>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[To og firsindstyvende Saison, 1. September 1829 til 28. Mai 1830 + 1. Juni til 1. September, side 40-90]

[Oversigt over repertoiret 1829-30]


[side 040]Under Ferien var indtraadt en meget vigtig Directionsforandring. Collin havde i sin Embedstid havt mange Chicanerier og store Vanskeligheder at bekæmpe. Vistnok var ikke Alt, hvad han tog sig for at sætte igjennem, fremmende for Kunsten, og hans Forsøg paa at forøge Indtægten, ved at bortabonnere Søndagsforestillingerne, havde, til megen Ærgrelse for ham og Glæde for dem, som havde været imod det, endog for Theatrets Oeconomie havt et slet Udfald. Men i det Hele var hans Virksomhed saa gavnlig og stod i en saa skarp Modsætning til Sløvheden hos hans Meddirecteurer, at han vel turde paastaae, at det var ham, som, i en vanskelig Tid, havde holdt Theatret oppe og tillige, ved sin kraftige Indskriden imod Anmasselse, skaffet dem den Ro, som de fuldeligen havde taget Nydelse af. Destomere harmedes han over, at Chefen, i Forglemmelse deraf, efterhaanden var kommen tilbage til at gjøre saadanne personlige Indrømmelser, som vakte det [sideskift][side 041]gamle Røre, især da disse undertiden skete imod trufne Bestemmelser og saaledes, at de først kom ham til Kundskab, naar de ikke mere kunde forebygges. Collin var en Mand, der holdt Ord og Aftale, men ogsaa, forlangte, at de skulde holdes til ham. I den sidste Tid havde han i flere Sager, som han tillagde Vigtighed, mødt skjult og aabenbar Modstand af Holstein. Blandt meget Andet, som havde vakt hans retfærdige Uvillie, var, at der var blevet tilsikkret Ryge, fremfor andre af Scenens Høifortjente, særlig Omhu for hans Efterlevende, og at der, ved at det blev tilladt Ryge, blot for at han kunde saae tilfredsstillet hvad han kaldte sit "Hjertes Trang", at spille Scheva efter Winsløws mesterlige Udførelse deraf, var tilføiet en ung Kunstner, hvis overordenlige Flid, utrættelige Iver i Theatrets Tjeneste og af Publikum anerkjendte store Genie, efter hans Mening, burde sikkre ham Directionens Yndest og Beskyttelse, en uhørt Krænkelse. Et Par andre i forrige Saison indtraadte Sammenstød med Chefen havde gjort Forholdet imellem dem endnu mere spændende. Nielsen havde i Begyndelsen af Jan. 1829, paa Holsteins Tilsagn om at ville understøtte hans Andragende, ansøgt om, "med en saadan Virkekreds, som hans Foresatte nærmere maatte bestemme, at faae Prædicat af Instructeur, da det vilde være ham til Nytte som Declamationslærer ved Musik-Censervatoriet og paa hans Kunstreiser i Tydskland." Collin havde strax, da Nielsen bad om hans Anbefaling til dette Ønskes Opfyldelse og lod mærke, at han deraf ventede lønnet Ansættelse, naar en af Instructeurerne gik af, svaret, at "en saadan kunde han ikke give af to Grunde: først, da han dermed blev compromitteret relativt til Hr. Stage, hvem han, da denne flere Aar i Rad anholdt om [sideskift][side 042]at vorde Instructeur, havde svaret, efter forud derom at have hørt Directionens Mening, at Theaterdirectionen for Fremtiden ikke vilde foreslaae Nogen til fast Instructeur; dernæst efterdi han selv sandt en saadan Instructeur udenfor Scenen i Formen for overflødig." Nielsen lod sig imidlertid ikke afvise dermed; da han havde faaet Løfte paa Samtykke af Olsen, der ikke, saaledes som Rahbek og Collin, saae videregaaende Hensigt med Andragendet, end "blot Opnaaelsen af et Prædicat, der aldeles ikke drog noget Embede eller nogen Ansættelse ved Theatret tilfølge," drev han paa Holstein, saa at denne bragte Sagen under formelig Forhandling i Directionen, hvor Rahbek og Collin erklærede, at de vilde fremsætte deres Mening skriftligt. Collin indgav Følgende: "At jeg maa fraraade denne Ansøgnings Bevilgelse, har jeg skriftligt erklæret Hs. Exc. Theaterchefen, og mundligt Hs. Maj. Kongen. Det har længe været, om ikke aftalt, saa dog omtalt, at man, naar de nuværende afgik, ingen fast Instructeur vilde have; dette er svaret Stage, da han gjentagende søgte det. Jeg seer aldeles ingen Anledning til nogen Undtagelse. Theatret har aldeles ingen Nytte deraf. Til Instructeur for Scenen er Nielsen slet ikke skikket, desuden, skulde en saadan ansættes, var Ingen nærmere og dueligere dertil end Dr. Ryge. Hvorvidt Nielsen har Evner til at være Instructeur udenfor Scenen, er mig ganske ubekjendt. Jfr. Pätges er bleven det, hun er, uden hans Veiledning, og jeg troer, at hendes Declamation havde været endnu rigtigere og naturligere, hvis hun havde gaaet mere paa egen Haand. Hvorledes Nielsen skulde instruere i den høiere Comedie, da hans Bevægelser paa Scenen i Comedien ere saa lidt gratiøse, veed jeg ikke. Declamationen er det, [sideskift][side 043]hvorved han har vundet sit Navn; men at ansætte en Lærer i Declamation med Prædicat af Instructeur er upassende. Den førhen tagne Bestemmelse, at vælge til Instructeur for de Yngre eller Yngste (thi nu voxe de snart fra Instruction) snart Hiin snart Denne af Theaterpersonalet, er uimodsigeligen rigtigst. Hvorfor ønsker Hr. Nielsen at vorde Instructeur? Han angiver selv to Grunde: fordi han er Lærer i Musik-Conservatoriet og formedelst sit Forhold til fremmede Theatre; — begge disse Grunde ere os aldeles uvedkommende; hans Stilling i Musik-Conservatoriet er baade precair og temporair, og derfor at give ham ny Ansættelse ved Theatret er der ikke Mening i. At han skulde være Instructeur ved det danske Theater for at kunne give Gjæsteroller i Tydskland er Nonsens. Sagen er: han ønsker et andet Navn end Skuespiller, og han ønsker at kunne faae Adgang til Hofparkettet, fordi han finder det under sin Værdighed at gaae i det saakaldte Friparket. Om Directionen kan være bekjendt, at understøtte en Forfængelighed som den sidstnævnte, veed jeg ikke; hvad den første angaaer, da veed jeg ikke hvorvidt Hs. Maj. finder det passende at give Scenens Kunstnere, ligesom er skeet med nogle af Capellets, Titler; det er dog Nielsen i Grunden kun om et udmærket Navn og Titel at gjøre. Var der nu endelig Spørgsmaal om at ansætte en Instructeur, saa vilde jeg langt hellere anbefale Winsløw jun., som ikke giver alle Roller eens, som studerer sine Roller og som forstaaer at gjennemgaae Roller med Andre; thi efter min Formening bør man, ved at anbefale til et Embeds Besættelse, ikke see hen til at En har ansøgt det, men til den, som er dueligst dertil, skjøndt han ikke har søgt derom. Nielsens Ansøgning er i Modsigelse [sideskift][side 044]med sig selv; eet Sted ønsker han en udvidet Virkekreds, et andet Sted kun Prædicat af Instructeur; da han paa ingen Maade kunde og burde blive Instructeur for Scenen, saa blev hans Virkekreds jo ikke udvidet; thi man vil dog vel ikke tvinge Nogen til at gaae i Skole hos ham, og han kan jo, hvis det er for Scenens Gavn han brænder, nu instruere saameget han vil." — Rahdek, der af sin Enthusiasme for Natursandhed i Spillet bragtes til, endnu mere end Collin, at være imod at aabne Nielsen en Vei, som kunde føre ham til en Virksomhed, hvorved han vilde faae Indflydelse paa Spillestilen, tog denne Sag særdeles alvorligt og fremsatte sine Indsigelsesgrunde med en ham usædvanlig Skarphed og Uforbeholdenhed, hans Erklæring lød saaledes: "Allerede ved en foreløbig mundlig Forhandling har jeg fremsat min Mening om det af Hr. Skuespiller Nielsen yttrede Ønske, at ansættes som Instructeur. Ingen kan sætte høiere Priis paa denne Kunstner, end jeg, og jeg tager ikke i Betænkning at vedgaae, at ingen af vore Skuespillere skjænker mig, efter min individuelle Sindsstemning, større og hyppigere Aandsnydelse, end han, skjøndt jeg derfor ingenlunde fragaaer, at der er de, jeg maa erkjende for at være over ham, saavel i Kunstdannelse som Mangesidighed. Maaskee er just hans Talent desmere kraftigt, fordi det er concentreret i et Fag, Heltenes, og der endda blot til Halvdelen. Dictionen, eller rettere Declamationen, som jeg rigtignok tilstaaer, ofte gjenkalder mig den første af mine Kunstlærere, den udødelige Rose, medens hans Anstand, hans Bevægelser, hans Adfærd kun altfor ofte lade savne den Adel og Ynde, der gjorde, at man om Nysnævnte kunde sige, som om Betterton: Divinity hung round the man. Endnu [sideskift][side 045]mere er dette Tilfældet i det høiere Lystspil, hvor han noterisk ardeles ikke er paa sit Sted. Lægger man nu hertil, at Lidenskabeligheden i hans Charakteer gjør ham — som Regieprotocollen mere end een Gang nylig har bevidnet — aldeles uskikket til at overholde Prøvers og Forestilingers Orden og Rolighed, troer jeg mig beføiet til at vedblive min Paastand, at Hr. Nielsen til at være Instructeur pour la scène — som er det man maatte ønske os, — mangler omtrent Alt, og at vi, om en saadan maatte findes fornøden, have Competenter, der med den Mangesidighed, han savner, forene den Conduite, han ikke har, og maaskee en Dannelse, som hans Ansøgning synes at frakjende ham. Hvad det angaaer, han beraaber sig paa, at han har veiledet yngre Kunstnere, og det, som han smigrer sig, ikke uden Held, vil jeg fatte mig kort, da man veed, at jeg herom er af aldeles modsat Mening. Overbeviist om, hvad jeg hos en engelsk Kunstdommer har læst: Acting is one of the many things, that must be learnt, but, cannot be taugth, stadfæstet heri med 50 Aars Studium af Theatret og mange Aars Erfaring, som ansat Lærer ved en Kunstskole, hvorfra, for ei at nævne nogen Nuværende, hvoriblandt dog er mere end een, af hvem jeg er stolt, en Busch, Mad. Zinck, C. Bruun, Haack o. Fl., dannede efter en modsat Theorie, udgik, har jeg havt ikke blot Digterne og Stykkerne, men og Eleverne selv for kjære til at see dem i de Roller, hvortil de af ham vare dresserede; men at der om disses Held var to Meninger, turde offenlige Domme i Blade, der ellers havde Ord for at nielsne, tilstrækkelig godtgjøre. Efter min Overbeviisning er denne Dressering af Begyndere til betydelige Roller, som de hverken have Aand til at sætte sig ind i, modnet Hjerte til at gjengjennemtrænges [sideskift][side 046]nemtrænges af, eller Theatersikkerhed og Fasthed til at udføre vedbørligt, det Fordærveligste saavel for Skuepladsen i det Hele, som for de Unge selv, der — om de end have Forstand og Beskedenhed nok til ikke at tage den Overbærelse, hvormed Publikum, end sige den Jubel, hvormed deres Kreds, understøttet af Nyhedsgaberne, modtager dem, for fortjent Bifald, — dog bringes til, om ikke at forsømme og foragte de mindre taknemmelige Roller, i det mindste at tabe Lyst og Drift til at prøve paa at gjøre Noget af disse. Exempla sunt odiosa. Og tilstaaer jeg, at hver den, som giver sig af med saadan Dressur, faaer aldrig min Stemme til at være Instructeur; heller vilde jeg forbyde ham at instruere. Dog — det er Prædicatet af Instructeur, han vil have, med saadan Virkekreds, som hans Foresatte nærmere maatte bestemme. Hvorvidt dette Prædicat for ham som Lærer ved Musik-Conservatoriet kan være af Vigtighed, indseer jeg ikke, da de tvende Instituter ere aldeles særskilte, og det — i det ringeste for Theatret. — er at ønske, de stedse maae blive saa. Hvad det