Side 265-304, noter side 1520-27 og 1730-31.
[sideskift][side 265]
Jomfru Fiskers "Ridder Alonze" fandt Olsen efter "2 Blades Læsning" uantageligt (30.8.1827), mens Rahbek indrømmede, at han ikke kunne komme igennem sidste akt, "thi det er alt for usselt og keedsomt" (12.9.1827). Remitteret den 14. sept. 1827 (Kp.nr.1007).
Hauchs sørgespil "Tiberius" blev læst op for Rahbek den 8. aug. 1827 på Bakkehuset, hvorefter hans dom lød - i brev til Collin - at personerne var "ret som fremmanede med en Hexestav. Om den midlertid, som jeg ogsaa sagde ham, vil, især for vort Publikum, have den sceniske Værdi, som den har dramatisk og poetisk, drister jeg mig ikke at afgiøre" (Coll.BrS.XXIVa 9.8.1827). Rahbek oplyste, at "Hauch er meget utilfreds over at Flyveposten har meddeelt .. hvad Irgensberg [1] skal have skrevet hertil som Tiecks Dom: at det var det bedste, der siden Göthe var fremkommet i Tydskland [2]. Naar det midlertid er at forstaae: siden Göthe holdt op; er jeg villig at underskrive denne Dom". Senere tyske dramatikere fik deres bekomst i følgende udladning: "thi hverken Körner eller Kleist eller Müllner, eller Raupach, eller Grillparzer, eller Werner, eller Houwald have efter min Overbeviisning leveret Noget, der i tragisk Charakteerskildring kan sættes ved Siden deraf" (l.c.). Stykkets antagelse var altså afgjort, inden det blev indleveret i begyndelsen af sept. 1827 og "modtaget af Etatraad Collin" (Dp 7.9.1827), der på grund af sin rejse i Jylland ikke havde læst det. Hverken Collins eller Olsens censur har været affattet skriftligt (BmD 19.10.1827 Rahbek), hvorimod Rahbek nedfældede et skriftligt votum, som er gået tabt, men hvorom teatrets skrivelse til Hauch i hvert fald vidner, selv om det er direktionens indsigelser, der udtrykkes: Stykket var blevet læst "med megen Interesse: men for at kunne give det her paa Skuepladsen, vil en Indskrænkning i Personernes Antal maaskee ogsaa nogen Forandring i Scenernes Følge, blive nødvendig, hvorom Hr Professoren ved nøiere Kundskab til Theatrets Kræfter vil Selv overbevise sig" (Kp.nr.1024 26.10.1827). Hauch oplyste i nov. 1827, at han havde modtaget "nogle Ord fra .. [Rahbek] min Tiber angaaende". Han udbad sig "nogle Vink" vedrørende forandringer med henblik på opførelsen: "og hvis det blot er mig muligt, skal jeg heller ikke undlade at benytte dem. Ieg vil gierne tilstaae, at jeg, da jeg forfattede min Tiber, ikke tænkte paa noget, altsaa heller ikke paa det Danske Theater, og at Stykket bærer kiendelige Præg deraf" (NkS 2494 4.11.1827). Kilderne tier imidlertid om karakteren af dette eventuelle samarbejde, [sideskift][side 266]men i jan. 1828 besøgte Hauch Rahbek, hvorefter omarbejdelsen (3) med henblik på opførelsen overlodes til Ryge, hvilket Hauch sanktionerede (4). Rahbek meddelte Collin, "at vi, uagtet vor Medcensors Modstemme ufortøvet, det er, efter Geburtsdagsstykket ["Pigen ved Søen" (jf. s.285)], og Prindsen af H[omburg] [jf. s.167ff] kunne bringe det paa Theatret .. Himlen give nu Lykke til Forestillingen, og ved Forestillingen! at Stykket vil faa meget Bifald, tvivler jeg ikke paa, men hvorvidt det contante Bifald vil blive det tro, vil staae derhen. Kun at det ikke for seent paa Aaret kommer frem" (Coll.BrS.XXIVa udat. 12.1.1828). Rollerne blev først uddelt den 16. marts 1828, men prøver ses ikke afholdt; på ny den 19. sept. 1828 uddeltes rollerne, hvorpå premieren endelig fandt sted den 18. dec. 1828 (5) (opført ialt 3 gange). - I "Tritogenia" 1829 Bd.5 annoncerede Rahbek, at han ville "meddele et Udtog af, det, Tiber nærbeslægtede Drama, Cromwell af Victor Hugo" i et følgende hæfte. Døden hindrede Rahbek i dette arbejde. I bd.6 gaves (som introduktion?) en levnedsbeskrivelse af den historiske Cromwell. Rahbek fulgte med i den nyeste udvikling inden for dramaet lige til det sidste, hvilket - på baggrund af Molbechs særdeles negative indstilling til det nye franske drama - gør det så meget des beklageligere, at Rahbek ikke nåede at formulere sine synspunkter om Hugos skelsættende drama (indkøbt af teatret den 22. sept. 1828 (TK 1829 1.kv.nr.185).
Sørgespillet "Edmund eller Giengieldelsen" fandt Rahbek var noget af "det allerjammerligste", der nogensinde var budt teaterdirektionen: "Fabelen er et Ammestueeventyr, Caractererne svare dertil, og Sproget er hverken Vers eller Prosa" (10.1.1828). Olsen tilsluttede sig (27.1.1828). Remitteret den 4. febr. 1828 (Kp.nr.1069).
Barfoed, kateket i Korsør, lod broderen tilstille Rahbek privat skuespillet "Shorik og Taik eller Tillid og Troskab"; den 16. nov. 1827 forkastedes stykket (Dp). Vota fattes. Februar 1828 henvendte han sig på ny til Rahbek på en måde, "saa en Steen maa røres .. Hans Brev .. traf mig i et af de Øieblikke, da man er selv for veemodig stemt, til ikke at have Medynk med hver klagende. Jeg lover ham da i indlagte Brev, at giennemgaae hans Stykke nøiagtig paa ny, og udførlig meddele ham mine Tanker om, hvad mulig til Stykkets Fordeel kunde forandres. Midlertid har jeg udtrykkelig tilføyet: ["] at jeg endog med den redeligste saavel af hans som mig anvendte Flid, hverken kan staae inde for, at Stykket vil blive [sideskift][side 267]antaget af mine Medcensorer, - som han og selv vil see, at jeg i dette Tilfælde kun kan have votum secundarium eller at det vil . blive vel optaget af Publicum, hvis Maalestok saa ofte er en langt anden, end min". Midlertid saa misligt Arbeidet virkelig er, da det her giælder mere om at lægge ind i, end tage bort, har jeg dog lovet ham til Mandag otte Dage at være færdig med mine Anmærkninger" (Coll. BrS.XXIVa 23.2.1828). Rahbeks initiativ er særdeles bemærkelsesværdigt, når man betænker, hvor få dramatikere han gav sig tid til at vejlede med hensyn til forandringer og forbedringer. Hans forsigtighed ved overhovedet at indlade sig på dette arbejde understreges af dette brev til Collin, hvor han forsikrede, at der ikke fra hans side var påtænkt en olsensk kollusion. Rahbeks medynk fik imidlertid ingen konsekvenser, eftersom Barfoed ikke ses at have indsendt sit stykke på ny.
Krossings sørgespil "Sørøverne" (jf. s.213) tog censorerne først fat på igen, efter at forfatteren i okt. 1827 havde rykket for en afgørelse (Dp 26.10.1827). Olsen afleverede sin censur den 2. nov. 1827 med en opfordring til forfatteren om at gennemgå det på ny, "da mange Steder trænge til større Klarhed og Forstaaelighed", idet han dog mente, at stykket fortjente "en overbærende interimistisk Afviisning" (udat.). Den 7. dec. 1827 udbad Rahbek sig stykket for i juleferien at kunne "gaae den igiennem med Byrons the Corsair". Den 28. dec. 1827 afleverede Rahbek sin (tabte) censur, mens stykket først i mødet den 7. marts 1828 blev erklæret for antaget, efter at også Collin havde læst det (6). Først den 23. maj 1829 uddeltes rollerne (PRFD), men indstuderet blev det ikke. Se s.491.
Om "Natur og Ideal" anførte Rahbek, at det "er en ubehagelig Forskruelse, der er kommen over vore gode Hoveder, hvortil den mig ubekiendte Forf. af nærværende udentvivl hører. Skulde, som Zinck sagde om Kiærlighed og Politie [jf. s.240]: at Kierligheden var kom men ud af Stykket, og kun Politiet tilbage, Idealet maatte ud af dette, og kun Naturen blive tilbage, frygter jeg, den, maaskee indtil de sidste Scener, vilde blive vel vandet" (7.12.1827). Stykket henlå formentlig derpå hos Olsen, thi først den 7. marts 1828 blev det forkastet af direktionen (Dp).
"Afrikas Børn" (jf. s.216) blev først i denne sæson behandlet af Olsen. Han udtalte, at stykket indeholdt usandsynligheder med hensyn til negerfyrsternes karakterskildring, endvidere at det overvejende [sideskift][side 268]episke stof, det oratoriske sprog samt "overalt de brændende Kjerligheds Yttringer mellem Negre" gjorde stykket uantageligt med henblik på opførelse (1.3.1828), Censorernes uenighed, selv os Rahbek havde taget forbehold, var han dog positivt stemt over for stykket, blev ikke bilagt ved Collins aktive indgriben. Ved den mundtlige forhandling i direktionsmødet den 7. marts 1828 enedes man om at returnere stykket (Kp.nr.13 11.3.1828).
"Kronhiorten" var både Rahbek og Olsen enige om manglede "dramatisk - vedligeholdt og stigende - Interesse" (Rahbek 5.3.1828), afsluttet med "et effektfaldt Resultat" (Olsen 12.3.1828), selv om begge havde fundet poetisk værd deri. Collin behøvede derfor ikke besvære sig med en vurdering, og stykket returneredes den 14. marts 1828 (Kp.nr.15).
Det sidst behandlede seriøse skuespil havde et aktuelt emne, nemlig "Søslaget ved Navarino" den 20. okt. 1827, hvilket alene af denne grund måtte gøre det suspekt i Danmark, hvorfor Rahbek da også formulerede sig præcist ved at anføre: "Da dette Drama .. er af historisk politisk Indhold, vilde det neppe være passende" for kongens skueplads; dets dramatiske værd var dog også afgørende for forkastelsen, idet Rahbek anførte den at være "ingen" (11.3. 1828). Olsen fandt, de politiske allusioner ufortalt, at stykket "forbedret ved en duelig Haand, vil[le] hos mange Læsere vække Interesse", hvilket ikke betød, at det var egnet til opførelse på det danske teater, men at Olsen havde fremvist et frisind i skjult modsætning til Rahbek, selv om han åbent havde erkendt, at det "vel nok [var] uantageligt af politiske Grunde" (13.3.1828). Censorernes tvungne enighed kan ikke undre, så lidt som Collins tavshed; stykket returneredes, uden motivering, til forfatteren den 14. marts 1828 (Kp.nr.16).
Generelt må det konstateres, at der var tale om et magert år for censorerne, idet kun en tragedie blev opført, endda imod Olsens vilje og teatret (og forfatteren) til liden glæde. Krossings antagne sørgespil blev ikke spillet til trods for rolleuddeling i 1829. Rahbeks overbærenhed med Barfoeds drama fik ingen positiv resultater. Den politisk bestemte afvisning af det anonymt indleverede og utrykte "Søslaget ved Navarino" var ikke enestående, når hoffets indstilling til forholdene i Grækenland tages i betragtning. Collins indsats anes kun vedrørende Hauchs tragedie; det rige overlodes frivilligt til Rahbek og Olsen. Holstein ses ikke indblandet i de præliminære afgørelser.
[sideskift][side 269]
Simon Meisling, der forsøgte sig i flere også utraditionelle generer, tilstillede anonymt teatercensorerne sit marionetspil (der dog skulle udføres af skuespillere) "Columbine som Due", der af Rahbek afvistes med det hjerteligste nej, fordi han allerede i 1813 havde nedlagt "exceptionem ignorantiæ in limine" i henseende til denne genres adkomst til Det kgl. Teater (1) (5.6.1827). Olsen tilsluttede sig ganske Rahbeks afgørelse (8.6.1827), mens Collin var tavs.
Den 17. juni 1827 ønskede Bang sit syngestykke "Friedli fra Haslidalen" (jf. s.176) opført i "næstkommende Saison .. som Drama eller Lystspil, uden Musik" (I.B.nr.1638). Holstein fordrede det forelagt censorerne. Når stykket allerede var antaget, kan det synes påfaldende, at Holstein ønskede endnu en udtalelse fra censorerne. En mulig forklaring kan være, at Holstein vidste, at et antaget skuespil var betydeligt lettere at bringe på scenen end en antaget opera. Rahbek ville ikke løbe fra sin over to år gamle dom over stykket, idet han endog mente, at stykket ville have "større Haab om at blive vel spilt" uden musik; han spåede imidlertid ikke stykket succes, når han betænkte Sommerskuespillenes repertoire (jf. s.259), hvor "selv Skuepladsens Bedre synes at ansee det Grove og Gemene, om ikke som det eneste, dog som det fornemste Trækplaster". I øvrigt mente Rahbek, at stykket, når det var omarbejdet til skuespil, skulle forelægges censorerne i overensstemmelse med den kgl. resolution af 24. jan. 1825 (I.B.nr.1638 28.6.1827) (jf. s.135). Olsens bemærkninger kendes ikke, men i direktionsmødet den 29. juni 1827 kan han have ytret sig mundtligt. Rahbeks synspunkt meddeltes Bang af direktionen den 29. juni 1827 (Kp.nr.927). Se s.334.
I anledning af J.C. Langes "Majoren i Knibe" anførte Rahbek, at teatret generelt "under Paaskud at blive nationalt, bliver det localt, saa at man bestemt kan sige, hvad Gade og hvad Dør, der pikkes paa, for ikke at sige personalt, og den almene Satire, der er Comediens Væsen og Lov, forsømmes aldeles derover" (20.8.1827). Rahbeks irritation gjaldt vaudevilleuvæsenet, men "Slutnings Vaudevillen" i dette lystspil anførte Rahbek netop som et udtryk for det nuværende teaters synder, han mindst kunne bære over med, hvorfor han gav stykket sit "ubetingede Nei" (l.c.). Olsen var ganske enig, hvorfor Collins fravær intet betød; returneret den 25. aug. 1827 (Kp.nr.979). Se s.1256.
[sideskift][side 270]Om Overskous anonymt indsendte lystspil "Tre Maaneder efter Brylluppet" tillod Rahbek sig at mene, at det vist ikke var "blot til Lyst i det mindste for Censor"; hans motivering for ikke at anbefale stykket til antagelse var, at han savnede tilstrækkelig "scenisk Interesse" (25.7.1827). Overskou sendte - efter 16 ugers venten - en anonym anmodning til Collin om "at fremme Censorernes Giennemlæsning" af stykket (Coll.BrS.XXIIIb 20.9.1827). Overskou opnåede, hvad han ville, thi en uge senere afleverede Olsen sit votum. Han mindede om, at forfatteren havde erklæret sig villig til "Forkortelser og Rettelser", hvilket for Olsen betød, at han fandt det antageligt, idet han i øvrigt mente, at det var "et af de be[d]ste Lystspil, vi i lang Tid have modtaget" (27.9.1827). Da uenigheden var konstateret, trådte Collin ind i billedet, idet han afgjorde, at det "vist [ville] behage ved Opførelsen; nogle Forkortninger kan det taale" (udat.). Den 1. okt. 1827 meddeltes antagelsen, uden nogen form for betingelse med hensyn til forkortninger (Kp.nr.1016). Den 6. okt. 1827 takkede Overskou for antagelsen, idet han samtidig gav direktionen frie hænder med hensyn til forkortninger (UjBr), men senere, formentlig da opførelsen nærmede sig, indsendte han detaillerede anvisninger på, hvad han ønskede udeladt: udfald mod rangsyge, parvenutendenser, dristige bemærkninger, men også en stramning af intrigen ved udeladelse af ligegyldige digressioner (Coll.S.nr.407) (2). Censorerne ses derimod ikke at have angivet de partier, de ønskede slettet; ej heller kendes deres bemærkninger til Overskous angivne forkortninger. Rollerne var blevet uddelt den 30. dec. 1827 (PRFD) hvorpå premieren fandt sted den 24. april 1828 (opført ialt 6 gange) (Jf. Overskous Af mit Liv II 107ff, hvor omstændighederne er skildret noget mere rosenrøde end virkelighedens).
