>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Ni og fyrretyvende Saison, 5. September 1796 til 19. Mai 1797, side 667-692]

[Oversigt over repertoiret 1796-97]


[side 667]Bestemmelsen af Forfatter-Honorar bragte Directionen jævnlig i megen Forlegenhed, da Ahlefeldt sædvanligt havde betalt originale Forfattere vilkaarligt og særdeles rigeligt, uden at tage Hensyn til det for 25 Aar siden givne Regulativ, som desuden slet ikke indeholdt nogen Fastsættelsee angaaende Oversættelser. For at sikkre sig imod de Fordringer, som Enhver gjorde forskjelligt, i Forhold til det, der, efter hvad han vidste om tidligere Betalinger, af ham paastodes at være Vedtægt, fik Directionen udfærdiget følføl-gende [sideskift][side 668]gende Regulativ, "der ikke maatte overskrides uden særdeles kongelig Tilladelse":

"1. Originaler.
1) For en Comedie eller Tragedie, som udfylder en Aftens Skuespiltid, der skal regnes til 2½ Time i det ringeste, enten tredie Aftens Indkomst, eller 400 Rdlr.
2) For et Skuespil, der ikke udfylder oven bestemte Tid, ei ringere end 3 Acter 200 -
3) For et Skuespil i 2 Acter eller 1 Act 120 -
4) For et Syngespil, som udfylder en Aftens Skuespiltid, enten tredie Aftens Indkomst eller 400 -
5) For et Syngespil, som ikke udfylder en Aftens Skuespiltid 200 -
2. Oversættelser.
a) Fra Vers i Vers.
6) Et Skuespil i 5 Acter betales med 100 -
7) Et Skuespil i 3 Acter med   60 -
8) Et Skuespil i 2 Acter eller l Act med   30 -
b) Fra Vers i Prosa.
9) Et Skuespil i 5 Acter betales med   50 -
10) Et Skuespil i 3 Acter med   40 -
11) Et Skuespil i 2 Acter eller 1 Act med   20 -
c) Fra Prosa i Prosa.
12) Et Skuespil, som udfylder en Aftens Skuespiltid   40 -
13) Et Skuespil, som ei udfylder en Aftens Skuespiltid, ei ringere end 3 Acter.   25 -
14) Et Skuespil i 2 Acter   20 -
15) Et Skuespil i 1 Act   15 -
[sideskift][side 669] d) Syngespil.
16) For Oversættelsen af et Syngestykke, som udfylder en Aftens Skuespiltid, saaledes at Ordene passe til Musiken 140 Rdlr.
17) For Oversættelsen af et Syngespil i 2 Acter 120 -
18) For Oversættelsen af et Syngespil i 1 Act 100 -
19) For Omarbeidelsen af den lyriske Deel af et Syngespil, der udfylder en Aftens Skuespiltid, og Oversættelse af det Øvrige 160 -
20) For samme Behandling af mindre Syngestykker 110 -"

Da fuldt Huus indbragte 450 Rdlr., var det særdeles liberalt, at den bestemte Sum, som Forfatteren kunde forlange istedetfor tredie Aftens Indtægt, ansattes til 400 Rdlr.; thi det var let at indsee, at han kun vilde vælge at blive betalt paa denne Maade naar han ikke turde vente, at hans Stykke vilde faae stærk Søgning ved tredie Forestilling. Ogsaa vare Fastsættelserne af Betalingen — da den erlagdes i Courant, saa at 10 Rdlr, var 8 Specier — i det Hele meget rundelige; ja for Oversættelsen af Syngestykker gaves endog mere end nu, endskjøndt Musiken til hvad man dengang kaldte et stort Syngestykke baade havde langt mindre Omfang og frembød meget færre Vanskeligheder for Oversætteren, end Musiken til et i vor Tid ganske almindeligt Syngestykke. Det Forhold, hvori Betalingen bestemtes efter Præstationernes Forskjellighed, viste imidlertid, at Directionen ingenlunde havde skaffet sig den tilbørlige Indsigt i et af Theaterbestyrelsens vigtigste Fag. Saaledes var der ingen Fornuft i, at et Stykke, der, ved at være i tre Acter, maatte udfylde mere end den halve Skuespiltid og derfor ei alene burde antages [sideskift][side 670]for at blive Theatret gavnligere end det, som kun udfyldte den halve, men tillige i næsten den samme Grad vilde fordre Idee, Plan, Charakteeropfindelse og Udarbeidelse som det, der udfyldte en heel Skuespiltid, kun betaltes med det Halve af hvad der gaves for dette; der gjordes vel en Forskjel i Betalingen for Oversættelser i 2 Acter og i 1 Act, men ikke for Originaler i 2 Acter og i 1 Act, hvorvel disse, ved den kunstneriske Behandling, førte til langt større Forskjellighed i Værd, end det, efter en anden Maalestok let angivelige, større eller mindre Routinearbeide kunde give Oversættelserne; der var for baade Text og Musik til et Syngestykke ikke bestemt mere end for et Skuespil af lige Varighed, hvilket røbede liden Erkjendelse af, at Syngestykket kunstmæssigt maa betragtes som en selvstændig dramatisk Digtart, og stor Uvidenhed om endog den blotte Tidsanvendelse, en god dramatist Composition koster; et originalt Syngestykke, som ikke udfyldte en Forestilling skulde betales med det Halve af hvad der gaves for et, som udfyldte den, medens man ved oversatte Syngestykker, som ikke udfyldte Forestillingen, gjorde Forskjel paa, om de var i to eller tre Acter; og for Omarbeidelsen af den lyriske Deel af et fremmed Syngestykke betaltes mere end for den Musiken tilpassede Oversættelse, uagtet just denne tvertimod bør betales betydeligt høiere end Omarbeidelse, da det — som i det mindste Thaarup, der havde oversat et Par Syngestykker, burde have vidst og gjort opmærksom paa — er langt vanskeligere at oversætte til en given dramatisk Musik, naar Originalens Mening og poetiske Aand skal bevares og Texten falde flydende og syngelig efter de musikalske Phraser, end at gjøre en Omarbeidelse, hvorved fornuftigviis ikke kan forstaaes andet. [sideskift][side 671]end Omskrivningen af et fremmed Syngestykkes allerede componerede Musiknumere, for at de, i en af Omarbeideren selv valgt rhythmisk Form, skulle paany componeres af en dansk Komponist. Saamegen almeen Anerkjendelse, der end ydedes Regulativets liberale Aand, fremkaldte ogsaa Bestemmelsernes Forhold til hverandre megen Dadel, fornemmelig af Pram, Heiberg og Guldberg. Den