>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Fem og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1842 til 31. Mai 1843 + 1. Juni til 2. August 1843, side 514-620]

[Oversigt over repertoiret 1842-43]


[side 514]Fra Begyndelsen af forrige Saison var Directionen, af idelig stor Forlegenhed, Publikums slette Stemning og Bladenes skarpe Angreb, saa syndigt bleven belært om den Kraftløshed, hvori det hele Theatervæsen, med Undtagelse af Balletten, befandt sig, at den maatte tænke paa, i den at faae forberedt Reformer, der kunde træde i Kraft med Begyndelsen af denne. Som om disse overhovedet, havde den om Indførelsen af Feu og et forandret Regulativ for Stykkers Betaling vel gjort sig sine egne Ideer, hvilke den vilde have fastholdte, men for at lade liberal og tillige baade at undgaae Møien med Iværksættelsen og for Personalet og Journalistiken at blive saavidt muligt ansvarsløs, ønskede den nok at faae dem udviklede af Andre, hvis erkjendte Sagkyndighed kunde besegle deres Rigtighed. Alligevel gjorde den ikke mindste Skridt dertil, men lod det blive ved løselig Omtale indtil den, ved at der kun var halvtredie Maaned tilbage af Saisonnen, pludseligt følte sig dreven til at beordre Sagernes Foretagelse; men da undlod den heller ikke at haste paa dem, som skulde udføre dem, for at deres Iver kunde oprette, hvad den selv havde forsømt. Den hele Forhandling om Feu-Bestemmelserne blev, saavel [sideskift][side 515]ved Gjenstandens Vigtighed, de forskjellige Anskuelser af den og deres Fremstilling, som ved at den er det eneste Tilfælde, hvori Personalet har for Directionen — endog igjennem en af den selv forordnet Repræsentation, — aabent udtalt sig om kunstneriske Forhold, et enestaaende interessant Moment i Theatrets Historie.

Den 11te Marts 1842 udstedte Directionen følgende Bekjendtgjørelse: "For at befordre Theatertjenestens raske og uforstyrrede Gang, samt for at tilveiebringe det rette Forhold imellem Arbeide og Løn, har Directionen paatænkt, fra næstkommende Saisons Begyndelse, at indføre bestemte Spille-Præmier for enhver Rolle. — Grundbetingelserne for dette Betalings-Systems Indførelse maatte, efter Directionens Anskuelse, være, at Rollerne honoreres med de omtalte Spille-Præmier i Forhold til deres Størrelse og Vanskelighed, saaledes at Rollerne, overeensstemmende dermed, inddeles i 4 Klasser, og at navnligen enkelte Roller, der ere saa store og saa vanskelige, at de end ikke kunne henføres til første Klasse, blive opførte under en særegen Klasse, for at de Individer, der have udført deslige Roller, kunne, foruden den for Rollerne af første Klasse fastsatte Spille-Præmie, erholde en yderligere Tillægs-Præmie. — Forinden Directionen imidlertid fastsætter Spille-Præmier for hver af de ovennævnte Klasser af Roller, ønsker den af en af Personalet udvalgt Committee, i hvilken saavel Balletten som Operaen maatte have sin Repræsentant, at modtage dens Betænkning om, hvorledes den formener, at, til Exempel, samtlige i Saisonnen 1840/41 givne Forestillinger, være sig Skuespil, Operaer eller Balletter og anden Dands, kunde, i Overeensstemmelse med det Foranførte, være at classificere, saaledes, at Directionen tillige erholder UnderUnder-retning [sideskift][side 516]retning om, hvormange Roller af hver Klasse og i hvilke Stykker enhver af de kongelige Skuespillere og Skuespillerinder, Solodandsere og Solodandserinder, samt Dandsere, have spillet. — Ved at bringe Forestaaende til Kundskab for nysnævnte Personale maa Directionen have dette anmodet om, behageligen at ville af dets Midte, til Afgjørelse af den af Directionen attraaede Betænkning, udvælge en Committee, bestaaende af 4 Medlemmer, saaledes, at blandt disse saavel Operaen som Balletten, som foranført, har sin Repræsentant. Saasnart Directionen derefter er bleven underrettet om de respective Valg, agter den selv at designere eet Medlem til at tiltræde bemeldte Committee. — Directionen tilføier slutteligen, at den særdeles ønsker, at Valget af Committeens Medlemmer uopholdeligen iværksættes, og at Arbeidet derefter fremmes med saadan Hurtighed, at den ommeldte Betænkning kundevære afgivet 3 Uger fra Dato."

Den store Glæde, hvormed Personalet i næstforrige Saison havde hørt, at Directionen paatænkte Indførelsen af Feu, var i forrige Saison bleven stærkt nedstemt ved at den lod sig forlyde med at Spille-Præmien skulde bestemmes efter Rollernes Størrelse. De Ansete meente, at dersom Direction ikke tiltroede sig Kraft og Indsigt til at gjennemføre det naturligste og rigtigste Princip, nemlig: inden en Saison at accordere med hver Enkelt om en, efter hans Forhold i den foregaaende Saison og forventede Virksomhed i den kommende, afpasset Spille-Præmie, saa burde den, som Bestyrer af en Kunstanstalt, bestemme Godtgjørelsen efter Classification af Talenterne i deres selvstændige Virksomhed, men ikke af det Materiale, som der ved Directionens Valg gaves dem til at vise den i. Da nu Bekjendtgjørelsen fuldkomment stadfæstede Forlydendet, blev [sideskift][side 517]den modtaget med stor Uvillie. Det hed, at Directionens usædvanlige Henvendelse til Personalet kun skete for at overliste det til, igjennem en Repræsentation, ei alene at bifalde dens forkeerte Classifications-System, men at overtage dets Anvendelse paa de gangbare Stykker, hvorved den baade kunde undgaae et Arbeide, som Systemet gjorde saa ugjørligt, at den ikke selv vovede sig til det, og fik den Misfornøielse, som mange enkelte Rollers Classification upaatvivlelig vilde vække hos Personalet, væltet fra sig over paa dets Valgte. Stemningen var for, at man slet ikke skulde vælge; men Nogle forestillede, at Directionen da maaskee ikke blot vilde holde paa Rolle-Classificationen, "men overlade den til administrative Maalere og Vragere, som ret gjorde den fatal;" det vilde være rigtigere at vælge Mænd, af hvem man kunde vente, at de ikke vilde gaae ind paa den, men tage Leilighed til at vise Directionen dens Systems Feilagtighed og fremsætte et bedre. Dette fandt Bifald; Stemmesedlerne strømmede ind og ved deres Aabning i et meget animeret Møde den 15de Marts viste sig, at Valget var faldet paa Nielsen og Overskou for Skuespillet, Phister for Operaen og Bournonville for Balletten. Den 17de fuldstændiggjordes Committeen ved at Directionen til dens femte Medlem udnævnte Liebe, som erklærede, at der ikke var givet ham Instructioner, hvorfor han ansaae sig forpligtet til kun at følge sin Overbeviisning. Inden Forhandlingerne begyndte gave Alle hverandre Ord paa, at de, for at deres Indgivende til Directionen kunde have Styrke, vilde, for saavidt deres Grundanskuelse viste sig at være den samme, forenes saaledes, at det i Eet og Alt fremkom som eenstemmigt besluttet. Denne Overeenskomst blev strax stillet paa Prøve. Der yttredes i [sideskift][side 518]første Møde den Mening, at Talentet vel maatte være Basis for Classificationen, men da Opgaven kunde fordre dets mindre eller større Anstrengelse, burde man dog tage Hensyn til om det var en lille eller en stor Rolle, hvori det viste sig. Denne Anskuelse modsatte Nielsen sig med stor Bestemthed; han vilde aldeles ikke vide af Noget, der berørte Rolle-Classification, men paastod, at Talentet maatte udelukkende være det Afgjørende: det kunde yttre sig ligesaa glimrende i en lille som i en stor Rolle; derfor kom det slet ikke an paa Rollens Betydelighed, men paa Betydeligheden af det Talent, den betroedes til. Det var kun for at opnaae Eenstemmighed, at hans Anskuelse blev gjældende. Forresten toge alle Medlemmer fat paa Sagen med saa stor Iver, at de allerede den 23de afgave Følgende:

"De første Ord, hvormed vi føle os opfordrede til at fremkomme for Den høie Direction, skulle være Udtrykket af en Erkjendelse, som vi tør forsikkre er levende i det hele Personale, den nemlig: at Bestyrelsen ved sin Villie, at bringe Personalets Lønning og Virksomhed i en nøiere Forening med Theatrets Interesse og aabne ethvert Medlem Adgang til at erhverve sig sit Udkomme i rette Forhold til sin Tjeneste, har mødt et i en Række Aar næret varmt og almeent Ønske. Personalet glæder sig ved Overbeviisningen om, at denne Villie alene er udgaaet fra reen Kjærlighed til Kunsten og Ærbødighed for Skuepladsens høie Betydning i Almindelighed og det store æsthetiske og nationale Værd, den danske Skueplads i Særdeleshed har havt og ved en livlig Virksomhed i ægte kunstnerisk Aand endmere kan opnaae. Ikke mindre glædeligt har det været Personalet, at Den høie Direction har ønsket dets Medvirken til at forberede Sine Forholdsregler, thi vel vedrøre disse paa [sideskift][side 519]det allernøieste dets fremtidige Stilling, vel kan ved deres feilagtige Bestemmelse den tilsigtede Virkning svækkes til dets og Theatrets store Skade; men Personalet har hidtil været saa fremmed for denne Urbane Agtelse for dets Mening, at det maa føle sig overtydet om, at en kunstnerkjærlig Aand, der væsenlig vil bidrage til at gjøre det sin Pligt kjær, har viist sig virksom i Bestyrelsen. Det nærer det faste Haab, at den danske Skueplads ved denne Aands og Personalets hensigtsmæssige og kraftige Samvirken vil kunne naae det Standpunkt, som den, ved sine literaire og artistiske Kræfter, er kaldet til at indtage. — I vort eget Navn bringe vi Den høie Direction den Forsikkring, at Dens Varme for at give den nationale Kunstanstalt, vi have helliget alle vore Bestræbelser, en ny Glands og friere Udvikiing, levende har opfordret os til, med største Omhu, Iver og Samvittighedsfuldhed, at henvende vor hele Opmærksomhed paa et Hverv, som er fremkaldt af Den høie Direction og hvortil vore Kunstfællers Tillid har udkaaret os. Den Overbeviisning, at vi i dette Øieblik have en for Theatrets og dets Personales fremtidige Skjæbne og Vilkaar vigtig Kaldelse, har opfyldt os med en fast Villie til at handle saa aldeles uden Hensyn til Andet, end det Heles: Skuepladsens Tarv, at vi efter vort Hvervs Tilendebringelse roligen ville staae til Regnskab for vor Samvittighed, vore høie Foresatte og dem, der, med Fortrøstning og Tillid til vor Retsindighed, have betroet en Velfærdssag i vore Hænder."

"Ledede af disse Følelser ansee vi os forpligtede til underdanigst at udbede os Den høie Directions Opmærksomhed for nogle Bemærkninger, som have paatrængt sig os ved Dens Opfordring til at forberede Spille-Præmiernes Fordeling ved en Classification af Rollerne i de i Saisonnen 1840/41 givne Forestillinger. Vi vide meget vel, at [sideskift][side 520]vort Commissorium alene gaaer ud paa Rolle-Classification; men ligesom vore Kunstfæller, uagtet den fra alle Sider yttrede, endog skriftligt til os udtalte Mening: at Talentets Classification vilde være hensigtsmæssigere og dem mere tilfredsstillende end Rollernes, have gjort Valg paa en "Rolle-Classifications-Committee," fordi de holdt sig overbeviste om, at det, fremfor Alt, vilde være Den høie Direction om at gjøre, at udfinde den bedste Maade, hvorpaa Bestemmelsen af Spille-Præmien kan virke Theatrets sande Tarv og en større Fasthed og Righoldighed i Repertoiret, og at Den derfor med Naade og Velbehag vilde modtage en Committees paa Grunde fremsatte Bemærkninger; saaledes have vi alene i samme, Directionens Indsigt og Interesse for Skuepladsen skyldige, Overbeviisning modtaget Valget til en saadan Committee."

"Vi ere fast overtydede om, at selv hvis Spille-Præmierne vare et aldeles nyt, ikke paa nogen Betingelse hvilende Lønningstillæg, vilde det være Den høie Directions Ønske, at uddele dem efter et System, hvorved Enhver vilde opnaae en Andeel, som svarede til den Interesse, hans Virksomhed har for Theatret. Og som et saadant Lønningstillæg maae Spille-Præmierne, efter den Anskuelse, vi tillade os at nære, dog ikke betragtes. Vel ere de Noget, som lægges til Skuespillerens Lønning, men kun for en Deel, da den hidtil givne Saisons-Douceur, hvorpaa der er givet det tjenstgjørende Personale Krav, ophører for dem, der faae Adgang til Spille-Præmie, og henlægges til den Fond, hvoraf den skal udredes; og med det Mere, der skal gives de Præmie-Berettigede Udsigt til at opnaae, er det Den høie Directions Hensigt at fremme Theatrets Interesse og give sin egen Virksomhed større Kraft. Vi troe, at Theatrets, [sideskift][side 521]Bestyrelsens og Personalets Interesser ere i lige høi Grad forenede i Udsættelsen af Spille-Præmier. Rettest maae de vel af Personalet ansees som en billig Godtgjørelse for forøget Virksomhed, og betragtet fra dette Synspunkt bliver det Personalet af høieste Magtpaaliggenhed, at Fordelingen skeer efter et System, som sikkrer Enhver en Andeel, der, saa nøie som muligt, svarer til den Interesse, Skuepladsen har i hans Talent, Flid og Vigtighed for Repertoiret."

"Med Hensyn til Spille-Præmier overhovedet maae vi, først og stemmest, erklære det for vor, paa omhyggelig Overveielse grundede, Overbeviisning: at man ved at fastsætte et Princip for deres Fordeling bør med Consequents følge en af to Anskuelser: Enten maa Rollens abstracte Størrelse og Vanskelighed, eller mere egenligt udtrykt: dens Betydenhed i Stykket; eller ogsaa Talentet hos den, til hvis Udførelse den betroes, bestemme Spille-Præmiens Størrelse. Vil man bringe Rollen og dens Udførelse forenede i Beregning, maa deraf opstaae saa mange Vilkaarligheder, saa mange ofte tilbagevendende og Enhver, fra den Første til den Sidste i Personalet, nu og da dybt saarende Omvurderinger, at en Forholdsregel, som skulde og kunde være Theatret til væsenligt Gavn og Personalet til virksom Opmuntring, jævnlig vilde give Anledning til Misnøie og Utilfredshed. Committeen vilde ogsaa derved ei alene blive permanent og være nødsaget til at overvære enhver Forestilling, hvori en Præmie-Berettiget udførte en ny Rolle, men mange Inconvenientser kom til at paahvile dens Medlemmer. De fik det odiøse Hverv, at være deres Kunstfællers bestandige Kritikere og ideligen at udtale sig om deres Talent i dets specielle Anvendelse; de bleve paatvungne den endnu odiøsere Forpligtelse, at bedømme sig selv, dersom [sideskift][side 522]de ikke, naar deres Præstationer omhandledes, vilde sætte sig paa slettere Vilkaar end deres Committenter, ved at gjøre Afkald paa en Stemme; den Committerede, hvis tidligere havte Rolle blev udført af en Begynder eller mindre Duelig, vilde komme i en høist ubehagelig Stilling ved at maatte erklære sig for Rollens lavere Classification, og meget mere; ikke at tale om, at der, naar Personalet vidste, at Committeen kunde tage Hensyn baade til Rollen selv og dens Udførelse, ideligen vilde blive ført Klage, og det undertiden med tilsyneladende stærk Grund, over, at enten Rollens Størrelse eller Fremstillerens Talent ikke var taget i tilbørlig Betragtning. En saa inconsequent Fremgangsmaade vilde aldrig faae Anseende af eller Indgang som System, og Den høie Direction kunde ikke vente iblandt Personalet at finde nogen indsigtsfuld og retskaffen Mand, som vilde indtræde i en Regulerings-Committee, hvis Understøttelse dog vilde være Den langt mere nødvendig, end om Præmie-Fordelingen var grundet paa et feilagtigt, men consequent gjennemført Princip."

"At classificere Rollerne, med Hensyn til Størrelse og Vanskelighed, paa en saadan Maade, at der fra de Rollehavendes Side kun maatte opstaae faa Klager over Forurettelse, vilde, med den bedste Villie, være umuligt. Vi have taget nogle os meget nøie bekjendte Charakteerstykker under omhyggelig Overveielse, men ere kun derved blevne forsikkrede om, at vore Begreber om ikke faa Roller ere saa afvigende, at vi ikke ved en Classification vilde kunne tilfredsstille os selv, endmindre de Rollehavende og dem, som ikke kunne underkaste Sagen samme grundige Drøftelse. Skal nemlig Størrelsen ikke beregnes efter en blot Replik-Sammentælling, som kun giver en Maalestok for den Møie, [sideskift][side 523]Memoreringen fordrer, men efter en abstract, af Digterens Skildring og Intention uddragen Betydenhed og Vanskeligheden ved at opfatte og fremstille Charakteren i dens Fuldstændighed, da ville en meget stor Deel Roller, især i den nyere Tids dramatiske Værker, kun høist utilforladeligt og vilkaarligt kunne bringes under Classification, siden deres Betydenhed fornemmelig bestemmes ved en individuel Opfatning. I hvor høi Grad dette er Tilfældet beviser den Kjendsgjerning, at Geronte i "Skatten" ved Uddelingen ansaaes for at staae saa langt under Crispin, at Knudsen med megen Vrede tilbageviste den Første, fordi den Sidste ikke blev ham tildeelt. Ogsaa vil Den høie Direction være saameget mere tilbøielig til at indrømme Rigtigheden af det Anførte, da den selv, ved flere tilsyneladende underordnede og physiognomieløse Rollers Overdragelse til udmærkede Skuespillere, har erkjendt Sandheden og tillige givet Anledning til flere geniale Opfindelser, der hvis Spille-Præmien skulde bestemmes efter Rollen vilde blive uden det større Honorar, som de netop fortrinsviis have Krav paa. Opfatningen af en Rolle har i den Grad Indvirkning paa Begrebet om dens Betydenhed (Størrelse og Vanskelighed) i Stykket, at vi, uagtet vi ere vante til at adskille Rollen fra Udførelsen, ikke, naar vi have seet en Rolle spillet, tør tiltroe os at kunne rigtigen skjelne imellem Digterens og Skuespillerens Værk, hvorved vi altsaa komme ind paa en Vurdering af Talentet."

"Iblandt de flere Modbemærkninger, hvortil Classification af Rollerne giver Anledning, indskrænke vi os til at anføre følgende: 1) Det er saa ofte Tilfældet, at vi ikke behøve at anføre Exempler, at en Skuespiller af første Rang er dygtig til at udføre en Hovedrolle, som ligesaa godt kan [sideskift][side 524]besættes med en ham underordnet Skuespiller, hvorimod han, i Stykkets og Theatrets Interesse, bedre kan anvendes i en mindre Rolle. Gives Spille-Præmien efter Rollens Betydenhed, altsaa efter et Princip, der udelukker Vurderingen af Talentet, da har han vel største Aarsag til at føle sig krænket og indkomme med Klage over, at man, netop fordi man venter, at hans Talent skal hæve en underordnet Rolle, har udelukket ham fra Udførelsen af Hovedrollen. 2) Den høie Direction vilde selv, i den høist retfærdige Følelse, at man dog burde sørge for, at den dygtigste Skuespiller fik den betydeligste Spille-Præmie, være tilbøielig til fortrinviis at besætte de meest betydende Roller med de for deres Talent overhovedet meest anerkjendte Skuespillere, hvorved det vilde blive den talentfulde Begynder vanskeligt at komme ind i store Roller. 3) Besætningen af originale Stykker vilde give Anledning til mange Anker og stor Uvillie; thi Digteren maa det kun være om at gjøre at finde det for enhver Rolle meest passende Talent, uden Hensyn til Rollens Betydenhed, og den udmærkede Skuespiller vilde ofte see sig berøvet en Løn, der staaer i Forhold til den kunstneriske Stilling, hans Talent og Flid have erhvervet ham. 4) Den høie Direction vil, ved at gjennemløbe Gagelisten, finde enkelte anseligt lønnede og altsaa tidligere meget anvendte Skuespillere, som nu ikke antages at have Vigtighed for Theatret, uden at det dog kan siges, at Alder, aftagende physiske Evner, Repertoirets forandrede Charakteer eller andre i temporaire og locale Omstændigheder liggende Aarsager have gjort dem mindre anvendelige. Grunden til denne Forandring i deres kunstneriske Stilling maa ene og alene søges den, at de tidligere, enten ved Øieblikkets Trang eller formedelst Overvurdering, havde faaet en Virkekreds, der [sideskift][side 525]stod langt Over deres Berettigelse. Vilde det ikke være en Fordømmelse af Rolle-Classifications-Systemet, naar blotte Brugeligheder ved de dem anbetroede store Rollers kun antagelige Udførelse, som ofte virker skadende paa Forestillingerne, skulde kunne opnaae en større Belønning end den talentfulde Skuespiller vilde kunne erhverve sig ved en kunstnerisk Udførelse af de mindre Roller, der i Stykkernes Interesse tildeeltes ham? 5) Vil man paastaae, at Spille-Præmien fornemmelig bør staae i Forhold til Skuespillerens Arbeide, da maae vi gjøre opmærksom paa: Det er paa ingen Maade Rollens Størrelse, men den Rollehavendes Talent og Opfatningsevne, som bestemmer Størrelsen af det Arbeide, hvorom her ene kan være Tale. En og samme Rolle koster det store Talent langt mere Arbeide, end den blot routinerede Skuespiller. Den Sidste bliver nemlig staaende ved det første Indtryk og lader det være nok med at passe Rollen til sig: han lærer den; da derimod den Talentfulde stræber ved Studium at objectivere sig Charakteren, og derpaa arbeider for at omforme sin hele Personlighed til den: han studerer sin Rolle, prøver, forkaster og vælger, hvilket vel alene kan kaldes Arbeide i kunstnerisk Forstand. Genie og Talent tager af Sit og lægger til Digterens, da derimod Routinieren altid berøver Digteren Noget af det, der er Hans. Skal derfor Arbeidet bringes i Anslag ved Præmie-Fordelingen, da maa denne ubestrideligt bestemmes efter Talentet. 6) En Omstændighed, der er af allerstørste Vigtighed for Skuepladsen i reen kunstnerisk Henseende og som derfor ogsaa ikke blot maa gjøre Den høie Direction, Forfatterne og Personalet, men det kunstelskende Publikum det vigtigt, at Spille-Præmierne ikke bestemmes efter Rollerne, er: at de derved ikke komme til at indvirke kraftigt til den mere omom-hyggelige [sideskift][side 526]hyggelige Udførelse. Det er da ene Massen og Betydenheden af det, der skal læres, men ikke hvorledes det bliver lært og endnu mindre hvorledes det bliver fremstillet, som bestemmer Præmien. 7) Med særligt Hensyn til Balletten maa medundertegnede Bournonville fremsætte følgende Bemærkninger, som alle Committeens Medlemmer have tiltraadt: Rollernes eller Dandsepartiernes Classification er mislig, ja næsten umulig af tvende Aarsager: 1) Fordi Balletmesteren er baade Forfatter, Uddeler af Rollerne. Instructeur, Udfører af de største og vanskeligste Partier, og rimeligviis maa ansees competent til at dømme ved enhver Classification. 2) Fordi der ikke gives en Norm for en Balletrolles Betydning, da den physiske Anstrengelse beroer paa Individets Kræfter, de store Momenter paa Situationernes Beregning, Bifaldet meest paa Dandsens Effect; Længden kan ikke komme i Betragtning, da oftest den hele Masse er i Bevægelse paa eengang, kun mere eller mindre fremtrædende; og endelig: Subjecterne overtage ikke Rollerne, men disse blive aldeles afspassede efter hine. Der kan ingen Parallel drages imellem Skuespil og Dands. Vel er den dramatiske Kunst i en høiere Potents af en beslægtet Art og i Begge er Vanskeligheden, Værdien og Indtrykket relative til Talentet; men i Dandsen er Tidens Maal, den physiske Anstrengelse, Forberedelserne og Hukommelsens Værk, ja selv Effectmidlerne saa forskjellige fra Skuespillets, at enhver Taxation i Sammenligning med dette maa bringe til et mislykket Resultat."

"Efter at have fremsat disse Bemærkninger imod Rolle-Classificationen tillade vi os at fremføre Følgende angaaende Classificationen af Talentet: Det er ubestrideligt, at naar man ligefrem, uden alle Bihensyn, vil gaae ud fra den AnAn-skuelse [sideskift][side 527]skuelse: Størrelsen af enhver Belønning eller Opmuntring, der gives ved Theatret, bør bestemmes efter hvor vigtigt Det, hvorfor den gives, er for Skuepladsen, hvor fremmende det er dens kunstneriske Udvikling, saa er det eneste Rette og Rigtige med Hensyn til Spille-Præmierne, at Talentet afgiver Bestemmelses-Principet. Det er ikke ved den blotte Flid og Anstrengelse, om den end er nok saa kraftig og agtværdig, at Theatrets Ære og Vel kunne opnaaes, men alene ved Talentet — Talentet i Bestyrelsen, Talentet hos Forfatterne, Talentet hos Skuespillerne! Talentet er Theatrets Livskraft; det er det, som skjænker det Publikums Yndest; det, som indbringer de Penge, hvoraf Belønninger skulle udredes; det, som giver det Værd og Betydning for Nationen; det er det, vi skylde at Skuepladsen er til; det, hvorved den alene vil vedblive at være til. Alle de, som ved Theatret have deres Erhverv af den blotte Brugelighed, Routine eller Naade, existere alene ved Talentet; det vilde ogsaa uden dem finde Vei til at aabenbare sig og vinde Anerkjendelse; de vilde aldrig kunne være til uden det. Talentet er indskrænket eller omfattende, større eller mindre i sin Sphære; i Forhold til dets Størrelse og Natur virker det med til Kunstanstaltens Ære og Velfærd, og i samme Forhold bør det derfor billigen have Deel i den Belønning, hvormed man søger at opretholde denne Ære og Velfærd. Hvad er det, man tilsigter ved Spille-Præmier? Ikke blot at fremme det materielle Arbeides raskere Gang; ikke blot at Rollerne blive hurtigere lærte, Forestillingerne sjeldnere forandrede. Deri alene finder ingen Mand af Indsigt noget Middel til at forbedre Theatrets Kaar eller hæve dets Anseelse, — det er ikke nok! — det er kun Noget af Sagen, men ikke Sagen selv. Nei, man [sideskift][side 528] vil det for Skuepladsen langt Ædlere, Værdigere og Fordeelagtigere: man vll, ved en kraftigere Udvikling af kunstneriske Evner, tilbagegive Skuepladsen dens gamle Folkeyndest, man vil give den Anseelse og Værdighed som en Kunstanstalt, hvilken det er en Hæder at bestyre og en Lykke at offre sit hele Livs Bestræbelser. Det er Talentets mere levende Virksomhed, hvorved man vil og alene kan opnaae dette skjønne, ægte kunstneriske og nationale Øiemeed, — nu vel! saa bør man ogsaa give Talentet den Præmie, som man udsætter for Opnaaelsen. Vi kunne, efter vor fuldeste Overbeviisning, ikke andet end paa det allerbestemteste fraraade en Rolle-Classification og med fuldkommen Eenstemmighed anbefale Præmiernes Fordeling efter en Classification af Talentet."

