>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[To og halvfjerdsindstyvende Saison, 6. September 1819 til 26. Mai 1820 + 30. August og 31. August, side 606-616]

[Oversigt over repertoiret 1819-20]


[side 606]Reynolds's "Munterheds Triums", som aabnede denne meget uinteressante Saison, er et engelsk Lystspil fra det forrige Aarhundrede, men hører ingenlunde til den gode Skole og kan ikke staae ved Tiden af Forfatterens "Landsbytheatret". Imidlertid har det dog et Par moersomme Charakterer og flere gode theatralske Situationer, hvorved [sideskift][side 607] det, fortræffeligt spillet, gjorde megen Lykke, endskjøndt Oversætteren. N. T. Bruun, havde ved trivielle Tillæg gjort Negeren Sambo til et meget kjedsommeligt Følsomhedsmenneske. Stage fik i den lystige Gossamer en af sine meest glimrende Roller: den Anstand og fine Tone, hvormed hans Munterhed fremtraadte, gjorde den høist elskværdig; Mad. Clausen spillede den giftesyge Romanforfatterinde med megen comisk Kraft, men tillige saa smagfuldt, at hun ikke i en eneste Replik kom ind i det Platte eller Farceagtige; og Frydendahls Vexelmægler var et Mesterværk af burlesk Charakteerskildring, fuldt af Lune og rigt paa geniale Smaatræk. I "Hvilken af dem er Bruden?" i fem Acter af Fru von Weißenthurn, fik Skuepladsen et tydsk Lystspil, som, om der end ikke udmærkede sig ved Vittighed og Lune, dog i Natur og smagfuld Behandling stod høit over de kotzebueske Lystspil. Charaktererne vare hverken nye eller særdeles interessante, men meget godt vedligeholdte, Dialogen livlig uden søgt Effect ved Coupering eller anden Maniereethed, og Handlingen udviklede sig let og utvungent, fri for alle fremkunstlede Knaldsituationer. Udførelsen af de fleste Roller var fortræffelig og viste fornemmelig, ved en særdeles omhyggelig Indstudering, at Personalet i det Hele ved Flid kunde erhverve sig den flydende, naturlige Conversationstone, hvilken det saa ofte lod savne i Stykker, hvor den ikke, som i dette, var en Hovedsag. Rosenkilde, der endelig havde tilkæmpet sit comiske Talent en saadan Erkjendelse, at der i et Lystspil var tildeelt ham et Hovedpartie, gav Kammerraad Blomme med en igjennem hele Rollen ypperligt fastholdt Pudseerlighed, der ved sin Originalitat og Naturlighed gjorde stor Virkning og vandt levende Bifald; Mad. Spindler befandt [sideskift][side 608]sig, som Fru v. Wendel, en pragtelskende, munter og letsindig Verdensdame, ganske i sit Element; Ryge var djærv, simpel og sand som den gamle Bjørn; de andre Hovedroller havde en meget heldig Besætning og Bipersonerne i Selskabsscenerne kappedes med hverandre om at give deres Fremstilling Physiognomie og let og livligt at træde ind i Conversationen. Ensemblet var ypperligt og Stykket optoges med glimrende Bifald.