"Kiærlighedsprøven" havde "nogle ikke ganske slette Sange .. men forresten er det hverken til at lee eller græde over", mente Rahbek (25.8.1827). Olsen anså "det ikke for uantageligt" (28.8.1827). Collin afviste stykket, som remitteredes den 1. okt. 1827 (KP.nr. 1017).
N. Petersens anonymt indleverede "De forliebtes Omvendelse" var noget magert, fattigt "Sniksnak", skrev Rahbek (25.8.1827). Olsen fandt Rahbeks dom for hård, men stykket var uantageligt (30.8.1827). Collin afviste det, hvorpå det remitteredes den 1. okt. 1827 (Kp.nr.1018).
sideskift][side 271]"Kilden i Skoven eller Ida i Fortvivlelse" var aktvis "Hverdagssnak ..Pølsesnak .. Sniksnak, og .. Snak paa Noder", noterede Rahbek (26.8.1827). Olsen var da enig med Rahbek om, at "dette Vaas [var] aldeles uantageligt" (29.8.1827). Collin afviste stykket, der returneredes den 1. okt. 1827 (Kp.nr.1018).
Den anonyme dramatisering af "Peder Paars" (3) blev først behandlet af Collin, der mente, bearbejdelsen ville "sees med Fornøielse", skønt han var betænkelig vedrørende "Mellemacterne" samt det store antal skuespillere, der krævedes til udførelsen af skuespillet (26.9.1827). Rahbek fandt det derimod "for høit og sprænglærdt", idet han betakkede sig for at se det på scenen, hvorfor han gav det sit "alvorligste Nei" samt begrundede sin forkastelse med bl.a. "de aldeles udramatiske og udialogiske lange episke Tirader, som intet Øre kan høre og ingen Tunge kan udsige", mens han fandt "Mellemacterne .. et Forsøg i en Digtart, der endnu kunde være under Vaudevillen" (29.9.1827). Olsen var enig med Rahbek, idet han fandt det kedeligt og ufordøjeligt (udat. før 26.10.1827). Havde Collin mobiliseret al sin styrke, kunne han vel med Holsteins hjælp have omstødt en af censorernes domme, men sagen interesserede ham åbenbart ikke mere, end at han lod flertallet råde. Immervæk er det første gang, at Collin blev underkendt, hvorefter stykket returneredes til forfatteren (Dp.26.10.1827). Hans anstrengelser for at få dette af ham antagne stykke presset igennem censuren er tvivlsom (4).
Om "Kanefarten eller den tredobbelte Fest i Store Bruntofte" noterede Rahbek: "I Begyndelsen ventede jeg mig dog noget deraf, som den æsthetiske Skrædder [jf. s.220]; men det er hverken til at læse eller see, og jeg som er vant til haard Kost, maatte tage det i tree Portioner" (15.10.1827). Olsen var "Aldeles enig" (udat. før 26.10.1827), hvorefter stykket sendtes til Collin, der åbenbart var enig, eftersom det returneredes som uantageligt den 5. nov. 1827 (Kp.nr.1030).
"Veninden, eller den norske Familie i Kiøbenhavn" ville Rahbek have forkastet i alle tilfælde, fordi det manglede handling, situationer og karakterer, men forfatterens omtale af "Forholdene mellem Danmark og Norge i de sidste Scener af anden Act .. hindre det fra at komme paa det kongelig danske Theater" (18.10.1827). Omtalen af særnorske interesser i det tidligere dobbeltmonarki kunne ikke tillades; Rahbeks vurdering heraf er forståelig, men [sideskift][side 272]kun ganske få gange forkastede han stykker af politiske grunde. Olsens holdning var identisk med Rahbeks (udat. før 26.10.1827) men også Collin havde skuespillet til gennemsyn. Det tilbagesendtes den 5. nov. 1827 (Kp.nr.1031).
Johs. Wildts utrykte lystspil "Brødrene eller Forklædningen" indleveredes i begyndelsen af dec. 1827, hvorefter Rahbek blot konstaterede, at det "Paa ingen Maade [var] passende for vor Skueplads" (16.12.1827), mens Olsen mente, at stykkets "fremstillede Karakterer" næppe engang i selve England ville findes sandsynlige; "desuden er dette Stykke en ugenialsk, med Ordbram udstafferet, men paa Handling fattig Efterligning af "Skuespilleren mod sin Villie" [jf. s.999]". som Olsen anførte, man havde anset for at være udtjent (23.1.1828). Collin var tavs, hvorpå stykket sendtes retur den 26. jan. 1828 (Kp.nr.1063).
Hertz' anonymt indleverede lystspil "Flyttedagen" censureredes først af Rahbek, der erklærede, at han ville rette sig efter sine medcensorers dom, da disse "bedre kiænde vort Lystspilpublikums Smag og Skuespillernes Held" (25.11.1827), men han ville alligevel udbede sig "nogen Forandring i Replikkerne om Opvartningspigen paa Skydebanen". Han tilføjede: "Det forekommer mig midlertid, som Stykket i Caractertegning og Situationer lider nogen Mangel paa vis comica" (l.c.). Olsen fandt, at stykket havde "adskillige moersomme Situationer, der beror paa adskillige Feiltagelser. Naar 1ste og 2den Act blev noget forkortede, og Steder hist og her noget forædlet [kunne det] .. passere for et ret godt Lystspil. Dialogen er flydende, hist og her vittig, og røber en øvet Pen. Mangel paa Karakteerskildring er dets største Feil" (NkS 170 V 22.1.1828). Stykket blev antaget af Olsen den 25. jan. 1828, hvilket han meddelte Hertz: "Ikke har jeg seet nogen anden skriftlig Censur derover, men saavidt jeg veed, ere de 2de andre Hrer Censorer ikke derimod" (l.c. 27.1.1828). Collin ekspederede stykket til Hertz, for at han kunne foretage nogle rettelser deri. Den 11. febr. 1828 indsendte Hertz atter sit lystspil til censur (Coll.BrS.XXIIb). Rahbek meddelte imidlertid Collin, at "den blot er forkortet, og intet Nyt tilkommet, der kunde giøre mindste Ændring i Censorernes Dom" (19.2.1828) (5). Premieren fandt sted den 29. april 1828 (opført ialt 15 gange).
"Indqvarteringen" fandt Rahbek "torde være det allersletteste, os nogensinde er budet" (3.3.1828), hvorom Olsen var aldeles enig (5.3.1828). Remitteret den 11. marts 1828 (Kp.nr.12).
Hertz bad flere gange teaterdirektionen levere sig manuskriptet [sideskift][side 273]til "Herr Burchardt og hane Familie" (jf. s.218), for at han kunne omarbejde det (I.B.nr.1579 26.4.1827; UjBr 23.11.1827; Coll.BrS. XXIIb 11.2.1828) især med hensyn til katastrofen. Endelig den 12. marts 1828 leverede Hertz den endelige version af sit lystspil (Coll.BrS.XXIIb). Censorerne ses imidlertid ikke at have beskæftiget sig dermed (Dp 14.3.1828). Se s.545.
"Misforstaaelse paa Misforstaaelse", indleveret anonymt af Overskou, fandt Rahbek antageligt til opførelse, "skiøndt jeg vel indseer, at Meningerne om dets vis comica, muligen torde blive deelte" (17.3.1828). Hans bifald skyldtes også, at han mente, at den anonyme forfatter afslørede "at have Sands for noget bedre comisk end Dyrehaugens og Fielebodens, om han end i dette hans formodenlig første Arbeide, endnu ikke ret har havt Held til at bringe det frem" (l.c.). Olsen bistemte med fornøjelse, dog ønskede han titelen "forandret til en mindre plat Benævnelse" (18.3.1828). Overskou fik sit lystspil frem i uændret skikkelse. Roller uddeltes den 4. april 1828 (PRFD), og premieren fandt sted den 30. maj 1828 (opført ialt 26 gange) (Jf Overskous Af mit Liv II 114f) (6).
Repertoiremæssigt var de vigtigste begivenheder Overskous og Hertz' lystspil, vel at mærke i nævnte rækkefølge. I årene omkring 1830 var Overskous lystspil på scenen vigtigere (og oftere spillet) end Hertz'. Antagelsen af disse stykker skete ikke uden krav om forandringer, som begge var mere end villige til at efterkomme: begge foretog langt flere rettelser af hensyn til fremstillingen end censorerne havde krævet af hensyn til moraliteten. På trods af de mange spinkle usselheder, teatret blev belemret med, må det konstateres, at med denne sæsons behandlede originale lystspil forstærkedes en ny udvikling i det danske lystspil, idet både Overskou og Hertz fik deres moderne lystspil antaget og opført. Til vaudevillegenrens fordel kan altså nævnes den positive indflydelse, denne fik for fornyelsen af det danske lystspil, i første omgang ved Overskous og Hertz' arbejder. - Magtforholdet i direktionen ændredes ikke væsentligt, selv om Collin blev underkendt vedrørende dramatiseringen af "Peder Paars", lige så lidt som Rahbeks position blev yderligere svækket, når han overlod det til medcensorerne at bedømme "Flyttedagen"s sceneheld. Olsens vilje til indflydelse vedrørende lystspilrepertoirets nyheder synes derimod klart svækket. Holstein syner overhovedet ikke.
[sideskift][side 274]
Denne sæson er atypisk, fordi det seriøse skuespil repræsenteres af Schiller, Byron, Kotzebue, Körner, Shakespeare og Beaumarchais. Ingen nulliteter.
Rahbeks gamle "Don Carlos"-oversættelse blev aktuel, da boghandler Brummer døde i 1827. Rahbek stod i gæld for denne oversættelse, som sønnen var villig til at trykke, hvis Rahbek kunne garantere en opførelse af stykket (1). Rahbek havde i sommeren 1827 indrettet tragedien, "saaledes som den spilles i Tydskland" (Coll. BrS.XXIVa 9.8.1827). Rahbek døde imidlertid fra sit forehavende; autografen NkS 485 vidner ikke om rettelser (2). Se s.461.
Sin oversættelse af Byrons "The Two Foscaris" (1821) (tr. før 5.5. 1827) mindede Rahbek om i 1827 (BmD 19.10.1827). Ingen respons fra de øvrige direktører.
Kotzebue-oversættelsen "Adelheid von Wulfingen" (jf. s.224) mente Olsen var uantagelig på grund af smagsændringen, hvad angik både Kotzebue og ridderstykker (udat. før 2.11.1827). Remitteret den 5. nov. 1827 (Kp.nr.1032).
Körners "Joseph Heyderich oder deutsche Treue" (1815) afvistes af censorerne den 16. nov. 1827 (Dp). Vota fattes.
Beaumarchais' skuespil "Eugénie" (1767) havde været på teatrets repertoire i perioden 1775-1816 i T.C. Bruuns oversættelse. Rosenkilde havde nyoversat dramaet, der åbenbart havde henligget nogen tid hos Rahbek, der ifølge rygtet allerede skulle have forkastet hans oversættelse, hvorfor Rosenkilde begærede denne tilbage. Rahbek havde derimod til Collin og Liebe "yttret, at det var mig ubehageligt, at man tilføyede vor bedste Linguist og en agtet Skribent den Krænkelse, at forskyde hans Arbeide, fordi det havde de Mangler, Tiden har medført, og at det var mig personlig i mine 56-aarige Forhold til Brun ukiært, at jeg var vis paa, naar saa skeede, vilde lade mig være Syndebukken; hertil kom baade at næsten hele hans Oversættelse ved Roses, Rosings, Mad Rosings, [og] Mad Gielstrups Foredrag staaer dybt indpræget i min Siæl, og at Rosenkildes ikke forekom mig at have den prosaiske Concinnitet, som udmærker Lessings, Diderots og Samsøes prosaiske Dialog, og som ene kan erstatte Mangelen af Versification. Oversættelsen forekom mig, ypperlig, hvis det havde været en molieresk eller regnardsk Comedie; men ikke til Beaumarchais Drama .. Jeg sendte ham midlertid paa hans Forlangende Stykket med en Sæddel, at det ikke var forkastet af mig, da jeg ikke havde læst uden lidt deraf; men [sideskift][side 275]at jeg vel havde yttret, at jeg nødig vilde i Filteri med Brun derfor" (Coll.BrS.XXIVa 26.2.1828 adr. Collin). Ganske enestående i denne delperiode er det, at et stykke formentes genoptagelse i repertoiret, fordi den ene teatercensors personlige forhold til fortiden var i den grad broderet med hensyn til indflydelsesrige personer. Senere på året forsøgte Rosenkilde sig hos Collin, men intet skete, selv om endog rollerne blev uddelt den 18. marts 1830 (PRFD). Se s.485 (2a).
Om sin Shakespeare-oversættelse "Romeo og Julie" (jf. s.224) skrev Boye: "[Der er] ikkun skeet nogle nødvendige Udeladelser; ingen Bearbeidelse eller Omarbeidelse har fundet Sted, men Digterens egne Ord og egen Plan er lagt til Grund, men mange Steder ere aldeles nye oversatte efter Originalen, med hvilken Arbeidet desuden heelt igiennem og gientagne Gange er sammenholdt og derefter rettet" (tr. udg. p.31). Boyes nære forhold til Rahbek og Collin betød, at ingen af censorerne udtalte sig om hans arbejde, eller dets afhængighed af Foersoms oversættelse (3). I direktionsmødet den 25. jan. 1828 bragte Collin atter stykket "paa Bane, hvorom .. [Rahbek] alt havde opgivet Haabet" (Coll.BrS.XXIVa udat. 26.1.1828). Problemerne med opførelser af Shakespeare-stykker røbede Rahbek i det følgende: "Maatte det nu blot ikke i Tiden komme Orsinahundehaar [4] i Veien; thi troer du, Loke sover? ogsaa vil en af vore sonst guten Freunde, see vel saa skiævt af det, som Portia; dog det vil nu Tiden vise". Rahbeks spådom holdt stik, thi i april 1828 opgav Collin at få stykket frem, idet han i stedet satsede på "Julius Cæsar", fordi "forskiellige Omstændigheder" hindrede fremkomsten af "Romeo og Julie" (Coll.BrS.XXIVa 10.4.1828). Rahbek billigede det "af ganske Hierte .. og ønsker Lykke dertil" (l.c.). Roller blev dog ikke uddelt. Ikke desto mindre blev "Romeo og Julie" givet første gang i Boyes oversættelse den 2. sept. 1828 (5) (opført alt 6 gange). Se s.1282.
Det er bemærkelsesværdigt, at samtlige behandlede seriøse oversatte skuespil var af ældre dato. Det var mere et spørgsmål om direktionens egne forsøg på at tilføre repertoiret en større spredning, end der var tale om kræfter udefra, der søgte at levere sceniske bidrag, der ikke tilhørte de da populære genrer: vaudeville og lystspil. Rahbeks forsøg på at få opført sine egne oversættelser stemplede ham som yderligere svag, men samtidig blev hans domme over Kotzebue-oversættelsen og Rosenkildes arbejde respekteret af de øvrige direktører.
[sideskift][side 276]
Vanbrughs "The Confederacy" (1705) i Overskous oversættelse "Ægtemændene og Lykkeridderne" blev af Rahbek hårdt angrebet, fordi han erindrede sig Hugh Blairs dom over englænderen: "[He] has spirit wit, and ease, but he [is] to the last degree, gross and indelicate; he is one of the most immoral of all our Comedians" (1), som han fandt stadfæstet vedrørende "dette Stykke, hvori der ikke er een skikkelig Mand, eller eet anstændigt Fruentimmer" (18.6.1827). Rahbek mente også, at "Ridehestens og Favoritens Skiæbne [2] synes at give Haab om, at Publikum er i Begreb at vaagne til Følelsen af sine Pligter og Rettigheder" (l.c.). Det er karakteristisk for forholdene i teaterdirektionen, at Rahbek benyttede sig af en af Olsens husguder i sin kritik af Vanbrughs komedie, idet Olsen svarede igen ved at citere fra en af Rahbeks smagsdannende forbilleder, Eschenburg, der havde "roest [englænderen] for Vittighed, Opfindelsesgave, frugtbar Fantasie og Verdenskundskab nok for at meddele mange Scener og Karakterer Nyhed, Mangfoldighed, Sandhed og Liv" (3) (27.6.1827). Kispuslegen var et pikanteri, men realiteterne var noget andet, thi med støtte i Eschenburgs fortsættelse samt Hugh Blair gav Olsen Rahbek ret, selv om stykket havde moret ham som "Gulddaasen i gamle Dage, og naar det spilles godt vil det vist baade moere, og gjøre Effekt" (l.c.). Det burde dog ikke gives i det almindelige repertoire, "men kunde det ikke bruges som et Sommerskuespil" (l.c.). Overskou meddeltes afvisningen den 1. juli 1827 (Kp.nr.928) (jf. Overskous Af mit Liv II 112ff).
