>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Tre og fyrretyvende Saison, 16. September 1790 til 9. Juni 1791, side 457-482]

[Oversigt over repertoiret 1790-91]


[side 457]Saisonnen begyndte saa sildigt, fordi den skulde aabnes med Festforestillingen i Anledning af Kronprindsens Formæling og hans Gemalindes Indtog, en Begivenhed til hvis Høitideligholdelse Kjøbenhavn beredte sig med en saadan Begeistring, at Theatret ikke turde vente blot taalelig Søgning førend det selv kunde spille en Hovedrolle i den. Det havde ikke manglet paa kraftig Virksomhed, for at dette kunde skee paa en Nationaliteten og Kunsten værdig Maade. Efter Numsens Forslag skulde man give en Opera, tagen af den danske Historie, og dertil havde man "Erik Eiegod", som man maatte anmode Naumann om at componere, da Schulz ikke saae sig istand til. med saa kort Frist, at fuldende Musiken dertil. Men Schulz erklærede, at han paa sin Ven Naumanns Vegne turde forsikkre, at heller ikke han vilde kunne blive færdig med et saa stort Værk i endog tre Gange saa lang Tid, som der kunde tilstaaes ham, og Warnstedt rykkede da frem med den Mening, at man til en Fest, der saaledes i al Sandhed skulde inspireres al Folket, "burde hverken tage sin Tilflugt til Fremmedes Kunst eller give et Slags Stykker, der ikke havde viist sig at have hjemme i Folket, men søge hos gode Hoveder, der levede iblandt det og havde dets Yndest, at faae Noget, som virkelig var nationalt, saa at det kunde føles af Menigmand og give ham Stolthed af, at der ogsaa i Hans Fædreland var en poetisk Geist, som værdigen kunde forskjønne Landets herligste Høitid." Rosenstand tiltraadte ikke alene med megen Varme denne Mening, men erklærede den saa bestemt for den eneste, som var Bestyrelsen for Hs. Maj's. Theater anstændig, at de andre Directeurer stemte for den, og Numsen fornærmet anmodede Warnstedt om, da at sørge for at skaffe saadant Noget tilveie. [sideskift][side 458]Warnstedt besluttede at anvende Alt, for at efterkomme den spydige Anmodning saaledes, at han kunde have Ære deraf. Hans første Tanke var at indbyde danske Forfattere til en Concurs, men da Tiden vilde blive for kort dertil og han desuden ikke antog. at andre end de bekjendte Digtere vilde stille sig i Skranken, valgte han at henvende sig til Pram, den, næst efter Baggesen, som var i Udlandet, meest agtede iblandt dem, med Spørgsmaal, om han troede at kunne i en saadan Skynding finde og udarbeide et passende Sujet. Pram svarede ham nogle Dage efter med at indlevere Udkastet til „Frode og Fingal", hvilket Warnstedt troede at burde opfordre ham til at udarbeide, men dog ikke var saa ganske fornøiet med, fordi "han savnede den theatralske Livlighed og en i Stykkets Handling og Personer fremkommende ret naturlig Expression af Nationens Essentialitet og dens Glæde over sit Kongehuses Velgaaende." Han var allerede betænkt paa, meget imod sin Villie, at anmode Galeotti om et nationalt Dandse-Divertissement, der kunde bringe Liv og Afvexling ind i Forestillingen, da han blev meget behageligt overrasket ved at Thomas Thaarup, der allerede havde indlagt sig stor Berømmelse med flere lyriske Digte, navnligen Fædrelandssangen: „Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme", og desuden, som smagfuld Oversætter af Operaerne "Cora" og "Aline", var kommen i megen Anseelse ved Theatret, henvendte sig til ham med Tilbud om, hurtigt at skrive et til Festen passende Eenacts-Syngestykke. Den meget løseligt udkastede Plan, som Thaarup fortalte ham, indeholdt egenlig ingen dramatisk Handling, men et Høstgilde, som skulde holde den sammen, var en Fest, hvori det danske Landboliv kunde fremtræde ret levende og tillige idyllisk; i sine PerPer-soner [sideskift][side 459]soner vilde Digteren optage Ungdom og Alderdom, Bonde, Sømand og Soldat; der var Leilighed til, ved at prise Kongen for den givne Bondefrihed, at henvende Taknemlighedsfølelsen paa Kronprindsen, som Alle vidste var Aarsagen dertil; Sangene skulde næsten alle være Romancer eller letsyngelige Chor; og der kunde indsættes baade Solodands og Figurantstykker i munter national Stiil, — et saadant Canevas, som kunde taale Udeladelser eller Tillæg efter Omstændighederne, og fortræffeligt passede til Leiligheden, uden at synes fremtvungen af den, var ganske efter Warnstedts Ønske og han forbedrede det strax ved sit, af Thaarup med Begeistring modtagne og særdeles Held udførte, Forslag om, at fordele Stykkets Personer paa de tre Nationaliteter, som da vare underlagte den danske Krone. Han bemærkede vel, at en omhyggelig Behandling af et saa tiltrækkende Stof muligen kunde gjøre Forestillingen noget længere end ønskeligt ved en Festlighed, men ventede en saa glimrende Virkning af et Efterstykke af den Art, at han bad Thaarup. øieblikkeligt at begynde Udarbeidelsen og efterhaanden opgive hvad der vilde blive fornødent i Henseende til Dragter og Decorationer, da det strax skulde sættes i Arbeide. Til at componere Musiken maatte han, hvorledes han end skulde bære sig ad, have Schulz, og det opnaaede han ogsaa at faae, tildeels ved den store personlige Hengivenhed, Schulz havde for ham, tildeels fordi de fleste Numere skulde være Viser i bestemt national charakteer, hvori den berømte Componist af "Lieder im Volkston" netop fandt den meest fristende og mindst vanskelige Opgave. — Festen blev, ved det Indtryk den gjorde, Warnstedt til megen Ære. „Frode og Fingal" holdt sig vel ikke paa Scenen, og kunde det Heller ikke, da det, som et Slags [sideskift][side 460]dramatiseret Betragtning over Regentens og Folkets gjensidige Rettigheder og Pligter, i dramatist Livlighed ikke engang kunde sammenstilles med Digterens "Damon og Pythias", og desuden blev svækket ved de fleste Spillendes gammeldags Syngen i Versfremsigelsen og Mangel paa ægte Pathos og Varme; men naar i enkelte dramatist anlagte Scener det Livfulde brød frem fra den monotone Grund, da havde det en dansk Aand og Tone, hvis Virkning blev forstærket ved Leiligheden. Uden at henrives deraf, fandt Publikum at Stykket, som gjennemgaaende udmærkede sig ved et særdeles smukt og ædelt Sprog, var meget passende for Festaftenen. Og i „Høstgildet" fandt det ikke alene det, men følte sig begeistret over en i Situationer, Følelser, Sæder, Ord og Melodier henrivende livlig og skjøn Nationalskildring, der, hvorvel ligesom sprungen ud af Leiligheden, i sig selv havde Aand og