Side 153-208, noter side 1501-07 og 1730.
[sideskift][side 153]
Hvad angår repertoiret, er der ingen tvivl om, at introduktionen af den danske vaudeville er det mest afgørende i denne sæson. Angående censurinstitutionen ved Det kgl. Teater skete der også en mærkbar forandring, da det fra og med denne sæson blev en sjældenhed, at censorerne ikke behandlede et indleveret skuespil, stadig undtaget de af Siboni anbefalede værker. Der kan ikke være tvivl om, at reskriptet af 24. jan. 1825 har betydet en stramning af censorernes formelle greb om repertoirets sammensætning med hensyn til nye stykkers optagelse i repertoiret. Som det fremgår af det følgende, er der som helhed kun tale om en kvantitativ formering, idet mange vota må sidestilles med hjertesuk, aforismer, etc., mens kun færre men til gengæld de vigtigste stykker blev mere indgående behandlet af censorerne. Der sker en tydelig ændring med hensyn til indflydelsen på behandlingen af de indleverede stykker. Tendensen i de første fem sæsoner var den, at specielt en direktør, Collin, førte sig stærkere frem end de andre, men hovedsagelig kun i sager vedrørende stykker, hvor ordren var givet fra højere sted, mindre af egen drift til netop at fremme en bestemt forfatters arbejder eller en bestemt genre inden for dramatikken. Netop denne politik, som hidindtil havde været karakteristisk for både Rahbek og Olsen, overtog nu også Collin med indførelsen af den danske vaudeville på nationalscenen.
Med hensyn til fordelingen af behandlede skuespil, opdelt i de to hovedkategorier, betyder denne sæson et afgørende skifte, idet lystspillet i denne sæson tager føringen under den forudsætning at 7.1.2 og 7.4.1. regnes sammen. Hvorvidt vaudevillen som genre skal betragtes som en mutation af tale- eller musikdramatikken være ikke hermed afgjort, men ud fra den i samtiden fremførte opfattelse i Danmark, kan den foretagne opregning tillades. Sammensætningen af den følgende sæsons skuespil viser, at tendensen i denne blev fortsat.
Fra denne sæson er bevaret G.H. Olsens private journal eller officiøse deliberationsprotokol (DpO), som hidindtil ikke har været kendt af teaterhistorikere.
"Kong Sigurd" blev indleveret allerede i jan. 1825; Boye ønskede at være anonym i disse ’’critiserende Tider" (I.B.nr.1357b 27.1.1825). Rahbek havde dog, trods Boyes forsikring om at være debutant, gættet, hvem der gemte sig bag anonymiteten. Skriftligt [sideskift][side 154]havde han nedfældet sin dom over dette stykke og sendt dette votum til Collin, således som det nu var blevet praksis. Collin svarede på Rahbeks insinuation på denne for ham typiske måde: "Naar jeg ved min Ære forsikkrer Dig, at jeg ikke har hørt eller seet til Stykket Sigurd Ring [som Boyes stykke oprindelig hed] førend det indleveredes til Theat[er]Direkt[ionen], at jeg ikke har fierneste Formodning om, at Boye er dets Forfatter, meget mere bestemt troer det Modsatte, - saa tør jeg haabe Du troer mig. Men da jeg hader al Jagen efter at opdage Anonymer, saa agter jeg ikke engang at tale til han om Din Formodning" (Coll.BrS.XXIIb 1.3.1825). Collins æresbegreb skal ikke anfægtes, men hans dementi af et påstået kendskab til og eventuelle påvirkning af teatercensorernes afgørelse om et indleveret skuespil er dog særdeles interessant, da han derved afslørede, hvad hans kendskab til et indleveret skuespil og dets forfatter kunne betyde for sagens udfald. Uplettet står Collin derimod ikke, da han fortsatte sit brev med disse ord: "Jeg lader Anonymus Brev følge med; da han deri tilbyder at navngive sig, saa kan man jo tidsnok faae hans Navn at vide; og jeg vil derfor bede Dig, at omskrive Din Censur og deraf blandt andet udelade det understregede Sted; det er for Sagens Skyld jeg anmoder Dig derom, personlig Hensyn har jeg ikke; Lad Stykket gaae sin lige eller skieve Gang, jeg vil hverken paaskynde eller forhale dets Opførelse" (l.c.). Som det fremgår af det nedenanførte, efterkom Rahbek Collins ønske, hvilket illustrerer, hvad hans ovenanførte dementi egentlig var værd: "Jeg var ikke af den Mening, at om Stykket var af den formeente Haand .. det med dit Vidende var skrevet, eller indsendt", hvilket jo havde været tilfældet med de fleste af Boyes arbejder for skuepladsen. "Det er mig midlertid kiærest, naar det, som jeg nu har Føye at antage, og efter det vedlagte Brev finder mig bestyrket i, ikke er af ham, da der i saa Fald maa være flere, der kan giøre saa smukke Vers, hvilket paa Professionens Vegne maa fornøie mig" (NkS 3107 1.3.1825). Rahbek havde altså ganske enkelt genkendt Boye netop på det for ham mest karakteristiske: hans rige versifikation og særprægede, blomstrende sprog. Rahbeks afmægtighed over for Collin demonstreredes tilfulde i følgende passus: "Jeg har derfor ikke blot udeladt det paaankede Sted, men omskrevet den hele Censur i Conformitet med det indsendte Brev" (l.c.). I resten af brevet søgte Rahbek at overbevise sig selv om, at stykket vitterligt [sideskift][side 155]ikke var skrevet af Boye. Hvor lidt Rahbek egentlig inderst inde troede på sine egne argumenter, afslørede han, da han skrev, at han ikke ønskede anonymiteten hævet ved eventuel antagelse. I den omarbejdede censur anførte Rahbek, at "om dets poetiske Værd kan neppe være to Meninger", sproget og versifikationen var fortræffelige, selv om måske alexandrinernes velklang ikke alle sted var lige stor. Den sceniske effekt var derimod vanskelig at forudsige, "da det midlertid er - i Følge Forf. Brev - hans første offenlige for Skuepladsen bestemte dramatiske Forsøg, vilde det efter Undertegnedes Overbeviisning være urigtigt, naar man ikke undte en Forf. af saa umiskiændeligt Genie Leilighed, paa Skuepladsen at vinde sig den Erfaring, som kun der er at hente" (1.3.1825). Rahbek fandt, at de bibelske udtryk måtte fjernes og var endvidere utilpas ved de latinske lovsange. Der kan næppe herske tvivl om, at det var af hensyn til "de skrøbelige" (hoffet), at ' Rahbek, før antagelse meddeltes forfatteren, ønskede bestemt, hvorvidt de kunne tilstedes på den kongelige skueplads, "da det er alt for ubehageligt, først efter Antagelsen at skulle underhandle med Vedkommende derom" (l.c.). Denne version af Rahbeks votum kunne accepteres af Collin, som derefter sendte stykket (med indlagt brev) og Rahbeks censur til notarialbordet, hvorfra det først kom den 28. juni 1825. Olsen fandt det "riigt paa deilige poetiske Skildringer, paa interessante Situationer, paa veltegnede Karakterer .. paa glimrende Sentenzer .. Ogsaa mod Stoffet har jeg intet at erindre, skjønt Stykkets moralske Tendents er mig ikke ganske klar. Men derimod veed jeg ikke letteligen noget dramatisk Product, hvori jeg har stødt paa saa mange svulstige og tildeels uforstaaelige Steder, som i nærværende". Han mente, at det svulstige i dramaet vansirede det, "og for en stor Deel tilintetgjør den skjønne Effekt, det ellers vilde , frembringe". Den 5. juli 1825 meddeltes Boye, at stykket "betingelsesviis" var antaget til opførelse (Dp) samtidig med at han tilsendtes "en Extract af Censorernes Bemærkninger .. samt deres Tilbud om, at ville, naar Han skriftligt eller mundtlig derom ville henvende sig til Dem, nærmere opgive Ham de Forandringer, som de troe at kunne være Stykket til Nytte" (Kp.nr.346). I et udateret, anonymt brev [juli 1825] indvilligede Boye i at efterkomme censorernes rettelser (I.B.nr.1358). Svarskrivelsen af 20. juli 1825 fastsatte betingelserne for opførelse: "kun de to første [sideskift][side 156][erindringer], om Udeladelsen af de bibelske Udtryk, og om de latinske Sange, være at ansee som Betingelser ved Stykkets Opførelse, da begge Deele ved Erfaring ere befundne, at kunne lægge et Skuespils Forestilling Hindring i Veien" (Kp.nr.350). Tydeligvis var disse betingelser dikteret af Rahbeks indvendinger, der lod sig inspirere til disse af Holsteins oftere påviste forsigtighed vedrørende bibelske udtryk og optrin. Olsens anker imod sprogbehandlingen tillagdes ikke betydning, når det gjaldt betingelser . for opførelse. Direktionsskrivelsen fortsatte imidlertid med en vurdering af censorernes detailkritik: "[Dette] er .. i det høieste kun Vink .. Paa Embedsvegne tilkommer og paaligger os kun Censur, ikke Det[a]ilcritik; hvad af saadant Interesse for et Arbeid kan aflokke os, er kun enkelt Mands private Mening, og kan kun ansees, som saadan; det staaer altsaa enhver Forfatter frit at prøve den, tage Hensyn derpaa, forkaste den aldeles, eller lade Spørgsmålet staae uafgiort, indtil den offentlige Stemme har kiændt deri" (l.c.). Man må konkludere, at Boye ved at opretholde anonymiteten opnåede, hvad han ville, hjulpet af Collins politiske dementi. Den 8. aug. 1825 returnerede Boye, anonymt, sit manuskript med de rettelser (1), censorerne havde anmodet om, selv om han ikke havde rettet alle de steder, hvor censorerne havde rådet til ændring "af enkelte Ord og Vendinger", fordi det ville "handle mod [Boyes] egen Overbeviisning" (UjBr). Den 9. nov. 1825 uddeltes rollerne (PRFD), og premieren fandt sted den 10. marts 1826: "Det glæder mig, at Kong Sigurd har staaet sig; naar det blot maa blive af Varighed", skrev Rahbek dagen efter premieren til Collin (Coll.BrS.XXIVa): den vanlige vennesælhed overmandede Rahbek (opført ialt 6 gange).
Den anonymt indleverede tragedie "Marsk Stig" fandt ikke nåde for censorernes smagsorganer. Rahbek identificerede den med den skuespiltype, som var gængs i tiden, og som efter hans mening, manglede handling, interessante situationer og egentlige karakterskildringer. Da også sproget var skødesløst behandlet, kunne han ikke "anbefale dets Antagelse" (24.6.1825). Olsen var overbevist "om, at Forfatteren intet ret Begreb har enten om Poesie eller Tragedie" (20.7.1825). Remitteret den 29. juli 1825 (Kp.nr.350).
Blicher kom i juli 1825 til København. Til teaterdirektionen skrev Rahbek den 29. juli 1825 om tragedien "Johanna Gray" (jf. s.112): "[Han] vil udentvivl have mældt Herr Kammerherren, at de mig overdragne [sideskift][side 157]Erindringer ere ham tilstillede, samt hvorvidt han i saa Henseende har været saa heldig at opfylde, hvad af ham er ønsket" (BmD). Som en konsekvens heraf må uddelingen af roller ses, hvilken fandt sted den 8. aug. 1825 (Dp). I oktober 1825 kom stykket retur med rettelser, "men da disse ere giorte i Rollerne [og ikke i sufflørbogen (2)], lader sig med en ordenlig Conferering denne Ulykke oprette, og er Jeg, naar f. Ex. Liebe vil gaae mig tilhaande, meget villig at foretage en saadan Revision, da jeg er enig med dig, at vi ikke maa lade os Stykket skyde ud" (NkS 3107 adr. Collin). Stykket kom da frem den 11. nov. 1825 (opført ialt 3 gange). - Selv om censorernes arbejde med Blichers tragedie kun er fragmentarisk overleveret, kan der dog ikke herske tvivl om Rahbeks iver for at hjælpe Blichers arbejde frem på scenen, understøttet af Collin, mens kun Holstein aktivt arbejdede imod dette religiøse drama. Blicher efterkom imidlertid de gjorte indvendinger, således at Holstein måtte frafalde sin modstand mod opførelsen af tragedien. Endnu engang konstateres tilstedeværelsen af en overcensur, der især var optaget af at holde scenen fri for religiøse handlinger og udtryk (3).
Både "Korset" og "Brevene" blev indleveret af den samme anonyme forfatter. Det første fandt Rahbek var "det barnagtigste keedsommeligste Vrøvl og Vaas man kan tænke sig" (3.9.1825). Det andet stemplede Olsen, efter at have læst begyndelsen og slutningen, som makulatur (19.9.1825). Om dette stykke udtalte Rahbek, at det var "uden det allermindste poetiske Colorit enten alvorligt, eller comisk" (8.9.1825). Begge skuespil blev følgelig kasseret (Kp.nr.612 19.9.1825).
Det kan antages, at C.J. Boye har fået den penible behandling af "Kong Sigurd" refereret. I det mindste benyttede han til sit næste arbejde den af ham yndede fremgangsmåde: at præsentere Collin for produktet, før det i udkast gik til censur. Allerede inden den 1. nov. 1825 havde han underhandlet med Collin om "William Shakespeare": "Pragtfuldt nok kan det blive, haaber jeg; og fandt Kongen Behag i Floribella, er det rimeligt, at han maa synes endnu bedre om dette" (Coll.BrS.XXXb 1.11.1825). Boye var forberedt på censorernes uvilje imod alfevæsenet, "men, efter min Mening, er dette det meest dramatiske Produkt, jeg endnu har frembragt" (l.c.). Rahbek overgav sig imidlertid, da han blev præsenteret for det foreløbige udkast til "William Skakespeare": "Jeg har ikke [sideskift][side 158]i mange Aar enten læst noget til Censur indgivet Arbeide med , større Fornøielse, eller med inderligere Glæde givet det mit Ja", idet han tilføjede, at han var "stolt af at tanke mig det givet paa vor Skueplads" (7.11.1825). "Et Par critiske Lappeskrædder=Anmærkninger vil jeg .. meddele ham privatim" (l.c.). Olsens censur er gået tabt. Boye havde ønsket, at Schall skulle "sætte Musik, da denne jo her for det meste skal være Chor og Balletmusik" (Coll. BrS.XXIb 1.11.1825), men direktionen havde bevæget Kuhlau dertil, jf. s129. På grund af de bekendte omstændigheder vedrørende komponistens arbejdsform anførtes i referatet af samme direktionsmøde: "Uvis om den Musik kunde blive færdig til at opføres paa Hans Majestæts Fødselsdag blev Directeur Siboni tilskrevet om at opgive et passende Stykke" (Dp 4.11.1825). Siboni fandt det udmærket med "une pièce qui est composé éxprés pour l'occasion: ainsi toute proposition de ma part deviendroit inferieur à ce qu'on a d'un Poete dannois, et d'un Compositeur qui se trouve dans la Ville, et qui est aimé du Public" (I.B.nr. 1398 10.11.1825), jf. s.183. Den 7. nov. 1825 fremsendte Boye flere scener af sit stykke, for at komponisten "kunne see, om Tiden er ham lang nok til at faae det Hele færdigt, og Theaterdirectionen, om Kongen vil kunne finde Behag i en saadan Pantomime paa sin Geburtsdag" (UjBr). Den 18. nov. 1825 vedtoges efter brevveksling med Siboni at sende stykket "til Kuhlau til Composition for at opføres til Kongens Geburtsdag" (Dp). Kuhlau indskærpedes, at stykket skulle gå til kongens fødselsdag (Kp.nr.648 22.11.1825). Den hektiske aktivitet for at få stykket færdigt til kongens fødselsdag (4) afløstes af intriger, hvorfor stykket ikke kom frem i jan. 1826, se s.183. Først den 11. febr. 1826 genoptoges arbejdet med "William Shakespeare", idet Ryge foreslog en konference mellem Holstein, Collin og Boye samt ham selv om opsætningen af stykket: "Gud være lovet, at vi endeligen engang igien faae sand Poesie paa Scenen!", skrev han til Collin (NkS 3104) (5). Premieren fandt da sted den 28. marts 1826 (opført ialt 11 gange i den behandlede periode). Efter premieren hoverede Rahbek: "Den Lykke, William Shaksp., som det synes, eenstemmig har giort, glæder mig usigelig, og er det mig især kiært, at Høye Vedkommende med saa stor Appetit spiiste den Kaal, de selv har spattet i" (Coll.BrS.XXIVa 3.4.1826 adr. Collin). I øvrigt gik det rygte i byen, at Stage efterabede Rahbek i sin rolle som vævermester Sincere, hvilket Rahbek ved selvsyn kunne dementere, "hvorfor jeg [sideskift][side 159]og i Gaar Aftes sagde det til Rømeling, at han kunde bringe det videre, da det nok især er i hane Kredse - Hoffet og Theatret - det er ude at gaae" ( Coll.BrS.XXIVa 11.4.1826 adr. Collin).
Rahbek fandt, at "Samvittighedens Hævn" var "en Haupt und Staatsaction, som .. vi nok i mange Aar ikke [har] havt til Censur; Schillers Røverne er, endog Genialiteten fraregnet, en Melkebrødstragedie derimod [jf. s.83]. Condemnatus" (16.11.1825). Olsen indskrænkede sig til et "ita" ( 17.11.1825). Remitteret den 21. nov. 1825 (Kp.nr.647). Indsendt på ny i jan. 1826 og forkastet af Rahbek 10. febr. 1826 (Dp), derpå sendt til Olsen, for atter at blive remitteret den 3. aug. 1826 (Kp.nr.660a).
"Reinald" blev i dec. 1825 tilbageleveret forfatteren af Olsen, fordi "det, Digterens viiste Anlæg uagtet, ikke egnede sig for "Scenen" (Dp 9.12.1825). Se s.213.
Overskous drama "Farens Dage" blev indleveret første gang den 23. nov. 1825 med en lang for Rahbek smigrende følgeskrivelse. Rahbeks votum indeholdt følgende anker: "Foruden alt det meget gruelige, der er samlet i hans Stykke, har det tilfælles med de fleste nyere Stykker, at Fablen isteden for at være en Række Handlinger der følge af hinanden, er et Antal Begivenheder, der følge paa hverandre; at de Onde i Stykket ere for lidet listige, og de gode for eenfoldige" samt at "Striden i tredie Act om de to Johanneser neppe vilde, maaskee ikke heller burde taales paa vor Skueplads", endelig at Leonore og Isabella ville "være der til Anstød" (1.12.1825). Han vovede "ikke at stemme for dette Stykkes Antagelse, skiøndt det vilde giøre mig Ondt, hvis Forf. ved dette Afslag skulde bortskiæmmes fra den dramatiske Digterkunst" (l.c.). Selv om Olsen fandt stykket "for langt, og for græsseligt, og for ujævnt i Stilen", opfordrede han Rahbek til at tilskrive forfatteren om de forandringer, der var nødvendige, for at det kunne bringes på scenen (29.12.1825). Den 6. jan. 1826 afleverede Olsen stykket i direktionsmødet, "for at [det kunne] afsendes til Professor Rahbek, der havde lovet at opsætte et Brev til Forfatteren, eller og for at leveres med Censuren til Etatsraad Collin" (Dp). Anførelsen af den sidste mulighed er bemærkelsesværdig, fordi Collin allerede på dette tidspunkt kunne have afgjort stykkets skæbne; af det bevarede materiale fremgår det imidlertid ikke, hvorvidt Collin udtalte sig om dramaet, endsige læste det. Direktionen sendte derimod Overskou en motiveret forkastelsesdom den 14. jan. 1826: "Forfatteren[sideskift][side 160] er umiskiendelig en ung Mand, ikke slet Versificateur, men endnu ei moden til dramatisk end sige tragisk Digter. Dialogen er før vidtløftig, Stilen ikke ædel nok, Begivenhederne for gr[æ]sselige, og disse kunne mere siges at følge paa hverandre, end, hvilket man kunde fordre, af hverandre. Hvad Caraktererne angaaer, saa ere de Onde i Stykket for lidet listige, og de Gode for eenfoldige. Det lidet Held, lignende, med mere poetisk Genie forfattede, Dramaer have giort paa Skuepladsen, byder, at være varsom ved deres Antagelse" (Kp.nr.669). Passagen i 3. akt nævntes ikke i direktionens brev, hvilket kan undre, når man betænker Holsteins nidkærhed for at holde skuepladsen fri for bibelske allusioner; Rahbeks agtpågivenhed blev åbenbart ikke viderebragt hverken til Holstein eller den debuterende forfatter. Overskou skrev derpå til Rahbek for at få at vide, hvorledes han skulle rette stykket til, så at det kunne antages til opførelse, fordi Olsen havde "tilføyet sit c et ? Det er Følgen af de motiverede Forkastelser. Jeg mener i øvrigt, naar GHO har Tvivl, om dette Stykke ikke nok kunde blive spilleligt, at han da hielper Hr Overskou at faae det saaledes" (Rahbek til Collin, NkS 3107 udat. efter 20.1. men før 23.1.1826). Trods denne udtalelse til Collin svarede Rahbek Overskou. Viser det ikke hans velvilje, var det dog et forsøg på at behandle Overskou nogenlunde retfærdigt. Han meddelte forfatteren, at dersom Olsen anviste ham "de mulige Forandringer og Modificationer", ville han (Olsen) kunne give stykket "sit ubetingede Ja .. I saa Fald vil da vore Stemmer hæve hinanden, og det vil komme an paa vore Herrer Meddirecteurer, om de finde Skuespillet Farens Dage passende for Skuepladsen, eller ikke" (Coll.BrS.XLV 23.1.1826). Rahbek havde hermed skaffet sig af med et skuespil, han ikke yndede, men samtidig overladt til andre at skaffe det adgang til skuepladsen. Olsen hjalp Overskou på den måde, at han læste sit votum op for ham, hvorved han blev klar over, hvorfra den kraftigste indsigelse kom. Overskou indsendte det derefter omarbejdet efter de retningslinjer, som skrivelsen af 14. jan. 1826 havde givet ham, idet han efter Olsens oplæsning kunne beregne, hvad især Rahbek havde været utilfreds med: "jeg troer, i Tilfælde, at Directionen i det Hele finder det værdigt til Opførelse, jeg, især i første og anden Akt, kan concentrere Dialogen endnu mere og giøre nogle Forandringer i Leons Dødsscene til Fordeel for Characteerskildringen" (I.B.nr.1497 10.2.1826). [sideskift][side 161]Uvist af hvilken grund behandlede censorerne ikke straks stykket; der må imidlertid have været forhandlet om det, idet Olsen i sin officiøse journal noterede, at han den 28. april 1826 talte med "Overskou om hs. Stk" (DpO). Resultatet af denne samtale blev formentlig, at Overskou omarbejdede sit stykke efter de retningslinjer, Olsen da gav ham. (Hertil Overskous egen fremstilling: Af mit Liv II 87-93). Se s.209.
