>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[To og Halvfemsindstyvende Saison, 2. September 1839 til 30. Mai 1840 + 1. Juni til 6. Juli 1840, side 386-418]

[Oversigt over repertoiret 1839-40]


[side 386]Denne Saison, som skulde bringe meget betydelige og følgerige Forandringer havde, hvad Theatrets egen Virksomhed angik, en usædvanlig rolig og jævn Begyndelse. Texten til "Parykmageren", i tre Acter, af Planard og Duport, udmærkede sig just ikke ved Handlingens Sandsynlighed, men en godt anlagt Plan havde givet flere interessante og for musikalsk Behandling fortræffeligt egnede Scener, der af Componisten, Ambroise Thomas, vare benyttede saa dygtigt og smagfuldt, at Publikum følte sig meget tiltalt af hans Musik, som et i det Hele særdeles nydeligt og [sideskift][side 387]melodiøst, i enkelte Partier endog usædvanligt originalt og charakteristisk Værk. Titelrollen var en af Phisters beundringsværdigste Fremstillinger: Haarkunstnerens Indbildskhed, den barnagtige Glæde over enhver Erkjendelse af hans Betydenhed, hans Hjertensgodhed og den rørende, faderligtømme Kjærlighed til den unge Pige forenede sig i en saa elskelig fiintcomisk og natursand Individualitet, at ingen anden Kunstner dengang vilde have været istand til at finde eller fremstille noget Lignende, og dertil var hans Sang i høieste Grad ypperlig, ikke blot ved et herligt nuanceret dramatisk Foredrag, men ved Virtuositet, Kraft og Stemmens Velklang. At Stykket, uagtet han for alle sine Scener og Syngenummere vandt levende Bifald og Publikum yttrede megen Interesse for Musiken, blev lunkent optaget, var alene at tilskrive den Mathed og Trivialitet, som Phisters mesterlige Fremstilling traadte ud af. Den, der kom ham nærmest, var Mad. Nielsen, som Hertuginden, og dog hørte hverken en fransk intriguant Adelsdame til de hende klædelige Skikkelser eller havde hun mere dengang Stemme for et Partie i Syngestykker; Jfr. Holst savnede altfor meget baade i Spil og Sang Inderlighed, gratiøs Vivacitet og varm Følelse til at kunne gjøre Fyldest i Agathes høist interessante Rolle, og den øvrige Besætning var lutter Middelmaadighed, der endydermere for endeel viste en utilbørlig Skjødesløshed og Kulde. Phister blev derved en saa skærende Modsætning til sine Omgivelser, at Mangelen af Ensemble, hvilket er den første Betingelse for Udførelsens gode Virkning, var Publikum ret følelig og svækkede Indtrykket af det enkelte Uovertræffelige. Alligevel vilde Modtagelsen ikke have været i saa høi Grad uheldig, al den tredie Forestilling kun ved Kassen indbragte 178 Rdlr., [sideskift][side 388]dersom Bochsa og Mad. Bishop ikke ved deres Concert strax efter den første havde vakt en umaadeiig Enehusiasme, der ei alene for Øieblikket vendte Opmærksomheden fra al anden musikalsk Nydelse i den Grad, al endog "Don Juan" ved anden Forestilling i Saisonnen kun gav en Indtægt af 125 Rdlr., men saaledes vedligeholdt sig igjennem hele Saisonnen, at den ved den sidste af deres mange Concerter yttrede sig endnu mere levende i det overfyldte Huus, end ved den første. Det var mærkeligt ved disse to Virtuoser, der besadde en saa mægtig Fortryllelsesevne i deres Kunst, at de ikke blot fremtraadte under dem i høi Grad graverende Levnetsomstændigheder, men at Hoffet og Diplomaterne, der ufeilbarligen maatte vide det, ikke derved lode sig afholde fra at vise dem største Opmærksomhed, og at Publikum, som neppe vilde have undladt at yttre Uvillie imod dem, ikke vidste det. I 1807 bemærkede Napoleon ved den første Forestilling af "Joseph og hans Brødre" i Opéra comique en Dreng, der i Orchestret slog Paukerne som fortabt i hellig Begeistring. Da Keiseren paa Forespørgsel erfarede, at han var et lyst Hoved og røbede et ualmindeligt musikalsk Genie, som Faderen, en fattig Musikus, Bochsa, ikke havde Evne til at lade give grundig Dannelse, antog han sig ham med stor Gavmildhed. Allerede i 1816 blev den unge Bochsa kaldet Harpenisternes Konge, havde i Opéra comique faaet opført tre af ham componerede Syngespil i tre Acter, et i to Acter og tre i een Act, hvilke alle vandt saa stort Bifald, at Publikum stillede ham ved Tiden af Cherubini og Boyeldieu og han blev hædret med Æreslegionen. Hans Compositioner, Concerter og høit betalte Underviisningstimer indbragte ham store Summer, men ved Spil, Udsvævelser og Lyst til at leve i fornemt [sideskift][side 389]Selskab satte han sig desuagtet i en umaadelig Gjæld og denne søgte han at rede sig ud af ved at skrive falske Vexler til et meget betydeligt Beløb. Ikke nok dermed. Da han mærkede, at han ikke kunde undgaae Opdagelse, anmeldte han en Concert, hvortil der, som sædvanligt, indfandt sig et talrigt Publikum af den fine Verden. Efter at det længe havde ventet, at der skulde blive begyndt, kaldte det i Utaalmodighed paa Concertgiveren, og nu viste sig, at han var forsvunden og havde foruden hele Indtægten medtaget de kostbareste af Damernes i Garderobeværelset ophængte Kaaber. Hvor stor Forbittrelsen over denne frække Forbrydelse end var, undlod man af Medlidenhed at forfølge ham alvorligt, fordi man endnu troede, at kun hans Gjæld havde bragt ham til fortvivlet at tage Flugten, og da hans falske Vexler kom for Dagen var han allerede velbeholden i England. Medens Sagen vakte uhyre Opsigt i Paris og han in contumaciam blev dømt til offenlig Udstilling og Galeierne, vidste han, ved Kløgt og sit musikalske Genie, at tumle sig saaledes i London, at han en halv Snees Aar efter var Entrepreneur og Directeur for den italienske Opera, deeltog i Stiftelsen af det kongelige musikalske Academie og skaffede sig saa stor Anseelse, at han tilsidst blev udnævnt til Dronning Victorias første Harpenist. Af hans kunstneriske Samvirken med den berømte engelske Componist Bishops Kone, hvem han havde givet høiere Veiledning i Sang og først ført frem for Publikum i sine store concerter, var opstaaet en saa intim Forbindelse, at hun kort førend deres Ankomst hertil havde taget Flugten fra Mand og Børn, for, i det fortroligste Forhold, at ledsage ham, der var meget ældre end hun, skjøndt ikke saa gammel som hendes Mand, paa en KunstKunst-reise [sideskift][side 390]reise igjennem Europa, med Undtagelse af Frankrige, hvortil han ikke vovede at komme. Her fremtraadte han meget imponerende, saavel ved sin anselige Personlighed og en egen stille Værdighed som ved sin glimrende Virtuositet. Han var, som Siboni, en stor, svær Figur og besad en fiin Verdensmands Tournure, men denne havde hos Siboni sit Udtryk i en let, munter og meget indtagende Livlighed i Minespil, Gang og Bevægelser, hvorimod den hos Bochsa yttrede sig formelt, alvorligt og med Præget af en mystisk Indesluttethed, hvorved endog hans Høflighed fik noget Snigende og koldt Underfundigt. Som uovertræffelig Harpespiller gjorde han stor Lykke, men vilde, istedetfor at han, foruden Concerter paa begge Theatre, kunde give nogle af Hoffet og den fornemme Verden stærkt besøgte Soiréer, ikke mere end et Par Gange have været istand til at skaffe sig godt Huus, dersom han ikke havde havt Mad. Bishop med: det var hendes fortryllende Personlighed og Kunst, der i et Par Aar sammenbragte en stor Formue, med hvilken han, efter hvad der i flere Blade