Gavn, hvortil dette Prædicat skulde blive ham paa hans fremtidige Kunstreiser i Tydskland, angaaer, da maa jeg for det Første, efter det Kjendskab jeg har til tydske Theatre, drage dette i Tvivl, da jeg ikke troer, man just om vort Theater har der noget høit Begreb; dernæst maa jeg ærligen tilstaae, at dersom han, efter sit Ønske, skulde faae sin Virkekreds udvidet, synes det derved at maatte blive en nødvendig Betingelse, at han opgav Reiser, der borttoge den Tid, i hvilken snarest Noget kunde udrettes til at øve og danne de Yngre for Skuepladsen, og hvorved, som Erfaring turde have viist, lettelig endeel af hans egen Spilletid, eller i det ringeste Forberedelsestiden dertil, til SkueSkue-pladsens [sideskift][side 047]pladsens effective Tab, turde ligeledes gaae til Spilde." — Til Forsøg paa at tilveiebringe Enighed med Holstein, som var bleven meget forbittret over disse Erklæringer, optog midlertid Collin en af Olsen henkastet Yttring om, "at man, efter hans Anskuelse, vilde feile heldigt imellem Scylla Charybdis ved at gjøre Nielsen til Declamations-Instructeur," og foreslog, at ansætte ham i denne Egenskab, men da paa samme Tid C. Winsløw som Reserve-Instructeur. Rahbek tiltraadte ikke Forslaget for Nielsens Vedkommende; men skærpede tvertimod sin Indsigelse i følgende Bemærkning: "Jeg har i min separate Betænkning angivet mine Grunde, hvorfor jeg hverken anseer Skuespiller Nielsen passende til Embedsmand ved Theatret i Almindelighed, eller til Instructeur i Særdeleshed og da det, jeg fremfor Alt ønsker at være qvit, er hans Vinkelinstructioner, der fylde Theatret med Drivhuusvantrivninger og gjøre, at det ene gode Skuespil forhudles efter det andet for at gives hans Læreklude til Priis, kan jeg endnu allermindst ønske ham et Prædicat, der synes at hjemle ham Ret til, hvad hidtil kun har været af Nutidens mange taalte Misbrug. Jeg vedbliver altsaa mit positive Nei til Hr. Nielsens Ansættelse; bevilges iøvrigt, som jeg forudseer, denne alligevel, er Alt, hvad man iøvrigt foretager, mig aldeles ligegyldigt." Ved Modtagelsen af Collins Forslag yttrede Holstein derimod megen Glæde over at Tvistighed derved vilde være forebygget. Dog, Nielsen syntes aldeles ikke om, at der i Udnævnelsen skulde ligge en bestemt Henviisning til, at han kun erkjendtes duelig til Veiledning i Declamation, medens Winsløw blev ansat for at kunne overtage Instructeurembedet i dets hele Omfang; og Holstein syntes, endskjøndt han havde yttret Glæde over at [sideskift][side 048]det vilde forebygge Tvistighed, ligesaa lidet om, at Winsløw skulde blive Embedsmand og saaledes faae Adgang til Hofparkettet. Da derfor en Indstilling angaaende disse Udnævnelser endelig i Marts blev bragt istand, for at gaae til Kongen, med Rahbeks Separat-Forestilling imod Nielsens Ansættelse, vægrede Holstein sig ved at underskrive, fordi "Forestillingen om Nielsens Ansættelse som Declamations-Instructeur tydeligt vilde vise Kongen den Uenighed, der om dette Punkt var i Directionen." Sagen blev da udsat indtil Holstein hemmeligt havde faaet sikkret den en gunstig umiddelbar Afgjørelse af Kongen. — Kort efter opstod en anden Anledning til Uenighed. Under Forhandlingerne angaaende den Indstilling, der i Mai skulde gjøres om administrative Forandringer i Almindelighed, fremsatte Collin Forslag om, med Pension at afskedige Mad. Nielsen og Mad. Funck, som, efter at have mistet deres Sangstemme, ikke mere kunde anvendes i Repertoiret, samt Mad. Liebe, der vel endnu havde sin Kunstdygtighed, men ikke paa Scenen kunde gjøre sin af en ulægelig Beenskade foraarsagede Halten saa ubemærkelig, at der ikke af Publikum førtes Anke derover. Holstein modsatte sig disse Afskedigelser: for Mad. Nielsens og Mad. Liebes Vedkommende af Hensyn til deres Mænds Fortjenester af Theatret, og for Mad. Funcks fordi hun ikke godt kunde afskediges, naar de to Andre bleve staaende. Collin meente, at naar Mændene bleve lønnede i Forhold til deres Fortjenester, kunde disse ikke paalægge Theatret at beholde deres Koner, og ovenikjøbet derfor endnu en anden Mands Kone, med betydelige Gager, som burde fordeles paa de Yngre, der hidtil med ringe Gage havde maattet forrette den Tjeneste, hvilken "de invalide, til god Afgang værdige, Kunstnerinder" [sideskift][side 049]ikke mere kunde gjøre. Desuden maatte han, om denne Dissens skulde optages i Indstillingen, vel med Rahbek udale for Hs. Maj., at "Liebe, som const. Regisseur, viste Theatret udmærket og vigtig Tjeneste ved Virksomhed, Ufotrædenhed, Utrættelighed og forstandig, vakker Adfærd; men samvittighedsfuldt tilføie, at Nielsen ikke i Saisonnen havde havt meget besværligt Arbeide, men udmærket sig ved en særdeles Tilbøielighed til at gjøre Vanskeligheder." Da Rahbek, "af Agtelse for Mad. Liebes og Mad. Nielsens Fortid," tiltraadte Holsteins Indsigelse, blev denne af Kongen tagen tilfølge imod Collins Separat-Votum. Dette gik Collin meget nær, fordi det derved blev umuligt at tilveiebringe Tillæg for nogle langt under deres Værd lønnede Talenter, og da han paa samme Tid erfoer, at Sagen om Nielsens Ansættelse nu, ved meget høi Indskydelse, var saavidt bearbeidet i det Skjulte, at Indstillingen endelig skulde gaae ind med hans og Rahbeks Separat-Betænkninger, og Nielsen, dem uagtet, ved kongelig Resolution gives Prædicat af "Instructeur", men Winsløws Ansættelse afslaaes, saa gjorde han Alvor af sin længe nærede Beslutning og indgav Ansøgning om Afsked, hvilken under 21 Juli blev ham bevilget. — Collins Afgang var Theatret til megen Skade. Vel saae han i sin store Dristighed mere paa at der stadigt fra alle Sider vistes Virksomhed, end paa, hvorvidt Kunsten og Skuepladsens nationale Anseelse fremmedes ved den, men dog gav han det Gode Fortrin, hvor han havde Valg og det Maadelige ikke syntes at maatte blive i meget høi Grad mere indbringende. Det var ham en stor Glæde at være danske Forfattere til Bistand med Raad og Daad, endog naar det blot gjaldt om at forsøge hvorvidt de havde Talent til at frembringe Noget, [sideskift][side 050]der kunde behage Publikum, og lukkedes det en Begynder at opnaae dette, da kunde han være vis paa, ikke alene at have sat sig fast i hans Yndest, men at nyde hans Beskyttelse og Opmuntring for sin fremtidige Flid. Han var ligesaa lidet som Holstein fri for stærkt at tage Hensyn til Personer, men hos ham var det den Dygtighed, han fandt, eller idetmindste troede at finde, ikke fornemt Slægtskab, de Stores Protection eller Smigreri, der vandt Gunst, ligesom det var Uduelighed, Pligtforsømmelse og Mangel paa Flid, ikke Antipathie mod et Ansigt eller forudfattet ringe Mening, der paadrog Ugunst; selv den ringeste Undergivne, naar han i sit Kald og sin Opførsel var som han burde være, blev altid modtaget af ham med jævn Venlighed og turde være forvisset om, at finde ham villig til at virke til billige Anmodningers Opfyldelse. Derved var det, at han blev istand til saa rask at redde Theatret ud af pludseligt indtrædende Forlegenheder. Naar en capriciøs Notabilitet gjorde Vanskeligheder, var han strax, med sin faste Villie og rolige Besindighed, i Bevægelse for at skaffe Udvei, og ved den Hengivenhed, som Personalet i Almindelighed havde for ham, fandt han i de fleste Tilfælde Villighed til, efter Evne, at være ham til Hjælp. En ikke ringe Deel af Hengivenheden skyldtes imidlertid ogsaa den Omstændighed, at han, under det daværende Regimente, kunde, som Finantsdeputeret, skaffe Forskud, Laan og Gratialer. Da han heller ikke i denne Henseende kjendte Personsanseelse, men tjente de Dygtige, selv om de vare hans personlige Uvenner, blev hans Afgang til stor Bedrøvelse for endog et Par af dem, der, meget utaknemmeligt, havde givet ham god Grund til at søge den, og derfor tillige maatte taale stærke Uvilliesyttringer [sideskift][side 051]af de Mange, som bittert beklagede, at chikanøs Egoisme havde forjaget den eneste Directeur, der havde havt baade Hjerte og Hjælp for deres Trang. Rosenkilde, hvis kunstneriske og literaire Virksomhed var i Yndest hos Collin og som fornemmelig skyldte hans Beskyttelse, at han havde kunnet gjennemgaae den lange og haarde Kamp imod Holsteins Fordom, var, da han endnu stod paa en saa ringe Gage, at han ikke derved kunde forsørge sin store Familie, endog i den Grad mismodig over Tabet af en Mand, uden hvem han ikke kunde lænke sig Muligheden af at leve som Skuespiller, at han gjorde sig megen Umag for snarest muligt at opnaae et Embede udenfor Theatret. For fuldt Alvor ansøgte han om at blive Overgraver ved Helliggeistes Kirke og bønfaldt Prindsesse Wilhelmine om hendes Forbøn hos Kongen, der, lykkeligviis, hvor indtrængende hun end frembragte den, hjerteligr leende udbrød: »Hvad, Rosenkilde Graver? nei, det bliver han ikke. Jeg vil gjerne see at hjælpe ham paa en anden Maade; men til Graver gjør jeg ham ikke." Kort efter modtog Rosenkilde ei alene Beviis paa, at Frederik den Sjette virkelig vilde hjælpe ham, men blev, med Flere, forsikkret om, at Collin ogsaa efter sin Afgang gjorde sig en Glæde af at være Personalets Dygtige til Tjeneste i Pengeanliggender.

Med Collins Afsked fulgte Ansættelsen af Conferentsraad Johan Daniel Timotheus Manthey som Directeur for Oeconomien og, i afdøde Olsens Sted. Censor. Han var 58 Aar gammel, havde været Legationsraad i Paris i Republikens Dage og beklædte nu, foruden at være Censor for de to, dengang ubetydelige, politiske Blade, kun Ordenscapitul-Secretairens magelige Embede. Tid manglede [sideskift][side 052]der ham saaledes ikke til at tjene Theatret, og foruden den og en god Villie havde han adskillige Egenskaber, som gave Forventning om, at der i ham var truffet et særdeles heldigt Valg. Uden ualmindelige Aandsgaver eller levende Begeistring for høi Poesie, besad han stor Interesse for de skjønne Kunster i Almindelighed, megen Belæsthed i tydsk og fransk æsthetisk Literatur og et særdeles artigt og venligt Væsen, der var Udtrykket af virkelig Urbanitet og en Tjenstvillighed, hvilken de Fleste af Personalet ikke tiltroede ham, paa Grund af den noget fornemme og diplomatiske Omstændelighed, hvormed han fra sin tidligere Carriere var bleven vant til at behandle Sager og Personer. Han søgte strax fra sin Tiltrædelse at vise sin Agtelse for Skuespillerstanden og var den første Directeur, der jævnligen indbød de Udmærkede af begge Kjøn baade til Selskaber og til sin elskværdige Familiekreds. Da Collins Forudsigelse om, at hans Bortgang snart vilde bringe Directionen tilbage under det Tyrannie, som han havde været kaldet for at befrie den fra, strax slog ind, og Holstein, ved sin uafladelige Simuleren, kun gav Anledning til Forviklinger, men ikke, saa lidet som Rahbek, der, affældig og dybt nedbøier ved Tabet af sin aandrige Kone, ganske trak sig lilbage, vilde have at gjøre med deres Følger, blev det herefter Manthey, der maatte overtage Forligsforretningerne, hvortil der ogsaa lige fra hans Tiltrædelsesdag gaves ham fuldt op af Stof. Det blev en i flere Henseender særdeles interessant og vigtig, men tillige gjennemgaaende ufredelig Saison.