Med Tragedien gik det ikke nær saa heldigt i denne Saison. Man maa forundres over, at L. Kruse, der saa lange og omhyggeligt havde studeret Theatret, og i sine Domme om Andres dramatiske Værker viste baade en sjelden Dygtighed til at skjelne det Sande fra det Falske i Charakteerskildringer og en god, sund Smag, kunde sammenskrive et Stykke som "Klosteret"; og ikke mindre maa man forundres over, at det kunde blive antaget til Opførelse, thi om Kruse end havde et betydeligt Forsatternavn, havde Oehlenschläger dog et langt større Digternavn, og Censorerne vilde, i Tilfælde af at Stykkets Forkastelse havde ført til et offenligt Angreb paa dem, have havt fuldkommen saa let ved at paavise det Urimelige, Overdrevne og Smagløse i "Klosteret" som i "Freias Alter". Det høieste Maal, Forfatteren har sat sig ved dette Stykkes Forfærdigelse er: at spænde Tilskuernes Nyfigenhed ved at en med mange Apparater møisommeligen knyttet mystisk Knude skal opløses saaledes, at en Spaadom derved opfyldes. For at vække Interesse for denne ukunstneriske Idee har han krænket baade Moral og Poesie. Tre af Stykkets Personer — to Mand og een Qvinde — have hver sit uægte Barn, som forbyttes, og den ene af dem er endnu, endskjøndt han har en mandvoxen Søn, saa [sideskift][side 609]optændt af vild Sandselighed, at han uforbeholdent i de stærkeste Udtryk udtaler sin Brynde; og som han er vanvittig i denne, saa er han det i al sin Gjerning. Her er, for at motivere, spænde og opløse, taget Tilflugt til Urimeligheder af alle Arter: Spaadomme, Gaadesagn, Varsler, Menneskers "Gave til at ahne". Torden og antændende Lyn i det Minut da Forfatteren trænger dertil for at faae et Capel brændt. Beruselse af Blomsterduft, ja endog reelle Jertegn. Det, hvorved det Rørende skal tilveiebringes, er en fortvivlet Stræben efter igjennem fem Acter at opfinde Qvaler for en from, uskyldig Qvinde, som allerede er bleven miskjendt og martret i en halv Snees Aar. Ryge maatte haardt afsone sin Brøde imod Kruse, ved at spille den forrykte Rabaud, og han gjorde det ærligt, thi han anvendte en saadan Flid paa at gjøre ham til et paa Scenen taaleligt Uhyre, at flere af hans Scener optoges med meget Bifald; men hans, Haacks. Mad. Hegers og Jfr. Jørgensens forenede Anstrengelse formaaede ikke mere end at staffe det forskruede Stykke tre Forestillinger; det convulsive Effectjagerie, som Forfatteren havde villet trække Publikum med, skrækkede det netop bort. — Just Matthias Thieles "Pillegrimen" havde en roligere Charakteer. Det var meget bemærkeligt, at ogsaa denne unge Digter havde sin Inspiration fra det Slags tydske Romantik, som var brugt til Effect i Oehlenschlägers sidste dramatiske Værker, og hans Sørgespil gav en kraftig Retfærdiggjørelse af Baggesens Ivren imod Indpodelsen af den "gysenvækkende" Poesie, med dens Varster, Ahnelser, Drømme, tilfældige Hændelser, som gaves en mystisk dyb Betydning, og andet "unheimliches" Væsen, i dansk dramatisk Digtning. Men her var dog ikke, som i "Klosteret", det Tragiske søgt i den UskylUskyl-diges [sideskift][side 610]diges Marter, eller i en grændseløs Forvorpenheds vilde Rasen imod det Gode; igjennem det Feilagtige udtalte sig en ædel Følelse og Sproget var, om ikke poetisk, dog reent, smukt og varmt. Derimod havde "Klosteret" forud, at det ikke for den theatralske Fremstilling gjorde nogen Fordring, som Theatret ikke, naar Arrangements skete med Indsigt og Omhu, formaaede at fyldestgjøre; Opførelsen af "Pillegrimen" svækkede Stykkets Kraft, idet Forfatteren ikke havde skaffet sig et saa tilbørligt Kjendskab til Scenen, at han i Erkjendelse af, at Theatret vel kan gjøre Meget, men ikke Alt, kun forlangte det Mulige: der var foreskrevet Sceneforandringer, som vare aldeles ugjørlige uden Tabet af den Effect, som han tilsigtede med dem. Heller ikke var Udførelsen god. Vel fremstillede Ryge ganske fortræffeligt Hugo, og Kruse gav Kuno med megen Kraft og Værdighed; men paa den Tid savnede Theatret i høi Grad dygtige Skuespillere til unge tragiske Roller: Bauer var udenfor sit Fag som Theobald, og Cetti endnu mere udenfor sit som Rudolf. Stykket blev optaget med Bifald, men ikke søgt.