"Efter saa bestemt at have udtalt vor Mening om denne for Personalet høist vigtige Gjenstand tillade vi os kun at tilføie følgende Bemærkninger: 1) Det er, som vi allerede have berørt, Personalets almindelige Mening, at en Classification af Talentet er at foretrække for en Rolle-Classification. 2) I Udlandet bestemmes Feu, Spielgeld, Spielhonorar aldrig efter Rollerne, men alene efter den Interesse, Theatret har i Talentet, hvad der bedst viser sig deraf, at dette Honorar ved Engagements-Afslutninger ansættes stigende med hvert Contract-Aar. Kun ved Theatret i Stockholm, som da i ingen Henseende fortjener at gjøres til Mønster, gives Flit-Penningar efter Antallet af de Acter, hvori Skuespilleren optræder. 3) Spille-Præmiernes Bestemmelse efter Talentet har den store Fordeel, at de i høi Grad fremme Talentets Udvikling og altsaa Theatrets reent kunstneriske Interesse. Den Præmie-Berettigede af første Classe vil stedse bestræbe sig for at holde sig i den, og det øvrige [sideskift][side 529]Personale vil ikke mindre ivrigt søge at naae en høiere Classe end den, han staaer i. Dette System berører Æresfølelsen og vækker hos Artisten Attraa efter at erhverve sig en høiere kunstnerisk Dannelse. Det er den fremadskridende Dannelses og Talentudviklings System. 4) En Kunstner, som efter dette System, med Rette, er tilkjendt Plads i en af de første Classer, vil aldrig gjøre en stor Rolle lille, men ofte en lille Rolle stor; hvorimod der aldeles ikke haves nogen Sikkerhed for, at den, der efter Rolle-Classifications-Systemet indtager den første Plads i Stykket, ogsaa vil indtage den første Plads i Forestillingen. 5) Talent-Classificationen vil for den dannede Mand, som virkelig er i Besiddelse af Fremstillingsevne, være en stor Opmuntring til at vælge Theaterbanen. Den talentfulde Begynder har nemlig den Forsikkring, at om de store Roller i hans Fag end ere og en Tidlang vedblive at være i en eller flere ældre, men mindre talentfulde Skuespilleres Hænder, vil han dog ved en fortrinlig Udførelse af mindre Roller kunne skaffe sin Dygtighed en baade hædrende og lønnende Anerkjendelse."

"Vi ville endnu kun fremsætte vor Mening om et Par Indvendinger, man i Særdeleshed har anført imod dette System. Det er yttret, at dersom Talentet skulde lægges til Grund for Classificationen, vilde Spille-Præmiens første Classe medtage en altfor betydelig Sum. Denne Mening er vistnok særdeles smigrende for Personalet, men maa mere ansees for blot henkastet, end som grundet paa en omhyggelig Prøvelse af begge Systemer. Da Den høie Direction ikke har opgivet os hvor stor en Sum, der til Spille-Præmier staaer til Dens Raadighed, have vi ved en anstillet Calcul blot kunnet tage Hensyn til de Talenter, der, efter vor [sideskift][side 530]Mening, maatte stilles i første Classe, og de Roller, der rimeligviis vilde blive henførte til første Classe og den overordnede Classe, som skulde gives Tillægs-Præmie. Men ved denne Calcul ere vi netop komme til den modsatte Overbeviisning. Vi troe, at disse Roller vilde medtage en større Præmie-Sum end Talenterne af første Classe efter den redeligste og omhyggeligst overveiede Classification vilde medtage. Der gives uimodsigeligt flere store Roller end store Talenter. Vi maae herved bemærke, at vi have beregnet, at en heel Aftens Præstation, om Skuespilleren end udfører flere Roller, kun giver Spille-Præmie som for een Rolle. Den, som ikke er nøie bekjendt med Forholdene ved Theatret vil maaskee sige, at efter denne Beregningsmaade vilde ingen Skuespiller udføre to Roller i een Forestilling, Derpaa svare vi: Ingen Skuespiller bør i een Forestilling optræde i flere end to betydelige Roller, og det er i Regelen kun de Skuespillere, som ved deres Talent have Berettigelse til en betydelig Spille-Præmie, der kaldes til at gjøre det og fra hvem altsaa en saadan Indvending alene kunde ventes. Skere denne, behøvede Bestyrelsen kun at gjøre, hvad den Spilleberedvillighed, som opstaaer ved Præmien, let tillader den: den betydede den uvillige Skuespiller, at han da blev udenfor Forestillingen og altsaa tabte sin Præmie. Endvidere: Den Douceur, Theatret nu giver for Rolleudførelser, kan vel neppe ansees som Noget, der frister til store Opoffrelser. Hvad den skjænker den talentfulde Skuespiller for tre Roller, vil Spille-Præmien altid, efter vor Formening, give ham for een. Ikke destomindre have de dygtige Skuespillere ofte paa Theatrets Trængselsdage viist sig beredvillige til i een Forestilling at udføre to, ja tre af deres interessanteste Roller for skuffede Abonnenter og et slet bebe-sat [sideskift][side 531]sat Huus. Ingen har derfor mindste Ret eller Grund til at antage, at Skuespillerne under fremtidige bedre Forhold ville vise Uvillie til at gjøre det; tvertimod tør Den høie Direction være overbeviist om, at ikke blot de af Personalet, som hidtil have viist sig rede til at afhjælpe Forlegenhed, men ogsaa Enkelte, der for kunne have taget i Betænkning at gjøre Opoffrelser, ville findes beredvillige til Udførelsen af to Roller for een Spille-Præmie. Endelig er der største Grund til at vente, at Repertoirets ved Spille-Præmien tilsigtede større Fasthed meget vil formindske Antallet paa de af to, tre Smaastykker bestaaende Forestillinger, hvori en Skuespiller udfører flere Roller, da disse Forestillinger næsten alle ere sammensatte af Øieblikkets Nød og Forlegenhed. — En anden Yttring gaaer ud paa, at naar Classificationen ikke anvendtes paa Rollerne, vilde den talentfulde Skuespiller ikke være tilbøielig til at overtage store Roller. Imod denne Mening maae vi paa det allerbestemteste protestere, thi den skriver sig fra et aldeles falsk Begreb om Skuespillerens Væsen, og paadigter ham en borneret Anskuelse af Kunsten, som ingen Mand af Dannelse vil vedkjende sig eller kan have. Productions-Tilbøieligheden er medfødt enhver ægte Kunstner ligesaavel som Talentet, og den sande Skuespiller vil altid helst udføre de største Roller, naar de passe for ham, da Digteren i Almindelighed ved dem giver ham størst Leilighed til at udfolde sit Talent. Man har, for at bestyrke denne vrange Mening, anført et nyligt indtruffet Tilfælde; men Den høie Direction vil sikkert Selv indrømme, at den paagjældende store Rolle (Svend Grathe i Hauchs Tragedie) var af en saadan Natur, at dette Tilfælde ogsaa kunde være indtruffet om Spille-Præmier allerede havde været indførte. Man give en talentfuld Skue[sideskift][side 532]spiller Valget imellem Hovedrollen i Hakon Jarl, Macbeth, Ludvig den Ellevte, Kean eller Den Gjerrige og en mindre, men god Rolle i disse Stykker, og man vil blive overbeviist om, at han foretrækker den store Rolle, forudsat at den ligger indenfor hans Talents Grændse. Dog, selv om Skuespillerne nærede saa haandværksmæssige Anskuelser, vilde jo den, som kan opmuntres ved Pengefordeel, blive nødt til at spille den ham tildeelte store Rolle; thi da alle Roller blive besatte tilligemed hans eller i Forveien ere besatte, og man vel ikke vilde fratage Nogen en Rolle blot for at lønne Vrangvillie med Spille-Præmie, maatte han i Vægringstilfælde blive udenfor Stykket og tabe denne Indtægt. Classification efter Talentet vilde derimod bringe den udmærkede Skuespiller til med Fornøielse at overtage mindre Roller, som ikke sjeldent vilde blive afviste, naar Rollen bestemte Præmiens Størrelse."

"Ved disse Bemærkninger troe vi tilstrækkeligt at have motiveret vor eenstemmige Mening, at: 1) Spille-Præmien, i Theatrets Interesse, rettest vil være at fordele efter en Classification af Talentet; og 2) at en saadan Classification bedst forberedes og foreslaaes igjennem en af Personalet valgt Committee, som sammentræder ved hver Saisons Slutning for at gjøre sin Forestilling for næste Saison."

"Vi have begyndt det os naadigst anbetroede Hverv med at prøve det Princip, hvorpaa den gavnlige Foranstaltning skulde bygges. Vi frygte ikke, at Den høie Direction med Unaade vil optage disse Bemærkninger, thi de anførte Grunde ere det bedste Vidnesbyrd om, at vi ene have havt for Øie at fremsætte det, efter vor Overbeviisning, Rette, Gode og Hensigtsmæssige. Forsikkrede om, at Den høie Bestyrelse gjerne hører Personalets ærbødigt og værdigt [sideskift][side 533]fremsatte Andragender, anbefale vi derfor denne for Theatret som dets hele Personale høist vigtige Sag til Dens omhyggelige Overveielse."

Endskjøndt der taltes meget om, at det vilde skee, havde lang Slendrian gjort utænkeligt for Directionen, at der fra Personalets Side virkelig skulde blive reist Indsigelse imod en af den anordnet administrativ Forholdsregel og vovet Anviisning paa en modsat. Committeens saa hurtigt vedtagne Betænkning satte den derfor i stor Bevægelse. Alle tre Directeurer følte sig saarede af Berømmelsen for Kunstkjærlighed og Omhu for Theatrets Interesser, "som maatte være Ironie, siden Committeen tillige lod Directionen forstaae, at den havde trængt til Personalets Opoffrelser under Forlegenheder, der ikke utydeligt betegnedes som Følger af ukyndig og skjødesløs Bestyrelse." — Molbech, der først havde henkastet Forslaget om Rolle-Classificationen, som en Forbedring af hvad han vidste, at der var vedtaget ved det svenske kongelige Theater, harmedes over Bemærkningen angaaende dette, da han, med Uret, troede, at den skulde stikle paa ham. Han var i sin sædvanlige Opfarenhed for, at Directionen aldeles ikke skulde indlade sig paa at imødegaae de Indvendinger, der fremsattes imod "hvad der, efter hans faste Overbeviisning, var den eneste praktiske Ordningsmaade;" men forlange, at Committeen uvægerlig efterkom Paalæget om at classificere Rollerne. Levetzau, hvem det altid var om at gjøre i Hast at komme fra en Sag, tiltraadte hans Mening, da "han fandt, det var opsætsigt af Personer, som lønnedes af Kongen, at gerere sig saaledes ligeoverfor et af den kongelige Direction bestemt udtrykt Opdrag, og erklære det for ufornuftigt, for selv at belære den om, hvad den havde at antage for fornuftigt." Kun [sideskift][side 534]Adler meente, "at man, uden ganske at opgive Rolle-Classificationen, hvilken han maatte finde et aldeles nødvendigt Moment i Sagen, vel burde tage Committeens Forslag om at gjøre Talentet til Basis under nøiere Overveielse, da der var Kjærne deri og det blev varmt og godt forsvaret." Liebe maatte i Directionsmødet tavs høre de haarde Angreb paa Betænkningen, men der blev ikke til ham henvendt mindste Bebreidelse for at han havde tiltraadt den. Efter Mødet kom imidlertid Molbech til ham i Regisseurværelset, hvor han underrettede ham om, at Directionen var høist utilfreds med at han, dens Delegerede, havde underskrevet den, og tilføiede, at han nok vidste, at Committeen havde søgt Støtte hos "Kjøbenhavnsposten," som ogsaa nu hovererede over dens Beslutning. Men Directionen kunde ikke lade sig mestre af sine Undergivne og deres Cabaler; at udsætte Rolle-Classificationen var kun at spilde den kostbare Tid, thi Directionen vilde, uden at indlade sig i Disput med de Herrer, nok vide at holde dem indenfor deres Competences Grændser og lære dem at efterkomme det Eneste, de vare valgte for.

Ogsaa tilskrev Directionen den 30te Marts Committeen saaledes, "Fra den af det kongelige Theaters Personale valgte Committee til Classification af Rollerne i de paa det kongelige Theater i Saisonnen 1840/41 opførte Stykker har Directionen modtaget en Udarbeidelse, hvori Medlemmerne af førnævnte Committee have forsøgt at godtgjøre den formeentlig større Gavnlighed af at basere Bestemmelsen af Spille-Præmier paa en Classification af Skuespillerne efter disses større eller mindre Talent. Directionen har i dette Arbeide med Fornøielse seet et Beviis paa Committeens Medlemmers Nidkjærhed for at fremme Kunstens og Theatrets [sideskift][side 535]Tarv, men den kan ikke antage, at bemeldte Medlemmer ved dets Indsendelse skulde have anseet det dem overdragne Hverv som opfyldt, uden tillige at antage, at de havde misforstaaet den i Directionens Opfordring tydeligt udtalte Opgave og overskredet den dem til sammes Løsning af Vælgerne meddeelte Competence. Directionen har derfor kun modtaget Committeens Meddelelse som et foreløbigt, af dens egenlige Hverv uafhængigt, Arbeide, og imødeseer Resultatet af dens fortsatte Virksomhed i den af Directionen i dens Opfordring til Valget af Committeen angivne Retning."

Allerede Dagen efter indsendte Committeen følgende Svar: "Vi ere fast overbeviste om, at da vor varme Følelse for Theatrets Ære og Velfærd, kun den og intet Andet end den, bragte os til at fremsætte de af os underdanigst indsendte Bemærkninger, maa denne Følelse i dem have udtalt sig saa levende og tydeligt, at den ikke har kunnet savne Anerkjendelse hos Nogen, som i lige Grad besjæles af den. Endskjøndt Den høie Directions Tilfredshed med den Aand, som gaaer igjennem vor Udtalelse, derfor ingenlunde kan være os overraskende, har det glædet os særdeles meget, i Den høie Directions Skrivelse af 30te dennes at modtage Dens naadigste Forsikkring om, at Den med Fornøielse i vore Bemærkninger har seet et Beviis paa vor Nidkjærhed for at fremme Kunstens og Theatrets Tarv; thi har vor Nidkjærhed sin Rod i en ved lang Erfaring og Studium erhvervet nøie Kundskab om den Kunstanstalt, hvortil Tilbøielighed og Høiagtelse have knyttet vor hele fremtidige Tilværelse og som derfor er langt helligere for os, end for Nogen, hvem temporaire Forhold fængsle til den, da tør vi ogsaa med urokkelig Tillid haabe, at Nidkjærheden i sig selv gjemmer en Kraft, som ikke kan andet end bære gode [sideskift][side 536]Frugter. Vi gjentage det: Den høie Directions Anerkjendelse af vor Nidkjærhed for Kunstens og Theatrets Tarv har ikke været os uventet. Høiligen har det derimod overrasket os, at Den i Sin naadigste Skrivelse yttrer Formening om, at vi muligen kunne have misforstaaet den Opgave, der indeholdes i dens Opfordring, og overtraadt den os af vore Vælgere meddeelte Compentence. Dersom vi ikke, formedelst en utilgivelig Tankeløshed, skulle være aldeles uværdige til at afgive en Mening om en for Theatret og dets Personale høist vigtig Sag, kunne vi ikke antages at have misforstaaet den i Den høie Directions Opfordring tydeligt udtalte Opgave, og heller ikke have vi givet mindske Anledning til en Formodning om, at vi virkelig have misforstaaet den, saameget mindre, da vi, ved at motivere vore Bemærkningers Indsendelse, udtrykkeligen have sagt: "Vi vide meget vel, at vort Commissorium alene gaaer ud paa Rolle-Classification.""

"Med Hensyn til den os af vore Vælgere meddeelte Competence maae vi bemærke: Den høie Direction underrettede ved Meddelelsen af 11te dennes Theaterpersonalet om, at den, "for at befordre Theatertjenestens raske og uforstyrrede Gang, samt for at tilveiebringe det rette Forhold imellem Arbeide og Løn," vilde indføre Spille-Præmier, og erklærede, at "efter Dens Anskuelse" maatte Grundbetingelserne være, at Rollerne honoreredes i Forhold til deres Størrelse og Vanskelighed. Vi have i de førstanførte Ord Directionens klart og tydeligt udtalte Hensigt med den tilsigtede Foranstaltning, og af de sidstanførte maatte vi saare let ledes til den Formodning, at Directionen end ikke selv ansaae Rolle-Classifications-Systemet for det eneste rigtige, som altsaa ubetinget skulde [sideskift][side 537]optages. Da mange af vore Kunstfæller, saavel før som efter Valget, mundligt eller skriftligt, havde udtalt sig for at Talent-Classificationen vilde være at foretrække, og vi selv, ved gjensidig Meddelelse og omhyggelig Overveielse, Alle vare komne til samme Resultat, troede vi, at det ligefrem var vor Pligt imod Theatret, Den høie Direction og vore Vælgere, fornemmeligen at tage Hensyn til Den høie Directions aabent udtalte Hensigt, og i nogle Bemærkninger fremsætte vore Grunde for vor faste Overbeviisning om, at denne bedre vilde opnaaes ved Talent-Classificationen. Dersom vi havde fremsat et System, vilde vi vistnok have overskredet den Competence, Den høie Direction har meddeelt Committeen; men vi indskrænkede os til med Grunde at forsvare et Princip, og vi tillade os at troe, at dertil maatte vi være competente, baade fordi, som vi ikke blot have forsøgt at godtgjøre, men ogsaa, efter vor Mening, virkelig have godtgjort, Den høie Directions Hensigt alene ved dets Optagelse kan naaes, og fordi vi maatte vente, at vore Foresatte naadigst vilde modtage ærbødigt fremsatte Bemærkninger fra fem med Theatret og den dramatiske Kunst nøie bekjendte og i deres Anskuelser fuldkomment enige Mænd, som alene vare forenede til Directionens gode Hensigts Opnaaelse. Vel maatte det Resultat, hvortil vi igjennem de underdanigst fremsatte Bemærkninger kom, gjøre os det tydeligt, at vi ikke vilde være istand til at foretage den befalede Rolle-Classification, hvilket vi ogsaa i vort Indlæg udtrykkeligt have erklæret, men vi kunne neppe siges at have overskredet vor Competence ved at fremkomme med en blot Formening, som nødvendigviis, hvis den fandtes grundet, maatte være i vore Committenters Interesse, og i modsat Fald ikke kunde blive Sagen, og [sideskift][side 538]altsaa hverken Theatret, Directionen eller dem, til nogen Skade; thi støtter Rolle-Classifications-Systemet sig paa Grundsætninger, som ikke omstødes ved det, vi have anført, vil det sikkert, naar disse Grundsætninger udvikles for Personalet, faae alle Stemmer, vore iberegnede, for sig. Det kan endvidere ikke bebreides os, at vi, ved at yttre vor Formening om dette Anliggende, have berøvet Den høie Direction noget af den Tid, som ellers vilde være bleven anvendt til dets Fremme; thi efter at Committeen den 17de blev fuldstændig forsamledes vi, saa hurtigt som Theatertjenesten tillod, den 20de om Middagen, og allerede den 23de om Middagen indgave vi vort Arbeide, hvori vi tydeligen erklærede, at vi ikke kunne foretage nogen Rolle-Classification. Saaledes have vi ikke kunnet standse Sagen i mere end tre Døgn, som man vel billigen vilde have tilstaaet Committeen til Overveielse og Udfærdigelse af en Skrivelse, om den end uden Gjenstandens Drøftelse havde maattet undslaae sig for dette Hverv. Ogsaa have vi ved dette Promemoria besvaret Directionens naadigste Skrivelse, som er dateret Ottendedagen efter at vor Opsats indleveredes, allerede Dagen efter at bemeldte Skrivelse kom os tilhænde."

"Vi have med Hensyn til Den høie Directions tydeligt udtalte Hensigt og af udviklede Grunde, underdanigst tilladt os at fraraade Rolle-Classification og at anbefale Classification efter Talentet. I den varmeste Erkjendelse af Den høie Directions gode Villie og Hensigt, ansee vi det for vor Pligt endnu engang at udtale os derfor, og, overbeviste om, at Directionen ved at møde de faa Ulemper, det for Øieblikket kunde medføre, derved i høi Grad vil stemme og befæste Theatrets Interesse, bede vi Den atter i dybeste Underdanighed at skjænke vore Bemærkninger Dens [sideskift][side 539]naadigste Opmærksomhed, ligesom vi ogsaa forsikkre, at vi, dersom vi kaldes til at forberede Principets Gjennemførelse, ikke ville trække os tilbage for mødende Ubehageligheder, men med Iver søge at afvende dem fra vore høie Foresatte. Derimod kunne vi ikke medvirke til at fremme Noget, der, efter vor Overbeviisning, er imod Theatrets Interesse, og maae derfor, hvis det er Den høie Directions Villie at optage Rolle-Classifications-Systemet, underdanigst udbede os en Decharge."

"Vi benytte Leiligheden til at forsikkre, at det er aldeles imod vor Villie og uden vor Medvirkning, at Committeens Forhandlinger ere komne til Omtale i Bladene; thi vel have vi indseet, at ligesom vi under enhver Omstændighed skylde vore Vælgere Regnskab, saaledes kunde vi, under visse Omstændigheder, for at undgaae Mistydning af vor Virksomhed, blive forpligtede imod os selv til ogsaa for Publikum at fremlægge en Sag, som nøie berører dets Interesse, og Den høie Directions naadige Skrivelse har gjort os det klart, at disse Omstændigheder rimeligviis allerede ere tilstede; men det er vor faste og nøie overholdte Beslutning: enhver Offenliggjørelse skal udgaae fra Committeen og fremstille Sagen ved de den vedkommende Documenter."

At Committeen saa skarpt havde fremhævet, hvorledes den, uagtet sine Medlemmers Tjenesteforretninger, ganske anderledes end Directionen havde vogtet sig for "at spilde den kostbare Tid," paaskyndede ikke det collegiale Luntetrav mere, end at det først den 9de April kom til Udfærdigelsen af følgende Skrivelse:

"Iblandt de Foranstaltninger, som Directionen for de kongelige Skuespil, efter at have erhvervet allernaadigst [sideskift][side 540]Bemyndigelse til at indkomme med allerunderdanigst Forslag til en paa et vist Grundlag baseret Reform af Theatervæsnet, beskjeftigede sig med at forberede, var Indførelsen af Spille-Præmier eller Feu, ikke som en Erkjendelse af vedkommende Kunstneres Talent og Brugbarhed, thi disse Egenskaber paaskjønnes ved den høiere Gage og den hurtigere Stigen til samme; ikke som en Belønning for lang Tjeneste, til hvilken er taget Hensyn ved de Beneficegodtgjørelser, som efter en vis Tids Forløb hvert femte Aar tilfælde Kunstnerne; men som en Opmuntring til Deeltagelse i Theatrets Arbeider, til Anvendelse af Talent og Brugbarhed til Theatrets Fordeel og Hæder; en Andeel i de pecuniaire Frugter, som derved fremkaldtes, et Vederlag for de Tillæg, som hidtil, efter en mindre adæquat Maalestok, jævnligen tildeeltes Kunstnerne under Navn af Douceurer og Gratificationer. Spille-Præmierne skulde udmaales efter Arbeidet og dettes materielle Frugter, de skulde bidrage til at binde Kunstnernes Velværen til Theatrets Flor, de skulde give dem umiddelbar Deelagtighed i Fordelene af dets Forestillinger. Disses Held er tildeels betinget af det Talent, hvormed de udføres; Talentet vilde komme til at overtage den største Deel af Arbeidet, det syntes utvivlsomt, at det ogsaa vilde erholde den største Deel af Lønnen. — Det blev Directionens Opgave at undersøge, hvorvidt denne dens Anskuelse lod sig bringe til Udførelse, og navnligen, om Omfanget af Kunstpræstationerne i een Saison kunde passende honoreres med de Midler, den efter Grundbestemmelsen kunde vente at have til sin Raadighed. Den lod til den Ende anstille en Prøve med Forestillingerne i Saisonnen1840/41, lod Rollerne i de opførte Stykker classificere efter deres Omfang og Betydenhed, tillagde enhver Rolle [sideskift][side 541]i hver Classe en supponeret Feu, og kom til et Resultat, som ikke var dens Hensigt og Anskuelse ugunstigt. Men ingen Kunstner havde havt Deel i dette Arbeide; man erkjendte, at en Prøve, anstillet med Kunstnerblik, af Kunstnerhaand, kunde have ført til et andet, maaskee mindre gunstigt, Resultat, og det besluttedes at underkaste Opgaven en saadan Contraprøve. De til dette Øiemeed trufne Foranstaltninger ere de Herrer bekjendte, ligesom ogsaa, at de hidtil ikke have ført til det Maal, Directionen ønskede at opnaae, og til hvilket De, ved Deres Underskrift som "Rolle-Classifications-Committee," selv erkjende at være valgte."