Kraft til at gribe Gemytterne ogsaa uden den og fastholde Interessen langt ud over den. Saa ringe dramatist Betydenhed Handlingen har, saa ypperligt theatralsk er den behandlet. Efter en smuk idyllisk Fremstilling af landlig Ro og Tilfredshed vækker Kjærlighedens Varme og Opbrusenhed en let Spænding, der for et Øieblik dæmpes af den frembrydende inderlige Glæde ved de Hjemvendendes Modtagelse og over den rige Høst, men indtræder paany ved at de Elskende møde en Halsstarrighed, som Tilskuerne vel veed ikke er farlig, men fornøie sig over at see saa elskelig moersom. og da den, efter en saare let, men, ved Maaden hvorpaa den udføres, interessant Kamp er beseiret, forene sig Store og Smaa, Unge og Gamle, med de indtagende Hovedpersoner til Førere, for syngende og dandsende, i national Eiendommelighed, at udjuble et rigtvexlende poetisk og sjælfuldt [sideskift][side 461]Udbrud af deres Glæde over Friheden, Kjærlighed til Kongehuset og Begeistring for Fædrelandet. Et saadant, ved sin Ynde og Danskhed, hele Folket tiltalende Billede, var endnu aldrig seet paa den danske Scene. Virkningen var ei alene glimrende, men dyb: i Digtets Aand, Tanker og Følelser erkjendte Nationen et ædelt Udtryk af hvad der rørte sig i den selv, og Melodierne gik fra Læbe til Læbe Landet rundt som Toner, der vare fremstrømmede fra Folkets Hjerte. Hvad der især glædede Warnstedt var, at Alle, hvor forskjellige Meningerne om "Frode og Fingal" end vare, forenede sig i Følelsen af, at det havde været en ægte Nationalfest, og han erklærede det for den skjønneste Løn han havde opnaaet for nogen Anstrengelse i sit byrdefulde Embede, at Kronprindsen, efter at have tilkjendegivet Overhofmarskallen sin Tilfredshed, lod ham særligen kalde, for at sige ham. „at han vel vidste, det var Hans Iver, han fornemmelig havde at takke for den smukke Hylding, hvorved det især havde været ham en Fornøielse, at den var saa patriotisk og skyldtes to danske gode Hoveder og en af Hans Gemalindes Landsmænd, der havde været meget heldig i at gjøre saadanne Viser, som vare ret efter det danske Folks Sind, saa at hun strax havde faaet at vide, at der var gode Hjerter i den Nation, hun Herefter skulde finde sit Hjem og sin Lytte hos." Imidlertid skulde han ikke undgaae enkelte Mægtiges bittre Bebreidelser for just det, som især havde vundet Folkets levende Bifald. Adelen, og iblandt den endog Numsen, var yderst opbragt over, at man ved en saadan Høitidelighed havde havt den Uforskammenhed at lade en af Stykkets Personer, ligeover for "Kongehuset og Landets første Mænd", sige „Adel kan en Bonde være", og at lovsynge Bondestandens Frihed med [sideskift][side 462]en saadan Enthusiasme, at det havde fremkaldt stærk Applaus, hvilken ikke under en Forestilling, der beæredes med Hs. Maj.'s Nærværelse burde finde Sted uden ved Allerhøistsammes Indtrædelse og Bortgang. Efter Indskydelse lod endogsaa Arveprindsen Warnstedt vide, at „han syntes nok, at det var et meget smukt Stykke, men der forekom ligesom Oprør deri, og det var dog slet ikke passende til et Indtogsstykke paa Hs. danske Maj.'s Theater, hvor man havde saa gode moyens til at opføre Operaer, der bleve mere gouterede af den kongelige Familie og corps diplomatique."

Hvor mærkelig en Nyhed "Høstgildet" end var, blev Kotzebues Femacts-comedie "Menneskehad og Anger" endnu mærkeligere, da den ikke blot var det første Arbeide af en Forfatter, som fra dette Tidspunkt i over 30 Aar dominerede Repertoiret, men der med den indførtes et Slags Skuespil, der i alle sine tre Arter: som comisk, alvorligt og blandet, var af en baade moralsk og æsthetisk frivol Tendents, hvorved det blev af meget skadelig Indflydelse paa den dramatiske Literatur og Fremstillingskunsten. Allerede længe førend Opførelsen gik megen Tale om, at dette Stykke, der i Tydskland havde gjort uhyre Lykke, var en aldeles ny Opfindelse: ikke Lystspil, men dog saa lystigt, at man maatte lee sig fordærvet af det; ikke Sørgespil og alligevel saa sørgeligt, at Ingen kunde tilbageholde sine Taarer. Blændet af det Theatralske, som Forfatteren havde ualmindelig Sands for, og rørt ved den melankolske Sentimentalitet, som dengang anslog Strenge, der gave en stærk Klang, blev Publikum ogsaa under Opførelsen betaget af Forbauselse og Henrykkelse over, at det Underfulde. man havde beredt det paa at finde i Stykket, virkelig var tilstede [sideskift][side 463]med en uimodstaaelig Fortryllelse. Og hvad var det da, at denne udgik fra? I Henseende til det Comiske, fra tre Personer, hvoraf den ene er en fortræffeligt opfundet, men slet udført Charakteer, den anden kun moersom ved overdreven Fjollethed, den tredie en knipsk Kammerpige af alleralmindeligste Slags, og ingen i Forbindelse med eller af Indflydelse paa Hovedhandlingen. Denne, der skal være det Rørende, — som Forfatteren, meget behændigt, har ved Indkastningen af det Comiske, gjort baade mere piquant og mindre kraft end det i sig selv er, — hviler paa grov Urimelighed og falske Charakteerskildringer. En ung Kone, som løber fra en elskværdig, dannet og hjertensgod Mand og smaa Børn, for at leve med sin Forfører; Manden, der, sønderknust af denne Nederdrægtighed, menneskefjendsk trækker sig tilbage fra Verden: det er disse to Personer, som skulle fængsle Interessen. Han tager Ophold i en Hytte og uddeler derfra, ved en gammel tro Tjener, skjulte Gaver til Egnens Fattige. Hun er, efter at Angeren endelig har grebet hende, bleven Huusbestyrerinde paa et nærliggende Herresæde og lever der stille og ukjendt som Armodens Skytsaand. Handlingens Væsenlige bliver nu til ved hans vedvarende Kjærlighed til hende; hendes sædelige, beskedne Vandel, der skaffer hende Agtelse i Godseierens Familie; Begges skjulte Velgjørenhed, som foranlediger at de, uden at see hinanden, mødes i deres Gjerninger; og den Omstændighed, at han, ved et Tilfælde, imod sin Villie, kommer paa Herresædet, hvor han overraskes ved i den mystiske Mad. Møller at finde sin troløse Kone. Den smertelige Gjenkjendelse og Ægtefolkenes Beslutning, for evig at adskilles, skrue Rørelsen op til dens høieste Spidse, men paa denne er ingen fornøielig Udgang, [sideskift][side 464]og en saadan, jo mere overraskende og bevægelig jo bedre, maa den følsomme Kotzebue skaffe sine følende Tilskuere; altsaa — Børnene blive førte frem, de omfavne Forældrenes Knæe, lade deres bønlige Stemme høre og — de Dybtrystede forsones.

