>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Fire og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1841 til 31. Mai 1842 + 1. Juni til 16. Juli 1842, side 469-505]

[Oversigt over repertoiret 1841-42]


[side 469]Indtrykket af Repertoirets Maadelighed i forrige Saison var ved Begyndelsen af denne endnu saa levende hos Publikum, at Abonnementet ei alene betaltes meget slettere, men der endog ved Theatrets Aabning var 16 Loger uafsatte. Havde Publikum vidst, hvor lidet der var sørget for hvad der endog i den allernærmeste Tid skulde gives det, vilde Directionen have beholdt langt flere. Efter Forestillingerne i afvigte Sommer ansøgte Foreningens Medlemmer om Tilladelse til at reise til Odense, for der at gjentage dem, men fik Afslag af Chefen, da "Skuespillerne nødvendigviis maatte blive her, for at indstudere og prøve de uddeelte Roller, saa at Directionen kunde ved Theatrets Aabning have Valget imellem flere nye Stykker." Først [sideskift][side 470]efter at Ansøgerne havde oplyst ham om, at der slet ikke var uddeelt Roller, bevilgede han deres Bortreise, dog med den Forpligtelse for dem, "at de under Fraværelsen saaledes skulde lære de Roller, der ufortøvet vilde blive sendte til Odense, at de kunde være beredte til strax efter deres Tilbagekomst at prøve hvilket af de nye Stykker, som Directionen fandt for godt at bestemme." Da de efter tre Ugers Forløb meldte Directionen, at de vare vendte tilbage, havde den endnu ikke de Stykker, hvoraf Rollerne skulde have været dem tilsendte, saa at de nu kunde være færdige til at prøve dem. Den trøstede sig imidlertid med, at dog Eenactsstykket "Indqvarteringen" og det allerede i forrige Saison til Opførelse bestemte Syngestykke "Zanetta" vare paa rede Haand til at begynde med, men efter at der havde været flere Sangprøver paa det Sidste opdagede man, at der ikke var Decorationer til det, og Chefen maatte, for at afvente at de i Hui og Hast kunde blive anskaffede, den 24de August befale Theaterprøvernes Udsættelse. Samme Dag tog han paa Landet efter at have ladet Regisseurerne sige, at der maatte vaages over Tjenestens Fremme og at han, saasnart han kom tilbage, vilde overvære alle Prøver. Den 28de, fire Dage førend Theatret skulde aabnes, vendte han tilbage, men indfandt sig ikke paa en eneste Prøve. Forskrækket over at Directionen ikke gjorde det Mindste for at sikkre Theatret et nyt Aabningsstykke paa en Tid, da der var megen Tale om, at Skuesplllerne i een Maaned havde givet flere interessante Nyheder, end Directionen i sex, havde imidlertid Regisseur Liebe paa egen Haand saaledes drevet paa Indstuderingen af det i forrige Saison paabegyndte Toactsstytte "Advocatens Datter", at det kunde ansættes til Aabningsforestilling med "Indqvarteringen". Men om ForFor-middagen [sideskift][side 471]middagen blev Jfr. Ryge syg. Man bestemte nu "Kjøge Huuskors" til som Nødstykke at gives med "Indqvarteringen"; men Rosenkilde erklærede Klokken 1, at han vel kunde spille, men ikke synge. Liebe meente da, at man maatte frafalde Opførelsen af "Indqvarteringen" og tage et givet Stytte, som udfyldte en Forestilling. I Forlegenheden spurgte han Chefen, om man ikke maatte see at hjælpe sig paa en anstandig Maade ved at give "Et Glas Vand"; men fik til Svar, at det gik aldeles ikke an, da det ikke endnu var sagt om Directionen vilde antage dette Stykke. Censorerne havde havt det i Original og Oversættelse, læst det, tilstedet dets Opførelse i Sommerskuespillene, seet det givet fire Gange for fuldt Huus med overordenligt Bifald og yttret største Tilfredshed med baade det og Udførelsen, saa at Enhver vidste, at Directionen snart og med Glæde vilde optage det i Repertoiret. Da Skuespillerne hørte, at Chefen fornemt havde afviist denne Hjælp i den yderste Nød, fandt de derfor, at det, siden han ikke selv formaaede at finde nogen Udvei, var et ligesaa latterligt som utidigt Vigtighedsmagerie med Collegialformer, og syntes, at Directionen nu kunde have godt af, ret at komme til Begreb om sin Knibe og føle Følgerne af, at den ikke, uagtet Regisseurernes idelige Paamindelser, havde taget Forholdsregler, hvorved den i Magelighed kunde have skaffet sig Valget imellem fire nye Stykker. Der blev ansat det ene gamle Nødstykke efter det andet, men bestandig gjordes Indsigelse, fordi en eller anden Hovedperson, "ikke vovede at give sin Rolle uden to eller idetmindste een ordenlig Prøve." Først da det Klokken 3 var kommet saavidt, at Chefen antog, man maatte, som "Kjøbenhavnsposten" sagde, "aabne Saisonnen med at lukke," og give Forestillingen for AbonnenAbonnen-terne [sideskift][side 472]terne Fjortendedagen efter, lykkedes det Liebe, ved den Yndest, han stod i hos Personalet, og sine indstændige Anmodninger, at bringe det til, at der Klokken 4 kunde paa den anden den Dag opslaaede Contraplacat anmeldes "Eventyret paa Maskeraden", hvortil man ikke endnu Klokken 5, da Huset aabnedes, havde faaet hele Dandsepersonalet tilsagt, fordi Buddet, med Chefens Tilladelse, boede paa Landet.

Saaledes gik den første Dag i denne Saison, der bragte flere, som vare næsten ligesaa slemme. Og dog havde der allerede i forrige Saison været megen Tale om Foranstaltninger, der skulde virke kraftigt til at forøge og fastholde Repertoiret i denne. Personalets levende Ønske om Indførelsen af Feu var blevet Directionen et saa stærkt Tryk, at den jævnligen havde ladet sig forlyde med, at den i sine Møder ivrigt forhandlede denne Sag saavelsom en Forandring af Regulativet for Stykkers Betaling, ja endog Noget, hvilket den kaldte "Theatrets Reform", men som det lod til at den ikke selv var paa det Rene med hvad egenlig skulde være. Den forrige Saison endte imidlertid uden at Directionen var kommen videre end til at tale derom; under Sommerserien vare dens Medlemmer paa Reiser; og nu, da denne Saison begyndte med mange Vanskeligheder, meente man, at det, for ikke at forøge Forvirringen, var bedst, i den at lade Alt blive ved det Gamle og kun træffe Forberedelser til at Forandringerne kunde indtræde fra Begyndelsen af den næste. For dog ikke ganske at skuffe Forventningerne, gav den et Par reformatoriske Livstegn, som ikke kostede den Uleilighed: der udstedtes et Forbud imod at overfylde abonnerede Loger, hvilket ikke blev overholdt, og oprettedes en saakaldet "Scene-Committee", som Directionen forbød at befatte sig med hvad den selv [sideskift][side 473]havde paalagt den. Dens Oprettelse blev foranlediget af Lassen, der, efter at havde lammet Philipsen saaledes i hans Virksomhed som Costumier, at han allerede havde frasagt sig Posten, nu ønskede et andet Forhold, hvorved han kunde være fritaget for personligt at have med Personalet at bestille. Committeen skulde have "at forberede og tage Bestemmelse i Henseende til nye og paany optagne ældre Stykkers Udstyr og Iscenesætning, som Decorationer, Costumer, Maskinerie m. v." Inspecteuren og Sceneinstructeuren Ryge beordredes til og Nielsen anmodedes om at være dens faste Medlemmer; Balletmesteren havde at tiltræde den, naar Forhandlingerne angik Ballet og Dands. Den begyndte sine Møder den 1ste Novbr, og skulde hver Dag være tilstede til en fastsat Tid. Som Følge af strax opstaaet indbyrdes Uenighed, et Par af de første Skuespillerinders Indsigelse imod at Commikkeen foreskrev dem deres Dragter, og Directionens Undladelse af at soutinere den, udtraadte Nielsen allerede den 12te. For nu at give den Vægt og afhjælpe Personalets Besværing over, at det ikke i den havde Nogen, "som kunde antage sig Kunstneren imod to Embedsmænd, der ved afgjørende Befalinger vilde lade ham føle deres Myndighed," fik Adler Forsædet, og at besætte den Udtraadtes Plads overlodes til Personalets Valg af egen Midte, hvilket faldt paa Overskou. Men strax efter hans Indtrædelse gik Committeen atter istykker: Lassen blev i det første Møde stødt paa Adler, fordi han, meget rigtigt, understøttede den Mening, at naar en Rollehavende ønsker et vist Requisit iblandt flere, der alle ere costumerigtige, da bør hans Ønske være Bestemmelsen, han tav pludseligt stille, afslog at yttre sig angaaende nogensomhelst ham vedkommende Sag, gik og kom ikke mere. Nu luntede [sideskift][side 474]Forretningerne endnu seendrægtigere end førend Oprettelsen af Committeen, "der skulde bevirke en større og hurtigere Samvirken af Theatrets Embedsmænd og en umiddelbar øieblikkelig Afgjørelse af de til den daglige Tjeneste henhørende Details;" thi Committeen maatte skriftligt forhandle med Inspecteuren, som stadigt havde en anden Mening end den, og skjøndt en Directeur havde Forsædet, vidste Dlreetionen ikke noget Bedre, end at fire for Inspecteuren og, efter en vidtløftig Brevvexling, i de fleste Tilfælde erklære sig for ham. Derover blev Ryge saa ærgerlig, at ogsaa han afslog at komme, saa at Møderne kun holdtes af Adler og Overskou, der omsider meget alvorligt klagede til Directionen over deres Collegers Udeblivelse. Men forgjæves: Adler følte sig nok krænket som Committeemedlem, men "gad saa nødigt tage Jernhandsken paa" som Directeur; Directionen befalede vel de Udeblevne at komme, men Lassen svarede, at han ikke i Committeen var til nogen Nytte, og Ryge, at han kom ikke fordi det Hele ikke var til nogen Nytte. Heri fik han fuldkommen Ret, da Directionen nu, paa Foranledning af Lassen, var imod at de Committerede efterkom dens egen Befaling ved at besatte sig med Decorationsvæsnet, og Personalets Betydeligste, især Damerne, brøde sig saalidet om Committeens Anordninger, at de, for at klæde sig imod dem, klædte sig imod al Rimehed. At Directionen ikke vovede at tilrettevise de Overhørige med andet end tamme Formaningsbreve, hvorefter de uanfægtede vedbleve at klæde sig ligesom før, bevægede Overskou til at melde sig ud af Committeen i Begyndelsen af Marts. Da Adler nu sad alene, søgte han og Chefen at formaae de to modvillige beordrede Medlemmer til at indfinde sig, og fik endelig tilveiebragt et Par Møder, hvori Ryge var [sideskift][side 475]saa hidsig og Lassen saa tvær, at Adler meente, "det nu blev bedst at lade Committeen døe Straadød, uden at bekjendtgjøre dens Afgang." Ved Saisonnens Udgang var der ikke andet tilbage af den, end Personalets Spot over den og over Directionens Forhold imod den. Lassen fik en ny Costumier i Maleren Westphal, som gjorde Tegninger, der snart efter hans, snart efter de Rollehavendes Hoved bleve forandrede; Alt gik den gamle skjæve Gang.

