[sideskift][side 778]

18.1.1 Dansk drama

"Eleonora, Grevinde af Foix" betegnede Molbech som "En .. Sammendyngning af Ondskab, Grumhed, Voldsgierninger, Stimandsværk og anden Udaad fra Middelalderens og Feudaltidens værste Periode". Det værste var imidlertid "en .. tung, stiv og unaturlig Dialog .. hvor Sproget er saa forkert opskruet og piinligen pathetisk", således at en fremstilling "snart maatte blive ironisk". Når publikum ikke kunne tåle "den langt blidere og for Theatret bedre anlagte og behandlede Hermann v. Unna [jf. s.686]", kunne dette sørgespil ikke være egnet for skuepladsen (3.12.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (8.12.1836), hvorefter stykket returneredes den 10. dec. 1836 (Kp.nr.195).

Ang. Bredahls tragedie "Kong Knud [Svendsen]", se s.789.

Det anonymt indsendte "Leodegar" mindede Molbech i mange henseender om "Eleonora": "fuldt af forviklede Hof=Intriguer, Cabaler, Sammensværgelser, Mord og Forræderi"; sammenskrevet af "allehaande tydske Romaner". Den konstaterede "Stivhed og opskruede Tone i Dialogen, i Forening med Mangel paa Dannelse, Fiinhed og sund Forstand i Behandlingen af Intriguen og af den høiere Verdens Forhold og Tone", gjorde det uegnet for skuepladsen (30.12.1836). Kirstein var atter "Aldeles enig" (7.1.1836). Stykket blev remitteret den 18. jan. 1837 (Kp.nr.2).

Hertz' romantiske tragedie "Svend Dyrings Huus" var antaget på forhånd (jf. Borup nr.354), hvorfor censorernes vota formede sig som en større eller mindre lovprisning af værket. Molbech var på det rene med Hertz' videre udvikling af det nationale drama, idet han sammenlignede Hertz' udnyttelse af folkevisestoffet med Oehlenschlägers: "Her .. er det første Gang, at et Drama er bygget paa det lyrisk=dramatiske Element i den Classe af vore Folkeviser, der giør Overgangen fra de ældre episke .. til den nyere Tids elegiske Sentimentalitet. Denne Classe danner fornemmelig Visernes romantisk=erotiske Bestanddeel, hvis Stof og Aand tilhører en dansk og nordisk Riddertid, som .. maa henføres til det 13de, 14de og 15de Aarhundrede". Hertz havde "behandlet sit fra Grunden af optagne Stof med poetisk Dybde og med megen lyrisk Varme og Inderlighed. Vi finde derimod mindre af Phantasievirkning; men Forfatterens sædvanlige Lyst og Talent til Charakteerskildring har heller ikke her svigtet ham". Hertz havde "ogsaa meget vel grebet og opfattet det virkelig dramatiske Element, Handlingens sande tragiske Grundstof, i .. de Viser, der have givet ham Hovedmotiverne [sideskift][side 779]til hans Stykke". Ankepunktet for Molbechs kritik var den formente manglende "dramatiske Interesse" for "Elskeren, Ridder Stig, og dermed ogsaa Interesse for Handlingen og Forviklingen" begrundet med "Anvendelsen af det unaturlige Tryllemiddel, (Elskovsrunerne) der virkelig ikke synes ret at quadrere med de øvrige Forhold i Stykket", såmeget mere som Molbech fandt, "at Stigs hele Charakteer synes for vaklende imellem det Ædle, Ridderlige og det lave Egoistiske, imellem hans Siæls Modtagelighed for en sand og dyb Kiærlighed .. og det Spil han paa en vis Maade .. for længe driver med den enes [Ragnhilds] pludselig vakte - og hvad der er det værste, af ham selv ved Tryllemidlet vakte Lidenskab". Lige præcis her afslørede Molbech, ganske vist særdeles indpakket, hvad der ikke huede ham ved Hertz' romantiske drama: Hertz' udnyttelse af det (moderne) romantiske dramas karaktertegning, der i sin konsekvens var anstødelig, fordi den, ifølge Molbech, ikke fulgte "den sande Tragedies Opløsning", det vil sige "en vis tragisk Compensation, en poetisk Retfærdighed". Ligeledes kritiserede han karaktertegningen af Ragnhild, der i sit fald burde have trukket hele familien med, mens nu, således som Hertz havde arrangeret det, "Stig, for hvem Interessen maa blive meget kølnet, belønnes med den fuldstændigste Opnaaelse af Alt hvad der er hans Attraaes Maal; medens Stykkets interessanteste og mest poetiske Charakteer, aldeles opoffret ved og for Stig, gaaer redningsløs til Grunde" (5.1.1837). Når Molbech var så tæt på det egentlig farlige i Hertz' skuespil, kan det vække til eftertanke, at han ikke ekspliciterede denne indvending i en jævnføring med sit sammenligningsgrundlag, Victor Hugos romantiske dramer (1). Om Rungs musik vidste Molbech, at Hertz var "meget tilfreds", hvorfor han som censor ikke behøvede at ytre sig, men Kirstein der var anderledes interesseret i denne, fandt det rimeligt at høre de musikkyndige om kompositionens kvalitet, både fordi den var "af ikke ubetydeligt Omfang" og fordi komponisten "har maattet undergaae en Forkastelsesdom for den eneste originale Musik, han hidtil har indleveret til Theatret [jf. s.668], saavidt mig bekjendt, heller ikke har forelagt nye anden original Composition for den offentlige Critik". Kirstein var i øvrigt ikke enig med Molbech om dennes vigtigste indvending: "At Stig forsøger a de Regisse fast til sig ved Elskovsrunerne, synes mig antydet som et øieblikkeligt Indfald, hvorved han uden nærmere Overlæg i sin [sideskift][side 780]ElskovsHede stræbe hurtigen at forsikkre sig et Maal, der forsaavidt allerede er ham vist, som han ikke kan tvivle om Regisses Kjærlighed og at han derved, rigtignok selv, men ganske mod sin Villie, kommer til at binde Ragnhild til sig, og, da han ikke kan forraade sin Kiærlighed til Regisse, maa paa en vis Maade drive Spil med Ragnhilds hos ham uegne Gjenklang findende Kjærlighed, synes mig ikke alene ganske at følge af Situationen, men endog at være en meget virksomt tegnet Deel af Grundideens Behandling og Hvad der ene derved har vakt en utilfredsstillende Følelse hos mig er den, som mig synes, ikke noksom motiverede, [rett. fra "aldeles umotiverede"] Hemmeligholden af det virkelige Sammenhæng med Ragnhilds Forhold til ham paa Flugten i 3^die Act" (6.1.1837). Havde Kirstein forstået Hertz' intentioner, var slutningen af hans kritik identisk med Molbechs, idet de begge savnede en udfoldet, dramatisk handling. Om direktionens forhandlinger vides intet, men i hvert fald blev det besluttet, at Siboni skulle tilstilles Rungs komposition. Den 3. febr. 1837 indsendte Siboni sin vurdering af denne: "Apres avoir bien éxaminé la musique de M^r Rung, je puis dire d'après mon Opinion qu'il s'y trouve de la bonne musique, et le tout ensemble est bien composé, sans cependant qu'il y aiet aucun morceau brillant, car la plus grande parti sont de choeurs, meme assez petits, il n'y a que le 2^de Act tout entrer, qui est un Melodrame, très bien fait et d'effet si on le jouera bien; du reste la musique à ce qui me paroit est tout afait accessoir, et en ce cas je suis persuadé qu'elle repondra a son but, car comme j'ai eu l'honneur de dire cette musique est tres bien fait" (I.B.nr.21). Rungs udvikling i løbet af de knapt tre år blev dog værdsat af Siboni. Rollecopiaturen leve redes den 3. og 14. febr. 1837 (TK 1837 1.kv.nr.286 og 374). Oplæsningen fandt sted den 8. febr. 1837 (Journal); Hertz var selv med til at indstudere stykket, der havde premiere den 15. marts 1837 (opført 9 gange i 1. sæson; ialt 27 gange i den behandlede periode) (2).

Over Fr. Chr. L. Trojels kunstnerdrama "Canova" ville "Man .. vist nok være ubilligen streng, om man ikke erkiendte, at der i dette - om endog meget eensidigt behandlede Arbeide findes adskillige, ingenlunde forkastelige, snarere roesværdige Elementer til et Drama af den Art, .. Oehl.s Correggio gav den anden, ligesom Goethes Tasso den første Impuls", noterede Molbech; hvad stykket manglede [sideskift][side 781]var en "giennemarbeidet Idee, og fuldstændigen componeret og udviklet Handling. Det savner derfor den dybere dramatiske Interesse, der fremspringer ikke blot af Stoffets Charakteer, men af det rigtigt opfattede og behandlede Stof .. At enkelte Scener og Partier af Scener ere tækkeligt behandlede, at Stykket for en Deel er godt dialogiseret .. og at det overhovedet heller ikke er ilde versificeret .. kan ikke veie op imod hine, ovenfor antydede og flere andre Savn" (6.2.1837). Molbech foreslog at tilskrive forfatteren om "at forsøge en Omarbeidelse af Sujettet, hvortil endeel af hans Scener vel lode sig benytte. Iøvrigt pleier der vel sielden af en saadan Omarbeidelse at komme noget rigtigt ud" (l.c.). Kirstein var "aldeles enig", idet han mente, at det var "tilstrækkeligt, at tilbagesende .. Stykket med nogle høflige Ord" (10.2.1837). Molbech opsatte selv svarskrivelsen, der stort set formede sig som en gentagelse af hans votum, idet han påpegede, at "Charactererne [er] enten .. for svagt tegnede /: som Volpatos :/ eller for lidet bestemte (som Dominicas) eller forlidet interesserende (som Rafaels)", samt påtalte stykkets uheldige slutning, som "vistnok vilde forringe Stykkets Virkning saameget, at et heldigt Udfald af samme knap turde være at vente". Man opfordrede ham til "ved fortsatte Studier at modne de her for Dagen lagte Anlæg og bringe det videre i en saadan dramatisk Composition - det være nu af samme Æmne eller af et andet - der kunde love sig, med mere Sikkerhed at fremtræde paa Scenen" (Kp.nr.11 13.2.1837). Molbechs artighed er mageløs, thi den er i sin opstyltethed lige ved at blive fornærmende. Se s.1062.

Hvor stor en andel Molbech havde i Sille Beyers "Et Hiem" fremgår ikke at materialet, men han var givetvis impliceret også i denne produktion for teatret. Allerede den 6. marts 1837 tilskrev han Holstein, at han "ønskede at erfare Deres Excellences Mening derom, om De tillod mig engang med det første i en Aftentime at forelæse det for Dem": "Det er hverken et piquant, eller i andre Henseender betydende dramatisk Arbeide; men det har nogen Simplicitet og naturlig Følelse, og udmærker sig ved et correct og elegant Sprog, og en meget god og let Versification" (DKTB). Dette gentog Molbech (blot udfoldet) i sit votum, idet han fortsatte: "Om Stykket, som et kort og let Forspil .. vil have Interesse nok for et i mange Henseender lunefuldt, fordringsfuldt og sært Publicum, til at giøre Lykke ved Forestillingen, er noget, jeg vist [sideskift][side 782]nok ei vil paatage mig at forudsige" (31.3.1837). Ifølge Kirstein havde Holstein allerede inden hans hjemkomst (3) antaget stykket til opførelse, hvilket han ikke skjulte sin irritation over ("kunde jeg vel fritage mig for enhver videre Yttring om det"), men han henstillede, at forfatteren "endnu engang gjennemgik det Hele med Filen", både af hensyn til sig selv og teatret, hvortil han selv i manuskriptet havde præsteret antegninger ved "endeel enkelte Udtryk og Ordføininger" ligesom det "Overmaal af .. afsides Repliker" i 3.sc., hvilket ifølge Kirstein "sjeldent gjøre god Virkning paa Scenen" (29.4.1837) (4). Formentlig fordi Molbech ikke har turdet undslå sig for at pålægge Sille Beyer dette arbejde, blev roller først uddelt den 4. aug. 1837 (PRFD). Stykket havde premiere den 7. nov. 1837; dagen efter bad Beyer om, at stykket ikke oftere måtte opføres (I.B.nr.251).

Anonymus' sørgespil "Julius Sabinus" stempledes som et "reent Fuskerarbeide", som straks ved indleveringen burde have været remitteret, skrev Molbech (24.4.1837). Kirstein underskrev denne dom den 7. maj 1837, og stykket sendtes retur den 17. maj 1837 (Kp. nr.50).

"Slaget ved Øxnebierg" faldt i den Holstske maner, men forfatteren stod dog "temmelig langt under" denne, da hans værk var ''sammensat uden Talent og Smag af raa, hos Andre Forfattere laante, eller efter dem copierede Elementer, i en modbydelig Declamationstone i det Alvorlige og Sentimentale, og med en smagløs Overdrivelse og Raahed i de ufordeelagtigt skildrede Personers Charakteer og Adfærd" (27.4.1837). Kirstein mente, Molbechs "forestaaende Forkastelsesdom [var] mildt nok udtrykt" (7.5.1837). Returneret den 17. maj 1837 (Kp.nr.51).

Teatercensorerne blev præsenteret for det første egentlige moderne danske romantiske drama. Molbech søgte kun skjult at påpege dets manglende "sande tragiske forløsning", mens Kirstein tværtimod forsøgte at forsvare denne. Der kan nok ikke herske tvivl om, at Molbech strakte sig så langt, som han gjorde, fordi udspillet netop kom fra Hertz; var denne så end understøttet af Heiberg (og Collin). Trojels kunstnerdrama og Beyers dramatiske idyl er gode at sammenholde, thi her viser personlige relationer sig overordnede kunstneriske hensyn. Trojels drama havde, ifølge Molbech, væsentligt flere fortrin end Beyers idyl, men alligevel blev hendes stykke foretrukket, fordi Molbech havde antaget hende som protegé, [sideskift][side 783]og overbevist Holstein om stykkets kvalitet, mens Kirstein var optaget af potentielle kassebedrøvere i Hertugdømmerne. Behandling en af de øvrige stykker gik efter den sædvanlige recept; Molbech delte ud af godteposen fyldt med artige uartigheder, hvorpå Kirstein erklærede sig aldeles enig. Holstein foretog sig intet.

[sideskift][side 784]

18.1.2 Dansk lystspil

Lystspillet "En Farce paa Heden" remitteredes den 5. aug. 1836 (Kp.nr.129); censorvota ses ikke bevaret/affattet.

Anonymus indleverede tre skuespil "Den moderne Forlovelse", "Den bestaaede Prøve" og "Overraskelsen". Molbech anlagde ingen dramaturgisk vurdering af disse stykker, derimod præsterede han en moralsk dom over ungdommelige "forfatteres" virksomhed i Kbh. i 1836: "der udtaler sig en saa ussel, kraftløs, svagt og tyndt opløben Aandsspire i en saadan Drengesyssel, at dens Producter altid ere mig ligesaa modbydelige, som de fra andet Synspunkt ere mig sørgelige Vidner om de mange Udskeielser fra Flidens og den mandlige Udviklings alvorligere Bane, hvortil store Hovedstæders Frivolitet, Nydelsessyge og Adspredelseslethed desværre Aar for Aar give Ungdommen flere og lettere Anledninger"(12.6.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (1.7.1836). Remitteret den 5. aug. 1836 (Kp.nr.130-132).

Ved indskrivningen i den ny censurprotokol udsmykkede Molbech sin censur af 2. juni 1836 over "Capriciosa, eller Familien fra Nyeboder" (jf. s.775) . Overskou (og Arnesen) blev sat i bås med Andersen: "Forfatterne have (og ikke blot heri) fulgt Hr. Andersen's Exempel, at de have ladet Stykkets Titel forud forkynde dets Originalitet. Men det gaaer her, som med mange andre Proclamationer, der tage Munden vel fuld. Mistanken .. befandtes ogsaa her ei at være uden Grund .. jeg var ikke kommen ret langt ind i Stykket før jeg saae .. at dette Barn af to Fædre, uden Heibergs "Alfer" .. neppe var blevet undfanget. Imidlertid taaler det kun ved Modsætning at sammenlignes med dette indtagende, virkelig originale Tryllespil; men Contrasten imellem begge er ikke større, end den altid saa være, naar det poetiske Genie paa den ene Side, og den routinerede, med Færdighed og et vist Slags Talent begavede Skriver og Rimer paa den anden Side, tage sig for at bringe et romantisk=eventyrligt Sujet paa Scenen". Den dramaturgiske kritik af stykket er imidlertid næsten ordret identisk med den oprindelige, selv om det også her lykkedes Molbech at indflette endnu et par spydigheder, mens den moralske kritik uddybedes: "[Jeg] kan .. ikke fravige min Overbeviisning, at et Theater, som det Kongel. Danske, der har vundet og hidtil vedligeholdt den fortiente Berømmelse, at være et af de europæiske Theatre, der allermindst har givet efter for den almindelig indbrudte Smag-Fordærvelse og Ligegyldighed før alle Konstens ædlere Skiønheder og strengere Fordringer, [sideskift][side 785]kan, saalænge det er et offentligt Stats-Institut, der nyder betydeligt aarligt Tilskud af Statscassen, nedlade sig til at indlemme Stykker, med en saa stærkt udtalt Fiælebods- og Farce-Charakteer, som dette har, i sit Repertoire. Saalænge i det mindste Konatens ydre Decorum iagttages, saalænge tør vel Directionen være bekiendt, at lade opføre Stykker, der allene eller fornemmelig gives for Kassens Regning; men under hiin Grændselinie maa den, efter mine Grundsætninger, ikke stige ned, thi dette vilde medføre, at Theatret, ved at tabe i Anseelse og Værdighed, efterhaanden ogsaa vilde nedstige til en lavere Sphære, og tabe i Heelheden af dets sceniske Existents". Når Molbech ved "ydre Decorum forstod den rent moralske (moralistiske) sømmelighed kunne direktionen tillade opførelse af kassestykker blot disse ikke rent moralsk kunne angribes. Men når den "indre Decorum", den dramatiske moralitet, var angribelig, da burde direktionen ikke tillade opførelse af slige stykker, thi dermed ophævede teatret sin egen eksistensberettigelse. Molbechs præcisering af dette forhold lægger endnu en alen til hans begreber om scenens anstændighed, thi her i sommeren 1836 nåede han længere frem i en præcisering af hvad der var tilladeligt/tilrådeligt at opføre på teatret for teaterkassens regning end det tidligere er set, jf. s.708. - Kirstein udformede sin opfattelse af stykket efter at have overværet en opførelse deraf, hvilket han selv gjorde opmærksom på betød en ændring i hans opfattelse af stykket: "Skjøndt dette Stykke .. staaer endeel under den Sphære, under hvilken Directionen i de senere Aar har stræbt efter ikke at lade Repertoiret synke, er jeg dog i Tvivl om, hvorvidt man ganske bør udelukke dette Stykke fra Vinterforestillingerne". Principielt var Kirstein nok enig med Molbech om stykkets kvalitet, men med hensyn til publikums indflydelse på teatrets repertoire var han aldeles uenig med Molbech. Thi netop fordi "en ikke ringe Deel af Publikum har faaet Yndest for" stykket, ville han vove at bringe det i teatrets repertoire - med følgende begrundelse: "Er vort Theater paa den ene Side tildeels et offentligt Statsinstitut, saa er det paa den anden Side ogsaa det eneste herværende Theater, og de forskjellige Afdelinger af Publikum have derfor ogsaa mere eller mindre Krav paa at finde noget der tilfredsstiller deres Smag, naar denne ikke er absolut forkastelig eller forstyrrende for de Andres Nydelse; og at det Sidste ikke er Tilfældet synes Erfaringen [sideskift][side 786]at stadfæste". Lad end slutningen være falsk, standpunktet var dog Kirsteins repertoirepolitiske grundsætning. Det klassedelte publikum måtte have sit klassedelte repertoire, hvor den alvidende teaterdirektion så vidste at levere de forskellige kategorier af skuespil til de forskellige klasser af publikum. Molbechs "ydre Decorum" var de enig om, mens den "indre Decorum", ifølge Kirstein, kunne gradueres efter klasse. Molbechs krav var absolutte; Kirsteins var relaterede til hans opfattelse af tidens klassedelte publikum: Han havde erkendt, at tiden var løbet fra den indretning kun at have et teater i København. Det tiltagende antal af teaterforestillinger på Vesterbro viser netop, at alternativet til Det kgl. Teater og dets monopol på teaterforestillinger i København var under etablering. Opførelsen af "Capriciosa" kunne endda vende interessen til Kgs. Nytorv, hvorved det ikke skal skjules, at Kirstein vel, som den dygtige økonomiske direktør han var, lod sig lede af finansielle overvejelser. Kirstein konkluderede, at teatret lod stykket opføre "til Søndagsforestillingerne og jeg troer derfor at maatte henstille til nærmere Overveielse om ikke Stykket, hvis man kunde komme overens om et billigt Honorar derfor til saadant Brug, maatte være at antage dertil" (4.8.1836). Holsteins argumentation kendes heller ikke ved denne behandling af et stykke, men resultatet blev, at stykket opførtes seks søndage i perioden 16. okt. 1836 - 15. jan. 1837 . Stykket var dermed ikke formelt antaget af direktionen, idet også honoraret til forfatterne afholdtes af bruttoindtægten ved de uabonnerede søndagsforestillinger. Først ved kgl. resolution af 4. marts 1837 blev stykket formelt antaget, i og med at kongen udbetalte et honorar på 200 Rbd., engang for alle (1) (opført endnu 6 gange i første sæson; ialt opført 55 gange i den behandlede periode).

Bogtrykker P.N. Jørgensen indleverede i juli 1836, anonymt, sin dramatiske situation "En halv Time i Forligelses-Commissionen", som Molbech indrømmede viste "Talent for den dramatiske Dialog", mens der ikke fandtes "Skygge af Charakterer", og stykket udviste "megen Fattigdom" "i Plan og Intrigue". For Molbech stod det klart, at det ikke kunne tåles af "den dannede Deel af" teatrets publikum, mens parterret ville udpibe det (31.7.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (23.8.1836). Se s.1069.

Komedien "Julie, eller Reisen til Onklen" og lystspillet "En Formiddag [sideskift][side 787]i Hamborg, eller de Alvidende", forfattet af J.R. Reiersen, var ifølge Molbech "saa temmeligt to Alen af eet Stykke, og begge saaledes under al Kritik, at jeg vilde holde det for uforsvarligt, at spilde et Ord mere paa at give dem Deres Skudsmaal og Løbepas" (21.8.1836). Kirstein svang sig ikke desmindre op til et "Fiat justitia et pereat" (24.8.1836). Returneret den 2. sept. 1836 (Kp.nr. 158 (2) og 159).

Lystspillet "Forlovelse, Fiendskab og Forlig", hvis forfatter var aldeles ukendt "af alle Muser og Gratier", forkastedes af begge censorer i stor samdrægtighed, fordi forfatteren ikke kendte "de allerførste Elementer af Stilen, Dialogen og den dramatiske Konst" (1.9.1836). Kirstein mente, han burde have gemt stykket to år endnu, når han havde haft det liggende i syv, thi så kunne han selv have forkastet det (5.9.1836). Remitteret den 12. sept. 1836 (Kp. nr. 167).

Oehlenschlägers tre stykker, behandlet i denne sæson, fik en krank skæbne. I forbindelse med censureringen af "Den lille Skuespiller" anførte Molbech, hvorledes teatret behandlede produktioner fra digterkongen: "Principet er antaget: at hvad Øhlenschlæger indleverer til Theatret, opføres, uden Hensyn til dets Beskaffenhed", hvorfor det var overflødigt at censere stykkerne, med særligt henblik på opførelse (29.9.1836). Ikke desmindre brugte Molbech en hel side i censurprotokollen til at udfolde, hvorfor han mente, der hverken var tale om et lystspil ("i det mindste [var] .. det ham umuligt, i dette Arbeide at opdage noget Spor til Lystspillets komiske Aand, hvori Undertegnede, for sin Deel, troer at finde dets ægte Livsprincip") eller et familiemaleri - omend i oehlenschlägersk maner. Thi med Schlegel kunne Molbech tilbagevise, at "Den lille Skuespiller" ikke opfyldte Schlegels kriterier, som Molbech gjorde til sine: ikke middelstanden men skuespillerstanden blev behandlet, og det endog uden "at fremstille det Eiendommelige og Charakteristiske hos Skuespillerne i sande Livsbilleder". Normalt præsteredes ikke en intrige, i stedet tog forfatteren "sin Tilflugt til en ganske individuel Charakteristik", og familiestykkernes "Motiver og Situationer blive undertiden lunefulde og pudseerlige; men aldrig virkelig lystige, fordi den altid nærværende, prosaisk=alvorlige Hensigt hindrer det sidste". Molbech kunne ikke finde disse "undertiden lunefulde og pudseerlige Motiver" i Oehlensehlägers stykke, hvorfor det ikke [sideskift][side 788]var godt: "vi have Grund til stærk Tvivl, om Schröder selv nogentid vilde have erkiendt Maaden, hvorpaa dette Foretagende er udført, for dramatisk eller antagelig for Scenen" (3). På grund af Kirsteins embedsrejse blev stykket "Antaget til Opførelse" af Holstein (udat.). Stykket oplæstes den 11. dec. 1836, hvorpå Oehlenschläger overværede prøverne i jan. 1837 (Journal), hvorfor flere scener kan være ændret før premieren den 21. jan. 1837. Umiddelbart efter skar Oehlenschläger den femte akt bort, samt ændrede mange steder i dialogen (4). Også Ryge foreslog ændringer (I.B. nr.17 26.1.1837). Molbechs stillingtagen til disse er særdeles interessant, idet han var "ganske enig med Dr. Ryge .. I øvrigt mener jeg at Sagen ikke vedkommer Directionen; men maa afgjøres imellem Dr. Ryge og Forfatteren" (l.c.). Grunden til dette standpunkt kendes ikke, men det er tidligere vist, hvorledes Molbech ikke var tilbageholdende, når det gjaldt ændringer i dramatikeres manuskripter, men her synes han at vige enten på grund af manglende interesse for stykkets skæbne eller fordi han ikke ville lægge sig yderligere ud med forfatteren (5) (opført ialt 5 gange).

