>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Fem og halvfjerdsindstyvende Saison, 2. September 1822 til 31. Mai 1823, side 690-716]

[Oversigt over repertoiret 1822-23]


[side 690]Der var fra denne Saisons Begyndelse indrettet et Andet-Parket, hvortil dog ikke Damer gaves Adgang, og Parterret havde faaet Bænke. Da ingen Plads var numereret, maatte Billethaverne, ligesom tidligere, samle sig ved Indgangene, for, naar der en Time førend Skuespillet blev aabnet, at trænges og slaaes om at komme først til de gode Pladser. Billetpriserne vare:

Første Parket og første Pladsloge 8 Mark.
Andet Parket og anden Pladsloge  6  —
Parterret  4  —
Galleriet 3 — 3  —

Publikums Tillid var betydeligt steget ved Collins Indtrædelse i Directionen. Abonnementet for denne Saison gik 8000 Rdlr. høiere end for den foregaaende og omtrent 16000 Rdlr. høiere end for Saisonnen 1820-21. Det af Staten forlangte extraordinaire Tilskud begyndte, som Følge deraf, at blive meget ringere, endskjøndt Indtægten af de enkelte Billetter ikke i denne Saison naaede til mere end 53,970 Rdlr., som var 4200 Rdlr. mindre end i den forrige.

Saisonnens store Tildragelse skulde være Høitideligholdelsen af at den danske Skueplads for 100 Aar siden ikke blot aabnedes, men, ved blandt sine allerførste ForeFore-stillinger [sideskift][side 691]stillinger at give et holbergsk Mesterværk, som siden efterfulgtes af saamange, at de bleve dens Repertoires naturlige Grundvold, indviedes til at blive national. Denne Begivenhed, som, formedelst den overordenlige Indskydelse Theatret havde havt paa Folkets Cultur og Sæder, maatte være af stor Betydenhed for det Almene, kunde naturligviis i saa lang Tid forudsees, at det var let at træffe Foranstaltning til, saavel ved de holbergske Stykkers Fremdragelse og muligst ypperlige Opførelse, som ved fra Scenen at vække Publikums levende Erkjendelse af deres store kunstneriske og nationale Betydning, at gjøre den til en Høitidsfest, der i og for sig var en glimrende Hylding af den ogsaa i mange andre Retninger af Folket høitfortjente Digter, og kunde lede Almeenheden til dybere Følelse af der nationale ægte Comedies Værd. Feiret med den Værdighed, som den fuldeligen havde Krav paa, maatte denne Høitidelighed blive af kraftig Indskydelse paa Folkesmagen og fastne den Grund, der skal og maa være den danske Scene den eiendommelige, for at den kan staae urokkelig i sin Nationalitet og, under Omskifteligheden af de øieblikkelige Stemninger, hvori Møde og fremmed Digtning kunne sætte Massen, bevare et eget Præg. At Festen vilde i høiste Maade blive sin Gjenstand og Skuepladsen værdig, burde saameget mere kunne ventes, da Rahbek, som ikke blot erklærede sig at være Digterens varme Beundrer, men havde været hans ypperlige Fortolker og en ivrig Angriber paa de foregaaende Bestyrelser, naar de, efter hans Mening, forsømte at vise den holbergske Comedie største Omhu og Agtelse, nu var Directeur og naturligviis i denne Sag, der allerede ved at have Publikums levende Interesse for sig forpligtede hans Colleger [sideskift][side 692] til at lade ham være den Ledende, vilde saae aldeles frie Hænder. Men ligesom de holbergske Comedier just under de Bestyrelser, hvoraf Rahbek var Medlem, havde maattet lide størst Tilsidesættelse for trivielle Rørestykker og sammenjaskede Caricaturspil, saaledes blev deres Jubelfest under ham seiret saa tarveligt, som kun muligt, naar den dog, fordi Anstændighed bød det, maatte holdes. Da Holbergs store Stykker almindeligen gave godt Huus, skulde man troe, at Directionen havde, Kassen til Fordeel, i de nærmest foregaaende Saisonner søgte at fremhæve det forestaaende Jubilæums Betydenhed for Publikum ved deres jævnlige og omhyggelige Opførelse; men tvertimod: af Holbergs Anvendelse i Repertoiret maatte Publikum snarest antage, at den hele Bestyrelse, ligesom dens Chef og Fruen i Oehlenschlägers Forspil, var af den Mening:

"Holberg er ikke længer Mand for os.
— — — Han passer sig
Ei meer for vore Tider. Unge Piger
Kan ikke see hans Løier uden Rødmen;
Selv gifte Koner maae slaae Øiet ned;"

hvorfor man burde spille ham saa sjeldent som muligt og egenlig kun i den høieste Nød. Holberg var, med Smaat og Stort, givet

Saison 1819—20 i 5 Stykker med 7 Forestillinger
1820—21 i 10 — — 14
1821—22 i 8 — — 13

og af disse Forestillinger var i hver Saison een offret Fastelavnsmandag og Fleertallet fratvunget Chefen af den haarde Nød. Saaledes var den Ære, hvori Holberg af Bestyrelsen blev holdt, da den skulde forherlige Mindet om at han for 100 Aar siden havde været Skaber af den danske [sideskift][side 693]Skueplads. Meget tabte Festen i Værdighed ved at dens faa Dage ikke fulgte paa hverandre, men der imellem dem gaves Forestillinger, hvis Charakteer var den aldeles modsat, ja af hvilke een endogsaa var en Festforestilling af anden Art, nemlig den høitidelige Modtagelse af Kongen, som efter en Sygdom første Gang besøgte Skuespilhuset, i hvilken Anledning han, som ikke hædrede nogen af Holbergfestens Forestillinger med sin Nærværelse, havde, midt under Nationalhøitiden, befalet Opførelsen af en rossinisk Opera. Desuden, man kunde ikke til de fem Dage tilveiebringe flere end fire Stykker, og disse vare ei alene langtfra besatte med Theatrets bedste Kræfter, men saa utilstrækkeligt indøvede, at "Jean de France" blev maadeligt, "Den honnette Ambition" endog meget slet udført. Rahbek udgav et lille Skrift: "Bidrag til den danske Skuepladses Historie," som, hvorvel samlet i Skynding og meest af Aviser, var fortjenstligt, ved godt at veilede til Bestemmelsen af den chronologiske Orden i Begivenhederne ved Theatret i Grønnegaden; men han tog sig ikke i mindste Maade af Theatrets Forberedelser til Festen, hvorvel han allerede som Directeur burde have følt sig forpligtet dertil, hans hele Virksomhed ved en Fest, som man skulde have troet maatte fremkalde hans fulde Energie, indskrænkede sig til, at han begyndte og endte den med en Prolog og en Epilog, som hverken forøgede hans eller Holbergs Hæder, men gave Anledning til endeel Kiverie, da baade Skuespillerne og Publikum yttrede Misnøie med, at han af personlig Yndest for Mad. Andersen havde gjort hende til sine Tankers Tolk i Begge, endskjøndt det vilde have været mere passende at lade idetmindste Prologen fremsiges af en ældre Skuespillerinde. Havde Oehlenschläger ikke i sit Forspil, der burde have [sideskift][side 694]aabnet Festen, men, for at gjøre Prologen Plads, først kom frem ved anden Forestilling, med Lune, Aand og Følelse ganske fortræffeligt fremhævet det Betegnende i Holbergs Virksomhed og derved ret levendegjort baade Kunstnerne og Tilskuerne Erindringen om ham, som

