Side 1297-1338, noter side 1708-1714 + 1743.
[sideskift][side 1297]
I anledning af Balth. Bangs drama "Debutantinden og Forfatteren" konstaterede Heiberg, at forfatteren ikke var fulgt med udviklingen: "[Stykket] kunde maaskee have tiltalt paa den Tid, da "Laura" [1] formaaede at gjøre Lykke; nu vilde dets Virkning kun blive parodisk" (Coll.S.nr.235 21.7.1846). På denne baggrund "fraraade[de]" direktionen Bang at lade stykket komme på scenen "i den Overbeviisning, at det hverken fra Skuespilpersonalets eller skuespilbesøgende Publicums Side kan vente nogen gunstig Modtagelse" (Kp.nr.96 30.7.1846), Artigheder kostede ikke noget, men udtrykker dog 'en respekt for den da ældste dramatiker i Danmark.
Oehlenschläger sendte Collin sit nyeste værk tragedien "Amleth" med ønske om snarlig opførelse: "Holst, som jeg har tiltænkt Hovedrollen, er meget begierlig efter at spille den. Lad mig med et Par Ord vide, om du er tilfreds med Stykket" (Coll.BrS.XXV 4.9.1846). Heiberg havde vægret sig ved at fælde en dom over stykket på grund af bataljen om "Gjenfærdet paa Herlufsholm" (jf. s.1204), men blev opfordret til at præstere en skriftlig bedømmelse: "For at begynde med det Bedste, maa jeg bemærke, at dette Stykke ikke har de crasse og platte Udvæxter, som flere andre af Digterens Arbeider, navnlig "Gjenfærdet paa Herlufsholm", at det har enkelte smukke Steder, og at blandt Andet Scenen med Hexen i 2den Act er fremstilt med megen Phantasie og heller ikke vil være uden en vis Theater-Effect. Men forresten, med Hensyn paa den dramatiske Virkning er der vel neppe noget af Forfatterens Arbeider saa forfeilet som dette, og det er ligesom han med Flid har villet forskjertse den. Den shakspearske Hamlets Vanvid er interessant ved sin Svæven mellem Forstillelse og Virkelighed; her derimod er det kun en paatagen Rolle, og bliver derved trivielt. Men det Værste, ja Utroligste, er Catastrophens Anlæg og Behandling. Dersom der var udsat en Præmie for at udslette, indtil det mindste Spor, al den dramatiske Virkning, som allerede kan ligge i et Sujet, istedenfor at fremhæve og forstærke den, saa maatte dette Arbeide vinde Præmien. At Amleth, hvis Død begrædes, vil springe levende ud af sin Ligkiste og tugte sin Avindsmand, derom ere Tilskuerne fra først af underrettede. Dette er allerede meget misligt. Den eneste Illusion, som under disse vanskelige Omstændigheder endnu kunde være tilbage, det Eneste, som endnu kunde vække Deeltagelse, vilde være, om Tilskuerne da idetmindste maatte nyde de handlende Personers Overraskelse. Men ogsaa Dette er forpurret. Moderen og [sideskift][side 1298]den Elskede, som staae bedrøvede og flette Ligkrandse, blive ved Skralden underrettede om, at Alt kun er en Maskarade. Ved Sørgefesten have alle Tilstedeværende den samme Kundskab, undtagen Kongen. Men selv denne allersidste Ressource for den dramatiske Virkning skal betages os, thi faa Øieblikke før Kistelaaget aabnes og Amleth springer bevæbnet ud, fortælles der Kongen, at nu vil det skee. At et Stykke af denne Beskaffenhed ikke kan holde sig paa Repertoiret uden nogle faa Gange, kan man vel forudsige med al den Vished, der er mulig i slige Ting, følgelig og, at dets Opførelse kun bliver Tidsspilde for Skuespillerne og Theatret. Om det imidlertid ikke desmindre bør bringes paa Scenen, tilkommer det ikke mig at bedømme" (Borup nr.597 18.9.1846). På trods af Heibergs nedsabling af stykket blev det antaget (udat.). Allerede den 10. okt. 1846 leveredes udskrevne rollehæfter (TK 1846 4.kv.nr.89), hvorpå premieren fandt sted den 14. nov. 1846. Ingen ringere end majestæten udtrykte sin tilfredshed med stykket: "De har forskaffet mig en stor Nydelse ved Deres Amleth [.] Deres altid unge Skialde-Aand har kraftigen udfoldet sig og den har begejstret Os alle og har henrevet Os til Beundring ved Digtets Skiønhed og Sindrighed" (NkS 1674 II 14.11.1846). Afstanden mellem Det kgl. Teaters dramaturg og dets sponsor er jo intet mindre end frappant. Heibergs præcise påvisning af stykkets svagheder og/eller mangler og kongens floskler sætter unægtelig tingene i relief (opført ialt 9 gange) (2).
"Tragedien "Horatius" er et ikke urespectabelt Forsøg af en ung Begynder", erklærede Heiberg, idet han lagde til, at forfatteren manglede greb om "den dramatiske Form og Behandling" (Coll.S.nr.235 20.9.1846). Samme forfatters "Mantius" var blevet remitteret umiddelbart efter censuren (jf. s.1254), hvorimod dette stykke først remitteredes i 1849 af Heiberg (Cp).
Rollecopiaturen til Hertz' anonymt indleverede "Mademoiselle Lenormand" (jf. s.1250) blev besørget i sept. 1846 (TK 1846 3.kv.nr.244 og 298), hvorpå rollerne uddeltes den 21. sept. 1846 (PRFD). Som en følge heraf blev Heibergs forkastelse omtalt, hvilket forårsagede Collins brev til Heiberg (HCp nr.275 8.10.1846 tabt). Den 10. okt. 1846 forklarede Heiberg Collin, at stykkets skavank bestod i, at "Tilskuerne ere vidende om, at de to Elskende om et Øieblik ville blive reddede fra den Fare, hvori de befinde sig ved at være indelukkede paa det ensomme Kammer i en Fabrikbygning" [sideskift][side 1299](Coll.S.nr.235 10.10.1846). Tre steder (3) ville Heiberg have ændret eller udeladt, således at tilskuerne holdtes i uvidenhed om skjulestedet: "Med disse høist ubetydelige Forandringer kan det Hele være gjort, og den dramatiske Virkning vil derved vinde meget" (l.c.). Allerede den 15. okt. 1846 tilstillede Hertz Løffler sit manuskript med "adskillige Forandringer [4], saavidt jeg indseer, paa den eneste Maade, Stykkets Oeconomie tillod" (in Coll.S.nr.235 10.10.1846). Stykket blev opført allerede den 29. okt. 1846, men blev ikke vel modtaget (5); Hertz betingede sig visse forkortelser i Madam Duvals rolle, før det blev givet på ny (6) (in Coll.S.nr.235 10.10.1846, dat. 1.11.1846). Stykket blev givet "Med nogle af Forfatteren foretagne Forkortninger" (Th.Pl.) den 6. og 9. nov. 1846. Den 19. dec. 1846 søgte Hertz at få stykket givet endnu engang, idet han fremsendte yderligere forkortelser i 1. akt 1.sc. og 2. akt. 5.sc. (in Coll.S.nr.235 10.10.1846). Collin var villig til at forsøge, hvis Mad. Nielsen og fru Heiberg erklærede sig indforståede dermed, men Levetzau (som ikke havde set stykket) var imod forfatterens forlangende, ligesom Adler: "Directionen skal [ikke] indlade sig paa at holde paa hvad der vil falde og som er faldet. De antydede Forkortninger ville neppe bevirke Stykket en bedre Modtagelse hvis det bringes frem igjen" (in Coll.S.nr.235 10.10.1846, udat. ie: 20. eller 21. dec. 1846). Stykket blev ikke oftere opført, hvilket Collin privat meddelte forfatteren den 2. jan. 1847 (in Coll.S.nr.235 10.10.1846, på skr. fra Heiberg til Collin 19.12.1846) (7).
Jacobsens "Trolddom" (jf. s.1252) erklærede Adler for "uantageligt. Et Tidsbillede af Kjøbstadslivet i Slutningen af det 16d Aarhundrede men uden historisk Grund, uden at slutte sig til nogen vigtig Begivenhed, uden en eneste Character, som kan vække Interesse, uden Poesie. Troen paa Trolddom, selv hos Troldmændene, dens Forfølgelse og gruelige Straf, er et mærkeligt Phænomen, men det kan ikke fremstilles isoleret og neppe i en dramatisk Digtning" (BmD 29.9.1846). Stykket var altså forkastet af de to censorer. - Jacobsens kommissionær fik imidlertid af Collin at vide, ""at Stykket vilde sandsynligvis blive opført paa det Kongelige Theater, men at det ikke kunde bestemmes: naar"" (Jacobsen: Trolddom 3.udg. s.174). Rollerne blev udskrevet i jan. 1847 (TK 1847 1.kv.nr.69 og 171), men først den 1. okt. 1847 fandt oplæsningen sted (Journal). Premiere den 19. nov. 1847 (opført ialt 5 gange) (8).
[sideskift][side 1300]M.V. Brun leverede sit drama "Sanct Olafs Dag" til censur direkte til Heiberg (HCp nr.308): "Det er temmelig bredt og uklart, og synes mere at være formet efter Oehlenschläger og andre Digtere end at have nogen Originalitet" (Coll.S.nr.235 24.10.1846). Adler ses ikke at have foretaget sig noget i denne sæson til fordel for sin protegé. Se s.1342.
Fabers "Harald Graafelds Jagt" (jf. s.1106) remitteredes atter den 28. okt. 1846 (Kp.nr.115) (÷ Cp, HCp).
Det lyriske drama "Donna Marianna" havde ifølge Heiberg et "dumt og tomt" sujet, og udførelsen deraf var "monoton og kjedsommelig" (Coll.S.nr.235 8.11.1846).
Skuespillet "Hilde" var "i en saa utrolig Grad udramatisk", at sagen var afgjort (l.c.). Begge stykker remitteredes den 17. nov. 1846 (Kp.nr.126 og 127).
Hol1ard Nielsens (9) romantiske skuespil "Wanka" (1846) afviste Heiberg: "[Det] gjør et Indtryk som en taaget, ubehagelig Drøm .. [Det] kan vistnok hverken med eller uden Forkortninger og Forandringer blive Gjenstand for scenisk Fremstilling" (Coll.S.nr.235 19.11.1846). Heibergs lille forbehold viser klart hans usikkerhed med hensyn til den statssubventionerede forfatters muligheder. De øvrige aktørers læsning kendes ikke, men man vovede åbenbart ikke at gøre forsøget. Remitteret den 31. dec. 1846 (Kp.nr.144) (10).
Henriette Nielsen havde forbindelse både med Hertz og Collin, men ikke med Heiberg. Inden hun anonymt indsendte sit drama "Herren til Rold" læste Hertz stykket, men intet sikkert vides om hans korrektioner (jf. Coll.BrS.XXIIb 18.1.1847 Hertz til Collin). Heiberg fandt, at det var "en meget simpel, meningsløst sammensat Røver-Roman, hvori der neppe findes en eneste Scene eller Situation, som kan kaldes dramatisk. Sproget og Versificationen .. ere temmelig fuskeragtige. Det Hele [er] et umodent Product af en, som det lader, maadelig Dilettant" (Coll.S.nr.235 16.1.1847). Samme dag meddelte Collin Hertz Heibergs dom in extenso: "Det ville knuse den Vedkommende, at meddele denne Dom; Hvad raader De? hvad er Deres Mening om Stykket?" (NkS 1706 IV). Hertz var på det rene med, at stykkets egentlige svaghed lå i "Anlægget .. og jeg veed ikke engang, om man tør raade Forf. til det mislige Arbeid, fra Grunden af at omarbeide Stykket. Mit Raad for længesiden, at lade deslige Sujetter fare, men holde sig til den nærværende Tid, hvortil Forf. har Kjendskab og Opfatnings=Evne, har nu viist sig grundet". [sideskift][side 1301]Hertz nænnede ikke, at H. Nielsen fik Heibergs rigorøse dom at læse, "men paa den anden Side formaaer jeg ikke at give et eneste Raad til en nogenlunde nem Omarbeidelse af Stykket" (Coll.BrS.XXIIb 18.1.1847). Om Collins forhandlinger med Henriette Nielsen i 1847 vides intet, se s.1344.
Direkte sendt til Heiberg blev skuespillet "Felix", "hvori Sujettet .. er en afsindig Mand .., hvis Vanvid er skildret blødt og sværmerisk, ligesom [i Heibergs "Nina" (jf. s.950)] .. Compositionen er meget fattig, udsprungen fra Reminiscenser deels af Nina, deels af "Kong Renés Datter". Mig forekommer det desuden kjedeligt" (Coll.S.nr.235 16.1.1847). Om de øvrige aktørers læsning vides intet; remitteret den 21. juni 1847 (Kp.nr.84b).
Hertz lod P.V. Jacobsen læse "Ninon", før han indsendte stykket til teatercensuren: "Med Hensyn til Heelheden, havde jeg nogen Frygt for, at Sujettet var for bekjendt; men de sidste Acter gav mig dog den modsatte Overbeviisning. Lidt frygtede jeg ogsaa for, at der ikke var Indhold nok til 5 Acter; men Anken vil i alt Fald neppe kunne ramme mere end de første Acter. Lyriken er smuk og vil, skjøndt den efter min Mening er lidt for fyldig, vistnok ikke skade, men tvertimod vinde Publicum. Charakterer osv. har jeg ikke heller det Mindste imod, kanskee Babets og, lidt i Slutningen, Marions maaskee undtagen. Bygningen af Stykket tør jeg, efter den hurtige og mindre ordentlige Gjennemlæsning, Intet dømme om. Noget bange er jeg for, at Du nu og da kan have gjort nogle Smaafeil i det Historiske, navnlig i Sammenstillingen af Personerne" (Breve fra og til H. Hertz. Kbh.1895 s.102, dat. 3.1.1847). Det fremgår klart, at Hertz har diskuteret stykkets udarbejdelse løbende med Jacobsen; hans bedømmelse er desværre noget overfladisk, men giver trods alt et fingerpeg om stykkets fordele og skavanker. Dagen efter gav han stykket til fru Heiberg. Den 7. jan. 1847 modtog han brev fra Heiberg om stykket (tabt), hvorpå Hertz besøgte familien Heiberg: "begge meget venskabelige" (Rahbek J.L. Heiberg Breve I 248). Den 14. jan. 1847 sendte Hertz Collin stykket, idet han gjorde opmærksom på, "at Prof. Heiberg allerede har havt det til Gjennemlæsning" (Coll.BrS.XXIIb). Heibergs officielle votum affattedes den 21. jan. 1847: "[Det] er et extravagant Sujet, men behandlet med megen Moderation, maaskee med altfor megen, da det derved taber noget i den Kraft, som netop et saadant Sujet gjør Fordring paa. Victor Hugo, der ligesom har Hævd paa saadanne Sujetters [sideskift][side 1302]Behandling, vilde udentvivl have exploreret det dybere, og paa sin Vampyrmaneer have udsuget dets Hjerteblod. Han vilde derfor have frembragt en mere rystende Virkning, men udentvivl ogsaa være falden ind i sin sædvanlige Raahed, som Hertz har formegen Smag til ikke at undgaae. Forsaavidt man ikke allerede vil bryde Staven over selve Sujettet - hvortil jeg kunde være tilbøielig - maa man erkjende det for en god Intention at behandle det i et Slags Lystspilform, for derved at mildne idetmindste Forberedelserne til det Skrækkelige, ligesom dette selv, naar det endelig kommer, kan, just formedelst Contrasten, voxe i overvældende Kraft. Men det forekommer mig, at det Lystige ikke er lystigt nok, og at det Skrækkelige ikke gjør al den forventede Virkning. I et Skuespil, som, den tragiske Catastrophe fraregnet, maa kaldes et Intrigue stykke, kunde man vente at finde et levende Billede af den skildrede Tidsalder, især da denne var saa characteristisk, og Stykket, istedenfor at concentrere sig om nogle Hovedmomenter, breder sig episodisk gjennem hele fem Acter. Men et saadant Billede faaer man dog ikke; dertil er det lystspilagtige Element ikke livligt og broget nok. Ogsaa synes mig den plumpe Fremgangsmaade, som her er tillagt Cardinal Richelieu, ikke at stemme med den Forestilling, som man gjør sig om denne fine Statsmand, uagtet Forf. paastaaer at have Hjemmel derfor. Efter disse Betragtninger maa jeg rigtignok befrygte, at dette Stykke vil gjøre eller let vil kunne gjøre et paa eengang mat og piinligt Indtryk, og følgelig ikke behage. Da man imidlertid kan tage feil i slige Formodninger, og da ialfald Stykket, tiltrods for Alt, hvad der kan siges imod det, bærer et eiendommeligt, originalt Præg, og viser Spor af en sand Digter, endelig da Forf. ikke vil være anonym: saa synes mig, at man, i Henhold til den horaziske Digter-Tilladelse "quidlibet audendi", kan lade Forfatterens berømte Navn forsvare Vovestykket, og følgelig lade Stykket komme til Opførelse, for at Kjendere og Ikke-Kjendere selv kunne dømme, især hvis Forf. i det indsendte Manuscript har holdt det Løfte, som han idetmindste halvveis gav mig: at borttage endeel overflødige Optog, Dandse og Sange, som kun vilde slappe Handlingens Gang og være til Hinder for en afrundet scenisk Udførelse" (Borup nr.600) (11). Heiberg foretrak uden tvivl den franske version af disse sujetter, omend han ikke yndede Hugos specielle facon. Hertz' nedstemte tone (effektmaleri) var simpelthen imod Heibergs dramaturgiske normsæt. Kun Hertz' reputation [sideskift][side 1303]kunne bære stykket over scenen. Af Hertz' dagbog fremgår det, hvorledes fam. Heiberg arbejdede på ændringer i hans stykke: "i Middagsstunden hos Fru Heiberg, der nu fandt sig i at opgive hendes og Heibergs Idee om et Kys, hvor Ninon siger, hun er hans Moder, og tilsidst bad mig om en Samtale, naar hun fik Rollen hjem, for at erfare min Mening om "samme Ninon"" (Rahbek J.L. Heibergs Breve I 248, dat. 3.2.1847). Levetzau erklærede ligeud: "[Stykket] har ikke tiltalt mig meget, og finder jeg mange Ting at udsætte ved dette Stykke. Det er mig et Beviis [paa] at Hertz er mere Hjemme i det Lyriske, som i den sande Verden. Ikke desto mindre vil Stykket, spillet af Vores bedste Skuespillere giøre en Tid lang Lykke; men, hvorlænge det vil holde sig paa Scenen, vover jeg ikke at forudsige" (BmD 15.2.1847). Disse halvhjertede antagelsesformular er afgjorde censurens arbejde: ""af Interesse for Stykket"" ville Collin have stykket udsat til den følgende sæson, men på grund af kongens død blev premieren yderligere udskudt til den 4. marts 1848 (opført ialt 8 gange i den behandlede periode) (12) (12a).