fortaltes, listede sig fra hende i Italien. Hun var ingen blændende Skjønhed, men henrivende ved sit smukke aabne Ansigts naturlige Udtryk af intelligent Godmydighed, ved den Lethed og Ynde, hvormed hendes Øine og Træk klart, tiltalende og livligt antoge Præget af enhver Følelse, der tolkedes i hendes Sang, ved en nydeligt formet buttet Figur, gratiøs Holdning og skjønne Bevægelser, en ubeskrivelig Tækkelighed i sit hele Væsen og, fornemmelig, ved den inderlige Harmoni imellem dette og Alt, hvad der hos hende, i Spil som i Sang, var kunstnerisk Præstation. Stemmen var ikke særdeles stærk, men af en ualmindelig Velklang, Bøielighed, Friskhed og varm Klangfarve, og i technisk Fuldendelse, Flydenhed [sideskift][side 391]i Udførelsen af de vanskeligste Passager, fiin Anvendelse af forte og piano, smagfulde Forziringer og Evne til ved et simpelt, sjælfuldt Foredrag at gjøre stor Virkning overgik hun alle de Sangerinder, der her vare hørte. Havde hun allerede som Concertsangerinde sat Publikum i Henrykkelse og med hvert Nummer, muntre Viser og sørgelige Folkesange saavelsom store Bravourarier, vundet stormende Bifald, blev det endnu mere Tilfældet da hun optraadte i Scener og, uden at være nogen udmærket Fremstillerinde, i smagfulde Costumer og med den hende eiendommelige Gratie livligt gav Rollernes Grundtone: var skalkagtig skjelmsk som Rosine i "Barberen i Sevilla", elegisk-erotisk som Desdemona i "Othello", følelsesfuld og energisk som Norma og Anna Bolena, fiin og elegant som Ambassadricen, lidenskabelig og pathetisk som Medea. Disse to Virtuosers lange Ophold havde i to modsatte Retninger en ikke ringe Indskydelse paa Theatret. Paa den ene Side var det musikalske Publikum saa aldeles indtaget af dem, at de bedste Syngespilforestillinger bleve meget slet besegle, naar der blot taltes om, at man snart kunde vente at faae dem at høre; paa den anden Side blev Mad. Bishop med megen Nytte taget til Mønster af de unge Sangerinder, især af Mad. Simonsen i Henseende til musikalsk Technik, og af Mad. Stage baade i denne og i hendes Fremstillingsmaade, ligesom ogsaa Bochsa gav dem en fortræffelig praktisk Veiledning, hvoraf de meget havde beklaget Savnet siden Sibonis Sygdom havde tvunget ham til at ophøre dermed. Da Bochsa var en bekjendt udmærket Syngelærer, genial Componist og dygtig Orchesteranfører, kom det flere Gange til alvorlige Forhandlinger imellem Hoffet, Theaterchefen og ham om hans Ansættelse i Sibonis Post med en meget mere udud-strakt [sideskift][side 392]strakt Virkekreds, og at de ikke endte med at han fik den havde mere sin Grund i de umaadelige Fordringer, han opstillede, end i den Betænkelighed, man dog følte ved at stille en dømt Forbryder i Spidsen af det kongelige danske Capel. — At "Instrumentmageren i Wien", i een Act, af St. Georges og de Leuven, ikke, uagtet en i flere Parlier udmærket Musik af Monpou, særdeles smukt Spil af Cetti i Titelrollen og Mad. Stages baade musikalsk og dramatisk meget tilfredsstillende Udførelse af Angela, kunde gjøre Lykke under det første heftige Udbrud af Begeistring for Mad. Bishop, var saameget naturligere som alene den forskruede og uhyggelige Handling vilde have været nok til i høi Grad at svække Virkningen af den genialeste Composition og den heldigste Udførelse. — Den næste Nyhed var et Lystspil. "En Bryllupsdags Fataliteter", i to Acter, af Overskou. Comiske Situationer, Fru Heibergs, især ved en mageløst fiint og lunefuldt nuanceret Diction, aandrige og indtagende Fremstilling af Amalie, og Phisters meget originalt opfattede inderligt godmodige og grundcomiske Sladderhank Winge skaffede det meget Bifald efter at det ved første Forestilling havde kæmpet sig igjennem en lille hyssende Opposition. — Som Stykke var "Hofconcerten", der, besynderligt nok, blev valgt af Directionen til den reglementerede Festforestilling i Anledning af Dronningens Fødselsdag, mærkeligst ved den Mængde Urimeligheder, som Scribe havde sammendynget i een Act uden at faae tilveiebragt en eneste fængslende Scene; og Musiken havde kun Interesse som Beviis for, at Auber allerede i sine Ungdomsarbeider behandlede det Melodiøse og Brillante med megen Lethed, Gratie og Livfuldhed, men savnede den rige Opfindelsesevne, piquante Instrumentation og Styrke i Udtrykket, der saameget havde [sideskift][side 393]bidraget til at give hans senere Compositioner Effect. Sangindstuderingen var bleven ledet af Bochsa og den i det Hele særdeles smagfulde og correcte Udførelse gjorde ham Ære; men hvor behændigt han end havde faciliteret Adeles Bravourpartie, vare Jfr. Østerbergs Stemmemidler det ikke mægtige: hun sang det med et smukt Foredrag, men havde ikke tilstrækkelig Kraft og Volubilitet til at give det Effect. Heldigere var Mad. Stage, der, som Carline, saa ypperligt havde tilegnet sig Mad. Bishope Sangmethode og Maneer, at hun vandt meget levende Bifald og gjaldt for det Interessanteste i Stykket. Paa denne i kold Elegants fremtrædende Trivialitet fulgte Eenacts-Balletten "Festen i Albano": det Yndigste, Rigeste og meest Poetiske, som Bournonvilles Phantasie hidtil havde frembragt. Handlingen var saa lille og ubetydelig, at den næsten ikke var til at opdage, men den uafbrudte Række af Enkeltheder, der, hver for sig ny, interessant og fuldendt i mimisk og malerisk Skjønhed, vare smagfuldt og gratiøst sammenkjædede til et harmonisk Hele, satte Tilskuerne saaledes i Henrykkelse, at de Intet kunde savne, men ganske fortabte sig i Nydelse og Beundring. Hver Figur, hver Gruppe og hvert Mouvement i de ideligt skiftende yndige Genrebilleder, der dannede denne nydelige Ballet, var saaledes udgaaet fra et begeistret, sin Opgave beherskende Genie, og den Tone, der under al dens raske Bevægelighed hvilede over den, saa rolig, mild og klar, at den havde Krav paa Erkjendelse af at være et uforligneligt skjønt og indtagende Kunstværk. Ogsaa vidnede de hyppige uvilkaarlige Udbrud af Overraskelse og Tilfredshed under Fremstillingen om Publikums med hver Scene stigende Interesse. Bournonvilles i yppig Vexlen med landlige Optog, henrivende [sideskift][side 394]Dandse, idyllisk Almuelystighed og uventet samlede, let opløste skjønne Tableauer stedse poetisk og følelsesfuldt givne Skildring af italiensk Folkeliv gjorde med Christensens, ved den herlige Egn, frodig Vegetation, levende Colorit og varm, sydlandsk Tone, fortryllende Decoration, Fröhlichs af Liv og deilige Melodier gjennemstrømmede charakteristiske Musik og en fra alle Sider glimrende Udførelse en saa gribende Virkning, at Tilskuerne følte sig midt inde i Festens Glædestummel, der fængslede Aand og Tanke ikke mindre ved den Friskhed, Tvangløshed og sjælfulde Livslyst, som gave den en slaaende Natursandhed, end ved den overordenlige Gratie i sit Udtryk. Optagelsen var ualmindelig enthusiastisk. — Den næste Nyhed, "Kammeraterne", var en Mærkværdighed, ikke blot fordi Scribe, som nu var Yndlingsforfatteren og fornemmelig gav Repertoiret Tilvæxt og Præg, dermed fremtraadte som egenlig Comediedigter, men ved sin Art, da der ikke siden "Emma", altsaa i henved ni Aar, var paa Scenen kommen nogen Femactscomedie, hvortil Stoffet var hentet fra Samsundslivet. Vel vilde man førend Udførelsen