>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Otte og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1845 til 11. Juni 1846 + 13. Juni 1846, side 716-744]

[Oversigt over repertoiret 1845-46]


[side 716]Man havde i den sidste Tid ved Theatret troet at bemærke, at den Dristighed, som var Collins Natur, begyndte at aftage; denne Saison gjorde det utvivlsomt. Aarsagen [sideskift][side 717]var ikke, at han nu gik i sit 70de Aar, thi i sine mangfoldige andre vigtige Embedsforretninger virkede han med hele sin tidligere Aandskraft og Utrættelighed; men flere sammenstødende Omstændigheder gjorde ham kjed af Theatret, som en Anstalt, hvorved hans Anstrengelse for hvad der, efter hans Mening, var til dens Tarv, lammedes af Uheld, Vrangvillighed og Ukyndighedens Lyst til at handle paa egen Haand. Det høieste Formaal for Theatrets Virksomhed satte han i, stedse at kunne byde Publikum noget Nyt, men da han, hvor gjerne han end ønskede, at det ogsaa skulde anerkjendes for æsthetisk værdiefuldt, aldeles ikke var nøieregnende med Valget, havde han ofte den Ærgrelse at see Nyheder, hvis Opførelse han med stor Iver havde drevet paa, blive optagne med Ligegyldighed, ja vel endog Mishag, Endydermere var det under mange Vanskeligheder at han maatte fremme det, som han fandt saa liden Tak for, thi Levetzau blev jævnligt Aarsag til, at den idelige Fremadstræben hemmedes; ingenlunde fordi han tænkte at lægge den Hindringer iveien, men ved at han, der slet ikke kunde komme til et Begreb om Theaterforholdene og hvorledes en Bestyrelse havde at tage dem, bestandig talte som Chef og ubetænksomt erklærede sig for det Uhensigtsmæssige i god Tro paa al dets Rigtighed. Collin, der altid havde skyet Anseende af at ville støtte sin Autoritet paa sin Rang, viste megen Agtsomhed for Andres Rang, naar han vidste, at de meente at have Autoritet ved den; han vilde derfor nødigt kives med sine Colleger, som begge vare Excellencer, og afholdt sig især fra at reise alvorlig Indsigelse imod Noget, hvilket Chefen, i sin sig ubevidste Ukyndighed, yttrede i en saa afgjørende Tone, at han maatte have følt sig ydmyget ved at skulle frafalde det; han bekæmpede sin Uvillie derimod, lod det skee og søgte, naar det slette Udfald viste sig, uden bebreidende Berørelse deraf, at [sideskift][side 718]gjøre det godt igjen saavidt muligt. Saaledes bestemtes mangen Repertoire-Ansættelse, Fritagelse for Roller, Udsættelse af Prøver og Forestillingsforandring, hvorom Collin meget godt vidste, at den enten vilde hindre Udførelsen af allerede befalet Tjeneste eller endog slet ikke være at iværksætte, men som han stiltiende samtykkede, for siden, med Bistand af vedkommende Embedsmand, under den daglige Forretningsgang at fremlempe Forholdsregler, der kunde formindske de skadelige Følger. I den foregaaende Saison var imidlertid denne ham i hans andre Stillinger uvante Eftergivenhed bleven sat paa saa haarde Prøver, at han flere Gange til Regisseurerne lod falde Yttringer om, at dersom det ikke var fordi Kongen havde taget hans Løfte paa, at han ikke vilde træde ud af Directionen førend han kunde give Anviisning paa en dygtig Eftermand, saa vilde han øieblikkelig ansøge om Afsked og da aldrig mere lade sig forlede til at have med Theatret at gjøre. Hvad der fornemmelig fortredigede ham, var de mange Bryderier, han havde med Inspecteuren, ved at Levetzau, som hverken havde Indsigt i Theateroeconomie eller i mindste Maade befattede sig med den, holdt fast ved, at Lassen, trods sin Stædighed, var eller idetmindste kunde bevæges til at blive Theatret en høist nyttig Embedsmand, hvorfor han med sin hele Chefsanseelse ei alene ideligen stemte for at der skulde gaaes frem imod ham med stor Lemfældighed, men forlangte Henstand med Udførelsen af de afgjørende Forholdsregler, som den samlede Direction i fine Skrivelser erklærede, at den vilde tage for at tvinge Lassen til at opfylde sin Pligt, ja endog arbeidede for at skaffe ham Reisestipendium. Af den Ubøielighed, hvilken Lassen, som Følge af Levetzaus Overbærelse, vedblev at vise, ventede Collin sig store UbehageUbehage-ligheder [sideskift][side 719]ligheder i denne Saison, og dertil kom, at han ved Liebes Død havde mistet den indsigtsfulde og kraftige Understøttelse, han hidtil havde fundet i det Kunstneriske. Om Stage end havde besiddet den Afdødes nøie Kjendskab til Repertoiret og sjeldne Evne til at benytte Omstændighederne, vilde han ikke have været istand til saaledes at fremme Tjenesten, da han, istedetfor at beile til Forekommenhed hos Personalet, havde, ved den Fierté, han viste i Omgang med det, sat sig paa en spændt Fod med ftere af dets Vigtigste. Endelig var Logeabonnementet blevet betalt langt under Collins Forventning, Da Stage strax førend Saisonnens Begyndelse blev kaldet til ham, for at faae Underretning om, at der fra Chefen var indtruffet skriftlig Befaling, hvorefter Syngeprøverne paa "Corinths Beleiring," som Collin havde paatænkt at bringe til Opførelse paa Kongens Fødselsdag, den 18de September, skulde udsættes, for at der i de første Uger kunde blive givet nogle ældre Operaer, tilføiede han med en ham usædvanlig gnaven Heftighed: "See saaledes regerer man fra Föhr Theatret! Nu er jeg kjed af at faae, hvor Andre gjøre sig en Glæde af at træde ned. Lad os engang see, hvad der kan komme ud af en Saison, naar jeg lader det gaae som det selv vil!" Dette kunde han dog ikke ganske; hans Embedsiver og Interesse for Theatret vare altfor levende til at han var istand til at afholde sig fra kraftigt at gribe ind ved Nødstilfælde; kun for den i Directionsmoderne besluttede Tjenestegang viste han sig betydeligt lunknere end forhen, men til samme Tid stod han mere stivsindet end nogensinde paa, at de tagne Bestemmelser, som han udtrykkeligt havde tiltraadt, skulde fastholdes.