"Committeens Medlemmer have undslaaet sig for at anstille den af Directionen attraaede Rolle-Classification, fordi De fandt, at en Classification af Skuespillerne efter disses Talent vilde afgive en sikkrere Basis for Bestemmelsen af de omhandlede Spille-Præmier; De have uden Tvivl staaet i den Formening, at De, ved at følge Directionens Opfordring, vilde udelukke et System, som efter Deres Anskuelse var det fortrinligere, og befordre Indførelsen af et andet, efter Deres Synsmaade, mindre fuldkomment. Dette er ikke Tilfælde. Directionen har her angivet sin nærmeste Hensigt med den Dem forelagte Opgave; den tilføier, at ogsaa Classificationen af Kunstnerne, som Basis for Spille-Præmiernes Udmaaling, vil blive en Gjenstand for dens Overveielse, forinden nogen Bestemmelse tages, og man forventer derefter, at De ikke ved en fortsat Vægring ville gjøre Committeens ufortøvede Opløsning fornøden."

"Iøvrigt maa Directionen, i Anledning af Slutningen af de Herrers Skrivelse af 31te f. M., hvori De yttre Dem om, at De under visse Omstændigheder kunde ansee Dem forpligtede til at fremlægge de stedfundne Forhandlinger [sideskift][side 542]imellem Dem og Directionen for Publikum, og at saadanne Omstændigheder rimeligviis alt ere tilstede, have Dem erindret om: at det Dem fra Directionen meddeelte Commissorium alene angaaer Tjenestesager, der staae i middelbar Berøring med Deres Stilling som Ansatte i hans Majestæt Kongens Tjeneste, baade som kongelige Skuespillere og som Embedsmænd ved Theatret. Overveielsen heraf vil upaatvivlelig være tilstrækkelig til at overtyde Dem om, hvor upassende og uforenelig med disse deres Forhold enhver offenlig Bekjendtgjørelse af Embedsforhandlinger imellem Directionen og en af samme foranlediget Committee vilde være, og hvorledes De ved saadanne Skridt ganske vilde træde ud af den Embedsstilling ved det kongelige Theater, som det er Directionens Ønske at ethvert Medlem af Personalet vil bidrage Sit til at holde i Hæder og Agtelse."

Committeens anden Skrivelse havde endnu mere end den første vakt Levetzaus og Molbechs Vrede. De saae, at de ei alene ikke vilde hos Personaler opnaae Sanction af Rolle-Classificationen, men maatte vente energisk Indsigelse imod den. Begge holdt for, at Directionen strax skulde opløse Committeen med en skarp Irettesættelse, og derefter befale tre Embedsmænd at foretage Classificationen. Det var Adlers meget alvorlige Forestilling om, at denne Sag maatte tages med Lempe, som afværgede dette og foranledigede Directionens sidstanførte Skrivelse. Da den deri gik ind paa at motivere sit System og lod som den havde været betænkt paa ogsaa at tage Hensyn til Kunstnernes Duelighed, hvorom der ikke hidtil havde været Tale, meente et Par af Committee-Medlemmerne, at der dog kunde være Haab om at faae et nogenlunde tilfredsstillende System sat igjennem. At der ikke blev gjort Forsøg derpaa, havde ikke saameget sin Grund [sideskift][side 543]i, at Nielsen vedblivende erklærede sig imod enhversomhelst Indblanding af Rolle-Classification, som i, hvad Alle tiltraadte, hans Udvikling af: at Directionen, ved at erklære, at Feu "ikke skulde være en Erkjendelse af Kunstnernes Talent og Brugbarhed, " og ved at lade de af den prøvede Rolle-Classificationer afmaale paa Theatercomptoiret, havde viist sig saa forudindtaget af Rollelængden som Regulator for Spille-Præmier, at man ved Forhandlinger for at skaffe Talentet dets Ret kun vilde komme til ubehagelige Controverser uden Resultat; at Directionen ved Udtrykket, at der skulde tages Hensyn til "Kunstnerne," havde undveget at nævne Talentet, fordi den, da den nu følte sig trængt den til dog at maatte gjøre nogen Indrømmelse, agtede at classificere Personalet efter Gagerne, hvilket Committeen ikke kunde bifalde; og at Directionen dog i Grunden ene og alene med Committeen havde til Hensigt at tilmanoeuvrere sig Personalete Godkjendelse af Rolle-Classificationen. Det sidste Passus i Directionens Brev, der skulde sige, hvad Chefen allerede havde til Liebe ladet sig forlyde med, at "enhver Theaterperson, som tillod sig Bladskriverie om Committeens Forhandlinger, strax vilde blive afskediget," var ganske uden Virkning. Bournonville kunde ikke afskediges, Nielsen og Phister vidste meget godt, at Directionen nok tog sig iagt for at standse hele Maskinen og opirre Publikum endnu mere ved at afskedige dem, Liebe var ligesaa vis paa sin Uundværlighed i Regisseurposten som paa sin nærforestaaende Afskedigelse som Skuespiller, og Overskou havde allerede for et halvt Aar siden ansøgt om Afsked. Yttringen frugtede ikke: Alle var enige i, at dersom Molbech virkelig, ved at opfylde sin Trusel om at ville "offenlig sætte Committeens Fremfærd i det rette Lys," gjorde, hvad der ogsaa [sideskift][side 544]for en Directeur maatte være "upassende og uforeneligt med hans Forhold," saa vilde de uden Sky imødetræde hans Fremstilling med Forhandlingernes Offenliggjørelse. Som Følge af disse Omstændigheder tilskrev Committeen øieblikkeligt Directionen saaledes:

"I Anledning af Den høie Directions naadigste Skrivelse af 9de dennes tillade vi os underdanigst at forestille: 1) Det vil, som vi allerede i vort Indlæg af 22de f. M. have bemærket, af Gagelisten erfares, at den faste Lønning aldeles ikke kan siges at være fordeelt efter Talent og Brugbarhed, hvilket ogsaa vil kunne godtgjøres med Hensyn til Flids-Beneficerne; 2) det vil for nøiere Eftertanke være klart, at Gagen, saalænge der for den er sat et Maximum, som staaer saa lidet over hvad en enkelt Person behøver til et anstændigt Udkomme, aldeles ikke kan staae i Forhold til Talentes og 3) endeligt er det beviisligt, at de Douceurer og Gratificationer, for hvilke Spille-Præmierne skulle være et Vederlag, for størstedelen ere givne med Hensyn til Trang. Er dette, som vi tillade os at troe, uimodsigeligt, da vil Spille-Præmiernes Bestemmelse efter Rolle-Classification kun være at forøge de stedfindende Misligheder i Lønningsmaaden, og vi have derfor ikke blot anseet det for vor Pligt imod Theatret og Den høie Direction at fraraade en saadan Classification, men ogsaa i ovennævnte vor første Skrivelse erklæret, at vi maatte undslaae os for at gjøre den. Ifølge Den høie Directions sidste Skrivelse maae vi saaledes ansee Committeen som opløst. — Vi holde det for passende at henvende Den høie Directions Opmærksomhed paa, at for dem af os, som ere tjenstgjørende, kan det personligen være ligegyldigt hvilket Prineip der følges, saa at det ikke vil kunne siges, at noget Medlem af Committeen [sideskift][side 545]har havt egen Interesse for Øie. — Vor Færd med Hensyn til denne Sag ville vi forøvrigt stedse bestemme efter moden Overveielse baade af hvad der er vor Pligt imod vore høie Foresatte og af hvad vi skylde Publikum, der maa ansees som høiligen interesseret i enhver Sag, som angaaer en offenlig Kunstanstalts Velværen i kunstnerisk Henseende."

Da Directionen nu ikke længer havde Udsigt til at faae en Rolle-Classification sanctioneret af Personalet, overdrog den til Justitsraad Peter Rindom, der efter Printzlau var bleven Comptoirchef, Bogholder og Hovedkasserer, at bringe dens System i Orden paa Basis af en Classification af baade Rollerne og Talentet, dette anslaaet efter Gagens Størrelse. Rindom, der var en af Personalet, for hans venlige Personlighed, Retsindighed og i enhver Henseende ædle Charakteer, særdeles agtet og afholdt Mand, forenede med en lys Forstand, mangesidig Dannelse og stor Duelighed indenfor sit Embedes Omraade megen Interesse for Theatret som Kunstanstalt, men kjendte ikke synderligt til hvad det i denne Egenskab betingede for at kunne komme til kraftig Virksomhed. Dette behøvedes imidlertid heller ikke siden Directionen havde octroyeret Gagens Størrelse at være aderquat med Talentets. Saaledes som Opgaven blev stillet ham, løfte han den paa den ei alene for Directionen, men for Skuespillerne meest tilfredsstillende Maade ved følgende Bestemmelser: "Kunstnerne, som have Adgang til Spille-Præmier (kongelige Skuespillere og Skuespillerinder. Solodandsere og Solodandserinder, samt Dandsere) inddeles efter deres Gage i 4 Classer. 1ste Classe: de som have over 800 Rdlr. aarlig; 2den Classe: de som have over 600 indtil 800 Rdlr.; 3die Classe: de som have 400 indtil 600 Rdlr.; 4de Classe: de som have indtil 400 Rdlr. Rollerne inddeles i 4 Classer, [sideskift][side 546]hvoraf 1ste Classe udført af en Kunstner af 1ste Classe giver 12 Points = 12 X. 2den Classe udført af en Kunstner af 2den Classe giver 7 Points = 7 X. 3die Classe udført af en Kunstner af 3die Classe giver 4 Points = 4 X. 4de Classe udført af en Kunstner af 4de Classe giver 2 Points = 2 X. X er 10 Procent af Aftenens hele Brutto-Indtægt divideret med Summen af de samtlige udførte Rollers Points. Folgelig varierer X hver Aften i Talstørrelse. Naar Skuespilleren og den af ham udførte Rolle høre til forskjellige Classer bestemmes Præmien efter følgende Tabel:

Af Skuespillere Classe: 1. 2. 3. 4.
Rolle af Classe 1. 12. 9. 7. 5.
" " " 2. 9. 7. 5. 4.
" " " 3. 7. 5. 4. 3.
" " " 4. 5. 4. 3. 2.

For ganske enkelte meget anstrengende Roller gives et Tillæg af 2 Rdlr., som, inden Fordelingen, fradrages de 10 Procent af Brutto-Indtægten." — Af en, til Exempel paa hvorledes Forholdet i Penge vilde blive til de bestemte Points, anført Fordeling, vistes, at naar der ved en Indtægt af 525 Rdlr. var 90 Points for Rollerne at honorere, vilde X udgjøre 56 Sk., saa at altsaa en Kunstner af 1ste Classe vilde, naar han da spillede en Rolle af 1ste Classe, faae 7 Rdlr.; naar han spillede en af 2den, 5 Rdlr. 24 Sk.; en af 3die, 4 Rdlr. 8 Sk.; og en af 4de, 2 Rdlr. 88 Sk.

Disse Bestemmelser havde ved kongelig Resolution faaet Bekræftelse 5 Uger inden denne Saisons Aabning, for med den at træde i Kraft, men et Par Dage førend den erindrede man først, at Rolle-Classificationen Stykkerne, [sideskift][side 547]hvilken Committeen alene havde været nedsat for, og som for 5 Maaneder siden var saa paatrængende, at det paalagdes den at foretage den snarest muligt, "uden at spilde den kostbare Tid," slet ikke var paabegyndt. Nu maatte den skee over Hals og Hoved efterhaanden som Stykkerne kom frem og gav med ethvert flere af de den spillende Kunstnere god Grund til Klage; thi til det Mislige i selve Systemet kom meget Misligt ved dets Gjennemførelse. Rolle-Classificationen i de forskjellige Stykker lod Directionen vilkaarligt udføre af Forskjellige, hvoriblandt i Almindelighed Kunstnere, som selv vare Rollehavende i dem; men ved hvem og hvorledes et Stykke var classificeret gjordes til den dybeste Hemmelighed. Man skulde troe, at Kunstneren indrømmedes fuld Adkomst til at faae Oplysning om, hvorledes man efterkom det offenliggjorte Lovbud, efter hvilket han havde Fordring paa en Part af den Fordeel, der reglementeret tilfaldt samtlige Rollehavende, saa at han, naar han kun vidste Brutto-Indtægten, altid selv med Sikkerhed kunde beregne hvormeget der for ethvert engang classificeret Stykke tilkom ham i Spille-Præmie. Men Intet mindre: Ingen maatte vide i hvilken Classe hans Rolle var sat eller i hvilket Forhold den var stillet til de andre Rollehavendes. Kom en Kunstner paa Theatercomptoiret for at faae sine Spille-Præmier for en Maaned udbetalte, maatte han ikke vente at kunne faae Oplysning om, hvad der var tilkjendt ham for hver udført Rolle, eller at opnaae Fremlæggelsen af en Beregning, som viste, at han rigtigt fik hvad der tilkom ham. For at han heller ikke skulde faae at vide hvor stor Præmiesum nogen Anden fik, blev den Qvitteringsliste, der forelagdes ham, — rigtignok med al den Delicatesse, som den Embedsmand, der skulde efterkomme et saasaa-dant [sideskift][side 548]dant Tilhold, kunde vise, — tildækket saaledes, at han kun faae den Linie, hvori Summen for ham stod. Der havde han at qvikkere, saa havde Directionen affundet sig med ham. Han havde arbeidet for en ved Taxt fastsat Løn; den gaves ham under en Form, der udtrykte, at han skulde være glad ved at han fik Noget; om det var hvad han efter Lov skulde have, tilkom ham ikke at undersøge; han havde uden videre at antage, at der skete ham Ret. Forresten, Directionen turde ogsaa ganske rolig tillade sig en saadan Behandling: den store Varme og Enighed, hvormed Committeens Medlemmer havde skuttet sig sammen under Forhandlingerne, holdt ikke ud over disses korte Varighed. Ligesom Bournonville paa egen Haand indgav et Forslag, der skulde forfordele Operisterne paa Skuespillernes Bekostning og var imod hans i Committeen yttrede Anskuelser, saaledes fandt Nielsen, der havde været saa ivrig imod Rolle-Classificationen og sat igjennem, at man aldeles ikke maatte erkjende den som Noget, hvortil der kunde tages Hensyn ved Fordelingen af Spille-Præmier, sig i at deeltage i den allerførste Rolle-Classification, hvilken skete med "Suzettes Medgift," som han selv spillede i. Da nu de Kunstnere, hvem det, som der sagdes i Committeens sidste Skrivelse, "kunde være ligegyldigt hvilket Princip for Spille-Præmiens Uddeling der fulgtes, saa at det ikke kunde siges, at de havde havt egen Interesse for Øie," ved deres Indskydelse saae sig sikkrede imod at blive brøstholdne, hjalp det ikke, at det underordnede Personale jævnligen, af de Classificationer, som, uagtet alle Hemmeligholdelsesmidler, bleve bekjendte, fik ud, at "der classificeredes paa bedste Beskup."

Da der ikke, som med Feu-Regulativet, var med et forandret Regulativ for Stykkernes Betaling streng Nød[sideskift]Nød-vendighed [side 549]vendighed for at det traadte i Kraft fra Saisonnens Begyndelse, blev der heller ikke for Directionen Mulighed i indtil den Tid at faae dette bragt istand; den drev det først til den 29de December 1842 at faae det bekræftet ved kongelig Resolution og udgav det da den 31te, for at gjøre det gjældende fra lste Januar 1843. Forberedelserne havde den allerede i Marts, paa samme Tid som den nedsatte Rolle-Classifications-Committeen, begyndt med Anmodning til Oehlenschläger, Heiberg. Hertz og Overskou om, inden tre Uger, hver for sig at meddele deres Mening, "hvis de muligen skulde have Lyst til at bringe et Udkast til et saadant Regulativ i Forslag efter følgende Grundsætnmger: Som Følge af, at den Deel af en Aftens Forestilling, et Stykke udfylder, er et af de Hensyn, hvorefter Betalingerne fornemmelig maae rette sig, kunde muligen ansættes fire Classer, nemlig:

1ste Classe: Stykker, der udfylde 1 Aften.
2den 2/3
3die ½
4de 1/3

Men da derhos ogsaa maa være et Forhold imellem det Honorar, der gives, og den Indtægt Stykket bringer Theatret, antager Directionen ligeledes, at Betalingerne maae være Procent af Indtægten af de aftenligen solgte Billetter. Efter herpaa grundede Beregninger, troer Directionen at kunne honorere et Stykke, der fylder en heel Forestilling og vinder Publikums særdeles Bifald, saaledes, at det, ved at opføres 50 Gange, kan indbringe sin Forfatter circa 2000 Rdlr., og Stykker af de øvrige Classer aldeles i samme Forhold." Efter Modtagelsen af Forslagene havde Directionen ogsaa faaet sammensat et Regulativ, men som, [sideskift][side 550]efter hvad der rygtedes om dets Indhold, var meget afvigende fra Forslagene og i sine saakaldte fordeelagtige Bestemmelser ikke andet end Blændværk. Collin, som var bleven udnævnt til, under Levetzaus Reise med Kongen, at være interimistisk Chef, tog af Forfatternes Utilfredshed Anledning til uden videre at forkaste, hvad hele den virkelige Direction havde vedtaget, og udarbeidede derpaa selv det nye Regulativ, som samme Direction beqvemmede sig til at erhverve kongelig Stadfæstelse. Dets Indhold var følgende:

"Stykkerne henføres med Hensyn til Oprindelse og Skuespilart til følgende Classer: 1) Originaler: a) reciterende Skuespil: b) Operaer; c) Syngestykker; d) musikalske Dramaer, Vaudeviller. 2) Oversættelser og Omarbeidelser: a) reciterende Skuespil; b) Operaer og Syngestykker til fremmed Musik; c) Operaer og Syngestykker til ny componeret Musik. — Stykkerne henføres med Hensyn til Qvantiteten til 2 Hovedcasser: A) De, som udfylde en heel Aftens Forestilling, eller som i alt Fald kun behøve et Concertnummer, et Divertissement, en Monolog eller deslige, som ikke hører under Regulativet, B) De, som kun udfylde en Deel af Forestillingen. — Betalingsbestemmelser. Originaler, som udfylde en heel Aften: Som Normal-Honorar betragtes den Betaling, der tilfalder Forfatteren af et reciterende Skuespil, der udfylder en heel Aften, nemlig: strax ved Antagelsen 150 Rdlr,, og af den aftenlige Indtægt (det er Indtægten af de Billetter, som pleie at sælges enkelte)

af hver af de  5 første Forestillinger   1/3
—  5 næste     1/4
—  5   —     1/5
— 5   —     1/6
[sideskift][side 551]
og af den 21de til den 25de Forestilling 1/7
samt ved den 25de Forestilling 50 Rdlr.

Operaer, Syngestykker og'musikalske Dramaer, som udfylde en heel Aftens Forestilling, betales med 25 Procent over Normal-Honoraret. Dersom Digter og Componist ikke have truffet Overeenskomst, tilfalder af Honoraret for en Opera: Componisten 2/3 og Digteren 1/3; for et Syngestykke: hver af dem Halvdelen; for et musikalsk Drama: Digteren 2/3 og Componisten 1/3. Til Brug for Orchesteret har Componisten at levere et fuldstændigt Partitur. — Originaler, som kun udfylde en Deel af Forestillingen, honoreres efter deres qvantitative og qvalitative Interesse for Scenen. Ved Antagelsen erholder Forfatteren fra 40 til 60 Rdlr. og dernæst: 

for hver af de 5 første Forestillinger , fra 30 til  80 Rdlr.
   —     —     5 næste      —            , fra 20  -  40  —
   —     —    15 følgende —            , fra 15  -  30  —

For musikalske Værker forøges Honoraret med 25 Procent og deles imellem Digter og Componist efter ovenangivne Forhold. — Vaudeviller honoreres som reciterende Skuespil af denne Classe med 25 Procent Tillæg. Musik og Partitur betales med en Sum for eengang, indtil 120 Rdlr. — Det en Forfatter eller Componist tilkommende Honorar tilfalder, hvis han døer forinden det Hele er oppebaaret og han efterlader sig Enke og Børn, først hende, og ved hendes Død disse. — Regulativet gjælder ogsaa for ældre Stykker, som for Fremtiden komme paa Scenen, naar de have gaaet 10 Gange eller derover. — Oversættelser af et reciterende Skuespil til en heel Aften i Prosa betales med 80 til 100 Rdlr.; i Vers med 150 til 200Rdlr., eftersomArbeidet er enten Routine- eller Kunst-Oversættelse; af Operaer eller SyngeSynge-stykker [sideskift][side 552]stykker, hvor Texten underlægges den fremmede Musik, betales for et Stykke iil en heel Aften 150 til 200 Rdlr., fornemmelig med Hensyn til Sproget, hvorfra Oversættelsen er skeet. — Oversættelsen af et Syngestykke, som udfylder en heel Aften og hvortil componeres ny Musik, betales med 100 til 150 Rdlr.; Betalingen for Musiken beregnes af den aftenlige Indtægt, saaledes som for Musiken til en original Text ovenfor er anført. — Omarbeidelser af et i fremmed Sprog forfattet Skuespil, som udfylder en heel Aften, betales med 150 til 200 Rdlr. For Stykker, oversatte eller omarbeidede, som kun udfylde en Deel af Forestillingen, betales et mindre Honorar, efter ovenanførte Forhold."

Dette Regulativ var langt liberalere, end det forrige, af Kirstein udarbeidede. Forfatteren af et Stykke, som fyldte en Forestilling, fik allerede efter de første fem Opførelser mere end de første fem, med samme Brutto-Indtægt for Theatret, indbragte ham ved det forrige; efter de første ti endog det Dobbelte af hvad han ved dette kunde opnaae efter de første ti, hvormed al Indtægt af hans Stykke ophørte for ham; og endda beholdt han Ret til Andeel af femten følgende Opførelser, som, i hvad det forrige Regulativ kaldte "det gunstigste Tilfælde," endnu kunde iudbringe mere end Alt, hvad dette tilkjendte ham. Kunde det, der efter begge Regulativer maatte sættes som "gunstigste Tilfælde," indtræffe, nemlig at alle de Forestillinger, hvoraf der tilstodes Forfatteren Andeel, gav aldeles udsolgt Huus, da vilde han efter det nye Regulativ, igjennem 25 Forestillinger, erholde 2277 Rdlr., medens han efter det gamle, igjennem 10 Forestilling, kun havde kunnet erholde 840 Rdlr. Endvidere: allerede trykte Stykker vare ikke i