Den anonymt indleverede tragedie "Cuenna" var ifølge Heiberg "et i alle Henseender yderst umodent Product" (Coll.S.nr.235 7.2.1847). Remitteret forfatteren den 9. marts 1847 (Kp.nr.44).
M.V. Bruns anonymt indleverede drama "De tvende Brødre" havde en dialog, der ikke var "uden en vis (traditionel) Holdning .. Ogsaa Sujettet er i sig selv ikke uden Interesse, men dets Motivering og Udførelse .. dets dramatiske Bearbeidelse, er meget ubehændigt, utilfredsstillende og virkningsløst", erklærede Heiberg (Coll.S.nr.235 7.2.1847). For at relatere stykket var Heiberg vittig nok til at sætte det over "Sanct Olafs Dag" (jf. s.1300). Tilbageleveret Brun den 11. april 1848 (Cp) (13).
Chr. Bredahls konfrontation med Molbech i 1836 nyttede ham intet (jf. s.789), og fam. Collins interesse i disse år førte til intet. P.L. Møllers interesse for Bredahl betød, at han indsendte tragedien "Knud Svendsen", vel vidende at den ikke egnede sig til opførelse uden forandringer, "men det forekommer mig at indeholde saa gode Partier, at der, ved et lempeligt Arrangement, nærmest med Hensyn til den ofte for hyppige Scenevexel, lod sig bringe et brugbart Theaterstykke ud deraf" (UjBr 27.1.1847). Heibergs vurdering af stykket er ret beset meget positiv: "Vel bør man ikke vente, at dette Stykke vil gjøre nogen stor eller varig Lykke, thi [sideskift][side 1304]deels har det blandt andre Mangler ogsaa den at efterlade et ikke tilfredsstillende Indtryk, deels er den historiske Tragedie, i sin halv shakspearske, halv oehlenschlägerske Form, udentvivl en affloreret Væxt, hvis Aarstid er forbi, en Digtart, som hører til de tilbagelagte Stadier, og som Tiden ikke mere sympathiserer med. Men saa længe man ikke kan nægte den Adkomst til at gjøre sit svare Liv gjældende, maa nærværende Arbeide udentvivl komme i Betragtning" (Borup nr.602 26.2.1847). Ideologisk og dramaturgisk gav han denne vurdering af Bredahls tragedie: "Hvad man kan dadle hos det i Almindelighed, er, synes mig, den noget eensidige og partiske Opfatning af Kongens Character, der synes at være bedømt efter det 18de Aarhundredes Maalestok, omtrent paa samme Maade, som Holberg bedømmer ham i sin Danmarks Historie. Men denne Opfatning af Catholicismen, som om den var lutter Præste-Bedrageri, og uden indre Sandhed, er en aflagt Synsmaade, som Historien ikke længere vedkjender sig, og Stykket har derfor ogsaa i denne Henseende noget Forældet, skjøndt ikke meer end flere af Oehlenschlägers Tragedier, som fremsætte den samme Anskuelse. Men afseet fra denne Indskrænkning, har Forf. udført sin Idee med Conseqvens og med skarp, tydelig og virksom Tegning, hvilket fortjener saa meget mere at anerkjendes, som netop er den bestemte Tegning, hvorpaa det saa ofte skorter hos vore dramatiske Forfattere" (l.c.). De nødvendige forandringer og forkortelser, "uden hvilke Stykket vanskelig kan spilles .. ere .. vistnok ikke faa og ikke ubetydelige". P.L. Møller ville Heiberg ikke have impliceret i dette arbejde; han meddeltes, at Bredahls tragedie var antaget, "efter at den har modtaget adskillige Forandringer og Forkortelser, hvortil nærmere vil indhente Forf. Samtykke" (Kp.nr.34 27.2.1847). Hverken Levetzaus eller Adlers vurdering kendes, men den 31. maj 1841 bemyndigedes Heiberg af direktionen til at forhandle forkortelser med forfatteren (HCp nr.324). Se s.1339.
I 1847 ville H.H.V. Tolderlund slå sig igennem som dramatiker. Dramaet "Alhambras Rose, eller Philip den Femtes Hof" var ifølge Heiberg ikke "uden Opfindelses-Evne, hvilket viser sig i flere af Situationerne, uagtet Catastrophen væsenlig ikke er Andet end en Gjentagelse af den i "Farinelli". Forf. er upaatvivlelig i Besiddelse af et naturligt Talent til at skrive Vers, men det trænger til at gjennemgaae en streng Skole, inden det producerer sig. Mange Partier i Dictionen have virkelig nette lyriske Vendinger, men [sideskift][side 1305]i mange andre har Rimet altfor kjendeligt affødt Tanken .. Uden en total Omarbeidelse vilde det neppe kunne bruges" (Coll.S.nr.235 26.2.1847). Tolderlund opsøgte Heiberg for at opnå et positivt resultat (jf. Borup nr.612 6.8.1847), men den 2. sept. 1847 blev stykket forkastet af direktionen, hvilket Heiberg meddelte forfatteren (HCp nr.325).
Dramaet "Elisa" var "skrevet med en vis Routine og Lethed .. Det er en mat Digtning paa anden eller tredie Haand, ikke efter Livet eller Historien, men efter dramatiske Traditioner. Characterer og Situationer ere gamle og velbekjendte" (Coll.S.nr.235 9.3.1847). Selv om stykket mødte Heibergs ligegyldighed, blev det året efter antaget, udskrevet og oplæst (PRFD 30.9.1848; Journal 3.10.1848), men aldrig opført (14) (15).
Det tragiske drama "Tvillingesøstrene" var for Heiberg en utrolig frembringelse, fordi en ikke udannet forfatter kunne "have saadanne Forestillinger om Theatret og den dramatiske Digtekunst, som her ere lagte for Dagen" (Coll.S.nr,235 24.3.1847). Efter direktionens læsning (?) remitteret forfatteren den 18. maj 1847 (Kp. nr.67).
En af Islands store slægter Thorarensen, anbefalede hofmarskal Levetzau Gisli Thorarensens "Bragis Spaadom". Til Collin (og Adler) skrev Levetzau, at stykkets "eneste Fortjeneste [var] at det er kort, men da det er mig anbefalet saa beder jeg mine Herrer Kolleger at giøre mig den Tjeneste at læse det .. da jeg ikke gierne eensidig vilde bestemme over dets Skiæbne" (BmD 12.3.1847). Hverken Adlers eller Collins vota kendes, men som Levetzau subsidiært foreslog "at lade det læse af Professor Hejberg" ses dennes brev til Collin som resultat: "Tragedien .. røber hos sin Forfatter nogen poetisk Sands, men er meget udramatisk og vistnok uskikket for Theatret" (Coll.S.nr.235 9.4.1847). Derpå formelig forkastet af direktionen (HCp nr.336). I juni 1847 remitteret forfatteren af Heiberg (l.c.).
Anonymus' rimbundne drama "Aurora" havde "en temmelig let Versification, men er i Idee og Plan det absurdeste Vrøvl" (Coll.S.nr.235 22.4.1847). Remitteret i sept. 1849.
"Lea Rosina" måtte med H.C. Andersens Barselstue være skrevet af "den samme Reebslagersvend, som har skrevet Skuespillet "Fy"" (Coll.S.nr.235 22.4.1847). Remitteret Theodor Gulbrandsen den 18. maj 1847 (Kp.nr.69).
[sideskift][side 1306]Bang var for gammeldags, Oehlenschläger for smagløs i sine virkemidler, ja rent udramatisk ifølge Heiberg. Hertz' "Mademoiselle Lenormand" manglede også dramatisk effekt, og kun ved forfatterens omarbeidelse lykkedes det at opføre stykket de få gange. Jacobsens talentfulde tragedie havde både Heiberg og Adler forkastet men desuagtet antog Collin stykket. Hofsnogene Brun og Hollard Nielsen nedgjorde Heiberg i et hug, mens Henriette Nielsens "Herren til Rold" voldte langt større kvaler, fordi forfatteren var støttet af Collin, Adler og Hertz. Først med Hertz som autoritet vovede Collin at erklære en mild dødsdom. - Hertz' "Ninon", sæsonens vigtigste arbejde, blev køligt modtaget af Heiberg, således som det før er set med andre af Hertz' værker, men med fru Heibergs aktivitet formidlet ved Hertz' audienser lykkedes det, også til trods for Collins valenhed, at få stykket frem. Andersens "Mulatten" og Hertz' "Ninon" deler skæbne med hensyn til opførelsestidspunkt: kongedødsfaldene betød yderligere udsættelse af opførelse. Spørgsmålet er hvorvidt de også genremæssigt har samme betydning, idet de begge havde udgangspunkt i et Hugosk sujet: Andersen trumfede Hugos maner igennem på dansk, mens Hertz' lyriske format bevidst dæmpede Hugos maner. Begge stykker blev da repræsentative for en forskellig udvikling i løbet af de to tiår. - Heibergs arbejde for Bredahl synes noget atypisk. Særlingen fra Damsgården leverede et i mere end en henseende historisk drama, som Heiberg gav scenisk liv ved sine velvillige forslag til omarbejdelse. At han selv som teaterchef skulle høste den udeblivende sejr var forsåvidt fortjent. - Af de øvrige stykker kan kun Thorarensens stykke påkalde sig interesse, fordi Levetzau var blevet pånødet dette stykke. Heibergs argumentation for forkastelse var ret så spagfærdig. - Hovedresultatet: Heiberg var næsten altdominerende. Collins hånd mærkes kun ved Oehlenschläger og Jacobsen; Hertz klarede sig ved fruens hjælp. Adler, Levetzau forklædte sig i tavshed.
[sideskift][side 1307]
J.C. Gersons versificerede lystspil "Intriguen i Præstegaarden" fandt Heiberg var "et meget respectabelt Studium efter det Hertziske Mønster". Censor indrømmede, at versifikationen endog bar præg af "en vis Virtuositet" men dog ikke var "fri for alle Uvaner. Men hvad der mangler Forf., er Selvstændighed .. Hele Intriguen i Stykket er selv kun en Efterligning af Intriguen i "Amors Geniestreger"[jf. s.356], og Charactererne ere ligeledes Gjentagelser af den i samme Stykke, medens de tillige erindre om "Den eneste Feils"[jf. s.717]". Først når han havde frigjort sig fra læremesteren, mente Heiberg det ville lønne sig at opføre hans dramatiske værker (Coll.S.nr.235 21.5.1846). Collin var åbenbart ikke sindet at forkaste stykket, thi efter Gersons anmodning om en snarlig afgørelse (Coll.BrS.XXIIb 15.7.1846), sendte han det til Levetzau, der skrev tilbage: "Versifikationen er let og enkelte Scener ganske muntre; men det heele finder jeg lidt for langt udtrukken. Men det vilde være en "Intrigue" ikke at antage Stykket, da det har so meget godt, og jeg tvivler heller ikke at det kan giøre nogen Lykke ved en god Opførelse, i det mindste for en kort Tid" (BmD 29.7.1846). Stykkets antagelse meddeltes forfatteren samme dag (l.c., ÷ Kp, jf. Coll.BrS.XXIIb 6.8.1846). Viljen til at føre værket ud i livet var imidlertid ikke stor, thi selv om rollecopiaturen leveredes i foråret 1847, holdtes der først oplæsning på stykket den 23. nov. 1847 (Journal): Den 21. dec. 1847 fandt premieren sted (opført ialt 5 gange) (1).
"Fra en Mand, der synes mig at have en Skrue løs" modtog Heiberg komedien "Stodderkongen i Skærsilden" (Coll.S.nr.235 27.7.1846). Remitteret den 15. sept. 1846 (Kp.nr.101), hvorpå Heiberg tilskrev forfatteren Chr. P. Warming den 1. okt. 1846 (HCp nr.299).
Et lystspil uden titel var "ikke Andet end lutter Vaas", konstaterede Heiberg (Coll.S.nr.235 29.8.1846). Remitteret den 15. sept. 1846 (Kp.nr.102).
I anledning af sit lystspil "Valgerda" var Heiberg temmelig vittig, da han overleverede Collin det med dommen: "det er et godt Stykke, som jo før jo hellere bør bringes paa Scenen" (Borup nr.598 27.10.1846). Premieren fandt sted den 5. febr. 1847 (opført ialt 19 gange i den behandlede periode) (2).
"Lystspillet "Svaghederne, eller Stor Fest i Saint-Cloud" er det meest intetsigende Vrøvl, ligesaa meget en Ballet som et Lystspil, men dog snarest ingen af Delene", erklærede Heiberg (Coll.S.nr.235 [sideskift][side 1308]17.12.1846). Remitteret Faith den 31. dec. 1846 (Kp.nr. 142). Se s.1363.
Det vides ikke hvor meget skuespiller Holst havde kolporteret sit lystspil "Jeg skal giftes", før det leveredes Heiberg til censur. Han var aldeles ikke begejstret, selv om stykket "i Begyndelsen" opvakte "gode Forventninger, især ved sin livlige, flydende Dialog". Men ikke langt henne tabte dialogen "snart i Trivialitet, snart i Affectation. Handlingen med sine Begivenheder er umotiveret, og derfor unaturlig og usandsynlig. Charactererne ere alle, uden Undtagelse, uinteressante, trivielle .. Dertil kommer, at det Hele er holdt i en Grundtone, som vel meget erindrer om, hvad man kalder den slette Tone". Heiberg mente da også, at Chiewitz' stykke "Venskab og Kjærlighed" (jf. s.1257) og Holsts lignede hinanden, især med hensyn til dialogen, for meget (Coll.S.nr.235 30.12.1846). Til trods for at Heiberg argumenterede for en forkastelse, blev stykket dog antaget, vel fordi Holst igennem hele perioden havde en fortrinsstilling. Premieren fandt sted den 10. apr. 1847 (opført ialt 6 gange) (3).
