Side 1378-1414, noter side 1721-28 + 1743.
[sideskift][side 1378]
Det af alle autoriteter afviste "Herren til Rold" (jf. s.1344) sendte Collin i sommeren 1848 til sin nye konsulent, Ernst Weis. Han var imidlertid ganske på linje med Hertz og Heiberg, blot udfoldede han i modsætning til sidstnævnte, sine synspunkter: "Det er et sentimentalt og paa forvirrede moralske Begreber bygget Røver= og Ridder-Drama, efter Theodor Körners Mønster, der er gjort nordisk ved at efterabe .. i Svend Dyrings Huus og ved vilkaarligen at indlægge nogle matte Digte i den gamle Visetone. Der hersker neppe nogen god Orden eller Disposition i dette Stykke" (Coll.BrS.XXV 9.7.1848). Collins ihærdighed eller udholdenhed med hensyn til dette stykke er virkelig påfaldende. Weis gjorde næppe udslaget, men Collin ville dog også konsultere ham. I halvåret juni 1848 - årsskiftet falder Weis' virke som (illegitim) teatercensor.
Anonymus' lyriske drama "En ung Konge" - om Frederik den Anden, hans kærlighed til Kirstine Hardenberg og krigen i Ditmarsken - var ifølge Heiberg ganske forfejlet som drama betragtet: "Vistnok er her et poetisk Stof, og Forf. har ogsaa lagt poetiske Intentioner for Dagen, men har ikke havt Evne til at udføre dem .. [Stykket var] aldeles udramatisk; og selv det Lyriske udarter vel meget til conventionelle Phraser og et conventionelt Billedsprog" (Coll.S.nr.235 26.8.1848). Også dette forkastede stykke modtog Weis; han formulerede en ganske skarp kritik af stykket: "En virkelig Udvikling, der ved Begyndelse, Midte og Ende afrunder sig til et Hele, søger man forgjæves; Stykket dannes af to isolerede Situationer, en krigerisk og en erotisk, der ere uden Relation til hinanden og hver for sig uden egentlig Bevægelse. En Characteerudvikling .. findes endnu mindre; Personerne ere stillestaaende Figurer og jeg betvivler at nogen af dem vil være istand til at vække en virkelig Interesse" (Coll.BrS.XXV 22.9.1848). Dramahistorisk lagde Weis til: "Dersom dette Stykke var kommet frem samtidig med Dyveke eller Niels Ebbesen vilde man maaskee have meent, at Characterer af Frederik d 2dens Tid og den lyriske Stemning og Farve, denne Tidsalder havde, var gjengivet med tilstrækkeligt Præg; men nu tør man uden Tvivl giøre strængere Fordringer og jeg behøver kun at minde om den egne, alvorlige Tone, der lyder giennem første Act af Dramaet "Trold[d]om" [jf. s.1299], for strax at giøre det anskueligt, hvorlidet Dramaet "en ung Konge" med sine leflende, characterløse Vers kan tilfredsstille i denne Henseende" [sideskift][side 1379](l.c.). Weis markerer sig som en velargumenterende teatercensor, der endog udviser en betydelig evne som smagsdannende for sin overordnede. Om de øvrige aktørers læsning af stykket vides intet. Heiberg remitterede stykket i sept. 1849 (Cp).
Tragedien "Helene Glinsky" (jf. s.1342) indeendtes med - Forandringer" men Heiberg gav det ingen ny bedømmelse (Coll.S.nr.235 12.10.184 ). Remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp).
Pseudonymet Paul Grimmers skuespil "En Scene af van Dyck's Kunstnerliv" var "et nyt Beviis paa, hvor vanskeligt det er at gjøre Kunsten til Gjenstand for Kunsten, og især for et Skuespil, hvori man snarere venter at see en Afspeiling af Livet og Virkeligheden, og glemme Kunsten. Nærværende "Scene" .. er absolut uden al Handling, saa udramatisk og forfeilet som muligt. Det Hele er kun trivielle Samtaler om Kunsten" (Coll.S.nr.235 26.8.1848). Også dette stykke sendte Collin til Weis' vurdering: "[Forfatterens anvendte] Flid for at giøre det saa belærende som muligt" var aldeles spildt, fordi stykket ikke "ville kunne vække nogen Interesse hos de Skuespilbesøgende" (Coll.BrS.XXV 25.9.1848). Stykket remitteredes den 19. dec. 1848 (Kp.nr.116) (1).
Også "Axel Porse" (jf. s.1347) sendte Collin til Weis. Han mente ganske bestemt, at Heilmann havde "Krav paa at faae det opført og godt besat og udstyret. Det er endog muligt at det vil giøre Lykke, fordi dets Tendenser stemme med Publicums nuværende Synpathier" (Coll.BrS.XXV 30.9.1848). Hans argumentation for denne positive konklusion var følgende bemærkninger: "Forfatteren har Greb paa scenisk Fremstilling, Gangen i Stykket er klar, Adskilligt i det Enkelte vidner om Virtuositet og Sproget er reent og flydende". Weis var dog ikke ganske ukritisk: "Forfatterens Standpunct er forældet og tilbagelagt. Dramaet er .. heelt igiennem subjectivt og declamatorisk istedetfor objectivt og characteristisk. Det bringer derfor ikke .. Tilskueren noget virkeligt Udbytte, skjøndt det viser sig paatrængende nok i hvad det vil docere" (l.c.). Hvorvidt stykket først på dette tidspunkt blev antaget får stå hen. I hvert fald var Adlers politiske antipatier blevet aldeles underkendt af dramaturgiske betragtninger (Cp). Rollerne uddeltes den 26. okt. 1848 (PRFD), men stykket blev ikke opført i den behandlede periode. Heiberg leverede stykket retur til Heilmann mod udbetaling af antagelseshonoraret (Cp 87) (2).
Svenskeren C.O. Bergmark skrev på næsten fejlfrit dansk to dramaer [sideskift][side 1380]"Snorre Sturlesøns Død" og "Gjengjældelsen" under den samlede titel "Brøde og Gjengjældelse". Heibergs censur af 20. apr. 1848 meddelt Bergmark kendes ikke (HCp nr.413). Officielt erklærede Heiberg, at stykket var "et ganske umodent Arbeide, meget udramatisk, og efter min Mening uantageligt" (Coll.S.nr.235 12.10.1848). Den 19. apr. 1849 remitterede Heiberg stykket (HCp nr.413).
M.V. Bruns "Gustav den Tredie" (jf. s.1251) banede sig vej til scenen, hvilket han selv redegjorde for i det brev, han sendte til direktionen den 21. okt. 1848: "Senere har jeg havt Leilighed til at tale med Hans Majestæt Kongen om denne Gjenstand. Han beviiste mig den Naade at læse Stykket, og da han kort derpaa tillod mig at udbede mig en Naade som Erstatning for et pequniært Tab jeg maatte lide ved en Opoffrelse, jeg bragte ham, bad jeg om, at han ikke vilde lægge Hindringer i Veien for Gustav den III Opførelse. Hans Svar til mig var: at hans høisalig Faders Politik ikke var hans; at han, langtfra at lægge Hindringer i Veien for Stykket, tværtimod ønskede at see det opført, og at han, som en Følge deraf, vilde befordre dets Opførelse, saasnart først Vaabenstilstanden var sluttet [26.8.1848]" (UjBr). Men Christian VIIIs mænd sad jo stadig i teaterdirektionen, hvorfor Levetzau uden at miste alt for megen selvrespekt meddelte Collin: "Jeg .. vil ikke modsætte mig længere dennes Opførelse; men jeg indseer ikke Nødvendigheden af at det skeer strax, som H. Bruun forlanger. Naar nu St. Olafs Dag [jf. s.1342] kommer til at gaae, saa kan man jo see hvilket Lykke Stykket giør, forinden man tager fat paa Nr 2" (BmD 13.11.1848). Den 29. nov. 1848 bad Brun Levetzau, "at "Gustav den III" maa blive opført nu, istedetfor det andet Drama [Sanct Olafs Dag] .. der udfordres intet Nyt, [og] .. selve Skuespillerpersonalet interesserer sig for Planen" (UjBr), hvilket reelt betød, at han selv trak "Sanct Olafs Dag" tilbage. Rung besørgede den fornødne musikkomposition, hvorpå premieren fandt sted den 4. febr. 1849 (opført ialt 5 gange) (3).
Om samarbejdet mellem Heiberg og Hauch om "Søstrene paa Kinnekullen" vides intet specifikt (HCp nr.416). Den 24. okt. 1848 indsendte Heiberg stykket til Collin: "Sujettet er opfundet med megen Phantasie, og har en skjøn og dyb Betydning. Men hvorvidt det er lykkedes at udarbeide det i en ret dramatisk Form, derom kunde være nogen Tvivl. Dog troer jeg ingenlunde, at denne Tvivl kan eller bør hindre dets Fremstilling paa Scenen, hvor det dog nok kan [sideskift][side 1381]komme til at tage sig ud, især naar der ved den Musik, som skal componeres dertil, gives Componisten nogle dramatiske Vink og Anviisninger, i hvilken Henseende jeg har lovet Forf. at gjøre de fornødne Aftaler paa hans Vegne" (Borup nr.634). Levetzau læste stykket: "uden at være just efter mit Skiønnende Noget meget udmærket, indeholder det dog en ret [......] Dialog og kan maaskee finde Bifald for en kort Tid, hvis det bliver godt besat" (BmD 16.11.1848). Rollecopiatur besørgedes i jan.-febr. 1849, mens nodecopiaturen fulgte i marts (TK 1849 1.kv.nr.173, 208 og 572). Premieren fandt sted den 26. april 1849 (opført 7 gange i denne sæson; ialt 53 gange) (4).
Brosbølls anonymt indleverede drama "Abohordilla" afviste Heiberg på grund af "en meget kunstig forviklet Intrigue, men saa kunstig, at den maa kaldes unaturlig og usandsynlig" (Coll.S.nr.235 8.12.1848). Remitteret den 12. marts 1849 (Cp).
Det originale skuespil "William Lowter" var ifølge Heiberg "puur Nonsens" (Coll.S.nr.235 11.3.1849). Remitteret den 13. marts 1849 (Kp.nr.28).
W.A.D. Moldenhawers "Prøve-Arbeid" "Virginia, eller den sidste Decemvir" savnede "al dramatisk Form" (Coll.S.nr.235 1.4.1849). Remitteret den 4. apr. 1849 (Kp.nr.78).
Det anonyme, tragiske drama "Knud den Hellige" var ifølge Heiberg så dårligt og talentløst, som et skuespil vel kunne være (Borup nr.640 4.4.1849). Remitteret den 4. apr. 1849 (Kp.nr.79).
"Skuespillet "Danmark bestaaer" er en Bearbeidelse af Oehlenschlägers bekjendte Digt: "Uffe hiin Spage", hvis Sujet her er blevet trukket dygtigt ved Haarene for at tvinge det til ret mange Allusioner paa Øieblikkets Tilstand, - Noget, der var saa meget mindre nødvendigt, som Sujettet i sig selv indbefatter Allusioner nok, hvilke snarere kom an paa at moderere og holde lidt tilbage, for ikke at ophæve Illusionen, end at forcere frem, man kan sige: med en Plumphed, der erindrer om de Complimenter, som ved deres Ubehændighed blive til Grovheder. Desuden er den hele Behandling saa complet mislykket i dramatisk Henseende, at Stykket maatte blive mageløst kjedsommeligt paa Scenen" (Borup nr.641 21.4.1849). Remitteret den 22. maj 1849 (Kp.nr.102).
Pseudonymet Adolph Holms skuespil "Kongens Naade" behagede ikke Heiberg: "I det Hele er den megen Talen om vor nuværende Konge, en Talen, der gaaer saa vidt, at man næsten kan sige, at Kongen [sideskift][side 1382]spiller en Rolle med i Stykket, efter min Følelse meget udelicat, vilde være tilstrækkelig til at udelukke Stykket fra Scenen, selv om der ikke vare sange andre Motiver dertil. Paa sidste Side hedder det endog: "Kongen kommer"; og man maa tænke sig H.M. Kong Frederik den Syvende træde ind paa Scenen, i det øieblik Teppet falder, saa at man rigtignok ikke faar ham at see, men det er dog saa nærgaaende som muligt, uden at tale om, at Tilskuerne jo paa denne Maade snydes for det Bedste .. Forresten er Stykket et ret besynderligt Phænomen. Det er aldeles ikke uden poetisk Følelse; det har paa mange Steder en hjemlig og gemytlig Tone; Diction og Versification røbe en vis Færdighed. Men rigtignok maae Versene ogsaa bære en Mængde af intetsigende, kjedsommelig Snak. Der hersker i hele Stykket en mageløs, ja utaalelig Brede og Vidtløftighed; Dictionen forholder sig til Tankerne som en høi og corpulent Mands Kjole til et nyfødt Barn; og af dramatisk Anordning og Sammentrængthed er der ikke Spor. At dømme efter Stykkets baade gode og slette Sider - af hvilke de sidste ere langt overveiende - skal det ikke forundre mig at erfare, at dette Makværk er af den samme Forfatter [Gerson], som tidligere ved "Intriguen i Præstegaarden" [jf. s.1307] har documenteret sin fuldkomne Mangel paa dramatisk Evne" (Borup nr.643 20.5.1849). Collin sendte Levetzau stykket, uden at han dog "i ringeste Maade .. ville modsige Heibergs Dom" (Coll.S.nr.235 21.5.1849). Levetzau tiltrådte den 27. maj 1849 Heibergs "Yttring, og beklager kuns Tiden, som dens Læsning har kostet mig" (l.c.). Remitteret den 29. maj 1849 (Kp.nr. 108).
Moldenhawers andet skuespil "Lord Byron" var ifølge Heiberg "Barnemad. Dersom Stykket er af en ung Pige, kan jeg forstaae det, thi et voxent Mandfolk kunde neppe i den Grad sætte sig ud over alle Sandsynligheder, Muligheder og bekjendte historiske Facta. Han ser, hvorledes Lord Byron optræder mod Sultan Mahmud og redder Grækerinden Helena ud af hans Serail. Det gaaer saa glat, saa let, saa uden al Vanskelighed og Modstand som i et lille Barns Phantasie. Og den samme utrolige Scene gjentager sig siden med Jussuf Pacha. Dernæst bliver Byron - den i England gifte, men fra sin Kone skilte Mand - Kjæreste med Helena, og er holdt saa naiv og uskyldig i dette Forhold, at man skulde troe, det var en ung Students Forlovelse med en Præstedatter paa Landet. Endelig er Byrons Deeltagelse i Grækenlands Befrielse fremstillet saaledes, [sideskift][side 1383]at han selv er Forkæmper i Krigen mod Tyrkerne, og falder paa Valpladsen" (Borup nr.644 24.5.1849). Tilbageleveret (Cp udat.).