paastaae, at Stykket paa ingen Maade burde gives her, da det maatte blive uforstaaeligt for Mængden, eftersom der ikke hos os kjendtes til noget Kammeraterie; men Paastand gjordes af netop dem, der dreve dette med stor Iver og Anmasselse, og selv "Portefeuillen", det Blad, der var deres villigste Haandlanger, kom til at vedgaae Tilværelsen, da den, for at gjøre sig hellig, yttrede, at Stykket "dreiede sig om Forhold, der heldigviis kun ere lidet eiendommelige hos os, om de just ikke ere aldeles fremmede og ukjendte." Ogsaa blev Satiren virkelig saa fuldeligen førstaaet af "Mængden", at denne udpegede baade enkelte Personer og Cliqueforbindelser, som [sideskift][side 395]den fandtes anvendelig paa. Stykkets Værd satte man meget rigtigt i, at den aandløse Egoismes Rænker og Sammensværgelser, for at nedsætte Dygtigheden og tilvende sig selv Udmærkelse ved Skinnet af den, vittigt og med en just ved sin muntre, skjelmske Tone bidende Ironie, stilledes til Spot i en kløgtigt anlagt Handling, der gav særdeles piquante Situationer og blev gjennemført ved endeel interessant skildrede Intriguanters fortræffeligt contrasterende Anstrengelser imod hverandre indbyrdes saagodt som mod Enhver, der ikke tilhørte deres Clique. Dialogens Elegants og spillende Vittighed, den sine Malice i Blottelsen af Charlatanismens Kneb for at blænde og vinde Døgnets Beundring, Handlingens livlige Udvikling i overraskende Vendinger og med ideligt spændende og moersomme Scener, den i mange Retninger let henkastede skarpe Persiflage og det kjække Lune, hvormed Digteren gik løs paa dem, hos hvem han især maatte vente baade Villie og Evne til at tage Hævn, vakte en bestandig stigende levende Interesse og fremkaldte ualmindeligt stærkt Bifald, endog for enkelte Replikker. Det var imidlertid kun et specielt "Forhold", hvori Enkelte stillede sig til det øieblikkelige Samsundsliv, men ikke Feil, der have deres Udspring fra den menneskelige Natur i Almindelighed, som Digteren havde villet tillivs; derfor kunde hans Personer ikke blive egenlige Charakterer, men blot Udtrykket af Forfængelighedens forskjellige Maader at skaffe sig Vigtighed paa. Hvad det ved Fremstillingen især kom an paa, var heldigt Valg af Individualitet, klar Opfattelse og fiin Gjengivelse af Vittigheder, stiklende Plaisanterier og betegnende Smaatræk, en let, aandrigt pointeret Conversation og en fra alle Sider smagfuld Lempning af Spillet til et udmærket Ensemble. Men [sideskift][side 396]medens Kraften til interessant Udførelse af store Charakteerskildringer mærkeligt havde tabt sig, var Personalet i Almindelighed ikke, hvor fremmende det franske Selskabs Forestillinger end i denne Henseende havde virket, kommen ret til Færdighed i Conversationsstykkers gratiøse Behandling. Kun to Roller bleve givne virkelig fyldestgjørende: Zoe, der, med beundringsværdig Fiinhed i Diction og mimisk Udtryk, Elegants i Comportement og zart Accomodation efter de Medspillende, udførtes af Fru Heiberg; og Grev de Miremont, hvis Charakteerløshed, der afgiver den eneste ægte Charakteerskildring i Stykket, fremstilledes ligesaa smagfuldt som uforligneligt træffende og naivt comisk af Rosenkilde. Hvad der kom disse til de mindste Træk fuldendte Udførelser nærmest, var Mad. Nielsens Cesarine: en i og for sig meget consequent og aandfuldt gjennemført Skildring, men som Kunstnerinden, da hendes nordiske Natur ikke vilde lade sig give fransk Smidighed, havde tegnet saa stærkt og skarpt, at den paafaldende var udenfor Stykkets Tone. Mindre disharmonerende med denne, men i høi Grad med sig selv var Phisters Fremstilling af Bernardets vigtige Rolle, som han gav med en ham usædvanlig Vaklen i Anlæget og Tyngde i Udførelsen, ligesom ogsaa enhver af de andre "Kammerater" mere stræbte efter, ved bizar Personlighed og haandfast Spil, at tiltrække sig særlig Opmærksomhed, end efter at virke til Forestillingens livlige Gang og et smukt Ensemble. Enkelte mesterligt givne Scener og Stykkets eget Værd vandt imidlertid et saa glimrende Bifald, at Modtagelsen sikkrede dette forttæffelige Lystspil en blivende Plads i Repertoiret. — Det næste nye Stykke, H. C. Andersens Drama, "Mulatten", der blev imødeseet med meget stor Spænding, var ansat [sideskift][side 397]til første Opførelse den 3die December, og Personalet havde Klokken 10 indfundet sig til den sidste Prøve, da der fra Holstein kom Bud, at Frederik den Sjette, som vel i flere Dage havde skrantet, men ikke været sengeliggende, uventet var død for halvanden Time siden, hvorfor Prøven blev at hæve og Theatret indlil videre at lukke.

Personalet deelte oprigtigt Almeenhedens dybe Sorg over den gode gamle Konges Død. Det var endnu dengang, da kun Grundeiere havde Valgret lil Stænderforsamlmgen og Borgerrepræsentationen, saa fremmed for alle politiske Interesser og ventede saa lidet at kunne komme til nogen Deelagtighed i dem, at der aldeles ikke hos det var nogen Forlængsel efter den Constitution, hvilken Intelligentsen med Begeistring antog at maatte blive en Følge af Tronskiftet. De fleste Theaterpersoner, som aldrig i deres sociale Stilling havde havt besynderlig Opfordring til at tænke over Regeringsvæsnet, fandt tvætimod, at dette helst maatte blive ved det Gamle, saameget mere da de meente, at et constitutionelt Liv ikke kunde være af mindske Fordeel for dem, men maaskee vilde gjøre endnu føleligere, at de for deres Stands Skyld vare udelukkede fra Udmærkelser, som andre Statsborgere kunde opnaae; ikke at tale om, at da Bevægelserne for at saae en Constitution mærkeligt havde svækket Interessen for Theatret, var det at befrygte, at Virksomheden under den vilde gjøre det endnu mere. Endogsaa et Par, der hidtil havde søgt Vigtighed ved Kaffehuusomgang med "de Liberale", talte nu med Betænkelighed om den endnu Dagen førend Kongens Død saa inderligt forventede "nye Tid", fordi de, som næsten enhver af de Ansete, havde Frederik at takke for Naadegaver, hvilke han, om end ikke uopfordret og med rund Haand, villig gav, [sideskift][side 398]naar Directionen i sine Indstillinger vidste at fremstille Ansøgeren som værdig ved Tjeneste eller endog blot at røre hans Hjerte for ham; men som man kun havde ringe Forhaabning om at hans Efterfølger vilde være gavmild med. Ogsaa havde den Lethed, hvormed alle blot nogenlunde distinguerede Theaterpersoner kunde faae Audients hos Kongen udenfor den dertil bestemte Dag, og at han da tiltalte dem bekjendt, ligefrem og med megen Interesse for deres Kaar og Stilling, været betragtet som et dyrebart Beviis paa en personlig Opmærksomhed og Velvillie, der, ligeoverfor de Klasser, som bleve hædrede med Titler og Ordener, var de Udmærkede en smigrende Opreisning for at han holdt fast ved den gamle Anskuelse, hvorefter der, paa Grund af Standen, ikke kunde forundes dem noget officielt Naadestegn. Endelig var der i det nulevende Kunstnersamfund Ingen, som ikke fra sin første Fremtræden havde seet ham, jævn og tiltakketagende, sidde i Logen og klappe for alt, hvad der, efter hans Mening, enten var "kjønt" eller kunde fortjene en lille Opmuntring, hvilket som oftest førte til at Publikum istemmede og i alle Fald toges til Beroligelse, dersom Kritiken bagefter udtalte