Hostrups lystspil "Æsthetisk Sands" havde ikke været spillet af Studenterforeningen, før det blev censureret af Heiberg: "[Det] har en god Intention, nemlig at satirisere over den falske æsthetiske Dannelse, men Forf. har ikke havt Andet at stille imod dens Repræsentanter, end et skikkeligt og ærligt Menneske. Men Dette er jo ingen Modsætning, da det tvertimod er det Almindelige, som fordres af Alle, baade Æsthetiske og Uæsthetiske. Stykket er derfor fra Tankens Side temmelig overfladisk, og det Samme maa vel siges om Planen og Udførelsen. Det Hele mangler Anlæg og Holdning, Charactererne ere tynde, Scenerne falde fra hinanden uden kunstmæssig Gruppering; der er ingen dramatiske Pointer, intet energisk Fremspringende. Den første Scene er den bedste. Dialogen er vel ret flydende og ikke uden pudsige Indfald, men den er uden egenlig Kraft, og det Hele gjør et temmelig mat og trivielt Indtryk. Med alt det kan Stykket gjerne spilles, og Theatret, som mig synes, gjerne være bekjendt at bringe det for Publicum, bedre - om jeg tør sige det - end "Intriguerne" [jf. s.1268] .. eller hans øvrige Studenter- og Regens-Comedier" (Borup nr.602 26.2.1847). Om Levetzaus eller Adlers læsning vides intet, men stykket blev antaget, hvorpå rollehæfter blev udskrevet i sommeren 1847 (TK 1847 3.kv.nr.22 og 95), men intet skete. Først med [sideskift][side 1309]Heiberg som chef blev stykket opført den 28. sept. 1849 (opført ialt 5 gange) (jf. Borup nr.668, 672 og 673) (4).
Bloch Suhrs lystspil "Repræsentanten", direkte sendt til Heiberg (HCp nr.332) var "vel ikke uden Lune og snurrige Indfald, men det forekommer mig dog at have for Meget af det Platte og Trivielle, og at savne al egenlig Holdning" (Coll.S.nr.235 9.3.1847). Se s.1384.
Komedien "Laugene" var af samme forfatter som havde skrevet "Tvillingesøstrene" (jf. s.1305), hvorfor der henvises til behandlingen af denne (FS). Komedien remitteredes den 18. maj 1847 (Kp.nr.68). Henriette Nielsens oprindelig politiske lystspil "Avertissementet" (jf. s.1216) blev omarbejdet (med assistance af Hertz), hvorpå Adler tog det under censur: "Vor lille Forfatterinde" havde foretaget forkortelser, "som ikke have været det til Skade. Stykket er imidlertid endnu mere end bredt nok .. Til Karakteertegningen bør man i et Stykke som det foreliggende .. ikke gjøre strænge Fordringer .. Dialogen er ret flydende, men ikke frie for Cimbricismer .. Forf. har megen Tillid til Herz .. kunde denne velvillige Digter ikke formaaes til at gjennemsee hendes Arbeide og paavise de Forandringer, hvorved dets Succes paa Scenen kunde blive lidt mindre tvivlsom?". Adler ønskede for den lille forfatterinde, at hun ville resignere lidt endnu med sin dramatiske debut, men han ville dog ikke modsætte sig stykkets antagelse, "hvis mine Herrer Colleger tillægge det Værd nok til at friste selv en kort Existenz paa Repertoiret. Jeg fraraader Forf. at udsætte sit Barn for Ilden, og vil hun endelig have Publicums Dom, vilde jeg helst ønske at hun kunde bringe Stykket for Domstolen i en Sommerforestilling" (BmD 1.4.1847). Ingen af de øvrige aktører ytrede sig skriftligt, men stykket blev antaget, hvorpå det opførtes første gang den 21. maj 1847 (opført ialt 4 gange) (5).
"En Onkel" var ifølge Heiberg "et meget ubehageligt, uvederqvægende moralsk Stykke, dertil savnende baade Plan og Handling" (Coll.S.nr.235 22.4.1847). Remitteret den 18. maj 1847 (Kp.nr.70) (6).
Gengangeren Emil Holsts lystspil "Et Maleri, eller Hævn over Hævn fandt Heiberg ubrugeligt, "pøbelagtigt og usselt i alle Henseender" (Coll.S.nr.235 15.5.1847). Se s.1354.
Hans Peter Andresens lystspil "Mester Jørgensen" dømte Heiberg ubrugeligt og "yderst trivielt" (l.c.). Begge stykker remitteredes den 18. maj 1847 (Kp.nr.65 og 66).
[sideskift][side 1310]Lystspillet og/eller komedien havde trange kår i denne sæson. Kun ved Levetzaus indgriben kom Gersons hertziade på scenen, mens Heibergs eget stykke gik lige ind på scenen, ganske vist anonymt, forsåvidt nogen var anonym i disse tider. W. Holsts stykke kunne Heiberg ikke holde borte, selv om han ønskede det og argumenterede hidsigt imod dets antagelse. Anderledes med Hostrups æstetiske sans, som gerne kunne få adgang til scenen, selv om det led af næsten de samme skavanker som Holsts stykke; først i hans egen cheftid kom stykket frem. Henriette Nielsens bekendtskab med teaterdirektionens medlemmer bragte endelig hendes lystspil på scenen, hvor øm end Adler var for den lille forfatterindes dramatikerære. Resten var nulliteter. Førte Heiberg det afgørende ord, viste det sig dog muligt i disse anliggender at trumfe hans indstillinger (Holst, Gerson).
[sideskift][side 1311]
Karakteristisk for denne del af perioden svandt antallet af udenlandske tragedier og dramer ind for hvert år.
I anledning af anonymus' oversættelse af A. Bourgeois & Dennerys drama "La dame de Saint-Tropez" (PSM 25.11.1844) konstaterede Heiberg, i overensstemmelse med tidligere vota, at dette stykke var endnu "en af de velbekjendte væmmelige Criminalhistorier, som dramatiseres for Pøbelen" (Coll.S.nr.235 20.9.1846). Tilbagesendt (Cp udat.).
Den 27. sept. 1847 modtog Collin en forespørgsel, om teatret var sindet at opføre Hugos tragedie "Lucrèce Borgia" (jf. s.573); dagen efter spurgte Collin Adler men ikke Heiberg til råds (BmD). Adler svarede, at såvidt han erindrede originalen, troede han "ikke at en ganske uforandret Oversættelse [kunne] .. antages" (BmD 29.9.1846). Adlers forsigtige temperament taget i betragtning siger det ikke meget, at han reserverede sin afgørelse til en oversættelse måtte foreligge. Collins forespørgsel viser derimod, at teatret stadig var forbeholden, når det gjaldt Hugos romantiske dramer. Se s.1355 og 1389.
Borgaards oversættelse af Delavignes tragedie "Marino Faliero" (jf. s.1259) mente Levetzau "vist [kunne] gives meget godt hos Os og vil sikker giøre Lykke med den foreslaaede Rolle-Besætning" (BmD 11.11.1846). Trods teaterchefens accept kom stykket dog aldrig på scenen. Remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp 47).
Dumas' drama "Henri III et sa cour" (jf. s.503) ønskede den franske lektor i Kiel, H. de Buchwald at bringe på scenen. I 1846 sendte han Levetzau en prøve af sin oversættelse (UjBr 11.10.1846). Den 11. nov. 1846 bad Levetzau Collin læse stykket "og meddeele mig Deres Anskuelse og Dom, førend det kommer i andre Hænder" (BmD). Om Heibergs angreb på Buchwald (jf. s.506) gjorde, at der ikke blev bedt om hans responsum, får stå hen. Der kom intet ud af sagen.
Lessings "Nathan den Vise" (jf. s.999) indsendte Rosenkilde sin trykte oversættelse (optaget i Det kgl. Theaters Repertoire nr. 159. Kbh. 1846) (I.B.nr.4 7.1.1847) - men lige lidt hjalp det. Ingen interesserede sig i denne tid for Lessings dramatik.
Da Heiberg læste en norsk oversættelse af José Zorrilla Moral "El Zapatero y el Rey" (1842), troede han næppe sine egne sanser: "I ethvert Tilfælde er det vist, at disse 8 Acter udgjøre to Stykker .. [Stykket] vilde forekomme som en Kjæde af tumultuariske Bevægelser. [sideskift][side 1312]Sproget i Oversættelsen er temmelig daarligt" (Coll.S.nr.235 7.2.1847). Remitteret den 9. marts 1847 (Kp.nr.45).
Fra Collin modtog Heiberg E.A.J. Lobedanz' drama "Des Bildschnitzers Tochter" (Kiel 19.3.1847), der behandlede sagnet om Brüggemann; "Forf. har opfundet andre, temmelig uinteressante Motiver til den samme Ugjerning [at Brüggemann blev gjort blind for ikke andetsteds at skære en lignende altertavle som den i Slesvig], og Stykket synes mig i det Hele meget umodent og trivielt" (Coll.S.nr 235 15.5.1847). Collin foretog sig ikke yderligere til fordel for den af hertuginde Wilhelmine af Glücksborg og enkedronning Marie understøttede forfatter, jf. Erslew II 235.
Delavigne, Hugo, Dumas og Lessing var dog internationalt spillede dramatikere. Trods Levetzaus antagelse af Delavignes stykke blev det dog ikke opført. Var Borgaard virkelig anstødsstenen ? Heiberg eksekverede villigt dommen over de indleverede stykker eller lod dem ligge til glemslen. - Behandlingen forekommer så absolut overfladisk eller ukoncentreret.
[sideskift][side 1313]
Nyhederne er få, mens traverne i de forskellige delgenrer er som Tordenskjolde soldater.
A.H.J. Duveyriers comedie-vaudeville "Elle est folle" (jf. s.741) meddelte Buchwald Levetzau i juni 1846 var blevet ham anbefalet af grev de Suzor: "Quant à la derniere pièce .. il m'a semble que les couplets, qui y sont mêlés, pourraient être retrandrés, & je serais également d'avais de racourer un peu les premièrs scènes" (UjBr 3.6.1846). Den 11. juli 1846 betegnede Collin det som det af Buchwalds seks forslag (1) "meest" egnet til oversættelse (BmD). Oversættelsen indkom i sept. 1846, men sendtes ikke til Heibergs forcensurering. Derimod rettede Arnesen (?) kraftigt i Buchwalds arbejde, bl.a. blev alle de indlagte vers enten slettet eller oversat i prosa (NkS 1603). Nov. 1846 leveredes rollecopiaturen, hvorpå premieren fandt sted den 7. jan. 1847 (opført ialt 4 gange).
Chapelle, Marc Michel & E. Labiches comedie-vaudeville "Bocquet père et fils, ou le chemin le plus long" (GD 17.8.1840) havde ifølge Heiberg "et Par ganske morsomme Scener, men synes mig dog høist uinteressant og fortærsket i sin Handling og Intrigue". Oversættelsen var fejlfuld, men da originalen ikke fulgte med ville Heiberg ikke indlade sig på detailkritik (Coll.S.nr.235 27.7.1846). Collin sendte ham originalen, hvorpå han rettede "de første 35 Sider af Manuscriptet", hvilket overbeviste Heiberg om, "at Oversætteren mere har beflittet sig paa at være ordret end tænksom". Heiberg skrev rent ud, at han ikke fandt stykket "egnet [til antagelse]" (Coll.S.nr.235 29.8.1846). Stykket blev følgelig ikke antaget; remitteret (Cp udat.).
Scribes komedie "Tys" (jf. s.976) blev på ny indsendt oversat men afvist. Heiberg havde ikke været involveret i nogle af de tidlig ere behandlinger, men var for så vidt enig med de foregående censorer: "[Komedien] er vistnok for anstødelig til at bringes paa vor Scene. Den første Act er ret underholdende, og lover endeel, men i den anden bliver det Hele urimeligt indtil Latterlighed, og forcerede Begivenheder træde .. i Stedet for Handling igjennem Characteer-Udvikling. Oversættelsen, som i det Hele vel er brugbar, indeholder dog ikke faa Misforstaaelser og Ubehjelpeligheder", hvoraf Heiberg havde rettet nogle (Coll.S.nr.235 29.8.1846). Hensynet til Rusland gjorde sig stadig gældende, og den 15. sept. 1846 remitteredes stykket (Kp.nr.103).
[sideskift][side 1314]I august 1846 sendte Collin Felix Pyats komedie "Diogène" (LOD 6.1.1846) til Heibergs bedømmelse. Stykket havde "den Dyd at afvige betydeligt fra det nuværende franske Skuespils stereotype Form. Men uden at tale om dette Sujets Uduelighed til at bringes i dramatisk Form (Diogenes i sin Tønde!), saa er det, blot som Digterværk betragtet, behandlet paa en Maade, der næsten maa kaldes pueril, og røber en saa paafaldende Ukyndighed i sin Skildring af græske Forhold og berømte græske Characterer .. at det vel maatte blive til Latter for et Parterre, der for største Delen bestaaer af Studenter" (Coll.S.nr.235 29.8.1846). Collin gjorde ikke mere ved sit forehavende.
Villeneuve & Livrys comedie-vaudeville "Voltaire en vacances" (PR 21.6.1836), i H. Helms' oversættelse, krænkede Heibergs moralkodex på grund af skildringen af Voltaires "Forelskelse i den gamle Ninon", som faldt "i det Modbydelige; og den Omstændighed, at Voltaires Rolle udføres af en Skuespillerinde, vil snarere forøge end formindske det Modbydelige, og vil gjøre den udelicate Rende-vous-Scene i 2den Act endnu mindre tolerabel. Paa disse Anstødsstene nær, er Stykket som saa mange andre: tomt, men dog ret livligt og for en Gangs Skyld nogenlunde underholdende .. Da Oversætteren ønsker, at min Kone skal udføre Voltaires Rolle, har jeg tilladt mig at lade hende læse Stykket, men hun har ikke mindste Lyst dertil" (Coll.S.nr.235 20.9.1846). Stedet er enestående, fordi Heiberg her åbent tilstod, hvad jeg flere gange har insinueret: at fruen virkede i bagværelset af censurinstitutionen. Skuespilleres vægring ved at udføre bestemte roller kunne ofte betyde mere end hvad censorerne i deres retfærdige iver formulerede: eksemplerne er legio. Følgelig (!) remitteredes stykket den 31. dec. 1846 (Kp.nr.145).
J.F.A. Bayard & Varners comedie-vaudeville "La belle et la bête" (GD 22.3.1845), med den danske titel "Tryllestaven", var ifølge Heiberg "en besynderlig bizar Idee". Oversættelsen var_ikke dansk (Coll.S.nr.235 8.11.1846). Remitteret den 17. nov. 1846 (Kp.nr.128).
Thornam havde åbenbart mange jern i ilden, thi indtil han på en rejse i Tyskland "atter saae [Gutzkows] Zopf und Schwerdt .. i Dresden" havde han ganske glemt sin oversættelse (jf. s.1226). Han anmodede derfor nu om "en Bestemmelse angaaende [oversættelsen] "" med det Tilføiende, at jeg ønsker Titlen "Pidsk og Støvletter" [sideskift][side 1315]forandret til "Pidsk og Sværd" (UjBr 14.10.1846). Heibergs vurdering kendte Collin kun alt for godt, men hvorledes ville Levetzau - Gutzkows danske protektor - vurdere dette stykke? Hans ærlighed fejlede intet: "[stykket] er comisk nok for hvem der kjender nøiere til den Preussiske Historie og de Tiders Forhold; men jeg tvivler at Publikum vil goutere dette Stykke, som ved de nødvendige Gammeldags Paaklædninger let kunde blive mere latterlig end comisk" (BmD 11.11.1846). Tyskeren Levetzau kunne ikke skjule sin fornøjelse over stykket, men embedsmanden var klar over, hvad der var comme il faut på Kgs. Nytorv. Følgelig remitteredes oversættelsen den 17. nov. 1846 (Kp.nr.129).
Om J. Davidsens oversættelse af Scribe & Varners "Jeanne et Jeanneton" (jf. s.1262) skrev Levetzau til Collin: "[Stykkets] Skiæbne vil afhænge af Besætningen og Spillet, som maa være meget rask; Intriguen er ikke ny, men Stykket kunde nok gaae i det mindste sine fem Gange, og derfor antages, da Vi ikke ere rige paa Nyheder (BmD 11.11.1846). Det blev straks sendt til regissøren (FS), hvorpå rollecopiaturen var klar i dec. 1846 (TK 1846 4.kv.nr.636), men det betød imidlertid ikke nogen produktion af stykket. Adler og Collin var jo aldeles ikke ubekendte med Davidsens virksomhed til fordel for kong Christian VIII, men via teaterkassen skulle han åbenbart ikke subventioneres (2).
