>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Sex og fyrretyvende Saison, 16. September 1793 til 30. Mai 1794, side 576-602]

[Oversigt over repertoiret 1793-94]


[sideskift][side 576]Sommeren foran denne Saison havde bragt Ahlefeldt mange Ubehageligheder foruden dem, han havde havt med Rahbek. Den heftige Bevægelse af Uvillie, som var vakt ved Rygtet om forestaaende Oprettelse af et tydsk Theater, havde sat ham i stor Skræk, især da han erfarede, at det var blevet bekjendt, at han ikke blot havde undfanget Ideen, men ad mange Veie, navnlig ved at forestille, at det sikkert vilde være Kronprindsessen behageligt at see et godt tydsk Selskab i det mindste for een Saison, arbeidet ivrigt for at bringe den til Udførelse. Han frygtede, at dersom han fik Planen sat igjennem, vilde Trusten om at berede ham en Prostitution i Skuespilhuset blive bragt i Opfyldelse, saa meget mere da, foruden mange andre af hans Uvenner, ei alene den hidsige Pram, men endog den sindige, beskedne Guldberg i store Vennelag aabent havde udtalt sig derfor, som det eneste Middel til at blive af med ham. Det Forslag, han havde gjort Kronprindsen derom, var imidlertid blevet saa gunstigt optaget og derpaa af ham selv, ved Brevvexling med den fortræffelige Skuespiller Eckhardt, "genannt Koch", som var Regisseur ved det churfyrstelige Theater i Mainz, der havde flere udmærkede Medlemmer, hvoriblandt den berømte Tenorist Eunicke, men just da, formedelst Franskmændenes Indmarch, maatte opløse sig, saaledes fremmet, at han ikke kunde tærde tilbage, men tvertimod maatte paadrive, at der blev meddeelt ham Tilladelse til at afslutte en Controct, hvorved Kjøbenhavn for første Gang skulde faae et tydsk Theater. Det var derfor til sin store Glæde, at han, just da han kom til Kronprindsen for at opnaae en Afgjørelse, blev overrasket med, at denne, efter en Undskyldning for at der var blevet gjort ham saa megen Uleilighed med at [sideskift][side 577]indlede Selskabets Engagement, lod ham vide, at han selv aldrig havde syntes om at indkalde Fremmede, eftersom Publikum jo fandt meget Behag i vore Egne, og at Kronprindsessen, da det var kommet hende for Øre hvad der var igjære, meget havde ønsket, at der ikke for hendes Skyld maatte skee Noget, som maaskee vilde være Folk imod og let kunde blive meget bekosteligt, siden Selskabet havde forlangt, at der skulde sikkres det en vis Indtægt. Kronprindsen tænkte ikke paa, hvor stor en Gunst han beviste Ahlefeldt, ved at give ham en saa vægtig Grund til at afbryde Forhandlingerne med Koch. — Men uagtet dette Held skulde Ahlefeldt ikke undgaae en grundig Prostitution; derfor havde han sørget ved sin uforsigtige Opførsel imod P. A. Heiberg, der ikke — hvad Rahbek, i sit Brev til Schwarz, frygtede for — tog i Betænkning at angribe Greven, fordi han tidligere havde roest ham. Ahlefeldt havde i Begyndelsen af forrige Saison, da han endnu gjorde sig Umag for at vinde Forfatterne ved at overvælde dem med Artighed, gjøre Bestillinger hos dem og forsikkre, at det meget vilde glæde ham at see Repertoiret forskjønnet med deres Arbeider, yttret for Heiberg, at han gjerne ønskede nogle originale Eenactsstykker, som han kunde give til store Balletter og Syngestykker, der ikke udfyldte en Forestilling. Ifølge deraf skrev Heiberg sin lille Comedie "Hofsorgen" og indsendte den, med Anmodning om dens Antagelse, til Greven, der var saa uforskammet, med Tilsidesættelse af sin Pligt som Directeur, at henlægge Manuskriptet uden engang at bryde Seglet for Omslaget. Den sande Grund til denne uforsvarlige Opførsel skal have været, at han paa Omslaget havde læst "Comedien Testamentet eller Hofsnogen" istedetfor "Hofsorgen", og formodede, at [sideskift][side 578]Forfatteren, som dengang begyndte at vise sig noget kold imod ham, havde i Stykket udøst "sin ham velbekjendte Malice" over ham. Da Heiberg, efter lang Venten, gjorde Forespørgsel om sit Stykkes Skjæbne, lod Greven ham vide, at han slet ikke havde læst det, men ladet det henligge under Forfatterens Segl, fordi han ikke kunde bestemme, om han kunde antage flere nye Comedier til Opførelse i næste Saison, eftersom den Sum, hvilken Theaterkassen maatte fastsætte til nye Stykkers Betaling, allerede var medgaaet. Uden at gjøre Bemærkninger over denne besynderlige Behandling af et indgivet Stykke og den hidtil uhørte Grund til ikke at kunne tage Bestemmelse om dets Antagelse, tilskrev Helberg nu Greven, at han, i Betragtning af at "Indtoget" var blevet betalt saa langt over hans Forventning, vilde gjøre sig en Fornøielse af at tilbyde Stykket uden Betaling og navnligen til Opførelse ved Mad. Knudsens forestaaende Benefice. Dette Brev lod Ahlefeldt, uagtet Heibergs gjentagne Maninger, blive ubesvaret i to Maaneder. Nu besluttede Heiberg at gjøre kort Proces og overraskede Greven, paa den Tid da Uvillien mod ham brød frem fra alle Kanter, med, ved Notarius publicus, at lade ham afæske Erklaring om han havde modtaget Stykket og hans Erindringsbreve derom. Greven vedkjendte sig dette i en meget fornem Tone skriftligt og med den Paastand, at han allerede, ved sin Forevending om, at han ikke for Tiden vidste om Kassen kunde udrede mere til nye Stykkers Anskaffelse, havde erklæret, at han ikke vilde have Stykket, som han just derfor havde ladet henligge ulæst og under Forfatterens Segl. Denne mærkelige Fremgangsmaade, der ret viste Grevens slette Begreb om hvad der paalaae ham som Theaterdirecteur, og hans elendigt skrevne, [sideskift][side 579]tildeels meningsløse Erklæringer lod Helberg ikke være urevsede, men gav i August Publikum en documenteret, vittig og meget bidende Fremstilling af alt det Foregaaede, under Form af en Subscriptions-Indbydelse til et tredie Bind af hans Skuespil, hvilken vakte stor Opsigt, blev reven bort og gjorde Greven til Spot og Moerskab for hans mange Uvenner i Theaterpersonalet og Publikum. — Det var ikke de eneste Ærgrelser, Ahlefeldt havde allerede førend Saisonnen; han fik en, der var ham endnu værre, fordi den viste ham Udsigt til, at det maaskee vilde blive ham umuligt at holde Kassen i en saadan Tilstand, at den kunde udrede de allernødvendigste Udgifter. At han, efter Tilskyndelse af Rosenstand, Rahbek og Andre, som talte deels af Princip, deels for at stille Warnstedt, der havde holdt paa Abonnementet, i Skygge for Publikum, havde ladet sig friste til at vinde Berømmelse for Liberalitet ved at ophæve det, var kommet ham saa dyrt at staae, at han blev nødt til for den kommende Saison at søge den tidligere sikkre Indtægt ved Logernes Bortabonnering. For dog ikke ganske at opgive hvad han havde paastaaet at være det ene Rigtige, og at lægge sig ud med de Mangfoldige, der skrege imod Abonnementet, vilde han imidlertid lade tredie Etage vedblive at være enkelte Pladser og af føste og anden Etagers Loger kun stille Halvdelen til Abonnement. Men nu overraskedes han med, at endskjøndt han, ligesom den forrige Direction, tilbød det for to Dage om Ugen og til de samme Priser, som man i 1791 med Glæde havde været villig til at give, blev dog langtfra det bestemte Antal Loger taget. Da alle Loger vare bortabonnerede, misundte man dem, som vare i Besiddelse af dem; da de bleve frie, vare de kun sjeldent afsatte; og nu[sideskift][side 580]kunde ikke engang Halvdelen i første og anden Etage finde Lysthavende. Dertil fornøiede Publikum sig over, at han, da han, som det hed, "atter vilde indføre en Forurettelse imod det, ved at berøve simple Folk de gode Pladser, naar ogsaa de engang fik Lyst til at see en Comedie", havde saa slet Held med sig, medens hans Fjender søgte at gjøre begribeligt, at det var et klart Beviis for, at han ved en ufornuftig og skjødesløs Bestyrelse ganske havde tabt den offenlige Tillid og ufeilbarligen vilde faae Skuepladsen saaledes ødelagt, at det ikke blev muligt at ophjælpe den igjen.