sig ugunstigt. Disse Omstændigheder havde saaledes givet Alle, der hørte til Theatret, Fortrøstning i Frederik den Sjettes Personlighed, at de, hvor bekjendt det end var, at ikke Kunstsands, men kun hans Agtelse for hvad der var Folket til Glæde og Dannelse, bevægede ham til Interesse for Skuepladsen, ansaae for umuligt, at der under nogen anden Regent kunde for dem være samme Sikkerhed imod den Omordningslyst, der yttrede sig i alle Retninger. Holstein var den, som meest og med størst Grund frygtede Ubehageligheder af den. Som Hofmand tilhørte han ganske "den gamle Tid": han havde [sideskift][side 399]været Frederik den Sjettes oprigtigt hengivne og ubetinget lydige, men tillige sindige og magelige Tjener, der ikke i mindste Maade lod sin Rolighed førstyrres af nogen offenlig Dadel, med mindre den kunde ventes at saae Indskydelse paa "Herskabet", hvilket han ikke behøvede at være synderligt bange for, da Kongen, i fast Overbeviisning om, at de af ham ansatte Embedsmænd "forstode deres Ting og gjorde deres Bedste", ansaae alle Angreb paa dem for "Malice af Bladskriverne". Holstein var altfor indlevet i Hofforholdene til at være uvidende om, at hans "allernaadigste Herres" Yndlinger ingenlunde stode godt anskrevne hos den tiltrædende Konge, og at den "nye Tid", der antoges at maatte begynde med denne, vilde, idetmindste hvad Theatret angik, gjøre Krav paa en langt større Virksomhed end den gamle. "De skjøtter ikke om mig som jeg er, og jeg er saagu for gammel til at lade mig gjøre om, derfor gaaer jeg min Vei inden der skal lukkes op igjen," sagde han til Stage, som spurgte ham om hvad der skulde gives, naar Theatret blev aabnet efter Sørgetiden; og han holdt Ord. Allerede da havde han indgivet Ansøgning om Afsked med Bøn om, at den maatte bevilges ham saaledes, at han ikke fik Noget at gjøre med Theatrets Administration fra dets Gjenaabning, hvilket bevilgedes ham. Personalet saae meget nødigt hans Afgang. Var der Mange, som kunde beklage sig over, at han enten ikke havde viist den Interesse for deres Talent, som det fortjente, men begunstiget Maadeligheden paa deres Bekostning, eller givet gode Løfter uden at gjøre noget Skridt for at opfylde dem, saa var der ogsaa Mange, der under hans lange Bestyrelsestid havde havt hans Yndest at takke for betydelige kongelige Naadesbeviisninger. Desuden var han, ved jævnligt at vise sig [sideskift][side 400]iblandt Personalet, at overvære alle Prøver af nogen Betydenhed, at tale snart med een snart med en anden af der egenlige Kunstnerpersonale og, naar han ikke var gnaven ved at møde Hindringer, at omgaaes Smaa og Store venligt og ligefrem, bleven meget afholdt, uden i høi Grad at have vundet Hengivenhed. I 1837, da han havde været Chef i 25 Aar, blev der af Personaler foranstaltet et Fest, maaltid, og den Aand, der udtalte sig ved det, vidnede kraftigt om, at selv de, som havde størst Grund til at beklage sig over hans Mangel paa Iver og Kraft i sit Kald og den ringe Varme, hvormed han antog sig Personalet i Almindelighed, følte sig personligt tiltrukne af hans Væsen, der var langt mindre hofmandsmæssigt end hans Færd. Medens de Store snart glemte ham, for at søge Opmærksomhed hos en Chef af en ganske anden Charakteer, blev derfor ogsaa "den gamle Excellents" længe venligt erindret af de Smaa, hvem han havde viist Opmærksomhed.


Hvad der meget foruroligede Theaterpersonalet ved Christian den Ottendes Tronbestigelse var, at man aldeles ikke kunde gjøre sig nogen rimelig Forestilling om, hvorledes Skuepladsen vilde blive stillet under ham. Som Prinds havde han ved Festlighederne paa hans og hans Gemalindes Fødselsdage vel henvendt sig med megen Artighed til de Theaterpersoner, som deeltoge den, men baade angaaende Administrationen og Kunstforholdene bestandig talt med den store Tilbageholdenhed, som han under Frederik den Sjettes Regering iagttog angaaende Alt, hvad der var underlagt kongelig Bestyrelse. Det Eneste, hvorom han og Prindsessen yttrede sig uden ForFor-beholdenhed [sideskift][side 401]beholdenhed, var deres Enthusiasme for Italiensk Opera, hvilket netop af Personalet blev betragtet som et meget slemt Varsel om hvad der forestod det og Kunsten, dersom han kom paa Tronen. Efter at han var bleven Konge lod han imidlertid ikke længe vente paa Udtalelsen af sin Villie med Hensyn til Skuepladsen, og den viste sig da langt glædeligere end man havde ventet. Fremfor Alt vilde han have en munter Livlighed i Theatrets Virksomhed: der skulde stadigt opføres noget Nyt og Interessant, som, i rask Afvexling, kunde give Almeenheden Begjærlighed efter og Smag for theatralske Forlystelser. Ingen Skuespilart maatte forsømmes: Vaudevillen som Tragedien, det rørende Drama som den store Opera, den vittige Farce som Charakteercomedien, og Balletten som Skuespillet skulde, i nye eller gjenoptagne gode gamle Sager, bringes paa Scenen, dag især ved originale Arbeider, blandt hvilke Holbergs Comedier fornemmelig maatte skaffes endnu større Yndest hos Folket ved en fortrinlig Udførelse og et Udstyr af Dragter og Decorationer, paa hvis Anskaffelse der ikke skulde spares Bekostning. Han sagde til Adler, at han vilde have et kongeligt Theater, der kunde være Nationen til Ære og vinde Fremmedes Beundring, men som ikke maatte frygte Concurrents, da han ikke agtede at beskytte det i dets Privilegier. Da Adler, som Directeur, ængstedes for at Theatret ikke vilde kunne oprelholdes ved Publikums Besøg, naar det fik baade Medbeilere og større Udgifter, svarede Kongen, at han med Gavmildhed vilde tilstaae det enhver ønsket Understøttelse, der blev brugt til Kunstens Gavn og Scenens Glands; men forresten kunde Directionen være ganske rolig hvad Kassen angik, thi naar der blot blev budet Publikum Noget, der var værdt at see, fik det nok [sideskift][side 402]Lyst til at komme, og at det skulde kunne have Raad dertil agtede han at sørge for, ved at faae Folkets Gemyt og stivnede Lemmer satte i Bevægelse, baade til at fortjene Penge og til at anvende dem paa Fornøielse efter Arbeidet. Sin Hensigt, at skaffe Skuepladsen større Almeeninteresse ved livligere Virksomhed, national Aand og kunstnerisk Opsving fremmede Kongen imidlertid ingenlunde ved Valget af dens Chef. Ellers var det Christian den Ottende meget om at gjøre, at de offenlige Anstalters Bestyrere besadde grundig Sagkundskab; men ogsaa ham var Theatret og hvad der skulde skee for det og ved det Noget, der i den Grad maatte være afhængigt af kongeligt Godtbesindende, at det især kom ham an paa, til dets Chef at finde den Hofmand, som syntes at maatte kunne snoe sig bedst i en ham fremmed Virkekreds, og for saavidt meente han at have truffet et overordenlig heldigt Valg i Kammerherre Joachim Gottsche von Levetzau. Han var født i Norge, men havde faaet tydsk Opdragelse, studeret ved tydske Universiteter og bestandig levet i tydske Omgivelser, hvorfor Dansk var ham et fremmed Sprog, hvilket han fuldkommen forstod, men ikke kunde udtrykke sig i uden Germanismer og tydsk Accent. Som Amtmand i Holsteen havde han staaet i velfortjent Anseelse for Dygtighed og Conduite, men, ved at leve paa en stor Fod, sat sig saaledes i Ugunst hos Frederik den Sjette, at han saae sig