"Renaudin de Caen" (jf. s.1262) læste Levetzau ligesom de to foregående stykker i nov. 1846: "Suzette er svag, men kan holdes, og giøre selv Lykke, hvis Jomfrue Ryge vil spille Rollen" (BmD 11.11.1846). Også dette stykke sendtes til regissøren (FS), men heller ikke det blev opført.
Dorphs oversættelse af Sheridans "The School for Scandal (jf. s.928 og s.1192) var i hvert fald færdig i okt. 1839, da han bad Hartmann komponere musik til en indlagt vise: "Før Dronningens Fødselsdag [29.10.1839] bliver der ei tænkt paa dette Stykkes Opførelse" (N.B.D.IV 10.10.1839). Roller blev uddelt den 2. okt. 1840 og på ny den 23. aug. 1843 (PRFD), hvorpå Dorph den 2. sept. 1843 erindrede Collin om stykkets eksistens (Coll.BrS.XXII). Heller ikke på denne anmodning om (gen)optagelse af stykket i teatrets repertoire blev der reageret. Roller uddeltes atter i nov. 1846 (PRFD), hvorpå stykket havde (re)premiere den 14. dec. 1846 (opfør 13 gange i indeværende sæson; endnu 6 gange i den behandlede periode).
Johan Jolins svenske "En komedi" (Stockholm 14.11.1845) leveredes [sideskift][side 1316]teatret oversat (3). Komedien var "vel ikke uden Lune, men Lunet er altfor mat", mente Heiberg, der var indigneret over ideen om, "at lade en Person godtgiøre sit Skuespiller-Talent, ved at lade ham optræde under forskjellige Masker og spille Comedie i det virkelige Liv, ligesom om Kunsten var en Maskerade og bestod i at gjøre sig ukjendelig .. Den hele Debat om Skuespillerstandens æsthetiske og moralske Værd er det ubehageligste Stof, der kan vælges til et Skuespil, og Udelicatessen gaaer endog her saa vidt, at flere af vore egne Skuespillere nævnes ved Navn og omtales med Hensyn paa den selskabelige Anseelse, som de nyde" (Coll.S.nr.235 4.3.1847). Heibergs opfattelse af debatten om skuespillerstanden kendes, men her udmærkede stykket sig ved personalier, hvorfor det var udelukket at antage oversættelsen. Remitteret den 9. marts 1847 (Kp.nr.46).
Scribes comedie-vaudeville "La loi salique" (GD 30.12.1845) indleveredes oversat af en anonymus i febr. 1847. Heiberg kaldte det "en rigtig Pærevelling, et Sammensurium af de meest parodiske Usandsynligheder, dertil temmelig equivoque og anstødeligt" (Coll. S.nr.235 4.3.1847). Collin noterede, at oversættelsen blev tilbageleveret den 19. apr. 1847 (Cp). Se s.1337.
""En god Økonomie" er en ret pudsig lille Spas, som maaskee kunde bruges en passant og tolereres nogle Gange, dersom den blot var original, og ikke oversat". På grund af sine parisiske lokaliteter måtte den henvises til et "Privattheater - eller til Overskous Folketheater, som der ikke bliver Noget af [se s.1292]" (Coll.S.nr.235 9.3.1847). Returneret (Cp, udat.).
Heinrich v. Kleists berømmede lystspil "Der zerbrochene Krug" (1811) nedgjorde Heiberg konsekvent: "Kleist er vistnok en udmærket poetisk Genius i andre Retninger; men hvad Tydskerne forstaae ved det Comiske, er noget heelt Andet, end hvad den øvrige Verden forstaaer derved. Der hører vist en tydsk Mave til at fordøie dette Lystspil, som Tydskerne altid beraabe sig paa, fordi den hele tydske Lystspil-Litteratur, forsaavidt som den skal have poetisk Værd eller have virkelige Digtere til Ophav, reducerer sig omtrent til dette ene Stykke. Anecdoten, hvorpaa Stykket er bygget, kan være ret piquant, men den frembyder kun een eneste Situation, og uagtet dette Een-Acts-Lystspil er (idetmindste i Originalen) saa stort, at der godt kunde gjøres 3 Acter af det, bestaar det dog i Grunden kun af een Scene, nemlig Retsforhøret. Men Vidtløftigheden [sideskift][side 1317]grændser ogsaa til det Utrolige og er næsten uden Exempel. Dialogens Behandling i riimfrie Vers seer man ikke mindste Grund til; det har havt til Følge, at Udtrykket er allevegne blevet langt bredere og slappere end ellers, og de energiske Pointer udviskede og udvandede" (Borup nr.603 9.3.1847). Heibergs afsky for tysk dramatik er velkendt, men han forstod overhovedet ikke at graduere sin kritik. Bang havde indleveret en stærkt forkortet bearbejdelse af stykket, hvis sprog og versifikation næppe stod tilbage for originalens: "Men tiltrods for Forkortelse frygter jeg for, at Stykket neppe vil være udholdeligt paa vor Scene" (l.c.). Hverken tyskeren Levetzaus vurdering af stykket eller Adlers kendes. Den 11. maj 1847 skrev Heiberg til Bang, dengang i Dresden (HCp nr.329; brevet tabt). Den 9. sept. 1847 remitteredes oversættelsen (Kp.nr.105).
Kildematerialet er aldeles tavst om Heibergs (med)indflydelse på Sille Beyers bearbejdelse af Shakespeares "Twelfth Night or What you will" (jf. s.411), men ihukommende tidligere samarbejde kunne det dog meget vel anses for sandsynligt, at også han hjalp til ved bearbejdelsen. Heibergs bedømmelse var meget positiv, hvad så end alle unævnte motiver måtte betyde for ham: "Viola er en, som det synes mig, med Smag og Skjønsomhed foretagen Bearbeidelse af et af Shakspeares berømteste Lystspil, der ved sin romantiske Character og sin piquante Intrigue udentvivl er mere skikket til at overføres paa det moderne Theater, end de fleste andre af Digterens Lystspil. Nærværende Bearbeidelse forekommer mig at have gjort Meget for at bane det Veien paa vor Scene, uagtet de strenge Critikere, som forgude Shakspeare, eller indbilde sig selv og Andre, at de gjøre det, maaskee ville udlægge Forkortelserne og Forandringerne som en Brøde mod den store Digter. Men jeg troer, at man gjør Shakspeare en daarlig Tjeneste ved at fremstille ham uforandret paa en Scene, der er himmelvidt forskjellig fra hans Tids, og at man derfor enten skal lade ham hvile eller behandle ham paa lignende Maade, som her er skeet. Rollerne i nærværende Stykke synes at egne sig godt for vort Theaters nuværende Personal, og man tør vel haabe, at dette Arbeide vil finde sit Publicum, dersom det bliver opført" (Borup nr.605 24.3.1847). Om de øvrige aktørers læsning vides intet. Rollerne uddeltes den 24. maj 1847 (PRFD), hvorpå oplæsningen fandt sted den 6. sept. 1847 (Journal). Om fru Heibergs arbejde med eller ændringer i oversættelsen [sideskift][side 1318]henvises til Gad: Sille Beyers bearbejdelser af William Shakespeares lystspil, Kbh. 1974, s.46. I anledning af kongens fødselsdag (18.9.) opført første gang den 20. sept. 1847 (opført 12 gange i første sæson; ikke oftere i den behandlede periode) (4).
I anledning af Dennery & G. Lemoines comedie-vaudeville "L'article 213 ou le mari doit protection" (GD 16.11.1846), i en anonymus' oversættelse, spidsede Heiberg pennen: "[Stykket] er en af disse flaue, usammenhængende, forcerede, umotiverede Gjentagelser af Forhold og Situationer, som allerede ere fremstille[de] over hundrede Gange. Det kunde dog snart være paa Tiden at bortvise disse evindelige Gjentagelser af det Samme, ved hvilke Theatret kun i Indbildningen faar et nyt Stykke, men i Virkeligheden et Opkog af forslidt Salon-Pjatteri og Salon-Moral .. Alt, hvad der i dette Stykke skal gjælde for piquant, har man langt piquantere, og fremstilt med langt mere baade Natur og Kunst, i Scribes lille Comedie "Enten elskes eller døe" [jf. s.872]" (Borup nr.606 22.4.1847). Om de øvrige aktører glemte stykket vides ikke. Oversættelsen blev imidlertid først remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp 71).
Oversættelsen "De to Onkler" var ifølge Heiberg "vel ikke meget værdt, hverken i Opfindelse eller Characteertegning, men har ved sin symmetriske Bygning, der erindrer om de pantomimiske Forestillinger, et særeget, om end noget stift, saa dog af og til ret pudsigt Præg" (Borup nr.608 30.4.1847). Heiberg kunne imidlertid tænke sig at foreslå stykket til et sekunda-repertoire, hvor teatrets yngre kræfter trådte frem: "De unge Mennesker komme sjeldent paa Valg i nye originale Stykker, thi Forfatterne foretrække naturligviis de prøvede Kunstnere. I gamle Stykker, hvis tidligere Udførelse er i frisk Minde, ere de sædvanlig meget ilde tjente med at faae Roller. Det maa være dem af Vigtighed at fremtræde i Noget, som hidtil ikke har været givet, og hvor Publicum derfor ikke kan anlægge en allerede bekjendt Maalestok paa deres Præstationer. Men i de betydeligere Stykker ville de ikke blive brugte, der synes da intet Andet tilbage end at skaffe dem et Repertoire af mindre betydelige Stykker, omtrent som ved den gamle dramatiske Skole paa Hoftheatret [5]" (Borup nr.608 30.4.1847). Det kom der ikke noget ud af, men stykket overvintrede indtil Heiberg remitterede det i sept. 1849.
Gutzkows bedste lystspil "Das Urbild des Tartuffe" (Oldenburg 15.12.1844 og Dresden 1.1.1845) indsendtes af F.L. Bang, som derved [sideskift][side 1319]tegnede sig for et vigtigt initiativ, idet hans Kleist-oversættelse er næsten samtidig og endelig oversatte han Gutzkows "Uriel Acosta" (jf. s.1355)" Heiberg dømte klart nok: [Det] er .. det bedste af Gutzkows Stykker, hvilket rigtignok ikke er meget sagt. Det har en vis, sagtens temmelig grov Effect, og er ganske underholdende, saa at det maaskee nok kan gjøre et Slags Lykke, og derfor vel kan have samme Adkomst til at forsøges paa Scenen, som saa mange andre Stykker, der ikke ere bedre. Det historiske i Stykket er behandlet meget plumpt, og .. slemt forqvaklet, ligesom det ogsaa er ubehageligt at see en Tydsker efterligne den nyeste franske Comedie .. Jeg sigter herved fornemmelig til Begivenhedernes unaturlige Jernbane-Galop, hvorved der ikke tages Hensyn til Tid, Sted og Omstændigheder" (Coll.S.nr.235 15.5.1847). Direktionens læsning kendes ikke, men antaget blev stykket næppe; remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp 73).
Det fremgår desværre ikke af det overleverede kildemateriale, hvorledes Buchwald kendte Levetzau men hans initiativer i denne sæson synes at være forud accepterede af teaterdirektionen/-chefen. Resultatet af anstrengelserne synes imidlertid spinkelt. Om Collin havde en oversætter til Diogenes-stykket vides ikke, men Heiberg måtte afvise stykket under henvisning til de "lærde" studenter i parterret. Scribes "Chut" afvistes ligeså bestemt, men hensynet gjaldt her landets udenrigspolitiske interesser (Rusland). Fru Heiberg nægtede at spille hovedrollen i det franske stykke "Voltaires Ferier": censor og teaterdirektion kunne spare sig al ulejlighed. To af Gutzkows stykker blev behandlet i denne sæson. "Zopf und Schwerdt" havde Heiberg afvist, mens Levetzau havde moret sig, men accepterede at stykket ikke kunne opføres i Danmark. "Das Urbild des Tartuffe" kunne vel forsøges mente Heiberg; Levetzaus votum kendes desværre ikke. Stykket blev ej heller opført. Tysklands vigtigste lystspil fra 40rne blev aldrig opført i Danmark, primært på grund af Heibergs modstand mod den "ækle" tyske efterligning af franske mønstre. Kleists "Der zerbrochene Krug" kunne Heiberg ligeså lidt acceptere adkomst til den danske scene, ihvorvel det tilhørte en ganske anden skole. Tysk dramatik var bandlyst i Heibergs teater. Englænderne stod stærkere. Det lykkedes at få Dorphs oversættelse af Sheridans "The School for Scandal" frem: og det blev en succes. Familien Heiberg og Sille Beyer beskar Shakespeares "The Twelfth Nigh or [sideskift][side 1320]What you will", så teatret og publikum kunne overkomme svælget: og det blev også en succes. Eftertidens domme over beskæringerne er aldeles urimelige, fordi Sille Beyers version ikke sammenholdes med censorernes krav til andre samtidige stykker, i denne sammenhæng det romantiske drama/lystspil. - De franske stykker i denne sæson bærer alle præget af ret så bedøvende ligegyldigheder. Blev de opført, gik det dem næsten alle skidt. - Heibergs dominans er indiskutabel; men hvorledes Collin arbejdede er straks vanskeligere at afgøre, hvad angår disse stykker, thi hans behandling bestod i at sørge for stykkernes opførelse, ikke deres antagelse eller forkastelse. Adler glimrer ved sit fravær. Levetzau markerede sig i efteråret, men synes også meget svag i de egentlige besluttende faser.
Den 2. dec. [184x] tilsendte Levetzau Collin en oversættelse "Skuespillerens sidste Rolle", som en bekendt af ham havde oversat. Anonymus ønskede "at beholde sit Incognito, især for Heiberg". Han bad Collin læse det, "og, hvis De ikke finder det antagelig, at sende mig det direkte tilbage" (BmD). Det må åbenbart have været tilfældet, thi Heiberg læste det ikke. Levetzau søgte ikke at manipulere mere end højst nødvendig med Collin: "Jeg finder Oversættelsen, saa vidt jeg kan bedømme det, ikke slet, men Spørgsmaalet er, om heele Stykket ikke er altfor meget i den Tydske Smag, for at finde Bifald paa Vores Scene. Kan det antages, saa vil jeg ansee det for et Beviis paa Velvillie, at det kom snart paa Scenen (l.c.). Det blev der intet af (6).
[sideskift][side 1321]
Kildematerialet til behandlingen af Overskous og Siegfried Salomons syngestykke "Diamantkorset" er meget begrænset. Den 13. aug. 1846 erklærede Heiberg, at stykket havde "en ganske kunstig Intrigue, og giver baade Componist og Skuespillere adskillige gode Anledninger. Men det gjælder om denne, hvad der gjælder om alle hans Operatexter: Der er ikke Spor af national Aand; de ere alle i den Grad formede efter det franske Mønster, at man, naar man ikke vidste det bedre, maatte tage dem for Oversættelser. I den sidste Halvdeel af Stykket, især i den 3die Act, bliver Handlingen vel bred, det Hele vel vidtløftigt, og denne Act vil derfor, især naar den forlænges ved Musiken, falde i det Kjedsommelige" (Coll.S.nr.235). Når man betænker, at samme firmas "Hjertet paa Prøve" var strandet (jf. s.1265), kan det undre, at de et halvt år efter var leveringsdygtige og -villige. Allerede i nov. 1846 var rolle- og nodecopiatur færdig (TK 1846); endelig den 20. marts 1847 havde syngestykket premiere (opført ialt 15 gange) (1).
Kunzens og Falsens gamle syngestykke "Dragedukken" (opført 1797-1821, samt 1832, jf. s.487) blev af Oehlenschläger forkortet i 1847 (jf. Zinck 345). Ændringerne forekom Heiberg "meget hensigtsmæssige, og ere udentvivl en nødvendig Betingelse for, at dette i sin Tid yndede Stykke igjen skal kunne bringes paa Scenen. At de 4 Acter ere blevne til 2, er i sig selv heldigt; men det vil maaskee vise sig, at Changementet i første Act fra Stue til Gade ikke lader sig udføre, naar Gade-Decorationen skal være i alle Maader saaledes, som Situationen udfordrer den, nemlig de fastest opstillede og solideste Gjenstande umiddelbart i Forgrunden" (Coll.S.nr.235 22.4.1847). Heiberg har vel netop angivet grunden til at syngestykket i den nye version ikke kom til opførelse: Drejescenen blev først installeret små 100 år senere på Det kgl. Teater (2).