Under disse Omstændigheder begyndte man Saisonnen uden at have en Nyhed til at aabne den med eller som [sideskift][side 720]der var Udsigt til at faae frem i den første Maaned. Da kom Jenny Lind, hvis Gjæsteroller vel satte Publikum i ubyre Enthusiasme og hver Gang havde et saadant Tilløb, at Billetterne strax bleve revne bort og betaltes Sjouverne med indtil det Firedobbelte, men ikke vare til synderlig Fordeel for Kassen, da hun for hver Aften fik et Honorar af 200 Rdlr. Det Bifald, som hun havde vundet ved sin Optræden for to Aar siden, var overordenligt, men dog for Intet at regne imod den Hylding, der i alle Begeistringens stærkeste Udnyk nu blev hende tildeel. Dengang medbragte hun kun et anseet Kunstnernavn fra sit Fædreland og det sjeldne Talent, hvorved hun skulde erhverve sig europæisk Berymthed; men nu havde hun vundet denne i fuldeste Maade. I Berlin, Paris og London var hun af de første musikalske Autoriteter som af det henrykte Publikum bleven beundret og lovpriist som en Kunstnerinde hos hvem en omfangsrig, blød og bøielig Sangstemme af megen Styrke og fortryllende Velklang, ædelt Spil i det Comiske som i det Pathetiske, en, uagtet Mangel paa regelmæssigt skjønne Ansigtstræk, ved Øiets dybe Udtryksfuldhed og mild, jomfrueligreen Værdighed, ualmindelig indtagende Personlighed, den høieste Færdighed i Sangens Technik, den fineste Smag i Anvendelsen af de store musikalske og dramatiste Evner, aandfuld Opfatning og en henrivende Varme og Inderlighed i Foredraget af de forskjelligste Musikstykker forenede sig til at gjøre en vidunderlig gribende Virkning, der efterlod et langt varigere Indtryk end den meest forbausende Virtuositets glimrende Kunststykker. Publikum var i umaadelig Spænding for at erfare, om hun vel nu kunde give noget Skjønnere end det, man allerede havde beundret hos hende som det høieste Skjønne. Allerede i Begyndelsen af den [sideskift][side 721]første Forestilling aabenbarede sig imidlertid af den høie Ro og Klarhed, der hvilede over Fremstillingen, og den Ynde, Smidighed og Kraft, hvormed Tonerne bølgede frem, at hun virkelig havde vundet meget i Smag, Færdighed og Fasthed. Hendes Norma havde ikke den glødende og vilde Lidenskabelighed, hvori Sangerinderne ellers søge Rollens Effect og som det vel ogsaa har været Forfatterens og Componistens Mening at den skal gives med, men der var en saa dyb Følelse og energisk Hjertelighed i Spillet som i Sangen, en saa gratiøs Harmonie i Blik. Bevægelser og Tonernes Udtryk, en saa ukunstlet Storhed i Plastik og Foredrag, at Publikum reves med af Fremstillingens Poesie og efter første Act under umaadelig Jubel fremkaldte Kunstnerinden, som modtoges med en sand Blomsterregn. Samme Hylding vistes hende efter Forestillingen i endnu høiere Grad, og fra Theatret ilede en stor Menneskemasse til hendes Bolig, for ved hendes Hjemkomst at hilse hende med et "Level" Hendes Udførelse af Marie i "Regimentets Datter" optoges med ikke mindre Henrykkelse. Atter her gav hun ikke Rollen efter den almindelige Opfatning, men saaledes som den var hendes Natur mageløst klædelig. Der var en saa forunderlig inderlig Forening af Gemytlighed. Naivetet, poetisk Følelse, Skjelmerie og elskværdigt djærvt Lune i hendes Replikker, at de, hvor let hun end henkastede dem, havde, efter Situationerne, en Varme, Energie eller Løierlighed, der syntes hende selv ganske ubevidst, men gjorde en Effect, som ideligt henrev, til levende Bifald; og dog var Fremstillingens Kjærne egenlig kun i Sangen, der, hvad enten den var lystig eller alvorlig, i hver simpel Sats og lille Zirat som i de glimrende Bravourtirader, havde et Udtryk, en Sjælfuldhed og technisk Fuldendthed, der ved [sideskift][side 722]den Ynde og Naturlighed, som hvilede derover, ikke saameget forbausede som fortryllede og uophørligt holdt Publikum i Enthusiasme.

Midt under hendes Triumfer indtraf pludseligt et meget sørgeligt Tilfælde. Stage havde den 2den October, for første Gang i sit Liv, deeltaget i et Skuespillergilde og moret sig fortræffeligt, endskjøndt han, som sædvanligt, var saa afholden i Nydelsen af Vine, at han kun drak et Par Glas Champagner. Næste Formiddag yttrede han paa Theatret stor Glæde over, at han engang havde besluttet sig til at være med i et Vennelag, hvoraf han ikke havde troet at kunne faae saa megen Fornøielse. Da der ingen Prøve var sagde han munter og livlig Farvel til de Tilstedeværende, for tidligt at komme hjem og træffe Arrangement i Anledning af et Selskab, hvortil han havde indbudet Jenny Lind; men som han, for at gaae til Amagertorv, var ved Hjørnet af lille Kongensgade og Halmstræde, faldt han pludseligt, uden Lyd eller Tegn paa Smerte, om paa Gaden og var, uagtet han strax blev baaren ind til en der boende Friseur og en Læge øieblikkeligt kom tilstede, ikke at bringe tillive. Den 54aarige kraftigtbyggede og tilsyneladende sunde Mands uventede Død vakte almeen Deeltagelse og havde en ikke ringe Indskydelse paa Theatret. Som Skuespiller gjorde han vel nu kun sjeldent Tjeneste, men havde dog i nogle gangbare Stykker Roller, der vare vanskelige at besætte, og hvor langt han end var fra at erstatte Liebe som Regisseur, havde han ikke blot Routine i de almindelige Forretninger, men den Fornemhed, hvormed han stødte nogle af de Ældre, gav ham hos de Yngre en Anseelse, som han snildt vidste at benytte til ved dem at bringe Noget frem, naar Hine gjorde Vanskeligheder. Collin, som tog sig hans [sideskift][side 723]Død meget nær, overdrog strax Regisseurforretningerne til Schneider. Hvorvel denne besad langt mere Sands for Poesie og Kunst, grundigere Kjendskab til dansk og fremmed dramatisk Literatur og større Iver for Tjenestens Fremme end Stage, saa at han kunde være bleven en fortræffelig Regisseur, var Valget, selv naar man vil afsee fra at der ved det blev begaaet den gamle og meget store Feil, at tage en Skuespiller til dette Embede, ingenlunde heldigt. Schneider havde ikke vundet og kunde, efter at være kommen til Embedet, ikke vinde den Anseelse hos det hele Personale, hvilken han virkelig fortjente, men ogsaa fuldeligen behøvede for at kunne bevæge sig deri med Aplomb. Størst Imødekommen fandt han hos de Ældre, der havde Agtelse for hans Aandsdannelse; med de Yngre var han jævnaldrende og de fleste af dem troede sig i Kunsten at være mere end jævnbyrdige med ham: da han havde staaet i et særdeles venskabeligt Forhold til dem, ventede de nu, at han skulde benytte den Indskydelse, hvilken de meente, at der, ligesom under Liebe og Stage, nødvendigen maatte hænge ved Regisseurposten, til Fordeel for dem, og eftersom han hverken i alle Tilfælde kunde gjøre det, eller ved Uddelingen af en god Rolle kunde gjøre det for alle, der "fandt at den maatte tilkomme dem," antoge de Prætensiøse sig ofte for oversete eller vel endog ligefrem forurettede af ham. Det Misnøie, som derved opstod, blev desto større da Schneider ikke, for at styrke sin Stilling som Regisseur, trak sig saameget som muligt tilbage i Egenskab af Skuespiller, men tvætimod lod sig sit Repertoire jævnligt forøge med nye Roller, saa at han, der hidtil ikke havde været meget benyttet, nu kom til at spille ofte og endydermere enkelte Roller, der havde vanet bedre besatte med Andre. [sideskift][side 724]Det hed, at han af sit Embede tog Leilighed til at gjøre sig vigtig og at "skrabe Roller til sig": en Beskyldning, der, selv om den er grundløs, ret er skabt til ved et Theater at fremkalde Misstemning imod den, som Avind kaster den paa. Det manglede derfor ikke paa Uvillie imod ham; at han hensynsløst traadte den rask imøde, dæmpede vel for endeel dens Høirøstethed, men gjorde Skumleriet bittrere. Imidlertid, hans Embedsførelse fandt saameget Bifald hos Collin, at denne, som ellers holdt stærkt paa at have blot constituerede Embedsmænd, da disse lettest kunde bringes under Vilkaarlighedens Villie, to Aar efter fik ham kongeligt ansat.