"Elodie" antog Rahbek fejlagtigt var det samme stykke som "Eremiten" (jf. s.167), selv om det rigtig nok var versificeret: "Det er ligesom det forrige fuldt af Græsseligheder og Usandsynligheder (17.2.1826). Olsen var "Aldeles enig" (21.2.1826). Remitteret den 4. marts 1826 (Kp.nr.694).
Teaterentreprenør, baron Wedel-Jarlsbergs skuespil "De forhindrede Selvmord" (tr.1818) blev underkendt af begge censorerne. Olsen, der fik dette stykke først til censur, mente, at det for fyrre år siden kunne have "mødt en god Modtagelse paa Theatret" (28.2.1826). Rahbek havde gerne antaget det, men indrømmede, at "vore Tiders Skuespilgiængere" havde en anden smag (5.3.1826). Karakteristisk for direktionens forhold til nobiliteter meddeltes Wedel-Jarlsberg, at stykket ikke var "befundet passende at opføres paa" teatret; men ikke at censorerne havde forkastet det, hvilket normalt var direktionens formulering (Kp.nr.602 25.3.1826).
For censurinstitutionen er den afgørende begivenhed, at Collin fik Rahbek til at omskrive et votum: direkte påtvang han Rahbek et andet forhandlingsgrundlag ved den endelige behandling i direktionsmødet. At Rahbek tillod dette synes næsten ufatteligt. Et var at Collin manipulerede med censorerne, men hændelsen i marts 1825 skal vel også tages med i betragtning, da Collin for alvor førte sig frem som vaudevillens fortaler. Boyes andet stykke mødte modstand ved hoffet eller hos hofpartiet ved teatret, hvorom desværre kun Rahbeks vidnesbyrd haves. Alle i teaterdirektionen var enige om stykkets kvaliteter. Behandlingen af Overskous stykke drager for engangs skyld Olsen frem af mørket. Uanset Overskous bestikkelse af Olsen, via Wegener, betød Olsens ?, at Rahbek føjede sig i hvor vel han aldeles ikke yndede dette stykke. Interessantest er måske Boyes arbejde med sine stykker, hvor det kan vises, at han visselig rettede sig efter censorerne i en langt større udstrækning end tidligere, mens ændringerne i "William Shakespeare" delvis skete efter Kuhlaus ønsker. Censorernes agtpågivenhed synes ikke konsekvent.
[sideskift][side 162]
Hansens "De to Underofficierer" (jf. s.60) var ifølge Rahbek stadig "flau og tildeels gemeen" (24.6.1825). Remitteret den 1. juli 1825 (Kp.nr.343). Se s.222.
Anonymus' "Festen paa Ridderborgen" var det længste og sletteste, Rahbek som censor endnu havde mødt (17.8.1825). Olsen var aldeles enig (19.8.1825). Remitteret den 20. aug. 1825 (Kp.nr.599).
Korrespondancen mellem Kruse og teatret er meget mangelfuldt overleveret, således at det får stå hen som en ubevist påstand, at det var Collins vilje, der fik bragt "Serenaden" (jf. s.116) til uddeling den 18. nov. 1825 (Dp) (l). Stykket havde premiere den 10. jan. 1826 (opført ialt 3 gange).
"Hovmod staaer for Fald" fandt Olsen "et Forsøg af et Tolvaars-Barn" (18.1.1826), medens Rahbek havde "læst Stykket med langt mindre Ulyst, end de fleste indkomne" (21.1.1826); han erkendte dog, at "det hele er for jævn Hverdagskost til at interessere paa Skuepladsen" (l.c.). Remitteret den 28. jan. 1826 (Kp.nr.678).
"To Døgns Hændelser" blev også indleveret af en anonym (I.B.nr. 1509 29.1.1826). Rahbek var tydeligvis interesseret i stykket: det ejede "saa meget Klygt og Lune .. at jeg i de første Acter lod min Gisning falde paa mere end een yndet Forfatter, som dets formodenlige Autor", men han tilføjede, at "Uheldigviis er Handlingen og Intriguen deels saa lav, deels saa usandsynlig, at jeg ikke vover at tilraade dets Antagelse" (3.2.1826). Rahbek var klar over, at han var i mindretal, når det gjaldt antagelse af lystspil og vaudeviller (hvis de var forfattet af yndede forfattere), hvorfor han tilføjede, at hvis stykket blev antaget af de øvrige direktører, måtte han betinge sig, at stykket blev renset "for adskillige Usømmeligheder, hvoriblandt jeg især regner den Maade, hvorpaa Guds Navn saa hyppig, især af de tvende Søstre, tages forfængeligt" (l.c.). Rahbeks forsigtighed gjaldt ikke hensyn til højere steder, men "man .. behøver [ikke] at være bigot for at forarges over" dem. Han ville "henregne [dem] mellem det, der i Theaterprivilegierne forbydes, som noget, der kan være godt Folk til Forargelse" (l.c.). I et privat brev til Collin udtalte Rahbek sig sædvanen tro ganske anderledes uforbeholdent; han nævnede, at det enten måtte være forfattet "om ikke af L[udvig] H[eiberg] dog af Rosenkilde, eller maaskee Chr. Winther .. Jeg mener altsaa, det er bedst GHO ikke faaer flere Stykker, inden han har skilt sig ved det; thi hvorvel den unævnte og mig aldeles ukiændte Forf. neppe [sideskift][side 163]nogensinde vil skrive et Stykke, som jeg kunne fristes at see; har han dog en Dialog, som bebuder sandt comisk Talent. Det er efter Stemninger mellem vore Vagre rimeligt, at Digtningen for en Tid vil tage denne Vending, og saa lidet jeg elsker den, troer jeg dog man bør være opmærksom paa dem, der lover noget i dette Fag, og havde jeg kanskee læst det nok engang, inden jeg gav det mit bestemte Nei! hvis ikke en profan Frivolitet havde giort det uopførligt, endog i en mindre langøret Periode" (NkS 3107 5.2.1826). Rahbek afslørede såvel en usikkerhed med hensyn til Collins stilling, ifald der var tale om et arbejde af en af hans protegeer, som en vilje til at indrømme, at tiden arbejdede for en retning inden for dramaet, han ikke ønskede, men hvor han indrømmede, at direktionen måtte være på vagt for at sikre sig de bedste talenters bedste værker til scenens kunstneriske såvel som økonomiske fordel. Rahbeks evindelige bagudskuen og jævnføring med tidligere tiders storhed ses her klart afløst af en artikuleret interesse for det kommende, selv om denne kunstneriske udfoldelse ikke stemte overens med hans kriterier for ægte dramatisk kunst. Se s.218.
Lebrun tilsendte Rahbek den omarbejdede version af Kruses "Væddemaalet" (jf. s.20) i 1825, hvorpå Rahbek noterede: "ved de dermed nu foretagne Forandringer forekommer det mig at være, for at bruge Lebruns Udtryk, et practikabelt Stykke, og har jeg ikke troet at kunne nægte det min Stemme, saameget mindre, som originale Lystspil hos os ere en Siældenhed, og det udentvivl kunde gaae godt" (30.8.1825). Den sidste passus modererede Rahbek dog, da han indrømmede dets lighed med "Det sidste Middel" (jf. s.6), der trods "en meget god og tildeels mesterlig Fremstilling ingen synderlig Lykke har giort" (l.c.). Olsen var stadig negativ over for stykket, måske, indrømmede han, på grund af "min Mangel paa sandt Otium" (15.9.1825). Det var uklart, uforståeligt og havde kun liden interesse, og opløsningen var ikke befordrende. "Jeg overlader det til de øvrige Herrers Over-Censur at antage eller at forhaste dette Stykke, om hvis Effekt paa vort Theater jeg i det mindste ikke har stort Haab" (l.c.). Stykket gik imidlertid hverken til Collin eller Holstein, "men modtoges af Professor Rahbek, der efter at have faaet Brev fra Indsenderen Skuespiller Lebrun i Hamborg, desangaaende forbeholdt sig at foredrage denne Sag til Afgjørelse" (Dp 16.9.1825). Imellem denne foreløbige afgørelse og [sideskift][side 164]Rahbeks definitive kom den danske vaudeville frem og ændrede både censorernes position indbyrdes og udadtil samt ikke mindst publikums forventninger til skuespillet i almindelighed og direktionens beslutninger desangående i særdeleshed. Rahbek ville hellere selv afskrive Kruses stykke end lade Collin eller Holstein gøre det, fordi han da ville blive endnu længere tilbage i forhold til den øvrige direktions beslutninger i almindelighed og lystspillet i særdeleshed. Rahbek traf sin beslutning på grundlag af følgende præmisser: "Da dette Stykke er udkommen trykt paa tydsk, og altsaa ikke kan ansees, som et dansk Original, og da min Medcensors Mistro til Stykkets Held fuldelig opveier den Tro, jeg - skiøndt rigtig nok ikke under nuværende Omstændigheder, dertil kunde have, har jeg ikke troet at burde umage MHH Meddirectuerer med at videregive Sagen til dem, men tager uden videre mit a tilbage, som jeg og for mulige Misligheders Skyld har tilladt mig at udkradse, og er enig med min Medcensor, ikke at finde det passende for vort Theater under nærværende Conjuncturer" (30.1.1826). Belært af erfaringerne fra behandlingen af "Slaget ved Fehrbellin" (jf. s.167) foretog Rahbek også dette elastiske tilbagetog, selv om han ikke var tvunget dertil. Uanset om Rahbek søgte at foregribe en beslutning truffet af andre, var hans disposition intet mindre end afslørende: thi han opgav ved sin handling at forsvare sin holdning til Lebruns bearbejdelse af Kruses original, fordi han følte sig i en så udsat position, at sagen lettest afgjordes ved at han indskrænkede sit myndighedsområde til at underordne sig den herskende stemning i teaterdirektionen. Overcensuren virkede således med sin repression uden reelt at have ytret sig. Den 10. febr. 1826 forhandledes sagen i direktionsmødet, men arkivmaterialet oplyser intet om svarskrivelse til enten Lebrun eller Kruse.
Bangs "Kiøbenhavn" fik først hans ven, Olsen, til censur; forkastet blev det på grund af de "mange deels personlig=prosaiske, deels Ultra=Karikaturmæssige Beskrivelser over Kjøbenhavnsk Liv og Færd" (2.3.1826). Rahbek var ganske enig: "Dette betyder Troja" (4.3.1826). Den 10. marts 1826 blev det i mødet meddelt, at stykket var forkastet. Den 16. marts 1826 bad Bang, i et særdeles selvoptaget brev, Collin læse stykket, hvilket han gjorde, men unægtelig med et andet resultat, end Bang havde forestillet sig. Olsen frabad sig at skrive til Bang om censorernes mening: "jeg er for [sideskift][side 165]meget hans Ven for .. at ville saare hans Egenkjærlighed ved et privat Svar" (Coll.BrS.XXIVa 27.3.1826 adr. Collin). Collin derimod udfærdigede med største koldsindighed dødsdommen over dette stykke. Han imødegik Bangs egen karakteristik af lystspillet, idet han ikke fandt, at det på nogen måde indeholdt "levende Colerit, Satire, komiske Situationer, komiske Charakterskildringer, Lethed, Liv, Lune, Originalitet og Følelse", således som Bang havde hævdet i sit brev af 16. febr. 1826 (I.B.nr.1456). Plagiat påvistes rent konkret og uimodsigeligt ved en række eksempler; de komiske og satiriske situationer ligeså, samtidig med at en række sceners impraktibilitet påvistes. Collin sluttede sit brev, efter den præcise gennemhulning af stykkets kedsommelighed med denne "kompliment": "Det er paa Grund af den personlige Agtelse, som enhver af os bærer for Deres Velbaarenhed, og med Hensyn til den ubillige Mistillid De yttrer til Censorernes Dom om flere af Deres Arbeiders Ubrugbarhed for den danske Scene, at vi have udpeget, nogle af de mange uheldige Træk i et Stykke, som De tillægger saa megen Værd, og som uimodsigeligen vilde møde Publikums udeelte Uvillie. Intet skulde glæde os mere, for Scenen og for Dem, end, at De leverede os et Lystspil, der opfyldte Kritikens og Smagens ueftergivelige Fordringer" (Kp.nr.606 10.4.1826). Bang gik ikke til modangreb, men indleverede flere arbejder til teaterdirektionen.
Ved læsningen af det sidste lystspil, behandlet i denne sæson, "Bortførelsen", troede Rahbek først, at han mødte en ny P.A. Heiberg eller Olufsen, "længere henne bragte det mig til at tænke paa Forfatteren af Datum in Blanco" (Wiwet), tilsidst blev det dog for Rahbek "comique grossier". "Det lader overalt nu, som det er Thalias Tour, at bemærke os i samme Maneer, som en Tid Melpomene" (19.2.1826). Olsen tilsluttede sig (4.3.1826). I et privat brev til Collin karakteriserede Rahbek lystspillet som "Vandgrød med Suurmælk" (NkS 3107 20.2.1826). Rahbeks opfattelse af dette skuespil angiver meget præcist hans stilling til tidens lystspil: usikkerhed kombineret med historisk viden, men bundet af den historiske viden uden mulighed for at imødekomme tidens smag.
Rahbeks indsats i denne sæson er meget ujævn: Han viste virkelig stor interesse for "To Døgns Hændelser", men hvad brugte han interessen til? Kruse-Lebruns stykke havde han vitterlig ønsket frem på scenen, men belært af udviklingen tog han sit ja tilbage. [sideskift][side 166]Bangs stykke betød Troja, men hvem påtog sig at formulere svarskrivelsen? Fra P.A. Heiberg til "comique grossier" var unægteligt et langt stykke. Fejlede Rahbek i sine vurderinger, eller afslørede han en svækkelse? Repressionen blev måske for stærk ved Collins kraftige udspil vedrorende andre stykker? Rahbek søgte samtidig ned den åbenbare konflikt med Collin privat at lade ham tilflyde uddybende censorudtalelser. Fordi Rahbek åbenbart svækkedes, kom Olsen måske til at fremtræde stærkere: Hans nej til Kruse-Lebrun var inappelabelt, thi hans dom var en vogue? Kår det gjaldt Bang, var Olsen sart. Collin ses også i denne sammenhæng styrket. Holstein anes derimod ikke: sammenhængen er klar.
[sideskift][side 167]
Cunos "Die Brautkrone" (1811) var ifølge Rahbek "noget skrækkeligt Tøi" (2.8.1825), hvilket Olsen istemte (4.8.1825). Remitteret anonymus (Kp.nr.579 dat. fejlagtigt 2.8.1825, jf.UjBr 20.7.1825).
Den 15. sept. 1825 indsendte Dorph atter von Collins "Regulus" (jf. s.91) omarbejdet "efter DHrr. Censorers Vink og Yttringer", idet han havde forkortet stykket til 4 akter "ved at sammendrage de to sidste Akter til een, og udelade af samme nogle temmelig vidtløftige episodiske Scener" (UjBr). Atter ses censorerne ikke, officielt at have været i funktion. I direktionsmødet "vedtoges at have Stykket i Erindring, naar de antagne Originalsørgespil vare forestilt" (Dp 16.9.1825). Også året efter søgte Dorph Collins hjælp til at få stykket opført, men intet skete. Se s.570.
Crosnier & A.V. de St. Hilaires "Le solitaire, ou l'exilé du Mont-Sauvage" (PSM 12.7.1821) indleveredes privat til Olsen, som, fandt, at stykket havde "al den Fylde af Politik og Galanterie, der udgjør Hovedkaraktererne af de fleste franske Tragedier, og al den Mysticisme, som de Wernerske og Mülnerske nytydske Tragedier udmærke sig ved .. Paa vort Theater .. vilde det første Aften forbause og næste Aften blot være Gjenstand for en bitter Kritik" (29.9.1825). Rahbek var ganske enig: "noget mere bombastisk og phantastisk veed jeg ikke at have læst i mine Dage" (13.10.1825). Stykket blev forkastet den 14. okt. 1825 (Dp), jf. s.161.
Søtofts oversættelse af Uhlands "Ernst, Herzog von Schwaben" (1818) leveredes privat til Rahbek, som sendte det videre til Collin (NkS 5107 5.2.1826). Ingen vota eller svarskrivelse ses bevaret. Collins initiativ juledag 1825 betød et afgørende brud med den hidtil førte praksis i censursager. Ved læsning i Tiecks "Dramaturgische Blätter" tog han Kruses oversættelse af Kleists "Prinds von Homburg" (jf. s.62) frem "for dog at lære at kjende Stykket. Nu har jeg læst det, og det giør mig meget ondt at see Dit "c" foran. Du maa undskylde, at jeg ligefrem siger Dig, det er mig ubegribeligt, da jeg deri ej finder noget af det, Du ellers finder anstødeligt mod god Smag. - Med en Kunstdommer som Tieck - der forresten i mange Ting er saa enig med Dig i sine Anskuelser om Theatret - paa min Side, vilde jeg ikke tage i Betænkning, paa ny at sætte dets Antagelse for vor Skueplads under Qvæstion; men jeg overlader gjerne Initiativet til Dig, om Du vil det. Derom et Par Ord inden næste Møde" (Coll.BrS.XVIII adr. Rahbek). På [sideskift][side 168]baggrund af Collins forbindelse med Kruse i 1825 (jf. s.116), skal det betones, at det ikke var af interesse for Kruse, men ved læsningen af Tiecks vurdering af Kleists original, at Collin fattede interesse for skuespillet" Rahbek svarede Collin, at efter "en dunkel Anelse har jeg troet, der var noget af det mystiske, som jeg saa hiertelig hader. Da det midlertid altid er mig kiært at oprette en Sottise, vil jeg være dig forbunden for at sende mig det til en revisio actorum" (NkS 3107 udat. formentlig før 30.12.1825). Formodentlig den 12. jan. 1826 nedfældede Rahbek sine tanker om Kleists stykke og Kruses oversættelse: "Jeg har med Overbeviisning tilbagetaget det c, jeg havde betegnet det med", efter at have læst Tiecks artikel om stykket, og Collins opfordring til at gøre det. Ikke desto mindre havde Rahbek nøjagtig de samme indvendinger imod stykket som i 1822: Somnambulscenen i første akt, prinsens dødsangst i tredje samt oversættelsens skødesløsheder. Men Rahbek billigede nu en opførelse, fordi han mente, Nielsen ville kunne redde stykket: "[Han] har viist sig Mand til at løse Knuder, der forekom mig uopløselige". Sluttelig tilbød Rahbek selv at foretage de nødvendige sproglige rettelser i Kruses oversættelse. I sin følgeskrivelse til censuren (stilet til Collin) tilføjedes: "Om der i øvrigt ikke skulde have været noget Parolstuepræjudicat, der har afgiort, vel ikke min Dom over Stykket, thi den pleier jeg ikke at lade commandere, men Stykkets Skiæbne, hvorved min Dom synes at være kommen i Betragtning, skal jeg efter saa lang mellemløben Tid ikke kunne sige" (l.c.). Denne sidste tilståelse kan selvfølgelig læses som et forsvar, men kan også ses som en advarsel til Collin. Deliberationsprotokollen oplyser intet om eventuelle forhandlinger om "Slaget ved Fehrbellin" før den 17. febr. 1826, men Olsens private protokol angiver, at stykket blev diskuteret både den 13. jan. og 3. febr. 1826, men indeholder intet om, hvad der måtte være foregået i disse møder. Den 17. febr. 1826 afleverede Olsen stykket til Collin "med Anmærkninger" (DpO), mens deliberationsprotokollen oplyser, at Collin afleverede stykket, "hvilket han ubetinget antog til Opførelse. Nogle Bemærkninger ved Oversættelsen modtog Etatsraad Collin, som lovede at besørge Oversættelsen revideret" (Dp). Koncipisten er ikke kendt, men det fremstår som ubestrideligt, at Collin ekspederede Olsens anmærkninger til den af Collin engagerede korrektør; beklageligvis er Olsens vink ikke overleveret. Fuldmægtig [sideskift][side 169]Boye var endnu engang manden, der besørgede en kontroversiel oversættelse modificeret (1). Rahbeks omtale af et "Parolstuepræjudicat" siger selvfølgelig som sædvanlig mere om Rahbek end om parolstuens persongalleri, men selv Collin fik præjudicen at mærke. Stykket blev trykt i 1826, men først den 26. dec. 1827 uddeltes rollerne (PRFD). Efter afgørende svækkelser i slutningen af stykket (1) fandt premieren sted den 27. maj 1828 (opført ialt 4 gange). Som det er set før, var det ikke noget kunststykke at få Rahbek til at ændre en dom, men langt stærkere kræfter kunne sinke forestillingen af et stykke, der havde selv Collins interesse. Om Holsteins forhandlinger med parolstuen ses intet i arkiverne. Oversættelsen af von Weissenthurns "Johann, Herzog von Finnland" (Brünn 1811) blev indleveret privat til Rahbek. Stykket havde ifølge Rahbek "ved forrige Aars Sommerforestillinger" været på tale, i hvilken forbindelse dets indsendelse vel skal ses. Rahbek returnerede denne oversættelse, fordi man havde N.T. Bruuns liggende.
