[sideskift][side 305]

10.1.0 Geburtsdagsstykke

Hovedbegivenheden i indeværende sæson var anskaffelsen af et passende teaterarbejde til højtideligholdelse af brylluppet mellem prinsesse Vilhelmine og prins Frederik. Den teaterpolitik, kongehuset havde ført, gjorde det nærliggende at vælge enten en yndet udenlandsk opera eller genoptage en af kongehuset yndet pragtopera (1). I direktionsmødet den 30. maj 1828 blev problemet diskuteret, uden at man nåede et resultat. Den 31. maj 1828 udstedte kongen et reskript, der pålagde teaterdirektionen "at være betænkt paa et Stykke med passende Pragt" til formælingsfesten. Stadig var intet afgjort med hensyn til nationaliteten af feststykket. Ifølge Collins skrivelse til Rahbek og Olsen var det Holstein, der afgjorde sagen, idet han mente, "det var rigtigst, strax at tilskrive Oehlenschläger, Boye og Heiberg, saaledes, som Concepten udviser" (BmD 1.6.1828). Grunden til at netop disse forfattere blev udvalgt var den, at de, ifølge Rahbek, selv havde - på grund af deres nære tilknytning til teaterdirektionens medlemmer - annonceret deres lyst og vilje til at producere et arbejde i anledning af formælingsfesten (Coll.BrS.XXIVa udat. 21.6.1828 adr. Collin). Både Rahbek og Olsen tilsluttede sig opfordringens ordlyd; Rahbek ikke uden udfald imod de kredse ved teatret, der ikke havde ønsket et originalt dansk produkt, mens Olsen foreslog, at Siboni opfordredes til "at have et Nødstykke i Beredskab", da tiden måske ikke tillod affattelse af både tekst og musik til et syngestykke (l.c.). Den 2. juni 1828 afsendtes de tre opfordringer, idet man pålagde forfatterne inden tre uger at indsende en skitse af deres respektive stykker, der ifølge reskriptet ikke måtte indeholde allusioner til lejligheden. Censorerne ville herefter udvælge det stykke, der skulle opføres, forudsat at den kongelige approbation fulgte. Ved denne specielle lejlighed havde kongen på forhånd nedlagt veto imod censorernes afgørelse, hvilket unægtelig sætter de følgende hændelsesforløb i et særligt relief.

Den første, der tog et initiativ, var ikke digter men teaterdirektør. Collin lod kun et par dage efter afsendelsen af teatrets "skrivelse til de tre udvalgte falde "et Ord [til Heiberg] .. om at man maaskee kunde arrangere noget til bekjendte, eller i det mindste gamle Melodier" (Borup nr.188 10.6.1828 Herberg til Collin). Når dertil kommer, at Collin havde lånt Heiberg Pontoppidans Atlas, som både indeholdt oplysninger om sagnet om ellekongen og Christian IV og lokaliteterne for den hele handling, kan man konkludere, [sideskift][side 306]at Heiberg var ledt godt på vej af teaterdirektionen. Heibergs sag blev det at producere en handling, hvori dette sagns royale allusioner kunne udnyttes. Da han nødig ville fordybe sig "i en Plan, som maaskee kunde være det Modsatte af hvad Directionen" ønskede, tilskrev han Collin, fordi han var "Manden, til hvem jeg allerhelst vil henvende mig, selvom der var nogen Anden, til hvem jeg kunde gjøre det" (l.c.). Vaudevillefabrikanten havde grebet Collins ovenanførte ord, thi "det vilde være en Triumph, dersom en Vaudeville (selv under en anden Benævnelse) kunde befindes passende til et nationalt Fest-Skuespil" (l.c.). Heiberg anførte da i det følgende af brevet den første råskitse af "Elverhøi", som han bad Collin "sige mig Deres Mening om, for at Jeg kan bestemme mig til enten at udarbeide denne Plan til at indleveres til Directionen, eller være betænkt paa et andet Sujet" (l.c.). Ordlyden af Collins svar kendes ikke; derimod virkningen. Tolv dage senere havde Heiberg udarbejdet sin plan over det givne sujet. Som det fremgår af materialet, røbede Collin intet om sin viden om Heibergs skitse eller dens tilblivelse.

Oehlenschläger leverede imidlertid direktionen sit udkast til et pragtstykke "Sigrid med Sløret" den 12. juni 1828: "en Opera, eller, hvis Tiden ikke skulde tillade det .. et Skuespil med enkelte Syngenummere og Chore" (UjBr). Med hensyn til selve udarbejdelsen bemærkede Oehlenschläger, at "da Digtet i en saadan høi Anledning er en Biting, skal jeg, efter bedste Evne rette mig efter ethvert givet Vink" (l.c.). Oehlenschlägers iver og føjelighed er bemærkelsesværdig sammenlignet med Heibergs viljefasthed, da hans kunstneriske intentioner stødte sammen med kongens opfattelse af forholdene vedrørende produktionen af formælingsstykket, jf. s.310. Allerede den 14. juni 1828 daterede Rahbek sin censur; hovedindtrykket var beundring, men ikke begejstring: "At dette Stykke, udført, som det er udtænkt, componeret, som det vil fortiene, vil være en Vinding for vor lyriske Scene, kan neppe være Tvivl undergivet". Rahbek havde imidlertid forstået, at Oehlenschläger kunne desavoueres af ikke-æstetiske argumenter, vel også indset, at de allerede nu var afgjort, at det ikke blev Oehlenschlägers sujet, man ville bestemme sig for: "Saalidet midlertid, som det vilde være undskyldeligt, at ville forud bestemme, at ingen af de Medindbudne skulde kunne have en endnu lykkeligere eller passeligere Idee, eller at ville forudsige, hvad af Vedkommende - eller Uvedkommende [sideskift][side 307]- mod denne Idee vil kunde være at indvende, eller bruges som Indvending, kan jeg ikke andet end ønske Digteren Held til at faae det fuldbragt, da det, om det end ikke ved denne Leilighed skulde findes efter Ønske, under ovenanførte Forudsætninger, altid ved en anden Dannerfest vil skaane os for .. fremmed Trallirum-Larum". Olsen var ganske på linje med Rahbek i bedømmelsen af Oehlenschlägers skitse, idet han dog forestillede sig skitsen "snarere som et heldigt Ballet-Program, end som et aldeles passende Udkast til en Opera i Anledning af en kongelig Bryllupsfest, saa meget mere, som Udførelsen .. neppe vil af Mængden vorde anseet for Andet, end en uafbrudt Allusion til Dagens Høitidelighed" (16.6.1828). Arkiverne meddeler intet om en eventuel gennemlæsning af Holstein eller Collin; ej heller omtales skitsen i deliberationsprotokollen efter sidst anførte dato.

I direktionsmødet den 20. juni 1828 var Collin fraværende, men Rahbek tilskrev ham dagen efter om mødets forløb og om begivenheder i anledning af konkurrencen. "Kjøbenhavns=Posten" havde den 13. juni 1828 offentliggjort teatrets trufne beslutning vedrørende formælingshøjtideligheden, idet avisen meddelte, at man "kunne vente opført et originalt Pragtstykke" forfattet af enten Oehlenschläger, Heiberg eller Boye. Den af kongehuset subventionerede Güntelberg havde mødt Rahbek i Studenterforeningen den 21. juni 1828 og havde fået til svar, da han "syntes at ville expectorere lig i den Anledning: at man havde skrevet til de tree, da man havde erfaret at de havde udladt dem med at tænke paa noget sligt; troede midlertid nogen sig til, at kunne giøre Noget bedre, kunde han frit give det ind, og skulde det fortiene Fortrinnet, vilde det sikkerlig faae det" (Coll.BrS.XXIVa udat. 21.6.1828). Det var ikke en ligegyldig fjerde kandidat, der uopfordret havde meldt sig; imidlertid ses han ikke at have forsøgt sig, hvilke også hurtigt ville have vist sig ikke havde været ulejligheden værd. Thi allerede i det ovenfor anførte brev havde Rahbek - uvidende om Heibergs skitse - erklæret sig for denne: "Det giør mig Ondt at høre Casp. Boyes Helbred giør det tvivlsomt om han kan levere et Formælingsstykke [2]; naar nu blot ikke Heiberg, ved ligeledes at paatage sig Colporteuren [jf. s.329], tager sig mere paa, end han i den Tid kan overkomme. Han er i øvrigt den, som jeg til et arbeid af den Natur tiltroer meest Duelighed, naar han blot paa en lykkelig Idee". Men den havde han jo fået - af Collin! [sideskift][side 308]Den 22. juni 1828 indsendtes skitse til "Ellepigen paa Stævns Skuespil i to Acter med Sange, Chor og Dands". Heibergs udkast, der fylder ## håndskrevne sider, afsluttes med ordene: "Paa en mere detailleret Plan tør jeg ikke indlade mig, førend jeg kan begynde paa Udarbeidelsen, og derved faae Leilighed til at sætte mig mere ind i Sujettet, og nøiere overveie alle Details med Hensyn paa den bedste dramatiske Virkning" (R.A. Heibergs arkiv, tillæg). Rahbek udtalte sin begejstring for Heibergs plan: "At Digteren vil kunne behandle dette Æmne ligesaa fiint og smagfuldt, som han har udtænkt det, derom kan ingen Tvivl være", men han måtte påtale Heibergs bemærkninger om Bjørn Olufsen som stykkets komiske person. Det "giør mig det til Pligt, alvorlig at yttre det Ønske, at Dørren maa vedbørlig være lukket for alle Narre og Narrestreger", da det gjaldt et nationalt festspil. Ligeledes påtaltes årsagen til Hedevigs opførsel som ellepige, der ikke måtte berøres, thi "til en Fest af denne Natur maa [man] nærme sig puris manibus". Med hensyn til melodivalget eller kompositionen fremførte Rahbek en gammel kæphest: "Altsaa for Alting intet, der kunde give smaalig Avind Anledning at kalde Stykket en Vaudeville. Ikke, som jeg anseer dette Navn for et Haanord .. Men til en saadan festlig Leilighed maa Alt være Nyt, Originalt, Dansk". Rahbek havde lige præcis sat fingeren dér, hvor Heiberg ønskede at kamouflere sit forehavendes karakter, jf. s.306. Endelig ønskede Rahbek stykkets titel ændret til f.eks. "Møderne paa Elverhøi"(23.6.1828). Olsens censur er ganske kort; han fandt det "saa genialskt og patriotiskt, at, naar Jeg dertil føier den Varsomhed, der maa blive Virkningen af Hr. Prof. Rahbeks Bemærkninger, Jeg ikke kan paatvivle at jo Udførelsen vil svare til Bestemmelsen" (24.6.1828). Samme dag som han havde modtaget det, ekspederede han det til Collin, "for at De, som Medcensor, kan erfare Deres Collegers Vota itide" (BmD 24.6.1828). Collins votum kendes imidlertid ikke. I direktionsmødet den 25. juni 1828 forelæstes Heibergs udkast, "og blev [det] da vedtaget at tilkiendegive Forfatteren, at man ønskede, han vilde jo før jo heller tage det under Arbeide"(Dp). Referatets koncipist (Rahbek) havde åbenbart i skyndingen glemt, at kongen havde den endelige afgørelse.

Collin skrev - formentlig umiddelbart efter dette direktionsmøde - til Oehlenschläger: "Dersom den S[c]hizze, Du har indsendt til Th.Dir. (Sigr. m. Sløret) af et Stykke til Formælingsfesten, er [sideskift][side 309]den samme, som den, Du har leveret Hs Majestæt for et par Maaneder siden, saa vil Stykket ikke blive benyttet den Aften; - det er høiere Befaling, som jeg kunde og have meddeelt Dig for længe siden, dersom jeg ikke troede, at Hs. Majest. Selv havde sagt Dig det" (Preisz nr.1007 25.6.1828). Collin fik den tvivlsomme ære at meddele digterkongen teatrets afslag, men han formulerede sig i særdeles forsigtige vendinger for ikke at fornærme Oehlenschläger mere end højst nødvendigt: "Directionen giør imidlertid sikker Regning paa, at Du udarbeider Sujettet til vor Skueplads, maaskee til Brug ved Hs Majestæts Fødselsdag" (l.c.). Collin var den eneste ved teatret, der kunne tilskrive Oehlenschläger således, men Oehlenschläger forstod også, hvorfor der blev skrevet til ham på netop denne måde, thi han undlod klogeligt at reflektere på denne opfordring til at udarbejde sujettet.

Rahbeks reaktion på hændelserne den 25. juni 1828 meddelte han Collin i et brev: "At jeg - i Grunden under enhver, der render til Kongen med Sligt, at han render en Stavre i sig, behøver jeg neppe at sige; midlertid, om jeg endog, som jeg gjør, foretrækker Heibergs Udkast, og er vis paa, jeg endnu mere vil foretrække Udarbeidelsen, da han til sligt er le bon faiseur, er det dog vist, at den mod Sigrid giorte Indvending [at det havde allusioner til formælingen] har saare lidet at betyde, og at - dersom Oehl[enschläger] har Uret i, at tage fortrydeligt op, man - efter hans Synsmaade - lader ham concurrere med yngre Digtere, er han ikke at fortænke, naar det, - og især under nærværende Conjuncturer - harmer ham at tilsidesættes for sin Avindsmand (Coll.BrS.XXIVa 26.6.1828). Rahbek havde overgivet sig til Heiberg, hvorfor hans forsvar for svogeren måtte blive spagt eller halvhjertet, omend han havde været begejstret for "Væringerne i Miklagard" (jf. s.211). Rahbek selv foretog konklusionen: "Ved Sagen selv er nu vel intet at giøre; og som sagt, hvad jeg skrev, det skrev jeg og hvad jeg mener, det mener jeg" (l.c.). Den påtagne karakterfasthed var immervæk kun labil, thi han søgte ligesom Collin at imødekomme Oehlenschläger med tilbud om at gøre stykket færdigt: "det kunde componeres og gives til Kongens Geburtsdag .. da er Sigrid med Sløret ikke den kongelige Brud; der er ingen Allusion at søge eller finde". Sagens kontroversielle karakter understreges af Rahbeks afsluttende bemærkninger: "Det er mellem dig og mig, jeg fremsætter denne Idee; at synes at skyde efter, naar Vognen hælder, er lige [sideskift][side 310]langt fra os begge, men jeg synes man for Oehlenschlæger kan anvende Beaumarchais bekiændte [:] En faveur de la raison / Faites grace au badinage [3]". Oehlenschlägers aspirationer var hermed behørigt fulgt til døren, selv om det ikke var sket på den måde, han havde forestillet sig.

Heibergs udkast præsenteredes derpå for Frederik VI. Om resultatet af den kongelige gennemlæsning rapporterede Holstein til Collin: "Heibergs Skitze .. har det Kongl. Huuses fuldkomne Bifald; Kuns giordes den Bemærkning at Dr. Heiberg har yttret at Musikken burde for en Deel skrives i moll. Dette Lod ikke at være Kongens Mening, da den derved blev for alvorlig og trist .. den .. burde være Høitidelig og paa de fleeste Steder livlig, men foralt melodiøs. Handlingen finder man interessant og passende til dens Bestemmelse" (BmD 3.7.1828; Borup nr.191 (4)). Indsigelsen imod musikkens karakter har vel krævet samtaler med musikkyndige, men materialet røber intet om Sibonis mellemkomst. Overensstemmende med kongehusets smag og interesse er det, at "høie Vedkommende" først og fremmest kommenterede musikken til Heibergs skitse, selv om netop denne del af udkastet af gode grunde var løsest udformet (5). Heiberg påbegyndte først det egentlige arbejde på formælings stykket den 30. juli. 1828. Allerede i slutningen af august 1828 opstod der problemer, idet Frederik VI havde hørt det rygte, at skuespillet ville blive i fem akter og dermed efter hans mening alt for langt, når der også skulle "være en Sang Prolog, og Dands i Stykket som alt fordrer Tid" (Coll.BrS.XXIIb 30.8.1828 Holstein til Collin). Kongen pålagde Holstein at befale Heiberg at sammentrænge sit stof i højst 2 à 3 akter (l.c.). Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Holstein ikke selv tilskrev Heiberg derom, men bad Collin lægge pres på den ham nærmere stående digter. Hvorvidt Collin forsøgte dette vides ikke; gjorde han det, nægtede Heiberg også overfor ham at forkorte sit skuespil. Resultatet blev, at Heiberg måtte i audiens: "Da Kongen saa bestemt Erklærede sig imod at Heibergs Stykke blev i 5 Acter, saa maa han sandelig selv Bevirke Tilladelse dertil" (Coll.BrS.XXIIb 31.8.1828 Holstein til Collin). Heiberg kom i audiens, og resultatet af hans samtale med Frederik VI kendes deraf, at "Elverhøi" fremstod i 5 akter på trods af skitsens oprindelige angivelse og Frederik VIs vilje.

