Side 1339-1377, noter side 1715-1720 + 1743.
[sideskift][side 1339]
Antallet af indleverede og behandlede stykker var stort set uændret i forhold til de foregående sæsoner. Men sæsonen blev unormal på grund af Christian VIIIs død og de påfølgende politiske omvæltninger. For Heibergs vedkommende betød disse en arbejdsstandsning som censor på over en måneds tid, hvor han bl.a. var beskæftiget med at forandre "Tycho Brahes Spaadom" i anledning af tronskiftet.
Først den 7. juli 1847 tog Heiberg sig tid til at sende Bredahl anvisning på forkortelse og forandring i tragedien "Knud Svendsen" (jf. s.1303): "Jeg har havt for Øie at forkorte Stykket, at udelade, hvad der med Hensyn paa den sceniske Fremstilling kunde synes episodisk, endelig at reducere de især i Slutningen hyppige Sceneforandringer til et Minimum. Jeg foreslaaer derfor Udeladelsen af: 1) Pag. 74-88, 2) [pag] 93-105, 3) [pag] 109-112, 4) [pag] 122-125, foruden endeel enkelte Repliker og Dele af Repliker, som jeg i Manuscriptet har indstrøget med Rødkridt .. Ved alle disse Udeladelser vil over en Fjerdepart af Stykket falde bort .. En anden Følge af disse Udeladelser bliver, at 3 Personer falde bort .. Paa denne Maade bliver det rigtignok et Stykke uden Fruentimmer, men det Samme er jo Tilfældet med "Palnatoke" .. I de 3 første Acter har jeg ikke gjort nogen Forandring i den Orden, hvori Scenerne følge paa hinanden. Fjerde Act lader jeg ligeledes begynde med den Scene, hvormed den begynder i Manuscriptet, men derpaa lader jeg Pag. 88 til 93 være 4de Acts 2den Scene, [pag] 103 [til] 109 [være 4de akts] 3die [scene], [pag] 117 [til] 122 [være] 5te Acts 1ste Scene, [pag] 112 [til] 117 [være 5te akts] 2den [scene], [pag] 125 ad fin. [være 5te akts] 3die [scene]. Man faar saaledes i de 3 første Acter 2 Scener eller 1 Sceneforandring i hver og 4de og 5te Act 3 Scener eller 2 Sceneforandringer i hver. Pag. 108 maatte den med Rødkridt indstrøgne Replik af Kongen undergaae en Forandring, eftersom den refererer sig til Noget af det Udeladte. Pag.125, ved Scenens Begyndelse, kan man lade en Messesang høres i Kirken, for imidlertid at give Eivind Tid til at komme. (Kongens saarede Hoved, hvorfra der drypper Blod, maa vel helst unddrages Tilskuerne). Endelig tillader jeg mig at give Dem i Betænkning, om det i et Stykke af Knud den Helliges Tidsalder og Costume ikke vil være skurrende at høre den Art af moderne, tildeels trivielle Udtryk, som: "at gjøre Kaal paa England", "jeg skal sige os", "Apropos" o.s.v." (Borup nr.1117). Alt i alt synes der at [sideskift][side 1340]være tale om temmelig indgribende ændringer især i slutningen af stykket betinget af det inpraktikable i Bredahls oprindelige version af stykket Bredahl svarede hurtigt, at han ville "foretage alle af Dem foreslaaede Forandringer, udelade Alt, hvad De anseer ubrugeligt for Scenen, .. [men] Skulde jeg bede om Pardon for noget vilde min Bøn gjelde Eivind Bifras Monolog paa Kirkegaarden og Ivar Rødskjægs Tiltale med nogle Smaaforandringer. Man kunde da lade Lyden af Sangen (om ikke af Ordene) høres fra Kirken og minde den af sin Dvale ved Ivar Rødskjæg vakte Eyvind om, at det "nu var Tid" og han kunde da træde ind i Kirken under Sangens Slutning - ei at tale om, at her ikke behøvedes nogen ny musikalsk Composition, item at jeg slap med færre Ord - Alt paa Oeconomiens Vegne .. Jeg udbeder mig Der[es] Mening om Pardonen kan indrømmes eller ikke" (Borup nr.610 13.7.1847, jf. HCp nr.324 bis). Heibergs svar af 16. juli 1847 er gået tabt (l.c.). Den 17. aug. 1847 sendte Bredahl det omarbejdede stykke (med tabt skrivelse) (1) til Heiberg, der på grund af sommeropholdet i Hellebæk (indtil 31.8.1847) først fik lejlighed til at besvare dette brev den 2. sept. 1847: "Deres Manuscript synes mig at have vundet meget med Hensyn paa den sceniske Virkning, og jeg nærer nu virkelig det Haab, at det skal tage sig godt ud paa Theatret. I 5te Act troer jeg dog at man burde bytte de to første Scener om, for at man ikke skal see Eivind i Odense, ganske umiddelbart efter at han har forkyndt at ville gaae derhen tilligemed Asbjørn. Et Par andre, i sig selv ubetydelige Forandringer, foretagne ligeledes med Hensyn paa Scenen, ville endnu blive Dem forelagte, naar jeg om kort Tid sender Den en Afskrift af Stykket til definitivt Gjennemsyn" (Borup nr. 1119). Først den 23. sept. 1847 leveredes en afskrift af stykket (TK 1847 4.kv.nr.38), hvorpå Heiberg tilsendte Bredahl denne: "I 5te Acts næstsidste Scene beder jeg Dem lægge Mærke til, at jeg ved et Par indflettede Ord har antydet, at den Grav, som Eivind sidder ved, er hans Søns, saa at dennes Død antages at have allerede fundet Sted, og følgelig ikke behøver at meldes, hvilket neppe vilde være af nogen god Virkning. Imidlertid er det muligt, at jeg heri kan have overseet en eller anden Intention i Digtet. Isaafald behag at stryge ud og rette. Troer De ikke, at den sidste Replik: "Herre Jesus! annam min Aand!" kan have noget Stødende paa Theatret, og at det maaskee endog var mere characteristisk, om Kongen i sit sidste Øieblik anbefalede sig til den Skytshelgen, [sideskift][side 1341]hvis Exempel har gjort hele hans Ulykke, og sagde: "Hellig Olaf! annam min Aand"?" (Borup nr.1120 26.9.1847). Hvornår Bredahl returnerede afskriften vides ikke, men teatret forivrede sig just heller ikke med rollecopiaturen: først i aug./sept. 1848 leveredes sufflørbog og rollehæfter (TK 1848 3.kv.nr.82, 95, 134 og 235). Rollerne blev uddelt den 3. nov. 1849 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 29. dec. 1849 (opført kun 2 gange) (2).
Treaktsdramaet "Catilina" var så ulæseligt i manuskript, at Heiberg var indigneret over at få det tilstillet: "saavidt jeg har kunnet dømme af hvad jeg har stavet mig til", ville det være unødvendigt med en renskrift (Coll.S.nr.235 28.6.1847). Tilbageleveret den 13. aug. 1847 (Cp).
Anonymus' tragedie "Mainotterne eller Grev Kapodistrias" mente Heiberg fortjente "at komme i fortrinlig Betragtning, uagtet Slutningen synes noget forceret og utilfredsstillende. Men betydelige Forkortelser maatte ialfald foretages [for ikke at] .. svække den Kraft, som Dialogen ellers har" (Coll.S.nr.235 21.7.1847). Intet ses foretaget af de øvrige aktører; i sept. 1849 remitterede Heiberg stykket (Cp).
Tolderlunds drama "Anna Boleyn" (jf. s.1304) var ifølge Heiberg "udarbeidet med Flid og con amore; men det maa dog udentvivl ansees for et umodent Arbeide, der baade er for bredt og for formløst, og for meget savnende en egenlig dramatisk Pointe, til at kunne behage paa Skuepladsen, hvor det efter al Rimelighed vilde forekomme trættende" (Borup nr.612 6.8.1847). Uden Adlers læsning returneret af Collin den 2. sept. 1847 til Heiberg (HCp nr.325), der den 9. sept. 1847 remitterede stykket til Tolderlund.
I anonymus' tragiske drama "Nuna" fandt Heiberg handlingen dårligt motiveret, og selv om det røbede "en vis Færdighed i Diction og Versification", var det "for tyndt i Plan og Characteertegning. Desuden er det en Gjentagelse af Preciosa [jf. s.62]" (Coll.S.nr.235 2.9.1847). Adlers læsning kendes ikke, men stykket blev først remitteret den 18. jan. 1848 (Kp.nr.6).
Om Oehlenschlägers tragedie "Kjartan og Gudrun" indskrænkede Heiberg sig til at hævde, at det "neppe [ville] forøge Digterens Laurbærkrands med et nyt Blad" (Borup nr.615 9.9.1847). Mundtlige forhandlinger blev ført om dette stykke, hvorom Adlers brev til Collin vidner: "En Udvæxt som ved mit første Bekjendtskab med Stykket stødte mig og som jeg satte mig for at anbefale til Forandring [sideskift][side 1342]har Digteren selv bortskaaren" (UjBr Oehl. 2.10.1847). Adler hvis teaterdirektionen ville lade "Censuren .. raade", "nu en conscience nette stemme for at Stykket som snarest bringes paa Scenen" (l.c.). Ligesom Adler forfulgte sine forestillinger om god kunst, gjorde Levetzau det. Den 22. nov. 1847 sendte Collin stykket, som han ikke mente ville "finde stort Bifald" ej heller "indbringe Kassen mange Penge". Det skulle ses på baggrund af den forløbne sæsons mange uheld: "Det er i det Heele ulykkelig at dette har været Tilfælde med saa mange nye Stykker i den senere Tid!" (BmD). Roller uddeltes den 14. febr. 1848 (PRFD), men først den 13. okt. 1848 havde stykket premiere (vel også forsinket på grund af de politiske forhold) (opført 7 gange i første sæson; derpå den 4.9.1849. Først givet igen på digterens 100-års dag den 14.11.1879) (3).
Heiberg havde forhandlet ændringer med M.V. Brun i "St. Olafs Dag" (jf. s.1300) (HCp nr.308). Var disse tilgodeset, var Heiberg stadig ikke tilfreds med stykket: "det .. er dog bestandig et svagt og holdningsløst Product. Dersom det kan betragtes som antaget til Opførelse, ønsker Forf. at erholde Manuscriptet, for at gjøre Aftale med Componisten" (Coll.S.nr.235 9.9.1847). Den sidste helmening udtrykker unægtelig meget præcist særbehandlingen af Brun. I febr. 1848 leveredes stykket til regissøren (Cp), hvorpå teatret i efteråret 1848 gjorde alt klart til en opførelse, men Brun trak stykket tilbage i nov. 1848 (jf. s.1380).
Den anonymt indleverede tragedie "Helene Glinsky" kunne Heiberg ikke afvise: "Man maa indrømme, at den er en ret fornuftigt anlagt og bygget .. og at Diction og Versification ere upaaklagelige. Men den er uden Idee, uden Aand, uden egenlig Poesie, og har derfor noget Tørt og Utilfredsstillende, uagtet den vel hist og her kan frembringe en vis Spænding paa Udfaldet .. At Sujettet er russisk, er just heller ingen Anbefaling, thi for den russiske Historie interesserer man sig ikke synderlig meer, end for hvad der foregaaer i Maanen, og Erfaringen synes at vise, at de russiske Sujetter vække ligesaalidt Sympathie, som i Almindelighed de jødiske og skotske" (Coll.S.nr.235 28.9.1847). Dramaturgisk anskuet kunne Heiberg nok delvis tilfredsstilles, men samtidig vidste han, at publikums interesse ville være meget beskeden for ikke at sige negativ. De øvrige aktørers læsning kendes ikke, men der blev ført mundtlige forhandlinger om stykkets videre skæbne, se s.1397.
[sideskift][side 1343]H.H. Nyegaard havde tidligere leveret Heiberg en operalibretto til privat gennemsyn. Dette arbejde havde Heiberg forkastet. Derpå blev sujettet anvendt til skuespillet "Kjærlighed og Fortrylelse". Heiberg var stadig ikke tilfreds med Nyegaards arbejde: "I den nuværende Omarbeidelse har det, for et Skuespil, beholdt altfor Meget af det tidligere Opera-Præg, afseet herfra, det Hele har et altfor abstract Præg, og Personerne mere synes at være Allegorier end levende Mennesker" (Coll.S.nr.235 25.10.1847). Hverken Adlers eller Levetzaus vota kendes, men den 5. febr. 1848 meddelte Collin Heiberg, at stykket var blevet forkastet, hvorpå manuskriptet remitteredes forfatteren den 27. febr. 1848 (HCp nr.367).
Det anonymt indleverede sørgespil "Det ubesindige Løfte" påkaldte sig Heibergs interesse, selv om det ikke egnede sig for scenen: "Det er Jephtas Historie .. behandlet i en Form, der erindrer om den antike Tragedie, fornemmelig ved det intermedierende Chor af Nomis Legesøster, der paa flere Steder er meget smukt". Heiberg fandt det umuligt at udføre disse korsange på teatret: "de maatte vel snarest reciteres af en Enkelt, som Chorførerinde .. Stykket er uden egenlig Handling, og indeholder blot Deliberationer og Reflexioner om hvad der skal skee. Dertil kommer, at Forf. røber en paafaldende Usikkerhed i Anskuelsen af sit eget Sujet, idet han lader Jephta betragte sit Løfte som "ubesindigt", og ikke desmindre lader ham troe sig forpligtet til at holde det. Herved kommer en stor Confusion ind i selve Grund-Ideen. Thi vel kan man undertiden være nødt til at holde et ubesindigt Løfte til et Menneske, men et ubesindigt Løfte til Gud maa nødvendigen være eftergivet .. [Forf.] maatte .. have viist, at Jephta ansaae sit Løfte for at være befalet af Gud .. men først, da Gud ikke sendte Redning for det uskyldige Offer, indsaae, at han havde været i en Illusion, og taget sit eget Indfald for Guds Stemme. Saa nær har Forf. været ved en dyb og ægte tragisk Collision, men han er gaaet den tæt forbi, uden at mærke dens Tilstedeværelse. Saaledes som han nu har opfattet Collisionen, er der en comisk eller parodis Modsigelse i den" (Coll.S.nr.235 30.12.1847). Det hører virkelig til sjældenhederne, at Heiberg indlod sig i metafysiske diskussioner som censor, men stykkerne gav ham åbenbart ikke anledning hertil. Heibergs ovenstående ræsonnement er jo rigtigt; forfatteren erkendte dette, da han i maj 1848 begærede stykket retur (Cp 81).