Anonymus' lystspil "Hertugen af Chartres" følte Molbech sig så temmelig sikker på var "en Bearbeidelse i bredere Form af et eller andet fransk eller tydsk Theaterstykke", men han var ingenlunde tilfreds med det, thi det havde en bekendt fejl: "han har ikke mindre forfeilet Tiden, end Personernes Charakteer, Selskabs= og Hoftonen, og det hele Selskabsliv i Ludvig XIVs Tid der i det Udvortes var ligesaa værdig, anstændig og fiint i Tonen, som det, i Smug var dissolut og fordærvet". Forfatteren havde kun "opfattet denne Fyrstes Usædelighed og Løsagtighed" uden anelse om, "at Hertugen af Orleans var et af de bedste Hoveder, en af de vittigste, snildeste og fineste Mænd ved Ludvig XIV og ved sit eget Hof, i hvis Ryggesløshed, Sandselighed og Foragt for al Moralitet man vist nok ene maa søge Grunden til, at han ikke blev en ypperlig Regent, hvortil han, af alle Egenskaber, maaskee kun manglede Villiens Kraft". Stykkets "Plan og Intrigue .. [var] fuld af massive, ubehændige og urimelige Paafund .. [og] tillige baade .. uinteressant og forvirret" (4.11.1836). Kirstein fandt stykket for uoverskueligt "og for lidet interessant til at bevæge til en Repetition for at sætte sig ind deri" (12.11.1836). Der kan ikke herske tvivl om at Molbechs genfinden af Hugos dramaturgi i dette stykke var afgørende for hans negative dom. Returneret den 23.[sideskift][side 789]nov. 1836 (Kp.nr.186).

Det ligeledes anonymt indsendte lystspil med sange "Skielmstykkerne" bar præg af, at forfatterens dramatiske lekture også havde omfattet Holberg og vaudeviller, men afgørende for Molbech var, at "hans Composition [er] ligesaa raa, som hans Personer og Situationer; og hans Stykke vil ei kunne due til andet, end til at forelæses en Aftenstund for Karle og Piger i en Bondekro .. hvor det uden Tvivl vilde giøre et Slags Lykke, da det temmelig repræsenterer et Lystspil, skrevet ganske efter et saadant Publicums Horizont" (12.12.1836). Det kgl. Teater havde derimod sit dannede publikum at tage hensyn til, og det forstod Molbech! Kirsteins "Aldeles enig" (14.12.1836) afslører intet. Remitteret den 17. dec. 1836 (Kp.nr.200).

Et fænomen, som oftere blev almindeligt, var de private censurer, som Molbech blev påtvunget af venner og bekendte. Særlig pikant er affæren om Bredahls skuespil. Den gældbundne outsider i Sorø forsøgte i 1835-36 at slå mønt af en række ældre skuespil, som han først tilsendte sin litterære veninde, fru Rosenstand-Goiske (febr. 1835). Stykkerne "Ei blot til Løier", "Efter Tid og Leilighed", "Løier i tre Acter" og "Selims Pilgrimsfærd" fik ikke den positive modtagelse, som Bredahl havde håbet på. Især blev stykket om Tobias, der forskriver sig til fanden, ikke accepteret af fruen. Bredahl bad derfor om at få sendt stykkerne retur, men fru Rosenstand-Goiske var alligevel til sinds at hjælpe Bredahl. Via sin nevø Fr. Paludan-Müller blev stykket "Ei blot til Løier" tilsendt Molbech, uden Bredahls vidende. Paludan-Müller gjorde det kun nødtvungent, idet han tilføjede: "Iøvrigt veed jeg vel allerede hvorledes Deres Dom vil falde ud, da jeg selv flygtigt har giennemlæst dette Product, og hvis Titel: "Ei blot til Løier" blot meget godt kunde gaae ud .. I Tilfælde af, at De maatte finde det passende til Opførelse, have disse Bredahls Venner isinde at indsende det til Theaterdirectionen, hvilket de i modsat Fald agte at undlade" (NkS 2336 8.3.1835). Af materialet fremgår det ikke, hvad Molbech gjorde med Bredahls stykke, ej heller om Paludan-Müller optrådte som kurer ved tilbagesendelsen. Bredahl tilskrev imidlertid selv Molbech i dec. 1835, hvor han udbad sig "Tilladelse til at maatte sende bemældte Spil til Ds. Velbaarenheds Bedømmelse" (de fire ovennævnte lystspil) samt annoncerede sin tragedie om kong Knud Svendsen ( jf. s778) (NkS 1990^r 26.12.1835). [sideskift][side 790]- Under henvisning til sine "Dramatiske Scener" samt sin agtelse for "Aanden i" Molbechs "æthetiske Skrifter" sendte Bredahl sine fire lystspil til Molbech den 13. febr. 1836 (DSt 10 38 39). Molbech undlod skriftligt at besvare dette brev, men Bredahl fik Alfred Rosenstand-Goiske til at fungere som kurer. I foråret 1836 indsendte han yderligere sin tragedie "Knud Svendsen" - også uden respons fra Molbechs side. Endelig den 26. okt. 1836 tilskrev han Molbech for tredje gang for at formå autoriteten til at give ham svar ang. hans "Musafostre". Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at han havde endnu et stykke "Sokrates" liggende (l.c.). Kun efter endnu en intervention fra Paludan-Müller bevægedes Molbech til at svare Bredahl den 3. dec. 1836. Han forkastede såvel de fire lystspil som tragedien, "da efter min Overbeviisning om Theatrets og Publicums nærværende Fordringer, saavel det alvorlig-tragiske, som de satirisk=comiske Dramer (af hvilke sidste jeg dog kun har læst to) i deres hele Form og Tone saa at sige ligge udenfor Scenens nærværende Sphære og herskende Smag. Dermed er egentlig endnu intet sagt om Stykkernes absolute Værd, eller om deres sceniske Værd for en eller anden given Skueplads; thi vort dømmende Theaterpublicum er for nærværende Tid saa vanskeligt og kræsent - og vi kunne tillige med Grund tilføie: vort Theaters Repertoire staaer, fra Smagens Side, saa høit over en stor Deel andre Theatres, hvoriblandt vistnok de fleste tydske - at det ingenlunde dermed er udsagt, at et dramatisk Arbeide er uden al Værd, fordi det hos os ei kan bringes paa Scenen. Imidlertid tilstaaer jeg at være af den Mening, at de mig tilsendte Stykkers Form overhovedet er af saadan Beskaffenhed, at de vanskeligen vilde finde Indgang i noget Theaters Repertoire i vor Tid. Dertil mener jeg, er deres Form for lidt bearbeidet, deres Gang for tung, deres Dialog for udtrukken og for lidt poleret. Denne min Mening gielder, som De seer, blot Stykkernes sceniske Brugbarhed. Med Hensyn til deres absolute, æsthetiske Værd, finder jeg mig hverken kaldet eller opfordret, til at afgive nogen Dom over samme. Denne vilde ogsaa forudsætte, at jeg maatte gaae tilbage til en æsthetisk Prøvelse og Charakteristik af Deres tidligere "dramatiske Scener"; og dertil mangler jeg baade Tid og Tilbøielighed" (NBD 2.rk.). Ville Bredahl imidlertid offentliggøre nogle af disse fem arbejder, måtte det "vel snarere være med de komiske, end med det alvorlige og historiske Drama", Afsluttende [sideskift][side 791]tilføjede han, at det stod Bredahl åbent at indsende dem til formelig censur, idet Molbech ikke alene tegnede direktionens anskuelser om tilsendte stykkers sceniske brugbarhed (l.c.) (6). Til forståelse af Bredahls syn på Molbech henvises til tidsskriftet, hvor hans bidende bemærkninger til Molbechs fraser er aftrykt - indskudt imellem disse. Bredahls temperament løb af med ham, da han i et gensvar af 7. dec. 1836 gjorde Molbech ansvarlig for misologi og teatrets dalende kvalitet. Han truede endda med at offentliggøre sagens akter. Molbech var nidkær nok til at svare på dette brev den 19. dec. 1836, fordi han for stærkt følte sine embedspligter udsat for kritik. Han tilbageviste ganske korrekt Bredahls beskyldninger, idet han opfordrede ham til at offentliggøre samtlige sagens akter (inclusive de forkastede skuespil), thi da ville Molbech nok gå fri for videre tiltale. Han svarede ham endvidere, at han nok for fremtiden måtte indskærpe sig den regel ikke privatim at bedømme dramatiske værker, da han kun høstede ulejlighed deraf. Bredahl fremturede endnu engang den 24. dec. 1836 (jf. DSt 10 44ff). Affæren kostede Bredahl mest, thi til fru Rosenstand-Goiske skrev han om sin langvarige "Sindsforknyttelse", og Edv. Collin betroede han, at hans breve "var den taabeligste Streg, jeg har begaaet i lang Tid, og heraf kan De nok vide, at den ikke har været lidt taabelig" (Coll.BrS. 6.3.1837). O. Thyregods fremstilling er som den meste af litteraturen om Det kgl. Teater groft tendentiøs, men yderligere behæftet med en udtalt antiakademisme, i et forsvar for Bredahl, som aldeles ikke var folkelig. Molbechs behandling af Bredahl var aldeles ikke hårdere eller mere uretfærdig end når det gjaldt andre dramatikere. Molbech forsvarede sig blot mod et ubilligt angreb, hvilket vil forstås ved en sammenhængende analyse af censurinstitutionen, men aldrig kan iagttages ved behandling af en enkelt forfatters indleverede produkter. Ad "Knud Svendsen", se s.1303.

Assessor ved Landsover= samt Hof= og Stadsretten P.V. Jacobsen indsendte anonymt sit lystspil "Eventyr i Fastelavn, eller de De tre Elskere" den 1. dec. 1836 (I.B.nr.265). Stykket blev forkastet af begge censorer omend ingen af dem var synderlig begejstret for at afvise dette talent. Tilbagesendelsesskrivelsen (Kp.nr. 208 29.12.1836) er opbygget af censorernes vurderinger men på en sådan måde, at det klart udtalte i deres vota oftere slækkes en smule i teatrets motiverede forkastelse: "I .. [stykket] har Directⁿ [sideskift][side 792]fundet et dramatisk Arbeide, der langt meere end den allerstørste Deel af de som oftest ganske umodne eller mislykkede Prøvestykker, der indsendes til det Kgl. Theater, vidner om Anlæg til at arbeide for Scenen ^[1]. Skjøndt manglende Charakteerskildringens Interesse, /: den eneste af Personerne, hvor man næsten vil fordre den, Palmes, er meget svagt tegnet :/ har det derimod en ikke uheldig anlagt Intrigue, som combineres ved en stigende og ret pudseerlig Forvikling ^[2] - Men Intriguens Basis, gjensidige Forklædninger af Fruentimre til Mandfolk, og omvendt, og de heraf udspringende Kjønsforvexlinger, og falske eller feiltagende Forliebelser, er her gjort vel megen Regning paa ^[3]. - Dette Slags Mystification er paa Scenen bleven saa hverdage, at dens Effect er betydelig svækket ^[4]. Den bliver, naar den, som her, saa at sige er det eneste, Stykket maa hvile paa, vanskeligen ægte komisk; og man kan vel sige, den heller ikke altid er ret decent ^[5]; idet den undertiden kan fremføre Situationer; der streife ind til Tvetydigheder af en Art, hvis blotte Skygge man bør vide at undgaae ^[6]. - Men uagtet dette ikke her er Tilfældet, hvor Kjønsforklædningerne snarere maaskee falde noget i det alt for Ungdommelige end i det Letfærdige ^[7], er det dog meget tvivlsomt, om en saa langt udspunden Forvikling, alene begrundet i de af hine Forklædninger opstaaende Misforstaaelser, der slet ikke kunne være det for Tilskueren, og heller ikke have noget Piquant i Følge eller i deres Udfald, vil være tilstrækkelig til at vække og nære Publicums Interesse; der uden Tvivl endnu tilsidst vil lunknes saameget, at Udfaldet turde blive idetmindste meget tvivlsomt ^[8] - Directⁿ maa tillige bemærke, at Dialogen i Stykket vel ikke fattes gode Elementer, ligesom den overhovedet i de første Scener har betydelige Fortrin for de følgende; men at den lider af et alt for stort Antal Repliqueer for Interessen dræbende Længde; og deriblandt i Særdeleshed en stor Deel afsides Repliquer, hvis Længde ikke blot vilde gjøre dem urimelige, men paa nogle Steder endog gjøre et livligt Spil ganske umuligt ^[9]" (7). Afslutningsvis gjorde man Jacobsen opmærksom på, at man med denne skrivelse afveg fra "den sædvanligen fulgte Skik", idet man opfordrede ham til enten at omarbejde stykket eller ''hvad man er tilbøielig til at tilraade", at forfatteren benyttede "nogle af dets Motiver og enkelte Partier til, ved fuldkommen Omstøbning, at frembringe et nyt Arbeide" (l.c.). Stykket manglede ikke effekt, [sideskift][side 793]gode replikker eller intrige, men derimod handlingens interesse og karaktertegning: stykket var netop kun i sujettet tiltalende, ikke i udførelsen. Molbechs bemærkninger om omarbejdelse (se s.562) sætter unægtelig den høflige vending tilsidst i brevet i det rette perspektiv; men Jacobsen formåede faktisk at få det opført siden, se s.1216.

Kvaliteten af "Maskerade", indleveret af en anonym, "ligger alt for soleklart for Dagen, til at den videre behøver at udpeges", konstaterede Molbech (5.1.1837). Kirstein istemte "Ja visselig: kort og - slet" (7.1.1837). Remitteret den 18. jan. 1837 (Kp.nr.4).

Oehlenschlägers to lystspil (jf. s.787 og s.795) havde han forhandlet med de potentielle komponister, men var åbenbart i tvivl om stykkernes æstetiske kvalitet. Den 4. febr. 1837 skar han igennem og tilskrev Berggreen: "Jeg har forandret mine Tanker, og vil give Fornuftgivtermaalet ind først istedet for Sybilletemplet, fordi Zinck er en Søler og De er flittig. Men saa maa vi ogsaa begynde strax af alle Kræfter. Kom til mig om en Times Tid, eller strax, saa sætter jeg Dem ufortøvet i Arbeid" (NkS 3218). Om Berggreens komposition foreligger intet; men den 17. febr. 1837 indsendte Oehlenschlager stykket. - Molbech fandt, at komedien var "uden sand komisk Intrigue; med Carricaturer i Stedet for Charakterer; med den ene Urimelighed ovenpaa den anden, i Stedet for en konstig eller underholdende Forvikling; med en heel Deel Trivialitet, stundom ogsaa noget Plumphed, i Stedet for en for den Dannede Smag beregnet Fiinhed i Behandling og Dialog; og med Vittigheder af det genre, som vi vel kiende fra "Freias Alter" og overhovedet fra den Oehlenschlægerske dramatiske Muses Tone, naar den vil gaae over i det Komiske, men som det dog ikke har villet lykkes den at bringe i Cours for det Kongel: Theater Publicum; endskiøndt dette ellers dog ikke tage det saa strengt med Vittighedens Styrke eller Fiinhed". Han oplyste selv om dilemmaet: han forfægtede den gode smags vilkår på Det kgl. Teater, men publikum ville noget andet, som Oehlenschläger måske netop kunne have imødekommet. Molbech derimod var optaget af Oehlenschlägers forsyndelser imod den gode, dannede smag. Tilsidst opsummerede han teatrets nødvendige administration af Oehlenschlägers værker: "hvad Oehlenschlæger skriver, og hvad, om ingen ændre, dog Theater-Censorerne maa læse, skal jo Skuespillerne lære og Publicum see" (22.3.1837). Kirstein mente, der snarere var tale om "en Tragedie [sideskift][side 794]- idetmindste at Oehlenschläger kan levere et saadant Product; og jeg troer endog at min Hr Collega hvis Daddel over dette Stykke jeg fuldkommen istemmer, dømmer for billigt ved at antage at Oehlenschläger har villet bestikke Publikum til en gunstigere Dom ved at indskyde de musikalske Divertissements; thi jeg troer meget snarere, at de - idetmindste som Hovedhensyn ere indlagte, ligesom den med eet Pennestrøg casserede 5^te Act til "den lille Skuespiller" for at dræbe den regulativmæssige Tid til Fordeel for Honorarets Størrelse". Denne grove insinuation forhindrede dog ikke Kirstein i at forsøge at forsvare Oehlenschläger, idet han mente, at stykket måtte stå sin "Prøve for Publikum". Han havde betegnet en replik (pag. 99 i manuskriptet), "der vel ikke kan udtydes anderledes end som en Sottise mod Holstenerne, som vi vel bør afværge for ikke at paadrage os den Bebreidelse, at lade det kongelige Theater benyttes til at puste til en Ild, der ofte noget andetsteds fra uværdigen er tændt". Også som politisk censor var Kirstein stadig vågen, selv om det unægtelig i denne sammenhæng kommer noget abrupt og egentlig underordnet. Kirstein mente, man kunne benytte denne lejlighed "til ved Tilsendelsen at gjøre ham opmærksom paa at vi finde Stykket ham uværdigt - en Oprigtighed, som idetmindste enhver ærlig Ven af Oehl. maa finde vel anbragt, naar det skee med Høflighed. Og inhærerer han desuagtet sit Ønske om at see Stykket opført, da kunne vi idetmindste sige diximus et helvarrimus" (1.3.1837). I tilbagesendelsesskrivelsen meddeltes det Oehlenschläger ligeud, at stykket ikke ville være blevet antaget, "havde [stykket] været indleveret af en anden Forfatter. - Idet Directⁿ haaber at Hr Profesⁿ vil optage denne Bemærkning som et Beviis paa dens Agtelse for Deres Digterværd og dens ivrige Ønske, fra sin Side at bidrage til at forebygge, at den Hæder, De engang har erhvervet Dem som Danmarks første dramatiske Digter ikke maatte lide noget Skaar ved den Skjæbne, den forudsætter at dette Stykke vil møde, hvis det kom til Opførelse, overlader den iøvrigt, i Henhold til hvad den i sin Sklse. af 25 October 1834 har bemærket [8]" til forfatteren, om han ville underkaste stykket publikums dom (Kp.nr.21 6.3.1837). Artigheden var dog ikke til at tage fejl af: betød den end en beskyttelse af Oehlenschlägers prestige, var den samtidig en afvisning af hans nyeste stykke. Oehlenschläger kunne inhærere sin vilje, men der blev da først tale om en opførelse [sideskift][side 795]når "andre allerede til Opførelse bestemte stykker tillade eller tilraade dette" (l.c.), hvilket betød: i en uendelig fjern fremtid (9). Holstein noterede i censurprotokollen, at stykket var "Betingelsesviis Antaget" (udat.). Stykket blev hverken udskrevet, uddelt eller opført (9a).

Også den dramatiske behandling i "Sibylle-Templet" fandt Molbech "saaledes, at den dræber meget af det gode dramatiske Indhold; og Stykket .. slæber sig .. temmelig ennuyant og langsomt frem i 2 ikke korte Acter, med indflettede Sange, for det meste af et enkelt, ældre Syngestykke, "Landsbypigen", som jeg ikke kiender [jf. s.47] .. For Resten har jeg fundet Stykket lidt taaleligere at læse, end hiint ufornuftige "Fornuftgiftermaalet". Kunde nogen, som dertil var i Stand, faae Øhlenschlæger til at gaae det igiennem - eller rettere, selv gaae det kritisk igiennem med ham .. -saa vilde maaskee dog dette Stykke .. bedre gaae over Scenen, end baade "den lille Skuespiller" og "Fornuftgiftermaalet" (30.4.1837). Kirstein havde allerede forud for læsningen hørt stykket rost, men han havde kedet sig ved at læse det; han mente, stykket måtte stå sin prøve for publikum, men forinden gennemrettes med hensyn til de engelske replikker - udover hvad Molbech og han selv allerede havde rettet ved gennemlæsningen (7.5.1837). Rollerne uddeltes den 29. sept. 1837 (PRFD), uden at materialet røber noget om Oehlenschlägers rettelser og/eller ændringer i stykket. Oplæsningen fandt sted den 4. dec. 1837 (Journal), men stykket blev aldrig opført (10).

Sæsonen er ganske enestående (måske skelsættende), thi behandlingen af "Capriciosa" danner tydeligvis overgangen fra en periode til en anden: Molbech accentuerede gang på gang i denne sæson, at han som teatercensor måtte varetage det dannede publikums smag, idet han måtte forsøge at argumentere for, hvordan han opfattede, hvad den dannede del af publikum ønskede. Dette kamouflerede offensive forsvar passede egentlig bedre til Molbechs gemyt, da han artikulerede sig bedst og frodigst, når han var imod enten dette eller hint. Kirstein stillede sig på et andet standpunkt, idet han mente, teatret måtte varetage flere klassers interesser. Omkostningerne herved omsatte han ikke i kunstneriskt krav. Holstein fremstod som talsmand for samme opfattelse, omend hans bevæggrunde hertil ikke kendes. - Den anden vigtige begivenhed, i denne sæson er censorernes behandling af Oehlenschlägers stykker, [sideskift][side 796]thi her fik Molbech og Kirstein lejlighed til at istemme deres foragt for det oehlenschlägerske lystspil. Hvorvidt de to censorer været hildet af gemytternes uoverensstemmelse i forrige tider ("Freia Alter"striden, "Robinson i England"-striden, etc.) vides ikke. Deres fordømmelse af Oehlenschläger fik ingen konsekvenser for teatret; kun Oehlenschläger ramtes på prestigen og pengepungen. Deres principielle synspunkter desangående er ikke interessante, thi Molbechs benyttelse af A.W. Schlegel oplyser ikke andet om Molbech end, at han kendte den dramaturgiske litteratur samt forstod at anvende den, når han trængte til en autoritet for at knægte en anden (aftagende) autoritet. Interessantere er egentlig Kirsteins holdning til Oehlenschläger, thi han søgte, ligesom det var tilfældet med behandlingen af "De italienske Rovere", at hjælpe det oehlenschlägerske image: reddes hvad reddes kunne. Kunne direktionen eller venner af Oehlenschläger dog ikke appellere til et bedre jeg hos Oehlenschläger i stedet for at han evigt skulle lide det ene nederlag efter det andet? Molbech nød vel nok nedskydningen af hans ungdoms hero, mens Kirstein søgte at afstive et faldende papir på teaterbørsen. Trods sin tyskhed var han mere national end den danske Molbech, måske fordi Oehlenschlägers muse netop i disse år tog præg af tysk sentimentalitet, hvilket Kirstein ved flere lejligheder forsvarede imod fransk esprit: Ville Molbech denne eller lå han bare under for den - for at lade som om han "forstod" Heibergs "Elegants"? - Molbechs snæversyn og småtskårenhed synes til tider uendelig. - Det anonyme stykke "Hertugen af Chartres" blev naturligt nok (for Molbech) slået i hartkorn med pesten fra Seinen, mens Jacobsens lystspil blev givet en grundig dramaturgisk kritik, som kun få begynderarbejder levnedes (jf. Paludan-Müller). Bredahls stykker derimod afvistes med bestemthed af Molbech, uden synderlig dybtgående dramaturgisk kritik. Til den øvrige hob af stykker blev kun hånsord.

[sideskift][side 797]

18.2.1 Oversat drama

I anledning af en anonym oversættelse af Hugos "Marie Tudor" (PSM 6.11.1833) resolverede direktionen: "uden Hensyn til Stykkernes Fuldkommenheder eller Ufuldkommenheder fra den æsthetiske Side maa [direktionen] ansee dramatiske Arbeider af den Beskaffenhed som Victor Hugos "Maria Tudor", "Marion de l'Orme", "le Roi s'amuse" [jf. s.727] og fl. for ikke passende til Opførelse paa det Kongl: Theater" (Kp.nr.176 1.10.1836). Argumentation var overflødig.

Under mærket L.I. eller Ludvig Johansen indsendtes en oversættelse af de tre første akter af Duveyrier, Hestienne & Baudouin d'Aubignys "La berline de l'émigre" (PSM 27.7.1835) den 11. nov. 1836 (I.B.nr.234^a). Den 17. nov. 1836 indkom en fuldstændig oversættelse af en anden anonymus (Dp 18.11.1836). Molbech fandt stykket "charheret - overlæsset med Effect-Jagt og Effect-Midler; [det] har dertil en udstykket Plan, og er mere en Samling af historiske tableaux, en dramatiseret Fortælling, end et ved Konstens Grændser betinget og afsluttet dramatisk Heelt, hvori een Handling udvikler sig i uafbrudt indvortes Heelhed, der ikke taber sig, selv under nogen til denne Udvikling fornøden episodisk Scene" (22.11.1836). Samtidig med at Molbech klart påpegede dettes (og størstedelen af tidens dramatiske produkters) fejl, fik han fremsat sine egne kriterier for et drama (hvor konventionelle disse end måtte være). Det positive ved stykket beløb sig til: "Det er fuldt af Liv og Afvexling; har ubetydeligt af Affectation og Maneer i Stiil og Dialog; fattes endog ikke vel tegnede og vel vedligeholdte Charakterer .. og spænder Interessen til Enden, uden - som jeg haaber - at ville trætte ved den vist nok temmelig stærke og uafbrudte Spænding". Oversættelsen trængte, trods "partviis virkelig ret heldig", til korrektion "i mange Scener og Repliquer .. hvilket jeg vel har begyndt, paa mange Steder at giøre; men umuligen kan paatage mig med det hele Stykke; ligesom jeg overhovedet nødes til herefter meer og meer - ved det umaadeligt tiltagende Antal af fremmede Oversættelser, som indkomme og tildeels bruges - at opgive den Post, at være vore Theater-Oversætteres Stiilretter" (l.c.). Når stykket eller oversætteren interesserede Molbech, gjorde han alligevel stileretterarbejdet (jf. s.816). - Kirstein ønskede en omarbejdelse af 5. akt for at få fjernet "baade det romanagtige .. og Handlingen [saaledes] i det Hele [ville vinde] noget i Klarhed, da jeg frygter at Forviklingen deri vil for Publikum være saa stor at Interessen derved vilde [sideskift][side 798]blive svækket, ligesom maaskee ogsaa adskillige Forundringer med Hensyn til det Materielle kunde være ønskelige eller nødvendige for vor Scenes Kræfter" (26.11.1836). Resultatet af forhandlingerne i direktionsmødet den 2. dec. 1836 kendes indirekte af en ikke afsendt skrivelse til oversætteren: direktionen ønskede, at oversætteren skulle gennemgå oversættelsen endnu engang "og foretage de Forbedringer, hvortil han ved et saadant Gjennemsyn maatte finde Anledning, muligen ogsaa en og anden Forandring, især i 5^te Act, hvor en saadan kunde være nyttig" (Kp.nr.190 3.12.1836). Samme dag returneredes den anden, partielle oversættelse (Kp.nr.191). I stedet for anonymus blev Borgaard anvendt til korrektør, idet han den 14. marts 1837 udbetaltes 20 Rbd. for at have "gjennemseet og berigtiget" oversættelsen (TK 1837 1.kv.nr.548). Om censorernes vurdering af Borgaards arbejde vides intet, men den 1. sept. 1837 uddeltes endelig rollerne (PRFD), hvorpå "Emigrantens Reisevogn" havde premiere den 20. dec. 1837 (opført ialt 8 gange) - (1). Oversætterhonoraret udbetaltes til deling mellem "Asylerne og den Forening, som uddeler Brændsel til fattige Mødre med spæde Børn" (TK 1838 1.kv.nr.315): Klassesamfundets problematik omkring antagelsen af "Capriciosa" omfattes også af grupper, der aldrig kom i teatret, men indirekte blev støttet af staten på denne måde: anonymiteten har det desværre ikke været mulig at hæve.

d'Aubigny & Ponjol'ernes drame-vaudeville "La visite domiciliaire" (GD 15.11.1833) havde Kirstein i efteråret 1836 læst på Fehmern originalen skrevet: "Et ret vakkert Situationsstykke, der - skjøndt Æmnet vist ofte er behandlet - dog har adskillige ret overraskende Situationer og en naturlig Dialog" (udat., omkr. okt. 1836). Stykket indsendtes oversat af en anonymus, der betegnede sig som en gammel ven af Rosenkilde (I.B.nr.31 udat., dec. 1836): anonymus var identisk med Kirstein, ifølge A&C - Molbech læste stykket i jan. 1837: "[Skønt] Udførelsen af den snildt anlagte Plan, man bilder sig ind at forud see, bliver til ingen Ting: har Stykket dog ikke Mangel paa scenisk Interesse af en vis Art - og løser ikke ilde, skiøndt uden stor Finesse, og uden nogen ny eller særdeles intricat Situation, den anlagte Knude". Var censorerne end uenige om det betimelige i situationens opløsning, var de enige om det betimelige i en opførelse, da "man for Øieblikket synes at have Trang, baade til Eenactsstykker og hvad Andet man kan tilveiebringe". Molbech fandt oversættelsen "ret taalelig" [sideskift][side 799](29.1.1837). Kirstein mente nok, der var adskilligt at sige for og imod opløsningen af stykket, men "i begge Tilfælde troer jeg at kunne være enig med min H^r Collega om Stykkets Antagelighed" (2.2.1837): Intetstede røbede Kirstein sig. Rollerne uddeltes den 3. marts 1837 (PRFD) og den 1. maj 1837 havde "Huus-Undersøgelsen" premiere (opført ialt 13 gange) (2).

