>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[Otte og fiirsindstyvende Saison, 1. September 1835 til 31. Mai 1836 + 1. Juni til 23. Juni + 11. August til 31. August 1836, side 247-281]

[Oversigt over repertoiret 1835-36]


[sideskift][side 247] Paa nogle Aar var i Folkestemningen foregaaet en mærkelig Forandring, som ogsaa havde berørt Theatret og i den Overgangsperiode, hvorunder det befandt sig, bragt en Gjæring, der ingenlunde virkede gunstigt paa dets indre og ydre Forhold. Allerede siden det kongelige Tilsagn af 28de Mai 1831 om en Stænderforfatnings Indførelse havde en ny Aand begyndt at røre sig i Folket. Vel vidste man, at Stænderne kun vilde blive raadgivende, men der var strax en almeen stærk Overbeviisning om, at Raad, givne af folkevalgte indsigtsfulde Mænd, maatte faae en saadan moralsk Kraft, at Frederik den Sjettes Regjering, der satte saa høi Priis paa Fred og Tilfredshed i Landet, vilde tage dem til Efterfølgelse. Hidtil havde man paa Politikens Omraade kun discuteret hvad der foregik udenfor Rigets Grændser, uden at falde paa, at man havde nogen Ret eller Formaaenhed til at virke paa hvad der skete indenfor dem. Kongen og Statsraadet vare der for at varetage Styrelsen, Folket havde kun, stolende paa, at enhver Forholdsregel var nøie overtænkt og tilsigtede Landets Bedste, at efterkomme hvad Regjeringen forordnede. Nu blev der i mange Kredse ivrigen forhandlet om, hvad Folket selv vilde have at gjøre, for at benyttte den vordende Institution til at faae Medvirken ved Affattelsen af Love, som angik dets Tarv og Velværen. Allerede det, at der vilde blive valgt Repræsentanter gav Folket Følelse af, at der endelig var indrømmet det en Villie, og der viste sig levende Bevægelse af Lyst til ogsaa at lade den komme til Yttring og at faae dens Berettigelse udvidet. De aarlige Maifester bidroge kraftigt dertil. Selv Almuen læste Talerne med stor Begjærlighed, og naar Folket opfordredes til at giøre sig Gaven værdig, ved, i Frihedens Aand, at medmed-virke [sideskift][side 248]virke til sit Fædrelands Held, antog den for afgjort, at Folket i Grunden havde det, i hvis Aand det skulde arbeide. Rigtignok var det kundbart, at ikke Folket, men kun Grundeierne skulde kaldes til ved Raad at virke for Landets Held, men man fortrøstede sig ved, at der vilde blive valgt saa dygtige Mænd til Stænderforsamlingerne, at Kongen af disses Anseelse vilde føres til at opfylde deres Ønsker, og om end for Øieblikket blot Grundeierne havde Valgret, vilde dog hele Folket blive deelagtigt i de Goder, som opnaaedes ved de Valgtes Dygtighed. Jo mere Almeenaanden udviklede sig, jo mindre umulig fandt man Kongelovens Ophævelse, den var jo allerede i enkelte Punkter overtraadt, og om man end vidste, at Frederik den Sjette, som saa samvittighedsfuldt hævdede Lovene, aldrig vilde tillade sig at afvige fra denne Lovs Væsenlige, var det dog at haabe, at han vilde gjøre enhver Indrømmelse, som paa nogen Maade kunde bestaae med den, og af Tronfølgeren, der havde givet Norge et Mønster paa en fri Forfatning, ventede man med Sikkerhed, at den kun vilde blive gjort gjældende med Hensyn til Arvefølgen. Den Frihedsattraa, som var vakt ved Løftet om Stænderinstitutionen, havde hurtigt betydeligt kjølet den Enthusiasme for Frederik den Sjette, der just af Løftet var bleven fremkaldt; han havde allerede i Meget maattet bemærke, at Folket troede, alt ved Løftet at være kommet til en Myndighed, som han ingenlunde havde til Hensigt at give det ved at ville tage Grundeierne med paa Raad for gradviis at stemme Landets Gavn. Den gamle Betragtningsmaade af Kongen som "Landets Fader" trængtes mere og mere tilbage af en ny, hvorefter han skulde æres som "Frihedens Giver", men ogsaa derved føle sig forbunden til ikke blot at spørge Stænderne tilraads, [sideskift][side 249]men til ikke at handle imod deres Raad. Man hørte hidtil ukjendte Yttringer om, at der maatte drives paa Offenlighed i Finantserne og Forholdsregler til at sætte Grændser for Autoriteternes, især det ilde lidte Polities, Vilkaarlighed, om at man imod Vilkaarligheden kun dristigt skulde hævde hvad man begyndte at kalde sin Ret, og om at der maatte tages fat paa Nepotismen, som gjorde sig gjældende ved Embedsbesættelser. Stemningen savnede imidlertid et bestemt Udtryk formedelst den Tvang, hvilken man antog Pressen for at være underkastet. De Blade, som udtalte den Aand, hvortil man nu havde fundet Benævnelsen "liberal", og som ivrigst søgte at skaffe Grændsen for det Tilladelige den videste Udstrækning, taalte dagligen, vel knurrende, men dog uden at vove Indsigelse, at den til Gjennemsyn af udkomne Skrifter beskikkede Politierets-Assessor udstrøg baade enkelte Ord, Perioder og hele Artikler. Redacteurerne stode i den Formening, at han virkelig var, hvad han i daglig Tale kaldtes, nemlig "Censor" og, ved den ham af Cancelliet under 25 April 1833 givne Instruction, erklæret "berettiget og pligtig til at udslette Alt, hvad han selv fandt at være utilbørligt." Men i Febr. 1834 fremkom Ussing med den, i et meget energisk Sprog affattede, Oplysning: at dette var en aldeles urigtig Fortolkning, da "han ikke var berettiget til at forandre saameget som en Tøddel eller fordre blot et eneste Bogstav udslettet; hvorimod Alt, hvad han kunde gjøre, hvis han troede at finde noget Lovstridigt i et Skrift, var at indsende det til Cancelliet, der da, hvis Collegiet billigede hans Anskuelse, foranstaltede Forfatteren derfor sat under Tiltale og suspenderede Skriftets Udgivelse indtil Sagen ved endelig Dom blev afgjort." Denne Oplysning, [sideskift][side 250]som vakte umaadelig Sensation, gav pludseligt de liberale Blade et mægtigt Opsving. I Begyndelsen vilde de vel ikke lade Ussing have Æren for den: det hed, at hvad han gjorde opmærksom paa, havde man jo nok vidst, men kun ikke benyttet, fordi det vilde volde den periodiske Presse Sinkelser der vare Abonnenterne ubehagelige. Virkningen viste imidlertid, at Oplysningen var Redacteurerne en forbausende Opdagelse, som de skyndte sig med at tage Fordeel af, Artiklerne fik større Skarphed, og Gjennemsynsmandens Forlangende om Forandringer mødte bestemt Afviisning, hvorpaa fulgte Beslag og Sagsanlæggelse. De Bøder, som et Blad derved kunde paadrage sig, vare for Intet at regne imod hvad Beslaglæggelsen indbragte; thi denne blev Publikum det kraftigste Beviis for at Bladet var Sandhedens kjække og djærve Tolk; med hvert Beslag forøgedes Bladets Anseelse og Abonnenternes Antal. Dagspressens dristige Kamp imod Autoriteterne, for at overholde sin Ret til dens yderste Grændse, banede den hurtigt en saa dyb og vid Indskydelse paa Almeenheden, som den ikke igjennem mange Aar vilde have faaet ved den kraftigste Virksomhed uden Modstand; alle Stænder