Samme oversætters "Værelser til Leie paa første Sal" (jf. s.259) fik Rahbek til censur den 11. aug. 1827: "Det skal ligge færdigt med min Censur, til din Hiemkomst, saa at det, hvis det i Gaar Aftes har staaet sig, og vi ere enige om dets Antagelse, kan ufortøvet sættes i Gang" (Coll.BrS.XXIVa 11.8.1827). Fire dage senere havde Rahbek fået læst stykket samt "Kjøbenhavns=Posten", hvorefter hans stilling var en ganske anden: "Overskous Værelser til Leye, der efter K[jøbenhavns] P[osten] ved dens sidste Forestilling af det maadelige Besøg fik et deelt Bifald have været til Censur hos mig, og forekommer mig en Ubetydelighed, som jeg ikke kan anbefale til Opførelse, men heller ikke forkaste. Jeg forlanger ikke at see det; om andre skulde have mere Lyst til det, kan jeg ikke have derimod" (Coli.BrS.XXIVa 15.8.1827). Teatercensuren, der flere gange beklagede sig over recensenternes magt, lod sig her villigt føre samme vej: teatercensor Rahbek gjorde sig ellers til af at [sideskift][side 277]være smagsvejleder. Hverken Olsen eller Collin gjorde mere for Overskous oversættelse.
Kotzebues komedie "Der verbannte Amor, oder Die argwohnischen Eheleute" (1810), oversat af N.T. Bruun i 1814 og opført ved Sommerskuespillene i 1817, leverede Holstein Rahbek til gennemlæsning, for at han kunne give ham sit "Videtur" (Coll.BrS.XXIVa Rahbek til Collin 4.8.1827). Stykket blev givet uforandret første gang den 6. sept. 1827 (opført ialt 3 gange).
Siboni leverede Holbeins lystspil "Stadt und Land" (1825) til teatercensuren i aug. 1827. Ingen af censorerne foretog sig noget.
Bonjours komedie "Le mari à bonnes fortunes, ou la leçon" (TF 30.9.1824) sendte oversætteren til censorerne, inden han i juli indleverede sin oversættelse "Ustadighed og Kiærlighed eller Portraitet" (I.B.nr.1664 21.7.1827). Rahbek gav "uagtet nogle smaa Misligheder i Oversættelsen, der lettelig lade sig afhielpe .. dette fine Skuespil" sin stemme "med .. Fornøielse", idet han ønskede, "at den ulyksalige Vending til det Plumpe og Gemeene, Smagen har taget eller faaet, ikke maa give Anledning at gode og dygtige Kunstnerinder unddrage dem Sophies vakre men vanskelige Rolle, af Frygt, at Arbeidet skal være spildt paa et Stykke, der efter een eller to Forestillinger lægges til evig Hvile" (27.7.1827). Rahbeks angreb på vaudevillen kombineredes her med skuespillernes fristelse til nemme opgaver, der kunne hindre direktionens bedste intentioner til fornyelse af repertoiret. Olsen kommenterede ikke Rahbeks udsagn om skuespillernes hensyntagen til publikums smag, men fandt at stykket "vist .. vil baade gavne og behage" uden at anføre en begrundelse (4.8.1827). Også Collin læste stykket, som han mente var "særdeles smukt" (udat. før 7.9.1827); derpå modtog Holstein stykket til gennemlæsning (Dp. 7.9.1827), før oversætteren meddeltes stykkets antagelse (Kp.nr.1008 14.9.1827). Rollerne uddeltes først den 30. dec. 1827 (PRFD), og endelig den 16. okt. 1828 havde stykket premiere (opført ialt 5 gange).
Rosenkildes meget selvstændige bearbejdelse af Contessas "Ich bin mein Bruder" (1819) (jf. s.262, regelret oversat af N.T. Bruun (1820), ses ikke at have passeret censuren, før det blev overført til det almindelige repertoire; givet første gang den 10. sept. 1827 (opført 8 gange i første sæson; ialt 56 gange i den behandlede periode) (4).
Castellis bearbejdelse "Erste Liebe, oder Jugend-Erinnerungen" (1827) [sideskift][side 278]af Scribes "Les premières amours, ou les souvenirs d'enfance" (GD 12.11.1825), oversat af og "indleveret ved Liebe" (Dp 28.9.1827), modtoges først af Rahbek til censur. Han fandt det "hverken til at lee, eller græde over; Lovise [5] er en modbydelig Maanskinstøs, og hendes to Elskere ere hende lige værdige begge to. Jeg kan ikke forestille mig, at dette Stykke kan behage paa Skuepladsen, hvem der saa spilte deri" (1.10.1827). Rahbeks forkastelse blev dikteret af moralske hensyn til scenens tarv, mens Olsen formente, at stykkets morale var så ubetydelig som stykket selv, hvorfor han nægtede det sin stemme (3.10.1827). Collins votum kendes ikke, har det overhovedet været udfærdiget; Liebe modtog oversættelsen uden tilbagesendelsesskrivelse. Dette vigtige stykke af Scribe blev altså i første omgang totalt afvist af teatrets censorer - af rent moralistiske grunde. Se s.414.
Interessen for Shakespeare mærkes trods alt i disse år. H.W. Lundbye havde i juli 1823 forespurgt, om man var interesseret i en oversættelse af "The Merchant of Venice" (1600), uden at han dog senere ses at være indkommet med en oversættelse. Rahbek og A.E. Boye arbejdede derimod sammen på en oversættelse og bearbejdelse af lystspillet, som blev færdig i okt. 1827 (6), hvorpå den gik i trykken. Antagelsesproceduren fremgår af Rahbeks brev til Collin: "Jeg haaber, du har faaet Arkene af Kiøbmanden, og har jeg bedet Schulzes saasnart muligt besørge Exemplare[r] til vore Colleger. Naar de have læst, og I, som jeg haaber, billiget min Fordanskning, tillader jeg mig .. at foreslaae følgende Rollefordeling" (udat. 24.11.1827). Roller uddeltes den 1. dec. 1827 (PRFD), og første opførelse fandt sted den 18. jan. 1828 (opført 4 gange) (7).
Molieres "Le médicin malgré lui" (1666), oversat af C.M. de Falsen, havde været opført i perioden 1750-1767, hvorefter det havde henhvilet. J.H. Smidth indleverede anonymt en bearbejdelse direkte til Holstein. Efter at have henligget ucensureret hos Olsen udfærdigede Rahbek en kritik; selv om det ikke var i hans smag, mente han dog, at "det under nærværende Smagsvending ikke [var] usandsynligt, at det paa vor Skueplads kunde sees med Fornøielse" (1.10.1827); en personalitet ville han dog have slettet. "Overalt tilstaaer jeg, at det ikke er Localisationen, der egenlig anbefaler mig dette Stykke, skiøndt jeg giør mig en Pligt af at vedgaae, at det langt meer end nu Skik og Brug, holder sig inden de vedbør lige Grændser" (l.c.). Ambivalensens konsekvenser betød for Rahbek, [sideskift][side 279]at han ikke i den aktuelle situation kunne nægte bearbejdelsen adgang til den kongelige skueplads; samtidig indrømmede han, at han bøjede sig for publikums smag, omend denne var dikteret af kræfter i direktionen. Olsen fandt bearbejdelsen "ganske antagelig", men ønskede personnavnene Leonard og Leander ombyttet "med mindre forslidte Navne", fordi han mente, der var tale om en modernisering, mindre om en lokalisering (6.10.1827). Collins votum ikendes ikke; men den 28. dec. 1827 meddeltes Smidth, at stykket, var antageligt, hvis nogle "faa Forandringer" blev foretaget (Kp. nr.1049) (8). Den 15. febr. 1828 indleverede han det forandret. Rahbek fandt "de Forandringer, som derved maatte være foretagne, saa ubetydelige at de ikke kan lægge noget i Veien for .. ["Magnetisøren"s] Antagelse" (Coll.BrS.XXIVa 21.2.1828). Heller ikke om dette stykke blev Olsen hørt i anden omgang. Først den 16. okt. 1828 uddeltes rollerne (PRFD), men stykket blev ikke indstuderet (9).
Liebe indleverede sin oversættelse "Anecdotsamlingen" af Castellis bearbejdelse "Das Anekdotenbüchlein" (1828) efter Scribe & Delavignes opera-musique "La vieille" (OC 14.5.1826) (10) (Dp 18.1.1828). Rahbek læste stykket med fornøjelse og ønskede det måtte behage publikum "saameget, som jeg er vis paa, det, vel forestilt, vil behage mig" (20.1.1828). Olsen tilsluttede sig denne vurdering (23.1.1828). Roller uddeltes den 25. jan. 1828 (PRFD); mens premieren fandt sted den 28. marts 1828 (opført ialt 21 gange).
Blum bearbejdede Scribe, Dupin & Varners comedie-vaudeville "Les manteaux" (GD 20.2.1826) til "Die Mäntel, oder: Der Schneider in Lissabon" (med musik også af Blum). Allerede den 11. dec. 1827 bad Liebe Lebrun om en afskrift (NBD X). Tilstillet Rahbek af Collin "i Betragtning af det Bifald det har fundet paa tydske Theatre" (Dp 25.1.1828). Han havde intet imod "Oversættelse og Antagelse .. naar man troer, det her vil gjøre Lykke, hvilket vel især vil beroe paa Udførelsen af Skrædderens og I....s's Roller, hvoraf, jeg tilstaaer, jeg ikke ret veed Mand til den sidste" (Coll.BrS.XXIVa udat. 26.1.1828). Måske på grund af den sidste passus, ses intet yderligere om dette lystspil.
Den anonymt indleverede bearbejdelse af Colmans komedie "Polly Honeycomb" (1760) på dansk "Lotte Sirup" blev på grund af Rahbeks utilpashed først tilstillet Olsen, der i et langt votum indgående behandlede dette stykke: Han fandt, at intrigen var usandsynlig [sideskift][side 280]og sujettet forslidt, samt at sproget var ækelt-sødt eller hentet fra "de laveste Krostuer, f.Ex. Madm Tykvom .. Hvad siger du min Snut, saa skrup da af for Fanden, den forbandede Tøite", idet han konkluderede, at stykket manglede "efter Nutidens Fordringer og Smag" vis comica (5.1.1828). Især sidstnævnte udsagn greb Rahbek med kyshånd, da han i øvrigt ikke elskede denne "Klasse Stykker", hvorfor han forenede sin stemme med Olsens (15.2.1828); samme dato leveredes stykket retur (Kp.nr.6).
Den 20. febr. 1828 indsendte en anonymus en oversættelse af Raupachs "Lasst die Todten ruhen" (jf. s.174). Returneret den 23. febr. 1828 (Kp.nr.11) på grund af Dorphs oversættelse.
Goldsmiths "The Goodnatured Man" (1768) indleveredes i Mariboes oversættelse i jan. 1828. Rahbek havde talt med Mariboe i Athenæum om fredagen, og fortalt ham, at han havde læst originalen, da oversættelsens "Form og Format .. havde kyyst mig .. men at jeg havde fundet Stykket saadant, at vi heldig oversat vel kunde bruge det" (Coll.BrS.XXIVa udat. lørdag den 26.1.1828 adr. Collin). I sit votum anførte Rahbek, at det var "vel oversat", men at han frygtede, "at det, for at smage det nuværende Publikums Gane, vil trænge til nogen mere - jeg vil ikke sige, Localisation, men - Denationalisation; da det lettelig torde hist og her falde alt for engelsk" (28.1.1828). Til dels i overensstemmelse med Mariboes mundtligt udtrykte ønske havde Rahbek noteret en række (?) i manuskriptet, hvor der var oversat for direkte fra engelsk. Olsen, havde dels mundtligt dels ved antegnelser i manuskriptet anført de "Steder der fordrede deels en rigtigere, deels mere flydende Oversættelse"; han fandt i øvrigt stykket interessant og antageligt (28.2.1828). Mariboe meddeltes, at stykket var antaget den 14. marts 1828 (Kp.nr.14); roller uddeltes imidlertid aldrig (PRFD).
von Platens satire "Die verhängnissvolle Gabel" (1826) afleveredes af censorerne den 21. marts 1828, stemplet som aldeles uantagelig (Dp); vota fattes. Remitteret den 26. marts 1828 (Kp.nr.20). Samtidig fik Rahbek udtrykt sin "Indsigelse mod den sig indsnigende Skik, at tilsende Censorerne Stykker in Originali, da det dog vil komme an paa, hvorledes de i Oversættelse tage sig ud, om de for vor Skueplads kan være passende. At han her blot talte den officielle Indsending, og ikke om hvad privat i Vennevold kunde finde Sted, forstaaer sig selv" (Dp 21.3.1828). Hvorvidt adressaten [sideskift][side 281]var Kruse får stå hen, men Rahbeks synspunkt har været afgørende for hans stillingtagen til oversatte, bearbejdede skuespil og vaudeviller, ikke mindst betydningsfuld fordi han kendte transformationsprocessen på sin egen krop. Samtidig afslørede han forholdene i direktionen, thi problemstillingen var en anden, hvis en af direktørerne lod en original cirkulere.
En højst interessant sæson, hvad angår tilbuddene fra oversætterne. Vanbrughs gamle, tvetydige komedie gav censorerne lejlighed til at benytte teoretikernes vurderinger som ikke hidtil iagttaget. Modsætningsvis ønskede Rahbek virkelig Bonjours komedie på scenen som antimiddel mod vaudevilleuvæsenet. Scribes berømte/berygtede "Les premières amours" måtte nødvendigvis afvises (enigt) af hensyn til de yderst tvetydige passager, medens Scribes to andre stykker - stadig via tyske bearbejdelser - gerne kunne ses (enten med fornøjelse eller hvis teatret havde kapable skuespillere). Colmans komedie var for engelsk (eller for dårligt oversat), mens Goldsmiths lige kunne gå an. Selv om sidstnævnte blev antaget, blev den dog ikke produceret. von Platens litterære satire selvfølgelig altfor moderne. - Sæsonen er præget af ældre engelske og franske stykker og helt moderne franske comedie-vaudevilles bearbejdede som lystspil samt som en passende outsider Shakespeares "Kiøbmanden fra Venedig", der dog kom frem. - Rahbek markerede sig tydeligvis, når det gjaldt dette repertoiretilbud: her var muligheder for historiske betragtninger og sammenligninger samt en oplagt chance til at sige fra, når vaudevilleuvæsenets frimodighed viste sig. Det godt spillelige stykke blev foretrukket. - Olsen synes svagere end sæsonen forud, mens Collin og Holstein helt holdt sig borte med kommentarer.
[sideskift][side 282]
Boyes "Hugo og Adelheid" (jf. s.129) strandede på grund af Kuhlaus lønkrav. Den 17. febr. 1827 skrev han til Boye: "So gerne ich auch wieder eine Oper für das Königl. Theater componierte so bin ich es doch nur dann im Stande wenn nur die Königl. Theaterdirection ein gewisses Honorar (wenn auch nur 600 Rbthr.) zusichert, und mir dieses bey Ablieferung meiner Partitur ausgezahlt wird" (NBD 2.rk.). Kuhlau lagde til, at når blot Collin "die Güte hat sich dafür zu verwenden", ville det ikke være svært at opnå dette resultat. Efter direkte mundtlig vilje fra majestæten nedlagdes forestilling om Kuhlaus honorar (Orig.Kgl.Res. 12.3.1827). Siboni mødte i direktionsmødet den 29. juni 1827 og meddelte, "at Boyes Syngespil som er under Composition hos Kuhlau kunne egne sig til at opføres til Hendes Majestæt Dronningens Fødselsdag. Stykket besørges Chefen tilstillet" (Dp). Hoffet havde talt, nu måtte hofmanden tage vare på hoffets interesser. Holsteins gennemlæsning resulterede i følgende skrivelse til Collin: "Ved at giennemsee Hugo og Adelheid Erindrer ieg at det engang før har været bragt i Forslag til en Geburtsdag. Langt fra at have noget mod Stykket finder ieg dog Emnet ikke gandske passende til en Fest. men da vi intet Valg har maa det vel gaa, dog beder ieg Dem gode Ven at spendere en halv Time paa det[s] Læsning for at see om der ikke et og andet kunde forvildes" (BmD udat. efter 29.6.1827). På bagsiden noterede Holstein et par replikker, han ønskede modificeret, og som blev ændret (1). Collin efterkom Holsteins anmodning og læste stykket kritisk igennem, idet han gjorde en række anmærkninger (2), som han sammen med Holsteins sendte til Boye. Denne afviste pure at foretage de ønskede ændringer på grund af sin forfattersamvittighed: "Skulde, forresten, H. Ex[cellence] af ovenmeldte Grunde ikke finde det passende til Dronningens Fødselsdag, faaer han lade opføre et andet - jeg er ikke forlegen for Æren i den Henseende, naar det skal skee med Opoffrelse af min Smule Poet-Navn" (Coll.BrS.XXIb 11.7.1827). Begge censorer var enige om antagelsen, men afgørende var dog Holsteins anmærkninger. Hans usikkerhed betød imidlertid, at det blev Collin, der formulerede betingelseme til Boye. Svigersønnen nægtede imidlertid at efterkomme de anførte ændringer, hvorefter teatrets eneste mulighed var at give efter for Boyes stædighed (3). Den 29. sept. 1827 uddeltes rollerne (PRFD), og premieren fandt sted den 29. okt. 1827 (opført ialt 5 gange). - I følge Boye ville stykket "aldeles ingen[sideskift][side 283]ubehagelig Virkning .. gjøre" (Coll.BrS.XXIb 11.7.1827), men den 18. april 1828 betroede han Aug. Baggesen, at dronningen havde fundet stykket "altfor sarcastisk og plat" (NkS 1465).