Første gav endog, i et Brev til Kierulf, sit Mishag Luft i følgende Udtryk: "Det er ikke nok, at Love gives af et godt Hjerte; de skulle skrives af en god Forstand. Og maa jeg saa spørge: er der Forstand i denne Ting? Troer Directionen, at den har faaet al dramatisk Kyndighed ind i sig med Thaarup, saa tager den storligen feil. Han kan skrive meget skjønne Idyller, det skal jeg være den Sidste at bestride; men naar har han viist mindste Begreb om hvad en godt componeret dramatisk Handling er? om at finde paa en ny Charakteer og hvordan man skal stille flere Charakterer sammen saadan, at de faae Leilighed til mere og mere at vise sig for Publikum, uden at bet mærkes, at Forfatteren har lagt an paa at trække dem frem? hvor har han ladet see, at han har Tanke om, hvorledes en smuk, fuldstændig og fornuftig Opløsning skal forberedes og gaae for sig paa en naturlig Maade? og veed han hvilken Møie det koster, at faae dette bragt istand? Alt saadant har han jo aldrig tænkt det bitterste over; af hans Stykker skal man i det mindste ikke see det. Var det saa ikke rimeligt, at Directionen havde spurgt sig tilraads hos Rahbek, mig eller Heiberg, der ikke ere gaaede løs paa at gjøre Comedier førend vi havde grundigt studeret de dramatiske Regler hos de bedste Dramaturger? Vi vilde have sagt den, hvad der er en Sandhed, at der ikke imellem et Femacts- og et[sideskift][side 672] Treactsstykke er saa megen Forskjel i Materiale, Plan, Indretning og Udførelse, at man, uden at røbe Vankundighed i den dramatiske Digtekunst, kan sætte Betalingen for det Sidste til kun det Halve af hvad man byder for det Første. Endda seer det galere ud med Betalingen for Oversættelser. Jeg veed nok hvad det har at betyde at oversætte Syngestykker til en fransk Musik, især siden de nu i mange Numere lade fire, fem Personer synge snart imellem hverandre og snart paa eengang om forskjellige Ting, endogsaa mange Gange for at fortælle hverandre Noget, som ikke er let at faae til at passe efter visse bestemte Noder. Spørg Thoroup om det ikke har været ham ti Gange lettere at paraphrasere Lyriken i "Hemmeligheden", end om han skulde have oversat den under Vachons, som jeg troer, i Paris udpebne Musik. Jeg er bange for, at han vil lee, naar man behøver at gjøre ham det Spørgsmaal, ligesom han ganske upaatvivlelig vil lee, naar han faaer 10 Rdlr, mere for sin lette Paraphrase end han havde faaet for den vanskelige Oversættelse, og sikkert vilde have jamret sig om Stykket havde været i to Acter og han ikke fik mere end han nu faaer, da det er een. Er der Forstand i det? Nu er denne Lov der engang, men det er dog Jammerskade, at Directionen, naar den saa aabenbart har havt Sind til at ville det Gode, ikke har søgt Hjælp hos Kyndighed, for ogsaa at komme til at gjøre det Rette."

Hauch drev ideligen paa at faae mange Stykker ind i Repertoiret; "naar man skulde have nok til at skifte med og ikke komme i Forlegenhed med Kassen, maatte Alle være villige til rast at lære nye Roller og spille tidt i de Stykker, som Directionen saae, at der vare indbringende."[sideskift][side 673] Kun de, som forekom hans Ønsker i denne Henseende, kunde haabe at see Beviser paa hans Gunst, ved at den butte, korte Tone, hvori hans Høflighed mod Personalet almindeligen udtrykte sig, antog nogen Venlighed, naar han henvendte sig til dem; de, som fordrede Uger for at lære en betydelig Rolle, fire, fem Prøver paa et Stykke, hvori de vare en Hovedperson, eller Hvile efter Anstrengelse i flere paa hverandre følgende Forestillinger, maatte ikke vente andet, end at see deres Buk for Chefen gjengjældt med en dem i hurtigt Forbigaaende med fremmed Mine let tilkastet hilsende Hovedbevægelse; saae de sig ofte nødsagede til at komme med Indvendinger, kunde det endog være, at de en Dag bleve kaldte op i Regisseurens Lukaf, for i hans Nærværelse at modtage en meget alvorlig Formaning om at vise større Flid, eller — naar det ikke gjaldt et Syngestykke, men et Skuespil, "hvori man dog vel kan beregne, hvad en Mand med en taalelig Hukommelse kan lære i tre Timer, som en Acteur altid hver Dag kan have til sine Rollers Memorering", — at faae en drøi Irettesættelse. For endmere at paahaste denne Hidsen, der allerede havde ført til, at Publikum klagede over Forestillingernes Usikkerhed, saa at Directionen strengt maatte indskærpe Instructeurerne Tilsyn med Prøvernes Præcision, blev der inden Saisonnens Begyndelse bekjendtgjort for Personalet, at da Indtægten i afvigte Vinter havde beløbet sig til 40016 Rdlr., uagtet Theatret havde været lukket i en Uge, ansaae Directionen 41000 Rdlr, for hvad der i en Vinter burde indkomme, og havde fundet sig foranlediget til at tage kongelig Resolution paa, at der af det, som Indtægten maatte overstige denne Sum, maatte tages 11 til 1200 Rdlr. aarlig og uddeles som Douceur til de 10 Spillende, [sideskift][side 674]der havde udført det største Antal Roller. Denne Gunst blev optaget med megen Kulde, da blot 10 kunde saae Deel i den, og selv de, der turde haabe at blive iblandt dem, kun fandt liden Rimelighed for at den Indtægt, som Directionen forlangte at burde indkomme, vilde blive oversteget med 1200 Rdlr. Imidlertid var Udsigten til en Douceur givet, og det Fomuftige i at fremme Theatrets Velgaaende ved en saadan Opmuntring, men tillige at give hele Personalet Adgang til ved Flid at opnaae den, fordi Enhver kunde efter sin Evne indvirke paa Tjenestens Gang, havde saa mange Talsmænd, at Directionen snart fandt sig foranlediget til at forhøie Summen og at give endog Figuranterne Deel i den saakaldte "Saisons-Douceur."