Jfr. Clausens oversættelse af Körners "Toni" (1815) blev først leveret til Olsen, der antog den; hans votum er gået tabt. I et brev til Collin klagede Rahbek over manglerne ved versifikationen, der "giver en vrangvillig Kunstdommer saameget at vrøvle om" (27.3.1826). Han foreslog derfor, at Rosenkilde, "som er hende meget velsindet", hjalp hende. Selv om han ikke fandt stykket "at være af stor dramatisk Interesse", mente han, at "Directionen maaskee kunde have Lyst at give det" (l.c.). Man mere end aner den unge skuespillerindes specielle yndest som udslaggivende for antagelsen af oversættelsen. Roller uddeltes den 5. sept. 1826 (PRFD), og premieren fandt sted den 16. febr. 1827 (opført ialt 6 gange).
Vedrørende behandlingen af disse syv værker kan Collins manøvre i anledning af hans julelæsning i Tiecks "Dramaturgische Blätter" ikke undlade at tiltrække sig den største interesse, thi derved beviste han omend ikke for første gang så nu mere inderligt end [tidligere sin vilje til at ændre en engang truffen beslutning 'samt sin interesse for et enestående skuespil, hvis kvaliteter han ikke ville overse, skulle han endog blive søgt standset af kræfter uden for teaterdirektionen. Holsteins indflydelse vedrørende opførelsen af Kleists skuespil er ikke kendt, ejheller hvem der dikterede den biedermeierske slutningsscene. Endelig skal der [sideskift][side 170]gøres opmærksom på, at Rahbek ved at oversende Uhlands sørgespil slap dette værk og overlod til Collin, hvorvidt det skulle opføres. Körners drama blev ganske givet kun opført på grund af personlige hensyn til den unge skuespillerinde, uden det dog er muligt med sikkerhed at tilskrive Holstein dette initiativ.
[sideskift][side 171]
Fabers oversættelse af Jüngers "Verstand und Leichtsinn" (1789) havde altid forekommet Rahbek at være "det mindst heldige af min Ven Jüngers Stykker"; da han i sin læsning kom til anden akts femte scene, hvor grevinden drikkes til i brændevin, blev han overbevist om, at "vort Publikum ikke lod sig den byde" (2.7.1825).
Müllners "Die Vertrauten" (1812) kunne måske behage med Stage og Liebe, "men jeg holder det dog for sikrere ikke at giøre Forsøget, saameget mere, som Smaastykker synes at være i Miscredit" (2.7.1825). Jævnfør Rahbeks udtalelse om småstykker, okt. 1825, s.172.
Fabers behandling af Müllners "Die Zurückkunft aus Surinam" (Berlin 1812) forekom Rahbek "noget N.T. Brunsk .. skulde .. min ærede Medcensor, mutatis mutandis, ville antage det, skal jeg ikke have derimod", fordi Rahbek huskede stykkets forlæg, Voltaires "La femme qui a raison" som ganske morsom (2.7.1825).
På grund af "det forslidte Indhold, det hist og her smudsige Sprog", og sin sikkerhed på disse stykkers manglende publikumstække anbefalede Olsen dem til forkastelse, der burde "ske med en Compliment" (7.7.1825). I svarskrivelsen serveredes denne på følgende måde: "[Man undlader ikke] at erindre, at det nærværende Publicums Smag for deslige Stykker, som for Lystspillet i Almindelighed, er saa vanskelig at tilfredsstille, at man ikke tør indlade sig paa at bestemme hvorvidt noget saadant bearbeidet Stykke kunde egne sig til Gienoptagelse paa Scenen, forinden det har passeret den sædvanlige Censur" (Kp.nr.348 11.7.1825). "Guvernøren fra Indien" havde Rahbek ladet opføre på Dramatisk Skole (1), mens de øvrige stykker ikke var blevet opført på teatret. Det afgørende var dog, at Fabers oversættelser eller bearbejdelser i 1825 havde passeret den ordinære censur, hvorom han blev misinformeret, formentlig fordi teaterdirektionen ikke ønskede hans teaterarbejder på scenen. Rahbek var den mindst negative af beslutningstagerne.
Carl Blums bearbejdelse "Die beiden Britten" (Berlin 1824, Hamborg 25.6.1825) af Mervilles "Les deux anglais" (jf. s.144) så Nielsen i Hamborg: "Det er et temmelig godt Stykke, som med en fortrinlig Udførelse stedse vil behage. Jeg har forsøgt at faae det, men forgjeves, thi det er endnu Manuskript. Imidlertid har Lenz havt den Godhed at skrive til Forfatteren, der er en Ven af ham, og loved mig at forskaffe det, dersom vi blive enige om Honoraret" (NkS 2494 udat. efter 18.7.1825 adr. Rahbek). Den 25. aug. 1825 leverede Lenz Nielsen stykket (TK 1825 2.kv.nr.1080), som direktionen overlod [sideskift][side 172] Nielsen "efter hans ønske til Oversættelse" (Dp). Nielsens oversættelse ses ikke i materialet. Se s.1080.
Rahbeks brevveksling med Lebrun og Herzfeld i Hamburg er tydeligvis kun fragmentarisk overleveret. Allerede i juni 1825 havde Rahbek skrevet til Herzfeld om "Die Proberollen" af enten Holbein eller Costenoble (hhv. Goedeke XI,2 203 og 75), hvorefter Herzfeld kunne meddele Rahbek, at han ikke kunne hjælpe teatret med dette stykke (NkS 2494 5.7.1825). Til Nielsen, der opholdt sig i Hamburg (jf. s.149), skrev Rahbek den 18. juli 1825, at han måtte spørge "min gamle Ven Lebrun og hans velsignede Kone derom; de maa vide, om der er noget sligt" (BHS udat.). Nielsens svar kendes, men ikke resultatet af hans samtale med Lebrun (NkS 2494 udat. ie: ?.7.1825). Se s.1052.
Om Viederts "Die Talentprobe" ses intet foretaget" Se s.259.
Kun ved "en schrödersk eller en falsensk Behandling" kunne "Præmien" blive brugbart, anførte Rahbek (10.8.1825). Remitteret den 3. aug. 1826 (Kp.nr.658).
Fabers oversættelse af Kotzebues "[Um Antwort wird gebeten] oder die Einladungskarte" (1818) kunne "man spille, hvis man har stor Mangel paa Eenactsstykker, men ogsaa lade være uspilt uden Tab enten for Smag eller Kasse", skrev Rahbek (22.9.1825). Ifølge Olsens journal endte behandlingen af dette stykke således: "Afleveret med R's ? og Olsens A Indbydelsen af Kotzebue & Faber" (23.9.1825). Under titelen "De fire Bogstaver" blev rollerne uddelt den 3. nov. 1825 (PRFD), men stykket blev aldrig opført (1a).
Müllners to stykker "Der angolische Kater oder die Königin von Golkonde" (1815) og "Die grossen Kinder" (1817) forkastede Rahbek ubetinget; sidstnævnte fandt han var "noget jammerligt Kattespas" (22.9.1825). Den 28. sept. 1825 noterede Olsen under Rahbeks votum: "Jeg har intet at tilføie ovenstaaende". Stykkerne returneredes den 1. okt. 1825 uden motivering (Kp.nr.616).
Liebes oversættelse af Castellis bearbejdelse "Der Grosspapa" (1825) af Scribe & Duveyriers "Le bon-papa, ou la proposition de mariage" (GD 2.12.1822) indrømmede Rahbek var "en sand Bagatelle, men som maaskee spilt af den saa yndede Frydendahl kunde hielpe at raade Bod paa den Mangel af Eenacts Stykker, jeg paa senere Tider hører Klage over" (8.10.1825). Olsen indskrænkede sig til at erklære sig aldeles enig med Rahbek (11.10.1825). Den 21. okt. 1825 uddeltes rollerne (PRFD), og premieren fandt sted den 12. dec. 1825 (opført ialt 2 gange) (2).
[sideskift][side 173]
H.L. Beekens oversættelse af Lebruns "Der Sylveaterabend oder Die Nachtwächter" (Hamborg 29.12.1818) mente Rahbek kun ville give censorerne ulejlighed, hvis de antog det (31.12.1825). Olsen fandt, at stykket havde interesse ved gennemlæsningen, men at det var aldeles uegnet til opførelse (3.1.1826). Direktionen returnerede oversættelsen den 11. jan. 1826 (Kp.nr.667).
Vedrørende de to bruunske oversættelser holdt Rahbek sig angående Mortons "Speed the Plough" (1800) (3) til sin oprindelige mening: "et Spørgsmaalstegn", hvilket han udlagde som "alt for engelsk for vor nuværende Gane" (30.1.1826) (3a) Med hensyn til Centlivres "The Wonder, a Woman keeps a Secret" (1714) ville han ikke forkaste det, da det "har en hundredaarig usvækket Agtelse paa det engelske Theater" ; endvidere indrømmede han sin usikkerhed med hensyn til publikums smag. Rahbek foreslog, at Dorph skulle foretage "en liden Retouchering" (31.1.1826). Samme dag tilskrev Rahbek Collin om stykket, som han bad Collin "vilde finde eller give .. [sig] Tid til at læse, da det, under Mangelen paa gode Lystspil, maaskee kunde fortiene, at komme i Betragtning; vist nok er det mig vel spansk, men jeg tilstaaer, at Lystspil i Almindelighed, naar de ikke ere, som Figaros Giftermaal, Bagtalelsens Skole, og Ringen No 2, eller Harlequin Patriot, og brutale Klappere, interessere mig personlig for lidet til, at jeg just saa synderlig bygger paa min Dom desangaaende, især naar den er mindre fordeelagtig. Da der af alle de Stykker, Dr R[yge] bragte hiem fra sin Opdagelsesreise [jf. s.143], kun to [4] ere befundne saaledes, at de have kunnet komme paa Theatret, skiøndt ikke holde dem der, er der naturligviis Mangel paa denne Artikel. Clauren vrage vi, Kruse skiøtte vi ikke om, Raupach tør jeg ikke spaae en bedre Skiebne; hvorfra tage vi da Brød i Ørken" (NkS 3107). Interessant er det, at Rahbek inviterede Collin til censurarbejdet, fordi det drejede sig om et lystspil; ligeledes bør det noteres, at Rahbek overlod initiativet vedrørende en eventuel opførelse til Collin, uden at han selv ville foretage sig yderligere. Collins vurdering af den engelske komedie kendes kun indirekte, idet den ikke kom frem i Danmark. Olsen involveredes overhovedet ikke i behandlingen af disse stykker (4a).
Bäuerles berygtede "Die falsche Catalan!" (Wien 18.12.1818) tilbød Elmquist i febr. 1826 (I.B.nr.1449). Ingen vota desangående ses bevaret. Se s.487.
[sideskift][side 174]
Zincks oversættelse af Lemberts bearbejdelse fra det franske "Die Reise zur Hochzeit" (1821) havde Olsen "med megen Fornøielse gjennenlæst" den 27. febr. 1826; ligeså gjorde Rahbek den 1. marts 1826. Til Collin skrev Rahbek, at han fandt det "ganske uskyldigt", hvorfor han ikke "vilde .. give det mit Nei, at det ikke skulde synes Tak for sidst [jf. "Vennernes Fest" s.189]. Mig forekommer det i øvrigt noget magerladent" (NkS 3107 udat. 1.3.1826). Inden rollerne uddeltes den 31. marts 1826 (PRFD), gennemlæste Holstein "dette muntre Stykke", som han ønskede "snart maa komme paa Scenen" (BmD 25.3.1826 adr. Collin). Olsen bivånede "Oplæsningen af "Reisen til Brylluppet"" (DpO 11.4.1826): den eneste oplæsning, Olsen noterede, han overværede på et helt år. Stykket havde premiere den 24. maj 1826 (opført ialt 2 gange): Olsens forventninger var blevet gjort til skamme (4b).
Güntelberg leverede en anonym oversættelse af Murphys komedie "The School for Guardians" (1767). Vota fattes.
Den 22. marts 1826 tog Olsen initiativ til, at svigersønnes oversættelse "Alperosen, Patentet og Shawlet" (jf. s.125) blev sat på repertoiret. Holstein havde såmænd haft den liggende, men inden rollerne uddeltes sendte han den til Collin (BmD 25.3.1826). Ingen vota ses bevaret. Rollernes fordeling bestemtes i direktionsmødet den 31. marts 1826 (Dp). Stykket blev opført første gang den 9. okt. 1826 (opført ialt 6 gange) (4c).
I anledning af Liebes oversættelse af Blums bearbejdelse "Der Sekretair und der Koch" (Berlin 12.6.1821) af Scribe & Duveyriers "Le secrétaire et le cuisinier" (GD 10.1.1821) kommenterede Rahbek stykket således: "Af de snorrige Bagateller, der pleie at lykkes godt paa vor Skueplads, og behage alle, visse Recensenter undtagne" (6.4.1826). Olsen sendte stykket til Liebe "med Antagelse" den 11. april 1826 (DpO). Rollerne uddeltes den 24. april 1826 (PRFD); premieren fandt sted den 8. maj 1826 (opført ialt 4 gange) (5).
Raupachs "Lasst die Todten ruhen!" (Berlin 13.6.1825) hørte Nielsen i Hamborg om sommeren rost "af Alle; ogsaa dette ønskede jeg at skaffe dig [Rahbek] .. Lenz har .. loved mig at besørge det Nærmere" (NkS 2494 udat. efter 18.7.1825). Rahbek "paatog sig at omarbeide" det (DpO 7.10.1825). Det blev dog bearbejdet af Dorph, hvem Collin havde tilbudt det, fordi Rahbek "ikke havde stor Appetit paa at oversætte [det], og Dorph flere Gange har tilbudt sig at oversætte gratis for Tidkort, saa leverede jeg ham Stykket, [sideskift][side 175]haabende derved ej at giøre Dig imod" (Coll. BrS. XVIII 1.11.1825).
Dorphs villighed er før oplyst, mens Collins handling understreger hans styrke, ukollegiale fremfærd samt forretningssans. Rahbek ville nok antage stykket, selv om dets sceneheld i Tyskland havde været svingende, om ikke andet så fordi oversættelsen var gratis. Nogle steder, markeret ved spørgsmålstegn, måtte nødvendigvis forandres "af forskiellige Grunde" (28.1.1826). Olsen indskrænkede sig til at notere, at han troede, at stykket "vel spilt, [ville] vorde seet med Fornøielse" (25.3.1826). Stykket blev "antaget under Reservation af Pr Rahbeks foreslaaede Forandringer" (DpO 22.4.1826). Rahbek fik stykket tilsendt endnu engang, hvorefter han i polemik med Olsen skrev: "Jeg har ingen Ret til at fordre Forandringer, og ingen Forventning, at mine Fordringer, om jeg tillod mig dem, kom i Betragtning" (24.4.1826). Såvidt var det kommet med Rahbeks i forvejen indskrænkede myndighed, at han i foråret 1826 åbent indrømmede, at han som officiel censor ikke kunne få sine synspunkter igennem, i det rent principielle spørgsmål: censorernes rettighed til at kræve forandringer i indsendte stykker. Grunden til at Rahbek officielt vedkendte sig sin uformuenhed, skal måske ses i lyset af hans opgivende holdning til direktionssager i almindelighed (jf. s.200ff), thi han kunne måske nu meddele de tanker, han tidligere kun havde fremført i vennevold. På trods af Rahbeks udfald var antagelsen en kendsgerning, og rollerne uddeltes den 1. sept. 1826 (Dp), men stykket havde først premiere den 18. sept. 1828 (opført ialt 3 gange) (6).
Gammelt og nyt mødtes i denne sæson. Fabers oversættelser på nær Kotzebues stykke blev refuseret, dog efter at Rahbek havde gjort sig sine overvejelser om det nærværende publikums smag. De engelske stykker havde han dog lyst til at vise Collin, men andre genrer optog denne. Liebe oversatte stadig Scribes stykker via tyske bearbejdelser: deres antagelse var helt uproblematisk, ja vel givet alene ved oversættelsen. Rahbeks opfattelse af Scribes stykker synes helt reflekteret med hensyn til den radikale ændring i konversationstonen, som han dog tidligere havde bemærket. Zinck og Gandil protegeredes af Olsen imod Rahbeks vilje, mens forhandlingerne om Dorphs oversættelse af Raupachs stykke satte Rahbek mat. Collin synes ret så tilbageholdende i denne sæson: Undtagelsen var Raupachs dårlige stykke. Holstein hjalp Olsen som så ofte før, men forholdt sig ellers passiv. Ændringerne i Liebes oversættelser synes dikteret af regissørens ønsker om effekt.
[sideskift][side 176]
Balthesar Bangs syngespil "Friedli fra Haslidalen eller Søsterlig Kiærlighed" gav Rahbek anledning til at foruroliges over tidernes forandrede indstilling til idylliske syngespil, idet han henviste til de forandringer, der var foretaget ved "Lulu" (jf. s.128); men det afgørende for Rahbek, når det gjaldt originale synge stykker, var mangelen på komponister: "Vil enten Weyse eller Kuhlau componere det, skal jeg, naar det indkommer componeret, intet have mod Opførelsen. Under nærværende Omstændigheder gjør Censors Stemme hverken fra eller til" (23.5.1825). Belært af erfaringen erkendte Rahbek censors myndighed realistisk" Olsen fandt det af "megen dramatisk Interesse", men påtalte ukorrektheder i syngenumrenes placering og indhold: "Stykket er saa riigt paa Stof, og saa overfyldt med skjønne Følelser .. at jeg for min Deel gjerne antager det med det Ønske, at Forfatteren vilde berigtige det skjæve, bortskjære det overspændte, og kalde al sin Smag og al sin Takt til Hjælp for at gjøre det baade skikket og værdigt til en fortrinlig Componists Behandling" (10.8.1825). Vel på grund af Olsens ønske om forbedringer sendtes stykket ikke til Hauch for ved ham at tilstilles en af komponisterne. Olsen skrev derimod til Bang (DpO 14.8.1825; brevet er gået tabt), hvorpå Bang selv henvendte sig for at få Zinck til at komponere stykket (DpO 17.9.1825). Vel sagtens på grund af vaudevilletravlheden kom der intet ud af dette forehavende (1). Se s.269.
Det anonyme syngespil "Claudius" blev affærdiget som værende "en daarlig Røverhistorie, elendig dramatiseret; saa det ikke behøver at være, for ikke at faae Frihed og Liighed raabt paa det Kongelige Theater - der neppe vilde tilstedes os, eller tages os vel op, vi nægte det Adgang derpaa" (1.8.1825). Da teksten ikke blev trykt, kan det ikke afgøres, om Rahbeks politisk betonede indsigelse var andet end en dårlig undskyldning. Eftersom Olsen var enig, blev stykket returneret den 2. aug. 1825 (Kp.nr.578).
De øvrige indleverede og behandlede syngestykker blev alle fabrikeret af Oehlenschläger, hvilket er så meget mere bemærkelsesværdigt, som netop denne sæson er gået over i historien som vaudevillernes; grunden hertil er dog indlysende nok, også når det nedenfor fremstilles, hvordan det gik Oehlenschlägers såvel originale som oversatte syngestykker.