Ult. apr. 1847 læste Hertz teksten til sit syngestykke "Federigo" for Heiberg. Derpå skrev Heiberg ham til: "Jeg har glædet mig ved mange fine Træk i Opfindelsen, navnlig ved Djævlens Drukkenskab. Det er en ny og dybsindig Idee, at det onde Princip ikke kan fordøie den guddommelige Viin. At det er holdt i en dunkel Baggrund, om den fromme Munk ikke skulde være den hellige Franciscus selv, er det bedste Surrogat, som kunde opfindes, for at bøde paa Savnet af Christus og Apostlene. Men jeg har Betænkelighed ved Tilbagegangen i Tiden. Uden at tale om, at der - idetmindste efter den første Læsning - forekommer mig at være noget ikke ganske [sideskift][side 1322]klart deri, (det synes mig, at et Stykke Tid gaaer tabt), frygter jeg, at Publicum ikke med Deeltagelse vil følge en Handling, som det ikke kan ansee for noget Virkeligt, men kun som en Gjentagelse af hvad der allerede er skeet og - for en Deel - forudbestemt. Vil De slaee sig med "Syvsoverdag", saa har jeg andre Argumenter, som jeg imorgen eller iovermorgen haaber at kunne meddele Dem mundtligt. Ogsaa Finalerne i de to første Acter synes mig at være for stille, og ikke at gjøre Indtrykket af Finaler" (Borup nr.607 27.4.1847). Resultatet af deres samtale kort tid efter kendes kun ved Heibergs omtale deraf i brev til Collin: "Jeg har læst det og tilraadet Forf. nogle Forandringer, som han er ifærd med at iværksætte, hvorefter Manuscriptet vil blive Hr. Conferensraaden tilstillet ved Rung" (Borup nr.608 30.4.1847). Rungs komposition var afsluttet i løbet af efteråret, hvorpå nodecopiaturen påbegyndtes i dec. 1847 (TK 1847 4.kv.nr.546). Roller uddeltes den 10. jan. 1848 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 23. marts 1848 (opført ialt 4 gange) (3).
Heiberg var aldeles ikke imponeret af Overskous syngestykke, men vidste at det kunne opføres. I modsætning hertil står Oehlenschlägers forkortede version af "Dragedukken", som han gerne så indlemmet i repertoiret, men hvor han præcist påpegede vanskelighederne ved en produktion. Hertz' opera ville han gerne begejstres over, men det kneb noget trods stykkets interessante intentioner. I og for sig en interessant sæson, fordi den meget bekvemt viser bred den i teatrets muligheder samt begrænsningerne for teatret dengang (som nu): økonomi og politik!
[sideskift][side 1323]
Méhuls operette "Uthal" (jf. s.1295) blev overført til vinterrepertoiret, da direktionen den 13. juli 1846 afkøbte Ferslew oversættelse, nodecopiatur og rollecopiatur (TK 1846 3.kv.nr.24). Premieren den 19. april 1847 kom først i stand efter fornyet rolle- og nodecopiatur (TK 1846/47) (ialt opført 6 gange) (1).
Heiberg censerede ikke Overskous oversættelse "Grev Ory" (jf. s.1133), førend nodecopiaturen blev besørget juni/juli 1846 (TK 1846 2.kv.nr.534; 3.kv.nr.8 og 36). Overskous forskud førtes som udgift i sept. 1847, hvilket kan tolkes som direktionens henlæggelse, men i febr. 1848 noterede Collin, at stykket sendtes til regissøren (Cp): Operaen blev aldrig opført (2).
Glæser havde allerede i forsommeren 1846 valgt at lade opføre Halevys syngestykke "Les mousquetaires de la reine" med libretto af St.-Georges (OC 3.2.1846). Efter partiturets ankomst i juni 1846 begyndte Hvid oversættelsen efter Levetzaus accept (TK + BmD). Heiberg konstaterede, at stykket var "ganske morsomt" samt at der var en oversættelsesfejl s.54 (Coll.S.nr.235 24.10.1846). Roller blev uddelt den 10. jan. 1848 (PRFD), men først den 7. okt. 1848 kom syngestykket på scenen (opført ialt 5 gange) (3).
Bellinis opera "La sonnombula" med libretto af Romani (Milano 6.3.1831) opførtes første gang på Hofteatret den 7. nov. 1842 (Schepelern 180). Musikhandler Olsen leverede partituret i aug. 1846 "med tilhørende svensk Textbog" (TK 1847 1.kv.nr.204). Nodecopiaturen besørgedes i aug. og sept. 1847 (TK 1847 3.kv.nr.79, 94 og 207), men operaen blev ikke opført i den behandlede periode.
Direkte foranlediget af den succes Lortzings "Czaren og Tømmermanden" opnåede (jf. s.1266) tilskrev Glæser komponisten i Wien "til en Prøve at sende ham et ell. to Stykker" (Coll.S.nr.235 9.1.1847 Collin til Levetzau). Resultatet blev tilsendelsen af hans syngestykke "Der Wildschutz, oder Die Stimme der Natur" med Lortzing libretto (Leipzig Stadttheater 31.12.1842) og syngestykket "Der Waffenschmied [von Worms]" også med libretto af Lortzing (Theater an der Wien 31.5.1846). Heiberg tilsendtes begge libretti til bedømmelse. Om den første, der var baseret på Kotzebues komedie "Der Rehbock" (4), konstaterede Heiberg, at intrigen var "morsom, men meget frivol. I Omarbeidelsen til Syngestykke synes den mig at have faaet et ikke ringe Tillæg af Platitude, som dog vel kunde formildes endeel i Oversættelsen. "Der Waffenschmied" [der var baseret på Zieglers komedie "Liebhaber und Nebenbukler [sideskift][side 1324]in einer Person" (5)] er mindre morsom, er temmelig usammenhængende, har mere Lighed med de almindelige, noget trivielle Operatexter. Dog er der idetmindste een Figur deri, som kan gjøre en grotesk Virkning, nemlig den dumme Schaber, Adelhof. Forsaavidt som jeg skulde tilraade noget Valg, vilde jeg vel snarest foreslaae "Waffenschmied", især fordi det andet, upaatviv[le]lig langt morsommere Stykke, umuligt kan komme til at more, dersom der ikke bliver det en udmærket dramatisk Udførelse til Deel, hvilket man ikke kan vente af vort Operapersonel. "Der Waffenschmied" er derimod mere "die alte Lager", i den velbekjendte Maneer, mindre fremmed og vanskelig (fra Spillets Side) for vore Sangere og Sangerinder. Jeg skulde næsten ogsaa troe, at Musiken til dette Stykke maa være mere iørefaldende, da den mere nærmer sig til Coupletformen, og ikke er anlagt efter en stor Maalestok, hvilket nok ogsaa er det Rette for denne Componist" (Coll.S.nr.235 9.1.1847). Heiberg, der kun sjældent optrådte som censor, når det gjaldt syngestykker, viste sig her som den udslaggivende kraft. Og des interessantere: han valgte det stykke, som personalet kunne overkomme, ikke det der tiltalte hans egen kunstneriske smag. Samme dag sendte Collin teksterne til Levetzau, idet han oplyste, at Glæser, hvad musikken angik, ikke ville give "noget af dem afgiørende Fortrin", mens Collin, overensstemmende med Heiberg, vil le anbefale "Der Waffenschmied", hvis oversættelse Borgaard "vel [kunne] betroes" (l.c.). Levetzau bifaldt denne afgørelse, "hvis en af disse Stykker skal antages, som nok maatte mere være afhængig af Musiken" (l.c.). I marts indkom oversættelsen (I.B.nr.46 12.3.1847), hvorpå nodecopiaturen besørgedes i apr.-maj 1847 (TK 1847 2.kv.nr.115 og 281) - hvorefter arbejdet gik i stå; stykket blev aldrig opført (6).
Sæsonen forekommer yderlig fattig og begivenhedsløs. Glæsers dominans er tilsyneladende usvækket, mens Collins (manglede) sympati måske afspejles i, at han sendte Lortzings to operaer til Heibergs vurdering. Levetzau mente derimod, at musikkompositionen måtte være afgørende. Hverken Rossinis opera "Grev Ory" eller den af Glæser selv hjemforskrevne "Vaabensmeden" kom til opførelse.
Hvad bestemte produktionen af operaer ved teatret? Hverken censor eller direktion synes afgørende for resultatet. Glæsers mange breve til direktionen røber ganske vist iver og virkelyst, men også uoverensstemmelser med personalet.
[sideskift][side 1325]
Et halvt år efter Heibergs afvisende dom over "De Fattiges Dyrehave" (jf. s.1270) anmodede Hertz Collin om en snarlig afgørelse: "En af Vanskelighederne ligger unægtelig i Besætningen af den unge Piges Rolle. Fru Heiberg har fra Begyndelsen været villig til at paatage sig den, men fik længere hen Skrupler. Hun frygtede for, at man vilde gjøre for store Fordringer til hende .. Kunde imidlertid Sagen faae det Udseende, at Rollen først gaves hende, naar det viste sig at være skeet af Nødvendighed, saa turde denne Frygt falde bort. Jeg tænker naturligviis her paa Jfru Bergnehr, som man jo qvantoviis først kunde forespørge sig hos. Det venskabelige Forhold mellem Danmark og Sverrig er jo i bestandig Stigende, saa at et velmeent, om ogsaa ufuldkomment Forsøg paa at lade det svenske Sprog høres fra Scenen, neppe kan misforstaaes" (Coll. BrS.XXII 2.7.1846). Hertz' brev dækker over en række uoplyste hændelser: fru Heibergs vægring ved at udføre Claras rolle samt Heibergs politiske betænkeligheder; de dramaturgiske fandt Hertz ingen anledning til at kommentere. Prompte svarede Collin Hertz, at han i februar havde haft til "Hensigt .. at sende Dem Stykket .. for at De kunde foretage de Forandringer deri, som De i Brevet antyder; siden besluttede jeg, at tale med Dem derom først, dette skeete nu tilfældigviis ikke strax, og - saa blev Sagen liggende, tildeels fordi jeg frygtede for at den ikke vil møde mere Bifald i Directionen end hos vor Ven Heiberg" (NkS 1706 IV 2.7.1846). Samtidig oplyste Collin Hertz, at han samme dag havde sendt stykket sammen med Heibergs censur samt Hertz' forslag til ændringer (brevet af 7.2.1846 jf. s.1271) til Adler, uden at nævne forfatterens rette identitet (l.c.). Over for Adler var Collin ærlig, og den egentlige forklaring på udsættelsen faldt lige ud: "Mig tiltaler det ikke; men derfor vil jeg ej erklære mig imod dets Opførelse" (BmD 2.7.1846). Den 23. juli 1846 returnerede Adler papirerne: "Desværre ulæst og følgelig ubedømt" (l.c.), hvorpå han rejst Christian VIII til Föhr. Straks efter at han var vendt tilbage til København i sept. 1846 sendte Collin ham atter papirerne (BmD 24.9.1846). Stykkets politiske tendenser afgjorde sagen: "Professor Heibergs Dom over denne Vaudeville synes mig for vel grundet og Forfatterens Modbemærkninger for svage til at jeg, ved siden af min egen Antipathi mod de s[c]andinaviske Retninger paa vor Scene, kan stemme for Stykkets Antagelse. Der vil andre Kræfter til at mane de foregaaende Aars Drømme frem igjen, og Opførelsen [sideskift][side 1326]vilde desuden frembyde practiske Vanskeligheder, som vi ikke have det i vor Magt at overvinde. Arbeidet røber paa flere Steder Anlæg og Talent, men det er langt fra al plurima intent, i det Hele er det kjedsommeligt" (BmD 26.9.1846). Dagen efter gav Collin Hertz stykket tilbage (Cp 56). Antiskandinavismen i hoffets ledende kredse fældede dette stykke. Collins (sædvanlige) private iver for Hertz blev i dette tilfælde underkastet de overordnede politiske anskuelser. Stykket blev opført i sæsonen 1859/60 i omarbejdet form.
Den af Petersen (ved H.C. Andersen) (FS) anonymt indleverede vaudeville "Taarbæks Mysterier" blev først læst af Adler, der forkastede den både på grund af den manglende interesse og ditto "Plan, Lune, Vid, Dialog"; han turde kun spå stykket "en maadelig Lykke" om det alligevel blev opført (BmD 21.12.1846). Heiberg fandt vaudevillen "i høieste Grad indholdløs og intetsigende, en reen Nullitet" (Coll.S.nr.235 30.12.1846). Tilbageleveret (Cp, udat.).
Anonymus' (1) vaudeville "Geniestreger" var ifølge Heiberg "Noget af det Schofleste og Pøbelagtigste, som er kommet mig for Øie" (Coll.S.nr.235 30.12.1846). Remitteret den 31. dec. 1846 (Kp.nr.143).
Hertz' forsøg på at give genren et nyt indhold blev af politiske årsager nægtet adkomst til scenen. Uoverensstemmelserne i censurinstitutionen var meget små i den anledning, fordi Collin i denne sammenhæng var loyal med statens ledelse. De øvrige stykker var betydningsløse; begge var forfattet af personer, som teaterdirektionen kendte.
[sideskift][side 1327]
Varin & Louis Lefèvres skitse "Une chambre à deux lits" (PR 20.10.1846) fik Collin muligvis Andersen til at bearbejde i foråret 1847 (jf. BJC II 1 med kommentar). Den 25. apr. 1847 blev Andersen færdig med "En Nat i Roeskilde" (BJC III 199). Stykket forekom Heiberg "at være i en vel meget simpel Smag, og derfor ikke at være meget passende for det kgl. Theater, undtagen ved en privat Forestilling" (Borup nr.608 30.4.1847). Adler læste også stykket, som han karakteriserede som "denne daarlige Spøg, ham og Theatret lige lidet værdig" (BmD 5.5.1847). Hvis det er rigtigt, at Collin var initiativtager til oversættelsesarbejdet, blev hans jugement underkendt af begge officielle censorer. Adler fortsatte sit votum: "Om den end skulde gjøre ligesaa megen Lykke som "Adolph og Henriette" [jf. s.1237] .. maae jeg dog baade for hans og vor Skyld ønske at det ikke bliver antagen til Opførelse [i vinterrepertoiret (?)](l.c.). Den 13. maj 1847 rejste Andersen fra København, hvorpå Collin, père oplyste ham om stykkets videre skæbne: "[Stykket] .. leverede jeg Schneider for at Rosenkilde og Phister kunde giøre sig bekiendt dermed. Et Par Dage derefter spurgte jeg Rosenkilde derom; det behagede ham aldeles ikke; det var udtværet, der var for mange Couplets deri, - kort han var selv tvær. Naturligviis vil jeg ligesaa lidt bede ham som disputere med ham. Det giør mig ondt at jeg for en Deel er Skyld i, at De, maaskee forgieves, har anvendt nogen Tid paa det Arbeide" (BJC II 1 20.5.1847). Efter (?) denne afvisning også fra skuespillerne indførte Collin i censurprotokollen: "foreløbig afleveret til Sommerforestillingerne" (Cp 72). Der blev dog ikke tale om nogen opførelse på Det kgl. Teater. Vaudevillespøgen opførtes første gang i Studenterforeningen (2.12.1848) og siden på Casino (6.5.1849) (46 gange). Ifølge teatrets censorer havde Andersens tekst(er) fundet det teater, de(n) så længe havde haft nødig , se s.1407.
[sideskift][side 1328]
Bournonville havde tidligere anmodet om et reglement for sine aktiviteter udenfor balletten. Den 12. aug. 1846 skitserede han for Collin hvad han ville: "Jeg paatager mig at componere Dands og arrangere Grupper og den Slags Optog der ikke ligger umiddelbart under Scene=Instructeuren til alle de Skuespil og Operaer der i tilstundende Saison skal ny- eller paa ny sættes i Scene" (UjBr). Aktiviteten skulle honoreres med 50 Rbd. og kun gælde for en sæson (l.c.). I næste sæson accepterede direktionen, at Bournonville fungerede som "Scene-Instructeur .. ved alle Prøver og Forest: af Syngestykker og Operaer" og overvågede "al den saavel deri, som undertiden i Skuespil forekommende, Dands", hvorfor han i tiden indtil 1. apr. 1848 skulle honoreres med 300 Rbd. (Kp.nr.116 13.10.1847). Larcher var død den 15. juni 1847 (1).