Henimod Saisonnens Slutning blev der stor Glæde iblandt Personalet ved en anden kongelig Resolution. Det for 26 Aar siden ved Sarti opnaaede kongelige Tilsagn om, at Acteurerne efter 20 Aars Tjeneste skulde erlange dem convenable Betjeninger, var altid kun blevet omtalt med Bitterhed, som en Spot, der var viist Skuespillerne, og dobbelt haanende ved at den endog skulde være dem en stor kongelig Naade. Qvindekjønnet kunde slet ikke faae Gavn af det, og da Schwarz, en anseet og dannet Mand, havde i Numsens Tid forlangt dets Opfyldelse, havde man, foruden at svare, at hans Tjenestetid ikke endnu berettigede ham til dette Forlangende, ladet ham forstaae, at man ogsaa aldeles ikke for en udtjent Acteur vidste nogen anden Betjening, som igjennem de kongelige Collegier kunde opnaaes, end en Visiteurpost i Kjøbenhavn eller et Toldinspecteur-Embede i en af Smaakjøbstæderne. I de sidste Aar havde Musted, Schwarz, Bech, Thessen og Elsberg, efter Aftale, kun for at tirre ved idelige Mindelser, saa [sideskift][side 675]snart et indbringende Embede i Post- eller Toldvæsnet var blevet ledigt, ansøgt om det, paa Grund af deres mere end 20aarige Tjeneste og med indtrængende Bøn om, at det kongelige Tilsagn, ifølge hvilket de efter den skulde faae en Betjening, "som enhver god Medborger kan ønske og attraae", for første Gang maatte komme til Opfyldelse for Ansøgeren. I Saisonnens Begyndelse bad nu ogsaa Gjelstrup, i en meget spydig Skrivelse, at Hauch til Hs. Maj, vilde gjøre Forestilling om, at der "paa Grund af at han var beheftet med en incurabel Underlivssygdom, som hindrede ham i at betræde Theatret, men ikke i at ride, naar han kunde staae af efter sin Leilighed, nu allernaadigst maatte forundes ham godt af Kongl. Majestæts allernaadigste Løfte, det han alligevel i næste Aar havde forhvervet sig Ret til at faae opfyldt, saa at han allernaadigst blev aflagt med et Levebrød som Skovrider, hvilket han allerunderdanigst formeente sig at være vel skikket til at forestaae med Dygtighed, siden han fra unge Aar havde lagt sig efter alt hvad som Skov og Landvæsen angaaer." Hauch, der allerede havde ærgret sig meget over at Gjelstrup, da han havde troet at kunne tvinge ham til at spille, ved at paalægge ham at holde sig inde under Sygdommen, strax med en Lægeattest havde godtgjort, at just Sygdommen krævede, at han stadigt gik ud, blev meget opbragt over dette Brev og viste det til Flere, med Beklagelse over, at han ikke kunde finde noget Middel til at bringe denne halsstarrige Mand til at gjøre Tjeneste og derfor var nødsaget til at lade adskillige meget søgte Stykker henligge. Rosing tog deraf Anledning til at yttre, at han nok vidste hvorledes Directionen baade kunde faae Gjelstrup til at gjøre sin Pligt og blive fri for alle lignende Ansøgninger [sideskift][side 676]i Fremtiden. Paa Hauchs Forlangende om en Forklaring underrettede Rosing ham nu om, at Ahlefeldt, som især var bleven bestormet med det Slags Ansøgninger, havde selv fundet, at det kongelige Tilsagn ei alene vanskeligt kunde opfyldes, baade fordi der virkelig kun fandtes saa gode Embeder, som en Mand, der i 20 Aar blot havde levet for Theatret, var brugelig til, og fordi dette derved vilde komme til at miste netop sine Allerdygtigste, men tillige var en Uretfærdighed, da det aldeles udelukkede Qvindekjønnet, som var ligesaa berettiget og i Almindelighed mere maatte ønske, efter saa lang Tjeneste at gaae af og da i høiere Grad saae sig udsat for Trang. I sin redelige Iver for Personalets Vel, hvilken det tun altfor lidet havde villet erkjende, havde Ahlefeldt med ham overveiet, om det ikke skulde være muligt at gjøre Fyldest for Tilsagnet paa en anden Maade og saaledes, at hverken Theatret skulde blive udsat for at miste Kunstnere, som det maatte ønske at holde paa, eller Qvindekjønnet være udelukket. Han (Rosing) var kommen til den Mening, at det Hensigtsmæssigste vilde blive, at en Kunstner eller Kunstnerinde, som havde tjent den fastsatte Tid, skulde da og derpaa for hvert femte Aars fremdeles Tjeneste have en Benefice. Dette havde vundet Ahlefeldts Bifald, kun at han troede, at Tjenestetiden maatte fastsættes for den første Benefice til 25 Aar. Han havde ogsaa allerede med megen Iver begyndt at indlede Sagen hos Kronprindsen, men da han just dengang erfarede, at Schwarz tilligemed nogle Forfattere havde oplagt Raad, for at styrte ham, var han bleven saa opbragt, at han aldeles havde undslaaet sig for videre at fremme noget af Skuespillernes Anliggender, da han troede, at det vilde de vel selv bedst vide at gjøre, [sideskift][side 677]naar de bleve deres egen Direction. Rosing meente nu, at dersom Hs. Ex. skulde finde det rigtigt, at optage Ahlefeldts Forsæt, da vilde Gjelstrup nok melde sig til Tjeneste for ogsaa at nyde godt af denne Foranstaltning, og Directionen blev, om ikke engang det kongelige Tilsagn tilbagekaldtes, ganske vist befriet for at faae nogen Ansøgning, som var grundet paa det. I Directionen mødte Hauch ingen Indsigelse, da han fremkom med dette Forslag som sit, og Schwarz havde ikke saa snart faaet det at vide, førend han med megen Varme bad ham, endelig at gjøre sig en evig Fortjeneste af den danske Skueplads, ved at udvirke en den og dens Personale saa velsignelsesrig Bestemmelse. Saaledes skete det, at der den 22de Novbr. nedkom en kongelig Resolution, ifølge hvilken: Skuespillerne og Solodandserne af begge Kjøn, naar de havde tjent 25 Aar, skulde hvert femte Aar, saalænge de vedbleve at tjene, tilstaaes Indtægten af et Skuespil som Benefice. Denne Naadeshandling, som Musted var den Første, der kom til at nyde godt af, vakte for en lang Tid stor Livlighed og Lyst hos Personalet, og førte ganske til det af Rosing opgivne Øiemeed, undtagen med Hensyn til Gjelstrup, som ikke derved fandt sig bevæget til at betræde Scenen, men kun lod det blive ved, ikke at indkomme med flere Andragender om Befordring til en anden Stilling. Hvad Directionen ikke tænkte paa at undgaae, men som den allerede et Par Aar efter mere og mere kom til at føle det Skadelige i, var, at disse meget fornuftigt opmuntrende Alderspræmier sattes i Beneficer og saaledes betydeligt forøgede de med disse forbundne Ubehageligheder.

