>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Ni og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1846 til 31. Mai 1847 + 3. Juni til 29. Juni 1847, side 753-770]

[Oversigt over repertoiret 1846-47]


[sideskift][side 753]Theatrets store og heldige Virksomhed i Slutningen af forrige Saison havde givet Publikum saa god Forventning om hvad det vilde bringe i denne, at Logerne til de fem Abonnementsaftener gik i omtrent 57000 Rdlr., som var 4000 Rdlr. over Abonnementets Beløb i forrige Saison. Forventningen blev imidlertid i meget høi Grad skuffet. Kunde den have været gjort Fyldest blot ved at der gaves et stort Antal originale Stykker, vilde den ikke være bleven det, thi de 12 Nyheder vare, paa 2 flaue Ubetydeligheder i Lystspillet og 1 Syngestytte nær, danske Forfatteres Arbeider; men af disse har kun et eneste, og det netop det mindste og fordringsfrieste — "Intrigerne" — holdt sig i Publikums Yndest; eet faldt ved første Forestilling, fire overlevede ikke Saisonnen og de tre øvrige gik ud af Repertoiret inden de paa Scenen havde fyldt deres ander Aar, det heldigste — "Valgerda" — med 19 Forestillinger.

Den mærkværdigste Nyhed var Oehlenschlägere Tragedie "Amleth" allerede derved, at han havde hos Saxo taget samme Æmne, som af Shakespeare var benyttet til hans verdensberømte "Hamlet," men for at udvikle det i historisk og nordisk Aand. Istedetfor den engelske Digters romantisk sentimentale, dybsindigt philosopherende og derfor ideligt i sine Forsætter vaklende Hamlet, der ikke tilhører nogen bestemt historisk Tid, vilde den danske Digter skildre den nordiske Hedenolds Amleth, en kjæk, daadkraftig og ærlig, men tillige kløgtig Helt. Mærkværdigere var denne Tragedie, hvis første Opførelse faldt paa Digterens 67de Fødselsdag, dog som et kraftigt Vidnesbyrd om, at han endnu var i Besiddelse af sin livfulde, friske og rige Phantasie saavelsom af sin geniale Evne til, i aandfuld Composition og ved [sideskift][side 754]skjønt, kjærnefuldt og træffende Udtryk igjennem Sproget, at give de nye Skikkelser, som den fremstillede for hans Tanke, en i poetisk Forklarelse aabenbaret stor Natursandhed efter den Tid og det Folk, hvorfra de udgik. Charaktererne vare ægte oldnordiske, tegnede saa besindigt som kjækt med stærke, store Træk; der var pathetisk Kraft i Dictionen og de mange ædelt lyriske Steder vare naturlige Udbrud af Personens Følelse eller Affect under de givne Forhold; Handlingen udviklede sig livligt og spændende, især i de fire første Acter, og dens Anlæg medførte flere herlige Situationer. Endskjøndt Stykket optoges med stor Jubel, mærkede man let, at det ikke vilde holde sig stadigt paa Scenen. Skylden laae vel tildeels i det selv for saavidl som den femte Act baade var mat imod de foregaaende og havde enkelte Scener af uheldig theatralsk Virkning, men maatte især tilskrives det meget tarvelige og uhensigtsmæssige Udstyr og et maadeligt Arrangement. Den kunstneriske Udførelse viste derimod stor Omhu og havde et godt Ensemble, uden at kunne siges i nogen høi Grad at hæve Digtningens Effect. — I "Dione," Drama i fire Acter, havde den pseudonyme Forfatter Carit Etlar (Brosbøll) sat sig den interessante Opgave, at vise en Don Juans Omvendelse, ved at han forelsker sig i en Landsbypige, som hans Forførelseskunster ikke kunne beseire; men da han, istedetfor at give en psychologisk klar Udvikling af Omvendelsens Motiver, fra hvilken Stykket netop skulde have sin høieste Interesse, vilkaarligen havde løst Knuden, idet han pludseligt lod Forføreren skifte Sind og bøie sig for Kjærlighedens Magt; og det tillige ikke var lykkedes ham i den unge Pige at skildre et Væsen, som Publikum maatte tillægge Magt til at fængsle den Ryggesløse, saa kunde [sideskift][side 755]hverken enkelte smukke Scener eller de mange anvendte theatralske Effectmidler vække nogen levende