Side 446-488, noter side 1549-57 + 1731-36.
[sideskift][side 446]
Denne sæson blev særdeles speciel på grund af ændringer i direktionen: 1. indtil Mantheys død den 1. okt. 1831, 2. tre måneder hvor Molbech var alene om censurforretningerne, 3. de sidste 5 måneder efter Kirsteins ansættelse pr. 1. jan. 1832.
Det første alvorlige skuespil Molbech censerede i denne sæson var P.J. Hansens anonymt indleverede enakter "Venskab og Kiærlighed". Molbech var ganske på det rene med, at stykket både havde få fortrin og få svagheder: "I Stykket er stor Simpelhed, men Mangel paa dramatisk Liv og Varme; Dialogen er jævn, simpel i sin Gang, og har intet Stødende, men den savner Bevægelighed og Raskhed". Molbech ville derfor helst antage stykket, fordi det var "et originalt Forsøg; .. Vi kan og bør dog ikke reent forvise Alvor i Følsomhed fra .. [scenen] - og vi have Pligter mod vor egen Literatur, og vi kunne stundom vel ogsaa ledes til at overskride den Strengheds Grændse, som Hensyn til Theatrets Tarv og Publicums Tilbøielighed foreskriver". Han ville betingelsesvis antage stykket, idet han krævede, at simpliciteten "i Diction og Dialog" endnu mere forenkledes (30.7.1831). Manthey var en dygtig dramaturg, thi han erklærede ligeud, at stykket havde "for liden Varme, for lidet Overraskende og for lidet piquant for at gjøre synderlig Lykke paa Scenen, men det er tillige for vel tænkt og for vel skrevet til at kunde forkastes" (udat.). Holstein konkluderede, at stykket var "Antaget" (udat.). Intet er bevaret om forhandlinger angående de ændringer, som Molbech implicit havde forlangt. Vanskelighederne for Hansen afspejles imidlertid ved at stykket først fik premiere den 22. sept. 1832 (1) (kun opført denne ene gang) (2).
Molbech var syg i juli måned 1831, hvorfor det ikke med bestemthed kan siges, om han var involveret i forhandlingerne om tilvejebringelsen af originale arbejder fra Heibergs side. Holstein og Manthey holdt direktionsmøde den 27. juli 1831, hvilket resulterede i en skrivelse til Heiberg, da direktionen ikke længere kunne udsætte bestemmelsen af den nye sæsons første nyheder, "og da den finder sig i den meest ubehagelige Forlegenhed desangaaende, skulle den herved udbede sig Deres Velbaarenheds bestemte Svar om den dertil kan vente noget originalt Arbeide fra Deres Haand" (Kp.nr.509, 28.7.1831). Heiberg besvarede dette brev i to skrivelser, en til teaterdirektionen og en til Molbech, som opholdt sig på Kastrupgaard. Ifølge den officielle skrivelse lovede "han i det allerseneste til Løverdag d: 13de Aug .. at indsende et originalt [sideskift][side 447]Skuespil i 1 Act: Sproglæreren" (Dp 3.8.1831). Den 17. aug. havde Molbech læst stykket: "Med megen Interesse har jeg seet vort Theater beriget med dette lille, indtagende og ligesaa elegante Arbeide, og i dette seet den af vor æsthetiske Literatur saa fortiente Forfatter som dramatisk Digter atter paa en ny Vei, paa hvilken han let vilde kunne vinde ligesaa mange Hierter, som han alt har vundet Hoveder. Jeg lover mig den bedste Modtagelse for dette Stykke; og ønsker, at vi maatte kunne see flere originale Arbeider af samme Slags og fra samme Haand i Møde, hvorved mangen Oversættelse af Scribes Fabrik kunde blive undværlig, eller mere end opveiet" (18.8.1831) (3). Molbechs begejstring skal først og fremmest anskues i en teateradministrativ sammenhæng, thi i sin censur prioriterede Molbech originaler over oversættelser, hvilket han mundtligt ganske givet har meddelt Heiberg, jf. s.475. I hele august og september måned var Manthey fraværende, bortrejst eller sygemeldt, hvorfor stykket alene blev antaget på grundlag af Molbechs vurdering. Holstein læste ikke stykket, men noterede blot "Antaget". Rollerne uddeltes den 5. sept. 1831 (PRFD) (4), da det jo var direktionens hensigt at åbne sæsonen med dette stykke. Kapricer iblandt teaterpersonalet betød at premieren først fandt sted den 23. okt. 1832 (opført ialt 22 gange). Se s.476.
Indleveret som værende Heibergs værker blev fru Gyllembourg i begyndelsen af november 1831 færdig med både "Fregatskibet Svanen" og "Magt og List" (Dp 9.11.1831). Sidstnævnte imponerede ikke Molbech synderligt; dets "Fremstilling af huuslige Forhold og Charakterer af en noget besynderlig Art, forekommer mig ei at være af nogen almindelig eller meget udstrakt Interesse", men han mente dog, at karaktertegningen og "den Leilighed, det giver til et liveligt Theaterspil" samt "særdeles med Hensyn til Forfatterens ældre betydelige Fortienester af Theatret" gjorde, at han burde antage det (21.11.1831). Molbechs votum var i realiteten en afvisning, thi kun respekten for Heibergs navn gjorde Molbech mildere stemt. Holsteins læsning (?) resulterede i antagelse (udat.). Rollerne uddeltes den 8. dec. 1831 (PRFD), men ved premieren den 13. jan. 1832 blev stykket udpebet. Forfatterens reaktion herpå var at indsende "nogle, især i Stykkets Slutningsscene, foretagne Forandringer" (Dp 18.1.1832). Først den 19. maj 1832 opførtes stykket (med ændret besætning) for anden gang " .. og blev udpebet; dog m. stærk Modvægt ell. Overvægt af klappende. Fru G. var i [sideskift][side 448]Parquettet, og gik, ell. maatte gaae ud efterat Larmen var forbi; Heiberg var p. Theatret." (Molbechs dagbog).
Hvorvidt Molbech var (ganske) uvidende om det egentlige forfatterskab til disse skuespil kan der nok herske tvivl om. Flere gange i sommeren 1831 besøgte Molbech fru Gyllembourg (Dagbogen). Også den 9. nov. 1831 besøgte han hende, og hun bad ham om at levere "Fregatskibet Svanen" retur: "jeg [Heiberg] skal sende det tilbage imorgen Formiddag" (Borup nr.249). Indholdet af aftalen kendes imidlertid ikke (5). Molbech var imidlertid ikke meget imponeret over dette produkt, thi han fandt, at det havde "aldeles ingen, eller meget ubetydelig Charakteertegning; og Dialogen selv lidet af det Piquante, som Forf. i sine Arbeider for Theatret pleier at meddele den. .. Hvad Situationen selv angaaer .. saa kan det ikke negtes, at den hverken er fiin eller delicat .. Neppe engang troer jeg, den, ganske som den nu er anlagt, kan eller bør bringes paa Scenen hos Os, hvor den uden Tvivl hos en stor Deel af Publicum vilde møde Misbilligelse og Mishag, uagtet den maaskee ikke, i den Folkeclasse, hvori den foregaaer, er uden virkelige Exempler, eller ganske usandsynlig" (19.11.1831). Af hensyn til scenens dekorum ville Molbech have ændret handlingen, således at "Kone No. 1. opdager det nye Kiærlighedsforhold paa Bryllupsdagen, men inden Vielsen". Kun på denne betingelse ville Molbech antage stykket. Heiberg måtte da lide på Holsteins læsning, som fandt sted efter den 28. nov. 1831 (Borup nr.251). Hans eksplicite vurdering fra dette tidspunkt kendes imidlertid ikke. Har hans bekendte vagtsomhed, når det gjaldt scenens dekorum, været udslaggivende for at afstå fra at fordømme det (foregivne) Heibergske produkt? Den nyudnævnte censor Kirstein læste stykket umiddelbart efter sin indtræden i direktionen, men begrundede ikke hvorfor eller hvorledes han var "Aldeles enig med [Molbechs] Forestaaende [Dom]" (5.1.1832). Den 14. jan. 1832 tilbagesendtes stykket med direktionens begrundede vurdering: kun hvis forfatteren lod "Knuden løses førend den 2den Vielse eller paa anden Maade", og det skete "paa en tilfredsstillende Maade", ville man opføre stykket (Borup nr.254). Fru Gyllembourg omarbejdede stykket i jan./marts 1832: "[Forandringerne er] i Omfang og Udstrækning .. høist ubetydelige, men ikke desmindre væsenligen .. [forandrende] Catastrophen" (Borup nr.256). Den 24. marts 1832 bad Heiberg biskop Mynster (6) vurdere, hvorvidt "den i Stykket fremstillede Forvikling og Opløsning [sideskift][side 449]er mulig og rimelig, under Forudsætning af de i den danske Kirke gjaldende Anordninger og Vedtægter" (l.c). Heiberg anså Mynster for mere liberal end teatercensorerne, thi han tilføjede, at det forekom ham, at teaterdirektionen "begynder igjen at give det religiøse og moralske Synspunct en alt for stor Vægt i Bedømmelsen af dramatiske Arbeider, ja endog at være strengere i denne Henseende, end selve Religionslærere og Moralister af Profession" (Borup nr.256). Mynsters svar måtte imidlertid skuffe Heiberg, thi han var ganske på linje med teatercensorerne (Borup nr.257). Heiberg opgav derfor at få Svanen opført på Det kgl. Teater. Se s.750.
"Magt og List" blev opført - men udpebet. "Sproglæreren" blev antaget, men chikaneret af skuespillerne; først fem fjerdingår efter antagelsen blev stykket endelig opført. Endelig blev "Fregatskibet Svanen" afvist af såvel teaterdirektionen som kirkens højeste embedsmand: en overskridelse af ikke blot scenens dekorum, men virkelighedsopfattelsen i almindelighed. Prestigetabet for Heiberg synes overvældende: sammenstødet med direktionen måtte næsten blive følgen i overensstemmelse med naturloves regler.
I anledning af Oehlenschlägers dramatiske eventyr "Rübezahl" gjorde Molbech opmærksom på, at "den dramatiske Digterkunst" i den seneste tid for "at bøde paa dens Forfald" og for at tilfredsstille smagen, havde brugt det "Eventyrlige og Overnaturlige, ikke allene i Operaen [jf. s.421] .. men ogsaa i det egentlige Drama, i Sørgespillet og Comedien. Men fra Konstens Side er dette overhovedet kun et Misgreb". Denne dom udlagde Molbech således: " .. det eventyrlige Stof, selv hvor det i Fortællingen lokker og henriver ved poetisk Interesse, taber for det meste denne ganske i den dramatiske Fremstilling .. [thi stoffet] bliver os barokt, urimeligt og utroligt naar vi see det fremstillet paa Scenen". Molbech konkluderede: Oehlenschlägers behandling er "af den Art, at det uden Tvivl maa ventes, at giøre endnu mindre Lykke paa Scenen, end Trillingebrødrene; ligesom det vel ogsaa i det Hele kan kaldes en mattere og ringere Composition, end bemeldte Drama". Af veneration for forfatteren ville Molbech dog ikke afvise stykket: "Om Forsøget [med en opsætning] i nærværende Tilfælde bør gjøres, eller Stykket hellere antages og henlægges: overlader jeg til Andres Dom at afgiøre" (5.12.1831). Inden den ny censor blev udnævnt gennemlæste Holstein stykket, hvorefter det den 21. dec. 1831 [sideskift][side 450]blev antaget af direktionen (Dp). Oehlenschläger havde ladet Ryge og Nielsen (fore)læse stykket før indsendelsen, men deres evt. indflydelse på Holsteins dom kendes ikke fra det overleverede materiale. Roller uddeltes den 20. jan. 1832 (PRFD), hvorpå det dramatiske eventyr opførtes den 26. marts 1832, første af to gange (7).
"En Tycho Brahes Dag, eller Christian d.IVdes Døttre", af en anonymus, stemplede Molbech som en dramatiseret anekdote, der manglede "baade Plan, Forvikling og Charakteristik". Hensynet til kongehuset afspejledes også i Molbechs censur, idet han fandt, at måden, "hvorpå Kongens Forhold til K. Munck her paa nogle Steder omtales, i det mindste er ufiin - og ikke saaledes, uden meget Mishag paa høiere Steder, lod sig bringe paa Scenen". Molbechs såvel historiske interesse som gehør for dramatisk effekt fik ham da også til at istemme ønsket om, at "Netop dette Forhold kunde vel blive et godt dramatisk Stof, men det maatte opfattes langt dybere, og fra en anden Side": "Det er beklageligt, at en saa dramatisk Charakteer, som denne Konges, og en saa dramatisk Tid, som hans, endnu ikke af nogen dansk Digter er bleven opfattet med noget Held og charakteristisk Liv eller rigtig Farvegivning" (30.12.1831) (8). Molbech forsøgte at angive sine ønsker til det nationale romantiske drama: national karakter, tidskolorit og dramatisk effekt. Kirstein nøjedes med at "være aldeles enig" (23.1.1832). Holstein forkastede stykket, som returneredes den 26. jan. 1832 (Kp.nr.560).
Molbechs medarbejder ved Ben danske Ordbog pastor Em. Nyboe leverede sin redaktør et lille idyllisk forspil "Vinterrosen, eller: Hvad skrive vi i Dag?" (tr. 1833), bestemt til at opføres på Frederik VIs fødselsdag i jan. 1832. Selv om Molbech fandt det "ret artigt" udført, kunne han dog ikke antage det, fordi Hans Majestæt, ifig. Molbech, "flere Gange" havde ytret for Holstein, "at Han ikke ønskede noget Slags scenisk Fremstilling eller Prolog paa Theatret, med umiddelbart Hensyn til Hans Fødselsdag" (24.1.1832). På grund af de politiske forhold ønskede Frederik VI ikke at anvendelse af magtprincipperne skulle hindres af en diffus oppositions agtpågivenhed i teatret. Kirstein og Holstein kunne indskrænke sig til at være "enige" (udat.), eftersom Hans Majestæt alt havde udtrykt sin mening (9).
Skuespiller Holst forelæste sit skuespil "Maifesten" for direktionens [sideskift][side 451]medlemmer, før det blev indgivet til formelig censur. Denne begivenhed skulle vise sig at afstedkomme indsigelse fra Molbech, idet han blev oprørt over, at han efter at have underkastet det censur opdagede, at det "allerede [var] .. besørget afskrevet ved Forfatteren, og Rollerne udskrevne og tilstillede Regisseurerne" (10). Molbech konkluderede hvad teatercensuren i så fald måtte kaldes: "et blot Spilfegteri. At denne Fremgangsmaade staaer i Forbindelse med Vedkommende[s] usædvanlige Iver og Hast med at faae Stykket frem til Opførelse: kan jeg nu let begribe; men finder begge Dele lige utidige" (21.3.1832). Hans votum fra dagen før bar præg af sympati, idet han havde fundet både "Friskhed og Naturlighed i Diction og Tone" samt var blevet overbevist om, at stykket ville "giøre et liveligt, heldigt Indtryk paa Scenen, og modtages med Velbehag og Bifald af Publicum". Kirstein var i det væsentlige enig, men mente at kun et særdeles heldigt melodivalg (11) ville bøde på det store antal vers i de indlagte folkesange (22.3.1832). Kirstein var i øvrigt i stand til at undskylde Holsts fremgangsmåde, idet han anførte, at Holst kunne påberåbe sig, at stykket var blevet forelæst censorerne. Teaterdirektionens behandling af Holsteins søn, sammenlignet med affæren i 1830 hvor Heibergs lignende fremgangsmåde afstedkom indberetning til Majestæten, synes bemærkelsesværdig. Molbech kunne protestere, men sagen fik ingen følger for Holst. Allerede den 13. april 1832 blev den dramatiske idyl spillet første gang (opført ialt 10 gange, jf. s.685) (12).
Med hensyn til tragedien "Alboin og Hermildes" gjorde Molbech kort proces, idet han anførte, at teaterdirektionen kunne behandle dette og lystspillet "Vanfred" på følgende måde: "deres Skjebne er den: at være dødfødte Fostere, som ei engang fortiene ordentlig Begravelse" (15.4.1832). Kirstein mente efter læsningen af "en halv Scene af hvert", at der ikke kunne "være to Meninger" derom (16.4.1832). Begge remitteret den 19. april 1832 (Kp.nr.577).
Anonymiteten kom unægtelig til at spille en væsentlig rolle i behandlingen af disse stykker: men anonymitet gaves i forskellige grader. De anonyme fuskere blev brutalt (og uden argumentation) afvist. Et anonymt talent (F.J. Hansen) kunne censorerne nok enes om at påskønne; Molbech var initiativtager hertil men blev villigt sekunderet. Holsts stykke opnåede af nærliggende grunde en særbehandling: Molbech var vel næppe uvidende om paterniteten, [sideskift][side 452]men nærede ligefra begyndelsen af sin teaterdirektørtid uvilje imod skuespilleren Holst. Oehlenschlägers stykke havde Molbech helst set henlagt, men Holstein antog det, hvorefter det måtte stå sin prøve; hvilket det ikke gjorde. Molbech fik lejlighed til eftertanke, og hvad han kunne gere, når næste stykke fra Farvergården indkom. Arten af Molbechs besøg hos fru Gyllembourg for bliver uoplyst (efteråret 1831), men allerede maj 1832 noterede han sammenhængen: Kun "Sproglæreren" var han positivt indstillet overfor. "Svanen" krænkede religiøse ceremonier/forestillinger og kunne følgelig ikke bringes på scenen. Heibergs appel til øverste kirkelige instans viser hans ønske om at få indflydelse på repertoiret - men han havde nok glemt, at Mynster også var Molbechs skriftefader.
Grundet Mantheys svagelighed og Kirsteins manglende erfaring blev det i alt væsentligt Molbech, der i denne sæson prægede teatrets repertoire, når det gjaldt nyheder. Skuespillernes kabaler skulle unægtelig præge stykkernes gang over scenen, men er for så vidt ligegyldig, når det drejer sig om at fastslå, hvad Molbech ønskede at antage eller forkaste.
[sideskift][side 453]
"Væddemaalet" fandt Molbech "et .. Foster af Raahed [og] Smagløshed", endvidere at det havde en "absolut Mangel paa dramatisk Talent og Digterevne" (30.6.1831). Manthey var "Af samme Mening" (u-dat.). Remitteret den 16. juli 1831 (Kp.nr.508).
Molbechs gennemlæsning af "Voxcabinettet" efterlod ham "i det mindste ingen Tvivl om dets Ubrugbarhed paa Scenen"; han var dog villig til at påskønne forfatterens "Intentioner i Stykkets Slutning" (4.8.1831), men Manthey modsatte sig en motiveret forkastelsesdom (udat.). Returneret den 25. aug. 1831 (Kp.nr.524).