"Qvaternen" af Maria Busch stemplede Rahbek som "Noget af det elendigste Aftenpostsnak, der nogensinde har været os budet, og Versene om muligt endnu slettere end Resten" (7.8.1827), mens Olsen blot erklærede sig enig heri (7.8.1827). Remitteret den 4. aug. 1827 (Kp.nr.975).
Bræmers drama "Lora" (jf. s.211) indsendtes omarbejdet til syngestykke med titelen "Hyrdepigen". Rahbek fandt, at det ved omarbejdelsen intet havde "vundet i scenisk end sige dramatisk eller poetisk Værd .. og vi kunne .. med frelst Samvittighed forkaste det anden Gang, i det Haab, det ikke under en ny Benævnelse vil tredie Gang hiemsøge os" (7.8.1827). Olsen var atter enig (7.8.1827). Remitteret (Kp.nr.976). Stykket indkom på ny den 1. febr. 1828; men det blev straks returneret den 15. febr. 1828 (Kp.nr.7) - ulæst!
Af Jørgen Hansens syngespil "Sessionen" læste Olsen kun de første 21 sider, idet han i øvrigt ikke fandt det værdigt for sarkasmer (7.7.1827), hvilket Rahbek istemte: "det er Intet at byde Publikum" (29.8.1827) . Remitteret den 14. sept. 1827 (Kp.nr.1006).
Det anonymt indleverede "Danmarks Forening eller Dan den Anden Dannerrigets Stifter" fandt Rahbek nok gennemstrømmet af ægte fædrelandskærlighed, "Men scenisk og dramatisk Udarbeidelse, Handlingens Sandsynlighed og Interesse, Iagttagelse af Tidens Aand og Tarv, ere Fordringer, som intet patriotisk Hensyn tillader at opgive; og neppe troer jeg, at den lyriske Deel af Poemet er skikket at foranledige en Musikcomposition, der vilde holde vort Skuespilpublikum skadesløst for, hvad det i de ovennævnte Henseender vilde troe at savne" (9.10.1827). Olsen var uenig, idet han qua censor i lang tid ikke havde læst noget stykke med større deltagelse: "Var det muligt, at Musik dertil kunde componeres med fornøden Hurtighed og Enthusiasmus, anseer jeg det saare passeligt, til vor Konges nærmeste Fødselsfest" (23.10.1827). Hans antegninger diverse steder i manuskriptet forhindrede ham ikke i at antage det af sit "ganske Hierte" (l.c.). Karakteristisk for forholdene i censurinstitutionen sendte Olsen stykket med følgeskrivelse til Collin: "Gierne ønskede jeg Deres Tid tillod Dem ufortøvet at gjennemlæse det; jeg er temmelig vis paa, De ikke vil misbillige min Censur" (Coll.BrS.XXIIb 23.10.1827). Olsen tog imidlertid [sideskift][side 284]fejl af Collins jugement, thi denne noterede blot, at han var "Enig med Hr Prof. Rahbek" (udat. før 26.10.1827), uden på mindste måde at angive sine overvejelser i denne anledning. Remitteret forfatteren personligt af Collin den 26. okt. 1827 (l.c.).
Kruse, der havde været i København sommeren 1827 og mødt Collins velvilje, havde gjort Fröhlich interesseret i sit gamle, chikanerede syngestykke "Natten før Brylluppet" (jf. s.7): "Om nu Compositionen, hvorpaa .. [Fröhlich] nok alt har begyndt, da han selv afskrev en Deel af de første Nummere, skal fuldendes førend Indleveringen, eller denne skeer strax - overlader jeg ganske til Dem, jeg lægger Stykket ganske i Deres Hænder - og har ikke engang skrevet til Directionen dermed - da det, om jeg ikke tager feil - som engang indleveret, men henliggende uden Resolution, vel ikke behøvedes" (Coll.BrS.XXIIIa 31.10.1827). Kruses brev til Collin illustrerer på bedste måde den indflydelse, Collin tog sig, når det gjaldt fremme af favoritter (4). For dog at bevare et skin af normalitet sendte Collin stykket med ovenstående oplysninger til censorerne (12.11.1827), hvorpå Rahbek antog det for Fröhlichs skyld (13.11.1827), mens Olsen fandt, at "en heldig Musik ville være Stykkets be[d]ste Anbefaling" (15.11.1827): følgelig antog direktionen stykket til opførelse (Dp 16.11.1827). Først i juli og aug. 1829 komponerede Fröhlich i Frankfurt musikken (Coll.BrS.XXIIa 9.7. og 12.12.1829; MM 8.7.1829 adr. Bang). Musikken indkom den 16. sept. 1829 (Dp), hvorpå rollerne uddeltes den 23. okt. 1829 (PRFD), men der blev gjort indsigelser imod teksten. Rahbek forandrede det nødvendige (Coll.BrS.XXIIa 23.1.1830) (4a). Eneste opførelse fandt sted den 15. febr. 1830 (5).
Collin spillede hovedrollen, hvad angår disse stykkers behandling, thi uden hans mellemkomst var Kuhlau næppe blevet bevilget honorar for kompositionen af Boyes libretto. Det anonyme geburtsdagsstykke var Collin ikke sindet at opføre, hvorfor det forkastedes. Kun ved Collins intervention kom Kruses gamle syngestykke på scenen, om end det tog sin tid for Collins protegé at få musikken komponeret. Holsteins indsigelser imod Boyes libretto var alt, hvad Boye gjorde om. Dronningens kommentar til stykket viser de skrøbeliges magt. De egentlige teatercensorer havde derimod ikke meget at skulle have sagt, men derved var situationen jo ikke ændret væsentligt i forhold til tidligere sæsoner.
[sideskift][side 285]
Spohrs opera "Faust" (Prag 1816) indsendtes oversat af en anonym. Rahbek fandt, at det var "noget Satans Tøi" (7.6.1827), hvilket Olsen var aldeles enig i (7.7.1827). Remitteret den 25. aug. 1827 (Kp.nr.978).
Rossinis opera "La donna del lago" (Neapel, Teatro San Carlo 24.9.1819) var blevet bestilt af direktionen til oversættelse af J.L. Heiberg, uden det i dag kan oplyses, hvornår afgørelsen derom blev truffet. Så sent som den 11. jan. 1828 noteredes på Collins foranledning, "at Stykket som var valgt af Professor Siboni, og paa hans Ansvar antaget af Directionen, var dennes Medlemmer til dette Øieblik aldeles ubekiendt, da det i sin oprindelige italienske elendige Form ikke kunde gives, men saa vel af Professor Siboni som Oversætteren Dr Heiberg maatte, for at vorde antageligt, ganske omarbeides" (Dp). Collins påtale af Heibergs og Sibonis letfærdige behandling af censurinstitutionens kompetence blev ikke kommenteret af de øvrige direktører, hvilket ikke behøver at undre, når man betænker Sibonis magtfulde placering vedrørende valg af udenlandske operaer. Først den 13. jan. 1828 fremsendte Collin "Correcturarkene" til censorerne. Heiberg oplyste (senere), at han havde foretaget en "gjennemgribende Omarbeidelse", forandret planen og som følge deraf bortskåret "hele Scener og Musiknummere" og i deres sted indlagt andre samt endelig skrevet "en fra Begyndelsen til Enden aldeles ny, versificeret Dialog [1]" (Borup nr. 224 8.2.1830). Censorerne havde da dobbelt grund til at føle sig forbigået af Siboni, men Rahbeks censur formede sig som ironikerens indlæg, idet han "tvivler i Følge dets Natur ikke om, at det intet kan indeholde, der kunde være af den Art, at Censuren maatte giøre Indsigelse" (13.1.1828). Olsen fandt det "ikke blot antageligt, men saare skjønt" (14.1.1828). Den 15. jan. 1828 uddeltes rollerne (PRFD), og "Pigen ved Søen" opførtes til kongens fødselsdag den 29. jan. 1828 (opført ialt 18 gange).
Fioravantis syngestykke "Die Dorfsängerinnen" (jf. s.259) kom vel frem netop på grund af Sommerskuespillene. Allerede om efteråret rekvirerede Liebe hos Lebrun i Hamborg partituret (TK 1828 1.kv.nr.110 23.11.1827) og manuskriptet til "Die Sängerinnen auf dem Lande" (TK 1827 4.kv.nr.2539 30.11.1827). Den 4. jan. 1828 beklagede Heiberg sig til Collin over forskel mellem partitur og det klaverudtog, han oversatte efter (Coll.BrS.XXIIIb) (2). I januar 1828 kom "en Pakke Musicalier til Dorfsängerinnen" atter [sideskift][side 286]Hamborg (TK 1828 1.kv.nr.204). Virvaret omkring antagelse og opførelse af dette syngestykke illustreres ved det følgende: Den 25. april 1828 "androg [Siboni] paa, at Landsbysangerinderne actviis maatte indstuderes og prøves, for at fremme Stykkets Forestilling" (Dp); censorvotaene er imidlertid først dateret henholdsvis den 6. og 7. maj 1828, efter at stykket var blevet trykt (3). Olsen havde "efter ønske, paa det skyndsomste gjennemlæst" stykket, som han fandt havde "vundet særdeles meget ved Oversættelsen", idet han dog af hensyn til Heiberg gjorde et par formelle indsigelser; Rahbek fandt intet til hinder for dets opførelse, idet han samtidig bemærkede, at stykket "efter Sigende, skal alt paa tydsk have giort Lykke" på teatret. Rollerne blev uddelt den 17. maj 1828, men stykket fik først premiere den 1. sept. 1828 (opført i alt 4 gange i den behandlede periode).
Lose leverede den 1. febr. 1828 tekstbogen til Rossinis "Zelmira" (Neapel 16.2.1822) og den 1. maj 1828 tekstbogen til samme komponists "Semiramide" (Venedig 3.2.1823). Gyldendal leverede den 22. marts 1828 tekstbogen til Gasses syngestykke "Une nuit de Gustawe Wasa, ou le batelier suédois" (OC 29.9.1827): Ingen af disse stykker kom til oversættere.
Af principiel betydning anførte censorerne i deres vota over "Landsbysangerinderne" om udtrykkene i Prospectus, Det kongelige Theaters Repertoire, Nr.3: "Det bemærkes at Stykkernes Opførelse paa Theatret er overensstemmende med de gjorte Forandringer", hvortil Olsen "ved Leilighed" bad sig underrettet. Printzlau var ophavsmand til den omtalte Prospectus, som fik følgende ord med på vejen af Rahbek: "[Jeg] tillader .. mig blot at anmærke at i Følge de bestaaende Anordninger, ingen Forandringer, og i Særdeleshed ingen Tilsætninger lovligen kunne bringes paa Skuepladsen, uden at have været de beskikkede Censorer forelagte, og antagne af disse". Rahbeks forhold til tilsætninger er behandlet s.1504.
Forholdet til personen synes afgørende for hans stillingtagen. Denne sæson viser klart, hvorledes kræfter uden for direktionen bestemte, hvad der skulle opføres af syngestykker. Heibergs engagement til disse opgaver ses intetsteds omtalt: han leverede blot efter mundtlig aftale med enten Collin eller Holstein. Hans forhold til censurinstitutionen synes særdeles afslappet, idet han kun regnede den for en formalitet, i og med at han havde modtaget oversættelsesopgaverne af direktionen, hvorved han negligerede de [sideskift][side 287]meningsforskelle, der herskede mellem direktørerne. Når det gjaldt operalibretti var Rahbek tave: om dette skyldtes hans magtesløshed eller hensyn til Heiberg eller accept af Heiberg kan ikke afgøres. Sibonis styrke synes større end nogensinde.
[sideskift][side 288]
Heibergs "Uadskillelige" (jf. s.260) havde succes ved Sommerskuespillene til trods for den af censorerne bemærkede kedsommelighed. Da tiden kom, hvor det blev naturligt at drøfte en overflytning til det ordinære repertoire, overgav Rahbek sin beslutning til Collin: "Jeg .. [ønsker ikke] inden din Hiemkomst .. at berøre [dette spørgsmål] i Directionen, da ved denne Leilighed let torde forekomme eet og andet Spørgsmaal, hvorved din Nærværelse torde være nyttig om ikke nødvendig" (Coli.BrS.XXIVa 11.8.1827). Pen forsoning, der fandt sted mellem Rahbek og Heiberg i aug. 1827, har betydet, at vaudevillen ikke blev tilstillet censorerne igen, da den skulle optages i det ordinære repertoire, selv om Rahbek fastholdt sin skelnen mellem person og værk (1). Den 24. sept. 1827 gik vaudevillen første gang for teatrets regning (opført ialt 72 gange i den behandlede periode).
P.T. Halds vaudeville "Guldbryllupsfrierierne" læste Collin først og stemte for dens antagelse (18.7.1827). Han havde derved anlagt synspunkten for de øvrige censorer, idet han havde tilladt Heibergs vaudeviller en for Heiberg rimelig god konkurrent. Rahbek derimod "ønskede noget af det Gejstlige ud", samtidig med at han udtrykte sin bekymring for, at den indbyrdes undervisning gjordes til genstand for persiflage på Det kgl. Teater (19.7.1827). Olsen tilsluttede sig sidstnævnte indvending, selv om også han antog stykket, dog med den tilføjelse, at forfatteren fjernede det pretiøse i stykket og derved fremmede sandsynligheden, specielt med hensyn til seminaristens rolle (24.7.1827). Ved direktionsmødet den 27. juli 1827 forelagdes censorernes vota, hvorefter vaudevillen blev "eenstemmig antagen, kun ønskede min Medcensor, ligesom jeg, det mod den indbyrdes Underviisning bort, hvilket Chefen med Iver understøttede" (Coll.BrS.XXIVa 28.7.1827 Rahbek til Collin). Svarskrivelsen fremhævede dette forhold samtidig med at Hald anmodedes om "hertil i Degnens og Seminaristens Roller nogen Modification" at praktisere (Kp.nr.937 29.7.1827). Hald omskrev flittigt stederne om den indbyrdes undervisning og foretog mange ændringer i Smørumnedres karakter (1a), hvorpå rollerne uddeltes den 15. okt. 1827 (PRFD). Premieren fandt sted den 9. marts 1828 (2) (opført ialt 8 gange).
"Dampfarten" fik Rahbek til at udbryde i følgende vendinger: "Atter en Samling af Plattituder og Trivialiteter, Personligheder, og Flauheder, desværre maaske kun altfor vel beregnet efter vor [sideskift][side 289]Theaters nærværende Polhøide. Vil vi beholde nogen Rest af Kunst 'og Smag, kan vi ikke tidsnok stoppe dette evindelige Vaasevæv, her er brudt ud" (17.9.1827). Rahbeks animositet imod vaudevillen som genre var let at vække, men udfaldet mod denne vaudeville var spildte kræfter, eftersom Collin ikke var interesseret i dette arbejde. Olsen istemte sin ærede kollegas dom efter læsning af de første 35 sider (2.10.1827). Returneret efter den 5. okt. 1827 (Dp).
Vaudevillen "Eventyret paa Sprog Øe" fandt Olsen "under al Censur" (27.9.1827); Rahbek var enig (30.9.1827). Remitteret den 5. okt. 1827 (Kp.nr.1020).