foranlediget til at tage Afsked med Vartpenge. Den daværende Prinds Christian havde imidlertid lært at kjende ham og var bleven saa indtaget af den endnu i sin Alderdom ualmindelig smukke Mands belevne Væsen, anstandsfulde og smidige Noblesse, mangesidige Dannelse og sine Verdenstone, at han skjænkede ham sin særdeles Bevaagenhed. Levetzau [sideskift][side 403]turde være forsikkret om, at han, dersom Prindsen engang blev Konge, snart vilde saae kraftige Beviser paa hans Velvillie og komme til en udmærket Stilling i hans nærmeste Omgivelser. Christian den Ottende havde ogsaa neppe besteget Tronen førend han kaldte Levetzau til Kjøbenhavn, for strax at ansætte ham i Hoftjeneste som Ceremoniemester og kort efter som Theaterchef. Til at forestaae Staldetaten vilde Kongen sikkert ikke have valgt en Mand, der, ham vitterligt, var saa aldeles ukyndig i Faget og fremmed for Alt, hvad der vedkom Anstalten, som Levetzau med Hensyn til det danske Theatervæsen. Han havde megen Forfarenhed i den tydske skjønne Literatur, men vidste saare lidet om den danske og kjendte navnlig slet ikke dennes dramatiske Værker. De holbergske Stykker, deres Eiendommelighed og Fremstillingsmaade syntes ham ei alene ved hans Tiltrædelse, men vedbleve, hvormeget han end agtede Nationens Dom og søgte at tilegne sig sin kongelige Herres Smag, at synes ham noget besynderligt Farceagtigt, der kun havde Værdie ved at være blevet folkeligt og maatte holdes paa Scenen, fordi endog Kongen, ved fra Barnsbeen at see det givet, havde faaet Folkets Mening om dets Fortræffelighed. Om de nyere danske Lystspildigtere og hvad de havde frembragt kom han først til Kundskab efterhaanden som Repertoirets Forsyning medførte, at et af deres Stykker maatte gives og han fik det at see ved Opførelsen, der i Førstningen sjeldent tiltalte ham synderligt, da det Træffende i Skildringen af Sæder og Charakterer saavelsom i Vittighedeme for en stor Deel maatte opfattes ved Kjendskab til Localforhold, der vare ham fremmede. Personalet var ham, fra den Første til den Sidste, aldeles ubekjendt; om Talenternes Anvendelighed og Embedsmændenes Dygtighed havde han [sideskift][side 404]kun hørt Lidet og vidste ikke det Mindste af egen Erfaring. Angaaende Valg af Repertoire, Rollebesætninger, Tjenestens Ordning og Materialets Anskaffelse maatte han lade sig bestemme af dem, som skulde gjøre ham Forslag. Alt hvad han medbragte til Overbestyrelsen af en Anstalt, hvorved det Personlige er af stor Indskydelse, var, foruden et sjeldent Talent til rask og let at bevæge sig i nye Forhold med Undvigelse af hvad der altfor bemærkeligt vilde røbe Ubekjendtskab med dem, hans gode Villie baade for Sagen og Enhver, med hvem den bragte ham i Berørelse. Han vilde sikkert derved omsider være bleven en meget dygtig Theaterchef, dersom hans Virksomhed ved Hoffet, især efter at han i 1842 fik Marskalatet, ikke havde fravendt Skuepladsen hans Opmærksomhed i saa høi Grad, at han aldrig viste sig iblandt Personalet, saare sjeldent overværede endog en Generalprøve, kun søgte Oplysninger om Skuepladsens Væsen og Tarv i det ugenlige Directionsmøde og lod Forretningerne gaae den Gang, som Tilfældet og Embedsmændenes ham forslagsviis forelagte Godtbefindende vilde give dem. Han var i sit hele Væsen Adelsmand, men urban, bebagelig og tjenstvillig, hans fornemme Holdning gjorde den Artighed, hvormed han omgikkes dem, som han bemærkede at staae i Hoffets og Publikums Gunst, saa smigrende, at disse gjerne vare ham til Tjeneste i øieblikkelige Forlegenheder, hvilket ikke sjeldent forebyggede Standsning i den flove Forretningsgang. De Underordnede, som vare vante til Holsteins Ligefremhed, følte sig derimod i Begyndelsen krænkede ved at de hos deres Chef, der som oftest, endog efter at have modtaget dem flere Gange, maatte spørge om deres Navn og Stilling, fandt en kort og ceremoniel Affærdigelse, der forresten ikke [sideskift][side 405]hindrede, at han lagde sig deres Andragender paa Hjerte og med stor Velvillie og Retsindighed bragte dem til hurtig Afgjørelse. Om hans Indsigt og Virksomhed som Kunstanstaltens Bestyrer vedblev Personalet at have meget ringe Mening, men det varede ikke længe inden hans ædle Tænkemaade, Retfærdighedsfølelse. Redebonhed til at hjælpe og strenge Ordholdenhed saaledes havde forsonet Alle med hans Fornemhed, at han kunde glæde sig ved en saa almeen Agtelse, Tillid og Hengivenhed, som ingen Chef hidtil havde vundet. Meget hensigtsmæssigt, af Hensyn til begge Kunstanstalters Samvirken, var det, at Kongen tillige udnævnte ham til Chef for Capellet.

Theatrets Gjenaabning var glimrende; hele Publikum grebes af den Begeistring for "Mulatten", som Skuespiller Holst, strax efter at have hørt Stykket blive oplæst, med megen Varme havde udtalt i et lille Digt til Andersen; de 5 af Stykkets 11 Forestillinger i denne Saison gave aldeles udsolgt Huus, de øvrige vare usædvanlig godt besøgte og alle vandt stormende Bifald. Den ædle Menneskenaturs Triumf over den Fornedrelse, som Raahedens Herskemyndighed vilde paabyrde den, den herlige Skildring af Kjærligheden, baade som reen, altopoffrende Hengivelse i den Elskede, og som en forbrydersk, glødende Lidenskab, hvilken Fordom og Hovmod forgjæves kæmpe for at betvinge, det yppige Maleriske i det poetiske Udtryk og den elegant versificerede rimede Dialog med henrivende skjønne lyriske Udbrud bleve af fortryllende Virkning ved den i Hovedrollerne mesterlige og i Ensemblet særdeles correcte og smagfulde Udførelse. Mad. Nielsen gav en baade psychologisk og poetisk uforlignelig skjøn Fremstilling af den i Overdaadighed svømmende lade Creolerinde, hvis dybe [sideskift][side 406]Foragt for Mulatten lidt efter lidt, efter at hans Aandsdannelse havde overrasket hende til Opmærksomhed, igjennem et mimisk som declamatorisk fortræffeligt nuanceret Spil, gik over til Beundring og derfra, under voldsom indre Kamp mod den fremtrængende Følelse, hurtigt udviklede sig til en vildt flammende Elskov, hvorved det dybe Had til hendes Mand og Rædselen for hans Hævn paa den Elskede kom til heftige Frembrud, der i al deres Sandhed og ustyrlige Lidenskabelighed ved Kunstnerindens Smag fik et beundringsværdigt gratiøst Udtryk. En mageløs herlig Modsætning til denne mesterligt gjennemførte Charakteerskildring var Fru Heibergs Cecilie: interessant ved den fineste personlige Ynde og Naturlighed, Livsglæde, Aandfuldhed, dyb Følelse og den med friske, glødende Farver zarte Udmaling af Kjærligheden fra dens første den selv ubevidste Opvaagnen til dens energiske Virksomhed for den Elskedes Frelse. Scenerne imellem de to Kunstnerinder bleve, i det stumme Spil som i Diction, i det Charakteristiske som i de lyriske Partier, givne med en Fiinhed, Runding og Sjælfuldhed, der satte Publikum i Henrykkelse. En, ved Kraft og overordenlig Livsfrodighed i Udtrykket af Vellyst, Trods, Hævnbegjærlighed og Taknemmelighedsfølelse, ligesaa poetisk som naturtro Fremstilling var Nielsens af den bortrømte Slave. Med disse tre i deres store Forskjellighed fuldendte Skildringer dannede Holsts Udførelse af Mulatten et ypperligt Sammenspil ved den Varme, Sjælsadel og fine Tone, som udmærkede den. Saa omhyggeligt som Kunstnerne søgte