Man troede, at disse Omstændigheder og den megen Snak, der var om, hvor ilde Ahlefeldt var lidt baade paa og udenfor Theatret, maatte komme til Kronprindsens Kundstab og da gjøre ham Nødvendigheden af hans Afskedigelse indlysende. Men Greven havde mange megetformaaende Velyndere ved Hoffet og Kronprindsen syntes slet ikke om, at man uafladelig med en saadan Bidskhed anfaldt en af ham indsat Embedsmand. Langtfra at vise sig unaadig imod Ahlefeldt, yttrede han flere Gange, saavel til ham selv som til Colbjørnsen og Hauch, at han meget vel vidste, det var kun et Complots Chicaner, for at fortrænge ham fra hans Post, men det skulde ikke lykkes, om Medisancen end gjorde sig nok saa venimeuse, og da han erfarede, at det var et almindeligt Rygte, at Ahlefeldt var afskediget og en Commission nedsat til midlertidig at bestyre Theatret og tillige at undersøge hans Embedsførelse, mødte han det ved at udnævne ham til Geheimeraad. Denne Naade standsede vel et Forsøg mod ham, hvilket man, meget ubesindigt, havde forledet Personaler til at ville gjøre, med et Indgivende til Kongen, hvori der fornemmelig skulde føres Klage over, at det et Par Gange [sideskift]havde maattet vente paa Gagens Udbetaling, men den ophidsede endnu mere hans Angribere udenfor Theatret, og næsten ethvert af hans Foretagender i denne Saison blev, allerede inden det kom til Fuldbyrdelse, udraabt som enten uretfærdigt, dumt eller ødelæggende for Theatret.[side 581]

Saisonnens første Begivenhed var hans Andreas Clausens Indtrædelse i Personalet. Han haabedes at skulle kunne give Erstatning for Preisler, hvis Afgang blev dobbelt følelig efter at Frydendahl, der havde spillet nogle af hans Roller fortræffeligt, nu ogsaa var borte. Clausen var en ung Mand, lidt under Middelhøide, med et ret heldigt Theaterydre, en god Holdning, lette Bevægelser og et smukt, tydeligt Organ. Allerede da han betraadte Scenen var han uden den Keitethed og Forlegenhed, som almindeligen findes hos Begyndere; men hvad han i reen kunstnerisk Henseende dengang var, blev han ogsaa ved at være: han bevægede sig ret sikkert og behageligt i muntre Elskere og Intrigants, havde et let og livligt Foredrag uden skarp eller falsk Accentuation og gav heldigt de saakaldte Skurkeroller, men var i Alt kun en Routinier, der fulgte den sædvanlige Theater-Observants. Hans overordenlige Flid førte ham kun til at give enhver Rolle med megen Glathed og Præcision, men ikke til at finde nogen original Opfatning, sine Træk eller charakteristiske Betoninger, eller til at faae Herredømme over nogensomhelst Opgave, som laae udenfor hans Personlighed; han viste Talent i sit Fag, men var uden Genie og blev derfor bestandig en meget brugelig Skuespiller, der aldrig gjorde Noget slet, uden nogensinde at hæve sig til Kunstner eller i en Rolle at give noget Usædvanligt, hans første Fremtræden var særdeles heldig og da man maatte formode, at han [sideskift][side 582]med Tiden kunde blive mere end han var, antoges det, at man i ham havde fundet en udmærket Efterfølger af den saa Haardt savnede Preisler. Som en Følge deraf skulde man troe, at denne Erhvervelse var bleven gjort Ahlejeldt til en Fortjeneste. Men intet mindre. Clausen, der var dansk Jurist og Hof- og Stadsrets-Procurator, havde ikke villet opgive sin gode Stilling uden at have fuldstændig Sikkerhed for sin Ansættelse og betingede sig derfor Antagelse som kongelig Skuespiller inden sin første Optræden, der altsaa ikke blev regnet for Debut eller anmeldt at være det. At Ahlefeldt, for at vinde ham, var gaaet ind herpaa, lagdes ham meget til Last. At han, som Directeur, maatte paastaae sig tilkjendt saa megen Indsigt i Skuespillerkunsten, at det af de Prøver, som en Aspirant aflagde for ham, kunde blive ham klart om han i del valgte Fag havde Dygtighed nok til at kunne blive nyttig for Scenen, det vilde man ikke høre Noget om, men fandt i denne Undtagelse fra Regelen en himmelraabende Uretfærdighed imod alle — tilkommende Debutanter, og kaldte den et nyt Beviis for hans Despotie. — Debutantinden Eline Marie Smidth, som fra Theatrets Dandsestole gik over til Skuespillet, var en ægte nordisk præget Pige paa 20 Aar, blond, granvoxen, med et i Træk og Omrids kun meget tækkeligt, men, ved et jomfrueligt reent og mildt veemodigt Udtryk og det sværmerisk tungsindige Blik, ædelt og indtagende Ansigt. Hendes Talestemme udmærkede sig hverken ved Fylde eller Omfang og var i første Øieblik paafaldende, da et Par Toner, ved deres Klangforskjellighed, undertiden berøvede den Egalitet, men naar bun anvendte den overeensstemmende med dens Charakteer, som var ømt klagende og bønlig, virkede den henrivende, hvorfor blød, [sideskift][side 583]stille Kjærlighed, elegisk Stemning og dyb Længsel ikke kunde tolkes sandere og skjønnere end af hende. Hendes Bevægelser vare kun faa, men altid rolige, naturlige og ædelt udtryksfulde. Ligesom Clausen, maatte hun, for at behage, nødvendigen spille Roller, som ganske passede til hendes Personlighed, hvorover der var udbredt et elskeligt Sværmerie, yndig Blufærdighed og drømmende Melankoli; men i saadanne Roller var hun det ganske Modsatte af ham, thi hendes Phantasie og levende Følelse gave hendes Spil et høit poetisk Opsving og indskøde hende Momenter, der aldeles bare Præget af stor kunstnerisk Begavelse. Heller ikke for hendes Optræden skulde Ahlefeldt undgaae Bagvaskelse. Den Rolle, han havde tildeelt hende, ydede hende ikke megen Leilighed til at udfolde de Evner, hvorved hun især kunde ventes at maatte behage, og uden at agte paa, at han havde givet hende den, for at gjøre hende theatervant forinden hun optraadte i Emilie Galotti, som han havde bestemt hende til anden Debut og hvori hun, just Paa Grund af denne Forøvelse, spillede fortræffeligt og med glimrende Bifald, udbredte hendes Venner og de, som kaldte sig saaledes for at kunne komme til at angribe ham, at han, som ikke iblandt Theatrets Damer havde nogen Favoritinde, kun havde ladet hende optræde i en saa utaknemmelig Rolle for at hun ikke med sit Talent skulde overstraale dem, han kaldte Theatrets Stjerner.