"— tændte Faklen, afhug mange Tidsler,
Reoled Jorden, rødded Stene bort,
Og luged Ukrud i den store Have,
At Fremtids gode Frugter kunde trives."
da vilde Ingen let, uden at see det staaende paa Placaten, have formodet, at disse karrigt udstyrede Comedier, hvis Udførelse ikke hævede sig over det Alleralmindeligste, gaves til festligt Minde om den Digter, som med dem havde for 100 Aar siden grundlagt Skuepladsen. Hvad der ellers fra Theatrets Side blev gjort for at give Festen Glands, var alene, at Directionen, efterat den var bleven gjort opmærksom paa det Passende den, lod, fra tredie Forestilling, hænge en Krands af Grønt og Evighedsblomster om Holbergs i Tilskuerpladsen malede Medaillon. Den Begeistring, som Forspillet vakte hos Publikum, viste noksom, at dersom Stykkerne vare gjennemgaaende blevne besatte med de Dygtigste og havde faaet en omhyggelig, liv- og aandfuld Udførelse, vilde Almeenheden have følt sig dybt greben af den holbergske Comedies ægte danske Vid og Lune; men saaledes som den selv fremkom ved sin Jubelfest, var den saalidet istand til at fremkalde Jubel og fastholde Interessen, at af de opførte Stykker blev det ene, "Den honnette Ambition", ikke efter Festforestillingen opført førend sex Aar efter; de to ikke givne oftere i den Saison, og det fjerde, "Det lykkelige Skibbrud", i den kun spillet to Gange til. Hvad der ellers i Saisonnen kom frem af [sideskift][side 695]Holberg var, foruden Fastelavnsforestillingen, for de fem Gange ved nødtvungne øieblikkelige Repertoireforandringer, og alle hans Stykkers Opførelse vidnede, baade ved Rollebesætning og scenisk Behandling, kraftigt om, hvor lider det var sand Agtelse for hans Genie, der foranledigede den. Saaledes feiredes, under Holsteins og Rahbeks Bestyrelse, Hundredeaarsfesten for ham, som er
"Din Ligemand, om ei Din Mester, Molière,"

for den danske Skuepladsens Stifter og Støtte, for ham, som, ved sine til Skuepladsen forærede Mesterværker, ofte har afhjulpet den Nød, hvori Bestyrelserne satte sig ved Bestræbelser, som gik ud paa at fortrænge og tilsidesatte ham.

En anden Mindefest for en dansk og fortjent dramatisk Forfatter faldt endnu kummerligere ud. Udførelsen af Prams fortræffelige "Ægteskabsskolen" var saa mat og usikker, at Stykket efter Mindeforestillingen kun slæbte sig een Gang over Scenen og da ved det tomme Huus saaledes skræmmede Directionen, at der aldrig mere blev opført Noget af den Digter, i Anledning af hvis Tab den holdt Sørgefest.