Meningsudvekslingen med C. Borgaard (jf. s.442) havde ikke frataget Molbech interessen for denne unge forfatter. Ang. hans "Formiddagen efter Ballet" fandt han, at selv om "Vægtskaalen staaer knapt, og .. der slet ikke er mindste Overvægt" burde teatret dog lade dette arbejde få adgang til scenen, for at forfatteren "kunne overbevises om, hvad [hans] .. Arbeide har, og hvad det mangler". Selv om det manglede en intrige og karaktertegningen kun var skitseret, og situationen "ikke heldigt nok udviklet", havde det dog "en correct og flydende, men ikke ligesaa rask og piquant Dialog, og .. adskillige Scener, der give gode Skuespillere Leilighed til at udvikle et godt Spil" (31.8.1831). Manthey overlevede ikke censureringen af dette stykke, som Holstein derpå antog (udat.). Inden stykkets produktion læste Kirstein det dog uden at udfærdige et votum, men af Borgaards manuskript fremgår det, at han foretog mange forkortelser samt indskrev en mindre ændring i 14. sc.(NkS 2507). Molbech havde i august 1831 rettet sproget til efter teaterkonventionen. Roller uddeltes den 2. febr. 1832 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 4. marts 1832 (opført 3 gange) (1).
Anonymus indsendte i eftersommeren 1831 lystspillet "Djævlen i Flasken", som efter al sandsynlighed ikke blev censureret på grund af Mantheys død. Først i 1835 opdagede forfatteren dette! Svar fra direktionen kendes ikke, thi man har næppe fundet manuskriptet (2).
Sille Beyer optrådte anonymt, da hun indleverede sit første dramatiske arbejde "Navnet eller det hurtige Frieri". Molbech var "ved oftere, og efter et Mellemrum af Tid, at giennemlæse" stykket, kommet til det resultat, "at vort Theater-Personale bør kunne overvinde Formens, i sig selv ikke betydende Vanskelighed; og at denne ikke bør hindre Os fra at forsøge Virkningen paa Scenen af et i sit Slags hos os nyt og eiendommeligt Arbeide af en Forfatter, [sideskift][side 454]der unegtelig røber baade poetisk og dramatisk Talent, og fra denne Side fortiener Opmuntring". Præmisserne for Molbechs antagelse byggede på en accept af poetisk diktion, let versifikation, evnen til at dramatisere Baggesens novelle, samt "en livelig, vel vedligeholdt Dialog og muntre Situationer", mens han var tvivlende, når det gjaldt dets "versificerede Form, som .. hos Os [er] hidtil ganske usædvanlig, og ikke uden Vanskelighed" (27.12. 1831). Stykket var det første, Kirstein fik til censur: "I hvor betænkeligt det i flere Henseender end maatte være for mig, ved den første Leilighed og over en dansk Forfatters originale Arbeide at fælde en strængere Dom, end den af min langt competentere Collega allerede afsagte, saa har jeg dog troet at maatte sætte denne Betænkelighed tilside for den Overbevisning, jeg ved dets gjentagne Gjennemlæsning troer at have faaet om, at Stykket ikke vilde med Held kunne sættes i Scene" (NkS 2336, 3.1.1832). I censurprotokollen nedfældede Kirstein sine præmisser: "Charactererne forekomme mig .. temmeligen flygtigt tegnede, især Damernes, og i Versificationen .. støder man dog for ofte paa Feil imod Metrum, ja endog orthographiske Feil, aldeles overflødige, intetbetydende eller urigtigen betegnede Ord, Det Hele synes at røbe en begavet Begynder .. som vistnok kan fortjene Opmuntring; men jeg tvivler paa, at Skuespillerne, Tilskuerne eller Theatercassen ville være tjente med at den gives ved at opføre Stykket" (2.1.1832). Kirsteins votum må karakteriseres som meget forsigtigt, idet det samtidig overhovedet ikke tager hensyn til dramaturgiske aspekter, men forholder sig rent formelt til stykket. Karakteristisk for Kirstein - som begynder - var han tyet til at rette stil ("da Tallet i de to første Scener alt steeg til omtrent 40" holdt han op), men i brevet til Molbech fremkom han dog med et relevant argument imod stykkets antagelse: "Skjøndt i en Række af Aar mindre bekjendt med Theatret, maa jeg dog tvivle paa at Stykket vil gjøre Virkning paa Scenen og maaskee vil allerede Lindes temmelig langtrukne og, og som mig synes, lidet interessante eller nye Beskrivelse af hans ulykkelige Kjerligheds=Eventyr i 3die Scene afgjøre dets Skjæbne" (NkS 2336). Kirstein konkluderede derfor, at da Molbech selv havde "været tvivlraadig", ville de "ved nærmere mundtlig Samtale paa Onsdag [4.1.1832] let kunne forene vor Anskuelse af dette Spørgsmaal" (l.c.). Kirsteins handlekraft, omend overfladisk begrundet, står i skærende modsætning [sideskift][side 455]til Molbechs hengivenhed for det kringlede: I direktionsmødet nåede de kun til det kompromis, at Holstein måtte gøre udslaget. Ugen efter tiltrådte Holstein Kirsteins mening:"Dog bestemtes derhos, at Forfatteren skulde tilskrives et opmuntrende Brev, og Entree i Parterret for denne Saison tilbydes .. ham" (Dp 11.1.1832). Tilbagesendelsesskrivelsen røbede imidlertid intet om direktionens bevæggrunde til at remittere stykket, hvilket må tolkes som en lærestreg, efter Molbechs mange offentliggørelser af anvendte smagskriterier (Kp.nr.554, 14.1.1832). Det uspecificerede "enkelte Beskaffenheder ved Stykket" (l.c.), som havde gjort udslaget ved forkastelsen, ønskede Sille Beyer sig oplyst om, hvis hun "kunde nyde den Ære, at forundes en Samtale med Een af DHr. Directeurer" (UjBr.30.1.1832). Naturligvis måtte Molbech træde til som den positive af teatercensorerne og fra engang i febr. 1832 blev da sluttet et forbund imellem disse: Molbech (læremesteren) og Sille Beyer (lærlingen). I brev af 11. apr. 1832 takkede hun da også Molbech for "Raad og Opmuntring", idet hun fortsatte med at skrive efter de "Rettelser og Læreregler, som De meddeelte mig ved det første Forsøg" (Coll.BrS.) . Se s.499.
Den 18. dec. 1831 tilsendtes regissør Stage to eksemplarer af Hertz' Anonym Nytaarsgave (3), bl.a. indeholdende "En Dag paa Øen Als" (NkS 1706). Holstein, "som ikke vilde afgjøre hvorvidt et allerede trykt og udgivet Stykke, kan indleveres som nyt til Theatret, ønskede, at denne Sag maatte udsættes indtil Udnævnelsen af en ny og censurerende Theater-Directeur" (Dp 21.12.1831). Molbechs synspunkt: ikke at betale honorar for trykte skuespil, tilsluttede Kirstein sig ganske, selv om han modererede sin indstilling ved at tilføje: "[der kunne] maaskee .. blive Spørgsmaal om en Opmuntring til Forfatteren" (NkS 3.1.1832). Måske problemet snarere var det udgiftskrævende ved stykkets fremstilling. Endnu den 14. febr. 1832 undrede Hertz sig over, at han ikke havde modtaget svar fra teatret (NkS 1706). Se s.496.
"Stævnemødet" læste Molbech inden Kirsteins udnævnelse; nok havde stykket "noget mere Originalitet og Kiækhed i Planen, end slige unge Forfatteres dramatiske Prøvearbeider pleie at have", men han understregede, at ham ikke kunne stemme for "en saa udelicat, man maa vel sige slibrig, og tillige saa ufiint behandlet Situation i et dansk Lystspil .. uden at det Anstødelige i Situationen i ringeste Maade, ved Virkningen af den Komiske Kraft, taber sig [sideskift][side 456]under Masken af det Latterlige". Som modydelse for denne nedrivende kritik fandt han, at man kunne tilskrive forfatteren "en opmuntrende Erkiendelse af .. Anlæg til at præstere noget i Lystspillet" (29.10.1831). Kirstein var nok enig i Molbechs vurdering af "Stykkets Fortrin og Mangler", men han mente, at "det Slibrige i Situationen .. [kunne] antages tildeels at være fremkaldet ved en giensidig depit amoureux", fordi han antog, at personernes motivering til at handle som de gjorde, "uden stor Vanskelighed vilde kunne forandres af Forfatteren, naar han blev gjort opmærksom derpaa" (23.1.1832). Kirsteins liberalitet tilskyndede Molbech til atter at læse stykket, men han ville hverken ændre sin opfattelse af stykket eller opmuntre til omarbejdelse, "som neppe vilde lykkes" (29.1.1832). Derpå gennemlæste også Kirstein stykket på ny, hvorpå han tilskrev Molbech, at de "ved faa Ords mundtlig Samtale snart ville blive enige om Maaden, hvorpaa .. [dommen] vil blive at tilkjendegive Forfatteren" (Coli.BrS, 14.2.1832). I direktionsmedet den 15. febr. 1832 enedes censorerne om Molbechs læsning: Selv om stykket ikke var egnet til antagelse, medgav direktionen forfatteren, at han havde vist, "at han forstaaer at fatte en dramatisk rigtig anlagt Plan for et saadant Situationsstykke i den for Øieblikket meget yndede Smag, og at behandle den i en for det meeste ret livlig Dialog; men han har derimod ei allene valgt en saa udelicat, for ei at sige slibrig Situation, men ogsaa fremstillet den paa en saa lidet fiin Maade, at dette Stykke hverken i sig selv passer til Fremstilling paa den danske Skueplads, som et nyt dramatisk Arbeide betragtet, eller i dets Form kunde ansees som modent nok til at taale en saadan Fremstilling" (R.A.DKT, Ikke antagne Stykker uden Forfatternavn. Ej afsendt, og derfor ikke indført i Kp; dat 21.2.1832). Begrundelsen for ikke at antage stykket - som et samtidigt produkt - synes yderlig spidsfindig, men understreger netop Molbechs reaktionære holdning til den moderne dramatik, hvor ægteskabets samlivsformer blev sat under debat. Forfatteren afhentede ikke sit skuespil; han må af teaterkontoret være blevet adviceret om udfaldet, men har ikke ønsket at blive kendt. Kun ganske få forfattere har kunnet skrive dette stykke.
"De tre Friere" var omend ikke uoriginalt i "Planens Opfindelse" eller uheldigt "fra Dialogens Side", men dog uacceptabelt for Molbech, thi det stod "i Smag .. for langt tilbage fra den Grad, [sideskift][side 457]som kan antages at være herskende blandt den dannede Deel af vort Theater=Publicum; og det maa dog vel være denne, vi fortrinlig maa have for Øie, ved Antagelse af Stykker for Scenen" (24.1.1832). Molbech redegjorde derpå for sit syn på teatersmagen og publikum: "Jeg tvivler ikke paa, at dette Lystspil, heldigen udført, vilde finde sit Publicum i tredie Etage og i en Deel af Parterret: men kan, allene efter denne Formodning, ikke give min Stemme til Antagelse af noget Theaterprodukt; thi Idealet for ethvert saadant, og altsaa det, som den dramatiske Forfatter maa stræbe efter, og den sceniske Critik maa have for Øie, er dog: at behage Alle - i det mindste paa den Tid, da Skuespillet skrives". Havde Molbech enten været praktisk eller ærlig, havde han skrevet, at han lededes af alle i parkettet: modsigelsen mellem tredje etage samt dele af parterret og idealet "Alle" viser klart Molbechs forenkling af forholdene, eller hans reaktionære indstilling til dele af publikum: Blev den dannede del af publikum ikke tilgodeset, var Molbech ikke fyldestgjort. Kirstein tiltrådte Molbechs vurdering (13.2.1832).
"Kurven" (4), originalt lystspil på rimede vers, var ifølge Molbech "en Efterligning af Amors Geniestreger, eller rettere .. dette Stykkes genre" (4.9.1831). Selv om forfatteren røbede "Talent for Sprog og Versification" var det dog spildt ulejlighed, fordi han ikke evnede "at give sit Arbeide det dramatisk-piquante, som .. [Hertz' lystspil] ligesaa elegant, som underholdende" besad. Molbech lagde til, at "Situationerne [var] .. deels tomme og uinteressante, deels udtrukne og kiedende"; endelig mente han, at tilskuerne havde tabt tålmodigheden, når opløsningen kom! Kirsteins kompetence til at afgøre stykkets skæbne fremstillede han selv: "Hvor langt dette Stykke staaer tilbage for "Amors Geniestreger" kan jeg ikke bedømme, da mine Forretninger i de senere Aar have levnet mig saalidt Tiid til at følge den nyere dramatiske Litteraturs Frembringelser, at jeg hverken har seet eller læst sidstnævnte Stykke". Til trods for dette handicap mente han dog, at "den udtalte Daddel" var "for stærk": "Jeg indrømmer villigen, at det her omhandlede Stykke har nogle langtrukne Steder; men de forekomme mig for største Delen at være af den Art, at de, ved tilbørlig Anvendelse af Saxen, kunne svinde uden Skade for det Øvrige". Kirstein konkluderede, at "dette lille Stykke, hvis livlige, mange Steder med Vittighed og smukke poetiske Blomster [sideskift][side 458]krydrede Dialog, [havde] efterladt sig et behageligt Indtryk hos" ham. Selv om det "maaskee ikke [ville] .. gjøre nogen betydelig Effect", mente han, det ville "sees med Behag paa Scenen", hvorfor direktionen burde "opfordre Forfatteren til nogle Forkortelser", således at det blev "et ikke forkasteligt Scenestykke" (18.1.1832). Uvist af hvilken grund trak afgørelsen ud, thi først den 29. marts 1832 tilstilledes forfatteren en ekstrakt af Molbechs votum (Kp.nr.573).
"Sangens Magt, eller Bagdads Indtagelse" og "Den lykkelige Opdagelse", begge med enten kor, sang eller dans, hørte iflg. Molbech til "det Slags dramatiske Skriverier, hvorved Folk .. øve sig i Sammenskrift, eller, naar det kommer høit, i Stiil"; det bedste ved dem var, "at deres Vei gaaer op paa Theater-Comptoiret" (20.2.1832). Kirstein var "Aldeles af samme Mening" (21.2.1832). Holstein noterede "Forkastet" (Cp udat.).
Paludan-Müllers anonymt indleverede "Kiærlighed ved Hoffet" lod Molbech ligge i ca. fire måneder. Han indrømmede blankt, at stykket var "det besynderligste, det mest ualmindelige - for ei at sige originale" - han til dato som censor, havde læst. Forfatterens talent og originalietet bestemtes af Molbech som influeret "af Shakspeare og Tieck, ligesom maaskee ogsaa af Gozzi, og af den spanske Comedie", mens han mente, at der ikke som hos andre begyndere, var tale om "nogen Copiering af en vis enkelt dramatisk digters Art og Maneer". Molbech præciserede sin vurdering: "der [findes] i dette Skuespil .. næsten alle poetiske Elementer af den dramatiske Poesie - baade den komiske, og den romantisk= tragiske; vel med en Overvægt af det lyriske Element; men dog ikke uden Idee om Handlingens, Situationernes og Dialogens Betydning i Dramaet". Molbech var dog en erklæret fjende "af det Planløse, Vilkaarlige og Uøvede i Compositionen" (5). Molbechs afgørelse med hensyn til stykkets skæbne kan synes temmelig bizar, thi han var overbevist om, at det ikke var "skikket til Opførelse", men troede derimod at "det, meer end mangen et andet ungdommeligt og umodent Arbeide, qualificerede sig til at trykkes .. og at man paa en eller anden Maade yttrede for Forfatteren en Erkiendelse af de Prøver paa et ikke almindeligt Talent" (2.3.1832). Ihukommende Molbechs tidligere afgørelser kan denne synes utraditionel, thi han havde som censor stået stærkere, havde han antaget stykket betingelsesvis, hvorefter han havde kunnet forlange de ændringer [sideskift][side 459]han måtte kunne ønske som nødvendige for at stykket kunne opføres. Ved sit forslag gav han blot Paludan-Müller lejlighed til at vise, hvad teaterdirektionen ikke ville tolerere i dramaturgisk henseende. Kirstein udmøntede Molbechs forslag i et praktisk arrangement, idet Paludan-Müller tilstodes fri "Adgang til Theatrets Forestillinger foreløbigen for denne og næste Saison" (21.3.1832). Et ualmindeligt dårligt formuleret resumé af Molbechs votum samt Kirsteins forslag meddeltes forfatteren den 29. marts 1832 (Kp.nr.574). Paludan-Müller fulgte Molbechs forslag, idet skuespillet udkom i juni 1832. Se s.500.
Om "Vanfred", se s.451.
"Dagen før Brylluppet" ville, iflg. den anonyme forfatter, gøre op med den "piattede [6] Modetone .. hos Familier af de bedre Classer [og vise den] Overfladiskhed og Letsindighed i Følelser og Begreber", som dér herskede, for i modsætning hertil at stille en "finere Dannelse og de fra den fremgaaende ædlere og renere Ideer om Livets forskiellige Forhold". Dette fandt hverken Molbech eller Kirstein var lykkedes forfatteren. Molbech hævdede, at der "hører en vis Idealisering, ogsaa til at skildre det flaue, ubetydelige og taabelige; og det gaaer med dette, som med andre Ingredientser af det Komiske, at de ere langt vanskeligere at opfatte dramatisk, end adskillige Elementer af det Pathetiske og Tragiske". Idealiseringen eller den moralistiske psykologi var vel et af de vigtigste aspekter ved Molbechs æstetik og forklarer hvorfor han tog afstand fra såvel aktuelle komiske problemer som effektsøgende dramatik. Molbech mente i øvrigt, at såvel karaktertegning som udvikling af situationer og behandling af dialogen lod meget tilbage, idet forfatteren havde tilladt sig at kopiere stykker i det løbende repertoire (Emma, En Formiddag efter Ballet, etc.) (24.5.1832). Kirstein savnede overalt den "finere Dannelse" og "ædlere og renere Ideer", idet han indirekte stemplede samtiden med følgende udfald: "Var den Tone der hersker deri virkelig Modetone, da var Nutiden virkeligen meget at beklage. Situationerne og Charactererne forekommer mig ligesaa flaue og flade som Dialogen vandet" (29.5.1832). Returneret den 30. maj 1832 (Kp.nr. 591).