Men paa den Tid var der ogsaa i Personalet en saa stor Forbittrelse imod ham, at de Fleste i endog det Allerubelydeligste, som kunde bringes i Forbindelse med Bestyrelsen, søgte Anledning til at fremføre Beskyldninger imod ham. Kjed af de Indvendinger, Pligtforsømmelser og Uforskammenheder, som nogle af de meest betydende [sideskift][side 584]Skuespillere, tildeels formedelst Ophidselse udenfra, mere og mere fordristede sig til at trodse ham med og opmuntrede de Underordnede til ogsaa at vove, havde han nemlig besluttet at tilbageføre Disciplin og Orden ved en Skærpelse af Reglementet, og udstedte da under 9de Novbr, følgende "Anordning, betræffende Skuespillene."

"l) Ingen Skuespiller maa vægre sig ved at modtage nogen Rolle, ny eller gammel, som ham fra mig vorder tilstillet. — Til at lære Rollerne i et nyt Stykke i 5 eller 4 Acter tilstaaes Skuespillerne sec Uger; er Stykket i 3 Acter da fire Uger; i 2 eller 1 Act ikkun fjorten Dage; alt at regne fra den Dato, da efter Stykkets Oplæsning Ordre gives til at lære Rollerne; hvorimod Enhver er forbunden til ved første Prøve at vide samme tilfulde udenad. — I Hensigt til Roller i gamle Stykker, som formedelst Forandring maatte tildeles nogen Skuespiller, da fastsættes halv saa lang Tid som oven er benævnt, i den Formodning, at Enhver velvillig vil bidrage til at ikke gode Skuespil skulle savnes.

2) Enhver Upasselighed eller Sygdom skal strax meldes til Regisseuren, og dersom samme hindrer et bestemt Skuespils Opførelse, da inden Klokken 8 om Morgenen Forestillingsdagen, paa det Publikum forinden Billetternes Udsalg kan vorde underrettet. Overbevises Nogen om, at have gaaet ud af sit Huus til noget Samqvem efter at han har meldt sig syg for sin Tjeneste, da vil hans Heftelse uopholdelig paafølge, ligesom jeg forbeholder mig at giøre allerunderdanigst Forestilling til Hs. Maj. Kongen angaaende hans videre Straf.

3) Saalænge Skuespiltiden varer maa ingen Skuespiller gjøre nogen Landreise paa langer Tid end fra MorMor-gen [sideskift][side 585]gen indtil Aften, uden min særdeles Tilladelse, og paa en Forestillingsdag skal Enhver blive tilstede i Staden, ja endog i sit Hjem lade Nogen være underrettet om, hvor han kan findes, indtil det Klokkeslet da Skuespillet begynder.

4) Udeblivelse fra noget nyt Stykkes Oplæsning, eller fra Prøver endog med smaa Roller, kan ingenlunde bevilges. Prøverne skulle begynde præcise et Qvarteer efter det paa Tilsigelseslisten fastsatte Klokkeslet. Theatervognen skal derfor indfinde sig ved Actricernes Bopæle saa betids, at de samtlige kunne være befordrede inden det ommeldte Qvarteer er forløbet, men hvo som ikke er færdig ved Vognens Ankomst, besørger sig befordret paa egen Bekostning.

5) Dandseselskabet stal ligeledes mode til Dandseprøverne præcise et Qvarteer efter det Klokkeslet, som af Balletmesteren er bestemt, og skal da uden Ophold Skoleøvelserne ophøre og Prøven begynde. Iøvrigt gjælder alt Foranstaaende i Hensigt til Orden for dette Selskab ligesom for Skuespillerne.

6) Regisseuren skal hver Onsdag Formiddag af Regie-Protocollen forelægge mig en Liste paa de Stykker, som i den paafølgende Uge beqvemmeligst kunne opføres, og naar samme af mig ere antagne skal han bekjendtgjøre saadant for alle Vedkommende; dog skal i Forveien et Repertoire for saa lang Tid, som Omstændighederne ville tillade, blive forfattet, og ikke viges fra samme undtagen i Tilfælde af Sygdom eller andre uformodede Aarsager.

7) Endelig befuldmægtiges Regisseuren herved til at foranstalte og anordne alt det, som angaaer Rolighed, Sømmeiighed og Orden paa Theatret, fornemmelig under Pøverne og Forestillingerne, ligesom han beordres at melde [sideskift][side 586] mig enhver Tildragelse eller Yttrelse af enkelt Person, som maatte synes at have nogen Hensigt til Skuespillet.