Deeltagelse. Stykket optoges med saa meget Mishag, at Forfatteren maatte ønske dets Henlæggelse efter første Forestilling. — Med det anonyme Skuespil i to Acter "Mademoiselle Lenormand," som Hertz senere erklærede sig at være Forfatter af, gik det endnu uheldigere; thi vel opførtes det oftere, men fandt ikke, som "Dione," meget Bifald for enkelte Scener og mange Forsvarere i den Meningskamp, som opstod efter Tæppets Fald. — Af Lystspillene havde "Valgerda," i to Acter, det eneste Stykke, som Heiberg lod fremkomme anonymt, størst Held at glæde sig ved. Navnet og Handlingens Hovedmotiv udgik fra den Omstændighed, at der et Par Aar iforveien var i "Fædrelandet" blever indrykket et af "Valgerda, en dansk Pige paa en sjællandsk Herregaard," til den bekjendte tydske Digter og fanatiske Danskforfølger Arndt skrevet aabent patriotisk Brev, som baade ved sit Indhold og en eiendommelig djærv Tone havde vakt stor Opsigt. Lystspillets Handling sættes igang ved, at en ung Mand i Begeistring over Brevet har foresat sig at reise fra den ene sjællandske Herregaard til den anden, indtil han faaer opsporet Valgerda, som han da vil tilbyde Hjerte og Haand. Ved sin Søgen kommer han ind i en Familie, hvor Faderen er strengt conservativ og brænder af Begjærlighed efter at blive Baron og faae en Kammerherrenøgle, medens Datteren viser sig saa enthusiasmeret for Politik i fædrelandsk og liberal Retning, at han maa troe, i hende at have fundet Valgerda. Som den godt anlagte Handling var bunden til Øieblikket, havde ogsaa Forfatteren med Lune og Vittighed til alle Sider udslynget Spot over Øieblikkets politiske Brøst og Bræk: hverken den [sideskift][side 756]forstenede Aristokratisme eller den opskruede Demokratisme gik fri. Da flere særdeles moersomme Situationer og en flydende, i enkelte Scener meget piquant Dialog, der indeholdt mange Allusioner, som dengang bleve let forstaaede og vare af slaaende Effect, gave det Hele stor Livlighed, formaaede "Kjøbenhavnspostens" yderst plat udtalte Haan ikke at nedsætte Stykket i Publikums Omdømme: det vandt særdeles levende Bifald. Ogsaa blev det ypperligt spillet, især af Foersom, som gav den ærgjerrige Godseier med meget comisk Naturlighed; Fru Heiberg, der som Juditha, en ved blidt Skjelmerie og inderlig Godmodighed indtagende Pige, var et i den simpleste og fordringsfrieste Fremtræden saa henrivende ædelt og yndigt qvindeligt Væsen, at denne, stille og næsten uden Gesticulation givne. Rolle hørte til hendes allerskjønneste; Phister, hvis døve Huuslærer var ligesaa smagfuldt comisk som grundsand; og Jfr. Ryge, der gav Stykkets vanskeligste Rolle, Vilhelmine, den formodede Valgerda, og saa nøie og fiint nuanceret forenede interessant og elskværdig Personlighed med Bestemthed. Varme og Alvor i Forsvaret for politiske Meninger, at det blev en fortræffelig, med megen Consequents gjennemført delicat comisk Charakteerfremstilling. — I "Venskab og Kjærlighed," ligeledes i to Acter og givet anonymt, havde Forfatteren, Paul Chievitz, vendt Satiren imod det Falske, Affecteerte og Philisteragtige i Øieblikkets ethiske Liv: de kjærlighedstomme Hverdagsforlovelser og det paatrængende Venskab maatte især holde for. Stykket viste et skarpt Blik for de sociale Daarligheder og megen Dygtighed til i moersomme Scener og piquante, vittige Stiklerier at latterliggjøre dem; der var i Behandlingen af endog saadanne Naragtigheder, som allerede vare blevne bragte [sideskift][side 757]paa Scenen, en Eiendommelighed, der aabenbarede en Forfatter, som ei alene tog sit Stof lige ud af Samfundslivet, men besad et ualmindeligt Talent til at fremstille sin selvstændige Opfatning af det i kjækt udkastede og med raske, djærve Træk udførte Skildringer. Ved at han lod sine Personer træde frem i al deres Borneerthed og kun søgte Interesse for dem ved det Lune og den Ironie, hvormed