Side 843-898, noter side 1618-25 + 1743.
[sideskift][side 843]
Forfatteren til "Tanten" viste sig, ifølge Molbech, "ligesaa fattig og aandløs i dramatisk Opfattelse, som i sin Idees Udvikling og Beklædning med Skuespillets Kiød og Blod. Der er ikke Skygge af Charakteer hos .. Personerne .. Dialogen er stiv, tvungen og konstlet, som Træfigurerne, der holde den. Dette Product .. er noget af det kiedsommeligste og ubetydeligste, jeg længe har maattet døie at læse" ((Lund) 7.7.1837). Kirstein syntes ikke, det "i den Grad [var] slet - af et originalt Product at være", men troede ikke, "at et Stykke kan behage vort Publikum, der bevæger sig i en saa stiv og i det Hele maadelig Dialog og ender paa en saa - vel ny men - unaturlig Maade" (14.8.1837). Returneret den 25. aug. 1837 (Kp.nr.108).
Forfatteren til "De norske Brødre" påberåbte sig Kirsteins bevågenhed, men havde det end været sandt, hjalp det ham intet, thi Molbech var aldeles sikker i sin sag: "Den Romantiske [ingrediens] vil man, med den bedste Villie og omhyggeligste Søgen, ei kunne opdage; og den Tragiske har jeg i det mindste ei kunnet finde. Stykkets umaadelige Smagløshed og Formløshed fierner enhver Tanke paa, at det nogensinde, ved nogen "Omskrivning" (som Forf. lover) kunde blive brugeligt" (1.10.1837). Kirstein nøjedes med sit "Aldeles enig" (6.10.1837). Remitteret den 19. okt. 1837 (Kp.nr.136).
I anledning af Oehlenschlägers tragedie "Olaf den Hellige" erindrede Molbech om censurens principielle stilling til Oehlenschlägers værker (jf. s.628), hvorefter han tilføjede, at han næppe kunne "spore den svageste Yttring af det tragiske Dramas sande Poesie og Gehalt; og hvorom jeg i øvrigt kan nøies med at sige, at det har kostet mig stor Overvindelse at opfylde min Pligt ved at læse den til Ende. Om den er saaledes beskaffen, at man vil holde det ud, at see en saa uendelig og langvarigen dramatiseret og declamerende Dialog-Række", måtte fremtiden opklare samt Holstein og Kirstein nærmere overlægge (22.10.1837). Kirstein vovede ikke at forudsige, hvorvidt stykket ville "faae et Slags scenisk Værd for Publikum", men holdt sig ikke tilbage med at beklage, at Oehlenschlägers eneste formål med at skrive for teatret syntes at være at "erhverve [sig] .. en god eller taalelig Indtægt" (2.11.1837). Roller blev uddelt den 9. dec. 1837 (PRFD), mens oplæsningen fandt sted den 7. febr. 1838 (Journal), hvorpå en række forkortelser, især af handlingsfremmende karakter, fandt sted før premieren den 13. marts 1838 (opført ialt 10 gange) (1).
[sideskift][side 844]Trods den særdeles skarpe meningsudveksling mellem Paludan-Müller og Molbech ang. "Poesier", hvor Molbech slog hånden af den tidligere så beundrede poet, indsendte Paludan-Müller sit skuespil "Fyrste og Page" til teatret. Heiberg havde kendskab til stykket inden dets indlevering (jf. UjBr. 16.11.1837), og den 30. nov. 1837 meddelte han direktionen, at han "hver Dag venter at erholde [det] til Gjennemsyn"; han gjorde opmærksom på, at det muligvis kunne "være passende til den forestaaende" geburtsdag (Borup nr.379) (2). Molbech var aldeles ikke fyldestgjort efter læsningen af det lyrisk-romantiske skuespil: "De komiske Partier i dette Skuespil kunne maaskee af og til oplive dets Eensformige og monotone Gang; men de forekomme mig stundom noget crasse, vel meget beregnet og udregnet for vedkommende Skuespillere, og Vittighederne for søgte, eller præmediterede*. Stykket stod over "de fleste sildigere Oehlenschlägerske", men han ville "ikke dølge, at [han] .. deri har fundet flere svage Sider, og bl.a. den Hovedmangel, at det langt fra ikke viser den Evne hos Forfatteren til dramatisk at udvikle, og i det rette Forhold af Charakterer, Lidenskaber, Intrigue og Situation at indklæde, som til at opfinde et poetisk og interessant Stof for et lyrisk=romantisk Skuespil - .. hvilket Forf. selv i sin Skrivelse sætter, i dramatisk Værd, betydeligt over sit tidligere Drama: "Kiærlighed ved Hoffet"" (20.12.1837). Kirstein mente ganske afgjort, at det "i digterisk Værd" stod under "Kjærlighed ved Hoffet", men nok var "noget mere egnet til scenisk Fremstilling" end dette. Han var iøvrigt stødt over de "Platheder og Flauheder, som gjøre et ubehageligt Indtryk .. uden at vedkjende mig den ovenfor af min Hr Collega fremsatte Sætning: at dette Stykke bør antages, fordi det kan ansees at staae over nogle af Oehlenschlägers senere til Opførelse antagne dramatiske Producter", ville han ikke modsætte sig "dets Antagelse for Theatret (22.12.1837). Molbech opfordrede Paludan-Müller til at foretage forkortelser med henblik på handlingens intensitet, specielt monologerne. Før stykket blev udskrevet foretog Paludan-Müller disse ændringer, men han var klar over at yderligere forkortelses ville være nødvendige, hvilke imidlertid først kunne foretages ved prøverne (NkS 2336 18.1.1838), Rollerne uddeltes den 8. marts 1838 (PRFD), hvorpå stykket opførtes første gang den 3. maj 1838; anden og sidste gang "(med Forkortelser" (Th.Pl.) den 5. maj 1838 (3).
[sideskift][side 845]Forfatteren af det anonymt indleverede historiske drama "Roms Forfald" havde, mente Molbech, "det .. kun slet lykkedes .. at bringe den historiske Interesse, som denne Periode har, over i sit Drama; og hvad den poetiske og dramatiske Interesse angaaer, da er det ligesaa lidt lykkedes ham at frembringe og fastholde denne .. Var nu endog Plan, Charakteertegning og Handlingens Udvikling udført med mere Konst og dramatisk Digterevne .. vilde man dog vanskelig kunne tænke paa at bringe et Stykke paa Scenen, hvor der hersker saa lidt Naturligt Liv i Dialogen og de yttrede Følelser og Sindsbevægelser hos Personerne, og derimod saa megen Svulst og affecteret eller smagløs Declamation - der røber aandløs Gienklang af Øhlenschlæger og Grundtvig - og hvor man kun ved en yderst tung og trættende Gang arbeider sig igiennem et Chaos af umotiverede eller svagt sammenhængende Optrin, og voldsomt fremtrukne, eller paa en raa Effect beregnede Situationer" (5.1.1838). Molbechs klart anlagte dramaturgiske kritik står i lysende modsætning til Kirsteins: "Jeg maa være enig i at dette Stykke ikke egner sig til Opførelse paa vor Scene" (12.1.1838). Kirstein kunne sagtens præstere en dramaturgisk kritik, omend uden det Molbechske begrebsapparat, men forskellen mellem de to er ganske oplagt: Molbech gav både det gode og det mindre gode en dramaturgisk kritik, mens Kirstein lod det mindre gode affærdige med en ureflekteret dom. Stykket returneredes den 27. jan. 1838 (Kp.nr.19).
Hertz læste "Valdemar Atterdag" for Heibergs før indsendelsen; deres vurdering kendes ikke. Molbechs reaktion var dyb skuffelse: "af det Romantiske findes der saa lidet, som muligt i denne Tragedie - ei engang et ordentligt erotisk Motiv .. Vanskeligen vil man ogsaa kunne sige, at en tragisk Idee udgiør Siælen og den betingende Magt i dette Drama, der samler og forbinder dets Handling og Situationer til en poetisk Eenhed og Heelhed". Hertz' intention havde været at skabe en Shakespearesk "history", men Molbech fandt, at det snarere var blevet "et Slags dramatiseret Novelle, hvori Forf. mere har anlagt det paa i en Række af Scener at skildre Tidsalderen og en Deel af den politiske Tilstand i Danmark i Midten af det 14de Aarh., end at sammentrænge sin Skildring i et eneste stort dramatisk Billede, hvis handlende Personer ved deres Charakterer og poetiske Liv vække, fastholde og spænde vor Interesse". Molbech fastholdt den traditionelle opfattelse af [sideskift][side 846]den samlende enhed i handling, karaktertegning og situationer. Han anklagede det endvidere for at besidde "en vis prosaisk Tørhed, en omstændelig Brede, en Stræben efter historisk Nøiagtighed og correct Tegning, en Vidtløftighed i Dialogens lange .. Repliquer, som - i Forening med Stykkets afgiorte Tørhed - " ville gøre det mere trættende at se end at læse. "Hvad Antagelsen af Stykket til Opførelse angaaer, da maa vel Hertz tænkes at staae i samme Categorie, som Oehlenschlæger" (12.2.1838). - Kirstein misforstod Molbechs uartige artighed mod Hertz: "Hvor meget jeg end agter og paaskjønner Hertz som Digter, kan jeg dog ikke indrømme den af min høistærede Hr Collega her fremsatte Sætning: at Hertz skulde staae i samme Categorie som Oehlenschläger"; man behøvede ikke at recurrere til denne sætning: thi var han end enig i at stykket mere havde "Form af en dramatiseret Novelle end en regelret Tragoedie, saa kan jeg dog ikke være enig i at de handlende Personer ikke skulde være istand til at vække Interesse". Han mente, at stykkets "nationale Characteer" samt "den Kraft, der ligger i Sproget, i Forbindelse med den Spænding Situationerne, selv hvor den af min Collega fremhævede Tørhed .. er meest bemærkelig, fremkalde, vil vække en Opmærksomhed for Fremstillingen, der dog, desværre, efter min Følelse vil lide et Skaar ved Slutningen der rigtignok ikke har tilfredsstillet mig" (22.2.1838). "Antaget (med forskiellige Motiver)", skrev Molbech i protokollen, hvad Holstein underskrev (udat.). Først den 13. aug. 1838 uddeltes rollerne (PRFD) (jf. NkS 1706 3.3.1838), mens oplæsningen fandt sted den 13. okt. 1838, hvorpå prøverne begyndte den 30. dec. 1838 (Journal). Premiere den 12. jan,. 1839 (opført ialt 3 gange) (4).
"Clementine" var så "usselt i Skrift og Affattelse, at det strax, ved første Øiekast og Modtagelse, kunde være tilbagegivet", mente Molbech (21.3.1838). Kirstein fandt ikke der kunne være to meninger om dette stykke (25.3.1838). Remitteret den 2. apr. 1838 (Kp. nr.45) (5).
Forfatteren af "Constantines Indtagelse" manglede "Begreb om, hvorledes Plan og Stof for et tragisk Drama maa bringes tilveie og behandles, for at kunne forme sig til et Værk for Scenen" (21.3.1838). Kirstein fandt, at "selvom Stoffet var planmæssigere behandlet vilde dog det Avis- og Skolestiil-mæssige i Dialogen være nok til at gjøre hans Stykke ubrugeligt for vor Scene" (25.3.1838). Remitteret den 2. apr. 1838 (Kp.nr.46).
[sideskift][side 847]Begge stykkerne "Euthymus" og "Komathas" stemplede Molbech som "næsten ubegribelig taabelige dramatiske Producter", som syntes "at lægge et Slags Sindsforvirring for Dagen"; han ville endda "tilstaae ham en Art af Originalitet i denne Galskab". Molbechs eksempler viser med al tydelighed, at stykkerne var skrevet med henblik på filmens opfindelse. Kirstein kunne da efter at have læst "de anførte Prøver" underskrive forkastelsesdommen (30.3.1838). Returneret den 2. april 1838 (Kp.nr.47 og 48).
En Kirstein ikke videre personlig bekendt havde "for noget siden" leveret ham "Virginia" til privat censur. Han fandt det, ifølge eget referat, uhistorisk, udramatisk og uantageligt, hvorfor han returnerede det. I marts 1838 indsendte bekendten det til teatret efter at have "foretaget flere Forandringer og Forbedringer". Molbech modtog det, uvidende om Kirsteins private censur, og gav det dødsstødet: forfatteren lagde en ussel opfattelse for dagen "af den Tid, han har dristet sig til at ville fremstille dramatisk - og hvortil han blotter en Udygtighed, der allene kan lignes med den Uvidenhed, Smagløshed og Dumhed i alle poetiske og dramatiske Forhold, som han i hver Scene røber" (6.4.1838). - Kirstein besvarede forfatterens brev med hensyn til den af ham supponerede parterrets magt over teatercensorerne: "Heldigviis behøver Censorerne ikke i ethvert Tilfælde at udsætte sig for at see deres Dom underkjendt ved de Parterresøgende, og dette er vist et af de Tilfælde, hvor de ikke behøve at undsee dem over ikke at have taget mod Stevning til denne høieste Ret" (7.4.1838). Er anledningen end inferiør, illustrerer Kirsteins tilkendegivelse ganske præcist censorernes dilemma: Censorernes arbejde blev nøje fulgt af publikums reaktion; af denne højeste ret giver det samlede materiale et meget sammensat og aldeles ikke entydigt billede, thi visse stykker blev fortsat spillet trods publikums utilfredshed eller piben (jf. s.879).
"Fortunas Statue, eller Forbrydelse straffer sig selv" orkede Molbech ikke fuldt ud at gennemlæse, men han var overbevist om "dette Products miserable Tilstand, som dramatisk og scenisk Arbeide" idet han havde læst tilstrækkeligt til at erfare, "hvorledes Phantasien kan forvildes og Forstanden forvirres" hos den unge forfatter (24.5.1838). - Kirsteins votum kendes ikke, hvilket gælder for de fleste stykker fra omkring maj til dec. 1838. Remitteret den 9. aug. 1838 (Kp.nr.123).
[sideskift][side 848]Når det gjaldt forfattere som Oehlenschläger, Hertz og Paludan-Müller gjorde teatercensorerne særlige indrømmelser, thi disse tre dramatikere blev alle behandlet efter devisen: forcensuren suspenderes til fordel for den højeste ret udtrykt af publikum. De øvrige produkter lader sig næsten alle indrullere i nulliteternes brigade, men antallet af store tragedier eller større dramer forekommer bemærkelsesværdigt stort. Molbech var ganske givet den dominerende, når det gjaldt det romantiske drama, tragedien eller det seriøse skuespil. Hans vurderingskriterier synes klart markerede og afgrænsede. Hans sikkerhed med hensyn til at vurdere rigtigt skal derimod ikke diskuteres. Kirstein synes noget indifferent sammenlignet med Molbech, selv om han dog evnede at forsvare Hertz' tragedie. Fra slutningen af sæsonen var han klar over, at han var på vej ud af direktionen.
[sideskift][side 849]
Hertz' lystspil "11, 18, 35" (jf. s.841) blev optaget i teatrets repertoire uden censorernes mellemkomst. Stykket blev givet første gang den 11. sept. 1837 (opført ialt 3 gange).
Det anonyme "Familien paa Landet, eller Søg Lykken hos Dig selv" blev sammenlignet med Hertz' produktion: "al den Glands, som denne ved sin stilistiske Konst og sin corrects Politur veed at kaste over Komediens Prosa, og al den Fiinhed og Elegants i en let Livs-Philosophie og godmodig Satire, hvormed Hertz bøder paa Savnet af den klække Vittighed og det diærve Komiske, er der ikke Skygge af hos denne Begynder, hvis Arbeide er ligesaa umodent og ucorrect fra Formens Side, som det er mat og tomt fra Indholdets" (8.6.1837) - Kirstein føjede sit "Aldeles enig" til den 14. aug. 1837. Remitteret den 25. aug. 1837 (Kp.nr.106).
"Den Urette, og dog den Rette" var "Aldeles fattigt i Handling og Situationer; vidnende om æsthetisk Raahed og fuldkommen Mangel paa Bekiendtskab med Theatret og dets Publicum" (6.8.1837). Kirstein var "Aldeles enig" (14.8.1837). Returneret den 25. aug. 1837 (Kp.nr.109).
"Den tyvende Mai, og Fædrelandsbesøget" opvartede "med .. dramatisk Gallimathias, hvor der tales i Vers og Prosa, med og uden Riim, og synges, snart til angivne Melodier, snart uden disse, Alt imellem hinanden, og i utrolig Confusion og Taabelighed" (10. 8.1837). Kirstein var "Aldeles enig" (18.8.1837). Remitteret den 25. aug. 1837 (Kp.nr.110).
"Portugiseren, eller de Mistænkelige" røbede ingen anlæg "i sin kiedsommelige, stive Plan, sine livløse Charakterer og sin døde, træagtige og pedantiske Dialog" (24.9.1837). Kirstein var atter "Aldeles enig" (6.10.1837). Returneret den 19. okt. 1837 (Kp.nr.136).
Sæsonens eneste kunstneriske oplevelse var Heibergs "Fata Morgana". På grund af fejlslagne dispositioner og utilfredshed med de af Siboni leverede operatekster (jf. s.881) henvendte Holstein sig personligt til Heiberg for at få ham til at levere et "musikalsk Drama .. eller .. en egentlig Vaudeville" i anledning af Frederik VIs fødselsdag i jan. 1838 (Borup nr.377 25.11.1837). Direktionen tilskrev formelig Heiberg desang., for at "see den antydede, med hver Dag voxende Forlegenhed i Henseende til at arrangere en passende Forestilling til bemeldte Høitidelighed, afhjulpen ved Dem (l.c.). Heiberg ville ikke umiddelbart give efter for direktionens [sideskift][side 850]smiger: "Dog maa jeg endnu udbede mig nogle Dages Betænkningstid, inden jeg forelægger Directionen min Plan i denne Anledning [1]" (Borup nr.379 30.11.1837). Om Heibergs "Gjennemsyn" af Paludan-Müllers "Fyrste og Page" (jf. s.844) blev udslaggivende for påbegyndelsen af "Fata Morgana" får stå hen. Juleaftensdag 1837 meddelte Heiberg teaterdirektionen, at han "for Øieblikket ikke har Tid til at beskjæftige mig med andet Arbeide, end det originale Stykke til H.M. Kongens Fødselsdag" (Borup nr.380). Senere gik Heiberg i stå midt i arbejdet; den 5. jan. 1838 var han endnu ikke "færdig med 3die Act", hvilket ængstede ham så meget, at han ikke formåede "at deeltage i nogen selskabelig Adspredelse, førend mine "Udsigter blive lysere"" (Borup nr.382). Arbejdets videre gang og Zincks arbejde med musikkompositionen fortaber sig i de tre ugers travlhed indtil premieren. Rollerne uddeltes mellem den 5. og 9. jan. 1838 (PRFD), mens prøverne først begyndte den 21. jan. 1838 (Journal). Opført første gang den 29. jan. 1838; anden og sidste gang den 21. febr. 1838. - Endnu engang var forcensuren blevet suspenderet til fordel for tiden og tilliden (2).
"Modehandlerinden og det græske Bryllup" (jf. s.20) takseredes af Molbech på følgende måde: "Feiler jeg ikke i Reminiscentsen af det Platte, Trivielle i sammenføiede Scener af Hverdagslivet paa et lavt Trin, uden Talent for den dramatiske Eenhed og Consequents i Planen, uden al egentlig Humor og Ironie, men undertiden med et Slags Lethed i Dialogen og Strøg af Talent for Folkeskuespillets eller Fiælebodsstykkets Situationer og Satire, og for Opfatningen af komiske Enkeltheder i det derhen passende Liv", var det P.D. Fabers uforanderlige og uforbederlige produkt (3), fabrikeret "udenfor "det brugelige genre"" (24.12.1837). - Kirstein fandt "een Dyd" ved stykket: "at man meget snart kommer til den Indsigt, at det er aldeles ubrugeligt for vort Theater" (28.12.1837). Remitteret den 27. jan. 1838 (Kp.nr.18). Se s.967.
W.C. Holst udskrev af Holbergs "Peder Paars" en række dramatiske scener "Peder Paars paa Anholt, eller den forladte Nille" (jf. s.271), hvilke Molbech mente nok ville more, i begyndelsen "ved den burleske Aabenbaring i Kiød og Blod af de velbekiendte komiske Figurer", men senere ville det nok virke trættende og tilskuerne "vilde kiede sig hierteligt, i stedet for at gaae bort med den sædvanlige lattermilde Stemning, hvori man forlader en Holbergsk Comedie" (27.12.1837) - Kirstein fandt ideen "curieus .. Om den er [sideskift][side 851]heldigt er meget vanskeligen at sige, og jeg maa for min Deel nærmest antage, at Udfaldet vil blive omtrent som min Hr Collega har spaaet" (28.12.1837). Uopført. Trykt i Christiania 1840.
Anonymus' "Matrosen og hans Brud" havde, ifølge Molbech, "en vis Hiertelighed i Tone og Udtryk" og var ikke "uden Følelsens poetiske Element", men selv "i dets bedre Partier - overhovedet for svagelig - sentimentalt for vor Tid" (22.1.1838). Kirstein føjede sit "Aldeles enig" til den 5. febr. 1838. Returneret den 9. febr. 1838 (Kp.nr.23).
"Den dobbelte Forlovelse" kunne tjene til en indførelse i københavnske pigers og studenters "Forlovelses=Fiasen og Forlovelses-Sladder" men intet andet (24.1.1838). Kirstein var "Aldeles enig" (5.2.1838). Returneret den 9. febr. 1838 (Kp.nr.22).