8) Mulkter efter Reglementets Bydende kan Ingen vente sig forskaanet for at betale, undtagen det maatte være første Gang og i en ubetydelig Post, han havde feilet. Det forstaaes af sig selv, at en billig Fortolkning af Reglementets Ord bør finde Sted; til Ex. det fordres ikke, at den Skuespiller, som skal fremtræde i et Efterstykke, er præcise paaklædt til samme Tid, som den bør være det, der spiller en Rolle i det første Skuespil."

Den første Virkning af denne Anordning var, at man, just da det almindelig hed, at Ahlefeldt en af Dagene vilde faae eller maatte tage Afsked, erfarede, at han ansaa sig for overbeviist om fremdeles at skulle blive og endog, ved alvorlige Forholdsregler, havde isinde at skaffe sig større Respect, end man i den sidste Tid havde anseet nødvendigt at vise ham. Desto skarpere Kritik blev hans Anordning underkastet, og efter at dens enkelte Bestemmelser tilbørligen vare bragte omkring til og drøftede af de Mange, som, uden at have andet at gjøre med Theatret end hvad der angik de Forestillinger, de betalte for at see, ivrigen toge sig af dets Bestyrelse, fandtes ikke een af dem at være andet end Tyranniets Magtsprog, der enten vare dumme eller gik ud paa at gjøre Kunstnerne til Trælle. En Dumhed var det saaledes, overhovedet at fastsætte en Tid, hveri en Skuespiller skulde have lært en Rolle, men en kapital Dumhed, at bestemme denne Tid efter Stykkets og ikke efter Rollens Størrelse; thi "en Skuespiller kunde jo godt have en meget stor Rolle i et lille Stykke og en meget lille i et stort." Et skjændigt Anslag til Undertrykkelse af enhver Yttring af en Skuespiller, om hvad der endog angik [sideskift][side 587]hans Kunst, kaldte man derimod Det, at Regisseuren "beordredes" til "at rapportere en Ahlefeldt, som ikke forstod sig hverken paa Skuespil eller Skuespilleren, de Yttrelser, som det maatte falde Hr. Regisseuren ind endogsaa blot at synes at have nogen Hensigt til Skuespillet." At søge Aarsagen til de mishagelige Bestemmelser i den Irritation, som adskillige af dem, der imellem deres Kammerater vare meest ilde lidte for deres Chicanerier, troligen havde virket til at sætte Ahlefeldt i, eller at gjøre opmærksom paa, at han aldrig, med Hensyn til Personalets Forseelser, havde været en Foresat, hvis Strenghed det havde havt Grund til at beklage sig over, og at den sidste Bestemmelse viste, at han, uagtet Skarpheden i det Foregaaende, heller ikke var tilsinds at blive det: dette faldt Ingen ind uden Rosing, og han blev strax overøst med Grovheder og sigtet som den, der havde indskudt Ahlefeldt, "at gjøre de kongelige Acteurer til den høigrevelige Naades Livegne."