han bragte dem til at stille deres sædelige Skrøbeligheder tilskue paa Scenen, forargede han imidlertid de Svage i Aanden saaledes, at de udraabte Stykket for umoralsk og skrevet i Kneipetone, og det kunde da ikke feile, at der ved hver Forestilling, efter at man under den havde moret sig fortræffeligt og levende applauderet den ingenlunde udmærkede Udførelse, maatte med Piben opponeres imod Mængdens gunstige Dom. Da ogsaa Levetzau fandt, at det havde en »odeur de cabaret,« lykkedes det et lille Antal Snerper ved fem Aftners heftige Anstrengelser at faae en talentfuld dansk Forfatters første og meget lovende Arbeide fortrængt fra Scenen. — Den tredie anonyme Lystspilnyhed "Jeg skal giftes!", af W. Holst, skulde ikke saaledes staae Fare for at støde ved sin Eiendommelighed; thi saavel den noget usandsynlige og dertil skjødesløst motiverede Handling som Charaktererne skyldtes fornemmeligt tidligere Theaterstykker. Ved nogle med Routine i theatralsk Anlæg frembragte snurrige Situationer, flydende Dialog og en Udførelse, der vel heller ikke bragte noget Nyt, men var munter og livfuld, morede de tre korte Acter imidlertid under Opførelserne og efter dem slap Stykket igjennem ved at Meningskampen hver Gang fra begge Sider førtes saa lunkent, at den døde hen uden Gongongens Medvirken. — Ogsaa det fjerde originale [sideskift][side 758]Lystspil, "Avertissementet," i een Act, var af en Anonym. Det udmærkede sig vel heller ikke ved Ideens Nyhed eller en godt anlagt Plan, men viste Talent for theatralsk Behandling, Opfindelse og Consequents i Charakteerfremstiiling og Evne til at give Dialogen Moersomhed. Under Opførelsen fandt det levende Bifald, hvortil især M. Wiehes meget charakteristiske Fremstilling af en pedantisk moralsk og skinsyg Student, og Phisters naturtro og ægte comiske Udførelse af Bondekarlen Morten bidroge; men hverken Stykkets gode Sider eller det overhovedet fortrinlige Spil kunde afværge, at den Kaadhed, hvormed et lille Partie Strengtdømmende, som ikke selv formaaede at frembringe Noget, kastede sig over næsten ethvert originalt Arbeide, for at hindre dets Optagelse i Repertoiret, gav sig Luft i en Pibning, der rigtignok overdøvedes af stormende Bifald, men dog foranledigede Levetzau til efter fire Forestillinger at befale Stykkets Henlæggelse. — Af alle Saisonnens Nyheder var det Hostrups lille Vaudeville "Intrigerne", der gjorde størst Lykke, og det efter Fortjeneste; thi vel var Handlingen saare ubetydelig, men Stykket formede sig fra Begyndelsen til Enden, ved den livlige, godmodigt skjelmske Dialog, den gemytlige Tone, de elskværdigt naturlige Charakteerbilleder, de efter fortræffeligt valgte Melodier ypperligt declameerte joviale Sange og den jævne ægte danske Omgængelsesbehagelighed, der lyste ud af hvert lille Træk, til et saa nydeligt fra Scenen givet nationalt Genrebillede, at det var blevet en Skam for Tilskuerne om det ikke, hvor fordringsfrit det end, selv i Composition og af de Spillende i Behandling, stilledes frem, havde været dem en ret hjerteligt gottende Nydelse. — Ogsaa Molières "Fruentimmerskolen" kunde regnes til NyNy-hederne [sideskift][side 759]hederne, for saavidt som Stykket, efter at have benligget i 88 Aar, kom frem oversat paany og — hvad der første Gang var skeet med et betydeligt dramatisk Værk — i rimede Vers. Det optoges med stærkt Bifald, uagtet Phister, som Corfix (Arnolphe), hverken fandt sig hjemme i Versfremsigelsen eller saaledes kunde skaffe sig Herredømme over den store og vanskelige Charakteerrolle, at der kom Lune, kunstnerisk Ro og Bestemthed i hans Udførelse; hvorfor kun Fru Heibergs mesterlige gratiøst comiske Spil som Rose og M. Wiehes, ved erotist Varme, skjøn Declamation og Noblesse i Lidenskaben, udmærkede Fremstilling af Elskeren ret lod Publikum komme til Erkjendelse af dette herlige Lystspils Aandrighed.