Efter at Manthey havde faaet Abonnementet ordnet saaledes, at det herefter ikke skulde tages for Søndagen, men saamange Onsdagsforestillinger, som kunde skaffes givne, fordeles paa de sædvanlige AbonneAbonne-mentsaftener, [sideskift][side 053]mentsaftener, blev hans første Arbeide at forfatte Indstilling om, at der maatte blive meddeelt Nielsen Prædicat af Instructeur og Liebe og Stage fast Ansættelse som Regisseurer. Neppe var dette bevilget førend Ryge, med Grund fortørnet over, at der, som han vel vidste, derved var indledet fast Ansættelse for Nielsen, indkom med Ansøgning om ogsaa at blive Instructeur. Dette satte Holstein i stor Forlegenhed; thi han maatte erkjende Ryges langt større Berettigelse til denne Titel end Nielsens; men skulde Ryge udnævnes, da maatte Winsløw, om hvis Udnævnelse der allerere havde foreligget en Indstilling, sømmeligviis tages med, og det var at forudsee, at Stage i saa Fald ogsaa vilde forlange at blive Instructeur, hvad han rigtignok var ganske uden Qvalification til, men som Holstein nok ved sig selv følte, at han ikke vilde have Kraft til ligefrem at afslaae ham. Saaledes vilde der pludseligt blive hele sex Instructeurer, hvilket, især ved Maaden hvorpaa denne Overflødighed med eet kom tilveie, maatte latterliggjøre baade Directionen og Titlen, som skulde være Nielsen til Udmærkelse. Holstein dristede sig da til, mundlig, ved Forestillinger om, at der jo kun var forundt Nielsen et Prædicat, at gjøre Forsøg paa at faae Ryge til at frafalde sit Forlangende; men Ryge svarede, at det var noksom bekjendt, hvad der stak bagved Prædicatet, hvorfor ogsaa hele Personalet var ligesaa utilfreds som han følte sig fornærmet. Efter lang Ordvexling maatte Holstein endelig frem med, at Directionen ikke, efter saa nylig at have indstillet Nielsen, turde komme til Kongen med endnu en Instructeur-Udnævnelse, "Ja saa," endte Ryge hidsig Samtalen, "Directionen tør nok indstille det Uretfærdige, men ikke gjøre det godt ved bagefter at indind-stille [sideskift][side 054]stille det Retfærdige!" Strax efter at han var kommen hjem indsendte han en Sygdomsanmeldelse. Da han skulde fremsige Prologen til Festen den første Spilleaften og "Karl den Store" var ansat til at opføres et Par Aftner efter, blev Holstein meget allarmeret og lod ved Theaterbudet forespørge: naar Doctoren meente at være saa vel, at han kunde prøve. Til Holsteins store Forundring indfandt Ryge sig personlig, for at give det Svar, at han neppe vilde blive istand dertil i de første Uger. Da Holstein yttrede, at der dog hverken paa hans Udseende eller i hans Stemme var nogen Sygdom at mærke, imødegik Ryge ham med, at "hvad Stemmen angik, var den langtfra i den Tilstand, at han, sin velerhvervede Kunstneranseelse ubeskaaren, med den kunde fremtræde for Kongehuset og Publikum i nogen declamatorisk Opgave; forresten stod det til Chefen at søge hans Helbredstilstand constateret: var han ikke syg, kunde han jo cassere ham som den, der vægrede sig ved at gjøre sin Pligt; men var han syg, da kunde han ikke andet end andrage paa hans Pensionering, hvori han vilde vide at finde sig." Nu maatte Manthey forsøge sin diplomatiske Dygtighed og hans Samtale med Ryge syntes virkelig at ville føre til et betinget Forlig, da han uheldigviis faldt paa at styrke sine Overtalelsesgrunde ved den Bemærkning, at Ryge dog burde betænke, at han havde en betydelig Gage. "Den takker jeg aldeles ikke Directionen for; den fortjener jeg!" udbrød Ryge med Heftighed og gik. Der var nu ikke andet for, end at faae Nielsen til at sige Prologen og at udsætte Opførelsen af "Karl den Store." I selve Sagen og hans Yttring til Manthey gav Publikum saavelsom hele Personalet Ryge Medhold; kun at han, ved at unddrage sig Tjenesten, lod [sideskift][side 055]det gaae ud over Repertoiret kunde man ikke lide. Da han derfor, efter at have meldt, at han nu var istand til at spille "rolige og ikke store Roller," optraadte som Stordhertug i "Gesandten" blev han ved Indtrædelsen hilset med Applaus. Dagen efter søgte han alligevel Permission paa otte Dage og tog derpaa til Helsingør, hvor han declamerede i en Aftenunderholdning for Rosenkilde, med hvem han fulgte tilbage til Lyngby, for der, ene i et Kroværelse, at tilbringe Resten af Permissionstiden. Imidlertid var Manthey i heldig Travlhed med at formaae Winsløw, hvem man gav Haab om et Reisestipendium, som han satte større Priis paa end Instructeurtitlen, og Stage, der fik anden pecuniair Erstatning, til ikke at fremkomme med Prætensioner dersom Directionen skulde finde sig foranlediget til at indstille Ryges Udnævnelse til Instructeur. Da Ryge vendte tilbage blev det ham af Manthey betydet, at der nu ikke skulde være Noget iveien for hans Udnævnelse; dog vilde der ikke blive taget fat paa Sagen førend han meldte sig frisk og beredvillig til at udføre hvilkensomhelst af sine Roller. Ryge optraadte da i "Sovedrikken," hvor det virkelig viste sig, at hans Stemme ingenlunde var i Orden. Ikke destomindre beqvemmede han sig til, faa Dage efter, at udføre Titelrollen i Oehlenschlägers ny Tragedie, "Karl den Store." Stykket, der havde skjønne, høipoetiske Steder, men savnede reen Charakteerudvikling og overhovedet mere var en dramatiseret, med mange Hovedhandlingen snarere fordunklende end belysende Episoder udstyret, Fortælling om Karl den Stores Daad, end Fremstilling af den Charakteer og Aand, der bragte til dens Udførelse, blev, endskjøndt det ikke selv interesserede synderligt, modtaget med enthusiastisk Bifald paa [sideskift][side 056]Grund af Ryges, uagtet hans synlige Ildebefindende, i flere Scener overordentlig kraftfulde, varme og ædle Fremstilling af Karl, C. Winsløws dristigt charakteristiske Spil som Pepin, og Nielsens declamatorisk ypperlige Albion. Da Ryge saaledes tilfulde havde opfyldt Betingelsen, skred Directionen saa rask til Sagen, at han den 24de October udnævntes til "Medinstructeur med Forpligtelse til at han, saa ofte Directionen fandt det nødvendigt og hensigtssvarende, skulde overtage nye Stykkers Anordning og Alt, hvad som derved paaligger en Instructeur en scène." For Øieblikket tillagdes der ham ingen Gage, dog skulde han have Fordring paa Gage naar en af de lønnede Instructeurer afgik.

Just som Ryge saae denne Sag endt til sin Tilfredshed stod han, som en af Hovedmændene, midt i en Stridssag, der var af ganske anden Art og satte baade Personalet og Publikum i langt større Bevægelse. Efter at Directionens Bestræbelse for at faae Bournonville indkaldt til at blive fast ansat Solodandser og Balletmester var glippet, havde den søgt at bringe det til, at han kom hertil for, i en Række Gjæsteforestillinger, baade som Dandser og Balletcompositeur at give saadanne Beviser paa sit Talents glimrende Udvikling, at det derved vilde blive muligt at faae Kongen bevæget til hans Antagelse. Underhandlingerne vare saavidt lykkede, at han indfandt sig i Kjøbenhavn i Sommeren 1829, og Betingelserne for en Række Gjæsteforestillinger bleve fastsatte paa en ham meget hædrende og fordeelagtig Maade. Den store Lykke, som han, efter Rygtet, havde gjort i London saavelsom i Paris, havde spændt Publikums Forventning ualmindelig høit. Allerede ved sin første Optræden overtraf han den imidlertid, den [sideskift][side 057]Fremgang, han havde gjort under sin Fraværelse, var overaskende: med en smuktbygget middelhøi Figur, som han har særdeles frit og tækkeligt, og et intelligent, livfuldt Ansigt forbandt han usædvanlige kunstneriske Evner, stor Færdighed og en ypperlig Skole. Den gratiøse Lethed, smidighed og Vigueur, hvormed han udførte baade serieuse og demicharakteristiske Dandse, hans kjække Pirouetter og den Kraft, Runding og Ynde, der udmærkede hans store Spring, vakte Beundring og fremkaldte flere Gange stormende Bifald. Ogsaa hans Divertissement blev særdeles godt optaget; man fandt, at det vidnede om Sindrighed, Smag og Talent for malerisk Sammensætning af rige Grupper; dog vakte det, deels fordi man endnu havde Galeottis store Compositioner i levende Erindring, deels fordi det, efter sin Natur, var en blot Samling af smukke Dandse i antikt græsk Costume, men ikke en Handling, hvori Affecter og Lidenskaber kom til Udvikling, mindre Opsigt end hans Dands. At han kort efter bragte den nydelige idylliske Ballet "Søvngængersten" paa Scenen gav derimod Publikum store Tanker om hans mimiske Talent og Dygtighed til Balletcomposition. Vel var denne Ballet ikke hans Opfindelse, men kun arrangeret af ham for vor Scene; dog viste Maaden hvorpaa han havde benyttet de tilstedeværende ringe Midler for at opnaae stor Effect, at han var i Besiddelse af nogle af de vigtigste Evner for en god Balletmester. Han forefandt hele Balletvæsnet i yderste Forfald: kun to af Galeottis Smaaballetter holdtes endnu i Repertoiret og de bleve givne dorsk, uden Prercision og med afjadskede Decorationer og Dragter; de larcherske Efterligninger af slette fremmede Sager søgte især Virkning ved Platte, det kongelige Theater beskæmmende Gjøglerier; og [sideskift][side 058]i Personaler fandtes vel adskillige duelige Dandsende, men ikke En, der havde Begreb om eller Øvelse i et smagfuldt mimisk Udtryk. Denne Tilstand gav strax Bournonville Leilighed til, for en Deel, glimrende at vise sin udmærkede, hos en Balletmester ubetalelige, Evne til baade i Dandsecorpsets Masse at opdage den ypperligste Individualitet til en bestemt Opgave, og at udfinde en ypperlig Opgave for en bestemt Individualitet. Af Rollerne i denne Ballet var det kun Søvngængerskens, hvortil han havde at søge et overordenligt Anlæg, men dette vidste han ogsaa baade at opdage hos den hidtil kun som haabefuld ung Dandserinde bemærkede Mad. Kretzmer og ved fortræffelig Veiledning at give Geniets Kraft. Det barnligtfromme, ædle Ansigtspræg, det simpelt naturlige Udtryk af om, uskyldig Kjærlighed, Sandheden i Udbruddet af hendes Angst, Rædsel og Fortvivlelse, og den Ynde, der var i enhver af hendes Bevægelser og hvilede over det hele skjønne Væsen, gjorde hende pludseligt til en beundret mimisk Kunstnerinde. Bournonville selv var, som Edmond, ikke mindre fortræffelig: hans Følelse af Kjærlighedens Lykke, Forfærdelsen over den Elskedes Troløshed, Raseriet, den tungsindige Kummer og Henrykkelsen ved at opdage hendes Uskyldighed fremstillede han med henrivende Kraft og Inderlighed. En anden for en Balletmester ypperlig Evne hos ham aabenbarede sig igjennem hele Udførelsen, den nemlig: at begeistre det spillende Personale, indgive Alle, fra Hovedpersonerne lige ned til de ubetydeligste Bipersoner, en saa sjælfuld Iver for det anbetroede Partie, at ethvert Moment bliver interessant ved Livfuldhed, Præcision og glimrende Ensemble. Balletten gik fra alle Sider, baade i den mimiske