Anonymus tilsendte teaterdirektionen et lystspil uden titel, hvorom Molbech noterede, at han i hele sin censortid endnu ikke havde "giort Bekiendtskab med et genre af saadan Raahed .. i en saa fuldstændig giennemført Skikkelse, som her. Det er virkelig Matros-Comedie. der ordentlig lugter af Beg og Tiære, og hvori Dialogen smager stærkt efter Nyboder og Holmen" (22.3.1838). Den 18. marts 1838 havde forfatteren ladet Molbech forstå, ""at hans Lystspil er saa liquid til Opførelse", at dertil ikke mangler andet, end at jeg skal skienke det den fortiente Opmærksomhed" (l.c.). - Kirstein supplerede: "Liquiditeten er vist uomtvistelig; men til Forkastelse" (23.3.1838). Returneret den 23. marts 1838 (Kp.nr.38).
Professor Sibbern sendte Molbech privat et skuespil "Hævneren og Brevet", formentlig af Carl Brosbøll, hvorover Molbech den 27. marts 1838 præsterede en censur: "Stykkets Forfatter .. mangler saameget i æsthetisk Modenhed og Smag", at han næppe kan "omarbeide dette Stykke i versificeret Form". "De paa nogle Steder anbragte Arier og Sange synes heller ikke at vidne om nogen udmærket Evne til at skrive Vers - for Theatret i det Mindste; og det Hele ligger virkelig saa langt uden for vore Dages Tone, Maneer og Smag i det Dramatiske, at Forfatteren .. behøver en ikke liden Grad af videre Uddannelse, med Hensyn paa det Dramatisk-Komiske, og Lystspillets Natur og Oeconomie, før han venter at producere noget paa vor Scene brugeligt" (Palsbo Aa). Intet videre om dette stykke.
De ti af disse tolv stykker var alle aldeles efemere; de gav da også kun anledning til udstrømning af censorernes galde eller overbærenhed. [sideskift][side 852]Sibberns protektion betød intet for censuren. Holsts komponerede Peder Paars-forestilling havde vel mere interesse på grund af ideen end udformerens person. Heibergs eventyr-komedie var bestilt arbejde, hvilket vel ikke skulle have hindret censorerne i at udtale sig. På grund af manglende tid gjorde det det ikke, men netop stykkets specielle genre havde det været væsentligt at give en dramaturgisk vurdering.
For såvel det seriøse skuespil som lystspillet ses en numerisk tilvækst i forhold til de foregående sæsoner, men på nær Oehlenschläger, Hertz, Paludan-Müller og Heiberg fik ingen yngre dramatikere deres gennembrud i denne sæson. Mangelen på tilgang af dramatikere i anden halvdel af 30rne synes iøjnefaldende og katastrofal for det danske skuespils videre udvikling.
[sideskift][side 853]
Braun Ritter von Braunthals drama "Ritter Shakespeare" (1836) oversat eller bearbejdet af en anonymus, med titlen "Digterliv", mente Molbech ikke kunne benyttes, fordi "Publicum forstaaer sig alt for lidt paa engelske Digter= og Theater=Forhold fra Dronning Elisabeths Tid". Endvidere henviste han til de dårlige erfaringer, teatret havde gjort med opførelsen af Jerrolds "Bruden fra Ludgate" (jf. s.583). Oversættelsen var "saa daarlig og smagløst udført, at jeg har fundet det meer end tilstrækkeligt, at læse 1ste Act" (28.8.1837). - Kirstein fandt også oversættelsen under al kritik, men originalen mente han, det "maaskee [kunne] .. være Umagen værd at lære .. at kjende, for derefter nærmere at bedømme om Stykket ikke maaskee i en god Oversættelse kunde tænkes at ville interessere idetmindste den mere dannede Deel af vort Publikum" (7.9.1837). Oversættelsen blev returneret den 12. sept. 1837 (Kp.nr.120). Kirsteins overvejelser bar ingen frugt med hensyn til en bedre oversættelse.
"La fille de Cromwell" (TV 14.12.1835) af M.N. Balisson de Rougemont, oversat af en anonym, ærgrede Molbech som historiker ("alle de Urimeligheder, Opdigtelser, og falske Skildringer"), men dramaturgisk tilfredsstilledes han: "Hvad der muligen vil skade det, er at der ikke er en eneste ret sand, eller ret marqueret Charakteer deri, og at Udfaldet maa beroe paa Spændingen, og Situationernes Effect" (23.1.1838). Oversættelsen skulle revideres for at kunne passere. Kirstein var enig med Molbech om stykkets brugbarhed, men mente at oversættelsen skulle "hjælpes betydeligt efter af en mere øvet Haand" (2.2.1838). Eventuelle forhandlinger kan ikke udelukkes, idet oversættelsen først returneredes den 2. apr. 1838: "den nærværende Oversættelse [kan] ikke .. benyttes til Opførelse paa det Kgl. Theater" (Kp.nr.49). Se s.919.
Sæsonens hovedbegivenhed var antagelsen af Sille Beyers bearbejdelse "Livet en Drøm" efter Calderons "La vida es sueno" (1635) (1). Ihukommende Heibergs disputats om Calderon, hans mange udtalelser om Calderon i 1820rne og 30rne (samt hans egne spæde forsøg på at omplante Calderon til dansk, jf. Biografi II, 153), Molbechs interesse for Calderon, kan det ikke undre så helt lidt, at det var Kirstein, der optrådte som dramaturgisk konsulent for Sille Beyer (ifølge ham selv, fordi Molbech "ikke ønskede at befatte sig med hendes Arbeider" (2)), da det blev aktuelt at gøre et forsøg på at få den spanske dramatiker bragt på nationalscenen i 30rne. [sideskift][side 854]Han oplyste, at han "for længere Tid siden" gennemlæste hendes bearbejdelse og tilsendte hende "Bemærkninger .. om min Anskuelse .. : at jeg med al Respect for det Calderonske Digterværks æsthetiske Værd ikke kunde antage, at det i den foreliggende Bearbeidelse, som .. langtfra var .. fortrinlig .. egnede sig til med Held at fremstilles paa vor Scene" (22.2.1838). Hvorvidt Beyer ændrede på sin bearbejdelse får stå hen. I nov. 1837 indsendte hun sin bearbejdelse, som Molbech udtrykkelig gjorde opmærksom på, at han ikke nøjere havde sammenlignet med originalen: "En, om endog kun læselig og hastig Sammenligning med Originalen vil imidlertid, troer jeg, overbevise enhver Læser om, at Forf. med Held har stræbt at giøre sit Arbeide til en virkelig Bearbeidelse for den danske Scene - eller en saadan, hvori det alt for eiendommelig Nationale og Særegne ved det spanske Drama, der næsten giør det ligesaa fremmedt for vor Tid og dens dramatiske Smag, som en græsk Tragedie, har givet Plads for en, om endog romantisk=lyrisk, dog overhovedet for os ulige mere modtagelig Form; ligesom ogsaa betydelige Modificationer og Forandringer i Stykkets Handling og Gang .. i det Hele ville bidrage til at giøre det mere antageligt til scenisk Fremstilling paa vort Theater". Trods ualmindeligheden fandt Molbech, at stykket ville "tiltrække sig i det mindste det finere og dannede Theater-Publicums Bifald" (9.2.1838). Molbechs slet skjulte begejstring skulle imidlertid afsvales af Kirstein, som, idet han henholdt sig til sin tidligere meningstilkendegivelse, foreslog "at sende Stykket til Prof Heiberg", hvorefter han "villigen [ville] underkaste [sig Molbechs] .. Dom, saafremt han [Heiberg] maatte være enig i Bearbeidelsens Brugbarhed for os" (22.2.1838). Kirstein suspenderede med andre ord sit judicium til fordel for Heiberg. Om det skyldtes Heibergs suveræne kendskab til Calderon eller Kirsteins realitetssans får stå hen. Evt. forhandlinger ses ikke refereret, om der har været ført sådanne. Det er vel sandsynligt, at Molbech beskæftigede sig med Sille Beyers bearbejdelse, inden han leverede den til Heiberg. Den 6. juli 1838 afgav han sit responsum til Molbech: "Jeg kan ikke Andet end være af Deres Mening, at denne Bearbeidelse er giort med megen Smag og Indsigt. Især har Bearbeideren i det Hele taget godt forstaaet at forkorte og sammendrage, med Hensyn paa den sceniske Virkning .. kun i en Bearbeidelse af denne Art er det tænkeligt, at Calderon med Held kan bringes paa Scenen" (Borup nr.401). [sideskift][side 855]Heiberg mente, at nogle modifikationer ville kunne forøge publikums interesse for stykket. Problemet ved at oversætte Calderon var ifølge Heiberg, den rette afbalancering af karakterernes udfoldelse i forhold til det retoriske foredrag: "Indskrænkningen af det Lyriske og Rhetoriske - denne Indskrænkning, hvorved Personerne bleve noget mere menneskelige, skjøndt ikke tilstrækkeligt - [vil] lettelig ophæve det Eventyrlige, der skulde holde os skadesløs for Tabet af det Menneskelige". Dette ville uundgåeligt medføre, "at en vis Tørhed kommer ind i de Scener, hvor det Naturlige, det Virkelige er eftertragtet af Bearbeideren. Denne Vanskelighed kunde maaskee hæves, dersom disse Scener erholdt et noget forhøiet lyrisk, og især spansk-lyrisk Præg". Han ønskede endvidere ved hjælp af ændrede versemål at fjerne sentimentaliteten og efterligne de spanske assonanser (l.c.). Heibergs forslag til ændringer i detaljerne (3), som ledsagedes af Molbechs antegninger, fulgte Sille Beyer i to af de tre afgørende tilfælde. Den 3. aug. 1838 tilsendte hun Molbech sin ændrede bearbejdelse (NkS 2336). Heibergs mellemkomst fik således afgørende betydning for den endelige udformning af Calderons stykke; med andre ord påtog Heiberg sig netop den opgave, som teatercensorerne ikke orkede, idet de mente, at teaterdigteren (ifølge sin kontrakt) skulle besørge en sådan korrektion (jf. s.797). Rollerne uddeltes den 31. aug. 1838 (PRFD), hvorpå oplæsningen blev foretaget den 11. sept. 1838 (Journal). Premieren fandt sted den 20. nov. 1838 (opført ialt 5 gange) (4).
I en blanding af forfængelighed og markedsførelse betalte Beskow Oehlenschläger prisen for 100 eksemplarer for at oversætte sørgespillet "Birger och hans Ätt", som in concepto sendtes med kurer til København (NkS 1674 14.7.1837). Allerede inden årets udgang havde Oehlenschläger oversat stykket (Nobelinstitutets Bibliotek, Stockholm 28.12.1837), uden at han på nogen måde nævnte stykkets eksplicitte litterære kvaliteter: der var tale om betalt vennearbejde. - Beskow sendte originalen til både Molbech og Heiberg. Førstnævnte sammenlignede tragedien med Oehlenschlägers: "[Den] forekommer mig at være en Tragedie i den mellemste Oehlenschlægerske (romantisk-historiske) Maneer - med større Correcthed og Elegants; men ogsaa, synes mig, temmelig hyppigen, vel meget udrustet med lyrisk Pathos i Dialogen, som undertiden taber den fornødne Simplicitet, antager en for omhyggelig, til Charaktererne [sideskift][side 856]og Tidsaanden ikke svarende Politur, og ved enkelte Leiligheder bliver maniereret. Charaktererne forekomme mig ligeledes temmelig almindeligen at være mere lyrisk tegnede, end fremstillede med den dybere psychologisk-dramatiske Plastik, (om jeg tør bruge dette Udtryk) hvilken jeg betragter som det høieste i Sørgespillets Charakteristik" (Borup Molbech nr.202 2.5.1838). Endnu engang (jf. s.801) fornærmede Molbech Beskow ved at anføre, at stykket kunne spilles, som det var, i Stockholm: "Selv for vort Theater troer jeg det kunde bearbejdes, hvis Nogen her forstod at giøre det; heelt uforandret ville det ei kunne opføres; og jeg vilde altid dog beholde den Betænkelighed tilbage, at dets Effectmidler, i næsten uafbrudt Følge, ere for voldsomme og "chargerede" - hvilket stundom kan forfeile den tilsigtede Virkning; og, som jeg troer, altid bliver et meer eller mindre farligt Experiment paa en Skueplads, da det Stærke, det Rystende, det mere materielle Onde og Brødefulde, der efterlader Indtryk, som let - i det mindste for en Tid kunne sløve den hos Mængden overhovedet ikke meget stærke Receptivitet for det ædlere Tragiske" (l.c.). Molbech fik det næsten til at lyde som Beskows stykke besad samme effektmidler som de moderne franske romantiske dramer. - Heiberg var langt mindre kritisk: "Jeg har læst den med stor Fornøielse, og tvivler ikke paa, at den jo vil være meget passende for Scenen, ligesom jeg heller ikke kan troe, at den gamle nationale Animositet, som dog nu vist nok for største Delen er forsvunden, skulde kunne være nogen Hindring for et saa interessant Stykkes Indlemmelse i den dan ske Scenes Repertoire. Min eneste Betænkelighed er den, som jeg tidligere har taget mig den Frihed at yttre: at Tragedien hos os har passeret sin belle saison" (Borup nr.395 3.5.1838). Heiberg havde anmodet oversætter Oehlenschläger om at indlevere stykket teatret (l.c.), hvilket ikke fremgår af teatrets arkivalier (5).
Heibergs intervention til fordel for Sille Beyer og Calderon er helt afgørende. At Molbech og Heiberg var enige i det afgørende: at bringe Calderon på scenen i Beyers bearbejdelse understøtter forståelsen af samarbejdet mellem dem - i et forsøg på at højne kvaliteten af teatrets repertoire. Heibergs egen dramaturgiske vikling i slutningen af 30rne understøttede den Molbechske repertoirepolitik, mens Kirsteins tog en ganske anden retning, udtrykt i censorernes forskellige vurdering af den genre, Molbech [sideskift][side 857]foragtende kaldte "Folkeskuespillet". Undergik Molbech ikke en udvikling i løbet af 30rne, kan det formuleres på den måde, at publikums smag udkrystalliseredes i en højere dannet og en lavere, folkelig retning, hvor afstanden nu i slutningen af 30rne blev så stor, at enhver kunne iagttage den. Molbechs niveau accepterede kun den dannede del af publikum. Oppositionen i 30rne betød en klarere positionsangivelse fra reaktionens side: Molbech fungerede som en af dens vigtigste talsmænd i dramaturgiske anliggender. De to første stykker kasseredes primært på grund af den dårlige oversættelse, mens Sille Beyers oversættelse blev kraftigt diskuteret og ændret, hvorimod Oehlenschlägers oversættelse af Beskows stykke overhovedet ikke blev anvendt. Det svenske stykke var til gengæld hors de saison i København.
[sideskift][side 858]
Om "Grev Saint-Germain" (jf. s.840) noterede Kirstein med henblik på dets optagelse i teatrets repertoire, at det var blevet optaget "med tydelige Bifaldstegn" ved Sommerforestillingerne: "Om nu disse have været frivillige eller ei, er mig ubekjendt; min Mening om Stykket er derimod ikke bleven forandret og jeg har derfor ligesaalidet nogen særdeles Grund til at stemme for dets Antagelse for Saisonen, som jeg paa den anden Side vil sætte mig derimod, hvis mine ærede Hr Colleger maatte troe dem foranledigede til at stemme derfor" (14.8.1837). Hverken Molbech eller Holstein ses på dette tidspunkt at have ytret sig derom, men stykket blev optaget i repertoiret, idet roller uddeltes den 28. sept. 1837 (PRFD). Stykket blev givet første gang for teatrets regning den 13. nov. 1837 (opført ialt 8 gange).
Scribes comedie-vaudeville "Chut!" (GD 23.6.1836) behandledes af censorerne i flere forskellige oversættelser i denne sæson. Molbech fandt ingen smag "i en saa ennuyant og fattig Fremstilling af den mægtige, stolte, fine og verdenskloge Epicuræer, Statsmand og Qvindehelt Potemkin", thi stykket var "baade kiedsommeligt, og temmelig uanstændigt i sit Anlæg, og endeel af dets Situationer". Den anonyme oversættelse var desuden "saa maadelig, at" hverken den eller originalen kunne passere (4.6.1837). På grund af sommerferien afgav Kirstein først den 14. aug. 1837 sit votum: "Jeg kan ikke holde et Stykke for antageligt, der roullerer paa saa uanstændige Forhold, som dette". Oversættelsen remitteredes den 25. aug. 1837 (Kp.nr.111). Se s.871.
Heiberg rekommanderede St.Georges, Pittaud de Forges & Leuvens "Farinelli, ou le bouffe du Roi" (PR 17.2.1835), som han bragte hjem fra Paris (jf. s.807): "[Kan vistnok bruges], naar nogle grove Urimeligheder borttages, og den Scene, hvori den sultne Konge spiser, modereres lidt" (Borup nr.350 8.9.1836). Heiberg foreslog enten at benytte teksten til en libretto (f.eks. til Hartmanns komposition) eller forskrive musikken fra Paris, "eftersom Musiken er meget heldig anbragt i dette Stykke" (l.c.). Forhandlinger med Hartmann eller andre komponister kendes ikke. Den 19. nov. 1836 betalte teatret for forsendelsen "af den fra Paris forskrevne Musik til Vaudevillen Farinelli" (TK 1836 4.kv.nr.422) (1). Af hensyn til planlægningen af sæsonen 1837/38 tilskrev direktionen Heiberg den 30. juni 1837 for at erfare "hvilke af de, H. Profs: til Oversættelse tilstillede, eller af Dem selv til Bearbeidelse valgte [sideskift][side 859]Stykker Directn inden Sæsonens Begyndelse kan vente at modtage, og til hvad Tid i Løbet af Juli og Augusti Maaneder" (Kp.nr.78). Heiberg besvarede dette brev den 5. juli 1837 med, "at Farinelli ganske bestemt skal være færdigt til indeværende Maanede Udgang"; endvidere bad han direktionen træffe aftale med Zinck ang. "Arrangementet af Musiken. Endeel af Musiknummerne ere allerede færdige til hans Disposition" (I.B.nr.134). Molbech gik med på spøgen, selv om han var klar over stykkets begrænsninger: "Enkelte Scener og Situationer ere ret morsomme, og skiøndt - som det gierne gaaer i endeel nyere franske Lystspil, det overflødige og stofrige Indhold tilsidst drives, presses og jages sammen i een Scene ovenpaa den anden .. tænker jeg, at Publicum, naar det af og til har leet, tilsidst vil røres ved den opbyggelige Forsoningsscene .. Hertil kommer Sang, smukke Melodier, Chor og - Fru Heiberg. Jeg vil haabe det bedste" (4.8.1837). Molbech var nok klar over, at de dramaturgiske kriterier undertiden måtte suspenderes: stykket var en vittighed. Roller uddeltes den 14. aug. 1837 (PRFD), samme dag som Kirstein erklærede: "Oversat og uddeelt i min Fraværelse paa en Embedsreise". Stykket blev oplæst den 17. aug. 1837 (Journal): det blev en enestående publikumstræffer, thi ikke mindre end 13 gange opførtes det alene i første sæson. Premieren fandt sted den 16. okt. 1837 (opført ialt 33 gange i den behandlede periode).
Bayard, Scribe & (Delestre-Poirson?)s "La Frontière de Savoie, ou le mari de deux femmes" (GD 20.8.1834), i M. Wiebes oversættelse "Tre Koner paa eengang", mente Molbech, "kunne være ret lystig at see, naar Godinets Rolle udføres til Fuldkommenhed"; Phister kunne præstere det, hævdede Molbech, men Foersom spillede imidlertid rollen (3.7.1837). Kirstein var "Aldeles enig" (18.8.1837). Rollerne uddeltes den 18. nov. 1837 (PRFD); der blev imidlertid kun tale om en opførelse den 9. dec. 1837 (2).
Vanskelighederne med F.B. Hoffmanns komedie "Le roman d'une heure, ou la folie gageure" (jf. s.660), "Væddemaalet, eller Romanen paa en Time", havde Molbech åbenbart glemt: "Situationen er ret piquant; og skulde endog Udviklingen deraf støde lidt an imod skabslivets Convenients og dens Former, eller giøre lidt Brudd paa Sandsynligheden, gaaer noget sligt dog overmaade vel an i en Comedie. Conversationens lette Form, Dialogens underholdende Liv og Raskhed, udgiøre her Hovedsagen" (5.7.1837). Hvor enig Kirstein [sideskift][side 860]end var med Molbech, var spørgsmålet for ham, "om enten Jfr. Ryge kunde give denne [rolle] eller Stykket maatte sendes Oversætteren ilbage" (16.8.1837). Deliberationerne herom kendes ikke, men først den 3. marts 1838 uddeltes rollerne (PRFD) og dermed også fru Heibergs, men atter ønskede hun sig fritaget derfor (Dp 14.4.1838). Den 25. apr. 1838 forespurgte oversætteren, hvorvidt hans oversættelse var antaget eller forkastet (I.B.nr.120). Tidspunktet godtgør, at han har været informeret om fru Heibergs egenmægtige handling. Direktionen delibererede derover i mødet den 27. apr. 1838, hvorefter man tilskrev ham, at opførelsen på grund af "indtrufne Omstændigheder er bleven hindret og for Øieblikket ikke vil kunne finde Sted" (Kp.nr.57 28.4.1838). Rollerne uddeltes imidlertid på ny den 5. apr. 1840 (PRFD), og stykket blev første og eneste gang givet den 25. apr. 1840 med Mad. E. Hansen i Angeliques rolle. - Afstanden i tid er påfaldende mindre end afstanden mellem Molbechs 1. og 2. censur: thi i 1834 nærede han åbenlyst betænkelighed ved opførelsen, mens han i 1837 fandt det acceptabelt at fremstille stykket på scenen. For at kunne konkludere, at Molbech vitterligt gennemgik en udvikling kræves imidlertid, at Molbech i 1837 erindrede sig sin opfattelse fra 1834; herom foreligger intet (3).