Operaen bragte i denne Saison kun to Nyheder. Den ene, "Czar og Tømmermand," i tre Acter, der baade var forfattet og sat i Musik af Tydskeren Albert Gustav Lortzing, gjorde megen Lykke, hvorvel den i ingen Henseende stod over det Almindelige. Texten, der fra det franske Stykke, som Lortzing havde forhutlet til tydsk Original, medbragte en god theatralsk Tilretning, gav Overflod af tydst Comik i en flaut carikeret Borgermesters trivielle Dumheder; Musiken var rig paa letflydende og iørefaldende Melodier, men uden Originalitet og saa charakteerløs, at Czar Peter, for at tilbagekalde sig sin Fortid, sværmede i en — forresten meget smuk — veemodig, blødt melodisk Romance. Udførelsen var som Musiken: routineret og dagligdags god, uden andet kunstnerisk Interessant end Hansens ypperlige Sangforedrag i den af Lortzing grundfalsk charakteriserede Peter den Stores Rolle. Det Hele afgav en behagelig Underholdning for Mængden, og da dens Bifald for de enkelte Nummere, med Undtagelse af Czarens Romance, [sideskift][side 760]der blev stormende applauderet, var saa maadeholdent, at det musikalske Partiegængerie ikke havde Grund til Frygt for at Lortzing vilde blive dets Yndede farlig, fik Stykket Lov til at gaae uden Opposition, som "en net Samling af behændigt arrangerede Reminiscentser." Ellers indtraf med det et Tilfælde, som viste, at Directionen aldeles ikke forstod sig paa Ting, hvorom den ofte var forpligtet til at afgive Dom. I 1841 blev Capitain Vibes for Theatret i Christiania udarbeidede Oversættelse, med Texten underlagt Stemmerne i Partituret, tilbudet Theatret imod et meget ringe Honorar. Efter at have gjennemseet den trykte Oversættelse svarede Directionen, at den ikke havde betænkt at give Stykket og, hvis den skulde faae det isinde, selv vilde lade det oversætte, eftersom det ikke var det kongelige Theater sømmeligt at hente Oversættelser fra det norske Theater. Da der i 1844 blev Tale om, at Glæser havde foreslaaet Stykket til Opførelse, indkom pludseligt en anonym Oversættelse af Texten. Denne antog Directionen i den Formening, at et Syngespils Oversættelse efter Originalens Text maa være en for Scenen brugelig Syngespiloversættelse. Det var først da den havde befalet Syngestemmernes Udskrivning af Partituret, at den til sin Forundring blev sat i Kundskab om, at et musikalsk Værk ikke kan siges at være oversat til musikalsk Udførelse uden Texten er underlagt Stemmerne, hvilket baade Sprogene, hvorfra og hvori der oversættes, og Musikcompositionen, ved Udeladelser, Tilføininger og Forandringer i Repetitionerne, kunne gjøre til et meget vanskeligt og besværligt Arbeide. Directionen maatte nu bøde for sin Uvidenhed ved at honorere en Musikkyndig anseligt for, saa godt det lod sig gjøre, at lempe den indsendle Text under Musiken. Men dette var ikke [sideskift][side 761]nok. Da Tillempningen med stor Møie var skeet og Musiken kom til Indstudering opdagedes af En, som kjendte Vibes Text, at den indsendte Oversættelse ikke var andet end en ordret Afskrift af denne trykte Text, som for en ringere Betaling, end der nu var givet for den blotte Underlægning, havde, underlagt Partituret, været tilbudet Theatret ikke tre Aar iforveien. At Directionen saaledes havde forkastet det Brugbare og, med Udsigt til at give langt Mere — nemlig det stipulerede Oversætterhonorar og tillige Betaling for Underlægningen — antaget det Ubrugbare, var den til stor Ærgrelse, især da det kom til Omtale i Bladene, hvilket imidlertid skaffede Kassen den Fordeel, at Stykket kun kostede Underlægningsbeløbet, thi Bedrageren, som havde villet tilvende sig Honorar, ved at Directionen hverken havde agtet paa Vibes Oversættelse eller vidste hvorledes en Syngespiloversættelse maatte være, vovede nu ikke at melde sig for at hæve det, og at Directionen havde faaet Overbeviisning om, at det var Vibes foragtede Arbeide, som den havde gjort Brug af, bevægede den ikke til at udbetale ham Honoraret. — Da det andet nye Syngespil, "Diamantkorset," i tre Acter, Texten af Overskou, Musiken af Saloman, var originalt, kunde det ikke, saaledes som "Czar og Tømmermand," af det musikalske Kammeraterie