>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1837 til 30. Mai 1838 + 1. Juni til 13. August 1838, side 316-340]

[Oversigt over repertoiret 1837-38]


[sideskift][side 316]

Der havde ofte, og med største Grund, været yttret Rædsel for den Ulykke, at der under en Forestilting opkom Ild i Theatret. For alle Logerækkerne var der kun to Trapper og i de meget smalle Gange, som endydermere til begge Sider maatte behænges med Tilskuernes Overklædningsstykker og Hatte, kunde neppe to Personer komme forbi hinanden. Det havde ved blind Allarm gjentagende viist sig, at de strax vare saaledes blevne spærrede af besvimede Damer og Flygtende, der standsede for ogsaa at redde deres Tøi, at det vilde have været aldeles umuligt for over Halvdelen af Tilskuerne at komme ud af Logerne inden alt Haab om Frelse maatte opgives. Den blot ved Frygten opstaaede Trængsel havde et Par Gange været saa voldsom, at Flere havde saaet betydelige Legemsbeskadigelser, endskjøndt der øieblikkelig var fra Scenen blevet tilraabt Publikum, at der ikke var Ild. Tillige havde man faaet et stærkt advarende Beviis for, at der ei alene kunde opstaae Fare fra Scenen, men ogsaa, og det en endnu forfærdeligere, fra Forbygningen med Tilskuerpladsen. Under en Forestilling var der med Lys uden Lygte i stor Skynding blevet hentet nogle Dandsedragter fra en lille Garderobe, som laae i Frontispicen ud mod Torvet, kun adskilt fra Galleriet ved Gangen. Det var ved et aldeles usædvanligt Tilfælde, at Garderobeforvalteren en halv Time efter kom derop og idet han aabnede Døren opdagede, at der var begyndt Lueild i en Bylt Balletcostumer. Da der ikke i Nærheden af dette Locale fandtes hverken Vand eller Slukningsredskaber var det kun ved den Raskhed, hvormed han kastede sig over Ilden og, uagtet han blev stærkt forbrændt, fik den qvalt, at den frygtelige Ulykke, at der opstod Ild bagved Tilskuerne, blev afværget. Iblandt de [sideskift][side 317]Mænd, som forudsaae de forfærdelige Følger af en Theaterbrand under de forhaandenværende Omstændigheder, var Prof. Thiele den, der først følte sig dreven til et alvorligt Forsøg paa at afvende dem. I Mai 1836 gjorde han Kongen opmærksom paa Faren ved en kort, men meget klart affattet Afhandling, hvorom Frederik den Sjette begjærede Sagkyndiges Mening. Denne blev naturligviis, at Sidemurene maatte rykkes ud til Anbringelse af brede Gange og egne Trapper for hver Etage. Saa hensigtsmæssig og høist nødvendig en saadan Udvidelse end var, mødte den dog stærk Misbilligelse hos Kirstein, der igjen havde begyndt at sammenspare en Capital til et nyt Theaters Opførelse og haabede at have bragt det saavidt om 10 Aar at den kunde paabegyndes. I Mai 1837 kom det, i "Kjøbenhavnsposten", først til offenlig Omtale, at det var paatænkt at rykke Murene ud, hvilket fraraadedes, deels da Sikkerhed imod Ildebrandstilfælde skulde være at opnaae paa anden Maade, deels paa Grund af, at en saadan Ombygning vilde træde iveien for Udsigten til at faae et nyt Theater, som skulde være høist nødvendigt, deels fordi — hvad der var sandt, — Scenen savnede Kjælder og Loft, og deels fordi — hvad der var aldeles usandt, — Tilskuerpladsen var slet construeret. Denne Fraraadelse blev af Thiele imødegaaet med et Afsnit af Afhandlingen, hvilket gjorde Udførelsen af Planen saa indlysende nødvendig, at der skulde meget Mod til at modsætte sig den. Ikke destomindre begyndtes der en Række anonyme Bladartikler, hvori man med stor Iver søgte baade at fremstille Ombygningen som særdeles kostbar og hindrende for Tilveiebringelsen af et nyt Theater, og at paavise Midler til at afvende al Fare, i hvilken Henseende der foresloges latterligt [sideskift][side 318]combinerede Indretninger, som i Farens Øieblik ikke blot vilde have været utilstrækkelige, men uanvendelige. Modstanden var forgjæves; Thieles Bemærkninger havde en saa indtrængende Rigtighed, at Publikum forlangte dem tagne tilfølge, dersom det vedblivende skulde med Tryghed besøge Theatret, og at Directionen ikke havde Mod til at paalægge sig det uhyre Ansvar, som et Ildebrandstilfælde vilde have paabyrdet den. Det sidste Haab om for Øieblikket at afværge Planens Iværksættelse laae i, at Theatrets Bygmester, Etatsraad Koch, vilde erklære det umuligt at fuldende en saa stor Ombygning i den korte Tid imellem den kongelige Resolutions Opnaaelse og den Dag, som Directionen havde fastsat til at begynde Forberedelserne til Saisonnen. Men Koch var en ligesaa rap og snild, som paa Udførelsens Soliditet lidet nøiseende Architekt; han forsikkrede, ikke Directionen, men Kirstein til stort Mishag, at han nok skulde blive særdig. Og han blev det. Han lod rolig Sommerskuespillene gaae deres Gang og alligevel stod inden Prøverne til Saisonnen begyndte Ombygningen fuldendt. Ved Theatrets Aabning fandt Publikum, til sin store Glæde, brede Gange og særskilte Trapper for hver Etage. Kun den, der nøiere overtænkte, hvorledes det under en Theaterbrands Udbrud vilde gaae, fandt fremdeles Anledning til Anke deri, at Tilskuernes Garderobe endnu skulde opbevares i Gangene, hvor den optog Plads og vilde friste de Flygtende til at standse, for ogsaa at faae deres Klædningsstykker med, istedetfor at den burde have været henlagt til tilstødende Localer, som Frygten for at blive spærret Tilbageveien nok skulde holde Flygtningerne fra at trænge ind i.