„Albern ist Menschenhatz; zweideutig bleibet die Reue,
Aber dei Kinder Gequäk flickt die gebrochene Eh'."

Det Hele er i høieste Grad falsk og forargeligt; Eulalias Skamfuldhed og Anger gives aldeles Præget af Beskedenhed og stille Hengivenhed; Mængden overlistes af Usædeligheden under Sædelighedens Maske, thi den maa i Konen, der er løbet fra sin Mand og sine Børn, see en helgeninde, som netop igjennem Lasten har hævet sig til høi Dyd. Det Farlige i denne Fremstilling er saa meget større, da der er megen Kløgt i Anlæget: Forfatteren Har ypperligt forstaaet at fremvirke heldigt vexlende Situationer af megen Effect, og dækket sin Uformuenhed til med Smag at skildre Menneskenaturer ved et sjeldent godt Greb paa at sammensætte letspillelige glimrende Roller. Disse bleve dertil for Hovedpersonernes Vedkommende givne i kunstnerisk Fuldendthed og med et fortræffeligt Ensemble. I den bittert krænkede Ægtemand havde Rosing en af sine Mesterroller. Den mandige Beherskelse af Følelsen, den nu og da fremtrængende Bitterhed eller Spot og, fremfor Alt, Ligegyldigheden, hvormed han henkastede Ordene, naar Talen kom paa de Lidelser, han havde maattet bære, vare af gribende Virkning. Just det, som Mad. Rosing havde det allerskjønneste Udtryk for: Resignation, simpel Værdighed, Veemod og stille huuslig Syslen, fandt hun rig Leilighed til at henrive med som Eulalia, hvori den udmærkede Kunstnerinde derfor oftere opnaaede Publikums lydelige [sideskift][side 465]Bifald end hendes fordringsløse Spillemaade ellers skjænkede hende det. Gjelstrup var ganske fortræffelig som den mystisk-politiske Forvalter Bittermann, som han havde givet en original, i alle Nuancer mesterligt fastholdt Personlighed, og Ibsen behagede meget ved den naturlige Løierlighed, han lagde i Dosmeren Peter. Dette mærkelige Glimmerværk modtoges med stor Enthusiasme, ja den forskruede Sentimentalitet og falske Moral den vare saa beskikkende, at endog Rahbek, der dog opstillede som første Betingelse for et Skuespils Indførelse paa Scenen, at det maatte være sædeligt, begeistredes af "det høist interessante Stykke" og fandt det forædlende. — I Femactsstykket "Erast eller Den bedragne Varsomhed" gjorde Edvard Storm et meget uheldigt Forsøg som Comediedigter. Man finder deri en Samling Menneskelignelser, som enten ere aldeles sære, men alligevel ingenlunde originale, eller aldeles almindelige, og Hovedpersonen er kjedsommelig varsom til en saadan Overdrivelse, at han holder Krykker paa rede Haand for det Tilfælde, at han skulde komme til at brække et Been. Hvor megen Umag de mange theaterbesøgende Venner af den personligt elskede og i andre Retninger fortjente Digter end gjorde sig for at stemme Publikum gunstigt, opnaaede de kun, at det ikke lydeligt yttrede sit Mishag med dette liv- og charakteerløse Arbeide.