at forherlige Digtningen ved deres Spil, saa ligegyldig havde Directionen viist sig for dens Udstyr. Ved Christensens rige Phantasie og varme Colorit kunde de to tropiske Landskaber have været fremstillede i et Par herlige Decorationer, hvilke der [sideskift][side 407]ogsaa i andre Stykker var god Anvendelse for, ja stor Trang til; men de maleriske Egne bleve, saavelsom den rige Plantageeiers luxuriøse Værelser, sammensatte af forskjellige forslidte Decorationsstykker: det var et stort Beviis for Digtningens livfulde Skjønhed, at dens Duft og Yppighed formaaede at kaste et poetisk Skjær over Personernes platprosaiske Omgivelser. Med hvor levende og udeelt Bifald end Publikum modtog Stykket, skulde Andersen dog ikke ganske gaae fri for den Ærgrelse, som hos os er den originale Theaterforfatters sikkreste Udbytte af endog det heldigste Værk. Allerede for "Mulattens" Antagelse til Opførelse havde han imod Molbech, der, efter at have skjænket endeel Fuskerier sin særlige Protection, erklærede hans skjønne Digtning for Skuepladsen uværdig, maattet bestaae en saa haard Kamp, at kun Adlers kraftige Bistand frelste Stykket fra Forkastelse. Efter Opførelsen ansaae en Anonym sig, "blot for at anvise Værket dets rette Plads", forpligtet til i "Fædrelandet" at belære Publikum om, hvorledes "det var en Uklarhed i Digterens Fremstillingsrække, naar han havde kunnet troe, at Mulatten med Rette kunde kaldes original". Hvad Aand og Kyndighed denne "Anviisning" gik ud fra, aabenbarede sig den, at Heibergs "Don Juan" erklæredes for original i Forhold til Molières, medens Andersens Drama ikke maatte være det i Forhold til Novellen, hvoraf han havde taget Stoffet. Da Andersen endnu bestandig af dem, som ikke kunde taale, at hans Berømmelse saa hurtigt havde gjort deres ynksomme Forudsigelser om ham tilskamme, blev omtalt som et confust Genie, der trængte til streng Ave dersom det skulde blive ttl Noget, saa forsømte man ikke at lægge saa stor Vægt paa Anonymens Fremstilling af hans Værk som en blot [sideskift][side 408]poetisk Dialogisering ak en Roman, at det vel vilde være lykkedes at stille det i Skygge, hvis det ikke virkelig havde været af en saa dramatisk Natur, at det havde hævdet sig baade som ypperligt Theaterstykke og Original længe efter at Angrebene paa det vare glemte. — "Bryggeren i Preston" i tre Acter af de Leuven og Brunswick, componeret af Adam, var en meget vakker og med stærkt Bifald modtaget Nyhed i Syngespilrepertoiret. De mange særdeles moersomme Situationer og en livfuld Dialog forsonede med det Usandsynlige i Handlingen; Musiken var rig paa smukke, piquante og muntre Melodier; og de tre Hovedroller bleve fortræffeligt udførte: Schwartzen gav Daniel meget comisk og sang Partiet med Varme, Virtuositet og Smag; Jfr. Østerberg gjorde, ved Liv, Fiinhed og Ynde i baade Spil og Sang, Effie til sin Glandsrolle; og Phister var som Sergeant Toby en herlig gammel kraftfuld Soldat. "Anno Et Tusind", i een Act, blev derimod saaledes mishandlet, at baade den ret interessante Text af Melesville og P. Foucher og Grisars, ved kraftfuldt Udtryk, ædle Melodier og flere særdeles charakteristiske combinerede Nummere, udmærkede Musik maatte tabe al Effect og blive Publikum kjedsommelige. Fornemmelig laae Skylden i det meget slette Sceneanangement, som dertil blev skjødesløst udført, men ogsaa for en ikke ringe Deel i at den forresten gode Besætnings Ensemble blev ødelagt ved at en saa vigtig og vanskelig Rolle, som Raoul, var givet til Debut for Rasmussen, der, foruden at han, med en høi, smal Figur, et udtryksløst Ansigt og keitede Bevægelser, var en Ridder af bedrøvelig Skikkelse, ikke med sin nok behagelige, men lille, svage og utilstrækkeligt skolede Tenor kunde fyldestgjøre i det smukke Syngepartie. Uagtet denne Debut ikke blot var ligesaa uheldig for ham [sideskift][side 409]som for Stykket, men gav fuld Vished om, at han aldrig vilde kunne blive det kongelige Theater til Nytte, opnaaede han halvandet Aar efter at komme til, som Raimbaud i "Robert af Normandiet", igjen at gjøre et Forsøg, hvilket dog saa aldeles tilintetgjorde alle Forventninger, at der ikke blev Tale om et tredie. — Calderons, ved Ideens Dristighed, overordenlig Ild og Kraft i Skildringen af de to Hovedpersoner og yppig, henrivende Lyrik, forunderligt gribende romantiske Drama "Dorotea og Gomez Arias", der gaves i en, paa et Par uheldige Forandringer nær, ganske fortræffelig Oversættelse af Sille Beyer, blev Theatret endnu mindre til Fordeel og Ære, end de foregaaende spanske Stykker. Hvor poetisk den end fremstillede sig i sit Udtryk, kunde Publikum ikke afvindes Interesse for en i sin Natur saa forbrydersk Charakteer som Gomez's, og det mere oprørtes end rørtes ved at see et saa ædelt qvindeligt Væsen, som Dorotea, bøie sig under hans grusomme Villie og i brændende Kjærlighed taale saa frygtelige Mishandlinger. Man erkjendte beundrende, at Ideen var, igjennem frappante Situationer og i et overvættes rigt poetisk Sprog, udviklet med stor Consequents, men fandt selve Ideen altfor afskyelig til Behandling i et Theaterstykke, hvori Charakterer og Tildragelser ikke beskrives, men have Virkelighedens Liv og Kraft. Alligevel vilde den glødende Colorit og mærkværdige Fylde af Poesie uden Tvivl have tiltrukket Publikum i ikke ringe Grad, dersom hver Rolle, efter sin Natur og sit Forhold til det Hele, var bleven givet saaledes i Digtningens Aand som Doroteas af Fru Heiberg. En saadan med levende Phantasie og dyb Forstand opfattet og i Fremstillingen sand, fyldig og i dens fineste Nuancer baade psychologisk klar og poetisk Skildring af en brændende [sideskift][side 410]Kjærligheds voldsomme Lidelser under Haan og Foragt af den Elskede, plastisk skjøn, declamatorisk ædel og gratiøst pathetisk, var endnu aldrig seet paa den danske Scene og vakte stor Begeistring. Men den aandskraftige, livfulde Skikkelses Omgivelser vare altfor betydningsløse og matte til, som dens interessante Modsætninger, at kunne styrke dens Virkning og føre Publikums Opmærksomhed hen paa Compositionen. Holst, som Gomez, og Pätges, som Gines, vare de, der bedst holdt deres Roller i Digtningens Tone og derved kom Fru Heiberg nærmest, men den Første vovede, i Følelse af Charakterens Afskyelighed, ikke at give Lidenskabeligheden med den Kraft, hvorved den skulde, blive imponerende, og den Sidstes tækkelige Gracioso fandt ikke Tilslutning hos de Medspillende. Den øvrige Besætning havde ei alene ikke truffet den Stiil, hvori Fru Heiberg viste Publikum, at det spanske romantiske Drama bør gives og ogsaa paa vor Scene kan gjøres interessant; men Udførelsen savnede i høi Grad Correcthed: nogle Rollehavende havde endog memoreret saa slet, at de baade for sig selv og Hovedpersonerne førstyrrede det Rhythmiske i Foredraget og voldte Standsninger i de livligste Scener. Imod Bifaldet efter første Forestilling opponeredes med Hyssen og endog en Pibe; inden næste Forestilling vare Stykkets poetiske Værd og Fru Heibergs Spil saaledes komne til Omtale, at den vandt meget stærkt og udeelt Bifald; men tredie Forestilling indbragte kun 130 Rdlr, og et Forsøg paa Stykkets Gjenoptagelse to Aar efter var saa uheldigt, at det blev henlagt.