Til den første balletforestilling i sæsonen agtede han at optræde "i en ældre Pas de deux med Jfr. Nielsen og samme Aften i Forening med hende udføre en ny Characteerdands hvortil Lumbye skulde skrive Musiken" (UjBr 12.8.1846): "Polacca Guerriera" opførtes første gang den 5. sept. 1846.
Den 12. okt. 1846 gaves en pantomimisk prolog i anledning af majestæternes ankomst: "Tableau med Dands, componeret af Hr. Balletmester Bournonville, udføres af Jfrne. Nielsen, Funck og Fredstrup, samt Balletpersonalet" (gentaget flere gange).
Den 12. aug. 1846 meddelte Bournonville Collin, at han ordnede "Alt til den første Ballet der kunde opføres ved Majestæternes Ankomst i Theatret. - Dertil udfordredes En Decoration (Athenen seet fra Havnen ved Piræus), der vil blive en interessant Opgave for vor talentfulde Christensen" (UjBr). Først den 26. jan. 1847 opførtes "Den nye Penelope eller Foraarsfesten i Athenen" med musik af Løvenskjold (opført 13 gange i den første sæson; ialt 14 gange).
Balletrepertoiret bestod af de samme ældre balletter som i foregående sæson med undtagelse af "Napoli" (jf. s.1087), der opførtes 8 gange i sæsonen.
Den 1. okt. 1846 karakteriserede Bournonville sine undergivne i balletvæsenet; han gjorde opmærksom på, at tilsammen udgjorde deres lønninger en fjerdedel af teatrets gagereglement (I.B.nr.113). Stramboe, sen. fandt "i sit Fag" ikke "sin Lige paa Europas første Theatre", Jfrr. Fredstrup og Funck og herrerne Brodersen, Lund, Funck, Gade og Ed. Stramboe udgjorde den positive del af [sideskift][side 1329]personalet, mens Larcher var den ene af to misliebige størrelser: "Af disse 25 Aar, vare de sex hvori han dirigerede Balletten (1823-1829) netop dens allersletteste Periode ved vort Theater .. i de sexten Aar hvori jeg har dirigeret Balletten, har Herr Larcher været i den Grad Hors-d'oeuvre at jeg til enhver Tid gjerne havde byttet ham bort for to gode Figuranter", begrundet i at "hans hele Dandse=Stiil [var] saa lidet svarende til Repertoirets Fordringer, at han ikke med noget Held kan anvendes". Hensigten med Lefebvres ansættelse var dels at lette Bournonville i "Arbeidet med Dannelse af duelige Subjecter for Balletcorpset" dels i "Udførelsen af mimiske og dandsende Roller at understøtte mine Balletter". "Jeg tog desværre feil dengang jeg meente at en Dandser opdragen i samme Skole som jeg, maatte besidde den fornødne Bøielighed til at følge Tidens Fremskridt og sætte sig ind i Rollernes forskjellige Characterer. For silde bemærkede jeg at Lefebvres Skole var forældet, hans Stiil rococo og hans Pantomime maniereret, idetmindste efter de dramatiske Anskuelser der have gjort sig gjeldende ved den danske Skueplads". Han havde endvidere ikke givet eleverne 2 timers undervisning, men kun 1 og om sommeren, hvor de egentlige fremskridt skulle nås, var han oftest fraværende. Derudover havde han etableret en privat skole, således at betalende elever dér kunne optages på teatrets danseskole. Han havde imidlertid i sin private skole pådraget sig en benskade så alvorlig, at han ikke havde kunnet optræde i de sidste 1 1/2 år. Bournonville konkluderede: "[Han] har aldeles endt sin Virksomhed som Dandser". Stod det til Bournonville, skulle Brodersen overtage elementarklassen, mens Hoppe skulle tage sig af perfektionsklassen: "For begge disse Læreres Dygtighed og Conduite kan jeg indestaae". - Lefebvre meddeltes sin afsked med pension den 6. marts 1847 (Kp.nr.39). Den 11. marts 1847 gaves på Hofteatret en forestilling til hans fordel: "Scene og Duet af Ernani .. Divertissement af Balletten Nymphen Chloris ved Dianas Hof .. [og] Anden Act af Lucrezia Borgia .. [samt] Toréadoren .. (Th.Pl.), men Lefebvre medvirkede ikke selv.
Bournonville ville gerne formidle også et gæstespil af Dlle Maria, som han i 1843 havde optrådt sammen med i Hamborg. Tilbuddet gjaldt 18 forestillinger i løbet af 6 uger formedelst 1600 fr., ja Collin ville endda ikke engang tage imod Bournonvilles modifikation: 6 forestillinger til Collins pris af 1600 à 1800 Rbd.: "thi jeg er [sideskift][side 1330]overbeviist om, at den hele Foranstaltning vilde være forbunden med ikke ubetydeligt Tab for Theaterkassen, hvis Kræfter ere begrænsede. Havde vi et Theater med et for den sædvanlige Freqvents overflødigt Rum - til 500 à 600 Tilskuere, saa kunde der være Udsigt til at faae en saadan Udgift erstattet .. At man hver Aften hun dandsede (især naar det indskrænkedes til 6 Gange) fik fuldt Huus, kan man vel antage, men det vil ikke sige videre, end at man fik omtrent 100r meer ind end vi almindeligviis have erholdt i denne Saison, men dermed var hendes Honorar ikke betalt, end sige de Udgifter, som hendes Optræden vilde medføre .. At Demoislle Maria er une des premieres danseuses de l'Opera de Paris har Bournonville forhen ikke erklæret hende for, og strider ogsaa imod de Efterretninger jeg har fra paalidelige Kilder; men vel er hun af anden Rang en af de første" (BmD 3.12.1846 adr. Levetzau). Der blev ingen bukser af det skind (jf. Levetzau til Bournonville NkS 3258A 5.12.1846).
Mdlle Norberg dansede pas de deux'en i syngestykket "Eventyret paa Maskeraden" som gæst den 18. febr. 1847. Den svenske balletdanserinde uddannede sig hos Bournonville i tiden sept. 1846 maj 1847 (Dahlgren 523) (jf. NkS 3258A 6.1.1847). Hun optrådte i øvrigt flere gange derefter i forskellige mindre partier eller pas de deux.
Allerede i nov. 1846 havde Bournonville ytret ønske om at foretage en rejse til udlandet (skr. tabt), men blev vist tilbage af Levetzau under henvisning til afgørelsen fra 1845 (jf. s.1274) (NkS 3258A 5.12.1846). I april 1847 bevilgedes han imidlertid tilladelse til at drage til Stockholm fra den 20. maj 1847 sammen med Stramboe og Füssel "à condition de monter avant son depart "le Dieu et la bayadère [28.5.1847], le tableau avec danse pour Mll Nielsen ["Maritana", jf. s.1333], les ballets de Robert le Diable [÷], ainsi que la fête d'Albano [17.5.1847]" (NkS 3258A 17.4.1847). Bournonvilles gæstespil i Stockholm strakte sig fra den 26. maj til den 28. juni 1847; ialt 13 gange optrådte han i bl.a. "Toreadoren", "Faust" og "Bellman" (Fridericia 268).
I 1847 blev Bournonville nødt til at satse højt. Det gjaldt hans pension (tjenestebenefice) og datterens fremtid. Allerede den 14. febr. 1847 ville han afgøre anciennitetsproblemet med Løffler uden om direktionen (in Konceptforest.nr.8 1848). Løfflers redegørelse til direktionen gik Bournonville imod (l.c. 13.3.1847), men [sideskift][side 1331]Collin mente nok at kunne forsvare hans anciennitet fra maj 1823 men med fradrag af årene 1826-29 (3 år), hvorfor han ved sin afgang i 1848 "følgelig ikke i fulde 22 Aar [har] været i Theatrets Tieneste" (l.c. 16.3.1847). - Den 28. marts 1847 indgav Bournonville en ansøgning om "1o Reguleringen af min Anciennitet samt allernaadigst Entledigelse med Pension. 2o Reise=Tilladelse i to Aar for at producere mine Balletter og min Datter i Udlandet. 3o Muligheden af en femaarig Ansættelse som Balletmester med Gage og forhøiet Pension" (I.B.nr.41a). Den 31. marts 1847 sendte Levetzau ansøgningen til Adler og Collin: "Vi .. [må] tage en Beslutning desangaaende, som vil blive vigtig saavel for Bournonville, som ogsaa for Vort Theater og Ballettet" (in Konceptforest.nr.8 1848). Adler fandt, at Bournonvilles forslag var "af den Natur at vi vel kunne gaae ind paa dem, hvis Datteren ikke nødvendig skal følge med i Kjøbet" (l.c. udat.). - Den 8. maj 1847 svarede man Bournonville, at trods de faktiske forhold ville man på grund af hans "Fortjenester af Theaterdandsen og Balletvæsenet" anbefale ham den sædvanlige godtgørelse for 25 års tjeneste, ligesom han skulle tillægges 2/3 dele i pension eller vartpenge med tilladelse til at fortære disse i udlandet "i de næste 2 Aar .. hvis De ikke antager noget Engagement, som strækker sig ud over Bienniet". Med hensyn til den femårige kontrakt kunne der "for Tiden ikke tages nogen aldeles afgiørende Beslutning", men det ville efter forholdene at dømme være utvivlsomt, at Bournonville ikke skulle kunne genindtræde "som Balletmester, Dandse-Direct[eur] og Scene=Instr[ucteur] .. under samme Vilkaar som de nuværende" (Kp.nr.63). Den 27. maj 1847 indgik direktionen med forestilling til kongen herom, idet man intet nyt føjede til skrivelsen af 8. maj Den 28. maj 1847 ændrede kongen direktionens afgørelse, forsåvidt at rejsetilladelsen kun tilstodes for 1 år samt "at han vil kunne vente ved hans Tilbagekomst at gjenansættes ved Theatret som Balletmester, Dandsedirecteur og Scene=Instructeur for en Deel af Forestillingerne med 1500rbd aarlig Gage" (Orig.Kgl.Res.nr.14b).
Resultatet må siges at have imødekommet Bournonvilles ønsker, fordi han vel i løbet af et år kunne vurdere, hvorvidt hans datter havde udviklet sig; samtidig havde han fået mulighed for at producere sine balletter på europæiske scener, for så vidt dette overhovedet var muligt. Endelig havde han fået løfte om ansættelse i endnu fem år som balletmester. Se s.1370.
[sideskift][side 1332]
Koncerter og særarrangementer blev næsten totalt afskaffet med denne sæson, idet kun 5 koncerter/sangnumre afvikledes på Kgs. Nytorv; resten af koncerterne (12) afholdtes på Hofteatret (1). Heiberg leverede endnu en teatersang i anledning af "Kongens Tilbagekomst til Kjøbenhavn" (Poet.Skr.Bd.IX 301), som blev afsunget i teatret den 12. okt. 1846 (jf. s.1328).
Den 2. dec. 1846 tilskrev Levetzau Collin om kronprins Karl (XV)s besøg i teatret (tabt). Collin anmodede "Bournonville om at sætte Balletten Napoli i Scenen til at opføres næste Mandag, og derved giorde han ingen Vanskelighed [jf. NkS 3258A 3.12.1846 Collin til Bournonville]. (Da det er den 50de Gang Napoli opføres, saa havde han haabet at kunne forbeholde sig den Forestilling til en Beneficeforestilling i Sommer, med Hensyn til hans Udgifter ved Datterens Ophold i Paris, - det er det evige Omqvæd paa alle hans Foredrag.)" (BmD 3.12.1846). Kronprinsen ville også gerne se Jfr. Ryge, hvorfor Levetzau kunne vælge imellem "Doctor Robin" og "Familien Riquebourg": "jeg vilde foretrække det sidste, som havende meest dramatisk Værd. Faaer jeg ikke til Løverdag, anden Beskeed fra Deres Excellence, saa sætter jeg: Riquebourg" (l.c.). Og således blev det så. Forestillingen fandt sted den 7. dec. 1846.
Ved særlig gunst fik Lüders tilladelse til ved sin beneficeforestilling at give også et skuespil. Phister opsøgte Collin for at få tilladelse til at opføre "Seer Jer i Speil" (jf. s.408) (2) og den praktiske Collin henviste ham til Levetzau, idet han dog til teaterchefen skrev, at da "vi siden kunne bruge dette ved vore Forestillinger, formeener jeg, at Phister kunde tillades at spille for Lüders, ligesaavel som de 2 ell. 3 andre, der have Roller i Stykket. Forresten er det slemt, at Lüders' Forestilling falder paa en af Theatrets Aftener, da han vist vil sætte Theatrets bedste Kræfter i Requisition, og derved giøre det vanskeligt at bringe en Forestilling tilveie, saa meget mere, som man ikke vil kunne give en Ballet, eftersom han giør Regning paa hele Orchestrets Bistand" (BmD 29.11.1846). Den 15. dec. 1846 opførtes på Hofteatret Weyses ouverture til "Ludlams Hule", Beethovens "Fantasi for Pianoforte", duet af Spohrs "Jessonda", finale af Rossinis "Comte Ory", violinkoncert af Beriot, introduktion og kor af Kuhlaus "Lulu", Rungs "Modersmaalet" samt stor finale af Meyerbeers "Hugenotterne". "Seer Jer i Speil" opførtes ikke oftere i den behandlede periode.
[sideskift][side 1333]Hof-Stolemager Hansen, Naalemager Hjorth, Hof-Instrumentmager Hornung, Hof-Kunstdreier Schwartz og lektor Wilkens ansøgte om og fik tilladelse til at give en forestilling på Hofteatret "til Fordeel for trængende Haandværkere" (I.B.nr.11B 5.2.1847. Kgl. Res. 26.2.1847). "Den Stundesløse" og "Emilies Hjertebanken" blev produceret den 18. marts 1847.
Den 18. marts 1847 udførte Hansen "Gurre" af H.C. Andersen, førend "Napoli" blev givet på Kgs. Nytorv (jf. s.1328).
Til Maria Bojesens oversættelse "Den unge Formynderske" (jf. s.1229) blev rollerne og sufflørbogen udskrevet i dec. 1846 (TK 1846 4.kv.nr.574). Stykket blev givet første gang på Hofteatret den 15. april 1847 til fordel for den kvindelige Pleieforening (3) (2. og sidste opførelse fandt sted på Det kgl. Teater den 21. maj 1847). Efter komedien opførtes "Maritana" et divertissement af Bournonville "i Form af en Carnevals=Scene .. til Musik af Hr. Lumbye" (Th.Pl.).
[sideskift][side 1334]
Genoptagelserne var ret beskedne i denne sæson; repriseprogrammet savnede større inspiration.
(1) Holbergs "Hekseri eller blind Allarm", sidst givet den 14.11.1838, gaves for 50. gang den 4.10.1846 (sidste opførelse i den behandlede periode); derpå først givet i 1905.
(2) Holbergs "Det lykkelige Skibbrud", sidst givet den 1.3.1842, gaves atter den 24.4.1847 (sidste 2 opførelser i den behandlede periode).
(3) Oehlenschlägers "Axel og Valborg" (jf. s.1294) kom atter i repertoiret den 5.3.1847 (endnu 4 gange i den behandlede periode).
(4) Oehlenschlägers "Hagbarth og Signe" (jf. s.1296) genoptoges i repertoiret den 17.9.1846 (2 gange i den behandlede periode).
Af udenlandske stykker genoptoges eller søgtes følgende
genoptaget:
(1) Scribes "Familien Riquebourg" (jf. s.461)
kom på ny frem den 2.11.1846 (endnu 7 gange i den behandlede
periode).
(2) de Leuven, de Forge & Dumanoirs "Under Laas og Lukke" (jf. s.1046) nybesattes i denne sæson og kom frem for sidste gang den 18.4.1847.
(3) Marschners "Hans Heiling" (jf. s.756) genoptoges den 3.9.1846 (givet endnu 3 gange i den behandlede periode).
(4) Rossinis "Moses" (jf. s.1185) blev genoptaget den 15.10.1846 (givet endnu 2 gange).
I det øvrige operarepertoire var der højst tale om at et enkelt eller to partier blev overtaget af en ny kunstner, f.eks. overtog Jfr. Bergnehr Mad. Stages parti i "Brama og Bayaderen", hvilket resulterede i, at syngestykket atter kom på repertoiret den 28.5.1847.