Den 6. april 1836 havde direktionen tilstillet Heiberg Dumas & Bourgeois' drama med musik "Térésa" (OC 6.2.1832) for at erfare hans vurdering (Kp.nr.51). Heibergs dom kendes imidlertid ikke. Januar 1837 indkom en oversættelse af stykket, der i sig selv, ifølge Molbech, "snarere erindrer os om Forfatteren af la Tour de Nesle [jf. s.508], og lignende Producter, end om Forf. af le Mari de la Veuve [jf. s.809]. "Da stykket tilhørte "et Genre, hvis oprørende Situationer og umoralske Fremstillinger jeg, efter mine Grundsætninger, ei kan ville medvirke til at bringe paa Scenen", skulle oversættelsen returneres (31.1.1837). Kirstein fandt, at Molbechs referat af "Stykkets Indhold" var "vel meget beregnet paa en Effect i en vis Retning", men var dog enig med ham i, at stykket "saavel med Hensyn til de tvende Hovedpersoners nedrige og jammerlige, unaturlige Characterer, som det Overspændte og kun paa en grov Effect beregnede i de fleste situationer" burde "bandlyses fra vor Scene" (2.2.1837). Remitteret den 13. febr. 1837 (Kp.nr.12).

Afvisningen af "Ryno"(jf. s.644) forhindrede ikke Beskow i at tilsende Molbech et eksemplar af sine "Dramatiske Studier (Borup Molbech nr.187 3.11.1836) indeholdende "Hildegard" og "Torkel Knutson". Molbechs private censur findes i et galant brev til Beskow: "Vel er "Hildegard" .. i det Hele rigere paa correct og smuk Diction, end paa Charakterernes og Fabelens dybere dramatiske Kraft og Virkning, men tillige forekommer det mig, at dette Sørgespil - skiøndt med noget vel forcerede, eller sammensøgte og i et kort Rum sammentrængte Effect-Situationer - netop i adskillige af disse har et ikke uheldigt scenisk Stof af den Art, som ved et livfuldt og pathetisk Spil ikke forfeiler sin Virkning paa en vis Deel af Publicum" (l.c.nr.190 udat., 19.4.1837, jf. NkS 439). I Stockholm måtte stykket kunne spilles: "Her ere Tragoedier af det Oehlenschlägerske genre (hvortil "Hildegard" dog maa henregnes) i det Hele nærved at være udspillede - om jeg saa maa sige. De have vel endnu deres Publicum - især blandt Damerne og tildeels blandt [sideskift][side 800]Borger-Classen, og blandt Studenter - formedelst Forf.s Popularitet. Men de give næsten intet Huus mere, naar de spilles over een Gang i Saisonen - de bedste nemlig; de ringere gives tildeels Slet ikke mere, eller endnu langt sieldnere. Oehlenschlæger har desuden giort Alt sit til ved maadelige, meer eller mindre mislykkede Tragoedier og Dramer i den senere Tid at fordærve sit genre for Skuepladsen hos os. - Hvorledes man derimod gierne modtager Noget paa Scenen der i et nyt tragisk genre er behandlet med Genialitet, om end med megen Dristighed i det hele Anlæg og i de anvendte Effect-Midler og tragiske Motiver - viser den overordentlige Lykke Hertzs første Sørgespil "Svend Dyrings Huus", i denne Tid har giort paa vort Theater. Det er virkelig ogsaa et meget interessant, og i sin Art originalt Product. Det er vore gamle Kæmpevisers eller Folkevisers Riddertid, dens Aand, Tone, Duft og Farve dramatiseret, med stor Matur og Sandhed, i en enkelt tragisk Situation - hvoraf en Elskovs-Tragedie af stærkeste Grad og i en meget dristig Behandling er opstaaet. Stykket er i mere lyrisk-, end episk-dramatisk Charakter; og har i mange Scener og Enkeltheder en betydende Grad af poetisk Skiønhed. Siden de oehlenschlärerske Tragediers første Periode, og siden Elverhøi (naar man vil betragte dette, som alvorligt, halv tragisk Drama) har vist nok intet alvorligt eller tragisk Arbeide vakt den Sensation paa vor Skueplads, som Svend Dyrings Huus" (l.c.). Om Beskows andet stykke skrev Molbech: "Med Hensyn til Torkel Knutson, da har dette Stykke, efter min Mening, mange smukke Enkeltheder, Hovedpersonen er en vel udført tragisk Charakteer, der minder noget om Palnatoke (men hvis Stivsind, hvorom han selv yttrer sig i Fængslet, at den har væbnet hans Fiender imod ham, derimod egentlig slet ikke er at finde i Stykkets Handling.) De øvrige Personer fremtræde meer eller mindre kun som skizzerede. Erkebispen synes at være noget fortegnet, og fremtræder snart som en ædel Mand, snart som en umaadelig herskesyg Prælat; Foreningen imellem disse Egenskaber synes ikke rigtig motiveret, og det er til Skade, at man ikke underrettes om det tidligere Forhold imellem ham og Torkel Knutson, som skal have fremkaldt Bispens Had. Munken, der skal være det onde Princip i Stykket, er - ligesom Munken i Axel og Valborg - alt for ubetydelig. (a propos, denne Tragedie er i disse Dage givet 2 Gange .. Jeg har ikke kunnet see meer end første Gang de 3 første Acter; og finder, paa mit nærværende Standpunkt, [sideskift][side 801]utaalelig megen sentimental Declamation i denne Tragoedie. Allerede for 4 Aar siden kunde jeg ikke holde ud at see den til Ende.) Stykkets Hoved-Mangel ligger vel i Planen; den er for ubestemt og for omfattende. Forf. har villet tage alt for meget med (hvilket ofte ogsaa er Oehl:s Feil) og har derved snarere formindsket, end forhøiet Effecten; og mere frembragt en Række af for en stor Deel smukke Scener, end et fuldendt, organisk sammensmeltet dramatisk Heelt. - Paa det danske Theater vilde det neppe være tilraadeligt at give Stykket - skiøndt det her godt kunde besættes - i en simpel Oversættelse. Der maatte giøres endeel Forandringer og Sammendrag; men dette vil ingen her kunne giøre, uden at Stykket kom til at lide, og Hensigten dog maaskee ei opnaaedes. Meget bedre vilde Forf. selv kunne omarbejde, sit Stykke for Scenen - hvilket jeg troer endog for det svenske Theater var ønskeligt. Der maatte af Stykkets Elementer kunne fremgaae en god Tragedie, og det vilde være smukt og interessant, hos os at opføre et godt svensk Arbeide, men da maatte ogsaa mange, for vort Publ: reent ubekiendte historiske Forhold bedre oplyses; og maaskee endeel Scener omskrives i Prosa. Kunde Stykket i en saadan Omarbeidelse komme frem paa Scenen i Stockholm - da var den vel værd at foretage; og da kunde det altid lettere skiønnes, hvad Held man turde love den her" (l.c.). - Molbechs galanteri i indledning og afslutning overskygges ganske af hans ærlige recension af Beskows svage tragedier: udtalelserne gav han ingen sordin; de kunne ligeså vel have været indførte i censurprotokollen. Hans jævnføring med Oehlenschläger og Hertz viser bedst hvorledes Beskows tragedier var en generation bag efter i hvert fald det drama, som nu interesserede det dannede publikum (Molbech): det romantiske drama repræsenteret ved "Svend Dyrings Huus". - Oehlenschlägers betalte oversættelse udkom i 1837 (jf. hans breve til Beskow, Nobelinstitutets Bibliotek, Stockholm 17.4.-19.8.1837(6 breve)) (3).

Anonymus indsendte Sigismund Weises sørgespil "Klotar und Sulamith" (1835) oversat, med titlen "Chlotar", til Molbech privat (Coll.BrS. 17.2.1837). Molbech censerede: "Denne Tragoedie, fuld af convulsivisk Declamation, Forbrydelser, Gift og Mord, kan knap finde Indgang paa de smaa tydske Provincial-Theatre"; her ville det kun "falde godt i Galleriets Smag" (10.4.1837). Kirstein var "Aldeles enig" (7.5.1837). Returneret den 17. maj 1837 (kp.nr.52) (4).

[sideskift][side 802]Det afgørende var afvisningen af Hugo og Dumas' dramer: begrundelsen var den kendte, det moralsk usædelige i disse stykker skulle ikke besudle Det kgl. Teaters scene. Kirstein var dog enig i dette synspunkt: det kostede ham intet at notere at Molbechs referat af "Teresa" var tendentiøst, thi han var ganske på linje rent principielt vedr. det romantiske drama. Molbech påviste ganske præcist hvorledes Beskows skuespil var hors de saison i forhold til det danske, modererede, romantiske drama, der havde hans store interesse, trods den kritik han øvede mod Hertz, men som sammenlignet med udfaldene imod Hugo og Dumas netop viste hvilket repertoire Holbech ønskede. - Kirsteins kispus med Molbech vedr. "Huusundersøgelsen" kan nok more, men belyser netop snarere hans egen smag: det traditionelle sistuationsstykke med effektfulde situationer, hvor effekten blev forsøgt holdt i ave. Behandlingen af disse stykker er en fortsættelse af de foregående sæsoners arbejde. Antallet af oversatte dramer er påfaldende lavt i forhold til tidligere, hvilket er nok så sigende, og det understreges af, at Heiberg ikke hjembragte et eneste seriøst skuespil.

[sideskift][side 803]

18.2.2 Oversat lystspil

Den anonyme oversættelse af Lotz' bearbejdelse "Nach Sonnenuntergang" (Hamborg 1833) (efter en fransk vaudeville) med titlen "Efter Solens Nedgang" gav Molbech anledning til at vurdere danske kontra tyske oversættelser af franske lystspil: "Ligesom det i disse ikke er usædvanligt, at man holder sig alt for nær til Originalens Ord, hvorved man undertiden taber baade Meningen og den danske Dialogs Lethed og Naturlighed: saaledes er man i Tydskland vant til, at ikke allene Scenen skal forflyttes, Personerne omdøbes og hele Comedien nationaliseres; men ogsaa Dialogen og Sproget behandler man med en Frihed, som giver det en fuldkommen tydsk Tone og Tournure, der som oftest smager stærkt efter en meget lavere Anstandssphære, en langt mere plat og mindre elegant Sprogcharakteer, end vi deels allerede i vor Theaterdialog ere vante til; deels, i det mindste under vore bedre Oversætteres Haand, søge meer og mere at nærme os til". På denne baggrund, hvor triviel den end i 1836 må synes, blev stykket forkastet (14.6.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (1.7.1836). Remitteret den 5. aug. 1836 (Kp.nr.128).

Reinholds oversættelse af Kotzebues "Der Lügenfeind" (1812) "Løgnehaderen" befæstede ikke Molbech i den mening, at enkelte af Kotzebues Eenactsstykker .. kunde fornyes paa vor Scene , således som han stadig undertiden forestillede sig var muligt om end det kun byggede på temmelig svag erindring (1). Molbech karakteriserede Kotzebues stykke med følgende ord: "Det Præg af en affecteret Maneer i Tone og Dialog, det Opskruede i Charaktererne, det Unaturlige i den Declamation, hvoraf hver Scene flyder over, og den Fattigdom Stykket har paa Intrigue eller piquante Situationer gjorde det aldeles ubrugeligt i 1836 (juni 1836). Kirstein var "Aldeles enig" (4.8.1836). Remitteret den 5. aug. 1836 (Kp.nr.133). Borgaards oversættelse af Scribe & Bayards "Le budget d'un jeune ménage" (GD 4.3.1831) fandt Molbechs udelte bifald, især fordi det "endog ikke" var "uden moralsk Tendents, og" var fri for "ethvert Anstrøg af Frivolitet" (21.7.1836). Kirstein var "Aldeles enig (4.8.1836). Den 16. sept. 1836 uddeltes rollerne (PRFD); på grund af vanskeligheder med rollebesætningen (2), blev rollerne uddelt på ny den 19. jan. 1837 (PRFD), hvorpå "Et ungt Ægtepars Huusholdning" havde premiere den 23. febr. 1837 (opført ialt 9 gange) (3).

Heiberg havde både i 1832 og 1833 forgæves foreslået en oversættelse af Scribe & Duveyriers "Le médecin des dames" (jf. s.538), [sideskift][side 804]men var aldrig blevet opfordret til at levere en oversættelse. Borgaards anstrengelser var unødvendige, thi begge censorer var enige om dets uanvendelighed, om end de argumenterede lidt forskelligt Molbech fandt stykket mat og ubetydeligt, idet han tvivlede på, at stykket kunne "besættes [således] .. at de Spillende kunde bringe Liv i alle de mange piattende og for Resten livløse Figurer, som her bevæge sig giennem en meget ubetydelig Handling" (28.7.1836). Kirstein fandt det "alt for ubetydeligt til at besvære Skuespillerne med at indstudere det, da det neppe vil opleve mere end een Forestilling" (13.3.1836). Remitteret til Liebe (Cp).

A.H.J. Duveyrier & Ch. Duveyriers comedie-vaudeville "Clifford le voleur" (GD 14.4.1835) tilsendte direktionen Heiberg til bedømmelse den 30. nov. 1835 (Kp.nr.215). Heiberg anbefalede det "til Bearbeidelse for vor Scene. Det har Lighed med Fra Diavolo [jf. s.426], men Røveren omvendes, og bliver en skikkelig Mand; og jeg kan ikke nægte, at dette, tiltrods for nogle Usandsynligheder, jo er ret godt motiveret ... Helst maatte vel dette Stykke behandles i Originalens Form, som Vaudeville, da Musiken idetmindste paa flere Steder, betydelig forhøier Virkningen" (UjBr 11.12.1835). Molbech tilsluttede sig Heibergs vurdering: "Kun maa jeg tilstaae: at Usandsynlighederene ere dyngede vel stærkt paa hverandre - at det Uventede og Overraskende er mere materielt, end poetisk - og at Stykket i det Hele ikke hører til dem, som under Læsningen interesserer mig; .. løvrigt troer jeg at Stykket, naar det bliver behørigen tilstudset, kan blive et ret godt Scene-Stykke .. Stykket maa .. vist nok nødvendig behandles som Vaudeville, og neppe kan man give det i andre Hænder, end hans egne, da det trænger til en smagfuld Bearbejdelse, og Forfinelse af mange ydre Raaheder" (26.1.1836). Divergerende i detaljer var Molbech og Heiberg dog enige om stykkets egnethed for den danske scene blot det blev bearbejdet af en dygtig oversætter. - Kirstein var "i det Hele .. enig" med Molbech, men efter en samtale "for nyelig" med Heiberg, var han blevet klar over, at teatret måtte "vente længe paa" stykket, "hvis vi vilde forlange Oversættelsen fra hans Haand" (30.1.1836). - Direktionen bestilte følgelig denne hos Borgaard (jf. I.B.nr.103 16.5.1836), der afleverede sin bearbejdelse i juli 1836 (Cp). Molbech noterede i censurprotokollen: "Oversætteren har borttaget Sangene i Stykket, hvorved det i det Hele neppe har [sideskift][side 805]tabt, og i øvrigt skilt sig vel ved sit Arbeide" (8.8.1836). Herudover differerede hans dom over stykket på følgende måde: "[Det besad, hvad publikum plejede at forlange]: nogenlunde piquante og overraskende Situationer, lidt sentimental Kiærlighed, ret smukke og ikke for lange faderlige Taler, som Dr. Ryge med fornøden Værdighed kan fremsige, truende Uveirsskyer paa Himlen, og Skræk og Fare fra flere Kanter - men en trøstende og beroligende Opløsning. Man maa saaledes haabe det bedste" (l.c.). - Kirstein var atter "Aldeles enig" (13.8.1836). Rollerne blev uddelt den 16. sept. 1836 (PRFD). "Paul Clifford" havde premiere den 17. nov. 1836 (opført ialt 5 gange).

Borgaard havde leveret Kirstein sin oversættelse af Scribe & Duveyriers "Le mal de pays, &c", kaldet "Hiemvee", i juni 1836, bestemt til opførelse ved Sommerforestillingerne (jf. s.776), mens Molbech ikke havde læst det dengang. Han besværede sig over, at da teaterdirektionen "nu uden al Undtagelse belæsses og belemres med alt det Gods, som Skuespillerne anskaffe til deres Sommerforestillinger, enten de selv kunne benytte det, eller ikke, maatte vi dog ikke alt for meget befæste dem i den for Theatrets Repertoire omsider meget skadelige Mening: at ethvert dramatisk Product, som af dem vælges til bemeldte private Forestillinger og oversættes af Hr. Borgaard, skal være selvskrevet til Opførelse for Theatrets Regning. Dette bør upaatvivlelig ei engang ubetinget være Tilfældet med Stykker, som ved hine Forestillinger giøre Lykke, da det dermed ingenlunde er beviist, at de due noget i sig selv, eller for Repertoiret" (9.8.1836) (jf. s.708). Selve stykket huede ikke Molbech, da det var endnu en af "det Slags franske Soldater-Comedier", som han håbede, "Publicum snart maatte blive ligesaa kied" af, som han allerede var (l.c.). Han overlod til Kirstein, om "det kan være værd at vove Omkostninger og Umage paa" dette ligeså uskadelige som ubetydelige stykke (l.c.). Kirstein fandt ingen anledning hertil, "hvor Prøven er saa tvivlsom som her"; thi han mente, at det allerhøjst ikke ligefrem [ville] fremkalde Mishagsytringer" (13.8.1836).

Endnu i jan. 1836 havde Overskou ikke leveret en oversættelse af Picards "L'alcalde de Molorido" (jf. s.757) (Kp.nr.6 5.1.1836). Oehlenschläger blev derefter anmodet om at oversætte stykket (udat.). Allerede den 29. juli 1836 uddeltes rollerne, før den formelle censur (PRFD), ligesom oplæsningen blev foretaget allerede den 15.[sideskift][side 806]aug. 1836 (Journal); forinden havde Molbech dog måttet "omarbeide den største Deel af" oversættelsen, "der, ved alt for mechanisk og bogstaveligt at giengive Originalens Ord, undertiden ganske forfeilede dens Mening, og hyppigen blev udansk, stiv og udramatisk i Dialogen" (18.8.1836 (4)). Molbechs vurdering af stykket er mindre entydig: "Det er unægtelig et vel udført, regelret Intriguestykke i den ældre franske Stiil, og i Picards, for vor Tid noget brede, ikke nok piquante Maneer. Intriguen er ikke særdeles fiin, og anlagt paa en temmelig almindelig og bekiendt Basis; men den gradvise Udvikling er consequent, og staaer i et naturligt Forhold til Charaktererne, der ere, om ikke dybt, dog correct anlagte og udførte; og saaledes, at de give den gode og geniale Skuespiller Leilighed til at fremstille dem paa en i mange Dele udfyldende, fremhævende Maade". Han var klar over, at stykket manglede "de stærkere Effectmidler, som vi nu ere vante til", men mente "at dets correcte Charakteerskildring og adskillige gode komiske Situationer" ville "give Skuespillerne Leilighed til", hvis de anstrengte sig, "at levere et scenisk Product, der baade vil være dem selv en tienlig Øvelse i den høiere Comedie, og i det mindste kunne more og tilfredsstille dennes Elskere", hvoriblandt Molbech regnede sig selv (l.c.). Kirstein var "Aldeles enig" (23.8.1836) med Molbech i vurderingen af dette stykke. Prøverne påbegyndtes den 21. aug. 1836 (Journal), hvorpå premieren fandt sted den 6. sept. 1836 (kun opført to gange) (4a).

"Un mariage raissonnable" (TF 4.11.1835) af Ancelot (eller Mme Ancelot?) ville Heiberg snarest anbefale (jf. s.747): "Intriquen er noget løs .. Men nogle af Scenerne ere ret gode, Dialogen er paa adskillige Steder levende og ret piquant. Stykket har ikke nogen stor Interesse, men kunde ved mangen Forestilling udgjøre en velkommen Fyldekalk" (UjBr 31.3.1836). Selv om direktionen anførte, at Heiberg ikke fandt nogle af de seks stykker "tjenlige til Oversættelse eller Bearbeidelse for Theatret" (Dp 2.4.1836), tilstillede direktionen ham dog stykket den 3. sept. 1836, idet man ønskede at modtage enakteren "saa betids, at Rollerne kunne være udskrevne og indstuderede inden Septber Maaneds Udgang" (Kp.nr.162). Heibergs egne hjembringelser fra Paris gav ham åbenbart større oplagthed, thi Ancelots stykke blev aldrig oversat til dansk.

Ang. "Den forstilte Astrolog" erklærede Molbech, at han var principielt interesseret i at udnytte "de rige Gruber af romantisk[sideskift][side 807]dramatisk Poesie, .. der hvile ubenyttede i det gammel-spanske Drama .. Men til at bruge og bearbeide det spanske Theater paa hvilkensomhelst Maade hører et med Poesien og Theatret lige fortroligt Talent, der vil være saare sieldent at finde. Selv for Heiberg kan det maaskee være tvivlsomt, om Foretagendet altid og sikkert vilde lykkes; og dog er der neppe Nogen hos Os, der vilde giøre det bedre, end han" (26.8.1836) (jf. Borup nr.329). Den anonyme oversætter havde imidlertid ganske ødelagt Calderons "El Astrologo fingido" ved at fabrikere "en saa tør, stiv og knudret jambisk Figur", som det her var tilfældet. Molbech ville foretrække "en Bearbeidelse i reen Prosa-Dialog, eller i al Fald en saadan Dialog, blandet med Vers, (og det da upaatvivlelig heller rimede, end riimfrie Jamber)" (l.c.). Kirstein havde nok interesseret sig for stykket men mente ligesom Molbech, "at dette Stykke neppe hører til en Forfatters bedste Arbeider, der har erhvervet sig et saa berømt Navn, som Calderon"; oversættelsen smagte "heelt igjennem af at være foretagen med Lexiconnet i Haanden og uden mindste Fortrolighed med Originalens - mig iøvrigt ubekiendte - Sprog eller Aand" (5.9.1836). Returneret den 12. sept. 1836 (Kp.nr.165). - Om Molbechs oversættelsesprincipper, rigtige eller forkerte, kan det siges, at han igennem hele perioden ikke ændrede opfattelse om prosaens primat, kombineret med forskellige rimede versetyper.

Resultatet af Heibergs indkøb på Paris-rejsen (jf. s.771) udviser nedenstående fortegnelse. Ialt 22 stykker (15 skuespil, 4 operatekster og 3 balletprogrammer) bragte han til teatret (Borup nr.350 8.9.1836):
(1) "Coliche", se s.809.
(2) "Georgine, ou la servante du pasteur" (PR 28.7.1836) af Pittaud de Forges & Roche "Har et Par meget effectfulde Scener" (l.c.) Stykket blev aldrig opført.
(3) "Un proces criminel", se s.810.
(4) "Farinelli", se s.858.
(5) "Casanova au fort St.-André" (TV 20.7.1836) af Varin, Et. Arago & Chapeau var "Ret morsom for en Gang, men Enden er yderlig uanstændig" (l.c.); blev aldrig opført.
(6) "Huguenots", se s.881.
(7) "Le luthier de Vienne", se s.987.
(8) "Actéon", se s.825.
[sideskift][side 808](9) "Mistriss Siddons, ou une actrice anglaise" (GD 1.8.1816) af Leuven & V. Lhérie var "Affederet" (l.c.); blev aldrig opført.
(10) "Une position délicate" (GD 18.6.1836) af Laurençot & P.M. Bernard samt
(11) "Le chapitre des infomations" (TV 15.7.1836) af Varin, Chapeau (& Et. Arago?) og
(12) "Moiroud et Compagnie", se s.860.
stempledes alle tre som "Neppe passende for os" (l.c.). De to første blev ikke opført.
(15) "Sarah", se s.941.
(14) "La marraine" (jf. s.514) huskede Heiberg åbenbart ikke var kasseret i 1833, thi han fandt det "ikke uden Interesse, især er fjerboldtspillet af meget god Virkning, men det maa nødvendig blive Vaudeville" (l.c.). Det kom da heller ikke frem i denne omgang.
(15) "Le gamin de Paris", se s.813.
(16) "Bertrand et Raton, ou l'art de conspirer", se s.1196.
(17) "La premiere affaire" (LOD 28.8.1827) af Merville "Blev i Sommer ofte givet paa Théatre francais. Mig forekommer Stykket, som om det var skrevet af et Barn" (l.c.); det blev aldrig opført.
(18) "Discretion", se s.737.
(19-21) se s.835.
(22) "Les gants jaunes", se s.777.

Sammensætningen af Heibergs "Forraad" (l.c.) må vække særdeles stor undren: thi hvorfor hjembragte han stykker, som han i København fandt upassende, umulige eller kedsommelige? Hans indkøb synes at røbe, at han skulle vise, at han havde en hoben stykker med hjem fra den rejse, han så længe havde ønsket og som staten havde ofret så meget på! Kvaliteten af de hjembragte stykker havde han ikke vurderet nøjere på stedet, hvorfor det endog er et spørgsmål, om han selv købte disse 22 stykker. - I sit pligtskyldige brev til direktionen (jf. Borup nr.349) fremførte Heiberg selv som undskyldning: "Nogle enkelte Stykker af mere universel Interesse, skjøndt ikke af stor Betydenhed, bringer jeg hjem med mig" (Borup nr.348 12.8.1836).