Til Saisonnens første Nyhed: "Veddemaalet", et at Peter Horrebow Haste forfattet lille Intermezzo, der spilles af norske Bønder, havde Grevinde Ahlefeldt componeret nogle Visemelodier, som baade Schall og Schulz fandt vakkre og folkelige. Imidlertid forsømte man ikke at lade Greven erfare, at den tynde Lykke, som Bagatellen havde gjort, ved at faae Lov til at blive spillet tre Gange uden Mishagsyttringer, maatte hans Gemalinde ikke tilskrive Toneangivernes Tilfredehed med hendes Musik, men alene den Gunst, som Forfatteren stod i hos dem. — Ved "Den mistænkelige (mistænksomme) Mand", Comedie i fem Acter af Hoadly, var det ikke i at de faa virkelig moersomme Scener komme frem af en, ved en Masse Stedforandringer, meget forvirret Handling at Rahbek tog Anledning til [sideskift][side 588]Dadel, men i at Greven ved dette Stvkke, som var skrevet af Bistoppen af Winchesters Søn under Faderens Øine, hjembragt, anbefalet og oversat af Schwarz og ikke af anden Anstødelighed, end man fandt for godt selv at lægge deri, atter skulde have indført Usædeligheden paa den danske Scene. — Det var virkelig Ahlefeldt til Fortjeneste, at Thaarups "Peters Bryllup" kom til Opførelse, thi de meest Formaaende ved Hoffet, uden hvis særdeles Naade den ufeilbarlig strax maatte ligge under for de heftige Angreb, havde sag meget derimod, at han kunde befrygte, derved ar gjøre ogsaa dem til sine Forfølgere. Stykket havde allerede længe været færdigt til Opførelse med en Musik, hvori Schulz fortræffeligt havde, i nye deilige Melodier, bevaret den danske Folketone der virkede saa fortryllende i "Høstgildet", som denne Idyl var en Fortsættelse af; men Ahlefeldt havde ved Hoffet maattet høre saa mange Bemærkninger om det Upassende i, allerede igjen at komme frem med Berømmelser, som Kongehuset ikke skjøttede om at høre i sit eget Theater, og Frihedssange, der kun tjente til at udbrede den Oprørsaand, som, efter Adelens Mening, var af den franske Revolution bragt ind i Danmark, at han havde havt Betænkeligheder ved at befale Indstuderingen. Da det nu blev nødvendigt at have et Feststykke paa rede Haand til Kronprindsessens Modtagelse, naar hun første Gang kom i Theatret efter sin forestaaende Nedkomst, tænkte Ahlefeldt, som var en varm Beundrer af Schulz's Musik, strax paa, at det vilde være den bedste Leilighed til at faae "Peters Bryllup" frem, uden at man ved Hoffet kunde være vekjendt at udtale sig altfor misbilligende derimod. Saa snart hans Bestemmelse rygtedes og inden Sangindstuderingen endnu var begyndt blev der alligevel i [sideskift][side 589]Hofcirklerne yttret megen Utilfredshed dermed. Geheimeraad Numsen lod endog i Kronprindsens Forgemak Ahlefeldt høre, at det maatte være kommet til at staae meget fattigt til med Theatret, siden det atter skulde gjøre Hds, kgl. Høihed Kronprindsessen en fête med et saa vulgairt og revoltant Æmne, som aldrig første Gang skulde være kommet paa Scenen, dersom han, saaledes som Ahlefeldt nu, havde været Chef og eneste Directeur. Greven mødte denne Uartighed med at bemærke, at siden han og Geheimeraaden havde en aldeles modsat Mening om det Slags Stykker, var det godt om en Tredie, som de Begge maatte underordne sig, kunde skille dem imellem, og det, troede han, var allerede skeet, ved at Hs. kgl. Høihed Kronprindsen meget havde bifaldet "Høstgildet". Da Numsen ikke destomindre blev ved at give sin Harme Luft, spurgte Ahlefeldt opfarende, om han maaskee havde gjort sig den Uleilighed, at tage til Kjøbenhavn alene for at undervise ham om det Embede, som han saa godt havde viist, at han ikke selv forstod, og Samtalen kunde let have taget en meget alvorlig Vending dersom General Huth ikke var kommen til og havde beroliget Gemytterne. Selv Arveprindsen havde ved et af de saakaldte Lille-Baller en lang Samtale med Ahlefeldt, først for at forestille ham, at ved en saadan Leilighed maatte Theatret nødvendigviis give en stor Opera, og, da det ikke vilde hjælpe, fordi Greven undskyldte sig med at han ikke havde nogen ny og ikke ansaae det for anstændigt at give en gammel, hvilken Publikum ikke mere gad see, dernæst for at belære ham om, at det Bifald, fom ved "Høstgildet" var fremkaldt hos Undersaatterne for Hs. Maj. Kongen, deres Arveherre, egenlig var en Formastelse imod Enevoldsregenten. Ahle Ahle-feldt [sideskift][side 590]feldt fordristede sig til herimod at bemærke, at Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, som vidste hvilket Stytte der var bestemt til Festen, ikke havde yttret Mishag, og at han ikke kunde forsvare at tilsidesætte et Arbeide af to saa hæderlige Mænd, der for et lignende havde høstet stort Bifald. Ved Opførelsen gjorde baade Stykket og Musiken glimrende Lykke. Da Enhver, som stod i nogen Forbindelse med Theatret, vidste, at der paa høieste Steder var arbeidet ivrigt derimod, saa at denne skjønne Digtning neppe under nogen af de foregaaende Bestyrelser vilde være kommen paa Scenen, skulde man troe, at om de, som ideligen raabte paa, at Directeuren fornemmelig burde vise Agtelse og Omhu for originale Arbeider, end ikke kunde overvinde sig til at erkjende, at Ahlefeldt i dette Tilfælde havde gjort dette paa en ham særdeles ærefuld Maade, vilde de dog aldrig kunne være saa uretfærdige, af det at ville udfinde en Anledning til at beskylde ham for det Modsatte. Imidlertid gik deres personlige Fjendskab imod ham saa vidt, at de virkelig gjorde det. At han i "Peters Bryllup", hvor det skete med en episodisk Persons naturlige og poetiske Optræden, havde tilladt Taknemmelighedsyttringer for Negerhandelens Afskaffelse, hvilke han ikke havde villet taale i "Lise og Peter", blev af netop dem, som meest levende beundrede den smukke Maade, hvorpaa Thaarup havde fremført dem, gjort Greven til en stor Brøde, og at han, for saa lidet som muligt at støde Guldberg ved at være imod at det skete altfor søgt, havde sagt, at Vedkommende ikke ønskede sig roste paa deres eget Theater, fremførtes nu som et Beviis paa, at han var en aldeles utilforladelig Mand, der ei alene med et utaaleligt Overmod behandlede Digterne vilkaarligt, men endog mismis-brugte [sideskift][side 591]brugte Kongens Navn for at besmykke sin Vilkaarlighed. Den sidste Beskyldning blev Ahlefeldt til megen Bekymring, da hans Uvenner ved Hoffet fik den fortalt til Kronprindsen, og denne yttrede, at siden der aldrig til Kongen eller ham var talt om Indholdet af Guldbergs Stykke, saa var der Noget i den. — Endskjøndt Eenacts-Comedien "Virtuosen", hvon Spazier, en vindig Tydsker, som ved dumdristig Skryden med Kundskab i Landvæsnet, hvoraf han ikke forstaaer det Mindste, gjør sig beundret af en godtroende dansk Godseier, og Tøraf, en grundærlig hidsig Forvalter, der meget løierligt radbrækker fremmede Ord, ere et Par særdeles pudseerlige Personer, var et Stykke, hvis Moersomhed meget godt kunde forklare