Dagen før Heiberg indsendte det færdige stykke bad han om at måtte [sideskift][side 311]oplæse resultatet af sine anstrengelser for Kamma og Knud Lyhne Rahbek på Bakkehuset (R.A. Heibergs arkiv A.I.3, Möhl). Rahbek tilskrev ham dagen efter et langt brev, hvori han som ven, ikke som censor, foreslog ham ændringer, som Heiberg alle negligerede (6). Hvor langt Rahbek strakte sig aflæses af hans ønske om at være forfatter til stykket, idet han selvrettende lagde til: "Dog nei! det er bedre, du beholder det og giver os mere med den Aand, den Smag og den Fuldendelse" (Borup nr.195 1.10.1828). Olsen ses ikke på dette tidspunkt at have ventileret sine synspunkter om Heibergs festspil. Den 7. okt. 1828 uddeltes rollerne (7), og den 6. nov. 1828 løb festforestillingen af stabelen (opført ialt 89 gange i den behandlede periode).

Disse to (udkast til) festspil er behandlet kronologisk sammenførte, fordi teaterdirektionens behandling deraf i eminent grad viser hvilke problemer, der kunne rejse sig, når kongehuset direkte gjorde sin indflydelse gældende; bemærkelsesværdig er Oehlenschlägers iver for at komme til at levere stykket og på den anden side Heibergs kunstneriske integritet i det øjeblik hoffet gjorde sine anskuelser angående scenekunsten gældende.

For ret at forstå betydningen af denne konkurrence skal det anføres, at ikke siden Frederik VIs eget bryllup i 1790 havde teaterdirektionen stået over for en lignende situation (jf. Overskou III 457). Warnstedts og Collins rolle synes ganske den samme i 1790 og 1828, ihvorvel Heibergs ambitioner var langt større end Thaarups. Ingen tvivl om at Heiberg i 1828 bevidst satsede på hverve sig en fast ansættelse ved teatret. I 1826 havde han ønsket at ansættes som oversætter (jf. s.200), men i 1828 pointerede han i sit brev til Collin, at han ønskede ansættelse som "Theater-Digter (ikke Oversætter)" (Borup nr.188): kunne han vinde konkurrencen, ville hans ansættelse være en kendsgerning (8). Da han følgelig blev ansat som teaterdigter og -oversætter (jf. s.346), fortsatte Oehlenschläger sin konkurrence med Heiberg, idet han i maj 1829 søgte stillingen som teaterdirektør. Konkurrencen om formælingsstykket blev i første omgang kulminationen for den heibergske vaudeville, men set i et længere perspektiv også dens afslutning. Omkalfatringen af teaterdirektionen i 1829-1830 bragte Heiberg større indflydelse end tidligere, Oehlenschläger endnu mindre end tidligere: Repertoirepolitikken kom til at stå i heibergsk lys.

[sideskift][side 312]

10.1.1 Dansk drama

Hauch udarbejdede sit sørgespil "Don Juan" i foråret 1828, mens han var i København (Hjort Breve I 205). Rahbeks votum var positivt i almindelighed, selv om han måtte gøre opmærksom på en række forhold, der kunne tale imod antagelse eller opførelse. Mozarts opera måtte være den største hindring for opførelse af Hauchs skuespil, mente Rahbek; hvad angik de øvrige behandlinger af emnet, fandt han, at "Professor Hauch [var] aldeles gaaet en egen og original Vei i sin Behandling; om midlertid hans Don Juan ikke for nordiske Tilskuere, torde finde for megen sydlig Lethed i sine Erobringer .. maa jeg stille derhen" (29.7.1828). Syv eksempler anførtes "som ikke blot, hvad vi skylde Forfatteren og os selv; men end mere, hvad der er hellig Pligt imod de Skrøbelige, maa fraraade os at bringe paa Scenen, og som Digteren uden Vanskelighed .. vil kunne forandre, eller bortskiære" (l.c.) (1). Olsen afviste sørgespillet på grund af Mozarts opera, idet han anførte, at Beaumarchais stykker "jo af denne Grund [måtte] henligge unyttede" (17.9.1828). Han mente i øvrigt ikke, at emnet egnede sig til at iklædes sørgespillets gevandter, "men om jeg end heri tager feil, er dog nærværende Stykke saa fuldt af Usandsynligheder, af Uforstaaeligheder og unaturlig Svulst", at han ved anden gennemlæsning bestyrkedes i sin tro på det rigtige i at forkaste stykket. Egentlig motivering forbeholdt han sig, indtil han måtte blive angrebet desårsag! Når Olsen anførte dette i sit votum, har han givetvis ventet et opgør om dette stykke af Oehlenschlägers lærling, idet han sikrede sig en taktisk god position i den af ham forudsete konfrontation. I direktionsmødet den 18. sept. 1828 overleveredes stykket (og afgørelsen) til Collin, der antog det uden at motivere sin afgørelse, hvorved man undgik Olsens specificerede ankepunkter (21. 9.1828). Direktionens afgørelse meddeltes ikke Hauch ad de officielle kanaler, ej heller blev roller uddelt. Intetsteds i arkivalierne ses stykkets videre skæbne omtalt. Hauch udgav stykket ult. dec. 1828 uden angivelse af teaterdirektionens antagelse; Hauchs familieforhold og bekendtskab med direktørerne har været udslaggivende for antagelsen, uden at det dog var tilstrækkeligt til en opførelse af skuespillet.

Originalen "Luitgard af Ehrenstein" afvistes af enige censorer den 25. sept. 1828 (Kp.nr.141): vota fattes.

I.C. Langes "Skinsyge og Hævn" ligeså (Kp.nr.143). Se s.1249.

Originalen "Gienfindelsen" fandtes ligeledes uantagelig den 9. okt. 1828 (Kp.nr.149).

[sideskift][side 313]Sørgespillet "Juidete eller Guelferbruden" modtoges af Rahbek den (27. nov. 1828 (Dp): ses ikke behandlet.

Oehlenschläger anførte i sin følgeskrivelse, at han havde "nøiedes .. med at forelæse ["Karl den Store"] .. for sine Venner de Herrer Etatsraader Rahbek og Collin som skiænkede Tragødien deres Bifald" (Preisz nr.1050 17.2.1829). Oehlenschlägers maner er velkendt; så langt så godt, men han tilføjede: "Jeg har selv strøget adskilligt, for Opførelsens Skyld, skulde Directionen ønske mere, saa giør jeg ingen Indvendinger" (l.c.). Olsen læste stykket med fornøjelse og glædede sig over "denne ny Theaterberigelse"(22.2. 1829). Roller uddeltes den 9. marts 1829, men først efter en ny rollefordeling i aug. 1829 kom stykket frem den 12. okt. 1829 (opført ialt 5 gange).

Kun behandlingen af Hauchs og Oehlenschlägers skuespil tiltrækker sig opmærksomhed, idet begge forfattere var forbundne med direktionens medlemmer og beslutningstagere, men dog behandledes de meget forskelligt, selv om de benyttede den samme fremgangsmåde, når deres stykker skulle antages til opførelse. Olsen protesterede imod Rahbeks Oehlenschläger-ven, mens han glædede sig til det oehlenschlägerske stykke, hvorom Rahbek mente, "det deri umiskiændelig viste poetiske Talent uagtet, for Scenen neppe bliver af stor Effect" (Coll.BrS.XXIVa 20.2.1829 adr. Collin). Rahbek (og Collin) kendte stykkerne inden de blev indleveret, mens Collin gjorde udslaget. Holsteins mening anes kun gennem Olsen, især med hensyn til Hauchs spansk-italienske erotik, der utvivlsomt ville have stødt an imod dronningens begreber om det tilladelige for den sceniske kunsts udtryksmidler.

[sideskift][side 314]

10.1.2 Dansk lystspil

Om "Bortførelsen eller Feiltagelser ere dog stundom nyttige" herskede der uenighed mellem Rahbek og Olsen, hvorfor Collin afgjorde sagen (Dp 25.9.1828); remitteret samme dato (Kp.nr.137).

Lystspillet "De ni Fingre" remitteredes den 25. sept. 1828 (Kp.nr.140). Til begge stykker fattes censorvota.

Rosenkildes anonymt indleverede lystspil i fem akter "Majoren og Frøkenen" roste Rahbek for "en livelig og god Dialog, adskillige ret snorrige Situationer", men han var usikker om dets antagelighed på grund af sin manglende musikalitet med hensyn til, hvorvidt "de langvarige Forsøg til Qvartetprøver paa Scenen lade dem udføre, og tage dem ud" (12.9.1828). Af hensyn til "det nuværende Smaalighedsvæsen" ønskede han udeladt, "hvad der siges om Qvartettens Tilegnelse til Napoleon". Ganske interessant er Rahbeks afsluttende vending: "Findes Stykket at kunne more det nuværende Publikum", ville han med fornøjelse give det sin stemme. Olsen mente, det var et vakkert stykke, som "hist og her kunde behøve lidt mere Simpelhed i Udtrykket", mens han i øvrigt gav det sin stemme "med fuld Overbeviisning .. og vover at spaae det fortjent Held" (23.9.1828). Censorernes enighed, trods Rahbeks forbehold, betød imidlertid ikke, at stykket blev opført. Se s.401.

Lystspillet "Den miskiendte Kunstner" afvistes den 9. okt. 1828 (Kp.nr.150): vota fattes.

Også ved indsendelsen af "Østergade og Vestergade" optrådte Overskou anonymt. Belært af situationen henvendte han sig til Collin, inden han var færdig med sit lystspil: "Jeg udbeder mig .. ærbødigst, at Deres Høivelbaarenhed vil skjænke dette Arbeide Deres Opmærksomhed, saasnart det er indleveret, og med Godhed fremme dets Gjennemlæsning af Censorerne" (U&H 1883 503 udat. før 30.9.1828). Overskou ønskede stykket opført endnu nytårsaften 1828, på grund af stykkets indhold. Først den 30. sept. 1828 blev han endelig færdig med stykket, som indsendtes til direktionen, samtidig med at han tilskrev Rahbek et særdeles smigrende brev for at appellere til hans forkærlighed for "det sande Lystspils Gjenoplivelse". Samtidig vidste Overskou hvilken retning, hans aktuelle lystspil ikke måtte have eller kunne anklages for at have lighed med: vaudevillen og dens personalitetsrytteri. Overskou mente, at hans skilderi ikke havde "mindste Stiklen eller Pegen paa Personer; thi det er mit Ønske at kunne sige med Crebillon: Aucun fiel n'a jamais empoissonnéma plume!". Overskous taktik var endvidere [sideskift][side 315]at sige sig fri for bibelske udtryk, der kunne anklages for at "staae i .. Berørelse med det guddommelige Ord" samt at holde Rahbek fast på hans positive optagelse af "Tre Maaneder efter Brylluppet" (jf. s.270) (l.c.). Rahbeks votum er interessant, fordi det viser, hvorledes han var placeret uden for centrum med hensyn til fornemmelse for publikums krav og tidens stilleje: "At det hører til det Lystspilslags, som nu, tildeels ved Vaudevillerne, er blevet hyppigt paa vor Skueplads, vil allerede Titelen bebude, og jeg maa altsaa gientage min ofte giorte Erklæring, at jeg ikke er competent Dommer om, hvorvidt det ved den nuværende Spillemaade, og det for Tiden Tone angivende Publikum kan behage" (11.10.1828). Rahbek måtte dog indrømme, at det var "mellem de bedre af disse Tidsstykker", og ligesom det var tilfældet med "Majoren og Frøkenen", ville han gerne give det sin stemme, fandt de øvrige censorer det passende for skuepladsen, idet han lagde til, at han ville gøre det også for den unge mands skyld, "der fortiener Opmuntring, og - Erfaring, den eneste Veiledning, der i Smagens og Litteraturens og Kunstens nærværende Sansculotdage finder Sted" (l.c.). Privat besvarede Rahbek Overskous ovenanførte brev. For det første redegjorde han for stykkets behandling, hvilket ikke ses at være sket tidligere, for det andet gav han Overskou sin "Troesbekiændelse i Henseende til det sande Lystspil", idet han henviste til Lessings Dramaturgie nr. 22 (1), endvidere anpriste han "Tre Maaneder efter Brylluppet", fordi det var en undtagelse fra de af Lessing lastede lystspil, og ifølge Rahbek var en fortsættelse af Olufsen og P.A. Heibergs lystspil, idet han afsluttende betroede Overskou: "Je vous embrasse sans ceremonie, il n'en faut pour confrères [2]" (NkS 1574 12.10.1828). Sammenholdt med Rahbeks votum må brevet karakteriseres som meget afslørende, thi i sin censur havde han jo nærmest sat stykket i bås med vaudevillerne. Olsen fandt stykket antageligt, "naar det faaer den fornødne Forkortning", hvortil han var beredvillig at medvirke (18.10.1828). Inden den 30. okt. 1828 var der givet mundtlig besked om stykkets antagelse (Dp). Efter direktionens henstilling forkortede Overskou sit stykke: "Jeg har .. gjort adskillige Forkortelser; at disse imidlertid ikke ere flere, vil Deres Høivelbaarenhed ikke undres over, da De sikkert er bleven vaer, at Planen og Handlingens Gang næsten heelt igjennem bestemmer Dialogen, som ellers er brugt med Oeconomie" (Coll.BrS.XXIIb udat efter 30.10.1828 adr. [sideskift][side 316]Collin) (3) (3a). Roller uddeltes den 10. nov. 1828 (PRFD), og trods Stages intriger (4) lykkedes det Overskou at få stykket frem - med Collins kraftige understøttelse - til nytårsaften 1828 (opført 42 gange i den behandlede periode) (Jf. Overskou Af mit Liv II 116-123).

Til de næste stykker fattes censorvota. "Det feilslagne Haab" afvistes den 18. nov. 1828 (Kp.nr.162). "Kurven eller Studenterlykken" afgav Rahbek den 24. dec. 1828 (Dp). "Friervalget" remitteredes den 17. Jan. 1829 (Kp.nr.184).

"Stiernetyderen og den kalkunske Hane" ville Rahbek, "naar Ondt endelig skal være heller .. see .. end andersensk Drengespil [jf. s.335]", hvorfor han konsekvent også gav dette lystspil sit nej (9.1.1829). Olsen mente ikke, det ville "gjøre mindste Lykke hos et nogenlunde dannet Publikum", idet han i øvrigt fandt "en ubehagelig Reminisenz af la gazza ladra" (17.1.1829). Remitteret den 25. Jan. 1829 (Kp.nr.188).

"Anonymus eller Jaordet" mente Rahbek var skrevet af en af de 200 russer, der havde anmeldt sig som vordende digtere, men han fandt lystspillet "et heelt curiøsk Forsøg til at more ved Keedsomhed, som det midlertid er at haabe, vor Skueplads ikke vil række en Haand til" (9.1.1829). Det som irriterede Rahbek mest var "den nyeste Drengekaadhed, at nævne Medborgere paa Scenen til Latter". I dette stykke gjaldt det Balthasar Bang, Rossinis musik og Kiøbenhavnsposten samt Ida Wulff - lutter genstande som Rahbek intet godt ønskede: "Jeg veed vel, at der synes at staae godt om hende [Jfr. Wulff], og intet Ondt om Balthasar Bang, saalidet som egenlig i den andersenske Uting", men Rahbek var bange for konsekvenserne "i denne nærværende Kaadhedsperiode" (l.c.). I brev til Collin omtalte han de samme problemer: "Hvad kunne f.Ex. ikke skee med Navnet Dannemand?" (Coll.BrS.XXIVa 20.2.1829). Olsen tilføjede sit amen til Rahbeks censur (10.2.1829). Remitteret den 12. febr. 1829 (Kp.nr.193).

"Hvorledes har man glemt at binde slig en Daare?" blev leveret Collin af forfatteren. Rahbek kaldte det "Daarekistesnak" (21.2.1829), mens Olsen var bekymret for forfatterens reaktion på afslaget (23.2.1829), der blev givet mundtligt af teaterbudet.

"Hver fik Sin, men Skoleraaden en lang Næse" noterede Rahbek "behager at kalde sig et originalt Lystspil", men han stemplede det som "hverken mere eller mindre end en slet Vaudeville" endog endnu [sideskift][side 317]ringere "end adskillige af de øvrige vi paa senere Aar ere blevne hiemsøgte med" (28.2.1829). Olsen kunne ikke udholde læsningen af denne "Quasi-Vaudeville, hvis Vers især ere høist jammerlige" (3.3.1829). Remitteret den 6. marts 1829 (Kp.nr.202).

"Tenorsangeren" indleveredes første gang i nov. 1828, fra hvilken behandling censorernes vota ikke kendes. Rahbek fandt forandringer og forbedringer for ubetydelige og uvæsentlige til, at han ville ændre sin dom (28.2.1829), hvilket Olsen bifaldt, idet han tilføjede, at stykket var opfyldt af "Usandsynlighed, og en Blanding af Tydskhed og Franskhed" (11.3.1829). Remitteret den 12. marts 1829 (Kp.nr.205).

"Baronen som Forpagter eller Kiærlighed paa Prøve" fandt Rahbek hverken var "til at lee eller græde over" (28.2.1829). Olsen var enig (17.5.1829). Returneret den 24. marts 1829 (Kp.nr.208).