Heiberg omtalte to stykker, som han så på vej til Paris:
(1) "Johan Guttenberg", se s.921.
(2) "Der erste Schritt" af fru v. Weissenthurn (jf. Borup nr.349). Med henblik på den øjeblikkelige situation må Heibergs rejse vurderes [sideskift][side 809]negativt, idet han hverken bibragte repertoiret nogen fornyelse eller styrkelse i kunstnerisk henseende.

Under sit ophold i Paris havde Heiberg set Duport & Foudiers "Coliche, ou un Pamphlet sous M. de Maurepas" (PR 5.3.1836), som han meddelte censorerne, at han "havde til Oversættelse" (Borup nr.350 8.9.1836). Molbech læste stykket og blev begejstret: "Dette muntre, vittige, let og piquant udførte Situationsstykke .. kan ikke andet end med almindeligt Bifald gaae over Scenen, hvortil ogsaa den med megen Lethed behandlede Oversættelse vil bidrage sin Deel" (30.9.1836). Kirstein udtalte sig ikke på grund af sin embedsrejse til Hertugdømmerne. Rollebesætningen bestemtes den 14. okt. 1836 (Dp), og "Coliche" havde premiere den 13. dec. 1836 (opført ialt 25 gange i den behandlede periode).

Den 11. febr. 1836 leverede Gyldendal teatret Dumas, Bourgeois & Durieus "Le mari de la veuve" (TF 4.4.1832). Om Molbechs læsning deri anfører han selv: "Af nyere franske Eenactsstykker af det finere genre har jeg længe ikke .. læst noget, der saameget har interesseret og tilfredsstillet mig som dette". Den egentlige tilskyndelse til at oversætte stykket kom formentlig, da Delcours Selskab opførte stykket den 12. aug. 1836 (jf. s.777): "Forestillingen .. deraf, vandt alt det Bifald, som jeg havde ventet mig". Den 29. sept. 1836 blev Molbech færdig med oversættelsen (NkS 439). Han roste stykket for at besidde "et sandt Lystspils" kvaliteter: "komiske Elementer i Situationer, Intrigue, Ironie og Vittighed; det holder tillige Interessen og Opmærksomheden uafbrudt og uden nogen Synkén eller Slappelse vedlige, og denne Egenskab er betydeligt understøttet ved en ypperlig, let og naturlig Dialog, der intet har af den Skiødesløshed, hvormed Dialogen behandles i mange nyere franske Theaterstykker - endog ikke sielden hos Scribe". Molbech ønskede, at "Dumas havde skrevet flere Lystspil som "Enkens Mand", i Stedet for sine med Afskyelige Situationer og monstreuse eller modbydelige Charakterer opfyldte Dramer og Tragedier". Oversættelsen vurderede han i al beskedenhed derved, at han håbede, den "ikke er bleven for meget tilbage, i Sammenligning med Originalen" (6.10.1836). Den mødte ingen indsigelser, da Kirstein var på rejse i Hertugdømmerne, og Heiberg naturligvis ikke blev spurgt. Rollerne uddeltes allerede den 2. nov. 1836 (PRFD), mens premieren først fandt sted den 11. febr. 1837 (opførtes ialt 7 gange i den behandlede periode).

[sideskift][side 810]På sin embedsrejse til Fehmern medbragte Kirstein ikke mindre end 40 franske stykker, som han ville gennemlæse dér, for derpå at afgive sit foreløbige votum. Den 29. okt. 1836 leverede hun teatret:
(1) "L'ami Grandet", se s.818.
(2) "L'ambitieux", se s.868.
(3) "Une loi anglaise" (GD 21.11.1835) af N. Fournier, Th. Terrier (& Lesguillon?)
(4) "La savonette impériale, ou le mari par ordre" (PR 23.11.1835) af A. Bourgeois & Dumonoir
(5) "La mémoire d'un pere" (GD 20.12.1835) af Laurençot & Petit, hvilke han alle mente, det var "værd at reflectere paa for vort Theater", samt
(6) "Claude Bélissan" (TV 26.12.1834) af Théaulon & Choquart, som han mente det ville more Molbech "at læse, om det ogsaa ikke maatte være skikket til at producere paa vort Theater" (NkS 2336). Om de øvrige stykker vides intet med sikkerhed.

Et resultat af Heibergs sommerrejse var hjemtagelsen af Rosiers komedie "Un proces criminal, ou les femmes impressionables" (TF 24.5.1836), som han meddelte teaterdirektionen "vistnok [kunne] bruges med nogen Forkortning" (Borup nr.350 8.9.1836). Molbech lastede lystspillet for dets ene hovedintrige: "[De] elegante Pariserdamers Tilbøjelighed til at bivaane Retsforhandlinger og Criminal-Processer", selv om denne nok blev behandlet mere komisk end bidende. Publikun havde nemlig ikke "Lyst .. til at giøre sig den mindste Umage for at sætte sig ind i fremmede Forhold". Dette jævnførte Molbech med "Damernes Lidenskab for Actie-Spillet" i "Den hemmelige Lidenskab" (jf. s.656). Her var der dog "en dobbelt, og indviklet Intrigue, som unegtelig .. udfordrer Opmærksomhed og Aandsbeskieftigelse for at følges", hvorfor Molbech håbede, dette forhold ville redde stykket: "Alt dette i Forening maa dog forudsattes, i det mindste for det mere dannede Publicum, at kunne skaffe dette Stykke Yndest" (8.11.1836). Tilføjet under censuren, spurgte Molbech: "Skulde ikke Slutningerepliquen have godt af en lille Forandring?" (udat.) (5). - kirstein fortsatte i samme retning, idet han ville have "adskillige af de Replikker der gaae ud paa at gjøre Damernes Interesse for Kriminalprocesser latterlig" strøget eller beskåret, "hvilket vel bedst kunde skee ved de første Prøver .. De pag 457 og 458 af Oversætteren tilføiede to Replikker - eller egentlig talt, den antydede gestus - forekommer [sideskift][side 811]mig at gaa vel meget ind i Farcens Gebeet, og derfor bedst at kunne udelades [6]" (15.11.1836). Det er påfaldende hvorledes begge censorer opfordrede til forkortning, beskæring og ændring; desuagtet uddeltes rollerne den 17. dec. 1836 (PRFD). Af Heibergs brev til direktionen fremgår det, at mere end det af censorerne forlangte blev ændret (Borup nr.355 13.1.1837), hvilket direktionen føjede ham i (Kp.nr.5 23.1.1837). "En Criminalproces" havde premiere den 11. maj 1837 (opført ialt 6 gange, jf. s.950).

I anledning af anonymus' oversættelse "Pebersvenden som Ægtemand" (efter det engelske) beklagede Molbech det engelske teaters tilstand, hvor en "alt høiere dramatisk Værd berøvet Farce" kunne berømmes, thi her var "nogle, end ikke saa sielden forekommende Elementer af det massive Komiske i al sin Raahed", hvilket gjorde stykket aldeles uegnet for "vort Parquet og Parterre": ingen ville tåle "en saa raa og umoden londonsk Frugt" (11.11.1836). Kirstein havde læst en fransk version "for flere Aar siden .. i det Berliner franske Repertoire", men den var ligeså uantagelig som denne engelsk-danske (17.11.1836). Remitteret den 3. dec. 1836 (Kp.nr.192).

Prinsesse Amalia af Sachsen producerede lystspil, som i Tyskland stod højt anskrevet, mens Molbech ingenlunde var begejstret over hendes "Eine deutsche Pariserin oder Onkel und Nichte" (1836): "Da dette fyrstelige Skuespil hverken glimrer ved det Piquante eller Interessante i Handling og Intrigue, skulde man i det mindste vente at finde en fortrinlig Elegants, Fiinhed og Omsorg i det Dialogiske, og en omhyggelig studeret Charakteristik. Saadanne Egenskaber har jeg i det mindste ikke kunnet opdage. Dialogen er i det Hele let og ugeneret, fri for Stivhed og ufornøden Vidtløftighed; men Charaktererne ere hverken dybe eller interessant anlagte; komisk Kraft fattes aldeles; Intriguen gaaer en temmelig søvnig og just ikke særdeles naturlig Gang, og Opløsningen, der fra begge Sider just ikke er meget delicat, kan vel ikke egentlig interessere meget uden dem, som især see paa, at Alt i et Lystspil tilsidst skal jævnes paa bedste Maade". Molbech ville ikke stemme imod antagelse, men han frygtede at publikum, ligesom han selv ville "finde sig skuffet" (4.12.1836). - Kirstein formulerede sig ganske anderledes: "Da min Hr Collega ikke stemmer mod dette Stykkes Antagelse, som jeg maa erklære mig for, saa troer jeg at kunne undlade nærmere at udvikle min Anskuelse derom, der unægteligen [sideskift][side 812]er langt gunstigere for samme, end hin" (8.12.1836). Kirsteins kryptocisme afsløredes af Molbech: "Men jeg formodede (hvad der vel heller ei var ugrundet], at Stykket i ethvert Tilfælde vilde blive opført; og kunde, under disse Omstændigheder, vel ikke yttre min Dom anderledes" (udat.). Kun prinsessens position udvirkede, at lystspillet blev antaget uanset kvalitet. Borgaard oversatte stykket efter direktionens ordre (jf. I.B.nr.285 12.5.1838), hvorpå rollerne uddeltes den 24. april 1837 (PRFD). Oplæsningen afholdtes den 24. maj 1837 (Journal), men opført blev det aldrig: hvad Molbech ikke kunne forhindre formåede skuespillerne (7).

Anonymus' oversættelse af Raupachs "Die Schleichhändler" (Berlin 3.3.1828) manglede ifølge Molbech, "ikke enkelte gode Partier for Scenen, og har adskilligt, som maaskee øieblikkeligen vilde kunne more". Da kompositionen var ubehændig og overlæsset, og stykket ejede "for lidt dybere komisk Stof og Behandling", fandt han det tilrådeligst at forkaste det (15.1.1837). - Anderledes velorienteret var Kirstein, thi han havde "for nogen Tid siden læst [det] in originali og - undret mig over at det der [i Tydskland] har kunnet gjøre saadan Lykke", idet han fandt, at "Jfr Kickebüsch's Rolle .. ikke kan andet end vække Væmmelse og lydelig Misfornøielse hos vort Publikum" (2.2.1837). Oversættelsen remitteredes den 13. febr. 1837 (Kp.nr.13).

Bayard, R.A.Gautier & Potrons "Le poltron" (TV 9.10.1835) tog Molbech under censur i jan. 1837; han var helt sikker på, at "Stykket, givet f.Ex. af de Franske fra Berlin, vilde more mig og flere - om ogsaa blot ved at see Francisque i Melinets Rolle". Om det samme ville være tilfældet med danske skuespillere, ville for det første afhænge af, om stykket blev "rigtigt, ie: ikke ordret, oversat - hvilket paa mange Steder .. vil giøre ikke Indtrykket, men Udtrykket latterligt". For det andet ville det være afgørende, om "den rette Grad i det Pudseerlige og Latterlige" blev truffet, hvilket såvel Phister som Foersom havde vist at de kunne, men spørgsmålet var, om de kunne undgå at overdrive karikaturen "i Spillet - Personen selv er carriqueret nok" (16.1.1837). - Kirstein oplyste, at han i jan. 1837 havde tilsendt Heiberg stykket "for at høre on han maatte være oplagt til at oversætte det (2.2.1837)" Herom vides intet. Borgaard oversatte det i stedet med titlen "Kujonen", men vota til denne oversættelse fattes. Molbechs rettelser i oversættelsen er fuldt ud loyale, om end de klart viser [sideskift][side 813]Molbechs ønske om et ganske bestemt teatersprog niveau; Borgaards ordrethed syntes ham overdrevet (NkS 2575). Rollebesætningen bestemtes den 22. apr. 1837 (PRFD), hvorpå stykket blev oplæst den 22. maj 1837 (Journal); den 15. sept. 1837 opførtes stykket for første gang (opført ialt 3 gange) (8).

Cosmars "Die Liebe im Eckhause" (Berlin 27.9.1836) fandt censorerne fortjente at blive oversat. Molbech noterede: "uagtet dets noget indviklede og forvirrede Intrigue, kan [det] blive brugeligt, under Forudsætning af at det oversættes med Lethed .. og at det spilles med ikke mindre Lethed, Liv og Raskhed i samtlige Roller (23.1.1837). - Kirstein vurderede det således: "Jeg er i øvrigt ogsaa enig i at Stykket neppe vil gjøre stor Lykke paa vor Scene, men at det dog baade med Hensyn til dets gode Intrigue og den Anledning, det kan give Skuespillerne til at øve dem i et let og livligt Spil, fortjener at oversættes og bringes paa vor Scene" (2.2.1837). Det skete imidlertid ikke.

d'Epagny & Decomberousses "La fille mal elevde" (jf. s.737) leveredes til oversættelse af Sille Beyer, og som det fremgår af Kirsteins votum, blev hun atter kraftigt understøttet af Molbech. Ifølge Kirstein var hun imidlertid ikke fortrolig nok med det franske sprog "til at oversætte deraf uden temmelig jevnligt Brug af Ordbogen, og navnlig vel ikke nærmere [bekendt] .. med det franske Conversationssprog .. Oversættelsen er derfor bleven altfor ordlig (sit venia verbo) og derved tung, og gjengiver oftere ikke Originalens Mening og uagtet den Flid min Hr Collega har anvendt paa at redressere dette ved de foretagne Forandringer og Rettelser, er det dog neppe tilfulde lykket - ja de antydede Misforhold, er maaskee tildeels derved endog tydeligere fremtraadte i det Øvrige" (1.3.1837). - Kun på denne baggrund kan Molbechs votum forstås rigtigt: "Jeg har i Oversættelsen ikke fundet det samme, eller fundet et mindre morende scenisk Stof, end i den franske Original, fordi man naturligviis let forledes til at læse denne med den Indbildning, at man saae Stykket opført paa et fransk Theater". Ikke med et ord nævnte han sit stileretterarbejde, men anførte blot, at "Stykket ganske vel kan fortiene at lade det staae sin Prøve" (9.2.1837), hvilket Kirstein også samtykkede med. - Stykket ses ikke engang uddelt (PRFD) (9).

Bayard & Vanderburchs "Le gamin de Paris" (GD 30.1.1836) (jf. s.808) havde Kirstein læst før det blev spillet første gang i Danmark [sideskift][side 814]den 16. aug. 1836 af Delcours Skuespillerselskab, jf. s.777. Allerede den 12. aug. 1836 havde Rosenkilde tilskrevet direktionen, dels for at sikre sig titelrollen, dels for "at oversætte Stykket for Theatret. Dog saaledes - om det fordres at Profess: Heiberg, eller hvem Directionen - hvis det - som sagt - skulde ansees nødvendigt, bestemmer dertil, giennemseer min Bearbeidelse"; han oplyste, at oversættelsen "forresten [er] mere end halv færdig" (I.B.nr.164 DKTB). Ifølge Rosenkilde havde stykket allerede "vundet megen Interesse" hos Kirstein (l.c.). - Den 31. aug. 1836 tilsendte bureauchef Schönberg Töfers tyske bearbejdelse "Der Pariser Taugenichts", som han havde set opført "med end større Bifald, end Originalen har erholdt". I sommeren havde han på badestedet Dreiburg for Holstein "anmældt .. at [han] .. havde begyndt at oversætte" stykket efter originalen. Nu udbad han sig direktionens "Bestemmelse om, efter hvilken, enten Originalens eller den tydske Bearbeidelse, det maatte anbetroes" ham (I.B.nr.178). Den 3. sept. 1836 anmodede direktionen om Heibergs vurdering (Kp.nr.162). Heiberg var ikke i tvivl om, at originalen var bedst: "hvad der allerede i Originalen har et maaskee altfor stærkt Anstrøg .. har Bearbeidelse erholdt en endnu stærkere, kotzebuisk Colorit" (Borup nr.350 8.9.1836). Dermed var alt sagt; resten af vurderingen var et programpunkt for Heiberg, idet han gjorde indsigelse imod Töpfers opdeling af 2-aktsstykket i 4 dele, hvilket mindskede effekten: "dersom Handlingen gik uafbrudt frem i 1 Act" ville mange stykker have reddet sig, hævdede han. For engangs skyld blandede Heiberg sig i repertoiret på en anden måde, end han plejede, idet han fandt, at det var uheldigt, at teatret nu straks oven på Delcours succes selv ville producere "Pariserdrengen": "Om ogsaa den danske Fremstilling bliver ligesaa god som den franske, ja selv om den blev bedre, vilde dog allerede den uundgaaeligt sig paatrængende Sammenligning være til Hinder for den frie og "uubefangene" nydelse og Modtagelse af Stykket. .. har man allerede et Forbillede til Sammenligning, da vaagner en critisk Aand, som det er lettere at mane frem end at mane bort; Publicum møder med forudbestemte Meninger, og Modtageligheden for det Fremstilte er svækket" (l.c.). Af materialet at dømme rettede direktion sig faktisk efter Heibergs råd, thi hverken Rosenkilde eller Schönberg fik foreløbig besked; mundtlige forhandlinger er som sædvanlig umulige at referere.

[sideskift][side 815]Et halvt år senere konkurrerede imidlertid to unge oversættere om teatrets gunst. Professor Jens Møllers søn J.C. Møller indsendte den 21. febr. 1837 sin oversættelse (som lystspil) (I.B.nr.32), mens Emil Bidoulac anonymt indleverede sin til Molbech den 25. febr. 1837 (som vaudeville) (Coll.BrS). - Censorerne skulle vise sig at være højst uenige om stykkets kvaliteter, hvilket måske forklarer udsættelsen af opsætningen i sept. 1836. Molbech fandt, at stykket tilhørte den gruppe af stykker, som i "det Hele ere bearbeidede uden dramatisk Genie, uden giennemgribende Natur-Sandhed, uden Skarphed, Reenhed og Originalitet i Charakteertegning, og uden ægte komisk Kraft", således en type, hvilken hans "Smag og hele æsthetiske Dannelse aldrig kan finde Behag i". Han mente det udelukkende var "ephemere Producter", som skuespillere og tilskuere på et givet tidspunkt ville lade sig "mætte og overmætte" af, "hvorpaa hos begge følger ligesaa stor Ligegyldighed eller Modbydelighed for dette Næringsstof, som det stundom i sin første Fremtræden blev slugt med graadig Begierlighed". For Molbech (som allerede var nået til ligegyldighedens stadie) var det altså kun et spørgsmål om, hvorvidt stykket stødte "an imod den Art af scenisk Moral og Decorum, jeg fordrer af Skuespillet". Han fortsatte: "fra den høiere Moralitets Side" kunne det ikke anbefale "et Skuespil, at en uopdragen, kaad, lapset, impertinent og uinteressant, men forresten paa sin Viis ærlig og godmodig Pariser-Dreng (thi dette er Titelens sande Mening - Gadedreng, polisson, er noget værre endnu end Gamin) fremstilles i scenisk Glorie paa Theater. Det hører med til Pariser-Aanden efter 1830 tilligemed den hele Tendents, at sætte de høiere Stænder og Classer af Folket med deres Cultur og Tænkemaade, i det sletteste ringeste Lys, og derimod fremstille de ringere Classer, ja Pøbelen selv, som ædle Normalmennesker, hvoraf ogsaa dette Skuespil har sin gode Deel" (27.2.1837). Molbech havde efterhånden opøvet en evne til at erklære sig så tydeligt som muligt, når det gjaldt kunstneriske produkter, som havde deres egentlige udgangspunkt i den politiske debat, Julirevolutionen. Hans despekt for "de ringere Classer" havde han ganske vist lagt for dagen tidligere, fordi han klart satsede på den dannede del af publikum, ligesom han bekæmpede Overskous "Caprisiosa" som fjællebodsstykke; men den egntlige eksplicitte politiske meningstilkendegivelse havde han indtil nu dølget: her var anledningen, selv om den var ledsaget af en (oftere repeteret) [sideskift][side 816]grundholdning for den Molbechske æstetik. - Kirstein havde tidligere vist at han forstod sig som politisk censor, fordi han forud kunne ane, hvad oppositioner ville kunne finde anledning til at benytte i dens politiske kamp imod enevælden: som en klog taktiker disse stykker eller slettet (subs. ændret) de pågældende steder i stykkerne. Molbech derimod erklærede sig som modstander af "de ringere Classer", hvorefter han tilføjede:"Den practiske Udførelse raader jeg ikke for" (l.c.). Denne passus kan tolkes på i hvert fald to måder: 1) Molbech kunne erklære sig, men handle formåede han ikke at gøre. 2) Han kunne erklære sig, men det nyttede ikke noget (heller ikke i dette tilfælde), fordi stærkere kræfter (i direktionen, eller kræfter der havde indflydelse på flertallet i direktionen) ønskede en anden udvikling end Molbech. Kan Molbechs æstetisk-moralske kamp imod Hugo (og Dumas) betegnes som hans egentlige forsvarsværk for enevældens sikkerhedsnet (kampen imod Pariserånden på det kunstneriske plan) kan hans votum i anledning af "Pariserdrengen" uden tvivl tolkes som hans forsvar i en egentlig politisk sammenhæng, i hvor meget den end kædedes sammen med de æstetisk-moralske kriterier for hvad Molbech forstod ved et sandt kunstværk. - Med hensyn til de to oversættelser var Bidoulacs "uden Sammenlign. den bedste; og har desuden det forud, at være behandlet i fuldstændig Vaudeville-Form". Han gjorde dog opmærksom på, "at Oversættelsen trænger til at giennengaaes og files, hvilket jeg ikke videre kan indlade mig paa" (l.c.). Molbechs arbejde med oversættelser afhang af stykkets karakter og oversætterens tilknytning til teatret (jf. s.797). - Kirstein var ganske anderledes sindet over for dette stykke. Han påpegede selv sin begrænsning: "[Jeg] hverken kan eller vil" bedømme "dette Stykke efter æsthetiske Grundsætninger .. men vil blot ligefrem tilstaae at det baade ved Læsningen og ved at see det opføres af det franske Skuespiller-Selskab .. har interesseret og behaget mig". Ilan gendrev Molbechs overfor anførte politiske vurdering: "Efter min Anskuelse har Forfatteren villet udvikle den Sætning at det gode Hjerte og den honnette Tænkemaade ved given Anledning beseirer de ydre Forhold, der hidtil have hildet dem, hvad enten saa disse bestaae i en forsømt Opdragelse .. eller Letsindighed .. eller Convenientsen .. og som Modsætning dertil opstillet et Exempel paa at et slet Hjerte .. uagtet den tilsyneladende bedre Opdragelse vil drives til [sideskift][side 817]at ville give sig Skue af Ædelmodighed, dog naar det kommer til den sande Prøve ligesaa lidt kan fornægte sin Natur". Kirsteins politiske nerve er tidligere påvist, hvorfor ovenstående skal opfattes som et regulært forsvar for stykket samt en imødegåelse af Molbechs hysteriske mani på grund af Julirevolutionen, hvis frugter Kirstein lige så lidt som Molbech yndede. Kirstein ønskede ikke at file på Bidoulacs oversættelse, idet han frygtede for at "noget af det livlige friske .. navnlig i Gamins Parti" skulle blive fjernet (2.3.1837). Herimod protesterede Molbech, fordi han ved eksempler havde påvist, at oversættelsen ikke gengav originalens mening, men da stykket ''hverken ved Læsningen eller ved at see det opført [havde] betydeligt .. interesseret" ham, ville han ikke bekymre sig "om det gives i en fuldkommen god, eller passabel Oversættelse" (3.3.1837). Molbechs notat i censurprotokollen synes gold manifestation, men føjer unægtelig endnu en facet til hans personlighed. Det skal anføres, at han derved fralagde sig ansvaret for dette stykkes fremstilling på scenen, men det var vel stik imod, hvad der var hans pligt som teatercensor. Den 3. marts 1837 blev Bidoulacs oversættelse antaget (Dp), mens J.C. Møller modtog sin retur, med den begrundelse at Bidoulacs oversættelse var "behandlet i Vaudeville=Form", "saaledes som man ønskede det" (Kp.nr.23 6.3.1837). Til Schönberg returneredes den Topferske bearbejdelse, idet teaterdirektionen henviste til Heibergs responsum, samt de to oversættelser, indleveret i febr. 1837. Dog undlod man ikke at takke Schönberg "for den Interesse og Opmærksomhed for Theatret, De atter ved denne Leilighed har givet Directⁿ en kjærkommen Prøve paa" (Kp.nr.22 6.3.1837). - Molbechs forslag til rollebesætning ledsagedes af følgende kommentar: "Vel har Oversætteren indrettet Stykket til Sang, ligesom Originalen; men jeg troer ikke dette vil give nogen Hinder; da neppe noget Syngenummer falder paa een af de ovenanførte, som ei kunde udføre det; og skulde dette maaskee ved et eller et Par Nummere være Tilfældet, kunne disse sikkert uden Skade udelades"(DKTB 6.3.1837, adressat Holstein). Rollerne uddeltes den 19. maj 1837 (PRFD) og kun ved premieren den 30. sept. 1837 opførtes stykket som vaudeville; Molbechs kommentar fra marts blev alvor og realiseret fra 2. opførelse (opført ialt 36 gange) (10).

Md. de Bawrs gamle komedie "La suite d'un bal masqué" (TF 9.4.1813) opførte Delcours skuespillere den 18. aug. 1836, hvilket må formodes [sideskift][side 818]at have været årsagen til, at J.C. Møller oversatte dette stykke. Originalen hævde sig ikke, ifølge Molbech, over "det ganske maadelige Theatergods", og oversættelsen var "haard, ikke sielden udansk", hvorfor afgørelsen var givet af sig selv (3.3.1837). Til trods for at opførelsen i aug. 1836 havde behaget Kirstein. fandt han ikke stykket egnet "for vor Scene", uden nærmere begrundelse (7.5.1837 (11)). Remitteret den 6. marts 1837 (Kp.nr.23).