kastede sig over de sidstudkomne Blade, for at følge en begyndt Strid eller see, om der ikke var et nyt Stridsæmne: Folket begreb nu først ret Pressens Magt og fik Lyst til selv at vise Magt. Den tidligere Ærbødighed for høie Embedsmænds og Collegiers Villiesforkyndelse tabte sig betydeligt, og Oppositionsiveren greb mere og mere om sig. Men medens der var stærk Bevægelse i Gemytterne gik Begivenhederne en meget fredelig Gang; om ogsaa Stænderforhandlingerne og Beslaglæggelserne med de paafølgende Processer gave Anledning til mange hidsige Yttringer, forefaldt ingen politisk TilTil-dragelse [sideskift][side 251]dragelse, hvoraf man kunde tage Leilighed til offenligt og i, Forening at vise, at man havde baade Villie og Magt til at fremtræde med Indsigelse. Da det alligevel skulde vises, maatte Theatret holde for: der var en Autoritet at opponere imod, der kunde man ved Opposition lade see, at man følte sig i Besiddelse af Dannelsens Myndighed, og der var man, hvad Mening man end fandt for godt at ville have, i sin Ret til at yttre den, om den saa var hele Publikums imod. Interessen for Theatret var ikke stor; det politiske Liv var saa nyt og stillede sig for mange unge Mænd som saa vigtigt, al de foretrak de discuterende Aftensamlinger i Caffehusene for Theaterbesøg, — Indtægten ved Kassen blev 4000 Rdlr. mindre i denne Saison end i foregaaende, — men skulde der gives et nyt Stykke, maatte man hen for at see hvor slet det var. Cliquen var vel endnu i Virksomhed paa sit gamle Samlingssted, Minnis Cafée, men udenfor det Musikalske, som den stadigt havde ikke ringe Indflydelse paa, kunde den blot lede Parterristerne naar den bar sig saa vaersomt ad, at de ikke mærkede det; thi de fteste af de Haandværkere og Smaahandlende, som gik i Parterret, afholdt sig ikke, som tidligere, fra lydeligt at yttre deres Mening, men vilde, hvad enten det var ved Hyssen eller Klappen, vise, at de havde en — som de idetmindste maatte kunne indbilde sig — selvstændig Dom og fordrede Frihed til at lade den høre, hvad der undertiden skete meget brutalt. I de sidste Saisonner var sjeldent en Nyhed kommen frem uden at der, selv om den siden havde opnaaet stor Yndest, var blevet yttret Mishag, idetmindste ved de første Forestillinger. Ogsaa Billetsjouveriet bidrog meget til denne Tids raa Fremfærd. Da det var Tonen, heller at søge Leilighed til at affectere Utilfredshed [sideskift][side 252]end at føle sig tilfreds, kunde man gjøre sikker Regning paa, at en Forestilling, hvorom det hed, at "den skulde pibes ordenlig ud", vilde give fuldt Hus. Henimod at en Nyhed skulde gaae passede Sjouverne derfor altid under deres Prangerie at faae Kunderne forberedte paa, at "der ventedes dygtigt Spektakel naar det nye Stykke kom frem," hvilket naturligviis var nok for at bringe et saa kamplystent Publikum til virkelig at gjøre Spektakel. Foruden de musikalske Værker, hvilke Cliquen efter Evne søgte at berede den Modtagelse, som de ifølge dens Godtbefindende skulde have, var det især de originale Stykker, der vare udsatte for slet Behandling. Ved fremmede Skuespil havde man kun at dømme efter det Indtryk, man fik af dem selv; ved de originale maatte tillige tages i Betragtning hvem deres Forfatter var, og paa en Tid, da der, under levende Debatter om hvad man kaldte høiere Interesser, vistes liden Opmærksomhed for Kunst og Theater og endnu mindre Forkjærlighed for hvad deraf var dansk, seilede det sjeldent, at den originale Forfatter maatte høre Mishag af En eller Anden, hos hvem han stod i Ugunst og som nu ikke alene følte sin Dygtighed til selvstændig Dom, men ogsaa havde faaet Dristighed til lydeligt at udtale den. Skuespillerne vare temmelig sikkrede imod ubeføiede Mishagsyttringer; thi hvor stor Sagkyndigheden end pludseligt var bleven, havde den dog ikke naaet den Høide, at den vidste at skjelne imellem den af Forfatteren stillede Opgave og hvorledes denne blev behandlet af Fremstilleren; saa ucorrect eller feilagtig Behandlingen end var, blev det altid Forfatteren, der bar Skylden for at Stykket ikke behagede, og at Operaer, som fordrede en Smule Spil, sædvanligen faldt igjennem, gjordes bestandigt til Beviis for Stykkernes og [sideskift][side 253]Musikens Jammerlighed. Alligevel følte Skuespillerne sig meget ubehageligl berørte af denne Gjæring De vare ikke blot urolige over, at den vedblivende kunde saae en skadende Indskydelse paa Theatret og derved paa deres Anseelse og Stilling; men Rimeligheden for, at de Stykker, hvis glimrende Optagelse deres Erfaring ellers maatte ansee for afgjort, nu kunde falde igjennem, berøvede flere af netop de Dygtigste Lyst til at anvende den tilbørlige Flid: Memorering af Roller og Prøver paa Stykker, "som maaskee ikke gjorde Lykke", bleve afjadstede, hvilket undertiden just blev Aarsagen til at Stykkerne virkelig ingen Lykke gjorde. Personalets Forstemthed var saameget større, som det allerede ved Printzlaus Sag troede at have faaet vægtige Grunde til Utilfredshed med Tilstanden. Ved Godmodighed og forekommende Tjenstagtighed havde Printzlau, gjort sig saa afholdt hos Personalet, at dette, da hans Undvigelse pludseligt viste ham som Bedrager, yttrede langt mindre Uvillie imod ham, end imod Oeconomiedirecteuren, der, meente man, havde givet ham Leiligheden til Falskneri i Hænderne ved ikke ofte og nøie nok at foretage Kasseeftersyn. Da det siden blev bekjendt, hvor stor en Sum han havde besveget Enkekassen for, forvandledes rigtignok Medlidenheden til Forbittrelse, men ogsaa tiltog Harmen imod Theaterdirectionen, thi med det samme kom for Dagen, ei alene at denne kunde siges ogsaa at være Skyld i Enkekassens Tab, da den ikke havde underrettet dens Bestyrelse om den i Februar 1834 hos Printzlau forefundne Kassemangel, men at Størstedelen af de Theatret tilhørende forfalskede Obligationer var en Capital, som den nærværende Oeconomiedirecteur havde opsparet til en Fond, hvoraf man vilde befinde Opførelsen af et nyt Theater. At man, medens [sideskift][side 254]Personalel overhovedet var slet aflagt og der hyppigt klagedes over det Knauserie, som vistes naar det gjaldt om at afhjælpe den Trang, der var en nødvendig Følge deraf, havde i saa Aar, hvorunder Directionen hverken kunde siges at have virker synderligt til eller opnaaet Indtægternes anselige Forøgelse, faaet lagt en betydelig Capital tilside, for at anvende den til at bygge et nyt Theater, dette vakte hos Personalet et saadant Misnøie, at der gjordes mange skadefroe Bemærkninger om, at det kun var Nemesis, der ved dette Tab havde tilføiet Directionen Skam og Skade. Personalets Stemning var slet og blev det end mere ved at der da Saisonnen begyndte ikke viste sig Spor af, at der fra Directionens Side var sørget for at skaffe Repertoiret gode Nyheder.