Deel og i Dandsenummerne, med en Sikkerhed og [sideskift][side 059]Virtuositet, som fremkaldte levende Bifald for enhver af de første Partiehavende og vandt den ikke blot en overordenlig enthusiastisk Optagelse, men stort Tilløb ved alle Forestillinger. Kongen befalede Chefen, efter at han havde seet Mad. Kretzmer i de to første Acter, at der strax skulde udbetales hende en Gratification af 100 Rdlr., og baade ved Hoffet og i Byen hørtes idel Berømmelse over den Dygtighed, hvormed Bournonville havde overvundet VanskeIighederne og opnaaet et saa overraskende herligt Resultat. Ogsaa det lille nydelige Divertissement "Soldat og Bonde" vandt meget Bifald, især ved Bournonvilles med Begeistring og ægte fransk Soldaterpli udførte mimiske Beskrivelse af Slaget. Ved et Theater er det altid hellig Iver for Kunsten, aldrig egne smaalige Hensigter og personlige Interesser, som Forfængelighed og Artistpirrelighed gjøre til Bevæggrund, naar de begynde Forfølgelse imod hvad der ikke convenerer dem. Dette viste sig ogsaa i en forargerlig Strid, som nu brød ud. Allerede det, at Bournonville gjorde saa glimrende Lykke som Dandser havde sat ondt Blod i nogle af Skuespilpersonalets Notabiliteter. Værre blev det, da hans Held med Arrangementet af "Søvngængersken" lod formode, at han vilde faae Ansættelse som Balletmester, hvorved "Dandseriet" maaskee, fra den Ringeagt, det i de sidste Aar havde staaet i, vilde tage et saadant Opsving til Berømmelse, at det blev Skuespillet en farlig Medbeiler til Publikums Gunst. Hoffet var henrykt over Bournonvilles Kunst; Holstein blev derfor meget fortørnet paa Ryge ved at erfare, at han, midt under sin Kiv med Directionen om Instructeurembedet, var lutter Iver for at nedsætte Dandsen, ei alene med den latterlige Paastand, at Bournonville ikke kunde dandse, men [sideskift][side 060]ved for Personalet at udvikle og beregne, hvorledes det var imod Scenens Værdighed og Kassens Tarv at Publikum fyldte Huset af Enthusiasme for Dandsen, hvilken det altsaa "maatte være enhver retskaffen Kunstners Pligt at arbeide paa at faae herunter." Denne ideligt gjentagne Yttring, som fornemmelig var Aarsag i, at Holstein, der havde været saa rede til at opfylde Ryges urimelige Forlangender, viste sig tvær til at bevilge ham et høist retfærdigt, blev Hofmanden tilsidst saa forargelig, at han lod Ryge, som dog nu havde spillet flere Gange og derfor faaet bestemt Tilsagn om at blive Instructeur, kalde til sig, for meget alvorligt at foreholde ham, at dersom han saaledes vedblev at ophidse imod hvad Hoffet benaadede med sit særdeles Bifald, saa kunde det vel være, at Kongen ikke bevilgede hans Ansættelie, ja at Directionen ikke engang indstillede den. Ryge svarede, "at Directionen havde givet ham sit Løfte, men han havde aldrig givet og vilde heller aldrig give Directionen noget Løfte paa at tie til hvad der depraverede den Kunst, som han havde helliget sig med Fare for at udsætte sig selv, Kone og Børn for Trang. Der var spurgt ham, om han kunde spille i Jægerne; ja — endskjøndt han ikke for Øieblikket havde det til en saa stor og vanskelig Rolle nødvendige Herredømme over sin Stemme, — han skulde spille deri; men ingen Dands efter Stykket. Før lod han sig afskedige, end han gav en af sine bedste og kjæreste Roller, naar Indtrykket af den skulde fordærves ved at Publikum bagefter blev forlystet med Dandsens Letfærdighed." Holstein erklærede ham meget fortørnet, at han af denne pligtstridige Udtalelse og hans Vægring vilde gjøre en Directionssag. "Som Deres Excellence finder for godt," svarede Ryge. [sideskift][side 061]"Jeg har altid opfyldt mine Pligter imod Directionen; kan jeg ikke mere gjøre det uden at krænke min høiere Pligt imod Kunsten, nu vel! saa maa jeg finde mig i, at Directionen ikke længer forlanger Pligt af mig, men indstiller mig til Afsked." Holstein fik imidlertid ikke Leilighed til at erfare om han ogsaa vilde have havt Kraft til at gjøre Alvor af sin Trusel; thi Sagen tog uventet en saadan Vending, at han selv ikke blot blev Ryges Allierede, men pludseligt fandt sig forvandlet til Oppositionens Fører, og det, besynderligt nok, ikke imod Bournonville, hvis Kunst det dog gik ud paa at komme tillivs, men imod en Mand, som Holstein baade for det enkelte Tilfælde, hvori han stillede sig imod ham, havde tilsikkret Beskyttelse, og hvem han, som Chef for den Anstalt, der skyldte Manden megen Taknemmelighed for pecuniair og kunstnerisk Fremgang, overhovedet burde have følt sig forpligtet til at beskytte.

Heiberg, der i Sommeren 1829 var bleven anmodet om at skrive et en heel Forestilling udfyldende Stykke til Dronningens Fødselsdag, 28de October, havde udkastet et Treacts-Lystspil, "Prindsesse Isabella", i en Plan, som gav Anledning til den Art Øienslyst, der ikke maatte savnes i et bestilt Feststykke. Da Fablen fordrede, at Hovedpersonerne skulde være poetiske Charakteerskildringer, maatte Udarbeidelsen blive meget vanskelig. Endskjøndt Skuespillerne burde af deres Kald være forpligtede til at have erhvervet sig saameget Begreb om et dramatisk Kunstværks Væsen og Tilblivelse, at de snarere maatte finde Aarsag ttl Forundring over at Digteren allerede i Slutningen af September havde endt sit Stykke, end til at beskylde ham for Efterladenhed, fordi det ikke var skeet tidligere, reiste endog nogle af de Rollehavende, som havde de letteste OpOp-gaver, [sideskift][side 062]gaver, Besværing over, at de først fire Uger inden Opførelsen bleve bekjendte med det, og Hovedpersonerne kunde ikke stærkt nok fremsætte deres Forestillinger om Uoverkommeligheden af det Arbeide, som derved var dem paalagt. Det er ikke usædvanligt, at Skuespillere, som vinde stærkt Bifald i taknemmelige Roller, finde sig inderligt overbeviste om, at det i Grunden er deres Talent, som Forfatteren skylder sit Værks Held, hvorfor han bør føle sig forpligtet til at sige dem selv smukke Ting og for Andre at udtale sin Erkjendelse af, at det egenlig er det ypperlige Spil, der giver hans Stykke Effect. Hos Enkelte af dem, som spillede i Heibergs Vaudeviller, var Overbeviisningen saa levende, at de stadigt havde i Munden, "at det dog var Skuespillerne, han kunde takke for at hans Farcer gjorde en saa urimelig Lykke." Derfor: da Heiberg ikke blot yttrede sin Tilfredshed i maadeholdne Udtryk, men undertiden endog lod mærke Utilfredshed med Adskilligt af det, der — som Caricaturdragter, Lazzi og Tillæg eller Forandringer i Rollen, — unegteligt var "de Spillendes Eget og blev meest applauderet, " saa stod han hos Nogle anskrevet som "en meget utaknemmelig Forfatter, der slet ikke skjønnede paa, hvad Skuespillerne havde gjort for ham." Dette var der nu, da Flere kunde have Grund til Besværinger, Leilighed til at lade ham føle. Ikke nok med at Nogle mødte de Undskyldninger, han personlig gjorde for Rollernes sildige Omdeling, med spidse Bemærkninger om, at der ikke vilde blive Tid for Kunstnerne til at gjøre Noget af dem, eller at Mad. Wexschall beklagede sig meget over, at hun maatte frasige sig Selskaber, hvortil hun var inviteret, blot for at kunne lære Rollen udenad, thi om at behandle den kunstnerisk kunde der neppe, formedelst den [sideskift][side 063]korte Tid, være Tale; Heiberg maatte sættes i Skræk for den Skandale, at hans "Dovenskab" blev Skyld i, at der slet ikke kom noget Feststykke til at gaae: Nielsen erklærede reent ud, at han ikke var istand til med den korte Forberedelsestid at spille en saa stor og vanskelig Rolle som Fernandos. Heiberg havde belavet sig paa denne Indsigelse, og neppe blev der ymtet om den, førend det ogsaa hed, at han i saa Fald havde bestemt Seemann for Rollen. Dermed forsvandt Vanskeligheden; Nielsen var villig til at spille, naar der kun blev foretaget nogle Forkortelser. Nu maatte Manthey frem som Midler og gjøre Forslag om Forkortelser, der, endskjøndt Heiberg kun gik ind paa nogle af dem, vare Nielsen tilfredsstillende. Saaledes syntes alle Tribulationer lykkeligt at have sat sig, da der pludseligt reistes Forfærdelsesskrig over en Kunstnedværdigelse, som var større end den kongelige Skueplads og dens Personale kunde taale. For, fra et Divertissement, der afbrød Handlingen, at gjøre den Solodands, der nødvendigviis maatte baade indlægges i Feststykket og udføres af Bournonville, til en integrerende Deel af Lystspillet, havde Heiberg villet benytte dennes noksom bekjendte Talent for Fremstilling og Sang, og — efter at have faaet hans Samtykke og af Forsigtighed indhentet Chefens udtrykkelige Tilladelse, — skevet en fra Handlingen udgaaende lille Rolle, der motiverede Bournonvilles Optræden med en Romance, en pas de deux og en Tarantella. Om Aftenen den samme Dag, som Freden med Nielsen var sluttet, saa at der kunde tilsiges en Oplæsning paa Stykket, rygtedes det, at "Dandseren skulde spille og synge deri." Ryges og Nielsens Kiv i Anledning af Instructeurvæsnet gik strax under i deres fælles Harme over, at "en Heiberg" vovede at erklære SkueSkue-spillerselskabet [sideskift][side 064]spillerselskabet utilstrækkeligt til sit Lystspils tilfredsstillende Udførelse, og Rosenkilde, der altid særdeles levende paavirkedes af et første Indtryk, var let at sætte i saa heftig Bevægelse over hvad der forestilledes ham som en uhyre Forsyndelse imod Kunsten og Kunstnerne, at han øieblikkeligt opsagde Heiberg gammel Huldskab og Troskab for at blive den Tredie i det Forbund, der høitideligt erklærede at ville modsætte sig "Kunstens Nedværdigelse" af al Magt. Sagen blev ivrigt fremstillet Skuespillerne som Noget, de vare forpligtede til at indigneres over og afværge ved samdrægtig Optræden, og Ryge opfatte strax et skriftligt Andragende til Chefen om at Bournonville ikke maatte spille, hvilket han og Nielsen fordrede underskrevet af alle de Rollehavende, med Undtagelse af Jfr. Pätges, "da det, hvis hun underskrev, vilde hedde, at man havde forført hende til den forteste Utaknemmelighed imod Heiberg, og hvis hun, uagtet Anmodning, ikke underskrev kunde faae Udseende af at den Yngste allerede saaledes var i Kunsten paa lige Trin med de Ældre, at hun om den troede at kunne have en anden Mening end de." Kun Stage vidste at snoe sig fra en underskreven Erklæring, idet han bemærkede, at han vel var af de Andres Mening, men ikke vilde underskrive et Andragende, der var opsat af hans personlige Uven; ogsaa tog han Leilighed iagt til ved en Sygdom at slippe af med sin Rolle, som blev givet til Hvid. Til samme Tid begyndte man, ved anonyme Artikler i Bladene, at overføre Kunstiverens Indignation i Publikum, der ogsaa dengang maatte trækkes ind i Theaterkævlet. Den Bestemthed, hvormed det paastodes, at Bournonvilles Udførelse af en Rolle vilde være Theatret, Kunsten og Skuespillerpersonalet til den høieste