overlades til den Skjæbne, som Publikums Omdømme vilde bestikke det, men skulde ved kaad Haan og dristigt henkastede falske Paastande fremstilles som uværdigt til det eenstemmige og stærke Bifald, hvormed det optoges under og efter Opførelsen. For destobedre at ramme Musiken maatte Nedrivelsen udstrækkes til Stykket, der kaldtes løst og forvirret sammenkludret. Alligevel hed det: "det er et smukt og træffende Billede, Forfatteren har tegnet af den gamle, [sideskift][side 762]livsglæde, grundærlige og retskafne Liniedandser-Directeur, der anseer sin Stilling i Verden for saa misundelsesværdig, at han hellere vil hengive sit Liv end forlade den;" hvilket Billede det neppe vilde være lykket Forfatteren at tegne, hvis hans Stykke ikke, foruden at det, som Syngespil, væsenligt var anlagt paa i en spændende Handling at fremføre tre theatralsk interessante Personer og endeel gode musikalske Situationer, havde været behandlet omhyggeligt og consequent i Plan og Charakteertegning. Og denne Roes ydedes Stykket af "Kjøbenhavnsposten," der netop haanligst affeiede det som kluderagtigt og i sin Ilterhed imod Componisten gik saavidt, at den ei alene paastod, at Musiken til hans "Tordenskjold i Dynekilen," hvilken den selv, paa samme Tid som den formanede Publikum til ikke at vise Strenghed mod originale Arbeider, havde fordømt som utaalelig, var bedre end til "Diamantkorset," men tillige greb til en saadan Lumpenhed som at insinuere, at dette skrev sig fra, at L. Schneider, Salomans Veileder i Composition, havde havt Deel i den førstnævnte Musik, ja endog irettesatte Publikum fordi det havde applauderet Salomans Musik, men yttret Mishag med Løvenskjolds Compositioner, hvilke ogsaa just "Kjøbenhavnsposten" selv havde givet Publikum Tilhold om at finde slette. Sandheden var, at havde Salomans Composition end spaae Steder, udmærkede den sig overhovedet saameget ved Livlighed, originale charakteristisk smukke Melodier, Følelse, smagfuld Instrumentation og dramatisk Aand, at der vel kunde være grundet Frygt for, at han snart maatte henregnes til de saa yndede danske Syngespilcomponister, og det saameget mere, da han tillige vidste at lægge Partierne godt for de Stemmer, han havde til Raadighed, hvorfor den musikalske [sideskift][side 763]Udførelse var særdeles heldig. De tre Hovedroller bleve fornemmelig givne med megen Effect: Mad. Stage spillede ei alene Zephyrine med Liv, Lune og Energie, men sang meget kunstfærdigt der store Partie i Charakteer; Hansen lagde, som Baduto, en henrivende Varme, Kraft og Sjælfuldhed i sit Sangforedrag; og Phister havde i Gigoti, baade som Charakteersanger og Skuespiller, en Rolle, hvilken han gjorde til et af de største Mesterværker i Menneskefremstillingskunsten, der nogensinde er seet paa den danske Skueplads. Forfatteren havde givet en Situation, hvori en comisk Person i den allerlatterligste Paaklædning (Bajasdragten) skulde ved naiv Godmodighed og dyb Følelse gjøre et rørende Indtryk. Han vilde ikke have vovet at stille en saa overordenlig vanskelig Opgave, dersom han ikke med Sikkerhed havde kunnet regne paa, at Phister med sine ualmindelige Naturgaver, sin store Virtuositet i deres Anvendelse og sin Smag maatte være istand til at løse den. Og det gjorde han i en mageløs Fremstilling. Dialect, Diction, det mimiske Udtryk, Holdning og Udseende vare saa nøie forenede og fuldstændigt opgaaende i hverandre, at han under alle de sine Nuanceringer, hvorved han gav Rollen livfuld Colorit, ganske og i høieste Maade smagfuldt var den naivt snurrige Original, hans Phantasie havde opfundet. Det meest glimrende i denne glimrende Fremstilling var imidlertid Scenen, hvori han fremtraadte for Greven i Bajasdragten: dristigt opfattet og udført med uovertræffelig Naturlighed, inderlig Følelse og største Delicatesse aflokkede den paa engang Tilskuerne Latter og Taarer og fremkaldte stormende Bifald for enkelte Replikker. Det var hverken de galdefulde Angreb eller Mangel paa Besøg, som var Skyld i at Stykket kun gik fem Gange, men efter [sideskift][side 764]Mad. Stages Afgang var der ingen Sangerinde til Zephyrines ligesaa vanskelige som brillante Partie.