[sideskift][side 319]

Saisonnens mærkeligste, men langtfra med størst Bifald modtagne, Stykke blev Heibergs Eventyrcomedie "Fata Morgana". Om den sindrige Idee, det dybt gjennemtænkte Anlæg af Planen og den aandfulde poetiske Udarbeidelse, i en gratiøs Charakteerbehandling, fiin Ironie og rig Fylde af ædel Lyrik, end, selv under den heldigste Omstændighed, kun af Publikums dannede Deel kunde være blevne opfattede i fuld Betydning og Værdie, maatte dog Mængden have følt sig fængslet ved denne phantastiske Digtnings Ynde, dersom den kunstneriske og den materielle Virksomhed havde forenet sig til en Fremstilling af Værket i dets Aand. Dette var imidlertid ingenlunde Tilfældet. Med Undtagelse af Fru Heiberg, der, ved skjøntskydende, varm og kraftfuld Declamation som ved ædel Plastik og sit hele Væsens Gratie, var en uovertræffelig Fata Morgana, og Holst, der gav Clotaldo med Troubadourens Sværmerie og Begeistring, havde de Rollehavende ikke truffet det romantiske Dramas livfulde og glødende, men ikke destomindre bløde og lette Farveaccord. Feilen laae mindre i Mangel paa Fremstillingsevne, end i den altfor djærve Anvendelse af den. De Fleste havde taget deres Opgave for haandfast; af Iver for ret kraftigt og bestemt at charakterisere deres Rolle, som i et borgerligt Skuespil, fremtraadte de for haardt og individuelt, hvorved Fremstillingen tabte Ensemble, der efter denne Digtnings Natur kun var at opnaae ved at det Charakteristiske hos den Enkelte med Smag afrundedes saaledes, at Alles Samvirken tilligemed Udtryk fik Ynde. For Mængden var imidlertid den materielle Udførelses Mangelfuldhed endnu mere stødende. Denne havde Digteren for en Deel at tilskrive sig selv, da et Par af hans Fordringer til Mastineriet dengang ikke kunde [sideskift][side 320]udføres tilfredsstillende, men fornemmelig faldt dog Skylden paa Theatret, thi ogsaa det som kunde gjøres, blev gjort i høieste Grad slet. Især gjaldt det sidste Act, hvis Skydecoration ei alene var tænkt uden mindste Phantasie og i Malningen saa tung og haard, at den maatte vække Latter, men ogsaa blev yderligt plumt changeret, Det har aldrig været det danske Theaters Styrke at give phantastiske Værker en poetisk Udførelse, men ligesom denne ingensinde har været et Værk mere fornøden end dette, saa har ingensinde noget været underkastet en plattere prosaisk Behandling, hverken fra de Rollehavendes eller fra Iscenesætningens Side. Den var saaledes, at enhver for Kunsten besjælet Theaterchef burde føle sig forpligtet til nu, da de materielle Midler haves i fuldeste Maal, ikke at forsømme det gunstige Øieblik, der gav ham ogsaa de kunstneriske og Vished om at kunne skaffe dem en smagfuld Ledelse, men med Indsigt og Energie søge at bruge det, for at lade Theatret give den herlige Digtning Opreisning for den slette Behandling, der dengang af Theatret blev viist den. Til yderligere Uheld for Heiberg skete ham den Ære, at hans Stykke blev opført paa Kongens Fødselsfest, da Tilskuerne næsten kun vare fremmede Diplomater, som ikke førstode et Ord af det lange allegoriske Drama, Hoffolk, hvoraf de fleste, om de end forstode Ordene, kun lidet søgte Meningen, end mindre opsattede det dybe Poetiske, og Fornemme, som ikke vilde compromittere sig ved en Dom førend de havde hørt Andres. Efter Vedtægt ved Festforestillinger blev der ikke applauderet, saaledes vidste de, som havde været Tilskuere, ikke selv hvad Lykke de troede, at Stykket havde gjort, men bevarede kun Indtrykket af, at de selv havde kjedet sig. Dette gav Anledning til en af de største af de Skandaler, [sideskift][side 321]som jævnligen udgik fra Logeprangeriet efterat Raaheden havde begyndt, som den kaldte det, at ville "vise sin Ret til at yttre en Mening." En Logepranger, som høit paastod, at da han var den, som gav størst Abonnement, skyldte Directionen ham særligt Hensyn ved Valget af Repertoiret, forudsaae, at "Fata Morgana" ikke vilde blive ham indbringende og erklærede derfor, at der maatte pibes, for at enten "Stykket kunde komme paa Døren, eller en ordenlig Commers hjælpe til at det gav godt Huus." Da han ved anden Forestilling havde, efter det temmelig stænke Bifald, der lod da Tæppet faldt, forgjæves ventet nogle Øieblikke, for at see om ingen Anden vilde prostituere sig for at staae ham bi, besluttede han at gjøre det selv og begyndte fra en af sine Loger i tredie Etage med et Par Sjouvere en stærk Pibning, som rigtignok vakte Publikums Spotlatter, men dog standhaftigt fortsattes indtil Gongongen lod sig høre. Den offenlige Misbilligelse udtalte sig saa kraftigt, at han ikke vovede at "yttre sin Mening" ved de følgende Forestillinger, men disse bleve kun maadeligt besøgte. Betegnende for den Stemning og Tilstand, hvorunder Heibergs aandfulde Digtning af Theatret beredtes og hos Publikum fandt en saa kold Modtagelse, er det, at kort før dens Opførelse var "Emigrantens Reisevogn", et stort, fra Forstadstheatrene i Paris hentet, Spektakeldrama, umotiveret og urimeligt i Sammensætning og Charakteerskildring, men rigt paa convulsiv Spænding og Knaldeffectsteder af plumpeste Art, blevet givet med omhyggeligt Udstyr, stor Flid fra Personalets Side og stormende Bifald. — I "Olaf den Hellige" har Oehlenschläger aabenbart mindre lagt an paa en høi poetisk Behandling af Stoffet, end paa af det at frembringe mange theatralsk effectfulde [sideskift][side 322]Scener. Compositionen savner baade Storhed og Sammenhold. Den har ei alene skullet omfatte Heltens Kamp og Død for Christendommen, men tillige en Skildring af Datidens Sæder og Fremstillingen af dens vigtigste historiske Personer, ja endog vise Tilskuerne de Mirakler, som efter Olafs Død, hvormed den dramatiske Interesse dog er endt, fandt Sted ved hans Lig. Derved ere de fem Acter, istedetfor en dramatisk Handling, blevne en Række Tildragelser, af hvilke nogle, fordi de, hvor stort Værd de som poetiske Brudstykker end i og for sig kunne have, ikke vedrøre Helten og hans Charakteer, mere afbryde