Grad af Skam, [sideskift][side 065]skræmmede Holstein saameget mere, da Manthey, hvem man ogsaa bestormede med Forestillinger og som antog, at disse virkelig udgik fra brændende Kunstfølelse, slog sig paa Opponenternes Partie og erklærede sig for, at "de burde føies, om ikke fordi Sagen i sit sande Indhold var af den Natur, hvilken de tillagde den, saa for den Agtelse for Kunsten, der var deres Anskuelses Kilde!" Det blev ogsaa bestemt, at Kirchheiner skulde udføre Rollen og Romancen, men Bournonville, uden nogensomhelst Forbindelse med Stykkets Handling, kun optræde som Dandser. Bestemmelsen blev imidlertid kuldkastet ved at Heiberg henvendte sig til Kongen med Besværing derover. Da Heiberg begyndte denne med at omtale det til Chefen indgivne Andragende sagde Kongen: "Ja ja, jeg har allerede hørt ymte om det. Jeg vil dog haabe, at den lille Jfr. Pätges ikke ogsaa har underskrevet. Det skal nok være Nielsen, der staaer i Spidsen for dette Brouillement. Han og Ryge er Dandsen forskrækkeligt paa Halsen. Holstein har fortalt mig derom." — "Da er det dog netop Hs. Exc., der støtter dem i denne Chicane imod den, " svarede Heiberg. "Ih, det er umuligt!" udbrød Kongen. "Det er jo en reen Sammensværgelse; jeg kan ikke troe, at Holstein er saa svag at give efter for den. Hvad siger Manthey dertil?" — "At dersom han havde vidst det iforveien, vilde han høiligen have fraraadet det, " var Heibergs Svar. "Jeg begriber ikke hvorfor!," sagde Kongen, "thi jeg kan ikke see noget Ondt deri. Men hvorfor har De forresten ikke talt til Manthey derom?" — "Da jeg havde indhentet Hs. Exc. Chefens Tilladelse, troede jeg det ikke nødvendigt," svarede Heiberg. "Naa, De har hans Tilladelse? Saa kan De vel være rolig," meente Kongen. "Det er dog nok nærved, at Hs. Ex. [sideskift][side 066]beslutter sig tvætimod den," indvendte Heiberg. "Det kan han ikke, det kan han ikke," udbrød Kongen. "Det burde vistnok ikke skee," vedblev Heiberg, "thi det vilde være at bestyrke den Laugsaand, der er kun altfor mægtig i Kunstens Rige, hvorfra den just allermeest burde være forviist. Lessing har sikkert Ret, naar han siger: Lad en Dandser skuespille om han vil, og en Skuespiller dandse om han kan." — "Sandt var det!" raabte Kongen leende og vedblev: "Men lad mig dog høre de Argumenter, som kan bruges imod disse Folk." Heiberg fremførte nu: "Det vilde være meget latterligt, om man forbød en Digter at skrive en til hans Stykke passende Rolle, hvori der skulde synges og dandses, naar han kunde faae den godt udført. Heller ikke havde man gjort mindste Indvending imod at det var skeet i "Preciosa", eller fundet det imod Kunstens og Theatrets Interesse at Jfr. Pätges, som nu kun var Skuespillerinde, sang og udførte Solodands deri. Ogsaa havde det selvsamme Tilfælde, som nu skulde indtræde med Bournonville, allerede fundet Sted paa det kongelige Theater til Publikums styre Tilfredshed og uden at Skuespillerne havde fundet sig og Kunsten krænkede derved; thi Dandserinden Mad. Bjørn havde, efter Directionens egen indstændige Begjæring, i "Figaros Giftermaal" baade spillet og sunget som Pagen." — "Det er sandt!" afbrød Kongen levende; "jeg husker meget godt, at jeg selv har seet det og at hun gjorde det fortræffeligt." — "Derimod." vedblev Heiberg, "kunde man vel finde det besynderligt, at just de to Herrer, som ivrigst modsætte sig at Bournonville, der som Dreng har sunget og spillet med dem, nu kommer til at gjøre det som Mand, ere, for faa Aar siden, endog ved deres Sommerforestillinger, hvor det dog [sideskift][side 067]stod ganske til dem selv at vaage over Kunstens Hellighed, optraadte med en Fløitenist, der for første Gang lod sig bruge som Skuespiller og beviste, at han i den Egenskab aldrig burde tillades at komme frem for Publikum; og at de, ogsaa til Indtægt for dem selv, have ladet Mlle. Pohlmann i Scener med dem mishandle det danske Sprog; thi Sligt maa vel ubetinget kaldes grove Forsyndelser imod Tkuepladsens Værdighed. Ligeledes er det mærkeligt, at det ikke er faldet Ryge ind, at han, paa eget Tilbud, udfører et Partie i Funcks orientalske Dandse-Divertissement og saaledes stadigt, hvergang dette gaaer, viser, at den Kunstanskuelse, som han sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at gjøre gjældende mod Bournonvilles Optræden i Skuespil, ikke er ham iveien naar han selv faaer Lyst til at optræde i Ballet." Sluttelig anmærkede Heiberg, at han vel havde paatænkt en Omarbeidelse, hvorved en Anden kunde give Rollen naar Bournonville tog bort, men han ønskede, at Stykket maatte ved Festforestillingen komme frem med al den Glands, det kunde faae. Efter meget opmærksomt at have fulgt hans Fremstilling af Sagen, gav Kongen ham Løfte paa at ville tale med Holstein om den. — Heiberg lagde ikke Dølgsmaal paa Audientsen og hvad han i den havde sagt. Da Holstein fik det at vide blev han meget opbragt og forsikkrede Partiet, hvem han nu, af Ærgrelse, var bleven aldeles hengiven imod Heiberg og Bournonville, "at han ikke vilde staae under Heibergs Commando, men ogsaa skulde foredrage Kongen Sagen." Om hvorledes han gjorde dette blev kun saameget bekjendt, at Kongen meget alvorligt bebreidede ham, at han af en Cabale havde ladet sig bringe til at tilbagetage sit Samtykke, og at Sagen afgjordes derhen, at Bournonville skulde [sideskift][side 068]synge Romancen og dandse, men en Anden sige Replikkerne: en Bestemmelse, der havde tilfølge, at Heiberg forandrede sit Stykke saaledes, at der for Giovanni slet ikke blev Noget at sige. — Stridighederne havde vakt stort Misnøie hos dem af Personalet, som ikke vare Førere eller tvungne Deeltagere i Cabalen, og tillige, ved mange af Tracasserie foranledigede Vanskeligheder, været til saa stor Forvirring i Tjenestegangen, at man ret levende følte Savnet af en kraftig Bestyrelse. Denne Følelse kom til et ret eclatant Udtryk en Dag, da Notabiliteters Sygdomsanmeldelser saaledes strømmede ind, at ikke den, som Regisseur, saa dygtige Liebe, end sige Directionen, saae Udvei til at skaffe en Forestilling. Som nogle Skuespillere tilfældigviis, efter at Personalet i et Par Timer havde slentret omkring paa Scenen og i Gangene og forgjæves ventet Bestemmelsen af en Nødforestilling, kom ind i Foyeren fandt de det Opslag, der anmeldte Collins Udtrædelse af Directionen, omvundet med en omhyggeligt paa Vidier bunden smuk Guirlande af sort Flor og hans Navn indsattet i en Krands af Evighedsblomster. Alle ilede til for at gotte sig over dette Indfald og, ved Bifald for den ukjendte Ophavsmand, at skærpe Braadden. Directionen slap imidlertid derved ud af Forlegenheden, idet Liebe fik samlet nogle af Chicaneurerne og saa indtrængende forestillede dem, hvorledes de, ved deres Vægring, selv fremkaldte slige Demonstrationer, at de toge deres Indsigelser tilbage og fandt sig i at spille. — Heiberg var ikke tilfreds med kun halvt at have vundet Seir; Cliquen endnu mindre: at Bournonville skulde synge var dog oprørende og maatte forhindres. Dertil syntes Leilighed givet ved en nye Chicane, som Sangerne ophidsedes til. Fløitenisten Guillou, en Bekjendt af BourBour-nonville [sideskift][side 069]nonville fra Paris, havde, for at give sin Concert større Interesse, bedet ham om at synge en lille fransk Romance: Philomèle, hvortil der var Fløiteaccompagnement. Da Guillou derefter bad Cetti og Kirchheiner, for hvem hans Anmodning til Bournonville var fremstillet som en dem tilføiet stor Fornærmelse, om ogsaa at give Understøttelse, afsloge de den kort "fordi Bournonville skulde synge." I et meget høfligt Brev bemærkede nu Guillou, at han kun havde anmodet Bournonville, fordi han — naturligviis med Hensyn til Sproget, — var den Eneste, der kunde synge dette Numer. Denne Fornærmelse var endnu større: Guillou fik til Svar, at de ikke vilde synge paa Grund af, at han ei alene havde anmodet en Dandser om Sang førend han havde gjort sig bekjendt med, hvorvidt Sangerne vare værdige til at tjene ham dermed, men sagt, at Dandseren var den Eneste, som kunde udføre et saa ubetydeligt Musikstykke. Hensigten, at Guillou skulde opgive Understøttelse af Bournonville, opnaaedes ikke, da Sehwartzen og Jfr. Zrza, som holdt sig udenfor Cabalen, kom ham til Hjælp med to Numere; men nu maatte Bournonville, ved stærkt Mishag, skræmmes saaledes, at han frasagde sig Sangen i "Prindsesse Isabella" saavelsom al fremdeles Beredvillighed til offenlig Syngen og Skuespillen. Ogsaa dette slog feil: han sang sin Romance med et saa nydeligt Foredrag, at Publikum af Tilfredshed og for af give ham Opreisning for Chicanen skjænkede ham et levende Bifald, der af den bestilte Hyssen, som fulgte efter det, kun ophidsedes til et saa stormende Udbrud af Enthusiasme, som Bagatellen, sunget af den meest udmærkede Virtuos, aldrig ellers kunde have fremkaldt. Da Feststykket nogle Dage efter, igjennem mange Fataliteter, kom til Opførelse, blev, hvor [sideskift][side 070]store Ophævelser der end var gjort imod Bournonvilles Optræden den som handlende Person, Udfaldet just for ham, og egenlig kun for ham, særdeles glimrende. Vel gjorde det en forunderlig Virkning at see ham vanke om ved Siden af Prindsessen uden at aabne Munden; men han foredrog ganske ypperligt Recitativet, der indledede Romancen, hvilken han, hvor lidet melodisk den end var, sang meget smukt, kun vel svagt; og i sin Pas de deux dandsede han med en saa henrivende Gratie, Ild og Vigueur, al Kongen uvilkaarligt udbrød saa høit, at hele Publikum hørte det: "Charmant! Naa, det kalder jeg at dandse!" Man fandt Charakteerbehandlingen i flere af Stykkets Scener interessant og gjennemført med megen Fiinhed og Elegants i Sproget; men i det Hele behagede det ikke, hvilket for en Deel laae i Udførelsen, som i mange Partier savnede Lethed, Poesie og Ensemble. Kun Besætningens Yngste, Jfr. Pätges, viste sig sin Rolle voxen og gav den, saa stor og vanskelig den end var, en Klarhed og Ynde i Charakteerskildringen, der, ligesom den ædle Anstand i hendes Gebærdespil og Holdning, vandt megen Beundring. Nielsen spillede med stor Flid, men var ligesaa lidet som Ryge, der paatog sig noget ham uklædeligt Fremmed i Tone og Væsen, hjemme i Hofverdenen, hvorfor Begges Roller i høi Grad manglede den tilsigtede Effect; de øvrige Spillende vare langtfra at bidrage til at indtage Publikum for et Lystspil i spansk Stiil. Efter Opførelsen kom det atter til Tvistighed angaaende Stykket, idet der om den rette Fremstilling af Fernando opstod imellem Heiberg og Nielsen en Strid, der førtes i Breve og medvirkede til at den Første ønskede Stykket henlagt. Som et Beviis paa sin Tilfredshed med Heibergs Iver for at give [sideskift][side 071]Festen Glands forundte Kongen ham et Tillæg af 400 Rdlr. til hans Gage som Theaterdigter.

