>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[En og halvfjerdsindstyvende Saison, 5. September 1818 til 28. Mai 1819, side 573-600]

[Oversigt over repertoiret 1818-19]


[side 573]Denne Saison blev mærkelig ved at der, strax efter dens stille og fredelige Begyndelse, af en Theaterembedsmand aabnedes en Række Krakilerier, som holdt ud til dens Ende, og under hvilken Directionen gjorde sig til Spot for Publikum, ved, den ene Gang efter den anden, ret at vise, hvorledes den saaledes havde ladet sig kujonere af en Undergiven, at den nu ikke mere vovede at haandhæve hverken sin Myndighed eller Andres Ret imod hans capricieuse Godtbefindende.

Det havde været meget ilde bevendt med Theaterkritiken siden Baggesen opgav den. I forrige Saison var det, som vilde gjælde derfor, ikke Andet end enkelte i "Dagen" optagne Artikler af en 22aarig Student, Proft, som, efter for et Par Aar siden som Digter at have gjort fiasco med nogle "Dramatiske Forsøg", havde nedsat sig som Kritikus. Han gik ikke videre end til, uden at indlade sig paa Drøftelser eller Motiver, med megen Suffisance at afsige Domme, som kunde faaes lige saa grundige og gyldige i enhver Kaffehuuspassiar; men gav sig for Mængden Anseende af grandskende Dramaturg, ved at meddele Theaterforfatteres Levnetsbeskrivelser saa udførlige, som han kunde finde dem i fremmede biografiske Skrifter, hans Mening om en Rolles Udførelse bestemtes i Almindelighed kun af hvor meget Skuespilleren smigrede hans Indbildskhed: Carl Winsløw havde han især udseet til Maal for sin Malice, hvilken han, selv naar han var nødt til at rose ham, fortræffeligt vidste at indklæde i Udtryk, hvori Datiden kunde mærke den hvasse giftige Braad. Saaledes hed det om hans Spil i "Soldaterne": "Denne lumpne Slyngel fremstiller han med megen Natur og Sandhed. Saavel det gemene Ondskabsfulde som det [sideskift][side 574] Trodsige og Modbydelige lykkes ham ganske. Til slige Roller har han særdeles gode Anlæg, da han i dem er istand til at bringe Harmonie i Fremstillingen. I sidste Act forekom dog det ynkelige Kreatur Flere altfor ynkeligt, og Soldatermunderingen hang paa ham, som om den havde været hans Papas." Winsløw var imidlertid ikke Den, som undlod at give ham Lige for Lige: han tegnede ham i et godt udført og meget lignende Caricaturbillede, som endydermere antydede hans Feil, ikke altid at skjelne imellem Mit og Dit, og fandt rivende Afsætning. — Om ogsaa enkelte Skuespillere forsikkre, at "de ikke bryde sig det mindste om, hvad der i Bladene siges om dem, ja ikke engang læse det", eller finde al Recension, der ikke roser dem, partisk og uretfærdig, saa have Skuespillerne i AImindelighed baade Agtelse for en fornuftigt motiverende Kritik og vide, at det kun er igjennem den, at Efterverdenen kan saae en Forestilling om hvad der har erhvervet dem Berømmelse i en Kunst, der kun har sin fulde Virkning i Øieblikket. Flere af Scenens Dygtigste havde i den sidste Tid yttret Harme over den Friskfyrstone, hvori Proft hovmestererede dem, og beklaget, at hans kritiske Nøgenhed ikke kunde blive gjort Publikum bemærkelig ved en god Theaterartikel i et andet Blad. Det havde derfor glædet de Fleste at erfare, at L. Kruse, da han ikke havde opnaaet Tilladelse til at oprette et Folketheater, var tilsinds at udgive et Maanedsskrift, som med Grundighed skulde afhandle alt, hvad der vedkom Theatret; Ryge, med hvem han jævnligen omgikkes, havde endogsaa meget ivrigt opmuntret ham til Ideens Udførelse og paalagt ham, fremfor Alt, "ikke at lægge Fingrene imellem, hvor det gjaldt om at tugte Søleriet." Kruse var virkelig en Mand, af hvem man [sideskift][side 575] kunde vente en Theatret særdeles gavnlig kritisk Virksomhed: som dramatisk Forfatter havde han viist, at om han end ikke formaaede at levendegjøre Aanden i Kunsten, kjendte han grundig dennes af den selv udspringende Regler, han besad megen Menneskekundskab, var ualmindelig nøie bekjendt med alt, hvad der vedkommer Scenen, og havde som ypperlig Iagttager seet de bedste fremmede Skuepladser.

Opførelsen af "Spilleren", et ifflandsk Familiedrama, som var en Snees Aar gammelt og allerede forlængst givet her paa Privattheatre, havde et meget tilfredsstillende Udfald. Stykket, der har flere effectfulde rørende Scener, blev overhovedet godt spillet og havde i den af Frydendahl mesterligt udførte Geheimeraad, og i Ryges høist originale Fremstilling af den, under Maske af fiin Verdensmand, sledsk og krybende fremtrædende falske Spiller Posert to særdeles interessante Charakterer. Theodor Körners Sørgespil "Rosamunda" var en ungdommelig Digters heldige Forsøg i den dramatiske Digtekunst. De mange rhetoriske Tirader forraadte en Efterligner af Schiller, og saavel Charaktererne som Stykkets Plan savnede Klarhed og Interesse, men Sproget var smukt og et Par Situationer havde megen theatralsk Effect. Ryges i et herligt nuanceret Spil gjennemgaaende faste, mandige og sjælfulde Fremstilling af Henrik den Anden var det eneste Store i Udførelsen; Mad. Heger gav Rosamunda meget ædelt og elskeligt, men uden den Ild og Kraft, hvorved en saadan declamatorisk Rolle ene kan faae dramatisk Livfuldhed; de øvrige Spillende fyldestgjorde ingenlunde deres Opgaver, og et Par af dem frembragte endogsaa en Virkning, der var aldeles modsat den, de skulde have: Mad. Spindler var, med sit livsglade, fyldige Ydre, smilende Ansigt og [sideskift][side 576]letbetonede Foredrag, meget uheldig som den trædske, hævngjerrige Dronning, og Rind, der, af Begjærlighed efter at spille i alle Stykker og alle Fag, havde ladet sig forlede til at forlange den unge kjække og trofaste, til Elskerfaget henhørende, Georg, hvilket Directionen var svag nok til at føie ham i, gjorde en saa løierlig, næsten burlesk Figur i Stykkets vakkreste Rolle, at han, efter at være bleven udleet i et Par Forestillinger, selv maatte bede sig fritagen for den. Hvor svage end baade Stykket og Udførelsen vare, optoges denne Nyhed med stærkt Bifald og havde gaaet tre Gange til almindelig Tilfredshed, da den pludseligt blev Aarsag til den Tvedragt, som siden med hvert nyt Stykke udviklede sig mere og mere til Beskæmmelse for Ophavsmanden og Bestyrelsen.