end forhøie Interessen. Af Personerne fremtræde kun den christne Olaf og hans hedenske Modstander, Kalf Arnesen, saaledes, at de skaffe sig den Deeltagelse, som Digteren har villet tilvende dem: de andre Optrædende have vistnok hver for sig noget Charakteristisk, der hos flere af dem er rask og bestemt udtrykt; men de ere for mange til at Digteren saaledes har kunnet fremhæve det, at det vinder Betydenhed, og de Scener, i hvilke de vise sig, fortkomme for meget som løst henkastede Episoder til at de ved dem kunne saae Vigtighed. Som Tragedien, uagtet mange skjønne Enkeltheder, var svag, blev ogsaa den kunstneriske Fremstilling det, fordi de fleste Roller vare Skizzer, hvilke de Spillende, der næsten alle behandlede deres Opgave med stor Flid, ikke i Personmassens store Bevægelighed fandt Moment og Omraade til at give en livfuld Udførelse. Kun Oluf, som Nielsen spillede med megen Kraft, Følelse og kongelig Værdighed, og den djærve, ædelttænkende Kalf Arnesen, der af Holst udførtes ligesaa charakteristisk og ildfuldt som elskværdigt mandigt, bleve af betydelig Virkning i Fremstillingen, der forøvrigt gav Indtrykket af at Effecten [sideskift][side 323]var gaaet under i Anvendelse af for mange og for smaa Midler til at frembringe den. Man beundrede flere skjønne Træk og herlige poetiske Steder, men følte sig ikke greben af det Hele. Hvad Stykket selv og Skuespillernes Kunst ikke vilde have bevirket: en glimrende Optagelse og at sex Forestillinger gave fuldt Huus, det skyldtes et grandiøst Optrin, som var Episode i den Grad, at endog ingen af de dramatiske Personer medvirkede den, nemlig Slaget ved Stiklestad, componeret af Bournonville til en genial og høist charakteristisk Musik af I. P. E. Hartmann. Aldrig har Bournonville opfundet Noget med rigere Phantasie, givet det dybere poetisk Sandhed og udført alle Enkeltheder med større Dygtighed. Det vilde Sammenstød, det levende, af mange enkelte Kampe sammensatte Haandmænge, de tilsyneladende store Massers Frembryden over Døde og Døende dannede et mageløst Ensemble og gjorde en saa mægtig Virkning, at Publikum flere Gange udbrød i stormende Bifald. — Med de andre originale Nyheder havde Directionen aldeles ikke Held. Paludan Müllers Treactsskuespil "Fyrste og Page" gjorde kun liden Lykke, hvilket vel for endeel laae i Digtningens Mangel paa saa stærk theatralsk Effect, som for Øieblikket maatte til for at Noget ikke blot skulde beundres af Faa, men lokke Mange til Huset; men ogsaa hidrørte fra, at Stykket, ligesom "Fata Morgana", ikke af alle de Spillende blev, opfattet i dets Aand og derfor gik med et meget maadeligt Ensemble; Hertz's Vaudeville "Flugten til Sprogø" morede i nogle Partier, men mishagede i andre, og den af Christensen fortræffeligt malede Vinterdecoration fandt man for kold til at see paa i et lystigt Stykke: den anden Forestilling mødte saa heftig Opposition, at den blev den sidste; den anonyme [sideskift][side 324]Eenacts-Idyl "Et Hjem" (af Sille Beyer) kjedede ved den første Opførelse saameget, at den ikke mere blev givet.

Med Oversættelserne gik det desto glædeligere. Iblandt dem blev "Farinelli", af Saint-Georges og Leuven, efter Fortjeneste, Saisonnens Glandsstykke. Den godt anlagte og paa smuk Theatereffect fiint beregnede Handling, hvori Kunstens Herredømme over Gemyttet er Grundtanken, de naturligt vexlende interessante comiske og alvorlige Scener, der alle ere fortræffeligt dialogiserede og gratiøst afrundede, de smagfuldt anbragte skjønne Melodier og det Heles romantiske Charakteer maatte sikkre Stykkets Lykke ved en blot taalelig Udførelse, og det fik en i alle Roller ganske udmærket. Farinelli var Cettis sidste Triumf i et nyt Partie, men ogsaa i høieste Grad glimrende; thi ingen Rolle kunde i alle Henseender ligge ypperligere for ham. Han sang ei alene Romancerne med sin indsmigrende Stemme og sit bløde, følelsesfulde, af Veemod beaandede Foredrag henrivende skjønt, men var uovergaaelig i selve Rollen; om der end maaskee i hans Spil kunde have været mere af Geniets og den tilkommende Ministers Adel, saa var det umuligt, at nogen Personlighed mere gratiøst, elskværdigt og livfuldt kunde fremstille det, som i Øieblikket gjør ham uimodstaaelig for Kongen; fiin prompt Opmærksomhed for Majestæten, Varme i Udtrykket, tækkelig Munterhed og tvangløs Æresrygt havde saaledes forenet sig i hans Diction, Miner og Bevægelser, at man følte det Naturlige i at han havde Magt til at røre og overtale den mørke, menneskesky Monark. En ypperlig Medspillende var ham Fru Heiberg. Hendes Preciosa havde i sit Lune, Skjelmerie og livfulde, piquante Væsen en Fiinhed og Ynde, som gjorde hende fortryllende. Ogsaa Dronningen [sideskift][side 325]blev en særdeles interessant Person ved den ædle, simple Høihed, Blidhed og inderlige Følelse, Mad. Nielsen lagde i sin Udførelse. Tilføies, at Stage i baade Udvortes og Tone gav en meget imposant Fremstilling af Kongen, at Phister havde for Gil Perez fundet en overmaade comisk Individualitet, som han mesterligt gjennemførte, at endog de vanskeligste Scener gik med en usædvanlig Præcision og at Udstyret var baade rigt og smukt, da vil man let begribe, at den første Opførelse optoges med overordenlig Begeistring og at det nydelige Sangspil strax blev et Yndlingsstytte. — Om Scribes Eenactslystspil "Enten elskes eller døe!" end ikke kunde blive Kassen til saa stor Fordeel som "Farinelli", var det dog, ved den piquante Idee og dens fortræffelige Behandling med fiin Ironie og i meget effectfulde comiske Situationer, en særdeles interessant Forøgelse af Repertoiret, saameget mere da det blev ypperligt udført, fornemmelig af Fru Heiberg, som Clotilde, og Holst, som Ferdinand. — De andre oversatte Lystspil vare ikke af saa fiin Natur, men havde til deres Anbefaling fuldt op af drøi Theatereffect og vare, ved at de gik løs paa at vise, hvorledes Fødselsaristokratiet maa ligge under for Handlekraft og Aandsadel hos dem, som det ringeagter, af en Tendents, der