Med hensyn til vaudevillen "Jørgen Salomon og Kong Hattemager" var begge censorer enige om, at den var kedsommelig, hvorfor i hvert fald Olsen intet vidste "at anføre til dens Fordeel" (31.1.1828), mens Rahbek anede uråd, idet han forudså, at den måske måtte blive antaget på grund af tilknytningen til Heibergs vaudeville. Han ville dog anføre, at scenen, "hvorpaa Navnet Kong Hattemager grunder sig, uden mindste Tab for det Hele, eller rettere til sand Vinding derfor, maa kunne bortskiæres" (4.1.1828). At Rahbek mente det alvorligt understreges af, at han suspenderede sin stemme, da stykket hverken var "grovt, gement, eller personligt", hvilket tilsammen udgjorde Rahbeks angreb på vaudevillen som genre. Rahbek kunne imidlertid have sparet sine anstrengelser eller anfægtelser, thi Collin sad tavs, således som det før er iagttaget, når det gjaldt vaudeviller, der måske kunne betyde en konkurrence for de heibergske produkter. Remitteret den 4. febr. 1828 (Kp.nr.1070).
Arnesens anonymt indleverede "Intriguen ved Moerskabsteatret" fik Rahbek tilsendt via Collin, der dog ikke forlods meddelte sig skriftligt derom. Rahbek anførte i sin censur en vigtig principiel betragtning, idet han (endnu engang) hævdede, "at det der især giør Vaudevillers Lykke, Valget og Anbringelsen af Musiknummere ligger uden for vor Censurs Competence" (9.1.1828); det skal dog anføres, at direktørerne havde mulighed for at have indseende med opsætningen, hvis de mødte op på teatret. Han havde imidlertid læst vaudevillen med fornøjelse, især sidste halvdel, og ville gerne antage den, når blot en passus om Trop gik ud, såvel som bemærkninger om ""den dramatiske Skrædder" .. saa overalt alle Personaliteter", selv om de ikke måtte være af den fornærmelige slags, som Rahbek mente "at have Krav paa at faae bort" (l.c.) (3). Olsen tilføjede intet yderligere af vigtighed i sine kommentarer [sideskift][side 290]til Rahbeks ankepunkter, men troede den ville behage, blev forfatterens forslag til rollebesætning fulgt (30.1.1828). I direktionsmødet blev censorernes vota fremlagt (Dp 1.2.1828), hvilket resulterede i, at Holstein fik vaudevillen til gennemlæsning; han satte mærker "flere Steder som efter min Formening nødvendig maa udelades eller forandres; tillige vil det være godt om der blev foretaget nogle forkortninger især i de første Scener [4] som forekommer mig kiedelige og er det bædre at saadant skeer strax (end som ofte er hendet) efter at Puplicommet har fattet ufordeelagtige Ideer derom" (BmD 7.2.1828). Holsteins rolle som overcensor er ikke ukendt, men hans indsats vedrørende Arnesens vaudeville skal ses i sammenhæng med, hvem man tillod at fremkomme med personaliteter i 1828 samt hans hensyn til teatrets tarv. Collin behøvede derfor ikke at blande sig i koret af udstregende censorer. Rettelserne blev i direktionens svarskrivelse angivet at gælde "de første Scener, og hist og her .. tildeels .. antydet ved Tegn i Marginen" (Kp.nr.3 11.2.1828). Arnesen efterkom selvfølgelig direktionens anmærkninger (5), hvorpå roller uddeltes den 7. marts 1828 (PRFD). Premieren fandt sted den 10. maj 1828 efter adskillige kontroverser iblandt skuespillerpersonalet (Coll.BrS.XXIa 5. og 15.4.1828; Abrahams' Autogr.S. 28.4.1828) (opført ialt 35 gange).
Til "Studenterarresten" savnes censorernes vota, selv om det af brev fra Rahbek til Collin klart fremgår, at de havde den til gennemlæsning (Coll.BrS.XXIVa 19.2.1828). Remitteret den 23. febr. 1828 (Kp.nr.12).
I direktionsmødet den 30. nov. 1827 anmeldtes, "at Professor Oehlenschläger var sindet at indrette i Foreening med .. Frölich Freyas Alter (første Udgave) [6] til Opførelse som Vaudeville; hvorved Direktionen med Forbehold af nærmere Censur, intet havde at erindre" (Dp). Der kan ikke herske tvivl om, at Oehlenschläger havde handlet taktisk klogt ved at omdanne førsteudgaven til vaudeville, i stedet for den version som Olsen og Rahbek i 1816 havde forkastet. Før stykket blev modtaget af censorerne tilskrev Oehlenschläger Collin: "Du er min Ven! Dig skylder jeg at Stykket endelig efter 23 Aars Modgang er bleven antaget .. Jeg har aldeles holdt mig til det gamle Stykke, og det er kun Musiknummernes Indretning, der hist og her har udkrævet en lille Forandring .. Fröhlich er ogsaa næsten færdig med Musiken" (Preisz nr.989 18.2.1828). Sangene sendte Oehlenschläger til Collin privat (l.c.). [sideskift][side 291]Censorernes vurdering har på denne baggrund først og fremmest historisk interesse (i 1828), fordi Oehlenschlägers brev til Collin afslører notatet i deliberationsprotokollen som formaliteter. Rahbek fandt efter gennemlæsningen aldeles intet i tilsætningerne, "der kunde beføye Censuren til Indsigelse mod dets Forestilling"; kun den sidste strofe af slutningskoret ønskede han sløjfet af hensyn til enten "Kaadhed eller Ildesind", idet han erkendte, at det hele ville komme an på stykkets "musikalske og sceniske Udførelse" (26.2.1828). Olsen indskrænkede sig, meget sigende, til at anføre det ene ord "Antaget" (udat. før 7.3.1828). Enten det var Fröhlichs musikarrangement, forkortninger eller skuespillernes tilsætninger (7) faldt stykket. Premieren fandt sted den 19. apr. 1828 (opført ialt 2 gange).
Den sidste vaudeville, der behandledes af censorerne i dette teaterår, var den anonymt indleverede "Jødebrylluppet", der af begge censorer blev forkastet uden begrundelse, idet Rahbek dog udstødte følgende forbandelsesformular: "Denne lille Draabe forsvinde i de slette Vaudevillers Hav, at dens Spor ikke findes paa Jorden!" (21.3.1828). Remitteret den 31. marts 1828 (Kp.nr.23).
Som det fremgår, var censorerne aldeles enige vedrørende alle disse mådelige vaudeviller; kun hvor Heiberg indirekte var berørt, røbede Rahbek sin usikkerhed, mens Olsen med hensyn til "Freyas Alter" havde særdeles kolde fødder, som dog blev varmet ved stykkets fiasko. Collins tavshed, vedrørende alle de anonyme vaudeviller, skal måske tolkes som hans forsøg på at udelukke eventuelle konkurrenter til Heiberg, men hans indsats for Oehlenschlägers stykke viser hans flersidighed og styrke. Holstein markerede sig overbevisende vedrørende Arnesens vaudeville, da han overtrumfede censorernes enige dom.
[sideskift][side 292]
Heibergs oversættelse "Kiærligheds-Drømme" (jf. s.261) overførtes til det ordinære repertoire uden diskussion. Roller uddeltes den 31. aug. 1827 (PRFD). Premiere for teatrets regning den 3. sept. 1827 (opført ialt 20 gange i den behandlede periode).
I anledning af betalingen (1) af dette arbejde og for "De Uadskillelige" skrev Heiberg til Rahbek: "Endnu mere Tak for dit venskabelige Tilbud angaaende Vaudevillerne. Etatsraad Collin har allerede talt med mig derom, og vil formodentlig idag paatale Sagen" (Borup nr.179 31.8.1827 (2)). Heibergs brev er et svar på et tabt brev fra Rahbek, der havde søgt en tilnærmelse og forståelse mellem de to. Vaudevillestriden var overstået.
Ikke ukendt med spillereglerne for antagelse af arbejder til teatret havde Rosenkilde forskrevet 8 franske vaudeviller direkte fra Paris. Hans initiativ gav dog ikke synderlig gevinst. Indkøbt blev:
1. Scribe & Varner: De mariage de raison (GD 10.10.1826), se s.368.
2. Théaulon: La mere au bal (TV 30.11.1826)
3. Théaulon & Cretu: Le Boneficaire (TVR 26.4.1825)
4. Désaugiers, Léger & Chazet: Monsieur Partout ou le diner manqué (TV 4.8.1819)
5. Simonin, Laloue & Merle: De conscrit (PSM 20.11.1823, TVR 28.4.1824)
6. Théaulon & Cretu: De chiffonnier (TVR 3.1.1826).
7. Carmouche, Duveyrier & Brazier: Tony (TVR 10.2.1827)
8. Théaulon, d'Artois & Laloue: L'ami intime (TVR 23.11.1825) (TK 1828 1.kv.nr.82 4.2.1828) (3).
Prins Frederik hjemsendte i 1828 en unavngiven vaudeville, hvortil Rahbek udfærdigede censur: Med hensyn til stykkets lykke på scenen mente han rigtignok, det kom "an paa Bearbeidelsen, Musik en, og Udførelsen, og i de første to Henseender ville man vel være fuldkommen betrygget, ved at overdrage Arbeidet til Dr Heiberg .. Hvad Censorerne angaaer, troer jeg ikke, vi enten fra Sædernes eller Smagens Side kunne have ringeste Betænkelighed ved at anbefale Stykket" (9.5.1828). Olsen bifaldt ganske Rahbeks vurdering (udat.). Materialet afslører ikke, hvad der videre skete.
[sideskift][side 293]
Heller ikke i denne sæson kom balletten på fode, fordi direktionen kædede restitutionen af dansevæsenet sammen med ansættelsen af Bournonville. Se s.381.
Kun geburtsdagsstykket til kongens ære blev udstyret med en dans af P. Larcher.
Fam. Koblers optræden karakteriseres af Overskou IV 851.
[sideskift][side 294]
Koncerterne dels på Hofteatret dels på Kgs. Nytorv var ganske Hauchs forretninger; censorernes placering var underordnet. Af teaterplakaterne fremgår det, at deklamation har indgået (ofte) uden specifikation af programmet, hvorfor det må konstateres, da materialet intet nævner derom, at disse sager blev forhandlet uofficielt. Som eksempel på et specificeret program henvises til Nielsens store aftenunderholdning den 9. dec. 1827 (1).
Dorphs anonymt indleverede prolog til sæsonens åbning sendtes af Collin til Holstein, der nok mente, at Ryge kunne foredrage den: hans indvendinger indskrænkede sig til "det flere Gange brugte Ier som ikke klinger godt i Øret" (BmD 27.8.1827). Da Collin havde fået Holsteins accept, sendte han prologen til censorerne, idet han dog forinden havde leveret Ryge den, "for at han betimeligen kunde giøre sig bekiendt dermed", hvilket han havde tilladt sig, fordi han formodede, at censorerne intet ville have at udsætte på prologen (l.c. udat.). Rahbek gav da også "med Fornøyelse" sin stemme "til denne smukke Prologs Fremsigelse" (l.c. udat.), mens Olsen beredvilligt istemte Rahbeks dom (29.8.1827). Lørdag den 1. sept. 1827 fremsagde Ryge prologen.
Boyes sang til dronningens fødselsdag blev fremlagt i direktionsmødet den 26. okt. 1827, hvor den "fandt eenstemmigt Bifald" (Dp). Sangen til kongens fødselsdag i 1828 blev trods den af Rahbek hævdede tradition ikke forfattet af Heiberg. Af to "Folkesange", indkommet i jan. 1828, valgte direktionen den 25. jan. 1828 den af kommandør Wulff forfattede (Coll.BrS.XXV 18.1.[1828]) (2).
Mad. Catalani kom ligesom Siboni i 1818 fra Stockholm på sin sidste koncertturne til København (3). Hun opholdt sig her i over tre måneder, hvor hun gav en række koncerter både ved hoffet, på teatret og andre steder. Selv om hun havde kulmineret for flere år siden, vakte hun stor begejstring og opstandelse i Danmark.
Søndagsforestillingerne blev efter intern strid i direktionen forøget til ialt 10 forestillinger (Orig.Kgl.Res.nr.192 29.9.1827). Med hensyn til forestillingernes indhold var det en fornyelse, at direktionen også gav Shakespeare og Lessing, udover syngestykker og vaudeviller, idet dog linjen fra foregående sæsoner vedrørende denne del af søndagsrepertoiret blev bibeholdt, jf. s.197 og s.251.
[sideskift][side 295]
Collin havde Goldonis komedie "De nysgierrige Fruentimre" (1) til gennemlæsning i juni 1827 (TK 1828 1.kv.nr.202), men ifølge arkivmaterialet blev stykkets genoptagelse ikke behandlet.
Syngespillet "Jøden" havde man forkastet (jf. s.231), men det kan måske have givet direktionen mod på at genoptage Cumberlands komedie af samme navn (2). Rahbek var blevet opfordret af Collin til at finde teksten frem, men havde øjensynligt ikke kunnet finde Schwarz' oversættelse. I stedet foreslog han Collin Mad. Andersens liden samling af originale tekster: "Paa dette Sprog maatte den vel være at faae; jeg har aldrig eiet den, og aldrig holdt af den [3]" (NkS 3107 udat. 23.6.1827). Den 11. aug. 1827 meddeltes Collin af Rahbek, at Olsen havde anmeldt i direktionsmødet den 10. aug. 1827, "at han var færdig med Jøden [4], og havde ladt den afskrive; men bragte den ikke med; jeg skal lade ham minde om den, at der kan sørges for Rollerne, og Stykket, saasnart skee kan, sættes i Gang, da man der heller ikke behøver Nielsen" (Coll. BrS.XXIVa 11.8.1827). Det er påfaldende, at Rahbek kun en måned efter udtalelsen af sin oprigtige mening om stykket kunne effektuere en ordre af Collin, men Nielsens udenlandsophold kunne tvinge flere end Rahbek til at gå på akkord med samvittigheden. Den 24. aug. 1827 leverede Olsen Collin den forandrede oversættelse, hvorefter rollerne uddeltes den 4. sept. 1827 (PRFD). Om opførelse i sæsonen blev der dog ikke tale (5), først den 3. marts 1829 blev komedien igen givet på skuepladsen (opført ialt 10 gange i den behandlede periode).
Anderledes gik det ved genoptagelsen af "Tartuffe", hvorom Rahbek meddeltes af Liebe, at Holstein "har bedet mig sige Dig at han mueligen kunde ønske at give den .. i den første Uge" af den kommende sæson, hvorfor Rahbek, som oversætter (6), skulle indsende forslag til rollebesætning (NkS 2494 1.8.1827); om egentlig censurprocedure kunne der ikke være tale. Rollerne uddeltes den 4. aug. 1827 (PRFD), hvorpå repremieren fandt sted den 14. sept. 1827 (opført 5 gange), se s.510.
Zinck fik tilladelse til at indrette "Kiærlighed uden Strømper" som vaudeville den 51. aug. 1827 (Dp), hvorefter rollerne uddeltes den 12. okt. 1827. Kun den 25. marts 1828 opførtes stykket uden Scalabrinis musik.
Colmans "Den skinsyge Kone", oversat af Rahbek, blev læst af Olsen i aug. 1826 (DpO 31.8.1826) og leveret af ham til Collin (l.c.), [sideskift][side 296]men først uddelt den 31. aug. 1827, uden at det af materialet kan ses, om der tilføjedes ændringer eller moderniseringer (7); føret der 17. okt. 1829 genoptog teatret komedien (opført 2 gange).Se s.737.
I direktionsmodet den 31. aug. 1827 uddeltes efter Sibonis forslag rollerne i Kreutzers "Paul og Virginie" (8), Cherubinis "Lodoiska" (9) samt Boyeldieus "Johan fra Paris" (10) (jf. s.330). Sibonis valg af musik kan næppe undre, når man betænker hans gammeldags smag.
Formentlig på Rahbeks opfordring (jf. s.106) lod direktionen uddele rollerne i Schröders "Fætteren i Lissabon" den 7. sept. 1827 (11); genoptoges ikke.
Med Dupatys "Fruentimmerhævn" havde han større held, idet komedien opførtes den 11. dec. 1827 (12).
Også Etienne & Gaugiran-Nanteuils "Paschaen i Suresne", ifølge Printzlau "paany gjennemseet, og [forsynet] med adskillige Forandringer, bestaaende baade i Tilsætninger og i Udeladelser" (13), blev genoptaget den 10. april 1828 (14).
Efter Weyses ønske (jf. s.330) uddeltes rollerne i "Faruk" den 26. okt. 1827; at der blev arbejdet med operaen vidner en optegnelse i deliberationsprotokollen om, idet direktionen besluttede, at korene skulle indstuderes (8.2.1828) (15); genoptaget den 9. marts 1834.