Flauhederne florerede, men Heiberg bestod. Heibergs vota synes mere hasarderede i denne sæson sammenlignet med tidligere, men det kan vel også skyldes, at de indleverede stykkers kvalitet simpelthen var utrolig ringe. Weis' gæsteoptræden i første halvdel af sæsonen fik ingen betydning for repertoiret, men det er immervæk bemærkelsesværdigt, at Collin helt uden for forretningsordenen tilstillede Weis flere stykker i 1848. Weis' æstetik og dramaturgi var stort set sammenfaldende med Heibergs. - M.V. Bruns stykke blev antaget på grund af regeringsændringen. Frederik VIIs optræden var aldeles identisk med faderens, når det gjaldt midlerne, men den politiske anskuelse var unægtelig en anden. Behandlingen af Bruns stykke er første og vigtigste bevis på, hvad enevældens fald betød for teaterrepertoiret! - Levetzau blev kun konfronteret med egentlige hofanliggender, mens Adler synes udtrådt af teaterdirektionen. Collins egen vilje mærkes kun ved de stykker, han sendte til Weis; resten ekspederede han blot til forkastelse, fordi Heiberg var det egentlige magtcentrum.
[sideskift][side 1384]
I denne sidste sæson stod væksten i behandlede stykker aldeles ikke i forhold til kvaliteten. Heiberg indskrænkede sig oftere til skældsordsprægede vota.
"Løvsalsfesten" var "det mageløseste Vaas", konstaterede Heiberg (Coll.S.nr.235 10.7.1848). Remitteret i sept. 1849 (Cp).
Hostrups folkekomedie "En Spurv i Tranedands" (jf. s.1377) optoges uden censurbehandling i teatrets ordinære repertoire, første gang den 10. sept. 1848 (opført 9 gange i sæsonen; først genoptaget i 1866, ialt opført 58 gange) (1).
Jonas' lystspil "Kjærlighedsbrevene" (jf. s.1353) sendtes Weis i sept. 1848: "Det er kun en Gientagelse af de mange indholdsløse franske Stykker, hvoraf Repertoiret allerede har et tilstrækkeligt Forraad" (Coll.BrS.XXV 22.9.1848). Collin opgav tanken om dets opførelse, hvorfor det tilbageleveredes den 15. okt. 1848 (Cp).
Bloch Suhrs "Repræsentanten" (jf. s.1309) overvintrede til Levetzau, der læste det i okt. 1848: "Hvis .. [det] ikke var antaget .. saa vilde jeg bestemt andrage paa, at det ikke skeete, for jeg finder det overordentlig flaut, og tvivler at selv Vore bedste Konstnere vilde kunde holde det paa Scenen udover 4-5 Gange" (BmD 20.10.1848). Levetzaus oplysning er ganske interessant, fordi den åbenbarer, hvorfor der gik så lang tid mellem Heibergs votering og hans: Collin havde i mellemtiden forhandlet privat med forfatteren og antaget lystspillet. Levetzaus læsning betød afvisning, men stykket ses ikke officielt noteret som forkastet.
Allerede i juli 1848 fik Weis lystspillet "Sal og Kjelder, eller En Matinée musicale" til gennemlæsning: "[Det havde] i alt Væsentligt .. en total Mangel paa Opfindelse. Af Personerne, der ere uden Individualitet, vækker Ingen heller nogen synderlig Interesse og Dialogen synes mig udtværet og aandløs .. Yndere af "Venskab og Kjerlighed" [jf. s.1257] ville [måske] synes om det" (Coll.BrS.XXV 7.7.1848). Forholdt han sig end negativ til stykket, forekommer hans vurdering dog ret så konventionel. Stykket var åbenbart blevet tilstillet Collin privat, thi først i okt. 1848 modtog Heiberg stykket til censur. I sit votum ytrede han sin ærlige, personlige opfattelse af tidens politiske udvikling: "Det har en ret livlig, skjøndt noget bred Dialog, og flere ret pudsige Situationer. Men det kommer for silde. Thi simple Folk, som ville agere fornemme, er ikke allene et meget fortærsket Sujet, men passer [sideskift][side 1385]heller ikke i den nuværende Tid, da de simple Folk ikke have Prætension paa at være fornemme, men tvertimod ville, at de fornemme skulle blive simple. Det er en af Yttringerne af den communistiske Aand, der i det Hele ikke vil hæve det Lave, men neddrage det Høie, hvorfor den ogsaa, med Hensyn paa Formue, ikke vil gjøre de Fattige rige, men tvertimod gjøre de Rige fattige. Heri vilde Forf. kunne have fundet et Forhold, der, som Sujet, baade var nyt og localt og piquant, hvorimod det modsatte Forhold betegner en forsvunden Tidsaand, hvis Skildring er for Øieblikket uden Interesse" (Coll.S.nr.235 12.10.1848). Heibergs forståelse af Marx må vel kaldes meget begrænset, men repræsentativ for borgerskabet i 1848. Hans reverens for at anvende marxismens "Aand" som sujet, således som Heiberg forstod denne, synes unægtelig mere interessant. Ingen af de øvrige aktører ytrede sig om dette Rosenkilde tillagte stykke, der tilbageleveredes i apr. 1849 (Cp).
Lystspillet "Statsmanden efter Moden" havde en politisk "Skildring [, der var] saa stofagtig, og [en] Anskuelse .. [,som var] saa ganske en Parti-Anskuelse, at Stykket allerede af den Grund neppe vilde blive taalt" (Coll.S.nr.235 8.12.1848). Returneret den 7. febr. 1849 (Cp).
Brosbøll arbejdede vel næppe anonymt, men hans komedie "Tonne gaaer i Krigen" mente Heiberg dog "vel [var] noget bedre end de andre Stykker, som hidtil have giort Krigen til Gjenstand, men er dog kun lidet bevendt. Det forekommer mig, at .. denne Skildring af de nyeste Begivenheder er for nærgaaende, og gjør en ubehagelig Virkning .. En saadan Floskel, som den, at før Frederik den den 7de, have vore Konger kun været Konger for de Rige og Fornemme, maatte naturligviis falde bort, saafremt" teaterdirektionen bestemte sig for en opførelse (Coll.S.nr.235 8.12.1848). De nye tider meldte sig, men Heibergs vej til anerkendelse var jo netop nået via Frederik VIs og Christian VIIIs vilje samtidig med at han netop i Frederik VIIs regeringstid blev teaterchef. - Teaterdirektionen (Collin?) antog stykket (Cp udat.), hvorpå rollerne uddeltes den 25. jan. 1849 (PRFD). Premieren fandt sted den 16. febr. 1849 (opførtes kun 6 gange i denne sæson) (2).
Pseudonymet C.C. Loumas lystspil "Den femte Juni, eller Erindring fra Slaget ved Dyppel" frakendte Heiberg al "dramatisk Virkning", afgørende var nok "det for Øieblikket uheldige Valg af Sujet" (Coll.S.nr.235 1.1.1849). Våbenstilstanden af 26. aug. 1848 mellem [sideskift][side 1386]de krigsførende parter skulle åbenbart ikke provokeres fra teatrets scene. Stykket returneredes den 3. febr. 1849 (Cp).
Hostrup berettede om sit lystspil "Familietvist" forinden dets officielle indsendelse, at Rosenkilde havde fået stykket til "den ham tilstaaede Benefice" .. Stykket behagede ham, Rollerne bleve udskrevne og fordeelte, og der blev endog holdt Læseprøve derpaa. Imidlertid fik Hr. Rosenkilde en anden Tilladelse, som gjorde ham det muligt at benytte ældre, allerede indøvede Stykker" (Troensegaard I.1 17.2.1849 adr. Collin). Heiberg fandt, at stykket var "et ret passabelt Stykke, udentvivl bedre end "Æsthetisk Sands" [jf. s.1308]" (Coll.S.nr.235 23.2.1849). Stykket blev antaget (Cp), men intet videre foretoges i den behandlede periode (3).
Et lystspil i tre akter, uden navn, blev indsendt til Levetzau, hvis vurdering ikke kendes. Stykket behandlede krigsbegivenhederne; ifølge Heiberg på den plumpeste måde, og det var "overhovedet i enhver Henseende under al Critik" (Coll.S.nr.235 23.2.1849). Remitteret den 26. febr. 1849 (Kp.nr.19).
De tre følgende stykker behandlede tidsbegivenheder eller krigen: "Det hemmelige Politie", "Familien Vindblæs" og "De Danske i Eckernførde": "alle tilhobe puur Nonsens, det ene værre end det andet", erklærede Heiberg (Coll.S.nr.235 11.3.1849). Alle remitteret den 13. marts 1849 (Kp.nr.29, 30 og 31).
Fra den samme forfatter ("maaskee en Skoledreng" (HCp nr.439)) kom to lignende stykker: "Stedfortræderne" og "Adresserne eller de dobbelte Narre": "Krigsstykker, Nonsens" (HCp nr.439): "synes begge at have en dobbelt Nar til Forfatter" (Coll.S.nr.235 20.3.1849). Remitteret den 27. marts 1849 (Kp.nr.36 og 37).
"En Skatte-Executions-Dag i Nordslesvig" var "Mageløst Vrøvl. Tscherning omtales deri" (HCp nr.443). Til Collin skrev Heiberg, at det var så dårligt og talentløst, som et skuespil vel kunne være (Borup nr.640 4.4.1849). Remitteret samme dag (Kp.nr.80).
"Mutter Skjæbne og hendes Luner" var "et pøbelagtigt Product" (Borup nr.644 24.5.1849). Remitteret "sidst i Maji 1849" (Cp).
Næsten alle de behandlede stykker tog udgangspunkt i aktuelle begivenheder. Kun "Tonne gaaer i Krigen" blev opført. Heibergs begrundelse for at afvise alle disse krigsstykker findes i et brev til Collin, dateret den 17. jan. 1849: "Det gaaer, som jeg har forudsagt: Det er blevet til en Forfatter-Feber at skrive Skuespil om Krigen og de slesvigholstenske Affairer. Enhver, som er [sideskift][side 1387]Bankerot paa Opfindelses-Evne, finder det mageløst at lade Virkeligheden digte for sig. Men alt Dette kan ikke blive til Andet end ufuldbaarne Fostere. Det er Mangel paa Dannelse at troe, at Noget kan være et poetisk Stof, saalænge som det endnu udøver Nærværelsens materielle Tryk og Smerte, saalænge man endnu er midt i det, og afficeres ganske umiddelbart af det. Scribe har, i en Tale, som han engang har holdt i det franske Academie, viist, at den franske dramatiske Litteratur har i alle Landets store, bevægelsesrige Perioder været saa langt fra at benytte Nærværelsens Indhold, at den tvertimod har skildret Modsætningerne dertil. Saaledes opførte man i Terrorismens Tid ømme og blide Hyrdestykker paa de parisiske Theatre; Menneskene trængte til denne Modsætning. Under Keiserdømmet fremkom de nye republicanske Tragedier, og man fremdrog de gamle, saasom Voltaires "Mort de César", som Napoleon selv idelig forlangte. Og først under Restaurationen fik man den hele Hærskare af militaire Skuespil, der handlede om Napoleons Seiervindinger. Der ligger heri en Lov, som vel kan krænkes af den uerfarne eller ubetænksomme Forfatter, men ikke ustraffet for ham selv og den Scene, der, ved at antage sig hans Stykke, sætter sig paa samme Standpunkt, som han. Naar vor Krig er endt, naar vore Forhold ere ordnede, da er det paa Tiden at benytte dette Stof som et forbigangent; som et nærværende duer det ikke" (Borup nr.639). Udfra en materialistisk betragtning synes Heibergs argumentation (med støtte i Scribes tale) et typisk eksempel på en udpræget liberalistisk ansvarsforflygtigelse. Den filosofiske ide, der ligger bag Heibergs udsagn, kan selvfølgelig afvises, men som en historisk betragtning fik Heiberg jo ret. Hans argumentation imod marxismen bygger på samme grund og tilsammen viser disse meget vigtige og interessante breve/vota Heibergs politiske opfattelse i revolutionsårene 1848-1849. Til trods for den danske grundlovgivende forsamlings arbejde styredes landets endnu vigtigste kulturanstalt på reaktionens principper. - Argumentation i øvrigt var mestendels overflødig på grund af tilbudenes ringe kvalitet. Også vedrørende disse stykker var Adler aldeles tavs; Weis benyttedes to gange (uden at det tør hævdes, at det fik synderlig betydning), mens Levetzau fik forpurret Collins private antagelse af Bloch Suhrs lystspil. Collin fungerede mestendels som et ekspeditionskontor, med undtagelse af støtten til Brosbølls stykke. På grund af krigen ændrede lystspillet fuldstændig karakter, men ændringen [sideskift][side 1388]var kun momentan: afvisningen betød vel også, at dramatikerne søgte enten andre teatre eller andre sujetter.
[sideskift][side 1389]
Goubaux & Logouvés drama "Louise de Lignerolles" (jf. s.971) om en teaterdigters rendesvoue og mord! afviste Heiberg alene med terminologien "Boulevard-Tragedie" (Coll.S.nr.235 4.7.1848). Remitteret til Maria Bojesen i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Fr. Hebbels måske vigtigste borgerlige sørgespil "Maria Magdalene" (1844 dediceret Christian VIII) oversat til dansk i 1848 (HCp nr. 444) afviste Heiberg, bekendt med sin gamle modstanders værker: "et høist uhyggeligt borgerligt Grædespil, som sikkert vil være utaaleligt paa Scenen" (Borup nr.640 4.4.1849). Så kort kunne det gøres, når man hed Heiberg. Det havde unægtelig været interessantere, om han havde argumenteret for sin vurdering af dette epokegørende tyske drama. Remitteret den 4. apr. 1849 (Kp.nr.81) (1).
Hugos "Lucrèce Borgia" (jf. s.1311) oversat af Volkmar Busch, der konsulterede Heiberg før den officielle indlevering, blev selvfølgelig også afvist: "jeg [kan] kun gjentage, hvad jeg allerede har sagt Oversætteren: at dersom nogen af Victor Hugos overspændte Tragedier skulde være bragt paa vor Scene, da maatte det have været i deres Nyhed, ikke nu, da deres Tid er forbi, og de gjøre en parodisk Virkning" (Borup nr.644 24.5.1849). Således blev da det store dyr i åbenbaringen bragt til evig hvile, når det gjaldt Kgs. Nytorv. Molbechs ophidsede argumentation i 1830rne, Heibergs ønske dengang om at oversætte "Marion de l'Orme" samt Heibergs senere molbechske, vredladne ytringer om Hugos teater - endte så med en afvisning ikke af talentet, men under henvisning til at tidsomstændighederne havde distanceret sig fra Hugo. Heiberg havde gjort udviklingen med.
Boulevardstykke, Hebbel og Hugo danner afslutningen på de tilbudte stykker, Heiberg fik til censur: heri synes hele problematikken at samle sig, thi Heiberg afviste alle tre kategorier. Fortid, nutid og fremtid - intet mindre. Uret var gået i stå på Kgs. Nytorv og ikke tre måneder senere skulle Heiberg overtage styret som enerådende teaterchef (og -censor).
[sideskift][side 1390]
Denne afdeling af sæsonens tilbud frembød dog et par pikanterier, selv om stykkernes indholdsmæssige kvalitet synes yderst jævn.