Den første Nyhed, "Indqvarteringen", i een Act, var modelleret efter de franske Conversationslystspil, men i Charaktererne og den flydende, muntre og smagfuldt pointerede Dialog ægte dansk, hvad der gav den lille piquante Handling med dens fiint anlagte meget moersomme Situationer stor Virkning. Udførelsen var særdeles heldig: Fru Heiberg glimrede, som Fru Brandt, ved gratiøst Skjelmerie i baade Mimik og Diction, og om Phister, som den skinsyge Brandt, end i Holdning og Gesticulation havde noget Tvungent og Manierert, fordi han ikke saaledes følte sig i sin Sphære som Holst, der meget livligt og naturligt spillede den unge Officeer, blev hans Fremstilling dog meget effectfuld ved at han fuldelig havde opfattet sin Rolles Pudseerligheder og gav dem, hvor de laae i Dialogen, med Lune og Smag. Det hørte til Tidens Tegn, at dette af H. Hertz anonymt indgivne Stykke, saa nydeligt det end i sig selv var og saa sjeldent der end nu indkom originale Lystspil, kun frelstes fra Molbechs Forkastelse ved at Heiberg nedlagde en meget alvorlig Indsigelse imod den. — "Zanetta", i tre Acter, var det eneste Syngestykke, der kom frem i denne Saison, opførtes uden at nogen af Directeurerne have overværet en Prøve og fik en slet Modtagelse. Scribe og St. Georges havde af en heldig Idee igjennem en Række [sideskift][side 476]Usandsynligheder udviklet en Romantildragelse, hvori der vel var endeel pudseerlige Forviklinger, men kun et Par gode musikalske Situationer; og Aubers Composition bestod, paa to Nummere nær, i en trættende Vexlen af Trivialiteter og Reminiscentser. I sig selv havde Stykket kun liden Interesse og en mat og slæbende Udførelse gjorde det aldeles kjedsommeligt. Titelrollen betinger i altfor høi Grad en elskværdig Personlighed, Fremsiillingstalent og Sangvirtuositet til at Jfr. Berg kunde indtage for den; hendes Flid var umiskjendelig: hun spillede tækkeligt og sang ret smukt, men formaaede saameget mindre at henrive Publikum som hendes Medspillende stode under hende baade i Spil og Sangforedrag. — Destomere Lykke gjorde den næste Ryhed, "Advocatens Datter," af Mad. Ancelot. Handlingen var anlagt paa stærk Spænding: en Advocat kommer i det Tilfælde at maatte føre Sag imod en elsket Datter til Ophævelse af hendes lykkelige Ægteskab, og vinder den; der følger den ene lidenskabelige Scene med rørende Tirader paa den anden; og ved Knudens Opløsning overbyde Personerne hverandre i Ædelmodighed. Men det dybe Indtryk, som Forfatterinden ved disse Effectmidler havde villet gjøre paa sentimentale Tilskuere, var med megen Smag frembragt i en saa interessant Scenevexling og ved saa livfuld Dialog og gribende Momenter, at Stykket, fremstillet kunstnerisk, med Tact, Præcision og sand Følelse, ogsaa maatte behage Publikum i Almindelighed. Og de to Hovedpartier bleve saa udmærket skjønt spillede, at Opførelsen, hvorvel de andre Roller hver for sig savnede Fylde i Fremstillingen og kun gaves livligt og prompt, heelt igjennem fulgtes med levende Interesse og vandt meget stærkt Bifald. Nielsen udførte Advocaten med et varmt Foredrag overhovedet og [sideskift][side 477]stor Energie i de effectfulde Udbrud; men Jfr. Ryges Spil, som den unge Kone, henrev Publikum med Rette langt mere. Hendes hele Fremstilling, som ved de høist forskjellige Forhold, hvorunder Clemence optræder, er meget vanskelig at give harmonisk Sammenhold, havde en beundringsværdig Fasthed; de mange sine Nuancer vare ypperligt tænkte og bleve, saa let og smagfuldt de end glede frem af Charakteerbehandlingen, overraskende ved særdeles klart og bestemt mimisk og declamatorisk Udtryk; og de store Momenter, hvori dyb Smerte, glødende Lidenskabelighed, inderlig Følelse og ædel Resignation afvexlende gave Udførelsens Grundtone, fik, ved ægte kunstnerisk Anvendelse og Beherskelse af Fremstillingsevnerne, en Kraft og poetisk Effect, som fremkaldte enthusiastisk Bifald.

Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag medførte et nyt Beviis paa, hvor lidet Directionen bekymrede sig om at paatænke og forberede endog det, som den, i Egenskab af Hofbestyrelse, selv ansaae for allervigtigst. Det var en gammel fast Regel, at der ved Kongens og, naar den indtraf i Saisonnen. Dronningens Fødselsfest skulde gives en ny Forestilling. Holstein havde altid gjort sig det til sin alvorligste Embedspligt, saa tidligt som muligt og med Anvendelse af Theatrets yderste Evne, at sørge for at det skete, og tillige passet, at der i begge Forestillinger, "for de fremmede Diplomaters Skyld," var Sang og Dands. Under sin midlertidige Regning ifjor havde Collin ei alene holdt paa den nye Forestilling til Kongens Fødselsfest, endskjøndt hele Hoffet var fraværende, men endog — rigtignok kun til Paaskud for at faae Opførelsen af "Regimentets Datter" dreven frem — optaget Kronprindsens Fødselsdag som en Fest, hvorved der maalte opføres noget Nyt. Hvorvel man derved, da Dronningens Fødselsdag faldt i Juni, alligevel [sideskift][side 478]kun, som tidligere, fik to faste Dage, paa hvilke der skulde gives nye Forestillinger, vilde Levetzau ikke tiltræde denne Bestemmelse. Saa submis Hofmand han end var, udsatte han sig hellere for den Bebreidelse, at han hindrede Leilighed til at vise Kronprindsen en offenlig Hyldning, end for at han, med sin aldeles Mangel paa Kjendskab til endog den daglige Tjenestes Gjenstande, Fornødenheder og Behandlingsmaade, forpligtedes til paa to bestemte Dage at skaffe nye Forestillinger, hans Indsigelse var imidlertid en Hofmands. Foranlediget ved at Adler i Slutningen af forrige Saison spurgte, hvad man vel skulde tænke paa til de to Festforestillinger i denne, havde han nemlig yttret, at "da Hs. Maj. Kongens og Hs. kgl. Høihed Kronprindsens Fødselsdage faldt saa nær hinanden, vilde en ny Forestilling til hver i de fleste Tilfælde være umulig, uden at Costume, Dragter og Personalets Activitet for een af dem, eller endogsaa maaskee for begge, kom til at savne den fulde Glands, som Theatret skyldte at give saa høie Fester; derfor var det hans Anskuelse, at man med Beklagelse maatte opgive Ønsket om en ny Forestilling paa Hs. kgl. Høihed Kronprindsens Fødselsdag, for at henvende al sin Opmærksomhed paa at feire Hs. Maj. Kongens med en ret glimrende Opera; thi Ballet kunde der ikke være Tale om, da Hs. Maj, ikke vilde forkorte den Tid, hvori Bournonville havde at være borte; hvilken Anskuelse han bad Adler om, venligst at understøtte hos de kgl. Herskaber." Men at man nu kun havde een Festforestilling, som faldt strax efter tre Maaneders Ferie, og at denne skulde være ret glimrende, hjalp ikke til at henvende Directionens Opmærksomhed paa den. "Zanetta" holdtes ikke værdig til den, og en anden Opera, hvortil Musiken, formedelst den nødvendige lange [sideskift][side 479]Tid til Oversættelse, Udskrivning, Udstyr og Indstudering, strax maatte have været forskreven, tænkte den saalidet paa, at der endog ved Saisonnens Begyndelse slet ikke var hverken ny Opera eller nogetsomhelst andet Stykke. Ved, efter at have havt god Forberedelsestid, pludselig at see sig i yderste Forlegenhed tre Uger førend Forestillingen skulde gives, fandt Directionen det i den Grad afgjort, at Borgaards endnu under Arbeide værende Eventyrcomedie fire Acter. "Hulen i Kullafjeld," maatte opføres, at den, uden at kjende Stykket, uden at det inden Uddelingen var blevet læst eller efter den blev læst af hverken den censurførende Directeur, Molbech, eller af Heiberg, Directions æsthetiske Consulent, lod sig opgive hvad Nyt der af Decorationer og Costume vilde behøves dertil; efter hvilken Opgivelse den endda saalidet forhastede sig, at Inspecteuren ei alene ikke endnu den 13de September havde saaet Underretning om, hvad der skulde tilveiebringes for den til den 20de bestemte Opførelse, men paa sin indstændige Anmodning om at faae det at vide, af Chefen modtog det Svar, "at han var i Middagsselskab, men at Inspecteuren maatte see at træffe ham i Theatret om Aftenen, da han næste Morgen skulde med Kongen til Sorgenfri." Følgen af at Directionen paa denne Maade "henvendte al sin Opmærksomhed paa Festforestillingen" blev, at denne maatte udsættes til den 23de. Stykket udmærkede sig ikke ved Originalitet; Ideen —: at den sidste nordiske Hedning kæmper mod Christendommen og har i en Hule saaledes indespærret sin christne Fiendes Søn fra hans Barndom, at Ynglingen, da han, befriet af en Lysalf, der kaldes frem ved en Ring, som hans Tyran, uden Grund og meget ubesindigt, har kastet fra sig, træder ud i Livet, finder sig aldeles fremmed deri, men igjennem Kjærlighed [sideskift][side 480]udvikler sig fra raat Naturvæsen til Menneske og Christen, — erindrer i een Retning om "Hakon Jarl," i en anden om "Aladdin" og i en tredie om baade denne og "Livet en Drøm". Ogsaa Charaktererne formede sig mere ud af det Almindelige i Theaterstykker, end bleve til med psychologisk Sandhed, som især var svigtet ved at Forfatteren lader den Indespærrede drømme, hvad han ikke kan drømme, og i første Møde med en Qvinde udtrykke sig med ridderligt Galanterie. Men med Feilene, der vel for endeel maatte tilskrives den tvungne Iilfærdighed, havde Digtningen en rask fremskridende og spændende Handling, ikke saa lyrisk og dramatisk smukke Partier og en i det Hele med Smag og megen Theaterkyndighed godt gjennemført scenisk Bygning. Fra de Spillendes Side var Udførelsen, endskjøndt de havde havt utilbørlig kort Tid til Indstuderingen, særdeles correct og tilfredsstillende, uden dog at frembyde noget Mærkeligt, hvilket derimod glædeligt viste sig i Lovenskiolds Musik, der ved Livfuldhed, Melodiøsitet og Charakteer fortræffeligt bidrog til den theatralske Virkning. Alligevel skulde den unge talentfulde Componist fortrediges ved en ny Manifestation af den herskende Theateruorden og, i den raaeste Krænkelse, føle den musikalske Cliques Haan. Han havde troet, at han paa en Prøve turde vove, høfligt at bede en Sangerinde om at give et Musikstykke et lidt hurtigere Tempo og varmere Foredrag. Høiligen fornærmet svarede Damen ham, at savnede Musiken Foredrag, saa var Skylden Componistens, ikke hendes, tog strax hjem og meldte Kl. 1½, at hun havde Krampe, saa at den til om Aftenen ansatte Forestilling maatte forandres. Ei alene blev Chefen, langtfra at fatte, at Prøverne paa et nyt Stykke, der ovenikjøbet skulde gives til Kongens Fødselsfest, burde have været overværede af i det mindste een [sideskift][side 481]Directeur, hvis Pligt det da maatte blevet at beskytte Componisten imod denne Insolents, meget opbragt paa Løvenskjold, der, efter hans Forestillingsmaade, "var Skyld i, at der nu igjen i det yderste Øieblik skulde skaffes et Stykke til en rød Placat;" men da den fornærmede Dame stod i nært Forhold til en af de vimseste Cliqueførere, maatte Løvenskjold ogsaa see sin Musik nedreven i "Kjøbenhavnsposten" paa den haanligste Maade som et aldeles talentløst Fuskerie. — Da Directionen et Par Dage efter Festforestillingen havde, med et andet Personale end der var brugt i den, givet et ubetydeligt Lystspil i een Act, "Lises Støvler," var den saa overanstrengt, at det varede længer end sex Uger inden den kunde vinde til Opførelsen af en anden Bagatelle, "Richard Savage," der gjorde lidt mere Effect, især fordi Edvard Hansen i Titelrollen overraskede ved en saadan Ild og Følelse i Foredraget, at han, uagtet sit Organs Mangler, henrev Publikum til meget levende Bifald. Debutanten Gunder Emanuel Gundersen, som spillede en lystig Student, havde en stærk og meget lydelig, men hverken sonor eller bøielig Talestemme, en rank Figur, men et for Scenen lidet udtryksfuldt Ansigl, og fri, men ikke gratiøse Bevægelser, hans første Forsøg optoges med betydeligt Bifald, men Øvelsen gav ham blot Routine, hvorfor han ikke i nogen Retning kom til kunstnerisk Betydenhed, men kun blev heldigt anvendelig i forskjellige Hjælperoller, der ikke betingede Lune eller Elskværdighed i Fremstillingen. En tredie Bagatelle, Eenactslystspillet "En Hverdagshistone," hvori Jfr. Ryge atter vandt glimrende Bifald ved aandfuldt, fiintnuanceret Spil, forsømte Directionen ikke at tage Repertoiret til Indtægt fra Nielsens Aftenunderholdning, men der hengik to Maaneder efter at den selv havde forøget Repertoiret med [sideskift][side 482]en Nyhed, og henved fire Maaneder efter at der ved den var bragt et stort Stykke paa Scenen, inden den kunde drive det til Opførelsen af "Et Ægteskab i Ludvig den Femtendes Tid," Comedie i fem Acter af Dumas. Fra Stykkets Side var det ikke Handlingen, der skaffede det den gunstigste Modtagelse, nogen Skuespilnyhed fandt i denne Saison; thi Handlingen havde sit hele Indhold i, at et ungt Par, der, uden for at have seet hinanden, har indgaaet et Fornuftgiftermaal og strax er blevet enigt om at tolerere hinandens tidligere Kjærlighed, ved nøiere Bekjendtskab satter Modbydelighed for denne og indbyrdes forelsker sig med en Lidenskab, der fører til saa heftig Skinsyge, at det er paa Nippet til en Skilsmisse, som gjør Begge deres gjensidige Følelse bevidst; men den sine, i mange Træk ved sin Sandhed frapperende Udvikling af de to Hovedcharakterer og en flydende, sændeles aandfuld og elegant Dialog vakte megen Interesse for Enkeltheder, uden at kunne udbrede den over det Hele. Der savnedes stigende Spænding og skjøndt enhver Opførelse fremkaldte meget levende Bifald aftog Besøget saa stærkt, at Stykket kun opnaaede fem Forestlllinger. Fra de Spillendes Side vare disse udmærkede ved megen Correcthed og de to Hovedrollers ypperlige Udførelse. Fru Heiberg gav især beundringsværdigt klart og delicat Grevindens aftagende Interesse for den tidligere Elsker og efterhaanden med Skinsygens Heftighed stigende Kjærlighed til Manden; og Holst forenede meget naturligt og anstandsfuldt Letsindighedens Tone med den ædle fiintfølende Verdensmands Væsen. — Nu hengik over en Maaned inden man i Eenactslystspillet "Marquisens Memoirer" atter kunde give Publikum en Nyhed, og denne var saa slet, at end ikke Jfr. Jørgensens mesterlige Spil i Hovedrollen kunde frelse [sideskift][side 483]den fra total Udhysning. Og igjen maatte der næsten en Maaned til for at faae opført Duvals "Et Testament," der rigtignok var i tre Acter, men med Hensyn til dramatisk Værd ikke mindre ubetydeligt. En overhovedet fortræffelig Udførelse, hvori Fru Heibergs særdeles originale og livfulde Fremstilling af Stykkets meget affecteert og inconsequent skildrede elskværdige Person, og Jfr. Jørgensens smagfuldt comisk Spil som en carikeret gammel Adelsdame vare Glandspartierne, skaffede vel dette den danske Scene uværdige Fabrikstykke noget Bifald, men kunde ikke holde det udover Saisonnen.