Først da der var gaaet over en Maaned siden Saisonnens Aabning efter tre Maaneders Ferie drev man det til, i "Ude og hjemme," et fransk Treactslystspil, som ikke fordrede nogetsomhelst særligt scenisk Udstyr, at faae en Nyhed bragt frem, og det endda kun ved at der blev lagt Vægt paa, at det nødvendigen maatte skee for fra Theatrets Side at høitideligholde Kronprindsens Fødselsfest. Det var ikke let at finde noget til en saadan Leilighed mere Upassende end Bayards og de Vaillys Stykke, der satiriserer Jesuitismens hos os aldeles ukjendte, ved hyklet Hellighed og uægte Philanthropie tillistede, Indflydelse paa Familielivet, og fremstiller en ung Ægtemand, som hjemme er en af sin Svigermoder forkuet Heldøre, men ude en overgiven Galning. Heller ikke udmærker dette Lystspil sig ved en fiint anlagt Intrigue eller originalt tænkte og consequent gjennemførte Charakterer; tvertimod: Motiveringen er svag, Charakteertegningen kun skjødesløst skizzeret og Handlingen usandsynlig. Men Forfatterne have med megen Kløgt tilveiebragt saa piquante Situationer, lagt saamegen Livlighed, [sideskift][side 725]Vittighed og Lune i Dialogen og gjort Rollerne saa taknemmelige for Skuespillerne, at deres Stykke overalt maa gjøre stærk scenisk Virkning, naar Udførelsen er blot nogenlunde god. Og her blev den, da den Usikkerhed i Memoreringen, som, uagtet den lange Forberedelsestid, var bemærkelig i den første Forestilling, havde sat sig med de følgende, fortræffelig i alle Rollerne. Udmærkede vare især Mad. Nielsen, der i den herskesyge, fromladende og affecteert godgjørende Fru Chopin, Stykkets bedst skildrede Person, gav en med megen Smag og Naturtroskab ypperligt udført fiintcomisk Skildring; og M. Wiehe, som ei alene, om end med et vel niais Udtryk af Kujonens Forlegenhed, spillede den unge Ægtemand, der staaer under Svigermoderens Tøffel, særdeles moersomt, fornemmelig ved det tørre Lune, hvormed han henkastede enkelte Replikker, men med megen Lethed og Varme gav den joviale Verdensmand, der ret fryder sig i sit Element og omsider tager Mod til aabent og muntert at trodse det pietistiske Væsen. Stykket optoges med overordenligt levende Bifald og blev den af Saisonnens Nyheder, der, med mindst Udgift og størst Indtægt, oftest er kommen til Opførelse. — Efter denne Anstrengelse behøvede Directionen tre Uger inden den kunde bringe det saavidt, at Sangpersonalet, efter ikke at have havt andet at gjøre end at spille med Jenny Lind i to tidligere givne Operaer, kom frem med den første musikalske Nyhed: Rossinis "Corinths Beleiring," og dette skete med et høist maadeligt Udfald. Endskjøndt Musiken til den meget utheatralske Text i sin Heelhed hører til Componistens charakteerløseste Værker, har den enkelte melodisk skjønne og meget storartede Partier; men disse skulde foredrages med Energie og Pathos, som der kun i saa Momenter var Spor af. [sideskift][side 726]Med Undtagelse af at Sahlertz, som Kleomenes, ved megen Kraft og Varme, og Chorpersonalet ved særdeles sikker og livlig Udførelse med Hensyn til det Musikalske viste Publikum, at der kunde lægges Effect i Fremstillingen, var denne yderst mat og kjedsommelig. Spil syntes de Rollehavende ganske at have opgivet at tænke paa, og Sangforedraget var ikke i Compositionens Stiil. Mad. Simonsen savnede altfor meget Livfuldhed og havde siden Sibonis Død altfor lidet søgt at bevare Færdighed i Coloraturer til at hun kunde give Pamiras brillante Partie med al den Bravour, som det er anlagt paa; Faaborg sang den lidenskabelige Neokles med Styrke, men koldt og uden mindste dramatiske Aand; og Hansen lod aldeles Muhameds kjække og kraftige Charakteer falde, for med sin skjønne Stemme at gjøre Virkning ved Sentimentalitet. Til den uheldige kunstneriske Behandling kom et saa slet Scenearrangement, at de Situationer, som meest vare betegnede paa at imponere, toge sig meget latterligt ud. Optagelsen var særdeles lunken, allerede den tredie Forestilling gaves for tomt Huus: det var atter en dyrekjøbt Advarsel imod at spilde Penge og Tid paa, med det Personale, der dengang havdes for musikalsk Skuespil, at ville skaffe den alvorlige Opera Indgang hos Publikum.