Aabningsforestillingen bestod af to Originaler, til hvis Fremkomst Directionen altsaa kun havde virket ved Antagelsen og Ordre til deres Indstudering. Den ene: "Den eneste Feil", Lystspil i to Acter paa rimede Vers af H. Hertz, var et særdeles skjønt Sidestykke til hans "Amors Geniestreger". Det havde meget interessante Situationer, en ypperlig Dialog, smykket med mange herlige lyriske Steder og træffende Vittigheder, indklædte i skjønne, flydende Vers, og gjorde dertil et meget behageligt Indtryk ved den naturlige Elskværdighed, der var givet næsten alle Personerne og som især gav den af Fru Heiberg mesterligt udførte Petrine et særdeles interessant Præg. Ogsaa Jfr. Jørgensen spillede udmærket fortræffeligt, som Fru Martin, og Stykket gik i det Hele med en Correcthed, Varme og Fiinhed, som skaffede det et eenstemmigt levende Bifald. Det kunde imidlertid kun afgive en smagfuld Nyhed i Repertoiret og finde Søgning i Forbindelse med et andet interessant Stykke, [sideskift][side 255]men blev ikke indbringende, hverken for Kassen eller Digteren, der kun af de ti Forestillinger, som hans nydelige med megen Aand behandlede Arbeide bragte det til, opnaaede et Honorar af 240 Rdlr. Det andet Aabningsstykke: "Duellanterne", Syngespil i een Act af Overskou, med Musik af Muth-Rasmussen, vandt vel flere Gange stærkt Bifald under Opførelsen, men mødte heftig Modstand efter den. Man fandt Texten for burlesk og Musiken for tør. Om denne end ikke var noget Mesterstykke, havde den adskillige meget smukke Steder og vilde vel være bleven forberedt en heldigere Skjæbne, dersom Componisten ei alene havde holdt sig udenfor de musikalske Toneangiveres Kreds, men endog yttret sig spottende om den Iver, hvormed den havde villet gjøre just Tørheden hos sine Begunstigede til deres store kunstneriske Fortrin. — Først fem Uger efter drev Directionen det til at faae opført en ved dens Omsorg erhvervet Nyhed, men denne: "Et Eventyr under Carl den Niende", et fransk Treactslystspil, gjorde kun liden Lykke. — Til, tre Uger efter, at udfylde Forestillingen i Anledning af Dronningens Fødselsdag, kunde den ikke opdrive andet end "Kjolen gjør ikke Manden", en fransk meget uinteressant Bagatelle, der strax faldt totalt og hvis Opførelse ved en Nationalfest blev stærkt dadlet som i flere Henseender høist upassende. — Efter denne Anstrengelse behøvede Directionen igjen fem Uger for at faae Toacts-Vaudevillen "Debatten i Politievennen" paa Scenen. Det var atter et originalt Stykke: det andet af Hertz i denne Saison. De to Ideer —: at vise de Indskrænkninger og Ubeqvemmeligheder. Kjøbenhavnerne gjerne underkaste sig for at kunne ligge paa Landet; og at lade en Mand gaae omkring i stille Græmmelse, fordi han troer, at en ham [sideskift][side 256]aldeles uvedkommende Artikel i et Blad har stillet ham til Spot for Publikum, — vare, især dengang, hver for sig saa heldigt grebne ud af det spidsborgerlige Liv, at de maatte gjøre Lykke paa Scenen ved en blot nogenlunde god Behandling, og i dette Stykke fandtes de forenede og gik ind i hinanden til et Æmne, der, efter en godt anlagt Plan, var med megen Smag, Vittighed og Humor udført i naturligt originale Charakterer og særdeles moersomme Situationer. Det blev mesterligt spillet; især var Hørkræmmer Tommerup en af Foersoms genialeste Fremstillinger: naturlig, livfuld, grundkomisk og under enhver af hans Mimiks og Dictions mangfoldige sine Nuancer ypperligt sammenholdt i den valgte Individualitet. De dengang for et Stykkes gode Modtagelse meget farlige Bemærkninger om bekjendte Personer, som skulde være persiflerede deri, gik aldeles under i Moerskaben, saa at Stykket tiltvang sig et meget levende Bifald. — Ved den følgende Nyhed, der atter var original og tillige af storartet Natur: "Sokrates". Tragedie af Oehlenschläger, kom den for Kunsten og Digteren høist uheldige Theatertilstand ret frem i sørgelig Klarhed. Man kunde forud nok begribe, at der ikke af dette Stykke vilde kunne tages Anledning til Meningskamp, og at see et stort nyt Værk af Fædrelandets store tragiske Dtgter, naar der kunde Pentes, at det vilde gaae fredeligt af, saa at man kun havde at glæde sig ved en herlig poetisk Nydelse og at yde Bifald: dette var nu saa lidet tiltrækkende, at end ikke den første Forestilling gav mere end taaleligt Huus; Indtægten ved Kassen var kun 245 Rdlr.!, 100 Rdlr. mindre end "Den Stumme i Portici" 7 Uger efter gav ved sin 44de Forestilling, og ikke engang hvad der var Betingelse, at hver af de første fem Forestillinger skulde [sideskift][side 257]indbringe for at give Digteren Ret til Andeel af de følgende fem. Man fandt ved Opførelsen et grandiøst Værk, der ikke blændede ved theatralsk Pomp, men var sindrigt anlagt, havde flere gribende Scener, herligt opfundne og behandlede Charakteerskildringer og en Rigdom af skjønne, ophøiede Tanker; man fandt, at Udførelsen var meget heldig i det Hele og i Hovedrollerne ypperlig: Ryge spillede Sokrates med ædel Ro, dyb Sandhed og sjælfuld Kraft; Jfr. Jørgensen gav med stor Energie den af Digteren meget eiendommeligt og poetisk skildrede Xantippe; Mad. Holst var en yndig, blid og følelsesfuld Daphne; Nielsen sagde Aristophanes mesterligt og Holst udførte fortræffeligt Lamprokles; man fandt et Digteren og Skuepladsen hædrende mærkeligt Værk, og det Publikum, der havde indfundet sig for blot at glædes ved noget Skjønt og Stort, optog Forestillingen med særdeles levende Bifald. Men den Nydelse, hvorom Tilskuerne ved denne Opførelse bragte Rygtet ud, var ikke af saadan Natur, at den paa den Tid fristede Mængden: for anden Forestilling indkom ved Kassen ikke mere end 144 Rdlr.! for den tredie endog kun 124 Rdlr. Da Directionen var bemyndiget til at henlægge et Stykke saasnart det ved en af de første fem Forestillinger gav under 180 Rdlr., havde den viist Høimodighed ved at lade dette komme til en tredie Forestilling, men efter denne skulde ogsaa dets Henlæggelse være afgjort. Digterens hele Honorar for dette store poetiske Drama, som han af særdeles Kjærlighed til Æmnet havde været meget længe om at digte, blev da 278 Rdlr.! Høiagtelse for Oehlenschläger og hans Værk bragte imidlertid Kirstein til med endnu een Forestilling i næste Saison at forsøge dets Lytte. Den indbragte Digteren et Tillæg af 32 Rdlr.; men blev den sidste. — Paa den originale [sideskift][side 258]Tragediedigtning fulgte, med en dog noget heldigere Skjæbne, en stor original Musikdigtning: "Festen paa Kenilworth", i tre Acter, Texten af H. C. Andersen. Musiken af Weyse. Digteren havde atter begaaet den store Feil, i sit dramatiske Værk at ville optage alle den dramatiserede Romans interessante Scener og Personer, hvorved nogle af de Sidste vare svundne ind til rene Ubetydeligheder og de Første saaledes havde tabt den indre Forbindelse, at Handlingen i flere af sine Partier savnede Motiver og Sammenhæng. Imidlertid indeholdt Stykket adskillige for Componisten godt anlagte musikalske Situationer og livlige Optrin. Musiken var ægte dramatisk, Melodiøsitet, Charakteer og Adel forenede sig med Poesie og Originalitet. Endskjøndt Udførelsen ikke, med Undtagelse af Mad. Kraghs baade musikalsk og dramatisk indtagende Fremstilling af Emmy Robsard og Schlertz's meget vakkre Dudley, var udmærket, og hvorvel Enthusiasterne dennegang, paa Forestilling om, at Bifaldsyttringer, som Publikum kunde finde overdrevne, let vilde skade, ikke vare saa heftige Forklappere som ellers, vandt ethvert Nummer meget Bifald og Optagelsen var glimrende. For at vise, at det minutiøse Betalingsregulativ heller ikke var opmuntrende for Syngestykkers Forfattere og Componister, men at især de Sidstes Conception og lange Tidsanvendelse paa den techniske Behandling neppe lønnedes som søgt Haandværkerarbeide, er det nok at bemærke, at for dette afgjort gunstigt modtagne og godt besøgte Syngestykke blev Componistens Honorar 488 Rdlr. og Forfatterens 244 Rdlr. — Til Kongens Fødselsdagsforestilling havde Directionen valgt et Musikarbeide af en heel anden Art: Scrives "Prindsen af China", componeret af Auber. Ved dette Stykkes Indførelse paa Scenen var Partiegængeriet [sideskift][side 259]ikke ørkesløst: Musiken skulde, som "Brokker af Aubers egne Værker, sammenkastede med ægte chinesisk Smagløshed," møde en alvorlig Afviisning. Hvorledes Hofsmagen end fandt den ved Festforestillingen: det var afgjort, at den ved næste Opførelse skulde grundigt udpibes. Det blev imidlertid ikke saa let, som man havde gjort sig Forventning om. Stykket var vel af ringe æsthetisk Gehalt, men meget moersomt og havde endeel effectfulde, tildeels nye, Situationer; hvormeget Musiken end var Routinearbeide, glimrede den dog med en Mængde forefaldende lette, gratiøse og piquante Melodier, som aabenbarede Genialitet i Routinen; og Udførelsen stod Forfatter og Componist ganske fortræffeligt bi: Sahlertz sang Prindsens Partie særdeles skjønt; Jfr. Zrzas deilige klangfulde Stemme