"Nyerod eller Smeddens Børn" kasseredes af Rahbek på grund af den uanstændigt dårlige ortografi samt dets udfald mod "en af Fædrelandet i et fuldt halvt Aarhundrede almeenæret Hædersmand [Rasmus Nyerup?]", hvilket gav Rahbek anledning til at opfordre sine medcensorer til at holde "strængt Øie med den meer og meer omgribende Kaadhedssmitte, da hver fræk Dreng troer at kunne blive, som Beranger, le poete de la nation, naar han blot er ublu nok til at haane, og spotte, hvad der af hver god Mand betragtes med Ærbødighed og Høiagtelse" (21.3.1829). Rahbeks felttog mod de udfarende kræfter blev holdt på det vanlige leje, idet han opfordrede til besindighed af moralsk karakter, når det gjaldt æstetiske sager. Olsen var glad for Rahbeks opfordring til kun at læse spredt i manuskriptet, idet han dog tilføjede, at direktionen i sin svarskrivelse anførte det formastelige "i Anledning af de paaankede høist oprørende gemene Udfald mod bekjendte Medborgere" (25.3.1829). Dette blev imidlertid ikke tilfældet, formentlig på grund af Olsens død, thi da der skulle ryddes op i direktionens henhvilende sager, blev stykket returneret med sædvanlig svarskrivelse den 10. juni 1829 (Kp.nr.231).

De tre næste lystspil blev alle fabrikeret af samme firma, J. Mathiesen. "Recensenten i Knibe" var ifølge Rahbek "en infam formelig Paskil paa den afdøde Proft. Il n'y á que le premier pas, qui coute [5]" (3.4.1829). Olsen underskrev Rahbeks dom den 7. april 1829 efter en gennembladning af teksten. "St. Hansdag eller Drengeskolen" "skal vel .. være .. en Localsatire, men da den aldeles [sideskift][side 318]ingen Braad har, vil neppe nogen kunde besværge sig over at være truffet deraf" dømte Rahbek, idet han ironisk tilføjede, at den "egner sig til eenstemmig Forkastelse" (5.4.1829), som Olsen da også tilsluttede sig den 7. april 1829. "Skændsel og Død eller den tredobbelte Hævn" lod det gå ud over Rudelbach, Grundtvig og Thisted, Aarhus Avis "og dens mange Løgne, og dens fine Conferenceraader, og den ikke døde Professor [6]", men i stedet for at hæfte sig ved enkeltheder mente Rahbek at man hellere måtte "forkaste det in totum" (5.4.1829). Olsen fandt, at disse lystspil rettelig burde hedde "dramatiske Pasquiller", hvorefter hans forkastelsesdom ikke blev motiveret, idet han blot nøjedes med at underskrive Rahbeks forsøg på motiveret forkastelse (7.4.1829). Alle stykker blev remitteret den 13. april 1829 (Kp.nr.216).

Tre-akts komedien "Det var nær blevet en Tragedie" sattes af Rahbek i den kategori af skuespil, der gjorde det i "Personalitetsmaneer[en]", idet der eksempelvis taltes om "den galende Hane, den flyvende Post og Andersens Fodreise. Dog - dette er kun mediocribus de vitiis; men Hovedfeilen er, at det er fra først til sidst Pæresnaus" (3.4.1829). Olsen mente, at stykkets største fejl var den, at det hverken var tragedie eller komedie; personaliteterne kunne ikke skjule flovheder, hvorfor han var rørende enig med Rahbek om forkastelsesdommen (7.4.1829). Remitteret den 13. april 1829 (Kp.nr.217).

Olsens censur over Balthasar Bangs lystspil "Hertuginden af Montmorency eller Henrik den 4^des Kiærlighed" blev hans sidste og hans sidste vennetjeneste. Han fandt det antageligt, da det ejede en. "livelig Dialog" og "megen Bevægelse og Theatereffekt", men dog også visse steder "Usandsynlighed i Karakteertegningen" samt "Svulst i enkelte Ytringer .. og den sædvanlige Nøddeboeske sødagtige Tone". "Men naar Hr. de Bang vilde tage sig lidt af disse Bemærkninger, og maaskee flere og fyndigere af min ærede Medcensor, er jeg overbeviist om, at Stykket vil behage" (NkS 1454 8.4.1829). Rahbek tilsluttede sig Olsens indsigelser imod "Troldmandsoptrinene" og hertugindens forvandling i 4. akt, men hovedsagen for ham var dog "den kongelige Elskovs ikke alene historisk mistagende, men og aldeles ukongelige Caracter .. Sandelig af alle Jordens Monarker har neppe nogen mindre trængt til eller tænkt paa at vinde Kjærlighed ved Kongebud end just Henri quatre, ce roi vaillant, ce Diable a quatre, qui a le triple talent, de bien [sideskift][side 319]boire, se bien battre et d'etre un vend galant [7]; ogsaa tilstaaer jeg, at saa vant jeg fra Barndom af er i Historien at beundre Sullys Borgerkiækhed, der vovede at sønderrive sin Konges Ægteskabsforpligtelse til hans Maitresse, var den mig dog, saa hovedkulds, som den her kom, mig ved Læsningen stødende, og torde paa Scenen end mere findes saa" (13.4.1829). Samme dag tilsendte Rahbek Collin Bangs lystspil, fordi han ikke troede, det kunne eller burde "antages eller opføres", da han var "overbeviist om, at det i høy Grad vilde støde .. hvem ingen af os ønsker at mishage. Jeg har med vedbørlig Varsomhed paapeget dette i min Censur, og jeg er vis paa, du vil sande med mig" (Coll.BrS.XXIVa). Ihukommende Rahbeks bemærkninger om ordet "Dannemand" (jf. s.316) kan der ikke være tvivl om, at Rahbeks egentlige motiv til at forkaste Bangs stykke var hensynet til Frederik VIs privatliv. Collins vurdering af dette hensyn kendes kun indirekte, idet han lod stykket ligge: Bangs stykker i almindelighed tiltalte ham ikke. Bang rykkede for en afgørelse den 5. juni 1829 (I.B.nr.1776), men den endelige afgørelse udsattes til Olsens afløser var blevet fundet (Kp.nr.246 12.6.1829). Se s.355.

En ganske pinlig affære synes disse 20 lystspil at være, både for forfattere, censorer og lystspillets standard omkring 1830: Teatret havde ikke været i stand til at fremkalde virkelige talenter udover Hertz og Overskou. Såvidt anonymiteten er blevet oplyst kan ingen spirende talenter være blevet overset. Rahbek havde ret, når han beklagede sig over de 200 russer og deres drengekådhed forsåvidt det gjaldt spillelige produkter: ingen af disse stykker egnede sig til opførelse, måske med undtagelse af Rosenkildes og Bangs lystspil. Situationen omkring 1830 var da helt domineret af håbefulde studenter, et produkt af tidens (ud)dannelsespolitik. I et par sæsoner før og efter 1830 indleveredes utroligt mange aldeles talentløse produkter, som forfatterne håbede kunne hjælpe som studiestøtte. Kun Rahbeks holdning henholdsvis officielt og privat vedrørende Overskous stykke er interessant, da den klarlægger hans labile, dialektiske væsen, når det gjaldt teatercensorens anliggender: en konflikt mellem bevidst idealisme og ukontrollabel praksis, grundet manglende kendskab til tidens smag og publikums krav.

[sideskift][side 320]

10.2.1 Oversat drama

S.C. Fohrmann indsendte Werners sørgespil "Der 24. Februar" (1815) på dansk "Den skiæbnesvangre Dag" allerede den 16. aug. 1827. Ingen af censorernes vota er bevaret; ej heller fremgår det af deliberationsprotokollen, hvorvidt de var enige om forkastelsesdommen, som den 25. sept. 1828 meddeltes oversætteren (Kp.nr.144).

Dubelloys "Le siège de Calais" (1765) havde oversætteren ønsket opført i anledning af kongens fødselsdag i 1829, men Rahbek havde ladet det ligge, eftersom oversættelsen indkom den 23. dec. 1828 (I.B.nr.1747). Rahbek måtte forkaste "Stykket, saa inderlig jeg end maatte ønske den Tid, da det endnu var, eller kunde ventes at blive for vor Skueplads, active og passive", fordi oversætterens arbejde var utilstrækkeligt (14.2.1829). Kun to af fem akter var oversat i rimede alexandrinere, "skiøndt ikke med den - jeg kunde fristes at sige - Caspar Boyeske - Fuldendelse, et saadant Drama ustridig torde kræve, for at skee sin Ret"; de tre sidste akter var "blot henkastede i en Slags rythmisk Brouillon, men uden Versart og Riim". Rahbek ønskede forkastelsesdommen meddelt i "forbindtlige Udtryk", da det hele arbejde bebudede "en hæderlig Litterator, dannet i en ældre Periode, end den hvortil vi høre, der dog nu tælles mellem Litteraturens Veteraner". Rahbek var klar over, at hverken original eller oversættelse var tidens teaterrepertoire imødekommende, hvorfor hans votum først og fremmest har historisk interesse. Olsen havde set stykket opført i Marseille "for henved 50 Aar siden", hvorfra han mindedes den skarpe kritik, senere gentaget af La Harpe og Voltaire (1). Bertil kom de ændrede tider og nationalitetsspørgsmålet samt oversættelsens mangler son motivering for forkastelsen (21.2.1829). Direktionens svarskrivelse var, trods Rahbeks anmodning om det modsatte, holdt i de sædvanlige vendinger (Kp.nr.200 4.3.1829).

To nationalistiske dramer aldeles uden tilknytning til udviklingen i slutningen af 1820rne. Dubelloys stykke gav anledning til relevante historiske betragtninger karakteristiske for censorerne. Rahbeks læsning af Hugos "Cromwell" (jf. s.266) viser, hvorledes han stadig var den unge Rahbek midt i nederlaget.

[sideskift][side 321]

10.2.2 Oversat lystspil

Raupachs lystspil "Die Bekehrten" (1826) var blevet forskrevet fra Hamborg i foråret 1827. Manuskriptet blev uden motivering afvist af teaterdirektionen i sept. 1828 (Kp.nr.138). Se s.819.

Picard & Mazères komedie "Les trois quartiers" (TP 31.5.1827) havde Lebrun sendt teaterdirektionen i okt. 1827 (i en tysk bearbejdelse?). Bjerring blev formentlig givet opgaven at oversætte stykket. Censorvota fattes. Den 25. eept. 1828 fik Bjerring oversættelsen "Den ustadige Frier" retur, for at han kunne gennemgå den (Dp), men intet videre skete. Se s.1127.

Rahbek læste "ikke uden Interesse" Mariboes oversættelse af Inchbalds "Every one has his fault" (1793) på dansk "Fredsmægleren", men frygtede, "at det er altfor indengelsk af Handling og Sæder til at behage paa vor Skueplads, især i en Tidspunkt, da Smagen har faaet en saa aldeles modsat Retning" (8.5.1828). Olsen derimod kunne "ikke andet end finde det saare antageligt, saavel med Hensyn til dets gehaltige Stof, som til den lykke, jeg tør spaae det ved Opførelsen, forudsat at Rollerne bliver vel besatte" (28.9.1828). I direktionsmødet den 2. okt. 1828 overlodes afgørelsen til Collin, men intet skete.

Hvem der rekvirerede Scribe & Delavignes komedie "Le diplomate" (GD 23.10.1827) til teatret, kan ikke med bestemthed afgøres (1). Censorerne fik imidlertid originalen til gennemlæsning, før en oversætter blev engageret. Rahbek læste den med fornøjelse og begreb, at den havde gjort lykke i Paris, "hvor meget forstaaes og fornøier, der for Døgnets Publikum her vilde være arabisk"; vedrørende en oversættelse havde han intet derimod, "saafremt man troer, at det uden Dyrehavevæsen, Vesterbrosløier, eller anden Fielebodstads kan behage, og udføres vedbørlig" (24.5.1828). Også Olsen havde nydt komedien "i den Grad, at, om Stykket var originalt dansk, jeg neppe vovede at give det min Stemme" (26.5.1828). Det er interessant at bemærke, at nationaliteten også verørende dette stykke var afgørende for Olsens vurdering. I øvrigt mente han ikke, det ville gøre synderlig lykke, og ligesom Rahbek advarede han imod tilsætninger, der ville "fordærve den franske Fiinhed, som udgjør dets Hovedværd" (l.c.). Schram (2) blev først i november 1828 færdig med oversættelsen, som blev antaget i mødet den 27. nov. 1828, efter at censorerne havde vurderet hans arbejde, om hvilket han selv oplyste, at han havde undladt at oversætte samtlige vers, men gengivet dem i prosa; af tilsætninger angav [sideskift][side 322]han kun at have gjort en enkelt: afslutningen af første akt (monologen) (UjBr 17.11.1828). Sagen fik imidlertid et særdeles delikat efterspil hvorom Rahbek oplyste i et brev til Collin: "Af hosliggende Protokollconcept, som var skrevet, inden .. [Collins skrivelse til Rahbek] kom mig tilhænde, vil du see, at jeg anseer den Sag for afgiort, da de to Censorer vare tilfreds med Oversættelsen, og kun havde yttret Tvivl, hvorvidt Stykket kunde giøre Lykke, hvilket efter Anteacta, som var gaaet mig af Minde, kom bagefter; Jeg brændte derfor efter E.R. O[lsen]^s med Ovenstaaende stemmende Yttring Censurerne paa Stædet. Hav derfor den Godhed at lade mig vide, om jeg skal sende denne Oversættelse til dig, eller til Theatercontoiret"(Coll.BrS.XXIVa 29.11.1828). Rahbeks formulering betød, at han overlod afgørelsen, efter at have brændt de officielle censorvota, til Collin, idet en returnering af oversættelsen til teaterkontoret var ensbetydende med forkastelse. Collin fik imidlertid tilsendt oversættelsen, som han "havde fundet sig foranlediget til at foretage mange Rettelser i" (Dp 18.12.1828) (3). Collin havde tidligere vist, hvorledes han var i stand til at påvirke antagelse og opførelse af stykker, men i dette tilfælde gik han et skridt videre, idet han egenhændigt redigerede i et stykke, som censorerne havde antaget: hensynet til Henriette Jørgensens broder kan meget vel have været udslaggivende for Collin, der var en varm beundrer af skuespillerinden. Han påtog sig også rollebesætningen (Dp 18.12.1828), hvorpå premieren fandt sted den 24. febr. 1829 (opført ialt 22 gange i den behandlede periode).

Tuxens bearbejdelse af Hells "Geisterscenen" (1806) på dansk "Det tredobbelte Frierie" havde Rahbek intet imod at antage, selv om "Oversættelsen ikke er den smidigste" (6.12.1828). Olsen var også positiv, idet han anførte, at ville det "more ved Udførelsen, som det morer ved Læsningen, har jeg heller intet mod dets Antagelse" (20.1.1829). Stykket leveredes til regissøren den 22. jan. 1829 men fik først premiere den 20. febr. 1830 (opført 1 gang) (3a). I anledning af A.E. Boyes oversættelse af "The Twelfth Night or What you will" (1623) gjorde Rahbek opmærksom på, at "Hellig tre Kongers Aften" kunne anskues dels som oversættelse dels som teaterstykke. Han havde selv behandlet "The Merchant of Venice" (jf. s.278) som det sidstnævnte, mens Boye havde satset på en egentlig oversættelse. Rahbek havde derved dialektisk uangribeligt bortforklaret, at han ikke kunne bruge Boyes oversættelse qua teaterdirektør, [sideskift][side 323]men som litteraturprofessor fandt han den "af ualmindeligt Værd, uagtet jeg ikke allevegne er enig med ham i Fortolkningen af det engelske, eller Anvendelsen af vort Sprog" (12.9.1828). Afgørende var det for Rahbek, om teatret kunne præstere to unge skuespillere "af den fornødne Liighed til at udføre Violas og Sebastians Roller, og der med denne Liighed forbinde det Talent, som især Viola kræve"; skete det, ville resten kunne rettes ved oplæsningen og prøverne. Stykket henlå så længe på notarialbordet, at først Boyes rykkerskrivelse af 20. jan. 1829 fik Olsen til at præstere en censur. Boye var blevet underrettet af Olsen om hans syn på arbejdet, men af hensyn til formaliteterne nedfældede Olsen sine råd skriftligt, især at Bendas tyske oversættelse (3) ville være til hjælp, når det gjaldt en opførelse (20.1.1829). Oversættelsen ekspederedes til regissoratet, hvilket ikke nødvendigvis betød antagelse med henblik på opførelse (Dp 22.1.1829). Boye opfattede det imidlertid således, idet han i april 1829 anholdt om opførelse (Dp.9.4.1829), men intet skete i denne direktions resterende funktionstid. Se s.411.

Fordanskningen af Neys endnu utrykte "Der Vertraute" var man aldeles enig om at forkaste. Rahbek fandt, at det var "et saa uomtvistelig slet Stykke", mens Olsen mente, at "Usandsynligheder og Reminiscencer [var] Hovedingredientserne" (hhv. 14. og 19.1.1829). Remitteret den 25. jan. 1829 (Kp.nr.187).