Med sit samtidigt givne ny romantiske Drama i een Act. "Kun tyve Aar, " havde H. P. Holst ikke saa glimrende Held som med "Gioacchino." Allerede ved det, at der, i Behandlingen af Sujettet —: den franske Kong Philip Augusts Gjenforening og Udsoning med sin for tyve Aar siden, strax efter Vielsen, forskudte Gemalinde, den danske Prindsesse Ingeborg, Valdemar den Stores Datter, — ikke var lagt nogen dansk national Interesse, følte Publikum sig skuffet i en sikker Forventning. Tillige var Digtningen [sideskift][side 727]i og for sig svag baade i Composition og Udførelse; den vidnede om et Talent, som ikke havde vurderet Vigtigheden af en nøie gjennemtænkt Plan for et dramatisk Værk, men efter endnu uklare Ideer begyndt dets Uarbeidelse, hvorunder der af Stoffet var udgaaet flere og større Forhold, end der indenfor et saa lille Omfang kunde komme til Udvikling og Klarhed. Man fandt Motiveringen, fornemmelig af Kongens Haardhed imod Ingeborg, og af Ingeborgs usvækkede Kjærlighed til sin Tyran, utilfredsstillende. Charakteerskildringerne matte og usikkre. Handlingens Udspring at være en blot Hændelse, der endydermere var usandsynlig, og de enkelte Tildragelser baade for mange og usammenhængende. At Digteren med et godt Blik for det Theatralske havde tilveiebragt og behandlet et Par scenisk effectfulde Situationer dækkede vel, i Forening med det skjønne, i flere Partier meget poetiske Sprog og Mad. Nielsens ved ædel Qvindelighed og dyb Følelse udmærkede Spil som den kun lidende Ingeborg, for en Deel Anlægets Feil, men dog ikke i den Grad, at Publikum kunde bringes til vedholdende Deeltagelse. Stykket optoges med Bifald, men holdt sig ikke paa Scenen udover Saisonnen. Med sin Vaudeville "William og Emma eller Vandcuren," der fremkom anonymt, havde Holst langt bedre Lykke. Da den, efter ægte Vaudevillenatur, til alle Sider udslyngede Stiklerier og lystig Spot over Øieblikkets Latterligheder, og Mængden gottede sig kosteligt derved, kunde det ikke dengang være andet, end at Partiegængerie og Forfattermisundelse maatte forsøge at nedsætte den. Der var allerede inden Opførelsen paa Minis Caffehuus blevet holdt Foredrag om den Mangel paa Handling, Overdrivelse i Personskildringen og Flauhed i Dialogen, som man vilde [sideskift][side 728]være kommen underveir med at dette Stykke, der antoges at være en ukjendt Forfatters første Forsøg, skulde lide af; ved de første Forestillinger modsatte man sig ogsaa, naturligviis i Smagens Navn, det levende Bifald med temmelig stærk Hyssen. Imidlertid, de piquant pointerede Couplet?, mange snertende Vittigheder om Dagens Anlegender, et Par kjækt udkastede Charakteerskizzer, en snildt anbragt meget poetisk Sang om det Besøg, svenske Studenter i afvigte Sommer havde aflagt i Kjøbenhavn, endeel pudsige Situationer og den Moersomhed, der laae i den hele Fremstilling af Vandcuruvæsnet paa Klampenborg, tilveiebragte med den ypperlige Udførelse af de Spillende en saa stærk Effect, at de avindsyge Bestræbelser vare spildte: Oppositionen fand traadeligt at trække sig tilbage, Bifaldet steg med hver Forestilling og Vaudevillen gaves alene i denne Saison, ligesom "Ude og hjemme," 17 Gange, stadigt for næsten fuldt Huus. — Imellem den første Opførelse af Holsts to Stykker laae henved tre Maaneder og i denne lange Tid havde Directionen kun seet sig istand til at forøge Repertoiret med to Nyheder, som begge vare Bagateller, der mødte Mishag, den ene endogsaa fordi Publikum fandt den at være Theatret ligefrem til Vanære. I dramatisk Henseende var "Aagerkarl og Sanger," der kom frem under Benævnelsen "original Operette i een Act," ligesaa urimelig som yderst ubetydelig: Carnevalsscener, der ere Copier fra "Napoli" og "Rafael," men udtværede ved dorsk Gjentagelse og saameget flauere, da de ville affectere større Overgivenhed end deres fortræffelige Originaler, ere det, hvorved den anonyme Forfatter har villet give Moerskaben; og at en Aagerkarl, der er Alles "Blodudsuger," først kræver 200 Piaster, som han har laant en Sanger, for hvis "Stemme, han ei vil give [sideskift][side 729]en Pibe Tobak," men dog af denne Stemme lader sig røre til at laane ham endnu 200, ja "flere til, om han vil," og derpaa, da han erfarer Sangerens Kjærlighed til hans Datter, bliver saa opbragt, at han "forbander" Begge og alligevel atter af samme Stemme henrykkes til at traktere hele Carnevalsvrimlen med sin "bedste Viin" og at udraabe: "Tag kun min Datter! tag kun mit Guld, tag Alting, hvad jeg eier!" — dette er, som Choret meget rigtigt siger, det "Mirakel," der afgiver den Handling, hvorved Moerskaben skal holdes sammen. Man forundrede sig over, at Rung havde anvendt sit Talent paa Compositionen af en saa dilettantmæssigt sammenlappet Text, som hans smukke Melodier, der rigtignok mere vare af nordisk end af italiensk Charakteer, ikke kunde frelse fra saaledes at falde kjedsommelig, at den første Opførelse, der fremkaldte stærk Hyssen, ogsaa blev den sidste. Hvor aldeles uinteressant dette Product var i sin Heelhed fremgaaer deraf, at ikke engang et saa høist tiltrækkende Understøttelsesmiddel som Jfr. Bergnehrs med levende Bifald optagne Debut i Sangerens Rolle kunde gjøre Publikum overbærende imod det. Man blev, endmere end ved hendes tidligere sceniske Fremstilling, overbeviist om, at hun ei alene var i Besiddelse af en ualmindelig omfangsrig og stærk skjøntklingende Stemme, der allerede var godt skolet, men havde et ikke ringe Fremstillingstalent, saa at hun maatte ansees som en særdeles heldig Acquisition for Operaen. Hvad hun imidlertid i høi Grad lod savne var den correcte Udtale af Sproget, som bør høres paa Skuepladsen, og det nok saa fuldt i en saa ideal Kunstart som Operaen som i Lystsvillet, hvor det kun gjælder om smagfuldt at give det Naturlige. At hun ogsaa sildigere, som uddannet og feiret Kunstnerinde, beholdt den af Svensk [sideskift][side 730]og Dansk sammenblandede stærke og uskjønne Jargon aldeles usvækket, var vel ikke blot grundet i, at der ved hendes Underviisning i Dansk mere vae blevet sogt at give hende Indsigt i Sprogets Grammatik, end den hende, som tilkommende dansk Skuespillerinde, langt vigtigen Ovelse i dets rette Udtale, men tillige en Folge as, at hun, som satte stor Priis paa ethvertsomhelst Middel til at behage Publikum, havde ladet sig friste af den om Ienny Lind under hendes Gjæstespil ofte henkastede Bemærkning, at "det Svenske klædte hende saa nydeligt." Den daværende Direction havde selv altfor ringe Erkjendelse af Sprogets helligt Ret paa Skuepladsen til at den, da Jfr. Bergnehr endnu var i Prøveaarene, saa at Autoriteten kunde have kraftig Indflydelse hos hende, skulde falde paa at belære hende om, at naar Jenny Lind optraadte paa det danske Theater, saa var det som en stor svensk Kunstnerinde, hvis geniale Præstationer Publikum maatte antages at ville glæde sig ved med Eftergivelse af et Krav, som ufravigeligen maatte gjøres til den svenske Begynderinde, der attraaede at blive dansk Kunstnerinde. Det er sandt, at man paa den danske Scene havde hørt fremmed Udtale af Du Puy og Mad. Rind og endnu hørte den af Mad. Rung, men disse havde dog, og den Sidste ved sin vedholdende Flid med meget Held, søgt saameget som muligt ogsaa i deres Udtale at vise, at de ærede Nationaliteten hos det Folk blandt hvilket de ved deres Kunst ønskede Optagelse; Jfr. Bergnehr stræbte ikke efter i denne Retning at komme videre end hun var ved sin Debut; hun vedblev at tale danske Ord med svensk Tunge, saa at hverken Danst eller Svensk kunde vedkjende sig hendes Sprog som sit, og at hun altid paa Scenen medbragte noget Abnormt, der skadede hendes forresten saa [sideskift][side 731]eminente Kunstpræstationer, ved at tilvende sig en dem ikke gunstig Opmærksomhed.— Den anden Bagatelle. "Lustucru," maa Directionen have ventet at Publikum vilde gjøre til et særdeles besøgt Stykke, da den, som var saa karrig med de originale Arbeiders Udstyr, at det kun sjeldent blev i alle Dele blot anstændigt, dertil lod male en temmelig bekostelig ny Værtshuusstue, endskjøndt Theatret allerede havde tre meget gode Decorationer, som let kunde gjøres anvendelige. Ikke destomindre fandt Publikum, at man bød det en yderst plat, frivol og kjedsommelig, det kongelige Theater uværdig Farce, og yttrede ved første Forestilling et saa stærkt Mishag, at man maatte vente den henlagt. Men Collin meente, at den nok skulde kunne skaffes Fodfæste, dersom man blot, trods Oppositionen, blev ved at give den, og da Levetzau just paa den Tid daglig maatte føle Nødvendigheden af at Collin regerede Repertoiret, fandt han sig i det ham "afskyelige Piberie," der ledsagede Stykket ved endnu tre Forestillinger, efter hvilke det endelig lykkedes at bevæge Collin til dets Henlæggelse. — Gjenoptagelsen af Molières "Den adelsgale Borger" havde heller ikke noget glædeligt Udfald. Man skoggerloe vel over enkelte Scener, der fik Liv ved Rosenkildes mere af hans eget Lune overstrømmende, end i Stykket Stiil holdte Udførelse af Hovedrollen; men Molières Comik i dette Lystspil forekom Publikum at være, i Sammenligning med Holbergs Comik, altfor carikeret til gjennemgaaende at kunne more.