[sideskift][side 1344]Henriette Nielsens forkastede "Herren til Rold" (jf. s.1300) "i forkortet Skikkelse! O vee, o vok! Hvo vil ikke nødig bedrøve en ung, net og naiv Pige! Men jeg troer ikke, at hendes Manuscript kan til større Ære end at bruges til Papillotter i hendes eget Haar. Det er endnu bestandigt et aldeles umodent og talentløst product, materialiter og formaliter lige "ungeniessbar"" (Borup nr. 622 8.1.1848). Alt håb for Henriette Nielsen var dog endnu ikke ude. Se s.1378.
Dramaet "Kjærlighedens Seier" havde Heiberg haft liggende i et par måneder, da han endelig den 13. jan. 1848 bekvemmede sig til at indsende det til direktionen: "Dette Stykke er ikke uden gode Intentioner, hvoraf der kunde være blevet Noget, dersom de vare blevne udførte med mere Talent. Men nu er Stykket bredt og mat, med overflødig Rhetorik, og uden egenlig Plan eller Characteertegning" (Coll.S.nr.235). De øvrige aktører ses ikke at have læst dette nationale drama, som først i sept. 1849 blev averteret i Adresseavisen (Cp).
Sørgespillet "Løftet til Thor" var også blevet sendt direkte til Heiberg, som fandt det var "et formløst Product, hvad man i daglig Tale kalder noget Pjank" (Coll.S.nr.235 13.1.1848). Stykket blev først remitteret i sept. 1849 (Cp).
Efter kong Christian VIIIs død i jan. 1848 anmodede Levetzau i febr. 1848 Heiberg "om at levere et Stykke til H.M. Kongens første Besøg i Theatret [bestemt til den 2.4.1848], et Stykke, som skulde være fædrelandsk, og indeholde nogle Allusioner paa Øieblikkets Interesser og Stemninger" (Borup nr.626 refereret af Heiberg). Heiberg var netop på dette tidspunkt optaget af at redigere indholdet af en ny udgave af sine poetiske værker og havde besluttet at optage "Tycho Brahes Spaadom" i en omarbejdet skikkelse, så "at jeg ikke længere behøvede at kalde det umodent, om det end vilde beholde et ungdommeligt Præg" (l.c. 9.3.1848). Han havde allerede påbegyndt omarbejdelsen, da han modtog Levetzaus begæring: "Min Tanke faldt da strax paa dette Stykke, som i en ualmindelig Grad opfylder disse Fordringer, og som derfor syntes mig at være det mest Passende af Alt, hvad der kunde bydes, saafremt Omarbeidelsen deraf maatte lykkes. Thi det fremstiller Kong Christian den Fjerde, som ung Mand, der nylig har tiltraadt Regjeringen; det fremstiller ham som Admiral, og dvæler meget ved hans Kjærlighed til Søvæsenet, og omtaler blandt Andet hans Søreise [sideskift][side 1345]til de nordlige Polar-Egne, ligesom det er fuldt af Allusioner, der ere saa anvendelige, som om de vare indlagte i den Anledning, medens de have den Fordeel at høre til det oprindelige Stykke, og følgelig ikke kunne være fremtvungne ved nogen efter Øieblikket lempet Intention. At Stykket tillige dreier sig om Tycho Brahe, gjør det kun mere nationalt, og er desuden ret à propos i denne Tid, da Interessen for hiin berømte Landsmand er bleven gjenvakt. Hvad jeg selv maa ansee for godt og af blivende poetisk Værd i dette Stykke, er Fremstillingen af Kongens ungdommelige, men noble Characteer, og den Maade, hvorpaa det slutter sig til Mindet om Tycho Brahe. Dets Mangel er derimod, at den udvortes Handling i Stykket er meget tynd og fattig. Feilen ved den første Form, hvori Stykket fremkom, var, at denne ubetydelige Handling var udtværet ved en Deel Fyldekalk, hvormed den bredede sig, og ligesom gav sig Mine af et rigere Indhold. Denne Feil er aldeles hævet i den nye Bearbeidelse; her er den ringe Handling concentreret til det mindst mulige Volumen, og giver sig ikke ud for at være Meer, end den er. Men det er ogsaa kun den reent udvortes Handling, som jeg vil kalde ubetydelig; den indvortes, den, som foregaaer i Kongens Sind og ved hans forandrede Anskuelser, maa jeg kalde betydelig. Dersom Directionen finder at dette Stykke egner sig til at bruges ved den forestaaende Leilighed, skal det glæde mig meget. Det Modsatte vil imidlertid ikke være mig uventet .. Den nærmere Forbindelse af Stykket med H.M. Kongens Besøg i Theatre, og med Erindringen om den 2den April, skulde, efter min Plan, fremstilles i en Prolog, som jeg allerede har in mente, men naturligviis ikke vil skrive, før jeg har hørt Directionens nærmere Bestemmelse. Med Balletten Valdemar kan dette Stykke vistnok forenes. En mindre Ballet eller et nyt Divertissement kunde derimod gjerne følge efter. Men uagtet Stykket er kort, saa at det paa en sædvanlig Aften kan behøve en Tilgift, saa vil det paa selve Fest-Aftenen, hvor det kommer i Forbindelse med Sang, Prolog, og rimeligviis Fest-Symphonie af Gläser, være fuldkommen tilstrækkeligt .. Af Musik, som skal componeres, er der kun en Romance og en Vise, og maaskee en Ouverture; thi Fest-Symphonien, ifald der bliver en saadan, maatte gaae foran Prologen. Med Hensyn paa Decorationsvæsenet, vil Alt kunne gjøres med nogle faa nye Sætstykker" (Borup nr.626 9.3.1848). Den marts 1848 meddelte Collin Heiberg direktionens antagelse af projektet (skr. tabt, jf. [sideskift][side 1346]Borup nr.627). Rung skulle hurtigst mulig komponere den nødvendige musik. Den 16. marts 1848 fandt oplæsningen sted (HCp nr.389). Den 19. marts 1848 meddelte Collin Heiberg, at balletten "Valdemar" skulle opføres den 2. apr. 1848 (skr. tabt, jf. Borup nr.628). Heiberg svarede: "Det kommer kun til at gaae ud over Hans Majestæt selv og alle Dem, som ex officio skulle være tilstede indtil Enden. Jeg havde selv betænkt at foreslaae Deres Excellence at lade Et eller Andet af kort Omfang følge efter Tycho Br. Sp., ikke for Tidens Skyld, men fordi jeg føler, at mit Stykke meget har Characteren af et stort Forspil, og at det vel kan trænge til en contrasterende Tilgift, for at Tilskuerne ikke skulle have Følelse af, at de gaae fra Bordet, uden at være rigtig mætte" (Borup nr.628 20.3.1848). Under hensyntagen til det kgl. dekret anbefalede Heiberg at udelade prologen: "Det Vigtigste af hvad jeg vilde have sagt deri, og navnlig Omtale af 2den April, mener jeg at kunne anbringe i Sangen, og vil derfor skrive denne i Overensstemmelse hermed, dersom Deres Excellence bifalder det" (l.c.). Det nåede Collin næppe, thi dagen efter begyndte kulminationen af februarrevolutionen i Danmark, og under indtryk heraf blev festforestillingen aflyst. Senere refererede Adler udviklingen således: "Kongens første Svar paa min Forespørgsel var at han ikke troede at kunne besøge Theatret i denne Saison. Siden tillod H.M. mig at give det Svar, at vi godt kunne benytte nogle Uger til Forberedelsen af det paatænkte Stykke. Om det kan komme til Opførelse i denne eller næste Saison er imidlertid usikkert" (BmD 2.5.1848). Kongen lod sig ikke hylde i teatret som konge, således som hans forgængere havde gjort. Heibergs stykke (NkS 2520 + KTS nr.773) blev begravet som feststykke samtidig med løftet om en konstitution. Opført i sæsonen 1865/66 (4).
Omend sujettet i pseudonymet Paul Grimmers bibelske tragedie "Hyrden fra Bethlehem eller Israels første Konger" var "behandlet med. Kjærlighed, Flid og Omhu", var det som teaterstykke "en Umulighed, formedelst sin umaadelige Længde og Brede og sit hele udramatiske Tilsnit" (Coll.S.nr.235 18.3.1848). Stykket remitteredes den 21. febr. 1849 med en redigeret afskrift af Heibergs censur (Kp.nr. 17b).
Det anonymt indleverede, tragiske drama "Valentin" var "en skrækkelig Criminalhistorie" (Coll.S.nr.235 20.3.1848). Stykket remitteredes den 7. dec. 1848 (Kp.nr.111).
[sideskift][side 1347]J.E. Heilmann indleverede allerede i 1847 sit drama "Axel Porse" anonymt direkte til Adler. På grund af dets politiske tendens lod han det ligge, indtil prof. Clausen bad Heiberg om en afgørelse (HCp nr. 400). Den 17. apr. 1848 tilstod Adler sine synder: "det tonede et Flag som jeg den Gang forfulgte og til hvis Udbredelse jeg endnu nødig vilde bidrage endskjøndt der nu om Tide heises andre som jeg endnu nødigere vilde see triumfere. Stykkets scandinaviske Tendenz var min Hovedanstødssteen, men det manglede mig derhos ikke paa andre Grunde til at lade det henligge. Ideens Uoverensstemmelse med Aanden i den Tid hvori Stykket spiller, dets høist utilfredsstillende Opløsning, Handlingens Udelukkelse fra Scenen, en deplaceret Politicus, som moerer Tilskuerne med tydske Sprichworter" (BmD). Stykkets historiske episode var ifølge Heiberg "i sig selv kun lidet scandinavisk, og følgelig kun lidet tidssvarende; men mærkeligt nok, har Forf. virkelig af dette gjenstridige Sujet faaet udbragt et Stykke med meget scandinaviske Ideer, om end maaske lidt haartrukket. Imidlertid er det Hele net behandlet, røber Talent og er ret interessant, saa at Stykket, efter min Mening, fortjener at antages" (Coll.S.nr.235 23.5.1848). Sidste ord i denne spegede sag, hvortil Adler leverede et af sine mest artikulerede vota, var imidlertid ikke endnu faldet, se s.1379.
Behandlingen af disse stykker vidner om splid i direktionen - og uafgjorthed. - Bredahls stykke kunne antages og opføres på grund af Heibergs varme interesse derfor. Collin blev holdt underrettet om, hvad Heiberg foretog sig, men synes aldeles ingen indflydelse at have haft på stykkets endelige udformning: Stykket opførtes alene på Heibergs anbefaling - og det blev en fiasko, da det endelig kom frem. - "Mainotterne" og "Axel Porse" ønskede Heiberg antaget. Ingen af stykkerne blev dog opførte. Til sidstnævnte knyttede sig intet mindre end en politisk skandale, som kun en udenforstående, prof. Clausen, var i stand til at bringe en løsning på. - Oehlenschlägers sidste stykke blev fejet af vejen af Heiberg, men blev dog opført endnu i digterens levetid. - Bruns stykke ønskede Heiberg heller ikke på scenen, men han var klar over, at det nok ikke var muligt at undgå det. - "Helene Glinsky" havde han derimod nok ønsket opført, men publikums manglende interesse for russiske forhold ville kun skade teaterkassen, hvis stykket blev antaget til opførelse. - Tolderlund og Nyegaard blev afvist uden videre, mens det religiøse sørgespil "Det ubesindige Løfte" [sideskift][side 1348]interesserede Heiberg så meget, at han leverede et af sine bedst motiverede vota i de sidste sæsoner som censor: stykkets manglende religiøse konsekvens måtte gøre det uanvendeligt. - Kun i forbindelse med Oehlenschlägers tragedie oplod Levetzau sin røst, ligesom Adler. der siden blev afsløret fatalt med hensyn til "Axel Porse", som han uden videre ville glemme var indkommet. - Heiberg passede forretningerne, om end han led svært under gennemlæsningen af mange af disse begynderarbejder. Han selv led den tort, at den politiske omvæltning forpurrede hans anstrengelser med "Tycho Brahes Spaadom". - I første omgang bebudede ændrede regeringsform en ændring af beslutningsgrundlaget (jf. Bruns stykker), hvorved Collin blev tvivlrådig med hensyn til Heibergs dominans: opfindelsen af Ernst Weis som supplerende censor skal tydeligvis ses i denne sammenhæng. Derfor de mange uafgjorte sager der først endeligt afklaredes ved det egentlige magtskifte i 1849!
[sideskift][side 1349]
Også produktionen af lystspil og komedier holdt sig nogenlunde uændret i denne sæson. Behandlingen af stykkerne skete nogenlunde på samme måde som i de foregående sæsoner.
Anonymus' lystspil "De Ultra" var "et .. Forsøg paa at raillere med vore politiske Partier, men Forf. har neppe været sig bevidst, at man i et saadant Sujet, fremfor i noget andet, maa vide sig hævet over det Tactløse og Udelicate, da man ellers let bliver saarende og anstødelig" (Coll.S.nr.235 28.6.1847). Selv om Heiberg også anholdt stykkets mangelfulde "dramatiske Technik", skete forkastelsen dog på grund af dets politiske indhold (l.c.): "Tilbageleveret" (Cp udat.).
F.L. Bangs oversættelser blev modtaget forskelligt af Heiberg, men det originale lystspil "Intriguen ved Badet" blev pure afvist, fordi "Handlingen [var] .. altfor usandsynlig .. det Hele synes beregnet paa et Privattheater og en Kreds af velvillige Tilskuere" (Coll.S.nr.235 1.10.1847). Tilbageleveret den 25. apr. 1848 (Cp).