Kruse havde i det i Begyndelsen af October udkomne første Hefte af sit Maanedsskrift "Theatret" omtalt de to nye Stykker og deres Fremstilling. De fleste Skuespillere tiltraadte ganske hans Yttringer; Nogle meente endog at han havde udtrykt sin Dadel altfor lempelig, og Alle vare enige om Rigtigheden i hans Bemærkninger angaaende nogle Dragter og Decorationer til "Rosamunda". Det vakte derfor paa Theatret megen Forbauselse, at Ryge, med stor Heftighed og i de allerhaardeste Udtryk, udøste sin Harme over, at Kruse, "som aldeles ikke forstod sig derpaa, havde understaaet sig til med Usandheder og dumme Spidsfindigheder at nedrive, hvad han, som kongelig Embedsmand, havde forordnet." De Forestillinger, hvormed Liebe, Stage og Flere søgte at berolige ham, besvarede han med, at han offenlig vilde bevise Kruses Ignorants hvad Staffagen angik, men ikke kunde tænke derpaa førend han var bleven førdig med Fødselsdagsstykket, som maaskee, da det [sideskift][side 577]fordrede et rigt Udstyr og gav mange Vanskeligheder at overvinde, kunde fremkalde dadlende Bemærkninger af Kruse, hvilke vilde give ham end mere Leilighed til at blotte hans kritiske Uselhed. Førend dette kom til Opførelse gik, uden at volde Fredsforstyrrelse og med levende Bifald, Treacts-Syngestykket "Jeannot og Colin" med en nydelig melodiøs og livfuld Musik af Isouard. Udførelsen var høist fortræffelig, baade i Henseende til de enkelte Roller og til Ensemblet. Landsbyknøsen Jeannot, der er kaldet til Paris af en rig Onkel og noget keitet spiller fornem, indtil han pludseligt staaer fattig og ydmyget ligeoverfor sin Barndomsven, som han hovmodig har viist Døren, blev givet særdeles elskværdigt af Cetti, der tillige i dette sit andet store Syngepartie gjorde overordenlig megen Lykke ved henrivende skjøn Sang; Jsr. Løffler, som gav Jeannots Søster, behagede ei alene ved sin bløde, indtagende Stemme og sit følelsesfulde Foredrag, men spillede med en saa ædel Naturlighed og simpel Hjertelighed, at hun pludseligt ved denne Rolle satte sig i stor Yndest hos Publikum; Bauer, som den jævne, godmodige Colin, Mad. Rind, som den naive Colette, Rind, som Bondkarlen Blaise, og Mad. Liebe, som den coquette Grevinde, havde Roller, der laae fortræffeligt for dem; og Rosenkilde glimrede ved en ypperlig Fremstilling af en Rolle, hvilken Holstein havde beklaget, at han maatte give ham for Sangens Skyld, endskjøndt den ikke laae for ham. Den Maade, hvorpaa Rosenkilde tog Lykkeridderen Baron Lucinval, var aldeles original og meget comisk; mange af hans Replikker faldt, til et særdeles talende Minespil, saa overraskende snurrigt, at de gjorde stor Effect, og den hele Fremstilling, som var fortræffeligt sammenholdt og havde en ganske eiendommelig [sideskift][side 578]Moersomhed, fremkaldte mange stærke Udbrud af Latter og levende Bifald. Efter Rosenkildes Udførelse af denne Rolle kunde der ikke mere være Tvivl om, at han ei alene havde et ualmindeligt, men ogsaa et fleersidigt Talent for det Comiske. Imidlertid, hvor meget han end behagede Publikum, han kunde ikke endnu vinde Directionen for sig: der blev ikke i noget gammelt Stykke givet ham en eneste ledig Rolle, selv naar den upaatvivlelig maatte være mere passende for ham end for nogen Anden. — Det slog virkelig ind, at Kruse, som Ryge havde formodet, vilde faae Leilighed til at gjøre dadlende Bemærkninger ved Opførelsen af Fødselsdagsstykket; den gaves ham i fuldeste Maade. Heinrich von Kleists ikke for Scenen digtede og, med al sin Fylde af Poesie, overspændte og mystiske Drama "Das Käthchen von Heilbronn" var allerede blevet betydeligt forvirret i sin Organisme ved at Rosenkilde ikke blot, for at faae det omarbeidet til et opførligt Stykke, havde maattet foretage store nødvendige Forandringer, men, da det skulde bruges til festlig Pragtforestilling, endnu større conventionelle. Originalen er i flere Partier slet motiveret; for, ved Forkortelser, at faae Plads til en Mængde Chor og ilde anbragt Dands, var han nødt til, foruden endeel poetiske, at udelukke enkelte motiverende Steder. Og da hans Omarbeidelse kom til Prøve paa Scenen, for at bringes til Opførelse, blev det ikke ved de Forandringer, som han havde fundet rimeligt eller seet sig tvungen til at foretage; deels for det sceniske Arrangements Skyld, deels for endmere at tildanne den saaledes, som Holstein meente, at den meest maatte behage Hoffet, befaledes der endnu flere Poesie og sund Sands krænkende Omændringer. Saaledes blev Stykket endelig [sideskift][side 579]bragt paa Skuepladsen som et Imbroglio, hvori der hverken fandtes indre eller ydre Sammenhæng og det Aandige gik under i plump theatralsk Legemlighed. Ved Opførelsen var endydermere det latterligt Urimelige drevet saa vidt, at en Borg i det ene Minut pludseligt blev aldeles omspændt af Luer og i det andet faldt sammen i Ruiner, men hele Ildebranden dog faae ud som en Illumination, der ikke angreb saameget som en Vindueskarm, hvorfor ogsaa meget naivt en Scene i den følgende Act spilledes i et af den totalt afbrændte Borgs Værelser; og at der, for at man kunde faae et Slutnings-Tableau, blev paa Gaden i Worms indbaaren en Løvhytte, hvori Pigen havde hvilet flere Mile derfra, og i Hyttens Baggrund af Grene, Blade og Blomster viist en transparent Indskrift, som havde Hentydning paa den danske Dronning, hvis Fødselsdag blev festligholdt med Stykkets Opførelse. Hvad Baggesen, og de Fleste med ham, fandt mærkværdigst i dette Virvar, var