Oversættelsen "Den anonyme Brudgom" (originalen af Dennery & Lafitte) var ifølge Heiberg "en overspændt, temmelig dum Roman med forslidte Motiver" (Coll.S.nr.235 4.7.1848). Remitteret i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Schaldemoses oversættelse af Scribes komedie "Le Puff, ou Mensonge et vérité" (TF 22.1.1848) var "saa slet .. at Manuscriptet neppe kan bruges", selv om stykket var "interessant" (Coll.S.nr.235 4.7.1848). Ifølge Heiberg var "en ny [oversættelse] .. bebudet [hvorfor det var] bedst at afvente den" (HCp nr.403). Ikke destomindre betaltes Schaldemose 25 Rbd. den 30. marts 1849 "I Anledning af en af ham indsendt, men ikke antaget, Oversættelse" (TK 1849 1.kv.nr.596): Det tilgængelige kildemateriale åbenbarer ikke hvorfor Schaldemose tilstedtes denne enestående gunst. Se s.1390.
Oversættelsen af Scribe (& Legouve?)s comedie-vaudeville "D'Aranda, ou les grandes passions" (GD 6.4.1847) var "saa stiv og keitet", at stykket alene af den grund var ubrugeligt (Coll.S.nr.235 4.7.1848). Remitteret i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Ivar Seidelins oversættelse af Seidls bearbejdelse af Théaulons franske original med den danske titel "De Uadskillelige" (tr.1847) var "meget slet .. Oversætteren .. maa ikke have meget Omløb i Hovedet" (Coll.S.nr.235 4.7.1848).
Abrahams' (annoncerede) oversættelse af "Le Puff" fandt Heiberg "usædvanlig god", idet den gengav originalen "i en godt bygget dansk Dialog. Titelens Forandring til: "Verden vil bedrages" kan være ret passende. Men derimod troer jeg, at paa de Steder i Stykket, hvor Ordet "Puff" forekommer, bør det ikke gives ved det altfor trivielle Ord "Plade" .. Dersom Oversætteren vil betænke, at Ordet "Puf" er dansk, og det i samme Betydning som Puff har eller nu har faaet paa Fransk .. saa vil han maaskee dog anvende Puffen istedenfor Pladen. Herved vil opnaaes, at Ordet, taget i en saa omfattende, figurlig Betydning, kan betragtes som nyt - hvilket jo er en Fordring - medens det dog er gammelt, baade i sin egenlige Betydning: en tom Udhugning paa et Klædningsstykke, og tildeels i den figurlige, da det idetmindste tenderer herimod i Talemaaden: at tage paa Puf" (Coll.S.nr.235 24.10.1848). Det er virkelig interessevækkende at se Heiberg som filolog i censorjobbet: forskellen mellem Molbech og Heiberg er så helt oplagt: Heiberg [sideskift][side 1391]var sig bevidst som dramaturgisk filolog, mens Molbech opførte sig som sprogrenser. - Heiberg var ikke i tvivl om, at stykket var "et af Scribes allerbedste", så han håbede, at Phister ville spille Desgaudets rolle og Rosenkilde Bouvards: "Enhver anden Besætning af disse to Roller kunde let føre til Stykkets Ruin" (l.c.) Rollerne uddeltes den 3. febr. 1849 (PRFD) (1): premieren fandt sted den 27. marts 1849, efter at det "Gud veed hvordan, [havde] faaet den med den oversatte Dialog uforenelige Titel: Puf &c" (HCp nr.415) (opført 5 gange i denne sæson; ialt 7 gange) (2).
"[En] ung Pige i Assens" havde oversat Dumanoir & Duveyriers "Les vieux péchés" (jf. s.652), som Heiberg rigtignok endnu i 1848 erindrede sig!: "Sujettet er pudsigt nok, men ialfald grumme bekjendt, og dertil saa anecdotagtigt og ephemert, at dets Tid vist maa ansees for at være forbi. Desuden er det temmelig udelicat behandlet, og ikke frit for at være anstødeligt" (Coll.S.nr.235 25.10.1848). Meget pudsigt er det da, at Heiberg afviste stykket som hors de saison men samtidig tydeligere understregede det anstødelige i stykket, end han havde gjort femten år tidligere. Stykket blev først remitteret i 1856 (Cp) .
Lessings "Der Schatz" (1750) karakteriserede Heiberg som "en Comedie i den gamle groteske Art .. nogle af Scenerne ere grundcomiske. Stykket .. kan vistnok ligesaavel spilles paa vor Scene, som Molieres Comedier .. da det kun er i 1 Act, kan det komme ret beleiligt i denne Tid, da der er Mangel paa Een-Acts-Lystspil" (Coll.S.nr.235 22.11.1848), men intet skete. Heiberg remitterede stykket den 22. febr. 1850 (Cp).
Chr. K.F. Molbech indsendte Laurençot & Ch. Desnoyers comedie-vaudeville "Rose et Marguerite, ou faut-il des époux assortis?" (TV 14.9.1847) uoversat. Da han åbenbart ikke ønskede at arbejde forgæves, blev det sendt til Heibergs bedømmelse: "første Act .. er særdeles nydeligt behandlet og ualmindelig interessant. Men igjennem de to andre Acter synes mig Interessen at synke lidt efter lidt, og i Slutningen af tredie Act forekomme Stykket mig endog at være ikke langt fra det Trivielle .. Men under alle Omstændigheder troer jeg, at Stykket fortjener at oversættes, og at det kan blive en ret god Acqvisition for Theatret" (Coll.S.nr.235 6.12.1847). Molbech lagde vægt på Heibergs anbefaling af stykket, som han derpå oversatte i 1848. Men i dec. 1848 erklærede Heiberg: "Den 1ste Act er interessant og overraskende; den 2den er opfyldt [sideskift][side 1392]med endeel huusligt Vrøvl; den 3die er endog ubehagelig. Det vil altsaa beroe paa, om man vil antage et Tre=Acts=Stykke, fordi den første Act er god. Oversættelsen lader til at være flydende og mundret" (Coll.S.nr.235 8.12.1848). Heibergs nyvurdering må vel objektivt set kaldes en sjofling af Molbech. Collin udbetalte anstændigvis den unge Molbech et oversættelseshonorar på 50 Rbd den 9. jan. 1849 (TK 1849 1.kv.nr.7). Heiberg remitterede manuskriptet i sept. 1849 (Cp).
To stykker samler interessen: Oversættelserne af "Le Puff" og Molbechs projekt. Schaldemoses oversættelse var utilstedelig dårlig, hvorfor Abrahams blev anmodet om at oversætte det interessante stykke. Tilfældene er legio, hvor Abrahams påtog sig en sådan opgave. At Schaldemose alligevel honoreredes synes urimeligt, mens Molbechs oversætterarbejde nødvendigvis måtte betales, når Heiberg året før havde anbefalet stykket til oversættelse. Heibergs gode humor præger stort set behandlingen af disse nulliteter. Han skaltede og valtede med sagerne fuldstændig uden interesse for det repertoire, han specielt i denne sæson næsten alene sammensatte, hvad nyheder angik. - Påfaldende er det vel også, at han i sidste halvdel af sæsonen overhovedet ikke fik en eneste lystspiloversættelse til censur: repertoiret var ved at skifte karakter fra lystspil til vaudeviller. - Tavsheden hylder Levetzau, Adler og Collin!
Andersen omarbejdede sit syngestykke "Renzos Bryllup" (jf. s.822) i 1847 nu med titlen "Brylluppet ved Como=Søen", hvorpå Glæser komponerede musikken (jf. BHW I 381 og B&B II 204). Rollerne uddeltes den 15. dec. 1848 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 29. jan. 1849 (opført 8 gange i første sæson; ialt 12 gange). - Ulig Andersens tidligere stykker blev dette overhovedet ikke indgivet til censors læsning, hvilket måske ikke behøver undre, ihukommende at stykket for så vidt betingelsesvis var antaget i 1836. Den strikse direktion havde selvfølgelig forlangt en omarbejdet version til censur, men det vidste Faderen da var unaturligt (1).
[sideskift][side 1393]
Den 26. sept. 1848 oplyste Collin Weis om, at "Cammerraad Olsen [1] (efter Schaldemoses Opfordring?) [2] [havde] sendt [ham] .. Partituret til den Scribe-Auberske Opera: Haydée ou le Secret (OC 28.12.1847]; skulde det vel være noget der var værd at lægge Mærke til - for vort Theater?" (DKTB). Weis svarede meget fornuftigt, under henvisning til andre af Aubers operaer "Ambassadricen" (jf. s.876) og "Kronjuvelerne" (jf. s.1133), at en succes i Paris ikke var ensbetydende med en ditto i København: "Det er ei heller heldigt for nye franske Operaer og Syngestykker, at det er Glæser, der skal berede Musikken Indgang hos vort Publicum, thi han og fransk Musik passe ikke sammen, hvilket den hvide Dame [jf. s.951] kan sande hver Gang den opføres, ligesom det uden Tvivl var denne Uforligelighed, der bidrog meest til aldeles at ødelægge Kronjuvelerne" (Coll.BrS.XXV 3.10.1848). "Haydée" blev da heller ikke anskaffet eller opført. Weis' direkte indflydelse på repertoirepolitikken kan ikke bevises, men hans syn på Glæsers behandling af fransk musik afslører unægtelig vigtige aspekter, thi hvis Weis havde ret (hvad meget tyder på), hvad kunne teatret da levere tilfredsstillende, når Christian VIII havde fjernet de italienske operaer fra teatrets repertoire?!
Dorph rekommanderede sin bearbejdelse af "Operetten" (jf. s.943) i nov. 1843 (Coll.BrS.XXII), men først til Sahlertz' forestilling på Hofteatret den 3. marts 1849 blev hans oversættelse anvendt, uden censors gennemlæsning. Stykket blev på ny givet ved Jfr. J. Rosenkildes forestilling den 8. marts 1849 (ligeledes på Hofteatret). Den 10. marts 1849 blev det ikke desto mindre givet for teaterkassens regning (opført ialt 9 gange) (3).
Nicolos gamle opera-comique "Le français à Venise" med libretto af Gensoul (OC 14.6.1813) blev indleveret oversat af en anonymus i 1849 med anmodning om, at Rung ville komponere ny original musik til teksten (HCp nr.440). Heiberg fik teksten til bedømmelse, men han fandt stykket "saa trivielt og kjedeligt, og i Sprog og Versification saa knudret og feilfuldt, at Hr. Rung vist ikke bør spilde sin Tid paa at sætte Musik til det" (Coll.S.nr.235 1.4.1849). Remitteret til Rung den 3. apr. 1849, hvorefter denne klogeligt intet videre foretog sig.
Resultatet med hensyn til censuren må siges at være uafgjort: et stykke opført uden om den aktuelle censor på grund af fortidige forbindelser; et andet stykke refuseret takket være censurens [sideskift][side 1394]kritiske sans; et tredie stykke forelagt en uofficiel teatercensor afviste Aubers musik, fordi teatrets tyske kapelmester radbrækkede det franske repertoire: teatrets vigtigste musikdramatiske kilde.
[sideskift][side 1395]
Sæsonens overraskelse kommer til sidst. Ikke mindre end ni aktuelle vaudeviller behandledes af censor(erne). Efter mere eller mindre at have været afgået ved døden fremkaldte krigsbegivenhederne på ny denne genre. Hvorfor tidens halvmilitaristiske og nationalistiske stemning netop valgte denne genre får stå hen.
Heiberg konstaterede, at vaudevillen "To Par Lykkelige" åbnede "den forventede Syndflod af Skuespil, som behandle de nuværende Krigsbegivenheder, eller knytte sig til dem paa en raa, tactløs Maade. Ogsaa [i henseende til] Characterer .. Situationer .. Intrigue .. Handling [var det et dårligt stykke, hvor] desflere Trivialiteter og Platituder [trivedes]". De fire musiknumre kunne Heiberg gerne undvære (Coll.S.nr.235 4.7.1848). Stykket blev næppe læst af Levetzau eller Adler, før det remitteredes den 24. nov. 1848 (Cp).
Vaudevillen "Blind Allarm" foregik på Als, men den "Episode af Krigen, som det fremstiller, er altfor ubetydelig; det mangler ganske paa Handling og paa Motivering af det Lidt, som skeer .. det Hele [får] noget Flaut og Tomt. Dialogen er dog ikke uden en vis Lethed, men Musiken er maadeligt anbragt" (Coll.S.nr.235 12.10.1848). Heller ikke dette stykke blev vel læst af Levetzau eller Adler, før det remitteredes af Heiberg i sept. 1849 (Cp).
Hertz' anonymt indleverede vaudeville "En forklædt Frier" fastslog Heiberg "naturligviis [var] af Hertz .. det fortjener sikkert at opføres, af hvem det saa er. Vel er Sujettet lidt tyndt, uagtet det dreier sig om en ny og pudseerlig Forvexling, men Stykket vil nok more, som det er. Den musikalske Bestanddeel deraf er original og interessant" (Coll.S.nr.235 21.10.1848). Nodecopiaturen var besørget i marts 1849 (TK 1849 1.kv.nr.406 og 572) og oplæsningen fandt sted den 10. apr. 1849 (Journal), men først den 8. dec. 1850 kom stykket frem (opført ialt 8 gange) (1).
Den anonymt indsendte vaudeville "Adoptivbørn" forekom Heiberg "at være noget kjedsommeligt Vrøvl, der trækkes ud og ind, uden at føre til det Allermindste". Sangene var slemt overflødige (Coll.S.nr.235 22.11.1848). Returneredes den 25. nov. 1848 (Cp). De tre følgende vaudeviller indkom alle i jan. 1849, hvorefter Heiberg saluterede sine principielle bemærkninger om aktualitetsskuespil (jf. s.1386). Specifikt om disse stykker anførte han: ""En Fest i Skovshoved" [var] et complet Patte- og Pjattebarn" (Borup nr.639 17.1.1849). Remitteret den 12. febr. 1849 (Kp.nr.15).
[sideskift][side 1396]"Ruinerne i Badstrup. Dette Stykke behandler unægtelig Krigs-Sujettet paa en delicatere Maade end de andre, ligesom der er en ret smuk idyllisk Tonart, som gaaer igjennem det, og nogle af Melodierne smukke .. Men det er i dramatisk Henseende altfor fattigt. Den hele Benyttelse af Ruinen, til at løse Knuden, er meget daarlig. Og Visen paa Melodie af "Den tappre Landsoldat" er af yderst ubehagelig Virkning. Saavel ved dette som det førstnævnte Stykke er det kjendeligt, at de ere Efterklang af "En Søndag paa Amager" (Borup nr.639 17.1.1849). Remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp).