Bayard & de Waillys "Moiroud & Compagnie" (GD 4.5.1836) havde Heiberg bragt med fra Paris (jf. s.808); han fandt, at det neppe var "passende for os" (Borup nr.350). Den 30. juni 1837 indleveredes Dorphs oversættelse af Liebe (Dp), der anbefalede såvel stykket som oversættelsen, hvorfor Molbech ventede sig "endeel mere, end jeg fandt. Det har temmelig megen Trivialitet, er uden Fiinhed og Lune, og uden piquant Interesse. De komiske Optrin falde i det lavere genre; men som saadanne, ville de maaskee ei være uden al Effect". Oversættelsen var ingen "correct Giengivelse af Originalen". Molbech holdt inde med "Forandringer og Forbedringer" på s. 33, "uvis om, hvorvidt min Collegas Dom maatte finde Stykket passabelt" (12.7.1837). Da Kirsteins votum lød: "Mere end passabelt kan jeg heller ikke finde dette Stykke" (18.8.1837), blev stykket antaget (4). Roller uddeltes den 15. sept. 1837 (PRFD), hvorpå "Valeur og Compagnie" havde premiere den 17. nov. 1837 (5) (opført ialt 8 gange i den behandlede periode).
Nestroys berømte eller berygtede "Der böse Geist Lumpazivagabundus oder das liederliche Kleeblatt" (1833) havde Molbech, i anledning [sideskift][side 861]af "Capriciosa", omtalt på en for ham særdeles karakteristisk måde. I "Der Freischütz" havde han læst at samme aften, som "det Kongelige Nationaltheater i München" gav dette stykke, opførte "et ringere Folke-Theater i denne Hovedstad .. et stort heroisk=tragisk Drama", hvilket, lagde Molbech til: "ikke [kan] blive et Exempel for Os at efterfølge; om endog, som jeg vil troe, Hr. O[verskou]s Capricciosa kan staae lidt høiere paa Smagens Scala, end hiin meget søgte tydske Fiælebods-Farce" (2.6.1836). De tyske teaterselskaber opførte imidlertid dette stykke på Vesterbro (6), hvorefter P.D. Faber oversatte det. - Direktionen betakkede sig, fordi "man ikke finder dette Stykke antageligt for bemeldte Theaters Repertoire" (Kp.nr.116 9.9.1837): argumentation var overflødig.
Angelys lille komedie med den danske titel "Familien Berger, eller Lystreisen" fandt Molbech "ret lystig", "som det uden Tvivl vilde more mig og Flere at see en Gang eller to. Oversættelsen er antagelig; det samme vil jeg sige om Stykket, naar man kan træffe Publicum i godt Humeur en Aften .. man kan ogsaa blive kied af det evige Franske; her har man da engang et lille tydsk Lystspil, som i det mindste er til at læse og opføre" (29.8.1837). Kirstein skulle glæde sig, hvis Molbechs "Forhaabninger derom maatte gaae i Opfyldelse; men jeg nægter ikke at det paa mig ikke har gjort et saa gunstigt Indtryk, at jeg kan gjøre mig Haab om et saadant Udfald" (7.9.1837). - Roller ses ikke uddelt, og Holstein anførte ingen resolution i censurprotokollen, hvorefter kun mundtlige forhandlinger kan forklare, hvorfor stykket sendtes retur den 27. jan. 1838 (Kp.nr.20).
Den 14. okt. 1837 indsendte Faber en lokaliseret oversættelse af "Hummer Mause" (tr.1837, opf. 1. g. Berlin 27.10.1836), "Hummer og Compagnie" (I.B.nr.217), som kun blev forhandlet mundtlig. Faber kvitterede: "Stykket modtaget tilbage" (l.c., udat.) (7).
Fra Paris hjemsendte Holst Empis' comedie-vaudeville "Julie ou une séperation" (TF 2.5.1837) uden at have set stykket, hvor Md. Volnys havde besejret alle: "Julie er noget for langt, og dersom det bliver antaget hos os, vilde en Forkortning være særdeles gavnlig", skrev han til Holstein den 4. juli 1837 (DKTB). Molbechs censur af originalen er direkte dikteret af Holsts brev, som Holstein har refereret eller ladet Molbech læse: "Et Stykke, der særdeles har interesseret mig at læse. Det er i den ældre, solidere [sideskift][side 862]Lyst-spils Stiil; har flere gode Charakterer, og adskillige ypperlige Effectscener, - naturligviis ikke af det grove Slags. Kan jeg gaae efter min egen Interesse for at see dette Stykke opført - vil jeg dertil i høieste Grad anbefale det. - Jeg veed aldeles intet, som taaler Forkortelse i Skuespillet - maaskee paa nogle enkelte Repliquer nær i første Act .. Heller ikke i Omfang er det langt; det vil ei engang fylde en heel Aften .. Kan eller vil Fru Heiberg ikke spille Julie .. kan Stykket ikke gives" (udat.). Heiberg blev tilskrevet den 19. sept. 1837 med anmodning om snarest mulig at oversætte stykket samt evt. "foretage nogen Forkortning af adskillige Repliquer i 1ste Act efter eget Skjønnende" (Kp.nr.122). - Heiberg redegjorde for, hvorfor han ikke mente, stykket fortjente at oversættes: "Den Skildring af franske Sæder, som her forekommer, holder sig til hvad der i disse er flaut og smagløst, og fremstiller det ikke som saadant, men som noget Reelt og Væsentligt". Gjaldt denne indvending forfatterens moralske holdning, stod det, ifølge Heiberg, endnu siettere til med hensyn til stykkets æstetiske kvalifikationer: "paa poetisk eller dramatisk Anlæg, medfødt Evne, kommer det her aldeles ikke an. Derfor er Stykket stivt og tørt, og slæber sig frem som en knærkende Vogn paa en stenet Vei; derfor har det den værste og utilgiveligste af alle Feil: det er dræbende kjedsommeligt. Især er Dialogen et stærkt Beviis paa Forfatterens totale Mangel paa dramatisk Talent; heraf seer man fornemmelig, at han har skrevet invita Minerva; thi medrette kan man sige, at det slet ingen Dialog er i Stykket, men at det opløser sig i lutter Monologer, hvilket aldrig kan taales i et Stykke, som er blottet for alt lyrisk Præg" (Borup nr.372 29.9.1837). Heibergs dramaturgiske kritik synes ikke væsensforskellig fra Molbechs, men holdningen til dette stykke var den stik modsatte af direktionens. - Ifølge deliberationsprotokollen foretog man sig intet, men Molbech blev aldeles rasende, hvilket med al tydelighed fremgår af koncepten til direktionens svarskrivelse til Heiberg: "Endskiøndt Directionen ikke kan være enig med Hr. Professoeren i den, uden Tvivl mere fra en individuel Synsmaade og Smag, end fra almindelige Grundsætninger for Bedømmelse af et dramatisk Arbeide af den Art, som "Julie ou une Separation" udgaaede Forkastelsesdom, som De i Deres Skrivelse af 29 Sept. fælder over dette Skuespil: vil man dog ikke under disse Omstændigheder, fordre, at De skulde oversætte et paa Theatre [sideskift][side 863]francais med Bifald optaget Skuespil, som Directionen har fundet at besidde adskillige gode Sider, men som Hr. Professoren finder til en saadan Grad slet, og mislykket, at man vist nok maae undres over, at det paa noget Theater kan være fundet antageligt" (udat.). Kun Kirsteins påtegning (og indsigelse) lempede skrivelsens endelige ordlyd, der tydeligvis gjorde den mindre polemisk, således som Kirstein ønskede det (jf. Borup nr.373 14.10.1837). Molbech forsøgte sig ikke med en dramaturgisk begrundelse, men anvendte gammelkendte travere fra argumentationslæren, prestige og paradoks. Molbech fortsatte skrivelsen til Heiberg med en henstilling om ikke offentligt at ytre sin daddel af stykket, hvis en anden oversætter skulle levere en brugbar oversættelse til teatret: "Directionen bør være overbeviist om, at De i intet Tilfælde vil virke til Skade for noget opført Stykke, om det endog ikke tilfredsstiller de Fordringer, som De maatte giøre til Stykkernes æsthetiske Værd, og som det vilde være Directionen særdeles kiært, at see opfyldte ved flere nye Theaterstykker, som Hr. Professoren foreslog til Oversættelse, eller Selv oversatte" (Borup nr.373). Udformningen af den sidste periode ville være ensbetydende med intet mindre end en genoptagelse af den gamle strid fra 1832 (jf. s.550). Kirstein foreslog da også sat punktum efter "... Værd" (jf. Borup nr.373, p.285, 1.7). Heibergs svar med hensyn til den sidste del af direktionens brev formede sig som en total afvisning, men afslørede i realiteten det som "beskyldningen" hævdede: "Men at en saadan Beskyldning, ifald den existerer, er aldeles falsk og grundløs, kan jeg paa Ære og Samvittighed forsikkre. Min Omgangscirkel [8] bestaaer desuden af Mennesker, der ere saa langt fra at være stemmegivende i Theatret, at jeg ei engang veed, hvorledes jeg i mine Forhold skulde bære mig ad for at stifte et Parti for eller imod noget Stykke; og jeg tør derfor være overbeviist om, at hvad jeg i Samtale med mine nærmeste Bekjendte og Venner [8] kan have yttret om dette eller hiint Skuespils Værdi eller Mangel paa Værdi, aldrig hat kunnet have nogen Indflydelse paa den offentlige Mening. Personer derimod, med hvilke jeg ikke staaer paa en fortrolig Fod, giver jeg altid et intetsigende Svar paa deres Spørgsmaal om disse Gjenstande. At jeg ikke pleier at gjøre nogen Hemmelighed af min Mening, naar Theatrets Regisseurer eller andre Embedsmænd [8] spørge mig om den, tilstaaer jeg; men her er jeg da dobbelt berettiget til den Forudsætning, at Ingen [sideskift][side 864]af Disse heraf vil tage Anledning til at virke til Skade for noget Stykke. Ligeledes vil den høie Direction kunne overbevise sig om, at hvergang jeg har offentliggjort nogen dadlende Critik, har jeg ventet, indtil det paagjældende Stykke havde overstaaet sine Fatalia, og Publicums Mening var færdig. Hvad isærdeleshed "Julie" angaaer, vil forresten den Omstændighed, at det har gjort Lykke paa Théâtre français, ikke kunne forandre min Dom. Men hvoraf veed man, at det virkelig har gjort Lykke? Maaskee af en Journal-Artikel, der ikke beviser Andet, end at Forfatteren til Stykket staaer paa en venskabelig Fod med Journalisten. Selv i danske Blade har jeg ofte læst enthusiastiske Beretninger om den overordentlige Lykke, som visse Skuespil have gjort, hvilke efter et Par Forestillinger ere blevne henlagte for bestandig. Journalistiken er i vore Tider saa udartet, at den idelig kommer i Opposition mod den sande offentlige Mening, for hvis Organ den udgiver sig" (Borup nr.374 20.10.1837). Man kan vel næsten kun forestille sig, at Kirsteins mådehold har hindret en videre meningsudveksling mellem Molbech og Heiberg i anledning af dette særdeles ømtålelige emne, thi hvad Heiberg ikke direkte selv lod sige på teatret kunne f. eks. ved fruens vægring imod denne eller hin rolle udrette det samme. - Vedr. Empis' stykke må det ikke glemmes, at Heiberg netop selv henviste til "Fruen og Frøkenen", "som omtrent laborerer .. af denne totale Genie- og Talentløshed" (Borup nr.372) (jf. s.581). Molbech opgav imidlertid ikke sin interesse for "Julie", idet Borgaard fik overdraget opgaven. Endnu i maj 1838 havde han det "under Arbeide", efter direktionens ordre, mod et forskud på 40 Rbd. (jf. I.B.nr.285). Men intet videre foreligger om dette skuespil.
Willes gamle oversættelse af Centlivres "A bold Stroke for a Wife" (jf. s.842) havde Molbech overværet sommerforestillingen af, og han havde "intet imod, at man" forsøgte at overføre stykket til vinterpublikummet, "naar man intet bedre har at give" (20.10.1837). Efter denne dato men før Kirsteins votum, tilføjede Molbech: "hvad ovenfor er sagt, gielder blot Stykkets sceniske Brugbarhed. Hvad dets Indhold og Tone angaaer, da er jeg langt fra at høre til dem, som billige at noget Slags Religionsbekiendelse eller Religionssect fremstilles til scenisk Latter. Det Latterlige ligger paa dette Punkt for nær ved Forestillinger og Stemninger, som i vor Tid langt mere bør fredes, end nedbrydes" (Cp). Når Molbech både havde set sommerforestillingen og læst Dorphs nye oversættelse, [sideskift][side 865]synes denne vigtige tilføjelse besynderlig, forsåvidt som behandlingen af religiøse emner henhørte til et område, hvor censorerne havde særlige forpligtelser. Stykket havde dog før 1837 været opført 30 gange! Kirstein tilførte protokollen, at Dorphs nye oversættelse måtte sendes retur, fordi den "langt fra synes at have Fortrin for" den, som tilhørte teatret (udat.). Stykket blev imidlertid ikke remitteret, men efter Holsteins ordre blev rollerne udskrevet før den 21. sept. 1839 (TK 1839 3.kv.nr.251). Den 6. april 1840 uddeltes rollerne (PRFD), men stykket blev aldrig opført i denne oversættelse for teatrets regning (jf. Coll.BrS. 23.11.1843).
Om Scribes "La cameraderie ou la courte échelle" (TF 19.1.1837) skrev Holst til Holstein: "Cammeraderie som jeg har sendt Liebe og som jeg haaber han har bragt Deres Excellence, er et meget yndet Stykke paa Theater: Francois. Stykket er localt for Paris men jeg troer at det, godt indstuderet, maa gjøre Lykke paa vort Theater da det er rigt paa livlige Scener og gode Roller, jeg støtter ogsaa min Tro paa at en Criminalproces gjorde Lykke skjøndt det ogsaa var localt [jf. s.810] og ikke er nær saa godt et Stykke som Cammeraderie" (DKTB 4.7.1837). Overensstemmelser mellem Holsts og Molbechs vurderinger forekommer, men Molbechs dom var i dette tilfælde ganske negativ; senest i begyndelsen af sept. 1837 nedfældede han sine indtryk efter læsningen af originalen: "Jeg har snarere fundet l'échelle un peu trops longue. Dog, uagtet de langvarige, ikke alt for interessante Valg-Cabaler, har jeg fundet meget i denne Comedie, som jeg tør være vis paa, vilde underholde mig meget at see paa theatre française. Hos os vil dette Stykke vel kunne besættes, og som jeg troer, ogsaa spilles ret vel; men hverken interessere Publicum, eller alle de Spillende nok, til at kunne giøre Lykke" (in Cp). Holstein gav Heiberg stykket til oversættelse, men andre arbejder kom til, før Heiberg tilbød at levere en oversættelse (jf. UjBr. 16.11.1837). En anonym oversættelse censerede Molbech i nov. 1837. Den dramaturgiske kritik lå ganske på linje med optegnelsen fra sept., kun en smule udfoldet rent sprogligt. Siden sept. 1837 var der imidlertid foregået en udvikling, idet "der fra flere Sider, og deriblandt hos adskillige Skuespillere, yttres endeel Interesse for at Stykket skal bringes paa Scenen; og dersom de sidste med Iver ville tage sig af dets Fremstilling, vil det altid kunne hielpe endeel" (20.11.1837). Oversættelsen var "langt fra at være god, nøiagtig, smagfuld eller behandlet [sideskift][side 866]med Lethed og Fiinhed. Den kan næppe i noget Tilfælde bruges, uden at underkastes en Revision" (l.c.); dertil skulle Heiberg forespørges subs. hvorvidt han ville "foretrække, selv at udarbeide en ny - da han, saavidt jeg erindrer, har tilbudt at oversætte Stykket". Kirstein fandt stykket antageligt, "naar de første Acter" blev forkortet noget (23.11.1837). hvorefter Heiberg tilstilledes oversættelsen til erklæring (Borup nr.376). Allerede den 30. nov. 1837 meddelte Heiberg, at han "endnu ikke" havde fået oversættelsen "saa nøie gjennemseet, at jeg tør afgjøre, hvorvidt jeg kan paatage mig at rette den. At den er temmelig daarlig, har jeg imidlertid allerede seet". Heiberg var kun nået til titlen, som han ville foreslå ændret til ""Vælgere og Valgbare"; en Titel, som desuden vilde vække Opmærksomheden, og ved sit Apropos skjænke Stykket en Interesse, som det maaskee ellers ikke turde gjøre Regning paa hos vort Publicum" (Borup nr.379). Tilstandene ændredes aldeles, da han i dec. 1837 indvilligede i at udarbejde geburtsdagsstykket "Fata Morgana" (jf. s.849). Den 24. dec. 1837 returnerede han oversættelsen med den kategoriske dom, at den var "meget slet", udfoldet i fire sider eksempler [9]: revisionen, påstod han, ville tage lige så megen tid som en egenhændig oversættelse (Borup nr.380). Oversættelsen returneredes den 30. dec. 1837 (Kp.nr.170). Se s.935.
Også det næste stykke skyldtes Holsts Pariserrejse i sommeren 1837. På Théâtre du Vaudeville havde han set Decomberousse & Ancelots "Vouloir c'est pouvoir" (TV 24.6.1837), hvorom han rapporterede til Holstein: "jeg skal sende det saa snart det bliver at faa. Et nydeligere lille 2 Acts=Stykke kan man ikke see gaae over en Scene, med mindre det gode Spil forskrækkeligt har bedraget mig og Alle .. Mdmosl Targny var en fortræffelig lille Konge .. dog ogsaa deri troer jeg Directionen maa formaae Frue Heiber[g] til at spille Kongen, da det ganske beroer paa den Rolles Udførelse om Stykket kan holde sig eller ikke" (DKTB 4.7.1837). Molbechs og Kirsteins læsning af (og vota over) originalen ses ikke at have efterladt sig spor i materialet. Den 14. okt. 1837 udbad direktionen sig officielt Heibergs oversættelse med udeladelse af sangnumrene "maaskee med Undtagelse af et eller et Par Steder" (Borup nr.373). Allerede en uge senere havde Heiberg dannet sig en mening om stykket, hvor "al Musik bør gaae ud .. især fordi det intet lyrisk Element indeholder". Han fortsatte: "Det indeholder et [sideskift][side 867]Par ret morsomme Situationer, men det er ogsaa Alt. Charactererne ere uden Sandhed, og Begivenhederne uden Sandsynlighed. Det har den moderne Feil, at mangle Varme, Begeistring og sand menneskelig Interesse. Det har kun liden Natur, men desto mere Affectation og dramatisk Coquetterie .. Vel tvivler jeg ikke paa, at Stykket alligevel vil gaae igjennem, uden Opposition, - idetmindste er Dette ligesaa sandsynligt som det Modsatte, - men det vil neppe gjøre nogen sand og nogenlunde varig Lykke" (Borup nr.374 20.10.1837). Heibergs oversættelse "Man kan hvad man vil" indsendtes den 16. nov. 1837 samtidig med at han meddelte, at konen skulle spille hertugindens rolle, ikke kongens (UjBr). Molbech censerede stykket allerede den 21. nov. 1837: "Et let, livfuldt, muntert Lystspil, som jeg haaber skal staae den Prøve, jeg efterat have læst Originalen troede at kunne see, det vilde udholde, uagtet Oversætteren dengang ikke var tilbøielig til at give mig Ret". Med hensyn til rollebesætningen føjede Molbech Heiberg. Oversættelsen blev kritiseret for ikke at have rettet op på originalens "Nonchalance og Mangel paa Nuancering, samt" det forhold "at Stykket spiller ved det spanske Hof for nær ved 200 Aar siden. - Om det endogsaa er en ganske ung og næsten barnlig Konge, her fremtræder, saa er dog allerede en spansk Konge paa 15 Aar mindre ung, end enhver anden; og en spansk Dronning bør neppe paa dansk sige: "Jo mænd! han har alt for gode Udsigter." og desl.". - Kirstein var enig med Molbech såvel om vurdering af stykket som om rollebesætning og kritiserede oversættelsen, som "vistnok mange Steder ikke [er] behandlet med den sædvanlige Omhyggelighed" (23.11.1837). Den 29. nov. 1837 tilskrev Molbech Heiberg om oversættelsens karakter (tabt). Af Heibergs svar fremgår det meget præcist, hvad Molbech har anket over: kongens og dronningens "lavere Sprog , som ikke Heiberg men originalens forfatter havde tillagt disse personer: "jeg har troet, at denne maaskee eneste originale eller eiendommelige Side ved Stykket burde bibeholdes .. den Løsrivelse fra gammel Theater-Routine er et Fremskridt", fordi det "ædlere Sprog .. ikke [bør] reserveres til fornemme Folk, ei engang til fyrstelige, da Disse, som bekjendt, ikke tale i en ædlere Stiil end dannede Folk i Almindelighed. Det høiere Sprog bør reserveres for de ideale Personer, uden Hensyn til Stand eller Stilling .. Dronningen [er] skildret saa frivol, saa lattermild og i det Hele med saa liden Anstand, at et ædlere Sprog i hendes Mund kun vilde faae Udseende [sideskift][side 868]af en forfeilet Bestræbelse efter at hæve hende til en Værdighed, som hun dog ikke kan opnaae. Ligeledes er Kongen skildret som en saakaldet "uartig", men godmodig Dreng; .. Skulde Stilens Værdighed forhøies, maatte det vel snarere skee i Hertugindens og den unge Elskers Roller, eftersom disse .. have noget mere idealt Anstrøg end de andre .. ligesom jeg ogsaa troer, at Dette vil bidrage til at give Stykket noget Piquant, uagtet jeg gjerne troer, at Visse ville støde sig derover, uden at betænke, at de i modsat Tilfælde lettere vilde kjede sig derved - saa har jeg ikke desmindre paa nogle Steder .. benyttet de vedføiede Notater, og formildet Udtrykkene noget. Men en yderligere Formildelse vilde efter min Mening skade Dialogens Naturlighed og derved Characterernes Sandhed, for saa vidt som en saadan findes i Stykket, hvor den vel snarest er at søge netop i Kongens og Dronningens Roller" (Borup nr.378 30.11.1837). Molbechs opfattelse af et passeligt sprog for majestæterne har givetvis været dikteret af "teater-rutinen" og hans veneration for majestæternes tale (dvs. politiske hensyn), mens Heibergs opfattelse helt givet ikke skal forstås som politisk liberalisme, men klart dikteret af dramaturgiske hensyn. Var begge end overbevist om grænsen for scenens konveniens, var Molbech dog ikke i stand til at tage dramaturgiske hensyn, således som Heiberg med denne skrivelse viste han kunne. Rollerne blev uddelt den 22. dec. 1837 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 12. jan. 1838 (opførtes ikke mindre end 10 gange i første sæson; ialt 16 gange i den behandlede periode) (10).