Pseudonymet "Andreas"' komedie "Den uventede Brudgom" gør, på baggrund af Heibergs vurdering af stykket, anonymiteten særdeles beklagelig, thi her spørges for en gangs skyld om ophavsmandens sociale forudsætninger for at skrive et skuespil, således som det fremgår af Heibergs votum: "passer det ikke for Theatret, saa passer det maaskee for Landhuusholdningsselskabet, da det indeholder en characteristisk Skildring af den nuværende Bondestand. Men jeg vil forresten ikke sige, at Stykket ikke passer for Theatret, endskjøndt jeg paa den anden Side dog heller ikke vover at anbefale det til Opførelse .. Forf. er .. i en mærkelig Grad aandsbeslægtet med Holberg, hvormed jeg naturligviis ikke mener, at han enten er eller bliver en ny Holberg. Det holbergske overstrømmende Lune, den holbergske Overgivenhed har han blandt Andet ikke, men han har megen Lighed med Holberg i Opfattelsen af det Characteristiske, og i Fremstillingen deraf har han hele den holbergske negligeante Indvikling og Udvikling af Intriguen. Jeg har aldrig seet en Comedie, som i den Grad var bygget paa det holbergske Fundament eller ført tilbage til dette Udgangspunkt. Allerede heraf følger, at Stykket er en reen Antipode til Alt hvad der i den dramatiske Kunst kan kaldes modernt .. Det er rimeligt, dersom dette Stykke bragtes paa Scenen, vilde man faae en Musik af Piber og Gongon, thi Publicum er jo altid desorienteret udenfor det Moderne, som det er vant til. Men der vilde dog sagtens [sideskift][side 1350]ogsaa gives Dem, der ovenpaa det meget Traditionelle og Opstudsede som man nu svømmer i, vilde føle en behagelig Recreation ved at støde paa en gros bon sens, ved at see Noget, der ikke er Drøvtyggen af det Bekjendte .. Flint er dette Stykke ikke, ligesaalidt som de holbergske, det er tvertimod grovt tegnet, men med sande og træffende Omrids. Men nu vil Publicum jo have det Fine, det vil sige, hvad der er flint sminket og oppudset, medens det i sig selv er grovt og raat .. At forkaste Stykket uden videre, vilde være meget ubilligt; at antage og opføre det, har sine Betænkeligheder. Men smukt vilde det være, om Directionen havde Mod til at sætte sig ud over de Angreb og Invectiver, som den neppe vil undgaae, dersom den lader Stykket komme til Opførelse" (Coll.S.nr.235 6.11.1847). Dette votum er ganske atypisk for Heibergs virksomhed i disse år. Hans begejstring og betænkelighed kongruente, men ærligheden sejrede dog tilsidst: den lovende, traditionsbundne komedie burde antages. Heibergs ambivalente forhold til publikum er kendt, men med hensyn til den klassiske danske komedie forekommer dette votum vigtigt: Heiberg forstod nok hvad teatrets repertoire havde udviklet sig til, selv med hans egen medvirken: de moderne stykker var "udskrevet af Bøger [ikke] af Forfatternes egen Erfaring" (l.c.). Heibergs kombination af tradition og nytænkning viser bedre end andet tidens dilemma mellem gammelt og nyt, og det præsentiske, der ifølge Heiberg var Kitsch. Beklageligvis kendes stykkets videre skæbne ikke (1).
Det anonymt indleverede lystspil "De to Friere eller Bladet har vendt sig" var "under al mulig Critik" (Coll.S.nr.235 6.11.1847). Remitteret den 22. juli 1848 (Kp.nr.71).
Allerede under sit besøg i Hellebæk havde Collin bragt sin protegé H.P. Holsts romantiske komedie "Lykkens Hiul, eller Den sidste Tallotteri-Collecteur" til Heibergs bedømmelse. Mundtligt havde han overfor Collin ytret sin ikke-anbefalende mening om stykket (HCp nr.368). I okt. 1847 modtog Heiberg stykket på ny fra Holst, "forandret i Et og Andet, men" stadig forekom det ham "at lide af de samme Skrøbeligheder" (l.c.). Den 27. okt. 1847 opfordrede Heiberg Holst til "at cassere det Hele, som forfeilet i alle Henseender" (l.c.). Holst appellerede til Collin, som blot sendte stykket officielt til Heiberg. Denne erklærede det rent ud for "et Makværk, forfeilet i sin Grundtanke, forfeilet i Characteerskildringerne, [sideskift][side 1351] i Intriguen, i Dialogen, i Opfindelsen, i Sangene, kort sagt .. i alle Henseender forkasteligt" (Coll.S.nr.235 2.11.1847). Heiberg var på det rene med Collins protektion af Holst, hvorfor de følgende oplysninger i brevet til Collin indirekte også måtte berøre Collins ære: "[I løbet af vores lange samtale den 27. okt. 1847] søgte han [Holst] at forsvare ""Den confuse Grundtanke", "skjøndt med lidet Held. Men i næsten alle de andre Indvendinger gav han mig Ret, og sagde, at han vilde gjøre nogle Forandringer, hvis Nødvendighed han indrømmede" (l.c.). Heiberg rådede ham til at lade stykket hvile, hvorfor han blev ganske fortørnet over, at Holst uden forandringer ("hvis Nødvendighed han selv havde tilstaaet") havde indleveret stykket: Ifølge Heiberg var "den rene Sandhed [om Holsts stykke] at [det] var en triviel Kotzebuiade, og han har tilstaaet, at der var Noget i. Naar han nu ikke desmindre vil gjøre Brug af det, saa maa det være, fordi han troer, at det med alt Det, eller maaskee just derfor, kan gjøre lykke hos Publicum .. et saadant Raisonnement vise, at han i Grunden ikke er Digter, og at det ikke er ham om Æren at gjøre; men kun om et Skin af Ære, - en "gloriola"" (l.c.). Uforsonlighed klæder altid Heibergs skrivemåde, men hans behandling af Holsts stykke forekommer direkte fjendtlig. Heibergs måde at argumentere på afslører at ikke blot dramaturgiske men også personlige uoverensstemmelser lå bag. Holst havde kun Levetzaus dom at lide på. Han skrev til Collin, at stykket "neppe vil svare til dets Titel, hverken for Theatret eller for Forfatteren, thi det er det svageste Produkt af Holsts Muse i enhver Retning. Han maa jo nok alligevel underkaste sig og Stykket Publikums Dom og staae paa sine egne Been, som Vi pleier at sige, men jeg udbeder mig at Vittigheden om Hof-Capelmesteren udgaaer af Stykket under Opførelsen, da den lader til at være en moquerie over Kongens Udnævnelse af Glaeser til saadan, som er skeet paa mit Forslag" (BmD 9.11.1847) (2). Stykket blev følgelig antaget (Cp), eller var det allerede inden, thi den 12. nov. 1847 leveredes udskrevne rollehæfter og sufflørbog (TK 1847 4.kv.nr.425), hvorpå rollerne uddeltes den 10. jan. 1848 (PRFD). Premieren fandt sted den 26. marts 1848 (kun opført denne ene gang: "Bifald og Hyssen lød under og efter Stykket" (Journal)) (3).
M.V. Brun indsendte anonymt sit lystspil "Flugten til Svendborg eller Giftermaal paa rød Placat" direkte til Heiberg, der øjeblikkelig [sideskift][side 1352]erklærede stykket for "altfor plat og trivielt, til at kunne bringes paa Scenen" (Coll.S.nr.235 22.11.1847), "skjøndt [det] ikke [var] uden en vis "Mutterwitz"" (HCp nr.374). Stykket blev remitteret den 28. dec. 1847 (Kp.nr.141).
H.W. Kaalunds anonymt indleverede lystspil "Det er ham" var ifølge Heiberg "et i en forbavsende Grad raat og schofelt Arbeide" (Coll.S.nr.235 23.12.1847). Det leveredes Kaalund tilbage den 13. juni 1848 (Cp).
I modsætning til dette stykke behandledes H. Rosenstands lystspil "Uleilighed uden Lykke" som "Et Almueproduct, hvorom ikke kan være Tale" (Coll.S.nr.235 24.12.1847). Remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp).
I anledning af Hostrups vaudeville-komedie "Eventyr paa Fodreisen" var Heiberg i det hele positiv, selv om han satte fingeren på stykkets svageste punkt: "[Det] er et smukt Stykke med eiendommelig, piquant Characteertegning, livlig, naturlig, ret elegant Dialog, særdeles godt benyttede Melodier. Der er noget Friskt og Gemytligt udbredt over dette Arbeide, og man tilgiver det gjerne, at det hist og her falder lidt i det Brede og kunde behøve lidt mere Concentrering. Værre er, at den udbrudte Slave er en noget betænkelig Hovedperson, og at desuden hans Deeltagelse i Handlingen foraarsager et Par meget store Usandsynligheder. Men paa den anden Side er han dog ogsaa benyttet til flere gode Situationer; og jeg troer derfor ikke, at denne Anstødssteen bør være til Hinder for Antagelsen af et Stykke, som vist i det Hele vil gjøre et behageligt Indtryk" (Borup nr.620 24.11.1847). Først efter nytårskuren fik Levetzau tid til at læse stykket: "dets Skiæbne kan efter min Anskuelse eene beroe paa Udførelsen og i hvis Hænder Rollerne kommer, for jeg finder det temmelig langt udtrukken og vidtløftig i Conversationen" (BmD 7.1.1848). Collins positive holdning til Hostrup er kendt, så stykket blev følgelig antaget. Rollerne blev uddelt den 17. marts 1848 (PRFD), og premieren fandt sted den 15. maj 1848 (opført ikke mindre end 7 gange i løbet af 14 dage) (4).
Endelig - efter syv forestillinger ved Sommerforestillingerne i 1846 og 1847 (jf. s.1295 og s.1337) indsendte Hostrup den 29. okt. 1847 "Gienboerne", som han ønskede bedømt udfra "dets poetiske og dramatiske Værd" (Coll.S.44). Dagen efter rekommanderede Collin stykket til Levetzau og Adler (BmD). Levetzau, der havde set stykket [sideskift][side 1353]opført af studenterne i 1844 (jf. s.1190) (5), havde intet imod, at det blev "optaget i Theatrets Repertoire" (l.c. udat.), mens Adler ærligt "haabede at være bleven fri for de Gjenboere; de ere mig i høi Maade ubehagelige" (l.c. udat.). Det tilstodes ikke Heiberg at ytre sig, hvorpå roller blev uddelt i febr. 1848 (PRFD). Premiere for teaterkassens regning fandt sted den 19. marts 1848 (opført 5 gange i indeværende sæson; 9 gange i den følgende). Da Heiberg var blevet teaterchef, henlagde han stykket (jf. Borup nr.708) (6).
Anonymus' lystspil ""Moderstolthed" er sikket altfor plat og trivielt, til at kunne bruges", noterede Heiberg (Coll.S.nr.235 8.1.1848). Først i sept. 1849 blev stykket averteret i Adresseavisen (Cp).
På grund af de politiske begivenheder og arbejdet med "Tycho Brahes Spaadom" genoptog Heiberg først i slutningen af marts censorhvervet.
Den moderne teknik blev anvendt af den anonyme forfatter til "Et Ord er et Ord". Valbybonden havde "forsvoret at kjøre paa Jernbanen" , men blev "nødsaget dertil ved en Intrigue af hans Datters Elsker .. En reen Nullitet" (Coll.S.nr.235 18.3.1848). Først remitteret året efter (Kp.nr.22 1.3.1849).
Den eksilerede Emil Jonas leverede et lille lystspil "Kjærlighedsbrevene", hvis intrige hvilede "paa en glemsom Mands Confusion, hvilket kunde være ret morsomt, naar det var behandlet med mere Lune, men med mindre Platitude, og Usandsynligheden ikke var saa stor" (Coll.S.nr.235 18.3.1848). Se s.1384.
"Avisfrieriet", som Heiberg mente var skrevet af en kvindelig forfatter, havde "en ret god Dialog" i første akt, men handlingen var "tildeels en meget flau Gjentagelse af "Et Eventyr i Rosenborg Have" [jf. s.230], og hele Stykket saa udramatisk i sit Tilsnit", at dets skæbne var censurens afvisning (Coll.S.nr.235 18.3.1848). Remitteret i sept. 1849 af Heiberg (Cp) (7).
Det anonymt indleverede lystspil "Lykken bedre end Forstanden" ses Heiberg ikke at have læst. "Efter Forfatteren, ER Ms, Begiering leveret tilbage og modtaget af Pastor Boye d. 18 Nov 1848" (Cp). Collins notat i censurprotokollen antyder komplicerede forhandlinger, der desværre ikke kan udredes.
"Den Ungdommelige" var "en yderst triviel og slet sammensat Comedie, med gemene Forhold, gemene Characterer og gemeent Sprog" [sideskift][side 1354](Coll.S.nr.235 20.3.1848). Averteret i Adresseavisen i sept. 1849 (Cp).
Emil Holst indsendte forandret "Et Maleri eller Hævn over Hævn" (jf. s.1309), men Collin noterede: "sendes strax tilbage" (I.B.nr.51 4.4.1848, Kp.nr.52 8.4.1848) (tr.1848).
Denne afdeling ligner virkelig en ørkenvandring. Kun 4 af de 17 stykker synes at kunne tiltvinge sig interesse: "Den uventede Brudgom" samt Holsts og Hostrups stykker. Heiberg var fascineret af den holbergimiterende komedie, som han vel gerne havde villet admittere til scenen trods de forudseelige piber; men direktionen forholdt sig passivt over for dette enestående tilbud. "Eventyr paa Fodreisen" betog Heiberg, mens Levetzau aldeles ikke yndede denne nymodens letvægter. Collins protegé fik, uanset Heibergs modvilje, sit stykke frem, fordi magtcentret udgjordes af en person. "Gjenboerne" kom kun på scenen på grund af publikums interesse og Collins økonomiske ditto. Heiberg blev ikke spurgt, men forstod siden at vise sin mening, da stykket blev henlagt i de seks år, han var teaterchef. - De øvrige stykker, lystspil eller komedier, prægedes af trivialitet og platituder. Opfindelsesevnen synes ganske at mangle hos de potentielle danske lystspilforfattere.
[sideskift][side 1355]
I anledning af A. Bourgeois, Dumanoir (& Dennery?)'s "Le docteur noir" (PSM 30.7.1846), oversat af en anonym, konstaterede Heiberg, at der var tale om "et Boulevard-Melodrama. Cela suffit"; han føjede til; "Det er omtrent "Mulatten" [jf. s.906], indrettet for Pøbelen" (Coll.S.nr.235 28.6.1847). Remitteret den 9. sept. 1847 (Kp. nr.104).
Gutzkows bedste sørgespil "Uriel Acosta" (Dresden 13.12.1846, Berlin 17.4.1847) leverede F.L. Bang Heiberg oversat juli 1847 (HCp nr.357). Heibergs censur formede sig som en afvisning: "Hvad Stykket selv angaaer, da maa jeg betragte det som forfeilet. Det er en lignende Historie som Galileis .. Men det, som Uriel har villet sætte igjennem imod Fordomme, er noget Speculativt, som Dramaet ikke har kunnet meddele, saa at man ikke faaer at vide, hvad det er, og følgelig ikke kan sympathisere med det, da man ikke kjender det. Det er en Reformation in abstracto, men en saadan er altid en tom Forestilling, og isærdeleshed udramatisk. Dertil kommer, at Oppositionen mod Uriel er skildret raat og plat, paa Kotzebuisk Maade, og Handlingen saa lidet motiveret, at det Hele ligesaa gjerne kunde ende med et glædeligt Giftermaal, som med to sørgelige Selvmord". Bangs oversættelse var "temmelig jasket .. [med] ikke faa Misforstaaelser i hvad der maa regnes til det Finere i Dialogen" (Coll.S.nr.235 2.9.1847). Heibergs afvisning af den nye tyske skole byggede på afvisningen af Kotzebues dramatik fra tiden omkring århundredskiftet. Tysk dramatik kunne per definition ikke spilles på Det kgl. Teater ifølge Heiberg. Hverken Levetzaus eller Adlers læsning kendes. Oversættelsen remitteredes i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Mme Anaïs Ségalas' drama "La loge de l'opéra" (LOD 7.4.1847) erklærede Heiberg for at være "et urimeligt, smagløst Sammensurium, og Oversættelsen synes temmelig daarlig" (Coll.S.nr.235 2.9.1847). Remitteret den 9. sept. 1847 (Kp.nr.103).