[sideskift][side 553]

det nye Regulativ stillede udenfor Bestemmelserne og voldgivne Directionens Vilkaarlighed; det var udtrykkeligt anerkjendt, at en afdød Forfatters Ret gik over paa hans Enke og Børn; og den bestemte Sum, som det gamle Regulativ tilsagde Forfatteren efter hans Stykker første Opførelse, blev i det nye forordnet at skulle betales "strax ved Antagelsen." Denne Forandring var foreslaaet af alle Forfatterne, fordi Forudbetalingen vilde være at betragte deels som Directionens Erkjendelse af, at den, ved at antage et Stykke, i sin Sagkyndighed tillagde det et Værd, hvilket den, uanseet den kolde Modtagelse, det muligen kunde møde hos Publikum, skyldte ubetinget at honorere, deels som en Borgen, der gaves Forfatterne for, at Directionen ikke blot pro forma havde antaget deres Arbeider, men virkelig, under Mulct af den Sum, som Forudbetalingen beløb, vilde bringe dem til Opførelse. Ogsaa fastsatte det nye Regulativ en anstændigere Betaling for Oversættelser. Kun i Henseende til det Mere, som skulde gives for et originalt Syngespil og den dertil componerede Musik, end for et Skuespil, havde det forrige Regulativ med sin ½ langt bedre truffet det Passende, end det nærværende med sin 1/4. Imidlertid, som det nye Regulativ i sin Form bar Præget af Collins resolute Embedsvæsen, saaledes ogsaa i sin Aand: det var i høi Grad liberalt, men i endnu høiere Grad vilkaarligt. Som en baade særdeles virksom og energisk Mand, kunde Collin slet ikke finde sig i at være paalagt Tvang ved ham foreskrevne faste Regler; i Følelsen af, at han stedse kun havde det, efter hans Anskuelse, Rette for Øie, og aldrig bange for at vedkjende sig hvad han havde gjort som udgaaet fra hans selvstændige Beslutning, søgte han altid at bevare Magt til at handle rask og frit efter de forhaandenværende [sideskift][side 554]Omstændigheder. Det laae derfor i hans Natur, at var han i den Nødvendighed at skulle give et Reglement, der vilde paalægge ham selv Forpligtelser, maatte han affatte det saaledes, at disse, saa vidt muligt, kun tilsyneladende indskrænkede hans Villiesfrihed. Dette viste sig i fuldeste Maade i Betalings-Regulativet: dets Bestemmelser gave ham baade Raadighed til i meget vidt Omfang at handle efter eget Tykke, og Middel til at afvise de Besværinger, som kunde opstaae heraf. Kun for Stykker, der fyldte en Forestilling, var der en ufravigelig Betalingsregel, og selv denne sikkrede ikke Forfatteren al den Indtægt, hans Stykke kunde give; thi da Regulativet ikke indeholdt mindste Bestemmelse om, hvor længe han kunde fordre det beholdt i Repertoiret, stod det til Directionen, uden Hensyn til dets Værd eller den Søgning, det havde, vedblivende at give eller at henlægge det. Foruden at Stykker, som ikke fyldte en Forestilling, ogsaa vare underkastede denne Vilkaarlighed, stode de under den, at Directionen efter Tykke kunde bestemme Betalingen for hver Forestilling af dem, og det fra et Minimum af 30 Rdlr. indtil et Maximum af 80 Rdlr. Medens der nemlig for Stykker, der syldte en Forestilling, kun var — fordi der ikke kunde fastsættes noget andet, — et Maal efter Qvantitet, var der for mindre Stykker tillige et efter Qvalitet, og i hvilket Forhold til hinanden disse Maal skulde bestemme Graden af Betalingens Størrelse var saalidet antydet, at Direction, af Gunst eller Ugunst, meget let kunde fastsætte denne efter en paastaaet Qvalitet, uden at tage synderligt Hensyn til Qvantiteten. Desuden, Directionens strenge Upartiskhed forudsat, turde Forfatterne vente, at Stykkernes qvalitative Interesse for Scenen blev rigtigt vurderet af en Bestyrelse, der saa ofte med Iver havde [sideskift][side 555]antaget sig platte Fuskerier og stillet dem langt høiere paa Repertoiret, end erkjendte Mesterværker? At der var et forskjelligt Bestemmelsesprincip med Hensyn til Stykkernes Betaling. — for Stykker, der fyldte en Forestilling, skulde den bestemmes efter Publikums Søgning, for mindre efter Directionens Godtbefindende, — lod Forfatterne ret føle Vilkaarlighedens Herredømme. Medens de for et Stykke, der fyldte en Forestilling, skulde have den usikkre Betaling efter hvad det indbragte, og maatte vente det henlagt, dersom Directionen ikke fandt Indtægten stor nok, havde de for de mindre en sikkret Betaling, hvilken, naar, som det charakteristisk hed, "Directionen undte dem det," baade kunde ansættes høi og skaffes dem ved Forestillinger, der maaskee ikke engang indbragte den fastsatte Betalingssum, saa at Theaterkassen maatte gjøre Tilskud for at udrede den. Med Hensyn til Indtægten var der ingen Opfordring til at skrive store Stykker; de mindre gav den sikkrere og, i Forhold, langt rundeligere. Naar et Femactsstykke, som fyldte en Forestilling, ved enhver af de 25 Opførelser, hvoraf Forfatteren nød Andeel, havde i Gjennemsnit indbragt 250 Rdlr., hvilket var en Indtægt, hvormed Theatret kunde være særdeles tilfreds, da opnaaede Forfatteren, med Forudbetalingen og de 50 Rdlr., som gaves ved den 25de Opførelse, et Honorar af 1570 Rdlr. Blev derimod et Toactsstykke af Directionen tillagt saa stor qvalitativ Interesse for Scenen, at det tilkjendtes den høieste Betaling, havde det efter den 25de Opførelse indbragt sin Forfatter 1110 Rdlr. Det første Tilfælde kunde ikke let indtræffe, da endog de bedste Stykker sjeldent i Længden gave saa godt Huus og ofte opførtes i Nødsfald; det sidste Tilfælde turde en begunstiget Forfatter gjøre sikker Regning paa, under hvor mislige Omstændigheder for Kassen hans [sideskift][side 556]Stykke end blev givet. For at ogsaa Oversættelsers Betaling kunde bestemmes af Vilkaarlighed var der sørget, ved at den for Skuespil skulde gives "eftersom de vare enten Routine- eller Kunstoversættelser", og for Syngestykker "fornemmelig med Hensyn til Sproget, hvorfra Oversættelsen var skeet." Vilkaarligheden gjorde sig ogsaa i den Grad gjældende, at man ei alene ikke erkjendte den Sandhed, at det franske Sprog er vanskeligst at oversætte fra i Musik, men endog, efter hvorledes Oversætteren stod anskreven, stemplede eet og samme Sprog snart til det vanskeligste, snart til det letteste. Og ikke nok med at Forfatterne vare voldgivne alle de Vilkaarligheder, hvoraf Regulativet var sammensat; som for at vise dem, at endog dets Existents med kongelig Approbation stod under Vilkaarligheden, ophævede Directionen to Aar efter, paa egen Haand og uden hverken Varsel eller Bekjendtgjørelse, dets eneste virkelig distincte og hensigtsmæssige Bestemmelse: Forudbetalingen skulde herefter, ligesom under Kirstein, være en paa Stykkets første Forestilling følgende Bagefterbetaling; Directionen vilde have i sin Magt, ligesom tidligere, at kunne antage Stykker med Beslutning om ikke at give dem og Sikkerhed for ikke at komme til at bøde derfor. Naturligviis kunde ingen Forfatter være forpligtet ved de Forandringer, som Directionen fandt paa af egen Magtfuldkommenhed at gjøre i det kongeligt approberede Regulativ, der maatte være bydende for Directionen som for ham; men han kunde ikke komme til sin Ret uden alvorlige Conflicter, hvoraf han maatte vente en saa skladelig Tilbagevirkning paa sit Stykkes Udstyr. Opførelse og ham fordeelagtige Anvendelse i Repertoiret, at han, i Overbeviisning om, at Regulativets stærkt udraabte Liberalitet i Grunden kun var til for Begunstigede, heller tav og lod sig forurette.

[sideskift][side 557]

Som Noget, der paa eengang skulde forvandle Forvirring til Orden, gjøre den sløve administrative Embedsgang livlig og i høi Grad fremme Theatrets Opsving, blev, paa Lassens gjentagne indtrængende Forestilling, ved kongelig Resolution bestemt, at der fra denne Saisons Begyndelse skulde indrettes "et oekonomisk Comptoir, hvor Inspecteuren alle Søgnedage til en bestemt Tid kunde være at finde, baade for at føre Tilsyn med Theatrets hele materielle Væsen, og for at alle Vedkommende der kunde tale med ham." Især havde Directionen billiget denne Indretning fordi Lassen derved vilde blive nødt til dog paa een Tid af Dagen at være tilstede i Theatret, hvor han, der skulde føre Tilsyn med Bygningen, Inventariet og det hele sceniske Materiale, allerede i to Aar aldrig havde ladet sig see, da han, trods Directionens baade milde og skarpe Paalæg, haardnakket holdt fast ved, at han "under de nærværende Forhold" kun havde, i sin Embedsbolig i Lille Strandstræde, at modtage og effectuere Ordrer samt attestere Regninger. For at opnaae sit Øiemeed fandt Directionen sig i, efter hans Leilighed og paa hans Forslag, at fastsætte 8 til 11 om Formiddagen til Comptoirtid, hvorvel den var Personalet høist ubeleilig. Bestemmelsen kom aldrig til Udførelse: da Lassen skulde udtale sig om, hvorledes denne skulde skee, viste sig, at han vilde have hele Administrationen under sit Herredømme i saadan Udstrækning, at alle Embedsmænd havde med ham eller i Forsamlinger under hans Ledning at komme overeens om Betænkninger, som af ham skulde forelægges Directionen, hvis enkelte Medlemmer endog ikke maatte udstede nogen Ordre uden igjennem ham. Directeurerne vilde ikke forpligte sig til at meddele sine maaskee paatrængende Beslutninger igjennem en Mellemmand, der [sideskift][side 558]ofte ikke havde med Sagen at gjøre; og Embedsmændene meente, at en saadan collegial Behandling under en Præses kun vilde volde Tidsspilde og endmere sløve Forretningsgangen, hvilken Lassen langt lettere kunde fremme, dersom han, istedetfor omhyggeligt at holde sig borte fra de andre Embedsmænd og selv bevirke den Isolering, han saameget beklagede og ved sit Comptoir vilde have hævet, jævnligen, som Inspecteurens naturlige Pligt var, indfandt sig paa Theatret og der med disse Embedsmænd udvexlede sine Tanker og Meninger om Forretningernes Gang paa en saadan Maade, som bekræftede den Sandhed, hvormed han havde understøttet sit Forslag: "at Embedsmændenes Enighed og gjensidige Hjælp og Understøttelse kraftigst og lettest virke til Theatrets Velfærd." Dette bevægede Lassen til at lade Projectet falde; dog ikke for bestandig, thi Aar for Aar optog han det med bestandig udforligere Udviklinger i Skrivelser til Collin, og indtil Februar 1845 afviste han stadigt Directionens Mindelser om, at han maatte opfylde de ham ved Instrux paalagte Pligter, med at "det var han sat ud af Stand til, da det oekonomiske Comptoir ikke var blevet oprettet."

I Haab om at dække den betydelige Afgang i Indtægterne, som vilde foraarsages ved at 10 Proeent af deres Brutto skulde anvendes til Spille-Præmier, udvirkede Directionen kongeligt Samtykke til adskillige Foranstaltninger. Foruden de fem Abonnements-Aftener skulde spilles, uden Abonnement, til Indtægt for Theaterkassen hver Søndag samt anden Jule- og anden Paaskedag, saaledes at der i denne Saison kunde gives 220 Forestillinger, altsaa 14 flere end hidtil. De tidligere Forestillinger om Onsdagen, til at supplere Abonnementet, skulde bortfalde, hvorimod enkelte [sideskift][side 559]Onsdage bleve at benytte af Theatret til Forestillinger uden Abonnement. Alle Aftenunderholdninger og private Forestillinger uden Undtagelse, saavel paa det store Theater som paa Hostheatret, af eller for Theaterpersonalet, skulde bortfalde, ikke blot i Saisonnen, men ogsaa i Juni. Med Benefice-Godtgjørelser for Tjenestetid skulde det have sit Forblivende, men Benefice-Godtgjørelser for Flid og Talent kunde herefter kun gives dem, som allerede havde fast Ansættelse i afvigte Saison. Saisonsdouceurer og Gratificationer bortfaldt for dem, som havde Adkomst til Spille-Præmie.

Hvad der skulde fuldende den saakaldte Resorm og sikkrest bidrage til at afvende en fra Spille-Præmierne og slette Indtægter opstaaende Deficit, var imidlertid Afskedigelser, hvorved en Deel af Gagebeløbet stilledes til Directionens Raadighed. For ad denne Vei at betrygge sig saameget som muligt, havde, i Slutningen af forrige Saison, Directionen paa Afskedigelseslisten, foruden adskillige af det underordnede Personale, optaget Flere, der endnu kunde være, om ikke Scenen til Ære, saa dog Tjenesten til god Nytte. Af disse tvang Opinionen ved Theatret den, allerede førend Indstillingen afgik, til at udslette Holm, som var meget inde i Repertoires men foruden Liebe, der selv ønskede Afgang som Skuespiller, da han ikke i lang Tid i denne Egenskab havde gjort Tjeneste, og Overskou, som havde faaet Løfte om Afsked med Pension, indstilledes Kirchheine, der havde gjort sig ubrugelig. Seemann, Hass, Cetti, Seest, Mad. Kretzmer og Solodandser Larcher. Dog, ligesom i Regulativsagen, maatte ogsaa i dette Anliggende den virkelige Chef og Direction lade sig mestre af en interimistisk Chef. I sin sædvanlige Stundesløshed havde Directionen ikke havt Tid til at overover-veie [sideskift][side 560]veie denne Forholdsregel inden Omstændighederne dreve den til paa staaende Fod baade at beslutte og udføre den. Følgen deraf var, at Indstillingen ikke endnu havde faaet kongelig Bekræftelse da Gage-Betalingsdagen kom, og paa denne gav Directionen dem, der skulde have Afsked, Underretning derom, ved at den, uden mindste Varsel, uden at den derfor kunde fremlægge kongelig Resolution og uden at forskyde dem det Ringeste til dagligt Udkomme indtil der kunde anvises dem Pension, paa Theatercomptoiret lod dem affærdige med, at de paa Grund af Afskedigelse ikke mere kunde faae Gage, Den pludselige yderlige Forlegenhed, hvori de fleste af de Paagjældende derved bleve bragte, satte ogsaa det hele øvrige Personale i heftig Bevægelse, især da en stor Deel af dette var Vidne til Affærdigelsen og de Affærdigedes Fortvivlelse over hvad Rosenkilde forbittret kaldte "en oprørende Fremgangsmaade af Theatrets ligesaa skjødesløse som uduelige Bestyrelse imod dets Kunstnere." Endnu større Harme og dertil bitter Spot kom over Directionen da det et Par Dage efter blev bekjendt, at den ganske havde glemt at correspondere med Finantserne om disses Overtagelse af Pensionerne, saa at det ikke blot kunde vare længe inden der blev anviist de Afskedigede Noget til Underhold, men Directionen endog ikke selv kunde vide om Afskedigelserne vilde blive bevilgede. Denne Omstændighed benyttede Rosenkilde og Stage for at gjøre Collin, der ogsaa naar han ikke var Directeur hyppigt søgtes af Personalet om Raad og Bistand, opmærksom paa Directionens ukloge Afskedigelser og hensynsløse Fremfærd. Da Collin var Medlem af Finantsdeputationen og just paa den Tid blev udnævnt til interimistisk Theaterches, faldt Resultatet af sig selv: Finantserne afsloge at overtage Pensioner til et saa stort [sideskift][side 561]Beløb, og den interimistiske Chef maatte, som Følge deraf, gjøre en ny Indstilling, hvorefter Hass, Cetti, Seemann og Larcher bleve staaende, strax fik deres Maanedsgager udbetalte og paany bragtes i Virksomhed. En anden, ikke medholdelig, Forandring i Directionens Indstilling satte Collin igjennem, ved at han, istedetfor Theatermaler Wallich, der afskediges med Forpligtelse fremdeles at gjøre Tjeneste naar forlangtes, fik, meget overflødigt, ansat to Theatermalere, nemlig, foruden den, af Kjenderes som af hele Publikums Beundring udpegede, baade i Architektur og Landskabsmalerie geniale Christensen tillige, for blot det Architektoniske, Troels Lund, hvem han personligt yndede og hvis Ansættelse han søgte at begrunde ved den intetsigende Bestemmelse, at han, "naar Directionen ønskede det, skulde assistere ved Theatermaskineriets Anordning." Desuden blev der ved denne Reform i Personalet bestemt, at der foruden Solodandsere og Dandsere herefter skulde være en tredie Classe: "Second-Dandsere," som havde Adkomst til Deeltagelse i Spille-Præmier og efter 25 Aars Tjeneste tillagdes en aarlig Gratification af 50 Rdlr. I denne optoges de dygtige Mimikere Fredstrup og Füssel samt Georg Brodersen, en ung Dandser, der havde et smukt Udvortes og udmærkede sig ved god Disposition og megen Flid.

Allerede den 14de Februar i forrige Saison var der for Capellet udgaaet et kongeligt approberet Normalreglement, hvorefter det skulde bestaae af: 1 Musikdirecteur med 3000 Rdlr. Gage; 3 Concertmestre, 1 med 1200 og 2 med 1000 Rdlr.; 15 Violinister (1 med 800, 5 med 600 og 9 med 400 Rdlr.); 4 Violoncellister (1 med 800, 2 med 600 og l med 400 Rdlr.); 4 Contrabassister (1 med 800, 2 med 600 og 1 med 400 Rdlr.); 4 Fløitenister (1 med 800, [sideskift][side 562]1 med 600 og 2 med 400 Rdlr.); 3 Oboister (I med 800, 1 med 600 og l med 400 Rdlr.); 3 Clarinettister (1 med 800, 1 med 600 og 1 med 400 Rdlr.): 3 Fagottister (1 med 800, 1 med 600 og 1 med 400 Rdlr.); 4 Hornister (2 med 800 og 2 med 600 Rdlr.), samt 1 Harpenist med 500 Rdlr. Gagerne i Forbindelse med Udgifterne til Underviisning, Instrumenta, Musikalier, Strenge o. s. v. sattes til et Normalbeløb af 31745 Rdlr. — Saasnart Reglementet var fastsat begyndte man at søge en dygtig Mand til den normerede Musikdirecteurpost. Allerede i Begyndelsen af sit Directorat havde Kirstein været meget virksom for at vinde Marschner, men denne fandt endnu dengang sin Stilling som Hof-Capelmester i Hannover altfor behagelig og fordeelagtig til at lade sig friste af de Vilkaar, der her kunde bydes ham. Siden havde man ladet det beroe ved at see Tiden an; men det tidligere berømte Orchester var nu gaaet saa betydeligt tilbage i Præcision, Ensemble og Energie, at Directionen nødvendigen med Alvor maatte sørge for en Afgjørelse. Denne blev omsider særdeles heldigt truffen ved Ansættelsen af Franz Joseph Glæser som Capelmester. Han var 43 Aar gammel, retskaffen i al sin Vandel, af livlig, virksom Natur og en ved Gemyt, grundige Kundskaber og stor Routine ægte Musiker. Ikke blot havde han søgt Belæring og Dannelse ved i alle store tydske Theatre at høre de berømteste dramatiske Compositioner under udmærkede anførere, men som Capelmester i Wien ved Leopoldstädter- og Josephstädter-Theaterne og i Berlin ved Königstädter-Theatret, hvorfra han kom hertil, ogsaa ved Ledning af store Musikværker vundet Anerkjendelse af at være en Dirigent, der forenede Smag og Fyrighed med megen Omsigt og ualmindelig artistisk Dygtighed. Tillige var han i Tydskland særdeles [sideskift][side 563]anseet for sine mange Compositioner; her kjendte man vel kun "Ørnens Rede, "men denne, der rigtignok, som ganske udsprungen af hans personlige friske Gemytlighed, var den fortrinligste, stod i saa stor Yndest, at den bidrog meget til at forberede ham en gunstig Modtagelse af Publikum. Han havde stor Interesse for Kunst i Almindelighed, men kun i Musiken følte han sig hjemme; i den havde han al sin Virksomhed og sin herligste Nydelse. En hos den høieste musikalske Autoritet særdeles glædelig Egenskab besad han den, at han, som dengang var sjeldent hos vore indfødte Musikdyrkere, holdt sig reen for Eensidighed og aldeles fordomsfri hengav sig Indtrykket af en Tonedigtnings Skjønheder, i hvilken national Aand de end aabenbarede sig. Derimod havde han en Svaghed, der ikke sjeldent gav Chicanen Leilighed til at paaføre ham Spot og Fortredeligheder. Under sit lange Ophold i Dresden, Wien og Berlin var den tydske Veneration for Hof, Adel, Rang, Ordener og collegiale Skrivelser med store Segl voxet saa fast sammen med hans jævne, godmodige Natur, at han satte høi Priis paa at tækkes Aristokratiet og opnaae Beviser paa dets Naade. Som Følge deraf søgte han gjerne at give sin altid agtværdige Virksomhed megen Vigtighed og vilde selv, mere end var gavnligt for Tjenestens raske Gang, udføre Alt, hvad der kunde faae blot Anseende af at ligge indenfor hans Embedes Grændser. Saaledes lod han sig ikke betage at lede ethvert Syngestykkes Indstudering med Solosangerne lige fra dens første Begyndelse; men ængstlig for at bortgive sin Værdighed som Capelmester ved med en Enkelt eller To, som havde Sangnummere sammen, at gjennemgaae Partierne indtil de vare lærte udenad, og derved holde hvad der i Theatersproget kaldes "Skole," befalede [sideskift][side 564]han strax Møde af Stykkets hele Besætning, for at kunne kalde Indøvelsen "Claveerprøve," og arbeidede da efterhaanden med et Par af Sangerne medens de Øvrige maatte vente i kjedsommelig Ørkesløshed. Saa rask han end med sin ypperlige Læregave fremmede Indøvelsen, blev den dog ved denne Maade at drive den paa baade noget generende for Sangere, der savnede musikalsk Dannelse, saa at de maatte lære efter Gehør, og tidsspildende for dem, som Raden ikke den Dag kom til, hvorfor den undertiden foranledigede Trevenhed og Forsømmelser, der skadede Virkningen af hans utrættelige Arbeidsomhed. Imidlertid, det var kun ved Dygtighed, Tjenesteiver og Redebonhed til af yderste Evne at virke ved og for sin Kunst, at han var begjærlig efter at tildrage sig høitstaaende Personers Opmærksomhed; han kjendte ikke til Intriguer eller Krogveie, og søgte aldrig Yndest med Tilsidesættelse af egen Værdighed eller hvad han som Menneske og Embedsmand skyldte Andre. De Kunstnere, som havde Hjerte for hans fortræffelige Charakteer, oversaae derfor gjerne den ufornødne Uleilighed, de havde af den Omhu, hvormed han overholdt sit Embedes Vigtighed, saameget mere da han, naar han "kom til at tage fat med dem," ved sin store Dygtighed og Iver gav dem rigelig Erstatning for den spildte Tid.

Directionen havde haabet, at de store nye Foranstaltninger vilde give Publikum saa gode Forventninger, at Abonnementet maatte blive glimrende; men den tog meget feil: den selv var ikke undergaaet nogen Forandring, og Overbeviisningen om, at ligesom den ikke havde forstaaet at ordne Foranstaltningerne vilde den ikke heller vide at føre sig dem til Nytte, var saa dyb og almeen at just denne Saisons Loge-Auction fik et langt uheldigere Udfald [sideskift][side 565]end nogen foregaaende. Ikke mindre end 77 Loger bleve uafsatte og maalte stilles til en ny Auction, hvorved nogle vel bleve solgte, men til meget lav Priis. Den store Forøgelse af enkelte Billetter, som Directionen, ved de uafsatte Logers Udstykning, hver Aften vilde faae til Udsalg ved Kassen, foranledigede den til meget hensigtsmæssigt at nedsætte Priserne paa Billetter til 2den Pladsloge og Galleriet respective fra 1 Rdlr. og 3 Mk. til 4 Mk. 8 Sk. og 2 Mk. 8 Sk., ligesom Priserne for enkelte Billetter i uabonnerede Loger i 2den Etage bleve nedsatte til 4 Mk. 8 Sk. paa de to første Bænke og 4 Mk. for de øvrige, og i 3die Etage til 2 Mk. 8 Sk.