Det første arbejde, syngestykket "Portraitet og Busten" havde Oehlenschläger sin vane tro først forelæst for sin svoger, der også [sideskift][side 177]sin Vane tro havde ydet det sit bifald (UjBr 5.11.1825). Af denne grund gik teksten først til censur hos Olsen, hvis votum fattes (16.12.1825). Anstændigvis censurerede Rahbek også teksten. Særdeles vigtig er hans første reflektion: "At Professor Oehlenschlägers Portraitet og Busten vel er den bedste comiske Operette, vor Theater i mange Aar har faaet, og at den vel componeret og dito spilt, vilde behage, er jeg aldeles vis paa; men om Dagens Modecomponister ikke ville vrage, hvad en Schultz og Kunzen vilde vidst at sætte Priis paa er et andet Spørgsmaal. Om en Componist ikke vilde ønske den sentimentale og aldeles overflødige Episode paa Roskilde Kirkegaard, med Tilbehør, bort, og om den tagne Forargelse ikke derved mistede noget, den sikkert vil hænge sig ved, tør jeg ikke bestemme" (23.12.1825). Rahbeks votum påviser meget præcist det Oehlenschlägerske produkts kvaliteter set i relation til de førende danske komponister i det halve sekel, hvori han selv havde virket. Han fortsatte sin censur med henblik på indholdet af Oehlenschlägers tekst: "Gierne ønskede jeg for det forudseelige Flauheders Skyld det Sted bort, hvor han tager Kammen af Luises Haar; ogsaa ere der vel enkelte mauvaises plaisanteries, saasom om Gstade og Osten, om Griisene pp, som jeg i nærværende Øieblik ugierne seer af en Oehlenschläger, af Frygt, at man skal troe, han har lært det Sprog paa Sprogø. Mit A har jeg med fuld Overbeviisning givet dette Stykke, men kan ikke medgive det andet forresten end mine gode Ønsker, der neppe ville forhielpe det til en Componist" (l.c.). Rahbeks evige dilemma afspejles i denne censur: Oehlenschlägers operette var uendelig bedre en Heibergs vaudeviller, men Oehlenschlägers humoristiske sans fattede Rahbek ikke. Oehlenschlägers formsans var det 18. årh.s, hans komik det 19. årh.s. Som Olsen hjalp Bang, så Rahbek Oehlenschläger. Endnu den 26. febr. 1826 troede Oehlenschläger, at Collin ville hjælpe ham med at få stykket komponeret af Kuhlau (NkS 1674) (jf. s.230) (2). Se s.469.
I nov. 1825 arbejdede Oehlenschläger allerede på det næste syngestykke "Amors Hævn" (UjBr 5.11.1825), som Weyse skulle komponere. Efter at have oplæst stykket for Collin søndag formiddag den 26. febr. 1826 gav han Collin det, hvorpå denne tilskrev Rahbek: "Du har jo læst det? skal jeg sende Dig det, ell. vil Du skrive en Censur uden paa ny at see det?" (Coll.BrS.XVIII 26.2.1826). Således handlede Collin, når det drejede sig om bekendte forfattere; [sideskift][side 178]men Rahbek skrev tilbage: "Oehlenschlägers Stykke kiænder jeg vist nok saa godt, og holder saameget af det, at jeg kunde antage det uden videre; for en Ordens Skyld er det midlertid dog bedst, det sendes mig" (NkS 3107 26.2.1826). Hans censur indeholder af vurderinger kun Rahbeks tro på, at stykket "vil giøre megen og fortient Lykke", hvis det blev komponeret godt og spillet godt (6.3.1826). Rettelser havde Rahbek givet, både da han fik det lest højt og atter ved privat skrivelse til Oehlenschläger (dateret 6.3.1826; tabt). Derpå læste Collin selv stykket; votum ej nedskrevet (DpO 22.3.1826). Olsen antog det med fornøjelse (19. 4.1826), hvilket vel sagtens betød det modsatte. Desuagtet tilstilledes Weyse stykket via Hauch (Cap.prot.1824/26 23.4.1826). Ifølge Weyses version fra 1829 (jf. s.327) svarede han, "at dette Syngespils Gjennemlæsning ikke havde gjort mig synderlig Glæde, da jeg fandt Planen høist uinteressant og slet motiveret, samt Charaktererne trivielle og poetisk inconsequente .. at jeg imidlertid dog var villig til at componere det, hvis Oelenschlæger vilde lade sig bevæge til at gjøre endeel, efter min Mening, høist nødvendige Forandringer" (Weyses Breve II nr.438 21.4.1829). Hvis indholdet dækker blot nogenlunde, hvad Weyse skrev i 1826, er der hermed ført bevis for, hvad de attacherede komponister (in casu Weyse) betød for opførelse af originale syngestykker: en overcensur som endog overgik den hidtil omtalte overcensur, Holstein og Collin. Fortsættelsen af Weyses brev er imidlertid ikke mindre interessant: "Derpaa meddeelte jeg Oelenschlæger min Mening om dette Syngestykke. Et Svar herpaa, efter heele 3 Maaneders Forløb, foranledigede en Replik fra min Side, hvorpaa han igjen svarte mig i en Tone, der gjorde mig det ønskeligt, for det første ikke at have nogen Slags Samqvem med ham" (l.c.). Beklageligvis eksisterer Oehlenschlägers version ikke. Weyse, der tydeligvis var bragt i en ubehagelig situation, optog forhandlinger med Collin. Ifølge Weyse selv resulterede disse i følgende begivenheder: "Da Hr Etatsraad Collin, hvem jeg meddelte vor Correspondents, syntes at deele min Anskuelse i denne Sag, foreslog jeg ham, at componere et andet Syngestykke, hvorom jeg vilde anmode Boie eller Heiberg" (l.c.). Collin lovede Weyse at meddele teaterdirektionen dette resultat, hvilket med al tydelighed viser Collins autoritet i direktionen, eftersom resultatet blev, at Weyse komponerede musikken til "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.230). [sideskift][side 179]Endnu engang må man konstatere, at en af de til teatret knyttede komponister ikke levede op til de forventninger, teatret med de kontraktlige forpligtelser, komponisterne havde med teatret, med rette måtte forvente ville blive overholdt til gavn for det originale, danske syngestykke. I 1827 og 1828 udbetaltes P. Jensen understøttelse af teaterdirektionen, idet han forsøgte at komponere musik til "Amors Hævn", men blev ikke færdig med sit arbejdet hvor langt han end var kommet, thi i 1829 henstillede Oehlenschläger, "at det første Stykke Prof: Kuhlau fra Theatret faaer at componere, maae blive Amors Hævn" (UjBr 17.2.1829). Direktionen pålagde ikke Kuhlau arbejdet (jf. s.327); Oehlenschläger havde været raden rundt uden resultat. I sit "Levnet" fortæller Oehlenschläger selv, hvad udgangen blev: "Mine Syngestykker Billedet og Büsten [opr. Portraitet og Busten] og Overilelsen [Amors Hævn] vare antagne af de forrige Censorer med Roes, især det Sidste; men da jeg hørte, at de antagne, men endnu ikke spillede Stykker skulde underkastes en ny Censur [Kongelig Resolution af 9. marts 1830; jf. s.392] af de nye Censorer, efter Rahbeks Død og Conferenceraad Collins Udtrædelse af Direktionen, lod jeg det beroe" (Udg.1974 210). Bemærk at dette afsnit blev slettet i Erindringer Bd.IV 47.
Planen til det tredje syngestykke "Flugten af Klosteret" havde Oehlenschläger drøftet med Collin, hvorefter Zinck skulle sammenstille Mozarts musik Cosi fan tutte til teksten (NkS 1674 26.2.1826). Oplæsning for Rahbek fandt sted søndag den 9. april 1826, hvor denne umiddelbart efter nedskrev sit votum ("giver jeg med Fornøielse mit Ja, overbeviist om, at det .. vil være særdeles velkomment paa vor Skueplads"), som Oehlenschläger selv indsendte til Collin. Zinck havde forsikret Oehlenschläger, at stykket kunne komme frem inden sæsonens slutning. Først derpå gik stykket til censur hos Olsen, som censerede det den 17. april 1826 uden nogen form for kommentar om indholdet og leverede Oehlenschläger det direkte, fordi forfatteren selv havde påtaget sig afskrivningsarbejdet for at få stykket des hurtigere frem på scenen. Holstein fik efter den officielle antagelse (Dp 22.4.1826) stykket til gennemlæsning. Der arbejdedes derpå for at få stykket frem i indeværende sæson, idet rollerne uddeltes den 25. april 1826 (PRFD); prøver ses imidlertid ikke afholdt. Omkring midten af maj 1826 behandledes stykket på ny af teaterdirektionen, idet [sideskift][side 180]Holstein efter sin gennemlæsning havde tilskrevet Siboni om Oehlenschlägers stykke (skr. er gået tabt). I direktionsmødet den 12. maj 1826 kaldtes Zinck til en samtale, samtidig med at Sibonis svar afventedes. Imidlertid skete intet yderligere, idet man indstillede sig på at afslutte sæsonen uden en opførelse af Oehlenschlägers "Cosi fan tutte". Hvorvidt Holsteins konsultation hos Siboni bevirkede udsættelsen får stå hen. Den 3. nov. 1826 tilskrev Siboni Holstein: "Je pris La R.D. de disposer affin que la Piece de M. Ölenschläger soit mise en Scene au plutot, ce qui peut ete fait en deux ou trois semaines" (MM.Br.nr.128), hvorefter prøver blev afholdt; først efter dette tidspunkt fik stykket sin endelige udformning (3), som det havde ved de tre første forestillinger. Premieren fandt da langt om længe sted den 19. dec. 1826. Da resultatet af anstrengelserne ikke stod mål med forventningerne, indsendte Oehlenschläger den 14. febr. 1827 en forkortet version (3), hvorom censorerne ikke ses at have ytret sig. En enkelt opførelse (10.3.1827) præsteredes af denne barberede udgave, før stykket blev henlagt.
Når der til disse arbejder for scenen lægges Oehlenschlägers øvrige produktion i disse år, "Væringerne i Miklagard", "Karl den Store" samt oversættelser (jf. s.211 og s.313), må det indrømmes, at Oehlenschläger i henseende til produktivitet langt overhalede Heiberg. Konkurrencemomentet imellem de to kan ikke elimineres uden at forvride vurderingsgrundlaget for de to dramatikeres indsats. Med hensyn til direktionens gunst står det imidlertid fast, at Heiberg havde Collins fulde støtte, mens Oehlenschläger ikke blev bistået af Collin på samme intensive måde; Rahbeks fornøjelse med teksterne hjalp da kun Oehlenschläger lidt eller intet. Med antagelsen af "Elverhøi" og sin dermed sammenknyttede ansættelse som teaterdigter og -oversætter præsterede Heiberg sejren.
På denne baggrund må Oehlenschlägers ansøgning om teaterdirektør posten i 1829 rettelig ses. Se s.344.
Behandlingen af disse syngestykker er unægtelig helt uden for normale rammer. Som det før er fastslået, var komponisternes medvirkning af helt afgørende betydning. Kuhlaus og Weyses arbejdsformer gav isuligheder for yngre komponister, men næste generation bestod foreløbig kun af den blinde Jensen og den vaudevillefortravlede Zinck. Når Kuhlau og Weyse nægtede at komponere musik til et styk-ke, havde direktionen kun en udvej: at anmode kongen om deres afsked. [sideskift][side 181]Collins diskussion med Weyse i sommeren 1826 er fuldstændigparallel med situationen i 1823: Weyse fik præsenteret en række tekster og foretrak en helt anden (Boyes 1823; Heibergs 1826).
Først i 1829 søgte teaterdirektionen (på skrømt?) at opklare Weyses (og Kuhlaus) muligheder for at nægte komposition af tilstillede tekster. Se s.327. Oehlenschlägers reaktion i febr. 1826 var vel da den eneste logiske: når begge anordnede komponister nægtede at arbejde for ham og teatret, måtte han inventere et stof, hvortil musikken var komponeret og blot skulle arrangeres som ved en vaudeville. Censorerne var under alle omstændigheder aldeles overflødige, ja som det ses af materialet kunne deres anmærkninger til teksterne af Bang og Oehlenschlägers "Portraitet og Busten" endda blive til en undskyldning for komponisterne for ikke at ville komponere musik til teksterne.
[sideskift][side 182]
Få Holsteins opfordring skrev Rosenkilde til Bournonville i Paris for at få en opera-comique til dronningens fødselsdag i okt. 1825. Bournonville anbefalede Aubers "Le macon" ned tekst af Scribe & Delavigne (OC 3.5.1825). Der blev imidlertid intet deraf i 1825 (jf. Bournonvilles Breve. Kbh.1969 I 83). Se s.232.
Formentlig med Holsteins billigelse lod Rosenkilde bestille tekstbogen til Boyeldieus opera-comique "Les voitures versées" med tekst af Dupaty (OC 29.4.1820) og Nicolos opera "Le prince de Catane" med libretto af R.R.L. Castel (OC 4.3.1813). Boghandler Bing leverede bøgerne den 4. juli 1825 (TK 1825 3.kv.nr.1018), men kun det første stykke blev antaget og opført, se s.329.
I direktionsmødet den 5. aug. 1825 diskuteredes hvilke operaer, der skulle gives til dronningens geburtsdag. Hérolds "La clochette" (jf. s.131) blev foretrukket for Mozarts "Die Zauberflöte"; Olsen noterede, at den måtte vente til "en anden Leilighed" (DpO). Rahheks betænkning om passeligheden som geburtsdagsstykke udmøntedes i et brev til Collin: "Jeg .. er overbeviist om, at den, vel udført, vil giøre Lykke .. hvorvidt det i Henseende til Machineriet tør møde Vanskeligheder .. ligger uden for min Competence" (NkS 3107 udat. ie: 6.8.1825). Oversættelsesarbejdet måtte Rosenkilde gerne overdrages, men han troede "at burde foreslaae Oehlenschläger, som Forf. af den saa nærbeslægtede Aladdin .. og vil det være ham en let Sag, at døbe Lucifer om, og f.Ex. kalde ham Ariel - efter Skytsaanden hos Shakspear - eller noget sligt. Jeg anseer ikke Stykket for vanskeligt at oversætte; kun at Scene VII-VIII i første Act, og [scene] VIII i anden [akt] oversættes, og i sin Tid spilles med megen Decorum og Delicatesse, ligesom vel og megen Varsomhed vil behøves, hvor disse Scener omtales [1]; ogsaa i denne Henseende er det godt, at have et hædret Navn til Rygstød" (l.c.). Netop emnets karakter gjorde det nødvendigt for Rahbek, at Oehlenschlägers kendte retoucherpen blev benyttet (jf. s.38ff). Holstein læste stykket den 8. aug. 1825, hvilket resulterede i følgende notat meddelt Collin: "Ieg har læst la Clochette og maa instendig Bede Dem gode Hr Etatsraad at spendere en Time Derpaa thi det forekommer mig langt over vore Kræfter at opføre dette Stykke, thi [for det] første spiller det i Indien hvortil vi vist ikke eyer en eeneste Dragt, dernest er Maskineriet saa inviklet og vanskeligt at det saaledes som det er foreskrevet ikke kan Udføres hos os, og endelig er der en Prøve som før Bryllopet skal fore[sideskift][side 183]gaae der forekommer mig lidt tvetydig allerhelst paa en Dronnings og en Prindsesse[s] FødselsDag. muelig at Oelenscläger kunde giø[re] nogen passende Forandring heri, som paa flere Steder i Stykket. Ieg overlader dette til Deres Bedømmelse. men at det vil blive Kostbart det er vist" (BmD). Holsteins votum indeholder i en essens de interesser, han især varetog: hensynet til de kongeliges skrøbelighed samt hensyn til økonomien trods anledningen. Olsen fandt det, omend ikke "saa gehaltigt som .. Cendrillon, lille Rødhætte" dog passende "til en Høitidsdag" (9.8.1825). Han fremsatte en række konkrete forslag til oversættelse af de evt. anstødelige og tvetydige steder i teksten (2). Oehlenschläger oversatte derpå i lyntempo Théaulons libretto uden skelen til censorernes advarsler. Rahbek fandt, at "Oehlenschläger .. ikke allevegne [har] efterkommet de Skrupler, man i den Anledning behager at have .. Scenen med Prindsessen og Azolin i anden Act maa midlertid nok, * for Hoffets strænge Dyds Skyld, lidt modereres?" (6.9.1825). Selvfølgelig ville Rahbek efterkomme dronningens krav, men når han ikke engang var tilfreds med Oehlenschlägers modifikationer, giver det stof til eftertanke, at han ikke fordrede disse yderligere modificeret. Efter mundtlige forhandlinger retoucherede Oehlenschläger endnu engang stykkets stærkeste erotiske passager, eder og religiøse vendinger (Palsbos Samling) endog assisteret af Collin (l.c.). Premieren fandt sted den 29. okt. 1825 trods kabaler (opført ialt 6 gange).
Ifald Kuhlau ikke blev færdig med kompositionen til "William Shakes-peare" (jf. s.157), bad teaterdirektionen Siboni foreslå nogle operaer til kongens fødselsdag i 1826 (Kp.nr.637 5.11.1825). Dette resulterede i følgende meddelelse: "[Begge operaer var] de grand Pompe et tres brillantes. Elizabeth en Derbishire musique de Caraffa [Venedig 1818], et l'autre Elizabeth musique de Rossini [Neapel 1815]. La premier est connue sous le Nom de Marie Stuart et | la seconde du Comte de Leicester. il ne faudroit que quelque petite changemens pour les rendre propres à ce jour; mais j'espers il n'y auras pas besoin ni d'une ni de l'autre" (I.B.nr.1398 10.11.1825). Siboni fik ret, thi ingen af dem blev opført.
Efter at Boyes stykke var blevet forpurret (jf. s.158), kom Mozarts "Zauberflöte" (jf. s.182) atter ind i billedet. Bruuns oversættelse havde ligget klar siden 1816. Kruse anførte i 1819, at stykket var "uopført, fordi, er det blevet mig sagt, man har erklæret, at [sideskift][side 184]Scenen ikke kan præstere de nødvendige Forvandlinger; hvilke dog alle, rigtig nok meer eller mindre godt, men uden Vanskelighed, udføres paa ethvert lille Brædetheater i Tydskland!" (Theatret. II Bd.l hæfte marts 1819). Den 10. aug. 1825 leverede Olsen stykket til Holstein med (tabt) censur (DpO). Kræfter i (eller uden for) direktionen arbejdede trods Boyes "William Shakespeare" videre med Mozarts opera som geburtsdagsstykke, thi den 2. dec. 1825 leverede Rahbek Holstein operaen, efter at han "havde havt Tryllefløiten at giennemsee" ( Dp). Den 23. dec. 1825 fremførte Siboni sit "Forslag til Tryllefløiten og Rapport" (DpO). Den 31. dec. 1825 bad Holstein Collin "paaskynde Stykkets Gang" (BmD), hvorefter rollerne uddeltes den 3. jan. 1826, men endnu den 17. jan. 1826 intrigeredes kraftigt om opsætningen, hvorpå Holstein som virkelig chef påtog "sig Bestyrelsen af det sceniske Arrangement og af Prøverne" (Dp 20.1.1826). Premieren fandt sted den 30. jan. 1826 (opført ialt 31 gange i den behandlede periode) (3).
Rossinis "L'inganno felice" (jf. s.35) "bestemtes til Opførelse Søndagen den 19d d: M:" (Dp 3.2.1826). Premieren fandt dog først sted den 5. marts 1826 (opført ialt 5 gange).
Fabers oversættelse af "Das Donauweibchen" (Th.in. d. Leopoldstadt 1798) lod Rahbek i første omgang ligge, dels på grund af Bruuns oversættelse, "der sagtens er bedre", dels fordi han mente "at have hørt, at vi for Machineriets Skyld ikke kan give dette Tryllespil" (22.9.1825). Efter at intriganterne havde berøvet ham "William Shakespeare" affattede han følgende salut til operafanatikerne: "At efter min Overbeviisning alle deslige Stykker henhøre i Ammestuen eller Fiæleboden, og ikke burde tilstædes at besudle et kongeligt Nationaltheater, veed man, og vil altsaa ikke tvivle, at jeg af Hiertet ønsker at kunne give det saa vel conditioneret et C, som min Pen nogensinde har bragt for Lyset; men da jeg fuldvel veed, at Spørgsmaalet ved slige Leiligheder ikke er om M[enne]skesands, mindre om Konst og Smag, men hvorvidt Musiken er efter Tidernes Leilighed, Ordene efter Musiken, og endelig, hvorvidt vort Sceneri kan frembringe alt det Schattenspiel an der Wand, de store Børn her skal have at gabe paa, lutter Ting, der ligge langt uden for min Competence, nøyes jeg med at hoslægge denne min Betænkning, til Beviis, at jeg har giort min Embedspligt: at læse Stykket Fiorddronningen" (29.1.1826). Rahbeks kunstforstand forkastede stykket, men han var dog klar over, at stykket af den grund [sideskift][side 185]sagtens lod sig opføre på teatret, thi fjællebodsløjerne havde allerede holdt deres indtog på nationalscenen, og trylleoperaer havde sine stærke fortalere blandt indflydelsesrige personer ved og udenfor teatret. Men Rahbek kunne markere sit standpunkt ved en demonstration af sit temperament. Olsens vurdering kendes ikke. Fabers oversættelse blev remitteret den 3. aug. 1826 (Kp.nr. 655). Se s.260.