Debutanten, den 20aarige Ferdinand Ludvig Wilhelm Lindgreen, blev allerede fra sin Fremtrædelse af stor Betydenhed for Comedien, ved et udmærket Talent for de dengang saa vigtige Tjenerroller, hvortil Naturen havde skjænket ham herlige Evner i en ikke fuldt middelhøi, smækker Figur, et Ansigt, der med lige Lethed og slaaende Sandhed kunde udtrykke Fiffighed, Skjelmerie, godmodig Løierlighed, [sideskift][side 466]Dumhed og den elskeligste Naivetet, en sjelden Tungeraphed, forenet med en tydelig Stemme og god Hukommelse, behagelig Adrethed i Bevægelser og et rigt, efter Rollens Charakteer, snart levende, snart tørt Lune. Ved at han, indtil han blev Student, havde gaaet i Roeskilde Skole og gjerne omgaaedes Bønder, for at efterligne dem, var der i hans Udtale kommen en let Anklang af sjellandsk Dialekt, hvilken han beholdt i sit hele Kunstnerliv; men Tilhørerne vænnedes hurtigt dertil, især da han i sine Roller, hvortil han aldrig, som Gjelstrup, søgte fuldstændig at iføre sig en ham ganske fremmed Personlighed, men bestandig beholdt lidt af sin egen, vidste at benytte dette Dialektanstrøg saa fortræffeligt, at det syntes nødvendigt til deres fulde comiske Virkning. Overhovedet havde hans Organ, hvor særdeles bøieligt det end i sin Naturlighed var til de fineste Nuancer i Foredraget, vanskeligt ved at antage fremmede Charakterer, hvorfor han ikke var Herre over nogen anden Dialekt end den sjellandske, men denne havde han ogsaa saaledes i sin Magt, at Hans Fremstilling af unge og gamle Bønder var i høieste Grad naturtro og livfuld. Efter at han, fordi Schwarz, hans Veileder, meente at han først burde vise sig i Noget, der let og sikkert vilde skaffe ham god Modtagelse af Publikum, havde spillet et Par Tjenere i oversatte Stykker, vovede han sig til det, hvori han helst vilde forsøge sig: den holbergske Comedie og gav Henrik i „Maskeraden" og Drengen i "Den pantsatte Bondedreng" med saa smagfuldt anvendt comisk Styrke, at han gjorde ualmindelig Lykke og snart fik et betydeligt Repertoire. Han kunde imidlertid ogsaa glæde sig ved et Held, som stadigt vedblev at følge ham paa hans Kunstnerbane: forskjellige Omstændigheder fjernede altid dem, der [sideskift][side 467]vare foran eller ved Siden af ham i de Fag, der fornemmelig bleve Hans. Allerede i de Dage, da han debuterede, gav Gjelstrup Directionen god Anledning til ved Rollebesætninger at foretrække den talentfulde Begynder for ham. Denne beundrede Kunstner syntes at ville gjøre sig endnu mere bemærket ved Capricer og bizarre Indfald end ved sit Genie; han overraskede og fortredigede ideligt baade Bestyrelsen og sine Kunstfæller ved stivsindet Særhed. Saaledes faldt det ham ved Forestillingen af „Den sværmende Philosoph", hvori han 14 Gange fortræffeligt og med stort Bifald havde udført Florian, ind at synge og sige Rollen aldeles ubevægelig og uden at forandre en Mine. Hverken hans Medspillendes Vrede. Warnstedts Tiltale, Publikums Mishagsyttringer eller Kongehusets Nærværelse formaaede ham til at opgive denne forunderlige Halsstarrighed; han vedblev sin Vrangvillighed lige til Dækkets Fald. En saa usædvanlig Overtrædelse af Pligt og Sømmelighed maatte straffes paa usædvanlig Maade. Ifølge en kongelig Befaling, udstedt umiddelbart af Kronprindsen, skulde Gjelstrup hensættes i Blaataarn indtil han erkjendte sin Forseelse og bad om Tilgivelse, hvortil den samlede Directions Foreholdelser ikke havde været istand til at bringe ham. Efter Numsens Paalæg om ufortøvet Efterkommelse af den kongelige Befaling, tilstillede Warnstedt Kongens Foged Forlangende om, at han skulde forkynde den for Gjelstrup og foranstalte dens Udførelse, men undlod ikke, hvor forbittret han end var over den Skyldiges Trods, at skrive under Requisitionen: „De tillade mig og at tilføie denne Bøn, nemlig at skaane den gode Kunstners Ømfindlighed for alt hvad der i Formaliteter kunde forøge hans Straf. Da jeg formodede, at Værelset i Blaataarn kunde være [sideskift][side 468]fugtigt og koldt, saa har jeg strax skriftligt begjæret af Arrestforvareren, at han maatte lufte og varme den saakaldte Riddersal." Assessor Feddersen, som dengang var Kongens Foged, søgte paa det Bedste at opfylde Warnstedts Bøn; han gik selv og alene til Gjelstrup i Haab om, at han vilde uden Opsigt lade sig af ham, i en Kareth, føre til Arresten. Gielstrup modtog ham i Sengen og med en af Prof. Winsløw udstedt Lægeattest, hvorefter hans Sundhedstilstand ikke for Øieblikket tillod at han forlod sit Hjem. Feddersen forestillede ham venskabeligt, at hans Straf kun derved blev forlænget, da Warnsten allerede for dette Tilfælde havde Ordre til, hvad enten hans Sygdom varede kort eller længe, at indgive Melding saa snart han kunde være oppe, og da begyndte Fængslingen, som — hvad han vel maatte bemærke — ikke var paa bestemt Tid, men vilde vedvare indtil Betingelsen for hans Løsladelse blev opfyldt. Dette bragte Gielstrup til at indsee, at han dog kom til at bøie sig, og endnu samme Dag sendte han Numsen en til Kongen henvendt Bøn om Fritagelse for Straffen, da „han nu indsaae sin Forbrydelse og paa det Indstændigste og Underdanigste afbad den", samt gav „det hellige Løfte, ikke oftere at gjøre sig skyldig i en slig Forgaaelse." Al Straf blev ham øieblikkelig eftergivet, men da Directionen ligesaa lidet stolede paa hans Løfte som han holdt det, saa vogtede den sig herefter for at give ham nogen Rolle, som den taaleligt kunde besætte med en Anden, og Lindgreen var den af de Unge, som fik størst Fordeel deraf.