Endelig afbrødes Repertoirets søvnige Skiften med nogle udspillede Trækplastre, endeel sammenlappede Forestillinger, mange Nødstykker og de faa, alle meget matte, Nyheder: Bournonvilles Genie gav det et sorbausende Opsving med et Kunstværk, som blev ham og Theatret til største Hæder og ei alene i dramatisk Interesse og poetisk Skjønhed fordunklede Alt, hvad denne Saison frembragte, men overstraalede alle hans tidligere Balletdigtninger og ikke, i Livfuldhed, Originalitet, Phantasiefylde og artistisk Behandling, er overgaaet af nogen iblandt hans sildigere. Paa sin Reise i Italien var han ikke biot med stor Lykke optraadt i Mailand og Neapel som Dandser, men havde begeistret sig ved Betragtningen af Landets Natur og været en ivrig Iagttager af Folkets Charakteer. Sæder og Skikke, for saa fuldelig at optage Indtrykket af sine Omgivelsers rige Poesie, at han efter sin Hjemkomst kunde, igjennem sin Kunst, i en ved Smag til digterisk Forklarelse luttret Skildring, overføre det paa sit nordiske Publikum i al dets Friskhed og Fylde. Strax efter at han, i en Pas de deux med Jfr. Fjeldsted, første Gang efter sin Hjemkomst var fremtraadt [sideskift][side 484]paa Scenen og i stormende Modtagelse og enthusiastisk Bifald for Udførelsen havde faaet Beviis paa, at Publikum havde glemt hans Ubesindighed og gjensaae ham med Henrykkelse, tog han med sin hele Energie sat paa de mange vanskelige Forberedelser til sin store Idees Udførelse. Og denne lykkedes ham til Vidunderlighed. Netop Aarsdagen efter hans ufrivillige Afeise fra Kjøbenhavn gik "Napoli" første Gang og optoges fra Begyndelsen til Enden med mageløs Enthusiasme. Endskjøndt Handlingen, som sædvanligt i Bournonvilles Compositioner, var meget ubetydelig: kun et Baand, der løseligt sammenholdt de interessante Momenter, havde den i høi Grad en god Ballethandlings væsenligste Egenskaber: den var fuldkommen forstaaelig ved mimisk Spil, gav let og naturligt en særdeles livlig theatralsk Afvexling og motiverede fortræffeligt Dandse, Folkescener og Massernes maleriske Anvendelse. Den artistiske Behandling var i og for sig beundringsværdig, men blev det endnu mere ved at Mesteren allerede i "Festen i Albano" havde, som det maatte synes for Publikum, givet en, med Hensyn til det Pittoreske, ligesaa udtømmende som yndig Fremstilling af italiensk Folkeliv. Sammenligningen imellem de to Digtninger satte først ret hans Phantasies Yppighed, hans fine Smag og forbausende Evne til at finde og aandrigt anvende baade materielle og kunstneriske Udførelsesmidler i det fulde Lys. "Festen i Albano" var, med al dens livfulde Munterhed, en i mild, rolig Tone holdt yndig Idyl; "Napolis" tre Acter vare tre fra denne Digtning og tillige fra hverandre indbyrdes meget forskjellige Digtninger: den første Act gav med Ild, Lune og Overgivenhed en i Dandse. Grupper og nationale Smaabilleder kaleidoskopisk vexlende Skildring af det brogede, glædesprudlende Liv paa Pladsen [sideskift][side 485]Santa Lucia; den anden var et sindrigt Phantasiespil i den blaae Grotte, fængslende ved henrivende Lyrik, yndige Drømmesyner og begeistret Udtryk af høi religiøs Følelse; og den tredie bragte en herlig Fremstilling af et catholsk Valfartsoptog, der opløstes til et glødende Udbrud af Folkelystighed, som efterhaanden steg til en saa eventyrlig Henrykkelse, at den Ene efter den Ynden, blot for at faae Luft for sin viltre Fyrighed, hvirvlede sig ind i Dandsen indtil Alt, hvad Tilskuerne havde for Øiet, saaledes var grebet af en, ved Bevægelsernes Ynde og Udtrykkets Sjælfuldhed, poetisk Glædestummel, at de selv reves med af den til idelig Jublen. Og denne Trilogie havde Digteren, uagtet Themaernes Forskjellighed, det Kjække i Compositionen og den levende Colorit i hvert af dens Led, med stor Genialitet sammensmeltet til et henrivende Hele ved Forbindelse igjennem den flygtigt udkastede Handling og en over alle Partier udbredt frisk og glimrende Localtone. Digtningens poetiske Væsen fik sin Tryllekrafts fulde Styrke af den Klarhed og Aand, hvori det fremtraadte ved Opførelsen: Hovedrollerne gaves henrivende livfuldt og gratiøst i et Ensemble, der ved Præcision og Varme havde en saadan tilsyneladende Frihed, at det var som om enhver Person i ethvert Moment kun var Deeltagende efter egen Indskydelse og af Hjertenslyst. Bournonville var, som den unge Fisker, lutter Liv og Fyrighed i Udtrykket af Kjærlighed som i Fortvivlelsen, hvilken han især skildrede med en Dristighed, der gav Natursandheden en slaaende Kraft og stor Virkning, men som kun en Mimiker, der saaledes vidste sig Mester i Affecternes Yttringer, turde tillade sig med Sikkerhed for ikke at falde i det Parodiske; Jfr. Fjeldsted udmærkede sig baade ved sin Dands og mimiske Fremstilling i høi Grad som Fiskerens [sideskift][side 486]Brud; Fussel imponerede ved den ædle Anstand og det mystiske Væsen, han udbredte over Havaanden; og Frederik Ferdinand Hoppensach, en ung Dandseelev, der sildigere blev af megen Værdie for Balletten i comiske Roller, vandt stærkt Bifald for sin heldige Udførelse af Bournonvilles originale Idee, at lade en Sanger ved Mimik foredrage et Recitativ. Ogsaa understøttedes Ballettens Virkning ganske ypperligt af Musiken, der i første og anden Act, som vare componerede af Helsted og Capelmusikus Simon Holger Paulli, udmærkede sig ved Udtryk og Følelse i alle de mimiske Partier, Liv, Ild og piquante, rask flydende Melodier i Dandsene; og i den af Niels Vilhelm Gade componerede anden Act var et ved ædel Stiil indtagende Tonemalerie med mange skjønne lyriske og pathetiske Steder. Den effectfuldeste kunstneriske Bistand gav imidlertid den geniale Christensen i tre herlige Decorationer, af hvilke især den blaa Grotte var et Mesterværk, der blev modtaget med stormende Bifald. Efter anden Forestilling fremkaldtes Bournonville med saa stor Enthusiasme, at det først ved at Holst, efter næsten et Qvarteers Forløb, paa Regisseurens Vegne underrettede om, at Bournonville, ifølge Theatrets Love, ikke maatte træde frem, men ved ham aflagde Publikum sin Taksigelse, blev muligt at faae Tilskuerne til at forlade Huset. Endskjøndt Balletten i to Maaneder opførtes nitten Gange, ofte kun med et Sangnummer til, gav den bestandig fuldt Huus medens alle andre Forestillinger bleve saa yderst slet besøgte, at et af Repertoirets Pragtstykker, "Jødinden", ikke indbragte mere end 119 Rdlr. ved Kassen, og et andet, "Robert af Normandiet," endog kun 87 Rdlr. — En anden, Theatret mindre glædelig, Følge af Bournonvilles Reise var Dandseren François Lefebvres Ansættelse. Han havde [sideskift][side 487]i Paris hos den berømte Albert været Elev med Balletmesteren og havt Engagement i Mailand under dennes Optrædelse der. Da han i Begyndelsen af Januar kom hertil hed det, at det var paa Gjennemreise til Stockholm og at han kun, muligen, vilde dandse et Par Gange som Gjæst; men det viste sig snart, hvad der strax ymtedes om, at dette var et blot Foregivende for at skjule Hensigten at bane ham Vei til at blive ansat her. Han havde en smuk Figur, et sydlandsk, dog ikke meget livfuldt og endnu mindre ungdommeligt, Ansigt, ædel Holdning, en fortræffelig Skole og Tournure af en elegant Dandser; men savnede nu den Sikkerhed, Elasticitet og gratiøse Frihed i Bevægelser, som han iforveien var bleven udraabt for, dandsede med synlig Anstrengelse og stod overhovedet i Virtuositet tilbage ikke blot for Bournonville, men for Hoppe og endog Larcher, hvem man dog havde lagt an paa at faae afskediget. Det meget maadeholdne Bifald, der skjænkedes ham, skyldtes især den Opfindelsesevne og Smag, han i et Par Dandse viste som Compositeur. Da det dog ikke gik an at ansætte ham i denne Egenskab ved et Theater, der havde en saa genial Balletmester, og man heller ikke kunde faae det gjort til en Nødvendighed at forøge Solodandsernes Antal med ham, toges der af det glimrende Held, som "Napoli" havde havt. Leilighed til at gjøre Directionen indlysende, hvor fordeelagtigt det vilde blive Theatret dersom Bournonville, for ganske at være Solodandser og Balletdigter, kunde fritages for den ham ved hans Engagement paahvilende Pligt at give Skole, og dette lykkedes saa vel, at Lefebvre, med Forbigaaelse af Theatrets Solodandsere, blev for visse Aar, efter hvilke der skulde gives ham Pension, ansat som Lærer ved Dandseskolen og tillige til at gjøre Tjeneste som SoloSolo-drandser [sideskift][side 488]dandser og componere de Divertissements, hvilke det maatte være ønskeligt, at han bragte paa Scenen.