Borgaards oversættelse af Hugos "Hernani" (jf. s.1295) afkøbtes den 21. sept. 1847 de to skuespillere, Wiehe og Jfr. Ryge, "da Stykket nu er bestemt til at gaae over i Theatrets Repertoire" (TK 1847 3.kv.nr.265a). Der skete imidlertid ikke mere med hensyn til en produktion af stykket, så spørgsmålet melder sig om købet af oversættelsen i virkeligheden blot var en gratifikation til de to skuespillere.
Hugos drama "Ruy Blas" (REN 8.11.1838) afviste Heiberg aldeles: [sideskift][side 1356]"det af Victor Hugos Dramer, som i selve Frankrig er erkjendt for at være det sletteste af dem alle". Da han ville "opponere imod Antagelser af dette Stykke .. som i Smagløshed, Raahed og daarlig Knald-Effect overgaaer Alt, hvad den ligesaa berygtede som berømte Forfatter har skrevet", anså han det "for overflødigt at læse Oversættelsen" (Coll.S.nr.235 6.11.1847). Heiberg fortsatte trofast Molbechs linje fra 1830rne. Tavshed fra alle andre aktører, hvorpå Heiberg remitterede stykket i sept. 1849 (Cp).
Hugo og Gutzkow samt boulevardstykker: det var tilbudene i disse år. Lad gå at Heiberg afviste boulevardstykkerne, især hvis han havde gjort det fuldt konsekvent; men med afvisningen af Hugo og Gutzkow mistede teatret vitterligt en generation af fransk og tysk teaters bedste folk i disse år. Heiberg var faktisk lige afvisende over for begge: Hugo på grund af uanstændigheden, Gutzkow fordi han skrev på tysk og det var ifølge Heiberg udramatisk.
[sideskift][side 1357]
Scribe & Dupins comedie-vaudeville "Maître Jean, ou la comédie à la cour" (GD 14.1.1847) "hvori Goethe forekommer, og de bekiendteste Forhold skildres med sædvanlig fransk Uvidenhed, er Noget af det Dummeste, jeg har læst", erklærede Heiberg (Coll.S.nr.235 28.6.1847). Remitteret den 9. sept. 1847 (Kp.nr.106).
Hvorvidt Arnesen indleverede en oversættelse af Laurençot & Demolières komedie "Le gendre d'un millionnaire" (TF 25.2.1845) anonymt vides ikke. Heiberg fandt, at "Et brillant Partie" var "et meget interessantere og originalere Arbeide end de fleste nyere franske Stykker. Charactererne ere ikke uden Fortjeneste, især Thomasines. Forfatteren har havt en god Intention, og denne udfolder sig godt og spændende gjennem det første Par Acter. Men i den videre Udvikling taber baade Ideen og Interessen sig .. Oversættelsen synes at være god" (Coll.S.nr.235 28.6.1847). Stykket blev antaget i okt. 1847 (Cp), hvorpå rollecopiaturen straks blev besørget; rollerne uddeltes første gang den 3. jan. 1848 (PRFD). På grund af kongens død og krigen kom stykket ikke frem i sæsonen. Ny rolleuddeling fandt sted den 6. juni 1848 (PRFD), hvorefter stykket blev givet første gang den 1. sept. 1848 (opført ialt 4 gange) (1) (1a).
Molieres komedie "George Dandin ou le mari confondu" (1669) var blevet opført i Lille Grønnegade samt teatret i Bergs hus (1747), før det første gang opførtes på Det kgl. Teater den 4. nov. 1750 i J. Valeurs oversættelse "Jørgen Dingel" eller "Arme Jørgen" - den 15. og sidste opførelse fandt sted den 2. nov. 1767 (AEJ II 44). Oehlenschlägers oversættelse kunne godt bruges, "naar de Misforstaaelser og Ubehjelpeligheder, som jeg har rettet deri, forandres .. Det er i øvrigt et Spørgsmaal, om ikke dette og andre Stykker af Molière i Prosa ligesaa godt kunde spilles efter Rahbeks Oversættelse (ialfald med nogle faa Modificationer)" (Coll.S.nr.235 28.6.1847). En af grundene til at Molieres stykker havde svært ved at gøre sig på Kgs. Nytorv omtalte Heiberg sammesteds: "[Der] er ved dette, som ved flere af Molières Stykker, at erindre, at det indeholder ikke faa plastiske Momenter, der ere ligesom Reminiscenser af de tidligere pantomimiske Forestillinger. Skuespillerne have neppe Phantasie nok til at forstaae og opfatte Dette uden al Anviisning. Ved den herværende følelige Mangel paa al dramaturgisk Indsigt ved Indstuderingen af Stykkerne kan derfor et Værk som dette meget let forblive uforstaaeligt [sideskift][side 1358]for Publicum, forekomme absurd og mislykkes, dersom det ikke ophjelpes ved en veiledende Haand, som den, Overskou har rakt ved Indstuderingen af "Scapins Skalkestykker"[jf. s.1076]" . Heibergs indvending mod den manglende instruktion er tidligere set; Overskou blev som bekendt instruktør ved Heibergs magtovertagelse i 1849. Hvad grunden end var, blev stykket ikke opført hverken i den ene eller den anden oversættelse. Den 24. Jan. 1856 remitterede Heiberg oversættelsen til W. Oehlenschläger (2).
Oversættelsen "Elskeren til Laans" havde "en ret munter Dialog, og Oversættelsen .. synes ikke uheldig, endskjøndt den maaskee er lidt for "fri", saasom i Valget af burleske Udtryk. Men Handlingen er overmaade flau og usammenhængende, og det synes mig rimeligt, at Stykket maa falde igjennem" (Coll.S.nr.235 28.9.1847). Oversættelsen blev forlangt tilbage; remitteret den 22. Juni 1848 (Kp.nr.66).
Anonymus' bearbejdelse af Alexandre de Longprés komedie "1760, ou une matinée de grand seigneur" (TF 24.11.1830) mente Heiberg "nok kunde bruges, naar ikke Opløsningen, som Bearbeideren har villet gjøre anstændig .. derved var bleven saa yderlig flau, at den rimeligviis vilde slaa det Hele ihjel, dersom det kom paa Scenen" (Coll.S.nr.235 1.10.1847). "En Formiddag i den fornemme Verden" blev remitteret den 17. sept. 1849 (Cp).
F.L. Bang leverede personligt Heiberg sin oversættelse af prinsesse Amalie af Sachsens "Lüge und Wahrheit" (Berlin febr. 1834). "Løgn og Sandhed" forekom Heiberg "anbefaleligt til at bringes paa Scenen. Det er ret underholdende og har flere gode Situationer; og uagtet Characteertegningen Just ikke kan kaldes ny eller interessant, saa er dog i det behandlede Stof Noget, som ikke er Umindeligt. Stykket har desuden en god og sund Moral .. Forfatterinden, der .. synes mig langt respectablere end Gutzkow og de andre nuværende tydske Dramatikere, er et Slags Iffland for den nyere Tid, sagtens med noget mindre Effect, men paa den anden Side med noget mere af den Fiinhed, som den nyere Dannelse fordrer" (Coll.S.nr.235 1.10.1847), Collin indførte i censurprotokollen, at stykket var "antaget" (udat.), men den 25. apr. 1848 blev stykket leveret tilbage til Bang (Cp).
Scribe & G. Lemoines comedie-vaudeville "La femme qui se jette par la fenêtre" (GD 19.4.1847) blev oversat af en Niels Thorsen, hvis oversættelse F.L. Høedt rettede til. Uden om censuren opførtes [sideskift][side 1359]stykket for Wiehe den 3. nov. 1847 (jf. Overskou V 781), hvorpå stykket gaves første gang for teaterkassens regning den 9. nov. 1847 (opført 16 gange i første sæson; endnu 7 gange i den følgende sæson) (3).
Ch. Duveyrier & Jules de Waillys komedie "Le comité de bienfaisance" (TF 30.1.1839) - frit oversat - mente Heiberg nok kunne "bruges paa Scenen .. Det har en god Tendens, nemlig at raillere med den Classe af Individer, der, idet de vise sig ivrige for offentlige Velgjørenheds-Anstalter, kun benytte disse som Midler til deres egen Fordeel" (Coll.S.nr.235 6.11.1847). Om stykket blev læst af andre vides ikke, men den 10. jan. 1849 leveredes stykket tilbage til oversætteren (Cp).
Ch. Duveyrier & A.H.J. Duveyriers "Kunsten at skaffe sig Tilbedere" (jf. s.1337) blev optaget i repertoiret i denne sæson; givet første gang den 5. dec. 1847. Fuldstændig grotesk er Levetzaus brev til Collin: "Hans Majestæt Kongen ønsker at Stykket .. maatte gives paa Fredag istedet for paa Løverdagen da han gierne vilde see det, og er forhindret ved Concertet for Blinde-Institutet, at komme i Theatret om Løverdagen" (BmD 8.12.1847): Hvad kongen lærte af forestillingen den 10. dec. 1847 vides ikke (opført ialt 5 gange) (4).
Tidens Italiensfeber bragte i denne sæson to oversættelser af nyere italienske komedier: Alberto Notas "La novella sposa" (Reale Sarda 24.4.1827) med den danske titel "Den unge Kone" og Cesare Delia Valles "La scommessa fatta a Milano e vinta a Verona" (Milano 1832), på dansk "Væddemaalet". Ifølge Heiberg havde de begge "et nationalt Præg", og viste, "at der i Italien har vedligeholdt sig en Theatersmag, som i det øvrige Europa for længe siden er gaaet af Mode. "Væddemaalet" er i den lystige Genre, men meget plat og trivielt. "Den unge Kone" er et for det meste rørende Drama, som virkelig har sine gode Sider .. men .. dog uden al Poesien kun en prosaisk Copie af Hverdagsforhold .. Oversættelsen .. falder noget keitet i Sproget" (Coll.S.nr.235 23.12.1847). Begge stykker remitteredes først i sept. 1849 af Heiberg (Cp) (5).
Af Scribes comedie-vaudeville "La protégée sans le savoir" (GD 5.12.1846) på dansk "En Kunstnerinde", modtog teatret 3 oversættelser. Heiberg erklærede, at stykket havde "megen Lighed med "Formynder og Myndling" [jf. s.325], men staaer langt tilbage derfor". Oversættelsen "maatte .. corrigeres .. inden den kunde bruges" [sideskift][side 1360](Coll.S.nr.235 24.12.1847). Remitteret sept. 1849 (Cp) (6).
J. Davidsen sendte Heiberg sin oversættelse af A. de Mussets komedie "Un caprice" (TF 27.11.1847) allerede kun en måned efter premieren i Paris. Heiberg erkendte, at stykket havde "en ret livlig Dialog, men er forresten tyndt, og reproducerer det velkjendte franske Lefleri. Har man ikke endnu faaet Nok heraf, saa kan dette Stykke spilles saa vel som saa mange foregaaende .. Oversættelsen [har] ikke noget godt Præg. Paa flere Steder er den meningsløs, eller idetmindste uden Sammenhæng. Paa andre Steder er Udtrykket uheldigt valgt; og næsten heelt igjennem er den i sig selv livlige Dialog haard og kun lidt "mundret"" (Coll.S.nr.235 30.12.1847). I sin korrespondance med teaterdirektionen omtaler Davidsen ikke denne oversættelse. Ifølge Collin skulle stykket have været opført ved en Sommerforestilling i 1848 for Mad. Larcher (Cp), men først i 1865 opførtes stykket i H.P. Holsts oversættelse.
Sheridans komedie "The Rivals" (1775) var opført i N.T. Bruuns lokaliserede oversættelse i årene 1799-1829 (37 gange). Løjtnant Ludolph Fogs oversættelse var ifølge Heiberg "brugbar, især naar enkelte, i Manuscriptet bemærkede Steder blive reviderede og rettede, hvorom jeg kan anmode Oversætteren, dersom Theatret vil benytte Manuscriptet ved en ny Opførelse af det morsomme Stykke" (Coll.S.nr.235 8.1.1848). Direktionen foretog sig intet; "Medbeilerne" blev først på ny givet den 4. febr. 1852 (givet 20 gange).
Gustav Freytags skuespil "Die Valentine" (1845) indsendtes direkte til Heiberg: "Hvad nu Stykket selv angaaer, da giver det Anledning til curiøse Betragtninger. Tydskerne have længst sværmet for to Idéer: et tydsk Nationaltheater og en tydsk Flaade; men der er kun lidet Haab for dem om at see nogen af Delene realiseret; det Ene som det Andet er kun en Kjephest. Saa grundige de ere i Alt hvad som kaldes Theorie, saa udygtige ere de i al Praxis; men et Nationaltheater kan blot opstaae hos en practisk Nation. Hos de nyere tydske Dramatikere har det derfor længe viist sig, at de, i Mangel paa national Productions-Evne, kun have formaaet at nærme sig til det nyere franske Drama, og reproducere dette. Heri ere de gaaet videre og videre, og nærværende Skuespil viser, at de nu virkelig have naaet et Slags Virtuositet deri, thi Efterligningen er her saa skuffende, at man gjerne kunde tage den for en fransk Original. Men dersom de tydske Fabriker have bragt det til [sideskift][side 1361]at levere ligesaa godt Arbeide, som de franske, hvorfor skulde vi da ikke ligesaa gjerne tage Varene fra Tydskland? Dette Stykke - af en mig hidtil ubekjendt tydsk Forfatter - er virkelig piquant og underholdende, men tillige fuldt af Urimeligheder, Inconseqvenser og uklare Characterer, samt calculeret paa momentan Effect. Jeg vil i alle disse Henseender nærmest sammenligne det med "Don Cæsar de Bazan" [jf. s.1261], dog maa man indrømme det tydske Stykke, at det har noget mere Holdning end det franske, og ikke fuldt saa grove Absurditeter, ligesom det heller ikke har Don Cæsars frække og ryggesløse Tone. Men Don Cæsar er jo ogsaa et Boulevardstykke, som af Vanvare har forvildet sig paa det kongelige danske Theater. Jeg mener, at det tydske Stykke, saaledes som det nu er og ikke er, kan og bør spilles paa vor Scene, hvor det udentvivl vil gjøre Virkning. Oversættelsen synes mig at være meget god" (Borup nr.623 13.1.1848). Heibergs Teutschen-Fresserei var ikke aldeles konsekvent, således som også antagelsen af "Don Cæsar de Bazan" viser, at bouelevardstykke-raseriet ikke var det: når blot tyskerne var lige så dygtige som franskmændene, kunne Det danske Nationalteater dog gerne opføre disse tyske stykker. Oversættelsen blev imidlertid ikke anvendt og remitteredes i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Det fra fransk bearbejdede lystspil "To Mænd om een Kone" var ifølge Heiberg "en burlesk Farce, som ikke vilde være saa gal, dersom den var behandlet med mere Smag og Delicatesse, thi Dialogen er temmelig let og livlig; men .. fuld af Platituder, og Behandlingen af Sujettet er meget anstødelig" (Coll.S.nr.235 18.3.1848). De øvrige aktørers læsning kendes ikke, men først den 10. jan. 1849 leveredes stykket tilbage (Cp).