I Syngestykket "Den lille Rødhætte" havde denne Saison den eneste Nyhed, som i høi Grad tiltalte og virkelig havde kunstnerisk Krav paa at tiltale Publikum; og netop denne forsøgte et Partie, ved en med stor Halsstarrighed fortsat Skandale, at saae forjaget fra Scenen. Den franske fabliau, hvoraf Æmnet er taget, var vel ikke af Théaulon behandlet i poetisk Aand, men dog saaledes, at den havde afgivet en meget underholdende og for musikalsk Composition særdeles egnet Syngespiltext. Boyeldieus Musik var et Mesterværk, rigt paa henrivende og høist charakteristiske Melodier af det yndigste idylliske og roro-mantisk [sideskift][side 611]mantiske Præg, behandlede med megen Ild og Sjælfuldhed i den ædleste Stiil. Udførelsen var glimrende. Cetti havde i Rodolphe en af sine fortræffeligste Roller: hans herlige Udseende, livlige Spil og udmærket skjønne, varme og ægte dramatiske Foredrag af det vanskelige Syngepartie forenede sig til at frembringe en sand kunstnerisk stor Effect, som vandt overordenligt Bifald; Mad. Rind gav vel ikke Rose med al den gratiøse Lethed, som Rollen fordrer, men indtog Alle ved sin uskyldige Naiverer og sang med kraftfuld, fyldig Stemme Partiet ypperligt; Roger udførtes af Zinck med Smag og Følelse i Sangen og en ham sjelden Omhu for Spillet; Ryge lagde megen imponerende Værdighed i Eremitens Rolle og modererede heldigt sin buldrende Syngestemme; Mad. Zinck var en særdeles nydelig Nanette, og Rosenkilde spillede høist pudseerligt Magisteren; Chorene gik med megen Præcision og Kraft. Opførelsen vakte stor Enthusiasme, som dog ikke kunde afvende Enkeltes brutale Forsøg paa at faae Stykket forjaget fra Scenen. Den sande Grund var, at et musikalsk rigoristisk Partie havde sat sig i Hovedet, at Siboni vilde fortrænge danske Componister, af hvilke Theatret dengang kun havde to, Weyse og Kuhlau, ved at skaffe fransk og italiensk Musik Eneherredommet paa Scenen, og den ualmindelige Begeistring, som dette første under ham indstuderede fremmede Syngespil vakte, maatte hemmes, for at han ikke skulde faae Dristighed til kraftigt at sætte denne onde Hensigt igjennem. Angrebet vendte man imidlertid imod Stykket. Allerede i Originalen streifede det over i det Frivole; Oversætteren havde endydermere gjort dette plat ved mange egenmægtige Tilsætninger. Disse vare ei alene ikke, som let kunde have været gjort, blevne strøgne af Censorerne, men Rahbek havde, [sideskift][side 612]netop støttet paa dem, flere Steder høit udtalt sig imod det af ham selv antagne Stykke, hvis Optagelse i Repertoiret han tilskrev Sibonis Indflydelse og Holsteins Forkjærlighed for Sangvæsnet. At han derved forberedede Misnøie imod Stykket og compromikkerede sine Meddirecteurer vakte Holsteins retfærdige Harme og blev ham offenligt bebreidet af L. Kruse, som tillige lod ham høre, hvorledes han ligeledes havde desavoueret dem og sig selv, ved at være tilstede under en paa et Privattheater given Forestilling af det forkastede "Freias Alter", som blev spillet af de kongelige Skuespillere tiltrods for det strenge Directionsforbud, som han selv havde været med at udstede. Rahbeks ved et Studentergilde faldne Yttring om, at et Stykke af et saa uanstændigt Indhold var den danske Scene uværdigt, blev tagen til Indtægt af nogle unge Studerende, som allerede vare satte i