Molbechs venlighed over for Borgaard betød på grund af Mantheys død, at ynglingens stykke kom på scenen. Holstein assisterede ved at acceptere Molbechs domspræmisser. Kirsteins udnævnelse skulle [sideskift][side 460]i øvrigt allerede fra første færd volde Molbech kvaler, som teatercensor. I modsætning til det seriøse repertoire gjorde Kirstein sine meninger gældende, når det gjaldt lystspil. Trods sin uerfarenhed med teatrets repertoire vovede han sig frem med dramaturgiske domme. Sille Beyers stykke fik han således, ved Holsteins hjælp, refuseret, Molbech vandt derimod en villig pen, som senere viste sig i stand til at udføre de oversættelser, som han ikke selv havde tid til at foretage. Paludan-Müllers stykke kunne Molbech nok ønske indrettet til teatret, men valgte en ejendommelig mellemløsning, idet han opfordrede forfatteren til publicering af stykket; forfatteren inviteredes derpå gratis i teatret for at lære metieren. Det anonyme "Stævnemødet" ville Molbech kassere på grund af dets anstødelighed, mens Kirstein mente forfatteren kunne omarbejde stykket og derved opfylde scenens dekorum; Kirstein gav sig imidlertid. "Kurven" fandt Molbech for uinteressant og kedsommeligt, mens Kirstein plæderede for forkortelser, som ville betyde stykkets antagelse og effektfulde opførelse. Også vedr. dette stykke måtte han bøje sig for Molbechs autoritet. De øvrige stykker efterlod censorerne i samdrægtig ansvarsfuldhed til glemslens offer, Molbechs dramaturgi aftegnes efterhånden tydeligere: Hans despekt for nulliteter og respekt for anstændighed, dekorum, behersket effektmaleri, hensyntagen til det dannede publikums smag: afvisning af begynderes lovende forsøg (undtagelser er Sille Beyers og Paludan-Müllers stykker). Kirstein gjorde sig i modsætning hertil til talsmand for en mildere kurs, især når forfatteren kunne tænkes at ville retouchere eller forkorte deres stykker, enten af hensyn til scenens dekorum eller teaterkassen: enhedspræget manglede. Molbechs afvisning af disse lystspil betød en ændring i teatrets antagelse af originale stykker: ikke mindre end 5 seriøse skuespil blev antaget og opført, mens kun eet lystspil blev antaget og opført (tre gange; jf. s.453). Sammenlignet med forrige sæsons lystspil er der alt andet lige tale om en kraftig vækst i kvaliteten.
[sideskift][side 461]
Denne sæson er afgørende for Molbechs indsats som dramaturg, idet han klart markerede sine principper for samt opfattelse af teatrets muligheder. At afklaringen fremkom ved behandling af udenlandske tragedier er vel netop karakteristisk for Molbechs fremgangsmåde (dannet af udenlandske forbilleder). Molbechs tidlige interesse for såvel Schillers lyrik som dramatik er bekendt. Som teaterdirektør måtte han forsøge at kanalisere denne interesse til teatret, dets personale og dets publikum. Efter den første sæsons begyndervanskeligheder påtog han sig, på eget initiativ, at indrette Rahbeks oversættelse af "Don Carlos" (jf. s.274) til brug for Det kgl. Teater. Af efterskriften til oversættelsen fremgår det, hvad han slettede af Schillers tekst samt hvad han slettede af Rahbeks bearbejdelse, og endvidere hvad han selv satte til (bl.a. scenen mellem Philip og Storinkvisitoren) samt at han benyttede Storm Munchs gamle oversættelse (1812), fordi den ofte var "mere fri, men ikke mere læselig, end den Rahbekske Oversættelse af den forkortede Text". Den 14. aug. 1831 blev han færdig med arbejdet, efter at han havde "maattet oversætte vel meer end 2/3 af" stykket (Breve til Mynster, 163, 15.8.1831). Hverken Mantheys eller Holsteins vurdering af enten Schillers eller Molbechs arbejde kendes. Rollebesætningen den 3. aug. 1831 annulleredes (PRFD), hvorpå en ny besætning bestemtes den 18. aug. 1831, men på grund af kabaler iblandt skuespillere og øvrige personale kom stykket først frem den 20. sept. 1831 (opførtes ialt 5 gange). Iflg. Molbech selv opført første gang "f[or] fuldt Huus og m. betydeligt Bifald .. 2den Gang [24.9.1831 med] endnu mere Bifald" (Dagbog, NkS 439) (1).
Lewalds bearbejdelse "Der Spion" (jf. s.444) havde Molbech nemt ved at antage på grund af dets succes såvel i Paris, på forskellige tyske teatre som i København. Han gjorde det også, fordi stykkets "dramatiske Interesse, uagtet Sujettet ikke hører til de mest skikkede for Fremstilling paa Skuepladsen, holdes spændt til Enden" (30.8.1831). Manthey ytrede sig ikke, hvorefter Holstein noterede "Antaget" (udat.). For teatrets regning uddeltes rollerne den 10. sept. 1831 (PRFD), hvorpå stykket opførtes første gang den 1. okt. 1831 (ialt 3 gange for teatrets regning).
Scribes comedie-vaudeville "La famille Riquebourg, ou le mariage mal assorti" (GD 4.1.1831) fik Heiberg indleveret bearbejdet som drama, i nov. 1831, men først efter en direktionsforhandling bestemtes [sideskift][side 462]det, at oversættelsen skulle passere censuren, trods det faktum, at Mantheys efterfølger endnu ikke var udpeget (Dp 30.11. 1831) (jf. s.447 og s.449). Molbechs votum er ejendommeligt, thi udover et resumé af handlingen anførte han blot: "Jeg finder intet imod Stykkets Antagelse, og holder for, at det med Bifald vil gaae over Scenen". Hertil føjede han, at en enkelt replik var "udelicat": Riquebourg: ""thi med min Kone har jeg jo ingen Børn. Skylden er for Resten ikke min"", denne burde "forandres; og i det mindste det sidste gaae ud" (1.12.1831). Det sidste gik ud (KTS nr.188). Iflg. Heiberg blev ham ikke adviseret om ændring af denne detalje (Borup nr.263 og 266), hvilket ikke benægtedes af Molbech, der forklarede sammenhængen således, at det var direktionens "overeensstemmende Mening", hvorefter Holstein befalede regissøren at udstryge den pågældende replik (Borup nr.267). Roller uddeltes den 12. dec. 1831 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 30. dec. 1831 (opført 10 gange i første sæson; ialt 37 gange i den behandlede periode) (2).
Molbechs Schiller-interesse gav anledning til endnu en bearbejdelse af en Rahbek-oversættelse (3): "Die Jungfrau von Orleans" overlodes det Overskou at omarbejde (udat.). Den 22. febr. 1832 indleverede Molbech Overskous arbejde, efter at han havde gennemset den (Dagbog NkS 439). Kirstein fandt ikke anledning til at kommentere sagen. Den 12. marts 1832 uddeltes rollerne (PRFD), men først efter mange rolleændringer kom stykket frem den 2. sept. 1833 (opført 5 gange i denne oversættelse) (4). Se s.1119.
De to Schiller-bearbejdelser skal ses på baggrund af sæsonens hovedbegivenhed: Heibergs forslag om at oversætte Victor Hugos "Marion de Lorme" (PSM 11.8.1831). Heibergs motiv hertil kendes ikke, men sammenholdt med senere udtalelser, synes han rent ud at have været færdig med Scribe som hovedleverandør til det danske teaters repertoire (5). Da Molbechs vigtigste negative indsats ved teatret var afvisningen af det moderne franske drama (6), skal hans første udfald herimod anføres in extenso: "Jeg kan fra meer end een Side ikke stemme for, at et dramatisk Arbeide som Victor Hugos Karion de l'Orme bringes paa den danske Skueplads. Det er et Product af den franske Romantik i den dramat[iske] Poesie; men denne nye Aand og Smag i Poesien synes at være ligesaa voldsom revolutionair, ligesaa utøilet i dens Stræben efter ubegrændset Frihed i den æsthetiske Production som den samme Nation viser [sideskift][side 463]sig evigt brusende, kogende og stormende i dens indre politiske Liv. Til dette Livs Charakteer passer maaskee en Digter som Victor Hugo, og et Drama, som Marion de l'Orme; for Os synes begge Dele at være meget for stærke. Fra den æsthetisk=sceniske Side forekommer det mig, ligesom at byde een det stærkeste Kryderi i en Drik af det stærkeste Brændeviin. - Er det ikke at fordærve Smagen, selv for den ædelste Viin? - Og skulde den stærke Drik desuden være ganske fri for Tilsætning af en skiult moralsk Gift? - Hvortil reducerer sig Stykkets hele poetiske Indhold? - En Skiøge, i den høieste Glands af denne Levevei, som er blevet forelsket i et ungt Menneske, der, uden at kiende hendes Mand, har fattet en brændende Kiærlighed for hende, og som tilsidst, for at redde Elskerens Liv, betaler en Priis for dette, som tilforn kunde opveies med Penge - imedens hun dog maatte føle, at hun tilligemed Livet gav Elskeren et Dødsstød i Hiertet; og han, som allerede har lidt meer end Døden ved at erfare, hvem det var han havde elsket, maa endnu tømme den sidste Skaal for at knuse den ulykkelige Skabning, der vil redde hans Liv for en saadan Priis - og først tilgive hende, da det var afgjort, at ogsaa det sidste Offer, hun kunde bringe ham, var spildt. - Hvad maa man føle ved denne forvirrende Sammenblanding af Dyd og Last, af Godt og Ondt, af Skiændsel og Siælsstyrke, af det Sublime og det Nedrige, det Laveste i den menneskelige Charakteer? - Jeg tilstaaer min Modbydelighed for en saadan Forvirring af alle moralske og æsthetiske Ideer i et dramatisk Værk; og jeg anseer dem, om ei ligefrem for en Gift, saa dog for et saa drastisk Middel paa Scenen, at det kun maatte bruges, hvor intet andet kunde virke. Men jeg mener, vort Theater staaer ikke paa det Punkt, at det trængte til saadanne Midler, hvis Anvendelse, uden Hensyn til Virkningen, endog i dette Tilfælde vilde være forbunden med de største Anstrengelser af det hele Personale, og med betydelig Bekostning - for et Stykke, der i den Grad som dette var udsat for at falde igiennem. - Jeg vil ei engang tale om, at jeg, efter mine æsthetiske Meninger - uden at miskiende det stærke Pathetiske og den heraf udspringende Effect i Stykket, saalidt som de enkelte gode Scene=Malerier - dog betragter det Hele som et mere raat, end fuldendt Kunstproduct, og mere som en dramatiseret Roman eller Novelle, end som et tragisk Drama. - Uagtet Stykket i Længde overgaaer de fleste Tragedier, er det dog kun et Gallerie af Situationer, intet [sideskift][side 464]poetisk og heelstøbt Sørgespil med Eenhed i Handling, og med een til et Middelpunkt samvirkende Forening af Kræfter og Charakterer. Ei engang Stykkets interessanteste Moment fra den psychologiske Side, hvorledes Marion er kommen til at elske, opklares for os; og hvorledes hun i øvrigt er, erfare vi ligesaa lidt. Alt hvad vi see af hendes Charakteer er, at hun kan elske. - Foruden at være en pathetisk-tragisk Skildring af Heltindens Situationer og Begivenheder, skal det tillige afgive en Skildring af Ludvig den Trettendes Hof= og Statsliv - hvor Alt er udmalet med de stærkeste og meest skærende Farver; og hvor det overalt gaaer mere ud paa Effect, end paa Sandhed. - Gaaer det frem paa denne Vei med at gjøre et Drama til en paa Snore trukken Samling af Situationer og Begivenheder, saa ville vi vel omsider nærme os Charakteren af det chinesiske historiske Skuespil, hvori man undertiden fremstiller en Keisers hele Regiering, og hvoraf eet kan vare adskillige Dage. - I øvrigt vilde ogsaa vort Theater=Personale lægge betydende Hindringer i Veien for at besætte dette Stykke med taaleligt Ensemble, da der blandt den overordentlige Mængde mandlige Personer ikke er en eneste Rolle, der kan kaldes ubetydende - ei engang Comedianternes. - Een - skiøndt i sig selv ulige mindre vigtig Omstændighed er den, at mangfoldige Scener og Repliquer for danske Tilskuere, der ikke ere betydeligt fortrolige med den Tids franske Tidsforhold og Historie, uden oplysende Commentar ville være reent uforstaaelige" (Censurer, 20.5.1832). Kirstein fortsatte efter Molbech: "Skjøndt jeg ikke, som en almindelig Sætning betragtet, er enig i at man skulde ganske forjage det særdeles Piquante fra vor Scene, for ikke at fordærve Smagen for det simplere Ædle, eller, for at blive ved den brugte Lignelse, at Nydelsen af en krydret Brændeviin, naar den kun ikke bliver til en daglig Vane, skulde fordærve Smagen for den ædleste Viin, saa maa jeg dog være enig i at Censuren, som al Medicinal-Politic, maa vaage over, at Drikke, være sig svage eller stærke, der indeholde et saadant Gift, som denne, ikke dispenseres i vort Publikum. Jeg maa derfor i det concrete Tilfælde ganske tiltræde min Hr Medcensors Mening, hvis Dom efter mit Skjønnende ikke trænger til nogen videre, end den giver, Udvikling for at ansees for tilstrækkeligen begrundet" (22.5.1832). Molbechs angreb var først og fremmest begrundet med moralistisk indignation, men også i dette votum tillagde han Hugo dramaturgiske brist. Kirstein forsøgte [sideskift][side 465]tage et principielt forbehold imod Molbechs rigorisme, men reelt var han ganske enig med hensyn til forkastelsen af "Marion de Lorme". Evt. direktionsforhandlinger blev ikke indført i Deliberationsprotokollen (7). Direktionen indskrænkede sig til at meddele Heiberg, at "et dramatisk Arbeide, af Indhold som dette, [ikke var] passende til at bringes paa den danske Skueplads" (Borup nr. 262). Heiberg lod sagen falde, optaget af opgøret med Molbech, jf. s.550. Molbech fortsatte imidlertid felttoget imod Hugos stykke i "Maanedsskrift for Literatur" Bd. VIII 1832 (8).
Med hensyn til den oversatte dramatik er det indlysende, at Molbech stod i centrum vedr. teatrets repertoirepolitik. Han ønskede (så vidt det var ham muligt), at indføre Schiller på det danske nationalteater, i en afdæmpet skikkelse der karakterisrede hans dramaturgiske opfattelse. Hans iver herfor understreges af hans aktive arbejde også ved den sceniske udførelse. I skarp opposition stillede han sig til Hugo og det franske drama. Han satte lighedstegn mellem den franske politiske revolution og Hugos dramatik, men dramaturgisk set tog han lige så klart afstand, fordi Hugos dramatik befandt sig milevidt fra den af Molbech beundrede Schiller: han erklærede sin modbydelighed ved forvirringen af æstetiske ideer, herunder den manglende enhed i handlingen, den bristende psykologi, det overdrevne effektmaleri samt ikke mindst den moralistiske gift, der strømmede fra Hugos dramatik. Med Schiller og Schlegel ville Molbech begrunde et drama eller en tragedie, mens revolutionens franske teater var ham en vederstyggelighed. Kirstein ville i det enkelte tilfælde erklære sig enig, men forbeholdt sig i øvrigt. Holsteins ængstelighed kom ikke på papiret, mens Heibergs manglende forsvar for Hugo taler sit tydelige sprog.
[sideskift][side 466]
Wests bearbejdelse (1819) af Moretos "El desdén con el desdén" ville Molbech gerne have opført på teatret. Buchwalds anonymt indleverede oversættelse var iflg. Molbech "ikke ilde, og vel flydende at læse". Hans historisme fremtræder, når han tilføjede: "Om dens egentlige Værdi kan jeg dog ikke dømme, da jeg mangler Originalen; men jeg vil bemærke, at jeg partiviis har fundet Skiødesløsheder, som fordre kritisk Giennemsyn og Rettelse. Maaskee Hr. Fuldm. Boye paatog sig dette Arbeid;" (26.6.1831). Manthey var ganske på linje med Molbech, idet han også vurderede stykket højt: "Endskjøndt dette Stykke mueligen ikke turde blive fortrinligen yndet af de Skuespilbesøgen[d]e, fortjener det, efter min Mening saa meget mere at komme paa den danske Scene, som det hører til de dramatiske Arbeider der kunne virke lige heldigt paa Skuespillernes Kunst og Publicums Smag" (12.8.1831). Mantheys votum viser ham i dette tilfælde som den dannende smagsdommer, betænkende teaterkassens tarv i almindelighed kunne han også ofre til kunstens tarv. Om Boyes arbejde med dette stykke vides intet, Heiberg derimod fik det til "Giennemsyn og Rettelse" (Dp 3.8.1831), men indsendte det ikke i aug. 1831, således som han havde lovet. Den 1. dec. 1831 rykkede teaterdirektionen ham for oversættelsen (Borup nr.252). Heibergs vurdering af oversættelsen står i grel modsætning til Molbechs, thi Heiberg ville rent ud forkaste den; han mente der måtte foretages "en total Omarbeidelse". Han pointerede, at han kunne pålægges at oversætte "Donna Diana" (udenfor reglementet) men påpegede i øvrigt, at han fandt andre spanske stykker mere interessante end dette (Borup nr.253, 19.12.1831). Molbechs reaktion på denne desavouering ses ikke; men Molbech forstod at hente hjælp andre steder (1). Se s.585.
Scribe & Duports "Le quaker et la danseuse" (jf. s.444) vurderede Molbech ikke særligt højt. Selv om han fandt karaktertegningen af kvækeren "meget maadelig og unaturlig", havde han dog intet at indvende mod stykkets antagelse, men han troede ikke at stykket tålte "ret ofte at sees" (4.9.1831). Rollerne uddeltes samme dag (PRFD); stykket opførtes første gang for teatrets regning den 8. sept. 1831 (opførtes 10 gange i første sæson; 40 gange ialt i den behandlede periode) (2).
Rollerne til Töpfers "Karl XII auf seiner Heimkehr" (jf. s.444) uddeltes den 15. sept. 1831 (PRFD) uden censurering. Premiere for teaterkassens regning den 14. nov. 1831 (opført ialt 13 gange) (3).
[sideskift][side 467]Oversættelsen af Goldonis "Il Bugiardo" (jf. s.323) "De vittige Paafund" var iflg. Molbech fuskeragtig, iflg. Kirstein stymperagtig. Molbech var dog rent principielt modstander af Goldonis skuespil, hvortil han hentede støtte hos Schlegel: ""da der i hans Dramer er liden Fremrykken, og Alt bestandig dreier sig om det samme Punkt: saa forøges derved endnu Indtrykket af Tomhed og Kiedsomhed som den herskende selskabelige Tilstand"" (24.1.1832) (4). Kirstein indskrænkede sig til at påtale oversættelsens manglende kvalitet (13.2.1832).
Scribe & Duveyriers comedie-vaudeville "La demoiselle a marier, ou la premiere entrevue" (GD 18.1.1826) "Frierens Besøg", oversat af teatersekretærens søn, Fr. Printzlau, var Molbech ikke utilfreds med, selv om han betingede sig en omarbejdelse af 19. scene, før han ville antage oversættelsen til opførelse: "[scenen er] virkelig saa udelicat og flaut behandlet, at denne .. upaatvivlelig meget vil skade hele Stykkets Effect. Man synes her tilsidst næsten at see en ny og forfinet Udgave af Mamsell Lisbet i Erasmus Montanus" (5.3.1832) (5). Kirstein var "aldeles enig" (6.3.1832). Uden korrektioner uddeltes roller den 29. marts 1832 (PRFD), men først den 31. okt. 1832 opførtes stykket første gang (opført 25 gange i den behandlede periode, jf. s.767).