Sæsonen er vel noget forstemmende, fordi Heiberg afviste så godt som alle stykker. Tilstod han end Freytags skuespil adgang til scenen, var det med mindre end et halvt hjerte. Da han selv var blevet chef, skyndte han sig da også at remittere oversættelsen. Når det gjaldt Moliere og Sheridan, var Heiberg selvfølgelig positiv, men spørgsmålet var ikke så meget censurens som den eksekutive del af teatermaskineriet. "George Dandin" forsøgte Heiberg ikke at få frem, mens det lykkedes ham at få genoptaget "Medbeilerne". - Mussets lille komedie stod tilbage for fam. Duveyriers "Kunsten at skaffe sig Tilbedere". Disse oversatte skuespil blev alene behandlede af Heiberg, for så vidt de efterladte papirdynger [sideskift][side 1362]vidner; men det afgørende ved censurinstitutionen før juli 1849 var jo netop, at direktørerne udgjorde den egentlige besluttende myndighed. Deres engagement i de politiske begivenheder efter jan. 1848 gav imidlertid Heiberg et væsentligt større spillerum end tidligere.
[sideskift][side 1363]
Nu som syngestykke indkom "Festen i St. Cloud" (jf. s.1307), men remitteredes omgående af Heiberg som "endnu bestandig det samme Vrøvl som før" (Coll.S.nr.235 21.7.1847).
Ifølge Løvenskjold havde W. Holst i efteråret 1847 meddelt ham, at omarbejdelsen af Kotzebues skuespil "Die Feuerprobe" var blevet antaget af direktionen (I.B.nr.7 23.1.1848); herom ses intet hverken i den officielle censurprotokol eller i Heibergs private. Men Holsts produkter havde jo, som før er set, sine særlige veje til antagelse. Løvenskjold havde i jan. 1848 "10 Musiknummere færdig i Partitur" (l.c.), men det kneb med at få finalen skrevet. Først den 25. okt. 1848 blev rollerne uddelt (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 8. dec. 1848 (ialt opført 6 gange) (1).
Censorernes arbejdsform var unægtelig forskellig, thi det første syngestykke ekspederede Heiberg alene bort, mens det andet sneg sig ind på scenen uden om Heiberg. Problemet med opførelse af syngestykker var som vanligt komponistens evne til at gøre sig færdig.
[sideskift][side 1364]
Glæser tog initiativ til opførelsen af Spohrs opera "Jessonda", med libretto af E.H. Gehe (Cassel 28.7.1823), Spohr afsendte "Partitur und Buch" til operaen den 23. sept. 1847 (MM Glæsers Pap.nr.129). Det vides ikke, hvem der gav Claudius Rosenhoff i opdrag at oversætte teksten, men den 15. dec. 1847 sendte han et brev til Heiberg desangående (HCp nr.379 tabt) og oversættelsen (in duplo) til teaterdirektionen (l.c.). Heiberg fandt, at der var tale om "et mageløst dumt og kjedsommeligt Stykke. Men hvad Rosenhoffs Oversættelse angaaer, da klinger den i det Hele jo ligesaa godt som Originalen", hvilket set i sammenhængen næppe synes at være en anbefaling, men i slutningen af sit votum erklærede Heiberg for alvor, at den danske dialog var "godt lempet efter Musiken", hvorfor han kun få steder havde revideret den "med Hensyn paa det danske Udtryk" (Coll.S.nr.235 23.12.1847). Nodecopiaturen blev besørget i aug. og sept. 1848 (TK 1848 3.kv.nr.172, 173 og 206), men i sin helhed blev operaen ikke givet på Det kgl. Teater (jf. Schepelern 144).
Aubers opéra-historique "Gustave III, ou le bal masque" med libretto af Scribe (og dans af Taglioni) (ARM 27.2.1833), oversat af Jens Møller, fik følgende vurdering af Heiberg: "Hvorvidt Oversættelsen af Operaen Maskeraden er brugelig, kan først bedømmes, naar man faar Texten underlagt Musiken. Denne er nok ellers temmelig kjedelig, saavidt jeg erindrer. Men ialfald synes det mig at være en topmaalt Daarskab af en Nordbo at oversætte dette forbistrede franske Galimathias, der vender op og ned paa de for os velbekjendte historiske Facta, gjør Gustav den Tredie til Fru Ankerströms Elsker, og indfører paa Scenen latterlige Caricaturer af Personer, som for faa Aar siden have levet her i Kjøbenhavn, og som Mange have kjendt personligt" (Borup nr.630 23.5.1848). Uagtet Heibergs negative vurdering ønskede Collin musikken bedømt af sin private konsulent, Ernst Weis: "Musikken hører imidlertid neppe til de bedre af Aubers Compositioner, Den lider af en vis trættende Tomhed, der giør sig saa meget mere giældende, som Stykket ikke er et Syngespil, men en Opera, hvori der uafbrudt lyder Musik igiennem 5 lange Acter .. Musikken er, skjøndt Stykket spiller i Sverig, som al Aubers Musik, aldeles fransk, og det turde være at vort Publicum nu, da Fordringerne til et nationalt Præg ere blevne stærke, vil savne en nordisk Characteer i Compositionen og i langt høiere Grad, end om Operaen var kommen til Opførelse [sideskift][side 1365]i dens Nyhed, føle sig frastødt ved den store Uoverensstemmelse mellem Aubers Musik og den nordiske Tone, hvormed de danske og svenske Nationalmelodier har giort vort Publicum fortrolig" (Coll.BrS.XXV 16.6.1848, DKTB 15.6.1848). Weis' votum viser meget præcist, hvad der var sket med musiksmagen herhjemme - i de mest toneangivende kredse - i løbet af en halv menneskealder. I begyndelsen af 1830rne var det et spørgsmål om at opføre den internationale musikdramatik, mens det i slutningen af 1840rne gjaldt det nationale særpræg. Collins konsulent var en af de personer i musikverdenen, som personligt havde gjort denne udvikling med. Weis konkluderede følgelig: "Jeg skjønner ikke at nærværende Opera har større Adkomst til Opførelse end adskillige andre, der ligge færdigt udskrevne til Indstudering; men overhovedet tillader jeg mig her at gientage min forhen yttrede Formening, at det, langt snarere end at give nye Operaer af tvivlsomt Værd, vil være saavel i Konstens som i Theatrets Interesse at optage paa Repertoiret et ikke ringe Antal ældre og fortrinlige Operaer og Syngestykker, som den nærværende Generation fast ikke kjender" (Coll.BrS.XXV 16.6.1848). Musikforeningens programpunkter kunne Weis gerne forestille sig overtaget af teatret, men her vandt han ikke tilslutning fra Collin. - Efter Weis' kompetente afvisning af operaen tilbageleveredes oversættelsen den 1. juli 1848 (Cp) (1).
Sæsonen er ganske ejendommelig, idet repertoiret ikke indeholdt en eneste nyhed. Den af hofkapelmesteren indkøbte opera blev heller ikke produceret, mens Aubers syngestykke blev næsten latterliggjort af Heiberg samtidig med at den administrerende direktørs private konsulent gav en fyldestgørende forklaring på syngestykkets uanvendelighed i 1848. Heibergs dom skal næppe tillægges nogen betydning, når det gjaldt produktionen af disse operaer: de økonomiske og personalemæssige aspekter har været afgørende.
[sideskift][side 1366]
Anonymus' vaudeville "Kjærlighed paa Stylter" var Heiberg "tynd og fersk. Den har alt sit piquante deri, at et Fruentimmer gaaer paa Stylter; men jeg tvivler paa, at nogen af vore Skuespillerinder vil findes villig til at gjøre denne eqvilibristiske Kunst. Sangnummerne ere saa overflødige, at man, Handlingen ubeskadiget, næsten ganske kunde tage dem bort" (Coll.S.nr.235 16.10.1847). Vilkårlighed eller lakuner i materialet oplyses af Adlers votum, der afslører, at han helt havde sluppet grebet om teatrets repertoire: "Det er nu til Dags vanskeligt at forudsige hvad Lykke en Vaudeville vil gjøre, eller begribe hvorledes det gaaer til at "Gjenboerne" [jf. s.1352] giver ligesaa fuldt Huus som en "Søndag paa Amager" [jf. s.1366]. Jeg har i det mindste flere Gange feilet i at prognosticere saadanne Smaastykkers Succes og det skulde gjøre mig saameget mere ondt ogsaa at spaae det foreliggende Arbeide en uheldig Skjebne, som jeg interesserer mig for Forfatteren og skulde glæde mig hvis hans Stykke blev vel modtaget. Men jeg nægter ikke at jeg finder det ringe og troer at tjene Scenen bedst ved at holde det tilbage. Har Heiberg havt det? Hans Autoritet vilde jeg, hvis han finder mere ved det end jeg, gjerne give efter for" (BmD 17.4.1848 adr. Collin). Om det var af hensyn til Adler eller den anonyme forfatter, at Collin ikke remitterede stykket, vides ikke. Heiberg averterede stykket i sept. 1849 i Adresseavisen (Cp).
Allerede 1846 begyndte fru Heiberg at forsøge sig som duftvaudevillefabrikant (Et Liv IV 358). I slutningen af sæsonen 1846/47 arbejdede fruen ret så intenst med sangnumrene (l.c. II 142), hvorpå hun i sommeren 1847 i Hellebæk endelig fik Heibergs accept til at skrive "En Søndag paa Amager". Den 14. nov. 1847 indsendte Heiberg stykket til Collin på anonymas vegne: "Stykket er vistnok en Bagatel, hvori der kun er en temmelig løs Intrigue. Men der er er ret gemytlig Tone over det Hele. Jeg skulde maaskee dog alligevel ikke have givet det nogen særdeles Anbefaling, hvis ikke Musiken var holdt i en ualmindelig folkelig Tone, og paa en saadan Maade bunden til de for Læseren temmelig ubetydelige Texter, at jeg ikke tvivler paa, at jo Sangnummerne ville fra Theatret udbredes over Landet og blive Folkesange. Forf., som er musikalsk, har leveret sig Musiken til Stykket, tildeels componeret af ham selv, og udsat for Pianoforte. Af denne Musik skal jeg besørge en Orchester-Partitur, arrangeret af en eller anden bekjendt Musicus, men [sideskift][side 1367]dog ikke, førend jeg veed, om Stykket kan vente at blive antaget til Opførelse. Saa ubetydeligt, som det Hele er, finder jeg dog Intet deri, som kan dadles fra Smagens eller Critikens Side. Jeg vil sammenligne det, baade hvad Text og Musik angaaer, med "Die Wiener in Berlin" [jf. s.134], og det skulde ikke forundre mig, om det kom til at gjøre hvad man kalder Furore, uagtet det vistnok heller ikke vil forundre mig, om det ikke gjør det" (Borup nr.619). Heibergs votum er jo ganske interessant, når man kender stykkets paternitet, thi han kunne ikke fra tekstens side anbefale stykket; dets egentlige værd var sangnumrenes musikalitet, hvorved han netop ledtes til en sammenligning med den danske vaudevilles udspring: Holteis "Die Wiener in Berlin". - Han oplyste, at han "paa Forfatterens Begjæring" havde besørget afskriften, hvorved fruens evt. sprogfejl blev kamoufleret og anonymiteten sikret. Hendes musikkompositioner forblev i hjemmet, indtil stykket som litterær tekst var blevet antaget. Collins vurdering af stykket kendes desværre ikke, men han sørgede for at Levetzau læste stykket: "jeg har ikke kunde interessere mig saa meget for det, som Hejberg og troer at dets Lykke vil aldeles dependere af Besætningen. Vil Fruen spille Lisbeth, som jeg næsten antager, saa vil dette giøre Stykkets Lykke" (BmD 21.12.1847 adr. Collin). Levetzaus ærlighed midt i den heibergske redigering af virkeligheden viser stykkets kvalitet set i sammenhængen: det kunne vel opføres som så meget andet, når fru Heiberg trak læsset. Først efter Levetzaus accept fik Fröhlich overdraget at orkestrere musiknumrene (Coll.S.nr.235 24.12.1847) (1). Rollerne uddeltes den 13. jan. 1848 (PRFD). Den 3. febr. 1848 tilskrev Rosenkilde forfatteren: "Der er i Vaudevillen "En Søndag paa Amager" tildeelt mig en Rolle, hvori er anbragt en Vise, hvis Texts Sammenhæng og gode Forstaaelse med Rollens Caracteer det er mig umuligt at fatte .. Hvortil skal det: at Jepsen raillerer mod Bonde-Liberalismen? Han roser selv det, at Bonden holder ved sin gamle Dragt, og i det han forsvarer dette, begynder han at raillere mod Bondens Bestræbelser for Liberale Anliggender. Er det godt for Stykkets Gunst i Publikum nu, at giøre Nar ad Bonde-Standens, eller nogen Stands fire Opadstræben? Endelig maae jeg vove at erklære mig imod den Vise fordi - Jeg synes det - den mangler aldeles Point. Den skulde gaae ud, om jeg maatte raade" (Rahbek J.L. Heibergs Breve I 77). Heiberg ændrede indholdet i visen (2), hvorefter oplæsningen [sideskift][side 1368]fandt sted den 7. febr. 1848 (Journal). Om tidspresset for at få stykket frem til den rigtige dato vidner Heibergs optegnelser: "Generalprøve, om Aftenen, 2 Marts 1848. Sidste Prøve, om Morgenen 5 Marts. Opført 5 Marts 1848 (Fastelavns-Søndag), og gjentaget Dagen efter (Fastelavns-Mandag)" (HCp nr.373). Derpå blev stykket givet endnu fire gange i uændret skikkelse. Til den næste opførelse havde fru Heiberg skrevet en ny sang til Chr. Hansen, hvis vise på grund af tidsforholdene kunne blive et stridsæble. Den nye sang havde "Application paa de nuværende Forhold, der ere saa aldeles forskjellige fra de forrige, under hvilke Stykket blev til" (NkS 3103 26.3.1848). Hansen pålagdes tavshed om ændringen, "thi Virkningen bliver større, jo mindre en ny Sang er ventet af Publicum" (l.c.) (3). Stykket opførtes således ændret den 30. marts 1848 og endnu 8 gange i indeværende sæson. Den 19. apr. 1849 meddelte Heiberg Collin, at endnu en ændring i denne sang måtte foretages på grund af tidsbegivenhederne: "nu have de sidste Tildragelser igjen gjort en Forandring i de sidste Linier nødvendig" (Coll.BrS.XXIIb). Såfremt Collin billigede denne forandring, bad Heiberg Collin besørge det videre fornødne (4). Stykket opførtes endnu 3 gange i denne version i sæsonen 1848/49 samt 2 gange ved Sommerforestillingerne i 1849 (ialt opført 33 gange i den behandlede periode) (5).