Der hvilede en ond Skjæbne over netop det, som Directionen især havde ventet sig Glæde af. Dertil hørte fornemmelig "Konning Volmer og Havfruen," et stort originalt Drama af en Anonym. Det havde endeel lyrisk smukke Steder, men blot med disse og en Havfrue, der saaledes [sideskift][side 732]gaaer menneskeligt omkring, at hun er Hovedpersonen paa Scenen og modtager Frierie af Kongen, som dog veed, at hun er et overnaturligt Væsen, samt en overdaadig Anvendelse af Sang. Dands, Optog, Kampscener og Tableauer lader sig ikke tilveiebringe nogen theatralsk Virkning, især hvor der i saa høi Grad som i dette Stykke savnes en taaleligt motiveret og anlagt dramatisk Handling. De mange Effectmidler, hvormed Forfatteren gik Publikum paa Livet, vare altfor paafaldende uden indre Forbindelse og Samvirken; istedetfor at imponere Tilskuerne vakte de derfor kun deres Forundring over, at saa store Kraftanstrengelser gave et saa mat Udfald. Spillet bar ikke Skylden; to Roller bleve endog udførte med Genialitet: Fru Heiberg havde, efter en meget sindrig og poetisk Opfatning, med fiin Smag og stor Kunst førstaaaet i Havfruens Rolle at udbrede noget Overnaturligt og Mystisk over sit hele Væsen, endskjøndt hendes Fremtræden var af Forfatteren gjort saare haandgribelig ved at hun, langt mere end den tilsigtede sceniske Virkning gjorde raadeligt, særdedes iblandt Mennesker under et virkeligt Livs Kaar og Forhold; og Jfr. N. Ryge gav Beengerds Stolthed og Herskesyge beundringsværdigt ved livfuld Kraft i Charakterens Grundtræk og megen Fiinhed i Nuanceringen. En fortræffelig kunstnerisk Understøttelse havde Stykket ogsaa i Løvenskjolds Musik, hvoraf flere charakteristisk skjønne Nummere vandt særdeles levende Bifald. Ved første Opførelse bleve adskillige ypperligt udførte Scener stærkt applauderede, men Optagelsen ved Tæppets Fald var lunken: det sparsomme Bifald ledsagedes af temmelig stærke Mishagsyttringer; ved anden Opførelse maatte Gongongen gjøre Ende paa en meget heftig Meningskamp. — Med Toactstykket "Hr. Rasmussen" [sideskift][side 733]havde H. C. Andersen anonymt gjort et grovt Feilgreb, der straffedes med, at der ikke under Opførelsen hørtes ringeste Bifaldsyttring og efter den istemtes en saa stærk Pibning, at det ikke mere kom paa Scenen. — Heller ikke Operaen "Familierne Montecchi og Capuleti" bragte Directionen noget glædeligt Resultat. Det simpelt skjønne Stof, der saa let kan gives en effectfuld musikalsk-dramatisk Form, var af den italienske Bearbeider sammenstablet til en forvirret og usammenhængende meget kjedsommelig Scenerække; og Musiken havde vel adskillige særdeles yndige melodiøse Tirader, især i de erotiske Partier, men hørte i sin Heelhed til Bellinis svageste Arbeider, hvorfor man ogsaa gav Vaccays fjerde Act istedetfor hans. Da nu tillige den første Opførelse gik meget utilfredsstillende, idet Juliettes Partie laae Mad. Rung for høit og de andre Roller udførtes maadeligt, med Undtagelse af Romeos, hvori Jfr. Bergnehr vel røbede Begynderinden, men dog udmærkede sig meget baade ved Spil og Sang, saa var Følgen at denne Nyhed, endskjøndt den optoges med Bifald, ved anden Opførelse gav tomt Huus.