I "Conradin," Saisonnens eneste ny Sørgespil, havde C. Boye gjort megen Vold paa Historien, uden derved at opnaae nogen tragisk Virkning. I et Par af Hovedrollerne var der vel Anstrøg af Charakteer, men ingen dannede en fuldstændig eller poetisk Personlighed, som kunde vække Interesse for sig. Stykket var et af de mange Sørgespilforsøg, som blot vidne om Routine og Herredømme over Sproget, men ikke kunne vække Deeltagelse, selv om de blive ypperligt fremstillede, hvilket ingenlunde var Tilfældet med dette. Kun Nielsen udud-mærkede [sideskift][side 696]mærkede sig ved varmt, sjælfuldt Spil i Titelrollen; de andre Rollehavende vare kolde som Stykket, der dog, uagtet en temmelig stærk Opposition ved anden Forestilling, vandt Bifald, men ikke i den Grad, at det kunde holdes paa Scenen udover Saisonnen. Oehlenschlägers "Robinson i England" blev mærkværdig baade ved sig selv og ved Modtagelsen. Digteren havde med et heldigt valgt Stof meget sindrigt fremstillet det Ædle og Poetiske i dets Modsætning til og tvungne Forbindelse med det Platte og Prosaiske; det Følelsesfulde og Pathetiske fremhævedes ved det latterligt Trivielle, som i sin affecteerte Vigtighedsladen blev af stærk lavcomisk Virkning. Stykkets Idee var gjennemført ved et Par genialt opfundne og herligt udmalede Charakterer — hvoraf navnlig Defoes var et, i Henseende til baade psychologisk og digterisk Behandling, beundringsværdigt Mesterstykke, — og endeel med sikker Haand i raske Træk kjækt henkastede Charakteerskizzer. Compositionen havde vel sine svage Sider, men Enhver, der, upaavirket af Lotterie og en blaseret Kritiks avindsyge spidsfindigheder, aabner sit Gemyt for det naturlige Indtryk af et Drama og selvstændig dommer efter sin Følelse, maatte i dette Stykke erkjende et ægte Digterværk, som derfor burde modtages med Glæde og Kjærlighed. Dertil blev det i det Hele fortræffeligt spillet; Selkirk, den gamle Sømand, den under de ham nu aldeles fremmede Forhold i Hjemmet nedbøiede Robinson, der længes efter den eensomme, fredelige Ø og med faderlig Kjærlighed vaager over sin Will, blev med gribende Sandhed givet uovertræffeligt af Ryge; formaaede Stage end ikke at lade det Poetiske i Skildringen af Defoe komme til fuldt Frembrud, var hans Fremstilling dog et særdeles interessant [sideskift][side 697]Charakteerbillede; Nielsen lagde ved sit sjælfulde Foredrags Magt i Will en saadan Naturlighed, Følelse og naiv Trohjertighed, at denne Rolle blev noget aldeles Nyt i Elskerspil og ved den ædle Simpelhed, hvormed Gemyttets poetiske Fylde fremtraadte, var af henrivende Virkning; Frydendahl, som Crab, og Lindgreen, som Twastle, dannede to ypperlige Figurer i Stykkets Prosaliv; og endelig overraskede Rosenkilde ved en høist original og i al sin Løierlighed naturtro Fremstilling af Peter Crab. Han havde just da, ved flere rask paa hverandre følgende ypperligt udførte Charakteerroller af meget forskjelligt Præg, endelig tiltvunget sig almeen Erkjendelse af et ualmindeligt comisk Genie. For den holbergske Comedie, hvori det endnu dengang var vanskeligst at fyldestgjøre Publikum, blev han allerede betragtet som en vigtig Støtte. Stygotius havde, med Rette, været henregnet til Haacks ypperligste Roller, men af Rosenkilde, hvis store comiske Styrke fornemmelig laae i, at han lod Naragtigheden fremtræde med Alvor og i hellig Overbeviisning om sin dybe Fornuftmæssighed, gaves den lærde Pedant endnu pudseerligere, idet han langt mere, i høitidelig Mine, ved et tungsindigt Blik og med det længselsqvalte, men resigneerte Hjertes veemodsfulde Stemme, udhævede hans elegiske, stille sukkende Kjærlighed; hans Erasmus Montanus med den unge indbildske Students overmodige, sikkre Tone og den butte, tvære Eftergivenhed og Ironie, som han var den Første, der lagde i Omvendelsesscenen, blev saameget mere beundret, da Publikum overraskedes ved at han aldeles naturligt fik noget saa Moersomt ud af en Rolle, der altid var bleven anseet for "en tør Hund"; i "Ulysses" havde han spillet den trojanske Bonde med en rolig, meget snurrig Tørhed, [sideskift][side 698]der var af saa stærk comisk Effect, at næsten hver Replik fremkaldte et Udbrud af Skoggertatter og den lille Scene vakte stormende Bifald; og endelig havde hans Rosiflengius, udmærket ved de mange fine Nuancer, han lagde i den særdeles simpelt naturlige, men dog eiendommelige og med rigt Lune gjennemførte Skildring af den sledske Kryber, været et af de faa Glandspartier i den holbergske Jubelfest. Disse og andre betydelige Roller, hvorved han var bleven anseet Kunstner, vare dog alle af den Art, at man, da hans comiske Genie først havde viist sig umiskjendeligt, kunde formode dem passende for hans Alder og Naturgaver; i "Robinson i England" forbausede han Publikum ved fuldstændigt at have omskabt sig i Udvortes, Holdning og Væsen til en opløben, godmodigt næsviis Skoledreng. Ved blot at vise sig vakte han en umaadelig Jubel, som den fortræffelige Udførelse fuldkommen retfærdiggjorde: den hele Figur var greben ud af Livet og dog laae der i Maaden, paa hvilken han, i enhver Betoning og Bevægelse, frit og elskværdigt gav den drengeagtigt indbildske Fløsethed, en original Snurrighed, hvorved denne Fremstilling blev noget aldeles Nyt, som ene han vilde være istand til at intendere og saa fuldendt at gjennemføre. Man skulde troe, at et Stykke af Oehlenschläger, saa rigt paa herlige Scener og saa ypperligt spillet, havde, især paa en Tid, da de blot taalelige Nyheder vare yderst faa, fundet en enthusiastisk Modtagelse, selv om det gav Aarsag til enkelte Udsættelser. Men nei! allerede inden Opførelsen var der vakt stærk Fordom imod det. Man havde vel saavidt begyndt at ledes ved den kotzebueske Comedies Tendents, at man længtes efter noget Bedre, men dette forudsattes kun at kunne bestaae i Charakterernes fastere Holdning og [sideskift][side 699]en renere Dialog; Formen maatte der, efter deres Anskuelser, som fornemmelig havde Indskydelse paa Meningen om dramatiske Arbeider, ikke være Tanke om at fravige, thi ei alene var den væsenlig den, hvori Holberg og Molière havde givet comiske Mønsterstykker, men de berømteste franske og tydste Dramaturger havde saa ubetinget accepteret den, at den utvivlsomt maatte være den eneste rette, hvorunder et Stof af Lystspilnatur kunde behandles kunstmæssigt for Scenen. Det Ny og Dristige i at Oehlenschläger havde, i et Stykke, som var bestemt til Opførelse, ladet det poetiske Ædle og det spidsborgerlige Naragtige vexle i stærke Modsætninger, syntes Rahbek slet ikke om, især da han fandt det Sidste ligesaa plat som det Første ophøiet. Han antog imidlertid ikke alene Stykket, men anpriste med megen Varme de alvorlige Scener og beklagede blot, at Digteren, "selv havde skuppet en kaad Momus ind i Helligdommen, for at gjøre Forstyrrelse med sine Optøier." Ingenlunde denne Yttring, som først fremkom efter første Forestilling og paa Theatret, men at Rahbeks dramaturgiske Meninger dengang vare mange ældre Studenters, og at man til samme Tid dader paa scenen taaltes saameget slet Almindeligt viste megen Strenghed imod det gode Ualmindelige, foranledigede en heftig Opposition, som gik saavidt, at der ikke blot under Jublen ved Rosenkildes Indtræden opstod stærk Hyssen af Frygt for, at den gunstige Stemning for ham skulde gaae over paa Stykket, men at man endog paa samme Maade søgte at svække det levende Bifald for den skjønne Scene imellem Defoe og Selkirk i fjerde Act. Her var det Massen, som tappert kjæmpede for det Poetiske imod de saakaldte Smagsdannede, hvis Kjendelse Directionen imidlertid [sideskift][side 700]tillagde en saa stor Betydenhed, at Stykket blev henlagt; en Uretfærdighed, som senere Bestyrelser have gjort vel i ikke at forsøge at give Opreisning for, da Stykket ikke efter den Tid har kunnet faae en saa udmærket Udførelse, som der da blev det tildeel. — Den haarde Medfart, der vistes den store og af den nationale Skueplads høifortjente danske Digters i det Hele fortræffelige, i enkelte Partier geniale Værk, var saameget mere oprørende da Saisonnens Aabningsstykke: "Den Faderløse og Morderen", et fra Paris's Forstadstheatre hentet Melodrama, der skulde have Effect af Misgjerninger og greelle Theatercoups, blev, uagtet den maadelige Udførelse ikke kunde fremlokke en Smule Applaus under Fremstillingen, fire Gange givet med udeelt Bifald efter den, uden at Smagsdommerne sandt sig opfordrede til ved Mishagsyttringer at gjøre nogen Indsigelse imod en saadan Krænkelse af den danske Scenes Værdighed.