Undtages »Høstgildet" da gav det musikalske Skuespil i denne Saison liden Glæde for stor Udgift; det var blot Eenacts-Syngestykket, „Syngesygen", hvis Udstyr kostede [sideskift][side 469]mindst, som Directionen ikke saae sig nødt til strax at henlægge. Alligevel holdt Numsen fast ved sin Paastand, at Theatrets Hæder og Opkomst kun maatte ventes af Operaen, og da han i den indskrænkede Scene og det simple Huus fandt de eneste Hindringer for at den kunde faae sin fulde Glands og blive Yndlingsskuespillet, saa besluttede han at gjøre sig fortjent ved at foranledige Opførelsen af et stort og pragtfuldt Operahuus. Det hjalp ikke, at Warnstedt, kraftigt understøttet af de andre Directeurer, klart og indtrængende forestillede ham, baade at det vilde være i Bund og Grund at ødelægge Comedien, uden at man derfor fik en kun nogenlunde god Opera, og at der, paa en Tid da Kassen, just ved Operaen, var i en meget slet Forfatning, ikke kunde skaffes Midler til blot at udrede Renterne af den Sum, som vilde medgaae. Det var et Foretagende, som Numsen allerede for to Aar siden havde paatænkt og raadført sig om med Enhver, hos hvem han forudsatte nogen Kundskab om Theaterindretningerne i Udlandet. Efter hans oprindelige Udkast skulde Theatersalen være paa fem Etager med en pragtfuld kongelig Loge midt for Skuepladsen gaaende igjennem to Etager, og Scenen indrettes efter store Dimensioner, med dyb Kjælder, tre over hverandre liggende Lofter i Hængeværk og et complet Maskinerie, efter Pariser-Construction. Da der nu skulde skrides til Udførelsen og Numsen indsaae, at han ikke vilde blive istand til at opnaae den store Sum, som, endog efter et urimeligt lavt Overslag, maatte gaae med, fandt han sig imidlertid i endeel besparende Forandringer, hvoraf den største var, at man ved Ombygning skulde gjøre det nye Huus af det gamle, men den meest charakteristiske, at man til dette nye Huus skulde beholde det gamles Maskinerie. som. hvor [sideskift][side 470]meget der end var forbedret og lappet paa det, endnu var saa slet, at man maatte lade Dækket gaae ned, for at kunne foretage et ganske almindeligt Changement. Efter saaledes at have frafaldet Fordringen paa just det, som var saa høist nødvendigt, at hele Indretningen uden det vilde være aldeles ubrugelig, meente han at kunne faae Bygningen med endeel Decorationer og alt Tilbehør fuldendt for 100,000 Rdlr. Maaden, hvorpaa disse Penge tænktes tilveiebragte, var ligesaa slet overveiet som selve Foretagendet. Numsen tænkte nemlig, under kongelig Garantie, at søge Summen tillaans i Creditkassen mod 4 pCt. Rente og aarlige Afdrag med 9000 Rdlr. Theatret, der nu med sine Indtægter og det kongelige Tilskud neppe kunde bestride sine Driftsudgifter, skulde ved forøget Indtægt af en Skuespilart, som hidtil kun havde tilføiet det store Tab, blive istand til aarligen at udrede 13000 Rdlr., uden at regne den betydelige Forøgelse af Driftsudgiften, som denne Udvidelse maatte medføre! Hvor aabenbart galt det hele Anlæg end var, havde dog Numsen vidst Veie til at faae Kronprindsen saa vidt stemt for det, at han, med Vished om Garantiens Opnaaelse, kunde henvende sig til Creditkasse-Directionen; men denne beklagede, at den, om endog Hs. Maj. allernaadigst vilde behage at cavere, ingenlunde fordristede sig til at indgaae paa Hs. Ex.'s Ønske, thi det stred aldeles imod Kassens Bestemmelse at gjøre Udlaan af den Beskaffenhed. Numsen opgav imidlertid ikke sin Plan, men var betænkt paa at søge Midlerne til Udførelsen ad andre Veie.

Den Fare, der syntes at være for, at Operaen ganske vilde qvæle Skuespillet, var den for Fremstillingskunstens Udvikling nidkjære og altid virksomme Schwarz en OpforOpfor-dring [sideskift][side 471]dring til, saa vidt Hans Evne formaaede, at styrke den til at friste Livet under Operaens Herredømme, saa at den, naar dette endte med Kassens Ødelæggelse, hvilken han og andre Theaterkyndige ansaae for en nødvendig Følge, kunde have Kraft til paany at bringe Comedien i Anseelse. Midlet dertil vidste han kun at finde i Oprettelsen af en dramatisk Planteskole, hvis Nytte han desuden længe havde søgt at godtgjøre derved, at Directionen, medens der blev sørget for at Sangere og Dandsere fik omhyggelig Underviisning inden de kom paa Scenen, var nødt til i Skuespillet at lade aldeles Uøvede træde frem uden anden Forberedelse, end den Veiledning, som en Instructeur gav dem i de valgte Debutroller. Han vidste imidlertid vel, at der paa en Tid, da alle Kræfter skulde samles til Forherligelse af Operaen, ikke kunde være Haab om, at Directionen vilde offre endog det Mindste til Noget, der skulde styrke dens af Publikum endnu bestandig foretrukne Medbeiler, og udkastede derfor en Plan, hvorefter en saadan Planteskole skulde kunne bestaae ved sig selv. Han vilde, fra Theatrets Synge- og Dandseskole samt anstændige Familier, samle endeel Børn, hos hvilke der kunde formodes Anlæg til Skuespilkunsten, og give dem Veiledning til dens Udøvelse, sørge for at de fik en god Skoleunderviisniug og, indtil deres 18de Aar, da de kunde gaae over til det kongelige Theater, yde Forældrene en aarlig Understøttelse af 50 til 100 Rdlr.; hvorimod der maatte gives ham Tilladelse til, med fri Brug af Hoftheatret, Søndag og Onsdag, saalænge Saisonnen varede, ved sine elever at give offenlige Forestillinger af Stykker, hvilke han fandt passende for deres Moralitet og Evne, og som han for endeel vilde tilveiebringe ved aarligen at udsætte to Præmier paa 100 [sideskift][side 472]Rdlr. for gode originale Børnecomedier. Især af Børn eg deres Ledsagere ventede han at faae et saa talrigt Publikum, at Udgifterne, der efter Hans Overslag vilde blive 5060 Rdlr., nok skulde blive dækkede, og for at det Offenlige kunde erfare, hvorledes han lod det mulige Overskud komme Eleverne tilgode, vilde han aarligen aflægge Regnskab. Denne Kunstneropdrætningsanstalt var ingenlunde anbefalelig, thi imod det Gode, at den maaskee nu og da kunde til Skuepladsen afgive et Talent, der vel ogsaa uden den vilde have fundet sin Vei, kom det Onde, at den nødvendigen maatte frembringe adskillige Manierister og, hvad der var det Værste, føre endeel Børn til en Bestemmelse, der var deres Natur imod og fra hvilken de som Voxne vilde faae meget ondt ved at komme til en anden, der var den med, Kronprindsen, til hvem Schwarz henvendte sig derom med en Ansøgning, fandt imidlertid, ester sin Betragtning af Kunstens Væsen, at Ideen var ikke saa gal, „da man saa altid vilde være sikker paa at have unge dygtige Folk naar de gamle gik af, og Theatret da ikke kunde komme i Forlegenhed"; dog maatte Schwarz aldeles ikke bygge paa at see sin Ansøgning opfyldt, thi Directionen maatte først høres, og det var rimeligt, at den vilde have meget derimod. Ansøgningen kom dog ikke til dens Erklæring. thi just paa den Tid foregik en Bestyrelsesforandring, som lod forvente at alle Planer til den store Operas Fremme vilde blive opgivne og Comedien faae en saadan Betydenhed i Repertoiret, at Schwarz ikke kunde haabe nogen Interesse for sine Børneskuespil.