Bevægelse ved det i musikalsk Henseende Fædrelandsfjendske, der skulde stikke i Compositionens Valg til en Festforestilling. Der blev besluttet en Udpibning i Sædelighedens Navn, og denne gik ogsaa saaledes for sig fra den anden Opførelse, at der hver Gang efter Forestillingen opstod en langvarig frygtelig Tumult, hvorunder der ei alene, som ved "Trylleharpen", foretoges Udkastelser og opstod Slagsmaal, men endog fra Scenen holdtes Formaningstaler af Politiedirecteur Hvidberg. Efter sex Forestillinger for propfuldt Huus blev Stykket, efter Holsteins Beslutning, henlagt for at underkastes en Omarbeidelse, som kunde sikkre det imod Angreb for Usædelighed. Hvor slet Texten end var til "Sargino", der kom frem efter Sibonis Tilskyndelse, kunde den ikke afgive noget taaleligt Paaskud for Udpibning, og efter den Beundring, som Paers deilige Musik havde vundet i Udlandet, [sideskift][side 613]vilde Ingen prostituere sig ved at vende Angrebet imod den; tillige var Opførelsen, hvorvel Zinck ikke ved sin herlige Sangudførelse kunde forsone Publikum med den maadelige Figur, han gjorde som den attenaarige Sargino, i det Hele fortræffelig: Jfr. Løffler feirede en glimrende Triumf ved sin baade i Spil og Sang særdeles gratiøse Udførelse af Sophie; Cetti overraskede med en meget lykket Fremstilling af Faderen, som man havde troet at ligge ganske udenfor hans Evne; og Frydendahl var ved glimrende Lune og sit udmærket charakteristiske Sangforedrag en mesterlig Pierre. Uagtet man ikke havde forsømt at gjøre Publikum opmærksom paa det Farlige ved denne Musiks gunstige Optagelse, da Siboni skulde have medbragt et heelt Magazin af italienske Operaer, som Scenen vilde blive belemret med, dersom denne gik igjennem, var Bifaldet meget levende, Høist uheldigt gik det derimod med det originale Syngespil "Elise." Texten, af Caspar Johannes Boye, vidnede i Sprog og Tanker om et ualmindeligt poetisk Talent, men var høist utheatralsk. En rig Abbed, som ikke er i Stykket, vil benytte sig af, at Elises Fader, der heller ikke er i Stykket, er bleven gammel og at Albrecht, hendes Elsker, er falden i et Korstog, til at lægge hendes Godser under Kirken. Wilhelm, en Borgridder, anholder om hendes Haand, for at kunne optræde som hendes Beskytter, og hun staaer just i Begreb med at give ham den, da den Elskede, som er frelst, vender tilbage. Denne yderst fattige Handling var endydermere paafaldende tørt behandlet; der var ikke af den udviklet en eneste interessant dramatisk, end sige musikalsk Situation; ethvert enkelt Syngenumer havde vel en gjennemgaaende god, men ikke nogen vexlende Rhythmus og laae vilkaarligt indkastet [sideskift][side 614]i Stykket uden at forberedes ved Personernes stigende Affect; af combinerede Sangstykker fandtes i det Høieste Terzetter; selv hvor Leiligheden kunde tages dertil havde Digteren ikke givet Componisten en Qvartet, og Finaler savnedes ganske. At Kuhlau havde sat en saa aldeles umusikalsk behandlet Text i Musik, er kun forklarligt deraf, at han ved kongelig Ansættelse var forpligtet til aarligt at componere et ham af Directionen tilstillet Stykke. Der var i hans Musik mere Livfuldhed og Phantasie, end man skulde troe at en saa uinteressant Opgave kunde have indgivet ham, men frelse det kjedsommelige Stykke fra strax at blive henlagt kunde den ikke.