Christian den Ottende vilde, at hans særlige Interesse for Skuepladsen og Villie til at see den bragt til livligere Virksomhed skulde gjøres Publikum bemænkelige, ved at der [sideskift][side 411]naar han første Gang besøgte Theatret opførtes en ny og festlig Forestilling. Bournonville gav i sit pantomimiske Forspil "Fædrelandets Muser" et glimrende Beviis paa sin ualmindelige Begavelse til at lægge Poesie i Opfindelsen og Behandlingen af et Leilighedsarbeide. Ideen var sindrig og særdeles smukt udført i en Række velvalgte og udmærket skjønt componerede Tableauer, der forbandtes ved nydelige og meget charakteristiske Dandse. Datidens Kritikere yttrede sig, som sædvanligt, meget forskjelligt om denne lille Balletdigtnings Værd, men Publikum viste, ved eenstemmigt levende Bifald, at det baade sattede Tanken deri og beundrede dens herlige Udførelse. Det egenlige Feststykke, "Norma", kom derimod saaledes frem, at man ingenlunde skulde have formodet, det engang vilde give mange usædvanlig kunstskjønne og stærkt søgte Forestillinger. Saa ivrigt den italienske Operas Modstandere end havde forberedt Publikum paa atter at høre en udtryksløs, blot ørekildrende Hastværks-Composition, fandt det dog, at Bellinis Musik udmærkede sig ved originale og ædle henrivende Melodier, brillant Instrumentation og flere Partier af meget dramatisk Værd. Langtfra at tillægge den Skylden for Kjedsommeligheden, der hvilede over Opførelsen, søgte man Aarsagen i Stykkets Maadelighed, fordi man ikke blev vaer, at de effectfulde Situationer, som Handlingen, trods dens ringe Indhold og Usammenhængenhed, der ere Stykkets væsenligste Feil, fører med sig, aldeles gik tabte ved den yderlige Mangel paa varmt dramatisk Foredrag og blot taaleligt Spil. Den Eneste, som vandt et virkelig levende Bifald, og ogsaa fortjente det, var Mad. Simonsen, der vel ikke i Adalgisas Rolle udmærkede sig som Fremstillerinde, men ved sin tækkelige Personlighed blev den meget klædelig og [sideskift][side 412]med den bløde, fyldige Stemme sang Partiet ganske fortræffeligt. Jfr. Zrza sang Titelrollen med stor Virtuositet: hendes klangfulde, bøielige Stemme brillerede i Løb, Roulader og Cadencer, men Foredraget var uden Nuance og Varme, og hvad der skulde gjælde for Fremstilling af den følelsesfulde, lidenskabelige Norma var, endnu mere end hos de andre kolde Rollehavende, en vag Gesticulation, som, i Forening med Udtryksløsheden i Træk og Blik, kun gjorde Mangelen paa indre Liv ret bemærkelig. Publikums Optagelse af dette interessante Musikværk var saaledes, at det dengang blev anseet for, som Adler sagde, "en af vore mange ved Besætningens Iiskulde ihjelfrosne Operaer". — Den næste Nyhed, "Fabrikanten", i tre Acter, af Souvestre, var et efter andre Theaterstykker med Talent og Smag sammensat sentimentalt Skuespil. Hverken Charakterer eller Situationer frembøde noget Nyt, men den forstandige og delicate Behandling gav dem en smuk theatralsk Virkning, der i høi Grad forstærkedes ved den ypperlige Udførelse. Fru Heibergs mesterlige Skildring af Eugenies Svæven imellem romantisk Sværmerie og ægte Følelse, dybt gribende Anger og afvexlende som Fortvivlelse og Henrykkelse fremtrædende Sjælsoprør; Nielsens, ved ædel, kun nu og da af heftig Kjærlighed overvældet, Selvbeherskelse indtagende Hamelin; og Ryges gemytlige, jævne og dog i sin varme, naturlige Følelse imponerende Hosekræmmer vare geniale Fremstillinger, som vandt stort Bifald og bidroge overordenlig meget til Stykkets Lykke. — Heibergs Vaudeville-Monolog "Emilies Hjertebanken" var en bluette d'esprit, som Fru Heiberg, ved den uforlignelige Naivetet, Lethed og Ynde, hvormed hun i Blik, Bevægelser og sit hele Væsen udtrykte den unge Piges af Glæde overstrømmende Længsel og sang de nydelige [sideskift][side 413]Melodier, gav en saadan Tillokkelse, at den, uden at volde Theatret mindste Bekostning eller Uleilighed, blev Kassen meget indbringende. Med Feststykket i Anledning af Majestæternes Sølvbryllup var det Modsatte Tilfældet i stor Maalestok. Det særdeles heldige Udfald af "Aladdins" Omdannelse til et Theaterstykke havde bevæget Oehlenschläger til ogsaa at indrette sit dramatiske Digt "Fiskeren og hans Datter" til Opførelse: Noget, som Enhver med et blot nogenlunde Skjøn om theatralsk Virkning meget vilde have fraraadet ham, fordi Digtet ei alene var langtfra at være saa dramatisk interessant som "Aladdin", men ikke kunde gives Sammenhæng, og netop de Partier, der skulde gjøre stor scenisk Effect, maatte, ved endog den omhyggeligste og indsigtsfuldeste Anvendelse af Theatermalerens Kunst og Scenens Mechanik, komme til al tage sig saare uheldigt ud. Molbech var meget imod Opførelsen og Adler havde kun ringe Forventning om, at den vilde tiltale Publikum, men da Directionen ønskede Feststykket til Kroningen digtet af Heiberg, troede den at maatte afvende Bebreidelsen for Tilsidesættelse af Oehlenschläger ved at give "Fiskeren og hans Børn" til Sølvbryllupsfesten og da støtte Stykket med et glimrende Udstyr. Der blev Intet sparet: Hartmann opfordredes til at componere Musiken, hvormed han indlagde sig fortjent stor Berømmelse, der blev malet nye Decorationer, som man ikke let vilde faae anden Brug for, og paa Costumet anvendtes en meget betydelig Sum, Ogsaa satte Rygtet om de store Forberedelser og Erindringen om den mægtige sceniske Virkning, som "Aladdin" havde gjort, Publikum i en for Stykkets Modtagelse meget gunstig Stemning. Men det Uundgaaelige traf ind; de mange Brudstykker, Digtet ved Opførelsen opløste sig i, kunde, [sideskift][side 414]hvor interessant end hvert for sig var, ikke give nogen Totaleffect, og dets Poesie gik under i de Uheld og den Forvirring, som opstode ved at de med Maskineriet ugjørlige Forvandlinger udførtes mangelfuldt og, i ikke saa vigtige Momenter, latterligt. Under anden Forestilling, hvorved Publikum kunde yttre sin Mening lydeligt, herskede fra Begyndelsen til Enden en ved et saa pragtfuldt og afvexlingsrigt Skuespil paafaldende Kulde, og efter den tredie Forestilling besluttedes Henlæggelsen.