"En Ryges kun for gode Spil —
    En Madam Rind, som Pige —
En Frydendahl, at skue til,
    Som Keiser, uden Lige —
En Ildløs, mere fast end løs —
    Og midt i al den Jammer
Et Brandraab, hvorved Alle gøs
    Meer end for alle Flammer —
En Wallichs Tryllemalerie
    Af en venedisk Gade —
Og Cocchis Udsigt, lys og fri,
    Bag en Allee af Blade —
[sideskift][side 580] En Pynt, som næsten selv Athens
    I Drapperiets Skole,
Fornemmelig Madam Dahléns
    Junonisk smukke Kjole —"

hvilken Kjole var en prægtig aldeles moderne Hoffestdragt, der ligesaa lidet passede for en Ridderfrue i den hemmelige Rets Tid som Wallichs, til ganske anden Brug, mesterligt udførte italienske Gade til en Torveplads i Worms. Den paa saa mange Maader forhutlede Digtning blev et af de mange Beviser for, at Pragt i Decorationer og Dragter ikke formaaer at holde et slet Stykke: ved anden Opførelse yttredes Mishag, og ved tredie opstod en hidsig og langvarig Meningskamp, under hvilken det ret viste sig, hvorledes Raaheden havde anmasset sig Herredømmet i Parterret; thi ei alene bleve de Pibende først afbankede og siden kastede ud, men Vankundigheden om hvis Digterære det var, som skulde forsvares, gik hos de klappende Seirherrer saa vidt, at de udbragte et tordnende Leve for Oversætteren. Udpibningen havde alligevel været saa afgjørende, at Holstein ikke fandt raadeligt at lade det kostbart udstyrede Stykke give oftere.