H.P. Holst indsendte anonymt vaudevillen "En Tour til Armeen". Heiberg erklærede: "Tyndhed i Opfindelse, Trivialitet i Characterer, Usandsynlighed i Handling. Men forresten Routine i Sprog og Versification. Men foruden det reent æsthetiske Synspunkt er der her et andet, som gjør sig gjældende, og i hvis Bestemmelse jeg for min Part kan holde mig neutral, da det mere er et Conveniens-Spørgsmaal end et dramaturgisk. Den høie Direction vil selv bedst vide at afgjøre - ikke blot i Almindelighed min Tvivl om Antageligheden af Stykker med dette Sujet, - men isærdeleshed hvad nærværende Stykke angaaer, om det ikke i denne Henseende er ubehageligt nærgaaende, for ikke at sige impertinent? Hvorvidt navnlig det kongelige Theater bør være Organet for de (om end fortjente) Forhaanelser af Wrangel og Kongen af Preussen, som her er ruttet med, og hvorvidt det f.Ex. kan være passende, eller endog kun morsomt at høre Prindsen af Noer nævnes fra Scenen? Og dog har selv dette Conveniens-Spørgsmaal et æsthetisk Moment i sig, som paalægger mig at betragte Sagen fra mit Synspunkt. Meget, som er godt paa et vist Gebeet, er forkasteligt paa et andet. Forf. har her begaaet den Feil at ville overføre Gadevisen paa Theatret, - Gadevisen, en Digtart, som gjerne nævnes med Foragt, men som, naar den knytter sig til de større, de almindelige Interesser, f. Ex. de politiske, kan faae Betydenhed, saaledes som vi have seet i Frankrig under alle politiske Criser og Omvæltninger. Ja, det er aabenbart den, hvorpaa Béranger har bygget sine berømte Chansons. Vi Danske ere i denne, som i flere Henseender ikke saa lidet beslægtede med de Franske. Hos os vil Gadevisen, som knytter sig til de sidste, til de nyeste Tildragelser, ogsaa kunne faae en Betydning, og Forfatteren af nærværende Vaudeville vil udentvivl selv kunne betræde og udvide den ved "Den tappre Landsoldat" [sideskift][side 1397]aabnede Bane. Ialfald er her Meget at gjøre for en Digter. Men at gjøre vort Nationaltheater til Gade i denne Betydning, er tactløst, og maa tillige kaldes i alle Henseender unødvendigt og umotiveret, efter at Kjøbenhavn har erholdt et andet Theater [se s.1407], som kun ved at antage sig saadanne ephemere Producter - forsaavidt som de have noget Værd - kan paa en gavnlig Maade concurrere med det kongelige Theater" (Borup nr.639 17.1.1849). Heibergs distinktioner mellem egne produktioner og andre forfatteres litterære eller dramatiske produktioner synes jo efterhånden mere end tvetydige, fordi han sad med magten til at forkaste de andres produkter. - Den 20. jan. 1849 havde Collin og Holst en samtale om stykket og Heibergs censur derover, hvorpå Holst straks skrev til Levetzau for at stemme denne for stykket: "Hvad Forbindelse der er mellem den blodbesudlede Pariserrevolution og vore Forhold, kan jeg Gud skee Lov ikke indsee, og jeg frygter derfor heller ikke for, at Deres Excellence vil tillægge saadanne ganske particulaire Anskuelser af Prof. Heiberg mere Vægt, end de fortjene; tvertimod, jeg er fuldkommen overbeviist om, at Deres Excellences Humanitet, Indsigt og Smag ikke vil tillade, at der i Bedømmelsen af mit lille Arbeide tages andre Hensyn, end hvorvidt Arbeidet er uskyldigt og morsomt, har en fædrelandsk Grundtone og vil kunne bringe Theatret Fordeel" (UjBr 20.1.1849). Holst erklærede sig villig til at slette omtalen af prinsen af Noer, samt andre (evt.) aktualiteter (l.c.). - Collin ekspederede stykket til Levetzau med ordene: "Jeg formoder iøvrigt, at Stykket nok vilde more Publicum for Øieblikket" (l.c.). Den 22. jan. 1849 røbede Levetzau, hvorledes Holst havde smurt ham, idet han til Collin skrev: "Deres Excellence veed nok at jeg holder lige saa lidt som Hejberg af de Stykker som spiller paa Tidens Theater, men: "En Tour til Armeen" er virkelig saa uskyldig at det, med nogle Forandringer, og Udeladelser, som f.Ex. hvor Prindsen af Noer bliver nævnt, for gjerne maae gives. Kuns frygter jeg at Stykket ikke vil betale de Omkostninger det foranlediger og kræver ved Decorationer o.s.v. som maae males dertil" (BmD). Allerede den 6. febr. 1849 blev stykket oplæst (Journal), hvorefter særdeles mange og vigtige forkortelser blev foretaget (KTS nr.760) (2), førend premieren fandt sted den 25. febr. 1849 (opført ialt 6 gange) (3).
"Abekatten" havde fru Heiberg arbejdet på i flere år (jf. Et Liv, Reg. samt s.1366). Først den 29. jan. 1849 indsendte Heiberg stykket [sideskift][side 1398]til teaterdirektionen: "Deres Excellence har jeg den Ære at stille vaudevillen "Abekatten", der, som jeg formoder, vil blive til Fornøielse baade for Publicum og Theaterkassen .. Musiken er heelt igjennem ny, componeret af Forfatteren, og baade smuk og populær. Paa nærmere Vink af Deres Excellence skal jeg levere den til Concertmester Fröhlich, for at han kan udsætte den for Orchester" (Borup nr.624 (4)). Den 31. jan. 1849 bad Collin Heiberg levere stykket til Fröhlich, "thi des før, haaber jeg, at vi kunne faae den paa Scenen. Tør jeg bede Dem takke Forfatteren" (Heibergs arkiv). Fröhlich blev hurtigt færdigt med instrumenteringen af melodierne, hvorefter rollerne blev uddelt den 12. marts 1849 (PRFD). Stykket blev presset frem til premiere den 12. maj 1849 (opført 6 gange i første sæson; ialt 134 gange) (5).
Peter Fabers vaudeville "Stegekjælderen eller den fine Verden" leveredes ikke til censur, da eneste forestilling var ved Sahlertz' forestilling den 3. marts 1849 på Hofteatret (6).
Henriette Nielsens anonymt indleverede vaudeville "Slægtningerne" forekom Heiberg at være "et ret net lille Stykke, der nok vil behage paa Scenen, forudsat at Musiken er god" (Coll.S.nr.235 11.5.1849). Den 17. marts 1849 sendte Collin partituret af prof. Bay til Heiberg, der konstaterede, "at Musiken, paa et Par ret smukke Nummere nær, bestaaer af gamle bekjendte Melodier, hvis Anvendelse just ikke overalt synes mig ganske heldig .. Slutningssangen, som er paa Melodie af Tappenstreg [måtte forandres, da det var] en altfor bizar Idee i et Stykke af romantisk Colorit" (Coll.S.nr.235 20.3.1849), hvilket blev efterkommet (KTS nr.683b) (7). Node-og rollecopiatur var besørget inden sæsonens udgang, men premieren fandt først sted den 1. sept. 1849 (opført 12 gange i første sæson; ialt 78 gange) (8).
Heibergs voteringer synes meget konsekvente, idet han principielt afviste alle stykker, der behandlede krigsbegivenhederne. Hertz, fru Heiberg og Henriette Nielsens vaudeviller skulle opføres, hvad der end måtte ske. Heiberg kunne kritisere eller hjælpe alt efter forfatterens og komponistens stilling, men enigheden om opførelse af disse tre stykker var indiskutabel. - At Det kgl. Teater i denne sæson udviklede sig til et moderniseret "Vaudeville-Theater" imod den danske vaudevilles skabers, men med den danske vaudevilles faders vilje - er vel en pointe af allerhøjeste karat. Pikanteriet skal vel også med, eftersom fruens første arbejde for [sideskift][side 1399]scenen inspirerede til denne udvikling. Hun optrådte som den kvindelige hovedkraft i disse stykker, assisteret af M. Wiehe som den mandlige; med andre ord: allerede i sæsonen 1848/49 lagdes op til kabalerne efter Juli 1849.
[sideskift][side 1400]
Bournonville blev syg i sommeren 1848, hvorfor Collin i aug. 1848 håbede, at "den velkiendte sunde fredenborgske Landluft" snart ville bringe ham tilbage "munter og livlig" (NkS 3258A 14.8.1848). Den 7. sept. 1848 svarede Bournonville Collin, at det gik fremad; at han håbede ved månedens slutning "at kunne tage fat paa mine Embeds- og CompositionsForretninger". "[Jeg] har .. efter lang Ventilering imellem flere Sujetter (som jeg havde behandlet før min Sygdom) henlagt disse for at skrive en ganske ny og munter Ballet i 2 smaa Akter". Han ønskede, at Paulli kunne fragtes til Fredensborg for at de sammen "kunde træffe Aftale angaaende Musik=Arrangementet" (Coll.BrS.XXIa).
Den 4. nov. 1848 sendtes balletprogrammet "Ungdoms Luner eller Et Lystparti" til Lassen for at denne sammen med teatermalerne og Bournonville kunne beregne den totale udgift ved ballettens opførelse (Kp.nr.102). Om det var denne ballet, Bournonville i første omgang tilbød Levetzau til teaterbygningens 100-års fest får stå hen (jf. s.1402). Den 14. apr. 1849 anmodedes Lassen endnu engang om et svar, hvilket ikke ses afgivet (Kp.nr.88).
Om balletten "Gamle Minder eller Laterna magica", se s.1403.
Efter at Bournonville havde begyndt at give frøknerne Price balletundervisning skabte han balletvaudevillen "Conservatoriet eller Et Avisfrieri" med musik af Paulli til de tre søskende. Premieren fandt sted den 6. maj 1849 (opført 10 gange i denne sæson) (1).
Bournonvilles aktivitet på Casino er omtalt s.1408.
I denne første sæson, hvor Bournonville ikke mere selv dansede, opførtes 55 balletforestillinger. Festballetten "Gamle Minder eller Laterna magica" tegnede sig for næsten 1/3 del af forestillingerne, men i balletterne "Toreadoren" (4 g.) og "Napoli" (5 g.) erstattede Funck Bournonville, mens Brodersen remplacerede ham i "Nina" (5 g.). Derudover gaves "Festen i Albano" (7 g.), "Søvngængersken" (6 g.) og "Sylphiden" (1 g.), hvor Bournonville enten aldrig havde haft en rolle eller ikke havde haft nogen rolle i flere sæsoner. Det var lykkedes Bournonville at fastholde et varietet repertoire og endog skabe to balletter, hvoraf den ene fik varig betydning for dansk ballet.
[sideskift][side 1401]
Påfaldende mange særarrangementer blev afholdt i denne sæson. Det vigtigste var 100-årsfesten for teaterbygningen.
Den 29. okt. 1848 tilskrev Collin sin "GeneralConsulent", Ernst Weis, om de problemer, som teaterdirektionen havde foran sig i anledning af 100-årsdagen for åbningen af Eigtveds teaterbygning på Kgs. Nytorv den 18. dec. 1748 (jf. Overskou II 84): "Heiberg har lovet at skrive et Forspil, og det er omtalt, at give det samme Stykke, som gaves i 1748: Regnards Dobler [1]. Andre mene, man skulde tage et af Holbergs f.Ex. den Vægelsindede. Regnards Joueur maatte paa nyt oversættes - i Prosa" (DKTB). I sin svarskrivelse argumenterede Weis imod opførelse af Regnards stykke: "Festen synes mig derved snarere at ville faae Udseende af at være en Jubelfest for Hr Regnard end for Theatret. Meningen er naturligviis heller ikke, at man derved vil tilkjendegive, at Theatret efter 100 Aars Forløb endnu staaer paa samme Punct, som da det blev aabnet .. Det forekommer mig, at dersom en Jubelfest skal betyde noget .. saa maa den vise Theatret i den Skikkelse, der i det henrundne Seculum har været dets characteristiske Skikkelse", hvilket Weis fandt udtrykt i ideen om teatret som "et dansk Nationaltheater" (Coll.BrS.XXV 29.10.1848). Som givet skulle et Holberg-stykke opføres, "thi han er det danske Theaters væsentlige Rod og Blomst", men Weis ville alene på grund af titelen ikke give "Den Vægelsindede", men derimod enten "Den politiske Kandestøber" eller "Erasmus Montanus" og da helst det sidste, "fordi Erasmus Montanus turde være det Stykke, hvori Holbergs eiendommelige Muse renest har udpræget sig, ligesom det synes mig næsten skrevet imod nærværende lidet sympathiske Tider" (l.c.). Weis' politiske budskab med jubelfesten skjulte han ikke for Collin, men det måtte samtidig gøre Collin opmærksom på et problem, som hverken han eller oppositionen, som nu var ved magten kunne undlade at tage stilling til. Weis opstillede en rollebesætning, samt gjorde opmærksom på at udover Holberg-stykket og Heibergs forspil savnedes "noget Væsentligt, for at Theatrets characteristiske Fremtræden og Udvikling i den forløbne Periode skal blive repræsenteret i sin Helhed, nemlig den alvorlige Muse, navnligen Oehlenschlæger" (l.c.). Det lod sig ikke gøre at opføre også et stykke af Oehlenschläger, men første del af "Landet fundet og forsvundet" (jf. s.1251) "gjorde et mægtigt Indtryk paa os alle", hvorved Weis' forslag til en jubelfestforestilling da indeholdt "et Forspil [sideskift][side 1402]af Heiberg, Landet fundet (uden Prolog) af Oehlenschlæger og Erasmus Montanus af Holberg" (l.c.). Collins svar kendes kun for så vidt, at dette arrangement ikke blev til noget. Om Heibergs arbejde med et forspil vides intet, men tidligt i nov. 1848 må han have opgivet, thi så sent som den 8. nov. 1848 vidste Hertz, at Andersen skulle have skrevet et forspil til jubilæumsforestillingen (NkS 3179).