Af de Nyheder, der i denne Saison skyldtes Directionens Valg, skulde man ingenlunde antage, at dens ToTo-trediedeel [sideskift][side 678]trediedeel bestod af en dramatisk Digter og en Æsthetiker: kun i "Den snedige Brevvexling" af Revolutionsmanden Fabre d'Eglantine var der, ved en moersomt gjennemført Intrigue og adskillige pudseerlige Situationer, en livlig Lystspilnatur; forresten var Valget faldet paa en i sig selv ikke comisk og for den danske Skueplads aldeles upassende stor engelsk Comedie: Cumberlands "Lykkens Hjul", og fire rørende sager af det allerplatteste Slags. Iffland dominerede med to Femactsstykker, men endog det bedste, "Advokaterne", var et af hans grelleste, meest kluntet udførte Familiemalerier med absolut gode eller onde Personer af en yderst triviel Natur. — Derimod bragte en ny dansk dramatisk Forfatter Skuepladsen et Værk, der ei alene i Aand og Charakteerudførelse var ægte nationalt, men ved Form og scenisk Behandling et, især i de fire første Acter, saa ypperligt Theaterstykke, som ingen Dansk endnu havde skrevet. "Niels Ebbesen af Nørreriis" var et paa den Tid, da de fremmede Nationaliteters uhyre Kampe satte Gemytterne i levende Bevægelse og der dog ikke med Hensyn til Holsteen var nogen Betænkelighed ved at bringe det paa Scenen, særdeles lykkeligt valgt Æmne, og hvorvel Forfatteren havde store Vanskeligheder at overvinde, ved at Handlingen nødvendigen maa tabe i Spænding og Energie efter at Grev Geert er dræbt, var Planen anlagt meget dramatisk og udviklet i naturligt fremkommende store, kraftfulde og den danske Folkeaand gribende Situationer. Den jævne, djærve, dannissindede jydske Riddersmand, hans rolige, snarraadige, faste og kjærlige Hustru, og den stolte, herskesyge, i Tanke og Daad høitflyvende Erobrer Grev Geert ere tre herlige, med stor Bestemthed og digterisk Styrke skildrede, Charakterer. Sæderne, Sproget, Tonen og [sideskift][side 679]Personlighederne have langt mere Danskhed, dybere poetisk Grund og et baade kraftigere og sanddruere historisk Præg end i "Dyveke." Tages Hensyn til Nationalinteressen og Tidsskildringen i Sprogets Behandling og Personernes Charakteer, da maa vistnok "Niels Ebbesen" betragtes som det første virkelig dansknationale Sørgespil. Desto mærkeligere fandt man det, at Digteren, Sander, var født i Itzehoe, tydsk Student, først siden sit 20de Aar bosat i Kjøbenhavn og hidtil kun bekjendt som tydsk Forfatter. Overraskelsen ved at en Holstener forherligede Dannemandens Drab paa den mægtige holsteenske Greve, at den tydske Lærde skrev et Sprog, der i reen, ægte Danskhed, ja endog ved en særdeles naturlig Klang efter Kæmpevisernes Tone, havde en eiendommelig Skjønhed, og at en 40aarig Mand pludseligt fremtraadte som Digter med et fortræffeligt Nationaldrama, var saa stor, at man kaldte Sander "Niels Ebbesens utrolige Forfatter", og ymtede om, at han skulde have fundet Stykket iblandt Samsøes literaire Efterladenskaber, endskjøndt det for Enhver, der blot nogenlunde er istand til at opfatte en Digtnings Særegenheder, maatte være klart, at netop Samsøe vilde være en "utrolig" Forfatter deraf; thi, uden at tage Hensyn til at han maatte have skrevet det førend Dyveke, siden dette var hans sidste Arbeide, og da upaatvivlelig vilde have ladet et saa vellykket værk komme for Lyset inden han aabnede sin dramatiske Forfatterbane med et, hvilket han, som Digter, maatte føle at være langt svagere, saa er der, i Sprog. Charakteerskildringer og poetisk Aand, en saa stor Forskjellighed imellem disse to Sørgespil, at de ikke, saa nær efter Hinanden, kunne være udgaaede fra een og samme Conceptionsevne. Udførelsen af Hovedrollerne [sideskift][side 680]var uovertræffelig. Schwarz syntes som skabt for Niels Ebbesen. Allerede ved sin stærke, lavstammede, faste Figur, sit ædle, patriarkalske, men dog i Affect livfulde Ansigt, sin malmfulde, for Udtrykket af alle mandige Følelser let bøielige Talestemme og de raske, freidige Bevægelser i den prunkløse, af Huusflid tilvirkede og kun i Snittet ridderlige, Dragt var han den fri, mægtige og daadkraftige Jorddrot. Og at Datidens jydske Ridder skulde være dette, og Skuespilleren derfor, uden at forraade mindste Higen efter Bram, kun søge Effect i Fremstillingen af