Ryge satte langt større Priis paa at blive berømt som udmærket Costumier, hvilket han ikke var, end paa at blive erkjendt for den store dramatiske Kunstner, som han var: han tog sig ikke synderligt nær, om Nogen fandt, at han ikke fyldestgjorde i en Rolle, men han kunde ikke tilgive den, der paastod, at en af ham anordnet Dragt eller Decoration var smagløs eller urigtig. Strax efter at han var bleven færdig med "Pigen fra Heilbronn" havde han begyndt at memorere Eneboerens ham tildeelte Rolle i Kruses Sørgespil "Enken", som var ansat til første OpOp-førelse [sideskift][side 581]førelse den 30te November, og tog, hvorvel han aabent erklærede, at det nu var blevet ham en Modbydelighed at spille i Kruses Stykke, saaledes fat paa den med sin sædvanlige Iver, at han efter otte Dages Forløb yttrede sin Glæde over, "at han allerede havde faaet Bugt med det Meste af den forbandede Rolle." Da fik han paa Theatret at høre, at Kruse i det om nogle Dage udkommende andet Heste af "Theatret" vilde paavise, at der var endnu flere Costume-Synder i "Pigen fra Heilbronn", end i "Rosamunda", og den 11te Novbr. overraskede han Directionen med Forlangende om, at den skulde fritage ham for Rollen saavelsom for al Deeltagelse i Udførelsen af Kruses Stykker, da han ikke var mægtig til saaledes at gjøre Vold paa sin Følelse, at han kunde arbeide for en Mand, der viste sig som hans Forfølger og stemplede ham som uduelig til det Embede, hvilket Kongen allernaadigst havde betroet ham. Directionen, der indsaae, at hans Afgivelse af Rollen vilde føre til store Ubehageligheder for den, fik ham dog, ved Forestilling om, at dersom han nu negtede at spille den ham for 11 Maaneder siden tildeelte Rolle, vilde ildesindede Kammerater og Kruse let kunne fremstille det som en Chicane, hvorved ogsaa Publikum kom til at lide, bevæget til at give Løfte om, at han vilde spille denne Rolle og at der ikke fra hans Side skulde være Hindring for at Stykket opførtes den 30te. Allerede Dagen efter fortrod han imidlertid dette Løfte og kom til Chefen, for at sige ham, at han maatte tage det tilbage, da han forgjæves havde søgt at overvinde sig til at læse paa Rollen og desuden var hæs. Med disse Grunde tog Holstein, endskjøndt Ryge, uden Hinder af Hæshed, skulde spille samme Aften, tiltakke og lovede, at han i Directionen skulde faae efaf-gjort [sideskift][side 582]gjort hans Fritagelse. Da Ryge triumferende fortalte dette paa Theatret, fik Kruse strax Underretning derom, og, urolig over rimeligviis at maatte savne ham til Rollens Udførelse, tilskrev han ham strax, den 13de, et Brev, hvori han dog ikke berørte hans Optrædelse i "Enken", hvilken han lod som han ansaae for utvivlsom, men, efter at have gjort ham opmærksom paa, at han selv havde opmuntret ham til ikke at spare paa Dadel, kun yttrede Frygt for, at han vilde frasige sig de Roller, han havde i hans andre Stykker. "Ligesom jeg i Dem", skrev han, "ikke alene veed at skjelne Mennesket Ryge i Livet fra den geniale Kunstner paa Scenen, og denne atter fra den, i aandelig Henseende underordnede Oekonomie-Inspecteur, saa spørger jeg Dem, om De i Henseende til mig ogsaa besidder Aandsstyrke nok, thi Retsindigheden tvivler jeg ikke paa, til i min Person at skille Digteren fra Bedømmeren, og ikke udsætte den Første og hans Arbeider for den Uvillie, som den Sidstes offenligt fremsatte Mening mulig kunde vække hos Dem, naar hans Anskuelse og Overbeviisning er stridende mod Deres?" Kruse udtalte som sin Beslutning, at dersom Ryge ikke hos sig fandt denne Styrke, da vilde han ophøre Udgivelsen af sit Skrift "med den Erklæring, at han, for at see sine antagne Stykker, saaledes som han ønskede dem opførte, var nødt til at tie stille med, hvad han ansaae for Ufuldkommenheder ved Scenen." Forresten opfordrede han ham til Meddelelse af de Indvendinger, han maatte have at gjøre imod den yttrede Anskuelse af Dragterne i "Rosamunda", da han i sit Skrift vilde lade enhver Mening vederfares dens Ret. Kruses Yttring om en "i aandelig Henseende underordnet Oekonomie-Inspecteur" bragte Ryges Hidsighed til et stærkt Udbrud; han besvarede øieøie-blikkeligt [sideskift][side 583]blikkeligt Brevet med en Skrivelse, hvori han sigtede Kruse for "aabenbare Usandheder", fandt ham "blottet for de Indsigter og den Circumspection, der fordredes til at bedømme Dragter og Decorationer, som han havde tilladt sig at dadle", beskyldte ham endog for at "være besjælet af ond Villie" imod ham, og erklærede, "at saa dybt han endogsaa, som Skuespiller, følte sig under hans Kritik, saa høit ophøiet følte han sig nu, som Oekonomie-Inspecteur, over den." Forresten lod han ham vide, at "han ikke kunde arbeide for ham med Lyst, og da han uden Lyst umuligt kunde indstudere Eneboerens Rolle til den 30te November, saameget mindre som Decorationsvæsnet i Enken trængte til hans hele Opmærksomhed, da han endvidere havde en ny Rolle til Jfr. Astrups Benefice, og da endelig vedblivende Hæshed forbød ham at recitere sine Roller høit, saa havde han anseet det for nødvendigt at bede Chefen om at fritage ham og tildele en Anden Rollen." Om Morgenen den 14de underrettede Chefen Kruse i en Billet om, "at da Ryge havde bedet sig friraget for Rollen i Enken, paa Grund af, at hans endnu svage Bryst ikke tillod ham at recitere sine Roller høit, og han desuden fik endeel at bestille som Oekonomie-Inspecteur," maatte han udbede sig hans Forslag om Rollens forandrede Besætning. Som Svar medgav Kruse Budet en allerede færdig Skrivelse til Directionen med vedlagt Copie af de to Breve. Næst efter at have udtalt, "som sin Overbeviisning, at Ryge tog feil, naar han yttrede, at han ved at spille i hans Stykke arbeidede for ham, da det, eller hans Formening, dog langt mere skete for et Publikum, som Ryge erklærede sig at sætte Priis paa, og for en Direction, som han vist ikke havde Aarsag til at være [sideskift][side 584]mindre hengiven", og at have berørt, "at han altid havde troet enhver uædel Hævn fremmed for den sande Kunstner," erklærede Kruse i sin Skrivelse "Ryges Optrædelse i Rollen for uadskillelig fra Stykkets Tarv", og henviste til Directionen selv at besætte Rollen, dersom den ikke kunde formaae Ryge til at beholde den. Alligevel forsømte Kruse ikke, at gjøre alle tre Directeurer sin personlige Opvartning for at forestille dem, hvor aldeles pligtstridig Ryges Færd i dette Tilfælde var, og at anmode dem om, ved deres Embedsmyndighed at sikkre ham den af Kongen lønnede Skuespillers Medvirken til hans originale Arbeides Udførelse. Hos enhver af Directeurerne fik han ei alene Medhold i sin Besværing, men Tilsagn om, at Ryge nok skulde bringes til at falde tilføie. Dagen efter at han havde faaet denne Beroligelse, den 17de, fik han imidlertid Bud fra Chefen, at Ryge, paa Grund af sin Hæshed og de ham forestaaende mange Forretninger som Oekonomie-Inspecteur, vedblev sin Vægring at spille Rollen. Kruse gav skriftligt Svar, til Directionen, at Ryges Grunde i hans Tanker vare af liden Vægt, thi nægtet sin Hæshed spillede han næsten hver Aften og just samme Aften endog en stor og anstrengende Rolle i "Pigen fra Heilbronn"; og hvad hans Forretninger som Oekonomie-Inspecteur angik, da maatte hans Skuespillerembede betragtes som hans første og egenlige Fag, "af hvilken Mening Directionen vist ogsaa maatte være, da den, efter et troværdigt Rygte, først skulde have overdraget ham hans øvrige Forretninger ved Theatret efter den høitidelige Forsikkring fra hans Side, at disse ikke skulde komme hans Stilling som Skuespiller iveien." Forresten vilde Kruse, "da Chefen havde forsikkret ham, at Ryges anførte Grunde vare hans eneste [sideskift][side 585]Aarsager, og aldeles ingen privat Modgrund fandt Sted", finde sig i Stykkets Udsættelse indtil Ryge kunde hæve det ved sit Spil, "hvilket han ikke hidtil havde unddraget noget eneste originalt Stykke." "Jeg seer mig saameget mere nødt til at insistere herpaa", sluttede han, "som det synes at Publikum begynder at tage en ikke tvetydig Andeel i denne Sag, og vil det vist ikke undlade at lægge Mærke til saavel enhver svag Eftergivenhed fra min Side, som hvorvidt Directionens Ønsker og Villie, som jeg har Grund til at troe overeensstemmende med mit Forlangende — om ei for ander, saa for dens egen Værdigheds Skyld — har Indflydelse paa en saa betydende Skuespillers Handlemaade og Eftergivenhed mod den." At Sagen havde gjort stor Opsigt, var Noget, som Directionen altfor vel vidste: Publikum, der allerede havde hørt saameget om Ryges Herredømme over Directionen, var meget spændt paa, om den ogsaa vilde godkjende en saa aabenbar Chicane mod en original Forfatter; og om Personalets Stemning kunde Directionen ikke være uvidende, da Lindgreen paa Theatret, i Manges Nærværelse, havde spurgt Rahbek: "om Doctoren, da han dog havde aflagt Directionen Eed paa, at Skrædersalen aldrig skulde holde ham fra at spille Comedie, og han hver Aften gav Prøve paa sine Lungers Styrke, ogsaa denne Gang skulde spille Bas med Directionen, Kruse og sine Kammerater?" I Betragtning af Sagens Betydenhed holdt Directionen den 19de et overordenligt Møde, hvortil den indkaldte Ryge, hvem Holstein meddeelte Kruses Brev og gjorde opmærksom paa, at da Forfatteren havde forlangt sit Stykkes Opførelse udsat indtil Doctoren kunde optræde i det, maatte Directionen forpligte ham til at beholde Rollen. Ryge svarede derpaa meget [sideskift][side 586]heftigt, "at han ikke havde ventet at høre mere om denne Sag; han havde Chefens Løfte om Fritagelse og et Ord maatte være et Ord, en Mand en Mand; Directionen kunde give ham Afsked, men Rollen spillede han ikke." Dermed forlod han Mødet, og Directionen vidste nu ingen bedre Udvei, end at Rahbek øieblikkeligt maatte concipere et Brev til Kruse, i hvilket det hed, at da Ryge "var vedblevet sit Ønske at fritages fra Rollen, og Directionen ikke havde fundet sig beføiet at afslaae en Begjæring, der aldrig pleiede at negtes nogen Skuespiller, mindst af hans Fortjeneste og med saameget Arbeide, anmodede den Forfatteren om, ufortøvet at bringe en anden Skuespiller i Forslag." Kruse svarede strax skriftligt, at de Herrer, som havde fritaget Ryge fra at gjøre sin Skyldighed, selv maatte see til at faae en af de tre Skuespillere, hvorom der kunde blive Tale, til i den korte Tid at paatage sig Rollen. Med megen Møie fik Holstein endelig Stage til at beqvemme sig dertil. Afgjørelsen havde i høi Grad indigneret Publikum; Sagens i "Theatret" offenliggjorte Documenter læstes med stor Interesse og vakte megen Uvillie imod Directionen saavelsom imod Ryge; og man brændte af Begjærlighed efter at finde Anledning til, ved glimrende Bifald for Kruses Stykke og Paaskjønnelse af Stages Talent, at give den Luft. Ved de Roller, som Ryge spillede inden "Enken" gik, viste Publikum sig usædvanligt koldt, og de velfortjente Bifaldsyttringer for hans Spil i "Pigen af Heilbronn" vare ei alene meget matte, men dæmpedes endog af Hyssen. Da "Enken" endelig kom til Opførelse vandt ikke blot Jfr. Jørgensens mesterlige Udførelse af Hovedrollen levende Bifald af det overfyldte Huus, men uagtet Stykket, ved en trist Handling og [sideskift][side 587]mørk Tone, allerede i anden Act begyndte at gjøre et uhyggeligt Indtryk, bleve mange Replikker af de mindre heldige Rollehavende stærkt applauderede. Den store Udtalelse af Publikums Stemning holdtes imidlertid tilbage indtil Stage viste stg; men neppe var Decorationsforandringen i fjerde Act skeet og man fik Øie paa ham, førend han blev hilset med et stormende, mange Gange gjentaget Bifaldsraab, og da han virkelig gav Rollen med megen Phantasie og stor indre Kraft, gjorde han ogsaa under Fremstillingen ualmindelig Lykke. Stykket fandt en overordenlig god Modtagelse, men kunde ikke, efter at Begjærligheden efter at see og fetere Stage noget havde tabt sig, bevare Publikums Interesse.