Scribe & Duveyriers comedie-vaudeville "Le vieux mari" (jf. s.323) indleverede Molbech oversat den 14. marts 1832 (Dagbog, NkS 439). Årsagen til at Molbech havde påtaget sig dette arbejde skal formentlig findes i den af ham selv påpegede lighed mellem Schillers bearbejdelse "Der Neffe als Onkel" og Scribes stykke: "Det fordrer et godt og animeret Sammenspil; under denne Forudsætning troer jeg at kunne antage, at det vil give en munter og morende Forestilling, og finde Bifald paa Scenen" (14.3.1832). Kirstein var ligeledes meget forventningsfuld til dette stykkes sceneheld, hvortil blot krævedes "at de Rollehavende lære deres Roller" (14.3.1832). Roller uddeltes den 20. marts 1832 (PRFD); premiere den 10. maj 1832. Stykket opførtes kun tre gange.
Teatercensorerne havde enstemmigt antaget "Donna Diana" men ikke desto mindre lykkedes det Heiberg at forkaste oversættelsen, hvilket betød en udsættelse af stykkets opførelse, ikke en egentlig forkastelse af stykket, således som Heiberg helst havde set. Goldonis stykke forkastede Molbech under direkte henvisning til Schlegels "Vorlesungen": Molbechs vigtigste facitliste. Nielsens [sideskift][side 468]Töpfer-oversættelse gik uden om censuren ind på teatret, mens resten af sæsonens tekster var forfattet af Scribe (& Co.), oversat af Heiberg, Printzlau, jun. og Molbech. Vigtigste indsats var kravet om ændring i den udelikate scene i "Frierens Besøg", mens Molbechs Schiller-interesse såmænd ikke fornægtede sig, også når det gjaldt franske comedie-vaudevilles. Molbech var lige så centralt placeret i behandlingen af disse stykker som af de 5(6) dramaer, primært på grund af de to medcensorers svaghed, men selvfølgelig med Heiberg som enten modstander eller konkurrent. Hverken Manthey, Kirstein eller Holstein udgjorde nogen form for modpol til det smagsdannende selskab: Molbech-Heiberg, deres indbyrdes kappestrid/uoverensstemmelse ufortalt.
[sideskift][side 469]
"Kommissionen af Musikkyndige" kan anskues ud fra forskellige aspekter. 1) Manthey, som den musikkyndige han selv var, kunne ønske sig musikkompositionerne nøjere vurderet af flere sagkyndige, før teatret bekostede opsætning af forholdsvis kostbare syngestykker og operaer. Ansvaret blev også derved fordelt. Han fik endvidere trukket Musikkonservatoriet og dets folk længere ind i beslutningscentret. 2) Molbech, som ukyndig på dette område, kunne ønske sig assistance fra musikkyndige og måske især fra en bredere kreds end Manthey forestillede sig. Holstein ville støtte Molbechs synspunkter. Sammensætningen synes da også at bære præg af et kompromis, idet såvel Schall, Weyse, Siboni og Zinck fik sæde i kommissionen, der selv skulle supplere med et femte medlem ("der ikke er i Kongelig Tjeneste") (1). Kommissionens kompetence i forhold til direktionen var defineret ved kommissionens tilblivelsesform, uagtet kommissionen fik til opgave at levere "en upartisk og hensigtssvarende Bedømmelse" af "de Musikarbeider, som indsendes til Theaterdirectionen" (Kp.nr.503, 7.7.1831).Da Schall frabad sig æren (I.B.nr.1965, 14.9.1831), anmodedes Kuhlau om at indtræde (Kp.nr.531, 19.9.1831), men efter hans død (12.3.1832) ses ingen afløser udnævnt; ikke desto mindre fungerede Fröhlich. I realiteten fungerede kun Siboni og Zinck. Se s.524ff.
Andersens og Bredal syngestykke "Bruden fra Lammermoor" (jf. s.422) var det første stykke, der sendtes til "Kommissionen af Musikkyndige". Iflg. Andersens eget tendentiøse referat fik Bredals musik "meget Bifald, kun siger Siboni, at den ikke er "erhaben", men "niedlich, ein Stüch wie das Slosz Montenero [2]; men det er jeg fornøiet med" (BEC I,90, 18.7.1831). Egentlige censorvota kendes ikke vedr. denne musik. Bredals protektor, Siboni, ville, iflg. Andersen, "have [stykket] .. til Kongens Geburtsdag [jan. 1832], men der bliver intet af, man var istand til at pibe da, fordi den var saa traurig!" (BHH 21, 4.11.1831). Roller uddeltes den 20. og 25. febr. 1832 (PRFD). Premieren fandt sted den 5. maj 1832, i kongehusets nærværelse (jf. BHH 48) (opført ialt 8 gange, jf. s.767). (3).
Oehlenschlägers gamle syngestykke "Portraitet og Busten" (jf. s.176) mødte megen fortrædelighed, før det kom på scenen i april 1832. Oehlenschläger havde foræret A.P. Berggreen teksten (jf. NkS 3571), hvorefter kompositionen indleveredes til teaterdirektionen [sideskift][side 470]den 3. aug. 1831 (jf. I.B.nr.2008, 18.4.1832). Kommissionen af Musikkyndige tilstilledes den 13. aug. 1831 kompositionen "for .. i sin Tid" at levere direktionen sine "behagelige Tanker" derom (Kt.nr.522). Kommissionens responsum kendes ikke, men resultatet blev positivt. I begyndelsen af nov. 1831 meddeltes dette komponisten (Dp. 2.11.1831). Rollerne uddeltes den 20. dec. 1831 og på ny den 2. og 13. febr. 1832 (hhv. partier og roller) (PRFD). Den 22. febr. 1832 beordredes det Siboni at foretage det fornødne til stykkets opførelse (Dp). Stykket opførtes første gang den 9. april 1832 (ialt opført 4 gange). Da det kaster lys over direktionens forhold til unge komponister skal direktionens økonomiske aftale med Berggreen anføres (brevet er stilet til Oehlenschläger): "Hvad [det] af Hr Professoren anførte Syngespil .. angaaer, .. da maa den bemærke, deels at [dette stykkes] Antagelse af foregaaende Censorer (i Følge en Kongl. allernaadigst Resolution [af 9.3.1830]) ikke medfører noget Slags Forpligtelse, enten til at opføre eller honorere [det], i Fald [dets] Opførelse ei findes stemmende med Theatrets Fordeel; deels, at overhovedet Antagelsen af Texten til et Syngespil uden Musik, i sig selv er uden videre Følge, inden en brugelig Composition til Texten leveres. Directionen .. har ikke fundet Anledning til at antage Hr Berggreens Composition til dette Stykke paa andet Maade, end at han, i Fald Stykket ikke gaaer 5 Forestillinger igiennem, [må] resignere paa ethvert Honorar. Men i modsat Tilfælde har Directionen tilstaaet ham den sædvanlige 1/5 af disse 5 første Forestillinger, overladende det, til Hr Berggreen i saa Fald at afgiøre med Hr Professoren, som Forfatter af Stykkets Text om hvorledes Honoraret imellem begge bliver at deles" (Kp.nr.569, 24.3.1832). Dette ubarmhjertige vilkår benyttede direktionen oftere senere i den behandlede periode. Kongens teater gjorde ikke meget for økonomisk at opmuntre dansk komposition af teatermusik.
P.D. Blichers anonymt indleverede syngestykke "Møllerpigen" forkastedes af Molbech formedelst forfatterens manglende angivelse af komponistens navn, hvilket synes så meget mere uretfærdigt betænkende f. eks. behandlingen af de to følgende libretti (4.1.1832). Kirsteins forkastelse byggede derimod på en forståelse af, hvad der måtte kræves af et syngestykke, thi udover et kor og en kvartet (i 1. akt) og en kvintet (i 2. akt) indeholdt synge stykket kun 21 "Sange for een Stemme" (17.1.1832). Returneret den 26. [sideskift][side 471]jan. 1832 (Kp.nr.561a) (4).
Overskous første operalibretto "Guerillabanden" blev venligt modtaget af teatercensorerne: "Alt hvad der kan frembringe Theater-Effect i et Syngespil af militair og krigerisk Charakteer er forenet i dette; Situationerne ere heldigt nok anlagte, skiøndt maaskee dog Compositionen kan synes at gaae temmelig i det Brede; Dialogen er god, og Sangnummerne have en heldig og flydende Versification. .. Uden at kunne indlade mig paa Bemærkninger over Textens Detail - hvortil jeg, hvad Syngestykker angaaer, slet ikke føler mig oplagt - kan jeg ikke andet end yttre, at jeg finder dette Arbeide at vidne om et heldigt Talent ogsaa for dramatiske Værker af denne Art, saa meget mere, som Compositionen er ganske fri og Forfatterens egen" (18.4.1832). Molbechs hentydninger til Andersens afskrifter af Gozzi og Scott er nok gemt her, men hans positive bedømmelse af Overskous præstation er bemærkelsesværdig. Den musikkyndige Kirstein var nok tilfreds med det indleverede arbejde, men han mente at kompositionen ville medføre ændringer, "hvorhos jeg troer at vi maatte forbeholde os en endelig Dom, hvis de foretagne Forandringer maatte blive af en væsentligere Art" (19.4.1832). Molbech mente, at librettoen "vist nok fordrer en baade øvet og ideerig Componist" (l.c.), og Overskou havde da også, iflg. Andersen (BHH 48, 28.5.1832), tidligt indledt et samarbejde med Kuhlau, som imidlertid døde fra opgaven, hvorefter I. Bredal overtog arbejdet. Hans komposition og evt. ændringer af Overskous libretto samt indleveringsdato og musikkommissionens evt. vurdering kendes ikke. Den 2. nov. 1833 bad direktionen Hauch om, at Bredal måtte blive soulageret i orkestertjenesten, så at han kunne færdiggøre kompositionen betids nok til at stykket kunne opføres til kongens fødselsdag i jan. 1834 (Kp.nr.135). Den 13. dec. 1833 uddeltes rollerne (PRFD), og stykket blev givet første gang den 29. jan. 1834 (opførtes ialt 9 gange, jf. s.768).
Holsts libretto "Forposterne" kritiseredes skarpt af begge censorer. Molbech fandt, at den røbede "et alt for kiendeligt Hastværksarbeide, en stor Skiødesløshed og megen Flauhed i Dialogen og Charakteertegningen, og Mangel paa den rigtige Tact for Plan og Composition" (22.5.1832). Kirstein understøttede dette: der var "hverken .. Characterer eller Situationer af synderlig. Interesse" (22.5.1832). Af hensyn til Holstein var Molbech dog parat til en forhandling, idet han mente, at fjernelsen af "Jødens Rolle" samt [sideskift][side 472]"en streng Revision" måske kunne gøre stykket antageligt. Evt. forhandlinger herom ses ikke i materialet. Remitteret den 30. maj 1832 (Kp.nr.592).
Kirstein markerede på godt og ondt, hvor han havde sine talenter. I aftalen med Berggreen udviste han en påholdenhed, som måtte afholde komponister fra at beskæftige sig med teaterkomposition, og kun Berggreens nød og ambitioner har kunnet få ham til at affinde sig derned. I votaene røber Kirstein derimod en langt større forståelse for musikdramatik end det tidligere er set i de forskellige censorers vota. Den musikkyndige kommission synes ikke at have spillet nogen væsentlig rolle: de halvprivate udsagn refererer kun Andersen. Molbechs vurdering af Overskous og Holsts operatekster gjaldt, som var det lystspiltekster. Hans reverens for Holstein kan på baggrund af det nedrivende votum synes betænkelig.
[sideskift][side 473]
Overskou præsterede alle oversættelser af udenlandske syngestykker.
Pacinis "La gioventu Enrico V" (Rom 26.12.1820) blev vel indkøbt af Siboni enten i 1829 eller i 1830 (jf. T.K.1830, 2.kv.nr.844). Overskou oversatte stykket færdigt på sin udenlandsrejse i sommeren 1831 (NBD): indsendt fra Paris den 5. aug. 1831 (Dagbog, TM). Syngepartier uddeltes i aug. 1831, og roller den 8. sept. 1831, doubleret (PRFD). Molbech oplyste, at han fik souffløreksemplaret med Sibonis egenhændige rettelser til gennemlæsning "fire eller 5 Dage inden dets bestemte Opførelse", hvorfor han indskrænkede sig til "blot historisk [at] bemærke: at jeg ingen Deel har i dets Antagelse" (25.10.1831). Mantheys viden derom tog han med i graven, mens Holstein noterede "Antaget" (udat.), før eller efter at "Henrik den Femtes Ungdom" havde premiere den 28. okt. 1831 (1).
Tekstbog og partitur til Hérolds opera-comique "Zampa, ou la fiancée", med tekst af A.-H. Duveyrier (OC 3.5.1831) leveredes allerede den 29. nov. 1831 fra Lose (T.K.1832, 1.kv.nr.400), efter at Ryge havde købt teksten i Paris (T.K.1831, 3.kv.nr.1231) (jf. Neiiendam: Dr. Ryges Dagbog. Kbh. 1979). Endnu mens Overskou var i Paris påbegyndte han oversættelsen af stykket, men først den 10. dec. 1831 blev stykket indleveret (Cp, 121). Selv om Molbech fandt reminiscenser af "Fra Diavolo" og især "Don Juan", ville han lade sig lede af rygtet om den fortræffelige "melodieuse Musik. - Naar man altsaa vil finde sig i, at det Miraculeuse, paa den berørte, ikke just meget fine eller anbefalelsesværdige Maade, bringes paa Scenen: kan der neppe være noget at sige paa Stykket som en Opera" (14.12.1831). Overskous arbejde rostes for "sædvanlig Held og Flid". Roller uddeltes den 27. dec. 1831 (PRFD). Premiere den 30. jan. 1832 (opført 10 gange i den behandlede periode) (2).
Aubers opera "Le philtre", med libretto af Scribe (ARM 20.6.1831), så både Ryge og Overskou i Paris (jf. Neiiendam: Dr. Ryges Dagbog. Kbh.1979 og Overskous Dagbog, TM). Også denne libretto købte Ryge med hjem til teatret (T.K.1831, 3.kv.nr.1231), mens Overskou påbegyndte oversættelsen deraf i Paris (NBD). På Holsteins foranledning (Ryge var endnu ikke kommet hjem) besluttede direktionen den 3. aug. 1831 at lade Overskou hjemsende musikken (Dp, jf. T.K. 1832, 1.kv.nr.400). Ingen af censorerne vurderede operaen særlig højt. Molbech udtalte sig om musikkens kvaliteter på grundlag af [sideskift][side 474]tekstens tone (!), hvorefter han mente, der måtte være tale om en "munter" opera, i modsætning til de senest opførte, der havde været af en "mere alvorlig, eller mere pathetisk Charakteer" (27.3.1832). I grel modsætning til denne overfladiske behandling står Kirsteins censur, der viser en teatercensor med aldeles sikker smag for opera. Overskous indskudte replikker dels lån fra den tyske bearbejdelse, dels af egen herkomst - i stedet for originalens recitativer (som blev udskudt på grund af en dansk oversættertradion) ønskede Kirstein ændret til en "troe Oversættelse af Originalens Recitativ-Text". Ligeledes havde han opdaget adskillige meningsforstyrrende oversætterfejl, som han mente det også ville være Overskou "kjært" at få ændret, så at oversættelse og original blev overensstemmende (9.4.1832). Overskou foretog modvilligt kun en enkelt rettelse (3). Roller uddeltes den 11. apr. 1832 (PRFD), hvorpå "Elskovsdrikken" havde premiere den 22. maj 1832. I direktionsmødet dagen efter mødte "Professor Siboni og Skuespiller Overskou", hvorefter man blev "enig om adskillige Forandringer at foretage i Slutningsscenen .., da denne Scene befandtes ved Forestillingen ikke at giøre tilstrækkelig Effect og at svække Indtrykket af Stykket og af Musiken" (Dp 23.5.1832) (4). Givet således den 26. maj 1832 (ialt opført 10 gange, jf. s.837).
To af de tre syngestykker blev hjemforskrevet efter Ryges rekommandation: det vigtigste resultat af Ryges anstrengelser på Pariserrejsen. Oversættelserne klarede Overskou, og indtil Kirsteins indtræden havde han nemme forhold; thi Molbech roste hans arbejde mens Kirstein afslørede hvad både Molbechs ros og Overskous oversættelser var værd. Foreløbig blev Kirsteins arbejde som teatercensor at påse oversættelsernes kvalitet, siden skulle han selv også få indflydelse på operarepertoirets sammensætning: Sibonis dominerede endnu dette felt totalt.