og overordenlige Virtuositet i Udførelsen af Coloraturer vare af stor Effect i Tao-Jins Partie; Mad. Kragh gav Peki med henrivende elskværdig Livlighed; Jfr. Kofod overraskede, som Stella, ved megen Kunstfærdighed i Sang og fiin Ynde i Fremstillingen, og, fremfor Alt, Phister havde skabt en meget phantastisk burlesk Figur for Mandarinen Tsing-Sing, og i den lagt en saadan Fylde af original Løierlighed, Lune og comisk Kraft, at allerede den umaadelige Moerskab, som denne Rolle gav, vilde have været nok til at gjøre Stykkets Lytte. Mishagsyttringerne udebleve vel ikke: der blev baade hysset og pebet af alle Kræfter; men Eensidigheden maatte bukke under; efter nogle Afteners voldsomme Anstrengelser trak Oppositionen sig tilbage og "Prindsen af China" blev et Yndlingsstykke. "En Hytte og hans Hjerte", i tre Acter, er et af de Lystspil, hvori Scribe har behandlet sit Yndlingsthema: Latterliggjørelsen af den sværmerske Kjærlighed og især den, som kun næres ved [sideskift][side 260]Barndomserindringer, Det hører vel ikke til hans bedste Arbeider og Udførelsen havde, skjøndt i det Hele god, kun i Rosenkildes natursande og meget comiske Spil i en gammel Forvalters Rolle noget Udmærket. Alligevel var der i Forestillingen saameget theatralsk Smukt, at de Mishagsyttringer, hvormed ogsaa den blev modtagen, alene maatte tilskrives den herskende Indsigelseslyst. Ved "Guldkorset", Lystspil i to Acter af Mélesville og Brazier, kunde den ikke finde Leilighed til at yttre sig, deels fordi det fortræffelige dramatiske Stof var med megen Kunst benyttet af Forfatterne til at fremføre saa smukke Charakterer og saa høist interessante og effectfulde Situationer, at Stykket i og for sig ikke kunde forfeile stor Virkning, deels fordi Spillets Ensemble var udmærket skjønt og to Roller bleve mageløst ypperligt spillede. Corporalen Remi var en uovertræffelig Fremstilling af Stage, hans høie, ranke og skjøntbyggede Figur, den i al militair Stivhed dog naturlige og lette Holdning, det livfulde dristige Ansigtsudtryk og selv den noget urene Røst gave ham allerede en herlig Individualitet for en kjæk og munter fransk Soldat, og dertil bebandlede han Charakteren mesterligt; der var Lystighed. Lune og elskværdig Sorgløshed i hans første Act, og i anden gjorde hans Indtræden og Fortælling et dybtrystende Indtryk, saameget mere som han her med megen Smag havde afholdt sig fra alt Forceret og kun imponerede ved den ædle Simpelhed, der var i den Alvor og Høihed, han havde giver den ligblege, udmattede Krigers hele Personlighed. Saa ypperligt et Kunstværk hans Fremstilling end var, blev den dog i Originalitet, Natur og kraftfuld Charakteristik langt overgaaet af Fru Heibergs uforlignelige Charlotte. Neppe er der af nogen anden dansk Kunstnerinde [sideskift][side 261]givet en ædel comisk Rolle med en saa henrivende Genialitet i Opfattelsen, Djærvhed i Udførelsen og Elskværdighed i det hele ydre og indre Væsen. Ikke en Replik faldt til Jorden, endog den ubetydeligste var der som et lille fuldendende Træk i den beundringsværdigt rige og ved Sjælfuldhed og ægte kunstnerisk Aand dog ypperligt sammenholdte og afrundede Charakteerskildring. Der var ingen søgt Effect; enhver Betoning, Mine og Bevægelse var som om den i al sin gratiøse Udtryksfuldhed og Skjønhed blev til i Øieblikket, fordi den med Nødvendighed maatte saa være, og alligevel havde hendes Spil en saa slaaende Virkning, at det ofte under Scenerne fremkaldte enthusiastiske Bifaldsudbrud. — Treactssyngestykket "Lestocq", atter af Scribe og Auber, var, fra nogle Forestillinger, givne paa Vesterbroes Theater af et tydsk Operaselskab, bekjendt som saa interessant i Handling og Musik, at det ikke alene fik Lov til at gaae uden Opposition, men endog optoges med stærkt Bifald, endskjøndt det ikke nød nogen udmærket Udførelse uden af Jfr. Kofod, der gjorde megen Lykke ved sin, baade i Spil og Sang, over al Forventning livlige, routinerede og kraftfulde Fremstilling af Elisabeth. — "Smeden i Neumarck", en original "dramatisk Skildring" i een Act af en Anonym (W. Holst) var en livligt dialogiseret Bagatel, hvilken Stages Udførelse af Smeden, hvor fortræffelig den end var, saavel ved Varme, Hjertelighed og Kraft, som ved ypperlig Nuancering, ikke kunde holde paa Scenen. — H. C. Andersens "Skilles og mødes" er en "dramatisk Digtning i to Afdelinger", der hver udgjør en Vaudeville i een Act: "Spanierne i Odense", og "Fem og tyve Aar derefter", men sammenholdes til eet Stykke, ved at Hovedpersonerne i den første Vaudeville fremtræde fem og tyve [sideskift][side 262]Aar ældre i den sidste. Inden Opførelsen opstod Uenighed om den Benævnelse, hvorunder dette Arbeide skulde bringes paa Scenen. Molbeck, som frygtede for, at dette Slags Stykker, hvoraf man allerede havde nogle, skulde faae stærkt Indpas og føre de dramatiske Forfattere paa Afveie, forlangte, at Hovedtitlen skulde falde bort og Digtningen gives som to hver for sig bestaaende Vaudeviller, der kun altid skulde opføres i samme Forestilling, og Holstein holdt med ham af den Grund, at der, allerede formedelst Personernes nødvendige Forandring af Maskering og Dragt, maatte gives Noget imellem begge Vaudeviller, og det vilde være besynderligt at opføre to, ved et dem fremmed Intermezzo adskilte, Stykker som eet; Digteren paastod derimod, at hans Arbeide maatte, til rigtig Betegnelse af hans Idee, opføres under en for begge Afdelinger fælles Benævnelse, og meente tillige med Rette, at dersom det lange Tidsforløb imellem Afdelingerne skulde ansees for en Feil, da blev den ikke mindre ved at man ignorerede Hovedtitlen, hans Paastand seirede: det blev afgjort, at hans Arbeide skulde gives som en Digtning i to Afdelinger og altid med en Ballet, der bekjendtgjordes at skulle gaae imellem dem. Den Idee, at skildre nogle Samlevendes Ungdomsliv og da overspringe et langt Tidsrum, for igjen at føre dem sammen og vise, hvorledes Forhold og Livsomstændigheder have udviklet Charaktererne og nu stillet Personlighederne i Relation til hverandre, er for en Digter med levende Phantasie meget fristende til dramatisk Behandling, men denne kan aldrig faae betydelig theatralsk Virkning, mindst dersom den skeer i et Syngespil eller en Vaudeville, der, foruden den ualmindelige Fremstillingsdygtighed, der skal til heldig Løsning af en saa vanskelig Opgave, fordrer SangSang-stemme [sideskift][side 263]stemme. Et Theater kan have mange meget udmærkede Skuespillere, uden at eie en eneste, der tilfulde og med lige Frihed, Natur og Kraft er istand til under een Forestilling at fremstille en og samme Charakteer i dens Ungdom og modne Manddom, og her skulde ei alene flere Rollehavende være istand dertil, men tillige kunne synge. Opførelsen vidnede kun altfor stærkt om, at endog den omhyggeligste Anvendelse af de da tilstedeværende kunstneriske Kræfter ikke kunde tilveiebringe en i begge Afdelinger frisk og livlig Udførelse. Den første Vaudeville gik ret naturligt og fyrigt, men i den sidste følte de Spillende sig tvungne ved i en langt fremrykket Alder at skulle bevare den for Ungdommen antagne Grundtone; Spillet kom derved til at savne Liv og Bestemthed, hvilket virkede tilbage paa Publikum, der vel sandt mange særdeles smukke Steder i baade Stykket og Udførelsen, men følte sig saameget mere skuffet ved at der bragtes saa liden Effect ud af Aldersforskjellen da det havde ventet, at just den maatte føre til stor Effect. — I Casimir Delavignes "Don Juan af Østerrig", i fem Acter, fik Repertoiret en i kunsinerisk Henseende høist ypperlig og, som historisk Comedie, ligesaa mærkelig som interessant Nyhed. Digteren har villet vise, hvorledes verdensberømte Herskeres paa Folk og Riger indvirkende Handlinger ofte bestemmes ved deres Svagheder, lidenskabelige Opfarenhed og Bestræbelser efter smaalige Øiemeed, af Camarillaers Intriguer, af Hoffolks Kjærlighedseventyr eller af den enkelte Mægtiges øieblikkelige Lune. Han har behandlet denne Opgave med en Fiinhed, Delicatesse og Kløgt, som vidne om, hvor inderligt Besindighed, dyb Tænkning og Smag vare forenede med hans Genie. Uden at tilintetgjøre eller forvirre de store historiske Træk, der [sideskift][side 264]give Carl den Femtes og Philip den Andens Charakterer deres eiendommelige Præg, uden ved den sine Ironie i Behandlingen at svække deres kongelige Anseelse, har han afsløret deres Inderste og ladet see, at hvad der i deres af ham berørte Livsbegivenheder gestaltede sig stort, blev til af smaa Bevæggrunde. Carls Beslutning, at nedlægge Kronen og træde ind i et Kloster, i hvilken Historien seer en stor Sjæl, der med høi Selvfornegtelse vender sig bort fra Livets Glands, er i Delavignes Comedie Noget, der var Frugten af en indbildt Modbydelighed for den verdslige Hæder; Herskesygen opvaagner igjen i Eensomheden, og endogsaa i den Lydighed, han selv har underkastet sig, røber Carl, sig selv uafvidende, sin Lyst til at herske; men forgjæves, han