I denne Saison indførtes den Lystspilart, som, især ved Scribe, der havde været dens saa talentfulde og frugtbare Behandler, at den allerede nu var bleven stabil paa den Franske Scene, for Fremtiden skulde forsyne det danske Theater i en saadan Rigelighed, at den fik Overvægten i dets comiske Repertoire og bevirkede en betydelig Forandring i Spillestilen. Efterat der ikke mere hos Fleertallet af Personalet var Styrke til at tage det op med den ægte Charakteercomedie, og Bestyrelsen ikke vidste i hvilken Aand og hvorfra den skulde gjøre Valg af et nu til dets Evner passende comisk Repertoire, var det en heldig Tilskikkelse, at det blev just denne Art Lystspil, der forskaffede sig Indgang; thi om de end — fordi det i dem var Situationerne, der gave Personerne Skin af Charakteer, [sideskift][side 701]men ikke virkelige Charakterer, der frembragte Situationer, — til en særdeles tilfredsstillende Udførelse af de fleste Roller allerede havde nok i en livlig Diction, Færdighed i at give den fremstillede Person et Præg af piquant Personlighed, og Skuespillerens behændige Anvendelse af Naturgaver, som Rollen kunde tilpasses, — altsaa i blot Virtuositet, — saa var der dog, da Forfatterne i Almindelighed grundigt havde studeret Dramaets Væsen og Technik, i dem adskillige betydelige Roller, hvoraf geniale Menneskefremstillere kunde udvikle ypperlige Charakteerskildringer, og dertil bleve de ikke, baade i sig selv og formedelst deres Indskydelse paa Smagen, til Fordærvelse for Scenen, ved, som de kotzebueske Lystspilfabrikater, at have deres Hovedeffect i Affectation, Caricatur og platte Indfald. I Originalen, af Casimir Delavigne, hørte "Skuespillerselskabel." ved en meget skjøn Versification og fiin psychologisk Behandling, vel til den høiere franske Comedie, men saaledes som det her gaves, i en efter Lebruns tydske Bearbeidelse af L. Kruse forfattet Oversættelse, der atter heelt igjennem blev, endog i Charakteerbehandlingen, omarbeidet af A. E. Boye, var Sproget saa tørt og Personerne saa forhutlede, at der ikke af Stykkets Oprindelige var andet tilbage end Situationerne. Flere af disse havde vel nogen Effect, men da de ikke i Anlæget vare beregnede paa at blive Hovedsagen, sank den i Originalen interessante Comedie i Oversættelsen ned til et mat Situationslystspil, som ved et Par gode Scener vandt Bifald, men ikke blev nogen af de Spillende til Udmærkelse og i det Hele kun vakre liden Interesse. Det var egenlig i Vafflards og Fulgences "Feil paa begge Sider", i tre Acter, at det danske Theater fik det første af den nye franske Skoles Stykker, som havde dens [sideskift][side 702]Situationslystspils ærgte Præg ogsaa derved, at det frembragte det Spændende og Overraskende ved ægteskabelig Udskeielse, der, i gratiøs frivol Behandling, gaves Skin af blot Plaisanterie. Stykket kom imidlertid ikke frem med Originalens fulde Effect. Directionen saae sig nødt til at hente Lystspilnyheder fra de franske Theatre, da den ikke kunde faae danske og Publikum var blevet kjed af de trivielle tydske; men den vilde gjerne have det moersomme franske Leflerie gjort saa anstændigt i Opførsel og Udtryk, at det ikke kunde sigtes for ligefrem at give Forargelse; den valgte derfor i Begyndelsen at optage saadanne slibrige Stykker efter de Bearbeidelser, hvori Tydskerne kappedes om at fernissere Frivoliteten moralsk, for at den, lige med Kotzebues "Menneskehad og Anger", kunde præsenteres Publikum som noget interessant Aandsforædlende. Derved tabte imidlertid Situationslystspillet ei alene det, hvorfra det i Grunden først fik Moersomhed for Mængden, men den lette, ofte kun ved tvetydig Badinage piquante Dialog blev tung, mat og kjedsommelig Hverdagssnak. Dette viste sig ved "Feil paa begge Sider", som var oversat efter en tydsk Omarbeidelse af F. L. Schmidt! hvor meget der end var vendt og dreiet paa Udtrykkene, kunde det Frivole, da det var Handlingens Hjul, ikke dølges; det kom frem i hver Scene, kun ikke med den Flygtighed, som det ved den skjelmske, fine Dialog havde i Originalen, men plumpt stødende. Følgen deraf var, at endskjøndt Stykket blev i det Hele særdeles godt spillet, fandt Publikum alle Personerne ligesaa uinteressante som usædelige; de piquante Situationer frelste vel Stykket fra at falde for de temmelig stærke Mishagsyttringer, der hørtes ved de to første Forestillinger, men kunde ikke, endskjøndt de hver for sig gjorde [sideskift][side 703]megen Effect, skaffe det synderlig Yndest. I P. A. Wolffs "Preciosa", der er lagt an paa at blive et spansk-romantisk Drama, men ved sit mere klingende end poetiske Sprog, de meget brammende og lidet charakteristiske Ziguenere, Festligheder, Illumination og eventyrlige Gjenkjendelser er faldet sammen til et temmelig maadeligt Spektakelstykke, gav Mad. Andersen Hovedpersonen, den eneste virkelig interessante Rolle, med et correct, pynteligt declamatorisk Foredrag, men uden levende Colorit og med Udeladelse af Dandsen. I sin Nyhed skyldte Stykket fornemmelig C. M. Webers ved Originalitet, melodisk Skjønhed og henrivende Varme mesterlige Musik det ikke meget stærke Bifald, hvormed det blev modtaget. For at Nyhedernes brogede Blanding, kunde, endnu mere end i forrige Saison, gjøre kundbart, at Repertoirer ikke valgtes efter noget Princip, men kastedes sammen af Tilfældet, vilde dette, at der, foruden et weißenthurnsk Eenactslystspil, der kun viste, at den kongelige Skueplads nedlod sig til at øde Penge, Tid og Flid paa endog de ubetydeligste fremmede Producter, ogsaa blev givet et af de saakaldte "Malerstykker": Deinhardsteins "Salvator Rosa", et versificeret Lystspil, saa mat og utheatralsk, at selv Ryges fortræffelige Udførelse af Hovedrollen ikke formaaede at tilvinde det nogen Opmærksomhed.

