Det gjorde der så den 21.1.1831, men redaktør og udgiver var P.N. Jørgensen, som Printzlau ville drage til ansvar for det litterære bedrageri (Adresseavisen 22.1.1831). Da Jørgensen vitterligt havde forsynet sit "Supplement-Blad" med sit navn som udgiver truede han Printzlau med retssag (Adresseavisen 24.1.1831). - Efter [sideskift][side 1567]to omgange i Forligelseskommissionen sendtes sagen til LandsOver samt Hof og StadsRetten. Heiberg leverede koncepterne (Heibergs arkiv B) til Prlntzlaus skrivelser til forsvareren, og af det lange, utrykte brev af 12.4.1831 fremgår det, hvad han forstod ved et "literairt Bedrageri": "Hvis f.Ex. en Mand skrev og lod trykke en Bog, hvis Hensigt var at formaae Publicum til ved Pengebidrag at understøtte en Charlatans Speculationer, da kunde dette kaldes et borgerligt Bedrageri, udøvet ved literaire Midler. Men Indenfor Literaturens Enemærker at føre Publicum bag Lyset, ved at faae Læserne til at troe, at et Skrift er et andet, er et literairt Bedrageri i den af mig brugte Betydning. At forresten i det her omhandlede Tilfælde, det literaire Bedrageri tillige er et borgerligt Bedrageri, det indrømmer jeg gjerne, og herpaa gaaer jo ogsaa min Klage ud; men Udtrykket i sig selv involverer ikke denne Betydning, og den kan altsaa heller ikke udledes af mit Avertissement" (LOHS Domssager 11.7.1831). Dette kunne retten imidlertid ikke erklære sig enig i, hvorfor Printzlau idømtes censur ifølge forordningen af 27.9.1799 paragraf 20 (LOHS Domsprotokol 11.7.1831). - Det pinlige ved sagen blev, at Printzlau også var udgiver af Det kgl. Teaters Repertoire, som således ville blive underkastet politiets censur! Efter flere skrivelser mellem teaterdirektionen og Danske Kancelli samt begunstigende rettelser af Ørsted i Kancelliets forestilling blev LandsOver samt Hof og StadsRettens domskonklusion af 11.7.1831 endelig offentliggjort den 3.10.1831 (÷ Harald Jørgensens oversigt!), hvorimod ophævelsen af Printzlaus censur, hvad udgivelsen af "Det kgl. Teaters Repertoire" angik, forblev en hemmelighed (D.K. 2.Dept. Kgl.Res.nr. 91 1831).

14.8.0 note 3

(3) Det vigtigste materiale, Heibergs manuskripter, eksisterer nu ikke mere, på nær oversættelsen af "Les deux nuits", jf. s.524. Afgørelsen, som kongen traf, var tydeligvis et uundværligt kompromis.

14.8.0 note 4

(4) Jf. Seemanns rapport UjBr. 10.7.1833..

14.8.0 note 5

(5) Jf. Neiiendam Breve fra danske Skuespillere II 77, Blanc 59f.

14.8.0 note 6

(6) Først den 7.8.1833 indgik Kancelliet med en forestilling til kongen, der approberede bevillingen den 10.8.1833. - Repertoirelisten læses i Nystrøm I 151ff.

14.8.0 note 7

(7) Den 10.7.1833 havde Københavns Magistrat fremsendt G. Scheers ansøgning om at måtte spille vaudeviller på det ny teater på Nørrebro - i sommermånederne (I.B.nr.95). Den 16.7.1833 afviste teaterdirektionen dette andragende under henvisning til Kancelliplakaten af 25.7.1817.

14.8.0 note 8

(8) Konciperet af Kirstein: findestedet er in Kp!

14.8.0 note 9

(9) Se Otto Rub: Die dramatische Kunst in Danzig. Danzig 1894.

14.8.0 note 10

(10) Molbech noterede i sin lommebog den 10. okt. 1832: "læste i Red. Selskabet f. Maanedsskriftet min Artikel om det nyere franske Drama, Scribes "une faute" m.m. hvorimod N. David, som par force ikke vilde have dette Stykke ind i Maanedsskr. reiste en heftig Opposition, og gik sin Vei, da han mærkede, han ikke kunde faae sin Krig sat igiennem. Han lod siden i Protocollen indrykke en Erklæring, som jeg ingen Notice tog af" (NkS 439).