Den 9. nov. 1848 meddelte Levetzau Hertz direktionens plan: "Vor danske Componist Gad[e] skal skrive en Ouverture som indeholder Erindringer om Vore bedste Componisten i det afløbne Aarhundrede. Derpaa gives et lille Stykke skreven i denne Anledning af Andersen; hvorpaa der vil følge nogle Forestillinger taget ud af Stykker af Holberg, Oelenschlaeger, Hejberg, og en lille Dands. Til Slutningen ønskede Direktionen at Deres Velbaarenhed vilde have den Godhed at skrive en Epilog, som kunde fremsiges af Instructeur Nielsen" (NkS 1706 IV). Hertz protesterede imod, at ikke også brudstykker af hans skuespil repræsenteredes ved sekularfesten: "ikke blot fordi jeg blandt nyere Forf. næst efter Oehl. har skrevet de fleste Skuespil for Theatret, men især fordi man alm. indrømmer mig, at flere af disse indeholde g[an]ske nye Retninger for vor Scene, saal[edes] det finere Conv[ersations]Lystspil i rimede Vers, en ny Afbenyttelse af vor gl. Folkesang i Sv[end] D[yrings] Huus, og fl.a. .. Hensigten af disse Linier er blot at meddele D.Ec: den Erklær[ing] at jeg, hvis jeg .. forbigases, maa ønske Epilogens Forfattelse overdraget t[il] en Anden" (NkS 1706 9.11.1848 konc.). Levetzau undskyldte den 11. nov. 1848, idet han udbad sig Hertz' "nærmere Bestemmelse øm De foretrækker at der gives en Akt af een af Deres Stykker og i dette Tilfælde af hvilket? hvorimod da Epilogen vil komme til at gaae ud" (NkS 1706 IV). - Hertz forstod at give igen: "jeg ansaae det for en Skyldighed mod mig selv, at gjøre opmærksom paa, hvorledes den omtalte Forbigaaelse nødvendigt maatte opfattes af Publicum, og at jeg, hvis jeg under disse Omstændigheder skrev en Epilog, fik udseende af at figurere om de nulevende Forfattere, der var Aftenens rette Midtpunkt. Hertil holdt jeg mig for god" (NkS 1706 IV 11.11.1848). Efter denne kokette afbigt gav Hertz Levetzau valget imellem "tre forskjellige Alternativer, blandt hvilke Directionen ville behage at vælge" (1) 1. akt af "Den eneste Feil", (2) 1. akt af "Sparekassen", (3) efter Hertz' mening det bedste: "det Forspil, jeg for 4 [sideskift][side 1403]Aar siden skrev til den polit[iske] Kandestøbers, og altsaa til hele den holbergske Comedies Jubilæum .. nogle faa Forandringer i .. [Minervas] Slutnings-Replik vilde gjøre det Hele skikket til at ende Aftenen, og træde istedenfor en Epilog .. der vil da ligge en smuk Idee til Grund for, at man lader vort Theaters Jubilæum tilsidst søge sit rette Udgangspunkt i dets Stifters" (l.c.). Den 13. nov. 1848 tilstillede Collin Heiberg Andersens Forspil, senere kaldet "Kunstens Dannevirke" samt ifølge Heibergs svar direktionens plan for festforestillingen: Andersens forspil, derpå fragmenter af Holberg, Oehlenschlägers "Hyrdedrengen (jf. s.614) og scener af "Recensenten og Dyret" samt et af Hertz' tre forslag, afsluttet med Bournonvilles ballet "Gamle Minder eller Laterna magica", overalt garneret med ouverturer af Schultz, Weyse, Kuhlau og Hartmann (Borup nr.635 14.11.1848). Ikke underligt at Heiberg mente, at han måtte fraråde "en saadan Potpourri af usammenhængende, fragmentariske Ting .. jeg er overbeviist om, at alle disse Stumper og Stykker ville gjøre en yderst mat og ubehageligt Indtryk" (l.c.). - I stedet ville han foreslå, at man opførte "1) Andersens Forspil; 2) "De Usynlige" af Holberg; 3) Bournonvilles Divertissement. Mellem Stykkerne kunde de foreslagne Ouverturer anbringes", idet dog "Hartmanns kunde, oprigtig talt, gjerne falde bort, thi som Theater-Componist har han dog ikke synderlig trængt igjennem" (l.c.). Heiberg fornægtede sig ikke i sin argumentation for opførelsen af "De Usynlige": den var ikke opført i mange år (2), den kunne besættes godt i øjeblikket, den havde en "comisk Dialog", men den havde også, og det var vel afgørende for Heiberg "ved sit spanske Costume og sin Harlekin og Columbine .. et særeget Præg mellem de holbergske Stykker". Som Weis havde argumenteret for opførelsen af "Erasmus Montanus" på grund af de politiske forhold, argumenterede Heiberg for opførelsen af "De Usynlige" ud fra æstestiske principper; chacun son gout. - I brevet til Collin anbefalede Heiberg, at der blev foretaget ændringer i Andersens forspil, i sangen om tragedien, hvor der først alluderedes til Oehlenschläger og han siden nævntes. Andersen ændrede dette sted (Waage-Petersens Samling Ms 642-43 p.14): "Iøvrigt vilde jeg ønske, at Forspillet ikke var blevet saa overmaade kort, men at flere af de projecterede Ideer vare blevne udførte og mere gjennemførte, og navnlig at Valkyriens Tale paa en mere energisk Maade havde grebet Øieblikkets Stemninger og Interesser" (l.c.) (3). [sideskift][side 1404]Levetzau erklærede sig enig i Heibergs angreb på den foreløbige plan: "Men nu vil det nok ikke lade sig forandre mere, da saavel Oelenschläger som Hertz vilde føle sig stødte hvis man vilde proponere det .. [Han ønskede] blot at man maae komme til en definitiv Beslutning, da Tiden bliver al[l]erede temmelig kort hvis der skal indstuderes nye Roller, males nogle Sættestykker o.s.v." (Coll. BrS.XXII 15.11.1848).
Sideløbende med disse mange overvejelser arbejdede Bournonville med en komposition til festen. Den 13. nov. 1848 meddelte Levetzau Collin, at han havde sendt Bournonville nogle "Bemærkninger over hans Program" (tabt), hvorpå Bournonville tilskrev Levetzau den 12. nov. 1848 (tabt): "man faaer jo altsaa at see om hans anden Idee vil være heldigere" (BmD). Den 16. nov. 1848 meddelte Collin på direktionens vegne, at programmet "Gamle Minder eller Latema magica" var approberet (NkS 3258A). Collin lod den 17. nov. 1848 Hertz vide, at det aftalte arrangement "af flere Grunde ikke [ville] blive benyttet. Et Forspil af Andersen om Holberg, et Efterspil (Dands) af Bournonville, vil, i Forening med nogle Ouverturer af Schultz, Weyse og Kuhlau udgiøre det Hele" (NkS 1706 IV). Ikke desto mindre var Collin den 24. nov. 1848 hos Hertz: "om jeg ikke nu, da Scenerne fra nulevende Forf. faldt bort vilde skrive en Epilog til Secul[ar]Festen" (NkS 3179). Dagen efter skrev han om aftenen til Hertz, at Heiberg havde fortalt ham, "at nogle af Skuespillerne havde i Sinde at giøre et Forslag til en Forandring af ell i Forestillingen .. i stedet for Erasmus Montanus skulde gives Barselstuen, for - at Pluraliteten af Personalet kunde komme frem den Dag" (NkS 1706 IV). Ifølge Heiberg skyldtes det artiklen i "Flyveposten" (4) samt misundelse over, at Mantzius, "en Begynder", "kommer til at udføre en Hovedrolle" (Borup nr.636 27.11.1848). Herefter tier kilderne. Resten af tiden indtil den 18. dec. 1848 blev brugt til at indstudere følgende forestilling i anledning af Theatrets Hundrede Aars Dag: 1) Ouverture til "Høstgildet" af Schultz, 2) "Kunstens Dannevirke" af H.C. Andersen med musik arrangeret af Rung, 3) Ouverture til "Faruk" af Weyse, 4) "Barselstuen" af Holberg, 5) Ouverture til "William Shakspeare" af Kuhlau, 6) "Gamle Minder eller En Laterna magica" af Bournonville med musik af Helsted (5) (5a).
I perioden den 1. febr. - 31. maj 1849 blev givet en lang række koncerter og aftenunderholdninger (især) på Hofteatret. - [sideskift][side 1405]Her skal nævnes, at Fabers "Stegekjælderen" opførtes den 3. marts 1849, at Bournonvilles "Amagerdands" "Søndags-Echo" opførtes første gang den 20. marts 1849 med "Børnene Price"; samme aften sang Hansen "Nye Gadeviser" af Heiberg. Mendelsohn Bartholdys "En Sommernatsdrøm" og Mad. Dahls foredrag af "Norske Fjeldmelodier" lød ligeså denne aften på Hofteatret ved Niels Petersens aftenunderholdning.
I F.L. Liebenbergs og Hostrups oversættelse opførte Studenterforeningen på Hofteatret Raimunds "En Ødeland" (jf. s.930) den 13., 17. og 30. marts 1849 til fordel for de betrængte slesvigere (jf. Studenterforeningens Hist. Bd.II 279 og Hostrups Erindringer 193).
Dupuys "Ungdom og Galskab" blev givet den 14. april 1849 for Jfr. Bergnehr, hvor aftenen sluttede med en epilog af H.C. Andersen, fremsagt af koncertgiveren.
Den 18. april og den 2. maj 1849 gaves koncerter til fordel for Enkerne efter de Faldne ved Eckernförde; mens "Sovedrikken" opførtes den 23. maj 1849 til fordel for de Saarede og Faldnes Efterladte .
Der blev ikke givet nogen forestilling i anledning af kongens geburtsdag, men teatret var lukket den 20. jan. 1849 i anledning af Christian VIIIs død i 1848 (BmD 9.1.1849 Levetzau til Collin).
[sideskift][side 1406]
Oehlenschlägers "Væringerne i Miklagard" (jf. s.211), sidst opført den 15. okt. 1831, blev uddelt på ny den 31. aug. 1848 (PRFD), men stykket kom først frem den 26. marts 1851.
Oehlenschlägers "Dronning Margareta" (jf. s.555), sidst givet den 20. nov. 1835, opførtes på ny den 2. marts 1849 (5 gange).
Rollerne i Weyses/Oehlenschlägers "Sovedrikken" (jf. s.1192) blev uddelt på ny i denne sæson (PRFD udat.). Weis erklærede sig i denne anledning: "Mit første Anstød er Glæser. Han har allerede en Gang slaaet Sovedrikken ihjel paa en Tid, da dog de Rollehavende havde den ældre Udførelse og dens Tempi i nogen Erindring; hvorledes vil det da ikke gaae nu, da den Glæserske Overdrivelse vil blive eneraadig?" (DKTB 13.2.1849 konc.). Syngestykket havde repremiere den 23. maj 1849 (sidste opførelse i den behandlede periode) (jf. s.1405).
Direktionen ønskede den 21. nov. 1848 at genoptage Hertz' "Flyttedagen" (jf. s.950) , sidst givet den 5. dec. 1838. Hertz bad Nielsen overtage Ryges rolle (Murmester Brandt) og fruen spille Fru Olmerdugs rolle (NkS 1706 III 22.11.1848). N.P. Nielsen overtog Lindgreens rolle (Proprietær Tang) ved genopsætningen den 5. dec. 1848 (stykkets sidste 4 opførelser).
Bredals/Overskous syngestykke "Guerillabanden" (jf. s.768), sidst givet den 9. nov. 1836, uddeltes den 15. marts 1849, men stykket opførtes ikke oftere.
Af udenlandske stykker genoptoges følgende:
(1) Scribe & Varners "For evig!" (jf. s.585)
, sidst opført den 13. febr. 1840, genoptoges den 15. maj 1849 (3
gange).
(2) Scribes "Kammeraterne" (jf. s.1141) , sidst givet den 2. jan. 1844, kom atter i repertoiret den 17. nov. 1848 (opført 8 gange).
(3) Bellinis "Norma" (jf. s.988), sidst opført den 27. okt. 1847 (jf. s.1373), genoptoges den 20. okt. 1848 (opført 4 gange).
(4) Méhuls "Skatten" (jf. s.1089) genoptoges den 23. okt. 1848 (opført 3 gange).
Repriserne synes helt uden plan eller konsekvens. Direktionen som hele landet havde sine interesser ganske andre steder. En epoke klingede af i nullitet og slaphed.
[sideskift][side 1407]
I løbet af sæsonen skulle findes en ny ledelse: kollegieformen skulle erstattes af én ansvarlig leder, ligesom ministerierne havde afløst kollegierne i centraladministrationen. - Kræfter ved teatret forsøgte at fastholde Levetzau som ansvarlig leder, mens Collin skulle ud. Andre kræfter ved teatret arbejdede for Collin som chef. Efter at Collin havde sagt nej til tilbuddet kunne ministeren vælge mellem Dorph og Ernst Weis, som begge kunne spille medhjælper: resultatet blev derfor Heiberg, der ansattes som teaterchef den 23. juli 1849 (Borup nrr.632, 646-50, 653-56). - Collins afskedsbrev til Levetzau taler for sig selv om formen hos enevældens sidste embedsmænd: "TheaterDirectionens Opløsning, som længe har været bebudet, og hvorom jeg i Dag, ved den mig af Deres Excell. tilsendte Communication fra Vedk. Ministerium, faaer officiel Underretning, giør mig det til Pligt at takke Dem for de Aar, i hvilke vi have virket sammen, og som, jeg haaber, fra ingen af Siderne vil erindres med ubehagelige Følelser, om vore Synsmaader end ikke altid vare de samme" (BmD 28.7.1849). - Epoken var forbi, hvilket Collin havde forstået (1).
Formanden for Bestyrelsen for Kiøbenhavns Casino, C. Borgaard, henvendte sig til Magistraten for at få tilladelse til at opføre "Lystspil, Folkecomedier og Vaudeviller" (in Justitsministeriet. 2.Dept. A 1099 30.8.1848), hvorpå teaterdirektionens ytring desangående ønskedes (I.B.nr.96 15.9.1848). Collin noterede: "Det forhen Passerede ang. Skuespils Opførelse i Casino - bedes mig tilstillet" (l.c.). Den 18. sept. 1848 svarede Collin (eneste fungerende direktør), at der "aldeles Intet [var] til Hinder for, at Etablissementet Casino meddeles Tilladelse til .. at lade der opføre Lystspil, Folkecomedier og Vaudeviller." (in Justitsministeriet. 2.Dept. A 1099). Efter Magistratens anbefaling (l.c. 6.10.1848) indstillede justitsministeren, at Casino tilstodes det ansøgte, "dog saaledes at Tilladelsen indskrænkes til en vis Tidsfrist og maaskee for det første til 10 Aar" (Justitsministeriet. Forestillingsprot. 20.10.1848). Indstillingen bifaldtes den 24. okt. 1848 (l.c.). - Den afgørende forskel på Overskous bevilling i 1846 (jf. s.1291) og denne var, at Casino ikke blev underlagt nogen form for censur på grund af den politiske udvikling.
Den 26. dec. 1848 åbnede teatret ved det Langeske Skuespillerselskab, hvis repertoire i tiden indtil den 2. juni 1849 bestod af følgende skuespil:
[sideskift][side 1408](1) "Talismanen" (jf. s.1167) (opført 16 gange).
(2) "Den gamle Elsker", vaudeville i 1 akt af Hostrup (opført 4 gange).
(3) "En Comedie i det Grønne" (jf. s.1135) (opført 7 gange).
(4) "Intriguerne" (jf. s.1268) (opført 2 gange).
(5) "Den reisende Student" af L. Schneider. "Der reisende Student oder Das Donnerwetter" (1802) var oversat af Borgaard (opført 9 gange)
(6) "Munterheds Triumph eller Lee, naar du kan" af Reynolds. N.T. Bruun havde oversat "Laugh, when you can" (1798) i 1819. Stykket havde været opført på Det kgl. Teater i perioden 6. sept. 1819 - 9. dec. 1826 (ialt 24 gange) (opført 6 gange).
(7) "Elskovsdrikken" af Brazier & Duveyrier. Borgaard havde også oversat "Le philtre champenois" (PR 19.7.1831) (opført 8 gange).
(8) "Mikkels Kjærligheds=Historier i Paris" (jf. s.996) (opført 3 gange).
(9) "Stegekjælderen eller Den fine Verden" (jf. s.1398) (opført 6 gange).
(10) "Sortepeer", "frit efter Scribe ved J. Davidsen"; musikken arrangeret af Malmquist (opført 3 gange).
(11) "En Herre og en Dame" af Duvert, Lauzanne & Boniface. Det er uoplyst hvem der oversatte "Un monsieur et une dame" (TV 27.2.1841; GD 4.3.1848) (opført 3 gange).
(12) "En Nat i Roeskilde" (jf. s.1327) (opført 1 gang)
(13) "Ja" (jf. s.947) (opført 1 gang). Se s.1414.
Nrr. 2, 5, 7, 9, 10 og 11 havde ikke været behandlet af censorerne ved Det kgl. Teater. Ikke desto mindre blev disse stykker nu opført på Casino uden en censors gennemlæsning.