Til Forlystelse for de mange Fremmede, som efterhaanden ankom til Kroningen, befalede Kongen, at der indtil Opførelsen af Festspillet i den Anledning skulde af de meest yndede Stykker gives en Række Forestillinger og Netto-Indtægten, som Godtgjørelse for Tjeneste udenfor Saisonnen, uddeles blandt Personalet i Forhold til Enhvers Deeltagelse deri. De to spanske Dandsere, der ved disse Forestillinger optraadte som Gjæster, havde allerede i deres smukke Figurer, livfulde Ansigter og interessante sydlandske Præg særdeles vindende Egenskaber. Dlle. Serral stod i Gratie og lette, runde Bevægelser tilbage for Camprubi, men Begge udførte deres Nationaldandse saa eiendommeligt og med et i Øie og Mimik som i Legemets Snoninger og Attituder saa naturligt og levende Udtryk af elskværdigt Skjelmerie og glødende Lidenskabelighed, at de enthusiasmerede Tilskuerne og høstede stormende Bifald. — Man vil neppe kunne finde et dramatisk Leilighedsstykke, der, ved Ideens Originalitet og Udførelsens Skjønhed, i høiere Grad end Heibergs til Kroningsfesten digtede "Syvsoverdagen" paa engang fiint og aandfuldt berører sin Anledning og er en selvstændig, fra poetisk Inspiration udgaaet, henrivende skjøn romantisk Comedie. Det var ikke blot ved [sideskift][side 415]hvad der taltes om Kroningen, men ved den nationale Natur og den gemytlige, tilfredse Stemning hos de Folket repræsenterende Personer af en velhavende Middelstand, at Skildringen gav Følelse af den almene Tryghed, Glæde og Fred, hvorunder den for hele Landet vigtige Høitidelighed feiredes; og Nutidens Spidsborgerligheds somnambule "bratte, forvovne Gang" ind i og ud af "Digtets Regioner" med Middelalderens Romantik havde, baade ved den Sindrighed, hvormed Almuemeningen om Syvsoverdagen og dens Nat var flettet ind i Sagnene om Valdemar Atterdag, og ved den ligesaa kløgtige og smagfulde som phantastiske Behandling af den dristige Idee, en saa levende poetisk Sandhed, at det Overnaturlige fik en fornnderligt gribende Naturlighed. Men istedetfor at de

"— Syner, som i Sommernatten svæve,
Lig tynde Spindelvæv i Maanens Glands,"

skulde ved den sceniske Fremstilling gives "Virkeligheds Præg" med Lethed, Ynde og Phantasie, var saavel den kunstneriske som den materielle Udførelse saa mangelfuld, usikker og massiv, at Spidsborgerligheden og Romantiken, langtfra at glide over i hinanden til Frembringelse af en eiendommelig fortryllende Virkning, bleve grelle Modsætninger, og dertil den joviale Spidsborgerlighed dorsk og kjedsommelig, den zarte Romantik tung og haard. Det er sandt, der var kun givet kort Tid til Indstuderingen og det kunde ikke forlanges, at der i Alt, hvad der vedkom Spillet og det sceniske Udstyr, skulde yttre sig den beundringsværdigt virksomme Genialitet, hvorved Heiberg i stor Skynding havde frembragt sin skjønne Digtning og Hartmann componeret en fortræffelig Musik; men Fru Heibergs og Phisters poetiske, correcte og smagfulde Fremstilling af Anna og [sideskift][side 416]Balthasar. Stykkets eneste to store Roller, viste, at den hos de andre Spillende bemærkelige store Usikkerhed i baade Behandlingsstiil, Memorering og Sammenspil ingenlunde kunde finde Undskyldning i Tidens Korthed; og den meget uheldige, enkelte Steder endog parodiske Virkning af Maskinerie og Decorationer hidrørte ikke fra at det Nødvendige ikke var blevet særdigt, men fra den stymperagtige Maade, hvorpaa det var gjort og blev anvendt. Kun i enkelte vellykkede Parrier fik Publikum ved Opførelsen en Ahnelse om, hvor fortryllende dette, i det Phantastiske som i det Virkelige, nationalt poetiske Skuespil kunde have virket fra Scenen, dersom det, med Livlighed, Ynde og harmonisk Samvirken af Materiale og Kunst, var blevet fremstillet i dets egen Aand.

De tre Debutanter, der optraadte foruden Rasmussen, bleve ligesaalidet som han til Nytte for Theattet. Wienecke, der otte Dage før sin Debut havde, for at hjælpe Directionen ud af Forlegenhed, med kun een Prøve givet Walther i "Sovedrikken", viste som Fra Diavolo musikalsk Dannelse, men kunde, med en tynd og svag Tenorstemme, døsigt Spil og et uinteressant Udvortes, ikke paa det kongelige Theater gjøre Fyldest som Elsker i Syngespillet. Bruus havde et for Elskere i Lystspillet tækkeligt Ydre og et godt Taleorgan, men syntes, efter at have udført flere betydelige Roller, ikke kaldet til at komme ud over triviel Routine. Pallesen var danskfødt, men havde paa flere tydske Theatre og her i et tydsk Selskab, der gav Forestillinger paa Vesterbro, ved saadanne lystige Roller som "Den reisende Student", erhvervet sig saa stor Yndest, at Directionen troede i ham at kunne faae en i et betydeligt Repertoire brugbar Kunstner og engagerede ham for et Aar med 600 Rdlr. Han modmod-toges [sideskift][side 417]toges med meget Bifald, men det tog snart af, da Publikum mærkede, at hans Spil væsenligt kun var en personlig Gemytlighed, som, ved stor Theatervanthed og humoristisk Fremsigelse af enkelte Replikker, fik Effect for hvem der ikke endnu kjendte denne Fremstillingsmaade som Maneer. Han savnedes ikke da han, i Uenighed med Directionen og af Lyst til det omflakkende Skuespillerliv, forlod Theatret efter sit Engagements Udløb. — Eenholm havde, indtil et Par Aar førend sin Afskedigelse, ei alene været Theatret en ved Talent og sjelden Flid særdeles nyttig Skuespiller i forskjellige Fag, men stadigt bevaret Publikums Yndest, saameget mere da han, iblandt det som iblandt sine Kunstfæller, var bekjendt som en retskaffen, fredelskende Mand, der altid holdt sig fjernt fra Intriguer og udenfor Scenen gjorde sin Stand Ære.

Allerede strax efter Kirsteins Afgang havde Lassen begyndt at ville gjøre Directionen begribeligt, at hans Forslag til den vare den Sagkyndiges Udtalelse, som den derfor burde følge. Da Levetzau var bleven Chef og ikke syntes tillægge Inspecteurposten og hans Virksomhed den den store Vigtighed, som Lassen fordrede erkjendt, blev Gnavenhed i den administrative Embedsførelse en staaende Tilstand: Lassen yttrede sig krænket ved den mindste Afvigelse fra hans Hensigt, havde altid Indvendinger paa rede Haand imod Directionens Godtbefindende, og reiste saa mange Vanskeligheder naar en Sag ikke besluttedes efter hans Villie, at den i Theatervæsnet uforfarne Chef omsider fandt det klogest at give efter. Paa denne Maade drev Lassen igjennem, at der nu ved Theatret blev oprettet et nyt Embede, og at det besattes med den, som han havde udseet dertil. Han erklærede, at Inspecteurforretningerne vare ham [sideskift][side 418]uoverkommelige og begjærede derfor en Assistent, der havde at arrangere Costumevæsnet. Det hjalp ikke at Directionen afslog denne Begjæring paa Grund af, at Ryge i mange Aar havde, ved Siden af sit store Repertoire, tilligemed sine øvrige Inspecteurforretninger forestaaet Anordningen af Costumet, at det ved Lassens Ansættelse var paalagt ham ligeledes at forestaae den, og at denne Forretning ikke kunde gjøre en ny Embedsmand nædvendig, eftersom der, foruden de mangfoldige Costumeværker, som havdes i Bibliothekerne, gaves en stor Masse colorerede Tegninger af Dragter fra alle Tidsaldere og alle Nationer, ja endog fra de vigtigste fremmede Theaterstykker, hvortil kom, at Directionen jo for et enkelt Tilfælde kunde lade gjøre Tegninger hos herværende duelige Kunstnere. Lassen havde havt et Par Rivninger med Skuespillere, der ikke aldeles vilde føie sig efter den Egensindighed, som han ogsaa i denne Retning søgte at gjøre gjældende; derfor havde han fast besluttet, at han vilde have gjort Costumeanordningen sig uvedkommende, uden at afskære sig Vei til, igjennem en ham adjungeret Embedsmand, at have Indskydelse derpaa. Med sin sædvanlige Energie lagde han mundtligt Directionen og fornemmelig Chefen Vigtigheden af Begjæringens Opfyldelse saa nær, at Assistent ved det store kongelige Bibliothek Philipsen, en ung Mand med megen videnskabelig Dannelse, men som aldrig havde befattet sig med Costumevæsnet, i Mai, allerede 6 Uger efter Andragendets Indgivelse, blev med 400 Rdlr. Gage adjungeret Oekonomie-Inspecteuren "for at bestemme Costumerne."


Oprettet 2010. Opdateret af