en stor, sig sit eget Værd næsten ubevidst, høittænkende og varmtfølende Menneskenatur, det var hans Opfattelse, som han ved en mageløs Udførelse gav en imponerende Virkning. Den naturlige og simple Værdighed, Jævnhed og rolige Kjærlighed, som hvilede over hans hele Væsen i Hjemmet; den høie Sindighed, hvormed han paa Dannehoffet begyndte sin Tale, den henrivende mandige Energie, der imod Slutningen, da han i brændende Kjærlighed til Fædrelandet ængstes for at Forsamlingen vil forsage, lagde Marv i hvert af hans Ord; den vældige Kraft i hans med profetisk Harme udslyngede sidste Advarsel: "Vælger ham, og Danmark er ei mere!", og den glade Heltero, hvormed han gjør sig rede til Kampen, da den er besluttet; endelig: den Høihed, der under hans Scene med Geert var udbredt over Udtrykket i alle dets Vexlinger fra de stille, klare Forestillinger om Danmarks Ret til de heftigste Udbrud af Brede, den stolte Haan imod Fredløsheden og den faste Undsigelse, — alt Dette gjorde ham saa uopnaaelig, at han i denne Rolle aldrig har havt og neppe heller nogensinde vil kunne faae sin Mage. Mad. Rosing var ganske en saadan Ebbesens værdige Hustru: høi Rolighed, en stille, inderlig DeelDeel-tagelse [sideskift][side 681]tagelse, som mindre aabenbarede sig i Ord, end i Blik og Mine, Fromhed forenet med Energie, og naturlig qvindelig Værdighed udtrykte sig i hendes hele Væsen; naar hun med opmærksomt Øie for Alt omkring sig, midt under Faren, vendte sig til en huuslig Syssel, følte man, at hun med sin hele Tanke og Idræt var hjemme paa Borgen Nørreriis og dens Arnes kjærlige Aand; i hendes Tone til Niels laae en saadan rolig Tillid og aaben Fortrolighed, at det stod klart for Tilskueren, hvorledes dette herlige, bramfri Par saaledes havde samlevet sig, at den Ene ganske kjendte den Andens Sind og Følelse, saa at deres gjensidige Kjærlighed var dem en Vished, hvilken de ikke tænkte paa hverken at bekræfte eller at høre bekræftet med stærke Yttringer. Med Marie Smidths blide, høviske og stille sværmerske Frøken Estrith, og Lindgreens ærlige, kjække, sit Herskab i Liv og Død hengivne Claus Breide dannede den gjæve Borgherre og hans forstandige Huusfrue et henrivende Billede af Middelalderens danske Ridderliv. Som Schwarz, saaledes Rosing: han var som Grev Geert en saa storartet historisk Skikkelse, at ingen af hans Eftermænd, som alle vare af Scenens Første, i blot enkelte Momenter, endsige i det hele mægtige Charakteerbegreb, som hans levende Phantasie havde indgivet ham, og i den mageløst sammenholdte mesterlige Udførelse, har kunnet naae ham. Den Aandsstorhed, han iførte sit hele Væsen, hævede Charakteren op til en Mægtighed og Uimodstaaelighed, som gav Ebbesens Holdning ligeoverfor ham det urokkelige Heltemods fulde Virkning og gjorde hans Drab til en forbausende dristig Daad af udødelig Fortjeneste. Endnu mange Aar efter at Rosing sidste Gang spillede Venne, som han kaldte den, "lille Rolle, som han aldrig vilde faae [sideskift][side 682]Bugt med efter sin Tanke", var det hos gamle Theaterbesøgere i frisk Minde, hvorledes han, ved den rystende mørke, dæmpede Tone, brudt af de indholdsrige gyselige Pauser, da han, staaende ved Vinduet, grublende giver sine skjulte Tanker Ord, og ved det Hemmelighedsfulde og Stille i sin Gang frem og tilbage i det svagt oplyste Værelse, satte Tilskuerne i en besynderlig ængstende Følelse, idet de ligesom saae Billeder af hans morderske Færd dukke frem og onde Aander omgive ham. Da det Tragiske, selv hvor det saa lidet hævede sig over det sunde og kraftfulde Rørende og steg til Pathos og poetisk Høihed, var Personalet i det Hele temmelig uvant, fik de mindre Roller vel ikke en Udførelse, som ret kunde bringe dem i Samklang med de tre store saa poetisk udkastede Charakteerbilleder; men det rigelige Udstyr var med særdeles Omhu costumerigtigt behandlet, og Totalvirkningen blev saa skjøn, al Stykket gjorde stor Lykke og —, uagtet ei alene Almeenheden, men de Kunstdommere, som enten ikke kunde med deres Begreb om det Tragiske komme ud over det Larmoyante, eller gjerne vilde forholde den endnu levende og tillige noget opblæste Sander hans fortjente Triumf, foretrak "Dyveke", — blev erkjendt at være en herlig Prydelse for Nationalskuepladsen.