To meget ubetydelige Nyheder gave Anledning til to administrative Forholdsregler, af hvilke den ene, som var vendt imod Publikum, endnu staaer ved Magt, og den anden, der vedkom Personalet, dengang vakte dettes store Utilfredshed. Paa den Tid, kort efter den skammelige Jødefeide, yttrede sig endnu, ei alene hos Almuen, men selv i de høiere Stænder, en levende Forfølgelsesaand imod Jøderne og det var let at vække en ophidset Stemning, naar en Jøde tillod sig at træde frem paa en Maade, der kunde tilvinde ham offenlig Opmærksomhed. En ung, kundskabsrig Mand, der ikke blot var af mosaisk Herkomst, men ved lykkelige Kaar havde mange Misundere, og ved sit lyse Hoved og den skarpe Forstand, der siden førte ham til høi Anseelse, tillige mange Uvenner, havde fra det Franske oversat Bagatellen "Det unge Menneske paa 60 Aar", for at den skulde gives til Frydendahls Benefice. Det blev neppe bekjendt, førend det strax, uanseet at han ikke var Stykkets Forfatter og som blot Oversætter ikke kunde saares synderligt ved dets Mishandling, hed, at [sideskift][side 615]"Jøden skulde pibes ud"; og uden at der var Spørgsmaal om, hvorledes Styltet var, blev det længe førend dets Opførelse betragtet som fordømt. Directionen havde ofte ved de store Udpibninger og senest ved de fem, hvortil "Rødhætten" havde givet Anledning, beklaget de mange Ubehageligheder, den havde af, at der ikke var bestemt en Grændse for den Tid, hvori Publikum kunde holde Spektalel; men den vilde nødig, ved for Theatrets egne Forestillinger at foranledige en saadan Bestemmelse, udsætte sig for den Bebreidelse, at den lagde Baand paa Yttringsfriheden. Rygtet om at et Stykke skulde udpibes ved en Benefice gav den nu en god Leilighed, og den indgik strax til Cancelliet med en Forestilling ifølge hvilken det fastsattes, at Publikum kun havde Ret til at give sin Mening tilkjende i 10 Minuter, hvis Forløb skulde fra Theatret tilkjendegives med en Gongon. At Directionen bekjendgjorde Bestemmelsen om Formiddagen som Stykket skulde gaae om Aftenen, var naturligviis som en officiel Erklæring, at der skulde pibes, og Opfordring til Publikum om at fornøie sig ved at bruge den Ret, som nu lovligen var det tilkjendt; havde der derfor skulle været pebet for, saa blev der ret tilgavns pebet nu, baade af Animositet og for Moerstabs Skyld. Da det sildigere viste sig, at de 10 Minutet faldt baade Publikum og Directionen for lange, blev Tiden til begge Parters Tilfredshed nedsat til 5. — Den anden Forholdsregel blev snart overflødig. Ryge havde endelig sat sit tidligere tilbageviste Forslag om, at det skulde tillades Skuespillerne til deres Beneficer at give nye Stykker, igjennem. Begyndelsen skete med Jfr. Astrups Benefice i October 1818, og siden den Tid var Tilladelsen bleven benyttet saaledes, at det var Theatret til meget stor Skade, [sideskift][side 616]formedelst de mange Prøver, der fordredes, uden at det kom til først at tage Nytten af dem. Føleligst var Skaden ved Valget af Syngestykker, der medtoge lang Tid til Indstuderingen, og den forstørredes ved at de Beneficerede tillige søgte at give deres Forestillinger Tiltrækningskraft ved Længden, hvorfor endog det Gamle, de valgte, fordrede Theatrets Tid til lange og omfattende Forberedelser. Ved Mad. Dahléns Benefice havde begge Omstændigheder saaledes virket sammen, at det Fordærvelige i dem hurtigt maatte standses, dersom Theatret skulde kunne vedblive at sørge taaleligt for sine ordinaire Forestillinger. Der blev derfor i største Hast udvirket en kongelig Resolution, hvorefter intet nyt Stykke maatte gives til nogensomhelst Benefice, undtagen for Theatrets Enkekasse, og de valgte Stykker ikke udgjøre en Forestilling, som varede over 4 Timer.

Den unge August Bournonville havde allerede viist et saa ualmindeligt Talent, at man ansaae dets høiere Uddannelse i Paris for ønskelig, hvorfor der under 25de Marts blev skjænket Faderen 500 Specier til at han i Sommeren 1820 kunde opholde sig der med ham.


Oprettet 2010. Opdateret af