Heller ikke Bournonvilles Ballet i to Acter, "Den nye Penelope eller Foraarsfesten i Athen," holdt sig et Aar om paa Scenen. Det hører til Besynderlighederne i hans kunstneriske Virksomhed, at han, der, som han fortæller i "Mit Theaterliv," allerede i 1840 saaledes var kommen til Erfaring om allegoriske Figurers slette Virkning i Balletten, at "han havde forsvoret nogensinde mere at bruge dem," i denne Ballet fortrinligen havde søgt at erstatte den yderst ubetydelige Handlings Mangel paa Interesse med Allegorier, af hvilke den meest fremtrædende — "det græske Folks Fald og Opvaagnen," — endog aldeles ikke var til at forklare ved blot mimisk Fremstilling, der maatte give den comist istedetfor pathetisk Virkning. Frigjort fra det fattige dramatiske Indhold vilde den atheniensiske Foraarsfest have frembragt langt større Effect, end der opnaaedes ved hele Balletten; thi Bournonvilles Genie havde udstyret denne Fest saa yppigt med herlige Grupperinger, livfulde nationale Dandse og henrivende Udtryk af elskelig Folkefryd, at Publikum, hvis den, uden at det skulde kjedes med en lang Indledning af matte mimiske Optrin, var bleven fremstillet som eneste Gjenstand for Interessen, maatte, begeistret af den rige Plastik og poetiske Ynde, have modtaget den som et beundringsværdigt indholdsfuldt og skjønt Billede af et interessant Folkeliv. Ved sit store Værd i denne Henseende saavelsom ved en fortræffelig Udførelse, især af Bournonville og Jfr. Nielsen, der endog, under Forestillingen, bleve fremkaldte efter en Pas de deux, en af Christensen mesterligt malet Landskabsdecoration med Udsigt til Athen, og Løvenskjolds baade i det Mimiske og [sideskift][side 765]i Dandsene særdeles smutte Musik vandt Balletten vel ved den første Forestilling enthusiastisk Bifald, men de mange uvæsenlige Partier svækkede i altfor høi Grad dens Virkning som et Hele til at den kunde holde sig i Yndest.

Jfr. Therese Ryges Debut førte ikke til Ansættelse, Gjæsten Jfr. Norberg var dengang kun en ung tækkelig Dame, der, uden at fordunkle nogen af vore Solodandserinder, dandsede let og gratiøs og, efter allerede at have viist sig i et ubetydeligt Partie i "Den nye Penelope," kun stededes til at optræde som Gjæst fordi hun en Tidlang havde været Bournonvilles Elev og nu skulde vende tilbage til Stockholm. — Et meget betydeligt Tab tilføiedes Theatret ved at Mad. Stage efter Ansøgning, paa Grund af Svagelighed, blev pensioneret. Omstændighederne derved vare mærkværdigede og berettigede meget til den Dadel, der fra mange Sider traf Collin, som havde understøttet Ansøgningen. Hun var kun 30 Aar; det var ikke mere end 13 Aar siden hun debuterede og 11 Aar siden hun blev kongelig Skuespillerinde; der havde i Sommeren 1845 været forundt hende en Reise ril Paris for at tage høiere Underviisning hos Garcia og i den paafølgende Saison. 1845—46, var hun, rigtignok tildeels formedelst sin Mands Død, ikke optraadt førend i Marts, men havde da overrasket Publikum ved at hun saavel i Stemmefylde som i Virtuositet havde vundet meget betydeligt; og i denne Saison var hun, ved livligt, grariøst Spil og sin ypperlige Udførelse af store Partier, saaledes bleven en af Publikums Yndlinger, at hun ved hver Fremtræden høstede levende Bifald og erkjendtes for en af Syngespillets allervigtigste Støtter. Ikke destomindre blev hendes Svaghed opgivet at være en Halssyge, der forværredes med hver Gang hun [sideskift][side 766]udførte et stort Partie; og som for ret at vise Publikum, under hvilke Omstændigheder man strax ansaae dette Opgivende for paalideligt og Ondet for uhelbredeligt, blev det hende ei alene, efter at Ansøgningen var indkommen, tilladt at give en Forestilling i Casino ved hvilken hun sang Vilhelmines høie Partie i "Ungdom og Galskab," som Directionen ikke selv havde været istand til at skaffe paa Scenen, men hun udførte som sin sidste Rolle Juliane i "Røverborgen" og sang kraftfuldt og meget kunstfærdigt den store Arie, som begynder anden Act. Der er faa af Theatrets Sangere, der i deres frodigste Kunstnerliv ere blevne tillagte saa stor Dygtighed for deres Kald, som hun viste i det Øieblik da det bevilgedes hende at fratræde det for Udygtighed og med Pension.