Hvor utaknemmelig tidsbegivenhederne kunne være læses af Heibergs votum over vaudevillen "Mødet ved Jernbanen". Der var tale om "et yderst plat og trivielt Product, med ubehagelige Allusioner paa de slesvigholstenske Forhold" (Coll.S.nr.235 23.5.1848). Man kunne rette i egne produkter, men man kunne kassere andres på grund af de ændrede tidsforhold! - Remitteret i sept. 1849 af Heiberg (Cp).
Heiberg havde ganske god kontrol over situationen, hvad angår denne genre. Det mest modbydelige for ham var fruens ønske om at fremtræde som dramatiker. Efter adskillige diskussioner fik hun dog lov til eksperimentet, under de sikreste garantier om absolut anonymitet. Fru Heiberg forstod dygtigt at skjule Heibergs uvilje, så meget mere fremhævede hun i erindringerne hans stolthed, da det viste sig, at stykket kunne holde, hvad han vel for firmaets skyld trods alt håbede på. Levetzaus kølighed over for "En Søndag paa Amager" viser hans smagskriterier ikke fejlede noget, men følgelig også, at han levede i en lukket verden, hvor der ikke var plads til nymodens lettere kavalleri. Collins hånd mærkes kun meget [sideskift][side 1369]diskret, mens Adler havde en protegé at tage hensyn til, omend han bøjede sig for Heibergs autoritet. - I krisetider produceres letvægtere, fru Heiberg beklagede sig, men udviklingen siden har vist det samme mønster.
Oversatte vaudeviller var efterhånden blevet en sjældenhed. Delacours "Polkette et Bamboche" (SDC 19.10.1847) med den danske titel "Naboerne" viste Heiberg vintervejen: "en af de mange aldeles locale og dertil temmelig pøbelagtige Pariser-Farcer, som her er bleven ubehændigt localiseret" (Coll.S.nr.235 20.3.1848). Remitteret den 23. nov. 1848 (Cp).
Nulliteter behøvede ingen læsning af Levetzau eller Adler, men kunne gerne vente et halvt års tid, inden de remitteredes.
[sideskift][side 1370]
Sæsonen blev unormal af flere grunde. Kongen døde den 20. jan. 1848, hvorfor teatret blev lukket i perioden 21. jan. - 2. marts 1848, og Bournonville optrådte for sidste gang som danser den 31. marts 1848 i "Valdemar": følgelig blev ingen egentlige balletforestillinger givet i febr., apr. og maj 1848.
"Den hvide Rose eller Sommeren i Bretagne" med musik af Paulli havde premiere den 20. sept. 1847 sammen med "Viola" (jf. s.1317). Balletrepertoiret blev mindre (37 forestillinger) på grund af de 3 måneder uden forestillinger; dets sammensætning bestod stort set af de umiddelbart foregående sæsoners balletter, med undtagelse af den ballet, som afsluttede Bournonvilles karriere som danser.
Med den kgl. resolution af 28. maj 1847 (jf. s.1331) havde Bournonville sørget for fremtiden, men netop datterens forhold ændrede Bournonvilles planer for fremtiden: den 17. okt. 1847 kaldtes hun hjem fra Paris (jf. Fridericia 272, 388).
Lefebvre, som havde fået engagement i Madrid, søgte nu at gøre sig gældende, idet han via Peter Saabye ansøgte om balletmesterstillingen ved Det kgl. Teater (UjBr 2.12.1847): hans krav var ikke mindre end Bournonvilles (9000 fr.), men Saabye forstod nok, at det var i overkanten, hvorfor han lagde til, at Lefebvre "ved forefaldende Leilighed [ønskede] at blive ansat som Hofdandsemester. Uagtet denne Post er Theatret aldeles Uvedkommende, har han troet derved at formindske den Sum han af Theatret har forlangt, idet han har indbefattet Gagen som Hofdandsemester i de af ham forlangte 9000 frs (3000 Rbd)"; kontrakten skulle gælde mindst 5 år (l.c.). Den 29. dec. 1847 rykkede Saabye for en afgørelse, da Lefebvre lå i forhandlinger i Madrid om forlængelse af sit engagement dér. Levetzau svarede den 3. jan. 1848, at teatret ikke var interesseret, "da die Direktion hoffe sich noch mit Bournonville zu arrangieren" (UjBr 29.12.1847 Adler til Levetzau).
Den 9. jan. 1848 fremsendte Bournonville sine krav til en ny kontrakt, gældende for 7 år fra 1. juli 1848, hvor hans løn skulle sættes op fra de 2000 Rbd. til 2800 Rbd samt at han bl.a. skulle have rejseunderstøttelse hvert tredje år, etc. (in I.B.nr.31 1848). Inden direktionen indgik med en forestilling til kongen, tilbød man Bournonville en ny kontrakt med 2000 Rbd. i fast årlig gage samt "et Honorar af 200r ved hver 10de Forestilling af hver ny Ballet". "Et Tilsagn om at erholde hvert 3die Aar en Reiseunderstøttelse [sideskift][side 1371]af 400r for at besøge fremmede Theatre, finder man derimod ingen Anledning til at bevirke. En Reisetilladelse paa 3 Maaneder vil, naar Theatertienesten tillader det, vist ikke blive Dem nægtet, men da dette beroer paa Omstændighederne kan noget Løfte derom forud ikke gives" (Konc. 7.3.1848; Kp.nr.42 7.3.1848). Både Levetzau og især Adler talte for, at Bournonville fik mere for sine kompositioner; Adler anførte direkte, at Bournonville skulle have mulighed for at tjene ca. 2500 Rbd. årligt. Collin rettede sin koncept til det ovenanførte fra: "og et Honorar af 200r ved den 25de Forestilling af hver ny Ballet" (Konc. 7.3.1848). Bournonville var klar over, at kontrakten var god: "I det Haab at Gud vil forunde mig Kraft, og med det Forsæt, ærligen at gaae mine Pligter imøde, antager jeg de Vilkaar, paa hvilke den høie Direction agter at indstille mit nye Engagement" (I.B.nr.26 8.3.1848). - Derpå fulgte en række forhandlinger om, hvordan Bournonville skulle slutte sin karriere som danser. I stedet for den ham bevilgede beneficegodtgørelse tilstodes ham en afskedsforestilling, hvis indtægt kun var det halve af en tjenestebeneficeforestilling. Han måtte derfor anmode om, at han - efter at have optrådt den 2. april 1848 i "Valdemar" (jf. s.1374) onsdag den 5. april 1848 måtte give sin "sidste Optrædelse": une bague au doigt; "skulde den derimod ikke kunne tilstaaes, vil Festforestillingen tillige blive min sidste Optrædelse" (l.c.). Allerede den 15. marts 1848 havde Bournonville fået nye planer. Han ville ikke afslutte sin karriere med "Valdemar" men i stedet med "Napoli & la danse du matelot Mercredi le 29 Mars", fordi han skulle give 12 forestillinger i Stockholm, bl.a. "Napoli". Han ville være tilbage den 5. juni 1848, "si toutefois il-y-aurait du nouveau à l'occasion du Couronnement" (I.B.nr.32). Han ønskede at få Füssel, Stramboe fils og Lund med, thi efter hans afsked som danser kunne der alligevel ikke gives en ballet udover divertissementer "pas divers & danses d'Opera tels que la Bayadère, Robert et autre" (l.c.). Levetzau ville ikke nægte Bournonville dette ønske (vel heller ikke når Bournonville oplyste at den svenske konge havde ønsket netop at se "Napoli"), men derimod "kunde han nok forpligtes til at componere et nyt Ballet til Kroningen og dette giøres til Betingelse" (in I.B.nr.32 16.3.1848); Adler var "enig" heri (l.c.). Den 16. marts 1848 meddelte Levetzau, at kongen den 15. marts 1848 havde underskrevet kontrakten mellem Bournonville [sideskift][side 1372]og teaterdirektionen (NkS 3258A), men først den 20. marts 1848 fik han og hans unge elever rejsetilladelse på ovenstående betingelse (Kp.nr.47). Den 16. marts 1848 indgav Bournonville en ansøgning til kongen om at måtte optræde i "Napoli" og "Matrosen" den 29. marts 1848 som "Afskeeds=Forestilling .. til min Indtægt" (in I.B.nr.45). På grund af de politiske forhold opgav Bournonville sin rejse til Stockholm, hvorfor han endnu engang - nu under henvisning til det tab han led ("i det Mindste 1000 Rbd") - ansøgte om efter forestillingerne den 29. og 31. marts med "Valdemar" "maatte forundes Tilladelse til Onsdag d. 5 April at give min Afskeedsforestilling, til egen Indtægt med Balletten Napoli" (I.B.nr.45). Men der blev intet deraf: Bournonville dansede sidste gang på Det kgl. Teater i "Valdemar": hans 18-årige kontrakts vigtigste værk i en karrieremæssig henseende.
Efter Bournonvilles afgang som solodanser gaves følgende
balletindslag i resten af sæsonen:
"Pas de deux", componeret af Hoppe, danset af Hoppe og Jfr. Rostock 6.,
8., 10. april og 30. maj 1848.
"Blomsterdands", componeret af Bournonville, danset af Jfrne Nielsen, Fredstrup & Rostock 7. og 14. april 1848.
"La Lithuanienne" (jf. s.1238) den 13. april og 10., 16. og 31. maj.
"Pas de trois", danset af Lund, P. Fredstrup & Rostock den 14. apr.
"Pas de bouquets" (jf. s.1280), danset af Jfr. Nielsen den 12. maj.
"Polka (Militairdands)", danset den 16. og 31. maj 1848.
"Czar og Tømmermand", danset den 22. og 27. maj 1848.
I den følgende sæson viste Bournonville, hvorledes han som balletmester var i stand til at formere et egentligt balletrepertoire, se s.1400.
[sideskift][side 1373]
Koncerter og særarrangementer steg til 8, hvortil kom de 5 forestillinger til fordel for krigens ofre.
Mad. Scröder-Devrients gæstespil i okt. 1847 var sæsonens vigtigste særarrangement. To gange gav hun Romeo i "Familierne Montecchi Capuleti" og en gang Normas parti i Bellinis opera. Den 20. okt. 1847 produceredes en scenisk forestilling med uddrag af "Don Juan", "Iphigenia i Tauris", "Hugenotterne" og "Familierne Montecchi og Capuleti", suppleret med bl.a. Bournonvilles "Blomsterdands" og Glæsers "Fest=Ouverture". Om forhandlingerne med hende rapporterede Levetzau til Collin: "Hun ønskede at optræde flere Gange her og især i Rollen af Norma, som Glæser, som jeg fandt der, erklærede at kunde give meget hurtig; hvorpaa jeg svarede at saa gierne jeg vilde see denne Opera af hende, saa var Herskaberne i Byen o.s.v. Men nu i Aften have Herskaberne udtrykkeligen forlangt at jeg skulde lade give Norma, da begge Majestæter ønsker at see den, hvorpaa hun har erklæret at vilde blive her indtil deres Hjemkomst, saa at Vi kommer til at lade Norma gaae d 27de Oktober. Derved kommer Wi[e]he igien at lide, og vil jeg derfor proponere, om Vi ikke contre ordinaer vil tilstaae ham Theatret d 3die November, da Kongen dog ikke holder af, at Skuespillerne skal have Beneficer paa Hoftheatret" (BmD 15.10.1847). Levetzaus afsluttende bemærkning skal med, fordi den meget præcist udtrykker hans stilling ved teatret: "Deres Excellence vil ikke være tilfreds med mig som négociateur, men hvad vil De? Det er ikke saa let at staae sig imod en Konges og Dronnings Begjæring og en elskværdig Kunstnerindes Ønsker" (l.c.).
M. Wiehe, der skulle have haft en forestilling i 1847 ved Sommerforestillingerne, blev syg, og af sær nåde hjulpet med gratifikation og lån. Siden kunne han på Hofteatret få tilladelse til at give en forestilling i denne sæson: den 5. okt. 1847 ansøgte han om at få lov til at optræde på Kgs. Nytorv den 13. okt. 1847, men på grund af Mad. Schröder-Devrients gæstespil blev forestillingen først afholdt den 3. nov. 1847, hvor de tre første akter af "Correggio" blev fremført, hvorpå der var premiere på "En Kone, som springer ud af Vinduet" (jf. s.1358).
Den 8. dec. 1847 omtalte Levetzau i brev til Collin Blindeinstituttets koncert på Hofteatret lørdag den 11. dec. 1847 som "mit Concert eller Benefice, som jeg kalder det" (BmD). Kongen overværede denne koncert og fredagen inden "Kunsten at skaffe sig Tilbedere" [sideskift][side 1374]efter ordre til Collin via Levetzau (l.c.). Majestæterne ankom fra Frederiksborg til København den 22. dec. 1847: "Vi bringer Dem Vinteren med" (BmD Levetzau til Collin).
Til festforestillingen den 20. sept. 1847 fremførtes for første Glæsers "Fest-Ouverture", hvorpå en sang af Heiberg blev afsunget (Poet.Skr.Bd.IX 303).
Christian VIII døde den 20. jan. 1848, hvorefter teatret lukkedes i 6 uger. Fredag den 3. marts 1848 åbnedes teatret på ny. Den første forestilling indlededes med Glæsers "Marcia funebre", hvorefter M. Wiehe fremsagde Heibergs "Prolog i Anledning af Kong Christian den Ottendes Død" (Poet.Skr.Bd.IX 195).
Inden Februarrevolutionen havde sat sine spor i Danmark havde Levels au planlagt Frederik VIIs første ankomst til teatret den 2. april 1848, hvor Bournonvilles "Valdemar" (jf. s.1371) og Heibergs "Tycho Brahes Spaadom" (jf. s.1344) skulle gives. Til kroningsfesten den 1. juli 1848 skulle Bournonville levere en ny ballet (jf. s.1371), mens Glæser komponerede en "Jubel=Ouverture" (I.B.nr.31 16. 3.1848 og nr.61 27.5.1848).
Sæsonen fik på grund af de politiske forhold et helt uventet forløb. I maj 1848 gav teatret 5 forestillinger til fordel for de Saarede og Faldnes Efterladte. Sekvensen indledtes med ouverturen til "Elverhøi" samt Grundtvigs "Niels Ebbesen", fremsagt af Md. Nielsen (Th.Pl. 3.5.1848).