dengang mødte en saa levende Sympathie hos Mængden, at disse Stykker allerede derved havde denne for sig. At see, hvorledes i "Frieren og hans Ven" den borgerlige Grandet med en Voldsomhed og Brutalitet, som end ikke Phisters joviale Fremstilling kunde betage det Tølperagtige, ydmyger den unge af sin Stand og Elskværdighed overmodige Hertuginde, der med indtagende Coquetterie, Fiinhed og Anstand blev henrivende skjønt udført af Fru Heiberg, saa at tilsidst hans, af Nielsen med [sideskift][side 326]megen Værdighed givne, Gen, General Jumilly, som har tjent sig op ved Bravour paa Valpladsen og Aandsdygtighed, faaer gjort hende sin Kjærlighed underdanig; og see det skee igjennem en Række paa Overraskelse anlagte Scener, hvori ei alene baade det Lystige og det Alvorlige ere af robust Natur, men der ogsaa er sørget for ordenlig at reprimandere de høiere Stænder: dette var Noget, som saa godt faldt i Menigmands Smag, at Stykket blev modtaget med meget Bifald. At Forfatterne til "Man kan hvad man vil", Ancelot og de Comberousse, have i Usandsynligheder givet Helten fuldt op af Muligheder for at kunne hvad han vil, derpaa faae Publikum ikke saameget som paa, at en ung Lieutenant med dette Valgsprog, igjennem endeel meget effectfulde Situationer, virkelig kom til sit Maal og vandt en Hertugindes Haand. Imidlertid bidrog ogsaa her den ypperlige Udførelse af to Hovedroller meget til Stykkets særdeles gode Optagelse. Fru Heiberg spillede ei alene Hertuginden med indtagende Ynde og henrivende Varme, men overraskede tillige, i en Forklædningsscene, Publikum med en aldeles ny Udvikling af sit Talent, idet hun gav en Fremstilling af en gammel Dame med et Lune og en comisk Kraft, der fremkaldte stormende Bifald; og Holst gav den uforfærdede Ruy Gomez med en elskværdig Kjækhed, ædel Holdning og Sikkerhed i Conversationstonen, som gjorde denne Rolle til en af hans fortræffeligste. I "Pariserdrengen" var Ideen atter Adelsstolthedens Admygelse og det endydermere ved en Dreng af Almuen og en General, der i smukke Declamationer gjorde sig til Hæder, at han var udsprungen fra den. Det var egenlig kun disse to Personer, der, mere ved Effectreplikker end ved Charakteerskildring, vare interessante og [sideskift][side 327]hvis glimrende Udførelse af de Franske havde skaffet Stykket det store Bifald, som nu fristede til dets Optagelse i Repertoiret. Den første Opførelse faldt meget uheldigt ud. Stykket blev ved den givet som Vaudeville; men Musiknummerne vare valgte og anvendte saa slet, Pointerne i Versene gjengivne saa kluntet, at Publikum forbausedes over, hvorledes Noget, som havde vakt furore paa Fransk, kunde blive saa flaut paa Dansk. Ved anden Forestilling var Vaudevillen omskreven til Lystspil og Tiraderne om Dyden, Æren og Agtelse for Almuen optoges nu med stormende Bifald, hvorvel Udførelsen ingenlunde var heldig, da det Elskværdige og Gemytlige hos Drengen aldeles ikke kom frem i Jfr. Petersens Fremstilling, og Nielsen vel gav Generalen med megen Kraft og Varme, men uden den franske Krigers Bonhomie, — En særdeles glimrende Forøgelse skaffede Sommerskuespillene Repertoiret i "Kean" af Alexander Dumas. Her gjaldt det ogsaa en Kamp imellem en Lavtstaaende og de Høitstaaende, men af ædlere Natur: en Kunstners imod de Stores ham ydmygende Fordom. Det er ikke nogen Tildragelse i Keans Liv, som Digteren har villet skildre; thi hvad han i sit Drama lader hænde Helten, hændede aldrig den virkelige Kean; men da Sagnet om dennes dristige Selvstændighed, Mod til at udtale Forbittrelse over Tilsidesættelse og hensynsløse Trods imod alt blot Conventionelt var ligesaa fastknyttet til hans Navn som hans kunstneriske Berømthed, fandt Dumas i hans Person det klareste Udtryk for Stykkets Idee. Hvad Digteren vilde stille i skarp Belysning, var de Stores Betragtning af Skuespilleren som en interessant Paria, hvem de nok kunne nedlade sig til i en fortrolig Kreds at lade sig amusere af, men som, da han søger sin Kunsts [sideskift][side 328]Erkjendelse i Mængdens Applaus og ved en Enkelts Kaadhed kan udsættes for Haan, aldeles maa ignoreres i Samsundslivet og borgerlige Forhold. Som denne Skuespillerens Exclusion fra social Ligestilling er i Frankrige saaledes bleven Vedtægt, at den ansees som reent naturlig, saa er den det, kun mindre skarpt manifesteret, i de fleste Lande, og var det ogsaa dengang her, idet Regjeringen holdt for utænkeligt, at en Orden eller Titel kunde gives endog den genialeste Kunstner, naar han betraadte Scenen. Dumas har meget aandrigt og med et ypperligt Blik for den sceniske Virkning givet Ideen dramatisk Liv: hans "Kean" er det interessanteste af de mange Stykker, hvori Theatret er bragt paa Theatret. Handlingen skrider rask frem igjennem fortræffelige Situationer og giver, i Forening med det heldige Valg af optrædende Personer, herlig Leilighed til at udvikle Stykkets Tendents, uden at lade denne paatrænge sig Tilskuerne som Hensigt. Keans Charakteer er poetisk tænkt og mesterligt gjennemført: hans resolute, naturligt fri og dog gratiøse Væsen i Omgang med høitstaaende Personer, Begeistring for sin Kunst, Bitterhed over den Ringeagt, der vises Standen, Hjemmebesindende i den Libertinage, han søger at skaffe sit heftige Gemyt Tilfredsstillelse ved, og ildfulde, deeltagende Følelse ere lige træffende og aandfuldt udtrykte. Stærkere imponerende à plomb i den første Fremtræden og større Energie i Heftighedens Udbrud kunde vel have været ønskelige ved Holsts Udførelse, men forresten havde den, ved elskværdig Lethed, Lune og følelsesfuldt Foredrag, en saadan Effect, at den meget betydeligt bidrog til Stykkets glimrende Modtagelse. Et Mesterstykke i at sammensmelte stille Alvor, pudseerlig Naivetet, inderlig Hjertelighed og tørt Lune i en ud af Livet greben og i [sideskift][side 329]hvert Træk smagfuldt og mageløst naturligt udført Menneskeskildring gjorde Phister ved sin, med stort Bifald optagne, uovertræffelige Fremstilling af den gamle Souffleur.