Af hensyn til Jfr. Hegers debut uddeltes roller i "Emilie Galoti" den 9. nov. 1827; den 16. dec. 1827 gaves den første af tre forestillinger i denne sæson. Efter den tredje forestilling, den 7. jan. 1828 uddeltes den 11. marts 1828 "den forandrede Udgave" (PRFD), hvilket vel nok har været Collins største indsats som tekstleverandør til teatret, idet han havde rettet og forbedret Dorothea Biehls gamle oversættelse (NkS 1115) (16). Arkivmaterialet røber intet om, hvorvidt denne version blev benyttet ved forestillingen den 22. sept. 1828 (17) (17a).
I følge Rahbeks brev til Collin havde Heiberg begæret at måtte omarbejde "Kruses Logerende [18], som jeg aldrig har seet eller læst; men som i sin Tid gialdt for et høist frivolt, om ikke liderligt Stykke [19], og som sandelig ikke under L[udvig] H[eibergs]s frie Hænder vil vinde i Sædelighed. Jeg giver efter i alt Andet; men det forargelige og det fornærmelige staaer jeg pro virili imod, saa længe det er mig Pligt" (24.11.1827). Heiberg kom dog ikke i lag med dette projekt. Se s.875.
[sideskift][side 297]Såmænd Gretrys gamle syngestykke "De to Gerrige" (20) blev uddelt på ny den 7. marts 1828 (Dp), men ej genoptaget.
Også Schwarz' oversættelse af Holcrofts komedie "The Road to Riun" blev omarbejdet med henblik på opførelse i denne sæson, idet Overskou korrigerede eller moderniserede teksten (TK 1828 1.kv.nr.482 13.3.1828), men roller blev ikke uddelt (21). Se s.950.
Teaterdirektionen besluttede i marts og april 1828, at roller skulle uddeles til følgende skuespil: "Menneskehad og Anger" (22), "Edvard i Skotland" (23), "Den opdagede Hemmelighed eller Herrens Hiemkomst" (24) samt "Ildprøven" (25), der nybesattes af hensyn til Jfr. Langes og Jfr. Pätges' fremtræden i dette stykke. I "Erik og Abel" nybesattes hovedrollerne den 2. april 1828, men først den 14. maj 1831 blev Oehlenschlägers tragedie genoptaget.
Vilkårligheden med hensyn til genoptagelse af hvilende stykker er tidligere påpeget, men det er bemærkelsesværdigt, at Rahbek forsøgte at genoplive den ældre engelske højere komedie, selv om forsøget stort set mislykkedes. Collins og Heibergs initiativer understreger deres vekslende indflydelse på direktionens beslutninger.
[sideskift][side 298]
Vedrørende Rahbeks dispensation tilskrev Holstein Rahbek den 29. juni 1827 for at blive "underrettet, om De nu atter kan deeltage i Sagernes Forhandling, og være tilstede i Directionens Møder" (Troensegaards S. I.1). Af Rahbeks svarskrivelse fremgår det ganske klart, at han ønskede afsked i nåde med behørig pension, men at han på grund af "Omstændigheder, der ikke egne dem for et Brev [1], men hvorom jeg havde ønsket og haabet at raadføre mig med en prøvet Velynder og Ven", ikke fandt det betimeligt at ansøge derom endnu engang, hvorfor han da hellere genoptog tjenesten i fuldt omfang. Dispensation på de tidligere givne betingelser ønskede Rahbek sig mindst af alt (I.B.nr.#### 29.6.1827). Og derved blev det; Rahbek trådte atter til som teaterdirektør den 6. juli 1827 (Dp).
Uopfordret forsøgte Ryge endnu engang i denne delperiode at få indflydelse på teatrets repertoirepolitik. Den 5. dec. 1827 indsendte han et 3 sider langt forslag til en omstrukturering af teatrets hele finansielle og æstetiske virkekreds. Hovedpunkterne, som vedrører denne afhandling, var:
1. spilledage: mandag, tirsdag, torsdag og fredag, men "under ingen Omstændigheder" onsdag eller lørdag; på søgnedagene skulle kun opføres "ældre indstuderede Stykker" eller successtykker fra søndagsforestillingerne.
2. alle søndage (2) skulle bruges til at bringe nyheder frem "eller i det mindste et udmærket godt Stykke, som i 10 Aar ikke har været paa Scenen".
3. det skulle gøres muligt at inddrage sommerferien til indstudering af "i det mindste 12 nye Stykker".
4. forfattere og oversættere skulle ikke udbetales honorar, faldt deres produkter den første aften! Skuespillerne skulle honoreres efter deres indsats ved disse forestillinger.
5. til søndagsforestillingerne skulle spares mest muligt på "Dragter og Decorationer"; først ved gentagelse kunne disse stykker or ventes udstyret efter normale forhold (TM).
Ryge var overbevist om, at dette ville indebære større søgning, fordi teatret leverede flere nyheder, end det nogensinde havde præsteret - trods nedskæringen af spilledage. Forslaget skal ses i sammenhæng med hans initiativ i 1824, da han søgte at bringe flest mulige nyheder på scenen til teaterkassens gunst, samtidig med at det ville give Ryge æren for at have inventeret midlet til [sideskift][side 299]teatrets fremgang (i hvert fald i økonomisk henseende), hvorefter det ved en kommende nyorganisation af teaterdirektionen ville blive endnu sværere at holde ham ude. - Havde Ryge fået lov at forsøge sig i 1824 (jf. s.143), slog man i 1827 straks fast, at ingen af teaterdirektørerne var stemt for hans forslag. Collin og Rahbek udtalte sig fyldigst om Ryges projekt, inden det blev endeligt forkastet den 11. jan. 1828. - Collins trossætning med hensyn til spilledagenes antal affattedes i sædvanlig myndig form: "Jo oftere der spilles, des mere opfordres Folk til at besøge Skuespillet; spiller man sieldnere, saa finder Folk paa, at udfylde de andre Aftener med anden Underholdning, og Lysten og Trangen til at gaae paa Comoedie taber sig". Endvidere afviste Collin forslaget om indstudering af 12 nye stykker i sommerferien, netop med henvisning til Ryge selv, der før havde påstået "ikke at kunne lære 2 ell. flere nye Roller jævnsides"; idet han videre fremhævede, at Schwartz eller Rosing for 30 år siden havde oplyst, at der i en sæson højst kunne læres 14 til 16 nye stykker (med 4 ugentlige forestillinger). Der blev altså en manko på ca. 10 nye stykker, hvortil det nuværende personales kræfter ikke kunne strække. Betalingen af originale stykker fandt Collin afslørende for Ryges "bekiendte Uvillie" imod forfattere, samt at selve betalingsformen var "besynderlig". løvrigt mente Collin, at det var uoverkommeligt at fastsætte det regelsæt, der skulle afgøre, hvorvidt en nyhed kunne overflyttes til søgnedagsrepertoiret: "Hvem skulde bestemme det? En egen Committee? eller Directionen? eller Klappermøllerne i Parterret?". Collin lagde til: "Og et saadant Forslag kan en Mand, der har opoffret Theatervæsenet den kraftfuldeste Deel af sit Liv, giøre!". Konklusionen blev da for Collin, "at ieg .. maa erklære mig derimod i eet og alt" (BmD 28.12.1827). Rahbek afviste Ryges forslag, uagtet "al min Agtelse for Doctor Ryges Sagkyndighed, Erfaring og Interesse for Theatrets Tarv", fordi han ikke anså "Mængden af nye Stykker, som nogen Vinding for Smag og Kunst". Rahbek begrundede denne trossætning med, at det ville betyde teatrets undergang, gav man efter "for Raseriet efter uafladelig Nyhed"; "ved at indbyde Alt, der er unaturligt af interesse, og løst og elendigt af Sprog". Han ville "blot erindre om, at saavel England, som Tydskland og Frankrig klager over, at Skuespildigtningen - og Skuespillet - hos dem er i Forfald; og hvor goldt og svangt det Udbytte var, Hr Doctoren selv [sideskift][side 300]for nogle Aar siden hiembragte fra sin udtrykkelig med Hensyn hertil foretagne Kunstreise. Meget mere vilde jeg ønske, at .. vore gode gamle Mønsterskuespil - standard pieces - end i Mønsterforestillinger maatte holdes i Gang paa vor Skueplads; men at, da det vel og her tildeels tør hedde
Nimmermehr das Schöne kann gefallen
Als das gemeine allgemein gefällt [3]
man for at skaffe eller betrygge de gode Stykker og Forestillinger det Tilløb, de muligen kunde savne, Dandsen maatte komme i saadan Stand, at, som i ældre Dage, en yndet Ballet, kunde betrygge et ewaldsk eller holbergsk Mesterværk vel spilt for tomt Huus". Rahbek mente endvidere, at inddragelsen af sommerferien ville være urimelig for skuespillerne, og at teatret kunne opnå det samme som Ryge ønskede, hvis man blot umiddelbart efter sæsones slutning uddelte rollerne til de stykker, man ønskede frem i den følgende sæson, hvorefter prøver afholdtes fra midten af august. Dette bestående system kunne fungere, ''naar Stykkerne vare valgte af saa forskiellig Art, og i Følge deraf fordeelte til saa forskiellige Personer, at det ene ikke kom Indstuderingen eller Prøven af det Andet i Veien". Om antallet af nyheder oplyste Rahbek, at har selv i Minerva 1794 (4) gjorde sig til talsmand for at bringe et nyt stykke på scenen hver 14. dag, "naar tragisk, comisk, og lyrisk vedbørlig afvexlede". Dette over 30 år gamle forslag kommenterede Rahbek således: "og - skiøndt senere Embedserfaring har lært mig, at slige Bestemmelser vel lade sig giøre paa Papiret, men in Praxi finde uberegnelige Vanskeligheder, især naar man ikke nøyes med at faae Stykkerne spilte, men tillige vil have dem spilte, som Scenens Ære og Kunstens Fremtarv fordrer - lader det sig dog, naar man bringer større og mindre Skuespil, og Syngespil med Operetter og Vaudeviller i Anslag, det ene med det andet, og især, hvis man kunde bringe Terpsichore til at tage sin fiende Part, og hver ottende Uge levere noget Nyt, saa at Thalias, Melpomenes og Hymnias Præstationer saaledes lettedes, saa nogenlune ved Virksomhed og god Villie bringe tilveie". Forudsætningen for at det kunne lykkes ville Rahbek ikke erkende manglede.
Med hensyn til søndagene, der skulle forbeholdes nyheder, erindrede Rahbek om, at "det for Smag og Kunst vilde være høist betænkeligt, for ikke at sige, fordærveligt, at overlade den Dag, hvis Publikum almindelig erkiændes, for det mindst dannede jus vitae [sideskift][side 301]necis over alle Nyheder"; ved det bestående system forsøgtes en spredning på ugedagene for nyheders førsteopførelse. Honoreringen af forfattere fandt Rahbek urimelig på trods af sin indstilling til "den nærværende financerende Efterregning", der ofte blev forkortet på grund af ''tilfældigen indtrufne Omstændigheder", men dog i sammenligning med Ryges foreslåede "er idel Humanitet og Liberalitet"; oversætterhonoraret ville Rahbek ikke kommentere, for "at jeg ikke skal synes at tale min egen Sag. I øvrigt lære vi for vel af den daglige Erfaring, hvorlidet det er enten Stykkerne, eller Forestillingernes Værd, der bestemmer, hvorvidt Stykker kan gives med Fordeel for Theatercassen eller ikke. I øvrigt, saa fuldt og fast som det sikkerlig er min Overbeviisning, at Theatret saa lidet, som nogensinde med Ære er muligt, bør falde Statscassen til Byrde, maa man dog ikke glemme, at det er kongeligt, og at det der ikke er anstændigt at vedkiendes eller følge de Grundsætninger, der regere Landstrygere i Dyrehaugen og paa Vesterbro". Rahbeks formening manifesterer hans troskab mod fordums udformede synspunkter, hvilket forklarer hans vanskeligheder ved at følge de nye tendenser i tidens dramatik, idet han dog skal ydes den retfærdighed, at hans kommentarer til Ryges forslag betød et forsvar imod en fremtrængende skuespillers angreb på et bestående system, som med dets svagheder havde fungeret, selv om det måske kunne have fungeret bedre, havde det været administreret af andre end Holstein og Rahbek. - "Søndags-douceurerne" fandt Rahbek en urimelig foranstaltning, da de ældre skuespillere ville blive forfordelt, fordi de "have deres Hovedrepertoire i Skuepladsens sande Hovedstoel, Holbergs, Wessels, Sanders, Samsøes, Olufsens, Oehlenschlägers o. fl. uforgiængelige Værker", mens andre yngre skuespillere ville opnå betydeligt mere, "som en Døgngunst havde bragt i Velten i de Stykker, der skyde i Væiret i Dag, og hvis Sted ikke findes i Morgen, som er de fire femte Deles Caracteristik af Nutidens Producter". Rahbeks syn på teatret og dets repertoire, som han selv var medbestemmende over og ansvarlig for, er klart udtryk for en bagudskuende, erindrende, historisk, ikke-aktuel holdning, der henviser samtiden til at lære af fortiden, idet kun dennes strålende eksempler fremholdes. Samtidig afslører Rahbek vigtige mekanismer ved teatret i samtiden, der gør dem væsentlige for vurderingen af hans egen position i samtiden; hans indflydelse og evne til at administrere den ham påliggende embedspligt [sideskift][side 302] påviser han selv er forsvindende lille (BmD 29.12.1827). - Olsen vidste intet at tilføje til Collins eller Rahbeks bemærkninger (3.1.1828), mens Holstein indskrænkede sig til følgende erklæring: "Min Mening over denne Gienstand, har ieg ved flere Leiligheder saavel mundtlig som skriftlig ytret; skjønt den Maade Dr Ryge har Foreslaaet ikke er tilfredsstillende for mig" (8.1.1828). Holsteins formulering dækker over en skjult enighed med Ryge, som han efter sine tre meddirektørers udtalelser ikke turde fremkomme med; alliancen Holstein-Ryge var blevet svækket ved Collins teaterpolitiske linje, støttet - omend af andre grunde end de som Collin fremførte - af Rahbek, idet Olsen ikke evnede at imødegå disse rimelige synspunkter. - I direktionsmødet den 11. jan. 1828 enedes man om at afvise forslaget, da man "for Øieblikket ikke troede at kunne iværksætte" det, samtidig med at man "med Fornøielse" erkendte "et nyt Beviis paa hans [Ryges] Iver og Interesse for Theatrets Fremtarv" (Dp).
Dermed var meningstilkendegivelserne imidlertid ikke udtømt, thi Ryge fik støtte fra den indflydelsesrige Nathan David, der anklagede teaterbestyrelsen for at misligholde teatret, fordi direktionen i febr. og marts 1828 ikke præsterede premiereforestillinger (Theater-Bladet No19 21.3.1828). Artikelen, der ligger i forlængelse af Ryges forslag, blev imødegået af Collin i "Dagen", hvor han bl.a. oplyste om teatrets repertoirepolitik: 1. at der kunne blive lagt hindringer i vejen for den, når flere betydende skuespillere blev syge. 2. at teaterdirektionen ikke valgte lystspil i en akt, fordi "mangeaarig Erfaring har .. viist, at der er intet som saa lidt interesserer det Kjøbenhavnske Publicum". Oversættere var hermed advaret. 3. Deinhardsteins skuespil "Hans Sachs" (jf. s.404) anførtes som et lystspil, teaterdirektionen gerne ville opføre; de øvrige nyheder (5) i Hamborg skulle man i øvrigt ikke begynde at oversætte, fordi intet deraf "er fortrinlig bekjendt". 4. for mange nyheder i en teatersæson havde medført beklagelser over, at det "skadede Publikums Smag, og Skuespillerne, som overlæssedes med Hukommelsesværk, der ikke kunde blive modent". 5. "at det gjør det bedre Publikum lunkent for Theatret, og det slettere overmodigt" (28.3.1828) (6). Collins synspunkter er ingenlunde særegne eller selvstændige; de bærer mere præg af Collins irritation over at blive kritiseret på et tidspunkt, hvor han stod som den centrale skikkelse, når det gjaldt sammensætningen af teatrets [sideskift][side 303]repertoire, end de oplyser om hans intentioner om repertoirepolitikkens problematik (7). - Collins forsvar for teatrets repertoirepolitik sættes i relief, når det bemærkes, at han den 11. april 1828 delagtiggjorde den øvrige bestyrelse om teatrets økonomiske situation: regnskabet for første kvartal havde udvist en nedgang i indtægterne på ca. 3700 Rbd., som "tildeels [var en] Følge af Made Catalanis mange og kostbare Concerter [jf. s.294], tildeels af de mange Sygdomme blandt Personalet, i hvilken Anledning Chefen paastod, at der alvorligen maatte tænkes paa, at faae VarmeIndretninger anbragt paa Theatret førend næste Vinter [8]" (Dp).