er nu Munk og maa lyde sin Prior, der, medens han modsiger den, der var hans Keiser, paastaaer, at en Konge aldrig kan feile. Han, som før regerede uindstrænket over et uhyre Rige, higer nu efter den Lykke at blive Prior; han, som har seet Spaniens Grander om sin Trone og hvis Blik var en Befaling, der styrede de europeriske Hoffers Villie, maa nu hendrive sin Tid med Messer og Bønner, han maa intriguere i et Kloster, maa søge at dræbe Kjedsommeligheden i Omgang med et sladdrende Barn, der ikke veed hvo Carl den Femte var. Philip den Anden, den mørke, kolde Tyran tyranniseres af Kjærlighed Den Mægtige frygter sin Broder Juan, en enkelt Mand, der ikke engang selv veed hvo han er, og som ikke har anden Beskyttelse end et ædelt Hjerte og sin Livslystighed. Philip har meget forud for sin Broder; han er hans Herre, mægtig, frygtet; men Juan har Eet, som Kongen ikke kan opnaae: han er elskværdig; Philip formaaer at knuse Tusinder, der ville modsætte sig hans Villie; men han, er ikke istand [sideskift][side 265]til ved hele sin Magt at vinde Kjærlighed hos den Pige, der er villig til at opoffre sit Liv for den ubekjendte Juan. Stykkets Plan er lagt med stor Skarpsindighed og et sikkert Blik for det Theatralske; Digteren har contrasteret sine Personer ypperligt og anlagt de Scener, som føre til Contrasternes Fremtræden, med en saadan Kløgt, at Forberedelsen til dem ikke lader ahne Beregning. Ogsaa Sæderne ere fortræffeligt skildrede, og de fine, med Smag anbragte Træk, ere saa sande og klare, at Tidens Aand og Personernes Charakteer forene sig til et herligt Billede, fuldendt i dets Enkeltheder og harmonisk sammensmeltet til et Hele. Stykket blev spillet med megen Flid og i nogle af Hovedpartierne ypperligt, navnligen af Nielsen, der efter en med megen psychologisk Indsigt udkastet Charakteristik gav Philip den Andens vanskelige Rolle med stor Consequenrs; Holst, som med megen Ild og Energie spillede Titelrollen ganske fortræffeligt; og Phister, der i den gamle spanske Hofmand Don Quexada var kommen til en for ham aldeles ny Rolleart og vakte levende Interesse ved den Værdighed, Kraft og Følelse, han lagde i sit Spil. Det Nye i dette herlige Kunstværks hele Anlæg og de mangfoldige fine, ypperlige Træk kunde ikke strax gribe Publikum saaledes, at det i Begyndelsen fandt en saa begeistret Modtagelse, som det fortjente; men saa godt fattede man dog dets Værd, at det optoges med et stærkt eenstemmigt Bifald, der steg ved de følgende særdeles godt besøgte Forestillinger. — Edward Devrients Text til "Hans Heiling" har den gode Egenskab, at Overgangen fra Dialog til Sang er gjort med megen Takt og den musikalske Deel særdeles heldigt behandlet, baade i Henseende til Syngenummernes Form og Valget af Rhythmus. Derimod har Forfatteren ikke ved Planens [sideskift][side 266]Anlæg hverken opnaaet store og effectfulde Situationer eller noksom benyttet det Poetiske i Stoffet. Finalerne ere fra hans Haand matte og ubetydelige, og den mægtige Bjergaand, der kunde være bleven meget interessant ved Kampen imellem de to Naturer, som ere forenede i hans Væsen, er en svag, villieløs Skabning. Imidlertid staaer Stykket meget over de tydske Operatexter, der hidtil vare givne her, og yder Componisten god Leilighed til Afvexling i Sangnummernes Charakteer. Man ventede med megen Spænding at høre Marschners Composition til en Text, der udtrykkeligt kaldtes "romantisk Opera", hans Musik til "Tempelherren og Jødinden" havde saavel hos virkelige, fordomsfrie Musikkjendere som hos Publikum efterhaanden opnaaet en saadan Yndest, at Partiegængeriet ikke alene havde opgivet Oppositionen imod ham, men tvætimod begyndt at omtale ham som en af de "grundige Componister", der fornemmelig udmærkede sig i "det Romantiske". Da "Hans Heiling" i Tydskland ansaaes for hans, just ved Fylden af romantisk Aand, fortrinligste Værk og han endydermere ikke blot opholdt sig her og havde givet en Concert, hvori nogle af hans Compositioner, under hans egen ypperlige Anførsel, havde vundet stormende Bifald, men selv vilde dirigere sin Opera ved de første Forestillinger, saa beredte man sig paa en mageløs musikalsk Nydelse med en saadan Sikkerhed, at Forventningen kun var at fyldestgjøre med noget Overordenligt. Dette fik Publikum imidlertid ogsaa. Den Genialitet, hvormed han vidste i skjønne, følelsesfulde Melodier at tolke sine Personers Følelser og give dem et fyldigt, træffende Udtryk, saa at Aandernes Chor, Conrads ømme Kjærlighed. Heilings Lidenskab og Bøndernes Lystighed poetisk skjønt, sjælfuldt og charakteristisk udtalte sig i baade [sideskift][side 267]Sangen og Accompagnementet, havde en henrivende Magt, og hvert Nummer gjorde, under hans livfulde, Sangerne begeistrende Anførsel, glimrende Lykke. Udførelsen var ogsaa i enhver Henseende fortræffelig. Jfr. Zrza sang med stor Bravour Bjergaandernes Dronning: Schwartzen foredrog med inderlig Følelse ypperligt Conrads Partie, og Jfr. Holst var i Spil og Sang meget behagelig som Anna, endskjøndt hun ikke gav Rollen med den livsglade Freidighed, den bør have, men derimod lagde stille Blidhed og Hengivelse i den. Den heldigste af de Rollehavende var imidlertid Hansen, der, siden han fra Musik-Conservatoriet var afgaaet til Theatret, havde udført adskillige Smaaroller, men ikke været forundt Leilighed til at gjøre Publikum bekjendt med sit sjeldne Sangertalent førend nu, da Directionens Forlegenhed for at finde en dygtig Bariton til Udførelsen af hans Heiling bragte den til i det store skjønne Partie at vove Forsøg med ham. Det havde et over al Forventning heldigt Udfald, hans klangfulde, omfangsrige, bøielige og kraftige Stemme, af et Følelsen gribende sjeldent skjønt timbre, gjorde en henrivende Virkning. Dertil var hans Udvortes saa passende og smukt for Theatret, at hans Evner lovede ham en særdeles glimrende Fremtid; thi det var aabenbart, at han ved nogen Flid for at komme til Herredømme over sin Diction, sin Gang og sine Bevægelser maatte i Syngespillet kunne opnaae ei alene at blive en ligesaa dygtig Fremstiller af stærkt tegnede Roller som Kirchheiner, men tillige, hvad denne ikke var, fortræffelig i sværmerske og elegiske Charakterer. — Saisonnen havde en ganske ypperlig, ægte national Slutningsnyhed i "Sparekassen", Lystspil i tre Acter af Hertz. Her var ingen stor, ingen kunstigt sammensat eller overraskende ny Handling; [sideskift][side 268]den lille Familietildragelse udvikler sig meget simpelt og naturligt; men bliver ikke destomindre særdeles interessant ved gode comiske Situationer, en livlig, vittig Dialog og endnu mere ved at alle de Personer, der optræde i den, ere ægte danske paa Legeme og Sjæl og skildrede med dansk Gemytlighed, som med dansk Sands for og Stræben efter Natursandhed. Dette skylder Digteren ogsaa, at han i den danske Skuepladses Personale saa heldigt fandt fortræffelige Fremstillere for alle Rollerne, at neppe noget stort Stykke skal kunne siges i saadan Fuldstændighed at have faaet en mesterlig Udførelse. Foersoms kostelige i den jævneste Naturlighed ægte comiske Skaarup; Jfr. Petersens altid utilfredse og letgrædende meget moersomme Jansine; Fru Heibergs nydelige, af Skjelmerie og Overgivenhed overstrømmede Antonie; Phisters egennyttige, ligesaa originale som ud af Livet grebne pudseerlige August; Jfr. Jørgensens insinuante, snakkesalige og geskjæflige Mad. Rust; Holsts raske, hidsige og redelige Sømand Nicolay, en af hans fuldendteste og allerelskeligste Roller, og Stages i sit hele Væsen løierlige humoristiske og godmodige Baadsmand vare hver for sig udmærkede Charakleerskildringer og dannede i dette herlige Genrebillede et mageløst Ensemble. Stykket optoges ved første Forestilling med et saa varmt og eenstemmigt Bifald, at man vel kunde mærke, det vilde kunne holde sig fast i Publikums Gunst, dog blev det først nogle Aar efter klart, at det virkelig besad indre Kraft dertil; Digterens Kunst havde gjort det altfor elskeligt naturlig til at det i denne af lidenskabelig Politiseren stærkt bevægede Tid kunde tiltvinge sig den fortjente Interesse: den anden Forestilling indbragte ved Kassen — 79 Rdlr. 5 Mk. "Sparekassen" var Hertz's tredie nye Stykke i denne [sideskift][side 269]Saison. At en Digter i et Aar leverer Theatret tre Arbeider — et Toactslystspil i rimede Vers, en Vaudeville i to Acter og et Treactslystspil i Prosa, — hvilke alle blive optagne med levende Bifald, kan vel kaldes en saa usædvanlig stor og heldig Frugtbarhed, at han derved maa have erhvervet sig en Indtægt, hvoraf han ikke alene i dette Aar har kunnet leve rigeligt, men ogsaa henlægge Noget for det næste Aar, hvori han umuligt kan have en ligesaa stor Ideerigdom og digterisk Virkekraft, altsaa heller ikke vente en saa betydelig Indtægt af den Kunst, han har gjort til sit Kald og hvormed han hædrer og gavner Skuepladsen. Og hvor meget indbragte denne Saison da Hertz efter "Minut-Regulativet"? — 567 Rdlr.!