Lindgreen blev ved sit 50aarige Jubilæum, efter Fortjeneste, hyldet med Modtagelse, stor Jubel under Opførelsen og Fremkaldelie efter den; men for de Tilskuere, der havde kjendt Skuepladsen for 25 Aar siden og nu tænkte over dens Fremtid, var Indtrykket af Forestillingen ingenlunde glædeligt. At de, medens den yngre Slægt beundrede den Naivetet, joviale Hjertelighed og simple Natur, der laae i hans comiske Spil, kun i den 68aarige Kunstner fandt en Afglands af den fordums Lindgreen og savnede den Bestemthed i Charakteerskildringen, Styrke i Udtrykket og Friskhed i Lunet, hvorved han tidligere havde glimret, kunde ikke overraske dem, thi af de faa Roller, han i de sidste Aar havde spillet, var det tydeligt, at Alderen havde taget stærkt paa hans kunstneriske Kraft; men sørgeligt overraskedes de ved, at det i denne engang saa ypperligt udførte Comedie blev paafaldende, hvorledes ingen af de Medspillende i Charakteerrollerne kunde maale sig med den gamle Mester i endog de Egenskaber, som han nu havde svagest. Kun Phister viste i sin livfulde Udførelse af Dick Rapid, at han, som hans Lærer, søgte det Comiske ved kraftigt at fremstille Naturen med Smag og ægte Lune; forresten vakte Forestillingen ret levende Erindringen om de store Tab af geniale Kunstnere, som Comedien i den sidste Snees Aar havde lidt, og Følelsen af, at de Talenter, der endnu tilhørte den, vare, ved Situationsstykkernes mange flygtigt udkastede Charakteerskizzer, blevne saa vante til at sætte det Comiske i piquante Smaatræk og ydre Pudseerlighed, at de ikke mere havde Kraft til, i stor Stiil, at give en [sideskift][side 330]sammenholdt, klar og fyldig Fremstilling af en originalt og med psychologisk Indsigt skildret comisk Charakteer.

Med Syngespilnyhederne havde det ingen god Begyndelse. Er "Ambassadricen" end ikke en af Scribes og Saint-Georges's heldigste Syngespiltexter, har den dog i et godt dramatisk Anlæg endeel meget underholdende og piquante Scener, der ere aandfuldt dialogiserede, og Aubers Musik er, ved nydelige, de Syngende og Situationerne tildeels fortræffeligt charakteriserende Melodier, af megen Effect. Ogsaa var Sangudførelsen særdeles smuk, navnligen udmærkede Mad. Simonsen i Hovedpartiet sig ved glimrende Virtuositet. Men Stykket fordrer dramatisk Foredrag og fiint, livligt Spil, og i begge Henseender lod ei alene hendes, men, paa Phisters i Dialect, Individualitet og kunstnerisk Behandling meget moersomme Fortunatus nær, alle Rollehavendes Fremstilling saameget tilbage at ønske, at det Hele gjorde et mat Indtryk, som gav de musikalske Toneangivere god Leilighed til ved den første Opførelse at yttre saa stærkt Mishag, at Stykket til de fire følgende havde slet Huus og efter dem betragtedes som henlagt. Med "Postillonen i Lonjumeau", af Leuven og Brunswick, gik det uagtet det Comiske var af drøiere Natur, ikke bedre. Man morede sig meget over enkelte pudseerlige Situationer, der laae i den musikalske Deel og, ligesom overhovedet alle Syngenummerne, vare af Adam behandlede med Lune, Smag og Behændighed i ikke just originale, men behagelige og ret charakteristiske Melodier; man fandt at Schwarzen ikke blot i det Hele sang det høie Tenorpartie med stor Kunstfærdighed og ypperligt Foredrag, men ogsaa som Postillonen gav Rollen med Liv og Lune, at Mad. Kragh var indtagende som den muntre, skjelmske og [sideskift][side 331]naive Madelaine, og at Phister i begge Bijus burleske Skikkelser baade ved sit Spil og sit ægte dramatiske Foredrag af det med stor Kraft udførte Sangpartie var fortræffelig; men som Operasangeren savnede Schwartzen den Elegants i Tournure, hvorved Virtuoslapseriet skal have Elskværdighed, og som Fru de la Cour kunde Mad. Kragh, hvor nydelig hun end var, ikke vedligeholde den Interesse, hun havde vakt som Madelaine. De gode Forventninger, der vare givne Publikum af den første Act, skuffedes betydeligt af de to sidste, saameget mere da den ene store Usandsynlighed fulgte i dem paa den anden. Stykket vandt endeel Bifald, men ingen Søgning. "Fiorella", af Scribe med Musik af Auber, havde en ikke mindre uheldig Skjæbne. Udførelsen var vellykket: Mad. Stage sang og spillede Titelrollen udmærket smukt; Schwartzen foredrog Rodolphes Sangpartie henrivende skjønt, og Foersom vandt levende Bifald for sit grundcomiske Spil som Arqaya; men Stykkets Handling kunde ikke fængsle Interessen og Musiken stod i Friskhed og Effect meget under hvad der tidligere her var hørt af Auber. Det meget lunkent optagne Stykke gav imidlertid langt bedre Huus, end de to foregaaende interessantere Syngespil. Dette skyldte alene den den indlagte spanske Nationaldands Cachucha, som udførtes af Jfr. Grahn. Hun havde i Sommermaanederne opholdt sig i Paris, for at skaffe sit Talent høiere Udvikling under Veiledning af den berømte Barrez, og vundet en saa stor Kunstneranseelse, at der var gjort hende glimrende Tilbud om Ansættelse ved den store Opera, hvilket hun, efter Holsteins skriftligt yttrede varme Ønske, at "hun vilde vedblive at være den første Dandserinde, der nogensinde var seet i Kjøbenhavn," havde afslaaet, endskjøndt der allerede i Bladene taltes om, [sideskift][side 332]at hun her "var bleven forfulgt af en Chicane, som man maatte beskytte hende