Fra 1. jan. 1849 gav Pricerne på ny divertissementer på Casino og derudover gaves pantomimer. Balletrepertoiret bestod af "Matrosen og hans Brud" (opført 4 gange), "Den lille danske Matros" af Flora Price (opført 3 gange), "Chinesisk Solo" (opført 3 gange), "la Cracovienne" (opført 7 gange), "Steinlach" (opført 3 gange), "Cachucha" (opført 7 gange), "Engelsk Solo" (opført 5 gange), "Chinesisk Pas de trois" (opført 2 gange), "Søndags=Echo" (jf. s.1414) (opført 14 gange), "Pas de trois cousines", componeret af Bournonville med musik af Paulli (opført 2 gange) og "Holmens faste Stok" (jf. s.1413) (opført 2 gange) (2).
Repertoiret i denne første sæson repræsenterede helt klart et alternativ [sideskift][side 1409]til Det kgl. Teaters, netop fordi stykker, som dér var blevet afvist eller henlagt nu opførten på Casino sammen med vaudeviller, som ikke havde fundet vej til Kgs. Nytorv. Borgaards oversættelser dominerede ganske repertoiret.
Efter en måneds tid begyndte Lange at tænke på fremtiden, thi Casino lededes af interimistiske kommissærer, hvorfor det ville blive vanskeligt at få garanti for, "at der med mig vil blive truffet nogen Overeenskomst om, at jeg stadigen kan give Forestillinger paa Selskabets Theater". Han søgte derfor om "Bevilling til, at maatte med et under min Direction staaende Selskab give dramatiske Forestillinger saavel i Kjøbenhavn, som i de øvrige danske Kjøbstæder" (Justitsministeriet. 1.Ktr. Journalsag nr.639 12.2.1849). Den 28. febr. 1849 ekspederedes sagen til teaterdirektionens erklæring, hvorpå Levetzau og Adler på den ene side erklærede sig herimod, mens Collin selvfølgelig fastholdt sin velkendte liberalistiske indstilling til teatermonopolets ophævelse. - Levetzau misbilligede den betænkning, som Collin i sept. 1848 havde afgivet i Levetzaus fraværelse - i anledning af Casinos ansøgning om at måtte opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller (jf. s.1407), idet han samtidig henviste til teatrets skrivelser af 26. apr. 1836 (jf. s.773) og 12. febr. 1842 (jf. s.1094). - Derudover præsterede Levetzau (Løffler) en argumentation imod Collins liberalistiske holdning, som ikke tidligere er set:
1) "at naar dette Theater, som Danmarks eneste National-Theater .. maa erkjendes for et Institut, der bør staae ved Siden af de øvrige Stats=Indretninger for Kunst og Videnskab og saaledes have Krav paa Beskyttelse fra Statens Side, bør det ikke stilles under saadanne Vilkaar, at det ei kan bestaae uden uforholdsmæssig Byrde for Statskassen".
2) "Vel er det saa, at med Forlystelsernes Mængde stiger Trangen dertil og Søgningen derefter, men det er ogsaa uimodsigeligt, at Concurrence i hvilkensomhelst Retning trykker Priserne, og denne Virkning vil fornemmeligen vise sig ligeoverfor en privat Theater=Entrepreneur, hvis Bestræbelser især vilde gaae ud paa at drage et talrigt Publicum til sig, uden Hensyn til af hvilke Classer".
3) "[Da teatrets statstilskud endnu var uafklaret, kunne en bevilling til Langes teaterselskab nemt medføre] at dette Theater, istedenfor at hævde sin Plads ikke som en blot Forlystelses=Anstalt, men som en Skole for Sproget, for æsthetisk og musicalsk Smag og [sideskift][side 1410]Dannelse, skulde af oeconomiske Hensyn komme i Afhængigheds=Forhold til det mindre dannede, men altid langt større Publicums Smag, og i en vis Henseende see sig nødsaget til at indrette sine Præstationer derefter".
4) "[Collins ønske om gennemgribende reformer, foranlediget ved der. fri konkurrence, imødegik Levetzau ved at anføre] at disse Reformer ogsaa uden denne Spore ufeilbarligen ville vorde iværksatte, saameget sikkrere som Theatrets Tilskud af Statskassen allerede iaar er nedsat ca. 20.000rd, og det synes derfor .. ikke nu at være det rette Tidspunct at aabne en saadan Concurrence".
5) "Hvad endeligen angaaer de Udskeielser i religiøs, politisk og moralsk Henseende, der maatte befrygtes at kunne udgaae fra slige Privat=Theatre, da finder Pluraliteten denne Betænkelighed ingenlunde uvæsentlig, [og med hensyn til den almindelige offentlige kontrol] da maa det jo vistnok ansees som givet, at en Control vilde finde Sted, men det maa dog herved bemærkes, deels, at det vilde være forbundet med ikke ringe Besvær at etablere en stadig Censur ved et saadant Theater, deels at mange og maaskee de meest betænkelige Misligheder af den omhandlede Natur først indsnige sig under selve Fremstillingen og saaledes ligge udenfor Censurens Omraade" (l.c. 18.4.1849).
Der er uden diskussion tale om periodens bedste indlæg til fordel for bevarelsen af teatermonopolet: Kunsten, økonomien og smagen ville derangeres, hvis der etableredes et privatteater.
I sit minoritetsvotum henviste Collin til de historiske kendsgerninger: Christian VIIIs privilegium til Overskou (jf. s.1291) og Frederik VIIs bevilling til Casino (jf. s.1407): "at altsaa de i 1817 opfriskede Privilegier fra 1750 have faaet Naadestødet, fordi de hørte til en forsvunden Tid". Dertil lagde han følgende modargumentation til pluralitetens erklæring: "1) at naar Theatret vil gjøre Paastand paa at staae ved Siden af andre Stats=Indretninger for Videnskab og Kunst, altsaa vorde et Nationalt, intet Hof=Theater, saa maa det ikke skjelve for Concurrencen, og saa maa Statsstyrelsen, naar den har Agtelse for Musik og dramatisk Kunst, dg ikke betragter dem som Luxus, opretholde Nationens Theater ved passende Midler, men Staten skal ligesaalidt have Privilegium paa at spille Comedie som paa at opføre Concerter, og 2) at Udfaldet af nærværende Sag /: Lange's Ansøgning :/ er temmelig ligegyldigt for det Kongelige Theater, men ikke for Casino-Foretagendet, [sideskift][side 1411]som aabenbar har Fordeel af, at Ansøgningen afslaaes" (l.c.). - Den 28. april 1849 meddelte Justitsministeriet Københavns Magistrat, "at det Ansøgte ikke kan bevilges" (l.c.). Efter grundlovens indførelse indsendte Lange atter en ansøgning om tilladelse til at opføre forestillinger på et privatteater, hvorpå han efter adskillige skrivelser mellem Kirke og Undervisningsministeriet og Justitsministeriet den 12. sept. 1849 fik den attråede bevilling (3).
Pricerne kom hjem fra udlandet i foråret 1847 (jf. s.1336). De ønskede at give forestillinger på ny, men nu opstod problemerne på grund af bevillingen til Carstensen i 1846 (jf. s.1246). I sommeren 1847 indgik de et forlig med Tivoli, idet brdr. Price fik udbetalt 200 Rbd., "imod at de fraskrev sig ethvertsomhelst Krav for indeværende Saison" (in Justitsministeriet. 2.Dept. Journalsag nr. A 686, udskrift af Tivolis Forhandlingsprotokol 7.8.1847). - Den 7. juni 1848 ville Pricerne presse et tilsvarende beløb ud af Tivoli, hvilket afvistes (l.c. 14.6.1848); derpå henvendte de sig til politidirektøren, for at han skulle standse pantomimeforestillingerne i Tivoli (l.c. 26.6.1848). Efter en længere brevveksling mellem Bræstrup og justitsministeren resolverede denne, at reservationen fra 1846 i Carstensens bevilling skulle overholdes, ellers måtte han pålægge Tivoli "at standse med de omhandlede Forestillinger" (l.c. 6.9.1848). - To dage senere afgik Københavns Magistrats betingede anbefaling af Tivolis ansøgning af 20. juli 1848 om at måtte give pantomimiske forestillinger (in Justitsministeriet. 1.Dept. 1849 nr.B.124 8.9.1848) , hvor man overlod til ministeriet om teaterdirektionen skulle høres (hvilket ikke skete). - Politidirektør Bræstrup bad først Tivoli og siden Pricerne redegøre for forholdet dem imellem (l.c. hhv. 8. og 27.11.1848), hvorefter han måtte konkludere, at det var umuligt at tilvejebringe en overenskomst mellem parterne. - Efter diverse ansøgninger fra Carstensen og aktieselskabet Tivoli om henholdsvis et personligt privilegium og en subsidiær bevilling til at drive Tivoli videre efter udløbet af Carstensens eksklusive privilegium fra 1842 (jf. s.1098) forestillede indenrigsministeren sagen den 3. jan. 1849. Carstensens afrejse til Vestindien betød, at det ham tildelte eksklusive privilegium indskrænkedes til en ordinær bevilling foreløbig for 5 år (Indenrigsministeriet. Resolutionsprotokol 1849 nr.4 5.1.1849).[sideskift][side 1412]Den 10. jan. 1849 ekspederedes fra Indenrigsministeriet en tilladelse til Tivoli til at give mimiske forestillinger, hvorpå Justitsministeriet den 26. jan. 1849 meddelte Tivoli tilladelsen (Brevbog 1849 nr.412).
Stridighederne mellem Carstensen og Tivolis Bestyrelse er uden interesse for denne undersøgelse, mens Pricernes og Tivolis forskellige opfattelse af privilegier forholdt sig som Levetzaus til Collins opfattelse af teatermonopolet. Pricerne var blevet favoriseret af Christian VIII, men mistede efter revolutionen eller næringslivets begyndende frigørelse deres privilegium. De eksklusive bevillingers tid var forbi: Konkurrencen skulle for fremtiden regulere også kunstnydelsernes indhold og form. "Casino" og Det kgl. Teater dystede om de teaterbesøgendes gunst, som Pricerne og Volkersen kappedes om det bredere publikums.
Pettolettis enke søgte forgæves om teaterprivilegium i 1845 og 1846 (jf. s.1098), men derudover led hun nederlag både over for Carstensen og Hippodromen. Efter hendes død i 1848 og først efter den behandlede periode fik Pettolettis bo i juli 1849 tilladelse til at opføre teaterforestillinger ved det norske Müllerske selskab i perioden 20. juli - 27. sept. 1849 (Justitsministeriet. 1. kontor. joumalsag nr.1999, Adresseavisen, TM).
[sideskift][side 1413]
I april 1849 gjorde Collin opmærksom på, "at det var at befrygte, at Kassen ikke vilde være i Stand til i forestaaende Sommer at fyldestgiøre de den paahvilende Forpligtelser, og jeg tilføiede i den Anledning, at det altsaa vel kunde blive nødvendigt at give nogle Forestillinger i Junii Maaned. For hvorvidt dette vil kunne udføres med Held, lader sig endnu ikke sige, thi Besøget ar afhængigt af Begivenhederne" (Konc. 26.4.1849). Levetzau havde intet imod et opslag i foyeren. Den 28. apr. 1849 meddelte direktionen personalet, "at man muligen kunde finde sig foranlediget til at lade give nogle Forestillinger i næstkommende Junii Maaned", hvorfor ingen måtte forlade hovedstaden (Konc.). - De hektiske forhandlinger i efteråret 1848 og foråret 1849 vedrørende teatrets økonomi førte imidlertid til ekstraordinære tilskud, hvorved det blev muligt at undgå disse forestillinger; i stedet opførte skuespillerne en række sommerforestillinger for egen regning.
Den 4. juni 1849 ansøgte N.P. Nielsen om at måtte give "Niels Ebbesen" (jf. s.1375), da de politiske forhold nu var forandrede (I.B.nr.76). "Fra min Side er Intet herimod", noterede Levetzau (l.c. udat.), hvilket Collin tilsluttede sig (l.c.), men heller ikke denne gang kom stykket frem.
Ved forestillingen den 9. juni 1849 opførtes udover "Rekruten" (jf. s.1377) og "En Søndag paa Amager" et divertissement af Bournonville "Holmens faste Stok" (jf. s.1408) samt en epilog, fremsagt af Knudsen.
Bouillys comedie-vaudeville "Haine aux femmes" (TV 23.2.1808) var i Danmark blevet til et syngestykke, omarbejdet af N.T. Bruun; det blev opført første gang den 30. okt. 1811 af Dramatisk Skole. "Fruentimmerhaderen" opførtes den 14. og 21. juni 1849, og derpå først i sæsonen 1856/57. Den 14. juni 1849 gav fru Hertz et "Concert-Stykke af Weber". Efter opførelsen af d'Alayracs "To Ord" gentoges "Holmens faste Stok".
Ved forestillingen den 21. juni gaves ud over de af Overskou anførte stykker, 1. akt af "Ungdom og Galskab", 2. akt af "Wilhelm Tell" og "Fruentimmerhaderen", balletdivertissementet "Søndags-Echo" (jf. s.1408), udført af børnene Price (jf. Overskou V 838). Deklamationen den 26. juni 1849 bestod bl.a. af "Den siunkne Stad", Chr. Winthers "Kong Saul og Sangeren" og H.C. Andersens "Agnete og Havfruerne". Derpå opførtes Bayards komedie (på vers) "Un château [sideskift][side 1414]de cartes" (TF 13.12.1847) oversat og bearbejdet af F.L. Høedt i 1849; det ses ikke behandlet af Heiberg. "Embedsiver eller Herr og Fru Møller" blev opført 3 gange ved sommerforestillingerne og senere optaget i repertoiret (1).
Rosenkildes vaudeville "Vennernes Fest" (jf. s.614) blev givet den 30. juni 1849 (21. og sidste opførelse). "Holmens faste Stok" blev givet også denne aften, ligesom ved den følgende forestilling.
Phister optrådte som Klokker Link i "Ja" (jf. s.1408) for 14. gang den 3. Juli 1849; stykket var sidst givet den 8. dec. 1840 og blev først opført på ny den 21. maj 1873 ved Phisters afskedsforestilling.
Sommerforestillingerne sluttede med en forestilling til fordel for de betrængte Jyder den 7. juli 1849, hvor "Embedsiver" og "En Søndag paa Amager" opførtes.
Indholdet af disse sommerforestillinger synes meget tilfældig, men interessant er det, at de forskellige cirkler flettedes sammen, idet Bournonvilles aktivitet på Casino blev overført til Sommerforestillingerne, hvor divertissementerne "Holmens faste Stok" og "Søndags=Echo" blev givet.
[sideskift][side 1721]
(1) Atter indsendt den 2.4.1851; afleveret af Heiberg den 4.12.1851 (Cp).
(2) Trykt 1851. Sufflørbogen KTS 47b er ubrugt; KTS 47a er dateret 1863, eftersom stykket opførtes 3 gange i febr. 1863.