Syngespilnyhederne vare ligeledes meget forskjellige baade i Charakteer og Værdie. "Edmond og Caroline", i een Act, og "Felicie", i tre Acter med Musik af Du Puy, vare to i den ny lette franske Syngespilstiil componerede baade fra Textens og Musikens Side meget maadelige Arbeider, som ogsaa fik en maadelig Udførelse og særdeles kold Modtagelse. "Titus" gik det ikke bedre; [sideskift][side 704]Mozarts i stor Stiil digtede Musik kunde ikke forsone Publikum med Metastasios kjedsommelig ziirlige Text og Udførelsen var saare uheldig, saameget mere, da de Spillende, med Undtagelse af Jfr. Løffler, der, som Servilia, overhovedet meest tilfredsstillende løste sin Opgave, allerede ved den yderst forlegne, keitede Anvendelse af Togaen gjorde en meget pudseerlig Virkning. Zinck sang Titus med en ham sjelden Varme, men uagtet han havde anvendt saa usædvanlig Omhu paa Spillet, at han var en af de Heldigste iblandt Besætningen, lykkedes det ham ikke at give sig den Høihed og Værdighed, som Publikum af Situationerne følte, at der maatte kunne lægges i Foredraget og Rollen; Vitellias hestige Lidenskabelighed laae ei alene ganske udenfor Jfr. Brenøes baade indre og ydre Natur, men var hende endog uklædelig; og som Sextus gjorde Jfr. Zrza en saa høist uheldig Figur, at selv de enthusiastiske Beundrere af den store Virtuositet, hvormed hun udførte Syngepartiet, maatte indrømme, at Fremstillingen var aldeles parodisk. Kun tre mesterligt udførte Decorationer af Wallich vandt et virkeligt levende og almindeligt Bifald; alt det Øvrige blev, hvor megen Begeistring der end affecteredes for Musiken, fundet overmaade kjedeligt. Rossinis "Barberen i Sevilla" blev derimod Theatret til stor Ære og Fordeel. Ogsaa imod denne Composition havde Anti-Rossinisternes stærke Partie inden Opførelsen søgt at indtage Publikum; men den af Liv og Lune sprudlende og paa piquante, iørefaldende Melodier rige Musik havde, i Forening med en mesterlig Udførelse, — hvori Frydendahl og Cetti, som Bartholo og Figaro, især glimrede baade i Henseende til Spil og Sang, og Jfr. Zrza vandt stort Bifald for Syngepartiet, — behaget saa [sideskift][side 705]almeent og i saa høi Grad, at Cabalen ganske maatte opgive den Udpibning, hvortil den havde truffet Arrangement. Kun saameget blev ved dens Anstrengelser opnaaet, at Bifaldet ikke ved den første Forestilling ret turde give sig Luft: Stykket maatte spille sig op, og først efter flere Forestillinger satte det sig saa afgjort i Yndest, at det sildigere stadigt, saalænge det havde den oprindelige Besætning, gav udmærket godt Huus.