Til en forandring må det konstateres, at Holstein og Rahbek gav sig tilkende angående teatrets operarepertoire. Begge var de meget optaget af dronningens skrøbelighed, men på hver sin måde: Holstein var nervøs, Rahbek dramaturg. Oehlenschläger blev dog nødt til at foretage en gennemgribende forandring af sin oversættelse. Når det gjaldt "tryllespil" placerede Holstein sig som intet mindre end overinstruktør, mens Rahbek på kongens fødselsdag undsagde "alt det Schattenspiel" i de mest kategoriske vendinger han kunne opdrive. Endnu en genre hvor Rahbek forstod at placere sig eftertrykkeligt - i minoriteten. Olsen var med i Schattenspieleriet, thi allerede i aug. 1825 var han fortrydelig over, at "Tryllefløiten" måtte vente. Med hensyn til kongehusets skrøbelighed var han endda behjælpelig med at udpege de tvetydige steder. Alt i alt markerede hofpartiet sig stærkest i denne sæson, når det gjaldt opførte stykker.
[sideskift][side 186]
Heibergs relationer til Collin i begyndelsen af 1820rne er oplyst s.51. Efter at Heiberg havde slået sig ned i København, kan der ikke herske tvivl om, at han søgte at styrke sin position specielt i forhold til denne indflydelsesrige person. Dlle. Pohlmanns gæsteoptræden i maj-juni 1825 er behandlet s.134 og s.136; Heiberg overværede naturligvis disse forestillinger. Det afgørende med hensyn til Heibergs vaudevillefabrikation er derimod ikke hidtil klart trukket frem. Der kan i dag ikke være tvivl om, at det var Collin, der opfordrede Heiberg til at skrive disse teaterarbejder (1). Heibergs vægring ved atter at tage til Kiel må også ses i lyset af denne kendsgerning. Hans gaminagtige brev af 26. sept. 1825 skal ikke tages for pålydende: "Jeg har benyttet denne Tid, hvori jeg for største Delen har maattet holde mig inde, til at udkaste et Par Vaudeviller for det kongelige Theater" (Borup nr. 131). På grund af sine falske sygeerklæringer var Heiberg aldeles nødsaget til at holde sig indendørs, og han arbejdede derfor hårdt med sine to første vaudeviller, hvoraf den ene ikke ville lykkes for ham. Heiberg benyttede den oehlenschlägerske fremgangsmåde ved indlevering af skuespil, idet han forelagde Collin "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", før den officielt blev tilstillet censorerne, hvilket Rahbek ikke var blevet informeret om. I mødet den 7. okt. 1825 blev Rahbek tilstillet vaudevillen. Han var i realiteten positiv over for vaudevillen, selv om han ønskede forandringer: hovedpersonens navneskifte fra Rotschild til "Salomon Vielgeld, eller et deslige caracteristisk Navn", adskillige strofer i drikkevisen (26.sc.), romancen (27.sc.), replikkerne om Baggesen (1.sc.), hvilket kan sammenfattes i personalierne, Heibergs specialitet. Rahbek fandt, "at ligesaa sikkert, som denne [vaudeville] .. vil giøre ikke liden Lykke paa Skuepladsen, lige-saa sikkert vil det volde Directionen og Forfatteren Ubehageligheder, om det gives uforandret"; han var også på det rene med, at stykket "vil blive en gavmild Indtægtskilde" for teatret (8.10.1825). Uden for forretningsgangen opfordrede Rahbek Collin til selv at læse stykket igennem, inden det ekspederedes videre til Olsen. Det ømme punkt, som kun Collin efter Rahbeks mening kunne vurdere, fordi han havde en særlig viden derom qua deputeret i Finansdeputationen, var, hvorvidt Heiberg måske ubevidst havde skoset de økonomiske forhandlinger, der førtes mellem den danske stat og udenlandske bankierfirmaer (in casu Rotschild) (2). Det [sideskift][side 187]var det overordnede i Rahbeks ængstelse, men også for personalierne var han usikker, specielt i forhold til satiren over Ryges optræden i Hertugdømmerne (3). Hans hensyntagen til Heiberg fremstår dog i et særligt lys, når han tilsidst indrømmede, "at jeg har Føie at troe, at Forf. ikke anseer mig for uvildig Mand, da han veed, hvor bange jeg er for hvert Skridt, vi rykke Fieleboden nærmere, hvortil, jeg er bange, disse Vaudevillestykker saare let kunne lede" (Borup nr.133 8.10.1825). Collin har fra dette tidspunkt ikke efterladt sig vidnesbyrd om stykket. Olsens censur formede sig dels som en analyse af Rahbeks censur, dels som en række spørgsmål til meddirektørernes nærmere overvejelse. Han kom til det resultat, at Rahbek i sine præmisser havde forkastet stykket, "idet hans Pen har tegnet et A. Dette A vil jeg ikke modsætte noget C". Af spørgsmålene er egentlig kun det andet af principiel betydning, idet Olsen fremførte den tanke, at Det kgl. Teater næppe kunne tillade sig at persiflere Rotschild, der "endog tidligere med Dannemark, end med nogen anden Stat, traadte i pekuniær Forbindelse"; i øvrigt ønskede han en anden titel og var usikker over for sangnumrenes effekt (12.10.1825). Inden direktionsmødet den 14. okt. 1825 opsøgte Heiberg Rahbek, idet denne skrev til Collin: "Dr L.H. var hos mig i Aftes, og jeg talte med ham om hans Stykke, og var han ganske villig til at lade det undergaae de fornødne Forandringer" (Borup nr. 136 (?).10.1825) (4). Heiberg havde således skaffet sig et flertal for sit stykke i direktionen, endnu inden sagen formelt var afgjort. I mødet afleverede Olsen stykket som antaget af begge censorer til Collin (DpO 14.10.1825, jf. Borups kommentar V 48f). Derpå blev rollerne uddelt den 1. nov. 1825 (PRFD); desuagtet ytrede Holstein sig på mødet den 4. nov. 1825 om Heibergs vaudeville, men hvorledes oplyser Olsens protokol ikke. Det betød imidlertid, at Collin endnu engang kontaktede Heiberg, der i brev af 19. nov. 1825 meddelte ham de vigtigste forandringer (Borup nr.138), der idag ikke kan relateres til forlægget, da Heibergs manuskript er destrueret. Stykket kom da frem den 28. nov. 1825 og gik ikke mindre end 15 gange i første sæson (opført ialt 48 gange i den behandlede periode) (5).
Heibergs næste vaudeville "Den 28. Januar" blev indleveret til mødet den 13. jan. 1826, hvorefter Rahbek samme dag affattede sin censur. Det afgørende i denne er følgende sætning: "skiøndt jeg [sideskift][side 188]har meget mod denne Vaudeville at indvende, er dette [indvendingerne] dog ikke af den Natur, at jeg, naar dette Slags skal paa Vort Theater, kan nægte det mit A". Han anførte den sædvanlige indsigelse imod personaliteter og afsluttede bittersødt: "hvorvidt den blotte Titel ikke vil give den tagne Forargelse en velkommen Fangst, ligger aldeles uden for min Competence". Olsen afleverede vaudevillen til Heiberg den 16. jan. 1826 uden at have præsteret en skriftlig kritik af stykket, måske fordi han samtidig med stykket gav Heiberg den. Den 20. jan. 1826 indsendte Heiberg "de Couplets som manglede i Manuskriptet", idet han oplyste, at Rosenkilde ville skrive en vise til Jenses rolle (14.sc.) (Uj Br). Rahbek bifaldt de ham tilstillede coupletter, men noterede, at der "fattes et Couplet af det, der synges paa Gaden, hvor jeg frygter, at den gamle Adam, som endnu er i ham, kunne faae sit Spil, og som jeg derfor ønsker at see, ligesom jeg og, og dobbelt efter at have seet Rundetaarnspiecen [6], ønsker i sin Tid at see Rosenkildes Vise" (NkS 3107 udat. efter 20.1.1826). I samme brev betroede Rahbek Collin sin ængstelse for Frederik VIs reaktion,! når han erfarede, at Heiberg havde ført "den gamle pensionerede Søofficeer" på scenen, da det var "Mændene fra anden April... Du seer, det er ikke mig, eller for mig, jeg her frygter; men jeg ønsker, saa lidet muligt at der skal kunne kastes Ugunst paa, hvad jeg, min private æsthetiske Mening uanseet, ikke kan og bør andet end ønske Godt. Hofvinden er, som du veed, en falsk Vind, den kommer meget ofte, ved Bagslag, og Gienkast, fra den Kant, man mindst venter den" (l.c.). Rahbeks holdning er vigtig til bestemmelse af hans indstilling til Heibergs vaudeviller, thi på dette tidspunkt kan Rahbek ikke tillægges noget uforsonligt had til den nyankomne genre, derimod ærgrede han sig privatæstetisk, samtidig med at han tog skyldigt hensyn til sine bekendte og teatrets økonomiske Udbytte. Trods disse meningsudvekslinger uddeltes rollerne den 21. jan. 1826 (PRFD). Holstein synes imidlertid ikke den 22. jan. 1826, hvor han diskuterede stykket på teatret, at have fattet den pointe, som Rahbek havde meddelt Collin (jf. Borup nr.149), thi Holsteins indsigelser omtalte Heiberg som "Smaa-Forandringer" han alle havde fulgt; kun hvad angik "Livvagtens Optræden paa Theatret" havde han ikke foretaget forandringer, meddelte han Collin, idet han overlod "Resultatet til Herr Etatsraadens Bestemmelse" (Coll.BrS.XXIIb 26.1.1826). Den sidste hindring skulle da være fe[sideskift][side 189]jet bort, hvorefter Holstein den 27. jan. 1826 meddelte direktionen, at "Hane Majestæt har intet imod, at den 28 Januar gives næste 5 Febr" (BmD), hvilket også kan udlægges som kongelig approbation af stykkets opførelse på teatret. Trods modstand iblandt skuespillerne kom stykket frem den 5. febr. 1826. Til den sidste opførelse den 24. febr, 1826 blev atter givet tilladelse fra højere sted; Holstein meddelte Collin: "dog tror ieg det har været Ubehageligt paa høyere Steder at erfare at man har Hysset og hvad om det gik videre" (BmD 21.2.1826) (opført ialt 6 gange).
Rosenkildes anonymt indsendte lystspil "Den 2. April" senere ændret til "Vennernes Fest" henregnes af genremæssige årsager til vaudevillen, eftersom det er skåret over samme læst som Heibergs stykker. "Anmeldelse om kommende 2den April" (DpO 17.2.1826) "til at opføres Søndag den 2den April [1826]" (Dp 17.2.1826) - 25-års-dagen for slaget på Rheden. Collin modtog det den 19. febr. 1826 om aftenen, før han sendte det til censorerne: "Mig forekommer det ganske uskyldigt. At Du snart expederer det, behøver jeg ej at bede om" (Coli.BrS.XVIII 20.2.1826 adr. Rahbek). Rahbek strømmede over af national stolthed ved læsningen af dette stykke, der i politisk henseende hverken "støder an .. mod vore senere politiske Forhold, eller mod, hvad vor egen nærværende politiske Stilling kunde giøre betænkeligt derved .. jeg [har] i min Embedstid intet Stykke givet af saa fuldt dansk Hierte mit Ja, som dette" (20.2.1826). Følgebrevet til Collin er nok så interessant som selve censuren: "Jeg havde fuldt og fast foresat mig, at nedlægge (indsigelse mod enhver ny Vaudeville - i det mindste i Vinter; men en anden April .. har jeg kun mit bestemteste Ja - quand meme -den skulde være enten af Kong Salomon eller Jørgen Hattemager (L.H[eiberg] eller C.N. R[osenkilde])" (20.2.1826). Det eneste, Rahbek ligefrem forlangte, ændret, var "nogle Linier om at faae .... Æg/i Humlesæk", tilføjende: "hvilket jeg, om ikke jeg som Censor troede at kunne forlange det, dog som Stykkets varme Ven kunde forvente, at ville skee paa min Bøn" (l.c.). Rahbeks bøn blev denne gang hørt. Collin leverede derpå Olsen stykket til censur (DpO 21.2.1826). Han var inderst inde imod antagelse af stykket, fordi det profanerede denne mindedag, endvidere fordi urtekræmmer Winther og Hans Søren "mangle al æsthetisk og dramatisk Sandsynlighed" (22.2.1826). Han ønskede, "at Hr. Kammerherre v. Holstein og Hr. Etatsraad Collin, begge, eller En, vil gjen[sideskift][side 190]nemlæse Stykket, og da lade Pluraliteten af Stemmerne decidere" (l.c.). Efter censorernes gennemlæsning blev stykket forhandlet i mødet den 24. febr. 1826: "antaget ubetinget af Rahbek, næsten forkastet af Olsen; Kammerherre Holstein erklærede sig der for med nogle Bemærkninger, som skulde meddeles Forfatteren" (Dp). Endnu engang havde overcensuren truffet den afgørende beslutning, idet Rosenkildes velynder havde underkendt sin våbenbroders negative indstilling til værket. Collins stillingtagen blev ikke refereret i protokollen, men den fremgår af nedenstående brev, han tilsendte Rahbek, der var fraværende: "Titlen blev befunden betænkelig, ligesom paa de heibergske Vaudeviller, og Søofficerer maae ikke komme paa Scenen. Til sligt veed jeg kun et Ord at svare, det er: Sludder! Olsen, som forresten ikke bestemt forkastede Stykket, fordi han formodede at Baron Pechlin [7] var Forfatter, fandt at en af Viserne var en Bordelvise fordi deri tales om en Plan, som han vidste havde været en bekjendt Horevært[s]! NB hvad gemeent der er i "Æg og Humlesæk" veed jeg ikke, og har af adskillige, der dog kiende Tingene i Verden, ikke kunnet erfare [8]" (Coll. BrS. XVIII 26.2.1826). Rahbek kommenterede dette referat tre dage senere på følgende måde: "Apropos Talemaaden om Æg og Humlesæk, mentes[?]; og en P .. i en lille Pige. Det kan være, at det er en jydsk Talemaade [9]; men jeg har hørt den utallige Gange i min Ungdom af min Fader, naar han spilte Schak og Kort, da han holdt af slige Talemaader. Jeg antog den for et Almuemundheld, og vilde just ikke, at Rømeling & Comp.[10] skulde istemme os denne Seqvents. Da Ludv. H[eiberg] var her i forrige Uge meddeelte jeg ham Seqventsen, da han ogsaa spurgte derom, og han havde at meddele den ubenævnte Forfatter den .. En Bordelvise, troer jeg ikke, at finde i anden April, da jeg ikke i saa Henseende pleier at være overbærende; at den comiske Deel deraf ikke henhører til mit comiske, tilstaaer jeg; men hvorfor skulde jeg fordre dette comiske i den trykte Bog, da jeg dog veed, at det paa Veien fra Soufleurhullet til Publikums Øine bliver til noget langt Andet? Dog - nihil ad me" (NkS 3107 udat. 1.3.1826). Kuriositeten tiltrods viser dette brev dog Rahbek som den taktisk kloge censor, idet han klart så de hensyn, teatret måtte tage samt erkendte publikums fordringer og skuespillernes drift til at tilfredsstille disse. Rahbek og Collin var enige om, at stykket skulle opføres, men sikkert ud fra forskellige synspunkter, mens Holstein fortsat [sideskift][side 191]viste ængstelighed, idet han tilsendte Rosenkilde et ark papir med detailkritik (tr. CP 64): "Der bør ikke nævnes Britter og undgaaes at tale om at de bad om Vaabenstilstand .. Det Bibelske i 6 Sc. maa væk .. Det var ønskelig at den Piben kunde falde bort, det kunde let vække Partie mod Stykket" (11). Rosenkilde gennemgik da stykket og foretog de rettelser, han fandt fornødne, hvilket var hans fremgangsmåde (jf. s.1487). Derpå konsulterede Holstein kongen om stykkets endelige udformning vedrørende de af ham selv anførte anker. Olsen "talte med K[ammer]herre H[olstein] om hs. Samtale med Kongen ang 2 April" (DpO 19.3.1826); den 20. marts 1826 talte Olsen "2 Timer med Rosenkilde om 2den April" (DpO). Indholdet af disse samtaler kendes kun indirekte, thi Holstein formåede ved modtagelsen af Rosenkildes rettede version ikke at skjule sin skuffelse over, at han ikke havde "taget Hensyn paa de Vink jeg har givet ham" (udat.); han beklagede sig endvidere over, at han "vil .. at Stykket skal beholde Navnet 2den April og at virkelige Søofficerer skal paa Scenen" (l.c.). Årsagen til Holsteins skuffelse var, at han ved sin forelæggelse af stykket for kongen havde forstået, at "man paa høyere Steder [har] imod den virkelige Uniform paa Scenen" (l.c.). Den impulsive, men ængstelige (og vejledte) Holstein demaskerede sig i sin sidste afsluttende bemærkning til Collin: "Jeg har ikke læst det igiennem paa nye da jeg bemærkede at R[osenkilde] har det tilfælles med alle de andre, at han heller sætter til end tager fra; lad ham nu seile sin egen Søe" (l.c.) (12). Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at ændringerne på nær en blev dikteret ikke af teatercensorerne men derimod af teatrets chef efter ordre fra kongen. Trods alle skærmydsler var rollerne blevet uddelt allerede den 8. marts 1826 (PRFD), således at premieren kunne finde sted den 2. april 1826 (13) (opført ialt 21 gange i den behandlede periode).
Ved indleveringen af "Aprilsnarrene" benyttede Heiberg sig af en hidtil ukendt fremgangsmåde: han indsendte to eksemplarer, et til censorerne og et til Collin, som denne skulle ekspedere til den helt uundværlige Zinck, der arbejdede sammen med Heiberg om musikarrangementet, ifølge Heiberg "for at han kan gjøre sig bekjendt med Stykket, og itide belave sig paa Arrangementet af Melodierne" (Borup nr.151 11.3.1826). Det er ganske tydeligt, at Heiberg med denne formulering kun anså censorernes arbejde som en formel foreteelse. Han var imidlertid forberedt på den modstand, hans nye [sideskift][side 192]vaudeville ville møde, fordi den behandlede et ømtåleligt emne: "jeg tør smigre mig ned at have skildret ..["de simplere Pigeinstituters Indretning"] efter Naturen, men netop dette vil maaskee opirre Adskillige mod Stykket, og Frygten herfor turde maaskee ikke blive uden Indflydelse paa Directionens Bestemmelse" (l.c.). Af det følgende fremgår det, at ingen af teaterdirektørerne fandt selve sujettet anstødeligt; det var måden, det var behandlet på, der var forkastelig. Heibergs realitetssans og smiger formuleredes af han selv således: "Hvis Stykket blot er saa hældigt at vinde Deres Bifald, Herr Etatsraad, saa er jeg ganske rolig for dets Skjæbne, thi jeg veed og har seet at een Mand i Directionen er stærkere end alle Børn i og udenfor den" (l.c.). Heiberg havde brug for Collin, men behandlingen af hans foregående vaudeville samt Rosenkildes havde dog netop bevist, at en mand stod over alle andre, når det gjaldt afgørelser om teatrets anliggender, thi Hans Majestæt kunne, hvis han enten selv lystede det eller blev gjort opmærksom på problemer, diktere en endelig løsning. I mødet fredag den 10. marts 1826 "anmeldtes at indkomme i Morgen en ny Vaudeville, Aprilsnarrene, bestemt at opføres første Gang den 1ste April [1826]" (Dp). To forfattere havde, i indbyrdes konkurrence og forståelse, disponeret over to spilleaftener, inden teaterbestyrelsen overhovedet selv havde fastlagt repertoiret! Havde det stået til Collin, var det også gået sådan, men (Rahbeks) Kong Salomon og Jørgen Hattemager var ikke alene i verden. Rahbeks censur blev affattet samme dag, han modtog stykket af Collin, Den er på en gang en forkastelse af stykket og en suspension af egen stemmeafgivning, thi han fandt rent ud, at vaudevillen var "under Lystspillets, og et kongeligt Nationaltheaters Værdighed" uden videre at begrunde denne påstand (11.3.1826). Han suspenderede sin stemme ved at lade det bero på Olsens votum og henskød afgørelsen under det tidspres, der var lagt på teatrets skuespillere og hele apparatur for at få stykket frem til den 1. april 1826. Hans følgeskrivelse til Collin oplyser, hvorfor han forkastede stykkets Det var primært på grund af "de to Ravneunger i Kurven", fordi Rahbek kunne henvise til Sigvard Lyches skuespil) fra 1790erne (14), der - indeholdende en lignende scene - "blev; confiskeret, eller supprimeret" (Coll.BrS.XXIVa; Borup nr.153). Men Rahbek var ikke bitter over, at stykket mod hans stemme ville blive opført; tværtimod optrådte han som den advarende, besin[sideskift][side 193]dige, måske lidt vel ængstelige, ankermand. Han henledte Collins opmærksomhed på publikums reaktion og specielt det rømelingske 'parti: "Kunde Forf. midlertid forandre dette [scenen med Hans og Trine i kurven], er fra min Side intet imod dets Opførelse" saa meget jeg end har imod det selv" (l.c.) (15). På denne betingelse, som ikke stod i det officielle votum, ville Rahbek give sit minde til vaudevillens opførelse, hvorefter han returnerede den til Collin, der den 12. marts 1826 meddelte Olsen dette, samtidig med jat han sendte ham stykket og Rahbeks officielle censur" Olsen udtrykte i sin censur ikke eksplicit, hvordan han stillede sig til den 27. scene, men kun generelt at der fandtes mange plumpe indfald, "for ei at sige med den svenske Dandsemester p. 175 "mycke oanständige"" (14.3.1826). Under "Forudsætning at Hr. Forfatteren nogenlunde tager Hensyn til Censorernes, som jeg troer, særdeles billige Fordringer, skal ikke heller jeg have noget mod dets Opførelse paa 1ste April" (l.c.). Også Olsen gav op over for Heibergs fremstormen og indrømmede, at forfatteren kun rettede, hvad han selv fandt kunstnerisk forsvarligt (jf. s.187). Stykket gik derefter til Holstein, hvis censur er dateret den 15. marts 1826. Hans indvendinger, forsåvidt de er ekspliciterede, har først og fremmest karakter af forargelse over, at Heiberg udleverede kendte personer, idet han opfordrede Heiberg til at stramme første [halvdel af vaudevillen: "Ieg har læst Aprilsnarene og kan ingen Mening have herom da de andre Herrer ere enige", konstaterede han, hvilket vel må siges at være temmeligt unøjagtigt fortolket i betragtning af Rahbeks klart formulerede forbehold, ganske vist kun udtrykt i Olsens referat af Colling brev; men Holstein undgik måske netop på denne måde et sammenstød med Collin. På denne baggrund kan det forklares, at Heiberg forandrede handlingsforløbet omkring den famøse kurv, idet stykket således som det i dag kendes lader Hans i 26. sc. vige pladsen for Trine og han selv skjuler sig under klaveret. Heiberg nævnte intet om dette i sine (bevarede) breve til direktionen. Rollerne uddeltes den 25. marts 1826 (PRFD), men trods en enorm arbejdspræstation fik stykket ikke premiere den 1. april 1826. Den manglende slutningssang leverede Rahbek, efter at have gennemlæst den, til Collin den 3. apr. 1826. Udsættelsen af premieren skyldtes også skuespillernes kabaler, men formentlig havde det særdeles indflydelse på arbejdet med stykket, at Collin var sygemeldt i slutningen af marts og begyndelsen [sideskift][side 194]af april; først den 22. april 1826 kom stykket endelig frem på scenen (opført 63 gange i den behandlede periode).