I lidt over 14 Dage inden Saisonnen havde Glæser med en saadan Udholdenhed og Lærerdygtighed ledet et ham fremmed Personales Indstudering af Rossinis "Wilhelm Tell," at dette store, meget combinerede og i mange Nummere vanskelige Værk kunde aabne Saisonnen i en Forestilling, hvortil de Rollehavende følte sig saaledes "Herrer over deres Partier og indøvede i Theaterspillet, som de aldrig havde været." Generalprøven var holdt saa correct og ildfuldt, at den kunde have været en mesterlig Forestilling, og Stykket var averteret. Da kom aldeles uventet en Sygdomsanmeldelse fra Mad. Stage, der skulde spille Gemmy: Glæser fentvivlede og der var Udsigt til samme yderlige Forlegenhed som ved forrige Saisons Aabning. Collin stødte imidlertid ikke, som Levetzau, den Hjælp tilbage, der bødes ham fra Sommerskuespillene, men lod aabne med "Suzettes Medgift," et maadeligt Rørestykke, der blev meget usikkert spillet. Glæser, der kun kjendte de Sangere, han havde arbeidet med, var aldeles raadvild da han blev gjort opmærksom paa, at der i Choret skulde være en ung Pige [sideskift][side 566]med en særdeles smuk Sopran og megen musikalsk Lærenemhed. Han var imidlertid saa overbeviist om Umuligheden af hurtigt at indstudere Partiet med en aldeles Uøvet saaledes at hun kunde udføre det anstændigt, at han, for ikke at være nødt til at saare hende med en Afviisning, først ved Nøden og lang Overtalelse beqvemmede sig til at ville høre hende. Choristinden Luise Rudolfine Marcher blev nu over Hals og Hoved opsøgt og anmodet om, hemmeligt at indfinde sig hos ham, da han var ængstlig for at lægge sig ud med Mad. Stage og dog maaskee ikke finde en Doublant. Dagen efter erklærede han sjæleglad, at Jfr. Marcher allerede, til hans store Overraskelse, kunde Partiet udenad og sang det med en saadan Kraft, Varme og Sikkerhed, at hun fuldkomment tilfredsstillende vilde kunne optræde den efter et Par Prøver. For at faae Tid til disses Afholdelse maatte Directionen optage endnu to Stykker fra Sommerskuespillene, men gav dog ogsaa en lille Nyhed: det anonyme Eenactsskuespil "Fristelsen" (af H. Hertz). Dette Stykke var høist originalt i sin simple Idee og et lille Mesterværk med Hensyn til den Naturtroskab, Fasthed og Klarhed, hvormed Charaktererne vare fremstillede. Det var Skade, at dette fortræffeligt componerede og i hvert lille Træk med Mesterhaand udførte Genremalerie ikke af de Spillende kom til sin fulde Ret, undtagen i Mad. Qvists ypperlige Rolle, der af Jfr. Jørgensen gaves med slaaende Sandhed i Diction, Holdning og Bevægelser; Foersom og Rosenkilde, som havde de to andre af Forfatteren med stor Consequents gjennemførte Roller, spillede disse med megen Flid, men vare ikke saaledes paa deres rette Plads, at de med hendes Simpelhed kunde give dem i al den Naturlighed, de have fra Digterens Haand. Endelig havde Glæser [sideskift][side 567]den Glæde, her at kunne aabne sin kunstneriske Virksomhed med en Opførelse af "Wilhelm Tell," om hvilken han selv, strax førend Forestillingen, med sin dybe religiøse Følelse sagde, at "han vidste, den var saa omhyggeligt forberedt med et sin Opgave voxent Personale, at han med reen Kunstnersamvittighed og i fast Overbeviisning om et lykkeligt Udfald kunde gribe sin Taktstok." Vel havde af "Wilhelm Tells" to Forfattere den ene, Jouy, ved Digterberømthed opnaaet Sæde i det franske Academie, og den anden Bis, vundet stort Bifald med flere Tragedier, men dog udmærkede Stykket sig ingenlunde hverken ved charakteristisk Fremstilling af det historiske Stof, eller ved god dramatisk Composition; tvætimod. Begivenheden var grundforvansket og Handlingen meget maadeligt anlagt. Alligevel afgav det ved et Componisten begeistrende poetisk Sprog, skjønne Rhythmer og adskillige grandiøse Situationer en ret god Operatext, som af Rossini var benyttet med stor Genialitet. De Nationalmusikalske havde med megen Uvillie seet, at der fra Tydskland blev indkaldt en Capelmester, "som man jo dog vel havde maattet kunne finde iblandt vore egne geniale Musikere;" at Glæser til sin Debut valgte en Musik af Rossini, og ikke havde skaffet sig "saameget Kjendskab til vore udmærkede dramatiske Compositioner," at han kunde tage en af disse, var dem et "meget ondt Omen" og vakte deres endnu større Misnøie, hvilket de, ikke uden Held, havde søgt at overføre i Publikum. Men dette blev allerede under første Act overrasket til levende Begeistring ved den poetiske Genialitet, hvormed Rossini i dette Værk har lagt Charakteer, Høihed og Kraft i de originale henrivende Melodier, der ere Følelsernes og Lidenskabelighedens paa engang fyldige og gratiøse Udtryk. Det stormende Bifald, der fulgte ethvert Nummer, [sideskift][side 568]men især Arnolds og Tells med megen Ild udførte Duet og Melchthals ophøiede Velsignelse, hvori Choret faldt ind saa pompøst, som man aldrig for havde hørt det, blev endnu stærkere under den herlige anden Act, og efter den ved knusende Kraft og høi Pathos gribende Edsfæstelse paa Rütli yttrede Enthusiasmen sig i et saadant Udbrud af Jubel, at Operaens glimrende Modtagelse allerede var afgjort. Et ved dyb Føolelse, poetisk Aand og stor Stiil saa imponerende Kunstværk havde man ikke ventet af den frivole Rossini. Men Udførelsen var ogsaa beundringsværdig skjøn: en overordenlig Fasthed og Præcision, den yderste Omhu for ved Nuancering og kraftfuldt Udtryk af hvert Moments Charakteer at frembringe den fulde tilsigtede musikalske og theatralske Effect, og Chorets saavelsom alle Rollehavendes livfulde Indgriben i rette Øieblik gave et som fra hver Enkelt frit udgaaet Ensemble, hvori Hovedfigurerne, ved sig selv og deres Stilling til det Hele, vare af megen Virkning. Vel var Mad. Simonsen, som Mathilde, med sit fyldige Udvortes og jævne, blidt rolige Væsen, ligesaa lidet en romantisk elskende Prindsesse som Faaborg med sin colossale, ikke normalt byggede Figur og tunge, prægløse Gesticulation en lidenskabeligt sværmende Yngling, men Begge sang, om ikke i henrivende Begeistring, dog kunstfærdigt og tiltalende deres vanskelige Partier: hun med en blød, klangfuld og smidig Stemme, han med stor Kraft og Fylde i hele Toneomfanget. Og alle de andre Roller gaves fortræffeligt baade i Spil og Sang. Hansen var en herlig Tell baade af Ydre og ved fortræffelig Anvendelse af sine store kunstneriske Evner: der var i hans Holdning, Bevægelser og mimiske Udtryk en ham sjelden mandig Fasthed og han sang med gribende Følelse, Energie og Styrke. Det blev til [sideskift][side 569]Hindring for Jfr. Marchers heldige Anvendelse i Syngespillets Elskerinder, at hun, med Undtagelse af store deilige og udtryksfulde Øjne, ikke til sin sjeldne musikalske Begavelse og den overordenlige Flid, hun senere utrætteligt anvendte paa dens Uddannelse, havde det Ydre, som Theatret betinger for dette Fag; men til Gemmys Rolle gjorde hendes lave, buttede Figur og stortformede, aabne Ansigt hende særdeles egnet; og med sin ligesaa runde, bøielige og friske som fuldttonende og stærke Sopran sang hun Partiet ganske fortræffeligt. Der var en Sikkerhed i Intonation. Nuancering og Foredrag, som til hendes tækkeligt fri og livlige Udførelse af Rollen gjorde megen Virkning og strax viste, at hun, idetmindste som Sangerinde, var et Talent af Betydenhed. Schram og Ferslew gave i Spil og Sang Gesler og Walter Fürst med stor Dygtighed, og Cetti viste ved sin mimisk og declamatorisk fortræffelige Udførelse af Leutholds Scene, at han endnu kunde lægge Varme og Kraft i et Bipartie. Glæsers Debut var glimrende over al Forventning; thi at det af hele Opførelsen syntes som om Theatret i musikalsk Henseende pludseligt var fra Døsighed blevet vækket til frisk og kraftig Livfuldhed, det erkjendte Alle at være hans Fortjeneste. Allerede under Indstuderingen var hans Berømmelse udgaaet til Publikum fra det begeistrede Personale; en saadan Dirigent havde det endnu aldrig været saa lykkeligt at have: Indøvelsen af Solopartierne fandt man behagelig og fattelig over al Beskrivelse: hans Nuanceringer, Bøielighed efter Sangernes Foredrag, Fermater, Crescendoer og Decrescendoer satte i Henrykkelse; man forbausedes over hans Routine og musikalske Dygtighed, naar han ved Prøver syngende corrigerede, medens han takterede med den ene Haand og accompagnerede paa Claveret med [sideskift][side 570]den anden; og ypperligere havde ingen anfører domineret sit Orchester efter Sangerens Foredrag og Stemmemidler. Det klare Udtryk og den levende Colorit, som hans skarpe Opfattelse af Componistens Intention, Smag i dens Fremhævelse, Fasthed under Ledningen og Kraft til at elektrisere de Executerende udbredte over den herlige Tonedigtning, gave Publikum Vidnesbyrd om Sandheden i Lovtalerne over hans sjeldne anføreregenskaber og satte ham strax ualmindeligt høit i dets Omdømme. At han, i sin brændende Iver for altid at være i Virksomhed, strax efter begyndte at give berømte Symphonier, som skaffede Directionen et nyt Middel til at hjælpe paa korte og trivielle dramatiske Forestillinger og bidroge meget til at danne Musiksmagen, satte ham i endnu større Anseelse som musikalsk Autoritet, og da han den 5te April havde i Christiansborgs slots Ridehuus dirigeret en beundringsværdig skjøn Udførelse af Haydns verdensberømte Tonedigt "Skabelsen, " blev han "Kunstnernes Hyldede." Der foranstaltedes af Deeltagerne i Concerten og endeel Musikdyrkere et Festmaaltid paa Skydebanen, ved hvilket 120 Begeistrede sang hans Priis baade paa Tydsk og Dansk.

"Zerbrich des Pilgers schwache Rohr! —
Wir lassen Dich nieht ziehen,
Eh' Du vertauscht der Dänen Chor
Mit Himmels-Harmonien!"

hed det og det gik i Opfyldelse, men ikke under den varige Tilfredshed, som denne Hylding spaaede, at hans uforanderlige kunstneriske Enthusiasme og Pligtiver vilde sikkre ham. Netop denne Festlighed satte den misundelige Borneerthed, der stadigt vedligeholdt et musikalsk Cliquevæsen, i Bevægelse for at [sideskift][side 571]indblæse Publikum, at Glæser oversaae dansk Musikkunst, og det hjalp ikke, at han i næste Saison bragte "Sovedrikken" til en Opførelse, der fra hans Side var ganske i Componistens Aand; det blev med stigende Held gjort ham til Brøde, at han ikke fremtog "vore egne Mesterværker," som hvilke man ikke først og fremmest nævnede de saare faa andre almeenyndede danske Syngestykker, men dem, som, paa Grund af enten Textens eller Musikens udramatiske Natur, ikke havde kunnet holde sig i Repertoiret. At han ikke, uopfordret af Directionen, der dog bedre end han maatte vide hvor megen Yndest disse Værker stode i hos Publikum, vilde paalægge sig og Personaler store Anstrengelser og Theatret betydelig Tidsanvendelse og Bekostning, for, som var at forudsee, kun at skaffe et Par maadeligt besøgte Forestillinger, hvis liden Lykke just de, der ivrigst havde animeret dertil, ikke vilde forsømme at tilskrive hans Kulde og Uvillie: Dette blev saa indtrængende, flere Gange endog igjennem Bladene, gjort til en Forsyndelse imod den ægte Kunst, at det voldte ham megen Ærgrelse. Dog, da han, efterhaanden som de tilstrækkelige artistiske Midler kom tilstede, i de tre følgende Saisonner bragte "Røverborgen," "Et Eventyr i Rosenborg Have" og "Ungdom og Galskab" frem og anvendte yderste Omhu paa enhver ny dansk Composition, tabte denne Klage omsider Virkning paa Publikum. Men imidlertid var der sørget for at reise en anden, som gik ham endnu nærmere, fordi den skaffede ham daglige Fortredeligheder i hans Embedsførelse. Glæser blev, af just dem, som meest convulsivt havde overvældet ham med Exaltation for "den Douceur, hvormed han accompagnerede Sangerne," udraabt for, "at lade Orchestret overdøve endog den stærkeste Stemme, saa at den maatte brøle." Hvad man [sideskift][side 572]tidligere havde lagt Schall til Last, bebreidedes ham, ikke mindre ubilligt, endnu stærkere og med bedre Klem; thi ligesaa vist som det ikke i Schalls Tid faldt endog de grundmusikalske Artister ind, for Alvor at optræde imod hans Orchesterledning, ligesaa vist vilde han snart have lært dem Respect; men saa opfarende Glæser end for et Øieblik kunde blive, var han dog, af Frygt for Standsning i Tjenesten, meget eftergivende mod Enhver, der havde Betydenhed for den, og de, som gik ud paa at fortredige ham med Besværingen over for stærkt Accompagnement og Uvillie til at rette sig efter Sangernes Foredrag, sørgede for, at den kom tilorde ved overmodige Primadonnaer, som, endskjøndt de under Glæsers Veiledning maatte gjennemtygge deres Partier Node for Node, ikke undsaae sig for at ville lære ham, hvorledes han havde at accompagnere dem eller for at paastaae, at han i deres Coloraturer skulde taale de umusikalske Capricer, som de fik den Caprice at indlægge. Den Vrangvillighed, der saaledes tidligt traadte Glæser imode, fik under svage og ukyndige Bestyrelser saa megen Indskydelse paa Tjenestens Gang, at det for en stor Deel maa tilskrives den, at hans utrættelige Virksomhed ikke for Publikum blev af saa glædelige Følger, som hans glimrende Tiltrædelse vakte Forventning om.

"Undine" var en af Borgaard med et godt Blik for theatralsk Effect paa fem Acter fordeelt Dramatisering af La Motte Fouqués berømte Eventyr og blev optaget med meget levende Bifald. Det sceniske Udstyr bidrog ingenlunde dertil; thi hvorvel Stykket hører til en Skuespilart, der aldrig bør opføres uden splendid Anvendelse af Decorationsmalene og Maskinerie, og det kom frem i Anledning af Kongens Fødselsfest, havde Directionen, formodenlig fordi Kongen [sideskift][side 573]var fraværende, saa aldeles tilsidesat sin Pligt imod Scenen og Forfatteren, at det hele Materiale var under det Tarvelige. Kraftig Understøttelse til poetisk Virkning gave derimod en phantasierig, ædelt udtryksfuld Musik af Hartmann og den fra alle Steder omhyggelige, i Hovedrollerne udmærket skjønne Udførelse. Fru Heiberg var en fortryllende Undine; det sjælløse Væsens vilde Natur, dets Opvaagnen til Bevidsthed og Udvikling til opoffrende Kjærlighed havde i hendes Fremstilling en Natursandhed og poetisk Skjønhed, som vare af henrivende Virkning; i Glæden ved at see det oprørte Hav og den grændseløse Smerte over den Elskendes Utroskab var en Følelsens Energie, der fremkaldte stormende Bifald, og de mange andre Effecttirader, som Forfatteren havde udstyret hendes Rolle med, opfattede hun saa smagfuldt og fremsagde saa charakteristisk og begeistret, at de fik Præg af Poesie og indtoge Publikum. Jfr. Ryge virkede endnu mere correctivt ved sin Kunst, idet hun gav den bizarre og usammenhængende Paraderolle, hvortil Forfatteren havde omdannet Eventyrets "ædle og blide" Bertalda, med en Anstand, Fiinhed og Delicatesse, som bragte den til endog at behage. Ogsaa Holst søgte ei alene med Held at dæmpe den altfor grelle Colorit, der ved Knaldreplikker var givet Huldbrand, men lagde megen Interesse i sin Fremstilling ved ridderlig Anstand og varm erotisk Følelse. Den gamle Fisker Guntram, som var heldigst behandlet fra Forfatterens Haand, spillede Nielsen med elskelig jævn Naturlighed, men som han ved Varme og Energie i Foredraget gav en Kraft og Høihed, der gjorde stor Virkning; og Holm beviste, ved sin Udførelse af Pater Ottmar, at han, ligesom Cetti, endnu kunde være Theatret til større Nytte, end Enkelte af dem, der ved hans Afskedigelse skulde have været skaffet Gage [sideskift][side 574]tillæg. Med alle sine Svagheder havde Stykket paa Scenen saameget Tiltrækkende, at det sikkert vilde være blevet Theatret til ikke ringe Fordeel, dersom Kunsten ikke i saa høi Grad havde savnet Understøttelse af Staffagen.

Det næste Mærkelige var Kristian Mantzius's Debut. 23 Aar gammel og bekjendt som en flink, aandsbegavet og æsthetisk dannet Student, der betraadte Theaterbanen af ægte Kunstfølelse, havde han vakt Forventninger, som kun vilde være at fyldestgjøre ved et betydeligt Talent, da hans legemlige Evner ikke skulde blænde Publikum og navnlig den ikke fuldt middelhøie Figur, et langt Ansigt af skarp Contour og hans dengang noget skelende Blik syntes at være ham imod. At han havde valgt en holbergsk Rolle og dertil Rasmus Berg, som aldrig var bleven anseet for "taknemmelig" og antoges ikke at kunne gjøre Lykke uden ved en saa stærkt udpræget comisk Individualitet som Rosenkildes, holdtes for et særdeles godt Forvarsel af kunstforstandige Tilskuere, og disse fandt ogsaa enhver billig Fordring til en Begynder høist tilfredsstillende opfyldt. Udførelsen savnede vel noget af det rige Lune, som Rosenkilde havde lagt i den, men derimod udmærkede den sig i høi Grad ved megen Naturlighed og Bestemthed i alle Charakteerudtrykkets Nuancer, Klarhed, Ild og Flydenhed i Dictionen og et i det Hele godt mimisk Spil, der langtfra, som hos Debutanter i AImindelighed, at støde ved endeel vage, hensigtsløse Gebærder, med al sin Livlighed havde en særlig Behagelighed ved Ro og Maadehold i Bevægelserne. Flere enkelte Replikker, men især hans, formedelst ethvert Moments og Overgangenes fortræffelige declamatoriske Charakterisering, udmærkede Fremsigelse af Monologen i fjerde Act, vandt overordenligt levende Bifald og den hele Rolle bar et eget Præg af selvstændig [sideskift][side 575]Opfatning og paa nøie Gjennemtænkning grundet Resoluthed i Udførelsen, hvilket afgjørende vidnede om et meget betydeligt Talent indenfor den Grændse, hvortil han ved Flid og Routine maatte kunne drive det til at udvide sine Fremstillingsevner. I sine to andre Debutroller var han vel mindre heldig: som Arv i "Jean de France" savnede han Lune og Herredømme over Dialecten, og til Giulio Romano i "Correggio" havde han ikke endnu opnaaet saamegen Adel i Holdning og Diction, at han kunde behage; men af begge udtalte sig saa tydeligt en eiendommelig Betragtningsmaade, at man turde regne paa, i ham at faae en original og meget anvendelig Fremstiller, naar han over sine legemlige Midler havde vundet den Magt, som han aabenbart med Alvor søgte at erhverve sig. Ogsaa retfærdiggjorde han allerede kort efter i en saavel ved Charakterens interessant nuancerede og faste Gjennemførelse som ved særdeles correct, letpointeret og skydende Versdeclamation fortrinlig Fremstilling af Robert i "Amors Geniestreger," at Directionen viste ham en større Gunst, end den i mange Aar havde viist nogen Begynder, idet den efter hans tredie Debut ansatte ham som Prøveskuespiller med 400 Rdlr. Gage. I sin Begjærlighed efter ofte at komme paa Scenen og faae Leilighed til sit Talents Udvikling i betydelige Opgaver, følte han sig imidlertid saa utilfreds med sin øieblikkelige Stilling, at han allerede ved næste Saisons Slutning opgav denne Ansættelse og gik til Theatret i Christiania.

Da Directionen havde i Repertoiret overført Alt, hvad der blot nogenlunde var sluppet igjennem ved Sommerforestillingerne, maatte den billigen ogsaa optage Andersens lille gemytlige Vaudeville "Fuglen i Pæretræet." Dette skulde dog ikke gaae af uden at den Borneerthed, som stadigt søgte [sideskift][side 576]at modarbeide Digterens stigende Anseelse, atter kom til at give sig Luft. Theaterstykkerne vare hans svageste Arbeider og dem, hvorpaa man lydeligst kunde føre Beviis for hvad man vilde have udgivet for "Publikums Mishag." Det blev heller ikke forsømt. For tre Aar siden havde en Toneangiver, der selv fuskede i Vaudevillen, gjort sig latterlig, ved imod Andersens meget moersomme Vaudeville-Spog "Den Usynlige paa Sprogø," der allerede for Foersoms særdeles originalt pudseerlige Udførelse af Hovedpersonen havde fortjent venlig Modtagelse, at animere til en pibende Opposition, der efter et Par Forsøg paa at give Publikum Afsmag for hvad den kaldte "uanstændigt," maatte finde sig i at det en Snees Gange saae Stykket under idelig Latter og stærkt Bifald. Efter at "Fuglen i Pæretæet" var gaaet fem Gange og, som en godt spillet moersom og aldeles uskyldig Skjemt i god Vaudevilleform med velvalgte Melodier, havde været Publikum til meget Behag, fandt nu samme Clique sig pludseligt ved den sjetfe Forestilling opfordret til med Piben at modsætte sig "Skuepladsens Vanhelligelse med noget saa flaut Tøi, " og da Levetzau ikke vilde have "dette afskyelige Piberie" i Huset, opnaaedes dennegang den Forurettelse imod Digteren, at Stykket ikke oftere blev givet.

Den Nyhed, der i denne Saison blev den nationale skueplads meest til Glands og Hæder som Theaterkassen til størst Fordeel, var Oehlenschlägers Tragedie "Dina." En meget alvorlig og almeen Anke imod dette Værk reistes deras, at Digteren, der baade som æsthetisk Lærer fastholdt, at Poesien stedse skulde virke i Humanitetens Aand, og ellers i sine Værker, allerede af sin ædle Charakteers Tilskyndelse, fulgte sin Lære, her havde i haardeste Maade krænket den historiske Hovedpersons Minde, idet han tildigtede [sideskift][side 577]Ulfeldt just det en ridderlig Charakteer og Rigets mægtigste Adelsmand uværdige Forhold, hvilket denne med stor Indignation havde fralagt sig og som alle historiske Vidnesbyrd godtgjorde, at han var aldeles udenfor. Den Forbindelse, der i Virkeiigheden blev ham paaløiet af en fræk Skjøge, som var Redskab i sin nederdrægtigt intriguerende Forførers Haand, gjordes i Digtningen til en Kjendsgjerning, der havde Udgang fra Ulfeldts Opbrusenhed og Letsind og førte til Undergang for en aandrig, trodsigt selvstændig Pige og Fordærvelse for hendes fortjenstfulde, varmtfølende Beskytter. Selv de, der i videste Udstrækning indrømmede Digtekunsten Ret til at lempe historiske Begivenheder efter den behandlede Kunstarts Natur, fandt umedholdeligt, at Oehlenschläger havde i saa høi Grad forvansket de historiske Charakterer og navnligen tillagt sit Dramas Bærer den Brøde, hvilken hans kongelige Slægts lave Avind havde villet beskæmme ham med og som han ved Forhør, der blev holdt af hans Fjender, havde renset sig fra. "Jeg gad nok vide," sagde Engelstoft til Adler efter Stykkets første Opførelse, "hvordan Oehlenschläger vil komme fra det, naar Ulfeldt engang i de himmelske Boliger spørger ham: Da Din Konge nedrev den Skamstøtte, som min kongelige Svoger havde sat mig af Steen, hvorledes kunde saa Du skikkelige Mand nænne at reise mig en anden af saadan Poesie, at den vel bliver staaende saalænge der er dansk Literatur til?" — "Ih," svarede Adler, "han vil sige: Gode Ulfeldt, mit Genie har aldrig saaledes gjort mig Rede for hvad det foretog sig, at mit Hjerte kunde blive ansvarligt for det." Imidlertid, var der Mange, som bebreidede Digteren denne Forsyndelse imod en mærkværdig historisk Charakteer, saa beundrede Alle Tragedien, saadan som han havde givet den, og stillede den [sideskift][side 578]iblandt hans ypperligste Værker. I første Act fandt Publikum væsenlig kun et Slags Indledning, hvori nogle hverken indbyrdes eller med Handlingen forbundne Smaascener, ved Træk af Ulfeldts Personlighed, Huusliv og øieblikkelige Stilling, paatrykte Digtningen historisk Sandheds Præg, uden at give dramatisk Indhold; men fra anden Acts Begyndelse udviklede sig en stor Begivenhed i lige til dens Slutning stigende Interesse, der paa ethvert Trin fængslede ved kjækt tegnede og livligt colorerede Charakteerskildringer, et i alle Affecter ædelt og poetisk Sprog og gribende, fra Personernes Følelser under Handlingens Gang naturligt udprungne Situationer. Digteren havde, istedetfor, som i nogle af sine tidligere Værker, at søge Effect ved Indlæg af Musik, Dands, lyriske Strofer. Optog eller Kampscener, kun taget Bistand i et eneste Middel, der ikke gaves ham af hans Phantasie, men som Theatret for Øieblikket tilbød ham til Anvendelse af den, og dette Middel var reent kunstnerisk, nemlig Fru Heibergs Genie. Det var iøiefaldende, at Tanken om, paa en ny effectfuld Maade at benytte den store Skuespillerindes overordenlige Evne til at indtrænge i og klart fremstille dybe, energiske Naturer havde indskudt ham baade at vælge Stoffet og, til glimrende Udførelse af hende, at omdanne Dinas Charakteer, hvad der maatte medføre de Afvigelser fra Historien, som han ogsaa med de andre Personer havde tilladt sig; selv hendes Optræden i Amagerdragt havde nærmest Grund i hvad der vilde være Fru Heiberg personligt klædeligt. Men den Charakteer, som Betragtningen af Kunstnerindens geniale Kraft havde inspireret Digteren, var saa beundringsværdigt skjønt indordnet i og nøie forbunden med Handlingen, saa fortræffeligt baade motiveret og udviklet ved denne og de andre Charakterer, [sideskift][side 579]at den, langtfra at skaffe sig Effect ved glimrende Isolering, modtog den ved sit harmoniske Forhold til hele Skildringen. Fru Heiberg vidste med fiin Smag og stor Kunstfærdighed at bevare Harmonien og dog at give Spillet den fulde kraftige Natursandhed og et henrivende poetisk Udtryk. Den overordentlige Enthusiasme, hvormed hendes Fremstilling optoges af Publikum, udtalte sig ogsaa af flere sanddrue Anmeldelser. "Fru Heiberg." hed det saaledes i "Dagen, " "har en Mængde Roller, hvori hun glimrende udfolder sin Genialitet og staaer uopnaaelig, men vi vide ikke nogen af dem alle, i hvilken hun aabenbarer et saa dybt Blik ind i Menneskets psychologiske Natur, og til en saadan Fuldendelse i ethvert Træk gjengiver det, hun har opfattet. Hun er, som Dina selv kalder sig, en Disonants i Menneskelivet, men den harmonerer i sig selv. Der er Djærvhed i Opfatningen, Delicatesse i Udførelsen. Og nu hendes Kraft, den ægte kunstneriske Sikkerhed i hendes Udtryk! Her er intet Vagt, intet Vaklende, der tilintetgjør den fulde Virkning af skjønne Steder; Alt er klart og bestemt." Overeensstemmende yttrede "Fædrelandet": "Hvad der bidrager væsenlig til at dette Stykke ikke blot har tilfredsstillet, men man kan vel sige henrevet det for den tragiske Pathos noget flove Publikum, det er Titelrollens fuldendte Udførelse. Fru Heiberg har i en lang Rætte af høist forskjellige Charakteerroller udviklet sit modne og mangesidige Genie; men vi mindes dog ikke nogensinde at have seet den bevidste Kunsts saa fuldkomne Triumf som i Dina. Hun fremstillede den kjække, i sin aandige Kraftfylde. Verden udfordrende Pige i anden Act med lunefuld Naivetet og sprudlende Liv og med samme gribende Natursandhed, som hun i tredie Act var den forsmaaede stolte Elskerinde og den af Sjæleangst piinte AnAn-klagerske [sideskift][side 580]klagerske; hun udtrykte i fjerde Act den ædle, paa en god Bevidsthed støttede Trods, som Synet af Pinebænken ikke formaaer at knække, med begeistret Kraft, medens der i femte Act var udbredt den Klarhed og Høihed over hele hendes Væsen, som sømmer sig den, der med et brødefrit Sind staaer paa Livets Grændse." Med fuldeste Sandhed hed det ogsaa: "Næst efter Fru Heibergs mesterlige Udførelse af Hovedrollen maae vi nævne Mad. Nielsens ædle, hjertelige Fremstilling af Eleonora. Den rene, qvindelige Hengivenhed og ømme Kjærlighed, der er udbredt over den af hende med fortryllende Simpelhed givne huuslige Scene i første Act, og hendes følelsesfulde Afsked fra Christian den Fjerdes Billede i sidste var en stor, for al Effecthigen fremmed Kunstnerindes henrivende Sjælsudgydelser, der gjorde et dybt Indtryk." Holst gav Walter med megen Anstand og i en god Grundtone, men var ikke fri for enkelte Steder at falde i det Oratoriske; hvorimod Nielsen, hvem Ulfeldt ikke kunde afvinde nogen Interesse, navnligen fordi "han burde være Stykkets Bærer, men var bleven gjort til Dinas, " undertiden faldt fra det værdige, varme og faste Foredrag ind i det Prægløse, og overhovedet havde endeel af "det Vage og Vaklende, der tilintetgjor den fulde Virkning af skjønne Steder," hvilken Bebreidelse ingen af de mindre Rollers Fremstillere gav Grund til. Efter Teppets Fald løod jublende Bifald og et udbragt "Oehlenschläger leve!" fulgtes af tordnende Hurraraab. Ogsaa Fru Heiberg vilde man i dette Stykke, hvori hun havde aabenbaret sit Genies fulde Glands og saa herligt bidraget til Digterens Triumf, bringe en endnu større Hylding, end der vistes hende ved det levende Bifald, enhver af hendes Fremstillinger lønnedes med: ved den syvende Opførelse blev hun, da anden Act [sideskift][side 581]begyndte og hun saaes paa Scenen, hilset med en længe vedholdende stormende Jubel, der flere Gange fornyedes under Forestillingen og efter et "Leve!" gjentoges i al sin Kraft da den var endt. Men ikke nok dermed: da hun kjørte fra Theatret til sin Bolig i Bredgaden ledsagede en stor ved det forsamlet Menneskemasse Vognen under Hurraraab til udenfor Charlottenborg, hvor Begeistringen tog Udbrud i at man spændte Hestene fra og trak hende hjem under vedvarende Jubel. Denne Hylding, som kun var viist Frederik den Sjette og Thorvaldsen, satte "Kjøbenhavnsposten," der aldeles ikke havde yttret sig imod et, af Politiet forhindret, stærkt Forsøg paa den for ti Maaneder siden, rigtignok i Anledning af en politisk Domfældelse, saadan i Harme, at den maatte udgyde sig i en galdefuld Anmeldelse; Mange forsvarede derimod Begeistringens Yderlighed med, at siden det var kommet saavidt, at der jævnligt tilkastedes Mad. Forconi Masser af kostbare Bouketter og fra første Etage blev sendt hende Garniturer med Brillanter, naar hun var sluppen vel fra en Effectscene, ja at den unge Dandserinde Jfr. Nielsen, fordi hun var kommen hjem fra Paris overøstes med en Blomsterregn, "saa kunde man ikke gjøre mindre for en Kunstnerinde som Fru Heiberg end trække hende." En mere passende og hende behagelig Maade at udtale Erkjendelse af hendes Kunstværd paa var det imidlertid, at 4—500 Studerende fem Dage efter, paa hendes Fødselsdag, om Aftenen samlede sig med Fakler i den bag hendes Bopæl værende Have og der afsang en af H. Hertz digtet skjøn Notturno, efter hvis Slutning udbragtes et begeistret "Leve!", hvorfor hun med dyb Følelse aflagde sin Taksigelse.