Blandt de ca. 40 franske stykker, som Kirstein havde med på sin rejse, forekom Scribes komedie "L'ambitieux" (TF 27.11.1834) ham "værd at reflectere paa for vort Theater"(NkS 2336 29.10.1836). Censorernes læsning af originalen kendes ikke. Den 15. sept. 1837 bestemte direktionen, at stykket skulle "sendes Studiosus Borgaard til Oversættelse" (Dp). Molbech fandt det intet mindre end "det bedste af de af Scribes større, eller 5-Acts Lystspil .. Idet mindste er Plan og Anlæg i Stykket meget dramatisk, indholdsrig og skikket til Behandling i et Drama, hvor det fortrinlig er en enkelt Lidenskab og dens Herredømme over Charakteren, som Digteren vil giøre til Hoved-Motiv for Handlingens Udvikling og Interesse .. Jeg haaber, at uagtet adskillige noget langvarige Scener og vel lange og alvorlige Repliquer, vil dette Skuespil, hvis det finder en god Rollebesætning og Udførelse, i det mindste behage [sideskift][side 869]den Deel af Theatrets Publicum, der kan sætte Prils paa og forstaae et Lystspil af det høiere genre, hvortil dette hører - og hvori det forekommer mig vel saa heldigen udført som Charakteer-Drama, som "la Cameraderie" som localt og temporairt Intrigue-Stykke" (19.12.1837). - Kirstein troede "at kunne spaae det en bedre Modtagelse end "la camaraderie", saafremt det besættes godt" (21.12.1837). Vedr. rollebesætningen herskede der nogen uenighed mellem oversætter og (også) censorerne (indbyrdes), men den 7. april 1838 bestemtes den endelige fordeling af rollerne til "Den Ærgierrige" (PRFD), hvorpå stykket blev oplæst den 5. maj 1838 (Journal), men det blev imidlertid aldrig opført på Det kgl. Teater (11).
Liebe indleverede en oversættelse af Kurländers bearbejdelse (12) (efter C.W. Kochs fortælling) med titlen "Had og Kiærlighed" (Dp 8.12.1837): "Skiøndt dette Stykkes Hoved-Situation ikke er uinteressant .. er denne .. dog behandlet for lidt naturligt og rimeligt, og Overgangene fra den ene Lidenskab til den anden fremstillede med for lidt psychologisk Fiinhed .. til at Stykket paa Scenen kan giøre betydelig Virkning", noterede Molbech (27.12.1837); han anførte intet om oversættelsens kvalitet. Kirstein noterede sit evindelige "Aldeles enig" (28.12.1837), hvorpå stykket blev givet tilbage til Liebe.
Schillers fra fransk oversatte "Der Parasit, oder die Kunst sein Gluck zu machen" (jf. s.324) afviste Schiller-beundreren Molbech: "Havde han levet 20 Aar længere - ja jeg formoder, allerede flere Aar før han døde - maatte han have fundet, at et saa tørt, slæbende, i Charaktererne manieret og lidet naturligt, i Handling og Situationer urimeligt Skuespil - som nærmest hører til Classen af de Ifflandske Dramer, men, saavidt jeg mindes noget af disse, staaer under de bedre af dem, ikke passer til scenisk Fremstilling for vore Dages Publicum .. overhovedet, en saa stiv og livløs Charakteertegning, som her, - bliver dog altid næsten uforklarlig i et Stykke, Schiller vilde oversætte (om endog, som rimeligt er, i Digterens tidligere Ungdom)" (16.1.1838). Molbech turde ikke bruge ordet utilgiveligt, men det skinner igennem, at det var det han mente. - Kirstein beklagede sig mere over tidsspilde end Schillers manglende storhed, da det usle produkt kun kunne modtages på scenen i 1838 på én måde (5.2.1838): remitteret den 9. febr. 1838 (Kp.nr.24).
[sideskift][side 870]Ancelots komedie "Marie, ou les trois époques" (TF 11.10.1836), indleveret af N.P. Nielsen, klassificerede Molbech som "et ganske fransk sentimentalt Effect-Stykke, efter den nyeste meget tvetydige Theater-Morals Fordringer og Tilsnit [a la "Familien Rique-bourg" [jf. s.461] og "Et Feiltrin" [jf. s.502]": "Man prætenderer en vis udvortes Decents, og moralsk Adel, .. men man udelukker ikke de delicate, tiltrækkende - efter vore Sæder undertiden endog anstødelige Forhold og Situationer". Han indrømmede, at stykket, givet af franske skuespillere (selv i Danmark) ville ses "med megen Interesse", mens det ville være en "ganske anden Sag .. at give dette Stykke paa dansk, ved vore Skuespillere, og paa det Kgl. Theater. Det turde allerede være tvivlsomt, om hele Stykkets sentimental=lidenskabelige Charakteer vil falde i vort tonegivende Publicums Smag; men end mere usikkert holder jeg det for at være, om dette Publicum vil taale, eller bifalde det Rørige i Stykket - de, om ikke just forargelige, dog paa Scenen hos Os temmelig mislige og lidet fine Kiærligheds=Forhold, der fremtræde i 2den Act .. og i 3die Act". Molbechs dilemma var, "om Stykket kan erobre og henrive Mængden ved en fuldkommen lykket Fremstilling af Marias Rolle .. eller om det, hvis Forventningen heri ikke ganske tilfredsstiller, skulde levne Tid til Betragtninger over det meget Falske og Sminkede i Stykkets dramatiske Glands, og over de ikke meget delicate Situationer, som hverken Sentimentaliteten, eller de maadeligt udførte Birollers svage Interesse, vil bringe os til at glemme". Han henstillede derfor til N.P. Nielsen at benytte stykket ved Sommerforestillingerne fremfor "at det umiddelbart kom i vort Repertoire" (20.3.1838). Molbechs usikkerhed gjaldt vel ikke udelukkende dramaturgiske hensyn, ej heller moralske anfægtelser, men også hensynet til Mad. Nielsen og N.P. Nielsens placering i hierarkiet ved teatret. Han ønskede, at Mad. Nielsen fik en god rolle, men han vidste også, at manden ikke tålte forkastelse af stykket. - Kirstein havde tidligere læst originalen og været overbevist om en sikker succes for såvel stykket som Mad. Nielsen, men på grund af smagsændringen og Mad. Nielsens udvikling i den forløbne tid fandt han det ønskeligt, at stykket først blev givet ved en Sommerforestilling, selv om der ikke var "tilstrækkelig Grund til at modsætte sig Stykkets Antagelse til Afbenyttelse i Saisonen" (25.3.1838). - Om den eneste opførelse den 1. juni 1838 noterede Molbech i censurprotokollen: "Stykket [sideskift][side 871]var slæbende og kiedsommeligt; de fleste Roller toge sig temmelig fattigt ud (paa Datterens, Fru Heibergs, nær); Bifaldet var ligesaa fattigt, og ledsagedes til Slutning af utvetydig Hyssen" (udat.) (13).
Anonymus' oversættelse (indleveret 9.3.1838) og J. Schneiders (indleveret 16.3.1838) af Scribes comedie-vaudeville "Chut!" (jf. s.858) behandledes under et af censorerne. Molbech stadfæstede sin opfattelse fra juni 1837 "om, at dette Stykkes frivole, eller endog uanstændige Indhold giør det uskikket til Antagelse for Theatrets Repertoire" (20.3.1838). Schneiders oversættelse kunne vel bruges ved en Sommerforestilling, men kun med Molbechs udtrykkelige reservation: "at jeg dermed ingenlunde stemmer for dets Optagelse i Repertoiret - hvad Udfald endog Stykket ved den private Forestilling maatte faae" (l.c.). - Kirstein var ganske på linje med Molbech i spørgsmålet om stykkets anvendelighed for teatrets repertoire, idet han lagde til, at stykkets uanstændighed næppe hindrede opførelse "ved en Sommerforestilling" (26.3.1838). Holstein skrev under på Molbechs formulering: "Stykket kan gives til en Sommerforestilling; men antages ikke for Theatrets Repertoire" (udat.). Den anonymt indleverede oversættelse returneredes den 2. april 1838, da direktionen "ikke finder Scribes Lystspil "Chut" antageligt for det Kgl. Theaters Repertoire" (Kp.nr.43). Se s.957.
C. v. S's tyske bearbejdelse af Rosiers "Le mari de ma femme" (LOD 14.7.1830) oversatte Ryge i 1837. Molbech oplyser i sit votum, at han selv enten i 1834 eller 1835 begyndte at oversætte den franske original, "men Arbeidet gik i Langdrag, eller blev hindret ved andre; og da jeg paa ny tog Stykket for mig, kom jeg til Overtydning om, at flere stærkt tvetydige Situationer og Repliquer deri, uagtet deres for Theater-Fremstillingen heldige og piquante Beskaffenhed, neppe ville passe for eller taales paa vor Scene .. Denne min Mening maa jeg nu snarere troe bestyrket, end svækket ved sildigere Erfaringer" (22.3.1838). Skulle stykket opføres, måtte det hellere ske "i en god Oversættelse af den franske Original, end i et oversat tydsk Opkog, hvori altid en betydelig Deel af det, som duer i fransk Lystspil, gaaer fløiten, og yderst sielden noget bedre kommer i Stedet" (l.c.). Molbechs vurdering af forholdet mellem tyske bearbejdelser af franske stykker og de franske originaler synes noget overfladisk; tidligere havde han erklæret [sideskift][side 872]sig mere præcist, jf. s.###. - Kirsteins votum formede sig stort set som en gentagelse af Molbechs vedr. forholdet mellem oversættelser fra tysk og fransk, idet han lagde til, at det måske kunne "være tvivlsomt om det Piquante ikke ogsaa vilde finde endeel Modstandere blandt vore Rigorister" (23.3.1838). Returneret den 2. april 1838, fordi "den nærværende Bearbeidelse ikke kan benyttes til Opførelse paa det Kgl. Theater" (Kp.nr.44).
Bayard & Chapelles "Mathilde ou la jalousie" (TV 3.6.1835) havde direktionen allerede i nov. 1835 sendt til Heibergs erklæring (Kp. nr.215 30.11.1835). Han fandt, det var "en lidet opbyggelig Skildring af prosaisk-indskrænkede Familieforhold, blandede med megen Udelicatesse .. Dette Stykke vil neppe glæde Nogen" (UjBr 11.12.1835). Oversat indleveredes det den 27. jan. 1838. Hvad Heiberg lidt over to år tidligere havde udtalt var glemt, men hverken originalen eller oversættelsen kunne censorerne være i tvivl om at forkaste (hhv. "en saa kiedsommelig vrøvlevorn fransk Comedie" i en "slet Oversættelse" (Molbech) "Stykkets og Oversættelsens Maadelighed" nægtede det ""Einlass"" (Kirstein) (begge 30.3.1838)). Remitteret den 10. april 1838 (Kp.nr.50).
Scribe & Dumanoirs comedie-vaudeville "Etre aimé ou mourir!" (GD 10.3.1835) cirkulerede mellem censorer, Heiberg og Edv. Collin i dec. 1836 - jan. 1837, men ingen affattede deres kritik derover. Molbech konciperede skrivelsen til Heiberg, hvori man oprindelig bad ham oversætte stykket i "Vaudeville-Form", hvilket ændredes til, at Heiberg selv måtte afgøre, om han foretrak enten "Lyst= eller .. Vaudeville-Form". Heiberg blev endvidere gjort opmærksom på, at "nogle faa Steder" i stykket fandtes "vel frie" udtryk, der kunne trænge til "en ubetydelig Forandring" (Kp.nr.5 23.1.1837, konc. in I.B.nr.7 13.1.1837). På grund af arbejdet med "Vouloir c'est pouvoir" og "Fata Morgana" (jf. s.866 og s.849) blev Heiberg først i april 1838 færdig med oversættelsen. - Molbech havde moret sig herligt under læsningen af "Heibergs lette, heldige og behagelige Oversættelse"; men der var et aberdabei: "jeg [kan] ikke dølge, at nogen Betænkelighed vel kan opstaae med Hensyn til Stykkets Sujet og Situationer, hvori Alting er holdt i den fransk=legère Stiil, som Enhver i Frankrige er fortrolig med, og optager uden Forargelse i en Mening, der vel endogsaa lægger, ikke blot persiflerende Satire, men selv virkelig moraliserende Tendents i Stykket. Dette kan nu derimod let hos os faae en ganske anden Vending; [sideskift][side 873]en Deel af vort Publicum - og maaskee ikke saa liden en Deel - kan let af en (efter min Mening overdreven Rigorisme) falde paa at tage den persiflerende komiske Deel for udelicat, og i de bedste Scener mueligen see anstødelig fransk Letfærdighed i Principerne og Tonen" (7.4.1838). Han gjorde her tydeligt opmærksom på, at hans egen konservatisme var blevet overhalet højre om af rigorismens tilhængere. Molbechs sandhedsværdi er i almindelighed ikke stor, og han kan da heller ikke her frikendes for at ville fremstille sig selv som mere progressiv og salonfähig end rigoristerne. - "Det skulde dog giøre mig ondt, om nogen ugunstig Fordom .. skulde bringe et Stykke til at falde, hvorom jeg forud tør antage, at det vil more mig selv meget at see. At lade Stykket opføre, troer jeg ikke vi tør betænke os paa", konkluderede Molbech. Kirstein fortsatte i dette spor: "jeg kan heller ikke dølge min Frygt for at maaskee den større Deel af Publikum ikke vil stemme med os, dog - som jeg troer - mindre formedelst det legère, der kunde findes deri af Rigoristerne, end formedelst Slutningen, som uagtet Oversætteren har borttaget en stor Flauhed, som, efter hvad jeg erindrer, Originalen indeholder, dog endnu forekommer mig mat - en Feil, som vort Publikum sjeldent tilgiver"(7.4.1838). På trods af censorernes betænkeligheder arbejdedes der hurtigt på teatret med dette stykke, idet rollerne uddeltes den 19. april 1838 (PRFD), hvorpå kun ganske få ændringer indførtes i soufflørbogen (14), før "Enten elskes eller døe" havde premiere den 21. maj 1838 (opført ialt 26 gange i den behandlede periode).
Der kan spores en udvikling med hensyn til Molbechs holdning til det franske lystspil: fra i begyndelsen at vise vagtsomhed over for det rørige, det frivole, det anstødelige (der henvistes til Sommerforestillingerne) påtalte han senere rigoristernes skarpe stillingtagen til de samme problemer. Fra en overvejende dramaturgisk kritik til en næsten udelukkende moralistisk vurdering, i stadig kommunikation med publikum. Han plejede stadig det dannede publikums interesser, men han udvidede også grænserne for scenens dekorum. - Kirsteins gelassenhed blev ikke påviseligt udvidet i løbet af denne sæson, thi hans stillingtagen skjules oftest under hans "aldeles enig", der både betyder fuld accept og betinget antagelse, hvilket kun spredte udtalelser senere røber. - Nyt derimod er Holsteins indflydelse på repertoiret qua Holsts indberetning fra Paris. Holstein lod sig påviseligt anspore af hans foreløbige [sideskift][side 874]kommentarer. Holsts udvalg og bemærkninger viser ham som en dygtig teatermand, der vidste hvad der gik an på den danske scene. - Heiberg synes sikrere i denne periode, idet han forstod at affærdige Empis' stykke, mens fru Heiberg sørgede for, at "Væddemaalet" ikke blev opført. - Som årene skrider er det helt iøjnefaldende, hvorledes de agerende indtager faste positioner i forhold til hinanden, mens kun udefra kommende påvirkninger kan ændre den enkeltes stillingtagen til dette eller hint stykke. Der kan ikke herske tvivl om, at Molbech voksede med opgaven, især når det gjaldt komedien eller lystspillet, måske netop fordi han her var mindst bundet af dramaturgiske forbindelser til fortiden. Heibergs dramaturgi udvikledes efter 1835, idet han øgede afstanden til vaudevillen og forsøgte sig i den højere genre: eventyrkomedien, der uden tvivl må ses som frugt dels af hans filosofiske forfatterskab fra midten af 1830rne dels omkalfatring af udenlandske mønstre. Kirstein og Holstein synes derimod mest stillestående, når det gælder behandlingen af oversatte lystspil og komedier. - Som noget nyt må det fremhæves, at ikke kun Scribe og Théâtre du Gymnase Dramatique leverede materialet til censorerne, men at generationen ved siden af Scribe og især Théâtre Francais vandt indpas på Det kgl. Teaters repertoire. Bemærkelsesværdigt er det også, at de af især Heiberg afskyede Boulevard-teaterstykker overhovedet ikke forekommer. - Heibergs decision med hensyn til Empis' stykke og Scribes "La cameraderie" er vel ikke enestående, men efterspillet til Empis' stykke understreger farligheden af Heibergs placering, thi hvorledes sikrede direktionen sig, at Heiberg ikke indirekte påvirkede direktionens repertoirevalg? - Da Heiberg selv erkendte sin selvstændighed i forhold til regissørerne, skal hans forsikringer selvfølgelig tages med det forbehold der ligger i et bastant forsvar mod en løseligt formuleret insinuation. - 14 af 21 stykker blev antaget, men kun halvdelen blev spillet i teatrets vinterrepertoire. Nielsens oversættelse faldt ved en Sommerforestilling, mens Scribes "Tys" skulle volde mange problemer i de kommende år, netop fordi Molbech i 1838 udtrykkeligt havde formuleret sin afsky mod dette frivole stykke. Skuespillerne sørgede for at resten af de antagne stykker ikke blev opført, hvilket var en nyskabelse i forhold til tidligere, men som skulle blive mere almindeligt i 1840rne.
[sideskift][side 875]
I sept. 1837 indsendte N.V. Dorph en korrigeret version af Kruses gamle syngestykke "Den Logerende" (jf. s.296). "Regisseuren havde bestemt det til en Søndagsforestilling men det Bæst Molbech har beholdt [det] hos sig hele Tiden, uden at det har været Liebe muligt at faae det fra ham", skrev Dorph til Kruse (LA Kruses arkiv 2.4.1838). I den følgende sæson meddelte Dorph, at det var lykkedes ham at få det på repertoiret, "og man belaver sig paa dets Opførelse" (l.c. 14.12.1838). Stykket blev ikke indstuderet på ny (Journal) (1).
Det eneste originale syngestykke, der behandledes i denne sæson, var det anonyme "Herregaarden Falkendal", der af Molbech blev fundet uantageligt, "da det, baade i sin Form ligger for langt udenfor den, man nu allene tør kalde gieldende i Syngestykket; og i sit magre Stof og sin trivielle Behandling staaer for langt under vort Publicums Fordringer til originale dramatiske Stykker" (25.5.1838). Kirsteins votum, om det blev udfærdiget, blev ikke indskrevet. Stykket returneredes den 9. aug. 1838 (Kp.nr.124). Dorphs arbejde med Kruses stykke uden om direktionen vækker unægtelig til eftertanke, thi hvor mange andre bearbejdede Liebe eller fik denne overtalt til at forelægge ønsker for direktionen om genoptagelser af evt. lidt redigerede tekster? - Mange kroge på teatret efterlod sig ikke skriftlige rapporter til udenlandskdanskere .