(3) Hertil Bruns "Fra min Ungdom og Manddom" (Kbh.1885), der afviger med hensyn til, 1) at Levetzau var initiativtager til at få "Gustav den Tredie" opført, og 2) at "St. Olafs Dag" ikke blev opført, fordi det lignede Oehlenschlägers stykker for meget. - Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Stykket opførtes 2. gang den 9.2.1849 efter at "Forfatteren havde foretaget betydelige Forkortninger" (Journal). - "[Stykket blev] optaget med meget Bifald, der navnlig, hvad de tre sidste Acter angaaer, maa ansees for fortjent .. Arbeidet .. maa ansees for meget respectabelt", skrev "Flyve-Posten"s anmelder (nr.31 6.2.1849). Af "Fædrelandet"s lange anmeldelse anføres: "Det er saaledes en Sammensætning uden Talent og Konst, af rigtignok interessante, men allerede velbekjendte Personer og Situationer, man finder i dette Drama. I de forskjellige Romaner, som i den senere Tid have behandlet dette Stof, finder man den for Tilskuerne og Forfatteren fælles Kilde; man bringes til at repetere, hvad man før har læst, men lærer intet Nyt. Det er med stor Samvittighedsfuldhed, der her er samlet saa godt som Alt, hvad der kunde vække nogen Interesse .. At Forfatteren har villet dupere Publicum, er aldeles ikke troligt, da vilde han ikke have valgt et Stof, hvor man saaledes Skridt for Skridt kunde eftervise Kilderne, som her. Æren for at levere et originalt Drama har vist overhovedet ikke været det, han har søgt at vinde .. Dog med Alt det, at Forfatteren saaledes neppe vil sanke mange Laurbær ved dette Drama, vil det vel nok en Tid kunne holde sig paa Scenen; allerede de berømte Navne drage uvilkaarligt Mange til sig, og det har altid en vis Interesse, man ikke kan undertrykke, at see velbekjendte Personer træde frem paa Scenen. Naar man nu tilmed tager i Betænkning, at for en Del af Publicum er dog det Materiale, Forfatteren har benyttet, ubekjendt, og at det for disse vil indeholde noget virkelig Nyt og Interessant, saa vil Theatret neppe ruineres, om det endog skulde være paanødt dette Stykke. 33." (nr.38 14.2.1849).
(4) NkS 2514 er en afskrift med indklæbede ændringer. Håndskriftet har været anvendt af sceneinstruktøren (skrevet med Schneiders hånd); eksemplaret indeholder endvidere Heibergs forslag til ændringer ved opførelsen. Sufflørbogen eksisterer ikke mere (KB). - "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "Skjøndt, som man vil see, dette Stof bærer en aldeles episk Charakteer, er det ikke desto mindre lykkedes Digteren at afvinde det sand dramatisk Interesse. Navnlig er den Figur, der udgjør Billedets Hovedperson, om hvilken alle de Øvrige ere grupperede, tegnet med sand Mesterhaand, ligefra det Øieblik, da hun med en overdreven Huusflid arbeider paa sit Udstyr, til den i Sandhed rystende Catastrophe, hvor hun vaagner af den Trylledvale, hvori hendes umættelige Guldtørst havde bragt hende. Ligesom Ulrikkas Charakteer fra Forfatterens Haand er behandlet med en saa synlig Omhu, at den næsten udelukkende fængsler Tilskuerens Interesse, saaledes er den fra Fremstillingens Side et fuldendt Mesterstykke [af Mdm. Nielsen]" (nr.98 28.4.1849). Anmeldelsen i "Fædrelandet" formede sig som en meget langtrukken genfortælling af stykkets indhold, hvorpå det hed: "Det Indtryk, det gjør, er alvorligt og gribende, man mærker kun altfor [sideskift][side 1722]for godt, at Eventyret her er Sandhed; og at mange iblandt os der troe at spinde Lykken fast til deres Liv, tilsidst vaagne af denne ustandsede Higen og mærke, at Livet alt er gaaet tabt. At det forresten er et Digt og intet Drama, ville vist de Fleste mene med os. Allerede de fem og tyve Aar imellem Begyndelse og Slutning gjør, at de forskjellige Dele vanskeligt ville gaae sammen i Eet, og desuden er Synet en altfor nøieregnende Sands, den prøver Sandsynligheden og tager overhovedet Meget i Betragtning, som Phantasien maa glide løst henover, for at Illusionen ei skal briste. Dog dette skal ikke drages frem i en Anmeldelse som denne; man kalde det et eventyrligt Drama eller slet og ret et Eventyr, det er i alt Fald en poetisk Blomst af stor Værdi, der vistnok kommer fra en kyndig Gartners Haand .. 49" (nr.98 28.4.1849).
(1) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Første forestilling for teatrets regning ses ikke anmeldt i aviserne.
(2) Sufflørbogen KTS 758 viser udstregninger af en række vers i de forskellige sangnummere; men ændringerne er ikke væsentlige. - "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "Forfatteren har ingenlunde været heldig med at skabe en Handling, som man med spændt Forventning kan følge; tvertimod føler man ved Stykkets Slutning en vis Tomhed, fremkaldt ved Mangel paa Handling, men i den Kunst at gribe Hjertet og styrke Medfølelsen for vore Brødre sønden Kongeaaen, har Forfatteren været meget heldig. Saaledes henrive de i al deres Simpelhed skjønt anlagte Scener mellem Tonne og hans Skole- og Legekammerat Hans til Taarer" (nr.41 17.2.1849). Anmelderen i "Fædrelandet" var langt mere kritisk: "Det var ikke Munterhed, der skulde vækkes, men den sentimentale Nationalfølelses Taarer, der skulde bringes til at flyde over. De samme Følelsens Strenge nemlig, hvori det virkelige Livs Begivenheder nu alt længe have grebet saa kraftigt og saa tidt, bliver der her klimpret paa igjen. Men Smerten over vor ulykkelige Krig kjender Enhver for godt, til at man skulde trænge til at høre dem klynke over den paa Scenen, og bevæges vi end tidt i Øieblikkets potenserede nationale Stemning ved at høre fædrelandske Sange og Melodier, saa er det dog just ikke nødvendigt, at man ogsaa skal kunne høre dem i Theatret, eller at der behøvedes at skrives Stykker med dette Maal for Øie .. At nu en Forfatter benytter en blot tilfældig Stemning og beregner Noget ene paa den, er vistnok langtfra nogen stor Forbrydelse; tidt kan jo derved komme noget Pudsigt frem, og forlanger et Stykke ikke mere end en kort Tid at have Latteren paa sin Side, saa skal man heller ikke forlange mere af det. Men vil det sætte Ens dybere, ædlere Følelser i Bevægelse, saa bør det ogsaa have en dybere Natur, og benytter det sig i saa Henseende kun af en irritabel Stemning, saa er det vor Svaghed, det er anlagt paa, og det bør et Stykke aldrig, det være nok saa meget Bagatel. Det er desuden altfor let en Maade at triumphere over sine Fjender paa at carrikere dem; det er bedre at bringe dem til at flygte i Virkeligheden end paa Scenen .. 8" (nr.41 17.2.1849).
(3) Heiberg anførte det som et af de originale stykker, hvormed han ville åbne den første sæson som teaterchef (Borup nr.668 s.234f, jf. s.271f). Jf. Hostrups "Erindringer" (Kbh.1891). NkS 2472 er Hostrups autograf med mange rettelser; sufflørbøgerne KTS 190a og 190b er helt ubrugte.
[sideskift][side 1723]
(1) Oversat af Karl Larsen 1893. Opført 1. gang i Danmark på Dagmar teatret 1894, på Det kgl. Teater først i 1941.
30.2.2.
(1) Nielsen spillede Desgaudets rolle, og Rosenkilde Bouvards (A&C II 179).
(2) Sufflørbogen KTS 818, anvendt af sceneinstruktøren, indeholder ingen ændringer. - "Titel=Ordet "Puf" er brugt ifølge Directionens Bestemmelse" (Journal), hvilket stemmer overens med "Berlingske Tidende"s meddelelse: "Oversætteren .. troer at burde tilkjendegive, at Stykket af ham er blevet kaldt "Verden vil bedrages", og at det senere tilføjede "Puf" ikke hidrører fra ham" (nr.77 30.3.1849). Se Overskou V 834f. - "Fædrelandet" s anmelder skrev: "Det er uheldigt for dette Stykke, at det debuterer netop paa en Tid, hvor "la camaraderie" efter lang Tids Hvile er taget frem paany, saa at det kommer til at gaae jevnsides med dette, thi der er saa Meget, der ligner hinanden i disse to Dramer, at en Sammenligning er uundgaaelig, og i den maa det nye Stykke ligge under .. Der er ikke som i "Kameraterne" en Plan, der lægges med Kløgt og udføres med Finhed. Det er mere det løse Sammentræf, der intriguerer end de listige Hoveder. Kræfterne maales ikke rigtigt mod hinanden; og endelig faaer det Hele en saa underlig bitter Eftersmag, idet de to Charakterer, der staae fjendtligt mod hinanden, begge have en stærk Tilsætning af virkelig Ondskab. Det er ikke blot en Skurk, der bliver narret for sit Bytte, men idet Corinnas Straf gaaer i Opfyldelse, og hun ægter Greven, seer man for sig en Fremtid af husligt Had og Plageri, der kaster en trist Skygge tilbage paa det hele Maleri. Dialogen er, som man kan tænke, morende og livlig, og den vil sikkert være istand til at holde Stykket i Gang, især naar der kommer større Sikkerhed og Sammenspil ind i det, end Tilfældet var iaftes" (nr.74 28.3.1849). Anmelderen i "Flyve-Posten" skrev: "Det er den mørke Vrangside [Scribe] .. har fremstillet, og dette er den væsentligste Anke vi have at føre mod Stykket, der iøvrigt udmærker sig ved en velanlagt interessant Plan, ved en god og med pikante Indfald udstyret Dialog, og ved Characteertegninger, hvoraf navnlig Desgaudets er meget original, uagtet den er aldeles sand og vel gjennemført. Mindre sand forekommer os derimod Corrinnas Characteer. Denne qvindelige Skjønaand, som synes at være tegnet med vel stærke Farver og til hvem der næppe kan findes Pendant i det offentlige Liv, selv ikke engang i Paris. Dette synes ogsaa Fru Heiberg at have indseet, og det forekom os at hendes iøvrigt fortrinlige Fremstilling ligesom tydede paa, at hun selv ironiserede med sin Rolle, og saa at sige stillede sig ved Siden af den .. Efter Tæppets Fald lød et fortjent Bifald, og vi tvivle ikke om, at dette Stykke vil hævde sig en varig Plads paa Repertoiret. Hvad Oversættelsen angaaer, saa forekommer den os temmelig knudret og ikke sjeldent uheldig. Ubegribeligt er det, at Stykket paa Titlen kaldes "Puf", uagtet dette Ord intetsteds er blevet benyttet, men overalt er oversat ved "Plade"; men dette er en af de Synderligheder, man ikke maa overraskes over i vor besynderlige Theaterverden" (nr.75 29.3.1849).
(1) Andersen har selv rettet sufflørbogen KTS 81 for afskriverfejl; kun enkelte blyantsudstregninger. - "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "Componisten [har] vidst paa en fortræffelig Maade at anvende de Kræfter, han har havt at disponere over. [sideskift][side 1724]Medens Tenoristen i de fleste her givne Operaer har Hovedpartiet, har han her givet denne en underordnet Rolle, men dog vidst at gjøre hans Parti meget taknemmelig og tiltrækkende, og saaledes har Hr. Glæser ved en ligesaa sagkyndig Bedømmelse af alle de Andres Kræfter skabt et Hele, som alene med Hensyn hertil vilde være meget fortjenstlig, dersom det ikke tillige besad alle de Egenskaber, der ville gjøre det til et Yndlingsstykke hos Publikum. Componisten har tillige med stort Talent benyttet de mange virkelige musikalske Situationer, Texten frembyder, og vidste man ikke iforveien af hans Syngespil "Ørnens Rede", at han er en dygtig dramatisk Componist, saa vilde den nærværende Opera alene være istand til at forskaffe ham et Navn. Musiken er heelt igjennem meget melodieus og charakteristisk, og selv de strengere Musikere ville erholde Satisfaction i den Omhu og Smag, der er anvendt paa Instrumentationen .. Stykkets Arrangement vidnede iøvrigt om Balletmesterens kunstnerisk ordnende Haand, der ogsaa aabenbarede sig i det velvalgte Costume. - Det stærke Bifald, som lød under og efter Opførelsen, var aldeles fortjent og forjætter en gunstig Optagelse for Fremtiden" (nr.26 31.1.1849). Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Texten til dette musikalske Værk, hvis Sujet er hentet fra Manzonis berømte Roman: "Il promessi sposi", er skreven i lette og flydende Vers, har mange lyriske Skjønheder og frembyder pikante dramatiske Situationer, hvorhos den, mere end Digterens tidligere efter Romaner bearbeidede Operatexter, er fri for forstyrrende Episoder .. hvad der i en anden Retning virker forstyrrende og forvirrende i denne Operatext og meget svækker dens musikalske og dramatiske Effect, er den Mangel paa Sammenhæng og Gruppering og paa Hensyn til de musikalske Former, der aabenbarer sig i hele Textens Bygning, og som gjør, at Compositionen deler sig i en Masse af Smaanumere og derved lider af Mangel paa dramatisk Ro. Componisten har . . løst sin Opgave fortræffeligt. Musiken er helt igjennem populair, let, livlig og dramatisk udtryksfuld. Der gaaer en Melodirigdom, en Følelse og Gemytlighed igjennem den, der paa engang griber Øret og Sjælen, og den savner heller ikke en imponerende Kraft, hvor Situationerne fordre denne" (nr.31 6.2.1849).
(1) Musikhandler Olsen. Se Dan Fog: Musikhandel og nodetryk i Danmark efter 1750. Kbh.1984.
(2) Schaldemose ville vel oversætte stykket.
(3) Stykket ses ikke anmeldt i aviserne.
(1) Sufflørbogen KTS 218a, sceneinstruktørens eksemplar, og KTS 218b har enslydende rettelser af inferiør karakter. - Anmelderen i "Flyve-Posten" skrev: "Efterat Kjøbenhavn har faaet to Theatre, men især efterat Prof. Heiberg, denne Smagsdommer, er bleven absolut Theaterdirecteur, har Publikum stillet langt strengere Fordringer til det kongl. Theater end forhen. Det skal være en Kunstanstalt med et alvorligt Physiognomi, et Asyl for den gode Smag, dets Valgsprog: "Ei blot til Lyst", skal gjennemføres i al dets Strenghed, og aldrig maa det slaae Gjækken løs. Skal Publikum lee, saa maa Latteren saa at sige være fremkaldt af Reflectionen, Overgivenheden maa være henviist til Casino. Det er muligt, at slige Fordringer ere overdrevne, men afgjort er det, at den nuværende Directeur selv har fremkaldt dem ved i sine Forsøg paa at regulere Smagen at forvise Meget af Theatrets Repertoire, der, respectabelt [sideskift][side 1725]i andre Henseender, ikke ganske svarer til saa strenge Fordringer. Viser han sig stundom inconseqvent ved at afvige fra Reglen, saa har han sig selv at takke for, om Publikum ved en Demonstration minder ham om denne Inconseqvents. En saadan Demonstration fandt Sted ved Opførelsen i Søndags af den nye Vaudeville: "En forklædt Frier". Dette Stykke maa upaatvivlelig henregnes til Farcen, thi ved Siden af endeel meget morsomme Enkeltheder og vellykkede Couplets er det bygget paa en grov Usandsynlighed .. Publikum fandt det ogsaa for drøit, og det gav sin Mishag tilkjende i en stærk Hyssen, der ved Stykkets Slutning blandede sig med Bifaldet. Man havde nok moret sig, men man syntes at skamme sig over sin Morskab" (nr.288 10.12.1850).