Tre Dage efter den første Opførelse af "Dina" indtraf en anden Kunstmærkelighed, som ligeledes knyttede sig [sideskift][side 582]til en oehlenschlägersk Digtning og blev af høi og udstrakt Betydenhed for Skuepladsen. Wiehe havde i den sidste Tid med hver ny Rolle vakt stigende Opmærksomhed ved rask kunstnerisk Udvikling. I det første Par Aar efter hans Fremtræden havde Publikums Masse mindre omtalt ham, end de fleste andre Begyndere; den fandt ham i de Smaaroller, han spillede, kun "underlig," men blot til den Grad, at det ligegyldigt blev bemærket; ikke saa at det vakte Opsigt. Kun enkelte kunsterfarne og skarptseende Comediegængere troede i hans Underlighed at see stærke Glimt af et Genie, der stræbte at trænge igjennem individuel Særhed og savnede tilstrækkelige physiske Midler for at kunne komme til det Udtryk, som det efter sin Eiendommelighed søgte. Hvad der tidligst blev ogsaa Mængden paafaldende hos ham var, at hans Taleorgan ei alene stadigt fik større Kraft, Fylde og Fasthed, men vandt en Smidighed, hvorved han ofte overraskende gav sine Betoninger en Fiinhed eller Energie, der for den Kunstforstandige ligesaa meget blev Beviis paa træffende Anskuelse af Digterens Intention som paa et ved Flid erhvervet betydeligt Herredømme over Stemmen. En ham egen gribende Inderlighed og Dybde i Følelsens Yttring igjennem Dictionen var det, hvorved han først tiltvang sig agtelsesfuld Agtpaagivenhed. Mindre heldig var han i at bringe det mimiske og plastiske Udtryk under sin Villie: af hans "Underlige" fremtraadte vel mere og mere det, der var Geniets Expression, og tilbagetrængtes det ham blot Individuelle, men som Alt hos ham havde ogsaa hans personlige Væsen stor Intensitet, og det varede længe inden Studium af hans Jeg og Kunsten og deres Forhold til hinanden førte ham til at indsee, hvad han havde at bortslibe af det Første for at komme til et frit og ædelt ydre [sideskift][side 583]Udtryk for den Sidste. I Septbr. 1841 havde han i Udførelsen af en ung munter Ritmester i "Lises Støvler" gjort sig bemærket ved et fiint og livligt Foredrag af Rollen overhovedet, medens han i enkelte Replikker og ved nonchalant Holdning, af og til faldt stærkt ud af den. Tre Maaneder efter havde han, som Marquis de Valclos, atter en betydelig ny Rolle i "Et Ægteskab i Ludvig den Femtendes Tid." Hvorledes han dengang betragtedes med Hensyn til et Fag, hvori han siden udmærkede sig ved flere med Rette beundrede Fremstillinger, sees bedst af to Blades Anmeldelser, der ei alene vise, at begge Referenter havde modtaget et og samme Indtryk af hans Udførelse, men træffende udtalte det, som hans Spil i saadanne Roller ogsaa da gjorde paa Publikum i Almindelighed. Den Ene (i "Kjøbenhavnsposten") lyder: "Vi kunde nok have ønsket Marquis de Valclos en anden Fremstiller end Hr. Wiehe, der aldeles mangler den Lethed og Elegants i Diction og Manerer, der ene er istand til at gjøre en saadan Rolle interessant og naturlig for Tilskuerne. Paa de faa Steder i Rollen, der tillade Følelsen frit Spillerum, var Hr. Wiehe heldigst, hvor der derimod udfordredes den rolige og fine Verdenstone saae vi kun altfor tydeligt, at vi ikke havde nogen virkelig Marquis for os. Der er i Hr. Wiehes hele personlige Optræden noget eiendommeligt affecteret Fornemt og Vigtigt, der ligesom tyder paa, at han allerede anseer sig selv for den store Skuespiller, der kan gjøre Pretensioner paa at sees med særdeles Interesse. Vi ville ikke paastaae, at Hr. Wiehe virkeligen nærer denne Anskuelse om sit eget Værd, men saaledes seer det ud, og, skulde Udseendet ikke bedrage, da vil Hr. Wiehe senere selv takke os, fordi vi have gjort ham opmærksom paa en Feil, der maaskee er den største, hvortil [sideskift][side 584]en ung Skuespiller kan forfalde. Vi ville aldeles ikke frakjende Hr. Wiehe Talent; vi ville endogsaa indrømme, at han har det forud for den største Deel af Theatrets Elever at han i Regelen siger og betoner sine Replikker rigtigt, fordi han har forstaaet dem rigtigt; men oprigtigt talt troe vi paa den anden Side heller ikke, at det Fag, hvorunder den omtalte Rolle henfører, nogensinde vil blive det, hvori Hr. Wiehe vil udmærke sig, hvorimod vi, efter hvad vi hidtil have seet af ham, snarere ere tilbøielige til at ansee ham for at høre hjemme paa det comiske Gebet." I den anden Anmeldelse (i "Figaro") hed det: "Den Anstand paa Scenen, som Hr. Holst i de senere Aar har førstaaet at tilegne sig i en høi Grad, savnedes desværre meget hos Hr. Wiehe, hvis Rolle gjør ligesaa store Fordringer i denne Henseende som Grevens, og som kun ved en særdeles delicat Behandling kan undgaae at blive utaalelig for Tilskuerne. Hr. Wiehe er ikke skabt for denne Art af Roller; hans hele Holdning, Gang, Staaen, ja selv den Maade, hvorpaa han sætter sig paa en Stol eller Sofa, er saa lidt marquisagtig som nogen Ting i Verden; der hører megen Routine til at spille en saadan Rolle, og denne Routine mangler Hr. Wiehe naturligviis endnu; han bliver forlegen og vil skjule sin Forlegenhed under en paatagen Raskhed og bliver derved affecteret; kort sagt, Hr. Wiehe burde ikke have spillet Rollen, da det vel neppe kan negtes, at Stykket har tabt ved, at den ikke var i bedre Hænder. Enkelte Replikker fremsagde han vel med Liv og Varme og erhvervede sig ogsaa et Par Gange levende og fortjent Bifald, men det Hele var temmelig farveløst." Langtfra at lade sig gjøre mismodig af saadanne Yttringer, viste Wiehe, ved nu at sætte al sin Kraft paa at blive just det, som "han ikke var skabt for," baade at han selv erkjendte hos sig de [sideskift][side 585]paapegede Feil og havde en fast og brændende Villie til at kue ogsaa dem. Han fandt snart Leilighed til at overraske Publikum med den store Fremgang, som han ved sin stille, udholdende Flid havde paa kort Tid skaffet sig saavel i Dygtighed til at give sin Rolle Afrundethed og Ensemble som i Beherskelse af sin Holdning og Gesticulation til en naturligt smuk plastisk Fremstilling: ved at Holst ikke deeltog i Foreningens Sommerskuespil i 1842 fik Wiehe flere betydelige Roller, i hvilke det, der blev det Charakteristik i hans Spil, da han opnaaede Mesterskab: Originalitet i Opfatning, Bestemthed i Udtrykket, varm, energisk og dyb Følelse, fiin Nuancering og poetisk Naturlighed, mere og mere kom til Herredømme over det ham personligt Egne. I det Alvorlige vandt han især glimrende Bifald ved den gribende Kraft, hvormed han, som d'Aubigny i "Gabrielle de Belle-Isle." gav det Erotiske og Pathetiske; i det Fiintcomiske overraskede han ved den delicate Ironie, han lagde i en meget ædel og elegant Udførelse af Grev de Bussieres i "De Utrøstelige;" men hans Triumf var den i Declamation og Plastik særdeles skjønne Fremstilling af Ferdinand Alba i nogle Scener af Gothes "Egmont." Ved denne Saisons Begyndelse var han for Publikum en ung talentfuld Skuespiller, der vel endnu i sit Spil havde endeel "Underligt;" men af hvem det, hvergang han skulde vise sig i en ny Rolle, turde vente sig noget interessant Ualmindeligt. Directionen var imidlertid saalidet kommen til Erkjendelse af den Evne og Aand, der rørte sig i ham, at der ikke af den betroedes ham betydelige Roller, og medens Mantzius strax efter tre Debutroller var bleven ansat som Prøveskuespiller med 400 Rdlr., stod Wiehe, fem Aar efter at han havde betraadt Scenen, endnu som Elev med 180 Rdlr. Gage. Da opnaaede han at komme til at spille Aladdin, og fra [sideskift][side 586]det Øieblik af var hans Genialitet erkjendt af det store Publikum og Directionen som den alt længe havde været det af alle Kunstforstandige: den fremtraadte med denne Rolle i en saadan Kraft og Fylde, at al Tvivl om den maatte gaae under. "Naturens muntre Søn," den uopdragne, sorgløse, kaade Yngling, der ved eventyrlig Lykke og Ulykke, igjennem Sværmerie, Lyksalighedsfølelse, Fortvivlelsens Vanvid og fast Opmandelse, udvikler sig til brændende Elsker, aandskraftig Mand og kongelig Hersker: en saadan Menneskeskildring, der, poetisk i Conception og poetisk behandlet i ethvert af Udviklingsgangens Momenter, ligemeget fordrede psychologisk Klarhed, Fyrighed og Pathos, var just det rette Stof for ham, som med den dristige Opfatning, levende Phantasie og romantiske Aand, der dannede hans Kunstnaturs Grund, forenede Besindighed i Anvendelsen af sine Fremstillingsevner, hvilke nu, især for det Declamatoriske, vare skolede saaledes, at de kunde virke med Sikkerhed og Energie. Eleven overraskede med et Værk af en Mester, der vel, i Begeistring for at give det Store i Opgaven, hist og her havde forsømt Detaillen en Smule, men ikke nogetsteds nedladt sig til at søge Effect ved Svulst, Bravade eller anden theatralsk Unatur. I ethvert af Rollens mange Elementer: den allerede levende Sandselighed og rørende Troskyldighed hos den letsindige Knøs, den vaagnende Kjærligheds Henrykkelse, den ædelt rolige Fremtræden for Sultanen, den inderlige og ærefrygtsfulde Lidenskabelighed ligeoverfor den Elskede, det lyriske Udbrud i Følelsen af Tilværelsens Skjønhed, den tungsindige Vanvid, hvori fornemmelig det dæmpede, sørgmodigt drømmende Foredrag af Vuggevisen var dybtgribende, Fortvivlelsens raske Opblussen og Overgang til religiøs Hengivelse, den faste, høie Ro efter Lampens GjenGjen-vindelse [sideskift][side 587]vindelse, og endelig den stille, fromtveemodige Betragtning af Livet da Kronen er bragt ham — i enhver af disse Gemytstilstandsforskjelligheder var der Poesie og Følelsens ægte Udtryk, og dertil glede de saa naturligt og blødt over i hverandre, at den i Brudstykker fremstillede Skildring af en saa yppig og omfangsfuld Livsudvikling fik et beundringsværdigt Sammenhold, der gav den dyb Sandhed og stor Virkning. I denne Rolle forklaredes Meget af hans "Underlige" til rigtignok egne, men skarpttræffende Affectudtryk, og det Øvrige gik under i den Fylde af kjækt yttret Livskraft og henrivende Følelse, der overstrømmede den mimiske saavelsom den declamatoriske Fremstilling. Fra nu af meente man ikke blot, at der i Wiehe var fundet en talentfuld Skuespiller for Elskerroller; man havde Følelse af at der i ham stak et virkeligt Genie for Charakteerudførelse i forskjellige Retninger.

Det er sjeldent, at der i noget Theaterpersonale skeer et saakaldet "fælles Skridt," uden at dettes eneste fremtrædende Følge bliver indre Splid og Publikums spottende Omtale. Til betydeligt Afbræk for god Tone og Tjenestens Gang fik man ogsaa ved et i December indtraadt Tilfælde en ærgerlig Belæring herom. Collin, som holdt meget af at have med Theatret at gjøre, var, uden Udnævnelse, vedbleven at deeltage i Directionens Møder og Virksomhed ogsaa efter at hans interimistiske Overbestyrelse siden Chefens Hjemkomst var ophørt. Det hed, at Chefen med Taknemmelighed vilde modtage Understøttelse af hans store Sagkyndighed og Routine. Men Collins Interesse for Theatret var betinget af, at der i alt Væsenligt blev spurgt om og taget Hensyn til hans Mening og Villie. Han, der under sin midlertidige Regering saa ganske havde handlet efter eget [sideskift][side 588]Tykke, at han endog havde modsat sig Directionens til Kongen afgivne Indstillinger, fandt sig derfor meget utilfreds med at Levetzau ved flere Leiligheder brugte sin Myndighed og tog Beslutninger eller indgik paa Forslag, hvorom han ikke havde, raadført sig med ham og som han ikke billigede. Da han ikke var den Mand, der dulgte sine Følelser, blev det snart almindeligt Rygte, at han fra Nytaar ikke vilde befatte sig med Theatret: Noget, som Personalet ikke burde og Publikum ikke kunde være ligegyldigt for, siden det var velbekjendt, at hvad der med Hensyn til Repertoiret skete alene skyldtes Collins Dristighed. For at afvende hans Bortgang og bane ham Vei til kraftigere Indflydelse, fremkom i "Fædrelandet" en skarp Artikel, der gjorde opmærksom paa de Egenskaber, som Chefen for et Nationaltheater nødvendigen maatte besidde, og viste, at der under Collins interimistiske Overbestyrelse havde i Theatrets Virksomhed hersket en Livlighed og Præcision, som aldeles savnedes under Levetzau. "Vi ville ingenlunde," hed det, "frakjende denne Herre alle de Egenskaber, vi ovenfor have opstillet som nødvendige for en Theaterdirecteur; men hvad der er factisk, det er: at om Hr. v. Levetzaus Dannelse er aldrig saa alsidig og fuldendt, saa er den tydsk og ikke dansk; at han er saa ukyndig i det danske Sprog, at han neppe er istand til at tale det, og følgelig vistnok ogsaa kun er lidet kyndig i den danske Literatur; at han, før han blev Chef for det danske Theater, neppe nogensinde har havt Leilighed til at erhverve sig Indsigt i Theatervæsnet; at han i sin toaarige Virksomhed hverken har viist nogen saadan Indsigt eller administrativ Dygtighed eller særegen Interesse for dette sit Kald; at Theatret endelig under hans Bestyrelse er sunket dybere og dybere, og at der, uagtet idelige Angreb [sideskift][side 589]paa dets Bestyrelse fra alle Sider, Lidet eller Intet skete for at afhjælpe de mange Klager. Det vilde følgelig være høist beklageligt, om det Rygte, der i nogen Tid har circuleret her i Byen og vundet Manges Tiltro, skulde bekræfte sig, at Conferentsraad Collin agter at aftræde fra Theaterbestyrelsen til Nytaar, og at denne igjen skal overtages af Hr. v. Levetzau. Men vi troe, at man tør ansee dette Rygte for upaalideligt, thi det vilde rode en fast utrolig Selvtillid, hvis Hr. v. Levetzau efter det gjorte Forsøg endnu skulde troe sig istand til at bestyre Theatret; og det vilde harmonere ilde med Hs. Majestæts Kunstinteresse og natiotionale Sind at sætte en Fremmed, en Tydsker, der kun til Nød forstaaer Dansk, og kun kan gjøre sig førstaaelig for sine danske Underordnede ved Hjælp af det bekjendte kauderwelsche Sprog, der ikke kjender den danske Literatur eller det danske Publikums individuelle Sands og Smag, i Spidsen for det danske Nationaltheater, blot fordi Theaterchefen hidtil har været en Hofmand. Meget mere tør det ventes, at Theatrets egenlige Bestyrelse fremdeles vil forblive hos Conferentsraad Collin, hvad enten denne som hidtil vedbliver at fungere som en anden eller tredie Theaterdirecteur, og Hr. v. Levetzau beholder Titel af Theaterchef, eller, hvad vi efter det Foranførte maae ansee for det Ønskeligste, Hr. v. Levetzau afgaaer tilligemed Geheimeraad Adler, hvis Indflydelse paa Theatret saa godt som ikke har været at spore, men Hr. Collin ansættes som Theaterchef eller Enedirecteur med en underordnet Chef for Oekonomien, og Prosf. Heiberg, der hidtil har været Directionens Consulent, som virkelig Theatercensor afløser Justitsraad Molbechs æsthetiske Tyrannie." Det var Personalet kun altfor vitterligt, at, med Undtagelse af den meget overdrevne [sideskift][side 590]Ukyndighed i Dansk, var Alt, hvad der anførtes om Levetzau, den rene Sandhed: hans Begreb om Theatervæsnet var endnu ligesaa uklart som for to Aar siden, og hans Meninger og Beslutninger udgik kun fra der Indtryk, hvilket han, uden nøiere Undersøgelse, modtog af hvad Embedsmænd eller Personer af Indflydelse løseligt fortalte ham om hver enkelt Sag under hans idelige Hastværk for saasnart som muligt at faae den affærdiget. Nogle af dem, som Levetzau, medens han altid modtog det øvrige Personale med høflig Korthed, udmærkede ved meget venlig Omgængelighed, fordi de enten hørte til Hoffets Yndlinger eller lettede ham Samtalen ved at tale Tydsk eller Fransk, fandt ikke destomindre, "at Personalet burde paa en eller anden eclatant Maade optræde for sin Chef, da han derved baade vilde blive fritaget for et Svar, som det var under hans Værdighed at give, og være sikkret mod alle lignende Angreb for Fremtiden, siden dog Ingen kunde paastaae at have en bedre grundet Dom om hans Embedsførelse, end Personalet." Nielsens Forslag, at denne Optræden skulde skee ved en Adresse til Kongen, bifaldtes af Rosenkilde, Bournonville og, ham senere til megen Ærgrelse, af den ellers alle "fælles Skridt" forsigtigt undvigende Stage; men mødte Indsigelse af et Par Skuespillere, der meente, at om ogsaa Theaterpersonalet gik ind paa at trøste Chefen med en artig Henvendelse til ham personlig, maatte det dog ligeoverfor Kunsten og den offenlige Mening undsee sig ved, for Kongen at yttre sig om hans Publikum velbekjendte slette Embedsførelse i en Lovtale, der ufeilbarlig vilde rygtes og da kunde fremkalde Spot i Bladene. Ogsaa af Skuespillerinderne, der, under Forevending af, at Damer ikke burde inddrages i en saadan Demonstration, ganske [sideskift][side 591]skulde forbigaaes, var der nogle, som forvarede sig imod at der i Personalets Navn udtaltes Noget, hvilket de ikke havde samtykket. Iveren for at faae dette Foretagende bragt istand og at give det Vigtighed gjorde imidlertid Førerne saa utilgængelige for Modforestillinger, at de, paa Rosenkildes Forsikkring, at han indestod for Følgerne, da han nok skulde tilrettetale Fru Heiberg, som navnligen havde erklæret sig villig til at underskrive et Brev til Chefen, men baade mundligt og skriftligt protesteret imod en i Personalets Navn affattet Adresse til Kongen, toge sig Myndighed til at indgive en saadan. Den udtalte levende Uvillie over Dagspressens Yttringer imod Levetzau, Erkjendelse af hans i alle Henseender gode Færd og Personalets fuldkomne Tilfredshed med at staae under hans Førelse. Da de Fleste alligevel havde Følelsen af, at de vilde blive meget ilde farne under denne Førelse, dersom de ikke beholdt Collin, lod Adressens Forfatter i dens Slutning indskyde en Tirade om den Tillid, som Personalet havde til denne, og hvorledes han af det var bleven anseet som en Fader og Foresatte, hvis Dygtighed og Humanitet man ikke kunde andet end berømme. Adressen blev af Kongen modtaget særdeles naadigt og med Yttring om, at det var ham en stor Fornøielse at vide Levetzau agtet af Personalet som en dygtig og human Chef. De, der havde foranledigt den, modtoge Efterretningen herom med Jubel over at have ført Levetzau saa seirrig ud af en ubehagelig Sag. Men den blev strax endnu ubehageligere for dem selv; thi Heiberg fremkom med en meget fyndig Anke over at de, ved i en Adresse til Kongen at have talt i Personalets Navn, havde ogsaa talt i hans Kones, uagtet hendes udtrykkelige Protest derimod; og den Deel af Personalet, som, upaaagtet af Lederne, havde mismis-billiget [sideskift][side 592]billiget Foretagendet, fik derved Mod til ligeledes at udgyde sig i alvorlige Bebreidelser. En tiltrædende Omstændighed gjorde Uenigheden endnu større. Publikum havde antaget for afgjort, at dets stærkt udtalte Billigelse af "Fædrelandets" Artikel i dennes Væsenlige maatte drive til en gjennemgribende Forandring i Directionen. Ogsaa Collin ansaae det for rimeligt, saameget mere da der, inden Adressens Indgivelse, blev i Hofkredsen ymtet om, at Kongen havde isinde at lade Levetzau, under Navn af Chef, blive staaende som blot Meddeler af hans Villie til en Enedirecteur, hvortil Collin skulde udnævnes. At Personalets i Adressen fortalte Tilfredshed med Levetzaus Embedsførelse med eet afskar Udsigten hertil var Collin til en Fortørnelse, som han lod mærke ved at han, uden at tillægge det Smukke, der var sagt om ham, mindste Værd, gav sig Mine af at troe, at Adressen kun var indgivet fordi Personalet vilde underrette Kongen om, at det heller underkastede sig Levetzaus Uduelighed, end hans Kyndighed. Adressens Modstandere fandt, at der ligesaavel burde gives den dygtige Collin Opreisning for den Krænkelse, hvilken han, ikke uden Grund, troede sig tilføiet af Personalet, som der var gjort Ophævelse for Levetzau i Anledning af at der udenfor Personalet var skeet Angreb paa hans Udygtighed. Der blev da af dem tilstillet Collin en skriftlig Høiagtelses- og Taknemmelighedsbevidnelse, hvorved man vilde gjøre Adressen uvirksom, men som desuagtet tiltraadtes af Rosenkilde, der havde deeltaget i dennes Affattelse. Den Spænding og Spydighed, som var Følge af disse Qvaklerier, gik endnu mere over til en det kunstneriske Samliv skadelig Kiv da "Kjøbenhavnsposten" bragte en Artikel, der gjorde Publikum opmærksom paa "den store Naivetel og Ubetænksomhed hos [sideskift][side 593]de Paagjældende, som det røbede at inddrage Kongen i Theatersager af en i Grunden aldeles privat Natur;" og hvori der yttredes Formodning om, at det var Undseelse ved at træde offenligt frem i denne Sag, der havde afholdt dem fra det Enerigtige, som var at henvende sig til Kammerherren selv i en Adresse og derpaa lade den aftrykke i de offenlige Blade. "Det vil være altfor latterligt," hed det i Artiklen, "dersom der i Adressen til Kongen virkelig er af Personalet udtalt Tilfredshed med Hosmarskallen som Theaterchef; thi, hvorfra kommer vel den udbredte Overbeviisning om at Kammerherre Levetzau ikke er sin Post som Theaterchef voxen, uden netop fra Skuespillerne selv? og hvoraf kan det da komme sig, at man nu saa pludseligt har faaet en ganske anden Mening om Kammerherrens Capacitet?" Disse Spørgsmaal vare strax blevne gjorte Adressens Talsmænd af dem, der havde været imod den, netop fordi de vidste, at ogsaa Publikum kunde spørge saaledes og at just Nogle af dem, der bildte sig ind, at deres Roes maatte være nok til Levetzaus Forsvar, meest havde givet Aarsag til at det første Spørgsmaal kastedes Personalet i Næsen af Bladet, og at dette tillige bemærkede. "siden der kun kunde være Tale om Levetzaus Virksomhed som Theaterchef, og Theaterpersonalet nu erklærede sig tilfreds med denne, saa væltede det hele Skylden for de foregaaende Saisonners Jammerlighed over paa sig selv." Nu glemte de, hvis Indsigelse man ikke havde agtet værd at bryde sig om, ikke at støtte sig paa Collins Uvillie imod Adressen og at beklage, at "Matadorerne havde protistueret Personalet."