Genoptagelser blev yderligere reduceret i denne sæson. Bredal gjorde Collin opmærksom på, hvor katastrofalt det var, at Md. Stage var blevet pensioneret. Operarepertoiret bestod ifølge Bredal kun af "Joseph og hans Brødre i Ægypten" (jf. s.1281), "Uthal" (jf. s.1323) og "Liden Kirsten" (jf. s.1231), "og ialtfald Røverborgen [jf. s.1281] naar Mad. Simonsen ikke er upasselig" (I.B.nr.137 17.7.1847). Med henblik på den kommende sæson tilbød han sig på ny som "underordnet Syngemester", men efter en omtale i direktionsmødet den 24. sept. 1847 var derved "for Øieblikket intet .. at giøre" (l.c. Collins notat).
Ikke desto mindre blev Aubers "Den Stumme i Portici" (jf. s.1002) genoptaget [sideskift][side 1375]den 22. okt. 1847 (opført endnu 10 gange i den behandlede periode).
Aubers "Murmesteren" (jf. s.951) kom ligeledes frem på ny den 7. dec. 1847 (opført endnu 9 gange i den behandlede periode).
Endog Meyerbeers "Robert af Normandiet" (jf. s.600) kom atter i repertoiret den 18. jan. 1848 (kun denne ene gang; 3. akt 12.1.1849) (1).
Af originale stykker søgtes følgende bragt i repertoiret:
Hertz fik Md. Nielsen til at overtage Jfr. Jørgensens rolle i
"Fristelsen" (jf. s.1109), hvilket
han meddelte Collin den 24. sept. 1847 (NkS 1706 konc.). Stykket gik
imidlertid ikke oftere.
Oehlenschlägers "Dina" (jf. s.1064) kom atter på scenen den 11. okt. 1847 (endnu 2 opførelser i den behandlede periode).
Ifølge Heiberg arbejdede kræfter ved teatret på at bringe Sanders "Niels Ebbesen" på scenen: "Den offentlige Enthusiasme behøver i dette Øieblik ikke at stimuleres", skrev han til Collin (Borup nr.629 7.4.1848). Han fortsatte: "Kunsten er en Leg; men den skal være en skjøn Leg. Giver den sig til at lege med Øieblikkets Alvor, da bliver den en Børneleg .. Theatret kan i denne Tid gavne og styrke Nationaliteten ved at give Publicum opmuntrende, recreerende Forestillinger, hvorved det Politiske kan glemmes, hvorved der kan udhviles efter de Tanker, hvorfra man ellers ikke kan løsrive sig. Dette vil for Øieblikket være dets nyttigste, ædleste, værdigste Bestemmelse" (l.c.). Heibergs konservative politiske synspunkt deltes af Collin, thi det lykkedes ikke Nielsen & Co. at få stykket på scenen, se s.1247 og s.1413.
Af udenlandske stykker uddeltes følgende:
(1) Scribes "Badet i Dieppe" (jf. s.1033)
kom på ny i repertoiret den 13. sept. 1847 (endnu 6
opførelser i den behandlede periode).
(2) Molieres "Doctoren imod sin Villie" (jf. s.1124) genoptoges den 28. nov. 1847 (opførtes endnu 9 gange i den behandlede periode).
(3) Rollerne i Mélesville & Braziers "Guldkorset" (jf. s.745) var blevet uddelt på ny i 1844 og nu atter i 1848. Repremieren fandt sted den 3. maj 1848 (eneste opførelse i den behandlede periode).
Teatrets lukning på grund af kongens død og urolighederne i 1848 giver ikke hele forklaringen på det meget spinkle repriseprogram, men kræfterne synes brugt andre steder.
[sideskift][side 1376]
Udover lukningen af teatret på grund af kongens død blev der ikke givet forestillinger den 6. nov. 1847, den 24. apr. 1848, den 7., 14. og 28. maj 1848. Om Jfr. Ryges bratte afsked ligefrem forårsagede disse brud på repertoiret får stå for regissørens regning.
"Casino" (jf. s.1336) begyndte først sæsonen den 31. okt. 1847 med "Det nye WienerOrchester" under anførsel af Harpf samt optræden af fam. Price. De første 14 dage af november alternerede ungarsk sang og dans ved Havi og Szabo med Harpf og Pricerne. Den 7. nov. 1847 begyndte Lumbye sine store koncerter i Hippodromen.
Den 19. nov. 1847 begyndte balletmester Martin og Mme L. Martin-Zimmermann med en række balletforestillinger. "En Malers Phantasier" efter Perrots "Le délire d'un peintre" (London 1843), "Pas de quatre" af Martin, hvor Juliette, Amalie og Sophie Price dansede samt en "Pas de deux". Den 30. nov. 1847 gentoges for 4. gang denne forestilling "i Deres Majestæters allerhøieste Nærværelse".
Den 3. dec. 1847 dansede Sophie og Theodor Price i "Venetiansk Tambour-Polka", arrangeret af Flora Price, mens Rosa Price dansede "Den lille Matros, engelsk Solo". Den 8. og 17. dec. dansede Martins og Pricerne i "Grand Pas de Couronnes", arrangeret af Martin. Den 1. jan. 1848 opførtes for første gang "Steinlach", arrangeret af Martin og danset af Rosa Price og Arm. Luin, efterfulgt af "La Castillana", arrangeret af Martin og danset af ham selv og kone. Den 19. jan. 1848 gav Sophie og Julius Price for første gang "La Bearnaise" (jf. Ivor Guest The Romantic Ballet in England. Lond. 1954 68). - Den 3. marts 1848 åbnede teatret efter kongens død med Martins version af "Giselle, ou les Willis" (jf. s.1277) (opført 8 gange). Martins optrådte sidste gang den 30. apr. 1848 i 2. akt af "Giselle".
I perioden den 12. apr. - 12. maj 1848 gav teatret 11 forestillinger, hvor 1/4 del af indtægten tilfaldt faldne og såredes efterladte: nogle balletdivertissementer samt forskellige pantomimer, suppleret med koncertnumre herunder nationalsange, specielt "Den tapre Landsoldat". Den 4. maj 1848 gav Det kgl. Teaters opera- og korpersonale assisteret af dilettanter under Glæsers ledelse en koncert, hvis hele indtægt var til fordel for de i krigen faldnes efterladte. - Den 26. apr. 1848 optrådte Rosa Price første gang i "Cachucha", mens Amalie Price første gang dansede "Dannebroge" den 12. maj 1848.
[sideskift][side 1377]Den 16. maj 1848 gav Mad. Simonsen en aftenunderholdning, hvor bl.a. vaudevillen "Spøgeriet paa Herregaarden" opførtes. 1/3 del af indtægten tilfaldt faldnes efterladte. Dette arrangement gentoges den 2. juni 1848.
Den 15. maj 1848 sluttede sæsonen for Casino. Den 17. maj 1848 åbnede Tivoli.
Den 20. og 25. maj 1848 gaves beneficeforestillinger for henholdsvis Adolph og Rosa Price, bl.a. opførtes for første gang "Pas de trois cousines" komponeret for Juliette, Amalie og Sophie Price af Bournonville.
Den 30. maj og den 14. juni 1848 arrangerede henholdsvis organist C.J. Hansen og fam. Price forestillinger til fordel for de faldnes efterladte.
Pricernes pantomimer i denne sæson løb op i 7 forskellige, som tilsammen blev givet mere end 50 gange (1). Se s.1407.
Den 19. marts 1848 tilbød Hostrup Mad. Larcher "En Spurv i Tranedands" til hendes sommerforestilling - dog på den betingelse, at Mantzius skulle optræde som Peter Ravn og "faae Lejlighed til at vise sit Talent her i Byen" (TM). Opførelsen fandt sted den 17. aug. 1848. Det blev gentaget på Hofteatret den 26. aug. 1848, hvorpå stykket overførtes til teatrets repertoire, se s.1384.
Den 30. aug. 1848 [NJ: det skete den 29. aug. 1848] gav pianisten Schou en aftenunderholdning, efterfulgt af Overskous bearbejdelse "Rekruten" (jf. s.1142) på Hofteatret (jf. fejl i A+C II 194). Se s.1413.
Intet videre blev foranstaltet i den varme, krigeriske sommer!
[sideskift][side 1715]
(1) Denne autograf findes bevaret: NkS 1323 med Heibergs blyantsrettelser, jf. hans brev til Bredahl.
(2) Anmelderen ("C L.") i "Berlingske Tidende" skrev: "interessant var Forestillingen, fordi vi deri saae en Forfatters Bestræbelser for i et Drama at gjennemføre en Idee, der uden Tvivl har staaet klart for ham, da han begyndte paa Stykket, men som efterhaanden er bleven mere og mere forvisket, indtil han i Slutningen reent synes at have glemt, hvad han i Begyndelsen vilde. Eller ogsaa kunne vi tænke os, at Gjennemførelsen af hans Idee er bleven ham umulig ved Anlægget af Tragoedien eller ved det dertil valgte Stof .. Disse tvende Charakterer, Eivind og Asbjørn, have ligesom Kongens, den Feil, at de strax optræde for os fuldt udviklede. I Eivinds Monolog, som aabner Tragoedien, udtaler han allerede sit Fjendskab mod Kongen og sit Forsæt at styrte ham; der kommer ingen nye Momenter til, som kunne styrke eller svække hans Plan, Charakteren er færdigtegnet i den første Scene. Ligeledes see vi Kongen strax svævende mellem blind Tro og Fornuft, vaklende, ubestemt og derfor forsagt, og denne Forsagthed forlader ham ikke, den tiltager derimod, da han erfarer, at Bønderne have myrdet hans Afsendinge, istedetfor at han da enten med Kraft burde opbyde Alt, for at tugte det oprørske Folk, eller ogsaa erkjende, at Folkets Forbittrelse var retfærdigt, opfylde dets Forlangender og bryde med Cleresiet. - Hvad nu Handlingen i Stykket angaaer, da er denne af den Beskaffenhed, at den umuligt kan fængsle Tilskuernes Interesse gjennem fem Acter. Expositionen i første Act bringer os klart for Øie, hvad det gjelder om: Geistligheden paa den ene Side, som ved Hjelp af Kongen, vil bringe Folket under Kirkens Aag; Bønderne paa den anden Side, som fordre deres gamle Love tilbage og ikke ville betale Tiende, men som endnu vakle og ikke have Mod til at udbryde i aabent Oprør. I anden Act faaer denne Folkets Vaklen Ende; Kongens Afsending dræbes, Eivinds Taler opflamme Bønderne og Tærningeme ere kastede. Denne Scene er skildret med overordentlig Livlighed og Friskhed; det ubestemte, vankelmodige Folk, der snart lader sig føre til den ene, snart til den anden Side, der altid lytter til den sidste Talers Ord, og finder dem meget fornuftigere og rigtigere end den foregaaendes, hvem det dog ogsaa tiljublede Bifald, er et Billede, som ofte nok frembyder sig for vort Øie, og om hvis Sandhed vi ikke kunne nære nogen Tvivl, thi det gjentager sig dagligt for os. Men dermed er ogsaa Interessen for Tragoedien forbi; de tre sidste Acter blive mattere Act for Act; Handlingen bliver staaende paa samme Punkt, og det er reen Tilfældighed, at Eivind først træffer Kongen i sidste Act. Havde han hændelsesviis mødt ham før, da havde han dræbt ham, og Stykket vilde have været til Ende; eller maaskee vilde det have været fordeelagtigere for Tragoedien, om Kongen var bleven myrdet før, thi den kunde da være bleven fortsat, og Forfatteren kunde have viist os Kirkens endelige Seir ved at canonisere Knud. - For at udfylde disse tre Acter holde de forskjellige Personer lange Samtaler om Politik, Kirke og Stat om den offentlige Mening, Folkets Rettigheder, Samtaler, som idetmindste i den langtrukne Form, hvori de her komme frem, snarere henhøre til et Parlaments Omraade end til Skuepladsen. Vi have i denne Henseende i det Hele at udsætte paa Stykket, at det bærer altfor tydelige Spor af den seneste Tids politiske Debatter, og vi komme, trods de middelalderlige Costumer [sideskift][side 1716]og Vaaben, ofte til uvilkaarligt at mindes det Program, som en Candidat til en eller anden Folkerepræsentation i vore Tider lader trykke i Aviserne eller selv udtaler paa Valgdagen. - Men mellem disse trættende Scener er der indflettet nogle andre, hvor vi glæde os over den Friskhed og det Lune, der er udbredt over dem. Vi mene Scenen mellem de to Skatteindkrævere, og navnlig den mellem Kammersvenden og Grim. Denne sidste er, saa kort den end er, et sandt Mesterstykke i Lune og Binder os om Shakespeares bedste, hunoristiske Scener" Overhovedet vidner hele Tragoedien i dens Enkeltheder, ligesom denne Forfatters tidligere, ikke opførte, Arbeider, om et dybt Studium af Shakespeare og om en grundig Indtrængen i hans Aand, nedens vi i dens Heelhed savne den Afrunding, det Herredømme over Stoffet og fremfor Alt den geniale Characteertegning, der har gjort hiin engelske Digters Værker til de største og endnu uovertrufne .. Ved Stykkets Slutning lød Bifald, der dog afbrødes af Hyssen og selv af en Pibe" (nr.308 31.12.1849). Anmelderen i "Flyve-Posten" skrev: "Stoffet synes at være neget heldigt til dramatisk Behandling, men hos Bredahl er det blevet et dramatiseret episk Digt. Det bestaaer kun af Episoder, og mangler som en Følge deraf Eenhed i Handlingen og Knude. Dette er tilvisse for et dramatisk Arbeide en stor Mangel, men Feilen ved Knud Svend søn er upaatvivlelig den, at Skildringen af de mere fremragende Characterer er af den Beskaffenhed, at man ikke med Interesse kan dvæle derved. Knuds Characteer er vaklende og ubestemt. Man er ikke paa det Rene om han er grusom, feig eller tapper, da alle disse Momenter afvexlende fremtræde og forsvinde. Ei heller er det saa let at see, hvorvidt hans fanatiske Religiøsitet er begrundet i en eiendommelig Sindsretning eller kun indprentet ved ydre Paavirkning. Bedre og langt mere conseqvent tegnet er vistnok Eivind Bifras Characteer, men da hele hans Virken og Fremtræden er betinget ved en, om end maaskee retfærdig Hævnfølelse, der tilsidst gjør ham til Nidding og Kongemorder, kan heller ikke denne Characteer vække æsthetisk Interesse, saameget mindre son han fremtræder som meget talende, hvilket især er Tilfældet i sidste Act paa Kirkegaarden og ved Alteret. De andre handlende Personer ere derimod i det Hele langt bedre tegnede, dertil henregne vi Erik og Benedict, de tvende Skatteindsamlere og Kongens Svend Grim. - Men uagtet de væsentlige Anker, som man med Grund kan føre mod Stykkets Anlæg og dramatiske Behandling som en Heelhed, frembyder det derimod i Enkelthederne Skjønheder, hvis Mage vanskeligt vil kunne opvises. Sproget er ædelt og udmærker sig ved hiin shakespearske Kraft, son man allerede har havt Leilighed til at beundre i hans "dramatiske Scener". Desuden ere nogle af Scenerne i og for sig sande Mesterværker, f. Ex. Folkemødet i 2den Act og den lille Scene i 4de Act mellem Kongens Kammersvend og Grim .. Den Tactløshed, som Nogle blandt Publikum efter Tæppets Fald, viste ved at give deres Mishag tilkjende paa en i Forhold til Digterens og Digtets Fortjeneste høist upassende Maade, fortjener vistnok offentlig at dadles" (nr.1 1.1.1850).