Ryges og Davids angreb resulterede i, at Collin tog hele sagen op, hvorefter direktionen udfærdigede en forestilling til kongen, der i korthed drejede sig om at udnytte søndagene i større udstrækning end tidligere, idet man ønskede at spille samtlige søndage undtagen i sept. og maj. For ikke at bebyrde skuespillerne mere end nødvendigt foreslog man i stedet at friholde onsdagene; derved havde man ialt ca. 9 uger til prøver, etc. Forestillingen forstås kun rigtigt i den her angivne sammenhæng, fordi den er summen af teaterdirektionens reaktion på Ryges og Davids forsøg, på at ændre repertoiresammensætningen. Kongen approberede forestillingen "i Eet og Alt" den 29. juli 1828.
Til ovenstående vigtige repertoirepolitiske overvejelser i og uden for direktionen skal tilføjes, at Collin allerede i 1828 diskuterede sin afgang som teaterdirektør. Kongen forhindrede imidlertid, at Collins ønske opfyldtes (jf. s.344). Kronprins Christian Frederiks adjudant F. v. Blicherolsen, G.H. Olsens nevø, tilskrev Collin i aug. 1828 om ansættelse ved teatret - til aflastning for Collin. Han forestillede sig en stilling "omtrent som man har sagt mig at Capt: Schneider fordum var eller burde været f. Ex: ved paasee de mange underordnede Embedsmænds og Betjentes Tilstædeværelse og Paapassenhed saavel ved Prøver som ved de sceniske Udførelser; ved hvor det maatte findes nødvendigt, at tage Deel i Censuren og hvad der ellers angaaer det Litteraire, ved Opsynet med Skolerne og hvilketsomhelst andet, der maatte fordre dagligt og nødvendigt Oversyn og hvorom Directionen bestandig paa Forlangende kunde erholde nøyagtig og paalidelig Underretning" (Coll.BrS. 20.8.1828). Der blev imidlertid intet af dette arrangement, der ville have givet Blicherolsen alt for stor et ansvar og for meget indflydelse i forhold til den siddende direktion (9). Se s.345.
[sideskift][side 304]Den 4. aug. 1827 indkom Pettolettis ansøgning om i vinteren at give forestillinger i staden København (1. Memorialprot. 1827 nr. 1022). Teaterdirektionen bemyndigedes til at afvise denne ansøgning (l.c. 7.8.1827), hvilket ikke ses gjort skriftligt (Kp). I sin anden ansøgning, indkommet den 18. aug. 1827, gjaldt det om tilladelse til at give forestillinger uden for stadens porte. Den 21. aug. 1827 bemyndigedes Kancelliet til at bevilge det ansøgte, "saafremt Collegiet skjønner, at saadant uden Betænkelighed kan tillades ham" (D.K. 2.Dept. Registrantsag nr.855). Politidirektøren blev hørt og måtte for så vidt anbefale Pettolettis andragende (l.c. 21.9.1827). Teaterdirektionen kunne ikke være imod ansøgningen, når teatret var beliggende uden for staden, og der i øvrigt var tale om "et Pantomimetheater" (l.c. 27.10.1827). Følgelig udstedtes privilegium den 9. nov. 1827, hvori det hed, at Pettoletti "uden for Stadens Porte [måtte] indrette et Theater, og paa samme imod Betaling give saavel æqvilibri[sti]ske, som pantomimiske Forestillinger"; privilegiet skulle være fortabt, hvis han ikke inden 2 år havde udnyttet det (l.c.) (jf. Nystrøm I 178ff).
Frydendal, Stage og Liebe havde i april 1828 indsendt ansøgning om at afholde Sommerforestillinger (Dp 18.4.1828). Sagen blev udsat, hvilket betød afslag.
[sideskift][side 1520]
(1) Den danske gesandt i Dresden (Sachsen); jf. Marquard 213.
(2) "Kjøbenhavns flyvende Post" skrev den 25.7.1827: "Tiecks Dom over vor geniale Landsmands Arbeider, meddelt i et privat Brev fra en Mand, til hvem han har sagt: "at der siden Gøthes bedste Tid ikke var seet noget fortræffeligere i den dramatiske Literatur, end disse fire Skuespil [Bajaset. Tiberius, Gregor den Syvende og Hamadryaden]". En måned senere refererede "Kjøbenhavnsposten" et inserat i "Berlinische Zeitung" (nr.192 18.8.1827), hvori det bl.a. hed, at da "nu Tiecks sande Mening i denne Efterretning er aldeles misforstaaet og overdreven og da Udbredelsen af dette saaledes opfattede Udsagn meest kunde skade den unge Digter, saa finder een af Tiecks Venner, der netop har havt Leilighed til at skaffe sig meget nøiagtig Underretning om dennes Anskuelse af Hauchs Skuespil, sig foranlediget til, allerede foreløbigen at gjøre opmærksom herpaa. Tieck selv vil med det første i en med Prøver ledsaget Beretning lade Hauchs, i ethvert Tilfælde meget mærkværdige Productioner, i Roes og Dadel, vederfares deres Ret" (nr.68 25.8.1827 s.276). "Kjøbenhavnsposten"s meddelelse skal selvfølgelig også ses i sammenhæng med dets forhold i almindelighed til Heibergs "Kjøbenhavns flyvende Post", Tieck udlod sig så vidt vides ikke om "Tiberius", men derimod om "Hamadryaden", citeret i "Kjøbenhavnsposten" (nr.99 11.12.1827). Til afklaring af forholdet skal anføres Tiecks samtidige brev til Oehlenschläger, hvori det bl.a. hedder, at "was er schon als Dichter geleistet, ist bedeutend und merkwürdig" (Preisz III nr.965 28.6.1827, V, 293f) (Jf. Galsters skrøner "Carsten Hauch. Barndom og Ungdom". 1930 220f).
(3) Sufflørbog mangler (KTS); en renskrift af Hauch (NkS 1262) er uden betydning i denne sammenhæng. Oehlenschläger havde i et tabt brev meddelt Hauch sine tanker som stykket, rost det men også gjort indsigelse mod "Scenen med Caligula". Hauch var bragt i usikkerhed, hvis man fjernede den, thi "Publicum .. vil have Sort paa Hvidt for Alt", også "om Tibers sidste Skiøbne" (Preisz nr.988 31.1.1828) (Noten V, 313 er fejlagtig). DKTB ejer 2 eksemplarer af "Tiberius" med samstemmende rettelser. Af maskinmester Gynthers eksemplar fremgår det hvilke ændringer, der blev foretaget: kun få steder var der tale om en regulær forandring. Hauchs tekst blev kun afgørende rettet i de retoriske partier i slutningen af 3. og 5. akt, idet Nemesis' lange monolog, med en vis skævhed til følge, blev slettet (s.238f), mens slutningen af 5. akt blev stærkt forkortet: "Mange. Ja Held / Vor store Cæsar! / Macro (drager sit Sværd og griber Tiber i Birystet.) Er I rasende! / Vil I Jer offre til den visse Død? /(Han saarer ham.) /Tiber (kæmper med Macro.) O vee, o vee! / Cajus (saarer Tiber bag fra.) O store Cæsar! Qvæl ham! / Kast Klæder over ham! - Saa ret! - Ja ret! / Ja saa! - der er endnu en Gnist af Liv! (Tiber bedækkes med Klæder, qvæles og døer) / Cajus. Ha nu er Cajus Cæsar! Taushed Venner! / Tiber er død af Afmagt. / Almindeligt Raab. Leve Cajus!" (s.290). Scenen ændredes til at Cajus sagde: "O store Cæsar! Dræb ham. (Tiber døer)". Denne ene rettelse bragte handlingen en forstærket effekt, i forbindelse med at den følgende scene blev slettet med undtagelse af den allersidste replik, der ændredes FRA: "Lev vel, mit Fædreland! Jeg offre vil / For sidste Gang til Phoebus, der opstiger. / Saa vil jeg sidde som en Skygge fra / Den gamle Tid, og male den; den ny / Jeg kiender ei og troer ei [sideskift][side 1521]stort derpaa." TIL "O Manus! ret! En værre følger ham, / Den gamle Verden gaaer mod Undergang /Maaske skal engang noget Bedre fødes / Men jeg det kjender ei, og jeg vil gaae / Og offre nu til Phoibus, der opstiger / Saa vil jeg sidde som en Skygge fra / Den gamle Tid og male den med Troskab / Og vente Døden, som den sidste Romer./ Tæppet falder." - I et andet eksemplar er hele slutscenen (s.286-293) slettet, hvor ved dramaets slutning bliver Tibers ord om sin snarlige død, men uden mordet for åbent tæppe. Det samme eksemplar er forsynet med hundredvis af x i margen med dertil hørende understregninger men ingen rettelser. Disse mærker findes kun til Tibers replikker, hvorfor det er naturligt at tilskrive dem Ryge. Overskous dom (IV, 862) kan ikke vurderes.
(4) Til Collin skrev Rahbek: "Professor Hauch forlader mig i dette Øieblik, og jeg hører af ham, at Tiberius er trykt, og at Ryge har faaet den i Arbeid for at raadslaae om de faa Sceners fornødne Forandringer" (Coll.BrS.XXIVa udat. 12.1.1828).
(5) Collins brev til Ryge afslører, at der skete ændringer ved anden opførelse; dekorationsændringer anvistes af Collin (DK TB 19.12.1828).
(6) NkS 3429 er en afskrift med censors blyantsunderstregninger, dog kun i 1. akt. Eksempler s.18 jeg skuede/ Og skuer .. s.20 De bedste Frugter har jeg plukket dig.
9.1.2.
(1) Anledningen var Mad. Schütz' optræden på Hofteatret i sæsonen 1812/13. Rahbeks anmeldelse (Dagen nr.11 13.1.1813) indeholdt tilsyneladende kun en hyldest til hendes "pantomimiske Forestilling", men den medførte en polemik med etatsråd Bærens, hvorved Rahbek i Dagen nr.33 8.2.1813 måtte vedgå, at han ikke stemte overens med Mad. Schütz i sit syn på pantomimiske forestillinger: "en Konstdommer af Schrøders Skole .. maa naturligviis i meget være af anden Mening, end Kunstnerinde af den weimarske, uden at han derfor i mindste Maade miskiænder Værdien af, det hun er, og giør, efter sin Overbeviisning, som, skiøndt den ikke er hans, hun ligesaa sikkert er forbundet at erkiænde og ære, som fritaget for at underkaste sig og hylde".
(2) I den trykte udgave såvel som i sufflørbogen er disse rettelser foretaget (KTS 763). Brevet kan dateres til før den 10.1.1828, da Overskou fik rollen han ønskede (PRFD). Eksemplaret (DKTB) og sufflørbogen har identiske rettelser.
(3) Der kan formentlig ikke være tale om W. Holsts bearbejdelse; jf. Ehrencron-Müller Holberg Bibliografi II 131.
(4) Collin tog sig tid til at affatte en vejledning til forfatteren, idet han anførte, at mellemakterne måtte fjernes, replikkerne forkortes, de "mellem Holbergs indstrøede Vers" omarbejdes, mens der måske af andenakten kunne blive "et lille nationalt Sømands-Drama" (BmD udat.).
(5) Forrest i Hertz' manuskript har Collin skrevet: "Hvad der gaaer ud, er med Rødkridtsoverstregninger antydet: 3 Act p 44 lin 5ff / 4 Act p 55-56, p 59, p 60-63ff p 66-67 /NB her er tilføiet en ny Scene / 5 Act p 72-74 P 77, 79, 82, 84." Disse udstregninger, der ganske vist omhandler episoder på Skydebanen, kan ikke med sikkerhed henføres til 1827/28, fordi de steder, som er overstreget med rødkridt, er indskrevet i sufflørbogen, som må formodes at være skrevet efter direktionens antagelse til opførelse, i hvert fald når der her ikke er tale om at benytte forfatterens manuskript som sufflørbog. - Forskellene mellem den trykte version (1832) og sufflørbogen skyldes ikke censorernes indsats, men både Hertz og Ryge foretog rettelser, således af Hertz første gang efter premieren, hvor han ønskede at ændre i 4. og 5. akt (NkS 1706 III 1.5.1828 konc.).
(6) De mange udstregninger med blæk kan ikke dateres, men behøver nødvendigvis ikke at henføres til 1828. Enten Foersom (1834) eller Phister (1844) synes mere naturligt at have foretaget dem.
[sideskift][side 1522]
(1) Den 11.8.1829 meddelte Brummers advokat, at sønnen, P.T, Brumner, var villig til at trykke "Don Carlos* "ferdig i Løbet af 2 Maaneder, naar Deres Høivelbaarenhed vil garantere ham, at samme bliver opført i Vinter" (NkS 2494 I).
(2) NkS 485 er Rahbeks renskrift (?); der er kun bevaret 1. akt, 1.-7.sc. samt hele 4. akt. Der er foretaget rettelser, men en tidsfæstelse er umulig at foretage.
(2a) KTS 178 er følgelig ubrugt.
(3) Boye udelod bl.a. Mercutios Queen Mab-fantasi, groteskerne, ammens snak om den salig mands vid og musikantscenen (Henriques 154). I store partier følger Boye næsten ordret Foersom, mens f.eks. 2. akt, 1. sc. er strøget, så at 2. akt begynder med Romeo og Julies møde. Nyoversættelsen er dog især mod slutningen i enkelte replikker forholdsvis friere.
(4) Bakkehussprog (?); betydning (?).
(5) Nielsen (Romeo) angav den 13.8.1828 til Collin årsagen til, at han endnu ikke ganske havde lært sin rolle, som værende den, at "det saa sildig blev bestemt efter hvilken Udgave der skulde spilles" (Troensegaard I.1). Rent hypotetisk skal det anføres, at Rahbek måske har søgt at værne om Foersoms gamle oversættelse. Netop på denne baggrund skal Collins smagskonsulent, J.P. Mynster, citeres for sin vurdering af Boyes bearbejdelse af Foersoms oversættelse: "Deres Romeo, som jeg har læst med megen Fornøielse [sender jeg Dem herved retur]. Foersoms Oversættelse har virkelig meget Godt og mange heldige Udtryk, men deels er der noget Affecteret og Spændt i hans Diction, som ofte udstrækker sig indtil det Ubetydeligste .. deels fierner den sig ofte saa meget fra Originalen. Begge Dele har De særdeles heldigt afhiulpet, og kun et Par Steder af ingen Betydning har jeg været uvis, om| jeg skulde give Deres eller Foersoms Oversættelse Fortrinet .. Udeladelserne lade sig meget vel retfærdiggiøre med Hensyn til Opførelsen, maaskee med Undtagelse af Tienerens Replik S.249, som synes mig fornøden til at forklare det Følgende. Men nogle Steder - især det om Dronning Mab havde jeg dog gierne ønsket at kunne have været optagne i den trykte Text, hvis endog kun som Streegstykker, der kunde forbigaaes for de tungnemmede Børn : Publicum" (NkS 1458 27.8.1828).
9.2.2.
(1) Lectures on Rhetoric and Belles Lettres, by Hugh Blair. III. Vol., p.377f 1785.
(3) Olsen har excerperet Eschenburgs "Beispielsammlung zur Theorie und Literatur der schönen Wissenschaften", 7. bd. 1753, s.257: "An Witz und Erfindungsgabe mangelte es diesem Dichter gewiss nicht; auch besass er fruchtbare Einbildungskraft und Weltkunde genug, um manchen Scenen und Charakteren Neuheit, Mannichfaltigkeit, Wahrkeit und Leben zu ertheilen". Eschenburg fortsatte imidlertid umiddelbart efter: "aber die Schranken der Sittlichkeit überschritt er zu sehr, und noch ausgelassener, als die übrigen komischen Dichter seiner Zeit". Eschenburg lå altså ganske på linje med Blair, hvilket også gjaldt Olsen selv blot uden at han nævnte kilden til sit votum.
(4) Rosenkildes lokalisation er særdeles afvigende fra Bruuns oversættelse. Især stivheden i Bruuns oversættelse er markant sammenlignet med Rosenkildes næsten lavkomiske arrangement (KTS nr.387). Den meget massakrerede sufflørbog (formentlig på grund af genoptagelsen i sæsonen 1863/641 gør det i øvrigt [sideskift][side 1523]vanskeligt at fastlægge, hvad der egentlig blev sagt på scenen i 1827. En ny sufflørbog blev udskrevet den 31.10.1837 (TK).