Med Hensyn til det Musikalske var Theatret i denne Saison kommet paa sit rette Omraade: alle fire Nyheder vare livlige Syngestykker, som laae fortræffeligt for de Rollehavendes Evner, og derfor bleve indstuderede med en Lyst til Arbeidet og Sikkerhed paa god Modtagelse, der ledede til en i det Hele flink og fyrig Udførelse. Der hændte hvad der aldrig var hændet, og ogsaa neppe nogensinde oftere vil hænde: at de tre af de fire nye Syngespil vare af een Componist, der endydermere nu var at ansee [sideskift][side 683]som dansk, nemlig Kunzen; og alle gjorde glimrende Lykke. Denne meget aandsdannede Mand, der med en rig Phantasie forenede den ædleste Smag og det fuldkomneste Herredømme over sin Kunsts Midler og Former, var ei alene uudtømmelig paa originale, interessante og gratiøst flydende, for Sangeren letliggende. Melodier, men forstod at opfinde dem saa fortræffeligt overeensstemmende med den Syngendes Charakteer og den givne Situation, at hans Theatermusik altid var baade ny og ægte dramatisk i ethvert Numer af ethvert af hans Værker. Dette viste sig paa det herligste i disse tre Arbeider, der, alle af een musikalsk Kunstart, overraskede ved mærkelig Forskjellighed i Tone og Udtryk. "Hemmeligheden", et moersomt Eenacts-Stykke, oversat fra Fransk, havde i smaa nydelige Numere Præget af landlig Munterhed og Skjelmerie i "Viinhøsten" — allerede Aaret for opført i Tydskland, — med Chor og store Finaler, var ogsaa af elskelig landlig Charakteer, men behandlet i en bredere og fyldigere Stiil, ei alene i de alvorlige Partier, som vare af henrivende Virkning, men ogsaa i de af Overgivenhed og Lune gjennemstrømmede comiske Numere; og i "Dragedukken", et Stykke, i hvis fire Acter Falsen har behandlet en fattig Skomagerfamilies huuslige Gjenvordigheder og givet et Par ret moersomme Situationer, men ingenlunde nogen gjennemgaaende god Syngespiltext, tolkede den geniale Componist inderlig Følelse, Bekymring. Gemytlighed og jublende Glæde i saa folkelig skjønne Melodier, som om Tonerne trængte frem fra den kjøbenhavnske Almues Hjerte, hvad der i høi Grad bidrog til at dette Syngestykke, saalænge det holdtes paa Repertoiret, var, i al sin Simpelhed, et af de meest almeenyndede. Men der skete ogsaa disse fortræffelige Arbeider Fyldest i baade Spil og Sang: [sideskift][side 684]Ensemblet havde en saadan Livfuldhed og Runding, og Hovedrollerne vare besatte med saa mesterlige Fremstillere, at den glimrende Virkning ikke kunde forfeiles. Knudsen var imidlertid for Publikum den Første i dem alle tre: hans listige, snu, forliebte Birkedommer i "Hemmeligdeden"; den i sin glade Drukkenskab og ved den vigtige, adstadige Mine, hvormed han søgte at skjule den, Høist pudseerlige Skolemester i "Viinhøsten"; og den brave, stræbsomme, for sine Kjære dybt bekymrede, men af Naturen inderlig gemytlige og joviale Mester Olsen, vare tre ved Originalitet, Lune og Naturlighed saa udmærkede Charakteerbilleder, at Alle maatte hen at beundre og fornøie sig over dem. Den fjerde musikalske Nyhed: "Nonnerne", i to Acter med Musik af Devienne, var Kunzens velberegnede Valg, fordi det lette, livlige Stykke saavelsom den yndige, melodierige Composition kunde i alle Roller gives en mesterlig Udførelse, hvilken det ogsaa — dog især af Saabye, der, som Galningen Belfort, ret havde Leilighed til at glimre ved sin personlige Elskværdighed — saaledes opnaaede, at det blev modtaget med ualmindeligt levende Bifald.

Endskjøndt Mad. Preisler, af Naturen rigt udstyret med ypperlige Evner og et glimrende Talent, ikke endnu da hun døde, den 28de Mai 1797, havde fyldt sit 36te Aar, blev hendes Afgang ikke strax anseet som et Theatret særdeles smerteligt Tab, thi i sin sidste Tid, især efter den chicaneuse Dyvekefeide, som gik hende dybt til Hjertet, da hun i den saae Partieførere, som tidligere havde erklæret sig for hendes Beundrere, anvende Underfundighed og List for at svække hendes Kunstneranseelse, havde hun i høi Grad forsaget sig selv. Hendes Mod var knækket og Begeistringen qvalt; hun opgav Haabet om at kunne bevare [sideskift][side 685]den store Yndest, som hun, ikke mindre ved Flid end ved sine personlige Fortrin, havde vundet hos Publikum, og blev saa ligegyldig for sin kunstneriske Virksomhed, at man i hendes gamle Roller kun saae overraskende Glimt af den tidligere Herlighed, og saavel Forfatterne som Directionen frygtede for at tildele hende nye. Meget til at hendes aandige Liv og Styrke saaledes sank sammen, bidrog ogsaa det, at hun af Fortredelighederne ved et ulykkeligt Huusliv, som hendes Letsindighed bestandig kun havde endmere forværret, var bragt ind i Forhold, hvilke hun følte sig nedværdiget og ydmyget ved, uden at kunne faae Kraft eller vide Udvei til at unddrage sig dem. Hendes Liv havde i det sidste Aar været en Døs, hvoraf hun kun ved Berørelse med dem, som hun ikke vilde lade mærke, hvor ganske hun havde opgivet sig selv, med Vold rev sig løs, for ved Lystighed at bringe dem til at troe, at de Savn og den Forvirring, hvori hun levede, ikke smertede hende, men vare just efter hendes Sind. Længe efter at hun var død vidste man ved Theatret at fortælle Kjendsgjerninger, som skulde bevise, at hun med en letsindig Overgivenhed, hvilken Capitain Egede, en vakker middelaldrende Søofficeer, som dengang var hendes Tilbeder, paastod gik over til dyb Fortvivlelse, naar hun ikke troede sig iagttaget, trodsede og overvældede sin Ulykke. Regisseur Hansen kom i et Embedsærende til hende en Eftermiddag, som hun drak Kaffe. Da det var hendes Natur at give endog det Sidste bort, kunde hun ikke modstaae, strax at byde ham en Kop, men efter at hun geskæftig havde skjænket den blev hun et Øieblik staaende, saae betænkelig paa ham og sagde mismodig: "Det er sandt; jeg har jo ikke engang en Theeskee at