Sommerskuespillene skaffede Directionen kun to Nyheder, men som bleve meget indbringende. Heibergs Vaudeville "Nei!" maatte gjøre stor Lytte; Ideen var piquant, Handlingen i al sin Simpelhed en Række moersomt effectfulde Situationer. Dialogen behandlet med gratiøst Lune, Melodierne fortræffeligt valgte: Alt samtede sig til et lille nydeligt Mesterstykke, hvori alle Roller bleve mesterligt spillede. Fru Heibergs vittigt og intelligent skjelmske Sophie, indlagende ved Friskhed, Ynde og fiin Naturlighed, var en mageløs Fremstilling. Den rige Vexling af Betoning, Udtryk og sprudlende Lune i hendes "Nei!" havde, understøttet af gratiøs Mimik og Gesticulation, i hver Replik stor Effect og var saa let og usøgt, at den fik en Sandhed, som gjorde, at Publikum virkelig, med Link, i hendes mange "Nei!" fandt en behagelig og aandfuld Conversation. Hendes Fremsigelie har været og vil vel længe vedblive at være Norm for andre Fremstillerinder af Rollen, men ligesom hun er dens geniale Opfinderinde, saaledes vil hun blive [sideskift][side 270]den Uovertrufne i at lægge Ynde, Aand og Natur i den. En ikke mindre fuldendt natursand og smagfuldt comisk Udførelse gav Phister Klokker Link. Udseende, Holdning, Bevægelser og Jargon forenede sig saa ypperligt med den inderlige Godmodighed, trohjertige Varme og naive Løierlighed, som han udbredte over den ud af Livet grebne Grenaa-Klokker, at denne blev en, baade ved charakteristisk Tegning og omhyggelig Udmaling, høist interessant Figur i det lille Genremalerie, hvis Ensemble fortræffeligt afrundedes med Foersoms meget snurrige alvorligt vimse og suffisante Justitsraad og Waltz's vakkre, ham særdeles klædelige Spil som Hammer. — Den anden Nyhed: Arnesens og Overskous "Capriciosa", skyldte for en stor Deel netop sin Nyhed at den mødte levende Interesse og vandt enthusiastisk Bifald. Som det første danske dramatiske Arbeide af to Forfattere, den første saakaldte Folkecomedie, — rettere, dramatisk Eventyr med Sang, — det første Stykke, hvori kjøbenhavnsk Kneipeliv, Nybodersfolk, Frederiksberg og phantastiske Væsner vare sammenvævede i

en tæt Forening,
Af Ord og Toner,

og det første Tryllespil, i hvilket Theatrets Maskinerie, fordi Indsigt kun havde stillet det saadanne Fordringer, som det med stor Effect kunde fyldestgjøre, vakte Forbauselse ved at være ligesaa ypperligt, som det ellers var slet, — altsaa: som i flere Henseender interessant nyt maatte "Capriciosa" allerede i høi Grad pirre Nyfigenheden hos Mængden. Da denne nu ogsaa fandt Noget, som havde Tillokkelse for dens naturlige Sands for det Skjønne: en poetisk Idee, ftygtigt udkastede, men livligt colorerede Charakterer, [sideskift][side 271]grebne ud af dens Omgangsliv, det Overnaturlige og det Spidsborgerlige gjensidigt virkende i effectfulde Situationer, en rask Afvexling af lystige med følelsesfulde Scener, ligesaa charakteristiske som iørefaldende Melodier og smukke Decorationer: saa er det naturligt, at Stykket ikke kunde forfeile Yndest saalænge det understøttedes af den glimrende Udførelse, som fra alle Sider blev det tildeel og deels modererede de for stærke Steder, deels hævede de svage. Phister, som Peter, var især mesterlig: Lune, Humor, Kraft, but Hjertelighed og dyb Følelse afvexlede og samvirkede beundringsværdigt skjønt i hans Spil til at give det en liv- og sjælfuld Naturlighed, som var af henrivende Virkning. Med megen Fiinhed førstod han, — hvad der ikke er lykkedes hans Eftermænd, — uden at forlade Grundcharakteren, at vise, hvorledes, i de tre mellemste Acter, Peters Pli og Væsen faae Præget af det Selskab, han for Øieblikket befinder sig i. Til det fortræffelige Spil kom endydermere en glimrende Udførelse af Syngepartiet, som han, hvor anstrengende og vanskeligt det end er, sang med Ild og Aand saa ypperligt i Charakteer og med det Udtryk, Situationerne fordrede, at han for hvert Nummer vandt levende Bifald. En mesterligt gjennemført høist original og grundcomisk Figur var Foersoms Kakkadue. Vel havde han ikke givet denne mystiske Caricatur nogen phantastisk Individualitet, men tvætimod iført ham en reent kjøbenhavnsk Spidsborgerlighed; denne var imidlertid saa burlesk, at den næsten blev eventyrlig, og hans rige Lune udstyrede den med saa mange løierlige Egenheder i Mimik og Diction, at Rollen med Rette hørte til hans meest beundrede og ikke let, i hans Hænder, vilde være bleven saa moersom ved en mere poetisk Opfatning. Nielsen var, som Ole, en [sideskift][side 272]prægtig gammel Sømand, gemytlig og muggen ironisk af Natur, men i sin Alvor saa varm, rolig og djærv, at han imponerede; Mariane udførtes med megen Tække, venlig Godmodighed og inderlig Følelse fortræffeligt af Mad. Kragh; Jfr. Kofod dækkede ei alene med sin behagelige Personlighed det Uskjønne hos Fru Nothington, men sang sit store Syngenummer saa gratigøt parodisk og kunstfærdigt, at hun høstede stormende Bifald; Opvartningspigen spilledes med kjækt Lune og elskværdig Overgivenhed af Jfr. Petersen; Rosenkilde bragte megen Lystighed ind i de to Acter ved sin høist pudseerlige Geldhammer, og endelig havde Capriciosa i Mad. Nielsen, — som Mad. Wexschall var bleven i 1834. — en ved ædel Høihed og varm, kraftfuld Declamation uforlignelig Fremstillerinde. Dette Stykke blev Anledning til at Directionen atter viste sin Bestyrelses Forkeerthed og Vilkaarlighed saaledes, at den derved paadrog sig megen Spot. Efter at "Capriciosa" var givet ved Sommerforestillingerne blev det, som sædvanligt naar et Stykke havde gjort Lykke, af Forfatterne tilbudet Directionen til Optagelse i Repertoiret. Det Honorar, som forlangtes, var kun 400 Rdlr. Hele Personalet begreb, hvor stor Indtægt Theatret vilde opnaae ved saa ringe Udgift. Molbech satte sig imidlertid meget bestemt imod at dette Stykke gaves ved Directionen; thi "det hørte vel til det Bedre i sin Art, men Arten var uværdig til Optagelse paa det kongelige Theater og skulde aldrig faae Indgang i dets Repertoire saalænge han var Directeur." Directionen gav, som Følge heraf. Forfatterne et Afslag, der, mundligt overbragt af Kirstein, lød kort og haardt, at "Directionen vilde ikke have Noget at gjøre med Stykker af den Caliber." Da Indtægterne i næste Saisons Begyndelse vare meget knappe og der [sideskift][side 273]savnedes Stykker, som om Søndagen kunde give fuldt Huus til at bøde paa dem, betænkte dog Directionen, at den kunde i "Capriciosa", som var paa rede Haand, have et, der til en Række Forestillinger vilde give den Sikkerhed for at faae "udsolgt". For nu at benytte sig af denne nemme Maade til strax at have et Trækstykke, som den ikke selv kunde skaffe tilveie, og dog at kunne indbilde sig, at "den ikke havde Noget at gjøre med Stykker af den Caliber," lod den Forfatterne vide, at den nok vilde bruge Stykket til Søndagsforestillinger imod en Betaling af 50 Rdlr. for hver Opførelse; "men," gjentog den, "ikke