Endnu et Scribe-stykke leverede Collin censorerne; dennegang "Le vieux mari" (GD 2.5.1828), som Rahbek læste "med megen Interesse, og som vil være en sand Acqvisition for vor Skueplads, fordansket af Dr. Heibergs lette, kunsterfarne, og - naar han ikke forsætlig ofrer til Pøbelen - fine og gratieuse Haand" (Coll.BrS.XXIVa udat. 30.1.1829 adr. Collin). Rahbeks positive bedømmelse af den nys ansatte teaterdigter og -oversætter fik dog ikke lov at stå sin prøve, idet Heiberg ikke oversatte dette stykke (4). Se s.467.

Den anonyme oversættelse eller bearbejdelse af Goldonis "Il bugiardo" (1749) under titelen "Neapolitaneren fra Venedig" fandt Rahbek "ikke slet, men noget stiv og udialogisk, og den hele Frihed torde bestaae i, at Arlechin og Brighella hedde Jacob og Joseph" (3.2.1829). Det afgørende for Rahbek var imidlertid det danske publikums modtagelse af Goldonis værker både før og nu, hvilket gav ham anledning til at affatte en liden teaterkrønike om Goldonis fortid og fremtid i Danmark (5). Olsen læste stykket på [sideskift][side 324]italiensk i hvilken sprogdragt det heller ikke behagede ham, så lidt som de nyere stykker med lignende indhold, men "med nyere Tilsnit og Udstaffering", der ifølge Olsen ej heller var i stand til at fylde huset, hvorfor han ikke kunne tilråde antagelse af Goldoni-bearbejdelsen, men anmodede om en motiveret forkastelsesdom (7.2.1829). Direktionen svarede oversætteren i de sædvanlige vendinger den 12. febr. 1829 (Kp.nr. 194). Se s.467.

Schillers bearbejdelse fra det franske "Der Parasit" (1806) kasseredes af Rahbek, fordi teatret havde antaget Rosenkildes oversættelse i 1819 (6), mens Olsen bedømte både Schillers og den anonyme oversætters indsats. Schillers original, dog uden at kende den, stemplede han som værende "i Iflandsk Maneer, fuldt af Usandsynligheder, men derhos med en høist moralsk Tendents .. Stoffet mangler ikke Interesse, men Behandling, saavel den artistiske som den mekaniske gjør efter mit Skjøn dette Stykke uantageligt .. Allerede det første Ord [Vendekaaben] er en slet Oversættelse, og Slutningen en forslidt og derhos heist forargelig Tirade" (24.2.1829). Den 26. febr. 1829 returnerede teatret oversættelsen med angivelse af Rahbeks udsagn (Kp.nr.199). Se s.869.

Blandt de mange stykker, som tilstilledes Heiberg i 1828 (jf. s.339), kommenteredes kun ganske få. Collin gjorde Heiberg opmærksom på, at et af dem var et plagiat af en af Pigault-Lebruns komedier (tabt). Heiberg ville oversætte stykket, hvis ikke Pigault-Lebruns stykke allerede var oversat, men også af hensyn til Rosenkilde, der kunne få en god rolle (Coll.BrS.XXIIb 4.2.1829) (7).

Th. Anne & Théaulons "Lidda ou la servante" (TN 16.1.1828) fandt Heiberg tjenligt til oversættelse, fordi der kun var "faa Personer" (l.c.). Stykket blev ikke oversat.

Scribe & Brulays "Le gastronome sans argent" (GD 10.3.1821) var ifølge Heiberg "meget comisk. Hovedrollen deri, Tringale, kunde passe for Foersom, ogsaa for Rosenkilde" (l.c.). At censorerne ikke erklærede sig derover er så meget mere forundrende, fordi netop Heibergs to samtidige oversættelser gav anledning til censorernes påtale. At der tydeligvis var tale om særforhold ved dette arbejde ses af, at Scribes stykke findes både som vaudeville (for hoffet) og som lystspil (for teatret) (8). Rollerne til "Snyltegjæsten" uddeltes allerede den 22. marts 1829 (PRFD), men premieren fandt først sted den 10. sept. 1829 (opført ialt 20 gange).

På ejendommelig måde behandledes oversættelsen af Scribe, Dupin [sideskift][side 325]& Varners comedie-vaudeville "La mansarde des artistes" (GD 2.4.1824), idet Olsen indsendte lystspillet uden censur den 12. febr. 1829, hvorefter Rahbek modtog det til bedømmelse. Hans votum fattes imidlertid. Olsen afleverede stykket den 26. febr. 1829, hvorefter det blev overdraget Collin at træffe afgørelsen om dets antagelighed, "da Olsens og Rahbeks Meninger om Stykkets Antagelighed vare forskiellige" (Dp 26.2.1829). Man foretog sig intet. Se s.420.

Heiberg berettede i 1832 (Borup nr.269), hvorledes han, allerede inden han blev ansat som teaterdigter, havde bearbejdet lystspillene "Den fortrædelige Formiddag" og "Formynder og Myndling", og derfor efter sin tiltræden kun behøvede "at revidere og lade [dem] afskrive". Antagelsen af de to arbejder foregik dog ikke uden indsigelser fra teatercensorerne. Skarpest udlod Rahbek sig om Duvert, Chapeau & Varins "La matinée aux contretemps" (TN 16.7.1828): "Jeg seer ingen Nødvendighed, at Rosenkildes Fortvivlede paa runde Taarn, nævnes .. jeg ønskede, at Henriques ikke blev nævnet da jeg er bange for: exemplas vitiis inetabile; men jeg maa paa det bestemteste fordre, at Anecdoten om Dandseeleven .. saaledes forandres, at Theatret ikke proclamerer sig selv, som et berygtet Jomfruhuus, fuldt af Skiøger. Saa længe jeg skal være derved, maa jeg i det ringeste frabede mig, at staae som en af Verterne i dette Vesterparadiis. Paa denne - men ufravigelige - Betingelse, giver jeg med Fornøielse det i øvrigt virkelig nette Stykke min Stemme" (2.3.1829). Uden al overdrivelse må det konstateres, at Heibergs debut som teateroversætter just ikke var heldig, når Rahbek måtte bruge så stærke ord som ovenstående: Heiberg bøjede sig kun for så vidt, som han ændrede danseeleven til en syjomfru (9). Olsen fandt Rahbeks bemærkninger "saa grundede, at jeg aldeles bitræder dem"; hans egne indsigelser vedrørende enkelte ord (eksempelvis "Hvedebrødsdagene" i stedet for Heibergs "Honningmaaneden") viser blot Olsens format sammenlignet med Rahbeks (3.3.1829). Stykket blev antaget af direktionen den 5. marts 1829 (Dp), og roller uddelt den 22. marts 1829 (PRFD). Premieren fandt sted den 25. maj 1829 (opført ialt 3 gange).

Heibergs fordanskning af Scribe & de Courcys "Simple histoire" (GD 26.5.1826) med titelen "Formynder og Myndling" glædede derimod begge censorer, ja Rahbek var næsten overrasket over Heibergs valg, da han mente, "at et saadant næsten sentimentalt Conversations [sideskift][side 326]Stykke" måtte være langt fra publikums smag (10): "Et Par beskedne Spørgsmaalstegn" blev stillet til Heibergs egen disposition (2.3.1829) (11). Olsen kunne "ikke troe, at Smagen skulde være saa fordærvet, at .. [stykket] jo i høi Grad vil interessere det Kjøbenhavnske Theater-Publicum" (4.3.1829). I direktionsmødet den 5. marts 1829 antoges stykket, hvorpå det leveredes til regissøren. Det havde imidlertid ferst premiere den 15. jan. 1830 (opført 10 gange i første sæson; ialt opført 61 gange i den behandlede periode).

Ved oversættelsen af Lemerciers historiske komedie "Pinto, ou la journée d'une conspiration" (TF 21.3.1800) med titelen "Sammensværgelsen paa Landet" ækledes Rahbek, fordi han "speiltro .. deri gienfandt det infame hemmelige Politie under det deplorable System fremstilt i al sin væmmelige Latterlighed" og derfor fandt han stykket upassende for den danske skueplads (7.3.1829). Olsen
forkastede stykket på grund af "den slette Oversættelse, forenet med det i Danmark høist upassende Stof" (12.3.1829). Der blev her utvetydigt talt om forkastelse på grund af stykkets politiske karakter; hvorvidt de "betydende Blyantstreger", Rahbek omtalte, stammede fra Collins hånd, får stå hen. Forkastet af direktionen den 19. marts 1829 (Dp).

Med denne sæson bekendte Collin kulør, thi hans andel i anskaffelsen af Scribe-stykkerne synes ganske godt verificeret, om end han fik kraftig støtte af sin opfindelse, Heiberg. Om end ikke alle Scribe-stykkerne kom på scenen umiddelbart, synes denne genre, omarbejdede vaudeviller, dog at udgøre tyngdepunktet både i tilbud og opførte stykker. Collins egen indgriben med hensyn til Schrams oversættelse viser for det første hans despekt for censorernes arbejde men da også hans interesse for stykkets fremstilling på scenen. - Shakespeare, Goldoni, Schiller og Lemercier ved siden af de nye franske stykker viser spændvidden i oversætternes tilbud. Afvisningen eller den nølende accept viser censorernes manglende interesse for disse klassiske teaterstykker. - Forholdet til den nye teateroversætter var blandet, thi når den gamle Adam viste sig, slog Rahbek straks ned på hans kådheder, mens han havde ventet sig meget af Heiberg ved oversættelsen af "Le vieux mari". - Censorernes overensstemmende vota er vel det mest dominerende. Collin påtog sig den rolle, som teaterchefen var tillagt hvis han ikke overlod det til den nye direktions medlemmer at træffe den endelige afgørelse.

[sideskift][side 327]

10.3.1 Dansk opera

Oehlenschlägers skitse til en operalibretto "Sigrid med Sløret" er behandlet s.306ff.

"Gebodsdagen" behandledes af censorerne i sept. 1828; vota fattes. Remitteret den 25. sept. 1828 (Kp.nr.142).

Udover formælings stykket og geburtsdagsstykket i okt. 1828 ønskede Heiberg også at producere geburtsdagsstykket til jan. 1829. Den 27. nov. 1828 foredrog han "Æmnet til et Syngespil, han var villig i Forening med Professor Kuhlau at levere færdigt til Hans Majestæts Geburtsdag. Directionen udbad sig hans skriftlige Udkast, da det mundtlige Udtog deraf lovede et for Theatret meget brugeligt Stykke, om det maaskee end ikke i alle Henseender, egnede sig til, hvad paa en saadan Høitid ventedes" (Dp). Heibergs plan til "Kong Valdemar Atterdag" blev imidlertid ikke udarbejdet i denne omgang, uvist af hvilken grund. Se s.371.

Uafklaretheden omkring Heibergs geburtsdagsstykke får stå hen. Hans produktionsbegær synes ligeså umætteligt som hans kreditorer: sammenhængen er indiskutabel.

I forbindelse med indleveringen af "Karl den Store" (jf. s.313) besværede Oehlenschläger sig over teaterdirektionens tilsidesættelse af hans produkter (Preisz nr.1050 17.2.1829) (jf. s.178). Direktionen reagerede, idet den udbad sig de præcise retningslinjer for de to teaterkomponister (Kp.nr.198 23.2.1829).

Kuhlau forpligtedes i 1818 til "aarlig at componere en geistlig eller anden LeilighedsMusik for Hoffet, men naar dette ikke befales, da at componere Musik til et Stykke for det Kongelige Theater" (Cap.prot.1816/18 270 25.4.1818). Den 31. marts 1821 bevilgedes han efter ansøgning kun hvert andet år at levere musik til en opera (Mem.prot. 8.2.1821). - Ved Weyses ansættelse som hofkomponist fastsattes, at han "aarligen [skulle] levere tvende Kirkemusikker eller en Opera" (8.5.1819 in I.B.nr.1761 1829).

Den 2. marts 1829 afgav Hauch ovenstående oplysninger, idet han tilføjede, "at jeg aldeles ikke er i Besiddelse af de dertil ledende Midler, og at jeg derfor maa overlade til Directionen, at treffe de Foranstaltninger, som den maatte ansee passende dertil, samt, at saavit jeg skiønner, intet derved er at giøre, uden i ethvert Tilfælde hvor en af ovennævnte Herrer Componister, ikke maatte ansees at opfylde den af ham indgangne Forpligtelse, i Overeensstemmelse med ovenanførte Engagements, da umiddelbar at indberette det til Hans Majestæt Kongen, for af Allerhøiestsamme at imodtage [sideskift][side 328]de til Hensigten svarende Forholds-Ordres" (I.B.nr.1761).

Følgelig indberettede teaterdirektionen sagen den 9. marts 1829: Begrundelsen for "strax at giøre denne allerunderdanigste Indberetning" var, at "der i et Par Aar har ligget færdige to, af Censorerne antagne, Syngespil af Oehlenschlæger, hvilke ikke kunne opføres fordi bemeldte Componister væggre sig at sætte Musik dertil, Weyse fordi Sujetterne mishager ham, og Kuhlau fordi han forlanger Extrabetaling" (Orig.kgl.Res.nr.7 1829). Kongen resolverede, at forholdene bestemt ved de kongelige resolutioner skulle fortsætte som hidindtil samt at teaterdirektionen skulle pålægges "at tilholde [Weyse og Kuhlau] paa det nøiagtigste at opfylde de dem paalagte Forpligtelser" (l.c. 28.5.1829).

Weyse protesterede den 3. apr. 1829: kun "Floribella" (jf. s.98) og "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.230) var han blevet anmodet om at komponere, "og oftere er jeg ikke bleven opfordret" (I.B.nr.1761) (jf. s.178). Den 15. apr. 1829 svaredes han, at "Prindsen af Basra" (jf. s.7) og "Aandsprøven" (jf. s.7) samt "Amors Hævn" (jf. s.178) var han også blevet anmodet om at komponere, hvortil føjedes, at "De vist [vil] kunne i Deres Erindring kalde Dem tilbage, andre til Opførelse paa Theatret antagne Syngestykker, som De efterat De var ansat som Componist, forgjæves er anmodet om at sætte Musik til" (Kp.nr.218). Weyse præsterede derpå endnu en sagsfremstilling af fakta, idet han citerede efter hukommelsen ang. "Prindsen af Basra" (jf. s.69) og "Aandsprøven" (jf. s.70) (sml. Weyses Breve II nr.438) forholdene omkring "Amors Hævn" (jf. s.178), hvor Weyse er eneste kilde: På denne baggrund konkluderede Weyse, at han kun to gange var blevet anmodet om at levere musikkompositioner til teatret! - Direktionen henlagde sagen den 23. apr. 1829 (Dp).

Kuhlaus reaktion på den kongelige resolution af 28. marts 1829 er anført s.371.

Viljen til at komponere kunne ikke dikteres hverken Weyse eller Kuhlau, uanset deres kontrakter med kongen.

[sideskift][side 329]

10.3.2 Oversat opera

Marschners opera "Der Wampyr" med libretto af W.A. Wohlbrück (Dresden 28.3.1828) leverede boghandler Reitzel den 30. juni 1828 til teatret (TK 1829 1.kv.nr.185). Kruse omtalte operaen til Collin i brev af 4. juli 1828; han turde dog ikke anbefale den til opførelse i Danmark. Marschners opera kom da heller ikke frem i dette tidsrum (Coll.BrS.XXIIIa).

Boieldieus opera-comique "Les voitures versées" med tekst af Dupaty (OC 29.4.1820) havde allerede Rosenkilde været ivrig for at oversætte (jf. s.182), men Overskou overtog dette arbejde. Rahbek fandt, da det forekom ham "frit oversat .. at det var muligt, at der i saa fald .. kunne være kommet eet eller andet ind, om Musik- og Sang-væsenet, der ikke klang ligegodt i alle Øren" (4.8.1828). På linje hermed anførte Olsen, at syngestykket var "lidt for stærkt moderniseret", og at det trængte "til lidt Rettelse", mens han i øvrigt var enig med Rahbek i at antage det (15.8.1828). Rollerne uddeltes den 20. nov. 1828 (PRFD), men på grund af omstændighederne kom stykket først frem den 12. marts 1829 (opført ialt 4 gange) (0).