De øvrige vaudeviller skabte ikke samme dramatik i censurinstitutionen, da direktørerne gennemgående stod mere samlet ved vurderingen af disse produkter.
Om Fabers "Jubelhøitiden, eller Fikst Du Pæren Zacharias" skrev Olsen lige ud: "Noget mere ravsplittergalt Tøi mindes jeg ikke at have spildt Tiden paa" (9.3.1826). Rahbek, bragt til ironiens overdrev, bemærkede, at han ligeså gerne havde skrevet denne vaudeville "som visse af de andre", hvorpå han forkastede vaudevillen på grund af dens personaliteter (20.3.1826). Remitteret den 1. april 1826 (Kp.nr.604). Se s.679.
Den unge ambitiøse Overskou ville også producere en vaudeville. Han gav "Kysset" (16) først til Olsen, der var positiv, især var han begejstret for de vakre sange. Kun kyssescenen var han lidt ængstelig for og foreslog den motiveredes "med lidt mere Delikatesse" (27.3.1826). Han karakteriserede denne vaudeville som værende floriansk i modsætning til Heibergs burleske, og han mente, det ville være "haardt mod Forfatteren efter saa mange i Gehalt ringere ikke at antage nærværende" (l.c.). Olsen returnerede vaudevillen til Collin (om han læste den vides ikke), der ekspederede den til Rahbek, som indskrænkede sig til at notere: "Mod denne Vaudevilles Antagelse har jeg intet at indvende" (28.3.1826). Overskou efterkom Olsens indvendinger, idet 13. sc. motiverede kyssescenen (KTS nr.823) (17) (17a). Stykket "omtaledes" i direktionsmødet den 31. marts 1826, men man "fandt at dets Opførelse maatte beroe til næste Saison" (Dp). Hvad Overskou eventuelt måtte have foretaget sig for at få sin vaudeville på scenen tier kilderne om. Først den 15. sept. 1827 blev rollerne uddelt (PRFD), hvorefter "Avista-Vekselen" havde premiere den 8. okt. 1827 (eneste opførelse, jf. Overskou IV 840).
I anledning af den anonyme vaudeville "De to Vægtere" tog Rahbek bladet fra munden: "Holberg synes at have spaaet sandt i, at Verden, i det mindste den sceniske, vil forgaae med Viser : Vaudeviller. Er denne end ikke mærkelig siettere, end adskillige af dens Forgiængere, er det dog at haabe, eller i det mindste at ønske, at Taalmodigheden vil forgaae Publikum, og torde da let Vægterpiberne her i Stykket, kalde dem i Parterret efter Stykket op af deres lange Dvale. Jeg tilstaaer reent ud, at jeg ikke [sideskift][side 195]ønsker flere Vaudeviller paa vort Theater, og ingen Anledning finder, at giøre Undtagelse for denne" (6.4.1826). Olsen var "aldeles enig" (udat. før 22.4.1826). Remitteret den 24. april 1826 (Kp.nr. 609).
Den sidste originale vaudeville, der blev behandlet i denne sæson, "De ulykkelige Friere", tilstilledes censorerne i slutningen af april 1826. Rahbek skrev: "At dette Stykke ikke vil blive antaget, derpaa er jeg saa sikker, at jeg frit tør give det mit Nei, uden at frygte samme Vanskjæbne, som ved Aprilsnarrene" (29.4.1826). Rahbek stod imidlertid ikke alene, thi Olsen gav vaudevillen sit "bestemteste Nei" (2.5.1826). En mand i direktionen kunne være nok, skrev Heiberg, til at få et stykke frem; Rahbek var imidlertid ikke den ene mand, der kunne sørge for, at et stykke ikke kom på skuepladsen. To gange (febr. og april 1826) sagde Rahbek nej til flere vaudeviller. Vægtskålene havde flyttet sig mærkbart efter behandlingen af "Aprilsnarrene", thi Rahbek skulle komme til at sande, at han for alvor var kommet i mindretal med hensyn til afgørelsen om antagelse af indleverede lystspilsmutationer, hvilket uundgåeligt smittede af på de andre beslutninger, der skulle træffes i direktionen.
Uanset Rahbeks indstilling i foråret 1826 antog teatret adskillige vaudeviller i de følgende sæsoner. Det egentlige sammenstød kom ikke mindre end et halvt år efter Rahbeks klart formulerede, kompromisløse standpunkt. Uden diskussion skal det anføres, at Collin ved at opkaste sig til general for vaudevillen havde overskredet sin kompetence i forhold til reskriptet af 1. febr. 1821. Hans indflydelse på teatrets samlede repertoire blev samtidig overordentlig stor. Forholdet legitimeredes, da Olsen præsenterede direktionen for instruksen af 1801 (jf. s.257). Vaudevillen var da blevet introduceret, havde slået an og lod sig ikke standse, hvor meget Rahbek end strittede imod. Olsens håndsrækning skal ses i lyset af magtcentrets formation, thi Holstein modarbejdede ikke Collins initiativ i dets første afgørende fase.
[sideskift][side 196]
Ingen udenlandske vaudeviller blev indleveret i denne sæson, jf. s.194.
Inden for balletvæsenet skete ingen innovationer i løbet af denne sæson.
Det eneste nye arrangement, der blev kreeret, var dansen til "Alfen som Page" (jf. s.182); censorerne kunne af gode grunde kun samtykke i valget af Funck som hvem det ærefulde hverv tildeltes (Dp 7.10.1825).
I juli drog Larcher til Hamburg med en række dansere (1). De opførte der "Die Liebe auf dem Lande" (jf. s.43) og "Die zerstörte Malerey" (jf. s.103) (jf. Herzfeld til Rahbek NkS 2494 5.7.1825). Solodansernes og solodanserindernes interesse for Hamburg blev flittigt plejet siden i den behandlede periode. I det hele taget spiller gæsteoptræden en vigtig rolle i denne afdeling: det danske repertoire blev afprøvet, fremvist og målt med internationale balletdansere.
[sideskift][side 197]
De almindelige koncerter blev alle bevilget gennem Hauch. Kun få af de øvrige arrangementer kan påkalde sig interesse i sammenhæng med behandlingen af teatercensuren (1).
Collin påtalte opførelsen af "Sladderhanken" (2); de øvrige direktører mente imidlertid, at det kunne forsvares, fordi skuespillerne ikke havde optrådt i kostume, og forestillingen derfor ikke var omfattet af reskriptet af 14. sept. 1816 (Orig.kgl.Res. nr.55). Til de tre festligholdte kongelige højtideligheder blev fabrikeret sange: Garbrechts sang til dronningens fødselsdag læstes af censorerne (Dp 23.9.1825); vota fattes, men resultatet blev at Oehlenschläger leverede sangen (tr. Kjøbenhavns Morgenblad 1.11.1825). Heiberg anmodedes på Rahbeks foranledning om at forfatte en sang til kongens fødselsfest: "Collin paatog sig at underrette Dr Heiberg" (Dp 20.1.1826); også til denne sang fattes censorernes skriftlige kritik. Boyes sang i anledning af den kongelige forlovelse var bestilt af kongen selv; sangen oplæstes derfor kun, før den blev leveret til trykkeriet (Dp 26.5.1826). Vedrørende valget af en forestilling til festligholdelse af forlovelsen ses ingen korrespondance bevaret.
Ved kongelig resolution af 31. dec. 1825 bestemtes det, at seks søndagsforestillinger skulle gives til fordel for syngepersonalet til erstatning for den indtjening, dette havde haft ved private koncerter. Sammensætningen af dette repertoire er bemærkelsesværdig, idet ikke mindre end tre nyheder henlagdes til disse forestillingsdage; heraf var to nye, moderne vaudeviller samt sæsonens største trækplaster, hvortil kom kære, elskede syngestykker , både danske og udenlandske: Der har påviseligt været tale om at lokke københavnerne i teatret også om søndagen (3). Censorernes indsats vedrørende de ældre genoptagne stykker anes intetsteds. Stümers gæstespil i maj måned 1826 blev bevilget ham ved kongelig resolution af 1. maj 1826. Repertoiret bestemtes efter sammenkomst mellem Stümer, Ryge og Zinck (BHS 25.4.1826). Betydningen af dette gæstespil kan på ingen måde måle sig med Dlle Pohlmanns året før (4).
[sideskift][side 198]
Den 18. juni uddeltes en lang række roller, der var afgivet af for skellige skuespillere og især skuespillerinder (Kp.nr.354):
| 1. Preciosa | Høvedsmanden | Hr. Foersom |
| 2. Krigs-Retten | Laureval Søn | Hr. Nielsen |
| 3. Axel og Valborg | Hakon Herdebred | Hr. Stage |
| 4. Svend Grathe | Esben Snare Sophia |
Hr. Werligh Md. Eisen |
| 5. Den lige Vei er den bedste | Jacob | Hr. Foersom |
| 6. Tempelherre-Retten | Wamba | Hr. Smith |
| 7. Stille Vand | [..] Dornhelm | Do |
| 8. Jacob v. Thyboe | Pernille | Md. Poulsen |
| 9. Medbeilerne | Lydia | Jfr. Wadskiær |
| 10. Gamle og nye Sæder | Amalia | Jfr. Beyer |
| 11. Korsridderne | Tatim | Jfr. Wadskiær |
| 12. Conradin | Julie | Md. Wexschal |
| 13. Letsindige Legner | Florine | Jfr. Clausen |
| 14. Indianerne i England | Liddy | Jfr. Beyer |
| 15. Vexelen | Fru Graun | Jfr. Nissen |
| 16. Doctor og Cok i Comp. | Julie Mayfeld | Md. Eisen |
| 17. Vestindianeren | Charlotte Rusport | Jfr. Nissen |
| 18. Tro ingen for vel | Baronessen | Md. Wexschall |
| 19. Dyveke | Elisabeth | Md. Eisen |
| 20. Johanne Montfaucon | Hildegard | Jfr. Clausen |
| 21. Fugleskydningen | Lotte | D° |
| 22. Den døve Elsker | Julie | Jfr. Rongsted |
| 23. Hververne | Melinde | Jfr. Nissen |
| 24. Jægerne | Cordelia v. Zeck | Do |
| 25. Ringen No 1 | Fru v. Darring | Do |
| 26. Lulu | Periferihme | Md. Eisen |
Med hensyn til den kommende sæson betød det, at følgende stykker blev genoptaget (subsidiært fastholdt) i repertoirets nrr. 1, 5, 7, 8, 13, 14, 15, 17, 18, 19, 21 og 26 (1).
Ligeledes den 18. juni 1825 blev Zinck anmodet om at levere forslag til rollebesætning til en række operaer (Kp nr.336). Han afslog dette hverv på trods af Sibonis bortrejse, fordi han ganske enkelt hverken ville støde sine kolleger eller Siboni (I.B.nr. 1354 23.6.1825). Dagen efter svaredes han, at han enten måtte have misforstået situationen eller besidde "en urigtig Synspunct. Directionen befaler Dem derfor herved at indgive bemeldte Forslag inden Midten af næstkommende Uge" (Kp.nr.341). Den 1. juli 1825 [sideskift][side 199]meddeltes Clausen rollebesætningen til de nedenstående operaer, uden at det af arkivmaterialet fremgår, hvorvidt Zinck indsendte det befalede; måske Collin måtte diktere rolleændringerne: 1. Sargino, 2. Vinhøsten, 3. Tancredo, 4. Skaden, 5. Zoraime og Zulnar, 6. Tante Aurora, 7. Jægerbruden, 8. Ungdom og Galskab, 9. Fruentimmerhaderen, 10. Joconde, 11. De seks Rosenbrude, 12. Don Juan (Kp.nr.345). Nrr. l, 3, 4, 7, 9, 10 og 12 fastholdtes i repertoiret.
Oehlenschläger fik genoptaget "Ludlams Hule" i denne sæson (opført 3 gange i denne sæson) (2).Se s.483.
Schulz' "Høstgildet" genoptoges også i denne sæson. Se s.685.
Shakespeares "Macbeth" blev uddelt den 8. aug. 1825; repremieren fandt sted den 15. sept. 1825. Sidst opført den 24.3.1820. Se s.686.
Ewalds "Balders Død" blev bestemt til opførelse i denne sæson (Dp 30.9.1823). Se s.438. I samme møde bestemtes det, at Bangs "Laura" skulle genoptages; sidst opført den 10.11.1821. Se s.487.
Rollerne i Shakespeares "Hamlet" uddeltes den 3. nov. 1823 (PRFD) på ny, men stykket kom ikke frem i denne sæson. Se s.255.
Repremieren på "Fruentimmerhaderen" den 16. nov. 1823 gav ikke anledning til vanskeligheder, men ved den følgende opførelse den 6. jan. 1826 udvirkede Rosenkilde tilladelse af Collin til at foretage ændringer i de af ham foredragede sange. I forlængelse af striden om Ryges tilsætninger i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" (jf. s.1504) indsendte Collin en skrivelse til direktionen om den af ham givne tilladelse (Dp).
Hagemeisters gamle komedie "Das grosse Loos" blev genoptaget i denne sæson med repremiere den 24. jan. 1826; sidst givet den 8.11.1821.
Rollerne i "Domherren i Milano" blev uddelt den 19.2.1826 (PRFD), men stykket blev ikke opført i denne sæson. Se s.614.
Endnu engang konstateres det hvor mange tilfældigheder, der spillede ind i det øjeblik, direktionen mere eller mindre samdrægtigt ønskede gamle, henhvilende stykker genoptaget. En linje i direktionens bestemmelser synes ikke at være påviselig.
[sideskift][side 200]
I direkte forlængelse af Heibergs indsats som vaudevillefabrikant for teatret ligger hans uofficielle begæring om at måtte blive ansat som teateroversætter. Sagen blev diskuteret i mødet den 16. juni 1826, "men man fandt, fornemmelig med Hensyn til den engang tagne Beslutning, ingen fastlønnet Oversætter at have, ingen Anledning til at understøtte det" (Dp). Collin var uden tvivl forslagets ordfører, men måtte trække sig tilbage uden gunstigt resultat for Heiberg; men tiden arbejdede for Heiberg, idet prinsessens og prinsens forlovelse blev efterfulgt af en formæling, jf. s.346.
Af største vigtighed for forholdene i teaterbestyrelsen i indeværende sæson var Rahbeks overvejelser om afskedsansøgning som teaterdirektør.