Under dette Røre skete den 31te December Directionsforandringen saaledes, at endog de, som gaves Skyld for hvorledes den faldt ud, ikke kunde være tilfredse med den. [sideskift][side 594]Levetzaus Stilling blev som hidtil, Adlers ligeledes, Collin udnævntes formeligt til Directeur og Molbech afskedigedes efter Ansøgning i Naade og med Pension. Denne Afskedigelse var Personalet temmelig ligegyldig. Molbech havde vel af og til i Directionen kraftigt modsat sig, hvad der forekom ham urigtigt, men i vigtige Sager var hans Mening sjeldent bleven afgjørende. Det var meest sig selv han som Theaterdirecteur havde skaffet Ærgrelser. Han var aldeles ubekjendt med Theaterlivet da han tiltraadte, og lærte i sine 12 Embedsaar ikke at føie sig ind i det. Han havde troet, at det med Theaterdirectionen maatte være som med andre Autoriteter: at det, hvorom den i sine Møder enedes, blev en fast Beslutning, hvorom der, naar Sagen ikke kunde negtes at være gjørlig og der ikke mødte virkelige Hindringer, kun behøvedes at give Embedsmændene Ordre for at Directionen kunde være sikker paa Udførelsen til fastsat Tid. At det Vedtagne, under Functionairernes daglige Bryderier med Tilfældigheder, Capricer og Chicaner, ideligen undergik Forandring og det ofte saaledes, at han, der kun ved det ugenlige Møde og enkelte Aftener, som Tilskuer, kom i Theatret, forbausedes ved at finde det modificeret til Ukjendelighed eller vel endog ganske opgivet, var det ham derfor aldeles ikke muligt at finde sig tilrette i. Busede han imidlertid engang imellem ud med sin Gnavenhed, naar det administrative Filterie blev ham altfor forvirret, da var det saare let at faae ham, der, selv aaben og ærlig i sin Opfarenhed, ikke kjendte til Rænker og Finesser, saaledes duperet ved Paaskud og Vildledelser, at han hverken vidste ud eller ind og maatte tie stille; alligevel ærgrede det ham, at han var med at tage Bestemmelser, der slet ikke kom til Virksomhed uden at han kunde begribe, hvorledes det gik [sideskift][side 595]til. Som Censor kunde han nu og da være endog ansete Forfattere ubehagelig ved sin Særhed, men ogsaa vare mange af hans Bemærkninger dem til megen Nytte, og troede han at opdage et fremspirende Talent, var han en livlig Opmuntrer og beredvillig Raadgiver. Af Personalet blev der ikke tillagt hans Directeurvirksomhed nogen Betydenhed; det vidste, at det hverken havde stort at frygte af hans Mishag eller at haabe af hans Yndest, og om han en enkelt Gang i sin Vrippenhed overfoer En eller Anden, tog man sig det ikke videre nær: de Godmodige fandt, ligesom han selv, Undskyldning derfor i hans stadige Sygelighed, og Malicen tog Opreisning ved latterlig Efterligning af hans høie, springende Talestemme og andre personlige Egenheder. Forresten havde Eliten ved nøiere Kjendskab til ham faaet en saadan Agtelse for hans Smag, store Kundskabsrigdom og utrættelige Virkeiver, at den gjerne oversaae, at han var en slet Theaterdirecteur, medens dette af lærd Avind blev benyttet som ypperlig Understøttelse til at fremstille den af Fædrelandet høitfortjente Skribent som en Mand, der frisk væk gav sig af med Alt, uden grundigt at førstaae Noget. Herved blev Personalets Forhold imod ham saa tilfredsstillende for ham selv, at han flere Gange forsikkrede, at det med de Krænkelser, der vistes ham i Directionen ved det lidet Hensyn, som toges til hans Mening, og de haarde Angreb, der idelig blev gjort paa ham i Bladene, ikke skulde lykkes at drive ham fra Theatret, saalænge han stod paa en saa god Fod med Kunstnerne. Det var derfor ingenlunde af egen Tilskyndelse han havde ansøgt om Afsked. Men at denne blev det Hele, der kom ud af det Væsen, man havde gjort af den Grundomdannelse, som skulde skee med Directionen, tilintetgjorde aldeles ForventForvent-ningen [sideskift][side 596]ningen om en kraftig Virksomhed til Skuepladsens Fremme. Meest til dens Tarv havde det upaatvivleligt været, dersom, efter "Fædrelandets" sidste Forslag, Collin var bleven Enedirecteur med Heiberg til Medhjælper; thi vel besad Collin ikke den Kunstdannelse, som Bladet fordrede hos en Theaterchef, men han havde stor Agtelse for Heibergs, og vilde sikkert, naar han ubunden kunde have anvendt sin ualmindelige Energie i alle Embedsforhold til Gjennemførelse af Heibergs Grundsætninger og Raad, have givet Kunstanstalten et kraftigt Opsving i national Aand. Men at Omdannelsen ikke vilde falde ud dertil var at forudsee; thi ligesom Adressens Indgivere heldigt havde virket til, at Theatret og de ikke kom ud af al Forbindelse med den hos Kongen meget formaaende Levetzau, saaledes var et Par af dem meget ivrige for at gjøre Levetzau betænkelig ved at anbefale Heiberg til en Stilling, der vilde give ham Embedsmyndighed over dem. Alligevel havde de ventet, hvad hele Personalet ønskede: at Levetzau kun var vedbleven som Chef i Theatrets Forhold til Hoffet og at Collin havde faaet al Administration. At Collin vel ansattes for, men ikke udnævntes til at administrere var endog dem meget imod; thi det maatte ventes, at det vilde føre til Sammenstød imellem de to i hver sin Retning indflydelsesrige Mænd, og deraf kunde opstaae Ubehageligheder for dem, der søgte at holde sig i Yndest hos Begge.

Det varede heller ikke otte Dage inden Sammenstødet allerede var der, og med det ogsaa Vished for Adressens Talsmænd om, at Collin ingenlunde var dem venligt stemt for dens Resultat. Ida Rantzau, en puur ung Pige, havde debuteret som Alice i "Robert af Normandiet." Hendes Udvortes var efter hendes Alder meget tækkeligt og syntes [sideskift][side 597]at maatte blive særdeles passende for Scenen; men den høie Sopran, der allerede var betydeligt skolet og af Naturen havde en Volubilitet, som gav Forventning om, at hun vilde blive en god Coloratursangerinde, var endnu temmelig tynd, og i hendes Fremstilling viste sig kun en god Holdning og et beskedent qvindeligt Væsens noget forlegne Bevægelser; selv i de store Situationer savnedes Varme og Præg af Rollens Charakteer. Indtrykket af denne Debut var, at hun havde lovende musikalske Anlæg og et behageligt Ydre, men endnu, endog som Sangerinde, var langtfra moden til at betræde Scenen, mindst i et Partie, der i saa høi Grad fordrede Følelse, Kraft og Pathos i Foredraget. Det hed, at hun, eller rettere den Veileder, der vilde have Raadighed over hendes kunstneriske Forhold, men selv lededes mere af egne personlige Stemninger, end af Hensyn til Kunsten og Elevens sande Interesse, havde andraget paa, at hun maatte debutere tre Gange i Roller efter eget Valg, men at dette efter den første Debut blev hende negtet af Directionen. Var det saa, da opfyldte den kun sin Pligt imod Theatret; thi det vilde, efter at hendes Debut havde viist hende saa utilstrækkeligt udviklet, have været uforsvarligt, om der var voldet Personalet Tidsspilde og Kassen Tab ved Indstuderingen af Sager, hvilke et Hovedparties upaatvivleligt maadelige Udførelse sikkert havde beredt en lunken Modtagelse. Ogsaa aabnedes der Jfr. Rantzau en langt bedre Vei til at sætte sig i Publikums Gunst. Da Elskerindens Rolle i "Kronjuvelerne" var tildeelt Mad. Simonsen, men hun erklærede, at hun enten vilde have Hovedrollen, hvilken i Spillet laae langt over hendes Evne og meget passende var besat med Mad. Stage, eller slet ikke optræde i Stykket, blev det smukke og hende i enhver [sideskift][side 598]Henseende fordeelagtige Partie givet til Jfr. Rantzau. Hendes Mentor havde imidlertid gjort hende begribeligt, at hun allerede stod saa høit, at der tilføiedes hende en ulidelig Fornærmelse ved Tildelingen af et Partie, som Mad. Simonsen havde afviist, og hun maatte negte at modtage det under det taabeligt usande Foregivende, at det var et Altpartie, som hun ikke kunde synge. Chefen, der havde taget Capelmesterens Erklæring for, at det laae ganske for hendes Stemme, lod hende den 7de Januar kalde i et Directionsmøde, hvor han, efterat hun paany havde gjort Indvendinger imod Udførelsen, lod hende, uden mindste stødende Tone, vide, at hun den 9de maatte afgive Svar om hun vilde eller ikke vilde synge Partiet, da hun i sidste Tilfælde ikke kunde finde Ansættelse ved Theatret. Efter den slette Instruction, der var givet hende, svarede hun strax, at hun da saae sig nødt til at træde tilbage, hvorpaa hun gik som den Forurettede. I dette Udfald saae Collin, der, selv umusikalsk, stolede paa Rigtigheden af hvad en Musikkyndig havde forebragt ham om at Partiet ikke laae for hendes Stemme, en meget ubesindig Fremgangsmaade imod en lovende Begynderinde. Da Chefen strax havde taget Ordet, havde han tiet under den korte Forhandling, men lidt efter at Jfr. Rantzau var gaaet forlod han Directionsmødet og kom, bleg af Harme, op i Regisseurværelset, hvor der foruden Liebe og Stage stod et Par Skuespillere. "See saaledes blev da den Sag endt!" udbrød han idet han traadte ind. "Jfr. Rantzau gaaer bort. Nei, det hjælper ikke, at man ved Theatret vil sætte sig paa sin høie Hest og tale i Hofmarskallens Tone!" Uden at afvente nogen Yttring forlod han Værelset, men aabnede strax efter rask Døren, sagde med megen Heftighed og et skarpt Blik paa Stage, en af Adresse-Udstederne,: [sideskift][side 599]"Der seer De, mine Herrer, at Kammerherre Levetzau dog ikke er den Mand, der kan styre et Theater!", slog Døren haardt i og gik hurtigt bort. Den Spænding imellem Chefen og den eneste dristige og dygtige Directeur, som ved denne Scene fik første Frembrud, vedblev, mere eller mindre bemærkeligt, i 7 Aar at have en meget skadelig Indvirkning paa Theatrets Anliggender. Næsten bestandig var Pressen, naar den udtalte sig om enkelte Tilfælde, imod Levetzau og med Collin, og allerede den med den ellers lidet ændsede Jfr. Rantzau indtrufne Begivenhed, hvori der meget uretfærdigt paabyrdedes Levetzau Uret, bebudede, hvad der i denne Henseende var at vente; thi den var efter hele Personalete Mening den nærmeste Anledning til, at der Trediedagen efter i "Fædrelandet" angaaende Adressen fremkom en Artikel, hvori der spurgtes: "Hvem er for det Første Theaterpersonalet? Indbefatter det ikke samtlige de Personer, der ere ansatte ved Theatret? Og hvis dette er Tilfældet, hvor tør da de kongelige Skuespillere og Balletmesteren underskrive sig som saadant, naar hverken Theatrets Damer, eller Theatrets Elever, eller Balletpersonalet dertil have givet dem Fuldmagt eller underskrive tilligemed dem? Hvad skal dernæst Hensigten med denne Adresse være? Bilder Theaterpersonalet sig ind at være en Publikum overordnet Autoritet? Troer det, naar Publikum baade igjennem sine samtlige Organer af enhver Farve og ved sin tidt for Dagen lagte voxende Ligegyldighed for Theatret har fordømt dets Bestyrelse, da at kunne redde dennes Ære ved sin Intervention? Troer det, at Hs. Majestæt i de Anordninger, som det maatte behage ham at træffe angaaende Theatrets Bestyrelse, vil eller kan gaae efter Personalets Mening eller efter Publikums? Troer det at Theatret er til for PerPer-sonalets [sideskift][side 600]sonalets Skyld, ikke for Folkets Skyld ; at der er Personalets Privateiendom, for hvis Forvaltning dettes Ønske og Beqvemmelighed er den gyldige Norm? Hvorfor skal Kongen trækkes ind i denne Sag? Troer Theaterpersonalet at staae i noget intimere Forhold til Statens Overhoved, end det, hvori alle Starsembedsmænd staae? Eller anseer man det for mere værdigt for sig og den Kunst, man udøver og repræsenterer, at betragtes som Hoffets Hale end som et Nationalinstitut? Har Personalet ikke naturlig Takt nok til at indsee, at det ingenlunde er passende at gjøre Kongen til Opmand i Meningsuligheder imellem det og Publikum? Har navnlig Balletmesteren endnu ikke af Erfaring lært at vogte sig for at compromittere den kgl. Værdighed ved ubesindige Appeller? Troer Personalet at kunne emancipere sig fra sin Afhængighed af Publikum ved at indskyde sig under Kronen? Troer det at kunne finde Regres for hiints ufordeelagtige Dom hos den kongelige Naade? Sætter Personalets denne som Kunstens Maal og Løn? Er endelig dette Skridt ikke en Absurditet, et sørgeligt Vidnesbyrd om, hvorlidet ofte mange saakaldte Kunstnere have erkjendt Kunstens Værdighed, om hvor indskrænket deres Synskreds, hvor borneert deres Livasanskuelse kan være, om hvor urigtigt de kunne opfatte deres Stilling saavel til Staten og dens Overhoved som til Publikum?" Disse Spørgsmaal forøgede endnu mere Spliden i Personalet, da det for Collin stemte Partie ved dem fik Anledning til med større Kraft at gjøre "Matadorerne" Bebreidelser for, "at de havde stillet Personalet tilskue for Publikum som Spytslikkere for en Hofmand, der maaskee kunde være dem til Gavn, men ganske vist var Theatret til Skade."

Theatret havde i den sidste Tid kun sat Publikum i Bevægelse ved Kiv; dets Forestillinger bleve daarligt bebe-søgte [sideskift][side 601]søgte: "Tordenskjold" gaves med en Indtægt af ikke mere end 90 Rdlr., og kun "Dina" var istand til nu og da at skaffe Huset udsolgt; der maatte noget Overordentligt til for igjen at vække Mængdens Opmærksomhed for Scenen. Bournonville bragte dette i sin Ballet "Erik Menveds Barndom," som var beregnet paa ene at afgive en heel Forestilling. Der blev anvendt saa usædvanlig Omhu og Bekostning paa at udstyre den pragtfuldt, at Publikum, i Overbeviisning om, at Bournonville selv troede, i dette Værk at have lagt sit Genies hele Kraft og Fylde, imødesaae Opførelsen med store Forventninger. De sloge dog kun for en Deel ind: der var i Compossitionen givet meget beundringsværdigt og poetisk Stort, men den savnede altfor paafaldende Harmonie og Sammenhold til at frembringe Indtrykket af et imposant Hele. At Stoffet toges af en i Tid og Tildragelser meget omfangsrig Roman, og endydermere en historisk, reiste allerede store Vanskeligheder for at give en Dramatisering Forbindelse og Selvstændighed i Handling og Charakteerfremstilling; de bleve endnu større ved at Dramatiseringen skete i Ballet, saa at kun Mimiken skulde give Udtryk og Forklaring, Det var derfor mere at bebreide Bournonville, at han ikke havde gjort sig Rede for sin Kunsts Begrændsning, end at han ikke udover denne havde med al sin sjeldne Opfindelsesevne kunnet tilveiebringe en kunstnerisk fri og fuldstændig Præstation. Gebærdesproget var ikke tilstrækkeligt til at gjøre Motiverne og de nødvendige Fortællinger førstaaelige; føleligt savnedes Ordet, fornemmeligt i de to første af Ballettens fire Acter: Handlingens masseartede Partier udskillede sig fra hverandre, og det saameget mere paafaldende som de forklarende Mellemspil, igjennem hvilke Digteren havde villet forbinde dem, [sideskift][side 602]ved smaaligt og uklart Indhold og Udtryk stak stærkt af imod den poetiske Fylde, Kraft og Høihed, hvormed hans Phantasie skabte saasnart han havde lempet sig ud af dem og var kommen ind paa en stor Situation. De choregraphiskmimiske Præludier vare matte og vage; men traadte Choralerne først ind virkede disse strax uimodstaaeligt gribende ved charakterisk Udtryk og en Pompøsitet, der bestandig tiltog i Brede og Mægtighed indtil deres Slutning. Den tredie Act, hvori Mimiken kunde give syrigt og fuldstændigt Udtryk for Følelserne og Handlingen udviklede sig plastisk, var i og for sig fra Begyndelsen til Enden en grandiøs Balletdigtning, rig paa Opfindelse i Compositionen og udført med beundringsværdig Smag og Ordningsdygtighed. Hvor svagt dette omfangsstærke Værk end var i nogle Partier, havde det mange, der imponerede ved Dybde i Tanken og Storartethed i Fremstillingen; Costumet i Sæder, Skikke, Ceremoniel og Dragter var ypperligt gjennemført og Digteren forbausede i Egenskab af stor Historiemaler, thi man maatte vel, især efter i hans "Valdemar" at have seet den Mangfoldighed af herlige Tableaux, ved hvilke han havde givet høist forskjellige Skildringer af Middelalderens nationale og ridderlige Liv, i høieste Grad forundres over den Phantasiens Undtømmelighed, hvorved han atter her var istand til at fremtrylle det ene maleriske Moment paa det andet, deels under Massernes Bevægelser deels i Grupper, og alle udkastede med yppig Indbildningskraft, dristigt ordnede, fortræffeligt sammenholdte, rige paa udtryksfulde Stillinger og i al deres Glands og Storhed begrændsede med den reneste Smag for ædel Plastik. Der var i deres Tilblivelse en saadan Utvungenhed og Lethed, at det syntes som om de qvældede frem af hans Forestillingsevne blot ved at han [sideskift][side 603]berørte sit Stof, og at han, om hele hans Ballet havde kunnet construeres alene af saadanne Malerier, vilde have været istand til at give dem nye og, efter Situationerne, gratiøse eller storartede i ligesaa skjønne og massestærke Sammensætninger lige til dens Ende, En Feil, der ikke hørte til dem, som laae i Compositionen, men med disse bidrog til at svække Illusionen, var, at Bournonville ikke, i Tillid til sit Genie og det poetiske Sandes ufeilbarlige Indtrængen hos Publikum, havde havt Mod til at give Solodandsene Datidens simple og høviske Charakteer, men i dem var falden ud af det ellers saa ypperligt vedligeholdte Costume, ved med aldeles moderne pas, Kunstspring og Attituder at søge en Effect, som han vel ogsaa i fuld Maade opnaaede for dem, men til Tab for sin Ballet. Frölichs Musik havde Ballettens Svagheder: i de effectfulde, lidenskabelige og pathetiske Optrin var den af skjønt og kraftigt Udtryk, Dandsenummerne tiltalte ved livlige Melodier og nogle Folkeviser vare brugte med smuk Virkning, men de mange løse Forbindelsesscener bleve endmere slappe ved mat Musikledsagelse. I enhver Henseende var Balletten udstyret med en Pragt, som man aldrig for havde seet Mage til; af fire nye Decorationer vare især Lunds Viborg Domkirke og Christensens Riberhuses Slotsgaard fortræffelige Arbeider. Hovedrollernes Udførelse i det ved Præcision og Livfuldhed ypperlige Ensemble lagde stor Virkning i de Scener, hvor Mimiken kunde give fuldt Udtryk. I Dronning Agnes var af Bournonville med stor Simpelhed og dyb Følelse mesterligt skildret en høihjertet Qvindes moderlige Ømhed, Angst, Kraft og Begeistring; Mad. Nielsen havde af Agtelse for den geniale Digter overtaget denne Rolle og gav den med henrivende Varme og imponerende [sideskift][side 604]Høihed. Augusta Bournonville var kun 12 Aar gammel, men der laae i hendes Fremstilling af Erik saamegen Natur, Sjælfuldhed og utvungen Bestemthed, at den tydede paa et virkeligt Talent; hun opgav imidlertid tidligt at søge sin Lykke i Kunsten for sikkrere at finde den i Familielivet. En ved Anstand, varm Følelse og Energie meget udmærket Udførelse var Füssels af den djærve Ridder Lave Little. Optagelsen af Ballettens første Forestilling var glimrende: ethvert skjønt Moment fandt levende Bifald, ved Tæppets Fald lod stor Jubel og et Forsøg paa at fremkalde Bournonville opgaves kun fordi de Fleste vidste, at Theaterlovene forbøde ham at vise sig. Ogsaa blev Balletten givet usædvanligt ofte og altid for særdeles godt Huus. Den havde imidlertid ikke, som er i alle sine Dele harmonerende Kunstværk, gjort noget dybt Indtryk paa Publikum: man henrykkedes over Pragten og de store Situationer, men Bifaldet tog efterhaanden meget af og efter den sidste Opførelse i denne Saison forsvandt den fra Repertoiret.

I "Ørknens Søn" af Pseudonymen Fredrieh Halm (Baron Münch-Bellinghausen) berigedes Skuepladsen med en stor Sjeldenhed: et med fiin psychologisk Sands behandlet ægte poetisk og theatralsk effectfuldt Drama af tydsk Herkomst. Digteren havde stillet sig den dobbelte Opgave: først at vise Aandsdannelsens Magt til at vække Kjærlighed hos den raa Kraft og derved beseire den, og derpaa hvorledes naturlig Sjælshøihed hos den beseirede raa Kraft formaaer at imponere Aandsdannelsen til en Ærefrygt, der føder opoffrende Kjærlighed. Gjennemførelsen var stigende interessant ved en velanlagt Plan, der gav spændende Situationer, ved mange psychologisk naturlige, men dog frappant indtrædende Gemytsovergange og ved det overhovedet tankerige og [sideskift][side 605]skjønne Sprog. Parthenia, en ung Pige fra den sædeligtdannede græske Plantestad Massilia, bliver, for at befrie sin Fader af Fangenskab, Slavinde i Tectosagernes Leir. Ingomar, deres Høvding, der kun gløder for Kamp og det frie Liv i Skovene, haaner hendes Aand, Ynde og Skjønhed ved Kulde og Barskhed; men da hun træder ham imode med ædel Dristighed, viser i naiv Trods sin Villies Kraft og stolt lader ham føle sin Aandsoverlegenhed imponeres han til ærbødig Opmærksomhed paa qvindelig Værdighed og Ydmygelse for dens Vælde. Den slumrende Lidenskab kommer til Frembrud hos ham, han fordrer med Voldsomhed hendes Kjærlighed og vil, forbittret over at hun, istedetfor at bøie sig for hans Villie, kjækt udtaler Had og Foragt, tiltvinge sig den med Sværdet; men hendes uforfærdede Blik afvæbner ham, han kaster sig grædende paa Jorden. For at frelse sig fra Kjærligheden giver han hende Friheden, men hun overfaldes af en Flok Tectosager, som ville sælge hende til en Slavehandler, og nu forsvarer han hende ei alene imod sin Stammes Vold, men da hun efter sin Frigivelse vil gaae til Massilia, forlader han endog Stammen for at ledsage hende derhen. Ved Stadens Port skulle de skilles, men Kjærligheden overvælder ham, han underkaster sig de Krigeren ydmygende Betingelser for at tilstedes Ophold saa at han kan blive i hendes Nærhed. Han har ikke endnu vundet hendes Kjærlighed da der efter Maaneders Forløb af Tectosagerne gjøres et Angreb paa Massilia. Øvrigheden tilbyder ham Borgerret, Grundeiendom og Parthenias Haand, dersom han til Stadens Frelse vil forraade sit Folk. Da han med stolt Foragt afslaaer det forlades han af Alle, endog Parthenia. Men Barbarens Sjælsstorhed har grebet hende, hun vender tilbage for i ydmyg Kjærlighed at følge [sideskift][side 606]ham da han haabløs vil vandre ud i Verden; hvorimod han, efter at Stadens Fare er afvendt, undergiver sig Culturens Bydende for at tilhøre hende. Det var en iøiefaldende Svaghed ved denne sindrige Composition, at Repræsentanterne for det Culturliv, der stilledes som Modsætning til det raae Naturliv, havde, med Undtagelse af Parthenia, et saa stærkt Præg af Spidsborgerlighed, at man ikke kunde see nogen Vinding for Ingomar i at blive optagen iblandt dem, men snarere maatte finde hans poetiske Individualitet nedværdigt ved at skulle afslappes til at gaae ind under en prosaisk Almindeligbed. Imidlertid gav Digteren saameget Herligt, især i Skildringen af de to Hovedpersoners Stilling mod hinanden, deres Charakteerudvikling og de store Sceners smagfulde theatralske Behandling, at Stykket med den tildeels uovertræffelige og overhovedet særdeles heldige Fremstilling, som blev det tildeel, ikke kunde forfeile ualmindelig skjøn Virkning og stor Yndest. Fru Heibergs Udførelse af Parthenia var et nyt glimrende Beviis for hendes dvbe Indblik i en Charakteers psychologiske og poetiske Natur og den Virtuositet, som hun ved Studium og Skole skaffede sig til klart at fremstille sin Opfatning. Med stor Genialitet gav hun ligesaa sandt som aandfuldt Gangen i Gemytsudviklingen hos en ædel Qvindelighed, der efterhaanden, sig selv ubevidst og imod, kommer til Følelser, som ved Handlingens Begyndelse vare hende ikke blot fremmede, men utænkelige. Endog enhver af de mangfoldige, snart i Betoning, snart i Bevægelser, snart blot ved et Blik udtrykte, Overgange fra Affect til Affect fik, hvor flygtig, let eller blød den end var, en beundringsværdig Forstaaelighed for Tilskuerne ved i sig selv at bære Vidnesbyrd om Naturlighed og at gives sjælfuldt og bestemt. Hvad der især lagde høi Idealitet [sideskift][side 607]i hendes udtømmende Fremstilling af Charakterens Begreb, var imidlertid det Tidsalderens Præg, som hun gav den i stor Stiil. Hvor inderligt den grundigt dannede Kunstners Skarpseenhed i Valget og Bevidsthed i Anvendelsen af Udtryksmidlerne vare forenede med hendes Genie viste hun ret i denne Rolle ved den Utvungenhed og Consequents, hvormed hun i alle Momenter, selv de meest affectfulde, lod den romantiske Skildrings Aand levendegjøre sig i antik Ro og Plastik. Som til Alt, hvad der blot maaskee kunde finde Optagelse i hendes Kunst, havde hun, ved Studium og Indøvelse, erhvervet sig Evne til en i Drappering og Bevægelser udtryksfuld og gratiøs Gjengivelse af græsk legemlig Fremstillingsform, og denne Evne anvendte hun her saa mesterligt, at hendes Spil ei alene i enkelte Stillinger og Bevægelser, men gjennemgaaende var frit og livfuldt givet antik Charakteer. Holst stod, som Ingomar, værdigt ved en saa stor Kunstnerindes Side; i Begyndelsen var hans Declamation noget for heftig og støiende, men senere, især i tredie Act, spillede han med en saadan indre Kraft og varm Følelse, at han i denne Rolle havde en af sine meest glimrende Triumfer.