Onslows opera-comique "Le colporteur, ou l'enfant du bûcheron" med tekst af Planard (OC 22.11.1827) blev velsagtens foreslået af Siboni til dronningens fødselsdag (Dp 20.6.1828), samtidig med at Heiberg blev tildelt oversættelsesopgaven. Allerede den 23. aug. 1828 uddeltes roller (PRFD), uden at stykket ses læst af de anordnede censorer. I okt. 1828 havde Rahbek stykket til gennemlæsning: "Ved at kaste et Øie i Geburtsdagsstykket, finder jeg, at Slutningscouplettet er, som det kunde være til 6^te Nov., ikke til 28^de Oct.; og at det kunne bringe Publicum paa Vildspor i Henseende til dets Afskeedshurrah. Det er muligt, at dette er skeet efter Overlæg, maaskee efter Ordre; men det er og muligt, at Fordanskeren uden at giøre sig videre Tanker har blot fulgt Originalen [1], og at det kunde paa hiin Aften lyde ilde i Vedkommendes Øren" (Coll. BrS.XXIVa udat. okt. 1828). Materialet kan imidlertid ikke oplyse, hvem der tog initiativet til omarbejdelsen af dette sted i librettoen. Af fortsættelsen i Rahbeks brev fremgår det med al tydelighed, hvor stor en afstand, der var mellem de to teaterdirektører samt deres placering i hierarkiet: "Saalidet jeg i øvrigt blander mig i Hofanliggender, der ustridig ikke er den Deel af Theaterbestyrelsen man let faldt paa at give i mine Hænder, har jeg dog troet at burde giøre dig

Deos qvoniam gradu propiae contingis [2] [sideskift][side 330]

opmærksom herpaa, uden at nævne derom til nogen anden. Skal og bør der giøres nogen Forandring, er det endnu Tid at giøre det uden Opsigt, og Snak; er mine Skrupler uden Føye, nu vel saa er det ikke de første ørkesløse Ord, du har tæret af min Pen" (l.c.). Rahbeks venneråd ses ikke at have haft indflydelse på teatrets dispositioner (opført ialt 6 gange).

Den 4. dec. 1828 meddelte Siboni direktionen, at han havde opfordret Overskou at udarbejde til oversættelsen af Méhuls opera "Valentine de Milan" med tekst af Boullly (OC 28.11.1822) "un finale du 3^me Act, et un petit 4^me Act (l'op[era] étant par soi même en original très courte)" (UjBr). Overskou havde sendt Siboni en plan (3), som havde fundet Sibonis interesse: "cependant je desire que la Direction en prende notice, et je la prie de faire demendes à M. Overskou pour tel objet [4] - Je suis persuadé que M. Kuhlau faira la Musique [til de påhæftede dele] á la Satisfaction de tous [5]" (l.c.). Samtidig med dette tilbud fremsendte Siboni forslag til rollebesætning i "Faruk", som Weyse havde bragt i forslag (6). Også med Collin havde Weyse talt derom; ifølge Sibonis referat havde Collin "avoit dit que cela auroit ete très bien, n'ayant rien à pouvoir donner; et que moi aussi je pense, que reelement on peut bien lui faire ce plaisir" (l.c.). Ifølge Siboni havde teatret da ikke mindre end tre operaer at vælge imellem, nemlig "Johan fra Paris", "De væltede Vogne" og "Faruk" samt endelig den Overskouske bearbejdelse af Méhuls opera "Valentine de Milan". Ifølge deliberationsprotokollen ses der ikke at have været ført officielle forhandlinger, men resultatet blev, at Overskous bearbejdelse blev valgt til geburtsdagsstykke, hvorefter stykket sendtes til censorerne. Først tilstilledes den Olsen, der "saa hurtigt, som muligt [havde] gjennemlæst baade den gamle Oversættelse [7], og den nye med en 4^de Act forøget", som han mente havde "givet Stykket et mere motiveret Sving" (15.12.1828). Det alvorligste ved sagen var "den Frygt at 28 tætskrevne Sider og 4 a 5 nye Musiknumere let kunde medføre betænkelige Sinkelser ved Stykkets Indstudering" (l.c.). Rahbek havde i følge sagens hast ikke villet opholde sig "ved at søge Betænkeligheder ved enkelte Steder, eller de to Slags Musik til eet Syngestykke", men gav det sit ja (16.12.1828). I dette hofanliggende var Holstein omhyggelig, hvorfor han gennemlæste Overskous bearbejdelse: "efter min Formening er [Overskous 4. akt] ikke stort andet end en gientagelse [sideskift][side 331]af det hvad der er foregaaet i de to første Acter hvorved Han[d]lingen vel er forlænget men ikke forbædret. Det eneste Hvad ieg tror vilde være at tilføye i 3 Act af det gamle Stk var en Final med Lidt Høitidelighed i. thi det ender Lidt flaut som det er. for dette ene Musik no Lod Kulou sig vel Acordere" (BmD 20.12.1828 adr. Collin). Da overcensuren havde gjort sig gældende endnu engang, blev Holsteins opfattelse udslaggivende; i direktionsmødet den 24. dec. 1828 besegledes hans vilje, hvorefter Siboni gav Overskou retningslinjer for en passende slutning i overensstemmelse med Holsteins ønsker (NkS 1576 24.12.1828) (8). Overskou arbejdede hurtigt ligesom Fröhlich, der leverede den fornødne musik til finalen. Roller uddeltes den 7. jan. 1829 (PRFD), hvorpå stykket opførtes til kongens fødselsdag (opført ialt 3 gange).

Censureringen af disse syngestykker afslører mere end noget andet hvor forskelligt, de forskellige genrer blev behandlet. Censorernes stilling svækkedes i det øjeblik, der var tale om hofanliggender. Af materialet fremgår det, at Collin var den ansvarlige for arrangementet i anledning af dronningens fødselsdag, hvorfor Rahbek var rådgivende og hjælpende, mens Holstein naturligvis som så ofte før forestod afviklingen af teatrets forestilling til kongens fødselsdag, hvorfor Rahbek lod det passere. Olsen søgte ikke at blamere sig, enten det gjaldt Holstein eller Collin; passiv støtte var hans løsen over for begge.

[sideskift][side 332]

10.4.1 Dansk vaudeville

P.T. Halds anonymt indleverede "Destillateuren eller De anonyme Elskere" gav Rahbek råt for usødet: "Hverdagssnakket, og Hverdagsscenerne, og Hverdagsløierne, og de flaue opløbne Drenge, og de næsvise Tøser faae saaledes Overmagt paa vor Skueplads, at det Dag for Dag bliver mere umuligt, at Kunst og Smag der kunne trives" (11.5.1828): Rahbeks indvendinger imod vaudevillen som genre samlet på få linjer, præcist og utvetydigt; tilsammen måtte de betyde en krænkelse af hans fordringer til teatret. Rahbek fortsatte med at opregne genrens af ham påpegede svagheder: Allusionerne var velkendte og nemt genkendelige, hvilket var ensbetydende med hans udfald mod vaudevillernes personaliteter. Men næsten collinsk fortsatte han: "Midlertid er Censorerne ilde farne; thi det er betænkeligt at forkaste, hvad - i moralsk og æsthetisk Henseende - ustridig ikke er slettere, end hvad i senere Tid derpaa [skuepladsen] har giort Furore". Hentydningen til de Heibergske værker er tydelig nok, men typisk for Rahbek uudtalt. Med denne indrømmelse fulgte Rahbeks kapitulation: "Jeg maa altsaa indskrænke mig til at erklære, at, endskiøndt dette Stykke atter er af dem, som jeg ingensinde ønsker vor Skueplads, er der dog fra Sædernes og Ærbarhedens Side intet, som kunde beføie mig til at give det et bestemt Nei, i Tilfælde, der skulde formodes at have de nu saa gangbare Trækplasteregenskaber" (l.c.). Sammenlignet med de første vota over Heibergs vaudeviller giver dette dem meget efter, thi dertil havde Rahbek været for meget igennem vedrørende denne genre. Hans principielle synspunkter var nok ikke forandret i løbet af de tre et halvt år, men hans modstandere var vigende, fordi også Rahbek tog hensyn til publikums smag og teaterkassens tarv, omend han gjorde det nok så indirekte. Olsen ville ikke tage stilling til vaudevillens eventuelle sceneheld, men det forekom ham ganske enkelt, at det var "en af de be[d]ste Vaudeviller, vi hidtil have modtaget" (3.6.1828). Nederst på papiret tilføjede Collin: "I Resultatet enig med Hr Et.R. Olsen" (udat. før 6.6.1828); Meget kort udtrykte Collin sin æstetiske opfattelse af Halds produkt! Roller uddeltes den 19. sept. 1828 (PRFD). Premieren fandt sted den 21. dec. 1828, men stykket blev trukket tilbage for at blive forkortet, hvorefter det atter opførtes den 17. febr. 1829 (opført ialt 5 gange) (1).

"Hvem er da Brudgommen" forkastedes den 25. sept. 1828 (Kp.nr.139); vota fattes.

[sideskift][side 333]Hertz' anonymt indleverede "Arvingerne" fandt Rahbek "ligesaa heldig tilskaaren efter de Spillendes Frydendahls, Rosenkildes, Mad. Wexschalls pp Talent, som efter den nærværende Smag, og jeg er overbeviist om den ved Forestilling vil giøre megen Lykke" (16.10.1828). Stykket havde endog fået Rahbek "til at lee hiertelig", men han havde dog en vigtig indsigelse imod det, mere af velvilje end af trang til at forfølge vaudevillen som genre: "Maries Episode forekommer mig ikke lykkelig, og Duetten mellem hende og Caroline at kunne give la mauvaise plaisanterie formeget Spillerum, at jeg med denne mauvaise plaisanterie ikke forstaaer noget gemeent fra de Spillendes Side, har jeg med den, jeg har nævnet, noksom beviist; men jeg mener, at ogsaa den tagne Forargelse kunde ønskes forebygget" (l.c.). Som det fremgår af det bevarede materiale (KTS nr.45 og NkS 2412) fjernede Hertz ikke den omhandlede duet (2). Trines fodspor blev nok genopfrisket, selv om forskellen unægtelig er klar, betænkende Maries betydning for handlingens gang, set i relation til Trine Rars. Rahbek afsluttede sin censur med at tilstå, at han af "de comiske Vaudeviller, der hidtil have været indgivne, veed jeg ingen, jeg med saamegen Fornøielse har givet mit Ja, saalidet jeg end elsker det fade Genre" (l.c.). Ligesom ved den tidligere behandlede vaudeville fandt Olsen, at også denne var "en af de be[d]ste Vi endnu have modtaget" (21.10.1828); han ønskede ordene Frydendahl og Kaadhed slettet, hvilket heller ikke blev efterkommet ved den første forestilling (3). Collins votum ses ikke, men efter den 23. okt. 1828 fik Hertz besked om antagelsen (Dp 30.10.1828), uden at det fremgår, hvorvidt han blev pålagt forandringer. Roller uddeltes den 12. dec. 1828 (PRFD), og stykket blev givet første gang den 31. marts 1829, men derpå trukket tilbage af forfatteren, for at han kunne foretage forkortelser: repremieren fandt sted den 10. april 1829 (opført ialt 4 gange i den behandlede periode) (4).

Arnesen opererede stadig anonymt. I aug. 1828 indleverede han "Maskeraden i Kiøbenhavn". Vota er gået tabt, men censorerne var enige om at forkaste stykket (Kp.nr.145 25.9.1828). Af Rahbeks votum over anden version, nu kaldet "Poeten i Aabenraa", fremgår det, at årsagen havde været "nogle vel personale Personaliteter og locale Localiteter .. vel og maaskee .. nogle vel frivole Steder". I nov. 1828 mente Rahbek, at vaudevillen havde vundet en del ved omarbejdelsen, og hvis den fandtes antagelig, lod vel, [sideskift][side 334]hvad endnu hist og her kunde støde .. sig lettelig i Vennevold afhielpe" (24.11.1828). Rahbeks liberalitet skal forstås i sammenhæng med de kvaliteter, han mente at finde i dette arbejde, hvilket han nærmere forklarede i den følgende del af sin censur: "Saalidet jeg elsker det hele Genre, og saa fordærveligt, jeg troer, det har været for Konst og Smag paa vor Skueplads, troer jeg dog allerede i min første Censur at have erkiændt Vid, Lune, og Løier i en ikke almindelig Grad i dette Product, og mener, at det, hvis Musik og Fremstilling heldig understøtte det, vil - maaskee med nogen Forkortning - sees med Fornøielse af sit Publikum, som rigtig nok ikke er mit. Jeg har altsaa intet mod dets Antagelse, siden det da er Vaudevillernes Tid" (l.c.). Hans venlighed var betinget af komediens virkemidler, idet han høfligt tilføjede problematikken vedrørende musikarrangement og rollebesætning. Olsens votum over Arnesens anden version var ligeledes positivt, idet han var villig til at antage værket, fordi Arnesen havde efterkommet "Censorernes Bemærkninger", hvorom ingen optegnelser findes (udat.). Ikke desto mindre forandrede Arnesen endnu engang vaudevillen, som Rahbek læste efter den 15. jan. 1829, uden at han efterlod sig skriftlige kommentarer (Dp). Ben 20. febr. 1829 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå første og eneste forestilling fandt sted den 11. maj 1829 (4a).

Balthasar Bangs strandede "Friedli fra Haslidalen" (jf. s.269) kom til forhandling igen i denne sæson. Den 12. dec. 1828 oplyste Bang direktionen om, at Kuhlau "senere .. har skrevet mig til, at dette Arbeide fandt langt større Vanskeligheder, end han havde troet; og foreslog mig derfor at indrette det til Vaudeville" (UjBr). Bang fortsatte, ubehageligt i sin konsekvens for teatercensorerne: "[når censorerne] engang [har] erklæret mit Stykke for passende til Opførelse paa Det høykongelige Theater med ubekiendte Melodier, saa kan jeg ikke indsee, at det kunde blive det mindre ved bekiendte"; Bang anførte derfor sluttelig den bøn, at han sammen med Kuhlau måtte indrette syngestykket til vaudeville (l.c.). Intetsteds findes optegnelser om dette påtænkte samarbejde; ejheller direktionens reaktion herpå. Se s.399.

Anonymt indleverede Andersen sit første sceniske arbejde efter skolegangen "Kiærlighed paa Nicolai Taarn". Rahbek gav vaudevillen sit nej, fordi den "aldeles ikke stemmer overeens med mine Begreber om Skuespillets Bestemmelse og Værdighed" (31.12.1828). Han var dog klar over, at vaudevillen kunne blive antaget, thi han fordrede, [sideskift][side 335]"at en Medborger [Rudolph Bay] ikke, for at vække en flau Latter, saaledes maa nævnes paa Skuepladsen som S. 35 og flere Steder er skeet [5]" (l.c.). Principielt, ofte tidligere erklæret, mente Rahbek, at det var "høi Tid at standse den Drengekaadhed, der mere og mere faaer Indpas paa Scenen, og naturligviis finder kun alt for villigt Medhold af Drengeheden rundt om i Huset" (l.c.). Rahbek havde fornøjet sig over Hertz' galanteri, mens Andersens personalier var faldet ham for brystet. Andersens udfald imod Catalanis gæstespil (jf. s.294) fandtes af Rahbek "passende, og uanstændig" trods hans afsky for samme. Uden henvisning men med Oehlenschläger i tankerne tilføjede han, at "Skuepladsen vilde handle ligesaa uædelt, som uklogt, ved at begunstige de her givne Exempler, at parodiere nogle af de skiønne Situationer og Scener, der pryde vort Theater" (l.c.). Med dette votum demonstrerede Rahbek, at han ikke havde tabt modet til at kæmpe for sine "Begreber om Skuespillets Bestemmelse og Værdighed", gik hans opfattelse imod unge, af kongen understøttede, forfatteres produkter. Olsens (villede?) velvillighed afspejledes i hans votum, der nok bad Andersen "med skyldig Opmærksomhed" rette sig efter Rahbeks votum (af Olsen kaldet "Vink"), men i øvrigt indeholdt ros af den "originale Vending i Stykkets Slutning, de smukke, flydende Vers, og den raske Gang", idet han - afsluttende, endnu engang - fandt også denne vaudeville for "en af vore be[d]ste", hvorfor han ville stemme "ubetinget for dens Antagelse" (5.1.1829). I det påfølgende direktionsmøde fremlagdes vota, og "da Etatsraad Collin tiltraadte .. [Olsens] Mening antoges Vaudevillen, og Forfatteren blev tilstaaet et Aar fri Entree i Parterret" (Dp 8.1.1829) (6). Collin udgjorde den besluttende instans, og det blev afgørende, at han var parat til at støtte Andersen ved begyndelsen af hans egentlige skribentkarriere. Samtidig understregedes den collinske velvilje ved den kendsgerning, at direktionen brød teatrets praksis og straks, endnu førend stykket var blevet opført, gav Andersen fribillet (7). Endnu engang konstateres det, hvorledes teatercensuren kunne, i ekstreme tilfælde, blive en egentlig social funktion. Allerede den 9. jan. 1829 opsøgte Andersen Zinck for at diskutere musikken til vaudevillen (BEC I 2), hvorpå ændringer i teksten blev foretaget (visse steder om Bay og Catalani gik ud) (NkS 2451) (8). Roller uddeltes den 6. marts 1829 (PRFD), og premieren fandt da sted den 25. april 1829 (opført ialt 3 gange) (9). se s.378. [sideskift][side 336]

Den anonymt indleverede vaudeville "Bruden bandt selv sin Brudekrands" blev af Rahbek betegnet som noget af det magreste af "alt det Qvæg, som siden Ævret blev opgivet, er sluppet løs paa vort Overdrev" (28.12.1828). Olsen orkede kun at læse to af de syv hæfter, manuskriptet til vaudevillen bestod af, da han deri havde
fundet den "flaueste Pas[s]iar jeg endnu har læst" (15.1.1829). Remitteret den 25. jan. 1829 (Kp.nr.186).