(5) Castelli har udover ændret sceneinddeling også givet personerne tyske navne, således hedder f.eks. Emmeline Louise,
(6) Jf. Erslew II 214 (1858) om fordelingen af oversættelsesarbejdet.
(7) Eksemplaret (DKTB, Skuespil bd.82) indeholder en lang række rettelser, foretaget af Ryge (med direktionens billigelse?), som alle kan karakteriseres som korrektion med hensyn til skanderingen, ikke indholdsmæssige ændringer. Jf. Ryges tilsvarende arbejde med "Salvator Rosa", se s.63.
(8) Den 13.1.1828 henvendte Schmidt sig direkte til Collin for at få dennes støtte til stykkets opførelse (Coll.BrS.XXIVb). Collins svar kendes ikke.
(9) I 1831 førte J.H. Schmidt og Molbech en længere korrespondance om stykkets opførelse, men om en ny censurering blev der ikke talt (NkS 2336 I, Coll.BrS.V; Molbechs svar ses ikke; samt KTS nr.504a med Molbechs tilskrivning: "I sin Tid antaget; men henlagt" (udat.). Sufflørbogen er i øvrigt ikke udstyret med rettelser eller antegninger.
(10) Fétis' musik blev overflødiggjort ved Castellis bearbejdelse.
9.3.1.
(1) Holstein noterede følgende replikker: "Ei nær saa gierne møder Folket eders mundkaade ørkesløse Væbnere som det betragter vores Fienders Flid og Driftighed". Replikken ses ikke i den trykte version; det må følgelig anses for givet, at Boye bøjede sig for Holsteins diktat. - "[Du er jo] saa afpillet som et Bo der [er] gaaet gjennem Skifterettens Hænder" blev ændret til: "Du er jo saa afpillet, som et Bo, der har tilbragt sin bedste Tid i Procurator=Selskab!". Sammenlign Boyes brev til Collin, hvoraf det fremgår, at han under ingen omstændigheder ønskede at føje teaterdirektionens ønsker.
(2) DKTBs eksemplar af stykket er forsynet med en række +'er i margen, som jeg har dristet mig til at henføre til Collins indsats. Anmærkningerne vedrører både den sproglige formulering og steder i teksten, der har forekommet ham usceniske; på baggrund af Boyes svar er disse anmærkninger ikke anført her.
(3) De eneste ændringer, der med sikkerhed kan konstateres, er de i note 1 anførte; hverken KTS eller DKTB ejer eksemplarer, der kan verificere, at der blev foretaget yderligere rettelser.
(4) Fröhlichs karriere ved teatret blev skabt af Collin, jf. Dp 13.7.1827, 16.5.1828, Fonden ad usus publicos, Kbh.1947 III, 79.
(4a) KTS 555 er uden betydning: ingen rettelser men blot de sædvanlige sammenbukkede sider.
(5) Jf. Coll.BrS.XXIIa 9.7.1829, 12.12.1829. Brevet til Lansky vidner derimod om Fröhlichs vanskeligheder med kompositionen (Palsbo Da 4.11.1829) ligesom brevet til Collin beretter om vanskelighederne med teksten (Coll.BrS.XXIIa 23.1.1830).
9.3.2.
(1) Heibergs oplysning i 1830 skal vel også ses som hans selvretfærdighedsgørelse.
(2) Heiberg indførte egenhændigt teksten oven over den tyske (KB C I 237); han noterede "No 8 findes i Claveerudtoget" (indført i partituret af teatrets skriver). Nrr. 3, 4, 5 og 10 er ikke skrevet med Heibergs hånd; p.96 har han noteret "staar i Claveerudtoget". Ialt 19 numre er indført af Heiberg selv.
(3) Se s.373f.
[sideskift][side 1524]
(1) Jf. Heibergs brev til Rahbek den 31.8.1827, Borup nr.179; dér fejlagtigt dateret.
(1a) Coll. S. 222 er Halds oprindelige version forsynet med alle hans rettelser. Manuskriptet indeholder kun knap de første 21 scener. KTS 299 er udskrevet før rettelserne er blevet foretaget af Hald. Sufflørbogens rettelser er identiske med autografens: kritikken af den indbyrdes undervisning og diskussionen af de religiøse materier er omskrevet til almindelig skoleundervisning og ufarlige synspunkter på religionsudøvelse (s.33, 40, 93, 95-96, 109-110, 134 og 148).
(2) Dagen efter premieren sendte Hald en revideret version af Smørumnedres sang, fordi han havde indset, at seminaristens udfald imod gejstligheden ikke var blevet modificeret tilstrækkeligt. And ringen blev ikke indført i sufflørbogen, hvilket ikke nødvendigvis skal tolkes således, at sangen ikke blev benyttet. En anonymus klagede til biskop Münter over ordlyden i seminaristens sang "At prædike i Byen", men direktionen ses ikke at have foretaget sig videre i sagen; ej noteret i Dp (UjBr udat. ie: efter 9.3.1828).
(3) P.95-98 blev slettet; Trop blev ændret til "en Søegut". Sufflørbogen er Arnesens renskrift. Bemærkningen om "Den dramatiske Skrædder" blev slettet (p.94f). Rettelserne er gjort af Arnesen selv, kun et enkelt sted er han gået imod en udstregning.
(4) I sufflørbogen er streget to sangnumre samt flere sider dialog, se note 5.
(5) Arnesen må have fået specificeret rettelserne yderligere, thi der er i sufflørbogen rettet andre steder, end hvor der forefindes mærker; flere sangnumre er slettet, uden at det er markeret i margenen. I Jonas Collins (d.Y.) udgave af vaudevillen (Kbh.1891) er disse rettelser efterkommet; dog har udgiveren ikke i et noteapparat gjort opmærksom på de mange rettelser, som Arnesen foretog.
(6) Se: Povl Ingerslev-Jensen: Freyas tre altre, in Oehlenschläger Studier 1972.
(7) I forhold til den af Printzlau udgivne version af "Freias Alter" er der i teatrets eksemplar (DKTB) foretaget følgende vigtigere rettelser med henblik på en opførelse: den lille vise s.32 er slettet. 2. akts slutning er ændret, således at Gartnerens, Skoleholderens og Jacobs replikker s.69f er flyttet til s.66: akten endes derfor med terzetten s.67ff i stedet for den på s.71f. Endelig er strøget Skoleholderens uforbeholdne replik s.78f samt hans utålelige vrøvlen s.101. Alle de værste eder er simpelthen udstreget uden forsøg på modifikation. En sammenligning mellem 1828-udgaven og de tidligere er ikke foretaget, idet der henvises til Ingerslev-Jensens ovennævnte afhandling. - Først Hauch (jf. Hjorts Breve 1867 205) siden Sibbern reagerede i "Kjøbenhavns=Posten" (hhv.nr. 46 og 49, 50 og 52) på Heibergs omtale i "Kjøbenhavns flyvenden Post" nr.42, se Pros.Skr.Bd.3 285ff. Debattens omfang udelukker den fra denne undersøgelse: dens indhold er en del af Oehlenschläger-striden i 1820rne.
9.4.2.
(1) De to vaudeviller blev betalt med hhv. 150 r.S. og 60 r.S. (TK 3.kv.nr.2036 4.9.1827). Betalingsmåden blev afgørende for den efterfølgende tids forfattere, idet det "vedtoges, at for dem halv Betaling tilkom mod det, ham for nye Vaudeviller tilkom" (Dp 31.8.1827), hvorefter Collin egenhændigt tilføjede: " (NB halv Betaling antoges i lignende Tilfælde som almindelig Regel)" (l.c.). Rahbek var ophavsmand til denne betalingsform, hvilket fremgår af Heibergs brev til Rahbek.
(2) Dér fejlagtigt placeret og udateret.
(3) Se s.616ff.
9.6.0.
(1) Bl.a. af Oehlenschlägers Hrolf Krake reciteredes. Tr. nov. 1828.
(2) Til Collin skrev Wulff, at "Det Bifald hvormed God save the King er bleven sunget paa Madame Catalanis Concerter" havde [sideskift][side 1525]foranlediget ham til at skrive sangen til kongens fødselsdag: "Jeg har selv meget ringe Idée om dens Værd, da Versemaalet gjorde det vanskeligt at yttre nogen heel Tanke. Det er altsaa kun, naar Oversætteren af Stykket som gives den Aften, ikke skriver nogen og naar ingen anden end denne haves", at Wulff ønskede sin sang benyttet (Coll.BrS.XXV 18.1.[1828]).
(3) Se Dahlgreen Om Stockholms Theatrer s.581. Fra Doberan skrev Catalani den 19.8.1827 til Hauch, at hun efter sit ophold i Stockholm gerne i oktober ville besøge København (Overhofmarskallatet. I.S.nr.475).
9.7.0.
(1) Opført 1. gang den 13.1.1775; sidste ordinære forestilling den 26.1.1795. Genoptaget ved Sommerforestillingerne i 1818 (ialt opført 22 gange).
(2) Komedien havde været spillet i flere sæsoner omkring århundredskiftet: 1795/96-1808/09.
(3) Rahbek var ikke enig med Zimmermann, der forsvarede Cumberlands lystspil i "Dramaturgische Blätter" (1822 nr.66/67) i anledning af Devrients udførelse af Schewa (Hamburg 9.8.1822). Om Collin havde læst Zimmermanns apologi får stå hen.
(4) En sammenligning mellem Schwarz' trykte oversættelse og sufflørbogen viser, at Olsen søgte at fjerne de værste anglicismer hos Schwarz. Overstregningerne er foretaget af to (også Collin, der fik stykket til gennemlæsning den 24.8.1827 efter at sufflørbogen var blevet udskrevet), hvorfor det ikke skal afgøres, hvem der fjernede det sentimentale og/eller følende indhold, eller hvem der forsøgte en sprogjævning samt udstrøg pleonasmer.
(5) "Kjøbenhavns-Posten" meddelte den 14.8.1827, at "en forandret , Oversættelse af et af Cumberlands bedste Stykker" ville blive givet i den kommende sæson.
(6) Sechmanns oversættelse blev benyttet 1748/49-1791/92; Rahbeks fra 1810/11 til Dramatisk Skoles repertoire i sæsonerne 1810/11 og 1811/12, ialt 3 gange. Boghandler Bonnier leverede den 3.8.1827 tolv eksemplarer af Rahbeks oversættelse, der benyttedes til rollehæfter og sufflørbog (DKTB) (TK 3.kv.nr.1059).
(7) Stykket blev givet i sæsonerne 1788/89-1816/17.
(8) Første opførelse fandt sted den 19.5.1815; sidst givet den 2.11.1820 og ikke senere genoptaget.
(9) Geburtsdagsstykke fra 1815; sidst givet den 17.9.1818. Se s.45.
(10) Givet 3 gange i sæsonen 1814/15} genoptaget den 10.1.1829.
(11) Opført i sæsonerne 1789/90-1813/14} der ses ikke anført tekstrettelser i Hass' eksemplar, dateret den 10.9.1827 (DKTB).
(12) Givet af Dramatisk Skole 1805/06-1812/13 samt i det ordinære repertoire den 7.3.1818.
(13) I "Prospectus" til nr.1 i Det kgl. Teaters Repertoire. Materialet oplyser ikke, hvem der har foretaget dette arbejde. Der er fuld overensstemmelse mellem N.T. Bruuns version fra 1806 og den 22 år yngre sufflørbog (KTS nr.590), som også er identisk med Printzlaus trykte version.
(14) Stykket havde været opført af Dramatisk Skole i sæsonerne 1806/07-1811/12.
(15) Geburtsdagsstykke fra 1812, se s.343 og s.545.
(16) Sidst opført den 31.5.1823, jf. s.77. Også Heiberg havde haft denne nye version til gennemlæsning. Først den 4.2.1829 returnerede han til Collin "et Exemplar af Emilie Galotti, med Rettelser .. med Undskyldninger fordi jeg har beholdt [det] .. saalænge" (Coll.BrS.XXIIb). Collins version (NkS 1115) blev [sideskift][side 1526]trykt i Det kgl. Teaters Repertoire som nr. 1. Printzlau anfører, at Biehis oversættelse var lagt til grund, "men den er heelt igjennem blevet rettet og forbedret" (p.30). - En redegørelse for de foretagne ændringer ville kræve en specialundersøgelse om dette arbejde af Collin, hans vigtigste indsats som tekstbehandler ved teatret.
(17) Følgende rolleforandringer blev foretaget: Seemann overtog Stages rolle (Rektor Gonzaga); Winsløw Frydendahls rolle (Marinelli); Stage N.P. Nielsens rolle (Conti) og Spindler Phisters (kammertjeneren).
(17a) Sufflørbogen KTS 164 følger Collins gennemrettede eksemplar; derudover er der ganske få udstregninger og ændringer af helt inferiør karakter, men bogen har ikke været brugt.
(18) Musikken af Kunzen. Opført første gang den 28.4.1804, sidste gang den 13.10.1826 (ialt 4 gange).
(19) I sine kommentarer til Collins fortegnelse over stykker opført før 1821 fik Kruses stykke denne omtale af Rahbek: "At det forresten ikke var Kierulf, der var den moralske, veed jeg vist, da han blandt Andet var en stor Forfægter af "den Logerende", der i sin Tid var et Tvistens Æble mellem den stricte og den laxe Observants. Jeg saae det aldrig" (Coll.BrS. udat. ie: 2.2.1829).
(20) Opført i sæsonerne 1774/75-1813/14 samt ved Sommerskuespillene i 1819.
(21) Spillet i perioderne 1795/94-1805/06; 1814/15; 1821/22-1825/26.
(22) Opført i perioden 1790/91-1821/22; roller blev ikke uddelt på ny (PRFD); ej genoptaget.
(23) Givet i perioden 1804/05-1819/20; roller uddeltes den 8.4.1828 (PRFD); genoptaget den 9.12.1828.
(24) Spillet i perioden 1801/02-1817/18; roller uddelt den 9.4.1828, men stykket blev ikke genoptaget.
(25) Opførtes første gang den 20.3.1819 (for Mad. Rind); anden gang den 2.4.1819. Roller blev uddelt på ny den 26.4.1828; opført den 13.5.1828 (endnu 5 gange).
9.8.0.
(1) Rahbek forklarede senere Collin omstændighederne: "den fornyede Interesse, hvormed jeg paa ny traadte ind i Directionen, da jeg efter Kongens godmodige Venlighed mod mig i Sorø [hvor Rahbek som Universitetets rektor deltog ved indvielsen af den nye akademibygning, jf. Kjøbenhavns=Posten 26.5.1827], ikke havde Hierte til, maaskee at støde ved tredie Gang at begiære min Afskeed, som, jeg veed, er noget, han ikke godt lider, er desuden saa rent bortdunstet" (NkS 3107 16.10.1827).
(2) Undtagelser skulle være "de Søndage, som tillige ere store Festdage" samt de to søndage før en kongelig fødselsdag.
9.8.0 note 3(3) Rahbeks indlæg i "Minerva" var skrevet før den 26.2.1794, hvorfor det som alt hvad Rahbek skrev skal ses i sammenhæng med denne periode i teatrets bestyrelse og ikke Rahbeks egen: Rahbek skjulte ofte denne sandhed i sin senere argumentation, jf. Erindringerne. Artiklen blev trykt i "Minerva" 1794 s.189-206.
(4) "Theater-Blad" nr.19 og 20, hhv. 21. og 28.3.1828 s.73-80.
(5) Blandt disse anføres Hells oversættelse af Scribe & Delavignes "Der Diplomat", som jo rigtignok kom frem på Det kgl. Teater, se s.321.
(6) Artiklen er ikke forsynet med navn, men Collins forfatterskab er sikkert, eftersom hans koncept til artiklen er bevaret (BmD udat.).
(7) David replicerede i nr.21, men indskrænkede sig til at påvise den ham ukendte recensents usandfærdighed og manglende logik.
(8) Dette skete, men Overskou omtaler (IV s.###), hvad det kom til at betyde.
[sideskift][side 1527]
(9) Fam. Blicherolsen stod højt hos prins Frederik Christian, hvorom hans dagbog vidner (Kbh. 1983, jf. indholdsregistret Bügel, Mine). Prinsens indflydelse aflæses af det manglende resultat af F. v. Blicherolsens ansøgning i 1828 (og de senere ansøgninger om teatercensorembedet).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 28-9-2019, links mangler). Opdateret af