I Marts fratraadte Numsen Overhofmarskallatet, for, som Directeur i Øresunds Toldkammer, at gaae til Helsingøer, hvor han døde i November 1811. Under ham havde TheaThea-trets [sideskift][side 473]trets Pengeforhold, der ved Hans Embedstiltrædelse vare blevne meget gunstige, efterhaanden forværret sig i høi Grad, som Følge af hans utrættelige Iver for at forøge Repertoiret med nye store Operaer, der kostede betydelige Summer, fordi de alle skulde have et glimrende Udstyr, men medførte anselige Tab, da ingen af dem fuldstændigt kunde faae en tilsredsstillende Udførelse. Hans Afgang blev derfor af dem, hvem Kunsten og Theatrets Tarv laae paa Hjertet, anseet for et stort Held. For Resten efterlod han sig ved Theatret det Minde, at han imod dem, som kunde finde sig i Hans bydende Væsen, eller vare rede til efter en Forseelse at gjøre Afbigt, viste sig særdeles velvillig og overbærende. Saaledes vandt han endnu i sin sidste Tid Manges Hengivenhed ved den uskrømtede Glæde over, at Gjelstrup. hvem han dog ofte havde havt god Grund til at vredes paa, havde, ved at erkjende sin Uret, gjort ham det muligt at udvirke Hans Fritagelse for enhversomhelst Straf. Hvor fast han end havde stolet paa, at han nok omsider skulde overvinde Vanskelighederne for det, efter Hans Overbeviisning, høist fortjenstlige Foretagende at lade Theatret ombygge til et Operahuus, havde han forresten inden sin Afgang faaet sørgelig Vished om, at han ikke vilde være bleven istand til at sætte det igjennem, og Aarsag til at være meget glad over, at det ikke var kommet videre med Forhandlingerne om Laanet, end at han kunde slippe ud af dem uden at compromittere sig. Under 21de Jan. 1791 havde nemlig Finants-Collegiet underrettet Directionen om, "at Hs. Maj., for at faae indført Orden i Finantserne og en fuldkommen sikker og vedvarende Ligevægt imellem Statens Indtægter og Udgifter", havde forordnet adskillige Besparelser, iblandt hvilke den, at fra [sideskift][side 474]Begyndelsen af 1792 skulde det kongelige Tilskud til Theatret afkortes 7000 Rdlr. Numsen. som dengang ikke havde Formodning om en nærforestaaende Afgang, var bleven yderst forfærdet ved dette Tordenbudskab. 7000 Rdlr. aarlig havde Kassen allerede fra 1786 maattet afgive til Capellet og nu berøvede man den atter for bestandig 7000 Rdlr., saa at Tilskudet kun blev 20000 Rdlr.! At Billetprisernes Forhøielse, som Warnstedt oftere havde foreslaaet, skulde kunne dække endeel af dette Tab, kunde Numsen aldeles ikke antage; desuden var han meget imod denne Forholdsregel, da Rosenstand, ikke uden Malice, stod fast paa, at Forhøielsen kun maatte finde Sted for Operaen, eftersom det var den alene, der voldede de store Bekostninger, og Numsen frygtede, at derved vilde Operaen faa endnu mindre Søgning end den havde, men comedien større, hvilket Udfald maatte blive ham meget imod. Ved sin Afgang var han nu bleven saa lykkelig at komme bort fra denne piinlige Forlegenhed, der fra ham gik over paa den Mand, som allerivrigst havde arbeidet for at afværge den. Warnstedt var nemlig bleven udnævnt til første Directeur, da den tiltrædende Overhofmarskal, Geheimeraad Kalkreuther, ikke, som sædvanligt, med sit Embede fik denne Post.

Det var ingenlunde Warnstedt glædeligt, paa den tid at blive stillet i Bestyrelsens Spidse, thi foruden de alvorlige Bekymringer, som den store Afkortning under saa mislige Omstændigheder truede med at volde ham, der desuden maatte bære alle Byrder og Ubehageligheder ved Administrationen, havde han allerede inden sin Udnævnelse faaet Varsel om, at alle grundede og ugrundede Anker imod Bestyrelsen skulde af Partieuvillie føres over paa ham. Den [sideskift][side 475]eensidige Smagsretning, som Rahbek lige fra sin Debut i Literaturen fulgte i dramatiske Forsøg som i dramaturgiske Opsatser, og hans Fortørnelse over, at man, efter hans Mening, ikke viste hans Talent som Skuespildigter og hans Indsigt i Theateranliggender den skyldige Opmærksomhed, havde bestandig gjort ham meget utilfreds men den hele Bestyrelsesviis, for hvilken han lagde hele Skylden paa Warnstedt, som han derfor fandt at Alle, der havde Indflydelse paa Skuepladsens Forhold, burde arbeide for at faae fjernet. Maaden, hvorpaa han selv gjorde det, var ham eiendommelig. Han tog jævnlig Leilighed til at berømme enhver af de andre Directeurers Iver for Kunsten, Agtelse for Personalet og Forfatterne, Retsindighed og Indsigt, hvoraf det maatte blive indlysende for Publikum, at den store Smagløshed, Dorskhed og Ukyndighed, han fandt hos Administrationen, ikke kunde tillægges nogen af dem, og altsaa ene maatte søges hos den, hvem han aldrig nævnede med en saadan Roes, men gjerne ret bemærkeligt stiklede paa, nemlig Warnstedt. Denne Avind gik saa vidt, at han endog, foran „Dramatiske og Literariske Tillæg", offenlig henvendte sig til Rosenstand, imod hvis Forkastelsesdom just denne smagløse og kunstukyndige Warnstedt havde beskærmet alle hans tre Stykker, for at udtale hvorledes "Retsindighed og Klogskab havde betegnet hvert hans Fjed, som Theaterdirecteur", at det Offenliges „eneste Savn, eneste Klage havde været. at han ikke ganske kunde opoffre sig Skuepladsens Fremtarv", og at han (Rahbek) „sukkede misfornøiet over, at han ikke var bleven Skuepladsens Bestyrer." Neppe havde nu Rygtet i Februar begyndt at fortælle om, at Kongen vilde inddrage en betydelig Deel af Tilskudssummen og sætte