Fra Opførelsen af "Søvngængersken" var der blevet forhandlet med Bournonville om hans Indtrædelse som første Solodandser og Leder af Balletvæsnet. Morgenen efter Festforestillingen blev han kaldet til Kongen, som modtog ham særdeles naadigt, udtalte sig med Beundring om hans Kunst og tilsagde ham Ansættelse naar han var løst fra sit Engagement i Paris, hvorom man allerede, igjennem Udenrigsministeriet, havde henvendt sig til Bestyrelsen af Operaen. Den 4de Novbr. blev Bournonvilles foreløbige Engagement ved Directionen underskrevet af begge Parter. Directionen lovede at skaffe Kongens Approbation paa alle de deri anførte Poster, som vare: at han, med alle Rettigheder og Forpligtelser for Personalet i Almindelighed, blev fra 1ste Januar 1830 ansat som Solodandser med 1000 Rdlr. Gage; at Directionen saasnart han havde tiltraadt sit Engagement skulde hos Kongen udvirke ham Titel af Dandsedirecteur; at han for en Løn af 500 Rdlr. skulde være Balletcompositeur og i denne Egenskab saavel componere Balletter som arrangere fremmede Balletter samt holde Dandseskole for dem, der havde fortrinlige Evner til Dands eller Mimik; at Engagementet skulde være forbindende for 18 Aar; og at han, hvis noget Uheld tilstødte ham inden dets Udløb, skulde afgaae med en Pension af mindst 800 Rdlr. Engagementet var imidlertid paa Nippet til at gaae tilbage strax efter at det var afsluttet. Kongen havde mundligt lovet Bournonville, at han, efter den gamle Laurents Afgang, skulde blive Hofdandsemester og indtil da have en aarlig Gratification af 700 Rdlr.; men Bournonville havde førstaaet, at han skulde have 1000 Rdlr. [sideskift][side 072]Da Kongen erfarede, at Bournonville havde yttret sig saaledes, lod han strax Manthey kalde til sig for at sige ham, at naar Bournonville, som han havde hørt, stod i den Formening, at han som Hofdandsemester skulde have 1000 Rdlr., maatte det være en Misforstaaelse, hvilket han havde at gjøre ham opmærksom paa. Følgen heraf var, at Bournonville tog i Betænkning at modtage Tilbudet og søgte om at faae den hele ventede Sum. Men Kongen var ubøielig; det skulde forblive ved hvad han eengang havde sagt. Da Bournonville Dagen førend sin Afreise opnaaede Audients hos Kongen, blev han modtaget med: "Naa, lille Bournonville, det er jo afgjort; jeg ønsker Dem en lyttelig Reise. Men glem ikke," lagde han med Heftighed til, "hvorledes De har behandlet Deres Herre og Konge." Bournonville blev maalløs af Skræk over at høre sig saaledes tiltalt af en Konge, der havde sagt ham saa meget Venligt og som han nu følte, at han havde feilet imod. Uden at forsøge noget Svar trak han sig strax ud af Audientsgemakket og ilede til Holstein, for at fortælle ham hvad der var foregaaet og forsikkre, at han var tilbøielig til at modtage Engagement under hvilke Betingelser hans Majestæt maatte behage at fastsætte, men han vilde aldrig forlade Byen med hans Unaade. Holstein ønskede vel Bournonvilles Ansættelse, som han følte at Theatret trængte høiligen til, men han var ikke den, der vilde være Talsmand i en Sag, som let kunde gjøre Kongen opfarende imod ham; han henviste Bournonville til Manthey, der havde ledet Forhandlingerne angaaende Engagementet og som ogsaa var villig til strax at tage til Kongen, for at mægle en Reconciliation. Dette blev ham imidlertid vanskeligt nok: først Dagen efter, et Par Timer førend det til [sideskift][side 073]Bournonvilles Afreise bestemte Klokkesket, modtog Manthey Fuldmagt til paa Kongens Vegne at engagere ham som Hofdandsemester med 700 Rdlr., hvorved hans samlede Gage blev 2200 Rdlr. Til hans Ansættelse knyttede man store Forventninger; men end ikke de største gik ud over, at der i ham var vundet en Solodandser, hvortil Theattet ikke havde havt Mage siden hans Faders glimrende Dage; at Dandsens Talentfulde maatte ved hans Lærerdygtighed og smagfulde Skole snart komme til større Færdighed og ædlere Stiil; at Energie og Kunstnerenthusiasme utvivlsomt vilde give Personalet i Almindelighed et kraftigt Opsving; og at han, især af fremmede for vor Scene arrangerede Compositioner, vilde danne et Balletrepertoire, der var den store Bekostning, hvilken Dandsevæsnet maa medføre, ligesaa værdigt som den sidste Tids Fuskerier havde været den uværdige. At hans Genie skulde inden en halv Snees Aar have, i poetiske Original-Compositioner, smagfuldt udførte af et ypperligt Personale, gjengivet Balletten al dens tidtigere Glands og atter gjort den beundret som Theatrets, i Henseende til Præcision og Ensemblets Skjønded, fuldendteste Kunstart: dette ahnede Ingen. Da han ikke kunde faae sit Engagement i Paris hævet førend fra den 1ste April 1830, blev det ham ikke muligt i denne Saison fremdeles at bringe noget Nyt paa Scenen. "Søvngængersken" havde, ved den smukt gjennemførte Handling og de enkelte Sceners store theatralske Virkning, saaledes nedsat de gangbare Sammenstikninger i Publikums Omdømme, at Directionen, for dog under Bournonvilles Fraværelse at faae et Par søgte Balletforestillinger, saae sig nødt til at lade hans Rolle doublere. Tre Opførelser af Balletten uden ham viste imidlertid klart, at han ikke blot [sideskift][side 074]ved sin Aand virkede uovertræffeligt i sin Rolle, men var den, der bragte Liv og Sjæl i det Hele, hans Optræden som Engageret blev derfor hilset med stor Jubel.

Collins Afgang, Ryges Forhold under Forhandlingerne om Instructeurembedet, Bournonvilles glimrende Optagelse, Intriguerne imod ham og Heiberg, og endelig det store Om og Hvorledes med Hensyn til Bournonuilles Ansættelse havde uafladeligt sat Publikum og endnu mere Cliquerne i levende Bevægelse. I Minnis Caffé holdtes ideligt Conferentser af de Ledende og var tidligt og sildigt Tilløb af den Sværm, som brændte af Begjærlighed efter at høre Nyt af de Indviede. Ved nogle Skuespillere, der søgte enten Fordeel eller Fornøielse i Røret, var der stadig Correspondents med Theatret; efter Prøverne — ofte endog under dem, — ilede de derover, for at bringe hvad der var kommet dem for Øre om Sagernes øieblikkelige Stilling, og da blev der aftalt Forholdsregler, fabrikeret Rygter og forberedet Stemninger. Interessen for hvad der foregik bag Coulisserne havde overvældet Interessen for hvad der, Gjenstandene for den intriguerende Virksomhed uvedkommende, foregik paa Scenen. Under denne urolige Travlhed fremkom "Fidelio". Beethovens herlige Composition var Noget, som Toneangiverne, allerede fordi de vilde gjælde for Kjendere og Beskyttere af den classiske Musik, maatte føle sig forpligtede til at skaffe glimrende Modtagelse hos Publikum; men de personlige Forhold, som de for Øieblikket havde at gjøre med, vare for mange og paatrængende til at de kunde faae Tid til at tage sig af Kunsten og tidligt nok stemme Mængden, ved enthusiastisk Bebudelse af hvilket musikalsk Mesterværk den vilde faae at høre. De begyndte derfor umiddelbart deres Operationer med [sideskift][side 075]at indfinde sig ved den første Forestilling og optage hvert Numer med stormende Bifald. Det ikke bearbeidede Publikum fulgte imidlertid sit eget Skjøn og faldt ikke ind i den levende Applaus, men fandt tvertimod det Hele meget kjedsommeligt. Og saaledes som Forestillingen kom frem, var Publikums Dom den rigtige. Stykket er meget trivielt, uden gribende Situationer og af en meget mørk, frastødende Tone; hele Virkningen skal gaae ud fra Musikens overordenlige Fylde af poetisk Charakteristik. Denne kan vistnok henrive endog den, som, uden musikalsk Dannelse, blot har almindelig Modtagelighed for ædel, sjælfuld Musik; men den maa da gives sin hele Eiendommelighed, hvilken den aldeles ikke fik. Uden livligt Spil og varmt Foredrag kun Hovedpersonens Partie, der er det mesterlige Værks Bærer, aldrig vinde Interesse, og Jfr. Zrza gav det uden Charakteer, Aand og dramatisk Colorit, saa at det for Publikum blot blev et med Virtuosfærdighed afliret Bravourpartie, hvad det mindst af alle Compositioner egner sig til at faae Effect ved. Første Forestillingsaften indkom ved Kassen 297 Rdlr., men Kunstbeskytterne troede at have gjort nok ved at komme een Gang og sætte sig i Begeistring for en slet Udførelse; ved den anden Forestilling overlode de til Publikum at give Søgning og det med stor Jubel optagne Stykke indbragte kun — 163 Rdlr.! Holstein, som ypperligt forstod at udskille Affectationens Bifaldsskraal fra Publikums Tilfredshed, var for at Stykket skulde henlægges, da han forudsaae, at det til tredie Forestilling ikke vilde give 100 Rdlr.; men Manthey meente, at man ikke burde gjøre sig den Skam, efter to Forestillinger at henlægge Beethovens berømte Musik. For dog at trække Publikum og maaskee give det Smag for den, engagerede [sideskift][side 076]Directionen Tyrolerfamilien Leo til at give nogle Jodlenumere bagefter den. Dette smagløse Arrangement hjalp paa Indtægten; den tredie Forestilling gav 324 Rdlr.! men for "den berømte Musik" var Publikum endnu koldere end ved anden Forestilling, hvorimod Tyrolerne fandt stormende Bifald. Nu befalede Holstein, at "Fidelio" skulde henlægges. — Ved det næste ny Stykke, Vaudevillen "Hvilken er den Rette?" satte Cliquen sig i kraftigere Bevægelse. Det var originalt og anonymt (af Overskou); man maatte altsaa først og fremmest see at komme efter hvem Forfatteren vel kunde være. Efter at have faaet udforsket hvorledes Stykket var indleveret, med hvilken Haand Manuscriptet var skrevet, hvem Forfatteren havde besat Rollerne med, om han selv havde valgt Melodierne og andre Omstændigheder, der muligen kunde lede til Opdagelse af hans Person, løb Gisningerne sammen i at det maatte være af en ung Student Rumohr, og da han ei alene ikke hørte til Coteriet, men stod i Ugunst hos Arnesen, der i Egenskab af Forfatter og ifølge sin egen Paastand paa fortrinlig Indsigt i det hele Theatervæsen, særlig var activ som Orakel i det Slags Sager, saa var det afgjort, at Stykket maatte være sket, og Forfatteren skulde læres, ikke at fuske i det, som han ikke førstod sig paa. At Rahbek, som ikke var Ynder af Vaudeviller, havde erklæret sig særdeles gunstigt om denne, "var intet Beviis for at den duede; thi Rahbek hørte til den gamle Skole, der ikke havde Begreb om, hvad en Vaudeville skulde være." Uagtet den første Opførelse gik særdeles usikkert og kun to af de Spillende, nemlig Mad. Liebe, som en for det Sværmerske enthusiasmeret Romanforfatterinde, og Stage, der med megen Ironie og tørt Lune ganske ypperligt gav hendes Tjener, [sideskift][side 077]vare udmærkede, fik Stykket ikke den Modtagelse man havde forberedet det, men morede meget i enkelte Scener og vandt ved Slutningen et stærkt Bifald, som en Pibe og nogle ivrige Hyssere forgjæves opponerede imod. Stemningen skulde nu tilarbeides af Bladene, hvis Redacteurers Opmærksomhed man henledede paa, at Forfatteren var saa opblæst, at han i Slutningscoupletten yttrede Foragt for med den at bede om Publikums Bifald; og i deres Beretninger fandt man da Vaudevillens Hovedfeil i, at den "var for meget Lystspil." Efter den fjerde Forestilling, der modtoges med eenstemmigt Bifald, kom den, fornemmelig paa Grund af Mad. Liebes Sygdom og Afskedigelse ved Saisonnens Slutning, ikke mere paa Scenen. — Scribes "Fornuftgiftermaalet" blev givet i en maadelig Oversættelse efter hele to tydske sentimentaliserede Bearbeidelser; men det, som Bearbeiderne havde maattet lade blive tilbage af Originalen, var nok til at skaffe Stykket en glimrende Modtagelse. Ved den overordenlige Kløgt og Fiinhed, hvormed Digteren havde anlagt Handlingen og stillet Charaktererne imod hverandre, var tilveiebragt saa piquante Situationer og en, med Alvor og gratiøs Munterhed fortræffeligt afvexlende, saa interessant Scenerække, at Stykket, uagtet det indlagte