(3) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). - Anmelderen ("G-g") i "Fædrelandet" skrev: "Der kan vist neppe gives nogen mere uheldig Tid for en ny Tragedie til at komme for Lyset og gjøre sin Lykke i Verden, end netop denne. Livet frembyder Sørgespil i Overflødighed, man behøver ikke at søge dem i Poesien. Tankerne ere idelig vendte i een og samme Retning - og den gaaer ikke til Theatret; der søger man kun hen for at adsprede [sideskift][side 1717]Sindet; det er de af spændte Øieblikke, man offrer det, ikke nogen indre Kraft og livlig Interesse; men selv det bedste Konstværk kan ikke trives under slige Forhold. Naar nu tilmed, hvad vort Theater angaaer, det øiensynligt er Tragedien, der har færrest Kræfter at byde over, saa at den som oftest glider dorsk og døsig henover Scenen, saa hørte der vist intet Mindre til, end Mindet om den Tid, da "en ny Tragedie af Oehlenschläger" var en national Begivenhed, for at Theatret - som det skete i Fredags - kunde fyldes ved en slig Annonce. At dette altid skeer, hver Gang et nyt Foster af Oehl.s Muse bydes os, viser noksom, at, selv om hans seneste Arbeider end langtfra staae de første nær, overlever dog Kjærligheden til denne Digter alle de smaa Skuffelser, som han i alle Perioder stundom har beredet Publicum .. Men som alle hans Arbeider i større eller mindre Grad have de samme dramatiske Mangler, saa er der vistnok heller Intet af dem, som ikke paa mange Maader og i mange Træk minder om de Fortrin, der har gjort os Digteren saa kjær .. Hovedcharaktererne høre saaledes ikke til dem, som Oehl. bedst kan skildre; de udvikles ikke under Handlingens Gang - man trættes uvilkaarligt ved Gudruns Forstillelse og Ondskab som ved Kjartans Vaklen. Det synes os næsten, som om Kjartan er greben netop i den mindst interessante Overgang fra Barn til Mand, der er Elementer af dem begge; han er opfarende og hidsig lige til det Sidste; han synker uvilkaarligt ned for Oluf Trygvasons mandige Kraft, og kun i det alvorlige Optrin med Thrønderne seer man, at der ligger Spirer i ham til en Helt. Gudrun er den, som er skildret med mest Talent. Hvor uhyggelig hun end ofte synes, og uagtet hendes vilde Sind stundom maaskee kan rase næsten altfor voldsomt, som i hendes infernalske Forbandelse af Bodli; saa forstaaer man dog det Trylleri, hvormed hun fængsler Andre til sig. Hun er piquant; hendes aandfulde Dristighed tiltrækker os, og hendes Ord ere ei blot træffende men skjønne .. At det er en noget løs Maade, hvorpaa Katastrophen hidføres, ved et Skibs tilfældige Stranding - og det derved fremkaldte Møde mellem Kjartan og Ingeborg, samt ved at Gudrun skyder feil og træffer Kjartan, kan vist ikke negtes, men det er jo overhovedet ikke i den dramatiske Udvikling Oehl. har vundet Prisen .. Det er vist ganske i sin Orden, at et Stykke, der stiller disharmoniske og uhyggelige Forhold frem for os, og saa ender i en saa ublid Dissonans, som den trøstesløse Monolog af Gudrun, der slutter sidste Act .. [Vi] ville .. tilføie .. at baade af Feil og Fortrin vil dette Stykke have nok til paany at minde os om de sjeldne Skatte, Oehls. tidt har skænket os, og til at vække Lysten hos os, til atter at lade dem blive saa levende for os som de fortjene. - Det talrigt forsamlede Publicum gav sin Glæde over Oehlenschläger tilkjende ved stærke og vedholdende Bifaldsraab" (nr.264 16.10.1848). I "Flyve-Posten" skrev anmelderen: "Gudruns Charakteer er en ny Opfattelse af en sydlandsk Qvinde, indlevet i nordiske Forhold; hendes Idræt, i Begyndelsen gaadefuld, vinder med hver Scene mere Fasthed og Bestemthed. Kjartans Charakteer er heelt igjennem et sandt Mesterstykke, en trofast, hærdet Yngling, der brænder af en troe, uudslukkelig Kjærlighed, som bevarer sig reen og ophøiet, trods al Modstand, alle Fristelser, indtil det sidste Aandedræt .. Kjartans Død er netop den Nemesis, som maa straffe Gudrun for hendes ubesindige "Nidkjærhed"" (nr.241 16.10.1848).
(4) NkS 2520 er Heibergs renskrift med egne rettelser, som er indført [sideskift][side 1718]i sufflørbogen KTS 773. Allerede i 1836 tog Heiberg afstand fra 1819-versionen (Skuespil bd.VI). 1848-versionen er trykt i Poet.Skr.bd.III.
(1) Manuskriptet findes RA afd.G
(2) Ændringerne i sufflørbogen KTS 485 er vel ca. 50. Tre steder indsattes af Holst små ændringer i rollerne. Mest udstregning af personaliteter: det virker lige som H.C. Andersen meget indforstået. Musiknumrene tiltrods er der tale om en komedie.
(3) "Flyve-Posten"s anmelder skrev: "[Stykket] er et i alle Henseender mislykket Arbeide, som ogsaa mødte en saa afgjort Opposition hos den bedre Deel af Publikum, at Forf., hvis han har nogen Agtelse for dets Dom, deraf maatte lade sig bevæge til at tage Stykket tilbage" (nr.75 30.3.1848).
(4) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Det er et livligt og smukt Genrebillede. Sujettet er simpelt og naturligt; men, fordi det er klart tænkt og omhyggelig udarbeidet, dog af megen dramatisk Virkning; Dialogen er, uden just at være rig paa Vittigheder og morsomme Indfald, let, piquant og gjennemvævet med mange ypperlige Couplets til godt valgte Melodier. Stykket vandt, som det ogsaa fuldelig fortjener, levende og enstemmigt Bifald" (nr.131 16.5.1848).
(5) Collin gjorde udtrykkelig opmærksom på, at Hostrup havde indleveret den modificerede version, som de kgl. skuespillere havde benyttet ved Sommerskuespillene. Jf. Hostrups Erindringer ###.
(6) Sufflørbog findes TM, ej KB.
(7) Indsendt på ny i 1856 af Dorph.
29.2.2.
(1) Sufflørbog findes ikke mere (KB). - Efter et handlingsreferat skrev anmelderen i "Flyve-Posten": "Man seer altsaa, at de tvende Par opnaae en idetmindste tilsyneladende Lykke i Ægtestanden ad en ganske anden Vei end den, som Følelsen tilsiger at følge, de gaae Kjærlighedens Peer Gantes Gjenvei, som i det prosaiske Philisterliv ikke sjeldent viser sig meget practisk, men er dræbende for Følelsens Psyche. At der gives Noget, som kaldes Livets Poesie, derpaa kommer det ikke an. - Afseet herfra frembyder Stykket ikke faa Fortrin; Dialogen er paa mange Steder livlig og rask, Handlingen er i den Grad spændende, at man end ikke i Slutningen af fjerde Act ahner hvorledes Opløsningen vil blive, og det Hele vidner om en meget routineret Forfatter. - Hvad Udførelsen angaaer, saa ansee vi den i det Hele for meget vellykket" (nr.205 4.9.1848) .
(1a) NkS 2590 har været et arrangementseksemplar. Ingen rettelser.
(2) Stykket blev givet 7 gange i 1895 i Karl Mantzius' oversættelse (Leicht & Hallar 180).
(3) Sufflørbog findes TM, ej KB.
(4) Sufflørbogen KTS 446 indeholder kun få udstregninger af let modificerende karakter. Stykket ses ikke anmeldt.
(5) Indleveret på ny i nov. 1856.
(6) Den 14.2.1848 indkom en ny oversættelse af stykket. Den 20.3.1848 afviste Heiberg også denne (Coll.S.235); remitteret samtidig med den i hovedteksten omtalte oversættelse (Cp 85). November 1848 indkom den 3. oversættelse; ligeledes remitteret sept. 1849.
29.3.1.
(1) Sufflørbogen KTS 370 indeholder få, ubetydelige blyantsrettelser. - Efter at have omtalt danske komponisters vanskelige arbejdsforhold skrev anmelderen i " Flyve-Posten" : "[Vi] vide; .. kun, at naar et af hans Arbeider skulde opføres, har der [sideskift][side 1719]altid stillet sig mange Hindringer iveien, og naar de endelig kom saavidt, saa var i Almindelighed Besættelsen saaledes, at Publikum sjelden havde Grund til at være synderlig tilfreds, eller Compositionen har været knyttet til dramatiske Producter, som paa Grund af deres Ubetydelighed efter kort Tids Forløb forsvandt fra Scenen. Dette Sidste synes jo rigtignok at hidrøre fra et mindre heldigt Valg; men det er dog atter knyttet til de uheldige Vilkaar, under hvilke Componist og Textforfatter arbeide, og som gjør, at en god Text af en god Forfatter vanskelig lader sig opdrive. Hr. Løvenskjold er unegtelig i Besiddelse af et høist agtværdigt Talent for dramatisk Composition, der fortjener Opmuntring og Paaskjønnelse; lader end stundom Instrumentationen og en omhyggelig Behandling af Syngestemmen Noget tilbage at ønske, saa er der dog altid Melodirigdom i hvad han producerer, ligesom han særdeles vel veed at benytte de dramatiske Situationer .. "Ildprøven" .. godtgjør tilfulde den Mening; det frembyder Meget, som vi hørte med Fornøielse .. uagtet [syngestykkets tekst] .. frembyder nogle ret heldige Situationer for Componisten, er den dog temmelig vandet, og ikke sjeldent lovlig kjedsommelig, hvad den mindre heldige Udførelse fra en enkelt af de Rollehavendes Side ikke bidrog til at formindske" (nr.289 11.12.1848).
29.3.2.
(1) Indholdsmæssigt var Weis også betænkelig: Sidste akt med kongemordet blev oftest givet i Frankrig: "Det turde maaskee ei heller være ganske tidssvarende nu at føre Kongemord frem paa Scenen, mindst naar Sujettet var taget af vor gode Nabo Sverigs Historie" (Coll.BrS.XXV; konc. DKTB).
29.4.1.
(1) Om samarbejdet mellem fru Heiberg og Fröhlich, se Et Liv II 173: meget sigende er det fejldateret i forhold til antagelsestidspunktet.
(2) Ifølge Just Rahbeks kommentar blev Rosenkildes indsigelse ikke fulgt, men sufflørbogen (DKTB) viser noget andet. Johan Ludvig Heibergs rettelser i 1. syngenummer: 1. Nei Bonden, min Fa'er, er en Magt i vor Stat, .. Men Gildet det maa han dyrt betale. Hermansen Ja, det maa han dyrt betale Jeppesen 2. Forbyde .. Det turde Kongen s'gu /dog/ aldrig vove Hermansen Det turde han aldrig vove 3. Hermansen Og veed De, hvad jeg tænker om Bondens Magt?/ For Pokker! nu maa jeg mig skamme!/ Jeg huskere ei meer, hvad det var, jeg vilde sagt/ Forresten, kan det sgu' være det Samme./ Jeppesen Ja det kan være det Samme./ Jeppesen (taler) Jeg mærker, De er Politiker./ Hermansen Og De ikke mindre (s.8). Oprindelig to strofer i 8. syngenummer ændredes til tre samt defekt ændring af 3. strofe (s.98).
(3) Den oprindelige tekst lød: 1. En Baad, som gaaer paa Havet ud/ Er selv et Kongerige./ For Roret og den hvide Klud/ Maa Elementet vige./ Een Øvrighed man har kun der,/ Og det er ham deroppe./ Tidt styres Baaden med Besvær/ Paa Bølgens vrede Toppe/ 2. Men naar det gaaer contrari til,/ Vi bruge strax ei Munden/ Men sige ydmygt: "Som Du vil!/ Du lodder sikkert Grunden"/ En Konge har et farligt Spil;/ Enhver han vil belære/ Gudfader selv man sige vil,/ Hvorledes det skal være/. Ændret version findes i trykte udgave s.59-60.
(4) Denne ændring kan ikke verificeres.
(5) Et Liv IV 367 oplyser: "paa Søen, naar den skummer vred" er skrevet af Heiberg; ifølge fruen var Heibergs andel i stykket ikke større.
[sideskift][side 1720]
29.7.0.
(1) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Paa det kongelige Theater har Operaen nylig givet et, om end kun svagt Livstegn fra sig ved Gjenopførelsen af "Robert af Normandiet", der, saavidt vi erindre, ikke har været givet siden Jenny Lind ved sit første Besøg i Kjøbenhavn udførte Alice's Parti deri. Udførelsen af denne Opera giver et temmeligt tro Billede af vor Operas nærværende Tilstand, idet den tydeligt udhæver saavel dens Fortrin, som dens væsenligste Mangler. Til de første henregne vi et ypperligt og vel instrueret Chorpersonale, der i Forbindelse med det dygtige Orchester bidrager saa meget til, at Ensemblestykkerne i Reglen udføres med al den Præcision, Kraft og Vivacitet, man kan ønske sig. Men hermed ere vi desværre ogsaa omtrent færdige med den danske Operas Fortrin; thi til Trods for det Publicum, der, som det synes, nærer en fast enthousiastisk Beundring for Jfr. Rantsau's Præstationer, og for de musikalske Kritikere, der rose hendes "sikkre, correcte og smagfulde" Foredrag, kunne vi dog med den bedste Villie ikke komme til anden Overbeviisning, end at vor Opera for Tiden har en overmaade stor og meget følelig Mangel paa gode Solister, baade mandlige og qvindelige, og man gjorde derfor rettest i at lade en Opera som "Robert af Normandiet" henligge, naar man ikke kan besætte to af Hovedrollerne med Andre, end med Hr. Faaborg og Jfr. Rantzau" (nr.19 21.1.1848).
[NJ: tekst ikke fundet]
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 15-2-2020, nogle links mangler). Opdateret af