Sex Uger efter at Skuespillet havde bragt en Nyhed vandt man til Opførelsen af en lille Vaudeville, "Thomas Ægypter," der ikke gjorde nogen stor Lykke, og fjorten Dage derpaa gaves Saisonnens eneste ny Tragedie, Hauchs "Svend Grathe." Aldrig er der paa den danske Scene opført et Værk, som med saa stort poetisk Værd har gjort saa liden theatralsk Virkning. Aarsagen hertil laae i, at Digteren havde ladet al Grund til dramatisk Bevægelse skulle ligge i en eneste Person, der endydermere saa ganske gaaer under i indre Kamp imellem Lyst til og Rædsel for Forbrydelsens Udførelse, at han hverken selv kommer til selvstændig Handlen eller foranlediger sine Omgivelser dertil. Med den ham egne Dygtighed til at gjennemforske Forbryderens Indre og klart at fremstille hans Sjælstilstand, i hvert Moment fra den onde Tankes Undfangelse indtil Sønderknuselsens Øieblik, havde Digteren mesterligt udviklet Svends Charakteer; men ved at dens Hovedtræk ere mørk Indesluttethed og forsigtig Trædskhed, der søger Bistand ved Smiger og Skjul bag Hyklen, saa at den især maa træde frem i Pønsen, listig Speiden, kløgtig Overtalelse og den ængstlige Forstillelses veiede Yttringer, var Udviklingen mere skeet igjennem en Række ved poetisk Sprog og psychologie Pointer interessante Monologer og Samtaler, end i en dramatisk Handling, der giver Scener, hvori Kraft kæmper mod Kraft. I samme Grad som en Skuespiller opfatter sin Opgave med Intelligents og har Begreb om hvad Virkning dens rigtige Fremstilling vil gjøre, maa han føle sig overbeviist om, at endog det ypperligste Spil i en saadan Rolle, der saa ganske skal være Interessens Bærer i et saadant Stykke, umuligt kan [sideskift][side 489]tilfredsstille. Derfor havde baade Ryge og Nielsen vidst at unddrage sig Udførelsen af Svend, som da maatte paabyrdes Kragh, der gav Rollen med stor Flid og havde flere heldige Momenter, men ikke ret kunde faae Sandhed og bestemt Udtryk i Fremstillingen uden i fjerde Act, hvor Svend, reven med af Omstændighederne til den Yderlighed, at han maa kaste Masken, for et Øieblik optræder med Kraft. Directionen viste sig billigere imod Digteren end Parterret, thi medens dette havde den Raahed at optage et Værk, som, hvor utheatralsk det end var, burde have været respecteret for sit store poetiske Værd, blev Stykket, skjøndt ikke engang den første Forestilling gav de 180 Rdlr., som det skulde indbringe for at være berettiget til flere, opført 4 Gange, der tilsammen kun gave 393 Rdlr. 4 Mk. Indtægt, men Forfatteren, med den stipulerede Betaling af 150 Rdlr., et Honorar af 248 Rdlr. 2 Mk., istedetfor at han kun vilde have havt 189 Rdlr., hvis det var blevet ved første Forestilling. — Kun med Nød og neppe, blot ved anstrengende Iver fra de Rollehavendes Side, blev i Saisonnens allersidste Dage Scribes Femactscomedie "En Lænke" bragt paa Scenen. Den kunde have være givet for længesiden: Directionen modtog Oversættelsen allerede i Januar. Molbech havde, efter først at have havt meget imod Stykket, antaget det i Midten af Februar, Rollerne vare faa, det blev strax afgjort hvem der skulde spille dem og Enhver var ikke blot villig til hurtig Indstudering, men begjærlig efter at begynde den, for endelig at komme ind i Noget, der, efter Rygtet, skulde være meget interessant. Men —, "Hvorfor skulde jeg sidde her og spilde min Tid?" sagde Ryge, da han anmeldte Scene-Committeens Formand, Adler, at han ikke mere indfandt sig i den. "Directionen forlanger af Alle, at [sideskift][side 490]de ikke alene skal trække, men ogsaa styre for den, og saa gjør den dog bestandig sig selv til Stopper." Dette blev den ogsaa nu, ved en af de Smaaligheder, hvilke den daglig tog til Udgang for sine Bestemmelser af det, som der ved det af Statskassen understøttede kongelige og eneste danske Theater skulde skee for at fyldestgjøre Kunsten, Publikum i Almindelighed og Abonnenterne i Særdeleshed. Da Molbechs Svoger, af hvem Rolleskrivningen en Tidlang var bleven besørget, nylig havde bosat sig i Fyen, maatte Stykket, uanseet at man i Kjøbenhavn naturligviis havde Folk i hundredeviis, der kunde skrive ligesaa correct og smukt som han, og at Pakkepostforsendelsen dengang gav megen Tidsspilde, skikkes derover for at udskrives af ham, som blot kunde anvende sine Fritimer fra andre Forretninger derril og var for langt borte til at kunne hastes paa. At "Fædrelandet" førte Anke over denne uforsvarlige Sinkelse af reent personligt Hensyn, havde aldeles ingen Virkning til at afvende Lignende for Fremtiden. I "En Lænke" fandt Publikum som man havde ventet, et meget interessant Stykke, men det fandt ingen Comedie. Allerede Æmnet: at en ung Mand, paa samme Tid som han vil indgaae et Inclinationspartie med en uskyldig Pige, maa, under Farer og i stigende Fortvivlelse, kæmpe for at rive sig løs fra en utilladelig Forbindelse med sin Velgjørers Kone, er imod Comediens Væsen, og Behandlingen var det ikke mindre. Tildragelsen udvikler sig ikke i virkelig comiske Scener og Situationer, der fremgaae som naturlige Følger af Personernes Charakteer og Forhold til hverandre. Medens den ene af Stykkets sex Personer, en Advocat Ballandard, staaer aldeles udenfor Handlingen og kun er til for at give Moerskab ved Løierligheder, der ikke udspringe fra en Charakteer, men fra [sideskift][side 491]den forskjellige Figur, som Forfatteren finder for godt at han skal gjøre i enhver enkelt Situation, saa at han, uden nogen Individualitet, bliver en blot Pudsenmager, er det en syvende, ikke paa Placaten anført, Person, som usynlig bemægtiger sig hele Handlingen og spiller Stykkets Hovedrolle. Denne Person er Tilfældet, der ideligen træder iveien for hvad de synlige Personer efter al Rimelighed maae ville, og tumler saaledes med dem, at de tvinges til at gjøre, hvad de fornuftigviis ikke kunde falde paa at ville. Ved at Personerne ere berøvede Villiefrihed savne de Charakteer og vise derfor kun, hvor livligt de end røre sig, holdningsløse Physiognomier, hvilke den aandrige Forfatter imidlertid, naar han har drevet Forviklingen til et Moment, som han vil give Effect, meget kløgtigt veed at incitere til for Øieblikket at antage det Udtryk, hvorved Personen bedst kan understøtte den. Stykkets tiltrækkende Kraft ligger deels i, at Tilfældet viser sig særdeles interessant, da det, naar det i sin bizarre Lunefuldhed pludseligt kaster Personerne ind i en Forlegenhed, for overraskende at bringe dem ud af den paa en saadan Maade, at der opstaaer en anden og endnu større, bestandig mager det saaledes, at den ene spændende, blændende og piquante Situation rask følger paa den anden; deels i den beundringsværdig delicate Behandling af de slidrigste Forhold og den ved Lune. Vittighed og Replikkens fine Tournure overordenlig glimrende Dialog. Udførelsen var fra Spindesiden uforlignelig: Fru Heiberg gav den naive, barnlige Alines Troskyldighed og kjærlighedsfulde Oprigtighed med henrivende skjøn og aaben Naturlighed; og Jfr. Ryge havde saa fortræffeligt gjennemtænkt og tilformet sig Grevindens vanskelige Rolle, at det var lykkedes hende at faae dens Bizarre og Anstødelige enten dæmdæm-pede[sideskift][side 492]pede eller bragte ind under en ypperligt udkastet Charakteerskildring, hvilken hun gjennemførte med en saadan Fiinhed, Adel, Kraft og Sikkerhed i hver Nuance, at Publikums Beundring for hendes Genialitet udtalte sig endog efter enkelte Replikker i stormende Bifald. Med Undtagelse af Nielsen, som ganske ypperligt, med let Conversationstone, megen Varme og utvungen Anstand, i Admiral Grev St. Geran fremstillede en Søofficeer, der med et kjækt mandigt Væsen forener den sine Selskabsmands Elskværdighed, var Sværdsiden mindre heldig: Kragh kunde med al sin Flid ikke passe sig ind i en Rolle, der, som Kjøbmanden Clerambeaus, skulde gjøre comisk Effect ved Rondeur, Gemytlighed og en livlig, lunefuld Diction; Holst gav, som Emmerie, vel adskillige Steder med megen Følelse, men formaaede ikke at bringe noget Interessant ud af den i en usædelig Qvindes og Tilfældets Haand aldeles villieløs Marionet; og Phisters meget moersomme Spil savnede den Lethed i Fremsigelsen og gratiøse Utvungenhed i Holdning, hvormed Ballandards Rolle maa gives for at gaae op i Ensemblet og faae den rette kunstneriske Virkning. Den første Opførelse fandt en overordenlig enthusiastisk Modtagelse; men Henrykkelsen over Dialogens mange Pointer og de rask vexlende piquante Situationer tabte sig for en stor Deel ved Refkexionen over deres Motivering og det uhyggelige Forhold, hvorpaa Stykket var grundlagt; under de følgende Forestillinger bleve de Spillende stadigt meget stærkt applauderede, men Tilløbet var ikke betydeligt og Bifaldet efter Tæppets Fald temmeligt lunkent.