dets Antagelse, skulde det dog hedde, at det kun var Frygt for Forfatteren, Heiberg, der havde drevet Ahlefeldt til at opføre det. — I "Veien til Ødelæggelse" blev Repertoiret forøget med en af de store engelske Comedier, hvori der, i en interessant, spændende Handling, optræde flere originalt opfundne og fortræffeligt udarbeidede Charakterer under Situationer, der ere heldigt anlagte for at bringe dem til Udvikling. Et Stykke, som dette, vil altid blive en Prøvesteen for et Personales Evne til rigtigt at opfatte Digterens Intentioner og saaledes at iføre sig Charaktererne, at de aandfuldt og eiendommeligt fremstille sig for Tilskueren; thi de givne Skildringer have i sig selv en saa paafaldende Livfuldhed. Individualitet og Indholdsrighed, at de, endog i en slet Gjengivelse, maae af Tilskueme erkjendes at veæe saa interessante, at en ypperlig, fri og naturlig Udførelse maatte blive istand til at give dem en høi Grad af theatralsk Virkning. Ethvert Theater, der vil oparbeide sig til en dygtig Charakteerfremstilling, bør derfor jævnlig give denne Art Stykker som [sideskift][side 592]Opgaver, hvorigjennem Skuespillerne skulle vinde Evne til en psychologisk rigtigt begrundet og med Virtuositet udført Mennesteskildring. Men de kunne alene finde en blivende Plads, som Prydelser for Repertoiret, naar Theatret allerede til Hovedrollerne har Kunstnere, der i sig kunne optage bestemt tegnede og i Coloriten ypperligt behandlede Charakteerbilleder saaledes, at ethvert faaer sin fulde Virkning og med de andre forener sig til et Hele, der nødvendigviis maa fængsle Tilskuerne ved at give dem Beskuelsen af ægte Menneskenaturer i en indholdsrig Begivenhed. Det var netop det daværende Personales store Fortrin at eie en saa sjelden Samling af i denne Henseende udmærkede kunstnere, at en stor Charakteer-Comedies Fremstilling var dets høieste Triumf. Schwarz, som den indbildt strenge og barske, men i sit Hjerte overdrevent faderkjærlige Dornton; Rosing, som den ødsle, letsindige og dog ved Ild og Følelse Alle indtagende Harry; Knudsen, som den listige, altid paa sin Fordeel lurende, til Gavtyvestreger dristige og i Fare for Opdagelse yderst befippede Silky; og Gjelstrup, der gav en meget original og humoristisk Udførelse af Goldfinch, som kun lever for Vedderidt og at kjøre med Fire, vare de mesterligst behandlede Charakerer i en Forestilling, der ogsaa skete Fyldest i Henseende til de mindre fremtrædende Roller og udmærkede sig ved et ypperligt Ensemble, hvori navnligen Scenerne i Spillehuset dengang, da man dog var vant til at see saadanne Partier i en Udførelse givne med megen Naturlighed, fremhævedes som uovertræffelige. Stykket gjorde stor Lykke og var den eneste Nyhed, som ikke blev Ahlefeldt til Fortredelighed; thi at Schwarz ikke kunde bare sig for at gjøre opmærksom paa, at det var ham, som havde hjembragt og [sideskift][side 593]oversat Originalen, hvem Greven havde at takke for, at han dog fit eet godt Stykke paa Repertoiret, var for Intet at regne i denne Forfølgelsessaison. — Feststykket i Anledning af Kongens Fødselsdag, Todes Syngespil "Husarerne", med Musik af Wedel, var et meget uinteressant Arbeide, som Ahlefeldt havde den Ærgrelse at see optaget med saa stærkt Mishag, at det strax maatte henlægges. — Til samme Tid maatte han døie, at Rahbek offenligt erklærede, at han forudsaae hvorledes en Hofbestyrelse absolut vilde føre Theatret til Ødelæggelse, hvorimod han protesterede og som han troede, at det ene og alene vilde være muligt at afværge ved at fire Skuespillere sattes i Spidsen for det; et Forslag, der harmede Ahlefeldt saa meget mere, da han fik at vide, at det kun i det Øieblik blev gjort for at fremme en Intrigue, hvorved Directionen skulde spilles i Hænderne paa Schwarz, som dog, for baade ikke ene at bære Ansvaret og at vinde Rahbek, vilde have et Par af dennes Venner med. Imidlertid havde Ahlefeldt den Trøst, at Rosing, som var betænkt at skulle være den ene af Meddirecteurerne, spottede over Forslaget og skriftligt erklærede, at han ikke vilde have med det at gjøre, "da ethvert fornuftigt Menneske, som havde nogen Kundskab til Theatreis Omstændigheder, maatte kunne begribe, at om det ogsaa lykkedes at faae den nødvendige Myndighed over alle ved Theatret Værende, hvilket skulde holde Haardt, da de allerede nu skrege paa, at Enkelte satte sig paa den høie Hest og kun gik ud paa at kue og humiliere deres Colleger, saa vilde en saadan Skuespillerdirection ikke indbyrdes blive i Fred og Enighed i fjorten Dage, og da høstede dens Lemmer kun Spot og Skam, men ei den Fordeel, som Visse Folk nu daarligen tænkte paa at gjøre [sideskift][side 594]sig." — "Pigen fra Marienborg", af Forfatteren, Kratter, benævnet "fyrsteligt Familiestykke", bestak, ved et godt theatralsk Tilsnit og den henrivende Ynde i Person og Foredrag, hvormed den unge Marie Smidth udførte Titelrollen, saa at man, uden at stødes over den grundfalske Skildring af Czar Peter eller at kjedes af de lange Prækereplikker, modtog det med Bifald. Da Stykkets Opførelse ikke blev Ahlefeldt til nogen Ubehagelighed, maatte der ved den indtræffe et Tilfælde, som skulde blive det. "Pigen fra Marienborg" blev givet da Kongehuset første Gang efter Slotsbranden besøgte Theatret. Paa Anmodning af Ahlefeldt havde Thaarup i denne Anledning skrevet en Sang, som man ventede brugt ved Ankomsten; men i dens Sted uddeeltes til Publikum en af Baron Wedel-Jarlsberg forfattet Sang, som derfor blev sungen først. Dette hovde sin meget naturlige Aarsag i, at Baronens Sang kunde synges af Alle, men Thaarups, som nu blev brugt til Afskedshilsen, kun af Musikalske og Indøvede. Imidlertid ansaae alle Poeter sig for i Thaarups Person at være fornærmede, ved at en adelig Dilettants Rimerie var blevet foretrukket hans Poesie, og Rahbek fandt desuden Grund til Vrede i den Omstændighed, at der "var indkommet en tredie Velkomstsang, hvilken Forfatteren holdt tilbage, for ikke at give Anledning til Veddestrid", saa at den, formedelst Baronens Paatrængenhed, der havde mødt Grevens Forekommenhed, slet ikke var bleven anvendt. Det Ahlefeldt alene der maatte bære Skylden for denne store æsthetiske og nationale Forargelse: hans stette Begreb om Poesie, om en Nationalhøitidelighed, om hvad der skyldtes Theatrets Værdighed, om hvorledes danske Digtere burde behandles, om en Directeurs Stilling ligeover for PubliPubli-kum [sideskift][side 595]kum, kort sagt om Alt, hvad Hadet kunde udfinde, at han burde vise Ærbødighed for, blev dadlet og spottet for Publikum. Tode var atter her den Eneste, der offenligt traadte op imod Uretfærdigheden og udtalte som sin Mening, at om Baronens Sang var sungen førend Thaarups blev jo i Grunden en reen Ubetydelighed, der ikke var Omtale værd, naar den kun duede noget, og med alle sine Feil var den ikke ilde eller uhensigtsmæssig.