"Sølvbrylluppet", ligeledes anonymt indleveret, kunne Rahbek kun (på grund af Kammas død) læse "tankespredt", men mente dog, den var "saa afgiort uden al Værdi" (28.1.1829). Olsen, som åbenbart kendte forfatteren, fandt, at debutantens arbejde målt med "endog de aadeligste af de gangbare Vaudeviller" var "for mat og for effectløs" (11.2.1829). Remitteret den 12. febr. 1829 (Kp.nr.192).

Dagen fer havde Olsen forkastet "Fastelavns Mandag eller Liredreierne"; kun 19 sider læste han, før han frakendte den antagelighed. Rahbek fandt den ikke stort slettere end de fleste andre vaudeviller ("igiennem hvilke vi skulle være førte tilbage til Comedien [10]"), især fordi den ikke indeholdt personaliteter; gennemlæst gav han den sit "hierteligste Nei" (13.2.1829). Remitteret den 19. febr. 1829 (Kp.nr.197).

"Don Qvixote" var ifølge Rahbek langt fra så morsom "som Fortællingen om samme Scene hos Cervantes". Han frygtede, "at al den Sanctuie in Praxi vilde støde ærbare Øine", idet han i øvrigt anholdt "Anvendelse .. af en Nationalsangs Melodie til parodisk Brug", fordi han mente, det hørte "til de Misbrug, hvori Vaudevillen i musikalsk Henseende kan giøre sig skyldig, og der i mine Tanker er / Fornærmeligt for meer end for vor Smag" (18.2.1829). Olsen havde blot kræfter til et "Ligesaa" (3.3.1829). Remitteret den 6. marts 1829 (Kp.nr.201).

Forfatteren til "De kjøbenhavnske Tyrolere" kendte Rahbek; han bad først "nedlade sig til at lære sit Modersmaal", og selv da ville det være tvivlsomt, om han kunne få antaget et stykke (28.2.1829). Olsen læste kun "15 Sider af det elendige Vaas" (9.3.1829). Remitteret den 12. marts 1829 (Kp.nr.204). Se s.377.

"Reisen til Riddersædet" var censorerne uenige om, hvorfor afgørelsen blev udskudt (Dp 19.3.1829); vota fattes. Se s.377.

Olsens død den 9. maj 1829 betød imidlertid ikke, at behandlingen af de sidste to værker blev udskudt, men det var sikkert også af betydning, at forfatterne var Heiberg og Overskou. I [sideskift][side 337]disse tilfælde optrådte Collin som Olsens fuldgyldige suppleant, uden anførelse af hvorfor han i disse sager kunne foretage en endelig sagsbehandling.

Heiberg oplyste, at hans vaudeville i en monolog "Supplicanten" ikke blot var blevet "forlænget [11], men ogsaa forandret i Opløsningen, - ifald man tør tale om "Opløsning" i et saadant Infusiondyr af et Drama" (Borup nr.212 1.5.1829). Rahbek ønskede den for sin del ikke bragt på skuepladsen, "skiøndt der sagtens vil være dem, den vil smage" (4.5.1829). Under hans votum anførte Collin: "For Antagelse stemmer Collin" (udat. før 7.5.1829). Sagen var jo alt afgjort, før Rahbek læste denne bagatelle, men situationen illustrerer, at en mand i direktionen kunne få et stykke frem på scenen, var de øvrige direktører endog imod. Allerede den 16. maj 1829 opførte Rosenkilde denne specielle vaudeville, men kun denne ene gang.

Overskous anonymt indleverede "Hvilken er den rette?" behagede Rahbek "ved Læsningen, hvorvidt den vil behage ved Forestillingen, beroer paa Ting, der ligge uden for min Competence. Jeg samtykker altsaa villig dens Antagelse, hvis mine Medcensorer skulle finde den egnet dertil" (4.5.1829). Rahbeks argumentation for dette standpunkt havde han gentaget i flere år, men derfor blev det ikke rigtigere eller mere holdbart, thi de andre censorer tiltog sig kompetence til at udtale sig derom. Collin underskrev Rahbeks votum med ordene: "Antaget af Collin" (udat. før 7.5.1829). Rollerne uddeltes den 29. maj 1829 (PRFD), og stykket kom frem den 3. okt. 1829 (opført ialt 4 gange) (jf. Overskou Af mit Liv II 123-25) (12).

Repertoiret skulle bibringes vaudeviller: Hald, Hertz, Arnesen, Andersen og Overskou, bistået af Heibergs monolog. De tre førstnævnte omarbejdede deres stykker enten efter eller før førsteopførelsen. Hastværket mere end anes. Andersens drengekådhed faldt Rahbek for brystet, men alene om løjerne var han ikke. De øvrige vaudeviller blev alle affærdiget med hånsord. - Collins faddertvirksomhed gjaldt også de fleste af disse arbejder, mens Rahbek, tildels sekunderet af Olsen, påtalte de florerende personalier. Deres indsigelser havde dog ikke stort at sige. Værst var Andersen, Hertz mest omhyggelig. - Af særlig interesse er imidlertid Rahbeks indstilling til genren, thi hans langsomt fremadskridende Liberalitet afløstes drastisk af en retræte i anledning af de fremstormende [sideskift][side 338]studenter med H.C. Andersens "Drengekaadhed" i spidsen; med et blev Rahbek så heftig som i 1826, da det egentlige slag om vaudevillen blev udkæmpet, men Collin var opmærksom på reaktionen, hvorfor han øjeblikkelig greb ind og gjorde sin indflydelse gældende, hvilket han understregede ved at give Andersen adgang til parterret, således at vejen var åbnet for teaterdigteren Andersen. Collin gentog sit kunststykke, idet han med Andersen blot duplikerede sin formel, der var afprøvet med Heibergs adgang til teatret som dramatiker og derpå teaterdigter og -oversætter: deres adkomst til scenen var forskellig, ikke deres protektor. Collins mindesmærke som teaterdirektør i otte et halvt år var etableringen af en kapabel teaterdigter og en lovende, ambitiøs dramatiker.

[sideskift][side 339]

10.4.2 Oversat vaudeville

Ingen oversættelser blev indleveret eller behandlet. -

Den 20. juni 1828 leverede boghandler Bonnier 23 franske vaudeviller til teatret, ifølge Liebe anskaffet "efter Directionens Ordre" (6.8.1828). Ordren var uspecificeret. I juli 1828 leverede Bonnier endvidere Th. Leclerqs "Proverbes dramatiques" ligeledes efter "Directionens Ordre" (TK 1828 #.kv.nr.1125 og 1140). Collin tilsendte Rahbek Leclerqs dramatiske proverber, hvorefter denne reflekterede derover: "Jeg har læst dem med Fornøielse, troer og, at nogle faa af dem, hvoriblandt maaskee le Désoeuvrement des Comediéns, til Tid og Sted .. vilde have behaget; nu derimod, da, som Hollst[ein] vel ikke uden Føye har erindret, Smaastykker er, hvad Publikum giør mindst af .. Derimod troer jeg, de kunne være et sandt Skatkammer for Heiberg til Vaudeviller, med hans dobbelte Talent, at localisere, og - s.v.v. lyricere. Jeg tvivler saaledes ikke paa, at han af ovennævnte havde til Sommer i Fior, han da havde kiendt det, kunnet giøre en allerkiæreste Leilighedsting, der, rettet efter Mad. Wexschalls, Winsløws J. Wulfs & Comp. Lyst og Leilighed, baade i Sang og Spil, vilde giort sin Effect. At det ikke er det Skuespilslags, jeg ønsker særdeles Fremme, behøver jeg ikke at sige; naar vi midlertid har det, og maa have det, ønsker jeg det naturligviis godt, og ikke vittis delectabile. Det er mig derfor kiert, at vi her have et Magasin, hvor han, der heri er le bon faiseur, naar han har noget godt at giøre af, kan hente Materialer; men har midlertid intet imod, at han med Colporteuren [jf. s.329] og Elverhøien [jf. s.305] har Hænderne saa fulde, at han for Øieblikket ikke kan komme til det Slags Arbeid" (Coll.BrS.XXIVa 15.7.1828). - Atter den 1. okt. 1828 indkøbte teatret vaudeviller hos Bonnier: "Ovenanførte 15 Vaudeviller har jeg modtaget. J.L. Heiberg" (TK 4.kv.nr.1665). Beklageligvis er fakturaen uspecificeret, men den giver dog oplysning om, at Heiberg før sin ansættelse som teaterdigter og -oversætter for teatrets regning modtog originaler, (formentlig) med oversættelse af disse for øje. Heibergs brev til Collin (jf. s.324) må da ses i lyset af dette indkøb.

Den 30. okt. 1828 undrede C.J. Boye sig over, at den af ham indsendte vaudeville, Duval & Rocheforts "Les contrebandiers, ou le vieux gabelou" (TVR 12.12.1827) ikke var blevet oversat (Coll.BrS. XXIIIb).

39 uudnyttede tilbud af vaudeviller samt Leclerqs proverber var teatrets reserve.

[sideskift][side 340]

10.5.0 Ballet

Mens forhandlingerne med Bournonville trak ud indleverede Funck sit balletprogram "Partheniernes og Amazonernes Forening". Rahbeks votum formede sig som et historisk rids af hans forhold til balletvæsenet: "Skrev vi 179x, havde vi en Galeotti til at componere, en Stuart, Biørn, Bournonville til at udføre, vort daværende Publikum til at see Balletten, vilde jeg uden Betænkning stemme for Iværksættelsen. Men da min huuslige og personlige Stilling ikke i lang Tid har tilladt mig at oppebie nogen Ballet, da jeg endog, som bekiendt, siælden faaer sidste Act af mine kiæreste Stykker at see, kan jeg hverken have Mening om Hr Funks Talent til heroisk Balletcomposition, da jeg ikke engang veed, om han nogensinde har aflagt Prøver derpaa, eller hvorvidt vi eye Subjekter til den ædlere Dands og Pantomime; og efter det Hæng til det groteske, frivole, og lascive, som den nærværende Skuespilsmag synes at røbe, har jeg den Føye at antage, at der i Fiælebodene skulde have dannet sig en renere Balletsmag. Kommer nu hertil, at denne Ballet formodenlig i Dragter o.d.l. vilde koste en Deel, der, naar den ingen Lykke giorde, vilde være spildt, maa jeg henstille, hvorvidt den kunde formodes at svare Regning. - I allerunderdanigst Henhold til H.M. Befaling, at Balletvæsenet skal ophielpes, maa jeg midlertid bestemt erklære, at Ovenanførte paa ingen Maade maa ansees som min officielle Modstemme, men at .. jeg aldeles samtykker, hvad kyndigere og competentere Colleger i denne Sag beslutte" (Coll.BrS.44 10.11.1828). Olsen erklærede, at han hverken troede "Sujettet heldigt eller udførbart med Hensyn til Theatrets nuværende Dandsekræfter" (l.c. 12.11.1828). Tydeligvis ventede Olsen på Bournonville.

Bournonvilles anden udfordrer P. Larcher fik dog opført sin version af Taglionis første ballet "Jocko, ossia la scimia brasiliana" (1828). Om de anordnede censorers læsning ses intet, men Collin ønskede balletten frem trods teatermaler Wallichs advarsel mod omkostningerne (Coll.BrS.XXV 20.5.1829). Premieren fandt sted den 29. maj 1829 (opført ialt 6 gange) (1).

Dansene til geburtsdagsstykkerne så vel som til formælingsstykket, alle kreeret af P. Funck, holdtes som vanligt uden for censorernes gebet.

Bournonvilles engagement blev færdigforhandlet i denne sæson (2).

[sideskift][side 341]

10.6.0 Særarrangementer

Af de anførte koncerter og aftenunderholdninger har kun de fem interesse (1), idet teaterplakaterne afslører, at et eller flere numre ikke forhen havde været givet på den kongelige skueplads; censorernes indsats kan ikke på grundlag af det bevarede materiale registreres, med undtagelse af Mad. Wexschalls aftenunderholdning, hvor Olsen i direktionsmødet den 12. marts 1829 erklærede, "at i saa Henseende det fornødne var foranstaltet" (Dp). Han alene havde taget ansvaret for aftenunderholdningens program, hvorved den kongelige resolution af 24. jan. 1825 (jf. s.135) kun delvis var blevet overholdt; Rahbeks skriftligt affattede indsigelse imod "den giængse Efterladenhed" vedrørende denne sag ses ikke bevaret (Dp).

Reskriptet vedrørende formælingsstykket (jf. s.305) indeholdt også den bestemmelse, at der skulle forfattes "en Sang og en Prolog". Boye tilbød at udarbejde disse tekster (CP 153 22.6.1828, jf. s.307). Dermed var sagen afgjort, idet direktionen vedtog at tilkendegive ham, "at man med Fornøielse i sin Tid saae disse fra hans Haand imøde" (Dp 25.6.1828). Den 2. okt. 1828 anførte teaterdirektionen, at Boyes tekster havde opnået kongens approbation (Dp); teatercensorerne ses ikke at have udtalt sig. Oehlenschlägers indsats ved teatrets andel i formælingsfesten blev indskrænket til udfærdigelsen af tekster til transparenter. Collin fremlagde dem i direktionsmødet den 16. okt. 1828, ved hvilken lejlighed de blev godkendt.

I anledning af kronprinsesse Carolines og prins Ferdinands forlovelse den 4. maj 1829 var teatret illumineret (Dp 30.4.1829), og den 5. maj 1829 opførtes "Elverhøi" som festforestilling. Heiberg havde i denne anledning forfattet en sang; censorvota fattes. Se s.384.

Torsdag den 28. maj 1829 dekreteredes teatret lukket på grund af "Hendes Durchlautigheit Prinsesse Carolines Jordefærd".

Geburtsdagssangen til dronningens fødselsdag i okt. 1828 blev affattet efter reglerne af Heiberg; censorvota fattes. Sangen i anledning af kongens fødselsdag i 1829 skulle Overskou som oversætter af geburtsdagsstykket have forfattet, men han var ikke kapabel. Sangen blev i stedet forfattet af C.J. Boye.

Med hensyn til søndagsforestillingerne udvidedes antallet af disse mærkbart i denne sæson efter derom indgiven forestilling (21.7.1828), hvor direktionen påpegede den merfortjeneste, det ville [sideskift][side 342]give teatret. Kongen bifaldt andragendet "i Eet og Alt" den 29. Juli 1828 (Orig.Kgl.Res.). Ifølge direktionens forestilling skulle der "spilles hver Søndag undtagen i September og Maji Maaneder .. Det blev 25 eller 26 Søndage" (l.c.). Sammenlignet med de foregående sæsoner undergik sammensætningen af søndagsforestillinger efter omordningen med hensyn til teatret økonomiske andel ved disse forestillinger ingen synderlig ændring, idet man, når man tager hensyn til det øgede antal, ikke undlod at præsentere nye og/eller højt estimerede stykker samtidig med at man rent kvalitativt forstod at holde niveauet fra foregående sæson, da f.eks. også "Romeo og Julie" og "Axel og Valborg" blev givet.

[sideskift][side 343]

10.7.0 Genoptagelser

Det var i denne sæson sparsomt med genoptagelser af ældre stykker. I aug. 1828 havde J.L. Heiberg af faderen modtaget "Chinafarerne med skriftlige Forandringer"; han oplyste i sit brev, at han havde vist Collin "disse Forandringer, og han har sagt, at han ønskede Stykket skulde gaae til næste Saison, med en ny og forbedret Rollebesætning" (Borup Fam.br.nr.6 9.8.1828). Intetsteds i de officielle papirer omtales dette sagsforhold (1). Se s.438.

Direktionen bifaldt den 16. okt. 1828 Collins forslag til rollebesætningen i "Egmont" (jf. s.1534). Se s.620.

Weyse søgte at få sin opera "Ludlams Hule" genoptaget i denne sæson, idet han anmodede om ændring i rollebesætningen (Dp 16.10.1828). Se s.483. Heller ikke "Faruk" lykkedes det Weyse at få genoptaget, jf. s.296. Se s.545.

Til det lille syngestykke "Stakket Dands er snart sprungen" blev rollebesætningen ændret den 9. marts 1829, men det kom ikke på scenen.

Angående genoptagelser henvises i øvrigt til søndagsforestillingernes repertoire, omtalt s.341.

Konklusionen må blive, at direktionen ikke havde overskud til at fremdrage flere ældre stykker, dels fordi man opsatte så mange nye stykker, dels fordi man var belavet på at sammensætte en ny direktion samt endelig fordi flere af de i foregående sæson bestemte genoptagelser først nu blev effektueret.