byde Dem til at røre om med! Men det er ligegodt —" tiltil-føiede [sideskift][side 686]føiede hun levende og brast i Latter, "nu skal De see!" Derpaa løb hun hen for at vaske sine Hænder, kom tilbage og viste ham dem, stak med en pudsig Mine den ene Finger i Koppen, rørte rask om og sagde skjelmsk: "Saadan bærer jeg mig ad, og for engang er De jo ogsaa nok saa god at tage tiltakke med saadan en Theeskee?" Hun vidste ogsaa kjækt og lystigt at rede sig ud af større Forlegenheder. Paa hendes sidste Fødselsdag, 19de Decbr., blev Saabye under Forestillingen enig med fem sex andre Skuespillere om, at de, da de vare tidligt færdige, skulde gaae over til Mad. Preisler, som boede paa Kongens Nytorv, nu Nr. 14, og gratulere hende, for at more sig ved at sætte hende i Forlegenhed, da de vidste, baade at hun vilde føle sig fristet til at bede dem til Aften og at hun ikke i Huset havde det Mindste at byde dem paa. De bleve modtagne med stor Venlighed og tilsyneladende Glæde, men da hun ikke bad dem aftage Overtøiet eller syntes at ville invitere dem, maatte Saabye, for at Spasen kunde begynde, rykke ud med, at de egenlig vare komne for at bede sig selv til Gjæst paa hvad hun havde at byde dem. "Det glæder mig inderligt." svarede hun øieblikkeligt med aaben Munterhed; "De ere hjerteligt velkomne; men saa maa jeg bede Dem at lægge Overtøi og Hatte fra Dem og at undskylde, at jeg forlader Dem lidt for at sørge for Bordet." De hængte nu fra sig i et lille Kammer og gottede sig ret inderligt, medens hun var ude af Stuen, med Formodninger om, hvad hun kunde finde paa at rette an med og hvor hun vilde faae det fra. Efter at hun flere Gange med den meest utvungne Livlighed havde deeltaget i Samtalen imellem at hun af og til gik bort, for, som hun sagde, at see hvorledes det gik med Taffelet, og de imidlertid [sideskift][side 687]morede sig med at gjætte paa, hvordan det vel vilde komme til at see ud, traadte hun ind for at bede dem, nu at følge med til det andet Værelse og tage tiltakke. Til deres Forbauselse saae de et meget smukt dækket, godt belyst og med varme Retter og Viin rigeligt besat Bord, omgivet af smukke Stole. Uden at kunne begribe, hvorledes hun havde formaaet at fremtrylle denne Herlighed, satte de sig tilbords i den muntreste Stemning. Elsberg, som den Ældste, udbragte hendes Skaal, men midt i sin Tale brast han ud i ustandselig Latter, og da hun med den uskyldigste Mine bad ham dog endelig at forklare hende Aarsagen dertil, kom Saabye frem med, at de egenlig ved deres Besøg havde villet more sig med at sætte hende i Forlegenhed, men nu ikke kunde bare sig for at lee, ved at see en saa prægtig Beværtning, som de aldrig kunde have drømt om. Hun syntes aldeles ikke at tage denne Tilstaaelse fortrydeligt op, men bemærkede kun skalkagtigt, at hun slet ikke begreb, hvorledes hendes gamle Kammerater kunde falde paa, at hun saa let var til at sætte i Forlegenhed. Tiden gik hen med Spøg og Sang; det var langt ud paa Natten da Selskabet, med mange Taksigelser for den behagelige Aften, brød op. Men da de kom ud i Kammeret for at tage Overtøiet paa, var der ikke et Stykke at see. Forundret spurgte Een: ,,Hvor er min Chenille?" en Anden: "Hvor er min Hat?" "Hos Jøden!" svarede Mad. Preisler leende. "De har jo dog meent, mine Herrer! at vil man spise hos Mad. Preisler, kommer man til at tage Maaltidet med sig. Alt hvad jeg kan trøste Dem med er, at det kan indløses." De maatte nu skillinge sammen; Tøiet, som ikke var bragt ud af Huset, men under, som hun kaldte ham, hendes "Hofjødes" Bevogtning laae [sideskift][side 688]paa hendes tomme Brændeloft, blev indløst og hentet ned, og Spasen endte med at Herrerne under Latter takkede hende for hendes havte Uleilighed med at besørge deres Gilde, og hun dem for at de saa smukt havde celebreret hendes Geburtsdag. Vel vakte hendes Død megen Bedrøvelse, baade i Publikum, som for et Par Aar siden havde seet hende i hele hendes majestætiske Skjønhed og beundret den Aandsfriskhed, som da endnu var i hendes ved Fiinhed, Anstand og Lune indtagende Fremstillinger; og hos hendes Kunstfæller, som elskede hende for den Vittighed, Godlidenhed og Ynde, hvorved hun gjorde endog sine Galskaber tækkelige; men Alle følte, at Døden nu var hende en Lykke og ikke mere Theatret til noget Tab. Imidlertid kom man allerede tre Maaneder efter, just som Skuespillene skulde begynde, til smerteligt at mindes Savnet af hende; thi den 29de August døde, ikke 30 Aar gammel, den indtagende Mad. Bournonville, der, ved en hurtig Udvikling af et med de herligste Naturgaver understøttet stort Talent, netop var bleven den, i hvem man havde haabet at faae Mad. Preisler tilbage, saaledes som hun var i sine skjønneste Dage. Denne unge Kunstnerindes Død blev dybt beklaget som et uopretteligt Tab for Comedien, til hvis muntre, fine, vittige og skjelmske Damerollers taalelige Udførelse ikke et eneste fremblomstrende Talent gav Udsigt. Debutantinden Eline Bech, Datter af Skuespilleren, gjorde vel i Paraderollen Gurli glimrende Lykke og var en smuk blond, skalkagtig og i sit hele Væsen nydelig Pige, men hun havde ikke endnu fyldt 15 Aar og syntes desuden, hvor elskværdig en Begynderinde hun end viste sig, ikke at have mindste Anlæg for det saakaldte høiere Damefag, da hun ikke, som de to tabte Kunstnerinder, havde medfødt Anstand, men [sideskift][side 689]tvertimod hoppede let og overgiven omkring med opskudte Skuldre og en lidt fremadbøiet Overkrop, saa at hun egenlig kun var indtagende ved en yndig naturlig Uskyldighed og barnlig Skjelmskhed. — Scharling debuterede ikke uden Held i et Par af Rosings Elskerroller, men mærkede selv, at han i sin Natur vilde have meget at overvinde, og trak sig tilbage, for med større Lykke at betræde en anden hæderlig Bane. — Heinsvig, der