Ryge havde skadet sig meget i den offenlige Mening; hvad han ved sin ubesindige Fremfærd som Oekonomie-Inspecteur havde forbrudt, gik ud over ham som Skuespiller; hans ustyrlige Heftighed var saaledes i Omtale, at Publikum ikke ganske kunde hengive sig til Indtrykket af hans ædle og følelsesfulde Roller, iblandt hvilke han i den Tid spillede et Par af dem, hvori han ellers gjorde megen Lykke. Det var ham ikke muligt at dølge sin Ærgrelse over den Lunkenhed, hvormed de bleve optagne; han beklagede sig over at Publikum ikke skjelnede imellem Embedsmanden og Kunstneren, og henfaldt, da Bemærkningerne om "Pigen fra Heilbronn" just da udkom og i høi Grad vakte hans Harme, som han dog ikke nu ansaae for raadeligt at give Luft, til en vranten Modfaldenhed, hvorunder han næsten bestandig holdt sig inde, naar han ikke var nødt til at møde paa Theatret. Først ved den mesterlige Udførelse af Werner i Oehlenschlägers skjønne Idyl "Den lille Hyrdedreng" fandt han og Publikum igjen hinhin-anden [sideskift][side 588]anden. Den freidige Schweizernatur, mandige Raskhed, inderlige Kjærlighed til Kone og Barn, vilde Faderfortvivlelse og sjælfulde Glæde over Sønnens Frelse fremtraadte i hans Spil med en saa hennvende Vælde, at han for flere Steder høstede et enthusiastisk Bifald, der gjenvakte den kunstneriske Energie, som han selv sagde, at han i den sidste Tid saaledes havde følt Savn af, at han kun med Modbydelighed betraadte Scenen. Mad. Heger, der med dyb, men ædel og rolig Smerte, som forklarer sig til religiøs begeistret Tro paa Sønnens Frelse, spillede Caroline, stod værdigen ved hans Side, og det deilige lille, i dramatisk Henseende, dristigt behandlede Digt gjorde især ved deres poetiske Fremstilling stor Lykke.

I sit første til Opførelse digtede Værk: Skuespillet "Tycho Brahes Spaadom", havde Johan Ludvig Heiberg ikke søgt at fængsle Tilskuerne ved en paa theatralsk Virkning beregnet Plan med stærke Situationer; det var en Række behageligt livlige Scener, der smagfuldt sammenholdtes af en smuk og sand Skildring af Christian den Fjerdes Charakteer som Konge og Menneske i hans Ungdom, og hvoraf enhver ei alene var tillokkende ved en fiin poetisk Dust, men tiltalte Nationalfølelsen som et elskeligt frisk, fordringsløst og naturligt Udtryk af dansk Aand. Heller ikke var det, endskjøndt et Par Scener fremkaldte stærkt Bifald, nar saa meget ved enkelte effectfulde Steder at Digtet tiltalte, som ved den sædrelandsk-idylliske Tone, der hvilede over det Hele og vilde have givet det endnu større Virkning, hvis det var blevet bragt paa Scenen saa gratiøst og zart, som det var tænkt af Digteren; istedetfor at nogle Feil og Mangler i Decorationsvæsnet, men især et langt og yderst plat opfundet og fremstillet Dandsedivertissement [sideskift][side 589]havde revet Tilskuerne ud af den Stemning, som Digterens bløde og lette Udførelse af Billedet havde fremkaldt. Ryges Fremstilling af Kongen var ligesaa elskværdig ved et aabent, hjerteligt Vasen i fortrolig Omgang, som ved kongelig Mandighed og Majestæt; og Stykket blev i det Hele givet i dets egen Aand og med et sjeldent Ensemble. Atter her havde Wallich Leilighed til at vise sit Talent ved et mesterligt udført Bagtæppe med Frederiksborg Slot, speilende sig i Søen.