[sideskift][side 475]
Sammenhængen mellem Heibergs produktivitet og aflønning er tidligere blevet behandlet (s.388). I foråret 1831 stod han endnu engang foran en række terminsbetalinger, som han på forhånd vidste, han ikke kunne bestride. Heiberg forsøgte da endnu engang at presse teaterdirektionen for likvide midler. Den 20. april 1831 tilskrev han Holstein, at han havde "en original Vaudeville ["Kiøge Huuskors"] i Arbeide", hvilken han ville forpligte sig "til at levere færdig om 14 Dage, eller saa tidligt at den endnu i denne Saison kunde opføres", samtidig med at han anholdt "om at faae et Forskud af 300rbd" (Dp). Manthey bemærkede, at det normerede honorar var 250rbd. Direktionen afslog arrangementet, sålænge "den omhandlede Vaudeville [ikke] var indleveret og antaget" (l.c.) (1). Den 3. juni 1831 henvendte Heiberg sig direkte til kongen for ad den vej at klare terminen: "Da nu en Undtagelse fra den almindelige Regel ikke kan gjøres uden med Deres Majestæts allerhøieste Tilladelse .. Jeg tør forsikkre, at Theatret ikke skal faae Grund til at fortryde denne Gunst .., thi foruden det omtalte Stykke, der omtrent er halv færdigt [2], har jeg endnu et Par andre Planer, som det er min Hensigt at udarbeide i indeværende Sommer" (Borup nr.241). Den 4. juni 1831 overlod kongen sagen til teaterdirektionen, som herefter skulle indgå med en betænkning. Frederik VI rejste imidlertid til Louisenlund den 6. juni 1831, hvorpå Heiberg meddelte Holstein, at han trak sin ansøgning tilbage: "Men han Bad in[d]stændig at ham maatte Udbetales hans Gage [i forskud] .. Dette har ieg Lovet at anbefale til min høistærede Ven", refererede Holstein til Manthey den 7. juni 1831 (DKTB, udat.). Manthey bøjede sig for Holsteins ønske (l.c.) (3). Heiberg kunne imidlertid ikke klare sig med et forskud, hvorfor han - efter kongens hjemkomst - den 16. juli 1831 indgik med en ansøgning til majestæten om "at overdrages et eller flere til hans Fag hørende Arbeider hvorved han kunde sættes istand til at afgjøre en Deel af hans ældre Gjeld - af omtrent 1200rbd" (1.Mem.Prot.1831, nr.991). Den 19. juli 1831 ekspederedes en gratifikation af "400 Rbd. via Finanskassen" (l.c.). Så havde Heiberg også fået en slat penge til giftermålet med Jfr. Pätges. Dagen før vielsen tilskrev han Molbech, at "Vaudevillen lakker ogsaa mod Enden. Den største Deel af den er reenskrevet, og 8 Musik=nummere af de 12, hvoraf den kommer til at bestaae, ere ogsaa allerede bragte paa Papiret" (30.7.1831, Borup nr.243). Senere på dagen forhandlede han personligt [sideskift][side 476]med Holstein om samtlige sine projekter. Af gode grunde kendes resultatet af disse mundtlige forhandlinger ikke (l.c.). Den 13. aug. 1831 kom rolleskriveren Lassen til Lyngby "for at lægge den sidste Haand paa Vaudevillen, som altsaa formodentlig paa Søndag Morgen vil være i Directionens Hænder" (11.8.1831, Borup nr, 244) (4). Den 16. aug. 1831 nedfældede Molbech sin "korte, hurtige Theatercensur .. og hvoraf jeg nu kun vil meddele Dem dette ene: at Lises og Commerceraadens Roller forekomme mig i Anlæg og Udførelse for ubetydelige for dem, som de ere tildeelte, og formodentlig skrevne for". Hans votum former sig som en kvalitetsvurdering i forhold til Heibergs øvrige vaudeviller: den er hverken så pikant, satirisk eller komisk som de tidligere eller udstyret med et persongalleri som disse, men forsonende lagde han til, at "den forenede Virkning af Stykkets dramatiske og musicalske Bestanddeel lover jeg mig at blive meget god" (19.8.1831) (5). Hans indsigelser imod detaljer ændredes ikke af Heiberg (6). Den 18. aug. 1831 antog direktionen vaudevillen til opførelse i september md. Den 5. sept. 1831 begærede Heiberg vaudevillen opført første gang sammen med "Sproglæreren" og i øvrigt honoreret under et med ialt 700rbd (Borup nr.247) (7). I direktionsmødet den 21. sept. 1831 vedtog man - "i Betragtning af Forfatterens Fortienester af Theatret" at "afvige fra de sædvanlige Regler [og] lade dem opføre 5 Gange efter hinanden samlede, og tilstaae Forfatteren, foruden de erholdte 200r et Forskud af 300r paa Honoraret, nemlig 1/5 Deel af bemeldte 5 første Forestillinger" (Dp). Roller uddeltes den 23. sept. 1831, partierne den 2. nov. 1831 (PRFD) (8), men på grund af skuespillernes kapricer blev der imidlertid intet heraf. Vaudevillen alene fik premiere den 28. nov. 1831 med Zincks dertil komponerede ouverture (jf. s.447) (9) (opført ialt 43 gange i den behandlede periode, jf. s.1001) (10) (11).
Om den anonymt indleverede vaudeville "Søvngængeren" ville Molbech mene, at "en Parodie af den mest yndede Ballet [jf. s.381 og s.433] som Theatret for nærværende Øieblik har paa sit Repertoire, hverken kunde antages til Opførelse efter en rigtig Politik .. eller efter den sceniske Anstændigheds, det theatralske Decorums Grundsætninger". Angsten for ballet publikummet spillede også ind i Molbechs overvejelser: "enhver Parodie af Søvngængersken, om den endog var nok saa heldig, vilde vække Mishag hos et betydeligt Partie blandt Tilskuerne". Den omhandlede vaudeville var [sideskift][side 477]imidlertid ifølge Molbech lidet hævet "over det Trivielle". Skulle han antage en parodi, måtte den "nærme sig til at være et fortrinligt Vittighedsværk" (28.1.1832). Kirstein var kort og kontant i sin dom: "Ogsaa efter min Mening maa dette umodne Product endog uden Hensyn til Ballettens Fortjenester forkastes" (udat.). Holstein forkastede derpå vaudevillen (udat.).
"Strandingen", ligeledes anonymt indleveret, havde ifølge Molbech "for meget af det Raae og for lidt af det piquante .. Charaktererne ere flaue og Situationerne forslidte". Genren havde i det hele taget efter Molbechs mening nået en højere "dramatisk og scenisk Smag""i vor Tid" (27.3.1832). Kirstein var "Aldeles enig" (8.4. 1832). Returneret den 19. april 1832 (Kp.nr.576).
Behandlingen af Heibergs vaudeville viser klart hvorledes en heldig forfatter og politiker kunne tiltvinge sine stykker adgang til scenen ved forhåndsaftaler og økonomisk pression, der latterliggjorde censurinstitutionen, thi Molbechs indsigelser omend kun i detaljen gad forfatteren ikke tage hensyn til. Vurderingen af vaudevillen kunne forfatteren tage mere let, eftersom det for ham gjaldt vaudevillens sceniske effekt, hvor skuespillerpræstationer, dekorationer, etc. talte nok så meget. Behandlingen af de øvrige har kun betydning derved, at Molbech fik lejlighed til at ytre sig om parodien som genre: scenens dekorum var som altid afgørende for moralismens talsmand.
[sideskift][side 478]
Allerede inden afrejsen (16.5.1831) indleverede Andersen sin (1) be arbejdelse og lokalisering af Scribe & Mazeres' "La Quarantaine" (GD 3.2.1825). Efter sin lange sygdomsperiode i sommeren 1831 censerede Molbech stykket. som han fandt, at Andersen "ret godt [havde] overført paa dansk Grund. Det Stødende i, at Scribe har nævnt Cholera-Epidemien, har Oversætteren undgaaet ved at lade Skibet komme fra Smyrna. Jeg har forandret enkelte Steder, givet dem en mere komisk Holdning, og derved, som jeg troer, endnu mere borttaget enhver lille Anstødssteen; .. Jeg troer denne Vaudeville vil gaae ret muntert over vor Scene; i Fald man NB. hos os vil finde Smag i Parisernes korte Couplets og hvoraf maaskee enkelte her i denne Oversættelse kunne falde bort; hvorom ogsaa Zinck maa give sit Votum, i Hens[eende] til Melodierne. Oversætteren maa endnu engang giennemgaae sit Arbeide" (19.8.1831). Manthey kendte ikke originalen, hvorfor han ikke kunne bedømme omarbejdelsens karakter og kvalitet i forhold til originalen, men han troede, "at Stykket, i dets nuværende Form, kan gaae ret muntert over vor Scene" (udat.). På dette spinkle grundlag blev vaudevillen antaget (udat.), hvorefter Andersen meddelte Edv. Collin, med Jonas Collin som kilde, at Molbech sværmede "for den, og vilde .. have den paa Theatret til Dronningens Fødselsdag, noget, som han dog blev raadet fra, da de Kongelige ikke sætte Vaudeviller saa høit" (BEC I,93, 20.8.1831). Kunne Zinck nå at producere musik både til "Kiøge Huuskors" og "La Quarataine", skulle begge vaudeviller "gaae i September Maaned" og Andersens først (l.c.). Knap en uge senere havde han imidlertid ganske andre nyheder til Edv. Collin: "Min Vaudeville skal spilles om 14 Dage, .. Der har været en heel Kamp i Directionen om at døbe den om, de tør ikke kalde den "Qvarantainen", det er forargelig! Moelbech er saa gnaven, saa urimelig og de Andre - ere slet ingen Ting. - Han har ogsaa gaaet hen og omkalfatret Stykket, sat noget ind i, og det endog Polemik, noget imod Baggesens Sønner og Bøie, i Anledning af Baggesens Verker. Jeg har da slettet det Hele ud, jeg tænker han nu bliver vred derfor" (BEC I,95, 26.8.1831). Er Andersens oplysning rigtig, er der tale om intet mindre end embedsmisbrug (2), Andersens trængsler var imidlertid ikke forbi, thi ugedagen efter rapporterede han til Collin, jun., at Molbech havde døbt vaudevillen "om til: Captainen fra Smyrna. - Hvad synes Dem? - Jeg har nu taget mig den ærbødige Frihed at slaae en Streg derover og [sideskift][side 479]kaldet den: Skibet. Det er en kjedelig Tittel nok men de akal da ikke have deres Villie i Alt, .." (BBC I,97, 2.9.1831) (2). Roller uddeltes den 12. sept. 1831 (PRFD); premiere den 5.okt.1831 (opførtes ialt 5 gange).
Den anonymt indleverede bearbejdelse af Dumanoir & de Halliana "La Semaine des amours" (TVR 27.10.1828) fandt Molbech uantagelig, selv om originalen måske nok kunne "qualificere sig til at komme i Betragtning for vort Theater". Han mente derimod det var på tide at fordre "af vor lønnede Oversætter et nyt Eenactsstykke i samme genre som Familien Riquebourg" (29.1.1832) . Kirstein var "Aldeles enig" (udat.) (3). Se s.538.
Théaulon & Crétus vaudeville "Le Bénéficiaire" (TVR 26.4.1823) havde Rosenkilde, efter aftale med Molbech, indleveret oversat i efteråret 1831. I to breve (hhv. den 7. og 13. okt. 1831) omtalte han indleveringen samt ønsket om at erfare Molbechs dom derover, men fordi Molbech først ville læse originalen, kunne han ikke præstere et votum førend i 1832. Han fandt, at Rosenkildes bearbejdelse stadig indeholdt for mange "local-Parisiske" situationer, samt at det ville være for bekosteligt at sætte vaudevillen op, da det ville "medtage omtrent ligesaa megen Tid og ligesaa meget Arbeide .. som et heelt Syngestykke". Også tog han i betragtning, at "den gode og fine Smag vist ikke skal finde nogen Næring i et saa trivielt behandlet Stykke". En irrelevant bedømmelse forekommer det at være, at stykkets "ret gode comiske Situationer .. alle dreie sig om Forhold, der egentlig ere mere interessante i Theaterverdenen selv, end for Tilskuernes Publicum". Molbech opgjorde da resultatet: selv om teaterkassen "i Nov. ell[er] Dec. Maaned" havde betalt 100rbd i forskud på arbejdet, måtte man hellere skænke ham disse og undlade at opføre stykket under henvisning til de ovenanførte indvendinger (20.2.1832). Kirstein tilsluttede sig denne løsning, som - om den ikke var enestående - dog placerer sig som en undtagelse i teaterdirektionens beslutningsproces . Se s.681.
Om Overskous bearbejdelse af Florians "Les deux billets", se s.482.
Denne sæson synes de oversatte vaudeviller at have fået en behandling, som adskiller disse arbejder fra den øvrige hob. Andersens bearbejdelse blev først mødt med sympati, men siden omkalfatret af Molbech, hvorpå Andersen slettede de direkte polemiske udfald, [sideskift][side 480]indsat af Molbech. Selv om Andersen aldeles ikke er noget sandhedsvidne, kan, der dog ikke herske tvivl om hans udsagns rigtighed, thi hvorfor skulle han meddele Collin, Jun. falske oplysninger af denne art. Molbech synes derved klart at have overtrådt de uskrevne forfatterrettigheder, hvorved interessemodsætningerne imellem Heiberg og Molbech - netop vedr. rettelser i manuskripter får eget interesse. Også Rosenkildes oversættelse(r) vidste Molbech råd for at behandle på den rigtige måde: henlæggelse på trods af allerede afholdt betaling. Endnu et bevis på overskridelse af kongens lovgivning for teatret. Dumanoirs vaudeville forkastedes formelt på grund af oversættelsens kvalitet, men reelt (formentlig) på grund af stykkets immoralitet. "De to Sedler" opførtes udelukkende på kgl. befaling, hvorfor teatercensorernes indsats var overflødig. Molbech dirigerede suverænt denne afdeling: hverken Holstein, Manthey eller Kirstein synes at have haft nogen (afgørende) indflydelse overhovedet.
[sideskift][side 481]
Der blev ialt givet 34 balletforestillinger, hvoraf "Soldat og Bonde" tegnede sig for de 9. Bournonville genoptog Galeottis gamle ballet "Afguden paa Ceylon" (29.12.1831) (1) og producerede sin første store ballet "Faust": premiere den 25. april 1832. I sin dagbog noterede Molbech: "Balletten Faust 1ste Gang opført m. meget Bifald. Mad. Kretzmers og Stramboes mimiske Spil (han som Mephisto:) var ypperligt, og det bedste jeg i nyere Tid hos os har kiendt" (NkS 439). Molbechs udeladelse af Bournonvilles præstation markerer måske hans opfattelse af Bournonvilles franske stil. Frekvensen af balletforestillinger var meget svingende i løbet af sæsonen. I perioden sept. - dec. 1831 opførtes gennemsnitligt 3, i jan. 1832 ingen, mens der i de sidste fire måneder gennemsnitligt opførtes 5 balletter om måneden.
Om striden mellem Bournonville og Md. Kretzschmer henvises til: Bokkenheuser: Det kongelige Theaters sidste Blaataamsfange. Kbh. 1911. Se s.683.
[sideskift][side 482]
Helt bevidst ses koncerterne at være blevet stærkt indskrænket. Aftenunderholdningernes indhold ses ikke at have bekymret censorerne (1).
Geburtsdagssangene leverede Heiberg som vanligt uden censurering (Poet. Skr.Bd.IX, 272 og 273). Nytårsprologen "Et halvt Dusin udvalgte Nytaarsvers", fremsagt af fru Heiberg, se Poet.Skr. Bd.IX, 443f. I forbindelse med Oehlenschlägers "Kuhlaus Minde" ses ingen skriftlige forhandlinger bevaret.
Til Musikkonservatoriets aftenunderholdning bevilgede majestæten at der mod reglerne kunne gives "en Forestilling i Costume" (Dp 21.3.1832). Overskou udstyrede med Siboni som rådgiver (Abr.H. 117.2029 udat.) D.F. Staals gamle oversættelse af Florians gamle lystspil "les deux billets" (1779) (2) med fem sangnumre (NkS 1557). Ligeledes til Blindeinstitutets aftenunderholdning bevilgedes opførelse af "Vaudevillen "De to Sedler" .. "men dog uden Følge for Fremtiden" (Dp 11.4.1832). Se s.538.
[sideskift][side 483]
Genoptagelser var i denne sæson ret fåtallige. Det akal bemærkes, at ældre franske stykker dominerer, men om Molbechs medvirkning vides intet.
Følgende stykker blev uddelt på ny:
Oehlenschlägers "Ludlams Hule", opf. 1. gang den 30.1.1816; sidst
givet den 8.3.1827. Genoptaget den 7.1.1832 (opført endnu 3 gange
i den behandlede periode).
"Correggio", opf. 1. gang den 29.1.1811; sidst givet den 18.5.1829. Genoptaget den 6.10.1832. Se s.685.
Søtofts "Christian den Fierdes Dom", opf. 1. gang den 11.5.1822 (jf. s.15); sidst givet den 20.9.1828. Genoptaget den 5.12.1831 (opført endnu 2 gange i den behandlede periode).
Rosenkildes "Den dramatiske Skrædder", opf. 1. gang den 29.12.1827 (jf. s.220); sidst givet den 28.11.1828. Stykket opførtes ikke oftere.
Hertz' "Emma" (jf. s.362) uddeltes på ny i maj 1832. Se s.549 og s.1192.
Sanders "Niels Ebbesen", opf. 1. gang den 31.1.1797; sidst givet den 4.1.1830. Genoptaget den 15.10.1834 (opført endnu 2 gange i den behandlede periode). Se s.1247 og s.1375.
Schalls "Domherren i Milano", opf. 1. gang den 16.3.1802; sidst givet den 20.9.1817, men ikke oftere givet.
Kunzens "Viinhøsten", opf. 1. gang den 22.12.1796; sidst givet den 27.4.1825. Genoptaget den 25.11.1832 (opført 2 gange).
Af oversatte skuespil uddeltes roller til følgende stykker:
Picards "De lystige Passagerer eller Arvingerne fra Vestindien", opf. 1.
gang den 11.2.1803; sidst givet den 20.10.1825. Genoptaget den
11.11.1831 (opført endnu 7 gange i den behandlede periode).
Schalls "Tro ingen for vel", opf. 1. gang den 5.9.1820; sidst givet den 18.9.1829. Genoptaget den 13.12.1831 (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).
Patrats "De to Grenaderer eller Feiltagelserne", opf. 1. gang den 10.3.1801; sidst givet den 18.9.1830. Genoptaget den 1.3.1834.
Jüngers efter Centlivre "Han blander sig i alt eller Han har sin Næse alle Vegne", opf. 1. gang den 21.11.1794; sidst givet den 5.12.1828. Genoptaget den 5.10.1831 (opført endnu 5 gange i den behandlede periode).
Molières "Det tvungne Giftermaal" ("Sganarels tvungne Giftermaal"), opf. 1. gang den 15.1.1749; sidst givet den 10.8.1827 (jf. s.260). Genoptaget den 27.4.1832 (opført endnu 2 gange i den behandlede periode).
[sideskift][side 484]Af oversatte syngestykker uddeltes kun Boieldieus "Den lille Rødhætte" opf. 1. gang den 29.10.1819 (jf. s.9); sidst givet den 11, 9.1828. Genoptaget den 29.11.1831 (opført endnu 17 gange i den behandlede periode).
Også Gaszmanns "De forliebte Haandværksfolk" geoptoges. Stykket blev spillet 1. gang den 4.1.1781; sidst givet den 27.10.1820. Repremieren fandt sted den 18.12.1831 (opført endnu 16 gange i den behandlede periode).
Molbechs ønske om at satse på nyheder må siges at være blevet imødekommet. Om skuespillernes muligheder for at påvirke repertoiret ved genoptagelser foreligger intet trykt eller utrykt materiale.
[sideskift][side 485]
Heibergs ansøgninger om gratifikationer, lån eller forskud er tidligere sat i relation til hans produktivitet (jf. s.388).
Igen i febr. 1832 gik Heiberg den lige vej, idet han ansøgte kongen om "en Sum af omtrent 1.000 Rbdlr., være sig som Laan, som Gratial, eller paa hvad Maade Deres Majestæt maatte finde det for godt" (Borup nr.255, 16.2.1832). Ansøgningen skal selvfølgelig ses på baggrund af direktionens kassering af "Svanen" (jf. s.448) og det dermed udeblevne honorar, selv om Heiberg var ufin nok til også at anføre udgifterne i forbindelse med giftermålet med Johanne Luise Pättges. Kongen resolverede, at finansminister Moltke skulle høres (1.Mem.prot.nr.252, 25.2.1832). Moltke opgjorde familien Heibergs gæld til de kgl. kasser til ca. 2373 Rbd. og de årlige indtægter til ca. 1900 Rbd. - hvortil han føjede: "Til sin skrivtlige Ansøgning har han mundtlig føiet, at en haard Sygdom som hans Kone nylig har været underkastet, har ogsaa paadraget ham overordentlige Udgivter, saa at hans og Hustruens Trang for Øieblikket er større end sædvanlig" (Fonden ad usus publicos, 6.3.1832), Moltke indstillede sagen til majestætens direkte personlige afgørelse, der fulgte den 13. marts 1832: "et rentefrit Laan af 1000rb Sølvmynt" (l.c.) (1). Se s.771.