imod." Efter sin Hjemkomst havde hun med Sylphiden, Zoloe i "Brama og Bayaderen" og flere Partier sat Publikum i ualmindelig Enthusiasme, ei alene ved den større Kunstfærdighed, hun havde opnaaet, men tillige, og fornemmelig, ved den Sjælfuldhed og gratiøse Energie, hvormed hun anvendte den. Kun ved disse Egenskaber var det, at hun vandt umaadeligt Bifald for den spanske Bondedands, som hendes Kunstfærdighed blot kunde tjene til at lægge à plomb og Smidighed i: det var det indtagende Udtryk af Skjelmerie, de skjønne Armbevægelser, de mange piquante Stillinger og den Harmonie og fine Ynde, der vare udbredte over denne lille mere mimiske end choregraphiske Capricio, som gjorde den saa tiltrækkende, at den, efter at have skaffet det kjedelige Stykke godtbesøgte Forestillinger i denne Saison, blev, ved særskilt at gives efter forskjellige Stykker, overordenligt indbringende for næste, hvori hun tillige henrev Publikum med en anden spansk Dands, El Jaleo di Xeres, som gjorde endnu større Lykke. — Efter saameget Uheld med sine musikalske Nyheder skulde Directionen dog, som et Par Gange tidligere, have den Lykke at ende Saisonnen med en glimrende Triumf. Som Operatext er Scribes "Jødinden" et ypperligt Stykke: Fremstillingen af stærke Lidenskaber, god Afvexling i Syngenummernes Charakteer, et ædelt Sprog, smukke Rhythmer og imposante Situationer gjøre det fortrinligt egnet til en grandiøs musikalsk Behandling; og hvad der af Digteren er givet, er af Componisten Halevy, med levende Phantasie, Følelse og overordenlig Styrke i at give en ædel musikalsk Tankefylde poetisk og, i Ordets bedste Betydning, effectfuldt Udtryk, [sideskift][side 333]benyttet for at skabe en saa charakteristisk, aandfuld, pathetisk og melodierig Tonedigtning, at hans Værk hører til det Skjønneste, der er frembragt i dramatisk Musik. Af Directionen var anvendt usædvanlig Omhu for at give de Rollehavende kraftig Understøttelse i Udstyret og alt, hvad Flid kunde tilveiebringe. Der var af Lund fortræffeligt malet en af tre Partier bestaaende gammeltydsk Gade, som gjorde stor Virkning, Chorene bleve udførte med megen Præcision, Kraft og Udtryk, de store Optog, Festlighederne og Massernes Anvendelse i Handlingen vare særdeles godt ordnede og indøvede. Meest havde man frygtet, at Hovedpersonerne ikke vilde være deres vanskelige Opgaver voxne; men netop de fyldestgjorde saa skjønt endog de høieste Fordringer, at den store Enthusiasme, hvormed Forestillingen modtoges, fortrinligen skyldtes deres overraskende herlige musikalske og dramatiske Udførelse. Schwartzen forbausede ved den overordenlige Kraft, dybe Følelse og sjælfulde Varme, hvormed han ei alene sang, men spillede Eleazar. Den simple Høihed i hans Foredrag af Bordbønnen, hans Energie i Forbandelsen og den gribende Inderlighed, han lagde i Udførelsen af den store Arie, vare kun enkelte med stort Bifald lønnede Momenter i et fortræffeligt Hele. Rachel blev udført af en Debutantinde, men baade fra Spillets og Sangens Side henrivende skjønt og udtryksfuldt. Pauline Lichtenstein, der ikke endnu havde fyldt 20 Aar, var fra enkelte Vaudevilleroller, hvilke hun for nogle Aar siden havde spillet i Beckers tydske Selskabs Forestillinger paa Vesterbro, i Kjøbenhavnernes Erindring som en puur ung Begynderinde med et smukt Udvortes, beskedent Væsen og en behagelig Syngestemme. Vel vidste man, at hun sildigere havde gjort megen Lykke [sideskift][side 334]i Provindserne og navnligen viist et Sangtalent, som i Foraaret 1837 havde skaffet hende Ansættelse ved det kongelige Theater, for at hun, naar hun havde tilegnet sig dansk Udtale og faaet Stemmen skolet, skulde anvendes i Syngestykker; men at hun nu var i Besiddelse af saa ualmindelige Evner, som hun viste ved sin Debut, havde Publikum ingen Forventning om. Hun overraskede allerede ved sit skjønne sydlandske Udvortes: en smuk, frodig Figur, ædel Ansigtsform, mørke, ildfulde Øine, der havde et levende Udtryk for baade Lidenskabelighed og stille Veemod, sort Haar og en tækkelig Holdning, som i Forening med de bløde Armbevægelser gav hendes hele Væsen Præget af reen Jomfruelighed. Hendes Fremstilling i første Act var nok til at indtage Publikum for hende: ved sin omfangsrige, fyldige og velklingende Stemme, Inderlighed i Foredraget og Spillets kunstneriske Ro og Naturlighed henrev hun i et Ensemblenummer til levende Bifald; og dog begyndte hun først ret at udfolde sit herlige Talent i anden Act: det følelsesfulde Foredrag og den Klarhed, hvormed hun udtrykte de forskjellige Følelser og deres Overgange i Cavatinen: "Han kommer her!" fremkaldte flere Gange stormende Applaus, som siden fulgte ethvert af hendes Nummere og fornemmelig brød frem ved den gribende Energie, hvormed hun gav de pathetiske Satser. Ulykkeligviis havde Sangøvelser og Udførelsen af det store Partie saaledes overanstrenget Stemmen, at hun i Begyndelsen af næste Saison, efter at være optraadt nogle Gange deri og have til anden Debut ypperligt udført Fidelio i en forresten yderst slet Forestilling, blev angrebet af et Halsonde, der antog en saa haardnakket Charakteer, at hun [sideskift][side 335]først i October 1840 igjen kunde betræde Scenen, og da ikke turde give sin Sangudførelse al dens tidligere Vigueur.