14.8.0. note 11

(11) Efter kort at have skitseret udviklingen i fransk dramatik langede Molbech ud efter den nyeste skole: "Hos den er det engang for alle afgiort: at Alt hvad der er ældre i Tiden, end Revolutionen, er slet og fordærvet. Deres Bestræbelse gaaer ud paa, at fremstille denne Slethed og Fordærvelse med de stærkeste Farver, og saaledes hylde hiint politiske System, hvis ledende Grundsætning synes at være: at Alt maa omvæltes, fordi Intet kan blive slettere, end det var, og den blotte Forandring er en Forbedring. - Denne Classe af franske Romanskrivere og dramatiske Digtere vogte sig derfor meget for at behandle noget Træk af den ældre franske Historie, der kunde vise Riddertiden, Monarkiet eller Lehnsvæsenet i et andet, sletteste Lys. Konger, som Ludvig den Hellige og Henrik den Fierde, Riddere som Bayard og Du Guesclin, Ministre som Sully og Colbert, ere hos dem ikke i Mode. Men Alt hvad der kan findes af Skiændsel og moralsk Fordærvelse, af Grusomhed og Troløshed, af Hoffets og de Fornemmes væmmelige Laster og bundløse Usædelighed, er et Yndlingsstof, som de gierne drage for Lyset og behandle i fortællende eller dramatiske Skildringer, hvori Konst og poetisk Harmonie maa vige for drøie, haandgribelige Træk og en mere stærk, end sand og skiøn Colorit. Ved saaledes f.Ex. at bringe Ludvig den Ellevtes Tyrannie og Skinhellighed, Bartholomæusnattens Blodbad, Henrik den Tredies feige Troløshed, det af Udsvævelser og Intriger lige fordærvede Hof under Huset Valois, Ludvig den Trettendes dorske Svaghed, Richelieus jernhaarde Herskesyge og Herskekraft, og flere Scener og Charakterer af lignende Art paa Skuepladsen: have de moderne franske Dramatikere paa eengang kunnet hylde det antimonarchiske Systems Grundsætninger, og tillige givet det mere regelmæssige Skuespil tiltrækkende Kraft hos et vist Publicum, der længe har været fortrolig med de mest stormfulde Scener i det virkelige Liv, og længe vant til i Melodramerne at see de rædsomste og blodigste Optrin fremstillede paa Skuepladsen. .. Det franske historiske Drama, endog i nogle af dets bedre Producter (saaledes som vi f.Ex. kiende det i "Henrik den Tredie og hans Hof", af Alexander Dumas [jf. s.503], og "Marskalinden af Ancre", af Alfred de Vigny) kan neppe regnes til meer, end Udartelsen af den dramatiske Digtekonst. Man maa heller ikke tænke sig, at den dannede Verden i Paris, selv naar den med øieblikkeligt Bifald seer deslige raat bearbeidede Skuespil opførte, over dem har glemt det franske Theaters classiske Digtere; om disse endog have været nær ved at fortrænges fra Scenen. Her udøve Tidsaanden, Moden og det, man undertiden meget uegentlig kalder Smagen, deres Herredømme, og nyde dettes korte, snart afløste Bifaldssolskin. En anden Sag er det i Literaturen, hvor der hører langt andet og mere til at vinde Nationens Yndest; men hvor denne heller ikke skifter saa let, som paa Skuepladsen". Om det franske lystspil, "udgaaet fra den talentfulde Scribe og hans Skole", skrev Molbech: " Man vil finde, at det nærværende franske Lystspil .. næsten i ethvert Land har fundet Indgang og god Modtagelse; og at den techniske Maneer hos denne Skole, det Korte, let Udkastede, flygtigt Angivne, der sielden giver Leilighed til en fuldstændig Udvikling af noget af de dramatiske Elementer, har faat meer og mere Overhaand, ikke blot i Lystspillet; men i den senere Tid ogsaa i det alvorlige Drama; hvoraf en ny Green, som vi strax komme til at omtale, har dannet sig under den umaadeligt productive Forfatters smidige Talent. .. Her er vel ikke Sted til at tale om det Scribe'ske Dramas gode og dets svagere Sider; men foreløbigt kan dog bemærkes, at det, som man veed, har meget nationalt, for den franske Nation og det franske Theater eiendommeligt; hvilket, hvor det fremtræder stærkest, kan giøre endeel, i Paris med stort Bifald optagne Stykker næsten ubrugelige paa andre Theatre, eller i det mindste der betage dem en stor Deel af deres Virkning. Det Middel, man i Tydskland jævnligen anvender for at neutralisere denne Nationalitet, nemlig at give de franske Vaudeville=Skuespil et tydsk Tilsnit, kan maaskee være beregnet efter tydske Theatres Tarv; men det giør, i det mindste under Læsningen af slige germaniserede Pariserdramer, en ofte meget ufordeelagtig og uheldig Virkning. Uden Tvivl er vel ogsaa den Regel, der for det meste følges hos os: at overføre de franske Dramer paa den danske Skueplads med saamegen Troskab i Indhold og Form, som et meget afvigende Sprogs Charakteer tillader, i det Hele at foretrække for den friere Omarbeidelse - til hvilken jeg dog ikke henregner den fornødne Fordanskning af Dialogen; ikke engang mangen Afrunding og Udfyldning af dennes korte Phraser og afrevne Udraab i enkelte