Umiddelbart efter Mantheys død tog Rosenkilde bladet fra munden og belærte den ensomme Molbech om teaterdrift. I et langt brev beskrev han, hvad teatret trængte til: For alt i verden ikke opsætninger som den af Molbech kraftigt understøttede fremstilling af "Don Carlos" (jf. s.461) eller den påtænkte opførelse af "Die Jungfrau v. Orleans" (jf. s.462). Rosenkildes begrundelse var enkel: "En frygtelig Fordanskning, en lattervækkende Versifikation, der nu engang ikke lader sig forbedre, giør for det Første disse store Digte uforstaaelige for Publikum. Grueligen forskruede og klodsede Periode-Bygninger slaae hvert Øieblik Tilhørernes Øren, de grunde forgiæves, saa kommer det nok nu, Traaden gaaer tabt, og der sidder nu Tilskueren og gloer paa Slagter-Philips nye gallonerede Buxer, og hans Mestersvend, han der hugger ud i Hertug Alba, Men at dette er den guddommelige Schillers herligste Værk, det troer han, Placaten har foreløiet ham; han føler det ikke". Rosenkilde ville i stedet have "den gode Comoedie": "Jeg gientager det atter og atter, der er Mængde af ypperlige Skuespil, morende, belærende, alvorligt advarende, og i høi Grad egnede for vort nærværende Personale. Hvorfor der ikke skeer et Udvalg af [sideskift][side 486]dem, hvorfor ikke blot nogle faa som til en Begyndelse besættes nye - og det helst ved et Udvalg af Skuespillere selv, der for saadant Øiemed sammentraadte som en Kunst Committee, saaledes som man, da jeg var i Wien, bar sig ad der - derpaa efter en vis given Tid et om Ugen af Directionen bestemmes til Opførelse, prøves med Omhu og kunstnerisk Flittighed og Orden under Overopsyn af en af vore Foresatte, det er mig, og som sagt ikke mig alene, ubegribeligt". Rosenkildes argumentation var ikke ny i teatrets historie, men måske for Molbech. Senere i brevet udfoldede Rosenkilde sit angreb på den teoretiske censur: "Det var overalt vist ikke Skade, at en god Skuespiller var tredie Censor. En trediedel Praxis vilde vist giøre de to æsthetisk-theoretiske Trediedeles Dom meget paalideligere. Uden denne Trediedel, Hr. justitsraad Molbech, uden denne praktiske Trediedel bliver Dommen saa let eensidig, indskrænket, .. ". Den praktiske side af skuespildriften betonede Rosenkilde endvidere: "Prøven maa da først gienfødes hos os, den er vor svage Side; Prøven, det praktiske Kunst-Studium, kiende vi slet ikke til. Den, der gienføder os Prøven, der indgyder os Agtelse for dens Vigtighed, forstaaer at vække Kierlighed i os for en god Prøves lykkelige Frugter, godt Sammenspil - det kiende vi ikke - den viser sig hos os som virkelig Kunst-Styrer, den giør os til et Kunst-Samfund. Vi ere ikke denne Hæders-Titel værdige, men Skylden er ikke vor" (NkS 2336. Trykt Tilskueren 1901. 13.10.1831). Rosenkildes belæring - hvor rigtig den end var - betog aldeles ikke Molbech lysten til at administrere teatrets repertoire som det hidtil havde været praksis: uden skuespillernes direkte indflydelse. I 1840rne gav direktionen efter for dette ønske fra skuespillerne, se Overskou V, 472ff.
[sideskift][side 487]
Med undtagelse af Bäuerles "Die falsche Catalani" ses det ikke af det bevarede materiale, at noget stykke officielt blev forelagt censorerne. Først da der evt. blev tale om at optage dem i teatrets repertoire tog censorerne stilling.
Duveyrier & Bonifaces comedie-vaudeville "Le bouffon du prince" (GD 4.5.1831) så Overskou i Paris (TM Dagbog). Oversat og indrettet under titlen "Hofnarren imod sin Villie" opførtes det den 1. og 28. juni (1) 1832 (2) [NJ tilføjelse: 2. opførelse skete først den 28. august]. Se s.511.
Overskous selvstændige produktion "Kunstnerliv eller Den ene Arbeidet, den anden Lønnen" opførtes første gang sammen med det fornævnte stykke (3). Anden gang den 22. juni 1832. Se s.533.
Scribes drama "Une faute" (GD 17.8.1830) var blevet forbudt af censuren i Wien (Burg Theater 15.1.1831. Goedeke XI.2.64.144), men blev uden videre opført i Heibergs oversættelse den 5. og 19. juni 1832 (4). Se s.502f.
Arnesens lystspil "Mødet paa Langelinie eller Reis ikke med Dampskibet" opførtes eneste gang den 15. juni 1832 (5).
Det vides ikke hvem der indrettede 2.-akten af Falsens "Dragedukken" under titlen "Jacob Skomagers Nattevandring", der opførtes den 15. og 22. juni 1832 (6). Se s.1321.
Duveyriers comedie-vaudeville "Le précepteur dans l'embarras" (TVR 14.7.1823) lokaliseredes af Overskou. Opført den 15. juni 1832 (7). Stykket blev overført til teatrets repertoire, se s.538.
Et fragment af Goethes "Faust" - oversat af Heiberg og Hertz - (jf. Heibergs Poet.Skr.XI) blev givet den 19. juni 1832 sammen med Phisters deklamation af Heibergs "Indholdet af den Stumme i Portici, fortalt af Krigsraad Perlekjærs Gaardskarl, Niels" (8). Forestillingerne den 22. og 26. juni indeholdt desuden musiknumre udført af henholdsvis Fritz Schram og Jfr. Rysslander.
Den 15. juni 1832 fremsendte Ryge til Molbech på Kirchners vegne Bäuerles Posse mit Gesang "Die falsche Catalani", "da jeg har betydet ham, at ethvert Stykke først maa passere Censur, førend det kan opføres" (Coll.BrS.). Om Molbech læste stykket kendes hans votum derover ikke. Opførtes den 26.6. og 30.8.1832 (9). Se s.1050. Af de to gamle genoptagne stykker, Bangs "Laura" (10) og d'Alayracs syngestykke "Adolf og Clara" (11) opnåede kun det sidste siden at blive genoptaget, se s.768.
Repertoiret ved disse Sommerforestillinger var præget af langt større spændvidde end de sidste par somres forestillinger. Rummeligheden [sideskift][side 488]er vel netop det mest karakteristiske, thi både Balthasar Bangs gamle sørgespil og en af 30rnes alvorligste udfordringer Scribes "Une faute" lod sig opføre samtidig med senere Overskouske successer som "Kunstnerliv" og "Hovmesteren i Knibe": en sammenhæng i Sommerforestillingernes repertoire søgtes ikke skabt på grund af de forskellige skuespilleres private interesser.
[sideskift][side 1549]
(1) Rollerne skulle uddeles den 10.8.1832 (kun Wilhelmines rolle blev anført: Md. Wexschall). Den 12.9.1832 tildeltes Nielsen Grevens rolle, Holst Baronens, mens Jfr. Heger overtog Md. Wexschalls (RPFD).
(2) Den 5.10.1832 anmodede Hansen om, at stykket atter måtte blive givet, efter at det nu var blevet trykt "og paa Nye gjennemseet og hist og her forandret" (I.B.nr.2117). Direktionen bøjede sig ikke for dette forlangende. KTS nr.817 udviser ingen rettelser eller ændringer.
(3) Jf. Molbechs næsten identiske formulering i privat brev til Heiberg (Borup nr.245 17.8.1831).
(4) Den 3.9.1831 tildeltes Agent Borggaards rolle Ryge, den 3.10.1832 tildeltes Agent Borggards rolle Rosenkilde. I KTS nr.694 har Heiberg selv rettet Borggard til Berger; iøvrigt ses ingen rettelser eller ændringer.
(5) Den 12.11.1831 skrev Heiberg til faderen: "Je viens aussi de; terminer trois petits drames qui seront joués successivement, et dont plus tard je te rendrai compte" (Familiebreve nr.24). Borups note kan være rigtig. - KTS nr.502 er den omarbejdede version fra jan. 1832: de vigtigste ændringer er Ninettes lange replik, der er indsat s. 141 samt den nyskrevne slutning s. 183ff, fra slutningen af 2. akt 11.sc. Udgaven fra 1850 er identisk med den omarbejdede version. Tekstrettelserne er indført så probat, at den oprindelige version ikke kan læses, og den oprindelige slutning er klippet ud af sufflørbogen.
(6) Jf. Mynsters anmeldelse af "Familien Riquebourg" i "Dansk Ugeskrift" s.1550 note 2 til 13.2.1.
(7) KTS nr.640 er uden interesse; rettelserne er ganske få og inferiøre.
(8) Molbech havde siden 1820rne været beskæftiget med udgivelsen af Christian IVs breve, jf. Borup Molbechs biografi s.380.
(9) Tilbagesendelsesskrivelsen aftrykte Nyboe i udgaven af stykket: ""at man havde fundet dette dramatiske Arbeide udført i en behagelig og til Bestemmelsen passende Maneer; men at Arrangementet af den til Hs. Maj. Kongens Fødselsdag bestemte nye Opera: Zampa eller Marmorbruden ikke tillod at udvide den-, ne Aftens Forestilling med flere Stykker"". Forskellen på officielt og reelt afslag synes frappant. Nyboe tog det siden frem, "indskjød nogle Sangnummere, og over[gav] det nu saaledes til Trykken" (Januar 1833).
(10) Stykket hed oprindeligt "Maifesten", siden "Sommerfesten", "Maifesten" og til sidst "Maigildet". - Kirsteins sproglige rettelser i KTS nr.503 er alle af inferiør sproghistorisk karakter, hvorfor de ikke skal anføres. Slutningskoret blev indskrevet af Liebe: "Høit af Glæde Hiertet slaaer! / Thi vor Drot iblandt os staaer; / Hør os Gud vi alle Dig vil bønligen bede! / O velsign vor Drot at han / Blandt sit Folk opleve kan! / Som denne mangen skjøn Skjærsommer med Glædet / Herret Herre! nu raabe Viv og Mand / Held vor Drot og Held vort Land".
(11) N.P. Nielsen arrangerede musikken til stykket (TK 1832 2.kv.nr.684).
(12) Ifølge PRFD uddeltes rollerne den 22.3.1832.
(1) KTS nr.220 har været udskrevet før Kirsteins læsning, mens stykket har været antaget af Holstein, før Kirstein læste det (jf. både forkortelserne og ændringen i 14.sc.). NkS 2507 er Borgaards autograf med Molbechs mange detaljerede rettelser, [sideskift][side 1550]dog kun af enkeltord, ikke vendinger. Derudover forefindes Kirsteins ene ikke-handlingsændrende rettelse samt hans mange udstregninger.
(2) Jf. I.B.nr.127 (udat. indkom den 22.5.1835) og nr.134 (6.6. 1835) samt Dp 15.6.1835 uden resolution.
(3) Leveret for teatrets regning ved boghandler Reitzel den 12.12.1831 (TK 1832 1.kv.nr.74).
(4) Måske er der tale om en omarbejdelse af Rumohrs vaudeville fra 1830, jf. s.378.
(5) De af Molbech anførte "Steder, hvor Forfatterens poetiske Talent med umiskiendeligt Præg røber sig" var Championettas monolog og sonet i 1. akt, 14.sc. samt Luciams monolog i slutningen af 3. akt.
(6) Molbech kommenterede ordet: "et i øvrigt i mine Øren stygt klingende Kiøbenhavnsk Ord". Ordbogsredaktøren fornægtede sig ikke, selv om han fungerede som teatercensor.
(1) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Eksemplaret (DKTB) har været Ryges rollehæfte med hans mange men inferiøre sproglige korrektioner.
(2) De mange korrektioner i KTS 188 er efter bedste skøn ikke foretaget af enten Manthey eller Kirstein. - Af Mynsters vigtige anmeldelse i "Dansk Ugeskrift" nr.20 1832 skal blot anføres følgende: "Thi naar vi spørge os selv, hvorfor dette lidet Drama giør et saa eget og saa dybt Indtryk, der endnu længe toner efter i Sielen, da beroer dette vel paa Situationen, som i al dens Simpelhed dog griber enhver Tilskuer, paa de stærkt mod hinanden contrasterende Characterer, som ere bragte i et saadant indbyrdes Forhold, at de aldeles ikke ophæve Dramaets Eenhed, men ogsaa, og vel fornemmeligen paa den Delicatesse, hvormed de vanskelige Forhold her stedse ere behandlede, og paa det Maadehold, hvormed Digteren har afstukket sig sine Grændser. Han har ikke blot indskrænket sig til det Rum, Handlingen kunde udfylde, men han har ogsaa concentreret Følelsen til enkelte Udbrud, som just derfor frembringe en desto større Virkning. Hortensias og Frederiks hele Roller afgive Beviset herfor. Saaledes naar man, efter sædvanlig Viis, venter en formelig Kierlighedstilstaaelse og en udførlig Beregning af Pligtens pro og contra ved den vanskelige Beslutning, da høre vi kun Hortensias: "saa fly"! som skienker den Forviste den høieste Salighed, i det Samme det berøver ham al hans Lykke. Haar vi vente en lang pathetisk Afskedsscene, da nærmer Frederik sig kun Hortensia med det simple Spørgsmaal: "har jeg giort min Pligt"? og al hendes Agtelse og Tak, al hendes Kierlighed og Smerte yttrer sig kun i et "Ja"; han fremfører kun den beskedne Bøn om det Tørklæde, hendes Taarer have vædet, og hun giver ham det uden et Ord. Naar Tilskuerne til Slutningen næsten frygte en udførlig Forklaring af Alt hvad de allerede vide, da er det Hele samlet i den ene Replik: "nu er han borte". - Alt kan og skal ikke behandles paa samme Maade, ikke i forskiellige Digtninger, ikke af! forskiellige Forfattere; men den begyndende Digter skal her lære, hvor langt større Fylde der ofte kan ligge i eet Ord end i en lang Tale" (s.313f).
(3) Rahbeks version havde premiere den 17.4.1819 (givet 5 gange), jf. Kruses meget grundige anmeldelse i "Theatret" II 73-115.
(4) "Kjøbenhavns=Postens anmelder skrev bl.a.: "Schillers høie tragiske Muse har altid været en sjelden Gjæst paa den danske Scene. Maaskee har den Modtagelse, hun ved sine enkelte [sideskift][side 1551]Besøg her har fundet, ikke været af den Art, at hun kunde fristes til at gjentage dem. Om Skylden hertil meest har ligget hos Theatret eller hos Publikum, er vanskeligt at afgiøre; det synes imidlertid vist, at hver af Parterne har sin Andeel heri. I de sidste Aar, da Operaen ogsaa her har usurperet Herredømmet, og Sokken desuden har bidraget sit til, meer og meer at fortrænge Kothurnen, forsvandt Schiller aldeles fra den danske Scene. Man bør da vide Theaterdirectionen Tak for at den nu atter har vovet et Forsøg paa at hævde Kothurnens Ret, og det synes næsten som om Tiden til atter at erkjende dens legitime Fordringer er kommen, og som om ogsaa Publikum er villigt til at skjænke den conskriberede tragiske Muse en gjæstmild Modtagelse. Hvad vor Scene hidtil ved Opførelsen af Schillerske Tragoedier meest har ladet savne: et nogenlunde godt Ensemble, er ved Gjenopførelsen af Johanna d'Arc faldet dette Stykke til Deel. Vort Theater har derpaa anvendt sine bedste Kræfter .. Det sceniske Arrangement af denne Forestilling var særdeles skjønsomt og smagfuldt; Kroningsoptoget prægtigt og et kongeligt Theater fuldkommen værdigt. - At der paa Affichen stod bemærket, hvorlunde Stykket var "nyt indstuderet", syntes ligesaa overflødigt, som fra Sprogets Side udansk. Ikke heller torde blandt Personerne: "En sort Ridders Syn" være den heldigste Oversættelse af: "die Erscheinung eines schwarzen Ritters". - Anm. veed ikke, om den Kjendsgjerning, at alle Parket= og Parterrebilletter vare udsolgte ved Theatrets Aabning om Aftenen, kan udledes af en særdeles gunstig Stemning hos Publikum for Schillers Muse, eller om Billetcassererens Fallit hidrørte fra en Fornyelse af det i de forløbne Aaringer saa mægtigt overhaandtagende Billetsjoueri; imidlertid maa man helde til den første Mening, da Politiets Virksomhed og Driftighed i andre Henseender er almeenbekjendt" (nr.173 3.9.1833 s.691f).
(5) Borups oplysning i Biografi bd.II s.199, note 6 til s.85 er fejlagtig med hensyn til datoen (dér angives Heiberg at have foreslået en oversættelse allerede den 28.5.1832).
(6) Jf. at Molbech primo jan. 1832 remitterede Hugo: Hernani übersetzt von Hermes, idet han tilføjede, "og bemærkes, at jeg herefter ikke modtager ubestilte Sager" (TK 1832 1.kv.nr.71). Boghandler Brummer havde forsyndet sig uden at ane uråd.
(7) Møderne 23., 25.5., 6. og 8.6.1832.