Den næste Nyhed bragte Operaen, men med ringe Held. Det var ved en meget usandsynlig Handling at Scribe og St. Georges i Treactsstykket "Kronjuvelerne" havde tilveiebragt mange lystige Scener og endeel piquante Situationer, og Aubers Composition indeholdt med meget melodisk Smukt og Charakteristisk adskillige Reminiscentser og et paafaldende plat Nummer, som dertil uheldigviis var den sidste Finale. Men ikke at tale om, at Texten dog maatte kaldes et Mesterværk imod de Librettoer, som Publikum fik at døie hos Italienerne, var Musiken saa interesInteres-santere [sideskift][side 608]santere end i de fleste af dem givne Operaer, og Udførelsen, i Spillets og Sangens Ensemble som i Præcision, saa høit over hvad deres Forestillinger bøde, at denne Nyhed vilde have gjort ligesaamegen Lykke som deres bedste Præstationer, dersom Publikum ikke hos dem var blevet vant til at oversee det Heles Maadelighed for enkelte Partiers "brillanterede Behandling," og det ikke havde været den toneangivende Verdens Mode at lægge sin musikalske Smagsdannelse for Dagen ved at vise ligesaa stor Kulde i det kongelige Theater som den viste Begeistring i Hoftheatret. Mad. Stage spillede Gesualda, i alle dennes Skikkelser, med et Lune i Dictionen og en Lethed og Gratie i Holdning og Bevægelser, som viste, at hun paa rette Maade og ved overordenlig Flid havde vidst at tilegne sig, hvad der i Fru Heibergs Kunst og Personlighed var klædeligt for hende og ikke førte til aandløst Copisterie. Da hun tillige særdeles smagfuldt og fyrigt sang det vanskelige Partie med en Virtuositet, som man aldrig havde ahnet, at hun kunde arbeide sig op til, fik Hovedrollen en saa fyldestgjørende Udførelse, som nogen dansk Sangerinde nogensinde vilde have været istand til at give den. Phister glimrede, som den ængstlige Hofmand Grev Campo Major, ved fortræffelig Charakteristik og sprudlende Lune; Chr. Hansen gav atter i en meget humoristisk Udførelse af Falskmøntneren Rebolledo Forventning om, at han ved Omhu for Uddannelsen af sit Fremstillingstalent vilde kunne blive en af Operaens bedste comiske Skuespillere; Jfr. Marcher sang særdeles smukt Dianas af Jfr. Rantzau tilbageviste Partie og opnaaede ved Flid at give den for hendes Personlighed lidet passende Rolle meget tækkeligt; og endelig udmærkede Sahlers sig, som Don Henrique, ei alene ved et skjønt Sangforedrag, [sideskift][side 609]men spillede med en ham sjelden Livlighed og behagelig Tournure. Ved det meget Fortrinlige saavel i Musiken som i Udførelsen tiltvang Stykket sig vel en god Modtagelse, men kunde ikke holde sig paa Scenen i flere end fem Forestillinger. — Den næste Nyhed. "Napoleons Befaling," i to Acter af Anicet og Dumanoir, var et af Composition temmeligt trivielt og i Charakteerskildringerne meget skjødesløst udført Talestykke, der kun gjorde Lykke ved at Anais de Crusac, en ung Adelsdame, som oprøres ved, efter Napoleons Befaling, at maatte lade sig vie til en af hans borgerligfødte Generaler, men siden forelsker sig i hans Charakteer, blev mesterligt spillet af Jfr. Ryge. Ved fiin Smag og førstandig Behandling havde hun bragt Sammenhæng i de af Forfatterne meget inconsequent givne Charakteerantydninger og udførte med megen Delicatesse Rollen saaledes, at den blev beundret og beklappet som en høist interessant Skildring af en aandfuld, godmodig og varmtfølende Pige, der, opvoxet i en adelsstolt Familie og med dens Fordomme, kæmper fortvivlet imod hvad hun anseer for vanærende, indtil Agtelse for Retskaffenhed bringer hende til bedre Erkjendelse.

Theatret led ikke noget Tab ved Weyses Død, thi da han 6 Aar førend den havde seet "Festen paa Kenilworth" bragt paa Scenen, erklærede han, at han nu ikke mere vilde componere nogen dramatisk Musik, og endskjøndt han for 2 Aar siden havde i Sørgecantaterne ved Frederik den Sjettes Død viist sig i Besiddelse af sit Genies fulde Kraft, var det ikke lykkedes hans Venner ved deres indtrængende Forestillinger at bringe ham fra denne Beslutning. Ogsaa tog Directionen sig ikke hans Bortgang nærmere, end at den, efter fem Maaneders Snakken frem og tilbage om [sideskift][side 610]naar der kunde afsees Tid til at forberede en Sørgefest og hvad der ved den skulde opføres, var af Undseelse over at være kommen saa langt bort fra Anledningen, paaveie til reent at opgive den. Rygtet herom havde begyndt at sætte Weyses mange Beundrere i Bevægelse, og der maatte atter befrygtes skarpe Angreb i Bladene; da gjorde Nielsen Chefen opmærksom paa, at man vilde have en heldig Udvei, dersom det hed, at Sørgefesten var ansat til Weyses Fødselsdag, hvilken betydningsfulde Leilighed Directionen kun, efter Bestemmelse, havde villet oppebie, Efter denne Anviisning drev Directionen det til den Anstrengelse, at anmode Heiberg om en Prolog og befale Regisseurerne at træffe Foranstaltninger til Opførelsen af "Macbeth." Publikum fandt med Rette, at Directionen skilte sig meget slet ved denne Mindefest; thi at Prologen var poetisk og gribende havde man kun Heibergs Genie at takke for, og efter et fuldt Halvaars Forberedelsestid kunde der vel have været givet en af den hædrede Afdødes Syngespilcompositioner, istedetfor at man greb til et Stykke, hvori hans Musik, saa ypperlig den end i de faa Nummere er efter sin Art, ikke kan være det Væsenlige. Glædelig var imidlertid Gjenoptagelsen af "Macbeth," da begge Hovedrollerne bleve, i et særdeles heldigt Ensemble, mesterligt udførte. Nielsen var Ryge langt overlegen i den psychologiske Udvikling af Macbeths ved sit mægtige Indhold vanskelige Charakteer; der var genial Opfatning og megen Klarhed i hans Udtryk af de Følelser og den Sjælestrid, hvorigjennem Macbeth fra den tappre, for sin Konge og sit Fædreland ærligt kæmpende Feltherre kommer til at blive Kongemorder, blodtørstig Tyran og fortvivlet Bersærk: man saae hvorledes Macbeth, efter at Forbrydelsen er begaaet, bestandig forstærker sin Angst ved at ville underunder-trykke [sideskift][side 611]trykke den; Nuancerne i hans Declamation vare af gribende Virkning, og selv i sine Bevægelser og Stillinger overraskede han ofte ved en ædel charakteristisk Plastik, hvormed han ellers ikke udmærkede sit Spil. Som hans Fremstilling var storartet poetisk og imponerede ved Pathos og Kraft, vilde den i enhver Henseende have været fuldendt, dersom han overalt havde givet det ypperligt Tænkte med Ryges store Correcthed og Bestemthed. Disse Egenskaber savnedes ikke i Mad. Nielsens herlige Udførelse af Lady Macbeth. Her var i Udtrykket af den mindste Gemytsyttring en Sikkerhed, som lagde Ro og Værdighed i Fremstillingen. Den faste, energiske Charakteer aabenbarede sig paa ethvert Udviklingstrin i Holdning, Bevægelser, Blik og Betoning, uden ved sin Græsselighed at tabe Qvindelighedens Præg. Ei alene i Søvngængerscenen, som vakte levende Beundring, men i den hele Rolle forbausede hun ved sit Spils Sandhed, Kraft og tragiske Storhed.

At Rung til sin første Opera-Composition havde valgt "En Bolero," af Jfr. Beyer, som havde taget Sujettet fra en Operette af Scribe, var ham ikke heldigt; thi den langtrukne, ligesaa ubetydelige som urimelige Handling gav ikke en eneste ret interessant Scene, havde kun et Par musikalske Situationer og var saa slet fordeelt paa Stykkets to Acter, at den første var mere end dobbelt saa lang som den sidste. Componisten stod allerede i fortjent stor Anseelse for den Genialitet, hvormed han opfandt skjønne Folkevise- og Romancemelodier, der ikke blot smeltede fortræffeligt sammen med Textens Lyrik, men let og naturligt havde en bestemt Tidsalders eller Nationalitets musikalske Særegne. Ogsaa dette dramatiske Værk vidnede om hans sjeldne Evne til i friske og originale Melodier at træffe de [sideskift][side 612]Syngendes og Situationernes Charakteer; i ethvert Nummer fandt man smukke musikalske Tanker, gratiøst udtrykte; men der savnedes den Harmonie og Forbindelse imellem de tiltalende Enkeltheder, hvorved de skulde danne et gjennemgaaende dramatisk-musikalsk Værk og saae theatralsk Effect: der var megen Livlighed, men intet Ensemble, som kunde fastholde Indtrykket af den. Forestillingens Bærere vare Hansen, der i Sømanden Lazarillos Rolle udmærkede sig ligesaa meget ved gemytligt, kjækt Spil som ved en særdeles sjælfuld og kraftig Udførelse af det store Syngepartie; og Mad. Rung, som optraadte efter en lang Sygdom og sang Ritta med megen Styrke og følelsesfuld Varme. Den capricieuse Indskydelse, som, uden at ændse Jfr. Rantzaus Tarv, bragte hende til at afslaae Udførelsen af det for hende passende Partie i "Kronjuvelerne," havde atter gjort sig gjældende og forledet hende til den endnu værre Betise, at anmode Directionen om Tilladelse til at debutere i dette Stykke som Donna Florez. Der skete, hvad der var let at forudsee: den unge Piges Optræden i den i sig selv modbydelige Rolle, der nødvendigen maatte have været spillet af en ældre og comisk Skuespillerinde for blot at kunne taales, og hvori Sangen endydermere ikke var af saadan Betydenhed, at hun ved den kunde gjøre Lykke, blev baade hende og Stykket til megen Skade. — Ved at tilskære sin smukke Digtning "Agnete og Havmanden" til et Theaterstykke med samme Titel havde H. C. Andersen i to Acter sammensattet en Scenerække, der saavel ved Savnet af Handling og Charakterer som ved ikke at kunne gives en tilfredsstillende theatralsk Udførelse blev saa kjedsommelig, at Gades poetiske Musik og en i det Hele god Udførelse fra de Spillendes Side ikke kunde afværge Mishag. — Med langt mindre æsthetisk [sideskift][side 613]Værd gjorde Arnesens Vaudeville "Et Reiseeventyr" langt større Lykke. Den var en i Handling og Dialog temmelig plat dramatiseret Behandling af Carl Bernhards nydelige Novelle "Commissionairen." En ung Hr. Smith bliver af en drukken Kudsk tagen for en anden ung Hr. Smith og kjørt til Kammerraad Krahl, hvis Datter den sidste skal giftes med. Da hun er derimod, søger den urette Smith at hjælpe hende til at blive af med den rette Smith, ved at han vedblivende passerer for denne og da gjør sin Person ubehagelig for Kammerraaden, dog ikke ved noget snildt anlagt vittigt Puds, men ved det plumpe Middel at opføre sig saa impertinent imod den Gamle og kaad i Omgang med Godsets Piger og Karle, at han ikke kan forfeile at blive jaget paa Porten. Naar dette er opnaaet viser det sig, at han selv er Overbringer af Underretning om, at den rette Smith har afslaaet Datterens Haand, saa at hans Spilop har været ganske overflødigt. Forresten havde denne Bagatelle et godt theatralsk Tilsnit, meget livlige Scener og endeel moersomme Couplets til særdeles velvalgte Melodier. Den var for 6 Aar siden bleven opført ved en Sommerforestilling med Phister i Hovedrollen, men mishagede fordi den, indstuderet i Hastværk, dengang henvendte Publikums Opmærksomhed mere paa sine Feil end paa sin Lystighed. Heller ikke gik det nu ved den første Forestilling af uden nogen Hyssen, men under de følgende slog den sig mere og mere op til ved en særdeles heldig Udførelse at blive et Yndlingsstykke. Kammenaaden var nu givet til Phister, der morede overordenlig da han gjorde ham til en høist pudseerlig Original, som fik en slaaende Naturlighed ved at være en i de mindste Træk med sig selv harmonerende Personlighed, og Smith havde i Debutanten [sideskift][side 614]Fritz Wilhelm Hultmann en Fremstiller, der ved personlig Elskværdighed, net Tournure og godmodig Munterhed, som snarere vandt end tabte i Tækkelighed ved Begynderens naturlige Uvanthed, indtog for sig og gav Kaadheden Anstrøg af en oprømt Galnings Skjelmerie. Denne Debutant fandt ualmindelig enthusiastisk Modtagelse og blev snart en meget betydelig Vinding for Scenen. Han var henved 23 Aar gammel, viste strax et umiskjendeligt Talent og havde i et fordeelagtigt Udvortes, en god Holdning, naturligt frie og lette Bevægelser, ualmindelig Klædelighed i sit hele Væsen, en for livlige Roller velklingende og tydelig Talestemme og en ikke stærk, men behagelig Tenor fortræffelige Naturgaver for Elskerrollen i Lystspillet og Vaudevillen, hans utrættelige Flid gjorde ham ei alene hurtigt til en særdeles yndet Skuespiller i dette Fag, men bragte ham til ogsaa med Smag og Dygtighed at kunne udføre alvorlige Roller. — Lovenskjolds i nogle Viser meget smukt charakteristiske og overhovedet særdeles livfulde og melodiøse, men temmelig støiende Musik til "Dagen for Slaget ved Marengo" var ikke istand til at bøde saaledes paa Textens Flauhed, at Stykket, hvormeget der end blev gjort for at skaffe det Indgang hos Publikum, kunde holde sig i Repertoiret. — En af Qvalitet meget værdiefuld Forøgelse fik dette derimod i en unævnt Forfatters rimede Eenactslystspil "Romeo e Giulietta," der med vittig Overgivenhed latterliggjorde Damernes opskruede Enthusiasme for Italienerne. For at gjække sin Tante, Fru Honningstrøm, og dennes Datter Juliette, der gaae op i affecteert Forgudelse af Italienerne, forklæder den af dem for hendes prosaiske Natur dybt foragtede Frederikke sig som en nylig ankommen Pianist, Romeo Belisario, og gjør Cousinen saa forelsket, at hun [sideskift][side 615]glemmer sin Forlovelse med en ung Mand, der ved hendes Exaltation er bleven kjed af Forbindelsen, og lader sig af ham overraske i Italienerens Arme. Denne Intrigue er ubetydelig, men Forfatteren har forstaaet at afvinde den meget pudseerlige Situationer, give den en frappant delicat Opløsning og udbrede Liv og Lystighed over det Hele med en let, skjelmsk spøgende Dialog, der er piquant pointeret i de flydende Vers. Fru Heiberg spillede Frederikke med saa gratiøs Comik og gnistrende Lune, at Publikum ved næsten hver Replik henreves til levende Bifaldsudbrud; Jfr. Iørgensen gjorde Tanten, ved den naive Alvor, hvormed hun midt i sin Affectation indkastede prosaiske Bemærkninger, til en særdeles moersom Person; Mad. Hansen holdt meget smagfuldt Juliettes glødende Begeistring for Kunsten og Kunstneren saaledes inden den rette Grændse, at den blev latterlig uden at være uqvindeligt forceret, og Wiehes livfulde Fremstilling af Elskeren fuldendte et mageløst Ensemble, der i høi Grad bidrog til den aandrige Skjemts usædvanlig glimrende Modtagelse. — En modsat Skjæbne havde "Prindsen og hans Lærer," ogsaa et anonymt originalt Lystspil, men i tre Acter og i Prosa. Det faldt ved Forestillingens Slutning for den dybeste Tavshed. — Til denne Saisons Mærkeligheder med Hensyn til Repertoiret maa regnes, at der i "Den lige Vei er den bedste" for sidste Gang paa den danske Scene spilledes et Stykke af Kotzebue, som fra 1790, da han blev indført paa den, i 30 Aar havde været dens dominerende Forfatter, og af hvem der indtil nu, altsaa i 52½ Aar, var givet 72 Stykker: 65 ved Directionen og 7 i Extraforestillinger; nogle faa Forestillinger af Vaudevillen "En Comedie i det Grønne" og Operetten "Ildprøven" gave kun i Stoffet endnu en Efterklang af ham.

[sideskift][side 616]

Gjæstespillet af Spindler, der for 15 Aar siden uden Held havde debuteret paa det kongelige Theater og nu kom fra Theatret i Christiania, vakte kun Omtale ved at han dristede sig til at fremtræde i tre, nylig af Skuepladsens egne Kunstnere fortrinligt udførte, store Roller uden engang taaleligt at kunne dem udenad, og ved at Directionen tillod en Prostitution, som den, da den maatte antages at have overværet en Gjæsts Prøver, med Sikkerhed kunde forudsee. Den tydske Gjæst, Eduard Breiting, var en berømt Tenorist, som med en meget colossal Figur forenede en ikke mindre colossal omfangsrig Stemme, der, ypperligt skolet, kunde overraske ligesaa meget ved Blødhed som ved den Kraft, hvormed han, uden Skrig, var istand til at overtone Orchestrets stærkeste Accompagnement. Skjøndt, vel især paa Grund af den svære Legemsbygning, en temmelig uheldig Skuespiller, var han en fortræffelig dramatisk Sanger, der vandt levende Bifald og af Publikum især beundredes for den store Virkning, han lagde i sit musikalsk skjønne Foredrag ved tydelig og correct Udtale af hver Stavelse i Texten: Noget, som de danske Sangere ikke udmærkede sig ved.

For at gjøre det italienske Operaselskab, som det var Christian den Ottendes Agt at have til stadig Vinterforlystelse, Hoftheatret mere indbydende, havde han ladet det betydeligt forandre og Tilskuerpladsen udsmykke. Den havde faaet Guldgrund med hvide Ornamenter og Logernes Skillerum og Bagklædninger vare malede røde; den faste Lysekrone, der tidligere blændede anden Etages Publikum, blev trukken op i Loftet naar Dækket gik iveiret og for hver Pladsafdeling var egen Tilgang. Huset kunde nu rumme henved 900 Tilskuer og tog sig overmaade elegant ud, men den lange, smalle Sal gav ikke overalt god Udsigt til Scenen. [sideskift][side 617]Kongen, der vilde have det restaurerede Theater, endskjøndt det herefter skulde betragtes som kun indrettet for Hofskuespil, indviet i national Aand, bestemte selv, at der, som Aabningsforestilling, hvortil Billetterne meddeeltes gratis fra Hofmarskallatet, skulde gives en af Heiberg digtet Prolog, fremsagt af Fru Heiberg, et holbergsk Stykke, "Erasmus Montanus," og et af Bournonville componeret nyt Divertissement bestaaende af to Dandse, af hvilke især en Militair-Polka blev funden særdeles nydelig og charakterisk lunefuld, hvorfor den siden ofte gaves paa det kongelige Theater med overordenligt Bifald. Marasini havde atter Directionen over den italienske Opera, i hvis Personale den sine Verden med Jubel gjenhilsede Mad. Forconi, Rossi, Paltrinieri, Torre og Rocca. Til at dele Primadonna-Partierne med Mad. Forconi var engageret Mad. Carmela Marziali, en fyldig Dame, der ved sin omfangsrige, klare og rene Stemme og brillant Foredrag gjorde megen Lykke, men af velsignede Omstændigheder snart blev nødt til at trække sig tilbage for en Tid. Mad. Mazza, som blev kaldet hertil for midlertidigt at overtage hendes Partier, kunde med en stærk og fyldig Sopran og megen Virtuositet ikke ret sætte sig i Gunst hos Publikum, da hendes Spil var latterligt maniereert. Giuseppina Sori, en Søster til Mad. Marziali, skulde synge de første Partier, som ikke kunde besættes med Primadonnaerne, men hendes behagelige Stemme, hvormed hun meget smukt foredrog Romancer, var for svag i combinerede Nummere. Tenoristen Ferrari Stella, der afvexlende med Rossi skulde udføre Hovedpartier, havde ikke et saa gribende timbre i sin Stemme som denne, men langt større Omfang, Glathed og Volubilitet. Han var en meget smagfuld, i en ypperlig Skole uddannet Virtuos, der, skjøndt [sideskift][side 618]meget lille, havde et særdeles smukt Theaterydre og et for Sangere usædvanligt Fremstillingstalent. Han lønnedes ikke saa ofte som Rossi med Toneangivernes umaadelige Jubel for enkelte Tirader i et Partie, men vandt næsten altid det musikalskdannede Publikums Beundring for Udførelsen af det hele Partie. Foruden de bedste af de i forrige Saison opførte Operaer gav Selskabet: »La Sonnambula« og »I Capuleti e i Montecchi« af Bellini, »Beatrice di Tenda« og »Marino Falieri« af Donizetti, »La prova d'un'opera seria« af Guecco, »Il matrimonio secreto« af Cimarosa, og »L'Italiana in Algieri« af Rossini. Tilskuernes Begeistring var vel ligesaa stor som i forrige Saison, men deres Antal betydeligt mindre og Selskabet havde mange Uheld at bekæmpe. Saaledes døde dets »seconda donna« Mad. Bozzi paa samme Dag og Klokkesket som Directeuren Savio var død i afvigte Saison, og Sygdomme hørte til Dagens Orden.

Det franske Selskab blev, saavel ved kunstnensk Dygtighed som ved Repertoirets større Overeensstemmelse med vort Theaters, af langt gavnligere Indskydelse paa Personalet end det italienske. Det var især beregnet paa Syngespillet og havde for dette et glimrende Talent i Mad. Massy-Hébert, en Kunstnerinde, der endog, engageret som »première chanteuse à roulades« ved Opéra comique, i Paris havde gjort stor Lykke. Hun var af en meget behagelig Personlighed, havde en særdeles let og livlig Tournure, udmærkede sig som Sangerinde ved en herlig frisk og klangfuld Stemme, en med megen Smag anvendt stor Færdighed i Coloraturer og et ualmindeligt varmt, sjælfuldt Foredrag, og stod som Skuespillerinde i Diction og mimisk Spil saavelsom i Gratie og intelligent, fiintdannet Væsen over Alle, [sideskift][side 619]der i en lang Aarrække her vare optraadte som de franske Syngestykkers Primadonnaer. Angela i »Le domino noir,« Gesualda i »Les diamans de la couronne,« Marie i »La fille du régiment« Madelaine i »Le postillon de Lonjumeau« og Carlo Broschi i »La part du Diable« vare bendes Glandsroller, som hun baade fra Spillets og Sangens Side gav henrivende skjønt og hvori hun ideligt høstede stormende Bifald. Af Selskabets øvrige Medlemmer behagede især Mad. Armand ved, i endnu høiere Grad end da hun for to Aar siden var her, at gjøre sin nydelige Person interessant i Skuespillet, hvorimod hun, da hun kun var Sangerinde af Nødvendighed, ikke drev det over Taalelighed i Syngespillet; Armand, som havde et mere glimrende Repertoire end under sit tidligere Ophold; og Blum, der var meget comisk, men bestandig paa een Maade. Det, hvorved Forestillingerne stadigt gjorde megen Lykke og i Gjennemsnit gave udmærket godt Huus, var Mad. Massy-Héberts Kunst og det ypperlige Ensemble, der endog gik over paa Choret, som ikke var stærkt besat, men udmærkede sig ved livlig Deeltagelse i Handlingen som ved Kraft og Præcision i Sangudførelsen.

Kjøbenhavn havde i forrige Sommer for første Gang været gjæstet af et svensk Skuespillerselskab. Det gav Forestillinger paa Vesterbroes Theater og til Repertoire var klogeligt valgt svenske Originaler. Men uheldigviis formaaede Personalet, der kun var samlet til Omflakken i Skaane, hvorfra det leilighedsviis kom aldeles uventet hertil, ikke at give det Eiendommelige i svensk Fremstillingsmaade kunstnerisk Interesse, hvorfor dette Foretagende, som omhyggeligt forberedt, sikkert kunde være blevet særdeles glædeligt baade for Entrepreneur og Publikum, faldt sammen efter [sideskift][side 620]et Par Forestillinger. Dahlqvist, der nu optraadte her, vandt vel Erkjendelse af at være en saavel mimisk som declamatorisk udmærket tragisk Kunstner med smuk Plastik, og gav ogsaa Publikum nogen Forestilling om svensk Spillestiil i det Alvorlige, men da han kun optraadte i Monologer eller saadanne Scener, som han kunde udføre med en enkelt underordnet Skuespiller, og dertil ingen af disse var tagen af noget svensk Drama, savnedes det Nationale, som egenlig skulde vække Interesse, og han vandt vel enthusiastisk Bifald, men ikke synderlig Sympathie for sin Kunst.


Oprettet 2010. Opdateret af