Da Baggesen havde beviist sit Forfattereskab til "Trylleharpen" for Hof- og Stadsretten, og denne havde idømt hans Angriber en Bod af 200 Rdlr., skulde han have den hidtil paa hans Anmodning, udsatte Forfatteraften. Derved opstod Anledning til baade paany at afstedkomme en frygtelig Tumult og til at Ryge atter begik en Fremfusenhedsstreg, som faldt ud til en Beskæmmelse for Directionen, hvilken var endnu større, end den, der var Alle i frisk Minde. Ryge havde pludseligt fattet en levende Uvillie imod Baggesen. Da paa den ene Side Baggesen aldrig havde fornærmet ham, men tvertimod, ved sit Genie til baade at opfatte Skuespillerens flygtige Værk i dets hele Eiendommelighed og Fylde, og i saa, kjækt henkastede, uudslettelige Træk at give dem, som ikke havde seet det, en klar og gribende Forestilling derom, i sine Recensioner sat ham, som Kunstner, det skjønneste Eftermæle; og paa den anden Side Ryge ingenlunde stod i noget personligt intimt Forhold til Oehlenschläger, var denne Uvillie kun forklarlig enten af den Ild, hvormed Ryge greb enhver ham paakommende Idee, og den Halsstarrighed, som han, uden Undersøgelse af dens Rigtighed, hængte ved den med, eller af at han, som en Følge af den Dristighed, der laae [sideskift][side 590]i hans Charakteer og drev ham til at ansee enhver ordnet Sag som endelig afgjort, saa at han, uden at tænke mere over den, kunde kaste sig paa en anden, harmedes over de Forandringer, som Baggesen havde gjort i sit Stykke siden det sidst var blevet opført. Nok, Ryge svoer for alle de Spillende paa, at han hverken for Scenens eller sit Vedkommniende vilde indlade sig paa Forandringer i hvad han engang med største Omhu havde gjort: om ogsaa de andre Spillende føiede sig efter hvad Forfatteren nu var falden paa, for at redde et Stykke, der dog ikke stod til at redde, saa skulde Scenearrangementet blive som det var, og han vilde spille sin Rolle ganske som han sidst havde spillet den. Han holdt ei alene sit Ord paa Prøverne, som Holstein overværede uden at gjøre Indsigelse imod det Forkeerte, der var en Følge deraf, men gik endog i sin Ophidselse noget videre, idet han yttrede for de Medspillende, at "man maatte være gal, om man gjorde sig Umag for at holde paa noget Snavs, som dog vilde blive pebet ud saaledes at det aldrig mere kom paa Scenen." Baggesen havde paa Forestillingsdagen spøgende sagt til en Ven, Grosserer Courlander: "Udpibning iaften? jo vist! Ingen Forfatter kan jo være vissere paa et glimrende Bifald, end jeg. Har ikke mine værste Fjender ved den sidste Forestilling jublet: Den rette Forfatter leve!? Nu har jeg beviist, at jeg er den rette Forfatter; jeg har altsaa allerede endogsaa mine Fjenders Bifald i Lommen. Nei, det Eneste, der ængster mig, er, at jeg ikke veed, hvorledes jeg skal bære mig ad naar de kalder mig frem." Han fik imidlertid en Forestilling at see, som kunde have fristet endog hans Venner til at pibe. Kun Zinck, Mad. Rind, Jfr. Løffler. Rind, som aldrig lod savne den samvittighedsfuldeste Flid [sideskift][side 591]for hvad der gaves ham at udføre, og Rosenkilde, der blot havde fra Skyen at foredrage sin Solo, hvilken han sang ligesaa henrivende skjønt, som ved de to første Forestillinger, gjorde deres kunstneriske Pligt; Ryge spillede med samme Energie som tidligere, men, som han havde forudsagt, uden Hensyn til Forandringerne, hvorved der ei alene fra hans, men ogsaa fra Chorets Side opstod betydelig Forvirring; Haack og Kruse havde lært deres Partier saa utilstrækkeligt, at der indtraadte lange Pauser, og Decorationsvæsnet samt Maskineriet vare saa gjennemgaaende slette, som om de vare beregnede paa at være det. En Theatret saa beskæmmende Forestilling havde ikke behøvedes for at faae Stykket til at falde. Baggesens Modstandere havde indfundet sig i Masse, der var taget Loger i anden Etage og Galleriet, hvortil Enhver, som vilde forpligte sig til at pibe, fik fri Adgang og Piben ovenikjøbet, Partieførerne havde uddeelt Ordrer angaaende de Steder, hvorved der skulde hysses og naar Pibningen skulde begynde: Mishandlingen var afgjort uden Hensyn til Stykket eller hvorledes det vilde blive udført. Klapperne havde besat Parterret og lode det ikke under Opførelsen mangle paa brutale Bifaldsudbrud, hvor der ikke var Anledning dertil; ved store Bravoursteder i Musiken fik de kraftig Bistand af Parkettet. Hvor slet Forestillingen end var, blev der ikke, som Rygtet havde spaaet, under den gjort Forsøg paa Afbrydelse; de mange grove Uordener i den vakte endog kun een Gang den Skoggerlatter, som ellers saa let bryder frem: det syntes, som om Oppositionen havde aftalt, ikke at gjøre noget Angreb førend efter Stykket. Men idet Tæppet faldt efter sidste Act begyndte ogsaa en frygtelig Piben inden Klapperne endnu ret havde ladet sig høre, og derpaa udbrød [sideskift][side 592]en Kamp, under hvilken det ikke blev ved Pibning og Klappen, men der, hvor Partierne kunde komme til hinanden, som i Parterrelogerne, vankede tørre Hug. Commandanten og Politiedirecteur Hvidberg indfandt sig strax, ledsagede af nogle Betjenter og et Par Soldater i Parterret og befalede Rolighed i Kongens Navn, men da der ikke maatte bruges Magt, og Klapperne desuden raabte, at det ikke var dem, som forstyrrede Roligheden, siden de kun yttrede Bifald, hvortil de vare berettigede, blev Hvidberg raadvild. Imidlertid flyndte man sig paa Theatret med at lade Tæppet gaae op til Entreen, hvorunder Støien vel ikke ophørle, men dog lagde sig noget. Neppe var Dandsen endt førend der igjen over hele Huset opstod en vild Tumult, hvorunder der foregik en Skandale, som er enestaaende i Theatrets Historie. Da Støien et Øieblik var sagtnet noget ved Partiernes Udmattelse, hørtes tydeligt fra Aabningen i Loftet ovenover Lysekronen et Par skingrende Piber. Dette bragte igjen Alt i stormende Bevægelse. Courländer, som sad ved Siden af Baggesen i en Loge, gjorde ham opmærksom derpaa. "Jeg hører det nok", svarede Digteren bittert. "Det er Topmaalet! At de piber hernede i Huset, det er nederdrægtigt, men at de ogsaa piber ovenfra, det er overdrægtigt." Ved at Klapperne hørte Pibning fra Scenens Localer bleve de saa forbittrede, at de gik løs paa Piberne paa Tilskuerpladserne for at kaste dem ud, hvorved der, endogsaa ude i Gangene opstod Slagsmaal, som først endte da den forstærkede Militairvagt fik Huset ryddet, hvilket, efter Regisseurens Opgivende, ikke lykkedes fuldstændigt førend 3 Qvarteer og 5 Minuter efter at Entreen var endt. Dagen efter gik det fra Theatret ud iblandt Publikum, at de Pibende paa Loftet havde været [sideskift][side 593]Ryge, der formodenlig atter var bleven greben af sin opbrusende Ubetænksomhed, og en ung Skuespiller, hvem han havde opfordret til at være med, og som, hvorvel hans øieblikkelige Stilling burde have erindret ham om Faren ved en saa stor Krænkelse af Pligt og Sømmelighed, ikke havde kunnet modstaae at følge en saa imponerende Fører. Directionen sattes atter her af Ryge i en piinlig Forlegenhed. Den kunde ikke anstille sig uvidende om en saa grov Forseelse, begaaet i alle dens Medlemmers Overværelse. Desuden, endskjøndt Personalets Fleertal ønskede Sagen neddysset, for at skaane Ryges Medskyldige, undlod ikke Regisseuren, paa Embedsvegne, og et Par ansete Skuespillerere, som foregave, at de ansaae sig compromitterede ved at der var fra et kun Theaterpersonalet tilgængeligt Locale blevet pebet ad en tidligere Theaterdirecteurs og berømt dansk Digters efter Directionens Befaling opførte Stykke, at underrette ethvert af Directionsmedlemmerne meget omstændelig om hvad disse selv ret godt vidste, at der var foregaaet. Kruse omtalte endydermere i "Theatret", efter at have fremsat haarde Anker paa Grund af Stykkets skammelige Behandling ved Opførelsen, "en Udpibning fra Loftet" og at der "navnedes Navne i den Anledning" saaledes, at "de Nævntes Delicatesse maatte være opfordret til at forlange en Undersøgelse om Ophavet til slige Rygter." Directionen havde gjerne forsonet Offenligheden ved at sætte den unge Skuespiller i Blaataarn; thi at "han, som neppe var kommen indenfor Døren, kunde forløbe sig saa grovt", det fandt Holstein "meget dumdristigt"; men til Lykke for ham kunde hans Sag ikke skilles fra Ryges, og saa bange Directionen var for at Kruse skulde røre ved Sagen, var den endnu mere bange for selv at [sideskift][side 594]røre ved Ryge, for at afværge det. Skuespillernes gjentagne Mindelse blev kort og gnavent afviist med: at Baggesen var den Eneste, der havde Ret til at føre Klage, og saalænge han tav, var der ingen Grund for Directionen til at reise Tiltale.