Ancelot & Alexis Decomberousses komedie "L'ami Grandet" (TV 23.10. 1834) (jf. s.742) tilsendte H.E. Kirstein allerede i nov. 1835 sin broder (TK 1837 1.kv.nr.130), som i okt. 1836 havde læst stykket: [Det] har forekommet mig værd at reflectere paa for vort Theater" (NkS 2336 29.10.1836). Hans notat i hæftet var kun en umiddelbar kritik, som han ikke ville blive fornærmet over, om Molbech underkendte den (l.c.). Borgaard indleverede sin oversættelse "Frieren og hans Ven" efter derom at have samtalet med Molbech (Cp 49). Molbech var enig med Kirstein om dets interesse som "Charakteer= og Situationsstykke .. skiøndt især 2den Act vel kunde have været finere anlagt og behandlet" (Kirsteins notat i Molbechs referat, Cp 49). Dette uddybede Molbech, thi netop "Fiinhed" savnede han: "Alt, baade Coquettens Charakteer, hendes Forhold imod Generalen, Situationerne, hvori hun bringes, Vennen Grandets Trofasthed mod Iumilly og hans Operationer mod Hertuginden, ligesom Omslaget fra Kiærlighedens Sommerhede til reent Frostveir hos den martiale Elsker, med hvis ikke lette Personlighed den coquette Skiønne vil spille Fiederboldt - er tegnet vel meget i det Massive", hvilket på Molbechsk ville sige: nærmede sig det anstødelige eller usædelige. "Efter den Maade, hvorpaa de franske Lystspil nuomstunder skrives - eller rettere fabriqueres i Dusinviis - er dette imidlertid altid et meer end almindelig vel udført Arbeide, i hvis Situationer der ogsaa forekommer ret piquante - kun outrerede og mod Convenients stærkt anstødende Scener" (16.4.1837). Molbech dulmede sin ængstelse med at tilføje, at han ikke håbede, at publikum ville hæfte sig for meget ved stykkets "Anstødeligheder" "og i det Hele more sig over Stykket" (l.c.). Molbechs vurderinger er i moralsk henseende til det yderste svingende, thi, hvor er her de moralistiske grundsætninger? - Kirstein forsvarede sine foreløbige bemærkninger som foreløbige, idet han lagde til, at "jeg kan i det Hele ikke andet end være af samme Mening, som den ovenfor af [sideskift][side 819]min Collega udtalte" (7.5.1837). Roller uddeltes den 26. maj 1837 (PRFD), hvorpå "Frieren og hane Ven" med få retoucheringer opførtes første gang den 2. sept. 1837 (opført ialt 18 gange i den behandlede periode (12).

Raupachs lystspil "Die Bekehrten" (1827) (jf. s.321) nægtede Molbech at tro kunne opføres på Det kgl. Teater i 1837: "denne sære Blanding af Bombast og Lethed i Dialogen, denne søgte Jagen efter Vittigheder og tankevægtige Udtryk, denne svulstige, opskruede Tone, i Forening med jævnlig frembrydende Lune og unegteligt Talent for Opfatning af det paa Scenen Interessante"; oversættelsen af T. Mørch vor uantagelig (18.4.1837). Kirstein var af samme opfattelse (7.5.1837). Returneret den 17. maj 1837 (Kp.nr.53).

Medio sept. 1836 indsendte N.V. Dorph sin nyoversættelse af Goldsmiths "She stoops to conquer, or The Mistakes of a Night" (1773), på dansk "Feiltagelserne": "[Stykket] har en saa stor Fond af Naturlighed og af stærke comiske Charakterer og Situationer, at det i det mindste maa tiltale den Deel af Publicum, som endnu er dansk og national nok, til at forstaae og more sig ved Holbergs uforgængelige komiske Kraft og Lune. Det har tillige den eiendommelige engelske Tone og Behandling, som paa Theatret, i hvor meget vi end ere fortydskede og forfranskede, bestandigen har bevaret den Affinitet til vor egen National-Charakteer, som, imellem dansk og engelsk, strækker sig til mange andre gamle Folke-Liigheder, foruden den sceniske Smag og Interesse" (18.5.1837). Oversættelsen som helhed var Molbech tilfreds med, men "enkelte Udtryk og Repliquer kan modtage Correcturer", som han paa sine Steder" havde vist. Afvigelserne fra originalen "især i sidste Act" huede ikke ganske Molbech: "jeg troer Stykket derved har tabt; og Scenen der imellem Tony og Moderen bør uden Tvivl i det mindste nærmere tilbage til den oprindelige Form; hvis man endog .. reent vil udelade Faderen" (l.c.). - Kirstein ytrede sig intetsteds om oversættelsen; kun stykket som sådan interesserede ham, men han var " - desværre - meget i Tvivl om, at det vil gjøre nogen Lykke paa Scenen nuomstunder" (29.5.1837). - Liebe leverede Dorph 5. akt retur med censorernes antegninger, hvorpå Dorph tog til genmæle i mod censurens ændringer: "Skulde .. alle de antydede Rettelser beholdes, saa hverken kan eller vil jeg i flere Henseender erkjende Oversættelsen for mit Arbeide" (I.B.nr.143 23.7.1837) (13). Molbech replicerede herimod den 2. aug. 1837 ved i detaljen at påvise, [sideskift][side 820]hvorledes Dorphs oversættelse afveg fra Molbechs krav til den rette moralske konveniens og de dramaturgiske betingelser, han igennem årene havde opstillet som teatercensor (14). For at mildne Dorphs vrede henstillede direktionen, at han blot overvejede de "øvrige Forandringer i 5^te Act" nærmere, idet man overlod Dorph manuskriptet "og derhos som naturligt er, tillige ganske maa henstille sammes Anvendelse til Deres egen Disposition" (Kp.nr.99), hvilket betød, at Dorph enten kunne trække oversættelsen tilbage eller indlevere den med de af direktionen forlangte rettelser! Dorph gjorde afbigt overfor direktionen den 8. aug. 1837 ved at give 5. akt. "i Oversættelsen samme Scene=Form heelt igjennem, som den har i Originalen" (I.B.nr.153). Rollerne blev uddelt den 28. nov. 1837 (PRFD), men først den 21. april 1838 blev stykket givet i Dorphs oversættelse (opført ialt 6 gange i den behandlede periode, jf. s.1193).

Hovedbegivenheden skulle have været Heibergs fornyelse af repertoiret, efter rejsen til Paris: det blev ikke tilfældet. I stedet synes den vigtigste hændelse at være forhandlingerne om "Le gamin de Paris", hvor Molbech klart lagde en vigtig egenskab for dagen: den politiske censurpligt, foreskrevet af tidens skærpede holdning til Pariserånden. Hans udfarenhed overfor Hugos dramer siden 1832 og senere fulgt af opgør med Dumas' ligelydende del af produktionen havde først og fremmest ført sig frem med udfald imod det usædelige, anstødelige i disse dramer samt ved dramaturgiske uoverensstemmelser med den af Molbech hyldede Schillerske tragedieopfattelse. Her i 1836 og 1837 veg Molbech endelig ikke længere tilbage for at tage det endelige skridt i denne retning, thi påberåbelsen af farligheden ved Pariserånden af 1830 var Molbechs endelige krigserklæring til hele det nye skuespil i Frankrig, uanset genre. - Kirsteins afpolitisering med hensyn til dette stykke skal ikke misforstås, men hans forsvar må ses som et forsøg på at ville mindske presset fra oppositionen eller en tilpasning til det klassedelte publikum, jf. hans antagelse af "Caprisiosa". - Heibergs position synes ikke væsentligt ændret i løbet af denne sæson. Ganske naturligt overtrådte han de lovbefalede regler med hensyn til antagelse af stykker, ved helt på egen hånd at påbegynde oversættelser før censorerne havde haft lejlighed til at udtale sig om originalerne. Såvel hans som Kirsteins store arbejde med at læse stykker igennem før forcensuren synes ikke i denne sæson [sideskift][side 821]at have sat afgørende præg på repertoirepolitikken. - Behandlingen af Overskou og Sille Beyer er derimod interessant. Overskou blev frataget to vigtige opgaver, som han utvivlsomt kunne have klaret til teaterdirektionens tilfredshed. Hans anmeldervirksomhed ved "Dagen" betød formentlig (jf. Collins udtryk Den emanciperede Overskou), at han pekuniært straffedes ved fratagelsen af oversætterarbejde. Sille Beyers hidtil ukendte oversættelse sætter unægtelig hendes tilknytning til Molbech i en end tydeligere belysning: Kirstein kunne ikke bare sig for at påtale hendes manglende kvalifikationer. Antagelsen var dog ikke ensbetydende med opførelse. - Affæren med Dorph skyldtes vel mere dennes ømfindtlighed end Molbechs specielle strenghed. Molbechs grundighed synes her berettiget og underbygget af indsigt og sikrere smag, afpasset efter hans hensyntagen til den dannede del af publikum. - Afvisningen af flere af de franske stykker skete under henvisning til deres usædelighed, lokalitet, etc., mens de tyske stykker oftest afvistes på grund af den ringe dramatiske effekt. Linjen synes ganske klar i denne sæson: undtagelsen er selvfølgelig også repræsenteret ved "Frieren og hans Ven". - Der blev antaget 14 stykker enten til oversættelse eller i oversættelse: det hidtil største antal i en sæson i hele den behandlede periode. Ikke mindre end 4 af disse stykker blev imidlertid aldrig forestillet: mest belastende for censuren var det vel, at hverken prinsessens stykke, Sille Beyers oversættelse eller Heibergs uoplagthed med hensyn til "Un mariage raissonable" kostede censorerne en øres redegørelse. - Borgaards arbejdsevne synes enorm i denne sæson: både med og uden censorernes sympati arbejdede han. Han nærmest remplacerede Heiberg som teateroversætter.

[sideskift][side 822]

18.3.1 Dansk opera

Det anonymt inddleverede "Konstcabinettet, eller Automaterne" foregik på Hotel d'Angleterre, hvor en gruppe af automater forestillede kendte skikkelser fra historien eller dramatiske behandlinger af denne: eksempelvis Romeo og Julie, Rinaldo Rinaldini, Samson, Hymen, Judith med Holofernes' hoved, Salomons dom, Charlotte Corday og Marat, etc. etc. Molbech fandt det "Hele .. saa enfoldigt sammensat og saa smagløst udført", at det måtte undre, at nogen kunne "tænke sig det muligt, at saa kiedsommelige Dumheder kunde blive Stof for en mus[icalsk] Composition (selv "Billedet og Busten" er dog et Mesterværk imod denne usle Gienganger) og dette Tøi opføres" (21.8.1836). - Kirstein ville ikke frakende tekstforfatteren "Anlæg til at skrive ret gode Couplets" og havde han behandlet sujettet som vaudeville, kunne der måske været kommet "noget ganske moersomt ud af det" (24.3.1836). Stykket remitteredes via Liebe.

H.C. Andersen sendte "Renzos Bryllup" til gennemsyn hos fam. Collin, før dets derfra leveredes til teatercensorerne. Edv. ikke Jonas Collin læste det og udtrykte sin velvilje på grund af ligheden med "Ludovic" (jf. s.602) (BEC I 250). Molbech derimod fandt librettoen mat og tom; "Sangene kunne maaskee være ret brugbare, men hvorledes en Componist i øvrigt kan faae Grund-Idee og Grund-Charakteer til sit musicalske Arbeide af en saa fattig og uinteressant Text - gaaer over mit Begreb .. I øvrigt beklager jeg DHrr Componister i Danmark, der skulle være reducerede til Texter, som Hr. Andersen leverer" (18.8.1836). Trods den sidste salut bærer Molbechs censur tydeligt præg af en noget mere positiv vurdering end tilfældet var ved "Liden Kirsten" (jf. s.668). Om dette skyldtes Collins intervention dengang, eller en vis kvalitetsforbedring rent faktisk var at spore, får stå hen. - Kirstein mente, at tekst og musik kunne passere, hvis Zinck troede "i denne Text at finde Anledning til en god Composition". Han foreslog imidlertid, "at vi tilkjendegiver Hr Zinck, at vi kun saaledes have fundet Texten passabel og overlader ham Ansvaret i Henseende til baade Text og Composition, hvis han paatager sig at benytte den første dertil" (23.8.1836). I mødet den 2. sept. 1836 delibereredes stykkets skæbne, hvilket blev afgjort derhen, at Zinck blev tilskrevet 6. sept. 1836: "kun under den Forudsætning, at den musikalske Behandling maatte egne sig til at vække en særdeles Interesse" kunne stykket anses for antageligt til opførelse; "man maa derfor [sideskift][side 823]overlade til Herr Syngemesteren Ansvaret for den Skjæbne Stykket maatte have paa Scenen saavel med Hensyn til Text som Musik, saafremt De under disse Omstændigheder fremdeles maatte være sindet at componere Musik til oftbemeldte Text" (Coll.BrS. 44) (1). Altså alene Kirsteins synspunkter blev gennemtrumfet med hensyn til Andersens tekst, thi således som brevet til Zinck blev formuleret, var det komplet umuligt for denne at indlade sig på en komposition, uanset kvaliteten af teksten (2). Den ofte udskældte Molbech var i denne sammenhæng aldeles uden skyld i Andersens vanskæbne. Resultatet blev, at Andersen opgav Zincks komposition og selv fandt melodier af bekendte komponister til stykkets syngenumre. Dermed skiftede stykket jo aldeles karakter. Til Henriette Hanck skrev han: "Nu kan den da ligge 3 a 4 Maaneder hos Censores og derpaa - forkastes" (BHH 150 28.10.1836). Den 4. nov. 1836 indsendte han på ny stykket omarbejdet, hvilket han udtrykkelig gjorde opmærksom på ("Dialogen og Sujettet selv har undergaaet Forandring" (I.B.nr.253). Hug til Molbech førte Andersen også: "Det er ei beregnet paa kun at læses, men at sees opført, en digterisk Udmaling vilde forfeile sin Virkning; Farverne deri være Fremstillingen og Musikken! Denne sidste har Hr Repititeur Pauli paataget sig at arrangere. [Derpå et goddag til Kirstein:] Hvad Stykket selv angaaer, da fordrer Udstyrelsen ingen nye Udgifter. Overbeviist om at originale Arbeider ikke bedømmes strengere end Oversættelser, vil jeg haabe at min Virksomhed ikke denne Gang igjen har været forgjæves" (l.c.). Andersen skulle dog nok belært af erfaringen fra "Liden Kirsten" have henvendt sig til Kirstein, thi af direktionens skrivelse af 3. dec. 1836 fremgår det ganske tydeligt, at det var Kirsteins rettelser til Molbechs koncept, der skærpede holdningen til Andersens stykke. Endelig kan det heller ikke udelukkes, at Zinck ikke til Andersen har refereret indholdet af direktionsmødet den 2. sept. 1836, hveri det mundtligt blev denne meddelt, at direktionen "vel vilde lade Stykket opføre med Syngemester Zincks Composition, og paa Theatrets Bekostning lade Node-Copiatur og Rolleskrivning besørge, men ikke forbinde sig til at betale det reglementerede Honorar for Stykket, førend det viste sig, at dette udholdt 5 Afteners Forestilling" (Coll.BrS.44). Begrundelsen for nu at lade Andersen overtage denne betingelse formuleredes af Kirstein: "Skiøndt det nu ingenlunde kan ansees som afgiort, at en Text, hvorom det antages, at den ved [sideskift][side 824]Hielp af en heldig original Composition mulig kunde holde sig paa Scenen, vil opnaae samme Skjæbne ved Hielp af bekiendte og sammensankede musiknummere, saa kan man dog, da" (herefter Molbechs formulering) "Herr Andersen .. er aldeles overbeviist om, at den tildeels omarbeidede Skikkelse, hvori De paa ny har indsendt "Renzos Bryllup", maa tilfredsstille enhver Fordring, Publicum vil kunne giøre til Dem som Forfatter .. saameget mindre tvivle om, at De og Herr Paulli .. ville finde noget Slags Betænkelighed ved at" indgå den betingelse, som tidligere blev Zinck "mundtligen" meddelt: at honoraret ikke skulle udbetales medmindre stykket gik 5 gange uden mishagsytringer, "og uden at man ved en altfor ringe Indtægt seer sig nødsaget til tidligere at henlægge Stykket" (l.c.) (3). Til Henriette Hanck kunne Andersen altså (fejlagtigt) rapportere, at stykket var antaget; med hensyn til mishagsytringernes omfang lod Andersen spørge: "[Direktionen] svarede da, at det vilde de ikke sige før Stykket havde gaaet fem Aftener. - Jeg gik ind paa den naragtige Betingelse; hele Indtægten faaer nu rimeligviis teatret, men bag efter skal Publicum faa Directionens Brev og saa ere de da, som sædvanligt, prostituerede" (BHH 166/67 25.12.1836). To gange antaget og dog hverken antaget eller opført: således gik det kun Andersen (4). Se s.1392.

De to syngestykkers behandling af censorerne kan ikke undre. Den første var under al kritik, mens Andersens var lidt bedre men dog ikke så god, at teatret økonomisk turde binde an dermed. Af lutter hensyn til Andersen gav man ham tilbuddet om at forsøge sin teksts muligheder, men uden økonomisk opbakning. Kirsteins modstand overgik Collinernes opbakning og romanpublikummets forventninger, mens Molbech tydeligvis holdt en lav profil, fordi han to tidligere havde sagt fra overfor Andersens produktioner, for siden at blive korrekset af Jonas Collin.

[sideskift][side 825]

18.3.2 Oversat opera

Konsul Saabye fournerede teatret med forskellige operaer deriblandt Adams lyriske drama "Le proscrit, ou le tribunal, invisible" (OC 18.9.1833) med tekst af Carmouchc & Boniface. Den 5. dec. 1835 meddelte Kirstein Molbech, at "Musiken roses meget" samt at det havde "gjort stor Lykke i Paris, som jeg vel kan begribe, da Stykket frembyder om just ikke meget nye, dog ganske gode Situationer, der vel kunne give en Componist Leilighed til at skrive en god Musik .. [H]vis De ikke maatte finde noget imod Antagelsen at erindre", kunne det snart sættes i arbejde (NkS 2336). Resultatet af Molbechs læsning kendes kun for såvidt, at Oehlenschläger fik i opdrag at oversætte stykket, hvorpå oversættelsen "Den Fredløse, eller Den usynlige Domstol" indkom i maj 1836 (Op 217). Molbech undlod ved censureringen at kommentere selve stykket, men påpegede "enkelte Mangler af Hastværk eller Uopmærksomhed" ved oversætterens arbejde. Selv havde han anført en række vedtegninger i oversættelsen, resten måtte Oehlenschläger selv tage sig af (2.6.1836). Allerede den 17. juni 1836 uddeltes rollerne (PRFD), inden Kirstein fik lejlighed til at censurere oversættelsen, som han fandt ikke var gjort med en Oehlenschläger "neppe værdig eller anstændig Flygtighed. Endeel af de værste Steder, hvor Originalens Mening var ganske forfeilet eller endog givet modsat, har jeg søgt at rette. De øvrige maae vel for denne Gang blive staaende, da Stykket allerede er uddelt .. men Directionen maa vistnok tage i billig Betænkning, ofte[re] at overdrage Oehlenschl. slige Arbeider, dersom han ikke vil behandle dem lidt alvorligere end dette, der saa kjendeligen bærer Spor af, at det hastede med Betalingen [1]" (1.7.1836). Prøverne påbegyndtes den 16. aug. 1836 (Journal), hvorpå premieren fandt sted den 2. sept. 1836 (kun opført 2 gange) (2).

Scribes libretto til Aubers opera-comique "Actéon" (OC 23.1.1836) (jf. s.807) fandt Molbech havde et temmeligt forslidt sujet, samtidig med at behandlingen var ubetydelig: "Om vort Publicum vil lade dette temmelig frivole Gods passere ved Hielp af en god eller taalelig Musik, vil komme an paa en Prøve" (20.7.1836). Kirsteins censur udviser nok en bekymring for frivolitet, men det ville dog komme an på "Arrangeuren". Stykket havde ifølge ham meget andet "høist comiskt, der let kan overveie ethvert andet Indtryk" deraf. Han henholdt sig til Fröhlichs udsagn om den særdeles smukke og livlige musik, hvorfor han troede "at maatte stemme [sideskift][side 826]for, at der gjøres Forsøg med at bringe den paa Scenen" (4.8.1836). Fröhlich informerede ham om, at han allerede havde givet stykket til Borgaard med henblik på oversættelse (Troensegaard, udat. ie: 6.8.1836). Heibergs dom ("Text og Musik lige kjedelige") (Borup nr.350 8.9.1836) ses ikke at have haft indflydelse på censorerne. I okt. 1836 indsendtes oversættelsen, i hvilken anledning Molbech anførte: "Da man roser Musiken til denne Operette, troer jeg, den vil i det Hele kunne more paa Scenen, saameget mere, som den er let og kort behandlet. Sagen er kun, om vort Theaters incalculable Publicum vil lade Stykkets Frivoliteter .. passere forbi" (7.11.1836). Kirstein var "Aldeles enig" (16.11.1836). Molbechs rettelser i Borgaards oversættelse var primært af sproglig karakter. Frivoliteterne søgte han på ingen måde at reducere (KTS nr.7, som er Borgaards autograf) (2a). Først den 31. marts 1837 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå oplæsningen fandt sted den 3. maj 1837; men prøver ses ikke afholdt (Journal).

Marschners nyeste opera "Das Schloss am Aetna" (Leipzig 29.1.1836) skrev han selv til Kirstein havde "gjort megen Lykke, hvilket jeg ogsaa her seet af et Brev fra Holstein, der netop var i Hannover [3] da det første Gang blev opført der" (Troensegaard; adr. Fröhlick, udat. ie: 6.3.1836). Det var altså en selvfølge, at også denne Marschner-opera skulle opføres i Danmark. Den 22. sept. 1836 skrev Marschner under på vekslen for betaling af partituret (TK 1836 4.kv.nr.155). Oehlenschläger oversatte også denne libretto, men censorvota fattes. Først den 3. febr. 1837 uddeltes rollerne på grund af Jfr. Zrzas kabaler (PRFD). "Slottet ved Ætna" havde premiere den 2. maj 1837 (opført ialt 3 gange).

De behandlede syngestykker havde varme fortalere uden for direktionen. Kirstein synes nærmest suveræn i denne, når det gjaldt behandlingen af slige stykker. Både Molbech og Kirstein fandt anledning til at rette sprog og gøre indvendinger imod (påstået) frivolitet, men musikkompositionerne var afgørende for antagelsen. Sammenfattende for både originale og udenlandske syngestykker/operaer skal det anføres, at Kirstein ganske kraftigt skærpede kravene netop i denne sæson: musikken til kompositionerne var aldeles afgørende. Pointen er jo, at de to udenlandske syngestykker, der til opførelse, enten ikke blev opført eller opført uden succes, mens Andersens betingelsesvis antagne syngestykke ikke blev opført, fordi musikken ikke kunne bane det vejen. Da [sideskift][side 827]Zinck blev kyyst til at undlade at komponere, kunne der ikke ske mere; Andersens andet forsøg var forgæves, fordi dertil havde man bedre vaudeviller. Kirstein lod sig diktere af rent økonomiske hensyn, hvortil det skal bemærkes, at operaer næst balletter nu en gang var dyrest at producere; men rent kunstnerisk ødelagde han måske mere end han sparede. I hvert fald betød det, at Andersen ikke skrev for teatret i halvandet år.

[sideskift][side 828]