I "Don Cæsar de Bazan," Lystspil i fem Acter af Dumanoir og Dennery, bragte Saisonnen den eneste Nyhed, der blev et Kassestykke, som udfyldte en Forestilling. Det var ikke noget Kunstværk: sindrig Opfindelse, poetisk Opfatning af Stoffet, klar Motivering, psychologisk gyldige Charakteerskildringer. Sandsynlighed i Handlingen og af denne naturligt udsprungne Situationer udmærkede det sig ikke ved; men det havde mange Egenskaber, hvorved det, godt spillet, maatte ei alene faae stor theatralsk Effect for Publikum i Almindelighed, men endog blive meget underholdende for smagsdannede Tilskuere. Begivenhederne fremfrem-traadte [sideskift][side 734]traadte livfuldt efter en Plan, der var godt anlagt paa at give mange frapperende Momenter; Hovedpersonen havde noget særdeles Tiltrækkende ved at hans Charakteer, om end langtfra gjennemført med Consequents, var henkastet i raske Træk og udsprang fra kjæk Letsindighed, lystig Gemytlighed og en aandfuld, dristig Adelsmands selv under Udsvævelser og de Ydmygelser, de paadrage ham, glødende Æresfølelse; de andre Personer vare stillede i et saadant Forhold til ham, at de allerede derved interesserede, og en af dem, Gadesangersken Maritana, var i sig selv af meget piquant Natur; Dialogen, der i det Hele faldt let og naturligt, var, efter Situationerne, lunefuld og vittig eller varm og kraftig; og endelig havde Forfatterne med megen Kløgt tilveiebragt en ypperlig Vexling af muntre og alvorlige Scener. Den sceniske Virkning kunde saameget mindre forfeiles da Holst ved sin Personlighed og sit hele kunstneriske Væsen var som skabt for den brillante Hovedrolle og gav den med baade Flid og Lyst. Om et Par pathetiske Steder end gik vel meget over i det Declamatoriske, var der i Fremstillingen overhovedet saamegen Humor, Varme, Kraft og, efter de forskjellige Forhold, hvorunder Don Cæsar optræder, enten Lunets eller Værdighedens Energie, at han i hver Scene rev Tilskuerne med sig og vandt overordenligt Bifald. En fortryllende Medspillende havde han i Fru Heiberg, der med gratiøs Overgivenhed og elskelig Skalkagtighed gav Gadesangersken, og ved megen Fiinhed i sit Spil vidste at gjøre den fra Forfatterens Side forsømte Fremstilling af Grevinden særdeles interessant. Stykket optoges med enthusiastisk Bifald og alle sex i Saisonnen givne Forestillinger trak fuldt Huus paa den for Theatret uheldigste Aarstid. — At denne heller ikke afholdt Publikum [sideskift][side 735]fra talrigt at indfinde sig til Opførelsen af "Liden Kirsten," romantisk Syngespil i een Act af H. C. Andersen, var det bedste Vidnesbyrd om at I. P. E. Hartmann i Musiken dertil havde frembragt en Tonedigtning, der ei alene, som hans tidligere dramatiske Compositioner, i høi Grad vakte Kjenderes Beundring, men tillige ved Aand og Udtryk ret levende greb Folkets Følelse. I "Kjøbenhavnsposten" omtaltes Stykket og Musiken meget rigtigt saaledes: "Skjøndt Texten i og for sig er en Ubetydelighed og mere indskrænker sig til at fremstille en Situation, et Billede, eller hvad man vil kalde det, end en egenlig gjennemgaaende Handling, saa er det dog langtfra at den kan kaldes slet eller uinteressant. Den er, om man vil, en dramatiseret Romance eller Kæmpevise, og opfylder, som det synes os, meget godt sin Bestemmelse, at tjene til et passende Underlag for Musiken, idet den tilbyder Componisten smukke og afvexlende Motiver for den musikalske Behandling, Men med al sin Mangel paa virkelig dramatisk Interesse er "Liden Kirsten, " saaledes som den er med Hartmanns Musik, det yndigste Malerie vi længe have seet paa den danske Scene, et Billede, der efterlader et dybt og velgjørende Indtryk paa Tilskuerne. Hartmanns Genialitet har maaskee aldrig aabenbaret sig klarere end i denne Composition, der heelt igjennem er gjennemtrængt af en ægte nordisk Grundtone og gjennemført med henrivende Ynde, saavel i Melodierne som i den harmoniske Behandling. Men uagtet denne bestemte Grundtone kan følges igjennem det hele Værk, har Componisten dog med megen Virtuositet førstaaet at bringe Afvexling i de forskjellige Musikstykkers Charakteer; saaledes er der i alle Narrens Viser en eiendommelig Colorit, en charakteristisk Stemning, der, for at nævne et Exempel, er høist forskjellig [sideskift][side 736]fra Tonen i Vexelsangen imellem Kirsten og Sverkel, der ligeledes er en Efterligning af de gamle Kæmpeviser. Som dramatisk Musik betragtet har unegtelig den sidste Halvdeel den storste Interesse, hvilket har sin naturlige Grund deri, at Stykkets egenlige Handling først udvikler sig hen imod Slutningen. Man har tidligere bebreidet Hartmanns Musik, at den var hvad man i Almindelighed kalder for vanskelig at forstaae; .... en saadan Bebreidelse, den være sig nu grundet eller ikke, kan paa ingen Maade finde nogen Anvendelse paa "Liden Kirsten," den er heelt igjennem melodiøs og forefaldende, og Instrumentationen, der vidner om Componistens ualmindelige Dygtighed ogsaa i denne Retning, lægger ingen Hindringer i Veien for dens Forstaaelighed, skjøndt den præsterer noget Mere, end den sædvanlige Orchester-Klingklang." Mad. Rung var en ved Ynde og blid Qvindelighed indtagende liden Kirsten; Hansen havde i Sverkel et Partie, som ret tilsagde hans Natur: der var i hans ædelt simple Foredrag en romantisk Aand og inderlig Følelse, som virkede henrivende; og om Faaborg end ikke gav Narrens Rolle noget charakterisk Præg, udførte han den ypperligt som Sanger. Endskjøndt kun i een Act og med ubetydelig Handling frembød Stykket mange Vanskeligheder for den theatralske Fremstilling, hvoriblandt den, at en usædvanlig stor Mængde Bipersoner skulde til Chor og Dandse bringes paa Scenen i et ved Decorationen temmelig indskrænket Rum; men ogsaa i denne Henseende var der paa Udførelsen anvendt en saa ualmindelig Omhu, at Ensemblet udmærkede sig ved megen Præcision og Livlighed. En særdeles passende Ledsagelse fik dette herlige Værk ved tre Forestillinger i Oehlenschlägers "Landet fundet og forsvundet," et nordisk Heltespil i to Acter. Det [sideskift][side 737]var ikke af Digteren bestemt for Scenen, men havde i sig saamegen poetist Friskhed og Kraft, nordisk Charakteer og dramatisk Aand, at Opførelsen, især af første Act, i høi Grad tiltalte Publikum og modtoges med levende Bifald. Meget skyldtes imidlertid Spillet, der vidnede om, at de Rollehavende vare gaaede til Udførelsen med Kjærlighed til Værket og kraftig Iver for at retfærdiggjøre den Tilskyndelse, hvorved de havde bragt Digteren til at lade det komme paa Skuepladsen. Holst gav i første Act, som Bjørn Asbrandson, med megen Kraft og Varme et sjælfuldt Billede af den mandige nordiske Ungersvend, og om det end ikke i anden Act ligesaa godt lykkedes ham at fremstille den af Kummer, Elendighed og udstaaede Farer nedbøiede en Snees Aar ældre Helt, opretholdt han dog heldigt Publikums Interesse for Rollen; Nielsen spillede ypperligt den i sit raa, djærve Væsen naive Thorkild; og Mad. Holst imponerede ved den ædle Simpelhed, høie Ynde og inderlige Følelse, hvormed hun i Thuride gav den nordiske Qvinde. — Ogsaa Balletten "Nymphen Cloris ved Dianas Hof," i to Acter, den fjerde Nyhed, som over Hals og Hoved kom frem i Saisonnens sidste Maaned, optoges med meget Bifald. Lefebvre, der beskedent kaldte den et Dandse Divertissement og i Programmet udtrykkeligt anførte, at den var componeret "for hans Elev Jfr. Caroline Nielsens Debut," havde ikke af det mythologiske Sujet udbragt synderlig Handling, men ved mange sindrigt opfundne og meget smagfuldt arrangerede Dandse. Grupper og Tableauer saaledes vidst at vække Interesse, at Publikum, uagtet det ikke her fandt den Livfuldhed, som udmærkede Bournonvilles Arbeider, yttrede levende Tilfredshed med næsten hvert Nummer. Debutantinden, en Søster til Solodandserinden, [sideskift][side 738]viste forresten kun hvad der uden betydelige Anlæg kan ved Flid opnaaes i en god Skole. Der var Inde, Holdning og Fasthed i hendes Udførelse, men kun liden Varme og Virtuositet. Strax efter sin Debut forlod hun Theatret for at indgaae Ægteskab.