Balletten bragte i denne Saison kun een Nyhed, "Herthas Offer"; mest den smukke Idee, de mange herlige Grupperinger, en original Bølgedands og den fortrinlige Udførelse, især af Bournonville, som Vaaren, og Jfr. Grahn, som Hertha, der Begge dandsede med henrivende Ynde og Bravour, skaffede dette lille saakaldte Blomsterstykke en overordenlig glimrende Modtagelse.

Af de tre Debutanter, der, foruden Jfr. Lichtenstein, optraadte i Syngestykker, behagede Vilhelmine Frederikke Østerberg meest. Hun havde allerede, som Elev i Musikconservatoriet, for tre Aar siden gjort sig fordeelagtigt bemærket ved en meget lovende Udførelse af Hovedrollen i "Den yngre Søster" og var nu, ved en ikke fuldt middelhøi smuk Figur, meget levende sorte Øine og et særdeles tækkeligt Væsen, en vakker Theaterpersonlighed. Hendes velklingende Syngestemme og den ikke ringe Lykke, hun opnaaede at gjøre i et Par betydelige Roller, lode vente, at hun vilde finde god Anvendelse i ikke meget høie eller stærktcolorerede Sopranpartier, men Forventningen skuffedes ved at Stemmen meget hurtigt tabte Omfang og Styrke. Jfr. Kofod, en Søster til Mad. Stage, forenede med et godt Theaterydre en meget høi og bøielig, men i Tonerne noget tynd Sopran, der maaskee ved Øvelse og naar Routine havde skaffet hende Herredømme over hendes aldeles udannede Fremstillingsevne, kunde have gjort hende fortjent til det Bifald, hvormed hun opmuntredes ved sin Debut; men hun forlod, paa Grund af Giftermaal, meget tidligt Theatret. Ludvig Sahlgreen, en høi og velbygget meget ung Mand med en ikke omfangsrig eller særdeles bøielig, [sideskift][side 336]men behagelig og kraftfuld Tenor, kom senere til at udføre Falentin i "Sovedrikken"; men uagtet han gav denne Rolle saa smukt som man kunde vente af en Begynder, var der jævnligen en egen Pflegma i hans Spil, hvad han selv følte saa godt, at han efter nogle Aars Forløb trak sig tilbage fra Scenen for at blive en dygtig Syngesouffleur. Edvard Hansen havde et for Skuespillets Elskerroller heldigt Ydre, en fri, let Holdning og Følelse i Dictionen, men Talestemmen var af ringe Omfang og Articulationen skjødesløs. Da det ikke efter Forløbet af nogle Aar, hvori han ikke sjeldent modtog opmuntrende Bifald, var lykket ham at vinde Betydenhed ved det kongelige Theater, gik han til Provindserne, hvor de Evner, der vare ham anbefalende, snart erhvervede ham megen Yndest, som han ogsaa senere bevarede i Kjøbenhavn paa Casinos Theater indtil Sygelighed foranledigede hans Afgang. — Til denne Saisons Debutanter kan henregnes Caroline Vilhelmine Fjeldsted for saavidt hun i den, 16 Aar gammel, optraadte som Fatme i "Brama og Bayaderen" og begyndte sin Kunstnerbane paa en glimrende Maade, idet hun, udstyret med heldige legemlige Evner for Dandsen, vandt meget Bifald under Kappestriden med Jfr. Grahn i den store Pas de deux.

Det franske Selskabs Forestillinger vare atter i denne Sommer meget godt besøgte og bleve optagne med stærkt Bifald. Man beklagede vel Savnet af en saa interessant første Elskerinde som Mlle. Lancestre, der laae syg i Berlin; men fandt, at Ensemblet havde vundet ved to nye Skuespillere: Pechena, som saa qvikt, belevent og behageligt gav Lystspilelskere og Galninger, at han strax blev Damernes Yndling; og Clozel, der var en meget dygtig Skuespiller [sideskift][side 337]i comiske Roller, især militaire. Ligesaa underholdende som disse Forestillinger vare for Publikum, saa belærende vare de, ved den lette Conversationstone, Spillets fine Afrunding og stærke Situationers delicate Behandling, for Skuespillerne, der dog ikke noksom kom til Erkjendelse af, at det Tiltrækkende fornemmelig laae i dygtigt skolede Evners smagfulde og overordenlig præcise Anvendelse til et udmærket Ensemble, saa at vort Personale, der havde flere og større Talenter, maatte ved kunstbroderlig Samvirken kunne have tilegnet sig alle Selskabets Fortrin og, i Stykker der udmærkede sig ved kraftigere Charakteerskildringer, givet dem endnu større Værdie. Paa Repertoiret havde de franske gehaltløse, tildeels slibrige. Stykkers elegante Udførelse kun ugunstig Indskydelse, da den førte til Scenens endnu stærkere Forsyning med lette Sager, som svækkede baade Publikums Smag for og Skuespillernes Dygtighed til Fremstilling af den ægte Comedie.