Det var i denne Saison ikke nok med at Directionen viste Smagløshed i Valget af Nyheder og Seendrægtighed i at fremme deres Opførelse; da tiltagende Sygelighed [sideskift][side 493]hindrede Liebe i at fremlægge nøie overveiede Udkast til det daglige Repertoire, blev dette, naar Directionen i sit ugenlige Møde skyndte sig med at afgjøre Sagerne, over Hals og Hoved sammenkludret af hvad der var nærmest ved Haanden. Forestillinger, som den, der blev budet Publikum den 23de Februar, — da Toactestykket "Pariserdrengen" var hele det dramatiske Indhold, og Tiden forresten maatte udfyldes med lange Mellemacter og en pas de deux, hvorpaa der fulgte et fra Mad. Simonsens Aftenunderholdning optaget Sangdivertissement, efter hvilket der kom endnu et Dandsenummer, — havde man adskillige af. Og endda kunde man ikke ved saadanne Ruskomsnusk-Forestillinger afværge, at der idelig maatte opslaaes røde Placater, undertiden endog to paa een Dag og med Omstændigheder, som ret blottede den indre Forvirring og paadroge Directionen fortjent Spot. Saaledes var den 8de Februar "De to Dage" anmeldt, men om Formiddagen underrettede en rød Placat om, at Sahlertz var bleven, syg, saa at der maatte gives en Nødforestilling, bestaaende af de tre forslidte Smaastykker "Didrik Menschenskræk," "Coliche" og "Den første Kjærlighed," og om Eftermiddagen bekjendtgjordes ved en ny rød Placat, at heller ikke disse kunde gives formedelst Sygdom, men at istedetfor dem skulde opføres — "De to Dage." Med Spotten fulgte Skaden: om Formiddagen havde der været mange Billetsøgende til "De to Dage;" men da Ingen faldt paa, at det formedelst en Hovedpersons Sygdom afsagte Syngestykke vilde, med samme Hovedperson, om Aftenen blive givet som Nødforestilling for den Nødforestilling, hvilken just det havde foranlediget, var Huset meget slet besat.

Abonnenternes høie Klagemaal og Bladenes haarde Angreb lode ikke Directionen være uvidende om Publikums [sideskift][side 494]yderste Utilfredshed med det administrative Væsen, undtagen for Ballettens Vedkommende; men Alt blev uden Følge: det hjalp ikke engang at Theatret havde faaet en meget farlig Medbeiler i et italiensk Operaselskab. Dette var sendt hertil af Negri, Directeur for en Italiensk Opera i Berlin, og havde i Midten af November begyndt sine Forestillinger paa Vesterbroes Theater. Personalet bestod væsenlig af Savio, der var første Buffo og fungerede som Directeur; Pietro Rossi, som, uden at være smuk af hverken Figur eller Ansigt, blev meget interessant naar hans Rolle gjorde ham varm, og ved et sjælfuldt Foredrag rev Alt med sig i pathetiske og erotiske Partier, der ikke laae for høit for hans ungdommelig friske Tenorstemme, som var af et usædvanligt gribende timbre og i fem Toner havde en overordenlig Kraft, Fylde og Klarhed; Giuseppe Paltrinieri, Selskabets skolede Sanger, der vidste saa godt at bruge sin ikke sonore Bariton i lystige Partier, hvilke han ogsaa gav som en routineret god Skuespiller, at han altid for dem vandt meget levende Bifald; Giuseppe Torre, hvis omfangsrige, mægtige og malmfulde Basstemme var af stor Effect, hvor den musikalske Udførelse ikke fordrede betydelig Uddannelse og Spillet kunde afgjøres med en anselig Figur og de almindelige Sangerbevægelser; og Mad. Felicita Forconi, Truppens eneste, men ogsaa meget interessante, qvindelige Talent. Hun havde en smuk middelhøi Figur, et livfuldt, for alt lidenskabeligt Udtryk modtageligt Ansigt, tækkelige Bevægelser og en fri, ædel Holdning; hendes Stemme var en Mezzosopran af meget behagelig Klangfarve, fyldig og fast i Mellemtonerne, men noget tynd og usikker i Høiden, hvorfor hun sjeldent var heldig i Coloraturer; sin kunstneriske Styrke havde hun fornemmelig i et [sideskift][side 495]henrivende varmt og begeistret Foredrag, der, understøttet af Spillets altid smukt udtrykte energiske Lidenskabelighed, gjorde hende til en udmærket dramatisk Sangerinde, især i tragiske og meget affectfulde Partier. Hun maatte imidlertid, ligesom Rossi, blive gjort varm af sin Rolle inden hun kunde komme til dens fulde Effect, og var endnu mere tilbøielig end han til at detonere. Selskabets Capelmester var Paolo Sperati, en ung Mand med grundig musikalsk Kundskab og megen Routine i sit Fag. Forestillingerne aabnedes med Donizettis »Gemma di Vergy«, hvis Maadelighed vel blev erkjendt af det store Publikum, men ingenlunde var iveien for at italiensk Opera og italienske Operister strax fik et betydeligt Partie Enthusiaster, som fandt Alt mageløst i den Grad, at de bare over med Hæshed, falske Toner, keitede og platte Bevægelser, det slette Chor og et endnu slettere Orchester, jublede for ethvert Nummer og ufortøvet begyndte de brugelige Extravagancer med efter den første meget mangelfulde Forestilling stormende at fremkalde Rossi og Mad. Forconi, som fra nu af, med alle deres Feil og endog naar de vare alleruheldigst, bleve de Uforlignelige. Hvorvel »Il barbiere«, »Norma« og »L'ilisir d'amore«,som derpaa bragtes frem, gaves med mange Brøst og Bræk, udmærkede Opførelserne, især af sidstnævnte Opera, sig ved saameget virkeligt Skjønt, at Publikum med megen Glæde erfarede, at Selskabets længere Ophold var blevet sikkret ved Understøttelse af Kongens Privatkasse og Tilladelse til fra 1ste Januar at spille paa Hoftheatret, hvor det, da Savio samme Dag døde, begyndte sine Forestillinger under Direction af Grev Marasini, Mad. Forconis Mand. Aabningsstykket, »Lucia di Lammermoor«,vakte, især ved Mad. Forconis i [sideskift][side 496]enkelte Nummere uovertræffelige Udførelse af Titelrollen, og Rossis baade ved gribende Energie og henrivende elegisk Følelse udmærkede Foredrag af Edgardos Partie, stor Enthusiasme. Denne Opera og »Lucrezia Borgia,« hvori Mad. Forconi feirede sin største Triumf som dramatisk Sangerinde, bleve Selskabets meest glimrende Præstationer, der ret satte Toneangiverne i Begeistring lil Udbrud af alle mulige Arter Bifaldsyttringer: Modtagelser, Fremkaldelser under og efter Acterne, Dacaporaab, Nævnelsen af den Applauderedes Navn og Blomsterkasten. Det øvrige Repertoire skaffede vel Hovedpersonerne overvættes Hylding af Beundrernes faste Stok, men blev Kassen til liden Baade. Donizettis »Devereux« og Coppolas »Nina«, hvori Hovedrollen dog fik en mesterlig dramatisk og musikalsk Udførelse af Mad. Forconi, gjorde slet ingen Lykke; Frederigo Riccis »Le prigioni d'Edimbourge« behagede kun ved Optrædelsen af en ny Buffosanger, Baritonisten Rocca, der havde en dump Stemme, men udmærkede sig ved livfuldt Foredrag og naturligt, muntert Spil; og Rossinis »Otello« gaves kun een Gang. Foruden Rossi fik Publikum i Saisonnens Slutning Leilighed til at høre to Tenorister, som begge stode over ham i kunstnerisk Dannelse, uden dog at være istand til at vinde en saa almindelig Yndest, som han skyldte sine herlige, men utilstrækkeligt uddannede Naturgaver. Tilligemed at være en særdeles kunstfærdig Sanger, der havde et ypperligt Foredrag og med megen Præcision. Lethed og Smag udførte de vanskeligste Passager, var Montresor en ved Anstand, Varme og mimisk Udtryk fortræffelig Skuespiller; men Damerne, som i den italienske Opera, hvor de høieststaaende vare Forklappere, indrømmedes den afgjørende Stemme, fandt, at "Rossis himmelske Foredrag, om han ogsaa engang [sideskift][side 497]imellem kom til at tage en falsk Tone, var at foretrække forr Montresors uinteressante Correcthed," og at