Følelses-Minauderie og selv i en blot taalelig Udførelse, maatte gjøre megen Virkning. Det spilledes endydermere ikke blot med et særdeles godt Ensemble, men i to Roller mesterligt. Mad. Wexschall var som Marie den reneste ædle Qvindelighed, inderlig og aandfuld i Foredrag, tækkeligt naturlig i værdig Holdning; og Nielsen gav Vagtmesteren som en kjæk og kraftfuld, i sit hele Væsen beskeden Kriger, elskværdig ved Bonhomie, Lune og naiv Hjertelighed. Ryge vilde have været ikke [sideskift][side 078]mindre ypperlig, dersom ikke, ved at han lod sig paavirke af det Rørende, der af Tydskerne var bragt ind i Stykket, hans herlige Fremstilling af en værdig Fader havde savnet Præget af den kjække franske General. — Eenactsstykket "Formynder og Myndling", atter af Scribe, gjorde endnu større og varigere Lykke. Rørende uden efterjaget Sentimentalitet og høist interessant ved Charakterernes fine Skildring, der vidnede om Forfatterens dybe psychologiske Indblik, ved de spændende Situationer i den sindrigt gjennemførte Handling, og ved den Kunst, hvormed Opløsningen blev indledet og frembragt, var Stykket i sig selv af stor Effect. Og dertil bleve Hovedrollerne uovertræffeligt spillede af Nielsen, Mad. Wexschall og C. Winsløw, der i det herligste Sammenspil kappedes om at overgaae hverandre i Charakterernes aandrige og smagfuldt nuancerede Behandling. — Opførelsen af "Aloise", var igjen et stort og kostbart spildt Arbeide paa et Syngestykke. Hovedrollen, der, for blot nogenlunde at behage, fordrer megen Varme og et kraftigt dramatisk Udtryk, blev af Jfr. Zrza givet endnu slettere end Fidelio. Selv ved Forestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag udbrød Publikum i Skoggerlatter over en Scene, hvori hun skulde slide et Skjærf fra Montejo, Stykkets Skurk, og optræde imod ham som Heltinde. Imidlertid, om denne fuldkomne Undladelse af blot Stræben efter at give Rollen noget dramatisk Liv vel kunde have bevirket endog det bedste musikalske Dramas Fald, saa var hun i dette Tilfælde ikke ene Skyld i det; thi til en yderst maadelig Text af Holbein havde Maurer componeret en Musik, som, hvorvel behandlet med megen Omhu og grundig Kundskab, var, paa et Par Numere nær, saa tør, aandløs og fattig paa [sideskift][side 079]flydende Melodier, at Stykket med selv en fortræffelig Udførelse maatte blive Publikum meget kjedsommeligt. — Et i enhver Henseende endnu forkasteligere Product var dog det næste Syngestykke, "Natten for Brylluppet". Det skulde være burlesk, men den af L. Kruse sammenflikkede Text var saa triviel og plat, at kun en af Livlighed, Lune og Munterhed overstrømmende Musik vilde have været istand til at gjøre den udholdelig. Capelmusikus Johan Frederik Fröhlich, en ung særdeles dygtig Violinist og grundigt lærd Musiker, havde været saa ubesindig, med dette Miskmask at ville gjøre sit første Forsøg som dramatisk Componist. Valget var saameget uheldigere, da de faa Instrumental-Compositioner, hvorved han hidtil havde gjort sig bekjendt, tydede stærkt paa, at det Lette og Lystige laae ganske udenfor hans kunstneriske Natur, der virkelig ogsaa først viste sig i aandfulde Frembringelser da han kom til at udvikle den i andre Retninger. Han havde imidlertid stor Anseelse i Cliquen, mere for de haarde og rask affeiende Udtryk, hvori han endnu dengang yttrede sig imod de fleste nyere Compositioner, især franske og italienske, end for sine sjeldne musikalske Kundskaber, hvilke ingen af dens Ivrigste havde Indsigt til at vurdere. Endskjøndt han var paa en Udenlandsreise da hans Composition kom frem, manglede det derfor ikke paa Villie til "at arbeide for ham", og saa snart Indstuderingen var begyndt skete dette ved, meget ubetænksomt, at bebude hans Musik som et Mesterværk af comisk Charakteristik i deilige Melodier. Den store Forventning, denne Udbasunen vakte hos Publikum, bidrog kun til at gjøre det Skuffelsen føleligere. Fra Begyndelsen til Enden hørte det en Musik, hvori der hverken var Melodie, Lune, Liv eller dramatisk Charakten, [sideskift][side 080]og Vinningen deraf var saa stærkt fremtrædende, at ikke engang de, der havde indfundet sig for at sætte Begeistringen igang, vovede at applaudere af Frygt for at give Mishaget Anledning til lydeligt at udtale sig. Kun Rosenkilde, der, som Degnen, opbød hele sit Lune, for at bringe noget Liv ind i Forestillingen, tilvristede sig en Smule Bifald. Da Dækket faldt var Mishaget saa stærkt og Bifaldet saa svagt, at der ikke kunde være Tvivl om, at denne første Forestilling ogsaa maatte blive den sidste. Et Beviis paa, hvor ivrigt og aabent Kammerateriet dengang dreves, er, at uagtet en saa total fiasco, der gjaldt Musiken saavelsom Stykket, blev der, efter at Meningskampen havde lagt sig, udbragt et "Fröhlich leve!", som rigtignok kun istemtes af Partiegængerne, men dog ikke mødtes af Publikum med nogen Opposition. — Efter at Directionen havde i høieste Grad prostitueret sig ved at misbruge det kongelige Theaters Personale og Scene til Opførelse af et saa barnagtigt dumt Sammenjadsk af forslidte Situationer, forvirrede Scener og vidløs Snakken, som det tydske, saakaldte, Lystspil "Det tredobbelte Frierie", gik den, med et stort Misgreb, over til at bringe en shakespearesk Comedie, "De muntre Koner i Windsor", ind i Repertoiret. Havde den valgt "Stormen", "En Skjærsommetnatsdrøm" eller hvilketsomhelst andet af Digterens henrivende phantastiske Lystspil, vilde dette udentvivl have behaget Publikum, men det var let at begribe, at et Stykke, hvori Meget maatte være Mængden uforstaaeligt og Meget støde den, som plumpt og overdrevent, aldrig kunde tiltale. "De muntre Koner i Windsor" er det eneste af Shakespeares Stykker, som har sit Væsenlige i Charakterer, Sæder og Forhold fra Digterens Samtid, og det endog med en saadan Indflydelse paa [sideskift][side 081]Virkningen, at det meste og bedste Underholdende slet ikke kan være til for den, der ikke har saa nøie Kjendskab til Datidens Liv, at han kan klare sig de enkelte Træks Sammenhæng med og Betydning for det Hele. Ere end nogle af de mange comiske Situationer af Effect for Tilskueren i Almindelighed, saa komme de fleste dog først til Effect for den, der kan opfatte Naturligheden hos Stykkets kostelige Samling af Narre, og enhver af dem tilhører saa ganske sin Tid, at han kun er naturlig ved den. Desuden var Falstaff, den meest fremstikkende comiske Person, ikke Publikum bekjendt fra de Stykker, hvori hans foragtelige Egenskaber udvikle sig med en saadan Kløgt og Oprømthed, at han bliver behagelig som en grundlystig Selskabsbroder; i dette Stykke fandt man ham kun anstødelig som en gammel forædt Vellystling, der bilder sig ind at kunne forføre to elskværdige unge Koner. Ogsaa vare Ryges kunstneriske Natur og Spillemaade ikke egnede til at gjøre Fyldest i Fremstillingen af en Falstaff. Kun Humor, letsprudlende vittigt Lune og en behagelig Rondeur i Diction som i Bevægelser vilde have været istand til at forsone med den stærkttegnede sandselige Lystenhed, og disse Egenskaber vare ikke Ryges: den maatte være bleven mildnet ved sine Nuancer, gratiøst henkastede Smaatræk og smagfuld Overgivenhed; Ryges djærve Stiil, der virkede ved Kraft og Masse, gav Plumpheden for stort Raaderum og en Haandfasthed, hvorved den blev uden den Moersomhed, som Rollens comiske Anlæg viste, at det var hans Hensigt at give den. En ganske fortræffelig Charakteerskildring, udmærket ved livfuld Sandhed, Originalitet og consequent Gjennemførelse, gav C. Winsløw i Dr. Cajus ; men det Mærkeligste ved Fremstillingen var Phisters Udførelse af [sideskift][side 082]Mygg (Originalens Slender), den første Rolle, hvori han overraskede ved baade Opfindelsen af en phantastisk Individualitet, der ypperligt gav Digtets Person, og ved den Smag, kunstneriske Ro og naturlige Comik, hvormed han i hver lille Replik og Bevægelse fastholdt den. Tre Uger efter gjorde han sin egenlige Indtrædelse i det holbergske Repertoire, idet han første Gang udførte Troels i "Barselstuen" og gav den med en saadan Naivetet, comisk Styrke og Correcthed, at han vandt levende Erkjendelse af at være en ypperlig Afløser for Lindgreen, som dog just i denne Rolle var, med fuldeste Ret, bleven beundret for sit Spils høist elskværdige Naturlighed. — Efter "De muntre Koner i Windsor", som kun oplevede tre Forestillinger, fulgte det versificerede Lystspil "Amors Geniestreger", der ikke blot blev Saisonnens mærkeligste og værdiefuldeste Nyhed, men endnu i dette Øieblik staaer som det i sit Slags Ypperligste, den danske Skueplads har at fremvise. Det velfortjente Bifald, hvormed det optoges, var Publikum selv en Overraskelse. Da Stykket — af Henrik Hertz — var anonymt og Coteriet ikke havde kunnet udfinde, hvem det vel kunde være, det var faldet ind at stille sig saa vanskelig en Opgave som at skrive et Lystspil i rimede Vers, men ansaae for en afgjort Sag, at Publikum umuligt kunde goutere et versificeret Stykke, med Handling og Personer fra Hverdagslivet, saa var der ikke sat ledende Rygter i Bevægelse. At der til første Forestilling ikke ved Kassen indkom mere end 245 Rdlr., endskjøndt Abekatteballetten gaves i Kjøbet, viste, at heller ikke Publikum gjorde sig store Forventninger. Det umiddelbare Indtryk var imidlertid saa nyt og behageligt, at der sjeldent ved en første Forestilling er lidt efter lidt fremkommet en mere levende og [sideskift][side 083]inderlig Følelse af gemytlig Tilfredshed. Den ikke store, men saa ypperligt anlagte Handling, at den ene meget comiske Situation idelig afløser den anden, de vakkre, livlige Charakterer, og, fremfor Alt, den lette, elegante Versification, hvoraf aandrige Bemærkninger. Pudseerligheder og Vittigheder uophørligt flyde frem saa slaaende, at de ikke kunne forfeile Effect, og dog saa naturlige, at der ikke synes at være tænkt paa at give dem Effect: dette fremtraadte, ved den sine Smag, hvormed Behandlingen gjennemgaaende er gjort petillant og utvungen, i en saa gratiøs Sammensmeltning, at Publikum uvilkaarligt følte sig henrevet og ved sin Beundring gav Stadfæstelse paa den magiske Kraft i Formen; thi det er dennes overordenlige Skjønhed, der fornemmelig giver Stykket Liv og Glands. Spillet bidrog imidlertid, ved at give alt det Eiendommelige og Tiltrækkende i Stykkets Structur og Detail Klarhed for Tilskuerne, i høi Grad til den overraskende smukke Virkning. Ryges i den elskværdigste Godmodighed og naturligste Værdighed meget moersomme Oberst; Nielsens fyrigt fusentastiske Elsker, og Mad. Wexschalls ved ædel Simpelhed og fiint qvindeligt Tække indtagende Henriette vare fortræffelige Skildringer, der dannede et ypperligt Ensemble med Stykkets to, ved genial og smagfuld Udførelse, meest glimrende Roller: Roberts, der af C. Winsløw spilledes med en Humor, Afrundethed og let Ironie, som gjorde den til et Mesterstykke i fiintcomisk Charakteerfremstilling; og Lottes, hvori Jfr. Pätges gav det sprudlende Lune, hun lagde i Udtrykket af Skjelmene og naturlig Naivetet, en fortryllende Aandfuldhed og Ynde. Stage, som Brienne, stod vel i kunstnerisk Afslebenhed og poetisk Aand, navnlig med Hensyn til Versfremsigelsen, tilbage [sideskift][side 084]for disse Udmærkede, men hans Anstand og fine Tournure gave en saa god Erstatning, at ogsaa hans Spil var af heldig Virkning. — Det anonyme Femactslystspil "Vor Tids Mennesker" (af Overskou) vandt Bifald og blev erkjendt for i flere Partier at være af ægte Lystspilnatur, men gav kun et Par Gange godt Huus. Tildeels havde dette sin Grund i, at den oprindelige Titel. "Skrøbelighed er Menneskets Lod!", som nøie bestemte Stykkets Tendents, blev, paa Forlangende af en Directeur, der fandt den for lang, forandret til den, hvormed det kom frem og som gav Publikum