Af de mange Debutanter blev, foruden Jfr. Bergnehr, kun Johannes Theodor Julius Liebe Theatret til Nytte. I en høi, rank og velbygget Figur, et mandigt, for Scenen godt formet Ansigt, et kraftigt Taleorgan og en smuk Baritonstemme af betydeligt Omfang havde han heldige Naturgaver for mange forskjellige Roller, og saavel ved sin vakkre Udførelse af Jacob i "Joseph og hans Brødre" og Figaro i "Barberen i Sevilla" som i flere vigtige Partier viste han, at det ikke manglede ham paa Flid for stadigt at udvikle dem. Jfr. Hansen var aldeles ubetydelig. Meier, der havde en svag, tynd og udannet Tenor, et uskjønt Taleorgan, vulgair Personlighed og slet Holdning, blev udhysset. Emma Meier, hans Søster, vakte derimod stor Opsigt og vandt glimrende Bifald; "Berl. Tid." forsikkrede endogsaa i en Redactionsanmeldelse, at "hun var i Besiddelse af alle Elementer til at vorde Skuespillerinde i dette Ords fulde Betydning." Dennegang lod Directionen sig imidlertid ikke af Mængdens Jubel forlede til, hvad der ikke sjeldent var skeet, at ansætte en Debutant, som den samme Mængde sikkert et Par Aar efter, naar den havde faaet Øinene op for det aandløse Efteraberie og var bleven kjed deraf, vilde have bebreidet den, at "den lod Publikum døie,": Jfr. Meier blev ikke engageret. Sandheden var, at hun af "alle Elementer" kun besad en stærk, tydelig og ualmindelig velklingende Talestemme; det ret smukke Theateransigt var bevægeligt nok, men ikke for Udtrykket af Rollens Affect. [sideskift][side 739]Med sin meget lille Figur, qvikke Bevægelighed og den blot slaviske Efterligning af alt Materiell i Fru Heiblergs Spil, hvilken skulde gaae for Opfatning af Rollen, kom hun til at omskabe Shakespeares blidt sværmende, elskovsdrømmende Julie til en lille raffineret Julie.

Af Gjæsterne var det blot Jenny Lind, der kunde glæde sig ved en enthusiastisk Modtagelse af Publikum; Tenoristen Gunther, hendes Landsmand, var kun en jævngod, smagfuld Sanger, hvis Præstationer aldeles ikke undskyldte det Sprogmængerie, hvormed den danske Scene atter hjemsøgtes. Mad. Kretzmer gav vel de to Roller, hvori hun for 12 Aar siden havde begeistret Publikum, paa samme Maade som dengang, men Duften, den sine Ynde, der gav dem Kraft til at fortrylle, var borte og Virkningen derfor ringe. Mantzius optraadte i en Rolle, som allerede formedelst den store Yndest. M. Wiehe havde vundet i den, maatte blive ham uheldig, og Iversen, fra Theatret i Trondhjem, var for meget Tyranspiller i det Grove til at kunne gjøre Effect med en Rolle, hvori Nielsen havde imponeret.

Hvad der under en dygtig Ledning havde været at udrette med Personalet, viste sig ret slaaende deraf, at da Directionen, dreven af Abonnenternes høie Klagemaal, i Slutningen af Saisonnen havde sat de kunstneriske Kræfter i en saadan Bevægelse, at der i den sidste Maaned gaves fire betydelige Nyheder, kunde Skuespillerne alligevel, allerede otte Dage efter Saisonnens Ophør, begynde en Række Sommerforestillinger, hvilke vare saa vel forberedte, at der i Løbet af 5 Uger gaves ikke mindre end 14 forskjellige Stykker, hvoraf (med det nyoversatte "Den gale Dag") 5 til en Aftens Forestilling tilstrækkelige nye og (med "Sganarels Reise" og Udtoget af "De Usynlige") 4 mindre nye, blandt [sideskift][side 740]hvilke et Syngestykke; samt 4, hvoraf to Syngestykker, til en Forestilling tilstrækkelige ældre, der ikke havde været givne i 5 til 10 Aar, saa at de paany maatte indstuderes, og 1 mindre, som ikke havde været opført i 8 Aar. Dette betydelige Repertoire, hvortil Vælgerne end ikke havde hele Personalet til Raadighed, udførtes overhovedet med megen Præcision, men var ikke i alle Stykker saa heldigt besat, at disse skete deres fulde Ret ved Fremstillingen. Beaumarchais "Den gale Dag" havde saaledes ikke fundet Kunstnere, som vare deres Opgave saa voxne, at de kunde gjenkalde gamle Comediegængere dette udmærkede Lystspils fordums glimrende Udførelse. Det spilledes meget omhyggeligt og fuldkommen tilfredsstillende for Mængden, der ikke medbragte Forestilling om den Stiil, det efter sin Natur burde gives i, hvorfor det heller ikke forfeilede dens stærke Bifald; men den lette Tone, sine Comik og gratiøse Badinage, der skulle give Vittighederne den fulde Effect idet de synes slet ikke at prætendere nogen, gik for en stor Deel under i et forceret og massivt Spil, hvorved flere af de Rollehavende meente ret at lægge Publikum det Piquante i Dialogen og Situationerne nær. Heller ikke for Victor Hugos med alle dets Svagheder ligesaa poetiske som theatralsk effectfulde Drama "Hernani" havde man truffet den rette Tone i Fremstillingen. Den Varme, Grandezza og Romantik, der bør fremstrømme af alle Rollerne, viste sig kun med fuld Kraft hos Jfr. N. Ryge, hvis Donna Sol var et ved ædelt Udtryk af erotisk Lidenskabelighed og qvindelig Aandshøihed saa glimrende tragisk Kunstværk, at Stykket maatte have været af gribende Effect, dersom Ensemblet havde harmoneret med den. Ogsaa Eenacts-Operaen "Uthal," til hvis matte Text Mahul har digtet en herlig, i ædel Melodiøsitet udtryksfuld Musik, [sideskift][side 741]maatte lide ved ikke at have faaet en god Besætning undtagen i Albrecht, der som Kong Larmor kunde lægge den Kraft i sin Stemme, hvorved den fik Velklang og Fylde, saa at han med sit smagfulde Foredrag udførte Partiet fortræffeligt. Sommerforestillingerne bragte to store originale Arbeider, som Directionen godt kunde have været bekjendt selv at tilføre Repertoiret. Om Brosbølls Drama "Cameronerne" end havde nogle af de Feil, som vare blevne hans "Eiaghs Sønner" bebreidede, navnligen en vel hyppig og maniereret Anvendelse af ikke altid originale og træffende Billeder, en altfor bemærkelig Stræben efter Effect og Tilfældets noget plumpe Indgriben i Handlingens Udvikling, interesserede det med Rette Publikum ved mange kraftige Scener, et Par livfulde Charakteerskildringer og et godt theatralsk Anlæg, hvorfor det