han overhovedet ikke var "yndig som Rossi." Ciaffei, en smuk ung Mand med en i god Skole omhyggeligt uddannet høi og klangfuld Stemme, gode Fremstillingsevner og ædel Holdning, fandt vel bedre Optagelse hos Damerne og blev endog applauderet af dem i »Lucia«, men "Rossi var han dog ikke." Til hvilken Høide Begeistringen for Italienerne i Almindelighed var stegen, viser følgende aldeles nøiagtige og tørre Reserat i "Fædrelandet": "I Gaaraftes gave Italienerne deres sidste Forestilling for propfuldt Huus. I Lucrezia blev Signora Forconi modtaget med en Pladskregn af Blomster og et Bifald, der truede med ikke at ville ophøre. Hr. Torre modtoges ogsaa af Bifaldsyttringer og den bekjendte Terzet blev gjentaget efter stormende Klap og Bravo. Dækket gaaer ned. Forconi, Torre og Ciaffei fremkaldes. Derpaa fremtræder Hr. Rossi for at synge det sidste Nummer af Lucia, og modtages med Bifaldsyttringer, især af Damerne; Dækket gaaer ned og han fremkaldes. Hr. Montresor optræder nu som Pollione (i »Norma«), modtages, høster Bifald. Dækket gaaer ned, og han fremkaldes. Derpaa viser Hr. Rocca sig som Tom i »Le prigioni d'Edimbourghe«, modtages, hans Nummer gjentages, beklappes, Dækket gaaer ned, og han fremkaldes. Endelig viser Hr. Paltrinieri sig som Barberen og modtages med et stormende Bifald, der nærmer sig det, som blev Signora Forconi tildeel, synger sit berømte Nummer, som forlanges gjentaget, han vægrer sig, fremkaldes og tvinges til at synge sit Nummer igjen. Derpaa fremkaldes Alle paa eengang, ny Blomsterregn, Dækket gaaer ned, Alle fremkaldes igjen tilligemed Hr. Sperati." — De italienske Operisters Forestillinger bleve ikke uden [sideskift][side 498]baade skadelig og gavnlig Indskydelse paa det kongelige Theater. Skadeligt var det, at en stor Deel af Publikum havde faaet stærk Tilbøielighed til at sætte sig i Henrykkelse over brillerende Enkeltheder i et meget ukunstnerisk Hele, og at en endnu større Deel — thi Italienernes Antagonister meente, at "Danske burde bringe dansk Kunst endnu større Hylding, end italiensk Kunstlerie," — begyndte Forsøg paa af førstyrre Forestillingernes Gang og Ensemble med saadanne voldsomme Begeistringsudbrud, hvorved Italienerne ideligen vare blevne standsede i Spillet, for at gjøre Dacapo og neie eller bukke, hvilket Enthusiasterne endydermere fandt, at det ogsaa maatte være de kongelige Skuespilleres Skyldighed at gjøre, men som Directionen dog havde den Fortjeneste at nedlægge strengt Forbud imod. En gavnlig Indskydelse var, at Sangerne, og iblandt dem fornemmelig den altid kunstivrige og derfor lærvillige Mad. Stage, beflikkede sig paa større Varme, Energie og dramatisk Udtryk i Foredraget. Dette viste sig allerede kort efter Italienernes Afreise meget eclatant. Bournonville, Rung, som nylig var bleven Syngelærer ved Theatret, Stage og Concertmester Wexschall havde megen Interesse for italiensk Musik, men meente, at de herværende Operister bleve stærkt overvurderede og at Theatrets Sangere vilde være istand til at give en italiensk Opera ligesaa godt i enkelte Roller og bedre i kunstnerisk Samvirken. De optoge derfor den heibergske Idee, at udføre italiensk Opera paa Italiensk med danske Sangere, og ansøgte Directionen om Tilladelse til at foranstalte nogle Forestillinger af Mozarts »Le nozze di Figaro« givne under deres Ledning med dem af Theatrets yngre Sangpersonale, som de fandt duelige og villige dertil. Det var i fuldkommen Overeensstemmelse med den daværende DirecDirec-tions [sideskift][side 499]tions Betragtning af sit Kald, at den tillod de Embedsmænd, ved hvem den selv burde sætte Theatrets gode Kræfter i hensigtsmæssig Virksomhed, at vise Publikum i hvor høi Grad den havde undladt det under Omstændigheder, der kraftigt opfordrede den til yderste Anstrengelse, og hvorledes der privat kunde indstuderes en stor Opera til samme Tid som Directionen, med Raadighed over Theatrets hele Personale og Materiale, ikke formaaede at skaffe et lille Syngestykke frem: Tilladelsen blev given. Opgaven var forresten ikke heldigt valgt; man havde ikke betænkt, at det kun var den alvorlige italienske Opera, hvis trivielle Situationer gjøre det ligegyldigt for Publikum at førstaae den ogsaa trivielle, men smuktklingende Text, som Heiberg havde foreslaaet givne af Danske paa Italiensk, men ikke comiste og mindst saadanne som "Figaro." der har en combineret Intrigue, hvilken Publikum maa kunne følge og fatte, for ret at komme til Nydelse af det Geniale og Skjønne, som Componisten for ethvert af dens Momenter i deres store Forskjellighed har vidst at lægge i det musikalske Udtryk. Ikkedestomindre, i een Retning blev Udfaldet heldigt over al Forventning. Udførelsen gav et glimrende Beviis paa, at Theatret besad for Operaen saadanne, tildeels ikke endnu anvendte, Kræfter, at de, ledede med den Omhu, som Rung og Bournonville havde anvendt paa Indøvelsen af dette store og vanskelige Værk, maatte kunne give den høi kunstnerisk Betydning i Repertoiret. Hvorvel Publikum var blevet vant til at Mad. Stage med hver ny Rolle tiltvang sig større Yndest ved hurtigt fremstridende Virtuositet og kunstnerisk Udvikling, overraskedes det af hendes, saavel i Henseende til brillant, flydende og smagfuldt Foredrag af Sangpartiet som til Fiinhed, Skjelmerie og naturligt elskværdig [sideskift][side 500]Munterhed i Spillet, ypperlige Udførelse af Susanne. Ikke mindre frapperedes man da Ferslew, hvis dybe, stærke Basstemme Directionen saalidet have ændset at gjøre Brug af, at Grev Almaviva ved denne private Forestilling var hans Debut som Sanger, viste en saa betydelig musikalsk Uddannelse forenet med livligt Spil, at han allerede med Dygtighed kunde udføre store Partier i et Fag, der ikke i lang Tid havde været tilfredsstillende besat. Ogsaa Chr. Hansen gav Figaro i Spil og Sang med en Vigueur, Fasthed og Gemytlighed, som gjorde utvivlsomt, at han ved sine Evners omhyggelige Øvelse maatte blive en af Operaens første Kunstnere i forskjellige Rollefag. I Besætningen vare to af Saisonnens Debutanter. Peter Schram, der kom til Theatret fra Musikconservatoriet, havde spillet flere Smaaroller da han første Gang optraadte som Sanger, ved i "Robert af Normandiet" at udføre Bertrams store og meget vanskelige Partie. Hverken i dette eller som Cardinalen i "Jødinden." der var hans næste Rolle, vakte han synderlig Forventning ved Spillet, som i høi Grad savnede Holdning; men i sin anselige Figur, det stærke, særdeles tydelige Taleorgan og et Ansigt, der ikke af Naturen var givet noget bestemt Præg, men let kunde antage et fremmed Physiognomie og havde baade Rum og Bevægelighed for mimisk Udtryk, besad han gode Fremstillingsmidler, og som Sanger vakte han strax, saavel ved Evner som ved Talent, stor Interesse, hans høie Basstemme var af betydeligt Omfang, meget bøielig, kraftig, sonor og ædel i Klang, og af hans Foredrag, som især udmærkede sig ved et ypperligt Portamento og smagfuld Anvendelse af Forte og Piano, udtalte sig et følelsesfuldt, grundmusikalsk Genie, der virkede med fuldstændigt Herredømme over Stemmen. I begge [sideskift][side 501]Roller gjorde han megen Lykke som Sanger; men hans ved Virtuositet og Lune fortrinlige Udførelse af Don Bartolo i "Figaro" var den første ret glimrende Manifestation af det herlige Fremstillingstalent, der, i Forening med hans ualmindelige musikalske Begavelse, snart gav ham en stor kunstnerisk Betydenhed, som