[sideskift][side 876]
Fra Paris rapporterede Holst til Holstein: "Opera Comique er maadeligt og dog er det umuligt for os at opføre Ambasadricen [OC 21.12.1836], saaledes som det her er bleven givet, Mdme Damoran, Mdm Boulanger og Jenny Collon, er et Kløverblad, som ethvert Theater maa ønske sig. Deres fortræffelige Spil har gjort Ambasadricen til et saa yndet Stykke, som det er. Musikken er vel meget smuk og fattelig men Spillet er saa aldeles nødvendigt at, paa et par Concertnummere nær, Musikken vil tabe sin Carracteer uden" (DKTB 4.7.1837). Stykket havde ganske givet været kendt længere tid i København, idet Holstein havde givet oversætteren, Overskou, vejledning angående visse detaljer i teksten (1). Til Molbech skrev han, at han havde "søgt at borttage de slibrige Steder, uden at gribe ind i Handlingen eller gjøre Vold paa Charactererne .. Ved Forandringen af Localiteter har jeg havt for Øie at lempe dem, saameget som muligt, efter dem vort Publicum kjender" (Coll.BrS.IV 26.7.1837). - Molbech fandt følgelig oversættelsen "fuldkommen antagelig". Musikken og spillet ville afgøre stykkets skæbne. Tankevækkende nok lagde han til: "Man kommer, ved dette Syngestykke, til at tænke noget paa Bruden, og paa de Fataliteter, dette Stykke havde at gennemgaae [jf. s.424]" (30.7.1837). Den 1. aug. 1837 roste Molbech Overskou for oversættelsen, idet han samtidig oplyste ham om nogle mindre rettelser i oversættelsen (BHS) (2). Ryge fik ved en ekspeditionsfejl stykket til gennemlæsning, hvilket han meddelte Molbech, idet han lagde til: "I Øvrigt anseer jeg mig ikke berettiget til at begiære Forandringer i Oversættelsen, omend skiøndt jeg ikke kan nægte, at den synes at bære Præget af et Hastværks Arbeide. I Særdeleshed finder jeg nogle vel dristige Forandringer i Sangene for Rimets Skyld [3] .. Hensigten med Forandringer og Tilsætningerne i Charlottes Monolog i 3 Acts 1 Scene kan jeg heller ikke rigtigt fatte; mig synes, det havde været bedre, at oversætte den ganske ligefrem. I Øvrigt finder jeg Stykket smukt, men dog langt smukkere paa Fransk end paa Dansk. Derfor vil der vist ogsaa med Hensyn paa Udførelsen blive Anledning til Anker, uagtet Rollebesætningen vist er saa hensigtsmæssig, som den hos os kan være" (Coll.BrS.V 2.8.1837). Molbechs reaktion herpå kendes ikke. Officielt uddeltes rollerne den 10. aug. 1837 (PRFD), hvorpå stykket oplæstes den 15. aug. 1837 (Journal). Ryge gik imidlertid videre, idet han til Mad. Kragh oversatte "hendes Monolog" fra fransk "for at overbevise hende om, at hun af .. [Overskou] var bleven forurettet [sideskift][side 877]ved .. [hans] Behandling af den i Oversættelsen. Som en Følge deraf har Hr. Kragh, paa sin Kones Vegne, henvendt sig til mig [Overskou] for at faae den forandret" (Coll.BrS.IV 26.8.1837 adr. Molbech). Da direktionen havde antaget Overskous oversættelse, mente han sig ikke beføjet til at foretage ændringer, "naar det angik Motiverne i Stykket. Jeg gjorde ham .. opmærksom paa, at en Betingelse som var sat mig af Directionen ved Stykkets Modtagelse var, at Charlottes frivole Forhold til Greven skulde hæves, og at det netop var skeet ved de foretagne Forandringer; thi i Originalen, som hans Kone nu vilde følge, men som hun hvis ordret oversat sikkert, og med Grund, vilde have gjort Indvendinger imod, er Charlottes Stilling mere end tvetydig". Overskou havde overbevist Kragh "om 1) at Charlotte, for at fjerne det Uanstændige, som hendes Møde i Originalen medfører, maa handle pas dépet, at det maa være hende om at gjøre at rive Greven fra Henriette; 2) at hun, for ikke derved at handle skammeligt, maa vide, at Henriette ikke endnu er Grevens Kone, 3) at hun ikke ifølge 2den Act maa kunne have faaet det at vide, før imellem 2den og 3die Act; 4) at hun maa tænke paa at gifte sig og derfor vil opnaae en Bataillon for sin Elsker, 5) at hun i Forveien maa sige, at hun vil henrive Greven til at glemme Henriette; thi ellers er der ingen Grund for at hun, efter at Greven lover at opfylde hendes Ønske, vedbliver at fortsætte sit Coquetterie, og det er nødvendigt da Duetten fortsættes i en saadan Stiil, og jeg havde vanskeligt nok ved at lægge mindre frivol Text derunder, men hverken kunde afbryde Duetten eller give den en ganske anden Charakteer". Hvorledes kapricerne kunne udvikles fremgår af fortsættelsen: "Jeg hører imidlertid, at hun har besværet Deres Høivelbaarenhed med denne Ubetydelighed og tillader mig derfor allerærbødigst at henvende mig til Dem med følgende Ord: Efter et saa høist vanskeligt Arbeide, hvilket De har gjennemlæst uden at finde Grund til nogen Indvending mod de foretagne Forandringer, vilde det gjøre mig ondt, om Hr. Dr. Ryges besynderlige Lyst til at række en Skuespillerindes Uvillie imod mit Arbeide og denne Skuespillerindes Caprice, at ville vise mig, at hun, uagtet jeg indlader mig paa at fremsætte hende Grunde, skal faae sin Villie sat igjennem, skulde bevirke at De foretager en Forandring i det, som De har fundet antageligt. Det vil være Deres Høivelbaarenhed altfor vel bekjendt, at de Rollehavende ofte gjøre sig til høieste Dommere over de Stykker der ere betroede [sideskift][side 878]dem til Udførelse, uden at de endogsaa som oftest kjende det mindste til det Heles Sammensætning, men blot efter hvad der falder dem ind at dømme om deres egen Rolle, og enhver Eftergivenhed for Fordringer, der ikke støtte sig paa uforkastelige Grunde, tjener alene til at bestyrke dem i, at det dog virkelig er dem, der bedst forstaae sig paa, hvorledes Stykkerne bør være skrevne. Jeg beder derfor Deres Høivelbaarenhed meget om ikke at gjøre eller tillade nogen Forandring i Mad. Kraghs Rolle, med mindre De selv har overbeviist Dem om, at den virkelig er til Stykkets og Rollens Tarv" (l.c.) (4). Holsteins omsorg for at undgå tvetydighed og personlige hentydninger er bemærkelsesværdig, mens Molbechs rettelser derimod er ubetydeligheder. Ryges intrigeren forekommer helt malplaceret og blev da følgelig afvist, omend Overskous forsvarsskrift næppe kunne gøre udslaget: Holsteins afgørelse var truffet forinden. Aubers syngestykke med tekst af Scribe & St. Georges opførtes første gang den 1. sept. 1837 (ialt opført 5 gange i den behandlede periode) (jf. Overskou V 330) (5).
Teatrets besværligheder med at finde et passende stykke til dronningens fødselsdag illustreres ved behandlingen af de følgende to operaer. - Güntelbergs oversættelse af Planard & St. Georges' libretto "l'Eclair" (OC 16.12.1835) forekom Molbech "langt mere passende til Opførelse den 28de Oct, end le Postillon de Lonjumeau" (2.10.1837). Da det var "meget længe siden" Kirstein havde læst sidstnævnte, havde han "ikke en tydelig Erindring nok om det, for at kunne have en Mening om hvorvidt dette eller "Lynet" maatte være meest egnet til Opførelse d. 28d Octbr, men kan foreløbig kun bemærke at "Lynet" ikke giver nogen Leilighed til Pragt, hverken i Costumer, Decorationer eller ved et større Personales Anvendelse" (4.10.1837). Molbech var tydeligvis blevet lettere desperat på grund af dette syngestykke: "Hvad her er udrettet for at bringe en heel Opera i 3 Acter ud af to, tre temmelig simple og almindelige Lystspils-Situationer, var noget meer end jeg ventede mig i Begyndelsen af 1ste Act. Her er jo desuden det Nye eller Usædvanlige, at saa stort et Syngestykke aldeles mangler Chor". Molbech tvivlede på, at publikums "døvede Øren" ville acceptere savnet af "det sædvanlige buldrende og stolende Element i Theatermusiken", men gjorde Opmærksom på, at der var tale om et "Synge-Spil, der ikke blot skal synges, men spilles. "Ambassadricens" Skiebne kan nok bringe een til at skiælve for det samme Quatuor af Personalet, [sideskift][side 879]her skal træde frem; og [hvor] faaer man Fru Darbel's "blandede Skiønhed" fra?" (2.10.1837). Molbechs votum forekommer højst uvedkommende, men ved tidligere lejligheder er det blevet påpeget, hvorledes han ofte udtalte sig om forhold, han intet kendte til. Kirsteins votum synes langt mere kompetent; han formodede, at musikken måtte være god, siden "Stykket har været i Stand til at gjøre betydende Lykke i Paris .. Det forekommer mig imidlertid at der ligger et noget overspændt Motiv til Grund for Henriettes Bortflygten i Slutningen af 2d Act, ligesom Mad. Darbels pludselige Forening med Georges i Stykkets Slutning forekommer mig aldeles umotiveret og endog af en ubehagelig Virkning. En Forandring heraf - om det end kun var et: attendez! - troer jeg at ville blive til Fordeel for Stykket og ikke være vanskelig" (4.10.1837) (6). Stykket blev ikke opført i den behandlede periode.
Adams "Syngespil" "Le postillon de Lonjumeau" (OC 13.10.1836) blev imidlertid foretrukket af direktionen til geburtsdagsstykke. Så sent som den 1. sept. 1837 leverede Lose klaverudtoget (TK 1837 4.kv.nr.278), mens partituret var modtaget tidligere fra Saabye (Borup nr.385 5.2.1838). Molbech suspenderede gerne sin mening, "om hvad der kan ventes af Stykket, til jeg har seet det og hørt Musiken, som ogsaa udretter meer, end man troer; men undertiden ogsaa, som vi saa, hos vort Publicum behandles som en reen Nullitet i et Syngestykke. Kan dettes lettere og nogenlunde lystige, men ubetydelige Indhold blive understøttet ved et godt og liveligt Spil, ville vi ikke opgive Haabet om at en Musik, der skal have behaget overordentligt i Paris, her i det mindste baner Stykket Vei til at gaae den ordinaire Cyklus igiennem, uden at ledsages af det nuomstunder mere gemene, end retfærdige Efterspil, hvorved vort Parterre har opvartet os ved Forestillinger, som Robert le diable [jf. s.600] og l'Ambassadrice [jf. s.876] (12.10.1837). Molbechs forhåbninger blev imidlertid gjort til skamme, hvilket Kirsteins votum, afgivet efter de to første forestilling er godtgør: "Texten er vel saa god, som de fleste Syngespiltexter .. og Musikken, uden at være dyb, er let og behagelig", hvortil kom udførelsen, som ifølge Kirstein var "endog betydelig over det Sædvanlige god". Trods disse kvaliteter havde også dette stykke været udsat for "det sædvanlige gemeene Efterspil .. Jeg maa imidlertid holde for at Directionen ikke bør tage noget Hensyn derpaa, men vedblive at lade det opføre i det mindste Abonnementerne [sideskift][side 880]rundt; hvorhos dog enkelte Forkortninger turde være til Fordeel for Stykket" (2.11.1837). Premieren fandt sted den 28. okt. 1837 (opført ialt 5 gange) (7). - Kirsteins synspunkt var sikkert rigtigt, skulle direktionen alene bestemme teatrets repertoire, men det må anses for at være farligt, når teatret havde et så stemmegivende parterre, som tilfældet var i 1830rne. Internt afslørede Overskou direktionens svaghed, idet Ryge ved prøverne havde ændret slutningsscenen, hvorpå Holstein, da udfaldet heraf (ifølge Overskou) havde været "aldeles slet", befalede, at stykket skulle gives, således som Overskou oprindeligt havde oversat og arrangeret oversættelsen (i overensstemmelse med originalen), hvorpå, og det er sagens pointe, stykket ved førsteopførelsen alligevel sluttedes på den af Ryge anordnede måde (Coll.BrS.IV 29.10.1837). Overskous klage skal ses i lyset af sammenstødet mellem Ryge, Mad. Kragh på den ene side og Overskou på den anden i forbindelse med "Ambassadricen" (jf. s.876), men uanset sandhedsværdien af Overskous brev til Holstein illustrerer det direktionens svaghed, når det gjaldt udførelsen af antagne (synge)stykker.
Chazet & Lesguillons tekst til Paer musik "Un caprice de femme" (OC 23.7.1834) sendte direktionen den 2. jan. 1836 til Heibergs vurdering; denne lød: "En total Ubetydelighed, et reent Intet, som ei nogen Paërs Musik vil kunne gjøre til Noget" (UjBr 21.1.1836). Efter denne afskrivning af stykket forstår det sig af sig selv, gjorde man intet videre. Men i 1837 var koncertmester Funck i Paris, og han fandt musikken anbefalelsesværdig og fik skuespiller Hvid til at oversætte teksten. Molbech var klar over, at der var tale om "en stor Bagatel, men udført med temmelig Lethed", på dansk blot "noget tungere .. Iøvrigt synes Oversættelsen, for en begyndende Dilettant at være ganske upaaklagelig" (28.11.1837). Molbech lagde til, at det dog kom "an paa, hvad Kryderi de Spillende kunne sætte paa" stykkets magre indhold (l.c.). Kirstein stillede et spørgsmålstegn efter Funcks anbefaling, idet han i øvrigt var enig med Molbech i dennes vurdering af original og oversættelse (21.12.1837). Roller uddeltes den 16. febr. 1838 (PRFD), men premieren fandt først sted den 4. sept. 1838 (opført ialt 4 gange).
Aubers opera "Fiorella" med libretto af Scribe (OC 28.11.1826) blev hjemsendt af Saabye den 28. okt. 1837 (Konc.Forest.nr.47 1838). Den 5. jan. 1838 indleveredes begyndelsen af Overskous oversættelse (Dp). Spørgsmålet melder sig, om denne oversættelse [sideskift][side 881]blev holdt som sikkerhedsnet for Heibergs udarbejdelse af "Fata Morgana" (jf. s.849),men materialet tier herom. Netop fordi censorvota ikke eksisterer, er det indlysende, at oversættelsen er sket efter direktionens forlangende. Rollerne blev uddelt den 5. jan. 1838 (PRFD), og premieren fandt sted den 13. febr. 1838 (opført ialt 5 gange) (8). Se s.886.
Holst omtalte ikke Halevys store opera "La juive" (ARM 23.2.1835) i sit brev til Holstein (4.7.1837) men leverede et eksemplar af tekstbogen til teatret (TK 1839 1.kv.nr.172), mens Saabye sendte partituret den 28. okt. 1837 (Konc.Forest.nr.47 1838). Næsten traditionen tro arbejdede teatret i slutningen af sæsonen på at producere en stor opera. I marts 1838 forhandlede Siboni rollebesætningen, således at Jfr. Zrza tildeltes "Mathildes (:Eudoras) Rolle i Stedet for Jfr. Holst" (Dp 23.3.1838). Indstuderingen begyndte i maj 1838, hvorpå Ryge opfordrede oversætteren, Overskou, til at levere ham en række nye replikker til en scene "efter det første Chor i 3die Act", for at scenen kunne ryddes af hensyn til dansen, der var kreeret af Larcher (Abrhams' Autografsaml. 12.5.1838) (9). Premieren fandt sted den 25. maj 1838 (opført ialt 13 gange i den behandlede periode, jf. s.1185).
Partituret til Bellinis opera "I Puritani di Scozia" (Théâtre-Italien 25.1.1835) oplyste Siboni, at han havde sendt hjem i sommeren 1837 (I.B.nr.201 8.9.1837). Ifølge direktionen udeblev bl.a. dette partitur (Borup nr.385 5.2.1838), og ifølge Sibonis egen opgørelse over sine indkøb præsterede han kun klaverudtoget (Orig.Kgl.Res.nr.7 1838, Kp.nr.15 26.1.1838). Først den 15. maj 1838 sendte han teatret en regning på partituret (TK 1838 2.kv.nr.337). Güntelberg blev beordret at oversætte librettoen, som ikke ses underkastet censur. Den 15. aug. 1838 uddeltes syngepartierne (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 23. nov. 1838 (opført ialt 14 gange, jf. s.1055).
På sin rejse købte Siboni også klaverudtoget til Bellinis Norma (Scala 26.12.1831), ligesom han leverede partituret samtidig med ovenstående. Se s.988.
Allerede i 1836 havde Heiberg set en opførelse af Meyerbeers opera "Les Huguenots" (ARM 29.2.1836), men den 8. sept. 1836 skrev han ligeud, at "Uden Sangere, Sangerinder og Decorationer lader dette Stykke sig vanskelig udføre, og næppe til Ære for vort Theater (Borup nr.350). Forståeligt nok gjorde direktionen (Kirstein) ikke [sideskift][side 882]mere ved sagen, fordi alle erkendte, at Meyerbeers opera oversteg teatrets kræfter. Sikker på kongehusets yndest havde Siboni købt både klaverudtog og partitur, men hverken kongen eller teaterdirektionen ønskede denne opera på repertoiret (Orig.Kgl.Res.nr.7 1838). Teaterdirektionens næste konsulent i Paris A.L. Arnesen (jf. s.1005) rapporterede til Holstein den 6. sept. 1839: "Hugenotterne vilde uden Tvivl gjøre ligesaa megen Lykke hos os som Jødinden, naar der blev anvendt den samme Omhu paa denne Opera; men jeg hørte allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn, at det var besluttet at den ikke skulde opføres: jeg veed ikke om det er sandt" (I.B.nr.225). Arnesens information kan meget vel være rigtig på grund af operaens religiøse indhold, men hans oplysning derom er såvidt vides den eneste kilde. Se s.1132.
Denne afdeling er som vanligt hyldet i dunkelhed, fordi så mange forskellige leverandører var til rådighed. Forhandlingerne om stykkernes antagelse synes også generelt mere vilkårlig og ført bag lukkede døre, eller givet på forhånd qua leverandørens autoritet. Oversættelsesarbejdet blev endvidere oftere besørget efter direktionens forlangende eller også skete det i forståelse med direktionens dispositioner. Molbech synes stadig ikke at have tilegnet sig denne genres lunefuldhed, hvorimod Kirsteins sikre musiksmag fundamenteredes med årene. Dette område synes netop at have været hans, med de gode kontakter til udlandets komponister og leverandører han besad. Netop af denne grund er teatercensorernes behandling af disse syngestykker formelt set ufuldstændig. Siboni formåede på sin sidste udenlandsrejse at indkøbe tidens nye musikdramatiske værker, om end han havde svært ved at få dem accepteret end sige opført. Teaterdirektionens forestilling (Borup nr.385 5.2.1838) formede sig som en detronisering af Sibonis musiksmag, men efter Kirsteins afgang som direktør og Sibonis død i maj 1839 blev dog immervæk den italienske opera restaureret - ikke mindst i kraft af den nye konge uanset hvordan dennes smag måtte være blevet vejledet af samværet med Siboni (10).
[sideskift][side 883]
C. Foghs vaudeville "Agurkerne, eller Erik og Silles Inclinations-Eventyr i Lysthuset" refererede aldeles til "Nakskovs Chronique scandaleuse, hvis Sandhed eller Løgnagtighed man maa lade staae ved sit Værd", noterede Molbech (10.8.1837). Han såvel som Kirstein var aldeles enige om, at der ikke kunne være "Tale om dette Smøreries Antagelse" (18.8.1837). Vaudevillens oprindelige aktualitet var her udnyttet, men Nakskovs problemer kunne næppe anses for vedkommende i hovedstaden. Paskvillen remitteredes den 25. aug. 1837 (Kp.nr.105). Trykt Kbh. 1837.
Kirstein havde kendskab til "Byens Tromme", før den indleveredes, men havde på forhånd underkendt den, trods sit kendskab til forfatteren "en meget dygtig musicalsk Dillettant". Stykkets satire over "Smaastæders Borger-Militair" var, ifølge Molbech, for triviel, upoetisk, "for lidt dramatisk" behandlet, for meget individuel eller speciel til at kunne opføres: "eller for lidt hævede til den Vaudevillens Poesie, hvorved Heiberg har forstaaet at giøre det latterligt-trivielle taaleligt, og ikke sielden ægte komisk" (20.1.1838). Kirstein måtte, efter Molbechs dom, være enig med ham (26.1.1838).
Hertz' aktuelle vaudeville "Flugten til Sprogø" havde nok bekommet Molbech bedre end "Valdemar Atterdag" (jf. s.845), men han indrømmede, at den savnede "det gedigne, eller .. det piquante komiske Stof .. og er derimod .. et Conversations-Stykke, hvor der snakkes meget, stundom ret morsomt, men undertiden ogsaa meer, end det behøvedes; og hvor den godmodige Lystighed dog ogsaa jævnlig synes vel meget at savne det satiriske, eller det stærkere komiske Salt, og den mere poetiske, ikke blot pudseerlige Vittighed .. for Scenen kan dette Leilighedsstykke, som ikke giør eller kan giøre store Prætensioner, uden Tvivl være ret vel beregnet (6.3.1838). Kirstein var "Aldeles enig" (11.3.1838). Roller uddeltes al lerede den 13. marts 1838 (PRFD), og stykket opførtes første gang den 6. april 1838. Der blev derpå foretaget ændringer, ifølge Heiberg, efter fruens begæring. Slutningscouplettet forkortedes, hvorover Heiberg ræsonnerede: "Overalt er jeg, ved at betænke den Stilling, hvori danske Digtere staae til deres Publicum, kommen til den Overbeviisning, at alle Slutnings-Couplets herefter bør falde bort i Vaudevillerne, at sige, i de nye, ligesom man vel ogsaa fra først af havde gjort vel i ikke at indføre dem, thi det danske Publicum er ikke som det franske, der lader sig bestikke [sideskift][side 884]af er vittig Vending i en yndet Kunstners umiddelbare Tiltale .. Selv i Frankrig maa man vel i den senere Tid have felt det Samme eller noget Lignende, siden Slutnings-Couplettet i Vaudevillen nuomstunder næsten er afskaffet" (Borup nr.393 16.4.1838 adr. Hertz). Hertz selv havde imidlertid en anden version: "Uagtet jeg nu ikke bryder mig stort om at forsvare den, saa havde den dog nok holdt sig bedre og behaget mere, naar ikke En af Skuespillerne fik det ulykkelige Indfald at gjøre noget andet af sit Hovedparti, end jeg havde tænkt paa. Da imidlertid v[e]dk[ommen]de Skuespiller [1] er en ligesaa brav som dygtig Fyr, saa har han, paa mine Forestillinger, besluttet at forandre sin Spillemaade, og Stykket, hidtil standset ved h[an]s Upasselighed, skal nu med nogle Forkortninger igjen opføres paa Tirsdag, troer jeg. Jeg var ikke uvillig til at lade det henlægges, da adskillige af vore Pøbelblade havde søgt med deres sædvanlige Graadighed at stemme Publ[icum] imod det; men baade Directionen ønsker det skal gaae, og Heiberg og fl[ere] meente, jeg burde lade det prøve sin Lykke endnu engang. Det er desværre nu saa alm[indeligt] p[aa] vort Theater, at ny Stykker, især originale, udpibes, at Ulykken ikke er saa stor, om det nu ogsaa skulde arrivere mig engang"(NkS 1706 5.5.1838 adr. S. Hertz). - Og det gjorde det så - den 8. maj 1838 (opført efter 2 prøver) (Journal); "Men det er Løgn hvad Dagen [2] siger, at den "mødte saa heftig Opposition, at den vil ikke gives oftere". Det var Piberne, der mødte heftig Opposition; og jeg begriber virkelig heller ikke hvorfor dette Stykke skulde falde igjennem, da Folks Latter heeltigjennem tilstrækkelig viiste, de ikke kjedede sig" (l.c. 11.5.1838). Hertz' optagethed af denne tilsyneladende bagatel skal ses på baggrund af tidligere sceneheld, idet han indtil da havde fået opført et dusin stykker uden pibekoncerter, jf. s.759.