optage det i Repertoiret." Efter 6 mod dette Honorar givne Forestillinger, som alle havde fuldt Huus og indbragte 5003 Rdlr., var Directionen ikke endnu i den femte Maaned af Saisonnen 1836—37 kommen til anden godtbesøgt Nyhed end Balletten "Sylphiden," der medførte betydelig aftenlig Bekostning og ikke kunde gives jævnligt; men derimod havde den faaet Overbeviisning om, at "Capriciosa" vedblivende kunde give stor Indtægt. Kassens maadelige Tilstand bragte da Kirstein, efter endnu en Maaneds Venten paa gunstigere Omstændigheder, til — hvad der var let — at faae Holstein stemt imod Molbechs Rigorositet, som allerede havde sat sig betydeligt ved at han ideligt hørte tale om slette Indtægter, og nu forlangte Directionen af Forfatterne Stykkets Afstaaelse til Repertoiret imod et Honorar een Gang for alle. Forfatterne vare ogsaa villige dertil, men forlangte endnu 400 Rdlr., da Directionen havde Vished for, at det, efter Stykkets Værdie for Kassen, var meget billigt. Dette afslog Kirstein meget kort og meente, at naar de fik 100 Rdlr., var der jo betalt dem de 400 Rdlr., som de havde tilbudt Directionen det for. Svaret var, at det var DirecDirec-tionen [sideskift][side 274]tionen selv, som havde afviist Tilbudet, endog paa en haanlig Maade; at de 6 Forestillinger vare blevne Kassen saa indbringende, at det, de havde faaet for dem, var velfortjent, hvorfor det maatte være uomtalt; og at de nu ønskede Stykket brugt efter Directionens egen Bestemmelse om, at det ikke kunde optages i Repertoiret, men, imod 50 Rdlr. for hver Opførelse, gives saa ofte, som den fandt for godt. Kirstein mødte dette Svar med, at det kunde Theatret ikke være tjent med, men det vilde finde sig i at give 200 Rdlr, og dermed have Stykket til Eiendom. Da Forfatterne ikke vilde underkaste sig dette Magtsprog, men sagde, at saa besluttede de at lade deres Arbeide henligge indtil det, dem og Personalet til Fordeel, kunde gives ved Sommerforestillinger, afgjorde Kirstein Sagen, ved kort og bestemt at underrette dem om, at hvis der blev tilladt Sommerforestillinger, saa skulde det skee med udtrykkeligt Forbud imod at give "Capriciosa;" thi herpaa havde Forfatterne ikke andet at svare, end at naar Directionen troede at kunne være bekjendt at bruge sin Magt, for, imod Ret og Billighed, at paalægge Forfatterne et tvunget Salg af hvad den selv havde erklæret uværdigt for den at eie, saa bleve de nødte til at finde sig den. Saaledes kom Directionen til med Vold at tiltvinge sig et Stykkes Overladelse til Repertoiret, efter at den selv med megen Ostentation havde stemplet det som altfor forkasteligt til at kunne tilstedes Optagelse den; og til igjennem Kiv at skaffe sig for 500 Rdlr., hvad den havde afslaaet at modtage ved mindelig Overeenskomst for 400 Rdlr.

Med "Valdemar" havde Bournonville for første Gang forsøgt sig i Behandlingen af et historisk Stof. Dette var meget klogt og heldigt valgt: foruden at være nationalt [sideskift][side 275]indeholdt det to store Situationer, — Kongemordet og Slaget paa Grathehede, — der just i Balletfremstilling, og egenlig ikke uden i den, kunde gives mægtig theatralsk Virkning. Det var ogsaa aabenbart fra dem at hans Conception var gaaet ud, som det var i dem at hans Genialitet især viste sig særdeles glimrende. Saavel Overfaldet, med den vilde Forvirring, den voldsomme Hidsighed i Kampen og Knuds grandiøse Dødsscene, som sidste Acts i raskvexlende livfulde Optrin fremstillede Slagtummel, hvori fornemmelig Hærenes Alt knusende Henbrusen over Heden og den dødeligtsaarede ravende Konges eensomme Tilbagestaaen, efter at Strømmen er rullet bort over ham, var af dyb Virkning, viste høi poetisk Opfatning, pathetisk Følelse og levende Phantaste til Opfindelse af Udtryk for Intentionen. Men, med Undtagelse af de tre Kongers ypperligt tænkte og genialt fremstillede Møde, var, hvad der laae imellem de to store Situationer, en Mængde Biomstændigheder, der hverken stode i god indbyrdes Forbindelse eller havde det historiske Stofs storartede Charakteer. Hvor skjønne disse Enkeltheder end vare, baade i og for sig og ved den smagfulde Behandling, berøvede de det Hele indre Sammenhold og afledede Interessen fra Handlingens store Momenter. Disse fremtraadte ikke, som i Galeottis Balletter, i imponerende udtryksfulde Grupper, der kun vare forbundne ved korte, letforstaaelige mimiske, i Handlingen liggende Scener af Hovedpersonerne; men de fulgte paa Episoder, der undertiden gaves i en mimisk Dialog imellem Personer, som stode udenfor Handlingen, hvilket skadede Indtrykkets Storhed. Heller ikke vare, med Undtagelse af den herlige, særdeles charakteristiske Vaabendands, Dandsene udgaaende fra og sammenfaldende med Compositionen: den [sideskift][side 276]store pas de deux imellem Valdemar og Astrid havde saaledes hverken Præg af Tiden eller Udtryk af de Dandsendes øieblikkelige Stemning, og i første Act dandsede Prindsessen for Bønderne og paa Alfarvei en aldeles moderne Solo. Imidlertid, uagtet disse Feil og det Svage i Handlingens Anlæg, var der i denne Balletdigtning en saadan Rigdom paa plastisk skjønne, udtryksfulde og interessante Steder, at den, bragt paa Scenen i den Fuldendthed, som Bournonvilles omhyggelige Instruction og begeistrende Animeren skaffede Udførelsen af ethvert af hans Arbeider, modtoges med overordenlig Enthusiasme. Af Hovedrollerne, der vare meget heldigt besatte, bleve to udførte ved Skuespillere: Pätges savnede imposant Figur til Svend, men gav den mimiske Fremstilling saa frit, livligt og udtryksfuldt, at han vandt stærkt Bifald; Holst havde til Knud et herligt Udseende og udførte det smukke Partie med megen Adel og Følelse. Jfr. Grahn, som Prindsessen, og Bournonville, som Valdemar, gjorde glimrende Lykke ved deres Dands; hun gav tillige meget smukt den mimiske Deel af Rollen, men han lagde i sit Væsen en Helten ikke just klædelig pretiøs Raskhed. En udmærket skjøn kunstnerisk Understøttelse fandt Balletten i Fröhlichs baade ædelt melodiøse og gjennemgaaende udtryksfulde og charakteristiske Musik. Ogsaa to unge Theatermalere, Wallichs Eftermænd, udstyrede den med hver sin høist forskjellige, men ypperlige og med stort Bifald modtagne Decoration: Troels Lund, grundigt dannet og talentfuld i Architektursaget, gav en fortrinligt udført gothisk Riddersal af stor Effect; Christian Frederik Christensen, en meget smagfuld, genial og phantasierig Kunstner, der allerede havde tildraget sig ualmindelig Opmærksomhed ved flere fortræffelige Landskabsmalerier og tillige besad megen Dygtighed i ArchiArchi-tektur [sideskift][side 277]tektur, overraskede ved den beundringsværdige Kunstfærdighed, hvormed han havde løst en af Theatermalernes allervanskeligste Opgaver: Fremstillingen af en Lynghede. Som en Erkjendelse af den Genialitet, Bournonville havde lagt for Dagen i denne store Balletdigtning, meddeelte Kongen ham Titel af Balletmester.