[sideskift][side 344]

10.8.0 Direktorialt

Rahbeks lede ved teaterdirektoriale forretninger i slutningen af er specielt omtalt s.267. Collins ønske om at udtræde af direktionen i 1828 er omtalt s.303. I 1829 blev det værre endnu. Til Holstein skrev han: "Af Hengivenhed for den K[on)g[eligej Tieneste har jeg hidtil paataget mig langt mere Arbeide ved Theatret, end ved min Ansættelse var mig paalagt. Men siden Urostiftere ved Theatret ustraffet og uændset vedblive at forstyrre Tienesten, saa er det rigtigst, at overlade alt det Administrative til Deres Excell. som har Magt at skaffe Orden tilveie" (BmD 23.3.1829). Holstein svarede: "Jeg takker Hr Etatsraaden for det De hidtil har besørget uden for det som var Pligt og skal ieg saavidt min Helbred tillader det intet forsømme som kan fremme Scenens Tarv" (BmD 23.3.1829). Fra denne dag af kan da Collins definitive afsked med teatret dateres, thi han havde da i ca. seks år afgjort mangen en administrativ sag, der ifølge instruksen henhørte under teaterchefen. Holsteins spagfærdighed skal vist ikke tages for mere end sproglig ubehjælpsomhed. Han skulle nu drive teatret sammen med nye folk; Manthey blev hans støtte. - Uroligheder, der især optog teaterdirektionen det sidste halve år, den endnu fungerede, gjaldt Nielsens kabaler vedrørende instruktørposten, som her er aldeles uomtalt (jf. Overskou V 41ff). Collin var i en entydig modsætning til Holstein i dette spørgsmål.

Efter Kammas død den 21. jan. 1829 tabte Rahbek livsmodet for afgørende sidste gang. Sin afmagt og bitterhed udtrykte han i brev til Collin: "Om vor Opløsning, eller Afløsning, har jeg i min Ødebo, hvor jeg faaer al min Kundskab fra Boye, intet hørt, uden at jeg for 3 til 4 Uger siden lod mig fortælle, at Zepelin ikke var uden Haab om at blive vor Eftermand; medmindre Theatret skulde lægges under den indbyrdes Underviisning [J.N.B. Abrahamson]. Des trøstigere følger jeg dit Raad, hiemme rolig at oppebie Tilsigelse til næste Møde, kommer, hvis jeg paa den bestemte Dag kan, men - si qvid potius - og jeg for Exempel den Dag kunne vente Ophelia, undskylde mig" (Coll.BrS.XXIVa 13.4.1829). Sagen skulle imidlertid trække i langdrag. Endnu i maj 1829 var sagen ikke afgjort. Umiddelbart efter Olsens død indsendte Oehlenschläger sin ansøgning om at ansættes i Olsens sted: "Han bemærker .. at han om det skulde forlanges er villig til at ophøre med at skrive for Theatret" (Memorialprotokol 1829 nr.638 #.5.1829). Den 13. maj 1829 fulgte
F.C. Petersens ansøgning, mens Molbech først fik afsendt sin den [sideskift][side 345]den 18. maj 1829 (Memorialprotokol 1829 hhv.nr.657 og 665). Ritmester Blicherolsens ansøgning blev henlagt den 50. maj 1829 (Memorialprotokol 1829 nr.800) (jf. s.303).

Rahbek var åbenbart uvidende om disse ansøgningers eksistens, thi den 22. maj 1829 tilskrev han Collin denne dødsattest på sin teaterinteresse: "Keed og træt og misfomøyet vilde jeg netop oppebie Afgangsforestillingen, for at udbede mig første Plads paa den; dette Ønske, som jeg længe har gaaet frugtsommelig med, er blevet forsinket først ved Frygt for at støde Kongen, der i det Øieblik havde givet mig Tillæg [1], da jeg høit haabede en Gratification som ærlig talt havde været mig velkomnere - siden ved dit Brev, som bebudede os vor Afgang, der naturligviis vilde været mig behageligere, end at maatte søge Afskeed, endelig ved Olsens Død just i dette Øieblik, der giør det upassende at vilde træde ud. Jeg troer da at burde blive, indtil enten den ledige Plads er besat, eller maaskee anden Forandring indtruffet. Saa længe jeg skal blive, vil jeg efter min Ævne og Synsmaade giøre min Pligt, men Ingen kan fortænke mig i, at jeg vogter mig saameget muligt for at indvikles i det Linklæde, som jeg saa inderlig ønsker at slippe, og flye. Jeg haaber intet for Theatret, og intet af det, hvad skal jeg da? Desperavi" (Coll.BrS.XXIVa). Afslutningen blev dog en ganske anden, thi Rahbek blev, men Collin gik. Ifølge selvbiografien bad Collin Frederik VI om entledigelse: "[Jeg spurgte,] om jeg skulde indgive en skriftlig Ansøgning, hvortil han svarede: "Ja det er vist det rigtigste, ellers kunde man sige, at De var afsat, og det har De ikke fortjent" (CHCA 588) (2). Med denne viden må Collins afskedsansøgning, tilsendt Holstein, læses: "Det er ikke noget øieblikkeligt Indfald, men Resultatet af langt og modent Overlæg .. Deres Excellence vilde feile meget, hvis De troede, at et Gagetillæg kunde omstemme mig. Hans Majestæt har i den Henseende altid forekommet mine Ønsker, og aldrig ladet mine ringe Bestræbelser været upaaskiønnede. Og hvad nærværende Tilfælde angaaer, saa vilde det giøre mig Theatertienesten dobbelt tung, hvis jeg ved en Gage blev forpligtet til at forblive Medlem af Theaterdirectionen" (BmD 10.7.1829). Den 21. juli 1829 afskedigedes Collin i nåde; og Manthey trådte til. Han skulle remplacere Olsen som censor, men også Collin som økonomisk direktør. Collins censorpost forblev således sammen med den økonomiske direktørs (Orig.kgl.Res.).

[sideskift][side 346]Allerede i 1826 havde Heiberg (via Collin?) ventileret sin ansættelse ved teatret (jf. s.200). Efter de royale begivenheder i 1828 havde han bevist sig duelig til kongelig bevågenhed (jf. s.305ff), uden at det på mindste måde fremgår af aktstykkerne, at stillingen ved teatret var den kongelige kvittering. Det må erindres, at omtalen af sujettet til "Elverhøi" var kædet sammen med ønsket om ansættelse ved teatret, hvorfor den officielle ansøgning og teaterdirektionens forestilling blot oplyser, hvad der var blevet resultatet af forskellige personlige drøftelser mellem Heiberg og Collin, Collin og kongen, og eventuelt Heiberg og Frederik VI. Heiberg sendte sin ansøgning (Borup nr.200) til Collin (Borup nr.199 27.12.1828) den 27. dec. 1828 (3). Da alle væsentlige aktstykker er aftrykt (Borup nrr.199-202), skal det kun her konstateres, at Heiberg ikke i sin ansøgning opstillede bestemte betingelser for sin ansættelse, mens han i følgeskrivelsen til Collin foreslog en gage stor 800 Rbd., hvilket ækvivalerede oversættelseshonoraret for 4 operaer (4). Rahbek fandt Heiberg særdeles velkvalificeret, og hans eneste forbehold gjaldt hegelianeren Heiberg, som "den lessing-eberhardske Professor Æsthetices" ikke kunne tillægge "æsthetiske Indsigter", når han skulle underskrive en forestilling, hvori teaterdirektionen på denne måde påberåbte sig hans kvalifikationer til embedet som teaterdigter og -oversætter (5). Men teaterdirektøren Rahbek kunne dog kun finde Heiberg sine rivali. Forestillingens afsnit om betingelserne for Heibergs ansættelse affattedes efter forholdene ganske præcist: "[1] to metriske Oversættelser .. og to Oversættelser i Prosa, alt af Stykker, der udgiøre en heel Aftens Forestilling [dog uden at genren blev specificeret]"; (2) revision samt forandring af andres oversættelser, enten nye eller gamle; (3) affattelse af lejlighedsdigte til teatrets forskellige særarrangementer (Borup nr.202 29.12.1828). Heiberg ansattes pr. 1. jan. 1829 ved kongelig resolution af 6. jan. 1829 med en gage på 600 Rbd.r.S. (Borup V 69). Se s.388.

10.9.0 Sommerforestillinger

Der afholdtes heller ikke denne sommer forestillinger, hverken på Hofteatret eller "Byens Theater" (1).

---

Noter

[sideskift][side 1528]

10.1.0 note 1

(1) Til faderen i Paris skrev Heiberg den 19.4.1828, at "der skal .. skrives et eget nationalt Fest-Skuespil. Dog veed man endnu ikke, hvilken Forfatter der bliver beordret dertil" (Heibergske Familiebreve nr.4). - C.J. Boye skrev til Aug. Baggesen den 18.4.1828: "Poeterne her omkring gjøre i denne Tid meget stærk Cour til Pr[ins] Chr[istian Frederik] og Kongen, for at komne til at skrive Theaterstykket i Anledning af Formælingsfesten i October; og de indgive det ene Udkast efter det andet - Jeg gjør ikke, og vil ikke gjøre eet eneste Skridt i denne Henseende, hvorfor jeg da [h]eller ikke faaer noget dermed at bestille .. Meget ulykkelig føler jeg mig just ikke derved" (NkS 1465). Af materialet fremgår det, at kun Oehlenschläger havde indgivet sit udkast, men kanalerne for indlevering kan gerne have været uden for protokol.

10.1.0 note 2

(2) Boyes afbud er dateret den 22.6.1828 (CP 159). Han udbad sig den ære "at udarbeide den Sang og Prolog, som ved samme Leilighed skal afbenyttes", da han tiltroede sig "Evne til at opfylde de Fordringer, der i denne Henseende kunne gjøres", jf. s.341.

10.1.0 note 3

(3) Sujettet blev aldrig benyttet siden, jf. Preisz V 327ff.

10.1.0 note 4

(4) Borup nr.191 angiver fejlagtigt adressaten som Rahbek.

10.1.0 note 5

(5) Heibergs intentioner kan læses CP 181f. Om Kuhlaus reaktion herpå og arbejde dermed, se Dansk Musiktidsskrift XVII 1942.

10.1.0 note 6

(6) Jf. Borups kommentar til nr.195.

10.1.0 note 7

(7) Parallelt med udarbejdelsen af teksten komponerede Kuhlau sin musik til stykket, hvorefter Heiberg derpå til denne del af stykket skrev teksten, jf. Dansk Musiktidsskrift XVII 1942.

10.1.0 note 8

(8) Den 13.7.1828 indgav han på trods af sine i brevet af 10.6.1828 givne grunde en ansøgning (jf. Borup nr.188) via teatret til kongen om et ekstrahonorar, beløbende sig til 900^rbd Sølv (Borup nr.192). Allerede den 15.7.1828 resolverede kongen, at teaterkassen kunne anvises 1000^rdb Sølv udover reglementet. Den 22.7.1828 købte Heiberg sig en brun "Ridehoppe" (Almanak).

10.1.1.

10.1.1 note 1

(1) Enkelthederne er: "Rosalias [Rosauras!] Scene" mente Rahbek måtte sidestilles med Don Juans erobringers sydlige lethed. "Donna Olympia maatte vel formedelst sin Navne i Don Ranudo omdøbes .. ogsaa findes der nogle Stæder f. Ex. S. 7 næstsidste Linie. S. 17 de øverste Linier S. 42 de nederste Linier; de i sig saa poetisk deilige Replikker af Elvira S 76 og 77 og endelig S.82 de øverste Linier". Da Hauchs manuskript ikke ses bevaret, kan det ikke oplyses, hvorvidt han rettede de pågældende steder; også kommunikationen mellem Hauch og teatret ses ikke (bevaret). Hvorfor det ikke lykkedes for Hauch at få opført dette stykke kan ikke oplyses.

10.1.2.

10.1.2 note 1

(1) Lessings recension af Gellerts "Die kranke Frau", uopført i Danmark, findes i Gesammelte Werke bd.6 1954 s.115f.

10.1.2 note 2

(2) Næppe nogen vending.

10.1.2 note 3

(3) Edgar Collins fremstilling i "Ude og Hjemme" 1883 nr.302 er fejlagtig, fordi han ikke har skelnet mellem koncepter og de afsendte aktstykker (NkS 1574).

10.1.2 note 3a

(3a) I den 395 sider tykke sufflørbog KTS 854 er foretaget en række udstregninger med både blæk og blyanter; derudover to tilskrivninger. Der er tydeligvis arbejdet med stykket de mange gange det er blevet opført. Det er idag umuligt at datere rettelser/ændringer.

10.1.2 note 4

(4) Se "Ude og Hjemme" 1883 nr.302.

10.1.2 note 5

(5) Se Guerlac 215 (Mme du Deffand). Er der tale om en hentydning til Heiberg?

10.1.2 note 6

(6) Allusionen er ikke undersøgt.

[sideskift][side 1529]

10.1.2 note 7

(7) Citatet er ikke fundet.

10.2.1.

10.2.1 note 1

(1) "Lycée ou cours de litterature", Tome XI 289ff. Olsen havde åbenbart kun læst de første sider af La Harpe, thi s.293 læser man: "C'est en effet, malgré tous ses défauts, le meilleur ouvrage de Dubelloy, et celui qui lui fait le plus d'honneur; c'est le seul ou il ait eu de l'invention, s'il est vrai qu'on ne doive savoir gré que de celle qui est dans les principes de l'art. L'idée d'un drame entiérement national était heureuse et neuve; et l'on ne pouvait, pour la remplir, choisir un meilleur sujet. Il y avait du mérite et un mérite original à fonder l'intérêt d'une tragédie sur de simples citoyens qui se dévouent pour leur patrie et pour leur roi, et à leur donner un caractere d'héroisme qui soutient la tragédie dans un dégré aussi élevé que l'heroisme des rois et des grands; il y avait de l'art à conduire eet intérêt jusqu'an dénouement, à faire contraster les remords d'Harcourt victorieux, mais traître à sa patrie, avec la supériorité que conservent dans le malheur le maire de Calais et ses compagnons vaineus, mais se sacrifiant pour l'état avec gloire et avec joie. Ce dévouement produit au second acte une scene vraiment tragique: C'est la plus belle de la piece. Celle d'Harecourt qui veut prendre la place du fils d'Eustache de Saint-Pierre dans la prison ou ils attendent la mort avec les autres dévoués, n'est pas parfaitement motivée: il est trop stir qu'Edouard n'acceptera pas le sacrifice d'Harcourt qui l'a si bien servi, et ne le fera pas mourir. Mais le désespoir ou le jettent ses remords et le refus et les outrages du roi d'Angleterre, peut lui faire une illusion suffisament justifiée, puisque le spectateur la partage, et cette scene dialoguée avec vivacité et véhémence fera toujours plaisir". Afslutningsvis sammenfatter La Harpe sit indtryk af stykket: "Mais ce qui unit le plus à cet ouvrage, ce qui le relequé parmi ceux qui ont besoin des acteurs pour exister, c'est le bon déclamatoire qui trop souvent y domine, c'est la foule de mauvais vers dont il est surchargé. Les longues sentences, les idées fausses, ou petises, ou emphatiques, les dissertations, les figures froides, les hyperboles, les constructions dures, les phrases louches et contournées rebutent à tout moment les lectures, et c'est ce qui contribua le plus à décrier la piece, lorsqu'elle passa de la scene dans le cabinet" (l.c. s.297). - Voltaire udlod sig bl.a. i "Essai sur les moeurs et l'esprit des nations" (chap. LXXIII) med dulgt hentydning til Dubelloy: "L"iée de réparer les désasres de la France par la grandeur d'âme de six habitants de Calais, et de mettre au théâtre d'assez mauvaises raisons en assez mauvais vers en faveur de la loi salique, est d'un énorme ridicule" (Condorcet. Vol.XII s.21). Anderledes var det, da Voltaire skrev til Dubelloy i 1765: "Votre pièce fait aimer la France et votre personne. Voilà un guere nouveau dont vous serez le père; on en avait besoin, et je suis vivement persuadé que vous rendez service à la nation. Recevez encore une fois mes tendres remerciements" (Besterman nr.11663, Vol.LVII. 1960. Første gang trykt i "Mercure de France", 1769).

10.2.2.

10.2.2 note 1

(1) Schram var i Frankrig i 1828, hvorfor han kan tænkes at være ophavsmanden til stykkets fremkomst i Danmark. Brummer leverede teatret originalen den 15.5.1828 (TK 1829 2.kv.nr.182). Jf. Heibergske Familiebreve nr.4 19.4.1828.

[sideskift][side 1530]

10.2.2 note 2

(2) Der må være tale om Schrams manuskript, da sufflørbogen (KTS 270) og den af Printzlau udgivne version (1829) stemmer overens. De rettelser og udeladelser, der angiveligt findes i sufflørbogen, kan ikke tillægges Collin. - Brevveksling mellem Schram og aktorerne ses ikke i de offentligt tilgængelige arkiver.

10.2.2 note 3

(3) Det er karakteristisk, at Olsen henviser til netop denne oversættelse, som ingen steder nævnes for sine kvaliteter, hverken med hensyn til oversættelsens egenværdi eller som særlig egnet til opførelse på teatre. Benda havde brugt 20 Ar af sit liv på at oversætte den hele Shakespeare (Vincke, Jahrbuch XVI og XVII). Genée aftrykker uddrag af Bendas oversættelsesprincipper i "Geschichte der Shakespeare'schen Dramen in Deutschland. 1870). I Hans Georg Heuns "Probleme der Shakespeare-Übersetzungen. Eine Bibliographie" (Shakespeare-Jahrbuch 92 1956 s.450ff) navnes ingen behandlinger af oversættelsen, som aldeles overskyggedes af Schlegel/Tieck-udgaven. - Der skal henvises til Boyes efterskrift til oversættelsen i "Det kgl. Theaters Repertoire", nr.22 samt H.C. Wosemoses kritik i Østs Archiv", bd.1829 s.279ff.