Det afgjørende Nederlag skulde imidlertid tilføies Ahlefeldt ved Opførelsen af "Den røde Hue", da dette Syngestykke, componeret af Dittersdorff, vilde blive Saisonnens sidste Nyhed, og Schwarz, som det sildigere hed og han ikke benegtede, havde forenet sig med Heiberg, Rahbek og Secretair Levin Christian Sander, som da var bleven en anseet Skjønaand i Kjøbenhavn og fandt sig fornærmet af Greven ved den liden Opmærksomhed, han havde viist et af ham indsendt Udkast til et Skuespil, om at sætte Alt i Bevægelse for at Theatret kunde blive befriet fra en saa slet Directeur inden næste Saison. Allerede fjorten Dage førend Stykket kom frem, vidste Parterrets Stamgjæster at det var bestemt til Udpibning. Men da Tode ufeilbarlig vilde i sin Ærlighed slaae Allarm, dersom han kom efter, at Mishaget planmæssigt var anlagt fra den Kant, og Pram, Thaarup, Haste, ja endog Guldberg, som var bleven forliget med Ahlefeldt ved dennes varme Forsikkringer om, at han vilde glæde sig ved at finde Leilighed til at bevise, at hans Forhold i Henseende til "Lise og Peter" ingenlunde havde Grund i personlig Uvillie, aabent udtalte sig imod hvad Pram kaldte "Sammenrottelse til Voldtægt paa Publikums Meningsfrihed", saa maatte der findes en Aarsag, som kunde forpligte Publikum til at tage [sideskift][side 596]Partie med Oppositionen; thi at denne fortalte det, at Directeuren vilde byde det noget "utaaleligt Sangvrøvl", var ikke nok, da Dittersdorffs ypperlige Musik ganske havde forsonet det med "Apothekeren og Doctoren", som ogsaa var bleven givet denne Benævnelse. Fra Indstuderingen blev det imidlertid bekjendt, at der i Musiken var et meget moersomt Sted, hvor Ritmester Felsenberg, Stykkets Elsker, giver sig ud for Synagogens Skolesanger og, efter at have sagt, at han vil synge "wie man singt in der Sinagoge", istemmer en overdreven Sang uden Ord. Her havde man fundet den Forargelse, som maatte gjøre det oprørende, at Directeuren lod et saadant Stykke komme paa Scenen. Paa en Tid, da en Gadedreng sjeldent mødte en Jøde, uden, urevset af de Forbigaaende, at raabe "Ach-wey-mir!" eller "Smaus!" efter ham, gjorde Ahlefeldts tidligen Venner, men nu hadske Forfølgere, denne Sang uden Ord til saa himmelraabende Bespottelse af den jødiske Religion, at alle rettænkende Christne burde føle sig indignerede ved at han vovede at føre den paa Scenen. Dette slog fortræffeligt an. Forestillingsaftenen var Parterret fuldt af Pibebevæbnede, der ikke drømte om at de vare et Parties Værktøi, men indbildte sig, at de af Ærbødighed for Religionen havde uopfordrede fundet sig bevægede til at udtrykke deres Harme over at see det jødiske Synagoge-Ceremoniel spottet i Theatret. Hvad der skete røbede tydeligt Anstiftelsen og at det var Tankeløsheden man havde ophidset til at iværksætte den. Den Sang, som var det Eneste, hvori man paa Tryk vovede at paastaae Forargelighed, forekommer ikke førend i Stykkets Slutning, men det Religiøses Forsvarere, hvem det var klarere, at dn skulde pibes, end for hvad der skulde pibes, begyndte [sideskift][side 597]allerede i første Act under en Arie en frygtelig Tumult med Hyssen og Trampen, hvilken Rahbek, som havde fundet det bedst at holde sig borte fra Forestillingen, formodede dog at maatte alene være skeet fordi der var talt høit i Logerne eller at Nogen havde klappet. Som om det vel var tilladt at udtrampe det Forargelige, men ikke at beklappe et skjønt Musikstykke, hvori der ikke var noget Forargeligt. Under idelige Afbrydelser med Trampen blev Stykket fortsat indtil den Replik, som bebudede Sangen, der skulde være saa oprørende; da udbrød, allerede førend Saabye kunde begynde den, en hidsig Pibning, som først lagde sig efter at Politiet gjentagne Gange havde paabudt Rolighed, og nu blev Sangen udført saa aldeles uden den Overdrivelse, hvorved den skulde charakteriseres som Synagogesang, at der ikke mere kunde være Tale om nogen Parodie paa denne; men alligevel lød Pibningen paany ved dens Slutning, og da Dækket gik ned blev den, i Kamp med Logernes og Parkettets Klappen og Bravoraaben, vedligeholdt indtil Dandsen begyndte. Cabalen havde ventet, at Ahlefeldt af disse Optøier skulde lade sig skrække fra at opføre Stykket oftere; men han ikke alene gav det, som bestemt, næste Dag, han lod det endog anmelde til tredie Forestilling, ved hvilken dog udelodes den Replik, uden hvilken Ingen kunde ahne, at Musikstykket, saaledes som det blev foredraget, skulde være Synagogesang, Ogsaa efter begge disse Forestillinger var stor Tumult; nu var det drevet til, at der ikke mere var Tale om at tilkjendegive det sædelige Publikums Uvillie imod et Musikstytte, der spottede Jødernes religiøse Ceremoniel, men om at udpibe "Den røde Hue." Det maatte imidlertid gjøres Publikum ret indlysende, at det ene og alene var Ahlefeldt, som bar Skylden for denne beklagelsesbeklagelses-værdige [sideskift][side 598]værdige ord værdige Skandale. Rahbek skrev derfor en kløgtigt affattet Artikel i "Den danske Tilskuer", som, hvorvel den ikke pleiede at vedrøre Theaterspecialia, kun udtalte sig, fordi "det ikke var Tilskueren ubekjendt, at man troede at kunne vente, ja maaskee fordre hans Betænkning om de stedfundne Optrin." Rahbek begyndte med "paa det alvorligste at gjentage hvad han for 7 Aar siden havde yttret" — (men dengang var det rigtignok Wiwets "Enke- og Ligkassen", som det gjaldt om at beskytte imod Cabalen) — nemlig: "at det ikke hører til en Tilskuers lovlige Frihed, ved yttret Mishag at forbyde, eller afbryde et skuespils Forestilling, da han herved berøver sine Medtilskuere deres lovlige erhvervede Ret til at nyde samme", hvorhos han erklærede sig "overalt ikke at være nogen Ven af Piben i Særdeleshed", fordi den saa let bliver "Dumheds, Kaadheds, privat Hads og privat Forfølgelses Vaaben"; dog fandt han, efter at have fremsat disse uimodsigelig rigtige Sætninger, "at det bliver tilladeligt at yttre Mishag før(?!) eller under Stykket, naar Skuepladsens Foresatte overtræde deres Pligt og Theatrets Privilegier, ved at lade opføre Skuespil, som fornærme Religion, gode Sæder, eller Personer"; og efter at have givet denne af ham selv skabte Regel, — der, fordi det ikke paalægges den Tilskuer, som det falder ind at paastaae en saadan Overtrædelse at være tilstede hvor han finder for godt, at give Grunde for sit Indfald, fortræffeligt egner sig til at fremelske og besmykke ildesindede Afbrydelser "før" og under Forestillingen — kom han til den Erklæring, at da der i "Jødesangen" i "Den røde Hue" var en Fornærmelse imod Religionen, saa kunde han, "efter sine Grundsætninger [sideskift][side 599]ikke fordømme denne Pibning." I Ahlefeldts Forhold, dette Stykke vedkommende, laae, som Rahbek derpaa udviklede, flere og store Forbrydelser. Saaledes: "der kunde ikke tænkes Noget, mere stridende imod Ærbarhed og gode Sæder, end en saadan Forhaanelse af den offenlige Gudstjeneste i en Religion, han vilde ikke engang sige, der er Statens saa nær beslægtet, men blot, der er tilladt og taalt her"; og "der kunde ikke gives Noget, der maatte være den oplyste og velsindede Deel af Publikum til større Forargelse." Videre: at Ahlefeldt havde, ved at lade de stødende Replikker forandre, og befale Saabye at fordrage Sangen uden al Overdrivelse, borttaget det eneste Paaskud for Pibningen, var ikke en af de Føieligheder, hvilke Rahbek sildigere, som Directeur, selv saa ofte viste Cabale eller Caprice, men et Beviis for, at Greven "havde erkjendt Ankens Rigtighed"; og at han, efter at den foregivne Forargelse var taget ud af Stykket, havde givet det, gjordes til "Trods" imod Publikum. Endvidere: at han, da den til den 23de Mai anmeldte Forestilling ikke kunde gives formedelst en Skuespillerindes pludselige Upasselighed, tyede til fjerde Gang at give det nu til Uforargelighed forandrede Stykke, var at "opirre" Publikum. Endnu mere: at Directeuren, medens Rahbek, allerede inden den første Forestilling "med Føie" kunde frygte for at der ved den vilde blive en saadan Tumult, at han fandt det rigtigst at holde sig borte fra den, tillod sig, da han ved tre Forestillinger selv havde været Vidne til at der virkelig blev Tumult, at formode, at der ogsaa kunde blive det ved den fjerde Forestilling og derfor requirerede nogle Politiebetjente, som havde Ordre til "blot at forhindre Haandgribeligheder, hvilke de Utilfredse muligen kunde gaae til", [sideskift][side 600]dette var ogsaa at "opirre" Publikum. Endelig havde ogsaa Ablefeldt begaaet den Brøde, at "opirre" Publikum ved at give Stykket, som Rahbek selv føst siger var, "forandret" paa netop det Sted, hvor han fandt Forargelse, "vedblivende uforandret"! Som tilfredsstillende Svar paa Indvendingerne mod Uvæsnet troede han at kunne affinde Publikum med nogle Urimeligheder: at Jøderne selv dengang tillode onløbende Sangere at lade sig høre i deres Synagoger, og at den angrebne Sang kun sigtede dertil, havde Intet at betyde, thi Sangen, der ikke blev sungen saaledes som man synger i Synagogerne, angives jo at skulle være "en Skolesang, saaledes som man synger i Synagogen"; at Stykket, med denne Sang, var givet "mange Steder" uden Anstød maatte heller ikke gjøre Noget til Sagen, da en af hans Venner ogsaa havde paa eet Theater seet en Dame saa godt som nøgen, uden at det der gav Anstød, hvilket han — vistnok med bedre Grund, end han havde til al lægge Lighed i disse to Omstændigheder, — meente, at det dog vilde give her; og at Musiken var saa fortræffelig, at Henlæggelsen af Stykket, efter at Forargeligheden nu var borte, blev en Brøde imod Kunsten, fik ban strax modbeviist ved den Paradox: "Musik til Nonsens kan aldrig være virkelig god Musik." Artiklens Kjærne blev, at man "for den offenlige Roligheds Skyld havde haabet, at Directeuren ikke med fulde Forsæt havde oppustet det Misnøie, han selv havde foranlediget", og at "derfor troede den danske Tilskuer offenlig at kunne paaanke Grev Ahlefeldts Forhold. "Langt anderledes", hed det, "opføte sig den forrige Direction, da en liden Parketklynge, understøttet af sine Leiesvende i Parterret, paatog sig at udpibe en Original, hvis [sideskift][side 601]Hovedfeil var, at den skildrede vor Tids Sæder for trolig. Dog, i Numsens, Wormskjolds og Rosenstands Katekismus var Agtelse for Publikum det føste Bud, som derimod hos nærværende Bestyrer synes at staae i Huustavlen." Dette var det gamle, allerede imod Warnstedt anvendte Fif: at nedsætte een Directeur ved at lovprise de andre. Det er af de anførte, endnu i selve Documentet tilværende, Erklæringer, som i 1787 bleve afgivne angaaende "Enke- og Ligkassen" vitterligt, at Numsen vilde lade dette Stykke opføre tredie Gang, naar det anmeldtes, at det var Forfatterens Forlangende; at Wormskjold kun var imod Opførelsen fordi han, ligesom Piberne, fandt det uden Værd; at Rosenstand, tvertimod af sin "Katekismus" at finde sig forpligtet til dets Henlæggelse, med Bestemthed stod fast paa, at det, uden Hensyn til Mishagsyttringerne, burde spilles tredie Gang; og at just hans, dengang velbekjendte, Paastand var Aarsag til at Opførelsen blev en Directionsbestutning, der, ikke uden hans skarpe Indsigelse, kun omstøttes af et dumt Flyveblad. Denne Veneration af de tre Directeurers "Agtelse for Publikum" i Eftergivenhed for hvad Rahbek selv kaldte "en Parketklynge og Leiesvende i Parterret", var derfor aldeles falsk; Ahlefeldt havde netop handlet saaledes som Rosenstand af sine Colleger havde fordret at de skulde handle. Derimod var den Maade, hvorpaa Greven søgte at tage Hævn, meget taabelig, fordi han længe nok havde været Theaterdirecteur til at maatte vide, at den ikke kunde sættes igjennem og da kun vilde blive ham til Skam, hans Harme var især vendt imod Heiberg, der saa spottende havde angrebet Ham og nu, som en af Hovedmændene i Sammensværgelsen mod "Den røde Hue", atter arbeidede paa hans Fald. Da Stykket sidste [sideskift][side 602]Gang var blevet udpebet, gav Ahlefeldt pludseligt Ordre til at "Indtoget" skulde gjøres færdigt til at gives Saisonnens sidste Aften, for at de, som havde forsvaret den syngende Jøde i "Den røde Hue", kunde komme til at udpibe den syngende Jøde i "Indtoget." Det hjalp ikke, at Rosing gjorde ham begribeligt, at Qvist, som skulde lære Bræger, der ved Frydendahls Afgang var bleven ubesat, var aldeles uduelig til at give Rollen blot taaleiigt, eller at Schulz paa det bestemteste erklærede, at hverken Qvist eller Jfr. Morthorst, som i Mad. Berthelsens Sygdom skulde give Mariane, engang saa vidt kunde lære Syngepartierne, at de bleve istand til at prøve dem; Greven vilde have Stykket for enhver Priis og var selv tilstede paa alle Syngeskoler. Alt hvad han opnaaede var, at han, ved Dagen førend Stykket skulde gives at maatte frafalde sit Forsæt, fordi de to Partier da ikke engang vare lærte udenad, gjorde sig latterlig for Personalet, der let havde forudseet det, og at hans onde Villie kom Heiberg til Kundskab og ophidsede ham endnu mere.


Oprettet 2008. Opdateret af