Tre grader af ubrugelighed: Foghs paskvil blev kasseret på grund af uduelighed og personaliteterne; musikerens vaudeville på grund af manglende komisk effekt, mens Hertz' vaudeville antoges på grund af forfatterens placering i hierarkiet, selv om stykket ikke levede stort mere end "Byens Tromme". Lejligheden bød sig, aktualiteten, men satiren manglede: Således blev der vendt op og ned på tingene, uden at den store retfærdighed skete fyldest. Karakteristisk for vaudevillen er det at sceneriet i de fleste af vaudevillerne i slutningen af 1830rne blev hentet fra det virkelige provinsliv, mens den politiske satire kun sjældent blev præsenteret de indleverede vaudeviller, langt mindre i de antagne og opførte.
[sideskift][side 885]
"Oldingens unge Kone" (jf. s.841) optoges ikke i teatrets repertoire fordi publikum havde "udtalt sig temmelig tydeligt mod det", og Kirstein derfor ikke mente, det havde "et saa decideret Værd, at man skulde modsætte sig denne Dom" (14.8.1837). Kirstein havde i øvrigt været aldeles uenig med Molbechs fordømmelse af originalen og oversættelsen, fordi han havde "havt den Uskyldighed .. at man ikke i en saadan Grad maatte interessere sig for [konen] .., at man snarere maatte stemmes til Medfølelse for hendes ubevidste Følelse af Godhed for det unge Menneske, end deri finde nogetsomhelst Umoralsk; og jeg stødte mig derfor fornemmelig kun over det min Følelse modstaaende i den Tanke, der maatte ledsage Slutningsrepliken: "Attendez!", som ogsaa efter min Mening kunde have været heldigere forandret, end af Oversætteren er skeet" (l.c.).
Andersens version af "Le bénéficiaire" (jf. s.841) havde været opført i Studenterforeningen, før han indsendte det til Det kgl. Teater (I.B.nr.127 24.2.1837) (1) . Molbechs erindring om Rosenkildes bearbejdelse af stykket stemte ham på forhånd ikke til mildhed over for Andersens bearbejdelse: "Min Erfaring om Virkningen af Rosenkildes smagløse Product er vel ikke fuldstændig, da jeg ikke udholdt at see mere end omtrent Halvdelen af samme; men dette, i Forening med et løseligt Bekiendtskab til den Andersenske Souffleur, er fuldkommen tilstrækkeligt til at bestyrke mig i min forrige Mening, at denne forældede Farce nu allermindst kan bydes vort Theater-Publicum .. af Directionen" (7.8.1837). - Kirstein havde set hele forestillingen og til sin forundring hørt "Bifald", men var dog enig med Molbech om at forkaste Andersens bearbejdelse, "som .. vel ikke staaer meget høiere end Hr Rosenkildes og denne altsaa eventualiter vel vilde have Prioriteten" (16.8.1837). Rosenkilde indleverede ikke sin version af stykket. Nok engang gik et manuskript retur til Andersen (Kp.nr.107 25.8.1837). Fjælleboden skulle atter engang tildeles et mesterværk af Andersen. Molbech og Kirstein var nok enige om kvaliteten af Andersens produkt, mens modsætningerne imellem dem vedr. "La pensionnaire mariée" er ganske interessant. Molbechs vagtsomhed og Kirsteins tilsyneladende troskyldighed synes psykologisk fint afstemt med henblik på en åbenhed i direktionen. Sagen var imidlertid blot, at Molbech oftest også appellerede til lag i Kirstein, der gjorde, at han erklærede sig enig med Molbech, hvorfor den snævre, dannede smag forblev direktionens.
[sideskift][side 886]
Denne sæson blev kvantitativt den største i 1830rne (45 forestillinger) - totalt domineret af Bournonvilles bedste balletter indtil da.
Sæsonens nyhed var "Herthas Offer", som trods alt blev opført til kongens fødselsdag i jan. 1838 (jf. Borup nr.385) (opført ialt 19 gange, i den følgende sæson med ny besætning).
Teateråret blev et af de uroligste i 1830rne på grund af opgøret mellem Lucile Grahn og Bournonville, samt Bournonvilles fingerede afskedsansøgning i april 1838 (I.B.nr.114 og 115). Resultatet blev, at Jfr. Grahn siden tabtes for den danske scene, se s.948, mens Bournonville selvfølgelig nægtedes afsked (Kp.nr.59).
Selv om repertoiret bestod af mange mindre balletkompositioner (pas de deux, pas de trois, etc) og disse som hovedregel ikke er omtalt, skal dog Jfr. Grahns dans i "Fiorella" (jf. s.880) medtages: "Cachucha" dansedes første gang den 13. febr. 1838. Selvstændigt opført blev dansenummeret første gang den 5. juni 1838 (jf. s.897), hvorpå det blev givet endnu 8 gange i den følgende sæson - af Jfr. Grahn. Se s.948.
Bournonville kreerede dansen til "Postillonen i Lonjumeau" (jf. s.879) og til Hartmanns musik arrangerede han "Slaget ved Stiklestad" i "Olaf den Hellige" (jf. s.843).
I 1837 blev Ferd. Hoppe bevilget rejsestipendium til i et år at uddanne sig i Paris, hvorefter han optrådte i Wien og Paris (jf. Fonden ad usus publicos. Kbh. 1947 III 455 og Bournonville: Mit Theaterliv. Kbh. 1878 III.3 8). Svenskeren Kristian Johansson gæsteoptrådte/(vikarierede) i sæsonen (1).
Efter Funcks død den 30. sept. 1837 blev det Larcher overdraget at kreere dans til operaer, skuespil, etc (Kp.nr.153 25.11.1837) (2).
Bournonvilles rejse til London og Paris i juli og august 1838 (jf. Fonden ad usus publicos. Kbh. 1947 III 495f og Bournonville: Mit, Theaterliv. Kbh. 1878 III.3 5-11) - hvor han bl.a. var sammen med Anna og N.P. Nielsen (se s.892) og Hoppe - faldt sammen med Lucile Grahns debut ved Operaen i Paris i aug. 1838. I Paris købte Bournonville en række balletmusikker (3), hvoriblandt den senere meget omtvistede "Jaleo di Xeres" (se s.948). Allan Fredericias fremstilling af Bournonvilles rejser i 1834, 1836 og 1838 er ikke fyldestgørende (4); Bournonvilles egen fremstilling i "Mit Theaterliv" er fikseret historieskrivning: Ingen af dem har formentlig benyttet Bournonvilles optegnelser fra rejserne (5).
Gæring og uro synes mest karakteristisk for balletten i disse år.
[sideskift][side 887]
Antallet af koncerter og aftenunderholdninger synes stabiliseret. At Wolff tillodes to aftenunderholdninger på en sæson er vel det mest overraskende.
Musikkonservatoriet orkede ikke at give en koncert i denne sæson, ifølge Siboni på grund af opførelsen af "Jødinden" (jf. s.881) (Adlers arkiv 2.5.1838). Ifølge prins Christian Frederik var det muligt at disponere over søndag den 6. maj 1838, men Siboni ses ikke at have reageret (l.c.): Kræfterne var tydeligvis ikke, hvad de havde været. Se s.953.
Begge geburtsdagssangene leverede Heiberg, uden censurering (Poet. Skr.Bd.9 283 og 285).
H.P. Holsts epilog "Fattigbarns Juul" ses ikke behandlet af censorerne: Arrangementets indhold har vel været afgørende (1).
Med en overvejende ny rollebesætning opførtes Mortons "Den hjemkomne Nabob" den 1. jan. 1838 i anledning af Lindgreens 50-års skuespillerjubilæum. Heibergs prolog "Lindgreens Jubilæum" (Poet. Skr.Bd.9 239) blev af Nielsen leveret til censorerne (jf. Borup nr.380 24.12.1837): Vota fattes.
Den årlige koncert til fordel for Blindeinstituttet, der blev afholdt den 11. febr. 1838, skulle indledes med deklamation (ved Nielsen) af et digt af Andersen. Teatercensuren fremviser en række eksempler på politisk censur igennem hele den behandlede periode, hvor det først og fremmest gjaldt hensyn til den indenrigske politik. Gjaldt det udenrigspolitiske sager, vedkom det (næsten) uden undtagelse hensynet til Rusland. - Andersen behandlede bl.a. forskellene mellem det despotiske Østen og det kapitalistiske Vesten, hvor han kom for skade at skrive:
"See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige
Villieløs ved Hersker=Bud.
Under Fyr og Palmeskygge
Seer Du Magt og Trældom bygge
Czaren er en jordisk Gud"
Molbech mente, at versene (2-3) var "meningsløse", mens vers 4 for at "blive forstaaelig" måtte hedde: "Under Fyrrens, Palmens Skygge" (selv om Molbech betvivlede rigtigheden af palmevækst i Rusland!). Afgørende var vel for ham versene 5-6, der "ikke vil kunne siges paa det Kongel. Theater, især ved en Forestilling, til hvis velgiørende Øiemed det let kunde hænde sig, at selv den [sideskift][side 888]russiske Minister bidrog" (BHS udat.). Ikke blot hensynet til Rusland spillede ind; Molbech fandt også, at det ikke var "ret delicat at bringe de tildeels paa ethvert af vedkommende Steder saa dybt og nationalt følte, og altid i sig selv sørgelige Hændelser [2] paa denne Maade til Omtale paa Theatrets Bræder" (l.c.). Han var imidlertid villig til at frafalde sin mening om digtets uanvendelighed til lejligheden, hvis Holstein mente, det kunne fremsiges, "skiøndt jeg overhovedet tilstaaer, at .. Digtet, fra den poetiske Idees Side maaskee tør være et af de bedste, jeg har læst af Andersen" (l.c.). - I direktionsmødet den 9. febr. 1838 forhandledes sagen, hvorpå der blev resolveret at supprimere digtet, officielt formuleret til Nielsen fordi direktionen "ikke allene i Digtets Form og Udførelse, saavelsom i dets Anvendelse ved denne Leilighed [fandt] .. eet og andet, som overhovedet kunde fraraade dets Brug paa bemeldte Maade; men Directionen maa endog, med særdeles Hensyn til dets 3die Strophe i Digtet, erklære, at den for sit Vedkommende ikke kan give Tilladelse til at denne Strophe offentlig fremsiges paa det Kongelige Theater" (Coll.BrS.44 9.2.1838 konciperet og renskrevet af Molbech, ej indført i Kp). Den faktiske årsag til undertrykkelsen af digtet indførtes imidlertid i deliberationsprotokollen: "da det fandtes, at i 3die Strophe forekom Udtryk angaaende den russiske Monark og Ruslands Statsforfatning, som det ei vilde være passende offentlig at fremsige paa det Kongelige Theater blev dette i en Skrivelse fra Directionen, efter Instructeur Nielsens derom yttrede Ønske, ham tilkjendegivet" (9.2.1838). - Andersen nægtede, at digtet var politisk, idet han opfattede undertrykkelsen som "Molbechs Uvillie mod mig, at intet Digt, jeg har skrevet, skal gjøre Lykke" (BHH 216 10.2.1838). Han satte stærkere kræfter i gang, idet han den 10. febr. 1838 "gjennem Adler" tilstillede "Prinds Christian en Afskrift deraf" (l.c.). Pragmatikeren Andersen leverede her en omarbejdet 3. strofe:
"See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige
Paa den høie Herskers Bud.
Adel der med Vorned bygge
Under Fyr og Palmeskygge;
Czaren er en jordisk Gud" (Adlers arkiv).
Andersen dementerede dermed tydeligvis, at han ikke var politisk [sideskift][side 889]bevidst, thi her harmoniseredes klassekampen på tidens maner. Andersen meddelte til Odense: "Her i Byen er det allerede kommet meget i Omtale; men Flere bede mig for Directionens Skyld ei strax at lade det trykke med Brevet" (BHH 216). - Prins Christian Frederik eller Adler reagerede ikke; Adler til trods for tidligere beviser på at kunne dementere russiskfjendtlige rygter (jf. Nørregaard Danmark mellem Øst og Vest 1824-39, reg.). - Digtet blev første gang offentliggjort i Bille og Bøghs udgave af Andersens Breve, Bd.1 406ff Kbh.1878.
I anledning af den senere Alexander IIs besøg i Danmark opførtes den 27. juni 1838 balletten "Valdemar". Til anledningen var indlagt en pas de deux i 1. akt, der dansedes af Larcher og Jfr. Fjeldsted. En pas de deux i 2. akt dansedes af Hr. Johansson og Jfrne. Fjeldsted og A. Nielsen (Th.Pl., jf. Kp.nr.131 1.9.1838).
[sideskift][side 890]
Det slette resultat af den foregående sæsons repriser synes direkte at hare sat sig spor i indeværende sæson, hvor ældre syngestykker blev genoptaget.
Følgende originale skuespil blev genoptaget:
(1) P.A. Heibergs komedie "Virtuosen Nr.2", opført 1. gang den
19.12.1795; sidst givet den 7.5.1825, genoptoges den 2.9.1837
(opført 2 gange og ikke siden).
(2) Ths. Gyllembourgs "Sproglæreren" (jf. s.446),
sidst givet den 14.5.1836, genoptoges den 22.11.1837 (endnu 7
opførelser).
Følgende originale syngestykker blev uddelt i denne sæson:
(1) Weyse/Boyes "Floribella" (jf. s.98),
sidst opført den 30.3.1827, blev uddelt på ny den
2.10.1837, men stykket opførtes ikke oftere.
(2) Kunzen/Quétants "Hemmeligheden", opført 1. gang den
22.11.1796, sidst givet den 23.10.1827, uddeltes på ny den
25.11.1837, men opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
(3) Kuhlau/Güntelbergs "Lulu" (jf. s.128),
sidst givet den 31.5.1834, genoptoges den 8.10.1837 (opført 3
gange og ikke siden).
(4) Kuhlau/Oehlenschlägers "Røverborgen" (jf. s.767)
blev genoptaget den 2.3.1838. Se s.1281.
(5) Weyse/Oehlenschlägers "Sovedrikken" (jf. s.768)
blev uddelt den 2.10.1837, men genoptoges først den 20.12.1838.
Se s.950.
Følgende oversatte skuespil uddeltes i denne sæson:
(1) Delavignes "Ludvig den Elevte" (jf. s.567),
sidst givet den 22.2.1837, blev uddelt på ny den 16.6.1837, men
først den 25.10.1838 genoptoges stykket på ny.
(2) Mortons komedie "Den hjemkomne Nabob", opført 1. gang den
5.4.1811, sidst givet den 17.1.1833, uddeltes den 18.11.1837 med henblik
på Lindgreens 50 års skuespiller jubilæum,
festligholdt den 1.1.1838 (opført endnu 4 gange).
(3) Kotzebues lystspil "Det tilmurede Vindue", opført 1. gang den
13.6.1817, sidst givet den 15.4.1833, genoptoges den 24.10.1837 (sidste
opførelse).
Af oversatte syngestykker uddeltes rollerne til følgende:
(1) Aubers "Brama og Bayaderen" (jf. s.525),
sidst givet den 11.3.1834, genoptoges den 10.12.1837. Se s.1193.
(2) Himmels "Fanchon" (jf. s.767),
sidst givet den 13.4.1833, genoptages - for sidste gang - den
17.10.1837.
(3) Webers "Jægerbruden" (jf. s.38),
sidst givet den 29.12.1836 genoptoges den 15.1.1838. Se s.1089.
[sideskift][side
891](4) Cherubinis "Lodoiska" (jf. s.687),
sidst givet den 21.3.1830, genoptoges den 18.3.1838 (opført 2
gange og ikke siden).
(5) Rolleforandringer blev foretaget i Aubers "Prindsen af China" den 8.
og 15.9.1837 for at bevare stykket i repertoiret. Se s.1142.
I "Kjøbenhavnsposten" nr.358 28.12.1837 fremførtes en kvalificeret kritik af teatrets repertoirepolitik med hensyn til genoptagelser. Teaterdirektionen udnyttede den i et vist omfang, se s.950.
[sideskift][side 892]
Efter Heibergernes, Holsts og Phisters fik Anna og N.P. Nielsen midler til en Pariserrejse (Orig.Kgl.Res. 1837 nr.48 og 52, 1838 nr.1 og Fonden ad usus publicos Bd.III 475 14.4.1838). Fire breve fra Anna Nielsen (TM) og to breve fra N.P. Nielsen (RA) er tilgængelige, mens den vigtigste kilde, Anna Nielsens dagbog fra opholdet (TN), er under bearbejdelse/udgivelse (1).
Også i månederne juni-aug. 1838 bevilgedes Pettoletti tilladelse til "at give Forestillinger i det tydske eller franske Sprog paa det ham tilhørende Theater udenfor Stadens Vesterport" (I.B.nr.16 16.1.1838).
[sideskift][side 893]
Ad "Maria eller De tre Epoker", se s.870f.
Borgaards oversættelse af Alex. Dumas, Théaulon & de Courcys skuespil "Kean, ou désordre et génie" (TVR 31.8.1836) indleveredes allerede den 26. marts 1838 af Liebe. Molbech slog straks fast, at han ikke ville modsætte sig en opførelse ved Sommerforestillingerne, men under ingen omstændigheder ville han stemme for en optagelse i teatrets repertoire. To synspunkter ville Molbech gøre gældende: "[1] det er saaledes skrevet og indrettet for Scenen, at det - uagtet det ikke fattes endeel uinteressante Scener, og gaaer temmelig i Langdrag, ligesom det ogsaa overhovedet mangler de dybere komiske Elementer - dog vil kunne give en Forestilling, der finder sit Publicum; og det maaskee endog et ikke saalidet"; "[2][Stykkets] moralske Beskaffenhed og sceniske Anstændighed. Saa lidt jeg vil negte, at Grændselinien, som her ei tør overskrides, undertiden ikke er ganske let at trække; og skiøndt det er troeligt nok, at her i dette Tilfælde ikke vil fattes dem, som ville tillægge mig overdreven og ugrundet Rigorisme: antager og erklærer jeg dog ligefrem nærværende Stykke for scenisk uanstændigt og umoralsk .. Jeg kan blot i Almindelighed motivere denne min Dom derved, at skiøndt dette Skuespil antages at være holdt frit for anstødelige Slibrigheder, saa har det dog meget usædelige Situationer, og det Anstødelige er kun maskeret paa en saadan Maade, at det - netop uden al Revselse og Spot - kan fremstilles som en mere interessant Gienstand for Deeltagelse og Medfølelse, end for Misbilligelse og Straf". Ganske parallel med Molbechs tidligere kritik fortsatte han: "En i sig selv huul, raa og fordærvet Charakteer, er fremstillet i et falskt, forførende Lys, som en Mand af stor og reel Betydenhed; og en fornem gift Dames erklærede Forliebelse i Skuespilleren lader Forf. udvikle sig i høist udelicate, uanstændige Situationer .. imedens han ovenikøbet, for at kunne lade slige indecente Forhold og Dialoger, som imellem Kean og Grevinden, passere for antagelige i det gode Selskab, giver Forholdet en sentimental Sminke, og dækker det, som i sig selv ikke er andet end ukydsk Tilbøielighed og sandselig Vellyst, med en Theatermaske af uimodstaaelig, voldsom Lidenskab. Alt det Øvrige i Stykket .. gaaer ud paa at adle Last, Umoralitet, Stolthed, Indbildskhed og Forfængelighed til elskværdige, indtagende Egenskaber, glimrende Talenter og Kunstner-Storhed, der skal være qualificeret til at dække alle Feil, Forseelser og Skrøbeligheder; [sideskift][side 894]og giøre en Theaterhelt til en virkelig stor, og ophøiet Charakteer" (4.4.1838). Molbechs grundsætninger ændredes ikke. I Dumas & Co.s stykke genfandt han alle de kalamiteter, han siden 1832 havde påtalt som umoralske og uanstændige i Victor Hugos dramer. - Kirsteins indtryk af stykket afveg "ikke .. meget fra hvad det efter Ovenstaaende synes at have gjort paa min Hr Collega", men han ville i øvrigt afvente Sommerforestillingen, før han ville erklære sig "for dets Antagelse for Repertoiret", fordi forestillingen måske kunne mildne hans indtryk ved læsningen (4.4.1838). - Stykket blev opført den 5. juni 1838 - første gang. Dagen efter indføjede Molbech i protokollen, at hans indtryk ved forestillingen blot bekræftede hans opfattelse af stykket efter læsningen; han beundrede "Fru Heibergs Resignation, at ville udføre en saa yderst flau, indecent og uheldig Rolle, som den, hun her spiller, og hvori der ikke er et eneste Moment, som kan fremkalde den Tilfredshed og det Bifald, hun er saa berettiget og saa vant til at høste. Jeg forundrer mig derimod ikke saameget over, at Hr. Holst kan finde Smag i et slet Stykke, hvori han har et Slags Bravour-Rolle, ved hvis Udførelse man ofte beklager, at Rollens Stof ikke er bedre". Kirstein markerede sig ikke umiddelbart efter opførelsen. Den 2. og 3. forestilling fandt sted hhv. den 8. juni og 5. juli 1838 (1). Se s.925.