han dog undertiden skadede ved, baade i Spil og Sang, altfor bemærkeligt at lægge an paa Effect. Peter Knudsen havde et umiskjendeligt comisk Talent, men dets Eiendommelighed og et, især i Ansigtsform, noget vulgairt Udvortes gjorde ham uskikket til Roller, der skulde gives en let og behagelig Tournure eller fordrede fiint nuanceret og fast gjennemført Charakteristik; hvorimod han, ved sin naturlige Moersomhed, megen Færdighed i at paatage sig mange forskjellige, ofte med Held ud af Naturen grebne, løierlige Personligheder og den ualmindelige Flid, han anvendte paa endog den ubetydeligste Opgave, blev en særdeles heldig Fremstiller af endeel lavcomiske Roller, hans høie og meget stærke Brysttenor gjorde god Tjeneste i Vaudevillen og nogle blot latterlige Syngespilpartier, men var for skingrende og udannet til at kunne anvendes i Sang, der betingede smukt Foredrag og Tonernes Sløifning. I sin første Debut, som Ludvig i "Østergade og Vestergade," havde han gjort særdeles megen Lykke ved det naturlige Væsen og den Godmodighed, der laae i hans Comik; ogsaa hans anden Debut, som Blase i "Kjøge Huuskors," vandt stærkt Bifald, uagtet han havde havt en Forgænger som Rosenkilde. Men den tredie, hvortil han havde valgt Trip i "Gevinsten i Classelotteriet, " var meget uheldig; den havde ganske Maneren af det almindelige Comediespil paa Provindsialtheatrene, som han var kommen fra: Alt løb sammen til en blot vims Agering, [sideskift][side 502]der aldeles savnede Holdning, Charakteeranstrog og Lune, hans Uheld kom ham imidlertid for saavidt tilgode, som det ret aabnede ham Øinene for hans Mangler og saaledes satte hans utrættelige Iver for at skaffe sig Uddannelse i Bevægelse, at allerede hans meget moersomme Udførelse af den drukne Gartner i "Figaro" viste et betydeligt Fremskridt i Dygtighed til at sammenholde en Rolle. Operaene Opførelse i der Hele vakte stor Enthusiasme. Havde Bournonville end behandlet nogle Momenter vel balletmæssigt, var der dog af den Omhu, hvormed han ved denne Leilighed havde veiledet hver enkelt Rollehavende og animeret til livfuld Samvirken, fremgaaet et overraskende smukt Ensemble, i hvilket Enhver bevægede sig med stor Sikkerhed og tilsyneladende frit. Heller ikke glemte Publikum at spille den Rolle, som det havde givet sig i Hoftheatrets italienske Operaforestillinger: der var bravo! brava! og bravi!, Henrykkelsesudraab og andre Begeistringsudgydelser i saa fuldt Maal, som man turde tillade sig uden at komme ind paa en saa fanatisk Hylding, som det kun var passende at bringe ægte Italienere; det manglede ikke engang paa en General-Fremkaldelse med et tordnende »Tuttil« efter Dækkets Fald. Alligevel var den anden Forestilling saare tarveligt besøgt, og en paatænkt tredie maatte tilbagekaldes. Skylden laae i, at det interessante Værk, saa fortræffeligt udført, dog for Mængden savnede Det, hvorved det først vilde være istand til at vække dens varige Interesse: Forstaaelighed. Hvad der kunde have blevet Operaopførelsen til gavnligste Følger af dette Foretagende: at de blotte Sangere vare komne til Erkjendelse af, at de selv burde ønske, at de bleve afrettede til et Comportement, som af Publikum kunde tages for godt Spil; og at Directionen havde indseet, at AfretteAfrette-riet, [sideskift][side 503]riet, som bør være forbandet fra Skuespillet, er en Nødvendighed i Operaen, hvorfor den fast maatte paastaae, at den Fremstillingstalent manglende Sanger skulde underkaste sig det: Dette blev upaaagtet; flere af Sangerne lode sig forlyde med, at Bournonville dog egenlig kun havde ordnet Scenen og i det Høieste bevaret deres Skuespillertalent mod enkelte Feil, hvilke de jo nok nu vilde vide at undgaae saaledes, at de ikke herefter behøvede at lade det "dressere;" og den i theatralsk Kunst aldeles ukyndige Direction var altfor langtfra at opdage hvad Bournonville havde lagt ind i eller taget bort fra Begyndernes usikkre og keitede Agering, til at den kunde satte en saadan Instructions Værd saavidt, at den paalagde de blotte Sangere at modtage den, i alle Fald indtil de derved havde faaet nogen Routine.

Jfr. Bergs Asgang paa Grund af Gistermaal gav vel nogle ubesatte Roller i gængse Syngestykker, men var ikke ellers af Indflydelse, da hun, hvormeget hun end ved Flid var gaaet frem, ikke med sit paa Scenen ubetydelige Udvortes og sine Stemmemidler kunde blive af nogen Vigtighed for Operaen. Et stort og uopretteligt Tab leed Skuepladsen derimod ved Ryges Død. Han havde i den sidste Tid blot levet for sin Kunst. I hans Gemyt var der, ved den Maade, hvorpaa der siden Kirsteins Tiltrædelse blev gaaet frem imod ham som administrativ Embedsmand, og især fra det Øieblik da han mærkede, at han ved Lassen skulde trænges ud af Oeconomie-Inspectoratet, foregaaet en mærkelig Forandring: han særdedes stille og indesluttet i sig selv i sit Skuespillerkald, var rolig og føielig i Omgang og kom sjeldent til sin tidligere Livlighed i Samtale. Men hans Genialitet havde endnu sin fulde Styrke: hans Correcthed, Iver og Flid, kunstneriske Energie, friske, sjælfulde Virksomhed [sideskift][side 504]paa Scenen, hans høie Begeistring i tragiske Roller og kraftige Lune i comiske viste sig usvækkede naarsomhelst han fremtraadte for Publikum. Han lærte endnu med Lethed og yderste Nøiagtighed nye Roller og gav de gamle med sine aandige og legemlige Evners hele Fylde. I denne Saison havde han ikke spillet nogen af sine store og meget anstrengende Roller, men det Frodige og Freidige i hans Fremstillinger gjorde utvivlsomt, at han vilde have været istand til endnu at give Hakon med den samme colossale Kraft, som havde forbauset og begeistret Publikum for tre Aar siden; og i Udførelsen af hans sidste, ikke lette. Rolle, Robinson i "Den bogstavelige Udtydning," var al den livfulde Natturlighed og Humor, der ogsaa i Lystspillet gjorde hans Skildringer imposante. Selv de, som vidste, at han af og til skrantede og at Lindgreens Død havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, fordi nu ogsaa den, hvem han, uagtet jævnlige Mukkerier, bedst havde kunnet harmonere med, den, som han kaldte "den Sidste af de Gamle," var gaaen bort, bleve derfor smerteligt overraskede ved at høre, at Ryge, uden foregaaende Sygeleie og efter endnu om Morgenen at have syslet med sine Metalarbeider, var død. Tabet af ham blev dybt følt; Tragedien ansaaes som derved ganske at være gaaet under for den danske Scene, og vist er det ogsaa, at som en saa vældig Kunstnernatur aldrig for ham var seet i den, er den ikke seet efter ham. Et saa mægtigt Helteydre, et, ved sin Malm og en egen mørk Klangfarve, saa forunderligt imponerende Taleorgan, et saa dybt og sandt Udtryk af mandige Følelser, en saa gribende Pathos og poetisk Storhed i tragisk Lidenskab, som der aabenbarede sig i hans Udførelse af Vilhelm i "Axel og Valborg," Abel i "Erik og Abel," Eremiten i "Væringerne," [sideskift][side 505]Stærkodder, Palnatoke og Hakon Jarl, ville vanskeligt findes forenede paa nogen Scene. Han har havt dygtige Eftermænd i disse Roller, men ingen af dem har besiddet blot een af disse Egenskaber i saa rigt Maal som han, end sige dem alle i en saa inderlig Forening. Han var, fornemmelig i den nordiske Tragedie, en Kunstner, om hvem Enhver, der oplevede den Lykke at see ham, med Sandhed skal vidne:

He was a man; take him for all in all,
i shall not look upon his like again

Oprettet 2011. Opdateret af