Var det end langtfra at Sommerskuespillene, hvorvel de gaves af Theatrets bedste Kræfter i Skuespillet, udførtes til den Fuldendelse og med det mageløse Ensemble, hvorved de i 1816 og 1817 fik stor kunstnerisk Betydenhed, havde de dog deres Mærkeligheder. I Treactslystspillet "Peter og Paul" bragte ogsaa de et fransk Situationsstykke. Handlingen dreiede sig om Peter den Stores Moerskab ved at gjøre en hollandsk Skipper skinsyg over hans fraværende Kone. For saavidt som dette Lystspils meget pudseerlige Scener ikke vare udviklede af slibrige Forhold, stod det over det Stykke, hvormed Directionen havde indført Arten. Men det blev ikke saa heldigt spillet som dette. Frydendahl, Ryge og Mad. Spindler, der udførte de tre Hovedroiler: den skinsyge Hollænder, Ezaren og en jovial, naiv Pige, vare indlevede i Charakteerfremstilling; de søgte ud af deres Roller at faae en fyldig psychologisk Skildring, hvilket de ikke med det lette Stof kunde opnaae i den Grad, at det vakte og fastholdt Interessen, hvorimod denne Behandlingsmaade gjorde betydeligt Afbræk paa den Livlighed og behagelige Flygtighed, som i dette Slags Stykker væsenligst skulle frembringe Effect. Man erkjendte, at der var meget Fortræffeligt i Udførelsen og skjænkede den Bifald, men Stykket selv blev anseet for ligesaa [sideskift][side 706]kjedsommeligt, som det i og for sig virkelig var underholdende. I en meget maadelig Lystspil Bagatelle, "Den Forsigtige", tog Frydendahl atter Leilighed til, som en gammel Musikgjæk, der holder sin Datter for at være et Vidunder i alle Retninger af musikalsk Virtuositet, at gjøre sig beundret for den Genialitet, med hvilken han vidste at afvinde endog fra Forfatterens Haand meget ubetydelige Roller en original Side, hvorved de paa engang baade syntes at saae det eneste dem naturlige Physiognomie og Væsen, bleve udskillede fra hans andre lignende Roller og havde en saadan Fylde af Lune og comisk Kraft, at de vare uovertræffelige Mesterværker. Ogsaa Ryge skaffede sig en glimrende Triumf i en dramatisk Ubetydelighed. "Postmesteren", hvis Hovedrolle, en Mand, der med et heftigt opbrusende Temperament forener Hjertensgodhed og dyb Følelse, han gav med en saadan Sandhed i Udtrykket af de forskjellige Affecter og saamegen Naturlighed i de fortræffeligt tænkte Overgange, at alene denne Rolle kunde være fuldt Vidnesbyrd for hans Storhed som aandfuld Menneskefremstiller. Ved Siden af ham viste Mad. Spindler atter sit Genies Mangesidighed, idet hun med en overraskende eiendommelig Blanding af ægte Comik og inderlig Følelse gav en som ud af Livet greben gammel snaksom Tante. Den store theatralske Effect havde bragt Skuespillerne til at forsøge, hvad Directionen, der, ængstlig for at befatte sig med nogensomhelst storartet Digtning, stadigt holdt sig paa det Sædvanliges Gebeet, ikke ved nogen Tilskyndelse havde været at beqvemme til: Opførelsen af Schillers "Røverne". Det, selv i de Overdrivelser og feilagtige Charakteerskildringer, som Digterens mægtige Phantasie henrev ham til, geniale Værk blev givet i en [sideskift][side 707]særlig for disse Forestillinger af Ryge forfattet, ikke just heldig, Oversættelse og der anvendtes fra alle Sider overordenlig Omhu for at opnaae den størst mulige Virkning med de indskrænkede kunstneriske Kræfter, der stode Selskabet til Raadighed. Ogsaa fandt det sig lønnet med glimrende Bifald under Udførelsen, men at gjøre denne Opgaven virkelig værdig lykkedes kun tre af de Spillende, og det endda ikke fuldstændigt eller i nogen høi Grad. Endskjøndt Ryges kraftfulde Udvortes ikke passede for Franz, gav han ham ved klog Anvendelse af sine store Fremstillingsmidler en meget charakteristisk ydre Skikkelse, og viste et ham ellers ikke almindeligt dybt Studium i den Maade, hvorpaa han lod hans Tanker, da han meest hyklersk skjuler dem for Stykkets Personer, fremtræde klart for Tilskuerne. Savnede hans Fremstilling end under Charakterens Udvikling paa flere Steder Sammenhæng, saa var hans femte Act, med de mange imellem Fortvivlelsens Glubenhed og Haabløshedens dæmpede, barnagtigt klynkende Tone liggende Nuancer, et Mesterværk af Mimik og Diction. Frydendahl gav den gamle Moor med en i ædel Simpelhed imponerende Værdighed og dyb Følelse; Forbandelsen over Franz var af gribende Virkning ved den sjælfulde Kraft, som Forbittrelsen lagde i den skrøbelige Olding. Den tredie heldige Fremstiller var Smith, som med ungdommelig Varme, Styrke og Følelse udførte Kosinsky. De af de øvrige Roller, som ikke spilledes meget mat, bleve forfeilede, og iblandt de sidste var uheldigviis Carls, den interessanteste Persons, hvori Stage, uden at hente Opfatningen fra Digtningen, efterspillede den tydske Coulissenreißermaneer med bombastiske Bevægelser og i en svulstig Præketone, som blandt Røverne blev opskruet til buldrende Skraal og [sideskift][side 708]hos Amalia nedstemt til larmoyant Jamren, hvilket falske Væsen dog ikke, siden Nielsen havde lagt Sjælfuldhed i Heltespillet, nu slog an i den Grad som tidligere i "Korsridderne." En Mærkelighed, som man ikke dengang tænkte paa, var, at "Den skinsyge Kone", der, med uforskammet kjæk Udeladelse af Charakterernes og Handlingens Motiver, var udskaaret af den gamle Femactscomedie og sammenklistret med trivielle Vittighedsreplikker til et Toactslystspil, blev den sidste Nyhed, hvori Kotzebue kom paa den danske Scene.

Fik Debutanten Werligh, der i Stages Debutrolle viste sig ganske i hans Spillestiil, men langtfra med hans interessante Personlighed og ridderlige Holdning, aldeles ingen Betydning, da laae derimod i Saisonnens to debuterende Børn en glimrende Fremtid for dem og den danske Skueplads. Boline Margrethe Abrahamsen var 12½ Aar gammel og havde allerede for sex Aar siden begyndt at spille Børneroller, men vandt først som Adonia ved sin smukke Sang og naturlige Dietion Publikums lydelige Bifald og gode Forventning, hvilken hun siden opnaaede fuldeligen at retfærdiggjøre i Syngestykkerne. Johanne Luise Pätges, født den 22de Novbr. 1812, havde ved sin Lethed, naturlige Ynde og sjeldne Lærenemhed allerede gjort sig særdeles bemærket i Theatrets Dandseskole, men fremtraadte første Gang for Publikum som Giovanni og tildrog sig strax i usædvanlig høi Grad dets Yndest ved sit indtagende barnlige Ydre og den naive Troskyldighed, hvormed hun fremsagde sine Replikker. Hun var fra nu af den Udkaarne til Børneroller og blev seet med bestandig stigende Interesse, især da hun snart kom til ogsaa i Dandsen at vise et ualmindeligt Talent; dog ahnede Ingen [sideskift][side 709]at hun ikke fire Aar efter skulde under Bifaldsjubel spille et Yndlingsstykkes Hovedperson og dermed betræde en Kunstnerbane, paa hvilken hun ved Genialitet og Aandsdannelse snart vilde staae som den danske Scenes Uovergaaelige.