18.4.1 Dansk vaudeville

Overskou nåede at tilsende Molbech sin vaudeville "Sye=Jomfruerne i Charlottenlund" den 1. juli 1836, inden denne drog til Skåne; "Det eneste jeg selv tør sige om den, er, at den vil more; thi dette havde Mad. Kragh, Jfr. Petersen og Hr. Phister klarligen beviist ved Oplæsningen" (BHS). Molbech nedsablede stykket den 8. juli 1836: "Efterat Hr. Overskou omtrent havde udtømt det Fond, han besad, for et genre af nationalt Lystspil, hvori han især søgte at forplante den ældre engelske Comedies drøie Lune og dens tro Naturskildring af Sæder og temmelig constante, men nationalt formede og i det Burleske streifende Charakterer, med consequent og regelret Udvikling af en i Almindelighed] simpel og noget bred Intrigue, over paa den danske Scene: mente han at kunne samle nye Kræfter og nye Laurbærblade ved at optage den af Heiberg skabte, men for tidligt næsten forladte danske Vaudevilles noget mere begrændsede komiske Mark. Ligesom han vilde blive en engliseret Holberg for det 19de Aarhundredes komiske Stof for Lystspillet, saaledes meente han, at naar han kunde omplante det Heibergske Salt og det Heibergske Lune paa den Overskouske brede, mere drøie, end piquante Lystigheds Bund: skulde det ogsaa giennem Vaudevillen lykkes ham, at producere et nyt nationalt komisk Stof for Scenen, og saaledes at vinde mere, baade af lucrum og immortalitas (som vare de to Frugter, Michaëlis i Goettingen lovede den svenske Orientalist Prof: Norberg af Udgivelsen af hans Codex Nazaræorum - hvoraf i det mindste den første slog reent feil). Hr. Overskou viste dog strax, at den egentlige danske Vaudeville, i dens eiendommelige, mellem Comedien og Operetten svævende, begge næsten lige meget tilhørende Form, med et næsten altid fortrinlig vel og smagfuldt udstyret musicalsk Accompagnement - eller saaledes som Heiberg havde produceret den paa en for ham næsten ganske original Maade - ligesaa lidt med samme Held vilde forme sig under Hr. Overskous, i Smag og Elegants langt under Heibergs Sphære dvælende Muses dramatiske Plastik; som Holberg havde villet laane ham sin constante, sikkre, naturligt strømmende, aldrig forcerede Vittighed, sit caustiske, og dog aldrig nogen bitter væmmelig Smag efterladende Salt, eller sit dybe Kienderblik i den menneskelige Natur. Overskou vilde bringe "Vor Tids Mennesker" paa Scenen; men hans dramatiske Maleri blev næsten altid mere Carricatur, end komisk opfattet Natur, saaledes som hos Holberg. Hos denne beundre vi allerede paa andet Aarhundrede den poetiske Komiker, der veed [sideskift][side 829]at give sine dramatiske Individer en universel-charakteristisk Eiendommelighed, hvorved de efter saamange Aar endnu forekomme os levende og bekiendte; hvorimod Overskous, langt mere momentane, individuelt opfattede, stykkeviis sammenføiede Charakterer og Livsscener, maaskee med en eller anden Undtagelse, neppe ville overleve den nærværende Generations Selvbeskuelse og dramatiske Smag. For Fiæleboden, eller Forstads-Theatrene, vilde Overskou altid have været en meget god og nyttig Forfatter. Denne Sphære tilhører hans Smag og Dannelse; efter dens Fornødenhed havde han letlest kunnet arbeide, og dens Theaterlyst havde han kunnet lede - vel ogsaa efter Omstændighederne forbedre. Men for det staaende danske National-Theater er hans poetiske Evne for svag, for overfladelig, for lidt cultiveret. I "En Fødselsdag i Slutteriet" har han egentlig leveret det Product, der bedst charakteriserer hans Evne som Vaudeville-Forfatter. Det er den lystige, men raae og trivielle Fiælebods=Farce og dens komiske Liv og Natur, iklædt den Heibergske Vaudevilles laante Overkiole. Man seer vel, at Kiolen ikke passer ret; men Forfatteren hielper sig dog i Grunden bedre frem her, med en ret lystig, skiøndt noget plump Carricatur-Skildring, end han i den, i øvrigt ogsaa i enkelte Scener ret vel lykkede Vaudeville "Konstnerlivet" (der, med Hensyn til dens artistiske Sphære staaer paa et yderlig lavt Trin, og ikke røber mindste Fortrolighed med den finere, mere ideelle Konstner=Natur, som f.Ex. Maleren i Alm[indelighed] har forud for Musikeren og Skuespilleren) har været i Stand til at bringe et poetisk Stof ind i sin Konstner=Vaudeville, hvis Malere og Billedhuggere snarere gebærde sig som Farvesmørere og Steenhuggere af 3die eller 4de Grad. Nu kom "Alferne" af Heiberg; og Hr. Overskou opfattede meget snart den theatralske Speculation: ogsaa at bruge den hist saa poetisk anvendte romantiske Eventyrlighed til et Slags dansk Fiælebodsspil, som man vil give Navn af "Folke=Skuespil"; men som i det mindste for Tilskuere med dannet Smag neppe er udholdeligt ved Siden af ''Alferne" - hvorimod det kan tiene til en ved sine Contraster ypperligt oplysende scenisk og dramatisk Commentar til det Heibergske Tryllespil. Hvorvidt dette dramat[iske] Product af DHrr. Overskou og Arnesen staaer over eller under franske og tydske Sidestykker, besidder jeg, især hvad de sidste angaae, for lidt Sagkundskab til at yttre nogen Mening om [1]. Men jeg er derfor ikke mindre villig til at lade Hr. O[verskou]s Capricciosa [sideskift][side 830]gielde for et godt, skiøndt alt for bredt og udspilet Fiælebodsstykke i Kiøbenhavn; hvor vedkommende Publicum ikke er vant til Apparater og Maskineri saaledes som man hverdag seer dem, endog paa Boulevard-Theatrene i Paris. Hiint Stykke var rigtig beregnet paa at giøre sin Virkning ved Sommerforestillingerne; og et Skuespil af hvilkensomhelst Art, som der giør Lykke og kommer i Ry ved combinerede Midler og Effecter, kan desuden meget vel hos os, saa godt som i Paris, giøre Regning paa, at ogsaa de Fleste af den finere Verden ville see et saadant Stykke eengang; hvorved dets Succes stiger betydeligt [2]. Imidlertid erfarede man, at Hr. O[verskou] var fornuftig nok, eller selv kiendte sin Capricciosa nok, til ikke at ville lade hende træde ud af den Sphære, hvor han trivedes bedst. Her derimod byder han Theatrets Repertoire en Vaudeville, der har meget lidt af Vaudevillen, meer end Navnet; ja hvorom man kan være nær ved at sige: at den selv med Capricciosa ikkun kan maale sig i Plathed. Syngemummerne ere i dette Stykke kun for at afsynges. Med Undtagelse af et Par maaskee, kunde de, uden at savnes, være borte; og heller ikke er der ret mange [3]. Som Lystspil betragtet staaer det langt under "Konstnerlivet"; som Carricatur-Vaudeville under "En Fødselsdag i Slutteriet". Det er egentlig ikke andet, end et tyndt, opløbet Rodskud af Hertz's "Debatten i Politievennen"; men ligesaa meget raaere og mere trivielt, end dette, som O[verskou] i Smag og Dannelse staaer under Hertz. Det har aldeles intet af den komiske Poesies universelle Maleri; det er en local, momentan Farce, hvori vi ikke see andet end flaue og raae Syepiger (thi at kalde Stykket "Sye-Jomfruerne", er allerede en temmelig stor selvtagen Frihed) paa dot laveste Trin af det gemene og trivielle Tøseliv i Borgerstandens nederste næst=nederste Classe; men ei engang Syepiger i plur [alis] see vi; vi see kun een Syepige gaae igien under 6 forskiellige Navne. Vi høre i denne Farce. Vi høre i denne Farce bogstaveligen ikke andet end disse Tøsers væmmelig-flaue Kiæreste-Discourser og Kiæreste-Kiævlerier med ligesaa flaue Kræmmersvende og lignende Subjecter - Alt udtrukket i langsommelig Gientagelse og uendelig Bredhed. Ingen uden den, der ikke har Anelse om, at den komiske Poesie maa idealisere, ligesaa vel som den alvorlige - at der ikke er det mindste lystige eller morsomme ved et Drama, som ikke vil give os andet end en ligefrem Copie af det, vi kunne see og høre i den mest trivielle Skikkelse af Hverdagslivet, - kan det [sideskift][side 831]falde ind, at ville skabe et dramat[isk] Product af slige Scener og Personer. Handlingen og Intrigues, som det frembyder, ere til den Grad usle og tildeels forslidte, at denne Syepige-Vaudeville vel ogsaa i den Henseende staaer lavest blandt alle Overskouske Producter. Forresten vil jeg ingenlunde fraskrive Stykket Brugbarhed som Forstads= eller Fiælebods-Comedie. Spørgsmaalene [4]: om vi ogsaa, til en Afvexling, skulle bringe saadanne paa vort Theater? om vi skulle erklære os for den Mening, at det Publicum, der gav Capricciosa fuldt Huus i 5-6, ja flere Forestillinger (om ei Phisters Sygdom havde hindret dem) bør kunne taale "Syepigerne" som Dessert til hiint Stykke - om endog noget længe efter? - og om vi ei skulle lade det komme an paa, om ikke Hr. Overskou her ogsaa i Vaudevillen kunde hente sig en god, sund Udpibning, der vilde være ham selv og os meget tienlig? [5] - Disse Spørgsmaal vil jeg overlade til Hs. E. Theaterchefens og min ærede Collegas Hr. E.R. Kirsteins endelige Decision. Jeg bør, som Bidrag hertil, dog ei forsømme at anføre, at Hr. O[verskou] i et Brev til mig bestemt forsikkrer: "at det eneste, han selv tør sige om sin Vaudev[ille] er, at den vil more"; "thi dette have Mad. Kragh, Jomfru Petersen og Hr. Phister uimodsigelig beviist ved Oplæsningen, der fremkaldte en bestandig Latter, endskiøndt de kiendte kun lidet til Rollerne". Naar Personer af saa dannet Smag levere et saa uimodsigeligt Beviis, kan vel ligesaa lidt Publicum, som Directionen indvende noget mod Stykkets Morsomhed. Jeg vilde i øvrigt dog forbeholde mig at spørge dem: om de overalt lo over eller undertiden af Stykket?" (Lund 8.7.1836). - Molbechs dramaturgiske fremstilling af Overskous produktion, set i forhold til Holberg, Heiberg og Hertz, er vel egentlig Molbechs bedste stykke teatercensur, i henseende til forståelse af Molbech selv som dramaturg. Forståelsen af Holbergs vis comica er indiskutabel rigtig, mens anskuelsen af Heibergs finere vaudeviller netop placerer Molbech dramaturgisk set som Heibergianer. Det karakteristiske ved Molbechs votum er hans despekt for Overskous forsøg på at popularisere vedtagne genrers funktioner. Udvidelse eller indskrænkning af disse kunne ikke accepteres, fordi disse ved Holberg og Heiberg var definerede: fleksibilitet kunne ikke tillades, fordi Molbech var usikker på nationalscenens bæredygtighed? Fordi Molbech stod fremmed overfor eksperimenter? Fordi Molbech led af tvangstanker om knæsatte mønstres evigt stedsevarende levedygtighed? - [sideskift][side 832]Molbechs reaktionære typus synes indiskutabel, hvad enten det gjaldt oprør mod Holbergs komedie-begreb, Schillers tragedie-begreb, Heibergs vaudeville-begreb eller det engelske komedie-begreb. - Vurderingen af og opgøret med Overskou skal selvfølgelig ses i forbindelse med Overskous emancipation, idet han (i sin bitterhed over ikke at have fået en fast ordning med hensyn til syngespil-oversættelser) siden 1834 kraftigt førte an i kritikken af den kgl. teaterdirektions dispositioner, i "Dagen" og dets følgeblad "Søndagen" indtil 1838. Da han igen fik arbejde for teatret, indstillede han sin kritiske virksomhed (6). - Kirstein kunne nok medgive Molbech, at vaudevillen måtte anses "for et af Overskous ringeste Producter", men han mente dog ikke, den stod "i den Grad lavt, at vi ikke skulde kunne antage det til Brug i Saisonen og der lade det staae sin Prøve" (4.8.1836). Molbech anførte i protokollen: "Antaget ved Decision af", hvorpå Holstein skrev under (udat.). Roller uddeltes den 6. sept. 1836 (PRFD). Kun den 8. okt. 1836 opførtes stykket. Molbech forfulgte sagen ved i protokollen at notere: "Udpebet ved den 1ste Forestilling" . - Meningsudvekslingen mellem Overskou og teaterdirektionen anføres (som note) til belysning af forholdet mellem teatret og Overskou samt tidsånden (7).

Uden formaliteter af nogen art opførtes Heibergs vaudeville "Nei" (jf. s.774) allerede den 3. sept. 1836 (opførtes ikke mindre end 10 gange i første sæson; ialt 83 gange i den behandlede periode). Ifølge Kirstein var det St.St. Blicher selv, der indsendte en anonym dramatisk bearbejdelse af novellen "14 Dage i Jylland", kaldet "Bondegildet". Molbech fandt det ufatteligt, at denne og med ham "saamange aldeles raae, eller som Forfatteren udannede Personer" vovede "sig til et af de vanskeligste Arbeider: at skrive for Theatret, .. hvis trykte Repertoire dog maatte kunne være en Advarsel for Enhver, der ikke reent manglede Begreb og Evne til at indsee, hvilke Fordringer her giøres" (30.8.1836). Kirstein ganske enig med hvad der i Forestaaende er yttret i Anledning af dette Stykke", men gjorde altså opmærksom på, at han havde "seet Navnet "Pastor S.S. Blicher" skinne gjennem Papiret i forseglede Seddel", hvorfor præmisserne for Molbechs (ovenfor refererede) konklusion var fejlagtig (5.9.1836). Molbech beklagede i øvrigt den dalende kvalitet i det Blicherske forfatterskab, hvilket dog stemmer overens med hans kritik af den indleverede [sideskift][side 833]vaudeville. Returneret den 12. sept. 1836 (Kp.nr.166).

"Markedsdagen" udspilledes i den norske by, Skeen, men Molbech følte sig dog overbevist om, "at Smagen endog i denne norske Provindsstad maa staae paa en lidt høiere Grad, end den, hvorpaa denne Forfatter har sat sig selv, sine Landsmænd - og det Publicum, for hvilket han i Danmark vilde tænke sig en Mulighed i at fremkomme med et Arbeide, hvis Raahed jeg vel maa antage, han selv ikke har nogen Ahnelse om" (30.12.1836). Kirstein orkede ikke at læse stykket endnu engang for at blive klog på forfatterens "Idee med dette jammerlige Product" (7.1.1837). Remitteret den 18. jan. 1837 (Kp.nr.3).

Molbechs nedsabling af Overskous vaudeville synes ganske berettiget ihukommende Molbechs program: Det kgl. Teater havde en forpligtelse til at spille for den dannede del af publikum, selv om denne måske en enkelt gang kunne ønske at se et Boulevard-stykke. Men de fleste af Overskous produkter var enten beregnet for fjælleboden eller forstadsteatrene, ikke Det kgl. Teater. Der er aldeles ingen grund til at anse Overskou for forfulgt, thi Det kgl. Teaters repertoirepolitik var ikke tilvejebragt med henblik på den folkelige del af publikum. Dette forhold ville Overskou ændre, men næppe en dramatiker alene kunne formå dette. Løsningen måtte enten være et folketeater i byen eller forstadsteatre uden for voldene. Behandlingen af de øvrige stykker afslører intet væsentligt nyt om teatrets censorer eller beslutningsprocessen.

[sideskift][side 834]

18.4.2 Oversat vaudeville

Ingen nyoversatte vaudeviller blev antaget, på nær "Le gamin de Paris", der straks efter første opførelse blev omkalfatret til lystspil, jf. s.813.

"Rataplan" (jf. s.620) var blevet givet 4. gang den 20. juni 1836, hvorpå stykket uden censurering optoges i teatrets repertoire. Stykket blev givet første gang for teatrets regning den 14. nov. 1836 (ialt opført, udover Sommerforestillingerne, 13 gange, jf. s.1055 og s.1242).

[sideskift][side 835]

18.5.0 Ballet

Taglioni & Nourrits ballet "La sylphide" (ARM 12.3.1832) havde Bournonville set i Paris i 1834 (jf. s.611). Heiberg bragte balletprogrammet med hjem (Borup nr.350 8.9.1836), men Lövenskjold og Bournonville havde i længere tid arbejdet dermed. Schneitzhoeffers komposition var blevet kasseret, og Lövenskjold havde skrevet ny musik, som ikke ses behandlet af Musikkomiteen (1). Premieren fandt sted den 28. nov. 1836 (opført ialt 55 gange i den behandlede periode). Se Aschengreen: Farlige Sylfider. Kbh. 1975 s.12ff. Taglioni (& Scribe?)s ballet "La révolte des femmes" (ARM 4.12.1833) bragte Heiberg med hjem, men Bournonville fandt sig ikke foranlediget til at benytte dette program (Borup nr.350).

"Le diable boiteux", "Haltefanden", se 19.5.0. note 2.

"Don Quixote ved Camachos Bryllup" kreerede Bournonville i denne sæson, med musik af Zinck; balletten opførtes første gang den 24. febr. 1837 (opførtes kun 2 gange).

Repertoiret formedes endnu engang på en ny måde i denne sæson (2). Samtlige 30 forestillinger blev afviklet på fem måneder (okt.-febr.), hvoraf de 16 i dec. og febr. "Sylphiden" tegnede sig alene for en trediedel af samtlige forestillinger. Om årsagen hertil (Lucile Grahn) se Fredericia p.208f.

[sideskift][side 836]

18.6.0 Særarrangementer

Udbuddet af koncerter og aftenunderholdninger synes noget begrænset, og det forekommer i hvert fald aldeles uinteressant, set i et længere perspektiv.

Geburtsdagsstykker blev ikke givet i denne sæson, idet teatret var lukket i perioden 29. okt. - 1. nov. 1836 formedelst Reformationsfesten. Månedsdagen for dronningens fødselsdag indfandt kongehuset sig til premieren på "Sylphiden"[jf. s.835], i hvilken anledning Heiberg havde produceret endnu en sang (÷ Poet.Skr.Bd.9; tr. KfP Interimsbl. Nr.101 22.12.1836). På grund af kongens alvorlige sygdom i første halvdel af 1837 blev der ikke arrangeret nogen speciel forestilling i anledning af fødselsdagen i jan. 1837.

[sideskift][side 837]

18.7.0 Genoptagelser

Listen røber manglende perspektiv fra teaterdirektionens side. Måske de mange nye stykker i denne sæson kan forklare tilbageskridtet.

Roller uddeltes til følgende originale stykker:
(1) Heibergs "Alferne" (jf. s.638), sidst opført den 21.12.1835, genoptoges den 25.4.1837.

(2) Holbergs "Henrik og Pernille" (jf. s.139) , genoptoges den 3.3.1837 og opførtes i resten af perioden ganske hyppigt (46 gange).

(3) Holbergs "Jean de France", opført 1. gang den 4.8.1751, sidst givet den 6.10.1828, uddeltes på ny den 18.9.1836, men genoptoges først i 1842, se s.1141.

Følgende oversatte skuespil blev uddelt:
(1) Lessings "Emilie Galotti" (jf. s.296) uddeltes den 2.11.1836, hvorpå stykket kom frem den 10.12.1836 (54. og sidste gang opført den 12.1.1837).

(2) Shakespeares "Hamlet" (jf. s.768) uddeltes på ny den 21.9.1836.

(3) Duvals "Shakespeare som Elsker", opført 1. gang den 6.9.1816, sidst givet den 20.2.1835, genoptoges den 1.12.1836. Se s.1243.

(4) Rollerne til Kotzebues lystspil "De Sandseløse", opført 1. gang den 5.10.1810, sidst givet den 6.7.1827, uddeltes den 14.11.1836, men først den 5.11.1837 genoptoges stykket (givet endnu 6 gange).

(5) Rollerne til Holcrofts komedie "Veien til Ødelæggelse", opført 1. gang den 2.1.1794, sidst givet den 19.12.1825, uddeltes den 13. 8.1836, men stykket kom ikke mere frem i Schwarz' gamle oversættelse. Se s.950.

Følgende oversatte syngestykker blev uddelte i denne sæson:
(1) Aubers "Elskovsdrikken" (jf. s.473), sidst opført den 16.2.1833, genoptoges den 13.4.1837 (opført endnu 4 gange).

(2) Rollerne til della Marias "Operetten", opført 1. gang den 6.5.1802, sidst givet den 4.12.1821, uddeltes den 24.4.1837, men stykket kom ikke mere på scenen i Thoroups oversættelse. Se s.943.

(3) I Mozarts "Tryllefløiten" (jf. s.687) foretoges rolleforandringer den 8.9.1836, hvorpå stykket atter kom på scenen den 26.1.1837.

(4) Til Rossinis "Tancredo" (jf. s.199), sidst givet den 27.4.1830, uddeltes rollerne på ny den 30.3.1837, men stykket opførtes ikke oftere.

[sideskift][side 838]

18.8.0 Direktorialt

Skuespillerne Holst og Phister bevilgedes rejsestipendier til Paris i sommeren 1837 (Orig.Kgl.Res.nr.6 11.2.1837). Mad. Holst bevilgedes støtte den 3. marts 1837 (Kp.nr.19). Det pålagdes dem at føre dagbog (jf. s.442), men kun breve fra Holst kendes idag, se næste sæson. Anbefalingsskrivelser udfærdigedes henholdsvis den 29. og 31. maj 1837 (Kp.nr.56 og 57) (1).

Også balletdansere bevilgedes rejsestipendier: Hoppe via Fonden ad usus publicos (Glarbo Bd.III 453) samt mere kontroversielt Lucile Grahn (Orig.Kgl.Res.nr.17 22.4.1837) (1).

Også Ryge søgte rejsestipendium, men efter flere forestillinger tillodes det ham blot at rejse for egen regning, fra sæsonens ophør til medio aug. (Orig.Kgl.Res.nr.12 1.4.1837, nr.19 9.5.1837) (1).

Siboni indgav den 16. apr. 1837 en ansøgning om rejsetilladelse (in Orig.Kgl.Res.nr.16) , hvilken bevilgedes efter direktionens forestilling (Orig.Kgl.Res.nr.18 30.4.1837). Han fik tilladelse til at rejse fra den 1. maj 1837 til primo sept. 1837, men fra Forli skrev han til kongen den 9. sept. 1837, at han var blevet syg (in Orig.Kgl.Res.nr.36 30.9.1837), hvorfor hans hjemrejse måtte udsættes: svovlbadene i "S^te Agnese entre les Montagnes de la Ioscane" (I.B.nr.201 8.9.1837 adr. Holstein) havde åbenbart ikke virket efter hensigten. Han og sønnen vendte først tilbage til København den 22. okt. 1837. Om hans indkøb på rejsen, se næste sæson.

For sammensætningen af repertoiret betød kun Holsts og Sibonis rejser lidt, mens Lucile Grahns rejse blev af varig betydning, idet Bournonville for anden gang mistede sin solodanserinde (2).

I dec. 1834 havde Collin ufint opfordret Molbech til at blive teatret kvit; i sommeren 1836, i en af sine mørke stunder, betroede Molbech sig til Collin: "Jeg ønskede inderligen, at ende mit Liv og min Forfatterbane paa en værdig Maade, som Historiker og dansk Stilist og Lexikograph (I sidste Henseende og for Sproget er saare meget endnu at giøre for mig; bl.a. en ny, meget beriget Udg. af min Ordb.) Dertil behøves Entledigelse fra Theatervæsenet, og 600 Rbdlr aarlig. Det første kan let opnaaes; men hvorledes det sidste? - Saameget er vist; som hidtil holder jeg kun faa Aar ud endnu (Coll.BrS.XXIIIa Lund 10.7.1836). Den molbechske sarthed i varme somre er bekendt, men alligevel melder spørgsmålet sig, om han i 1829 og 1830 søgte alle de stillinger mere på grund af aflønningen end af interesse.

[sideskift][side 839]Pettolettis gunst hos de bevilgende myndigheder afspejles af Danske Kancellis skrivelse til teaterdirektionen i 1837, thi her gjaldt det kun tjenstlig meddelelse om, at Pettoletti havde erhvervet tilladelse til at opføre franske skuespil (I.B.nr.33 23.2.1837) og senere tyske stykker (I.B.nr.89 11.5.1837). Direktionens betænkning var overflødig (jf. s.691).

[sideskift][side 840]

18.9.0 Sommerforestillinger

Særdeles afslørende er Molbechs votum over Arnesens vaudeville "Et Reiseeventyr", som han fandt var "et saadant let behandlet, let modtageligt, ikke alt for piquant eller vittigt, men heller ikke kiedsommeligt Product", selv om "den vist nok ikke nye Invention dog er udført paa en ikke ganske almindelig eller forslidt Maade, men noget i det Grove eller Trivielle, og lidt vel meget udtrukket i Længden". Han spåede det succes til Phisters sommerforestilling ("glide let og lystigt hen over Scenen") og formodede det ville vinde så meget bifald, "at vi ret vel kunne være tiente med at benytte det for Theatrets Repertoire" (21.5.1837). Kirstein var vel af samme mening, når han noterede "Aldeles enig (22.5.1837). Da "Stykket faldt ganske igiennem ved Sommerforestillingen" den 1. juni 1837 (Molbechs notat, udat.), blev stykket forkastet af Holstein (udat.). Molbechs grundsætning om antagelse af stykker fra Sommerforestillingerne blev kuldkastet af ham selv, hvilket må betegnes som inkonsekvensens triumf. Se s.1135.

Dercy & Fourniers "Une présentation, ou le Comte de Saint-Germain" (TF 1.6.1835) havde tidligere været forelagt Kirstein til gennemlæsning, men han havde dengang frarådet en oversættelse på grund af "den spendte Interesse det vækker, og det ofte vanskeligt Forstaaelige i Intriguen", men Borgaard tog imidlertid fat på opgaven. Molbechs votum underbygger ganske Kirsteins erindring: "Scene for Scene kiædes sammen, ligemeget, om med eller uden Eenhed og Consequents i Handlingen, og uden Hensyn til, hvormegen Umage det mangengang koster Tilskuerne at følge Gangen i et Drama, hvori de, saaledes .. i hver Act endog i flere Repriser maa springe fra een Intrigue, fra eet Forhold imellem de handlende Hovedpersoner, over i et andet". "Det har i øvrigt ikke saa faa ret gode Scener, og vil muligen for een Gangs Skyld kunne more mange Tilskuere meer, end det vist nok vil interessere Undertegnede. - Oversættelsen er god. Stykkets Antagelse for Theatret kan man lade komme an paa dets Succes ved Opførelsen for Hr. Pätges's Regning" (25.5.1837). Hermed knæsatte Molbech den nye grundsætning for forholdet mellem opførelse ved Sommerforestillingerne og optagelse i teatrets repertoire! - Han forlangte "geläufige" danske vendinger fjernet fra Ludvig XVs tid ("et Gratiale eller Noget af Finantserne") samt slettet (i det mindste "din Guds" i) udtrykket "Du skal synge Herren din Guds Lov", da "Guds Navn" var "som profanerende Ironie i en Acteurs Mund paa Scenen" og følgelig ikke [sideskift][side 841]tåltes af Molbech (1). "Grev St. Germain" opførtes to gange ved Sommerforestillingerne, henholdsvis den 6. og 8. juni 1837. Se s.858.

Scribe & Varners comedie-vaudeville "La pensionnaire mariée" (GD 3.11.1835) tilsendtes Heiberg (jf. s.747), hvorpå han fældede en særdeles hård dom: "En Skolepige, som bliver gift med en Mand paa 80 Aar .. synes at høre til den extravagante Scribes dristigste Extravagancer"; især var katastrofen uforståelig "Idetmindste har jeg ikke været saa heldig at kunne gjette "det ene Ord", som ikke nævnes, og hvorpaa Opløsningen beroer. (Ifald det er det sidste Ord i Bogen: "Attendez", da synes Opløsningen høist ubetydelig.)" (UjBr 31.3.1836). At Heiberg havde ret synes det videre hændelsesforløb at vise. Direktionen konstaterede, at stykket ikke var tjenligt til oversættelse (Dp 2.4.1836), men den 27. maj 1837 indleverede Overskou sin oversættelse (som vaudeville) til censur. Stykket gav Molbech anledning til fremførelse af ganske vigtige synspunkter, idet han sammenlignede dette stykke og dets genre med det Hugoske drama. Her drejede det sig om koketteri "med Moralitet, Resignation og Beherskning af Lidenskab" på en måde som oprørte Molbech: "Overhovedet er den Leflen, her finder Sted, med Konens barnlige Uskyldighed, med hendes Forhold til Elskeren, der tillige er den rige Gemals Pleiesøn, og med den Tilbøielighed for ham, som ubevidst er til hos hende, imedens den hos ham, bevidst nok, kommer i Conflict med hans Forhold til sin Velgiører .. noget der for mig er langt anstødeligere, end hvor det Umoralske virkelig i et Drama fremtræder som umoralsk, eller hvor det gives til Priis for Tugtelse af den diærve komiske Svøbe" .. "det lader til, at man selv i Paris nu vender, eller alt er vendt tilbage dertil, fra den med oprørende Nøgenhed paa Scenen afslørede Last, Infamie og Forbrydelse" (31.5.1837). Når lejlighed gaves fornyede Molbech sine gamle krav til scenens konveniens. Han var følgelig meget tvivlende, om stykket kunne antages for teatrets repertoire: "Om Tvivlen ved Opførelsen vil formindskes, vel meget komme an paa, hvorledes Anatoles Rolle, (Pätges') og flere, reussere". "Oldingens unge Kone" opførtes den 6. juni 1837. Se s.885.

Oversættelsen af "Le bénéficiaire" (jf. s.708) havde Rosenkilde ønsket opført ved Sommerforestillingerne i 1836 (Dp 6.5.1836), men først ved dette års Sommerforestillinger fik han stykket på scenen. "Souffleurens Benefice" opførtes den 13. juni 1837. Se s.885.

Hertz' lystspil "11,18,35 eller Enhver er sig selv nærmest" opførtes [sideskift][side 842]den 27. juni 1837 uden forudgående (bevaret) censur. Se s.849.

Kaufmanns koncerter synes temmelig smagløse. Han optrådte på ny i 1843.

"Scenisk Prolog" blev fremstillet af C. og A. Rosenkilde den 13.6. Kotzebues "Korsridderne" blev givet den 19. juni 1837; stykket ses ikke ønsket opført i vinterrepertoiret.

Et udtog af "Røverne" blev givet den 22. juni 1837; sidste opførelse af dette stykke i perioden.

Schröders gamle bearbejdelse af Centlivres "A bold Stroke for a Wife", på dansk "De fire Formyndere" blev opført, for sidste og 31. gang, den 27. juni 1837. Se s.864.

Gjaldt det endog kun Sommerforestillingernes repertoire var Molbech stadig på vagt. Hans dekret om ændringer i Borgaards oversættelse blev fulgt og hans bevidste kamp imod umoralitet på scenen blev skærpet ved Scribes lefleri for denne, selv om Kirstein senere skulle indrømme, at han ikke havde opdaget denne. Men Molbech var aldeles konsekvent i denne nådeløse kamp for hævdelse af moraliteten og forstod endda at graduere dette pikanteri i forhold til Hugos bevidste umoralitet. Derimod var han aldeles nytænkende med hensyn til Sommerforestillingernes betydning for et stykkes optagelse i teatrets repertoire, thi i 1837 havde han forladt sit gamle standpunkt (jf. s.708) og var gået over til Kirsteins vel nok mere realistiske: at benytte Sommerforestillingerne som prøve for et stykkes tiltrækningskraft eller sceneheld.