(8) Molbech skrev: "Det er vel neppe i Marion de Lorme, at man første Gang har bragt en Hetære paa den franske Skueplads. Heller ei ville vi antage det som almindelig Regel: at Individer af denne ulykkelige Classe ikke skulde kunne skildres og fremstilles som dramatiske Personer, paa en Maade, der ikke stødte an imod den theatralske Decente i Europa. En høist vanskelig Opgave vil det imidlertid altid blive, at drage Ubluhed og Frækhed frem af den meer eller mindre dækkede Baggrund, hvori den pleier at dølge sig, uden tillige at saare hiin offentlige Erkiendelse af Qvindens Hellighed, som ikke engang den mest fordærvede Tidsalder har vovet at fornegte eller at forhaane. Men Middelet, som her er valgt, er dog, naar det afklædes den skuffende Maske, som Poesiens Glands laaner det, i sig selv kun en glimrende Besmykkelse af Usædelighed; endog under en tilsyneladende Bestræbelse for at vise, at den i sig selv bærer Spiren til sin Undergang. Den Maade, hvorpaa Victor Hugo ved rigelig Sminke og Forgyldning har betaget Last og Skiændsel deres ydre Præg; den Konst, hvormed et af de ulykkelige Væsener, som dyrt nok kiøbe Rettigheden til at kunne spotte med den qvindelige Naturs Adel og aabenlyst at kunne bære dens Fornedring, af ham fremstilles i den høieste Glands af Forfinelse, Yppighed og rigeligt betalende Tilbederes vexlende Hylding - kan neppe ansees for noget, der vidner om Stykkets indvortes Sædelighed. Et Spørgsmaal er det endog, om derved egentlig er vundet noget for den æsthetiske Side" I det mindste er vel Manon l'Escaut i Prevots bekiendte Roman en mere poetisk Figur" end Hugos Marion de Lorme . Vi ville derfor ikke negte, at ogsaa i dette Sørgespil kan man røres ved den ulykkelige Udgang af Marions Opoffrelser for at redde hendes Elskers Liv; men overalt er her dog kun den ene Side af Tragedien, det Mørke, det Sønderknusende, den dybeste Elendighed i Tilværelsen - der bryder frem midt under udvortes Glimmer og Letsindighed. Vi søge forgieves om et trøstende Solglimt, en høiere, Siælen opløftende Idee i et Sørgespil, hvor en Courtisane egentlig er den mest moralske Charakteer, og hvor den Ligegyldighed og Lystighed, hvormed en Elegant fra Ludvig XIII.s Tid bestiger Skafottet, for at have overtraadt et Forbud mod Dueller, er det mest heroiske Træk. .. Saa lidt man kan negte, at Victor Hugo har lagt en rig Mængde af det materielle, physisk rystende Stof i dette Drama: saa vilde i det mindste Aristoteles neppe deri kunne finde nogen af de ophøiede Charakterer, hvis Fremstilling han antager, at være Tragedien givet. Medlidenheds Rørelse er en tvetydig Følelse, hvor den ikke udgaaer fra indvortes Erkiendelse af en moralsk Høihed og Værdighed hos den Gienstand, som vækker vor Medynk. .. Victor Hugos Drama vil, med dets unegtelige Præg af Genie og dramatisk Talent, ei kunne frikiendes for en, den naturlige Følelse saarende Forvirring af moralske og æsthetiske Ideer - en Sammenblanding af Dyd og Last, af Godt og Ondt, af Skiændsel og Siælsstyrke, af det Sublime og det Lave og Gemene i Situationer og Charakterer. Men den bærer tillige, ved Siden af Scener og Skildringer, der vidne om Forfatterens Digteraand og dramatiske Compositionsevne, heelt igjennem Præget af den voldsomme Overspænding i alle Forhold og i ethvert anvendt Middel til scenisk Effect, som er egen for den nyeste Skole af Tragikere eller alvorlige Skuespildigtere i Frankrige. Der spørges heller ikke meget hos dem om Agtelse for Sandhed i de historiske Forhold, da de ikke engang agte Sandheden i de psychologiske; og de give os heller en halv Carricatur (f .Ex. i dette Stykke af Ludvig XIII.) end en idealiseret Personlighed; ikke blot fordi den første falder lettere, men fordi den giør stærkere Virkning paa Mængden" (Bl.Skr.Bd.2 s.358-361).
(1) Jf. Borups fejlagtige kommentar V 84 (til 113 linje 23).
(2) Sufflørbogen KTS 617 slutter med Mortons replik "Du behøver det ikke", hvortil Liebe har føjet: "Georgina: Hvad mener Du om Du gjorde mig til Qvækerinde? Morton: Lover Du mig at holde Dine Løfter? Georgina: En Qvækerinde lover intet men hun holder — Ende". Rettelserne derudover er helt inferiøre. - Anmeldelsen af forestillingen i Wien på Hofburgtheater (5.11.1831) var blandet i sit forhold til Scribes kvaliteter: "Beyde, die Vorzüge wie die Mängel, sind in ziemlich gleicher Vertheilung vorhanden, doch glauben wir annehmen zu können, dass durch eine diskrete Weglassung einiger, bis zum Unziemlichen gebenden Leichtfertigkeiten zu Anfang, und mehrerer doch endlich langweiliger und weinerlicher Tiraden (mit denen es dem luftigen Scribe ohnehin nie ein rechter Ernst ist) die letzteren weniger fühlbar und erstere überwiegend genug werden können, um das Ganze zu einem recht angenehm unterhaltenden Zeitvertreid für eine Stunde zu machen" (Allgemenine Theater Zeitung 17.11.1831).
[sideskift][side 1552]
(3) Teatret havde afkøbt Töpfer og Lebrun det utrykte manuskript (TK 1831 3.kv.nr.1333); ingen korrespondance ses bevaret.
(4) Jf. Schlegel: Vorlesungen &c 1966, 16. forelæsning s.247ff.
(5) Scenen er så godt som ordret oversat, jf. "La demoiselle a marier" sc.19 s.39-43 og DKTR nr.19. Sufflørbogen KTS 245 er identisk med den trykte udgave.
(1) Se BEC I 90. Om Hartmanns virke i kommissionen vides intet. Bay var protegeret af Siboni (og prins Christian Frederik).
(2) D'Alayracs syngestykke "Leon, ou le château de Monténero" opførtes 1. gang den 28.5.1813; stykket blev genoptaget i 1832, jf. s.546.
(3) Sufflørbogen KTS 75 er uden interesse, da der hverken er foretaget rettelser eller ændringer. KTS 877 indeholder rettelser af H.C. Andersen selv: to sceneangivelser samt tre sproglige korrektioner, hvoraf de to blot ændrede tempus. Om dette eksemplar har været anvendt ved genoptagelsen i 1835 får stå hen.
(4) Ifølge Erslew omarbejdet efter "The maid of the mill" (I 144), tr. i "Nornen" 1833.
(1) Sufflørbogen KTS 318 indeholder seks korrektioner af inferiør karakter ved Molbech. Overskou har læst sufflørbogen igennem og foretaget ganske få rettelser i afskriften. Endvidere har forkortelser været forsøgt, men er siden blevet opgivet.
(2) Molbech noterede i dagbogen: "1ste Gang opført [den 30.1.1832], som jeg strax saae, uagtet Ryges Forudsagn, her intet Cassestykke vil blive" (NkS 439). Sufflørbogen KTS 358 er fra genoptagelsen i 1880erne.
(3) Overskou replicerede: "Jeg har, efter Hans Excellence Chefens Ordre søgt at indrette den efter vort Publicums Fordringer til et Syngespil; derfor har jeg lagt endeel, skjøndt ikke megen Text ind .. Jeg har .. søgt at opfylde min Chefs Villie og kun brugt tre, fire Linier af den tydske Bearbeidelse. Jeg troede at virke til Stykkets Fordeel herved; hvis Directionen imidlertid befaler "en saavidt mulig tro Oversættelse af Recitativerne", da skal jeg paa een Dag udføre dette Arbeide " (Coll. BrS.IV 17.4.1832). Partituret (Nr.286) viser, at Overskou oversatte recitativerne "ordret". Overskou fortsatte: "Det er allerede vanskeligt at oversætte en Romance godt efter en componeret Musik og dog er dette Arbeide det allerletteste ved Oversættelsen af franske Syngespil, hvori de store combinerede Nr. og Ensemblerne ofte medføre Vanskeligheder, som kun ved Omskrivninger kunne hæves; det er en aldeles Umuelighed at gjengive samme Ord og Mening. Jeg vil nu omtale de tre eneste Steder, der ere anførte som Beviis for mit Arbeides flygtige Behandling. Hvad Stedet: Quel jour! dieu me pardonne - il fremit, angaaer, da er det saa vel i Bogen, som i Partituret anmærket at Terezine seer paa Guillaume; hun maa altsaa ogsaa see hans Bevægelse og Replikken: Nu skal jeg krænke/ Ham til Straf,/ viser hendes Beslutning at hævne sig derover; det er saaledes ikke rigtigt, naar jeg bebreides ikke at have antydet, at Terezine bemærker hans Bevægelse; jeg har imidlertid, for at gjøre det tydeligere, forandret det til: Hvad skal jeg tænke?/Han er angst./ endskjøndt det ikke ligger saa godt under Musiken" (l.c.). Partituret udviser rettelsen s.236 (9. sangnummer). Om det andet "paaankede Sted" skrev Overskou: "I .. "Oui, j'ai ressaisi l'avantage/De lui je triomphe etc./ findes fem, i Meningen, ja i Rhytmussen ganske forskjellige Stropher, der alle i fire Linier have samme Riimslutning; [sideskift][side 1553]lægger man nu hertil, at Musikken paa dette, som paa mange andre Steder, har saamange Pauser, at Ordene i næsten hveranden Stavelse rives fra hverandre, saa vil man let indsee Umueligheden af at gjengive Meningen i alle fem Stropher nøiagtigere. Men min Oversættelse er heller ikke efter Bogens fire Linier, som ere ganske forandrede af Componisten; den er efter Partiturets Ord, som staae i en særdeles vanskelig Rhytmus i 6/8 Tact. /Enfin c'est à mon tour,/Je viens de ressaiser l'avantage./Lui qui voulait braver l'amour/Dans mes fers le voila de retour,/Enfin c'est à mon tour/Le voila cet amant si volage,/A mes pieds il est de retour./ Det var mig ikke muligt at anmærke alle de Steder, hvor Partituret afviger fra Bogen, og holdt jeg det for unødvendigt, da et flygtigt Øiekast viser, at Componisten har gjort Bogens 4 Linier til sex. - Angaaende den Mening, at "quel serait son depit?" skulde oversættes ved: ["] Jeg skulde ikke troe, at han var gaaet for vidt i sin Harme?" da kan jeg slet ikke begribe Grunden. For det første var det at oversætte dette Sted i Prosa langt friere, end de ærede Censorer vil tillade mig at oversætte i Vers til den vanskeligste Musik; for det andet er den rigtige Oversættelse: ["] hvor han vilde ærgre sig", og kan ikke være anderledes, naar man kun flygtigt seer hen paa den følgende Replik: ["] Ved hans Fraværelse taber jeg reent Frugterne af min Hævn". Stederne findes i partituret hhv. s.276 og 282f., hvor der følgelig ikke blev foretaget rettelser. Adressaten er ifølge KB Molbech, men intet forhindrer at det retteligt er Kirsteins tabte skrivelse, Overskou svarede på.
(4) Af KTS 160 fremgår det ikke, hvilke ændringer der blev foretaget. Partituret indeholder efter det 14. sangnummer følgende notat: "Folgt ny Prosa, til 6/8" (s.467).
(1) Heibergs brev kendes kun i referat. Den 15.4.1831 havde han informeret v. Schmidten om sin arbejdslyst, men ikke omtalt de finansielle bevæggrunde hertil (Borup nr.238).
(2) Over for vennen v. Schmidten var han åbenbart mere ærlig, thi den 20.5.1831 informerede han ham om arbejdet: "Min Vaudeville har endnu langt tilbage, men jeg haaber, at den skal gaae den lange Vei hurtigere end den korte" (Borup nr.240).
(3) Jf. Borups fejlagtige note V 80 (til 103 linje 34). Dp anfører udtrykkeligt: "Udsat indtil Hs Majestæts Hiemkomst" (8.6.1831). Printzlau udbetalte ham derimod et forskud på 200 Rbd. (Borup nr.247 110, 40).
(4) Jf. Johanne Luise Heibergs skildring af travlheden midt i hvedebrødsdagene (Fam.Br.nr.55 12.8.1831): Hun alene med længselen og naturen, mens hun hører "af og til .. H. spille paa sin Citar og saa lægge den hen, og rømme sig paa den bekjente maade, saaledes er om trænt min Situation i dette Øieblik".
(5) Skyldtes Molbechs negative dom mon hans harme over fru Heibergs vægring ved at spille i "Don Carlos"?
(6) Grønmeiers monolog i 45.sc., jf. Borup II 125, 32; 127, 20ff. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB, DKTB).
(7) Jf. Borups fejlagtige note V 82 (til 110 linje 30f).
(8) Allerede den 13.8.1831 anførtes en rollebesætning (vel identisk med Heibergs forslag).
(9) Han udbetaltes 150 Rbd. men kun for denne ene gang (TK 1831 4.kv.nr.1877 30.11.1831). Molbech fik trumfet igennem, "at han underskriver en Forpligtelse, herefter at ville paatage sig slige Arbeider uden at erholde høiere Betaling end den eengang derfor fastsatte, af 60r til 80rbd" (Dp 7.12.1831). [sideskift][side 1554]Zincks håndfæstning, dateret den 7.12.1831, opbevares på DKTB.
(10) Molbech omtalte vaudevillen specielt i "Heibergs danske Vaudeviller" trykt i "Maanedsskrift for Literatur" Bd.VII 1832: "Den ualmindelige og varige Effect, som ["Elverhøi"] .. har paa Scenen, - uagtet dets dramatiske Deel, naar denne betragtes afsondret, hverken i Charakterer eller Situationer har den betydenhed eller den Udvikling, som et Lystspil eller Drama fordrer - beviser endmere, at det fortrinligen virker ved lyriske og musicalske Kræfter. Om ingen af Forfatterens sildigere Vaudeviller kan dette siges; end ikke om den nyeste (Kiøge Huuskors). hvori han dog har givet den musicalske Deel, ved konstigere, tildeels nye Melodier, og sammensatte Syngenummere, en mindre populair Charakteer og en høiere Prætension, end Vaudeville=Musiken, i Følge Forfatterens egen Theorie, tilkommer. Men "Kiøge Huuskors" er dog tillige blevet et virkeligt Intriguestykke, hvori en dobbelt Forvikling, overraskende Situationer og flere comiske Charakterer danne tilstrækkeligt Stof for et Lystspil; men hvor Forf. tillige vanskeligen kan frikiendes for at have overtraadt sine egne Forskrifter for den Simplicitet i Anlæg og Plan, han tillægger Vaudevillen som væsentlig Egenskab. At denne Vaudeville, fra den dramatiske Side, synes at giøre mindre Virkning paa Skuepladsen, end de tidligere, bør dog maaskee mindre tilskrives denne Grund, end den, at en af komiske Personer (Dyrlægen) vel er tegnet i en burlesk, men ikke nok charakteristisk Stiil; og at en anden Charakteer, (Diplomatens) paa hvem egentlig Stykkets comiske Tyngdepunkt falder, ikke ret har villet lykkes Forfatteren. Som satirisk Carricatur er han ikke tilstrækkelig marqueret, og det kunde synes som der blev nogen Tvivl tilbage, om Satiren var bestemt at træffe Diplomaterne selv, (i hvilket Tilfælde den dog baade var for svag og for lidet fiin) eller dem, der blot have Indbildningen, at ville være og lege Diplomat. Det sidste ville uden Tvivl de Allerfleste falde paa, og Forfatteren selv formodentlig give dem Ret. Men da kunde man vel have ventet sig en rigere Udvikling, mere Lune, en mere naiv komisk Fremstilling, og mindre af den directs Satire i denne Charakteer, der heller ikke, saa lidt som Blases, har noget af dette Egne, halv Elskværdige, der udmærker comiske Charakterer liig Forfatterens Trop, Burmann, Klister, o. a. I de foranførte to Figurer er det vel især Indbildskheden, der skal fremtræde i sit komiske Lys, og det under en forstærket Contrast af udvortes Raahed og indvortes Tomhed. Men uagtet det er viist, at denne latterlige Skrøbelighed stærkt indbyder til umiddelbar Satire i den comiske Fremstilling, seer man dog i Lystspillet gierne, at ironisk Lune formilder Saltets bidende Skarphed, og at det latterlige Object faaer en eller anden Tilsætning enten af Godmodighed, eller, om jeg saa maa sige, af en ubrugelig og halv Forstand, som tilsidst dog giør det mere taaleligt" (Bl.Skr.Bd.2 s.340-342).