De sidste direktionsmøder i kalenderåret blev meget hektiske, især på grund af to emner: billetsjoveriet i anledning af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". Ordningen af 1825 var blevet tilsidesat, hvilket Collin personligt havde konstateret samtidig med at det blotlagdes, at Holstein var den egentlige synder. For det andet den gamle strid om doublering af stykker. Den 18. nov. 1825 var "Fruentimmerhaderen" og "Serenaden" blevet besat med dobbelt besætning på Collins forlangende. Den 30. dec. 1825 forlangte Rahbek ført til protokols: "At ligesom han overhovedet har erklæret sig mod al Debutering og vilkaarlig Rollebesætning, som fordærvelig for Kunsten, tidsspildende for Tienesten, og skadelig for Kassen, saaledes nedlægger han særdeles Indsigelse mod den dobbelte Besætning af hele Stykker, der ikke vilde tilveiebringe andet end en bestandig anden Dags Feber, uden gode Dage, idet intet saaledes dobbelt besat Stykke vil kunne regne paa een eneste vel udført og vel indspilt Forestilling. At dette i øvrigt ikke vedkommer egenlige Syngespil og Syngeroller, hvori han ingen Stemme tiltager sig finder han fornødent at tilføie" (Dp). Typisk for situationen tilskrev Rahbek Collin samme aften; brevet er imidlertid gået tabt (destrueret af Collin?). Collins svar kendes derimod. Han tilstod, at han rent ud blev bedrøvet over Rahbeks angreb, men det glædede ham, "at Du saa ligefrem vedgaaer vor tilsyneladende Strid. Du miskiender mig, kiære Rahbek! i Din Dom over eller Formodning om min Anskuelse af Skuepladsen; og Du er deri ikke ene. - Kunde jeg udføre alt hvad jeg ønskede, saa vilde Du vist ej være ganske tilfreds, thi jeg kan ligesaa lidt, som i sin Tid, Pram, [sideskift][side 201]tiltræde Dine Meninger ubetinget" (Coll.BrS.XVIII 1.1.1826). Forurettelsen ændredes imidlertid til en trussel: "Nok derom. Glædeligt Nytaar! Dertil regner jeg for en Mand paa 65 Aar Ro og Fred. Gode Rahbek, indlad Dig ej meer i Pennekrig; det er en Vens Raad" (l.c.). Rahbek forstod så udmærket Collins ultimatum. Hans brev af 1. jan. 1826 er et elastisk tilbagetog, der kaster lys over, hvad der blev sagt på mødet den 30. dec. 1825 samt hvad der (også) har stået i det tabte brev fra dagen før: "Strid er der saaliden Udsigt til, mellem dig og mig, at den ufredeligste Tanke, jeg, indtil jeg fik dit Brev, er gaaet med, var min gamle Idee næstkommende Fredag for den øvrige Saison at bede mig dispenseret for alle løbende directoriale Forretninger, og blot beholdt Censuren, en Idee, hvorimod dog pludselig opkom den store Betænkelighed. at Brevet skulde dateres d 6 Januar [Collins fødselsdag], hvortil jeg ingen Lyst havde. Iøvrigt er jeg saa langt fra at ville strides, at jeg tvertimod erkiænder enhver, end i mine Øine aldrig saa urigtig Fremgangsmaade, at foretrækkes for den svagelige Vaklen mellem to forskiellige eller stridige, der altid bærer, om ikke ad Helvede, dog ingensteds hen; ligesom jeg og ikke blot er for aflægs, men for keed og leed af Alt, til selv at ville staae ved Roret. - Jeg vilde saaledes her kun have indført i Journalen, at jeg anseer det for gal Cours, vi styre, og at jeg qua den Grund hverken ønsker at staae ved Roret eller ved Compasset, og vel i en mismodig Time kan ønske at faae min ærlige Afskeed, og komme i Land; men saalænge jeg er ombord, skal jeg aldrig være tvær eller seen til, at tage Haand i, hvad der kan forefalde; heller ikke ønsker jeg, at min Indsigelse eller Indvending skal rygtes mellem Mandskabet, og tiene til Paaskud for dem, der ere vrangvillige og lade til deres Pligt. - Ligeud - jeg indstillede alt i mit Fredagsaften Brev [30.12.1825] til dig, at lade min Protest mod de dobbeltbesatte Stykker, som mod al Rollevexling, Doublering, og Debutering, indrykke, eller ikke, da jeg ansaa det tilstrækkeligt, naar den var dig, som den Vedkommende, forkyndt, og nu da dette satis, superque er skeet, beder jeg dig udstryge den af Udkastet [til protokollen]; som du da og vil erindre, at paa din Begiæring Serenaden med anden Afløsning var sat paa Repertoiret, uagtet der ikke er Tvivl om, at, hvis jeg havde yttret min Dissens i Mødet, der vilde blevet Unanimitet for, ikke at give det; og at den Unanimitet, som en Løbeild vilde [sideskift][side 202]udbrede sig blandt vore magelige Matadorer. - Læg nu til, at jeg kom ud af en helst penibel Session, hvad der var kommet ud, eller er kommet ud, eller vil komme ud af dit hæftige Circulære om Billetprangeriet, vidste jeg ikke, og veed jeg ikke; Kammerherren drog sig tilbage paa en Maade, som bebudede et Brud; du udeblev - vist nok af aldeles skiellig Grund - men uden enten i Forveien at have givet, eller da at give mig mindste Lys; GHO, vidste hverken ud eller ind, endydermere savnede vi tillige med Chefen og dig, til den Ceremonie, der kaldes at sætte Repertoire, alle de Data, der pleie at tiene til Ledetraad; uunderrettet om Alt, udsat hvert øieblik for at sige, eller giøre uvitterlig og! uforsætlig en Dumhed, var jeg virkelig i en høist ubehagelig Stilling, som for at blive aldeles uudholdelig, ikke savnede andet, end at Siboni skulde kommet til [Det i Deliberationsprotokollen indførte repertoire for den første uge i januar 1826 kan være bestemt af Collin, der konciperede dette mødes protokoludkast]. - Hvad dit Ønske, Ro og Fred, angaaer, da har jeg mere af, hvad Schiller kalder die Ruhe eines Grabes; end jeg forlanger. Den gamle Biørn ligger i Hi, og brummer, naar man kommer ham for nær; men langt løber han neppe mere. Fontenelles Ord: om jeg havde hele min Haand fuld af Sandheder, vilde jeg ikke aabne en Finger, for at lade een eneste slippe ud, bliver efterhaanden mere og mere min Troesbekiændelse, skiøndt hverken af Viisdom, eller Fredsomhed; men reent ud, af Lede til og Foragt for Tingene, og ---- Da Relegatus Proft uopfordret veltede sig ind paa mig, gav jeg ham en Memento, der vel ikke har bragt ham til at holde Fred, men der fritager mig for at indlade mig med ham, indtil jeg engang faaer Lyst at lade hans Patron GHO notarialiter attestere, og fordanske: ["] cum petulantiæ prote viæque studiorum rectitudinem posthabuerit, cumque crimen commiserit, quod publicom ignomenieum ipsi, adtulit"; naar jeg giør det, eller overalt, om jeg giør det, kommer an paa Omstændighederne; at jeg med [det] første lader giennem en Procurator notorialCopien og Fordanskningen begiære, kunde det hænde sig. Er der andre, der ikke vil holde Fred, nu saa findes vel ogsaa Raad for det Uraad, uden at man behøver at indlade sig i Pennefeider. Iøvrigt veed jeg intet, hvorover jeg skulde komme i Pennefeide; skiøndt ingen kan have Fred længere, end hans Nabo vil" (NkS 3107). Rahbeks svar afslørede, at han fornemmede, at andre ville benytte sig af Collins teaterpolitik, [sideskift][side 203]idet de derved kunne få tilgodeset deres egne interesser, som Rahbek var en erklæret modstander af. Men Collin vidste, hvem der Ivar den stærkeste, hvorfor han overlegent ytrede til Rahbek: "Du bliver Dine Meninger tro, det giør Du vel i; og Jeg skal uafbrudt og med de Evner, jeg er i Besiddelse af, trods enhver Anfægtning, arbeide for den Sag jeg anseer for den Rigtige, indtil enten Chefen formeligen lægger Hindringer derfor, ell. jeg faaer en Kongel. Befaling til at lade være; det finder jeg at være i sin Orden" (Coll.BrS.XVIII 3.1.1826). I samme brev meddelte Collin, at han ville være tilstede den 6. jan. 1826 af hensyn til Holsteins eventuelle smiger i dagens anledning. Den fælles fjende var etableret, og sagen stilledes i bero, indtil Rahbek senere gjorde alvor af sin ufredeligste tanke: at søge dispensation. Årsagen, som ikke nævnes direkte, men som var de øvrige teaterdirektører til fulde bekendt, var Collins voksende indflydelse i direktionen samt uden tvivl vaudevillernes fremkomst. I sit brev til teaterdirektionen anførte Rahbek selv som årsagsforklaring: "min mere end tyve Aars Tieneste ved Theatret, mit 17 Aars Sæde i Directionen hvis ældste Medlem jeg er, mine tiltagende Aar, min udenbyes Bolig, den lange, og mig efterhaanden, især da Lysten ikke mere driver Værket, i ondt Veir og Føre besværlige Vei, og mange andre, mine ærede Herrer Meddirecteurer tilfulde bekiændte Grunde" (I.B.nr.1440 4.2.1826). Han ønskede at blive dispenseret for alle forretninger undtagen censureringen, "hvilket jeg , med vante Nøiagtighed og Hurtighed skal besørge". Hertil føjede han: "Skulde man midlertid ikke troe, at en saadan Dispensation mig kunde forundes, er jeg villig at indgive Ansøgning om en fuldkommen Afskeed, ufortøvet at afgive Censurregisteret, og overlade min Fremtids Skiæbne til min Konges saa ofte prøvede Naade" (l.c.). I det nærmest følgende direktionsmøde den 10. febr. 1826 diskuteredes dette brev og dets følger, men referenten af mødet nøjedes med at indføre i protokollen: "Det Fornødne expederes i den Anledning" (Dp). Rahbek havde ønsket både et officielt og et kollegialt svar. I sidstnævnte udtrykte den øvrige direktion sin beklagelse over "saa pludseligen at miste en med næsten et halvt Sekels Studium og Erfaringer i Kunsten udrustet Medarbeider .. vi haabe, at De naar den blidere Aarstid nærmer sig, vil, Dispensationen uagtet, oftere deeltage i vore Forhandlinger. Den fornødne Kongelige Sanction paa denne Fritagelse vil af mig Holstein [sideskift][side 204]vorde udvirket" (Kp.nr.685 11.2.1826). Kongen "behagede .. mundtlig allernaadigst at bevilge hans ønske", oplyste Holstein et halvt år senere (Orig.Kgl.Res. 4.7.1826). Den 17. febr. 1826 takkede Rahbek for den bevilgede dispensation (I.B.nr.1445). Rahbek var da dispenseret indtil teaterårets udgang. - I sammenhæng med Rahbeks ansøgning om dispensation samt forhandlingerne i teaterbestyrelsen i februar 1826 (jf. s.189ff) skal Collins og Rahbeks meningsudveksling i tiden omkring den 1. marts 1826 ses. Collin var, ham da ubekendt, af Rahbek blevet beskyldt "for at "spille solo" i Theaterdirect[ionen]. Det vittige Hoved, der har sagt det, kiender kun lidt til Theaterbestyrelsen, med mindre det er sagt for at sige mig en Grovhed, som om jeg var Autor til alt det Gale, der skeer. Du seer heraf, min kjære Rahbek, at den "oekonomiske Directeur", som Du adskillige Gange officialiter men urigtigen har kaldt mig - formodenti[ig] for at vise jeg skulde holde mig til Pengekassen og holde min Næse fra det Æsthetiske - ikke er stemt til at skrive nogen Lovtale over Th[eater]bestyrelsen, som af al den collegiale Bestyrelse, han kiender, virkelig er den maadeligste .. [Angående teatrets] Oekonomie vil jeg dog fortælle Dig, at Theatrets Balance for 1825 er udfalden særdeles godt formedelst - tilfældige Omstændigheder" (Coll.BrS.XVIII 26.2.1826). Rahbek måtte svare og gjorde det med bundne hænder, efter et par dages betænkningstid; "Dersom du spilte Lhombre, hvilket rigtigt nok hos en Th[eater]D[irektør] er et stort Savn, vilde du vide, at deri at spille Solo ikke er at raade ene, men at staae paa sine egne Been, uden at søge Bistand udenfra, at altsaa det vittige Hoved, som sagde, du spilte Solo i Th[eater]D[irektionen], og der, som du veed meget vel, var mig, ikke sagde nogen Usandhed, og ikke agtede at sige dig nogen Grovhed" (NkS 3107 udat. ie: 1.3.1826). Retfærdiggørelsen var præsteret urbant og i sædvanlig indpakning, en den gamle bjørn lagde dog immervæk følgende til: "Om du end ikke for faa Uger siden havde skrevet mig, hvorledes du raadede, da i saa Tilfælde jeg torde være liden tilfreds med Tingenes Gang,’ behøver jeg blot at erindre Kuhlaus og C. Boyes uforsvarlige Behandling til Geburtsdagen [jf. s.158], for at veilede at vi raadede lige lidt, men at der var en usynlig Haand i Mørket over os" (l.c.). Rahbeks korrektion var en ubestridelig kendsgerning, son ' Collin ikke kunne imødegå ejheller forsøgte at imødegå. Med hensyn til "Directionens Dispensationsbrev, for hvis Concipist jeg [sideskift][side 205]antog dig", tilstod Rahbek, at det "var affattet i saa forbindtlige Udtryk, at de syntes at forudsætte, at man ønskede og ventede dette af mig [at Rahbek påtog sig opgaver, der "af særdeles Aarsager" måtte kræve hele kollegiets stillingtagen, trods hans dispensation]; Kongens Sanction har jeg blot faaet mundtlig paa anden Haand giennem Brockenhuus [1], der ikke vidste, hvad han bragte, og der altsaa ikke kunde sige mig noget til Efterretning" (l.c.). Rahbeks forurettelse over den behandling hans ansøgning havde fået kulminerede først i den følgende passus af brevet: Efter direktionsmødet (enten den 17. eller den 24. febr. 1826) "hvor ikke eet Ord mellem nogen havde været høiere end det andet, før Dagen derpaa". havde han besluttet, "inden noget kunde være forefaldet, at skrive min Udtrædelses Begiering". Holsteins forventninger til Rahbek var anledningen (måske også sammenhængende med antagelsesproceduren dels af en debutant dels af Rosenkildes "Vennernes Fest" (jf. s.189): "Min gamle Forkierlighed for kiække Krigere, og den Godhed, jeg fra den Side, saameget der end i vore senere Embedsforhold har saaret og krænket mig, der er skeet ved og af Holstein, har for Livjægerchefen fra 1807, og hvorfor jeg fandt mig i, hvad jeg efter daværende Ideer forekom mig en stor Forurettelse, at han efter Hauchs Afgang blev sat over mig, kiænder du; grundet eller ikke, er det mit Alvor; at jeg, saa overalt gierne flyer den lede Nærværenhed i huldere Erindringer .. ved selve den nysindkomne Vaudeville, der ikke maa hedde anden April (!!!) .. dig maaskee vitterligt og uvitterligt om forestaaende Fem og Tyve Aarsfester, er endnu mere end sædvanlig fuld af disse Minder, at jeg gierne greb Leiligheden at give vore Colleger tilkiende, at jeg ikke var traad[t] tilbage i Uvenskab og af Uvenskab" (l.c.). I hele den store korrespondance mellem Rahbek og Collin udtrykker Rahbek sig intet steds tydeligere om modsætningsforholdet til Holstein, som ifølge Rahbek stammede helt fra 1811, da Holstein blev udnævnt til teaterchef. Holsteins opfattelse af dette forhold kendes ikke. Med hensyn til forholdet til Collin ville Rahbek ikke diskutere benævnelsen "oekonomisk Directeur": Det ville være latterligt "i det Øieblik, jeg selv træder ud, [at] vilde tvistes med en Meddirecteur om Grændserne for hans Embedskreds. Det glæder mig, at Theatrets oeconomiske Ballance for i Aar udfalder særdeles godt, og jeg erkiænder villig, at det du betegner med - forskiellige Omstændigheder, er netop, hvad jeg [sideskift][side 206]ikke er enig med. Jeg har ofte gientaget dig, at ingen kan lade din Retsind, din Virksomhed, din Embedsduelighed villigere og lydeligere vederfares Ret, at jeg til enhver Tid er redebon at vedstaae: nihil a te inquam de republica, nisi optimae cogitatum; vel nuligt, at du kan have Ret, at der er intet godt at giøre for Skuepladsen, uden ved at giøre den til et saalidet bekosteligt Onde, som muligt; men denne Synsmaade er ikke min endnu; ja jeg midlertid hverken kan eller vil giøre min giældende, er jeg traad[t] til Side, for ikke til ingen Nytte, om ikke at forhindre og forsinke, dog fortrædige din Gang til det Gode! .. Jeg giør mig det Haab, at dette skal være det sidste theaterdirectoriale Brev, der skal blive vexlet mellem dig og mig, mulige Censursager ene undtagne, thi jeg udbeder mig den Godhed af dig, at maatte sende dig de censurerede Stykker med min Censur, naar denne er den sidste, en anden Sag er det, naar Stykket skal til min Medcensor at give Betænkning over" (l.c.). I marts 1821 havde Rahbek indført Collin i teatrets beslutningsproces (Coll.BrS.XXIVa, tr. i uddrag CHCA 649ff); i 1822 havde han tilsendt Collin "bekendelsesbrevet", jf. s.30 (2). I 1823 præsterede begge parter en markering af principielle standpunkter om teaterdrift, jf. s.79, mens Rahbek i 1826, efter pres fra både Holstein og Collin, opgav at få indflydelse på teatrets daglige drift: kun censureringen ville han fortsat beskæftige sig med. Vilkårene for hans fortsatte virke som censor blev imidlertid vanskeligere, fordi hans indflydelse fremover blev dikteret fra stuerne på Bakkehuset, ikke i direktionsmøderne.
Den 19. maj 1826 tilskrev Rahbek på ny teaterdirektionen, for at denne definitivt måtte afgøre hans "Fremtids Stilling i Henseende til Theatret" (I.B.nr.1486). De i febr. 1826 fremførte grunde "[finder] .. ikke allene .. næsten alle i høyere Grad .. bestandig Sted, men at de endnu faae betydelig Tilvæxt, da jeg i de første Dage af næste Maaned maa tiltræde Universitetsrectoratet, som .. vil medføre uendelig Tidsspilde og Uleilighed hele næstfølgende Aar" (l.c.) (3). Først den 16. juni 1826 anføres i deliberationsprotokollen: "De fra Directeuren Professor Rahbek indkomne Breve af 4de Februar og 19de May d:A: om Entledigelse &c: bleve afleverte til Chefen for desangaaende at nedlægge Forestilling" (Dp). Holsteins forestilling gentager Rahbeks argumenter for begæring "om at forløves fra de ham som Theaterdirecteur paaliggende Forpligt[sideskift][side 207]elser", men han fandt det ubilligt at afskedige Rahbek, eftersom han "har opoffret den største Deel af sit Liv og sin Studering til Theaterfaget og Dramaturgien", hvorfor "Directionens øvrige Medlemmer med mig" ønskede, "at han ikke skulde forlade Directionen formedelst temporare Forhindringer .. Efter min allerunderdanigste Formening var det derfor, saavel for Deres Majestæts Tjeneste, som for Professor Rahbeks eget Vel, bedst, at han for et Aar .. fritoges for alt andet Arbeide ved Theatret end Censuren" (Orig.Kgl.Res.nr.140 28.6.1826). Resolutionen af 4. juli 1826, hvor Rahbek dispenseredes for et år "for Deeltagelse i Theater-Directionens Forretninger, med Undtagelse af den, som vedkomme Theaterstykkernes Censur" (NkS 2649) kommenteredes hverken af Rahbek eller andre. Se s.256.
[sideskift][side 208]
Allerede den 11. marts 1826 bevilgedes Winsløw jun. understøttelse "for i næste Sommer at foretage en Kunstreise i Tydskland" (Orig.Kgl.Res. nr.128). Hans rejse var som de flestes forkert placeret, idet flere store tyske teatre havde lukket; han drog derfor til Wien (jf. Neiiendam Skuespillerbreve bd.II s.179) (1).
Den 6. juni 1826 bevilgedes også Rosenkilde en rejseunderstøttelse (Orig.Kgl.Res. nr.137), fordi hans bifortjeneste ved Sommerforestillingerne udeblev på grund af teatrets ombygning (2). - Ingen af rejserne ses at have fået betydning for teatrets repertoire.
[sideskift][side 1501]
Rettelserne i Boyes manuskript (KTS nr.431) var ganske få ubetydelige sproglige ændringer i 1.-3. akt, mens der i 4. akt blev foretaget de afgørende forkortelser/rettelser. S, 120 blev munkenes latinske sang slettet. S 122 ændredes Satan til Lasten; smst. slettedes Sigurds replik: "At øse Lædskedrik af Kedrons Bæk; / Ved Fredens Palmer, under Oliebjerget, mens det følgende blev ændret fra: "Og frit - og du, Munk, du har ledet mig / Til Sodoms Sø, der vælter, salt og bedsk, / Sin tunge Bølge over Lastens Afgrund; / Min Gane lædskes ei, den brænder tør; / Der er ei Livsens friske Qvægedrik / I dette Bæger! Byder du mig denne, / At prøve, om jeg findes værdig hiin? / - Mit Hjerte, Munk, er reent! -/ Cøelestinus / Forblind Jer ei / Med daarlig Selvtillid! Er dette ikke / Hiin Kedrons Bæk i Oliebjergets Skygger / I stander ved, saa er det Jordans Flod; / I den nedstiger I, og reiser Jer / Som et fornyet Menneske - som Konge! /til / Og frit - og du, du lægger Tvivlens Byrde / End tungere paa det beklemte Bryst! / Maaskee du tænker, listigen at prøve / Om jeg, som ærlig Svend, er Kronen værdig? / - Mit Hjerte, Munk, er reent! / Cøelestinus / Forblind Jer ei / Med daarlig Selvtillid! Følg med bag Alteret! /. S. 125 slettedes munkenes latinske sang ' "Tu occulta in profundis" og erstattedes med "Nu Prøvens Stund sig nærmer". S. 128 udelodes: "Modtag saa I ham hist, I høie Guder, / Og qvæg ham med den evige Glæde! I / Har seet ham øve slig en Synd mod mig, / Der aldrig krænked ham, og ikke greb I / Hans Arm, slog ikke Eders blanke Straale / Imod hans Isse /. S. 131 ændredes: "I Østen flammer Mahoms stærke Maane, / Og truer snart, at skikke, ved sin Brand, / Den hellige Stjerne over Bethlehem; / til " I Østen truer Mahoms stærke Maane". S. 156, 1. 6.f.n. - s. 158 (indtil sidste scene) blev slettet, men kun med blyant. I eksemplaret (DKTB, Skuespil nr.69) er denne udstregning, der er foretaget med blæk, den eneste, udover Ragnhilds replik s. 164 (hvorved Sigurds selvmord ikke omtales; liget præsenteres for hende s. 165). - De anførte rettelser eller udeladelser er angivet ved mærker i margen (NB eller ?), mens en anden hånd (Olsen?) har anført langt flere steder, hvormed han var utilfreds, men som Boye kun i ganske få tilfælde forsøgte at imødekomme.
Denne oplysning er af umådelig betydning, da sufflørarkivet (KTS) derfor bør behandles særdeles varsomt. Elin Rask har i "Det kritiske Parterre" ikke været opmærksom herpå. Problemet med de uregistrerede rollehæfter (DKTB, TM) skal følgelig ses i dette perspektiv.
Ifølge Blicher-udgaven (S.S. bd. 33 334) er kun optegnet syv egentlige Bibelcitater, jf. Nørvigs definition (333).
Boye havde til Collin skrevet: "Bliver Stykket saa snart færdigtrykt, at Kongen, om han vil, kan vælge det til sin Geburtsdag? Vælger han det ikke af sig selv, ønsker jeg, at Theaterdirectionen aldeles intet Skridt vil gjøre i denne Henseende, til Gunst for mig" (Coll.BrS.XXIb 2.12.1825).
I eksemplaret (DKTB) er der foretaget rettelser af to hænder: med blæk og blyant (fra genoptagelsen i 1857?). Blækudstregningerne har udelukkende berørt boyeske sprogblomster. Afgørende er derimod ændringerne af slutningen af skuespillet, idet Boye oprindeligt havde udstyret sit stykke med en pantomime, ihukommende at der var tale om et geburtsdagsstykke. Allerede den 7.11.1825 var Boye blevet gjort opmærksom på de evt. vanskeligheder, der var forbundet med at arrangere den[sideskift][side 1502]ne pantomime både med hensyn til musikkens komposition og det rent tekniske. Kuhlau afslog i nov. 1825 at komponere musik til pantomimen (Böll.BrS.D. nr.535 28.11.1825), hvorpå Boye udarbejdede en anden løsning, idet scenen i stedet for en pantomimisk gengivelse af Macbeth blev optaget af Apollo, Melpomeme og Thalia, der bragte den blundende Shakespeare deres hyldest (s.121-124), hvorefter han sammen med Gilbert bringes til erkendelse om sin digterstyrke. I jan. 1826 fremførte Boye atter ønsket om at bevare pantomimen, idet Kuhlau kunne spares for egentlig komposition, men blot "sætte nogle Variationer til det søvndyssende Chor", hvorefter balletfolkene måtte danse Macbeth. Kuhlau indvilligede heri, som det fremgår af Dp og partitur (C II, 115). - Klammeriet om stykkets endelige udseende og opførelse betød, at Boye lod trykke som hovedtekst sin oprindeligt udformede version, men derefter den omarbejdede sidste del af 4. akt, som var blevet nedvendiggjort af ovennævnte grunde. Skuespillet udkom den 7.1.1826, hvilket forklarer denne disposition. Eksemplaret (DK TB) er eneste form for sufflørbog. Kuhlaus variationer til pantomimen er indhæftet i partituret (16 nodeblade alle pagineret 138). - Efter premieren besluttedes det af direktionen, "paa Forslag af Forfatteren .. at Mimen i 4de Act skulde til næste Forestilling forkortes" (Dp), hvilket ikke entydigt fremgår af partituret.