---

[sideskift][side 1605]

Noter

18.1.1 note 1

(1) I sin lommebog skrev Molbech: "læst Hertzs nye romant. Tragedie: Svend Dyrings Huus, og tilskrev ham i den Anl. et Brev. Det er unegtelig den interessanteste dramat. Lecture, jeg i flere Aar har havt - og af orig. Stykker, fra Nyhedens Side, egentl. den interessanteste. Der er Poesie, og lyrisk Dybde og Skiønhed - men som Drama? Man kan vel tvivle noget om den Lykke, det vil giøre" (NkS 439 4.1.1837). Molbechs brev er gået tabt. Den 6.1.1837 takkede Hertz Molbech for brevet, hvori Molbech havde inviteret Hertz til en drøftelse af stykkets problematik: "Der er intet af mine dram: Arbeider, jeg med saa megen Tøven har indsendt som dette. Min Beslutning var endog at lade det ligge til næste Aar, for ved en saa vanskelig Opgave efter et Aars Hvile at kunne gjennemtænke Stoffet paany. Den Heibergske Families Opmuntring, ja endog Anmodning bragte mig til at indlevere det; og jeg har nu selv den Tro, at jeg i Hovedsagen ikke vil kunne forandre ell. omstøbe Noget i dette Stykke. I de to Maaneder, jeg har ladet det ligge uindsendt, har jeg allerede gjort hvad jeg troer at formaae. Med Hensyn til Sprog og Diction vil imidlertid endnu mange Enkeltheder kunne afhjælpes; og med H[en]syn hertil og de Bemærkninger, D.V. har nedskrevet, udbeder jeg mig Stykket tilbage paa kort Tid, naar Etatsr. Kirstein har gjennemlæst det" (NkS 2336). Wedel Simonsens skildring af middelalderen havde udover egne excerpter af folkevisestof været Hertz' historiske grundlag for udarbejdelsen af stykket. Molbechs antityske, ofte fejlagtige sprogrensning fortjener næppe at anføres, men derimod hans allersidste notits: "NB.NB. Stigs Charakteer. Rune-Motivet. Ingen fuld tragisk Slutning" (l.c.). Den 10.1.1837 tilbagesendte Hertz sit manuskript og Molbechs anmærkninger, idet han gendrev de fleste af Molbechs sproglige indvendinger, hvorpå han afsluttede brevet således: "Slutteligen opfordres jeg af vor mundtlige Samtale til et Par Ord om Nogle af Hovedpersonerne og Stykkets tragiske Udgang. - Ragnhild er lige fra de første Scener skildret heftig, lidenskabelig og med en Reflexion der gaaer over til Grublen. Hun er et Bytte, skjøndt et med aandelig Styrke kjæmpende, for hvert stærkt Indtryk. Hendes Død er naturlig; thi hun er i Stykkets Gang i en stedse stigende Kamp med sig selv, ell. bedre: i en sig selv fortærende, selv tilintetgjørende Tilstand, i hvilken hun, saa længe hun lever og aander, idelig nedbryder sig selv; kun i Døden kan Det, vi hos hende lære at elske, frelses. Dette har jeg paapeget i hendes Bortgangs=Replique IV.3, hvor hun fortæller, at Helvig har viist sig for hende. - Stigs Lykke, til Trods for de tragiske Følger af hs Handlinger, retfærdiggjøres ved at ikke han, men en høiere Tilskikkelse (hvorpaa Helvigs Virksomhed i Handlingen peger) her har raadet. Hs Forbindelse med Regisse, deres Held i Sørgehuset, er imidlertid af tragisk Natur. Ragnhilds Død maa, som Enhver vil føle, ved smertelige Erindringer for lang Tid virke forstemmende ind paa deres Kjærligheds Lykke. En saa ypperlig udrustet Skabnings tidlige Død; Stigs og Regisses hemmelige Bevidsthed, at hendes Lidelser og voldsomme Endeligt staae i nær Forbindelse med deres Lykke, maa kaste et tungsindigt Skjær over denne. Men hiin Bevidsthed er hemmelig; den kan og bør ikke komme til Orde i Stykkets Katastrophe. Men den er desmere trykkende, fordi den er hemmelig, fordi Ingen vover at udtale den. Og heri saavelsom i Stykkets tragiske Grundtone finder jeg en Retfærdiggjørelse for mit Stykkes Benævnelse [sideskift][side 1606]Tragoedie. At kalde et dram: Arbeid saaledes, fordi Hovedpersonen døer, er uphilosophisk. Thi Døden er ikke tragisk; men Livet er det. - Sammenstiller jeg nu Stykkete Hoved-Momenter: Regisses og Sødskendes fortrykte Kaar; den Førstes smertelige Følelse deraf; Skildringen af Helvig; Stige Uro, Hvileløshed, h[an]s Kummer over Ragnhild, - en Sind[s]stemning, hvori Nemesis ligesom melder sig; Ragnhilds saa forgjæved, saa haabløse indre Strid under Indflydelsen af en Magt hun ikke kan modstaae; og føier jeg hertil, at det endelige heldige Udfald (Barnenes bedre Kaar og Stige og Regisses Forbindelse) er ved Ragnhilds Død gjennemtrængt af en Melancholie, Enhver af de Handlende saa være sig bevidst, og der ligesom med sagte Toner spiller paa det Ufuldkomne, det Forkrænkelige i Opfyldelsen af m[enne]sk[e]lige ønsker: da troer jeg at kunne paastaae, at Stykket har en tragisk Udgang, men at denne maa søges i dets hele Grundtone og i Total-Indtrykket det efterlader" (l.c.). Hertz' forsvar er anført, fordi det på en ypperlig måde udgør et korrektiv til Molbechs kritik.

18.1.1 note 2

(2) Sufflørbog eksisterer ikke i arkivet (KB). Eksemplaret (DKTB) har været statistformandens (dat. 28.3.1837); det har ingen rettelser fra 1837. Det har været anvendt som sufflørbog ved genoptagelsen i 1864, hvor der blev foretaget enkelte udstregninger. - De vigtige anmeldelser af stykket overlades til Hertz-forskningen: Anmeldelsen i "Berlingske Tidende" nr.120 22.5.1837, Heibergs anmeldelse i "Perseus" nr.1 1837 (= Pros.Skr. Bd.4 s.167ff), Molbechs anmeldelse i MfL bd.XVIII s.389-444 (= Blandede Skr. Bd.3 s.181ff) mens Dorphs pamflet "Om Justitsraad Molbech, som dramatisk Kritikus" Kbh. 1838 ganske kort skal omtales. Efter 15 siders argumenteret gendrivelse af Molbechs ulogiske anmeldelse konkluderede Dorph polemisk: "Naar vi sammenfatte under eet Blik alle de forhen citerede Rec.s Yttringer om "Svend Dyrings Huus", saa see vi i dem kun Præmisserne til en fuldkommen Fordømmelsesdom over dette Digt som Drama; og Rec. maa altsaa nødvendigviis være enig med Heiberg, som isandhed har betragtet "Svend Dyrings Huus" fra den allerfordeelagtigste Side: "at Interessen i dette Drama er aldeles gaaet fra Stoffet over i Dictionen". og "at i dette Skuespil er den lyriske Tone, altsaa de smukke Vers det rette [ie: eneste] Udbytte". Ja ikke engang dette Udbytte vil blive tilbage, ifald Rec.s Mening skal tages til Følge; thi naar man forestiller sig, at det, som Rec. misbilliger, var borte af Stykket, saa forekommer det os, at dette vilde blive saa aldeles oprykket med Rode, at der ikke engang af nogen "Tone", end sige af "smukke Vers" vilde blive Spor tilbage. - For at vi ei skulle beskyldes for Ufuldstændighed, Eensidighed eller Selvtillid i vor Beviisførelse, kunde vi end ydermere paaberaabe os mere haandgribelige og factiske Præmisser for en Dom om Justitsr. Molbech som dramaturgisk Dommer, nemlig deels de mangfoldige noksom bekjendte ikke gode eller slette Skuespil, hvilke af ham som Censor ere bievne antagne til Opførelse, men af Publicum med Føje forkastede, deels de mange gode Stykker (f.Ex. Yelva [jf. s.721], Kjærlighed ved Hoffet [jf. s.636], Michel Perrin [jf. s.762], Capriciosa [jf. s.784], o.a.), hvilke af Censor ere bievne forkastede, men dog siden opførte paa det Kongelige Theater, som en Følge af det Tilfælde, at Publicum havde faaet Leilighed til at see dem ved Sommerforestillingerne og eenstemmigen approberet dem. Men vi forbigaae aldeles at commentere videre over disse Facta, for at holde os paa vort angivne Standpunct. (Skulde det menes eller paastaaes [sideskift][side 1607]at være rigtigere, at der i ovenstaaende passus læses Censorer for Censor, saa læse man saaledes. Vi havde nemlig kun Tænkt, at den Censor, hvis egentlige Fag er Oeconomica, neppe vilde bringe et Skuespil paa Scenen, naar det var forkastet af den Censor, hvis Fag er Æsthetica) .. Det maa ansees for at være til det hele videnskabelige Riges Tarv, at indbringe, om og kun i enkelt Provinds, saamegen Klarhed og Sandhed som muligt, og navnligen at belyse dem, der gerere sig som Ordførere og Authoriteter i Smagens Provinds, hvilke, naar de engang, ligegodt hvorledes, have faaet Ord og Ry for sig som paalidelige Dommere, kunne have betydelig Magt til at lede eller vildlede ikke alene den større Hob, men ogsaa saadanne forresten veloplyste Mænd, som ikke have Leilighed eller Lyst til selv at trænge nærmere ind i Sagen, men lade sig nøje med, løseligen at gjøre sig bekjendte med, og ogsaa lade sig stemme af saadanne Ordføreres Raisonnements; og hvad vi her have paastaaet og documenteret om den omhandlede Molbechske Kritik og dens Mangler, det samme paastaae vi, og ville, om fornødent gjøres, paatage os at godtgjøre om alle Hr. Justitsraadens øvrige dramatiske Kritiker. Imidlertid haabe vi langtfra ikke herved at standse M.s dramatisk=kritiske Virksomhed; men vi ere dog forvissede om, at vi herved have aabnet Øinene paa mange Læsere, som nu ville blive mere opmærksomme paa, hvad der for Fremtiden bydes dem af samme Kilde" (s.18-20). Dorphs angreb på Molbechs anmeldelse af "Svend Dyrings Huus" skal tydeligvis ses i sammenhæng med hans ambitioner om at afløse Molbech som teatercensor, se s.1099ff.

18.1.1 note 3

(3) Han rejste medio marts 1837 (Dp 17.3.1837); han underskrev på ny protokollen den 28.4.1837 (Dp).

18.1.1 note 4

(4) Manuskriptet er gået tabt, men i sufflørbogen KTS 331 forekommer endnu et stort antal "afsides"-replikker.

18.1.2 note 1

(1) Kirsteins betaling for stykket var vel intet mindre end klassebestemt. Den kongelige underskrifts betydning illustreres af dateringen: Overskous egenhændigt skrevne kvittering bogførtes pr. 28.2.1837 (TK 1837 1.kv.nr.396). Den 14.1.1843 redegjorde forfatterne for honoreringens historie, idet de udbad sig en kompensation (I.B.nr.11). Den 7.2.1843 bogførtes 500 Rbd. som honorar for 22.-25. forestilling samt ekstrahonorar (TK 1843 1.kv.nr.322). Collin noterede, at de to forfattere "paa Zahlkassen" kunne afhente "25 dobbelte Christiandores à 14^r" ie: ekstra 350 Rbd.

18.1.2 note 2

(2) Tekst samt tilbagesendelsesskrivelse i DKT afd.G. Ikke antagne stykker uden forfatternavn.

18.1.2 note 3

(3) Se Schlegel: Vorlesungen über dramatische Kunst. Berlin 1967 Bd.II 285.

18.1.2 note 4

(4) Oehlenschlägers beskæring fremstillede han selv meget klart i sit brev til fru Heiberg: "Altsaa - den femte Akt gaaer ud; men jeg er dog ikke vred paa den; thi - (atter sælsomt -) havde den ikke været bestemt til Digtning, saa var Stykket aldrig" blevet til - det var denne Situation af Schröders Historie, som bragte mig til at digte hele Stykket. - Nu har jeg ved en Slutningsscene i 4de Akt søgt at give det Hele sin bedre Slutning" (Breve fra og til Johanne Luise Heiberg Bd.I 39). Derudover arrangerede Oehlenschläger et par mindre forbedringer (op.cit. 39-40).

18.1.2 note 5

(5) Sufflørbogen udviser kraftige forkortelser i 4. akt, 10. og 11.sc., mens 4. akt, 12.sc. er ny skrevet (NkS 5097), jf. Liebenbergs udgave Bd. 17 s.92ff (med meget små forskelle).

[sideskift][side 1608]

18.1.2 note 6

(6) Ej kendt af Thyregod i 1910 ( jf. Danske Studier 1910 41-43) men han har refereret Molbechs brev vedrørende censuren aldeles korrekt.

18.1.2 note 7

(7) [1] Kirsteins "dette Stykkes ovenfor af min H^r College udviklede Fortrin, og at det i det Hele staaer langt over de fleste originale Producter, vi saa hyppigen tracteres med", [2] Molbech: "Charakteerskildring mangler; den eneste Person, af hvem man i den Henseende kunde vente sig noget, Palme's er meget svagt tegnet, og intet mindre end ny" kombineret med følgende fra begyndelsen af Molbechs censur: "Intriguen er i det mindste ikke uheldigt anlagt, og combineret med en ret pudseerlig og stigende Forvikling". [3] Molbech: "Derimod er dens Basis .. og (heraf) .. (Forliebelser) hverken ret komisk (hvor den, som her, næsten er den eneste. Stykket maa hvile paa) eller efter min Følelse, - ret decent". [4] er tilsat af Molbech. [5] se slutningen af [3]. [6] Molbech: "Jeg tilstaaer, overhovedet at have Modbydelighed for Kiønsforklædninger, særdeles af Mandfolk til Fruentimre - naar disse ikke ophæve sig selv ved at falde reent i det Latterlige, eller endog i Carricaturen. I modsat Tilfælde føre de, efter vore Anskuelser, let enten til et Slags Lapseri og Drengespøg (som man snarest kan anvende paa nærværende Stykke); eller til en i det mindste indecent Tvetydighed, hvis blotte Skygge eller Skin man giør vel i at undgaae". [7] se den relevante passus i [6]. [8] Kirstein: "kan jeg dog ikke troe, at det .. vil kunne vække nogen betydende Interesse ved Opførelsen, og det fordi en saa lang Forvikling, der blot er begrundet i Misforstaaelser, der ikke er Misforstaaelser for Tilskuerne, og i deres Følger ei engang frembyde noget særdeles Piquant, efter min Erfaring ikke kan vække eller tilstrækkelig vedligeholde interessen hos Publikum". [9] Molbech: "Dialogen er i Begyndelsen bedre, end den længere hen bliver; Forf. er uøvet, og elsker for meget lange Repliquer - endog nogle, der siges afsides, ere utilbørlig lange; og den forfærdelig og overflødigt lange Replique, hvori Stykkets Intrigue til Slutning opløses .. frygter jeg for kunde være nok til at giøre Slutningen mindre end heldig". Kirstein: "de mange og tildeels lange Sidereplikker, der næsten gjøre det til en Umuelighed at udføre det paa Scenen". - På grundlag af censorernes vota forstod Molbech på eminent vis at redigere deres vota, således at begge censorer fik deres anker ligeligt og retfærdigt repræsenteret samt smigret forfatteren, hvor man måske i den hemmelige protokol havde formuleret sig for skarpt, samt endelig opbygget skrivelsen således at forfatteren ville have i særdeles svært ved at fremføre en gendrivelse af teatercensurens konklusion, fordi den netop var tilstræbt vag og upræcis. Man havde dog taget hensyn til såvel dramaturgiske, politiske og publikumsmæssige aspekter i censureringen. Kun dette stykke gælder ovenstående, men desmere forsigtighed kræver det at godtage Kirsteins evindelige "aldeles enig", thi censorernes forskellighed med hensyn til dramaturgiske, moralske og politiske spørgsmål har tydeligvis været langt større end den af Kirstein påståede "aldeles enighed" lader formode.

18.1.2 note 8

(8) Jf. s.631 Kp.nr.132 25.10.1834.

18.1.2 note 9

(9) Jf. Zinck s.351: censorerne havde erklæret sig; s.352 fjern Rimeligviis.

18.1.2. note 9a

(9a) NkS 2752 IV.5 er en afskrift af den oprindelige version af stykket forsynet med rettelser af flere hænder. De vigtigste rettelser har Oehlenschläger selv foretaget. Han har fjernet s.39-43, tilskrevet nogle replikker s.72 og ændret slutningsreplikkerne, således at NkS 2752 er identisk med den af Liebenberg trykte udgave, Kbh. 1860 (hhv. s.183, 196-98 og 224).

18.1.2 note 10

(10) "Sibylle-Templet" blev trykt i samlingen "Lystspil og Syngespil". Anden Deel (1840). Af såvel subskriptionsindbydelsen [sideskift][side 1609](jf. Zinck I 179) som af forordet til bd.2 fremgår det, at Oehlenschläger til det tredje bind, som aldrig udkom, havde planlagt at trykke "Fornuftgiftermaalet, Nr.2". Oehlenschläger tilføjede: "Skulde man synes, de fortiene det, saa kunne de altid engang blive spillede". "Fornuftgiftermaalet. Nr.2" blev først trykt i 1852 i "Digterværker" bd.14. Sufflørbogen KTS 662 udviser ingen rettelser; manuskriptet er gået tabt. Af prins Christian Frederiks dagbøger: Den 16.1.1837: "Ved Theen .. Oehlenschlæger forelæste et Lystspil Sybilles Tempel, i hvilken HovedRollen, en riig Englænder, kan giøre god Virkning i Phisters Hænder". Den 21.1.1837: "Med Prinds[essen] i Theatret at see Oehlenschlægers Den lille Skuespiller, som var noget langtrukken og ej gefaldt, skiøndt Fr. Hejberg spilte Schrøders Rolle fortreffelig". Den 31.1.1837: "I Theatret at see tre Acter af Øehlenslægers Den lille Skuespiller, som i Aften gefaldt". Den 21.2.1837: "Prof. Oehlenschlæger forelæste et Lystspil Fornuftgiftermaalet, les Couplets sont bonnes". Den 20.4.1837: "Prof Oehlenschlæger forelæste sin Oluf den Hellige; den nordiske, den TidsAand er godt giengivet og vedligeholdt". Uanset genre var prinsen positivt indstillet over for Oehlenschlägers muse. Prinsen foretrak de populære syngestykker, Holberg-komedier eller vaudeviller.

18.2.1.

18.2.1 note 1

(1) Stykket er utrykt. Sufflørbogen indeholder enkelte rettelser i 1. og 5. akt, hvoraf kun de sidste anføres: V 12.sc.: Savigny. Øieblikket er kommet! Venner, Rolighed og ingen Uorden (til Luceval) Kast Hundrede Mand ind i Krattet, som dækker denne Høi (Luceval og endeel Folk derud) Artillerister, færdige! De Frivillige bag denne Forskandsning! (der skydes)" ændredes til: (til Luceval) Kast 40 Mand ind i Krattet, som dækker Høien derhenne! (Luceval sender nogle Folk ud) (til en anden Officeer) Alt det Mandskab som har Vagt paa den vestlige Skandse, skal komme herhid, for at forene sig med os. - Artillerister paa Eders Poster! (der skydes) .. Mad^m Belhomme Belhomme! min Mand! O, jeg seer ham aldrig meer! Savigny (Artilleristerne) Fienden overmander os; fornagl Kanonerne! (løber hen til Krudtkarrene til Venstre med en tændt Lunte) dersom Fienden nærme sig, skal jeg begrave ham med mig selv" ændredes til: meer! Hvert Skud, jeg hører, synes mig at være bestemt til at dræbe min stakkels Belhomme - O de afskyelige Mennesker! Jeg ulykkelige Kone! [det følgende blev senere overstreget: Og jeg kan ikke engang hævne ham (hun bliver Savignys Gevær vaer og griber det) Hvad seer jeg? Det gaae som det vil, nu frygter jeg Intet meer - Havde jeg blot Kraft, som jeg har Mod!] Savigny. Fienden har forceret Passagen; fornagler Kanonerne! Soldater! Fæld Geværet! [det følgende blev siden slettet: Før vi vige et Skridt, ville vi begrave Fienden med os selv!]. Molbech indførte et par sproglige korrektioner af inferiør karakter (KTS nr.163). "Kjøbenhavnsposten"s sønderlemmende anmeldelse opsummerede sin analyse: ""Emigrantens Reisevogn" seiler nemlig aabenbart under falsk Flag, naar det vil give sig under den dramatiske Poesies Banner. Saalidt som Personerne, som saadanne, ere et integrerende og i Stykkets i Organisme optaget Moment, saalidt er og, hvad der af det Foregaaende vil være klart, Situationerne det. Dette er egentlig en Selvfølge; thi ligesom Charakterer uden Situationer, hvorigjennem de kunne giøre deres Individualitet gjeldende, er en dramatisk Uting, saaledes maae og Situationerne uden Individualite[te]rnes [sideskift][side 1610]Baand falde fra hinanden og i dramatisk Henseende blive tilfældige for hinanden. Sagen er, at i "Emigrantens Reisevogn" er Handlingen det Væsentlige. Det er en nøgen Begivenhed, der her fortælles os af flere forskjellige personer. Men for at forhøie eller vedligeholde Interessen for denne Begivenhed, har man i Reisevognen paa beqvemme Steder understøttet Fortællingen ved sceniske Billeder .. men herved er hele den dramatiske Form forsvunden og den dramatiske Poesi forflygtiget .. For os kan Reisevognen være saa god en Vogn den vil, kun mene vi, at den efter sin hele Beskaffenhed ikke hører hjemme paa Theatret, og det fordi det Maal, den har sat sig, ikke er æsthetisk, og den Form, hvori den fremtræder, ingen virkelig Konstform er" (nr.12-13 12.1.1838; anmeldelsen begyndte i nr.3 3.1.1838).

18.2.1 note 2

(2) KTS 349 bærer ikke præg af at have været anvendt som sufflørbog; to helt inferiøre blyantsudstregninger. - Den 9.5.1837 kvitterede Rosenkilde for oversætterhonoraret "Ved Producering af behørig Legitimation" (TK 1837 2.kv.nr.317). Om det er ensbetydende med, at Rosenkilde oversatte stykket, får stå hen.

18.2.1 note 3

(3) Hertil føjer sig Borup nr.351 og 369. Heibergs svar former sig som en hofmeddelelse, thi hans svar i sammenligning med Molbechs siger intet direkte negativt om "Torkel Knutson".

18.2.1 note 4

(4) Ej afhentet. Tekst og tilbagesendelsesskrivelse i DKT afd.G. Ikke antagne stykker uden forfatternavn.

18.2.2.

18.2.2 note 1

(1) Jf. kap. 1.4.6. I brevet til Tieck omtalte Molbech, at han kun sjældent gik i teatret. Jf. Overskou V 98f, som ikke er rigtig; Molbech gik kun meget sjældent i teatret før teaterdirektørudnævnelsen.

18.2.2 note 2

(2) Stage og fru Heiberg skulle oprindelig have spillet de roller, som Holst og kone overtog efter direktionsbeslutning den 13.1.1837 (Dp).

18.2.2 note 3

(3) Ændringerne i sufflørbogen KTS 795 er få og om ikke aldeles uvigtige dog underordnede. Retoucheringen i Victors replik om kønsforholdet er den vigtigste (8.sc.).

18.2.2 note 4

(4) Sufflørbogen KTS 20 indeholder kun ganske få rettelser alle af inferiør betydning; måske med undtagelse af retoucheringen (III,9) med hensyn til kvindeforagt (Gregorios sidste replik). Der blev udskrevet to sufflørbøger hhv. den 4. og 26.8.1836 (TK)

18.2.2. note 4a

(4a) Et fragment af Oehlenschlägers oversættelse (I.1-13.sc.) med Molbechs og Kirsteins rettelser findes BHS. Disse fortrinsvis sproglige rettelser må overlades til sprogforskningen.

18.2.2 note 5

(5) Venpré beder Diane forlade retsforhandlingen og i stedet gå på komedie: "Jeg raader alle Damer til hellere at gaae paa Cornedie; de ville ikke tabe Noget derved, thi ogsaa der har man Criminalprocesser" (s.36). Den utilsigtede allusion til Printzlau-sagen var ubehagelig for Kirstein.

18.2.2 note 6

(6) I sufflørbogen KTS 113 rettede Heiberg selv Champagne for Viin. Kirstein rettede sproget ganske få steder; rettelserne er af inferiør karakter. Da Heibergs manuskript ikke mere eksisterer kan det ikke nærmere påvises, hvorledes censorernes indvendinger blev imødekommet; om de blev det.

18.2.2 note 7

(7) Oversættelsen blev betalt den 22.10.1841, men udgiften blev først ført til udgift den 26.12.1843 (TK 1843 4.kv.nr.574).

18.2.2 note 8

(8) Sufflørbogen KTS 444 indeholder ændringer af Borgaard samt mange blyantsudstregninger (?).

18.2.2 note 9

(9) Molbech havde foreslået, at Jfr. Petersen kunne forsøge sig dermed, da Fannys rolle sikkert ikke ville falde i fru Heibergs "undertiden noget vanskelige Smag". Sufflørbog eksister ikke (KB).