Opførelsen af "Johanna d'Arc", der udstyredes meget prægtigt, blev ikke Theatret til hverken Fordeel eller Ære. Den meget knudrede Oversættelse, hvori Schillers fornemmelig ved et overordenligt skjønt Sprog udmærkede Tragedie var givet, blev forkortet ved Bortskæringer, der meget skadede baade den poetiske og den dramatiske Virkning, og Udførelsen var ingenlunde den aandfulde Digtning værdig. Der var Studium, Beregning og smuk Versfremsigelse i Mad. Andersens Fremstilling af Hovedrollen, men ikke Fasthed i Anlæget og den Kraft og høie Begeistring i Udførelsen, som skulle give denne poetisk Opsving og vække Tilskuernes Tro paa Johannas overnaturlige Sendelse. Dunois hørte ikke til Ryges heldige Roller: raa Djærvhed og vild Kraft vare det Fremtrædende deri; den ridderlige Anstand og ædle Mandighed savnedes ganske. Endnu uheldigere var Mad. Spindler, der gav den elskværdige, sorgløse Agnes Sorel et Anstrøg af Soubrettekløgt. Fortræffeligt spillede derimod Jfr. Jørgensen Dronning Isabeau, men, som for at Intet i dette herlige theatralske Værk skulde have Fuldendthed, med et altfor ungdommeligt Udseende. Uagtet den store og stærkt bemærkelige Mangel paa Ensemble vandt Stykket Bifald, men gav meget slet Huus med Hensyn til den store Bekostning, som var anvendt derpaa.

Midt under den uhyggelige Kiv fik Theatret, med en Besætning, som ikke var indviklet i den, men spillede ret [sideskift][side 595]livsglad og freidigt Roller, der vare som dannede efter enhver af de Rollehavendes bedste Evne, et nydeligt lille Syngestykke i "Den nye Jordegodseier." En livfuld og ligefaa charakteristisk som flydende melodiøs Musik af Boyeldieu, meget moersomme Situationer og en høist fortræffelig Udførelse gjolde dette Stykke til et af de meest yndede i den Art, som Personalet dengang gav fortrinligst. Rind havde i Virkedommeren en af sine kosteligste comiske Roller: den alvorlige Embedsvigtighed, den stedske Kryben for Tjeneren som Herremand, Indbildskheden af hans Dygtighed som Taler og Kryheden af den Naade, hvori han staaer, gav han i en til den mindste af de mange Nuancer i Foredraget saa uforlignelig snurrig og lunerig Fremstilling, at ingen Eftermand i denne Rolle er kommen ham nær. I Blaise gav Syngespillet Rosenkilde en ny Leilighed til at vise et høist originalt comisk Talent; Løierligheden i den hele Figur, den tørre Maade, hvorpaa han sagde enkelte Replikker, og det Lune, der spillede frem af hans taabelige Latter og Bevægelser som af hans Diction, lignede ikke Noget, der hidtil var seet paa Scenen, men var naturligt og henrev Alle til hjertelig Latter. Fra nu af tvivlede Ingen om at han havde et ualmindeligt comisk Anlæg, — naar han blot maatte blive kaldet til at udvikle det; Cetti var i Spil og Sang en særdeles munter, livlig Frontin; Bauer og Mad. Zinck spillede høist elskværdigt de Elskende, og selv Zinck gav Greven med en Præcision og Utvungenhed, som man ellers ikke kunde berømme ham for. — Thaarups og Schulz's to deilige fædrelandske Idyller, "Høstgildet" og "Peters Bryllup", som man, da Nordmanden deri optraadte som den dansle Konges Undersaat, ikke havde kunnet opføre siden Norges Adskillelse fra Danmark, blev gjengivet [sideskift][side 596]Skuepladsen i en af Digteren foretaget meget heldig Bearbeidelse og vandt levende Bifald, hvorvel den nye Besætning, med Undtagelse af Kruse, som hans Jensen, og Ryge, som Henrik, stod langt tilbage for den gamle, af hvilken især Rosing, mod hvis Halvor Zincks Jakob var som en prosaisk Omskrivnmg af et ved Rhythmus og poetisk Aand henrivende Digt, blev meget savnet. — At opføre Oehlenschlägers skjønne lyrisk-dramatiske "St. hans Aftens Spil" var en i høieste Grad urimelig Idee, som dertil blev udført saa klodset, at man kun maatte forundres over, hvorledes det i flere Partier havde i sig selv en saa stor digterisk Kraft, at de under en saadan Mishandling gjorde en herlig Virkning.

Debutantinden, Jfr. Nissen, blev ikke af Betydenhed for Scenen. Hun havde en ret god Figur og et smukt Organ, men var sværtbygget, uden Ungdommelighed i Ansigt og Stemme, savnede livfuld Følelse og havde en meget tør og monoton Diction. Det glimrende Bifald, hvormed Publikum modtog og paabyrdede sig hende, holdt ikke ud over hendes tredie Rolle. I den lille Dreng, Ludvig Joachim Phister, som frisk og freidigt sang Bondedrengens Solo i "Høstgildet" med ægte sjællandsk Dialect og strax hilsedes af Publikum med stærkt Bifald, laae derimod et Stof, der allerede saa Aar efter og for mange Aar skulde blive Skuepladsen til stor Forherligelse og uberegnelig Nytte. — Rosings Bortgang fra Livet havde allerede lange været hans bedste Venners stille Ønske; han var, under uophørlige Lidelser, fængslet til sin Stol, og hædret og beundret som den Uovergaaelige af alle dem, der erindrede sig ham fra hans Krafts Dage, havde han allerede i flere Aar havt den smertelige Følelse, at Publikums Masse næsten havde glemt [sideskift][side 597]hans kunstneriske Storhed og i de samme Roller, hvori han havde lagt sin poetiske Aands fulde Energie og "behaget sin Tids Bedste", nu forgudede Svulst og Affectation, som vare hans Sjæls Vederstyggelighed.