Ifølge PRFD fandt uddelingen sted den 24.11.1825. Rahbek var imod denne disposition: "Ligeud - jeg indstillede alt i mit Fredagsaften Brev [30.12.1825, jf. s. ####] til dig, at lade min Protest mod de dobbeltbesatte Stykker, som mod al Rolleomvexling, Doublering, og Debutering, indrykke, eller ikke, da jeg ansaa det tilstrækkeligt, naar den var dig, som den Vedkommende, forkyndt, og nu da dette satis, superque er skeet, beder jeg dig udstryge den af Udkastet [til Dp]; som du da og vil erindre, at paa din Begiæring Serenaden med anden Afløsning var sat paa Repertoiret, uagtet der ikke er Tvivl om, at, hvis jeg havde yttret min Dissens i Mødet, der vilde blevet Unanimitet for, ikke at give det; og at den Unanimitet, som en Løbeild vilde udbrede sig blandt vore magelige Matadorer" (NkS 3107 1.1.1826). Collin replicerede: "at ikke jeg men Directionen har bestemt den ["Serenaden"] at skulle gaae, ligesom Fruentimmerhaderen [jf. s.199], med dobbelt Besætning (hvoraf intet Partie er noget Reservemandskab" (Coll.BrS.XVIII 3.1.1826). Collin foreholdt Rahbek reskriptet af 1. febr. 1821, men skrev intet om initiativtageren til et direktionsanliggende. Kombattanterne argumenterede på forskellige niveauer.
I den trykte udgave anførtes: "Med Hensyn til Opførelsen ere nogle Forandringer foretagne i Begyndelsen af 1ste Acts 1ste Scene, hvilke blot for Læserne vilde været ufornødne". - I de bevarede rollehæfter findes kun uvæsentlige rettelser, men i eksemplaret (DKTB) er bl.a. udeladt beskrivelsen af slaget ved Rhinen (s.36-39), og der blev ændret i regianmærkningerne. Af afgørende betydning er imidlertid ændringen af slutningen, idet ikke Kottwitz men Churfyrsten indleder forsoningen med prinsen, hvorpå denne afsluttende udstøder: "I Støvet ned hver Fædrelandets Fiende! / Held Fyrste, Fædreland, og Kierlighed". Ændringerne er indført i bogen af Boye: rettelsen skal ses i sammenhæng med dansk Biedermeier, jf. s.####.
[sideskift][side 1503]
Opført 1. gang den 16.11.1806 (ialt opført 3 gange).
KTS 574 er blevet læst og der er foretaget en ændring af slutningsordene: "Deres Skaansel haves Behov" i stedet for "Dette Spøg behager". Afskriverfejl er flere steder blevet bemærket af Blyant.
Tekstrettelsen i de sidste to replikker bevirkede en samdrægtighed mellem generationerne i såvel ord som handling. Den trykte version er en direkte oversættelse af Castellis original.
Den 24.7.1825 indkom en anonym oversættelse af samme stykke (UjBr).
Bruuns autograf KTS 559 er forsynet med Rahbeks ?. Ingen rettelser.
Zahlhas' "Marie Louise af Orleans" 1.9.1825, Jf. s.119 og Zieglers’ "Laurbærkrandsen" 25.5.1825 jf. s.121.
Bruuns autograf KTS 535 er forsynet med Rahbeks ?. Ingen rettelser.
KTS 623 er forsynet med Rosenkildes forbedringer (mere mundrette, lidt forfladigende, men ikke meningsændrende), da han i 1827 overtog Storcks rolle, efter at stykket havde hvilet en sæson efter den mislykkede opførelse i maj 1826. Kun opført den 8.9.1827.
KTS 26 har ganske få ændringer, som er optaget i NkS 2562. Ingen af eksemplarerne er Gandils autograf, hvorfor evt. ændringer ikke kan påvises. KTS 26 er forsynet med bogstaverne DDRS, hvilket vel indicerer, at stykket først har været opført på privatteatret.
Rahbeks votum har for Recensenter Recensioner. - Uden censorernes påtale ændredes slutningsreplikkerne: "Greven. Denne Frokost gjør Alt godt igjen. Tag Plads Herr Secretair! tag Plads imellem mig og min Datter. Baron! Du sidder der. / Casban. Og jeg bliver staaende bagved Deres Excellences Stoel, saa er enhver paa sin Plads. Denne Gang kostede det Umage at komme der". / ÆNDREDES TIL: "Greven. Nu vel mine Børn! jeg har intet imod Eders Forening hvis Baronen giver sit Samtykke dertil. / Baronen. Efter Frokosten! / Adolph. O, naar jeg eier min Elise og Deres Excellence, er tilfreds med Betænkningen, saa er jeg den lykkeligste Secretair. / Casban. Naar Deres Excellence tilgiver mig og finder mine Retter delicate er jeg den lykkeligste Kok". Hvem der fandt, at det åbenbart var nødvendigt at tydeliggøre tilgivelsen vides ikke.
KTS nr.235 røber, at der har været arbejdet med stykket efter dets antagelse i 1826: slutningsscenen er omarbejdet og indført af Liebe, mens den oprindelige slutning er bortklippet. Dorph (?) indføjede derudover et par ændringer i sufflørbogen.
I maj 1826 forhandlede Bang med Collin om en komposition af stykket, idet han ønskede, at Rosenkilde ville hjælpe med at rette versene til efter komponistens ønsker. Bang gættede på Berggreen som komponist, men også Nielsen skulle inddrages i arbejdet
Til Collin (?) skrev Holstein den 8.4.1826: "Giærne under ieg Kulau alt hvad der kan gives ham, men naar han faar 5 a 600rd for en Composition der blot bestaar af Choer og Dands [William Shakespeare], hvad skulde han da have for en complet stor Opera? Dog være det langt fra mig at ville skade Manden naar De troer det gaar an" (BmD).
I okt. 1826 tilsendte Oehlenschläger Zinck to arier (Vergissmeinnicht og Mon Lisbeth) (Fot.Br. 28.10.1826). To syngenumre blev ændrede i begyndelsen af dec. 1826, jf. breve til Collin 7. og 10.12.1826, til Clausen den 8.12.1826). Jfr. Zrza gennemtvang ændringer i sin rolle, jf. Holstein til Collin 11.12.1826. Den 10.12.1826 indsendte Oehlenschläger en prolog til stykket (censureret af Rahbek); i febr. 1827 udstyredes ligbegængelsen med en epilog (ej censureret). - I den trykte version er det 1. og 2. akt, som er drastisk forkortet, mens de oprindelige 3. og 4. akt næsten uden forkortelser blev 2. og 3. akt.
Manuskriptet i Palsbos Samling er Oehlenschlägers autograf "Den lille Klokke [rett. Sølvklokke] eller Alfen som Page". Manuskriptet er ikke forsynet med censorernes a. Enkelte steder har Collin streget ud en sætning, mens formentlig alle andre rettelser er foretaget af Oehlenschläger selv. Den af Rahbek omtalte ændring i 2. akt blev foretaget. Rettelserne [sideskift][side 1504]er så mange og væsentlige, at forholdet mellem manuskriptet og KTS nr.23 ("Den rigtige SouffleurBog" ) vil kræve en specialundersøgelse. - Som et eksempel på ændringerne skal anføres Palmires arie fra 2. akt s.59: "Min Ven! med kiælen Elskovsvarme / Palmire bønfalder dig, iil! / Tryk mig ømt i dine Arme! / Jeg venter dig med Længselsmil. / Mon Jeg dig forgieves kalder? / De blomstrende Hængler kun bryd! / Ak kun saa kort er Livets Glædesalder, / Forsag ei meer den hulde Fryd." / ÆNDREDES TIL: "Min Ven! her din Palmires Stemme; / Hun synger kun Kierligheds Priis. / Hvor den boer er Glæden hiemme, / Den sødt erstatter hvert Forlis. / Mon forgieves Hiertet banker? / Hver Fare bekæmper det trygt / Det viser Trods mod alle kolde Skranker, / Hvor Elskov er, er ingen Frygt." Erotisk poesi blev forvandlet til triviallitteratur; Oehlenschlägers pen var villig også hertil, blev det krævet, Jf. Preiss V 244(890), 248f(896 og 897).
P. 11 "la fille du tailleur Bekir["]. Skrædder i det Danske burde vel ombyttes med et andet Prædikat, ibid. "son mari est inscrit d'avance sur la liste des damnés" er vel en upassende Frase. pag.14. ["] l'épreuve de la guirlande sauvée["] synes mig ikke tydeliggjort i de følgende Couplets[.] p.16: Lucifer om Bedour: "il va passer la nuit &c["] bør vel oversættes med Varsomhed. Navnet Lucifer bør vel og forandres til en Genius med et mere yndet Navn. p.39 ["]un tableau voluptueux bør vel ikke heller oversættes ligefrem". Oehlenschlägers oversættelse af de ovennævnte steder: s.18 Skræderen Bekirs Datter, rettedes til Naboen, s.18 Hendes Mand er al[l]erede indskrevet i de Fordømtes Tal, etc. Han fulgte i første omgang ikke Olsens anvisninger, men blev senere tvunget dertil.
Som et efterspil anmodede direktionen den 15.2.1826 Ryge om at beregne omkostningerne ved opsætningen (Kp.nr.688). Den 31.3.1826 oplyste han, at det havde kostet teaterkassen 2000 Rbd. at sætte operaen op (Dp).
Se Collins utrykte Selvbiografi (Coll.S.nr.25): "En dengang meget bekiendt tydsk Skuespillerinde Mdselle Pohlman fra Hamborg, opholdt sig her og fik, især med Hielp af Dr. Ryge, opført her paa Theatret: Die Wiener in Berlin, et daarligt Stykke, men som ved hendes Spil giorde megen Lykke. Dette foranledigede mig til at anmode Heiberg om at skrive en Vaudeville for vort Theater" (Til Ark 10, affattet i slutningen af 1850rne).
Se Rubin Frederik VIs Tid. Kbh.1895, s.246f.
Borup V 47(133) er fejlagtig, se s.149.
R.A. Censurer; fejlagtigt dateret af Borup (nr.136).
Ryges tilsætninger medførte, at Rahbek tilskrev direktionen med anmodning om et direktorialt brev til Ryge (Coll.BrS.nr.44 21.12.1825; jf. Borup V 49). Collins koncept er bevaret; Ryge blev gjort opmærksom på, at "Direction og Censorer skulle staae til Ansvar for, hvad der fremsiges paa Scenen" (Borup nr .142). Reskriptet vedrørende aftenunderholdninger fra Jan. 1825 (Jf. s.135) blev her taget i anvendelse. Jf CHCA 626.
"De Fortvivlede paa Runde=Taarn. En moralsk=romantisk og fatal Comedie i een Act". Kbh. 1825. Rahbek må have set Rosenkildes vaudeville opført i Borups Selskab.
Den 23.4.1826 noterede Olsen i sin journal: "[Brev fra] Baron Pechlin om 2den April".
Udtrykket kendtes ifølge Rahbek af "enhver fornem Pøbeldreng" (til Collin 20.2.1826).
[sideskift][side 1505]
Se Feilberg III 1141 sp.l.
Se DbL (3.udg.) bd.12 513.
Disse anvisninger vil med rimelighed kunne dateres til den 24.2.1826 eller umiddelbart derefter.
Rosenkildes egenhændige rettelser i eksemplaret (DKTB): Det famøse sted, hvor Hans synger om at vinde pigens hjerte: "Med Læmpe man kan i en Humlesæk / Faae listet to, tre Snese Hønseæg" / ÆNDREDES TIL / "Naar blot med Læmpe man farer frem / Det aldrig slaaer feil man fanger dem". Forfladigelsen kan sammenlignes med Collins note CP 62. - De mange opførelser gør det usikkert om de øvrige ændringer (s.77. 91-95) skal dateres til 1826 eller senere. KTS eksisterer ikke mere.
Rahbek overværede ikke premieren, men han så 2. opførelse den 4.4.1826, hvorom han meget livagtigt delagtiggjorde Collin: "det var - mutatis mutandis - en Rikke Petersen eller Ingeborg Cxlkxn" (5.4.1826). Sammenligningen viser Rahbeks utrolige spændvidde, inden for voldene. I anledning af succes'en noterede Heiberg: "Ved denne Leilighed kan det vel være passende at complimentere Generalen, der bør have Andeel, om ikke i Byttet, saa dog i Æren" (Borup nr.158 5.4.1826). Tituleringen forklarer præcist Collins ansvar for vaudevillens fremkomst som national digtart (jf. note 1). Olsen overgav sig efter opførelsen, thi den 9.4.1826 tilskrev han Collin: "Med Hensyn til det for Vennernes Fest bestemte finder jeg 400 Rdl. snarere for lidt end for meget i Betragtning af at Stykket jo let kan udfylde en Aften, men derimod kan vel indvendes, at en Vaudeville vel ikke bør saleres som et andet med Hensyn til Kunst langt reellere Stykke".
Ehrencron-Müller V 231. Rahbeks Erindringer III 63, 121.
Se Borup V 53.
Overskou (Af mit Liv II 105) angiver selv, at han tog sujettet fra Scribe, Gensoul & Courcys comedie-vaudeville "Le baiser au porteur" (GD 9.6.1824), endda efter enten Castellis bearbejdelse "Der Kuss durch einen Wechsel" (Wien 26.8.1824, tr.1826) eller Hells bearbejdelse "Der Kuss nacht Sicht" (Berlin 1.11.1824): formodentlig var det sidstnævnte han anvendte.
Overskou omarbejdede 13.sc., jf. KTS nr.823, hvor siderne 43-44 er bortklippet, hvorpå der i stedet blev indsat en tre sider langtrukken motivering for kysseriet; rettelserne er foretaget af Overskou selv. Også sc. 18, 19 og 20 blev omarbejdet.NkS 2613 er en afskrift af stykket, mens KTS 823 er sufflørbogen forsynet med Overskous rettelser. Eksempler: s.39 Kysset - Deres Ubesindighed, det ulyksalige Kys - denne ulyksalige Ubesindighed, et Kys af - spøge med, s.43-44 Kyssescenen er udrevet, i stedet er indlagt en scene, hvor Hans og Birkeskriveren diskuterer ægteskabets æresproblemer.
Jf. Heiberg Et Liv I 34 med kommentar IV 284.
7.6.0.
Se teaterplakaterne til Nielsens, Frydendahls og Wexschalls aftenunderholdninger (8.1., 12. og 26.2.1826).
Maurice "Le parleur éternel", oversat af N.T. Bruun, opførtes 1. gang den 20.1.1810. Overskou IV 778 har anført 2. opførelse.
Følgende 12 stykker blev opført ved søndagsforestillingerne: "Forrige Tider og Nuomsstunder" blev genoptaget 15.1.1826; sidst givet den 29.3.1821. "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" se s.####. En "Concert" gik forud for opførelsen af "Den 28. Januar", se s.####. "Entrepreneuren i Knibe", 1. gang opført den 15.12.1795, gaves sidste gang i vinterrepertoiret den 7. 12.1807 samt ved en sommerforestilling den 13.7.1819. Den 16. og sidste opførelse fandt sted 2 dage efter genoptagelsen i denne sæson. Også den 19.2.1826 opførtes "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". "Isabella", se s.184. "Indtoget" var blevet genoptaget den 16.11.1822. "Hemmeligheden" var blevet genoptaget den 16.12.1822. Siboni protesterede over genoptagelsen [sideskift][side 1506]over for G.H. Olsen den 3.5.1826 (NBD XVI). "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" holdt også for den 12.5.1826. Den 22.3.1826 fastsattes repertoiret for den sidste søndagsforestilling den 2.4.1826: "Testamentet [=Vennernes Fest] og musicalsk Underholdning forud" (Dp).
Stümer var anbefalet Rahbek af såvel Lebrun som Herzfeld (NkS 2494). Til Collin rapporterede Ryge: "Hr. Zinck mener, at Chorene kunne synges paa Dansk, og Hr. Stümer har intet derimod. Under Musikken til alle Solopartierne vil Hr. Stümer selv paatage sig at lægge Texten" (BHS 25.4.1826).
Fordi skuespillerne Frydendahl, Ryge, Liebe, Stage, Hass, Holm og Winsløv samtidig afgav deres roller i 19 skuespil (Kp.nr.355), fik det for den kommende sæson ikke ringe betydning, idet følgende vigtige stykker ikke blev spillet: "Sovedrikken", "Krigs-Retten", "Tempelherre-Retten", "Ferdinand Cortez", "Nina" og "Hamlet". Man bemærker hvilke skuespillere, der fortsatte i den dem tildelte rolle: teatrets repertoirepolitik er da illustreret i al sin brogethed, når disse helt arbitrære størrelser er oplyst, thi den enkelte skuespillers indflydelse på repertoirets sammensætning har tydeligvis været større, end det har været muligt og overskueligt at påvise i almindelighed.
Oehlenschläger angav bl.a. genoptagelsen af denne opera som grund til, at han havde fået "Lyst til atter at arbeide for Theatret" (UjBr 5.11.1825), jf. Preisz V 247.
Brockenhuus, J.L. (1759-1830) var ansat hos dronningen som Overhofmester. Se Danmarks Adels Årbog 1962 II 28.
Den 11.2.1822 betroede Rahbek Collin: "Skriftemaalet, som du nævner, forkastede jeg i sin Tid som uskiønt, men Fru Schütz kom, spilte det, Dronningen kunde ikke blive kied af at see det, og nu spurgte man mig i hendes Navn, om det ikke kunde komme paa vort Theater, og jeg gav efter. Rastdagen af Hr Rosenkilde indeholdt et Udfald paa mig, hvorfor hans Kammerater til en Sommerforestilling ikke vilde give det, før dette var udeladt, og de havde giennem Stage bedet om mit Minde dertil; det gav jeg, men var dog af den Mening, at det ikke kunde antages til Theatrets eget Brug; mine Colleger sendte ham ud til mig, i deres Navn at bede mig samtykke; og jeg gav efter. Kätchen v. Heilbron blev af samme Hr Rosenk[ilde] efter Aftale med Dr Ryge og Etatsraad Olsen, indgivet for at opføres til en Geburtsdag, jeg gav det Nei; Etatsraad Olsen og han paatog dem, at omarbeide det i Forening; jeg forbeholdt mig at see det; men de undskyldte dem, at de i den Hast maatte arbeide stykkeviis til Trykken, naar det var færdigt, skulde jeg faae det at see; midlertid har jeg indtil denne Dag aldrig seet det for mine Øine; det blev trykt [,] spilt, udpebet, Nachtegals Fægtelærere, der var ved Fægtningen i Stykket, fik Frakker af Garderoben, at gaae ned at prygle Publikum den rette Smag ind, Clausen anmældte det i Directionen, man gik over til Dagens Orden, og Stykket maatte afsted" (NkS 3107). - Om Mad. Händel-Schütz' gæstespil, se Overskou IV 321f. Hun gav scener af Kotzebues "Das Geständnis oder Die Beichte" den 11.1.1813 (Goedeke bd.15.1 232). Oversættelsen opførtes første gang den 6.1.1814; 21. og sidste opførelse fandt sted den 16.3.1832. - "Rastdagen" opførtes første gang den 1.9.1818 ved Sommerskuespillene; den 19.12.1818 gaves stykket i det ordinære repertoire; 8. og [sideskift][side 1507]sidste opførelse fandt sted den 19.11.1821. - "Pigen fra Heilbronn" havde premiere til dronningens fødselsdag i 1818 og opførtes endnu den 17. og 27.11.1818. Se Kruses kritik i "Theatret", bd. I 76-109, 129-151.
Sagen anførtes i Dp uden resolution. Side 3 i det omtalte brev indeholder en tilskrift med blyant af Collin: "entlediges efter Ansøgn. i Naade for at være Th.Direct., men beholder i Qualitet af Medcecensor ved Theatret den ham hidtil tillagte Gage". Tilskriften kan tolkes på flere måder, men under alle omstændigheder vidner den om Collins manglende interesse for Rahbek som teaterdirektør.
Der ses ikke utrykte breve (KB, TM) eller regningsbilag (TK).
= note 1.
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 7-4-2019, links mangler). Opdateret af