Forventning om at finde saadanne til Tiden hørende Daarskaber og Personligheder, som ikke forekom deri; men ogsaa savnedes der i enkelte Scener Livfuldhed og rask Gang. Det blev i det Hele fortræffeligt spillet; især dog af Frydendahl, som en skinhellig, psalmesyngende Aagerkarl; Rosenkilde, der med inderlig Godmodighed og rørende Naivetet gav Huuslæreren Gangløse, og Ryge, som en pudseerlig, men forstandig og ædelttænkende Jøde: tre med stor comisk Kraft og mageløs Naturlighed mesterligt udførte Charakteerskildringer. — Efter at de fleste Nyheder vare faldne igjennem og der ved de Sygdomsanmeldelser og Forhindringer, som havde hørt til Dagens Orden, var opstaaet mange Forlegenheder, der et Par Gange endog dreve det til, hvad hidtil var uhørt, at man sammenlappede en Forestilling af ikke mindre end fire Smaasager, lykkedes det endelig, med uhyre Anstrengelser i Saisonnens sidste Dage, at faae "Den Stumme i Portici" bragt paa Scenen og derved at skaffe Repertoiret et Kasse- og Glandsstykke af første Klasse. Det var kun en halv Snees Aar siden, at Publikum i Ingemanns Tragedie havde seet en poetisk charakteristisk Skildring af baade Masaniello og den BeBe-givenhed [sideskift][side 085]givenhed og Tid, hvori han optraadte. I Scribes Stykke saae baade Masaniello og Historien ganske anderledes ud: det havde ikke Spor af Natur og Sandhed, men var fra Begyndelsen til Enden, saavel i psychologisk som i historisk Henseende, lutter Urimelighed. Imidlertid, for Tilskuernes Masse havde Forfatteren med stor Kløgt bortescamoteret Urimeligheden i en Strøm af grandiøse og ved theatralsk Pomp blændende Situationer, der gave saa brillante Motiver til effectfuld Musik og henrivende Decorationer, at selv den dannede Tilskuer maatte blive tilbøielig til at oversee Urimeligheden, dersom blot Motiverne vare kunstnerisk benyttede. Og dette var Tilfældet i høieste Grad. Decorationerne, som Stykket skulde have her, vare ualmindelig skjønne, og Musikken, som det bragte med sig, satte hele Publikum i Begeistring ved Melodierigdom, Liv, Kraft og Charakteristik. Den saakaldte "gediegne" Musiks Venner havde ikke forsømt, med endnu større Iver, end den tidligere havde anvendt imod Aubers Musik, at advare Publikum imod at lade sig bedaare af denne Composition, der kun skulde være "en for chinesisk Smag beregnet Vagtparademusik, som havde al sin Effect fra nogle leflende Melodier og evindelig Instrumentspektakel," Ogsaa gik det, uagtet Ouverturen blev modtagen med stormende Applaus, temmelig koldt af i første Act: alene Bournonvilles glimrende Virtuositet i en pas de deux og Fenellas mesterligt udførte Scene aftvang Publikum flere Gange et meget levende Bifald. Men allerede det første Chor i anden Act satte hele Huset i en Henrykkelse, som steg med hvert Numer; der jubledes under og efter alle Sangstykkerne og ved Actens Slutning var Stykkets eclatante Lykke afgjort: de skjønne originelle Melodier, Varmen i Udtrykket [sideskift][side 086]af Lidenskaberne og den revolutionaire Begeistring, Chorenes Kraft og det brillante Accompagnement virkede saa henrivende, at Oppositionen aldeles blev trængt tilbage. Med hver Act tiltog nu Enthusiasmen saaledes, at Stykket, endskjøndt Slutningen med Vesuvs Udbrud ikke gjorde den tilsigtede Effect, blev optaget med umaadelig Jubel. I en meget høi Grad skyldtes imidlertid denne Lykke den overordenlig glimrende Fremstilling. Ikke alene var Udstyret baade correct og rigt, men Chorene udførtes med en beundringsværdig Præcision, Styrke og Livfuldhed; de store Folkescener, fornemmelig Sammensværgelsen, Markedet og Oprørsudbruddet, gik ypperligt; Dandsene havde megen national Charakteer; og, fremfor Alt, i den overhovedet heldige Besætning vare de to Hovedrollers Fremstillere uovertræffelige. Kirchheiner forenede med et herligt Udvortes, der i Et og Alt viste den kraftfulde, faste og mørkt grublende italienske Fisker, et glødende Udtryk af Lidenskabeligheden; hans Blik var lynende, hans Bevægelser frie, hans Stillinger maleriske, og han sang Partiet med imponerende Styrke og Begeistring; kun hans Vanvidsscene svarede ikke ganske til den øvrige fortrinlige Fremstilling, idet den var for convulsiv. Fru Heibergs Fenella var, ved genial Opfatning og mageløs Udførelse, af endnu større kunstnerisk Værd. Det var ikke, som paa endog den franske Scene, hvilken Rollen dog var skabt for, en i det gangbare Pantomimesprog given Balletfremstilling; hun var en virkelig stum italiensk Pige, interessant ved en i en aandfuld og skjøn Personlighed tydeligt udpræget Charakteer, og med et af Øieblikkets Følelse indgivet Gebærdesprog, der bestemt udtalte hendes Tanke og Sjælstilstand. Kjærlighed, søsterlig Ømhed, lidenskabelig Harme, opflammende [sideskift][side 087]Hævntørst, Andagt, Sjælekamp og Glæde udtrykte sig vexlende i hendes Spil i en saadan Fylde, Klarhed og Sandhed, at enhver lille Nuance var førstaaelig, og dertil vare hendes Stillinger, Bevægelser, Gang og Gebærder høist maleriske og gratiøse. Et ikke ringe Kunststykke gjorde Phister, ved, for at Stykket ikke paa Grund af Cettis Sygdom skulde gaae tilbage, ei alene i utrolig kort Tid at lære Pietros store Partie, men at give det i Charakteren med en saadan Sikkerhed og Kraft, at det, skjøndt udenfor hans Fag, var langt bedre i hans Hænder, end det vilde have været i den oprindelige Rollehavendes.

Balling, den eneste Debutant, blev uden Betydning for Scenen, men et af de mange Beviser for, at endog store Kunstnere ikke ubetinget fortjene Tiltro, naar de ved deres Protestationer imod Personer helligen forsikkre, at det ene og alene er dyb Ærbødighed for Kunsten, der leder dem. Ryge havde, understøttet af Nielsen, med megen Iver modsat sig hans Debut, som "uværdig for Scenen, da han savnede baade Exterieur, Organ og den Skuespilleren nødvendige objective Betragtning." Stod Balling end ikke hverken i Forstand eller legemlig Evne under enkelte af de Debutanter, mod hvis Optræden ingen Indsigelse var reist, gav han dog ikke bedre Haab, end at endog de, som misbilligede en saa usædvanlig Protest, maatte indrømme, at den kunde retfærdiggjøres, forudsat at den virkelig udgik fra Agtelse for Kunsten. Men det viste sig, at dette ingenlunde her var Tilfældet. Da Ryge og Nielsen til en Sommerforestilling valgte Tragedien "Masaniello", — fordi de troede, at Opførelsen af "Den Stumme" maatte vække en saadan Interesse for Stoffet, at den vilde give fuldt Huus, — men de ikke kunde faae nogen øvet Fremstiller til ÆrkeÆrke-biskoppens [sideskift][side 088]biskoppens meget vigtige Rolle, overtalte de Balling til at paatage sig den, hvorvel den laae langt over den kunstneriske Evne, hvilken han, ved at vælge Ove Dyres lille Rolle til Debut, viste, at han selv tiltroede sig; og uagtet de paa Prøverne bleve fuldeligen overbeviste om hans Udygtighed til at løse en saa vanskelig Opgave, lode de ham, i deres egen Forestilling vove Forsøget, der faldt ud til at Fremstillingen, navnlig i den store Scene med Ryge i femte Act, blev parodisk og Balling i den Grad tabte den Yndest, han havde vundet hos Publikum i mindre Roller, at han saae sig nødt til at forlade det kongelige Theater og søge Engagement i Christiania.

Ved Mad. Liebes Afgang tabtes en udmærket Kunstnerinde, men hendes Halten var i det sidste Aar tiltaget saa betydeligt, at den ikke, længer kunde dækkes. — Rahbek havde aldrig retfærdiggjort de Fordringer, som han havde stillet til en Theaterdirecteur inden han selv blev det, hans Godmodighed og Fredsommelighed i al personlig Omgang og, endnu mere, den fortrolige Fod, som det var hans Vane at sætte sig paa med næsten alle Skuespillende, endog de yngste, naar det blot i en enkelt Rolle var lykkedes dem at indtage ham, gjorde ham ubehageligt at bruge Myndighed i mange Tilfælde, hvor Kunstens Interesse forlangte det. Hans Frygt for at komme i Conflikt med Personer, som han jævnligt eller gjerne omgikkes, førte til den Besynderlighed, at han ofte taalte og endog understøttede Uvæsen, hvilket han erkjendte, at han som Directeur var forpligtet til at hemme; men alligevel, baade for at skaffe sin varme Følelse for Kunsten Luft og i Haab om at tvinge Directionen, hvoraf han selv var Medlem, til endelig alvorligen at modvirke Uvæsnet, stundom paa Prent [sideskift][side 089]førte haarde Klager derover, uden at nævne dem, der vare Aarsag. At han derved paadrog sig retfærdige Bebreidelser af sine Meddirecteurer fandt han sig heller i, end i at være udsat for Suurmulen eller Stiklerier af Skuespillerne, naar han fra Parkettet kom ilende op paa Theatret, for imellem Acterne at passiare med dem eller udbryde i Beundring over et eller andet Moment i deres Spil. Kun ved enkelte Leiligheder, især naar det gjaldt hvad der, efter hans Anskuelse, var store Kunstspørgsmaal, erklærede han bestemt sin Mening, men gav da gjerne, ved at tilføie, at det hjalp sagtens ikke, selv sine Modstandere Opmuntring til ikke at bryde sig derom. I de sidste Aar havde Rahbek følt, at han som Embedsmand, "mere havde virket til at forhindre adskilligt Skadeligt, end til at stemme det gode Skuespils Tarv, hvilket han engang havde havt Føie til at troe skulde i ham finde en kraftig Befordrer, men som han af Omstændighederne var bleven tvungen til at lade hjemfalde til Tidens Tykke;" under sin Affældighed søgte han mere fast end tidligere at skaffe sine Meninger Gyldighed, men yttrede tillige, at han dog nu ønskede sig ud af en Direction, hvori han altid maatte være Opponent, men aldrig kunde sætte Noget igjennem. Imidlertid, blev Rahbek ikke hverken som Forfatter eller Directeur af Betydenhed for den danske Skueplads, saa skylder den ham dog et varigt og helligt Minde, som en af dem, der allerkraftigst har virket til at opretholde, befæste og udvide dens nationale og kunstneriske Værd og Anseelse. Rahbek var, som Æsthetiker, ikke kaldet til ved selvstændige Frembringelser at vinde Berømmelse, men til, ved udbredte Kundskaber, uafladelig Virksomhed i det Godes og Skjønnes Tjeneste og perper-sonlig [sideskift][side 090]sonlig Forbindelse med en vid Kreds, at stifte uberegnelig Nytte. At vække, fremelske, opklare og forberede var hans Mission, og hvad han udrettede i den har havt, har i dette Øieblik og vil for den fjerneste Fremtid have en uendelig mere dybtgaaende og velsignelsesrig Virkning til Oplysning og Folkefrihed i Fædrelandet, end Almeenheden nu, kun 33 Aar efter hans Død, gjør sig Tanke om. Meest indgribende virkede han imidlertid paa Aandsdannelsen ved sin Indflydelse paa Skuepladsen, hans Høiagtelse for dens kunstneriske Væsen og begeistrede Erkjendelse af dens Betydning som Livets Speil gave først Almeenheden rigtigt Følelsen af, at Theatret har et høiere Øiemeed end at give en flygtig Moerskab; hans Udviklinger af Aanden og Charakteren i Holbergs, Ewalds og Oehlenschlägers dramatiske Værker vakte Sands for den danske dramatiske Digtnings poetiske og nationale Ypperlighed; og om hans Kritik end nu og da var noget partisk og eensidig, udmærkede den sig ved en saadan Rigdom paa træffende psychologiske og artistiske Bemærkninger, at den bidrog overordenlig meget til at gjøre Natur og smagfuld Sandhed til det, hvori baade Forfattere, Skuespillere og Publikum søgte Fremstillingens Væsenlige. Og hans Indvirkning i denne Retning har været saa indtrængende, at naar der, medens de fleste udenlandske Theatres Stykker og Spillemaader søge at fængsle ved Overdrivelser, Bizarrerier og Forskruethed, endnu hos os fra Scenen vises Bestræbelse og fra Tilskuerpladsen Smag for kunstnerisk Sandhed, da ville de, som have fulgt Skuepladsens Udvikling med Opmærksomhed, vide, at det i meget høi Grad skyldes Rahbeks dramaturgiske Virksomhed.


Oprettet 2010. Opdateret af