Var den franske umoralitet Molbechs hovedfjende igennem hele perioden, dukkede i slutningen af 1830rne en ny vigtig modstander frem: den Raimundske folkekomedie, som Molbech første gang troede at stifte bekendtskab med, da han censerede Overskou og Arnesens "Capriciosa" (jf. s.775). De tysksprogede forestillinger på Vesterbro Theater trak åbenbart disse stykker til København (2). Molbech gjorde det helt klart, at Det kgl. Teater ikke kunne acceptere disse stykker i sit repertoire. Ja han henviste direkte til teaterforholdene i Wien, hvor Burgtheater repræsenterede Molbechs smag, mens Karl Carls Leopoldstadtsteatret var trivialitetens og materialismens hovedsæde. Skulle Raimunds komedier opføres i København, måtte det ske på et særligt Folketeater eller i forstæderne (31.5.1838). Molbech var næppe vidende om Kruse og Schønbergs planer om et sådant (1817) eller om Heibergs vaudevilleteater (1825), men behovet for mere end et teater blev større i løbet af 1830rne, selv om det først i 1840rne blev en realitet: Casino åbnedes den 26. dec. 1848 som egentligt teater.
[sideskift][side 895]Om "Der Alpenkönig und der Menschenfeind" (17.10.1828) erklærede Molbech: "Undtager jeg den aldeles negative Fortieneste, at være et practisk Beviis paa, at man i Tydskland fabriquerer slettere Folkecomedier og Fiælebods=Tryllespil, end Capricciosa - og den, i æsthetisk Henseende ligeledes kun negative Qualitet: ikke at indeholde nogen umoralsk Tendents eller tvetydig Situation: vil jeg have yderst vanskeligt ved at finde det mindste at sige til Fordeel for et dramatisk Product, der staaer saa uendelig dybt under de Grader paa Smagens Scala, hvortil vort Theaters originale Repertoire har naaet, ved de fortrinligere Værker af Holbergs, Oehlenschlægers, Heibergs og Herz's - ja, man tør endogsaa, i nærværende Sammenhæng, lægge til: af Overskous egen Muse - et Product, der i aandløs og ennuyant Plathed drukner de faa komiske Motiver, det indeholder, og i en dræbende Vidtløftighed udtværer den indtil den sidste Yderlighed drevne Carricatur, som Forf. har leveret i den eneste positive Charakteer (Menneskefiendens), dette dram[atiske] Product vil fremstille; ligesom ogsaa Stykkets egentlig eneste komiske Figur (Habakuk) er i sin prosaiske Tomhed saa mat og udtværet, at hver Gnist af Ironie og ægte comisk Virkning maa gaae til Grunde i en saa fattigt udstyret Nar og souffre-douleur af en Tiener. - At Materialismen og Trivialiteten i denne Folkecomedie ogsaa ganske hersker i dens eventyrlige eller overnaturlige Elements, vil ikke undre nogen; men det værste er endnu, at alt det Plumpe, Haandgribelige og Upoetiske i Trylleriet trækker sig saa umaneerligen ud i det Lange og Brede, at neppe nogen Tilskuer med Smag, efterat være seipiint i 5 Acter, kan have mindste Fornøielse af den eneste bedre komiske Situation, Forf. har kunnet opfinde til sit Sujet, nemlig Forvandlingen eller Persons-Ombytningen i 5te Act; saaledes at Alpekongen med største Grund til Slutning kan sige: "Mit Maal er naaet, men kun med Tvang, og silde"!" (24.5.1838). Molbech konkluderede, at han anså "Opførelsen af slige Monstra, som dette, for et sandt Fordærvelses-Middel for Smagen hos det theatersøgende Publicum, hvori Fordringer paa den materiel-sandselige Effect af Spektakler, Forvandlinger, plump=burleske Situationer, og desl. ved enhver saadan Fremstilling maa stige høiere" (l.c.). Han fandt dog hverken anledning til eller mulighed for at nægte dets fremstilling ved Sommerforestillingerne, men erklærede sig imod optagelse i teatrets repertoire, under hensyn "til Virkningen i det Hele af Smagens Nedsættelse og [sideskift][side 896]Fordærvelse for Theatrets Publicum paa Scenens fremtidige Tilstand og Skiebne" (l.c.). - Kirsteins opfattelse af de Raimundske komedier kendes ikke. Stykket opførtes den 18. og 21. juni 1838: ingen ses derefter at have tænkt på optagelse i vinterrepertoiret (3).
I anledning af Andersens oversættelse af Raimunds "Der Verschwender" (6.2.1835) erklærede Molbech stykket for bedre end det foregående, men han var ligeså lidt sindet at indlemme "En Ødeland" i teatrets repertoire: "For en nogenlunde dannet Smag er et Stykke, som dette, piinligt at giennemlæse - om det endog har enkelte Scener, som vist ei ere uden Theatervirkning, hvori det vel overhovedet red sin Charakteer vil staa Capricciosa nærmere, end Nr. 1 af disse Raimundske Comedier. Allevegne har man den tydske Smag, i sin crasseste Form, at drages med; Alt er tungt, bredt, slæbende, drøit og trivielt til Yderlighed; uden al spirituel Lystighed og uden dybere Ironie og Lune; men ikke uden en vis naturlig Godmodighed og Agtelse for den moralske Værdighed, som er det eneste, der for en Deel kunde forsone os med Trivialiteten og Materialismen i dette Slags dramatiske Producter" (31.5.1838). Den sidste indrømmelse var en nyhed, men Molbech lod sig ikke forsone. "Man kan og bør sammenligne dem [Raimunds stykker] med Capricciosa - hvori man dog allerede er gaaet Linien saa nær, som det vel lader sig giøre. Baade staaer denne Comedie altid endeel høiere, og den er tillige national" (l.c.). Argumentet synes meget letkøbt ihukommende alle de franske comedie-vaudevilles, der blev opført i disse sæsoner. Stykket blev ikke opført ved Sommerforestillingerne (jf. BHH 253, BHW nr.71). Se s.930 (3a).
Michael Wiehes oversættelse af "Henri IV en famille" (4) var "det flaue Indhold og den smagløse Behandling værdig. Til Sommerforstillingerne maa Stykket passere med det øvrige daarlige og maadelige Gods", noterede Molbech (4.6.1838). "Henrik den Fierdes huuslige Liv" opførtes den 12. juni 1838. - Samme aften opførtes i N.P. Nielsens oversættelse Chapelle & Horace Meyers "La fille d'un militaire" (GD 9.8.1837): "Krigerens Datter" blev ikke censureret.
Ancelot & Decomberousses vaudeville "La consigne" (TVR 10.6.1833) leverede boghandler Brummer Kirstein den 4. juni 1834 (TK 1835 nr. 2242), hvorpå stykket sendtes til Heibergs erklæring (Kp.nr.102 2.7.1834). Han fandt, at farcen ikke var uden vittighed, men den var alt for løst sammensat i sin overgivenhed, og desuden skildrende [sideskift][side 897]så parisiske forhold og sæder, at den vist ikke kunne behage i oversættelse (I.B.nr.206 28.8.1834). Dette tog direktionen til efterretning. Borgaard, som på mange måder levede af andres rester, oversatte imidlertid stykket, til lystspil. I sammenligning med "Henri IV en famille" var dette stykke, ifølge Molbech, "en Perle. I øvrigt er det en fransk bagatelle, med temmelig coquette Leflerier i den ringere Stands Sphære". Spillet på fransk ville det more ret godt: "Om man hos os - med den af Oversætteren antydede Besætning - vil være sikker paa det samme Resultat: tør endnu være problematisk. Antagelsen af dette Stykke for Repertoiret kan jeg her hverken bestemt erklære mig for eller imod; men troer, at dette er et af de Tilfælde, hvor Udfaldet af den første Opførelse kan afgiøre det" (6.6.1838). Det blev imidlertid ikke benyttet ved Sommerforestillingerne. Se s.923.
De øvrige aktiviter ved disse sommerforestillinger indskrænkede sig til dans (Russisk Nationaldands (1. og 12.6.1838), Cachucha, danset af Jfr. Grahn (5. og 8.6.1838) samt en pas de deux, komponeret af Bournonville og danset af Johansson og Jfr. Fjeldsted (5.7.1838)), deklamation (Erster Gesang von Baggesens Adam und Eva (1.6.1838) samt to koncerter.
På trods af de få forestillinger blev de des vigtigere for censorernes anliggender på grund af Molbechs dobbelte udfarenhed, dels mod Dumas uanstændighed, dels mod Raimunds folkelighed. Begge var onder som for enhver pris måtte holdes borte fra nationalscenen. Begge ville de fordærve smagen hos publikum, men kun vedrørende Raimunds folkelighed kendte Molbech en udvej: oprettelse af et Folketeater. Når han kunne få denne tanke, skyldtes det formentlig kun tilstedeværelsen af Vesterbro Theater samt de mange petitioner om at spille på dette teater eller udenlandske truppers optræden om sommeren på Det kgl. Teaters scene. Delcours selskab gav ingen af Hugos eller Dumas' umoralske stykker, hvilket måske ikke havde været utænkeligt eller uacceptabelt, fordi Molbech netop så konsekvent skelnede mellem, hvad der passede sig for franske skuespillere, og hvad der gik an for danske skuespillere (NB dog med tilhørende forskelligt publikum).
Den 25. maj 1838 bad Delcour Holstein understøtte ansøgningen om at give sommerforestillinger i København fra begyndelsen af juli til den 20. aug. 1838 (I.B.nr.142). Den 1. juni 1838 meddelte Holstein, at tilladelsen var givet, dog kun i perioden den 9. juli - [sideskift][side 898]15. aug. 1838 uden mulighed for forlængelse (Orig.Kgl.Res.nr.23. 29.5.1838; Kp.nr.67). - Repertoiret er aftrykt Overskou V 315. - I modsætning til repertoiret i 1836 fik denne sommers franske forestillinger betydning for de kommende sæsoners danske repertoire. Delcours selskab spillede stykker, som dels var helt moderne, dels helt umulige at opføre på dansk på et dansk teater. Molbechs henrykkelse over Francisque kølnedes brat, når han som censor skulle varetage de moralistiske kriterier, han selv havde gjort sig til talsmand for i de foregående sæsoner, (5).
I forbindelse med Molbechs korrespondance om Beskows "Birger och hans Ätt" (jf. s.855) udtalte Molbech sig om nationalitet og dramatik. Svenskerne mente Molbech måtte være mere sindet for den historiske tragedie end danskerne, men han var blevet meget forbløffet over det danske publikums optagelse af franske stykker spillet på fransk af franskmænd; thi "den eengang gieldende Smag og Tone lader sig ikke med eet omstøde, eller ombytte for en anden. Nu er det imidlertid mærkværdigt nok, at en stor Deel af vort Publicum atter i Aar, ligesom for to Aar siden, med overordentlig Interesse og Bifald seer en Mængde maadelige, ja usle franske Theaterstykker opføres paa Fransk (af det franske Skuespillerselskab fra Berlin) som vi ingenlunde vare i Stand til at kunne byde det samme Publicum paa dansk. Dette kan jeg dog, for største Deel, ikke forklare anderledes, end at Tilskuerne, ved at see Stykkerne, sætte sig ind i den franske Nationalitet og Theatersmag og Tone - hvilken hverken ganske lader sig overføre, selv i nok saa god og heldig en Oversættelse; ei heller ganske kan giengives af vore Skuespillere; men som ofte, blot ved at overføres paa Dansk, bliver til noget andet; i det at Oversættelsen paa en Maade røber alt det Daarlige, Tomme og Gehaltløse ved Originalen i dets hele Nøgenhed. - Mig selv vilde det ikke gaae anderledes, naar jeg skulde see de allerfleste af de nyere franske Lystspil, jeg her har seet, paa Dansk; og dog tilstaaer jeg, at være næsten uimodstaaelig henreven af det franske Spil, saaledes at jeg næsten ikke har forsømt een af de franske Forestillinger - i den Tid jeg ikke har været paa Landet" (Borup Molbech nr.212 12.8.1838). Et er udsagnet om det københavnske publikums reaktion, et andet er Molbechs vigtige udtalelse om oversættelsesproblemet, hvilket han flere gange i sine censorvota berørte uden at have oplevet den beskrevne effekt.
[sideskift][side 1618]
(1) I sufflørbogen KTS 566 slettedes en række udramatiske, historiske oplysninger s.168-70, 174-75, 181-82, ligesom Thorers tilbageblik i V akt, 1. sc. - Oehlenschlägers indtægt beløb sig til ikke mindre end 715.19 Rbd., jf. Overskou V 321, om Hartmanns musik, se DbL (3. udg.) bd.6 s.46.
(2) Jf. Borups fejlagtige kommentar V 123.
(3) Ændringerne i sufflørbogen KTS 255 skal vel henføres til anden forestilling. Da Paludan-Müllers manuskript fra efteråret 1837 ikke mere eksisterer, kan hele processen desværre ikke følges. Både Liebe og Paludan-Müller har slettet og indsat replikker, fortrinsvis i 3. akt; rettelserne er ikke omfangsrige.
(4) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Stykket blev forkortet ved 3. forestilling den 24.1.1839 (Journal).
(5) Ej afhentet. Tekst og tilbagesendelsesskrivelse i DKT afd G. Ikke antagne stykker uden forfatternavn.
(1) Planen til stykket findes i Coll.S. 234, jf. Lauritz Nielsen s.153. Af de oprindeligt 16 sider mangler siderne 7-10, hvor Heiberg beskrev de første 3 akter. Trykning af Planen henvises til Heiberg-forskningen.
(2) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB, DKTB). Martensens anmeldelse (skrevet i slutningen af febr. 1838, jf. Borup nr.389 5.3.1839) trykt i MfL bd.XIX s.361ff.
(3) Af Molbechs anmeldelse i Dansk Litteratur Tidende nr.11 1823 skal anføres: "Charakteertegning er ikke Forf.s Styrke, og Vittigheder har han søgt - nok for ikke at finde dem. Skiøndt man sporer den i det Dramatiske uøvede Haand, og reent savner det ægte Komiske, seer man let, at Forfatteren har læst en Mængde af Nutidens Comedier; og Dialogen, skiøndt hiertelig hverdags, er undertiden ikke slet, ligesom ogsaa Sproget er frit for stødende Skiødesløshed".
(1) Kruse ønskede den 20.8.1818 at oversætte dette stykke efter Wests tyske bearbejdelse (I.B.nr.299). Også Nathan David annoncerede en oversættelse (I.B.nr.298 28.9.1819): han svaredes, at Kruse havde forretten til en oversættelse (Kp.nr.475 6.10.1819).
(2) Fordi Molbech flere gange havde skadet hendes oversættelser og originale arbejder (på trods af anonymiteten).
(3) Af Heibergs detailbemærkninger anføres de tre vigtigste: "P. 49. Monologen, som ender Acten, er noget nær det vigtigste Punkt i hele Stykket, og der maatte derfor anvendes mere Omhu paa den. Her maatte en aldeles tro Oversættelse, uden Forandring af Tankerne, og i Originalens Versemaal og med dens hele kunstige Riimstilling - ganske som Gries har gjort det - være paa sit rette Sted. Ogsaa Tankerne have et langt ualmindeligere Præg i Originalen end i Bearbeidelsen, hvor de falde noget i det Trivielle. Selv den sidste Linie, "at Livet er en Drøm", — Noget, hvormed Sigiomun begynder hos Calderon — hedder i Originalen, at "selv Drømmen kun er en Drøm". - P. 57. Den Maade, hvorpaa Bearbeideren her har omdannet Rosauras store Replik til Dialog mellem 3 Personer, synes mig uheldig. Paa dette Sted kunde et pragtfuldt lyrisk Stykke, ligesom en Arie, være paa sin Plads, skjøndt Repliken hverken quantitativt eller qualitativt behøver nøie at binde sig til Originalen. Men den musikalske Characteer maa bebeholdes her. Det har desuden noget Stødende, at darin her blander sig i Samtalen [sideskift][side 1619]og fortæller Sager af saa delicat Natur. .. Pag. 64. Det synlige Haandgemæng mellem Rosaura, Astolfo og Sismondo kan let komme til at tage sig parodisk ud, saavelsom hele Bataillen, thi det er dog neppe gjørligt, her at reproducere et Slag ved Stiklestad" (NkS 2336 6.7.1838, jf. Borup II 311).
(4) Hverken manuskript eller sufflørbog er bevaret (KB, DKTB).
(5) NkS 690 er Oehlenschlägers korrektureksemplar. Sufflørbog ses ikke (KB).
(1) Stykket er placeret i denne kategori, fordi det på dansk blev et lystspil med sange og kor. Partituret blev tilsendt af Saabye den 30.5.1837 (Konceptforestillinger nr.48 1838).
(2) "Kjøbenhavnsposten" skrev: "At en slet Oversættelse kan fordærve et godt Stykke, er en bekjendt Sag .. Men endnu mindre kunne vi billige, at Theatrets Forhæng oprulles for saadanne Bearbeidelser som "Tre Koner paa een Gang", hvorved en let og lunefuld Vaudeville aldeles er bleven forvandsket. Overalt forekommer det os, at det aldrig burde komme dertil, at et Stykke, som Theatercensuren havde antaget, af Publicum med Grund skulde kunne forkastes; thi Publicums Forkastelsesret bør kun være en Nødret, og nærmest er det dog Theatret, der skal være Konstens Talsmand, og ikke Publicum, der skal vise Theatret tilrette .. Vi vide ret vel, at man vil møde os med den Indvending, at det allerede nu, da Theatercensuren lægger en mere lemfældig Maalestok til Grund for Arbeidernes Bedømmelse, klages over Mangel paa Nyheder, og det kan vist ikke negtes, at denne Anke synes at have meget for sig; det er især mærkeligt, hvor faa originale Arbeider der komme frem . . Det er en gammel Klage .. at vort Theater med Hensyn til Nyheder staaer meget tilbage for andre Theatre, med hvilke det nærmest maatte sammenlignes, og der ligger rimeligviis een eller anden organisk Feil til Grund for denne Brøst" (nr.358 28.12.1837).
(3) Ifølge "Fædrelandets" anmelder var der tale om "en Bagatel, der ikke er uden Fiinhed, men som imidlertid denne Gang ikke syntes at behage vort Publicum nær saa meget, som da det for tre Aar siden i Originalen blev opført af det franske Skuespillerselskab paa den samme Scene". Bladet anførte især Hr. Pallesens fatale indflydelse på stykket, mens Md. Hansen ville have behaget mere, hvis hun lagde "paa Hjertet, at Conversationsstykker kræve en let og livlig Diction, og at Dialogens ugeneerte lethed ihjelslaaes af den marquerede Udtale og det langsomme Tempo, der paa sine Steder, som i Tragedien og det høiere Drama, undertiden kan have sin Gyldighed" (nr.143 28.4.1840).
(4) Den 4.7.1837 hjemsendte W. Holst det franske stykke samtidig med at han rapporterede til Holstein: "Moiroud et Compagnie .. er et nydeligt lille Stykke, som undrer mig endnu ikke er oversat hos os da det er fra 1836, som selv ved gjenne[m]læs[ning] ikke er uinteressant, hvilket vil sige meget med de franske Smaastykker der kun ere skrevne for at spilles af nogle gode Skuespillere [. Stykket] troer jeg burde, hvis det bliver antaget, beholde sin Vaudevilleform da de fleste smaae Syngenummere halv sjungne, halv talte, gjøre en meget god Virkning" (DKTB). Holst spillede Victors rolle. Det kan ikke udelukkes, at dette brevs vurdering af stykket har haft betydning for antagelsen.
(5) Sufflørbogen KTS 806 indeholder ca. 30 rettelser (indført af Liebe) af sproglig karakter: teatertalesprogets stilleje skulle [sideskift][side 1620]holdes. - Kjøbenhavnsposten skrev: "[Siden den 28.10.1837] har det kongl. Theater, foruden "Emigrantens Reisevogn", leveret tre Nyheder, nemlig "et Hjem", "Valeur & Comp." og "Tre Koner paa eenGang". Vi have ikke fundet os foranlediget til at omtale disse Nyheder, fordi vi ikke have troet at kunne afvinde dem nogen interessant Side. Kun "Valeur & Comp." har fomaaet at overleve den første Opførelse, men det har neppe været dette Stykkes Livskraft, der har bevirket dette, men snarere Publicums Forkjærlighed for belærende Stykker, der har givet det et længere Liv end de to andre; thi det er neppe stort bedre end disse. Overhovedet skulde vi være tilbøjelige til at ønske, at Theatercensuren i Bedømmelsen af de Arbeider, der agtes givne paa Scenen, vilde være mindre lemfældig, end den, naar man skal slutte fra disse og nogle andre Nyheder, sædvanlig synes at være. Saaledes burde man gaae strengere tilværks imod Oversættere" (nr.358 28.12.1837).
(6) Opført første gang hos Pettoletti den 5.7.1835 (14 gange i 1835; 4 gange i 1836 og 6 gange i 1837).
(7) Stykket blev ikke opført hos Pettoletti.
(8) a) Er fru Heiberg heri inkluderet, er udsagnet falsk: eksempler er legio, b) Uanset om fru Heiberg er inkluderet er udsagnet rigtigt, fordi det ikke gælder den offentlige mening: Heiberg var en dygtig polemiker. c) At Heiberg indrømmer dette, er næsten det samme som at bekræfte Molbechs beskyldning.