ogsaa, i det Hele heldigt spillet, optoges med stærkt Bifald. At Directionen alligevel vægrede sig ved at overføre det i Repertoiret, var fordi den havde ladet sig fortælle, at det var "en Digtning paa anden Haand." Dette kunde umuligt siges om Jens Christian Hostrups Vaudeville-Comedie "Gjenboerne." Her var, ved Originalitet i baade Ideen, Opfindelsen af den Handling, hvori den udviklede sig, og Udførelsens mindste Detail, i alleregenligste Forstand en Digtning paa første Haand, og det saa frisk, frodig og ægte dansk i Stof, Form og Aand, at dens gemytlige Natur strax tiltale Publikum og saa hjerteligt gottede det, at hele Stykket fulgtes med den meest levende Deeltagelse og Glædesjubel. Det var en fortræffelig Vaudeville: comiske, vittige og naive Sange til Melodier, som saa smidigt og inderligt forenede sig med Ordene, at de syntes tilblevne med dem, vare, altid i rette Moment, indkastede i den livlige Dialog; det var tillige [sideskift][side 742]en ved sprudlende Lune og kraftig Naturlighed udmærket Comedie: det muntre, freidige Studenter-Comment og et elskeligt gemytligt Spidsborgerlevnet baade contrasterede og forenede sig med hinanden i høist moersomme Situationer; og endelig var det et smukt Eventyr ved at det Overnaturlige, uden Prætension, som i et let Forbigaaende, og just derved med stor poetisk Effect, tikkede ind i det Virkelige. De lige ud af Livet hentede og i al deres pudsige Naturlighed paa Scenen fremtrædende Charakterer, den selv i sine Trivialiteter ved Personen eller Situationen bestandig moersomme eller vittige Dialog, den skjelmske Ironie, godmodige Satire og naive Løierlighed, hvorved der, uden at man noget Øieblik mærkede, at det var Forfatterens Hensigt, bragtes en Fylde af Lystighed ind i dette Stykke, og den Smag, der gav endog den drøieste Skjemt et ved Troskyldighed decent Udtryk, den Klarhed og Ynde, der var udbredt over det rigtgrupperede Genremalerie, viste en Digter, som livligt og sikkert opfattede det Særegne og Comiske i Folkelivet og havde et sjeldent Talent til at gjengive det naturligt, frisk og kraftigt i smagfuldt udførte ægte dramatiske Skildringer. I Fremstillingen, hvis Ensemble var særdeles livfuldt og charakteristisk uden Overdrivelse, udmærkede sig især Jfr. Rosenkilde, som, ved den kostelige Naivetet, hvormed hun grundcomisk gav Kobbersmedmadammen og i høist moersom inderlig Alvorlighed sang Visen om den ihjelfrosne Soldat, ret slaaende viste, hvorledes hendes yppige Lune formaaede, igjennem en i ethvert lille Træk naturtro og smagfuld Fremstilling af sig selv ubevidst Pudseerlighed, at frembringe umaadelig latterlig Virkning; Mantzius, der ei alene havde udfundet en meget naturlig snurrig Figur for den afskedigede Lieutenant Buddinge, som ved EgenEgen-nytte [sideskift][side 743]nytte, Snylterie og pralende Løgnagtighed stikker af imod baade de intelligente Studenter og den jævne Borger, familie, men, i træffende nuanceret mimisk Spil og ypperlig Conversationstone, gav Skvadronørens paatagne Humor og vindbeutelagtige, kry Bonhomie ganske udmærket og med stor comisk Effect; og Schneider, hvis Kobbersmedsvend Madsen var grebet ud af Livet og udstyret med meget Lune, men holdt vel plat i sin Naturlighed. Man skulde troe, at Directionen med Glæde havde i sit Repertoire optaget et Stykke, der, efter det glimrende Bifald, det havde vundet, kunde ventes at ville blive meget indbringende; men langtfra. Collin gjorde Forslag derom, men Levetzau afviste det med, "at det ei alene overhovedet var det kongelige Theater uværdigt at give Noget, der, som en Spas, først var opført i Studenterforeningen og siden paa Provindstheatrene, men det tillige kunde blive meget ilde optaget af baade Hoffet og den dannede Verden, hvis Directionen tillod sig at opvarte dem med saadanne Studenterløier, som vilde skaffe en raa og plat Tone Indgang paa den nationale Scene." Det var først efter at Skuespillerne i endnu flere Sommerforestillinger havde taget Nytte af Stykket og da Directionen i Foraaret 1848 slet ikke vidste Noget, der kunde give Udsigt til taaleligt Huus ved de ikkeabonnerede Søndagsforestillinger, at Levetzau tilsidesatte sit Hensyn til Theatrets Værdighed og gik ind paa "Gjenboernes" Optagelse i Repertoiret. — Forresten viste Sommerskuespillene hvor saare let det fra den italienske Opera optagne Fremkaldelsesuvæsen kunde gribe om sig, og at Directionen havde gjort sig fortjent af Skuepladsen, ved standhaftigt at modsætte sig det under Saisonnen. Af de 15 Fremkaldelser, der efter 10 af de 15 Forestillinger fandt Sted, kunde kun [sideskift][side 744]de 4 siges at være en virkelig fortjent Udmærkelse efter den Rolle, for hvilken Kunstneren hædredes med den, nemlig: Mad. Nielsens efter "Hagbarth og Signe," Fru Heibergs efter "Emilies Hjertebanken," Jfr. Ryges efter "Hernani" og Mantzius's efter "Gjenboerne."

Den italienske Opera var i denne Saison særdeles maadelig. Af dens tidligere Medlemmer indfandt sig kun Directeuren Torre, hans Broder og Rossi; de nye vare: Primadonnaerne Fanni Leon, en tidligere god, men nu forskreget høi Sopran, og Luigia Tavola, der havde en behagelig Stemme, men var Begynderinde; Altisten Elisa Bendini, som kun i Begyndelsen vandt Bifald; Tenoristerne Innocenzo Pellegrini og Cesare Pagliani, der begge stode langt tilbage for Rossi; og Baritonisterne Eugenio Mazzotti, som behagede i et Par comiske Roller, og Cesare Vajro, der først i Saisonnens Slutning fik Leilighed til ved klangfuld Stemme og smukt Foredrag at vinde stærkt Bifald. En Bassist, Piberi, mishagede ved sin første Optræden saa aldeles, at han ikke fik Lov til at synge Slutningen af sit Partie. Af hidtil uopførte Operaer gaves »I Puritani« af Bellini, »Corrado d'Altamura« af Ricci, »Nabucco« og »Ernani« af Verdi, »Cenerentola« af Rossini og »Il templario« af Nicolai. Indtægterne vare saare tarvelige og Kongen maatte gjøre et anseligt Tilskud.


Oprettet 2011. Opdateret af