Den Vaadeild, som satte Publikum i Skræk den 23de Januar, var af allerfarligste Art og kunde let have foranlediget en frygtelig Ulykke, thi den opkom, fra Varmerørene, i en skjult Bjælke, som var vanskelig at komme til og laae ved Lamperækken i Prosceniet, saa at Ilden, hvis den blot nogle Minuter senere var bleven opdaget, vilde paa engang være brudt ud paa Scenen og imod Tilskuerpladsen, der var fuldt besat. At Nielsen med Stentorstemme tilraabte Publikum, at der ikke var mindste Fare, var mindre efter hans Kundskab om Ildens Beskaffenhed, end et dristigt Foregivende, der havde den lykkelige Følge, at Tilskuerne standsede deres Flugt, som allerede under den stigende Forfærdelse kunde have havt skrækkelige Følger. — En anden Ulytte, der heller ikke fik et saa skrækkellgt Udsald, som man skulde troe, at den maatte have saaet, var at den svære Lampekrone den 21 de Marts strax efter Forestillingens første Act styrtede ned i Parkettet. Dens [sideskift][side 767]midterste Masse, der maatte have slaaet de Nedenundersiddende ihjel paa Stedet, faldt lykkeligviis netop paa tre Pladser, som ved at en Familie fra Landet var kommen for sildigt til Byen ikke endnu vare besatte, men ved Søgen i Halvmørket fandt man fire Personer saaledes qvæstede, at de maatte bringes paa Hospitalet. Forhøret oplyste, at af de fire Mænd, der vare ansatte ved Spillet til Kronens Op- og Nedhidsning, havde de to været fraværende. Disse bleve naturligviis strax afskedigede, men den protegerede Maskinemester, som maatte vedgaae, at han i over et Fjerdingaar havde forsømt det pligtmæssige jævnlige Tilsyn med denne vigtige Post, blev undskyldt for denne som for mange tidligere store Skjødesløshedssynder. — Directionen havde i denne Saison meget hyppigt været i yderste Forlegenhed og med røde Placater vækket Abonnenternes Utilfredshed. Destomere forbausedes man over, at den selv ikke blot for Mai næsten ganske berøvede sig sit Syngespilrepertoire, idet den tillod Mad. Simonsen fra Maanedens Begyndelse at tage til Christiania for at give Gjæsteroller, endskjøndt Mad. Stages Afsked kunde ventes i Midten af Mai, men endog for Saisonnens sidste Uge frasagde sig al Hjælp af Balletten, ved endvidere at give Bournonville med Füssel og Stramboe Lov til at tage til Stockholm, ligeledes for at optræde som Gjæster. Det var ogsaa kun ved at byde Abonnenterne en saadan Stump Forestilling, som der ikke endnu under Theatrets 99aarige Tilværelse var givet, at den undgik at afbøde denne Ligegyldighed for sine Forpligtelser imod dem med at lukke Huset. Den 29de Mai, da M. Wiehe var bleven farlig syg og Mad. Larcher ikke kunde spille fordi hendes Mand laae for Døden, saae den sig, efter mange forgjæves AnAn-strengelse [sideskift][side 768]strengelse for at faae sammensat en Forestilling, der kunde fylde Aftenen, nødt til at opføre "Den Stundesløse" uden Tilgift af endog blot en lille Pas de deux; men søgte at dække sin Armod med, at den, til Abonnenternes endnu større Utilfredshed, lod gjøre saa lange Ophold imellem Acterne, at Stykket, der kunde spilles i sex Qvarteer, blev trukket ud til ni.