Rongsted, agtet af Alle, som en Hædersmand, der altid fast og stille havde vandret sin Vei i Retskaffenhed, uden hverken at indlade sig i eller bryde sig om Datidens mange Theaterkiverier, var vel ikke i Besiddelse af noget betydeligt Repertoire, men gav de store Roller, hvori han følte sig hjemme, i en ham ganske egen tør comisk Tone og med en Natursandhed, som aldrig blev uskjøn ved Plathed eller Overdrivelse, hvorfor hans Død blev et ikke ringe Tab for Comedien, især den holbergske. En Søn af ham, der, efter at have været Elev i "Den dramatiste Skole," var bleven ansat som Skuespiller, savnede altfor meget baade Talent og Flid til at faae nogen Betydenhed og døde ung. — For Theatret meget stort og af Publikum i lang Tid dybt følt blev Tabet af Mad. Zinck. Som Skuespillerinde stod hun endnu i sin fulde Flor og Ynde, indtagende ved elskelig Naturlighed, barnlig Naivetet og tækkeligt Skjelmerie. Kun hendes Syngestemme, som aldrig havde været stor eller meget fyldig, klang mindre behagelig og frisk end tidligere. Hendes smukke Foredrag gjorde, at hun alligevel, imod sin Villie, blev anvendt i vanskelige Partier. Hun beklagede sig over at hun derved nødtes til Anstrengelse over sin Evne, og saaredes dybt ved at mærke, at hun dog ikke kunde tilfredsstille de Fordringer, der, siden de store italienske Operaer havde begyndt at fortrænge de franske Syngespil, i bestandig høiere Grad stilledes til Sangerne. Den 13de Marts spillede hun [sideskift][side 710]Pagen i "Figaros Giftermaal" og hørte, efter Arien til Grevinden, for første Gang i sit Liv Mishagsyttringer. Det hjalp ikke, at flere af de Medspillende søgte at trøste hende, eller at der nu blev tilbudt hende Fritagelse for Partiet; hun følte sig ulykkelig ved Forestillingen om, at "Publikum dog kunde være saa haardt imod hende," og at "alt hvad hun spillede herefter vilde blive underkastet en streng Dom, som hun nok vidste, at det ikke kunde taale." Det var med Modbydelighed og Angst at hun gik til sin sidste Rolle, og kun at hun, som hun sagde. "for at gjøre sin Pligt vilde med Magt overvinde sin Sorg," var Skyld i, at hun baade gav Rose saa muntert og elskværdigt som altid og vandt samme Bifald. At hun under denne mismodige Stemning den 27de Marts deeltog i Udførelsen af en Kirkemusik paadrog hende en Brystinflamation, som otte Dage efter endte hendes Liv. Selv hos Almuen vakte hendes Bortgang dyb Bedrøvelse; i "Cendrillon" havde den sit Yndlingsstykke, og Mad. Zincks Askepot var paa den Tid det i Theatret, som meest af Alt forenede alle Stænder i Beundring og Henrykkelse. Et overordenligt talrigt Følge ledsagede med smertelig Følelse hendes Lig til Graven og hendes Mindefest blev, ved et af Oehlenschläger digtet Forspil, som var saa poetisk skjønt og storartet i baade Idee og Udførelse, at det ikke har havt og neppe kan faae Mage, den meest gribende, hvormed Theatret nogensinde har hædret en Kunstner. Ouverturen til "Cendrillon" blev spillet, som til en Forestilling, og Dækket rullede op. De to Søstre begyndte Terzetten, som aabner Stykket, men Anines Skammel ved Kaminen var tom og da hun skal træde ind med sin Askepotvise udførte Orchesteret Accompagnementet, — men Sangen lød ikke. Søstrene [sideskift][side 711]spurgte forbausede hinanden hvor Askepot kunde være; de savnede hende, som saa ufortrøden syslede om i Huset, taalte at de skjændte og aldrig misundte dem hverken Skjønhed eller Pragt. Som de vilde ile ud, for "at pleie hende søsterligt, indtil hun atter svævede frisk iblandt dem," indtraadte Alidor og udbrød:

"Det er for silde, Piger! Nærmer Eder
Ei hendes Leie. Hun er bleg og stiv.
Ei vækkes hun igjen ved Eders Kys."

Henrivende skjønt beskrev han nu hendes Sygdom og Forklarelse ved Døden og hvorledes

                             "Hun udbreder
De guldblaae Vinger imod Evigheden.
En større Troldmand nu, end Alidor.
Berørte hendes Isse med sin Finger."

Og efter mageløst deiligt at have aabenbaret sig som den, der

"— tolker Livets Syner og Bedrift
I Øieblikkets Dragt for alle Tider,"

førte han dem, ved en Sceneforvandling, under Tonerne af Alfechoret i anden Act af "Cendrillon."

"— til Salen, hvor hun drømte,
Og nød en Ahnelse om hine Glæder.
Der møde hende nu hos Gud i Himlen."

Man saae Salen i anden Act af "Cendrillon." Hvor hun havde ligget og sovet fandtes en Støtte med hendes Billed, og i Baggrunden stode alle Skuespillerselskabets Medlemmer, deels costumerede til Stykker, hvori de havde spillet med hende, deels sørgeklædte. Enhver af de Costumerede fremtraadte med nogle paa den Afdøde og det Stykke, hvortil de vare klædte, saa overordenlig passende følelsesfulde AfAf-skedsord[sideskift][side 712]skedsord, at hver Fremsigelse, hvorvei kun bestaaende af fire Linier, var et deiligt Digt, og det Hele endtes med Alidors skjønne Trøstesang af "Cendrillons" første Act, anvendt som Chor. Virkningen var ubeskrivelig: allerede ved at see Skamlen tom udbrød Publikum i Taarer, da Orchestret traadte ind med Visen, men Sangen ikke lød og Accompagnementet, som grebet af dens Udeblivelse, hendøende tabte sig, blev Bevægelsen dybere, og Alidors Indtrædelse med Budskabet om hendes Død gjorde et saa ædelt rystende Indtryk, som vistnok sjeldent noget tragisk Stort har opnaaet at gjøre paa Scenen. Ved hver af Fremsigelserne fremkaldtes nye skjømie Erindringer om "den venlige Naturens Datter," og vel kan det siges, at var hun ved sit Hjerte en sjelden Kunstnerinde, da satte ogsaa en stor Digter ret af sit Hjertes Fylde hende et sjeldent herligt Minde.

Ved Afskedigelse afgik Jfr. Astrup, med 1000 Rdr., Dandsedirecteur og Solodandser Bournonville den Ældre med 1766 Rdlr., og Solodandserne Dahlén, med 780 Rdlr., og Poulsen, med 606 Rdlr. Til hvor stor Hæder de to Første og Gavn de alle Fire end havde været Scenen, vare de nu ved Alderen saaledes satte ud af Virksomhed, at deres Afgang ikke i nogen Henseende blev Theatret til Savn.