10.2.2. note 3a

(3a) NkS 2571 er et arrangementseksemplar uden rettelser. Heri uregistreret skrivelse fra Ryge til Direktionen af 17.2.1830 om dekorationsvæsenet til stykket.

10.2.2 note 4

(4) Formentlig er det Heiberg, der efter v. Schmidtens rosende omtale af stykket har anskaffet det til Danmark (jf. Borup nr. 185, der ikke nævner sammenhængen). Måske Heibergs sygdom var årsagen til, at oversættelsen ikke blev leveret.

10.2.2 note 5

(5) "Wer nicht bey Holberg lacht, muss bey Goldoni weinen, siger Lessing etsteds [####]. Man siger mig, at hverken Døgnets Publikum eller dets Skuespillere finde Holberg ret at lee af; da de vil og maa have -- quæ dicere nolo. Det er da at befrygte, at Goldoni, saa ægtecomisk end Hovedsituationerne og Caractererne ere, ved de øvrige Steders og Personers Hverdagsvæsen vilde falde keedsommelig, som jeg erindrer i Begyndelsen af nærværende Bestyrelse alt med det i sin Tid saa yndede Lystspil Huset i Oprør [premiere i sæsonen 1777/78; sidste gang opført den 28.4.1813, ialt 17 gange] og om jeg ikke tager feil, med de nysgiærrige Fruentimmer [premieren fandt sted i sæsonen 1774/75; sidste opførelse blev givet i det ordinære repertoire den 26.1.1795. Endvidere opført ved Sommerskuespillene i 1818 - ialt 22 gange], hos Smagens daværende Jødepublikum - som Baggesen kaldte det - der var lidet bedre end vor Østergade og Vestergade [jf. s.314], var Tilfældet .. Derimod er jeg overtydet, at mange af de goldoniske Lystspil, og deriblandt dette, og ovennævnte tvende, især Huset i Oprør, og fremfor Alt Henrik, som tiener to Herrer [premiere i sæsonen 1760/61; 15. opførelse den 11.3.1785. Stykket blev først genoptaget i sæsonen 1856/57], med Bearbeidelse, af vor nuværende Theaterdigter fremfor alle, naar han giorde det con amore, af Rosenkilde, for hvem det sidstnævnte Stykke ogsaa som Skuespiller maatte blive en Triumph, og af flere, som nu tygge Drøv paa hinandens Par Vittigheder og Indfald, vilde giøre Lykke". Om Goldoni i det 18. årh.s danske repertoire, se AEJ I 220ff.

10.2.2 note 6

(6) Den franske original kendes ikke (Vulpius Schiller Bibliographie. 1959).

10.2.2 note 7

(7) Alle muligheder er undersøgt. De sandsynligste oversættelser er Heibergs lokaliserede "Den fortrædelige Formiddag" eller måske "Snyltegæsten".

10.2.2 note 8

(8) Teksterne til sangene (i vaudevilleversionen) findes i Heibergs egen håndskrevne version; også trykt (KB 56 315). Partitur til disse sange ses derimod ikke, hvilket bestyrker antagelsen om [sideskift][side 1531]en speciel hofversion (NkS 3065). I sufflørarkivet (KTS 686) findes en række rettelser i 2. sc. i Madkjærs lange monolog. Øjemedet har ganske givet været at fornærme tilskuerne mindre samt et hensyn til indskrænkning af personaliteter. Printzlau lod stykket trykke efter det manuskript, hvorefter sufflørbogen blev afskrevet, jf. Borup V 88, der blander denne og de to andre oversættelser sammen.

10.2.2 note 9

(9) Heibergs manuskript eksisterer ikke mere. MS 228 indeholder ingen rettelser. Den trykte version har følgende ændringer i forhold til den version, Rahbek læste: Rosenkildes stykke blev ikke udeladt, Henriques blev omtalt på scenen, danseeleven blev ændret til en syjomfru, jf. DKTR nr.19.

10.2.2 note 10

(10) Jf. Heibergs artikel i "Kjøbenhavns flyvende Post" 1828 nr. 102, hvor han forsøgte at vurdere Scribes moralitet i forhold til tidligere dramatikeres. Absolutternes sammenstød kunne ret beset tolkes som umoralitet, således som Scribe lod kærligheden farves men ikke underkendes. I modsætning hertil stillede han Scribes "Simple histoire", hvor Scribe havde "opstillet et skjønt Mønster paa en digterisk Fremstilling af Kjærligheden. I dette Stykke - eet af hans fortrinligste Arbeider - kommer Kjærligheden i en interessant Collision med sig selv, ikke med overdrevne Pligter og underordnede Forhold" (Pros.Skr.V 141). Havde censorerne haft Heibergs deduktion i erindring, havde de ikke undret sig over hans valg.

10.2.2 note 11

(11) Heibergs manuskript er brændt. De ganske få rettelser i KTS 221 er kommet til senere, jf. DKTR nr.20.

10.3.2. note 0

(0) Sufflørbogen KTS 834 har været anvendt; den har ingen rettelser overhovedet.

10.3.2 note 1

(1) En sammenligning med den franske original har godtgjort, at Heiberg har forholdt sig frit over for originalen, og at det; af Rahbek anførte er en direkte omarbejdelse, se DKTR nr.10 s. 19. Sufflørbogen KTS 679 indeholder ikke sangnumrene.

10.3.2 note 2

(2) Horats' satirer Lib II, VI lyder det: "quicumque obvius me consulit: "o bone, nam te/ scire, deos quoniam propius contingis, oportet, numquid de Dacis audisti". Jf. Glahns oversættelse, Kbh.1905 s.25.

10.3.2 note 3

(3) Referat af de tre akter samt forslag til ændringer (NkS 1574).

10.3.2 note 4

(4) I udateret brev meddelte Overskou, at omarbejdelsen var sket efter ønske af Siboni, Holstein og Collin: "Plan[en] er lagt af mig efter det mig af Herr Prof. Siboni opgivne Øiemed". Overskou ønskede ingen betaling for sit arbejde og tillod "hvem som helst [at] tilføre mere passende Forandringer" (UjBr udat. ie: efter 4. og før 13.12.1828).

10.3.2 note 5

(5) Det ville Kuhlau selvfølgelig ikke, jf. s.327.

10.3.2 note 6

(6) Rollerne uddeltes ikke på ny i 1828; sidste rolleforandring var foretaget den 29.10.1827 (PRFD).

10.3.2 note 7

(7) Tilføjet over linjen. Hvem der havde foretaget denne gamle oversættelse fremgår ikke eksplicit af materialet. Partitur og orkesterstemmer samt "Textbogen" blev indkøbt allerede den 17.10.1824; formentlig har da operaen været påtænkt opført i anledning af kongens fødselsdag i 1825 (TK 1825 4.kv.nr.128).

10.3.2 note 8

(8) I de sidste to scener udtrykkes en helt overvældende glæde over foreningen af Ludvig og Valentine, hvorpå Overskou i 12. sc. lader høvdinge og landboere hylde fyrsten, således at der alluderedes krafttigt til landboreformernes fader (kronprins Frederik). - Siboni foreskrev Overskou diverse replikker samt udkastede et scenarium for finalen, jf. DKTR nr.15 og KTS 805.

10.4.1.

10.4.1 note 1

(1) Aumont & Collin I 134. DKTBs eksemplar afslører ingen forkortelser af væsentlig karakter.

[sideskift][side 1532]

10.4.1 note 2

(2) I Manuskriptet (NkS 2412) har Hertz selv skrevet: "Dette Exemplar er det første Udkast, der senere blev omarbeidet og opført. Men efter den første Forestilling blev Stykket meget forkortet", hvilket klart fremgår af sufflørbogen KTS nr.43. Den 18. sc. oplyser om tidens forhold til seksuallivets gåder; Rahbeks indsigelse herimod skal formentlig ses som repræsentativ for tidens snæversyn on unge pigers behov for oplysning om dette emne.

10.4.1 note 3

(3) Sufflørbogen indeholder replikken om Frydendahl, mens scenen om Theodors vaudeville blev slettet ved den anden opførelse.

10.4.1 note 4

(4) Sidste opførelse fandt sted den 6.5.1829. Den omvendte verden er det da, når Hertz i brev til Collin den 14.5.1829 anmodede om, at Peters sang i 14. sc. måtte udgå. Den 27.5.1829 bad Hertz om sit manuskript og sufflørbogen af "Hr. Burchhardt og hans Familie", "Flyttedagen" og "Arvingerne" (Coll.BrS. XXIIb). Rettelser skulle ordnes.

10.4.1. note 4a

(4a) NkS 2505 indeholder en del forandringer: Justitsraad Hjelm fik navneforandring til Holler; dertil mange udstregninger af såvel blyant som blæk. S.211 blev indføjet en ny sang. Men KTS 606 indeholder ganske anderledes mange radikale beskæringer og nye replikker, således at der er tale om et helt nyt stykke. De nye replikker er skrevet af Arnesen selv, mens udstregningerne med lilla blæk (ca. 1/3 af teksten er skåret bort) vel tilhører en senere tid. hvor forfatteren har pønset på at få stykket frem på ny (?).

10.4.1 note 5

(5) Kraftigt protegeret af prins Christian Frederik. Rahbek skrev til Collin: "Jeg har ingen personlig Interesse for Bay, kiænder ham ikke, om han stod for mig, indrømmer, at han ikke egenlig er nævnt til Vanære; men ikke at tale om, at efter min Overtydning man ikke bør give Medborgere til Priis for Latter paa en kongelig Skueplads, vil jeg anmærke, at jeg troer det - maaskee endnu noget mere end klogt, at hæmme denne Uskik i Fødselen, da det ellers i denne mundkaade Tid let kunde blive Hiemmel for Sottiser, vi ville bide os i Fingrene over" (Coll.BrS.XXIVa udat. ie: 20.2.1829).

10.4.1 note 6

(6) Se Markers fejlagtige oplysning s.35.

10.4.1 note 7

(7) Reglen var dog tre originale stykker, før end forfattere tilstodes fribillet.

10.4.1 note 8

(8) Hverken manuskript eller sufflørbog er bevaret (KB, DKTB), men Andersens rettelser findes i NkS 2451: bl.a. "Og som en Catalani skrige kunde → Og som en vis Madamme skrige kunde", "Vandre som hans Ægtemage,/Synge ham en Sang af Bay → Og i een af disse Dage/Staae paa Ægteskabets Galei", "Og vi vil blive her paa Nicolai/Og jeg skal synge for Dig, smukt af Bay → Og jeg vil blive her paa Ridderborgen,/Med Kaffe vil jeg pleie Dig hver Morgen". - Opgøret i anledning af Andersens og andre unge forfatteres "Drengekaadhed" kommenterede Rahbek i et brev til Collin: "Jeg har havt i Sinde at bringe denne Sag ordenlig til Forhandling i et Directionsmøde, men efter at have her fremsat mine Tanker for dig i Vennevold, anseer jeg det overflødigt; er der noget i, hvad jeg siger, vil du tage det ad notam; hvis ikke, vil vi ikke, for at tiene notarius publikus, bryde en Landse desangaaende" (Coll.BrS. XXIVa udat. ie: 20.2.1829). Rahbeks korrekte opfattelse af magtstrukturen i teaterdirektionen var udslaggivende for hans opgør med Collin og indflydelse på repertoiret, hvad nyheder angik.

10.4.1 note 9

(9) Arnesen skrev til Andersen ultimo april 1829: "Grev Essex gaaer ikke paa Mandag men paa Torsdag. Din Vaud: var ansat til Fredag, men Md: Wexschal har ladet vide, at hun ikke kan spille i Essex paa Torsdag og i din paa Fredag. Din kommer derfor ikke til at gaae. Kan Du faae Md: Wexschal overtalt, saa kunde det maaskee endda komme til at gaae, men Du maa min Salighed ikke sige, at jeg har sagt Dig det" (NBD udat.).

10.4.1 note 10

(10) Rahbek evnede ikke at forstå Heibergs "Philosophi", udformet i "Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart", Kbh. 1826. - Stykket blev udgivet som lystspil i 1832 under titlen "Fastelavnsmandag, eller Sammenkomsten" af pseudonymet Johan Hendrichsen.

[sideskift][side 1533]

10.4.1 note 11

(11) "Supplicanten" var bestemt at fremføres til Jfr. Zrzas aftenunderholdning den 20.4.1829, men da den ikke kunne fremsiges, fordi Heiberg på grund af sin sygdom ikke blev færdig med den, bad Collin Heiberg "efter Theater Chefens Opfordring om, at forfatte et andet Stykke, som kunde beholde samme Titel, og fremsiges af Hr Rosenkilde" (Heibergs arkiv A.I.3 18.4.1829). Af teaterplakaten fremgår det, at Heiberg ikke efterkom denne opfordring.

10.4.1. note 12

(12) KTS 354 har været anvendt, men udstregningerne er helt inferiøre.

10.5.0.

10.5.0 note 1

(1) Manthey var derimod ikke begejstret hverken for balletten eller Larcher. Til Bournonville skrev han den 2.2.1830: "[Jeg] frygter .. for at vi i det mindste eengang ville see ham i Balletten Jocko, hvilket synes at ligge ham meget paa Hjertet endskjøndt man deraf neppe kan uddrage en fordeelagtig Slutning om hans Kultur eller hans Kunst" (NkS 3258A). Mantheys gode forhold til Bournonville skal selvfølgelig tages i betragtning ved vurderingen af hans dom. Overskous vurdering læses IV 880.

10.5.0 note 2

(2) Se Kragh Jacobsen & Schiørrings udgave af Bournonvilles Breve til Barndomshjemmet. Kbh.1969-78.

10.6.0.

10.6.0 note 1

(1) 26.12.1828, 11.2.1829, 11.3.1829, 20.4.1829 og 29.4.1929.

10.7.0.

10.7.0 note 1

(1) Den af Printzlau besørgede udgave, Kbh.1828, blev trykt "efter et af Forfatteren gjennemseet og forandret Manuscript".

10.8.0.

10.8.0 note 1

(1) Rahbek blev den 11.11.1811 bevilget 100 Rbd. i tillæg til sin gage (Orig.Kgl.Res.1832 nr.124 2-6-1832), da Olsen blev direktør.

10.8.0 note 2

(2) Collins afskedsansøgning er et studium værd: "Ved Deres Majestæts allerhøieste Rescr. af 1 Febr 1821 blev jeg allemaadigst udnævnt til Medlem af den Kongelige Theaterdirection med Forpligtelse til, fortrinligen at vaage over Theatrets Oekonomie og Pengevæsen. Jeg har ufortrøden stræbt at opfylde disse mig paalagte Pligter, og Deres Majestæts allernaadigste Tilfredshed med mine Bestræbelser har været min kiæreste Løn. Mit Ønske og min Bøn er nu, at erholde Deres Majestæts allernaadigste Tilladelse til, at fratræde dette Embede. Mundtligen har jeg i dybeste Underdanighed foredraget Deres Majestæt mine Grunde" (Rentekammeret, Kammerkancelliet, Bilag til Resolutionsprotokol nr.966 1829. Collins ansøgning er dateret den 13.7.1829). P.V. Jacobsens vidneværdi er ikke stor, men alligevel skal hans brev til Adler i Ribe anføres: "At Collin er gaaet af som Theaterdirecteur, og Manthey kommen i hans og Olsens Sted, har Du vel seet af Khavnsposten. Collin var længe kjed af det Væsen, og, da han ikke kunde sætte Md: Nielsens og Md Liebes Afskeed igjennem, samt oftere havde sagt, at naar disse ikke gik af, saa vilde han gaa, - saa gik han" (NkS 2635 2.8.1829).

10.8.0 note 3

(3) Det eneste aktstykke, i denne sammenhæng, som Borup ikke har med i "Breve og Aktstykker", er et brev fra Collin til Rahbek (BmD udat. ie: 27.12.1828), hvori han gjorde opmærksom på, at ansøgningen "er blot for Directionen, og er ikke noget Bilag ved Forestillingen". Netop denne oplysning indicerer, at sagen har været forhandlet og reelt afgjort, før Heiberg indsendte sin ansøgning.

10.8.0 note 4

(4) Beregningen holder kun for så vidt, at honoraret var 200 Rbd. Det gjaldt imidlertid kun for oversættelse samt hertil hørende omarbejdelse. Oversættelse af en stor opera betaltes ifølge regulativet med 140 Rbd.

10.8.0 note 5

(5) Collin konciperede forestillingen (jf. BmD 27.12.1828), men som det fremgår af forestillingen (Borup nr.202) omarbejdedes dette afsnit til almindelige vendinger, der ikke kunne støde Rahbek (Borup II 57, linje 3-6).

10.9.0.

10.9.0 note 1

(1) E.M. Heger søgte den 21.7.1829 om tilladelse til at opføre "Egmont" inden den forestående sæson (UjBr): sagen ses ikke behandlet. Se s.343.