Theatret under en anden BeBe-styrelse [sideskift][side 476]styrelse, førend Rahbek offenlig forkyndte, at det vilde være ham en Glæde, „da det altid havde været hans Mening at det burde skee"; dog ikke saaledes, at der kom en anden Hofbestyrelse, men „Mænd, hvis Held og Hæder vare uadskilleligt forbundne med Skuepladsens Tarv", og foretoges „en uendelig Simplification af hele Maskinen." Han erklærede for sin Mening, at „den eneste rigtige og gavnlige Indretning var, at Kongen blev Theatrets Eier, men saaledes, at dertil aarlig kun gaves et vist fastsat Tilskud og forresten til enhver Udgift en bestemt Sum reglementeredes"; at den dramatiske Bestyrelse overlodes til et udvalgt Antal af de bedste Skuespillere, som derfor lønnedes med visse Procent, enten af hele Indtægten eller af det, der gik over en vis fastsat Sum, da man kunde være vis paa, de vilde sørge for at faae et velbesat og frugtbart Repertoire; at det Oeconomiske ligeledes besørgedes af dem. dog saaledes at Kassens Beholdninger og vidtløftige Regnskaber bleve undgaaede, som meget let kunde skee; at alle Ting kjøbtes fra første Haand og betaltes rigtigt og prompt, hvorved noget betydeligt vilde spares; at alle overflødige og unyttige Personer reduceredes; og at, for alting, al Hofindflydelse, være sig Beskyttelse eller Had, holdtes saa langt fra Theatret som muligt." — Hvorledes endog en af Rahbeks fortroligste Venner dømte om disse Yttringer, viser følgende Brev til Warnstedt fra Pram, der med en heftig, opfarende charakteer og levende Begeistring for Kunst og Kunstnere forenede et langt roligere og klarere Indblik i administrative Forhold, end Rahbek havde. "— — Pinedød! der har min Ven Knud ladet sit hele theatralske Viisdomslys træde ud af Skyerne og skinne i al sin Herlighed. Der kan De nu ved det, gode Hr. Kammerherre, [sideskift][side 477]efter i en halv Snees Aar at have befattet Dem med Theatret, endelig see, hvordan det skal regjeres og altsaa ogsaa, at De maa have gjort det forbandet slet. Gud bevare mig dog fra, at ogsaa jeg nogensinde skulde stirre mig saa blind paa den Glands, som Skuespillerne faae af gode Roller paa Theatret, at jeg ikke kunde see, hvad de ere bag Coulisserne. Jeg maa ellers sige, saa store Tanker som min gode, kjære Rahbek har om dem, have de ikke engang selv. Idetmindste har den Skalk Schwarz, der dog skal være en af de Fire, som min Ven vil sætte til at styre Theatret saa overmaade rart, at det absolut maa blive hele Verden til Fornøielse, og tilligemed er en Mand, der, som Deres Høivelbaarenhed nok veed, troer sig capabel til ikke endda saa lidt, ret skoggerleet over saadan en Acteurdirection. Han siger, at siden han ikke kan taale at miste sit Brød ved at Theatret tager Livet af sig, saa skal han nok vogte sig for at komme ind i den. En Acteurdirection! Hvilket Keglerie om Roller, og om hvad der skal spilles, og om naar, hvorledes, med hvad, af hvem o. s. v. det skal spilles! Hvilken Enighed der vil blive! Og Oeconomien, som „ligeledes skal besørges af dem", den vil blive mageløs! jeg er bange, at de altfor godt drive den „saaledes, at Kassens Beholdninger blive undgaaede." Gud hjælpe de arme Skuespillere, der af Æren lade sig friste til al komme ind i den Bestyrelse, dersom de ikke skal lønnes med andet, end pCt. af Overskuddet. — de naae jo ikke engang saa vidt, at de kunne faae Gagerne til dem selv. Saadant Noget kan kun opstaae i Hovedet paa min brave, i alle andre Retninger saa kloge og fornuftige Rahbek, der nu engang saaledes har forelsket sig i Theatret, at han, endskjøndt han bestandig djævles med et Par Skuespillere, [sideskift][side 478]staaer i den faste Tro, at hans Afguder kunne gjøre det til Kjærlighedens og Enighedens Tempel. Jeg gidder ikke tale med ham om den Materie, da han ikke kan see Urimeligheden, fordi han saa saare nødig vil; men det vil jeg paastaae i hans Øine, som jeg nu gjør det paa hans Bag, at det hele Forslag forekommer mig at ligne den politiske Kandestøbers til at hente Borgemesterne fra Værkstederne, for at faae "et ret frit Folk." Da det imidlertid ikke er sagt, at det gaaer med Rahbeks Forslag som med Mester Hermans, siden der er et Par, hvis Næse kløer saa stærkt efter at komme ind i Raadet, at de maaskee nok tilsidst finde paa at liste Forslaget igjennem, saa har jeg taget Pennen for at bede Dem, høivelbaarne Hr. Kammerherre, dog endelig at see til at faae min stakkels Neger fremviis! for Publikum, inden „det frie Folk" kommer til at slaae tilside og gjøre sig galere, end vore Rosenstænder og Numsenere og De selv, retskafne og hjælpsomme Mand, nogensinde have været, hvor meget der end er blevet skraalet paa det." Rahbeks Bestyrelsestheorie brød Warnstedt sig kun meget lidet om, men derimod gik det ham meget nær, at en Murerbroder, en Mand, der saa ofte havde havt Aarsag til at erkjende den Forekommenhed og Iver, hvormed han søgte at virke til Oversætternes og Forfatternes Tilfredshed og Fordeel, offenlig yttrede: "hverken Publikum, Kunstnere eller Digtere vare fra 1779 (da Warnstedt blev administrerende Directeur) til 1784 (da Numsen tiltraadte som første Directeur) blevne behandlede smukt; bedre var det i denne Directions første Tid, men nu maatte han og Alle atter beklage sig"; thi, sagde Warnstedt, det var aabenbart, at Rahbek derved havde villet, uden at nævne hans Navn, meget uretfærdigt tillægge ham en slet Færd [sideskift][side 