(2) Udstregninger og tilsætninger i sufflørbogen KTS 760 er så mangfoldige, at en redegørelse herfor vil kræve en specialundersøgelse.
(3) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Var den bleven opført idag for 8 Dage siden i "Studenterforeningen" eller i Kannikestræde, vilde vi uden Tvivl syntes meget bedre om den, thi den er en Fastelavnsfarce, der, bestemt til at leve een Aften i godt Lag og derpaa døe, vilde nogenlunde have opnaaet sin Hensigt, at give en livlig, men maaskee altfor naturtro Skizze af det lystige Feltliv. Men hermed er ogsaa omtrent Alt sagt, hvad der kan siges til dens Fordel. I æsthetisk Henseende staaer den kun lavt. I Compositionen er der ikke synderlig megen Rimelighed eller Sammenhæng og Indfaldene ere dels temmelig plumpe Kjældermænd, dels ere de "før hørte"; det Første vidner ikke til Fordel for Forfatterens Smag; det Sidste giver ikke store Forestillinger om det Fond, hvoraf han har øst .. Naa Herregud, som sagt, for en Aften, lad gaae! Man maa i alt Fald hellere lee over denne Farce, end græde over "Tonne gaaer i Krigen", Men Konsten, Konsten! Dens "Dannevirke" bliver mere og mere nedbrudt ligesom det andet. 16." (nr.48 26.2.1849). "Flyve-Posten" meddelte den 6.3.1849, at stykket "I Søndags Aftes blev .. udpeben" (nr.55).
(4) Fejlagtigt placeret af Borup (624): det skal i stedet være nr.639a, jf. HCp nr.430.
(5) NkS 2522 er ikke autografen, men en renskrift med rettelser af Johan Ludvig Heiberg. Hans rettelser i dialogen er sproglige korrektioner, i sangene ligeledes af sproglig og metrisk karakter - altsammen meget nænsomt gjort (s.17, 26, 35, i Oles sang, i sangnummer 12 (26.sc.), s.57 og 63). Ifølge Et Liv II 188 fik Heiberg de 300 Rbd (af de udbetalte 475 Rbd, TK 1849 2.kv.nr.509) som tak for at have skrevet Margrethes sang i 15.sc. og Iversens i 13.sc. (op.cit. IV 368): Sammesteds fortælles om Heibergs andel generelt både i dette stykke og "En Søndag paa Amager" (jf. s.1366). - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Vi negte ikke, at det, man maa sige, stærke Bifald, der lød ved Teppets Fald, skurrede lidt i vore Øren og syntes os ikke at vidne om den bedste Smag hos det Publicum, der den Aften havde samlet sig i Theatret. Indholdets Pointe .. forekommer os at være vel grel, og Udviklingen foregaaer gjennem langtrukne Episoder, overdrevne Charakterskildringer og smagløse, ja næsten saarende Scener; ihvorvel Stykket ingenlunde er berøvet Lyspuncter, der synes at vidne om Evner til at præstere langt Mere, end skeet er .. Naar Charakterer ere tegnede saa grelle, som Tilfældet er i denne Vaudeville, vil Ingen undres over, at Udførelsen ogsaa bliver det; og i saa Henseende synes os det Ene her at svare til det Andet" (nr.110 14.5.1849). [sideskift][side 1726]Anmelderen i "Flyve-Posten" skrev: "Hvad "Abekatten" har tilfælles med "Søndagen paa Amager" er den nøie Sammensmeltning af Texten og Melodierne samt det livlige poetiske Colorit. Derimod staaer den langt tilbage for hiin i hele Anlægget, i Handlingens naturlige Udvikling, i frisktstrømmende Lune. Coupleterne, hvor nøie Ord og Melodi end ere sammenvævede, mangle for det meste den poetiske Naivitet, der er saa tiltrækkende i "Søndagen paa Amager", og man savner de naturlige, næsten umærkelige Overgange fra Dialogen til Sangnumere .. Imidlertid træder Forfatterens Talent .. ogsaa i dette Arbeide tilstrækkeligt frem til at berede samme en saa venlig Modtagelse, som det fra Udførelsens Side har det retfærdigste Krav paa" (nr.110 14.5.1849).
(6) Coll.S 190 er den oprindelige version med Fabers senere ændringer, således som Arlauds trykte udgave viser, jf. Collins notits i manuskriptet.
(7) KTS 683b er vel en afskrift af stykket: s.75 er klippet ud, hvorpå der er anbragt en ny slutning. KTS 683a har været anvendt som sufflørbog: en del udstregninger især i Howards engelske replikker, men ingen væsentlige betydningsændrende rettelser.
(8) "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "Det er et Situationsstykke, som baade fra Forf.s og de spillende Hovedpersoners Side minder stærkt om "En Søndag paa Amager", uden dog at komme denne yndige Vaudeville nær i dramatisk Sandhed og levende Colorit. Imidlertid hensætter Stykket os dog i en behagelig lyrisk Stemning, der kun svækkes paa en ubehagelig Maade ved den høist uskjønne Dvælen ved de Elskendes Beslutning at drukne sig .. Stykkets Fortjeneste bestaaer væsentlig i den velgjennemførte Hovedtanke, at Rigdom og Glands ikke udgjør Livets Lykke, men at Kjærligheden og tilvant Nøisomhed omskaber selv en eensom lille Plet til et Paradiis" (nr.205 3.9.1849).
(1) "Fædrelandet"s anmelder ("96") skrev: ""Conservatoriet eller et Avisfrieri" som i Aftes for første Gang saae Lyset, vil sikkert vide at hævde sig en høi Plads blandt Bournonvilles Balletter. Den er Liv og Munterhed fra først til sidst, og dandser saa let og yndigt henover Scenen, at Ens hele Interesse uimodstaaeligt følger den uden et eneste Øieblik at trættes. Men her er heller ingen pretentionsfuld Charakterudvikling, som dog altid lader En føle Ordets Savn, det er en Kjæde af stadigt vexlende men altid tiltrækkende Situationer, der forstaaes blot ved at sees, og der hører dog ret egenlig Balletten hjemme .. Hvad Udførelsen angaaer forekommer den os ogsaa baade hvad Dandsen og Mimiken angaaer at være i høi Grad lykket" (nr.104 7.5.1849).
(1) Sechmanns oversættelse af Regnards "Le joueur" opførtes 1. gang den 18.12.1748; 38. og sidste gang den 3.10.1791.
(3) Ad BJC nr. 196 og 197. Begge breve findes i dag i H.C. Andersens Hus. Nr.196 lyder: "Forspillet blev i Aftes optaget med udeelt Bifald. "Skialden" blev efter Bønnen applauderet, ligel. "Valkyrien" ved sin Bortgang. Forresten godt Huus hvilket saaledes meddeeles min Ven Andersen efter Ønske. Faderligst Collin". Kommentaren til nr.197 er fejlagtig, fordi udgiveren ikke har kendt Collins brev til Levetzau af 10.1.1849, der omhandlede honoraret for "Kunstens Dannevirke". Collin og med ham Levetzau mente, at stykket skulle betragtes [sideskift][side 1727]som lejlighedspræstation og følgelig honoreres efter omstændighederne (HCAH bd.VII.2). Honoraret blev 60 Rbd.(TK 1848 4.kv.nr.665 31.12.1848).
(4) Den 24.11.1848 angreb "Flyve-Posten" teaterbestyrelsen for den dårlige planlægning af hundredårsfesten: "Skulde det ikke have været Directionen muligt, at faae et eller to af de mange henlagte Lystspil, een af Oehlenschlägers i længere Tid hvilende Tragoedier og et originalt Syngestykke, omhyggeligt besatte og correct indstuderede, fremdragne til Opførelse paa fem Aftener? Vi ere overbeviste om at Skuespillerne gjerne havde ydet deres Medvirken dertil, ja at de føle sig høiligen krænkede over at den ikke er bleven fordret" (nr.275). Avisen fortsatte sin kritik, selv om den den 2.12.1848 kunne meddele, at "Erasmus Montanus" var blevet skiftet ud med "Barselstuen" (nr.282). "Flyve-Posten"s anmeldelse blev derefter: "Det er et kraftigt Vidnesbyrd om denne Kunstanstalts Forfald, at dens Direction, uagtet de Kræfter, hvorover den har at byde, endnu efter mange Tab, som man ikke med Iver har søgt at erstatte, ere meget betydelige, aldeles ikke har endog blot stræbt efter at anvende dem hensigtsmæssigt til Festens Forherligelse; det smerter os at maatte sige, at denne Fest, hvis Gjentagelse Ingen vil opleve, er hengaaet uden, med Undtagelse af den Deel, hvorover Directionen netop ikke var Herre, at have gjort det Indtryk, den burde og kunde have gjort" (nr.297 20.12.1848). Efter en sønderlemmende kritik af Andersens stykke og udførelsen af "Barselstuen", en kortfattet ros af Bournonvilles ballet konkluderede anmelderen: "Saaledes har Directionen høitideligholdt en Mindefest, som man maatte have troet vilde have fremkaldt dens hele Energi, saaledes har den antaget sig Theatret, da det kraftigst gjorde Krav paa dens Iver for dets Ære. Naar man nu veed, at den end ikke selv har fattet Tanken om at feire Hundredeaarsfesten, men er bleven gjort opmærksom paa den sex Uger førend Festdagen, hvad har Directionen da ved denne høitidelige leilighed gjort? Modtaget et lidet passende Forspil, befalet Opførelsen af en holbergsk Comedie, hvilken den jevnlig har benyttet som Nødstykke, og ladet en Ballet, hvorved den var uden mindste levende Indflydelse, blive til: Naar den saaledes varetager Skuepladsens Interesse ved en saa vigtig Leilighed, hvad kan der da ventes af dens Kjærlighed for den i Almindelighed?" (l.c.) .
(5) Andersen-litteraturen : BJC II 18, III 212, 213; BEC II 185, V 189; MLE I 452-53, II 79-80, 398-400.
(5a) KTS 447 er en afskrift, der s.17-18 har en ændring af Andersen selv. I stedet for at optræde som "Cavaleer i Henrik og Pernille" gav Billedhuggeren rollen som Peer i Jacob von Tyboe, således som trykt i S.S. Bd.10 s.303-304.
(1) Collins selvbiografi, Coll.S. 25, oplyser intet vigtigt om afgangen som teaterdirektør.
(2) Oplysningerne er hentet fra Adresseavisen, afstemt med Lauritz Swendsen: De københavnske Privatteatres Repertoire 1847-1906. Kbh.1907.
(3) Betingelserne udformedes således: "Det skal imidlertid være ham forbudt at giøre Indgreb i Vort Theaters Repertoire, og skal han saaledes være uberettiget til at opføre noget originelt Stykke, som bemeldte Vort Theater har erhvervet som sin Eiendom, ligesom ogsaa til at benytte de Oversættelser af fremmede Stykker som dette har foranstaltet udført eller hvis Erhvervelse for Theatret paa anden Maade har fundet Sted, hvorhos han i saa Henseende i alle tvivlsomme Tilfælde vil have at henvende sig til og underkaste sig Vor Theaterdirecteurs Afgiørelse; dog at han saafremt han maatte være utilfreds med denne, han indskyde sig under Vort Kirke og Underviisnings [sideskift][side 1728]Ministeri[um]s Resolution" (Justitsministeriet. 1. kontor. Registrant).
(1) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Uden at vi hermed ville beskylde Forf. for at have villet efterligne Scribe, er det dog aabenbart baade at han har søgt at danne sig efter denne Forfatter, og at "Kammeraterne" meer eller mindre bevidst har været hans Forbillede. Men Sammenligningen med dette mesterlige Arbeide er ikke heldig for ham. Af Scribes to store Fortrin: Compositionen og den piqvante Dialog, nærmer han sig kun det sidste. Anlæget er hverken meget sindrigt eller omhyggeligt tænkt, og det skrøbelige Maskineri stikker for tydelig frem mellem Coulisserne .. Det Fortjenstligste ved Stykket bliver saaledes Dialogen, der er livlig og rig paa morsomme Allusioner til Dagens Forhold. Den Frihed, hvormed disse nu kunne bringes paa Scenen, har Forf. benyttet og benyttet den baade med Held og med Maadehold; hans Satire kan Ingen saare, men den holder sig rigtignok ogsaa temmelig paa Overfladen. - Udførelsen var fortræffelig. X.X." (nr.147 28.6.1849). "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "Vi have nu seet Stykket og ligesom hele det øvrige Publikum moret os derover, og vi tvivle paa, at der er Nogen, der enten paa den ene eller den anden Maade vil have taget alvorlig Anstød deraf. Men indeholder Stykket da ikke en Satire paa vor Tid? vil man vel spørge. Jo, det veed Gud det gjør, og det en baade stærk og træffende Satire; men deri er det jo netop at dets egentlige Fortjeneste bestaaer. Thi hvad skulde der vel blive af Lystspildigteren, naar han skulde gjøre Afkald paa den Ret, der til alle Tider har tilkommet ham, at revse sin Tids Daarskaber! Eller skulde vor Tid maaskee pludselig have gjort et saadant Syvmileskridt fremad til Fuldkommenheden, at Stoffet er aldeles sluppet? Ja, hvis det constitutionelle Liv havde denne fortræffelige Egenskab, saa var det intet Under at man har længtes saameget efter det. Men det gaaer her ganske rigtigt, .. at Nissen, som man vilde flytte fra, har faaet Plads med paa Vognen og stikker Hovedet frem, idet den raaber: vi flytte .. Der vil vel findes dem, som desuagtet endnu ere saa lidt istand til at orientere sig i vort unge constitutionelle Samfundsliv, at de ville finde det stødende, saaledes at bringe Virkeligheden paa Scenen i det samme Moment, saa at sige, da den foregaaer. Sligt vil man imidlertid snart finde sig i, og ligesaalidt som man har taget noget Anstød af, at see Pressen dadle den næste Dag, hvad der skete Dagen iforveien, ligesaa lidt vil man stødes over at det samme skeer fra Scenen, naar det kun skeer paa den rette Maade. Hvad dette angaaer, saa forekommer det os, at nærværende Stykkes Forf. har været særdeles heldig. Med et aabent Øie for de Daarskaber, vor politiske Udvikling ligesaa lidt som nogen anden menneskelig Stræben har været fritaget for, har han stillet sig paa Upartiskhedens Standpunkt og svinger Svøben til alle Sider. Hans Satire er derhos saa vel krydret med Vittighed og Lune, at hans Bitterhed næsten ikke mærkes. Ikke fuldt saa heldig har Forf. været med Stykkets Conception i dramatisk Henseende, og det er især heri det aabenbarer sig, at han ikke kan være nogen routineret dramatisk Forfatter .. Stykket blev fortræffelig spillet" (nr.148 28.6.1849).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 16-02-2020, nogle links mangler). Opdateret af