var Elev i Theatrets Dandseskole, havde, som Halvvoxen, allerede meget moersomt spillet Jonas i "De Vonner og Vanner." I sin Debutrolle. Jabal, behagede han meget ved en god Jødedialect; siden blev han, uden at komme ind i noget egenligt Fag, anvendt i høist forskjellige, men kun sjeldent stærkt fremtrædende Roller, hvoraf han spillede nogle særdeles godt og et Par, i hvilke den ham egne løierlige Dandsemesterslingren kunde føres over paa Charakteren, uovertræffeligt. — Ole Rongsted var en 36aarig høi, sværtbygget Mand med et ikke meget bevægeligt, men til et tydeligt Udtryk af ikke særdeles stærke Affecter velegnet Ansigt, et dybt, noget huult Mæle og en af Naturen langsom Udtale. Det var en Besynderlighed, som hidrørte fra den Trang, man efter Thessens Afgang havde til en Skuespiller i just dette Fag, at hans to første Roller vare militaire Standspersoner, hvori han tog sig meget fremmed ud; thi det jævne, adstadige og skikkelige Borgermandsvæsen, der gav ham megen Agtværdighed i Livet, stak altfor stærkt igjennem paa Scenen til at han kunde antage nogen virkelig militair Holdning og fornem Tone; ligesom det ogsaa gjorde ham uudholdelig i alvorlige Roller, der krævede Værdighed og Følelse, da han deri ved en monoton Diction gav det en Kjedelighed, som det ingenlunde havde hos ham udenfor TheaThea-tret [sideskift][side 690]tret. I "Barberen i Sevilla" kom han imidlertid, som Doctor Bartolo, der var hans tredie Debut, til at vise, at han havde et ikke ringe eiendommeligt comisk Talent, hvilket dog ikke deri rigtigt fandt Leilighed til at virke efter sin Natur, som var en til ikke mange Roller passende Alvor og Tørhed, der paa sit rette Sted gav hans Spil megen Originalitet og i enhver pudsig Replik lagde en Sandhed og Naivetet, som gjorde stor Virkning. Hans ypperlige Fremstillinger bleve ikke mange, men iblandt dem fandtes et Par store holbergske Charakterer, som den politiske Kandestøber og Corfitz i "Barselstuen." — Den af de fem Debutanter, der vakte de største Forventninger og retfærdiggjorde dem som en i høist forskjellige Fag udmærket og i enhver af sine Roller, ved deres bestemte, faste Charakteristik, interessant Kunstner, var den 20aarige Jens William Kruse, der allerede havde gjort sig theatervant ved Øvelse i smaa Tjenerroller. Det kan aldrig hos Nogen i høiere Grad end hos Ham aabenbare sig, at det ægte Genie, sig ubevidst, paa sin Eiendommeligheds Omraade virker med en Forstandighed, der fatter og gjennemtrænger en Opgave saa sikkert, som endog det omhyggeligste Studium vanskeligt vil kunne det. Han var plump i Opførsel, ubunden i Sæder og uden Aandsdannelse; hans Figur var vel af god Middelhøide og heldigt bygget for alle Rollefag, og han havde en særdeles smuk mandig og fuldttonende Talestemme; men det noget flade og brede, dog ikke derfor uskjønne eller uædle, Ansigt synes ikke formet til andet Udtryk end sit naturlige, og han havde gjort sig til Vane i Samtale, mod Slutningen af enkelte Perioder at ile med et Par Ord for med et lille Stød at komme til Ende. Imidlertid, det var som om han, naar han kom paa Scenen [sideskift][side 691]fik alt det Skjønne, han i Livet savnede, og mistede alt det Uskjønne, han i det havde. Der var i hans kunstneriske Væsen to hinanden modsatte Naturer: den, man af hans hele Habitus snarest maatte formode hos ham, naar man fik at vide, at han var Skuespiller, og som kom herligt for Dagen i hans ypperlige Udførelse af Arvroller, unge og gamle naive Dosmere, lystige Bønder og naragtige Oldinger; og den, som Ingen skulde have ahnet hos ham, men hvori han netop til størst Fuldendelse og med dybest Virkning udviklede sit Genie, den, hvorved han iblandt Datidens Skuespillere var den, som, næstefter Rosing, lagde meest poetisk Aand i Udtrykket af Følelse og mandig Kraft, jævnligst stod ved Siden af Schwarz i ædel Værdighed, og oftest, hvor Rollens Charakteer tillod det, i sit Spil lod skimte en romantisk Baggrund. Hans alvorlige Roller havde vel ikke den dybe psychologiske Klarhed som Schwarz's, de glimrede ikke ved den Mængde fine Træk, som i denne grundigt dannede og aandrige Kunstners Spil overraskede Kjenderne, ved at være forbausende træffende og fremkomme med største Naturlighed; men der laae over dem en indtagende harmonisk Tone, de aandede en Varme og Følelse,, som gik til Hjertet, og de havde, naar han blot ikke fremstillede en Person af det samtidige borgerlige Samfund, hvori han aldeles ikke kunde finde sig tilrette, en naturlig Dignitet, der i den brave Bonde fremtraadte jævn og gemytlig, som majestætisk og mystisk i den høie catholske Geistlige. Hans hele Udvortes syntes at føie sig ind under den Rolle, han spillede, og af den at faae, i største Fuldstændighed, netop det Præg, den Holdning og den Egenhed i Stilling, Gang og Bevægelser, som man maatte troe, at den nødvendigvis fordrede; og hans Diction var naturlig, [sideskift][side 692]sjælfuld og gribende, hvad enten han skulde vække Rædsel eller røre til inderlig Deeltagelse. Men han var ikke blot Skuespiller; Naturen havde begavet ham med en saa ypperlig malmfuld og sonor Basstemme, at han, efter at den i Kunzens Skole havde faaet en sjelden Sikkerhed og Bøielighed, blev en Sanger, der i Syngespillets Baspartier ikke, med Hensyn til varmt, ædelt og følelsesfuldt Foredrag, endnu er overgaaet. For Tilskuerne var hans Mangel paa Aandsdannelse aldrig bemærkelig: han traf næsten altid det for ham Retteste og fremstillede det da baade med Fasthed og Smag; men for ham selv blev den meget beklagelig, da den var Aarsag til, at han ikke selv rigtigt vurderede og ærede det Genie, Forsynet havde begavet ham med, men, istedetfor at bevare og forædle det, tidligt begyndte at svække det ved Skjødesløshed og et uordenligt Levnet.


Oprettet 2010. Opdateret af