Efter Afgangen var Theatrets Personal-, Anciennetets- og Lønningsliste saaledes:

Skuespillere:
550   —   1550 Rdlr.
Due 700   —  
Lindgreen
som Instructeur
1000 Rdlr.
300   —   1300  —  
[sideskift][side 713]
Clausen
som Regisseur
1000 Rdlr.
650   —   1650 Rdlr.
Eenholm 800  —  
Lund
som Fægtemester
475 Rdlr.
200   —   675  —  
Liebe 800  —  
Zinck 900  —  
Ryge
som Oek.Inspecteur
1000 Rdlr.
700   —   1700  —  
Hass 650  —  
Cetti 800  —  
Stage 900  —  
Rosenkilde 650  —  
P. Poulsen
som Figurant
250 Rdlr.
150   —   400  —  
Holm 500  —  
Bauer 400  —  
J. Winsløw 400  —  
C. Winsløw 400  —  
Nielsen 650  —  
O. Rongsted 250  —  
Kirchheiner 300  —  
Overskou 250  —  
Mad. Rosing 1000  —  
  —  Clausen 1000  —  
  —  Dahlén 1000  —  
  —  Heger 1000  —  
  —  Liebe 900  —  
  —  Rongsted 500  —  
  —  Andersen 800  —  
  —  Spindler 950  —  
[sideskift][side 714]
Mad. Poulsen (ie: Jfr. Clausen)
350 Rdlr.
  —   Rind 800  —  
Jfr. Jørgensen 700  —  
 — Løffler 700  —  
 — Zrza 700  —  
 — Brenøe 500  —  
 — Nissen 300  —  
Mad. Winsløw (ie: Jfr. Schaltz, gift med C. Winsløw
300  —  
  —   Eisen (ie: Jfr. Flindt)
300  —  
Dandsere:
Funck 800  —  
Petersen 450  —  
Larcher 500  —  
August Bournonville (Elev med reglementeret Gage)
400  —  
Mad. Schall 1000  —  
  —  Jansen 760  —  
Jfr. Weyle 550  —  
 — Poulsen 300  —  
 — Werning 275  —  

Det maa indrømmes, at der var god Grund til de ideligt og ofte meget alvorligt fremførte Beklagelser over at Gagerne ingenlunde stode i Forhold til de Gageredes kunstneriske Værd og Vigtighed for Scenen. Saaledes havde Frydendahl og Ryge, to store Genier i alle Skuespilarter, med et meget betydeligt Repertoire og hyppigt anvendte i Sangroller, hvori den Første endog gjorde Fyldest med dem, som kun optraadte i Syngestykker, ikke større Skuespillergage end Mad. Dahlén, der aldrig havde staaet i stor Yndest, eller Lindgreen, Clausen, Mad. Clausen [sideskift][side 715]og Mad. Heger, som ingensinde havde spillet i Syngestykker og af hvilke blot den Første var en fleersidig stor Kunstner, medens den Anden alene var en routineret Brugelighed med et ringe Repertoire, og de to Sidste, endskjøndt udmærkede Kunstnerinder, endog i Skuespillet indskrænkedes til hver sit ganske bestemte lille Fag; Rosenkilde, som nu var en af Publikums Yndlinger og havde et betydeligt Repertoire i baade Comedien og Syngespillet, var først nu, endog kun ved et Tillæg af 150 Rdlr., sat paa samme Gage som den aandløse Routinier Hass havde opnaaet ved et Tillæg af 50 Rdlr.; C. Winsløw, der i flere meget forskjellige Roller havde begyndt at vise sit ualmindelige Talent og hyppigt vundet Bifald, stod paa lige Gage med sin Broder, J. Winsløw, som kun meget hverdagsligt gav anden Elsker, Jfr. Brenøe, der ikke alene havde viist et glimrende Genie i Tragedien og Comedien, men udført betydelige Syngepartier med et dramatisk Foredrag, som ikke Jfr. Løffler, langt mindre Jfr. Zrza formaaede at give dem, stod, efter nu at have faaet 100 Rdlr, i Tillæg, 200 Rdlr. under hvad disse, som kun udførte Sangroller, nu havde, Jfr. Løffler ved et Tillæg af 50 Rdlr., Jfr. Zrza ved endog pludseligt at blive tillagt 200 Rdlr.; og endelig havde den, baade i Skuespil og Syngestykker meget anvendte, geniale Mad. Liebe mindre end flere Kunstsøstre, som kun optraadte i Skuespillet og dertil kun i et enkelt Fag, der blot gav et lidet Repertoire. Charakteristisk for Directionen var det, at den, da Frydendahl ansøgte om at komme paa høiere Skuespillergage end Clausen, følte sig oprørt ved hans ublu Forlangende og afviste ham med, at om han ikke var tilfreds med at have, hvad der var fastsat som høieste Gage for en Skuespiller, [sideskift][side 716]hvor udvidet og gavnlig for Theatret hans Talent end gjorde hans Virkekreds, saa kunde han faae Afsked, men — medens Jfr. Astrup og Bournonville afgik med fuld Gage og Dahlén og Poulsen med 4/5 — med 2/3 af sin Gage i Pension og saaledes, at der af denne i Løbet af to Aar indeholdtes et Forskud af 1400 Rdlr., hvilket han havde faaet paa Beneficer! Det Raisonnement, som Directionen støttede sig til i den Forestilling, hvormed den hos Kongen androg paa Bemyndigelse til at give ham dette Svar, var: "Saa udmærket nyttig Frydendahl har været for Theatret, saa kan han dog paa ingen Maade ansees for uundværlig; han er i den Alder, at han ikke i mange Aar vll kunne gjøre Tjeneste; hvis han døde, maatte man dog undvære ham, og Theatret blev ikke lukket derfor. Rosing maatte fratræde Scenen i en langt kraftfuldere Alder; hans Samtidige savne ham vel endnu, men hans Roller bleve dog efterhaanden besatte"! Det var ganske det Princip, som Hauch i 1794 havde opstillet for Kunstbestyrelse; Geniet havde nu stadigt i 29 Aar ved det seet sig vurderet lige med den blotte Flid og den personlige Velstaaen hos Magttagerne i Directionen.


Oprettet 2010. Opdateret af