479]imod dem, som det var Hans Embedspligt at vise største Opmærksomhed. Der var Mange, ogsaa iblandt Theaterpersonalet, som agtede Warnstedts store Fortjenester af Skuepladsen og høiligen misbilligede dette indirecte Angreb paa ham; ikke destomindre maatte han saares ved endnu et, der atter skulde være en Lovtale over Numsen, om hvis Operapassion og Opførsel imod Schwarz Rahbek dog havde yttret sig med megen Haan og Bitterhed. Det hed: „Directionen bestaaer endnu af de Samme som før; kun at den har mistet sin forrige Øverste, den retsindige og ædle Numsen. O! at hans velmenende og menneskekjærlige Aand maatte hvile over alle hans forrige Colleger og tilkommende Eftermænd! da vilde vor Skueplads fremstille det sjeldne Syn af et Hoftheater, der ikke var Chicanens og Cabalens Sæde. Studsende saae vel hver Skuepladsens redelige Ven, at Annoncen om Logeprisernes Forhøielse var ene underskrevet af Kammerherre Warnstedt og Justitsraad Lassen; med misfornøiet Forundring spurgte man hinanden: har Directionen ogsaa tabt sin Wormskjold, sin Rosenstand Goiske? men den har dem endnu! og den beholde dem længe! De være Sandhedens og den gode Smags Talsmænd i den!" Og just som disse Stiklerier imod Warnstedt kom frem havde denne gjort Noget, der af Rahbek nødvendigviis maatte erkjendes for en smuk Godgjørelse af en ved Numsen begaaet Uret, der, efter Rahbeks egen Forsikkring, havde voldet ham megen Harme og Smerte. Allerede i 1787 havde Mad. Rose ansøgt om, at der paa Grund af de trængende Omstændigheder, hvori hendes Mand havde efterladt hende ved sin Død, maatte, i Lighed med hvad der var skeet for Londemanns Enke, forundes hende en Benefice. Numsen havde, især understøttet af Rosenstand, udtalt sig derimod [sideskift][side 480]med gode Grunde. Londemann var indtil fem Maaneder førend sin Død kun aflagt med 400 Rdlr. og efterlod da en Enke med fem uforsørgede Børn. Mad. Rose havde som Jfr. Bøttger for sin egen Person havt ligesaa meget som Londemann indtil hans Død og fra den, hvorvel hendes Tjeneste var bleven betydelig mindre, endog 600 Rdlr. I 1779 giftede hun sig med Rose, som havde 1000 Rdlr., saa at de, uden Børn, levede med 1600 Rdlr. aarlig Indtægt, der var langt mere end Nogen ved Theatret, undtagen Directeuren og Balletmesteren, havde til sin Families Forsørgelse. Ved sin Mands Død var Mad. Rose, deels ved en kongelig Gave, deels ved et Quartals Forudbetaling, strax kommen i Besiddelse af 500 Rdlr. og der vistes hende den Naade, at hun af de 400 Rdlr., hvormed der aarlig skulde afdrages paa et Laan, som hun og hendes Mand under deres høie Gagering havde gjort hos Theaterkassen, kun kom til at betale 120 Rdlr., da de 280 Rdlr. forundtes hende eftergivne, saa at hun beholdt 464 Rdlr. aarligt, hvormed hun som ene Person burde kunne leve anstændigt, især da hun havde frigjort sig fra al privat Gjæld ved at opgive Dødsboet. Ifølge heraf vilde Numsen slet ikke høre tale om at hun kunde være i samme Trang som Enken efter den fortjente Londemann, der ikke nogensinde havde til sin hele Families Forsørgelse havt saameget som Mad. Rose nu havde for sin egen Person. Disse Kjendsgjerninger havde Rahbek aldeles ikke villet tage i Betragtning. Saa snart Afslaget paa Ansøgningen blev ham bekjendt, fulgte han, døv for sine Venners Forestillinger om, at Directionen her havde baade Ret og Billighed paa sin Side, kun sin, ogsaa om Uovereensstemmelsen imellem hans Grundsætninger og Sympathier stærkt vidnende, EnEn-thusiasme [sideskift][side 481]thusiasme for »den ærværdige Fader Rose" og "Hans mangeaarige Veninde og værdige Hustru", og kaldte det Uretfærdighed, at Directionen havde negtet "den saa fortjente Mad. Rose, den danske Roscii Enke, for 36 Aars Tjeneste, hvad den tilstod Jfr. Møller for een Vinters Tjeneste." Det, som han herved vilde have forstaaet, var falsk; thi Jfr. Møller fik ingen Benefice og heller ikke noget andet Naadesbeviis for hverken een eller to Vintres Tjeneste, men forundtes blot nu, da hun havde tjent i 11 Aar, Brugen af Theatret til en concert, hvis Indhold ikke vedkom Repertoiret, men som hun selv maatte sørge for: en Begunstigelse, som ogsaa blev tilstaaet Rosing og Gjelstrup saa snart de troede at kunne skaffe sig en Indtægt derved. Numsen havde ligesaa lidet ladet sig bevæge af Rahbeks Vrede som af Warnstedts Yttringer om, at man dog maaskee her burde lade Naade gaae for Ret, da Mad. Rose, endskjøndt hun ikke burde være trængende til en Understøttelse, som Directionen maatte være meget varsom med at gjøre Indstilling om, virkelig sad i meget slette Omstændigheder. Sagen havde imidlertid stadigt ligget Rahbek saa stærkt paa Hjertet, at han flere Gange, ad forskjellige Veie, havde gjort Forsøg paa at overvinde Numsens Modstand, men altid forgjæves. Det vilde derfor sikkert ikke have været for meget, om han, istedetfor at hæve Numsen paa Warnstedts Bekostning, offenlig havde erkjendt det Smukke i, at denne aldrig saa snart var bleven udnævnet til første Directeur førend han, ved en Audients hos Kronprindsen, bad om Tilladelse for Directionen til at fremkomme med en Indstilling om en Benefice for Mad. Rose, der var i meget trykkende Kaar, og med denne Tilladelse bevirkede, at Rosenstand opgav sin Indsigelse imod det, som han [sideskift][side 482]kaldte, "en stor Naade, der vistes een Ufortjent til mange Fortjentes Krænkelse."


Oprettet 2010, korrekturlæst. Opdateret af