De Balletter, der gaves af et lille Dandserselskab fra Stockholm, vare i deres Tendents og Sammensætning kun barnagtige Farcer, som fordrede et ringe Udstyr, hvilket de ogsaa fik i saa høi Grad, at det var Theatret til Skam. Imidlertid bleve de optagne med meget Bifald for et Par Dandseres Skyld. Ledet var en god lavcomisk Dandser som gjorde sine Løier med Smag, og Gabrie, der var ung, velvoxen og af et særdeles smuk Theaterydre, dandsede med stor Færdighed og àplomb, havde megen Kraft og forbausede ved sine glimrende Pirouetter. Som Følge af det ualmindelige Bifald, han vandt, fik han Ansættelse fra næste Saison, da hans Contract med stockholmer Theatret udløb; men personlige Forhold bevægede ham kort efter til at tage andet Engagement. Filippo Taglioni, den berømte Marie Taglionis Fader, der ogsaa, i Selskab med Schneider og Jfr. Pfeiffer, kom hertil fra Stockholm, viste sig i et Par smukke Divertissementer som en let, smidig, men især udmærket gratiøs Demicharakteer-Dandser og gjorde megen Lykke. Begge Selskaber havde en betydelig gavnlig Indflydelse paa Theatrets unge Dandsere.

Den Fremmede, der gjorde størst Opsigt, var Joseph Siboni, som dengang var 39 Aar og, efter Indbydelse af Prinds Christian, der i Italien havde lært at kjende ham som udmærket Kunstner og ogsaa udenfor sit Fag ualmindelig dannet Mand, kom hertil fra Petersborg, hvor han havde været første Tenorist. Han havde tabt Evnen til at bære sin af Naturen meget skjønne og i en fortræffelig [sideskift][side 598]Skole uddannede Stemme, men forstod mesterligt at dække denne Mangel ved mangfoldige forskjellige smagfulde og med stor Virtuositet udførte Coloraturer, og der var i hans Foredrag en Ild, Energie og dramatisk Charakteer, der virkede begeistrende. Som Fremstiller besad han tillige ualmindelig herlige Naturgaver, hvilke han ved Studium og Øvelse saaledes havde udviklet, at han i stor og ædel Stiil let, frappant og med megen plastisk Skjønhed udtrykte alle Affecter. Han havde en høi og svar, men ualmindelig velbygget imposant Figur, som i Gang og Bevægelser indtog ved utvungen og meget gratiøs Livlighed, hans Ansigts Contour var fiint formet, men Trækkene ikke destomindre stærke og Øinene fulde af Kraft og Fyrighed, saa at hans mimiske Udtryk havde en overordenlig Klarhed og Styrke; hans Fremtræden viste strax den intelligente Mand, hvem en fri, let og ædel Holding var bleven Natur. Som Skuespiller havde han dannet sig i Talmas Skole og var især uovertræffelig i store tragiske Charakterer fra den græske og romerske Oldtid. Der var aldrig under endog de længste Ritorneller Pause i hans Spil, og hvad han sindrigt havde udtænkt til at udfylde dem med, gled let og blødt frem udaf hans Rolles Charakteer. Ligesom han som Sanger forundrede ved den Varme, Kraft og ypperlige Declamation, hvormed han foredrog sine Recitativer, forundrede han som Skuespiller ved den Mangfoldighed af skjønne plastiske Attituder, han let og naturligt bragte ind i sin Fremstilling, ved Følelsens varme Udtryk og den mesterlige Behandling af Togaen. Baade som Concertsanger og i de to Roller vandt han et overordenligt enthusiastisk Bifald, hans Genialitet og grundige musikalske Kundskaber, som selv Schall offenlig ydede sin levende Beundring, samt den [sideskift][side 599]fortræffelige Syngemethode, hvorom hans Præstationer saa fuldeligen vidnede, vakte strax ikke blot Hoffets, men Publikums Ønske at beholde ham her til at uddanne de unge Solosangere, og det opnaaedes ved at han ansattes som kongelig første Kammersanger og Directeur over Theatrets Syngeskole, med Forpligtelse til bestandigt at have fire Elever af hvert Kjøn. Han fik strax Indfødsret, og efter en Reise til Italien, for at hente sin Familie, aabnede han sin Syngeskole den 1ste August 1819.

Dette Aars Sommerskuespilselskab vedkjendte sig, at det kun søgte

Sit Maal opnaaet i at kunne more,

hvilket saa temmeligt lykkedes det, men ikke uden flere haarde Forsyndelser imod god Smag, baade i Henseende til Valget af Nyheder og til Udførelsen i Almindelighed.

I Marts blev, paa Ryges Forslag, bevilget, at det, som indkom ved Bortleie af Forfriskningssalen, — omtrent 400 Specier, — maatte anvendes til aarlig at lade et Par Skuespillere i Sommermaanederne gjøre Kunstreiser "under hans Veiledning, naar han reiste for at gjøre Vareindkjøb". Ved at foranledige den sidste Bestemmelse vakte Ryge atter stor Uvillie imod sig. Personalet fandt sig meget fornærmet ved, at han forlangte Stipendiaterne stillede under sin Instruction og, i Henseende til hvor de skulde tage hen, hvor længe de skulde, opholde sig i enhver Stad og hvilke Theatre, de maatte besøge, endogsaa undergivne hans Formynderskab, der, med hans Selvraadighed, kunde blive dem meget besværligt, da han af sine Forretningsreiser, endskjøndt Enhver vidste, at de kun vare opfundne for at skaffe ham Sommerfornøielse, kunde tage Paaskud — som ogsaa virkelig skete — til, for at gjøre [sideskift][side 600]Indkjøb, at blive i længere Tid paa Steder, hvor der ikke var Noget for dem at vinde som Kunstnere. Af de to Udvalgte, Liebe og Stage, var især den Sidste meget harmfuld derover, saameget mere da Zinck og Haack, som til samme Tid reiste med en kongelig Understøttelse af 300 Specier hver, havde frit Valg af deres Reiseroute og hvorlænge de vilde opholde sig i hver Stad.

Fra den 29de Oktober ophørte den slette Tællebelysning og argantiske Lamper bleve anvendte for Scenen saavelsom for Tilskuerpladsen.


Oprettet 2010. Opdateret af