(9) Af Heibergs rettelser skal anføres: "Pag. 1. 4d Replik. "Hvad nytter det at give Selskaber, hvor Alle kan træde ind?" Skal hedde: "hvor der er Plads til Alle". 6 [Replik] "Er særdeles hensigtsmæssigt". C'est bon genie. Det er fiin (god) Tone". 10 [Replik:] "søge denne Post" (!) En Deputerets .. 12 [Replik] "vor genialske Landskabsmaler", istedetfor "et Genie i Landskabsmaleriet", eftersom Udtrykket ellers ikke svarer til det foregaaende Udtryk: "et Genie i Boghandlen", og til Svaret: "Deres Venner ere lutter Genier" .. Pag. 2. .. 8 [Replik] "De, hvis Stand og Formue tillader Dem at dyrke Videnskaberne for Fornøielse". - Dette Udtryk kunde staae i Dedicationen af en Bog til en Mæcenas. Originalens veus qui faites de la science etc. er derimod et comisk Udtryk .. 10 [Replik] "Han kommer aldrig i Retten". - Skal være: "han har aldrig nogen Sag at føre" .. Pag. 3. 2de Replik "Det er en Hemmelighed". - Skal hedde: "Jeg gjorde det hemmeligt", eller: "Men i al Hemmelighed". 6te og 7de Repl. "Og i een Aften kan vende op og ned paa tyve Reputationer. Zoe. Jeg vil begynde med hendes egen". - Skal hedde: "Og i een Aften kan skabe og nedbryde tyve Personers gode Navn og Rygte. Zoe. Og først og fremmest sit eget" .. Pag. 4. .. 6 [Replik] "I Aftenselskab". Kjøbenhavnsk Udtryk. "I Selskab", er tilstrækkeligt .. 9de Replik "En Frokost en garcon" (!) - D.e. "Et Mandfolkeselskab', en Frokost" .. Pag. 5. 4de Replik "Naar det gjælder om Complotter, er Alt vigtigt". Ny Misforstaaelse, for: "Naar det gjælder en Sammensværgelse, kan man bruge selv det Mindste" .. 6 [Replik] .. "straaler gjennem Universet", for: "gjennemstrømmer Uendeligheden" (in I.B.nr.294 24.12.1837).
(10) Om KTS 505 har været anvendt som sufflørbog indeholder den ingen ændringer af betydning.
(11) Oversættelsen blev betalt den 22.10.1841, men førtes først til udgift den 26.12.1843 (TK 1843 4.kv.nr.574).
(12) Ifølge Rub: Zschokke "Hass und Liebe" (Burg 20.6.1835). Ifølge Goedeke XI,2 247 "Flattersinn und Liebe, oder: Das Porträt" (Wien 8.4.1825) (1826).
[sideskift][side 1621]
(13) Nielseneners forestilling omtaltes i rubrikform i såvel "Dagen" som "Kjøbenhavnsposten"; sidstnævnte også deres rejse til Tyskland og Frankrig. Forestillingen anmeldtes ikke i aviserne.
(14) Helbergs tilføjelser i sufflørbogen KTS 169 er inferiøre (s.41, 43 og 109). Der forekommer enkelte blyantsrettelser.
19.3.1.
(1) Var det Kruses stykke Molbech sendte Løvenskiold den 9.10.1837? Den 23.10.1837 svarede Løvenskiold Molbech: "Jeg føler tilfulde at jeg hverken med Hensyn til Competence eller Alder bør give mig af med at bedømme Andres Arbeider - hvad altsaa Textens Brugbarhed angaaer da er det en Sag hvorom jeg maa henvise Deres Velbaarenhed til kyndigere Mænd, som Her Prof: Weyse, Secretair Hartmann, Concertmester Fröhlich o.Fl.; men jeg betvivler aldeles ikke at Texten jo maa kunde behandles musikalsk, ligesom jeg finder at der fra den musikalske Side endogsaa findes flere ret interessante Momenter" (Coll.BrS.IV). Manuskriptet kunne vel også have været et af Oehlenschlägers to ikke-producerede "Fornuftgiftermaalet Nr.2" og "Sibylle-Templet".
(1) Saabye leverede partituret den 30.5.1837 (Konceptforestillinger nr.47 1838). - von Wahlbergs stilling blev ændret til sachsisk Ambassadør, "da det, paa Grund af et ondskabsfuldt Rygte, som i sin Tid var meget i Omløb, kunde være Skuespillerinden, som formodentlig kommer til at udføre Charlottes Partie, ubehageligt, om han var preussisk Ambassadeur". Holstein havde endvidere ønsket hertug-titlen udskiftet med en greve-titel, da "det i Tyskland er ualmindeligt, at en Ambassadeur er Hertug" (Coll.BrS.IV 53 nr.102).
(2) Den 1.8.1837 skrev Molbech til Overskou: "Sang-Texten har jeg just ikke saa omhyggeligt giennemlæst, men er dog stødt paa to Steder, hvor Sproget kan fordre et andet Udtryk. Det første er strax i 1ste Sc: pag.3.hvor der staaer: Det Vaas du synger der, som Dronning, sig/Kan i en Opera hver Aften vise dig?/ Jeg forstaaer aldeles ikke Meningen heraf - og noget reent meningsløst maa dog ei synges. Den fr. Original er fuldkommen forstaaelig; User sa voix à ces bêtises-la/Lorsque l'on a l'honneur de chanter [à] l'Opéra!/ Det andet Sted er i III. 2den Sc: hvor det (imod Sproget) hedder: "Over Smiger vil jeg flygte". Thi vel er flye, men ikke flygte et activisk-transitivt Verbum. Men dette har jeg strax forandret til: "Bort fra Smiger vil jeg flygte" hvorved - om De saa synes - Sprogfeilen hæves" (BHS). I partituret rettedes de pågældende steder: "Det Vaas Du synger der som Dronning/Dig kan i en Opera hver Aften vise sig" (s. 29) og "Deres Smiger vil jeg flygte" (s. 269).
(3) "Saaledes maa Henriette under det første Syngenummer stryge paa en "Kiole" istedetfor paa en "Halskrave (collerette)" fordi det, hun stryger paa, skal rime sig paa "Skole". Saa ubetydelig end en saadan Forandring kan forekomme en Oversætter, saa er den det dog ikke; thi under Sangen at behandle et saa stort Stykke med Strygejernet paa en tækkelig Maade, er ikke saa ganske let, ligesom det heller ikke er almindeligt, at en Operasangerinde selv stryger sine Kioler, om hun endogsaa engang imellem maaskee glatter paa en fraice [fejl for: fraise] el. en fichu" (Coll.BrS.V 2.8.1837). Ændringer ses ikke foretaget.
(4) Sufflørbogen KTS 29 blev udskrevet af Liebe. På nær tre små [sideskift][side 1622]forkortelser (III.1 s.136-138) blev der ikke foretaget ændringer i sufflørbogen. De rettelser, der findes i sufflørbogen, stammer fra genoptagelsen i 1860erne.
(5) Overskou anmeldte premieren i "Dagen": "Det levende Bifald som under Forestillingen skjænkedes flere Numere af Musiken, der fra alle Sider fandt en Udførelse, som sikkert ikke behøver at skye en Sammenligning med den, der bliver den til Deel paa det Pariser=Theater, for hvis Personale den er componeret, lod fornode, at Stykket ved Slutningen vilde blive optaget med udeelt Bifald, især da en meget smuk Idee deri er udviklet med en dramatisk Kunst, som sjelden findes i Syngestykker, da det af et Par af de Spillende udførtes fortræffeligt og Mad. Simonsen, ved en beundringsværdig Kunstfærdighed, som Sangerinde gav megen Erstatning for hvad hun i den vanskelige Hovedrolle lod savne som Skuespillerinde, da Musiken er melodiøs, livfuld og passende til Stoffet, og endeligen da den, som ikke indbilder sig, hvad der rigtignok ikke er ualmindeligt, at han tager Forargelse, blot fordi han søger Forargelse, neppe i den danske Bearbeidelse, og det er jo ene med den vort Publicum har at gjøre, vil finde mindste Grund til den Anke, som saa ofte her fremkalder Opposition mod Stykker, det i Udlandet have gjort stor Lykke: at der er noget Usædeligt deri. Imidlertid søgte nogle Hyssere at modsætte sig det Bifald, som lød da Dækket faldt" (nr.209 2.9.1837). Overskou opfandt da sig selv som oversætter som grunden til den hyssen, der forekom: "Syngestykker blive .. baade fordi Oversættelsen af dem er saa vanskelig, at de meget Faa, som kunne paatage sig den, ikke ville anvende Tiden uden Nytte, og fordi det dertil nødvendige Partitur er for dyrt til at Nogen vil anskaffe sig det uden at være vis paa Oversættelsens Antagelse, bestilte af Theaterets Direction", hvorpå han tilføjede, at han nok gjorde det omhyggeligt, men primært på grund af honoraret (l.c.), jf. Overskou V 330. - Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev meget bredt om Aubers journalistiske, moderne komposition: "Med alt dette spiller det musikalske Element dog ikke saa væsentlig en Rolle i Ambassadricen, som i mange andre Operaer, navnlig hele den tydske Skoles saakaldte romantiske Operaer, og vel ogsaa flere af Aubers egne tidligere Værker, f. Ex. "den Stumme i Portici" og "Lestocq". Ambassadricen er egentligen et Conversationsstykke, der er sat i Musik, ligesom det vilde have været skrevet i Vers, dersom Stykkets Natur nu havde ført det med sig. Musiken er her snarest at betragte som en Folie for Texten, medens i de ovennævnte andre Operaer netop det modsatte finder Sted. Sujettet i sig er særdeles interessant og det er udført med megen Konst, ligesom Texten heelt igjennem er lunefuld og livlig .. Jo mere nu saaledes Texten veed at gjøre sig gjeldende, jo mere let og lunefuld den er, desto nødvendigere bliver det ogsaa, dersom Stykket ellers skal gjøre den tilsigtede Virkning, at det understøttes af et livfuldt Spil. Ligesom endog de bedste franske Conversationsstykker næsten falde sammen, naar de ikke erholde en livlig Udførelse, hvori Replikkerne med fransk Lethed kunne gaae Slag i Slag, saaledes har Mangelen heraf tildeels en lige Virkning paa "Ambassadricen", hvorimod vi paa den anden Side ere overbeviste om, at dette Stykke udført som det sig hør og bør, vilde være særdeles morsomt .. Det er nu ikke nok, at Texten synges tydeligt og forstaaeligt, at ethvert Ord i Sangen udtales saaledes, at det kan fattes overalt i Theatret; Sangeren maa forstaae den Konst at udtale [sideskift][side 1623]Texten smukt, hverken bredt eller kantet, og naar vi hos os undertiden stødes over Ord, vi nu og da opsnappe, fordi de synes platte, saa kan det vel for endeel have sin Grund deri, at vort Publicum ikke ret endnu kan vænne sig til at troe, at det kan være "poetisk", hvori der ikke staaer "Rosenskær" og "Purpurbrud" &c, men en stor Deel af Skylden ligger ogsaa i Sangerens uskjønne Prononciation .. See vi hen til, hvorvidt Stykket udførtes med det Liv og det Sammenspil, som var at ønske, da bør det vel ikke forglemmes, at vi Danske have en vis medfødt Træghed, der gjør, at vi ikke rigtig kunne faae Munden paa Gang, ligesom her heller ikke i saa Henseende billigen gjøres saa strænge Fordringer til vort Operapersonale, som til det egentlige Skuespillerpersonale, men noget mere, end der nu præsteres, troe vi uden Ubillighed at kunne vente. Vi fordre ikke, at de enkelte Rollers Udførelse skal være Resultatet af noget dybtgaaende Studium eller egentlig eiendommelig Opfattelse af deres Charakter. Vi indskrænke os kun til hos Personalet at fordre et vist Liv og en vis Lethed og Routine i at bevæge sig paa Theatret. Men undersøge vi nu, hvorvidt endog denne Fordring i Ambassadricen opfyldtes, saa lader det sig ikke negte, hvor meget der i denne Henseende var tilbage at ønske .. Skjøndt vi saaledes have fundet en Deel at udsætte, saa kunne vi dog paa ingen Maade tiltræde den Mening, at Stykket bør henlægges, med mindre man eengang for alle vil opgive Opførelsen af alle andre Operaer, end de saakaldte romantiske, hvortil intet Spil fordres" (nr.246 6.9.1837).
(6) Partituret tilsendtes af Saabye (Konceptforestillinger nr.47 1838). Musikken blev udskrevet i maj og juni 1837 (TK 2.kv.nr.327, 328, 550 11. og 26.5.1837 og 17.6.1837), mens sufflørbog og roller leveredes inden den 16.12.1837 (TK 4.kv.nr.556). Forhandlinger med Güntelberg ses ikke (bevaret).
(7) Håndskreven sufflørbog ses ikke bevaret, mens det trykte eksemplar (DKTB) blot indeholder en ændring i 2. akt, 1. sc. af Madelaines replik (s.39), indført af Liebe. Den omdisputerede ændring i slutningen af stykket ses ikke indført. - Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: ""Postillonen i Lonjumeau" er et musikalsk Conversationsstykke, der idet det har overladt til Udførelsen ogsaa at spille en Rolle med, derved har udsat sig for den Fare, at Udførelsen ikke spiller godt og Stykket derfor ingen Lykke gjør. Forfatterae have i Sandhed leveret en særdeles god Operatext. Stykket har ikke saa meget comiske Situationer, som give en Componist riig Anledning til at udfolde sit Talent .. Dialogen er og i Almindelighed lunefuld og Forfatterne have ret vel vogtet sig for at give den et større Raaderum, end en fornuftig Oeconomi tilstedede .. At Intrigen i Stykket ikke er synderlig forviklet, ja maaskee snarest kunde siges at være slet ingen og at Sujettet hist og her lider af Usandsynligheder, ere Anker, vi i et Stykke som "Postillonen af Lonjumeau" for vor Part ingen synderlig Vægt kunne tillægge. Hvad nu Componistens Arbeide angaaer, da opfylder det for det Første een Fordring, som vi ansee for aldeles væsentlig, nemlig Popularitet. Theatret er i vor Tid især det Sted, hvorfra Konsten skal tale til Folket .. Fattelig maa enhver god Operamusik være; den rette Indsigt i at behandle de store Masser, og at ordne dem til den største Overskuelighed og Klarhed kommer det ved en Opera især an paa .. For at det for Himlens Skyld ikke skal opdages, at der findes Melodier i deres Compositioner, søge de saa godt som muligt [sideskift][side 1624]at tildække dem med Incitationer og med et igjennen alle Tonarter moduleret Accompagnement. Men deres Operaer vinde heller ingen Seire. Som alt Perlestikkerarbeide naae de sees nærved. Ved Fortepianoet tage de sig ud for "Kjendere", for Theatret og for Publicus ere de ikke. Lægge vi nu til denne Fattelighed at Postillonens Musik er livlig og munter, at Compositionen hist og her røber noget større Kjendskab til hvad her egner sig for Sang og en større Agtelse for det vocale Element, end der nu er sædvanligt hos Operacomponisterne (Postillon-Sangen, der er usangbar som umelodiøs, og hvori det bedste er Piskesmeldene i For= og Efterspillet, ville vi dog navnligen undtage), og endelig at Instrumenteringen er upaaklagelig, saa er maaskee derned sagt, hvad der omtrent kan siges til Fordeel for Musiken .. det er denne Mangel paa Nuanceren og Colorit i Conpositionen, hvorved "Postillonens" Musik kommer til at ligne en Kjørsel i en magelig Fjedervogn paa en jevn Chaussee igjennen en viid Slette, hvor ingen Steen men heller ingen Afvexling af smukke Egne bringer den Reisende ud af den saavel legemlige som aandelige Ligevægt, hvori han eengang er kommen. Originalitet maa man ikke vente at finde i denne Composition .. Imidlertid er det dog de auberske Arbeider, der nærmest have tjent Componisten til Forbillede og navnligen har han optaget mange af Aubers Vendinger og de ham eiendommelige Rhytmer .. Det vil derfor let kunne hænde, at han vil kunne hente sig en Kurv der, hvor Auber vinder sig en Brud. Med alt dette yder dog det musikalske Partie af "Postillonen fra Lonjumeau" som sagt en ganske behagelig Underholdning og at der fra Musikens eller Stykkets Side skulde være Grund til at nægte det Optagelse i vort Theaters Repertoire kunne vi for vor Part ikke indsee" (nr.304 3.11.1837).
(8) Håndskreven sufflørbog ses ikke; men eksemplaret (DKTB) indeholder enkelte sproglige korrektioner, indført af Liebe.
(9) Sufflørbog eksisterer ikke mere. - Ryge bad Overskou om en forandring i 3. akt, efter det første kor, hvor kejseren "efter at være staaet fra Bordet og efter at have lokket Vedkommende for det vel arrangerede Maaltid tillige forkynder sit Følge, at han har lovet at ville være Tilskuer ved nogle Lege eller Spil, som man har udbedet sig hans Tilladelse til at give paa samme Sted, hvor han har nydt Maaltidet o.s.v. Hvorpaa han og hans Følge efter Legenes Forskrivt tage Plads langs med Coulisserne paa Kongens Side. Under denne Replik vil jeg da lade Bordene, som jeg har sammensat til et Galla- eller Galgebord, og hvorved 17 Personer sidde, bære ud af 6 Lakaier og Sæderne flyttes af 7 Pager" (Abr.Autogr.S. 12.5.1838).
(10) Den 5.8.1837 besøgte Molbech sammen med Collin Heibergs i Skovshoved: "Heiberg og Collin fortalte aabenlyst om Mus[ik] Conservatoriet, at det var at ansee som et Slags Bordel for Prindserne, Siboni og fl. og en Fordærvelsens Skole; Næsten alle, som ere komne derfra, ere moralsk ødelagte, om ikke physisk tillige" (NkS 439).
19.4.1.
(1) Skuespillerens navn kendes ikke.
(2) Den 9.4.1838 skrev "Dagen", at vaudevillen ikke gjorde lykke ved opførelsen: "Forfatteren har besluttet, at ville foretage adskillige Forkortninger i Dialogen, inden Stykket bliver givet anden Gang" (nr.85). Månedsdagen senere skrev bladet: "Den anden Opførelse af Vaudevillen: Flugten fra Sprogøe mødte i Aftes en saa heftig Opposition, at Stykket formodentlig [sideskift][side 1625]ikke vil blive givet oftere" (nr.111). Stykket blev ikke omtalt i "Kjøbenhavnsposten".
(1) BHH 165-67. Andersen havde søgt et nyt publikum; genvordighederne med at få opført stykkerne på Det kongelige Teater drev ham til den alternative scene.
(1) Personne: Svenska teatern. Stockholm 1925 bd.VII s.75. Ikke omtalt af Overskou eller anført i A&C.
(2) Se Dan Fog Bournonville. Kbh. 1961 s.24-25.
(3) Bournonville udformede regningsbilaget: "No. 1 Pas de deux Dmes Ellsler. No. 2 Pas de deux du diable boiteux. No. 3 Pas Espagnol [= Jaleo di Xeres], No. 4 Bolero. No. 5 Pas de quatre. No. 6 Pas de Maysedes. No. 7 Pas de cinq" (TK 1838 4.kv.nr.159 7.10.1838).
(4) Fredericia Bournonville Kbh. 1979 Kap.2 s.184ff.
(5) I London så Bournonville Fanny Elsler danse "Cachucha" "i første Acts Finale [af Don Juan] .. meget elskværdig. Dandsen en nydelig Bagatel. Den og mange andre Numere encored" (6.7.1838). "Meget smuk Pas de deux af Mabille og N.P. James. Allegro, Adagio, Allegro og Galop (charmant). Jaleo di Xeres spansk Nationaldands af begge Noblet. Livlig men fræk, Opkog af Cachucha men langtfra det mimiske Udtryk som F. Elsler megen Applaus NB: Claqueurs" (20.7.1838 Paris). Af Bournonvilles optegnelser om teaterforestillinger skal kun anføres denne: "Louise de Lignerolles. Mars guddommelig" (24.7.1838). Den 1. aug. 1838 overværede Bournonville i Operaen "Le Philtre" og "Carnavalet i Venedig" og "Jfr. Grahns Debut. Applaus" (NkS 747).
19.6.0.
(1) Forestillingen blev givet til fordel for Asylerne.
(2) "Slotsbranden i St. Petersborg, Branden af Theatre italien i Paris og af Børsen i London" (Dp 9.2.1838).
19.8.0.
(1) Anna Nielsens dagbog fra rejsen i 1838 er under udgivelse af Karen Neiiendam. De private breve fra rejsen hører hertil ligesom N.P. Nielsens.
19.9.0.
(1) Stykket ses hverken anmeldt i "Dagen" eller "Kjøbenhavnsposten".
(2) I 1837 havde to af Nestroys komedier præget repertoiret hos Pettoletti: "Lumpazivagabundus" (opført 6 gange) og "Stuen og første Sal eller Lykkens Luner" (opført 15 gange).
(3) Stykket ses hverken anmeldt i "Dagen" eller "Kjøbenhavnsposten".
(3a) Se Topsøe-Jensen i Festskrift til Niels Møller 1939 = H. Topsøe-Jensen H.C. Andersen 1896-1966. Odense 1966 s.146-152.
(4) CTE 9.6.1835 med henvisning til Vanderburchs stykke med samme titel CTE 29.6.1828. Et stykke med samme titel opførtes TN 26.6.1828, forfattet af Villeneuve, Pittaud de Forges & Vanderburch.
(5) Molbech skrev til sin hustru den 12.7.1838: "Francisque .. er Perlen for hele Samfundet, en af de fortræffeligste Skuespillere, jeg har seet .. Jeg beklager ordentlig min Bortreise, fordi jeg mister ham .. Le Tartuffe gik passabelt, men ikke fortrinligt. Mad. Brice var temmelig mat - Mde Deschance næsten den bedste; Delcour som Tartuffe ikke slet - men heller ikke mesterlig" (NkS 3295). Prins Christian Frederik så 8 af de 10 første forestillinger: forestillingen den 7.7.1838 "afgav en stor Nydelse" (KGA dagbog). Delcours breve til Bournonville fortæller intet afgørende om repertoiret (NkS 3258 I).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 13-01-2020, nogle links mangler). Opdateret af