(5) Med fru Heiberg, Rosenkilde, Foersom, Holst og Schneider samt assessor Weis forenede Hertz sit ønske om at få genoptaget "Emma"; "Men hvis denne Opførelse ikke skeer snart, frygter jeg for, at Fru Heiberg ikke vil paatage sig Emmas Partie, som hun hidtil har interesseret sig meget for, men hvortil hun om nogle Aar sagtens vil ansee sig for gammel. Jeg bemærker endnu, at dette Stykke, skjøndt i 5 Acter er meget kort (thi jeg forkortede det endeel ifjor) og kan gives med et Dandse-Divertissement eller deslige" (Coll.BrS.XXII 8.9.1846 adr. Collin). Der blev heller ikke denne gang tale om en opførelse (jf. s.1192).
Arnesen arbejdede ligesom Hertz med sine stykker efter opførelsen.[sideskift][side 1335]"Et Reise-Eventyr" bad han måtte "blive liggende denne Saison over, hvilket jeg troer ikke skal blive til Skade for Theatret, da det er min Hensigt i Sommer at gjøre nogle Smaaforandringer i det og lægge et nyt Syngenummer ind deri" (Coll.BrS.40 udat. adr. Collin). Den 21. sept. 1846 blev Claras rolle udskrevet på ny (TK 1846 3.kv.nr.298), hvorpå stykket atter kom frem den 4. okt. 1846 med Jfr. Rantzau i rollen; den efter Arnesens mening gyselige skuespillerinde Mad. Hansen fik imidlertid rollen den 16. febr. 1847, så de sidste 12 opførelser kan han ikke have set (l.c.)
[sideskift][side 1336]
Collin blev syg i juli 1846 (jf. Coll.S.nr.235 21. og 27.7.1846), og den 8. aug. 1846 anmodede han om en vikar. I 1842 havde han også været syg og foreslog da "Assessoren i Finantsdeputationen; han er personlig kiendt af Dem, og, af sin Chef, Finantsministeren, vist vel anbefalet hos Hans Majestæt. Som sagt, haaber jeg Constitutionen ikke bliver nødvendig, men bedre at omtale det itide, end for silde" (BmD 26.7.1842). Nu i 1846 blev det alvor. Ikke Edv. Collin men Ernst Weis blev udstyret med direktorial myndighed ved kgl. reskript af 11. aug. 1846 (Orig.Kgl. Res.nr.14; jf. BmD 12.8.1846 Levetzau til Collin). Collin rejste på landet i aug. 1846 for at rekreere sig; Weis skrev et meget muntert brev til ham den 22. aug. 1846, om det så var for at opmuntre den ældre syge konferensråd eller ej: "Rosenkilde, der har kiendt mig som Barn og siger Du til mig", ville han sætte "i Blaa-Taarn" eller han ville "gjøre et Selskab paa Skydebanen for Kassebeholdningen"; men et var spøgefuldheder, "Solstik og Kuller" noget andet at få samlet alle skuespillerne efter ferien. Mad. Simonsen og Mad. Stage gav de dårligste undskyldninger. Han havde også et repertoire klar til den første uge, ligesom "Czar og Tømmermand" var "beredt til at gaae den 18de" september (jf. s.1266). Hans selvstændigste indsats var at bede Glæser prøve på "Sovedrikken" i stedet for "Hans Heiling" ("Paa denne Opera prøves der allerede meer end nok"), men "Sovedrikken" kom nu ikke frem igen førend i 1849.
"Casino" (jf. s1283) åbnedes den 21. febr. 1847 med koncert af Lumbye. Hans orkester gav i de følgende uger en række koncerter, assisteret af diverse instrumentalister (Jacob Eben, Ferd. Vogel). Den 11. april 1847 begyndte familien Price (jf. s.1246) sine forestillinger med "Forskjellige Dandse". Mad. Simonsen gav koncert den 21. apr. 1847, Henri Leonard både den 26. apr. og 3. maj 1847. Den 1. maj 1847 opførtes "Ungdom og Galskab" (jf. s.1239) (1). I maj 1847 afsluttedes sæsonen med en række koncerter dirigeret af Lumbye og hamborgeren Aug. M. Canthal, assisteret af fam. Price. - Sidste forestilling i denne sæson fandt sted den 16. maj 1847 "i den kongelige Families høie Nærværelse" (se s.1376). Tivoli åbnede den 24. maj 1847.
[sideskift][side 1337]
I 1847 bestod Sommerskuespilforeningen af ægteparrene Nielsen, Phister og Holst.
Wessels "sørgespil" Kjærlighed uden Strømper" (sidst opført 19.1.1833) gaves med Rosenkilde som Johan, Jfr. J. Rosenkilde som Grethe, Mad. Phister som Mette, Phister som Mads og Schneider som Jesper. Stykket blev først givet igen i 1935 (Leicht og Hallar 211) (1).
Holbergs komedie "Abracadabra" var sidst spillet den 4. maj 1821. Stykket genoptoges, efter forestillingen den 3. juni 1847, først i sæsonen 1882/83 (2).
"Gjenboerne" (jf. s.1295) blev opført 4 gange ved disse sommerforestillinger (3). Se s.1352.
Boyes sørgespil "Erik den Syvende" (sidst opført 14.1.1832) opførtes for 13. og sidste gang den 8. juni 1847 (4).
På grund af Heibergs fravær fra København blev de to følgende stykker ikke læst af ham, før de blev opført ved disse semiprivate forestillinger.
J. Davidsens oversættelse "Reisen til Rusland" af G. Vaëz & A. Royers komedie "Le voyage à Pontoise" (LOD 14.4.1842) opførtes første gang den 12. juni 1847 (kun opført 2 gange ved Sommerforestillingerne) (5).
A. Gerners oversættelse "Blodhævnen" af P. Siraudin & Dumanoirs vaudeville "La vendetta" (TVR 23.10.1842) opførtes, med S. Salomons musikarrangement, første gang den 17. juni 1847 (kun opført 2 gange ved Sommerforestillingerne) (6).
Scribes "La loi salique" (jf. s.1316) opførtes kun den 19. juni 1847 Overskous oversættelse "Kunsten at skaffe sig Tilbedere" (jf. s.1260) opførtes ved Sommerforestillingerne den 26. juni 1847. Se s.1359. Nielsens egen oversættelse af Toepfers lystspil "Carl XII auf der Heimkehr" (jf. s.466) blev givet for 13. og sidste gang den 29. juni 1847 (sidst givet den 10.1.1835). Lefebvres "La Lithunienne" afsluttede forestillingen.
(Collin søgte desuden at få skuespillerne til at opføre Andersens "bearbejdelse "En Nat i Roeskilde" (jf. s.1327), mens Maria Bojesens oversættelse "Hverdagslivet" bestemtes af Collin foreløbigt til Sommerforestillingerne (Cp 74). Ej heller dette stykke blev opført; remitteret af Heiberg i sept. 1849 (Cp 103).
Arrangementet fremtræder lidt stedmoderligt men opførelserne af Wessel og Holberg antyder dog en vilje til det ekstraordinære.
[sideskift][side 1338]Den manglende officielle behandling af to stykker viser den lemfældighed ved systemet, som trivedes. Collins (evt.) mundtlige accept har selvfølgelig været ligeså fuldgyldig som Heibergs (evt.) skriftlige. Se iøvrigt Overskous vurdering af disse sommerforestillinger, V 768.
Både Wiehe og Ferslew bevilgedes en kunstrejse om sommeren (Orig.kgl.Res.nr.10), men Wiehe blev syg, hvorfor kun Ferslew kom afsted. Han fik endda forlænget opholdet i Paris (uddannelse hos Garcia) indtil udgangen af dec. 1847 (Flyve-Posten 13.11.1847) (7).
[sideskift][side 1708]
(1) Se s.487; opført første gang den 9.10.1817.
(2) Sufflørbogen KTS 30 indeholder kun få, helt inferiøre sproglige korrektioner.
(3) I Hertz' manuskript s.46, 81-84 og 102.
(4) Forandret s.46, 61, 81, 103 og 107.
(5) Anmelderen i "Nyt Aftenblad" skrev: "Publicum udviste en til den største Uretfærdighed grændsende Strenghed mod dette Stykke, der vel ikke er uden væsentlige Mangler, men som dog langtfra kan ansees som aldeles forkasteligt. Allerede Ideen til dette Skuespil er ligesaa piquant som original, idet Forf. har villet satirisere med den Overspændthed, der stundom forleder unge Mennesker til at hengive sig selv som Offere for en romantisk Død .. Havde Forf. behandlet dette Stof i Novelleform .. istedetfor, som her, i et Drama, vilde hans Arbeide udentvivl have vakt Interesse .. [Forf.] burde .. vistnok have været betænkt paa en virkelig dramatisk Forvikling, der kunde give hiin Skildring det rette Støttepunct. I denne Henseende har han imidlertid været temmelig uheldig; de øvrige Personer gribe altfor lidt ind [i] Stykkets Handling, hvorfor de baade blive overflødige og uinteressante" (nr.253 30.10.1846). "Flyve=Posten"s anmelder skrev: "[Stykket] gik i Torsdags Aftes første Gang over Scenen og samme Aften blev det nybaarne Barn jordet under Pibers og Gongonens Lys, uden at der næsten hævede sig en eneste Haand for at hævde dets Plads i Verden .. Stykket fortjener denne Skjæbne forsaavidt som det besidder en Egenskab, som er ethvert dramatisk Arbeides dødeligste Fjende, at det nemlig er dræbende kjedsommeligt, navnlig paa Grund af de uendelig lange og indholdsløse Repliker, der ere lagte de forskjellige Personer i Munden. Men paa den anden Side besidder Stykket ogsaa flere Fortrin, som lader beklage, at det saa tidlig er sjunket i sin Grav. Ideen er smuk og pikant, skjøndt ikke original, og de Elskendes Personlighed og Forhold sandt og rigtigt opfattet, især i Slutningsscenen, hvor de Tvendes Charakterer aldeles afsløre sig .. Der gaaer det Rygte, at dets Forfatter skulde være en af vore bedste og meest routinerede dramatiske Digtere; men hvorledes dette kan være opkomnet er os ubegribeligt, thi hvo der har seet "Mlle Lenormand" maa være kommen til Erkjendelse af, at dets Forf. langtfra besidder den nødvendige Kundskab til Scenen, og eiheller har hiint Herredømme over Sproget, som netop udmærker den omtalte Digter. Rimeligt er det, at Anonymen selv har udbredt Rygtet, thi det maatte altid kunne ansees som et godt Pas hos Publicum" (nr.254 31.10.1846).
(6) Den 1.11.1846 bad Hertz efter at have læst anmeldelserne, om følgende rettelser: "Første Act, 6te Scene, i Mad. Armands 11te Replik, hvor denne Sætning: "Vær De glad ved - aldrig svigter, bør gaae ud. I hendes 12te Replik udslettes: "Forjag den forfærdelige Tanke" - indtil Replikens Slutning. I 13de Replik istedenfor: "ængstes Tanken for dette Indgreb i en o. s.v. - sættes blot: "ængstes Tanken for et saadant Skridt". I hendes sidste Replik i samme Scene udslettes: "Deres Fremtid ligger - dette Slør være nedrullet". Endelig i hendes Slutnings-Replik i Stykket udslettes: "forædlet ved den Bevidsthed" - indtil Enden" (in Coll.S.nr.235). Herudover ville Hertz have både Wiehe og fru Heiberg til at spille anderledes, fordi Wiehes opfattelse af Alfreds rolle var forkert!
(7) NkS 2412 VIII.4.3. er Hertz' manuskript med rettelser fra forskellige perioder, idet afvigelser er konstateret også i forhold [sideskift][side 1709]til sufflørbogen KTS 499. NkS 2412 VIII.4.2. er dele af det oprindelige manuskript, som Hertz tilsendte Collin i Jan. 1846, mens rettelserne i efteråret 1846 blev gjort i VIII.4.3., men overklæbede stykker gør det oftest umuligt at vide hvad der stod ved de forskellige opførelser. Ændringerne i sufflørbogen er mangfoldige, hvorfor en redegørelse for stykkets ordlyd ville kræve en specialundersøgelse.
(8) Regissøren skrev: "Under og efter Stykket lød Mishagsyttringer af den pøbelagtigste Natur. De Stemmegivne [sic] syntes denne Aften at prostituere sig ret con amore" (Journal 19.11.1847). På ny prøvet den 24.11.1847 før 2. opførelse den 25.11.1847: "Bifaldsyttringer og Piben kæmpede indtil Gongongen lød" (Journal). Den 3. opførelse den 30.11.1847 kommenterede regissøren: "Kampen imellem Klappere og Pibere gjentog sig og vedvarede med Heftighed indtil Gongongen paabød Taushed" (Journal). Ved 4. forestilling den 6.12.1847 vandt "Stykket .. Bifald uden at nogen havde noget derimod at indvende" (Journal). 5. og sidste forestilling (11.12.1847) gav ikke regissøren anledning til kommentarer. - "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Forf. har ikke været ganske heldig i sin Bestræbelse for at bearbeide dette Stof tragisk .. Det er da ikke den alvorlige Lidenskabs mægtige og skæbnesvangre, paa een Gang bindende og forstyrrende Kraft, der bringer Karine i Fordærvelse, men det er Kjærlighedens Vanhelligelse og Skjønhedens Misbrug, det er Lefleriet og Skjørlevnet. Dette kan nu være overmaade rigtigt, men det er dramatisk urigtigt; ved en saadan Behandling bliver Stoffet ikke tragisk, men kun uhyggeligt. Charakterskildringen er som Handlingens Udvikling altfor utydelig; Forf. har famlet i sin Opfatning og har derfor ikke forstaaet at finde de rette Udtryk. Dialogen lider af prosaisk Tørhed og stundom af stammende Ubehjælpsomhed .. deres Talebrug nærmer sig derimod mere Holbergs og minder idelig om ham og Comedien. Enfoldigheden og Simpelheden i Udtrykket gjør en mere parodisk end rørende Virkning" (nr.276 20.11.1847). Efter den 2. opførelse skrev anmelderen: "Det er os nu klart, at een af de Mangler ved Anlæget, hvorover vi i vor Anmeldelse i sidste Løverdagsnummer have anket, ikke findes, idet der virkelig er en Causalforbindelse mellem begge Hovedpersonernes, Karines og Hans Thomasøns Undergang; men et andet Spørgsmaal er det, om denne Forbindelse dog ikke er af en saa yderlig og tilfældig Art, at den ikke fyldestgjør i et Drama, hvilket navnlig turde gjælde med Hensyn til Karines Indflydelse paa hendes første Elskers Død .. Hvad Dialogen angaaer, turde vi derimod i vor første Anmeldelse have gjort Forf. Uret. Hvad enten den valgte Sprogform er historisk rigtig eller ikke, saa er den i alt Fald mesterlig holdt og giver Stykket en særegen, tiltrækkende Colorit, ligesom ogsaa ved en correctere Diction Skjønheder vise sig, der ved den første Opførelse aldeles undgik vort Øre .. Publicum, der den første Aften opførte sig noget uvornt, endog inden Tæppet var faldet, og derefter var paafaldende enigt i at fordømme Stykket, bivaanede iaftes Forestillingen med større Alvor og Anstand. Rigtignok lode efter Teppets Fald et Par Piber sig høre, men de overdøvedes i alt Fald langt af Bifaldsyttringer, som maaskee mindre vare en Anerkjendelse af Stykkets absolute Værd, end den naturlige Reaction mod Enkeltes Raahed" (nr.281 26.11.1847). - F.L. Høedts "Aphoristiske Bemærkninger", anmeldelsen i "Fædrelandet" (nrr. 298 og 299 16. og 17.12.1847, samt J.C.G. Juuls ""Trolddom" og dets Bedømmere" egner sig til en indledning til 4. udgave [sideskift][side 1710]af delperiodens væsentligste dramatiske arbejde i denne genre.
(9) Jf. Poul Jensen: Presse, penge og politik. Kbh.1971 s.85ff.
(10) Den 20.5.1849 oplyste Heiberg Collin om, at Hollard Nielsen havde bedt ham om at fortie, at stykket "Templets Fald" var identisk ned "Wanka", "hvilket jeg naturligviis paa det bestemteste afslog. Saadanne Anmodninger ere characteristiske personlige Træk" (Coll.S.nr.235). Stykket ses ikke behandlet i sæsonen 1848/49. "Wanka" blev trykt 1846.
(11) I Herts' dagbøger eller breve er der ikke anført noget, der implicerer, at han foretog ændringer i manuskriptet hverken efter oplæsning eller indlevering.