Hvor yderlige Forlegenheder Directionen end havde seet sig i under Saisonnen: Skuespillerne stode dog strax efter dens Slutning færdige til, i ikke fuldt en Maaned, at give 10 Stykker, hvoraf 4 vare aldeles nye, 5 paany indstuderede og 1 ombesat saa at det fordrede tre fuldstændige Prøver. Nogen betydelig Fortjeneste indlagde det benificerede Personale sig forresten ikke hverken ved Valget eller ved Udførelsen af Stykkerne. I "Kjærlighed uden Strømper" traf kun Mad. Phister (forrige Jfr, L. Petersen), og det med megen Effect, den rette parodiske Fremstillingsmaade, idet hun, som Mette, bestandig gik paa Cothurnen og kun lod sit Lune virke igjennem den comiske Alvorlighed, hvormed hun gesticulerede og declamerede tragisk; hvorimod Rosenkilde, som Johan, og Phister, som Mads, gave en Parodie i Parodien, ved at lade deres rige Lune fri Flugt til at gjøre deres Personligheder moersomme paa Heltenes Bekostning, hvilket vel saa godt lykkedes dem, at de tilvendte sig stormende Applaus, men var i saa skarp Modsætning til Mad. Phisters rigtige Spil, at Opførelsen ganske savnede Ensemble. Gjenoptagelsen af "Abracadabra" vilde have været Personalet til Berømmelse, dersom Fremstillingen ikke, med Undtagelse af Phisters ypperlige Henrik og Rosenkildes godt anlagte og, paa nogen Usikkerhed nær, fortræffeligt udførte Jeronimus, havde været [sideskift][side 769]meget dorsk og feilfuld. Af de nye Stykker behagede "Reisen til Rusland," Lystspil i tre Acter af Vaëz og Royer, ved livlig Handling, endeel særdeles moersomme Situationer og en særdeles god Udførelse, hvori Holst især gjorde Lykke for den flygtige, elskværdigt muntre Tone med hvilken han gav en ung talentfuld Mands Letsind; og "Kunsten at skaffe sig Tilbedere," Lystspil i tre Acter af Melesville og Duveyrier, som fornemmelig holdtes af Jfr. N. Ryges aandfulde og ved Ynde og Elegants indtagende Spil som Marion Delorme.

Torre havde med meget Held bestræbt sig for i denne Saison at gjøre Publikum mere tilfreds med hans Direction, end det havde havt Aarsag til at være i den forrige. Foruden af ham selv, hans Broder, hans Kone (tidligere Mlle. Tavola), Mad. Ricci, Ciaffei og Vajro bestod Selskabet af to nye Medlemmer, som hurtigt satte sig i stor Yndest ikke blot hos Enthusiasterne, men hos det hele operabesøgende Publikum: Angiolina Bosio, en ung Pige, der med en ualmindelig frisk, kraftig, omfangsrig og klangfuld Stemme af megen Egalitet og Bøielighed forenede et behageligt Ydre, en tækkelig naturlig Holdning og et saa betydeligt Fremstillingstalent, at hun Aaret efter Jenny Linds Optræden som Norma ogsaa ved sit Spil i denne Rolle satte Publikum i Enthusiasme; og Adelinde Vietti, en i en fortræffelig Skole uddannet Tenorist, der ved smagfuldt anvendt Kunstfærdighed og ypperligt Foredrag vidste at give sin ikke meget stærke, men fyldige og velklingende Stemme stor Virkning og paa Scenen teede sig langt bedre end de italienske Operister i Almindelighed. Af nye Operaer gaves »I due Foscari«, »Attila« og »I Lombardi« af Verdi og »Torquato Tasso« af Donizetti. Endog strenge KunstKunst-dommere [sideskift][side 770]dommere vare enige i, at erkjende denne Saisons Selskab for det i alle Operafagene dygtigste, der havde været her; og Directeuren fandt Søgningen tilfredsstillende, men den tidligere Enthusiasme havde lagt sig betydeligt og Blomsterregn, Dacaporaab og Fremkaldelser hørte ikke mere til Dagsordenen.


Oprettet 2011. Opdateret af