(11) Efter en lang historisk og teoretisk udvikling om vaudevillen som genre og Heibergs teori fra 1826 konkluderede Molbech om den heibergske vaudeville i "Maanedsskrift for Literatur" Bd. VII 1832: "Overhovedet maa det saaledes siges om enhver af Prof. Heibergs Vaudeviller: at de vel i Almindelighed ere et saadant Slags Skuespil, som det, han i sin Theorie af Vaudevillen beskriver; men at ikke desmindre ingen af dem (det maatte da være Kong Salomon) ganske svarer til det Begreb, man af hans Afhandling maatte giøre sig om dette Slags Dramer. For at forklare dette, maatte vi, som ovenfor er sagt, erindre os, at Digteren har giort langt mere, end at copiere den franske Vaudeville, eller at overføre dette Slags Drama, uden nogen Forandring i dets nationale Form, paa den danske Skueplads. Hvor lidet dette er Tilfældet, og hvor betydelig Forskiellen er imellem den franske og Prof. Heibergs danske Vaudeville: derom have vi bl.a. nylig havt Leilighed til at blive practisk overbeviste ved Opførelsen af en oversat fransk Vaudeville ("Skibet", efter: la Quarantaine af Scribe.)[jf. s.478]. Endskiøndt ganske localiseret, er den dog ikke bleven dansk; og skiøndt Stoffet er let nok, og derfor synes vel skikket til den lettere franske Vaudevilleform, har den ikke i sin danske Form kunnet opnaae en saa naturlig Charakteer, eller en saa bestemt Konstvirkning, som den maaskee har i Originalen, og paa et fransk Theater. Den franske Vaudevilleform, de hyppige og korte Sangnummere, der undertiden kun synes at være Afbrydelser eller Standsninger af Dialogens Gang, uden at de give nogen Erstatning herfor: forekomme paa vor Skueplads som noget eftergiort, udenlandsk, og tillige mat; hvorimod Ingen, han maa for Resten dømme om disse Skuespil, som han vil, kan negte Prof. Heiberg: at det er lykkedes ham, baade at bringe en eiendommelig national Charakteer ind i sine Vaudeviller, og at producere et Genre af dramatiske Arbeider, som fortiener Navn af originalt, skiøndt det ikke hos Os er oprindeligt. Det vilde være et Temmelig overflødigt Arbeide, at undersøge: om Formen af Prof. Heibergs danske Vaudeville er den rette, om den kunde være anderledes og bedre, eller hvorledes den, for at behage denne eller hiin individuelle eller nationale Smag, skulde modificeres. Den er engang til i vor dramatiske Literatur, og paa vort Theater, som et eget Slags danske Skuespil. Fremmede gaae hen, for at see den danske Vaudeville opføres, ligesom for at see den nationale danske Comedie i Holbergs Lystspil, og den nordiske Tragedie i Øhlenschlægers Sørgespil. Ei heller kunde noget være mere absurd og uæsthetisk, end de Paralleler, man for nogle Aar siden, da det var hos Adskillige et Slags Partisag, at fegte imod Heibergs Vaudeviller, vilde trække imellem disse og Holbergs Comedier; og hvormed de første aldeles skulde sættes i Skygge ved disse udødelige comiske Dramer. Dengang hjalp det ikke, for visse døve Øren at præke om: at ligesaalidt som Holberg havde skrevet, eller villet skrive en holbergsk Comedie; ligesaa lidt havde Holberg været i Stand til at skrive en Vaudeville; og at det overhovedet var den største Urimelighed i Smagens Rige, at ville tænke sig, at en hundrede Aar gammel Charakteer og Form i Comedien uforandret skulde kunne gienfødes; eller at der skulde være nogen Fortieneste i, om Een virkelig i vore Dage var i Stand til at skrive en holbergsk Comedie - som i det heldigste Tilfælde ikke ville blive andet end en god Copie og dramatisk Curiositet. Partiet var virkelig saa partisk, at endog det, man i Holbergs Comedier ansaae for noget af det bedste: den vægtige Spøg og de ægte comiske Situationer og Charakterer, vilde man dadle i Vaudevillen; i Stedet for at man snarere maatte have forundret sig over det Talent, der var i Stand til i vore Dage - da man selv i Danmark, den comiske Lunes Hiem, havde begyndt, med et Slags Fornemhed at vrage "den gode, gamle danske Latter" - paa Ny at skaffe saa stor en Overflødighed af det ægte comiske Stof Adgang paa Theatret og Indgang hos et stort Publicum af alle Stænder. At den Modtagelse, de Heibergske Vaudeviller have fundet paa Skuepladsen, ikke kunde være uventet i et Land, hvor et stort comisk Genie for hundrede Aar siden udviklede sig, og i hundrede Aar ved sine Skuespil har dannet Nationen for Nydelsen af det stærke og ægte comiske Stof: maae vi ligesaa vel antage, som vi tillige maae finde det ganske naturligt, at de danske Vaudevillers Ophavsmand benyttede Tidsalderens overhaandtagende Musiklyst - eller rettere Musiksyge -som et Vehikel for at give Comedien ligesom en ny Basis, og tillige udvide Grændserne for dens sceniske Virkning. Hvorledes det nu er lykkedes ham fra den musicalske Side, deels ved de med saa dannet en Smag valgte Melodier, og ved den overhovedet harmoniske Totaleffect af enhver Vaudevilles Musik; deels ved hans bekiendte Elegants og Correcthed som lyrisk Digter og Versificator, at præstere noget fortrinligt i sine Vaudeviller: overlade vi Andre at demonstrere; da i øvrigt Enhver, med et ikke ganske udannet, eller for Smagens og Melodiens Tryllekraft lukket Øre, for længe siden vil have fundet Demonstrationen practisk udført. En enkelt Bemærkning, der berører denne Side af Vaudevillen, ville vi dog ikke holde tilbage, som en Mening, der kan indstilles til Forfatterens og lige sagkyndige Æsthetikeres Overveielse. Det synes som Hr. Prof. Heiberg i sin nyeste Vaudeville har lagt en Tendents for Dagen, til at udvide denne dramatiske Digtning i den musicalske Deel til en Grad, som snarere betydeligt vil skade, end understøtte dens Effect; ja endog lettere vil føre til dens Undergang, end vedligeholde den paa Skuepladsen. Dersom Sangen og Instrumentationen i Vaudevillemusiken fremdeles skulde gives et saadant Omfang og en saadan Betydenhed, som i Kiøge Huuskors, vil Vaudevillen igien mere og mere nærme sig til Syngespillet; og saaledes, i Følge Forfatterens egen Theorie, ophøre at være til som et eget dramatisk Genre. Man maatte ogsaa kunne ønske og snarere have ventet sig, at Digteren var bleven ved, paa den begyndte Bane, at arbeide paa at giøre Vaudevillen til et selvstændigt comisk Drama; da han har viist sig i Stand til at frembringe et saadant Genre, hvor den af ham i den danske Vaudeville indførte, langt rigere og mere udvidede lyriske og musicalske Bestanddeel, naar den imidlertid holdes indenfor en vis Grændse, neppe har hindret noget af det comiske Dramas Elementer fra at fremtræde i en fyldestgiørende Styrke og Udvikling. Endog Charaktererne, som Forf. selv dog vil have mere skizzerede, end udførte i Vaudevillen, ere saa langt fra at være den svagere Side i hans Vaudeviller, at vi endog (f.Ex. i Trop, Pryssing, Burmann, Mad. Burmann, Klister, Hummer, Zierlich, Frøken Trumfmeier, Fru Bittermandel og fl.) kunne nævne et heelt Gallerie af comiske Personer, hvis plastiske Charakteristik baade har en solid og moden Kiærne, og er saa tilstrækkelig og fuldført, som man i noget Lystspil kan fordre den; og som til deres indvortes Sandhed og naturlige Conseqvents endnu føie den Fortieneste, at de hver for sig ere individuelle Skikkelser, hvoraf Ingen kan siges at være en blot Variation af nogen blandt de øvrige. Til de anførte kunne lægges endnu endeel andre, egentlige Vaudeville=Charakterer, eller saadanne som ere lettere af Indhold, og derfor mere udkastede end udførte - og selv blandt disse ere adskillige, (f.Ex. Salomon Goldkalb og Gaardskarlen i Kiøge Huuskors) der ved deres Naturlighed og Sandhed i Omtrækkene have givet Anledning til en ypperlig scenisk Fremstilling. Betragte vi overhovedet den bestemte Forskiellighed i Charakteren, som, uagtet de almindelige generiske Liighedstræk, udmærker enhver af Prof. Heibergs hidtil leverede Vaudeviller fra de øvrige - en Forskiellighed, der ikke blot indtræder i Situationer og disses Behandling, men udstrækker sig til Charaktererne og til Tonen og Totalindtrykket - saa faae vi endmere Leilighed til at erkiende det ualmindelige og originale Talent, som denne Digter har anvendt paa et dramatisk Genre, hvori han, for første Gang siden Holbergs Tid, har fremkaldt den comiske Muse paa den danske Scene, ikke alene i ægte poetisk og naturlig, men i fuldstændig og eiendommelig national Skikkelse. Det er i det mindste endnu ikke lykkedes nogen anden comisk Dramatiker at levere et dansk Lystspil, hvori Folket i den Grad gienkiender sig selv, Nationens, Sprogets og Nutidens ægte Naturpræg, som i de Helbergske Vaudeviller. Man vil ogsaa hidtil neppe kunne nævne Nogen, der maatte synes mere begavet til, at lade den samme gedigne, comiske Aand, der rører sig i disse halv musicalske Lystspil med endnu høiere Frihed udfolde sine Kræfter i den egentlige Comedie. At imidlertid Digteren (i Uovereensstemmelse med sin egen Theorie) hidtil har ladet sine danske Vaudeviller udelukkende beholde det reent comiske Indhold, anseer jeg for at være overhovedet til Fordeel for dette Slags dramatiske Arbeider; ligesom det maaskee kan være Beviis paa, at Forf. selv føler mindre Drift og Kald til at lade sin comiske Digterevne yttre sig i det egentlige Lystspil, end i Vaudevillen" (Bl.Skr.Bd.2 s.343-347.)
(1) Om Henriette Wulffs andel i oversættelsen, se BHW III 16f.
(2) De molbechske rettelser fra august 1831 kan ikke verificeres idet sufflørbogen KTS 666 og den trykte udgave stemmer overens på alle punkter på nær følgende ændringer i KTS: s.13 Jon. ". Men De kan ogsaa troe, jeg betaler en Fandens Leie, og kan jeg faae et andet Sted i en reel Gade, for bedre Kjøb, saa flytter Jeg til Paasken". S.17 Jon. ".. Man siger jo, de gjemmer Pesten der i store Magasiner, og sender undertiden hele Skibsladninger deraf til andre Steder". S.19 Jon. ".. Og alle de røgede Schawler kjøber man saa paa Toldboden for ingen Ting, og jeg tænker de kan blege dem igjen ude i Kjøng eller paa Nørrebro". S.38 Ed. opr. "at jeg allerede" rettedes af Manthey til: "Jeg vil ikke tale om den Lykke, at min Formue", Graden af Andersens omarbejdelse er underordnet. - I Laage-Petersens samling findes et eksemplar med nogle få rettelser af Molbech" disse ses ikke i KTS 666. Stedet om Baggesen er uændret!, men s.63 findes følgende rettelser, af mig sat i [], Sachs: Fra Skibet! fra Skibet der [kommer fra Smyrna og nu] ligger paa Rheden! Hvad har De gjort! Edvard: Skibet paa Rheden? - [Det fra Smyrna] . . Fortræffeligt [Det er et halvt Aar siden, at det Skib var i Smyrna! - men lad ham kun blive i Troen!] høit/.. Sachs har han ikke Pesten saa har han havt den, [og det er jo omtrent det samme]. S.112 Edvard; [Og som i et halvt Aar ikke har været i Smyrnas Havn?] - Nei Gud, bevares". Heller ikke disse ændringer, hvornår de end skal placeres i tid, kan forrykke billedet af Molbechs rettearbejde.
(3) Muligvis er der tale om en oversættelse af Rosenkilde, idet denne leverede teatret en række oversættelser i efteråret 1831 (Coll.BrS.V 7.10.1831).
(1) Opført første gang den 29.4.1788; sidst givet den 26.3.1829. Opført endnu 4 gange i den behandlede periode.
(1) Ved Winsløw jun.s aftenunderholdning den 19.2.1832 opførtes for første gang Hartmanns musik til Oehlenschlägers "Guldhornene". "Kjøbenhavnsposten" skrev den 22.2.1832: "En saare interessant Hydelse skjænkede vor Oehlenschlägers Digt: "Guldhornene", sat i Musik af Hr. Hartmann og reciteret af Hr. Nielsen. Den Hartmannske Composition er riig paa skjønne, udtryksfulde Momenter, og stemmer overhovedet fuldkomment med Digtets Charakteer og Aand" (nr.45), jf. DbL (3.udg.) bd.6.s.46.
(2) Opført l. gang den 21.10.1791; 34. opførelse fandt sted den 10.3.1812. Overskou udgav i 1832 den ændrede version af Florians lystspil.
(1) På grund af en fejlagtig behandling af et ældre lån indgik Moltke med en ny forestilling den 26.3.1832, hvor han forestillede, at lånet ændredes til afbetaling i løbet af 10 år fra 1.1.1833 at regne. Forestillingen blev bifaldet den 3.4.1832 (Fonden ad usus publicos nr.25. Om fejlen betød, at fonden måtte betale de 400 Rbd. to gange fremgår ikke af regnskaberne.
13.8.0. note 2 [henvisning hertil ikke fundet]
(2) Imellem venner kunne forholdene ved teatret give anledning til megen spas. Arnesen skrev den 6.7.1832 til G. Collin; "Hvad det danske Theater angaaer, da staaer det endnu paa sin gamle Plads paa det nye Torv. Efter Forlydende skal den nuværende Direction gaae af, og Bestyrelsen henlægges under den [sideskift][side 1555]administrerende Direction for Fattigvæsenet i Kjøbenhavn. Ifølge Ingemanns og Buchwalds grundig beviste Paastand, at Damer fortrinsviis bør være Dommere i Smagens Rige, vil Censuren blive overdraget til to af Vartous Kjællinger, dog skal Molbeck træde til, naar Dissents finder Sted, saavelsom naar musikalske Arbeider skulle censureres. Ifølge en udkommen Placat maa for Eftertiden intet Stykke, hvori der forekommer en Konge, Fyrste, Prinds eller anden Stormand, udpibes, da sligt strider imod Sømmeligheden" (NBD I.8).
(1) Fejlagtigt angivet i A & C I 370 til 30.8.1832. [NJ tilføjelse: den 30.8.1832 er den rigtige dato]
(2) "Kjøbenhavnsposten" skrev den 2.6.1832: "[Stykket] tildrog sig ved en indholdsrig Handling og flere ægte dramatiske Situationer almindelig Interesse og Bifald. Men isærdeleshed tildeeltes dette Hr. Winsløw jun's Spil i Stykkets Hovedrolle, Magister Bambetto, der, som et sandt Mesterværk af aandfuldt opfattet og correct udført Charakteerfremstilling, indtager en særdeles høi Rang blandt denne tænkende Kunstners Præstationer? (s.440).
(3) Sammesteds anførtes: "Med endnu større Bifald optog Publikum Hr. Overskous nye Vaudeville, der skildrer Kunstnerlivet i livlige Træk, med Originalitet, Vittighed og Humor. En Sang ved et Kunstner=Symposium, hvori Toaster udbragtes for Thorvaldsen og Oehlenschläger og for Danmarks Kunst og Videnskab beskyttende, elskede Landsfader, fremkaldte en ualmindelig Enthusiasme. Den Livlighed og Jovialitet, der, i Forening med en ægte fædrelandsk Aand og en frisindet Livsanskuelse, rører sig igjennem hele denne Vaudeville, henrev uimodstaaeligen, og ved dens Slutning belønnede et stormende Bifald Forfatteren for den Nydelse, han denne Aften havde skjænket Publikum". - Omtalen af den anden forestilling findes i det beslaglagte nr. af "Kjøbenhavnsposten" nr.119 23.6.1832.
(4) I nr.112 skrev anmelderen i "Kjøbenhavnsposten": "[stykket] er almindelig bekjendt som en af Scribes effectfuldeste Productioner. Neppe har denne frugtbare Skuespildigter i noget af sine Arbeider lagt for Dagen en dybere Menneskekundskab, et større Mesterskab i et dramatisk Emnes Behandling. Med beundringsværdig Finhed og Takt udvikler han her i de mindste Nuancer et Forhold, hvis Berørelse Delicatessen kun synes at tillade den vaersomste Haand. Hans Ægteskabsforbryderske er -som en Art Modsætning til Kotzebues Eulalia - skildret saaledes, at hendes Anger og Straf vel vække Medlidenhed, men ikke forblænde Tilskuerne, ved at omgive Lasten med en Dyds=Nimbus. Den dramatiske Interesse er heeltigjennem vedligeholdt i den høieste Spænding, og Opløsningen tilfredsstiller ei alene den æsthetiske, men ogsaa for en stor Deel den moralske Følelses Fordringer. - Udførelsen var overhovedet høist fortrinlig. Som et Mesterværk, man ikke har seet overtruffet paa vor Scene, henrev Fru Heibergs Fremstilling af Hovedcharakteren til Beundring, og vandt det meest enthusiastiske Bifald. Dyb Tænksomhed og et tro Studium af Naturen afspeilede sig i ethvert Træk af det hjertegribende og effectfulde Charakteermalerie, og stemplede det til et fuldendt Kunstværk" (s.452). Efter 2. opførelse blev fru Heiberg fremkaldt, men kom ikke frem, da det var forbudt (l.c. s.492).
(5) "[Vaudevillen] svarede ikke til den Forventning, Forfatteren havde vakt ved sine tidligere Forsøg paa den dramatiske Bane .. Planen er bygget paa en altfor paafaldende Usandsynlighed og Handlingen altfor langtrukken og derhos kun sparsomt oplivet af det Lune, Forf. i sine forrige Productioner har lagt for [sideskift][side 1556]Dagen. De enkelte heldige Træk, som dette Stykke frembød, saavelsom flere af de Rollehavendes fortrinlige Spil, optoges vel med fortjent Bifald; men til Slutningen ledsagedes Bifaldsyttringerne af en stærk Hyssen. Forf. synes især at vare strandet paa den vanskelige Opgave: at fremstille Trivialiteten uden selv at blive triviel" ("Kjøbenhavnsposten" nr.116 16.6.1832). Arnesen selv vurderede nederlaget lidt anderledes: "At Stykket var spageligt og skrantede er ganske vist, men det er ligesaa vist, at Skuespillerne sloge det aldeles ihjel. Stage, som havde Hovedrollen, kunde ikke et Ord og Holst spillede som den største Kloddrian. Den Eneste, som var, hvad han skulde vare, var Phister som Kammerjunker og Lieutenant De Blaire; thi selv min tilbedte Fru Heiberg var ikke rigtig "oppe" denne Aften. Mine gode Venner ville skyde Skylden for Hyssen over paa Kammerjunkerne, der jo rigtignok vare blevne noget voldsomt medtagne, men dette er ikke Tilfældet. Stykket faldt, fordi det kjedede. Imidlertid har jeg dog haft den Fornøielse at tilfredsstille min Yndlings-Passion: at gjøre Nar af Kammerjunkere og Lieutenanter, men er da ogsaa paa det frygteligste bruilleret med den hele Garnison. Forleden Dag var jeg endogsaa nærved at faae en Udfordring, fordi jeg i en Disput med nogle Officierer havde kaldt Danmarks Landmagt "den bevæbnede Neutralitet" (til G. Collin. NBD I 8 6.7.1832).
(6) "Kjøbenhavnsposten" noterede: "Episoden .. morede, skjøndt i det Hele ei saa heldigt udført, som man tilforn har seet den paa vor Scene" (nr.116 16.6.1832 s.480).
(7) "Denne Vaudeville udmærker sig ved en livlig Handling og ægte komiske Situationer. Hovedpersonen, den gamle Student Trane, blev, med en velvedligeholdt Humor, særdeles charakteristisk fremstillet af Hr. Rosenkilde. Den optoges med almindeligt Bifald" ("Kjøbenhavnsposten" nr.116 16.6.1832 s.480).
(8) Om "Faust"-fragmentet skrev "Kjøbenhavnsposten" kort: "Oversættelsen var let og flydende; Udførelsen i det Hele heldig" (s.491). Heibergs scene "krydret med flere ægte komiske Momenter og af Hr. Phister udstyret med megen Humor, optoges med almindeligt Bifald" (l.c. s.492 21.6.1832 nr.118).
(9) "Hr. Kirchners Udførelse af denne Farces Hovedrolle er i sin Art et sandt Mesterværk. Hans Efterligning af den qvindelige Individualitet i Stemme, Gang, Holdning, Anstand og Manerer var, indtil de fineste Nuancer, skuffende troe; hans Parodiering af den nyeste italienske Sangmaneer og af Md. Catalanis Eiendommelighed fortræffelig; og han erhvervede sig et ualmindeligt og udeelt Bifald" ("Kjøbenhavnsposten" nr.121 28.6.1832 s.512).
(10) "Dette Sørgespil har, som bekjendt, havt sin glimrende Periode paa vor Scene, og er - isærdeleshed som et Dame=Favoritstykke - givet med stort Tilløb. Det sidste Decennium har imidlertid ogsaa hos Damerne medført en Smags=Reform, og nærværende Forestilling af "Laura" var den mindst besøgte blandt de hidtil givne Sommerforestillinger. Den optoges imidlertid' med udeelt Bifald, hvori dog udentvivl Hovedrollernes heldige Udførelse (Skuespillerinden Lauras af Jfr. Heger og hendes grevelige Elsker, Alonzos af Hr. Holst) havde megen Deel" ("Kjøbenhavnsposten" nr.116 16.6.1832 s.480).
(11) "Efter ["Et Feiltrin"] kunde Opførelsen af det D’Aleyracske Syngespil .. uagtet smuk Musik her er forenet med en ret interessant Handling, ikke tildrage sig nogen overordentlig Interesse. Hr. Dandsedirectuer Bournonville udførte, for første Gang og med Bifald, Adolph's Rolle. I hans Spil saae man ganske [sideskift][side 1557]den livlige, men letsindige unge Officier; det havde blot været at ønske, at Hr. B. kunde have fjernet et lidet Anstrøg af Affectation, og givet sin Fremstilling en større Andeel af den naturlige Godmodighed, der er et Hovedtræk i Adolphs Characteer. Hans Syngestemme er behagelig, skjøndt el af megen Malm eller Omfang. Jfr. Abrahamsen var en saare elskværdig Clara, og gjengav fuldkomment denne Charakteers Skalkagtighed, Letsind og Godmodighed", skrev "Kjøbenhavnsposten" nr.112 7. 6.1832 s.452.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 16-12-2019, nogle links mangler). Opdateret af