18.2.2 note 10

(10) I sufflørbogen KTS 593 er der foretaget rettelser af en [sideskift][side 1611]teatersprogskyndig. Rettelserne er kun væsentlige, for så vidt de viser Bidoulacs ukendskab til teatrets bestemte stilleje. Sangene er ikke indskrevet i sufflørbogen, men stedet er markeret. Ved ændringen til lystspil inføjedes et kort referat af sangene, som kun kendes fra rollehæfter. De øvrige rettelser i sufflørbogen kan ikke nødvendigvis tilskrives Kirstein. - Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" beskrev, hvorledes stykkets sujet kunne opfattes på forskellig måde, hvorefter han konkluderede: "De ere, som let sees, af reen kotzebuisk Art, og, hvad os angaaer, vi ønske saa lidet at holde paa nogen af dem, som vi ønske enten at høre begge Drengene eller nogen af dem at spille Violin eller Fløite. - Ligesom der nu saaledes i Stoffets ydre Dele findes en Forkeerthed og Mangel paa Eenhed, som er fremkommen derved, at Forfatterne paa materialistisk Viis have taget disse som forefundne Varer, uden at de ved en konstnerisk Behandling have kunnet gjøre dem til deres Eiendom, saaledes findes ogsaa den samme Usandhed i de mere indre Dele. Stykkets Personer ere alle kun Agregater af forskjellige tilfældigen sammenføjede Egenskaber. De ere derved blevne hule og tomme, uden al Individualitet og indre Liv" (nr.277 7.10.1837). Han fortsatte: "Det vil af det Anførte være at indsee, at dersom "Pariserdrengen" skulde bringes paa den danske Scene i en saadan Form, at Opførelsen kunde siges at være endog blot til Lyst, saa vilde der udfordres en ikke ringe Grad af Delicatesse og Konstfærdighed hos den, der paatog sig Bearbeidelsen, men den danske Oversættelse har næsten ladet Alt tilbage at ønske. Ikke alene findes der i Oversættelsen mange saadanne Feil, som den at lade Joseph "spille" paa Gaden med de andre Drenge eller at oversætte porter les épreuves ved "at gaae med Prøvetryk" .. og saadanne Smagløsheder, som at lade Joseph kalde sin Bedstemoder "du lille Rad"; men den hele Bearbeidelse er en total Smagløshed" (nr.278 8.10.1837). Han fortsatte: "Dialogen er tung og trættende, og Coupletterne ere under al Kritik. De ere iøvrigt nu forhaabentlig gangne til evig Hvile .. Under disse Auspicier kan man naturligviis ikke vente, at Oversætteren med varsom Haand skulde have søgt at mildne den falske Sentimantalitet eller at borttage noget af Platheden, Trivialiteterne og Prædikevæsenet" (l.c.). Resten af anmeldelsen koncentreredes om udførelsen og det vanskelige, og efter anmelderens mening uanstændige, ved at Josephs rolle spilledes af en skuespillerinde samt en påvisning af Rosenkildes utilstrækkelighed affødt af et inserat i "Den Frisindede".

18.2.2 note 11

(11) Oversættelsens kvalitet erindrede han ikke mere, men henholdt sig til Molbechs dom. På grund af embedsrejse indskrev han først den 7.5.1837 sit votum i protokollen.

18.2.2 note 12

(12) I sufflørbogen har Blyant rettet 3-4 af Hertugindens replikker meget beskedent, men sigtet er ikke til at tage fejl af: antydninger i hendes replikker er enten fjernet eller modereret helt i stil med fru Heibergs stil. Eksempler: s.98 "At faa os til at troe, at de aldrig før have elsket, er en staaende Fordring hos Mænedene. Det skal see ud som fiin Ærlighed". Den sidste sætning blev slettet. S.186f: "Jeg negter ikke, at jeg, som ung og rig Enke, som Gienstand for Opmærksomhed og Misundelse, har troet at turde kiøbe mig Agtelse og Værdighed ved Opoffrelsen af de ømme Følelser, som Mændene giøre sig saa megen Umage for at indgyde os" ændredes til: "har troet at kunde føre et mere frit og uafhængig Liv, naar jeg opoffrede de Følelser, som Mændene". S.216 "at han vilde [sideskift][side 1612]tage mig i sine Arme og betale mig mine Lidelser med sin Kiærlighed? ændredes til: "at han vilde betale mig mine Lidelser med sin Kiærlighed?". S.245: "Hvorfor skulde man ikke antage at min Siæl er i Stand til at forstaae Deres, og til at tilgive en Hengivenhed, son giør Dem Ære, det Ualmindelige og maaskee Uartige i Deres Opførsel mod mig?" ændredes til: "forstaae Deres, og for et Venskabs Skyld .. giør Dem Ære, at tilgive det Ualmindelige .." (KTS 244). - Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Sujettet er en Omvendelseshistorie, Indvævet med hine moraliserende Betragtninger og Belæringer, der alt længe ere gaaede af Brug i Hverdagslivet, fordi de ere blevne trivielle, men som man nu og da seer gaae igjen paa i Scenen .. Hvorledes denne Moraliseren paa en generende Maade paatvinges os, derpaa ville vi her blot som Exempel nævne den lille Scene, hvori Hertugindens yngre Søster gjør et frugtesløst Forsøg paa ogsaa at spille Coqvette, idet hun vil "bære sig ad" med sin Elsker, som hun har seet Hertuginden gjøre det ned Generalen. De er een af disse smukke smaa Scener, hvorved de nyere franske Forfattere men især Scribe med faa Træk forstaae at danne en Contrast af stor Virkning .. Det hele Stykke er næsten blevet en Procedure for og imod Coqvetteri, fremsat i en populair og tiltalende Form, men Poesien er derved fordreven. Det er iøvrigt rigt nok paa effectfulde Situationer, skjøndt de ikke alle ere vel motiverede, og den Contrast, som den øvrige polerede Hofverden danner med "Frierens" mindre polerede "Ven", er særdeles vel anlagt .. Stykket har iøvrigt flere interessante Partier og Dialogen er heelt igjennem - de noget lange Taler fraregnede - lunefuld og livlig. Men hvad der mest har bidraget til at gjøre "Frierens Ven" ogsaa til Publicums Ven, er en fortræffelig Udførelse. Som prima inter pares nævne vi Fru Heiberg" (nr.252 12.9.1837).

18.2.2 note 13

(13) "Nogle af de af den ærede Direction foretagne Text-Forandringer, som for det meeste angaae enkelte Ord og Udtryk, skal jeg tage mig ad notum" "Dette Spørgsmaal kommer mig saa akave" rettet til: "kommer mig noget pludseligt". Dorph plæderede for at bruge bondemålet i stedet for hovedstads- eller skriftsproget, men rettede sig efter direktionens autoritet, "skeeløiet" rettet til "knibsk" (eng.; squimting) kunne Dorph ikke billige, fordi det gik imod originalen og fjernede den naturlige og komiske virkning: "Hvad Fanden bryder jeg mig om Frøkenen, hun er jo skeeløiet - nei du, mit Barn", "behagelige Sladder" rettet til "Ven og Kjæledægge" (eng.: agreeable rattle). Dorph kunne ikke acceptere, at Marlow om sig selv skulle sige: Kjæledægge af Damerne, fordi således måtte han "i intet Tilfælde vise sig". 5. akt måtte ikke spilles i mørke, havde Molbech dekreteret. Dette tilbageviste Dorph med en henvisning til "Figaros Bryllup". Gamle Marlows rolle var udeladt, fordi den var unødvendig: "I det Sted har jeg ladet Hastings med Oprigtighed aabenbare Alt for Hardcastle, hvorved begge Charakterer vinde i Interesse, og Stykkets Opløsning bedre forberedes". Scenen mellem Tony og hans moder var kun blevet så kort på grund af en afskriverfejl, hævdede Dorph (I.B.nr.143 23.7.1837).

18.2.2 note 14

(14) Molbech gendrev Dorphs indsigelser: "At Marlow (3 A. 5 Sc.) kalder Frøkenen en skeeløiet Tingest er et saa lavt ja vulgairt Udtryk, at det passer lidet til den øvrige langt mere decente Sprog-Tone, Oversætteren har tillagt Marlow; ligesom man vel endog kan sige at Originalens eget Udtryk her synes [sideskift][side 1613]noget outreret. - Om man nu vil forandre det til en knibsk Dame (: som jo netop synes ret passende, naar Marlow taler med en Opvartningspige, der supponeres just at være en Antipode af knibske Frøkener:) eller vælge et andet Udtryk, kan være ligegyldigt; men den skeeløiede Tingest maa helst forvises til Fiæleboden om man der vil optage samme" (Kp.nr.99). - Molbech ville udelukke alt hvad der måtte være eller kunne mistænkes for at være upassende for den dannede del af publikum. "Ved at gjengive Originalens "agreeable rattle" (: et Udtryk, som for længe siden ogsaa i den engelske Theater-Dialog er gammeldags:) ordret med "Damernes behagelige Sladder", er Oversætteren forfaldet til udansk Stivhed. "Damernes Kjæledægge" er i det mindste et Udtryk, som tidt høres - og vilde man have det finere kunde der sættes "Damernes Yndling", eller noget desl: Men "Damernes behagelige Sladder" hører i det mindste ikke til det nærværende Conversations-Sprogs staaende Udtryk". Her var der ikke tale om hensyn til denne eller hin gruppe af publikum, men kort og godt om at ramme rigtigt med hensyn til konversationstonen; Molbech havde oplagt retten på sin side. Med hensyn til mørket i 5. akt imødegik Molbech dette punkt dramaturgisk korrekt: "[I Figaros Bryllup] beroer alle denne Acts Situationer og hele Stykkets Opløsning netop paa Mørket; hele Dialogen er indrettet derefter og hele Acten er saa at sige kun een vedvarende Scene. - Her derimod er det 6 forskiellige Sceners meget forskiellige Dialog, hvis mimiske Spil ofte slet ikke kan undvære Lyset". Direktionen gav Dorph svar på tiltale, efter at han havde påberåbt sig direktionens velvillighed, fordi han altid havde leveret oversættelserne gratis: "Hr. Rect^r [har] paa Grund heraf, uden at have leveret noget originalt Arbeide til Theatret .. Entrée for hver Aften i Fri=Parquettet; et Emolument, hvormed Honoraret for de af Dem leverede Oversættelser ikke lader sig sammenligne" (l.c.). På Molbechs koncept noterede Holstein: "Intet at bemærke" (udat.).

18.3.1.

18.3.1 note 1

(1) Brevet konciperedes af Rindom, men det blev skærpet på afgørende punkter af Kirstein: a) "at (da) Censorernes Dom over denne Text just ikke er faldet gunstig ud vil Stykkets Antagelse væsentligen beroe paa, om det ved den musicalske Behandling maatte kunne hæves saaledes at det (derved) kan ansees qualificeret (antagelig) til Opførelse", b) "og at man derfor maa overlade til Hr. Syngemesteren om De under disse Omstændigheder . . Text" (in I.B.nr.168).

18.3.1 note 2

(2) Til direktionen skrev Andersen, at Zinck blev "ængstelig" (I.B.nr.253 4.11.1836). I Molbechs koncept stod da oprindeligt: "thi at "ingen Dødelig .. kan paatage sig et saadant Ansvar" er en Sætning, hvori Directionen altid har maattet være enig med Dem" (in I.B.nr.253 udat.). Molbech strøg klogeligt denne indrømmelse.

18.3.1 note 3

(3) Af Molbech konciperet således: "at Honorar(et) for Text og Arrangement udbetales, naar (Stykket) dette Drama udholder 5 Forestillinger uden Mishags Yttringer, og uden at man ved en alt for ringe Indtægt (hvilken man endog ei vil sætte høiere end til    ) seer sig nødsaget til, efter den de Forestilling at henlægge Stykket" (konc. in I.B.nr.253; Molbech udfyldte ikke de økonomiske betingelser). Der henvistes i øvrigt til, at "en anden Forfatter og Componist""nyeligen" havde indvilliget i et sådant vilkår, jf. s.470.

18.3.1 note 4

(4) Kommentaren til BEC nr.91 bd.V s.63 er tendentiøs i den evige [sideskift][side 1614]forfølgelse af Molbech som Andersens Prügelmeister.

18.3.2 note 1

(1) I mødet den 15.4.1836 bevilgedes Oehlenschläger oversætterhonorar (Dp). Først den 13.9.1836 bogførtes dette forskud (TK 1836 3.kv.nr.253; Liebe kvitterede på Oehlenschlägers vegne).

18.3.2 note 2

(2) Kun to inferiøre sproglige rettelser ses i KTS 238. Oehlensehlägers manuskript eksisterer ikke.

18.3.2. note 2a

(2a) NkS 2605 indeholder teksten til operetten uden sangnumrene. KTS 7 er her den vigtigste kilde. NkS 2605 er uden rettelser, fordi den er ubrugt.

18.3.2 note 3

(3) Holstein rejste fra København den 6.6.1836. Den 12.8.1836 er protokollen igen underskrevet af Holstein, jf. Heibergske Familiebreve s.196 15.8.1836. Brevet er gået tabt.

18.4.1 note 1

(1) "Nu kom "Alferne" af Heiberg, og Hr. O. opfattede meget snart, eller lod sig af Hr. Arnesen indpode den theatertralske Speculation: at bruge .." (BHS Molbechs koncept).

18.4.1 note 2

(2) "I øvrigt kan ogsaa Hr. O.s "Capricciosa" gierne passere for et godt Fiælebodsstykke i Kiøbenhavn; hvor vi ikke ere vante til Apparater og Maskineri saaledes som man seer dem, selv paa nogle af Boulevard-Theatrene i Paris. Stykket var beregnet paa et Sommerskuespil; og et Stykke, som der giør nogenlunde Lykke og kommer i Ry ved combinerede Midler og Effecter, kan meget vel hos os, som i Paris, giøre Regning at ogsaa de Fleste, som høre til den finere Verden, ville see et saadant Stykke eengang" (l.c.).

18.4.1 note 3

(3)"Her byder Hr. O. os nu atter en Vaudeville, der har meget lidet af Vaudevillen seer end Navnet. Syngenummerne ere der blot for at afsynges. Med Undtagelse af et eller to, kunde de uden alt Savn være borte; og heller ikke ere de ret mange" (l.c.).

18.4.1 note 4

(4) "Handlingen og Intriguen er til den Grad ussel, og tildeels forslidt, at denne Sypige-Vaudeville vel ogsaa i den Henseende staaer lavest bl. alle Overskouske Producter. - Forresten kan Stykket give et meget godt Forstads= og Fiælebodsstykke. Spørgsmaalet:" (l.c.).

18.4.1 note 5

(5) "om vi skulle, erklære os for den Mening, at det Publicum, der kunde give Capricciosa fuldt Huus i 5-6, ja flere Forestillinger (om ei Phisters Sygdom havde hindret dem) fortiener. at man lader det faae "Sypigerne" (om end længe bag efter) som en Dessert til Capricciosa? .. Beviis, kan der vel neppe for Directionen blive nogen Tvivl tilbage. Lund. den 8de Jul. 1836" (l.c.).

18.4.1 note 6

(6) Jf. Heibergske Familiebreve s,163f 15.6.1836. Erslev oplyser kun om Overskous officielle funktioner som redaktør. Jf. s.952.

18.4.1 note 7

(7) Overskous anmeldelse i "Dagen" lød; "I Løverdags Aftes opførtes for første og sidste Gang Vaudevillen: Syjomfruerne i Charlottenlund. Den blev spillet fortræffeligt; Hr. Phister, Mad. Krag og Jfr. Petersen vandt flere Gange et meget levende Bifald og den stærke Latter viste, at Stykket ikke hører til den Genre, som Voltaire kalder den allersletteste, nemlig den kjedsommeligste; imidlertid overbeviste Forestillingen Forfatteren om, at han i dette Stykke har begaaet en Feil, som han vilde finde utilgivelig hos en Anden; thi flere Scener nærme sig meget stærkt til det Usædelige. Det var derfor med fuld Ret, at saa stærke Mishagsyttringer afbrøde det ved Slutningen givne Bifald, at dette Stykke gik til evig Hvile" (nr.242 10.10.1836). To dage senere kommenterede "Kjøbenhavnsposten" Overskous anmeldelse: "Man kan ikke let tænke sig noget mere Ydmygende for en Forfatter, end paa en saadan Maade selv at maatte gjøre Publicum Afbigt for de Uanstændigheder, som bringes paa Scenen. Det maa have været dobbelt haardt for [sideskift][side 1615]Hr. Overskou at gjøre en saadan Tilstaaelse, da det ikke er lang Tid siden, at han selv traadte op med en meget skarp Kritik over det Usædelige i et lille Stykke, der var bragt paa Scenen under Titel: Min Kone og min Paraplue, og hvorefter man mindst skulde troe, at han selv kort Tid efter vilde gjøre sig skyldig i en lige Forseelse .. Da Spillet, som Hr. Overskou selv siger, var fortræffeligt, kan dette dog vel ikke have bidraget til at fælde Stykket, og det grændser til det Uforskammede at paastaae, at det Usædelige i Stykket først blev Forfatteren klart ved Forestillingen. De Gemeenheder, der maatte findes i Stykket, maae derfor nok blive for Hr. Overskous egen Regning, og den Yttring, hvormed han har villet undskylde sine Usømmeligheder, bliver saameget uforklarligere, som han selv, med en vis naiv Resignation, tilstaaer, at det var med fuld Ret, at der hørtes saa stærke Mishagsyttringer ved Stykkets Slutning, at dette derved stededes til evig Hvile. Man vil iøvrigt ikke forundre sig over, at der indløber Usædeligheder i Hr. Overskous Stykker, siden han selv fortæller, at dette er en Feil, "som han vilde finde utilgivelig hos en Anden", hvoraf man, efter al Logik, er berettiget til at slutte, at han finder den tilgivelig hos sig selv. Hvad vi derimod i ethvert Tilfælde finde i høieste Grad utilgiveligt er, at Theaterdirectionen antager et Stykke til Opførelse, der er i den Grad usædeligt, at Forfatteren paa den Maade, som her er skeet, maa gaae til Bekjendelse derom, og at de ikke uden Rødmen kan høres af høviske Øren" (nr.290 12.10.1836). - Kirstein blev underrettet om fiaskoen, hvorpå han fra Fehmern tilskrev Molbech: "[Jeg] regnede .. dog deels paa hans Navn, deels paa Skuespillernes Lyst til at spille deri og deels paa en god Effect af Musiknummerne, hvoraf jeg endog, før jeg reiste, hørte et paa Syngeskolen, som jeg hjerteligen maatte lee over; og det Usædelige, som Hr Overskou nu selv har fundet deri, havde jeg ved Giennemlæsningen, som maaskee har været noget flygtig, virkelig ikke bemærket. Jeg finder hans Tllstaaelse herom i Dagen høist naiv, eller paa reent dansk, dum; thi enten maa han dog under Udarbeidelsen ikke have tænkt paa noget Usædeligt, og da maatte han vel være den Sidste, der maatte indrømme at der var noget Saadant deri; eller han har virkelig havt usædelige Tanker under Arbeidet og da maatte han dog sandelig skamme sig for at byde Directionen og Publicum et saadant Arbeide og - hvad han dog rimeligviis har gjort - tage sit Honorar derfor. Han vil da vel heller ikke komme til at døe i Synden derfor; og saa kan maaskee baade han og Theatret have Gavn af denne lille Expectoration" (NkS 2336 29.10.1836). Molbech udnyttede situationen på en særdeles uheldig måde, idet han i "Kjøbenhavnsposten" afviste, at stykket var usædeligt: "Dersom her ved "Usædeligt" menes, hvad man efter den nærværende Sprogbrug næsten uden Undtagelse forstaaer ved dette Ord, nemlig det Ukydske, Utugtige, mod Blufærdighed og Kydskhed stridende, da maa man sige, at ingen Kritik over det omtalte Stykke kan være mere i uretfærdig, end Forfatterens egen .. det er ikke Dyd og Ærbarhed, men Konst og Smag, som "Syejomfruerne" ligge i Krig med; og vort Publicum vilde vist ikke have taget nogen Forargelse af deres Kiævlerier, deres Kiæreste=Nid og Kiæreste=Jagt, dersom de havde giort det Alt mere morsomt; dersom der havde været Charakteristik, Intrigue og Vittighed med i Spillet. Forf. har villet bringe en enkelt Side af det trivielleste Hverdagsliv paa Scenen - men har glemt at medgive det den komiske Poesies [sideskift][side 1616]universelle Natur og individuelle Charakterisering .. Han har glemt, at den komiske Poesie maa idealisere paa sin Maade, ligesaavel som den alvorlige; og at der aldrig paa Scenen kan komme noget Lystigt og Morsomt ud af at copiere trivielle Raahed og Plathed ganske lige frem efter Naturen; thi da gaaer endog den individuelle Natursandhed tabt .. og kun Raaheden og Trivialiteten selv gaaer over i Productet, hvilket saaledes ei kan faae nogen sand Konstform; og derved allerede fra Grunden af bliver mislykket .. Vel er det, som man seer af "Kjøbenhavnsposten" Side 1168, lykkedes ham, at give Anledning til at faae Theaterbestyrelsen dragen ind i Sagen; men da Gienstanden for "det høist Utilgivelige", som man der lægger Bestyrelsen til Last - nemlig den Overskouske Vaudevilles Usædelighed - ikke har existeret, maa ogsaa Angrebet allerede derved bortfalde" (nr.309 2.11.1836). To dage senere gav resencenten Molbech tørt på, idet han hævdede, at "For at Theaterdirectionen imidlertid skulde retfærdiggjøres, udkræves der nødvendigt, at det først bevises, at Stykket intet Usædeligt indeholder, men et saadant Beviis har Justitsraad Molbech ikke ført. Alt, hvad han har gjort, er kun, at han paastaaer, at Stykket, skjøndt det har en Mængde andre Feil, dog ikke indeholder Noget, der med Rette kan kaldes Usædeligt. Men en saadan Paastand af Justitsraad Molbech beviser aldeles Intet. Han er i denne Sag, hvor der føres Anke over en Handling af Theaterdirectionen, af hvilken han selv er Medlem, et aldeles villigt Vidne, paa hvis Udsagn der ikke kan reflecteres .. Justitsraad Molbech maa altsaa tillade os, at vi, saalænge indtil Theaterdirectionen ved Stykkets gjentagne Opførelse eller dets Udgivelse i Trykken sætter os i Stand til at fatte en anden Mening om det, sætter mere Tillid til hvad Forf., der ikke fornuftigviis kan antages at ville tillægge sit Stykke en moralsk Lyde, har udsagt om samme, end til hvad Justitsraad Molbech, der, som Medlem af Theaterdirectionen, er interesseret i, at Stykket ikke ansees som usædeligt, uden alt Beviis finder paa at sige om det, og det saameget mere, som Forfatterens Dom, saavidt vi have kunnet erfare, finder Bekræftelse hos alle dem, som have seet det opføres" (nr.311 4.11.1836). I anledning af Molbechs bemærkninger om stykkets plathed skrev bladet: "Vi tilstaae, at vi aldrig have læst en saa naiv Tilstaaelse af en Theaterdirecteur, og at vi ikke vide Noget at stille den ved Siden af undtagen Hr. Overskous egen Erklæring i denne Sag .. Vi vide ikke om Hr. Justitsraad Molbech ogsaa vil kalde dette "et meningsløst Angreb paa Theaterdirectionen", men vi ere overbeviiste om, at Publicum vil finde, at der er god Mening i, hvad vi her have sagt. Vi haabe, at Theaterdirectionen, dersom den ved tilkommende Leiligheder vil forsvare sig, opsøger sig en bedre Forsvarer end Hr. Justitsraad Molbech, der ved sin Fremgangsmaade i denne Sag forekommer os at være kommen i en lignende Casus som hiin Mand, der da han paa et Bal saae, at han havde en sort Streg i Ansigtet, løb ud i Paaklædningsværelset og vaskede sig af, men, da han kom tilbage i Balsalen, til sin Forskrækkelse opdagede, at han istedetfor Eua de Cologne havde taget en Flaske med sort Haarfarve, og nu presenterede sig for Selskabet som en complet Morian" (l.c .). Den Molbech, den "Kjøbenhavnsposten": endnu en holmgang med offentligheden havde Molbech tabt. Et andet indlæg i samme nummer af "Kjøbenhavnsposten", som påviste den samme manglende logik i Molbechs replik, konkluderede: "Hvor besynderlig derfor Skuespiller Overskous [sideskift][side 1617]Selvanklage var, saa er dog Ridder Molbechs Selvforsvar endnu besynderligere. Den første aander dog en vis Retfærdighedsfølelse, der tilsiger Forfatteren: at gjøre Publicum Afbigt, fordi han har skrevet et slet Stykke; det sidste aander en forstokket Selvtillid og en utaalellg Ufeilbarligheds=Tro, der tilsiger Hr. Molbech at tage til Gjenmæle, fordi Nogen har vovet at finde det utilgiveligt, at et slet, hvad enten usædeligt eller raat og plat, eller usædeligt og raat og plat Stykke har været antaget af en Bestyrelse, hvis Medlem han er" (l.c.). Molbech tav.

18.5.0 note 1

(1) Lövenskjold havde været syg, da indstuderingen stod på, hvorfor det ikke havde været muligt for ham at foretage korrektioner i musikkompositionen før premieren: "at der ere væsentlige Mangler i mit Arbeide er en Ting, som jeg saavel af mit eget Øre, som af de offentlige Blade, har erfaret" (I.B.nr.40 5.3.1837). Han tilstod: "Da det imidlertid krænker min Ambition at maatte tilstaae, at mit Arbeide virkelig er mangelfuldt, har jeg foretaget nogle Forandringer og indført dem paa vedliggende særskildte Ark", som han bad måtte blive indført i såvel partitur som stemmer (l.c.). Jf. Fredericias kritik: "Bournonville". Kbh. 1979 s.201f. - "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Hvad Musiken angaaer, da synes det næsten, som om .. at Forkundskaberne mangle; thi det er øiensynligt, at de forskjellige Instrumenters Charakter og deres deraf flydende mest fordeelagtige Benyttelse har for ham saa temmelig været et terra incognita" (nr.337 30.11.1836). Anmelderen havde kun lovord tilovers for Bournonvilles arbejde, mens en anden anonym ("nr.") angreb Bournonvilles forfatterret: "istedet for paa Titelbladet at sige, "componeret af A.B." og istedet for at yttre "at have behandlet Sujettet aldeles originalt m.v." [burde Bournonville] have indskrænket sig til at sige: "arrangeret for den danske Scene af A.B." og villigen indrømmet, at det franske eller Taglioniske Program er lagt til Grund, en Erkjendelse, Eleven skylder sin lærer og som Taglioni fortjener, fordi det franske Program Tanke for Tanke er gjengivet i det danske" (nr.349 12.12.1836). Bournonville replicerede: "Idet jeg ikke har annonceret "Sylphiden" som original romantisk Ballet af mig, troer jeg at have erkjendt det Ansvar, jeg har hos Publicum; men mit Ansvar for Taglioni er ikke mindre helligt. Hvorledes kunde jeg, der ikke kjender et Pas af hans Ballet, ikke eier Musikken og ikke erindrer noget Detail, give mit Arbeide ud for hans og lade ham dele min uvisse Skjebne; thi Ingen kjender Stykkets Held førend Publicum har udtalt sin Dom. At min Ballet staaer langt tilbage for den parisiske, det føler jeg; men havde den været Fuskeri, vilde der neppe have været nogen Tvivl om Behandlingens Originalitet" (Kjøbenhavnsposten nr.352 15.12.1836).

18.5.0 note 2

(2) Funck komponerede dansen til Marschners "Slottet ved Ætna", jf. s.826.

18.8.0 note 1

(1) Samtlige impliceredes rejseperioder kan ikke verificeres, hvorfor de ikke skal anføres her stykkevis og delt.

18.8.0 note 2

(2) Litteraturen om Grahn opregnes DbL, 3. udg., bd.5 255, spec. Fredericia: Bournonville. Kbh. 1979 s.191-212.

18.9.0 note 1

(1) I sufflørbogen KTS 288 rettedes "et Gratial, eller noget af Finantserne" til "en Pension" (s.44) og "du skal synge, Herrens, din Guds lov" ændredes til "du skal synge Herrens Lov" (s.57).