Under Saisonnen foregik i Administrationsvæsnet en Forandring, som snart blev baade Directionen og Personalet til megen Fortredigelse. I Egenskab af Inspecteur havde Ryge staaet paa en spændt Fod med Kirsiein strax fra dennes Tiltrædelse af Oeconomie-Directoratet. Kirstein viste Kunstneren megen Agtelse og al den Høflighed, som hans Væsen tillod ham at udtrykke, men imod Inspecteurens hidsige Indvendinger satte han sin kolde Bestemthed, saa at der, uden at det kom til skarp Ordvexling, var stadig Utilfredshed paa begge Sider og Ønske om, i Forretningerne at have en Mellemmand, ved hvem personlig Sammenkomst kunde undgaaes saa meget som muligt. Da Ryge i 1834 lod falde Yttringer om, at hans Forretninger stadigt bleve flere, tilbød Kirstein ham derfor strax en Fuldmægtig, og [sideskift][side 338]det saameget hellere som han havde Manden efter sit Hjerte paa rede Haand. Denne var Gotthilf Ferdinand Lassen, der allerede havde havt god Leilighed til at saae Indsigt i Theatrets hele Administrationsvæsen, og til at gjøre Kirstein bekjendt med sine Tanker derom. Han var Student med haud og af den ulykkelige Printzlau, hvis Søn han havde underviist, bleven hjulpet til Rolleskriverie og Extraarbeider ved Theatercomptoiret. Dette havde bragt ham i Berørelse med Molbech, hos hvem hans store Nøiagtighed i Forretninger og stille, sædelige Væsen satte ham saaledes i Yndest, at Molbech antog sig ham med al den overordenlige Interesse, han viste dem, som han sattede særdeles Godhed for, og fik ham i 1833 ansat som Copist ved det store kongelige Bibliothek. Molbechs idelige Talen om Lassen, som en Mand, der med mangesidig sjelden Dygtighed forenede Sindighed, Paalidelighed og stor Iver for hvad der interesserede ham, tildrog ham ogsaa Kirsteins Opmærksomhed. At Lassen i sine Samtaler med, ham bestandig kom tilbage til i sin korte og bestemte Tone at yttre, hvad han altid havde yttret og, selv efter at han var bleven Embedsmand, ogsaa stadigt vedblev at yttre: at "Forretningerne ved Theatret baade vare forkeert ordnede og bleve forkeert udførte", men at han jo nok vidste, hvorledes Alt kunde bringes i en rask og sikker Gang, der vilde føre til store Besparelser og give Repertoiret Fasthed: dette var Noget, som saaledes tiltalte Kirstein, at han blot ventede en gunstig Leilighed for at faae denne indsigtsfulde Mand anbragt i Theatrets Tjeneste. Ryges Yttringer om Forretningernes Mængde kom da tilpas; den 6te Decbr. 1834 ansattes Lassen, foreløbig paa et Aar, med 400 Rdlr. Gage som Medhjælper ved Theaterinspectoratet. Ryge kom [sideskift][side 339]ham imøde med megen Aabenhed, fandt sig i Uleiligheden ved at Lassen daglig i de Timer, som gjorde hans Nærværelse tjenligst, skulde være paa det kongelige Bibliothek, og satte ham ind i alle Embedet vedkommende Forhold. Den gode Forstaaelse varede imidlertid ikke længe; Ryge fik Grund til at troe, at baade Kirstein og Lassen søgte at forbigaae ham i Embedssager. Han havde aldrig været nogen udholdende Kæmper imod et langsomt, beregnet og roligt Angreb, og den kraftfulde Opfarenhed, som i Forening med hans Kunstnerstorhed og Kundskabsrigdom havde gjort ham imponerende for Foresatte og Colleger, der kunde blive hidsige som han, var desuden, ved Sygelighed og andre Omstændigheder, i det sidste Par Aar bleven betydeligt slappet; han ærgrede sig t Stilhed, lod Lassen mere og mere tage Herredømmet i Forretningerne og fik tilsidst en saadan Modbydelighed for det Kald, som han tidligere havde sat høiere end sin Kunst, at han i Slutningen af 1837 søgte sin Afsked som Inspecteur. At Lassen i Begyndelsen af 1838 udnævntes til hans Eftermand ansaae Personalet for saa glædeligt, at det gjerne underkastede sig Ulempen af, at han beholdt sin Post ved det kongelige Bibliothek og altsaa maatte være fraværende i den for dets Henvendelse til ham beleiligste Tid. Han var almeenagtet som en strengt redelig Mand og hans bestemt udtalte Utilfredshed med hvad der var, korte Antydninger af, at han kunde gjøre det langt bedre, og betydningsfulde Tavshed, naar der taltes om Theatrets Interesser, havde befæstet ham i en mystisk Anseelse for stor Indsigt. Han havde udentvivl ogsaa mange for Theatret værdiefulde Kundskaber; thi med en mageløs Udholdenhed søgte han i Stilhed at erhverve sig Kyndighed i Alt, hvorom der kunde ventes [sideskift][side 340]eller blev reist Spørgsmaal; men den Dygtighed, han derved erhvervede sig, kom aldrig Theatret tilgode, thi — hvad man ikke ved hans Ansættelse havde faaet Syn paa, — han var en høist ærgjerrig Mand: med de Kundskaber, han skaffede sig, vilde han ikke understøtte, men ubetinget lede; hans Villie maatte følges og hvad Fortjenstligt, der skete, maatte erkjendes at være alene skeet ved ham; hvor dette kunde ventes at blive naaet, var han lutter Ufortrødenhed og Energie; i modsat Tilfælde var det ikke muligt at aflokke ham et Ord om hvad han ansaae for hensigtsmæssigt, og opfordredes han til at sige, om han fandt de andre Vedkommendes Forslag at være det, svarede han kun kort: "Det duer ikke!" Under Kirstein, som ved at foranledige hans Ansættelse med 700 Rdlr. og at skaffe ham fri Bolig, havde anerkjendt hans Dygtighed, blev der imidlertid ikke Anledning til nogen Conflict imellem ham og Directionen.


Oprettet 2010. Opdateret af