Ord, som, ved umiddelbar Oversættelse i den danske Dialog, tidt bliver latterlige, tvungne eller feilagtige. Man kan overhovedet - selv i det man indskærper Agtelse for Mening, Stiil, Tone og Farve i de dramatiske Originaler - ikke nok advare mod den uheldige Indbildning: at en god Oversættelse ikke er andet end ordret, og at det kan benyttes som et Slags Stiiløvelse, at oversætte franske Skuespil for det danske Theater; i Stedet for at der til dette Arbeide udfordres ikke allene Fortrolighed med Skuepladsen; men ogsaa, at Oversætteren omtrent skriver ligesaa godt, ligesaa correct og flydende Dansk, som Originalens Forfatter skriver sit Modersmaal; hvilket, som bekiendt, er en temmelig almindelig Ting i den franske Literatur. Hos os nøies derimod den større Mængde med den Mening, at Modersmaalet kan skrives, som Enhver behager; siden enhver Bogskriver dog for det meste i 95 Tilfælde af 100 bliver forstaaet, og i al Fald ingen uden Læseren har Umagen, som dette koster. Til det særegne Nationale, der udmærker vor Tids, eller den nyeste franske dramatiske Literatur, (fornemmelig det alvorlige Drama) og hvis Overførelse paa et fremmedt Theater hverken ubetinget kan anbefales, eller rose, hører den Overdrivelse i alle Midler til at frembringe Theater=Effect, den Overspænding, eller Udspænden til det yderste, af alle dramatiske Forhold og Situationer - den Ødslen med de skarpeste Pirringsmidler, og den Anvendelse af de stærkeste Indgifter af drastiske Simplicia og Composita paa Scenen, hvorved det virkelig kunde synes, at de franske Dramatikere af en vis Classe (hvortil ogsaa den nye romantiske Skole, vi ovenfor omtalte, kan henføres) havde til Hensigt, radicalt at curere deres Theaterpublicum for dets bestandig stigende Materialisme eller sandselige Smag i Konsten. Det er i det mindste ikke saa let at begribe, hvorledes man vil drive det videre i at pirre de sløvede Theaterorganer hos et Publicum, end ved at bringe Udøvelsen af de groveste Laster og Forbrydelser, og Billeder af de yderste Grader i menneskelig Fordærvelse og menneskelig Elendighed og Fornedrelse, paa Scenen - for ikke at tale om Feltslag og Krigsscener, Fegtninger med Geværild, Henrettelser ved Guillotinen, Keiser Napoleons Levnet og Endeligt, Julii=Revolutionen og Optrin af den regierende Konges Levnet m.v. .. Man synes saaledes paa den ene Side i Skuespillets eller Drama'ets historiske Element, eller i de dramatiske Fremstillinger, for hvilke et factisk Stof ligger til Grund, at ville nærme sig meer og meer til en Sammenblanding af det Virkelige med det Digtede, af det Nærværende med det Forbigangne, hvorved ogsaa i den henseende al Idealitet i Skuespillet udslettes, og den dramatiske Konst tilsidst maa blive til en plump, materiel Efterligning af den groveste Realitet, en Gientagelse af det, vi have seet i Gaar eller i Forgaars at foregaae for vore Øine. - Paa den anden Side driver man i Frankrigs ligeledes denne crasse Theater=Realisme til dens yderste Grændse i Fremstillingen af Dramaets psychologiske Element; eller man antager, at alting er tilladet, alting anvendeligt og repræsentabelt paa Bræderne, hvad der blot, som det hedder, er naturligt. Men, i Stedet for at den tydske Skole, som man har givet Navn efter Iffland, søgte en lignende Naturlighed og Interessen af dens Fremstilling i det tydske Huus= og Familielivs Sphære, hvor drøi Ærlighed, Reenhed i Charakterer og Sæder, Godmodighed og Hiertelighed i Følelser og Forhold traadte frem, i Modsætning til ligesaa drøie Lyder, og til haandgribelige Laster og slette Handlinger, med deres, tilsidst behørigen afstraffede Ophavsmænd - søger den nærværende franske Skole særdeles at giøre Naturligheden piquant, og at krydre den dramatiske Interesse ved delicate, slibrige og ukydske Situationer. Man søger at holde denne Interesse spændt ved Prøven paa, hvor langt Drama'et, eller dets Forfatter, kan vove sig ud paa den stedse tyndere Iis, uden at denne omsider brister, og den Sømmelighed eller Moderation, som man endnu fordrer paa den franske Scene, gaaer under. For ikke længe siden hændtes dette dog Scribe selv med et Drama (Dix années de la vie d'une femme) hvori Forfatteren vilde paa Bræderne fremstille den qvindelige Natur i den yderste Grad af sædelig Udartning og Fordærvelse. Man fandt Farverne alt for stærke og alt for levende, og Stykket blev optaget med Mishag. En heldigere Skiebne har det versificerede Drama havt, som er et af Victor Hugos nyeste Digterværker; og hvori denne eccentriske Forfatter omtrent har brugt ligesaa stærke og drastiske Effect=Midler i Skuespillet, som de, han har anvendt i sin nyeste Roman "Notre- Dame de Paris", hvis Aand og Maneer undertiden minder temmelig stærkt om Hoffmann" (Bl. Skr.Bd.2. s.352-358).