(12) NkS 2412 X.1 og X.2 er Hertz' udkast og manuskript. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Nielsens breve til Hertz er trykt i "Breve fra og til Hertz". Kbh.1895 s.187-92, hvortil Hertz' svar af 10.12.1847 kommer. Korrespondance mellem Wiehe og Hertz findes TM (hhv. 9.3. og 29.3.1848).
(12a) Hvorledes NkS 2524, som er Hertz' autograf, forholder sig til NkS 2412 X.2 falder uden for undersøgelsen.
(13) RA, afd. G Ikke-antagne stykker uden forfatternavn.
(14) RA, afd. G Antagne stykker uden forfatternavn. Der mangler tydeligvis materiale: antagelsen falder efter marts 1848.
(15) KTS 159a og 159b har ikke været anvendt.
(1) Sufflørbogen KTS 378a er ældst: den indeholder en række politisk betingede udstregninger (f.eks. hoffets fester erstattedes af Casinos fêter). Sufflørbøgerne KTS 378a og 378b har derudover udstregninger med henholdsvis blyant og blæk: handlingsfremmende, men få og inferiøre.
(2) Der blev ændret i Heibergs manuskript NkS 2521 i II.14 og II.16. Efter Fogels oprindeligt sidste replik: "Saa lad os gaae og ikke tænke mere paa denne Dags Hændelser, men tømme Glasset paa vore tvende Pars Velgaaende" indsattes følgende replikker: Conrad O Vilhelminde! Julius O, min Iudita Vogel Ja, hvis I nu ikke komme strax Allesammen, saa lader jeg slaa et Dommedagsslag paa din store Gongon" (II.14). II.16 afsluttedes således: "Man hører et Slag paa Gongongen. Bertelsen Gud velsigne Dem! Gud velsigne Dem! Jfr. Black Jøsses! Det er Generalen, der vil tilbords. Ja saa faa vi ikke Tid nu, men kom til mig efter Theen, saa skal jeg omstændelig fortælle Dem mit Tilfælde. (Til Publicum) Og ifald her skulde være Andre, der have Lyst til at høre med, da er de Alle hjertelig velkomne". Den oprindelige slutning lød: Mule Jeg skal hilse fra Generalen og sige, at hvis nu ikke Alle strax komme tilbords, saa skal jeg slaae Gongonen. (Til Tilskuerne) Men det behøves vel ikke ?". - Anmelderen "21" i "Fædrelandet" skrev: "det synes at fremgaae af flere Yttringer, som ere lagte Personerne i Munden, at Forf. anseer politisk Indifferentisme for det Sande og Rette i Livet, ikke mindre for Mand end for Qvinde, medens han i det Høieste indrømmer Nationalfølelsen en vis Ret; det synes at være fra et blot æsthetisk Synspunct han gjør sig lystig over politisk Uvæsen, og er end hans Spøg let og behagelig og fri for al Bitterhed .. saa er den dog hverken saa morende eller saa træffende, som Kritiken kan fordre, netop fordi .. Ligevægten savnes .. Stykket er virkelig godt anlagt; det er vistnok lidt løst i Rendegarnet, men det har flere pudsige Situationer og Opløsningen er overraskende og morsom. Men Stoffet er i og for sig magert nok, eller i alt Fald for let behandlet, til at kunne fængsle Publicums Deltagelse i 2 lange Acter; første Act staaer i den Henseende langt tilbage for den sidste; efter 3 Qvarters endeløse Disputeren og Samtalen spørger Tilskueren endnu sig selv: hvortil skal dette føre .. Imidlertid er det ikke dette, vi regne [sideskift][side 1711]Forf. mest til Onde .. Men Forf. viser tydeligt, at han er i Besiddelse af aandelig Modenhed og en skarp Iagttagelsesevne, og at han med fin og delicat Haand kan tegne Charakterer .. Desto mere maa man bebreide ham, at den Charakter, med hvilken Stykkets Berettigelse som politisk Satire staaer og falder, Wilhelmine, er fortegnet og holdningsløs" (nr.33 8.2.1847).
(3) Sufflørbogen KTS 388 indeholder en række forkortelser samt udstregninger i Carls replik II.7 om "Stormen paa Kjøbenhavn" og II.8 i hans replik, hvor han hellere ønsker sig død end i slutteriet: teatrets og religionens renommé var det stadig nødvendigt at pleje/skåne,
(4) Hostrups fremstilling i Erindringerne er ikke korrekt, jf. Borup V 200. - Sufflørbogen KTS 850 er aldeles uden interesse: blyantsrettelserne er næppe andet end rettelse af afskriverfejl. - Anmelderen ("H") i "Fædrelandet" gjorde opmærksom på, at der var tale om et ældre stykke af Hostrup ("det er nok alt for 2 til 3 Aar siden indleveret til den afgangne Theaterdirection og .. forlængst .. antaget"), hvorefter han karakteriserede stykkets rollehavende: "Mellem disse Personer dreier nu den meget simpelt anlagte og lidet spændende Handling sig. Men de have alle en gjennemgaaende Feil; der er ingen af dem, der kan afvinde Tilskuerne nogen, enten comisk eller alvorlig, Interesse. De ere alle mere og mindre elskværdige Hverdagsmennesker, som man kan finde i hver Gade, ja i hvert Hus. Man kan ikke bebreide Forf., at han kun overfladisk har skizzeret Charaktererne, thi Bunden ligger her lige ved Overfladen; man seer ind i dem med eet Blik og har - nok deraf .. Da nu heller ikke Dialogen hæver sig over Hverdagsconversation - og vi indrømme det kunde den vel ikke, naar Charaktererne skulde holdes - saa er det intet Under, at Stykket ikke kunde behage, uagtet Forf.'s populaire Navn gav det en saa god Anbefaling. Vi troe derfor, at Forf. netop af Omsorg for den Popularitet, han nyder, hellere maa tage det tilbage, end lade det friste Lykken tiere; han vil ved et nyt Arbeide, til hvilket vi af Hjertet ønske ham Held, let udslette en enkelt Aftens mindre fordelagtige Indtryk" (nr.229 2.10.1849).
(5) NkS 2534 er ikke Henriette Nissens autograf, men velsagtens den afskrift deraf, som blev indleveret til teatret. NkS 2534 er dels forsynet med indklæbede rettelser, som er direkte indført i sufflørbogen KTS 46 samt et lag af ældre rettelser eller forkortelser, hvor sufflørbogen følgelig følger afskriften, dels forsynet med rettelser/forkortelser, som er foretaget efter at sufflørbogen er blevet udskrevet. Om udstregninger blev gjort i samarbejde med Hertz vides ikke. Forkortelserne i sufflørbogen er de mest indgribende; slutningen i såvel afskrift som sufflørbog er omarbejdet. De fleste rettelser i afskriften synes at være af handlingsfremmende karakter, mens ingen forekommer at være af moralistisk karakter, derimod slettedes Kammers udfald mod de politiserende typer (s.121ff). Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Det kgl. Theaters Repertoire er i dette Foraar blevet forøget med tre nye originale Stykker, uden at det derfor kan siges egenlig at have vundet noget, thi Intet af dem hæver sig over det meget Middelmaadige. Vi mene "Venskab og Kjærlighed", "Jeg skal giftes" og det igaar Aftes for første Gang opførte "Avertissementet". Imidlertid turde der dog være en Forskjel Imellem dem, idet saavel det første som det sidste synes at røbe nogle Spor af Talent hos deres respective Forfattere, men dette neppe tør [sideskift][side 1712]siges om "Jeg skal giftes". Publicums Dom synes saaledes ikke fuldkommen retfærdig, naar det netop har seet dette Stykke med Bifald, men har modtaget "Venskab og Kjærlighed" koldt og "Avertissementet, med blandet Meningsyttring. Hvad det Sidstnævnte angaaer .. saa er Compositionen meget fattig, meget forvirret og usammenhængende; de Midler, der anvendes, dels for at frembringe comisk Virkning, dels for at tilveiebringe et Slags Opløsning, ere enten forslidte, eller, forsaavidt de ere nye, plumpe og farceagtige. Noget heldigere ere derimod de fremstillede Charakterer .. Dialogen er i Stykkets Begyndelse, om ikke vittig, saa dog ret interessant, men alt eftersom Handlingens tynde Traad mere og mere kommer i Urede og tabes, mattes den ogsaa, og formaaer ingenlunde at holde den døende Interesse fra Tilskuernes Side i Live. Udførelsen af dette Stykke er saa god, at det virkelig skulde gjøre os ondt, om det, som rimeligt er, efter et Par Forestillinger maa henlægges" (nr.118 22.5.1847).
(6) Stykket var skrevet af pseudonymet (?) Andreas Lund.
(1) De øvrige var: "Le diplomate" (jf. s.321), "Une presentation" (jf. s.840), "Une duel sous le cardinal de Richelieu" (jf. s.974), "Pourquoi?" (jf. s.584) samt "Napoleon": "beregnet paa Frankrig og Franskmænd", netop det stykke Buchwald selv helst ville oversætte.
(2) Efter kong Christian VIIIs død pudsede Davidsen sin advokat Levinsen på teaterdirektionen med et krav om udbetaling af 90 Rbd. eller sagsanlæg (I.B.nr.11 25.1.1849). Han acqviescerede med 40 RM. (TK 1849 1.kv.nr.123).
(3) Oversættelsen findes i NKS 4907. Stykket blev opført første gang på Stockholms kungliga Theater den 14.11.1845.
(4) Af anmeldelsen i "Fædrelandet" anføres: "Den nye danske Bearbeidelse forekommer os i det Hele at være meget heldig; de burleske Personer og Scener, der hos Shakespeare, uagtet de ere stillede udenfor Hovedhandlingen, indtage en uforholdsmæssig stor Del af stykket, og derved forstyrre og overskygge hin, have her lidt en velgjørende Indskrænkning; Narren og den indbildske Hushovmester Malvolio ere aldeles forsvundne, og nogle af deres Repliker, der ikke kunde undværes, lagte andre Personer i Munden; derimod er der i Slutningen gjort nogle Tilføielser, som hjælpe betydeligt paa Opløsningens Ufuldkommenhed. For Skuespillerne medfører dette Stykke ikke ringe Vanskeligheder. Violas Rolle, der er behandlet af Forfatteren med en udelukkende Forkjærlighed, er den eneste ret taknemmelige; og det behøver vel neppe at siges, at Fru Heibergs Udførelse af den Intet lader tilbage at ønske .. De til Stykket componerede Melodier af Syngemester Rung synes os meget smukke" (nr.236 5.10.1847).
(5) Se Alf Henriques: Den dramatiske skole. Kbh. 1974.
(6) Det er ikke lykkedes at identificere originalen. Dateringen er sat til senest 2.12.1846, fordi Collin i juni 1847 blev geheimeconfensraad (Erslew).
(1) Sufflørbogen KTS 125 indeholder nogle korrektioner med blæk, indført af Schneider, men de synes ikke at fortjene speciel omtale: de er tydeliggørende pointer eller modererende et følelsesudbrud.
(2) Allerede i jan. 1847 havde Schram fået Oehlenschlägers tilladelse til at benytte det bearbejdede syngestykke til en forestilling, men kongen nægtede Schram tilladelse dertil "for [sideskift][side 1713]Følgernes Skyld" (Hofteatrets kopibog 6.2.1847; hertil Schrams ansøgning i Overhofmarskallatet II.Q 30b udat.).
(3) Se Brøndsted: Henrik Hertzes teater. Kbh.1946 s.161ff. NkS 2412 VII.1 viser Hertz' arbejde med teksten. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB).
(1) TK 1846 3.kv.nr.218, TK 1847 1.kv.nr.418, 2.kv.nr.111 og 160. Sufflørbogen KTS 801 er uden rettelser eller korrektioner. Bournonville stod for scenearrangementet, jf. I.B.nr.88 10. 5.1847 og TK 1847 2.kv.nr.310.
(2) KTS 287 er vel en afskrift snarere end en sufflørbog (ubrugt).
(3) Node- og rolle copiaturen blev besørget i jan.- marts 1847, TK 1847 1.kv.nr.249, 380, 657 og 2.kv.nr.31 og 412. Bournonville skrev den 10.5.1847, at han havde "mistet Les Mousquetaires for denne Saison" (I.B.nr.88), men Hoppe komponerede dansen til operaen (I.B.nr.102 23.10.1848). Sufflørbogen KTS 145 er forsynet med helt ubetydelige blyantsudstregninger.
(4) Kotzebues "Der Rehbock, oder die schuldlosen Schuldbewussten" blev trykt 1815.
(5) Zieglers "Liebhaber und Nebenbuhler in Elner Person" blev trykt 1791; opført 1. gang i Wien den 4.1.1810.
(6) Sufflørbogen KTS 803 er Borgaards autograf, uden rettelser af nogen art.
(1) Afhentet af C.T. Meyer (Konc.); forfattet af Edv. Meyer
(1) Se Dan Fog Bournonville Kbh.1961 s.69.
(1) Rungs koncert den 4.11.1846 indeholdt bl.a. "Hveen, Cantate af J.L. Heiberg .. Modersmaalet af Grundtvig .. Romance af Landet fundet og forsvundet .. canzonetta da Bera .. Runernes Magt af H. Hertz .. Serenaden ved Strandbredden af Chr. Winther .. Tonernes Flugt af Hertz .. Jægersang af H.C. Andersen .. Arie af "Il barbiere di Sivigla" .. Ørkenen af David, bearbeidet af H.P. Holst" (Flyveposten nr.254 31.10.1846).
(2) "Seer Jer i Speil" havde gået 28 gange i 1830rne; sidst opført den 22.4.1837. Derpå genoptaget den 7.2.1841 men først givet igen den 15.12.1846. Stykket blev genoptaget med helt nye kræfter den 2.9.1862.
(3) Sufflørbogen KTS 784 indeholder mange rettelser som fortrinsvis er af sproglig art: Bojesens danske blev rettet til efter teatrets normer; flere hænder var beskæftiget.
(1) Teaterplakaten blev plagieret så godt at denne plakat indgik i teatrets samling. Udover "Ungdom og Galskab" opførtes den 1.5.1847 på Casino "Svensk Folkevise" og "Færøsk Folkevise" ved Jfr. Bergnehr samt til slutning "Agander, Pagander, Wiinberg" (Th.Pl.).
(1) Anmeldelsen i "Fædrelandet" lød: "det synes rigtignok .. som de Spillende ikke have været rigtig enige om, hvorledes de vilde tage det gamle Mesterværk, enten som en Parodi, der, holdt i tør Alvorlighed fra Skuespillernes Side, søger sin Virkning i den comiske Modsætning mellem Declamationens Pathos og Personernes Vilkaar, mellem Ordenes Pomp og Gjenstandens Ringhed, eller som en lystig, burlesk Farce. Manglen paa omhyggelig Indstudering viste sig ogsaa i enkelte Replikers [sideskift][side 1714]Forvanskning, og vi kunne ikke indsee, hvorledes man vil undskylde, at af Sangnumerne bleve flere kun declamerede, ikke sungne, hvorved deres hele pudsige Virkning, som Scalabrinis Musik saa fortræffelig understøtter, gik tabt" (nr.130 7.6.1847).
(2) Sammesteds stod at læse: "men dette Stykke, hvis Traad er løst slynget, og hvis Interesse efter dets Længde er tynd nok, burde neppe fulgt efter et Femactsstykke; Tilskuerne kunde ikke andet end tilsidst blive trætte" (l.c.).
(3) Sammesteds læses: "I Løverdags opførtes den morsomme Studentercomedie "Gjenboerne" med en noget forandret Rollebesætning, hvorved den dog just ikke har vundet" (l.c.).
(4) Opførelse annonceret i "Fædrelandet" nr.130 7.6.1847.
(5) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "[Det] staaer i Værdi langt tilbage for .. "Ude og hjemme"[jf. s.1261] .. Vistnok er der flere piqvante Scener, men Totalindtrykket synes os meget utilfredsstillende, [men udførelsen reddede stykket](nr.140 18.6.1847).
(6) Anmelderen i "Fædrelandet" skrev: "Det er hverken mere eller mindre end en Bagatel, og de Forhold og Sæder der latterliggjøres, nemlig Corsikanernes, ligge saa langt uden for vor daglige Forestillingskreds, at vi have Vanskelighed nok ved at finde dem komiske i deres Carrikatur; men alligevel er det ret morsomt, og bliver det endmere ved Hr. Phisters fortræffelige Udførelse af Hovedfiguren" (nr.140 18.6.1847).
(7) Breve fra Ferslev ses ikke bevaret (KB, TM).
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 14-2-2020, nogle links mangler). Opdateret af