Denne Saisons Debutanter bleve Theatret til kun liden Nytte. Møller havde et uanseligt Udvortes, et tyndt Taleorgan og overhovedet ringe legemlige Evner, men endnu ringere Talent. Han blev vel ved Theatret og fik endog adskillige gode Roller i det taknemmelige saakaldte Taabesag; hans Mangel paa Omhu for godt at anvende sit ringe Pund gjorde ham imidlertid ubrugelig inden hans tidlige Død. Betty Christensen, der var kommen fra Musik-Conservatoriet og i nogle smaa Syngeroller havde begyndt at gjøre sig fordeelagtigt bemærket ved behagelig Personlighed, megen Tækkelighed i sit Comportement og en smuk blød, men ikke stærk Syngestemme, mærkede snart, at det vilde blive hende vanskeligt at opnaae en gunstig Stilling ved det kongelige Theater og gik derfor til Christiania, hvor hun, som Mad. Smidth vandt stor Yndest, hvilken hun senere har vidst ogsaa ved Secund-Theatrene i Kjøbenhavn at gjøre sig fortjent til. Jfr. Luplau havde en høi, rank Figur, god Holdning, en i de dybere Toner smuk og kraftfuld, men i Høiden ikke velklingende Talestemme og spillede Lady Milfords vanskelige Rolle med en Anstand og Rigtighed i Declamationen, som vakte Opmærksomhed og vandt et velfortjent opmuntrende meget stærkt Bifald. I følgende Saison udførte hun ogsaa særdeles tilfredsstillende Elisabeth i "Maria Stuart", men indsaae, at hvor der til dette Rollefag var en saa udmærket [sideskift][side 278]Fremstillerinde som Jfr. Jørgensen, vilde hun aldrig saae nogen Betydenhed, hvilket bevægede ogsaa hende til at gaae til Norge, hvorfra hun senere, som Mad. Rasmussen, er vendt tilbage og har taget Engagement ved Casinos Theater.

Skuepladsen havde i denne Saison i sit Personale kun et eneste Tab, men dette var overordentigt stort og er blevet, hvad hele Publikum dybt følte, at det maatte blive, uerstattet. Den 18de October 1832 havde Publikum ved Frydendahls Indtrædelse som Geronte i "Skatten", hilset ham med stormende Jubel paa hans 66de Fødselsdag: Noget, som dengang var en stor Hæder, da Modtagelser vare aldeles usædvanlige, og det endydermere ikke skete ved at Stykket var ansat for at give Publikum Leilighed til at vise den gamle Kunstner en Opmærksomhed. Da behøvede man ikke endnu at indrette Repertoiret for ham, thi i samme Uge spillede han, for at hjælpe Directionen ud af Forlegenhed, tre af sine ypperligste Roller. Kort Tid efter blev det imidlertid nødvendigt, fordi han begyndte at skrante. Dog var han endnu af og til ved sin fulde Sundhed, og selv naar han ikke var det spillede han ofte og da bestandig med det friske, yppige, Alle henrivende Lune indtil han i April 1835 blev særlig syg og maatte søge Sengen. Rygtet satte flere Gange Publikum i stor Bevægelse ved at fortælle hans Død; alligevel begyndte han kort efter Saisonnens Aabning at komme sig saavidt, at han troede sig istand til at udføre Roller, som ikke vare altfor store og anstrengende. Den 2den October betraadte han for første Gang efter sin Sygdom og for sidste Gang i sit Liv Theatret som Officeren i fjerde Act af "Barselstuen". Saasnart han viste sig opstod en længe vedvarende Bifaldsjublen; men — det var synligt for den, som kjendte ham, at han var tabt for [sideskift][side 279]Scenen; hans gamle Lune hvilede over Rollen, men hans Stemme var svag, hans Replikker havde ikke mere den slaaende Kraft, hans Bevægelser vare usikkre, og hans Spil manglede det sædvanlige à plomb; det vilde have været en særdeles god Fremstilling af en almindelig Skuespiller; men — det var ikke en Frydendahls. Da han gik ud ledsagedes han af Bifald; men i Coulissen sank han mat og aandeløs i Armene paa de Tilstedeværende, som omhyggeligen kom ham imøde og førte ham til en Stol. "Nei, jeg duer ikke mere!" sagde han til dem, som, efter al han havde sattet sig noget, førte ham op til hans Paaklædningsværelse — for sidste Gang; han saae aldrig mere Theatret. Anstrengelsen kastede ham atter strax paa Sygeleiet, som han først forløstes fra ved Døden over fire Maaneder efter. Uagtet hans Død var ventet, vakte den almeen Sorg; selv hans personlige Uvenner ved Theatret erkjendte, at der i ham var for det tabt en saa stor Mand, at det maaskee ikke i flere Aarhundreder vilde faae hans Lige.

Der var allerede i Sommeren 1835 af Delcour, Directeur for det franske Skuespillerselstab, som havde fast Ophold i Berlin, blevet søgt om Tilladelse til at give en Række Forestillinger paa det kongelige Theater; men af Directionen, der mindre bragte i Beregning den store Nytte, som Personalet vilde have af at see et erkjendt godt fremmed Selskab, end det ringe øieblikkelige Tab, som Kassen muligt kunde lide derved, blev givet Afslag. I denne Saison havde de udenlandske Diplomater understøttet den gjentagne Ansøgning og sat dens Bevilning igjennem. Det viste sig, at Selskabet havde nogle særdeles dygtige Kunstnere og et udmærket Ensemble for sit Repertoire: Lystspil og VaudeVaude-viller. [sideskift][side 280]viller. Delcour selv var en fortræffelig Fremstiller af sine Charakteerroller, havde en smuk, fri Holdning, megen naturlig Livfuldhed. Varme og elskværdig Lystighed i sit Spil og udmærkede sig især ved en let, smagfuldt nuanceret Conversationstone, hvori han, uden mindste Bevægelse og som aldeles hensigtsløst, kunde give Vittigheder en frappant Virkning. Ogsaa spillede han den gamle General i "Pariserdrengen" med en Adel, Naturlighed og Ild i Foredraget, som virkede henrivende og navnligen hvor hans ædle mandige Heftighed for Dyd og Ære brød løs og han med Begeistring udtalte sin Agtelse for Almuen, som han havde svunget sig op fra, satte Publikum i saa levende Enthusiasme, at det tiljublede ham et ofte gjentaget stormende Bifald. En Kunstnerinde af første Rang var Mad. Brice i de saakaldte store Damer. Hun havde en fri, fornem Holdning, megen Værdighed og Anstand, en fortræffelig Diction og et høist udtryksfuldt Minespil. Hendes Genie aabenbarede sig i enhver Rolle, selv den mindste. Hun greb med Bestemthed dens Charakteer og udførte denne i alle dens Nuancer med stor Sandhed og Sikkerhed. I hendes fornemme Damer var der en indtagende Fiinhed og Lethed i hver Replik og Bevægelse, i comiske Roller, hvoraf hun spillede flere, var hun uovertræffelig ved Originalitet, behagelig Djærvhed og ægte Lune, og altid turde man, naar hun optraadte, være vis paa aandfuld Nydelse ved de mange overraskende sine Træk, hun vidste at finde i Charakteren og gav Effect ved Gratie og stor Naturlighed. Mlle. Lancestre havde en smuk og særdeles interessant Personlighed for Elskerinderollerne og forenede med den megen Varme, et skjønt mimisk Ansigtsudtryk, en ligesaa naturlig som ædel Plastik i Bevægelser, Følelse, Fiinhed og henrivende Ynde i sit Spil. [sideskift][side 281]Selskabets fjerde geniale Medlem var dets egenlige Comiker, Francisque, der strax blev Publikums Yndling og fortjente at være det. Han havde ikke alene i sin lille, spinkle Figur, men i den faste, skarpt objective Spillemaade en Publikum meget behagelig Lighed med den savnede C. Winsløv, og hans Talents Mangesidighed, rigt Lune, en høi Grad af comisk Styrke, fortræffelig Nuancering af den med stor Bestemthed fastholdte Charakteer, en udmærket Diction og den fine Smag, der bevarede ham fra alt Uskjønt og Overdrevent, gjorde ham til en høist fortrinlig Kunstner. Iblandt hans Roller, der alle viste ham i en ny, i dens hele Individualitet med beundringsværdig Sikkerhed gjennemført, Charakteer, gjorde fornemmelig Pariserdrengen overordenlig Lykke ved den inderlige Godmodighed og Ømhed, han viste Bedstemoderen og Søsteren, den Ild og Kraft, hvormed han forsvarede sin Families Ære, og den elskelige comiske Naivetet, som var udbredt over hele Fremstillingen. Med det øvrige dygtige Personale, hvori fornemmelig Soubretten, Mlle. Deschanel, gjorde sig yndet ved ypperlig Diction og meget effectfuld comisk Tørhed, dannede de fire Udmærkede et særdeles fængslende Ensemble: Præcision, Frihed, Lethed og Samklang i Tone virkede i saa inderlig Forening, at deres Forestillinger vare Mønstre for Udførelsen af Conversationsstykker og det kongelige Theaters Personale ligesaa meget til Underviisning, som Publikum til Overraskelse og Glæde. Ogsaa havde Selskabet hver Aften fuldt Huus og fandt sig, da det kongelige Theater ikke længer kunde overlades det, foranlediget til for en kort Tid at fortsætte sine Forestillinger paa Vesterbroes Theater.


Oprettet 2010. Opdateret af